diff options
Diffstat (limited to '41956-0.txt')
| -rw-r--r-- | 41956-0.txt | 5987 |
1 files changed, 5987 insertions, 0 deletions
diff --git a/41956-0.txt b/41956-0.txt new file mode 100644 index 0000000..d234e43 --- /dev/null +++ b/41956-0.txt @@ -0,0 +1,5987 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. Kursiv tekst +i originalen er gengivet med _understreg_. + + + + + KNUD HJORTØ + + HANS RÅSKOV + + KØBENHAVN + DET SCHUBOTHESKE FORLAG + J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG + 1906 + + + J. COHENS BOGTRYKKERIER + (GEORG A. BACH) + + + + +Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret +fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med +kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; +så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en +dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede +først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i +solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang +de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale. +Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje +endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde +kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde +man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og +pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte +grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og +blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg. + +Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var +gårdens ældste søn, Hans -- kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær +sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; +vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt +og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds +øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans +havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen +skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt +al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, +der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede +efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet +på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene +øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde +ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som +han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det +var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på +loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og +hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker +på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring +på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. +Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned, +ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave +elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat +ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem. + +Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen. +Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte +så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde +givet ham et snit i den ene finger. -- Nåda, sae han vredt; hvad skal +det til? Du kan godt blive fri. -- Han løb ind i tørvehuset, hvor han +havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet; +dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der +var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den +gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har +den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump +halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de +derfor ha lov at skære en i fingrene? + +Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en +gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke; +man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt +mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde +man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del +af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en +æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden +mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den; +den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde +levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i +øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i +indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke. + +Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en +god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en +snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar +den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast. + +Gå så, sae han. + +Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre +i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den +anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans' +sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle, +at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være +så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han +hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte +til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen +fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at +begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der +havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig +meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld +strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var +tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et +ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede +den at gå. + +Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det +vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog +han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden +med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved +sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så +gik han meget langsomt -- skønt hans hænder dirrede -- hen til den +stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans +beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der +var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede +den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han +betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel +i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde +ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke +arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig +godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han +stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede +den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo +mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane, +hvad det en gang havde været. + +Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke +nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han +alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han +var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han +gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød +klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han +ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han +havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved +siden af, sparkede den der ned og kastede til over den. + +Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en +lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i +ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han +vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at +følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode +igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det +nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke +opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at +det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad +mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv. + +Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør +din pligt. + +Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu +var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på +ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen +imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne +og rystede en mængde bønner af sig. + +Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de +tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig +på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke +straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de +bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb +i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da +de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang +tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede +han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel +og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle +slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var +der igen en stemme, der skrålede efter ham. + +Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften, +for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde +fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde +hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over +engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng +og genboens mose. + +Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende +vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen +risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene +følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte +hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de +fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens +sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, +dog trænger mest til. + +Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille +sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er +anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse +af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse -- -- + +Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården, +mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om +smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags +ubehageligheder på den anden. -- Hvad skal du? Jeg spør, hvad du +skal. -- Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger +du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? -- Hvad, er du dær inyw, +skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du +glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra +din mad? Hans! Ha--ns! + +Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom +blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul +blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte +glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod +ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var +sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre +på -- for andre. + +Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i +borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så +havde hun andet at bestille. + +Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var +blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde +jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man +kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig. + +Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til +at ta den forestående kamp op. + + + + +Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst; +Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte +egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra +fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide +det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og +sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at +han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste +deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme +noget -- -- og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor +og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok +skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først +havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det +var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men +husholdersken -- -- å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået +noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og +forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad +han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og +drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes -- -- Det var +fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den +elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af +med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han +sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han +altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at +blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om. + +Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var +lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og +han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det +havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen. + +Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange; +ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden +stak som nåle på siderne af hans næse. + +Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og +som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende, +skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød +sådan: + + Min bedstemor + fik trillinger hvert år, + som hver en nok så net + af bedstefar blev ædt. + +Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog +ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i +halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade, +indtil vandet lukkede sig over ham. Det brændte og isnede på een +gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var løftet højt +over ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at han fløjtede den +tossede vise: Min bedstemor -- --. Den slap ham ikke mere, så længe +han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med +lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog +fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned +i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han +klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den blev her nede, og +så tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra +det, der sugede dem fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent +oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde den itu indefter, +og under stadig fløjten, der undertiden blev hakket i stykker af hans +klaprende tænder, slog han bid efter bid af isen, først med knoerne, +så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde længere, trak han +ærmerne ud over hænderne og slog til med hele armen, og stadig måtte +han passe på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en +fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene; +det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet +en lang bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. Men det +blev galt igen, da han ikke kunde slå mere is i stykker, for han +blev suget ned lige så tit han kravlede op. Han _tænkte eder_; han +kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men +han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde luft svalede langt +ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede +i brystet blev han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den +luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus. + +Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes +han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå +stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting, +og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i +isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene +kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul, +han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden +slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom +skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været +plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen +helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen +fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i +sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var +kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han +aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm +og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn. + + + + +At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker, +der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene +var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført +tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine +skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig +fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes, +kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af +de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder +til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at +kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også +en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede +mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev +ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke +selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af +lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten +lige med et var blevet en slem dreng -- til sorg for mange, og ingen +kunde begribe hvad der gik af ham; men han _var_ ikke mere den han +havde været. + +Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu +fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj +eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk +på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om +udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig +rigtig vidst det, før hun sae det. + +Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet +en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod +han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen +på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og +det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis +der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at +han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på +lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme, +fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev +udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han +det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen +nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en +åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang +kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte. + +En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme +bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine +tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det +nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om +længe bekvemmede han sig til at spørge. -- Det kaldtes at forkorte; +man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie +led med samme tal. + +Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var +regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun +rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, +fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte +kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte +brøk; det var ikke svært. -- Lad mig få addisjonen med med det samme! + +Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden. + +Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en +påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham. + +Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så +skal du se sikken en masse sludder. + +Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så +vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle. + +Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var +mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi +han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men +hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet +helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to +sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -- -- du er så våd, din +gris. -- Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på +hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans +så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte +forskel på hunden og dem. + +Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var +lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med +albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte. + +Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. +Du trænger nok til at få nogen smæk. + +Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat! + +Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor. Han +blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en +gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt +skrin, og der var ingen, der kunde åbne det. + +Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på, +at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig. + +Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest +ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det +ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, +fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, +der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik, +disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde +oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så +havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde +flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet +af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under +pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning +af modværge. Senere da det var bagefter, _tænkte_ han sig, hvordan +han kunde ha slået igen. + +Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det +jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene +var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv +imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere +forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed. + +Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han, +hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky +på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været +hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han +anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der +først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun +een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans +eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og +lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig +efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som +den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i +ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke +kunde få op. + +I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde +udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da +Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede +den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var +så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske, +hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en +overbevist synder mellem lutter retfærdige. + +Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde: +alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at +det måtte være en lindring at være blind. + +-- -- Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede +at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine +skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og +som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det +altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da +han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været +nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet +det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun +vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud +og _smæk_ vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og +rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han +havde lyst til at stikke ud. + +Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev +låset af. + +Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede +hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i +stykker på kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der +rungende lussinger, han kunde tænke sig dem -- -- -- og så tog hun fat +på at tale ham til rette. + +Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede +virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, +han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun +gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke +var blevet endnu. + +Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? -- Hun +vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte +smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, +at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved +ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en +gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede! + +Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en +maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og +det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå, +ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for +ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; +skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han +mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og +kvalmefornæmmelsen kom igen. + +Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en +uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han +nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget +af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i +stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær +sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis +også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i +køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham +og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. +Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig: + +Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og +lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer +du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, +man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak, +og så rækker man hånden ud og tar imod det. -- -- -- + +Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var +ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet +på ham. + +Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene +og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor +din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart +du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den +kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, +når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og +gabe, inden der er noget at gabe over -- -- + +Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende. + +Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at +hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den +troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen. + +Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning. + + + + +Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos +naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde +kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet. +Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun +hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på +ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to +gange, før hun forstod det. -- Hans Råskov. Kan du ikke tale mere +tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun +havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne, +han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved +at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre +pigers næser; den var så smal og bestemt. + +Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok på mig. + +Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han +vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden +hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han +talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening +lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende +ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun +var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når +der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som +om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej +bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun +kommanderede ham ud. + +Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten. + +Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var +vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke +helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han +følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før. + +Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil. + +Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, +da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin +tone, og dansede væk med den. + +De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort +pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt +med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den +lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester +i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva +springende. + +Lær mig det, sae hun. + +Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, +hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun +prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at +vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag +efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let +ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, gå +dog væk med det tossede stads. + +Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt +sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille +om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame. +Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der +pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; +her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde +sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; +han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, +som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var +smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her +ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og +når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans +landsby, -- og som naturligvis ikke lae mærke til ham -- så havde han +ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem, +å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså +dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte +om dem. + +Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han +var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at +det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham +ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et +fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over +for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og +hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige +tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han +en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe +kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den +slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun +ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem. + +Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv -- nej +ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var +kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han +kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt +fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig +og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt +af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres +ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem +to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om; +han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede +ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham, +men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen, +inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på +hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så +han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld +skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der +hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng +og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog +ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen +dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne +enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud. +Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to +kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig +til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en +gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i +virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for +at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort +i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej; +det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at +røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet +»forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft. + +Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte +han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der +både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som +noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under +hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og +blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i +tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde +begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede +et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans +sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på +mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på +formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var +over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden +for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken +om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og +med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik +han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på +en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans +sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig +så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til +mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet +ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til. + +Så kom Eva i spidsen for de andre børn. + +Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom +hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes +øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en +hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers +nok være med til at lege. + +Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken +Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han +havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog, +at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an, +men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva +i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han +skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde +de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den +begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og +da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og +måtte se ned i jorden. + +Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den +store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den +dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og +afgørende, som hun sae alt andet: + +Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med. + +Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, +skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog +den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig +følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind +i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende +sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte +hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun +så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København +kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom; +men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå +øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; +nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem, +når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige +på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik +haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der +hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til +hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig +tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand. +Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også +lidt bange for den sten, han stod med i hånden. + +Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae +ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame +havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det +samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti. + +Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han +skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik, +anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at +det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt +han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre +sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem. + +Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans +kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden +af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad +der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også +forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde +båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på +hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt, +et mærke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende så vel +som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde +havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når +lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par +timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han +tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget, +han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i +søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker, +altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst +var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en +krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de +tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå +så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede +om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv +til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig +rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået. + +Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik, +som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i +skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog +tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i +dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning +svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den +sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at +optage en indgribende oplevelse. + +Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring. + + + + +Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen +dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik +ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; +de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på +himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, +uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en +sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, +og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den +mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og +små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på +halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul +hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs. + +Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede +om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu +igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og +husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. -- Og ud af sin +uudtømmelige grube af historier begyndte han: + +Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, +gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på +gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og +somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke +folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, +og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi +sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og +gå med i kirken, Rasmus -- -- sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus +grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. +-- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er +da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge +mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så +var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad +bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over +været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, +men fruentømmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og sætte dig +ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det +vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at +sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i +et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. -- Nu +skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder +at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke +vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo +en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, +kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- -- + +Blev han ramt? spurte pigen. + +Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående +op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til +menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg +var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han +ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det +naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme +af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og +tråd og den slags. + +-- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et +sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han +havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting +købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae +han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der +stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over +bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven +hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af +bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et +indtryk på ham. + +Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent +samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, +og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre +fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og +så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk +sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og +giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre +ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase +dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede +ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, +hvad han havde været så optaget af. + +Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han +løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med +halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i +normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe +det ligegyldige bæst og gik videre. + +Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner, +men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket +husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget +han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb +ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; +han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være +at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier +om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så +ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede +dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en +lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og +farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst. +Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd +i husmandens historier. + +Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i +portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud +over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt +mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag, +duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte +mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at +føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde +glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle +ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. -- + +Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange +som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det; +det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting +der ude blev fremmed. _Hjemmet_ -- det lå mellem de fire længer, +udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne +ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og +stakkene. Hvem skulde han få med? + +-- Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var +indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig, +så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og +gården alene tog halvdelen af udsigten. + +Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og +udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om +han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde +blive. + +Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var +det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt +ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede +i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae: +H--m, h--m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand, +der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var +så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den +var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel +ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette +sørgelige: H--m, h--m, der fulgte efter hvert lyn. + +Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt +i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde +høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen +om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt, +sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over +forstavnen. + +Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på +alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han +gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde +heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted +hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad +så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde +sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham +om noget. + +-- Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og +forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte +sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig, +den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte +sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog +fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så +spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans +blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene, +der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt +fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom, +for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse +det skrig, der lurede i ham. + +Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på +horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort, +mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, +og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om +lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre +skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen +skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned, +kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes +mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med? + +Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig +metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev +ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der +borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene +skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der +havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans +gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften, +han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede +farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved +siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en +rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på +hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen +over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem +råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav +forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men +ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren +op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken +bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald, +der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom +ned for at klappe ham. + +Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive +forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig +stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter +bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps +var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men +med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben, +kyllinger, knaldepiske og sød mælk. + +Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, -- der var +noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende; +køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad +ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for, +kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af, +så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde +ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden -- det var den +klogeste mand i sognet --, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når +nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde +hentes dyrlæge. -- Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. -- +En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da +han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte +efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset, +dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen +omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden +gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs +skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke +tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de +ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke +på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte +der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det +var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det +bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var +at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; +folkene var jo ikke så glade ved det. Ja -- dær fandt de så en +gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og +negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i +vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik +set den. + +Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig. + +Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud. +Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans +fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor +og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne +venlighed fra en hunds side -- det var omtrent den eneste, Hans +kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte -- +dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt, +der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham +noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det. +Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted -- som en rusten gryde, +fuld af hår og negle -- ligge og lure og tiltrække blod og galskab +oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over +hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod -- -- og man +vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med +at grave efter det -- -- + +Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng. +Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen +betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor +hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde +forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo +til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale +om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, +han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med +det forsæt sov han ind. + + * * * * * + +Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod +som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget +varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den +dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den +hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå +op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede +den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige +svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på +den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru +stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var +nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var +knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre +sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han +gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor, +men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig +havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat; +men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde, +det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene +og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra +hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans +hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at +det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i +vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der +endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig. + +Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes +sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt +øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et +knippe. + +Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, +hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt +ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han +rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive +svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke +skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og +holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der +er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i +vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans +vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden +for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer +ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent +gabfuld tænder og et vredt glam. + +Ti stille, hund! + +Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet, +og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og +hylede af smærte i stedet for. + +Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en +lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet +ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på +forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som +han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik +adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den. + +Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; +han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel, +rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted, +der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et +lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå +himmel. + +Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig +længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han +fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde +en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han +rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige +flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der +atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin +kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte, +hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv, +der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og +bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i +hullet og vendte sig for at gå hjem. + +Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken, +og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den +gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne. + +Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og +da alt var lyst, gik han hjem og i seng. + + + + +Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen +og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke +maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og +duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød +med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten +ikke var til at lokke ud gennem halsen. + +Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe +havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens +datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser +man aldrig noget til dig? -- Som den, der var blevet opsøgt og +først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn. +Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et +par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige +folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige +naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så +alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme +tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder, +de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket +i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. -- Hvorfor kommer du +aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. -- Han +vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae +så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. -- Bondelømmel, sae hun. +-- Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun +var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende +bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede +sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri +for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han +tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette +bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde +se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han +var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide +at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående +aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han +nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere +fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så -- -- -- + +Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo +og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte, +hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var +ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for +at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og +besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne +satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom +til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få +ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig +frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå +den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom +alt andet. + +Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige +og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så +hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en +glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og +lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den +arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det +spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer, +hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt +ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få +lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som +de to der ovre. + +Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg, +diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale, +og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han +talte; han havde det hele for sig -- -- Men henne ved døren kom een +ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs; +dr. phil.'en forsvandt -- -- -- + +Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n +svare, skal du ha noget mer kaff'? + +Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat +af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han +stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken +om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen +til stien og dukkede sig; det var dem. + +Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde +erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i +sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme +fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers +mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De +lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer +og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder -- -- så foretrak +han at høre på gårdens karle og husmænd. + +Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde +gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af +ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han +satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et +spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i +et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne. + +Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af +den mands mund, det må være ringeagt. + +Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre +noget som helst ved ham vilde være dumt. + +Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til +det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme +det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i +hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske +til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at +måtte flygte fredløs for menneskers øjne -- -- + +Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den +efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen +foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et +skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller +anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter +sin bedrift. + +I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i +stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde +set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved +vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog +sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse +timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han +havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran +den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man +ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af? + +Nej! + +Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde +afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang. + +Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok +drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke +kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller +også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget +triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De +kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den +blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der +havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været +svært utålmodige! + +Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var +han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men +nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der +var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge +ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte +han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der +ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det, +han tænkte sig. Anså de ham for vigtig -- godt, så ringeagtede han +dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne +alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem. +Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, +men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu. + +Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om +ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen, +at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt +mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre +mennesker. Søren -- den rødhårede dreng -- var blevet helt glad, +da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets +lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og +spiste. + +Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og +så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden +havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under +øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde +han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der +brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og +hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en +frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han +lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en +svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede. + +Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans +stod over for hinanden. + +Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt +kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men +hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham. + +Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev +Søren. + +Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han, +og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig +appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens +staldlugt. + +Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren, +der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind +på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger +de; og du vil ikke hilse på andre folk nok. + +Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde +lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning. + +Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans. + +Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede +som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne +fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem +om af bar lærdom. + +Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne +moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, +og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til +siden. + +Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen. + +Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp. + +Hvem skal ha klø af den? -- Søren rakte efter den. + +Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om +på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen +været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde +tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke. + +Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han +havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået +en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det +tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede +et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt +nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans +en knyttet næve i synet. + +Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed. + +Han fik lov at ta den. + +Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad +skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige +pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint +og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund +og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag +kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af +livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker +drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede +ventede på at blive udløst af Sørens første angreb. + +Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en +vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er +tosset. Og du banker de små; gør han ikke? + +Jo--o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, +at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det. + +Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde +opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han +helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; +han kunde heller ikke få bestemt sig. + +Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde. +Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, +og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han +udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig +ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb +nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig +stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under +øjet, så han faldt. + +Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå--å, nu kommer du i +tugthuset! + +Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han +kommer til at køre alene hjem, for jeg dør. + +Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med +ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en +undsigelse, inden han gik. + + + + +En aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet +med sin kemi hele dagen; nu havde han læst bogen igennem, og med +forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget, +der optog tankerne så stærkt; men når han gik og spaserede som nu, så +mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke +godt med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget +at tænke over, som han burde ha undgået; han var snart lige glad med +at passe på; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, så +længe han var hjemme. Men når alt var nyt omkring ham, så vilde han +begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en +ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til +at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde +han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene +eller den anden måde. + +Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod +ham; det var Søren. + +Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse, +ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu +spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var +ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften +og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt +sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med +den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden +Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare +han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå +hen og vende ham med foden og se, om han var død. + +Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du +se, -- og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under +venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy +mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg +selv betale -- -- + +Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var +endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer +ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han +i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og +skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under +venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet, +som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft. + +Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab. +Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt +sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand +på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte +helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med +de forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af +ham, mens de rullede hen ad jorden. + +Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod +Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men +kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde +givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af +halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede +han bort i skældsord. + +Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit +infame bæst! Jeg skal -- -- + +Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan, +hviskede han; hvad har du at vræle for? + +Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans' +højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. +Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere +følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu, +hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse +for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til +sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben. +Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der +fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte +Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved +at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud +var bleven siddende mellem Hans' tænder. + +Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som +pryglene, der tog kræfterne fra ham, og for hans øjne flimrede en +blodpøl på en mørkegrå markvej -- som kunde et kreatur dær ha brækket +benet og være blevet stukket med det samme -- den krøb ud i mange +flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede +der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for +at gi et brøl af sig -- -- + +Nå, har du så fået nok? + +I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans +fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som +når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han +så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting. +Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han +havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der +har bragt sine sager i orden. + +Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte +sten i hodet på ordenlige mennesker. + +Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste +gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel. + +Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne +lugte. -- Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og +gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. -- Du sku' eg'lig selv slås +ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge. + +Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet +størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over +denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i +cement. + + + + +Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige tur ned til søen; +det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København +og begynde på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed +ved det; hvor han så kom hen, vilde han blive nød til at tænke på +det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre måneder: +Han havde endnu ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke +gjort noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans sind som +et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt sig drabet på Søren. Han +havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han +havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, passet Søren op +og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg +dig ihjel. Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham +en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han +havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke +fortsættes; han kom aldrig til at du til noget. + +Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. -- Hans tænkte så meget; +det var sjældent at han sae noget af betydenhed, men når det skete, +kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han +havde hørt sig selv sige. + +I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par +rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste +nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen. +Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre +den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers +måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste +han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting +udrettede, og alligevel havde han følt _nødvendigheden_ lige så +stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres. +Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så +at han kom til at gå med det hele sit liv. + +Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var +kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel -- -- det var +snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet +i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på +ham selv, det fortærede hans sjæl -- -- og nu skulde han rejse langt +bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i +ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede +vilde det blive endnu værre. + +Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene +revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en, +der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik +nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det +knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når +man går på usikker is -- -- + +Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken; +han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han +kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag +og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp. + +Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle +enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom +klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et +øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al +den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede +rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at +stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det +ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre. + +Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen +svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen +og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha +lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der +ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden. + +Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når +han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede +han også så forbandet? -- Hans kunde ikke stå stille, han løftede på +benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik. + +Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til +det. -- Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk +bare løs; brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen +kulde på den måde. + +Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund; +han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme +hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham; +han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer. +Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs +sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så +blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en +gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste +måske ikke selv hvordan han skreg. + +Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå +fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at +komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om. + +Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået +en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt, +at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er +kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham +ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af +sted. + +Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han +hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i +ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede +sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage. + +Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han +havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men +nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde +begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde +blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere. +Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være +bange for sig selv resten af livet. + +-- Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede +sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød +løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det +skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen, +hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en +døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord +at klage med end sine sidste suk. + +Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til +søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen. + +Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde, +og lidt efter fik han sit mæle igen. -- Gud fader, søn og helligånd, +stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn +-- -- + +Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede +Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden, +Søren stavrede usikkert bagefter. + +Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme. + +Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb. + +Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven? +tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til. + +Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at +gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til +at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig +med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger. +Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed, +at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne. +Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i +skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven, +han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at +træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at +forhindre, at noget sådant gentog sig. + +Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan +skal vide, at det _skal_ blive anderledes. + + + + +Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til København for at +studere, lignede han ikke ganske de andre lærelystne drenge, der tit +kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der +kan opsamles i en familie, der slægtled efter slægtled lever uden +for kulturen; hos ham føltes alt det, hans forfædre havde levet i, +som noget der var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han +ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at +han kom der fra. -- Hvad skal jeg så gøre med de andre? sae hans +faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde være; -- de har heller +ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til at la jer +studere allesammen. -- Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han +var alene, tænkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmænd +ud af de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt mærke til, at +deres lyst ikke gik i den retning. Sæt at han havde været en af de +yngre, og der ikke havde været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om +måneden -- -- Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde +stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lægge til +side af dem, hans faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han kom +til at koste? Men så slap han da fra det. Han vidste godt, at han +var egenkærlig, og han fik det også tit nok at vide, navnlig var +husholdersken utrættelig: Tænk at han skulde koste så meget, og at +han ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder Hansen en aften: Ja +ja, han er den første jeg koster noget på, og så er det bedst, jeg +gør noget ud af det, mens jeg har råd til det. + +Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt +sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at +gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud +der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten. +Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde +de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden, +for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han +glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om +ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor +gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit +eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor +lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver +dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent +til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv +derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig. + +Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og +han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde +for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var +sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb +tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene. +Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke +noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i +mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet +sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med +lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved, +og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med; +der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære, +der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser +over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et +slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men +nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen +en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev +en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete, +at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den +revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så +mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, +og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd, +der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse +havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at +huske, var han blevet helbredet for. + +Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt +i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed -- det de +plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende +år -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og +krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane, +at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte +sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det +bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående +mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, +-- men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin +støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig +nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et +laboratorium. + +En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men +virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til +at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde +være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af +at høre -- den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme +på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at +snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor +uskyldig -- -- Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var +heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten +femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. +Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer +skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke +længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på +at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest +optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst +i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. +Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen +livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var +det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt +næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom +ornens hjørnetænder. + +Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra +forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer +forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af +fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At +karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede +dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og +efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det +var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke +ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove +historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde +han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev +enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at +tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den +henseende. + +Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone, +med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt. +Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud, +som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille +stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et +kødben, der har mistro til en anden, der ser på den. + +Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større +indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig +-- det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at +en kammerat gav ham et godt råd -- og der var vel også mange, som +det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig +en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev +hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som +de fløjtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var +tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det +var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær +var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme +slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og +drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang, +eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest +opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere +litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han +sige. + +Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere +lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til +hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo, +når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der +hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til +stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde, +og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen. + +Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på +egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det. + +Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget +som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog +ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det; +han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en +pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end +hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger +blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte, +måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der +hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de +var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der +havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget +tidligere. + +Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode +nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle +stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv +vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen +lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand, +hans duelighed; det var frugtbare år. + +Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre +noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt +sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men +han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige +nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit +arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes, +og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst. +Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med +en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans +bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne +formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde +ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I +få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne +en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og +skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget, +så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans +vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre +mennesker blev grundigt opfrisket. + +Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu +kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han +sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære +bryggeri. + +En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og +beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen +af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som +jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der +er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes +ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for, +at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld +af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_ +modnes, skal en dag komme frem. + +Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en +provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev +de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til +at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke +til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham. +Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig +vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om, +hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der +ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses; +derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde +forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde +tåle at være ledig. + +Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af +sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne, +huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham +vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som +voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget, +der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra +vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter +tur. Først stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt, +at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt -- og så kom +stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en +hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det +altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over +det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad +netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere +rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op +mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem. + +Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes +periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han +havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte +forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere +havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et +slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe +det eller slippe det. + +Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed, +så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer +fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse, +som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme +ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms +sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive +organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu, +at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt +sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne, +sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke, +i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig +selv. + +Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke +syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede +om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste +øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men +nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed -- -- + +Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin +foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde +og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt +var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for, +ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham; +ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal stå til regnskab +for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke +er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een +uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i, +ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige; +livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre, +endnu mindre sin egen. + +I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens +han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans +hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene, +når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var +længslen efter nøgternhed. Altid -- også når tanken om kvinder faldt +forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det højeste +gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om +den kunde vindes. + +Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i +provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker, +og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den +nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han +befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans +tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige +farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få +til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske +mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man +en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret +mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk +indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans +forbandede nøgternhed«. + + + + +Det er midt i det vildeste forår. + +Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer +nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en +uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster. + +Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem. + +Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag +med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i +morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft. +Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under +safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere. + +Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke +holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne +og knækkede ribben. + +Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den +er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten, +andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den. + +Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det +går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig +inden for tøjet. + +Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye +begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme +slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i +erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at +se, om denne lære endnu står ved magt. + +Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for +brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og +metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen +går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den +gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske +digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han +skrev. + +Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, +hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne. + +Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele +natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, +meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er +slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige +område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv +kvalt og med flået hals. + +Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene +næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde. + +Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den +står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej +meget mere berusende er den. + +Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren +i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de +dobbelt så hedt. + +Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes +i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren. + +Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel +-- lige for tiden -- at alderdommen holder godt trit med visdommen. + +Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder +maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan +der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og +anger. + +Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter +gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. +Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt +knæk. + +Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene +blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har +det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter +fremviser hver dag nye huller. + +Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser +det dygtigt; blæst er omsætning. + +Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. +Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir +man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, +solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret. + +Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre +behjærtet brøler kæferter -- maskerede som fædrelandssange, når de +kører hjem fra skovtur. + +Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem +helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres +øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at +begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan +fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem. + +Unge enkers tårer tørres. + +Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; +grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden +der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig +ungdom tar sikkel på afbetaling. + +Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne +synes mere blå end i vinter. + +Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med +øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og +hænger sig. + +Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. +Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at +soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden +af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers +sure ansigter. + +Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber +på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og +indhyller forstanden i sin elledamp. + +Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage +lungespidser. + +Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende +i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele +vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end +man skulde ha tiltroet dem. + +Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, +vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser +og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de +det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer +fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i +mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på +hovedgaderne; arresterne fyldes. + +I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som +andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der +blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved +forøget salg. + +Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved +siden af hverandre. + +Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne: +Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem +ikke ære for en skilling. Gud alene æren! + +Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har +begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, +som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men +nu slås de om den. + +Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem +hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. +Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. +Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem +af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på +pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver +han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr. + +Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; +den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et +vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet. + +Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som +den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres +klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de +rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt. + +Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, +hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med +meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes +smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se +til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen. + +Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på +nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den +graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som +han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med +lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et +menneske. + +Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem. + +Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug +i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt, +og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden -- +som er livet set fra en anden side -- arbejder med fordoblet kraft. + +Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej, +alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet; +samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift +opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og +sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter +derfra, hvad det har behov. + +Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med +forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der +får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke; +indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget. + +Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå +favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til +rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har +høstet lys, hvormed han kan gå ind i den mørke tid. En anden, der +fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke. +En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i +sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved +lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der +frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større +frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet +på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt +hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter +og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet +uforanderligt om sig. + +Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar +jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, +der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor +meget af den der blir brug for -- mægtig, ødsel, ligegyldig som en +gud. + + + + +Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun havde været meget +forelsket i sin mand, der pludselig var død fra hende, og når hun +smilede, kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en tid af +sit liv med at græde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og +den mand, der så det, kunde føle det dirrende i sig længe efter og +ventede utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun lo mere end +hun smilede, og hendes latter var lang og støjende; den gav nærmest +indtrykket af en ung enke, der inden ret længe vilde blive gift igen. + +Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav pande; i højre tinding +var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet +som en spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs og slog en +langstrakt bue ned over kinden, især når det var højt vær, der kunde +stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i næsen, og i +blæst, når hun var overgiven, så man hende sprutte sin krølle ud af +munden. Den fik mange mænd til at le, og det så hæftigt og hengivent, +som blev de selv kildrede på sjælen og havde møje med at holde det ud. + +Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde der komme et +udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et +prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå +tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd, +der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og +synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen; +de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, +der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i +en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin +nethinde som aflange striber. + +Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var +hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov +at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende; +men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og +sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt +mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at +udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han +sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han +inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at +fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden +at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om +intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter -- lidt anstrængt +kunde den undertiden lyde -- men damerne fandt, at så megen troskab +fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og +ænsede ikke latteren. + +Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun blev søvnig; hun sov +og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden. +Den første, hun da gærne traf på -- så at sige ved indgangen til +livet -- var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker, +der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. +Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed, +som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige +vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen +fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at +glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som +hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun +holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i +et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt. + +Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han +var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende. +Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet +end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke +mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han +kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et +godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være, +og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys +var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver +måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på, +syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var +egenlig et tarveligt princip hos en mand. + +Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags. +Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte +hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået +og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for +dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det -- +-- det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for, +hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål, +som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på +ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik +noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik +for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag +røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig +henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler +sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker +at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter +mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes +kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men +hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og +kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem +alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og +gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu +formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han +havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige mænd, der havde +de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden +karakter, de vendte senere tilbage -- for at forvisse sig om de ikke +havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at +støtte deres opfattelse med. + +Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være +temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig +ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere. + + + + +Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved at samle sig uden +for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent +fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida +kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde så meget morsomt +vrøvl om, hvor enhver især skulde sidde; Vejgård holdt et helt lærd +foredrag i den anledning; han og fru Ida var så kåde som to lam på +en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes beundrere, +proprietær Ahlmark, enkemand på tredive år, løftede på hende under +påskud af at ville hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin +stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var +henrykt, fordi det varede så længe, og fru Ida lo, og når man så +omkring på ansigterne, så var forskellen på dem, der beundrede hende, +og dem der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også disse to +yderligheder elskede fru Ida at samle om sig. + +Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en, +som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved +de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som +om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent tredive år, han +havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund +var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast +tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den +for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue +og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der +henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt +sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans +øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at +udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så +tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha +set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans +ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje. + +Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores +alles kære veninde, fru Ida Hansted? + +Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en +fremmed til stede. + +Hr. brygmester Råskov. + +Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for +at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov +smilte ikke. + +Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke +ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker +ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette +sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så +på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke +høfligt at se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret, +især i en situasjon som denne her. + +Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af +ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han +forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden, +havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud -- -- + +Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre +fulgte efter i mærkværdig god orden. + +Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om, +brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt +fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs +herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi +der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt, +havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde +stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han +havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift +af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde +nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste +sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun +kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at +huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med +en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han +samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå +skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem +ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en +lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt. +Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og +hindret sådan en overrumpling? + +Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et +dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han +havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og +det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en +sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til +en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han +spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at +indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede +sin mund stædigt om det, han havde opfattet. + +Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun +uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle +linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og +selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og +håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der +var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der +havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin +afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der +havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det +spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven +og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag +uvilje mod Vejgård. + +Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd, +men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand +gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af +en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig +hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre +ord fortælle sin kone og sine fem børn -- fem blonde pinde lavede +af samme træ som han selv -- om hvad for letfærdige enker der var +til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten +måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru +Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde +tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta +sig af hus og børn -- -- Han så ud til at være mindst fem og tredve, +og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem +alvorlige nok, så måtte hun være fyrre. + +Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen +mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en +stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og +var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad +ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, +at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for +resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og +passede på det, han havde samlet. + +Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende. +De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun +havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale +til det, de kaldte det bedre menneske i hende -- sådan som købmand +Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin +sindsro fra over dem, der var nul -- -- + +Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. +Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun +vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme +ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så +han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham. + +Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark +så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet; +ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var +så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde +den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte +at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende. +På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han +måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten +af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som +hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone +så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse, +og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde +hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas +ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede +hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok, +og anede ikke noget om den sjælekamp, hendes mand havde at bestå. +Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person, +hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt +vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem +til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas. + +Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun +bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i +fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den +tavse, kolde herre blev den næste? + +Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes +smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var +fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde +straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet +sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig +selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt +den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det +sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver +gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart +færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring. +Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun +sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med +en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og +upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at +kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre +folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham, +med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig, +giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den -- -- + +Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den +med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen +bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes +ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et +øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig +vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom +da han for en snes år siden for første gang så et dampskib blive sat +i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks +begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se +de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han +ikke turde vove sig ned imellem. -- -- Det er urigtigt af mig, tænkte +han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle +mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde. + +Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er +det egenlig De laver? + +Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham? + +Å jeg troede, det var øl, sae hun. + +Jeg laver bægge dele, svarede han. + +Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig +meget. -- Hun så mildt spørgende på ham. + +Dynamit støjer undertiden mere, sae han. + +Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren. + +Ja. + +Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af noget usædvanligt, +da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som +en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige +bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt: +Å ja, såmænd ja, -- og som på et ventet signal brød munterheden løs +igen. + +En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen. + +De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at +gå ned først. + +Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra. + +Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til -- og med det samme +sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem +luften og sank i knæene. + +Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det +gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske +at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig +for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres +ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter +at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget +uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte +efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille +areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, +at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, +påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget, +at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede +vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark +fik fat i hende. + +De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig +nærmere, ved De nok -- -- Ja, De vilde gærne ha fat om livet -- hun så +dristig på ham med sine leende øjne -- men det er som bekendt ikke så +let. Se så! + +Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde +håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe? +Nå, De skal ikke være så ked af det -- -- Må nok. + +Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm. + +Kan De godt lide det? spurte hun. + +Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem +begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne. + +Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede +til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af +Hans Råskov. + +Det kunde De ikke gøre, sae hun. + +Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne. + +-- Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i +skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud, +når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene +som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke; +han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige +dig det. + +Hvorfor er du det, stakkels Kai? + +Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den +eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre +gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter. + +Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel +det? + +Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok. + +Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom. + +Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der +et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om +og kyssede ham. + +Barnekys, hviskede hun, idet hun gik. + +-- Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og +der var et brag som når en flok råger flyver til værs. + +Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der +dækket på græsset inde i skoven. + +Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for +dær vil De helst være. Er det løgn i min hals? + +Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De +har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let +glemt, når De kommer ned ved den anden ende. + +Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på +een gang. -- Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps, +når jeg gir den, ikke? + +Jo, jo! blev der skreget. + +Fru Ida fik den første og stak den ud. + +Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov. + +Ilde. Men jeg har set det før. + +I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min +sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det? + +Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store, +bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det. + +Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til +gengæld? Forlang! + +Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt +ud af det glødende ansigt. -- Å, send mig det tilbage igen. + +Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst +uskadt af Vejgård. + +Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri +latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig +stille. + +Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde +håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke? + +Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han. + +Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det. + +Det er for sent, jeg er altfor stiv til det. + +Hvad taler De nu egenlig om? + +Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet +et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur; +han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke +tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske +anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige +historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og +gir urolige drømme -- -- -- + +Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren; +jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt +fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til +et velskabt menneske mere! + +Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke, +men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke +lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha +med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning. + +Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren +fik det sammenlagte overstykke udleveret. + + * * * * * + +Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun +betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i +luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig; +mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så +ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær +rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var +godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med +dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne +hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke +fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en +mand, der går og har øje med praktiske sager, nej -- -- -- Man så for +meget, når man så på ham -- --. Å, han kunde alligevel godt gå dær +henne og føle hendes øjne! + +Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende, +hvad synes De så om vor lille klike? + +Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han. + +Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten +se ud, som om De var vred over et eller andet. + +Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i +hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang +mit væsen. + +De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som +om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså +Deres væsen. + +Ja. + +Vi andre morer os og -- hun tog et drag af sigaretten og udsendte en +røgsky i retning af ham -- har mange galskaber for, som man jo næmt +kan se, men De har heldigvis bedre forstand. + +Hun vil mig noget, tænkte han. + +Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde +efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt +tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et +menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke +mere slog til en skønne dag -- -- + +Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede +menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham. + +Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så +er der jo håb endnu! + +Hun gik og lod ham stå med sin fortid. + +Hende kommer jeg til at hade -- forhåbenlig, tænkte han. + + * * * * * + +Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort +gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt +i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt +særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede +de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de +brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt +ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust, +fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i +fru Idas væsen. De beklagede -- under et langt og ømt kys -- at hun +havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn +det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt +imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette +udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til +hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så +sødt bag efter. + +Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds +underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den, +der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får +lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han +sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men +han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en +utrolig mængde ord. + +Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man +prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem +minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske +nær ved -- -- godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den +forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme +rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om +fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, +ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde. +Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare +vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg +vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i +jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en +halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant, +for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet +ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde +den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha +den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der +er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil +sige -- -- + +Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat! + +Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet. + +Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte. + +Og hvad så? + +Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De +få den for at gøre den god igen. + +Hvad fejler De? spurte han dumt. + +Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel, +der nu også er blevet snaksom. + +Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod +hende høre, at han lo, idet hun gik. + + * * * * * + +Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til +hende. + +Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at +dæmpe. + +Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod +tydelige i aftenlyset. + +Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg -- han grinede +ynkeligt og lidenskabeligt -- jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De +skal være min kone; i morgen den dag; nu! -- Han løftede hende op på +sin arm. + +Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en +overgivelse. + +Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem! + +Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig. + +Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så? +Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se +det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg +Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem +os to, tiggede han. + +Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag +var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden. + +Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran +ham, og han turde ikke gribe efter hende igen. + +Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De +gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem -- De ved ikke hvad jeg +blir nød til at gøre, når jeg -- -- -- uha, jeg er lige ved at foragte +mig selv -- -- men De må heller ikke sige nej; sig nu noget -- -- Er +jeg så væmmelig? + +Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de +ligner hinanden, men -- -- + +Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun +næppe kunde få ordene frem. + +Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns +igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal, +men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig +på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom +hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved +siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen. + +Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed +som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at +hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på +hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive +utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en +silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstående +læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed +var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, når han så hende +igen -- han vilde se hende igen -- ti denne klart tegnede, mørke +profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den +var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde +haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang +havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans +første forelskelse. + +Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det +blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og +den tog sig friheder -- -- + +Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han +ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af +den art. + +Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at +han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han +plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke +lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke +blevet urokkelig endnu. + +Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der +var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde +fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der +endnu var langt borte fra bevidstheden. + +De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres +figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede +de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i +samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn. + +Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en +slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklærede, at han, som dog selv +havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget +som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at +det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var +truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor +rolle som kræfterne? + +Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart +hen. + +Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, +pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig +til nogen særligt: + +Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter. + + + + +Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og +den holdt sig frisk, så længe han endnu havde det vilde kor rungende +i sine øren. Men medens de andre ufortrødent blev ved at more sig, så +trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden, +der i den tid var husvild, slog sig på ham; han blev et af de få +mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt +dag efter dag, blev som et symbol på hans kedsomhed, der også var +uforanderlig; de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. Det +var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så +alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom +indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede, +men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham +af og så komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme +sol over sig, og hans sjæl var så flad og bar som pakhusets grå +murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag. + +Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog +samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en +vis varme. Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen +skinner på en, så man blir hul. + +Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed +over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For +det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden +sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad +der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var +skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget, +at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i +hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han +ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald +her som et andet sted. + +Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; +de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi +de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og +menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres +facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik, +men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig +hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev +ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte +og deres regnestykker. + +Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften +indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham. + +Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at +gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har +nogen sikkerhed for, at jeg får fred. -- De andre mænd, som han så +trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han. +Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve. + +Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at +han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han +gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt +gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en +åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der +stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst. + +Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af +og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte +stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til +en mere primitiv tid -- inden det raffinerede københavnerbarn, Eva, +havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig +selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds +-- lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt +om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er +bare at man går ud i det -- -- + +Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og +de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var +den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden, +når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og +han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe, +gyldent og fredeligt -- -- + +Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte +sig hos hende. + +Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne. + +De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans +hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej. + +Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget, +hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog +et blad og svalede dem med. + +Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med +sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, +blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig +på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en +lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan +der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder +svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans +bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner +ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge +på himlen. + +Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der +står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge. + +Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede +hende -- modbydeligt åndsfraværende -- på skulderen, men hun ventede +dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans +skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge +ubekvemt. + +Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han +en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på +galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte. + +Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans +indre, hørtes ikke i hans stemme. + +Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans +ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro. + +Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det +skulde ende sådan. + +Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og +ret godnat og gik så hjem til sit. + + + + +Par efter par går det store selskab ind i proprietærens spisestue, +hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mørke, og de blir +lidt efter lidt helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men +her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder +at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den +ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge +vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er +det alligevel kun småt; ingen siger noget, alle stivner over for det +meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om. + +Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme +hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede +ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter +gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige. + +Ældre damer mindes hans kone, som han begravede for to år siden, men +de formildes svagt, idet suppens varme dampe står op om deres kolde +næser. + +Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner +en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk; +hendes bordherres underholdning fremkalder næppe en krusning af et +smil på hendes smalle ansigt. + +Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse +bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres +dames glas? + +Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette +brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave +i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af, +en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men +heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle +sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en +splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig +ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af +øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to +massive spørsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage +endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens +naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu +uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes +magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende. + +-- Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans +gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler +med fru Ida alene. + +De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han. + +Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der +ser. + +Ahlmark er straks helt ude af det. -- Hvis De vil smile til mig nu, +siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre +med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil +være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være +Deres dreng på Deres gård. + +Vil De det? + +Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at +bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som +et tilfrosset vand en vintereftermiddag. + +De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til +Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om +ham. -- Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive +til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men +det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på +mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue, +og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig +forvinder det, bare for grins skyld? + +Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans +Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen; +der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er +optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får +ham til at vende hodet. + +Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham. + +Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i +øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere +befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af +mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på +nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede +ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end +interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden +og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder +snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler +deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og +øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte +samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene; +albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer. +Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt +at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man +føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under +samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter -- -- + +Fornuftige forældre aner ingenting. + +-- I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm; +det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til +denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke +skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde +være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven, +da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at +danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun +vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han +kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han +havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at +more hende en hel del. + +Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af +forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han +kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig, +han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo +alligevel muligt -- -- måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt +sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning, +der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så +pludseligt; næste dag vilde han forklare hende -- -- eller blot bede +hende om ikke at tænke mere på det. + +Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart +han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han +underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set +fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han +havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham, +i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da +han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig +selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans +fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale +med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under +det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab. + +Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer +gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der +løber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende +modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var +dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der +udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte +hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun +løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og +sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder -- +-- af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom +han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida +sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue; +ondskabsfuld mumlen løb langs bordet. + +Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med +ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at +se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat +måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været +så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på, +hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og +tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de +to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første +til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde +han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang +havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig +sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så +støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned +i de bare gummer i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm! + +Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med +sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste +gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var +det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed, +at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret +billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, +han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne +halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til +at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og +færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte +liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans +selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på +hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans +øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, +så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud +af ham. + +-- Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans +Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. +-- Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende. + +Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser over mørket? spurte +han, underlig berørt. + +Ikke andet, end at jeg kan godt lide det. + +Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne +ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig +herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de +havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller +hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes +fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget +af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd, +men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand, +og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok. + +Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne +at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og +jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem. + +Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener +det, føjede han til. + +Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også +meget om Dem. + +De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han. + +Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham. + +Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med +en antydning af et smil. + +Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af +munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt. + +Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor. + +Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk. + +Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem. + +Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik. + +-- Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De +har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang +købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig +været. + +Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte +hun. + +Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det +kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se +ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op +til Dem hele tiden. + +Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg +synes, De forsømmer Deres pligter som vært. + +Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og +flere andre så den vej. + +Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne? + +De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt. + +Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. -- +Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske. + +-- Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at +føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den +vej. Velbekomme! + +Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap +med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog +og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede +på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over +en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige +morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le +sig ihjel over hans morsomheder. + +Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den +hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men +så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve +fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den +helligånd. -- Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på +dyrlægens dansende sigar. + +Lad _mig_ tænde -- -- jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig, +av, hav, hav, hav -- -- -- + +Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang +få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en +begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det +igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde +gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede +hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren +fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den +om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han +således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær, +så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej. + +-- Vejgård havde -- i mangel af fru Ida -- drillet en flok unge +piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol, +medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden +på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte ham hæder og ære +fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og +glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige +af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin +sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede +ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for +en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste +sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var +lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård +rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med +hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for +at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med +knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod +om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft +af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon: +Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. -- Hr. Vejgård +er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen; +men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den +sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun +kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab. + +-- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de +hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om +kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede +om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og +gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden +et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere +af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et +træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned +over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand +ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo +sygeligt af og til. + +-- Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale +med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede +alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men +hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af +hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som +to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede +med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så +frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans +tætte skæg straks af de bugnende, røde læber. + +Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op -- de bøjede sig +hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke +skulde gå hurtigt nok -- iagttog hun de to mænd, der havde valgt at +tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se +Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere +påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede +ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens +øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin +mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor +vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der +kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende +jærnvejsskinne! + +Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes +øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller +dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et +spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende +ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han +misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider +omgivet af mandfolkeøjne -- -- -- hun vilde pille dem ud allesammen og +sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes +på hende. + +Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og +stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, +der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden +gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden; +så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig +beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen. + +-- Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai. +Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai. + +Du er meget smuk i aften, Ida. + +Det er jeg jo altid, svarede hun. -- Hvor havde det været godt at +modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af +en mand, hun elskede! + +Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig før i aften, så +var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig +har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig +mere kommer igen. + +Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede +mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham. + +Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. -- Det må +så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han. + +Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, +mens hendes tanker var langt borte fra ham. + +Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet, +at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du +ingen andre end mig. + +Hvad vil du så gøre ved mig? + +Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før. + +Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen. + +-- -- -- Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en +ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har +endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed. + +Nå ikke det, svarede hun og lo tørt. + +Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han +levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i +fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu +-- -- -- + +Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger. + +Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt. + +Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående, +at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu +er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min +udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til +overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os -- -- -- men +nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter +flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre, +skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og +jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. _Skal_ vi to more os, en +rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud +i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene +skal humme sig, når vi huserer! + +Ja, men ikke lige nu; jeg er træt. + +Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og +vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven, +har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs +står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn +vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige, +grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt +lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at +vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står +overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i +haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt +spasere lidt med den mand, der ikke er den rette. + +-- -- -- Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den +halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter +at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del +på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til +og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger +rettedes demonstrerende mod et bryst -- hendes bryst -- mens løftede +øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende +understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld +stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom +imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det +andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det +syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og +begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med +fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte +den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og +strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i +ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende +en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget +for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist +på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så +ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå +trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde +sige noget afgørende, og hun løftede den ene hånd, men han rystede +på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans +bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød; +nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra +hinanden. + +Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen, +skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var +et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes +at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende +følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde +forbrændes, og så var der ikke mere, _det_ var nemlig umuligt, +menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over +det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over +det -- ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under +et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet -- mens ens legeme +flås hen ad jorden. -- Hans Råskov formåede at hæve sig over det og +hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med. + +Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe +ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting +gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv +begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket; +han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom +virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad +deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede +gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og +godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; og så betød +denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de +regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og +venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte +ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde +råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var +den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han +undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste +hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og +mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de +holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se +ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han +at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden +måde erfare, at han var til. + +Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to +vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget +dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han +slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig +op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke +elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med +samme had. + +Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida +rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt +inde fra stuerne. + +Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han +rystede endnu lidt efter farten. Han tænkte på de foregående års +arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med +års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de +oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind. + +Der kom nogen nede fra haven -- -- det var hende! Jeg må altså ha +siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden +vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde +det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og +stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke +kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham. +Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie, +var: Det er en god kone -- -- Om de unge piger var der sædvanligvis +ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev +sagt: Hun blir en god kone. -- Han vedkendte sig denne fædrene +værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl? + +Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes +øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys +septembermorgen. + +Hans tænder hakkede mod hverandre. -- Fryser jeg? tænkte han. -- + +Hun stod foran ham. -- Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun. + +Vi to, tænkte han. + +Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri +som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og +der kom en svaghed over hende. + +Jeg synes dog, vi har haft -- -- begyndte hun. + +Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja. +Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke +til at få den nærmere forklaret. + +Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget +fejl af Dem. Jeg troede -- -- -- nå, pyt med det; nu ser jeg, De er +en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele +herligheden. + +Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig +i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i +betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den +stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte, +skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv -- -- + +Den gang De -- -- -- begyndte han med en uklar stemme, der fik hende +til at bæve, -- den gang De mødte mig -- -- en aften, da kom De fra +andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der +altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også +ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet. + +Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede +hånden efter ham: + +Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let. + +Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens +rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et +insekt, der vil den vej ud. + +Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte +skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt +af at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for +lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans +forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen +måde var muligt! + +Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og +holdt sig ved dørgrebet. + +De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin +stemme. + +Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspændt: Mon han +havde fundet noget at sidde på der nede? + +Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende, +ligesom et lille barn, der slipper en stol og når at få fat i en +anden. + +De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig +tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog +sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade. + +Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske. +Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt +den, men så holdt han fast. + +Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en +nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det +ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her. Men De behøver ikke at være +bedrøvet; jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen +er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; ved De ikke det? + +Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde så +megen færdighed i, at han havde glemt sin naturlige røst, men han +blev usikker og stammede ikke så lidt, da han kom til det æmne, som +havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes kres: +Kærlighedens Favn, der står åben for os alle; dær er det sødt at +hvile, når vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse. + +Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han +var som en smed, der er kommet til marked og har fået et elektrisk +batteris lodder i sine grove næver; han sveder og skælver og +gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som +han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; en højere magt er +over ham. + +Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede det, og klippede med +sine lange øjenvipper; for et tåget blik kunde det godt se ud, som +hang der en tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en søvngænger +fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at +han lokkede en sjæl til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han +bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der _var_ trøst for +hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl og atter sjæl, skælvede +hans legeme over hendes legemlige nærværelse. Han forkyndte om +kærlighedens ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst. + +Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjæl, +og han trykkede hendes hånd, som var den en sjæl, og hans hånd +husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom +bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en plante, der står +ved vejen og tar imod solen og senere sætter blomst og gir sin frugt +til vinden. Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede +fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast +-- men det var jo også midt i foråret -- det blomstrede og fik farve +i hede ord, og det satte frugt i et kys -- -- -- + +Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede ikke på at læse en +tilladelse i hendes øjne, for han så kun hendes mund, og den kyssede +han. + +Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun godt ha leet og +klappet ham drillende på kinden og sagt, at det gjorde ikke noget, +men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset -- og hun +gik uden at tilføje noget formildende ord. + +Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Råskov sad. Skønt +dette kun havde været et eksperiment, så havde hun ikke helt undgået +at føle sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu -- -- -- + +Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde +i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller +anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham +så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame. + +Sørensen sad endnu på verandaen. + +»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om +igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive +blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve +af det, så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og +han fik en lang kamp at bestå. + +Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i +haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes +tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly +denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han +vilde huske den. + +Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende, +hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var +kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent +menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok, +og hun led med ham. + +Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse oppe på +loftet, under bøn. + + + + +Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned i udtørrede veje, +dråberne falder med kraft som små bomber, og i begyndelsen springer +støvet op om dem. På de skrå sider af vejene dannes der efterhånden +en bugtet rand af skum og støv, som vandet bryder igennem, små +støvede orme kravler ned mod grøften og viskes snart ud af den +tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra de +fugtige veje, men de grønne marker opsender en sundere lugt, der er +ligesom en bedre forståelse af den sunde regn. + +Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus, +men børn går uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres +stortæer trækker de hvide striber i det brune, våde støv for at se, +hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede småstrømme +på vej, der kæmper sig frem ad sandede hældninger, og hjælper dem +undertiden med at overvinde vanskelighederne. + +-- De blir våd, højstærede, sae gamle postmester Årbo til Hans +Råskov, der stod bøjet over et hjulspor inde på en bivej, hvor sten +og gruskanter ragede op over vandene, så at det kunde ligne et +terrænkort over Finland. + +God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, at han blev våd; han +var ingenlunde faldet så dybt i tanker, at han havde glemt regnen, +der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som +pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han bevægede hodet. Men han +var kommet til at se på et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og +problemet om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker +kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede på +hjulsporet, som han havde glemt. + +Rindende vand får også tit mig til at stå stille, vedblev +postmesteren, undtagen, ganske vist, når det kommer ned fra skyerne. + +Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen for sig. + +Ja -- ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle +ikke se at komme under tag? De er meget mere våd end De selv tror; +kom ind under min paraply, så har De allerede været under mit tag, +det er altid en begyndelse -- he! Det vilde glæde mig at gøre Deres +nærmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre, +men når De kender min niece, så må De finde Dem i også at lære mig at +kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig, +skal jeg sige Dem. + +Hans Råskov så med interesse på denne mand, hvem det glædede at gøre +hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult +ansigt og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige, +og hans mund, der havde let ved at stå åben, var der noget ungt +-- noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hentørret +endnu, skønt manden var over tres; han var en livlig blanding af +erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå han tog Hans Råskov under +armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var +der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at gi efter. + +-- Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg konfererer med min +husholderske; det er jo lige ved spisetid -- -- gør mig nu ikke den +sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse -- -- + +Men _er_ De ikke våd om fødderne, udbrød han, da han igen kom ind, +jo min sandten er De så -- -- jomfru Andersen, ta og kom med mine +skindtøfler! + +Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm løs på Hans Råskov og +stak fire stive træfingre ind i hans hånd, men de samme fingre blev +meget levende, da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol stilles +til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene der ude, ligesom +de kaldte på hende, men hun gjorde sig hård og stillede en broderet +skammel foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, hun +måtte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem +sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra +vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med +at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad så mageligt, så +begyndte køkkenkniven at arbejde der ude; man hørte den komme igennem +og ende med små sikre hak på spækkebrættet; kopper klingrede, og +tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle +efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så; hver +ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod siden ikke høre fra sig. + +Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, hvad enten det var et +signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med +den ene hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen +over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fåmælt, og så gled +hun lydløst hen i døren: Værsgo! + +Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på den gamle mand, der +befandt sig vel i hans selskab og ikke følte det som noget tryk, at +han talte så lidt; han måtte være et sjældent menneske, netop af +den elskværdige slags, der plejede at holde sig længst borte fra +Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks +væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et +almindeligt menneske. + +-- Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae postmesteren, da de +havde spist. -- Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler; +jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant +et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man +vil ikke blive gammel, hr. Råskov -- selv sådan en gammel hulmavet +stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke -- -- +-- Næ, der inde er ingenting, der er øde og tomt, hvor der kunde ha +været skabt en lille verden; børnekammer, hvad? Skulde ha været. -- -- +Skal vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os? + +-- Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? Ja ja, jeg tror +næsten, min kan tåle et lille stænk endnu. Hm, ja det er nu en +underlig fornæmmelse med sådan en del tomme kamre oven på. Men hun +vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil +ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var +ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet, +især når medbejleren var -- ja han var nærmest en karl af Deres +dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne +ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad +tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk, +sae hun; det var vel også med et vist henblik på mig. Galt gik det +naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe noget +at forudsige det, når alting om en er fuldt af galskab og en selv er +ligesådan? + +Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og +hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stået uden for hendes +vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror +nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i +søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde +det. Det var en drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget +sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den +lille postekspedient Årbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrøgen ned +ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under +ham; men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så kan du sige, +at du har fået ham af vorherre selv. + +Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men +menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver +se. Men vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev tosset? +Det skal jo til. -- Vil De sige, at De kender det ikke? Nå -- jeg +skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså +piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene; +det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar +ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid +nogen, der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der +var to -- -- Tror De, det var mig, der lod dem løbe, hr. Råskov, skønt +jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik +bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for +smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig -- bag efter, hvor de +dog ikke havde så meget at prale af mere. + +Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo drikke den uden rom, +det er så læskende. -- Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen +temmelig snavsede ungdomshistorier, De her får at høre af en gammel +mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud fra Deres temperament har De +ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at dømme anderledes -- indtil +videre. + +Næ -- -- det er ikke det urene, _jeg_ finder mest påfaldende, når jeg +nu tænker på det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere, +og når man så har alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende +følelser i en snæver krop, så blir man endnu mere komisk; jeg havde +dog gærne nøjedes med en af de næstbedste. Det synes jeg er min mest +prisværdige egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte +mig noget. + +Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han la menneskene rase +-- jeg har set på mange, siden det var min tid -- og jeg vilde særlig +ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha. +Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg søge at indgive +dem den ånd, der får et menneske til at se sig fornuftigt om efter +den næstbedste, for det er dær, at mange bær sig værst ad, det har +tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres +bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det +har langt mere forfærdelige følger. Jeg har ingen glæde af at se på +den slags folk. + +De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, men har et par +minutter, hvor de er bevidstløse af salighed -- -- der er dog en stor +menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, skønt man +siger at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed +til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer +_årene_, og de er længere end minutterne, der er så forbandet korte, +men der har været en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den +almindelige livssum har fået en forøgelse. + +Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man ikke behøver at regne det +så nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde +op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet +skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den +på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig, +men De har for resten også været meget tålmodig. + +Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Råskov -- +ja synes De ikke også? Hvad mener De, når den hos kvinder udvikler +sig i form af opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den er +ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan elske ham -- ja, og +man er selv en sådan kvinde, det føler man -- -- Tror De, en kvinde er +til at få bort fra sådan en ide? -- Å, vil De lukke op, jomfru; der +var vist nogen, der ringede. + +Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over og så til onklen om +aftenen, når hun ikke var optaget af andet, og så var der glæde +hos de to gamle; jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de +brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og hørte til. + +Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, idet hun så Hans Råskov, +og sae Velkommen, som om hun på en måde var værtinde i huset. +Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede +et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da +alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov +til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet. Hun +havde troet, at han derved også måtte komme til at tale om sig selv, +men han havde den ævne at holde sig til, hvad enhver anden også kunde +ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende +med en underlig magt: Han var altså et menneske, der vidste, at han +skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig +tørt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men når så +onklen blandede sig i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen +for sig, så var han straks en anden, end da han talte; han var borte +i det han havde tiet om -- -- -- + +Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; han vilde ha tabt i +hendes omdømme, hvis han havde kunnet få sig selv til at tale om +det eller hentyde til det, så at formodninger lå nær. Hun antog han +havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at +glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs +bortdragende uvær -- tordenen, som han alene havde hørt, lynene, +som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde +forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde være +alene med sig selv for at glemme; ingen burde ønske at udspørge ham +for at høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, om der +var længe igen -- -- -- Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt +om ham, at han var forelsket i fru Ida; men måske mindede hun ham om +noget sørgeligt, hindrede ham i at glemme -- -- -- + +Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende sammen; Hans Råskov +kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var træt og næsten vel +til mode, aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen +i hans sind; her var ikke noget at gøre sig stiv imod, og der var +en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var +kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var +måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne +barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde +ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han berørtes pinligt af +den formodning, at hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at +postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder, +der anser sig for kaldede til at være en mands frelsende engel? Han +blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige +kres, men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn! + +Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske +den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde. Havde +han været en mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det var +tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran +ham, nærmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og +dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer; +han så på sit ur -- to timer. Hvor den tid var gået hurtigt! Men da +han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der +bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun +havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han +hvilet sig, men nu var det forbi. + +Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk til godnat, han +måtte se på hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden +havde han været nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig +en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han altså; den slags +unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt øjeblik. Han +trak uvillig sin hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han +sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det, +tænkte han og gik rask til. + +-- Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den halvmørke forårsnat og +mindedes en sommeraften for fire år siden; hun var da fjorten år og +meget sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun +ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, der stod i en lang +række og bar trådene ud mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun +skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen +ende på dem; de stod med trådene på deres skuldre, førte dem ud efter +i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig +om; hun grundede længe over det og græd til sidst; det at hun kun var +fjorten år, gjorde det heller ikke lettere. + +Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog var stort nok til +at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Når hun var fjorten år, så +måtte den mand jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede et +eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen ad en landevej, +og hun kunde møde ham, havde måske mødt ham uden at vide det, for +det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drøm, +men lige så godt et virkeligt menneske som hun selv -- -- -- Hun gik +trøstet i sin seng og havde aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham +af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig +nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig +hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham +måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var +blevet et år ældre. + +Men nu havde hun altså mødt ham. + +Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for +stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at +rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op +og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i +hendes hænder, der rystede svagt. Alt tøjet lae hun først i orden, +derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun beså hvert +brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet, +læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige +breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og små bøger i +guldsnit indtog den anden halvdel -- det var venindernes afdeling. + +Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom til den nederste +skuffe, som hun ikke havde rørt i lange tider, men klokken var ikke +så mange endnu, og hun holdt mest af at tænke på ham med alle disse +gamle erindringer mellem hænderne; det hele blev mere fortroligt og +jævnt, hun kunde nok trænge til et slags værn imod ham. + +Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne, +men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser +i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd, +muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter. +Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige kåber, en +stump tøj fra hver eneste kjole, hun havde haft, så længe hun kunde +huske. Der var naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne havde +lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde tilhørt hendes ældste +søster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire år +gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde +skifte; den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig selv. +Og der var et hentørret firben, som hun havde pillet af en vild rose; +det havde været en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i +skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien. + +Denne skuffe havde en særegen værdi og var noget for sig; hun kunde +ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager, +men fra dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede +hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater +uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mænd -- de var +blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned i børneskuffen; +men nu satte hun sig til rette og læste dem igennem med største +opmærksomhed og tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt, +hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at +det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig. + +Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor +fuld af stemning, til at hun kunde være hel lykkelig. Hun rullede +atter gardinet op og så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde +flyttet sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne dufte trængte +forårets pust ind til hende; hun lænede sig ud for at få mere. + +For nogle dage siden havde hun endnu søgt at værge sig, hun havde +håbet, at det ikke måtte blive ham, skønt der allerede bag dette håb +var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt, +der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for +den kvinde, der elskede ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og +stift frem for sig som en mand, der skyder et svært og vanskeligt +læs og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde +ønsket, at hun kunde gå af vejen, fordi han var en mand, der hang +ulykke ved. Eller -- hun havde just ikke ønsket det; men hun havde +dog tænkt -- -- hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde +tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig. + +Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i skuffen, hvor alt +det andet var, der hørte barndommen til. I næste uge skulde der +være stort skovbal; han kom også med, havde han sagt. I dagene +imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede hun sig til. Med +den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så +overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke +mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som +en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte. +Men så er legen også fuldkommen. + +Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog +sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud +og se solen stå op. + + + + +Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet publikum fylder den åbne +estrade ved siden af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores +sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den +ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af +sted med deres piger i stramt favntag. Der står en sød og farlig +em til værs fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen +skrider frem, påvirkes de sindige elementer deraf, varmen og farten +fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bænkeraderne syder +hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under +sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske +ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i +sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de bølger, som +opstår her, nåer længere ud, end musikken lyder, og jo fjærnere de +ruller ud i mørket og stilheden, des mere skummende blir de; deres +toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel. + +Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig ting, der gør nytte +overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i +den indre cirkel som en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest; +hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de +ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terræn for den, +og mange ser på hende og vil gærne være det stykke tørre træ, som +hun næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der er mange til +at gi og ikke færre til at ta, her er næsten alt hvad hun kan ønske +sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om +dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok, +hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor +folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene +er lige så utydelige som deres egne skygger. + +Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig; +når han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at være i +nærheden for almindelige mennesker. Men dette er også Vejgårds store +tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under +forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget +af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, +og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter +uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem +de hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så højt. Det kan +være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som +inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden +blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige +piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne. Han +holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de +få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. Hans hoved rager +altid op over den højeste svimmel, og han er nu for alvor i færd med +at blive en stor digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder +sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mørket +uden at se på papiret. + +Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, hun ler hårdt og +stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer, +men hun hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende og blander +sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker at smælte sammen med den +almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer +hun i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der +selv er uden bevidsthed, fordi det er brændt ud, men hun spreder liv +om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere +og mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes +spænstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved; +det kan også ske, at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre +hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang fri og lar manden +stå dær med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun så tit +stillet fra sig på den måde som proprietær Ahlmark. + + * * * * * + +Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han +formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig +til rette. -- Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende så +på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert +øjeblik ved at svigte ham. + +Han havde slået sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet +stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med +Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved +at trække ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og når +han kom over dette, så kunde han være sikker, så var han stærkere +end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at +svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær +og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide, +at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så +slap han ikke op af det igen. + +Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde være forberedt +på nogen ting, stod fru Ida for ham. + +Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God +aften! + +Hun ventede på et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen. + +Ja, her var han -- også! + +Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt +op og ned med et ryk. Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han +også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse +bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende +og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men +alligevel ikke kan dy sig. -- Hvad var det for en teori han havde +lavet sig -- en forbandet fej løgn? Og så kom hun, og med et eneste +blik begreb hun ham straks, afslørede ham som en tosse, der var +værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den +frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et +ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham, +når der var villige narre i tilstrækkeligt tal? + +Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var +det eneste rigtige efter de mange søvnløse nætter; han tvang sig +til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften +kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt +de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og +endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og +taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den +udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod. + +Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom +slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den +tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig +selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde, +han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det +gjaldt om at bringe så meget som muligt ud af den. Der kunde komme +en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. -- +Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig, +og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal +jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger. -- Hun var +i sit bedste humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, når +mændene kom i nærheden af hende; den perverse, røde kat, han havde +set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til +et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter +elskov. + +Han tvang sig til at blive stående, når han følte, at han gærne vilde +løbe fra det; al forfædrenes fornuftige ævne til at ta livet, som +det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle bønders stille +dukken med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den +levede op i ham og hjalp ham, nu da det var fornødent. + +Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe +med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den +straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en +arm og veed, at han skal være forsigtig. + +Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig den endelige +prøve, den yderste dag -- -- -- + +Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt som noget man +render imod og kvæster sig på i mørke; han blev overvældet af syner +fra Åbenbaringen, som han havde læst to gange i sin barndom; sværd og +flammer, død og brøl i basuner stod om ham; alle de syv skåle blev +udgydt over ham -- -- + +Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det +under, han stirrede det ned, og i mørket fik hans øjne den samme +betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, når han løftede +ansigtet oppe ved sin bordende og så på en, til han blev kold i +ansigtet og gik. + +Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg kvinde? Han +var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter +det andet med en stigende følelse af spændkraft til at holde det +nede, og nu -- -- -- -- -- + +Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket tæt ved siden af +ham; han havde nær skreget selv og greb forfærdet for sig, som var +selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter +kom en anden, og en anden stemme hørtes, der bandede på dælen -- --. +Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og støjen +døde snart hen. + +Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt +at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende +tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen, +hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige +for fem minutter siden. + +Fem minutter. Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at +mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver +gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage! + +Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu +længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen. +Det var jo hans ide, at han ikke vilde gå under; hans forstand og +hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede +over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke +åben; det var at springe i vågen af fri vilje, at gå under i en +dødskamp, om hvis vildhed han ikke kunde gøre sig nogen forestilling. +Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere +heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han +var født med den nødvendighed at leve livet sådan som det var; det +kunde ikke ændres. + +En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham. + +Godaften, hr. Råskov; De danser ikke. + +Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet, +om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun +kunde mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, da han sae: Jeg +danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? -- Det skaffede ham en +vis lindring at gå og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval +tåge over de røde syner, der brændte i hans sind, som var hans lange, +glødende dag snart forbi, og mørket bragte kølighed og hvile. Han +førte hende tæt forbi det træ, hvor han for lidt siden havde ligget; +hun mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en skælven over +dem bægge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lænede sig +tættere ind til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, som +ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed. + +Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved ham. Dybt inde fra +hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og +han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders +barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt +det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage. + +De er den første -- -- begyndte han, men så tav han. + +Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro på alting. +Men da fik hans ansigt et andet udtryk. + +Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede på hendes hals. + +Hun førte hånden op til den og rev den af. + +De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer lød ud til dem, også +fru Idas latter hørtes, blandet med andres. + +Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed +duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som +om han havde møje med at genkende hende; det var heller ikke mere +hende, han så, en eller anden tilfældig ung pige, han havde mødt; +han stod ansigt til ansigt med sit eget gøglende afsind, der lidt +efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med, +og i stedet for påtvunget ham forestillingen om en anden -- --. Og +denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det +triumferende vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold. + +Skal De så ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme. + +Nej. + +Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans +bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte. + +En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans +bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om. + +Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks +efter så Hans Råskov hende komme lige hen imod sig. + +Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud imod ham. + +Nej. Vi er fjender. + +Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der +øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær +ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen +talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde. + +Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mændene, der +ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin +forelskelse bort -- eller hvad det nu var for noget galskab, hun +havde fået i sig ved at se for meget på ham, -- og det gav hende mere +lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de +andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt, +mens han gik her ude og _hadede_ hende; måske endte det alligevel +med, at han også kom ind, men det var ellers lige meget. Det var +længe siden, hun havde haft en så befriende latter -- -- + +Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem. + +Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men +kom De hellere med ind, nu har De længe nok gået og skabt Dem her +ude. Kom så! + +_Ler De ad mig?