diff options
Diffstat (limited to '41956-8.txt')
| -rw-r--r-- | 41956-8.txt | 6375 |
1 files changed, 0 insertions, 6375 deletions
diff --git a/41956-8.txt b/41956-8.txt deleted file mode 100644 index aa8803d..0000000 --- a/41956-8.txt +++ /dev/null @@ -1,6375 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Hans Råskov, by Knud Hjortø - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: Hans Råskov - -Author: Knud Hjortø - -Release Date: January 31, 2013 [EBook #41956] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS RÅSKOV *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This file was produced from images -generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur -at http://adl.dk) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne -e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. Kursiv tekst -i originalen er gengivet med _understreg_. - - - - - KNUD HJORTØ - - HANS RÅSKOV - - KØBENHAVN - DET SCHUBOTHESKE FORLAG - J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG - 1906 - - - J. COHENS BOGTRYKKERIER - (GEORG A. BACH) - - - - -Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret -fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med -kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; -så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en -dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede -først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i -solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang -de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale. -Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje -endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde -kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde -man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og -pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte -grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og -blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg. - -Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var -gårdens ældste søn, Hans -- kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær -sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; -vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt -og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds -øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans -havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen -skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt -al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, -der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede -efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet -på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene -øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde -ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som -han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det -var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på -loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og -hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker -på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring -på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. -Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned, -ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave -elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat -ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem. - -Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen. -Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte -så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde -givet ham et snit i den ene finger. -- Nåda, sae han vredt; hvad skal -det til? Du kan godt blive fri. -- Han løb ind i tørvehuset, hvor han -havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet; -dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der -var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den -gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har -den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump -halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de -derfor ha lov at skære en i fingrene? - -Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en -gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke; -man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt -mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde -man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del -af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en -æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden -mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den; -den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde -levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i -øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i -indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke. - -Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en -god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en -snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar -den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast. - -Gå så, sae han. - -Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre -i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den -anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans' -sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle, -at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være -så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han -hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte -til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen -fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at -begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der -havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig -meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld -strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var -tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et -ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede -den at gå. - -Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det -vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog -han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden -med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved -sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så -gik han meget langsomt -- skønt hans hænder dirrede -- hen til den -stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans -beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der -var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede -den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han -betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel -i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde -ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke -arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig -godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han -stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede -den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo -mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane, -hvad det en gang havde været. - -Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke -nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han -alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han -var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han -gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød -klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han -ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han -havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved -siden af, sparkede den der ned og kastede til over den. - -Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en -lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i -ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han -vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at -følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode -igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det -nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke -opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at -det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad -mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv. - -Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør -din pligt. - -Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu -var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på -ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen -imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne -og rystede en mængde bønner af sig. - -Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de -tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig -på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke -straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de -bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb -i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da -de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang -tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede -han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel -og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle -slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var -der igen en stemme, der skrålede efter ham. - -Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften, -for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde -fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde -hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over -engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng -og genboens mose. - -Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende -vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen -risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene -følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte -hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de -fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens -sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, -dog trænger mest til. - -Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille -sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er -anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse -af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse -- -- - -Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården, -mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om -smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags -ubehageligheder på den anden. -- Hvad skal du? Jeg spør, hvad du -skal. -- Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger -du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? -- Hvad, er du dær inyw, -skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du -glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra -din mad? Hans! Ha--ns! - -Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom -blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul -blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte -glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod -ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var -sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre -på -- for andre. - -Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i -borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så -havde hun andet at bestille. - -Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var -blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde -jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man -kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig. - -Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til -at ta den forestående kamp op. - - - - -Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst; -Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte -egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra -fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide -det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og -sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at -han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste -deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme -noget -- -- og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor -og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok -skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først -havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det -var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men -husholdersken -- -- å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået -noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og -forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad -han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og -drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes -- -- Det var -fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den -elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af -med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han -sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han -altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at -blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om. - -Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var -lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og -han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det -havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen. - -Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange; -ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden -stak som nåle på siderne af hans næse. - -Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og -som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende, -skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød -sådan: - - Min bedstemor - fik trillinger hvert år, - som hver en nok så net - af bedstefar blev ædt. - -Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog -ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i -halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade, -indtil vandet lukkede sig over ham. Det brændte og isnede på een -gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var løftet højt -over ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at han fløjtede den -tossede vise: Min bedstemor -- --. Den slap ham ikke mere, så længe -han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med -lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog -fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned -i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han -klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den blev her nede, og -så tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra -det, der sugede dem fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent -oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde den itu indefter, -og under stadig fløjten, der undertiden blev hakket i stykker af hans -klaprende tænder, slog han bid efter bid af isen, først med knoerne, -så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde længere, trak han -ærmerne ud over hænderne og slog til med hele armen, og stadig måtte -han passe på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en -fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene; -det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet -en lang bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. Men det -blev galt igen, da han ikke kunde slå mere is i stykker, for han -blev suget ned lige så tit han kravlede op. Han _tænkte eder_; han -kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men -han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde luft svalede langt -ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede -i brystet blev han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den -luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus. - -Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes -han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå -stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting, -og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i -isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene -kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul, -han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden -slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom -skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været -plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen -helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen -fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i -sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var -kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han -aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm -og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn. - - - - -At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker, -der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene -var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført -tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine -skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig -fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes, -kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af -de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder -til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at -kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også -en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede -mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev -ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke -selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af -lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten -lige med et var blevet en slem dreng -- til sorg for mange, og ingen -kunde begribe hvad der gik af ham; men han _var_ ikke mere den han -havde været. - -Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu -fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj -eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk -på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om -udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig -rigtig vidst det, før hun sae det. - -Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet -en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod -han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen -på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og -det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis -der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at -han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på -lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme, -fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev -udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han -det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen -nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en -åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang -kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte. - -En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme -bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine -tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det -nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om -længe bekvemmede han sig til at spørge. -- Det kaldtes at forkorte; -man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie -led med samme tal. - -Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var -regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun -rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, -fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte -kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte -brøk; det var ikke svært. -- Lad mig få addisjonen med med det samme! - -Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden. - -Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en -påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham. - -Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så -skal du se sikken en masse sludder. - -Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så -vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle. - -Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var -mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi -han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men -hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet -helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to -sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig -- -- du er så våd, din -gris. -- Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på -hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans -så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte -forskel på hunden og dem. - -Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var -lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med -albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte. - -Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. -Du trænger nok til at få nogen smæk. - -Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat! - -Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor. Han -blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en -gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt -skrin, og der var ingen, der kunde åbne det. - -Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på, -at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig. - -Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest -ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det -ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, -fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, -der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik, -disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde -oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så -havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde -flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet -af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under -pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning -af modværge. Senere da det var bagefter, _tænkte_ han sig, hvordan -han kunde ha slået igen. - -Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det -jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene -var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv -imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere -forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed. - -Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han, -hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky -på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været -hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han -anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der -først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun -een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans -eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og -lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig -efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som -den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i -ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke -kunde få op. - -I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde -udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da -Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede -den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var -så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske, -hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en -overbevist synder mellem lutter retfærdige. - -Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde: -alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at -det måtte være en lindring at være blind. - --- -- Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede -at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine -skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og -som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det -altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da -han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været -nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet -det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun -vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud -og _smæk_ vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og -rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han -havde lyst til at stikke ud. - -Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev -låset af. - -Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede -hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i -stykker på kantstenene? -- Det buldrede i hans hoved, som vankede der -rungende lussinger, han kunde tænke sig dem -- -- -- og så tog hun fat -på at tale ham til rette. - -Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede -virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, -han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun -gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke -var blevet endnu. - -Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? -- Hun -vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte -smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, -at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved -ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en -gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede! - -Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en -maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og -det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå, -ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for -ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; -skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han -mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og -kvalmefornæmmelsen kom igen. - -Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en -uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han -nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget -af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i -stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær -sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis -også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i -køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham -og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. -Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig: - -Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og -lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer -du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, -man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak, -og så rækker man hånden ud og tar imod det. -- -- -- - -Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var -ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet -på ham. - -Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene -og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor -din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart -du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den -kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, -når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og -gabe, inden der er noget at gabe over -- -- - -Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende. - -Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at -hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den -troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen. - -Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning. - - - - -Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos -naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde -kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet. -Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun -hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på -ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to -gange, før hun forstod det. -- Hans Råskov. Kan du ikke tale mere -tydeligt? -- Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun -havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne, -han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved -at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre -pigers næser; den var så smal og bestemt. - -Vil du lege med? spurte hun, -- hvis du ellers har set nok på mig. - -Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han -vilde. -- Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden -hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han -talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening -lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende -ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun -var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når -der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som -om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej -bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun -kommanderede ham ud. - -Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten. - -Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var -vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke -helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han -følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før. - -Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil. - -Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, -da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin -tone, og dansede væk med den. - -De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort -pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt -med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den -lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester -i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva -springende. - -Lær mig det, sae hun. - -Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, -hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun -prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at -vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag -efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let -ved det. Men hun var allerede ked af det. -- Uha, dreng, sae hun, gå -dog væk med det tossede stads. - -Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt -sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille -om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame. -Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der -pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; -her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde -sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; -han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, -som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var -smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her -ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og -når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans -landsby, -- og som naturligvis ikke lae mærke til ham -- så havde han -ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem, -å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså -dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte -om dem. - -Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han -var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at -det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham -ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et -fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over -for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og -hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige -tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han -en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe -kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den -slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun -ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem. - -Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv -- nej -ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var -kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han -kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt -fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig -og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt -af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres -ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem -to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om; -han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede -ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham, -men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen, -inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på -hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så -han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld -skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der -hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng -og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog -ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen -dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne -enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud. -Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to -kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig -til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en -gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i -virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for -at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort -i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej; -det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at -røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet -»forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft. - -Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte -han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der -både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som -noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under -hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og -blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i -tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde -begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede -et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans -sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på -mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på -formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var -over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden -for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken -om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og -med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik -han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på -en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans -sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig -så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til -mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet -ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til. - -Så kom Eva i spidsen for de andre børn. - -Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom -hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes -øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en -hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers -nok være med til at lege. - -Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken -Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han -havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog, -at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an, -men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva -i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han -skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde -de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den -begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og -da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og -måtte se ned i jorden. - -Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den -store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den -dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og -afgørende, som hun sae alt andet: - -Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med. - -Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, -skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog -den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig -følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind -i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende -sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte -hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun -så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København -kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom; -men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå -øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; -nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem, -når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige -på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik -haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der -hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til -hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig -tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand. -Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også -lidt bange for den sten, han stod med i hånden. - -Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae -ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame -havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det -samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti. - -Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han -skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik, -anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at -det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt -han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre -sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem. - -Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans -kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden -af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad -der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også -forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde -båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på -hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt, -et mærke, hun kunde beholde for livstid -- -- Han hadede hende så vel -som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde -havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når -lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par -timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han -tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget, -han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i -søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker, -altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst -var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en -krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de -tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå -så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede -om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv -til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig -rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået. - -Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik, -som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i -skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog -tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i -dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning -svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den -sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at -optage en indgribende oplevelse. - -Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring. - - - - -Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen -dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik -ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; -de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på -himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, -uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en -sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, -og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den -mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og -små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på -halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul -hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs. - -Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede -om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu -igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og -husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. -- Og ud af sin -uudtømmelige grube af historier begyndte han: - -Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, -gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på -gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og -somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke -folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, -og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi -sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og -gå med i kirken, Rasmus -- -- sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus -grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. --- Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er -da een ting. -- Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge -mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så -var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad -bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over -været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, -men fruentømmerne kunde ikke li' det. -- Du skulde ta og sætte dig -ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det -vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at -sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i -et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. -- Nu -skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder -at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke -vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo -en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, -kommer der et ualmindelig stort lyn -- -- -- - -Blev han ramt? spurte pigen. - -Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående -op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til -menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg -var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han -ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det -naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme -af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og -tråd og den slags. - --- Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et -sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han -havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting -købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae -han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der -stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over -bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven -hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af -bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et -indtryk på ham. - -Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent -samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, -og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre -fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og -så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk -sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og -giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre -ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase -dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede -ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, -hvad han havde været så optaget af. - -Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han -løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med -halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i -normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe -det ligegyldige bæst og gik videre. - -Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner, -men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket -husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget -han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb -ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; -han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være -at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier -om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så -ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede -dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en -lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og -farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst. -Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd -i husmandens historier. - -Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i -portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud -over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt -mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag, -duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte -mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at -føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde -glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle -ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. -- - -Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange -som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det; -det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting -der ude blev fremmed. _Hjemmet_ -- det lå mellem de fire længer, -udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne -ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og -stakkene. Hvem skulde han få med? - --- Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var -indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig, -så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og -gården alene tog halvdelen af udsigten. - -Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og -udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om -han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde -blive. - -Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var -det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt -ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede -i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae: -H--m, h--m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand, -der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var -så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den -var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel -ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette -sørgelige: H--m, h--m, der fulgte efter hvert lyn. - -Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt -i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde -høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen -om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt, -sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over -forstavnen. - -Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på -alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han -gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde -heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted -hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad -så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde -sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham -om noget. - --- Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og -forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte -sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig, -den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte -sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog -fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så -spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans -blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene, -der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt -fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom, -for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse -det skrig, der lurede i ham. - -Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på -horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort, -mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, -og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om -lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre -skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen -skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned, -kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes -mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med? - -Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig -metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev -ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der -borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene -skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der -havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans -gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften, -han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede -farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved -siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en -rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på -hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen -over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem -råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav -forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men -ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren -op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken -bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald, -der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom -ned for at klappe ham. - -Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive -forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig -stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter -bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps -var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men -med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben, -kyllinger, knaldepiske og sød mælk. - -Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, -- der var -noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende; -køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad -ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for, -kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af, -så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde -ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden -- det var den -klogeste mand i sognet --, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når -nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde -hentes dyrlæge. -- Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. -- -En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da -han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte -efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset, -dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen -omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden -gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs -skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke -tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de -ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke -på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte -der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det -var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det -bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var -at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; -folkene var jo ikke så glade ved det. Ja -- dær fandt de så en -gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og -negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i -vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik -set den. - -Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig. - -Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud. -Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans -fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor -og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne -venlighed fra en hunds side -- det var omtrent den eneste, Hans -kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte -- -dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt, -der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham -noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det. -Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted -- som en rusten gryde, -fuld af hår og negle -- ligge og lure og tiltrække blod og galskab -oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over -hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod -- -- og man -vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med -at grave efter det -- -- - -Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng. -Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen -betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor -hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde -forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo -til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale -om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, -han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med -det forsæt sov han ind. - - * * * * * - -Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod -som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget -varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den -dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den -hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå -op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede -den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige -svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på -den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru -stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var -nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var -knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre -sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han -gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor, -men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig -havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat; -men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde, -det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene -og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra -hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans -hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at -det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i -vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der -endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig. - -Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes -sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt -øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et -knippe. - -Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, -hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt -ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han -rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive -svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke -skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og -holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der -er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i -vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans -vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden -for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer -ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent -gabfuld tænder og et vredt glam. - -Ti stille, hund! - -Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet, -og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og -hylede af smærte i stedet for. - -Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en -lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet -ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på -forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som -han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik -adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den. - -Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; -han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel, -rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted, -der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et -lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå -himmel. - -Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig -længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han -fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde -en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han -rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige -flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der -atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin -kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte, -hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv, -der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og -bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i -hullet og vendte sig for at gå hjem. - -Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken, -og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den -gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne. - -Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og -da alt var lyst, gik han hjem og i seng. - - - - -Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen -og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke -maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og -duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød -med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten -ikke var til at lokke ud gennem halsen. - -Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe -havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens -datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser -man aldrig noget til dig? -- Som den, der var blevet opsøgt og -først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn. -Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et -par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige -folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige -naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så -alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme -tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder, -de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket -i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. -- Hvorfor kommer du -aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. -- Han -vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae -så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. -- Bondelømmel, sae hun. --- Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun -var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende -bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede -sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri -for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han -tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette -bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde -se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han -var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide -at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående -aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han -nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere -fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så -- -- -- - -Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo -og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte, -hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var -ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for -at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og -besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne -satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom -til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få -ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig -frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå -den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom -alt andet. - -Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige -og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så -hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en -glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og -lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den -arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det -spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer, -hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt -ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få -lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som -de to der ovre. - -Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg, -diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale, -og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han -talte; han havde det hele for sig -- -- Men henne ved døren kom een -ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs; -dr. phil.'en forsvandt -- -- -- - -Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n -svare, skal du ha noget mer kaff'? - -Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat -af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han -stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken -om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen -til stien og dukkede sig; det var dem. - -Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde -erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i -sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme -fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers -mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De -lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer -og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder -- -- så foretrak -han at høre på gårdens karle og husmænd. - -Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde -gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af -ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han -satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et -spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i -et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne. - -Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af -den mands mund, det må være ringeagt. - -Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre -noget som helst ved ham vilde være dumt. - -Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til -det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme -det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i -hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske -til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at -måtte flygte fredløs for menneskers øjne -- -- - -Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den -efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen -foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et -skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller -anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter -sin bedrift. - -I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i -stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde -set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved -vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog -sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse -timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han -havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran -den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man -ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af? - -Nej! - -Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde -afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang. - -Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok -drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke -kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller -også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget -triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De -kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den -blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der -havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været -svært utålmodige! - -Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var -han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men -nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der -var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge -ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte -han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der -ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det, -han tænkte sig. Anså de ham for vigtig -- godt, så ringeagtede han -dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne -alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem. -Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, -men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu. - -Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om -ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen, -at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt -mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre -mennesker. Søren -- den rødhårede dreng -- var blevet helt glad, -da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets -lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og -spiste. - -Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og -så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden -havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under -øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde -han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der -brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og -hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en -frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han -lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en -svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede. - -Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans -stod over for hinanden. - -Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt -kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men -hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham. - -Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev -Søren. - -Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han, -og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig -appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens -staldlugt. - -Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren, -der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind -på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger -de; og du vil ikke hilse på andre folk nok. - -Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde -lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning. - -Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans. - -Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede -som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne -fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem -om af bar lærdom. - -Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne -moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, -og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til -siden. - -Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen. - -Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp. - -Hvem skal ha klø af den? -- Søren rakte efter den. - -Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om -på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen -været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde -tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke. - -Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han -havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået -en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det -tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede -et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt -nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans -en knyttet næve i synet. - -Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed. - -Han fik lov at ta den. - -Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad -skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige -pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint -og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund -og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag -kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af -livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker -drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede -ventede på at blive udløst af Sørens første angreb. - -Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en -vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er -tosset. Og du banker de små; gør han ikke? - -Jo--o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, -at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det. - -Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde -opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han -helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; -han kunde heller ikke få bestemt sig. - -Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde. -Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, -og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han -udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig -ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb -nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig -stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under -øjet, så han faldt. - -Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå--å, nu kommer du i -tugthuset! - -Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han -kommer til at køre alene hjem, for jeg dør. - -Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med -ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en -undsigelse, inden han gik. - - - - -En aften sent i September gik Hans nede ved søen; han havde arbejdet -med sin kemi hele dagen; nu havde han læst bogen igennem, og med -forsøgene var han halvvejen. Det var en stor befrielse at ha noget, -der optog tankerne så stærkt; men når han gik og spaserede som nu, så -mærkede han alligevel, at der var mange ting i vejen; det blev ikke -godt med ham, før han kom bort fra egnen; hver aften havde han noget -at tænke over, som han burde ha undgået; han var snart lige glad med -at passe på; han havde opgivet at blive et ordenligt menneske, så -længe han var hjemme. Men når alt var nyt omkring ham, så vilde han -begynde at blive anderledes. Det var jo forbavsende, hvor alene en -ting som kemi kunde hjælpe på hans humør, og nu skulde han snart til -at lære mange nye ting. Han levede helt i fremtiden; nutiden kunde -han ikke klare, det gjaldt bare om at få ende på den, på den ene -eller den anden måde. - -Ud af de høje rør dukkede en skikkelse frem og kom hurtigt hen imod -ham; det var Søren. - -Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse, -ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu -spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var -ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften -og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt -sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med -den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden -Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare -han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå -hen og vende ham med foden og se, om han var død. - -Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du -se, -- og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under -venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy -mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg -selv betale -- -- - -Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var -endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer -ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han -i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og -skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under -venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet, -som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft. - -Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab. -Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt -sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand -på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte -helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med -de forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af -ham, mens de rullede hen ad jorden. - -Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod -Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men -kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde -givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af -halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede -han bort i skældsord. - -Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit -infame bæst! Jeg skal -- -- - -Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan, -hviskede han; hvad har du at vræle for? - -Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans' -højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. -Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere -følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu, -hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse -for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til -sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben. -Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der -fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte -Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved -at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud -var bleven siddende mellem Hans' tænder. - -Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som -pryglene, der tog kræfterne fra ham, og for hans øjne flimrede en -blodpøl på en mørkegrå markvej -- som kunde et kreatur dær ha brækket -benet og være blevet stukket med det samme -- den krøb ud i mange -flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede -der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for -at gi et brøl af sig -- -- - -Nå, har du så fået nok? - -I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans -fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som -når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han -så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting. -Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han -havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der -har bragt sine sager i orden. - -Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte -sten i hodet på ordenlige mennesker. - -Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste -gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel. - -Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne -lugte. -- Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og -gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. -- Du sku' eg'lig selv slås -ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge. - -Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet -størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over -denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i -cement. - - - - -Det var lige efter nytår. Hans gik sin sædvanlige tur ned til søen; -det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København -og begynde på sin læsning. Men der var ikke længere nogen tilfredshed -ved det; hvor han så kom hen, vilde han blive nød til at tænke på -det, der havde optaget alle hans tanker de sidste tre måneder: -Han havde endnu ikke slået Søren ihjel; han havde overhodet ikke -gjort noget som helst ved den ting, skønt den sad i hans sind som -et ulægeligt brandsår. Jo han havde tænkt sig drabet på Søren. Han -havde oplevet det mange gange. Men han havde ikke taget sin hævn. Han -havde bekæmpet sig og ikke taget bøssen derhjemme, passet Søren op -og skudt ham. Og dog havde han udtrykkelig sagt: Næste gang slår jeg -dig ihjel. Han vidste næmlig straks den gang, at Sørens død var ham -en nødvendighed, og det havde også vist sig, for et værre liv end han -havde ført i tre måneder, kunde ikke tænkes, og det kunde heller ikke -fortsættes; han kom aldrig til at du til noget. - -Og så havde han sagt: jeg slår dig ihjel. -- Hans tænkte så meget; -det var sjældent at han sae noget af betydenhed, men når det skete, -kunde han aldrig glemme det bagefter; han var bundet af de ord, han -havde hørt sig selv sige. - -I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par -rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste -nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen. -Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre -den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers -måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste -han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting -udrettede, og alligevel havde han følt _nødvendigheden_ lige så -stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres. -Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så -at han kom til at gå med det hele sit liv. - -Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var -kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel -- -- det var -snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet -i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på -ham selv, det fortærede hans sjæl -- -- og nu skulde han rejse langt -bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i -ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede -vilde det blive endnu værre. - -Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene -revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en, -der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik -nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det -knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når -man går på usikker is -- -- - -Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken; -han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han -kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag -og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp. - -Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle -enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom -klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et -øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al -den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede -rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at -stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det -ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre. - -Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen -svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen -og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha -lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der -ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden. - -Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når -han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede -han også så forbandet? -- Hans kunde ikke stå stille, han løftede på -benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik. - -Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til -det. -- Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk -bare løs; brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen -kulde på den måde. - -Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund; -han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme -hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham; -han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer. -Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs -sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så -blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en -gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste -måske ikke selv hvordan han skreg. - -Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå -fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at -komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om. - -Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået -en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt, -at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er -kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham -ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af -sted. - -Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han -hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i -ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede -sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage. - -Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han -havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men -nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde -begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde -blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere. -Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være -bange for sig selv resten af livet. - --- Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede -sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød -løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det -skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen, -hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en -døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord -at klage med end sine sidste suk. - -Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til -søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen. - -Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde, -og lidt efter fik han sit mæle igen. -- Gud fader, søn og helligånd, -stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn --- -- - -Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede -Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden, -Søren stavrede usikkert bagefter. - -Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme. - -Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb. - -Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven? -tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til. - -Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at -gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til -at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig -med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger. -Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed, -at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne. -Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i -skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven, -han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at -træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at -forhindre, at noget sådant gentog sig. - -Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan -skal vide, at det _skal_ blive anderledes. - - - - -Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til København for at -studere, lignede han ikke ganske de andre lærelystne drenge, der tit -kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der -kan opsamles i en familie, der slægtled efter slægtled lever uden -for kulturen; hos ham føltes alt det, hans forfædre havde levet i, -som noget der var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han -ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at -han kom der fra. -- Hvad skal jeg så gøre med de andre? sae hans -faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde være; -- de har heller -ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til at la jer -studere allesammen. -- Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han -var alene, tænkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmænd -ud af de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt mærke til, at -deres lyst ikke gik i den retning. Sæt at han havde været en af de -yngre, og der ikke havde været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om -måneden -- -- Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde -stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lægge til -side af dem, hans faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han kom -til at koste? Men så slap han da fra det. Han vidste godt, at han -var egenkærlig, og han fik det også tit nok at vide, navnlig var -husholdersken utrættelig: Tænk at han skulde koste så meget, og at -han ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder Hansen en aften: Ja -ja, han er den første jeg koster noget på, og så er det bedst, jeg -gør noget ud af det, mens jeg har råd til det. - -Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt -sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at -gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud -der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten. -Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde -de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden, -for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han -glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om -ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor -gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit -eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor -lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver -dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent -til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv -derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig. - -Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og -han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde -for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var -sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb -tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene. -Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke -noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i -mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet -sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med -lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved, -og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med; -der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære, -der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser -over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et -slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men -nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen -en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev -en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete, -at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den -revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så -mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, -og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd, -der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse -havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at -huske, var han blevet helbredet for. - -Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt -i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed -- det de -plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende -år -- begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og -krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane, -at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte -sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det -bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående -mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, --- men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin -støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig -nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et -laboratorium. - -En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men -virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til -at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde -være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af -at høre -- den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme -på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at -snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor -uskyldig -- -- Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var -heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten -femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. -Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer -skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke -længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på -at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest -optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst -i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. -Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen -livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var -det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt -næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom -ornens hjørnetænder. - -Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra -forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer -forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af -fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At -karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede -dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og -efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det -var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke -ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove -historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde -han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev -enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at -tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den -henseende. - -Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone, -med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt. -Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud, -som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille -stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et -kødben, der har mistro til en anden, der ser på den. - -Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større -indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig --- det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at -en kammerat gav ham et godt råd -- og der var vel også mange, som -det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig -en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev -hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som -de fløjtede en melodi til -- -- Hans kendte det meget godt, det var -tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det -var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær -var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme -slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og -drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang, -eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest -opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere -litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han -sige. - -Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere -lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til -hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo, -når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der -hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til -stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde, -og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen. - -Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på -egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det. - -Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget -som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog -ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det; -han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en -pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end -hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger -blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte, -måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der -hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de -var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der -havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget -tidligere. - -Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode -nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle -stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv -vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen -lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand, -hans duelighed; det var frugtbare år. - -Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre -noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt -sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men -han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige -nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit -arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes, -og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst. -Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med -en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans -bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne -formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde -ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I -få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne -en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og -skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget, -så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans -vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre -mennesker blev grundigt opfrisket. - -Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu -kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. -- En dag opsagde han -sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære -bryggeri. - -En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og -beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen -af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som -jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der -er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes -ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for, -at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld -af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der _vil_ -modnes, skal en dag komme frem. - -Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en -provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev -de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til -at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke -til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham. -Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig -vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om, -hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der -ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses; -derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde -forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde -tåle at være ledig. - -Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af -sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne, -huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham -vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som -voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget, -der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra -vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter -tur. Først stod det for ham i et indre syn -- og det var underligt, -at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt -- og så kom -stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en -hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det -altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over -det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad -netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere -rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op -mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem. - -Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes -periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han -havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte -forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere -havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et -slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe -det eller slippe det. - -Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed, -så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer -fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse, -som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme -ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms -sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive -organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu, -at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt -sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne, -sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke, -i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig -selv. - -Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke -syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede -om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste -øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men -nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed -- -- - -Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin -foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde -og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt -var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for, -ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham; -ved siden af ens vilje og forstand -- som man skal stå til regnskab -for -- er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke -er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een -uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i, -ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige; -livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre, -endnu mindre sin egen. - -I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens -han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans -hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene, -når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var -længslen efter nøgternhed. Altid -- også når tanken om kvinder faldt -forstyrrende ind i hans arbejde -- stod dette for ham som det højeste -gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om -den kunde vindes. - -Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i -provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker, -og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den -nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han -befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans -tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige -farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få -til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske -mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man -en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret -mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk -indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans -forbandede nøgternhed«. - - - - -Det er midt i det vildeste forår. - -Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer -nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en -uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster. - -Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem. - -Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag -med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i -morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft. -Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under -safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere. - -Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke -holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne -og knækkede ribben. - -Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den -er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten, -andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den. - -Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det -går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig -inden for tøjet. - -Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye -begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme -slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i -erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at -se, om denne lære endnu står ved magt. - -Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for -brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og -metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen -går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den -gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske -digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han -skrev. - -Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, -hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne. - -Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele -natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, -meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er -slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige -område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv -kvalt og med flået hals. - -Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene -næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde. - -Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den -står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej -meget mere berusende er den. - -Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren -i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de -dobbelt så hedt. - -Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes -i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren. - -Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel --- lige for tiden -- at alderdommen holder godt trit med visdommen. - -Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder -maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan -der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og -anger. - -Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter -gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. -Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt -knæk. - -Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene -blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har -det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter -fremviser hver dag nye huller. - -Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser -det dygtigt; blæst er omsætning. - -Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. -Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir -man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, -solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret. - -Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre -behjærtet brøler kæferter -- maskerede som fædrelandssange, når de -kører hjem fra skovtur. - -Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem -helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres -øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at -begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan -fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem. - -Unge enkers tårer tørres. - -Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; -grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden -der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig -ungdom tar sikkel på afbetaling. - -Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne -synes mere blå end i vinter. - -Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med -øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og -hænger sig. - -Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. -Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at -soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden -af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers -sure ansigter. - -Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber -på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og -indhyller forstanden i sin elledamp. - -Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage -lungespidser. - -Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende -i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele -vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end -man skulde ha tiltroet dem. - -Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, -vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser -og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de -det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer -fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i -mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på -hovedgaderne; arresterne fyldes. - -I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som -andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der -blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved -forøget salg. - -Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved -siden af hverandre. - -Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne: -Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem -ikke ære for en skilling. Gud alene æren! - -Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har -begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, -som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men -nu slås de om den. - -Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem -hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. -Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. -Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem -af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på -pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver -han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr. - -Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; -den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et -vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet. - -Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som -den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres -klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de -rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt. - -Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, -hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med -meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes -smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se -til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen. - -Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på -nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den -graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som -han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med -lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et -menneske. - -Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem. - -Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug -i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt, -og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden -- -som er livet set fra en anden side -- arbejder med fordoblet kraft. - -Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej, -alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet; -samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift -opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og -sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter -derfra, hvad det har behov. - -Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med -forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der -får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke; -indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget. - -Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå -favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til -rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har -høstet lys, hvormed han kan gå ind i den mørke tid. En anden, der -fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke. -En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i -sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved -lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der -frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større -frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet -på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt -hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter -og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet -uforanderligt om sig. - -Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar -jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, -der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor -meget af den der blir brug for -- mægtig, ødsel, ligegyldig som en -gud. - - - - -Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun havde været meget -forelsket i sin mand, der pludselig var død fra hende, og når hun -smilede, kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en tid af -sit liv med at græde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og -den mand, der så det, kunde føle det dirrende i sig længe efter og -ventede utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun lo mere end -hun smilede, og hendes latter var lang og støjende; den gav nærmest -indtrykket af en ung enke, der inden ret længe vilde blive gift igen. - -Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav pande; i højre tinding -var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet -som en spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs og slog en -langstrakt bue ned over kinden, især når det var højt vær, der kunde -stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i næsen, og i -blæst, når hun var overgiven, så man hende sprutte sin krølle ud af -munden. Den fik mange mænd til at le, og det så hæftigt og hengivent, -som blev de selv kildrede på sjælen og havde møje med at holde det ud. - -Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde der komme et -udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et -prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå -tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd, -der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og -synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen; -de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, -der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i -en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin -nethinde som aflange striber. - -Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var -hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov -at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende; -men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og -sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt -mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at -udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han -sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han -inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at -fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden -at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om -intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter -- lidt anstrængt -kunde den undertiden lyde -- men damerne fandt, at så megen troskab -fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og -ænsede ikke latteren. - -Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun blev søvnig; hun sov -og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden. -Den første, hun da gærne traf på -- så at sige ved indgangen til -livet -- var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker, -der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. -Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed, -som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige -vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen -fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at -glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som -hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun -holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i -et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt. - -Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han -var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende. -Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet -end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke -mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han -kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et -godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være, -og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys -var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver -måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på, -syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var -egenlig et tarveligt princip hos en mand. - -Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags. -Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte -hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået -og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for -dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det -- --- det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for, -hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål, -som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på -ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik -noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik -for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag -røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig -henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler -sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker -at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter -mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes -kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men -hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og -kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem -alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og -gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu -formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han -havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige mænd, der havde -de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden -karakter, de vendte senere tilbage -- for at forvisse sig om de ikke -havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at -støtte deres opfattelse med. - -Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være -temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig -ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere. - - - - -Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved at samle sig uden -for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent -fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida -kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde så meget morsomt -vrøvl om, hvor enhver især skulde sidde; Vejgård holdt et helt lærd -foredrag i den anledning; han og fru Ida var så kåde som to lam på -en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes beundrere, -proprietær Ahlmark, enkemand på tredive år, løftede på hende under -påskud af at ville hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin -stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var -henrykt, fordi det varede så længe, og fru Ida lo, og når man så -omkring på ansigterne, så var forskellen på dem, der beundrede hende, -og dem der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også disse to -yderligheder elskede fru Ida at samle om sig. - -Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en, -som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved -de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som -om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent tredive år, han -havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund -var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast -tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den -for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue -og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der -henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt -sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans -øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at -udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så -tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha -set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans -ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje. - -Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores -alles kære veninde, fru Ida Hansted? - -Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en -fremmed til stede. - -Hr. brygmester Råskov. - -Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for -at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov -smilte ikke. - -Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke -ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker -ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette -sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så -på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke -høfligt at se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret, -især i en situasjon som denne her. - -Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af -ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han -forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden, -havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud -- -- - -Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre -fulgte efter i mærkværdig god orden. - -Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om, -brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt -fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs -herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi -der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt, -havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde -stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han -havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift -af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde -nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste -sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun -kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at -huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med -en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han -samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå -skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem -ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en -lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt. -Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og -hindret sådan en overrumpling? - -Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et -dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han -havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og -det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en -sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til -en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han -spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at -indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede -sin mund stædigt om det, han havde opfattet. - -Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun -uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle -linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og -selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og -håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der -var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der -havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin -afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der -havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det -spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven -og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag -uvilje mod Vejgård. - -Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd, -men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand -gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af -en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig -hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre -ord fortælle sin kone og sine fem børn -- fem blonde pinde lavede -af samme træ som han selv -- om hvad for letfærdige enker der var -til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten -måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru -Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde -tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta -sig af hus og børn -- -- Han så ud til at være mindst fem og tredve, -og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem -alvorlige nok, så måtte hun være fyrre. - -Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen -mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en -stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og -var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad -ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, -at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for -resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og -passede på det, han havde samlet. - -Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende. -De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun -havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale -til det, de kaldte det bedre menneske i hende -- sådan som købmand -Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin -sindsro fra over dem, der var nul -- -- - -Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. -Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun -vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme -ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så -han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham. - -Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark -så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet; -ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var -så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde -den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte -at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende. -På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han -måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten -af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som -hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone -så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse, -og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde -hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas -ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede -hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok, -og anede ikke noget om den sjælekamp, hendes mand havde at bestå. -Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person, -hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt -vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem -til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas. - -Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun -bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i -fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den -tavse, kolde herre blev den næste? - -Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes -smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var -fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde -straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet -sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig -selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt -den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det -sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver -gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart -færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring. -Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun -sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med -en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og -upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at -kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre -folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham, -med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig, -giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den -- -- - -Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den -med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen -bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes -ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et -øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig -vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom -da han for en snes år siden for første gang så et dampskib blive sat -i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks -begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se -de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han -ikke turde vove sig ned imellem. -- -- Det er urigtigt af mig, tænkte -han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle -mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde. - -Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er -det egenlig De laver? - -Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham? - -Å jeg troede, det var øl, sae hun. - -Jeg laver bægge dele, svarede han. - -Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig -meget. -- Hun så mildt spørgende på ham. - -Dynamit støjer undertiden mere, sae han. - -Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren. - -Ja. - -Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af noget usædvanligt, -da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som -en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige -bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt: -Å ja, såmænd ja, -- og som på et ventet signal brød munterheden løs -igen. - -En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen. - -De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at -gå ned først. - -Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra. - -Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til -- og med det samme -sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem -luften og sank i knæene. - -Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det -gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske -at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig -for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres -ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter -at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget -uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte -efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille -areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, -at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, -påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget, -at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede -vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark -fik fat i hende. - -De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig -nærmere, ved De nok -- -- Ja, De vilde gærne ha fat om livet -- hun så -dristig på ham med sine leende øjne -- men det er som bekendt ikke så -let. Se så! - -Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde -håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe? -Nå, De skal ikke være så ked af det -- -- Må nok. - -Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm. - -Kan De godt lide det? spurte hun. - -Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem -begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne. - -Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede -til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af -Hans Råskov. - -Det kunde De ikke gøre, sae hun. - -Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne. - --- Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i -skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud, -når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene -som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke; -han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige -dig det. - -Hvorfor er du det, stakkels Kai? - -Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den -eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre -gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter. - -Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel -det? - -Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok. - -Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom. - -Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der -et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om -og kyssede ham. - -Barnekys, hviskede hun, idet hun gik. - --- Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og -der var et brag som når en flok råger flyver til værs. - -Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der -dækket på græsset inde i skoven. - -Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for -dær vil De helst være. Er det løgn i min hals? - -Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De -har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let -glemt, når De kommer ned ved den anden ende. - -Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på -een gang. -- Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps, -når jeg gir den, ikke? - -Jo, jo! blev der skreget. - -Fru Ida fik den første og stak den ud. - -Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov. - -Ilde. Men jeg har set det før. - -I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min -sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det? - -Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store, -bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det. - -Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til -gengæld? Forlang! - -Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt -ud af det glødende ansigt. -- Å, send mig det tilbage igen. - -Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst -uskadt af Vejgård. - -Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri -latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig -stille. - -Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde -håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke? - -Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han. - -Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det. - -Det er for sent, jeg er altfor stiv til det. - -Hvad taler De nu egenlig om? - -Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet -et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur; -han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke -tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske -anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige -historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og -gir urolige drømme -- -- -- - -Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren; -jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt -fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til -et velskabt menneske mere! - -Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke, -men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke -lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha -med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning. - -Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren -fik det sammenlagte overstykke udleveret. - - * * * * * - -Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun -betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i -luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig; -mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så -ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær -rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var -godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med -dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne -hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke -fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en -mand, der går og har øje med praktiske sager, nej -- -- -- Man så for -meget, når man så på ham -- --. Å, han kunde alligevel godt gå dær -henne og føle hendes øjne! - -Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende, -hvad synes De så om vor lille klike? - -Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han. - -Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten -se ud, som om De var vred over et eller andet. - -Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i -hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang -mit væsen. - -De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som -om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså -Deres væsen. - -Ja. - -Vi andre morer os og -- hun tog et drag af sigaretten og udsendte en -røgsky i retning af ham -- har mange galskaber for, som man jo næmt -kan se, men De har heldigvis bedre forstand. - -Hun vil mig noget, tænkte han. - -Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde -efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt -tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et -menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke -mere slog til en skønne dag -- -- - -Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede -menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham. - -Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så -er der jo håb endnu! - -Hun gik og lod ham stå med sin fortid. - -Hende kommer jeg til at hade -- forhåbenlig, tænkte han. - - * * * * * - -Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort -gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt -i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt -særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede -de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de -brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt -ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust, -fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i -fru Idas væsen. De beklagede -- under et langt og ømt kys -- at hun -havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn -det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt -imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette -udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til -hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så -sødt bag efter. - -Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds -underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den, -der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får -lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han -sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men -han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en -utrolig mængde ord. - -Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man -prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem -minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske -nær ved -- -- godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den -forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme -rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om -fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, -ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde. -Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare -vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg -vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i -jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en -halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant, -for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet -ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde -den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha -den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der -er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil -sige -- -- - -Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat! - -Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet. - -Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte. - -Og hvad så? - -Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De -få den for at gøre den god igen. - -Hvad fejler De? spurte han dumt. - -Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel, -der nu også er blevet snaksom. - -Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod -hende høre, at han lo, idet hun gik. - - * * * * * - -Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til -hende. - -Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at -dæmpe. - -Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod -tydelige i aftenlyset. - -Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg -- han grinede -ynkeligt og lidenskabeligt -- jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De -skal være min kone; i morgen den dag; nu! -- Han løftede hende op på -sin arm. - -Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en -overgivelse. - -Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem! - -Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig. - -Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så? -Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se -det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg -Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem -os to, tiggede han. - -Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag -var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden. - -Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran -ham, og han turde ikke gribe efter hende igen. - -Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De -gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem -- De ved ikke hvad jeg -blir nød til at gøre, når jeg -- -- -- uha, jeg er lige ved at foragte -mig selv -- -- men De må heller ikke sige nej; sig nu noget -- -- Er -jeg så væmmelig? - -Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de -ligner hinanden, men -- -- - -Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun -næppe kunde få ordene frem. - -Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns -igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal, -men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig -på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom -hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved -siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen. - -Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed -som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at -hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på -hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive -utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en -silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstående -læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed -var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, når han så hende -igen -- han vilde se hende igen -- ti denne klart tegnede, mørke -profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den -var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde -haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang -havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans -første forelskelse. - -Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det -blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og -den tog sig friheder -- -- - -Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han -ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af -den art. - -Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at -han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han -plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke -lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke -blevet urokkelig endnu. - -Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der -var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde -fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der -endnu var langt borte fra bevidstheden. - -De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres -figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede -de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i -samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn. - -Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en -slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklærede, at han, som dog selv -havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget -som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at -det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var -truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor -rolle som kræfterne? - -Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart -hen. - -Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, -pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig -til nogen særligt: - -Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter. - - - - -Hans Råskov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og -den holdt sig frisk, så længe han endnu havde det vilde kor rungende -i sine øren. Men medens de andre ufortrødent blev ved at more sig, så -trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden, -der i den tid var husvild, slog sig på ham; han blev et af de få -mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt -dag efter dag, blev som et symbol på hans kedsomhed, der også var -uforanderlig; de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. Det -var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så -alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom -indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede, -men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham -af og så komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme -sol over sig, og hans sjæl var så flad og bar som pakhusets grå -murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag. - -Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog -samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en -vis varme. Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen -skinner på en, så man blir hul. - -Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed -over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For -det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden -sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad -der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var -skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget, -at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i -hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han -ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald -her som et andet sted. - -Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; -de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi -de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og -menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres -facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik, -men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig -hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev -ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte -og deres regnestykker. - -Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften -indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham. - -Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at -gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har -nogen sikkerhed for, at jeg får fred. -- De andre mænd, som han så -trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han. -Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve. - -Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at -han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han -gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt -gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en -åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der -stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst. - -Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af -og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte -stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til -en mere primitiv tid -- inden det raffinerede københavnerbarn, Eva, -havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig -selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds --- lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt -om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er -bare at man går ud i det -- -- - -Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og -de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var -den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden, -når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og -han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe, -gyldent og fredeligt -- -- - -Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte -sig hos hende. - -Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne. - -De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans -hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej. - -Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget, -hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog -et blad og svalede dem med. - -Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med -sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, -blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig -på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en -lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan -der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder -svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans -bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner -ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge -på himlen. - -Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der -står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge. - -Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede -hende -- modbydeligt åndsfraværende -- på skulderen, men hun ventede -dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans -skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge -ubekvemt. - -Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han -en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på -galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte. - -Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans -indre, hørtes ikke i hans stemme. - -Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans -ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro. - -Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det -skulde ende sådan. - -Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og -ret godnat og gik så hjem til sit. - - - - -Par efter par går det store selskab ind i proprietærens spisestue, -hvor alting udsender et koldt lys, kun vinduerne er mørke, og de blir -lidt efter lidt helt sorte. Der har været varmt i dagligstuen, men -her inde er man lige ved at fryse. Rødmen på damernes kinder begynder -at vise bestemte grænser, hos de ældre flytter en afdeling af den -ud på næsetippen, kavallerer sendes ind efter sjaler, men de unge -vil hellere spise sig varme eller le sig varme. Med det sidste er -det alligevel kun småt; ingen siger noget, alle stivner over for det -meget hvide. Der mumles, mens suppen bydes om. - -Det var da satan til højtidelighed, knager proprietæren, hvis stemme -hersker enevældig i det tavse rum. Ja, må jeg så bede det ærede -ligfølge om at ta for sig; de, der ikke får nok at æde kan bag efter -gå ud i spisekammeret og gøre sig færdige. - -Ældre damer mindes hans kone, som han begravede for to år siden, men -de formildes svagt, idet suppens varme dampe står op om deres kolde -næser. - -Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner -en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk; -hendes bordherres underholdning fremkalder næppe en krusning af et -smil på hendes smalle ansigt. - -Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse -bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres -dames glas? - -Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette -brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave -i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af, -en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men -heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle -sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en -splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig -ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af -øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to -massive spørsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage -endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens -naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu -uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes -magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende. - --- Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans -gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler -med fru Ida alene. - -De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han. - -Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der -ser. - -Ahlmark er straks helt ude af det. -- Hvis De vil smile til mig nu, -siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre -med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil -være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være -Deres dreng på Deres gård. - -Vil De det? - -Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at -bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som -et tilfrosset vand en vintereftermiddag. - -De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til -Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om -ham. -- Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive -til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men -det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på -mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue, -og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig -forvinder det, bare for grins skyld? - -Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans -Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen; -der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er -optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får -ham til at vende hodet. - -Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham. - -Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i -øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere -befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af -mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på -nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede -ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end -interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden -og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder -snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler -deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og -øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte -samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene; -albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer. -Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt -at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man -føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under -samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter -- -- - -Fornuftige forældre aner ingenting. - --- I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm; -det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til -denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke -skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde -være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven, -da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at -danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun -vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han -kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han -havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at -more hende en hel del. - -Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af -forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han -kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig, -han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo -alligevel muligt -- -- måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt -sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning, -der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så -pludseligt; næste dag vilde han forklare hende -- -- eller blot bede -hende om ikke at tænke mere på det. - -Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart -han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han -underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set -fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han -havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham, -i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da -han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig -selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans -fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale -med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under -det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab. - -Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer -gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der -løber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende -modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var -dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der -udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte -hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun -løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og -sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder -- --- af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom -han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida -sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue; -ondskabsfuld mumlen løb langs bordet. - -Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med -ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at -se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat -måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været -så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på, -hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og -tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de -to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første -til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde -han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang -havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig -sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så -støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned -i de bare gummer i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm! - -Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med -sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste -gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var -det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed, -at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret -billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, -han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne -halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til -at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og -færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte -liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans -selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på -hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans -øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, -så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud -af ham. - --- Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans -Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. --- Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende. - -Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser over mørket? spurte -han, underlig berørt. - -Ikke andet, end at jeg kan godt lide det. - -Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne -ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig -herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de -havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller -hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes -fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget -af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd, -men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand, -og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok. - -Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne -at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og -jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem. - -Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener -det, føjede han til. - -Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også -meget om Dem. - -De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han. - -Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham. - -Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med -en antydning af et smil. - -Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af -munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt. - -Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor. - -Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk. - -Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem. - -Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik. - --- Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De -har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang -købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig -været. - -Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte -hun. - -Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det -kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se -ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op -til Dem hele tiden. - -Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg -synes, De forsømmer Deres pligter som vært. - -Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og -flere andre så den vej. - -Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne? - -De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt. - -Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. -- -Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske. - --- Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at -føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den -vej. Velbekomme! - -Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap -med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog -og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede -på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over -en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige -morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le -sig ihjel over hans morsomheder. - -Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den -hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men -så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve -fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den -helligånd. -- Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på -dyrlægens dansende sigar. - -Lad _mig_ tænde -- -- jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig, -av, hav, hav, hav -- -- -- - -Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang -få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en -begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det -igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde -gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede -hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren -fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den -om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han -således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær, -så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej. - --- Vejgård havde -- i mangel af fru Ida -- drillet en flok unge -piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol, -medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden -på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte ham hæder og ære -fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og -glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige -af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin -sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede -ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for -en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste -sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var -lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård -rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med -hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for -at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med -knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod -om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft -af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon: -Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. -- Hr. Vejgård -er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen; -men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den -sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun -kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab. - --- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de -hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om -kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede -om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og -gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden -et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere -af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et -træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned -over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand -ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo -sygeligt af og til. - --- Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale -med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede -alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men -hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af -hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som -to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede -med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så -frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans -tætte skæg straks af de bugnende, røde læber. - -Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op -- de bøjede sig -hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke -skulde gå hurtigt nok -- iagttog hun de to mænd, der havde valgt at -tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se -Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere -påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede -ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens -øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin -mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor -vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der -kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende -jærnvejsskinne! - -Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes -øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller -dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et -spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende -ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han -misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider -omgivet af mandfolkeøjne -- -- -- hun vilde pille dem ud allesammen og -sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes -på hende. - -Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og -stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, -der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden -gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden; -så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig -beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen. - --- Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai. -Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai. - -Du er meget smuk i aften, Ida. - -Det er jeg jo altid, svarede hun. -- Hvor havde det været godt at -modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af -en mand, hun elskede! - -Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig før i aften, så -var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig -har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig -mere kommer igen. - -Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede -mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham. - -Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. -- Det må -så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han. - -Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, -mens hendes tanker var langt borte fra ham. - -Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet, -at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du -ingen andre end mig. - -Hvad vil du så gøre ved mig? - -Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før. - -Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen. - --- -- -- Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en -ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har -endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed. - -Nå ikke det, svarede hun og lo tørt. - -Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han -levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i -fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu --- -- -- - -Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger. - -Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt. - -Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående, -at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu -er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min -udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til -overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os -- -- -- men -nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter -flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre, -skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og -jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. _Skal_ vi to more os, en -rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud -i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene -skal humme sig, når vi huserer! - -Ja, men ikke lige nu; jeg er træt. - -Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og -vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven, -har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs -står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn -vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige, -grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt -lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at -vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står -overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i -haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt -spasere lidt med den mand, der ikke er den rette. - --- -- -- Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den -halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter -at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del -på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til -og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger -rettedes demonstrerende mod et bryst -- hendes bryst -- mens løftede -øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende -understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld -stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom -imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det -andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det -syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og -begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med -fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte -den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og -strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i -ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende -en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget -for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist -på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så -ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå -trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde -sige noget afgørende, og hun løftede den ene hånd, men han rystede -på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans -bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød; -nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra -hinanden. - -Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen, -skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var -et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes -at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende -følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde -forbrændes, og så var der ikke mere, _det_ var nemlig umuligt, -menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over -det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over -det -- ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under -et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet -- mens ens legeme -flås hen ad jorden. -- Hans Råskov formåede at hæve sig over det og -hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med. - -Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe -ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting -gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv -begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket; -han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom -virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad -deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede -gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og -godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; og så betød -denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de -regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og -venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte -ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde -råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var -den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han -undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste -hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og -mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de -holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se -ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han -at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden -måde erfare, at han var til. - -Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to -vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget -dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han -slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig -op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke -elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med -samme had. - -Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida -rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt -inde fra stuerne. - -Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han -rystede endnu lidt efter farten. Han tænkte på de foregående års -arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med -års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de -oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind. - -Der kom nogen nede fra haven -- -- det var hende! Jeg må altså ha -siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden -vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde -det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og -stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke -kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham. -Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie, -var: Det er en god kone -- -- Om de unge piger var der sædvanligvis -ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev -sagt: Hun blir en god kone. -- Han vedkendte sig denne fædrene -værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl? - -Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes -øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys -septembermorgen. - -Hans tænder hakkede mod hverandre. -- Fryser jeg? tænkte han. -- - -Hun stod foran ham. -- Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun. - -Vi to, tænkte han. - -Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri -som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og -der kom en svaghed over hende. - -Jeg synes dog, vi har haft -- -- begyndte hun. - -Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja. -Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke -til at få den nærmere forklaret. - -Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget -fejl af Dem. Jeg troede -- -- -- nå, pyt med det; nu ser jeg, De er -en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele -herligheden. - -Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig -i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i -betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den -stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte, -skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv -- -- - -Den gang De -- -- -- begyndte han med en uklar stemme, der fik hende -til at bæve, -- den gang De mødte mig -- -- en aften, da kom De fra -andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der -altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også -ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet. - -Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede -hånden efter ham: - -Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let. - -Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens -rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et -insekt, der vil den vej ud. - -Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte -skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt -af at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for -lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans -forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen -måde var muligt! - -Sørensen var kommet ud efter nogen kamp med døren; han stod endnu og -holdt sig ved dørgrebet. - -De morer Dem ikke, sae han og søgte at lægge en let beklagelse i sin -stemme. - -Hun vendte hodet om imod ham, idet hun lyttede anspændt: Mon han -havde fundet noget at sidde på der nede? - -Sørensen tog et langt skridt og satte sig lidt pludseligt hos hende, -ligesom et lille barn, der slipper en stol og når at få fat i en -anden. - -De er bedrøvet over noget, fortsatte han i en mindre selskabsmæssig -tone; De har sorg. Det gør mig ondt, at De sørger; livet er jo dog -sådan indrettet, at det er muligt for os alle at være glade. - -Det blik, hvormed hun så på ham, gjorde prædikanten til et menneske. -Han famlede efter hendes hånd, og det gav et sæt i ham, da han fandt -den, men så holdt han fast. - -Jeg har længe kunnet se, at De var bedrøvet; det er mig en -nødvendighed at opsøge de mennesker, der er i nød, derfor er det -ikke tilfældigt, at jeg træffer Dem her. Men De behøver ikke at være -bedrøvet; jeg mener: så underfuldt er livet jo indrettet, at ingen -er bestemt til glæde, mens andre må være bedrøvede; ved De ikke det? - -Han talte flydende og i den evangeliske tone, som han havde så -megen færdighed i, at han havde glemt sin naturlige røst, men han -blev usikker og stammede ikke så lidt, da han kom til det æmne, som -havde skaffet ham så stor indflydelse inden for vennernes kres: -Kærlighedens Favn, der står åben for os alle; dær er det sødt at -hvile, når vi blot vil kaste os i den med blind hengivelse. - -Han tog hendes hånd i bægge sine og kunde ikke slippe igen; han -var som en smed, der er kommet til marked og har fået et elektrisk -batteris lodder i sine grove næver; han sveder og skælver og -gennembæves, det er ikke til at holde ud, men han holder fast, som -han endnu aldrig har holdt fast på nogen forhammer; en højere magt er -over ham. - -Fru Ida sænkede hodet, som stillingen krævede det, og klippede med -sine lange øjenvipper; for et tåget blik kunde det godt se ud, som -hang der en tåre i dem. Købmand Sørensen vandrede som en søvngænger -fra det hellige evangelium over i det verdslige; han anede ikke, at -han lokkede en sjæl til vildfarelse, han vilde ikke gøre det, men han -bestræbte sig dog for det. Han forsikrede, at der _var_ trøst for -hver sørgende sjæl, og mens han sae: sjæl og atter sjæl, skælvede -hans legeme over hendes legemlige nærværelse. Han forkyndte om -kærlighedens ånd, og samtidig krusedes hans kød af lyst. - -Han blev ved og lod sig ikke stanse; han vilde husvale hendes sjæl, -og han trykkede hendes hånd, som var den en sjæl, og hans hånd -husvaleren. Han vidste til sidst ikke mere hvad han sae, han kom -bort fra det tillærte, han blev så naturlig som en plante, der står -ved vejen og tar imod solen og senere sætter blomst og gir sin frugt -til vinden. Han havde af ganske ævne indsuget alt hvad der udstrålede -fra hende, det spirede og stred sig frem til lyset med ufattelig hast --- men det var jo også midt i foråret -- det blomstrede og fik farve -i hede ord, og det satte frugt i et kys -- -- -- - -Sørensen havde bøjet sig over hende, han prøvede ikke på at læse en -tilladelse i hendes øjne, for han så kun hendes mund, og den kyssede -han. - -Var det sket for fjorten dage siden, så kunde hun godt ha leet og -klappet ham drillende på kinden og sagt, at det gjorde ikke noget, -men hun skubbede ham fra sig og sae blot: De er jo tosset -- og hun -gik uden at tilføje noget formildende ord. - -Hun løb ned ad gangen, der hen hvor hun mente, Hans Råskov sad. Skønt -dette kun havde været et eksperiment, så havde hun ikke helt undgået -at føle sig svimmel; det var anden gang og tilstrækkeligt. Nu -- -- -- - -Han var der ikke. Hun ilede haven igennem, søgte ham til sidst inde -i stuerne; dær fandt hun ham; han var kommet i samtale med en eller -anden, med Anna Årbo, det lange unge pigebarn, hun konverserede ham -så mildt og fornuftigt som nogen verdensdame. - -Sørensen sad endnu på verandaen. - -»De er jo tosset,« tænkte han. Han huskede det kys, smagte det om -igen, brugte skriftsteder mod det og fik det ligesom til at blive -blegere, men netop som han mente, at han havde taget kraft og farve -af det, så svulmede det på ny rødt og modent i hans erindring, og -han fik en lang kamp at bestå. - -Det hjalp først, da han kom i tanke om sin kone. Han gik en omgang i -haven og pålagde sig den straf at skrifte alt for hende, om så hendes -tro på ham blev rystet derved. Og så måtte han hjem, han måtte fly -denne farlige kvinde. Dette var vel en prøvelse, en advarsel; han -vilde huske den. - -Han opsøgte sin kone, og de tog hjem. Undervejs betroede han hende, -hvad der var sket, men da nu den evangeliske ånd nogenlunde var -kommet over ham igen, så kunde det nok ske, at han udelod nogle rent -menneskelige enkeltheder, men det hun hørte, rystede hende dybt nok, -og hun led med ham. - -Han tilbragte det meste af natten i et lille gæsteværelse oppe på -loftet, under bøn. - - - - -Det regner; en stærk, tung forårsregn slår ned i udtørrede veje, -dråberne falder med kraft som små bomber, og i begyndelsen springer -støvet op om dem. På de skrå sider af vejene dannes der efterhånden -en bugtet rand af skum og støv, som vandet bryder igennem, små -støvede orme kravler ned mod grøften og viskes snart ud af den -tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra de -fugtige veje, men de grønne marker opsender en sundere lugt, der er -ligesom en bedre forståelse af den sunde regn. - -Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus, -men børn går uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres -stortæer trækker de hvide striber i det brune, våde støv for at se, -hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede småstrømme -på vej, der kæmper sig frem ad sandede hældninger, og hjælper dem -undertiden med at overvinde vanskelighederne. - --- De blir våd, højstærede, sae gamle postmester Årbo til Hans -Råskov, der stod bøjet over et hjulspor inde på en bivej, hvor sten -og gruskanter ragede op over vandene, så at det kunde ligne et -terrænkort over Finland. - -God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, at han blev våd; han -var ingenlunde faldet så dybt i tanker, at han havde glemt regnen, -der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som -pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han bevægede hodet. Men han -var kommet til at se på et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og -problemet om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker -kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede på -hjulsporet, som han havde glemt. - -Rindende vand får også tit mig til at stå stille, vedblev -postmesteren, undtagen, ganske vist, når det kommer ned fra