5 files changed, 9733 insertions, 10536 deletions
diff --git a/41045-0.txt b/41045-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..231ee96
--- /dev/null
+++ b/41045-0.txt
@@ -0,0 +1,5609 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41045 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. _Understreg_ er
+brugt til at gengive kursiveret tekst.
+
+
+
+
+ KNUD HJORTØ
+
+ TO VERDENER
+
+
+ KØBENHAVN
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+ J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
+ 1905
+
+
+ J. COHENS BOGTRYKKERIER
+ (GEORG A. BACH)
+
+
+
+
+                        Tilegnet
+                                K.
+
+
+
+
+Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt
+stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i
+klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga
+hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og
+med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more
+sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange
+skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens
+enkelte endnu sad og ledte.
+
+Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren.
+
+Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i
+tyskbogen, hvor der skulde begyndes.
+
+Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen?
+
+Jeg er ingen dame.
+
+Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det.
+
+Det vil jeg meget nødig.
+
+Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du
+er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe
+har du for resten i sinde at blive ved med det?
+
+Til jeg blir voksen.
+
+I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.
+
+De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken
+Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men
+frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede
+for ansigtet med den ene hånd.
+
+Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde
+realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin
+og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af
+et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende
+"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et
+gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne
+tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre
+det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
+frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge,
+der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.
+
+Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden
+havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga
+den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga
+skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af
+flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom
+ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte
+karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af
+kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i
+karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas
+humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
+slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige
+blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget
+med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at
+beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.
+
+Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang
+flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne
+var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt
+skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes
+flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og
+lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun
+behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og
+ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den
+overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --
+ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et
+øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i
+en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og
+fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
+utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed
+der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit
+misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik
+i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.
+
+Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i
+hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende
+dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke
+andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med
+hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt
+hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en
+lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede
+ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe
+efter.
+
+Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen,
+indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid,
+indtil Helga utålmodig stirrede igen.
+
+Lad være med den gloen, sa frøken Schou.
+
+Helga så straks bort.
+
+Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker
+indvendig.
+
+Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed,
+når det passede hende.
+
+Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig.
+Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er?
+Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig
+noget, sid ikke dær, som om du var af træ.
+
+De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme
+øjne mod katedret.
+
+Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det
+er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en
+mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er
+noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.
+
+Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå
+begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl.
+Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv
+kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når
+den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af
+hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke
+gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen
+for at dække sig.
+
+Se op, lød det fra katedret.
+
+Helga gjorde det ikke.
+
+Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det,
+men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt;
+hendes stemme slog pludselig over.
+
+Græder du, Helga?
+
+Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.
+
+Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.
+
+Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt;
+det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis.
+
+Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men
+hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.
+
+Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over
+til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske
+versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand
+for et bombardement af spørgsmål.
+
+Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en
+lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes
+granskningerne om dette dunkle ord.
+
+Helga formodede, at det betød et nik.
+
+Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.
+
+Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og
+Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for
+de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen
+til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette
+arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.
+
+Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,
+at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var
+noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag
+at være i en tilgivende stemning.
+
+Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der
+kan.
+
+Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de
+bedste i det fag.
+
+Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.
+
+Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.
+
+Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.
+
+Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.
+
+Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst
+være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.
+
+Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt,
+og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også
+harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler
+til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er
+ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit
+smil returneret, nægtet modtagelse.
+
+Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i
+det. -- --
+
+Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var
+bundalvorligt, da han sa:
+
+Så kommer jeg til at gi dig et nul.
+
+Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud;
+men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig
+til, så hun var alligevel ikke så ked af det.
+
+Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af
+penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter
+stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske
+læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd,
+der dirrende snoede overskæg.
+
+Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er
+siden sommerferien.
+
+Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i
+den første tid. Men -- -- ja, ja.
+
+Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.
+
+Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige
+nul.
+
+Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.
+
+Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.
+
+Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en
+tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.
+
+Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.
+
+Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.
+
+Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.
+
+Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt
+sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor
+blækklat falde lige oven på nullet.
+
+Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da
+frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige
+mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de
+næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da
+pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end
+ellers.
+
+Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til
+de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden
+for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste
+resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for
+mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at
+kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men
+større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem
+temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet
+ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere,
+men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så
+morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste
+af sin fritid med at studere.
+
+Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede
+med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig
+om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte
+undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme
+øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:
+
+Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.
+
+Så kan Marie begynde.
+
+Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.
+
+Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?
+
+Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske
+versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.
+
+Nå ikke; det betyder en blyklump.
+
+For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.
+
+Nej; i enden af en medesnor.
+
+Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og
+vædede blyanten mellem læberne.
+
+Det ved jeg ikke. Skal vi så -- --
+
+Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta.
+
+Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud.
+
+Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant.
+
+Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie
+tror, det betyder en hund, der hedder Bob!
+
+Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede
+hende.
+
+O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt?
+
+Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik
+hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en
+finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks
+efterlignet rundt om i klassen.
+
+Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig
+over?
+
+Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere
+ekkoer fra de øvrige.
+
+Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.
