5 files changed, 11079 insertions, 11884 deletions
diff --git a/41956-0.txt b/41956-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..d234e43
--- /dev/null
+++ b/41956-0.txt
@@ -0,0 +1,5987 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. Kursiv tekst
+i originalen er gengivet med _understreg_.
+
+
+
+
+ KNUD HJORTØ
+
+ HANS RÅSKOV
+
+ KØBENHAVN
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+ J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
+ 1906
+
+
+ J. COHENS BOGTRYKKERIER
+ (GEORG A. BACH)
+
+
+
+
+Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret
+fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med
+kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden;
+så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en
+dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede
+først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i
+solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang
+de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale.
+Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje
+endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde
+kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde
+man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og
+pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte
+grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og
+blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg.
+
+Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var
+gårdens ældste søn, Hans -- kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær
+sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle;
+vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt
+og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds
+øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans
+havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen
+skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt
+al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene,
+der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede
+efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet
+på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene
+øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde
+ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som
+han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det
+var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på
+loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og
+hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker
+på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring
+på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for.
+Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned,
+ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave
+elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat
+ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.
+
+Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen.
+Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte
+så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde
+givet ham et snit i den ene finger. -- Nåda, sae han vredt; hvad skal
+det til? Du kan godt blive fri. -- Han løb ind i tørvehuset, hvor han
+havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet;
+dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der
+var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den
+gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har
+den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump
+halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de
+derfor ha lov at skære en i fingrene?
+
+Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en
+gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke;
+man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt
+mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde
+man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del
+af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en
+æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden
+mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den;
+den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde
+levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i
+øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i
+indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.
+
+Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en
+god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en
+snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar
+den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.
+
+Gå så, sae han.
+
+Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre
+i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den
+anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans'
+sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle,
+at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være
+så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han
+hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte
+til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen
+fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at
+begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der
+havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig
+meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld
+strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var
+tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et
+ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede
+den at gå.
+
+Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det
+vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog
+han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden
+med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved
+sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så
+gik han meget langsomt -- skønt hans hænder dirrede -- hen til den
+stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans
+beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der
+var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede
+den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han
+betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel
+i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde
+ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke
+arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig
+godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han
+stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede
+den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo
+mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane,
+hvad det en gang havde været.
+
+Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke
+nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han
+alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han
+var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han
+gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød
+klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han
+ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han
+havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved
+siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.
+
+Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en
+lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i
+ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han
+vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at
+følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode
+igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det
+nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke
+opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at
+det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad
+mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.
+
+Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør
+din pligt.
+
+Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu
+var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på
+ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen
+imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne
+og rystede en mængde bønner af sig.
+
+Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de
+tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig
+på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke
+straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de
+bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb
+i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da
+de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang
+tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede
+han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel
+og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle
+slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var
+der igen en stemme, der skrålede efter ham.
+
+Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften,
+for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde
+fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde
+hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over
+engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng
+og genboens mose.
+
+Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende
+vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen
+risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene
+følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte
+hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de
+fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens
+sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro,
+dog trænger mest til.
+
+Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille
+sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er
+anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse
+af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse -- --
+
+Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården,
+mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om
+smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags
+ubehageligheder på den anden. -- Hvad skal du? Jeg spør, hvad du
+skal. -- Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger
+du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? -- Hvad, er du dær inyw,
+skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du
+glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra
+din mad? Hans! Ha--ns!
+
+Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom
+blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul
+blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte
+glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod
+ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var
+sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre
+på -- for andre.
+
+Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i
+borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så
+havde hun andet at bestille.
+
+Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var
+blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde
+jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man
+kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.
+
+Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til
+at ta den forestående kamp op.
+
+
+
+
+Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst;
+Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte
+egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra
+fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide
+det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og
+sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at
+han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste
+deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme
+noget -- -- og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor
+og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok
+skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først
+havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det
+var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men
+husholdersken -- -- å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået
+noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og
+forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad
+han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og
+drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes -- -- Det var
+fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den
+elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af
+med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han
+sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han
+altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at
+blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.
+
+Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var
+lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og
+han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det
+havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.
+
+Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange;
+ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden
+stak som nåle på siderne af hans næse.
+
+Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og
+som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende,
+skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød
+sådan:
+
+    Min bedstemor
+      fik trillinger hvert år,
+    som hver en nok så net
+      af bedstefar blev ædt.
+
+Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog
+ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i
+halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade,
+indtil vandet lukkede sig over ham. Det brændte og isnede på een
+gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var løftet højt
+over ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at han fløjtede den
+tossede vise: Min bedstemor -- --. Den slap ham ikke mere, så længe
+han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med
+lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog
+fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned
+i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han
+klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den blev her nede, og
+så tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra
+det, der sugede dem fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent
+oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde den itu indefter,
+og under stadig fløjten, der undertiden blev hakket i stykker af hans
+klaprende tænder, slog han bid efter bid af isen, først med knoerne,
+så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde længere, trak han
+ærmerne ud over hænderne og slog til med hele armen, og stadig måtte
+han passe på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en
+fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene;
+det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet
+en lang bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. Men det
+blev galt igen, da han ikke kunde slå mere is i stykker, for han
+blev suget ned lige så tit han kravlede op. Han _tænkte eder_; han
+kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men
+han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde luft svalede langt
+ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede
+i brystet blev han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den
+luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.
+
+Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes
+han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå
+stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting,
+og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i
+isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene
+kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul,
+han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden
+slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom
+skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været
+plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen
+helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen
+fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i
+sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var
+kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han
+aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm
+og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn.
+
+
+
+
+At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker,
+der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene
+var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført
+tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine
+skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig
+fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes,
+kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af
+de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder
+til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at
+kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også
+en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede
+mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev
+ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke
+selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af
+lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten
+lige med et var blevet en slem dreng -- til sorg for mange, og ingen
+kunde begribe hvad der gik af ham; men han _var_ ikke mere den han
+havde været.
+
+Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu
+fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj
+eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk
+på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om
+udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig
+rigtig vidst det, før hun sae det.
+
+Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet
+en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod
+han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen
+på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og
+det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis
+der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at
+han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på
+lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme,
+fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev
+udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han
+det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen
+nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en
+åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang
+kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte.
+
+En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme
+bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine
+tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det
+nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om
+længe bekvemmede han sig til at spørge. -- Det kaldtes at forkorte;
+man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie
+led med samme tal.
+
+Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var
+regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun
+rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden,
+fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte
+kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte
+brøk; det var ikke svært. -- Lad mig få addisjonen med med det samme!
+
+Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.
+
+Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en
+påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.
+
+Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så
+skal du se sikken en masse sludder.
+
+Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så
+vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle.
+
+Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var
+mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi
+han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men
+hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet
+helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to
+sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -- -- du er så våd, din
+gris. -- Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på
+hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans
+så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte
+forskel på hunden og dem.
+
+Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var
+lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med
+albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.
+
+Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet.
+Du trænger nok til at få nogen smæk.
+
+Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!
+
+Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor. Han
+blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en
+gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt
+skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.
+
+Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på,
+at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.
+
+Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest
+ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det
+ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods,
+fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den,
+der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik,
+disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde
+oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så
+havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde
+flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet
+af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under
+pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning
+af modværge. Senere da det var bagefter, _tænkte_ han sig, hvordan
+han kunde ha slået igen.
+
+Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det
+jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene
+var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv
+imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere
+forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed.
+
+Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han,
+hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky
+på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været
+hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han
+anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der
+først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun
+een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans
+eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og
+lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig
+efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som
+den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i
+ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke
+kunde få op.
+
+I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde
+udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da
+Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede
+den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var
+så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske,
+hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en
+overbevist synder mellem lutter retfærdige.
+
+Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde:
+alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at
+det måtte være en lindring at være blind.
+
+-- -- Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede
+at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine
+skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og
+som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det
+altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da
+han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været
+nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet
+det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun
+vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud
+og _smæk_ vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og
+rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han
+havde lyst til at stikke ud.
+
+Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev
+låset af.
+
+Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede
+hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i
+stykker på kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der
+rungende lussinger, han kunde tænke sig dem -- -- -- og så tog hun fat
+på at tale ham til rette.
+
+Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede
+virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng,
+han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun
+gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke
+var blevet endnu.
+
+Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? -- Hun
+vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte
+smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig,
+at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved
+ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en
+gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!
+
+Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en
+maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og
+det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå,
+ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for
+ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset;
+skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han
+mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og
+kvalmefornæmmelsen kom igen.
+
+Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en
+uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han
+nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget
+af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i
+stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær
+sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis
+også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i
+køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham
+og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab.
+Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:
+
+Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og
+lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer
+du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko,
+man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak,
+og så rækker man hånden ud og tar imod det. -- -- --
+
+Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var
+ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet
+på ham.
+
+Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene
+og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor
+din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart
+du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den
+kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op,
+når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og
+gabe, inden der er noget at gabe over -- --
+
+Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.
+
+Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at
+hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den
+troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.
+
+Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.
+
+
+
+
+Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos
+naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde
+kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet.
+Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun
+hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på
+ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to
+gange, før hun forstod det. -- Hans Råskov. Kan du ikke tale mere
+tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun
+havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne,
+han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved
+at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre
+pigers næser; den var så smal og bestemt.
+
+Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok på mig.
+
+Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han
+vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden
+hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han
+talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening
+lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende
+ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun
+var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når
+der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som
+om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej
+bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun
+kommanderede ham ud.
+
+Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.
+
+Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var
+vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke
+helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han
+følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før.
+
+Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil.
+
+Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak,
+da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin
+tone, og dansede væk med den.
+
+De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort
+pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt
+med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den
+lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester
+i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva
+springende.
+
+Lær mig det, sae hun.
+
+Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se,
+hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun
+prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at
+vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag
+efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let
+ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, gå
+dog væk med det tossede stads.
+
+Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt
+sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille
+om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame.
+Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der
+pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet;
+her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde
+sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til;
+han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden,
+som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var
+smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her
+ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og
+når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans
+landsby, -- og som naturligvis ikke lae mærke til ham -- så havde han
+ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem,
+å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså
+dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte
+om dem.
+
+Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han
+var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at
+det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham
+ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et
+fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over
+for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og
+hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige
+tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han
+en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe
+kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den
+slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun
+ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.
+
+Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv -- nej
+ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var
+kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han
+kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt
+fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig
+og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt
+af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres
+ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem
+to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om;
+han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede
+ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham,
+men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen,
+inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på
+hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så
+han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld
+skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der
+hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng
+og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog
+ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen
+dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne
+enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud.
+Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to
+kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig
+til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en
+gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i
+virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for
+at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort
+i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej;
+det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at
+røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet
+»forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft.
+
+Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte
+han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der
+både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som
+noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under
+hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og
+blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i
+tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde
+begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede
+et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans
+sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på
+mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på
+formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var
+over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden
+for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken
+om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og
+med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik
+han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på
+en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans
+sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig
+så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til
+mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet
+ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til.
+
+Så kom Eva i spidsen for de andre børn.
+
+Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom
+hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes
+øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en
+hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers
+nok være med til at lege.
+
+Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken
+Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han
+havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog,
+at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an,
+men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva
+i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han
+skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde
+de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den
+begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og
+da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og
+måtte se ned i jorden.
+
+Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den
+store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den
+dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og
+afgørende, som hun sae alt andet:
+
+Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.
+
+Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor,
+skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog
+den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig
+følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind
+i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende
+sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte
+hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun
+så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København
+kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom;
+men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå
+øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til;
+nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem,
+når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige
+på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik
+haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der
+hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til
+hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig
+tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand.
+Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også
+lidt bange for den sten, han stod med i hånden.
+
+Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae
+ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame
+havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det
+samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.
+
+Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han
+skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik,
+anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at
+det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt
+han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre
+sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem.
+
+Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans
+kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden
+af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad
+der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også
+forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde
+båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på
+hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt,
+et mærke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende så vel
+som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde
+havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når
+lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par
+timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han
+tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget,
+han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i
+søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker,
+altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst
+var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en
+krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de
+tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå
+så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede
+om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv
+til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig
+rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået.
+
+Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik,
+som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i
+skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog
+tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i
+dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning
+svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den
+sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at
+optage en indgribende oplevelse.
+
+Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.
+
+
+
+
+Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen
+dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik
+ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten;
+de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på
+himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres,
+uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en
+sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde,
+og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den
+mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og
+små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på
+halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul
+hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.
+
+Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede
+om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu
+igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og
+husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. -- Og ud af sin
+uudtømmelige grube af historier begyndte han:
+
+Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen,
+gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på
+gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og
+somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke
+folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng,
+og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi
+sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og
+gå med i kirken, Rasmus -- -- sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus
+grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om.
+-- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er
+da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge
+mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så
+var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad
+bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over
+været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae,
+men fruentømmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og sætte dig
+ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det
+vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at
+sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i
+et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. -- Nu
+skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder
+at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke
+vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo
+en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det,
+kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- --
+
+Blev han ramt? spurte pigen.
+
+Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående
+op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til
+menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg
+var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han
+ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det
+naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme
+af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og
+tråd og den slags.
+
+-- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et
+sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han
+havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting
+købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae
+han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der
+stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over
+bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven
+hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af
+bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et
+indtryk på ham.
+
+Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent
+samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur,
+og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre
+fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og
+så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk
+sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og
+giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre
+ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase
+dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede
+ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide,
+hvad han havde været så optaget af.
+
+Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han
+løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med
+halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i
+normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe
+det ligegyldige bæst og gik videre.
+
+Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner,
+men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket
+husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget
+han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb
+ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme;
+han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være
+at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier
+om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så
+ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede
+dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en
+lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og
+farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst.
+Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd
+i husmandens historier.
+
+Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i
+portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud
+over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt
+mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag,
+duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte
+mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at
+føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde
+glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle
+ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. --
+
+Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange
+som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det;
+det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting
+der ude blev fremmed. _Hjemmet_ -- det lå mellem de fire længer,
+udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne
+ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og
+stakkene. Hvem skulde han få med?
+
+-- Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var
+indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig,
+så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og
+gården alene tog halvdelen af udsigten.
+
+Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og
+udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om
+han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde
+blive.
+
+Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var
+det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt
+ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede
+i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae:
+H--m, h--m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand,
+der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var
+så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den
+var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel
+ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette
+sørgelige: H--m, h--m, der fulgte efter hvert lyn.
+
+Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt
+i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde
+høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen
+om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt,
+sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over
+forstavnen.
+
+Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på
+alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han
+gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde
+heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted
+hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad
+så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde
+sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham
+om noget.
+
+-- Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og
+forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte
+sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig,
+den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte
+sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog
+fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så
+spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans
+blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene,
+der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt
+fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom,
+for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse
+det skrig, der lurede i ham.
+
+Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på
+horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort,
+mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne,
+og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om
+lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre
+skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen
+skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned,
+kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes
+mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?
+
+Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig
+metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev
+ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der
+borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene
+skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der
+havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans
+gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften,
+han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede
+farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved
+siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en
+rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på
+hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen
+over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem
+råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav
+forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men
+ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren
+op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken
+bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald,
+der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom
+ned for at klappe ham.
+
+Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive
+forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig
+stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter
+bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps
+var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men
+med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben,
+kyllinger, knaldepiske og sød mælk.
+
+Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, -- der var
+noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende;
+køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad
+ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for,
+kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af,
+så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde
+ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden -- det var den
+klogeste mand i sognet --, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når
+nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde
+hentes dyrlæge. -- Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. --
+En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da
+han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte
+efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset,
+dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen
+omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden
+gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs
+skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke
+tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de
+ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke
+på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte
+der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det
+var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det
+bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var
+at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det;
+folkene var jo ikke så glade ved det. Ja -- dær fandt de så en
+gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og
+negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i
+vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik
+set den.
+
+Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.
+
+Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud.
+Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans
+fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor
+og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne
+venlighed fra en hunds side -- det var omtrent den eneste, Hans
+kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte --
+dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt,
+der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham
+noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det.
+Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted -- som en rusten gryde,
+fuld af hår og negle -- ligge og lure og tiltrække blod og galskab
+oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over
+hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod -- -- og man
+vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med
+at grave efter det -- --
+
+Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng.
+Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen
+betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor
+hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde
+forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo
+til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale
+om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det,
+han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med
+det forsæt sov han ind.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod
+som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget
+varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den
+dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den
+hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå
+op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede
+den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige
+svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på
+den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru
+stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var
+nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var
+knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre
+sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han
+gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor,
+men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig
+havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat;
+men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde,
+det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene
+og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra
+hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans
+hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at
+det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i
+vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der
+endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.
+
+Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes
+sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt
+øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et
+knippe.
+
+Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre,
+hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt
+ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han
+rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive
+svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke
+skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og
+holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der
+er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i
+vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans
+vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden
+for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer
+ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent
+gabfuld tænder og et vredt glam.
+
+Ti stille, hund!
+
+Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet,
+og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og
+hylede af smærte i stedet for.
+
+Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en
+lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet
+ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på
+forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som
+han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik
+adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den.
+
+Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse;
+han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel,
+rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted,
+der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et
+lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå
+himmel.
+
+Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig
+længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han
+fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde
+en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han
+rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige
+flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der
+atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin
+kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte,
+hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv,
+der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og
+bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i
+hullet og vendte sig for at gå hjem.
+
+Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken,
+og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den
+gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne.
+
+Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og
+da alt var lyst, gik han hjem og i seng.
+
+
+
+
+Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen
+og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke
+maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og
+duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød
+med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten
+ikke var til at lokke ud gennem halsen.
+
+Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe
+havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens
+datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser
+man aldrig noget til dig? -- Som den, der var blevet opsøgt og
+først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn.
+Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et
+par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige
+folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige
+naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så
+alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme
+tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder,
+de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket
+i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. -- Hvorfor kommer du
+aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. -- Han
+vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae
+så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. -- Bondelømmel, sae hun.
+-- Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun
+var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende
+bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede
+sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri
+for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han
+tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette
+bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde
+se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han
+var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide
+at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående
+aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han
+nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere
+fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så -- -- --
+
+Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo
+og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte,
+hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var
+ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for
+at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og
+besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne
+satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom
+til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få
+ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig
+frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå
+den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom
+alt andet.
+
+Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige
+og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så
+hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en
+glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og
+lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den
+arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det
+spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer,
+hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt
+ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få
+lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som
+de to der ovre.
+
+Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg,
+diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale,
+og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han
+talte; han havde det hele for sig -- -- Men henne ved døren kom een
+ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs;
+dr. phil.'en forsvandt -- -- --
+
+Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n
+svare, skal du ha noget mer kaff'?
+
+Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat
+af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han
+stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken
+om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen
+til stien og dukkede sig; det var dem.
+
+Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde
+erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i
+sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme
+fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers
+mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De
+lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer
+og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder -- -- så foretrak
+han at høre på gårdens karle og husmænd.
+
+Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde
+gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af
+ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han
+satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et
+spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i
+et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne.
+
+Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af
+den mands mund, det må være ringeagt.
+
+Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre
+noget som helst ved ham vilde være dumt.
+
+Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til
+det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme
+det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i
+hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske
+til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at
+måtte flygte fredløs for menneskers øjne -- --
+
+Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den
+efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen
+foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et
+skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller
+anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter
+sin bedrift.
+
+I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i
+stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde
+set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved
+vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog
+sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse
+timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han
+havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran
+den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man
+ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?
+
+Nej!
+
+Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde
+afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.
+
+Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok
+drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke
+kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller
+også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget
+triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De
+kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den
+blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der
+havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været
+svært utålmodige!
+
+Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var
+han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men
+nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der
+var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge
+ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte
+han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der
+ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det,
+han tænkte sig. Anså de ham for vigtig -- godt, så ringeagtede han
+dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne
+alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem.
+Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker,
+men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.
+
+Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om
+ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen,
+at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt
+mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre
+mennesker. Søren -- den rødhårede dreng -- var blevet helt glad,
+da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets
+lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og
+spiste.
+
+Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og
+så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden
+havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under
+øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde
+han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der
+brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og
+hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en
+frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han
+lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en
+svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.
+
+Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans
+stod over for hinanden.
+
+Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt
+kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men
+hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.
+
+Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev
+Søren.
+
+Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han,
+og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig
+appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens
+staldlugt.
+
+Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren,
+der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind
+på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger
+de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.
+
+Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde
+lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.
+
+Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.
+
+Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede
+som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne
+fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem
+om af bar lærdom.
+
+Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne
+moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed,
+og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til
+siden.
+
+Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.
+
+Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.
+
+Hvem skal ha klø af den? -- Søren rakte efter den.
+
+Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om
+på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen
+været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde
+tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.
+
+Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han
+havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået
+en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det
+tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede
+et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt
+nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans
+en knyttet næve i synet.
+
+Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.
+
+Han fik lov at ta den.
+
+Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad
+skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige
+pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint
+og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund
+og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag
+kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af
+livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker
+drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede
+ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.
+
+Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en
+vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er
+tosset. Og du banker de små; gør han ikke?
+
+Jo--o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden,
+at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.
+
+Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde
+opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han
+helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig;
+han kunde heller ikke få bestemt sig.
+
+Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde.
+Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte,
+og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han
+udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig
+ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb
+nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig
+stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under
+øjet, så han faldt.
+
+Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå--å, nu kommer du i
+tugthuset!
+
+Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han
+kommer til at køre alene hjem, for jeg dør.
+
+Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med
+ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en
+undsigelse, inden han gik.
+
+
+
+
+En aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet
+med sin kemi hele dagen; nu havde han læst bogen igennem, og med
+forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget,
+der optog tankerne så stærkt; men når han gik og spaserede som nu, så
+mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke
+godt med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget
+at tænke over, som han burde ha undgået; han var snart lige glad med
+at passe på; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, så
+længe han var hjemme. Men når alt var nyt omkring ham, så vilde han
+begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en
+ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til
+at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde
+han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene
+eller den anden måde.
+
+Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod
+ham; det var Søren.
+
+Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse,
+ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu
+spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var
+ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften
+og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt
+sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med
+den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden
+Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare
+han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå
+hen og vende ham med foden og se, om han var død.
+
+Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du
+se, -- og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under
+venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy
+mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg
+selv betale -- --
+
+Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var
+endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer
+ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han
+i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og
+skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under
+venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet,
+som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.
+
+Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab.
+Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt
+sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand
+på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte
+helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med
+de forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af
+ham, mens de rullede hen ad jorden.
+
+Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod
+Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men
+kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde
+givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af
+halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede
+han bort i skældsord.
+
+Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit
+infame bæst! Jeg skal -- --
+
+Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan,
+hviskede han; hvad har du at vræle for?
+
+Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans'
+højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud.
+Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere
+følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu,
+hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse
+for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til
+sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben.
+Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der
+fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte
+Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved
+at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud
+var bleven siddende mellem Hans' tænder.
+
+Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som
+pryglene, der tog kræfterne fra ham, og for hans øjne flimrede en
+blodpøl på en mørkegrå markvej -- som kunde et kreatur dær ha brækket
+benet og være blevet stukket med det samme -- den krøb ud i mange
+flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede
+der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for
+at gi et brøl af sig -- --
+
+Nå, har du så fået nok?
+
+I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans
+fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som
+når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han
+så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting.
+Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han
+havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der
+har bragt sine sager i orden.
+
+Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte
+sten i hodet på ordenlige mennesker.
+
+Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste
+gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel.
+
+Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne
+lugte. -- Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og
+gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. -- Du sku' eg'lig selv slås
+ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge.
+
+Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet
+størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over
+denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i
+cement.
+
+
+
+
+Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige tur ned til søen;
+det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København
+og begynde på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed
+ved det; hvor han så kom hen, vilde han blive nød til at tænke på
+det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre måneder:
+Han havde endnu ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke
+gjort noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans sind som
+et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt sig drabet på Søren. Han
+havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han
+havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, passet Søren op
+og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg
+dig ihjel. Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham
+en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han
+havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke
+fortsættes; han kom aldrig til at du til noget.
+
+Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. -- Hans tænkte så meget;
+det var sjældent at han sae noget af betydenhed, men når det skete,
+kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han
+havde hørt sig selv sige.
+
+I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par
+rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste
+nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen.
+Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre
+den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers
+måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste
+han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting
+udrettede, og alligevel havde han følt _nødvendigheden_ lige så
+stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres.
+Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så
+at han kom til at gå med det hele sit liv.
+
+Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var
+kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel -- -- det var
+snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet
+i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på
+ham selv, det fortærede hans sjæl -- -- og nu skulde han rejse langt
+bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i
+ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede
+vilde det blive endnu værre.
+
+Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene
+revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en,
+der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik
+nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det
+knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når
+man går på usikker is -- --
+
+Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken;
+han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han
+kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag
+og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp.
+
+Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle
+enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom
+klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et
+øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al
+den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede
+rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at
+stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det
+ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre.
+
+Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen
+svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen
+og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha
+lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der
+ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden.
+
+Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når
+han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede
+han også så forbandet? -- Hans kunde ikke stå stille, han løftede på
+benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik.
+
+Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til
+det. -- Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk
+bare løs; brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen
+kulde på den måde.
+
+Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund;
+han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme
+hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham;
+han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer.
+Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs
+sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så
+blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en
+gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste
+måske ikke selv hvordan han skreg.
+
+Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå
+fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at
+komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.
+
+Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået
+en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt,
+at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er
+kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham
+ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af
+sted.
+
+Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han
+hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i
+ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede
+sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.
+
+Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han
+havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men
+nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde
+begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde
+blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere.
+Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være
+bange for sig selv resten af livet.
+
+-- Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede
+sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød
+løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det
+skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen,
+hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en
+døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord
+at klage med end sine sidste suk.
+
+Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til
+søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen.
+
+Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde,
+og lidt efter fik han sit mæle igen. -- Gud fader, søn og helligånd,
+stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn
+-- --
+
+Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede
+Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden,
+Søren stavrede usikkert bagefter.
+
+Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme.
+
+Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb.
+
+Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven?
+tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til.
+
+Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at
+gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til
+at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig
+med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger.
+Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed,
+at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne.
+Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i
+skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven,
+han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at
+træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at
+forhindre, at noget sådant gentog sig.
+
+Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan
+skal vide, at det _skal_ blive anderledes.
+
+
+
+
+Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til København for at
+studere, lignede han ikke ganske de andre lærelystne drenge, der tit
+kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der
+kan opsamles i en familie, der slægtled efter slægtled lever uden
+for kulturen; hos ham føltes alt det, hans forfædre havde levet i,
+som noget der var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han
+ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at
+han kom der fra. -- Hvad skal jeg så gøre med de andre? sae hans
+faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde være; -- de har heller
+ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til at la jer
+studere allesammen. -- Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han
+var alene, tænkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmænd
+ud af de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt mærke til, at
+deres lyst ikke gik i den retning. Sæt at han havde været en af de
+yngre, og der ikke havde været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om
+måneden -- -- Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde
+stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lægge til
+side af dem, hans faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han kom
+til at koste? Men så slap han da fra det. Han vidste godt, at han
+var egenkærlig, og han fik det også tit nok at vide, navnlig var
+husholdersken utrættelig: Tænk at han skulde koste så meget, og at
+han ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder Hansen en aften: Ja
+ja, han er den første jeg koster noget på, og så er det bedst, jeg
+gør noget ud af det, mens jeg har råd til det.
+
+Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt
+sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at
+gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud
+der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten.
+Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde
+de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden,
+for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han
+glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om
+ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor
+gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit
+eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor
+lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver
+dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent
+til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv
+derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.
+
+Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og
+han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde
+for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var
+sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb
+tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene.
+Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke
+noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i
+mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet
+sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med
+lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved,
+og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med;
+der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære,
+der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser
+over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et
+slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men
+nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen
+en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev
+en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete,
+at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den
+revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så
+mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting,
+og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd,
+der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse
+havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at
+huske, var han blevet helbredet for.
+
+Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt
+i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed -- det de
+plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende
+år -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og
+krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane,
+at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte
+sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det
+bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående
+mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget,
+-- men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin
+støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig
+nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et
+laboratorium.
+
+En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men
+virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til
+at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde
+være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af
+at høre -- den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme
+på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at
+snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor
+uskyldig -- -- Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var
+heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten
+femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige.
+Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer
+skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke
+længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på
+at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest
+optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst
+i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab.
+Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen
+livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var
+det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt
+næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom
+ornens hjørnetænder.
+
+Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra
+forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer
+forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af
+fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At
+karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede
+dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og
+efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det
+var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke
+ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove
+historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde
+han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev
+enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at
+tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den
+henseende.
+
+Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone,
+med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt.
+Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud,
+som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille
+stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et
+kødben, der har mistro til en anden, der ser på den.
+
+Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større
+indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig
+-- det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at
+en kammerat gav ham et godt råd -- og der var vel også mange, som
+det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig
+en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev
+hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som
+de fløjtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var
+tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det
+var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær
+var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme
+slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og
+drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang,
+eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest
+opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere
+litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han
+sige.
+
+Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere
+lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til
+hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo,
+når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der
+hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til
+stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde,
+og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.
+
+Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på
+egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.
+
+Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget
+som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog
+ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det;
+han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en
+pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end
+hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger
+blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte,
+måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der
+hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de
+var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der
+havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget
+tidligere.
+
+Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode
+nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle
+stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv
+vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen
+lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand,
+hans duelighed; det var frugtbare år.
+
+Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre
+noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt
+sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men
+han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige
+nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit
+arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes,
+og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst.
+Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med
+en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans
+bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne
+formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde
+ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I
+få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne
+en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og
+skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget,
+så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans
+vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre
+mennesker blev grundigt opfrisket.
+
+Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu
+kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han
+sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære
+bryggeri.
+
+En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og
+beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen
+af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som
+jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der
+er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes
+ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for,
+at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld
+af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_
+modnes, skal en dag komme frem.
+
+Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en
+provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev
+de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til
+at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke
+til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham.
+Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig
+vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om,
+hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der
+ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses;
+derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde
+forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde
+tåle at være ledig.
+
+Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af
+sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne,
+huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham
+vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som
+voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget,
+der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra
+vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter
+tur. Først stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt,
+at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt -- og så kom
+stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en
+hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det
+altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over
+det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad
+netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere
+rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op
+mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.
+
+Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes
+periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han
+havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte
+forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere
+havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et
+slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe
+det eller slippe det.
+
+Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed,
+så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer
+fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse,
+som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme
+ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms
+sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive
+organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu,
+at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt
+sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne,
+sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke,
+i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig
+selv.
+
+Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke
+syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede
+om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste
+øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men
+nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed -- --
+
+Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin
+foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde
+og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt
+var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for,
+ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham;
+ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal stå til regnskab
+for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke
+er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een
+uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i,
+ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige;
+livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre,
+endnu mindre sin egen.
+
+I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens
+han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans
+hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene,
+når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var
+længslen efter nøgternhed. Altid -- også når tanken om kvinder faldt
+forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det højeste
+gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om
+den kunde vindes.
+
+Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i
+provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker,
+og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den
+nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han
+befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans
+tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige
+farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få
+til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske
+mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man
+en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret
+mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk
+indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans
+forbandede nøgternhed«.
+
+
+
+
+Det er midt i det vildeste forår.
+
+Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer
+nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en
+uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster.
+
+Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.
+
+Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag
+med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i
+morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft.
+Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under
+safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.
+
+Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke
+holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne
+og knækkede ribben.
+
+Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den
+er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten,
+andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den.
+
+Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det
+går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig
+inden for tøjet.
+
+Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye
+begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme
+slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i
+erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at
+se, om denne lære endnu står ved magt.
+
+Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for
+brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og
+metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen
+går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den
+gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske
+digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han
+skrev.
+
+Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder,
+hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.
+
+Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele
+natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det,
+meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er
+slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige
+område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv
+kvalt og med flået hals.
+
+Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene
+næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.
+
+Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den
+står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej
+meget mere berusende er den.
+
+Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren
+i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de
+dobbelt så hedt.
+
+Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes
+i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.
+
+Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel
+-- lige for tiden -- at alderdommen holder godt trit med visdommen.
+
+Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder
+maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan
+der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og
+anger.
+
+Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter
+gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika.
+Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt
+knæk.
+
+Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene
+blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har
+det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter
+fremviser hver dag nye huller.
+
+Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser
+det dygtigt; blæst er omsætning.
+
+Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed.
+Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir
+man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal,
+solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.
+
+Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre
+behjærtet brøler kæferter -- maskerede som fædrelandssange, når de
+kører hjem fra skovtur.
+
+Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem
+helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres
+øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at
+begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan
+fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem.
+
+Unge enkers tårer tørres.
+
+Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå;
+grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden
+der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig
+ungdom tar sikkel på afbetaling.
+
+Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne
+synes mere blå end i vinter.
+
+Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med
+øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og
+hænger sig.
+
+Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft.
+Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at
+soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden
+af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers
+sure ansigter.
+
+Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber
+på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og
+indhyller forstanden i sin elledamp.
+
+Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage
+lungespidser.
+
+Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende
+i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele
+vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end
+man skulde ha tiltroet dem.
+
+Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer,
+vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser
+og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de
+det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer
+fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i
+mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på
+hovedgaderne; arresterne fyldes.
+
+I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som
+andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der
+blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved
+forøget salg.
+
+Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved
+siden af hverandre.
+
+Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne:
+Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem
+ikke ære for en skilling. Gud alene æren!
+
+Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har
+begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden,
+som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men
+nu slås de om den.
+
+Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem
+hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen.
+Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden.
+Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem
+af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på
+pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver
+han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.
+
+Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed;
+den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et
+vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.
+
+Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som
+den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres
+klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de
+rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.
+
+Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare,
+hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med
+meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes
+smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se
+til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.
+
+Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på
+nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den
+graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som
+han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med
+lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et
+menneske.
+
+Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.
+
+Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug
+i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt,
+og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden --
+som er livet set fra en anden side -- arbejder med fordoblet kraft.
+
+Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej,
+alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet;
+samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift
+opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og
+sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter
+derfra, hvad det har behov.
+
+Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med
+forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der
+får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke;
+indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.
+
+Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå
+favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til
+rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har
+høstet lys, hvormed han kan gå ind i den mørke tid. En anden, der
+fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke.
+En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i
+sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved
+lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der
+frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større
+frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet
+på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt
+hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter
+og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet
+uforanderligt om sig.
+
+Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar
+jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom,
+der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor
+meget af den der blir brug for -- mægtig, ødsel, ligegyldig som en
+gud.
+
+
+
+
+Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun havde været meget
+forelsket i sin mand, der pludselig var død fra hende, og når hun
+smilede, kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en tid af
+sit liv med at græde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og
+den mand, der så det, kunde føle det dirrende i sig længe efter og
+ventede utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun lo mere end
+hun smilede, og hendes latter var lang og støjende; den gav nærmest
+indtrykket af en ung enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.
+
+Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav pande; i højre tinding
+var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet
+som en spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs og slog en
+langstrakt bue ned over kinden, især når det var højt vær, der kunde
+stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i næsen, og i
+blæst, når hun var overgiven, så man hende sprutte sin krølle ud af
+munden. Den fik mange mænd til at le, og det så hæftigt og hengivent,
+som blev de selv kildrede på sjælen og havde møje med at holde det ud.
+
+Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde der komme et
+udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et
+prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå
+tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd,
+der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og
+synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen;
+de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter,
+der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i
+en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin
+nethinde som aflange striber.
+
+Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var
+hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov
+at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende;
+men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og
+sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt
+mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at
+udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han
+sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han
+inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at
+fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden
+at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om
+intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter -- lidt anstrængt
+kunde den undertiden lyde -- men damerne fandt, at så megen troskab
+fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og
+ænsede ikke latteren.
+
+Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun blev søvnig; hun sov
+og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden.
+Den første, hun da gærne traf på -- så at sige ved indgangen til
+livet -- var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker,
+der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand.
+Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed,
+som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige
+vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen
+fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at
+glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som
+hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun
+holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i
+et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.
+
+Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han
+var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende.
+Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet
+end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke
+mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han
+kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et
+godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være,
+og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys
+var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver
+måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på,
+syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var
+egenlig et tarveligt princip hos en mand.
+
+Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags.
+Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte
+hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået
+og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for
+dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det --
+-- det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for,
+hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål,
+som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på
+ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik
+noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik
+for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag
+røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig
+henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler
+sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker
+at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter
+mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes
+kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men
+hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og
+kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem
+alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og
+gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu
+formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han
+havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige mænd, der havde
+de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden
+karakter, de vendte senere tilbage -- for at forvisse sig om de ikke
+havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at
+støtte deres opfattelse med.
+
+Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være
+temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig
+ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere.
+
+
+
+
+Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved at samle sig uden
+for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent
+fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida
+kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde så meget morsomt
+vrøvl om, hvor enhver især skulde sidde; Vejgård holdt et helt lærd
+foredrag i den anledning; han og fru Ida var så kåde som to lam på
+en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes beundrere,
+proprietær Ahlmark, enkemand på tredive år, løftede på hende under
+påskud af at ville hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin
+stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var
+henrykt, fordi det varede så længe, og fru Ida lo, og når man så
+omkring på ansigterne, så var forskellen på dem, der beundrede hende,
+og dem der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også disse to
+yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.
+
+Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en,
+som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved
+de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som
+om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent tredive år, han
+havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund
+var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast
+tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den
+for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue
+og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der
+henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt
+sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans
+øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at
+udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så
+tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha
+set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans
+ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.
+
+Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores
+alles kære veninde, fru Ida Hansted?
+
+Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en
+fremmed til stede.
+
+Hr. brygmester Råskov.
+
+Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for
+at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov
+smilte ikke.
+
+Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke
+ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker
+ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette
+sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så
+på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke
+høfligt at se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret,
+især i en situasjon som denne her.
+
+Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af
+ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han
+forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden,
+havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud -- --
+
+Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre
+fulgte efter i mærkværdig god orden.
+
+Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om,
+brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt
+fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs
+herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi
+der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt,
+havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde
+stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han
+havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift
+af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde
+nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste
+sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun
+kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at
+huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med
+en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han
+samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå
+skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem
+ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en
+lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt.
+Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og
+hindret sådan en overrumpling?
+
+Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et
+dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han
+havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og
+det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en
+sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til
+en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han
+spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at
+indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede
+sin mund stædigt om det, han havde opfattet.
+
+Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun
+uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle
+linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og
+selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og
+håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der
+var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der
+havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin
+afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der
+havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det
+spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven
+og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag
+uvilje mod Vejgård.
+
+Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd,
+men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand
+gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af
+en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig
+hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre
+ord fortælle sin kone og sine fem børn -- fem blonde pinde lavede
+af samme træ som han selv -- om hvad for letfærdige enker der var
+til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten
+måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru
+Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde
+tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta
+sig af hus og børn -- -- Han så ud til at være mindst fem og tredve,
+og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem
+alvorlige nok, så måtte hun være fyrre.
+
+Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen
+mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en
+stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og
+var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad
+ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt,
+at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for
+resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og
+passede på det, han havde samlet.
+
+Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende.
+De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun
+havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale
+til det, de kaldte det bedre menneske i hende -- sådan som købmand
+Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin
+sindsro fra over dem, der var nul -- --
+
+Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke.
+Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun
+vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme
+ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så
+han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.
+
+Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark
+så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet;
+ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var
+så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde
+den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte
+at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende.
+På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han
+måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten
+af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som
+hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone
+så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse,
+og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde
+hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas
+ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede
+hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok,
+og anede ikke noget om den sjælekamp, hendes mand havde at bestå.
+Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person,
+hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt
+vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem
+til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.
+
+Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun
+bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i
+fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den
+tavse, kolde herre blev den næste?
+
+Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes
+smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var
+fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde
+straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet
+sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig
+selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt
+den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det
+sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver
+gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart
+færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring.
+Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun
+sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med
+en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og
+upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at
+kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre
+folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham,
+med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig,
+giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den -- --
+
+Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den
+med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen
+bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes
+ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et
+øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig
+vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom
+da han for en snes år siden for første gang så et dampskib blive sat
+i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks
+begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se
+de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han
+ikke turde vove sig ned imellem. -- -- Det er urigtigt af mig, tænkte
+han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle
+mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.
+
+Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er
+det egenlig De laver?
+
+Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham?
+
+Å jeg troede, det var øl, sae hun.
+
+Jeg laver bægge dele, svarede han.
+
+Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig
+meget. -- Hun så mildt spørgende på ham.
+
+Dynamit støjer undertiden mere, sae han.
+
+Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.
+
+Ja.
+
+Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af noget usædvanligt,
+da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som
+en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige
+bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt:
+Å ja, såmænd ja, -- og som på et ventet signal brød munterheden løs
+igen.
+
+En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.
+
+De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at
+gå ned først.
+
+Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.
+
+Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til -- og med det samme
+sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem
+luften og sank i knæene.
+
+Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det
+gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske
+at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig
+for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres
+ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter
+at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget
+uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte
+efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille
+areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning,
+at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims,
+påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget,
+at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede
+vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark
+fik fat i hende.
+
+De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig
+nærmere, ved De nok -- -- Ja, De vilde gærne ha fat om livet -- hun så
+dristig på ham med sine leende øjne -- men det er som bekendt ikke så
+let. Se så!
+
+Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde
+håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe?
+Nå, De skal ikke være så ked af det -- -- Må nok.
+
+Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm.
+
+Kan De godt lide det? spurte hun.
+
+Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem
+begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.
+
+Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede
+til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af
+Hans Råskov.
+
+Det kunde De ikke gøre, sae hun.
+
+Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne.
+
+-- Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i
+skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud,
+når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene
+som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke;
+han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige
+dig det.
+
+Hvorfor er du det, stakkels Kai?
+
+Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den
+eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre
+gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.
+
+Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel
+det?
+
+Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok.
+
+Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.
+
+Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der
+et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om
+og kyssede ham.
+
+Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.
+
+-- Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og
+der var et brag som når en flok råger flyver til værs.
+
+Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der
+dækket på græsset inde i skoven.
+
+Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for
+dær vil De helst være. Er det løgn i min hals?
+
+Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De
+har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let
+glemt, når De kommer ned ved den anden ende.
+
+Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på
+een gang. -- Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps,
+når jeg gir den, ikke?
+
+Jo, jo! blev der skreget.
+
+Fru Ida fik den første og stak den ud.
+
+Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov.
+
+Ilde. Men jeg har set det før.
+
+I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min
+sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det?
+
+Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store,
+bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det.
+
+Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til
+gengæld? Forlang!
+
+Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt
+ud af det glødende ansigt. -- Å, send mig det tilbage igen.
+
+Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst
+uskadt af Vejgård.
+
+Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri
+latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig
+stille.
+
+Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde
+håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke?
+
+Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.
+
+Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det.
+
+Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.
+
+Hvad taler De nu egenlig om?
+
+Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet
+et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur;
+han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke
+tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske
+anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige
+historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og
+gir urolige drømme -- -- --
+
+Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren;
+jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt
+fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til
+et velskabt menneske mere!
+
+Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke,
+men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke
+lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha
+med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning.
+
+Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren
+fik det sammenlagte overstykke udleveret.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun
+betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i
+luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig;
+mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så
+ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær
+rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var
+godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med
+dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne
+hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke
+fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en
+mand, der går og har øje med praktiske sager, nej -- -- -- Man så for
+meget, når man så på ham -- --. Å, han kunde alligevel godt gå dær
+henne og føle hendes øjne!
+
+Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende,
+hvad synes De så om vor lille klike?
+
+Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han.
+
+Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten
+se ud, som om De var vred over et eller andet.
+
+Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i
+hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang
+mit væsen.
+
+De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som
+om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså
+Deres væsen.
+
+Ja.
+
+Vi andre morer os og -- hun tog et drag af sigaretten og udsendte en
+røgsky i retning af ham -- har mange galskaber for, som man jo næmt
+kan se, men De har heldigvis bedre forstand.
+
+Hun vil mig noget, tænkte han.
+
+Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde
+efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt
+tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et
+menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke
+mere slog til en skønne dag -- --
+
+Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede
+menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham.
+
+Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så
+er der jo håb endnu!
+
+Hun gik og lod ham stå med sin fortid.
+
+Hende kommer jeg til at hade -- forhåbenlig, tænkte han.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort
+gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt
+i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt
+særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede
+de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de
+brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt
+ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust,
+fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i
+fru Idas væsen. De beklagede -- under et langt og ømt kys -- at hun
+havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn
+det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt
+imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette
+udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til
+hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så
+sødt bag efter.
+
+Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds
+underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den,
+der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får
+lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han
+sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men
+han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en
+utrolig mængde ord.
+
+Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man
+prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem
+minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske
+nær ved -- -- godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den
+forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme
+rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om
+fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag,
+ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde.
+Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare
+vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg
+vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i
+jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en
+halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant,
+for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet
+ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde
+den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha
+den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der
+er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil
+sige -- --
+
+Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!
+
+Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.
+
+Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte.
+
+Og hvad så?
+
+Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De
+få den for at gøre den god igen.
+
+Hvad fejler De? spurte han dumt.
+
+Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel,
+der nu også er blevet snaksom.
+
+Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod
+hende høre, at han lo, idet hun gik.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til
+hende.
+
+Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at
+dæmpe.
+
+Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod
+tydelige i aftenlyset.
+
+Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg -- han grinede
+ynkeligt og lidenskabeligt -- jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De
+skal være min kone; i morgen den dag; nu! -- Han løftede hende op på
+sin arm.
+
+Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en
+overgivelse.
+
+Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem!
+
+Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.
+
+Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så?
+Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se
+det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg
+Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem
+os to, tiggede han.
+
+Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag
+var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden.
+
+Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran
+ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.
+
+Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De
+gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem -- De ved ikke hvad jeg
+blir nød til at gøre, når jeg -- -- -- uha, jeg er lige ved at foragte
+mig selv -- -- men De må heller ikke sige nej; sig nu noget -- -- Er
+jeg så væmmelig?
+
+Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de
+ligner hinanden, men -- --
+
+Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun
+næppe kunde få ordene frem.
+
+Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns
+igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal,
+men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig
+på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom
+hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved
+siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen.
+
+Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed
+som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at
+hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på
+hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive
+utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en
+silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstående
+læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed
+var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, når han så hende
+igen -- han vilde se hende igen -- ti denne klart tegnede, mørke
+profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den
+var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde
+haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang
+havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans
+første forelskelse.
+
+Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det
+blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og
+den tog sig friheder -- --
+
+Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han
+ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af
+den art.
+
+Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at
+han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han
+plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke
+lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke
+blevet urokkelig endnu.
+
+Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der
+var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde
+fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der
+endnu var langt borte fra bevidstheden.
+
+De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres
+figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede
+de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i
+samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.
+
+Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en
+slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklærede, at han, som dog selv
+havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget
+som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at
+det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var
+truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor
+rolle som kræfterne?
+
+Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart
+hen.
+
+Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen,
+pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig
+til nogen særligt:
+
+Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter.
+
+
+
+
+Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og
+den holdt sig frisk, så længe han endnu havde det vilde kor rungende
+i sine øren. Men medens de andre ufortrødent blev ved at more sig, så
+trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden,
+der i den tid var husvild, slog sig på ham; han blev et af de få
+mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt
+dag efter dag, blev som et symbol på hans kedsomhed, der også var
+uforanderlig; de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. Det
+var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så
+alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom
+indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede,
+men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham
+af og så komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme
+sol over sig, og hans sjæl var så flad og bar som pakhusets grå
+murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.
+
+Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog
+samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en
+vis varme. Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen
+skinner på en, så man blir hul.
+
+Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed
+over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For
+det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden
+sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad
+der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var
+skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget,
+at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i
+hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han
+ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald
+her som et andet sted.
+
+Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere;
+de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi
+de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og
+menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres
+facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik,
+men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig
+hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev
+ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte
+og deres regnestykker.
+
+Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften
+indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham.
+
+Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at
+gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har
+nogen sikkerhed for, at jeg får fred. -- De andre mænd, som han så
+trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han.
+Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve.
+
+Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at
+han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han
+gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt
+gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en
+åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der
+stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst.
+
+Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af
+og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte
+stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til
+en mere primitiv tid -- inden det raffinerede københavnerbarn, Eva,
+havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig
+selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds
+-- lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt
+om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er
+bare at man går ud i det -- --
+
+Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og
+de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var
+den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden,
+når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og
+han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe,
+gyldent og fredeligt -- --
+
+Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte
+sig hos hende.
+
+Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne.
+
+De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans
+hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.
+
+Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget,
+hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog
+et blad og svalede dem med.
+
+Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med
+sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed,
+blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig
+på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en
+lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan
+der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder
+svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans
+bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner
+ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge
+på himlen.
+
+Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der
+står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.
+
+Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede
+hende -- modbydeligt åndsfraværende -- på skulderen, men hun ventede
+dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans
+skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge
+ubekvemt.
+
+Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han
+en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på
+galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte.
+
+Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans
+indre, hørtes ikke i hans stemme.
+
+Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans
+ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro.
+
+Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det
+skulde ende sådan.
+
+Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og
+ret godnat og gik så hjem til sit.
+
+
+
+
+Par efter par går det store selskab ind i proprietærens spisestue,
+hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mørke, og de blir
+lidt efter lidt helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men
+her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder
+at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den
+ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge
+vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er
+det alligevel kun småt; ingen siger noget, alle stivner over for det
+meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om.
+
+Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme
+hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede
+ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter
+gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.
+
+Ældre damer mindes hans kone, som han begravede for to år siden, men
+de formildes svagt, idet suppens varme dampe står op om deres kolde
+næser.
+
+Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner
+en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk;
+hendes bordherres underholdning fremkalder næppe en krusning af et
+smil på hendes smalle ansigt.
+
+Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse
+bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres
+dames glas?
+
+Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette
+brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave
+i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af,
+en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men
+heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle
+sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en
+splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig
+ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af
+øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to
+massive spørsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage
+endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens
+naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu
+uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes
+magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende.
+
+-- Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans
+gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler
+med fru Ida alene.
+
+De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.
+
+Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der
+ser.
+
+Ahlmark er straks helt ude af det. -- Hvis De vil smile til mig nu,
+siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre
+med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil
+være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være
+Deres dreng på Deres gård.
+
+Vil De det?
+
+Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at
+bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som
+et tilfrosset vand en vintereftermiddag.
+
+De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til
+Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om
+ham. -- Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive
+til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men
+det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på
+mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue,
+og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig
+forvinder det, bare for grins skyld?
+
+Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans
+Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen;
+der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er
+optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får
+ham til at vende hodet.
+
+Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham.
+
+Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i
+øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere
+befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af
+mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på
+nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede
+ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end
+interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden
+og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder
+snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler
+deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og
+øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte
+samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene;
+albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer.
+Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt
+at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man
+føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under
+samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter -- --
+
+Fornuftige forældre aner ingenting.
+
+-- I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm;
+det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til
+denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke
+skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde
+være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven,
+da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at
+danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun
+vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han
+kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han
+havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at
+more hende en hel del.
+
+Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af
+forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han
+kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig,
+han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo
+alligevel muligt -- -- måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt
+sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning,
+der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så
+pludseligt; næste dag vilde han forklare hende -- -- eller blot bede
+hende om ikke at tænke mere på det.
+
+Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart
+han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han
+underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set
+fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han
+havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham,
+i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da
+han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig
+selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans
+fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale
+med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under
+det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.
+
+Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer
+gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der
+løber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende
+modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var
+dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der
+udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte
+hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun
+løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og
+sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder --
+-- af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom
+han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida
+sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue;
+ondskabsfuld mumlen løb langs bordet.
+
+Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med
+ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at
+se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat
+måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været
+så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på,
+hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og
+tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de
+to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første
+til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde
+han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang
+havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig
+sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så
+støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned
+i de bare gummer i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!
+
+Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med
+sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste
+gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var
+det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed,
+at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret
+billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham,
+han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne
+halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til
+at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og
+færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte
+liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans
+selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på
+hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans
+øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse,
+så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud
+af ham.
+
+-- Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans
+Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham.
+-- Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende.
+
+Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser over mørket? spurte
+han, underlig berørt.
+
+Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.
+
+Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne
+ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig
+herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de
+havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller
+hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes
+fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget
+af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd,
+men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand,
+og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok.
+
+Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne
+at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og
+jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.
+
+Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener
+det, føjede han til.
+
+Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også
+meget om Dem.
+
+De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han.
+
+Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham.
+
+Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med
+en antydning af et smil.
+
+Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af
+munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt.
+
+Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.
+
+Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.
+
+Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.
+
+Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik.
+
+-- Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De
+har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang
+købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig
+været.
+
+Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte
+hun.
+
+Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det
+kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se
+ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op
+til Dem hele tiden.
+
+Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg
+synes, De forsømmer Deres pligter som vært.
+
+Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og
+flere andre så den vej.
+
+Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?
+
+De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt.
+
+Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. --
+Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.
+
+-- Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at
+føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den
+vej. Velbekomme!
+
+Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap
+med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog
+og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede
+på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over
+en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige
+morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le
+sig ihjel over hans morsomheder.
+
+Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den
+hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men
+så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve
+fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den
+helligånd. -- Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på
+dyrlægens dansende sigar.
+
+Lad _mig_ tænde -- -- jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig,
+av, hav, hav, hav -- -- --
+
+Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang
+få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en
+begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det
+igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde
+gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede
+hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren
+fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den
+om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han
+således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær,
+så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej.
+
+-- Vejgård havde -- i mangel af fru Ida -- drillet en flok unge
+piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol,
+medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden
+på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte ham hæder og ære
+fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og
+glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige
+af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin
+sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede
+ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for
+en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste
+sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var
+lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård
+rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med
+hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for
+at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med
+knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod
+om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft
+af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon:
+Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. -- Hr. Vejgård
+er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen;
+men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den
+sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun
+kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab.
+
+-- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de
+hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om
+kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede
+om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og
+gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden
+et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere
+af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et
+træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned
+over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand
+ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo
+sygeligt af og til.
+
+-- Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale
+med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede
+alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men
+hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af
+hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som
+to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede
+med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så
+frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans
+tætte skæg straks af de bugnende, røde læber.
+
+Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op -- de bøjede sig
+hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke
+skulde gå hurtigt nok -- iagttog hun de to mænd, der havde valgt at
+tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se
+Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere
+påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede
+ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens
+øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin
+mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor
+vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der
+kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende
+jærnvejsskinne!
+
+Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes
+øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller
+dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et
+spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende
+ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han
+misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider
+omgivet af mandfolkeøjne -- -- -- hun vilde pille dem ud allesammen og
+sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes
+på hende.
+
+Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og
+stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde,
+der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden
+gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden;
+så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig
+beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.
+
+-- Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai.
+Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.
+
+Du er meget smuk i aften, Ida.
+
+Det er jeg jo altid, svarede hun. -- Hvor havde det været godt at
+modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af
+en mand, hun elskede!
+
+Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig før i aften, så
+var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig
+har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig
+mere kommer igen.
+
+Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede
+mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham.
+
+Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. -- Det må
+så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han.
+
+Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun,
+mens hendes tanker var langt borte fra ham.
+
+Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet,
+at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du
+ingen andre end mig.
+
+Hvad vil du så gøre ved mig?
+
+Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før.
+
+Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.
+
+-- -- -- Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en
+ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har
+endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed.
+
+Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.
+
+Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han
+levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i
+fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu
+-- -- --
+
+Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger.
+
+Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt.
+
+Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående,
+at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu
+er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min
+udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til
+overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os -- -- -- men
+nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter
+flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre,
+skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og
+jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. _Skal_ vi to more os, en
+rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud
+i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene
+skal humme sig, når vi huserer!
+
+Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.
+
+Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og
+vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven,
+har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs
+står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn
+vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige,
+grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt
+lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at
+vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står
+overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i
+haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt
+spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.
+
+-- -- -- Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den
+halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter
+at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del
+på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til
+og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger
+rettedes demonstrerende mod et bryst -- hendes bryst -- mens løftede
+øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende
+understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld
+stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom
+imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det
+andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det
+syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og
+begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med
+fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte
+den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og
+strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i
+ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende
+en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget
+for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist
+på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så
+ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå
+trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde
+sige noget afgørende, og hun løftede den ene hånd, men han rystede
+på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans
+bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød;
+nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra
+hinanden.
+
+Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen,
+skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var
+et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes
+at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende
+følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde
+forbrændes, og så var der ikke mere, _det_ var nemlig umuligt,
+menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over
+det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over
+det -- ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under
+et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet -- mens ens legeme
+flås hen ad jorden. -- Hans Råskov formåede at hæve sig over det og
+hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med.
+
+Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe
+ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting
+gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv
+begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket;
+han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom
+virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad
+deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede
+gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og
+godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; og så betød
+denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de
+regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og
+venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte
+ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde
+råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var
+den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han
+undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste
+hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og
+mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de
+holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se
+ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han
+at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden
+måde erfare, at han var til.
+
+Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to
+vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget
+dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han
+slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig
+op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke
+elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med
+samme had.
+
+Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida
+rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt
+inde fra stuerne.
+
+Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han
+rystede endnu lidt efter farten. Han tænkte på de foregående års
+arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med
+års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de
+oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind.
+
+Der kom nogen nede fra haven -- -- det var hende! Jeg må altså ha
+siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden
+vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde
+det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og
+stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke
+kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham.
+Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie,
+var: Det er en god kone -- -- Om de unge piger var der sædvanligvis
+ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev
+sagt: Hun blir en god kone. -- Han vedkendte sig denne fædrene
+værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?
+
+Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes
+øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys
+septembermorgen.
+
+Hans tænder hakkede mod hverandre. -- Fryser jeg? tænkte han. --
+
+Hun stod foran ham. -- Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.
+
+Vi to, tænkte han.
+
+Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri
+som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og
+der kom en svaghed over hende.
+
+Jeg synes dog, vi har haft -- -- begyndte hun.
+
+Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja.
+Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke
+til at få den nærmere forklaret.
+
+Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget
+fejl af Dem. Jeg troede -- -- -- nå, pyt med det; nu ser jeg, De er
+en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele
+herligheden.
+
+Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig
+i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i
+betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den
+stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte,
+skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv -- --
+
+Den gang De -- -- -- begyndte han med en uklar stemme, der fik hende
+til at bæve, -- den gang De mødte mig -- -- en aften, da kom De fra
+andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der
+altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også
+ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet.
+
+Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede
+hånden efter ham:
+
+Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let.
+
+Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens
+rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et
+insekt, der vil den vej ud.
+
+Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte
+skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt
+af at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for
+lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans
+forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen
+måde var muligt!
+
+Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og
+holdt sig ved dørgrebet.
+
+De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin
+stemme.
+
+Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspændt: Mon han
+havde fundet noget at sidde på der nede?
+
+Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende,
+ligesom et lille barn, der slipper en stol og når at få fat i en
+anden.
+
+De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig
+tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog
+sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade.
+
+Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske.
+Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt
+den, men så holdt han fast.
+
+Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en
+nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det
+ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her. Men De behøver ikke at være
+bedrøvet; jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen
+er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; ved De ikke det?
+
+Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde så
+megen færdighed i, at han havde glemt sin naturlige røst, men han
+blev usikker og stammede ikke så lidt, da han kom til det æmne, som
+havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes kres:
+Kærlighedens Favn, der står åben for os alle; dær er det sødt at
+hvile, når vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.
+
+Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han
+var som en smed, der er kommet til marked og har fået et elektrisk
+batteris lodder i sine grove næver; han sveder og skælver og
+gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som
+han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; en højere magt er
+over ham.
+
+Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede det, og klippede med
+sine lange øjenvipper; for et tåget blik kunde det godt se ud, som
+hang der en tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en søvngænger
+fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at
+han lokkede en sjæl til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han
+bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der _var_ trøst for
+hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl og atter sjæl, skælvede
+hans legeme over hendes legemlige nærværelse. Han forkyndte om
+kærlighedens ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.
+
+Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjæl,
+og han trykkede hendes hånd, som var den en sjæl, og hans hånd
+husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom
+bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en plante, der står
+ved vejen og tar imod solen og senere sætter blomst og gir sin frugt
+til vinden. Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede
+fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast
+-- men det var jo også midt i foråret -- det blomstrede og fik farve
+i hede ord, og det satte frugt i et kys -- -- --
+
+Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede ikke på at læse en
+tilladelse i hendes øjne, for han så kun hendes mund, og den kyssede
+han.
+
+Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun godt ha leet og
+klappet ham drillende på kinden og sagt, at det gjorde ikke noget,
+men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset -- og hun
+gik uden at tilføje noget formildende ord.
+
+Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Råskov sad. Skønt
+dette kun havde været et eksperiment, så havde hun ikke helt undgået
+at føle sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu -- -- --
+
+Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde
+i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller
+anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham
+så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.
+
+Sørensen sad endnu på verandaen.
+
+»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om
+igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive
+blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve
+af det, så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og
+han fik en lang kamp at bestå.
+
+Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i
+haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes
+tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly
+denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han
+vilde huske den.
+
+Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende,
+hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var
+kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent
+menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok,
+og hun led med ham.
+
+Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse oppe på
+loftet, under bøn.
+
+
+
+
+Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned i udtørrede veje,
+dråberne falder med kraft som små bomber, og i begyndelsen springer
+støvet op om dem. På de skrå sider af vejene dannes der efterhånden
+en bugtet rand af skum og støv, som vandet bryder igennem, små
+støvede orme kravler ned mod grøften og viskes snart ud af den
+tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra de
+fugtige veje, men de grønne marker opsender en sundere lugt, der er
+ligesom en bedre forståelse af den sunde regn.
+
+Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus,
+men børn går uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres
+stortæer trækker de hvide striber i det brune, våde støv for at se,
+hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede småstrømme
+på vej, der kæmper sig frem ad sandede hældninger, og hjælper dem
+undertiden med at overvinde vanskelighederne.
+
+-- De blir våd, højstærede, sae gamle postmester Årbo til Hans
+Råskov, der stod bøjet over et hjulspor inde på en bivej, hvor sten
+og gruskanter ragede op over vandene, så at det kunde ligne et
+terrænkort over Finland.
+
+God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, at han blev våd; han
+var ingenlunde faldet så dybt i tanker, at han havde glemt regnen,
+der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som
+pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han bevægede hodet. Men han
+var kommet til at se på et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og
+problemet om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker
+kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede på
+hjulsporet, som han havde glemt.
+
+Rindende vand får også tit mig til at stå stille, vedblev
+postmesteren, undtagen, ganske vist, når det kommer ned fra skyerne.
+
+Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen for sig.
+
+Ja -- ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle
+ikke se at komme under tag? De er meget mere våd end De selv tror;
+kom ind under min paraply, så har De allerede været under mit tag,
+det er altid en begyndelse -- he! Det vilde glæde mig at gøre Deres
+nærmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre,
+men når De kender min niece, så må De finde Dem i også at lære mig at
+kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig,
+skal jeg sige Dem.
+
+Hans Råskov så med interesse på denne mand, hvem det glædede at gøre
+hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult
+ansigt og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige,
+og hans mund, der havde let ved at stå åben, var der noget ungt
+-- noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hentørret
+endnu, skønt manden var over tres; han var en livlig blanding af
+erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå han tog Hans Råskov under
+armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var
+der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at gi efter.
+
+-- Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg konfererer med min
+husholderske; det er jo lige ved spisetid -- -- gør mig nu ikke den
+sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse -- --
+
+Men _er_ De ikke våd om fødderne, udbrød han, da han igen kom ind,
+jo min sandten er De så -- -- jomfru Andersen, ta og kom med mine
+skindtøfler!
+
+Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm løs på Hans Råskov og
+stak fire stive træfingre ind i hans hånd, men de samme fingre blev
+meget levende, da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol stilles
+til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene der ude, ligesom
+de kaldte på hende, men hun gjorde sig hård og stillede en broderet
+skammel foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, hun
+måtte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem
+sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra
+vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med
+at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad så mageligt, så
+begyndte køkkenkniven at arbejde der ude; man hørte den komme igennem
+og ende med små sikre hak på spækkebrættet; kopper klingrede, og
+tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle
+efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så; hver
+ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod siden ikke høre fra sig.
+
+Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, hvad enten det var et
+signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med
+den ene hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen
+over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fåmælt, og så gled
+hun lydløst hen i døren: Værsgo!
+
+Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på den gamle mand, der
+befandt sig vel i hans selskab og ikke følte det som noget tryk, at
+han talte så lidt; han måtte være et sjældent menneske, netop af
+den elskværdige slags, der plejede at holde sig længst borte fra
+Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks
+væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et
+almindeligt menneske.
+
+-- Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae postmesteren, da de
+havde spist. -- Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler;
+jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant
+et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man
+vil ikke blive gammel, hr. Råskov -- selv sådan en gammel hulmavet
+stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke -- --
+-- Næ, der inde er ingenting, der er øde og tomt, hvor der kunde ha
+været skabt en lille verden; børnekammer, hvad? Skulde ha været. -- --
+Skal vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?
+
+-- Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? Ja ja, jeg tror
+næsten, min kan tåle et lille stænk endnu. Hm, ja det er nu en
+underlig fornæmmelse med sådan en del tomme kamre oven på. Men hun
+vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil
+ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var
+ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet,
+især når medbejleren var -- ja han var nærmest en karl af Deres
+dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne
+ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad
+tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk,
+sae hun; det var vel også med et vist henblik på mig. Galt gik det
+naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe noget
+at forudsige det, når alting om en er fuldt af galskab og en selv er
+ligesådan?
+
+Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og
+hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stået uden for hendes
+vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror
+nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i
+søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde
+det. Det var en drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget
+sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den
+lille postekspedient Årbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrøgen ned
+ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under
+ham; men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så kan du sige,
+at du har fået ham af vorherre selv.
+
+Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men
+menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver
+se. Men vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev tosset?
+Det skal jo til. -- Vil De sige, at De kender det ikke? Nå -- jeg
+skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså
+piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene;
+det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar
+ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid
+nogen, der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der
+var to -- -- Tror De, det var mig, der lod dem løbe, hr. Råskov, skønt
+jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik
+bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for
+smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig -- bag efter, hvor de
+dog ikke havde så meget at prale af mere.
+
+Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo drikke den uden rom,
+det er så læskende. -- Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen
+temmelig snavsede ungdomshistorier, De her får at høre af en gammel
+mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud fra Deres temperament har De
+ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at dømme anderledes -- indtil
+videre.
+
+Næ -- -- det er ikke det urene, _jeg_ finder mest påfaldende, når jeg
+nu tænker på det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere,
+og når man så har alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende
+følelser i en snæver krop, så blir man endnu mere komisk; jeg havde
+dog gærne nøjedes med en af de næstbedste. Det synes jeg er min mest
+prisværdige egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte
+mig noget.
+
+Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han la menneskene rase
+-- jeg har set på mange, siden det var min tid -- og jeg vilde særlig
+ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha.
+Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg søge at indgive
+dem den ånd, der får et menneske til at se sig fornuftigt om efter
+den næstbedste, for det er dær, at mange bær sig værst ad, det har
+tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres
+bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det
+har langt mere forfærdelige følger. Jeg har ingen glæde af at se på
+den slags folk.
+
+De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, men har et par
+minutter, hvor de er bevidstløse af salighed -- -- der er dog en stor
+menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, skønt man
+siger at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed
+til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer
+_årene_, og de er længere end minutterne, der er så forbandet korte,
+men der har været en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den
+almindelige livssum har fået en forøgelse.
+
+Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man ikke behøver at regne det
+så nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde
+op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet
+skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den
+på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig,
+men De har for resten også været meget tålmodig.
+
+Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Råskov --
+ja synes De ikke også? Hvad mener De, når den hos kvinder udvikler
+sig i form af opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den er
+ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan elske ham -- ja, og
+man er selv en sådan kvinde, det føler man -- -- Tror De, en kvinde er
+til at få bort fra sådan en ide? -- Å, vil De lukke op, jomfru; der
+var vist nogen, der ringede.
+
+Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over og så til onklen om
+aftenen, når hun ikke var optaget af andet, og så var der glæde
+hos de to gamle; jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de
+brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og hørte til.
+
+Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, idet hun så Hans Råskov,
+og sae Velkommen, som om hun på en måde var værtinde i huset.
+Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede
+et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da
+alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov
+til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet. Hun
+havde troet, at han derved også måtte komme til at tale om sig selv,
+men han havde den ævne at holde sig til, hvad enhver anden også kunde
+ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende
+med en underlig magt: Han var altså et menneske, der vidste, at han
+skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig
+tørt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men når så
+onklen blandede sig i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen
+for sig, så var han straks en anden, end da han talte; han var borte
+i det han havde tiet om -- -- --
+
+Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; han vilde ha tabt i
+hendes omdømme, hvis han havde kunnet få sig selv til at tale om
+det eller hentyde til det, så at formodninger lå nær. Hun antog han
+havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at
+glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs
+bortdragende uvær -- tordenen, som han alene havde hørt, lynene,
+som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde
+forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde være
+alene med sig selv for at glemme; ingen burde ønske at udspørge ham
+for at høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, om der
+var længe igen -- -- -- Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt
+om ham, at han var forelsket i fru Ida; men måske mindede hun ham om
+noget sørgeligt, hindrede ham i at glemme -- -- --
+
+Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende sammen; Hans Råskov
+kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var træt og næsten vel
+til mode, aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen
+i hans sind; her var ikke noget at gøre sig stiv imod, og der var
+en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var
+kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var
+måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne
+barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde
+ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han berørtes pinligt af
+den formodning, at hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at
+postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder,
+der anser sig for kaldede til at være en mands frelsende engel? Han
+blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige
+kres, men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!
+
+Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske
+den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde. Havde
+han været en mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det var
+tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran
+ham, nærmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og
+dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer;
+han så på sit ur -- to timer. Hvor den tid var gået hurtigt! Men da
+han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der
+bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun
+havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han
+hvilet sig, men nu var det forbi.
+
+Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk til godnat, han
+måtte se på hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden
+havde han været nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig
+en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han altså; den slags
+unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt øjeblik. Han
+trak uvillig sin hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han
+sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det,
+tænkte han og gik rask til.
+
+-- Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den halvmørke forårsnat og
+mindedes en sommeraften for fire år siden; hun var da fjorten år og
+meget sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun
+ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, der stod i en lang
+række og bar trådene ud mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun
+skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen
+ende på dem; de stod med trådene på deres skuldre, førte dem ud efter
+i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig
+om; hun grundede længe over det og græd til sidst; det at hun kun var
+fjorten år, gjorde det heller ikke lettere.
+
+Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog var stort nok til
+at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Når hun var fjorten år, så
+måtte den mand jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede et
+eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen ad en landevej,
+og hun kunde møde ham, havde måske mødt ham uden at vide det, for
+det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drøm,
+men lige så godt et virkeligt menneske som hun selv -- -- -- Hun gik
+trøstet i sin seng og havde aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham
+af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig
+nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig
+hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham
+måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var
+blevet et år ældre.
+
+Men nu havde hun altså mødt ham.
+
+Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for
+stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at
+rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op
+og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i
+hendes hænder, der rystede svagt. Alt tøjet lae hun først i orden,
+derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun beså hvert
+brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet,
+læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige
+breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og små bøger i
+guldsnit indtog den anden halvdel -- det var venindernes afdeling.
+
+Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom til den nederste
+skuffe, som hun ikke havde rørt i lange tider, men klokken var ikke
+så mange endnu, og hun holdt mest af at tænke på ham med alle disse
+gamle erindringer mellem hænderne; det hele blev mere fortroligt og
+jævnt, hun kunde nok trænge til et slags værn imod ham.
+
+Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne,
+men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser
+i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd,
+muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter.
+Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige kåber, en
+stump tøj fra hver eneste kjole, hun havde haft, så længe hun kunde
+huske. Der var naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne havde
+lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde tilhørt hendes ældste
+søster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire år
+gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde
+skifte; den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig selv.
+Og der var et hentørret firben, som hun havde pillet af en vild rose;
+det havde været en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i
+skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien.
+
+Denne skuffe havde en særegen værdi og var noget for sig; hun kunde
+ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager,
+men fra dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede
+hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater
+uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mænd -- de var
+blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned i børneskuffen;
+men nu satte hun sig til rette og læste dem igennem med største
+opmærksomhed og tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt,
+hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at
+det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.
+
+Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor
+fuld af stemning, til at hun kunde være hel lykkelig. Hun rullede
+atter gardinet op og så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde
+flyttet sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne dufte trængte
+forårets pust ind til hende; hun lænede sig ud for at få mere.
+
+For nogle dage siden havde hun endnu søgt at værge sig, hun havde
+håbet, at det ikke måtte blive ham, skønt der allerede bag dette håb
+var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt,
+der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for
+den kvinde, der elskede ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og
+stift frem for sig som en mand, der skyder et svært og vanskeligt
+læs og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde
+ønsket, at hun kunde gå af vejen, fordi han var en mand, der hang
+ulykke ved. Eller -- hun havde just ikke ønsket det; men hun havde
+dog tænkt -- -- hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde
+tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig.
+
+Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i skuffen, hvor alt
+det andet var, der hørte barndommen til. I næste uge skulde der
+være stort skovbal; han kom også med, havde han sagt. I dagene
+imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede hun sig til. Med
+den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så
+overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke
+mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som
+en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte.
+Men så er legen også fuldkommen.
+
+Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog
+sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud
+og se solen stå op.
+
+
+
+
+Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet publikum fylder den åbne
+estrade ved siden af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores
+sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den
+ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af
+sted med deres piger i stramt favntag. Der står en sød og farlig
+em til værs fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen
+skrider frem, påvirkes de sindige elementer deraf, varmen og farten
+fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bænkeraderne syder
+hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under
+sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske
+ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i
+sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de bølger, som
+opstår her, nåer længere ud, end musikken lyder, og jo fjærnere de
+ruller ud i mørket og stilheden, des mere skummende blir de; deres
+toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel.
+
+Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig ting, der gør nytte
+overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i
+den indre cirkel som en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest;
+hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de
+ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terræn for den,
+og mange ser på hende og vil gærne være det stykke tørre træ, som
+hun næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der er mange til
+at gi og ikke færre til at ta, her er næsten alt hvad hun kan ønske
+sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om
+dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok,
+hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor
+folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene
+er lige så utydelige som deres egne skygger.
+
+Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig;
+når han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at være i
+nærheden for almindelige mennesker. Men dette er også Vejgårds store
+tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under
+forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget
+af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf,
+og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter
+uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem
+de hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så højt. Det kan
+være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som
+inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden
+blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige
+piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne. Han
+holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de
+få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. Hans hoved rager