skyerne. - -Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen for sig. - -Ja -- ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle -ikke se at komme under tag? De er meget mere våd end De selv tror; -kom ind under min paraply, så har De allerede været under mit tag, -det er altid en begyndelse -- he! Det vilde glæde mig at gøre Deres -nærmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre, -men når De kender min niece, så må De finde Dem i også at lære mig at -kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig, -skal jeg sige Dem. - -Hans Råskov så med interesse på denne mand, hvem det glædede at gøre -hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult -ansigt og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige, -og hans mund, der havde let ved at stå åben, var der noget ungt --- noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hentørret -endnu, skønt manden var over tres; han var en livlig blanding af -erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå han tog Hans Råskov under -armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var -der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at gi efter. - --- Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg konfererer med min -husholderske; det er jo lige ved spisetid -- -- gør mig nu ikke den -sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse -- -- - -Men _er_ De ikke våd om fødderne, udbrød han, da han igen kom ind, -jo min sandten er De så -- -- jomfru Andersen, ta og kom med mine -skindtøfler! - -Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm løs på Hans Råskov og -stak fire stive træfingre ind i hans hånd, men de samme fingre blev -meget levende, da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol stilles -til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene der ude, ligesom -de kaldte på hende, men hun gjorde sig hård og stillede en broderet -skammel foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, hun -måtte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem -sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra -vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med -at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad så mageligt, så -begyndte køkkenkniven at arbejde der ude; man hørte den komme igennem -og ende med små sikre hak på spækkebrættet; kopper klingrede, og -tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle -efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så; hver -ting afgav sit: Her! kom på sin plads og lod siden ikke høre fra sig. - -Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, hvad enten det var et -signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med -den ene hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen -over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fåmælt, og så gled -hun lydløst hen i døren: Værsgo! - -Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på den gamle mand, der -befandt sig vel i hans selskab og ikke følte det som noget tryk, at -han talte så lidt; han måtte være et sjældent menneske, netop af -den elskværdige slags, der plejede at holde sig længst borte fra -Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks -væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et -almindeligt menneske. - --- Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae postmesteren, da de -havde spist. -- Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler; -jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant -et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man -vil ikke blive gammel, hr. Råskov -- selv sådan en gammel hulmavet -stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke -- -- --- Næ, der inde er ingenting, der er øde og tomt, hvor der kunde ha -været skabt en lille verden; børnekammer, hvad? Skulde ha været. -- -- -Skal vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os? - --- Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? Ja ja, jeg tror -næsten, min kan tåle et lille stænk endnu. Hm, ja det er nu en -underlig fornæmmelse med sådan en del tomme kamre oven på. Men hun -vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil -ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var -ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet, -især når medbejleren var -- ja han var nærmest en karl af Deres -dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne -ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad -tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk, -sae hun; det var vel også med et vist henblik på mig. Galt gik det -naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe noget -at forudsige det, når alting om en er fuldt af galskab og en selv er -ligesådan? - -Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og -hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stået uden for hendes -vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror -nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i -søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde -det. Det var en drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget -sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den -lille postekspedient Årbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrøgen ned -ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under -ham; men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så kan du sige, -at du har fået ham af vorherre selv. - -Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men -menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver -se. Men vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev tosset? -Det skal jo til. -- Vil De sige, at De kender det ikke? Nå -- jeg -skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså -piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene; -det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar -ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid -nogen, der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der -var to -- -- Tror De, det var mig, der lod dem løbe, hr. Råskov, skønt -jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik -bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for -smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig -- bag efter, hvor de -dog ikke havde så meget at prale af mere. - -Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo drikke den uden rom, -det er så læskende. -- Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen -temmelig snavsede ungdomshistorier, De her får at høre af en gammel -mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud fra Deres temperament har De -ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at dømme anderledes -- indtil -videre. - -Næ -- -- det er ikke det urene, _jeg_ finder mest påfaldende, når jeg -nu tænker på det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere, -og når man så har alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende -følelser i en snæver krop, så blir man endnu mere komisk; jeg havde -dog gærne nøjedes med en af de næstbedste. Det synes jeg er min mest -prisværdige egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte -mig noget. - -Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han la menneskene rase --- jeg har set på mange, siden det var min tid -- og jeg vilde særlig -ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha. -Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg søge at indgive -dem den ånd, der får et menneske til at se sig fornuftigt om efter -den næstbedste, for det er dær, at mange bær sig værst ad, det har -tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres -bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det -har langt mere forfærdelige følger. Jeg har ingen glæde af at se på -den slags folk. - -De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, men har et par -minutter, hvor de er bevidstløse af salighed -- -- der er dog en stor -menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, skønt man -siger at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed -til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer -_årene_, og de er længere end minutterne, der er så forbandet korte, -men der har været en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den -almindelige livssum har fået en forøgelse. - -Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man ikke behøver at regne det -så nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde -op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet -skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den -på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig, -men De har for resten også været meget tålmodig. - -Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Råskov -- -ja synes De ikke også? Hvad mener De, når den hos kvinder udvikler -sig i form af opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den er -ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan elske ham -- ja, og -man er selv en sådan kvinde, det føler man -- -- Tror De, en kvinde er -til at få bort fra sådan en ide? -- Å, vil De lukke op, jomfru; der -var vist nogen, der ringede. - -Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over og så til onklen om -aftenen, når hun ikke var optaget af andet, og så var der glæde -hos de to gamle; jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de -brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og hørte til. - -Anna lod et glad overrasket »godaften« høre, idet hun så Hans Råskov, -og sae Velkommen, som om hun på en måde var værtinde i huset. -Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede -et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da -alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov -til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet. Hun -havde troet, at han derved også måtte komme til at tale om sig selv, -men han havde den ævne at holde sig til, hvad enhver anden også kunde -ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende -med en underlig magt: Han var altså et menneske, der vidste, at han -skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig -tørt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men når så -onklen blandede sig i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen -for sig, så var han straks en anden, end da han talte; han var borte -i det han havde tiet om -- -- -- - -Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; han vilde ha tabt i -hendes omdømme, hvis han havde kunnet få sig selv til at tale om -det eller hentyde til det, så at formodninger lå nær. Hun antog han -havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at -glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs -bortdragende uvær -- tordenen, som han alene havde hørt, lynene, -som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde -forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde være -alene med sig selv for at glemme; ingen burde ønske at udspørge ham -for at høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, om der -var længe igen -- -- -- Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt -om ham, at han var forelsket i fru Ida; men måske mindede hun ham om -noget sørgeligt, hindrede ham i at glemme -- -- -- - -Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende sammen; Hans Råskov -kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var træt og næsten vel -til mode, aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen -i hans sind; her var ikke noget at gøre sig stiv imod, og der var -en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var -kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var -måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne -barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde -ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han berørtes pinligt af -den formodning, at hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at -postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder, -der anser sig for kaldede til at være en mands frelsende engel? Han -blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige -kres, men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn! - -Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske -den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde. Havde -han været en mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det var -tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran -ham, nærmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og -dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer; -han så på sit ur -- to timer. Hvor den tid var gået hurtigt! Men da -han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der -bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun -havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han -hvilet sig, men nu var det forbi. - -Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk til godnat, han -måtte se på hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden -havde han været nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig -en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han altså; den slags -unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt øjeblik. Han -trak uvillig sin hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han -sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det, -tænkte han og gik rask til. - --- Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den halvmørke forårsnat og -mindedes en sommeraften for fire år siden; hun var da fjorten år og -meget sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun -ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, der stod i en lang -række og bar trådene ud mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun -skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen -ende på dem; de stod med trådene på deres skuldre, førte dem ud efter -i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig -om; hun grundede længe over det og græd til sidst; det at hun kun var -fjorten år, gjorde det heller ikke lettere. - -Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog var stort nok til -at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Når hun var fjorten år, så -måtte den mand jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede et -eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen ad en landevej, -og hun kunde møde ham, havde måske mødt ham uden at vide det, for -det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drøm, -men lige så godt et virkeligt menneske som hun selv -- -- -- Hun gik -trøstet i sin seng og havde aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham -af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig -nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig -hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham -måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var -blevet et år ældre. - -Men nu havde hun altså mødt ham. - -Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for -stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at -rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op -og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i -hendes hænder, der rystede svagt. Alt tøjet lae hun først i orden, -derefter kom turen til det, der var stemning ved; hun beså hvert -brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet, -læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige -breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og små bøger i -guldsnit indtog den anden halvdel -- det var venindernes afdeling. - -Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom til den nederste -skuffe, som hun ikke havde rørt i lange tider, men klokken var ikke -så mange endnu, og hun holdt mest af at tænke på ham med alle disse -gamle erindringer mellem hænderne; det hele blev mere fortroligt og -jævnt, hun kunde nok trænge til et slags værn imod ham. - -Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne, -men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser -i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd, -muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter. -Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige kåber, en -stump tøj fra hver eneste kjole, hun havde haft, så længe hun kunde -huske. Der var naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne havde -lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde tilhørt hendes ældste -søster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire år -gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde -skifte; den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig selv. -Og der var et hentørret firben, som hun havde pillet af en vild rose; -det havde været en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i -skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien. - -Denne skuffe havde en særegen værdi og var noget for sig; hun kunde -ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager, -men fra dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede -hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater -uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mænd -- de var -blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned i børneskuffen; -men nu satte hun sig til rette og læste dem igennem med største -opmærksomhed og tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt, -hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at -det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig. - -Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor -fuld af stemning, til at hun kunde være hel lykkelig. Hun rullede -atter gardinet op og så ud; solrøden var nu blevet stærkere og havde -flyttet sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne dufte trængte -forårets pust ind til hende; hun lænede sig ud for at få mere. - -For nogle dage siden havde hun endnu søgt at værge sig, hun havde -håbet, at det ikke måtte blive ham, skønt der allerede bag dette håb -var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt, -der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for -den kvinde, der elskede ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og -stift frem for sig som en mand, der skyder et svært og vanskeligt -læs og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde -ønsket, at hun kunde gå af vejen, fordi han var en mand, der hang -ulykke ved. Eller -- hun havde just ikke ønsket det; men hun havde -dog tænkt -- -- hun huskede, at hun i sine yngre dage altid havde -tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig. - -Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i skuffen, hvor alt -det andet var, der hørte barndommen til. I næste uge skulde der -være stort skovbal; han kom også med, havde han sagt. I dagene -imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede hun sig til. Med -den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så -overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke -mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som -en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte. -Men så er legen også fuldkommen. - -Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog -sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud -og se solen stå op. - - - - -Der er skovbal i byens lystanlæg, et blandet publikum fylder den åbne -estrade ved siden af pavillonen. Midt på gulvet drejer honoratiores -sig sindigt den rigtige vej med deres ægtefæller, men langs den -ydre rand suser den vilde galop avet om, saftige svende hvirvler af -sted med deres piger i stramt favntag. Der står en sød og farlig -em til værs fra den dansende ungdom, og efterhånden som aftenen -skrider frem, påvirkes de sindige elementer deraf, varmen og farten -fordeler sig mere ligeligt over det hele. Langs bænkeraderne syder -hed hvisken, og i de mørkere kroge sprutter fordækte kys frem under -sænkede ansigter. Musikken lyder velsignende over det hele erotiske -ocean, pisker det med stormende galopader, lar det svulme bredt i -sindige valse og maler det i kvadrillers hvirvler. Men de bølger, som -opstår her, nåer længere ud, end musikken lyder, og jo fjærnere de -ruller ud i mørket og stilheden, des mere skummende blir de; deres -toppe kruses af sød gysen, men dalene er fulde af svimmel. - -Fru Ida færdes alle steder som en vidunderlig ting, der gør nytte -overalt og ingen steder tør savnes; hun drejes langsomt og varmt i -den indre cirkel som en hvid lue midt i bålet, hvor der er hedest; -hun ses hvirvle af sted langs den farlige, oprørte rand som en af de -ydre flammer, der er brandens forposter og vinder nyt terræn for den, -og mange ser på hende og vil gærne være det stykke tørre træ, som -hun næste gang river med sig ind i bålet. Her hvor der er mange til -at gi og ikke færre til at ta, her er næsten alt hvad hun kan ønske -sig, og mere end noget menneske kan overkomme. Hun morer sig, som om -dette var den yderste dag, og dog synes hun ikke at kunne få nok, -hendes øjne søger stadig ud mellem træerne i det usikre lys, hvor -folk kommer og går, langt ud mellem de grå stammer, hvor menneskene -er lige så utydelige som deres egne skygger. - -Vejgård er aldrig ret langt fra hende; han er aldeles overstadig; -når han og fru Ida morer sig sammen, er der ikke til at være i -nærheden for almindelige mennesker. Men dette er også Vejgårds store -tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under -forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget -af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, -og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham. Han digter -uafladelig, hans poesi begynder vel ved jorden, men den ender mellem -de hvide skyer og stjærnerne, han er aldrig før nået så højt. Det kan -være det samme med at forklare, hvorfor han har opsøgt fru Ida som -inspirasjonskilde til den overjordiske fryd, men sker det, at tiden -blir ham for hed og besværlig, så ved han, hvor let tilgængelige -piger er at finde, og siden digter han videre med befriet hjærne. Han -holder sig hele tiden nogle alen fra den platte jord og er et af de -få mennesker, som virkelig er oven på i denne tid. Hans hoved rager -altid op over den højeste svimmel, og han er nu for alvor i færd med -at blive en stor digter. Han går tit uden for og tar noter, fylder -sin skitsebog med udbrud og versestumper, skriver hastigt i mørket -uden at se på papiret. - -Fru Idas latter lyder ikke så naturligt som hans, hun ler hårdt og -stakkato, og hendes stemme kan undertiden falde hen ligesom i jammer, -men hun hører det ikke selv, alt det andet overdøver hende og blander -sig for hendes øre til eet kor; hun ønsker at smælte sammen med den -almindelige vildskab og glemme sig selv, og lidt efter lidt kommer -hun i spidsen for al lystighed; hun er det glødende midtpunkt, der -selv er uden bevidsthed, fordi det er brændt ud, men hun spreder liv -om sig og fylder alles bevidsthed med sin person. Der gribes mere -og mere grådigt efter hende, alt som aftenen skrider frem; hendes -spænstige former knuges i mange favne og taber ikke noget derved; -det kan også ske, at der lægger sig en arm om hendes liv og vil føre -hende med ud i mørket, men hun gør sig hver gang fri og lar manden -stå dær med en tom, rundet arm frem for sig. Ingen har hun så tit -stillet fra sig på den måde som proprietær Ahlmark. - - * * * * * - -Hans Råskov gik uden for og snakkede fornuftigt med sig selv, han -formanede og underhandlede som en bedstefaer, der taler en seksårig -til rette. -- Jeg kan bære det, tænkte han, mens han afvekslende så -på dansen og gik en tur ind i skoven, og dog var besindelsen hvert -øjeblik ved at svigte ham. - -Han havde slået sig gennem isen med fatning, han havde ikke kastet -stenen; han havde ganske vist glemt sig selv, da han sloges med -Søren, men ham havde han senere besejret og gjort uskadelig ved -at trække ham op. Nu havde han kun sig selv at stride med, og når -han kom over dette, så kunde han være sikker, så var han stærkere -end alting. Han vidste hvad det gjaldt, og det kunde ikke gå an at -svigte, for da var han uhjælpelig faldet igennem, han måtte ligge dær -og hyle ligesom Søren, og ingen kunde trække ham op; han måtte vide, -at hvis han først een gang var gået til bunds i sit eget raseri, så -slap han ikke op af det igen. - -Han gik tilbage til dansepladsen, og inden han kunde være forberedt -på nogen ting, stod fru Ida for ham. - -Nej tænk, er De også her, sae hun med ganske dagligdags stemme: God -aften! - -Hun ventede på et svar, men da der ikke kom noget, gik hun igen. - -Ja, her var han -- også! - -Hvad var det? Blev han pludselig sindsforvirret? Alting var jo vendt -op og ned med et ryk. Nå, sådan; sagen var ganske simpel den, at han -også var her ligesom de andre mænd; uden at være sig nogen ydmygelse -bevidst rendte han her fra og til som en hund, bare for at se hende -og på samme tid bange for hende, som en hund, der har fået prygl, men -alligevel ikke kan dy sig. -- Hvad var det for en teori han havde -lavet sig -- en forbandet fej løgn? Og så kom hun, og med et eneste -blik begreb hun ham straks, afslørede ham som en tosse, der var -værre end andre tosser, en fej nar, der ikke har mod til at begå den -frelsende dårskab. Alt det så hun med et blik; hun sae det med et -ord; hun hånede ham, som ret var, og gik så. Hvad skulde hun med ham, -når der var villige narre i tilstrækkeligt tal? - -Han lae sig ned og fortalte sig selv, at han vilde sove, det var -det eneste rigtige efter de mange søvnløse nætter; han tvang sig -til at ligge stille i flere minutter, og det var ligesom fornuften -kom tilbage; han kunde igen tale fredeligt med sig selv. Han fandt -de fredsommeligste udtryk ligesom en mand, der er i fuldt raseri og -endnu ikke har slået første gang, men han holder sine hænder nede og -taler sagte og formanende, mens han allerede i sine næver føler den -udfarende kraft i det slag, der skal sætte blod. - -Det kan ikke gå an at springe over noget, tænkte han. Ligesom -slægtens gamle, kloge folk overbeviste han sig selv med den -tankegang: Hvad der skal til, det skal til. Han forlangte af sig -selv, at han ikke gik til side for noget, allermindst for en kvinde, -han foragtede. Dette vigtige holdepunkt havde han: Foragten; det -gjaldt om at bringe så meget som muligt ud af den. Der kunde komme -en rystelse over ham, når han hørte hende le og støje der inde. -- -Jeg har feber, sae han til sig selv; det er krisen der nærmer sig, -og nu er det, at det gælder om at komme godt fra det; ellers skal -jeg gå med det i år, som jeg nu har gået med det i uger. -- Hun var -i sit bedste humør, den fordel havde hun desværre; hun hylede, når -mændene kom i nærheden af hende; den perverse, røde kat, han havde -set i sin barndom, det var ganske rigtigt hende; den var blevet til -et menneske i hende, og hendes stemme var kattens, der jamrede efter -elskov. - -Han tvang sig til at blive stående, når han følte, at han gærne vilde -løbe fra det; al forfædrenes fornuftige ævne til at ta livet, som -det faldt, syntes at blive levende i ham nu; de gamle bønders stille -dukken med nakken over for hvad der ikke kunde være anderledes, den -levede op i ham og hjalp ham, nu da det var fornødent. - -Han hviskede med sig selv, mens han gik fra og til; han kunde gribe -med rasende hånd i en gren, der slog ham i ansigtet, men han slap den -straks og passede på sig selv som en, der for nylig har brækket en -arm og veed, at han skal være forsigtig. - -Det blev vildere der inde. Ja vel, dette var næmlig den endelige -prøve, den yderste dag -- -- -- - -Idet han tænkte dette ord, så ramte det ham vildt som noget man -render imod og kvæster sig på i mørke; han blev overvældet af syner -fra Åbenbaringen, som han havde læst to gange i sin barndom; sværd og -flammer, død og brøl i basuner stod om ham; alle de syv skåle blev -udgydt over ham -- -- - -Han gik dybt ind i skoven og holdt sig ved et træ, han tvang det -under, han stirrede det ned, og i mørket fik hans øjne den samme -betvingende kraft som hans bedstefaers havde haft, når han løftede -ansigtet oppe ved sin bordende og så på en, til han blev kold i -ansigtet og gik. - -Skulde det nu briste for ham på grund af en elskovssyg kvinde? Han -var hidtil kommet over alting, havde tvunget det ned det ene efter -det andet med en stigende følelse af spændkraft til at holde det -nede, og nu -- -- -- -- -- - -Et hyl af en kvindestemme sprængtes ud af mørket tæt ved siden af -ham; han havde nær skreget selv og greb forfærdet for sig, som var -selve tavsheden eksploderet om ham. En skikkelse foer forbi, derefter -kom en anden, og en anden stemme hørtes, der bandede på dælen -- --. -Den sidste kendte han; han gik i modsat retning af de to, og støjen -døde snart hen. - -Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt -at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende -tilbage til de andre. Men da han kom i nærheden af dansepladsen, -hørte han sit navn blive nævnet, og en stemme sae: Han var her lige -for fem minutter siden. - -Fem minutter. Han havde det altså ligesom de syge, der begynder at -mærke dødens famlende tag, der strammes og løsnes, og mellem hver -gang de slår øjnene op, tror de, der er gået dage! - -Så var det bedre at være død. Hans sjæl bøjede sig i et nu -længselsfuld mod denne udvej, men han skød straks tanken bort igen. -Det var jo hans ide, at han ikke vilde gå under; hans forstand og -hans vilje skulde altid rejse sig sejrende over det, der styrtede -over ham og truede med at begrave ham. Nej, den udvej stod ham ikke -åben; det var at springe i vågen af fri vilje, at gå under i en -dødskamp, om hvis vildhed han ikke kunde gøre sig nogen forestilling. -Nej. Han havde at holde ud. Andre kunde gøre det, der var mere -heldige end ham, men han formåede ikke en gang at misunde dem; han -var født med den nødvendighed at leve livet sådan som det var; det -kunde ikke ændres. - -En skikkelse kom ud mellem træerne og stansede foran ham. - -Godaften, hr. Råskov; De danser ikke. - -Det var Anna Årbo. Hun begyndte uden opfordring at tale om ballet, -om sidste gang de havde truffet hinanden; han vidste ikke, om hun -kunde mærke noget på ham, men hun blev åbenbart glad, da han sae: Jeg -danser ikke, men skal vi spasere lidt sammen? -- Det skaffede ham en -vis lindring at gå og høre på hende; der faldt ligesom en blå, sval -tåge over de røde syner, der brændte i hans sind, som var hans lange, -glødende dag snart forbi, og mørket bragte kølighed og hvile. Han -førte hende tæt forbi det træ, hvor han for lidt siden havde ligget; -hun mærkede, at han trykkede hendes arm, og der kom en skælven over -dem bægge. Hans arm kom til at ligge om hendes liv, og hun lænede sig -tættere ind til ham, men blev dog ved at tale som før, om ting, som -ingen af dem skænkede den ringeste opmærksomhed. - -Det var anden gang, at en kvinde var så nær ved ham. Dybt inde fra -hans erindring kom billedet af en usigelig mildhed langt borte, og -han syntes at forstå, at den var bestemt til ham, men andre tiders -barskhed var kommet efter og havde indtaget pladsen. Han havde glemt -det, men der var altså noget, der havde magt til at kalde det tilbage. - -De er den første -- -- begyndte han, men så tav han. - -Hun vendte hodet om imod ham og smilede, rede til at tro på alting. -Men da fik hans ansigt et andet udtryk. - -Hvorfor bær De rød sløjfe? spurte han og pegede på hendes hals. - -Hun førte hånden op til den og rev den af. - -De var kommet hen til lyset og støjen; stemmer lød ud til dem, også -fru Idas latter hørtes, blandet med andres. - -Hans sjæl blev ligesom grebet af en kastevind, hele hans bevidsthed -duvede for en glødende storm; han greb hende i armen og stirrede, som -om han havde møje med at genkende hende; det var heller ikke mere -hende, han så, en eller anden tilfældig ung pige, han havde mødt; -han stod ansigt til ansigt med sit eget gøglende afsind, der lidt -efter lidt havde ladet ham glemme, hvem det var han fulgtes med, -og i stedet for påtvunget ham forestillingen om en anden -- --. Og -denne andens stemme lo der inde, lo ad ham, som om det var selve det -triumferende vanvid, der lod sig høre, nu da han var i dets vold. - -Skal De så ikke ind og danse? spurte hun med forandret stemme. - -Nej. - -Hun så på ham med angst og undren, men han mærkede det ikke, hans -bevidsthed kunde ikke rumme mere. I næste øjeblik var hun borte. - -En trompetsolo bragede løs fra musiktribunen og borede sig ind i hans -bevidsthed som en giftig splint. Han så sig forvirret om. - -Fru Ida kom frem i den granprydede indgang til dansepladsen. Straks -efter så Hans Råskov hende komme lige hen imod sig. - -Er vi ikke venner? spurte hun og rakte hånden ud imod ham. - -Nej. Vi er fjender. - -Hun lo. Han var virkelig komisk, dette forrykte mandfolk, der -øjeblikkelig røbede sig, så snart man talte til ham. Gik han ikke dær -ude i mørket som en gal tyr, der straks gav et brøl af sig, når nogen -talte til ham. Han havde viist alt hvad han kunde. - -Hun morede sig oprigtigt, med musikken bag sig og mændene, der -ventede. Hun lo; det var som om hun nu endelig kunde le al sin -forelskelse bort -- eller hvad det nu var for noget galskab, hun -havde fået i sig ved at se for meget på ham, -- og det gav hende mere -lyst til at le; han var ganske simpelt morsommere end nogen af de -andre. Hun lo jublende, og nu vilde hun ind og more sig kosteligt, -mens han gik her ude og _hadede_ hende; måske endte det alligevel -med, at han også kom ind, men det var ellers lige meget. Det var -længe siden, hun havde haft en så befriende latter -- -- - -Ler De ad mig? sae han og trådte et skridt frem. - -Ja, svarede hun, idet hun holdt op med at le; De er da komisk, men -kom De hellere med ind, nu har De længe nok gået og skabt Dem her -ude. Kom så! - -_Ler De ad mig?_ gentog han. Han stod nu helt op ad hende. -- Er jeg -latterlig? - -Ja, sae hun og blev bleg. - -Hun bøjede hodet tilbage; han gabede næsten over hendes ansigt, og -han stirrede på hende med øjne, der ikke blinkede eller forandrede -udtryk; han mindede om visse asiatiske gudebilleder, hvis ansigt er -en dødsmaske, mens øjnene skinner med et overnaturligt liv. - -Hun blev som lammet af dette blik; senere følte hun, at han kunde ha -gjort med hende, hvad han vilde, om han så havde kvalt hende; hun var -næsten uden bevidsthed og uden vilje. - -Han stirrede ind i hendes ansigt, til det blev dødt og gråt, med -had og med et forfærdet spørsmål, men han så i hendes ansigt kun -et spejlbillede af sit eget afsind; og han, der i den sidste tid -stadig havde følt sig svævende på randen mellem det tragiske og det -latterlige, han fik ikke noget svar på sit spørsmål. Hun havde leet -et øjeblik, og nu stod tragedien skrevet i hele hendes skikkelse. - -Jeg blir syg, hviskede hun og sank bag over. Idet han vilde gribe -hende, udstødte hun et hvinende skrig; folk kom til, og Hans Råskov -forsvandt mellem træerne. - -Hvem er det? spurte hun, da nogen greb om hende og støttede hende. - -Det er Kai, der kommer for at spørge, om du nu vil med, Ida. Du er -syg; lad os to gå. - -Hvad er det, vil De hjem? lød Ahlmarks stemme bag ved. -- Han -stillede sin uordenlige person foran fru Ida: Ja gå De kun hjem; De -har gjort mig så ulykkelig, som jeg kan blive. - -Fru Hansted er syg, sae Kai. - -Det er jeg også, men hun dør vel ikke af det; det gør jeg måske. -Farvel, fru Hansted, og tænk på mig, når jeg har hængt mig. - -Han lo fjollet. Men vil De frelse mig, så kan det la sig gøre endnu --- -- Der kom pludselig rejsning over manden, og et håb lyste i hans -ansigt. - -Kai, sae fru Ida forvildet og holdt fast i hans hånd; jeg følger med -dig; jeg vil hjem. - -Nu går vi, Ida. De skulde ikke samle opløb, herr Ahlmark; De må jo -nok kunne mærke på Dem selv, at De ikke er tilregnelig. - -Der hørtes stemmer længere inde: Ahlmark -- -- han skal være her et -sted -- -- - -Farvel, fru Ida, sae han; jeg tilgiver Dem, dælen -- -- nej, her skal -det sgu ikke gå for sig, afbrød han sig selv og satte af sted i fuldt -løb. - -Kai tog fru Ida under armen og gik. De kom forbi en betjent, der -havde en flok om sig, som han udspurte. Det sidste de skimtede i -halvmørket, var Vejgård, der stod op mod et træ og noterede; hans -blyant blinkede og dansede i det svage lysskær. - --- Hans Råskov var på vejen hjem, men det varede ikke længe, før han -måtte sætte sig; det var ham umuligt at komme bort fra det sted, -hvor det afgørende endnu ikke var sket, det der skulde gøre ham til -en fri mand igen. Det gjaldt livet, at han ikke kom bort her fra med -uforrettet sag, hvor alle hans tanker var bundne og atter og atter -vilde vende tilbage og rase i minderne. Det beroligede ham lidt, at -han ikke mere gik; han vilde vente; imidlertid kunde der ske et eller -andet; han var indenfor en mulighed, så længe han blev på stedet; der -kom en vis tålmodighed over ham. - -Men sæt, at hun var gået hjem. Han rejste sig med et spring og -begyndte straks at gå. Hans sindsbevægelse tiltog, idet han nærmede -sig det sted, hvor hun måtte være, for hun kunde vel ikke være gået -hjem! Hvad skulde der så blive af ham? - -Han vilde ikke løbe; gå fornuftigt vilde han, indtil han fandt hende -og havde hendes legeme mellem sine hænder, og hvad så? - -Nej, han vilde gå besindigt -- -- men hvis hun nu var gået hjem -- -sammen med sin spinkle ven, så vilde han løbe, til han indhentede -dem; så måtte der ske noget -- -- det, der _skulde_ ske. - -Han gik hidsigt til, det kunde ikke gå an at udsætte sig for, at hun -var borte. Nu vilde han hende noget; hun skulde findes. Hvad der -skulde ske, vidste han ikke; først vilde han se hende. - -Men så kom der pludselig noget, der stansede ham: Blod. - -Han så hendes blod, det flød over hans hænder. - -Han sank ned på en træstub; været gik hylende i hans hals, sveden -sprang ud på hans pande, faldt tungt på hans hænder og løb som varmt -blod mellem hans fingre. Han var nær ved at græde; gråden steg op i -hans hals, spændte og brast. Han græd virkelig, uden hulken og med -tørre øjne, og der kom ingen friskhed eller lindring af det. Hvad han -knap havde formået som dreng, det var blevet ham næsten umuligt som -mand; det var, som om den gråd, han ikke kunde græde, var bleven til -sten i ham. Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig -sol. Var det det sidste grønne strå, der nu visnede, den sidste -friske dugdråbe, der hentørredes? - -Måske var dette slutningen, og han blev fri for bevidstheden om -sig selv, der altid havde været ham en kval. Han samlede i een -anspændelse al sin sjælsstyrke for med al den klarhed, der endnu var -ham lævnet, at berede sig på tabet af sin forstand; han syntes også -han så ned gennem sin fortid og erkendte de linjer, der fornuftigvis -førte op til denne afslutning, og han sad og ventede det med beredt -sind som den, der ikke kan flygte; han sad med hængende hænder og -gabende mund og stirrede ind i skovens tætte mørke, han så ind i sin -sjæls mørke og ventede, at det skulde komme. - -Men der var blevet stille i ham, synet af blod forsvandt; også -dette skulde han rumme i sin bevidsthed og så kunde han få lov at -leve videre så godt det var ham muligt. Der havde været et kald på -blod, det var ikke blevet fulgt, men han skulde betale for det. Han -måtte selv gi alt, siden han ikke vilde gå til andre og ta, hvad der -krævedes af ham. Han, der sparede, skulde ikke spares. - -Som dreng havde han en gang læst om en morder, der havde gjort sin -gærning og fået sin dom og blev kørt af sted til tugthuset. Rolig, -næsten vel tilfreds betragtede han fra kupévinduet tilskuernes stumme -mængde, der gruede og forbandede ham indvendig og ikke forstod. -Betjenten tog ham i armen, og han satte sig føjelig ned som en mand, -der er færdig med sit og opgir bestemmelsesretten over sig selv. - -Hans Råskov strøg sveden af panden med den ene hånd, rejste sig og -gik lige ud af skoven. Han fejede grenene til side og brækkede dem, -når de gjorde modstand; han sparkede sig gennem slyngplanter og -vadede over grøfter, gik lige på med dyrets instinkt. En gren slog -hatten af ham, han havde ikke tid til at lede efter den. Når han -trådte ned i huller, var det som om benene skulde knække under ham, -men han stansede ikke et øjeblik. - -Han kom hjem, pakkede sammen og fandt et nattog, der førte ham bort -fra byen. Næste dag opsagde han telegrafisk sin plads og rejste til -udlandet. - - - - -Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af -landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor -det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller -grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig -tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom -blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt -var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved -bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og -andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til -Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl. -Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den -ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring; -tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage -stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en -elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn; -fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans -sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og -så til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes -blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og -snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker. - -Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han -mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der -sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen -af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans -tindinger, og hvis toppunkt -- når det blev færdigt -- skulde være -et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde -sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel -- --, der måske -snart skulde blive tydet. - -Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til -Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var -arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget -at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da -han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han -en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest -gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt -med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være -fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han -indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød -ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige -betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var -gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var -gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde -ikke tænke på andet end at finde sig til rette i det, som var sket, -og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt. - -Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de -kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter -de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som -før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed. - -Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at -gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der -susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i -nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad -der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og -stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt -forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille -sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede -han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han -skulde passe på sig selv. - -Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det -hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse -sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til -sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til -fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to -fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med -munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde -han fire fem mil uden at se eller høre og uden nogen forandring. På -samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale; -men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel -anskreven hos direksjonen. - -Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha -mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage -- i sine -mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom --- men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand, -og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin -alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik -rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre -frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte -ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder, -og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til -sin fortrolige og spurte ham til råds -- mest i kærlighedssager, -og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han -erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte -mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede -sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der -ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en -erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang, -der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den -tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han -lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke ved den; så skulde -den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige -hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde -- -ligesom det kunde være for bestandig -- sluttet fred med Den røde -galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse -med alt, hvad der kunde virke ophidsende. - -Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han -mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig -mand på et kontor. - -Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var -som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde -øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade -marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens -øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre -efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie, -føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med -utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på -en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og -hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen, -hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt -sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra -natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af -deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige -bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde -og holdt fest, så det skingrede; de stod ikke tilbage for deres -blodsfrænder i Nordsjælland. - --- Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne -en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske -billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå -nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger, -der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske -fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke -stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en -stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i -deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der -åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var -herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i -alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige -uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres -liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, -gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i -kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der -føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen -som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som -står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og -kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen -på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en -dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra -gamle tider; hans tro på egen urokkelighed ligesom forstenedes i -ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for -alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et -ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige -så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle -stenfyrster. - -Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov -var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de -fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog -sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag -med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med -den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling -dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at -han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem, -som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket -begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde -ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for -høj grad lå åben og tilrettelagt for ham. - -Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind, -lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage -med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige -udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over -den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens -bevægelses love. - -Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fået amnesti, -og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle -sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre, -de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene: -Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være. - - - - -Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at få -en stilling; han rejste omkring for at se på forholdene. Der var sket -så meget i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at interessere -sig for det, men han var egenlig skuffet og stærkt tilbøjelig til -at rejse ud igen; han havde atter den underlige fornæmmelse af, at -alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som -når de andre drenge legede på skolepladsen, og han selvfølgelig ikke -var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig -selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse, -indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en større provinsby, -kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart han hørte -hendes stemme; det var Anna Årbo, og hans næste, øjeblikkelige tanke -var: Hvorfor er jeg ikke rejst? - -Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde været ude af hans -tanker i de fem år, at han var dårlig forberedt til pludselig at -huske hende igen med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var også -vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i -hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også -påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var -hendes stemme uforandret mild ligesom før. - -Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, og derefter begyndte -hun at fortælle om sig selv; hun havde begyndt at læse til lærerinde, -men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik -godt. - -Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav -så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand, -forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han -også mere ligegyldig ved hende. - -Vidste De, at jeg bor her? spurte hun. - -Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan være, jeg -vil søge en plads her hjemme. - -Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det -var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun. - -De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen -vidste, hvor De blev af. - -Det havde heller ingen betydning for nogen. - -Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt -tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een. - -De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed, -at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. -- De har forandret Dem -meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang. - -Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg -unægtelig. - -Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille. --- Han hævede stemmen og sae: Har De hørt noget til -- vore fælles -bekendte? - -Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste -til Amerika, da han kom ud. - -Fra hvad? - -Fra fængslet. - -Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt, -og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte -et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet -at blive belyst og så at sige draget frem af en anden. Han følte -pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi -ham og havde begået en forbrydelse, mens _han_ kæmpede med sig selv -og vandt sejer. - -Hvordan går det ham nu? spurte han. - -Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget igen af gården, men -han er nok kommet godt i vej alligevel. - -Ja. Det tror jeg gærne. -- Farvel, frøken Årbo. - -Farvel hr. Råskov. - -Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte udtryk i hans -ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre? - -Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. -- Men -han følte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der lå over ham -i det øjeblik. - -Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med -det første. Dermed skiltes de. - -Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide -at komme af sted. -- Han følte det ligesom han nu havde fået nok, -som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se. - -Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og -han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over -for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der -var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende -havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og -rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde -gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt -og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende -igen. Nu havde hun haft fem år til at komme ud over det, og det var -lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var stærkere end han. -Hun havde endogså vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som -helst anledning til, havde inviteret ham til at besøge sig, for at -han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende. -Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær -helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed, -som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme -igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe. - -Næste dag mødte han hende på gaden sammen med en ung mand, der talte -ivrigt og halvhøjt, og som gik så nær ved hende at han måtte være en -meget god ven. - -Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans Råskov, ganske uberørt -af hendes venlige hilsen; med den mand i baghånden er der ganske -vist ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for -mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her længere. - -Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han -hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun -havde ventet på ham. - -Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at -indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun -var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en -del om, hvad de havde oplevet i de fem år, men pludselig gik samtalen -i stå; de så på hinanden, og bægge følte, at de havde ikke flere -ligegyldige æmner at tale om; nu måtte de enten skilles eller komme -til det, der brændte dem på sjælen; han havde en hel sætning færdig, -der begyndte med »farvel«, han havde sagt den for sig selv et par -gange og overvejet den, så den netop var, som den skulde være, men -så kunde han ikke få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig -forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til den end -»farvel«; han ønskede, at det var overstået; men hver gang han åbnede -munden for at tale, forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i -afgørende betydning, hver gang det mislykkedes at få den frem; den -faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev tænkt; den vilde -afgøre hans fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende. - -Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så forventningsfuld på ham; -han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme -var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en -brønd; han måtte la det gå, som det vilde. - -Lidt efter mødte de den mand, han før havde set hende sammen med; han -så på hende længe i forvejen og hilste dybt. - -Hvem er den mand? spurte Hans Råskov. - -Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den -tid, jeg har boet her. Skal jeg fortælle Dem noget mere om ham? - -Ja, siden det er en god ven af Dem. - -Nå ja -- han har friet til mig. - -Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel -hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde -også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes -sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende -ord udgik fra hende. Han så langt hen for sig, overskuede i et blik -fremtiden og mente, at den var til at bære; dette var den sidste -prøvelse, også den skulde han bestå, og så -- -- -- - -Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte hun på ny, skuffet -over hans tavshed, og jeg har måske ikke så meget at beklage mig -over, jeg er ikke den, der er kommet værst fra det. - -Beklager De mig? spurte han. - -Hun gik nogle skridt uden at svare. -- Det hele lignede til sidst et -skibbrud eller en anden katastrofe; alle søgte at redde sig, så godt -de kunde, rendte som afsindige hver til sin side. - -Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var -der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af, -at De ikke tænkte på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det, -siden jeg har set Dem igen. - -Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind, -at De trængte til en veninde, og håbede, at det skulde blive mig; jeg -var atten år den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var et -øjeblik, da De var glad ved mig. - -De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu. - -Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme; -da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde -været. Fru Hansted -- -- - -Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at vide. - -Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hørte, at -De ikke var der, så begyndte jeg at forstå; hun blev sindssyg, var -det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende. - -Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende; -jeg undgik hende; der kunde jo ikke være tale om andet, det var -forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og -til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gøre? Hvem tør -påstå, at jeg har skylden? - -Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede -vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel -i et menneskes ansigt. - -Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst -blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind -fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske -stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han -hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet, -og som havde haft det værre end han. - -Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er -andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt -om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i -hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har _set på hende_ -- --- jeg kan forestille mig -- - -Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg. - -Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak -sig, som kæmpede han med en indre latter. -- Jeg var selv lige ved at -le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde -overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt. - -Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat, -sae hun åndeløst og skælvende. - -Nu ved De snart alting om mig. - -De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem -- taknæmlig, fordi De har -sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget -på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt, -ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har -alligevel aldrig kunnet tro, at -- -- De var død. - -Frøken Årbo, De er den første, som -- -- - -Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt. - -Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke -lyve for mig. - -Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok. - -Hvad var det da? - -Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har -talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen -anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg -sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre -viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme -fremtid. -- Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om. - -Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge -Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet -lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så -selv gøre et eneste skridt for at få det? - -Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det -vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi -skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu -er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden. - -Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til. - -Deres ven fra før, som De selv talte om. - -Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre -end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min -mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget -om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De -aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med -det usagt, og så blev det for sent. - -Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom -til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for. - -Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt. - -Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang -havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham; -der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og -kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort -ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed. - -Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset -hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på -en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. -To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den, -der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og -beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og -giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp -af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en -gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig -morgenrøden. - -Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun. - -Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det -første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha -lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år -siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu -- -- - -Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun. - -Ja, sae han. -- Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for -sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv -som i dette øjeblik. - -Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg -opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men -næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at -møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden -som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, -og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu -siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel, -og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, -jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for -hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med -bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet -så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt -jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«. -Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er -ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller -ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at -noget er for sent. - -De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med -den. - -Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op. - -Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik. - -Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels -forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv. -Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men -idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke -opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden -at tale. - -Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes -ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse. - - - - -Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag; -Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem. - -Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs -igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre -hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv. - -Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den -stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der -knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind -til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer -der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt, -og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde -blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af -de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det -blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og -ned ad væggene. - -Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs -og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på -en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en -ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når -vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire -med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille -sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er, -sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den -begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der -er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere; -den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i -betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste -vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej. - -Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer -sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber -den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer -et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over -lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på -den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et -bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til -værs og blir til ingenting. - -Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og -så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav, -mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i -guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte -livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til -kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop -udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder -et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer -til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast -et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der -er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen -slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen -i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende -som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug, -og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder -ned på mange steder, fulde af ilende gnister. - -Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som -protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet, -knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber -sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens -ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer -skramlende om kap ned fra væggen. - -Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om -bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab -er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud -på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder -stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet -dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb -blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som -om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker -og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om; -små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med -tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i -portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i -sig ligesom nys udklækkede brilleslanger. - -Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust, -lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved -næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river -med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft, -flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat -ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står -uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i -søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, -solide arbejdsklæer -- altsammen tilhørende husets fremtidige frue. -Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder, -men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og -sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig -og ikke til at ta fejl af. - -Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens -strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser -som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne -med. - -I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på -gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres -kammerater inden for risten. - -Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg -ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu -går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse -gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner -ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump, -så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule -hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der -tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen, -begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem -på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke -røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen; -men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt -ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper -efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen -og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir -der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter -ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op -på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på -loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og -hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være -med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem -huset. - -Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med -sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det -og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det -erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med -primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning -med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den -forrygende storm. - - * * * * * - -Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det -brænder i nærheden af vort hus. - -Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. -- Men i det -samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde -ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem -hans sind som gnister i storm. - -Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er -hos os, det brænder! - -Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af -luerne i hendes øjne. -- Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage -igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det -får fat. - -Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans -arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må -skynde os, om vi kan redde noget. - -Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede -foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det -uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå -overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de -mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op -i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp -imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom, -men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet -af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han -havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke -gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet -ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke -kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig -sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende -igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne; -og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og -kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi, -han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod -uudsletteligt på hans hjærne. - -Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han -ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin -egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så -snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med -ham selv. - - * * * * * - -Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender -den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes -i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge -sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de -fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og -træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og -mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme -vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden, -der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre; -det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres -blotte pegen. - -Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter -løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med -genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river -til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres -rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem, -og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme -af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter -sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en -indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet -ejer. - -Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den -brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med. -Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på -gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står -folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men -de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang -vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få; -æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen -til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til -sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og -bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned -ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og -spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen -mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften -og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir -ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir -kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil. - -Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under -tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt -sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens -vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og -gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper -flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af -taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at -det blir hedt under dem. - -Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården, -og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den -brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to -tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden -vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne, -for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, -at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind -på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte, -som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår -blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse -på een gang. - - * * * * * - -Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke -tåle at se på det mere. - -Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav -genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år -siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb -ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen -var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig -overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver -gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der -skræmmede hende langt bort fra det æmne. - -Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op -mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og -et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe -fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig -ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de -alt, hvad den efterlod sig. - -Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind. - -Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov. - -Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun. - -Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var -hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik -den dag. - -Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store -brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at -gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes -i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til -den anden -- den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit -overblik -- der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad -den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde -tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget -klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se -skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der -inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer, -jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres -ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og -græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden -videre. - - * * * * * - -Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny. -Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om -på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med -hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden -med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden -og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt -ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under -ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme -om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som -en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død. - -Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden -sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet -sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af -deres bevidsthed. - - * * * * * - -Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er -syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være. - -Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte -øjnene fra branden, der var omtrent slukket; -- jeg kan ikke tåle -det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du. - -Jeg blir hos dig. - -Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det -altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men -nu er det alvor. - -Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg? - -Det må ingen. Ingen må se mig, når -- --. Gå nu. Jeg er ikke længere -et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det -bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som -- -- - -Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun -pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe -hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende. - -Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang -tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og -viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så -dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og -den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt -lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet -af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt -hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag -og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme, -hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i -hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede -hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom -hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for -bestandig. - --- Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket; -Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb -over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik -også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde -så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde. - - - - -Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en -afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og -gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt, -der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da -han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte -bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod -vente på sig. - -Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset -med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre -fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær -underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde -forsømt, inden de gik i seng -- et vindu, der ikke var lukket, en -sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro -- det -fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting -var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den -så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af -svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, -støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør -ubeskåret næste morgen -- som en ung tjenestepige, der har fri -Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver -gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder -med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte -holde den i ave. - -Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at -springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var -vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi, -og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den -ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele -hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede -han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde -Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som -om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans -opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af -flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans -side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans -forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge -i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved -skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke -ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot -blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et -skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb, -men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt -adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede, -men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, -angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles -i sin magt. - -Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som -om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, -der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde -male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte -sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig -og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store -brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe -sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. -Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud -var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene, -kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans -strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme -i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden. - -Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han -i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende. -Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede -sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse, -og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det -var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det -grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den -fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så -gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i -værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som -de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte -trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans -bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde -denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov -ind. - - * * * * * - -Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for -det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var -gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem -døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen -ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han -skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for -hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede -møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde -opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og -leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse -elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade, -mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede -sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg -på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået -en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så -kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår -den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. -Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at -den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp. - -Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til -varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv -mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden -havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde -angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit -værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom -over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede -sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort -ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der -havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der -havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den -anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som -han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et -eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været -glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på -ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået -ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og -vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre -som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som -ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set -fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som -mennesker kan være glade over -- -- alle, der havde haft det bedre -end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft -stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage! - -Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige -verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var -selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede -ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, -der har set for meget. - -Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede -tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller -ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, -skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget -ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning -efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. -Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var -hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet -af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var -også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde -undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det -kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede -hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten -til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben -ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige -hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, -gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen -lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne -holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i -behold. - -Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale -pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, -ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var -ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen -som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i -seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for -ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som -han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at -kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan -lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var -noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var -ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at -armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod -sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i -vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde -hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet -havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen -om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede -sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, -satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at -opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde. - -Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog -anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod. - - - - -Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens -forstyrrelse, efterhånden at udspilles. - -Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så -meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid -gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans -fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var -blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over -at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte -fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt -mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet -af den tøjlesløse fantasi -- han gennemlevede en hel parodi på sin -egen fortid. - -Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede -under anfaldene; det skreg og larmede -- bag ved bevidstheden; han -hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det -skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, -vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev -ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han -også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede -sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; -han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge -efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede -skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en -lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han -kastede sig ned på gulvet og væltede omkring -- -- han tænkte sig -det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var -overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis -på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som -om han var kommet ud af en maskinhal. - -Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved -siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte -han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge -erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget -plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente, -at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte -en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin -forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og -samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig -- -efter snylteres art -- og som syntes at skulle fortære ham fra inden -og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for -eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde -ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og -undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den, -og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær. - -Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i -forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde -han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og -uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, -og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange, -meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved -selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede -fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget, -eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede -han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden, -og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den -erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom -narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være -ene om sit og ikke gribe ind. - -Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der -påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, -som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede -- i løbet af -et helt år -- en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg -på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse -syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; -andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder -fra en bog, der selv er sjælelig usundhed -- -- - -Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru -eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den -ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets -dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan -søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng -eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng -- hvilken af -delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal -finde som enden på sagen? - --- Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang -vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde -ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende -indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for -at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i -hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde -vokse naturligt sammen. - -Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op -- -og gået i fordærvelse tilmed. - -Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for -så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; -der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der -hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så -syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til -at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange -troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse. - - * * * * * - -Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde -underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig -anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og -ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få -en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke -firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af -hans første eksperimenter, da han var dreng. - -Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt -han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo -også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det. - -Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag -og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne -ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken -til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden -lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen -bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme -ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, -fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald -måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod -uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde -tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud? -Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har -været, før alting blev fortæret. - --- Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et -udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det -kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen -var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da -mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi, -hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare -uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke -mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham -til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, -når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen -lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går -støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og -det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre -drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles -rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle -kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor -sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke -at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand. -Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske -været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end -idel tomhed. - -Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens -folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han -gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha -været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han -kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse -ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der -fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller -ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et -uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret -ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte -lyst ved nogen ting. - -Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget -til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i -egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På -sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt, -hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid -- -som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med -dem, der skal overleve ham. - - - - -Det var en klar, kold aften først i Februar. - -Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele -dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var -efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker -og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for -indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der -hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil -de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved -at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev -dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over -hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og -dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde -bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik -fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med -sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke -andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst, -forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at -mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen -overflødighed. - -Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for -meget -- både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte -han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog -han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt -ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort -andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit -overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten. - -Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da -Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude -på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres -jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv -mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur -en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså -være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede -øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til -en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så -godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt: -Idiot, hvormed han mente sig selv -- fordi han ikke, som han plejede, -havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig. - -Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et -skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det -ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. -Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange; -han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde -stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om -efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var -ingen, det var et ensomt sted. - -Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg -fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på -stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, -og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen. - -Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting, -der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han -gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men -han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger -ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han -skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over, -at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille -aften. - -Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han -måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i -den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde -allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og -brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke -hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr. - -Hallo! råbte han. -- Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke -flere skrig. - -Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt. -Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. -Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof -til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var -faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde -være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, -så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt -insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke -bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden -slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve. - -Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger -jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor -han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. -- Jeg er vel ikke -bange, tænkte han og kom til at ryste. -- Det er sandt, jeg er jo -syg. Det er slemt; men det hjælper ikke. - -Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af -anstrængelse for at holde fast. - -Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov. - -Ja vel, lød det klart og simpelt. - -Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede -det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans -legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et -knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og -svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det -gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo -tak, han havde det temmelig godt. - -Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i -den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved -siden af. - -Hvad hedder du? spurte Hans Råskov. - -Jens. - -Du kan vel nok selv gå hjem? - -Ja magelig. - -Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de -kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere -sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde -gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde -på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået -ned med isen. - -Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen. - -Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg -blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op. - -Ja men så er det da bedst at jeg -- -- -- - -Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig. - -Ja ja. Så siger jeg da så mange tak -- -- - -Selv tak. Farvel, Jens. - -Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende -ben. - -Så var det mig, mumlede han. - -Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart -mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig -op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han -igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at -kunne bære ham. - -Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne -hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig -op; benene blev trukket den anden vej. - -Hans er blevet gammel, mumlede han. - -Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned -i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans -stivnede læber: Her skulde det altså ende. -- Det smærtede i brystet; -hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved -blev tungt. - -Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var -vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han -havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. -- Jeg har taget -hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et -godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg -selv dør. - -Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere -over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår. -Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en -ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans -hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere -kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent. - -Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et -sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet? - -Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik -under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt -borte, der endelig havde fundet vej til ham. - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Hans Råskov, by Knud Hjortø - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HANS RÅSKOV *** - -***** This file should be named 41956-8.txt or 41956-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/1/9/5/41956/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This file was produced from images -generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur -at http://adl.dk) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. - |