+
+Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med
+bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således:
+
+Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig
+den frihed at brække skibet i stykker -- --
+
+Hvad er det for noget vrøvl, Helga?
+
+Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set
+at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde
+andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården.
+
+Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad,
+De komiker?
+
+Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det
+godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger.
+
+Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.
+
+Bekræftende mumlen fra resten.
+
+Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke?
+
+N--nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen
+grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger.
+
+Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet
+blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i
+frihed.
+
+Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest
+almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes
+jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde.
+
+Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre.
+
+Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men
+midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
+udtryk, der fik alle til at le:
+
+Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en
+historie.
+
+Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist-- grødede Marie, men så
+stansede hun midt i en klump og rødmede.
+
+Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og
+klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det.
+
+Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under
+overskægget.
+
+Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt
+udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas
+bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i
+øjeblikket var ikke af de bedste:
+
+De æventyrlige -- sømænd skred følgelig frem til det -- østlige --
+Island -- de østlige Islande -- --
+
+Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.
+
+Helga tier stille!
+
+Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev
+skjulte et smil bag sin bog.
+
+Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre
+elskværdigt tempera -- humør. -- Hun så hjælpeløs op til katedret,
+men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var
+blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab.
+
+Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev
+blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare
+krigens nødvendigheder -- -- jeg forstår det ikke, hviskede hun
+elendig.
+
+Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes
+ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om
+noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men
+det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt
+indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op.
+
+Kan De ikke mere, Dagmar?
+
+Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned
+på sin plads.
+
+Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter
+det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?
+
+Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga
+bestyrtet.
+
+Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.
+
+Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op
+_altsammen_! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun
+havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.
+
+De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev.
+
+Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og
+viskede ud med stor hidsighed.
+
+Kan De så tie stille?
+
+Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt,
+mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for
+viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.
+
+Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende,
+dette er jo himmelskrigende uartighed.
+
+Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i
+dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om
+hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om
+de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at
+udslynge livskraft med.
+
+Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem
+for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på
+hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker
+appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han
+ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
+ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:
+
+De er vel en god pige, Helga?
+
+Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i
+hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt
+om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for
+slem?
+
+Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten
+af timen, men lystighed kom der ikke mere af.
+
+Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til
+Grandlev og spurte:
+
+Er De vred på mig?
+
+Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:
+
+Nej, hvorfor?
+
+Helga gik mismodig tilbage til sin plads.
+
+
+
+
+Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem
+Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde
+særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm,
+kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at
+gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk -- især damer
+-- opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor
+skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
+skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at
+hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv,
+hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var
+hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var
+synd for den nette pige, men hun var aparte.
+
+En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede
+på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop
+at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde
+storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med
+venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt
+ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var
+hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte
+hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede
+urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde
+hun nu en gang gå over broen i storm.
+
+Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere.
+Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i
+modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags
+uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde
+ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind
+på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd
+række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres
+rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet,
+slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der
+holder.
+
+Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af
+tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen
+blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved
+synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i
+tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det
+var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.
+
+Men -- se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen
+imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv
+så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev
+levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om
+hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde
+sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød
+der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten
+stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu
+siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga
+så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke
+kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som
+korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke
+glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.
+
+Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk
+kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et
+vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men
+mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun
+måtte se, hvem det var.
+
+Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun
+brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han
+kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
+
+Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og
+satte sig på en grøftekant.
+
+Kom så, tænkte hun.
+
+Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene
+lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans
+støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.
+
+Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min
+spaseretur!
+
+Godaften, Helga.
+
+Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun
+sig langsomt.
+
+Det er bare mig, Helga.
+
+Nå--å.
+
+Blev du bange for mig?
+
+Næ--æ.
+
+Skal vi følges ad?
+
+Det kommer an på, om vi skal samme vej.
+
+Du skal vel hjem?
+
+Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De.
+
+Hvad vej går Du?
+
+Hvad vej går De?
+
+Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går
+igennem skoven.
+
+Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.
+
+Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad.
+
+Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da
+gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!
+
+Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.
+
+Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan
+jeg ikke fordrage at træffe andre.
+
+Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt.
+
+Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?
+
+Vi kan jo prøve.
+
+Han er villig, tænkte hun.
+
+Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.
+
+Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.
+
+Det er det, erklærede han ivrigt.
+
+Mon?
+
+Hvorfor går du nu over på den side?
+
+Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.
+
+Det gør ikke noget.
+
+Med Deres ny støvler.
+
+Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?
+
+Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om,
+så klynger han sig til det med en iver --
+
+Du er vist ked af at følges med mig, Helga.
+
+Ja.
+
+Kan du ikke lide mig?
+
+Nej.
+
+Hvorfor ikke?
+
+Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte
+hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De
+kan godt lide mig.
+
+Ja, Helga, det kan jeg også.
+
+Nå ja, så løber jeg.
+
+Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han
+kan fri, mens han løber?
+
+Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil
+ikke løbe mere.
+
+Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?
+
+Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid
+holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min
+hustru?
+
+Nej.
+
+Hvorfor ikke?
+
+Æv, æv, tænkte Helga.