+altid op over den højeste svimmel, og han er nu for alvor i færd med
+at blive en stor digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder
+sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mørket
+uden at se på papiret.
+
+Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, hun ler hårdt og
+stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer,
+men hun hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende og blander
+sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker at smælte sammen med den
+almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer
+hun i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der
+selv er uden bevidsthed, fordi det er brændt ud, men hun spreder liv
+om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere
+og mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes
+spænstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved;
+det kan også ske, at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre
+hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang fri og lar manden
+stå dær med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun så tit
+stillet fra sig på den måde som proprietær Ahlmark.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han
+formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig
+til rette. -- Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende så
+på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert
+øjeblik ved at svigte ham.
+
+Han havde slået sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet
+stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med
+Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved
+at trække ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og når
+han kom over dette, så kunde han være sikker, så var han stærkere
+end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at
+svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær
+og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide,
+at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så
+slap han ikke op af det igen.
+
+Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde være forberedt
+på nogen ting, stod fru Ida for ham.
+
+Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God
+aften!
+
+Hun ventede på et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.
+
+Ja, her var han -- også!
+
+Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt
+op og ned med et ryk. Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han
+også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse
+bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende
+og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men
+alligevel ikke kan dy sig. -- Hvad var det for en teori han havde
+lavet sig -- en forbandet fej løgn? Og så kom hun, og med et eneste
+blik begreb hun ham straks, afslørede ham som en tosse, der var
+værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den
+frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et
+ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham,
+når der var villige narre i tilstrækkeligt tal?
+
+Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var
+det eneste rigtige efter de mange søvnløse nætter; han tvang sig
+til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften
+kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt
+de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og
+endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og
+taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den
+udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod.
+
+Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom
+slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den
+tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig
+selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde,
+han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det
+gjaldt om at bringe så meget som muligt ud af den. Der kunde komme
+en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. --
+Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig,
+og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal
+jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger. -- Hun var
+i sit bedste humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, når
+mændene kom i nærheden af hende; den perverse, røde kat, han havde
+set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til
+et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter
+elskov.
+
+Han tvang sig til at blive stående, når han følte, at han gærne vilde
+løbe fra det; al forfædrenes fornuftige ævne til at ta livet, som
+det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle bønders stille
+dukken med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den
+levede op i ham og hjalp ham, nu da det var fornødent.
+
+Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe
+med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den
+straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en
+arm og veed, at han skal være forsigtig.
+
+Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig den endelige
+prøve, den yderste dag -- -- --
+
+Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt som noget man
+render imod og kvæster sig på i mørke; han blev overvældet af syner
+fra Åbenbaringen, som han havde læst to gange i sin barndom; sværd og
+flammer, død og brøl i basuner stod om ham; alle de syv skåle blev
+udgydt over ham -- --
+
+Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det
+under, han stirrede det ned, og i mørket fik hans øjne den samme
+betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, når han løftede
+ansigtet oppe ved sin bordende og så på en, til han blev kold i
+ansigtet og gik.
+
+Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg kvinde? Han
+var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter
+det andet med en stigende følelse af spændkraft til at holde det
+nede, og nu -- -- -- -- --
+
+Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket tæt ved siden af
+ham; han havde nær skreget selv og greb forfærdet for sig, som var
+selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter
+kom en anden, og en anden stemme hørtes, der bandede på dælen -- --.
+Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og støjen
+døde snart hen.
+
+Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt
+at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende
+tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen,
+hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige
+for fem minutter siden.
+
+Fem minutter. Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at
+mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver
+gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage!
+
+Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu
+længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen.
+Det var jo hans ide, at han ikke vilde gå under; hans forstand og
+hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede
+over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke
+åben; det var at springe i vågen af fri vilje, at gå under i en
+dødskamp, om hvis vildhed han ikke kunde gøre sig nogen forestilling.
+Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere
+heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han
+var født med den nødvendighed at leve livet sådan som det var; det
+kunde ikke ændres.
+
+En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham.
+
+Godaften, hr. Råskov; De danser ikke.
+
+Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet,
+om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun
+kunde mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, da han sae: Jeg
+danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? -- Det skaffede ham en
+vis lindring at gå og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval
+tåge over de røde syner, der brændte i hans sind, som var hans lange,
+glødende dag snart forbi, og mørket bragte kølighed og hvile. Han
+førte hende tæt forbi det træ, hvor han for lidt siden havde ligget;
+hun mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en skælven over
+dem bægge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lænede sig
+tættere ind til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, som
+ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.
+
+Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved ham. Dybt inde fra
+hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og
+han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders
+barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt
+det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage.
+
+De er den første -- -- begyndte han, men så tav han.
+
+Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro på alting.
+Men da fik hans ansigt et andet udtryk.
+
+Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede på hendes hals.
+
+Hun førte hånden op til den og rev den af.
+
+De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer lød ud til dem, også
+fru Idas latter hørtes, blandet med andres.
+
+Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed
+duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som
+om han havde møje med at genkende hende; det var heller ikke mere
+hende, han så, en eller anden tilfældig ung pige, han havde mødt;
+han stod ansigt til ansigt med sit eget gøglende afsind, der lidt
+efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med,
+og i stedet for påtvunget ham forestillingen om en anden -- --. Og
+denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det
+triumferende vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold.
+
+Skal De så ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme.
+
+Nej.
+
+Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans
+bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte.
+
+En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans
+bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om.
+
+Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks
+efter så Hans Råskov hende komme lige hen imod sig.
+
+Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud imod ham.
+
+Nej. Vi er fjender.
+
+Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der
+øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær
+ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen
+talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.
+
+Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mændene, der
+ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin
+forelskelse bort -- eller hvad det nu var for noget galskab, hun
+havde fået i sig ved at se for meget på ham, -- og det gav hende mere
+lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de
+andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt,
+mens han gik her ude og _hadede_ hende; måske endte det alligevel
+med, at han også kom ind, men det var ellers lige meget. Det var
+længe siden, hun havde haft en så befriende latter -- --
+
+Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem.
+
+Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men
+kom De hellere med ind, nu har De længe nok gået og skabt Dem her
+ude. Kom så!
+
+_Ler De ad mig?_ gentog han. Han stod nu helt op ad hende. -- Er jeg
+latterlig?
+
+Ja, sae hun og blev bleg.
+
+Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og
+han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede
+udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er
+en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv.
+
+Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha
+gjort med hende, hvad han vilde, om han så havde kvalt hende; hun var
+næsten uden bevidsthed og uden vilje.
+
+Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt og gråt, med
+had og med et forfærdet spørsmål, men han så i hendes ansigt kun
+et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid
+stadig havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske og det
+latterlige, han fik ikke noget svar på sit spørsmål. Hun havde leet
+et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.
+
+Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe
+hende, udstødte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Råskov
+forsvandt mellem træerne.
+
+Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og støttede hende.
+
+Det er Kai, der kommer for at spørge, om du nu vil med, Ida. Du er
+syg; lad os to gå.
+
+Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. -- Han
+stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De
+har gjort mig så ulykkelig, som jeg kan blive.
+
+Fru Hansted er syg, sae Kai.
+
+Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; det gør jeg måske.
+Farvel, fru Hansted, og tænk på mig, når jeg har hængt mig.
+
+Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan det la sig gøre endnu
+-- -- Der kom pludselig rejsning over manden, og et håb lyste i hans
+ansigt.
+
+Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hånd; jeg følger med
+dig; jeg vil hjem.
+
+Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, herr Ahlmark; De må jo
+nok kunne mærke på Dem selv, at De ikke er tilregnelig.
+
+Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark -- -- han skal være her et
+sted -- --
+
+Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen -- -- nej, her skal
+det sgu ikke gå for sig, afbrød han sig selv og satte af sted i fuldt
+løb.
+
+Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der
+havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i
+halvmørket, var Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans
+blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.
+
+-- Hans Råskov var på vejen hjem, men det varede ikke længe, før han
+måtte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted,
+hvor det afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til
+en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med
+uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter
+vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at
+han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller
+andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der
+kom en vis tålmodighed over ham.
+
+Men sæt, at hun var gået hjem. Han rejste sig med et spring og
+begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse tiltog, idet han nærmede
+sig det sted, hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være gået
+hjem! Hvad skulde der så blive af ham?
+
+Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende
+og havde hendes legeme mellem sine hænder, og hvad så?
+
+Nej, han vilde gå besindigt -- -- men hvis hun nu var gået hjem --
+sammen med sin spinkle ven, så vilde han løbe, til han indhentede
+dem; så måtte der ske noget -- -- det, der _skulde_ ske.
+
+Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun
+var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der
+skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende.
+
+Men så kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod.
+
+Han så hendes blod, det flød over hans hænder.
+
+Han sank ned på en træstub; været gik hylende i hans hals, sveden
+sprang ud på hans pande, faldt tungt på hans hænder og løb som varmt
+blod mellem hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden steg op i
+hans hals, spændte og brast. Han græd virkelig, uden hulken og med
+tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han
+knap havde formået som dreng, det var blevet ham næsten umuligt som
+mand; det var, som om den gråd, han ikke kunde græde, var bleven til
+sten i ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig
+sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste
+friske dugdråbe, der hentørredes?
+
+Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om
+sig selv, der altid havde været ham en kval. Han samlede i een
+anspændelse al sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var
+ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han syntes også
+han så ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis
+førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt
+sind som den, der ikke kan flygte; han sad med hængende hænder og
+gabende mund og stirrede ind i skovens tætte mørke, han så ind i sin
+sjæls mørke og ventede, at det skulde komme.
+
+Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; også
+dette skulde han rumme i sin bevidsthed og så kunde han få lov at
+leve videre så godt det var ham muligt. Der havde været et kald på
+blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han
+måtte selv gi alt, siden han ikke vilde gå til andre og ta, hvad der
+krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.
+
+Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin
+gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig,
+næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme
+mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod.
+Betjenten tog ham i armen, og han satte sig føjelig ned som en mand,
+der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.
+
+Hans Råskov strøg sveden af panden med den ene hånd, rejste sig og
+gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brækkede dem,
+når de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og
+vadede over grøfter, gik lige på med dyrets instinkt. En gren slog
+hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. Når han
+trådte ned i huller, var det som om benene skulde knække under ham,
+men han stansede ikke et øjeblik.
+
+Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der førte ham bort
+fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til
+udlandet.
+
+
+
+
+Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af
+landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor
+det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller
+grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig
+tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom
+blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt
+var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved
+bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og
+andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til
+Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl.
+Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den
+ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring;
+tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage
+stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en
+elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn;
+fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans
+sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og
+så til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes
+blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og
+snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.
+
+Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han
+mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der
+sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen
+af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans
+tindinger, og hvis toppunkt -- når det blev færdigt -- skulde være
+et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde
+sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel -- --, der måske
+snart skulde blive tydet.
+
+Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til
+Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var
+arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget
+at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da
+han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han
+en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest
+gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt
+med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være
+fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han
+indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød
+ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige
+betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var
+gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var
+gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde
+ikke tænke på andet end at finde sig til rette i det, som var sket,
+og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt.
+
+Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de
+kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter
+de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som
+før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed.
+
+Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at
+gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der
+susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i
+nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad
+der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og
+stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt
+forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille
+sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede
+han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han
+skulde passe på sig selv.
+
+Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det
+hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse
+sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til
+sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til
+fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to
+fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med
+munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde
+han fire fem mil uden at se eller høre og uden nogen forandring. På
+samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale;
+men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel
+anskreven hos direksjonen.
+
+Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha
+mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage -- i sine
+mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom
+-- men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand,
+og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin
+alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik
+rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre
+frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte
+ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder,
+og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til
+sin fortrolige og spurte ham til råds -- mest i kærlighedssager,
+og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han
+erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte
+mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede
+sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der
+ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en
+erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang,
+der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den
+tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han
+lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke ved den; så skulde
+den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige
+hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde --
+ligesom det kunde være for bestandig -- sluttet fred med Den røde
+galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse
+med alt, hvad der kunde virke ophidsende.
+
+Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han
+mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig
+mand på et kontor.
+
+Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var
+som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde
+øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade
+marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens
+øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre
+efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie,
+føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med
+utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på
+en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og
+hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen,
+hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt
+sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra
+natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af
+deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige
+bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde
+og holdt fest, så det skingrede; de stod ikke tilbage for deres
+blodsfrænder i Nordsjælland.
+
+-- Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne
+en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske
+billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå
+nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger,
+der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske
+fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke
+stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en
+stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i
+deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der
+åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var
+herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i
+alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige
+uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres
+liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige,
+gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i
+kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der
+føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen
+som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som
+står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og
+kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen
+på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en
+dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra
+gamle tider; hans tro på egen urokkelighed ligesom forstenedes i
+ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for
+alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et
+ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige
+så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle
+stenfyrster.
+
+Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov
+var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de
+fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog
+sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag
+med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med
+den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling
+dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at
+han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem,
+som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket
+begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde
+ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for
+høj grad lå åben og tilrettelagt for ham.
+
+Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind,
+lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage
+med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige
+udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over
+den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens
+bevægelses love.
+
+Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fået amnesti,
+og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle
+sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre,
+de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene:
+Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være.
+
+
+
+
+Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at få
+en stilling; han rejste omkring for at se på forholdene. Der var sket
+så meget i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at interessere
+sig for det, men han var egenlig skuffet og stærkt tilbøjelig til
+at rejse ud igen; han havde atter den underlige fornæmmelse af, at
+alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som
+når de andre drenge legede på skolepladsen, og han selvfølgelig ikke
+var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig
+selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse,
+indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en større provinsby,
+kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart han hørte
+hendes stemme; det var Anna Årbo, og hans næste, øjeblikkelige tanke
+var: Hvorfor er jeg ikke rejst?
+
+Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde været ude af hans
+tanker i de fem år, at han var dårlig forberedt til pludselig at
+huske hende igen med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var også
+vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i
+hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også
+påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var
+hendes stemme uforandret mild ligesom før.
+
+Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, og derefter begyndte
+hun at fortælle om sig selv; hun havde begyndt at læse til lærerinde,
+men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik
+godt.
+
+Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav
+så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand,
+forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han
+også mere ligegyldig ved hende.
+
+Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.
+
+Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan være, jeg
+vil søge en plads her hjemme.
+
+Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det
+var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun.
+
+De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen
+vidste, hvor De blev af.
+
+Det havde heller ingen betydning for nogen.
+
+Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt
+tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een.
+
+De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed,
+at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. -- De har forandret Dem
+meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang.
+
+Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg
+unægtelig.
+
+Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille.
+-- Han hævede stemmen og sae: Har De hørt noget til -- vore fælles
+bekendte?
+
+Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste
+til Amerika, da han kom ud.
+
+Fra hvad?
+
+Fra fængslet.
+
+Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt,
+og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte
+et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet
+at blive belyst og så at sige draget frem af en anden. Han følte
+pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi
+ham og havde begået en forbrydelse, mens _han_ kæmpede med sig selv
+og vandt sejer.
+
+Hvordan går det ham nu? spurte han.
+
+Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget igen af gården, men
+han er nok kommet godt i vej alligevel.
+
+Ja. Det tror jeg gærne. -- Farvel, frøken Årbo.
+
+Farvel hr. Råskov.
+
+Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte udtryk i hans
+ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?
+
+Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. -- Men
+han følte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der lå over ham
+i det øjeblik.
+
+Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med
+det første. Dermed skiltes de.
+
+Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide
+at komme af sted. -- Han følte det ligesom han nu havde fået nok,
+som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.
+
+Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og
+han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over
+for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der
+var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende
+havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og
+rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde
+gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt
+og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende
+igen. Nu havde hun haft fem år til at komme ud over det, og det var
+lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var stærkere end han.
+Hun havde endogså vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som
+helst anledning til, havde inviteret ham til at besøge sig, for at
+han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende.
+Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær
+helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed,
+som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme
+igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe.
+
+Næste dag mødte han hende på gaden sammen med en ung mand, der talte
+ivrigt og halvhøjt, og som gik så nær ved hende at han måtte være en
+meget god ven.
+
+Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans Råskov, ganske uberørt
+af hendes venlige hilsen; med den mand i baghånden er der ganske
+vist ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for
+mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her længere.
+
+Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han
+hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun
+havde ventet på ham.
+
+Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at
+indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun
+var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en
+del om, hvad de havde oplevet i de fem år, men pludselig gik samtalen
+i stå; de så på hinanden, og bægge følte, at de havde ikke flere
+ligegyldige æmner at tale om; nu måtte de enten skilles eller komme
+til det, der brændte dem på sjælen; han havde en hel sætning færdig,
+der begyndte med »farvel«, han havde sagt den for sig selv et par
+gange og overvejet den, så den netop var, som den skulde være, men
+så kunde han ikke få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig
+forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til den end
+»farvel«; han ønskede, at det var overstået; men hver gang han åbnede
+munden for at tale, forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i
+afgørende betydning, hver gang det mislykkedes at få den frem; den
+faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev tænkt; den vilde
+afgøre hans fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende.
+
+Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så forventningsfuld på ham;
+han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme
+var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en
+brønd; han måtte la det gå, som det vilde.
+
+Lidt efter mødte de den mand, han før havde set hende sammen med; han
+så på hende længe i forvejen og hilste dybt.
+
+Hvem er den mand? spurte Hans Råskov.
+
+Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den
+tid, jeg har boet her. Skal jeg fortælle Dem noget mere om ham?
+
+Ja, siden det er en god ven af Dem.
+
+Nå ja -- han har friet til mig.
+
+Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel
+hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde
+også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes
+sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende
+ord udgik fra hende. Han så langt hen for sig, overskuede i et blik
+fremtiden og mente, at den var til at bære; dette var den sidste
+prøvelse, også den skulde han bestå, og så -- -- --
+
+Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte hun på ny, skuffet
+over hans tavshed, og jeg har måske ikke så meget at beklage mig
+over, jeg er ikke den, der er kommet værst fra det.
+
+Beklager De mig? spurte han.
+
+Hun gik nogle skridt uden at svare. -- Det hele lignede til sidst et
+skibbrud eller en anden katastrofe; alle søgte at redde sig, så godt
+de kunde, rendte som afsindige hver til sin side.
+
+Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var
+der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af,
+at De ikke tænkte på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det,
+siden jeg har set Dem igen.
+
+Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind,
+at De trængte til en veninde, og håbede, at det skulde blive mig; jeg
+var atten år den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var et
+øjeblik, da De var glad ved mig.
+
+De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.
+
+Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme;
+da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde
+været. Fru Hansted -- --
+
+Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at vide.
+
+Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hørte, at
+De ikke var der, så begyndte jeg at forstå; hun blev sindssyg, var
+det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.
+
+Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende;
+jeg undgik hende; der kunde jo ikke være tale om andet, det var
+forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og
+til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gøre? Hvem tør
+påstå, at jeg har skylden?
+
+Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede
+vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel
+i et menneskes ansigt.
+
+Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst
+blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind
+fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske
+stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han
+hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet,
+og som havde haft det værre end han.
+
+Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er
+andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt
+om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i
+hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har _set på hende_ --
+-- jeg kan forestille mig --
+
+Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg.
+
+Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak
+sig, som kæmpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at
+le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde
+overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt.
+
+Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat,
+sae hun åndeløst og skælvende.
+
+Nu ved De snart alting om mig.
+
+De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- taknæmlig, fordi De har
+sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget
+på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt,
+ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har
+alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var død.
+
+Frøken Årbo, De er den første, som -- --
+
+Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.
+
+Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke
+lyve for mig.
+
+Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.
+
+Hvad var det da?
+
+Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har
+talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen
+anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg
+sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre
+viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme
+fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.
+
+Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge
+Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet
+lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så
+selv gøre et eneste skridt for at få det?
+
+Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det
+vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi
+skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu
+er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.
+
+Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.
+
+Deres ven fra før, som De selv talte om.
+
+Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre
+end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min
+mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget
+om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De
+aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med
+det usagt, og så blev det for sent.
+
+Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom
+til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for.
+
+Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.
+
+Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang
+havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham;
+der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og
+kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort
+ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.
+
+Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset
+hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på
+en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne.
+To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den,
+der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og
+beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og
+giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp
+af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en
+gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig
+morgenrøden.
+
+Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.
+
+Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det
+første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha
+lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år
+siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu -- --
+
+Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.
+
+Ja, sae han. -- Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for
+sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv
+som i dette øjeblik.
+
+Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg
+opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men
+næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at
+møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden
+som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold,
+og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu
+siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel,
+og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag,
+jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for
+hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med
+bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet
+så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt
+jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«.
+Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er
+ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller
+ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at
+noget er for sent.
+
+De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med
+den.
+
+Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op.
+
+Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.
+
+Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels
+forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv.
+Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men
+idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke
+opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden
+at tale.
+
+Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes
+ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse.
+
+
+
+
+Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag;
+Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem.
+
+Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs
+igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre
+hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.
+
+Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den
+stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der
+knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind
+til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer
+der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt,
+og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde
+blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af
+de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det
+blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og
+ned ad væggene.
+
+Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs
+og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på
+en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en
+ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når
+vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire
+med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille
+sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er,
+sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den
+begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der
+er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere;
+den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i
+betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste
+vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej.
+
+Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer
+sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber
+den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer
+et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over
+lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på
+den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et
+bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til
+værs og blir til ingenting.
+
+Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og
+så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav,
+mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i
+guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte
+livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til
+kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop
+udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder
+et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer
+til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast
+et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der
+er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen
+slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen
+i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende
+som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug,
+og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder
+ned på mange steder, fulde af ilende gnister.
+
+Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som
+protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet,
+knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber
+sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens
+ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer
+skramlende om kap ned fra væggen.
+
+Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om
+bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab
+er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud
+på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder
+stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet
+dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb
+blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som
+om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker
+og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om;
+små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med
+tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i
+portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i
+sig ligesom nys udklækkede brilleslanger.
+
+Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust,
+lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved
+næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river
+med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft,
+flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat
+ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står
+uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i
+søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne,
+solide arbejdsklæer -- altsammen tilhørende husets fremtidige frue.
+Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder,
+men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og
+sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig
+og ikke til at ta fejl af.
+
+Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens
+strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser
+som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne
+med.
+
+I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på
+gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres
+kammerater inden for risten.
+
+Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg
+ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu
+går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse
+gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner
+ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump,
+så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule
+hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der
+tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen,
+begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem
+på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke
+røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen;
+men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt
+ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper
+efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen
+og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir
+der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter
+ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op
+på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på
+loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og
+hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være
+med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem
+huset.
+
+Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med
+sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det
+og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det
+erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med
+primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning
+med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den
+forrygende storm.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det
+brænder i nærheden af vort hus.
+
+Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. -- Men i det
+samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde
+ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem
+hans sind som gnister i storm.
+
+Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er
+hos os, det brænder!
+
+Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af
+luerne i hendes øjne. -- Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage
+igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det
+får fat.
+
+Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans
+arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må
+skynde os, om vi kan redde noget.
+
+Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede
+foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det
+uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå
+overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de
+mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op
+i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp
+imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom,
+men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet
+af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han
+havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke
+gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet
+ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke
+kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig
+sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende
+igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne;
+og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og
+kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi,
+han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod
+uudsletteligt på hans hjærne.
+
+Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han
+ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin
+egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så
+snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med
+ham selv.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender
+den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes
+i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge
+sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de
+fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og
+træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og
+mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme
+vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden,
+der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre;
+det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres
+blotte pegen.
+
+Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter
+løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med
+genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river
+til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres
+rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem,
+og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme
+af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter
+sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en
+indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet
+ejer.
+
+Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den
+brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med.
+Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på
+gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står
+folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men
+de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang
+vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få;
+æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen
+til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til
+sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og
+bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned
+ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og
+spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen
+mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften
+og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir
+ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir
+kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil.
+
+Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under
+tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt
+sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens
+vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og
+gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper
+flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af
+taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at
+det blir hedt under dem.
+
+Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården,
+og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den
+brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to
+tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden
+vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne,
+for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene,
+at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind
+på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte,
+som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår
+blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse
+på een gang.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke
+tåle at se på det mere.
+
+Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav
+genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år
+siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb
+ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen
+var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig
+overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver
+gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der
+skræmmede hende langt bort fra det æmne.
+
+Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op
+mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og
+et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe
+fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig
+ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de
+alt, hvad den efterlod sig.
+
+Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind.
+
+Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov.
+
+Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun.
+
+Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var
+hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik
+den dag.
+
+Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store
+brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at
+gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes
+i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til
+den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit
+overblik -- der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad
+den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde
+tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget
+klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se
+skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der
+inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer,
+jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres
+ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og
+græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden
+videre.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny.
+Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om
+på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med
+hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden
+med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden
+og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt
+ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under
+ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme
+om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som
+en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død.
+
+Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden
+sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet
+sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af
+deres bevidsthed.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er
+syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være.
+
+Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte
+øjnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke tåle
+det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du.
+
+Jeg blir hos dig.
+
+Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det
+altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men
+nu er det alvor.
+
+Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?
+
+Det må ingen. Ingen må se mig, når -- --. Gå nu. Jeg er ikke længere
+et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det
+bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som -- --
+
+Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun
+pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe
+hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.
+
+Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang
+tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og
+viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så
+dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og
+den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt
+lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet
+af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt
+hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag
+og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme,
+hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i
+hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede
+hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom
+hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for
+bestandig.
+
+-- Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket;
+Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb
+over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik
+også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde
+så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.
+
+
+
+
+Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en
+afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og
+gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt,
+der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da
+han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte
+bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod
+vente på sig.
+
+Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset
+med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre
+fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær
+underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde
+forsømt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en
+sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro -- det
+fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting
+var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den
+så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af
+svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst,
+støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør
+ubeskåret næste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri
+Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver
+gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder
+med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte
+holde den i ave.
+
+Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at
+springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var
+vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi,
+og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den
+ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele
+hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede
+han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde
+Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som
+om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans
+opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af
+flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans
+side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans
+forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge
+i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved
+skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke
+ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot
+blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et
+skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb,
+men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt
+adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede,
+men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde,
+angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles
+i sin magt.
+
+Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som
+om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul,
+der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde
+male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte
+sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig
+og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store
+brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe
+sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind.
+Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud
+var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene,
+kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans
+strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme
+i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden.
+
+Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han
+i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende.
+Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede
+sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse,
+og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det
+var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det
+grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den
+fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så
+gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i
+værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som
+de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte
+trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans
+bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde
+denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov
+ind.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for
+det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var
+gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem
+døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen
+ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han
+skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for
+hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede
+møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde
+opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og
+leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse
+elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade,
+mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede
+sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg
+på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået
+en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så
+kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår
+den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre.
+Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at
+den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp.
+
+Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til
+varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv
+mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden
+havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde
+angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit
+værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom
+over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede
+sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort
+ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der
+havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der
+havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den
+anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som
+han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et
+eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været
+glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på
+ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået
+ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og
+vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre
+som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som
+ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set
+fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som
+mennesker kan være glade over -- -- alle, der havde haft det bedre
+end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft
+stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage!
+
+Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige
+verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var
+selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede
+ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne,
+der har set for meget.
+
+Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede
+tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller
+ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld,
+skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget
+ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning
+efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang.
+Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var
+hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet
+af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var
+også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde
+undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det
+kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede
+hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten
+til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben
+ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige
+hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt,
+gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen
+lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne
+holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i
+behold.
+
+Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale
+pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene,
+ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var
+ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen
+som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i
+seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for
+ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som
+han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at
+kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan
+lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var
+noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var
+ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at
+armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod
+sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i
+vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde
+hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet
+havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen
+om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede
+sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt,
+satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at
+opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.
+
+Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog
+anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod.
+
+
+
+
+Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens
+forstyrrelse, efterhånden at udspilles.
+
+Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så
+meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid
+gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans
+fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var
+blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over
+at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte
+fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt
+mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet
+af den tøjlesløse fantasi -- han gennemlevede en hel parodi på sin
+egen fortid.
+
+Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede
+under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han
+hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det
+skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra,
+vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev
+ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han
+også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede
+sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet;
+han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge
+efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede
+skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en
+lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han
+kastede sig ned på gulvet og væltede omkring -- -- han tænkte sig
+det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var
+overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis
+på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som
+om han var kommet ud af en maskinhal.
+
+Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved
+siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte
+han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge
+erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget
+plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente,
+at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte
+en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin
+forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og
+samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig --
+efter snylteres art -- og som syntes at skulle fortære ham fra inden
+og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for
+eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde
+ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og
+undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den,
+og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.
+
+Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i
+forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde
+han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og
+uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham,
+og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange,
+meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved
+selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede
+fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget,
+eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede
+han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden,
+og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den
+erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom
+narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være
+ene om sit og ikke gribe ind.
+
+Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der
+påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder,
+som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede -- i løbet af
+et helt år -- en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg
+på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse
+syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed;
+andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder
+fra en bog, der selv er sjælelig usundhed -- --
+
+Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru
+eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den
+ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets
+dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan
+søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng
+eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng -- hvilken af
+delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal
+finde som enden på sagen?
+
+-- Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang
+vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde
+ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende
+indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for
+at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i
+hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde
+vokse naturligt sammen.
+
+Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op --
+og gået i fordærvelse tilmed.
+
+Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for
+så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem;
+der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der
+hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så
+syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til
+at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange
+troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde
+underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig
+anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og
+ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få
+en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke
+firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af
+hans første eksperimenter, da han var dreng.
+
+Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt
+han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo
+også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.
+
+Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag
+og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne
+ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken
+til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden
+lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen
+bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme
+ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen,
+fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald
+måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod
+uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde
+tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud?
+Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har
+været, før alting blev fortæret.
+
+-- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et
+udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det
+kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen
+var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da
+mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi,
+hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare
+uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke
+mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham
+til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst,
+når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen
+lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går
+støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og
+det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre
+drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles
+rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle
+kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor
+sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke
+at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand.
+Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske
+været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end
+idel tomhed.
+
+Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens
+folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han
+gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha
+været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han
+kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse
+ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der
+fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller
+ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et
+uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret
+ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte
+lyst ved nogen ting.
+
+Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget
+til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i
+egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På
+sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt,
+hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid --
+som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med
+dem, der skal overleve ham.
+
+
+
+
+Det var en klar, kold aften først i Februar.
+
+Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele
+dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var
+efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker
+og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for
+indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der
+hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil
+de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved
+at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev
+dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over
+hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og
+dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde
+bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik
+fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med
+sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke
+andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst,
+forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at
+mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen
+overflødighed.
+
+Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for
+meget -- både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte
+han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog
+han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt
+ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort
+andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit
+overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.
+
+Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da
+Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude
+på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres
+jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv
+mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur
+en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså
+være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede
+øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til
+en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så
+godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt:
+Idiot, hvormed han mente sig selv -- fordi han ikke, som han plejede,
+havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.
+
+Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et
+skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det
+ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem.
+Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange;
+han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde
+stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om
+efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var
+ingen, det var et ensomt sted.
+
+Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg
+fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på
+stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum,
+og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
+
+Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting,
+der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han
+gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men
+han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger
+ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han
+skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over,
+at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille
+aften.
+
+Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han
+måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i
+den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde
+allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og
+brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke
+hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
+
+Hallo! råbte han. -- Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke
+flere skrig.
+
+Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt.
+Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde.
+Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof
+til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var
+faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde
+være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt,
+så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt
+insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke
+bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden
+slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.
+
+Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger
+jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor
+han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. -- Jeg er vel ikke
+bange, tænkte han og kom til at ryste. -- Det er sandt, jeg er jo
+syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.
+
+Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af
+anstrængelse for at holde fast.
+
+Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.
+
+Ja vel, lød det klart og simpelt.
+
+Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede
+det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans
+legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et
+knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og
+svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det
+gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo
+tak, han havde det temmelig godt.
+
+Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i
+den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved
+siden af.
+
+Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.
+
+Jens.
+
+Du kan vel nok selv gå hjem?
+
+Ja magelig.
+
+Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de
+kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere
+sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde
+gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde
+på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået
+ned med isen.
+
+Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.
+
+Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg
+blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op.
+
+Ja men så er det da bedst at jeg -- -- --
+
+Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.
+
+Ja ja. Så siger jeg da så mange tak -- --
+
+Selv tak. Farvel, Jens.
+
+Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende
+ben.
+
+Så var det mig, mumlede han.
+
+Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart
+mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig
+op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han
+igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at
+kunne bære ham.
+
+Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne
+hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig
+op; benene blev trukket den anden vej.
+
+Hans er blevet gammel, mumlede han.
+
+Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned
+i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans
+stivnede læber: Her skulde det altså ende. -- Det smærtede i brystet;
+hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved
+blev tungt.
+
+Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var
+vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han
+havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. -- Jeg har taget
+hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et
+godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg
+selv dør.
+
+Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere
+over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår.
+Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en
+ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans
+hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere
+kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.
+
+Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et
+sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet?
+
+Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik
+under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt
+borte, der endelig havde fundet vej til ham.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Hans Råskov, by Knud Hjortø
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 ***
diff --git a/41956-8.txt b/41956-8.txt
deleted file mode 100644
index aa8803d..0000000
--- a/41956-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,6375 +0,0 @@
-The Project Gutenberg EBook of Hans R�skov, by Knud Hjort�
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: Hans R�skov
-
-Author: Knud Hjort�
-
-Release Date: January 31, 2013 [EBook #41956]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS R�SKOV ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-
-
-
-Afskriverens bem�rkninger: �benlyse trykfejl er rettet i denne
-e-bog, men forfatterens stavning er for �vrigt bevaret. Kursiv tekst
-i originalen er gengivet med _understreg_.
-
-
-
-
- KNUD HJORT�
-
- HANS R�SKOV
-
- K�BENHAVN
- DET SCHUBOTHESKE FORLAG
- J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
- 1906
-
-
- J. COHENS BOGTRYKKERIER
- (GEORG A. BACH)
-
-
-
-
-Uden for den s�ndre l�nge af Peder Hansens g�rd begyndte for�ret
-fjorten dage tidligere end andre steder; solens str�ler faldt med
-kraft tilbage fra de okrede mure, og tr�erne gav l� mod �stenvinden;
-s� var der ogs� bakker p� b�gge sider af g�rden, s� den selv l� i en
-dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne f�lfod allerede
-f�rst i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i
-solen som sm� bitte lygter, s�dan svedte de, men midt i April sprang
-de ud med en lille gr�n h�nd til hver side som folk, der holder tale.
-Vejen, der her gik uden om g�rden, blev gr� og t�r, mens andre veje
-endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, spr�de
-kamme, og n�r man gik og tr�dte dem ned med bare f�dder, s� havde
-man sommerforn�mmelser l�nge inden f�rste Maj; her kom h�nsene ud og
-pillede i gr�sset og hakkede f�lfoden i de gule hoder, og den sorte
-gr�vlingehund, Vaps, n�d ikke sj�lden sin middagslur her og l� og
-blinkede velbehageligt i solen med sine gule �jenl�g.
-
-Og den, der ikke mindst s�gte ud til den s�ndre l�nge, det var
-g�rdens �ldste s�n, Hans -- kaldet R�skov efter sin afd�de moer. D�r
-sad han en lun Aprildag og lae den sidste h�nd p� sin vindm�lle;
-vingerne var af bedste asketr�, der for l�nge siden var blevet uds�gt
-og t�rret; de antog en smuk skr� form under hans fem og halvfjerds
-�res svanekniv og blev siden glattet efter med et glassk�r. Hans
-havde sat sig s�dan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen
-skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt
-al v�rdi i hans �jne. Men ingen forstyrrede ham undtagen h�nsene,
-der kom stilkende p� lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede
-efter de sp�ner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet
-p� siden ligesom gamle nysg�rrige koner, der kun kan se med det ene
-�je. Hans tog sm�sten op med t�erne og kastede efter dem; han kunde
-ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som
-han havde mist�nkt for at g� p� lur efter ham for at opdage hvad det
-var, han havde for, som hun ikke m�tte se. Hun havde en dag oppe p�
-loftet fundet en halvf�rdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og
-hvor havde hun ikke kn�vret og nikket og kaglet til alle mennesker
-p� g�rden om den maskine, som hun oven i k�bet skulde ha forklaring
-p�, hvad hun naturligvis ikke fik og selvf�lgelig sk�ldte ud for.
-Han havde v�ret n�dt til at sl� den i stykker og grave den ned,
-ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave
-elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat
-ligesom h�nsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.
-
-Sv�rest var det at lave sk�ret, hvor vingerne skulde passe sammen.
-Han m�rkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte
-s� at sk�re ud, men pludselig s� han tr�et blive r�dt, kniven havde
-givet ham et snit i den ene finger. -- N�da, sae han vredt; hvad skal
-det til? Du kan godt blive fri. -- Han l�b ind i t�rvehuset, hvor han
-havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under d�rtrinet;
-d�r skulde den ligge i fjorten dage, inden den m�tte bruges igen. Der
-var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hj�lpe sig med den
-gamle, sk�nt den var af meget ringere st�l. De �gte svaneknive har
-den egenskab, at n�r man spytter en klat p� bladet og l�gger en stump
-halmstr� oven i, s� kan det dreje sig et lille stykke, men skal de
-derfor ha lov at sk�re en i fingrene?
-
-N�r Hans sad her ude og arbejdede, s�gte hans �jne g�rne op til en
-g�rd, der l� langt borte, men meget tydeligt oppe p� en h�j bakke;
-man s� ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt
-mellem dem en stor bruntj�ret port; tr�er og andet tilh�rende kunde
-man ikke se; den l� d�r s� underlig ensom og udgjorde en vigtig del
-af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en
-�ventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden
-m�rkelig sten, og senere var �ventyret aldrig ganske g�et af den;
-den adskilte sig fra alle andre g�rde derved, at den en gang havde
-levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilk�rlig i
-�jnene, n�r han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i
-indre livssammenh�ng med hans lykkeligste �jeblikke.
-
-Vingerne var imidlertid blevet f�rdige, og m�llen samlet. Det var en
-god m�lle, der var lavet med al t�nkelig omhu; om aksen gik der en
-snor, hvori den kunde h�ve en sten af forud beregnet v�gt. Hans bar
-den fl�jtende hen til en p�l ved urtehaven og gjorde den fast.
-
-G� s�, sae han.
-
-Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre
-i vinden og satte den i gang igen, s� vrikkede den bare om p� den
-anden side. Der var noget, der rejste sig med et h�rdt s�t i Hans'
-sind, men han holdt ikke op med at fl�jte; han vilde vise sin m�lle,
-at han blev ikke vred p� den, sk�nt den var urimelig. Han skulde v�re
-s� forekommende at sm�re den, hvis det var det, den �nskede, og han
-hentede vognsm�relse og smurte den netop s� meget, som den tr�ngte
-til, men den vilde ikke g�, sk�nt der ikke kunde v�re tale om nogen
-fejl eller mangel ved den. M�ske var den ked af den sten til at
-begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der
-havde budt ham s�dan en st�dighed. Alligevel, da han havde s�rlig
-meget til overs for denne her m�lle, s� vilde han for en gangs skyld
-str�kke sig s� vidt, at han fritog den for stenen, sk�nt det var
-tosset. Fl�jtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et
-ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede
-den at g�.
-
-Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det
-vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog
-han vindretningen med st�rste n�jagtighed, afsatte den p� jorden
-med et rids og indstillede m�llen for sidste gang, men den blev ved
-sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede p� hodet. S�
-gik han meget langsomt -- sk�nt hans h�nder dirrede -- hen til den
-stridige ting, der stumt og st�digt ben�gtede rigtigheden af hans
-beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen p� marken, hvor der
-var en stenbunke. D�r lavede han et leje til den i jorden, l�ftede
-den st�rste sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han
-betragtede sit v�rk, der var anbragt s�dan, at ikke en pind var hel
-i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde
-ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke
-arbejde; han havde k�bt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig
-godt; s� meget mindre grund var der til at sk�ne det nu. S� hug han
-stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog m�llen op og br�kkede
-den vredt i s� mange stykker han kunde, med st�rre hidsighed, jo
-mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, s� ingen skulde ane,
-hvad det en gang havde v�ret.
-
-Det gjorde godt; han s� sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke
-nogen til ogs� at ford�rve dette for ham! Men pludselig glemte han
-alt andet over noget r�dt, der l� og skinnede infamt i solen; han
-var vis p�, at det ikke havde v�ret der for et �jeblik siden, og han
-gik lige l�s p� det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en r�d
-klud; han betragtede den med v�mmelse og undrede sig over, at han
-ikke havde lagt m�rke til den, da han gik derud, men efter at han
-havde set lidt mere p� den, gravede han med sin n�gne fod et hul ved
-siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.
-
-Da han igen gik forbi g�rden, skingrede en kvindestemme l�s med en
-lang ramse, hvori hans navn var det f�rste ord. Det gav et hop i
-ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han
-vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at
-f�lge hendes voksende arrigskab, og han blev efterh�nden vel til mode
-igen. Det var lutter personlige forn�rmelser mod ham selv, og det
-n�rede yderligere hans foragt, at de var s� fjollede; hun var nu ikke
-opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at
-det var p� tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad
-mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstr�m nyt liv.
-
-Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil h�re; du g�r
-din pligt.
-
-Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var f�rene, som han nu
-var kommet t�t hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede p�
-ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen
-imod dem, stampede de igen og nikkede, og s� b�vrede de med halerne
-og rystede en m�ngde b�nner af sig.
-
-Hvad skulde det nu betyde? Hans blev r� og ond ved synet af de
-t�belige dyr. Han gik lige ind i t�jrslaget til dem og satte sig
-p� p�len; s� kunde de more sig med at h�nge sig; og se, om de ikke
-straks gjorde fors�g p� det! Godt! s� blev han siddende d�r, til de
-bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han h�rte, hvordan det peb
-i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da
-de m�rkede, at de ikke fik v�r nok p� den m�de. Efter uhyre lang
-tids forl�b fik den ene mod til at nippe af et gr�sstr�, men drejede
-han blot hodet, s� kvalte de sig igen af hj�rtens lyst, mens r�dsel
-og dumhed str�lede ud af deres modbydelige �jne, der lignede gamle
-slidte knaphuller. Han bel�nnede dem med et spark og gik, og s� var
-der igen en stemme, der skr�lede efter ham.
-
-N�, tak, hun var stadig p� udkig! Det blev nok en morsom aften,
-for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde
-fordrage, og det var at blive sk�ldt ud, mens han fik mad. Det skulde
-hun nok huske at benytte sig af, og h�sligt til mode gik han ned over
-engene; til han n�ede skelgr�ften, der var gr�nsen mellem faerens eng
-og genboens mose.
-
-N�r man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende
-vand, s� beh�ver man ikke at g� selv, man kan s�tte sig, uroen
-risler bort med vandet, der l�ber ustanseligt; man kan la �jnene
-f�lge krusningerne p� vandet, med gr�sstr�ene, med de blanke sorte
-hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller p� overfladen, og de
-fremmede tings bev�gelse overf�rer vandringens fortryllelse p� ens
-sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sj�lens uro,
-dog tr�nger mest til.
-
-Og har man fulgt en ting med �jnene s� langt man kan, og i sit stille
-sind ladet den komme til et �nskeligt m�l, s� kan man, hvis man er
-anlagt for det, l�gge planer om opstemning af vandet og anbringelse
-af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse -- --
-
-Hans blev sulten. Han kastede et m�rkt blik hjem mod g�rden,
-mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om
-sm�rrebr�det, med tv�r tavshed p� den ene side og mange slags
-ubehageligheder p� den anden. -- Hvad skal du? Jeg sp�r, hvad du
-skal. -- Hvad siger du s�? Hvad? Hvad er det s�, du skal sige? Siger
-du ikke tak? Kan du s� sige tak? N�: Tak? -- Hvad, er du d�r inyw,
-skal du ha mer inyw? Kan du be' p�nt om det, m� jeg h�re? N�! Har du
-glemt, hvad jeg har l�rt dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra
-din mad? Hans! Ha--ns!
-
-Han vendte sig med v�mmelse om mod sin gr�ft, men den var ligesom
-blevet tom; den var ham ikke til nogen tr�st, og det overfaldshjul
-blev der m�ske ikke noget af. Hans havde en st�rk appetit og kendte
-gl�den ved at f� mad; b�gge dele var opdaget og blev benyttede imod
-ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, n�r han var
-sulten, eller n�r han endelig fik noget. Det var helt morsomt at h�re
-p� -- for andre.
-
-Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i
-borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for s�
-havde hun andet at bestille.
-
-Der var ikke mere forn�jelse ved skelgr�ften, Hans gik hjem. Han var
-blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde
-jo blive helt morsomt at tv�re sin vilje igennem og f� alt det, man
-kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.
-
-Da Hans gik ind gennem k�kkenet, f�lte han sig fuldkommen parat til
-at ta den forest�ende kamp op.
-
-
-
-
-Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende bl�st;
-Hans kom ud af g�rden og gik over marken ned til s�en. Han fyldte
-egenlig tretten �r den dag, men al festlighed var forsvundet fra
-f�dselsdagene, siden hans moer var d�d, og sk�nt han jo m�tte vide
-det fra de to foreg�ende �r, s� havde han dog glemt det igen i �r og
-sat forventningen op efter noget us�dvanligt; godt var det da, at
-han ikke havde r�bet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste
-deres nadver, havde han ikke t�nkt p� andet, end at der m�tte komme
-noget -- -- og s� var det endt med, at han havde p�draget sig en stor
-og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok
-skulde blive til, n�r han blev stor; det var ikke ham, der f�rst
-havde givet anledning til det, han huskede ikke l�ngere, hvordan det
-var g�et til, men det var blevet sagt. Faeren havde sm�leet, men
-husholdersken -- -- �, hun var blevet s� glad, som om hun havde f�et
-noget for�rende! Hvor havde hun tygget p� det og bavlet over det og
-forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad
-han skulde v�re, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og
-drengen kom til at f�lges ad, s� kunde de jo kappes -- -- Det var
-fordi hun en dag var kommet efter, at Hans �havde leget� med den
-elendige dreng, n� ja, p� en vis m�de havde han ogs� givet sig af
-med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han
-s�dan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu m�tte han
-alts� t�nke p� noget andet, for der kunde jo ikke v�re tale om at
-blive noget, som hun havde haft sin n�se i og vr�vlet om.
-
-Han n�ede s�en og gik ud p� isen; han var s� led til mode, at det var
-lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og
-han stampede vredt i den til geng�ld: Hvad skabte den sig for? Det
-havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.
-
-Godt; s� blev han n�d til at g� l�ngere ud. Han var egenlig bange;
-ved hvert brag slog der hede b�lger op gennem hans krop, og sveden
-stak som n�le p� siderne af hans n�se.
-
-Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde l�rt af drengen, og
-som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere p�tr�ngende,
-sk�nt han hvert �jeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den l�d
-s�dan:
-
-    Min bedstemor
-      fik trillinger hvert �r,
-    som hver en nok s� net
-      af bedstefar blev �dt.
-
-Den havde n�sten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog
-ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i
-halsen p� ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skr� isflade,
-indtil vandet lukkede sig over ham. Det br�ndte og isnede p� een
-gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var l�ftet h�jt
-over ham. Han begyndte at sv�mme, samtidig med at han fl�jtede den
-tossede vise: Min bedstemor -- --. Den slap ham ikke mere, s� l�nge
-han l� i vandet. Han skubbede det l�se isstykke fra sig og kom med
-lethed op p� kanten af den faste is, men s� var der noget, der tog
-fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham bagl�ns ned
-i vandet igen. Hvor det v�rkede i hodet, da han kom ovenfor. Han
-klemte kasketten godt fast; det var ikke v�rd, den blev her nede, og
-s� tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra
-det, der sugede dem fremefter, s� kn�kkede isen, n�r han var omtrent
-oppe. Der var alts� ikke andet at g�re end at bryde den itu indefter,
-og under stadig fl�jten, der undertiden blev hakket i stykker af hans
-klaprende t�nder, slog han bid efter bid af isen, f�rst med knoerne,
-s� med h�ndleddene, og s�, da de ikke kunde holde l�ngere, trak han
-�rmerne ud over h�nderne og slog til med hele armen, og stadig m�tte
-han passe p� den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en
-forn�mmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene;
-det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet
-en lang bugt ind i isen; der var en v�ldig fremf�rd i ham. Men det
-blev galt igen, da han ikke kunde sl� mere is i stykker, for han
-blev suget ned lige s� tit han kravlede op. Han _t�nkte eder_; han
-kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fl�jte, men
-han gl�dede i tavs banden og sv�rgen. Den kolde luft svalede langt
-ned i sv�lget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede
-i brystet blev han kold; han m�rkede ikke heller nogen varme i den
-luft, han ud�ndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.
-
-Mens han s� efter en revne, hvor der kunde sl�s mere is itu, syntes
-han lige med et, at der var et stort r�dt lys p� himlen; han l�
-stille et �jeblik og s� sig om, men s� var der alligevel ingenting,
-og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i
-isen foran sig, og s�dan kom han op. Han m�tte hvile sig lidt, benene
-kunde ikke b�re ham lige straks, og da han l� d�r og s� p� det hul,
-han var sluppet op af, s� faldt det ham ind, at det for lidt siden
-slet ikke havde v�ret s� sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom
-skr�kken bagefter og kr�vede sin part, som der f�r ikke havde v�ret
-plads til. Han l�b hjem, f�rst p� fire og siden p� to, men blev igen
-helt sig selv, da han stod inde i g�rden. Nu gjaldt det om at ingen
-fik noget at vide og noget at vr�vle om; han listede sig stille ind i
-sovekammeret og skiftede t�j i m�rket, men efter denne omkl�dning var
-kostaldens fugtige, m�lkeduftende varme noget s� lykkeligt, at han
-aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig p� en bunke halm
-og blev endelig af med den ih�rdige melodi og faldt i s�vn.
-
-
-
-
-At Hans R�skov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker,
-der s�rlig kom til at m�rke i l�bet af det f�lgende for�r. Den ene
-var husholdersken, mod hvem han bef�stede sig ved et gennemf�rt
-tavshedssystem; den anden var hans l�rerinde. For Hans gik i den fine
-skole, der antoges at gi en h�jere dannelse end almueskolen, v�senlig
-fordi undervisningen kostede noget, og s� fordi der, om det �nskedes,
-kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde l�nge m�ttet h�re af
-de andre drenge, at han gik i t�seskole og l�rte at h�kle blonder
-til sin faers underbukser, og det var endelig g�et op for ham, at
-kvinderegimente er en uv�rdig ting for et mandfolk. Han fandt ogs�
-en vis lighed mellem l�rerinden og det kvindemenneske, han foragtede
-mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev
-ligheden fuldkommen, og hans opf�rsel blev derefter. Han m�rkede ikke
-selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af
-l�rerinden; det blev udf�rligt beskrevet for ham, hvordan han n�sten
-lige med et var blevet en slem dreng -- til sorg for mange, og ingen
-kunde begribe hvad der gik af ham; men han _var_ ikke mere den han
-havde v�ret.
-
-Hans kritiserede i tanken udtrykket �en slem dreng�. D�r tog hun nu
-fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller l�j
-eller �delagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk
-p� ham, at han ikke mere var den han havde v�ret; det mindede om
-udtryk i b�ger, og s� var det tillige sandt, men han havde aldrig
-rigtig vidst det, f�r hun sae det.
-
-Af stor betydning for hans udvikling var det ogs�, at der var kommet
-en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod
-han de samme ting p� en anden m�de, og Hans blev dybt rystet i troen
-p� sine egne kundskaber. En dag s� Hans ham smile overlegent, og
-det var over l�rerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis
-der nogen sinde blev smilet s�dan af ham, da troede han sikkert, at
-han m�tte blive syg af det; bagefter kunde han ikke t�le at se p�
-l�rerinden, hun var m�rket af det smil; n�r han h�rte hendes stemme,
-fortrak hans ansigt sig, s� der blev lagt m�rke til det, han blev
-udspurt og fik sk�nd, da han ikke vilde svare; derved huskede han
-det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde v�ret v�gen
-nogen tid, blev nu sikker og sk�nsell�s. Men der var i det smil en
-�benbaring af en h�jere kultur, der bevirkede, at han for f�rste gang
-kom til at beundre samtidig med at han l�rte at foragte.
-
-En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme
-bog. Hans var i d�rligt hum�r, fordi han s� den anden strege sine
-tal ud og skrive sm� tal oven over og stadig blive f�rst f�rdig; det
-nagede ham, at han ikke ogs� var inde i den hemmelighed, og langt om
-l�nge bekvemmede han sig til at sp�rge. -- Det kaldtes at forkorte;
-man havde lov at dividere f�rste og andet led eller f�rste og tredie
-led med samme tal.
-
-Hans viste uden nogen forklaring l�rerinden en del stykker, der var
-regnede p� denne ny m�de; hun nikkede, at de var rigtige, men hun
-r�dmede; det s� han. Da de var f�rdige med deres stykker f�r tiden,
-fik de som bel�nning lov at sidde og tegne p� tavlen. Hans udspurte
-kammeraten om br�k; han l�rte i en fart at forkorte og g�re til u�gte
-br�k; det var ikke sv�rt. -- Lad mig f� addisjonen med med det samme!
-
-Kan Hans ikke v�re stille? l�d det fra l�rerinden.
-
-Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en
-p�mindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.
-
-Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op p� tavlen, sae Hans, s�
-skal du se sikken en masse sludder.
-
-Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; s�
-vilde han selv se, hvor meget vr�vl han kunde samle.
-
-Det blev en m�rkv�rdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var
-mere end han kunde overkomme, og det blev endnu v�rre vr�vl, fordi
-han m�tte springe det halve over. Kammeraterne blev opm�rksomme, men
-hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet
-helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to
-s�tninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -- -- du er s� v�d, din
-gris. -- Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge p�
-hendes sk�d, og som lugtede nok s� tit som b�rnene; det ber�rte Hans
-s� ubluf�rdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte
-forskel p� hunden og dem.
-
-Mens Hans hvilede sig og n�d det mishandlede skriftsted, var
-l�rerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med
-albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.
-
-N�, du skriver uartigheder p� din tavle, sae hun virkelig bestyrtet.
-Du tr�nger nok til at f� nogen sm�k.
-
-Sm�k, hv�sede Hans. N�r det hedder kl�. T�sepjat!
-
-Drengene s� hen p� ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor. Han
-blev grebet under armene og sl�bt ud p� gulvet og skulde sige det en
-gang til. Men i samme nu var hans sind sl�et i l�s som et kunstigt
-skrin, og der var ingen, der kunde �bne det.
-
-Spanskr�ret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se p�,
-at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.
-
-Han skammede sig virkelig; det var m�ske det, han havde lettest
-ved af alting. Hans sind var s� �mt, at han blev flov over det
-ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods,
-fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den,
-der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik,
-disse elendige t�seprygl, de var den h�sligste ydmygelse, han havde
-oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsl�shed, s�
-havde han vel rettet sig og ladet det komme an p�, hvem der havde
-flest kr�fter, han eller l�rerinden, men hans sind var endnu bundet
-af nedarvet respekt og t�lsomhed; han stod med krum ryg under
-pryglene og n�jedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning
-af modv�rge. Senere da det var bagefter, _t�nkte_ han sig, hvordan
-han kunde ha sl�et igen.
-
-Da han hverken vilde gr�de eller sige, at han skammede sig, kunde det
-jo ikke v�re andet, end at han skulde st� ved d�ren. B�gge d�rene
-var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en br�ndekurv
-imellem, men de blev hjemsendt p� grund af deres forholdsvis ringere
-forseelser, og Hans kom til at st� alene i hele sin afskylighed.
-
-Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stj�lne �jekast s� han,
-hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han m�rkede deres afsky
-p� sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde v�ret
-hans ret gode venner, men han var f�rdig med dem, og idet han
-anede, hvad de mente om ham, t�ndtes der en vrede imod dem, der
-f�rst d�mpedes, da de var blevet ham fuldst�ndig ligegyldige. Kun
-een kunde Hans ingenting se p�; han skulde for fremtiden v�re hans
-eneste ven. Han t�nkte s� ivrigt, at hans l�ber bev�gede sig, og
-l�rerinden gjorde alle opm�rksomme p� det; de, der havde samlet sig
-efter katastrofen, smilede, men Hans, der f�lte latterligg�relse som
-den eneste virkelige straf, pressede l�berne sammen og holdt dem i
-ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke
-kunde f� op.
-
-I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde
-udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og k�lig imod ham, og da
-Hans udelod sig med nogle h�nlige bem�rkninger om l�rerinden, svarede
-den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var
-s� tosset. S� var Hans f�rdig; han havde alts� ikke noget menneske,
-hvis �jne han kunde m�de; han gik skulende omkring og lignede en
-overbevist synder mellem lutter retf�rdige.
-
-Fra vinduet holdt l�rerinden �je med ham, det gik som det skulde:
-alle forn�gtede ham. Da syntes Hans, at han s� altfor meget, og at
-det m�tte v�re en lindring at v�re blind.
-
--- -- Det var p� den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede
-at gl�de sig til forskellige ting han havde liggende i sine
-skjulesteder; der var meget han ikke havde r�rt i flere m�neder, og
-som han n�sten havde glemt; det skulde blive morsomt at f� fat i det
-altsammen igen. Men alt gik i st� i ham, han stivnede fuldst�ndig, da
-han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at g�. Havde han v�ret
-n�rmere d�ren, s� vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet
-det hele ud i forvejen. Han foruds� alt hvad der vilde komme: hun
-vilde skabe sig s�d og �kel og gal og tosset; formaninger og sk�ldud
-og _sm�k_ vilde blive enden p� det; han fik et anfald af raseri og
-rystede, mens kammeraterne sae farvel og l�nte ham �jne, som han
-havde lyst til at stikke ud.
-
-D�ren blev lukket efter den sidste; hun bes�rgede det selv; den blev
-l�set af.
-
-Men n�r hun hadede ham, som hun jo m�tte g�re, hvorfor satan sparkede
-hun ham ikke ud ad d�ren, s� han rullede hen ad vejen og slog hodet i
-stykker p� kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der
-rungende lussinger, han kunde t�nke sig dem -- -- -- og s� tog hun fat
-p� at tale ham til rette.
-
-Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, ford�rvede
-virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng,
-han altid havde v�ret, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun
-gjorde ham s� s�d, som han aldrig havde v�ret, og s� ond som han ikke
-var blevet endnu.
-
-Hvor l�nge varer det? t�nkte han; Satan, hvor l�nge varer det? -- Hun
-vilde l�fte hans hoved, men han var lige ved at f� kvalme og m�tte
-smide sig ned p� en b�nk, og til sidst begyndte hun, gud hj�lpe mig,
-at gr�de. Han blev svimmel af v�mmelse og flygtede, da hun r�rte ved
-ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en
-gang havde kysset ham, og f�j for satan hvor det lugtede!
-
-Hun f�lte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en
-maskine, der ved et sammenst�d har f�et hjul og st�nger forvredne, og
-det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham g�,
-ja hun gav ham ogs� et puf i ryggen, da hun fik lukket d�ren op for
-ham. Han l�b ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset;
-skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han
-mod sin vilje til at se et glimt af hendes r�de ansigt i vinduet, og
-kvalmeforn�mmelsen kom igen.
-
-Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en
-uhyre tid siden han havde v�ret fri for andre mennesker, og han
-n�d i h�j grad den halve mil han havde at g�. Han var s� optaget
-af det velv�re, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i
-stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og d�r
-sad s� husholdersken og stoppede str�mper. Her forestod rimeligvis
-ogs� noget; det skulde v�re m�rkeligt andet. Han vilde liste ud i
-k�kkenet for at spise d�r, men nej tak, hun hentede maden ind til ham
-og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab.
-Underholdningen lod heller ikke vente l�nge p� sig:
-
-Ja, du tr�nger rigtignok h�rdt til at komme ud mellem mennesker og
-l�re, hvordan du skal opf�re dig. N�r en r�kker dig noget, s� kommer
-du bare med h�nden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko,
-man gir noget. Men n�r man blir budt noget, s� siger man f�rst tak,
-og s� r�kker man h�nden ud og tar imod det. -- -- --
-
-Hans tyggede med besv�r og d�jede med at finde munden; det var
-ligesom k�berne vilde g� af led, og han syntes de sad forkert i hodet
-p� ham.
-
-Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene
-og ha et trug ligesom de, og s� skulde man ikke tro du vidste, hvor
-din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, s� snart
-du har brokket skeen fuld, for det kan g�rne vare l�nge, inden den
-kommer, s�dan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op,
-n�r skeen er omtrent deroppe; det ser s� tosset ud at sidde s�dan og
-gabe, inden der er noget at gabe over -- --
-
-Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.
-
-Hold k�ft, skreg han, og der var s�dan en klang i hans stemme, at
-hunden, der l� under bordet, sprang op og begyndte at g�, idet den
-troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans r�st igen.
-
-Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.
-
-
-
-
-Eva hed en tretten�rig k�benhavnerpige, der var p� feriebes�g hos
-naboens. Hun var den f�rste af det navn, som Hans nogen sinde havde
-kendt; hun var ogs� i andre henseender det f�rste, han havde oplevet.
-Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et �rinde. Hun
-hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt p�
-ham, spurte hun: Hvad hedder du s�? Hun m�tte h�re hans navn to
-gange, f�r hun forstod det. -- Hans R�skov. Kan du ikke tale mere
-tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforst�. Hun
-havde sort h�r og m�rkebl� �jne, der var mere bydende end de �jne,
-han ellers plejede at se; man kunde ordenlig f� vand i sine egne ved
-at se ind i dem. Hendes n�se var lang og lige og lignede ikke andre
-pigers n�ser; den var s� smal og bestemt.
-
-Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok p� mig.
-
-Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han
-vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man h�rte hele tiden
-hendes stemme mere end nogen andens. Hans m�tte r�mme sig, inden han
-talte til hende; derfor gjorde han det sj�ldent. Hun sae sin mening
-lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende
-ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev forn�rmet over det. Hun
-var i uafbrudt bev�gelse, mens de legede, dansede hele tiden, og n�r
-der ikke var noget at l�be for, s� hoppede hun lige op og ned, som
-om det kedede hende at st� stille. Hans f�lte sig meget tung og sej
-bare ved at se p� hende, og han r�rte sig s� lidt som muligt, men hun
-kommanderede ham ud.
-
-Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.
-
-Han var forbavset over at hun sae s�dan noget, sk�nt hun hverken var
-vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke
-helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det v�rste var, at han
-f�lte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end f�r.
-
-Hun viste ham en gren og sae: Sk�r mig en k�p, derfra og dertil.
-
-Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak,
-da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin
-tone, og dansede v�k med den.
-
-De kom til at spille nips, hvilket udf�res med en lang og en kort
-pind, og hvor det g�lder om at kunne m�le s� mange gange som muligt
-med den lange pind; men n�r man rammer den korte tre gange med den
-lange, s� har man lov at m�le med den korte. Hans var en mester
-i denne kunst og vandt mange points for sit parti. S� kom Eva
-springende.
-
-L�r mig det, sae hun.
-
-Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se,
-hvordan det gik til; han m�tte holde p� hendes h�nd, mens hun
-pr�vede, han lo ad hendes kejtethed og tog t�jet fra hende for at
-vise det en gang til, men s� var hun pludselig borte. Han gik bag
-efter hende, for han syntes dog, hun skulde l�re det; hun havde let
-ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, g�
-dog v�k med det tossede stads.
-
-Hans var i n�rheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt
-sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille
-om hende som en flok m�bende landsbyb�rn om en dejlig og forn�m dame.
-Det ubehag, han havde f�lt ved at st� over for et menneske, der
-pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet;
-her kunde han ikke, som han plejede, g� bort og i sin ensomhed h�vde
-sig selv som den overlegne, men det f�lte han heller ingen trang til;
-han s� bare p� hende, ja han s� gennem hende ind i en anden verden,
-som han anede eller havde l�st om, en verden, hvor menneskene var
-smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her
-ude. Det faldt ham ind, at han ogs� str�bte hen imod den verden, og
-n�r han tidligere havde set folk fra K�benhavn, der kom ud til hans
-landsby, -- og som naturligvis ikke lae m�rke til ham -- s� havde han
-ikke f�lt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem,
-� ja, det havde ingen n�d, det blev han nok; han gik omkring og bes�
-dem p� afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han t�nkte
-om dem.
-
-Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere forn�m, og han
-var s� optaget af at se p� hende og t�nke sig, hvad der l� bagved, at
-det var f�rst da han hen p� eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham
-ind, hvor h�jt han egenlig stilede. Han havde ikke form�et at sige et
-fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opf�re sig fornuftigt over
-for hende; han havde bare gabt p� hende som en dum bondedreng. Og
-hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige
-tretten �rs dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, n�r han
-en gang skulde �bne sig adgang til den verden, hvor han vilde tr�ffe
-kvinder, der lignede hende, og komme til at m�le sig med m�nd af den
-slags, som hun beundrede. Dem h�rte han ikke til, ham regnede hun
-ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.
-
-Han havde ikke i lang tid v�ret s� misforn�jet med sig selv -- nej
-ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med l�rerinden og var
-kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han
-kom fra skole; han s� hende komme ned ad alleen med sit r�de ansigt
-fuldt af h�jtidelig domf�ldelse. Han rendte ned til s�en og gemte sig
-og kom ikke hjem, f�r det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt
-af denne flugt, og havde han v�ret sikker p�, at det kunde afg�res
-ved en dragt prygl af faeren, s� havde han taget den, men st� mellem
-to kvindfolk og lae sig overvr�vle, det kunde der ikke v�re tale om;
-han havde en modbydelig forn�mmelse af at v�re fej, da han l� nede
-ved s�en og desv�rre ikke kunde undg� at h�re, at de r�bte p� ham,
-men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. N�ste morgen,
-inden han var st�et op, havde han husholdersken over sig; hun stod p�
-hodet over ham og �vlede, og hun vilde oven i k�bet ta fat i ham, s�
-han var n�r ved at blive d�rlig af v�mmelse, og for en gangs skyld
-skreg han om hj�lp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der
-h�rte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en v�mmelig dreng
-og meget endnu v�rre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog
-ordet �forvorpen�, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen
-dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne
-enstemmighed var han ogs� selv n�r ved at anse sig for et udskud.
-Men nu var han over fjorten �r; han havde ganske overst�et disse to
-kvinder, og de runde, tragiske �jne, husholdersken havde lagt sig
-til, da hun m�rkede at ord ingenting form�ede, de forstyrrede ikke en
-gang hans madro nu. Han havde for l�nge siden opdaget, hvordan det i
-virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for
-at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de s� noget stort
-i ham, men de vilde v�re med til at lede ham p� den rigtige vej;
-det var deres �rg�rrighed. Husholdersken var en dag kommet til at
-r�be det, idet hun langede ham sine rundeste �jne, og da tabte ordet
-�forvorpen� s� vel som de svagere sk�ldsord resten af deres kraft.
-
-Men det var ingen sag at v�re den store over for disse to, det f�lte
-han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der
-b�de ved g�rden og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som
-noget, der ikke kunde f� betydning for ham mere. Det stod langt under
-hende, alts� ogs� under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og
-blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i
-tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde
-begyndt at studere, og da han v�gnede n�ste morgen var han allerede
-et andet menneske. Han t�nkte p� Eva og kl�dte sig p� i en fart. Hans
-sind var s� �bent og i en us�dvanlig bev�gelse, han m�tte t�nke p�
-mange ting og savnede en at tale med; n�r det var blevet lidt op p�
-formiddagen, vilde han g� ned til naboens; morgenens friskhed var
-over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden
-for, s� han oppe p� bakken den g�rd, der lignede en guldring, tanken
-om Eva sm�ltede p� en hemmelighedsfuld m�de sammen med dette syn, og
-med en forn�mmelse af, at der nu m�tte ske noget us�dvanligt, gik
-han ned til nabog�rden. Men i stedet for at g� ind satte han sig p�
-en gr�ftekant og ventede p�, at der skulde komme nogen ud, og hans
-sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke l�ngere f�lte sig
-s� ganske alene som hjemme ved sin faers g�rd. Han blev uvillig til
-mode ved tanken om, at der hvert �jeblik kunde komme et eller andet
-ligegyldigt menneske, som han blev n�d til at ta en vis stilling til.
-
-S� kom Eva i spidsen for de andre b�rn.
-
-Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom
-hun havde forandret sig siden i g�r. Det overraskede ham, at hendes
-�jne virkelig var s� kolde; hun s� p� ham, som om han kunde v�re en
-hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers
-nok v�re med til at lege.
-
-Der var en stor, gammel halmstak, der s� ud til at interessere fr�ken
-Eva. Hjemme havde Hans f�r i tiden haft en lignende stak, som han
-havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog,
-at de skulde behandle denne p� samme m�de; han vilde g�rne f�re an,
-men han kunde d�rlig f� det frem, og bedst som han talte, stak Eva
-i l�b hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans l�b ogs�, men han
-skammede sig og kom derfor sidst. Da han n�rmede sig stakken, havde
-de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han s� den
-begyndte leg, opdagede han ogs�, at han kom alene og var uden for, og
-da kneb det med at vinde der hen. Han m�dte oven i k�bet Evas �jne og
-m�tte se ned i jorden.
-
-Der kom et eller andet lune over det fork�lede barn, da hun s� den
-store dreng, der kom tr�kkende p� benene og skulede til siden, den
-d�rligste legekammerat, der kunde t�nkes, og hun sae tydeligt og
-afg�rende, som hun sae alt andet:
-
-Ham d�r, Hans, ham vil vi ikke ha med.
-
-Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor,
-skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme �jeblik; han tog
-den op og vendte sig mod hende; nu turde han se p� hende, og samtidig
-f�lte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind
-i hans h�nd. Hun stod ret op og passede p� ham, parat til at vende
-sig og l�be, hvis han h�vede armen. Han var en m�rkelig dreng, t�nkte
-hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; f�rste gang hun
-s� ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i K�benhavn
-kaldte �bonde�. Hans mund var for lille og s� underlig ubehj�lpsom;
-men i dette �jeblik var der lige som draget et sl�r fra hans bl�
-�jne, de var mere klare og sikre, end hun f�r havde lagt m�rke til;
-nu huskede hun ogs�, at der kunde komme et eget st�rkt udtryk i dem,
-n�r de var rettede p� fj�rne ting. Og nu faldt dette samme blik lige
-p� hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra f�rste �jeblik
-haft sans for den latterlige mods�tning mellem den klodsethed, der
-h�rte til hans alder, og alvoren i hans �jne, der ikke svarede til
-hans fjorten �r. Han var en meget ordin�r bondeknold, men samtidig
-tillod han sig at se p� en, som om han allerede var en voksen mand.
-Lige i �jeblikket var det latterlige mindre p�faldende; hun var ogs�
-lidt bange for den sten, han stod med i h�nden.
-
-Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt p� stenen. De andre sae
-ikke noget, de forn�gtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame
-havde f�ldet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det
-samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.
-
-Hans kom hjem med sin flintsten i h�nden; han vidste ikke, hvad han
-skulde g�re med den, da han havde undladt at kaste den i det �jeblik,
-anledningen var der. Han blev s� desperat hver gang han s� p� den, at
-det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt
-han en plads til den i et hul i haveg�rdet, hvor han ogs� havde andre
-sager gemt. D�r opbevarede han den og s� til den en gang imellem.
-
-Et sted ude i marken var der en skr�nt med store huller i, hvor Hans
-kunde ligge skjult, n�r han ikke kunde t�le, at nogen kom i n�rheden
-af ham eller talte til ham. D�r gennemgik han med sig selv, hvad
-der var sket; undertiden kr�vede hans sindsstemning, at han ogs�
-forestillede sig, hvad der dern�st kunde v�re sket, hvis han havde
-b�ret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen p�
-hende og givet hende en lille blodig erindring i det fr�kke ansigt,
-et m�rke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende s� vel
-som det forbandede tilf�lde, der havde gjort, at han nogen sinde
-havde set hende, og han kr�b dybere ind mellem bromb�rrankerne, n�r
-lyden af stemmer n�ede ham henne fra marken, og s�dan gik der et par
-timer, uden at h�vnsygen f�stnede sig under en bestemt form; n�r han
-t�nkte sig een mulighed, kom der altid et �eller�, men aldrig noget,
-han kunde blive tilfreds med. Det endte g�rne med, at han faldt i
-s�vn, og s� snart han v�gnede, s�gte han tilbage til andre mennesker,
-altid til flere, der talte sammen og ikke �nsede ham, og allerbedst
-var det da inde i borgestuen om aftenen, n�r han kunde sidde i en
-krog og la sine �jne vandre fra den ene til den anden, eftersom de
-tog ordet. Der var l�gedom i at h�re mennesker tale om ting, der l�
-s� langt borte som muligt fra det, han t�nkte p�, og mens de snakkede
-om hverdagsting, som han ikke h�rte det halve af, n�ede han selv
-til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde b�ret sig
-rigtigt ad; det var bedst, s�dan som det var g�et.
-
-Hans l�ste meget i denne tid; han havde f�et fat i en stor fysik,
-som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i
-skolen havde gennemg�et en mindre l�rebog. Den og s� en anden bog
-tog han med ud til sit skjulested i marken; han l�ste afvekslende i
-dem b�gge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning
-svingede fra f�lelsen af at ha overvundet sin besk�mmelse, til den
-sj�lelige sm�rte, der blir tilbage, n�r ens sind udvider sig for at
-optage en indgribende oplevelse.
-
-Den anden bog, han l�ste i, var Johannes' �benbaring.
-
-
-
-
-Det var en blytung Augustaften. Hen p� eftermiddagen var himlen
-d�kket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik
-ned, begyndte m�rkere skymasser at arbejde sig op over horisonten;
-de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op p�
-himlen, som havde det ingen hast; de blev nok f�rdige med deres,
-uden at de beh�vede at jage p�. Lidt efter lidt blev de til en
-sammenh�ngende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde,
-og nede p� jorden blev det dr�jt at r�re sig til noget; ved den
-mindste bev�gelse sprang sveden frem og var ikke til at t�rre af, og
-sm� bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned p�
-halsen. S� begyndte tordenen at la sig h�re langt borte som en hul
-hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.
-
-Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og r�g og snakkede
-om v�ret. Karlen var utidig og gjorde l�jer med den gamle, der nu
-igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham str�ngt til, og
-husmanden sae: Det kan allersnarest tr�ffe dig selv. -- Og ud af sin
-uudt�mmelige grube af historier begyndte han:
-
-Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens J�rgen,
-gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene p�
-g�rden, og gik meget i kirke, pr�sten tog dem altid i h�nden, og
-somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke
-folk. Rasmus' k�reste d�de for ham, mens jeg tjente d�r som dreng,
-og siden den tid drak han noget meget. S� en S�ndag formiddag, vi
-sidder og f�r vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og
-g� med i kirken, Rasmus -- -- s�dan p� en meget p�n m�de. Men Rasmus
-grinede ilde og bandede p�, at det sludder br�d han sig ikke om.
--- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er
-da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus s� tosset til at bruge
-mund, n�r nogen talte om kirken eller pr�sten eller s�dan noget. S�
-var det en dag, vi var ude og h�ste, og det var tordenv�r, og vi sad
-bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og sk�ldte ud over
-v�ret. Han var blevet s� snaksom. Det var jo noget sludder han sae,
-men fruent�mmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og s�tte dig
-ned, sae de, men han br�d sig fanden om vorherre, som han sae, og det
-vilde han ta dem alle sammen til vidne p�. Det var jo ikke noget at
-sige, n�r v�ret var lige op over. Som vi sidder d�r, sl�r det ned i
-et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue st� op fra taget. -- Nu
-skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder
-at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke
-vil genta, og r�kker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo
-en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han g�r det,
-kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- --
-
-Blev han ramt? spurte pigen.
-
-Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da st�ende
-op, men fingeren var s� stiv som en pind, og han blev aldrig til
-menneske mer. Vi m�tte ha ham ned imellem os og holde p� ham; jeg
-var da ogs� med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han
-ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det
-naturligvis ogs� til dels, men den stive finger kunde da ikke komme
-af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte b�ndler og
-tr�d og den slags.
-
--- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et
-s�dant opr�r, at han m�tte v�re alene. Han huskede godt Rasmus; han
-havde v�ret der engang for en syv otte �r siden. De havde ingenting
-k�bt, men han havde f�et en snaps, for det var hans f�dselsdag, sae
-han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, bl� pegefinger, der
-stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over
-bordpladen den gang. Nu genf�lte han den stemning, han da var bleven
-hensat i, f�lelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af
-bedstefaerens lig et par �r senere havde ikke gjort n�r s� st�rkt et
-indtryk p� ham.
-
-Han gik en omgang i g�rden, mens en anden erindring, der var omtrent
-samtidig med den bl� finger, kom op i ham: Familien var p� skovtur,
-og Hans var alene g�et ind under nogle graner, hvor der voksede tre
-fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe f�r, han stod og
-s� p� dem uden at r�re sig, med b�gge h�nder i lommen og i st�rk
-sindsbev�gelse over den underlige r�de farve, der var s� syg og
-giftig, s� vild og s�lsom. Det faldt ham ikke ind at g� hen og r�re
-ved svampene, men n�r han var f�rdig med at se p� dem, vilde han mase
-dem med en k�p. Men s� kom der nogen og kaldte p� ham og opdagede
-ham, f�r han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide,
-hvad han havde v�ret s� optaget af.
-
-Hans var kommet hen til Thor, der l� uden for sit hus og d�sede. Han
-l�ste den, l�nken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med
-halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i
-normal sindsstemning under det optr�kkende uv�r. Han gad ikke klappe
-det ligegyldige b�st og gik videre.
-
-Han vilde �nske, at han og husmanden kunde ha v�ret gode venner,
-men Hans var blevet sk�ldt ud, fordi han ganske vist havde kn�kket
-husmandens k�p, som han var blevet gal p�; ingen vidste, hvor meget
-han m�tte b�de for s�dan noget i sine egne tanker; men at nogen greb
-ham i g�rningen og lod ham h�re for det, det kunde han ikke glemme;
-han var f�rdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la v�re
-at h�re til, n�r husmanden fortalte; ingen kunde s� mange historier
-om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem s�
-ligefrem, som om han ikke selv t�nkte noget ved dem. Hans huskede
-dem og t�nkte over dem; de tiltrak ham st�rkt, de var ligesom en
-lang hemmelighedsfuld snor, der g�r ind og rykker i noget skjult og
-farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst.
-Han t�nkte undertiden p�, om han ikke selv havde lighed med de m�nd
-i husmandens historier.
-
-Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenv�ret. Nede i
-portrummet var der s� m�rkt som i en stue. En sur lugt str�mmede ud
-over den �bne halvd�r fra f�rehuset; h�et knirkede fint og hurtigt
-mellem f�renes t�nder, af og til h�rtes ogs� et rask lille ryktag,
-duften af kl�verh� kom ud sammen med den anden lugt. Hans' kn� st�dte
-mod ensp�ndervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at
-f�le p� vognen, famlede med h�nderne ved s�det, om nogen m�ske havde
-glemt at ta pisken ind. Hans sind var s� tungt, han hang fast i alle
-ting, tog p� dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. --
-
-S� �bnede han portl�gen og s� ud. Her havde han st�et mange gange
-som lille dreng og set p� m�rket, t�nkt over det, f�et lyst til det;
-det d�kkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting
-der ude blev fremmed. _Hjemmet_ -- det l� mellem de fire l�nger,
-udenfor turde han ikke komme, men han kunde st� ved l�gen og g�rne
-ville ud og opleve m�rkets �ventyr, som l� over markerne og alleen og
-stakkene. Hvem skulde han f� med?
-
--- Han gik med tungt bankende hj�rte op gennem alleen; ogs� d�r var
-indelukket, tr�erne skjulte himlen over ham, og n�r han vendte sig,
-s� han stakkene s�tte deres uhyre savt�nder op i horisonten, og
-g�rden alene tog halvdelen af udsigten.
-
-Han skr�ede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og
-udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om
-han s�gte et sted, hvor der var godt at v�re, og hvor han kunde
-blive.
-
-Uv�ret n�rmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var
-det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et �jeblik og atter faldt
-ned p� synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede
-i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae:
-H--m, h--m, d�mpet og besv�rligt, som kunde det v�re en gammel mand,
-der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. � den var
-s� elendig, denne st�nnen, der kom fra den anden side af jorden, den
-var s� fattet p� det allerv�rste, at der kunde st� et uv�r af r�dsel
-ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette
-s�rgelige: H--m, h--m, der fulgte efter hvert lyn.
-
-Hans vilde ikke l�ngere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt
-i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde
-h�re, men s� begyndte v�ret at bryde l�s og overd�vede forestillingen
-om indre larm. Lysningerne kom h�jere op; jorden var som et m�rkt,
-sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over
-forstavnen.
-
-Hans var meget uhyggelig til mode; han f�lte sig omgivet af skr�k p�
-alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han
-gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde
-heroppe; det h�ndte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted
-hen, og n�r han s� var der, s� han sig undrende om og t�nkte: Hvad
-s�? Han kunde gruble l�nge og pinligt, men den halvdr�m, der havde
-sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham
-om noget.
-
--- Han s� ned mod g�rden, der var mere uhyggelig end noget andet, og
-forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte
-sine spekulasjoner over uv�ret. Tordenen begyndte at blive hidsig,
-den satte i med br�l, som den ikke kunde f�re igennem; den spr�ngte
-sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog
-fat og stoppede op, som om den havde f�et det i den gale hals, og s�
-spyttede den det fra sig i den n�ste sky med et gruligt vr�l. Hans
-blev svimmel af at g� rundt; han m�tte ogs� holde �jne med lynene,
-der piskede skyerne som sv�ber af flossede ildtr�de; han s� uafbrudt
-fra det ene til det andet og s�gte at v�re forberedt p� dem, der kom,
-for at ingen skulde komme bag p� ham og ta magten fra ham og udl�se
-det skrig, der lurede i ham.
-
-Tordenen var n�sten op over; hele skove af ildtr�er voksede p�
-horisonten, h�je stabler af skrald v�ltede, sl�ngtes med et kort,
-mangfoldigt brag ned over jorden. Der fl�j et pust hen over markerne,
-og s� v�ltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde g�re, om
-lidt m�tte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre
-skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen
-skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og n�r det slog ned,
-kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes
-mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?
-
-Der kom et knald som af en st�lakse, der vrides over, en r�, grulig
-metallyd, der fik alle hans n�rver til at rejse sig, idet de blev
-ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu s� han et lyn, der
-borede sig ned i bakken s� stift som en gl�dende j�rnstang. Hestene
-skr�lede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der
-havde revet sig l�s og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans
-gjorde et spring efter t�jrep�len, der hoppede h�jt op i luften,
-han fik fat i rebet, styrtede og blev sl�bt, men hesten sagtnede
-farten, da den m�rkede et menneske, og de to l�b hjem til g�rden ved
-siden af hinanden. Men s� snart Hans var inden for l�gen, kom der en
-rystelse over ham, han var n�r ved at blive d�rlig og satte sig p�
-hjulet af ensp�nderen, mens hesten knaldede p� sine fire hove hen
-over stenbroen og standsede med mulen mod staldd�ren. Hans h�rte dem
-r�be inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav
-forklaring. S� bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men
-ligesom han �bnede d�ren, satte Thor snuden i spalten og tvang d�ren
-op med angstens kraft, v�ltede f�rst ind og gemte sig under b�nken
-bag folkenes ben; d�r l� han og gav sig lydeligt for hvert skrald,
-der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende h�nder, der kom
-ned for at klappe ham.
-
-Henne p� sofaen snorkede den blanksorte gr�vlingehund uden at blive
-forstyrret af religi�se anf�gtelser; kun n�r der kom et us�dvanlig
-st�rkt lyn, s� man ham blinke med sine h�rde, brune �jne og derefter
-bore snuden endnu l�ngere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps
-var en stemningsl�s hund uden respekt for livets h�jere magter, men
-med udviklet sans for dets realiteter, s�som rotter, katte, suleben,
-kyllinger, knaldepiske og s�d m�lk.
-
-N�, som sagt, fortalte husmanden med sin halvh�je stemme, -- der var
-noget i vejen med hele den l�nge; v�rst var det i den s�ndre ende;
-k�erne kunde blive helt tossede om natten, og r�gteren var ikke glad
-ved at g� der ned s�; det var da ikke k�erne, han var bange for,
-kan I nok vide. Somme tider, n�r vi kom sent ned for at fodre af,
-s� h�rte vi dem der inde, det var kunstigt at h�re p�, man skulde
-ikke tro, det var k�er. De malkede ogs� blod. Manden -- det var den
-klogeste mand i sognet --, han rystede bare p� hodet og sae: Hm! n�r
-nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde
-hentes dyrl�ge. -- Det kan dyrl�gen ikke g�re noget ved, sae han. --
-En aften, r�gteren kom lidt sent hjem, m�dte han alle svinene, da
-han lukkede portl�gen op, de havde n�r v�ltet ham; men da han rendte
-efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset,
-d�r l� naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen
-omkring den g�rd. Det er der mange, der har set. En nat da manden
-gik hjem, s� kom alle hans k�er og spaserede ved siden af ham, langs
-skelgr�ften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke
-tro, han gennede efter dem; han s� lige s� vist p� dem, og s� sank de
-ned i skelgr�ften og var v�k. I kan nok forst�, at han pr�vede ikke
-p� at tr�kke dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte
-der at spasere h�ns og kyllinger omkring g�rden, men s� sae han det
-var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det
-bare v�rre af. S� d�de manden da, og det f�rste s�nnen gjorde, var
-at grave i den s�ndre ende af kostalden; han var selv med til det;
-folkene var jo ikke s� glade ved det. Ja -- d�r fandt de s� en
-gammel, rusten j�rngryde, der var fuld af afklippede menneskeh�r og
-negle. Jeg gik til pr�sten den gang. Men siden var der ikke noget i
-vejen med k�erne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik
-set den.
-
-Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.
-
-Tr�skoene buldrede langs bordet, folkene b�d godnat og gik ud.
-Thor kom ogs� frem og slikkede mandens h�nd og gik til sit. Hans
-fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor
-og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne
-venlighed fra en hunds side -- det var omtrent den eneste, Hans
-kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte --
-d�mpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget m�rkt,
-der syntes at tyde p�, at der en gang, m�ske snart, vilde h�nde ham
-noget, som ikke plejede at h�nde mennesker, og han var bange for det.
-T�nke sig, at der kunde ligge noget et sted -- som en rusten gryde,
-fuld af h�r og negle -- ligge og lure og tiltr�kke blod og galskab
-oven over. Noget forf�rdeligt, underjordisk, som man g�r hen over
-hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod -- -- og man
-vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere v�re med
-at grave efter det -- --
-
-Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han l� i sin seng.
-Religionen var aldrig blevet ham bibragt s�dan, at den kunde f� nogen
-betydning for ham, men nu huskede han p�, at der skulde v�re stor
-hj�lp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde
-fors�ge at bede; han f�lte ikke den ringeste lyst, men han tr�ngte jo
-til hj�lp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde v�re tale
-om at pr�ve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det,
-han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive v�rre. Med
-det fors�t sov han ind.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Han v�gnede ved, at m�nen skinnede ham lige i ansigtet; den stod
-som en ildebrand over rygningen af den s�ndre l�nge. Han var meget
-varm og utilpas; da han holdt h�nden frem for sig, s� han, at den
-dampede i m�nelyset. Han var s� led ved sig selv der inde i den
-hede, tunge atmosf�re, men han kunde ikke bestemme sig til at st�
-op. Sengen tog til at gynge under ham, st�rkt og l�nge; han m�rkede
-den gennemborende gysen, n�r det gik fremad, og den behagelige
-svimmelhed, n�r den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt p�
-den m�de. S� kom der noget andet; han gled n�gen hen ad varme, ru
-stenflader, ber�rte dem lige, idet han sv�vede af sted, ogs� det var
-nogenlunde behageligt, sk�nt det kildrede, og hele hans legeme var
-knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at r�re
-sig, men han stod det igennem for at pr�ve. S� var det ligesom han
-gik med en stor kugle p� sin h�nd; den var ru og varm og uhyre stor,
-men hans h�nd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig
-havde han en forn�mmelse, som om hans hj�rne var sv�bt ind i vat;
-men han vidste, at han kunde blive fri for det, s� snart han vilde,
-det havde alts� ingen hast med at ryste det af. Han lukkede �jnene
-og blev d�sig, men hans opm�rksomhed vaktes igen af en lille lyd fra
-hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans
-hals og arbejdede for at slippe l�s; men da det gik op for ham, at
-det var puls�ren, der bankede, s� m�tte han tro, at der var noget i
-vejen med hans forstand; den vatterede forn�mmelse om hj�rnen var der
-endnu; han vilde bare se, hvor l�nge den kunde holde sig.
-
-Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans �jnes
-sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt
-�jeblik s� han sin egen hj�rne med alle n�rver h�ngende ned i et
-knippe.
-
-Hans stod op. Mens han kl�dte sig p�, h�rte han klokken sl� tre,
-h�rdt og n�gternt, det gav et s�t i ham, og han hviskede noget ondt
-ved sig selv. K�ligheden faldt p� hans krop, da han kom ud; han
-rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive
-svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke
-skulde skrige, n�r han pumpede; han drak og svalede sine h�nder og
-holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der
-er ingenting s� bl�dt at f�le p� som en vandstr�le, der falder ned i
-vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til v�rs; Thor sov, Hans
-v�kkede den og klappede den, men Thor brummede; han sl�bte den uden
-for, for at den kunde l�re fornuft, men den sled sig fra ham og foer
-ind igen og fik et spark med p� vejen. Den kom straks ud med et �bent
-gabfuld t�nder og et vredt glam.
-
-Ti stille, hund!
-
-Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet,
-og den slap ikke, f�r den havde holdt op med at glamme ad ham og
-hylede af sm�rte i stedet for.
-
-Dersom nu en fast h�nd havde grebet ham i nakken og givet ham en
-lignende medfart som den, Thor havde f�et, s� havde det m�ske skaffet
-ham en vis lindring, men ingen s� ham. Han gik syg omkring og s� p�
-forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som
-han l�nge betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik
-adskillige minutter, f�r han tog den og gik ud af g�rden med den.
-
-Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse;
-han betragtede m�nen, der hang lavt p� den sydvestlige himmel,
-r�dgul, forbr�ndt og �de, en d�d, kold ting ligesom et brandsted,
-der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har v�ret; et
-lille stykke forkullet �rken af aske og slagger p� den friske bl�
-himmel.
-
-Hans var n�et ned til vandhullet, hvor han igen stod og bet�nkte sig
-l�nge og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han
-fik den op, spr�llede der en stor, r�dgul karusse i den; han havde
-en forn�mmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans �jne; han
-rystede den ud i en blikd�se, der var fyldt med vand, og den r�dlige
-flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. S� gik der
-atter en lang tid, og som om det ikke kunde v�re andet, tog han sin
-kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen p� karussen; han f�lte,
-hvordan den spr�llede under hans h�nd, og denne forn�mmelse af liv,
-der mishandledes, gik som en elektrisk str�m op gennem hans arm og
-bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og d�se ud i
-hullet og vendte sig for at g� hjem.
-
-Idet han l�ftede hodet, s� han en gnist springe op over skovbakken,
-og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den
-gnist m�tte v�re sprunget frem af hans egen hj�rne.
-
-Men det var solen, der stod op. Han blev st�ende for at se p� den, og
-da alt var lyst, gik han hjem og i seng.
-
-
-
-
-Peder Hansen og et par andre g�rdmandsfamilier havde sl�et sig sammen
-og var k�rt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke
-maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte h�ns og
-duer, kogte �g, sandkager s� store som slibestene, stikkelsb�rgr�d
-med st�dt kanel, og fl�de i trep�gleflasker, s� tyk, at den n�sten
-ikke var til at lokke ud gennem halsen.
-
-Hans gik inde mellem tr�erne, i meget bedre hum�r, end han l�nge
-havde v�ret. Dagen f�r var Eva kommet ind i g�rden, fulgt af naboens
-datter, og var g�et lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser
-man aldrig noget til dig? -- Som den, der var blevet ops�gt og
-f�rst tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i �jesyn.
-Det var s� l�nge siden, han havde t�nkt p� hende. Hun havde da et
-par v�mmelige, n�svise �jne, og hun snakkede h�jere, end ordenlige
-folk plejer; hun lignede i det hele taget b�rnene oppe i den fattige
-naboby, hvor der var s� megen r�hed; de havde de samme �jne, der s�
-alting, og som l�b op og ned ad en p� en fr�k m�de, og den samme
-tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de n�svisheder,
-de t�nkte. Og s� var det endda hende her, han havde v�ret forelsket
-i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. -- Hvorfor kommer du
-aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun ut�lmodig. -- Han
-vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var v�rd at se p� og sae
-s�: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. -- Bondel�mmel, sae hun.
--- Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at h�re; hun
-var alts� bare en simpel t�s, det var meget godt. Han h�rte hende
-bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede p� hende og skammede
-sig �benbart over at v�re i hendes selskab. Men nu var han alts� fri
-for hende; ganske vist havde det jo v�ret flovt nok for ham, men han
-t�nkte helt anderledes p� det nu, og navnlig f�lte han, at dette
-bekendtskab i h�j grad havde for�get hans verdenskundskab; han kunde
-se tilbage p� sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han
-var mindre dum, end han havde v�ret. Derfor var det nu ogs� p� tide
-at g�re alvor af den plan, han havde g�et med siden den foreg�ende
-aften: at l�gge sig efter kemi; fysik l�rte han i den skole, hvor han
-nu gik; kemi havde han lige f�et et indblik i, det vilde han studere
-fra nu af indtil efter�ret, da han skulde konfirmeres, og s� -- -- --
-
-Der blev kaldt p� ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo
-og talte h�jt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han f�lte,
-hvordan de frast�dte ham; der var modstand at overvinde; det var
-ligesom n�r man dr�mte, at man gik og m�tte ta fat i tingene for
-at slide sig frem; han syntes selv, at han var um�delig kantet og
-besynderlig, mens han n�rmede sig, han vendte hodet bort, folks �jne
-satte sig p� ham som �kle insekter. Det var ingen sag, n�r han kom
-til K�benhavn og kunde l�se og passe sig selv; s� skulde de ikke f�
-ham med p� skovture og den slags. Og da han endelig fik k�mpet sig
-frem til maden, som var noget af det, han havde mest gl�de af, s� l�
-den fremmed og underlig i hans mund; den var ogs� vanskelig ligesom
-alt andet.
-
-Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige
-og en herre i diplomat og gr� filthat. Hun smilede hele tiden og s�
-hvert �jeblik op p� ham; str�hatten sad hende i nakken og dannede en
-glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af �rmet og
-l� hen over bordet; Hans havde aldrig set noget s� yndefuldt som den
-arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det
-spidse hagesk�g. Dersom der ikke havde lydt s� h�je og grove stemmer,
-hvor Hans sad, havde han kunnet h�re det meste af, hvad der blev sagt
-ved det andet bord; han vilde g�rne h�re det; s� kunde han m�ske f�
-lidt at vide om, hvad der g�r mennesker s� glade og fine og sikre som
-de to der ovre.
-
-Han s� sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldsk�g,
-diplomat, dr. phil. Hans R�skov; han stod ved et bord og holdt tale,
-og folk b�jede sig frem for at se ham, han m�dte m�nds �jne, mens han
-talte; han havde det hele for sig -- -- Men henne ved d�ren kom een
-ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede kl�er, forlegen og studs;
-dr. phil.'en forsvandt -- -- --
-
-Et par t�rre tr�fingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n
-svare, skal du ha noget mer kaff'?
-
-Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat
-af unge b�ge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad d�r, h�rte han
-stemmer, der n�rmede sig, og han kom i stor sindsbev�gelse ved tanken
-om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen
-til stien og dukkede sig; det var dem.
-
-Hans f�lte sig takn�mlig for dette tilf�lde; han, der s� dybt havde
-erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i
-sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, n�r han kom hjemme
-fra, han var tilfreds med at h�re blot et par ord af disse menneskers
-mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et m�nster. De
-lignede n�mlig ikke de K�benhavnere, der kom ud og bes�gte hans faer
-og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder -- -- s� foretrak
-han at h�re p� g�rdens karle og husm�nd.
-
-Nu kunde han h�re, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde
-gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at n�vnes af
-ordenlige mennesker. Hans ford�mmelse var s� klar og umedg�rlig, han
-satte den frem med s�dan en kraft, at den var lige s� god som et
-spark. Den s�lle fyr, der blev foragtet, kunde g� hen og gemme sig i
-et hul; han havde nok bedst af, at han ikke m�dte andre folks �jne.
-
-Det kunde jeg ha sagt mig selv, t�nkte Hans opr�rt; hvad der udg�r af
-den mands mund, det m� v�re ringeagt.
-
-Man ignorerer s�dan en fyr, sae herren; det er det hele; at g�re
-noget som helst ved ham vilde v�re dumt.
-
-Hans kendte godt det fremmede ord �ignorere�. Og hvad sae hun til
-det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde forn�mme
-det smil, han f�r havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i
-hans foragt; hun, der havde det s�de ansigt, d�mte et andet menneske
-til den v�rste straf, der gives: ikke at kunne m�de nogens blik; at
-m�tte flygte fredl�s for menneskers �jne -- --
-
-Hans sprang ud p� stien, greb en stor h�rd jordknold og slyngede den
-efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen
-foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han h�rte et
-skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller
-anden b�lle; lad ham bare rende, han t�r ikke engang vise sig efter
-sin bedrift.
-
-I den store besk�mmelse, Hans f�lte over, at han var rendt fra det i
-stedet for at ta f�lgerne, var der dog en slags tr�st: Ingen havde
-set det. Ogs� i dag havde han v�ret heldig ligesom den aften nede ved
-vandhullet. Men han var ikke s� lidt bange for sig selv, det gentog
-sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredl�se
-timer. Hvad der i dette tilf�lde harmede ham mest, det var, at han
-havde v�ret n�d til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran
-den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man
-ikke g�r noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?
-
-Nej!
-
-Men dette her var alts� gjort, og han var sikker p�, at han kunde
-afholde sig fra at g�re noget lignende en anden gang.
-
-Ved en krumning af den sti, han gik p�, fik han �je p� en flok
-drenge fra byen, og han hviskede en ed af �rgrelse over, at han ikke
-kunde undg� dem. De havde nok g�et og moret sig rigtig godt, eller
-ogs� blev de s� glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget
-triumferende ved den for�gelse, deres gode hum�r pludselig fik. De
-kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis g�rne i kast med ham. Ved den
-blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der
-havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist v�ret
-sv�rt ut�lmodige!
-
-Hans havde ingen kammerater l�ngere. Da han var en halv snes �r, var
-han en h�rd og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men
-nu var han b�de blevet for h�rd og for bl�d, og den forandring, der
-var foreg�et med ham, havde gjort det n�dvendigt for ham at s�ge
-ensomhed; den var n�sten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte
-han, hvad kammeratskab er; han t�nkte sig, hvad de mente om ham, der
-ikke vilde ha mere med dem at g�re, og hans sind reagerede mod det,
-han t�nkte sig. Ans� de ham for vigtig -- godt, s� ringeagtede han
-dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der h�rer den voksne
-alder til. Men kammeraterne t�nkte mindre p� ham, end han p� dem.
-Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker,
-men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.
-
-Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om
-ham; de havde fortalt en r�dh�ret tjenestedreng, der var ny p� egnen,
-at Hans var den l�rdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt
-mange af de egenheder, der g�r l�rde folk mere grinagtige end andre
-mennesker. S�ren -- den r�dh�rede dreng -- var blevet helt glad,
-da der nu var udsigt til at g�re n�rmere bekendtskab med sognets
-l�rdeste dreng, som han allerede havde lagt m�rke til, mens de sad og
-spiste.
-
-Men Hans syntes ikke om S�rens grinende ansigt, der var forrest og
-s� ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden
-havde S�ren det ydre imod sig. Han havde en medf�dt hovenhed under
-�jnene, hvad der gav ham et p�faldende br�sigt udseende, og s� havde
-han fregner over hele hodet; selv p� �rerne og p� halsen sad der
-brune klatter, men over n�sen dannede de en sammenh�ngende kage, og
-hans �ren stod ud fra hodet, r� og r�de, som var de sk�ret ud af en
-frisk kohud. S�ren bandede flittigt, mest p� Satan, det havde han
-l�rt af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstr�bte han en
-svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.
-
-N�, det er dig, der skal v�re s� klog, begyndte S�ren, da han og Hans
-stod over for hinanden.
-
-Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt
-kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men
-hans tavshed gjorde, at S�ren tabte noget af sin velvilje for ham.
-
-Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev
-S�ren.
-
-Hans tav fremdeles. Dette her m� vel ende med slagsm�l, t�nkte han,
-og det var han heller ikke bange for, sk�nt det ikke var synderlig
-appetitligt at gribe i de fregner eller komme n�rmere til S�rens
-staldlugt.
-
-Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad S�ren,
-der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik forn�rmende t�t ind
-p� livet af Hans og sae: Du skal nok v�re halv tosset omtrent, siger
-de; og du vil ikke hilse p� andre folk nok.
-
-S�rens ansigt havde nu f�et et udtryk, som om han personligt havde
-lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at f� oprejsning.
-
-Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.
-
-S�ren s� sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede
-som den, der har latteren p� sin side: Du g�r s�dan i dine egne
-fjantasier, og du kan d�rlig se tr�erne, du er n�r ved at rende dem
-om af bar l�rdom.
-
-Bag ved grinedes bekr�ftende, og S�ren kunde nok beh�ve denne
-moralske st�tte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed,
-og hans �jne, der af og til m�dte S�rens og tvang dem til at vige til
-siden.
-
-Sikken en fin stok, du d�r har lagt dig til, tog S�ren fat igen.
-
-Jublende latter bag ved; det var n�mlig en almindelig k�p.
-
-Hvem skal ha kl� af den? -- S�ren rakte efter den.
-
-Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om
-p� ryggen, s� de kunde begynde at tr�kkes om den, da havde sagen
-v�ret klar, og S�ren kunde snart komme til at gi de kl�, han nu havde
-tilt�nkt Hans; men Hans lod ham ta om k�ppen og r�rte sig ikke.
-
-S�ren var lige s� gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han
-havde drillet mange drenge til slagsm�l, men han havde aldrig f�et
-en modtagelse som denne her. Han havde helst g�et sin vej, men det
-tillod hans �re ham ikke; tilh�rernes munterhed, der ikke forstummede
-et �jeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men m�rkeligt
-nok var det ham heller ikke muligt at f�lge sin lyst og stikke Hans
-en knyttet n�ve i synet.
-
-M� jeg f� den k�p, sae S�ren med anstr�ngt barskhed.
-
-Han fik lov at ta den.
-
-Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad
-skulde han nu g�re? Han stod r�dvild og lam og gloede p� den elendige
-pind. Han f�lte sig sl�et flad. Han var st�dt sammen med noget fint
-og h�rdt, som han ikke kunde m�le sig med. Havde Hans �bnet sin mund
-og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os g� hen og f� et slag
-kegler, s� havde S�ren v�ret hans svorne beundrer for resten af
-livet; men noget s� naturligt l� Hans fj�rnest af alt. Hans tanker
-drejede sig kun om det slagsm�l, der snart m�tte komme; hans vrede
-ventede p� at blive udl�st af S�rens f�rste angreb.
-
-Du g�r s�dan med hodet og render p� tr�er og st�der dem ligesom en
-v�dder, sae S�ren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er
-tosset. Og du banker de sm�; g�r han ikke?
-
-Jo--o, skreg de andre. Det var nemlig h�ndet for et halvt �r siden,
-at nogle mindre drenge havde drillet ham og f�et prygl for det.
-
-Du skulde selv ha prygl, sae S�ren med al den harme, han kunde
-opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han
-helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig;
-han kunde heller ikke f� bestemt sig.
-
-Har du underbukser p�? spurte S�ren og prikkede p� en �rer�rig m�de.
-Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte,
-og S�ren blev s� glad og f�lte sig som den, der kan klare sagen. Han
-udsendte en �vet knytn�ve mod det tavse ansigt, s� at Hans satte sig
-ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige dr�ftelser. Hans l�b
-nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og S�ren blev pludselig
-stanset i sin forf�lgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under
-�jet, s� han faldt.
-
-Drengenes r�b blev til et m�rkt og truende: N�--�, nu kommer du i
-tugthuset!
-
-S�ren l� ned og skreg: Jeg d�r! G� hen og sig til min husbond, at han
-kommer til at k�re alene hjem, for jeg d�r.
-
-Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med
-ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en
-undsigelse, inden han gik.
-
-
-
-
-En aften sent i September gik Hans nede ved s�en; han havde arbejdet
-med sin kemi hele dagen; nu havde han l�st bogen igennem, og med
-fors�gene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget,
-der optog tankerne s� st�rkt; men n�r han gik og spaserede som nu, s�
-m�rkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke
-godt med ham, f�r han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget
-at t�nke over, som han burde ha undg�et; han var snart lige glad med
-at passe p�; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, s�
-l�nge han var hjemme. Men n�r alt var nyt omkring ham, s� vilde han
-begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en
-ting som kemi kunde hj�lpe p� hans hum�r, og nu skulde han snart til
-at l�re mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde
-han ikke klare, det gjaldt bare om at f� ende p� den, p� den ene
-eller den anden m�de.
-
-Ud af de h�je r�r dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod
-ham; det var S�ren.
-
-Alle de stemninger, Hans havde g�et med, forsvandt i een ansp�ndelse,
-ligesom bugter p� et reb, der strammes. S�ren r�g sigar, men nu
-spyttede han p� den, stak den i lommen og tog til at l�be; han var
-ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde g�et her aften efter aften
-og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt
-sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle sl�s med
-den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden
-S�ren n�ede ham; han genkendte lugten af ham p� lang afstand. Bare
-han kunde ha skudt ham, inden han kom n�r, s� kunde han bagefter g�
-hen og vende ham med foden og se, om han var d�d.
-
-N� d�r har vi dig, der stritter med sten, r�bte S�ren; her skal du
-se, -- og han viste p� arret, der gik i en r�d, uj�vn halvbue under
-venstre �je: Doktoren m�tte sy mig sammen; h�rer du det? Han m�tte sy
-mig sammen med silketr�d; det skal din faer betale, men dig skal jeg
-selv betale -- --
-
-Han knyttede n�verne, l�nge inden han kunde n� med dem, og han var
-endnu ikke f�rdig med at fort�lle om sammensyningen, da han foer
-ind p� Hans med n�verne hvirvlende om �rerne p� sig. Men medens han
-i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og
-skuldre, fik han selv et stift og h�rdt st�d lige oven p� arret under
-venstre �je, og det gjorde ham aldeles f�lelsesl�s langt ind i hodet,
-som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.
-
-S�ren blev bestyrtet og ude af sig selv over en s� utrolig ondskab.
-Her kom han med sin gode ret til at sl� f�rst! Han havde ikke t�nkt
-sig, at der kunde v�re den slags mennesker til. Og der sad blodvand
-p� hans fingre, da han havde f�lt til sin sammensyning. Han glemte
-helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, n�r han pralede med
-de forf�rdelige prygl, Hans skulde ha; alt det till�rte faldt af
-ham, mens de rullede hen ad jorden.
-
-S�ren var ingen kunstner i at sl�s; han brugte knoer og tr�sko mod
-Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds k�er, men
-kampen blev f�rst for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde
-givet anvisning p� st�d i hj�rtkulen og hug med flad h�nd p� siden af
-halsen. S�ren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kr�fter �dede
-han bort i sk�ldsord.
-
-S� du er ondskabsfuld oven i k�bet, hylede han i retf�rdig harme; dit
-infame b�st! Jeg skal -- --
-
-Da �bnede Hans for f�rste gang sin mund: Hold k�ft for satan,
-hviskede han; hvad har du at vr�le for?
-
-S�ren tav imponeret, og slagsm�let blev mere ind�dt; knoerne p� Hans'
-h�jre h�nd sad snart i frynser, S�rens buldne n�ver holdt bedre ud.
-Hans m�rkede, at han kunde ikke st� sig; pryglene, han fik, blev mere
-f�lelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han m�tte se blod nu,
-hvis han ikke skulde g� fra forstanden, han glemte al sin v�mmelse
-for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til
-sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben.
-S�ren m�rkede l�berne, der famlede ved hans strube, og t�nderne, der
-fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af r�dsel og satte
-Hans i jorden med et kn� i hj�rtekulen og dunkede v�ret ud af ham ved
-at falde ned p� hans bryst med b�gge kn�; men et stykke af hans hud
-var bleven siddende mellem Hans' t�nder.
-
-Hans kunde ikke mere; men det var lige s� meget hans eget raseri som
-pryglene, der tog kr�fterne fra ham, og for hans �jne flimrede en
-blodp�l p� en m�rkegr� markvej -- som kunde et kreatur d�r ha br�kket
-benet og v�re blevet stukket med det samme -- den kr�b ud i mange
-flige, den l�ftede sig og sank igen, som om den �ndede, og nu dannede
-der sig en mund p� midten, i det slimede lyser�de; den �bnede sig for
-at gi et br�l af sig -- --
-
-N�, har du s� f�et nok?
-
-I det �jeblik Hans sansede, at det var S�ren, der talte, kom hans
-fornuft p� sin plads igen, men med et ryk, der voldte en sm�rte, som
-n�r de to benstumper i et br�kket l�r p� ny s�ttes mod hinanden; han
-s� sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting.
-S�ren sad p� hans h�jre hofte og var ved at t�nde sin sigar; han
-havde givet nok for sin skramme og var i godt hum�r som en mand, der
-har bragt sine sager i orden.
-
-Kan du s� n�re dig en anden gang? formanede S�ren, og ikke stritte
-sten i hodet p� ordenlige mennesker.
-
-Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: N�ste
-gang jeg tr�ffer dig, blir jeg n�d til at sl� dig ihjel.
-
-S�ren grinede fredsommelig: Kan du lugte r�gen? V�rsgo, du m� g�rne
-lugte. -- Han str�g sigaren af med lillefingeren, s� asken og
-gnisterne faldt ned p� Hans' ansigt. -- Du sku' eg'lig selv sl�s
-ihjel, men det vil jeg nu la en anden bes�rge.
-
-Dermed gik S�ren. Hans gik hen og satte sig ved en stak r�r; blodet
-st�rknede p� hans ansigt, og hans sind formede sig og h�rdedes over
-denne r� begivenhed, der blev st�ende i hans erindring som st�bt i
-cement.
-
-
-
-
-Det var lige efter nyt�r. Hans gik sin s�dvanlige tur ned til s�en;
-det var sidste gang for lang tid, n�ste dag skulde han til K�benhavn
-og begynde p� sin l�sning. Men der var ikke l�ngere nogen tilfredshed
-ved det; hvor han s� kom hen, vilde han blive n�d til at t�nke p�
-det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre m�neder:
-Han havde endnu ikke sl�et S�ren ihjel; han havde overhodet ikke
-gjort noget som helst ved den ting, sk�nt den sad i hans sind som
-et ul�geligt brands�r. Jo han havde t�nkt sig drabet p� S�ren. Han
-havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin h�vn. Han
-havde bek�mpet sig og ikke taget b�ssen derhjemme, passet S�ren op
-og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: N�ste gang sl�r jeg
-dig ihjel. Han vidste n�mlig straks den gang, at S�rens d�d var ham
-en n�dvendighed, og det havde ogs� vist sig, for et v�rre liv end han
-havde f�rt i tre m�neder, kunde ikke t�nkes, og det kunde heller ikke
-forts�ttes; han kom aldrig til at du til noget.
-
-Og s� havde han sagt: jeg sl�r dig ihjel. -- Hans t�nkte s� meget;
-det var sj�ldent at han sae noget af betydenhed, men n�r det skete,
-kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han
-havde h�rt sig selv sige.
-
-I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde f�et et par
-r� lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men n�ste
-nat kom han med en �kse og hakkede ansigtet i stykker p� karlen.
-Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var n�d til at g�re
-den slags ting, for de kunde g� fra forstanden over det, de ellers
-m�tte g� og gemme p�. Hans var en af den slags mennesker; det vidste
-han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting
-udrettede, og alligevel havde han f�lt _n�dvendigheden_ lige s�
-st�rkt som den dreng, der var s� klar over, hvad der skulde g�res.
-Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i k�bet rejse, s�
-at han kom til at g� med det hele sit liv.
-
-Han havde set S�ren et par gange p� lang afstand; men det, der var
-kommet over ham, var ikke viljen til at sl� ihjel -- -- det var
-snarere som en r�d dug, der viftede for hans �jne, og han var kr�bet
-i skjul, mere bange for sig selv end for at dr�be. Det slog sig p�
-ham selv, det fort�rede hans sj�l -- -- og nu skulde han rejse langt
-bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fort�re i
-ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede
-vilde det blive endnu v�rre.
-
-Der bl�ste en fugtig og larmende vind hen over s�ens is, og den ene
-revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen p� isen, en,
-der vilde g�re vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik
-n�rmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, n�r det
-knagede; han p�kaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, n�r
-man g�r p� usikker is -- --
-
-Det var S�ren! Han kom ud p� det farlige sted lige over for bakken;
-han kendte nok ikke s�en. Hans rystede af ophidselse, og mens han
-k�mpede med sin f�rste tilskyndelse: at advare S�ren, kom der et brag
-og en br�lende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hj�lp.
-
-Hans kunde h�re, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle
-enkelthederne. Nu arbejdede S�ren sig op, skrigene blev ligesom
-klemt flade, idet han l� p� maven, for han kunde ikke tie stille et
-�jeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al
-den luft, der kunde v�re i ham. Det gyste ogs� i Hans; han huskede
-r�dslen ved det, der sugede og trak under; det var v�rre for ham at
-st� et halvt hundred alen borte end at v�re midt i det. Havde det
-ikke v�ret S�ren, kunde han ha �nsket, at han skreg lidt mindre.
-
-Hvem der nu havde haft en sigar! S� kunde han st� her og la r�gen
-sv�ve hen over det menneske, der havde tilf�jet ham den v�rste meen
-og t�vet s� l�nge med at b�de for den. Muligvis han ogs� kunde ha
-lugtet r�gen. Hans' tanker var delt mellem S�ren, som spr�llede der
-ude, og S�ren, som n�sten havde pryglet ham fra forstanden.
-
-S�ren blev ved at g� ned igen; vandet rendte ind i munden p� ham, n�r
-han gled bag over; det skulde han ellers passe p�; hvorfor vr�lede
-han ogs� s� forbandet? -- Hans kunde ikke st� stille, han l�ftede p�
-benene og gjorde skridt til siden som en, der ser p� gymnastik.
-
-Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo ogs� n�ver til
-det. -- Du kan ikke komme op, S�ren, men du kan knuse dig frem. T�rsk
-bare l�s; brug n�verne og spar p� k�ften; du sluger alt for megen
-kulde p� den m�de.
-
-Hans kunde ikke mer forst�, hvad han skreg; han tudede som en hund;
-han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme
-h�nge p� sine horn. Men det gik forf�rdelig hurtigt tilbage for ham;
-han vilde overbyde sig selv i vr�l og kunde derfor snart ikke mer.
-Han gav sig som en hund, der har f�et bagkroppen knust under et l�s
-s�d; og da han selv m�rkede, at han ikke kunde f� skriget igennem, s�
-blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det l�d ikke en
-gang som om han fors�gte at komme op; han havde opgivet alt og vidste
-m�ske ikke selv hvordan han skreg.
-
-Hans �nskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke g�
-fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde g�re alvor af at
-komme op? Det kom bare an p� at holde mund og t�nke sig om.
-
-Hvor l�nge mon det snart havde varet? Hans syntes der m�tte v�re g�et
-en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var s� grufuldt,
-at noget menneske skulde v�re n�d til at skrige s�dan. N�r det er
-kommet s� vidt med nogen, s� var det vel bedst at l�be til og sl� ham
-ned i en fart, ligesom man g�r ved kreaturer, der er kommet galt af
-sted.
-
-Hans glemte et �jeblik S�ren som en, der var hans medmenneske; han
-h�rte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde p� noget i
-ham selv, og det r�rte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede
-sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.
-
-Han var ogs� faldet gennem isen en gang, det var ikke s� farligt, han
-havde heller ikke et �jeblik troet, at han skulde blive der nede; men
-nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny r�dsel: S�t at han havde
-begyndt at skrige, blot havde givet det f�rste skrig og ikke kunde
-blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere.
-N�r man een gang havde givet sig s�dan hen i det, m�tte man jo v�re
-bange for sig selv resten af livet.
-
--- Nu kunde S�ren ikke hyle l�ngere; en slimet, tr�vlet lyd fl�ede
-sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de l�d
-l�jerligt komisk, som n�r en lirekasse g�r i st� midt i melodien. Det
-skulde vist betyde, at han gr�d, men det sank snart til en hv�sen,
-hvori der blot var en mindelse af gr�d. Det l�d som kom det fra en
-d�ende, der ikke har andet m�le igen end selve v�ret, ikke andre ord
-at klage med end sine sidste suk.
-
-Hans glemte sig selv over f�lelsen af d�dens n�rhed; han l�b ned til
-s�en, fandt et sivknippe og skyndte sig ud p� isen.
-
-S�ren h�rte ham, han begyndte at tr�kke v�ret p� en menneskelig m�de,
-og lidt efter fik han sit m�le igen. -- Gud fader, s�n og hellig�nd,
-stammede han; kom og hj�lp mig. Ok, Jesus Christus, guds enb�rne s�n
--- --
-
-Hans lae sig p� maven og skubbede sit neg hen til hullet, han m�rkede
-S�rens tag og s� ham komme op. Han l�b straks tilbage til bredden,
-S�ren stavrede usikkert bagefter.
-
-Hvem er det, der har hjulpet mig op? gr�d S�ren med pibende stemme.
-
-Det kan jo v�re dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og l�b.
-
-Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven?
-t�nkte Hans; men det har de andre vel f�et ham til.
-
-Da Hans n�ede hjem til g�rden, kunde han ikke bekvemme sig til at
-g� ind; han gik l�nge uden for og s�gte forg�ves at f� sit sind til
-at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han tr�stede sig
-med, at nu var det alts� overst�et, s� m�ldte der sig indvendinger.
-Der fandtes ingen tilfredsstillende l�sning, selv ikke den mulighed,
-at Hans slet ikke var kommet, og S�ren havde f�et lov at drukne.
-Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han m�dte S�ren i
-skoven; d�r l� fejlen. Hans skulde slet ikke ha v�ret med i skoven,
-han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at
-tr�ffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at g�re end at
-forhindre, at noget s�dant gentog sig.
-
-Men nu rejser jeg, t�nkte Hans, idet han tog i portl�gen, og Satan
-skal vide, at det _skal_ blive anderledes.
-
-
-
-
-Da Hans R�skov som sejsten�rig dreng kom til K�benhavn for at
-studere, lignede han ikke ganske de andre l�relystne drenge, der tit
-kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der
-kan opsamles i en familie, der sl�gtled efter sl�gtled lever uden
-for kulturen; hos ham f�ltes alt det, hans forf�dre havde levet i,
-som noget der var fare ved; den hjemlige g�rd var et sted, hvor han
-ikke turde blive, alting gik galt for ham d�r, det gjaldt livet, at
-han kom der fra. -- Hvad skal jeg s� g�re med de andre? sae hans
-faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde v�re; -- de har heller
-ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke r�d til at la jer
-studere allesammen. -- Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han
-var alene, t�nkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landm�nd
-ud af de yngre br�dre, han syntes nok, han havde lagt m�rke til, at
-deres lyst ikke gik i den retning. S�t at han havde v�ret en af de
-yngre, og der ikke havde v�ret r�d! Halvfjerdsindstyve kroner om
-m�neden -- -- Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde
-stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde l�gge til
-side af dem, hans faer gav ham. Mon g�rden kunde b�re det, han kom
-til at koste? Men s� slap han da fra det. Han vidste godt, at han
-var egenk�rlig, og han fik det ogs� tit nok at vide, navnlig var
-husholdersken utr�ttelig: T�nk at han skulde koste s� meget, og at
-han ikke kunde n�jes med mindre! Men s� sae Peder Hansen en aften: Ja
-ja, han er den f�rste jeg koster noget p�, og s� er det bedst, jeg
-g�r noget ud af det, mens jeg har r�d til det.
-
-Hans syntes det l�d s� s�rgeligt, han gik hen og fandt et ensomt
-sted, hvor han kunde t�nke over det. Det var m�ske ogs� rent galt at
-gi s� mange penge ud p� ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud
-der hjemme, for det var vel mere det, der pressede p� end l�selysten.
-Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, s� kunde
-de andre blive h�ngende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden,
-for n�r der var g�et ti �r, s� var han en hel anden, og s� havde han
-glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anf�gtede det ham om
-ti �r, om han m�ske havde v�ret nederdr�gtig egenk�rlig nu. Derfor
-gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at g� i seng i sit
-eget v�relse i K�benhavn, s� langt fra g�rden, den indeholdt en stor
-lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedg�rlig for hver
-dag, der gik, og f�lte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent
-til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv
-derhjemme; d�r var han nu en gang uforbederlig.
-
-Opholdet i K�benhavn hjalp virkelig. Han arbejdede, han t�nkte, og
-han sov, og s�dan gik �rene. Meget sj�lden stansede han i sit arbejde
-for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var
-sket, kunde �benbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb
-tryghedsf�lelse: Han var voksen og havde overst�et b�rnesygdommene.
-Hans hj�rne udvikledes st�rkt i disse �r, ellers skete der ikke
-noget med ham. Forstandslivet i ham var s� kraftigt, at hans sind i
-mange �r kunde finde n�ring alene i det, efter at han havde m�ttet
-sig med h�ftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med
-lidenskabelig iver, blev efterh�nden det, han faldt til ro ved,
-og det eneste, der optog ham; p� anden m�de levede han ikke med;
-der kom kun f� mennesker inden for den begivenhedsl�se atmosf�re,
-der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine unders�gelser
-over spr�ngstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et
-slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men
-n�rmere end til v�rkf�llesskabet kom ingen; der var over hans v�sen
-en advarende kulde, der holdt andre mennesker p� afstand. Han blev
-en stille ung mand, der passede sin g�rning, og selv om det skete,
-at han under et vanskeligt fors�g satte en kolbe i bordet, s� den
-revnede, eller han kn�kkede et reagensglas mellem fingrene, s�
-mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting,
-og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebr�nd,
-der er kastet til. Det, der i den sejsten�rige drengs opfattelse
-havde v�ret en sygdom, det var nu overst�et; selv den sygdom at
-huske, var han blevet helbredet for.
-
-Han gik d�r og arbejdede i K�benhavn, som hans forf�dre havde slidt
-i den hjemlige jord, og sl�gtens pr�g af uforanderlighed -- det de
-plejede at b�re fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende
-�r -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og
-krumme arme, og s� havde han ligesom mange af sin familie den vane,
-at han aldrig besvarede et sp�rsm�l lige straks, og mens han t�nkte
-sig om efter svar, plejede han at ta den sp�rgende i �jesyn; ogs� det
-bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Form�ende
-m�nd, der gjorde hans bekendtskab, t�nkte: Han blir nok til noget,
--- men n�ppe en eneste af dem �nskede at v�re den, der ydede ham sin
-st�tte. Han selv t�nkte ikke p� at skaffe sig forbindelser, forel�big
-n�jedes han med sine fors�g og en underordnet besk�ftigelse ved et
-laboratorium.
-
-En mands indesluttethed holder i reglen andre m�nd p� afstand, men
-virker tiltr�kkende p� adskillige kvinder. Hans R�skov kom ogs� til
-at g�re den erfaring. Nogle kvinder �rgrede sig over ham og skulde
-v�re spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af
-at h�re -- den samme p�tr�ngenhed kendte han fra husholdersken hjemme
-p� g�rden. Andre var interesserede og n�rg�ende, og n�r de fik lov at
-snakke ud, s� kunde de finde p� at fort�lle ham, at han var altfor
-uskyldig -- -- � jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var
-heller ikke sv�rt generte over for drengene, n�r de blev en fjorten
-femten �r, og i K�benhavn var damerne bare endnu mere fremmelige.
-Han huskede ikke, om han havde ventet, at de s� kaldte dannede damer
-skulde v�re af en finere slags, men det varede i alt fald ikke
-l�nge, f�r han vidste besked om den ting. Han bet�nkte sig ikke p�
-at bed�mme dem alle ens; det l� nu en gang for ham, at han lettest
-optog menneskefjendtlige ideer; de n�rede hans sind, de groede bedst
-i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med st�rst troskab.
-Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen
-livsv�rdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var
-det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt
-n�ring i mange ubetydeligheder, den sk�rpedes mod sig selv ligesom
-ornens hj�rnet�nder.
-
-Hans R�skov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra
-forf�drene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer
-forinden; deres �gteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af
-fornuft og tilb�jlighed; der blev ikke f�dt u�gte b�rn blandt dem. At
-karle og piger f�rte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede
-dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og
-efterlignede ikke; de var h�rdede i kyskhed fra sl�gt til sl�gt. Det
-var folk, der gemte p� meget h�rdsind og hidsighed, men den slog ikke
-ud i uregerlige drifter. Hans havde tit h�rt sin faer fort�lle grove
-historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde
-han set ham kaste lystne �jne efter g�rdens piger, sk�nt han blev
-enkemand i sit fem og fyrretyvende �r, og det faldt ham ikke ind at
-t�nke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at best� i den
-henseende.
-
-Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone,
-med det lange h�r k�mmet op over issen og med det glatragede ansigt.
-Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud,
-som om han altid smilede, men i de sm� bl� �jne var der et lille
-stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et
-k�dben, der har mistro til en anden, der ser p� den.
-
-Hans havde h�rt og set meget r�t der hjemme, det gjorde ikke st�rre
-indtryk p� ham, end n�r han s� p� dyrene, der heller ikke unds� sig
--- det kom ham ikke ved. Da han boede i K�benhavn, kunde det ske, at
-en kammerat gav ham et godt r�d -- og der var vel ogs� mange, som
-det var godt nok for; de, der �levede� mest med, havde un�gtelig
-en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev
-h�ngende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som
-de fl�jtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var
-tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme p� egnen. Men det
-var lige ved at undre ham, da han s� den g� igen i litteraturen; d�r
-var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme
-slags, som n�r karlene om aftenen sad p� g�rdet med en kurv bajere og
-dr�ftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til n�ste gang,
-eller bel�rte de yngre, der endnu ikke havde �vet karlev�rk. De mest
-opvakte af disse karle var alts� rejst til K�benhavn for at dirigere
-litteraturen; den havde nok ogs� f�et nyt liv og indhold, h�rte han
-sige.
-
-Det forbl�ffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle �r senere
-lae m�rke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til
-hovedstaden for ogs� at f� deres oplevelser ind i litteraturen. � jo,
-n�r han l�ste deres b�ger, s� genkendte han snakken, som den gik der
-hjemme mellem piger og k�llinger, n�r der ellers kun var b�rn til
-stede; de n�gtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde,
-og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele str�bte hen.
-
-Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme p�
-egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.
-
-Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget
-som kunde v�kke hans uvilje eller virke p� ham som et kald. Det tog
-ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive f�rdig med det;
-han passede sit arbejde, og n�r han undertiden m�tte b�je uden om en
-pige eller kone, der kom i hans n�rhed, s� var det jo ikke andet, end
-hvad karlene i hans sl�gt havde gjort f�r, n�r en af g�rdens piger
-blev dem for k�rlige. Han forstod meget godt, at det liv han f�rte,
-m�tte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; b�nderne der
-hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endsk�nt de
-var sv�rt dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der
-havde bedre tag p� at nyde livet, men s� r�dnede de vel op s� meget
-tidligere.
-
-Hans R�skov var blevet fem og tyve �r, og den rene fornufts periode
-n�rmede sig sin slutning. I hans sind, d�r hvor alle de gamle
-stemninger havde r�rt sig, var der et tavst rum, der s� vidt han selv
-vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen
-l� tyk og fast over det altsammen, og oven p� groede hans forstand,
-hans duelighed; det var frugtbare �r.
-
-S� kom der endelig en dag, da han mente det var p� tide at g�re
-noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt
-sig nok ingen og tilb�d ham noget, hans dygtighed var bekendt, men
-han selv ikke, og han s� sig stillet over for den ubehagelige
-n�dvendighed at skulle s�tte sin egen person ind i stedet for sit
-arbejde; indflydelsesrige m�nd m�tte ops�ges, anmodninger rettes,
-og for f�rste gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst.
-Han egnede sig n�mlig ikke til b�nner og anmodninger; han bad med
-en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kr�ver. Bag hans
-b�n l� der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne
-formodning reagerede han allerede i b�nnens �jeblik, og det gjorde
-ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, s� skal I
-f� .... Gud elsker en glad giver, st�r der, og menneskene ser g�rne
-en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og
-sk�nt han hver gang forud var vis p�, at han ikke opn�ede noget,
-s� gjorde det dog ikke noget sk�r i den harme, han f�lte, n�r hans
-vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre
-mennesker blev grundigt opfrisket.
-
-Jeg m� jo v�re mere barn, end jeg ved af, t�nkte han; den, der endnu
-kan f�le skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han
-sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at l�re
-bryggeri.
-
-En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at t�nke og arbejde og
-beslutte. Hans v�kst er ikke f�rdig, selv om det gror i overfladen
-af hans sj�l, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som
-jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der
-er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og h�rdes
-ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for,
-at det i ethvert tilf�lde vil la sig forvandle til et d�dt fyld
-af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_
-modnes, skal en dag komme frem.
-
-Hans R�skov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en
-provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev
-de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end f�lte til
-at besk�ftige sig med sig selv, s� undgik han ikke at l�gge m�rke
-til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham.
-Han hilste dem ikke med gl�de og tillagde det heller ingen synderlig
-v�gt, at han ikke kunde g� en tur, uden at han stadig blev mindet om,
-hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der
-ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses;
-derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde
-fors�g i sin fritid, siden han var s�dan indrettet, at han ikke kunde
-t�le at v�re ledig.
-
-Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af
-sindsbev�gelse under et tordenv�r, og en nat, da det var fuldm�ne,
-huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham
-v�gen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som
-voksen mand skulde v�re n�d til at f�le sig syg af ansvar over noget,
-der var lige s� h�sligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra
-v�gnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter
-tur. F�rst stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt,
-at han en gang havde troet det s� fuldst�ndig glemt -- og s� kom
-stemningerne og t�vede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en
-hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det v�rste ved det
-altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over
-det; alt forekom s� underlig nyt, og alligevel var det i h�jeste grad
-netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid sl�et dybere
-r�dder. Der var noget, dybt i hans sind, der r�rte sig og tr�ngte op
-mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.
-
-Han var den gang otte og tyve �r, og nu begyndte den gentagelsernes
-periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han
-havde genneml�bet sit livs kres een gang og p� en vis m�de begyndte
-forfra. Han levede s� at sige parallelt med alt, hvad han tidligere
-havde oplevet, han kom n�rmere til det, han s� det lige som gennem et
-sl�r, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe
-det eller slippe det.
-
-Havde han f�r m�ttet b�je sig for begivenhedernes n�dvendighed,
-s� kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer
-fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bev�gelse,
-som anstr�ngt arbejde ikke kunde d�mpe. N�r han s�gte at glemme
-ved uafbrudt arbejde, s� mindede selve dette ham om hans barndoms
-sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive
-organismers hele livskraft og �vne til formering. Det er kun i et nu,
-at de eksisterer som en enkelt celle, i n�ste �jeblik har de delt
-sig, dannet k�der, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne,
-sj�len er fuld af dem, de kan findes selv i den mest n�gterne tanke,
-i den mest stemningsforladte handling. At k�mpe mod dem er at sl� sig
-selv.
-
-Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke
-syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at g�re. De vidnede
-om, at han havde haft lykkelige �jeblikke; m�ske var det n�ste
-�jebliks virkelighed faldet h�rdt over dem og havde begravet dem, men
-nu kom de tilbage og r�rte ved hans sj�l som en uendelig mildhed -- --
-
-Det var en art stemninger, der fik Hans R�skov til at huske sin
-foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde
-og ventede, at alt det andet imidlertid skulde g� over. For �vrigt
-var det nu g�et op for ham, at han ikke kunde v�re ansvarlig for,
-ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham;
-ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal st� til regnskab
-for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke
-er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een
-uundg�elige overraskelser og ydmygelser, som man m� finde sig i,
-ligesom man m� finde sig i sygdomme, der ogs� delvis er uundg�elige;
-livet er ikke stoltere end som s�, og man er ikke selv dets herre,
-endnu mindre sin egen.
-
-I denne tankegang fandt Hans R�skov en forel�big tilfredshed, mens
-han afventede, at hans fornuft atter skulde f� herred�mmet, ti i hans
-hede sind var der een l�ngsel, som han allerede havde i drenge�rene,
-n�r han misundte andre drenge deres uf�lsomme sindsro: det var
-l�ngslen efter n�gternhed. Altid -- ogs� n�r tanken om kvinder faldt
-forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det h�jeste
-gode: sindets kolde ligev�gt; den alene var en anstr�ngelse v�rd, om
-den kunde vindes.
-
-Imidlertid pr�gedes hans v�sen mere og mere af opholdet i
-provinsbyen; han kom n�dvendigvis til at kende flere mennesker,
-og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstr�g; den
-n�rmere omgang medf�rte fra hans side for�get tilbageholdenhed. Han
-bef�stedes i ejendommeligheder, der frast�dte endnu mere end hans
-tavshed. Mange f�lte sig ligefrem forn�rmede ved hans m�de at sige
-farvel p�; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde f�
-til at betyde andet, end at han ikke sk�ttede om at se det menneske
-mere. Han var overhodet ikke af dem, man s�gte tilbage til, n�r man
-en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret
-mand, og hans besindighed ans�s for at v�re ualmindelig; folk
-indr�mmede hans dygtighed og beklagede sig i samme �jeblik over �hans
-forbandede n�gternhed�.
-
-
-
-
-Det er midt i det vildeste for�r.
-
-Kr�fter, der har ligget sammenfoldede som bregner i sv�b, springer
-nu op mod lyset som nye st�lfjedre. Gemte safter fylder sig med en
-uendelighed af bitte sm� perler og stiger op i alle v�kster.
-
-Hos sygelige mennesker stiger onde v�sker og blomstrer usundt frem.
-
-Kastanjeknopperne, der i g�r blinkede fedt i sollyset, st�r i dag
-med udbredte sk�l som oldenborrer, der skal til at flyve, og i
-morgen ser man vel to sm� gr�nne h�nder, der famler i den lune luft.
-B�gens knopper holder igen, men r�vner alligevel uimodst�eligt under
-safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.
-
-Samtidig gror det i b�llen�ver, de kl�r af spirekraft og kan ikke
-holde igen p� livets fylde, de springer ud og blomstrer med bl� �jne
-og kn�kkede ribben.
-
-Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den
-er s�lsom at tr�de p�; nogle vandrer over den med besv�r og pusten,
-andre f�ler sig for lette og kan ikke h�nge ved den.
-
-Hj�rtet blir �mt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det
-g�r ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan n�re sig
-inden for t�jet.
-
-Gamle k�restehistorier kommer atter i husken og kr�ver, at nye
-begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme
-slags. En gavnlig l�re, man en gang har f�et, vender tilbage i
-erindringen med det resultat, at man m� g�re fors�get om igen for at
-se, om denne l�re endnu st�r ved magt.
-
-Gr�n delirium damper op langs hvert gr�sstr� og falder den for
-brystet, som g�r hen over marken. Plovmanden, der v�lter sv�r og
-metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure sk�v, idet pigen
-g�r forbi nede p� markvejen, og i de store byers gader g�r den
-gloende Satan l�s hele d�gnet. Studenten stiller den hede latinske
-digter ind i reolen og g�r selv ud for at erfare, om det var l�gn han
-skrev.
-
-G�ld stiftes. F�dre ude i provinsen ryster p� fortvivlede hoder,
-hvorefter de g�r hen og ter sig noget lignende som s�nnerne.
-
-Heste skr�ler efter hinanden p� lang afstand. L�nkehunden tuder hele
-natten og f�r stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det,
-meget mere end der har v�ret; nye modulasjoner findes p�, det er
-slet ikke s� ensformigt; Trofast har sin geniale tid p� det sanglige
-omr�de. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig l�s, halv
-kvalt og med fl�et hals.
-
-Alle katte g�r aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene
-n�stendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.
-
-Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den
-st�r om en som vat og edderdun, men den er som vin at ind�nde. Nej
-meget mere berusende er den.
-
-Det unge menneske p� kvisten tar mod til sig og frier. Gr�nthandleren
-i k�lderen banker konen af sit fulde hj�rte; natten derp� kysses de
-dobbelt s� hedt.
-
-Fru A render fra mand og b�rn, mens hr. B og hans kone pludselig enes
-i k�rlig forst�else, der varer til langt hen p� sommeren.
-
-Ungdom og visdom f�lges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel
--- lige for tiden -- at alderdommen holder godt trit med visdommen.
-
-Leksjer l�res ilde, pligter fors�mmes, ansvar glemmes; der optr�der
-maleriske bugter p� retskafne menneskers livslinje. Om mange �r kan
-der ses tilbage p� dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og
-anger.
-
-Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter
-g�ld og rejser til syden, kassebedr�vere forsvinder til Amerika.
-Uoprettelige ting sker; brave folks tro p� mennesker f�r et ubodeligt
-kn�k.
-
-Man kan ikke holde rede p� nogen ting. Moer forst�r ikke hvor d�trene
-blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og s�nnerne har
-det p� en lignende m�de med pengene. Drengenes bukser og ansigter
-fremviser hver dag nye huller.
-
-Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til bl�ser
-det dygtigt; bl�st er oms�tning.
-
-Det er blevet lydt af levende stemmer oven p� vinterens stilhed.
-Der er l�rkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir
-man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal,
-solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.
-
-Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt m�let. Og ikke mindre
-behj�rtet br�ler k�ferter -- maskerede som f�drelandssange, n�r de
-k�rer hjem fra skovtur.
-
-Glemsomme m�nd kommer i tanker om deres k�rester eller glemmer dem
-helt og s�ger andre. De, der slet ingen har, f�r et udtryk i deres
-�jne, som enhver kan g� hen og afl�se; de venter p� lejlighed til at
-beg� den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan
-fem �r senere ikke forst�, hvad der gik af dem.
-
-Unge enkers t�rer t�rres.
-
-Under den v�ldige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegr�;
-gr�fterne skinner af blankt dynd nede p� bunden. Det er l�nge siden
-der blev gr�nt langs hvert lille vandl�b gennem markerne. Letsindig
-ungdom tar sikkel p� afbetaling.
-
-Den bl� anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers �jne
-synes mere bl� end i vinter.
-
-Gr�t hum�r kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med
-�jnene og fatter h�b p� ny. Den livstr�tte tar sig endelig sammen og
-h�nger sig.
-
-Tiden g�r hurtigt. Violerne er snart f�rdige med deres duft.
-Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at
-soles. �ldgamle folk rykker ogs� udenfor og anbringer sig p� sydsiden
-af fattige huse; p� solbeskinnede d�rt�rskler ses aldrende moppers
-sure ansigter.
-
-Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dr�ber
-p� spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og
-indhyller forstanden i sin elledamp.