_ gentog han. Han stod nu helt op ad hende. -- Er jeg +latterlig? + +Ja, sae hun og blev bleg. + +Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og +han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede +udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er +en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv. + +Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha +gjort med hende, hvad han vilde, om han så havde kvalt hende; hun var +næsten uden bevidsthed og uden vilje. + +Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt og gråt, med +had og med et forfærdet spørsmål, men han så i hendes ansigt kun +et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid +stadig havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske og det +latterlige, han fik ikke noget svar på sit spørsmål. Hun havde leet +et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse. + +Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe +hende, udstødte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Råskov +forsvandt mellem træerne. + +Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og støttede hende. + +Det er Kai, der kommer for at spørge, om du nu vil med, Ida. Du er +syg; lad os to gå. + +Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. -- Han +stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De +har gjort mig så ulykkelig, som jeg kan blive. + +Fru Hansted er syg, sae Kai. + +Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; det gør jeg måske. +Farvel, fru Hansted, og tænk på mig, når jeg har hængt mig. + +Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan det la sig gøre endnu +-- -- Der kom pludselig rejsning over manden, og et håb lyste i hans +ansigt. + +Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hånd; jeg følger med +dig; jeg vil hjem. + +Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, herr Ahlmark; De må jo +nok kunne mærke på Dem selv, at De ikke er tilregnelig. + +Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark -- -- han skal være her et +sted -- -- + +Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen -- -- nej, her skal +det sgu ikke gå for sig, afbrød han sig selv og satte af sted i fuldt +løb. + +Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der +havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i +halvmørket, var Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans +blyant blinkede og dansede i det svage lysskær. + +-- Hans Råskov var på vejen hjem, men det varede ikke længe, før han +måtte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted, +hvor det afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til +en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med +uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter +vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at +han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller +andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der +kom en vis tålmodighed over ham. + +Men sæt, at hun var gået hjem. Han rejste sig med et spring og +begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse tiltog, idet han nærmede +sig det sted, hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være gået +hjem! Hvad skulde der så blive af ham? + +Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende +og havde hendes legeme mellem sine hænder, og hvad så? + +Nej, han vilde gå besindigt -- -- men hvis hun nu var gået hjem -- +sammen med sin spinkle ven, så vilde han løbe, til han indhentede +dem; så måtte der ske noget -- -- det, der _skulde_ ske. + +Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun +var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der +skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende. + +Men så kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod. + +Han så hendes blod, det flød over hans hænder. + +Han sank ned på en træstub; været gik hylende i hans hals, sveden +sprang ud på hans pande, faldt tungt på hans hænder og løb som varmt +blod mellem hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden steg op i +hans hals, spændte og brast. Han græd virkelig, uden hulken og med +tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han +knap havde formået som dreng, det var blevet ham næsten umuligt som +mand; det var, som om den gråd, han ikke kunde græde, var bleven til +sten i ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig +sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste +friske dugdråbe, der hentørredes? + +Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om +sig selv, der altid havde været ham en kval. Han samlede i een +anspændelse al sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var +ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han syntes også +han så ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis +førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt +sind som den, der ikke kan flygte; han sad med hængende hænder og +gabende mund og stirrede ind i skovens tætte mørke, han så ind i sin +sjæls mørke og ventede, at det skulde komme. + +Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; også +dette skulde han rumme i sin bevidsthed og så kunde han få lov at +leve videre så godt det var ham muligt. Der havde været et kald på +blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han +måtte selv gi alt, siden han ikke vilde gå til andre og ta, hvad der +krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares. + +Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin +gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, +næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme +mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod. +Betjenten tog ham i armen, og han satte sig føjelig ned som en mand, +der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv. + +Hans Råskov strøg sveden af panden med den ene hånd, rejste sig og +gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brækkede dem, +når de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og +vadede over grøfter, gik lige på med dyrets instinkt. En gren slog +hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. Når han +trådte ned i huller, var det som om benene skulde knække under ham, +men han stansede ikke et øjeblik. + +Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der førte ham bort +fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til +udlandet. + + + + +Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af +landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor +det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller +grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig +tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom +blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt +var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved +bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og +andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til +Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl. +Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den +ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring; +tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage +stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en +elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn; +fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans +sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og +så til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes +blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og +snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker. + +Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han +mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der +sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen +af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans +tindinger, og hvis toppunkt -- når det blev færdigt -- skulde være +et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde +sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel -- --, der måske +snart skulde blive tydet. + +Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til +Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var +arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget +at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da +han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han +en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest +gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt +med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være +fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han +indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød +ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige +betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var +gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var +gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde +ikke tænke på andet end at finde sig til rette i det, som var sket, +og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt. + +Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de +kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter +de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som +før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed. + +Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at +gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der +susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i +nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad +der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og +stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt +forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille +sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede +han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han +skulde passe på sig selv. + +Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det +hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse +sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til +sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til +fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to +fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med +munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde +han fire fem mil uden at se eller høre og uden nogen forandring. På +samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale; +men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel +anskreven hos direksjonen. + +Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha +mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage -- i sine +mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom +-- men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand, +og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin +alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik +rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre +frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte +ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder, +og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til +sin fortrolige og spurte ham til råds -- mest i kærlighedssager, +og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han +erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte +mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede +sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der +ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en +erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang, +der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den +tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han +lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke ved den; så skulde +den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige +hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde -- +ligesom det kunde være for bestandig -- sluttet fred med Den røde +galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse +med alt, hvad der kunde virke ophidsende. + +Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han +mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig +mand på et kontor. + +Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var +som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde +øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade +marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens +øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre +efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie, +føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med +utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på +en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og +hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen, +hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt +sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra +natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af +deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige +bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde +og holdt fest, så det skingrede; de stod ikke tilbage for deres +blodsfrænder i Nordsjælland. + +-- Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne +en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske +billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå +nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger, +der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske +fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke +stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en +stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i +deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der +åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var +herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i +alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige +uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres +liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, +gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i +kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der +føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen +som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som +står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og +kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen +på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en +dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra +gamle tider; hans tro på egen urokkelighed ligesom forstenedes i +ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for +alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et +ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige +så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle +stenfyrster. + +Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov +var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de +fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog +sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag +med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med +den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling +dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at +han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem, +som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket +begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde +ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for +høj grad lå åben og tilrettelagt for ham. + +Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind, +lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage +med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige +udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over +den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens +bevægelses love. + +Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fået amnesti, +og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle +sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre, +de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene: +Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være. + + + + +Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at få +en stilling; han rejste omkring for at se på forholdene. Der var sket +så meget i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at interessere +sig for det, men han var egenlig skuffet og stærkt tilbøjelig til +at rejse ud igen; han havde atter den underlige fornæmmelse af, at +alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som +når de andre drenge legede på skolepladsen, og han selvfølgelig ikke +var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig +selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse, +indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en større provinsby, +kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart han hørte +hendes stemme; det var Anna Årbo, og hans næste, øjeblikkelige tanke +var: Hvorfor er jeg ikke rejst? + +Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde været ude af hans +tanker i de fem år, at han var dårlig forberedt til pludselig at +huske hende igen med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var også +vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i +hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også +påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var +hendes stemme uforandret mild ligesom før. + +Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, og derefter begyndte +hun at fortælle om sig selv; hun havde begyndt at læse til lærerinde, +men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik +godt. + +Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav +så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand, +forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han +også mere ligegyldig ved hende. + +Vidste De, at jeg bor her? spurte hun. + +Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan være, jeg +vil søge en plads her hjemme. + +Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det +var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun. + +De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen +vidste, hvor De blev af. + +Det havde heller ingen betydning for nogen. + +Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt +tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een. + +De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed, +at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. -- De har forandret Dem +meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang. + +Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg +unægtelig. + +Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille. +-- Han hævede stemmen og sae: Har De hørt noget til -- vore fælles +bekendte? + +Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste +til Amerika, da han kom ud. + +Fra hvad? + +Fra fængslet. + +Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt, +og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte +et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet +at blive belyst og så at sige draget frem af en anden. Han følte +pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi +ham og havde begået en forbrydelse, mens _han_ kæmpede med sig selv +og vandt sejer. + +Hvordan går det ham nu? spurte han. + +Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget igen af gården, men +han er nok kommet godt i vej alligevel. + +Ja. Det tror jeg gærne. -- Farvel, frøken Årbo. + +Farvel hr. Råskov. + +Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte udtryk i hans +ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre? + +Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. -- Men +han følte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der lå over ham +i det øjeblik. + +Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med +det første. Dermed skiltes de. + +Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide +at komme af sted. -- Han følte det ligesom han nu havde fået nok, +som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se. + +Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og +han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over +for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der +var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende +havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og +rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde +gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt +og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende +igen. Nu havde hun haft fem år til at komme ud over det, og det var +lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var stærkere end han. +Hun havde endogså vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som +helst anledning til, havde inviteret ham til at besøge sig, for at +han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende. +Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær +helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed, +som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme +igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe. + +Næste dag mødte han hende på gaden sammen med en ung mand, der talte +ivrigt og halvhøjt, og som gik så nær ved hende at han måtte være en +meget god ven. + +Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans Råskov, ganske uberørt +af hendes venlige hilsen; med den mand i baghånden er der ganske +vist ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for +mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her længere. + +Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han +hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun +havde ventet på ham. + +Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at +indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun +var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en +del om, hvad de havde oplevet i de fem år, men pludselig gik samtalen +i stå; de så på hinanden, og bægge følte, at de havde ikke flere +ligegyldige æmner at tale om; nu måtte de enten skilles eller komme +til det, der brændte dem på sjælen; han havde en hel sætning færdig, +der begyndte med »farvel«, han havde sagt den for sig selv et par +gange og overvejet den, så den netop var, som den skulde være, men +så kunde han ikke få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig +forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til den end +»farvel«; han ønskede, at det var overstået; men hver gang han åbnede +munden for at tale, forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i +afgørende betydning, hver gang det mislykkedes at få den frem; den +faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev tænkt; den vilde +afgøre hans fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende. + +Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så forventningsfuld på ham; +han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme +var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en +brønd; han måtte la det gå, som det vilde. + +Lidt efter mødte de den mand, han før havde set hende sammen med; han +så på hende længe i forvejen og hilste dybt. + +Hvem er den mand? spurte Hans Råskov. + +Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den +tid, jeg har boet her. Skal jeg fortælle Dem noget mere om ham? + +Ja, siden det er en god ven af Dem. + +Nå ja -- han har friet til mig. + +Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel +hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde +også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes +sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende +ord udgik fra hende. Han så langt hen for sig, overskuede i et blik +fremtiden og mente, at den var til at bære; dette var den sidste +prøvelse, også den skulde han bestå, og så -- -- -- + +Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte hun på ny, skuffet +over hans tavshed, og jeg har måske ikke så meget at beklage mig +over, jeg er ikke den, der er kommet værst fra det. + +Beklager De mig? spurte han. + +Hun gik nogle skridt uden at svare. -- Det hele lignede til sidst et +skibbrud eller en anden katastrofe; alle søgte at redde sig, så godt +de kunde, rendte som afsindige hver til sin side. + +Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var +der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af, +at De ikke tænkte på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det, +siden jeg har set Dem igen. + +Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind, +at De trængte til en veninde, og håbede, at det skulde blive mig; jeg +var atten år den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var et +øjeblik, da De var glad ved mig. + +De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu. + +Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme; +da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde +været. Fru Hansted -- -- + +Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at vide. + +Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hørte, at +De ikke var der, så begyndte jeg at forstå; hun blev sindssyg, var +det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende. + +Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende; +jeg undgik hende; der kunde jo ikke være tale om andet, det var +forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og +til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gøre? Hvem tør +påstå, at jeg har skylden? + +Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede +vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel +i et menneskes ansigt. + +Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst +blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind +fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske +stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han +hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet, +og som havde haft det værre end han. + +Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er +andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt +om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i +hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har _set på hende_ -- +-- jeg kan forestille mig -- + +Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg. + +Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak +sig, som kæmpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at +le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde +overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt. + +Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat, +sae hun åndeløst og skælvende. + +Nu ved De snart alting om mig. + +De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- taknæmlig, fordi De har +sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget +på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt, +ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har +alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var død. + +Frøken Årbo, De er den første, som -- -- + +Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt. + +Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke +lyve for mig. + +Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok. + +Hvad var det da? + +Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har +talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen +anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg +sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre +viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme +fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om. + +Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge +Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet +lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så +selv gøre et eneste skridt for at få det? + +Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det +vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi +skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu +er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden. + +Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til. + +Deres ven fra før, som De selv talte om. + +Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre +end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min +mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget +om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De +aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med +det usagt, og så blev det for sent. + +Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom +til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for. + +Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt. + +Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang +havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham; +der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og +kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort +ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed. + +Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset +hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på +en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. +To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den, +der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og +beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og +giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp +af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en +gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig +morgenrøden. + +Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun. + +Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det +første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha +lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år +siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu -- -- + +Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun. + +Ja, sae han. -- Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for +sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv +som i dette øjeblik. + +Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg +opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men +næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at +møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden +som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, +og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu +siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel, +og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, +jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for +hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med +bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet +så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt +jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«. +Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er +ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller +ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at +noget er for sent. + +De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med +den. + +Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op. + +Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik. + +Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels +forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv. +Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men +idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke +opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden +at tale. + +Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes +ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse. + + + + +Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag; +Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem. + +Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs +igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre +hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv. + +Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den +stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der +knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind +til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer +der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt, +og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde +blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af +de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det +blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og +ned ad væggene. + +Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs +og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på +en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en +ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når +vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire +med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille +sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er, +sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den +begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der +er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere; +den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i +betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste +vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej. + +Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer +sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber +den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer +et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over +lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på +den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et +bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til +værs og blir til ingenting. + +Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og +så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav, +mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i +guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte +livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til +kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop +udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder +et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer +til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast +et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der +er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen +slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen +i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende +som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug, +og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder +ned på mange steder, fulde af ilende gnister. + +Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som +protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet, +knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber +sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens +ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer +skramlende om kap ned fra væggen. + +Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om +bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab +er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud +på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder +stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet +dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb +blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som +om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker +og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om; +små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med +tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i +portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i +sig ligesom nys udklækkede brilleslanger. + +Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust, +lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved +næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river +med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft, +flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat +ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står +uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i +søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, +solide arbejdsklæer -- altsammen tilhørende husets fremtidige frue. +Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder, +men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og +sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig +og ikke til at ta fejl af. + +Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens +strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser +som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne +med. + +I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på +gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres +kammerater inden for risten. + +Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg +ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu +går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse +gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner +ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump, +så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule +hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der +tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen, +begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem +på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke +røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen; +men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt +ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper +efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen +og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir +der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter +ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op +på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på +loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og +hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være +med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem +huset. + +Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med +sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det +og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det +erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med +primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning +med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den +forrygende storm. + + * * * * * + +Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det +brænder i nærheden af vort hus. + +Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. -- Men i det +samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde +ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem +hans sind som gnister