+
+Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På
+skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og
+sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?
+
+Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.
+
+Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de
+ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i
+tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en
+karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte
+sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen
+til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og
+høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for
+ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga
+blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt
+ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da
+forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig;
+der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen
+opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han
+holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.
+
+Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?
+
+Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun
+ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys --
+som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt
+komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var
+så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter;
+stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også
+latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en
+plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og
+var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes
+skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.
+
+Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun,
+hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor
+vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse.
+Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt
+godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået
+dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte
+på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad
+han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter
+var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han
+vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa
+nej.
+
+Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og
+desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det
+skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om
+ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet.
+Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem
+overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde,
+der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige
+hænder. Hun kunde godt tegne det.
+
+Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det
+sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på
+ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget
+andet, som han vilde ha, hun skulde være.
+
+Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens
+udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun
+var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt,
+da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe
+siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun
+også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare
+se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig
+ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin
+ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret
+ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på
+bordet.
+
+Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun
+gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken
+ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet
+sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke
+længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette
+var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis
+tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken
+Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes
+halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men
+da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i
+pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der
+var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var
+blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse,
+hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun
+opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde
+været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med
+hr. Jensen.
+
+Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange
+for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at
+lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr.
+Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde
+blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom
+pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med
+hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun
+følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke
+var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke
+vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller
+måske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som
+en pind, for dette _vilde_ hun ikke tænke.
+
+
+
+
+Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr.
+Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun
+blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og
+hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom
+bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han
+ikke, tænkte hun.
+
+Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over
+legepladsen.
+
+Pas på, du ikke falder, sa han.
+
+Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt,
+at han havde opsyn i det frikvarter.
+
+Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?
+
+Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.
+
+Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte
+om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en
+masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg
+overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg
+holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af
+delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar
+af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan
+være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har
+ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere
+af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan
+træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et
+andet væsen end i forgårs.
+
+Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse
+trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans
+hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han
+opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede
+altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med.
+Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom
+den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.
+
+Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte
+bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv
+udbrød hun:
+
+Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde,
+jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal
+sige til et barn.
+
+Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes;
+han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt
+til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af
+nyt håb:
+
+Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg
+skal holde endnu mere af dig for det, når blot du -- -- --
+
+Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun
+færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde
+ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej,
+til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke,
+hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde
+hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det
+hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af
+vinduet og råbte:
+
+Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.
+
+Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet.
+
+-- Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:
+
+Må jeg låne din bog?
+
+De skal altid låne min bog.
+
+Kom med den, siger jeg.
+
+Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når
+De har haft mine bøger, mumlede hun.
+
+Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og
+hjælpe ham.
+
+Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i
+Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.
+
+En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem
+bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange
+rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.
+
+Hvad er det?
+
+Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der
+lavede sådan et morsomt ansigt.
+
+Må jeg se det ansigt, Helga?
+
+Nej.
+
+Så får du en anmærkning.
+
+Ja. -- Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt,
+end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde
+erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev
+røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin
+munterhed.
+
+Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede
+sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.
+
+Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og
+påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der
+lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden
+under skrev hun:
+
+Dig æ--ælsker jeg! Dig æ--æ--ælsker jeg!!
+
+Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var
+delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab
+dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet
+den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten
+som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og
+fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En
+lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til
+en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med
+kridtet at lede efter vinkel AOC.
+
+Hvad er det for et papir?
+
+Helga fik det straks returneret.
+
+Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.
+
+Må jeg se den?
+
+Nej. -- Helga krøllede den sammen i den hule hånd.
+
+Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte
+tegningen i sin ene sko.
+
+Hvor blev den af?
+
+Den er i min sko.
+
+Jeg vil ha den.
+
+De vil da ikke ta mig om benene.
+
+Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han
+lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor
+kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på
+at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.
+
+Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes
+sko. Hr. Jensen kastede sig over den.
+
+Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke
+på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige
+respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig
+ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev
+alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og
+forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden
+af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim
+over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et
+udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr.
+Jensen var en agtet lærer.
+
+Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.
+
+Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner
+de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?
+
+
+
+
+Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.
+
+Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.
+
+Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.
+
+De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved
+det ene ærme og stak resolut i trav med ham.
+
+En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte
+og mindre ansigter.
+
+Er her plads til os to? spurte Helga.
+
+Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.
+
+La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou
+herind.
+
+Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på
+trinet.
+
+Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev
+gjort ryddelige.
+
+Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.
+
+Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.
+
+Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de
+store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for
+skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det
+havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt
+varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens
+stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed.
+I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og
+ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks
+fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af
+godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke
+regnedes med -- i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk,
+af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og
+stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det
+var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde
+udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og
+senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de
+matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere
+komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var
+begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en
+sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det,
+som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke
+betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden
+mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det
+af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre
+sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på
+den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der
+havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene
+fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der
+var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han
+en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem
+fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i
+stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle
+dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var
+det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden
+han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte
+studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så
+fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild
+dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op.
+
+Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et
+stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås?
+
+Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i
+Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i
+gang.
+
+Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til
+for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok,
+hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen?