-
-Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage
-lungespidser.
-
-Ungdom lider af for mange kr�fter, og gigtsvage vender sig st�nnende
-i deres senge. Der g�r for�r i mennesker, der har v�ret syge hele
-vinteren, de begynder at komme sig og d�r s� med st�rre kraft, end
-man skulde ha tiltroet dem.
-
-Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer,
-vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer t�er op, fryser
-og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de
-det nok s� godt. I slunkne maver v�gner ny appetit, og store ideer
-f�des i tyvenes hj�rner. Ruder knalder tyst under gr�n s�be i
-m�rket; pigeb�rn, der er mer end tvivlsomme, g�r med �gte guld p�
-hovedgaderne; arresterne fyldes.
-
-I levem�nds degenererede hj�rner skaber for�ret v�kst s� godt som
-andre steder; d�r gror det imod naturen og dog efter dens love; der
-blir meget at d�kke over og betale for; sm�bladene gl�der sig ved
-for�get salg.
-
-Solen lar alting komme til sin ret, den kalder mods�tninger frem ved
-siden af hverandre.
-
-Der er m�de i missjonshuset; pr�sten har valgt et aktuelt �mne:
-Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem
-ikke �re for en skilling. Gud alene �ren!
-
-Men p� missjonshusets gavl er der en st�rkasse, hvor en st�r har
-begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden,
-som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men
-nu sl�s de om den.
-
-Ja de sl�s fanden gale mig, s� fjer og snavs og str� ryger ud gennem
-hullet; undertiden stikker en hale ogs� ud og tr�kkes ind igen.
-Kassen ryster, et rustent s�m kn�kkes over og falder ned p� jorden.
-Men nu ses den ene st�r p� pinden, den er borte i samme �jeblik. Hvem
-af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig ogs� p�
-pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver
-han op p� rygningen og kv�der en vise om den vundne sejr.
-
-Inden for lyder salmesangen om idel br�de og uendelig langmodighed;
-den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et
-vers er forbi, har st�ren endt sin salme og er igen ved arbejdet.
-
-Folk kommer ud i en t�t klump og b�r en sur stank imellem sig, som
-den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres
-kl�der, og efter at de har g�et et halvt hundrede skridt, f�r de
-rettet sig og kan igen tale h�jt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.
-
-Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare,
-hvordan det st�r til med deres talent, men solen maler ogs� selv med
-meget forstand. Menneskene tr�nger til nye farver. Hvad der syntes
-smukt ved m�nens og lampens up�lidelige lys, det er nu vissent at se
-til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.
-
-Solen lyver ikke. Den skinner p� vinterl�sning og vinterdrik, p�
-nattev�gen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er h�sligt. Den
-graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som
-han er; han skal ikke l�nger v�re muldvarp; solen overd�nger ham med
-lys, maler ham med de rigtige farver, s� det kan ses, at han er et
-menneske.
-
-Menneskene kan rette sig nu; solen har l�ftet himlen h�jt op over dem.
-
-For�ret ligger mellem to m�gtige �rstider, som b�gge g�r deres indhug
-i det; det er en stribet �rstid. Kr�fter stiger og synker voldsomt,
-og lovene derfor er vanskelige at forst�. Liv fornyes, og d�den --
-som er livet set fra en anden side -- arbejder med fordoblet kraft.
-
-Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej,
-alt hvad der er s�et; tvivl og vished str�ber hinanden over hodet;
-samling og opl�sning trives ved hinandens side; kraft st�r stift
-opret, og afmagt sk�lver n�st ved, solen st�r h�jt p� himlen og
-s�rger for det altsammen; alt rejser sig mod dens str�ler og henter
-derfra, hvad det har behov.
-
-Blomster �bner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med
-for�get styrke i skyggen. Sindene �bner sig, men der er ogs� dem, der
-f�r st�rre kraft til at lukke sig og gemme over deres eget m�rke;
-indesluttede sj�le fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.
-
-Ingen blir der n�gtet noget, ingen forurettes; i himlens �bne, bl�
-favn er der alt hvad mennesker kan beg�re og ufattelig meget til
-rest; og n�r h�stens tid kommer, har enhver sj�l b�ret frugt. En har
-h�stet lys, hvormed han kan g� ind i den m�rke tid. En anden, der
-fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, g�r fremad i for�get m�rke.
-En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i
-sig og m� siden t�re dobbelt p� sig selv. Den, der gl�dede sig ved
-lyset og forstod at bruge det, hans gl�de blir for�get; og den der
-frygtede det og ikke turde b�je sig for det, han skal stivne i st�rre
-frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet
-p� ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende str�ler. Alt
-hvad der har liv, skal modtage mere liv og udl�se d�d, skal atter
-og atter b�re h�st, som jorden b�r den hvert �r. Solen t�ler intet
-uforanderligt om sig.
-
-Men solen, der er �rsag til det altsammen, st�r p� sit sted og lar
-jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom,
-der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og sp�r ikke, hvor
-meget af den der blir brug for -- m�gtig, �dsel, ligegyldig som en
-gud.
-
-
-
-
-Fru Ida Hansted var to og tyve �r og enke; hun havde v�ret meget
-forelsket i sin mand, der pludselig var d�d fra hende, og n�r hun
-smilede, kunde man godt t�nke sig, at hun havde tilbragt en tid af
-sit liv med at gr�de; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og
-den mand, der s� det, kunde f�le det dirrende i sig l�nge efter og
-ventede ut�lmodigt p�, at det skulde komme igen; men hun lo mere end
-hun smilede, og hendes latter var lang og st�jende; den gav n�rmest
-indtrykket af en ung enke, der inden ret l�nge vilde blive gift igen.
-
-Hun havde lyseblondt, tjavset h�r over en lav pande; i h�jre tinding
-var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet
-som en sp�ndt fjeder, men inden middag rev den sig l�s og slog en
-langstrakt bue ned over kinden, is�r n�r det var h�jt v�r, der kunde
-stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i n�sen, og i
-bl�st, n�r hun var overgiven, s� man hende sprutte sin kr�lle ud af
-munden. Den fik mange m�nd til at le, og det s� h�ftigt og hengivent,
-som blev de selv kildrede p� sj�len og havde m�je med at holde det ud.
-
-Men fru Ida havde ogs� sine d�de stunder. Da kunde der komme et
-udtryk af tidligt forfald over hendes sk�nne ansigt, der lignede et
-pr�gtigt hus, hvis ejer er d�d i elendighed og har ladet sit hus st�
-tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke �je for de m�nd,
-der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skr�t og
-synkende, det var sj�ldent, at hun h�vede det for at se efter nogen;
-de lange �jenvipper kr�b ned mod kinden som benene af insekter,
-der holdes gemt i en t�ndstik�ske. Hun sad da helst tilbagel�net i
-en fredelig krog og s� billederne af mennesker glide hen over sin
-nethinde som aflange striber.
-
-Der var een mand, hvem hendes tr�tte stemninger kom til gode, det var
-hendes skolekammerat, Kai, der var et �r yngre end hun. Han fik lov
-at sidde hos hende og klappe hendes h�nd og tale d�mpet til hende;
-men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og
-s�rgede samtidig for at v�re et sted, hvor der blev lagt s� lidt
-m�rke til ham som muligt, og det var efterh�nden lykkedes ham at
-udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han
-sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands s�n, blev han
-inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at
-fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham p� kinden uden
-at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om
-intet var h�ndet. Det vakte altid m�ndenes latter -- lidt anstr�ngt
-kunde den undertiden lyde -- men damerne fandt, at s� megen troskab
-fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og
-�nsede ikke latteren.
-
-Fru Idas tr�thedsanfald endte altid med, at hun blev s�vnig; hun sov
-og d�sede et d�gn igennem, s� vendte hun atter tilbage til verden.
-Den f�rste, hun da g�rne traf p� -- s� at sige ved indgangen til
-livet -- var forfatteren Karl Vejg�rd, den ansete, livsglade lyriker,
-der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand.
-Der var ingen, med hvem hun s�dan kunde g�re l�jer over sin tv�rhed,
-som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave s� pudsige
-vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sj�len
-fuld af gysen kom inde fra en nedsl�ethed, som det var bedst at
-glemme. Han tog aldeles ikke hendes m�rke �jeblikke alvorligt, som
-hun selv havde en hemmelig angst for; han lo s� overbevisende, hun
-holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to s�tte liv i
-et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.
-
-Vejg�rd syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til l�jer; han
-var den eneste mand, hvis v�sen altid var det samme over for hende.
-Hun kaldte ham sin leende dj�vel og p�stod, at han kunde ikke andet
-end le. P� ham �dslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke
-mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte p� gulvet; han
-kyssede hende, uden at det beh�vede at v�re i panteleg; han var et
-godt redskab, der kunde hentes frem, hvad �jeblik det skulde v�re,
-og straks tages i brug. I al stilhed �rgrede det hende, at hans kys
-var s� sp�gefulde og kolde, hans tag om hende s� beherskede; enhver
-m�tte g�rne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet p�,
-syntes hun at kunne m�rke, og hun t�nkte ved sig selv, at det var
-egenlig et tarveligt princip hos en mand.
-
-S� var de m�nd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags.
-Hun var opm�rksom for deres blik, der kom langt borte fra og s�gte
-hendes; hun kunde se p� deres ansigter, hvor l�nge de havde st�et
-og ventet, hun opfattede deres gl�de, n�r det endelig lykkedes for
-dem, og hun s�, hvordan de undertiden k�mpede for at skjule det --
--- det kunde jo v�re, at det var gifte m�nd. Hun var lydh�r for,
-hvordan alvorsm�nd indledte alvorssamtaler med hende om sp�rsm�l,
-som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand p�, og s�, p�
-ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vr�vle og fik
-noget p� hj�rte, der ikke kom den �vrige alvor ved. Hun havde blik
-for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande �rsag
-r�bedes af en bem�rkning, der skulde g� for at v�re ligegyldig
-henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der f�ler
-sig tilsidesat, at f� sagt et par bitre ord, uden at han dog �nsker
-at r�be den virkelige grund. Hun s� gifte m�nd forlade hende efter
-mange indholdsrige ord og pludselig g� hen og blive overv�ttes
-k�rlige mod deres koner. Hun morede sig over m�nds latterlighed, men
-hun n�d tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og
-kriblede i hende, og hun elskede at g�re ny bekendtskaber, mod dem
-alle strakte hun sig ud som et f�lsomt og smidigt lille slimdyr, og
-gled atter ind i sig selv, n�r hun havde f�et nok. Ingen havde endnu
-form�et at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, n�r han
-havde tilbragt en dag i hendes n�rhed. Alvorlige m�nd, der havde
-de v�gtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden
-karakter, de vendte senere tilbage -- for at forvisse sig om de ikke
-havde taget fejl, eller som om de tr�ngte til flere beviser til at
-st�tte deres opfattelse med.
-
-Hun var meget indtagende og ans�s af fornuftige mennesker for at v�re
-temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en m�rkelig
-�vne til at f� det latterlige frem i modstr�bende tilbedere.
-
-
-
-
-Et stort selskab, der skulde p� skovtur, var ved at samle sig uden
-for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent
-fuld, og l�ngere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida
-kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde s� meget morsomt
-vr�vl om, hvor enhver is�r skulde sidde; Vejg�rd holdt et helt l�rd
-foredrag i den anledning; han og fru Ida var s� k�de som to lam p�
-en skr�nt i Maj m�ned, og den n�stdristigste af hendes beundrere,
-propriet�r Ahlmark, enkemand p� tredive �r, l�ftede p� hende under
-p�skud af at ville hj�lpe hende op, b�nfaldt hende med hele sin
-stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var
-henrykt, fordi det varede s� l�nge, og fru Ida lo, og n�r man s�
-omkring p� ansigterne, s� var forskellen p� dem, der beundrede hende,
-og dem der ikke gjorde det, s� tydelig som muligt. Ogs� disse to
-yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.
-
-Blandt dem, der endnu ikke var n�et hen til vognene, var der en,
-som gav sig s�rlig god tid og til sidst kom til at g� alene bag ved
-de �vrige; han stansede af og til og s� sig om til alle sider, som
-om han ventede nogen. Det var en mand p� omtrent tredive �r, han
-havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige n�se, hans mund
-var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast
-tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, n�r han �bnede den
-for at tale. Han havde v�ret i f�lge med k�bmand S�rensen og frue
-og doktoren, men da de kom i n�rheden af det lystige spektakkel der
-henne, havde de uvilk�rlig fremskyndet deres gang, mens han holdt
-sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; n�r de m�dte hans
-�jne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at
-udviske med en intetsigende bem�rkning. Nu kom han alts� alene og s�
-t�vende som muligt. Hvis nogen havde lagt m�rke til ham, vilde de ha
-set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans
-ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.
-
-Doktoren kom hen og tog hans arm: M� jeg s� pr�sentere Dem for vores
-alles k�re veninde, fru Ida Hansted?
-
-Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en
-fremmed til stede.
-
-Hr. brygmester R�skov.
-
-Det kl�dte hende pudsigt og barnligt, da hun p�tvang sig alvor for
-at ta mod pr�sentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans R�skov
-smilte ikke.
-
-Hun s� nysg�rrigt p� ham. En gr� sommerfrakke af fint stof sad ikke
-ulasteligt p� en velvoksen, sv�rt bygget skikkelse; der var rynker
-ved knaphullerne og folder p� �rmerne; han plejede vist ikke at rette
-sine arme. Men hvor er han godt i stand! t�nkte hun, idet hun s�
-p� hans kinder og kraftige hals. Lysebl� �jne. Men det er da ikke
-h�fligt at se s� gravalvorligt p� en dame, n�r man blir pr�senteret,
-is�r i en situasjon som denne her.
-
-Hun blev hel ilde ber�rt og tog ham n�rmere i �jesyn. Et udtryk af
-ringeagt m�dte nok s� ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han
-fors�gte ikke at l�gge b�nd p� sig, han fortrak formelig munden,
-havde vel ingen anelse om, hvordan han s� ud -- --
-
-Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at st� op; de andre
-fulgte efter i m�rkv�rdig god orden.
-
-Det var alts� denne hr. R�skov, som hun havde h�rt tale om,
-brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt
-fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs
-herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi
-der havde v�ret talt s� lidt om ham, og hvad der var blevet sagt,
-havde v�ret pr�get af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde
-st�et d�r bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han
-havde f�et tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift
-af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i fork�bet og havde
-nok s� uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste
-sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og s� dem, hun
-kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun s�gte at
-huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med
-en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han
-samlet sammen og sad nu og gemte p�. Hun havde ogs� nok set en gr�
-skikkelse henne p� gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem
-ved? Han havde givet sig god tid og m�nstret hende med al s�dan en
-l�rd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt.
-Hun blev s� gal p� Vejg�rd; hvorfor havde han ikke varskoet hende og
-hindret s�dan en overrumpling?
-
-Hun fik R�skov anbragt skr�s over for sig selv; hvis han var et
-dannet menneske, m�tte han sige noget til hende for de �jne, han
-havde l�nt hende. Men han henvendte sig udelukkende til S�rensen, og
-det kun for at f� oplysninger om egnen, de k�rte igennem. Det var en
-sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor h�j og meget for h�s; til
-en alvorsmand af hans slags h�rte n�dvendigvis en mandig bas. Han
-spurte ikke om meget ad gangen, men h�rte godt efter og lod til at
-indpr�nte sig n�je, hvad han h�rte. Jo, han var grundig. Han lukkede
-sin mund st�digt om det, han havde opfattet.
-
-Fru Ida blev lystig igen, lidt anstr�ngt i begyndelsen, mens hun
-uafbrudt iagttog Hans R�skov. Det var m�rkeligt, hvordan alle
-linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om �jne og mund, og
-selve mundkrogene; �jenbrynene var s� langt nede de kunde komme, og
-h�ret l� i en fast kage p� hans hoved; han var nok ikke en mand, der
-var megen l�ftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejg�rd, der
-havde n�sten samme l�d, og hvis skikkelse heller ikke tydede p� fin
-afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, �jenbrynene, der
-havde den vane at fare til v�rs, det opstrittende h�r, ja selv det
-spidse sk�g havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven
-og for neden som ting, der er fart ved. Hun f�lte pludselig en svag
-uvilje mod Vejg�rd.
-
-Det undrede hende, at der ikke var en glat ring p� hans h�jre h�nd,
-men den sad vel p� den anden, for naturligvis var s�dan en alvorsmand
-gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af
-en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig
-hyggeligt og tavst sammen. N�r han nu kom hjem, kunde han med tre
-ord fort�lle sin kone og sine fem b�rn -- fem blonde pinde lavede
-af samme tr� som han selv -- om hvad for letf�rdige enker der var
-til. Hvis de v�ltede p� denne tur, og han omkom, hvad man jo n�sten
-m�tte �nske, s� vilde dydsirede enkefru R�skov ikke fjante som fru
-Ida, hun vilde sidde p� en stol som et stykke blondt keramik og gr�de
-tre t�rer ned ad sin spidse n�se, og s� vilde hun rejse sig og ta
-sig af hus og b�rn -- -- Han s� ud til at v�re mindst fem og tredve,
-og da alvorsm�nd altid tar �ldre koner for at v�re vis p� at f� dem
-alvorlige nok, s� m�tte hun v�re fyrre.
-
-Hun hadede ham af hele sin egensindige, fork�lede sj�l; der var ingen
-mening i den nederdr�gtighed at komme listende bag fra ligesom en
-stor gr� kat med gr�nne �jne! Han havde vel h�rt noget om hende og
-var straks blevet forarget, og s� havde han v�ret forf�rdelig glad
-ved at kunne st� bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt,
-at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for
-resten ikke mindre skummel. Og nu sad han d�r p� en isolerskammel og
-passede p� det, han havde samlet.
-
-Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var m�nd, som ikke �nsede hende.
-De m�tte s� g�rne misbillige hende i ord eller ved deres v�sen; hun
-havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale
-til det, de kaldte det bedre menneske i hende -- s�dan som k�bmand
-S�rensen, der var indremissjon�r; men hun kunde spekulere sig sin
-sindsro fra over dem, der var nul -- --
-
-Men s� vilde hun da pr�ve sin magt, og hun brugte den med eftertanke.
-Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun
-vilde bare strejfe ham, m�ske var det det bedste middel til at ramme
-ham. Han var ikke s� dannet, at han smilede for selskabs skyld, s�
-han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.
-
-Der blev efterh�nden meget lystigt p� den vogn; propriet�r Ahlmark
-s� ud i hodet som en r�dk�l af at le og vride sig om fra fors�det;
-ovre fra den anden vogn r�bte de og spurte misundeligt, hvad der var
-s� morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde
-den store opmuntring, at S�rensen, der sad lige over for, begyndte
-at opl�ses under den hidsige munterhed, der udstr�mmede fra hende.
-P� hans ansigt k�mpede et m�rkt udtryk med et hj�lpel�st smil; han
-m�tte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten
-af alvoren; fru Ida blev s� glad for det ligegyldige menneske, som
-hun aldrig f�r havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone
-s� hvert �jeblik p� ham for at s�ge hans deltagelse i forargelse,
-og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, n�r han havde
-hendes ansigt at se efter, men s� desv�rre m�dte han fru Idas
-ansigt, og s� genspejlede han noget helt andet, men det opdagede
-hans kone ikke; hun s� lige ud med en forargelse, der var �gte nok,
-og anede ikke noget om den sj�lekamp, hendes mand havde at best�.
-S�rensens ubeherskethed bredte sig efterh�nden over hele hans person,
-hans h�nder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt
-vejtsdans, s� lae de sig til hvile p� hans l�r og kravlede helt frem
-til kn�erne, der ogs� selv kom frem ad og n�rmede sig fru Idas.
-
-Fru Ida sk�lvede af hed lystighed, der n�sten var sm�rtelig; hun
-b�vede som en dr�be kviks�lv p� et poleret bord, hun gik frem i
-fortryllelse, S�rensen var den f�rste stasjon p� vejen; mon den
-tavse, kolde herre blev den n�ste?
-
-Hans R�skov s� ikke p� hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes
-smidige bev�gelser med hoved og overkrop og h�nder, der altid var
-fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde
-straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet
-sind, hun var spredt, s�gte altid udad; hun havde ikke noget i sig
-selv, hvorom hun kunde finde ro. Det �rgrede ham, at han havde anlagt
-den vane at analysere de kvinder, han traf p�, men det var m�ske det
-sikreste for en mand, der ikke mere kunde undg� at f� tanker, hver
-gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart
-f�rdig med; hun mindede ham om en vis h�slig barndomserindring.
-Som dreng var han en dag kommet ind i en g�rd, hvor han ellers kun
-sj�lden kom, og d�r havde han set en r�dflammet kat, der legede med
-en anden. Aldrig havde noget gjort et s� modbydeligt, ford�rvet og
-up�lideligt indtryk p� ham; hans f�rste indskydelse havde v�ret at
-kaste en sten efter den, men det kunde ikke g� an lige foran andre
-folks vinduer, men da den s� kom hen og vilde stryge sig op ad ham,
-med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en s� nederdr�gtig,
-giftig r�d krog, s� var han n�d til at sparke efter den -- --
-
-Han s� op; fru Idas l�se lok fl�j om hendes kinder; hun tog om den
-med varsomme fingre og trak den om bag �ret med en langsom, k�len
-bev�gelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes
-ansigt. Det gyste i Hans R�skov, da han s� det; der p�kom ham et
-�jebliks opr�r; mange ting, han ikke vidste besked om, r�rte sig
-vildt og dunkelt i ham; der var noget s� forf�rdeligt i det, ligesom
-da han for en snes �r siden for f�rste gang s� et dampskib blive sat
-i gang; en smule bev�gelse med et eller andet h�ndtag, og straks
-begyndte en pusten og st�den og hv�sen af ting, han ikke kunde se
-de halve af; der kom buldrende liv i en m�ngde st�ldele, som han
-ikke turde vove sig ned imellem. -- -- Det er urigtigt af mig, t�nkte
-han, at jeg har ladet mig p�tvinge en m�neds ferie; det er ikke alle
-mennesker, der kan t�le at blive amputerede fra deres arbejde.
-
-Hr. R�skov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er
-det egenlig De laver?
-
-Dynamit, bragede propriet�ren; kan De ikke se det p� ham?
-
-� jeg troede, det var �l, sae hun.
-
-Jeg laver b�gge dele, svarede han.
-
-Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi st�jer vist ogs� lovlig
-meget. -- Hun s� mildt sp�rgende p� ham.
-
-Dynamit st�jer undertiden mere, sae han.
-
-G�r det virkelig? spurte hun med naiv undren.
-
-Ja.
-
-Der blev stille p� vognen; alle havde f�lelsen af noget us�dvanligt,
-da de to for f�rste gang talte sammen. Hans R�skovs stemme faldt som
-en kulde p� de tilstedev�rende, og ingen kunde finde p� noget at sige
-bag efter, indtil endelig Vejg�rd sukkede komisk og lidelsesfuldt:
-� ja, s�m�nd ja, -- og som p� et ventet signal br�d munterheden l�s
-igen.
-
-En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.
-
-De, hr. R�skov, som laver dynamit og �l, sae fru Ida, kommer til at
-g� ned f�rst.
-
-Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.
-
-Tak, hvis De vil flytte Dem, s� jeg kan komme til -- og med det samme
-sprang hun ned t�t ved siden af ham; han f�lte hende suse gennem
-luften og sank i kn�ene.
-
-Uvant med interi�ret, t�nkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det
-gjorde ogs� hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske
-at tale med; m�ndene her var lige t�belige allesammen; tvang de sig
-for hans skyld til at tale fornuftigt, s� kunde han gennem deres
-ord h�re, hvordan de ventede p� at slippe fra ham og higede efter
-at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget
-uhyre, de rullede ogs� lystigt mellem hverandre. Propriet�ren rendte
-efter fru Ida; hun snoede sig og l�b rundt inden for et ganske lille
-areal, s� han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning,
-at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims,
-p�tr�ngende og v�mmelig som en spyflue. Hans R�skov var s� optaget,
-at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun h�bede
-vel at g�re ham latterlig, han blev derfor rolig st�ende, til Ahlmark
-fik fat i hende.
-
-De fik ikke andet end h�nderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig
-n�rmere, ved De nok -- -- Ja, De vilde g�rne ha fat om livet -- hun s�
-dristig p� ham med sine leende �jne -- men det er som bekendt ikke s�
-let. Se s�!
-
-Hun sled sig l�s, og l�b bagl�ns, idet hun bl�ste p� sine ildr�de
-h�ndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hj�lpe?
-N�, De skal ikke v�re s� ked af det -- -- M� nok.
-
-Han tog hende om livet og l�ftede hende op p� sin arm.
-
-Kan De godt lide det? spurte hun.
-
-Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem
-begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.
-
-Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, s� hun dalede
-til jorden i en stor bue; hun genvandt ligev�gten t�t ved siden af
-Hans R�skov.
-
-Det kunde De ikke g�re, sae hun.
-
-Jeg kan tumle med korns�kke, svarede han; de er n�mmere at beregne.
-
--- Du b�r dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun m�dte lige i
-skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud,
-n�r du sidder p� en tyk mands arm; han vrider det gule ud af �jnene
-som en tyr og sn�fter ad dig; hans forelskelse kl�r dig slet ikke;
-han smasker efter dig, s� det er uappetitligt; jeg er n�d til at sige
-dig det.
-
-Hvorfor er du det, stakkels Kai?
-
-Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den
-eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, n�r de andre
-g�r det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.
-
-Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. G�r du vel
-det?
-
-Ikke endnu. Du skal ha pr�vet mange r� m�nd, f�r jeg er god nok.
-
-Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.
-
-Hun klappede ham p� kinden, og idet hun ber�rte hans ansigt, kom der
-et glimt i hendes �jne; hun tog ham ved �ret, drejede hans hoved om
-og kyssede ham.
-
-Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.
-
--- Nu skal vi, d�len dundre mig, ha nogen levem�de, sae Ahlmark, og
-der var et brag som n�r en flok r�ger flyver til v�rs.
-
-Ingen t�nkte p� at g�re indsigelse mod dette signal, og snart var der
-d�kket p� gr�sset inde i skoven.
-
-Fru Ida skal sidde n�rmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for
-d�r vil De helst v�re. Er det l�gn i min hals?
-
-� nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De
-har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok t�nke, og De blir let
-glemt, n�r De kommer ned ved den anden ende.
-
-Ahlmark lae et stykke sm�rrebr�d sammen og stoppede det i munden p�
-een gang. -- Og s� skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps,
-n�r jeg gir den, ikke?
-
-Jo, jo! blev der skreget.
-
-Fru Ida fik den f�rste og stak den ud.
-
-Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans R�skov.
-
-Ilde. Men jeg har set det f�r.
-
-I s� tilf�lde beh�ver De ikke at se s� meget p� mig. Vejg�rd, min
-sande ven, De vil g�rne ha et �g. Kan De fange det?
-
-Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejg�rds store,
-bl�de h�ndflade tog sikkert og l�mpeligt imod det.
-
-Tak for de sande venneord, r�bte han tilbage; hvad vil De ha til
-geng�ld? Forlang!
-
-Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af �jnene st�rkt
-ud af det gl�dende ansigt. -- �, send mig det tilbage igen.
-
-�gget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst
-uskadt af Vejg�rd.
-
-Nu ser hr. R�skov p� mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri
-latter h�rtes, alle s� hen p� Hans R�skov, og der blev temmelig
-stille.
-
-Det kunde De ikke g�re, sae fru Ida til ham; De har ikke det bl�de
-h�ndelag s�dan som Vejg�rd; De knuste det straks, ikke?
-
-Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.
-
-N�r der en gang g�r hul p� Dem, s� skal jeg l�re Dem det.
-
-Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.
-
-Hvad taler De nu egenlig om?
-
-Hun s� p� ham og m�dte ogs� hans blik. Nej aldrig havde hun truffet
-et menneske, der i den grad manglede �vnen til at v�re p� skovtur;
-han var ikke en gang vant til at se p� mennesker, man skulde ikke
-tro, at han brugte sine �jne til det, et almindeligt menneske
-anvender dem til. De kunde f� en til at t�nke p� gamle underlige
-historier, der g�r en utilfreds og l�ngselsfuld efter det s�lsomme og
-gir urolige dr�mme -- -- --
-
-Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud l�ngere, jamrede propriet�ren;
-jeg sidder p� en tr�stub med mit ene rundstykke, s� det er helt
-fladt; hvis jeg ikke m� f� noget at s�tte mig p�, blir jeg aldrig til
-et velskabt menneske mere!
-
-Han s� b�nfaldende p� fru Ida, der ellers selv sad p� sit overstykke,
-men han var s� morsom i sin elendighed over, at hun et �jeblik ikke
-lae m�rke til ham, at han fik lov at l�ne det. Han var nok v�rd at ha
-med som en mods�tning til s�rlinge og fortjente virkelig en bel�nning.
-
-Opmuntringspr�mie til hr. Ahlmark, bem�rkede Vejg�rd, da propriet�ren
-fik det sammenlagte overstykke udleveret.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Fru Ida sad ved et tr� og r�g; hun s� bleg og mat ud, og mens hun
-betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, bl� tr�d spandt sig op i
-luften, f�lte hun, at hendes s�rlingehum�r var ved at n�rme sig;
-m�ndenes �jne s�gte hende hele tiden; hun m�dte dem med et s�
-ligegyldigt blik, at de holdt sig p� afstand; de m�tte g�rne g� d�r
-rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var
-godt, hun undte dem det og f�lte en smule triumf ved det. Herren med
-dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine �jne
-hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde s� p�? Det var ikke
-fj�rne ting som skyer eller stj�rner; han s� heller ikke ud som en
-mand, der g�r og har �je med praktiske sager, nej -- -- -- Man s� for
-meget, n�r man s� p� ham -- --. �, han kunde alligevel godt g� d�r
-henne og f�le hendes �jne!
-
-N�, hr. R�skov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende,
-hvad synes De s� om vor lille klike?
-
-Jeg mangler foruds�tninger for at kunne bed�mme den, svarede han.
-
-Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde n�sten
-se ud, som om De var vred over et eller andet.
-
-Han blev ilde ber�rt over den bem�rkning, der var som et indbrud i
-hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang
-mit v�sen.
-
-De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som
-om De s�gte efter et menneske, De vilde sl� ihjel. Men det er alts�
-Deres v�sen.
-
-Ja.
-
-Vi andre morer os og -- hun tog et drag af sigaretten og udsendte en
-r�gsky i retning af ham -- har mange galskaber for, som man jo n�mt
-kan se, men De har heldigvis bedre forstand.
-
-Hun vil mig noget, t�nkte han.
-
-Han mindedes farlige ting, han var kommet for n�r til, og som havde
-efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange �r havde han s�gt
-tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et
-menneske kan betro sin �ndelige velf�rd til, men om det middel ikke
-mere slog til en sk�nne dag -- --
-
-Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede
-menneske, som sad d�r, sae han: Ingen ved hvad der kan h�nde ham.
-
-Hun lo, med den uvedkommendes kolde, s�rende latter: �, sae hun, s�
-er der jo h�b endnu!
-
-Hun gik og lod ham st� med sin fortid.
-
-Hende kommer jeg til at hade -- forh�benlig, t�nkte han.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Solen gik ned; mod den r�de himmel stod tr�stammerne som et sort
-gitter; k�bmand S�rensen og hans unge kone var ude for at sv�rme lidt
-i det dejlige v�r. De kyssedes p� et sted, hvor belysningen faldt
-s�rlig hed og r�d, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, ud�ndede
-de deres afsky over fru Idas �benlyse jagen efter m�ndenes attr�; de
-brugte ordet attr� flere gange, de m�tte st� stille og trykke sig t�t
-ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust,
-ford�mte de den het�renatur, der dag for dag blev mere utvetydig i
-fru Idas v�sen. De beklagede -- under et langt og �mt kys -- at hun
-havde mistet sin mand s� tidligt; de forstod b�gge, hvad for et savn
-det m�tte v�re, men de s� ogs� med gru, hvor vel hun befandt sig midt
-imellem m�ndenes utilsl�rede lyster; det var ham, der brugte dette
-udtryk, og de gyste b�gge derved. De stansede og hviskede noget til
-hinanden, og det m�tte ha en forsonende karakter, for de smilede s�
-s�dt bag efter.
-
-Fru Ida havde det ikke s� godt som de to nygifte; Vejg�rds
-underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den,
-der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, n�r han f�r
-lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun h�rte ikke bestemt, hvad han
-sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes �re, men
-han kom aldrig n�rmere, han n�ede aldrig til mere end at f� sagt en
-utrolig m�ngde ord.
-
-Han var som en vogn, man h�rer en stille aften p� en h�rd vej; man
-pr�ver p� at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem
-minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den m� v�re ganske
-n�r ved -- -- godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; s� er den
-forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme
-rumlen. Det blir sp�ndende; jeg vil v�dde med mig selv; er den her om
-fem minutter, s� tar jeg den lyser�de kjole p� til Gerdas f�dselsdag,
-ellers den bl�, som ikke er s� p�n, men det blir alts� den lyser�de.
-Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare
-vil rumle og ikke komme? Jeg vil l�gge mig ned og sove, og n�r jeg
-v�gner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun gr�der og stamper i
-jorden, og s� stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en
-halv mil, og s� kaster hun sig gr�dende og arrig p� en gr�ftekant,
-for det er ingen �ventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet
-ikke k�rte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde
-den! S� lusker hun hjem i det modbydeligste hum�r og vil hverken ha
-den lyser�de eller den bl� kjole p�; moer kan ikke forst�, hvad der
-er i vejen med pigebarnet, som er forgr�dt og hidsig og ingenting vil
-sige -- --
-
-Uha, udbr�d fru Ida, bare jeg havde en kat!
-
-Hvad vilde De med den? spurte Vejg�rd forbl�ffet.
-
-Jeg vilde tr�de den p� halen og h�re den skrige og sprutte.
-
-Og hvad s�?
-
-Og s�, n�r jeg havde lavet en rigtig dj�vlekat ud af den, skulde De
-f� den for at g�re den god igen.
-
-Hvad fejler De? spurte han dumt.
-
-Jeg vilde �nske, De selv var en kat, men De er en grinende dj�vel,
-der nu ogs� er blevet snaksom.
-
-Det var f�rste gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod
-hende h�re, at han lo, idet hun gik.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Hun stod med aftenr�den ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til
-hende.
-
-Det er en magel�s aften, sae han med en stemme, som han fors�gte at
-d�mpe.
-
-Hendes fregner, der sprang ud sammen med de f�rste anemoner, stod
-tydelige i aftenlyset.
-
-Gift Dem med mig, eksploderede han, her st�r jeg -- han grinede
-ynkeligt og lidenskabeligt -- jeg kan, gud hj�lpe mig, ikke andet. De
-skal v�re min kone; i morgen den dag; nu! -- Han l�ftede hende op p�
-sin arm.
-
-Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans �ren l�d som en
-overgivelse.
-
-Jeg g�r det ikke, jeg m�tte jo v�re gal; nu har jeg Dem!
-
-S�t mig ned, sae hun uden at r�re sig.
-
-Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det s�?
-Spring selv! udbr�d han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se
-det igen; den gang sprang De lige ind i mit hj�rte. Nu kaster jeg
-Dem, s� l�ber jeg efter Dem og fanger Dem; det er s�dan en leg mellem
-os to, tiggede han.
-
-Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag
-var hun ude af hans arme og sprang ned p� jorden.
-
-Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran
-ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.
-
-Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De
-gjort mig tosset, fordi jeg har b�ret Dem -- De ved ikke hvad jeg
-blir n�d til at g�re, n�r jeg -- -- -- uha, jeg er lige ved at foragte
-mig selv -- -- men De m� heller ikke sige nej; sig nu noget -- -- Er
-jeg s� v�mmelig?
-
-Han var ikke v�mmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de
-ligner hinanden, men -- --
-
-Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, s� hun
-n�ppe kunde f� ordene frem.
-
-Hos m�ndene var der oplagthed til store l�jer, da de skulde til vogns
-igen, de samlede sig gn�ggende om fru Ida og ventede p� et signal,
-men s� erkl�rede hun meget t�rt, at det var bedst, enhver satte sig
-p� sin forrige plads, s� blev der ikke noget vr�vl. Herrerne kom
-hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved
-siden af Hans R�skov og sae ikke et ord under hjemturen.
-
-Al skrigen var ham imod, og han f�lte den almindelige lavm�lthed
-som en behagelig mods�tning til udturens hurlumhej. Men ved det at
-hun tav s� t�t ved siden af ham, kom han endnu mere til at t�nke p�
-hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive
-utydeligt og forvansket. N�r han s� p� hendes ansigt, der stod som en
-silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids n�se og tynde fremst�ende
-l�ber, s� syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed
-var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, n�r han s� hende
-igen -- han vilde se hende igen -- ti denne klart tegnede, m�rke
-profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra f�r; den
-var s� fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde
-haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han f�rste gang
-havde set hos en fr�k, men nydelig lille pige fra K�benhavn, hans
-f�rste forelskelse.
-
-Hun bem�rkede, at han s� p� hende, og vendte ansigtet mod ham, s� det
-blev usynligt et �jeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og
-den tog sig friheder -- --
-
-Hun sad s� t�t ved ham, at han kunde f�le varmen fra hende, men han
-�nsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overf�ring af
-den art.
-
-Det var nu en forbandet trang, han havde f�et i den senere tid, at
-han m�tte t�nke s� langvarigt over enhver kvinde han m�dte! Han
-plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke
-lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilf�lde var den ikke
-blevet urokkelig endnu.
-
-Det skulde vel ikke v�re af beregning, at hun var s� tavs? Der
-var kommet en varslende uro over ham og en fj�rn angst; han havde
-forn�mmelser af en hul hvisken, som kunde det v�re tordenlarm, der
-endnu var langt borte fra bevidstheden.
-
-De �ldre damer p� den anden vogn var allerede faldet i s�vn. I deres
-figurl�se k�ber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede
-de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har sl�et alle ni, i
-samme �jeblik som alting er stanset til hundred�rig s�vn.
-
-Herrerne talte om st�rke m�nd. Doktoren betegnede bryderkonger som en
-slags dekadenter, hvortil Ahlmark erkl�rede, at han, som dog selv
-havde mange kr�fter, aldrig havde f�lt sig s� imponeret af noget
-som af en brydekamp, han nylig havde overv�ret. En tredie mente, at
-det meste m�ske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var
-truffet f�r kampene, og om ikke pengene spillede en lige s� stor
-rolle som kr�fterne?
-
-Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den d�de snart
-hen.
-
-Da �bnede fru S�rensen, der slet ikke havde taget del i samtalen,
-pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig
-til nogen s�rligt:
-
-Min mand har nu osse ualmindelig mange kr�fter.
-
-
-
-
-Hans R�skov kom hjem fra skovturen v�bnet med al sin kvindeforagt, og
-den holdt sig frisk, s� l�nge han endnu havde det vilde kor rungende
-i sine �ren. Men medens de andre ufortr�dent blev ved at more sig, s�
-trak han sig forel�big tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden,
-der i den tid var husvild, slog sig p� ham; han blev et af de f�
-mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt
-dag efter dag, blev som et symbol p� hans kedsomhed, der ogs� var
-uforanderlig; de to ting sm�ltede sammen i hans bevidsthed. Det
-var altid v�rst om eftermiddagen. N�r solen var p� nedvejen, da s�
-alting s� falmet og udtryksl�st ud, at han selv f�lte sig ganske tom
-indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede,
-men det var ligesom tiden et �jeblik var g�et i st� for at s�tte ham
-af og s� komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme
-sol over sig, og hans sj�l var s� flad og bar som pakhusets gr�
-murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.
-
-Han foruds�, at det blev en dr�j sommer. Om vinteren kan man dog
-samle noget, som man g�r og ruger over; det gir stemning, s�tter en
-vis varme. Om sommeren er man hj�lpel�s med sit d�rlige hum�r; solen
-skinner p� en, s� man blir hul.
-
-Det blev n�dvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed
-over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For
-det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, l�mpeligt, uden
-sindsbev�gelser, som han p� forh�nd frygtede. Han forstod ikke, hvad
-der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var
-sk�bnesvanger; hun var kun en tilf�ldighed, og det bet�d ikke noget,
-at hans forrykthed havde f�et udseende af at v�re en forelskelse i
-hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor s� han
-ingen grund til at rejse, han kunde lige s� godt gennemg� sit anfald
-her som et andet sted.
-
-Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere;
-de h�rer til de f�, som f�r deres livs regnestykker f�rdige, fordi
-de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og
-menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og s�ger deres
-facit. Deres beregninger er pr�gede af en sj�ldent rendyrket logik,
-men kommer mennesker dem en dag n�r ind p� livet, s� viser der sig
-hos dem st�rre fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev
-�ndrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hj�rte
-og deres regnestykker.
-
-Hans R�skov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften
-indhentede ham p� en sti i skoven og uden videre slog f�lge med ham.
-
-Det kan godt v�re, havde han g�et og t�nkt, at jeg kommer til at
-gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg g�re, hvis jeg s� har
-nogen sikkerhed for, at jeg f�r fred. -- De andre m�nd, som han s�
-trave og stejle s� fyrigt om kvinderne, de havde det n�mmere end han.
-Sanselighed t�nkte han, m� dog undertiden g�re det lettere at leve.
-
-Fru Ida talte ikke stort, men gik s� utvungent ved siden af ham, at
-han fandt hende tiltalende. Hun kom n�rmere til ham, uden at han
-g�ttede p� nogen beregning eller v�bnede sig med sin vidtl�ftigt
-gennemt�nkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en
-�ben mund, der �ndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der
-stod en ram lugt fra alt det gr�nne, der var i sin st�rkeste v�kst.
-
-Han gik s� uregelm�ssigt, at hun ikke kunde vare sig, de st�dte af
-og til sammen, og deres h�nder r�rte ved hinanden. Mange sammensatte
-stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom f�rt tilbage til
-en mere primitiv tid -- inden det raffinerede k�benhavnerbarn, Eva,
-havde bef�stet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig
-selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds
--- lykkelig m�ske, uden at man beh�vede at skule l�nge og �ngsteligt
-om sig. Lykken kunde m�ske n�es lige s� let som solskinnet, det er
-bare at man g�r ud i det -- --
-
-Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom n�rmere, og
-de gik t�t sammen l�nge, men der blev ikke talt ret meget. Det var
-den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange �r siden,
-n�r han n�d den tidlige sommer uden for g�rdens s�ndre l�nge, og
-han havde det lykkelige syn af noget, der l� og blinkede h�jt oppe,
-gyldent og fredeligt -- --
-
-Hun styrede deres gang hen til et gr�nt g�rde og fik ham til at s�tte
-sig hos hende.
-
-Hvor k�erne br�ler der ovre, sae hun; de m� v�re sultne.
-
-De vil malkes, svarede han, og s� l�nge p� hende. Hun tog om hans
-hoved med sine h�nder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.
-
-Han m�tte da n�jes med at skimte hende. Hun var endnu s� bev�get,
-hendes �reflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog
-et blad og svalede dem med.
-
-Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han f�lte hendes n�rhed med
-sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed,
-blev den ligesom fordrejet; den n�ede ikke hans sanser, men slog sig
-p� sj�len. Han var ikke forberedt eller ikke moden. M�ske er der en
-lov om, at n�r den naturlige sanselighed forg�ves p�kaldes, s� kan
-der reageres fra et andet sted; p�virkningen g�r dybere ned og finder
-svar. Og svaret blev en vild og gold sm�rte. Det glimtede ind i hans
-bevidsthed; noget m�rkt l�ftede sig og faldt igen, som n�r det lyner
-ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et �jeblik ses at h�nge
-p� himlen.
-
-Dette var ikke lykken; det var snarere som det sv�rd, hvorom der
-st�r: Ogs� din sj�l skal et sv�rd gennemtr�nge.
-
-Hun m�rkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede
-hende -- modbydeligt �ndsfrav�rende -- p� skulderen, men hun ventede
-dog p�, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans
-skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge
-ubekvemt.
-
-Han stredes med uv�ret i sit sind; det rykkede i ham, som havde han
-en kantet sten i sin h�nd, som han �nskede at kaste; han stirrede p�
-galskaben, der flyttede sig, gl�dende, hen mod hans hj�rte.
-
-Nu vil jeg hjem, sae han kort og t�rt, og den sk�lven, der var i hans
-indre, h�rtes ikke i hans stemme.
-
-Hun l�ftede hodet og s� bestyrtet p� ham, kunde ikke forst� det; hans
-ord l�d i hendes �ren som tr�skotramp p� en stenbro.
-
-Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det
-skulde ende s�dan.
-
-Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes d�r sae han slet og
-ret godnat og gik s� hjem til sit.
-
-
-
-
-Par efter par g�r det store selskab ind i propriet�rens spisestue,
-hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er m�rke, og de blir
-lidt efter lidt helt sorte. Der har v�ret varmt i dagligstuen, men
-her inde er man lige ved at fryse. R�dmen p� damernes kinder begynder
-at vise bestemte gr�nser, hos de �ldre flytter en afdeling af den
-ud p� n�setippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge
-vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er
-det alligevel kun sm�t; ingen siger noget, alle stivner over for det
-meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om.
-
-Det var da satan til h�jtidelighed, knager propriet�ren, hvis stemme
-hersker enev�ldig i det tavse rum. Ja, m� jeg s� bede det �rede
-ligf�lge om at ta for sig; de, der ikke f�r nok at �de kan bag efter
-g� ud i spisekammeret og g�re sig f�rdige.
-
-�ldre damer mindes hans kone, som han begravede for to �r siden, men
-de formildes svagt, idet suppens varme dampe st�r op om deres kolde
-n�ser.
-
-Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset bl� silke, og ligner
-en af de sm� danske s�er en sommermorgen, s� bl� og stille og frisk;
-hendes bordherres underholdning fremkalder n�ppe en krusning af et
-smil p� hendes smalle ansigt.
-
-N� De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, n�r De er f�rdig med at l�se
-bordb�n, eller hvad det er, De bestiller, vil De s� sk�nke i Deres
-dames glas?
-
-Hans R�skov ser op, idet han r�kker efter r�dvinsflasken. Dette
-br�lende stykke k�d og blod af et mandfolk var ogs� kommet i ulave
-i anledning af den pludselig s� tillukkede lille dame ved siden af,
-en n�m og glubsk k�rlighed, som der var r�d for, om hun vilde. Men
-heller ikke han lod til at ha held med sig, sk�nt han udfoldede alle
-sine �vner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en
-splittergal og besp�ndt spyflue mod en rude. Han var s�re elendig
-ligesom Hans R�skov selv, sk�nt han endnu var under p�virkning af
-�jeblikkets k�lighed. Hans tykke, fastsnoede oversk�g hang ned som to
-massive sp�rsm�lstegn; mellem dem blev hans skr�, ubetydelige hage
-endnu mere intetsigende, og neden under kom den sv�re hals som hagens
-naturlige forts�ttelse. Skilningen p� den smalle isse var endnu
-uber�rt af de sindsbev�gelser, der stod tilbage; det l� i hendes
-magt, hvor forpjusket han skulde v�re, inden aftenen var til ende.
-
--- Ved n�ste ret blir samtalen h�jr�stet, og da Ahlmark ser at hans
-g�ster er i gang, oph�rer hans basunsoloer ud over bordet, han taler
-med fru Ida alene.
-
-De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.
-
-Ja, svarer hun og sl�r �jnene op imod ham. Disse �jne er der to, der
-ser.
-
-Ahlmark er straks helt ude af det. -- Hvis De vil smile til mig nu,
-siger han, s� vil jeg for�re Dem denne her g�rd, og De kan s� g�re
-med den, hvad De vil. De kan ans�tte mig som r�gterdreng; jeg vil
-v�re Deres dreng; jeg har aldrig f�r v�ret nogens dreng, jeg vil v�re
-Deres dreng p� Deres g�rd.
-
-Vil De det?
-
-Ja, d�len baldyre mig, siger han, glad over at f� anledning til at
-bande p� det. Men hun ser p� ham med sine bl� �jne, der er kolde som
-et tilfrosset vand en vintereftermiddag.
-
-De m� jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til
-Hans R�skov, for at hun skal l�gge m�rke til det og sige noget om
-ham. -- Nu har jeg ikke h�rt Dem le i tre dage, hvad skal det blive
-til? Det g�r rent galt med mig, hvis det skal blive s�dan ved. Men
-det er lige meget: smil nu til mig, s� rejser jeg mig op og sl�r p�
-mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De g�rdens frue,
-og jeg er hendes r�gterdreng. Skal vi imponere rakket, s� de aldrig
-forvinder det, bare for grins skyld?
-
-Hun ser frem for sig og ler h�jt, s� de n�rmeste h�rer det; Hans
-R�skov vender sine �jne op mod hende og tar dem straks til sig igen;
-der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er
-optaget af vigtige ting, og pludselig h�rer noget skingrende, der f�r
-ham til at vende hodet.
-
-Han spiller den ligegyldige, t�nker hun. Ja ja, lad os pr�ve ham.
-
-Det synker godt i vinflaskerne; til geng�ld er der stigning i
-�jnenes udtryk; over alt ses str�lende �jne, salige �jne, hvis ejere
-befinder sig p� et af deres livs h�jdepunkter, �jne, der gl�der af
-mad og vin; bange �jne, der er blevet dristige og ikke holder p�
-nogen hemmelighed. Det kendes mest p� de unge; de har siddet kejtede
-ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuest�d end
-interessante bem�rkninger, men nu f�r de held til at opdage hinanden
-og g�re lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de st�der
-snart p� den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler
-deres gensidige beundring mere end een gang i sm� private glas og
-�jekast; megen letsindig ild t�ndes og n�res yderligere ved sagte
-samtale; forvovne sm� lygtem�nd danser p� randen af vinglassene;
-albuest�d undg�s lettere og erstattes med mindre spidse ber�ringer.
-Her blir s� hedt, men det er svalt i haven; det kunde g�re godt
-at g� en lille tur efter bordet, forblommede aftaler tr�ffes; man
-f�ler allerede fortryllelsen ved at se p� hinandens munde, der under
-samtalen n�rmer sig til en afstand af et lille kvarter -- --
-
-Fornuftige for�ldre aner ingenting.
-
--- I Hans R�skovs �ren l�d det hele som en kold, uvedkommende larm;
-det var en koncert som af skralder og piber p� et marked, og til
-denne koncert h�rte ogs� fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke
-skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde
-v�re ligegyldigt. Ti da han s� hende dagen efter deres m�de i skoven,
-da optr�dte hun med lystigheds fulde musik, hun fik m�ndene til at
-danse om sig, og det var vel meningen, at han ogs� skulde danse, hun
-vilde naturligvis vise verden, at hun havde f�et ham med, og at han
-kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han
-havde holdt �je med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at
-more hende en hel del.
-
-Meget energisk var han s�ledes blevet stanset i sit anfald af
-forrykthed. Han havde n�mlig v�ret p� vej til at tro p� hende. Da han
-kom hjem den aften, havde hans sindsbev�gelse efterh�nden lagt sig,
-han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo
-alligevel muligt -- -- m�ske var hun den rette, han havde tilbagekaldt
-sine h�nlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning,
-der var helt ny for ham. Det var slemt, at han m�tte g� fra hende s�
-pludseligt; n�ste dag vilde han forklare hende -- -- eller blot bede
-hende om ikke at t�nke mere p� det.
-
-Det blev en anden n�ste dag, end han havde t�nkt sig. Dog, s� snart
-han havde set det f�rste blik, hun sendte en anden mand, s� var han
-underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set
-fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han
-havde ligesom lagt h�nden p� noget, der var i bev�gelse inde i ham,
-i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da
-han s� hende forts�tte sin s�dvanlige leg, havde han sagt til sig
-selv: Naturligvis! I samme �jeblik var det ham ubegribeligt, at hans
-fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undg�et at tale
-med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under
-det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.
-
-Han greb sig i at stirre p�faldende p� hende, mens disse erindringer
-gik h�rdt og larmende gennem hans sind, som ankerk�ttinger, der
-l�ber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende
-mods�tning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var
-dristig nok til at anse sig selv for �rsagen til den varme, der
-udstr�lede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejg�rd tilr�bte
-hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun
-l�ftede sit glas mod k�bmand S�rensen, der trods sine religi�se og
-s�delige grunds�tninger afleverede sine kantede forbindtligheder --
--- af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom
-han kun af forretningshensyn var g�et med til dette selskab. Fru Ida
-sad d�r, som om hun var husets frue, en n�dig og vanskelig frue;
-ondskabsfuld mumlen l�b langs bordet.
-
-Fru Ida beh�vede ikke at stirre p� Hans R�skov for at holde �je med
-ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at
-se p� ham; han lignede sig selv fra den aften, da han p� en s� plat
-m�de havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde v�ret
-s� betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor sp�nding p�,
-hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde g� og
-tie en m�ngde indholdsrige ting sammen. S� stille og s�lsomt havde de
-to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at v�re den f�rste
-til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og s� havde
-han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel �gtemand, hun en gang
-havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig
-sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, s�
-st�der han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene k�be ned
-i de bare gummer i den anden og siger st�dig og gnaven: Jevej��m!
-
-Jo, hun havde haft en kamp at best�, for en gangs skyld, en kamp med
-sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham n�ste
-gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt hum�ret, og s� var
-det desv�rre alligevel tilf�ldet. Det var hendes knagende dumhed,
-at hun ikke straks var f�rdig med ham. Han havde igen forstyrret
-billedet af den gnavne �gtemand, han snart blev, hvis hun tog ham,
-han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne
-halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til
-at tr�de frem som den, han var, at hun kunde blive klog p� ham og
-f�rdig med ham. Hidtil havde hendes fors�g p� indirekte at s�tte
-liv i ham kun bevirket, at han blev fuldst�ndig til sten. Hans
-selvbeherskelse m�tte v�re um�delig; han s� ikke en gang s� ind�dt p�
-hende, at det var opsigtsv�kkende, selv om hun nok l�ste mere i hans
-�jne end andre; men hun vilde �ve ham yderligere i selvbeherskelse,
-s� kunde han g� sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud
-af ham.
-
--- Se, hvor uhyggeligt m�rket st�r lige uden for vinduerne, sae Hans
-R�skovs borddame, fr�ken Anna �rbo, idet hun vendte ansigtet mod ham.
--- N�r grenene vifter, ser det ud, ligesom m�rket blev levende.
-
-Hvad er det, der f�r Dem til at g�re iagttagelser over m�rket? spurte
-han, underlig ber�rt.
-
-Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.
-
-Anna �rbo var atten �r, h�j og kraftig af sin alder; det mest voksne
-ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldst�ndig
-herre over; derimod var hendes bev�gelser endnu helt barnlige; de
-havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over f�l eller
-hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes
-fremtoning noget vist naivt, og hendes v�sen var overhovedet pr�get
-af den troskyldighed, der virker pirrende p� erotisk erfarne m�nd,
-men hendes forstandige, m�rkebl� �jne holdt de nysg�rrige p� afstand,
-og de fandt heller ikke hendes smalle l�ber varmblodige nok.
-
-Hvor kan det v�re, Hr. R�skov, sae hun, at De aldrig har v�ret henne
-at bes�ge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og
-jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.
-
-Jeg er ikke interessant, fr�ken. De kan v�re vis p�, at jeg mener
-det, f�jede han til.
-
-Ja men det er onkel; han t�nker meget over alting. Han taler ogs�
-meget om Dem.
-
-De har formodenlig dr�ftet mig i f�llesskab, henkastede han.
-
-Det har vi, svarede hun uden forvirring og s� �bent p� ham.
-
-Det er vel ogs� ham, De skylder Deres us�dvanlige alvor? sae han med
-en antydning af et smil.
-
-Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af
-munterhed, hun pludselig s� afd�kkede p� et menneskes ansigt.
-
-Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.
-
-Ogs� Deres forst�else af mig? spurte han ironisk.
-
-Jeg fordrister mig ikke til at ville forst� Dem.
-
-Det svarede han ikke noget til; ogs� hun tav et �jeblik.
-
--- Det er den s�rgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De
-har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang
-k�be et smil af Dem med hele min g�rd. S� fallit har jeg endnu aldrig
-v�ret.
-
-Hvem er den konfirmandpige, Hr. R�skov konverserer s� ivrigt? spurte
-hun.
-
-Han konverserer hende s'gu slet ikke s� ivrigt, og hvis det
-kan tr�ste Dem, tilf�jede han med et mislykket fors�g p� at se
-ondskabsfuld ud, s� har han siddet og skulet meget indsmigrende op
-til Dem hele tiden.
-
-Det er ogs� det, han g�r bedst. Skal De ikke hilse p� ham ogs�? Jeg
-synes, De fors�mmer Deres pligter som v�rt.
-
-Ahlmark tog sit glas og r�mmede sig, s� det dr�nede, Hans R�skov og
-flere andre s� den vej.
-
-M� jeg hilse p� repr�sentanten for spr�ngstofferne?
-
-De l�ftede deres glas og drak; fru Idas �jne veg ikke fra hans ansigt.
-
-Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? t�nkte hun. --
-M�ske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.
-
--- Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De s� v�re s� venlige at
-f�le p� Deres maver, om der kan v�re mere; ellers er kykken�et den
-vej. Velbekomme!
-
-Selskabet fordelte sig i stuerne; bl� r�gs�jler steg til v�rs om kap
-med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gl�den tiltog
-og aftog, som var det ilden selv, der �ndede; mange herrer gumlede
-p� r�gen, inden de slap den ud, de havde ogs� siddet til bords over
-en time. Ahlmark gik om og str�g t�ndstikker og havde sin s�dvanlige
-morskab med den lille tykke dyrl�ge, der gik i stadig fare for at le
-sig ihjel over hans morsomheder.
-
-Bak, Thomsen, formanede propriet�ren og fors�gte at ramme den
-hoppende sigarende med sin t�ndstik; bak nu, lille Thomsen. Men
-s� bak dog for satan! St�r mennesket ikke d�r og griner som selve
-fanden, da han s� sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den
-hellig�nd. -- Han str�g to t�ndstikker p� een gang og holdt jagt p�
-dyrl�gens dansende sigar.
-
-Lad _mig_ t�nde -- -- jeg ve' s�l, jamrede Thomsen. Du br�nder mig,
-av, hav, hav, hav -- -- --
-
-Dyrl�gen l� ned i sofaen og droges med d�den; han kunde ikke en gang
-f� begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en
-begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde f�re det
-igennem, han misbrugte sit latterinstrument, s� det slet ikke kunde
-gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede
-hans indvolde, og da han ikke kunde andet, s� sparkede han latteren
-fra sig med benene, han vred den af sig i s�lsom mavedans, smed den
-om sig med b�gge h�nder, han gr�d den ud i stride t�rer, og da han
-s�ledes l�nge havde grinet med hele kroppen og havde v�ret d�den n�r,
-s� fik han endelig forl�sning for sin latter ad naturlig vej.
-
--- Vejg�rd havde -- i mangel af fru Ida -- drillet en flok unge
-piger, s� de samlede sig om ham; han l� udstrakt i en flugtstol,
-medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden
-p� hverandre, at han m�tte skamme sig; de sk�ldte ham h�der og �re
-fra i deres takn�mlighed over, at han vilde besk�ftige sig med dem og
-glemme sin fru Ida et �jeblik; de krummede sig over ham, faldef�rdige
-af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin
-sigaret og fn�s dem r�gen ind i ansigtet og trak den mest h�jr�stede
-ned p� sit sk�d, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for
-en anden. L�ngere tilbage stod en sejsten�rig lille dame og bl�ste
-sigaretr�gen ud gennem n�sen, idet hun h�nligt erkl�rede, at hun var
-lige glad, n�r han bare vilde la v�re at snyde i krokket. Vejg�rd
-rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med
-hende p� sk�det. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for
-at l�re hende at opf�re sig ordenligt; hun knoede l�s p� ham med
-knyttede n�ver og vilde ikke slippe sin sigaret, r�g og gnister stod
-om dem; hun fyldte hans s�gende mund med r�g, s� han hostede al kraft
-af sig og m�tte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon:
-Hvorfor skulde han netop sl�s med hende? mente de. -- Hr. Vejg�rd
-er rigtignok store slem i aften, sae de; og s� blev de ivrige igen;
-men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem st�. Den
-sejsten�rige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun
-kunde slet ikke dele de andres f�lelser og m�tte s�ge andet selskab.
-
--- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de
-hviskede, den ene sagtere end den anden og h�ldede sig over hende om
-kap; med deres ludende kroppe og deres �jne, der opm�rksomt vandrede
-om p� hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og
-gir agt p� deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden
-et kort, mistroisk blik, n�r det kunde se ud, som om der faldt mere
-af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et
-tr�t udseende; hendes kr�lle hang som en forstrakt proptr�kker ned
-over tindingen og kildrede hende p� munden; det kunde gyse i en mand
-ved at se det, man kunde komme til at b�vre med munden; de to unge lo
-sygeligt af og til.
-
--- K�bmand S�rensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale
-med Hans R�skov, men hans �jne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede
-alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men
-hvor mange krumspring de end gjorde, s� var de hele tiden optaget af
-hende; gjorde hun en lille us�dvanlig bev�gelse, s� var de der, som
-to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede
-med svagt b�vende fingre ved de lysebrune kr�llede h�r, der stod s�
-frodigt ud af hans friske kinder, og n�r hun smilede, skiltes hans
-t�tte sk�g straks af de bugnende, r�de l�ber.
-
-Mens fru Ida lod de unge mennesker br�nde sig op -- de b�jede sig
-hen over hende, som om de var bange for, at forbr�ndingen ikke
-skulde g� hurtigt nok -- iagttog hun de to m�nd, der havde valgt at
-tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se
-S�rensens ferskhed s� t�t op til Hans R�skov, og det var endnu mere
-p�faldende, at han ikke f�lte det selv, men hendes n�rhed styrkede
-ham formodenlig; han snakkede hele tiden og m�rkede ikke den andens
-�jne. �, hun vilde g�rne opleve, at det menneske en gang �bnede sin
-mund og oplod sit v�sen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor
-vilde S�rensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der
-kommer ud af det k�lige gr�s og uforvarende dumper ned p� en gloende
-j�rnvejsskinne!
-
-Det skete, at Hans R�skovs �jne fulgte med S�rensens og s�gte hendes
-�jne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og f�dder eller
-dv�lede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et
-sp�rsm�l eller afleverede en erkl�ring. Ak ja, hvad kom det hende
-ved? Han havde m�ske problemer, der gik forud for k�rligheden; han
-misbilligede hende, n�r hun vilde elskes! Og s� var hun p� alle sider
-omgivet af mandfolke�jne -- -- -- hun vilde pille dem ud allesammen og
-s�lge dem, hvis hun for den pris kunde k�be sig, at han s� anderledes
-p� hende.
-
-Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og
-stirrede efter hende med opm�rksomme, modfaldne �jne som to hunde,
-der efter lang venten ingenting f�r; derp� betragtede de hinanden
-gennem �jenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden;
-s� fj�rnede de sig i modsatte retninger, og S�rensen blev pludselig
-beklemt ved Hans R�skovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.
-
--- Men der har vi jo vor lille Kai, udbr�d fru Ida; velbekomme, Kai.
-Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.
-
-Du er meget smuk i aften, Ida.
-
-Det er jeg jo altid, svarede hun. -- Hvor havde det v�ret godt at
-modtage den erkl�ring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af
-en mand, hun elskede!
-
-Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig f�r i aften, s�
-var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig
-har set f�r, og som man synes man m� gribe straks, fordi det aldrig
-mere kommer igen.
-
-�, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt t�nkes den, der skubbede
-mig bort, hvis jeg bare kom i n�rheden af ham.
-
-Kai s� efter Hans R�skov, der gik ud gennem havestued�ren. -- Det m�
-s� v�re en, der ikke har sin forstand k�r, sae han.
-
-Hvordan b�r du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun,
-mens hendes tanker var langt borte fra ham.
-
-�, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang s� forrevet,
-at du ikke tr�nger til mere lidenskab af nogen slags, og s� ved du
-ingen andre end mig.
-
-Hvad vil du s� g�re ved mig?
-
-Jeg vil tr�ste dig og g�re dig glad, som du var f�r.
-
-Mange tak, Kai; s� render jeg fra dig igen.
-
--- -- -- H�r nu, fru Ida, sae Vejg�rd og stansede hende; her g�r en
-ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har
-endnu ikke den hele aften v�ret genstand for Deres medlidenhed.
-
-N� ikke det, svarede hun og lo t�rt.
-
-Nej. Her st�r en afsat ven, der er kasseret i un�de, mens han
-levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i
-f�llesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu
--- -- --
-
-Han trak lange tankestreger i luften med h�jre h�nds pegefinger.
-
-Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det s� slemt.
-
-Ganske rigtigt. Fra det �jeblik De tar den bestemmelse mig ang�ende,
-at De ikke �nsker at vide af mig, s� er jeg udslettet og fallit. Nu
-er jeg kun rig p� forst�dthed og savn; jeg ejer ikke andet end min
-udl�ndighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til
-overs for mig; De skyder bj�rge af alvor op imellem os -- -- -- men
-nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter
-flytter bj�rge, hvilket man ellers p�st�r, at kun troen kan g�re,
-sk�nt det aldrig er pr�vet, men Deres latter har st�et sin pr�ve, og
-jeg er Deres grinende dj�vel til tjeneste. _Skal_ vi to more os, en
-rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud
-i haven og lave fest? Vi kan s�tte elementerne i bev�gelse, himlene
-skal humme sig, n�r vi huserer!
-
-Ja, men ikke lige nu; jeg er tr�t.
-
-Vi resolverer at kalde det tr�t. Det er ellers en h�jtidelig og
-vanskelig tid. Deres for �jeblikket bedste, men ikke morsomste ven,
-har for s� vidt et tidssvarende ansigt p�. I de andre mandfolks fj�s
-st�r der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; ogs� Deres �syn
-vidner om denne tids us�dvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige,
-grinende dj�vel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt
-lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at
-vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De f�rst, n�r De st�r
-overfor den, De venter p�, men skal vi to ikke alligevel g� en tur i
-haven? Det er et meget fornuftigt, k�ligt v�r i aften; De kan godt
-spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.
-
--- -- -- Hans R�skov sad i en m�rk krog af haven og s� op mod den
-halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejg�rd var kommet til s�de, efter
-at de var g�et haven rundt. Det s� ud til, at de havde samlet en del
-p� deres tur, som de nu holdt opg�r over. Deres hoder b�jede sig til
-og fra hinanden; en h�nd blev lagt indtr�ngende p� et �rme, en finger
-rettedes demonstrerende mod et bryst -- hendes bryst -- mens l�ftede
-�jenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en h�nd afv�rgende
-underst�ttet af hovedrysten, mens en anden h�nd indtog en tankefuld
-stilling under en kind, og dermed gik det forel�big i st�. Dog kom
-imidlertid en h�nd sagte vandrende fra ejermandens kn� over til det
-andet kn�; d�r blev den liggende, fortrolig, men ikke n�rg�ende, det
-syntes at v�re dens ret. Pludselig lo han, s� det kunde h�res, og
-begyndte at gynge med hendes kn� og slap det s�. Han spillede med
-fingerspidserne mod hverandre og sae en m�ngde, der til sidst bragte
-den tankefulde h�nd ned fra kinden. Hun str�g ned over sit sk�d og
-strammede kjolen over kn�ene, idet hun smilede en bem�rkning ind i
-ansigtet p� ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besv�rgende
-en favnfuld luft med b�gge arme, og som om det havde v�ret for meget
-for ham, s�gte han st�tte p� hendes stoleryg; hans hage hvilede vist
-p� hendes skulder. Derp� sank hans hoved endnu dybere, og hun s�
-ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes h�nder l�
-tr�tte og opgivende i hendes sk�d. Men s� lod det til, at hun vilde
-sige noget afg�rende, og hun l�ftede den ene h�nd, men han rystede
-p� hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesl�s ned ad hans
-bryst; han tog om h�nden og lae den med et lille tryk i hendes sk�d;
-nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke sk�lne deres hoder fra
-hinanden.
-
-Hans R�skov r�rte sig ikke, d�r hvor han sad; han sank ikke sammen,
-sk�nt han f�lte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var
-et flammende �de i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes
-at betyde, at alt var br�ndt op; men der kom ogs� en velg�rende
-f�lelsesl�shed over ham; dette var m�ske det sidste, der skulde
-forbr�ndes, og s� var der ikke mere, _det_ var nemlig umuligt,
-menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over
-det heles forl�b, og han t�nkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over
-det -- ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under
-et ulykkestilf�lde: Jeg slipper fra det med livet -- mens ens legeme
-fl�s hen ad jorden. -- Hans R�skov form�ede at h�ve sig over det og
-h�vde sig selv ved den tanke: Jeg kan b�re det med.
-
-Men det var en underlig tilv�kst til stilheden, da de to der oppe
-ikke r�rte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting
-g� i st� rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv
-begyndte at bev�ge sig; b�nken gled bort med ham, tilbage i m�rket;
-han s� den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom
-virkelig l�ngere bort fra den, s� langt at han glemte, hvem der sad
-deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede
-gange to mennesker, han f�r havde set, som �dslede fortrolighed og
-godhed p� hinanden, mens han stod udenfor og s� til; og s� bet�d
-denne �dselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de
-regnede det ikke bag efter; de havde kastet v�rdier af varme og
-venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de s�gte
-ikke hinanden som mennesker, der har livsv�rdier f�lles; de havde
-r�d til at glemme det. S� rige var de fleste mennesker, men han var
-den, der s� til; i beskuelsen l� hans tab. I sin barndom havde han
-undertiden t�nkt sig, at han kom frem af m�rket med en sten og knuste
-hodet p� to, der havde det s� godt. De skiltes jo alligevel senere og
-mente alts� ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de
-holdt ham borte med ryggen, de tr�dte ham ned med h�lene uden at se
-ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor �nskede han
-at sl� dem ned. De glade, blinde mennesker burde p� en eller anden
-m�de erfare, at han var til.
-
-Han f�lte b�nken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to
-vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget
-dem med sig p� sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han
-slog dem ned med en gr�sten, s� vilde et andet par straks stille sig
-op i deres sted; hvad bet�d det, om den ene var en kvinde, han ikke
-elskede? Han elskede ikke hende d�r; han elskede alle kvinder med
-samme had.
-
-D�ren ud til verandaen blev �bnet; stemmer h�rtes; Vejg�rd og fru Ida
-rejste sig, og der blev let og spurt; sp�rsm�l og udbrud l�d helt
-inde fra stuerne.
-
-Hans R�skov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han
-rystede endnu lidt efter farten. Han t�nkte p� de foreg�ende �rs
-arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med
-�rs vidde i hans sind. Han satte sig p� verandaen og s� ind i de
-oplyste stuer for at v�nne sig til dem, inden han gik der ind.
-
-Der kom nogen nede fra haven -- -- det var hende! Jeg m� alts� ha
-siddet her temmelig l�nge, t�nkte han, siden hun er kommet en anden
-vej ud. Hun m�tte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde
-det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og
-stolede p� sin sk�nhed? Hvad havde han med den at g�re? Han var ikke
-kommet s� langt ud over bondenaturen, at sk�nhed bet�d noget for ham.
-Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde h�rt i sin familie,
-var: Det er en god kone -- -- Om de unge piger var der s�dvanligvis
-ikke tale, f�r de skulde giftes; s� kunde det ske, at der blev
-sagt: Hun blir en god kone. -- Han vedkendte sig denne f�drene
-v�rdibestemmelse; hvad vilde hun s� her med sit elskovsg�gl?
-
-Lyset faldt p� hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes
-�jne var dejlige; bl� og uransagelige som fj�rne skove p� en sollys
-septembermorgen.
-
-Hans t�nder hakkede mod hverandre. -- Fryser jeg? t�nkte han. --
-
-Hun stod foran ham. -- Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.
-
-Vi to, t�nkte han.
-
-Hun skimtede lige hans ansigt gennem det gr� m�rke, �jnene sad deri
-som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og
-der kom en svaghed over hende.
-
-Jeg synes dog, vi har haft -- -- begyndte hun.
-
-Da sae han med t�r, udtryksl�s stemme: Vi har haft noget sammen, ja.
-Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg tr�nger ikke
-til at f� den n�rmere forklaret.
-
-Hun lo h�jt, p� een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget
-fejl af Dem. Jeg troede -- -- -- n�, pyt med det; nu ser jeg, De er
-en ganske triviel t�lper, en bonde, der har l�rt kemi. Det er hele
-herligheden.
-
-Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun h�rte, hvordan det gav sig
-i hans kn�led, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i
-betragtninger over en tyr inde p� marken, og som pludselig ser den
-stable sin krop p� sine knagende ledemod og vende de blodskudte,
-skulende �jne hen mod vejen og overl�gge ved sig selv -- --
-
-Den gang De -- -- -- begyndte han med en uklar stemme, der fik hende
-til at b�ve, -- den gang De m�dte mig -- -- en aften, da kom De fra
-andre m�nds h�nder, med Deres tanker fulde af andre m�nds beg�r, der
-altid h�nger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det m� jeg ogs�
-ha gjort den gang; i alt fald oph�ver det alt andet.
-
-Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede
-h�nden efter ham:
-
-Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe s� let.
-
-Da hun vendte sig, s� hun k�bmand S�rensens ansigt t�t mod verandaens
-rude; han hakkede i den med n�sen og ledte omkring p� den som et
-insekt, der vil den vej ud.
-
-Er det mig, De s�ger, hr. S�rensen? spurte hun h�jt, og hun h�rte
-skridtene stanse nede i haven. � ja, han kunde m�ske ha ganske godt
-af at v�re tilskuer, han med sit had. Bare han havde v�ret her for
-lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejg�rds lyrik! Hans
-forstand var vist allerede rystet; Kai skulde f� ret, om det p� nogen
-m�de var muligt!
-
-S�rensen var kommet ud efter nogen kamp med d�ren; han stod endnu og
-holdt sig ved d�rgrebet.
-
-De morer Dem ikke, sae han og s�gte at l�gge en let beklagelse i sin
-stemme.
-
-Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede ansp�ndt: Mon han
-havde fundet noget at sidde p� der nede?
-
-S�rensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende,
-ligesom et lille barn, der slipper en stol og n�r at f� fat i en
-anden.
-
-De er bedr�vet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsm�ssig
-tone; De har sorg. Det g�r mig ondt, at De s�rger; livet er jo dog
-s�dan indrettet, at det er muligt for os alle at v�re glade.
-
-Det blik, hvormed hun s� p� ham, gjorde pr�dikanten til et menneske.
-Han famlede efter hendes h�nd, og det gav et s�t i ham, da han fandt
-den, men s� holdt han fast.
-
-Jeg har l�nge kunnet se, at De var bedr�vet; det er mig en
-n�dvendighed at ops�ge de mennesker, der er i n�d, derfor er det
-ikke tilf�ldigt, at jeg tr�ffer Dem her. Men De beh�ver ikke at v�re
-bedr�vet; jeg mener: s� underfuldt er livet jo indrettet, at ingen
-er bestemt til gl�de, mens andre m� v�re bedr�vede; ved De ikke det?
-
-Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde s�
-megen f�rdighed i, at han havde glemt sin naturlige r�st, men han
-blev usikker og stammede ikke s� lidt, da han kom til det �mne, som
-havde skaffet ham s� stor indflydelse inden for vennernes kres:
-K�rlighedens Favn, der st�r �ben for os alle; d�r er det s�dt at
-hvile, n�r vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse.
-
-Han tog hendes h�nd i b�gge sine og kunde ikke slippe igen; han
-var som en smed, der er kommet til marked og har f�et et elektrisk
-batteris lodder i sine grove n�ver; han sveder og sk�lver og
-gennemb�ves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som
-han endnu aldrig har holdt fast p� nogen forhammer; en h�jere magt er
-over ham.
-
-Fru Ida s�nkede hodet, som stillingen kr�vede det, og klippede med
-sine lange �jenvipper; for et t�get blik kunde det godt se ud, som
-hang der en t�re i dem. K�bmand S�rensen vandrede som en s�vng�nger
-fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at
-han lokkede en sj�l til vildfarelse, han vilde ikke g�re det, men han
-bestr�bte sig dog for det. Han forsikrede, at der _var_ tr�st for
-hver s�rgende sj�l, og mens han sae: sj�l og atter sj�l, sk�lvede
-hans legeme over hendes legemlige n�rv�relse. Han forkyndte om
-k�rlighedens �nd, og samtidig krusedes hans k�d af lyst.
-
-Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sj�l,
-og han trykkede hendes h�nd, som var den en sj�l, og hans h�nd
-husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom
-bort fra det till�rte, han blev s� naturlig som en plante, der st�r
-ved vejen og tar imod solen og senere s�tter blomst og gir sin frugt
-til vinden. Han havde af ganske �vne indsuget alt hvad der udstr�lede
-fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast
--- men det var jo ogs� midt i for�ret -- det blomstrede og fik farve
-i hede ord, og det satte frugt i et kys -- -- --
-
-S�rensen havde b�jet sig over hende, han pr�vede ikke p� at l�se en
-tilladelse i hendes �jne, for han s� kun hendes mund, og den kyssede
-han.
-
-Var det sket for fjorten dage siden, s� kunde hun godt ha leet og
-klappet ham drillende p� kinden og sagt, at det gjorde ikke noget,
-men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset -- og hun
-gik uden at tilf�je noget formildende ord.
-
-Hun l�b ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans R�skov sad. Sk�nt
-dette kun havde v�ret et eksperiment, s� havde hun ikke helt undg�et
-at f�le sig svimmel; det var anden gang og tilstr�kkeligt. Nu -- -- --
-
-Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, s�gte ham til sidst inde
-i stuerne; d�r fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller
-anden, med Anna �rbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham
-s� mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.
-
-S�rensen sad endnu p� verandaen.
-
-�De er jo tosset,� t�nkte han. Han huskede det kys, smagte det om
-igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive
-blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve
-af det, s� svulmede det p� ny r�dt og modent i hans erindring, og
-han fik en lang kamp at best�.
-
-Det hjalp f�rst, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i
-haven og p�lagde sig den straf at skrifte alt for hende, om s� hendes
-tro p� ham blev rystet derved. Og s� m�tte han hjem, han m�tte fly
-denne farlige kvinde. Dette var vel en pr�velse, en advarsel; han
-vilde huske den.
-
-Han ops�gte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende,
-hvad der var sket, men da nu den evangeliske �nd nogenlunde var
-kommet over ham igen, s� kunde det nok ske, at han udelod nogle rent
-menneskelige enkeltheder, men det hun h�rte, rystede hende dybt nok,
-og hun led med ham.
-
-Han tilbragte det meste af natten i et lille g�stev�relse oppe p�
-loftet, under b�n.
-
-
-
-
-Det regner; en st�rk, tung for�rsregn sl�r ned i udt�rrede veje,
-dr�berne falder med kraft som sm� bomber, og i begyndelsen springer
-st�vet op om dem. P� de skr� sider af vejene dannes der efterh�nden
-en bugtet rand af skum og st�v, som vandet bryder igennem, sm�
-st�vede orme kravler ned mod gr�ften og viskes snart ud af den
-tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til v�rs fra de
-fugtige veje, men de gr�nne marker opsender en sundere lugt, der er
-ligesom en bedre forst�else af den sunde regn.
-
-Voksne mennesker sl�r kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus,
-men b�rn g�r uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres
-stort�er tr�kker de hvide striber i det brune, v�de st�v for at se,
-hvor dybt det har bl�dt, og de f�lger alle de grumsede sm�str�mme
-p� vej, der k�mper sig frem ad sandede h�ldninger, og hj�lper dem
-undertiden med at overvinde vanskelighederne.
-
--- De blir v�d, h�jst�rede, sae gamle postmester �rbo til Hans
-R�skov, der stod b�jet over et hjulspor inde p� en bivej, hvor sten
-og gruskanter ragede op over vandene, s� at det kunde ligne et
-terr�nkort over Finland.
-
-God dag, svarede Hans R�skov. Han vidste godt, at han blev v�d; han
-var ingenlunde faldet s� dybt i tanker, at han havde glemt regnen,
-der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som
-pjaskede ned fra hatteskyggen, s� snart han bev�gede hodet. Men han
-var kommet til at se p� et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og
-problemet om dets afl�b havde stanset ham; senere var andre tanker
-kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede p�
-hjulsporet, som han havde glemt.
-
-Rindende vand f�r ogs� tit mig til at st� stille, vedblev
-postmesteren, undtagen, ganske vist, n�r det kommer ned fra skyerne.
-
-Ja, De er jo ogs� ungkarl, sae Hans R�skov hen for sig.
-
-Ja -- ha ha, meget skarpsindigt bem�rket. Men skal vi to ungkarle
-ikke se at komme under tag? De er meget mere v�d end De selv tror;
-kom ind under min paraply, s� har De allerede v�ret under mit tag,
-det er altid en begyndelse -- he! Det vilde gl�de mig at g�re Deres
-n�rmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre,
-men n�r De kender min niece, s� m� De finde Dem i ogs� at l�re mig at
-kende; der er n�mlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig,
-skal jeg sige Dem.
-
-Hans R�skov s� med interesse p� denne mand, hvem det gl�dede at g�re
-hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult
-ansigt og visne h�nder, men i hans �jne, der var runde og livlige,
-og hans mund, der havde let ved at st� �ben, var der noget ungt
--- noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hent�rret
-endnu, sk�nt manden var over tres; han var en livlig blanding af
-erfaring og naivitet, og i den m�de, hvorp� han tog Hans R�skov under
-armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var
-der en enest�ende oplevelse, der fik den yngre til at gi efter.
-
--- V�rsgo og s�t Dem ned, hr. R�skov, mens jeg konfererer med min
-husholderske; det er jo lige ved spisetid -- -- g�r mig nu ikke den
-sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en forn�jelse -- --
-
-Men _er_ De ikke v�d om f�dderne, udbr�d han, da han igen kom ind,
-jo min sandten er De s� -- -- jomfru Andersen, ta og kom med mine
-skindt�fler!
-
-Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm l�s p� Hans R�skov og
-stak fire stive tr�fingre ind i hans h�nd, men de samme fingre blev
-meget levende, da t�flerne skulde hentes frem og en l�nestol stilles
-til rette til g�sten; imidlertid spruttede �ggene der ude, ligesom
-de kaldte p� hende, men hun gjorde sig h�rd og stillede en broderet
-skammel foran l�nestolen, men s� blev �ggene altfor h�jr�stede, hun
-m�tte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem
-sin moers h�nder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra
-v�gge og fra etagerer, for at g�sten ikke skulde ha ulejlighed med
-at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad s� mageligt, s�
-begyndte k�kkenkniven at arbejde der ude; man h�rte den komme igennem
-og ende med sm� sikre hak p� sp�kkebr�ttet; kopper klingrede, og
-tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik m�le
-efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav s�; hver
-ting afgav sit: Her! kom p� sin plads og lod siden ikke h�re fra sig.
-
-Klokken slog syv; postmesteren r�mmede sig, hvad enten det var et
-signal eller en tilf�ldighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med
-den ene h�nd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen
-over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og f�m�lt, og s� gled
-hun lydl�st hen i d�ren: V�rsgo!
-
-Hans R�skov havde allerede l�rt at s�tte pris p� den gamle mand, der
-befandt sig vel i hans selskab og ikke f�lte det som noget tryk, at
-han talte s� lidt; han m�tte v�re et sj�ldent menneske, netop af
-den elskv�rdige slags, der plejede at holde sig l�ngst borte fra
-Hans R�skov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks
-v�sen, derfor var det velg�rende en gang at blive behandlet som et
-almindeligt menneske.
-
--- Nu skal De se min lejlighed, hr. R�skov, sae postmesteren, da de
-havde spist. -- Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler;
-jeg er ikke s� gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om s�dant
-et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man
-vil ikke blive gammel, hr. R�skov -- selv s�dan en gammel hulmavet
-stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke -- --
--- N�, der inde er ingenting, der er �de og tomt, hvor der kunde ha
-v�ret skabt en lille verden; b�rnekammer, hvad? Skulde ha v�ret. -- --
-Skal vi g� ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?
-
--- Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. R�skov? Ja ja, jeg tror
-n�sten, min kan t�le et lille st�nk endnu. Hm, ja det er nu en
-underlig forn�mmelse med s�dan en del tomme kamre oven p�. Men hun
-vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke s� lidt ind, men jeg vil
-ellers nok st� ved, at jeg aldrig har v�ret en kraftkarl; der var
-ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalvekn�et,
-is�r n�r medbejleren var -- ja han var n�rmest en karl af Deres
-dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne
-ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par u�gte b�rn; hvad
-tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk,
-sae hun; det var vel ogs� med et vist henblik p� mig. Galt gik det
-naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hj�lpe noget
-at forudsige det, n�r alting om en er fuldt af galskab og en selv er
-liges�dan?
-
-Hun fik b�rn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og
-hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange st�et uden for hendes
-vinduer, n�r det var m�rkt, og h�rt hende synge for b�rnene; jeg tror
-nok de sm� var mere glade ved at h�re p� det end jeg; de faldt i
-s�vn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde
-det. Det var en dr�j tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget
-sig af den ting, s� havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den
-lille postekspedient �rbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstr�gen ned
-ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under
-ham; men ellers indest�r jeg for ham, og tar du ham, s� kan du sige,
-at du har f�et ham af vorherre selv.
-
-Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men
-menneskenes k�rlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver
-se. Men vil De tro, at der kom et for�r, da jeg ogs� blev tosset?
-Det skal jo til. -- Vil De sige, at De kender det ikke? N� -- jeg
-skal afholde mig fra nogen bem�rkning desang�ende; men der var alts�
-piger, der hittede mig, sk�nt jeg var smal og stod sk�vt p� benene;
-det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar
-ad mig f�r; men de m�rker, at man er i rasetiden, og s� er der altid
-nogen, der kommer. N�r galskaben er �gte, skal den nok smitte. Der
-var to -- -- Tror De, det var mig, der lod dem l�be, hr. R�skov, sk�nt
-jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik
-b�gge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for
-smal, da de kom til samlingen, de forsm�ede mig -- bag efter, hvor de
-dog ikke havde s� meget at prale af mere.
-
-Skal De ikke ha en til, hr. R�skov? De kan jo drikke den uden rom,
-det er s� l�skende. -- Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen
-temmelig snavsede ungdomshistorier, De her f�r at h�re af en gammel
-mands mund. Sig kun jo, hr. R�skov; ud fra Deres temperament har De
-ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at d�mme anderledes -- indtil
-videre.
-
-N� -- -- det er ikke det urene, _jeg_ finder mest p�faldende, n�r jeg
-nu t�nker p� det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere,
-og n�r man s� har alle slags store, om jeg s� m� sige: omfavnende
-f�lelser i en sn�ver krop, s� blir man endnu mere komisk; jeg havde
-dog g�rne n�jedes med en af de n�stbedste. Det synes jeg er min mest
-prisv�rdige egenskab, og jeg kan ikke g�re for, at den ikke indbragte
-mig noget.
-
-Hvis jeg var vorherre, s� vilde jeg ligesom han la menneskene rase
--- jeg har set p� mange, siden det var min tid -- og jeg vilde s�rlig
-ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan f� den, de helst vil ha.
-N�r de har fyldt deres m�l af galskab, s� vilde jeg s�ge at indgive
-dem den �nd, der f�r et menneske til at se sig fornuftigt om efter
-den n�stbedste, for det er d�r, at mange b�r sig v�rst ad, det har
-tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres
-bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det
-har langt mere forf�rdelige f�lger. Jeg har ingen gl�de af at se p�
-den slags folk.
-
-De andre, hr. R�skov, der slet ikke ved hvad de g�r, men har et par
-minutter, hvor de er bevidstl�se af salighed -- -- der er dog en stor
-menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, sk�nt man
-siger at kulturen g�r fremad med k�mpeskridt, de finder dog lejlighed
-til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer
-_�rene_, og de er l�ngere end minutterne, der er s� forbandet korte,
-men der har v�ret en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den
-almindelige livssum har f�et en for�gelse.
-
-Jeg er en gammel tosse, hr. R�skov, som man ikke beh�ver at regne det
-s� n�je; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde
-op. De kan nok h�re, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet
-skal jeg s�tte i verden, n�r det er blevet mig n�gtet at befolke den
-p� en bedre m�de? Min niece er den eneste, der plejer at h�re p� mig,
-men De har for resten ogs� v�ret meget t�lmodig.
-
-Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. R�skov --
-ja synes De ikke ogs�? Hvad mener De, n�r den hos kvinder udvikler
-sig i form af opofrelsessyge? Det m� De nok ha set. Den og den er
-ulykkelig og tr�nger til en god kvinde, der kan elske ham -- ja, og
-man er selv en s�dan kvinde, det f�ler man -- -- Tror De, en kvinde er
-til at f� bort fra s�dan en ide? -- �, vil De lukke op, jomfru; der
-var vist nogen, der ringede.
-
-Det var fr�ken Anna �rbo; hun kom g�rne over og s� til onklen om
-aftenen, n�r hun ikke var optaget af andet, og s� var der gl�de
-hos de to gamle; jomfru Andersen kom da ogs� ind med et smil om de
-brunlige barkl�ber og gled tyst ned p� en stol og h�rte til.
-
-Anna lod et glad overrasket �godaften� h�re, idet hun s� Hans R�skov,
-og sae Velkommen, som om hun p� en m�de var v�rtinde i huset.
-Derefter satte hun sig p� en ledig stol lige over for ham og ventede
-et �jeblik p�, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da
-alle i tavshed s� p� hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans R�skov
-til at fort�lle om sine unders�gelser og om �rene i udlandet. Hun
-havde troet, at han derved ogs� m�tte komme til at tale om sig selv,
-men han havde den �vne at holde sig til, hvad enhver anden ogs� kunde
-ha oplevet eller t�nkt, men netop denne upersonlighed greb hende
-med en underlig magt: Han var alts� et menneske, der vidste, at han
-skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig
-t�rt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men n�r s�
-onklen blandede sig i samtalen, og Hans R�skov et �jeblik s� tavs hen
-for sig, s� var han straks en anden, end da han talte; han var borte
-i det han havde tiet om -- -- --
-
-Hun �nskede heller ikke at h�re, hvad det var; han vilde ha tabt i
-hendes omd�mme, hvis han havde kunnet f� sig selv til at tale om
-det eller hentyde til det, s� at formodninger l� n�r. Hun antog han
-havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i f�rd med at
-glemme; han stod afsides fra andre mennesker og s� efter sit livs
-bortdragende uv�r -- tordenen, som han alene havde h�rt, lynene,
-som havde hvislet og svedet forf�rdeligt i hans sj�l. Ingen skulde
-forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde v�re
-alene med sig selv for at glemme; ingen burde �nske at udsp�rge ham
-for at h�re, hvordan det var g�et, og om det nu var bedre, om der
-var l�nge igen -- -- -- Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt
-om ham, at han var forelsket i fru Ida; men m�ske mindede hun ham om
-noget s�rgeligt, hindrede ham i at glemme -- -- --
-
-Aftenen gik hurtigt, og de blev l�nge siddende sammen; Hans R�skov
-kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var tr�t og n�sten vel
-til mode, aftenens hyggelighed havde et �jeblik brudt ansp�ndelsen
-i hans sind; her var ikke noget at g�re sig stiv imod, og der var
-en n�sten sorgl�s hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var
-kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var
-m�ske det, han allermest havde n�dig i denne tid, og dette halvvoksne
-barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde
-ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han ber�rtes pinligt af
-den formodning, at hun m�ske selv vidste det. Skulde han tro, at
-postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder,
-der anser sig for kaldede til at v�re en mands frelsende engel? Han
-blev mist�nksom og s� sig med opstigende harme om i den hyggelige
-kres, men s� afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!
-
-Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og m�ske
-den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i m�de. Havde
-han v�ret en mand, der forstod at indrette sit liv s�dan, som det var
-tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran
-ham, n�rmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og
-d�r havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer;
-han s� p� sit ur -- to timer. Hvor den tid var g�et hurtigt! Men da
-han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der
-b�jede sig imod hende eller s�gte at holde hendes billede fast; hun
-havde blot p� ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han
-hvilet sig, men nu var det forbi.
-
-Fr�ken Anna gav ham et meget hj�rteligt h�ndtryk til godnat, han
-m�tte se p� hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden
-havde han v�ret n�r ved at falde i en d�s, og han havde tilladt sig
-en flygtig dr�m, som hun var med i; s� tr�t var han alts�; den slags
-unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt �jeblik. Han
-trak uvillig sin h�nd til sig og gik. Men da han var alene, blev han
-sig en m�rkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det,
-t�nkte han og gik rask til.
-
--- Anna sad oppe i sit kammer og s� ud i den halvm�rke for�rsnat og
-mindedes en sommeraften for fire �r siden; hun var da fjorten �r og
-meget s�rgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun
-ved sit vindu og betragtede telegrafst�ngerne, der stod i en lang
-r�kke og bar tr�dene ud mod vest, helt ud i den r�dgule himmel; hun
-skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen
-ende p� dem; de stod med tr�dene p� deres skuldre, f�rte dem ud efter
-i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun br�d sig
-om; hun grundede l�nge over det og gr�d til sidst; det at hun kun var
-fjorten �r, gjorde det heller ikke lettere.
-
-Fjorten �r! Men s� viste det sig, at dette tal dog var stort nok til
-at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: N�r hun var fjorten �r, s�
-m�tte den mand jo allerede v�re til, som hun ventede p�. Han boede et
-eller andet sted, han gik m�ske i dette �jeblik hen ad en landevej,
-og hun kunde m�de ham, havde m�ske m�dt ham uden at vide det, for
-det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en dr�m,
-men lige s� godt et virkeligt menneske som hun selv -- -- -- Hun gik
-tr�stet i sin seng og havde aldrig mere triste �jeblikke. Hun s� ham
-af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig
-n�rmere, og han forsvandt, s� snart hun pr�vede at forestille sig
-hvordan han s� ud. Ellers t�nkte hun kun lidt p� ham, mindedes ham
-m�ske ved sine f�dselsdage med den tanke, at han imidlertid ogs� var
-blevet et �r �ldre.
-
-Men nu havde hun alts� m�dt ham.
-
-Hun rullede gardinet ned og t�ndte lampen; m�rket der ude blev for
-st�rkt, og da hun ikke kunde g� i seng, bestemte hun sig til at
-rode op i sine skuffer, det kunde desuden beh�ves. Hun ryddede op
-og fordelte indholdet p� puffen og p� sengen, og det gjorde godt i
-hendes h�nder, der rystede svagt. Alt t�jet lae hun f�rst i orden,
-derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun bes� hvert
-brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet,
-l�ste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige
-breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og sm� b�ger i
-guldsnit indtog den anden halvdel -- det var venindernes afdeling.
-
-Hun stansede lidt og bet�nkte sig, da hun kom til den nederste
-skuffe, som hun ikke havde r�rt i lange tider, men klokken var ikke
-s� mange endnu, og hun holdt mest af at t�nke p� ham med alle disse
-gamle erindringer mellem h�nderne; det hele blev mere fortroligt og
-j�vnt, hun kunde nok tr�nge til et slags v�rn imod ham.
-
-Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne,
-men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser
-i ferierne: sm� buketter lyng, bundet sammen med silkeb�nd,
-muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter.
-Der var store, m�rkelige knapper fra hendes forskellige k�ber, en
-stump t�j fra hver eneste kjole, hun havde haft, s� l�nge hun kunde
-huske. Der var naive jule- og f�dselsdagsgaver, som veninderne havde
-lavet; tre m�lket�nder, hvoraf den ene havde tilh�rt hendes �ldste
-s�ster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire �r
-gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne t�nder vilde
-skifte; den var pakket ind i et stykke r�dt silkepapir for sig selv.
-Og der var et hent�rret firben, som hun havde pillet af en vild rose;
-det havde v�ret en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i
-skole og l�rte om tornskaderne i naturhistorien.
-
-Denne skuffe havde en s�regen v�rdi og var noget for sig; hun kunde
-ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager,
-men fra dem alle slog der hende en stemning i m�de, der for�gede
-hendes sindsbev�gelse. Hun l�ste k�restebreve fra skolekammerater
-uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne m�nd -- de var
-blevet straffede med at f� deres tilst�elser gemt ned i b�rneskuffen;
-men nu satte hun sig til rette og l�ste dem igennem med st�rste
-opm�rksomhed og t�nkte over dem; det ene var slet ikke s� d�rligt,
-hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at
-det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.
-
-Hun lod brevet falde ned og sk�d skuffen til, meget alvorlig, altfor
-fuld af stemning, til at hun kunde v�re hel lykkelig. Hun rullede
-atter gardinet op og s� ud; solr�den var nu blevet st�rkere og havde
-flyttet sig om i nord�st. I stedet for skuffens visne dufte tr�ngte
-for�rets pust ind til hende; hun l�nede sig ud for at f� mere.
-
-For nogle dage siden havde hun endnu s�gt at v�rge sig, hun havde
-h�bet, at det ikke m�tte blive ham, sk�nt der allerede bag dette h�b
-var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt,
-der skr�mmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for
-den kvinde, der elskede ham; han gik s� tungt, han stirrede barsk og
-stift frem for sig som en mand, der skyder et sv�rt og vanskeligt
-l�s og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde
-�nsket, at hun kunde g� af vejen, fordi han var en mand, der hang
-ulykke ved. Eller -- hun havde just ikke �nsket det; men hun havde
-dog t�nkt -- -- hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde
-t�nkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig.
-
-Men disse pigetanker vilde hun nu l�gge ned i skuffen, hvor alt
-det andet var, der h�rte barndommen til. I n�ste uge skulde der
-v�re stort skovbal; han kom ogs� med, havde han sagt. I dagene
-imellem vilde hun g� og t�nke p� ham, det gl�dede hun sig til. Med
-den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var s�
-overv�ldet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke
-mere vidste, hvad hun skulde g�re med det altsammen; det tog til som
-en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte.
-Men s� er legen ogs� fuldkommen.
-
-Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak v�ret dybt og lettet og tog
-sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud
-og se solen st� op.
-
-
-
-
-Der er skovbal i byens lystanl�g, et blandet publikum fylder den �bne
-estrade ved siden af pavillonen. Midt p� gulvet drejer honoratiores
-sig sindigt den rigtige vej med deres �gtef�ller, men langs den
-ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af
-sted med deres piger i stramt favntag. Der st�r en s�d og farlig
-em til v�rs fra den dansende ungdom, og efterh�nden som aftenen
-skrider frem, p�virkes de sindige elementer deraf, varmen og farten
-fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs b�nkeraderne syder
-hed hvisken, og i de m�rkere kroge sprutter ford�kte kys frem under
-s�nkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske
-ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i
-sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de b�lger, som
-opst�r her, n�er l�ngere ud, end musikken lyder, og jo fj�rnere de
-ruller ud i m�rket og stilheden, des mere skummende blir de; deres
-toppe kruses af s�d gysen, men dalene er fulde af svimmel.
-
-Fru Ida f�rdes alle steder som en vidunderlig ting, der g�r nytte
-overalt og ingen steder t�r savnes; hun drejes langsomt og varmt i
-den indre cirkel som en hvid lue midt i b�let, hvor der er hedest;
-hun ses hvirvle af sted langs den farlige, opr�rte rand som en af de
-ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terr�n for den,
-og mange ser p� hende og vil g�rne v�re det stykke t�rre tr�, som
-hun n�ste gang river med sig ind i b�let. Her hvor der er mange til
-at gi og ikke f�rre til at ta, her er n�sten alt hvad hun kan �nske
-sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om
-dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne f� nok,
-hendes �jne s�ger stadig ud mellem tr�erne i det usikre lys, hvor
-folk kommer og g�r, langt ud mellem de gr� stammer, hvor menneskene
-er lige s� utydelige som deres egne skygger.
-
-Vejg�rd er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig;
-n�r han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at v�re i
-n�rheden for almindelige mennesker. Men dette er ogs� Vejg�rds store
-tid; bladene veed at fort�lle om en digtsamling, han har under
-forberedelse, hvor livsgl�den g�r i endnu h�jere b�lger end i noget
-af hans tidligere v�rker; hans venner kan citere brudstykker deraf,
-og sm�bladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter
-uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem
-de hvide skyer og stj�rnerne, han er aldrig f�r n�et s� h�jt. Det kan
-v�re det samme med at forklare, hvorfor han har ops�gt fru Ida som
-inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden
-blir ham for hed og besv�rlig, s� ved han, hvor let tilg�ngelige
-piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hj�rne. Han
-holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de
-f� mennesker, som virkelig er oven p� i denne tid. Hans hoved rager
-altid op over den h�jeste svimmel, og han er nu for alvor i f�rd med
-at blive en stor digter. Han g�r tit uden for og tar noter, fylder
-sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i m�rket
-uden at se p� papiret.
-
-Fru Idas latter lyder ikke s� naturligt som hans, hun ler h�rdt og
-stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer,
-men hun h�rer det ikke selv, alt det andet overd�ver hende og blander
-sig for hendes �re til eet kor; hun �nsker at sm�lte sammen med den
-almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer
-hun i spidsen for al lystighed; hun er det gl�dende midtpunkt, der
-selv er uden bevidsthed, fordi det er br�ndt ud, men hun spreder liv
-om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere
-og mere gr�digt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes
-sp�nstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved;
-det kan ogs� ske, at der l�gger sig en arm om hendes liv og vil f�re
-hende med ud i m�rket, men hun g�r sig hver gang fri og lar manden
-st� d�r med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun s� tit
-stillet fra sig p� den m�de som propriet�r Ahlmark.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Hans R�skov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han
-formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seks�rig
-til rette. -- Jeg kan b�re det, t�nkte han, mens han afvekslende s�
-p� dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert
-�jeblik ved at svigte ham.
-
-Han havde sl�et sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet
-stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med
-S�ren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved
-at tr�kke ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og n�r
-han kom over dette, s� kunde han v�re sikker, s� var han st�rkere
-end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke g� an at
-svigte, for da var han uhj�lpelig faldet igennem, han m�tte ligge d�r
-og hyle ligesom S�ren, og ingen kunde tr�kke ham op; han m�tte vide,
-at hvis han f�rst een gang var g�et til bunds i sit eget raseri, s�
-slap han ikke op af det igen.
-
-Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde v�re forberedt
-p� nogen ting, stod fru Ida for ham.
-
-Nej t�nk, er De ogs� her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God
-aften!
-
-Hun ventede p� et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen.
-
-Ja, her var han -- ogs�!
-
-Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt
-op og ned med et ryk. N�, s�dan; sagen var ganske simpel den, at han
-ogs� var her ligesom de andre m�nd; uden at v�re sig nogen ydmygelse
-bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende
-og p� samme tid bange for hende, som en hund, der har f�et prygl, men
-alligevel ikke kan dy sig. -- Hvad var det for en teori han havde
-lavet sig -- en forbandet fej l�gn? Og s� kom hun, og med et eneste
-blik begreb hun ham straks, afsl�rede ham som en tosse, der var
-v�rre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at beg� den
-frelsende d�rskab. Alt det s� hun med et blik; hun sae det med et
-ord; hun h�nede ham, som ret var, og gik s�. Hvad skulde hun med ham,
-n�r der var villige narre i tilstr�kkeligt tal?
-
-Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var
-det eneste rigtige efter de mange s�vnl�se n�tter; han tvang sig
-til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften
-kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt
-de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og
-endnu ikke har sl�et f�rste gang, men han holder sine h�nder nede og
-taler sagte og formanende, mens han allerede i sine n�ver f�ler den
-udfarende kraft i det slag, der skal s�tte blod.
-
-Det kan ikke g� an at springe over noget, t�nkte han. Ligesom
-sl�gtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den
-tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig
-selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde,
-han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det
-gjaldt om at bringe s� meget som muligt ud af den. Der kunde komme
-en rystelse over ham, n�r han h�rte hende le og st�je der inde. --
-Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der n�rmer sig,
-og nu er det, at det g�lder om at komme godt fra det; ellers skal
-jeg g� med det i �r, som jeg nu har g�et med det i uger. -- Hun var
-i sit bedste hum�r, den fordel havde hun desv�rre; hun hylede, n�r
-m�ndene kom i n�rheden af hende; den perverse, r�de kat, han havde
-set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til
-et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter
-elskov.
-
-Han tvang sig til at blive st�ende, n�r han f�lte, at han g�rne vilde
-l�be fra det; al forf�drenes fornuftige �vne til at ta livet, som
-det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle b�nders stille
-dukken med nakken over for hvad der ikke kunde v�re anderledes, den
-levede op i ham og hjalp ham, nu da det var forn�dent.
-
-Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe
-med rasende h�nd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den
-straks og passede p� sig selv som en, der for nylig har br�kket en
-arm og veed, at han skal v�re forsigtig.
-
-Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var n�mlig den endelige
-pr�ve, den yderste dag -- -- --
-
-Idet han t�nkte dette ord, s� ramte det ham vildt som noget man
-render imod og kv�ster sig p� i m�rke; han blev overv�ldet af syner
-fra �benbaringen, som han havde l�st to gange i sin barndom; sv�rd og
-flammer, d�d og br�l i basuner stod om ham; alle de syv sk�le blev
-udgydt over ham -- --
-
-Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et tr�, han tvang det
-under, han stirrede det ned, og i m�rket fik hans �jne den samme
-betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, n�r han l�ftede
-ansigtet oppe ved sin bordende og s� p� en, til han blev kold i
-ansigtet og gik.
-
-Skulde det nu briste for ham p� grund af en elskovssyg kvinde? Han
-var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter
-det andet med en stigende f�lelse af sp�ndkraft til at holde det
-nede, og nu -- -- -- -- --
-
-Et hyl af en kvindestemme spr�ngtes ud af m�rket t�t ved siden af
-ham; han havde n�r skreget selv og greb forf�rdet for sig, som var
-selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter
-kom en anden, og en anden stemme h�rtes, der bandede p� d�len -- --.
-Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og st�jen
-d�de snart hen.
-
-Der m�tte vel v�re g�et en time; han f�lte, at det vilde v�re farligt
-at blive l�ngere i m�rket og ensomheden; det var bedre at vende
-tilbage til de andre. Men da han kom i n�rheden af dansepladsen,
-h�rte han sit navn blive n�vnet, og en stemme sae: Han var her lige
-for fem minutter siden.
-
-Fem minutter. Han havde det alts� ligesom de syge, der begynder at
-m�rke d�dens famlende tag, der strammes og l�snes, og mellem hver
-gang de sl�r �jnene op, tror de, der er g�et dage!
-
-S� var det bedre at v�re d�d. Hans sj�l b�jede sig i et nu
-l�ngselsfuld mod denne udvej, men han sk�d straks tanken bort igen.
-Det var jo hans ide, at han ikke vilde g� under; hans forstand og
-hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede
-over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke
-�ben; det var at springe i v�gen af fri vilje, at g� under i en
-d�dskamp, om hvis vildhed han ikke kunde g�re sig nogen forestilling.
-Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde g�re det, der var mere
-heldige end ham, men han form�ede ikke en gang at misunde dem; han
-var f�dt med den n�dvendighed at leve livet s�dan som det var; det
-kunde ikke �ndres.
-
-En skikkelse kom ud mellem tr�erne og stansede foran ham.
-
-Godaften, hr. R�skov; De danser ikke.
-
-Det var Anna �rbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet,
-om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun
-kunde m�rke noget p� ham, men hun blev �benbart glad, da han sae: Jeg
-danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? -- Det skaffede ham en
-vis lindring at g� og h�re p� hende; der faldt ligesom en bl�, sval
-t�ge over de r�de syner, der br�ndte i hans sind, som var hans lange,
-gl�dende dag snart forbi, og m�rket bragte k�lighed og hvile. Han
-f�rte hende t�t forbi det tr�, hvor han for lidt siden havde ligget;
-hun m�rkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en sk�lven over
-dem b�gge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun l�nede sig
-t�ttere ind til ham, men blev dog ved at tale som f�r, om ting, som
-ingen af dem sk�nkede den ringeste opm�rksomhed.
-
-Det var anden gang, at en kvinde var s� n�r ved ham. Dybt inde fra
-hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og
-han syntes at forst�, at den var bestemt til ham, men andre tiders
-barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt
-det, men der var alts� noget, der havde magt til at kalde det tilbage.
-
-De er den f�rste -- -- begyndte han, men s� tav han.
-
-Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro p� alting.
-Men da fik hans ansigt et andet udtryk.
-
-Hvorfor b�r De r�d sl�jfe? spurte han og pegede p� hendes hals.
-
-Hun f�rte h�nden op til den og rev den af.
-
-De var kommet hen til lyset og st�jen; stemmer l�d ud til dem, ogs�
-fru Idas latter h�rtes, blandet med andres.
-
-Hans sj�l blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed
-duvede for en gl�dende storm; han greb hende i armen og stirrede, som
-om han havde m�je med at genkende hende; det var heller ikke mere
-hende, han s�, en eller anden tilf�ldig ung pige, han havde m�dt;
-han stod ansigt til ansigt med sit eget g�glende afsind, der lidt
-efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med,
-og i stedet for p�tvunget ham forestillingen om en anden -- --. Og
-denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det
-triumferende vanvid, der lod sig h�re, nu da han var i dets vold.
-
-Skal De s� ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme.
-
-Nej.
-
-Hun s� p� ham med angst og undren, men han m�rkede det ikke, hans
-bevidsthed kunde ikke rumme mere. I n�ste �jeblik var hun borte.
-
-En trompetsolo bragede l�s fra musiktribunen og borede sig ind i hans
-bevidsthed som en giftig splint. Han s� sig forvirret om.
-
-Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks
-efter s� Hans R�skov hende komme lige hen imod sig.
-
-Er vi ikke venner? spurte hun og rakte h�nden ud imod ham.
-
-Nej. Vi er fjender.
-
-Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der
-�jeblikkelig r�bede sig, s� snart man talte til ham. Gik han ikke d�r
-ude i m�rket som en gal tyr, der straks gav et br�l af sig, n�r nogen
-talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde.
-
-Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og m�ndene, der
-ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin
-forelskelse bort -- eller hvad det nu var for noget galskab, hun
-havde f�et i sig ved at se for meget p� ham, -- og det gav hende mere
-lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de
-andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt,
-mens han gik her ude og _hadede_ hende; m�ske endte det alligevel
-med, at han ogs� kom ind, men det var ellers lige meget. Det var
-l�nge siden, hun havde haft en s� befriende latter -- --
-
-Ler De ad mig? sae han og tr�dte et skridt frem.
-
-Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men
-kom De hellere med ind, nu har De l�nge nok g�et og skabt Dem her
-ude. Kom s�!
-
-_Ler De ad mig?_ gentog han. Han stod nu helt op ad hende. -- Er jeg
-latterlig?
-
-Ja, sae hun og blev bleg.
-
-Hun b�jede hodet tilbage; han gabede n�sten over hendes ansigt, og
-han stirrede p� hende med �jne, der ikke blinkede eller forandrede
-udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er
-en d�dsmaske, mens �jnene skinner med et overnaturligt liv.
-
-Hun blev som lammet af dette blik; senere f�lte hun, at han kunde ha
-gjort med hende, hvad han vilde, om han s� havde kvalt hende; hun var
-n�sten uden bevidsthed og uden vilje.
-
-Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev d�dt og gr�t, med
-had og med et forf�rdet sp�rsm�l, men han s� i hendes ansigt kun
-et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid
-stadig havde f�lt sig sv�vende p� randen mellem det tragiske og det
-latterlige, han fik ikke noget svar p� sit sp�rsm�l. Hun havde leet
-et �jeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.
-
-Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe
-hende, udst�dte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans R�skov
-forsvandt mellem tr�erne.
-
-Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og st�ttede hende.
-
-Det er Kai, der kommer for at sp�rge, om du nu vil med, Ida. Du er
-syg; lad os to g�.
-
-Hvad er det, vil De hjem? l�d Ahlmarks stemme bag ved. -- Han
-stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja g� De kun hjem; De
-har gjort mig s� ulykkelig, som jeg kan blive.
-
-Fru Hansted er syg, sae Kai.
-
-Det er jeg ogs�, men hun d�r vel ikke af det; det g�r jeg m�ske.
-Farvel, fru Hansted, og t�nk p� mig, n�r jeg har h�ngt mig.
-
-Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, s� kan det la sig g�re endnu
--- -- Der kom pludselig rejsning over manden, og et h�b lyste i hans
-ansigt.
-
-Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans h�nd; jeg f�lger med
-dig; jeg vil hjem.
-
-Nu g�r vi, Ida. De skulde ikke samle opl�b, herr Ahlmark; De m� jo
-nok kunne m�rke p� Dem selv, at De ikke er tilregnelig.
-
-Der h�rtes stemmer l�ngere inde: Ahlmark -- -- han skal v�re her et
-sted -- --
-
-Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, d�len -- -- nej, her skal
-det sgu ikke g� for sig, afbr�d han sig selv og satte af sted i fuldt
-l�b.
-
-Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der
-havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i
-halvm�rket, var Vejg�rd, der stod op mod et tr� og noterede; hans
-blyant blinkede og dansede i det svage lyssk�r.
-
--- Hans R�skov var p� vejen hjem, men det varede ikke l�nge, f�r han
-m�tte s�tte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted,
-hvor det afg�rende endnu ikke var sket, det der skulde g�re ham til
-en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med
-uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter
-vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at
-han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller
-andet; han var indenfor en mulighed, s� l�nge han blev p� stedet; der
-kom en vis t�lmodighed over ham.
-
-Men s�t, at hun var g�et hjem. Han rejste sig med et spring og
-begyndte straks at g�. Hans sindsbev�gelse tiltog, idet han n�rmede
-sig det sted, hvor hun m�tte v�re, for hun kunde vel ikke v�re g�et
-hjem! Hvad skulde der s� blive af ham?
-
-Han vilde ikke l�be; g� fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende
-og havde hendes legeme mellem sine h�nder, og hvad s�?
-
-Nej, han vilde g� besindigt -- -- men hvis hun nu var g�et hjem --
-sammen med sin spinkle ven, s� vilde han l�be, til han indhentede
-dem; s� m�tte der ske noget -- -- det, der _skulde_ ske.
-
-Han gik hidsigt til, det kunde ikke g� an at uds�tte sig for, at hun
-var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der
-skulde ske, vidste han ikke; f�rst vilde han se hende.
-
-Men s� kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod.
-
-Han s� hendes blod, det fl�d over hans h�nder.
-
-Han sank ned p� en tr�stub; v�ret gik hylende i hans hals, sveden
-sprang ud p� hans pande, faldt tungt p� hans h�nder og l�b som varmt
-blod mellem hans fingre. Han var n�r ved at gr�de; gr�den steg op i
-hans hals, sp�ndte og brast. Han gr�d virkelig, uden hulken og med
-t�rre �jne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han
-knap havde form�et som dreng, det var blevet ham n�sten umuligt som
-mand; det var, som om den gr�d, han ikke kunde gr�de, var bleven til
-sten i ham. Hans sj�l var en sten�rken, skoldet af en uforanderlig
-sol. Var det det sidste gr�nne str�, der nu visnede, den sidste
-friske dugdr�be, der hent�rredes?
-
-M�ske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om
-sig selv, der altid havde v�ret ham en kval. Han samlede i een
-ansp�ndelse al sin sj�lsstyrke for med al den klarhed, der endnu var
-ham l�vnet, at berede sig p� tabet af sin forstand; han syntes ogs�
-han s� ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis
-f�rte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt
-sind som den, der ikke kan flygte; han sad med h�ngende h�nder og
-gabende mund og stirrede ind i skovens t�tte m�rke, han s� ind i sin
-sj�ls m�rke og ventede, at det skulde komme.
-
-Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; ogs�
-dette skulde han rumme i sin bevidsthed og s� kunde han f� lov at
-leve videre s� godt det var ham muligt. Der havde v�ret et kald p�
-blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han
-m�tte selv gi alt, siden han ikke vilde g� til andre og ta, hvad der
-kr�vedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.
-
-Som dreng havde han en gang l�st om en morder, der havde gjort sin
-g�rning og f�et sin dom og blev k�rt af sted til tugthuset. Rolig,
-n�sten vel tilfreds betragtede han fra kup�vinduet tilskuernes stumme
-m�ngde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod.
-Betjenten tog ham i armen, og han satte sig f�jelig ned som en mand,
-der er f�rdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv.
-
-Hans R�skov str�g sveden af panden med den ene h�nd, rejste sig og
-gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og br�kkede dem,
-n�r de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og
-vadede over gr�fter, gik lige p� med dyrets instinkt. En gren slog
-hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. N�r han
-tr�dte ned i huller, var det som om benene skulde kn�kke under ham,
-men han stansede ikke et �jeblik.
-
-Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der f�rte ham bort
-fra byen. N�ste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til
-udlandet.
-
-
-
-
-Hans R�skov rejste over gr�nsen som en flygtning, han drog ud af
-landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor
-det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller
-gr�nt. Men han var ikke s� lykkelig, at han kunde undg� at se sig
-tilbage. Hans tanke blev st�ende i det, der var sket; mindet derom
-blev til en bitter saltst�tte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt
-var d�kket med lava og st�rknet lidenskab. Tanken voksede fast ved
-bredden af hans livs d�de hav, hvor det r�g af svovl og asfalt og
-andre helvedes krydderier, og imens f�rte iltoget ham helt ned til
-Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsf�lelse i hans sj�l.
-Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; ogs� den
-ene, der et �jeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring;
-tanken om Anna �rbo syntes at v�re begravet under asken; tilbage
-stod et par enkelte scener, h�rdede i ild: Fru Ida, der skreg som en
-elskovssyg, r�dflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn;
-fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en h�slig, syg kildren i hans
-sj�l, der m�ske var den latter, han aldrig selv havde n�mmet, og
-s� til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes
-blod. Og n�r han blev tr�t, og disse syner blev blege, s� br�lede og
-snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.
-
-Han sov ikke stort i de tre d�gn, der fulgte p� den aften, og han
-m�rkede, hvordan der p� hans isse opstod to sm�rtende punkter, der
-sendte udl�bere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen
-af et eller andet bogstav, der havde sin basis i n�rheden af hans
-tindinger, og hvis toppunkt -- n�r det blev f�rdigt -- skulde v�re
-et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, n�r han skulde
-sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel -- --, der m�ske
-snart skulde blive tydet.
-
-Tr�t og uden kr�fter, men med gode papirer hos sig kom han til
-Wien, s�gte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var
-arbejdsduelig. Derefter ops�gte han en ber�mt n�rvel�ge, fik noget
-at vide om overanstr�ngelse og medf�dt anl�g til n�rv�sitet, og da
-han s�ledes havde f�et sit onde beskrevet og f�rt til bogs, f�lte han
-en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der f�rst og fremmest
-g� nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt
-med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans n�tter kunde v�re
-fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han
-indr�mmede, at den m�tte ha sin tid. Han l�ngtes ikke, han fortr�d
-ingenting, eller �nskede noget anderledes; den gamle, fornuftige
-betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, s�dan som det var
-g�et, og det kunde ikke ha v�ret anderledes. Hvor galt det end var
-g�et ham, s� turde han dog ikke �nske sig noget �ndret; han vilde
-ikke t�nke p� andet end at finde sig til rette i det, som var sket,
-og s� for resten gennemf�re en levevis, s� begivenhedsl�s som muligt.
-
-Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de
-kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, s� s�tter
-de sig ned og g�r dem om igen og kommer til det samme resultat som
-f�r, og p� den m�de opn�r de deres relative tilfredshed.
-
-Han kom efterh�nden til ro; han genfandt sin nedarvede �vne til at
-g�re tilv�relsen ensformig. Han havde l�rt at frygte alt, hvad der
-susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i
-n�rverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og sl� itu. Hvad
-der nu var br�ndt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og
-stivnede; bogstavet, der var skrevet p� hans hj�rne, vilde ikke helt
-forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille
-sig det, og undertiden kunde han f�le og se det, men s� benyttede
-han det som en m�lestok for, hvor n�rv�s han var, og hvor meget han
-skulde passe p� sig selv.
-
-Et �r senere fik han en mere ledende stilling p� fabrikken, og det
-hjalp m�gtigt p� hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse
-sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til
-sine n�rver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til
-fods, og da kunde han g� mil efter mil med stokken h�ngende mellem to
-fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med
-munden halvt �ben, og n�r han var faldet i den gangart, tilbagelagde
-han fire fem mil uden at se eller h�re og uden nogen forandring. P�
-samme m�de arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale;
-men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel
-anskreven hos direksjonen.
-
-Han bestr�bte sig for at bek�mpe sin menneskeskyhed, sk�nt det at ha
-mennesker i sin n�rhed stadig virkede p� ham som en plage -- i sine
-mest ophidsede �jeblikke f�lte han det som en modbydelig hudsygdom
--- men han sae til sig selv, at han var ikke l�ngere nogen ung mand,
-og den uvilje, mennesker indg�d ham, h�rte til de ting, han med sin
-alder ikke mere kunde t�le, han m�tte indrette sig derefter. Han fik
-rigelig anledning til �velse, for det lod til, at han virkede mindre
-frast�dende p� folk d�r nede end p� sine landsm�nd, og det h�ndte
-ikke s� sj�ldent, at en sorgl�s Wiener med glatte, hv�lvede kinder,
-og hvis �jne havde en blankbrun, ligesom fed kul�r, gjorde ham til
-sin fortrolige og spurte ham til r�ds -- mest i k�rlighedssager,
-og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han
-erkl�rede, at han var ukyndig p� dette specielle omr�de. Han h�rte
-mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han v�nnede
-sig til at nikke forst�ende og at udtale en mening om sager, der
-ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en
-erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang,
-der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den
-tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han
-lod, som om den ikke eksisterede, og r�rte ikke ved den; s� skulde
-den til geng�ld lade, som om den ikke var til, og denne sj�lelige
-hygiejne syntes virkelig at f�re til helbredelse; han havde --
-ligesom det kunde v�re for bestandig -- sluttet fred med Den r�de
-galskab; til geng�ld forpligtede han sig til at undg� besk�ftigelse
-med alt, hvad der kunde virke ophidsende.
-
-S�dan gik der fem �r; han forandredes ikke stort, udover at han
-mistede en del af sit h�r og blev lidt sv�rere; han var en statelig
-mand p� et kontor.
-
-Bondesl�gtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem �r var
-som een lang arbejdsdag, som en af disse pl�jedage, forf�drene havde
-�velse i, n�r de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade
-marker; de passede deres ting og holdt �jnene f�stede ved hestens
-�ren og furen, der skulde f�lges; kun flygtigt lod de blikket vandre
-efter de kendte ting: naboen, der k�rte forbi og skulde til smedie,
-f�llet, der gjorde krumspring inde i gr�sset og aldrig s� de med
-ut�lmodighed p� solen eller p� uret; de spiste deres midaften p�
-en gr�ftekant med blikket delt mellem deres egen tr�skosnuder og
-hestenes muleposer; om aftenen sad de p� b�nken og s� op mod byen,
-hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt
-sjov, og de sov st�t, uforstyrret af den latter og galskab fra
-natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af
-deres efterkommere i et fremmed land og sled p� den gamle ensformige
-bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde
-og holdt fest, s� det skingrede; de stod ikke tilbage for deres
-blodsfr�nder i Nordsj�lland.
-
--- Hans R�skov var ingen kunstkender, men der var i mus�erne
-en ting, der interesserede ham: den assyriske og den �gyptiske
-billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at beg�
-nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger,
-der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske
-fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke
-stenl�ber, den uforanderlige kulde i de stive �jne, det ud�vede en
-st�rk tiltr�kning p� ham. I grunden s� de temmelig stupide ud, men i
-deres fuldkomne mangel p� stemning eller f�lelse for andre var der
-�benbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var
-herskere, m�ske ikke over s� meget, som de hovmodede sig af, men i
-alt fald over sig selv. S�dan havde de st�et i �rhundreder, lige
-uforanderlige, og efter dette ideal havde de str�bt at tilpasse deres
-liv. Muligvis l�j mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige,
-gale og svage mellem originalerne; men s� var der i alt fald i
-kunstnerens sj�l et udtryk for en v�rdig menneskeart: Manden, der
-f�ler sig h�rdere end alting og smiler ad det, s� det smuldrer hen
-som sand for hans f�dder. Det billede, der forestiller en konge, som
-st�r opret og med et h�nligt smil kv�ler en l�ve mellem h�jre arm og
-kroppen, han forestiller den fj�rne tids helt, eller m�ske blot typen
-p� det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans R�skov en
-dyb sympati for, som om han i dem havde fundet �ndsbesl�gtede fra
-gamle tider; hans tro p� egen urokkelighed ligesom forstenedes i
-ham, han fik efterh�nden en hovmodig overbevisning om, at han nu for
-alvor var i f�rd med at blive h�rdere end alting; han t�nkte sig et
-ideal af fuldkommen uf�lsomhed, p� hvem begivenhederne gjorde lige
-s� lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand p� de gamle
-stenfyrster.
-
-Men da den lange arbejdsdag var g�et i eet h�rdt tr�k, da Hans R�skov
-var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de
-fleste af, da afveg han pludselig fra sine forf�dres skik; han tog
-sig ikke en fornuftig hvil for at kunne forts�tte den n�ste lange dag
-med nye kr�fter, og n�jagtig p� samme m�de; han opsagde sin plads med
-den motivering, at han vilde hjem til Danmark og s�ge sig en stilling
-d�r. Direksjonen forstod udm�rket godt hans grunde og beklagede, at
-han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke s� klar over dem,
-som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; m�rket
-begyndte at falde; han f�lte, at han var ved at blive gammel og vilde
-ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for
-h�j grad l� �ben og tilrettelagt for ham.
-
-M�ske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind,
-lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage
-med kresl�bets n�dvendighed? P� samme m�de som himlens s�dvanlige
-udseende forstyrres, n�r en komet sl�ber sin brandfakkel hen over
-den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens
-bev�gelses love.
-
-Hans R�skov skyndte sig hjem som en forvist, der har f�et amnesti,
-og da han n�rmede sig sit lands gr�nse, skete det at han glemte alle
-sine gode grunde, som han havde udviklet b�de for sig selv og andre,
-de blev til ingenting under det overv�ldende indtryk af det ene:
-N�dvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu s�dan v�re.
-
-
-
-
-Da Hans R�skov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at f�
-en stilling; han rejste omkring for at se p� forholdene. Der var sket
-s� meget i de fem �r, og han bestr�bte sig �rligt for at interessere
-sig for det, men han var egenlig skuffet og st�rkt tilb�jelig til
-at rejse ud igen; han havde atter den underlige forn�mmelse af, at
-alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som
-n�r de andre drenge legede p� skolepladsen, og han selvf�lgelig ikke
-var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig
-selv, at her var ikke godt at v�re. Dog fortsatte han sin rundrejse,
-indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en st�rre provinsby,
-kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, s� snart han h�rte
-hendes stemme; det var Anna �rbo, og hans n�ste, �jeblikkelige tanke
-var: Hvorfor er jeg ikke rejst?
-
-M�ske var det fordi hun s� fuldst�ndigt havde v�ret ude af hans
-tanker i de fem �r, at han var d�rlig forberedt til pludselig at
-huske hende igen med en s�dan tydelighed. Hun s� �ldre ud, var ogs�
-vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i
-hendes v�sen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham ogs�
-p�faldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var
-hendes stemme uforandret mild ligesom f�r.
-
-Jeg kunde kende Dem p� lang afstand, sae hun, og derefter begyndte
-hun at fort�lle om sig selv; hun havde begyndt at l�se til l�rerinde,
-men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik
-godt.
-
-Han fortalte i tre s�tninger, hvad han havde taget sig til, og tav
-s�; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand,
-forsvandt, da han h�rte, at hun var selvst�ndig; samtidig blev han
-ogs� mere ligegyldig ved hende.
-
-Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.
-
-Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan v�re, jeg
-vil s�ge en plads her hjemme.
-
-Hun f�lte en overlagt kulde i hans svar og fortr�d sit sp�rsm�l; det
-var vel en rest af gammel svaghed, t�nkte hun.
-
-De forsvandt s� pludselig den gang, sae hun og s�e fast p� ham; ingen
-vidste, hvor De blev af.
-
-Det havde heller ingen betydning for nogen.
-
-Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt
-tilintetgjorde hans erkl�ring; det havde betydning for flere end een.
-
-De ved det m�ske bedre, indr�mmede han. Han f�lte det som en svaghed,
-at han ikke kunde sp�rge, hvem hun mente. -- De har forandret Dem
-meget siden sidst, tilf�jede han; De var jo ogs� et barn den gang.
-
-Ikke s� meget, som De m�ske tror, sae hun; men uerfaren var jeg
-un�gtelig.
-
-Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille.
--- Han h�vede stemmen og sae: Har De h�rt noget til -- vore f�lles
-bekendte?
-
-Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Propriet�r Ahlmark rejste
-til Amerika, da han kom ud.
-
-Fra hvad?
-
-Fra f�ngslet.
-
-Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt,
-og som ikke kom ham ved, men det faldt ham s� n�r, at det ber�rte
-et �jeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved s� uventet
-at blive belyst og s� at sige draget frem af en anden. Han f�lte
-pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi
-ham og havde beg�et en forbrydelse, mens _han_ k�mpede med sig selv
-og vandt sejer.
-
-Hvordan g�r det ham nu? spurte han.
-
-Det g�r ham vist udm�rket; der blev ikke meget igen af g�rden, men
-han er nok kommet godt i vej alligevel.
-
-Ja. Det tror jeg g�rne. -- Farvel, fr�ken �rbo.
-
-Farvel hr. R�skov.
-
-Hun rakte ham sin h�nd, og grebet af det forpinte udtryk i hans
-ansigt tilf�jede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?
-
-Han s� hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. -- Men
-han f�lte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der l� over ham
-i det �jeblik.
-
-Hun sae ham sin adresse og tilf�jede, at hun ventede at se ham med
-det f�rste. Dermed skiltes de.
-
-Nu har jeg igen oplevet noget, t�nkte han, og nu var det vel p� tide
-at komme af sted. -- Han f�lte det ligesom han nu havde f�et nok,
-som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.
-
-Hvor havde hun v�ret overlegen med sin naturlige elskv�rdighed, og
-han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at h�ve sig over
-for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der
-var noget f�lles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende
-havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og
-rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde
-gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald m�ttet tro, at han plumpt
-og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og s� opgivet hende
-igen. Nu havde hun haft fem �r til at komme ud over det, og det var
-lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var st�rkere end han.
-Hun havde endogs� vist ham mere elskv�rdighed, end der var nogen som
-helst anledning til, havde inviteret ham til at bes�ge sig, for at
-han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende.
-Men s� burde han pr�ve at efterligne hende, han, der ikke var s� n�r
-helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed,
-som syge g�rne blir, n�r de m�rker, at kr�fterne begynder at komme
-igen. Og han besluttede at bes�ge hende inden ret l�nge.
-
-N�ste dag m�dte han hende p� gaden sammen med en ung mand, der talte
-ivrigt og halvh�jt, og som gik s� n�r ved hende at han m�tte v�re en
-meget god ven.
-
-Nu forst�r jeg hendes indbydelse, t�nkte Hans R�skov, ganske uber�rt
-af hendes venlige hilsen; med den mand i bagh�nden er der ganske
-vist ingen anledning til at v�re bange eller blot forsigtig over for
-mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her l�ngere.
-
-Men samme eftermiddag, da han var f�rdig til at ta af sted, m�dte han
-hende uden for hotellet; han syntes at kunne m�rke p� hende, at hun
-havde ventet p� ham.
-
-Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at
-indlede en samtale, s� t�nkte han, det kunde jo ogs� vente lidt. Hun
-var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en
-del om, hvad de havde oplevet i de fem �r, men pludselig gik samtalen
-i st�; de s� p� hinanden, og b�gge f�lte, at de havde ikke flere
-ligegyldige �mner at tale om; nu m�tte de enten skilles eller komme
-til det, der br�ndte dem p� sj�len; han havde en hel s�tning f�rdig,
-der begyndte med �farvel�, han havde sagt den for sig selv et par
-gange og overvejet den, s� den netop var, som den skulde v�re, men
-s� kunde han ikke f� den frem. N�r den var sagt, s� var det virkelig
-forbi; den var s�dan, at der ikke kunde siges andet til den end
-�farvel�; han �nskede, at det var overst�et; men hver gang han �bnede
-munden for at tale, foruds� han hele dens r�kkevidde; den voksede i
-afg�rende betydning, hver gang det mislykkedes at f� den frem; den
-faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev t�nkt; den vilde
-afg�re hans fremtid, for s� vidt som den skilte ham fra hende.
-
-Hun m�rkede, at han vilde sige noget, og s� forventningsfuld p� ham;
-han gjorde en bem�rkning om husene, de gik forbi, og med det samme
-var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en
-br�nd; han m�tte la det g�, som det vilde.
-
-Lidt efter m�dte de den mand, han f�r havde set hende sammen med; han
-s� p� hende l�nge i forvejen og hilste dybt.
-
-Hvem er den mand? spurte Hans R�skov.
-
-Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den
-tid, jeg har boet her. Skal jeg fort�lle Dem noget mere om ham?
-
-Ja, siden det er en god ven af Dem.
-
-N� ja -- han har friet til mig.
-
-Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel
-hendes mening at sige farvel til ham p� denne m�de, og det vilde
-ogs� v�re det bedste; han f�lte sig st�rk nok til at geng�lde hendes
-sidste h�ndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende
-ord udgik fra hende. Han s� langt hen for sig, overskuede i et blik
-fremtiden og mente, at den var til at b�re; dette var den sidste
-pr�velse, ogs� den skulde han best�, og s� -- -- --
-
-Jeg har haft brug for en ven i disse �r, begyndte hun p� ny, skuffet
-over hans tavshed, og jeg har m�ske ikke s� meget at beklage mig
-over, jeg er ikke den, der er kommet v�rst fra det.
-
-Beklager De mig? spurte han.
-
-Hun gik nogle skridt uden at svare. -- Det hele lignede til sidst et
-skibbrud eller en anden katastrofe; alle s�gte at redde sig, s� godt
-de kunde, rendte som afsindige hver til sin side.
-
-Jeg ved godt, fr�ken �rbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var
-der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af,
-at De ikke t�nkte p� det mere? Jeg har selv t�nkt meget over det,
-siden jeg har set Dem igen.
-
-Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind,
-at De tr�ngte til en veninde, og h�bede, at det skulde blive mig; jeg
-var atten �r den gang, hr. R�skov; og jeg tror endnu, at der var et
-�jeblik, da De var glad ved mig.
-
-De var ogs� det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.
-
-Men s� var De pludselig borte, De m�tte v�re rejst med det samme;
-da var det f�rst, at jeg forstod, hvor forf�rdeligt det hele havde
-v�ret. Fru Hansted -- --
-
-Sig det kun; det er rimeligt, at jeg f�r det at vide.
-
-Hun var vild af r�dsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg h�rte, at
-De ikke var der, s� begyndte jeg at forst�; hun blev sindssyg, var
-det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.
-
-Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende;
-jeg undgik hende; der kunde jo ikke v�re tale om andet, det var
-forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og
-til sidst m�tte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg g�re? Hvem t�r
-p�st�, at jeg har skylden?
-
-Der var en, der n�vnte Deres navn for hende; hun s� sig om og ventede
-vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set s�dan et udtryk af r�dsel
-i et menneskes ansigt.
-
-Hans R�skov stirrede frem for sig med �ben mund og et udtryksl�st
-blik, som s� han ind i sin egen sj�l. Han s� sit eget tavse afsind
-fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; m�ske
-stod det b�jet over ham den nat, da han troede sig alene, men han
-h�rte og s� kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet,
-og som havde haft det v�rre end han.
-
-Jeg fort�ller Dem dette, hr. R�skov, vedblev hun, fordi der ikke er
-andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun br�d sig noget alvorligt
-om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i
-hende, derfor ud�skede hun Dem, og hvis De blot har _set p� hende_ --
--- jeg kan forestille mig --
-
-Han m�dte hendes blik, og han s�, at hun blev bleg.
-
-Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak
-sig, som k�mpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at
-le med, men i samme �jeblik m�rkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde
-overhovedet ikke den �vne. Men det var uheldigt.
-
-Da undrer det mig, at De ikke ogs� gjorde noget forf�rdeligt den nat,
-sae hun �ndel�st og sk�lvende.
-
-Nu ved De snart alting om mig.
-
-De m� ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- takn�mlig, fordi De har
-sagt mig det; det lyder m�ske underligt, men jeg har t�nkt s� meget
-p� hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forf�rdeligt,
-ved at De forsvandt s� pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har
-alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var d�d.
-
-Fr�ken �rbo, De er den f�rste, som -- --
-
-Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.
-
-Ja det har De sagt en gang f�r, men s� tav De, for De vilde dog ikke
-lyve for mig.
-
-Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.
-
-Hvad var det da?
-
-Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har
-talt med om alt dette her, og De ved ogs� mere om mig end nogen
-anden; jeg vil h�be, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg
-sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre
-viljeansp�ndelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme
-fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.
-
-Hr. R�skov, De har sagt mig s� meget, at jeg m� ha lov til at sp�rge
-Dem om noget. Hvis der var een t�nkelig ting, der kunde g�re livet
-lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De s�
-selv g�re et eneste skridt for at f� det?
-
-Hvis jeg var sikker p�, at den ene ting kunde hj�lpe mig: ja, det
-vilde jeg, fr�ken �rbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi
-skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu
-er det for sent, selv om De ikke havde v�ret bundet til en anden.
-
-Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.
-
-Deres ven fra f�r, som De selv talte om.
-
-�, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre
-end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min
-mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De br�d Dem ret meget
-om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, s� De
-aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var ogs� rart at g� med
-det usagt, og s� blev det for sent.
-
-Gid De havde sagt det, s� havde jeg haft det at t�nke p�, da jeg kom
-til fornuft; s� havde jeg haft noget at komme hjem for.
-
-Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.
-
-Disse simple ord var den fulde �benbarelse af noget, han en gang
-havde ventet, ligesom gjort regning p�, at livet skulde bringe ham;
-der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og
-kosteligt, der l� langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort
-ham h�rd og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.
-
-Nu var det n�sten br�ndt bort, mange giftige, r�de farver havde �tset
-hans sj�l siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede p�
-en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt p� hans hj�rne.
-To magter havde k�mpet om ham, al den tid han kunde huske; den,
-der havde sejret, l� vel dybest i hans natur. Han blev s� syg og
-besk�mmet over sig selv, som aldrig f�r; han f�lte sig som et gult og
-giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hj�lp
-af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en
-gammel mand, der har v�ret blind fra seks �rs alderen, kan t�nke sig
-morgenr�den.
-
-Fort�l mig noget af alt det De t�nker, sae hun.
-
-Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg m�tte begynde med det
-f�rste, jeg kan huske; s�danne ord som jeg h�rer af Dem, skulde ha
-lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem �r
-siden h�rte jeg dem for f�rste gang; da var jeg tungh�r, og nu -- --
-
-Skal jeg fort�lle Dem noget mere? spurte hun.
-
-Ja, sae han. -- Han �nskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for
-sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft s� lidt gl�de af sig selv
-som i dette �jeblik.
-
-Det eneste, jeg f�lte, da jeg f�rst s� Dem igen, var skr�k; jeg
-opdagede Dem fra et vindu, jeg h�bede, De vilde snart rejse igen; men
-n�ste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at
-m�de Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere k�lig, efterh�nden
-som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold,
-og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg t�nkte: Det er godt; nu
-siger vi farvel, og s� har jeg set ham; men idet jeg sae farvel,
-og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, s� blev jeg svag,
-jeg spurte, om De vilde bes�ge mig; jeg ops�gte Dem selv uden for
-hotellet, for det kunde jo v�re, De fik i sinde at rejse bort med
-bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det alts� kommet
-s� vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, sk�nt
-jeg troede, jeg havde f�et noget, jeg kaldte for �bedre forstand�.
-Lad mig nu sige Dem et ord, der g�lder os b�gge, Hans R�skov: Der er
-ingen af os, der g�rne vil sige farvel for bestandig, De selv heller
-ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at
-noget er for sent.
-
-De var kommet uden for byen. Han tog hendes h�nd og gik en stund med
-den.
-
-Jeg vil blot pr�ve, hvordan det er, sae han og s� op.
-
-Hun trykkede hans h�nd til svar, og de gik.
-
-Han havde virkelig en forn�mmelse, som om bevidstheden til dels
-forlod ham; han kunde ligesom p� afstand se tilbage p� sig selv.
-Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men
-idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans �jne; han fik ikke
-opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at g� uden
-at tale.
-
-Jeg er virkelig syg, t�nkte han, men han sae det ikke, og hun syntes
-ikke at ha lagt m�rke til hans bev�gelse.
-
-
-
-
-Det er om morgenen p� bryllupsdagen, en gr�, stormende oktoberdag;
-Hans R�skov og Anna �rbo er p� vej til deres nye hjem.
-
-Venlige h�nder har sat alting i orden; men den kolde bl�st g�r tv�rs
-igennem huset, derfor er der t�ndt op i kakkelovnen, ilden skal g�re
-hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.
-
-Det er halvm�rkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den
-stikker en lang, s�gende finger op gennem br�ndet og koksen, der
-knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind
-til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og s� springer
-der en lille flamme frem som om det var sm� gasblus, der blev t�ndt,
-og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig r�de
-blomster, flammer stiger og synker og tr�kker sm� lynblink ud af
-de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, s� det
-blusser ud af risten, og skygger, der er n�sten usynlige, farer op og
-ned ad v�ggene.
-
-Men s� kommer der et vindst�d, der river et lille stykke koks l�s
-og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og s�tter sig p�
-en skammel t�t ved kakkelovnen; d�r ligger det og br�nder med en
-ubetydelig flamme p� hver side, og en r�gs�jle lige til v�rs. N�r
-vinden st�der ned gennem kakkelovnen, s� vifter den lille brandspire
-med sine to flammer og k�mper h�rdt for livet; den ligner en lille
-sort fugl fra helvede med to r�dgule vinger; s� forsvindende den er,
-s�tter den tilintetg�relsens m�rke under sig p� skamlens fl�jl, den
-begynder at udruge �del�ggelse og ford�rver med sin r�g luften, der
-er lige s� frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere;
-den g�r i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i
-betr�kket, det andet ruller ned, f�gter i d�den om sig med sin eneste
-vinge og strejfer kanten af en avis, det tr�ffer p� sin vej.
-
-Nu sidder der en flamme p� den �verste snip af avisen, den krummer
-sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, s� kryber
-den med st�rste forsigtighed ned efter langs randen, til den n�er
-et stoleben og stanses og er lige ved at d�, men den slipper over
-lakeringen, som kruses under dens trin, og forts�tter vandringen p�
-den anden kant af avisen, og nu g�r vejen opad; flammen vokser til et
-bredt ildb�lte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til
-v�rs og blir til ingenting.
-
-Men p� bordet er der sat en afl�gger i et hj�rne af et visitkort, og
-s� begynder kampen for tilv�relsen igen; flammen blir bl� og lav,
-mens den arbejder med det vanskelige papir; den st�der p� en bog i
-guldsnit og fors�ger at ern�re sig af den og er lige ved at s�tte
-livet til under fors�get; den kravler med uhyre besv�r fra kort til
-kort og tr�kker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop
-udgiver edder og ford�rvelse. Den tar til i v�kst, idet den finder
-et kort, der st�r p� kant, den blir r�d og sodet i toppen og kommer
-til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast
-et kuld af r�rige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der
-er n�ring. Den er nu herre over bordet og alt hvad d�r er; bordpladen
-sl�r b�lger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen
-i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende
-som alt andet, ilden r�rer ved; lampesk�rmen tages i ett hidsigt sug,
-og i n�ste �jeblik sejler der sm� ildskibe omkring i stuen og falder
-ned p� mange steder, fulde af ilende gnister.
-
-Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fl�jl ulmer kv�lende som
-protest; den knejser op ad v�ggene, glor portr�tterne ind i ansigtet,
-kn�kker glas og sv�rter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber
-sig p� husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens
-ansigtet langsomt udslettes p� s�lvpladen, kommer familiens medlemmer
-skramlende om kap ned fra v�ggen.
-
-Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en k�len gul slange om
-bordbenene og ruller sig lystig i br�sselert�ppet, men dens k�lenskab
-er �dende syge, dens lystighed er tilintetg�relse. Ilden vandrer ud
-p� gulvet, hvor den tr�der dybe m�rker, og den yngler; hele geledder
-stiller op p� gulvets br�dder, det blir til et fliget, mangearmet
-dyr, b�lger l�ber hid og did, lemmer udstr�kkes og forkortes, som l�b
-blodet levende gennem denne d�dbringende organisme, det ser ud, som
-om den �nder med hele legemet p� primitive v�sners m�de; den synker
-og tr�kker lemmerne til sig, som om den hviler og t�nker sig om;
-sm� luer, der ikke et �jeblik skilles fra moderlegemet, leger med
-tingene p� ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i
-portierens kvaster, men sm� som de er, har de sl�gtens gift moden i
-sig ligesom nys udkl�kkede brilleslanger.
-
-Ilden st�r nu foran bogskabet; den �nder p� det med sit giftige pust,
-lakeringen koger ud i vabler, der sl�r ind igen og blir borte ved
-n�ste pust. Ilden famler med r�de poter op og ned ad siderne og river
-med sine skarpe kl�er i glasset. Efterh�nden kommer der arbejdskraft,
-flammer kryber frem p� maven, griber op ad siderne og tar fat
-ligesom flyttem�nd, men de kan ikke rokke det endnu. B�gerne st�r
-uforstyrrede p� deres hylder i lange, lige r�kker, samlede v�rker i
-s�ndagskl�er og muntre sm� digtsamlinger i gala, leksika i j�vne,
-solide arbejdskl�er -- altsammen tilh�rende husets fremtidige frue.
-R�gen kommer frem under hylderne i brede t�pper, b�gerne forsvinder,
-men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og
-s�tter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid l�selig
-og ikke til at ta fejl af.
-
-Ved siden af st�r klaveret og spiller sin egen s�rgemarsj, mens
-str�ngene springer, det lyder s�rgeligt og sukkende med ulige pauser
-som fra en, der ikke har l�nge igen; ilden glemmer ikke at f� noderne
-med.
-
-I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbr�ndte koks, og p�
-gulvet t�t ved st�r lange flammer p� t�erne og snakker med deres
-kammerater inden for risten.
-
-Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og r�g
-ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu
-g�r den som en glubende, fuldvoksen drage fra v�relse til v�relse
-gennem det v�rgel�se hus; den river med sin klo de gule gardiner
-ned fra st�ngerne, kr�ller den kostbare palme sammen i en klump,
-s� let som en ung pige kr�ller et kasseret brev sammen i den hule
-h�nd. Den sk�ner ikke s�lvopsatsen, en gammel v�rdigenstand, der
-tilh�rer familien �rbo; englen, der b�jer sig frem over sk�len,
-begynder snart at h�nge med vingerne, og s�lvsveden brister frem
-p� dens pande. Luerne blir sorte og n�sten usynlige i den tykke
-r�g, de dukker sig og falder og har sv�rt ved at rejse sig igen;
-men s� spr�nges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig h�ftigt
-ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper
-efter luft. Ilden spr�nger d�re og br�kker gulvet op til k�lderen
-og fort�rer alt det br�ndsel, der skulde ha varet et �r. Og nu blir
-der tr�k gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer spr�jter
-ud i syd; gipsd�kket holder dem ude fra loftet, men s� stiger de op
-p� taget, vader i teglene og tr�der dem itu og stikker benene ned p�
-loftet, hvor der opf�res en vild dans mellem kasser og sparrer og
-hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og v�re
-med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov g�r h�rgende gennem
-huset.
-
-Folk har l�nge st�et og r�bt over ilden; nu kommer de ogs� med
-spr�jter; str�lerne borer huller i ildt�ppet, river fl�nger i det
-og klipper flige af det, men i n�ste �jeblik er det helt igen; det
-erstatter selv, hvad det mister, og l�ger straks hvert s�r med
-primitive v�sners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning
-med t�rne og spir i fantastisk gotik, men alting st�r sk�vt i den
-forrygende storm.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det
-br�nder i n�rheden af vort hus.
-
-Ildebrand nu, sae Hans R�skov; det kan ikke v�re muligt. -- Men i det
-samme fik han en overv�ldende f�lelse af, at det var det, han havde
-ventet p� de sidste dage. Ved tanken om ild f�g erindringer gennem
-hans sind som gnister i storm.
-
-Se selv, sae hun; det br�nder t�t ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er
-hos os, det br�nder!
-
-Det er en stor brand, sae han og s� stift p� hende; han s� sk�ret af
-luerne i hendes �jne. -- Lad os ops�tte vort bryllup og rejse tilbage
-igen. Det stormer h�rdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det
-f�r fat.
-
-Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans
-arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forf�rdeligt, men vi m�
-skynde os, om vi kan redde noget.
-
-Hun var for optaget til at bem�rke udtrykket i hans �jne, hun ilede
-foran, og han fulgte, men ved hvert skridt f�lte han, at han gik det
-uafvendelige i m�de. Denne ild, som han om et �jeblik skulde st�
-overfor, lyste allerede langt ind i hans sj�l, den skinnede p� de
-mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op
-i ham i de sidste m�neder, og som han havde f�rt en forg�ves kamp
-imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom,
-men nu m�rkede han, at det var begyndelsen. I utide var han v�gnet
-af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han
-havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke
-gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde v�re sovet
-ind i stenens s�vn og aldrig v�gnet mere. Det var, som om han ikke
-kunde t�le at leve, og nu f�lte han livets krav i sig som en d�delig
-sygdom. Alt hvad han havde forn�gtet og kuet ned, var blevet levende
-igen, og det bragte tanker med, der var v�rre end selve oplevelserne;
-og dog havde han stadig h�bet p�, at det skulde blive bedre, og
-k�mpet, for at ingen skulde m�rke noget. Nu var kampen forbi,
-han var sl�et, og det r�de bogstav, hans bestemmelses tegn, stod
-uudsletteligt p� hans hj�rne.
-
-Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt p� det, sansede han
-ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han s� deri sin
-egen sygdom; det var et billede i sort og r�dt p� hans egen sj�l. S�
-snart han h�rte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med
-ham selv.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder bl�sten og sender
-den s�ledes l�s p� sit n�ste bytte; vinduer springer, og d�re krympes
-i den gl�dende storm, men ilden udstr�kker og blir ved at forl�nge
-sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan n� til, de
-f�gter i luften og g�r som skrivende fingre op og ned ad mure og
-tr�v�rk, de pr�nter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og
-mange steder sprudler sm� flammer frem og dr�bes straks af vagtsomme
-vandstr�ler, men det v�ldigt ophedede tr�v�rk ligefrem drikker ilden,
-der springer ud og m�der de fremmede flammer, inden de n�r at r�re;
-det ser ud som om disse besv�rgende arme tr�kker ild frem ved deres
-blotte pegen.
-
-Ild og vand k�mper, den f�rste er st�rkest. Nye skrig; folk styrter
-l�s p� buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med
-genstridige skuffer, bearbejder l�se med forkerte n�gler; de river
-til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres
-rystende h�nder; de fatter om tunge sager og sl�ber af sted med dem,
-og ilden st�r bag ved deres skuldre og skynder p�, at de kan komme
-af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad d�re og v�lter
-sig igennem vinduer, men da de kommer igen, m�der ilden dem i hver en
-indgang og forklarer dem med kraftige geb�rder, at huset har skiftet
-ejer.
-
-Hele forsvaret samles nu om den store g�rd ved siden af, for hvis den
-br�nder, er der fare for, at den st�rste del af byen skal g� med.
-Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde p�
-g�rdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der st�r
-folk og h�lder vand ned; gnister regner uafbrudt hen p� taget, men
-de finder en f�llesgrav p� den v�de presenning. Ilden har nu en lang
-vej at g�, haven ligger imellem, og d�r er ikke megen n�ring at f�;
-�blerne steges p� tr�erne, kviste og grene forkulles og gives hen
-til vinden. Lysthuset blir unders�gt, den vilde vin g�r fra r�dt til
-sort, og ilden holder et tarveligt m�ltid p� tremmer og bord og
-b�nke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned
-ad tag og ydermur, vandposten inde i g�rden tier ikke et �jeblik, og
-spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke n�; de peger alle om kap hen
-mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og sl�r rasende i luften
-og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan r�kke. Tilmed blir
-ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir
-kortere, og m�ndene oppe p� taget f�r sig en hvil.
-
-Men ingen har lagt m�rke til en lille r�gs�jle, som pibler frem under
-tagsk�gget; d�r er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt
-sig fast; den har sit p� det t�rre i en forladt spurverede, mens
-vandet driver ned udenfor, og n�r det kniber, kommer vinden ind og
-gir nyt mod. Gnisten ruger ikke l�nge i det t�rre mos; snart hopper
-flyvef�rdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af
-taget, og m�ndene, der rider oppe p� m�nningen, m�rker pludselig, at
-det blir hedt under dem.
-
-Det varer ikke l�nge, f�r der er sp�ndt et ildsejl over hele g�rden,
-og stakkene udenfor st�r med r�de kapper p�; stormen l�fter den
-br�ndende halm og kaster den som en gl�dende regn ud over byen; p� to
-tre halmstr� sejler brandkolonier ud for at anl�gge nybygder, ilden
-vader oven i byen og tr�der den ned under sig; den rydder gaderne,
-for at ingen skal st� d�r og spr�jte, den s�tter vagt ved br�ndene,
-at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind
-p� dens enem�rker; den g�r hen over alting som en flyvende smitte,
-som et forf�rdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den sl�r
-blindt ned over levende og livl�st. Den er sygdom, d�d og fort�relse
-p� een gang.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Lad os g�, hviskede Anna og trykkede Hans R�skovs arm; jeg kan ikke
-t�le at se p� det mere.
-
-Han svarede ikke, men da hun s� ind i hans �jne, hvor flammerne gav
-genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem �r
-siden, da de havde skr�mmet et menneske fra forstanden. Hun begreb
-ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen
-var hjemtaget af furierne. Hun f�lte sig meget lille og afm�gtig
-overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver
-gang de var kommet i n�rheden af det, havde han tiet p� en m�de, der
-skr�mmede hende langt bort fra det �mne.
-
-Et toetages hus styrtede sammen foran dem, r�g og gnister vred sig op
-mod himlen som en gl�dende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og
-et suk, der mindede h�sligt om mennesker, der falder ned h�jt oppe
-fra, men ilden br�lede af en stadigt voksende appetit og bredte sig
-ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de
-alt, hvad den efterlod sig.
-
-Der er ingen i det hus, h�rtes en stemme r�be; g� ikke der ind.
-
-Ikke en gang et menneske at g� ind efter, mumlede Hans R�skov.
-
-L�nges du nu efter d�den, Hans R�skov? spurte hun.
-
-Han svarede ikke; hans �jne fulgte branden, han gik efter den og var
-hele tiden, hvor det br�ndte st�rkest. Hun fulgte ham, og s�dan gik
-den dag.
-
-Da aftenen faldt p�, br�ndte den halve by, og i m�rket s� den store
-brand endnu mere sk�nsell�s ud end f�r; folk havde omtrent opgivet at
-g�re modstand, de n�jedes med at g� ude p� gaden og se ilden f�rdes
-i deres stuer, de s� den g� fra den ene af deres kendte ting til
-den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, s� de havde frit
-overblik -- der var en s� uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad
-den i n�ste �jeblik havde i sinde at �del�gge, at mange ikke kunde
-t�le det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget
-klaver bryde gennem gulvet og t�nde i etagen neden under, eller se
-skabsd�re lukkes op og ilden v�lte ud, som om den havde ligget der
-inde og ventet. Folk, som stod og s� p� deres egne m�rke vinduer,
-jamrede sig, n�r der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres
-ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og
-gr�d, de kom igen, n�r deres eget var br�ndt, for at f�lge branden
-videre.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Ud p� aftenen lae bl�sten sig, og menneskene optog kampen p�ny.
-Men endnu l�nge efter vandrede en m�ngde sm� og store flammer om
-p� ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med
-hverandre, og de lod sig let pille ned af en str�le og opgav �nden
-med et rygende suk, men s� kr�b der andre frem og drillede fjenden
-og b�dede med livet, indtil ogs� denne legen skjul holdt op langt
-ud p� natten, og s� slumrede den store ildebrand s�delig ind under
-ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige dr�mme
-om, hvad den havde udrettet, og s� endelig d� under sit eget v�rk som
-en �del�ggelsens guddom, der selv d�r i den almindelige d�d.
-
-Og folk gik hver til sit, med stive �jne, der n�sten var uden
-sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet
-sted hen, uden tanke, uden f�lelse, udt�rrede lige til bunden af
-deres bevidsthed.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Anna lae sin arm om Hans R�skovs hals: Kom med mig, sae hun; du er
-syg og tr�nger til hvile; her er ikke godt at v�re.
-
-R�r ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for f�rste gang vendte
-�jnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke t�le
-det. Men jeg m� blive her, dette skal overst�s f�rst. G� du.
-
-Jeg blir hos dig.
-
-Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. V�r fornuftig og g�. Nu kommer det
-altsammen; det har ventet l�nge, det har narret mig flere gange; men
-nu er det alvor.
-
-M� jeg ikke blive hos dig, n�r du er syg?
-
-Det m� ingen. Ingen m� se mig, n�r -- --. G� nu. Jeg er ikke l�ngere
-et menneske. Se ikke p� mig, du kender mig ikke; det er ogs� det
-bedste for dig; bliv ikke l�ngere hos mig; t�nk p� hende, som -- --
-
-Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun
-pludselig revet ud af den forstenelse, der var i f�rd med at angribe
-hende; hun vendte sig bort og gik, han s� ikke efter hende.
-
-Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, s� hun endnu en gang
-tilbage; han stod ubev�gelig med ansigtet vendt mod brandsk�ret og
-viste hende den samme st�rkt tegnede profil, som havde gjort et s�
-dybt indtryk p� hende, da hun f�rste gang sad ved siden at ham, og
-den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige n�se, den t�t
-lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet
-af en uhyre sm�rte og medlidenhed over alt det, der nu var �delagt
-hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag
-og selv vidste det; hun h�rte igen den utydelige, mumlende stemme,
-hvormed han havde befalet hende at g�, hun forestillede sig sk�ret i
-hans �jne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overv�ldede
-hende. Hun satte sig p� et stykke v�ltet mur for at gr�de ud, ligesom
-hun havde gr�dt f�r, da hun i sit hj�rte tog afsked med ham for
-bestandig.
-
--- Da hun rejste sig, var det n�sten hel m�rkt; ilden var slukket;
-Hans R�skov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning l�b
-over hendes sj�l, idet hun s� der hen, hvor de havde st�et; s� gik
-ogs� hun sin vej, bort fra den store �del�ggelse, bestemt p� at redde
-s� meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.
-
-
-
-
-Sent n�ste aften ankom Hans R�skov med dagvogn til en kro i en
-afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og
-gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt,
-der ventede ham, s� snart han begyndte at blive d�sig, men nu da
-han var beredt p� det v�rste, havde han ingen grund til at ops�tte
-bekendtskabet med det. Men han var s� lysv�gen, at det alligevel lod
-vente p� sig.
-
-Det bl�ste st�rkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset
-med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la h�re
-fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i bl�stv�r
-underholder syge og s�vnl�se, og hvad de lykkelige sovende havde
-fors�mt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en
-sinkspand, der var blevet liggende p� g�rdspladsens stenbro -- det
-fik nu m�le og sp�gede som rastl�se genf�rd. Men livligst af alting
-var v�rhanen, den hvinede og galede i et v�k; undertiden blev den
-s� overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte m�let af
-svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst,
-st�jede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit hum�r
-ubesk�ret n�ste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri
-S�ndag og g�r p� bal. Den vakte gamle minder hos Hans R�skov; hver
-gang han var ved at d�se hen, tog hans fantasi sig s� store friheder
-med al denne skrigen og dansen oven over, at han v�gnede og m�tte
-holde den i ave.
-
-S� kom der en varme, der fordrev al d�sigheden og fik sveden til at
-springe frem. Han blev opm�rksom, og alting sp�ndtes i ham: det var
-vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den p�virkede hans fantasi,
-og forestillingen om R�dt begyndte at tr�nge sig p�. Han huskede den
-ene r�de ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele
-hans bevidsthed, men han s� ingenting; under de lukkede l�g stirrede
-han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det r�de
-Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som
-om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af r�dt, og n�r hans
-opm�rksomhed et �jeblik slappedes, kunde der ligesom sl� genskin af
-flammer frem for hans blik, men ved den mindste ansp�ndelse fra hans
-side var de borte. Det truede med at falde over ham og fort�re hans
-forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge
-i forventningen, som om det kom an p� at pine ham langsomt ihjel ved
-skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke
-ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot
-blive adspredt; s� snart han ikke var p� sin post, rykkede det et
-skridt n�rmere til hans bevidsthed; det skred ikke til �bent angreb,
-men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt
-adgang til hans bevidsthed, s� ofte og p� hvilken m�de det �nskede,
-men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde,
-angribelig p� alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles
-i sin magt.
-
-Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som
-om den store ild, der br�ndte bag hans bevidsthed, blev til hjul,
-der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrv�rkeri, der skulde
-male hans sj�l til aske og sprede den til alle sider. Han f�lte
-sengen gynge under sig; han pr�vede at stanse det ved at lette sig
-og ryste p� hodet, men da var det, som om han rystede den store
-brand buldrende ned over sig; han forstod, at den �nskede at passe
-sig selv, og han blev straks f�jelig, fandt sig i ikke at gribe ind.
-Lidt efter gled han n�gen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud
-var som pimpsten og uden f�lelse, men n�r han skurede mod stenene,
-kildrede det r�dselsfuldt, og latterbobler steg kv�lende op i hans
-strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde h�rt sin stemme
-i dette �jeblik, s� m�tte han v�re g�et fra forstanden.
-
-Mens han l� og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, s� han
-i det t�tte m�rke en gr� firkant tegne sig over for sengens fodende.
-Han ligesom hilste p� den og tog den med i bekendtskabet og undrede
-sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre forn�mmelse,
-og at den ikke lignede det andet. Men s� gik det op for ham, at det
-var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans �jne hang ved det
-gr�, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den
-fordrejede, han husede i sig. Sk�nt det andet ikke gav fred, s�
-gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i
-v�relset, og han s� beg�rligt omkring p� tingene, efterh�nden som
-de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte
-tr�ngte solen ind til ham, men da var han faldet i s�vn; hans
-bevidsthed var et �jeblik g�et gennem ild og larm, men det havde
-denne gang ikke form�et at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov
-ind.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Hans R�skov gik omkring i sit v�relse i overfrakke og morgensko, for
-det var koldt, og det vilde ikke br�nde i kakkelovnen; alting var
-gennemtr�ngt af en sur r�g, som han til dels havde f�et ud gennem
-d�ren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for s� v�ltede regnen
-ind. Der stod hele s�er i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han
-skulde stille op med dem, de fik lov at l�be ned ad v�ggene. Over for
-hans vinduer stod nogle r�dne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede
-m�ddinger, der til dels er bevoksede; det s� ud, som om de skulde
-opl�ses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og
-leret drev i brune striber ned ad v�ggene; de sm�ltede hen, disse
-elendige huse, stokke og stolper kom til syne som tr�skede benrade,
-mens muren regnede bort og fl�d som gult dynd ud p� vejen og blandede
-sig med det gr� dynd. Om lidt sank de vel sammen med et h�st fors�g
-p� at gi et brag fra sig. D�r var en v�g s� d�rlig, at den havde f�et
-en skr� stolpe, der gik ned i jorden, at st�tte sig til, om den s�
-kunde holde ud, men stolpen selv var gr�n og ford�rvet; de dybe s�r
-den havde f�et, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre.
-Den krummede sig allerede for murens v�gt, og det var �jensynligt, at
-den ikke gjorde det ret l�nge; den lignede et stumt skrig om hj�lp.
-
-Hans R�skov tog mod til sig og vadede ud i �ltet, han tr�ngte til
-varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv
-mil fra kroen, f�lte han, at han ikke var herre over sig selv, heden
-havde taget magten over ham, den var ligesom sl�et ind og havde
-angrebet sj�len. Han �nskede sig hjem, han foretrak nu at g� i sit
-v�relse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom
-over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede
-sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort
-ham fortr�d; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der
-havde set p� ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der
-havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den
-anden m�ske havde �nsket det; der dukkede en m�ngde ansigter op, som
-han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et
-eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde v�ret
-glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren p�
-ham, der ikke kunde v�re med; ikke et af alle de blikke var undg�et
-ham; deres mangel p� deltagelse var g�et igennem hans bevidsthed og
-vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre
-som en stor ild; det n�ede ogs� dem, han slet ikke havde set, og som
-ikke havde �nset ham p� nogen m�de, mennesker, han blot havde set
-fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som
-mennesker kan v�re glade over -- -- alle, der havde haft det bedre
-end han, han havde noget at h�vne p� dem alle; om han nu havde haft
-stenen i sin h�nd, han vilde ikke holde den tilbage!
-
-Han stod stille midt i den �sende regn, der malede hele den synlige
-verden sammen til een forml�s gr�hed, men han s� det ikke, han var
-selv en verden af ild, hans blik blev h�rdt og bl�ndet og form�ede
-ikke at hvile sig ved synet af det gr�, der er som skabt for �jne,
-der har set for meget.
-
-Og den store ild bredte sig; den var f�rdig med menneskene og n�ede
-tilv�relsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller
-ikke g�et ham selv forbi, sk�nt han vidste, at han var uden skyld,
-skylden l� til sidst i den n�dvendighedens lov, der havde tvunget
-ham, f�rt ham fra handling til handling, p�n�det ham den ene stemning
-efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang.
-Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var
-h�ndet ham; det eneste der syntes at v�re hans vilje og resultatet
-af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var
-ogs� virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde
-undg�et en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, s� var det
-kun en v�benstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede
-hans raseri og kunde ikke komme l�ngere; der var st�nget ved porten
-til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben
-ikke splintre med sine ub�ndige anfald, og under denne pludselige
-hindring for raseriet, der ikke har n�et sit lovbestemte h�jdepunkt,
-gennemgik han det v�rste �jeblik i sit liv, men der var ingen
-lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne
-holde til alting; han kom ogs� denne gang fra det med sin forstand i
-behold.
-
-Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale
-pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene,
-ene med en n�gtern, sk�lvende forst�else af sig selv, og dermed var
-ydmygelsen fuldkommen; hans menneskev�rdighed var sl�ngt hen i s�len
-som en tom kuls�k, og der var ikke andet at g�re end at g� hjem og i
-seng. Men inden han n�ede s� langt, var verden blevet ukendelig for
-ham; alting s� vel ud som det plejede; han s� n�jagtig de farver, som
-han vidste skulde v�re der, og dog var ikke en eneste ting til at
-kende igen. N�r han h�rte en hund g�, sae hans erfaring ham, at s�dan
-l�d hundeg�en, s�dan havde han h�rt den mange gange f�r, men der var
-noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var
-ham fremmed. Mens han gik med h�nderne i lommen, forekom det ham, at
-armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod
-sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i
-vejen, s� lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde
-hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet
-havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og p�tvang ham forestillingen
-om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det d�kkede
-sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt,
-satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at
-opdage verden for anden gang p� en ny, bagvendt m�de.
-
-Denne hjemtur var den sv�reste gang, han endnu havde g�et, og dog
-anede han ikke tiendedelen af de h�slige overraskelser, der forestod.
-
-
-
-
-S� begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens
-forstyrrelse, efterh�nden at udspilles.
-
-Det syntes som om Hans R�skov skulde b�de for, at han havde tiet s�
-meget og s� ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid
-gentog sig n�sten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans
-fantasi udf�rte, hvad han et �jeblik havde t�nkt p� og straks var
-blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over
-at f� lyst til, de blev nu p� en m�de til virkelighed; det begyndte
-fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt
-mand, han en gang havde sl�et hatten af, blev trukket frem og lynchet
-af den t�jlesl�se fantasi -- han gennemlevede en hel parodi p� sin
-egen fortid.
-
-Samtidig bed�vedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede
-under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han
-h�rte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det
-skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra,
-vognrumlen eller dagligdags stemmer, s� svulmede de op og blev
-ligesom til et med den skjulte larm. I s�danne �jeblikke f�lte han
-ogs� selv trang til at skrige; han m�rkede et r�b, der arbejdede
-sig op gennem hans strube, og han h�rte det ligesom alt det andet;
-han forestillede sig det f�rste og derp� alle dem, der vilde f�lge
-efter, han vilde fl� sig op indvendig og slide de sidste, tr�vlede
-skrig frem, indtil de hend�de i komisk klynkende piben, som n�r en
-lirekasse langsomt g�r i st�. Dertil vilde det passe godt, om han
-kastede sig ned p� gulvet og v�ltede omkring -- -- han t�nkte sig
-det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. N�r det var
-overst�et, f�lte han en h�shed, s� at han lige straks ikke var vis
-p�, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans �ren, som
-om han var kommet ud af en maskinhal.
-
-Det var som om en gal mands sj�l var sluppet ind i ham og levede ved
-siden af hans egen fornuft uden at fortr�nge den, og dog genkendte
-han alting, og syntes, at han havde oplevet det f�r; med uhygge
-erkendte han sl�gtskabet mellem sig selv og det, der havde taget
-plads i ham og snyltede p� hans sunde fornuft, s� han m�tte vente,
-at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han f�rte
-en dobbelt tilv�relse, der ikke var et menneske v�rdig, med sin
-forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og
-samtidig ern�rede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig --
-efter snylteres art -- og som syntes at skulle fort�re ham fra inden
-og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for
-eksempel h�nde ham, en dag da det blev h�jt v�r, at han ikke kunde
-ha nogen gl�de af den bl� himmel; han betragtede den med mistro og
-undren: den farve bl�t var ikke �rlig; der gemte sig r�dt under den,
-og han f�lte sig lettet, da de f�lgende dage igen bragte gr�v�r.
-
-Hen p� for�ret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i
-forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henr�dnen. Havde
-han f�r haft anelser om ild og skrig, s� blev det nu til aske og
-uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham,
-og n�r han skulde til at falde i s�vn, blev det til byger af lange,
-meningsl�se ord og s�tninger. Han pr�vede at modarbejde det ved
-selv at lave ord, der var lige s� t�belige, han syntes han drillede
-fjenden, og det var ikke til at afg�re, om det hele var p�tvunget,
-eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette p�fund fattede
-han mistanke til som noget, der kunde v�re opfundet af den anden,
-og han fors�gte det ikke mere end et par gange. Han gjorde ogs� den
-erfaring, at ethvert fors�g p� at mildne galskaben eller ligesom
-narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han m�tte la den v�re
-ene om sit og ikke gribe ind.
-
-Men hvad han mente at h�re, var ikke noget mod de forestillinger, der
-p�tvang sig. Hans bevidsthed havde n�et de sumpede, farlige dybder,
-som vort sj�leliv synes at hvile p�, og han overv�rede -- i l�bet af
-et helt �r -- en opl�sningens komedie, som der ikke skal g�res fors�g
-p� at gengive her. Han kunde ikke l�be fra noget; han havde perverse
-syner, der ligesom vilde kr�ve erstatning for hans livs kyskhed;
-andre udgik fra Johannes' �benbaring og bragte forvr�ngede billeder
-fra en bog, der selv er sj�lelig usundhed -- --
-
-S�dan ser det ud i de sj�lens dybder, som vi taler om med gru
-eller med en �refrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den
-ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger p�, skal m�ske livets
-dybere mening s�ges; det er ikke givet, at resultatet af en s�dan
-s�gen vil falde meget storsl�et ud. Den dybere, alvorlige sammenh�ng
-eller den dybere, latterlige mangel p� sammenh�ng -- hvilken af
-delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal
-finde som enden p� sagen?
-
--- Som ganske lille dreng blev Hans R�skov en dag for f�rste gang
-vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde
-ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et s� rystende
-indtryk p� ham, at han listede sig bort og gemte sig i en h�stak for
-at t�nke over det; men fra den dag var en ko ikke l�ngere en ko i
-hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde
-vokse naturligt sammen.
-
-Nu fik han et lignende indtryk af at se sj�len fl�et og sk�ret op --
-og g�et i ford�rvelse tilmed.
-
-Men over synernes r�, skinnende billeder h�vede hans fornuft sig for
-s� vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem;
-der var stadig noget, der holdt sig frisk, og n�r den tyngsel, der
-hv�lvede sig tung og m�rk over hans hoved, lettede et �jeblik, s�
-syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog p� en m�de var til
-at leve; den forj�ttede ham den store n�gternhed, som han to gange
-troede at ha opn�et, og hvori han s� sin eneste frelse.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Der gik et �r, og det blev lidt bedre med ham. Mens han f�r havde
-underholdt sig med uskyldigt leget�j, som der ikke skulde �ndelig
-anstr�ngelse til, s� kunde han nu lave sm� maskiner af tr� og
-st�ltr�d og g�re de simpleste kemiske fors�g om igen. Han kunde f�
-en hel eftermiddag til at g� med at fremstille ilt og br�nde tykke
-firtommes�m, som om det var t�ndstikker; det havde ogs� v�ret et af
-hans f�rste eksperimenter, da han var dreng.
-
-Han t�nkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men s� vidt
-han kunde m�rke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo
-ogs� meget tvivlsomt, om han havde beholdt �vnen til det.
-
-Hvad der var ham mest p�faldende, n�r sygdommen slap sit tag
-og tillod ham at t�nke p� andet end den, var hans fuldkomne
-ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken
-til ondt eller godt, alt var forskelsl�st. Med hensyn til fortiden
-lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen
-bem�gtiget sig og tilsyneladende fort�ret; der var ingen varme
-ved dem, ikke en ond tanke kunde v�kkes ved hj�lp af erindringen,
-fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald
-m�tte besk�ftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod
-uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde
-t�nkt: at han var kommet til det d�de hav, hvor alt er br�ndt ud?
-Asken og asfalten, der ligger rundt om, fort�ller ikke, hvad her har
-v�ret, f�r alting blev fort�ret.
-
--- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et
-udhus, og tog fat p� et vanskeligere fors�g, der varede to dage; det
-kostede ham et tilbagefald p� fjorten dage, og da hans sind igen
-var tilstr�kkelig befriet, til at han kunde t�nke over det, da
-mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi,
-hvormed han f�r gik p�, den v�ldige fremdrift, der kunde vare
-uforandret flere �r, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke
-mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham
-til arbejdet. M�ske havde han det s�dan, at han arbejdede bedst,
-n�r det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen
-lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sj�lens maskineri g�r
-st�t under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og
-det, der t�nkes og frig�res i handling udad til. Men var denne indre
-drivkraft g�et tabt, hvad s�? Selv om han endnu ikke var aldeles
-rask, og hans n�rvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle
-kraft, s� var der sket en blivende forandring med ham. D�r hvor
-sygdommen havde h�rget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke
-at v�re andet tilbage fra den store �del�ggelse end hans forstand.
-Hvis det var den n�gternhed, han havde attr�et, s� havde hans �nske
-v�ret d�rligt og opfyldelsen v�rre, ti den havde ikke bragt andet end
-idel tomhed.
-
-Det led hen p� den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens
-folk og traf g�rne en eller anden, som han kom i tale med, n�r han
-gik ud; hjemme syslede han med fors�g, der f�r i tiden kun vilde ha
-v�ret leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han
-kedede sig ikke slemt. Han kom sig s� vidt, at han godt kunde rejse
-ud og pr�ve kr�fterne, men han gjorde det ikke; n�r han rejste der
-fra, s� var det, at pr�ven skulde st�, om han duede til noget eller
-ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde uds�tte sig for et
-uigenkaldeligt resultat. Efterh�nden blev det sp�rsm�l ham ogs� ret
-ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, s� l�nge han ikke f�lte
-lyst ved nogen ting.
-
-S�dan gik der et �r til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget
-til og var altid besk�ftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i
-egnen som en s�r fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. P�
-sine ture, der stadig blev l�ngere, stansede han og s� til overalt,
-hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid --
-som en gammel bedstefaer, der g�r sin sidste runde og tar afsked med
-dem, der skal overleve ham.
-
-
-
-
-Det var en klar, kold aften f�rst i Februar.
-
-Hans R�skov var p� hjemvejen fra en tur, der havde varet hele
-dagen; han havde g�et seks mil og havde een igen. Det at g� var
-efterh�nden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker
-og forn�mmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for
-indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovm�ndene der
-hjemme, der m�lte den samme mark hundrede gange p� een dag, indtil
-de kom i en slags f�lelsesl�s ekstase og havde s� vanskeligt ved
-at lukke munden op og tale h�jt, n�r de kom hjem. Hans R�skov blev
-dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over
-hele hans legeme; han m�rkede det om morgenen, n�r han stod op; og
-dagens f�rste halve mil kunde ogs� v�re besv�rlig nok, men s� gjorde
-bev�gelsens rytme sin magt g�ldende, han gik og glemte alting, gik
-fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at sl� sig sammen med
-sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke
-andet af tiden, end at den skulde g�, g� forbi lydl�st, sporl�st,
-forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at
-m�rke tidens gang, fordi den samtidig er en m�lestok for hans egen
-overfl�dighed.
-
-Hans R�skov var en d�rlig fodg�nger; han var af dem, der slider for
-meget -- b�de p� jorden og p� sig selv. Hvor det var bl�dt, tr�dte
-han dybere i end andre mennesker, og n�r han gik p� s�lede veje, tog
-han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt
-ved at komme af sted p� jorden, og nu, da han ikke tog sig stort
-andet til, kunde det g�re ham livet besv�rligt nok, og han var tit
-overtr�t, n�r han kom hjem, og m�tte lide for det om natten.
-
-M�nen begyndte at skyde sin r�de, forbr�ndte skive op p� himlen, da
-Hans R�skov drejede uden om en af Limfjordens mange sm� vige. Ude
-p� isen gik der b�rn; det sang vidt omkring, n�r de flyttede deres
-j�rnbesl�ede tr�sko og tog till�b. Hans R�skov fulgte vandet en halv
-mils vej; han konstaterede med �rgrelse, at han havde gjort sin tur
-en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde alts�
-v�re aldeles udaset, n�r han havde g�et den sidste mil. Han mistede
-�jeblikkelig al sin udholdenhed, n�r han blev sulten; han blev til
-en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han s�
-godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvh�jt:
-Idiot, hvormed han mente sig selv -- fordi han ikke, som han plejede,
-havde s�rget for at ha noget spiseligt hos sig.
-
-Han var s� optaget af sin egen �rgrelse, at han ikke opfattede et
-skrig om hj�lp, der l�d to gange ude fra isen; tredie gang fik det
-ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem.
-Med det samme vidste han ogs�, at han havde h�rt det flere gange;
-han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde
-stemt hans sind s� underligt. Men nu var alt det v�k, han s� sig om
-efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hj�lp, men der var
-ingen, det var et ensomt sted.
-
-Det var �benbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg
-fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede p�
-stemmen og udsendte sine skrig som n�dsignaler, med visse mellemrum,
-og s� lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
-
-Hans R�skov skyndte sig ned til vandet og s� sig om efter en ting,
-der kunde v�re til hj�lp. Han kunde h�re drengen arbejde der ude, han
-gav sig af anstr�ngelse, idet han s�gte at komme op p� kanten; men
-han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger
-ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller h�bet endnu; han
-skreg ikke af skr�k, han kaldte p� mennesker og undrede sig vel over,
-at der ikke snart kom nogen. Det var s� lydt i den kolde, stille
-aften.
-
-Hans R�skov s� sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han
-m�tte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonn� i
-den, idet han t�nkte, at han vel ogs� selv m�tte i vandet. Han havde
-allerede f�et sympati for fyren der ude, der holdt sig s� tappert og
-brugte sin stemme med forstand, p� en menneskev�rdig m�de og ikke
-hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
-
-Hallo! r�bte han. -- Hallo! l�d det der ude fra, og der kom ikke
-flere skrig.
-
-Hans R�skov f�lte en sindsbev�gelse, som han aldrig f�r havde kendt.
-Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde.
-Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller v�re stof
-til goldt raseri. Dette var alts� den tredie, han vidste der var
-faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde
-v�re ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt,
-s� man fiskede ham op med v�mmelse og smed ham fra sig som et �kelt
-insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke
-bange for at d�, for han var s� opsat p� at leve, at tanken om d�den
-slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.
-
-Isen knagede; han stansede uvilk�rlig og t�nkte: Om et �jeblik ligger
-jeg der nede. Det holdt igen p� ham; der kom et par sekunder, hvor
-han ikke kunde drive sig selv l�ngere ud ad. -- Jeg er vel ikke
-bange, t�nkte han og kom til at ryste. -- Det er sandt, jeg er jo
-syg. Det er slemt; men det hj�lper ikke.
-
-Drengen gav sig der ude, om det nu var af ut�lmodighed eller af
-anstr�ngelse for at holde fast.
-
-Du er der vel endnu? r�bte Hans R�skov.
-
-Ja vel, l�d det klart og simpelt.
-
-Han kr�b p� alle fire, til isen brast under ham; men da han m�rkede
-det kolde vand, troede han, at han skulde f� krampe; hele hans
-legeme var i een sk�rende sm�rte, kulden ramte ham i brystet som et
-knivstik. S� kastede han sig for over, knuste isen med armene og
-sv�mmede. Drengen ventede t�lmodig og spurte en gang, hvordan det
-gik. Hans R�skov svarede med at sp�rge, hvordan han havde det. Jo
-tak, han havde det temmelig godt.
-
-Lidt efter kunde de to f�lges ad ind efter; Hans R�skov sv�mmede i
-den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt p� isen ved
-siden af.
-
-Hvad hedder du? spurte Hans R�skov.
-
-Jens.
-
-Du kan vel nok selv g� hjem?
-
-Ja magelig.
-
-Hvis du ikke kan st�tte p� benene, s� rend p� alle fire, til de
-kommer i orden, vedblev Hans R�skov, der f�lte en stedse st�rkere
-sympati for det eneste menneske, hvem han, s� vidt han vidste, havde
-gjort vel imod; han vilde g�rne sige noget mere, men kunde ikke finde
-p� noget; desuden havde de nu n�et det sted, hvor han f�rst var g�et
-ned med isen.
-
-Nu skal jeg da hj�lpe Dem, sae drengen.
-
-Det kan du ikke, min ven; s� falder du bare i for anden gang; jeg
-blir n�d til at knuse isen et godt stykke, f�r jeg kan komme op.
-
-Ja men s� er det da bedst at jeg -- -- --
-
-Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.
-
-Ja ja. S� siger jeg da s� mange tak -- --
-
-Selv tak. Farvel, Jens.
-
-Hans R�skov s� efter drengen, der l�b ind mod land p� sine vaklende
-ben.
-
-S� var det mig, mumlede han.
-
-Han begyndte at sl� i isen. De f�rste to alen gik let, men snart
-m�rkede han, at en d�delig mathed lammede hans h�nder. Han h�vede sig
-op p� isen, der kn�kkede under hans v�gt, og p� den m�de kom han
-igen et par alen fremad. Derefter syntes den at v�re solid nok til at
-kunne b�re ham.
-
-Han hvilede sig lidt med b�gge h�nder om iskanten, men under denne
-hvile svandt n�sten alle hans kr�fter. Han form�ede ikke at h�ve sig
-op; benene blev trukket den anden vej.
-
-Hans er blevet gammel, mumlede han.
-
-Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned
-i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans
-stivnede l�ber: Her skulde det alts� ende. -- Det sm�rtede i brystet;
-hvert �ndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved
-blev tungt.
-
-Han s� ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at �jne. Han var
-vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han
-havde dog nogen at holde af i sit sidste �jeblik. -- Jeg har taget
-hans plads her, t�nkte han; han skal ta min plads i verden, det er et
-godt bytte. S� er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg
-selv d�r.
-
-Han s� op, himlen havde ligesom l�ftet sig, stj�rnerne stod h�jere
-over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans v�de h�r.
-Lammelsen tog ham nede fra, hj�rtet slog med besv�r, og der udgik en
-�ngstelse fra det, som s� ofte f�r, men d�sigheden lae sig over hans
-hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og f�lte ikke mere
-kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.
-
-Han fors�gte at f� �jnene op. Var der ikke noget, der skinnede et
-sted? En kostbar ting, der l� og vinkede i solskinnet?
-
-Et venligt, r�dt sk�r bredte sig for hans lukkede �jne, idet han gik
-under, som kunde det v�re genskinnet af en usigelig mildhed langt
-borte, der endelig havde fundet vej til ham.
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Hans R�skov, by Knud Hjort�
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS R�SKOV ***
-
-***** This file should be named 41956-8.txt or 41956-8.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/1/9/5/41956/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
-
diff --git a/41956-8.zip b/41956-8.zip
deleted file mode 100644
index b186299..0000000
--- a/41956-8.zip
+++ /dev/null
diff --git a/41956-h.zip b/41956-h.zip
deleted file mode 100644
index 9d13dd7..0000000
--- a/41956-h.zip
+++ /dev/null
diff --git a/41956-h/41956-h.htm b/41956-h/41956-h.htm
index f648958..a8716ab 100644
--- a/41956-h/41956-h.htm
+++ b/41956-h/41956-h.htm
@@ -2,10 +2,10 @@
     "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
 <html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
   <head>
-    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" />
     <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
     <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
-    <title>Hans R�skov, by Knud Hjort�; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <title>Hans Råskov, by Knud Hjortø; an eBook from Project Gutenberg</title>
     <style type="text/css">
     /* <![CDATA[ */
 h1, h2, h3, h4, h5, h6 {
@@ -134,56 +134,17 @@ a.corr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px dotted #333
     </style>
   </head>
 <body>
+<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 ***</div>
 