i storm. + +Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er +hos os, det brænder! + +Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af +luerne i hendes øjne. -- Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage +igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det +får fat. + +Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans +arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må +skynde os, om vi kan redde noget. + +Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede +foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det +uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå +overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de +mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op +i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp +imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom, +men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet +af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han +havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke +gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet +ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke +kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig +sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende +igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne; +og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og +kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi, +han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod +uudsletteligt på hans hjærne. + +Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han +ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin +egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så +snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med +ham selv. + + * * * * * + +Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender +den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes +i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge +sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de +fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og +træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og +mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme +vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden, +der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre; +det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres +blotte pegen. + +Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter +løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med +genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river +til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres +rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem, +og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme +af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter +sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en +indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet +ejer. + +Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den +brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med. +Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på +gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står +folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men +de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang +vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få; +æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen +til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til +sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og +bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned +ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og +spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen +mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften +og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir +ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir +kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil. + +Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under +tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt +sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens +vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og +gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper +flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af +taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at +det blir hedt under dem. + +Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården, +og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den +brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to +tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden +vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne, +for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, +at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind +på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte, +som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår +blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse +på een gang. + + * * * * * + +Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke +tåle at se på det mere. + +Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav +genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år +siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb +ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen +var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig +overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver +gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der +skræmmede hende langt bort fra det æmne. + +Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op +mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og +et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe +fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig +ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de +alt, hvad den efterlod sig. + +Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind. + +Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov. + +Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun. + +Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var +hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik +den dag. + +Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store +brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at +gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes +i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til +den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit +overblik -- der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad +den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde +tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget +klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se +skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der +inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer, +jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres +ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og +græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden +videre. + + * * * * * + +Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny. +Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om +på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med +hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden +med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden +og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt +ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under +ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme +om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som +en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død. + +Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden +sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet +sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af +deres bevidsthed. + + * * * * * + +Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er +syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være. + +Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte +øjnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke tåle +det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du. + +Jeg blir hos dig. + +Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det +altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men +nu er det alvor. + +Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg? + +Det må ingen. Ingen må se mig, når -- --. Gå nu. Jeg er ikke længere +et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det +bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som -- -- + +Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun +pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe +hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende. + +Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang +tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og +viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så +dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og +den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt +lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet +af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt +hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag +og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme, +hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i +hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede +hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom +hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for +bestandig. + +-- Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket; +Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb +over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik +også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde +så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde. + + + + +Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en +afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og +gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt, +der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da +han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte +bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod +vente på sig. + +Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset +med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre +fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær +underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde +forsømt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en +sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro -- det +fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting +var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den +så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af +svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, +støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør +ubeskåret næste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri +Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver +gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder +med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte +holde den i ave. + +Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at +springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var +vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi, +og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den +ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele +hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede +han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde +Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som +om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans +opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af +flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans +side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans +forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge +i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved +skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke +ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot +blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et +skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb, +men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt +adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede, +men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, +angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles +i sin magt. + +Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som +om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, +der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde +male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte +sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig +og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store +brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe +sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. +Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud +var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene, +kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans +strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme +i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden. + +Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han +i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende. +Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede +sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse, +og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det +var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det +grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den +fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så +gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i +værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som +de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte +trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans +bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde +denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov +ind. + + * * * * * + +Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for +det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var +gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem +døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen +ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han +skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for +hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede +møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde +opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og +leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse +elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade, +mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede +sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg +på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået +en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så +kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår +den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. +Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at +den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp. + +Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til +varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv +mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden +havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde +angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit +værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom +over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede +sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort +ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der +havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der +havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den +anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som +han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et +eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været +glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på +ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået +ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og +vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre +som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som +ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set +fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som +mennesker kan være glade over -- -- alle, der havde haft det bedre +end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft +stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage! + +Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige +verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var +selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede +ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, +der har set for meget. + +Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede +tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller +ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, +skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget +ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning +efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. +Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var +hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet +af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var +også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde +undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det +kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede +hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten +til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben +ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige +hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, +gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen +lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne +holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i +behold. + +Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale +pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, +ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var +ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen +som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i +seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for +ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som +han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at +kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan +lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var +noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var +ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at +armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod +sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i +vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde +hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet +havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen +om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede +sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, +satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at +opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde. + +Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog +anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod. + + + + +Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens +forstyrrelse, efterhånden at udspilles. + +Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så +meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid +gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans +fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var +blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over +at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte +fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt +mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet +af den tøjlesløse fantasi -- han gennemlevede en hel parodi på sin +egen fortid. + +Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede +under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han +hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det +skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, +vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev +ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han +også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede +sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; +han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge +efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede +skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en +lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han +kastede sig ned på gulvet og væltede omkring -- -- han tænkte sig +det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var +overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis +på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som +om han var kommet ud af en maskinhal. + +Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved +siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte +han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge +erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget +plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente, +at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte +en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin +forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og +samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig -- +efter snylteres art -- og som syntes at skulle fortære ham fra inden +og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for +eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde +ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og +undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den, +og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær. + +Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i +forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde +han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og +uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, +og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange, +meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved +selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede +fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget, +eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede +han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden, +og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den +erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom +narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være +ene om sit og ikke gribe ind. + +Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der +påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, +som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede -- i løbet af +et helt år -- en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg +på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse +syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; +andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder +fra en bog, der selv er sjælelig usundhed -- -- + +Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru +eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den +ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets +dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan +søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng +eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng -- hvilken af +delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal +finde som enden på sagen? + +-- Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang +vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde +ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende +indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for +at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i +hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde +vokse naturligt sammen. + +Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op -- +og gået i fordærvelse tilmed. + +Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for +så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; +der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der +hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så +syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til +at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange +troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse. + + * * * * * + +Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde +underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig +anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og +ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få +en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke +firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af +hans første eksperimenter, da han var dreng. + +Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt +han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo +også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det. + +Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag +og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne +ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken +til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden +lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen +bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme +ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, +fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald +måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod +uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde +tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud? +Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har +været, før alting blev fortæret. + +-- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et +udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det +kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen +var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da +mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi, +hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare +uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke +mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham +til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, +når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen +lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går +støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og +det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre +drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles +rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle +kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor +sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke +at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand. +Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske +været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end +idel tomhed. + +Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens +folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han +gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha +været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han +kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse +ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der +fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller +ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et +uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret +ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte +lyst ved nogen ting. + +Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget +til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i +egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På +sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt, +hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid -- +som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med +dem, der skal overleve ham. + + + + +Det var en klar, kold aften først i Februar. + +Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele +dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var +efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker +og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for +indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der +hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil +de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved +at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev +dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over +hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og +dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde +bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik +fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med +sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke +andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst, +forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at +mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen +overflødighed. + +Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for +meget -- både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte +han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog +han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt +ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort +andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit +overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten. + +Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da +Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude +på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres +jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv +mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur +en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså +være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede +øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til +en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så +godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt: +Idiot, hvormed han mente sig selv -- fordi han ikke, som han plejede, +havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig. + +Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et +skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det +ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. +Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange; +han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde +stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om +efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var +ingen, det var et ensomt sted. + +Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg +fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på +stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, +og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen. + +Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting, +der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han +gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men +han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger +ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han +skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over, +at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille +aften. + +Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han +måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i +den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde +allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og +brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke +hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr. + +Hallo! råbte han. -- Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke +flere skrig. + +Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt. +Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. +Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof +til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var +faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde +være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, +så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt +insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke +bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden +slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve. + +Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger +jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor +han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. -- Jeg er vel ikke +bange, tænkte han og kom til at ryste. -- Det er sandt, jeg er jo +syg. Det er slemt; men det hjælper ikke. + +Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af +anstrængelse for at holde fast. + +Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov. + +Ja vel, lød det klart og simpelt. + +Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede +det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans +legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et +knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og +svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det +gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo +tak, han havde det temmelig godt. + +Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i +den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved +siden af. + +Hvad hedder du? spurte Hans Råskov. + +Jens. + +Du kan vel nok selv gå hjem? + +Ja magelig. + +Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de +kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere +sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde +gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde +på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået +ned med isen. + +Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen. + +Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg +blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op. + +Ja men så er det da bedst at jeg -- -- -- + +Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig. + +Ja ja. Så siger jeg da så mange tak -- -- + +Selv tak. Farvel, Jens. + +Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende +ben. + +Så var det mig, mumlede han. + +Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart +mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig +op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han +igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at +kunne bære ham. + +Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne +hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig +op; benene blev trukket den anden vej. + +Hans er blevet gammel, mumlede han. + +Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned +i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans +stivnede læber: Her skulde det altså ende. -- Det smærtede i brystet; +hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved +blev tungt. + +Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var +vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han +havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. -- Jeg har taget +hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et +godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg +selv dør. + +Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere +over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår. +Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en +ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans +hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere +kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent. + +Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et +sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet? + +Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik +under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt +borte, der endelig havde fundet vej til ham. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Hans Råskov, by Knud Hjortø + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41956 *** |