+
+Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men
+det relative interesserede ikke.
+
+Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.
+
+Nej, erklærede Dagmar og rødmede.
+
+Jo, sa Helga, man kan se det på hende.
+
+Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive
+forelsket.
+
+Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud
+og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det
+var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige
+eller gøre: at se mildt til stjærnerne.
+
+Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på,
+at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?
+
+Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde,
+som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.
+
+Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al
+samtale stansede i nogle minutter.
+
+Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i
+hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af
+kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige
+tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre,
+idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans
+bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være
+fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke
+sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det
+måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser
+lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det,
+men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti
+hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre
+hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde.
+Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående,
+han havde med hende. Et par øjne -- et simpelt individ vilde sige:
+et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun
+havde set på den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet
+var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden;
+han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det
+fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over
+det og over hende med, hans interesse havde været ham selv
+påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over
+det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte
+tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område.
+Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget,
+og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde
+skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans
+videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og
+det var rigtigt --, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke
+skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var
+så rige på -- hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget,
+_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, når han havde andet
+at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge
+bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de
+ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent
+opdagelse.
+
+Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af
+vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt
+han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket,
+han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var
+udmærkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo
+det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der
+måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den
+berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke
+på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.
+
+Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han
+alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere
+værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det
+var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun
+muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde
+fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var
+matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde
+også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et
+sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned
+for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var
+stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han
+havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og
+stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke
+her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende,
+mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om
+ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot
+bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri
+var ikke noget mærkeligt.
+
+-- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved
+siden af ham.
+
+Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt.
+
+Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det
+endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.
+
+Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.
+
+Nå ja. -- Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende
+sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i
+sådan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i,
+Helga. Tænk ikke mere på det.
+
+Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han
+hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.
+
+Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg
+ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det?
+De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter
+frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.
+
+Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.
+
+Du siger slet ingenting, svarede Berta.
+
+Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor
+jeg gik, før jeg kom hertil.
+
+Å, lad os høre det, bad de allesammen.
+
+For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi
+hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret,
+bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde
+vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe
+en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at
+være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for.
+Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i
+første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg
+havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og
+snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men
+det var der jo ingen, der vidste.
+
+Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg
+får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.
+
+Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et
+uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der
+kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.
+
+Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok
+huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er
+mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.
+
+Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.
+
+Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede
+på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.
+
+Var der flere med til det? spurte hun så.
+
+Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.
+
+Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så
+kan Helga sætte sig ned på sin plads igen.
+
+Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev
+hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af
+ærgrelse.
+
+Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du
+ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld.
+
+Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg
+naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk
+Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler
+i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt
+den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før
+timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været
+uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om
+nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var
+nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun
+ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag
+var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det
+alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke
+morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig,
+hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var
+hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da
+jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu
+værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var
+siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig
+taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne
+røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke.
+
+Hvorfor det? spurte Berta.
+
+Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig,
+det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru
+Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg
+føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder
+hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde
+heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det,
+medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun
+røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for
+længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse
+rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da
+hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at
+skikkelsen var Helga.
+
+Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.
+
+Har du grædt?
+
+Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok,
+jeg har tygget græs.
+
+Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud,
+Helga?
+
+Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du
+bestilt?
+
+Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.
+
+Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?
+
+Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.
+
+Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se -- --
+
+Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.
+
+Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig.
+
+Men Helga, hvad er der i vejen?
+
+Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også
+noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for
+mig fortæller han alting.
+
+Det er ikke sandt.
+
+Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du
+tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan
+holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først.
+
+Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. --
+Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.
+
+Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir
+endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev
+nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet
+begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle
+og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra
+forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.
+
+Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?
+
+Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I
+ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer
+og besøger jer. Gå så med dig.
+
+Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale
+med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske.
+
+Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for
+dig.
+
+Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i
+kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så?
+
+Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler,
+hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der
+strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og
+trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber.
+
+Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne
+kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En
+sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der
+kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i
+en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres
+stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var
+berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med
+grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det
+eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der
+foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer,
+de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik,
+så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.
+
+Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun
+følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som
+hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad
+dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk
+foruddannelse om kommende rigdom.
+
+-- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig
+undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine
+egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det
+hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af
+lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig
+tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var
+ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på
+hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt
+øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en
+erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en
+uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke
+vejede noget.
+
+Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende
+i møde.
+
+Hvor har du været, Helga?
+
+Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav
+retningen.
+
+Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at
+undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?
+
+Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun
+havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja
+måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det
+var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene
+undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun
+sig og gik rask ind ad mødestedet til.
+
+Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.
+
+Tillader du, jeg følges med dig?
+
+Helga så forbavset på hende.
+
+Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden
+om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at
+blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på
+det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt
+påfaldende, folk taler om det.
+
+Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor
+plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.
+
+Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til;
+men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad
+jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.
+
+Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd
+på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et
+samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en
+besynderlig og flov virkning.
+
+Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til
+mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel,
+selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den
+ene efter den anden -- --.
+
+Grandlev rejste sig fra et af de små borde.