-
-<pre>
-
-The Project Gutenberg EBook of Hans R�skov, by Knud Hjort�
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: Hans R�skov
-
-Author: Knud Hjort�
-
-Release Date: January 31, 2013 [EBook #41956]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS R�SKOV ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-
-
-
-
-</pre>
-
-
-
-<h1>Hans R�skov</h1>
+<h1>Hans Råskov</h1>
 
 
 <div class="trnote">
-<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bem�rkninger</h2>
-<p>�benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
-er for �vrigt bevaret. En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er for øvrigt bevaret. En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
 sidst i bogen. Den trykte bog havde ingen kapiteloverskrifter,
-men disse er tilf�jet for at lette brugen af e-bogen.</p>
+men disse er tilføjet for at lette brugen af e-bogen.</p>
 <h3>Indhold</h3>
 <ol class="toc">
 <li><a href="#KAPITEL_I">KAPITEL I</a></li>
@@ -216,15 +177,15 @@ men disse er tilf�jet for at lette brugen af e-bogen.</p>
 
 
 <div class="front caps">
-<p class="center larger">Knud Hjort�</p>
+<p class="center larger">Knud Hjortø</p>
 
-<p class="center huge">Hans R�skov</p>
+<p class="center huge">Hans Råskov</p>
 
 <div class="figcenter">
 <img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="120" height="65" />
 </div>
 
-<p class="center topmarg">K�benhavn<br />
+<p class="center topmarg">København<br />
 Det Schubotheske Forlag<br />
 <span class="smaller">J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung<br />
 1906</span></p>
@@ -249,275 +210,275 @@ Det Schubotheske Forlag<br />
 <h2><a name="KAPITEL_I" id="KAPITEL_I"></a>I</h2>
 
 
-<p>Uden for den s�ndre l�nge af Peder Hansens
-g�rd begyndte for�ret fjorten dage tidligere end
-andre steder; solens str�ler faldt med kraft tilbage
-fra de okrede mure, og tr�erne gav l� mod �stenvinden;
-s� var der ogs� bakker p� b�gge sider af
-g�rden, s� den selv l� i en dal. Hesteomgangen stod
-med en krans af udsprungne f�lfod allerede f�rst i
+<p>Uden for den søndre længe af Peder Hansens
+gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end
+andre steder; solens stråler faldt med kraft tilbage
+fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden;
+så var der også bakker på bægge sider af
+gården, så den selv lå i en dal. Hesteomgangen stod
+med en krans af udsprungne følfod allerede først i
 Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at
-blinke i solen som <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: smaa">sm�</a> bitte lygter, s�dan svedte
+blinke i solen som <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: smaa">små</a> bitte lygter, sådan svedte
 de, men midt i April sprang de ud med en lille
-gr�n h�nd til hver side som folk, der holder tale.
-Vejen, der her gik uden om g�rden, blev gr� og
-t�r, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens
-hjulspor stod sandet i tynde, spr�de kamme, og n�r
-man gik og tr�dte dem ned med bare f�dder, s�
-havde man sommerforn�mmelser l�nge inden f�rste
-Maj; her kom h�nsene ud og pillede i gr�sset og
-hakkede f�lfoden i de gule hoder, og den sorte
-gr�vlingehund, Vaps, n�d ikke sj�lden sin middagslur
-her og l� og blinkede velbehageligt i solen
-med sine gule �jenl�g.</p>
-
-<p>Og den, der ikke mindst s�gte ud til den s�ndre
-l�nge, det var g�rdens �ldste s�n, Hans &mdash; kaldet
-R�skov efter sin afd�de moer. D�r sad han en<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
-lun Aprildag og lae den sidste h�nd p� sin vindm�lle;
-vingerne var af bedste asketr�, der for l�nge
-siden var blevet uds�gt og t�rret; de antog en smuk
-skr� form under hans fem og halvfjerds �res svanekniv
-og blev siden glattet efter med et glassk�r.
-Hans havde sat sig s�dan, at han i god tid kunde
+grøn hånd til hver side som folk, der holder tale.
+Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og
+tør, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens
+hjulspor stod sandet i tynde, sprøde kamme, og når
+man gik og trådte dem ned med bare fødder, så
+havde man sommerfornæmmelser længe inden første
+Maj; her kom hønsene ud og pillede i græsset og
+hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte
+grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur
+her og lå og blinkede velbehageligt i solen
+med sine gule øjenlåg.</p>
+
+<p>Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre
+længe, det var gårdens ældste søn, Hans &mdash; kaldet
+Råskov efter sin afdøde moer. Dær sad han en<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
+lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle;
+vingerne var af bedste asketræ, der for længe
+siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk
+skrå form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv
+og blev siden glattet efter med et glasskår.
+Hans havde sat sig sådan, at han i god tid kunde
 vare sig, om nogen skulde komme og overraske ham
-i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al v�rdi i hans
-�jne. Men ingen forstyrrede ham undtagen h�nsene,
-der kom stilkende p� lange, forsigtige ben og blinkede
-og nikkede efter de sp�ner, der uafbrudt faldt
-fra hans kniv; de holdt hodet p� siden ligesom
-gamle nysg�rrige koner, der kun kan se med det
-ene �je. Hans tog sm�sten op med t�erne og kastede
+i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al værdi i hans
+øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene,
+der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede
+og nikkede efter de spåner, der uafbrudt faldt
+fra hans kniv; de holdt hodet på siden ligesom
+gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det
+ene øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede
 efter dem; han kunde ikke fordrage dem; de mindede
 ham om kvindemennesket derinde, som han havde
-mist�nkt for at g� p� lur efter ham for at opdage
-hvad det var, han havde for, som hun ikke m�tte se.
-Hun havde en dag oppe p� loftet fundet en halvf�rdig
+mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage
+hvad det var, han havde for, som hun ikke måtte se.
+Hun havde en dag oppe på loftet fundet en halvfærdig
 elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og hvor
-havde hun ikke kn�vret og nikket og kaglet til alle
-mennesker p� g�rden om den maskine, som hun
-oven i k�bet skulde ha forklaring p�, hvad hun naturligvis
-ikke fik og selvf�lgelig sk�ldte ud for. Han
-havde v�ret n�dt til at sl� den i stykker og grave
+havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle
+mennesker på gården om den maskine, som hun
+oven i købet skulde ha forklaring på, hvad hun naturligvis
+ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. Han
+havde været nødt til at slå den i stykker og grave
 den ned, ikke at tale om, at han nu for fremtiden
 var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere,
 da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom
-h�nsene her; det var ikke noget under, at Hans
+hønsene her; det var ikke noget under, at Hans
 hadede dem.</p>
 
-<p>Sv�rest var det at lave sk�ret, hvor vingerne
-skulde passe sammen. Han m�rkede det med en
-blyant, trak en ridse med kniven og begyndte s�<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
-at sk�re ud, men pludselig s� han tr�et blive r�dt,
+<p>Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne
+skulde passe sammen. Han mærkede det med en
+blyant, trak en ridse med kniven og begyndte så<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
+at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt,
 kniven havde givet ham et snit i den ene finger. &mdash;
-N�da, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt
-blive fri. &mdash; Han l�b ind i t�rvehuset, hvor han
+Nåda, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt
+blive fri. &mdash; Han løb ind i tørvehuset, hvor han
 havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven
-ind under d�rtrinet; d�r skulde den ligge i fjorten
-dage, inden den m�tte bruges igen. Der var heller
-ikke noget i vejen for, at han kunde hj�lpe sig
-med den gamle, sk�nt den var af meget ringere
-st�l. De �gte svaneknive har den egenskab, at n�r
-man spytter en klat p� bladet og l�gger en stump
-halmstr� oven i, s� kan det dreje sig et lille stykke,
-men skal de derfor ha lov at sk�re en i fingrene?</p>
-
-<p>N�r Hans sad her ude og arbejdede, s�gte hans
-�jne g�rne op til en g�rd, der l� langt borte, men
-meget tydeligt oppe p� en h�j bakke; man s� ikke
+ind under dørtrinet; dær skulde den ligge i fjorten
+dage, inden den måtte bruges igen. Der var heller
+ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig
+med den gamle, skønt den var af meget ringere
+stål. De ægte svaneknive har den egenskab, at når
+man spytter en klat på bladet og lægger en stump
+halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke,
+men skal de derfor ha lov at skære en i fingrene?</p>
+
+<p>Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans
+øjne gærne op til en gård, der lå langt borte, men
+meget tydeligt oppe på en høj bakke; man så ikke
 andet af den end to stykker skinnende gule mure
-og midt mellem dem en stor bruntj�ret port; tr�er
-og andet tilh�rende kunde man ikke se; den l�
-d�r s� underlig ensom og udgjorde en vigtig del
+og midt mellem dem en stor bruntjæret port; træer
+og andet tilhørende kunde man ikke se; den lå
+dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del
 af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde
-han haft en �ventyrlig forestilling om, at det var en
-guldring med en eller anden m�rkelig sten, og
-senere var �ventyret aldrig ganske g�et af den;
-den adskilte sig fra alle andre g�rde derved, at den
+han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en
+guldring med en eller anden mærkelig sten, og
+senere var æventyret aldrig ganske gået af den;
+den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den
 en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi.
-Den faldt ham uvilk�rlig i �jnene, n�r han
+Den faldt ham uvilkårlig i øjnene, når han
 gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i
-indre livssammenh�ng med hans lykkeligste �jeblikke.</p>
+indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.</p>
 
-<p>Vingerne var imidlertid blevet f�rdige, og m�llen
-samlet. Det var en god m�lle, der var lavet med al
-t�nkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
-kunde h�ve en sten af forud beregnet v�gt. Hans
-bar den fl�jtende hen til en p�l ved urtehaven og
+<p>Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen
+samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al
+tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
+kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans
+bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og
 gjorde den fast.</p>
 
-<p>G� s�, sae han.</p>
+<p>Gå så, sae han.</p>
 
 <p>Den vrikkede om til den ene side og gik ikke.
 Hans stillede den bedre i vinden og satte den i
-gang igen, s� vrikkede den bare om p� den anden
-side. Der var noget, der rejste sig med et h�rdt
-s�t i Hans' sind, men han holdt ikke op med at
-fl�jte; han vilde vise sin m�lle, at han blev ikke
-vred p� den, sk�nt den var urimelig. Han skulde
-v�re s� forekommende at sm�re den, hvis det var
-det, den �nskede, og han hentede vognsm�relse
-og smurte den netop s� meget, som den tr�ngte
-til, men den vilde ikke g�, sk�nt der ikke kunde
-v�re tale om nogen fejl eller mangel ved den.
-M�ske var den ked af den sten til at begynde med;
+gang igen, så vrikkede den bare om på den anden
+side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt
+sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at
+fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke
+vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde
+være så forekommende at smøre den, hvis det var
+det, den ønskede, og han hentede vognsmørelse
+og smurte den netop så meget, som den trængte
+til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde
+være tale om nogen fejl eller mangel ved den.
+Måske var den ked af den sten til at begynde med;
 ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner,
-der havde budt ham s�dan en st�dighed. Alligevel,
-da han havde s�rlig meget til overs for
-denne her m�lle, s� vilde han for en gangs skyld
-str�kke sig s� vidt, at han fritog den for stenen,
-sk�nt det var tosset. Fl�jtende tog han stenen af,
+der havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel,
+da han havde særlig meget til overs for
+denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld
+strække sig så vidt, at han fritog den for stenen,
+skønt det var tosset. Fløjtende tog han stenen af,
 men hans ansigt lignede et ultimatum, da han tog
 tre skridt tilbage og for sidste gang befalede den
-at g�.</p>
+at gå.</p>
 
 <p>Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han
 vidste godt, hvad det vilde ende med, men han
 trak det i langdrag, og til ingen nytte tog han
-vindretningen med st�rste n�jagtighed, afsatte den
-p� jorden med et rids og indstillede m�llen for
+vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den
+på jorden med et rids og indstillede møllen for
 sidste gang, men den blev ved sit; han sendte den
-en sten, og den ligesom rystede p� hodet. S� gik<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span>
-han meget langsomt &mdash; sk�nt hans h�nder dirrede &mdash;
-hen til den stridige ting, der stumt og st�digt ben�gtede
+en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så gik<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span>
+han meget langsomt &mdash; skønt hans hænder dirrede &mdash;
+hen til den stridige ting, der stumt og stædigt benægtede
 rigtigheden af hans beregninger, tog den
-forsigtigt af og bar den hen p� marken, hvor der
-var en stenbunke. D�r lavede han et leje til den i
-jorden, l�ftede den st�rste sten, han kunde magte,
-og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit v�rk,
-der var anbragt s�dan, at ikke en pind var hel i det
+forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der
+var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i
+jorden, løftede den største sten, han kunde magte,
+og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk,
+der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel i det
 om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket
 havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere.
 Det var ellers et smukt stykke arbejde; han havde
-k�bt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt;
-s� meget mindre grund var der til at sk�ne det nu.
-S� hug han stenen ned, men det knasede ikke nok;
-han tog m�llen op og br�kkede den vredt i s�
-mange stykker han kunde, med st�rre hidsighed,
+købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt;
+så meget mindre grund var der til at skåne det nu.
+Så hug han stenen ned, men det knasede ikke nok;
+han tog møllen op og brækkede den vredt i så
+mange stykker han kunde, med større hidsighed,
 jo mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om,
-s� ingen skulde ane, hvad det en gang havde v�ret.</p>
+så ingen skulde ane, hvad det en gang havde været.</p>
 
-<p>Det gjorde godt; han s� sig sky og hurtigt omkring;
-der var vel ikke nogen til ogs� at ford�rve dette
+<p>Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring;
+der var vel ikke nogen til også at fordærve dette
 for ham! Men pludselig glemte han alt andet over
-noget r�dt, der l� og skinnede infamt i solen; han
-var vis p�, at det ikke havde v�ret der for et �jeblik
-siden, og han gik lige l�s p� det i stor ophidselse.
-Det var ikke andet end en r�d klud; han betragtede
-den med v�mmelse og undrede sig over, at han ikke
-havde lagt m�rke til den, da han gik derud, men
-efter at han havde set lidt mere p� den, gravede
-han med sin n�gne fod et hul ved siden af, sparkede
+noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han
+var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik
+siden, og han gik lige løs på det i stor ophidselse.
+Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede
+den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke
+havde lagt mærke til den, da han gik derud, men
+efter at han havde set lidt mere på den, gravede
+han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede
 den der ned og kastede til over den.</p>
 
-<p>Da han igen gik forbi g�rden, skingrede en
-kvindestemme l�s med en lang ramse, hvori hans
-navn var det f�rste ord. Det gav et hop i ham, men<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span>
+<p>Da han igen gik forbi gården, skingrede en
+kvindestemme løs med en lang ramse, hvori hans
+navn var det første ord. Det gav et hop i ham, men<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span>
 han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som
 om han vilde rende sin vej. Han gemte sig inde
-i pileplantningen for at f�lge hendes voksende arrigskab,
-og han blev efterh�nden vel til mode igen.
-Det var lutter personlige forn�rmelser mod ham
-selv, og det n�rede yderligere hans foragt, at de
-var s� fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da
+i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab,
+og han blev efterhånden vel til mode igen.
+Det var lutter personlige fornærmelser mod ham
+selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de
+var så fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da
 det begyndte at slippe op for hende, mente han,
-at det var p� tide at vise sin ryg, han kom frem
+at det var på tide at vise sin ryg, han kom frem
 og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske
-rigtigt gav hendes ordstr�m nyt liv.</p>
+rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.</p>
 
 <p>Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg
-vil h�re; du g�r din pligt.</p>
+vil høre; du gør din pligt.</p>
 
 <p>Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var
-f�rene, som han nu var kommet t�t hen til. De
-stod med mulen mod jorden og stirrede p� ham
+fårene, som han nu var kommet tæt hen til. De
+stod med mulen mod jorden og stirrede på ham
 med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et
 skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede,
-og s� b�vrede de med halerne og rystede en m�ngde
-b�nner af sig.</p>
-
-<p>Hvad skulde det nu betyde? Hans blev r� og
-ond ved synet af de t�belige dyr. Han gik lige ind
-i t�jrslaget til dem og satte sig p� p�len; s� kunde
-de more sig med at h�nge sig; og se, om de ikke
-straks gjorde fors�g p� det! Godt! s� blev han siddende
-d�r, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre
-dyr. Han h�rte, hvordan det peb i deres halse,
+og så bævrede de med halerne og rystede en mængde
+bønner af sig.</p>
+
+<p>Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og
+ond ved synet af de tåbelige dyr. Han gik lige ind
+i tøjrslaget til dem og satte sig på pælen; så kunde
+de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke
+straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende
+dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre
+dyr. Han hørte, hvordan det peb i deres halse,
 men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da de
-m�rkede, at de ikke fik v�r nok p� den m�de. Efter
-uhyre lang tids forl�b fik den ene mod til at nippe
-af et <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: gr�sstraa">gr�sstr�</a>, men drejede han blot hodet, s�
-kvalte de sig igen af hj�rtens lyst, mens r�dsel og
-dumhed str�lede ud af deres modbydelige �jne, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
-lignede gamle slidte knaphuller. Han bel�nnede dem
-med et spark og gik, og s� var der igen en stemme,
-der skr�lede efter ham.</p>
-
-<p>N�, tak, hun var stadig p� udkig! Det blev nok
+mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter
+uhyre lang tids forløb fik den ene mod til at nippe
+af et <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: græsstraa">græsstrå</a>, men drejede han blot hodet, så
+kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og
+dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
+lignede gamle slidte knaphuller. Han belønnede dem
+med et spark og gik, og så var der igen en stemme,
+der skrålede efter ham.</p>
+
+<p>Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok
 en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i
 alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det
-var at blive sk�ldt ud, mens han fik mad. Det
-skulde hun nok huske at benytte sig af, og h�sligt
-til mode gik han ned over engene; til han n�ede
-skelgr�ften, der var gr�nsen mellem faerens eng og
+var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det
+skulde hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt
+til mode gik han ned over engene; til han nåede
+skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng og
 genboens mose.</p>
 
-<p>N�r man vandrer omkring med uroligt sind
-og kommer til rindende vand, s� beh�ver man
-ikke at g� selv, man kan s�tte sig, uroen risler
-bort med vandet, der l�ber ustanseligt; man
-kan la �jnene f�lge krusningerne p� vandet,
-med gr�sstr�ene, med de blanke sorte hvirvlere,
-der danser deres lunefulde kvadriller p� overfladen,
-og de fremmede tings bev�gelse overf�rer vandringens
-fortryllelse p� ens sind, mens man nyder den
-hvile, som man hemmeligt, under sj�lens uro, dog
-tr�nger mest til.</p>
-
-<p>Og har man fulgt en ting med �jnene s� langt
+<p>Når man vandrer omkring med uroligt sind
+og kommer til rindende vand, så behøver man
+ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen risler
+bort med vandet, der løber ustanseligt; man
+kan la øjnene følge krusningerne på vandet,
+med græsstråene, med de blanke sorte hvirvlere,
+der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen,
+og de fremmede tings bevægelse overfører vandringens
+fortryllelse på ens sind, mens man nyder den
+hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, dog
+trænger mest til.</p>
+
+<p>Og har man fulgt en ting med øjnene så langt
 man kan, og i sit stille sind ladet den komme til et
-�nskeligt m�l, s� kan man, hvis man er anlagt for
-det, l�gge planer om opstemning af vandet og anbringelse
+ønskeligt mål, så kan man, hvis man er anlagt for
+det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse
 af overfaldshjul, lavede af en gammel <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: cigarkasse">sigarkasse</a>
 &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hans blev sulten. Han kastede et m�rkt blik
-hjem mod g�rden, mod spisekammervinduet, han
-oplevede i tanken den lange kamp om sm�rrebr�det,
-med tv�r tavshed p� den ene side og mange slags
-ubehageligheder p� den anden. &mdash; Hvad skal du?<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
-Jeg sp�r, hvad du skal. &mdash; Hvad siger du s�? Hvad?
-Hvad er det s�, du skal sige? Siger du ikke tak?
-Kan du s� sige tak? N�: Tak? &mdash; Hvad, er du
-d�r inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' p�nt
-om det, m� jeg h�re? N�! Har du glemt, hvad jeg
-har l�rt dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du
+<p>Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik
+hjem mod gården, mod spisekammervinduet, han
+oplevede i tanken den lange kamp om smørrebrødet,
+med tvær tavshed på den ene side og mange slags
+ubehageligheder på den anden. &mdash; Hvad skal du?<span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span>
+Jeg spør, hvad du skal. &mdash; Hvad siger du så? Hvad?
+Hvad er det så, du skal sige? Siger du ikke tak?
+Kan du så sige tak? Nå: Tak? &mdash; Hvad, er du
+dær inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt
+om det, må jeg høre? Nå! Har du glemt, hvad jeg
+har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du
 fra din mad? Hans! Ha&mdash;ns!</p>
 
-<p>Han vendte sig med v�mmelse om mod sin gr�ft,
+<p>Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft,
 men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke
-til nogen tr�st, og det overfaldshjul blev der m�ske
-ikke noget af. Hans havde en st�rk appetit og kendte
-gl�den ved at f� mad; b�gge dele var opdaget og
+til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der måske
+ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte
+glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og
 blev benyttede imod ham. Jo tak, fruentimmeret
-kunde rigtignok beskrive ham, n�r han var sulten,
-eller n�r han endelig fik noget. Det var helt morsomt
-at h�re p� &mdash; for andre.</p>
+kunde rigtignok beskrive ham, når han var sulten,
+eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt
+at høre på &mdash; for andre.</p>
 
 <p>Det var altid den smurte mad, kampen stod om;
 middagsmaden fik han i borgestuen sammen med
-folkene, den var nogenlunde fredelig, for s� havde
+folkene, den var nogenlunde fredelig, for så havde
 hun andet at bestille.</p>
 
-<p>Der var ikke mere forn�jelse ved skelgr�ften,
+<p>Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften,
 Hans gik hjem. Han var blevet godt ondskabsfuld,
 foruden at han var sulten, og det kunde jo blive helt
-morsomt at tv�re sin vilje igennem og f� alt det,
+morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det,
 man kunde spise og samtidig se hende blive mere
 og mere arrig.</p>
 
-<p>Da Hans gik ind gennem k�kkenet, f�lte han sig
-fuldkommen parat til at ta den forest�ende kamp op.</p>
+<p>Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig
+fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span></p>
@@ -529,128 +490,128 @@ fuldkommen parat til at ta den forest�ende kamp op.</p>
 
 
 <p>Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig
-knaldende bl�st; Hans kom ud af g�rden
-og gik over marken ned til s�en. Han fyldte egenlig
-tretten �r den dag, men al festlighed var forsvundet
-fra f�dselsdagene, siden hans moer var d�d, og sk�nt
-han jo m�tte vide det fra de to foreg�ende �r, s�
-havde han dog glemt det igen i �r og sat forventningen
-op efter noget us�dvanligt; godt var det da, at
-han ikke havde r�bet det med et eneste ord, men
+knaldende blæst; Hans kom ud af gården
+og gik over marken ned til søen. Han fyldte egenlig
+tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet
+fra fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt
+han jo måtte vide det fra de to foregående år, så
+havde han dog glemt det igen i år og sat forventningen
+op efter noget usædvanligt; godt var det da, at
+han ikke havde røbet det med et eneste ord, men
 endnu mens de spiste deres nadver, havde han ikke
-t�nkt p� andet, end at der m�tte komme noget &mdash; &mdash;
-og s� var det endt med, at han havde p�draget sig en
+tænkt på andet, end at der måtte komme noget &mdash; &mdash;
+og så var det endt med, at han havde pådraget sig en
 stor og skammelig ydmygelse: han var kommet til
-at tale om, hvad han nok skulde blive til, n�r han
-blev stor; det var ikke ham, der f�rst havde givet
-anledning til det, han huskede ikke l�ngere, hvordan
-det var g�et til, men det var blevet sagt. Faeren
-havde sm�leet, men husholdersken &mdash; &mdash; �, hun
-var blevet s� glad, som om hun havde f�et noget for�rende!
-Hvor havde hun tygget p� det og bavlet
+at tale om, hvad han nok skulde blive til, når han
+blev stor; det var ikke ham, der først havde givet
+anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan
+det var gået til, men det var blevet sagt. Faeren
+havde småleet, men husholdersken &mdash; &mdash; å, hun
+var blevet så glad, som om hun havde fået noget forærende!
+Hvor havde hun tygget på det og bavlet
 over det og forklaret det og spurt husmanden hvad
-han mente, og drengen, hvad han skulde v�re, og
+han mente, og drengen, hvad han skulde være, og
 hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og
-drengen kom til at f�lges ad, s� kunde de jo kappes<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span>
+drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span>
 &mdash; &mdash; Det var fordi hun en dag var kommet efter, at
-Hans �havde leget� med den elendige dreng, n� ja,
-p� en vis m�de havde han ogs� givet sig af med
+Hans »havde leget« med den elendige dreng, nå ja,
+på en vis måde havde han også givet sig af med
 ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig
-selv, fordi han s�dan havde udleveret sig til et
-kvindemenneske, men nu m�tte han alts� t�nke p�
-noget andet, for der kunde jo ikke v�re tale om at
-blive noget, som hun havde haft sin n�se i og vr�vlet
+selv, fordi han sådan havde udleveret sig til et
+kvindemenneske, men nu måtte han altså tænke på
+noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at
+blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet
 om.</p>
 
-<p>Han n�ede s�en og gik ud p� isen; han var s� led
+<p>Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led
 til mode, at det var lige meget, hvor han gik hen.
 Isen knagede advarende under ham, og han stampede
-vredt i den til geng�ld: Hvad skabte den sig
+vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig
 for? Det havde vel frosset i fjorten dage! Men den
 knagede igen.</p>
 
-<p>Godt; s� blev han n�d til at g� l�ngere ud. Han
-var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede b�lger
-op gennem hans krop, og sveden stak som n�le
-p� siderne af hans n�se.</p>
+<p>Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han
+var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede bølger
+op gennem hans krop, og sveden stak som nåle
+på siderne af hans næse.</p>
 
 <p>Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde
-l�rt af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen;
-den blev nu mere p�tr�ngende, sk�nt han hvert
-�jeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den
-l�d s�dan:</p>
+lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen;
+den blev nu mere påtrængende, skønt han hvert
+øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den
+lød sådan:</p>
 
 <div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
 <span class="i0">Min bedstemor<br /></span>
-<span class="i2">fik trillinger hvert �r,<br /></span>
-<span class="i0">som hver en nok s� net<br /></span>
-<span class="i2">af bedstefar blev �dt.<br /></span>
+<span class="i2">fik trillinger hvert år,<br /></span>
+<span class="i0">som hver en nok så net<br /></span>
+<span class="i2">af bedstefar blev ædt.<br /></span>
 </div></div></div>
 
-<p>Den havde n�sten taget magten fra ham, nu da
+<p>Den havde næsten taget magten fra ham, nu da
 han var bange og dog ikke kunde beslutte sig til at
-vende om. Men den blev siddende i halsen p� ham,
-da han pludselig faldt og gled ned ad en skr� isflade,
+vende om. Men den blev siddende i halsen på ham,
+da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade,
 indtil vandet lukkede sig over ham. Det<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
-br�ndte og isnede p� een gang, og da han kom op
-igen, var det ligesom himlen var l�ftet h�jt over
-ham. Han begyndte at sv�mme, samtidig med at
-han fl�jtede den tossede vise: Min bedstemor &mdash; &mdash;.
-Den slap ham ikke mere, s� l�nge han l� i vandet.
-Han skubbede det l�se isstykke fra sig og kom med
-lethed op p� kanten af den faste is, men s� var der
+brændte og isnede på een gang, og da han kom op
+igen, var det ligesom himlen var løftet højt over
+ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at
+han fløjtede den tossede vise: Min bedstemor &mdash; &mdash;.
+Den slap ham ikke mere, så længe han lå i vandet.
+Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med
+lethed op på kanten af den faste is, men så var der
 noget, der tog fat i hans ben og halede dem ind
-under isen; det rev ham bagl�ns ned i vandet igen.
-Hvor det v�rkede i hodet, da han kom ovenfor. Han
-klemte kasketten godt fast; det var ikke v�rd, den
-blev her nede, og s� tog han fat igen; men selv om
+under isen; det rev ham baglæns ned i vandet igen.
+Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han
+klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den
+blev her nede, og så tog han fat igen; men selv om
 han fik sparket sine ben fri fra det, der sugede dem
-fremefter, s� kn�kkede isen, n�r han var omtrent
-oppe. Der var alts� ikke andet at g�re end at bryde
-den itu indefter, og under stadig fl�jten, der undertiden
-blev hakket i stykker af hans klaprende t�nder,
-slog han bid efter bid af isen, f�rst med knoerne,
-s� med h�ndleddene, og s�, da de ikke kunde holde
-l�ngere, trak han �rmerne ud over h�nderne og
-slog til med hele armen, og stadig m�tte han passe
-p� den forbandede sugen, der tog fat i hans ben;
-han fik en forn�mmelse af, at han sloges, og at det
+fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent
+oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde
+den itu indefter, og under stadig fløjten, der undertiden
+blev hakket i stykker af hans klaprende tænder,
+slog han bid efter bid af isen, først med knoerne,
+så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde
+længere, trak han ærmerne ud over hænderne og
+slog til med hele armen, og stadig måtte han passe
+på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben;
+han fik en fornæmmelse af, at han sloges, og at det
 var ham, der gav pryglene; det styrkede ham, at han
 kom i et slags raseri; snart havde han lavet en lang
-bugt ind i isen; der var en v�ldig fremf�rd i ham.
-Men det blev galt igen, da han ikke kunde sl� mere
-is i stykker, for han blev suget ned lige s� tit han
-kravlede op. Han <em>t�nkte eder</em>; han kunde ikke udtale
-dem, da hans mund var optaget af at fl�jte, men
-han gl�dede i tavs banden og sv�rgen. Den kolde
-luft svalede langt ned i sv�lget, hvor den rev og
+bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham.
+Men det blev galt igen, da han ikke kunde slå mere
+is i stykker, for han blev suget ned lige så tit han
+kravlede op. Han <em>tænkte eder</em>; han kunde ikke udtale
+dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men
+han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde
+luft svalede langt ned i svælget, hvor den rev og
 slog knuder som sodavand, helt nede i brystet blev<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
-han kold; han m�rkede ikke heller nogen varme i
-den luft, han ud�ndede, den peb kold ud af ham
+han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i
+den luft, han udåndede, den peb kold ud af ham
 som ud af et gammelt hus.</p>
 
-<p>Mens han s� efter en revne, hvor der kunde sl�s
+<p>Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås
 mere is itu, syntes han lige med et, at der var et
-stort r�dt lys p� himlen; han l� stille et �jeblik og
-s� sig om, men s� var der alligevel ingenting, og i
+stort rødt lys på himlen; han lå stille et øjeblik og
+så sig om, men så var der alligevel ingenting, og i
 det samme huskede han sin store lommekniv, den
-huggede han ned i isen foran sig, og s�dan kom han
-op. Han m�tte hvile sig lidt, benene kunde ikke b�re
-ham lige straks, og da han l� d�r og s� p� det hul,
-han var sluppet op af, s� faldt det ham ind, at det
-for lidt siden slet ikke havde v�ret s� sikkert, at
-han kunde redde sig, og nu kom skr�kken bagefter
-og kr�vede sin part, som der f�r ikke havde v�ret
-plads til. Han l�b hjem, f�rst p� fire og siden p�
+huggede han ned i isen foran sig, og sådan kom han
+op. Han måtte hvile sig lidt, benene kunde ikke bære
+ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul,
+han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det
+for lidt siden slet ikke havde været så sikkert, at
+han kunde redde sig, og nu kom skrækken bagefter
+og krævede sin part, som der før ikke havde været
+plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på
 to, men blev igen helt sig selv, da han stod inde i
-g�rden. Nu <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: gjalt">gjaldt</a> det om at ingen fik noget at vide
-og noget at vr�vle om; han listede sig stille ind i
-sovekammeret og skiftede t�j i m�rket, men efter
-denne omkl�dning var kostaldens fugtige, m�lkeduftende
-varme noget s� lykkeligt, at han aldrig
-havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig p� en
-bunke halm og blev endelig af med den ih�rdige
-melodi og faldt i s�vn.</p>
+gården. Nu <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: gjalt">gjaldt</a> det om at ingen fik noget at vide
+og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i
+sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter
+denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende
+varme noget så lykkeligt, at han aldrig
+havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en
+bunke halm og blev endelig af med den ihærdige
+melodi og faldt i søvn.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span></p>
@@ -661,291 +622,291 @@ melodi og faldt i s�vn.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_III" id="KAPITEL_III"></a>III</h2>
 
 
-<p>At Hans R�skov havde et vanskeligt sind, det var
-der to mennesker, der s�rlig kom til at m�rke
-i l�bet af det f�lgende for�r. Den ene var husholdersken,
-mod hvem han bef�stede sig ved et gennemf�rt
-tavshedssystem; den anden var hans l�rerinde.
+<p>At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var
+der to mennesker, der særlig kom til at mærke
+i løbet af det følgende forår. Den ene var husholdersken,
+mod hvem han befæstede sig ved et gennemført
+tavshedssystem; den anden var hans lærerinde.
 For Hans gik i den fine skole, der antoges at
-gi en h�jere dannelse end almueskolen, v�senlig
-fordi undervisningen kostede noget, og s� fordi der,
-om det �nskedes, kunde undervises i fremmede
-sprog. Hans havde l�nge m�ttet h�re af de andre
-drenge, at han gik i t�seskole og l�rte at h�kle
+gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig
+fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der,
+om det ønskedes, kunde undervises i fremmede
+sprog. Hans havde længe måttet høre af de andre
+drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle
 blonder til sin faers underbukser, og det var endelig
-g�et op for ham, at kvinderegimente er en uv�rdig
-ting for et mandfolk. Han fandt ogs� en vis lighed
-mellem l�rerinden og det kvindemenneske, han foragtede
+gået op for ham, at kvinderegimente er en uværdig
+ting for et mandfolk. Han fandt også en vis lighed
+mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede
 mest af alle, og da han en gang havde begyndt
 at sammenligne, blev ligheden fuldkommen,
-og hans opf�rsel blev derefter. Han m�rkede ikke
+og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke
 selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik
-det at vide af l�rerinden; det blev udf�rligt beskrevet
-for ham, hvordan han n�sten lige med et var
+det at vide af lærerinden; det blev udførligt beskrevet
+for ham, hvordan han næsten lige med et var
 blevet en slem dreng &mdash; til sorg for mange, og ingen
 kunde begribe hvad der gik af ham; men han <em>var</em>
-ikke mere den han havde v�ret.</p>
+ikke mere den han havde været.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span></p>
 
-<p>Hans kritiserede i tanken udtrykket �en slem
-dreng�. D�r tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad
-hun sae, for Hans hverken stjal eller l�j eller �delagde;
+<p>Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem
+dreng«. Dær tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad
+hun sae, for Hans hverken stjal eller løj eller ødelagde;
 derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt
-indtryk p� ham, at han ikke mere var den han havde
-v�ret; det mindede om udtryk i b�ger, og s� var det
+indtryk på ham, at han ikke mere var den han havde
+været; det mindede om udtryk i bøger, og så var det
 tillige sandt, men han havde aldrig rigtig vidst det,
-f�r hun sae det.</p>
+før hun sae det.</p>
 
-<p>Af stor betydning for hans udvikling var det ogs�,
+<p>Af stor betydning for hans udvikling var det også,
 at der var kommet en ny dreng ind i skolen; han
 kunde mere end Hans, og navnlig forstod han de
-samme ting p� en anden m�de, og Hans blev dybt
-rystet i troen p� sine egne kundskaber. En dag s�
-Hans ham smile overlegent, og det var over l�rerinden;
+samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt
+rystet i troen på sine egne kundskaber. En dag så
+Hans ham smile overlegent, og det var over lærerinden;
 han kunde ikke glemme det igen, men hvis
-der nogen sinde blev smilet s�dan af ham, da troede
-han sikkert, at han m�tte blive syg af det; bagefter
-kunde han ikke t�le at se p� l�rerinden, hun var
-m�rket af det smil; n�r han h�rte hendes stemme,
-fortrak hans ansigt sig, s� der blev lagt m�rke til
-det, han blev udspurt og fik sk�nd, da han ikke
+der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede
+han sikkert, at han måtte blive syg af det; bagefter
+kunde han ikke tåle at se på lærerinden, hun var
+mærket af det smil; når han hørte hendes stemme,
+fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til
+det, han blev udspurt og fik skænd, da han ikke
 vilde svare; derved huskede han det hele endnu
-bedre, og hans kritik, der allerede havde v�ret v�gen
-nogen tid, blev nu sikker og sk�nsell�s. Men der var i
-det smil en �benbaring af en h�jere kultur, der bevirkede,
-at han for f�rste gang kom til at beundre
-samtidig med at han l�rte at foragte.</p>
+bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen
+nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i
+det smil en åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede,
+at han for første gang kom til at beundre
+samtidig med at han lærte at foragte.</p>
 
 <p>En dag sad de ved siden af hinanden og regnede
-reguladetri af samme bog. Hans var i d�rligt
-hum�r, fordi han s� den anden strege sine tal ud og
-skrive sm� tal oven over og stadig blive f�rst f�rdig;
-det nagede ham, at han ikke ogs� var inde i den
-hemmelighed, og langt om l�nge bekvemmede han<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span>
-sig til at sp�rge. &mdash; Det kaldtes at forkorte; man
-havde lov at dividere f�rste og andet led eller f�rste
+reguladetri af samme bog. Hans var i dårligt
+humør, fordi han så den anden strege sine tal ud og
+skrive små tal oven over og stadig blive først færdig;
+det nagede ham, at han ikke også var inde i den
+hemmelighed, og langt om længe bekvemmede han<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span>
+sig til at spørge. &mdash; Det kaldtes at forkorte; man
+havde lov at dividere første og andet led eller første
 og tredie led med samme tal.</p>
 
-<p>Hans viste uden nogen forklaring l�rerinden en
-del stykker, der var regnede p� denne ny m�de; hun
-nikkede, at de var rigtige, men hun r�dmede; det s�
-han. Da de var f�rdige med deres stykker f�r tiden,
-fik de som bel�nning lov at sidde og tegne p� tavlen.
-Hans <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: udspurgte">udspurte</a> <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Kammeraten">kammeraten</a> om br�k; han l�rte i
-en fart at forkorte og g�re til u�gte br�k; det var
-ikke sv�rt. &mdash; Lad mig f� addisjonen med med det
+<p>Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en
+del stykker, der var regnede på denne ny måde; hun
+nikkede, at de var rigtige, men hun rødmede; det så
+han. Da de var færdige med deres stykker før tiden,
+fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen.
+Hans <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: udspurgte">udspurte</a> <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Kammeraten">kammeraten</a> om brøk; han lærte i
+en fart at forkorte og gøre til uægte brøk; det var
+ikke svært. &mdash; Lad mig få addisjonen med med det
 samme!</p>
 
-<p>Kan Hans ikke v�re stille? l�d det fra l�rerinden.</p>
+<p>Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.</p>
 
 <p>Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter
-kom der nok en p�mindelse, og kammeraten vilde nu
+kom der nok en påmindelse, og kammeraten vilde nu
 ikke regne mere med ham.</p>
 
-<p>Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op p� tavlen,
-sae Hans, s� skal du se sikken en masse sludder.</p>
+<p>Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen,
+sae Hans, så skal du se sikken en masse sludder.</p>
 
 <p>Men den anden vendte ryggen til ham, og derved
-blev Hans mere ond; s� vilde han selv se, hvor
-meget vr�vl han kunde samle.</p>
+blev Hans mere ond; så vilde han selv se, hvor
+meget vrøvl han kunde samle.</p>
 
-<p>Det blev en m�rkv�rdig sidefuld, griflen skreg
+<p>Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg
 hen ad tavlen; der var mere end han kunde
-overkomme, og det blev endnu v�rre vr�vl, fordi
-han m�tte springe det halve over. Kammeraterne
-blev opm�rksomme, men hans sidemand flyttede
+overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi
+han måtte springe det halve over. Kammeraterne
+blev opmærksomme, men hans sidemand flyttede
 langt bort fra ham og regnede med ansigtet helt
 nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til
-disse to s�tninger: Sandelig sandelig siger jeg dig
-&mdash; &mdash; du er s� v�d, din gris. &mdash; Det sidste gjaldt den
-store hund, der plejede at ligge p� hendes sk�d, og
-som lugtede nok s� tit som b�rnene; det ber�rte<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
-Hans s� ubluf�rdigt, at hun en dag havde sagt, at
-hun godt kunde lugte forskel p� hunden og dem.</p>
-
-<p>Mens Hans hvilede sig og n�d det mishandlede
-skriftsted, var l�rerinden pludselig over ham. Han
+disse to sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig
+&mdash; &mdash; du er så våd, din gris. &mdash; Det sidste gjaldt den
+store hund, der plejede at ligge på hendes skød, og
+som lugtede nok så tit som børnene; det berørte<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
+Hans så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at
+hun godt kunde lugte forskel på hunden og dem.</p>
+
+<p>Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede
+skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han
 rodede rundt i det skrevne med albuerne, men fik i
 skyndingen ikke tid til at spytte.</p>
 
-<p>N�, du skriver uartigheder p� din tavle, sae hun
-virkelig bestyrtet. Du tr�nger nok til at f� nogen
-sm�k.</p>
+<p>Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun
+virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at få nogen
+smæk.</p>
 
-<p>Sm�k, hv�sede Hans. N�r det hedder kl�. T�sepjat!</p>
+<p>Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!</p>
 
-<p>Drengene s� hen p� ham, og alle pigerne hviskede:
+<p>Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede:
 Me&mdash;n, i kor. Han blev grebet under armene og
-sl�bt ud p� gulvet og skulde sige det en gang til.
-Men i samme nu var hans sind sl�et i l�s som
-et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde �bne
+slæbt ud på gulvet og skulde sige det en gang til.
+Men i samme nu var hans sind slået i lås som
+et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde åbne
 det.</p>
 
-<p>Spanskr�ret kom frem; der blev givet ordre til, at
-alle skulde se p�, at han fik prygl; i pusterummene
+<p>Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at
+alle skulde se på, at han fik prygl; i pusterummene
 spurte hun, om han ikke skammede sig.</p>
 
-<p>Han skammede sig virkelig; det var m�ske det,
-han havde lettest ved af alting. Hans sind var s�
-�mt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at
+<p>Han skammede sig virkelig; det var måske det,
+han havde lettest ved af alting. Hans sind var så
+ømt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at
 se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, fordi
 den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld
 mod den, der gav anledning til, at han skammede
-sig. De prygl, han fik, disse elendige t�seprygl,
-de var den h�sligste ydmygelse, han havde
-oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsl�shed,
-s� havde han vel rettet sig og ladet det
-komme an p�, hvem der havde flest kr�fter, han eller
-l�rerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet
-respekt og t�lsomhed; han stod med krum ryg<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
-under pryglene og n�jedes med at puffe fra sig med
-en albu som en antydning af modv�rge. Senere da
-det var bagefter, <em>t�nkte</em> han sig, hvordan han kunde
-ha sl�et igen.</p>
-
-<p>Da han hverken vilde gr�de eller sige, at han
-skammede sig, kunde det jo ikke v�re andet, end at
-han skulde st� ved d�ren. B�gge d�rene var ganske
+sig. De prygl, han fik, disse elendige tøseprygl,
+de var den hæsligste ydmygelse, han havde
+oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed,
+så havde han vel rettet sig og ladet det
+komme an på, hvem der havde flest kræfter, han eller
+lærerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet
+respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
+under pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med
+en albu som en antydning af modværge. Senere da
+det var bagefter, <em>tænkte</em> han sig, hvordan han kunde
+ha slået igen.</p>
+
+<p>Da han hverken vilde græde eller sige, at han
+skammede sig, kunde det jo ikke være andet, end at
+han skulde stå ved døren. Bægge dørene var ganske
 vist optaget; ved den ene stod endda to med en
-br�ndekurv imellem, men de blev hjemsendt p�
+brændekurv imellem, men de blev hjemsendt på
 grund af deres forholdsvis ringere forseelser, og Hans
-kom til at st� alene i hele sin afskylighed.</p>
+kom til at stå alene i hele sin afskylighed.</p>
 
 <p>Det var en betydningsfuld oplevelse. Med
-stj�lne �jekast s� han, hvordan kammeraterne
-skammede sig over ham, han m�rkede deres afsky
-p� sig og gennemgik dem i tankerne een for een,
-flere havde v�ret hans ret gode venner, men han var
-f�rdig med dem, og idet han anede, hvad de mente
-om ham, t�ndtes der en vrede imod dem, der f�rst
-d�mpedes, da de var blevet ham fuldst�ndig ligegyldige.
-Kun een kunde Hans ingenting se p�; han
-skulde for fremtiden v�re hans eneste ven. Han
-t�nkte s� ivrigt, at hans l�ber bev�gede sig,
-og l�rerinden gjorde alle opm�rksomme p� det; de,
+stjålne øjekast så han, hvordan kammeraterne
+skammede sig over ham, han mærkede deres afsky
+på sig og gennemgik dem i tankerne een for een,
+flere havde været hans ret gode venner, men han var
+færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente
+om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først
+dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige.
+Kun een kunde Hans ingenting se på; han
+skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han
+tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig,
+og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de,
 der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men
-Hans, der f�lte latterligg�relse som den eneste virkelige
-straf, pressede l�berne sammen og holdt dem i
+Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige
+straf, pressede læberne sammen og holdt dem i
 ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den
-redeligste vilje ikke kunde f� op.</p>
+redeligste vilje ikke kunde få op.</p>
 
 <p>I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at
 den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog
-flov og k�lig imod ham, og da Hans udelod sig med
-nogle h�nlige bem�rkninger om l�rerinden, svarede
+flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med
+nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede
 den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span>
-ikke hun var s� tosset. S� var Hans f�rdig; han
-havde alts� ikke noget menneske, hvis �jne han
-kunde m�de; han gik skulende omkring og lignede
-en overbevist synder mellem lutter retf�rdige.</p>
-
-<p>Fra vinduet holdt l�rerinden �je med ham, det
-gik som det skulde: alle forn�gtede ham. Da syntes
-Hans, at han s� altfor meget, og at det m�tte v�re
-en lindring at v�re blind.</p>
-
-<p>&mdash; &mdash; Det var p� den tid de skulde hjem; Hans begyndte
-allerede at gl�de sig til forskellige ting
+ikke hun var så tosset. Så var Hans færdig; han
+havde altså ikke noget menneske, hvis øjne han
+kunde møde; han gik skulende omkring og lignede
+en overbevist synder mellem lutter retfærdige.</p>
+
+<p>Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det
+gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes
+Hans, at han så altfor meget, og at det måtte være
+en lindring at være blind.</p>
+
+<p>&mdash; &mdash; Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte
+allerede at glæde sig til forskellige ting
 han havde liggende i sine skjulesteder; der var meget
-han ikke havde r�rt i flere m�neder, og som han
-n�sten havde glemt; det skulde blive morsomt at
-f� fat i det altsammen igen. Men alt gik i st� i ham,
-han stivnede fuldst�ndig, da han blev holdt tilbage,
-mens de andre fik lov at g�. Havde han v�ret n�rmere
-d�ren, s� vilde han ha rendt sin vej, men hun
-havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han foruds�
-alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig s�d
-og �kel og gal og tosset; formaninger og sk�ldud
-og <em>sm�k</em> vilde blive enden p� det; han fik et anfald
+han ikke havde rørt i flere måneder, og som han
+næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at
+få fat i det altsammen igen. Men alt gik i stå i ham,
+han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage,
+mens de andre fik lov at gå. Havde han været nærmere
+døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun
+havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudså
+alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød
+og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud
+og <em>smæk</em> vilde blive enden på det; han fik et anfald
 af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel
-og l�nte ham �jne, som han havde lyst til at
+og lånte ham øjne, som han havde lyst til at
 stikke ud.</p>
 
-<p>D�ren blev lukket efter den sidste; hun bes�rgede
-det selv; den blev l�set af.</p>
+<p>Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede
+det selv; den blev låset af.</p>
 
-<p>Men n�r hun hadede ham, som hun jo m�tte g�re,
-hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad d�ren,
-s� han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker
-p� kantstenene? &mdash; Det buldrede i hans hoved, som
-vankede der rungende lussinger, han kunde t�nke
-sig dem &mdash; &mdash; &mdash; og s� tog hun fat p� at tale ham
+<p>Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre,
+hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren,
+så han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker
+på kantstenene? &mdash; Det buldrede i hans hoved, som
+vankede der rungende lussinger, han kunde tænke
+sig dem &mdash; &mdash; &mdash; og så tog hun fat på at tale ham
 til rette.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span></p>
 
 <p>Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen,
-ford�rvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis
-det om den rare dreng, han altid havde v�ret,
+fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis
+det om den rare dreng, han altid havde været,
 om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde
-ham s� s�d, som han aldrig havde v�ret, og s� ond
+ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond
 som han ikke var blevet endnu.</p>
 
-<p>Hvor l�nge varer det? t�nkte han; Satan, hvor
-l�nge varer det? &mdash; Hun vilde l�fte hans hoved, men
-han var lige ved at f� kvalme og m�tte smide sig
-ned p� en b�nk, og til sidst begyndte hun, gud
-hj�lpe mig, at gr�de. Han blev svimmel af v�mmelse
-og flygtede, da hun r�rte ved ham. Ved den
+<p>Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor
+længe varer det? &mdash; Hun vilde løfte hans hoved, men
+han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig
+ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud
+hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse
+og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den
 lejlighed huskede han, at kvindemennesket der
-hjemme en gang havde kysset ham, og f�j for satan
+hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan
 hvor det lugtede!</p>
 
-<p>Hun f�lte, at der var ikke noget at stille op med
-ham; han var som en maskine, der ved et sammenst�d
-har f�et hjul og st�nger forvredne, og det er
+<p>Hun følte, at der var ikke noget at stille op med
+ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød
+har fået hjul og stænger forvredne, og det er
 ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg,
-hun lod ham g�, ja hun gav ham ogs� et puf i
-ryggen, da hun fik lukket d�ren op for ham. Han
-l�b ned ad vejen, men opdagede straks, at det
+hun lod ham gå, ja hun gav ham også et puf i
+ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han
+løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det
 var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige
 glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje
-til at se et glimt af hendes r�de ansigt i vinduet,
-og kvalmeforn�mmelsen kom igen.</p>
+til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet,
+og kvalmefornæmmelsen kom igen.</p>
 
 <p>Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han
-syntes det var en uhyre tid siden han havde v�ret
-fri for andre mennesker, og han n�d i h�j grad den
-halve mil han havde at g�. Han var s� optaget af
-det velv�re, der langsomt vendte tilbage, at han
+syntes det var en uhyre tid siden han havde været
+fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den
+halve mil han havde at gå. Han var så optaget af
+det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han
 brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst
-forsigtighedsregel, og d�r sad s� husholdersken og<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
-stoppede str�mper. Her forestod rimeligvis ogs�
-noget; det skulde v�re m�rkeligt andet. Han vilde
-liste ud i k�kkenet for at spise d�r, men nej tak,
+forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
+stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også
+noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde
+liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak,
 hun hentede maden ind til ham og satte sig over
 for ham, for at han skulde nyde hendes selskab.
-Underholdningen lod heller ikke vente l�nge p� sig:</p>
-
-<p>Ja, du tr�nger rigtignok h�rdt til at komme ud
-mellem mennesker og l�re, hvordan du skal opf�re
-dig. N�r en r�kker dig noget, s� kommer du bare
-med h�nden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom
-en ko, man gir noget. Men n�r man blir budt noget,
-s� siger man f�rst tak, og s� r�kker man h�nden
+Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:</p>
+
+<p>Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud
+mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre
+dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare
+med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom
+en ko, man gir noget. Men når man blir budt noget,
+så siger man først tak, og så rækker man hånden
 ud og tar imod det. &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hans tyggede med besv�r og d�jede med at finde
-munden; det var ligesom k�berne vilde g� af led,
-og han syntes de sad forkert i hodet p� ham.</p>
+<p>Hans tyggede med besvær og døjede med at finde
+munden; det var ligesom kæberne vilde gå af led,
+og han syntes de sad forkert i hodet på ham.</p>
 
 <p>Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved
-siden af svinene og ha et trug ligesom de, og s�
+siden af svinene og ha et trug ligesom de, og så
 skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen mund
-var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, s�
-snart du har brokket skeen fuld, for det kan g�rne
-vare l�nge, inden den kommer, s�dan som du spilder
-hele tiden, men du skal lukke munden op, n�r skeen
-er omtrent deroppe; det ser s� tosset ud at sidde
-s�dan og gabe, inden der er noget at gabe over &mdash; &mdash;</p>
+var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så
+snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne
+vare længe, inden den kommer, sådan som du spilder
+hele tiden, men du skal lukke munden op, når skeen
+er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde
+sådan og gabe, inden der er noget at gabe over &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.</p>
 
-<p>Hold k�ft, skreg han, og der var s�dan en klang
-i hans stemme, at hunden, der l� under bordet,
-sprang op og begyndte at g�, idet den troede der
-var kommet fremmede; den kendte ikke hans r�st
+<p>Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang
+i hans stemme, at hunden, der lå under bordet,
+sprang op og begyndte at gø, idet den troede der
+var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst
 igen.</p>
 
 <p>Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig
@@ -960,320 +921,320 @@ rejsning.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_IV" id="KAPITEL_IV"></a>IV</h2>
 
 
-<p>Eva hed en tretten�rig k�benhavnerpige, der var
-p� feriebes�g hos naboens. Hun var den f�rste
+<p>Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var
+på feriebesøg hos naboens. Hun var den første
 af det navn, som Hans nogen sinde havde kendt; hun
-var ogs� i andre henseender det f�rste, han havde
+var også i andre henseender det første, han havde
 oplevet. Han traf hende en dag, han var nede hos
-naboens i et �rinde. Hun hilste ikke igen, da han
-sae goddag, men da hun havde set lidt p� ham,
-spurte hun: Hvad hedder du s�? Hun m�tte h�re
-hans navn to gange, f�r hun forstod det. &mdash; Hans
-R�skov. Kan du ikke tale mere tydeligt? &mdash; Hvad
-hun selv sae, kunde man aldrig misforst�. Hun
-havde sort h�r og m�rkebl� �jne, der var mere bydende
-end de �jne, han ellers plejede at se; man
-kunde ordenlig f� vand i sine egne ved at se ind i
-dem. Hendes n�se var lang og lige og lignede ikke
-andre pigers n�ser; den var s� smal og bestemt.</p>
+naboens i et ærinde. Hun hilste ikke igen, da han
+sae goddag, men da hun havde set lidt på ham,
+spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre
+hans navn to gange, før hun forstod det. &mdash; Hans
+Råskov. Kan du ikke tale mere tydeligt? &mdash; Hvad
+hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun
+havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende
+end de øjne, han ellers plejede at se; man
+kunde ordenlig få vand i sine egne ved at se ind i
+dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke
+andre pigers næser; den var så smal og bestemt.</p>
 
 <p>Vil du lege med? spurte hun, &mdash; hvis du ellers
-har set nok p� mig.</p>
+har set nok på mig.</p>
 
 <p>Det vilde han; bagefter fik han tid til at
 undre sig over, at han vilde. &mdash; Hun skreg aldrig,
-mens hun legede, men man h�rte hele tiden hendes
-stemme mere end nogen andens. Hans m�tte r�mme
+mens hun legede, men man hørte hele tiden hendes
+stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme
 sig, inden han talte til hende; derfor gjorde han det
-sj�ldent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt,<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>
+sjældent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt,<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>
 hun rettede og kommanderede, og det faldt hende
-ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev forn�rmet
-over det. Hun var i uafbrudt bev�gelse,
-mens de legede, dansede hele tiden, og n�r der ikke
-var noget at l�be for, s� hoppede hun lige op og ned,
-som om det kedede hende at st� stille. Hans f�lte
-sig meget tung og sej bare ved at se p� hende, og
-han r�rte sig s� lidt som muligt, men hun kommanderede
+ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet
+over det. Hun var i uafbrudt bevægelse,
+mens de legede, dansede hele tiden, og når der ikke
+var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned,
+som om det kedede hende at stå stille. Hans følte
+sig meget tung og sej bare ved at se på hende, og
+han rørte sig så lidt som muligt, men hun kommanderede
 ham ud.</p>
 
 <p>Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.</p>
 
-<p>Han var forbavset over at hun sae s�dan noget,
-sk�nt hun hverken var vred eller vilde drille. Han
+<p>Han var forbavset over at hun sae sådan noget,
+skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han
 kom snart i en meget sammensat og ikke helt behagelig
-stemning over for hende, hvoraf det v�rste
-var, at han f�lte sig som noget underordnet, noget
-mindre betydningsfuldt end f�r.</p>
+stemning over for hende, hvoraf det værste
+var, at han følte sig som noget underordnet, noget
+mindre betydningsfuldt end før.</p>
 
-<p>Hun viste ham en gren og sae: Sk�r mig en k�p,
+<p>Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp,
 derfra og dertil.</p>
 
 <p>Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt;
 men hun sae ikke tak, da han rakte hende den, udsang
 blot et hm, der var en lys og fin tone, og dansede
-v�k med den.</p>
+væk med den.</p>
 
-<p>De kom til at spille nips, hvilket udf�res med
-en lang og en kort pind, og hvor det g�lder om at
-kunne m�le s� mange gange som muligt med den
-lange pind; men n�r man rammer den korte tre
-gange med den lange, s� har man lov at m�le med
+<p>De kom til at spille nips, hvilket udføres med
+en lang og en kort pind, og hvor det gælder om at
+kunne måle så mange gange som muligt med den
+lange pind; men når man rammer den korte tre
+gange med den lange, så har man lov at måle med
 den korte. Hans var en mester i denne kunst og
-vandt mange points for sit parti. S� kom Eva
+vandt mange points for sit parti. Så kom Eva
 springende.</p>
 
-<p>L�r mig det, sae hun.</p>
+<p>Lær mig det, sae hun.</p>
 
 <p>Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt,
 at hun kunde se, hvordan det gik til; han<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
-m�tte holde p� hendes h�nd, mens hun pr�vede, han
-lo ad hendes kejtethed og tog t�jet fra hende for at
-vise det en gang til, men s� var hun pludselig borte.
+måtte holde på hendes hånd, mens hun prøvede, han
+lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at
+vise det en gang til, men så var hun pludselig borte.
 Han gik bag efter hende, for han syntes dog, hun
-skulde l�re det; hun havde let ved det. Men hun
-var allerede ked af det. &mdash; Uha, dreng, sae hun, g�
-dog v�k med det tossede stads.</p>
+skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun
+var allerede ked af det. &mdash; Uha, dreng, sae hun, gå
+dog væk med det tossede stads.</p>
 
-<p>Hans var i n�rheden af hende det meste af den
+<p>Hans var i nærheden af hende det meste af den
 dag; han havde erkendt sin overmand og uden
 vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille om
-hende som en flok m�bende landsbyb�rn om en
-dejlig og forn�m dame. Det ubehag, han havde
-f�lt ved at st� over for et menneske, der pludselig
+hende som en flok måbende landsbybørn om en
+dejlig og fornæm dame. Det ubehag, han havde
+følt ved at stå over for et menneske, der pludselig
 gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet;
-her kunde han ikke, som han plejede, g�
-bort og i sin ensomhed h�vde sig selv som den overlegne,
-men det f�lte han heller ingen trang til; han
-s� bare p� hende, ja han s� gennem hende ind i en
-anden verden, som han anede eller havde l�st om,
+her kunde han ikke, som han plejede, gå
+bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne,
+men det følte han heller ingen trang til; han
+så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en
+anden verden, som han anede eller havde læst om,
 en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere,
 mere sikre i deres holdning og tale end her
-ude. Det faldt ham ind, at han ogs� str�bte hen
-imod den verden, og n�r han tidligere havde set folk
-fra K�benhavn, der kom ud til hans landsby, &mdash; og
-som naturligvis ikke lae m�rke til ham &mdash; s� havde
-han ikke f�lt sig overdreven imponeret; han skulde
-blive som en af dem, � ja, det havde ingen n�d, det
-blev han nok; han gik omkring og bes� dem p� afstand
+ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen
+imod den verden, og når han tidligere havde set folk
+fra København, der kom ud til hans landsby, &mdash; og
+som naturligvis ikke lae mærke til ham &mdash; så havde
+han ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde
+blive som en af dem, å ja, det havde ingen nød, det
+blev han nok; han gik omkring og beså dem på afstand
 og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han
-t�nkte om dem.</p>
+tænkte om dem.</p>
 
 <p>Men her kom Eva ud fra en verden, der var
-endnu mere forn�m, og han var s� optaget af at
-se p� hende og t�nke sig, hvad der l� bagved, at det<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
-var f�rst da han hen p� eftermiddagen gik hjem, at
-det faldt ham ind, hvor h�jt han egenlig stilede.
-Han havde ikke form�et at sige et fornuftigt ord til
-hende, ikke en gang at opf�re sig fornuftigt over for
-hende; han havde bare gabt p� hende som en dum
+endnu mere fornæm, og han var så optaget af at
+se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at det<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
+var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at
+det faldt ham ind, hvor højt han egenlig stilede.
+Han havde ikke formået at sige et fornuftigt ord til
+hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over for
+hende; han havde bare gabt på hende som en dum
 bondedreng. Og hans sind deltes pinligt mellem
-hans store betagethed i den nydelige tretten �rs
-dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, n�r
-han en gang skulde �bne sig adgang til den verden,
-hvor han vilde tr�ffe kvinder, der lignede hende, og
-komme til at m�le sig med m�nd af den slags, som
-hun beundrede. Dem h�rte han ikke til, ham regnede
+hans store betagethed i den nydelige tretten års
+dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når
+han en gang skulde åbne sig adgang til den verden,
+hvor han vilde træffe kvinder, der lignede hende, og
+komme til at måle sig med mænd af den slags, som
+hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede
 hun ikke for noget, det var han klar over, inden
 han kom hjem.</p>
 
-<p>Han havde ikke i lang tid v�ret s� misforn�jet
+<p>Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet
 med sig selv &mdash; nej ikke siden den dag han
-havde haft det spetakkel med l�rerinden og var
+havde haft det spetakkel med lærerinden og var
 kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en
-times tid efter at han kom fra skole; han s� hende
-komme ned ad alleen med sit r�de ansigt fuldt af
-h�jtidelig domf�ldelse. Han rendte ned til s�en og
-gemte sig og kom ikke hjem, f�r det blev nat. Naturligvis
+times tid efter at han kom fra skole; han så hende
+komme ned ad alleen med sit røde ansigt fuldt af
+højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og
+gemte sig og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis
 var han ikke stolt af denne flugt, og havde
-han v�ret sikker p�, at det kunde afg�res ved en
-dragt prygl af faeren, s� havde han taget den, men
-st� mellem to kvindfolk og lae sig overvr�vle, det
-kunde der ikke v�re tale om; han havde en modbydelig
-forn�mmelse af at v�re fej, da han l� nede
-ved s�en og desv�rre ikke kunde undg� at h�re, at
-de r�bte p� ham, men alligevel hellere det end stilles
-op mellem de to. N�ste morgen, inden han var
-st�et op, havde han husholdersken over sig; hun stod
-p� hodet over ham og �vlede, og hun vilde oven i<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span>
-k�bet ta fat i ham, s� han var n�r ved at blive
-d�rlig af v�mmelse, og for en gangs skyld skreg han
-om hj�lp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen,
-der h�rte det. Det hjalp. Derefter var han
-naturligvis en v�mmelig dreng og meget endnu
-v�rre; husholdersken fandt i en eller anden gammel
-bog ordet �forvorpen�, som hun var meget glad for.
+han været sikker på, at det kunde afgøres ved en
+dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men
+stå mellem to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det
+kunde der ikke være tale om; han havde en modbydelig
+fornæmmelse af at være fej, da han lå nede
+ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at
+de råbte på ham, men alligevel hellere det end stilles
+op mellem de to. Næste morgen, inden han var
+stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod
+på hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span>
+købet ta fat i ham, så han var nær ved at blive
+dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han
+om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen,
+der hørte det. Det hjalp. Derefter var han
+naturligvis en væmmelig dreng og meget endnu
+værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel
+bog ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for.
 Hans var en forvorpen dreng. Der var andre, der
 mente noget lignende, og over for al denne enstemmighed
-var han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: ogsaa">ogs�</a> selv n�r ved at anse sig for et
-udskud. Men nu var han over fjorten �r; han havde
-ganske overst�et disse to kvinder, og de runde, tragiske
-�jne, husholdersken havde lagt sig til, da hun
-m�rkede at ord ingenting form�ede, de forstyrrede
-ikke en gang hans madro nu. Han havde for l�nge
+var han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: ogsaa">også</a> selv nær ved at anse sig for et
+udskud. Men nu var han over fjorten år; han havde
+ganske overstået disse to kvinder, og de runde, tragiske
+øjne, husholdersken havde lagt sig til, da hun
+mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede
+ikke en gang hans madro nu. Han havde for længe
 siden opdaget, hvordan det i virkeligheden stod til
 med de to, som han en tid troede var til for at forbitre
-ham livet: De beundrede ham egenlig, de s�
-noget stort i ham, men de vilde v�re med til at lede
-ham p� den rigtige vej; det var deres �rg�rrighed.
-Husholdersken var en dag kommet til at r�be det,
-idet hun langede ham sine rundeste �jne, og da tabte
-ordet �forvorpen� s� vel som de svagere sk�ldsord
+ham livet: De beundrede ham egenlig, de så
+noget stort i ham, men de vilde være med til at lede
+ham på den rigtige vej; det var deres ærgærrighed.
+Husholdersken var en dag kommet til at røbe det,
+idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte
+ordet »forvorpen« så vel som de svagere skældsord
 resten af deres kraft.</p>
 
-<p>Men det var ingen sag at v�re den store over for
-disse to, det f�lte han nu. Jo mere hans sind fyldtes
-af tanken om Eva, des mere var der b�de ved g�rden
+<p>Men det var ingen sag at være den store over for
+disse to, det følte han nu. Jo mere hans sind fyldtes
+af tanken om Eva, des mere var der både ved gården
 og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med
-som noget, der ikke kunde f� betydning for ham
-mere. Det stod langt under hende, alts� ogs� under
+som noget, der ikke kunde få betydning for ham
+mere. Det stod langt under hende, altså også under
 ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og blive
 til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind,
 var han i tanken langt borte fra sin landsby; han<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span>
 var konfirmeret og havde begyndt at studere, og da
-han v�gnede n�ste morgen var han allerede et andet
-menneske. Han t�nkte <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: paa">p�</a> Eva og kl�dte sig p� i
-en fart. Hans sind var s� �bent og i en us�dvanlig
-bev�gelse, han m�tte t�nke p� mange ting og savnede
-en at tale med; n�r det var blevet lidt op p�
-formiddagen, vilde han g� ned til naboens; morgenens
+han vågnede næste morgen var han allerede et andet
+menneske. Han tænkte <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: paa">på</a> Eva og klædte sig på i
+en fart. Hans sind var så åbent og i en usædvanlig
+bevægelse, han måtte tænke på mange ting og savnede
+en at tale med; når det var blevet lidt op på
+formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens
 friskhed var over ham, og han var ikke genert
-ved tanken om hende. Da han kom uden for, s� han
-oppe p� bakken den g�rd, der lignede en guldring,
-tanken om Eva sm�ltede p� en hemmelighedsfuld
-m�de sammen med dette syn, og med en forn�mmelse
-af, at der nu m�tte ske noget us�dvanligt, gik
-han ned til nabog�rden. Men i stedet for at g� ind
-satte han sig p� en gr�ftekant og ventede p�, at der
+ved tanken om hende. Da han kom uden for, så han
+oppe på bakken den gård, der lignede en guldring,
+tanken om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld
+måde sammen med dette syn, og med en fornæmmelse
+af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik
+han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind
+satte han sig på en grøftekant og ventede på, at der
 skulde komme nogen ud, og hans sikkerhed tabte sig
-i denne ventetid, hvor han ikke l�ngere f�lte sig s�
-ganske alene som hjemme ved sin faers g�rd. Han
-blev uvillig til mode ved tanken om, at der hvert �jeblik
+i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig så
+ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han
+blev uvillig til mode ved tanken om, at der hvert øjeblik
 kunde komme et eller andet ligegyldigt menneske,
-som han blev n�d til at ta en vis stilling til.</p>
+som han blev nød til at ta en vis stilling til.</p>
 
-<p>S� kom Eva i spidsen for de andre b�rn.</p>
+<p>Så kom Eva i spidsen for de andre børn.</p>
 
 <p>Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende
 igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden
-i g�r. Det overraskede ham, at hendes �jne virkelig
-var s� kolde; hun s� p� ham, som om han kunde
-v�re en hund. Han blev straks meget forbeholden
-og klodset, men vilde ellers nok v�re med til at lege.</p>
-
-<p>Der var en stor, gammel halmstak, der s� ud til
-at interessere fr�ken Eva. Hjemme havde Hans
-f�r i tiden haft en lignende stak, som han havde
+i går. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig
+var så kolde; hun så på ham, som om han kunde
+være en hund. Han blev straks meget forbeholden
+og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege.</p>
+
+<p>Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til
+at interessere frøken Eva. Hjemme havde Hans
+før i tiden haft en lignende stak, som han havde
 gennemboret med et indviklet system af huller.
-Han foreslog, at de skulde behandle denne p�<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
-samme m�de; han vilde g�rne f�re an, men han
-kunde d�rlig f� det frem, og bedst som han talte,
-stak Eva i l�b hen mod stakken, og de andre bagefter.
-Hans l�b ogs�, men han skammede sig og kom
-derfor sidst. Da han n�rmede sig stakken, havde
+Han foreslog, at de skulde behandle denne på<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
+samme måde; han vilde gærne føre an, men han
+kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte,
+stak Eva i løb hen mod stakken, og de andre bagefter.
+Hans løb også, men han skammede sig og kom
+derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde
 de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen,
-og da han s� den begyndte leg, opdagede han ogs�,
+og da han så den begyndte leg, opdagede han også,
 at han kom alene og var uden for, og da kneb det
-med at vinde der hen. Han m�dte oven i k�bet Evas
-�jne og m�tte se ned i jorden.</p>
+med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas
+øjne og måtte se ned i jorden.</p>
 
-<p>Der kom et eller andet lune over det fork�lede
-barn, da hun s� den store dreng, der kom tr�kkende
-p� benene og skulede til siden, den d�rligste legekammerat,
-der kunde t�nkes, og hun sae tydeligt og
-afg�rende, som hun sae alt andet:</p>
+<p>Der kom et eller andet lune over det forkælede
+barn, da hun så den store dreng, der kom trækkende
+på benene og skulede til siden, den dårligste legekammerat,
+der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og
+afgørende, som hun sae alt andet:</p>
 
-<p>Ham d�r, Hans, ham vil vi ikke ha med.</p>
+<p>Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.</p>
 
 <p>Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en
 middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget
-i samme �jeblik; han tog den op og vendte
-sig mod hende; nu turde han se p� hende, og samtidig
-f�lte han med velbehag, hvordan spidserne af
-den skarpe sten gik ind i hans h�nd. Hun stod ret
-op og passede p� ham, parat til at vende sig og l�be,
-hvis han h�vede armen. Han var en m�rkelig
-dreng, t�nkte hun, med den tunge krop og det altfor
-store ansigt; f�rste gang hun s� ham, var han for
-hende blevet indbegrebet af det, de i K�benhavn
-kaldte �bonde�. Hans mund var for lille og s�
-underlig ubehj�lpsom; men i dette �jeblik var der
-lige som draget et sl�r fra hans bl� �jne, de var mere
-klare og sikre, end hun f�r havde lagt m�rke til; nu
-huskede hun ogs�, at der kunde komme et eget st�rkt<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
-udtryk i dem, n�r de var rettede p� fj�rne ting. Og
-nu faldt dette samme blik lige p� hende. Som den
-verdensdame hun var, havde hun fra f�rste �jeblik
-haft sans for den latterlige mods�tning mellem den
-klodsethed, der h�rte til hans alder, og alvoren i
-hans �jne, der ikke svarede til hans fjorten �r. Han
-var en meget ordin�r bondeknold, men samtidig tillod
-han sig at se p� en, som om han allerede var en
-voksen mand. Lige i �jeblikket var det latterlige
-mindre p�faldende; hun var ogs� lidt bange for den
-sten, han stod med i h�nden.</p>
-
-<p>Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt p�
-stenen. De andre sae ikke noget, de forn�gtede ham
+i samme øjeblik; han tog den op og vendte
+sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig
+følte han med velbehag, hvordan spidserne af
+den skarpe sten gik ind i hans hånd. Hun stod ret
+op og passede på ham, parat til at vende sig og løbe,
+hvis han hævede armen. Han var en mærkelig
+dreng, tænkte hun, med den tunge krop og det altfor
+store ansigt; første gang hun så ham, var han for
+hende blevet indbegrebet af det, de i København
+kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så
+underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der
+lige som draget et slør fra hans blå øjne, de var mere
+klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu
+huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
+udtryk i dem, når de var rettede på fjærne ting. Og
+nu faldt dette samme blik lige på hende. Som den
+verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik
+haft sans for den latterlige modsætning mellem den
+klodsethed, der hørte til hans alder, og alvoren i
+hans øjne, der ikke svarede til hans fjorten år. Han
+var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod
+han sig at se på en, som om han allerede var en
+voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige
+mindre påfaldende; hun var også lidt bange for den
+sten, han stod med i hånden.</p>
+
+<p>Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på
+stenen. De andre sae ikke noget, de fornægtede ham
 og skammede sig ved ham; den lille dame havde
-f�ldet dommen over ham med en stemme, der var
+fældet dommen over ham med en stemme, der var
 som skabt til det samme; det faldt dem ikke ind at
 ta hans parti.</p>
 
-<p>Hans kom hjem med sin flintsten i h�nden; han
-vidste ikke, hvad han skulde g�re med den, da han
-havde undladt at kaste den i det �jeblik, anledningen
-var der. Han blev s� desperat hver gang han s� p�
+<p>Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han
+vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han
+havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen
+var der. Han blev så desperat hver gang han så på
 den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden
 videre. Til sidst fandt han en plads til den i et hul
-i haveg�rdet, hvor han ogs� havde andre sager
-gemt. D�r opbevarede han den og s� til den en
+i havegærdet, hvor han også havde andre sager
+gemt. Dær opbevarede han den og så til den en
 gang imellem.</p>
 
-<p>Et sted ude i marken var der en skr�nt med store
-huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, n�r han
-ikke kunde t�le, at nogen kom i n�rheden af ham
-eller talte til ham. D�r gennemgik han med sig
-selv, hvad der var sket; undertiden kr�vede hans
-sindsstemning, at han ogs� forestillede sig, hvad der<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
-dern�st kunde v�re sket, hvis han havde b�ret sig
+<p>Et sted ude i marken var der en skrænt med store
+huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, når han
+ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden af ham
+eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig
+selv, hvad der var sket; undertiden krævede hans
+sindsstemning, at han også forestillede sig, hvad der<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
+dernæst kunde være sket, hvis han havde båret sig
 anderledes ad, om han for eksempel havde kastet
-stenen p� hende og givet hende en lille blodig
-erindring i det fr�kke ansigt, et m�rke, hun kunde
-beholde for livstid &mdash; &mdash; Han hadede hende s� vel
-som det forbandede tilf�lde, der havde gjort, at han
-nogen sinde havde set hende, og han kr�b dybere
-ind mellem bromb�rrankerne, n�r lyden af stemmer
-n�ede ham henne fra marken, og s�dan gik der et
-par timer, uden at h�vnsygen f�stnede sig under
-en bestemt form; n�r han t�nkte sig een mulighed,
-kom der altid et �eller�, men aldrig noget, han
-kunde blive tilfreds med. Det endte g�rne med,
-at han faldt i s�vn, og s� snart han v�gnede, s�gte
+stenen på hende og givet hende en lille blodig
+erindring i det frække ansigt, et mærke, hun kunde
+beholde for livstid &mdash; &mdash; Han hadede hende så vel
+som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han
+nogen sinde havde set hende, og han krøb dybere
+ind mellem brombærrankerne, når lyden af stemmer
+nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et
+par timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under
+en bestemt form; når han tænkte sig een mulighed,
+kom der altid et »eller«, men aldrig noget, han
+kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med,
+at han faldt i søvn, og så snart han vågnede, søgte
 han tilbage til andre mennesker, altid til flere, der
-talte sammen og ikke �nsede ham, og allerbedst
-var det da inde i borgestuen om aftenen, n�r han
-kunde sidde i en krog og la sine �jne vandre fra
+talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst
+var det da inde i borgestuen om aftenen, når han
+kunde sidde i en krog og la sine øjne vandre fra
 den ene til den anden, eftersom de tog ordet. Der var
-l�gedom i at h�re mennesker tale om ting, der l�
-s� langt borte som muligt fra det, han t�nkte
-p�, og mens de snakkede om hverdagsting, som han
-ikke h�rte det halve af, n�ede han selv til en mere
-fornuftig betragtning af sit eget: Han havde b�ret
-sig rigtigt ad; det var bedst, s�dan som det var
-g�et.</p>
-
-<p>Hans l�ste meget i denne tid; han havde f�et fat i
+lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå
+så langt borte som muligt fra det, han tænkte
+på, og mens de snakkede om hverdagsting, som han
+ikke hørte det halve af, nåede han selv til en mere
+fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret
+sig rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var
+gået.</p>
+
+<p>Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i
 en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod
-det meste af, efter at de i skolen havde gennemg�et
-en mindre l�rebog. Den og s� en anden bog
+det meste af, efter at de i skolen havde gennemgået
+en mindre lærebog. Den og så en anden bog
 tog han med ud til sit skjulested i marken; han
-l�ste afvekslende i dem b�gge, eftersom hans trang<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
+læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
 tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra
-f�lelsen af at ha overvundet sin besk�mmelse, til
-den sj�lelige sm�rte, der blir tilbage, n�r ens sind
+følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til
+den sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind
 udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.</p>
 
-<p>Den anden bog, han l�ste i, var Johannes' �benbaring.</p>
+<p>Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span></p>
@@ -1284,466 +1245,466 @@ udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_V" id="KAPITEL_V"></a>V</h2>
 
 
-<p>Det var en blytung Augustaften. Hen p� eftermiddagen
-var himlen d�kket ligesom af en lys
+<p>Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen
+var himlen dækket ligesom af en lys
 stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned,
-begyndte m�rkere skymasser at arbejde sig op over
+begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over
 horisonten; de skubbede mod hinanden som store,
-dorske dyr og drev sejt op p� himlen, som havde
-det ingen hast; de blev nok f�rdige med deres, uden
-at de beh�vede at jage p�. Lidt efter lidt blev de
-til en sammenh�ngende masse, der skred hen under
-himlen som en sort hylde, og nede p� jorden blev
-det dr�jt at r�re sig til noget; ved den mindste bev�gelse
-sprang sveden frem og var ikke til at t�rre
-af, og sm� bitte sorte fluer satte sig hele tiden
-fast i ansigtet og ned p� halsen. S� begyndte tordenen
-at la sig h�re langt borte som en hul hvisken
+dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde
+det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden
+at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de
+til en sammenhængende masse, der skred hen under
+himlen som en sort hylde, og nede på jorden blev
+det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse
+sprang sveden frem og var ikke til at tørre
+af, og små bitte sorte fluer satte sig hele tiden
+fast i ansigtet og ned på halsen. Så begyndte tordenen
+at la sig høre langt borte som en hul hvisken
 af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under
 vejs.</p>
 
 <p>Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene
-og r�g og snakkede om v�ret. Karlen var utidig
-og gjorde l�jer med den gamle, der nu igen begyndte
+og røg og snakkede om været. Karlen var utidig
+og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte
 at spille kegler, men manden talte ham
-str�ngt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest
-tr�ffe dig selv. &mdash; Og ud af sin uudt�mmelige grube
+strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest
+træffe dig selv. &mdash; Og ud af sin uudtømmelige grube
 af historier begyndte han:</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span></p>
 
 <p>Peder Hansen kan du huske Rasmus, der
-tjente hos gamle Jens J�rgen, gale Rasmus, som
-de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene p�
-g�rden, og gik meget i kirke, pr�sten tog dem altid
-i h�nden, og somme tider fulgtes de med ham et
+tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som
+de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på
+gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid
+i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et
 stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus'
-k�reste d�de for ham, mens jeg tjente d�r som
-dreng, og siden den tid drak han noget meget. S�
-en S�ndag formiddag, vi sidder og f�r vor mellemmad,
-siger manden: Du skulde hellere ta og g�
-med i kirken, Rasmus &mdash; &mdash; s�dan p� en meget
-p�n m�de. Men Rasmus grinede ilde og bandede
-p�, at det sludder br�d han sig ikke om. &mdash; Ja ja,
+kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som
+dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så
+en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad,
+siger manden: Du skulde hellere ta og gå
+med i kirken, Rasmus &mdash; &mdash; sådan på en meget
+pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede
+på, at det sludder brød han sig ikke om. &mdash; Ja ja,
 siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det
-er da een ting. &mdash; Efter dette her blev Rasmus s�
-tosset til at bruge mund, n�r nogen talte om kirken
-eller pr�sten eller s�dan noget. S� var det en dag,
-vi var ude og h�ste, og det var tordenv�r, og vi
+er da een ting. &mdash; Efter dette her blev Rasmus så
+tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken
+eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag,
+vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi
 sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod
-op og sk�ldte ud over v�ret. Han var blevet s�
+op og skældte ud over været. Han var blevet så
 snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men
-<span class="sic" title="[sic]">fruent�mmerne</span> kunde ikke li' det. &mdash; Du skulde ta
-og s�tte dig ned, sae de, men han br�d sig fanden
+<span class="sic" title="[sic]">fruentømmerne</span> kunde ikke li' det. &mdash; Du skulde ta
+og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden
 om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem
-alle sammen til vidne p�. Det var jo ikke noget at
-sige, n�r v�ret var lige op over. Som vi sidder d�r,
-sl�r det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare
-lue st� op fra taget. &mdash; Nu skal du sgu her ned til
+alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at
+sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær,
+slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare
+lue stå op fra taget. &mdash; Nu skal du sgu her ned til
 os andre, siger den anden karl og begynder at rejse
 sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg
-nu ikke vil genta, og r�kker pegefingeren op mod
+nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod
 himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger,<span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span>
-man ikke skal, og lige som han g�r det, kommer
+man ikke skal, og lige som han gør det, kommer
 der et ualmindelig stort lyn &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Blev han ramt? spurte pigen.</p>
 
 <p>Det er der ingen, der veed, svarede husmanden;
-han blev da st�ende op, men fingeren var s� stiv
+han blev da stående op, men fingeren var så stiv
 som en pind, og han blev aldrig til menneske mer.
-Vi m�tte ha ham ned imellem os og holde p� ham;
-jeg var da ogs� med til det; men da han havde
+Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham;
+jeg var da også med til det; men da han havde
 skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren
-sae, det var delirium, og det var det naturligvis ogs�
+sae, det var delirium, og det var det naturligvis også
 til dels, men den stive finger kunde da ikke komme
 af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring
-og solgte b�ndler og tr�d og den slags.</p>
+og solgte bændler og tråd og den slags.</p>
 
 <p>&mdash; Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat
-hans sind i et s�dant opr�r, at han m�tte v�re
-alene. Han huskede godt Rasmus; han havde v�ret
-der engang for en syv otte �r siden. De havde ingenting
-k�bt, men han havde f�et en snaps, for det var
-hans f�dselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt
-den tynde, blanke, bl� pegefinger, der stak ret op,
+hans sind i et sådant oprør, at han måtte være
+alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været
+der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting
+købt, men han havde fået en snaps, for det var
+hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt
+den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op,
 mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op
-over bordpladen den gang. Nu genf�lte han den
-stemning, han da var bleven hensat i, f�lelsen af
+over bordpladen den gang. Nu genfølte han den
+stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af
 at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens
-lig et par �r senere havde ikke gjort n�r s� st�rkt
-et indtryk p� ham.</p>
+lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt
+et indtryk på ham.</p>
 
-<p>Han gik en omgang i g�rden, mens en anden
-erindring, der var omtrent samtidig med den bl�
-finger, kom op i ham: Familien var p� skovtur, og
-Hans var alene g�et ind under nogle graner, hvor
+<p>Han gik en omgang i gården, mens en anden
+erindring, der var omtrent samtidig med den blå
+finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, og
+Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor
 der voksede tre fluesvampe. Han havde aldrig set
-den slags svampe f�r, han stod og s� p� dem uden
-at r�re sig, med b�gge h�nder i lommen og i st�rk<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
-sindsbev�gelse over den underlige r�de farve, der
-var s� syg og giftig, s� vild og s�lsom. Det faldt
-ham ikke ind at g� hen og r�re ved svampene, men
-n�r han var f�rdig med at se p� dem, vilde han
-mase dem med en k�p. Men s� kom der nogen og
-kaldte p� ham og opdagede ham, f�r han kunde
+den slags svampe før, han stod og så på dem uden
+at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span>
+sindsbevægelse over den underlige røde farve, der
+var så syg og giftig, så vild og sælsom. Det faldt
+ham ikke ind at gå hen og røre ved svampene, men
+når han var færdig med at se på dem, vilde han
+mase dem med en kæp. Men så kom der nogen og
+kaldte på ham og opdagede ham, før han kunde
 gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide,
-hvad han havde v�ret s� optaget af.</p>
+hvad han havde været så optaget af.</p>
 
-<p>Hans var kommet hen til Thor, der l� uden for
-sit hus og d�sede. Han l�ste den, l�nken faldt klirrende
+<p>Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for
+sit hus og døsede. Han løste den, lænken faldt klirrende
 ned, Thor viftede takkende med halen, men
 benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden
-var i normal sindsstemning under det optr�kkende
-uv�r. Han gad ikke klappe det ligegyldige b�st og
+var i normal sindsstemning under det optrækkende
+uvær. Han gad ikke klappe det ligegyldige bæst og
 gik videre.</p>
 
-<p>Han vilde �nske, at han og husmanden kunde
-ha v�ret gode venner, men Hans var blevet sk�ldt
-ud, fordi han ganske vist havde kn�kket husmandens
-k�p, som han var blevet gal p�; ingen vidste,
-hvor meget han m�tte b�de for s�dan noget i sine
-egne tanker; men at nogen greb ham i g�rningen
-og lod ham h�re for det, det kunde han ikke glemme;
-han var f�rdig med det menneske. Alligevel kunde
-han ikke la v�re at h�re til, n�r husmanden fortalte;
-ingen kunde s� mange historier om underlige
+<p>Han vilde ønske, at han og husmanden kunde
+ha været gode venner, men Hans var blevet skældt
+ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens
+kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste,
+hvor meget han måtte bøde for sådan noget i sine
+egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen
+og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme;
+han var færdig med det menneske. Alligevel kunde
+han ikke la være at høre til, når husmanden fortalte;
+ingen kunde så mange historier om underlige
 og gale mennesker som han. Og han fortalte dem
-s� ligefrem, som om han ikke selv t�nkte noget
-ved dem. Hans huskede dem og t�nkte over dem;
-de tiltrak ham st�rkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld
-snor, der g�r ind og rykker i noget
+så ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget
+ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem;
+de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld
+snor, der går ind og rykker i noget
 skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu
-ikke var bleven til angst. Han t�nkte undertiden<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
-p�, om han ikke selv havde lighed med de m�nd
+ikke var bleven til angst. Han tænkte undertiden<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
+på, om han ikke selv havde lighed med de mænd
 i husmandens historier.</p>
 
 <p>Hans vilde uden for og se, hvad det blev til
-med tordenv�ret. Nede i portrummet var der s�
-m�rkt som i en stue. En sur lugt str�mmede ud over
-den �bne halvd�r fra f�rehuset; h�et knirkede fint og
-hurtigt mellem f�renes t�nder, af og til h�rtes ogs�
-et rask lille ryktag, duften af kl�verh� kom ud
-sammen med den anden lugt. Hans' kn� st�dte mod
-ensp�ndervognens hjulnav, og han standsede igen
-og gav sig til at f�le p� vognen, famlede med h�nderne
-ved s�det, om nogen m�ske havde glemt at
-ta pisken ind. Hans sind var s� tungt, han hang
-fast i alle ting, tog p� dem, grublede over dem, fik
+med tordenværet. Nede i portrummet var der så
+mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over
+den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og
+hurtigt mellem fårenes tænder, af og til hørtes også
+et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud
+sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte mod
+enspændervognens hjulnav, og han standsede igen
+og gav sig til at føle på vognen, famlede med hænderne
+ved sædet, om nogen måske havde glemt at
+ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang
+fast i alle ting, tog på dem, grublede over dem, fik
 tankeforbindelser. &mdash;</p>
 