+
+Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt
+ulykkelig ud.
+
+Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var
+noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.
+
+Der er ingenting, sa hun og så op på ham.
+
+Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte
+ansigt.
+
+Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr.
+Grandlev?
+
+Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.
+
+
+
+
+Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en
+sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis
+der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar;
+ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få
+med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det
+kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så
+underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar,
+ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin
+mund op.
+
+Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de
+andre.
+
+Forstår De det ikke, Helga? spurte han.
+
+Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.
+
+Det gør jeg nok, sa hun.
+
+Hvad vil det sige?
+
+Det ved jeg ikke.
+
+Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.
+
+Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare
+han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var
+bittert, og som sved.
+
+Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det
+anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for
+tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest.
+
+Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.
+
+Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.
+
+De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være
+forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det
+med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For
+nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.
+
+Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt
+hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde
+hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde
+være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at
+ydmyge hende.
+
+Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os;
+vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.
+
+Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke
+mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse.
+Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad
+for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor
+var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke
+hende i håret.
+
+Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken --
+og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men
+søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke
+hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte;
+ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det
+trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede
+øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads
+op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig
+selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom
+hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en
+sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det
+bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det
+ringede, og hun måtte af sted.
+
+Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte
+hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at
+samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun
+havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men
+hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev
+alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.
+
+Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af
+hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.
+
+Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den
+glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.
+
+Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede
+ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var
+umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.
+
+Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg
+skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så
+yderst primitiv.
+
+Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge
+på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som
+hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel
+bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.
+
+I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om
+hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under
+gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde,
+til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet
+ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe
+over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på
+den store eng hjemme ved gården.
+
+Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede
+varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved
+det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at
+solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede
+hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde
+det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som
+derefter ser på tingene med andre øjne.
+
+Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte
+hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller
+skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri,
+måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke
+kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig
+undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun
+del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.
+
+Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig
+sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget
+ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så
+kunde der væres ulykkelig bag efter.
+
+Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem
+metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i
+vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt,
+hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke
+let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu
+steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun.
+Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun
+spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.
+
+Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun
+stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde
+altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og
+derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.
+
+Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad
+trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om
+noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv
+om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt,
+endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke
+være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.
+
+Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig
+selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så
+hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget?
+Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i
+grunden så sørgeligt.
+
+Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om.
+Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun
+helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for
+sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme
+sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med,
+at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det
+hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om.
+Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt.
+Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre
+muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså
+hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt
+blive på den vej, hvor hun var.
+
+Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende
+hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste
+kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun
+opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået
+over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik
+forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig
+det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og
+siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere
+fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik
+så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af
+og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog
+være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende
+stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun
+hørte hans trin bag ved sig.
+
+Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.
+
+Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig
+til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu
+kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var
+hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret
+strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt
+over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun
+vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap
+ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.
+
+Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers
+sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver
+gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture
+rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre;
+hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun
+strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den
+straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele
+sig til.
+
+Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta
+og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var
+i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når
+eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han
+sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke
+se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.
+
+Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den
+bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om
+hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt
+var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis
+hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde
+ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- --
+
+Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og
+mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som
+sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så
+hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod
+ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så
+kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste
+sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste
+småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var
+det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen;
+øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde
+stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt
+lejlighed.
+
+Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo
+forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte
+lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede
+med sit atlas over knæene.
+
+Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok,
+hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun
+lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par
+raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne
+ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev
+færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint
+knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde
+først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret
+langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde
+ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var
+fyldige og sad passende tæt ind til hodet.
+
+Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så
+efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med
+et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.
+
+Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af
+den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde
+taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han
+anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.
+
+Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde,
+hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han
+troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde
+fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet
+fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når
+det andet var sket.
+
+Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun
+betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil:
+Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.
+
+Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde
+betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun
+ingen tvivl længere. Alt var helt godt.
+
+Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til
+rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da
+hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun
+havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god.
+Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en
+grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var
+noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag
+igen.
+
+Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede
+ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.
+
+Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom,
+hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes
+af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik?
+Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt.
+Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.
+
+Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes
+glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som
+regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte
+hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede
+trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun
+var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan
+en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.
+
+De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende;
+hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode
+forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget
+ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev
+henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde,
+derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se,
+hvordan han slap for det.
+
+Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved
+siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet,
+da han spurte:
+
+Hvordan går det så med humøret i dag?
+
+Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret
+over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha
+givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun
+gik foran ham ind i klassen.
+
+Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa
+ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og
+tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt,
+fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det
+vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det
+var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og
+nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget
+efter. Hun havde fået sin del, som der står.
+
+Lykkelige Dagmar!
+
+Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i
+frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer
+blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at
+hun måtte undre sig og blev vågen igen.
+
+Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og
+skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste,
+hvad det betød.
+
+Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde
+Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi,
+der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel
+kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere
+omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde
+det billede hænge på hendes væg.
+
+Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var
+det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.
+
+Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove,
+skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke
+forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun
+heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der
+slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod
+væggen, så der gik hul.
+
+Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog
+linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget
+nøjagtig, men den duede ikke.