-<p>S� �bnede han portl�gen og <span class="sic" title="[sic]">s�</span> ud. Her havde
-han st�et mange gange som lille dreng og set p�
-m�rket, t�nkt over det, f�et lyst til det; det d�kkede
+<p>Så åbnede han portlågen og <span class="sic" title="[sic]">sà</span> ud. Her havde
+han stået mange gange som lille dreng og set på
+mørket, tænkt over det, fået lyst til det; det dækkede
 markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting
-der ude blev fremmed. <em>Hjemmet</em> &mdash; det l� mellem
-de fire l�nger, udenfor turde han ikke komme, men
-han kunde st� ved l�gen og g�rne ville ud og
-opleve m�rkets �ventyr, som l� over markerne og
-alleen og stakkene. Hvem skulde han f� med?</p>
-
-<p>&mdash; Han gik med tungt bankende hj�rte op gennem
-alleen; ogs� d�r var indelukket, tr�erne skjulte
-himlen over ham, og n�r han vendte sig, s� han
-stakkene s�tte deres uhyre savt�nder op i horisonten,
-og g�rden alene tog halvdelen af udsigten.</p>
-
-<p>Han skr�ede ind over marken, op mod byen, hvor
+der ude blev fremmed. <em>Hjemmet</em> &mdash; det lå mellem
+de fire længer, udenfor turde han ikke komme, men
+han kunde stå ved lågen og gærne ville ud og
+opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og
+alleen og stakkene. Hvem skulde han få med?</p>
+
+<p>&mdash; Han gik med tungt bankende hjærte op gennem
+alleen; også dær var indelukket, træerne skjulte
+himlen over ham, og når han vendte sig, så han
+stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten,
+og gården alene tog halvdelen af udsigten.</p>
+
+<p>Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor
 jordsmonnet steg, og udsigten blev fri. Han gik, og
-han stansede igen, uafbrudt, som om han s�gte et<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
-sted, hvor der var godt at v�re, og hvor han kunde
+han stansede igen, uafbrudt, som om han søgte et<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
+sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde
 blive.</p>
 
-<p>Uv�ret n�rmede sig. Det blussede svagt langs
+<p>Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs
 horisonten, og da var det ligesom den sorte skykuppel
-lettede sig et �jeblik og atter faldt ned p�
+lettede sig et øjeblik og atter faldt ned på
 synsranden efter at ha vist den store ild bag ved.
 Det lysnede i lange striber, tavst og tit, og samtidig
-var der noget, der sae: H&mdash;m, h&mdash;m, d�mpet og
-besv�rligt, som kunde det v�re en gammel mand,
+var der noget, der sae: H&mdash;m, h&mdash;m, dæmpet og
+besværligt, som kunde det være en gammel mand,
 der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret.
-� den var s� elendig, denne st�nnen, der
-kom fra den anden side af jorden, den var s� fattet
-p� det allerv�rste, at der kunde st� et uv�r af
-r�dsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad
-der gemte sig under dette s�rgelige: H&mdash;m, h&mdash;m,
+Å den var så elendig, denne stønnen, der
+kom fra den anden side af jorden, den var så fattet
+på det allerværste, at der kunde stå et uvær af
+rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad
+der gemte sig under dette sørgelige: H&mdash;m, h&mdash;m,
 der fulgte efter hvert lyn.</p>
 
-<p>Hans vilde ikke l�ngere bort, det var til ingen
+<p>Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen
 nytte; han gik rundt i en kres, fuld af trang til skrig,
-som han syntes, at han kunde h�re, men s� begyndte
-v�ret at bryde l�s og overd�vede forestillingen
-om indre larm. Lysningerne kom h�jere
-op; jorden var som et m�rkt, sovende skib, der sejlede
+som han syntes, at han kunde høre, men så begyndte
+været at bryde løs og overdøvede forestillingen
+om indre larm. Lysningerne kom højere
+op; jorden var som et mørkt, sovende skib, der sejlede
 ind i et ildhav, flammerne vaskede op over forstavnen.</p>
 
-<p>Hans var meget uhyggelig til mode; han f�lte
-sig omgivet af skr�k p� alle sider, kun lige hvor
+<p>Hans var meget uhyggelig til mode; han følte
+sig omgivet af skræk på alle sider, kun lige hvor
 han var, kunde han holde den fra livet: Han gik
 rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han
-egenlig vilde heroppe; det h�ndte undertiden, at
-noget ligesom sendte ham et sted hen, og n�r han
-s� var der, s� han sig undrende om og t�nkte:
-Hvad s�? Han kunde gruble l�nge og pinligt, men
-den halvdr�m, der havde sendt ham af sted, veg<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
+egenlig vilde heroppe; det hændte undertiden, at
+noget ligesom sendte ham et sted hen, og når han
+så var der, så han sig undrende om og tænkte:
+Hvad så? Han kunde gruble længe og pinligt, men
+den halvdrøm, der havde sendt ham af sted, veg<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
 for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham om
 noget.</p>
 
-<p>&mdash; Han s� ned mod g�rden, der var mere uhyggelig
+<p>&mdash; Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig
 end noget andet, og forstod ikke, hvordan
 han var kommet det stykke vej. Men han glemte
-sine spekulasjoner over uv�ret. Tordenen begyndte
-at blive hidsig, den satte i med br�l, som den ikke
-kunde f�re igennem; den spr�ngte sig frem over
+sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte
+at blive hidsig, den satte i med brøl, som den ikke
+kunde føre igennem; den sprængte sig frem over
 hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den
-tog fat og stoppede op, som om den havde f�et det
-i den gale hals, og s� spyttede den det fra sig i den
-n�ste sky med et gruligt vr�l. Hans blev svimmel
-af at g� rundt; han m�tte ogs� holde �jne med lynene,
-der piskede skyerne som sv�ber af flossede ildtr�de;
-han s� uafbrudt fra det ene til det andet og
-s�gte at v�re forberedt p� dem, der kom, for at
-ingen skulde komme bag p� ham og ta magten
-fra ham og udl�se det skrig, der lurede i ham.</p>
-
-<p>Tordenen var n�sten op over; hele skove af ildtr�er
-voksede p� horisonten, h�je stabler af skrald
-v�ltede, sl�ngtes med et kort, mangfoldigt brag ned
-over jorden. Der fl�j et pust hen over markerne,
-og s� v�ltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad
-han skulde g�re, om lidt m�tte han herfra, endnu
+tog fat og stoppede op, som om den havde fået det
+i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den
+næste sky med et gruligt vræl. Hans blev svimmel
+af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene,
+der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde;
+han så uafbrudt fra det ene til det andet og
+søgte at være forberedt på dem, der kom, for at
+ingen skulde komme bag på ham og ta magten
+fra ham og udløse det skrig, der lurede i ham.</p>
+
+<p>Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer
+voksede på horisonten, høje stabler af skrald
+væltede, slængtes med et kort, mangfoldigt brag ned
+over jorden. Der fløj et pust hen over markerne,
+og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad
+han skulde gøre, om lidt måtte han herfra, endnu
 kunde han holde det fra sig, men tre skridt til en
 side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen
 skreg oven over ham som sten, der rammer
-sten, og n�r det slog ned, kom der en skurrende klapren,
+sten, og når det slog ned, kom der en skurrende klapren,
 som var det tandhjul, der splintredes mod hinanden.
 Han kunde ikke blive der, hvad skulde det
 ende med?</p>
 
-<p>Der kom et knald som af en st�lakse, der vrides
-over, en r�, grulig metallyd, der fik alle hans n�rver<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
+<p>Der kom et knald som af en stålakse, der vrides
+over, en rå, grulig metallyd, der fik alle hans nærver<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
 til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede med elektricitet,
-og i samme nu s� han et lyn, der borede
-sig ned i bakken s� stift som en gl�dende j�rnstang.
-Hestene skr�lede; der kom en stormende ned imod
-ham; det var den sorte, der havde revet sig l�s
+og i samme nu så han et lyn, der borede
+sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang.
+Hestene skrålede; der kom en stormende ned imod
+ham; det var den sorte, der havde revet sig løs
 og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans
-gjorde et spring efter t�jrep�len, der hoppede h�jt
+gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt
 op i luften, han fik fat i rebet, styrtede og blev
-sl�bt, men hesten sagtnede farten, da den m�rkede
-et menneske, og de to l�b hjem til g�rden ved
-siden af hinanden. Men s� snart Hans var inden
-for l�gen, kom der en rystelse over ham, han var
-n�r ved at blive d�rlig og satte sig p� hjulet af
-ensp�nderen, mens hesten knaldede p� sine fire hove
+slæbt, men hesten sagtnede farten, da den mærkede
+et menneske, og de to løb hjem til gården ved
+siden af hinanden. Men så snart Hans var inden
+for lågen, kom der en rystelse over ham, han var
+nær ved at blive dårlig og satte sig på hjulet af
+enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove
 hen over stenbroen og standsede med mulen mod
-staldd�ren. Hans h�rte dem r�be inden for, et vindu
+stalddøren. Hans hørte dem råbe inden for, et vindu
 blev lukket op; han samlede sig og afgav forklaring.
-S� bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen,
-men ligesom han �bnede d�ren, satte Thor snuden
-i spalten og tvang d�ren op med angstens kraft,
-v�ltede f�rst ind og gemte sig under b�nken bag
-folkenes ben; d�r l� han og gav sig lydeligt for hvert
+Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen,
+men ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden
+i spalten og tvang døren op med angstens kraft,
+væltede først ind og gemte sig under bænken bag
+folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert
 skrald, der kom, og i mellemtiden slikkede han de
-medlidende h�nder, der kom ned for at klappe ham.</p>
-
-<p>Henne p� sofaen snorkede den blanksorte gr�vlingehund
-uden at blive forstyrret af religi�se anf�gtelser;
-kun n�r der kom et us�dvanlig st�rkt
-lyn, s� man ham blinke med sine h�rde, brune �jne
-og derefter bore snuden endnu l�ngere ind mellem
-bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsl�s
-hund uden respekt for livets h�jere magter, men
-med udviklet sans for dets realiteter, s�som rotter,
-katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og s�d m�lk.</p>
+medlidende hænder, der kom ned for at klappe ham.</p>
+
+<p>Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund
+uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser;
+kun når der kom et usædvanlig stærkt
+lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne
+og derefter bore snuden endnu længere ind mellem
+bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsløs
+hund uden respekt for livets højere magter, men
+med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter,
+katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og sød mælk.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span></p>
 
-<p>N�, som sagt, fortalte husmanden med sin halvh�je
+<p>Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje
 stemme, &mdash; der var noget i vejen med hele
-den l�nge; v�rst var det i den s�ndre ende; k�erne
-kunde blive helt tossede om natten, og r�gteren var
-ikke glad ved at g� der ned s�; det var da ikke
-k�erne, han var bange for, kan I nok vide. Somme
-tider, n�r vi kom sent ned for at fodre af, s� h�rte
-vi dem der inde, det var kunstigt at h�re p�, man
-skulde ikke tro, det var k�er. De malkede ogs�
+den længe; værst var det i den søndre ende; køerne
+kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var
+ikke glad ved at gå der ned så; det var da ikke
+køerne, han var bange for, kan I nok vide. Somme
+tider, når vi kom sent ned for at fodre af, så hørte
+vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man
+skulde ikke tro, det var køer. De malkede også
 blod. Manden &mdash; det var den klogeste mand i sognet
-&mdash;, han rystede bare p� hodet og sae: Hm! n�r
+&mdash;, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når
 nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke
-ha, der skulde hentes dyrl�ge. &mdash; Det kan dyrl�gen
-ikke g�re noget ved, sae han. &mdash; En aften, r�gteren
-kom lidt sent hjem, m�dte han alle svinene, da han
-lukkede portl�gen op, de havde n�r v�ltet ham;
+ha, der skulde hentes dyrlæge. &mdash; Det kan dyrlægen
+ikke gøre noget ved, sae han. &mdash; En aften, røgteren
+kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da han
+lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham;
 men da han rendte efter dem, var det ligesom de sank
-i jorden. Og ude i svinehuset, d�r l� naturligvis alle
+i jorden. Og ude i svinehuset, dær lå naturligvis alle
 svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring
-den g�rd. Det er der mange, der har set.
-En nat da manden gik hjem, s� kom alle hans
-k�er og spaserede ved siden af ham, langs skelgr�ften,
+den gård. Det er der mange, der har set.
+En nat da manden gik hjem, så kom alle hans
+køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften,
 ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men
-I skal ikke tro, han gennede efter dem; han s� lige
-s� vist p� dem, og s� sank de ned i skelgr�ften og
-var v�k. I kan nok forst�, at han pr�vede ikke p�
-at tr�kke dem op. Folk snakkede meget om det.
-Til sidst begyndte der at spasere h�ns og kyllinger
-omkring g�rden, men s� sae han det var bedst, at
+I skal ikke tro, han gennede efter dem; han så lige
+så vist på dem, og så sank de ned i skelgrøften og
+var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke på
+at trække dem op. Folk snakkede meget om det.
+Til sidst begyndte der at spasere høns og kyllinger
+omkring gården, men så sae han det var bedst, at
 vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det
-bare v�rre af. S� d�de manden da, og det f�rste
-s�nnen gjorde, var at grave i den s�ndre ende af
+bare værre af. Så døde manden da, og det første
+sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af
 kostalden; han var selv med til det; folkene var jo<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span>
-ikke s� glade ved det. Ja &mdash; d�r fandt de s� en
-gammel, rusten j�rngryde, der var fuld af afklippede
-menneskeh�r og negle. Jeg gik til pr�sten den gang.
-Men siden var der ikke noget i vejen med k�erne.
+ikke så glade ved det. Ja &mdash; dær fandt de så en
+gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede
+menneskehår og negle. Jeg gik til præsten den gang.
+Men siden var der ikke noget i vejen med køerne.
 Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik
 set den.</p>
 
 <p>Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste
 sig.</p>
 
-<p>Tr�skoene buldrede langs bordet, folkene b�d godnat
-og gik ud. Thor kom ogs� frem og slikkede
-mandens h�nd og gik til sit. Hans fulgte efter, han
+<p>Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat
+og gik ud. Thor kom også frem og slikkede
+mandens hånd og gik til sit. Hans fulgte efter, han
 satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor
 og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt.
 Men denne venlighed fra en hunds side &mdash;
 det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i
 alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte &mdash;
-d�mpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i
-hans sind noget m�rkt, der syntes at tyde p�, at
-der en gang, m�ske snart, vilde h�nde ham noget,
-som ikke plejede at h�nde mennesker, og han var
-bange for det. T�nke sig, at der kunde ligge noget
-et sted &mdash; som en rusten gryde, fuld af h�r og negle
-&mdash; ligge og lure og tiltr�kke blod og galskab oven
-over. Noget forf�rdeligt, underjordisk, som man
-g�r hen over hver dag, og man synes, der er noget
+dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i
+hans sind noget mørkt, der syntes at tyde på, at
+der en gang, måske snart, vilde hænde ham noget,
+som ikke plejede at hænde mennesker, og han var
+bange for det. Tænke sig, at der kunde ligge noget
+et sted &mdash; som en rusten gryde, fuld af hår og negle
+&mdash; ligge og lure og tiltrække blod og galskab oven
+over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man
+går hen over hver dag, og man synes, der er noget
 galt, man ser blod &mdash; &mdash; og man vil alligevel ikke
-vide, hvor galt det er, man lar hellere v�re med
+vide, hvor galt det er, man lar hellere være med
 at grave efter det &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han
-l� i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt
-s�dan, at den kunde f� nogen betydning for
-ham, men nu huskede han p�, at der skulde v�re
-stor hj�lp at hente i den, og han overvejede ved<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
-sig selv, om han skulde fors�ge at bede; han f�lte
-ikke den ringeste lyst, men han tr�ngte jo til hj�lp,
+lå i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt
+sådan, at den kunde få nogen betydning for
+ham, men nu huskede han på, at der skulde være
+stor hjælp at hente i den, og han overvejede ved<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
+sig selv, om han skulde forsøge at bede; han følte
+ikke den ringeste lyst, men han trængte jo til hjælp,
 og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde
-v�re tale om at pr�ve. Men han opgav det alligevel;
+være tale om at prøve. Men han opgav det alligevel;
 han kom jo nok over det, han vilde hellere vente,
-om det en anden gang skulde blive v�rre. Med det
-fors�t sov han ind.</p>
+om det en anden gang skulde blive værre. Med det
+forsæt sov han ind.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Han v�gnede ved, at m�nen skinnede ham lige
+<p>Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige
 i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen
-af den s�ndre l�nge. Han var meget varm og utilpas;
-da han holdt h�nden frem for sig, s� han, at
-den dampede i m�nelyset. Han var s� led ved sig
-selv der inde i den hede, tunge atmosf�re, men han
-kunde ikke bestemme sig til at st� op. Sengen tog til
-at gynge under ham, st�rkt og l�nge; han m�rkede
-den gennemborende gysen, n�r det gik fremad, og
-den behagelige svimmelhed, n�r den svingede den
-anden vej; tiden gik ganske godt p� den m�de. S�
-kom der noget andet; han gled n�gen hen ad varme,
-ru stenflader, ber�rte dem lige, idet han sv�vede af
-sted, ogs� det var nogenlunde behageligt, sk�nt det
+af den søndre længe. Han var meget varm og utilpas;
+da han holdt hånden frem for sig, så han, at
+den dampede i månelyset. Han var så led ved sig
+selv der inde i den hede, tunge atmosfære, men han
+kunde ikke bestemme sig til at stå op. Sengen tog til
+at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede
+den gennemborende gysen, når det gik fremad, og
+den behagelige svimmelhed, når den svingede den
+anden vej; tiden gik ganske godt på den måde. Så
+kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme,
+ru stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af
+sted, også det var nogenlunde behageligt, skønt det
 kildrede, og hele hans legeme var knitrende fuldt
-af elektricitet, han kunde jage det bort ved at r�re
-sig, men han stod det igennem for at pr�ve. S�
-var det ligesom han gik med en stor kugle p� sin
-h�nd; den var ru og varm og uhyre stor, men
-hans h�nd var lille og indskrumpen som en fugleklo;
-samtidig havde han en forn�mmelse, som om
-hans hj�rne var sv�bt ind i vat; men han vidste,
-at han kunde blive fri for det, s� snart han vilde,
-det havde alts� ingen hast med at ryste det af. Han<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
-lukkede �jnene og blev d�sig, men hans opm�rksomhed
+af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre
+sig, men han stod det igennem for at prøve. Så
+var det ligesom han gik med en stor kugle på sin
+hånd; den var ru og varm og uhyre stor, men
+hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo;
+samtidig havde han en fornæmmelse, som om
+hans hjærne var svøbt ind i vat; men han vidste,
+at han kunde blive fri for det, så snart han vilde,
+det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
+lukkede øjnene og blev døsig, men hans opmærksomhed
 vaktes igen af en lille lyd fra hovedpuden,
 som var et underligt insekt kommet i klemme under
-hans hals og arbejdede for at slippe l�s; men da det
-gik op for ham, at det var puls�ren, der bankede, s�
-m�tte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand;
-den vatterede forn�mmelse om hj�rnen var
-der endnu; han vilde bare se, hvor l�nge den kunde
+hans hals og arbejdede for at slippe løs; men da det
+gik op for ham, at det var pulsåren, der bankede, så
+måtte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand;
+den vatterede fornæmmelse om hjærnen var
+der endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde
 holde sig.</p>
 
 <p>Da skete der noget besynderligt med ham; det var
-som om hans �jnes sekraft blev vredet den anden
-vej om, og i et fordrejet, blodigt �jeblik s� han sin egen
-hj�rne med alle n�rver h�ngende ned i et knippe.</p>
+som om hans øjnes sekraft blev vredet den anden
+vej om, og i et fordrejet, blodigt øjeblik så han sin egen
+hjærne med alle nærver hængende ned i et knippe.</p>
 
-<p>Hans stod op. Mens han kl�dte sig p�, h�rte han
-klokken sl� tre, h�rdt og n�gternt, det gav et s�t
+<p>Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han
+klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt
 i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv.
-K�ligheden faldt p� hans krop, da han kom ud;
+Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud;
 han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele
 kroppen kunde blive svalet. Han gik hen til posten
 og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige,
-n�r han pumpede; han drak og svalede sine h�nder
+når han pumpede; han drak og svalede sine hænder
 og holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede
-med den anden. Der er ingenting s� bl�dt at f�le p�
-som en vandstr�le, der falder ned i vand. Ud fra
-hundehuset stod en varm damp til v�rs; Thor sov,
-Hans v�kkede den og klappede den, men Thor brummede;
-han sl�bte den uden for, for at den kunde l�re
+med den anden. Der er ingenting så blødt at føle på
+som en vandstråle, der falder ned i vand. Ud fra
+hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov,
+Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede;
+han slæbte den uden for, for at den kunde lære
 fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen
-og fik et spark med p� vejen. Den kom straks ud
-med et �bent gabfuld t�nder og et vredt glam.</p>
+og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud
+med et åbent gabfuld tænder og et vredt glam.</p>
 
 <p>Ti stille, hund!</p>
 
 <p>Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede
-den med skaftet, og den slap ikke, f�r den havde<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
-holdt op med at glamme ad ham og hylede af sm�rte
+den med skaftet, og den slap ikke, før den havde<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
+holdt op med at glamme ad ham og hylede af smærte
 i stedet for.</p>
 
-<p>Dersom nu en fast h�nd havde grebet ham i nakken
+<p>Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken
 og givet ham en lignende medfart som den,
-Thor havde f�et, s� havde det m�ske skaffet ham
-en vis lindring, men ingen s� ham. Han gik syg
-omkring og s� p� forskellige ting; til sidst stansede
-han foran en vidiekurv, som han l�nge betragtede
+Thor havde fået, så havde det måske skaffet ham
+en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg
+omkring og så på forskellige ting; til sidst stansede
+han foran en vidiekurv, som han længe betragtede
 og flere gange bukkede sig efter, men der gik adskillige
-minutter, f�r han tog den og gik ud af
-g�rden med den.</p>
+minutter, før han tog den og gik ud af
+gården med den.</p>
 
 <p>Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham
-ingen husvalelse; han betragtede m�nen, der hang lavt
-p� den sydvestlige himmel, r�dgul, forbr�ndt og �de,
-en d�d, kold ting ligesom et brandsted, der svier
+ingen husvalelse; han betragtede månen, der hang lavt
+på den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde,
+en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier
 fantasien med forestillingen om den ild, der har
-v�ret; et lille stykke forkullet �rken af aske og slagger
-p� den friske bl� himmel.</p>
+været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger
+på den friske blå himmel.</p>
 
-<p>Hans var n�et ned til vandhullet, hvor han igen
-stod og bet�nkte sig l�nge og pinefuldt; endelig
+<p>Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen
+stod og betænkte sig længe og pinefuldt; endelig
 trak han en gang med kurven, og da han fik den
-op, spr�llede der en stor, r�dgul karusse i den; han
-havde en forn�mmelse, som om en sygelig flamme
-dansede for hans �jne; han rystede den ud i en blikd�se,
-der var fyldt med vand, og den r�dlige flamme
-blev til en sort stribe, der foer hid og did. S� gik
+op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han
+havde en fornæmmelse, som om en sygelig flamme
+dansede for hans øjne; han rystede den ud i en blikdåse,
+der var fyldt med vand, og den rødlige flamme
+blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik
 der atter en lang tid, og som om det ikke kunde
-v�re andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog
-bladet ind i ryggen p� karussen; han f�lte, hvordan
-den spr�llede under hans h�nd, og denne forn�mmelse
+være andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog
+bladet ind i ryggen på karussen; han følte, hvordan
+den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse
 af liv, der mishandledes, gik som en elektrisk
-str�m op gennem hans arm og bredte sig over hele<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
-hans legeme; han kastede fisk og d�se ud i hullet
-og vendte sig for at g� hjem.</p>
+strøm op gennem hans arm og bredte sig over hele<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
+hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i hullet
+og vendte sig for at gå hjem.</p>
 
-<p>Idet han l�ftede hodet, s� han en gnist springe
+<p>Idet han løftede hodet, så han en gnist springe
 op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra
-ham; han troede lige straks, at den gnist m�tte v�re
-sprunget frem af hans egen hj�rne.</p>
+ham; han troede lige straks, at den gnist måtte være
+sprunget frem af hans egen hjærne.</p>
 
-<p>Men det var solen, der stod op. Han blev st�ende
-for at se p� den, og da alt var lyst, gik han hjem og
+<p>Men det var solen, der stod op. Han blev stående
+for at se på den, og da alt var lyst, gik han hjem og
 i seng.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -1755,360 +1716,360 @@ i seng.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_VI" id="KAPITEL_VI"></a>VI</h2>
 
 
-<p>Peder Hansen og et par andre g�rdmandsfamilier
-havde sl�et sig sammen og var k�rt i skoven;
+<p>Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier
+havde slået sig sammen og var kørt i skoven;
 de sad ved bordene og havde begyndt at pakke maden
 ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky,
-stegte h�ns og duer, kogte �g, sandkager s� store
-som slibestene, stikkelsb�rgr�d med st�dt kanel, og
-fl�de i trep�gleflasker, s� tyk, at den n�sten ikke
+stegte høns og duer, kogte æg, sandkager så store
+som slibestene, stikkelsbærgrød med stødt kanel, og
+fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten ikke
 var til at lokke ud gennem halsen.</p>
 
-<p>Hans gik inde mellem tr�erne, i meget bedre
-hum�r, end han l�nge havde v�ret. Dagen f�r var
-Eva kommet ind i g�rden, fulgt af naboens datter,
-og var g�et lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor
+<p>Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre
+humør, end han længe havde været. Dagen før var
+Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens datter,
+og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor
 ser man aldrig noget til dig? &mdash; Som den, der
-var blevet ops�gt og f�rst tiltalt, gav Hans sig
-god tid og tog hende rigtig i �jesyn. Det var s�
-l�nge siden, han havde t�nkt p� hende. Hun havde
-da et par v�mmelige, n�svise �jne, og hun snakkede
-h�jere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det
-hele taget b�rnene oppe i den fattige naboby, hvor
-der var s� megen r�hed; de havde de samme �jne,
-der s� alting, og som l�b op og ned ad en p� en
-fr�k m�de, og den samme tilklemte mund, der havde
-let ved at komme frem med de n�svisheder, de
-t�nkte. Og s� var det endda hende her, han havde<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span>
-v�ret forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig
+var blevet opsøgt og først tiltalt, gav Hans sig
+god tid og tog hende rigtig i øjesyn. Det var så
+længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde
+da et par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede
+højere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det
+hele taget børnene oppe i den fattige naboby, hvor
+der var så megen råhed; de havde de samme øjne,
+der så alting, og som løb op og ned ad en på en
+fræk måde, og den samme tilklemte mund, der havde
+let ved at komme frem med de næsvisheder, de
+tænkte. Og så var det endda hende her, han havde<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span>
+været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig
 stemt. &mdash; Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller
-nips med os? spurte hun ut�lmodig. &mdash; Han vendte
-sig fra hende, fandt noget andet, der var v�rd at
-se p� og sae s�: Det er ikke noget, jeg bryder mig
-om. &mdash; Bondel�mmel, sae hun. &mdash; Han gik og tog
-det ord med sig, det var en lindring at h�re; hun
-var alts� bare en simpel t�s, det var meget godt.
-Han h�rte hende bruge mund, mens hun gik; den
-anden pige tyssede p� hende og skammede sig
-�benbart over at v�re i hendes selskab. Men nu
-var han alts� fri for hende; ganske vist havde det
-jo v�ret flovt nok for ham, men han t�nkte helt
-anderledes p� det nu, og navnlig f�lte han, at dette
-bekendtskab i h�j grad havde for�get hans verdenskundskab;
-han kunde se tilbage p� sit tidligere jeg
+nips med os? spurte hun utålmodig. &mdash; Han vendte
+sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at
+se på og sae så: Det er ikke noget, jeg bryder mig
+om. &mdash; Bondelømmel, sae hun. &mdash; Han gik og tog
+det ord med sig, det var en lindring at høre; hun
+var altså bare en simpel tøs, det var meget godt.
+Han hørte hende bruge mund, mens hun gik; den
+anden pige tyssede på hende og skammede sig
+åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu
+var han altså fri for hende; ganske vist havde det
+jo været flovt nok for ham, men han tænkte helt
+anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette
+bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab;
+han kunde se tilbage på sit tidligere jeg
 med den tilfredsstillelse, at han var mindre dum,
-end han havde v�ret. Derfor var det nu ogs� p�
-tide at g�re alvor af den plan, han havde g�et med
-siden den foreg�ende aften: at l�gge sig efter kemi;
-fysik l�rte han i den skole, hvor han nu gik; kemi
-havde han lige f�et et indblik i, det vilde han studere
-fra nu af indtil efter�ret, da han skulde konfirmeres,
-og s� &mdash; &mdash; &mdash;</p>
-
-<p>Der blev kaldt p� ham henne fra bordene; de
-skulde spise. De lo og talte h�jt; det var ikke morsomt
-at skulle der hen, han f�lte, hvordan de frast�dte
+end han havde været. Derfor var det nu også på
+tide at gøre alvor af den plan, han havde gået med
+siden den foregående aften: at lægge sig efter kemi;
+fysik lærte han i den skole, hvor han nu gik; kemi
+havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere
+fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres,
+og så &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de
+skulde spise. De lo og talte højt; det var ikke morsomt
+at skulle der hen, han følte, hvordan de frastødte
 ham; der var modstand at overvinde; det
-var ligesom n�r man dr�mte, at man gik og m�tte
+var ligesom når man drømte, at man gik og måtte
 ta fat i tingene for at slide sig frem; han syntes selv,
-at han var um�delig kantet og besynderlig, mens
-han n�rmede sig, han vendte hodet bort, folks �jne
-satte sig p� ham som �kle insekter. Det var ingen<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
-sag, n�r han kom til K�benhavn og kunde l�se og
-passe sig selv; s� skulde de ikke f� ham med p�
-skovture og den slags. Og da han endelig fik k�mpet
+at han var umådelig kantet og besynderlig, mens
+han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne
+satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
+sag, når han kom til København og kunde læse og
+passe sig selv; så skulde de ikke få ham med på
+skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet
 sig frem til maden, som var noget af det,
-han havde mest gl�de af, s� l� den fremmed
-og underlig i hans mund; den var ogs� vanskelig
+han havde mest glæde af, så lå den fremmed
+og underlig i hans mund; den var også vanskelig
 ligesom alt andet.</p>
 
 <p>Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak
-kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og gr�
-filthat. Hun smilede hele tiden og s� hvert �jeblik
-op p� ham; str�hatten sad hende i nakken og dannede
+kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og grå
+filthat. Hun smilede hele tiden og så hvert øjeblik
+op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede
 en glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm
-stak halvt ud af �rmet og l� hen over bordet; Hans
-havde aldrig set noget s� yndefuldt som den arm.
+stak halvt ud af ærmet og lå hen over bordet; Hans
+havde aldrig set noget så yndefuldt som den arm.
 Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig
-af og til om det spidse hagesk�g. Dersom der ikke
-havde lydt s� h�je og grove stemmer, hvor Hans sad,
-havde han kunnet h�re det meste af, hvad der
-blev sagt ved det andet bord; han vilde g�rne h�re
-det; s� kunde han m�ske f� lidt at vide om, hvad der
-g�r mennesker s� glade og fine og sikre som de to
+af og til om det spidse hageskæg. Dersom der ikke
+havde lydt så høje og grove stemmer, hvor Hans sad,
+havde han kunnet høre det meste af, hvad der
+blev sagt ved det andet bord; han vilde gærne høre
+det; så kunde han måske få lidt at vide om, hvad der
+gør mennesker så glade og fine og sikre som de to
 der ovre.</p>
 
-<p>Han s� sig selv som voksen, smallere i ansigtet,
-med spidst fuldsk�g, diplomat, dr. phil. Hans R�skov;
+<p>Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet,
+med spidst fuldskæg, diplomat, dr. phil. Hans Råskov;
 han stod ved et bord og holdt tale, og folk
-b�jede sig frem for at se ham, han m�dte m�nds
-�jne, mens han talte; han havde det hele for sig &mdash; &mdash;
-Men henne ved d�ren kom een ind, drengen Hans,
-klodset i sine klodsede kl�er, forlegen og studs;
+bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds
+øjne, mens han talte; han havde det hele for sig &mdash; &mdash;
+Men henne ved døren kom een ind, drengen Hans,
+klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs;
 dr. phil.'en forsvandt &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Et par t�rre tr�fingre kneb ham i armen: Hvad
+<p>Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad
 glor du efter, ka du'n svare, skal du ha noget mer
 kaff'?</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span></p>
 
 <p>Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven
-fandt han et krat af unge b�ge, hvor han kunde
-gemme sig. Mens han sad d�r, h�rte han stemmer,
-der n�rmede sig, og han kom i stor sindsbev�gelse
+fandt han et krat af unge bøge, hvor han kunde
+gemme sig. Mens han sad dær, hørte han stemmer,
+der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse
 ved tanken om, at det muligvis var de to fra det
 andet bord. Han listede sig hen til stien og dukkede
 sig; det var dem.</p>
 
-<p>Hans f�lte sig takn�mlig for dette tilf�lde; han,
-der s� dybt havde erkendt sin egen plumphed ved
+<p>Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han,
+der så dybt havde erkendt sin egen plumphed ved
 synet af de to fine mennesker, og som i sit inderste
-havde besluttet at blive ligesom dem, n�r han kom
-hjemme fra, han var tilfreds med at h�re blot et par
+havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom
+hjemme fra, han var tilfreds med at høre blot et par
 ord af disse menneskers mund, at fange tonen i
-deres samtale og huske den som et m�nster. De
-lignede n�mlig ikke de K�benhavnere, der kom ud
-og bes�gte hans faer og medbragte hovedstadens
-sidste sjofle vittigheder &mdash; &mdash; s� foretrak han at
-h�re p� g�rdens karle og husm�nd.</p>
+deres samtale og huske den som et mønster. De
+lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud
+og besøgte hans faer og medbragte hovedstadens
+sidste sjofle vittigheder &mdash; &mdash; så foretrak han at
+høre på gårdens karle og husmænd.</p>
 
-<p>Nu kunde han h�re, hvad herren sae; han talte
+<p>Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte
 om en mand, der havde gjort sig umulig, og som
-herefter ikke fortjente at n�vnes af ordenlige mennesker.
-Hans ford�mmelse var s� klar og umedg�rlig,
-han satte den frem med s�dan en kraft, at den
-var lige s� god som et spark. Den s�lle fyr, der
-blev foragtet, kunde g� hen og gemme sig i et hul;
-han havde nok bedst af, at han ikke m�dte andre
-folks �jne.</p>
-
-<p>Det kunde jeg ha sagt mig selv, t�nkte Hans opr�rt;
-hvad der udg�r af den mands mund, det m�
-v�re ringeagt.</p>
-
-<p>Man ignorerer s�dan en fyr, sae herren; det er
-det hele; at g�re noget som helst ved ham vilde v�re
+herefter ikke fortjente at nævnes af ordenlige mennesker.
+Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig,
+han satte den frem med sådan en kraft, at den
+var lige så god som et spark. Den sølle fyr, der
+blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i et hul;
+han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre
+folks øjne.</p>
+
+<p>Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt;
+hvad der udgår af den mands mund, det må
+være ringeagt.</p>
+
+<p>Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er
+det hele; at gøre noget som helst ved ham vilde være
 dumt.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span></p>
 
-<p>Hans kendte godt det fremmede ord �ignorere�.
+<p>Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«.
 Og hvad sae hun til det? Hun gav ham ret med
-en mild stemme, hvori Hans kunde forn�mme det
-smil, han f�r havde set om hendes mund. Hun deltog
-smilende i hans foragt; hun, der havde det s�de
-ansigt, d�mte et andet menneske til den v�rste straf,
-der gives: ikke at kunne m�de nogens blik; at m�tte
-flygte fredl�s for menneskers �jne &mdash; &mdash;</p>
-
-<p>Hans sprang ud p� stien, greb en stor h�rd jordknold
+en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme det
+smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog
+smilende i hans foragt; hun, der havde det søde
+ansigt, dømte et andet menneske til den værste straf,
+der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at måtte
+flygte fredløs for menneskers øjne &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold
 og slyngede den efter mandens hoved; den
 knustes mod hans hat, der rullede langt hen foran
 ham. Han var straks inde mellem buskene igen,
-han h�rte et skrig og derefter herrens rolige stemme,
-der sae: Det var en eller anden b�lle; lad ham bare
-rende, han t�r ikke engang vise sig efter sin bedrift.</p>
-
-<p>I den store besk�mmelse, Hans f�lte over, at han
-var rendt fra det i stedet for at ta f�lgerne, var
-der dog en slags tr�st: Ingen havde set det. Ogs�
-i dag havde han v�ret heldig ligesom den aften
-nede ved vandhullet. Men han var ikke s� lidt
+han hørte et skrig og derefter herrens rolige stemme,
+der sae: Det var en eller anden bølle; lad ham bare
+rende, han tør ikke engang vise sig efter sin bedrift.</p>
+
+<p>I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han
+var rendt fra det i stedet for at ta følgerne, var
+der dog en slags trøst: Ingen havde set det. Også
+i dag havde han været heldig ligesom den aften
+nede ved vandhullet. Men han var ikke så lidt
 bange for sig selv, det gentog sig for tit, at han
-gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredl�se timer.
-Hvad der i dette tilf�lde harmede ham mest, det
-var, at han havde v�ret n�d til at gemme sig.
+gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse timer.
+Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det
+var, at han havde været nød til at gemme sig.
 Kunde han vel stille sig op foran den mand og stumt
 blive stillet i klasse med den slags mennesker, man
-ikke g�r noget som helst ved? Modtage hans ringeagt
+ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt
 og luske af?</p>
 
 <p>Nej!</p>
 
-<p>Men dette her var alts� gjort, og han var sikker
-p�, at han kunde afholde sig fra at g�re noget lignende
+<p>Men dette her var altså gjort, og han var sikker
+på, at han kunde afholde sig fra at gøre noget lignende
 en anden gang.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span></p>
 
-<p>Ved en krumning af den sti, han gik p�, fik
-han �je <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: paa">p�</a> en flok drenge fra byen, og han hviskede
-en ed af �rgrelse over, at han ikke kunde undg�
-dem. De havde nok g�et og moret sig rigtig godt,
-eller ogs� blev de s� glade ved at opdage ham. Ja,
-der var absolut noget triumferende ved den for�gelse,
-deres gode hum�r pludselig fik. De kom lige hen
-imod ham, vilde rimeligvis g�rne i kast med ham.
+<p>Ved en krumning af den sti, han gik på, fik
+han øje <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: paa">på</a> en flok drenge fra byen, og han hviskede
+en ed af ærgrelse over, at han ikke kunde undgå
+dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt,
+eller også blev de så glade ved at opdage ham. Ja,
+der var absolut noget triumferende ved den forøgelse,
+deres gode humør pludselig fik. De kom lige hen
+imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham.
 Ved den blotte formodning derom fyldtes hans sind
 med had mod denne flok, der havde ledt efter ham
-og nu endelig hittede ham; de havde vist v�ret sv�rt
-ut�lmodige!</p>
+og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært
+utålmodige!</p>
 
-<p>Hans havde ingen kammerater l�ngere. Da han
-var en halv snes �r, var han en h�rd og rask dreng,
+<p>Hans havde ingen kammerater længere. Da han
+var en halv snes år, var han en hård og rask dreng,
 der kunde komme ud af det med andre, men nu var
-han b�de blevet for h�rd og for bl�d, og den forandring,
-der var foreg�et med ham, havde gjort det
-n�dvendigt for ham at s�ge ensomhed; den var n�sten
+han både blevet for hård og for blød, og den forandring,
+der var foregået med ham, havde gjort det
+nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten
 blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte han,
-hvad kammeratskab er; han t�nkte sig, hvad de
+hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de
 mente om ham, der ikke vilde ha mere med dem
-at g�re, og hans sind reagerede mod det, han t�nkte
-sig. Ans� de ham for vigtig &mdash; godt, s� ringeagtede
+at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte
+sig. Anså de ham for vigtig &mdash; godt, så ringeagtede
 han dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord,
-der h�rer den voksne alder til. Men kammeraterne
-t�nkte mindre p� ham, end han p� dem. Mens
+der hører den voksne alder til. Men kammeraterne
+tænkte mindre på ham, end han på dem. Mens
 man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine
 egne tanker, men man forsvinder for andre mennesker;
 det vidste Hans ikke endnu.</p>
 
 <p>Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld
-virkelig talt om ham; de havde fortalt en r�dh�ret
-tjenestedreng, der var ny p� egnen, at Hans var
-den l�rdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
-mange af de egenheder, der g�r l�rde folk
-mere grinagtige end andre mennesker. S�ren &mdash; den
-r�dh�rede dreng &mdash; var blevet helt glad, da der nu
-var udsigt til at g�re n�rmere bekendtskab med
-sognets l�rdeste dreng, som han allerede havde lagt
-m�rke til, mens de sad og spiste.</p>
-
-<p>Men Hans syntes ikke om S�rens grinende ansigt,
-der var forrest og s� ud som et ondt forvarsel
+virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhåret
+tjenestedreng, der var ny på egnen, at Hans var
+den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
+mange af de egenheder, der gør lærde folk
+mere grinagtige end andre mennesker. Søren &mdash; den
+rødhårede dreng &mdash; var blevet helt glad, da der nu
+var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med
+sognets lærdeste dreng, som han allerede havde lagt
+mærke til, mens de sad og spiste.</p>
+
+<p>Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt,
+der var forrest og så ud som et ondt forvarsel
 om drengenes stemning imod ham, desuden havde
-S�ren det ydre imod sig. Han havde en medf�dt
-hovenhed under �jnene, hvad der gav ham et p�faldende
-br�sigt udseende, og s� havde han fregner
-over hele hodet; selv p� �rerne og p� halsen sad
-der brune klatter, men over n�sen dannede de en
-sammenh�ngende kage, og hans �ren stod ud fra
-hodet, r� og r�de, som var de sk�ret ud af en frisk
-kohud. S�ren bandede flittigt, mest p� Satan, det
-havde han l�rt af en svensk tjenestekarl, og i sine
-eder tilstr�bte han en svensk udtale, hvilket gjorde
+Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt
+hovenhed under øjnene, hvad der gav ham et påfaldende
+brøsigt udseende, og så havde han fregner
+over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad
+der brune klatter, men over næsen dannede de en
+sammenhængende kage, og hans øren stod ud fra
+hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en frisk
+kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det
+havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine
+eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde
 dem ligesom mer krydrede.</p>
 
-<p>N�, det er dig, der skal v�re s� klog, begyndte
-S�ren, da han og Hans stod over for hinanden.</p>
+<p>Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte
+Søren, da han og Hans stod over for hinanden.</p>
 
 <p>Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at
 overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse
 af hans overlegenhed i disse ord, men hans tavshed
-gjorde, at S�ren tabte noget af sin velvilje for ham.</p>
+gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.</p>
 
 <p>Der skal vel blive en professor af dig en gang,
-mener du nok, vedblev S�ren.</p>
+mener du nok, vedblev Søren.</p>
 
-<p>Hans tav fremdeles. Dette her m� vel ende med
-slagsm�l, t�nkte han, og det var han heller ikke
-bange for, sk�nt det ikke var synderlig appetitligt
-at gribe i de fregner eller komme n�rmere til S�rens
+<p>Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med
+slagsmål, tænkte han, og det var han heller ikke
+bange for, skønt det ikke var synderlig appetitligt
+at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens
 staldlugt.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span></p>
 
 <p>Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket,
-at de lo ad S�ren, der spurte som en tosse og ikke
-fik svar. Han gik forn�rmende t�t ind p� livet
-af Hans og sae: Du skal nok v�re halv tosset
-omtrent, siger de; og du vil ikke hilse p� andre
+at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke
+fik svar. Han gik fornærmende tæt ind på livet
+af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset
+omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre
 folk nok.</p>
 
-<p>S�rens ansigt havde nu f�et et udtryk, som om
+<p>Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om
 han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder
-og kom for at f� oprejsning.</p>
+og kom for at få oprejsning.</p>
 
 <p>Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.</p>
 
-<p>S�ren s� sig om til de andre, der straks grinede,
-og han nikkede som den, der har latteren p� sin
-side: Du g�r s�dan i dine egne fjantasier, og du
-kan d�rlig se tr�erne, du er n�r ved at rende dem
-om af bar l�rdom.</p>
+<p>Søren så sig om til de andre, der straks grinede,
+og han nikkede som den, der har latteren på sin
+side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du
+kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem
+om af bar lærdom.</p>
 
-<p>Bag ved grinedes bekr�ftende, og S�ren kunde
-nok beh�ve denne moralske st�tte, for han var temmelig
-usikker over for Hans' tavshed, og hans �jne,
-der af og til m�dte S�rens og tvang dem til at vige
+<p>Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde
+nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig
+usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne,
+der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige
 til siden.</p>
 
-<p>Sikken en fin stok, du d�r har lagt dig til, tog
-S�ren fat igen.</p>
+<p>Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog
+Søren fat igen.</p>
 
-<p>Jublende latter bag ved; det var n�mlig en almindelig
-k�p.</p>
+<p>Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig
+kæp.</p>
 
-<p>Hvem skal ha kl� af den? &mdash; S�ren rakte efter den.</p>
+<p>Hvem skal ha klø af den? &mdash; Søren rakte efter den.</p>
 
 <p>Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han
-skulde ha holdt den om p� ryggen, s� de kunde
-begynde at tr�kkes om den, da havde sagen v�ret
-klar, og S�ren kunde snart komme til at gi de kl�,
-han nu havde tilt�nkt Hans; men Hans lod ham ta
-om k�ppen og r�rte sig ikke.</p>
+skulde ha holdt den om på ryggen, så de kunde
+begynde at trækkes om den, da havde sagen været
+klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø,
+han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta
+om kæppen og rørte sig ikke.</p>
 
-<p>S�ren var lige s� gal i hodet, som han inderst
+<p>Søren var lige så gal i hodet, som han inderst
 inde var genert. Han havde drillet mange drenge<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
-til slagsm�l, men han havde aldrig f�et en modtagelse
-som denne her. Han havde helst g�et sin
-vej, men det tillod hans �re ham ikke; tilh�rernes
-munterhed, der ikke forstummede et �jeblik, vilde
-da straks ha vendt sig mod ham selv, men m�rkeligt
-nok var det ham heller ikke muligt at f�lge sin lyst
-og stikke Hans en knyttet n�ve i synet.</p>
-
-<p>M� jeg f� den k�p, sae S�ren med anstr�ngt
+til slagsmål, men han havde aldrig fået en modtagelse
+som denne her. Han havde helst gået sin
+vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes
+munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde
+da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt
+nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst
+og stikke Hans en knyttet næve i synet.</p>
+
+<p>Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt
 barskhed.</p>
 
 <p>Han fik lov at ta den.</p>
 
 <p>Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede
-ham ikke. Men hvad skulde han nu g�re? Han stod
-r�dvild og lam og gloede p� den elendige pind. Han
-f�lte sig sl�et flad. Han var st�dt sammen med
-noget fint og h�rdt, som han ikke kunde m�le sig
-med. Havde Hans �bnet sin mund og sagt: Hold nu
-op med det sludder og lad os g� hen og f� et
-slag kegler, s� havde S�ren v�ret hans svorne beundrer
-for resten af livet; men noget s� naturligt
-l� Hans fj�rnest af alt. Hans tanker drejede sig
-kun om det slagsm�l, der snart m�tte komme; hans
-vrede ventede p� at blive udl�st af S�rens f�rste
+ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod
+rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han
+følte sig slået flad. Han var stødt sammen med
+noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig
+med. Havde Hans åbnet sin mund og sagt: Hold nu
+op med det sludder og lad os gå hen og få et
+slag kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer
+for resten af livet; men noget så naturligt
+lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig
+kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans
+vrede ventede på at blive udløst af Sørens første
 angreb.</p>
 
-<p>Du g�r s�dan med hodet og render p� tr�er og
-st�der dem ligesom en v�dder, sae S�ren med rystende
+<p>Du går sådan med hodet og render på træer og
+støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende
 stemme. Man kan da nok se, du er tosset.
-Og du banker de sm�; g�r han ikke?</p>
+Og du banker de små; gør han ikke?</p>
 
-<p>Jo&mdash;o, skreg de andre. Det var nemlig h�ndet for
-et halvt �r siden, at nogle mindre drenge havde
-drillet ham og f�et prygl for det.</p>
+<p>Jo&mdash;o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for
+et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde
+drillet ham og fået prygl for det.</p>
 
-<p>Du skulde selv ha prygl, sae S�ren med al den
+<p>Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den
 harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i
 tanke om sine svenske eder, som han helt havde<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
 glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede
-sig; han kunde heller ikke f� bestemt sig.</p>
-
-<p>Har du underbukser p�? spurte S�ren og prikkede
-p� en �rer�rig m�de. Uendelig jubel bag ved. Hans
-svarede med et spark, der ikke ramte, og S�ren blev
-s� glad og f�lte sig som den, der kan klare sagen.
-Han udsendte en �vet knytn�ve mod det tavse ansigt,
-s� at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter
-blev til ivrige dr�ftelser. Hans l�b nogle skridt tilbage
-og bukkede sig ned, og S�ren blev pludselig
-stanset i sin forf�lgelse, idet en skarpkantet sten
-ramte ham under �jet, s� han faldt.</p>
-
-<p>Drengenes r�b blev til et m�rkt og truende: N�&mdash;�,
+sig; han kunde heller ikke få bestemt sig.</p>
+
+<p>Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede
+på en ærerørig måde. Uendelig jubel bag ved. Hans
+svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev
+så glad og følte sig som den, der kan klare sagen.
+Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt,
+så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter
+blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage
+og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig
+stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten
+ramte ham under øjet, så han faldt.</p>
+
+<p>Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå&mdash;å,
 nu kommer du i tugthuset!</p>
 
-<p>S�ren l� ned og skreg: Jeg d�r! G� hen og sig
-til min husbond, at han kommer til at k�re alene
-hjem, for jeg d�r.</p>
+<p>Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig
+til min husbond, at han kommer til at køre alene
+hjem, for jeg dør.</p>
 
 <p>Med disse ord rejste han sig op, og et par af
 drengene fulgte med ham hen til teltene, for at han
@@ -2124,145 +2085,145 @@ inden han gik.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_VII" id="KAPITEL_VII"></a>VII</h2>
 
 
-<p>En aften sent i September gik Hans nede ved s�en;
+<p>En aften sent i September gik Hans nede ved søen;
 han havde arbejdet med sin kemi hele dagen;
-nu havde han l�st bogen igennem, og med fors�gene
+nu havde han læst bogen igennem, og med forsøgene
 var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha
-noget, der optog tankerne s� st�rkt; men n�r han
-gik og spaserede som nu, s� m�rkede han alligevel,
+noget, der optog tankerne så stærkt; men når han
+gik og spaserede som nu, så mærkede han alligevel,
 at der var mange ting i vejen; det blev ikke godt
-med ham, f�r han kom bort fra egnen; hver aften
-havde han noget at t�nke over, som han burde ha
-undg�et; han var snart lige glad med at passe p�;
+med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften
+havde han noget at tænke over, som han burde ha
+undgået; han var snart lige glad med at passe på;
 han havde opgivet at blive et ordenligt menneske,
-s� l�nge han var hjemme. Men n�r alt var nyt
-omkring ham, s� vilde han begynde at blive anderledes.
+så længe han var hjemme. Men når alt var nyt
+omkring ham, så vilde han begynde at blive anderledes.
 Det var jo forbavsende, hvor alene en ting som
-kemi kunde hj�lpe p� hans hum�r, og nu skulde
-han snart til at l�re mange nye ting. Han levede helt
+kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde
+han snart til at lære mange nye ting. Han levede helt
 i fremtiden; nutiden kunde han ikke klare, det gjaldt
-bare om at f� ende p� den, p� den ene eller den
-anden m�de.</p>
+bare om at få ende på den, på den ene eller den
+anden måde.</p>
 
-<p>Ud af de h�je r�r dukkede en skikkelse frem
-og kom hurtigt hen imod ham; det var S�ren.</p>
+<p>Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem
+og kom hurtigt hen imod ham; det var Søren.</p>
 
-<p>Alle de stemninger, Hans havde g�et med, forsvandt
-i een ansp�ndelse, ligesom bugter p� et reb,
-der strammes. S�ren r�g sigar, men nu spyttede<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
-han p� den, stak den i lommen og tog til at l�be;
+<p>Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt
+i een anspændelse, ligesom bugter på et reb,
+der strammes. Søren røg sigar, men nu spyttede<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
+han på den, stak den i lommen og tog til at løbe;
 han var ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde
-g�et her aften efter aften og ventet. Hans stod
+gået her aften efter aften og ventet. Hans stod
 stille og lod ham komme; det var et meget godt
 sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet
-at skulle sl�s med den fyr; Hans havde glemt ham,
-men han var i fuldt raseri, inden S�ren n�ede ham;
-han genkendte lugten af ham p� lang afstand. Bare
-han kunde ha skudt ham, inden han kom n�r, s�
-kunde han bagefter g� hen og vende ham med foden
-og se, om han var d�d.</p>
-
-<p>N� d�r har vi dig, der stritter med sten, r�bte
-S�ren; her skal du se, &mdash; og han viste p� arret, der
-gik i en r�d, uj�vn halvbue under venstre �je: Doktoren
-m�tte sy mig sammen; h�rer du det? Han
-m�tte sy mig sammen med silketr�d; det skal din
+at skulle slås med den fyr; Hans havde glemt ham,
+men han var i fuldt raseri, inden Søren nåede ham;
+han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare
+han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så
+kunde han bagefter gå hen og vende ham med foden
+og se, om han var død.</p>
+
+<p>Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte
+Søren; her skal du se, &mdash; og han viste på arret, der
+gik i en rød, ujævn halvbue under venstre øje: Doktoren
+måtte sy mig sammen; hører du det? Han
+måtte sy mig sammen med silketråd; det skal din
 faer betale, men dig skal jeg selv betale &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Han knyttede n�verne, l�nge inden han kunde
-n� med dem, og han var endnu ikke f�rdig med
-at fort�lle om sammensyningen, da han foer ind
-p� Hans med n�verne hvirvlende om �rerne p�
+<p>Han knyttede næverne, længe inden han kunde
+nå med dem, og han var endnu ikke færdig med
+at fortælle om sammensyningen, da han foer ind
+på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på
 sig. Men medens han i runde buer udsendte nogle
 almindelige knubs mod Hans' hoved og skuldre,
-fik han selv et stift og h�rdt st�d lige oven p�
-arret under venstre �je, og det gjorde ham aldeles
-f�lelsesl�s langt ind i hodet, som om han havde
+fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på
+arret under venstre øje, og det gjorde ham aldeles
+følelsesløs langt ind i hodet, som om han havde
 rendt ansigtet ind i et riveskaft.</p>
 
-<p>S�ren blev bestyrtet og ude af sig selv over en
-s� utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret
-til at sl� f�rst! Han havde ikke t�nkt sig, at der
-kunde v�re den slags mennesker til. Og der sad
-blodvand p� hans fingre, da han havde f�lt til sin
+<p>Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en
+så utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret
+til at slå først! Han havde ikke tænkt sig, at der
+kunde være den slags mennesker til. Og der sad
+blodvand på hans fingre, da han havde følt til sin
 sammensyning. Han glemte helt at bande svensk,
-hvad han dog havde gjort, n�r han pralede med de<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
-forf�rdelige prygl, Hans skulde ha; alt det till�rte
+hvad han dog havde gjort, når han pralede med de<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
+forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte
 faldt af ham, mens de rullede hen ad jorden.</p>
 
-<p>S�ren var ingen kunstner i at sl�s; han brugte
-knoer og tr�sko mod Hans, ligesom han plejede at
-bruge dem mod sin husbonds k�er, men kampen blev
-f�rst for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel
-havde givet anvisning p� st�d i <span class="sic" title="[sic]">hj�rtkulen</span> og hug
-med flad h�nd p� siden af halsen. S�ren brugte
-mund hele tiden; halvdelen af sine kr�fter �dede
-han bort i sk�ldsord.</p>
+<p>Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte
+knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at
+bruge dem mod sin husbonds køer, men kampen blev
+først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel
+havde givet anvisning på stød i <span class="sic" title="[sic]">hjærtkulen</span> og hug
+med flad hånd på siden af halsen. Søren brugte
+mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede
+han bort i skældsord.</p>
 
-<p>S� du er ondskabsfuld oven i k�bet, hylede han i
-retf�rdig harme; dit infame b�st! Jeg skal &mdash; &mdash;</p>
+<p>Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i
+retfærdig harme; dit infame bæst! Jeg skal &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Da �bnede Hans for f�rste gang sin mund: Hold
-k�ft for satan, hviskede han; hvad har du at vr�le
+<p>Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold
+kæft for satan, hviskede han; hvad har du at vræle
 for?</p>
 
-<p>S�ren tav imponeret, og slagsm�let blev mere
-ind�dt; knoerne p� Hans' h�jre h�nd sad snart i
-frynser, S�rens buldne n�ver holdt bedre ud. Hans
-m�rkede, at han kunde ikke st� sig; pryglene, han
-fik, blev mere f�lelige, og han gav ikke nok igen for
-dem. Han m�tte se blod nu, hvis han ikke skulde
-g� fra forstanden, han glemte al sin v�mmelse for
+<p>Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere
+indædt; knoerne på Hans' højre hånd sad snart i
+frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. Hans
+mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han
+fik, blev mere følelige, og han gav ikke nok igen for
+dem. Han måtte se blod nu, hvis han ikke skulde
+gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse for
 den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte
 ham ind til sig og ledte med munden efter hans
-hals for at bide ham i struben. S�ren m�rkede
-l�berne, der famlede ved hans strube, og t�nderne,
+hals for at bide ham i struben. Søren mærkede
+læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne,
 der fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede
-af r�dsel og satte Hans i jorden med et kn� i
-hj�rtekulen og dunkede v�ret ud af ham ved at falde
-ned p� hans bryst med b�gge kn�; men et stykke
+af rædsel og satte Hans i jorden med et knæ i
+hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved at falde
+ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke
 af hans hud var bleven siddende mellem Hans'
-t�nder.</p>
-
-<p>Hans kunde ikke mere; men det var lige s� meget
-hans eget raseri som pryglene, der tog kr�fterne fra<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
-ham, og for hans �jne flimrede en blodp�l p� en
-m�rkegr� markvej &mdash; som kunde et kreatur d�r ha
-br�kket benet og v�re blevet stukket med det samme
-&mdash; den kr�b ud i mange flige, den l�ftede sig og
-sank igen, som om den �ndede, og nu dannede der
-sig en mund p� midten, i det slimede lyser�de; den
-�bnede sig for at gi et br�l af sig &mdash; &mdash;</p>
-
-<p>N�, har du s� f�et nok?</p>
-
-<p>I det �jeblik Hans sansede, at det var S�ren, der
-talte, kom hans fornuft p� sin plads igen, men med
-et ryk, der voldte en sm�rte, som n�r de to benstumper
-i et br�kket l�r p� ny s�ttes mod hinanden;
-han s� sig omkring og blev lidt beroliget ved
-synet af de kendte ting. S�ren sad p� hans h�jre
-hofte og var ved at t�nde sin sigar; han havde givet
-nok for sin skramme og var i godt hum�r som en
+tænder.</p>
+
+<p>Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget
+hans eget raseri som pryglene, der tog kræfterne fra<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
+ham, og for hans øjne flimrede en blodpøl på en
+mørkegrå markvej &mdash; som kunde et kreatur dær ha
+brækket benet og være blevet stukket med det samme
+&mdash; den krøb ud i mange flige, den løftede sig og
+sank igen, som om den åndede, og nu dannede der
+sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den
+åbnede sig for at gi et brøl af sig &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Nå, har du så fået nok?</p>
+
+<p>I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der
+talte, kom hans fornuft på sin plads igen, men med
+et ryk, der voldte en smærte, som når de to benstumper
+i et brækket lår på ny sættes mod hinanden;
+han så sig omkring og blev lidt beroliget ved
+synet af de kendte ting. Søren sad på hans højre
+hofte og var ved at tænde sin sigar; han havde givet
+nok for sin skramme og var i godt humør som en
 mand, der har bragt sine sager i orden.</p>
 
-<p>Kan du s� n�re dig en anden gang? formanede
-S�ren, og ikke stritte sten i hodet p� ordenlige mennesker.</p>
+<p>Kan du så nære dig en anden gang? formanede
+Søren, og ikke stritte sten i hodet på ordenlige mennesker.</p>
 
 <p>Men da Hans omsider var blevet herre over sin
-stemme, sae han: N�ste gang jeg tr�ffer dig, blir jeg
-n�d til at sl� dig ihjel.</p>
-
-<p>S�ren grinede fredsommelig: Kan du lugte r�gen?
-V�rsgo, du m� g�rne lugte. &mdash; Han str�g sigaren
-af med lillefingeren, s� asken og gnisterne faldt ned
-p� Hans' ansigt. &mdash; Du sku' eg'lig selv sl�s ihjel,
-men det vil jeg nu la en anden bes�rge.</p>
-
-<p>Dermed gik S�ren. Hans gik hen og satte sig ved
-en stak r�r; blodet st�rknede p� hans ansigt, og hans
-sind formede sig og h�rdedes over denne r� begivenhed,
-der blev st�ende i hans erindring som st�bt
+stemme, sae han: Næste gang jeg træffer dig, blir jeg
+nød til at slå dig ihjel.</p>
+
+<p>Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen?
+Værsgo, du må gærne lugte. &mdash; Han strøg sigaren
+af med lillefingeren, så asken og gnisterne faldt ned
+på Hans' ansigt. &mdash; Du sku' eg'lig selv slås ihjel,
+men det vil jeg nu la en anden besørge.</p>
+
+<p>Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved
+en stak rør; blodet størknede på hans ansigt, og hans
+sind formede sig og hærdedes over denne rå begivenhed,
+der blev stående i hans erindring som støbt
 i cement.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -2274,208 +2235,208 @@ i cement.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_VIII" id="KAPITEL_VIII"></a>VIII</h2>
 
 
-<p>Det var lige efter nyt�r. Hans gik sin s�dvanlige
-tur ned til s�en; det var sidste gang for lang
-tid, n�ste dag skulde han til K�benhavn og begynde
-p� sin l�sning. Men der var ikke l�ngere nogen tilfredshed
-ved det; hvor han s� kom hen, vilde han
-blive n�d til at t�nke p� det, der havde optaget alle
-hans tanker de sidste tre m�neder: Han havde endnu
-ikke sl�et S�ren ihjel; han havde overhodet ikke gjort
-noget som helst ved den ting, sk�nt den sad i hans
-sind som et ul�geligt brands�r. Jo han havde t�nkt
-sig drabet p� S�ren. Han havde oplevet det mange
-gange. Men han havde ikke taget sin h�vn. Han
-havde bek�mpet sig og ikke taget b�ssen derhjemme,
-passet S�ren op og skudt ham. Og dog havde han
-udtrykkelig sagt: N�ste gang sl�r jeg dig ihjel. Han
-vidste n�mlig straks den gang, at S�rens d�d var
-ham en n�dvendighed, og det havde ogs� vist sig, for
-et v�rre liv end han havde f�rt i tre m�neder, kunde
-ikke t�nkes, og det kunde heller ikke forts�ttes; han
+<p>Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige
+tur ned til søen; det var sidste gang for lang
+tid, næste dag skulde han til København og begynde
+på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed
+ved det; hvor han så kom hen, vilde han
+blive nød til at tænke på det, der havde optaget alle
+hans tanker de sidste tre måneder: Han havde endnu
+ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke gjort
+noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans
+sind som et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt
+sig drabet på Søren. Han havde oplevet det mange
+gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han
+havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme,
+passet Søren op og skudt ham. Og dog havde han
+udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg dig ihjel. Han
+vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var
+ham en nødvendighed, og det havde også vist sig, for
+et værre liv end han havde ført i tre måneder, kunde
+ikke tænkes, og det kunde heller ikke fortsættes; han
 kom aldrig til at du til noget.</p>
 
-<p>Og s� havde han sagt: jeg sl�r dig ihjel. &mdash; Hans
-t�nkte s� meget; det var sj�ldent at han sae noget
-af betydenhed, men n�r det skete, kunde han aldrig
+<p>Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. &mdash; Hans
+tænkte så meget; det var sjældent at han sae noget
+af betydenhed, men når det skete, kunde han aldrig
 glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han
-havde h�rt sig selv sige.</p>
+havde hørt sig selv sige.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span></p>
 
 <p>I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng
-havde f�et et par r� lussinger af en karl. Han
-havde ikke sagt noget til det, men n�ste nat kom
-han med en �kse og hakkede ansigtet i stykker p�
+havde fået et par rå lussinger af en karl. Han
+havde ikke sagt noget til det, men næste nat kom
+han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på
 karlen. Hans forstod den dreng; der var mennesker,
-som var n�d til at g�re den slags ting, for de kunde
-g� fra forstanden over det, de ellers m�tte g� og
-gemme p�. Hans var en af den slags mennesker;
+som var nød til at gøre den slags ting, for de kunde
+gå fra forstanden over det, de ellers måtte gå og
+gemme på. Hans var en af den slags mennesker;
 det vidste han nu; men han fejlede et eller andet,
 der gjorde at han ingenting udrettede, og alligevel
-havde han f�lt <em>n�dvendigheden</em> lige s� st�rkt som
-den dreng, der var s� klar over, hvad der skulde
-g�res. Men han havde strittet imod, og nu skulde
-han oven i k�bet rejse, s� at han kom til at g� med
+havde han følt <em>nødvendigheden</em> lige så stærkt som
+den dreng, der var så klar over, hvad der skulde
+gøres. Men han havde strittet imod, og nu skulde
+han oven i købet rejse, så at han kom til at gå med
 det hele sit liv.</p>
 
-<p>Han havde set S�ren et par gange p� lang afstand;
+<p>Han havde set Søren et par gange på lang afstand;
 men det, der var kommet over ham, var ikke
-viljen til at sl� ihjel &mdash; &mdash; det var snarere som en r�d
-dug, der viftede for hans �jne, og han var kr�bet i
-skjul, mere bange for sig selv end for at dr�be.
-Det slog sig p� ham selv, det fort�rede hans sj�l &mdash;
+viljen til at slå ihjel &mdash; &mdash; det var snarere som en rød
+dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet i
+skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe.
+Det slog sig på ham selv, det fortærede hans sjæl &mdash;
 &mdash; og nu skulde han rejse langt bort med det, og det
-havde kun ham at leve af, kun ham at fort�re i ensomheden.
+havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i ensomheden.
 Her var dog kendte mennesker; der inde
-mellem de fremmede vilde det blive endnu v�rre.</p>
+mellem de fremmede vilde det blive endnu værre.</p>
 
-<p>Der bl�ste en fugtig og larmende vind hen over
-s�ens is, og den ene revne knaldede der ude efter den
-anden. Der gik nogen p� isen, en, der vilde g�re
+<p>Der blæste en fugtig og larmende vind hen over
+søens is, og den ene revne knaldede der ude efter den
+anden. Der gik nogen på isen, en, der vilde gøre
 vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik
-n�rmere; det var nok en meget kry herre, han gav
-ondt af sig, n�r det knagede; han p�kaldte Satan,
-som det er bedst at tie stille om, n�r man g�r p�
+nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav
+ondt af sig, når det knagede; han påkaldte Satan,
+som det er bedst at tie stille om, når man går på
 usikker is &mdash; &mdash;</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span></p>
 
-<p>Det var S�ren! Han kom ud p� det farlige sted
-lige over for bakken; han kendte nok ikke s�en. Hans
-rystede af ophidselse, og mens han k�mpede med sin
-f�rste tilskyndelse: at advare S�ren, kom der et brag
-og en br�lende ed, der straks blev til et jamrende
-skrig om hj�lp.</p>
-
-<p>Hans kunde h�re, hvordan det hele gik til; han
-fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede S�ren
-sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han l�
-p� maven, for han kunde ikke tie stille et �jeblik;
+<p>Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted
+lige over for bakken; han kendte nok ikke søen. Hans
+rystede af ophidselse, og mens han kæmpede med sin
+første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag
+og en brølende ed, der straks blev til et jamrende
+skrig om hjælp.</p>
+
+<p>Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han
+fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Søren
+sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han lå
+på maven, for han kunde ikke tie stille et øjeblik;
 og nu gik han bag over og sank; han udsendte et
-hvin med al den luft, der kunde v�re i ham. Det
-gyste ogs� i Hans; han huskede r�dslen ved det, der
-sugede og trak under; det var v�rre for ham at st�
-et halvt hundred alen borte end at v�re midt i det.
-Havde det ikke v�ret S�ren, kunde han ha �nsket, at
+hvin med al den luft, der kunde være i ham. Det
+gyste også i Hans; han huskede rædslen ved det, der
+sugede og trak under; det var værre for ham at stå
+et halvt hundred alen borte end at være midt i det.
+Havde det ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at
 han skreg lidt mindre.</p>
 
-<p>Hvem der nu havde haft en sigar! S� kunde han
-st� her og la r�gen sv�ve hen over det menneske, der
-havde tilf�jet ham den v�rste meen og t�vet s� l�nge
-med at b�de for den. Muligvis han ogs� kunde ha
-lugtet r�gen. Hans' tanker var delt mellem S�ren,
-som spr�llede der ude, og S�ren, som n�sten havde
+<p>Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han
+stå her og la røgen svæve hen over det menneske, der
+havde tilføjet ham den værste meen og tøvet så længe
+med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha
+lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren,
+som sprællede der ude, og Søren, som næsten havde
 pryglet ham fra forstanden.</p>
 
-<p>S�ren blev ved at g� ned igen; vandet rendte ind
-i munden p� ham, n�r han gled bag over; det skulde
-han ellers passe p�; hvorfor vr�lede han ogs� s� forbandet?
-&mdash; Hans kunde ikke st� stille, han l�ftede p�
+<p>Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind
+i munden på ham, når han gled bag over; det skulde
+han ellers passe på; hvorfor vrælede han også så forbandet?
+&mdash; Hans kunde ikke stå stille, han løftede på
 benene og gjorde skridt til siden som en, der ser
-p� gymnastik.</p>
+på gymnastik.</p>
 
 <p>Han huggede sgu godt i isen der nede, men der
-var jo ogs� n�ver til det. &mdash; Du kan ikke komme op,
-S�ren, men du kan knuse dig frem. T�rsk bare l�s;<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
-brug n�verne og spar p� k�ften; du sluger alt for
-megen kulde p� den m�de.</p>
+var jo også næver til det. &mdash; Du kan ikke komme op,
+Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk bare løs;<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
+brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for
+megen kulde på den måde.</p>
 
-<p>Hans kunde ikke mer forst�, hvad han skreg;
+<p>Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg;
 han tudede som en hund; han hvinede som en tyr,
-der er rent desperat og vil se mennesketarme h�nge
-p� sine horn. Men det gik forf�rdelig hurtigt tilbage
-for ham; han vilde overbyde sig selv i vr�l og kunde
+der er rent desperat og vil se mennesketarme hænge
+på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage
+for ham; han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde
 derfor snart ikke mer. Han gav sig som en hund,
-der har f�et bagkroppen knust under et l�s s�d; og
-da han selv m�rkede, at han ikke kunde f� skriget
-igennem, s� blev han endnu vildere; men han slog
-ikke mer i isen; det l�d ikke en gang som om han
-fors�gte at komme op; han havde opgivet alt og
-vidste m�ske ikke selv hvordan han skreg.</p>
-
-<p>Hans �nskede, han var borte der fra, men han
-kunde da heller ikke g� fra en, der var ved at drukne.
-Mon han da ikke vilde g�re alvor af at komme op?
-Det kom bare an p� at holde mund og t�nke sig om.</p>
-
-<p>Hvor l�nge mon det snart havde varet? Hans
-syntes der m�tte v�re g�et en god halv time. Det
-begyndte at angribe ham. Det var s� grufuldt, at
-noget menneske skulde v�re n�d til at skrige s�dan.
-N�r det er kommet s� vidt med nogen, s� var det vel
-bedst at l�be til og sl� ham ned i en fart, ligesom
-man g�r ved kreaturer, der er kommet galt af sted.</p>
-
-<p>Hans glemte et �jeblik S�ren som en, der var hans
-medmenneske; han h�rte kun skrigene, og det var
-som om de blev ved at kalde p� noget i ham selv, og
-det r�rte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede
+der har fået bagkroppen knust under et læs sæd; og
+da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget
+igennem, så blev han endnu vildere; men han slog
+ikke mer i isen; det lød ikke en gang som om han
+forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og
+vidste måske ikke selv hvordan han skreg.</p>
+
+<p>Hans ønskede, han var borte der fra, men han
+kunde da heller ikke gå fra en, der var ved at drukne.
+Mon han da ikke vilde gøre alvor af at komme op?
+Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.</p>
+
+<p>Hvor længe mon det snart havde varet? Hans
+syntes der måtte være gået en god halv time. Det
+begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt, at
+noget menneske skulde være nød til at skrige sådan.
+Når det er kommet så vidt med nogen, så var det vel
+bedst at løbe til og slå ham ned i en fart, ligesom
+man gør ved kreaturer, der er kommet galt af sted.</p>
+
+<p>Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans
+medmenneske; han hørte kun skrigene, og det var
+som om de blev ved at kalde på noget i ham selv, og
+det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede
 sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.</p>
 
-<p>Han var ogs� faldet gennem isen en gang, det var
-ikke s� farligt, han havde heller ikke et �jeblik
+<p>Han var også faldet gennem isen en gang, det var
+ikke så farligt, han havde heller ikke et øjeblik
 troet, at han skulde blive der nede; men nu kom den<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
-oplevelse tilbage med en hel ny r�dsel: S�t at han
-havde begyndt at skrige, blot havde givet det f�rste
+oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han
+havde begyndt at skrige, blot havde givet det første
 skrig og ikke kunde blive herre over det igen! Han
-var aldrig blevet til menneske mere. N�r man een
-gang havde givet sig s�dan hen i det, m�tte man jo
-v�re bange for sig selv resten af livet.</p>
-
-<p>&mdash; Nu kunde S�ren ikke hyle l�ngere; en slimet,
-tr�vlet lyd fl�ede sig op gennem hans hals; der var
-endnu rester af skrig i den, de l�d l�jerligt komisk,
-som n�r en lirekasse g�r i st� midt i melodien. Det
-skulde vist betyde, at han gr�d, men det sank snart
-til en hv�sen, hvori der blot var en mindelse af gr�d.
-Det l�d som kom det fra en d�ende, der ikke har
-andet m�le igen end selve v�ret, ikke andre ord at
+var aldrig blevet til menneske mere. Når man een
+gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo
+være bange for sig selv resten af livet.</p>
+
+<p>&mdash; Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet,
+trævlet lyd flåede sig op gennem hans hals; der var
+endnu rester af skrig i den, de lød løjerligt komisk,
+som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det
+skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart
+til en hvæsen, hvori der blot var en mindelse af gråd.
+Det lød som kom det fra en døende, der ikke har
+andet mæle igen end selve været, ikke andre ord at
 klage med end sine sidste suk.</p>
 
-<p>Hans glemte sig selv over f�lelsen af d�dens n�rhed;
-han l�b ned til s�en, fandt et sivknippe og
-skyndte sig ud p� isen.</p>
+<p>Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed;
+han løb ned til søen, fandt et sivknippe og
+skyndte sig ud på isen.</p>
 
-<p>S�ren h�rte ham, han begyndte at tr�kke v�ret
-p� en menneskelig m�de, og lidt efter fik han sit
-m�le igen. &mdash; Gud fader, s�n og hellig�nd, stammede
-han; kom og hj�lp mig. Ok, Jesus Christus, guds
-enb�rne s�n &mdash; &mdash;</p>
+<p>Søren hørte ham, han begyndte at trække været
+på en menneskelig måde, og lidt efter fik han sit
+mæle igen. &mdash; Gud fader, søn og helligånd, stammede
+han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds
+enbårne søn &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hans lae sig p� maven og skubbede sit neg hen til
-hullet, han m�rkede S�rens tag og s� ham komme
-op. Han l�b straks tilbage til bredden, S�ren stavrede
+<p>Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til
+hullet, han mærkede Sørens tag og så ham komme
+op. Han løb straks tilbage til bredden, Søren stavrede
 usikkert bagefter.</p>
 
-<p>Hvem er det, der har hjulpet mig op? gr�d S�ren
+<p>Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren
 med pibende stemme.</p>
 
-<p>Det kan jo v�re dig det samme, mumlede Hans og
-vendte sig og l�b.</p>
+<p>Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og
+vendte sig og løb.</p>
 
 <p>Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span>
-dag ude i skoven? t�nkte Hans; men det har de
-andre vel f�et ham til.</p>
-
-<p>Da Hans n�ede hjem til g�rden, kunde han ikke
-bekvemme sig til at g� ind; han gik l�nge uden for
-og s�gte forg�ves at f� sit sind til at falde i lave over
-det, der var sket. Hver gang han tr�stede sig med,
-at nu var det alts� overst�et, s� m�ldte der sig indvendinger.
-Der fandtes ingen tilfredsstillende l�sning,
+dag ude i skoven? tænkte Hans; men det har de
+andre vel fået ham til.</p>
+
+<p>Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke
+bekvemme sig til at gå ind; han gik længe uden for
+og søgte forgæves at få sit sind til at falde i lave over
+det, der var sket. Hver gang han trøstede sig med,
+at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger.
+Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning,
 selv ikke den mulighed, at Hans slet ikke var
-kommet, og S�ren havde f�et lov at drukne. Hans
+kommet, og Søren havde fået lov at drukne. Hans
 tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han
-m�dte S�ren i skoven; d�r l� fejlen. Hans skulde
-slet ikke ha v�ret med i skoven, han skulde ha
+mødte Søren i skoven; dær lå fejlen. Hans skulde
+slet ikke ha været med i skoven, han skulde ha
 holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at
-tr�ffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke
-andet at g�re end at forhindre, at noget s�dant gentog
+træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke
+andet at gøre end at forhindre, at noget sådant gentog
 sig.</p>
 
-<p>Men nu rejser jeg, t�nkte Hans, idet han tog i
-portl�gen, og Satan skal vide, at det <em>skal</em> blive anderledes.</p>
+<p>Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i
+portlågen, og Satan skal vide, at det <em>skal</em> blive anderledes.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span></p>
@@ -2486,397 +2447,397 @@ portl�gen, og Satan skal vide, at det <em>skal</em> blive anderledes.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_IX" id="KAPITEL_IX"></a>IX</h2>
 
 
-<p>Da Hans R�skov som sejsten�rig dreng kom til
-K�benhavn for at studere, lignede han ikke
-ganske de andre l�relystne drenge, der tit kommer
+<p>Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til
+København for at studere, lignede han ikke
+ganske de andre lærelystne drenge, der tit kommer
 ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang,
-der kan opsamles i en familie, der sl�gtled
-efter sl�gtled lever uden for kulturen; hos ham f�ltes
-alt det, hans forf�dre havde levet i, som noget der
-var fare ved; den hjemlige g�rd var et sted, hvor han
-ikke turde blive, alting gik galt for ham d�r, det
+der kan opsamles i en familie, der slægtled
+efter slægtled lever uden for kulturen; hos ham føltes
+alt det, hans forfædre havde levet i, som noget der
+var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han
+ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det
 gjaldt livet, at han kom der fra. &mdash; Hvad skal jeg
-s� g�re med de andre? sae hans faer, da Hans endelig
-vidste, hvad han vilde v�re; &mdash; de har heller
-ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke r�d til
+så gøre med de andre? sae hans faer, da Hans endelig
+vidste, hvad han vilde være; &mdash; de har heller
+ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til
 at la jer studere allesammen. &mdash; Hans gik sin vej og
-svarede ikke, men da han var alene, t�nkte han over
-det. Nej der blev vist ikke meget landm�nd ud af
-de yngre br�dre, han syntes nok, han havde lagt
-m�rke til, at deres lyst ikke gik i den retning. S�t
-at han havde v�ret en af de yngre, og der ikke havde
-v�ret r�d! Halvfjerdsindstyve kroner om m�neden
+svarede ikke, men da han var alene, tænkte han over
+det. Nej der blev vist ikke meget landmænd ud af
+de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt
+mærke til, at deres lyst ikke gik i den retning. Sæt
+at han havde været en af de yngre, og der ikke havde
+været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om måneden
 &mdash; &mdash; Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det;
 han havde stor respekt for penge og gemte med
-omhu, hvad han kunde l�gge til side af dem, hans
-faer gav ham. Mon g�rden kunde b�re det, han<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
-kom til at koste? Men s� slap han da fra det. Han
-vidste godt, at han var egenk�rlig, og han fik det
-ogs� tit nok at vide, navnlig var husholdersken utr�ttelig:
-T�nk at han skulde koste s� meget, og at han
-ikke kunde n�jes med mindre! Men s� sae Peder
-Hansen en aften: Ja ja, han er den f�rste jeg koster
-noget p�, og s� er det bedst, jeg g�r noget ud af det,
-mens jeg har r�d til det.</p>
-
-<p>Hans syntes det l�d s� s�rgeligt, han gik hen og
-fandt et ensomt sted, hvor han kunde t�nke over
-det. Det var m�ske ogs� rent galt at gi s� mange
-penge ud p� ham, bare fordi han ikke kunde holde
+omhu, hvad han kunde lægge til side af dem, hans
+faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
+kom til at koste? Men så slap han da fra det. Han
+vidste godt, at han var egenkærlig, og han fik det
+også tit nok at vide, navnlig var husholdersken utrættelig:
+Tænk at han skulde koste så meget, og at han
+ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder
+Hansen en aften: Ja ja, han er den første jeg koster
+noget på, og så er det bedst, jeg gør noget ud af det,
+mens jeg har råd til det.</p>
+
+<p>Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og
+fandt et ensomt sted, hvor han kunde tænke over
+det. Det var måske også rent galt at gi så mange
+penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde
 det ud der hjemme, for det var vel mere det, der
-pressede p� end l�selysten. Om nu nogen havde
-vidst det! Han vilde bare redde sig selv, s� kunde
-de andre blive h�ngende der. Han klyngede sig
-desperat til fremtiden, for n�r der var g�et ti �r,
-s� var han en hel anden, og s� havde han glemt alle
-disse elendige spekulasjoner; hvad anf�gtede det
-ham om ti �r, om han m�ske havde v�ret nederdr�gtig
-egenk�rlig nu. Derfor gjaldt det om at
-komme af sted! Blot den tanke at g� i seng i sit
-eget v�relse i K�benhavn, s� langt fra g�rden, den
+pressede på end læselysten. Om nu nogen havde
+vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde
+de andre blive hængende der. Han klyngede sig
+desperat til fremtiden, for når der var gået ti år,
+så var han en hel anden, og så havde han glemt alle
+disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det
+ham om ti år, om han måske havde været nederdrægtig
+egenkærlig nu. Derfor gjaldt det om at
+komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit
+eget værelse i København, så langt fra gården, den
 indeholdt en stor lettelse. Imidlertid blev han mere
-indesluttet og umedg�rlig for hver dag, der gik, og
-f�lte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til,
+indesluttet og umedgørlig for hver dag, der gik, og
+følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til,
 at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet
-sig selv derhjemme; d�r var han nu en gang uforbederlig.</p>
+sig selv derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.</p>
 
-<p>Opholdet i K�benhavn hjalp virkelig. Han arbejdede,
-han t�nkte, og han sov, og s�dan gik �rene.
-Meget sj�lden stansede han i sit arbejde for at sige
+<p>Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede,
+han tænkte, og han sov, og sådan gik årene.
+Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige
 til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span>
-sket, kunde �benbart ikke gentage sig, han kom
-snart ind i en dyb tryghedsf�lelse: Han var voksen
-og havde overst�et b�rnesygdommene. Hans hj�rne
-udvikledes st�rkt i disse �r, ellers skete der ikke
-noget med ham. Forstandslivet i ham var s� kraftigt,
-at hans sind i mange �r kunde finde n�ring
-alene i det, efter at han havde m�ttet sig med h�ftige
+sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom
+snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen
+og havde overstået børnesygdommene. Hans hjærne
+udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke
+noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt,
+at hans sind i mange år kunde finde næring
+alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige
 stemninger. Studierne, som han havde begyndt med
-lidenskabelig iver, blev efterh�nden det, han faldt til
-ro ved, og det eneste, der optog ham; p� anden m�de
-levede han ikke med; der kom kun f� mennesker
-inden for den begivenhedsl�se atmosf�re, der omgav
+lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til
+ro ved, og det eneste, der optog ham; på anden måde
+levede han ikke med; der kom kun få mennesker
+inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav
 ham. Senere da han blev bekendt for sine
-unders�gelser over spr�ngstofferne, kom flere til
+undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til
 at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab,
-hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men n�rmere
-end til v�rkf�llesskabet kom ingen; der var
-over hans v�sen en advarende kulde, der holdt
-andre mennesker p� afstand. Han blev en stille
-ung mand, der passede sin g�rning, og selv om det
-skete, at han under et vanskeligt fors�g satte en
-kolbe i bordet, s� den revnede, eller han kn�kkede
-et reagensglas mellem fingrene, s� mindede det ham
+hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere
+end til værkfællesskabet kom ingen; der var
+over hans væsen en advarende kulde, der holdt
+andre mennesker på afstand. Han blev en stille
+ung mand, der passede sin gærning, og selv om det
+skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en
+kolbe i bordet, så den revnede, eller han knækkede
+et reagensglas mellem fingrene, så mindede det ham
 ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting,
 og alle stemninger var sunket til bunds og glemt
-som en kildebr�nd, der er kastet til. Det, der i den
-sejsten�rige drengs opfattelse havde v�ret en sygdom,
-det var nu overst�et; selv den sygdom at huske,
+som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den
+sejstenårige drengs opfattelse havde været en sygdom,
+det var nu overstået; selv den sygdom at huske,
 var han blevet helbredet for.</p>
 
-<p>Han gik d�r og arbejdede i K�benhavn, som hans
-forf�dre havde slidt i den hjemlige jord, og sl�gtens
-pr�g af uforanderlighed &mdash; det de plejede at b�re
+<p>Han gik dær og arbejdede i København, som hans
+forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens
+præg af uforanderlighed &mdash; det de plejede at bære
 fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span>
-�r &mdash; begyndte at komme over ham, han fik sin faers
-tunge gang og krumme arme, og s� havde han ligesom
+år &mdash; begyndte at komme over ham, han fik sin faers
+tunge gang og krumme arme, og så havde han ligesom
 mange af sin familie den vane, at han aldrig
-besvarede et sp�rsm�l lige straks, og mens han
-t�nkte sig om efter svar, plejede han at ta den sp�rgende
-i �jesyn; ogs� det bidrog til, at folk vanskelig
-fattede velvilje for ham. Form�ende m�nd, der
-gjorde hans bekendtskab, t�nkte: Han blir nok til
-noget, &mdash; men n�ppe en eneste af dem �nskede at
-v�re den, der ydede ham sin st�tte. Han selv
-t�nkte ikke p� at skaffe sig forbindelser, forel�big
-n�jedes han med sine fors�g og en underordnet besk�ftigelse
+besvarede et spørsmål lige straks, og mens han
+tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende
+i øjesyn; også det bidrog til, at folk vanskelig
+fattede velvilje for ham. Formående mænd, der
+gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til
+noget, &mdash; men næppe en eneste af dem ønskede at
+være den, der ydede ham sin støtte. Han selv
+tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig
+nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse
 ved et laboratorium.</p>
 
 <p>En mands indesluttethed holder i reglen andre
-m�nd p� afstand, men virker tiltr�kkende p� adskillige
-kvinder. Hans R�skov kom ogs� til at g�re
-den erfaring. Nogle kvinder �rgrede sig over ham
-og skulde v�re spydige og sige ham sandheder, som
-de mente, han havde godt af at h�re &mdash; den samme
-p�tr�ngenhed kendte han fra husholdersken hjemme
-p� g�rden. Andre var interesserede og n�rg�ende,
-og n�r de fik lov at snakke ud, s� kunde de
-finde p� at fort�lle ham, at han var altfor uskyldig
-&mdash; &mdash; � jo, han kendte dem straks; pigerne der
-hjemme var heller ikke sv�rt generte over for drengene,
-n�r de blev en fjorten femten �r, og i K�benhavn
+mænd på afstand, men virker tiltrækkende på adskillige
+kvinder. Hans Råskov kom også til at gøre
+den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham
+og skulde være spydige og sige ham sandheder, som
+de mente, han havde godt af at høre &mdash; den samme
+påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme
+på gården. Andre var interesserede og nærgående,
+og når de fik lov at snakke ud, så kunde de
+finde på at fortælle ham, at han var altfor uskyldig
+&mdash; &mdash; Å jo, han kendte dem straks; pigerne der
+hjemme var heller ikke svært generte over for drengene,
+når de blev en fjorten femten år, og i København
 var damerne bare endnu mere fremmelige.
-Han huskede ikke, om han havde ventet, at de s�
-kaldte dannede damer skulde v�re af en finere slags,
-men det varede i alt fald ikke l�nge, f�r han vidste
-besked om den ting. Han bet�nkte sig ikke p� at
-bed�mme dem alle ens; det l� nu en gang for ham,
+Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så
+kaldte dannede damer skulde være af en finere slags,
+men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste
+besked om den ting. Han betænkte sig ikke på at
+bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham,
 at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span>
-n�rede hans sind, de groede bedst i ham, og dem
-lukkede han sig om og bevarede med st�rst troskab.
+nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem
+lukkede han sig om og bevarede med størst troskab.
 Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var
-ligesom de ingen livsv�rdi havde; de visnede og
+ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og
 glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste,
 der var igen af drengens lidenskabelige sind; den
-fandt n�ring i mange ubetydeligheder, den sk�rpedes
-mod sig selv ligesom ornens hj�rnet�nder.</p>
+fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes
+mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.</p>
 
-<p>Hans R�skov havde ingen svaghed for kvinder.
-Det var en arv fra forf�drene, de giftede sig sent og
-havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres �gteskaber
+<p>Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder.
+Det var en arv fra forfædrene, de giftede sig sent og
+havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres ægteskaber
 var bestemt ved en harmonisk blanding af
-fornuft og <span class="sic" title="[sic]">tilb�jlighed</span>; der blev ikke f�dt u�gte b�rn
-blandt dem. At karle og piger f�rte et andet liv, det
+fornuft og <span class="sic" title="[sic]">tilbøjlighed</span>; der blev ikke født uægte børn
+blandt dem. At karle og piger førte et andet liv, det
 undrede dem ikke og forargede dem knapt nok; det
 kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og
-efterlignede ikke; de var h�rdede i kyskhed fra sl�gt
-til sl�gt. Det var folk, der gemte p� meget h�rdsind og
+efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt
+til slægt. Det var folk, der gemte på meget hårdsind og
 hidsighed, men den slog ikke ud i uregerlige drifter.
-Hans havde tit h�rt sin faer fort�lle grove historier,
+Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove historier,
 men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke
-havde han set ham kaste lystne �jne efter g�rdens
-piger, sk�nt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende
-�r, og det faldt ham ikke ind at t�nke sig,
-at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at best�
+havde han set ham kaste lystne øjne efter gårdens
+piger, skønt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende
+år, og det faldt ham ikke ind at tænke sig,
+at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå
 i den henseende.</p>
 
 <p>Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde
-minde om en gammel kone, med det lange h�r k�mmet
+minde om en gammel kone, med det lange hår kæmmet
 op over issen og med det glatragede ansigt. Ved
 de mange rynker, der var kommet om hans mund,
 kunde det se ud, som om han altid smilede, men i
-de sm� bl� �jne var der et lille stikkende lys, der<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span>
-aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et k�dben,
-der har mistro til en anden, der ser p� den.</p>
-
-<p>Hans havde h�rt og set meget r�t der hjemme,
-det gjorde ikke st�rre indtryk p� ham, end n�r han
-s� p� dyrene, der heller ikke unds� sig &mdash; det kom
-ham ikke ved. Da han boede i K�benhavn, kunde
-det ske, at en kammerat gav ham et godt r�d &mdash; og
-der var vel ogs� mange, som det var godt nok for;
-de, der �levede� mest med, havde un�gtelig en vis
+de små blå øjne var der et lille stikkende lys, der<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span>
+aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et kødben,
+der har mistro til en anden, der ser på den.</p>
+
+<p>Hans havde hørt og set meget råt der hjemme,
+det gjorde ikke større indtryk på ham, end når han
+så på dyrene, der heller ikke undså sig &mdash; det kom
+ham ikke ved. Da han boede i København, kunde
+det ske, at en kammerat gav ham et godt råd &mdash; og
+der var vel også mange, som det var godt nok for;
+de, der »levede« mest med, havde unægtelig en vis
 smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive,
-blev h�ngende og fandt vanskeligheder. De kom
-hjem med en erfaring, som de fl�jtede en melodi til
+blev hængende og fandt vanskeligheder. De kom
+hjem med en erfaring, som de fløjtede en melodi til
 &mdash; &mdash; Hans kendte det meget godt, det var tjenestekarlemoralen;
-de havde den samme hjemme p� egnen.
-Men det var lige ved at undre ham, da han s�
-den g� igen i litteraturen; d�r var beskrivelser, lovprisninger
+de havde den samme hjemme på egnen.
+Men det var lige ved at undre ham, da han så
+den gå igen i litteraturen; dær var beskrivelser, lovprisninger
 og opfordringer akkurat af samme slags,
-som n�r karlene om aftenen sad p� g�rdet med en
-kurv bajere og dr�ftede, hvad de havde oplevet, og
-hvad de skulde til n�ste gang, eller bel�rte de
-yngre, der endnu ikke havde �vet karlev�rk. De
-mest opvakte af disse karle var alts� rejst til K�benhavn
-for at dirigere litteraturen; den havde nok ogs�
-f�et nyt liv og indhold, h�rte han sige.</p>
-
-<p>Det forbl�ffede ham da heller ikke synderligt, da
-han nogle �r senere lae m�rke til, at tjenestepigerne
+som når karlene om aftenen sad på gærdet med en
+kurv bajere og drøftede, hvad de havde oplevet, og
+hvad de skulde til næste gang, eller belærte de
+yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De
+mest opvakte af disse karle var altså rejst til København
+for at dirigere litteraturen; den havde nok også
+fået nyt liv og indhold, hørte han sige.</p>
+
+<p>Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da
+han nogle år senere lae mærke til, at tjenestepigerne
 var rejst bag efter karlene ind til hovedstaden for
-ogs� at f� deres oplevelser ind i litteraturen. � jo,
-n�r han l�ste deres b�ger, s� genkendte han snakken,
-som den gik der hjemme mellem piger og k�llinger,
-n�r der ellers kun var b�rn til stede; de n�gtede
+også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo,
+når han læste deres bøger, så genkendte han snakken,
+som den gik der hjemme mellem piger og kællinger,
+når der ellers kun var børn til stede; de nægtede
 sig ikke noget, hverken der hjemme eller her<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
-inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele str�bte
+inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte
 hen.</p>
 
 <p>Alt dette betegnedes under eet med denne glose:
-LIVET. Hjemme p� egnen havde de ganske vist en
+LIVET. Hjemme på egnen havde de ganske vist en
 mere plat betegnelse for det.</p>
 
 <p>Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta
-stilling til, noget som kunde v�kke hans uvilje eller
-virke p� ham som et kald. Det tog ikke mange timer
-af hans liv at overveje det og blive f�rdig med det;
-han passede sit arbejde, og n�r han undertiden m�tte
-b�je uden om en pige eller kone, der kom i hans
-n�rhed, s� var det jo ikke andet, end hvad karlene
-i hans sl�gt havde gjort f�r, n�r en af g�rdens piger
-blev dem for k�rlige. Han forstod meget godt, at det
-liv han f�rte, m�tte kaldes kedeligt efter den almindelige
-opfattelse; b�nderne der hjemme havde heller
-ikke stort begreb om at more sig, endsk�nt de var
-sv�rt dygtige til at spise og drikke; der var andre
-klasser, der havde bedre tag p� at nyde livet, men
-s� r�dnede de vel op s� meget tidligere.</p>
-
-<p>Hans R�skov var blevet fem og tyve �r, og den
-rene fornufts periode n�rmede sig sin slutning. I
-hans sind, d�r hvor alle de gamle stemninger havde
-r�rt sig, var der et tavst rum, der s� vidt han selv
+stilling til, noget som kunde vække hans uvilje eller
+virke på ham som et kald. Det tog ikke mange timer
+af hans liv at overveje det og blive færdig med det;
+han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte
+bøje uden om en pige eller kone, der kom i hans
+nærhed, så var det jo ikke andet, end hvad karlene
+i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger
+blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det
+liv han førte, måtte kaldes kedeligt efter den almindelige
+opfattelse; bønderne der hjemme havde heller
+ikke stort begreb om at more sig, endskønt de var
+svært dygtige til at spise og drikke; der var andre
+klasser, der havde bedre tag på at nyde livet, men
+så rådnede de vel op så meget tidligere.</p>
+
+<p>Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den
+rene fornufts periode nærmede sig sin slutning. I
+hans sind, dær hvor alle de gamle stemninger havde
+rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv
 vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende
-der fra, skorpen l� tyk og fast over det altsammen,
-og oven p� groede hans forstand, hans duelighed; det
-var frugtbare �r.</p>
+der fra, skorpen lå tyk og fast over det altsammen,
+og oven på groede hans forstand, hans duelighed; det
+var frugtbare år.</p>
 
-<p>S� kom der endelig en dag, da han mente det var
-p� tide at g�re noget for at skaffe sig en stilling for
-fremtiden; der indfandt sig nok ingen og tilb�d ham
+<p>Så kom der endelig en dag, da han mente det var
+på tide at gøre noget for at skaffe sig en stilling for
+fremtiden; der indfandt sig nok ingen og tilbød ham
 noget, hans dygtighed var bekendt, men han selv
-ikke, og han s� sig stillet over for den ubehagelige<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
-n�dvendighed at skulle s�tte sin egen person ind i
-stedet for sit arbejde; indflydelsesrige m�nd m�tte
-ops�ges, anmodninger rettes, og for f�rste gang i
+ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
+nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i
+stedet for sit arbejde; indflydelsesrige mænd måtte
+opsøges, anmodninger rettes, og for første gang i
 lang tid blev han sig en svaghed bevidst. Han egnede
-sig n�mlig ikke til b�nner og anmodninger;
+sig næmlig ikke til bønner og anmodninger;
 han bad med en urimelig stiv ryg og et ansigt
-som den, der kr�ver. Bag hans b�n l� der en
+som den, der kræver. Bag hans bøn lå der en
 hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod
-denne formodning reagerede han allerede i b�nnens
-�jeblik, og det gjorde ham usympatetisk. Han havde
-ikke det bibelske sind: Beder, s� skal I f� .... Gud
-elsker en glad giver, st�r der, og menneskene ser
-g�rne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse
-efter den anden, og sk�nt han hver gang forud
-var vis p�, at han ikke opn�ede noget, s� gjorde
-det dog ikke noget sk�r i den harme, han f�lte,
-n�r hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og
+denne formodning reagerede han allerede i bønnens
+øjeblik, og det gjorde ham usympatetisk. Han havde
+ikke det bibelske sind: Beder, så skal I få .... Gud
+elsker en glad giver, står der, og menneskene ser
+gærne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse
+efter den anden, og skønt han hver gang forud
+var vis på, at han ikke opnåede noget, så gjorde
+det dog ikke noget skår i den harme, han følte,
+når hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og
 mistro overfor andre mennesker blev grundigt opfrisket.</p>
 
-<p>Jeg m� jo v�re mere barn, end jeg ved af,
-t�nkte han; den, der endnu kan f�le skuffelse og
+<p>Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af,
+tænkte han; den, der endnu kan føle skuffelse og
 undren, er ikke voksen. &mdash; En dag opsagde han sin
 stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at
-l�re bryggeri.</p>
+lære bryggeri.</p>
 
 <p>En mand er ikke moden, fordi han er duelig til
-at t�nke og arbejde og beslutte. Hans v�kst er
-ikke f�rdig, selv om det gror i overfladen af hans
-sj�l, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er
+at tænke og arbejde og beslutte. Hans vækst er
+ikke færdig, selv om det gror i overfladen af hans
+sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er
 ikke som jorden, der gror i sin skal, og hvor livet
 aftager nedefter; hvad der er dybere nede i mennesket,
-kan undertiden sammentrykkes og h�rdes ligesom
+kan undertiden sammentrykkes og hærdes ligesom
 sten og grus i jordens indre, men der er ingen
-vished for, at det i ethvert tilf�lde vil la sig forvandle<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span>
-til et d�dt fyld af ubevidsthed under forstandens
+vished for, at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span>
+til et dødt fyld af ubevidsthed under forstandens
 og viljens skorpe. Hvad der <em>vil</em> modnes,
 skal en dag komme frem.</p>
 
-<p>Hans R�skov kom hjem fra udlandet og fik plads
+<p>Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads
 som brygmester i en provinsby. Samtidig var der
 kommet en uro over ham, som han tilskrev de skuffelser,
 han havde lidt, og hvor ringe lyst han end
-f�lte til at besk�ftige sig med sig selv, s� undgik han
-ikke at l�gge m�rke til, at barndomsminderne fra
+følte til at beskæftige sig med sig selv, så undgik han
+ikke at lægge mærke til, at barndomsminderne fra
 nu af blev mere og mere levende i ham. Han hilste
-dem ikke med gl�de og tillagde det heller ingen
-synderlig v�gt, at han ikke kunde g� en tur, uden
+dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen
+synderlig vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden
 at han stadig blev mindet om, hvad han havde set
 og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der
 ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det
 skulde stanses; derfor blev han inde og lavede sig
-et privat laboratorium og gjorde fors�g i sin fritid,
-siden han var s�dan indrettet, at han ikke kunde
-t�le at v�re ledig.</p>
+et privat laboratorium og gjorde forsøg i sin fritid,
+siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde
+tåle at være ledig.</p>
 
 <p>Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af
-sig selv af sindsbev�gelse under et tordenv�r, og
-en nat, da det var fuldm�ne, huskede han med skam
-en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham v�gen,
+sig selv af sindsbevægelse under et tordenvær, og
+en nat, da det var fuldmåne, huskede han med skam
+en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham vågen,
 lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han
-som voksen mand skulde v�re n�d til at f�le sig
-syg af ansvar over noget, der var lige s� h�sligt
-som intetsigende. Alle ting der hjemme fra v�gnede
+som voksen mand skulde være nød til at føle sig
+syg af ansvar over noget, der var lige så hæsligt
+som intetsigende. Alle ting der hjemme fra vågnede
 i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom
-efter tur. F�rst stod det for ham i et indre syn &mdash;
+efter tur. Først stod det for ham i et indre syn &mdash;
 og det var underligt, at han en gang havde troet
-det s� fuldst�ndig glemt &mdash; og s� kom stemningerne
-og t�vede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod
+det så fuldstændig glemt &mdash; og så kom stemningerne
+og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod
 en hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span>
-det v�rste ved det altsammen var den blanding af
+det værste ved det altsammen var den blanding af
 fremmedhed og kendthed, der var over det; alt forekom
-s� underlig nyt, og alligevel var det i h�jeste
+så underlig nyt, og alligevel var det i højeste
 grad netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid
-sl�et dybere r�dder. Der var noget, dybt i
-hans sind, der r�rte sig og tr�ngte op mod bevidstheden
+slået dybere rødder. Der var noget, dybt i
+hans sind, der rørte sig og trængte op mod bevidstheden
 og ikke kunde komme igennem.</p>
 
-<p>Han var den gang otte og tyve �r, og nu begyndte
+<p>Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte
 den gentagelsernes periode, som han havde troet sig
-sikret imod. Det var, som om han havde genneml�bet
-sit livs kres een gang og p� en vis m�de begyndte
-forfra. Han levede s� at sige parallelt med
-alt, hvad han tidligere havde oplevet, han kom n�rmere
-til det, han s� det lige som gennem et sl�r,
+sikret imod. Det var, som om han havde gennemløbet
+sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte
+forfra. Han levede så at sige parallelt med
+alt, hvad han tidligere havde oplevet, han kom nærmere
+til det, han så det lige som gennem et slør,
 det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde
 hverken gribe det eller slippe det.</p>
 
-<p>Havde han f�r m�ttet b�je sig for begivenhedernes
-n�dvendighed, s� kom han nu under mindernes
+<p>Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes
+nødvendighed, så kom han nu under mindernes
 tvang. Barske og bitre erindringer fyldte hans
-villige hukommelse og satte hans sind <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: i i">i</a> en bev�gelse,
-som anstr�ngt arbejde ikke kunde d�mpe.
-N�r han s�gte at glemme ved uafbrudt arbejde, s�
+villige hukommelse og satte hans sind <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: i i">i</a> en bevægelse,
+som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe.
+Når han søgte at glemme ved uafbrudt arbejde, så
 mindede selve dette ham om hans barndoms sysler,
 og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de
-primitive organismers hele livskraft og �vne til formering.
+primitive organismers hele livskraft og ævne til formering.
 Det er kun i et nu, at de eksisterer som
-en enkelt celle, i n�ste �jeblik har de delt sig,
-dannet k�der, kolonier, de har spredt sig og er
-alle vegne, sj�len er fuld af dem, de kan findes
-selv i den mest n�gterne tanke, i den mest stemningsforladte
-handling. At k�mpe mod dem er at
-sl� sig selv.</p>
+en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt sig,
+dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er
+alle vegne, sjælen er fuld af dem, de kan findes
+selv i den mest nøgterne tanke, i den mest stemningsforladte
+handling. At kæmpe mod dem er at
+slå sig selv.</p>
 
 <p>Der kom andre erindringer og bragte med sig en<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
 varme, der ikke syntes at ha noget med hans tidligere
-oplevelser at g�re. De vidnede om, at han havde haft
-lykkelige �jeblikke; m�ske var det n�ste �jebliks
-virkelighed faldet h�rdt over dem og havde begravet
-dem, men nu kom de tilbage og r�rte ved hans
-sj�l som en uendelig mildhed &mdash; &mdash;</p>
+oplevelser at gøre. De vidnede om, at han havde haft
+lykkelige øjeblikke; måske var det næste øjebliks
+virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet
+dem, men nu kom de tilbage og rørte ved hans
+sjæl som en uendelig mildhed &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Det var en art stemninger, der fik Hans R�skov
+<p>Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov
 til at huske sin foragt for kvinder; han holdt sig
 med fordoblet iver til sit arbejde og ventede, at alt
-det andet imidlertid skulde g� over. For �vrigt var
-det nu g�et op for ham, at han ikke kunde v�re
+det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt var
+det nu gået op for ham, at han ikke kunde være
 ansvarlig for, ikke engang medbestemmende, i enhver
 stemning, der opstod i ham; ved siden af ens
-vilje og forstand &mdash; som man skal st� til regnskab
+vilje og forstand &mdash; som man skal stå til regnskab
 for &mdash; er der hele den vrimmel af stemninger og
 indfald, som ikke er under ens kontrol; den utilregnelige
-del af ens sind bereder een <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: uundgaaelige">uundg�elige</a>
-overraskelser og ydmygelser, som man m� finde sig
-i, ligesom man m� finde sig i sygdomme, der ogs�
-delvis er uundg�elige; livet er ikke stoltere end som
-s�, og man er ikke selv dets herre, endnu mindre
+del af ens sind bereder een <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: uundgaaelige">uundgåelige</a>
+overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig
+i, ligesom man må finde sig i sygdomme, der også
+delvis er uundgåelige; livet er ikke stoltere end som
+så, og man er ikke selv dets herre, endnu mindre
 sin egen.</p>
 
-<p>I denne tankegang fandt Hans R�skov en forel�big
+<p>I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig
 tilfredshed, mens han afventede, at hans fornuft
-atter skulde f� herred�mmet, ti i hans hede
-sind var der een l�ngsel, som han allerede havde i
-drenge�rene, n�r han misundte andre drenge deres
-uf�lsomme sindsro: det var l�ngslen efter n�gternhed.
-Altid &mdash; ogs� n�r tanken om kvinder faldt forstyrrende
+atter skulde få herredømmet, ti i hans hede
+sind var der een længsel, som han allerede havde i
+drengeårene, når han misundte andre drenge deres
+ufølsomme sindsro: det var længslen efter nøgternhed.
+Altid &mdash; også når tanken om kvinder faldt forstyrrende
 ind i hans arbejde &mdash; stod dette for ham
-som det h�jeste gode: sindets kolde ligev�gt; den
-alene var en anstr�ngelse v�rd, om den kunde
+som det højeste gode: sindets kolde ligevægt; den
+alene var en anstrængelse værd, om den kunde
 vindes.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span></p>
 
-<p>Imidlertid pr�gedes hans v�sen mere og mere
-af opholdet i provinsbyen; han kom n�dvendigvis til
+<p>Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere
+af opholdet i provinsbyen; han kom nødvendigvis til
 at kende flere mennesker, og hans uvilje mod mennesker
-fik et mere personligt anstr�g; den n�rmere
-omgang medf�rte fra hans side for�get tilbageholdenhed.
-Han bef�stedes i ejendommeligheder, der frast�dte
-endnu mere end hans tavshed. Mange f�lte sig
-ligefrem forn�rmede ved hans m�de at sige farvel
-p�; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen
-kunde f� til at betyde andet, end at han ikke sk�ttede
+fik et mere personligt anstrøg; den nærmere
+omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed.
+Han befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte
+endnu mere end hans tavshed. Mange følte sig
+ligefrem fornærmede ved hans måde at sige farvel
+på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen
+kunde få til at betyde andet, end at han ikke skøttede
 om at se det menneske mere. Han var overhodet
-ikke af dem, man s�gte tilbage til, n�r man en
+ikke af dem, man søgte tilbage til, når man en
 gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var
-en respekteret mand, og hans besindighed ans�s for
-at v�re ualmindelig; folk indr�mmede hans dygtighed
-og beklagede sig i samme �jeblik over �hans
-forbandede n�gternhed�.</p>
+en respekteret mand, og hans besindighed ansås for
+at være ualmindelig; folk indrømmede hans dygtighed
+og beklagede sig i samme øjeblik over »hans
+forbandede nøgternhed«.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span></p>
@@ -2887,155 +2848,155 @@ forbandede n�gternhed�.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_X" id="KAPITEL_X"></a>X</h2>
 
 
-<p>Det er midt i det vildeste for�r.</p>
+<p>Det er midt i det vildeste forår.</p>
 
-<p>Kr�fter, der har ligget sammenfoldede som
-bregner i sv�b, springer nu op mod lyset som nye
-st�lfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed
-af bitte sm� perler og stiger op i alle v�kster.</p>
+<p>Kræfter, der har ligget sammenfoldede som
+bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye
+stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed
+af bitte små perler og stiger op i alle vækster.</p>
 
-<p>Hos sygelige mennesker stiger onde v�sker og
+<p>Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og
 blomstrer usundt frem.</p>
 
-<p>Kastanjeknopperne, der i g�r blinkede fedt i sollyset,
-st�r i dag med udbredte sk�l som oldenborrer,
+<p>Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset,
+står i dag med udbredte skæl som oldenborrer,
 der skal til at flyve, og i morgen ser man vel to
-sm� gr�nne h�nder, der famler i den lune luft. B�gens
-knopper holder igen, men r�vner alligevel
-uimodst�eligt under safternes pres. Poplernes tynde
+små grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens
+knopper holder igen, men rævner alligevel
+uimodståeligt under safternes pres. Poplernes tynde
 grene blir hver dag gulere.</p>
 
-<p>Samtidig gror det i b�llen�ver, de kl�r af spirekraft
-og kan ikke holde igen p� livets fylde,
-de springer ud og blomstrer med bl� �jne og kn�kkede
+<p>Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft
+og kan ikke holde igen på livets fylde,
+de springer ud og blomstrer med blå øjne og knækkede
 ribben.</p>
 
 <p>Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene
-opdager, at den er s�lsom at tr�de p�; nogle vandrer
-over den med besv�r og pusten, andre f�ler sig
-for lette og kan ikke h�nge ved den.</p>
+opdager, at den er sælsom at træde på; nogle vandrer
+over den med besvær og pusten, andre føler sig
+for lette og kan ikke hænge ved den.</p>
 
-<p>Hj�rtet blir �mt hos de unge og vanskeligt at rumme<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
-i brystet; det g�r ikke bedre med de gamles gigtsvage
-steder, der ikke kan n�re sig inden for t�jet.</p>
+<p>Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
+i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage
+steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.</p>
 
-<p>Gamle k�restehistorier kommer atter i husken og
-kr�ver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder
+<p>Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og
+kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder
 tilskynder til mere af samme slags. En gavnlig
-l�re, man en gang har f�et, vender tilbage i
-erindringen med det resultat, at man m� g�re fors�get
-om igen for at se, om denne l�re endnu st�r
+lære, man en gang har fået, vender tilbage i
+erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget
+om igen for at se, om denne lære endnu står
 ved magt.</p>
 
-<p>Gr�n delirium damper op langs hvert gr�sstr� og
-falder den for brystet, som g�r hen over marken.
-Plovmanden, der v�lter sv�r og metalblinkende jord
-op i solskinnet, laver sin fure sk�v, idet pigen g�r
-forbi nede p� markvejen, og i de store byers gader
-g�r den gloende Satan l�s hele d�gnet. Studenten
-stiller den hede latinske digter ind i reolen og g�r
-selv ud for at erfare, om det var l�gn han skrev.</p>
-
-<p>G�ld stiftes. F�dre ude i provinsen ryster p�
-fortvivlede hoder, hvorefter de g�r hen og ter sig
-noget lignende som s�nnerne.</p>
-
-<p>Heste skr�ler efter hinanden p� lang afstand.
-L�nkehunden tuder hele natten og f�r stemmen
+<p>Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og
+falder den for brystet, som går hen over marken.
+Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord
+op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen går
+forbi nede på markvejen, og i de store byers gader
+går den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten
+stiller den hede latinske digter ind i reolen og går
+selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.</p>
+
+<p>Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på
+fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig
+noget lignende som sønnerne.</p>
+
+<p>Heste skråler efter hinanden på lang afstand.
+Lænkehunden tuder hele natten og får stemmen
 betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, meget
-mere end der har v�ret; nye modulasjoner findes
-p�, det er slet ikke s� ensformigt; Trofast har sin
-geniale tid p� det sanglige omr�de. Men det morer
-ham ikke; en nat slipper han endelig l�s, halv kvalt
-og med fl�et hals.</p>
-
-<p>Alle katte g�r aldeles fra forstanden, hver nat.
-Menneskene n�stendels med, af samme grund, foruden
+mere end der har været; nye modulasjoner findes
+på, det er slet ikke så ensformigt; Trofast har sin
+geniale tid på det sanglige område. Men det morer
+ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt
+og med flået hals.</p>
+
+<p>Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat.
+Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden
 af andre private grunde.</p>
 
 <p>Lige et par dage kan der komme en ualmindelig
-varme i luften; den st�r om en som vat og edderdun,<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
-men den er som vin at <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: indaande">ind�nde</a>. Nej meget mere
+varme i luften; den står om en som vat og edderdun,<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
+men den er som vin at <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: indaande">indånde</a>. Nej meget mere
 berusende er den.</p>
 
-<p>Det unge menneske p� kvisten tar mod til sig og
-frier. Gr�nthandleren i k�lderen banker konen af
-sit fulde hj�rte; natten derp� kysses de dobbelt s�
+<p>Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og
+frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af
+sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så
 hedt.</p>
 
-<p>Fru A render fra mand og b�rn, mens hr. B
-og hans kone pludselig enes i k�rlig forst�else, der
-varer til langt hen p� sommeren.</p>
+<p>Fru A render fra mand og børn, mens hr. B
+og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der
+varer til langt hen på sommeren.</p>
 
-<p>Ungdom og visdom f�lges ikke ad, men det er
+<p>Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er
 heller ikke nogen regel &mdash; lige for tiden &mdash; at alderdommen
 holder godt trit med visdommen.</p>
 
-<p>Leksjer l�res ilde, pligter fors�mmes, ansvar
-glemmes; der optr�der maleriske bugter p� retskafne
-menneskers livslinje. Om mange �r kan der
-ses tilbage p� dem med stort udbytte; med vemod og
+<p>Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar
+glemmes; der optræder maleriske bugter på retskafne
+menneskers livslinje. Om mange år kan der
+ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og
 stolthed og anger.</p>
 
 <p>Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte
-stifter g�ld og rejser til syden, kassebedr�vere
+stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere
 forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave
-folks tro p� mennesker f�r et ubodeligt kn�k.</p>
+folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.</p>
 
-<p>Man kan ikke holde rede p� nogen ting. Moer
-forst�r ikke hvor d�trene blir af, faer begriber ikke
-hvor tiden blir af, og s�nnerne har det p� en lignende
-m�de med pengene. Drengenes bukser og
+<p>Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer
+forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke
+hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende
+måde med pengene. Drengenes bukser og
 ansigter fremviser hver dag nye huller.</p>
 
 <p>Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting.
-Af og til bl�ser det dygtigt; bl�st er oms�tning.</p>
+Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.</p>
 
-<p>Det er blevet lydt af levende stemmer oven p�
-vinterens stilhed. Der er l�rkesang over alle marker,
+<p>Det er blevet lydt af levende stemmer oven på
+vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker,
 og kommer man ud i skoven, blir man straks
 henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal,
 solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span></p>
 
-<p>Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt m�let.
-Og ikke mindre behj�rtet br�ler k�ferter &mdash;
-maskerede som f�drelandssange, n�r de k�rer hjem
+<p>Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet.
+Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter &mdash;
+maskerede som fædrelandssange, når de kører hjem
 fra skovtur.</p>
 
-<p>Glemsomme m�nd kommer i tanker om deres k�rester
-eller glemmer dem helt og s�ger andre.
-De, der slet ingen har, f�r et udtryk i deres �jne,
-som enhver kan g� hen og afl�se; de venter p�
-lejlighed til at beg� den befriende galskab. Unge
-folk farer til og gifter sig og kan fem �r senere
-ikke forst�, hvad der gik af dem.</p>
+<p>Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester
+eller glemmer dem helt og søger andre.
+De, der slet ingen har, får et udtryk i deres øjne,
+som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på
+lejlighed til at begå den befriende galskab. Unge
+folk farer til og gifter sig og kan fem år senere
+ikke forstå, hvad der gik af dem.</p>
 
-<p>Unge enkers t�rer t�rres.</p>
+<p>Unge enkers tårer tørres.</p>
 
-<p>Under den v�ldige sol steges mulden lysebrun,
-og vejene blir lysegr�; gr�fterne skinner af blankt
-dynd nede p� bunden. Det er l�nge siden der blev
-gr�nt langs hvert lille vandl�b gennem markerne.
-Letsindig ungdom tar sikkel p� afbetaling.</p>
+<p>Under den vældige sol steges mulden lysebrun,
+og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt
+dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev
+grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne.
+Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.</p>
 
-<p>Den bl� anemone er sprunget ud og forsvundet
-igen; blonde pigers �jne synes mere bl� end i vinter.</p>
+<p>Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet
+igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter.</p>
 
-<p>Gr�t hum�r kan overvindes af lyset. Man ser sig
-om, blinker med �jnene og fatter h�b p� ny. Den
-livstr�tte tar sig endelig sammen og h�nger sig.</p>
+<p>Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig
+om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den
+livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.</p>
 
-<p>Tiden g�r hurtigt. Violerne er snart f�rdige med
+<p>Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med
 deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner
-med rustbrune pletter ud for at soles. �ldgamle
-folk rykker ogs� udenfor og anbringer sig p� sydsiden
-af fattige huse; p� solbeskinnede d�rt�rskler
+med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle
+folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden
+af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler
 ses aldrende moppers sure ansigter.</p>
 
 <p>Der er altfor megen saft i de unge grene; den
-danner klare dr�ber p� spidsen af skuddene. Hos
+danner klare dråber på spidsen af skuddene. Hos
 menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller forstanden
 i sin elledamp.</p>
 
@@ -3044,131 +3005,131 @@ i sin elledamp.</p>
 <p>Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker
 i svage lungespidser.</p>
 
-<p>Ungdom lider af for mange kr�fter, og gigtsvage
-vender sig st�nnende i deres senge. Der g�r for�r i
-mennesker, der har v�ret syge hele vinteren, de begynder
-at komme sig og d�r s� med st�rre kraft, end
+<p>Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage
+vender sig stønnende i deres senge. Der går forår i
+mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder
+at komme sig og dør så med større kraft, end
 man skulde ha tiltroet dem.</p>
 
 <p>Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser,
 nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen.
-Proletarer t�er op, fryser og sveder afvekslende; i
-vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok s�
-godt. I slunkne maver v�gner ny appetit, og store
-ideer f�des i tyvenes hj�rner. Ruder knalder tyst
-under gr�n s�be i m�rket; pigeb�rn, der er mer
-end tvivlsomme, g�r med �gte guld p� hovedgaderne;
+Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i
+vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så
+godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store
+ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst
+under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer
+end tvivlsomme, går med ægte guld på hovedgaderne;
 arresterne fyldes.</p>
 
-<p>I levem�nds degenererede hj�rner skaber for�ret
-v�kst s� godt som andre steder; d�r gror det
+<p>I levemænds degenererede hjærner skaber foråret
+vækst så godt som andre steder; dær gror det
 imod naturen og dog efter dens love; der blir meget
-at d�kke over og betale for; sm�bladene gl�der sig
-ved for�get salg.</p>
+at dække over og betale for; småbladene glæder sig
+ved forøget salg.</p>
 
 <p>Solen lar alting komme til sin ret, den kalder
-mods�tninger frem ved siden af hverandre.</p>
+modsætninger frem ved siden af hverandre.</p>
 
-<p>Der er m�de i missjonshuset; pr�sten har valgt et
-aktuelt �mne: Menneskenes onde lyster; han er slem
-ved de onde lyster og levner dem ikke �re for en
-skilling. Gud alene �ren!</p>
+<p>Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et
+aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem
+ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en
+skilling. Gud alene æren!</p>
 
-<p>Men p� missjonshusets gavl er der en <span class="sic" title="[sic]">st�rkasse</span>,
-hvor en st�r har begyndt at lave i stand til rede;
+<p>Men på missjonshusets gavl er der en <span class="sic" title="[sic]">stærkasse</span>,
+hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede;
 bagefter er der kommet en anden, som vil ha rede
 samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke,
-men nu sl�s de om den.</p>
-
-<p>Ja de sl�s fanden gale mig, s� fjer og snavs og<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
-str� ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en
-hale ogs� ud og tr�kkes ind igen. Kassen ryster,
-et rustent s�m kn�kkes over og falder ned p� jorden.
-Men nu ses den ene st�r p� pinden, den er
-borte i samme �jeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren,
-ved man ikke, men han viser sig ogs� p�
+men nu slås de om den.</p>
+
+<p>Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
+strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en
+hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster,
+et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden.
+Men nu ses den ene stær på pinden, den er
+borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren,
+ved man ikke, men han viser sig også på
 pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden.
-Derefter flyver han op p� rygningen og kv�der en
+Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en
 vise om den vundne sejr.</p>
 
-<p>Inden for lyder salmesangen om idel br�de og
+<p>Inden for lyder salmesangen om idel brøde og
 uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig
 og sej som selve langmodigheden. Inden et vers er
-forbi, har st�ren endt sin salme og er igen ved arbejdet.</p>
+forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.</p>
 
-<p>Folk kommer ud i en t�t klump og b�r en sur
+<p>Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur
 stank imellem sig, som den friske vind river fra
-dem; solen skinner klamheden af deres kl�der, og
-efter at de har g�et et halvt hundrede skridt, f�r
-de rettet sig og kan igen tale h�jt, de kommer sig
+dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og
+efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får
+de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig
 forholdsvis hurtigt.</p>
 
 <p>Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier
-for at erfare, hvordan det st�r til med deres
-talent, men solen maler ogs� selv med meget forstand.
-Menneskene tr�nger til nye farver. Hvad
-der syntes smukt ved m�nens og lampens up�lidelige
+for at erfare, hvordan det står til med deres
+talent, men solen maler også selv med meget forstand.
+Menneskene trænger til nye farver. Hvad
+der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige
 lys, det er nu vissent at se til. Solen udbedrer hver
 dag fejl i farvegivningen.</p>
 
-<p>Solen lyver ikke. Den skinner p� vinterl�sning
-og vinterdrik, p� nattev�gen og stuedorskhed. Den
-lyser over meget, der er h�sligt. Den graver mennesket
+<p>Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning
+og vinterdrik, på nattevågen og stuedorskhed. Den
+lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket
 op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed
-som han er; han skal ikke l�nger v�re muldvarp;<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span>
-solen overd�nger ham med lys, maler ham med de
-rigtige farver, s� det kan ses, at han er et menneske.</p>
+som han er; han skal ikke længer være muldvarp;<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span>
+solen overdænger ham med lys, maler ham med de
+rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske.</p>
 
-<p>Menneskene kan rette sig nu; solen har l�ftet himlen
-h�jt op over dem.</p>
+<p>Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen
+højt op over dem.</p>
 
-<p>For�ret ligger mellem to m�gtige �rstider, som
-b�gge g�r deres indhug i det; det er en stribet �rstid.
-Kr�fter stiger og synker voldsomt, og lovene
-derfor er vanskelige at forst�. Liv fornyes, og d�den
+<p>Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som
+bægge gør deres indhug i det; det er en stribet årstid.
+Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene
+derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden
 &mdash; som er livet set fra en anden side &mdash; arbejder
 med fordoblet kraft.</p>
 
 <p>Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer
-og bryder sig vej, alt hvad der er s�et; tvivl og vished
-str�ber hinanden over hodet; samling og opl�sning
-trives ved hinandens side; kraft st�r stift
-opret, og afmagt sk�lver n�st ved, solen st�r h�jt
-p� himlen og s�rger for det altsammen; alt rejser sig
-mod dens str�ler og henter derfra, hvad det har
+og bryder sig vej, alt hvad der er sået; tvivl og vished
+stræber hinanden over hodet; samling og opløsning
+trives ved hinandens side; kraft står stift
+opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt
+på himlen og sørger for det altsammen; alt rejser sig
+mod dens stråler og henter derfra, hvad det har
 behov.</p>
 
-<p>Blomster �bner sig for det voksende lys; der er
-andet, der gror med for�get styrke i skyggen. Sindene
-�bner sig, men der er ogs� dem, der f�r st�rre
+<p>Blomster åbner sig for det voksende lys; der er
+andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene
+åbner sig, men der er også dem, der får større
 kraft til at lukke sig og gemme over deres eget
-m�rke; indesluttede sj�le fortykkes og lar sig ikke
+mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke
 fravriste noget.</p>
 
-<p>Ingen blir der n�gtet noget, ingen forurettes; i
-himlens �bne, bl� favn er der alt hvad mennesker
-kan beg�re og ufattelig meget til rest; og n�r h�stens
-tid kommer, har enhver sj�l b�ret frugt. En har
-h�stet lys, hvormed han kan <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: gaa">g�</a> ind i den m�rke
+<p>Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i
+himlens åbne, blå favn er der alt hvad mennesker
+kan begære og ufattelig meget til rest; og når høstens
+tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har
+høstet lys, hvormed han kan <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: gaa">gå</a> ind i den mørke
 tid. En anden, der fandt, at lyset ikke var ham
-gavnligt, g�r fremad i for�get m�rke. En erobrede
+gavnligt, går fremad i forøget mørke. En erobrede
 et stykke af verden; en anden sluttede sin trang
-inde i sig og m� siden t�re dobbelt p� sig selv.<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span>
-Den, der gl�dede sig ved lyset og forstod at bruge
-det, hans gl�de blir for�get; og den der frygtede det
-og ikke turde b�je sig for det, han skal stivne i
-st�rre frygt. Men ingen er mere ganske den samme,
-efter at solen har skinnet p� ham. Ingen er aldeles
-gold for solens frugtbringende str�ler. Alt hvad der
-har liv, skal modtage mere liv og udl�se d�d, skal
-atter og atter b�re h�st, som jorden b�r den hvert
-�r. Solen t�ler intet uforanderligt om sig.</p>
-
-<p>Men solen, der er �rsag til det altsammen, st�r
-p� sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle
+inde i sig og må siden tære dobbelt på sig selv.<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span>
+Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge
+det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det
+og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i
+større frygt. Men ingen er mere ganske den samme,
+efter at solen har skinnet på ham. Ingen er aldeles
+gold for solens frugtbringende stråler. Alt hvad der
+har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal
+atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert
+år. Solen tåler intet uforanderligt om sig.</p>
+
+<p>Men solen, der er årsag til det altsammen, står
+på sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle
 nogle smuler af den lysets rigdom, der falder fra
-dens bord. Solen udsender kraft og sp�r ikke, hvor
-meget af den der blir brug for &mdash; m�gtig, �dsel,
+dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor
+meget af den der blir brug for &mdash; mægtig, ødsel,
 ligegyldig som en gud.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -3180,145 +3141,145 @@ ligegyldig som en gud.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XI" id="KAPITEL_XI"></a>XI</h2>
 
 
-<p>Fru Ida Hansted var to og tyve �r og enke; hun
-havde v�ret meget forelsket i sin mand, der
-pludselig var d�d fra hende, og n�r hun smilede,
-kunde man godt t�nke sig, at hun havde tilbragt en
-tid af sit liv med at gr�de; det havde givet hendes
-smil en farlig dybde, og den mand, der s� det,
-kunde f�le det dirrende i sig l�nge efter og ventede
-ut�lmodigt p�, at det skulde komme igen; men hun
+<p>Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun
+havde været meget forelsket i sin mand, der
+pludselig var død fra hende, og når hun smilede,
+kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en
+tid af sit liv med at græde; det havde givet hendes
+smil en farlig dybde, og den mand, der så det,
+kunde føle det dirrende i sig længe efter og ventede
+utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun
 lo mere end hun smilede, og hendes latter var lang
-og st�jende; den gav n�rmest indtrykket af en ung
-enke, der inden ret l�nge vilde blive gift igen.</p>
+og støjende; den gav nærmest indtrykket af en ung
+enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.</p>
 
-<p>Hun havde lyseblondt, tjavset h�r over en lav
-pande; i h�jre tinding var der en lok, der om morgenen
+<p>Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav
+pande; i højre tinding var der en lok, der om morgenen
 kunde sidde <span class="sic" title="[sic]">astadig</span> sammenfoldet som en
-sp�ndt fjeder, men inden middag rev den sig l�s
-og slog en langstrakt bue ned over kinden, is�r n�r
-det var h�jt v�r, der kunde stemme til lystighed;
-den kom ind og kildrede hende i n�sen, og i bl�st,
-n�r hun var overgiven, s� man hende sprutte sin
-kr�lle ud af munden. Den fik mange m�nd til at
-le, og det s� h�ftigt og hengivent, som blev de selv
-kildrede p� sj�len og havde m�je med at holde
+spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs
+og slog en langstrakt bue ned over kinden, især når
+det var højt vær, der kunde stemme til lystighed;
+den kom ind og kildrede hende i næsen, og i blæst,
+når hun var overgiven, så man hende sprutte sin
+krølle ud af munden. Den fik mange mænd til at
+le, og det så hæftigt og hengivent, som blev de selv
+kildrede på sjælen og havde møje med at holde
 det ud.</p>
 
-<p>Men fru Ida havde ogs� sine d�de stunder. Da kunde<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
+<p>Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
 der komme et udtryk af tidligt forfald over hendes
-sk�nne ansigt, der lignede et pr�gtigt hus, hvis ejer
-er d�d i elendighed og har ladet sit hus st� tomt
-og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke �je for
-de m�nd, der ellers plejede at flokkes om hende;
-hendes blik var skr�t og synkende, det var sj�ldent,
-at hun h�vede det for at se efter nogen; de lange
-�jenvipper kr�b ned mod kinden som benene af insekter,
-der holdes gemt i en t�ndstik�ske. Hun
-sad da helst tilbagel�net i en fredelig krog og s� billederne
+skønne ansigt, der lignede et prægtigt hus, hvis ejer
+er død i elendighed og har ladet sit hus stå tomt
+og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for
+de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende;
+hendes blik var skråt og synkende, det var sjældent,
+at hun hævede det for at se efter nogen; de lange
+øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter,
+der holdes gemt i en tændstikæske. Hun
+sad da helst tilbagelænet i en fredelig krog og så billederne
 af mennesker glide hen over sin nethinde
 som aflange striber.</p>
 
-<p>Der var een mand, hvem hendes tr�tte stemninger
+<p>Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger
 kom til gode, det var hendes skolekammerat, Kai,
-der var et �r yngre end hun. Han fik lov at sidde
-hos hende og klappe hendes h�nd og tale d�mpet
+der var et år yngre end hun. Han fik lov at sidde
+hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet
 til hende; men hun svarede aldrig noget til det. Kai
-fulgte hende overalt og s�rgede samtidig for at v�re
-et sted, hvor der blev lagt s� lidt m�rke til ham som
-muligt, og det var efterh�nden lykkedes ham at udslette
+fulgte hende overalt og sørgede samtidig for at være
+et sted, hvor der blev lagt så lidt mærke til ham som
+muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at udslette
 sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt
 han sig bedst ved. Men da han ellers var
-en anselig mands s�n, blev han inviteret med til
+en anselig mands søn, blev han inviteret med til
 mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at
 fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham
-p� kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen
-tog del i underholdningen, som om intet var h�ndet.
-Det vakte altid m�ndenes latter &mdash; lidt anstr�ngt
+på kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen
+tog del i underholdningen, som om intet var hændet.
+Det vakte altid mændenes latter &mdash; lidt anstrængt
 kunde den undertiden lyde &mdash; men damerne fandt,
-at s� megen troskab fortjente en bedre behandling.
-Kai selv smilede blidt efter hende og �nsede ikke
+at så megen troskab fortjente en bedre behandling.
+Kai selv smilede blidt efter hende og ænsede ikke
 latteren.</p>
 
-<p>Fru Idas tr�thedsanfald endte altid med, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>
-blev s�vnig; hun sov og d�sede et d�gn igennem, s�
-vendte hun atter tilbage til verden. Den f�rste, hun
-da g�rne traf p� &mdash; s� at sige ved indgangen til
-livet &mdash; var forfatteren Karl Vejg�rd, den ansete,
+<p>Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>
+blev søvnig; hun sov og døsede et døgn igennem, så
+vendte hun atter tilbage til verden. Den første, hun
+da gærne traf på &mdash; så at sige ved indgangen til
+livet &mdash; var forfatteren Karl Vejgård, den ansete,
 livsglade lyriker, der havde sit hjem i den samme
 by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. Der var ingen,
-med hvem hun s�dan kunde g�re l�jer over sin
-tv�rhed, som hun bagefter kaldte det, som med
-ham; ingen kunde lave s� pudsige vers om det; han
-var et fund for et menneske, der endnu med sj�len
-fuld af gysen kom inde fra en nedsl�ethed, som
+med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin
+tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med
+ham; ingen kunde lave så pudsige vers om det; han
+var et fund for et menneske, der endnu med sjælen
+fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som
 det var bedst at glemme. Han tog aldeles ikke hendes
-m�rke �jeblikke alvorligt, som hun selv havde en
-hemmelig angst for; han lo s� overbevisende, hun
+mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en
+hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun
 holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde
-som de to s�tte liv i et selskab; i dem fandt den
+som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den
 glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.</p>
 
-<p>Vejg�rd syntes at besidde en uforanderlig oplagthed
-til l�jer; han var den eneste mand, hvis v�sen
+<p>Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed
+til løjer; han var den eneste mand, hvis væsen
 altid var det samme over for hende. Hun kaldte
-ham sin leende dj�vel og p�stod, at han kunde ikke
-andet end le. P� ham �dslede hun al den lystighed,
+ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke
+andet end le. På ham ødslede hun al den lystighed,
 som hun i grunden ikke mente stort med; de tog
-livtag, der undertiden endte p� gulvet; han kyssede
-hende, uden at det beh�vede at v�re i panteleg; han
+livtag, der undertiden endte på gulvet; han kyssede
+hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han
 var et godt redskab, der kunde hentes frem, hvad
-�jeblik det skulde v�re, og straks tages i brug. I
-al stilhed �rgrede det hende, at hans kys var s�
-sp�gefulde og kolde, hans tag om hende s� beherskede;
-enhver m�tte g�rne se, hvad der var imellem
-dem, det var alting beregnet p�, syntes hun at kunne
-m�rke, og hun t�nkte ved sig selv, at det var egenlig
+øjeblik det skulde være, og straks tages i brug. I
+al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var så
+spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede;
+enhver måtte gærne se, hvad der var imellem
+dem, det var alting beregnet på, syntes hun at kunne
+mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig
 et tarveligt princip hos en mand.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span></p>
 
-<p>S� var de m�nd, der ellers flokkedes om hende,
-af en anden slags. Hun var opm�rksom for deres
-blik, der kom langt borte fra og s�gte hendes; hun
-kunde se p� deres ansigter, hvor l�nge de havde
-st�et og ventet, hun opfattede deres gl�de, n�r det
-endelig lykkedes for dem, og hun s�, hvordan de
-undertiden k�mpede for at skjule det &mdash; &mdash; det kunde
-jo v�re, at det var gifte m�nd. Hun var lydh�r
-for, hvordan alvorsm�nd indledte alvorssamtaler
-med hende om sp�rsm�l, som de dog godt vidste, at
-hun ikke havde forstand p�, og s�, p� ganske umotiverede
-steder begyndte de pludselig at vr�vle og
-fik noget p� hj�rte, der ikke kom den �vrige alvor
+<p>Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende,
+af en anden slags. Hun var opmærksom for deres
+blik, der kom langt borte fra og søgte hendes; hun
+kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde
+stået og ventet, hun opfattede deres glæde, når det
+endelig lykkedes for dem, og hun så, hvordan de
+undertiden kæmpede for at skjule det &mdash; &mdash; det kunde
+jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør
+for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler
+med hende om spørsmål, som de dog godt vidste, at
+hun ikke havde forstand på, og så, på ganske umotiverede
+steder begyndte de pludselig at vrøvle og
+fik noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor
 ved. Hun havde blik for forstemtheder, hun selv
-havde fremkaldt, og hvis sande �rsag r�bedes af en
-bem�rkning, der skulde g� for at v�re ligegyldig
+havde fremkaldt, og hvis sande årsag røbedes af en
+bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig
 henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en
-mand, der f�ler sig tilsidesat, at f� sagt et par bitre
-ord, uden at han dog �nsker at r�be den virkelige
-grund. Hun s� gifte m�nd forlade hende efter mange
-indholdsrige ord og pludselig g� hen og blive overv�ttes
-k�rlige mod deres koner. Hun morede sig
-over m�nds latterlighed, men hun n�d tillige at
+mand, der føler sig tilsidesat, at få sagt et par bitre
+ord, uden at han dog ønsker at røbe den virkelige
+grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter mange
+indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes
+kærlige mod deres koner. Hun morede sig
+over mænds latterlighed, men hun nød tillige at
 samle al den erotiske varme om sig; det gyste og
-kriblede i hende, og hun elskede at g�re ny bekendtskaber,
+kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber,
 mod dem alle strakte hun sig ud som et
-f�lsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i
-sig selv, n�r hun havde f�et nok. Ingen havde
-endnu form�et at holde hende fast, og ingen var
-ganske den samme, n�r han havde tilbragt en dag i
-hendes n�rhed. Alvorlige <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: M�nd">m�nd</a>, der havde de v�gtigste
+følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i
+sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde
+endnu formået at holde hende fast, og ingen var
+ganske den samme, når han havde tilbragt en dag i
+hendes nærhed. Alvorlige <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Mænd">mænd</a>, der havde de vægtigste
 beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden
 uden karakter, de vendte senere tilbage &mdash; for at forvisse<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
 sig om de ikke havde taget fejl, eller som om
-de tr�ngte til flere beviser til at st�tte deres opfattelse
+de trængte til flere beviser til at støtte deres opfattelse
 med.</p>
 
-<p>Hun var meget indtagende og ans�s af fornuftige
-mennesker for at v�re temmelig tvivlsom, og disse to
-ting i forening gav hende en m�rkelig �vne til at f�
-det latterlige frem i modstr�bende tilbedere.</p>
+<p>Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige
+mennesker for at være temmelig tvivlsom, og disse to
+ting i forening gav hende en mærkelig ævne til at få
+det latterlige frem i modstræbende tilbedere.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span></p>
@@ -3329,339 +3290,339 @@ det latterlige frem i modstr�bende tilbedere.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XII" id="KAPITEL_XII"></a>XII</h2>
 
 
-<p>Et stort selskab, der skulde p� skovtur, var ved
+<p>Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved
 at samle sig uden for fru Idas hus, hvor der
-holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og l�ngere
+holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og længere
 henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru
 Ida kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde
-s� meget morsomt vr�vl om, hvor enhver is�r skulde
-sidde; Vejg�rd holdt et helt l�rd foredrag i den anledning;
-han og fru Ida var s� k�de som to lam p�
-en skr�nt i Maj m�ned, og den n�stdristigste af hendes
-beundrere, propriet�r Ahlmark, enkemand p�
-tredive �r, l�ftede p� hende under p�skud af at ville
-hj�lpe hende op, b�nfaldt hende med hele sin stemmes
+så meget morsomt vrøvl om, hvor enhver især skulde
+sidde; Vejgård holdt et helt lærd foredrag i den anledning;
+han og fru Ida var så kåde som to lam på
+en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes
+beundrere, proprietær Ahlmark, enkemand på
+tredive år, løftede på hende under påskud af at ville
+hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin stemmes
 larm om dog at la det blive til noget, og lo
-bragende og var henrykt, fordi det varede s� l�nge, og
-fru Ida lo, og n�r man s� omkring p� ansigterne, s�
-var forskellen p� dem, der beundrede hende, og dem
-der ikke gjorde det, s� tydelig som muligt. Ogs�
+bragende og var henrykt, fordi det varede så længe, og
+fru Ida lo, og når man så omkring på ansigterne, så
+var forskellen på dem, der beundrede hende, og dem
+der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også
 disse to yderligheder elskede fru Ida at samle om
 sig.</p>
 
-<p>Blandt dem, der endnu ikke var n�et hen til vognene,
-var der en, som gav sig s�rlig god tid og til
-sidst kom til at g� alene bag ved de �vrige; han
-stansede af og til og s� sig om til alle sider, som om
-han ventede nogen. Det var en mand p� omtrent<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
-tredive �r, han havde et glatraget, alvorligt ansigt,
-kort, lige n�se, hans mund var noget for lille til hans
+<p>Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene,
+var der en, som gav sig særlig god tid og til
+sidst kom til at gå alene bag ved de øvrige; han
+stansede af og til og så sig om til alle sider, som om
+han ventede nogen. Det var en mand på omtrent<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
+tredive år, han havde et glatraget, alvorligt ansigt,
+kort, lige næse, hans mund var noget for lille til hans
 brede ansigt, men dens linjer var fast tegnede; dog
-tabte den noget af sin bestemthed, n�r han �bnede den
-for at tale. Han havde v�ret i f�lge med k�bmand S�rensen
-og frue og doktoren, men da de kom i n�rheden
+tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den
+for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen
+og frue og doktoren, men da de kom i nærheden
 af det lystige spektakkel der henne, havde de
-uvilk�rlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig
-tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; n�r
-de m�dte hans �jne, kom der noget mellem dem og
+uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig
+tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når
+de mødte hans øjne, kom der noget mellem dem og
 ham, som det ikke var helt let at udviske med en
-intetsigende bem�rkning. Nu kom han alts� alene
-og s� t�vende som muligt. Hvis nogen havde lagt
-m�rke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede
+intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene
+og så tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt
+mærke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede
 selskabet henne ved vognene, og at hans ansigt fik
 et udtryk af tiltagende uvilje.</p>
 
-<p>Doktoren kom hen og tog hans arm: M� jeg s�
-pr�sentere Dem for vores alles k�re veninde, fru
+<p>Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så
+præsentere Dem for vores alles kære veninde, fru
 Ida Hansted?</p>
 
 <p>Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun
 forstod, der var en fremmed til stede.</p>
 
-<p>Hr. brygmester R�skov.</p>
+<p>Hr. brygmester Råskov.</p>
 
-<p>Det kl�dte hende pudsigt og barnligt, da hun p�tvang
-sig alvor for at ta mod pr�sentasjonen, og
-flere af herrerne lo, men Hans R�skov smilte ikke.</p>
+<p>Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang
+sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og
+flere af herrerne lo, men Hans Råskov smilte ikke.</p>
 
-<p>Hun s� nysg�rrigt p� ham. En gr� sommerfrakke
-af fint stof sad ikke ulasteligt p� en velvoksen,
-sv�rt bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne
-og folder p� �rmerne; han plejede vist ikke
+<p>Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke
+af fint stof sad ikke ulasteligt på en velvoksen,
+svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne
+og folder på ærmerne; han plejede vist ikke
 at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand!
-t�nkte hun, idet hun s� p� hans kinder og kraftige
-hals. Lysebl� �jne. Men det er da ikke h�fligt at<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
-se s� gravalvorligt p� en dame, n�r man blir pr�senteret,
-is�r i en situasjon som denne her.</p>
-
-<p>Hun blev hel ilde ber�rt og tog ham n�rmere i
-�jesyn. Et udtryk af ringeagt m�dte nok s� ugenert
-hendes blik. Var det meningen? Jo, han fors�gte
-ikke at l�gge b�nd p� sig, han fortrak formelig
+tænkte hun, idet hun så på hans kinder og kraftige
+hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke høfligt at<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
+se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret,
+især i en situasjon som denne her.</p>
+
+<p>Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i
+øjesyn. Et udtryk af ringeagt mødte nok så ugenert
+hendes blik. Var det meningen? Jo, han forsøgte
+ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig
 munden, havde vel ingen anelse om, hvordan han
-s� ud &mdash; &mdash;</p>
+så ud &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at
-st� op; de andre fulgte efter i m�rkv�rdig god
+stå op; de andre fulgte efter i mærkværdig god
 orden.</p>
 
-<p>Det var alts� denne hr. R�skov, som hun havde
-h�rt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved
+<p>Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde
+hørt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved
 det noget videnskabeligt fint, som af en eller anden
 grund ikke var blevet til noget; en tavs herre, som
 hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om,
-fordi der havde v�ret talt s� lidt om ham, og hvad
-der var blevet sagt, havde v�ret pr�get af agtelse.
-Og denne ubestemmelige herre havde st�et d�r bag
+fordi der havde været talt så lidt om ham, og hvad
+der var blevet sagt, havde været præget af agtelse.
+Og denne ubestemmelige herre havde stået dær bag
 ved og studeret hende, mens hun ingenting anede.
-Han havde f�et tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem
+Han havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem
 var stift af uvilje. Bag hendes ryg var han
-kommet hende i fork�bet og havde nok s� uforstyrret
+kommet hende i forkøbet og havde nok så uforstyrret
 dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste
 sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne
-og s� dem, hun kendte og ikke regnede med.
-Det var yderst ubehageligt. Hun s�gte at huske alt
+og så dem, hun kendte og ikke regnede med.
+Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at huske alt
 hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu
 tilbage med en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente.
 Alt det havde han samlet sammen og sad nu
-og gemte p�. Hun havde ogs� nok set en gr� skikkelse
-henne p� gaden, men hvor kunde hun vide, at
+og gemte på. Hun havde også nok set en grå skikkelse
+henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at
 den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
-m�nstret hende med al s�dan en l�rd herres grundighed.
+mønstret hende med al sådan en lærd herres grundighed.
 Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt.
-Hun blev s� gal p� Vejg�rd; hvorfor havde han ikke
-varskoet hende og hindret s�dan en overrumpling?</p>
-
-<p>Hun fik R�skov anbragt skr�s over for sig selv;
-hvis han var et dannet menneske, m�tte han sige
-noget til hende for de �jne, han havde l�nt hende.
-Men han henvendte sig udelukkende til S�rensen,
-og det kun for at f� oplysninger om egnen, de k�rte
+Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke
+varskoet hende og hindret sådan en overrumpling?</p>
+
+<p>Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv;
+hvis han var et dannet menneske, måtte han sige
+noget til hende for de øjne, han havde lånt hende.
+Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen,
+og det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte
 igennem. Det var en sjov stemme, han havde, syntes
-hun, altfor h�j og meget for h�s; til en alvorsmand
-af hans slags h�rte n�dvendigvis en mandig bas.
-Han spurte ikke om meget ad gangen, men h�rte
-godt efter og lod til at indpr�nte sig n�je, hvad han
-h�rte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund
-st�digt om det, han havde opfattet.</p>
-
-<p>Fru Ida blev lystig igen, lidt anstr�ngt i begyndelsen,
-mens hun uafbrudt iagttog Hans R�skov.
-Det var m�rkeligt, hvordan alle linjerne i hans
-ansigt viste ned ad, folderne om �jne og mund, og
-selve mundkrogene; �jenbrynene var s� langt nede
-de kunde komme, og h�ret l� i en fast kage p� hans
+hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand
+af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas.
+Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte
+godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han
+hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund
+stædigt om det, han havde opfattet.</p>
+
+<p>Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen,
+mens hun uafbrudt iagttog Hans Råskov.
+Det var mærkeligt, hvordan alle linjerne i hans
+ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og
+selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede
+de kunde komme, og håret lå i en fast kage på hans
 hoved; han var nok ikke en mand, der var megen
-l�ftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejg�rd,
-der havde n�sten samme l�d, og hvis skikkelse
-heller ikke tydede p� fin afstamning, men hos ham
-gik alting op ad, rynkerne, �jenbrynene, der havde
-den vane at fare til v�rs, det opstrittende h�r, ja
-selv det spidse sk�g havde sin betydning, hans hoved
+løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård,
+der havde næsten samme lød, og hvis skikkelse
+heller ikke tydede på fin afstamning, men hos ham
+gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der havde
+den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja
+selv det spidse skæg havde sin betydning, hans hoved
 var tilspidset for oven og for neden som ting, der er
-fart ved. Hun f�lte pludselig en svag uvilje mod Vejg�rd.</p>
+fart ved. Hun følte pludselig en svag uvilje mod Vejgård.</p>
 
 <p>Det undrede hende, at der ikke var en glat ring<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
-p� hans h�jre h�nd, men den sad vel p� den anden,
-for naturligvis var s�dan en alvorsmand gift; et eller
+på hans højre hånd, men den sad vel på den anden,
+for naturligvis var sådan en alvorsmand gift; et eller
 andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en
 kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde
-det rigtig hyggeligt og tavst sammen. N�r han nu
-kom hjem, kunde han med tre ord fort�lle sin kone
-og sine fem b�rn &mdash; fem blonde pinde lavede af
-samme tr� som han selv &mdash; om hvad for letf�rdige
-enker der var til. Hvis de v�ltede p� denne tur, og
-han omkom, hvad man jo n�sten m�tte �nske, s�
-vilde dydsirede enkefru R�skov ikke fjante som fru
-Ida, hun vilde sidde p� en stol som et stykke blondt
-keramik og gr�de tre t�rer ned ad sin spidse n�se,
-og s� vilde hun rejse sig og ta sig af hus og b�rn &mdash;
-&mdash; Han s� ud til at v�re mindst fem og tredve, og da
-alvorsm�nd altid tar �ldre koner for at v�re vis
-p� at f� dem alvorlige nok, s� m�tte hun v�re
+det rigtig hyggeligt og tavst sammen. Når han nu
+kom hjem, kunde han med tre ord fortælle sin kone
+og sine fem børn &mdash; fem blonde pinde lavede af
+samme træ som han selv &mdash; om hvad for letfærdige
+enker der var til. Hvis de væltede på denne tur, og
+han omkom, hvad man jo næsten måtte ønske, så
+vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru
+Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt
+keramik og græde tre tårer ned ad sin spidse næse,
+og så vilde hun rejse sig og ta sig af hus og børn &mdash;
+&mdash; Han så ud til at være mindst fem og tredve, og da
+alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis
+på at få dem alvorlige nok, så måtte hun være
 fyrre.</p>
 
-<p>Hun hadede ham af hele sin egensindige, fork�lede
-sj�l; der var ingen mening i den nederdr�gtighed
-at komme listende bag fra ligesom en stor gr�
-kat med gr�nne �jne! Han havde vel h�rt noget om
-hende og var straks blevet forarget, og s� havde han
-v�ret forf�rdelig glad ved at kunne st� bag ved og
+<p>Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede
+sjæl; der var ingen mening i den nederdrægtighed
+at komme listende bag fra ligesom en stor grå
+kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om
+hende og var straks blevet forarget, og så havde han
+været forfærdelig glad ved at kunne stå bag ved og
 se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget
 forkert i, at han var blond, men det gjorde ham
 for resten ikke mindre skummel. Og nu sad han
-d�r p� en isolerskammel og passede p� det, han
+dær på en isolerskammel og passede på det, han
 havde samlet.</p>
 
-<p>Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var m�nd,
-som ikke �nsede hende. De m�tte s� g�rne misbillige
-hende i ord eller ved deres v�sen; hun havde heller
+<p>Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd,
+som ikke ænsede hende. De måtte så gærne misbillige
+hende i ord eller ved deres væsen; hun havde heller
 ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span>
 til det, de kaldte det bedre menneske i hende &mdash;
-s�dan som k�bmand S�rensen, der var indremissjon�r;
+sådan som købmand Sørensen, der var indremissjonær;
 men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra
 over dem, der var nul &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Men s� vilde hun da pr�ve sin magt, og hun
+<p>Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun
 brugte den med eftertanke. Hun lod sin lystighed
 suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun
-vilde bare strejfe ham, m�ske var det det bedste
-middel til at ramme ham. Han var ikke s� dannet,
-at han smilede for selskabs skyld, s� han selv kunde
+vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste
+middel til at ramme ham. Han var ikke så dannet,
+at han smilede for selskabs skyld, så han selv kunde
 komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge
 ham.</p>
 
-<p>Der blev efterh�nden meget lystigt p� den vogn;
-propriet�r Ahlmark s� ud i hodet som en r�dk�l af
-at le og vride sig om fra fors�det; ovre fra den anden
-vogn r�bte de og spurte misundeligt, hvad der var
-s� morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det.
-Fru Ida havde den store opmuntring, at S�rensen,
-der sad lige over for, begyndte at opl�ses under
-den hidsige munterhed, der udstr�mmede fra
-hende. P� hans ansigt k�mpede et m�rkt udtryk
-med et hj�lpel�st smil; han m�tte arbejde med munden
+<p>Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn;
+proprietær Ahlmark så ud i hodet som en rødkål af
+at le og vride sig om fra forsædet; ovre fra den anden
+vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var
+så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det.
+Fru Ida havde den store opmuntring, at Sørensen,
+der sad lige over for, begyndte at opløses under
+den hidsige munterhed, der udstrømmede fra
+hende. På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk
+med et hjælpeløst smil; han måtte arbejde med munden
 og gumle og synke noget for at bevare resten af
-alvoren; fru Ida blev s� glad for det ligegyldige menneske,
-som hun aldrig f�r havde taget sig af, men
-han var jo morsom. Hans kone s� hvert �jeblik p�
-ham for at s�ge hans deltagelse i forargelse, og hun
-fandt den; han havde let ved at udtrykke den, n�r
-han havde hendes ansigt at se efter, men s� desv�rre
-m�dte han fru Idas ansigt, og s� genspejlede
+alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske,
+som hun aldrig før havde taget sig af, men
+han var jo morsom. Hans kone så hvert øjeblik på
+ham for at søge hans deltagelse i forargelse, og hun
+fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når
+han havde hendes ansigt at se efter, men så desværre
+mødte han fru Idas ansigt, og så genspejlede
 han noget helt andet, men det opdagede hans kone
-ikke; hun s� lige ud med en forargelse, der var
-�gte nok, og anede ikke noget om den sj�lekamp,<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
-hendes mand havde at best�. S�rensens ubeherskethed
-bredte sig efterh�nden over hele hans person,
-hans h�nder famlede frem for sig som under et let
-anfald af sankt vejtsdans, s� lae de sig til hvile p�
-hans l�r og kravlede helt frem til kn�erne, der ogs�
-selv kom frem ad og n�rmede sig fru Idas.</p>
-
-<p>Fru Ida sk�lvede af hed lystighed, der n�sten var
-sm�rtelig; hun b�vede som en dr�be kviks�lv p� et
-poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, S�rensen
-var den f�rste stasjon p� vejen; mon den tavse, kolde
-herre blev den n�ste?</p>
-
-<p>Hans R�skov s� ikke p� hende, han havde set nok,
-kunde uden ad hendes smidige bev�gelser med hoved
-og overkrop og h�nder, der altid var fremkaldt af en
+ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var
+ægte nok, og anede ikke noget om den sjælekamp,<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
+hendes mand havde at bestå. Sørensens ubeherskethed
+bredte sig efterhånden over hele hans person,
+hans hænder famlede frem for sig som under et let
+anfald af sankt vejtsdans, så lae de sig til hvile på
+hans lår og kravlede helt frem til knæerne, der også
+selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.</p>
+
+<p>Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var
+smærtelig; hun bævede som en dråbe kviksølv på et
+poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, Sørensen
+var den første stasjon på vejen; mon den tavse, kolde
+herre blev den næste?</p>
+
+<p>Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok,
+kunde uden ad hendes smidige bevægelser med hoved
+og overkrop og hænder, der altid var fremkaldt af en
 mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde
 straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder,
-der har et samlet sind, hun var spredt, s�gte altid
+der har et samlet sind, hun var spredt, søgte altid
 udad; hun havde ikke noget i sig selv, hvorom hun
-kunde finde ro. Det �rgrede ham, at han havde
+kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde
 anlagt den vane at analysere de kvinder, han traf
-p�, men det var m�ske det sikreste for en mand, der
-ikke mere kunde undg� at f� tanker, hver gang han
+på, men det var måske det sikreste for en mand, der
+ikke mere kunde undgå at få tanker, hver gang han
 gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var
-han snart f�rdig med; hun mindede ham om en vis
-h�slig barndomserindring. Som dreng var han en
-dag kommet ind i en g�rd, hvor han ellers kun
-sj�lden kom, og d�r havde han set en r�dflammet
+han snart færdig med; hun mindede ham om en vis
+hæslig barndomserindring. Som dreng var han en
+dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun
+sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet
 kat, der legede med en anden. Aldrig havde noget
-gjort et s� modbydeligt, ford�rvet og up�lideligt
-indtryk p� ham; hans f�rste indskydelse havde v�ret
-at kaste en sten efter den, men det kunde ikke g�
-an lige foran andre folks vinduer, men da den s�
+gjort et så modbydeligt, fordærvet og upålideligt
+indtryk på ham; hans første indskydelse havde været
+at kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå
+an lige foran andre folks vinduer, men da den så
 kom hen og vilde stryge sig op ad ham, med krum<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span>
-ryg og opret hale, der endte i en krog, en s� nederdr�gtig,
-giftig r�d krog, s� var han n�d til at sparke
+ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig,
+giftig rød krog, så var han nød til at sparke
 efter den &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Han s� op; fru Idas l�se lok fl�j om hendes kinder;
+<p>Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder;
 hun tog om den med varsomme fingre og trak den
-om bag �ret med en langsom, k�len bev�gelse, og
+om bag øret med en langsom, kælen bevægelse, og
 der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes
-ansigt. Det gyste i Hans R�skov, da han s� det; der
-p�kom ham et �jebliks opr�r; mange ting, han ikke
-vidste besked om, r�rte sig vildt og dunkelt i ham;
-der var noget s� forf�rdeligt i det, ligesom da han
-for en snes �r siden for f�rste <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: Gang">gang</a> s� et dampskib
-blive sat i gang; en smule bev�gelse med et eller
-andet h�ndtag, og straks begyndte en pusten og st�den
-og hv�sen af ting, han ikke kunde se de halve
-af; der kom buldrende liv i en m�ngde st�ldele, som
+ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der
+påkom ham et øjebliks oprør; mange ting, han ikke
+vidste besked om, rørte sig vildt og dunkelt i ham;
+der var noget så forfærdeligt i det, ligesom da han
+for en snes år siden for første <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: Gang">gang</a> så et dampskib
+blive sat i gang; en smule bevægelse med et eller
+andet håndtag, og straks begyndte en pusten og støden
+og hvæsen af ting, han ikke kunde se de halve
+af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som
 han ikke turde vove sig ned imellem. &mdash; &mdash; Det er
-urigtigt af mig, t�nkte han, at jeg har ladet mig p�tvinge
-en m�neds ferie; det er ikke alle mennesker,
-der kan t�le at blive amputerede fra deres arbejde.</p>
+urigtigt af mig, tænkte han, at jeg har ladet mig påtvinge
+en måneds ferie; det er ikke alle mennesker,
+der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.</p>
 
-<p>Hr. R�skov, sae pludselig fru Ida, er det ikke
+<p>Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke
 kemiker De er? Hvad er det egenlig De laver?</p>
 
-<p>Dynamit, bragede propriet�ren; kan De ikke se
-det p� ham?</p>
+<p>Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se
+det på ham?</p>
 
-<p>� jeg troede, det var �l, sae hun.</p>
+<p>Å jeg troede, det var øl, sae hun.</p>
 
-<p>Jeg laver b�gge dele, svarede han.</p>
+<p>Jeg laver bægge dele, svarede han.</p>
 
 <p>Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi
-st�jer vist ogs� lovlig meget. &mdash; Hun s� mildt sp�rgende
-p� ham.</p>
+støjer vist også lovlig meget. &mdash; Hun så mildt spørgende
+på ham.</p>
 
-<p>Dynamit st�jer undertiden mere, sae han.</p>
+<p>Dynamit støjer undertiden mere, sae han.</p>
 
-<p>G�r det virkelig? spurte hun med naiv undren.</p>
+<p>Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.</p>
 
 <p>Ja.</p>
 
-<p>Der blev stille p� vognen; alle havde f�lelsen af<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span>
-noget us�dvanligt, da de to for f�rste gang talte
-sammen. Hans R�skovs stemme faldt som en kulde
-p� de tilstedev�rende, og ingen kunde finde p� noget
-at sige bag efter, indtil endelig Vejg�rd sukkede
-komisk og lidelsesfuldt: � ja, s�m�nd ja, &mdash; og som
-p� et ventet signal br�d munterheden l�s igen.</p>
+<p>Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span>
+noget usædvanligt, da de to for første gang talte
+sammen. Hans Råskovs stemme faldt som en kulde
+på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget
+at sige bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede
+komisk og lidelsesfuldt: Å ja, såmænd ja, &mdash; og som
+på et ventet signal brød munterheden løs igen.</p>
 
 <p>En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.</p>
 
-<p>De, hr. R�skov, som laver dynamit og �l, sae fru
-Ida, kommer til at g� ned f�rst.</p>
+<p>De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru
+Ida, kommer til at gå ned først.</p>
 
 <p>Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.</p>
 
-<p>Tak, hvis De vil flytte Dem, s� jeg kan komme til
-&mdash; og med det samme sprang hun ned t�t ved siden
-af ham; han f�lte hende suse gennem luften og sank
-i kn�ene.</p>
+<p>Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til
+&mdash; og med det samme sprang hun ned tæt ved siden
+af ham; han følte hende suse gennem luften og sank
+i knæene.</p>
 
-<p>Uvant med interi�ret, t�nkte han, gid jeg var
-vel hjemme igen. Det gjorde ogs� hans stilling mere
+<p>Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var
+vel hjemme igen. Det gjorde også hans stilling mere
 vanskelig, at der ikke var et menneske at tale med;
-m�ndene her var lige t�belige allesammen; tvang
-de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, s� kunde
-han gennem deres ord h�re, hvordan de ventede p�
+mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang
+de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde
+han gennem deres ord høre, hvordan de ventede på
 at slippe fra ham og higede efter at komme til at
 fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget
-uhyre, de rullede ogs� lystigt mellem hverandre.
-Propriet�ren rendte efter fru Ida; hun snoede sig
-og l�b rundt inden for et ganske lille areal, s� han
+uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre.
+Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig
+og løb rundt inden for et ganske lille areal, så han
 blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, at
 nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og
-dog vims, p�tr�ngende og v�mmelig som en spyflue.
-Hans R�skov var s� optaget, at fru Ida benyttede
-ham som centrum for deres fangeleg; hun h�bede
-vel at g�re ham latterlig, han blev derfor rolig
-st�ende, til Ahlmark fik fat i hende.</p>
+dog vims, påtrængende og væmmelig som en spyflue.
+Hans Råskov var så optaget, at fru Ida benyttede
+ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede
+vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig
+stående, til Ahlmark fik fat i hende.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span></p>
 
-<p>De fik ikke andet end h�nderne, sae hun; nu kan
-De ikke komme mig n�rmere, ved De nok &mdash; &mdash; Ja,
-De vilde g�rne ha fat om livet &mdash; hun s� dristig p�
-ham med sine leende �jne &mdash; men det er som bekendt
-ikke s� let. Se s�!</p>
+<p>De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan
+De ikke komme mig nærmere, ved De nok &mdash; &mdash; Ja,
+De vilde gærne ha fat om livet &mdash; hun så dristig på
+ham med sine leende øjne &mdash; men det er som bekendt
+ikke så let. Se så!</p>
 
-<p>Hun sled sig l�s, og l�b bagl�ns, idet hun bl�ste
-p� sine ildr�de h�ndled: De raser indvendig, stakkels
-mand, men hvad kan det hj�lpe? N�, De skal ikke
-v�re s� ked af det &mdash; &mdash; M� nok.</p>
+<p>Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste
+på sine ildrøde håndled: De raser indvendig, stakkels
+mand, men hvad kan det hjælpe? Nå, De skal ikke
+være så ked af det &mdash; &mdash; Må nok.</p>
 
-<p>Han tog hende om livet og l�ftede hende op p�
+<p>Han tog hende om livet og løftede hende op på
 sin arm.</p>
 
 <p>Kan De godt lide det? spurte hun.</p>
@@ -3671,335 +3632,335 @@ ligesom indhyllede dem begge i een skandale; hele
 resten af selskabet var vidne.</p>
 
 <p>Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra
-sig, s� hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt
-ligev�gten t�t ved siden af Hans R�skov.</p>
+sig, så hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt
+ligevægten tæt ved siden af Hans Råskov.</p>
 
-<p>Det kunde De ikke g�re, sae hun.</p>
+<p>Det kunde De ikke gøre, sae hun.</p>
 
-<p>Jeg kan tumle med korns�kke, svarede han; de er
-n�mmere at beregne.</p>
+<p>Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er
+næmmere at beregne.</p>
 
-<p>&mdash; Du b�r dig meget underligt ad, Ida, sae Kai,
-som hun m�dte lige i skovkanten. Du burde kunne
-forestille dig, hvordan det tar sig ud, n�r du sidder
-p� en tyk mands arm; han vrider det gule ud af
-�jnene som en tyr og sn�fter ad dig; hans forelskelse
-kl�r dig slet ikke; han smasker efter dig, s� det er
-uappetitligt; jeg er n�d til at sige dig det.</p>
+<p>&mdash; Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai,
+som hun mødte lige i skovkanten. Du burde kunne
+forestille dig, hvordan det tar sig ud, når du sidder
+på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af
+øjnene som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse
+klær dig slet ikke; han smasker efter dig, så det er
+uappetitligt; jeg er nød til at sige dig det.</p>
 
 <p>Hvorfor er du det, stakkels Kai?</p>
 
 <p>Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste
 for dig. Jeg er den eneste, der virkelig holder af dig;
-derfor ler jeg ikke, n�r de andre g�r det; det er ikke
+derfor ler jeg ikke, når de andre gør det; det er ikke
 noget godt, de mener med deres latter.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span></p>
 
 <p>Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det
-blir dig. G�r du vel det?</p>
+blir dig. Gør du vel det?</p>
 
-<p>Ikke endnu. Du skal ha pr�vet mange r� m�nd,
-f�r jeg er god nok.</p>
+<p>Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd,
+før jeg er god nok.</p>
 
 <p>Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig
 morsom.</p>
 
-<p>Hun klappede ham p� kinden, og idet hun ber�rte
-hans ansigt, kom der et glimt i hendes �jne;
-hun tog ham ved �ret, drejede hans hoved om og
+<p>Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte
+hans ansigt, kom der et glimt i hendes øjne;
+hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om og
 kyssede ham.</p>
 
 <p>Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.</p>
 
-<p>&mdash; Nu skal vi, d�len dundre mig, ha nogen levem�de,
-sae Ahlmark, og <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: det">der</a> var et brag som n�r en
-flok r�ger flyver til v�rs.</p>
+<p>&mdash; Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde,
+sae Ahlmark, og <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: det">der</a> var et brag som når en
+flok råger flyver til værs.</p>
 
-<p>Ingen t�nkte p� at g�re indsigelse mod dette signal,
-og snart var der d�kket p� gr�sset inde i
+<p>Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal,
+og snart var der dækket på græsset inde i
 skoven.</p>
 
-<p>Fru Ida skal sidde n�rmest ved mig og ved madkurven,
-sae Ahlmark; for d�r vil De helst v�re. Er
-det l�gn i min hals?</p>
+<p>Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven,
+sae Ahlmark; for dær vil De helst være. Er
+det løgn i min hals?</p>
 
-<p>� nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde
+<p>Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde
 ved min side; for De har en god appetit, ikke? Jo,
-det kunde jeg nok t�nke, og De blir let glemt, n�r
+det kunde jeg nok tænke, og De blir let glemt, når
 De kommer ned ved den anden ende.</p>
 
-<p>Ahlmark lae et stykke sm�rrebr�d sammen og
-stoppede det i munden p� een gang. &mdash; Og s� skal
-vi ha en <span class="sic" title="[sic]">akavit</span>! Damerne drikker nok snaps, n�r
+<p>Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og
+stoppede det i munden på een gang. &mdash; Og så skal
+vi ha en <span class="sic" title="[sic]">akavit</span>! Damerne drikker nok snaps, når
 jeg gir den, ikke?</p>
 
 <p>Jo, jo! blev der skreget.</p>
 
-<p>Fru Ida fik den f�rste og stak den ud.</p>
+<p>Fru Ida fik den første og stak den ud.</p>
 
 <p>Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte
-sig til Hans R�skov.</p>
+sig til Hans Råskov.</p>
 
-<p>Ilde. Men jeg har set det f�r.</p>
+<p>Ilde. Men jeg har set det før.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span></p>
 
-<p>I s� tilf�lde beh�ver De ikke at se s� meget p�
-mig. Vejg�rd, min sande ven, De vil g�rne ha et
-�g. Kan De fange det?</p>
+<p>I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på
+mig. Vejgård, min sande ven, De vil gærne ha et
+æg. Kan De fange det?</p>
 
 <p>Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig,
-og Vejg�rds store, bl�de h�ndflade tog sikkert og
-l�mpeligt imod det.</p>
+og Vejgårds store, bløde håndflade tog sikkert og
+læmpeligt imod det.</p>
 
-<p>Tak for de sande venneord, r�bte han tilbage;
-hvad vil De ha til geng�ld? Forlang!</p>
+<p>Tak for de sande venneord, råbte han tilbage;
+hvad vil De ha til gengæld? Forlang!</p>
 
 <p>Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det
-hvide af �jnene st�rkt ud af det gl�dende ansigt. &mdash;
-�, send mig det tilbage igen.</p>
+hvide af øjnene stærkt ud af det glødende ansigt. &mdash;
+Å, send mig det tilbage igen.</p>
 
-<p>�gget gjorde flere gange turen gennem luften og
-fangedes til sidst uskadt af Vejg�rd.</p>
+<p>Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og
+fangedes til sidst uskadt af Vejgård.</p>
 
-<p>Nu ser hr. R�skov p� mig igen, sae fru Ida stille;
-en underlig, ufri latter h�rtes, alle s� hen p� Hans
-R�skov, og der blev temmelig stille.</p>
+<p>Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille;
+en underlig, ufri latter hørtes, alle så hen på Hans
+Råskov, og der blev temmelig stille.</p>
 
-<p>Det kunde De ikke g�re, sae fru Ida til ham; De
-har ikke det bl�de h�ndelag s�dan som Vejg�rd; De
+<p>Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De
+har ikke det bløde håndelag sådan som Vejgård; De
 knuste det straks, ikke?</p>
 
 <p>Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.</p>
 
-<p>N�r der en gang g�r hul p� Dem, s� skal jeg l�re
+<p>Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære
 Dem det.</p>
 
 <p>Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.</p>
 
 <p>Hvad taler De nu egenlig om?</p>
 
-<p>Hun s� p� ham og m�dte ogs� hans blik. Nej
+<p>Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej
 aldrig havde hun truffet et menneske, der i den grad
-manglede �vnen til at v�re p� skovtur; han var ikke
-en gang vant til at se p� mennesker, man skulde ikke
-tro, at han brugte sine �jne til det, et almindeligt
-menneske anvender dem til. De kunde f� en til at
-t�nke p� gamle underlige historier, der g�r en utilfreds
-og l�ngselsfuld efter det s�lsomme og gir urolige
-dr�mme &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+manglede ævnen til at være på skovtur; han var ikke
+en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke
+tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt
+menneske anvender dem til. De kunde få en til at
+tænke på gamle underlige historier, der gør en utilfreds
+og længselsfuld efter det sælsomme og gir urolige
+drømme &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span></p>
 
-<p>Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud l�ngere,
-jamrede propriet�ren; jeg sidder p� en tr�stub med
-mit ene rundstykke, s� det er helt fladt; hvis jeg
-ikke m� f� noget at s�tte mig p�, blir jeg aldrig til
+<p>Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere,
+jamrede proprietæren; jeg sidder på en træstub med
+mit ene rundstykke, så det er helt fladt; hvis jeg
+ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til
 et velskabt menneske mere!</p>
 
-<p>Han s� b�nfaldende p� fru Ida, der ellers selv
-sad p� sit overstykke, men han var s� morsom i sin
-elendighed over, at hun et �jeblik ikke lae m�rke
-til ham, at han fik lov at l�ne det. Han var nok
-v�rd at ha med som en mods�tning til s�rlinge og
-fortjente virkelig en bel�nning.</p>
+<p>Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv
+sad på sit overstykke, men han var så morsom i sin
+elendighed over, at hun et øjeblik ikke lae mærke
+til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok
+værd at ha med som en modsætning til særlinge og
+fortjente virkelig en belønning.</p>
 
-<p>Opmuntringspr�mie til hr. Ahlmark, bem�rkede
-Vejg�rd, da propriet�ren fik det sammenlagte overstykke
+<p>Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede
+Vejgård, da proprietæren fik det sammenlagte overstykke
 udleveret.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Fru Ida sad ved et tr� og r�g; hun s� bleg og
+<p>Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og
 mat ud, og mens hun betragtede sin <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: cigaret">sigaret</a>, hvorfra
-en tynd, bl� tr�d spandt sig op i luften, f�lte hun,
-at hendes s�rlingehum�r var ved at n�rme sig;
-m�ndenes �jne s�gte hende hele tiden; hun m�dte
-dem med et s� ligegyldigt blik, at de holdt sig p� afstand;
-de m�tte g�rne g� d�r rundt om hende og ha
+en tynd, blå tråd spandt sig op i luften, følte hun,
+at hendes særlingehumør var ved at nærme sig;
+mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte
+dem med et så ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand;
+de måtte gærne gå dær rundt om hende og ha
 en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var godt,
-hun undte dem det og f�lte en smule triumf ved det.
+hun undte dem det og følte en smule triumf ved det.
 Herren med dynamitten var heller ikke langt borte,
-men han kunde holde sine �jne hos sig selv. Hvad
-mon det menneske nogen sinde s� p�? Det var ikke
-fj�rne ting som skyer eller stj�rner; han s� heller
-ikke ud som en mand, der g�r og har �je med praktiske
-sager, nej &mdash; &mdash; &mdash; Man s� for meget, n�r man
-s� p� ham &mdash; &mdash;. �, han kunde alligevel godt g�
-d�r henne og f�le hendes �jne!</p>
+men han kunde holde sine øjne hos sig selv. Hvad
+mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke
+fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller
+ikke ud som en mand, der går og har øje med praktiske
+sager, nej &mdash; &mdash; &mdash; Man så for meget, når man
+så på ham &mdash; &mdash;. Å, han kunde alligevel godt gå
+dær henne og føle hendes øjne!</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span></p>
 
-<p>N�, hr. R�skov, sae hun, da han gjorde et par
-skridt hen mod hende, hvad synes De s� om vor lille
+<p>Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par
+skridt hen mod hende, hvad synes De så om vor lille
 klike?</p>
 
-<p>Jeg mangler foruds�tninger for at kunne bed�mme
+<p>Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme
 den, svarede han.</p>
 
 <p>Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja,
-for det kunde n�sten se ud, som om De var vred over
+for det kunde næsten se ud, som om De var vred over
 et eller andet.</p>
 
-<p>Han blev ilde ber�rt over den bem�rkning, der
+<p>Han blev ilde berørt over den bemærkning, der
 var som et indbrud i hans inderste tanker, men han
-sae ganske roligt: Det er nu en gang mit v�sen.</p>
+sae ganske roligt: Det er nu en gang mit væsen.</p>
 
 <p>De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende,
-at se Dem om, som om De s�gte efter et menneske,
-De vilde sl� ihjel. Men det er alts� Deres v�sen.</p>
+at se Dem om, som om De søgte efter et menneske,
+De vilde slå ihjel. Men det er altså Deres væsen.</p>
 
 <p>Ja.</p>
 
 <p>Vi andre morer os og &mdash; hun tog et drag af
-<a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: cigaretten">sigaretten</a> og udsendte en r�gsky i retning af ham
-&mdash; har mange galskaber for, som man jo n�mt kan
+<a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: cigaretten">sigaretten</a> og udsendte en røgsky i retning af ham
+&mdash; har mange galskaber for, som man jo næmt kan
 se, men De har heldigvis bedre forstand.</p>
 
-<p>Hun vil mig noget, t�nkte han.</p>
+<p>Hun vil mig noget, tænkte han.</p>
 
 <p>Han mindedes farlige ting, han var kommet for
-n�r til, og som havde efterladt sig meget ondt i
-hans sind; i mange �r havde han s�gt tilflugt i arbejdet
+nær til, og som havde efterladt sig meget ondt i
+hans sind; i mange år havde han søgt tilflugt i arbejdet
 som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et
-menneske kan betro sin �ndelige velf�rd til, men
-om det middel ikke mere slog til en sk�nne dag &mdash; &mdash;</p>
+menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men
+om det middel ikke mere slog til en skønne dag &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for
-det fremmede menneske, som sad d�r, sae han:
-Ingen ved hvad der kan h�nde ham.</p>
+det fremmede menneske, som sad dær, sae han:
+Ingen ved hvad der kan hænde ham.</p>
 
-<p>Hun lo, med den uvedkommendes kolde, s�rende
-latter: �, sae hun, s� er der jo h�b endnu!</p>
+<p>Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende
+latter: Å, sae hun, så er der jo håb endnu!</p>
 
-<p>Hun gik og lod ham st� med sin fortid.</p>
+<p>Hun gik og lod ham stå med sin fortid.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span></p>
 
-<p>Hende kommer jeg til at hade &mdash; forh�benlig,
-t�nkte han.</p>
+<p>Hende kommer jeg til at hade &mdash; forhåbenlig,
+tænkte han.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Solen gik ned; mod den r�de himmel stod tr�stammerne
-som et sort gitter; k�bmand S�rensen
-og hans unge kone var ude for at sv�rme lidt
-i det dejlige v�r. De kyssedes p� et sted, hvor belysningen
-faldt s�rlig hed og r�d, og i de dybe skygger,
-hvor alt var sort, ud�ndede de deres afsky over fru
-Idas �benlyse jagen efter m�ndenes attr�; de brugte
-ordet attr� flere gange, de m�tte st� stille og trykke
-sig t�t ind til hinanden, men hvor luften faldt over
-dem med et koldere pust, ford�mte de den het�renatur,
+<p>Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne
+som et sort gitter; købmand Sørensen
+og hans unge kone var ude for at sværme lidt
+i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen
+faldt særlig hed og rød, og i de dybe skygger,
+hvor alt var sort, udåndede de deres afsky over fru
+Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de brugte
+ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke
+sig tæt ind til hinanden, men hvor luften faldt over
+dem med et koldere pust, fordømte de den hetærenatur,
 der dag for dag blev mere utvetydig i fru Idas
-v�sen. De beklagede &mdash; under et langt og �mt kys
-&mdash; at hun havde mistet sin mand s� tidligt; de forstod
-b�gge, hvad for et savn det m�tte v�re, men de
-s� ogs� med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem
-m�ndenes utilsl�rede lyster; det var ham, der
-brugte dette udtryk, og de gyste b�gge derved. De
+væsen. De beklagede &mdash; under et langt og ømt kys
+&mdash; at hun havde mistet sin mand så tidligt; de forstod
+bægge, hvad for et savn det måtte være, men de
+så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem
+mændenes utilslørede lyster; det var ham, der
+brugte dette udtryk, og de gyste bægge derved. De
 stansede og hviskede noget til hinanden, og det
-m�tte ha en forsonende karakter, for de smilede s�
-s�dt bag efter.</p>
+måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så
+sødt bag efter.</p>
 
-<p>Fru Ida havde det ikke s� godt som de to nygifte;
-Vejg�rds underholdning kedede hende; han var
+<p>Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte;
+Vejgårds underholdning kedede hende; han var
 kommet hen til hende som den, der mener, at han
-har forrettigheder og kan benytte dem, n�r han f�r
-lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun h�rte ikke
+har forrettigheder og kan benytte dem, når han får
+lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke
 bestemt, hvad han sae, hans ord frembragte blot en
-underlig tom larm i hendes �re, men han kom aldrig
-n�rmere, han n�ede aldrig til mere end at f� sagt
-en utrolig m�ngde ord.</p>
+underlig tom larm i hendes øre, men han kom aldrig
+nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt
+en utrolig mængde ord.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span></p>
 
-<p>Han var som en vogn, man h�rer en stille aften
-p� en h�rd vej; man pr�ver p� at beregne, hvor
+<p>Han var som en vogn, man hører en stille aften
+på en hård vej; man prøver på at beregne, hvor
 langt den er borte, og man venter fem minutter,
-men den kommer ikke; det er underligt, den m�
-v�re ganske n�r ved &mdash; &mdash; godt; jeg vil vente fem
-minutter til, nej ti; s� er den forsvundet til den
+men den kommer ikke; det er underligt, den må
+være ganske nær ved &mdash; &mdash; godt; jeg vil vente fem
+minutter til, nej ti; så er den forsvundet til den
 anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den
-samme rumlen. Det blir sp�ndende; jeg vil v�dde
-med mig selv; er den her om fem minutter, s� tar
-jeg den lyser�de kjole p� til Gerdas f�dselsdag, ellers
-den bl�, som ikke er s� p�n, men det blir alts� den
-lyser�de. Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog
+samme rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde
+med mig selv; er den her om fem minutter, så tar
+jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, ellers
+den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den
+lyserøde. Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog
 for en drillevogn, der bare vil rumle og ikke
-komme? Jeg vil l�gge mig ned og sove, og n�r jeg
-v�gner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun gr�der
-og stamper i jorden, og s� stikker hun i rend hen ad
-vejen; hun render vist en halv mil, og s� kaster hun
-sig gr�dende og arrig p� en gr�ftekant, for det er
-ingen �ventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn,
-der slet ikke k�rte i retning af hende. Hun kunde
-rende efter den og myrde den! S� lusker hun hjem
-i det modbydeligste hum�r og vil hverken ha den
-lyser�de eller den bl� kjole p�; moer kan ikke forst�,
-hvad der er i vejen med pigebarnet, som er forgr�dt
+komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg
+vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder
+og stamper i jorden, og så stikker hun i rend hen ad
+vejen; hun render vist en halv mil, og så kaster hun
+sig grædende og arrig på en grøftekant, for det er
+ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn,
+der slet ikke kørte i retning af hende. Hun kunde
+rende efter den og myrde den! Så lusker hun hjem
+i det modbydeligste humør og vil hverken ha den
+lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå,
+hvad der er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt
 og hidsig og ingenting vil sige &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Uha, udbr�d fru Ida, bare jeg havde en kat!</p>
+<p>Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!</p>
 
-<p>Hvad vilde De med den? spurte Vejg�rd forbl�ffet.</p>
+<p>Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.</p>
 
-<p>Jeg vilde tr�de den p� halen og h�re den skrige
+<p>Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige
 og sprutte.</p>
 
-<p>Og hvad s�?</p>
+<p>Og hvad så?</p>
 
-<p>Og s�, n�r jeg havde lavet en rigtig dj�vlekat ud
-af den, skulde De f� den for at g�re den god igen.</p>
+<p>Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud
+af den, skulde De få den for at gøre den god igen.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span></p>
 
 <p>Hvad fejler De? spurte han dumt.</p>
 
-<p>Jeg vilde �nske, De selv var en kat, men De er
-en grinende dj�vel, der nu ogs� er blevet snaksom.</p>
+<p>Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er
+en grinende djævel, der nu også er blevet snaksom.</p>
 
-<p>Det var f�rste gang, hun ligefrem vendte ham
-ryggen; men han lod hende h�re, at han lo, idet
+<p>Det var første gang, hun ligefrem vendte ham
+ryggen; men han lod hende høre, at han lo, idet
 hun gik.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Hun stod med aftenr�den ind i sit ansigt, da Ahlmark
+<p>Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark
 kom hen til hende.</p>
 
-<p>Det er en magel�s aften, sae han med en stemme,
-som han fors�gte at d�mpe.</p>
+<p>Det er en mageløs aften, sae han med en stemme,
+som han forsøgte at dæmpe.</p>
 
 <p>Hendes fregner, der sprang ud sammen med de
-f�rste anemoner, stod tydelige i aftenlyset.</p>
+første anemoner, stod tydelige i aftenlyset.</p>
 
-<p>Gift Dem med mig, eksploderede han, her st�r
+<p>Gift Dem med mig, eksploderede han, her står
 jeg &mdash; han grinede ynkeligt og lidenskabeligt &mdash; jeg
-kan, gud hj�lpe mig, ikke andet. De skal v�re min
-kone; i morgen den dag; nu! &mdash; Han l�ftede hende op
-p� sin arm.</p>
+kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De skal være min
+kone; i morgen den dag; nu! &mdash; Han løftede hende op
+på sin arm.</p>
 
 <p>Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i
-hans �ren l�d som en overgivelse.</p>
+hans øren lød som en overgivelse.</p>
 
-<p>Jeg g�r det ikke, jeg m�tte jo v�re gal; nu har
+<p>Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har
 jeg Dem!</p>
 
-<p>S�t mig ned, sae hun uden at r�re sig.</p>
+<p>Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.</p>
 
 <p>Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han;
-hvorfor siger De det s�? Spring selv! udbr�d han
+hvorfor siger De det så? Spring selv! udbrød han
 pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se det igen;
-den gang sprang De lige ind i mit hj�rte. Nu
-kaster jeg Dem, s� l�ber jeg efter Dem og fanger
-Dem; det er s�dan en leg mellem os to, tiggede
+den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu
+kaster jeg Dem, så løber jeg efter Dem og fanger
+Dem; det er sådan en leg mellem os to, tiggede
 han.</p>
 
 <p>Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over,
 og med et rask tag var hun ude af hans arme og
-sprang ned p� jorden.</p>
+sprang ned på jorden.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span></p>
 
@@ -4009,94 +3970,94 @@ gribe efter hende igen.</p>
 
 <p>Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke
 til mig. Nu har De gjort mig tosset, fordi jeg har
-b�ret Dem &mdash; De ved ikke hvad jeg blir n�d til at
-g�re, n�r jeg &mdash; &mdash; &mdash; uha, jeg er lige ved at foragte
-mig selv &mdash; &mdash; men De m� heller ikke sige nej;
-sig nu noget &mdash; &mdash; Er jeg s� v�mmelig?</p>
+båret Dem &mdash; De ved ikke hvad jeg blir nød til at
+gøre, når jeg &mdash; &mdash; &mdash; uha, jeg er lige ved at foragte
+mig selv &mdash; &mdash; men De må heller ikke sige nej;
+sig nu noget &mdash; &mdash; Er jeg så væmmelig?</p>
 
-<p>Han var ikke v�mmelig, bare ubrugelig. De
+<p>Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De
 snakker, og de tigger og de ligner hinanden,
 men &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i
-hendes bryst, s� hun n�ppe kunde f� ordene frem.</p>
-
-<p>Hos m�ndene var der oplagthed til store l�jer,
-da de skulde til vogns igen, de samlede sig gn�ggende
-om fru Ida og ventede p� et signal,
-men s� erkl�rede hun meget t�rt, at det var bedst,
-enhver satte sig p� sin forrige plads, s� blev der
-ikke noget vr�vl. Herrerne kom hurtigt op og begyndte
+hendes bryst, så hun næppe kunde få ordene frem.</p>
+
+<p>Hos mændene var der oplagthed til store løjer,
+da de skulde til vogns igen, de samlede sig gnæggende
+om fru Ida og ventede på et signal,
+men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst,
+enhver satte sig på sin forrige plads, så blev der
+ikke noget vrøvl. Herrerne kom hurtigt op og begyndte
 en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved
-siden af Hans R�skov og sae ikke et ord under
+siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under
 hjemturen.</p>
 
-<p>Al skrigen var ham imod, og han f�lte den almindelige
-lavm�lthed som en behagelig mods�tning til
-udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav s� t�t
-ved siden af ham, kom han endnu mere til at t�nke
-p� hende; det billede han havde dannet sig af hende,
-begyndte at blive utydeligt og forvansket. N�r han s�
-p� hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen
-med en lidt spids n�se og tynde <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: fremstanende">fremst�ende</a>
-l�ber, s� syntes han ikke, at han kendte hende igen.
+<p>Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige
+lavmælthed som en behagelig modsætning til
+udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav så tæt
+ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke
+på hende; det billede han havde dannet sig af hende,
+begyndte at blive utydeligt og forvansket. Når han så
+på hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen
+med en lidt spids næse og tynde <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: fremstanende">fremstående</a>
+læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen.
 Hendes tavshed var farlig, han kunde naturligvis<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span>
-rette fejlen, n�r han s� hende igen &mdash; han vilde se
-hende igen &mdash; ti denne klart tegnede, m�rke profil
+rette fejlen, når han så hende igen &mdash; han vilde se
+hende igen &mdash; ti denne klart tegnede, mørke profil
 mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra
-f�r; den var s� fin, den svarede til den forestilling om
+før; den var så fin, den svarede til den forestilling om
 finhed, han havde haft, da han selv var en grov, kantet
-dreng, og som han f�rste gang havde set hos en
-fr�k, men nydelig lille pige fra K�benhavn, hans
-f�rste forelskelse.</p>
+dreng, og som han første gang havde set hos en
+fræk, men nydelig lille pige fra København, hans
+første forelskelse.</p>
 
-<p>Hun bem�rkede, at han s� p� hende, og vendte
-ansigtet mod ham, s� det blev usynligt et �jeblik;
+<p>Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte
+ansigtet mod ham, så det blev usynligt et øjeblik;
 hans fantasi havde da slet ingenting, og den tog sig
 friheder &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hun sad s� t�t ved ham, at han kunde f�le varmen
-fra hende, men han �nsede det ikke, han var
-ikke modtagelig for erotisk overf�ring af den art.</p>
+<p>Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen
+fra hende, men han ænsede det ikke, han var
+ikke modtagelig for erotisk overføring af den art.</p>
 
-<p>Det var nu en forbandet trang, han havde f�et i
-den senere tid, at han m�tte t�nke s� langvarigt
-over enhver kvinde han m�dte! Han plejede om
+<p>Det var nu en forbandet trang, han havde fået i
+den senere tid, at han måtte tænke så langvarigt
+over enhver kvinde han mødte! Han plejede om
 enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der
-ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilf�lde
+ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde
 var den ikke blevet urokkelig endnu.</p>
 
-<p>Det skulde vel ikke v�re af beregning, at hun
-var s� tavs? Der var kommet en varslende uro
-over ham og en fj�rn angst; han havde forn�mmelser
-af en hul hvisken, som kunde det v�re tordenlarm,
+<p>Det skulde vel ikke være af beregning, at hun
+var så tavs? Der var kommet en varslende uro
+over ham og en fjærn angst; han havde fornæmmelser
+af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm,
 der endnu var langt borte fra bevidstheden.</p>
 
-<p>De �ldre damer p� den anden vogn var allerede
-faldet i s�vn. I deres figurl�se k�ber og deres besynderlige,
+<p>De ældre damer på den anden vogn var allerede
+faldet i søvn. I deres figurløse kåber og deres besynderlige,
 ludende stillinger lignede de et spil kegler
-fra Torneroses slot, hvor en har sl�et alle ni, i samme
-�jeblik som alting er stanset til hundred�rig s�vn.</p>
+fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i samme
+øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.</p>
 
-<p>Herrerne talte om st�rke m�nd. Doktoren betegnede
+<p>Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede
 bryderkonger som en slags dekadenter, hvortil<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span>
-Ahlmark erkl�rede, at han, som dog selv havde
-mange kr�fter, aldrig havde f�lt sig s� imponeret
+Ahlmark erklærede, at han, som dog selv havde
+mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret
 af noget som af en brydekamp, han nylig havde
-overv�ret. En tredie mente, at det meste m�ske
+overværet. En tredie mente, at det meste måske
 bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var
-truffet f�r kampene, og om ikke pengene spillede en
-lige s� stor rolle som kr�fterne?</p>
+truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en
+lige så stor rolle som kræfterne?</p>
 
 <p>Men diskussjonen interesserede ingen synderligt,
-og den d�de snart hen.</p>
+og den døde snart hen.</p>
 
-<p>Da �bnede fru S�rensen, der slet ikke havde taget
+<p>Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget
 del i samtalen, pludselig sin mund og sae stille og
-indadvendt uden at henvende sig til nogen s�rligt:</p>
+indadvendt uden at henvende sig til nogen særligt:</p>
 
 <p>Min mand har nu osse ualmindelig mange
-kr�fter.</p>
+kræfter.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span></p>
@@ -4107,167 +4068,167 @@ kr�fter.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XIII" id="KAPITEL_XIII"></a>XIII</h2>
 
 
-<p>Hans R�skov kom hjem fra skovturen v�bnet
+<p>Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet
 med al sin kvindeforagt, og den holdt sig
-frisk, s� l�nge han endnu havde det vilde kor
-rungende i sine �ren. Men medens de andre ufortr�dent
-blev ved at more sig, s� trak han sig forel�big
+frisk, så længe han endnu havde det vilde kor
+rungende i sine øren. Men medens de andre ufortrødent
+blev ved at more sig, så trak han sig foreløbig
 tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden,
-der i den tid var husvild, slog sig p� ham; han
-blev et af de f� mennesker, der kedede sig, og solen,
+der i den tid var husvild, slog sig på ham; han
+blev et af de få mennesker, der kedede sig, og solen,
 der skinnede uforanderligt dag efter dag, blev som
-et symbol p� hans kedsomhed, der ogs� var uforanderlig;
-de to ting sm�ltede sammen i hans bevidsthed.
-Det var altid v�rst om eftermiddagen.
-N�r solen var p� nedvejen, da s� alting s� falmet
-og udtryksl�st ud, at han selv f�lte sig ganske tom
+et symbol på hans kedsomhed, der også var uforanderlig;
+de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed.
+Det var altid værst om eftermiddagen.
+Når solen var på nedvejen, da så alting så falmet
+og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom
 indvendig, som om han var uden for det hele. Andre
 mennesker levede, men det var ligesom tiden et
-�jeblik var g�et i st� for at s�tte ham af og s�
+øjeblik var gået i stå for at sætte ham af og så
 komme videre. Aften efter aften kom han hjem
-med den samme sol over sig, og hans sj�l var s�
-flad og bar som pakhusets gr� murflader, hvor
+med den samme sol over sig, og hans sjæl var så
+flad og bar som pakhusets grå murflader, hvor
 solen skinnede ens hver eftermiddag.</p>
 
-<p>Han foruds�, at det blev en dr�j sommer. Om
-vinteren kan man dog samle noget, som man g�r
-og ruger over; det gir stemning, s�tter en vis varme.<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
-Om sommeren er man hj�lpel�s med sit d�rlige
-hum�r; solen skinner p� en, s� man blir hul.</p>
+<p>Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om
+vinteren kan man dog samle noget, som man går
+og ruger over; det gir stemning, sætter en vis varme.<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
+Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige
+humør; solen skinner på en, så man blir hul.</p>
 
-<p>Det blev n�dvendigt at se fru Ida af og til for at
+<p>Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at
 komme til klarhed over hende, for at finde et middel
 til at komme ud over hende. For det var hans
-faste beslutning: det skulde overvindes, l�mpeligt,
-uden sindsbev�gelser, som han p� forh�nd frygtede.
+faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt,
+uden sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede.
 Han forstod ikke, hvad der var med hende;
 rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var
-sk�bnesvanger; hun var kun en tilf�ldighed, og det
-bet�d ikke noget, at hans forrykthed havde f�et udseende
-af at v�re en forelskelse i hende; den skyldtes
-i virkeligheden slet ikke hende. Derfor s� han
-ingen grund til at rejse, han kunde lige s� godt
-gennemg� sit anfald her som et andet sted.</p>
+skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det
+betød ikke noget, at hans forrykthed havde fået udseende
+af at være en forelskelse i hende; den skyldtes
+i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han
+ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt
+gennemgå sit anfald her som et andet sted.</p>
 
 <p>Ensomme mennesker er tit store beregnere og
-fremragende teoretikere; de h�rer til de f�, som f�r
-deres livs regnestykker f�rdige, fordi de i langt ringere
+fremragende teoretikere; de hører til de få, som får
+deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere
 grad end andre forstyrres af mennesker og
 menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og
-s�ger deres facit. Deres beregninger er pr�gede af
-en sj�ldent rendyrket logik, men kommer mennesker
-dem en dag n�r ind p� livet, s� viser der sig
-hos dem st�rre fejl end hos andre, hvis beregninger
-hver dag blev �ndrede, ved at mennesker gik ud og
-ind i deres hus og deres hj�rte og deres regnestykker.</p>
-
-<p>Hans R�skov fik en forstyrrelse i sin regning, da
-fru Ida en aften indhentede ham p� en sti i skoven
-og uden videre slog f�lge med ham.</p>
-
-<p>Det kan godt v�re, havde han g�et og t�nkt, at
+søger deres facit. Deres beregninger er prægede af
+en sjældent rendyrket logik, men kommer mennesker
+dem en dag nær ind på livet, så viser der sig
+hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger
+hver dag blev ændrede, ved at mennesker gik ud og
+ind i deres hus og deres hjærte og deres regnestykker.</p>
+
+<p>Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da
+fru Ida en aften indhentede ham på en sti i skoven
+og uden videre slog følge med ham.</p>
+
+<p>Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at
 jeg kommer til at gifte mig med en eller anden; selv
-det vil jeg g�re, hvis jeg s� har nogen sikkerhed for,<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
-at jeg f�r fred. &mdash; De andre m�nd, som han s� trave
-og stejle s� fyrigt om kvinderne, de havde det n�mmere
-end han. Sanselighed t�nkte han, m� dog
-undertiden g�re det lettere at leve.</p>
+det vil jeg gøre, hvis jeg så har nogen sikkerhed for,<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
+at jeg får fred. &mdash; De andre mænd, som han så trave
+og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere
+end han. Sanselighed tænkte han, må dog
+undertiden gøre det lettere at leve.</p>
 
-<p>Fru Ida talte ikke stort, men gik s� utvungent
+<p>Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent
 ved siden af ham, at han fandt hende tiltalende.
-Hun kom n�rmere til ham, uden at han g�ttede
-p� nogen beregning eller v�bnede sig med sin vidtl�ftigt
-gennemt�nkte ringeagt. Det var en lun,
-god aften; himlen var som en �ben mund, der �ndede
+Hun kom nærmere til ham, uden at han gættede
+på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt
+gennemtænkte ringeagt. Det var en lun,
+god aften; himlen var som en åben mund, der åndede
 varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der stod
-en ram lugt fra alt det gr�nne, der var i sin st�rkeste
-v�kst.</p>
+en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste
+vækst.</p>
 
-<p>Han gik s� uregelm�ssigt, at hun ikke kunde
-vare sig, de st�dte af og til sammen, og deres h�nder
-r�rte ved hinanden. Mange sammensatte stemninger
+<p>Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde
+vare sig, de stødte af og til sammen, og deres hænder
+rørte ved hinanden. Mange sammensatte stemninger
 forsvandt fra hans sind, han blev ligesom
-f�rt tilbage til en mere primitiv tid &mdash; inden det raffinerede
-k�benhavnerbarn, Eva, havde bef�stet
+ført tilbage til en mere primitiv tid &mdash; inden det raffinerede
+københavnerbarn, Eva, havde befæstet
 hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde
 i sig selv en forestilling om, hvor let og simpelt man
-kunde blive tilfreds &mdash; lykkelig m�ske, uden at man
-beh�vede at skule l�nge og �ngsteligt om sig. Lykken
-kunde m�ske n�es lige s� let som solskinnet,
-det er bare at man g�r ud i det &mdash; &mdash;</p>
+kunde blive tilfreds &mdash; lykkelig måske, uden at man
+behøvede at skule længe og ængsteligt om sig. Lykken
+kunde måske nåes lige så let som solskinnet,
+det er bare at man går ud i det &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig,
-hun kom n�rmere, og de gik t�t sammen l�nge,
+hun kom nærmere, og de gik tæt sammen længe,
 men der blev ikke talt ret meget. Det var den
 samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for
-mange �r siden, n�r han n�d den tidlige sommer
-uden for g�rdens s�ndre l�nge, og han havde det
-lykkelige syn af noget, der l� og blinkede h�jt oppe,
+mange år siden, når han nød den tidlige sommer
+uden for gårdens søndre længe, og han havde det
+lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe,
 gyldent og fredeligt &mdash; &mdash;</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span></p>
 
-<p>Hun styrede deres gang hen til et gr�nt g�rde og
-fik ham til at s�tte sig hos hende.</p>
+<p>Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og
+fik ham til at sætte sig hos hende.</p>
 
-<p>Hvor k�erne br�ler der ovre, sae hun; de m�
-v�re sultne.</p>
+<p>Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må
+være sultne.</p>
 
-<p>De vil malkes, svarede han, og s� l�nge p�
-hende. Hun tog om hans hoved med sine h�nder,
+<p>De vil malkes, svarede han, og så længe på
+hende. Hun tog om hans hoved med sine hænder,
 drejede det varsomt og hviskede: Nej.</p>
 
-<p>Han m�tte da n�jes med at skimte hende. Hun
-var endnu s� bev�get, hendes �reflipper var ganske
+<p>Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun
+var endnu så bevæget, hendes øreflipper var ganske
 hede, og blodet bankede i dem; hun tog et blad og
 svalede dem med.</p>
 
 <p>Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han
-f�lte hendes n�rhed med sit eget legeme, og idet
+følte hendes nærhed med sit eget legeme, og idet
 denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, blev
-den ligesom fordrejet; den n�ede ikke hans sanser,
-men slog sig p� sj�len. Han var ikke forberedt
-eller ikke moden. M�ske er der en lov om, at n�r den
-naturlige sanselighed forg�ves p�kaldes, s� kan der
-reageres fra et andet sted; p�virkningen g�r
+den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser,
+men slog sig på sjælen. Han var ikke forberedt
+eller ikke moden. Måske er der en lov om, at når den
+naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan der
+reageres fra et andet sted; påvirkningen går
 dybere ned og finder svar. Og svaret blev en vild og
-gold sm�rte. Det glimtede ind i hans bevidsthed;
-noget m�rkt l�ftede sig og faldt igen, som n�r det
+gold smærte. Det glimtede ind i hans bevidsthed;
+noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det
 lyner ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et
-�jeblik ses at h�nge p� himlen.</p>
+øjeblik ses at hænge på himlen.</p>
 
 <p>Dette var ikke lykken; det var snarere som det
-sv�rd, hvorom der st�r: Ogs� din sj�l skal et
-sv�rd gennemtr�nge.</p>
+sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et
+sværd gennemtrænge.</p>
 
-<p>Hun m�rkede godt, at hans tanker var andre
+<p>Hun mærkede godt, at hans tanker var andre
 steder henne; han klappede hende &mdash; modbydeligt
-�ndsfrav�rende &mdash; p� skulderen, men hun ventede
-dog p�, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved
+åndsfraværende &mdash; på skulderen, men hun ventede
+dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved
 op mod hans skulder, men det var forbavsende,
 hvor det hoved kom til at ligge ubekvemt.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span></p>
 
-<p>Han stredes med uv�ret i sit sind; det rykkede i
-ham, som havde han en kantet sten i sin h�nd,
-som han �nskede at kaste; han stirrede p� galskaben,
-der flyttede sig, gl�dende, hen mod hans
-hj�rte.</p>
+<p>Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i
+ham, som havde han en kantet sten i sin hånd,
+som han ønskede at kaste; han stirrede på galskaben,
+der flyttede sig, glødende, hen mod hans
+hjærte.</p>
 
-<p>Nu vil jeg hjem, sae han kort og t�rt, og den
-sk�lven, der var i hans indre, h�rtes ikke i hans
+<p>Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den
+skælven, der var i hans indre, hørtes ikke i hans
 stemme.</p>
 
-<p>Hun l�ftede hodet og s� bestyrtet p� ham, kunde
-ikke forst� det; hans ord l�d i hendes �ren som
-tr�skotramp p� en stenbro.</p>
+<p>Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde
+ikke forstå det; hans ord lød i hendes øren som
+træskotramp på en stenbro.</p>
 
 <p>Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun
-vilde ikke tro, det skulde ende s�dan.</p>
+vilde ikke tro, det skulde ende sådan.</p>
 
 <p>Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes
-d�r sae han slet og ret godnat og gik s� hjem
+dør sae han slet og ret godnat og gik så hjem
 til sit.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -4279,879 +4240,879 @@ til sit.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XIV" id="KAPITEL_XIV"></a>XIV</h2>
 
 
-<p>Par efter par g�r det store selskab ind i propriet�rens
+<p>Par efter par går det store selskab ind i proprietærens
 spisestue, hvor alting udsender et koldt
-lys, kun vinduerne er m�rke, og de blir lidt efter lidt
-helt sorte. Der har v�ret varmt i dagligstuen, men
-her inde er man lige ved at fryse. R�dmen p� damernes
-kinder begynder at vise bestemte gr�nser,
-hos de �ldre flytter en afdeling af den ud p� n�setippen,
+lys, kun vinduerne er mørke, og de blir lidt efter lidt
+helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men
+her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes
+kinder begynder at vise bestemte grænser,
+hos de ældre flytter en afdeling af den ud på næsetippen,
 kavallerer sendes ind efter sjaler, men de
 unge vil hellere spise sig varme eller le sig varme.
-Med det sidste er det alligevel kun sm�t; ingen siger
+Med det sidste er det alligevel kun småt; ingen siger
 noget, alle stivner over for det meget hvide. Der
 mumles, mens suppen bydes om.</p>
 
-<p>Det var da satan til h�jtidelighed, knager propriet�ren,
-hvis stemme hersker enev�ldig i det tavse
-rum. Ja, m� jeg s� bede det �rede ligf�lge om at ta
-for sig; de, der ikke f�r nok at �de kan bag efter
-g� ud i spisekammeret og g�re sig f�rdige.</p>
-
-<p>�ldre damer mindes hans kone, som han begravede
-for to �r siden, men de formildes svagt, idet
-suppens varme dampe st�r op om deres kolde n�ser.</p>
-
-<p>Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset bl�
-silke, og ligner en af de sm� danske s�er en sommermorgen,
-s� bl� og stille og frisk; hendes bordherres<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span>
-underholdning fremkalder n�ppe en krusning af et
-smil p� hendes smalle ansigt.</p>
-
-<p>N� De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, n�r De
-er f�rdig med at l�se bordb�n, eller hvad det er,
-De bestiller, vil De s� sk�nke i Deres dames glas?</p>
-
-<p>Hans R�skov ser op, idet han r�kker efter r�dvinsflasken.
-Dette br�lende stykke k�d og blod af
-et mandfolk var ogs� kommet i ulave i anledning af
-den pludselig s� tillukkede lille dame ved siden af,
-en n�m og glubsk k�rlighed, som der var r�d for,
+<p>Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren,
+hvis stemme hersker enevældig i det tavse
+rum. Ja, må jeg så bede det ærede ligfølge om at ta
+for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter
+gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige.</p>
+
+<p>Ældre damer mindes hans kone, som han begravede
+for to år siden, men de formildes svagt, idet
+suppens varme dampe står op om deres kolde næser.</p>
+
+<p>Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå
+silke, og ligner en af de små danske søer en sommermorgen,
+så blå og stille og frisk; hendes bordherres<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span>
+underholdning fremkalder næppe en krusning af et
+smil på hendes smalle ansigt.</p>
+
+<p>Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De
+er færdig med at læse bordbøn, eller hvad det er,
+De bestiller, vil De så skænke i Deres dames glas?</p>
+
+<p>Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken.
+Dette brølende stykke kød og blod af
+et mandfolk var også kommet i ulave i anledning af
+den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af,
+en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for,
 om hun vilde. Men heller ikke han lod til at ha
-held med sig, sk�nt han udfoldede alle sine �vner;
+held med sig, skønt han udfoldede alle sine ævner;
 han formelig knaldede mod hende med sin stemme
-som en splittergal og besp�ndt spyflue mod en rude.
-Han var s�re elendig ligesom Hans R�skov selv,
-sk�nt han endnu var under p�virkning af �jeblikkets
-k�lighed. Hans tykke, fastsnoede oversk�g
-hang ned som to massive <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: sp�rgsm�lstegn">sp�rsm�lstegn</a>; mellem
-dem blev hans skr�, ubetydelige hage endnu mere
-intetsigende, og neden under kom den sv�re hals
-som hagens naturlige forts�ttelse. Skilningen p�
-den smalle isse var endnu uber�rt af de sindsbev�gelser,
-der stod tilbage; det l� i hendes magt,
-hvor forpjusket han skulde v�re, inden aftenen var
+som en splittergal og bespændt spyflue mod en rude.
+Han var såre elendig ligesom Hans Råskov selv,
+skønt han endnu var under påvirkning af øjeblikkets
+kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg
+hang ned som to massive <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: spørgsmålstegn">spørsmålstegn</a>; mellem
+dem blev hans skrå, ubetydelige hage endnu mere
+intetsigende, og neden under kom den svære hals
+som hagens naturlige fortsættelse. Skilningen på
+den smalle isse var endnu uberørt af de sindsbevægelser,
+der stod tilbage; det lå i hendes magt,
+hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var
 til ende.</p>
 
-<p>&mdash; Ved n�ste ret blir samtalen h�jr�stet, og da
-Ahlmark ser at hans g�ster er i gang, oph�rer hans
+<p>&mdash; Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da
+Ahlmark ser at hans gæster er i gang, ophører hans
 basunsoloer ud over bordet, han taler med fru Ida
 alene.</p>
 
 <p>De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.</p>
 
-<p>Ja, svarer hun og sl�r �jnene op imod ham.
-Disse �jne er der to, der ser.</p>
+<p>Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham.
+Disse øjne er der to, der ser.</p>
 
 <p>Ahlmark er straks helt ude af det. &mdash; Hvis De<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span>
-vil smile til mig nu, siger han, s� vil jeg for�re
-Dem denne her g�rd, og De kan s� g�re med den,
-hvad De vil. De kan ans�tte mig som r�gterdreng;
-jeg vil v�re Deres dreng; jeg har aldrig f�r v�ret
-nogens dreng, jeg vil v�re Deres dreng p� Deres
-g�rd.</p>
+vil smile til mig nu, siger han, så vil jeg forære
+Dem denne her gård, og De kan så gøre med den,
+hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng;
+jeg vil være Deres dreng; jeg har aldrig før været
+nogens dreng, jeg vil være Deres dreng på Deres
+gård.</p>
 
 <p>Vil De det?</p>
 
-<p>Ja, d�len baldyre mig, siger han, glad over at
-f� anledning til at bande p� det. Men hun ser
-p� ham med sine bl� �jne, der er kolde som et tilfrosset
+<p>Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at
+få anledning til at bande på det. Men hun ser
+på ham med sine blå øjne, der er kolde som et tilfrosset
 vand en vintereftermiddag.</p>
 
-<p>De m� jo fejle noget, hvisker han og ser mere
-end een gang ned til Hans R�skov, for at hun skal
-l�gge m�rke til det og sige noget om ham. &mdash; Nu
-har jeg ikke h�rt Dem le i tre dage, hvad skal det
-blive til? Det g�r rent galt med mig, hvis det skal
-blive s�dan ved. Men det er lige meget: smil nu til
-mig, s� rejser jeg mig op og sl�r p� mit glas og siger:
-Her, mine damer og herrer, ser De g�rdens frue, og
-jeg er hendes r�gterdreng. Skal vi imponere rakket,
-s� de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?</p>
-
-<p>Hun ser frem for sig og ler h�jt, s� de n�rmeste
-h�rer det; Hans R�skov vender sine �jne op mod
+<p>De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere
+end een gang ned til Hans Råskov, for at hun skal
+lægge mærke til det og sige noget om ham. &mdash; Nu
+har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det
+blive til? Det går rent galt med mig, hvis det skal
+blive sådan ved. Men det er lige meget: smil nu til
+mig, så rejser jeg mig op og slår på mit glas og siger:
+Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue, og
+jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket,
+så de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?</p>
+
+<p>Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste
+hører det; Hans Råskov vender sine øjne op mod
 hende og tar dem straks til sig igen; der var et
 fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der
-er optaget af vigtige ting, og pludselig h�rer noget
-skingrende, der f�r ham til at vende hodet.</p>
-
-<p>Han spiller den ligegyldige, t�nker hun. Ja ja,
-lad os pr�ve ham.</p>
-
-<p>Det synker godt i vinflaskerne; til geng�ld er der
-stigning i �jnenes udtryk; over alt ses str�lende
-�jne, salige �jne, hvis ejere befinder sig p� et af deres
-livs h�jdepunkter, �jne, der gl�der af mad og vin;<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span>
-bange �jne, der er blevet dristige og ikke holder
-p� nogen hemmelighed. Det kendes mest p� de
+er optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget
+skingrende, der får ham til at vende hodet.</p>
+
+<p>Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja,
+lad os prøve ham.</p>
+
+<p>Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der
+stigning i øjnenes udtryk; over alt ses strålende
+øjne, salige øjne, hvis ejere befinder sig på et af deres
+livs højdepunkter, øjne, der gløder af mad og vin;<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span>
+bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder
+på nogen hemmelighed. Det kendes mest på de
 unge; de har siddet kejtede ved siden af hinanden
-og udvekslet flere ufrivillige albuest�d end interessante
-bem�rkninger, men nu f�r de held til at opdage
-hinanden og g�re lange strejftog ind i hinandens
-fortrolighed, og de st�der snart p� den erotiske
+og udvekslet flere ufrivillige albuestød end interessante
+bemærkninger, men nu får de held til at opdage
+hinanden og gøre lange strejftog ind i hinandens
+fortrolighed, og de støder snart på den erotiske
 betagelse, som ligger bag ved. De udveksler deres
-gensidige beundring mere end een gang i sm�
-private glas og �jekast; megen letsindig ild t�ndes
-og n�res yderligere ved sagte samtale; forvovne sm�
-lygtem�nd danser p� randen af vinglassene; albuest�d
-undg�s lettere og erstattes med mindre spidse
-ber�ringer. Her blir s� hedt, men det er svalt i
-haven; det kunde g�re godt at g� en lille tur efter
-bordet, forblommede aftaler tr�ffes; man f�ler allerede
-fortryllelsen ved at se p� hinandens munde, der
-under samtalen n�rmer sig til en afstand af et lille
+gensidige beundring mere end een gang i små
+private glas og øjekast; megen letsindig ild tændes
+og næres yderligere ved sagte samtale; forvovne små
+lygtemænd danser på randen af vinglassene; albuestød
+undgås lettere og erstattes med mindre spidse
+berøringer. Her blir så hedt, men det er svalt i
+haven; det kunde gøre godt at gå en lille tur efter
+bordet, forblommede aftaler træffes; man føler allerede
+fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der
+under samtalen nærmer sig til en afstand af et lille
 kvarter &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Fornuftige for�ldre aner ingenting.</p>
+<p>Fornuftige forældre aner ingenting.</p>
 
-<p>&mdash; I Hans R�skovs �ren l�d det hele som en kold,
+<p>&mdash; I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold,
 uvedkommende larm; det var en koncert som af
-skralder og piber p� et marked, og til denne koncert
-h�rte ogs� fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun
+skralder og piber på et marked, og til denne koncert
+hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun
 ikke skraldede med i aften, hun vidste det vel heller
-ikke selv, det kunde v�re ligegyldigt. Ti da han s�
-hende dagen efter deres m�de i skoven, da optr�dte
-hun med lystigheds fulde musik, hun fik m�ndene
+ikke selv, det kunde være ligegyldigt. Ti da han så
+hende dagen efter deres møde i skoven, da optrådte
+hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene
 til at danse om sig, og det var vel meningen, at han
-ogs� skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden,
-at hun havde f�et ham med, og at han kunde
+også skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden,
+at hun havde fået ham med, og at han kunde
 ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span>
-danset. Han havde holdt �je med, hvad hun tog sig
+danset. Han havde holdt øje med, hvad hun tog sig
 for, og allerede det syntes at more hende en hel del.</p>
 
-<p>Meget energisk var han s�ledes blevet stanset i sit
-anfald af forrykthed. Han havde n�mlig v�ret p�
-vej til at tro p� hende. Da han kom hjem den
-aften, havde hans sindsbev�gelse efterh�nden lagt
+<p>Meget energisk var han således blevet stanset i sit
+anfald af forrykthed. Han havde næmlig været på
+vej til at tro på hende. Da han kom hjem den
+aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt
 sig, han var kommet til ro, og han havde sagt til sig
-selv, at det var jo alligevel muligt &mdash; &mdash; m�ske var
-hun den rette, han havde tilbagekaldt sine h�nlige
+selv, at det var jo alligevel muligt &mdash; &mdash; måske var
+hun den rette, han havde tilbagekaldt sine hånlige
 tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning,
 der var helt ny for ham. Det var slemt, at
-han m�tte g� fra hende s� pludseligt; n�ste dag
+han måtte gå fra hende så pludseligt; næste dag
 vilde han forklare hende &mdash; &mdash; eller blot bede hende
-om ikke at t�nke mere p� det.</p>
+om ikke at tænke mere på det.</p>
 
-<p>Det blev en anden n�ste dag, end han havde
-t�nkt sig. Dog, s� snart han havde set det f�rste
-blik, hun sendte en anden mand, s� var han underrettet.
+<p>Det blev en anden næste dag, end han havde
+tænkt sig. Dog, så snart han havde set det første
+blik, hun sendte en anden mand, så var han underrettet.
 Der var ingen vaklen, han troede ikke, at
 han havde set fejl; han vidste straks, at hun ikke
 var hans, men alle andres. Han havde ligesom lagt
-h�nden p� noget, der var i bev�gelse inde i ham,
+hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham,
 i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde
-stanset det, og da han s� hende forts�tte sin s�dvanlige
+stanset det, og da han så hende fortsætte sin sædvanlige
 leg, havde han sagt til sig selv: Naturligvis!
-I samme �jeblik var det ham ubegribeligt, at hans
+I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans
 fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde
-han undg�et at tale med hende, men havde truffet
+han undgået at tale med hende, men havde truffet
 sammen med hende ret ofte; han led under det,
 men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin
 galskab.</p>
 
-<p>Han greb sig i at stirre p�faldende p� hende,
-mens disse erindringer gik h�rdt og larmende gennem
-hans sind, som ankerk�ttinger, der l�ber ud.<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span>
+<p>Han greb sig i at stirre påfaldende på hende,
+mens disse erindringer gik hårdt og larmende gennem
+hans sind, som ankerkættinger, der løber ud.<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span>
 Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en
-betagende mods�tning til hendes tavshed, men der
+betagende modsætning til hendes tavshed, men der
 var ikke den mand, der var dristig nok til at anse
-sig selv for �rsagen til den varme, der udstr�lede
-fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejg�rd
-tilr�bte hende; hun nikkede til Kai, der betragtede
-hende med megen alvor; hun l�ftede sit glas mod
-k�bmand S�rensen, der trods sine religi�se og s�delige
-grunds�tninger afleverede sine kantede forbindtligheder
+sig selv for årsagen til den varme, der udstrålede
+fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård
+tilråbte hende; hun nikkede til Kai, der betragtede
+hende med megen alvor; hun løftede sit glas mod
+købmand Sørensen, der trods sine religiøse og sædelige
+grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder
 &mdash; &mdash; af forretningshensyn, forklarede
 han hviskende sin kone, ligesom han kun af forretningshensyn
-var g�et med til dette selskab. Fru
-Ida sad d�r, som om hun var husets frue, en n�dig
-og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen l�b langs
+var gået med til dette selskab. Fru
+Ida sad dær, som om hun var husets frue, en nådig
+og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen løb langs
 bordet.</p>
 
-<p>Fru Ida beh�vede ikke at stirre p� Hans R�skov
-for at holde �je med ham; han var heller ikke et menneske,
-som man fik noget ud af ved at se p� ham; han
-lignede sig selv fra den aften, da han p� en s� plat
-m�de havde narret hende midt i en stor forventning.
-Hun havde v�ret s� betaget, at hun ikke kunde tale,
-og ventet i stor sp�nding p�, hvad han endelig vilde
-sige, han der sparede sin mund og kunde g� og tie en
-m�ngde indholdsrige ting sammen. S� stille og s�lsomt
+<p>Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov
+for at holde øje med ham; han var heller ikke et menneske,
+som man fik noget ud af ved at se på ham; han
+lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat
+måde havde narret hende midt i en stor forventning.
+Hun havde været så betaget, at hun ikke kunde tale,
+og ventet i stor spænding på, hvad han endelig vilde
+sige, han der sparede sin mund og kunde gå og tie en
+mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt
 havde de to fundet hinanden, at hun ikke turde
-vove sig til at v�re den f�rste til at tale, det tilkom
-et ualmindeligt menneske som ham. Og s� havde
-han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel �gtemand,
+vove sig til at være den første til at tale, det tilkom
+et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde
+han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand,
 hun en gang havde set, der var kommet ud
 at spasere med sin unge kone en dejlig sommeraften,
 og bedst som hun tror, de skal til at ha
-det godt, s� st�der han stokken i jorden og bider
-tandstumperne i den ene k�be ned i de bare gummer<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
-i den anden og siger st�dig og gnaven: Jevej��m!</p>
+det godt, så støder han stokken i jorden og bider
+tandstumperne i den ene kæbe ned i de bare gummer<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
+i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!</p>
 
-<p>Jo, hun havde haft en kamp at best�, for en
+<p>Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en
 gangs skyld, en kamp med sig selv for at kunne
-le over dette optrin. Da hun traf ham n�ste gang,
-vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt hum�ret,
-og s� var det desv�rre alligevel tilf�ldet. Det var
+le over dette optrin. Da hun traf ham næste gang,
+vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret,
+og så var det desværre alligevel tilfældet. Det var
 hendes knagende dumhed, at hun ikke straks var
-f�rdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet
-af den gnavne �gtemand, han snart blev, hvis hun
+færdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet
+af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun
 tog ham, han var kun halvvejs latterlig, og hun
 var endnu forelsket i denne halvt komiske, halvt
 uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til
-at tr�de frem som den, han var, at hun kunde blive
-klog p� ham og f�rdig med ham. Hidtil havde
-hendes fors�g p� indirekte at s�tte liv i ham kun
-bevirket, at han blev fuldst�ndig til sten. Hans
-selvbeherskelse m�tte v�re um�delig; han s� ikke
-en gang s� ind�dt p� hende, at det var opsigtsv�kkende,
-selv om hun nok l�ste mere i hans �jne end
-andre; men hun vilde �ve ham yderligere i selvbeherskelse,
-s� kunde han g� sin vej med den, hvis der
+at træde frem som den, han var, at hun kunde blive
+klog på ham og færdig med ham. Hidtil havde
+hendes forsøg på indirekte at sætte liv i ham kun
+bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans
+selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke
+en gang så indædt på hende, at det var opsigtsvækkende,
+selv om hun nok læste mere i hans øjne end
+andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse,
+så kunde han gå sin vej med den, hvis der
 ikke var andet at klemme ud af ham.</p>
 
-<p>&mdash; Se, hvor uhyggeligt m�rket st�r lige uden for
-vinduerne, sae Hans R�skovs borddame, fr�ken Anna
-�rbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. &mdash; N�r
-grenene vifter, ser det ud, ligesom m�rket blev
+<p>&mdash; Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for
+vinduerne, sae Hans Råskovs borddame, frøken Anna
+Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. &mdash; Når
+grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev
 levende.</p>
 
-<p>Hvad er det, der f�r Dem til at g�re iagttagelser
-over m�rket? spurte han, underlig ber�rt.</p>
+<p>Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser
+over mørket? spurte han, underlig berørt.</p>
 
 <p>Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.</p>
 
-<p>Anna �rbo var atten �r, h�j og kraftig af sin
+<p>Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin
 alder; det mest voksne ved hende var den dybe,<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
-fyldige stemme, som hun var fuldst�ndig herre
-over; derimod var hendes bev�gelser endnu helt
+fyldige stemme, som hun var fuldstændig herre
+over; derimod var hendes bevægelser endnu helt
 barnlige; de havde noget af den pudsige ynde, der
-undertiden er over f�l eller hundehvalpe af god
+undertiden er over føl eller hundehvalpe af god
 race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes
-fremtoning noget vist naivt, og hendes v�sen var
-overhovedet pr�get af den troskyldighed, der virker
-pirrende p� erotisk erfarne m�nd, men hendes forstandige,
-m�rkebl� �jne holdt de nysg�rrige p� afstand,
-og de fandt heller ikke hendes smalle l�ber
+fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var
+overhovedet præget af den troskyldighed, der virker
+pirrende på erotisk erfarne mænd, men hendes forstandige,
+mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand,
+og de fandt heller ikke hendes smalle læber
 varmblodige nok.</p>
 
-<p>Hvor kan det v�re, Hr. R�skov, sae hun, at De
-aldrig har v�ret henne at bes�ge min onkel? Jeg
+<p>Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De
+aldrig har været henne at besøge min onkel? Jeg
 vil sige Dem, at han er skuffet over det, og jeg ved,
 at han interesserer sig meget for Dem.</p>
 
-<p>Jeg er ikke interessant, fr�ken. De kan v�re
-vis p�, at jeg mener det, f�jede han til.</p>
+<p>Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være
+vis på, at jeg mener det, føjede han til.</p>
 
-<p>Ja men det er onkel; han t�nker meget over alting.
-Han taler ogs� meget om Dem.</p>
+<p>Ja men det er onkel; han tænker meget over alting.
+Han taler også meget om Dem.</p>
 
-<p>De har formodenlig dr�ftet mig i f�llesskab,
+<p>De har formodenlig drøftet mig i fællesskab,
 henkastede han.</p>
 
-<p>Det har vi, svarede hun uden forvirring og s�
-�bent p� ham.</p>
+<p>Det har vi, svarede hun uden forvirring og så
+åbent på ham.</p>
 
-<p>Det er vel ogs� ham, De skylder Deres us�dvanlige
+<p>Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige
 alvor? sae han med en antydning af et smil.</p>
 
 <p>Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det
-var ruinerne af munterhed, hun pludselig s� afd�kkede
-p� et menneskes ansigt.</p>
+var ruinerne af munterhed, hun pludselig så afdækkede
+på et menneskes ansigt.</p>
 
 <p>Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.</p>
 
-<p>Ogs� Deres forst�else af mig? spurte han ironisk.</p>
+<p>Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.</p>
 
-<p>Jeg fordrister mig ikke til at ville forst� Dem.</p>
+<p>Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.</p>
 
-<p>Det svarede han ikke noget til; ogs� hun tav et
-�jeblik.</p>
+<p>Det svarede han ikke noget til; også hun tav et
+øjeblik.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span></p>
 
-<p>&mdash; Det er den s�rgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark
+<p>&mdash; Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark
 til fru Ida; De har siddet ved siden af mig
-og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang k�be et
-smil af Dem med hele min g�rd. S� fallit har jeg
-endnu aldrig v�ret.</p>
+og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang købe et
+smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg
+endnu aldrig været.</p>
 
-<p>Hvem er den konfirmandpige, Hr. R�skov konverserer
-s� ivrigt? spurte hun.</p>
+<p>Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer
+så ivrigt? spurte hun.</p>
 
-<p>Han konverserer hende s'gu slet ikke s� ivrigt, og
-hvis det kan tr�ste Dem, tilf�jede han med et mislykket
-fors�g p� at se ondskabsfuld ud, s� har han
+<p>Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og
+hvis det kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket
+forsøg på at se ondskabsfuld ud, så har han
 siddet og skulet meget indsmigrende op til Dem hele
 tiden.</p>
 
-<p>Det er ogs� det, han g�r bedst. Skal De ikke
-hilse p� ham ogs�? Jeg synes, De fors�mmer Deres
-pligter som v�rt.</p>
+<p>Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke
+hilse på ham også? Jeg synes, De forsømmer Deres
+pligter som vært.</p>
 
-<p>Ahlmark tog sit glas og r�mmede sig, s� det dr�nede,
-Hans R�skov og flere andre s� den vej.</p>
+<p>Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede,
+Hans Råskov og flere andre så den vej.</p>
 
-<p>M� jeg hilse p� repr�sentanten for spr�ngstofferne?</p>
+<p>Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?</p>
 
-<p>De l�ftede deres glas og drak; fru Idas �jne veg
+<p>De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg
 ikke fra hans ansigt.</p>
 
 <p>Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed?
-t�nkte hun. &mdash; M�ske slet ingenting.
+tænkte hun. &mdash; Måske slet ingenting.
 Men jeg vil se ham uden maske.</p>
 
 <p>&mdash; Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De
-s� v�re s� venlige at f�le p� Deres maver, om der
-kan v�re mere; ellers er kykken�et den vej. Velbekomme!</p>
-
-<p>Selskabet fordelte sig i stuerne; bl� r�gs�jler steg
-til v�rs om kap med de tykke skyer, der blev pustet
-ud; sigarendernes gl�den tiltog og aftog, som var
-det ilden selv, der �ndede; mange herrer gumlede
-p� r�gen, inden de slap den ud, de havde ogs�<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
+så være så venlige at føle på Deres maver, om der
+kan være mere; ellers er kykkenæet den vej. Velbekomme!</p>
+
+<p>Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg
+til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet
+ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var
+det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede
+på røgen, inden de slap den ud, de havde også<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
 siddet til bords over en time. Ahlmark gik om og
-str�g t�ndstikker og havde sin s�dvanlige morskab
-med den lille tykke dyrl�ge, der gik i stadig fare
+strøg tændstikker og havde sin sædvanlige morskab
+med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare
 for at le sig ihjel over hans morsomheder.</p>
 
-<p>Bak, Thomsen, formanede propriet�ren og fors�gte
+<p>Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte
 at ramme den hoppende sigarende med sin
-t�ndstik; bak nu, lille Thomsen. Men s� bak dog
-for satan! St�r mennesket ikke d�r og griner som
-selve fanden, da han s� sin oldemor danse svejtrit
-i sivsko med den hellig�nd. &mdash; Han str�g to
-t�ndstikker p� een gang og holdt jagt p� dyrl�gens
+tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men så bak dog
+for satan! Står mennesket ikke dær og griner som
+selve fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit
+i sivsko med den helligånd. &mdash; Han strøg to
+tændstikker på een gang og holdt jagt på dyrlægens
 dansende sigar.</p>
 
-<p>Lad <em>mig</em> t�nde &mdash; &mdash; jeg ve' s�l, jamrede Thomsen.
-Du br�nder mig, av, hav, hav, hav &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+<p>Lad <em>mig</em> tænde &mdash; &mdash; jeg ve' sæl, jamrede Thomsen.
+Du brænder mig, av, hav, hav, hav &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Dyrl�gen l� ned i sofaen og droges med d�den;
-han kunde ikke en gang f� begyndt at le for bare
+<p>Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden;
+han kunde ikke en gang få begyndt at le for bare
 grin. Han lo som en basun for munden af en begynder;
 han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke
-kunde f�re det igennem, han misbrugte sit latterinstrument,
-s� det slet ikke kunde gi de rigtige toner;
+kunde føre det igennem, han misbrugte sit latterinstrument,
+så det slet ikke kunde gi de rigtige toner;
 de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede hans
-indvolde, og da han ikke kunde andet, s� sparkede
+indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede
 han latteren fra sig med benene, han vred den af
-sig i s�lsom mavedans, smed den om sig med b�gge
-h�nder, han gr�d den ud i stride t�rer, og da han
-s�ledes l�nge havde grinet med hele kroppen og
-havde v�ret d�den n�r, s� fik han endelig forl�sning
+sig i sælsom mavedans, smed den om sig med bægge
+hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han
+således længe havde grinet med hele kroppen og
+havde været døden nær, så fik han endelig forløsning
 for sin latter ad naturlig vej.</p>
 
-<p>&mdash; Vejg�rd havde &mdash; i mangel af fru Ida &mdash; drillet
-en flok unge piger, s� de samlede sig om ham;
-han l� udstrakt i en flugtstol, medens de stod foran
+<p>&mdash; Vejgård havde &mdash; i mangel af fru Ida &mdash; drillet
+en flok unge piger, så de samlede sig om ham;
+han lå udstrakt i en flugtstol, medens de stod foran
 ham med dirrende pegefingre og skreg i munden
-p� hverandre, at han m�tte skamme sig; de sk�ldte<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span>
-ham h�der og �re fra i deres takn�mlighed over,
-at han vilde besk�ftige sig med dem og glemme
-sin fru Ida et �jeblik; de krummede sig over ham,
-faldef�rdige af optagethed, og skubbede til hverandre.
-Han lo til dem gennem sin sigaret og fn�s
-dem r�gen ind i ansigtet og trak den mest h�jr�stede
-ned p� sit sk�d, hvorfra hun straks sprang op igen
-og gav plads for en anden. L�ngere tilbage stod en
-sejsten�rig lille dame og bl�ste sigaretr�gen ud
-gennem n�sen, idet hun h�nligt erkl�rede, at hun
-var lige glad, n�r han bare vilde la v�re at snyde
-i krokket. Vejg�rd rejste sig og hentede hende, bar
-hende over gulvet og satte sig med hende p� sk�det.
+på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span>
+ham hæder og ære fra i deres taknæmlighed over,
+at han vilde beskæftige sig med dem og glemme
+sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham,
+faldefærdige af optagethed, og skubbede til hverandre.
+Han lo til dem gennem sin sigaret og fnøs
+dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede
+ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen
+og gav plads for en anden. Længere tilbage stod en
+sejstenårig lille dame og blæste sigaretrøgen ud
+gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun
+var lige glad, når han bare vilde la være at snyde
+i krokket. Vejgård rejste sig og hentede hende, bar
+hende over gulvet og satte sig med hende på skødet.
 Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for
-at l�re hende at opf�re sig ordenligt; hun knoede
-l�s p� ham med knyttede n�ver og vilde ikke slippe
-sin sigaret, r�g og gnister stod om dem; hun fyldte
-hans s�gende mund med r�g, s� han hostede al kraft
-af sig og m�tte slippe, men de andre skreg og lo
-i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop sl�s
-med hende? mente de. &mdash; Hr. Vejg�rd er rigtignok
-store slem i aften, sae de; og s� blev de ivrige igen;
+at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede
+løs på ham med knyttede næver og vilde ikke slippe
+sin sigaret, røg og gnister stod om dem; hun fyldte
+hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft
+af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo
+i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop slås
+med hende? mente de. &mdash; Hr. Vejgård er rigtignok
+store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen;
 men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod
-dem st�. Den sejsten�rige fik sig en anden sigaret
+dem stå. Den sejstenårige fik sig en anden sigaret
 og var stadig lige glad; hun kunde slet ikke dele
-de andres f�lelser og m�tte s�ge andet selskab.</p>
+de andres følelser og måtte søge andet selskab.</p>
 
 <p>&mdash; Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde
 sig til, de hviskede, den ene sagtere end den anden
-og h�ldede sig over hende om kap; med deres ludende
-kroppe og deres �jne, der opm�rksomt vandrede
-om p� hendes fine skikkelse, mindede de om
-to hunde, der sidder og gir agt p� deres herre; og
+og hældede sig over hende om kap; med deres ludende
+kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede
+om på hendes fine skikkelse, mindede de om
+to hunde, der sidder og gir agt på deres herre; og
 ligesom to hunde vekslede de undertiden et kort,<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span>
-mistroisk blik, n�r det kunde se ud, som om der
+mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der
 faldt mere af til den ene end den anden. Fru Idas
-ansigt blussede og havde et tr�t udseende; hendes
-kr�lle hang som en forstrakt proptr�kker ned over
-tindingen og kildrede hende p� munden; det kunde
+ansigt blussede og havde et træt udseende; hendes
+krølle hang som en forstrakt proptrækker ned over
+tindingen og kildrede hende på munden; det kunde
 gyse i en mand ved at se det, man kunde komme
-til at b�vre med munden; de to unge lo sygeligt af
+til at bævre med munden; de to unge lo sygeligt af
 og til.</p>
 
-<p>&mdash; K�bmand S�rensen indlod sig i sin egenskab af
-alvorsmand i samtale med Hans R�skov, men hans
-�jne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede alle vegne
+<p>&mdash; Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af
+alvorsmand i samtale med Hans Råskov, men hans
+øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede alle vegne
 rundt om hende som to hunde om deres elskede
 herre, men hvor mange krumspring de end gjorde,
-s� var de hele tiden optaget af hende; gjorde hun
-en lille us�dvanlig bev�gelse, s� var de der, som to
+så var de hele tiden optaget af hende; gjorde hun
+en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som to
 kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget.
-Han pillede med svagt b�vende fingre ved de lysebrune
-kr�llede h�r, der stod s� frodigt ud af hans
-friske kinder, og n�r hun smilede, skiltes hans t�tte
-sk�g straks af de bugnende, r�de l�ber.</p>
-
-<p>Mens fru Ida lod de unge mennesker br�nde sig
-op &mdash; de b�jede sig hen over hende, som om de var
-bange for, at forbr�ndingen ikke skulde g� hurtigt
-nok &mdash; iagttog hun de to m�nd, der havde valgt at
+Han pillede med svagt bævende fingre ved de lysebrune
+krøllede hår, der stod så frodigt ud af hans
+friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans tætte
+skæg straks af de bugnende, røde læber.</p>
+
+<p>Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig
+op &mdash; de bøjede sig hen over hende, som om de var
+bange for, at forbrændingen ikke skulde gå hurtigt
+nok &mdash; iagttog hun de to mænd, der havde valgt at
 tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var
-underligt at se S�rensens ferskhed s� t�t op til Hans
-R�skov, og det var endnu mere p�faldende, at han
-ikke f�lte det selv, men hendes n�rhed styrkede ham
-formodenlig; han snakkede hele tiden og m�rkede
-ikke den andens �jne. �, hun vilde g�rne opleve,
-at det menneske en gang �bnede sin mund og oplod
-sit v�sen mod den ferskhed ved siden af ham!
-Hvor vilde S�rensen ikke slime sig af sted i en fart,<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
-som en snegl, der kommer ud af det k�lige gr�s og
-uforvarende dumper ned p� en gloende j�rnvejsskinne!</p>
-
-<p>Det skete, at Hans R�skovs �jne fulgte med S�rensens
-og s�gte hendes �jne et kort nu; de vandrede
-ikke hen ad hendes arme og f�dder eller dv�lede
+underligt at se Sørensens ferskhed så tæt op til Hans
+Råskov, og det var endnu mere påfaldende, at han
+ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede ham
+formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede
+ikke den andens øjne. Å, hun vilde gærne opleve,
+at det menneske en gang åbnede sin mund og oplod
+sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham!
+Hvor vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart,<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
+som en snegl, der kommer ud af det kølige græs og
+uforvarende dumper ned på en gloende jærnvejsskinne!</p>
+
+<p>Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens
+og søgte hendes øjne et kort nu; de vandrede
+ikke hen ad hendes arme og fødder eller dvælede
 ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde
-et sp�rsm�l eller afleverede en erkl�ring. Ak ja,
-hvad kom det hende ved? Han havde m�ske problemer,
-der gik forud for k�rligheden; han misbilligede
-hende, n�r hun vilde elskes! Og s� var hun p�
-alle sider omgivet af mandfolke�jne &mdash; &mdash; &mdash; hun
-vilde pille dem ud allesammen og s�lge dem, hvis
-hun for den pris kunde k�be sig, at han s� anderledes
-p� hende.</p>
+et spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja,
+hvad kom det hende ved? Han havde måske problemer,
+der gik forud for kærligheden; han misbilligede
+hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på
+alle sider omgivet af mandfolkeøjne &mdash; &mdash; &mdash; hun
+vilde pille dem ud allesammen og sælge dem, hvis
+hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes
+på hende.</p>
 
 <p>Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker
 blev en stund siddende og stirrede efter hende med
-opm�rksomme, modfaldne �jne som to hunde, der
-efter lang venten ingenting f�r; derp� betragtede de
-hinanden gennem �jenkrogen og mumlede noget, som
-om de knurrede ad hinanden; s� fj�rnede de sig
-i modsatte retninger, og S�rensen blev pludselig beklemt
-ved Hans R�skovs selskab og fik flyttet sig
+opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, der
+efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de
+hinanden gennem øjenkrogen og mumlede noget, som
+om de knurrede ad hinanden; så fjærnede de sig
+i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig beklemt
+ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig
 et andet sted hen.</p>
 
-<p>&mdash; Men der har vi jo vor lille Kai, udbr�d fru
+<p>&mdash; Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru
 Ida; velbekomme, Kai. Jeg har slet ikke set dig
 hele aftenen; godaften, Kai.</p>
 
 <p>Du er meget smuk i aften, Ida.</p>
 
 <p>Det er jeg jo altid, svarede hun. &mdash; Hvor havde det
-v�ret godt at modtage den erkl�ring i lykkelig tavshed,
+været godt at modtage den erklæring i lykkelig tavshed,
 om den var bleven sagt af en mand, hun
 elskede!</p>
 
 <p>Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
-dig f�r i aften, s� var jeg blevet gal inden i morgen.
-Du ligner noget, som man aldrig har set f�r, og
-som man synes man m� gribe straks, fordi det
+dig før i aften, så var jeg blevet gal inden i morgen.
+Du ligner noget, som man aldrig har set før, og
+som man synes man må gribe straks, fordi det
 aldrig mere kommer igen.</p>
 
-<p>�, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt t�nkes
+<p>Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes
 den, der skubbede mig bort, hvis jeg bare kom
-i n�rheden af ham.</p>
+i nærheden af ham.</p>
 
-<p>Kai s� efter Hans R�skov, der gik ud gennem
-havestued�ren. &mdash; Det m� s� v�re en, der ikke har
-sin forstand k�r, sae han.</p>
+<p>Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem
+havestuedøren. &mdash; Det må så være en, der ikke har
+sin forstand kær, sae han.</p>
 
-<p>Hvordan b�r du dig ad med at bevare din egen
+<p>Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen
 forstand? spurte hun, mens hendes tanker var langt
 borte fra ham.</p>
 
-<p>�, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir
-en gang s� forrevet, at du ikke tr�nger til mere
-lidenskab af nogen slags, og s� ved du ingen andre
+<p>Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir
+en gang så forrevet, at du ikke trænger til mere
+lidenskab af nogen slags, og så ved du ingen andre
 end mig.</p>
 
-<p>Hvad vil du s� g�re ved mig?</p>
+<p>Hvad vil du så gøre ved mig?</p>
 
-<p>Jeg vil tr�ste dig og g�re dig glad, som du
-var f�r.</p>
+<p>Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du
+var før.</p>
 
-<p>Mange tak, Kai; s� render jeg fra dig igen.</p>
+<p>Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; &mdash; H�r nu, fru Ida, sae Vejg�rd og stansede
-hende; her g�r en ven af Dem omkring i en tilstand
+<p>&mdash; &mdash; &mdash; Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede
+hende; her går en ven af Dem omkring i en tilstand
 af den dybeste forladthed og har endnu ikke den
-hele aften v�ret genstand for Deres medlidenhed.</p>
+hele aften været genstand for Deres medlidenhed.</p>
 
-<p>N� ikke det, svarede hun og lo t�rt.</p>
+<p>Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.</p>
 