+
+Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og
+væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes
+poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og
+erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde
+næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den
+skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den
+foreløbig.
+
+Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt
+sind, lige til hun faldt i søvn.
+
+
+
+
+Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en
+beslutning.
+
+Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde
+det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring
+som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han
+sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen
+fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde
+gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne
+omstændighed.
+
+Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt
+den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti
+han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en
+handling er en ganske ulyrisk ting.
+
+Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som
+han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De
+to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes
+hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var
+den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han
+havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke
+rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der
+stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var
+en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en
+oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed,
+som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk,
+som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte
+erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var
+naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen
+erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette
+nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- --
+
+Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange
+andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin
+fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom
+ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste
+mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de
+griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham,
+og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser
+vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog
+vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød
+til.
+
+Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en
+dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel
+til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over
+ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en
+blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud
+og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers
+vilde være ved det. Det var det eneste visse.
+
+Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.
+
+Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som
+jeg ved?
+
+Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin
+vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så
+gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen,
+og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.
+
+Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur
+sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af
+indre lystighed.
+
+Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at
+få det undersøgt?
+
+Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som
+et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo
+stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende
+rigdom.
+
+Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans
+overvejelser.
+
+Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme
+tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå
+ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun
+blev ved at le; det tog magten over hende.
+
+Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.
+
+Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat
+foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da
+hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var
+øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne
+gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I
+dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har
+gjort det før.
+
+Brudelys, sa hun og rejste sig.
+
+Ja, kom så, sa han.
+
+Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.
+
+Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.
+
+Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun
+skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede
+tiden.
+
+Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned
+efter blomsterne.
+
+Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som
+den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke
+altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd
+lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den
+virkelige. Den forjættede hånd.
+
+Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange
+greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to
+hænder.
+
+Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et
+gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var
+en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart
+efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør,
+rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række
+ham en hånd som denne her -- --
+
+Næ -- sa han og trak været dybt.
+
+Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke
+det? sa hun. Slip så da.
+
+Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en
+død ting.
+
+De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.
+
+Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?
+
+Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt
+havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind,
+en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde
+givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.
+
+Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere
+brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte,
+De kunde ikke holde det ud.
+
+Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom
+han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i
+hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket
+ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere
+betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at
+påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans
+egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent
+beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den
+styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han
+var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen
+tankegang, og han følte det med liden glæde.
+
+Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.
+
+Det er jeg også, sa han.
+
+Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.
+
+Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde
+ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham
+komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget
+af at drikke.
+
+Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.
+
+Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.
+
+Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i
+hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet.
+Han tog hendes hånd.
+
+Lad os sætte os ned, sa han.
+
+Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig,
+forknyt stemme.
+
+Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand
+falde ned på hendes hånd.
+
+Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og
+til sidst vil den komme i kog, forklarede han.
+
+Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk
+forsøg.
+
+Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre
+endnu.
+
+Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen
+af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes
+hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en
+klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans
+bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.
+
+Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han
+anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre
+den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en
+stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne
+udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.
+
+Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.
+
+Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til
+vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev
+stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt
+ind under strålen.
+
+Den skal blive kold, ikke? sa hun.
+
+Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så
+følte han på den, og de så på hinanden.
+
+Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan
+ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med
+til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.
+
+Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det
+var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den
+stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende
+som et lille barn.
+
+Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den
+stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.
+
+Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og
+forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd.
+Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se
+verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.
+
+Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom
+før.
+
+Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var
+kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun
+vilde.
+
+Denne dag er Helgas, tænkte han.
+
+Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par
+fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og
+tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det
+kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun
+havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor
+nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget
+gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden
+højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var
+hendes daglige liv.
+
+To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme
+dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag,
+da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende
+med sine kys, helt.
+
+Fler!
+
+Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun
+fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage
+til; han kendte den straks og smilede.
+
+Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.
+
+Kys hende, inden vi putter hende ned.
+
+Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved
+mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så
+han tænkte ikke over, hvad han selv var.
+
+Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.
+
+Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved
+det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige
+inden -- --
+
+Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved
+befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil
+dette så blive begyndelsen til?
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og
+tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset,
+opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han
+pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans
+følelser luft:
+
+Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når
+der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge,
+blondladne kvindehår!
+
+
+
+
+Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel
+begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede
+fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor
+ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han
+ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han
+havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan
+målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den
+mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur
+--; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha
+anden anbefaling.
+
+Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og
+ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som
+latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik,
+besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk
+artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som
+de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller
+ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer
+bragte han gærne sin udvikling.
+
+Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i
+København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit
+mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte
+den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da
+en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for
+sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres
+betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer;
+Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en
+fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at
+han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog
+han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en
+udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske
+udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om
+indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det
+forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han
+trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig
+duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.
+
+Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han
+endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig
+om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog
+til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske
+sprog; så indfandt ideen sig vel nok.
+
+Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en
+statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående
+venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var
+i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn.
+Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over
+intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i
+provinsen, hvor han blev ansat.