-<p>Nej. Her st�r en afsat ven, der er kasseret i
-un�de, mens han levende husker den tid, da han
-dyrkede vidtstrakte, lystige marker i f�llesskab med
+<p>Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i
+unåde, mens han levende husker den tid, da han
+dyrkede vidtstrakte, lystige marker i fællesskab med
 Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men
 nu &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Han trak lange tankestreger i luften med h�jre
-h�nds pegefinger.</p>
+<p>Han trak lange tankestreger i luften med højre
+hånds pegefinger.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span></p>
 
 <p>Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde
-det s� slemt.</p>
-
-<p>Ganske rigtigt. Fra det �jeblik De tar den bestemmelse
-mig ang�ende, at De ikke �nsker at vide
-af mig, s� er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun
-rig p� forst�dthed og savn; jeg ejer ikke andet end
-min udl�ndighed, som er uden ende. De har ikke
-latter eller smil til overs for mig; De skyder bj�rge
+det så slemt.</p>
+
+<p>Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse
+mig angående, at De ikke ønsker at vide
+af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun
+rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end
+min udlændighed, som er uden ende. De har ikke
+latter eller smil til overs for mig; De skyder bjærge
 af alvor op imellem os &mdash; &mdash; &mdash; men nu, idet De lo
 uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter
-flytter bj�rge, hvilket man ellers p�st�r, at kun
-troen kan g�re, sk�nt det aldrig er pr�vet, men
-Deres latter har st�et sin pr�ve, og jeg er Deres
-grinende dj�vel til tjeneste. <em>Skal</em> vi to more os,
+flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun
+troen kan gøre, skønt det aldrig er prøvet, men
+Deres latter har stået sin prøve, og jeg er Deres
+grinende djævel til tjeneste. <em>Skal</em> vi to more os,
 en rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her
 er og ta dem med ud i haven og lave fest? Vi kan
-s�tte elementerne i bev�gelse, himlene skal humme
-sig, n�r vi huserer!</p>
+sætte elementerne i bevægelse, himlene skal humme
+sig, når vi huserer!</p>
 
-<p>Ja, men ikke lige nu; jeg er tr�t.</p>
+<p>Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.</p>
 
-<p>Vi resolverer at kalde det tr�t. Det er ellers en
-h�jtidelig og vanskelig tid. Deres for �jeblikket
-bedste, men ikke morsomste ven, har for s� vidt
-et tidssvarende ansigt p�. I de andre mandfolks
-fj�s st�r der en apoplektisk kamp mellem alvor og
-grin; ogs� Deres �syn vidner om denne tids us�dvanlighed.
+<p>Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en
+højtidelig og vanskelig tid. Deres for øjeblikket
+bedste, men ikke morsomste ven, har for så vidt
+et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks
+fjæs står der en apoplektisk kamp mellem alvor og
+grin; også Deres åsyn vidner om denne tids usædvanlighed.
 Kun jeg er den uforanderlige, grinende
-dj�vel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske
+djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske
 godt lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke
 mig, der skal ha at vide, hvad der er i vejen med
-Dem; det ved De f�rst, n�r De st�r overfor den, De
-venter p�, men skal vi to ikke alligevel g� en tur
-i haven? Det er et meget fornuftigt, k�ligt v�r i<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
+Dem; det ved De først, når De står overfor den, De
+venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur
+i haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
 aften; De kan godt spasere lidt med den mand, der
 ikke er den rette.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; &mdash; Hans R�skov sad i en m�rk krog af
-haven og s� op mod den halvlyse veranda, hvor fru
-Ida og Vejg�rd var kommet til s�de, efter at de
-var g�et haven rundt. Det s� ud til, at de havde
-samlet en del p� deres tur, som de nu holdt opg�r
-over. Deres hoder b�jede sig til og fra hinanden;
-en h�nd blev lagt indtr�ngende p� et �rme, en
+<p>&mdash; &mdash; &mdash; Hans Råskov sad i en mørk krog af
+haven og så op mod den halvlyse veranda, hvor fru
+Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter at de
+var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde
+samlet en del på deres tur, som de nu holdt opgør
+over. Deres hoder bøjede sig til og fra hinanden;
+en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en
 finger rettedes demonstrerende mod et bryst &mdash; hendes
-bryst &mdash; mens l�ftede �jenbryn understregede
-demonstrasjonen; nu viftede en h�nd afv�rgende
-underst�ttet af hovedrysten, mens en anden h�nd
+bryst &mdash; mens løftede øjenbryn understregede
+demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende
+understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd
 indtog en tankefuld stilling under en kind, og dermed
-gik det forel�big i st�. Dog kom imidlertid en h�nd
-sagte vandrende fra ejermandens kn� over til det
-andet kn�; d�r blev den liggende, fortrolig, men ikke
-n�rg�ende, det syntes at v�re dens ret. Pludselig
-lo han, s� det kunde h�res, og begyndte at gynge
-med hendes kn� og slap det s�. Han spillede med
-fingerspidserne mod hverandre og sae en m�ngde,
-der til sidst bragte den tankefulde h�nd ned fra
-kinden. Hun str�g ned over sit sk�d og strammede
-kjolen over kn�ene, idet hun smilede en bem�rkning
-ind i ansigtet p� ham. Han rettede sig i sin
-stol, tog ligesom besv�rgende en favnfuld luft med
-b�gge arme, og som om det havde v�ret for meget for
-ham, s�gte han st�tte p� hendes stoleryg; hans hage
-hvilede vist p� hendes skulder. Derp� sank hans
-hoved endnu dybere, og hun s� ikke op; hendes ansigt
-kunde en tid slet ikke ses. Hendes h�nder l� tr�tte
-og opgivende i hendes sk�d. Men s� lod det til, at
-hun vilde sige noget afg�rende, og hun l�ftede den<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
-ene h�nd, men han rystede p� hodet en enkelt gang;
-hendes pegefinger gled magtesl�s ned ad hans bryst;
-han tog om h�nden og lae den med et lille tryk i
-hendes sk�d; nu blev den der vel! Derefter kunde
-man ikke sk�lne deres hoder fra hinanden.</p>
-
-<p>Hans R�skov r�rte sig ikke, d�r hvor han sad;
-han sank ikke sammen, sk�nt han f�lte det, som om
+gik det foreløbig i stå. Dog kom imidlertid en hånd
+sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det
+andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke
+nærgående, det syntes at være dens ret. Pludselig
+lo han, så det kunde høres, og begyndte at gynge
+med hendes knæ og slap det så. Han spillede med
+fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde,
+der til sidst bragte den tankefulde hånd ned fra
+kinden. Hun strøg ned over sit skød og strammede
+kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning
+ind i ansigtet på ham. Han rettede sig i sin
+stol, tog ligesom besværgende en favnfuld luft med
+bægge arme, og som om det havde været for meget for
+ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage
+hvilede vist på hendes skulder. Derpå sank hans
+hoved endnu dybere, og hun så ikke op; hendes ansigt
+kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå trætte
+og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at
+hun vilde sige noget afgørende, og hun løftede den<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
+ene hånd, men han rystede på hodet en enkelt gang;
+hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans bryst;
+han tog om hånden og lae den med et lille tryk i
+hendes skød; nu blev den der vel! Derefter kunde
+man ikke skælne deres hoder fra hinanden.</p>
+
+<p>Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad;
+han sank ikke sammen, skønt han følte det, som om
 han forkulledes indvendig fra; der var et flammende
-�de i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der
-syntes at betyde, at alt var br�ndt op; men der kom
-ogs� en velg�rende f�lelsesl�shed over ham; dette var
-m�ske det sidste, der skulde forbr�ndes, og s� var
+øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der
+syntes at betyde, at alt var brændt op; men der kom
+også en velgørende følelsesløshed over ham; dette var
+måske det sidste, der skulde forbrændes, og så var
 der ikke mere, <em>det</em> var nemlig umuligt, menneskeligt
 set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over
-det heles forl�b, og han t�nkte: Jeg holder det ud,
+det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud,
 jeg kommer over det &mdash; ligesom bevidstheden pludselig
-kan overskue ens stilling under et ulykkestilf�lde:
+kan overskue ens stilling under et ulykkestilfælde:
 Jeg slipper fra det med livet &mdash; mens ens
-legeme fl�s hen ad jorden. &mdash; Hans R�skov form�ede
-at h�ve sig over det og h�vde sig selv ved
-den tanke: Jeg kan b�re det med.</p>
+legeme flås hen ad jorden. &mdash; Hans Råskov formåede
+at hæve sig over det og hævde sig selv ved
+den tanke: Jeg kan bære det med.</p>
 
-<p>Men det var en underlig tilv�kst til stilheden, da
-de to der oppe ikke r�rte sig mere; han blev svimmel
-deraf som en, der ser alting g� i st� rundt om
+<p>Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da
+de to der oppe ikke rørte sig mere; han blev svimmel
+deraf som en, der ser alting gå i stå rundt om
 sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv
-begyndte at bev�ge sig; b�nken gled bort med
-ham, tilbage i m�rket; han s� den halvoplyste veranda
+begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med
+ham, tilbage i mørket; han så den halvoplyste veranda
 med samme tydelighed, men han kom virkelig
-l�ngere bort fra den, s� langt at han glemte, hvem
+længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem
 der sad deroppe; det var ikke nogen, der kom ham
 ved, mere end de hundrede gange to mennesker,
-han f�r havde set, som �dslede fortrolighed og godhed
-p� hinanden, mens han stod udenfor og s� til;<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
-og s� bet�d denne �dselhed alligevel ikke noget for
+han før havde set, som ødslede fortrolighed og godhed
+på hinanden, mens han stod udenfor og så til;<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
+og så betød denne ødselhed alligevel ikke noget for
 de mange par mennesker; de regnede det ikke bag
-efter; de havde kastet v�rdier af varme og venlighed
+efter; de havde kastet værdier af varme og venlighed
 til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de
-s�gte ikke hinanden som mennesker, der har livsv�rdier
-f�lles; de havde r�d til at glemme det. S�
+søgte ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier
+fælles; de havde råd til at glemme det. Så
 rige var de fleste mennesker, men han var den, der
-s� til; i beskuelsen l� hans tab. I sin barndom havde
-han undertiden t�nkt sig, at han kom frem af m�rket
-med en sten og knuste hodet p� to, der havde det
-s� godt. De skiltes jo alligevel senere og mente
-alts� ikke noget med det. Men for ham var der
+så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde
+han undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket
+med en sten og knuste hodet på to, der havde det
+så godt. De skiltes jo alligevel senere og mente
+altså ikke noget med det. Men for ham var der
 et tab i det; de holdt ham borte med ryggen, de
-tr�dte ham ned med h�lene uden at se ham, uden
+trådte ham ned med hælene uden at se ham, uden
 nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor
-�nskede han at sl� dem ned. De glade, blinde mennesker
-burde p� en eller anden m�de erfare, at
+ønskede han at slå dem ned. De glade, blinde mennesker
+burde på en eller anden måde erfare, at
 han var til.</p>
 
-<p>Han f�lte b�nken gynge under sig; det var en
+<p>Han følte bænken gynge under sig; det var en
 lystig tur. Men de to vilde ikke blive borte for
 ham; de sad der endnu, han havde taget dem
-med sig p� sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud.
-Selv om han slog dem ned med en gr�sten, s� vilde
+med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud.
+Selv om han slog dem ned med en gråsten, så vilde
 et andet par straks stille sig op i deres sted; hvad
-bet�d det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede?
-Han elskede ikke hende d�r; han elskede alle kvinder
+betød det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede?
+Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder
 med samme had.</p>
 
-<p>D�ren ud til verandaen blev �bnet; stemmer h�rtes;
-Vejg�rd og fru Ida rejste sig, og der blev let
-og spurt; sp�rsm�l og udbrud l�d helt inde fra
+<p>Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes;
+Vejgård og fru Ida rejste sig, og der blev let
+og spurt; spørsmål og udbrud lød helt inde fra
 stuerne.</p>
 
-<p>Hans R�skov stod op; han var blevet sig stedet
+<p>Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet
 bevidst, men han rystede endnu lidt efter farten.<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
-Han t�nkte p� de foreg�ende �rs arbejde, som der
+Han tænkte på de foregående års arbejde, som der
 ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med
-�rs vidde i hans sind. Han satte sig p� verandaen
-og s� ind i de oplyste stuer for at v�nne sig til dem,
+års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen
+og så ind i de oplyste stuer for at vænne sig til dem,
 inden han gik der ind.</p>
 
 <p>Der kom nogen nede fra haven &mdash; &mdash; det var
-hende! Jeg m� alts� ha siddet her temmelig l�nge,
-t�nkte han, siden hun er kommet en anden vej ud.
-Hun m�tte ha set ham, nu kom hun lige imod ham.
+hende! Jeg må altså ha siddet her temmelig længe,
+tænkte han, siden hun er kommet en anden vej ud.
+Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham.
 Hvad skulde det betyde? Kunde hun tro, de havde
-noget at tale om? Kom hun her og stolede p� sin
-sk�nhed? Hvad havde han med den at g�re? Han
-var ikke kommet s� langt ud over bondenaturen, at
-sk�nhed bet�d noget for ham. Det mest rosende udtryk
-om kvinder, han havde h�rt i sin familie, var:
+noget at tale om? Kom hun her og stolede på sin
+skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han
+var ikke kommet så langt ud over bondenaturen, at
+skønhed betød noget for ham. Det mest rosende udtryk
+om kvinder, han havde hørt i sin familie, var:
 Det er en god kone &mdash; &mdash; Om de unge piger var
-der s�dvanligvis ikke tale, f�r de skulde giftes; s�
+der sædvanligvis ikke tale, før de skulde giftes; så
 kunde det ske, at der blev sagt: Hun blir en god
-kone. &mdash; Han vedkendte sig denne f�drene v�rdibestemmelse;
-hvad vilde hun s� her med sit elskovsg�gl?</p>
+kone. &mdash; Han vedkendte sig denne fædrene værdibestemmelse;
+hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?</p>
 
-<p>Lyset faldt p� hendes ansigt; det var sagtens beregnet.
-Men hendes �jne var dejlige; bl� og uransagelige
-som fj�rne skove p� en sollys septembermorgen.</p>
+<p>Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet.
+Men hendes øjne var dejlige; blå og uransagelige
+som fjærne skove på en sollys septembermorgen.</p>
 
-<p>Hans t�nder hakkede mod hverandre. &mdash; Fryser
-jeg? t�nkte han. &mdash;</p>
+<p>Hans tænder hakkede mod hverandre. &mdash; Fryser
+jeg? tænkte han. &mdash;</p>
 
 <p>Hun stod foran ham. &mdash; Vi to har endnu ikke
 talt sammen, sae hun.</p>
 
-<p>Vi to, t�nkte han.</p>
+<p>Vi to, tænkte han.</p>
 
-<p>Hun skimtede lige hans ansigt gennem det gr�
-m�rke, �jnene sad deri som sorte huller, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
+<p>Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå
+mørke, øjnene sad deri som sorte huller, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
 vidste hvad der stirrede ud fra dem, og der kom
 en svaghed over hende.</p>
 
 <p>Jeg synes dog, vi har haft &mdash; &mdash; begyndte hun.</p>
 
-<p>Da sae han med t�r, udtryksl�s stemme: Vi har
+<p>Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har
 haft noget sammen, ja. Jeg opfatter det som en
-fejltagelse fra Deres side; jeg tr�nger ikke til at
-f� den n�rmere forklaret.</p>
+fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke til at
+få den nærmere forklaret.</p>
 
-<p>Hun lo h�jt, p� een gang skuffet og lettet: Ja,
+<p>Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja,
 vist har jeg taget fejl af Dem. Jeg troede &mdash; &mdash; &mdash;
-n�, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske
-triviel t�lper, en bonde, der har l�rt kemi. Det er
+nå, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske
+triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er
 hele herligheden.</p>
 
-<p>Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun h�rte,
-hvordan det gav sig i hans kn�led, og hun blev
+<p>Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte,
+hvordan det gav sig i hans knæled, og hun blev
 bange, ligesom et barn, der er faldet i betragtninger
-over en tyr inde p� marken, og som pludselig ser
-den stable sin krop p� sine knagende ledemod og
-vende de blodskudte, skulende �jne hen mod vejen
-og overl�gge ved sig selv &mdash; &mdash;</p>
+over en tyr inde på marken, og som pludselig ser
+den stable sin krop på sine knagende ledemod og
+vende de blodskudte, skulende øjne hen mod vejen
+og overlægge ved sig selv &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Den gang De &mdash; &mdash; &mdash; begyndte han med en uklar
-stemme, der fik hende til at b�ve, &mdash; den gang De
-m�dte mig &mdash; &mdash; en aften, da kom De fra andre
-m�nds h�nder, med Deres tanker fulde af andre
-m�nds beg�r, der altid h�nger ved Dem. Jeg ved
-det. Nu hader jeg Dem; det m� jeg ogs� ha gjort
-den gang; i alt fald oph�ver det alt andet.</p>
+stemme, der fik hende til at bæve, &mdash; den gang De
+mødte mig &mdash; &mdash; en aften, da kom De fra andre
+mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre
+mænds begær, der altid hænger ved Dem. Jeg ved
+det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også ha gjort
+den gang; i alt fald ophæver det alt andet.</p>
 
 <p>Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven.
-Hun knyttede h�nden efter ham:</p>
+Hun knyttede hånden efter ham:</p>
 
 <p>Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal
-ikke slippe s� let.</p>
+ikke slippe så let.</p>
 
-<p>Da hun vendte sig, s� hun k�bmand S�rensens
-ansigt t�t mod verandaens rude; han hakkede i den<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
-med n�sen og ledte omkring p� den som et insekt,
+<p>Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens
+ansigt tæt mod verandaens rude; han hakkede i den<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
+med næsen og ledte omkring på den som et insekt,
 der vil den vej ud.</p>
 
-<p>Er det mig, De s�ger, hr. S�rensen? spurte hun
-h�jt, og hun h�rte skridtene stanse nede i haven.
-� ja, han kunde m�ske ha ganske godt af at v�re
-tilskuer, han med sit had. Bare han havde v�ret
+<p>Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun
+højt, og hun hørte skridtene stanse nede i haven.
+Å ja, han kunde måske ha ganske godt af at være
+tilskuer, han med sit had. Bare han havde været
 her for lidt siden og set hende blive fortumlet af
-Vejg�rds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet;
-Kai skulde f� ret, om det p� nogen m�de var
+Vejgårds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet;
+Kai skulde få ret, om det på nogen måde var
 muligt!</p>
 
-<p>S�rensen var kommet ud efter nogen kamp med
-d�ren; han stod endnu og holdt sig ved d�rgrebet.</p>
+<p>Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med
+døren; han stod endnu og holdt sig ved dørgrebet.</p>
 
-<p>De morer Dem ikke, sae han og s�gte at l�gge
+<p>De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge
 en let beklagelse i sin stemme.</p>
 
 <p>Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede
-ansp�ndt: Mon han havde fundet noget at sidde p�
+anspændt: Mon han havde fundet noget at sidde på
 der nede?</p>
 
-<p>S�rensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt
+<p>Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt
 hos hende, ligesom et lille barn, der slipper
-en stol og n�r at f� fat i en anden.</p>
+en stol og når at få fat i en anden.</p>
 
-<p>De er bedr�vet over noget, fortsatte han i en mindre
-selskabsm�ssig tone; De har sorg. Det g�r mig
-ondt, at De s�rger; livet er jo dog s�dan indrettet, at
-det er muligt for os alle at v�re glade.</p>
+<p>De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre
+selskabsmæssig tone; De har sorg. Det gør mig
+ondt, at De sørger; livet er jo dog sådan indrettet, at
+det er muligt for os alle at være glade.</p>
 
-<p>Det blik, hvormed hun s� p� ham, gjorde pr�dikanten
+<p>Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten
 til et menneske. Han famlede efter hendes
-h�nd, og det gav et s�t i ham, da han fandt den,
-men s� holdt han fast.</p>
-
-<p>Jeg har l�nge kunnet se, at De var bedr�vet; det
-er mig en n�dvendighed at ops�ge de mennesker, der
-er i n�d, derfor er det ikke tilf�ldigt, at jeg tr�ffer
-Dem her. Men De beh�ver ikke at v�re bedr�vet;
-jeg mener: s� underfuldt er livet jo indrettet, at ingen<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span>
-er bestemt til gl�de, mens andre m� v�re bedr�vede;
+hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt den,
+men så holdt han fast.</p>
+
+<p>Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det
+er mig en nødvendighed at opsøge de mennesker, der
+er i nød, derfor er det ikke tilfældigt, at jeg træffer
+Dem her. Men De behøver ikke at være bedrøvet;
+jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span>
+er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede;
 ved De ikke det?</p>
 
 <p>Han talte flydende og i den evangeliske tone, som
-han havde s� megen f�rdighed i, at han havde glemt
-sin naturlige r�st, men han blev usikker og stammede
-ikke s� lidt, da han kom til det �mne, som
-havde skaffet ham s� stor indflydelse inden for vennernes
-kres: K�rlighedens Favn, der st�r �ben for
-os alle; d�r er det s�dt at hvile, n�r vi blot vil
+han havde så megen færdighed i, at han havde glemt
+sin naturlige røst, men han blev usikker og stammede
+ikke så lidt, da han kom til det æmne, som
+havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes
+kres: Kærlighedens Favn, der står åben for
+os alle; dær er det sødt at hvile, når vi blot vil
 kaste os i den med blind hengivelse.</p>
 
-<p>Han tog hendes h�nd i b�gge sine og kunde ikke
+<p>Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke
 slippe igen; han var som en smed, der er kommet til
-marked og har f�et et elektrisk batteris lodder i sine
-grove n�ver; han sveder og sk�lver og gennemb�ves,
+marked og har fået et elektrisk batteris lodder i sine
+grove næver; han sveder og skælver og gennembæves,
 det er ikke til at holde ud, men han holder fast,
-som han endnu aldrig har holdt fast p� nogen forhammer;
-en h�jere magt er over ham.</p>
-
-<p>Fru Ida s�nkede hodet, som stillingen kr�vede
-det, og klippede med sine lange �jenvipper; for et
-t�get blik kunde det godt se ud, som hang der en
-t�re i dem. K�bmand S�rensen vandrede som en
-s�vng�nger fra det hellige evangelium over i det
-verdslige; han anede ikke, at han lokkede en sj�l
-til vildfarelse, han vilde ikke g�re det, men han bestr�bte
+som han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer;
+en højere magt er over ham.</p>
+
+<p>Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede
+det, og klippede med sine lange øjenvipper; for et
+tåget blik kunde det godt se ud, som hang der en
+tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en
+søvngænger fra det hellige evangelium over i det
+verdslige; han anede ikke, at han lokkede en sjæl
+til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han bestræbte
 sig dog for det. Han forsikrede, at der <em>var</em>
-tr�st for hver s�rgende sj�l, og mens han sae: sj�l
-og atter sj�l, sk�lvede hans legeme over hendes
-legemlige n�rv�relse. Han forkyndte om k�rlighedens
-�nd, og samtidig krusedes hans k�d af lyst.</p>
+trøst for hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl
+og atter sjæl, skælvede hans legeme over hendes
+legemlige nærværelse. Han forkyndte om kærlighedens
+ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst.</p>
 
 <p>Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde
-husvale hendes sj�l, og han trykkede hendes h�nd,
-som var den en sj�l, og hans h�nd husvaleren. Han
+husvale hendes sjæl, og han trykkede hendes hånd,
+som var den en sjæl, og hans hånd husvaleren. Han
 vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span>
-bort fra det till�rte, han blev s� naturlig som en
-plante, der st�r ved vejen og tar imod solen og
-senere s�tter blomst og gir sin frugt til vinden.
-Han havde af ganske �vne indsuget alt hvad der udstr�lede
+bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en
+plante, der står ved vejen og tar imod solen og
+senere sætter blomst og gir sin frugt til vinden.
+Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede
 fra hende, det spirede og stred sig frem til
-lyset med ufattelig hast &mdash; men det var jo ogs� midt
-i for�ret &mdash; det blomstrede og fik farve i hede ord,
+lyset med ufattelig hast &mdash; men det var jo også midt
+i foråret &mdash; det blomstrede og fik farve i hede ord,
 og det satte frugt i et kys &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>S�rensen havde b�jet sig over hende, han pr�vede
-ikke p� at l�se en tilladelse i hendes �jne, for han
-s� kun hendes mund, og den kyssede han.</p>
+<p>Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede
+ikke på at læse en tilladelse i hendes øjne, for han
+så kun hendes mund, og den kyssede han.</p>
 
-<p>Var det sket for fjorten dage siden, s� kunde hun
-godt ha leet og klappet ham drillende p� kinden og
+<p>Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun
+godt ha leet og klappet ham drillende på kinden og
 sagt, at det gjorde ikke noget, men hun skubbede
 ham fra sig og sae blot: De er jo tosset &mdash; og hun
-gik uden at tilf�je noget formildende ord.</p>
+gik uden at tilføje noget formildende ord.</p>
 
-<p>Hun l�b ned ad gangen, der hen hvor hun mente,
-Hans R�skov sad. Sk�nt dette kun havde v�ret et
-eksperiment, s� havde hun ikke helt undg�et at f�le
-sig svimmel; det var anden gang og tilstr�kkeligt.
+<p>Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente,
+Hans Råskov sad. Skønt dette kun havde været et
+eksperiment, så havde hun ikke helt undgået at føle
+sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt.
 Nu &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Han var der ikke. Hun ilede haven igennem,
-s�gte ham til sidst inde i stuerne; d�r fandt hun ham;
+søgte ham til sidst inde i stuerne; dær fandt hun ham;
 han var kommet i samtale med en eller anden, med
-Anna �rbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede
-ham s� mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.</p>
+Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede
+ham så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame.</p>
 
-<p>S�rensen sad endnu p� verandaen.</p>
+<p>Sørensen sad endnu på verandaen.</p>
 
-<p>�De er jo tosset,� t�nkte han. Han huskede det
+<p>»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det
 kys, smagte det om igen, brugte skriftsteder mod det
 og fik det ligesom til at blive blegere, men netop som
 han mente, at han havde taget kraft og farve af det,<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
-s� svulmede det p� ny r�dt og modent i hans erindring,
-og han fik en lang kamp at best�.</p>
+så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring,
+og han fik en lang kamp at bestå.</p>
 
-<p>Det hjalp f�rst, da han kom i tanke om sin kone.
-Han gik en omgang i haven og p�lagde sig den straf
-at skrifte alt for hende, om s� hendes tro p� ham
-blev rystet derved. Og s� m�tte han hjem, han
-m�tte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en
-pr�velse, en advarsel; han vilde huske den.</p>
+<p>Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone.
+Han gik en omgang i haven og pålagde sig den straf
+at skrifte alt for hende, om så hendes tro på ham
+blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han
+måtte fly denne farlige kvinde. Dette var vel en
+prøvelse, en advarsel; han vilde huske den.</p>
 
-<p>Han ops�gte sin kone, og de tog hjem. Undervejs
+<p>Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs
 betroede han hende, hvad der var sket, men da nu
-den evangeliske �nd nogenlunde var kommet over
-ham igen, s� kunde det nok ske, at han udelod nogle
-rent menneskelige enkeltheder, men det hun h�rte,
+den evangeliske ånd nogenlunde var kommet over
+ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle
+rent menneskelige enkeltheder, men det hun hørte,
 rystede hende dybt nok, og hun led med ham.</p>
 
-<p>Han tilbragte det meste af natten i et lille g�stev�relse
-oppe p� loftet, under b�n.</p>
+<p>Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse
+oppe på loftet, under bøn.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span></p>
@@ -5162,483 +5123,483 @@ oppe p� loftet, under b�n.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XV" id="KAPITEL_XV"></a>XV</h2>
 
 
-<p>Det regner; en st�rk, tung for�rsregn sl�r ned
-i udt�rrede veje, dr�berne falder med kraft
-som sm� bomber, og i begyndelsen springer st�vet op
-om dem. P� de skr� sider af vejene dannes der
-efterh�nden en bugtet rand af skum og st�v, som
-vandet bryder igennem, sm� st�vede orme kravler
-ned mod gr�ften og viskes snart ud af den tiltagende
-regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til v�rs fra
-de fugtige veje, men de gr�nne marker opsender en
-sundere lugt, der er ligesom en bedre forst�else af
+<p>Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned
+i udtørrede veje, dråberne falder med kraft
+som små bomber, og i begyndelsen springer støvet op
+om dem. På de skrå sider af vejene dannes der
+efterhånden en bugtet rand af skum og støv, som
+vandet bryder igennem, små støvede orme kravler
+ned mod grøften og viskes snart ud af den tiltagende
+regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra
+de fugtige veje, men de grønne marker opsender en
+sundere lugt, der er ligesom en bedre forståelse af
 den sunde regn.</p>
 
-<p>Voksne mennesker sl�r kraver og paraplyer op
-eller skynder sig i hus, men b�rn g�r uden for og lar
-sig dunke i hodet af regnen; med deres stort�er tr�kker
-de hvide striber i det brune, v�de st�v for at se,
-hvor dybt det har bl�dt, og de f�lger alle de grumsede
-sm�str�mme p� vej, der k�mper sig frem ad sandede
-h�ldninger, og hj�lper dem undertiden med at
+<p>Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op
+eller skynder sig i hus, men børn går uden for og lar
+sig dunke i hodet af regnen; med deres stortæer trækker
+de hvide striber i det brune, våde støv for at se,
+hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede
+småstrømme på vej, der kæmper sig frem ad sandede
+hældninger, og hjælper dem undertiden med at
 overvinde vanskelighederne.</p>
 
-<p>&mdash; De blir v�d, h�jst�rede, sae gamle postmester
-�rbo til Hans R�skov, der stod b�jet over et hjulspor
-inde p� en bivej, hvor sten og gruskanter ragede
-op over vandene, s� at det kunde ligne et terr�nkort
+<p>&mdash; De blir våd, højstærede, sae gamle postmester
+Årbo til Hans Råskov, der stod bøjet over et hjulspor
+inde på en bivej, hvor sten og gruskanter ragede
+op over vandene, så at det kunde ligne et terrænkort
 over Finland.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span></p>
 
-<p>God dag, svarede Hans R�skov. Han vidste godt,
-at han blev v�d; han var ingenlunde faldet s� dybt i
+<p>God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt,
+at han blev våd; han var ingenlunde faldet så dybt i
 tanker, at han havde glemt regnen, der havde givet
 hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og
-som pjaskede ned fra hatteskyggen, s� snart han
-bev�gede hodet. Men han var kommet til at se p� et
+som pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han
+bevægede hodet. Men han var kommet til at se på et
 hjulspor, der samlede vand fra vejen, og problemet
-om dets afl�b havde stanset ham; senere var andre
+om dets afløb havde stanset ham; senere var andre
 tanker kommet til og havde bundet hans sind, mens
-han stod og stirrede p� hjulsporet, som han havde
+han stod og stirrede på hjulsporet, som han havde
 glemt.</p>
 
-<p>Rindende vand f�r ogs� tit mig til at st� stille,
-vedblev postmesteren, undtagen, ganske vist, n�r
+<p>Rindende vand får også tit mig til at stå stille,
+vedblev postmesteren, undtagen, ganske vist, når
 det kommer ned fra skyerne.</p>
 
-<p>Ja, De er jo ogs� ungkarl, sae Hans R�skov hen
+<p>Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen
 for sig.</p>
 
-<p>Ja &mdash; ha ha, meget skarpsindigt bem�rket. Men
+<p>Ja &mdash; ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men
 skal vi to ungkarle ikke se at komme under tag?
-De er meget mere v�d end De selv tror; kom ind
-under min paraply, s� har De allerede v�ret under
+De er meget mere våd end De selv tror; kom ind
+under min paraply, så har De allerede været under
 mit tag, det er altid en begyndelse &mdash; he! Det vilde
-gl�de mig at g�re Deres n�rmere bekendtskab; sidste
-gang blev det jo ikke til noget videre, men n�r De
-kender min niece, s� m� De finde Dem i ogs� at
-l�re mig at kende; der er n�mlig en ejendommelig
+glæde mig at gøre Deres nærmere bekendtskab; sidste
+gang blev det jo ikke til noget videre, men når De
+kender min niece, så må De finde Dem i også at
+lære mig at kende; der er næmlig en ejendommelig
 forbindelse mellem hende og mig, skal jeg sige Dem.</p>
 
-<p>Hans R�skov s� med interesse p� denne mand,
-hvem det gl�dede at g�re hans bekendtskab. Det
+<p>Hans Råskov så med interesse på denne mand,
+hvem det glædede at gøre hans bekendtskab. Det
 var en lille gammel herre med et magert, gult ansigt
-og visne h�nder, men i hans �jne, der var
+og visne hænder, men i hans øjne, der var
 runde og livlige, og hans mund, der havde let ved at
-st� �ben, var der noget ungt &mdash; noget, der ikke var
-blevet brug for, og som ikke var hent�rret endnu,<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
-sk�nt manden var over tres; han var en livlig blanding
-af erfaring og naivitet, og i den m�de, hvorp�
-han tog Hans R�skov under armen og trak ham ind
+stå åben, var der noget ungt &mdash; noget, der ikke var
+blevet brug for, og som ikke var hentørret endnu,<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
+skønt manden var over tres; han var en livlig blanding
+af erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå
+han tog Hans Råskov under armen og trak ham ind
 under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var
-der en enest�ende oplevelse, der fik den yngre til at
+der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at
 gi efter.</p>
 
-<p>&mdash; V�rsgo og s�t Dem ned, hr. R�skov, mens jeg
+<p>&mdash; Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg
 konfererer med min husholderske; det er jo lige ved
-spisetid &mdash; &mdash; g�r mig nu ikke den sorg at snakke
-om den store ulejlighed; det er jo en forn�jelse &mdash; &mdash;</p>
+spisetid &mdash; &mdash; gør mig nu ikke den sorg at snakke
+om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Men <em>er</em> De ikke v�d om f�dderne, udbr�d han, da
-han igen kom ind, jo min sandten er De s� &mdash; &mdash;
-jomfru Andersen, ta og kom med mine skindt�fler!</p>
+<p>Men <em>er</em> De ikke våd om fødderne, udbrød han, da
+han igen kom ind, jo min sandten er De så &mdash; &mdash;
+jomfru Andersen, ta og kom med mine skindtøfler!</p>
 
 <p>Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm
-l�s p� Hans R�skov og stak fire stive tr�fingre ind
-i hans h�nd, men de samme fingre blev meget levende,
-da t�flerne skulde hentes frem og en l�nestol
-stilles til rette til g�sten; imidlertid spruttede �ggene
-der ude, ligesom de kaldte p� hende, men hun
-gjorde sig h�rd og stillede en broderet skammel
-foran l�nestolen, men s� blev �ggene altfor h�jr�stede,
-hun m�tte af sted, og straks efter tav de,
-som et barn, der kommer mellem sin moers h�nder.
+løs på Hans Råskov og stak fire stive træfingre ind
+i hans hånd, men de samme fingre blev meget levende,
+da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol
+stilles til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene
+der ude, ligesom de kaldte på hende, men hun
+gjorde sig hård og stillede en broderet skammel
+foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede,
+hun måtte af sted, og straks efter tav de,
+som et barn, der kommer mellem sin moers hænder.
 Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra
-v�gge og fra etagerer, for at g�sten ikke skulde
+vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde
 ha ulejlighed med at rejse sig eller dreje sig efter
-dem, nu han sad s� mageligt, s� begyndte k�kkenkniven
-at arbejde der ude; man h�rte den komme
-igennem og ende med sm� sikre hak p� sp�kkebr�ttet;
+dem, nu han sad så mageligt, så begyndte køkkenkniven
+at arbejde der ude; man hørte den komme
+igennem og ende med små sikre hak på spækkebrættet;
 kopper klingrede, og tallerkner skramlede,
-glassene tog hver sin tone, det ene fik m�le efter
-det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav s�;<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
-hver ting afgav sit: Her! kom p� sin plads og lod
-siden ikke h�re fra sig.</p>
+glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle efter
+det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så;<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
+hver ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod
+siden ikke høre fra sig.</p>
 
-<p>Klokken slog syv; postmesteren r�mmede sig,
-hvad enten det var et signal eller en tilf�ldighed;
+<p>Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig,
+hvad enten det var et signal eller en tilfældighed;
 jomfru Andersen kom ind, tog vasen med den ene
-h�nd, lysedugen med den anden, en hvid dug
+hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug
 blev slynget hen over bordet, og tingene marsjerede
-op, taktfast og f�m�lt, og s� gled hun lydl�st hen
-i d�ren: V�rsgo!</p>
+op, taktfast og fåmælt, og så gled hun lydløst hen
+i døren: Værsgo!</p>
 
-<p>Hans R�skov havde allerede l�rt at s�tte pris p�
+<p>Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på
 den gamle <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: Mand">mand</a>, der befandt sig vel i hans selskab og
-ikke f�lte det som noget tryk, at han talte s� lidt; han
-m�tte v�re et sj�ldent menneske, netop af den elskv�rdige
-slags, der plejede at holde sig l�ngst borte fra
-Hans R�skov; over for ham kom det undtagelsesvise
-altid frem i folks v�sen, derfor var det velg�rende en
+ikke følte det som noget tryk, at han talte så lidt; han
+måtte være et sjældent menneske, netop af den elskværdige
+slags, der plejede at holde sig længst borte fra
+Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise
+altid frem i folks væsen, derfor var det velgørende en
 gang at blive behandlet som et almindeligt menneske.</p>
 
-<p>&mdash; Nu skal De se min lejlighed, hr. R�skov, sae
+<p>&mdash; Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae
 postmesteren, da de havde spist. &mdash; Ja, man bor jo
-hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er ikke s�
+hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er ikke så
 gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om
-s�dant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der
+sådant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der
 er altfor god plads, man vil ikke blive gammel, hr.
-R�skov &mdash; selv s�dan en gammel hulmavet stabejs
+Råskov &mdash; selv sådan en gammel hulmavet stabejs
 som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre
-kan ikke &mdash; &mdash; &mdash; N�, der inde er ingenting, der er �de
-og tomt, hvor der kunde ha v�ret skabt en lille verden;
-b�rnekammer, hvad? Skulde ha v�ret. &mdash; &mdash; Skal
-vi g� ned og se, hvad jomfru Andersen har sat
+kan ikke &mdash; &mdash; &mdash; Næ, der inde er ingenting, der er øde
+og tomt, hvor der kunde ha været skabt en lille verden;
+børnekammer, hvad? Skulde ha været. &mdash; &mdash; Skal
+vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat
 frem til os?</p>
 
-<p>&mdash; Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. R�skov?
-Ja ja, jeg tror n�sten, min kan t�le et lille
-st�nk endnu. Hm, ja det er nu en underlig forn�mmelse<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
-med s�dan en del tomme kamre oven p�.
+<p>&mdash; Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov?
+Ja ja, jeg tror næsten, min kan tåle et lille
+stænk endnu. Hm, ja det er nu en underlig fornæmmelse<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
+med sådan en del tomme kamre oven på.
 Men hun vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke
-s� lidt ind, men jeg vil ellers nok st� ved, at jeg aldrig
-har v�ret en kraftkarl; der var ikke noget at
-sige til, at hun fandt mig for tynd og kalvekn�et,
-is�r n�r medbejleren var &mdash; ja han var n�rmest en
+så lidt ind, men jeg vil ellers nok stå ved, at jeg aldrig
+har været en kraftkarl; der var ikke noget at
+sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet,
+især når medbejleren var &mdash; ja han var nærmest en
 karl af Deres dimensjoner. Han havde skuldre og
 en favn af den slags, som kvinderne ser hen til,
-navnlig i den gale tid. Han fik et par u�gte b�rn;
+navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn;
 hvad tror De, hun mente om det? Det viser da, at
-han er et mandfolk, sae hun; det var vel ogs� med
-et vist henblik p� mig. Galt gik det naturligvis, det
-kunde enhver ha forudsagt, men kan det hj�lpe
-noget at forudsige det, n�r alting om en er fuldt af
-galskab og en selv er liges�dan?</p>
+han er et mandfolk, sae hun; det var vel også med
+et vist henblik på mig. Galt gik det naturligvis, det
+kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe
+noget at forudsige det, når alting om en er fuldt af
+galskab og en selv er ligesådan?</p>
 
-<p>Hun fik b�rn, og hun fik prygl, og hun fik noget
+<p>Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget
 at bestille, og hun fik ikke tak for det. Jeg har
-mange gange st�et uden for hendes vinduer, n�r det
-var m�rkt, og h�rt hende synge for b�rnene; jeg tror
-nok de sm� var mere glade ved at h�re p� det end
-jeg; de faldt i s�vn, jeg gik hjem og sov ikke for
+mange gange stået uden for hendes vinduer, når det
+var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror
+nok de små var mere glade ved at høre på det end
+jeg; de faldt i søvn, jeg gik hjem og sov ikke for
 godt; jeg gad vide om hun gjorde det. Det var en
-dr�j tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget
-sig af den ting, s� havde han sagt til hende: Du
-skal ta ham, den lille postekspedient �rbo; jeg har
-nok skabt ham lidt smalstr�gen ned ad flankerne og
+drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget
+sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du
+skal ta ham, den lille postekspedient Årbo; jeg har
+nok skabt ham lidt smalstrøgen ned ad flankerne og
 har heller ikke stillet benene aldeles lige under ham;
-men ellers indest�r jeg for ham, og tar du ham, s�
-kan du sige, at du har f�et ham af vorherre selv.</p>
+men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så
+kan du sige, at du har fået ham af vorherre selv.</p>
 
 <p>Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af
-hvad der sker, men menneskenes k�rlighedssager
+hvad der sker, men menneskenes kærlighedssager
 blander han sig ikke i, det kan da enhver se. Men
-vil De tro, at der kom et for�r, da jeg ogs� blev<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span>
+vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span>
 tosset? Det skal jo til. &mdash; Vil De sige, at De kender
-det ikke? N� &mdash; jeg skal afholde mig fra nogen bem�rkning
-desang�ende; men der var alts� piger,
-der hittede mig, sk�nt jeg var smal og stod sk�vt
-p� benene; det var vel ikke af de bedste, men dog af
-dem, der havde gjort nar ad mig f�r; men de m�rker,
-at man er i rasetiden, og s� er der altid nogen,
-der kommer. N�r galskaben er �gte, skal den nok
+det ikke? Nå &mdash; jeg skal afholde mig fra nogen bemærkning
+desangående; men der var altså piger,
+der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt
+på benene; det var vel ikke af de bedste, men dog af
+dem, der havde gjort nar ad mig før; men de mærker,
+at man er i rasetiden, og så er der altid nogen,
+der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok
 smitte. Der var to &mdash; &mdash; Tror De, det var mig, der
-lod dem l�be, hr. R�skov, sk�nt jeg nok vidste, at de
-ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik b�gge
+lod dem løbe, hr. Råskov, skønt jeg nok vidste, at de
+ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik bægge
 to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem
-alligevel for smal, da de kom til samlingen, de forsm�ede
-mig &mdash; bag efter, hvor de dog ikke havde s�
+alligevel for smal, da de kom til samlingen, de forsmåede
+mig &mdash; bag efter, hvor de dog ikke havde så
 meget at prale af mere.</p>
 
-<p>Skal De ikke ha en til, hr. R�skov? De kan jo
-drikke den uden rom, det er s� l�skende. &mdash; Ja, nu
+<p>Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo
+drikke den uden rom, det er så læskende. &mdash; Ja, nu
 sidder De og synes, at det er nogen temmelig snavsede
-ungdomshistorier, De her f�r at h�re af en
-gammel mands mund. Sig kun jo, hr. R�skov; ud
+ungdomshistorier, De her får at høre af en
+gammel mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud
 fra Deres temperament har De ret. Deres oplevelser
-tillader Dem ikke at d�mme anderledes &mdash; indtil
+tillader Dem ikke at dømme anderledes &mdash; indtil
 videre.</p>
 
-<p>N� &mdash; &mdash; det er ikke det urene, <em>jeg</em> finder mest p�faldende,
-n�r jeg nu t�nker p� det. En fyr med min
-krop kan vel ikke vente sig mere, og n�r man s� har
-alle slags store, om jeg s� m� sige: omfavnende f�lelser
-i en sn�ver krop, s� blir man endnu mere
-komisk; jeg havde dog g�rne n�jedes med en af de
-n�stbedste. Det synes jeg er min mest prisv�rdige
-egenskab, og jeg kan ikke g�re for, at den ikke
+<p>Næ &mdash; &mdash; det er ikke det urene, <em>jeg</em> finder mest påfaldende,
+når jeg nu tænker på det. En fyr med min
+krop kan vel ikke vente sig mere, og når man så har
+alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende følelser
+i en snæver krop, så blir man endnu mere
+komisk; jeg havde dog gærne nøjedes med en af de
+næstbedste. Det synes jeg er min mest prisværdige
+egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke
 indbragte mig noget.</p>
 
-<p>Hvis jeg var vorherre, s� vilde jeg ligesom han<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
-la menneskene rase &mdash; jeg har set p� mange, siden
-det var min tid &mdash; og jeg vilde s�rlig ta mig af dem,
-der raser, fordi de ikke kan f� den, de helst vil ha.
-N�r de har fyldt deres m�l af galskab, s� vilde jeg
-s�ge at indgive dem den �nd, der f�r et menneske
-til at se sig fornuftigt om efter den n�stbedste, for
-det er d�r, at mange b�r sig v�rst ad, det har tit
+<p>Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
+la menneskene rase &mdash; jeg har set på mange, siden
+det var min tid &mdash; og jeg vilde særlig ta mig af dem,
+der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha.
+Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg
+søge at indgive dem den ånd, der får et menneske
+til at se sig fornuftigt om efter den næstbedste, for
+det er dær, at mange bær sig værst ad, det har tit
 gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver
 mod deres bedre vidende i galskaben, og det er ikke
-alene unaturligt, men det har langt mere forf�rdelige
-f�lger. Jeg har ingen gl�de af at se p� den slags folk.</p>
+alene unaturligt, men det har langt mere forfærdelige
+følger. Jeg har ingen glæde af at se på den slags folk.</p>
 
-<p>De andre, hr. R�skov, der slet ikke ved hvad de g�r,
-men har et par minutter, hvor de er bevidstl�se af
+<p>De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør,
+men har et par minutter, hvor de er bevidstløse af
 salighed &mdash; &mdash; der er dog en stor menneskelig tilfredsstillelse
-ved, at de er til endnu, sk�nt man siger
-at kulturen g�r fremad med k�mpeskridt, de finder
+ved, at de er til endnu, skønt man siger
+at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder
 dog lejlighed til at slippe uden for kulturen. Ja vel,
-bag efter minutterne kommer <em>�rene</em>, og de er l�ngere
-end minutterne, der er s� forbandet korte, men der
-har v�ret <span class="sic" title="[sic]">en</span> uhyre forbrug af kraft i de minutter,
-og den almindelige livssum har f�et en for�gelse.</p>
+bag efter minutterne kommer <em>årene</em>, og de er længere
+end minutterne, der er så forbandet korte, men der
+har været <span class="sic" title="[sic]">en</span> uhyre forbrug af kraft i de minutter,
+og den almindelige livssum har fået en forøgelse.</p>
 
-<p>Jeg er en gammel tosse, hr. R�skov, som man
-ikke beh�ver at regne det s� n�je; jeg kan sige, hvad
+<p>Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man
+ikke behøver at regne det så nøje; jeg kan sige, hvad
 jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde op. De kan
-nok h�re, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad
-andet skal jeg s�tte i verden, n�r det er blevet mig
-n�gtet at befolke den p� en bedre m�de? Min niece er
-den eneste, der plejer at h�re p� mig, men De har
-for resten ogs� v�ret meget t�lmodig.</p>
+nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad
+andet skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig
+nægtet at befolke den på en bedre måde? Min niece er
+den eneste, der plejer at høre på mig, men De har
+for resten også været meget tålmodig.</p>
 
 <p>Den menneskelige galskab antager underlige former,
-hr. R�skov &mdash; ja synes De ikke ogs�? Hvad
-mener De, n�r den hos kvinder udvikler sig i form af
-opofrelsessyge? Det m� De nok ha set. Den og den<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
-er ulykkelig og tr�nger til en god kvinde, der kan
-elske ham &mdash; ja, og man er selv en s�dan kvinde,
-det f�ler man &mdash; &mdash; Tror De, en kvinde er til at f�
-bort fra s�dan en ide? &mdash; �, vil De lukke op, jomfru;
+hr. Råskov &mdash; ja synes De ikke også? Hvad
+mener De, når den hos kvinder udvikler sig i form af
+opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
+er ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan
+elske ham &mdash; ja, og man er selv en sådan kvinde,
+det føler man &mdash; &mdash; Tror De, en kvinde er til at få
+bort fra sådan en ide? &mdash; Å, vil De lukke op, jomfru;
 der var vist nogen, der ringede.</p>
 
-<p>Det var fr�ken Anna �rbo; hun kom g�rne over
-og s� til onklen om aftenen, n�r hun ikke var optaget
-af andet, og s� var der gl�de hos de to gamle;
-jomfru Andersen kom da ogs� ind med et smil om de
-brunlige barkl�ber og gled tyst ned p� en stol og
-h�rte til.</p>
-
-<p>Anna lod et glad overrasket �godaften� h�re,
-idet hun s� Hans R�skov, og sae Velkommen, som
-om hun p� en m�de var v�rtinde i huset. Derefter
-satte hun sig p� en ledig stol lige over for ham og
-ventede et �jeblik p�, at den afbrudte samtale skulde
-blive fortsat, men da alle i tavshed s� p� hende, begyndte
-hun at tale. Hun fik Hans R�skov til at fort�lle
-om sine unders�gelser og om �rene i udlandet.
-Hun havde troet, at han derved ogs� m�tte
+<p>Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over
+og så til onklen om aftenen, når hun ikke var optaget
+af andet, og så var der glæde hos de to gamle;
+jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de
+brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og
+hørte til.</p>
+
+<p>Anna lod et glad overrasket »godaften« høre,
+idet hun så Hans Råskov, og sae Velkommen, som
+om hun på en måde var værtinde i huset. Derefter
+satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og
+ventede et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde
+blive fortsat, men da alle i tavshed så på hende, begyndte
+hun at tale. Hun fik Hans Råskov til at fortælle
+om sine undersøgelser og om årene i udlandet.
+Hun havde troet, at han derved også måtte
 komme til at tale om sig selv, men han havde
-den �vne at holde sig til, hvad enhver anden
-ogs� kunde ha oplevet eller t�nkt, men netop
+den ævne at holde sig til, hvad enhver anden
+også kunde ha oplevet eller tænkt, men netop
 denne upersonlighed greb hende med en underlig
-magt: Han var alts� et menneske, der vidste, at
+magt: Han var altså et menneske, der vidste, at
 han skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede
-kun et temmelig t�rt hverdagsmenneske og beholdt
-resten for sig selv. Men n�r s� onklen blandede sig
-i samtalen, og Hans R�skov et �jeblik s� tavs hen
-for sig, s� var han straks en anden, end da han
+kun et temmelig tørt hverdagsmenneske og beholdt
+resten for sig selv. Men når så onklen blandede sig
+i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen
+for sig, så var han straks en anden, end da han
 talte; han var borte i det han havde tiet om &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hun �nskede heller ikke at h�re, hvad det var;
-han vilde ha tabt i hendes omd�mme, hvis han havde<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
-kunnet f� sig selv til at tale om det eller hentyde til
-det, s� at formodninger l� n�r. Hun antog han
+<p>Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var;
+han vilde ha tabt i hendes omdømme, hvis han havde<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
+kunnet få sig selv til at tale om det eller hentyde til
+det, så at formodninger lå nær. Hun antog han
 havde oplevet rystende begivenheder, som han nu
-var i f�rd med at glemme; han stod afsides fra
-andre mennesker og s� efter sit livs bortdragende
-uv�r &mdash; tordenen, som han alene havde h�rt, lynene,
-som havde hvislet og svedet forf�rdeligt i hans sj�l.
+var i færd med at glemme; han stod afsides fra
+andre mennesker og så efter sit livs bortdragende
+uvær &mdash; tordenen, som han alene havde hørt, lynene,
+som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl.
 Ingen skulde forstyrre den mand, der havde rejst sig
-efter slaget og vilde v�re alene med sig selv for at
-glemme; ingen burde �nske at udsp�rge ham for at
-h�re, hvordan det var g�et, og om det nu var bedre,
-om der var l�nge igen &mdash; &mdash; &mdash; Hun vilde heller ikke
+efter slaget og vilde være alene med sig selv for at
+glemme; ingen burde ønske at udspørge ham for at
+høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre,
+om der var længe igen &mdash; &mdash; &mdash; Hun vilde heller ikke
 tro, hvad der blev sagt om ham, at han var forelsket
-i fru Ida; men m�ske mindede hun ham om noget
-s�rgeligt, hindrede ham i at glemme &mdash; &mdash; &mdash;</p>
-
-<p>Aftenen gik hurtigt, og de blev l�nge siddende
-sammen; Hans R�skov kunde ikke bekvemme sig til
-at bryde op; han var tr�t og n�sten vel til mode,
-aftenens hyggelighed havde et �jeblik brudt ansp�ndelsen
-i hans sind; her var ikke noget at g�re
-sig stiv imod, og der var en n�sten sorgl�s hvile i
+i fru Ida; men måske mindede hun ham om noget
+sørgeligt, hindrede ham i at glemme &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende
+sammen; Hans Råskov kunde ikke bekvemme sig til
+at bryde op; han var træt og næsten vel til mode,
+aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen
+i hans sind; her var ikke noget at gøre
+sig stiv imod, og der var en næsten sorgløs hvile i
 slapheden. Det var meget godt, at han var kommet
 her hen; lange intetsigende samtaler med venlige
-mennesker var m�ske det, han allermest havde
-n�dig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt
+mennesker var måske det, han allermest havde
+nødig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt
 ham med en verdensdames utvungenhed,
 hun gjorde ham en stor tjeneste; det var anden
-gang. Han ber�rtes pinligt af den formodning, at
-hun m�ske selv vidste det. Skulde han tro, at postmesteren
+gang. Han berørtes pinligt af den formodning, at
+hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at postmesteren
 havde sigtet til hende i sin vismandstale
-om kvinder, der anser sig for kaldede til at v�re en
-mands frelsende engel? Han blev mist�nksom og s�
+om kvinder, der anser sig for kaldede til at være en
+mands frelsende engel? Han blev mistænksom og så
 sig med opstigende harme om i den hyggelige kres,<span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span>
-men s� afviste han atter tanken: Hun var jo et
+men så afviste han atter tanken: Hun var jo et
 rent barn!</p>
 
 <p>Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen
-kvinde, og m�ske den bedste blandt dem, der nogen
-sinde var kommet ham i m�de. Havde han v�ret en
-mand, der forstod at indrette sit liv s�dan, som det
+kvinde, og måske den bedste blandt dem, der nogen
+sinde var kommet ham i møde. Havde han været en
+mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det
 var tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde
-som den, der sad foran ham, n�rmere ved ham end
-mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og d�r havde
+som den, der sad foran ham, nærmere ved ham end
+mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og dær havde
 hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i
-to timer; han s� p� sit ur &mdash; to timer. Hvor den tid
-var g�et hurtigt! Men da han rejste sig for at ta
-afsked, var der ikke noget i hans natur, der b�jede
-sig imod hende eller s�gte at holde hendes billede
-fast; hun havde blot p� ny fyldt ham med tanken
+to timer; han så på sit ur &mdash; to timer. Hvor den tid
+var gået hurtigt! Men da han rejste sig for at ta
+afsked, var der ikke noget i hans natur, der bøjede
+sig imod hende eller søgte at holde hendes billede
+fast; hun havde blot på ny fyldt ham med tanken
 om den anden; her havde han hvilet sig, men nu
 var det forbi.</p>
 
-<p>Fr�ken Anna gav ham et meget hj�rteligt h�ndtryk
-til godnat, han m�tte se p� hende en gang til;
-hun var vistnok god; for lidt siden havde han v�ret
-n�r ved at falde i en d�s, og han havde tilladt sig
-en flygtig dr�m, som hun var med i; s� tr�t var han
-alts�; den slags unyttige overraskelser kunde man
-opleve i et hyggeligt �jeblik. Han trak uvillig sin
-h�nd til sig og gik. Men da han var alene, blev han
-sig en m�rkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg
-kommer nok over det, t�nkte han og gik rask til.</p>
-
-<p>&mdash; Anna sad oppe i sit kammer og s� ud i den
-halvm�rke for�rsnat og mindedes en sommeraften
-for fire �r siden; hun var da fjorten �r og meget
-s�rgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for
-sad hun ved sit vindu og betragtede telegrafst�ngerne,
-der stod i en lang r�kke og bar tr�dene ud<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
-mod vest, helt ud i den r�dgule himmel; hun skimtede
+<p>Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk
+til godnat, han måtte se på hende en gang til;
+hun var vistnok god; for lidt siden havde han været
+nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig
+en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han
+altså; den slags unyttige overraskelser kunde man
+opleve i et hyggeligt øjeblik. Han trak uvillig sin
+hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han
+sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg
+kommer nok over det, tænkte han og gik rask til.</p>
+
+<p>&mdash; Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den
+halvmørke forårsnat og mindedes en sommeraften
+for fire år siden; hun var da fjorten år og meget
+sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for
+sad hun ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne,
+der stod i en lang række og bar trådene ud<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
+mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun skimtede
 den ene stang bag ved den anden og vidste, at
-der var ingen ende p� dem; de stod med tr�dene p�
-deres skuldre, f�rte dem ud efter i det uendelige.
-Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun br�d sig
-om; hun grundede l�nge over det og gr�d til sidst;
-det at hun kun var fjorten �r, gjorde det heller ikke
+der var ingen ende på dem; de stod med trådene på
+deres skuldre, førte dem ud efter i det uendelige.
+Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig
+om; hun grundede længe over det og græd til sidst;
+det at hun kun var fjorten år, gjorde det heller ikke
 lettere.</p>
 
-<p>Fjorten �r! Men s� viste det sig, at dette tal dog
+<p>Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog
 var stort nok til at fremkalde en simpel og lykkelig
-tanke: N�r hun var fjorten �r, s� m�tte den mand
-jo allerede v�re til, som hun ventede p�. Han boede
-et eller andet sted, han gik m�ske i dette �jeblik hen
-ad en landevej, og hun kunde m�de ham, havde
-m�ske m�dt ham uden at vide det, for det var ingen
+tanke: Når hun var fjorten år, så måtte den mand
+jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede
+et eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen
+ad en landevej, og hun kunde møde ham, havde
+måske mødt ham uden at vide det, for det var ingen
 af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en
-dr�m, men lige s� godt et virkeligt menneske som
-hun selv &mdash; &mdash; &mdash; Hun gik tr�stet i sin seng og havde
-aldrig mere triste �jeblikke. Hun s� ham af og til,
+drøm, men lige så godt et virkeligt menneske som
+hun selv &mdash; &mdash; &mdash; Hun gik trøstet i sin seng og havde
+aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham af og til,
 han gik hen ad en vej langt borte, men han kom
-aldrig n�rmere, og han forsvandt, s� snart hun pr�vede
-at forestille sig hvordan han s� ud. Ellers
-t�nkte hun kun lidt p� ham, mindedes ham m�ske
-ved sine f�dselsdage med den tanke, at han imidlertid
-ogs� var blevet et �r �ldre.</p>
-
-<p>Men nu havde hun alts� m�dt ham.</p>
-
-<p>Hun rullede gardinet ned og t�ndte lampen; m�rket
-der ude blev for st�rkt, og da hun ikke kunde
-g� i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine
-skuffer, det kunde desuden beh�ves. Hun ryddede
-op og fordelte indholdet p� puffen og p� sengen, og
-det gjorde godt i hendes h�nder, der rystede svagt.
-Alt t�jet lae hun f�rst i orden, derefter kom turen til<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
-det, der var stemning ved; hun bes� hvert brev, og
+aldrig nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede
+at forestille sig hvordan han så ud. Ellers
+tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham måske
+ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid
+også var blevet et år ældre.</p>
+
+<p>Men nu havde hun altså mødt ham.</p>
+
+<p>Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket
+der ude blev for stærkt, og da hun ikke kunde
+gå i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine
+skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede
+op og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og
+det gjorde godt i hendes hænder, der rystede svagt.
+Alt tøjet lae hun først i orden, derefter kom turen til<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
+det, der var stemning ved; hun beså hvert brev, og
 hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet,
-l�ste hun noget af det og lae det til side; en
+læste hun noget af det og lae det til side; en
 hel stabel ligegyldige breve fyldte det halve af en
-skuffe, gratulasjonskort og sm� b�ger i guldsnit indtog
+skuffe, gratulasjonskort og små bøger i guldsnit indtog
 den anden halvdel &mdash; det var venindernes afdeling.</p>
 
-<p>Hun stansede lidt og bet�nkte sig, da hun kom
-til den nederste skuffe, som hun ikke havde r�rt i
-lange tider, men klokken var ikke s� mange endnu,
-og hun holdt mest af at t�nke p� ham med alle
-disse gamle erindringer mellem h�nderne; det hele
-blev mere fortroligt og j�vnt, hun kunde nok tr�nge
-til et slags v�rn imod ham.</p>
+<p>Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom
+til den nederste skuffe, som hun ikke havde rørt i
+lange tider, men klokken var ikke så mange endnu,
+og hun holdt mest af at tænke på ham med alle
+disse gamle erindringer mellem hænderne; det hele
+blev mere fortroligt og jævnt, hun kunde nok trænge
+til et slags værn imod ham.</p>
 
 <p>Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod
 sig ordne, men hun vilde dog se det igennem. Der
-var minder fra hendes rejser i ferierne: sm� buketter
-lyng, bundet sammen med silkeb�nd, muslingeskaller
+var minder fra hendes rejser i ferierne: små buketter
+lyng, bundet sammen med silkebånd, muslingeskaller
 fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter.
-Der var store, m�rkelige knapper fra hendes forskellige
-k�ber, en stump t�j fra hver eneste kjole, hun
-havde haft, s� l�nge hun kunde huske. Der var
-naive jule- og f�dselsdagsgaver, som veninderne
-havde lavet; tre m�lket�nder, hvoraf den ene havde
-tilh�rt hendes �ldste s�ster, men hun havde tigget den
-af hende, da hun selv var fire �r gammel, og der var
-lange udsigter til, at hendes egne t�nder vilde skifte;
-den var pakket ind i et stykke r�dt silkepapir for sig
-selv. Og der var et hent�rret firben, som hun havde
-pillet af en vild rose; det havde v�ret en stadig genstand
-for hendes undren, til hun kom i skole og l�rte
+Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige
+kåber, en stump tøj fra hver eneste kjole, hun
+havde haft, så længe hun kunde huske. Der var
+naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne
+havde lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde
+tilhørt hendes ældste søster, men hun havde tigget den
+af hende, da hun selv var fire år gammel, og der var
+lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde skifte;
+den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig
+selv. Og der var et hentørret firben, som hun havde
+pillet af en vild rose; det havde været en stadig genstand
+for hendes undren, til hun kom i skole og lærte
 om tornskaderne i naturhistorien.</p>
 
-<p>Denne skuffe havde en s�regen v�rdi og var<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
+<p>Denne skuffe havde en særegen værdi og var<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
 noget for sig; hun kunde ikke huske det halve af
 hvad der knyttede sig til disse rare sager, men fra
-dem alle slog der hende en stemning i m�de, der for�gede
-hendes sindsbev�gelse. Hun l�ste k�restebreve
+dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede
+hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve
 fra skolekammerater uden at more sig over
-dem; fandt frierbreve fra voksne m�nd &mdash; de var
-blevet straffede med at f� deres tilst�elser gemt ned
-i b�rneskuffen; men nu satte hun sig til rette og
-l�ste dem igennem med st�rste opm�rksomhed og
-t�nkte over dem; det ene var slet ikke s� d�rligt, hun
+dem; fandt frierbreve fra voksne mænd &mdash; de var
+blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned
+i børneskuffen; men nu satte hun sig til rette og
+læste dem igennem med største opmærksomhed og
+tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt, hun
 tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede
 hun godt, at det var ikke ham, hun havde syntes
 bedst om. Han var underlig.</p>
 
-<p>Hun lod brevet falde ned og sk�d skuffen til, meget
+<p>Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget
 alvorlig, altfor fuld af stemning, til at hun kunde
-v�re hel lykkelig. Hun rullede atter gardinet op og
-s� ud; solr�den var nu blevet st�rkere og havde flyttet
-sig om i nord�st. I stedet for skuffens visne
-dufte tr�ngte for�rets pust ind til hende; hun l�nede
-sig ud for at f� mere.</p>
-
-<p>For nogle dage siden havde hun endnu s�gt at
-v�rge sig, hun havde h�bet, at det ikke m�tte blive
-ham, sk�nt der allerede bag dette h�b var en sikkerhed
+være hel lykkelig. Hun rullede atter gardinet op og
+så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde flyttet
+sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne
+dufte trængte forårets pust ind til hende; hun lænede
+sig ud for at få mere.</p>
+
+<p>For nogle dage siden havde hun endnu søgt at
+værge sig, hun havde håbet, at det ikke måtte blive
+ham, skønt der allerede bag dette håb var en sikkerhed
 om, at det var ham; men der var noget i hans
-ansigt, der skr�mmede hende, han var vist en mand,
+ansigt, der skræmmede hende, han var vist en mand,
 der kunde blive farlig for den kvinde, der elskede
-ham; han gik s� tungt, han stirrede barsk og stift
-frem for sig som en mand, der skyder et sv�rt og
-vanskeligt l�s og ikke har stunder til at se efter
-nogen anden ting. Hun havde �nsket, at hun kunde
-g� af vejen, fordi han var en mand, der hang
-ulykke ved. Eller &mdash; hun havde just ikke �nsket det;
-men hun havde dog t�nkt &mdash; &mdash; hun huskede, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
-i sine yngre dage altid havde t�nkt sig, at det var
+ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og stift
+frem for sig som en mand, der skyder et svært og
+vanskeligt læs og ikke har stunder til at se efter
+nogen anden ting. Hun havde ønsket, at hun kunde
+gå af vejen, fordi han var en mand, der hang
+ulykke ved. Eller &mdash; hun havde just ikke ønsket det;
+men hun havde dog tænkt &mdash; &mdash; hun huskede, at hun<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
+i sine yngre dage altid havde tænkt sig, at det var
 en let og ligefrem sag at blive lykkelig.</p>
 
-<p>Men disse pigetanker vilde hun nu l�gge ned i
-skuffen, hvor alt det andet var, der h�rte barndommen
-til. I n�ste uge skulde der v�re stort skovbal;
-han kom ogs� med, havde han sagt. I dagene
-imellem vilde hun g� og t�nke p� ham, det gl�dede
+<p>Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i
+skuffen, hvor alt det andet var, der hørte barndommen
+til. I næste uge skulde der være stort skovbal;
+han kom også med, havde han sagt. I dagene
+imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede
 hun sig til. Med den troendes dristighed tog
-hun sin lykke i forskud; hun var s� overv�ldet af
+hun sin lykke i forskud; hun var så overvældet af
 forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke
-mere vidste, hvad hun skulde g�re med det altsammen;
+mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen;
 det tog til som en snebold, man ruller
 foran sig, og som man snart ikke kan magte. Men
-s� er legen ogs� fuldkommen.</p>
+så er legen også fuldkommen.</p>
 
-<p>Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak v�ret
+<p>Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været
 dybt og lettet og tog sin hat; nu var der endelig
 noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud og se solen
-st� op.</p>
+stå op.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span></p>
@@ -5649,533 +5610,533 @@ st� op.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XVI" id="KAPITEL_XVI"></a>XVI</h2>
 
 
-<p>Der er skovbal i byens lystanl�g, et blandet
-publikum fylder den �bne estrade ved siden
-af pavillonen. Midt p� gulvet drejer honoratiores
-sig sindigt den rigtige vej med deres �gtef�ller, men
+<p>Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet
+publikum fylder den åbne estrade ved siden
+af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores
+sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men
 langs den ydre rand suser den vilde galop avet om,
 saftige svende hvirvler af sted med deres piger i
-stramt favntag. Der st�r en s�d og farlig em til v�rs
-fra den dansende ungdom, og efterh�nden som aftenen
-skrider frem, p�virkes de sindige elementer
+stramt favntag. Der står en sød og farlig em til værs
+fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen
+skrider frem, påvirkes de sindige elementer
 deraf, varmen og farten fordeler sig mere ligeligt
-over det hele. Langs b�nkeraderne syder hed hvisken,
-og i de m�rkere kroge sprutter ford�kte kys
-frem under s�nkede ansigter. Musikken lyder velsignende
+over det hele. Langs bænkeraderne syder hed hvisken,
+og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys
+frem under sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende
 over det hele erotiske ocean, pisker det
 med stormende galopader, lar det svulme bredt i
 sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler.
-Men de b�lger, som opst�r her, n�er l�ngere ud,
-end musikken lyder, og jo fj�rnere de ruller ud i
-m�rket og stilheden, des mere skummende blir de;
-deres toppe kruses af s�d gysen, men dalene er
+Men de bølger, som opstår her, nåer længere ud,
+end musikken lyder, og jo fjærnere de ruller ud i
+mørket og stilheden, des mere skummende blir de;
+deres toppe kruses af sød gysen, men dalene er
 fulde af svimmel.</p>
 
-<p>Fru Ida f�rdes alle steder som en vidunderlig
-ting, der g�r nytte overalt og ingen steder t�r savnes;
+<p>Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig
+ting, der gør nytte overalt og ingen steder tør savnes;
 hun drejes langsomt og varmt i den indre cirkel som<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span>
-en hvid lue midt i b�let, hvor der er hedest; hun ses
-hvirvle af sted langs den farlige, opr�rte rand som
+en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest; hun ses
+hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som
 en af de ydre flammer, der er brandens forposter og
-vinder nyt terr�n for den, og mange ser p� hende
-og vil g�rne v�re det stykke t�rre tr�, som hun
-n�ste gang river med sig ind i b�let. Her hvor der
-er mange til at gi og ikke f�rre til at ta, her er
-n�sten alt hvad hun kan �nske sig, og mere end
+vinder nyt terræn for den, og mange ser på hende
+og vil gærne være det stykke tørre træ, som hun
+næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der
+er mange til at gi og ikke færre til at ta, her er
+næsten alt hvad hun kan ønske sig, og mere end
 noget menneske kan overkomme. Hun morer sig,
 som om dette var den yderste dag, og dog synes hun
-ikke at kunne f� nok, hendes �jne s�ger stadig ud
-mellem tr�erne i det usikre lys, hvor folk kommer
-og g�r, langt ud mellem de gr� stammer, hvor
-menneskene er lige s� utydelige som deres egne
+ikke at kunne få nok, hendes øjne søger stadig ud
+mellem træerne i det usikre lys, hvor folk kommer
+og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor
+menneskene er lige så utydelige som deres egne
 skygger.</p>
 
-<p>Vejg�rd er aldrig ret langt fra hende; han er
-aldeles overstadig; n�r han og fru Ida morer sig
-sammen, er der ikke til at v�re i n�rheden for almindelige
-mennesker. Men dette er ogs� Vejg�rds
-store tid; bladene veed at fort�lle om en digtsamling,
-han har under forberedelse, hvor livsgl�den g�r i
-endnu h�jere b�lger end i noget af hans tidligere
-v�rker; hans venner kan citere brudstykker deraf,
-og sm�bladene mumler om en kvinde, der har inspireret
+<p>Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er
+aldeles overstadig; når han og fru Ida morer sig
+sammen, er der ikke til at være i nærheden for almindelige
+mennesker. Men dette er også Vejgårds
+store tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling,
+han har under forberedelse, hvor livsglæden går i
+endnu højere bølger end i noget af hans tidligere
+værker; hans venner kan citere brudstykker deraf,
+og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret
 ham. Han digter uafladelig, hans poesi begynder
 vel ved jorden, men den ender mellem de
-hvide skyer og stj�rnerne, han er aldrig f�r n�et s�
-h�jt. Det kan v�re det samme med at forklare,
-hvorfor han har ops�gt fru Ida som inspirasjonskilde
+hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så
+højt. Det kan være det samme med at forklare,
+hvorfor han har opsøgt fru Ida som inspirasjonskilde
 til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden blir
-ham for hed og besv�rlig, s� ved han, hvor let tilg�ngelige
+ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige
 piger er at finde, og siden digter han
-videre med befriet hj�rne. Han holder sig hele<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
+videre med befriet hjærne. Han holder sig hele<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
 tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de
-f� mennesker, som virkelig er oven p� i denne tid.
-Hans hoved rager altid op over den h�jeste svimmel,
-og han er nu for alvor i f�rd med at blive en stor
-digter. Han g�r tit uden for og tar noter, fylder sin
+få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid.
+Hans hoved rager altid op over den højeste svimmel,
+og han er nu for alvor i færd med at blive en stor
+digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder sin
 skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt
-i m�rket uden at se p� papiret.</p>
+i mørket uden at se på papiret.</p>
 
-<p>Fru Idas latter lyder ikke s� naturligt som hans,
-hun ler h�rdt og stakkato, og hendes stemme kan
+<p>Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans,
+hun ler hårdt og stakkato, og hendes stemme kan
 undertiden falde hen ligesom i jammer, men hun
-h�rer det ikke selv, alt det andet overd�ver hende
-og blander sig for hendes �re til eet kor; hun �nsker
-at sm�lte sammen med den almindelige vildskab
+hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende
+og blander sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker
+at smælte sammen med den almindelige vildskab
 og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer hun
-i spidsen for al lystighed; hun er det gl�dende midtpunkt,
+i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt,
 der selv er uden bevidsthed, fordi det er
-br�ndt ud, men hun spreder liv om sig og fylder
+brændt ud, men hun spreder liv om sig og fylder
 alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere og
-mere gr�digt efter hende, alt som aftenen skrider
-frem; hendes sp�nstige former knuges i mange
-favne og taber ikke noget derved; det kan ogs� ske,
-at der l�gger sig en arm om hendes liv og vil f�re
-hende med ud i m�rket, men hun g�r sig hver gang
-fri og lar manden st� d�r med en tom, rundet arm
-frem for sig. Ingen har hun s� tit stillet fra sig p�
-den m�de som propriet�r Ahlmark.</p>
+mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider
+frem; hendes spænstige former knuges i mange
+favne og taber ikke noget derved; det kan også ske,
+at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre
+hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang
+fri og lar manden stå dær med en tom, rundet arm
+frem for sig. Ingen har hun så tit stillet fra sig på
+den måde som proprietær Ahlmark.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Hans R�skov gik uden for og snakkede fornuftigt
+<p>Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt
 med sig selv, han formanede og underhandlede
-som en bedstefaer, der taler en seks�rig til rette. &mdash;
-Jeg kan b�re det, t�nkte han, mens han afvekslende<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
-s� p� dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var
-besindelsen hvert �jeblik ved at svigte ham.</p>
+som en bedstefaer, der taler en seksårig til rette. &mdash;
+Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
+så på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var
+besindelsen hvert øjeblik ved at svigte ham.</p>
 
-<p>Han havde sl�et sig gennem isen med fatning,
+<p>Han havde slået sig gennem isen med fatning,
 han havde ikke kastet stenen; han havde ganske
-vist glemt sig selv, da han sloges med S�ren, men
+vist glemt sig selv, da han sloges med Søren, men
 ham havde han senere besejret og gjort uskadelig
-ved at tr�kke ham op. Nu havde han kun sig selv
-at stride med, og n�r han kom over dette, s� kunde
-han v�re sikker, s� var han st�rkere end alting.
-Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke g� an
-at svigte, for da var han uhj�lpelig faldet igennem,
-han m�tte ligge d�r og hyle ligesom S�ren, og ingen
-kunde tr�kke ham op; han m�tte vide, at hvis han
-f�rst een gang var g�et til bunds i sit eget raseri, s�
+ved at trække ham op. Nu havde han kun sig selv
+at stride med, og når han kom over dette, så kunde
+han være sikker, så var han stærkere end alting.
+Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an
+at svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem,
+han måtte ligge dær og hyle ligesom Søren, og ingen
+kunde trække ham op; han måtte vide, at hvis han
+først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så
 slap han ikke op af det igen.</p>
 
 <p>Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han
-kunde v�re forberedt p� nogen ting, stod fru Ida
+kunde være forberedt på nogen ting, stod fru Ida
 for ham.</p>
 
-<p>Nej t�nk, er De ogs� her, sae hun med ganske
+<p>Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske
 dagligdags stemme: God aften!</p>
 
-<p>Hun ventede p� et svar, men da der ikke kom
+<p>Hun ventede på et svar, men da der ikke kom
 noget, gik hun igen.</p>
 
-<p>Ja, her var han &mdash; ogs�!</p>
+<p>Ja, her var han &mdash; også!</p>
 
 <p>Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret?
-Alting var jo vendt op og ned med et ryk. N�, s�dan;
-sagen var ganske simpel den, at han ogs� var
-her ligesom de andre m�nd; uden at v�re sig nogen
+Alting var jo vendt op og ned med et ryk. Nå, sådan;
+sagen var ganske simpel den, at han også var
+her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen
 ydmygelse bevidst rendte han her fra og til som en
-hund, bare for at se hende og p� samme tid bange
-for hende, som en hund, der har f�et prygl, men
+hund, bare for at se hende og på samme tid bange
+for hende, som en hund, der har fået prygl, men
 alligevel ikke kan dy sig. &mdash; Hvad var det for en teori
-han havde lavet sig &mdash; en forbandet fej l�gn? Og s�
+han havde lavet sig &mdash; en forbandet fej løgn? Og så
 kom hun, og med et eneste blik begreb hun ham<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span>
-straks, afsl�rede ham som en tosse, der var v�rre
+straks, afslørede ham som en tosse, der var værre
 end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til
-at beg� den frelsende d�rskab. Alt det s� hun med
-et blik; hun sae det med et ord; hun h�nede ham,
-som ret var, og gik s�. Hvad skulde hun med ham,
-n�r der var villige narre i tilstr�kkeligt tal?</p>
+at begå den frelsende dårskab. Alt det så hun med
+et blik; hun sae det med et ord; hun hånede ham,
+som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham,
+når der var villige narre i tilstrækkeligt tal?</p>
 
 <p>Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde
-sove, det var det eneste rigtige efter de mange s�vnl�se
-n�tter; han tvang sig til at ligge stille i flere
+sove, det var det eneste rigtige efter de mange søvnløse
+nætter; han tvang sig til at ligge stille i flere
 minutter, og det var ligesom fornuften kom tilbage;
 han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han
 fandt de fredsommeligste udtryk ligesom en mand,
-der er i fuldt raseri og endnu ikke har sl�et f�rste
-gang, men han holder sine h�nder nede og taler
-sagte og formanende, mens han allerede i sine n�ver
-f�ler den udfarende kraft i det slag, der skal s�tte
+der er i fuldt raseri og endnu ikke har slået første
+gang, men han holder sine hænder nede og taler
+sagte og formanende, mens han allerede i sine næver
+føler den udfarende kraft i det slag, der skal sætte
 blod.</p>
 
-<p>Det kan ikke g� an at springe over noget, t�nkte
-han. Ligesom sl�gtens gamle, kloge folk overbeviste
+<p>Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte
+han. Ligesom slægtens gamle, kloge folk overbeviste
 han sig selv med den tankegang: Hvad der skal
 til, det skal til. Han forlangte af sig selv, at han
 ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde,
 han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han:
-Foragten; det gjaldt om at bringe s� meget som muligt
+Foragten; det gjaldt om at bringe så meget som muligt
 ud af den. Der kunde komme en rystelse over
-ham, n�r han h�rte hende le og st�je der inde. &mdash;
+ham, når han hørte hende le og støje der inde. &mdash;
 Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der
-n�rmer sig, og nu er det, at det g�lder om at komme
-godt fra det; ellers skal jeg g� med det i �r, som jeg
-nu har g�et med det i uger. &mdash; Hun var i sit bedste
-hum�r, den fordel havde hun desv�rre; hun hylede,
-n�r m�ndene kom i n�rheden af hende; den perverse,
-r�de kat, han havde set i sin barndom, det var<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span>
+nærmer sig, og nu er det, at det gælder om at komme
+godt fra det; ellers skal jeg gå med det i år, som jeg
+nu har gået med det i uger. &mdash; Hun var i sit bedste
+humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede,
+når mændene kom i nærheden af hende; den perverse,
+røde kat, han havde set i sin barndom, det var<span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span>
 ganske rigtigt hende; den var blevet til et menneske
 i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede
 efter elskov.</p>
 
-<p>Han tvang sig til at blive st�ende, n�r han f�lte,
-at han g�rne vilde l�be fra det; al forf�drenes fornuftige
-�vne til at ta livet, som det faldt, syntes at
-blive levende i ham nu; de gamle b�nders stille dukken
-med nakken over for hvad der ikke kunde v�re
+<p>Han tvang sig til at blive stående, når han følte,
+at han gærne vilde løbe fra det; al forfædrenes fornuftige
+ævne til at ta livet, som det faldt, syntes at
+blive levende i ham nu; de gamle bønders stille dukken
+med nakken over for hvad der ikke kunde være
 anderledes, den levede op i ham og hjalp ham, nu
-da det var forn�dent.</p>
+da det var fornødent.</p>
 
 <p>Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og
-til; han kunde gribe med rasende h�nd i en gren,
+til; han kunde gribe med rasende hånd i en gren,
 der slog ham i ansigtet, men han slap den straks og
-passede p� sig selv som en, der for nylig har br�kket
-en arm og veed, at han skal v�re forsigtig.</p>
+passede på sig selv som en, der for nylig har brækket
+en arm og veed, at han skal være forsigtig.</p>
 
-<p>Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var n�mlig
-den endelige pr�ve, den yderste dag &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+<p>Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig
+den endelige prøve, den yderste dag &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Idet han t�nkte dette ord, s� ramte det ham vildt
-som noget man render imod og kv�ster sig p� i
-m�rke; han blev overv�ldet af syner fra �benbaringen,
-som han havde l�st to gange i sin barndom;
-sv�rd og flammer, d�d og br�l i basuner stod om
-ham; alle de syv sk�le blev udgydt over ham &mdash; &mdash;</p>
+<p>Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt
+som noget man render imod og kvæster sig på i
+mørke; han blev overvældet af syner fra Åbenbaringen,
+som han havde læst to gange i sin barndom;
+sværd og flammer, død og brøl i basuner stod om
+ham; alle de syv skåle blev udgydt over ham &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et tr�,
+<p>Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ,
 han tvang det under, han stirrede det ned, og i
-m�rket fik hans �jne den samme betvingende kraft
-som hans bedstefaers havde haft, n�r han l�ftede ansigtet
-oppe ved sin bordende og s� p� en, til han
+mørket fik hans øjne den samme betvingende kraft
+som hans bedstefaers havde haft, når han løftede ansigtet
+oppe ved sin bordende og så på en, til han
 blev kold i ansigtet og gik.</p>
 
-<p>Skulde det nu briste for ham p� grund af en elskovssyg
+<p>Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg
 kvinde? Han var hidtil kommet over alting,
 havde tvunget det ned det ene efter det andet med en<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
-stigende f�lelse af sp�ndkraft til at holde det nede,
+stigende følelse af spændkraft til at holde det nede,
 og nu &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Et hyl af en kvindestemme spr�ngtes ud af m�rket
-t�t ved siden af ham; han havde n�r skreget
-selv og greb forf�rdet for sig, som var selve tavsheden
+<p>Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket
+tæt ved siden af ham; han havde nær skreget
+selv og greb forfærdet for sig, som var selve tavsheden
 eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi,
-derefter kom en anden, og en anden stemme h�rtes,
-der bandede p� d�len &mdash; &mdash;. Den sidste kendte han;
-han gik i modsat retning af de to, og st�jen d�de
+derefter kom en anden, og en anden stemme hørtes,
+der bandede på dælen &mdash; &mdash;. Den sidste kendte han;
+han gik i modsat retning af de to, og støjen døde
 snart hen.</p>
 
-<p>Der m�tte vel v�re g�et en time; han f�lte, at det
-vilde v�re farligt at blive l�ngere i m�rket og ensomheden;
+<p>Der måtte vel være gået en time; han følte, at det
+vilde være farligt at blive længere i mørket og ensomheden;
 det var bedre at vende tilbage til de andre.
-Men da han kom i n�rheden af dansepladsen, h�rte
-han sit navn blive n�vnet, og en stemme sae: Han
+Men da han kom i nærheden af dansepladsen, hørte
+han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han
 var her lige for fem minutter siden.</p>
 
-<p>Fem minutter. Han havde det alts� ligesom de
-syge, der begynder at m�rke d�dens famlende tag,
-der strammes og l�snes, og mellem hver gang de sl�r
-�jnene op, tror de, der er g�et dage!</p>
+<p>Fem minutter. Han havde det altså ligesom de
+syge, der begynder at mærke dødens famlende tag,
+der strammes og løsnes, og mellem hver gang de slår
+øjnene op, tror de, der er gået dage!</p>
 
-<p>S� var det bedre at v�re d�d. Hans sj�l b�jede
-sig i et nu l�ngselsfuld mod denne udvej, men han
-sk�d straks tanken bort igen. Det var jo hans ide, at
-han ikke vilde g� under; hans forstand og hans vilje
+<p>Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede
+sig i et nu længselsfuld mod denne udvej, men han
+skød straks tanken bort igen. Det var jo hans ide, at
+han ikke vilde gå under; hans forstand og hans vilje
 skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede
 over ham og truede med at begrave ham. Nej, den
-udvej stod ham ikke �ben; det var at springe i v�gen
-af fri vilje, at g� under i en d�dskamp, om hvis vildhed
-han ikke kunde g�re sig nogen forestilling. Nej.
-Han havde at holde ud. Andre kunde g�re det, der
-var mere heldige end ham, men han form�ede ikke
-en gang at misunde dem; han var f�dt med den n�dvendighed<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
-at leve livet s�dan som det var; det kunde
-ikke �ndres.</p>
-
-<p>En skikkelse kom ud mellem tr�erne og stansede
+udvej stod ham ikke åben; det var at springe i vågen
+af fri vilje, at gå under i en dødskamp, om hvis vildhed
+han ikke kunde gøre sig nogen forestilling. Nej.
+Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der
+var mere heldige end ham, men han formåede ikke
+en gang at misunde dem; han var født med den nødvendighed<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
+at leve livet sådan som det var; det kunde
+ikke ændres.</p>
+
+<p>En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede
 foran ham.</p>
 
-<p>Godaften, hr. R�skov; De danser ikke.</p>
+<p>Godaften, hr. Råskov; De danser ikke.</p>
 
-<p>Det var Anna �rbo. Hun begyndte uden opfordring
+<p>Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring
 at tale om ballet, om sidste gang de havde
 truffet hinanden; han vidste ikke, om hun kunde
-m�rke noget p� ham, men hun blev �benbart glad,
+mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad,
 da han sae: Jeg danser ikke, men skal vi spasere lidt
-sammen? &mdash; Det skaffede ham en vis lindring at g�
-og h�re p� hende; der faldt ligesom en bl�, sval t�ge
-over de r�de syner, der br�ndte i hans sind, som
-var hans lange, gl�dende dag snart forbi, og m�rket
-bragte k�lighed og hvile. Han f�rte hende t�t forbi
-det tr�, hvor han for lidt siden havde ligget; hun
-m�rkede, at han trykkede hendes arm, og der kom
-en sk�lven over dem b�gge. Hans arm kom til at
-ligge om hendes liv, og hun l�nede sig t�ttere ind
-til ham, men blev dog ved at tale som f�r, om ting,
-som ingen af dem sk�nkede den ringeste opm�rksomhed.</p>
-
-<p>Det var anden gang, at en kvinde var s� n�r ved
+sammen? &mdash; Det skaffede ham en vis lindring at gå
+og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval tåge
+over de røde syner, der brændte i hans sind, som
+var hans lange, glødende dag snart forbi, og mørket
+bragte kølighed og hvile. Han førte hende tæt forbi
+det træ, hvor han for lidt siden havde ligget; hun
+mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom
+en skælven over dem bægge. Hans arm kom til at
+ligge om hendes liv, og hun lænede sig tættere ind
+til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting,
+som ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed.</p>
+
+<p>Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved
 ham. Dybt inde fra hans erindring kom billedet af
 en usigelig mildhed langt borte, og han syntes at
-forst�, at den var bestemt til ham, men andre tiders
+forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders
 barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen.
-Han havde glemt det, men der var alts� noget,
+Han havde glemt det, men der var altså noget,
 der havde magt til at kalde det tilbage.</p>
 
-<p>De er den f�rste &mdash; &mdash; begyndte han, men s� tav
+<p>De er den første &mdash; &mdash; begyndte han, men så tav
 han.</p>
 
 <p>Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
-til at tro p� alting. Men da fik hans ansigt et andet
+til at tro på alting. Men da fik hans ansigt et andet
 udtryk.</p>
 
-<p>Hvorfor b�r De r�d sl�jfe? spurte han og pegede
-p� hendes hals.</p>
+<p>Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede
+på hendes hals.</p>
 
-<p>Hun f�rte h�nden op til den og rev den af.</p>
+<p>Hun førte hånden op til den og rev den af.</p>
 
-<p>De var kommet hen til lyset og st�jen; stemmer
-l�d ud til dem, ogs� fru Idas latter h�rtes, blandet
+<p>De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer
+lød ud til dem, også fru Idas latter hørtes, blandet
 med andres.</p>
 
-<p>Hans sj�l blev ligesom grebet af en kastevind,
-hele hans bevidsthed duvede for en gl�dende storm;
+<p>Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind,
+hele hans bevidsthed duvede for en glødende storm;
 han greb hende i armen og stirrede, som om han
-havde m�je med at genkende hende; det var heller
-ikke mere hende, han s�, en eller anden tilf�ldig
-ung pige, han havde m�dt; han stod ansigt til ansigt
-med sit eget g�glende afsind, der lidt efter lidt
+havde møje med at genkende hende; det var heller
+ikke mere hende, han så, en eller anden tilfældig
+ung pige, han havde mødt; han stod ansigt til ansigt
+med sit eget gøglende afsind, der lidt efter lidt
 havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes
-med, og i stedet for p�tvunget ham forestillingen om
+med, og i stedet for påtvunget ham forestillingen om
 en anden &mdash; &mdash;. Og denne andens stemme lo der
 inde, lo ad ham, som om det var selve det triumferende
-vanvid, der lod sig h�re, nu da han var i
+vanvid, der lod sig høre, nu da han var i
 dets vold.</p>
 
-<p>Skal De s� ikke ind og danse? <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: spurgte">spurte</a> hun
+<p>Skal De så ikke ind og danse? <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: spurgte">spurte</a> hun
 med forandret stemme.</p>
 
 <p>Nej.</p>
 
-<p>Hun s� p� ham med angst og undren, men han
-m�rkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme
-mere. I n�ste �jeblik var hun borte.</p>
+<p>Hun så på ham med angst og undren, men han
+mærkede det ikke, hans bevidsthed kunde ikke rumme
+mere. I næste øjeblik var hun borte.</p>
 
-<p>En trompetsolo bragede l�s fra musiktribunen og
+<p>En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og
 borede sig ind i hans bevidsthed som en giftig
-splint. Han s� sig forvirret om.</p>
+splint. Han så sig forvirret om.</p>
 
 <p>Fru Ida kom frem i den granprydede indgang
-til dansepladsen. Straks efter s� Hans R�skov
+til dansepladsen. Straks efter så Hans Råskov
 hende komme lige hen imod sig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span></p>
 
-<p>Er vi ikke venner? spurte hun og rakte h�nden ud
+<p>Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud
 imod ham.</p>
 
 <p>Nej. Vi er fjender.</p>
 
 <p>Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte
-mandfolk, der �jeblikkelig r�bede sig, s� snart man
-talte til ham. Gik han ikke d�r ude i m�rket som
-en gal tyr, der straks gav et br�l af sig, n�r
+mandfolk, der øjeblikkelig røbede sig, så snart man
+talte til ham. Gik han ikke dær ude i mørket som
+en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når
 nogen talte til ham. Han havde viist alt hvad han
 kunde.</p>
 
 <p>Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig
-og m�ndene, der ventede. Hun lo; det var som om
+og mændene, der ventede. Hun lo; det var som om
 hun nu endelig kunde le al sin forelskelse bort &mdash;
 eller hvad det nu var for noget galskab, hun havde
-f�et i sig ved at se for meget p� ham, &mdash; og det gav
+fået i sig ved at se for meget på ham, &mdash; og det gav
 hende mere lyst til at le; han var ganske simpelt
 morsommere end nogen af de andre. Hun lo jublende,
 og nu vilde hun ind og more sig kosteligt, mens han
-gik her ude og <em>hadede</em> hende; m�ske endte det alligevel
-med, at han ogs� kom ind, men det var ellers
-lige meget. Det var l�nge siden, hun havde haft en
-s� befriende latter &mdash; &mdash;</p>
+gik her ude og <em>hadede</em> hende; måske endte det alligevel
+med, at han også kom ind, men det var ellers
+lige meget. Det var længe siden, hun havde haft en
+så befriende latter &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Ler De ad mig? sae han og tr�dte et skridt frem.</p>
+<p>Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem.</p>
 
 <p>Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le;
 De er da komisk, men kom De hellere med ind, nu
-har De l�nge nok g�et og skabt Dem her ude.
-Kom s�!</p>
+har De længe nok gået og skabt Dem her ude.
+Kom så!</p>
 
 <p><em>Ler De ad mig?</em> gentog han. Han stod nu helt
 op ad hende. &mdash; Er jeg latterlig?</p>
 
 <p>Ja, sae hun og blev bleg.</p>
 
-<p>Hun b�jede hodet tilbage; han gabede n�sten
-over hendes ansigt, og han stirrede p� hende
-med �jne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk;
+<p>Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten
+over hendes ansigt, og han stirrede på hende
+med øjne, der ikke blinkede eller forandrede udtryk;
 han mindede om visse asiatiske gudebilleder,<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span>
-hvis ansigt er en d�dsmaske, mens �jnene skinner
+hvis ansigt er en dødsmaske, mens øjnene skinner
 med et overnaturligt liv.</p>
 
-<p>Hun blev som lammet af dette blik; senere f�lte
+<p>Hun blev som lammet af dette blik; senere følte
 hun, at han kunde ha gjort med hende, hvad han
-vilde, om han s� havde kvalt hende; hun var n�sten
+vilde, om han så havde kvalt hende; hun var næsten
 uden bevidsthed og uden vilje.</p>
 
-<p>Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev d�dt
-og gr�t, med had og med et forf�rdet sp�rsm�l,
-men han s� i hendes ansigt kun et spejlbillede af
+<p>Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt
+og gråt, med had og med et forfærdet spørsmål,
+men han så i hendes ansigt kun et spejlbillede af
 sit eget afsind; og han, der i den sidste tid stadig
-havde f�lt sig sv�vende p� randen mellem det tragiske
-og det latterlige, han fik ikke noget svar p�
-sit sp�rsm�l. Hun havde leet et �jeblik, og nu stod
+havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske
+og det latterlige, han fik ikke noget svar på
+sit spørsmål. Hun havde leet et øjeblik, og nu stod
 tragedien skrevet i hele hendes skikkelse.</p>
 
 <p>Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet
-han vilde gribe hende, udst�dte hun et hvinende
-skrig; folk kom til, og Hans R�skov forsvandt mellem
-tr�erne.</p>
+han vilde gribe hende, udstødte hun et hvinende
+skrig; folk kom til, og Hans Råskov forsvandt mellem
+træerne.</p>
 
 <p>Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om
-hende og st�ttede hende.</p>
+hende og støttede hende.</p>
 
-<p>Det er Kai, der kommer for at sp�rge, om du
-nu vil med, Ida. Du er syg; lad os to g�.</p>
+<p>Det er Kai, der kommer for at spørge, om du
+nu vil med, Ida. Du er syg; lad os to gå.</p>
 
-<p>Hvad er det, vil De hjem? l�d Ahlmarks stemme
+<p>Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme
 bag ved. &mdash; Han stillede sin uordenlige person
-foran fru Ida: Ja g� De kun hjem; De har gjort mig
-s� ulykkelig, som jeg kan blive.</p>
+foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De har gjort mig
+så ulykkelig, som jeg kan blive.</p>
 
 <p>Fru Hansted er syg, sae Kai.</p>
 
-<p>Det er jeg ogs�, men hun d�r vel ikke af det;
-det g�r jeg m�ske. Farvel, fru Hansted, og t�nk
-p� mig, n�r jeg har h�ngt mig.</p>
+<p>Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det;
+det gør jeg måske. Farvel, fru Hansted, og tænk
+på mig, når jeg har hængt mig.</p>
 
-<p>Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, s� kan
-det la sig g�re endnu &mdash; &mdash; Der kom pludselig rejsning
-over manden, og et h�b lyste i hans ansigt.</p>
+<p>Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan
+det la sig gøre endnu &mdash; &mdash; Der kom pludselig rejsning
+over manden, og et håb lyste i hans ansigt.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span></p>
 
 <p>Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans
-h�nd; jeg f�lger med dig; jeg vil hjem.</p>
+hånd; jeg følger med dig; jeg vil hjem.</p>
 
-<p>Nu g�r vi, Ida. De skulde ikke samle opl�b,
-herr Ahlmark; De m� jo nok kunne m�rke p� Dem
+<p>Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb,
+herr Ahlmark; De må jo nok kunne mærke på Dem
 selv, at De ikke er tilregnelig.</p>
 
-<p>Der h�rtes stemmer l�ngere inde: Ahlmark &mdash;
-&mdash; han skal v�re her et sted &mdash; &mdash;</p>
+<p>Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark &mdash;
+&mdash; han skal være her et sted &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, d�len
-&mdash; &mdash; nej, her skal det sgu ikke g� for sig, afbr�d
-han sig selv og satte af sted i fuldt l�b.</p>
+<p>Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen
+&mdash; &mdash; nej, her skal det sgu ikke gå for sig, afbrød
+han sig selv og satte af sted i fuldt løb.</p>
 
 <p>Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom
 forbi en betjent, der havde en flok om sig, som han
-udspurte. Det sidste de skimtede i halvm�rket, var
-Vejg�rd, der stod op mod et tr� og noterede; hans
-blyant blinkede og dansede i det svage lyssk�r.</p>
+udspurte. Det sidste de skimtede i halvmørket, var
+Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans
+blyant blinkede og dansede i det svage lysskær.</p>
 
-<p>&mdash; Hans R�skov var p� vejen hjem, men det
-varede ikke l�nge, f�r han m�tte s�tte sig; det var
+<p>&mdash; Hans Råskov var på vejen hjem, men det
+varede ikke længe, før han måtte sætte sig; det var
 ham umuligt at komme bort fra det sted, hvor det
-afg�rende endnu ikke var sket, det der skulde g�re
+afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre
 ham til en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han
 ikke kom bort her fra med uforrettet sag, hvor alle
 hans tanker var bundne og atter og atter vilde vende
 tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt,
 at han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid
 kunde der ske et eller andet; han var indenfor en
-mulighed, s� l�nge han blev p� stedet; der kom en
-vis t�lmodighed over ham.</p>
+mulighed, så længe han blev på stedet; der kom en
+vis tålmodighed over ham.</p>
 
-<p>Men s�t, at hun var <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: gaaet">g�et</a> hjem. Han rejste sig
-med et spring og begyndte straks at g�. Hans sindsbev�gelse
-tiltog, idet han n�rmede sig det sted,
-hvor hun m�tte v�re, for hun kunde vel ikke v�re
-g�et hjem! Hvad skulde der s� blive af ham?</p>
+<p>Men sæt, at hun var <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: gaaet">gået</a> hjem. Han rejste sig
+med et spring og begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse
+tiltog, idet han nærmede sig det sted,
+hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være
+gået hjem! Hvad skulde der så blive af ham?</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span></p>
 
-<p>Han vilde ikke l�be; g� fornuftigt vilde han, indtil
+<p>Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil
 han fandt hende og havde hendes legeme mellem
-sine h�nder, og hvad s�?</p>
+sine hænder, og hvad så?</p>
 
-<p>Nej, han vilde g� besindigt &mdash; &mdash; men hvis hun
-nu var g�et hjem &mdash; sammen med sin spinkle ven,
-s� vilde han l�be, til han indhentede dem; s� m�tte
+<p>Nej, han vilde gå besindigt &mdash; &mdash; men hvis hun
+nu var gået hjem &mdash; sammen med sin spinkle ven,
+så vilde han løbe, til han indhentede dem; så måtte
 der ske noget &mdash; &mdash; det, der <em>skulde</em> ske.</p>
 
-<p>Han gik hidsigt til, det kunde ikke g� an at uds�tte
+<p>Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte
 sig for, at hun var borte. Nu vilde han hende
 noget; hun skulde findes. Hvad der skulde ske,
-vidste han ikke; f�rst vilde han se hende.</p>
+vidste han ikke; først vilde han se hende.</p>
 
-<p>Men s� kom der pludselig noget, der <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: standsede">stansede</a>
+<p>Men så kom der pludselig noget, der <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: standsede">stansede</a>
 ham: Blod.</p>
 
-<p>Han s� hendes blod, det fl�d over hans h�nder.</p>
+<p>Han så hendes blod, det flød over hans hænder.</p>
 
-<p>Han sank ned p� en tr�stub; v�ret gik hylende i
-hans hals, sveden sprang ud p� hans pande, faldt
-tungt p� hans h�nder og l�b som varmt blod mellem
-hans fingre. Han var n�r ved at gr�de; gr�den
-steg op i hans hals, sp�ndte og brast. Han gr�d
-virkelig, uden hulken og med t�rre �jne, og der kom
+<p>Han sank ned på en træstub; været gik hylende i
+hans hals, sveden sprang ud på hans pande, faldt
+tungt på hans hænder og løb som varmt blod mellem
+hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden
+steg op i hans hals, spændte og brast. Han græd
+virkelig, uden hulken og med tørre øjne, og der kom
 ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han
-knap havde form�et som dreng, det var blevet ham
-n�sten umuligt som mand; det var, som om den
-gr�d, han ikke kunde gr�de, var bleven til sten i
-ham. Hans sj�l var en sten�rken, skoldet af en
-uforanderlig sol. Var det det sidste gr�nne str�, der
-nu visnede, den sidste friske dugdr�be, der hent�rredes?</p>
-
-<p>M�ske var dette slutningen, og han blev fri for
-bevidstheden om sig selv, der altid havde v�ret
-ham en kval. Han samlede i een ansp�ndelse al
-sin sj�lsstyrke for med al den klarhed, der endnu var<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span>
-ham l�vnet, at berede sig p� tabet af sin forstand; han
-syntes ogs� han s� ned gennem sin fortid og erkendte
-de linjer, der fornuftigvis f�rte op til denne
+knap havde formået som dreng, det var blevet ham
+næsten umuligt som mand; det var, som om den
+gråd, han ikke kunde græde, var bleven til sten i
+ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en
+uforanderlig sol. Var det det sidste grønne strå, der
+nu visnede, den sidste friske dugdråbe, der hentørredes?</p>
+
+<p>Måske var dette slutningen, og han blev fri for
+bevidstheden om sig selv, der altid havde været
+ham en kval. Han samlede i een anspændelse al
+sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span>
+ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han
+syntes også han så ned gennem sin fortid og erkendte
+de linjer, der fornuftigvis førte op til denne
 afslutning, og han sad og ventede det med beredt
 sind som den, der ikke kan flygte; han sad med
-h�ngende h�nder og gabende mund og stirrede ind
-i skovens t�tte m�rke, han s� ind i sin sj�ls m�rke
+hængende hænder og gabende mund og stirrede ind
+i skovens tætte mørke, han så ind i sin sjæls mørke
 og ventede, at det skulde komme.</p>
 
 <p>Men der var blevet stille i ham, synet af blod
-forsvandt; ogs� dette skulde han rumme i sin bevidsthed
-og s� kunde han f� lov at leve videre s�
-godt det var ham muligt. Der havde v�ret et kald
-p� blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde
-betale for det. Han m�tte selv gi alt, siden han ikke
-vilde g� til andre og ta, hvad der kr�vedes af
+forsvandt; også dette skulde han rumme i sin bevidsthed
+og så kunde han få lov at leve videre så
+godt det var ham muligt. Der havde været et kald
+på blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde
+betale for det. Han måtte selv gi alt, siden han ikke
+vilde gå til andre og ta, hvad der krævedes af
 ham. Han, der sparede, skulde ikke spares.</p>
 
-<p>Som dreng havde han en gang l�st om en morder,
-der havde gjort sin g�rning og f�et sin dom
-og blev k�rt af sted til tugthuset. Rolig, n�sten vel
-tilfreds betragtede han fra kup�vinduet tilskuernes
-stumme m�ngde, der gruede og forbandede ham
+<p>Som dreng havde han en gang læst om en morder,
+der havde gjort sin gærning og fået sin dom
+og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, næsten vel
+tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes
+stumme mængde, der gruede og forbandede ham
 indvendig og ikke forstod. Betjenten tog ham i armen,
-og han satte sig f�jelig ned som en mand,
-der er f�rdig med sit og opgir bestemmelsesretten
+og han satte sig føjelig ned som en mand,
+der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten
 over sig selv.</p>
 
-<p>Hans R�skov str�g sveden af panden med den
-ene h�nd, rejste sig og gik lige ud af skoven. Han
-fejede grenene til side og br�kkede dem, n�r de
+<p>Hans Råskov strøg sveden af panden med den
+ene hånd, rejste sig og gik lige ud af skoven. Han
+fejede grenene til side og brækkede dem, når de
 gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter
-og vadede over gr�fter, gik lige p� med dyrets
+og vadede over grøfter, gik lige på med dyrets
 instinkt. En gren slog hatten af ham, han
-havde ikke tid til at lede efter den. N�r han tr�dte<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span>
-ned i huller, var det som om benene skulde kn�kke
-under ham, men han stansede ikke et �jeblik.</p>
+havde ikke tid til at lede efter den. Når han trådte<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span>
+ned i huller, var det som om benene skulde knække
+under ham, men han stansede ikke et øjeblik.</p>
 
 <p>Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et
-nattog, der f�rte ham bort fra byen. N�ste dag
+nattog, der førte ham bort fra byen. Næste dag
 opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til udlandet.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -6187,240 +6148,240 @@ opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til udlandet.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XVII" id="KAPITEL_XVII"></a>XVII</h2>
 
 
-<p>Hans R�skov rejste over gr�nsen som en flygtning,
+<p>Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning,
 han drog ud af landet med al mulig
 hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor
 det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der
-var frisk eller gr�nt. Men han var ikke s� lykkelig,
-at han kunde undg� at se sig tilbage. Hans tanke
-blev st�ende i det, der var sket; mindet derom blev
-til en bitter saltst�tte, der stirrede ind i fortiden,
-hvor alt var d�kket med lava og st�rknet
+var frisk eller grønt. Men han var ikke så lykkelig,
+at han kunde undgå at se sig tilbage. Hans tanke
+blev stående i det, der var sket; mindet derom blev
+til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden,
+hvor alt var dækket med lava og størknet
 lidenskab. Tanken voksede fast ved bredden af hans
-livs d�de hav, hvor det r�g af svovl og asfalt og
-andre helvedes krydderier, og imens f�rte iltoget
+livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og
+andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget
 ham helt ned til Wien, men der vilde ikke komme
-nogen afstandsf�lelse i hans sj�l. Hans erindring
-var en ild, der sved mange enkeltheder af; ogs�
-den ene, der et �jeblik ligesom havde bragt ham
-forglemmelse og lindring; tanken om Anna �rbo
-syntes at v�re begravet under asken; tilbage stod et
-par enkelte scener, h�rdede i ild: Fru Ida, der
-skreg som en elskovssyg, r�dflammet kat og gjorde
+nogen afstandsfølelse i hans sjæl. Hans erindring
+var en ild, der sved mange enkeltheder af; også
+den ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham
+forglemmelse og lindring; tanken om Anna Årbo
+syntes at være begravet under asken; tilbage stod et
+par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der
+skreg som en elskovssyg, rødflammet kat og gjorde
 krumspring fra favn til favn; fru Ida, der lo ad ham
-og fremkaldte en h�slig, syg kildren i hans sj�l,
-der m�ske var den latter, han aldrig selv havde
-n�mmet, og s� til sidst: ham selv, alene, med fantasien<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
-dryppende af hendes blod. Og n�r han blev tr�t,
-og disse syner blev blege, s� br�lede og snurrede
+og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans sjæl,
+der måske var den latter, han aldrig selv havde
+næmmet, og så til sidst: ham selv, alene, med fantasien<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
+dryppende af hendes blod. Og når han blev træt,
+og disse syner blev blege, så brølede og snurrede
 der uden om alt dette en ukendelig masse af andre
 mennesker.</p>
 
-<p>Han sov ikke stort i de tre d�gn, der fulgte p�
-den aften, og han m�rkede, hvordan der p� hans
-isse opstod to sm�rtende punkter, der sendte udl�bere
+<p>Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på
+den aften, og han mærkede, hvordan der på hans
+isse opstod to smærtende punkter, der sendte udløbere
 til siderne, indtil det for hans fantasi antog
 formen af et eller andet bogstav, der havde sin
-basis i n�rheden af hans tindinger, og hvis toppunkt
-&mdash; n�r det blev f�rdigt &mdash; skulde v�re et sted
-i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, n�r
+basis i nærheden af hans tindinger, og hvis toppunkt
+&mdash; når det blev færdigt &mdash; skulde være et sted
+i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når
 han skulde sove, et bestemmelsens tegn, et Mene
-Mene Tekel &mdash; &mdash;, der m�ske snart skulde blive tydet.</p>
+Mene Tekel &mdash; &mdash;, der måske snart skulde blive tydet.</p>
 
-<p>Tr�t og uden kr�fter, men med gode papirer hos
-sig kom han til Wien, s�gte arbejde og fik det, inden
+<p>Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos
+sig kom han til Wien, søgte arbejde og fik det, inden
 han vidste, om han endnu var arbejdsduelig. Derefter
-ops�gte han en ber�mt n�rvel�ge, fik noget at
-vide om overanstr�ngelse og medf�dt anl�g til n�rv�sitet,
-og da han s�ledes havde f�et sit onde beskrevet
-og f�rt til bogs, f�lte han en vis lettelse og
-sae til sig selv: Nu skal der f�rst og fremmest g�
+opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget at
+vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet,
+og da han således havde fået sit onde beskrevet
+og ført til bogs, følte han en vis lettelse og
+sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest gå
 nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte
 han fornuftigt med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt.
-Hans n�tter kunde v�re fulde af galskab,
-men dagen efter kaldte han det sygdom, og han indr�mmede,
-at den m�tte ha sin tid. Han l�ngtes
-ikke, han fortr�d ingenting, eller �nskede noget anderledes;
+Hans nætter kunde være fulde af galskab,
+men dagen efter kaldte han det sygdom, og han indrømmede,
+at den måtte ha sin tid. Han længtes
+ikke, han fortrød ingenting, eller ønskede noget anderledes;
 den gamle, fornuftige betragtning fik atter
-hold i ham: at det var bedst, s�dan som det var
-g�et, og det kunde ikke ha v�ret anderledes. Hvor
-galt det end var g�et ham, s� turde han dog ikke
-�nske sig noget �ndret; han vilde ikke t�nke<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
-p� andet end at finde sig til rette i det, som var
-sket, og s� for resten gennemf�re en levevis, s� begivenhedsl�s
+hold i ham: at det var bedst, sådan som det var
+gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor
+galt det end var gået ham, så turde han dog ikke
+ønske sig noget ændret; han vilde ikke tænke<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
+på andet end at finde sig til rette i det, som var
+sket, og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs
 som muligt.</p>
 
 <p>Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre
 end andre; den dag de kommer tilbage fra
-menneskene med alle deres stykker gale, s� s�tter
-de sig ned og g�r dem om igen og kommer til det
-samme resultat som f�r, og p� den m�de opn�r de
+menneskene med alle deres stykker gale, så sætter
+de sig ned og gør dem om igen og kommer til det
+samme resultat som før, og på den måde opnår de
 deres relative tilfredshed.</p>
 
-<p>Han kom efterh�nden til ro; han genfandt sin
-nedarvede �vne til at g�re tilv�relsen ensformig.
-Han havde l�rt at frygte alt, hvad der susede og
+<p>Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin
+nedarvede ævne til at gøre tilværelsen ensformig.
+Han havde lært at frygte alt, hvad der susede og
 malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der
-sled i n�rverne og endte i fingrene som lyst til at
-gribe og sl� itu. Hvad der nu var br�ndt fast, lod
+sled i nærverne og endte i fingrene som lyst til at
+gribe og slå itu. Hvad der nu var brændt fast, lod
 sig ikke viske ud, men det blegnede og stivnede; bogstavet,
-der var skrevet p� hans hj�rne, vilde ikke
+der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke
 helt forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed
 ved at forestille sig det, og undertiden kunde
-han f�le og se det, men s� benyttede han det som
-en m�lestok for, hvor n�rv�s han var, og hvor
-meget han skulde passe p� sig selv.</p>
+han føle og se det, men så benyttede han det som
+en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor
+meget han skulde passe på sig selv.</p>
 
-<p>Et �r senere fik han en mere ledende stilling p�
-fabrikken, og det hjalp m�gtigt p� hans selvagtelse;
+<p>Et år senere fik han en mere ledende stilling på
+fabrikken, og det hjalp mægtigt på hans selvagtelse;
 han begyndte for alvor at anse sig for helbredt. Der
 kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til sine
-n�rver foretog han lange udflugter i omegnen af
-byen, altid til fods, og da kunde han g� mil efter
-mil med stokken h�ngende mellem to fingre, med
+nærver foretog han lange udflugter i omegnen af
+byen, altid til fods, og da kunde han gå mil efter
+mil med stokken hængende mellem to fingre, med
 usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og
-med munden halvt �ben, og n�r han var faldet
+med munden halvt åben, og når han var faldet
 i den gangart, tilbagelagde han fire fem mil uden<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span>
-at se eller h�re og uden nogen forandring. P�
-samme m�de arbejdede han, stift, i en ret linje,
+at se eller høre og uden nogen forandring. På
+samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje,
 ligesom i dvale; men alt hvad han havde under
 sig, gik efter en snor, og han var vel anskreven hos
 direksjonen.</p>
 
-<p>Han bestr�bte sig for at bek�mpe sin menneskeskyhed,
-sk�nt det at ha mennesker i sin n�rhed stadig
-virkede p� ham som en plage &mdash; i sine
-mest ophidsede �jeblikke f�lte han det som en modbydelig
+<p>Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed,
+skønt det at ha mennesker i sin nærhed stadig
+virkede på ham som en plage &mdash; i sine
+mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig
 hudsygdom &mdash; men han sae til sig selv, at
-han var ikke l�ngere nogen ung mand, og den
-uvilje, mennesker indg�d ham, h�rte til de ting, han
-med sin alder ikke mere kunde t�le, han m�tte indrette
+han var ikke længere nogen ung mand, og den
+uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han
+med sin alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette
 sig derefter. Han fik rigelig anledning til
-�velse, for det lod til, at han virkede mindre frast�dende
-p� folk d�r nede end p� sine landsm�nd,
-og det h�ndte ikke s� sj�ldent, at en sorgl�s Wiener
-med glatte, hv�lvede kinder, og hvis �jne havde en
-blankbrun, ligesom fed kul�r, gjorde ham til sin
-fortrolige og spurte ham til r�ds &mdash; mest i k�rlighedssager,
+øvelse, for det lod til, at han virkede mindre frastødende
+på folk dær nede end på sine landsmænd,
+og det hændte ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener
+med glatte, hvælvede kinder, og hvis øjne havde en
+blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til sin
+fortrolige og spurte ham til råds &mdash; mest i kærlighedssager,
 og apellerede til hans menneskekundskab
-i almindelighed, hvis han erkl�rede, at han
-var ukyndig p� dette specielle omr�de. Han h�rte
+i almindelighed, hvis han erklærede, at han
+var ukyndig på dette specielle område. Han hørte
 mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig
-alvor, han v�nnede sig til at nikke forst�ende og
+alvor, han vænnede sig til at nikke forstående og
 at udtale en mening om sager, der ikke havde nogen
 interesse for ham. Han lod sig respektere som en
 erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han
 fik en art omgang, der ikke var mere kedelig end
 ensomheden. Der var inderst i ham den tanke, at
 dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt:
-Han lod, som om den ikke eksisterede, og r�rte ikke<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span>
-ved den; s� skulde den til geng�ld lade, som om den
-ikke var til, og denne sj�lelige hygiejne syntes virkelig
-at f�re til helbredelse; han havde &mdash; ligesom det
-kunde v�re for bestandig &mdash; sluttet fred med Den
-r�de galskab; til geng�ld forpligtede han sig til at
-undg� besk�ftigelse med alt, hvad der kunde virke
+Han lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span>
+ved den; så skulde den til gengæld lade, som om den
+ikke var til, og denne sjælelige hygiejne syntes virkelig
+at føre til helbredelse; han havde &mdash; ligesom det
+kunde være for bestandig &mdash; sluttet fred med Den
+røde galskab; til gengæld forpligtede han sig til at
+undgå beskæftigelse med alt, hvad der kunde virke
 ophidsende.</p>
 
-<p>S�dan gik der fem �r; han forandredes ikke
-stort, udover at han mistede en del af sit h�r og
-blev lidt sv�rere; han var en statelig mand p� et
+<p>Sådan gik der fem år; han forandredes ikke
+stort, udover at han mistede en del af sit hår og
+blev lidt sværere; han var en statelig mand på et
 kontor.</p>
 
-<p>Bondesl�gtens slidernatur var igen kommet frem
-i ham; de fem �r var som een lang arbejdsdag, som
-en af disse pl�jedage, forf�drene havde �velse i,
-n�r de trak den samme snorlige fure op og ned ad
+<p>Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem
+i ham; de fem år var som een lang arbejdsdag, som
+en af disse pløjedage, forfædrene havde øvelse i,
+når de trak den samme snorlige fure op og ned ad
 de flade marker; de passede deres ting og holdt
-�jnene f�stede ved hestens �ren og furen, der skulde
-f�lges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de
-kendte ting: naboen, der k�rte forbi og skulde til
-smedie, f�llet, der gjorde krumspring inde i
-gr�sset og aldrig s� de med ut�lmodighed p�
-solen eller p� uret; de spiste deres midaften p� en
-gr�ftekant med blikket delt mellem deres egen tr�skosnuder
+øjnene fæstede ved hestens øren og furen, der skulde
+følges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de
+kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til
+smedie, føllet, der gjorde krumspring inde i
+græsset og aldrig så de med utålmodighed på
+solen eller på uret; de spiste deres midaften på en
+grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder
 og hestenes muleposer; om aftenen sad de
-p� b�nken og s� op mod byen, hvor solen gik ned;
+på bænken og så op mod byen, hvor solen gik ned;
 de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt
-sjov, og de sov st�t, uforstyrret af den latter og
+sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og
 galskab fra natteroderne udenfor, der ikke havde
 bedre forstand. Og nu gik en af deres efterkommere
-i et fremmed land og sled p� den gamle ensformige
+i et fremmed land og sled på den gamle ensformige
 bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede
-med deres arbejde og holdt fest, s� det skingrede;<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span>
-de stod ikke tilbage for deres blodsfr�nder i Nordsj�lland.</p>
+med deres arbejde og holdt fest, så det skingrede;<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span>
+de stod ikke tilbage for deres blodsfrænder i Nordsjælland.</p>
 
-<p>&mdash; Hans R�skov var ingen kunstkender, men der
-var i mus�erne en ting, der interesserede ham: den
-assyriske og den �gyptiske billedhuggerkunst. Han,
-der i det daglige liv vogtede sig for at beg� nogen
+<p>&mdash; Hans Råskov var ingen kunstkender, men der
+var i musæerne en ting, der interesserede ham: den
+assyriske og den ægyptiske billedhuggerkunst. Han,
+der i det daglige liv vogtede sig for at begå nogen
 handling, der udsprang af en stemning, han kunde
 ha stemninger, der drev ham til at vandre op og
 ned mellem faraoner og assyriske fyrster. Alle disse
-ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenl�ber,
-den uforanderlige kulde i de stive �jne, det
-ud�vede en st�rk tiltr�kning p� ham. I grunden
-s� de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne
-mangel p� stemning eller f�lelse for andre var der
-�benbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed.
-De var herskere, m�ske ikke over s� meget,
+ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlæber,
+den uforanderlige kulde i de stive øjne, det
+udøvede en stærk tiltrækning på ham. I grunden
+så de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne
+mangel på stemning eller følelse for andre var der
+åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed.
+De var herskere, måske ikke over så meget,
 som de hovmodede sig af, men i alt fald over sig
-selv. S�dan havde de st�et i �rhundreder, lige uforanderlige,
-og efter dette ideal havde de str�bt at
-tilpasse deres liv. Muligvis l�j mange af disse gamle
+selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige uforanderlige,
+og efter dette ideal havde de stræbt at
+tilpasse deres liv. Muligvis løj mange af disse gamle
 sten; der var lidenskabelige, gale og svage mellem
-originalerne; men s� var der i alt fald i kunstnerens
-sj�l et udtryk for en v�rdig menneskeart: Manden,
-der f�ler sig h�rdere end alting og smiler ad det,
-s� det smuldrer hen som sand for hans f�dder. Det
-billede, der forestiller en konge, som st�r opret og
-med et h�nligt smil kv�ler en l�ve mellem h�jre
-arm og kroppen, han forestiller den fj�rne tids
-helt, eller m�ske blot typen p� det lykkelige menneske.
-Disse stenbilleder havde Hans R�skov en dyb
-sympati for, som om han i dem havde fundet �ndsbesl�gtede
-fra gamle tider; hans tro p� egen urokkelighed<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span>
-ligesom forstenedes i ham, han fik efterh�nden
+originalerne; men så var der i alt fald i kunstnerens
+sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden,
+der føler sig hårdere end alting og smiler ad det,
+så det smuldrer hen som sand for hans fødder. Det
+billede, der forestiller en konge, som står opret og
+med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre
+arm og kroppen, han forestiller den fjærne tids
+helt, eller måske blot typen på det lykkelige menneske.
+Disse stenbilleder havde Hans Råskov en dyb
+sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede
+fra gamle tider; hans tro på egen urokkelighed<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span>
+ligesom forstenedes i ham, han fik efterhånden
 en hovmodig overbevisning om, at han nu for
-alvor var i f�rd med at blive h�rdere end alting;
-han t�nkte sig et ideal af fuldkommen uf�lsomhed,
-p� hvem begivenhederne gjorde lige s� lidt indtryk,
-som Assyriens og Nildalens flyvesand p� de gamle
+alvor var i færd med at blive hårdere end alting;
+han tænkte sig et ideal af fuldkommen ufølsomhed,
+på hvem begivenhederne gjorde lige så lidt indtryk,
+som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle
 stenfyrster.</p>
 