+
+Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han
+holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en
+mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin
+forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste
+med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde
+være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske
+respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans
+studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen
+til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte
+Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han
+søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.
+
+Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed.
+Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent.
+Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil.,
+der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.
+
+Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden
+alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han
+havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han
+heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik
+frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede
+love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.
+
+Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang,
+og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort
+provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte
+ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være
+litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre.
+Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel,
+erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans
+interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han
+ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med
+redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde
+taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han
+egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde
+i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester;
+senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder,
+forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og
+dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen;
+lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise
+en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven
+-- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen
+-- -- --
+
+Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til;
+man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte
+menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er
+alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv
+har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager
+den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig
+formodning.
+
+Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der
+syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot
+vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde
+hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på
+det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og
+opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og
+tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men
+_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der
+hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den
+fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed
+være deres overmand, der blev foretrukket for ham.
+
+På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må
+forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i
+beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig
+at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget
+af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind
+kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under
+det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke
+var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes
+simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde
+ønsket.
+
+Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at
+fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker
+var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens
+udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos
+hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt
+for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt,
+at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur
+har frembragt.
+
+Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog
+doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig
+forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var
+kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles
+blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og
+han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om
+noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der
+var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på
+noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans
+resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp
+af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev
+slog sig på bøgerne.
+
+Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest
+almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske,
+men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den
+vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget
+godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære
+ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at
+gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige
+sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed,
+der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet
+selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de
+forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens
+sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at
+lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent
+ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de
+oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en
+kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung
+og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter
+indskydelse.
+
+Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes
+urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men
+hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen.
+Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans
+sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste
+af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i
+de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så
+frembringes der tanker af varmen i hans hjærne.
+
+Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?
+
+Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet
+forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det
+forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde
+denne tilsyneladende urimelighed.
+
+
+
+
+Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede
+af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun
+set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var
+godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha
+at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad
+ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte
+nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder
+-- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde
+sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde
+jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange
+ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke
+vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de
+store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde
+haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet,
+tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig
+mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en
+sag, som hun helst havde været ene om at bedømme.
+
+Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent
+hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et
+middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov
+til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og
+blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede
+indfald.
+
+Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han
+havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så
+uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik
+ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til
+skrivebordet, så hun havde ham i profil.
+
+Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han
+hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end
+han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han
+glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks
+ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende
+blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme
+igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se.
+
+Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en
+kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage
+kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes
+venstre øjenbryn.
+
+Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg
+ikke. Og drej hodet igen.
+
+Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde,
+som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.
+
+Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.
+
+Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.
+
+Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel
+stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste
+sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at
+forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu,
+nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet
+latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af
+misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi
+han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.
+
+Se her; er det ikke meget godt?
+
+Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo --
+--. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i
+det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.
+Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var
+ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men
+han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget,
+der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes
+øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham
+uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for
+at gøre hende en fornøjelse.
+
+Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som
+det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.
+
+Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor
+kunstnerinde -- eller blir det.
+
+Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde
+læst i.
+
+Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for
+hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede
+årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes.
+
+Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg
+skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset.
+
+Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i
+selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.
+
+Det havde han; hun måtte gærne se dem.
+
+Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun.
+
+Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker.
+
+Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.
+
+Det ynder du formodentlig ikke?
+
+Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til
+sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde
+lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den
+tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne
+knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din?
+
+Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.
+
+Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende.
+Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun.
+
+Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han
+fandt ikke noget at sige hende.
+
+Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig?
+Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad
+jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den
+grad minder om små børn.
+
+Kunde du ha lyst til at tegne den også?
+
+Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun
+syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var
+optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt
+bitter lystighed:
+
+Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta
+alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle
+bedre hunde end dem, du har hængende på din væg.
+
+Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem?
+
+Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære
+dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg
+har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.
+
+Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden?
+
+Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se.
+
+Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke
+aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med
+lange børster -- --
+
+Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en
+tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af
+alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig.
+Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så
+han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang,
+den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den
+udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg
+oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan
+tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen.
+Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set
+noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den.
+
+Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var
+en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at
+hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun
+pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt.
+
+Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir
+meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er
+ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget
+snak?
+
+Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men
+de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du
+har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten,
+jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det
+meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager
+dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning
+er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan
+også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det
+ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var
+gavnligt for dig, at du kunde overkomme.
+
+Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg
+ta nogle af dine kunstnerbiografier med?
+
+Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.
+
+Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så
+på dem alene.
+
+Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. --
+Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på.
+
+Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk
+bekymret ansigt.
+
+Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det.
+
+Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan
+fra dig. Farvel, store mand.
+
+Farvel, Helga.
+
+Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et
+elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig
+som den lille?
+
+Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før
+aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste
+bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg
+synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når
+den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i
+deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den
+også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd
+til det. --
+
+Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind;
+den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den
+eneste form for kærtegn, han kendte.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det
+gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun
+bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke
+vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået;
+hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt
+med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun
+troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde
+gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når
+det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han
+ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.
+
+En tåre faldt på papiret under hendes hænder.
+
+Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.