-<p>Men da den lange arbejdsdag var g�et i eet
-h�rdt tr�k, da Hans R�skov var blevet en anset
+<p>Men da den lange arbejdsdag var gået i eet
+hårdt træk, da Hans Råskov var blevet en anset
 mand og tjente gode penge, som han sparede de
-fleste af, da afveg han pludselig fra sine forf�dres
+fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres
 skik; han tog sig ikke en fornuftig hvil for at kunne
-forts�tte den n�ste lange dag med nye kr�fter, og
-n�jagtig p� samme m�de; han opsagde sin plads
+fortsætte den næste lange dag med nye kræfter, og
+nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads
 med den motivering, at han vilde hjem til Danmark
-og s�ge sig en stilling d�r. Direksjonen forstod
-udm�rket godt hans grunde og beklagede, at han
-vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke s� klar
+og søge sig en stilling dær. Direksjonen forstod
+udmærket godt hans grunde og beklagede, at han
+vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar
 over dem, som han gav det udseende af. Men det
-var ligesom blevet aften; m�rket begyndte at falde;
-han f�lte, at han var ved at blive gammel og vilde
+var ligesom blevet aften; mørket begyndte at falde;
+han følte, at han var ved at blive gammel og vilde
 ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid,
-der nu i alt for h�j grad l� �ben og tilrettelagt for
+der nu i alt for høj grad lå åben og tilrettelagt for
 ham.</p>
 
-<p>M�ske var det grunden. Eller er der perioder i
+<p>Måske var det grunden. Eller er der perioder i
 menneskets sind, lovbundne, ukendte forhold, der til
-bestemte tider vender tilbage med kresl�bets n�dvendighed?
-P� samme m�de som himlens s�dvanlige
-udseende forstyrres, n�r en komet sl�ber sin brandfakkel
+bestemte tider vender tilbage med kresløbets nødvendighed?
+På samme måde som himlens sædvanlige
+udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel
 hen over den og siden forsvinder og overlader
-det til os at udregne dens bev�gelses love.</p>
+det til os at udregne dens bevægelses love.</p>
 
-<p>Hans R�skov skyndte sig hjem som en forvist,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
-der har f�et amnesti, og da han n�rmede sig sit
-lands gr�nse, skete det at han glemte alle sine gode
-grunde, som han havde udviklet b�de for sig selv
-og andre, de blev til ingenting under det overv�ldende
-indtryk af det ene: N�dvendigheden af at
-komme hjem. Det skulde nu s�dan v�re.</p>
+<p>Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
+der har fået amnesti, og da han nærmede sig sit
+lands grænse, skete det at han glemte alle sine gode
+grunde, som han havde udviklet både for sig selv
+og andre, de blev til ingenting under det overvældende
+indtryk af det ene: Nødvendigheden af at
+komme hjem. Det skulde nu sådan være.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span></p>
@@ -6431,318 +6392,318 @@ komme hjem. Det skulde nu s�dan v�re.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XVIII" id="KAPITEL_XVIII"></a>XVIII</h2>
 
 
-<p>Da Hans R�skov kom hjem til Danmark, skyndte
-han sig ikke med at f� en stilling; han rejste omkring
-for at se p� forholdene. Der var sket s� meget
-i de fem �r, og han bestr�bte sig �rligt for at
+<p>Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte
+han sig ikke med at få en stilling; han rejste omkring
+for at se på forholdene. Der var sket så meget
+i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at
 interessere sig for det, men han var egenlig skuffet
-og st�rkt tilb�jelig til at rejse ud igen; han havde
-atter den underlige forn�mmelse af, at alting var
+og stærkt tilbøjelig til at rejse ud igen; han havde
+atter den underlige fornæmmelse af, at alting var
 lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham,
-ganske som n�r de andre drenge legede p� skolepladsen,
-og han selvf�lgelig ikke var med, og den
+ganske som når de andre drenge legede på skolepladsen,
+og han selvfølgelig ikke var med, og den
 samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig
-selv, at her var ikke godt at v�re. Dog fortsatte
+selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte
 han sin rundrejse, indtil der en dag, som han gik
-ned ad gaden i en st�rre provinsby, kom en dame
-hen og stansede ham. Han kendte hende, s� snart
-han h�rte hendes stemme; det var Anna �rbo, og
-hans n�ste, �jeblikkelige tanke var: Hvorfor er jeg
+ned ad gaden i en større provinsby, kom en dame
+hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart
+han hørte hendes stemme; det var Anna Årbo, og
+hans næste, øjeblikkelige tanke var: Hvorfor er jeg
 ikke rejst?</p>
 
-<p>M�ske var det fordi hun s� fuldst�ndigt havde
-v�ret ude af hans tanker i de fem �r, at han var
-d�rlig forberedt til pludselig at huske hende igen
-med en s�dan tydelighed. Hun s� �ldre ud, var
-ogs� vokset lidt; hun var ikke meget mindre end
-han, og af sikkerheden i hendes v�sen sluttede han,<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
-at hun var blevet gift; det var ham ogs� p�faldende,
+<p>Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde
+været ude af hans tanker i de fem år, at han var
+dårlig forberedt til pludselig at huske hende igen
+med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var
+også vokset lidt; hun var ikke meget mindre end
+han, og af sikkerheden i hendes væsen sluttede han,<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
+at hun var blevet gift; det var ham også påfaldende,
 at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog
-var hendes stemme uforandret mild ligesom f�r.</p>
+var hendes stemme uforandret mild ligesom før.</p>
 
-<p>Jeg kunde kende Dem p� lang afstand, sae hun,
-og derefter begyndte hun at fort�lle om sig selv;
-hun havde begyndt at l�se til l�rerinde, men havde
+<p>Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun,
+og derefter begyndte hun at fortælle om sig selv;
+hun havde begyndt at læse til lærerinde, men havde
 opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning,
 der gik godt.</p>
 
-<p>Han fortalte i tre s�tninger, hvad han havde taget
-sig til, og tav s�; den bitterhed, der var kommet
+<p>Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget
+sig til, og tav så; den bitterhed, der var kommet
 op i ham ved tanken om hendes mand, forsvandt, da
-han h�rte, at hun var selvst�ndig; samtidig blev
-han ogs� mere ligegyldig ved hende.</p>
+han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev
+han også mere ligegyldig ved hende.</p>
 
 <p>Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.</p>
 
 <p>Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig
-om. Det kan v�re, jeg vil s�ge en plads her
+om. Det kan være, jeg vil søge en plads her
 hjemme.</p>
 
-<p>Hun f�lte en overlagt kulde i hans svar og fortr�d
-sit sp�rsm�l; det var vel en rest af gammel
-svaghed, t�nkte hun.</p>
+<p>Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød
+sit spørsmål; det var vel en rest af gammel
+svaghed, tænkte hun.</p>
 
-<p>De forsvandt s� pludselig den gang, sae hun og
-s�e fast p� ham; ingen vidste, hvor De blev af.</p>
+<p>De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og
+såe fast på ham; ingen vidste, hvor De blev af.</p>
 
 <p>Det havde heller ingen betydning for nogen.</p>
 
 <p>Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed,
-der helt tilintetgjorde hans erkl�ring; det havde
+der helt tilintetgjorde hans erklæring; det havde
 betydning for flere end een.</p>
 
-<p>De ved det m�ske bedre, indr�mmede han. Han
-f�lte det som en svaghed, at han ikke kunde sp�rge,
+<p>De ved det måske bedre, indrømmede han. Han
+følte det som en svaghed, at han ikke kunde spørge,
 hvem hun mente. &mdash; De har forandret Dem meget
-siden sidst, tilf�jede han; De var jo ogs� et barn
+siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn
 den gang.</p>
 
-<p>Ikke s� meget, som De m�ske tror, sae hun; men
-uerfaren var jeg un�gtelig.</p>
+<p>Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men
+uerfaren var jeg unægtelig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span></p>
 
 <p>Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde
-ham til den lille. &mdash; Han h�vede stemmen og sae:
-Har De h�rt noget til &mdash; vore f�lles bekendte?</p>
+ham til den lille. &mdash; Han hævede stemmen og sae:
+Har De hørt noget til &mdash; vore fælles bekendte?</p>
 
-<p>Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Propriet�r
+<p>Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær
 Ahlmark rejste til Amerika, da han kom ud.</p>
 
 <p>Fra hvad?</p>
 
-<p>Fra f�ngslet.</p>
+<p>Fra fængslet.</p>
 
 <p>Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget,
 som han havde glemt, og som ikke kom ham ved,
-men det faldt ham s� n�r, at det ber�rte et �jeblik
+men det faldt ham så nær, at det berørte et øjeblik
 i hans liv, der blev endnu mere levende ved
-s� uventet at blive belyst og s� at sige draget frem
-af en anden. Han f�lte pludselig en levende interesse
+så uventet at blive belyst og så at sige draget frem
+af en anden. Han følte pludselig en levende interesse
 for den mand, der var stormet forbi ham
-og havde beg�et en forbrydelse, mens <em>han</em> k�mpede
+og havde begået en forbrydelse, mens <em>han</em> kæmpede
 med sig selv og vandt sejer.</p>
 
-<p>Hvordan g�r det ham nu? spurte han.</p>
+<p>Hvordan går det ham nu? spurte han.</p>
 
-<p>Det g�r ham vist udm�rket; der blev ikke meget
-igen af g�rden, men han er nok kommet godt i vej
+<p>Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget
+igen af gården, men han er nok kommet godt i vej
 alligevel.</p>
 
-<p>Ja. Det tror jeg g�rne. &mdash; Farvel, fr�ken �rbo.</p>
+<p>Ja. Det tror jeg gærne. &mdash; Farvel, frøken Årbo.</p>
 
-<p>Farvel hr. R�skov.</p>
+<p>Farvel hr. Råskov.</p>
 
-<p>Hun rakte ham sin h�nd, og grebet af det forpinte
-udtryk i hans ansigt tilf�jede hun: Ses vi ikke
+<p>Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte
+udtryk i hans ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke
 mere? Eller rejser De videre?</p>
 
-<p>Han s� hen for sig og sae: Jeg har ikke noget
-at rejse efter. &mdash; Men han f�lte ikke selv halvdelen
-af den uhyre fattigdom, der l� over ham i det �jeblik.</p>
+<p>Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget
+at rejse efter. &mdash; Men han følte ikke selv halvdelen
+af den uhyre fattigdom, der lå over ham i det øjeblik.</p>
 
-<p>Hun sae ham sin adresse og tilf�jede, at hun ventede
-at se ham med det f�rste. Dermed skiltes de.</p>
+<p>Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede
+at se ham med det første. Dermed skiltes de.</p>
 
-<p>Nu har jeg igen oplevet noget, t�nkte han, og
-nu var det vel p� tide at komme af sted. &mdash; Han<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
-f�lte det ligesom han nu havde f�et nok, som om det
+<p>Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og
+nu var det vel på tide at komme af sted. &mdash; Han<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
+følte det ligesom han nu havde fået nok, som om det
 egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.</p>
 
-<p>Hvor havde hun v�ret overlegen med sin naturlige
-elskv�rdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt!
-Det var ingen sag at h�ve sig over for
+<p>Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige
+elskværdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt!
+Det var ingen sag at hæve sig over for
 mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men
-her, hvor der var noget f�lles, som bandt, var han
+her, hvor der var noget fælles, som bandt, var han
 blevet den underlegne. Hende havde han spaseret med
 den aften, havde taget hende om halsen og rimeligvis
 kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun
 havde gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald
-m�ttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet
-hende som et redningsmiddel, og s� opgivet
-hende igen. Nu havde hun haft fem �r til at komme
+måttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet
+hende som et redningsmiddel, og så opgivet
+hende igen. Nu havde hun haft fem år til at komme
 ud over det, og det var lykkedes hende; han tog ikke
-fejl af, at hun var st�rkere end han. Hun havde
-endogs� vist ham mere elskv�rdighed, end der var
+fejl af, at hun var stærkere end han. Hun havde
+endogså vist ham mere elskværdighed, end der var
 nogen som helst anledning til, havde inviteret ham
-til at bes�ge sig, for at han ikke skulde tro, at
+til at besøge sig, for at han ikke skulde tro, at
 han vakte nogen som helst stemning hos hende. Men
-s� burde han pr�ve at efterligne hende, han, der
-ikke var s� n�r helbredet, som han troede, men
-var blevet overmodig af sin sundhed, som syge g�rne
-blir, n�r de m�rker, at kr�fterne begynder at
-komme igen. Og han besluttede at bes�ge hende
-inden ret l�nge.</p>
-
-<p>N�ste dag m�dte han hende p� gaden sammen
-med en ung mand, der talte ivrigt og halvh�jt, og
-som gik s� n�r ved hende at han m�tte v�re en
+så burde han prøve at efterligne hende, han, der
+ikke var så nær helbredet, som han troede, men
+var blevet overmodig af sin sundhed, som syge gærne
+blir, når de mærker, at kræfterne begynder at
+komme igen. Og han besluttede at besøge hende
+inden ret længe.</p>
+
+<p>Næste dag mødte han hende på gaden sammen
+med en ung mand, der talte ivrigt og halvhøjt, og
+som gik så nær ved hende at han måtte være en
 meget god ven.</p>
 
-<p>Nu forst�r jeg hendes indbydelse, t�nkte Hans
-R�skov, ganske uber�rt af hendes venlige hilsen;
-med den mand i bagh�nden er der ganske vist<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
-ingen anledning til at v�re bange eller blot forsigtig
+<p>Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans
+Råskov, ganske uberørt af hendes venlige hilsen;
+med den mand i baghånden er der ganske vist<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
+ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig
 over for mig. Nu har jeg ingen grund til at blive
-her l�ngere.</p>
+her længere.</p>
 
-<p>Men samme eftermiddag, da han var f�rdig til
-at ta af sted, m�dte han hende uden for hotellet;
-han syntes at kunne m�rke p� hende, at hun havde
-ventet p� ham.</p>
+<p>Men samme eftermiddag, da han var færdig til
+at ta af sted, mødte han hende uden for hotellet;
+han syntes at kunne mærke på hende, at hun havde
+ventet på ham.</p>
 
 <p>Han vilde sige farvel til hende med det samme,
-men da hun begyndte at indlede en samtale, s�
-t�nkte han, det kunde jo ogs� vente lidt. Hun var
+men da hun begyndte at indlede en samtale, så
+tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun var
 mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter
 hinanden en del om, hvad de havde oplevet i de fem
-�r, men pludselig gik samtalen i st�; de s� p� hinanden,
-og b�gge f�lte, at de havde ikke flere ligegyldige
-�mner at tale om; nu m�tte de enten
-skilles eller komme til det, der br�ndte dem p�
-sj�len; han havde en hel s�tning f�rdig, der begyndte
-med �farvel�, han havde sagt den for sig
-selv et par gange og overvejet den, s� den netop
-var, som den skulde v�re, men s� kunde han ikke
-f� den frem. N�r den var sagt, s� var det virkelig
-forbi; den var s�dan, at der ikke kunde siges andet til
-den end �farvel�; han �nskede, at det var overst�et;
-men hver gang han �bnede munden for at tale,
-foruds� han hele dens r�kkevidde; den voksede i
-afg�rende betydning, hver gang det mislykkedes
-at f� den frem; den faldt tungt og lammende over
-ham, blot idet den blev t�nkt; den vilde afg�re hans
-fremtid, for s� vidt som den skilte ham fra hende.</p>
-
-<p>Hun m�rkede, at han vilde sige noget, og s�
-forventningsfuld p� ham; han gjorde en bem�rkning
+år, men pludselig gik samtalen i stå; de så på hinanden,
+og bægge følte, at de havde ikke flere ligegyldige
+æmner at tale om; nu måtte de enten
+skilles eller komme til det, der brændte dem på
+sjælen; han havde en hel sætning færdig, der begyndte
+med »farvel«, han havde sagt den for sig
+selv et par gange og overvejet den, så den netop
+var, som den skulde være, men så kunde han ikke
+få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig
+forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til
+den end »farvel«; han ønskede, at det var overstået;
+men hver gang han åbnede munden for at tale,
+forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i
+afgørende betydning, hver gang det mislykkedes
+at få den frem; den faldt tungt og lammende over
+ham, blot idet den blev tænkt; den vilde afgøre hans
+fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende.</p>
+
+<p>Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så
+forventningsfuld på ham; han gjorde en bemærkning
 om husene, de gik forbi, og med det samme var
 hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span>
-en sten i en br�nd; han m�tte la det g�, som det
+en sten i en brønd; han måtte la det gå, som det
 vilde.</p>
 
-<p>Lidt efter m�dte de den mand, han f�r havde set
-hende sammen med; han s� p� hende l�nge i forvejen
+<p>Lidt efter mødte de den mand, han før havde set
+hende sammen med; han så på hende længe i forvejen
 og hilste dybt.</p>
 
-<p>Hvem er den mand? spurte Hans R�skov.</p>
+<p>Hvem er den mand? spurte Hans Råskov.</p>
 
 <p>Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg
 har kendt ham i den tid, jeg har boet her. Skal jeg
-fort�lle Dem noget mere om ham?</p>
+fortælle Dem noget mere om ham?</p>
 
 <p>Ja, siden det er en god ven af Dem.</p>
 
-<p>N� ja &mdash; han har friet til mig.</p>
+<p>Nå ja &mdash; han har friet til mig.</p>
 
 <p>Han svarede ikke; i tanken var han allerede
 langt borte, det var vel hendes mening at sige farvel
-til ham p� denne m�de, og det vilde ogs� v�re det
-bedste; han f�lte sig st�rk nok til at geng�lde hendes
-sidste h�ndtryk; det var rimeligt og sundt, at
+til ham på denne måde, og det vilde også være det
+bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes
+sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at
 det endeligt skillende ord udgik fra hende.
-Han s� langt hen for sig, overskuede i et blik fremtiden
-og mente, at den var til at b�re; dette var
-den sidste pr�velse, ogs� den skulde han best�, og
-s� &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+Han så langt hen for sig, overskuede i et blik fremtiden
+og mente, at den var til at bære; dette var
+den sidste prøvelse, også den skulde han bestå, og
+så &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Jeg har haft brug for en ven i disse �r, begyndte
-hun p� ny, skuffet over hans tavshed, og jeg har
-m�ske ikke s� meget at beklage mig over, jeg er
-ikke den, der er kommet v�rst fra det.</p>
+<p>Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte
+hun på ny, skuffet over hans tavshed, og jeg har
+måske ikke så meget at beklage mig over, jeg er
+ikke den, der er kommet værst fra det.</p>
 
 <p>Beklager De mig? spurte han.</p>
 
 <p>Hun gik nogle skridt uden at svare. &mdash; Det hele
 lignede til sidst et skibbrud eller en anden katastrofe;
-alle s�gte at redde sig, s� godt de kunde,
+alle søgte at redde sig, så godt de kunde,
 rendte som afsindige hver til sin side.</p>
 
-<p>Jeg ved godt, fr�ken �rbo, at jeg har gjort uret
+<p>Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret
 imod Dem; men var der nogen grund til, at jeg talte
-om det, da jeg havde indtrykket af, at De ikke t�nkte<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
-p� det mere? Jeg har selv t�nkt meget over det,
+om det, da jeg havde indtrykket af, at De ikke tænkte<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
+på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det,
 siden jeg har set Dem igen.</p>
 
 <p>Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem.
-Jeg bildte mig ind, at De tr�ngte til en veninde, og
-h�bede, at det skulde blive mig; jeg var atten �r
-den gang, hr. R�skov; og jeg tror endnu, at der var
-et �jeblik, da De var glad ved mig.</p>
+Jeg bildte mig ind, at De trængte til en veninde, og
+håbede, at det skulde blive mig; jeg var atten år
+den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var
+et øjeblik, da De var glad ved mig.</p>
 
-<p>De var ogs� det eneste gode menneske, jeg kendte,
+<p>De var også det eneste gode menneske, jeg kendte,
 den gang som nu.</p>
 
-<p>Men s� var De pludselig borte, De m�tte v�re
-rejst med det samme; da var det f�rst, at jeg forstod,
-hvor forf�rdeligt det hele havde v�ret. Fru
+<p>Men så var De pludselig borte, De måtte være
+rejst med det samme; da var det først, at jeg forstod,
+hvor forfærdeligt det hele havde været. Fru
 Hansted &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Sig det kun; det er rimeligt, at jeg f�r det at
+<p>Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at
 vide.</p>
 
-<p>Hun var vild af r�dsel, hun sae ikke, hvorfor,
-men da jeg h�rte, at De ikke var der, s� begyndte
-jeg at forst�; hun blev sindssyg, var det i lang tid;
+<p>Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor,
+men da jeg hørte, at De ikke var der, så begyndte
+jeg at forstå; hun blev sindssyg, var det i lang tid;
 nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.</p>
 
 <p>Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte
 jo ikke med hende; jeg undgik hende; der kunde
-jo ikke v�re tale om andet, det var forrykthed, jeg
+jo ikke være tale om andet, det var forrykthed, jeg
 ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det,
-og til sidst m�tte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde
-jeg g�re? Hvem t�r p�st�, at jeg har skylden?</p>
+og til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde
+jeg gøre? Hvem tør påstå, at jeg har skylden?</p>
 
-<p>Der var en, der n�vnte Deres navn for hende;
-hun s� sig om og ventede vist, at De vilde komme;
-jeg har aldrig set s�dan et udtryk af r�dsel i et
+<p>Der var en, der nævnte Deres navn for hende;
+hun så sig om og ventede vist, at De vilde komme;
+jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel i et
 menneskes ansigt.</p>
 
-<p>Hans R�skov stirrede frem for sig med �ben
-mund og et udtryksl�st blik, som s� han ind i sin egen
-sj�l. Han s� sit eget tavse afsind fra den gang, og
-bag dette et andet, forvredent, skrigende; m�ske<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
-stod det b�jet over ham den nat, da han troede sig
-alene, men han h�rte og s� kun sig selv, og dog var
+<p>Hans Råskov stirrede frem for sig med åben
+mund og et udtryksløst blik, som så han ind i sin egen
+sjæl. Han så sit eget tavse afsind fra den gang, og
+bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
+stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig
+alene, men han hørte og så kun sig selv, og dog var
 der en anden han havde smittet, og som havde haft
-det v�rre end han.</p>
+det værre end han.</p>
 
-<p>Jeg fort�ller Dem dette, hr. R�skov, vedblev hun,
+<p>Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun,
 fordi der ikke er andre til at tale om det. Jeg tror
-ikke, hun br�d sig noget alvorligt om Dem, men
+ikke, hun brød sig noget alvorligt om Dem, men
 hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i
-hende, derfor ud�skede hun Dem, og hvis De blot
-har <em>set p� hende</em> &mdash; &mdash; jeg kan forestille mig &mdash;</p>
+hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot
+har <em>set på hende</em> &mdash; &mdash; jeg kan forestille mig &mdash;</p>
 
-<p>Han m�dte hendes blik, og han s�, at hun blev
+<p>Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev
 bleg.</p>
 
 <p>Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han,
-og hans ansigt fortrak sig, som k�mpede han med
+og hans ansigt fortrak sig, som kæmpede han med
 en indre latter. &mdash; Jeg var selv lige ved at le med,
-men i samme �jeblik m�rkede jeg, at jeg kunde
-ikke, jeg havde overhovedet ikke den �vne. Men
+men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde
+ikke, jeg havde overhovedet ikke den ævne. Men
 det var uheldigt.</p>
 
-<p>Da undrer det mig, at De ikke ogs� gjorde noget
-forf�rdeligt den nat, sae hun �ndel�st og sk�lvende.</p>
+<p>Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget
+forfærdeligt den nat, sae hun åndeløst og skælvende.</p>
 
 <p>Nu ved De snart alting om mig.</p>
 
-<p>De m� ikke hade mig for det. Jeg er Dem &mdash;
-takn�mlig, fordi De har sagt mig det; det lyder
-m�ske underligt, men jeg har t�nkt s� meget p�
+<p>De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem &mdash;
+taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder
+måske underligt, men jeg har tænkt så meget på
 hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere
-forf�rdeligt, ved at De forsvandt s� pludseligt og
+forfærdeligt, ved at De forsvandt så pludseligt og
 hemmelighedsfuldt. Jeg har alligevel aldrig kunnet
-tro, at &mdash; &mdash; De var d�d.</p>
+tro, at &mdash; &mdash; De var død.</p>
 
-<p>Fr�ken �rbo, De er den f�rste, som &mdash; &mdash;</p>
+<p>Frøken Årbo, De er den første, som &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Han stansede, forundret over den lysning, der
 gik over hendes ansigt.</p>
 
-<p>Ja det har De sagt en gang f�r, men s� tav De,
+<p>Ja det har De sagt en gang før, men så tav De,
 for De vilde dog ikke lyve for mig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span></p>
@@ -6754,130 +6715,130 @@ sandt nok.</p>
 
 <p>Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste
 menneske, jeg har talt med om alt dette her, og
-De ved ogs� mere om mig end nogen anden; jeg vil
-h�be, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige
+De ved også mere om mig end nogen anden; jeg vil
+håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige
 Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en
-indre viljeansp�ndelse, idet han ligesom vendte sig
+indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig
 om mod sin ensomme fremtid. &mdash; Herefter har jeg
 ikke mere at tale med noget menneske om.</p>
 
-<p>Hr. R�skov, De har sagt mig s� meget, at jeg m�
-ha lov til at sp�rge Dem om noget. Hvis der var
-een t�nkelig ting, der kunde g�re livet lykkeligt eller
-i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De s�
-selv g�re et eneste skridt for at f� det?</p>
+<p>Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må
+ha lov til at spørge Dem om noget. Hvis der var
+een tænkelig ting, der kunde gøre livet lykkeligt eller
+i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så
+selv gøre et eneste skridt for at få det?</p>
 
-<p>Hvis jeg var sikker p�, at den ene ting kunde
-hj�lpe mig: ja, det vilde jeg, fr�ken �rbo, og nu
+<p>Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde
+hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Årbo, og nu
 skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg
 ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men
-nu er det for sent, selv om De ikke havde v�ret
+nu er det for sent, selv om De ikke havde været
 bundet til en anden.</p>
 
 <p>Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem
 De sigter til.</p>
 
-<p>Deres ven fra f�r, som De selv talte om.</p>
+<p>Deres ven fra før, som De selv talte om.</p>
 
-<p>�, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har
+<p>Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har
 aldrig holdt af andre end Dem. Den aften, vi gik
 sammen inde i skoven, da var det min mening at
-sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De br�d Dem
+sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem
 ret meget om mig, men De skulde vide det; jeg vilde
-blot sige Dem det, s� De aldrig glemte det; men jeg
-opsatte det; det var ogs� rart at g� med det usagt, og
-s� blev det for sent.</p>
+blot sige Dem det, så De aldrig glemte det; men jeg
+opsatte det; det var også rart at gå med det usagt, og
+så blev det for sent.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span></p>
 
-<p>Gid De havde sagt det, s� havde jeg haft det at
-t�nke p�, da jeg kom til fornuft; s� havde jeg
+<p>Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at
+tænke på, da jeg kom til fornuft; så havde jeg
 haft noget at komme hjem for.</p>
 
 <p>Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.</p>
 
-<p>Disse simple ord var den fulde �benbarelse af
+<p>Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af
 noget, han en gang havde ventet, ligesom gjort regning
-p�, at livet skulde bringe ham; der glimtede
+på, at livet skulde bringe ham; der glimtede
 frem i hans sind en erindring om noget usigelig
-mildt og kosteligt, der l� langt borte og vinkede
-til ham; og det havde gjort ham h�rd og hadsk, at
+mildt og kosteligt, der lå langt borte og vinkede
+til ham; og det havde gjort ham hård og hadsk, at
 det aldrig var blevet til virkelighed.</p>
 
-<p>Nu var det n�sten br�ndt bort, mange giftige, r�de
-farver havde �tset hans sj�l siden den tid, lige fra
-den skidne klud, han opdagede p� en mark, til bogstavet,
-der nu igen stod tydeligt p� hans hj�rne. To
-magter havde k�mpet om ham, al den tid han kunde
-huske; den, der havde sejret, l� vel dybest i hans
-natur. Han blev s� syg og besk�mmet over sig
-selv, som aldrig f�r; han f�lte sig som et
+<p>Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde
+farver havde ætset hans sjæl siden den tid, lige fra
+den skidne klud, han opdagede på en mark, til bogstavet,
+der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. To
+magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde
+huske; den, der havde sejret, lå vel dybest i hans
+natur. Han blev så syg og beskæmmet over sig
+selv, som aldrig før; han følte sig som et
 gult og giftigt ukrudt ved siden af hendes
-sundhed, og han kunde ved hj�lp af en slags erindring
+sundhed, og han kunde ved hjælp af en slags erindring
 forestille sig, hvad lykke er, ligesom en gammel
-mand, der har v�ret blind fra seks �rs alderen,
-kan t�nke sig morgenr�den.</p>
+mand, der har været blind fra seks års alderen,
+kan tænke sig morgenrøden.</p>
 
-<p>Fort�l mig noget af alt det De t�nker, sae hun.</p>
+<p>Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.</p>
 
-<p>Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg m�tte begynde
-med det f�rste, jeg kan huske; s�danne ord
-som jeg h�rer af Dem, skulde ha lydt for mig hver
-dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem �r
-siden h�rte jeg dem for f�rste gang; da var jeg
-tungh�r, og nu &mdash; &mdash;</p>
+<p>Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde
+med det første, jeg kan huske; sådanne ord
+som jeg hører af Dem, skulde ha lydt for mig hver
+dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år
+siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg
+tunghør, og nu &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Skal jeg fort�lle Dem noget mere? spurte hun.</p>
+<p>Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span></p>
 
-<p>Ja, sae han. &mdash; Han �nskede blot at glemme sig
+<p>Ja, sae han. &mdash; Han ønskede blot at glemme sig
 selv, at forsvinde for sin egen bevidsthed; aldrig
-havde han haft s� lidt gl�de af sig selv som i
-dette �jeblik.</p>
+havde han haft så lidt glæde af sig selv som i
+dette øjeblik.</p>
 
-<p>Det eneste, jeg f�lte, da jeg f�rst s� Dem igen,
-var skr�k; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg
-h�bede, De vilde snart rejse igen; men n�ste dag
+<p>Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen,
+var skræk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg
+håbede, De vilde snart rejse igen; men næste dag
 var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud
-for at m�de Dem. De var ikke uvenlig, men at De
-blev mere k�lig, efterh�nden som vi talte, det var
+for at møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De
+blev mere kølig, efterhånden som vi talte, det var
 min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, og
-De blev straks uvillig mod mig. Og jeg t�nkte:
-Det er godt; nu siger vi farvel, og s� har jeg set
+De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte:
+Det er godt; nu siger vi farvel, og så har jeg set
 ham; men idet jeg sae farvel, og jeg vidste, at jeg
-aldrig skulde se Dem mere, s� blev jeg svag, jeg
-spurte, om De vilde bes�ge mig; jeg ops�gte Dem
-selv uden for hotellet, for det kunde jo v�re, De fik
+aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, jeg
+spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem
+selv uden for hotellet, for det kunde jo være, De fik
 i sinde at rejse bort med bitterhed imod mig; det
-skulde ikke ske. Og nu er det alts� kommet s� vidt
+skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet så vidt
 med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle
-dage, sk�nt jeg troede, jeg havde f�et noget, jeg
-kaldte for �bedre forstand�. Lad mig nu sige Dem
-et ord, der g�lder os b�gge, Hans R�skov: Der er
-ingen af os, der g�rne vil sige farvel for bestandig,
+dage, skønt jeg troede, jeg havde fået noget, jeg
+kaldte for »bedre forstand«. Lad mig nu sige Dem
+et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er
+ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig,
 De selv heller ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres
 ensomhed har bevis for, at noget er for sent.</p>
 
 <p>De var kommet uden for byen. Han tog hendes
-h�nd og gik en stund med den.</p>
+hånd og gik en stund med den.</p>
 
-<p>Jeg vil blot pr�ve, hvordan det er, sae han og
-s� op.</p>
+<p>Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og
+så op.</p>
 
-<p>Hun trykkede hans h�nd til svar, og de gik.</p>
+<p>Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.</p>
 
-<p>Han havde virkelig en forn�mmelse, som om bevidstheden
+<p>Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden
 til dels forlod ham; han kunde ligesom<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
-p� afstand se tilbage p� sig selv. Han lae armen
+på afstand se tilbage på sig selv. Han lae armen
 om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham,
 men idet han kyssede hende, foer der noget forbi
-hans �jne; han fik ikke opfattet det, men han slap
-hende hurtigt, og de blev ved at g� uden at tale.</p>
+hans øjne; han fik ikke opfattet det, men han slap
+hende hurtigt, og de blev ved at gå uden at tale.</p>
 
-<p>Jeg er virkelig syg, t�nkte han, men han sae
-det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt m�rke til
-hans bev�gelse.</p>
+<p>Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae
+det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mærke til
+hans bevægelse.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span></p>
@@ -6888,455 +6849,455 @@ hans bev�gelse.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XIX" id="KAPITEL_XIX"></a>XIX</h2>
 
 
-<p>Det er om morgenen p� bryllupsdagen, en gr�,
-stormende oktoberdag; Hans R�skov og Anna
-�rbo er p� vej til deres nye hjem.</p>
+<p>Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå,
+stormende oktoberdag; Hans Råskov og Anna
+Årbo er på vej til deres nye hjem.</p>
 
-<p>Venlige h�nder har sat alting i orden; men den
-kolde bl�st g�r tv�rs igennem huset, derfor er der
-t�ndt op i kakkelovnen, ilden skal g�re hyggen
+<p>Venlige hænder har sat alting i orden; men den
+kolde blæst går tværs igennem huset, derfor er der
+tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre hyggen
 fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.</p>
 
-<p>Det er halvm�rkt inde i den store dagligstue,
-men ilden lyser, den stikker en lang, s�gende finger
-op gennem br�ndet og koksen, der knitrer, idet den
+<p>Det er halvmørkt inde i den store dagligstue,
+men ilden lyser, den stikker en lang, søgende finger
+op gennem brændet og koksen, der knitrer, idet den
 piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind
 til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne,
-og s� springer der en lille flamme frem som
-om det var sm� gasblus, der blev t�ndt, og
+og så springer der en lille flamme frem som
+om det var små gasblus, der blev tændt, og
 nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder
-sig r�de blomster, flammer stiger og synker
-og tr�kker sm� lynblink ud af de lakerede stoleben.
-Vinden hoster ned gennem skorstenen, s� det blusser
-ud af risten, og skygger, der er n�sten usynlige, farer
-op og ned ad v�ggene.</p>
-
-<p>Men s� kommer der et vindst�d, der river et lille
-stykke koks l�s og slynger det ud gennem risten,
-det flyver hen og s�tter sig p� en skammel t�t ved
-kakkelovnen; d�r ligger det og br�nder med en ubetydelig<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
-flamme p� hver side, og en r�gs�jle lige
-til v�rs. N�r vinden st�der ned gennem kakkelovnen,
-s� vifter den lille brandspire med sine to flammer
-og k�mper h�rdt for livet; den ligner en lille sort
-fugl fra helvede med to r�dgule vinger; s� forsvindende
-den er, s�tter den tilintetg�relsens m�rke under
-sig p� skamlens fl�jl, den begynder at udruge �del�ggelse
-og ford�rver med sin r�g luften, der er lige
-s� frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den
-ikke mere; den g�r i to stykker, det ene blir liggende
-over det sorte hul i betr�kket, det andet ruller ned,
-f�gter i d�den om sig med sin eneste vinge og strejfer
-kanten af en avis, det tr�ffer p� sin vej.</p>
-
-<p>Nu sidder der en flamme p� den �verste snip af
+sig røde blomster, flammer stiger og synker
+og trækker små lynblink ud af de lakerede stoleben.
+Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det blusser
+ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer
+op og ned ad væggene.</p>
+
+<p>Men så kommer der et vindstød, der river et lille
+stykke koks løs og slynger det ud gennem risten,
+det flyver hen og sætter sig på en skammel tæt ved
+kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en ubetydelig<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
+flamme på hver side, og en røgsøjle lige
+til værs. Når vinden støder ned gennem kakkelovnen,
+så vifter den lille brandspire med sine to flammer
+og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille sort
+fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende
+den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under
+sig på skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse
+og fordærver med sin røg luften, der er lige
+så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den
+ikke mere; den går i to stykker, det ene blir liggende
+over det sorte hul i betrækket, det andet ruller ned,
+fægter i døden om sig med sin eneste vinge og strejfer
+kanten af en avis, det træffer på sin vej.</p>
+
+<p>Nu sidder der en flamme på den øverste snip af
 avisen, den krummer sig om bladet som en orm,
-og da den ikke kan komme op ad, s� kryber den
-med st�rste forsigtighed ned efter langs randen, til
-den n�er et stoleben og stanses og er lige ved at
-d�, men den slipper over lakeringen, som kruses
-under dens trin, og forts�tter vandringen p� den
-anden kant af avisen, og nu g�r vejen opad; flammen
-vokser til et bredt ildb�lte, der ruller op over
-hele bladets bredde, springer til v�rs og blir til
+og da den ikke kan komme op ad, så kryber den
+med største forsigtighed ned efter langs randen, til
+den nåer et stoleben og stanses og er lige ved at
+dø, men den slipper over lakeringen, som kruses
+under dens trin, og fortsætter vandringen på den
+anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen
+vokser til et bredt ildbælte, der ruller op over
+hele bladets bredde, springer til værs og blir til
 ingenting.</p>
 
-<p>Men p� bordet er der sat en afl�gger i et hj�rne
-af et visitkort, og s� begynder kampen for tilv�relsen
-igen; flammen blir bl� og lav, mens den arbejder
-med det vanskelige papir; den st�der p� en
-bog i guldsnit og fors�ger at ern�re sig af den og
-er lige ved at s�tte livet til under fors�get; den kravler
-med uhyre besv�r fra kort til kort og tr�kker
+<p>Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne
+af et visitkort, og så begynder kampen for tilværelsen
+igen; flammen blir blå og lav, mens den arbejder
+med det vanskelige papir; den støder på en
+bog i guldsnit og forsøger at ernære sig af den og
+er lige ved at sætte livet til under forsøget; den kravler
+med uhyre besvær fra kort til kort og trækker
 sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop
-udgiver edder og ford�rvelse. Den tar til i v�kst,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
-idet den finder et kort, der st�r p� kant, den blir
-r�d og sodet i toppen og kommer til at se godt ud,
+udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
+idet den finder et kort, der står på kant, den blir
+rød og sodet i toppen og kommer til at se godt ud,
 og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast
-et kuld af r�rige flammer, som den anbringer rundt
-omkring, hvor der er n�ring. Den er nu herre over
-bordet og alt hvad d�r er; bordpladen sl�r b�lger
+et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt
+omkring, hvor der er næring. Den er nu herre over
+bordet og alt hvad dær er; bordpladen slår bølger
 som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og
 bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades
-sort og stinkende som alt andet, ilden r�rer ved;
-lampesk�rmen tages i <span class="sic" title="[sic]">ett</span> hidsigt sug, og i n�ste �jeblik
-sejler der sm� ildskibe omkring i stuen og falder
-ned p� mange steder, fulde af ilende gnister.</p>
-
-<p>Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fl�jl
-ulmer kv�lende som protest; den knejser op ad v�ggene,
-glor portr�tterne ind i ansigtet, kn�kker glas
-og sv�rter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber
-sig p� husets tilkommende frues oldemoer i
+sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved;
+lampeskærmen tages i <span class="sic" title="[sic]">ett</span> hidsigt sug, og i næste øjeblik
+sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder
+ned på mange steder, fulde af ilende gnister.</p>
+
+<p>Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl
+ulmer kvælende som protest; den knejser op ad væggene,
+glor portrætterne ind i ansigtet, knækker glas
+og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber
+sig på husets tilkommende frues oldemoer i
 daguerreotypi, og mens ansigtet langsomt udslettes
-p� s�lvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende
-om kap ned fra v�ggen.</p>
+på sølvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende
+om kap ned fra væggen.</p>
 
 <p>Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en
-k�len gul slange om bordbenene og ruller sig lystig
-i br�sselert�ppet, men dens k�lenskab er �dende
-syge, dens lystighed er tilintetg�relse. Ilden vandrer
-ud p� gulvet, hvor den tr�der dybe m�rker, og den
-yngler; hele geledder stiller op p� gulvets br�dder,
-det blir til et fliget, mangearmet dyr, b�lger l�ber
-hid og did, lemmer udstr�kkes og forkortes, som l�b
-blodet levende gennem denne d�dbringende organisme,
-det ser ud, som om den �nder med hele
-legemet p� primitive v�sners m�de; den synker
-og tr�kker lemmerne til sig, som om den hviler og
-t�nker sig om; sm� luer, der ikke et �jeblik skilles<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
-fra moderlegemet, leger med tingene p� ungers
+kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig
+i brüsselertæppet, men dens kælenskab er ædende
+syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer
+ud på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den
+yngler; hele geledder stiller op på gulvets brædder,
+det blir til et fliget, mangearmet dyr, bølger løber
+hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb
+blodet levende gennem denne dødbringende organisme,
+det ser ud, som om den ånder med hele
+legemet på primitive væsners måde; den synker
+og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og
+tænker sig om; små luer, der ikke et øjeblik skilles<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
+fra moderlegemet, leger med tingene på ungers
 vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op
-i portierens kvaster, men sm� som de er, har de
-sl�gtens gift moden i sig ligesom nys udkl�kkede
+i portierens kvaster, men små som de er, har de
+slægtens gift moden i sig ligesom nys udklækkede
 brilleslanger.</p>
 
-<p>Ilden st�r nu foran bogskabet; den �nder p� det
+<p>Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det
 med sit giftige pust, lakeringen koger ud i vabler,
-der sl�r ind igen og blir borte ved n�ste pust. Ilden
-famler med r�de poter op og ned ad siderne og river
-med sine skarpe kl�er i glasset. Efterh�nden kommer
-der arbejdskraft, flammer kryber frem p� maven,
+der slår ind igen og blir borte ved næste pust. Ilden
+famler med røde poter op og ned ad siderne og river
+med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer
+der arbejdskraft, flammer kryber frem på maven,
 griber op ad siderne og tar fat ligesom
-flyttem�nd, men de kan ikke rokke det endnu. B�gerne
-st�r uforstyrrede p� deres hylder i lange, lige
-r�kker, samlede v�rker i s�ndagskl�er og muntre
-sm� digtsamlinger i gala, leksika i j�vne, solide arbejdskl�er
-&mdash; altsammen tilh�rende husets fremtidige
-frue. R�gen kommer frem under hylderne i
-brede t�pper, b�gerne forsvinder, men ilden lyser
-op igen; den stryger titler og forgyldning af og s�tter
+flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne
+står uforstyrrede på deres hylder i lange, lige
+rækker, samlede værker i søndagsklæer og muntre
+små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, solide arbejdsklæer
+&mdash; altsammen tilhørende husets fremtidige
+frue. Røgen kommer frem under hylderne i
+brede tæpper, bøgerne forsvinder, men ilden lyser
+op igen; den stryger titler og forgyldning af og sætter
 sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid
-l�selig og ikke til at ta fejl af.</p>
+læselig og ikke til at ta fejl af.</p>
 
-<p>Ved siden af st�r klaveret og spiller sin egen
-s�rgemarsj, mens str�ngene springer, det lyder s�rgeligt
+<p>Ved siden af står klaveret og spiller sin egen
+sørgemarsj, mens strængene springer, det lyder sørgeligt
 og sukkende med ulige pauser som fra en,
-der ikke har l�nge igen; ilden glemmer ikke at f�
+der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få
 noderne med.</p>
 
 <p>I kakkelovnen danser glade luer over de halvt
-udbr�ndte koks, og p� gulvet t�t ved st�r lange
-flammer p� t�erne og snakker med deres kammerater
+udbrændte koks, og på gulvet tæt ved står lange
+flammer på tæerne og snakker med deres kammerater
 inden for risten.</p>
 
 <p>Som en lille fugl fra helvede med sort krop og
-gule vinger og r�g ud af halsen har ilden holdt<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
-sit indtog i den fredelige stue; nu g�r den som en
-glubende, fuldvoksen drage fra v�relse til v�relse
-gennem det v�rgel�se hus; den river med sin klo de
-gule gardiner ned fra st�ngerne, kr�ller den kostbare
-palme sammen i en klump, s� let som en ung
-pige kr�ller et kasseret brev sammen i den hule
-h�nd. Den sk�ner ikke s�lvopsatsen, en gammel
-v�rdigenstand, der tilh�rer familien �rbo; englen,
-der b�jer sig frem over sk�len, begynder snart at
-h�nge med vingerne, og s�lvsveden brister frem p�
-dens pande. Luerne blir sorte og n�sten usynlige i
-den tykke r�g, de dukker sig og falder og har sv�rt
-ved at rejse sig igen; men s� spr�nges ruderne,
-en uhyre lang flamme kaster sig h�ftigt ud ad vinduet,
+gule vinger og røg ud af halsen har ilden holdt<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
+sit indtog i den fredelige stue; nu går den som en
+glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse
+gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de
+gule gardiner ned fra stængerne, krøller den kostbare
+palme sammen i en klump, så let som en ung
+pige krøller et kasseret brev sammen i den hule
+hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel
+værdigenstand, der tilhører familien Årbo; englen,
+der bøjer sig frem over skålen, begynder snart at
+hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem på
+dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i
+den tykke røg, de dukker sig og falder og har svært
+ved at rejse sig igen; men så sprænges ruderne,
+en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt ud ad vinduet,
 som et menneske, der jager overkroppen ud og
-gisper efter luft. Ilden spr�nger d�re og br�kker
-gulvet op til k�lderen og fort�rer alt det br�ndsel,
-der skulde ha varet et �r. Og nu blir der tr�k
+gisper efter luft. Ilden sprænger døre og brækker
+gulvet op til kælderen og fortærer alt det brændsel,
+der skulde ha varet et år. Og nu blir der træk
 gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer
-spr�jter ud i syd; gipsd�kket holder dem ude fra
-loftet, men s� stiger de op p� taget, vader i teglene
-og tr�der dem itu og stikker benene ned p� loftet,
-hvor der opf�res en vild dans mellem kasser og
+sprøjter ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra
+loftet, men så stiger de op på taget, vader i teglene
+og træder dem itu og stikker benene ned på loftet,
+hvor der opføres en vild dans mellem kasser og
 sparrer og hvad der ellers er, og snart kan ilden
-neden under komme op og v�re med. Alting blir
-ens og ukendeligt, lighedens lov g�r h�rgende gennem
+neden under komme op og være med. Alting blir
+ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem
 huset.</p>
 
-<p>Folk har l�nge st�et og r�bt over ilden; nu
-kommer de ogs� med spr�jter; str�lerne borer huller
-i ildt�ppet, river fl�nger i det og klipper flige af
-det, men i n�ste �jeblik er det helt igen; det erstatter
-selv, hvad det mister, og l�ger straks hvert s�r<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span>
-med primitive v�sners livskraft. Hele huset er nu en
-eneste flammebygning med t�rne og spir i fantastisk
-gotik, men alting st�r sk�vt i den forrygende storm.</p>
+<p>Folk har længe stået og råbt over ilden; nu
+kommer de også med sprøjter; strålerne borer huller
+i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af
+det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter
+selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span>
+med primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en
+eneste flammebygning med tårne og spir i fantastisk
+gotik, men alting står skævt i den forrygende storm.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede
-ind til byen. Det br�nder i n�rheden af vort hus.</p>
+ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus.</p>
 
-<p>Ildebrand nu, sae Hans R�skov; det kan ikke
-v�re muligt. &mdash; Men i det samme fik han en overv�ldende
-f�lelse af, at det var det, han havde ventet
-p� de sidste dage. Ved tanken om ild f�g erindringer
+<p>Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke
+være muligt. &mdash; Men i det samme fik han en overvældende
+følelse af, at det var det, han havde ventet
+på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer
 gennem hans sind som gnister i storm.</p>
 
-<p>Se selv, sae hun; det br�nder t�t ved vort hjem,
-Hans. Hvis det nu er hos os, det br�nder!</p>
+<p>Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem,
+Hans. Hvis det nu er hos os, det brænder!</p>
 
-<p>Det er en stor brand, sae han og s� stift p� hende;
-han s� sk�ret af luerne i hendes �jne. &mdash; Lad os
-ops�tte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer
-h�rdt, og det er ikke til at redde noget, hvor
-det f�r fat.</p>
+<p>Det er en stor brand, sae han og så stift på hende;
+han så skæret af luerne i hendes øjne. &mdash; Lad os
+opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer
+hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor
+det får fat.</p>
 
 <p>Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede.
 Hun greb hans arm og trak ham med ud
-af kupeen. Det er forf�rdeligt, men vi m� skynde
+af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må skynde
 os, om vi kan redde noget.</p>
 
-<p>Hun var for optaget til at bem�rke udtrykket i
-hans �jne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved
-hvert skridt f�lte han, at han gik det uafvendelige
-i m�de. Denne ild, som han om et �jeblik skulde
-st� overfor, lyste allerede langt ind i hans sj�l,
-den skinnede p� de mange farlige erindringer, der
+<p>Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i
+hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved
+hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige
+i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde
+stå overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl,
+den skinnede på de mange farlige erindringer, der
 i stadig stigende antal var dukket op i ham i de
-sidste m�neder, og som han havde f�rt en forg�ves
+sidste måneder, og som han havde ført en forgæves
 kamp imod; han havde hver dag troet, at det var<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
-efterveerne af en sygdom, men nu m�rkede han, at
-det var begyndelsen. I utide var han v�gnet
+efterveerne af en sygdom, men nu mærkede han, at
+det var begyndelsen. I utide var han vågnet
 af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet,
 og det, som han havde kaldt lykken eller blot en
 vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end
-bringe det tilbage til livet, som burde v�re sovet
-ind i stenens s�vn og aldrig v�gnet mere. Det
-var, som om han ikke kunde t�le at leve, og nu
-f�lte han livets krav i sig som en d�delig sygdom.
-Alt hvad han havde forn�gtet og kuet ned, var
+bringe det tilbage til livet, som burde være sovet
+ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det
+var, som om han ikke kunde tåle at leve, og nu
+følte han livets krav i sig som en dødelig sygdom.
+Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var
 blevet levende igen, og det bragte tanker med, der
-var v�rre end selve oplevelserne; og dog havde han
-stadig h�bet p�, at det skulde blive bedre, og k�mpet,
-for at ingen skulde m�rke noget. Nu var kampen
-forbi, han var sl�et, og det r�de bogstav, hans
-bestemmelses tegn, stod uudsletteligt p� hans hj�rne.</p>
+var værre end selve oplevelserne; og dog havde han
+stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og kæmpet,
+for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen
+forbi, han var slået, og det røde bogstav, hans
+bestemmelses tegn, stod uudsletteligt på hans hjærne.</p>
 
 <p>Hans hus stod i flammer, og da han havde set
-lidt p� det, sansede han ikke andet end ild og os
-og stinkende, sorte bunker. Han s� deri sin egen
-sygdom; det var et billede i sort og r�dt p� hans
-egen sj�l. S� snart han h�rte om denne brand
+lidt på det, sansede han ikke andet end ild og os
+og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin egen
+sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans
+egen sjæl. Så snart han hørte om denne brand
 vidste han, hvordan det stod til med ham selv.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder
-bl�sten og sender den s�ledes l�s p� sit n�ste
-bytte; vinduer springer, og d�re krympes i den gl�dende
-storm, men ilden udstr�kker og blir ved at forl�nge
+blæsten og sender den således løs på sit næste
+bytte; vinduer springer, og døre krympes i den glødende
+storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge
 sine elastiske arme, til de yderste spidser lige
-kan n� til, de f�gter i luften og g�r som skrivende
-fingre op og ned ad mure og tr�v�rk, de pr�nter<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
+kan nå til, de fægter i luften og går som skrivende
+fingre op og ned ad mure og træværk, de prænter<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
 deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og mange
-steder sprudler sm� flammer frem og dr�bes straks
-af vagtsomme vandstr�ler, men det v�ldigt ophedede
-tr�v�rk ligefrem drikker ilden, der springer ud og
-m�der de fremmede flammer, inden de n�r at r�re;
-det ser ud som om disse besv�rgende arme tr�kker
+steder sprudler små flammer frem og dræbes straks
+af vagtsomme vandstråler, men det vældigt ophedede
+træværk ligefrem drikker ilden, der springer ud og
+møder de fremmede flammer, inden de når at røre;
+det ser ud som om disse besværgende arme trækker
 ild frem ved deres blotte pegen.</p>
 
-<p>Ild og vand k�mper, den f�rste er st�rkest. Nye
-skrig; folk styrter l�s p� buffeter og skabe, de har
+<p>Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye
+skrig; folk styrter løs på buffeter og skabe, de har
 ikke ventet dette, de tumler med genstridige skuffer,
-bearbejder l�se med forkerte n�gler; de river til sig
+bearbejder låse med forkerte nøgler; de river til sig
 og samler sammen, mens ilden famler ved siden
-af deres rystende h�nder; de fatter om tunge sager
-og sl�ber af sted med dem, og ilden st�r bag ved deres
-skuldre og skynder p�, at de kan komme af sted
-og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad d�re
-og v�lter sig igennem vinduer, men da de kommer
-igen, m�der ilden dem i hver en indgang og forklarer
-dem med kraftige geb�rder, at huset har
+af deres rystende hænder; de fatter om tunge sager
+og slæber af sted med dem, og ilden står bag ved deres
+skuldre og skynder på, at de kan komme af sted
+og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre
+og vælter sig igennem vinduer, men da de kommer
+igen, møder ilden dem i hver en indgang og forklarer
+dem med kraftige gebærder, at huset har
 skiftet ejer.</p>
 
-<p>Hele forsvaret samles nu om den store g�rd ved
-siden af, for hvis den br�nder, er der fare for, at
-den st�rste del af byen skal g� med. Der bredes
+<p>Hele forsvaret samles nu om den store gård ved
+siden af, for hvis den brænder, er der fare for, at
+den største del af byen skal gå med. Der bredes
 presenninger over stuehusets yderste tagside, og
-inde p� g�rdspladsen stilles lange stiger op til rygningen,
-hvor der st�r folk og h�lder vand ned; gnister
-regner uafbrudt hen p� taget, men de finder
-en f�llesgrav p� den v�de presenning. Ilden har
-nu en lang vej at g�, haven ligger imellem, og d�r
-er ikke megen n�ring at f�; �blerne steges p�
-tr�erne, kviste og grene forkulles og gives hen til
-vinden. Lysthuset blir unders�gt, den vilde vin g�r
-fra r�dt til sort, og ilden holder et tarveligt m�ltid<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span>
-p� tremmer og bord og b�nke. Men stuehuset forsvares
+inde på gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen,
+hvor der står folk og hælder vand ned; gnister
+regner uafbrudt hen på taget, men de finder
+en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har
+nu en lang vej at gå, haven ligger imellem, og dær
+er ikke megen næring at få; æblerne steges på
+træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til
+vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går
+fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt måltid<span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span>
+på tremmer og bord og bænke. Men stuehuset forsvares
 tappert, vandet render uafladeligt ned ad
-tag og ydermur, vandposten inde i g�rden tier ikke
-et �jeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan
-ikke n�; de peger alle om kap hen mod stuehuset;
-de dirrer ligesom af ivrighed og sl�r rasende i luften
+tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke
+et øjeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan
+ikke nå; de peger alle om kap hen mod stuehuset;
+de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften
 og sender gnisterne det stykke, de ikke selv
-kan r�kke. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen;
+kan række. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen;
 det andet hus blir revet ned, flammerne blir kortere,
-og m�ndene oppe p� taget f�r sig <span class="sic" title="[sic]">en</span> hvil.</p>
+og mændene oppe på taget får sig <span class="sic" title="[sic]">en</span> hvil.</p>
 
-<p>Men ingen har lagt m�rke til en lille r�gs�jle,
-som pibler frem under tagsk�gget; d�r er en middelstor
+<p>Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle,
+som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor
 gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig fast;
-den har sit p� det t�rre i en forladt spurverede,
-mens vandet driver ned udenfor, og n�r det kniber,
+den har sit på det tørre i en forladt spurverede,
+mens vandet driver ned udenfor, og når det kniber,
 kommer vinden ind og gir nyt mod. Gnisten ruger
-ikke l�nge i det t�rre mos; snart hopper flyvef�rdige
+ikke længe i det tørre mos; snart hopper flyvefærdige
 luer ud af reden og spreder sig over indersiden af
-taget, og m�ndene, der rider oppe p� m�nningen,
-m�rker pludselig, at det blir hedt under dem.</p>
-
-<p>Det varer ikke l�nge, f�r der er sp�ndt et ildsejl
-over hele g�rden, og stakkene udenfor st�r med r�de
-kapper p�; stormen l�fter den br�ndende halm og
-kaster den som en gl�dende regn ud over byen; p�
-<span class="corr" title="var: to&mdash;tre">to tre</span> halmstr� sejler brandkolonier ud for at anl�gge
-nybygder, ilden vader oven i byen og tr�der
+taget, og mændene, der rider oppe på mønningen,
+mærker pludselig, at det blir hedt under dem.</p>
+
+<p>Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl
+over hele gården, og stakkene udenfor står med røde
+kapper på; stormen løfter den brændende halm og
+kaster den som en glødende regn ud over byen; på
+<span class="corr" title="var: to&mdash;tre">to tre</span> halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge
+nybygder, ilden vader oven i byen og træder
 den ned under sig; den rydder gaderne, for at ingen
-skal st� d�r og spr�jte, den s�tter vagt ved br�ndene,
+skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene,
 at vandet skal blive der nede, den falder over
-folk, der bryder ind p� dens enem�rker; den g�r
-hen over alting som en flyvende smitte, som et forf�rdeligt
+folk, der bryder ind på dens enemærker; den går
+hen over alting som en flyvende smitte, som et forfærdeligt
 udbrud af sygdom i selve naturen, og den<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
-sl�r blindt ned over levende og livl�st. Den er sygdom,
-d�d og fort�relse p� een gang.</p>
+slår blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom,
+død og fortærelse på een gang.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Lad os g�, hviskede Anna og trykkede Hans
-R�skovs arm; jeg kan ikke t�le at se p� det mere.</p>
+<p>Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans
+Råskovs arm; jeg kan ikke tåle at se på det mere.</p>
 
-<p>Han svarede ikke, men da hun s� ind i hans
-�jne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et
-lignende udtryk som en aften for fem �r siden, da
-de havde skr�mmet et menneske fra forstanden.
+<p>Han svarede ikke, men da hun så ind i hans
+øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et
+lignende udtryk som en aften for fem år siden, da
+de havde skræmmet et menneske fra forstanden.
 Hun begreb ikke, hvorfor det skulde komme igen
 nu, men hun forstod, at han igen var hjemtaget af
-furierne. Hun f�lte sig meget lille og afm�gtig
+furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig
 overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde
-talt om; hver gang de var kommet i n�rheden af det,
-havde han tiet p� en m�de, der skr�mmede hende
-langt bort fra det �mne.</p>
+talt om; hver gang de var kommet i nærheden af det,
+havde han tiet på en måde, der skræmmede hende
+langt bort fra det æmne.</p>
 
 <p>Et toetages hus styrtede sammen foran dem,
-r�g og gnister vred sig op mod himlen som
-en gl�dende skypumpe; murene faldt med en
-dump lyd og et suk, der mindede h�sligt om mennesker,
-der falder ned h�jt oppe fra, men ilden br�lede
+røg og gnister vred sig op mod himlen som
+en glødende skypumpe; murene faldt med en
+dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker,
+der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede
 af en stadigt voksende appetit og bredte sig
 ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men
 bag ved besatte de alt, hvad den efterlod sig.</p>
 
-<p>Der er ingen i det hus, h�rtes en stemme r�be; g�
+<p>Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå
 ikke der ind.</p>
 
-<p>Ikke en gang et menneske at g� ind efter, mumlede
-Hans R�skov.</p>
+<p>Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede
+Hans Råskov.</p>
 
-<p>L�nges du nu efter d�den, Hans R�skov? spurte
+<p>Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte
 hun.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span></p>
 
-<p>Han svarede ikke; hans �jne fulgte branden, han
-gik efter den og var hele tiden, hvor det br�ndte
-st�rkest. Hun fulgte ham, og s�dan gik den dag.</p>
+<p>Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han
+gik efter den og var hele tiden, hvor det brændte
+stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik den dag.</p>
 
-<p>Da aftenen faldt p�, br�ndte den halve by, og i
-m�rket s� den store brand endnu mere sk�nsell�s
-ud end f�r; folk havde omtrent opgivet at g�re modstand,
-de n�jedes med at g� ude p� gaden og se ilden
-f�rdes i deres stuer, de s� den g� fra den ene af deres
+<p>Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i
+mørket så den store brand endnu mere skånselløs
+ud end før; folk havde omtrent opgivet at gøre modstand,
+de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden
+færdes i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres
 kendte ting til den anden &mdash; den tog altid gardinerne
-ned straks, s� de havde frit overblik &mdash; der
-var en s� uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad
-den i n�ste �jeblik havde i sinde at �del�gge, at
-mange ikke kunde t�le det og gik bort. Det var
+ned straks, så de havde frit overblik &mdash; der
+var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad
+den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at
+mange ikke kunde tåle det og gik bort. Det var
 besynderlig grufuldt at se ens eget klaver bryde
-gennem gulvet og t�nde i etagen neden under, eller
-se skabsd�re lukkes op og ilden v�lte ud, som om
+gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller
+se skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om
 den havde ligget der inde og ventet. Folk, som
-stod og s� p� deres egne m�rke vinduer, jamrede
-sig, n�r der begyndte at komme lys i dem, og de
+stod og så på deres egne mørke vinduer, jamrede
+sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de
 fik deres ting at se for sidste gang. Men de fleste af
-dem, der gik bort og gr�d, de kom igen, n�r deres
-eget var br�ndt, for at f�lge branden videre.</p>
+dem, der gik bort og græd, de kom igen, når deres
+eget var brændt, for at følge branden videre.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Ud p� aftenen lae bl�sten sig, og menneskene optog
-kampen p�ny. Men endnu l�nge efter vandrede
-en m�ngde sm� og store flammer om p� ruinerne;
+<p>Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog
+kampen påny. Men endnu længe efter vandrede
+en mængde små og store flammer om på ruinerne;
 de dukkede sig og sprang op, som om de legede
 med hverandre, og de lod sig let pille ned af en
-str�le og opgav �nden med et rygende suk, men s�
-kr�b der andre frem og drillede fjenden og b�dede
-med livet, indtil ogs� denne legen skjul holdt<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
-op langt ud p� natten, og s� slumrede den store
-ildebrand s�delig ind under ruinerne, hvor den
-endnu kunde ligge flere dage i behagelige dr�mme
-om, hvad den havde udrettet, og s� endelig d� under
-sit eget v�rk som en �del�ggelsens guddom, der
-selv d�r i den almindelige d�d.</p>
-
-<p>Og folk gik hver til sit, med stive �jne, der n�sten
+stråle og opgav ånden med et rygende suk, men så
+krøb der andre frem og drillede fjenden og bødede
+med livet, indtil også denne legen skjul holdt<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
+op langt ud på natten, og så slumrede den store
+ildebrand sødelig ind under ruinerne, hvor den
+endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme
+om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under
+sit eget værk som en ødelæggelsens guddom, der
+selv dør i den almindelige død.</p>
+
+<p>Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten
 var uden sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde
 noget hjem, gik et andet sted hen, uden tanke, uden
-f�lelse, udt�rrede lige til bunden af deres bevidsthed.</p>
+følelse, udtørrede lige til bunden af deres bevidsthed.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Anna lae sin arm om Hans R�skovs hals: Kom
-med mig, sae hun; du er syg og tr�nger til hvile;
-her er ikke godt at v�re.</p>
+<p>Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom
+med mig, sae hun; du er syg og trænger til hvile;
+her er ikke godt at være.</p>
 
-<p>R�r ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han
-for f�rste gang vendte �jnene fra branden, der var
-omtrent slukket; &mdash; jeg kan ikke t�le det. Men jeg
-m� blive her, dette skal overst�s f�rst. G� du.</p>
+<p>Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han
+for første gang vendte øjnene fra branden, der var
+omtrent slukket; &mdash; jeg kan ikke tåle det. Men jeg
+må blive her, dette skal overstås først. Gå du.</p>
 
 <p>Jeg blir hos dig.</p>
 
-<p>Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. V�r fornuftig
-og g�. Nu kommer det altsammen; det har ventet
-l�nge, det har narret mig flere gange; men nu er
+<p>Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig
+og gå. Nu kommer det altsammen; det har ventet
+længe, det har narret mig flere gange; men nu er
 det alvor.</p>
 
-<p>M� jeg ikke blive hos dig, n�r du er syg?</p>
+<p>Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?</p>
 
-<p>Det m� ingen. Ingen m� se mig, n�r &mdash; &mdash;. G�
-nu. Jeg er ikke l�ngere et menneske. Se ikke
-p� mig, du kender mig ikke; det er ogs� det
-bedste for dig; bliv ikke l�ngere hos mig; t�nk p�
+<p>Det må ingen. Ingen må se mig, når &mdash; &mdash;. Gå
+nu. Jeg er ikke længere et menneske. Se ikke
+på mig, du kender mig ikke; det er også det
+bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på
 hende, som &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos
 hende, blev hun pludselig revet ud af den forstenelse,<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span>
-der var i f�rd med at angribe hende; hun
-vendte sig bort og gik, han s� ikke efter hende.</p>
-
-<p>Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, s�
-hun endnu en gang tilbage; han stod ubev�gelig
-med ansigtet vendt mod brandsk�ret og viste hende
-den samme st�rkt tegnede profil, som havde gjort et
-s� dybt indtryk p� hende, da hun f�rste gang sad
+der var i færd med at angribe hende; hun
+vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.</p>
+
+<p>Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så
+hun endnu en gang tilbage; han stod ubevægelig
+med ansigtet vendt mod brandskæret og viste hende
+den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et
+så dybt indtryk på hende, da hun første gang sad
 ved siden at ham, og den havde ikke forandret sig,
-panden, den korte, lige n�se, den t�t lukkede
+panden, den korte, lige næse, den tæt lukkede
 mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun
-blev grebet af en uhyre sm�rte og medlidenhed
-over alt det, der nu var �delagt hos denne mand,
+blev grebet af en uhyre smærte og medlidenhed
+over alt det, der nu var ødelagt hos denne mand,
 der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag
-og selv vidste det; hun h�rte igen den utydelige,
+og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige,
 mumlende stemme, hvormed han havde befalet hende
-at g�, hun forestillede sig sk�ret i hans �jne, som
-hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overv�ldede
-hende. Hun satte sig p� et stykke v�ltet mur
-for at gr�de ud, ligesom hun havde gr�dt f�r, da
-hun i sit hj�rte tog afsked med ham for bestandig.</p>
-
-<p>&mdash; Da hun rejste sig, var det n�sten hel m�rkt;
-ilden var slukket; Hans R�skov kunde hun ikke
-mere se. En sidste svidende krusning l�b over hendes
-sj�l, idet hun s� der hen, hvor de havde st�et;
-s� gik ogs� hun sin vej, bort fra den store �del�ggelse,
-bestemt p� at redde s� meget af fremtiden,
+at gå, hun forestillede sig skæret i hans øjne, som
+hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede
+hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur
+for at græde ud, ligesom hun havde grædt før, da
+hun i sit hjærte tog afsked med ham for bestandig.</p>
+
+<p>&mdash; Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt;
+ilden var slukket; Hans Råskov kunde hun ikke
+mere se. En sidste svidende krusning løb over hendes
+sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået;
+så gik også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse,
+bestemt på at redde så meget af fremtiden,
 som der endnu var til at redde.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -7348,237 +7309,237 @@ som der endnu var til at redde.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XX" id="KAPITEL_XX"></a>XX</h2>
 
 
-<p>Sent n�ste aften ankom Hans R�skov med dagvogn
+<p>Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn
 til en kro i en afsides landsby oppe ad
 Limfjorden til, han fik sig noget at spise og gik derefter
 straks i seng. Han vidste at det var ikke noget
-godt, der ventede ham, s� snart han begyndte at
-blive d�sig, men nu da han var beredt p� det v�rste,
-havde han ingen grund til at ops�tte bekendtskabet
-med det. Men han var s� lysv�gen, at det alligevel
-lod vente p� sig.</p>
+godt, der ventede ham, så snart han begyndte at
+blive døsig, men nu da han var beredt på det værste,
+havde han ingen grund til at opsætte bekendtskabet
+med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel
+lod vente på sig.</p>
 
-<p>Det bl�ste st�rkt, og da folk var kommet i seng
+<p>Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng
 og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde,
-begyndte huset selv at la h�re fra sig med al
-den knagen og piben, hvormed gamle huse i bl�stv�r
-underholder syge og s�vnl�se, og hvad de lykkelige
-sovende havde fors�mt, inden de gik i seng &mdash;
+begyndte huset selv at la høre fra sig med al
+den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær
+underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige
+sovende havde forsømt, inden de gik i seng &mdash;
 et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var
-blevet liggende p� g�rdspladsens stenbro &mdash; det fik
-nu m�le og sp�gede som rastl�se genf�rd. Men
-livligst af alting var v�rhanen, den hvinede og galede
-i et v�k; undertiden blev den s� overgiven, at
-den snurrede flere gange rundt og tabte m�let af
+blevet liggende på gårdspladsens stenbro &mdash; det fik
+nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men
+livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede
+i et væk; undertiden blev den så overgiven, at
+den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af
 svimmelhed, men den var der straks igen, den
-skingrede af livslyst, st�jede og holdt fest natten
-igennem og havde endnu sit hum�r ubesk�ret n�ste<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
-morgen &mdash; som en ung tjenestepige, der har fri S�ndag
-og g�r p� bal. Den vakte gamle minder hos
-Hans R�skov; hver gang han var ved at d�se
-hen, tog hans fantasi sig s� store friheder med al
-denne skrigen og dansen oven over, at han v�gnede
-og m�tte holde den i ave.</p>
-
-<p>S� kom der en varme, der fordrev al d�sigheden
-og fik sveden til at springe frem. Han blev opm�rksom,
-og alting sp�ndtes i ham: det var vel begyndelsen.
-Heden blev trykkende, den p�virkede hans
-fantasi, og forestillingen om R�dt begyndte at tr�nge
-sig p�. Han huskede den ene r�de ting efter den
+skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten
+igennem og havde endnu sit humør ubeskåret næste<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
+morgen &mdash; som en ung tjenestepige, der har fri Søndag
+og går på bal. Den vakte gamle minder hos
+Hans Råskov; hver gang han var ved at døse
+hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al
+denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede
+og måtte holde den i ave.</p>
+
+<p>Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden
+og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom,
+og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen.
+Heden blev trykkende, den påvirkede hans
+fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge
+sig på. Han huskede den ene røde ting efter den
 anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed,
-men han s� ingenting; under de lukkede
-l�g stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken
-skikkelse, det r�de Afsind havde i sinde at antage,
+men han så ingenting; under de lukkede
+låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken
+skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage,
 men det kom ikke frem. Det var som om hele
-rummet bag ved hans sansning var fuldt af r�dt, og
-n�r hans opm�rksomhed et �jeblik slappedes, kunde
-der ligesom sl� genskin af flammer frem for hans
-blik, men ved den mindste ansp�ndelse fra hans
+rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og
+når hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde
+der ligesom slå genskin af flammer frem for hans
+blik, men ved den mindste anspændelse fra hans
 side var de borte. Det truede med at falde over
-ham og fort�re hans forstand, men det beherskede
+ham og fortære hans forstand, men det beherskede
 sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen,
-som om det kom an p� at pine ham langsomt
+som om det kom an på at pine ham langsomt
 ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham
 beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar.
 Men det tillod ham ikke at sove eller blot
-blive adspredt; s� snart han ikke var p� sin post,
-rykkede det et skridt n�rmere til hans bevidsthed;
-det skred ikke til �bent angreb, men det varskoede
+blive adspredt; så snart han ikke var på sin post,
+rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed;
+det skred ikke til åbent angreb, men det varskoede
 ham gennem et eller andet medium, hvorved det
-fandt adgang til hans bevidsthed, s� ofte og p� hvilken<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span>
-m�de det �nskede, men der gik ingen forbindelse
+fandt adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken<span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span>
+måde det ønskede, men der gik ingen forbindelse
 den anden vej; han var sluttet inde, angribelig
-p� alle punkter; det triumferende afsind havde
+på alle punkter; det triumferende afsind havde
 ham aldeles i sin magt.</p>
 
 <p>Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde.
-Nu syntes det, som om den store ild, der br�ndte
+Nu syntes det, som om den store ild, der brændte
 bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede rundt,
-et hoverende, pragtfuldt fyrv�rkeri, der skulde male
-hans sj�l til aske og sprede den til alle sider. Han
-f�lte sengen gynge under sig; han pr�vede at stanse
-det ved at lette sig og ryste p� hodet, men da var
+et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male
+hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han
+følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse
+det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var
 det, som om han rystede den store brand buldrende
-ned over sig; han forstod, at den �nskede at passe sig
-selv, og han blev straks f�jelig, fandt sig i ikke at
-gribe ind. Lidt efter gled han n�gen ned ad varme,
+ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig
+selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at
+gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme,
 ru stenflader, hans egen hud var som pimpsten og
-uden f�lelse, men n�r han skurede mod stenene,
-kildrede det r�dselsfuldt, og latterbobler steg kv�lende
+uden følelse, men når han skurede mod stenene,
+kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende
 op i hans strube. Men han tav til det altsammen;
-hvis han havde h�rt sin stemme i dette �jeblik,
-s� m�tte han v�re g�et fra forstanden.</p>
+hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik,
+så måtte han være gået fra forstanden.</p>
 
-<p>Mens han l� og stirrede frem for sig i sin uhyre
-udmattelse, s� han i det t�tte m�rke en gr� firkant
+<p>Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre
+udmattelse, så han i det tætte mørke en grå firkant
 tegne sig over for sengens fodende. Han ligesom
-hilste p� den og tog den med i bekendtskabet og
+hilste på den og tog den med i bekendtskabet og
 undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en
-eller anden indre forn�mmelse, og at den ikke
-lignede det andet. Men s� gik det op for ham, at
+eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke
+lignede det andet. Men så gik det op for ham, at
 det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans
-�jne hang ved det gr�, fattige lys, der var et livstegn
+øjne hang ved det grå, fattige lys, der var et livstegn
 fra en anden verden end den fordrejede, han husede
-i sig. Sk�nt det andet ikke gav fred, s� gik tiden
+i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så gik tiden
 dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span>
-ind i v�relset, og han s� beg�rligt omkring p�
-tingene, efterh�nden som de blev synlige. Skyerne
-skiltes der ude, gennem en karrig spalte tr�ngte
-solen ind til ham, men da var han faldet i s�vn;
-hans bevidsthed var et �jeblik g�et gennem ild og
-larm, men det havde denne gang ikke form�et at
+ind i værelset, og han så begærligt omkring på
+tingene, efterhånden som de blev synlige. Skyerne
+skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte
+solen ind til ham, men da var han faldet i søvn;
+hans bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og
+larm, men det havde denne gang ikke formået at
 kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Hans R�skov gik omkring i sit v�relse i overfrakke
+<p>Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke
 og morgensko, for det var koldt, og det vilde
-ikke br�nde i kakkelovnen; alting var gennemtr�ngt
-af en sur r�g, som han til dels havde f�et ud gennem
-d�ren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for
-s� v�ltede regnen ind. Der stod hele s�er i vinduskarmen,
+ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt
+af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem
+døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for
+så væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen,
 han vidste ikke, hvad han skulde stille
-op med dem, de fik lov at l�be ned ad v�ggene.
-Over for hans vinduer stod nogle r�dne, hvidkalkede
-huse, hvis tag lignede m�ddinger, der til dels er bevoksede;
-det s� ud, som om de skulde opl�ses i den
+op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene.
+Over for hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede
+huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede;
+det så ud, som om de skulde opløses i den
 voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og
-leret drev i brune striber ned ad v�ggene; de sm�ltede
+leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede
 hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom
-til syne som tr�skede benrade, mens muren regnede
-bort og fl�d som gult dynd ud p� vejen og blandede
-sig med det gr� dynd. Om lidt sank de vel sammen
-med et h�st fors�g p� at gi et brag fra sig. D�r
-var en v�g s� d�rlig, at den havde f�et en skr�
-stolpe, der gik ned i jorden, at st�tte sig til, om den
-s� kunde holde ud, men stolpen selv var gr�n og ford�rvet;<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span>
-de dybe s�r den havde f�et, viste, at dens
+til syne som trøskede benrade, mens muren regnede
+bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede
+sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen
+med et hæst forsøg på at gi et brag fra sig. Dær
+var en væg så dårlig, at den havde fået en skrå
+stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den
+så kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet;<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span>
+de dybe sår den havde fået, viste, at dens
 indre ikke var friskere end dens ydre. Den krummede
-sig allerede for murens v�gt, og det var �jensynligt,
-at den ikke gjorde det ret l�nge; den lignede
-et stumt skrig om hj�lp.</p>
+sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt,
+at den ikke gjorde det ret længe; den lignede
+et stumt skrig om hjælp.</p>
 
-<p>Hans R�skov tog mod til sig og vadede ud i �ltet,
-han tr�ngte til varme. Han gik en lang tur
+<p>Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet,
+han trængte til varme. Han gik en lang tur
 og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra
-kroen, f�lte han, at han ikke var herre over sig selv,
+kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv,
 heden havde taget magten over ham, den var ligesom
-sl�et ind og havde angrebet sj�len. Han �nskede
-sig hjem, han foretrak nu at g� i sit v�relse
+slået ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede
+sig hjem, han foretrak nu at gå i sit værelse
 og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri
 kom over ham, og det tabte sig ikke, fordi han
 stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede
-den ene efter den anden, der havde gjort ham fortr�d;
+den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd;
 han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der
-havde set p� ham med ringeagt eller ligegyldighed,
+havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed,
 eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som
-han havde opfattet, uden at den anden m�ske havde
-�nsket det; der dukkede en m�ngde ansigter op,
+han havde opfattet, uden at den anden måske havde
+ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op,
 som han slet ikke kunde huske navne til, men alle
 havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet
-havde de vakt hans uvilje, de havde v�ret glade
+havde de vakt hans uvilje, de havde været glade
 og ikke delt med ham, de havde moret sig og
-set med undren p� ham, der ikke kunde v�re med;
-ikke et af alle de blikke var undg�et ham; deres
-mangel p� deltagelse var g�et igennem hans bevidsthed
+set med undren på ham, der ikke kunde være med;
+ikke et af alle de blikke var undgået ham; deres
+mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed
 og vendte nu tilbage som et flammende
 had. Og det <span class="sic" title="[sic]">bredte</span> endnu videre som en stor ild;
-det n�ede ogs� dem, han slet ikke havde set, og
-som ikke havde �nset ham p� nogen m�de, mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span>
+det nåede også dem, han slet ikke havde set, og
+som ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span>
 han blot havde set fra ryggen, og som alene
 eller sammen med andre havde ejet noget, som
-mennesker kan v�re glade over &mdash; &mdash; alle, der havde
-haft det bedre end han, han havde noget at h�vne
-p� dem alle; om han nu havde haft stenen i sin
-h�nd, han vilde ikke holde den tilbage!</p>
-
-<p>Han stod stille midt i den �sende regn, der malede
-hele den synlige verden sammen til een forml�s gr�hed,
-men han s� det ikke, han var selv en verden af
-ild, hans blik blev h�rdt og bl�ndet og form�ede ikke
-at hvile sig ved synet af det gr�, der er som skabt
-for �jne, der har set for meget.</p>
-
-<p>Og den store ild bredte sig; den var f�rdig med
-menneskene og n�ede tilv�relsens love og vilde ikke
-la sig stanse af dem. Den var heller ikke g�et ham
-selv forbi, sk�nt han vidste, at han var uden skyld,
-skylden l� til sidst i den n�dvendighedens lov, der
-havde tvunget ham, f�rt ham fra handling til handling,
-p�n�det ham den ene stemning efter den anden
+mennesker kan være glade over &mdash; &mdash; alle, der havde
+haft det bedre end han, han havde noget at hævne
+på dem alle; om han nu havde haft stenen i sin
+hånd, han vilde ikke holde den tilbage!</p>
+
+<p>Han stod stille midt i den øsende regn, der malede
+hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed,
+men han så det ikke, han var selv en verden af
+ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke
+at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt
+for øjne, der har set for meget.</p>
+
+<p>Og den store ild bredte sig; den var færdig med
+menneskene og nåede tilværelsens love og vilde ikke
+la sig stanse af dem. Den var heller ikke gået ham
+selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld,
+skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der
+havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling,
+pånødet ham den ene stemning efter den anden
 og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang.
 Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af
-det, der var h�ndet ham; det eneste der syntes at v�re
+det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være
 hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt
-til det forcerede arbejde, det var ogs� virkningen af
+til det forcerede arbejde, det var også virkningen af
 den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde
-undg�et en fare, at han havde reddet sit mishandlede
-sind, s� var det kun en v�benstilstand, hvorunder
+undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede
+sind, så var det kun en våbenstilstand, hvorunder
 nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og
-kunde ikke komme l�ngere; der var st�nget ved porten
+kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten
 til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op,
-og lidenskaben ikke splintre med sine ub�ndige anfald,
+og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald,
 og under denne pludselige hindring for raseriet,<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span>
-der ikke har n�et sit lovbestemte h�jdepunkt, gennemgik
-han det v�rste �jeblik i sit liv, men der var ingen
+der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik
+han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen
 lindring for det, det var hans forbandelse, at han
-syntes at kunne holde til alting; han kom ogs� denne
+syntes at kunne holde til alting; han kom også denne
 gang fra det med sin forstand i behold.</p>
 
 <p>Og lige med et slap raseriet hans sind, med
 samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet
 ham; han blev ligesom mere ene, ene med en
-n�gtern, sk�lvende forst�else af sig selv, og dermed
-var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskev�rdighed
-var sl�ngt hen i <span class="sic" title="[sic]">s�len</span> som en tom kuls�k,
-og der var ikke andet at g�re end at g� hjem og i
-seng. Men inden han n�ede s� langt, var verden
-blevet ukendelig for ham; alting s� vel ud som
-det plejede; han s� n�jagtig de farver, som han
-vidste skulde v�re der, og dog var ikke en eneste
-ting til at kende igen. N�r han h�rte en hund g�,
-sae hans erfaring ham, at s�dan l�d hundeg�en,
-s�dan havde han h�rt den mange gange f�r, men
+nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed
+var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed
+var slængt hen i <span class="sic" title="[sic]">sølen</span> som en tom kulsæk,
+og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i
+seng. Men inden han nåede så langt, var verden
+blevet ukendelig for ham; alting så vel ud som
+det plejede; han så nøjagtig de farver, som han
+vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste
+ting til at kende igen. Når han hørte en hund gø,
+sae hans erfaring ham, at sådan lød hundegøen,
+sådan havde han hørt den mange gange før, men
 der var noget andet, der hviskede til ham, at denne
 lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han
-gik med h�nderne i lommen, forekom det ham, at
+gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at
 armene var drejede en halv gang om og sad forkert,
 og selv om han lod sig narre til at se efter og
-fik vished for, at der ikke var noget i vejen, s� lod
+fik vished for, at der ikke var noget i vejen, så lod
 den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde
 hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod
 til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han
-sansede, og p�tvang ham forestillingen om altings
+sansede, og påtvang ham forestillingen om altings
 forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det
-d�kkede sig bag den normale, sunde verden og lod
+dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod
 ham sanse alting dobbelt, satte fordrejelsens gift<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span>
 ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage
-verden for anden gang p� en ny, bagvendt m�de.</p>
+verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.</p>
 
-<p>Denne hjemtur var den sv�reste gang, han endnu
-havde g�et, og dog anede han ikke tiendedelen af
-de h�slige overraskelser, der forestod.</p>
+<p>Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu
+havde gået, og dog anede han ikke tiendedelen af
+de hæslige overraskelser, der forestod.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span></p>
@@ -7589,218 +7550,218 @@ de h�slige overraskelser, der forestod.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XXI" id="KAPITEL_XXI"></a>XXI</h2>
 
 
-<p>S� begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens
-forstyrrelse, efterh�nden at udspilles.</p>
+<p>Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens
+forstyrrelse, efterhånden at udspilles.</p>
 
-<p>Det syntes som om Hans R�skov skulde b�de for,
-at han havde tiet s� meget og s� ofte behersket sig. I
-anfald af raseri, der i lang tid gentog sig n�sten
+<p>Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for,
+at han havde tiet så meget og så ofte behersket sig. I
+anfald af raseri, der i lang tid gentog sig næsten
 hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans fantasi
-udf�rte, hvad han et �jeblik havde t�nkt p� og
+udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og
 straks var blevet herre over; handlinger han havde
-afvist og skammet sig over at f� lyst til, de blev
-nu p� en m�de til virkelighed; det begyndte fra hans
+afvist og skammet sig over at få lyst til, de blev
+nu på en måde til virkelighed; det begyndte fra hans
 barndom med husholdersken og gik op efter, selv en
-ubekendt mand, han en gang havde sl�et hatten af,
-blev trukket frem og lynchet af den t�jlesl�se fantasi
-&mdash; han gennemlevede en hel parodi p� sin egen
+ubekendt mand, han en gang havde slået hatten af,
+blev trukket frem og lynchet af den tøjlesløse fantasi
+&mdash; han gennemlevede en hel parodi på sin egen
 fortid.</p>
 
-<p>Samtidig bed�vedes hans indre af et uhyre spetakkel,
+<p>Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel,
 der vedvarede under anfaldene; det skreg
-og larmede &mdash; bag ved bevidstheden; han h�rte ikke
+og larmede &mdash; bag ved bevidstheden; han hørte ikke
 noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd;
 det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige
 lyde ude fra, vognrumlen eller dagligdags stemmer,
-s� svulmede de op og blev ligesom til et med den
-skjulte larm. I s�danne �jeblikke f�lte han ogs�<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span>
-selv trang til at skrige; han m�rkede et r�b, der
-arbejdede sig op gennem hans strube, og han h�rte
+så svulmede de op og blev ligesom til et med den
+skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han også<span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span>
+selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der
+arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte
 det ligesom alt det andet; han forestillede sig det
-f�rste og derp� alle dem, der vilde f�lge efter, han
-vilde fl� sig op indvendig og slide de sidste,
-tr�vlede skrig frem, indtil de hend�de i komisk
-klynkende piben, som n�r en lirekasse langsomt
-g�r i st�. Dertil vilde det passe godt, om han
-kastede sig ned p� gulvet og v�ltede omkring &mdash; &mdash;
-han t�nkte sig det med. Men han gjorde ikke noget
-af det altsammen. N�r det var overst�et, f�lte han
-en h�shed, s� at han lige straks ikke var vis p�, at
+første og derpå alle dem, der vilde følge efter, han
+vilde flå sig op indvendig og slide de sidste,
+trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk
+klynkende piben, som når en lirekasse langsomt
+går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han
+kastede sig ned på gulvet og væltede omkring &mdash; &mdash;
+han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget
+af det altsammen. Når det var overstået, følte han
+en hæshed, så at han lige straks ikke var vis på, at
 han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans
-�ren, som om han var kommet ud af en maskinhal.</p>
+øren, som om han var kommet ud af en maskinhal.</p>
 
-<p>Det var som om en gal mands sj�l var sluppet ind i
+<p>Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i
 ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden
-at fortr�nge den, og dog genkendte han alting, og
-syntes, at han havde oplevet det f�r; med uhygge
-erkendte han sl�gtskabet mellem sig selv og det, der
-havde taget plads i ham og snyltede p� hans sunde
-fornuft, s� han m�tte vente, at den en dag var udhulet
-og brast sammen til ingenting. Han f�rte en
-dobbelt tilv�relse, der ikke var et menneske v�rdig,
+at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og
+syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge
+erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der
+havde taget plads i ham og snyltede på hans sunde
+fornuft, så han måtte vente, at den en dag var udhulet
+og brast sammen til ingenting. Han førte en
+dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig,
 med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende
-ikke fejlede noget, og samtidig ern�rede hans fantasi
+ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi
 en snylter, der aldrig viste sig &mdash; efter snylteres art
-&mdash; og som syntes at skulle fort�re ham fra inden og
+&mdash; og som syntes at skulle fortære ham fra inden og
 blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans.
-Det skulde for eksempel h�nde ham, en dag da det
-blev h�jt v�r, at han ikke kunde ha nogen gl�de
-af den bl� himmel; han betragtede den med mistro
-og undren: den farve bl�t var ikke �rlig; der gemte<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
-sig r�dt under den, og han f�lte sig lettet, da de
-f�lgende dage igen bragte gr�v�r.</p>
-
-<p>Hen p� for�ret kom der mere ro; det var ligesom
+Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det
+blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde
+af den blå himmel; han betragtede den med mistro
+og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte<span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
+sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de
+følgende dage igen bragte gråvær.</p>
+
+<p>Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom
 selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber,
-der kendetegner henr�dnen. Havde han f�r haft
-anelser om ild og skrig, s� blev det nu til aske og
+der kendetegner henrådnen. Havde han før haft
+anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og
 uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig
-rundt om ham, og n�r han skulde til at falde
-i s�vn, blev det til byger af lange, meningsl�se ord
-og s�tninger. Han pr�vede at modarbejde det ved
-selv at lave ord, der var lige s� t�belige, han syntes
-han drillede fjenden, og det var ikke til at afg�re,
-om det hele var p�tvunget, eller om han gjorde det
-af fri vilje; men selv dette p�fund fattede han mistanke
-til som noget, der kunde v�re opfundet af den
-anden, og han fors�gte det ikke mere end et par
-gange. Han gjorde ogs� den erfaring, at ethvert
-fors�g p� at mildne galskaben eller ligesom narre
+rundt om ham, og når han skulde til at falde
+i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord
+og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved
+selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes
+han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre,
+om det hele var påtvunget, eller om han gjorde det
+af fri vilje; men selv dette påfund fattede han mistanke
+til som noget, der kunde være opfundet af den
+anden, og han forsøgte det ikke mere end et par
+gange. Han gjorde også den erfaring, at ethvert
+forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narre
 den for noget, gjorde den mere ondsindet; han
-m�tte la den v�re ene om sit og ikke gribe ind.</p>
-
-<p>Men hvad han mente at h�re, var ikke noget mod
-de forestillinger, der p�tvang sig. Hans bevidsthed
-havde n�et de sumpede, farlige dybder, som vort sj�leliv
-synes at hvile p�, og han overv�rede &mdash; i l�bet af
-et helt �r &mdash; en opl�sningens komedie, som der ikke
-skal g�res fors�g p� at gengive her. Han kunde ikke
-l�be fra noget; han havde perverse syner, der ligesom
-vilde kr�ve erstatning for hans livs kyskhed;
-andre udgik fra Johannes' �benbaring og bragte
-forvr�ngede billeder fra en bog, der selv er sj�lelig
+måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind.</p>
+
+<p>Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod
+de forestillinger, der påtvang sig. Hans bevidsthed
+havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv
+synes at hvile på, og han overværede &mdash; i løbet af
+et helt år &mdash; en opløsningens komedie, som der ikke
+skal gøres forsøg på at gengive her. Han kunde ikke
+løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom
+vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed;
+andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte
+forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig
 usundhed &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>S�dan ser det ud i de sj�lens dybder, som vi
-taler om med gru eller med en �refrygt, der er blandet<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
+<p>Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi
+taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
 med mystisk svimmel; i den ubetegnelige dynge,
-vor bevidsthed bygger p�, skal m�ske livets dybere
-mening s�ges; det er ikke givet, at resultatet af en
-s�dan s�gen vil falde meget storsl�et ud. Den dybere,
-alvorlige sammenh�ng eller den dybere, latterlige
-mangel p� sammenh�ng &mdash; hvilken af delene
+vor bevidsthed bygger på, skal måske livets dybere
+mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en
+sådan søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere,
+alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige
+mangel på sammenhæng &mdash; hvilken af delene
 er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi
-skal finde som enden p� sagen?</p>
+skal finde som enden på sagen?</p>
 
-<p>&mdash; Som ganske lille dreng blev Hans R�skov
-en dag for f�rste gang vidne til, at en ko blev slagtet.
+<p>&mdash; Som ganske lille dreng blev Hans Råskov
+en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet.
 Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se inde
-i det velkendte dyr, havde gjort et s� rystende
-indtryk p� ham, at han listede sig bort og gemte
-sig i en h�stak for at t�nke over det; men fra den
-dag var en ko ikke l�ngere en ko i hans bevidsthed,
+i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende
+indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte
+sig i en høstak for at tænke over det; men fra den
+dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed,
 og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde
 vokse naturligt sammen.</p>
 
-<p>Nu fik han et lignende indtryk af at se sj�len
-fl�et og sk�ret op &mdash; og g�et i ford�rvelse tilmed.</p>
+<p>Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen
+flået og skåret op &mdash; og gået i fordærvelse tilmed.</p>
 
-<p>Men over synernes r�, skinnende billeder h�vede
-hans fornuft sig for s� vidt uangreben, at den kunde
+<p>Men over synernes rå, skinnende billeder hævede
+hans fornuft sig for så vidt uangreben, at den kunde
 frasige sig lod eller del i dem; der var stadig noget,
-der holdt sig frisk, og n�r den tyngsel, der hv�lvede
-sig tung og m�rk over hans hoved, lettede et �jeblik,
-s� syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog
-p� en m�de var til at leve; den forj�ttede ham den
-store n�gternhed, som han to gange troede at ha
-opn�et, og hvori han s� sin eneste frelse.</p>
+der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der hvælvede
+sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik,
+så syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog
+på en måde var til at leve; den forjættede ham den
+store nøgternhed, som han to gange troede at ha
+opnået, og hvori han så sin eneste frelse.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Der gik et �r, og det blev lidt bedre med ham.
-Mens han f�r havde underholdt sig med uskyldigt<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span>
-leget�j, som der ikke skulde �ndelig anstr�ngelse
-til, s� kunde han nu lave sm� maskiner af tr� og
-st�ltr�d og g�re de simpleste kemiske fors�g om
-igen. Han kunde f� en hel eftermiddag til at g�
-med at fremstille ilt og br�nde tykke firtommes�m,
-som om det var t�ndstikker; det havde ogs� v�ret
-et af hans f�rste eksperimenter, da han var dreng.</p>
-
-<p>Han t�nkte sig muligheden af helbredelse og nyt
-arbejde, men s� vidt han kunde m�rke, havde han
-tabt lysten til arbejde, og det var jo ogs� meget
-tvivlsomt, om han havde beholdt �vnen til det.</p>
-
-<p>Hvad der var ham mest p�faldende, n�r sygdommen
-slap sit tag og tillod ham at t�nke p� andet
+<p>Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham.
+Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span>
+legetøj, som der ikke skulde åndelig anstrængelse
+til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og
+ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om
+igen. Han kunde få en hel eftermiddag til at gå
+med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm,
+som om det var tændstikker; det havde også været
+et af hans første eksperimenter, da han var dreng.</p>
+
+<p>Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt
+arbejde, men så vidt han kunde mærke, havde han
+tabt lysten til arbejde, og det var jo også meget
+tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.</p>
+
+<p>Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen
+slap sit tag og tillod ham at tænke på andet
 end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for alting;
 intet vakte nogen stemning i ham, hverken til
-ondt eller godt, alt var forskelsl�st. Med hensyn
+ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn
 til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle
-minder havde sygdommen bem�gtiget sig og tilsyneladende
-fort�ret; der var ingen varme ved dem,
-ikke en ond tanke kunde v�kkes ved hj�lp af erindringen,
+minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende
+fortæret; der var ingen varme ved dem,
+ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen,
 fortiden var en hob aske. At han under
-lejlighedsvise tilbagefald m�tte besk�ftige sig med
+lejlighedsvise tilbagefald måtte beskæftige sig med
 den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod uden
 for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han
-en gang havde t�nkt: at han var kommet til det
-d�de hav, hvor alt er br�ndt ud? Asken og asfalten,
-der ligger rundt om, fort�ller ikke, hvad her har
-v�ret, f�r alting blev fort�ret.</p>
+en gang havde tænkt: at han var kommet til det
+døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten,
+der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har
+været, før alting blev fortæret.</p>
 
 <p>&mdash; Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium
-i et udhus, og tog fat p� et vanskeligere
-fors�g, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald
-p� fjorten dage, og da hans sind igen var tilstr�kkelig
-befriet, til at han kunde t�nke over det,<span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span>
+i et udhus, og tog fat på et vanskeligere
+forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald
+på fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig
+befriet, til at han kunde tænke over det,<span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span>
 da mente han at ha vished for, at lysten var borte.
-Den stive energi, hvormed han f�r gik p�, den v�ldige
-fremdrift, der kunde vare uforandret flere �r,
+Den stive energi, hvormed han før gik på, den vældige
+fremdrift, der kunde vare uforandret flere år,
 var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke mere
 den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde
-drevet ham til arbejdet. M�ske havde han det s�dan,
-at han arbejdede bedst, n�r det halve af arbejdets
+drevet ham til arbejdet. Måske havde han det sådan,
+at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets
 lidenskab skyldtes en anden undertvungen
-lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sj�lens
-maskineri g�r st�t under vekselvirkninger af det,
-der anes og kues indad til, og det, der t�nkes og
-frig�res i handling udad til. Men var denne indre
-drivkraft g�et tabt, hvad s�? Selv om han endnu
-ikke var aldeles rask, og hans n�rvesystem kunde
-genvinde noget mere af den gamle kraft, s� var der
-sket en blivende forandring med ham. D�r hvor
-sygdommen havde h�rget, var han nu en hel anden,
-og der syntes ikke at v�re andet tilbage fra den
-store �del�ggelse end hans forstand. Hvis det var
-den n�gternhed, han havde attr�et, s� havde hans
-�nske v�ret d�rligt og opfyldelsen v�rre, ti den
+lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens
+maskineri går støt under vekselvirkninger af det,
+der anes og kues indad til, og det, der tænkes og
+frigøres i handling udad til. Men var denne indre
+drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu
+ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde
+genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der
+sket en blivende forandring med ham. Dær hvor
+sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden,
+og der syntes ikke at være andet tilbage fra den
+store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var
+den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans
+ønske været dårligt og opfyldelsen værre, ti den
 havde ikke bragt andet end idel tomhed.</p>
 
-<p>Det led hen p� den anden vinter; han gjorde bekendtskab
-med egnens folk og traf g�rne en eller
-anden, som han kom i tale med, n�r han gik ud;
-hjemme syslede han med fors�g, der f�r i tiden
-kun vilde ha v�ret leg, men nu havde han intet mere
+<p>Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab
+med egnens folk og traf gærne en eller
+anden, som han kom i tale med, når han gik ud;
+hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden
+kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere
 alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt.
-Han kom sig s� vidt, at han godt kunde rejse ud og
-pr�ve kr�fterne, men han gjorde det ikke; n�r han
-rejste der fra, s� var det, at pr�ven skulde st�, om han
+Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og
+prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han
+rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han
 duede til noget eller ikke, og han befandt sig for
-vel, til at han vilde uds�tte sig for et <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ugenkaldeligt">uigenkaldeligt</a><span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
-resultat. Efterh�nden blev det sp�rsm�l ham ogs�
-ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, s�
-l�nge han ikke f�lte lyst ved nogen ting.</p>
+vel, til at han vilde udsætte sig for et <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ugenkaldeligt">uigenkaldeligt</a><span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
+resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også
+ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så
+længe han ikke følte lyst ved nogen ting.</p>
 
-<p>S�dan gik der et �r til uden stor forandring.
-Han tog sig ikke noget til og var altid besk�ftiget
+<p>Sådan gik der et år til uden stor forandring.
+Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget
 ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som
-en s�r fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt.
-P� sine ture, der stadig blev l�ngere, stansede han
-og s� til overalt, hvor der blev udrettet noget, og
+en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt.
+På sine ture, der stadig blev længere, stansede han
+og så til overalt, hvor der blev udrettet noget, og
 snakkede med alle, der havde tid &mdash; som en gammel
-bedstefaer, der g�r sin sidste runde og tar afsked
+bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked
 med dem, der skal overleve ham.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -7812,643 +7773,265 @@ med dem, der skal overleve ham.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_XXII" id="KAPITEL_XXII"></a>XXII</h2>
 
 
-<p>Det var en klar, kold aften f�rst i Februar.</p>
+<p>Det var en klar, kold aften først i Februar.</p>
 
-<p>Hans R�skov var p� hjemvejen fra en tur,
-der havde varet hele dagen; han havde g�et seks
-mil og havde een igen. Det at g� var efterh�nden
+<p>Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur,
+der havde varet hele dagen; han havde gået seks
+mil og havde een igen. Det at gå var efterhånden
 blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker
-og forn�mmelser, blev ligesom stiv indvendig
+og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig
 og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de samme
-ture hver dag, ligesom plovm�ndene der hjemme,
-der m�lte den samme mark hundrede gange p� een
-dag, indtil de kom i en slags f�lelsesl�s ekstase og
-havde s� vanskeligt ved at lukke munden op og tale
-h�jt, n�r de kom hjem. Hans R�skov blev dygtig
+ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme,
+der målte den samme mark hundrede gange på een
+dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og
+havde så vanskeligt ved at lukke munden op og tale
+højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev dygtig
 stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig
-over hele hans legeme; han m�rkede det om morgenen,
-n�r han stod op; og dagens f�rste halve mil
-kunde ogs� v�re besv�rlig nok, men s� gjorde bev�gelsens
-rytme sin magt g�ldende, han gik og
+over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen,
+når han stod op; og dagens første halve mil
+kunde også være besværlig nok, men så gjorde bevægelsens
+rytme sin magt gældende, han gik og
 glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden
-syntes at sl� sig sammen med sygdommen for
+syntes at slå sig sammen med sygdommen for
 at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke
-andet af tiden, end at den skulde g�, g� forbi lydl�st,
-sporl�st, forbi ham som en, der ikke skal med, og
-for hvem det er en plage at m�rke tidens gang, fordi<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span>
-den samtidig er en m�lestok for hans egen overfl�dighed.</p>
-
-<p>Hans R�skov var en d�rlig fodg�nger; han var
-af dem, der slider for meget &mdash; b�de p� jorden og
-p� sig selv. Hvor det var bl�dt, tr�dte han dybere i
-end andre mennesker, og n�r han gik p� s�lede veje,
+andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst,
+sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og
+for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span>
+den samtidig er en målestok for hans egen overflødighed.</p>
+
+<p>Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var
+af dem, der slider for meget &mdash; både på jorden og
+på sig selv. Hvor det var blødt, trådte han dybere i
+end andre mennesker, og når han gik på sølede veje,
 tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed;
-han havde tungt ved at komme af sted p�
+han havde tungt ved at komme af sted på
 jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til,
-kunde det g�re ham livet besv�rligt nok, og han
-var tit overtr�t, n�r han kom hjem, og m�tte lide for
+kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han
+var tit overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for
 det om natten.</p>
 
-<p>M�nen begyndte at skyde sin r�de, forbr�ndte
-skive op p� himlen, da Hans R�skov drejede uden
-om en af Limfjordens mange sm� vige. Ude p� isen
-gik der b�rn; det sang vidt omkring, n�r de flyttede
-deres j�rnbesl�ede tr�sko og tog till�b. Hans R�skov
+<p>Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte
+skive op på himlen, da Hans Råskov drejede uden
+om en af Limfjordens mange små vige. Ude på isen
+gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede
+deres jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov
 fulgte vandet en halv mils vej; han konstaterede
-med �rgrelse, at han havde gjort sin tur en
+med ærgrelse, at han havde gjort sin tur en
 mil for lang, for han var allerede meget sulten nu
-og vilde alts� v�re aldeles udaset, n�r han havde
-g�et den sidste mil. Han mistede �jeblikkelig al
-sin udholdenhed, n�r han blev sulten; han blev til
+og vilde altså være aldeles udaset, når han havde
+gået den sidste mil. Han mistede øjeblikkelig al
+sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til
 en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det
-kendte han s� godt. Han kom snart til at svede af
-mathed og hviskede et halvh�jt: Idiot, hvormed han
+kendte han så godt. Han kom snart til at svede af
+mathed og hviskede et halvhøjt: Idiot, hvormed han
 mente sig selv &mdash; fordi han ikke, som han plejede,
-havde s�rget for at ha noget spiseligt hos sig.</p>
+havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.</p>
 
-<p>Han var s� optaget af sin egen �rgrelse, at han
-ikke opfattede et skrig om hj�lp, der l�d to gange ude
+<p>Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han
+ikke opfattede et skrig om hjælp, der lød to gange ude
 fra isen; tredie gang fik det ham til at stanse og
 glemme sin sult. Der var een faldet igennem. Med<span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span>
-det samme vidste han ogs�, at han havde h�rt det
+det samme vidste han også, at han havde hørt det
 flere gange; han havde vist antaget det for en slags
-<a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: hallucinasjon">hallusinasjon</a>, og det havde stemt hans sind s� underligt.
-Men nu var alt det v�k, han s� sig om
+<a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: hallucinasjon">hallusinasjon</a>, og det havde stemt hans sind så underligt.
+Men nu var alt det væk, han så sig om
 efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde
-hj�lp, men der var ingen, det var et ensomt sted.</p>
+hjælp, men der var ingen, det var et ensomt sted.</p>
 
-<p>Det var �benbart en dreng, der var faldet igennem.
+<p>Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem.
 Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke
-hele tiden, men sparede p� stemmen og udsendte
-sine skrig som n�dsignaler, med visse mellemrum,
-og s� lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.</p>
-
-<p>Hans R�skov skyndte sig ned til vandet og s�
-sig om efter en ting, der kunde v�re til hj�lp.
-Han kunde h�re drengen arbejde der ude, han gav
-sig af anstr�ngelse, idet han s�gte at komme op
-p� kanten; men han kunde nok ikke, det var vel
+hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte
+sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum,
+og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.</p>
+
+<p>Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så
+sig om efter en ting, der kunde være til hjælp.
+Han kunde høre drengen arbejde der ude, han gav
+sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op
+på kanten; men han kunde nok ikke, det var vel
 den gamle historie med det, der suger ind under isen.
-Han havde dog ikke tabt modet eller h�bet endnu;
-han skreg ikke af skr�k, han kaldte p� mennesker
+Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu;
+han skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker
 og undrede sig vel over, at der ikke snart kom nogen.
-Det var s� lydt i den kolde, stille aften.</p>
-
-<p>Hans R�skov s� sig om en gang til. Nej, han
-var nok ene om det, han m�tte selv ud. Ja ja. Han
-trak overfrakken af, lae ur og portemonn� i den,
-idet han t�nkte, at han vel ogs� selv m�tte i vandet.
-Han havde allerede f�et sympati for fyren
-der ude, der holdt sig s� tappert og brugte sin
-stemme med forstand, p� en menneskev�rdig m�de
+Det var så lydt i den kolde, stille aften.</p>
+
+<p>Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han
+var nok ene om det, han måtte selv ud. Ja ja. Han
+trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den,
+idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet.
+Han havde allerede fået sympati for fyren
+der ude, der holdt sig så tappert og brugte sin
+stemme med forstand, på en menneskeværdig måde
 og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et
 dyr.</p>
 
-<p>Hallo! r�bte han. &mdash; Hallo! l�d det der ude fra,
+<p>Hallo! råbte han. &mdash; Hallo! lød det der ude fra,
 og der kom ikke flere skrig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span></p>
 
-<p>Hans R�skov f�lte en sindsbev�gelse, som han
-aldrig f�r havde kendt. Han holdt allerede af denne
+<p>Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han
+aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne
 dreng, som han nu gik ud for at redde. Gamle erindringer
 dukkede op, ikke for at plage ham eller
-v�re stof til goldt raseri. Dette var alts� den
+være stof til goldt raseri. Dette var altså den
 tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i
-fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde v�re ene
+fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene
 om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt,
-s� man fiskede ham op med v�mmelse og
-smed ham fra sig som et �kelt insekt, der er kommet
+så man fiskede ham op med væmmelse og
+smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet
 i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke
-bange for at d�, for han var s� opsat p� at leve, at
-tanken om d�den slet ikke var faldet ham ind. Han
+bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at
+tanken om døden slet ikke var faldet ham ind. Han
 fortjente at leve.</p>
 
-<p>Isen knagede; han stansede uvilk�rlig og t�nkte:
-Om et �jeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen
-p� ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke
-kunde drive sig selv l�ngere ud ad. &mdash; Jeg er vel
-ikke bange, t�nkte han og kom til at ryste. &mdash; Det
-er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hj�lper
+<p>Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte:
+Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen
+på ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke
+kunde drive sig selv længere ud ad. &mdash; Jeg er vel
+ikke bange, tænkte han og kom til at ryste. &mdash; Det
+er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hjælper
 ikke.</p>
 
-<p>Drengen gav sig der ude, om det nu var af ut�lmodighed
-eller af anstr�ngelse for at holde fast.</p>
+<p>Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed
+eller af anstrængelse for at holde fast.</p>
 
-<p>Du er der vel endnu? r�bte Hans R�skov.</p>
+<p>Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.</p>
 
-<p>Ja vel, l�d det klart og simpelt.</p>
+<p>Ja vel, lød det klart og simpelt.</p>
 
-<p>Han kr�b p� alle fire, til isen brast under ham;
-men da han m�rkede det kolde vand, troede han,
-at han skulde f� krampe; hele hans legeme var i
-een sk�rende sm�rte, kulden ramte ham i brystet
-som et knivstik. S� kastede han sig for over, knuste
-isen med armene og sv�mmede. Drengen ventede
-t�lmodig og spurte en gang, hvordan det gik.<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
-Hans R�skov svarede med at sp�rge, hvordan han
+<p>Han krøb på alle fire, til isen brast under ham;
+men da han mærkede det kolde vand, troede han,
+at han skulde få krampe; hele hans legeme var i
+een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet
+som et knivstik. Så kastede han sig for over, knuste
+isen med armene og svømmede. Drengen ventede
+tålmodig og spurte en gang, hvordan det gik.<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
+Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han
 havde det. Jo tak, han havde det temmelig godt.</p>
 
-<p>Lidt efter kunde de to f�lges ad ind efter; Hans
-R�skov sv�mmede i den rende, han havde lavet,
-drengen kravlede forsigtigt p� isen ved siden af.</p>
+<p>Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans
+Råskov svømmede i den rende, han havde lavet,
+drengen kravlede forsigtigt på isen ved siden af.</p>
 
-<p>Hvad hedder du? spurte Hans R�skov.</p>
+<p>Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.</p>
 
 <p>Jens.</p>
 
-<p>Du kan vel nok selv g� hjem?</p>
+<p>Du kan vel nok selv gå hjem?</p>
 
 <p>Ja magelig.</p>
 
-<p>Hvis du ikke kan st�tte p� benene, s� rend p�
-alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans R�skov,
-der f�lte en stedse st�rkere sympati for det eneste
-menneske, hvem han, s� vidt han vidste, havde
-gjort vel imod; han vilde g�rne sige noget mere,
-men kunde ikke finde p� noget; desuden havde de
-nu n�et det sted, hvor han f�rst var g�et ned med
+<p>Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på
+alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans Råskov,
+der følte en stedse stærkere sympati for det eneste
+menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde
+gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere,
+men kunde ikke finde på noget; desuden havde de
+nu nået det sted, hvor han først var gået ned med
 isen.</p>
 
-<p>Nu skal jeg da hj�lpe Dem, sae drengen.</p>
+<p>Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.</p>
 
-<p>Det kan du ikke, min ven; s� falder du bare i
-for anden gang; jeg blir n�d til at knuse isen et godt
-stykke, f�r jeg kan komme op.</p>
+<p>Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i
+for anden gang; jeg blir nød til at knuse isen et godt
+stykke, før jeg kan komme op.</p>
 
-<p>Ja men s� er det da bedst at jeg &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+<p>Ja men så er det da bedst at jeg &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Nu skynder du dig at komme hjem, det er det
 bedste for dig.</p>
 
-<p>Ja ja. S� siger jeg da s� mange tak &mdash; &mdash;</p>
+<p>Ja ja. Så siger jeg da så mange tak &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Selv tak. Farvel, Jens.</p>
 
-<p>Hans R�skov s� efter drengen, der l�b ind mod
-land p� sine vaklende ben.</p>
+<p>Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod
+land på sine vaklende ben.</p>
 
-<p>S� var det mig, mumlede han.</p>
+<p>Så var det mig, mumlede han.</p>
 
-<p>Han begyndte at sl� i isen. De f�rste to alen
-gik let, men snart m�rkede han, at en d�delig mathed
-lammede hans h�nder. Han h�vede sig op p�<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span>
-isen, der kn�kkede under hans v�gt, og p� den
-m�de kom han igen et par alen fremad. Derefter
-syntes den at v�re solid nok til at kunne b�re
+<p>Han begyndte at slå i isen. De første to alen
+gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed
+lammede hans hænder. Han hævede sig op på<span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span>
+isen, der knækkede under hans vægt, og på den
+måde kom han igen et par alen fremad. Derefter
+syntes den at være solid nok til at kunne bære
 ham.</p>
 
-<p>Han hvilede sig lidt med b�gge h�nder om iskanten,
-men under denne hvile svandt n�sten alle
-hans kr�fter. Han form�ede ikke at h�ve sig op;
+<p>Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten,
+men under denne hvile svandt næsten alle
+hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig op;
 benene blev trukket den anden vej.</p>
 
 <p>Hans er blevet gammel, mumlede han.</p>
 
 <p>Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som
 han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting.
-Da trak der ligesom et smil over hans stivnede l�ber:
-Her skulde det alts� ende. &mdash; Det sm�rtede i
-brystet; hvert �ndedrag af den kolde luft gjorde
+Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber:
+Her skulde det altså ende. &mdash; Det smærtede i
+brystet; hvert åndedrag af den kolde luft gjorde
 ondt der nede, og hans hoved blev tungt.</p>
 
-<p>Han s� ind mod land, hvor drengen ikke mere
-var til at �jne. Han var vel snart hjemme. Han
+<p>Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere
+var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han
 kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde
-dog nogen at holde af i sit sidste �jeblik. &mdash; Jeg har
-taget hans plads her, t�nkte han; han skal ta min
-plads i verden, det er et godt bytte. S� er det dog
+dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. &mdash; Jeg har
+taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min
+plads i verden, det er et godt bytte. Så er det dog
 ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv
-d�r.</p>
-
-<p>Han s� op, himlen havde ligesom l�ftet sig, stj�rnerne
-stod h�jere over hans hoved end ellers; den
-sagte vind puslede med hans v�de h�r. Lammelsen
-tog ham nede fra, hj�rtet slog med besv�r, og der
-udgik en �ngstelse fra det, som s� ofte f�r, men
-d�sigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han
-blinkede tungt et par gange og f�lte ikke mere kulden;
+dør.</p>
+
+<p>Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne
+stod højere over hans hoved end ellers; den
+sagte vind puslede med hans våde hår. Lammelsen
+tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der
+udgik en ængstelse fra det, som så ofte før, men
+døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han
+blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden;
 det var ligesom vandet var blevet lunkent.</p>
 
-<p>Han fors�gte at f� �jnene op. Var der ikke noget,<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span>
-der skinnede et sted? En kostbar ting, der l� og vinkede
+<p>Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget,<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span>
+der skinnede et sted? En kostbar ting, der lå og vinkede
 i solskinnet?</p>
 
-<p>Et venligt, r�dt sk�r bredte sig for hans lukkede
-�jne, idet han gik under, som kunde det v�re
+<p>Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede
+øjne, idet han gik under, som kunde det være
 genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der
 endelig havde fundet vej til ham.</p>
 
 <div class="trnote">
 <h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
 <ul>
-<li><a href="#rett_1">s. 1</a>: blinke i solen som sm�[smaa] bitte lygter, s�dan svedte</li>
-<li><a href="#rett_2">s. 6</a>: af et gr�sstr�[gr�sstraa], men drejede han blot hodet, s�</li>
+<li><a href="#rett_1">s. 1</a>: blinke i solen som små[smaa] bitte lygter, sådan svedte</li>
+<li><a href="#rett_2">s. 6</a>: af et græsstrå[græsstraa], men drejede han blot hodet, så</li>
 <li><a href="#rett_3">s. 7</a>: af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse[cigarkasse]</li>
-<li><a href="#rett_4">s. 12</a>: g�rden. Nu gjaldt[gjalt] det om at ingen fik noget at vide</li>
-<li><a href="#rett_5">s. 15</a>: Hans udspurte[udspurgte] kammeraten om br�k; han l�rte i</li>
-<li><a href="#rett_6">s. 15</a>: Hans udspurte kammeraten[Kammeraten] om br�k; han l�rte i</li>
-<li><a href="#rett_7">s. 25</a>: var han ogs�[ogsaa] selv n�r ved at anse sig for et</li>
-<li><a href="#rett_8">s. 26</a>: menneske. Han t�nkte p�[paa] Eva og kl�dte sig p� i</li>
-<li><a href="#rett_9">s. 50</a>: han �je p�[paa] en flok drenge fra byen, og han hviskede</li>
-<li><a href="#rett_10">s. 74</a>: villige hukommelse og satte hans sind i[i i] en bev�gelse,</li>
-<li><a href="#rett_11">s. 75</a>: del af ens sind bereder een uundg�elige[uundgaaelige]</li>
-<li><a href="#rett_12">s. 79</a>: men den er som vin at ind�nde[indaande]. Nej meget mere</li>
-<li><a href="#rett_13">s. 83</a>: h�stet lys, hvormed han kan g�[gaa] ind i den m�rke</li>
-<li><a href="#rett_14">s. 88</a>: hendes n�rhed. Alvorlige m�nd[M�nd], der havde de v�gtigste</li>
-<li><a href="#rett_15">s. 97</a>: for en snes �r siden for f�rste gang[Gang] s� et dampskib</li>
-<li><a href="#rett_16">s. 100</a>: sae Ahlmark, og der[det] var et brag som n�r en</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 12</a>: gården. Nu gjaldt[gjalt] det om at ingen fik noget at vide</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 15</a>: Hans udspurte[udspurgte] kammeraten om brøk; han lærte i</li>
+<li><a href="#rett_6">s. 15</a>: Hans udspurte kammeraten[Kammeraten] om brøk; han lærte i</li>
+<li><a href="#rett_7">s. 25</a>: var han også[ogsaa] selv nær ved at anse sig for et</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 26</a>: menneske. Han tænkte på[paa] Eva og klædte sig på i</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 50</a>: han øje på[paa] en flok drenge fra byen, og han hviskede</li>
+<li><a href="#rett_10">s. 74</a>: villige hukommelse og satte hans sind i[i i] en bevægelse,</li>
+<li><a href="#rett_11">s. 75</a>: del af ens sind bereder een uundgåelige[uundgaaelige]</li>
+<li><a href="#rett_12">s. 79</a>: men den er som vin at indånde[indaande]. Nej meget mere</li>
+<li><a href="#rett_13">s. 83</a>: høstet lys, hvormed han kan gå[gaa] ind i den mørke</li>
+<li><a href="#rett_14">s. 88</a>: hendes nærhed. Alvorlige mænd[Mænd], der havde de vægtigste</li>
+<li><a href="#rett_15">s. 97</a>: for en snes år siden for første gang[Gang] så et dampskib</li>
+<li><a href="#rett_16">s. 100</a>: sae Ahlmark, og der[det] var et brag som når en</li>
 <li><a href="#rett_17">s. 102</a>: mat ud, og mens hun betragtede sin sigaret[cigaret], hvorfra</li>
-<li><a href="#rett_18">s. 103</a>: sigaretten[cigaretten] og udsendte en r�gsky i retning af ham</li>
-<li><a href="#rett_19">s. 107</a>: med en lidt spids n�se og tynde fremst�ende[fremstanende]</li>
-<li><a href="#rett_20">s. 116</a>: hang ned som to massive sp�rsm�lstegn[sp�rgsm�lstegn]; mellem</li>
+<li><a href="#rett_18">s. 103</a>: sigaretten[cigaretten] og udsendte en røgsky i retning af ham</li>
+<li><a href="#rett_19">s. 107</a>: med en lidt spids næse og tynde fremstående[fremstanende]</li>
+<li><a href="#rett_20">s. 116</a>: hang ned som to massive spørsmålstegn[spørgsmålstegn]; mellem</li>
 <li><a href="#rett_21">s. 142</a>: den gamle mand[Mand], der befandt sig vel i hans selskab og</li>
-<li><a href="#rett_22">s. 161</a>: Skal De s� ikke ind og danse? spurte[spurgte] hun</li>
-<li><a href="#rett_23">s. 164</a>: Men s�t, at hun var g�et[gaaet] hjem. Han rejste sig</li>
-<li><a href="#rett_24">s. 165</a>: Men s� kom der pludselig noget, der stansede[standsede]</li>
-<li><a href="#rett_25">s. 215</a>: vel, til at han vilde uds�tte sig for et uigenkaldeligt[ugenkaldeligt] </li>
-<li><a href="#rett_26">s. 218</a>: hallusinasjon[hallucinasjon], og det havde stemt hans sind s� underligt.</li>
+<li><a href="#rett_22">s. 161</a>: Skal De så ikke ind og danse? spurte[spurgte] hun</li>
+<li><a href="#rett_23">s. 164</a>: Men sæt, at hun var gået[gaaet] hjem. Han rejste sig</li>
+<li><a href="#rett_24">s. 165</a>: Men så kom der pludselig noget, der stansede[standsede]</li>
+<li><a href="#rett_25">s. 215</a>: vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt[ugenkaldeligt] </li>
+<li><a href="#rett_26">s. 218</a>: hallusinasjon[hallucinasjon], og det havde stemt hans sind så underligt.</li>
 </ul>
 </div>
 
-
-
-
-
-
-
-
-
-<pre>
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Hans R�skov, by Knud Hjort�
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS R�SKOV ***
-
-***** This file should be named 41956-h.htm or 41956-h.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/1/9/5/41956/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
-
-
-
-</pre>
-
+<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 ***</div>
 </body>
 </html>