+
+Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede
+nøglen om med et harmfuldt vrid.
+
+
+
+
+En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så
+vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et
+tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet.
+Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet;
+hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det
+er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind.
+
+Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker
+bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at
+bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse
+holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig
+selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over
+manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange
+overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige,
+usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind
+med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som
+et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af
+tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin
+spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er
+en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt
+på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham
+det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig
+selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få
+at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele
+røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det
+bedste".
+
+Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og
+slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve
+det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.
+
+Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater
+kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han
+sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han
+nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra
+en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden,
+sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske
+den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med
+påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens
+regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde
+tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres
+rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin
+selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt
+titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget
+bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at
+kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans
+tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi,
+kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på
+kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en
+tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den,
+der skynder sig at tro.
+
+Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden
+mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished
+havde gennemtrængt ham.
+
+Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de
+skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at
+han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle
+hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og
+videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand
+som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han
+udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling,
+hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde
+gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin,
+skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter
+forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke
+nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin
+barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre
+om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer
+og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så
+mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans;
+dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den
+stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed.
+_Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve,
+og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat.
+
+Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op
+for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom,
+mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens --
+men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og
+forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden.
+
+Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft
+nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en
+naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle.
+Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden
+i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser
+tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret
+selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen
+begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet
+finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første
+trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig
+selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede
+ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr.
+phil.s værdighed.
+
+Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige
+mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder;
+nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold
+siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på
+kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde
+mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får
+alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og
+oprigtighed.
+
+_Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var
+lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man
+skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld.
+Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som
+om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været
+pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han
+havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han
+havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan
+vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?
+
+Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han
+glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet
+friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var
+allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var
+sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var
+det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind,
+og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren,
+kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende
+igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold
+kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med
+erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen
+menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie
+vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage
+for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden
+at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes
+reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit
+nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab;
+ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at
+forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri.
+
+Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis
+tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe
+afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun
+fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede
+for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand
+mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre
+noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel
+opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at
+løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han
+fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget
+klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han,
+hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og
+sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod
+af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye
+tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var
+skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en
+blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også
+højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke
+tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel
+overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun
+i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra
+det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var
+nær eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre.
+Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede --
+den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i
+enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en
+magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den
+enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl,
+en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over
+skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et
+nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men
+han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på
+sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen
+med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som
+før, og Helga var der -- altsammen kaldte det på ham, og han
+forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været,
+han tænkte med mange tons vægt -- -- --. Helga, som han elskede, gik
+og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun
+kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit,
+forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage.
+Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved
+at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde
+lykkes?
+
+Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans
+forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han
+vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han
+vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg
+ikke. -- Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en
+velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med
+større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle
+vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der
+var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse
+og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der
+plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,
+og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede
+sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse,
+der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da
+Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig.
+
+Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med
+disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt
+hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til
+forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og
+ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var
+gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme
+instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der
+ikke er tjenlig.
+
+Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den
+holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga
+opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde
+ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun
+skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.
+
+Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og
+male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved
+det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun
+ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun
+gærne vilde være en flink dilettant.
+
+Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede
+hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden
+sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen
+fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun
+overhodet kunde forlange.
+
+
+
+
+Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge
+arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over
+hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle
+mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For
+at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille,
+sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste
+hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i
+sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive
+liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det
+endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der
+var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud,
+som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom
+hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan _det_ var, men hun
+kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.
+
+Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels
+Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke
+det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde
+ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør,
+hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog
+var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte
+være alene om det. Men det var jo Søndag.
+
+Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille
+på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede
+hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne
+udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se
+noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin
+frisertrøje på og la sig i vinduet.
+
+De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere
+farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste
+noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne
+og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for
+ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede
+bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede
+mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer,
+der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over
+stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et
+ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres
+kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens
+grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre
+dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger
+og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte
+skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller
+flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige
+grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!
+
+Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind
+dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra
+det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.
+
+Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen
+fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde
+klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok
+sorte får.
+
+Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i
+fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller
+violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt
+i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring,
+rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde
+endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op
+gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af
+sig igen, hver gang der kom en smule blæst.
+
+Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte
+skikkelse fra vindueskarmen.
+
+Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv,
+for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne
+forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det
+blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde
+ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun
+blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen
+-- når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør
+end efter nogen anden anledning.
+
+Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har
+fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der
+nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god på den, som
+hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder
+rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette
+under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede
+ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.
+
+Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale
+nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af
+det.
+
+Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige
+efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun
+vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig
+gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog
+sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at
+hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en
+forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets
+blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget
+sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over
+fjordens rolige ansigt.
+
+Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som
+en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i
+brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være
+nogen -- sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi,
+i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
+i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til
+ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren
+har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om
+større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store
+kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det
+meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at
+udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke
+bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen,
+de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får
+livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af
+kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase
+ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller
+sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som
+efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med
+værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik
+anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af
+det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og
+visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen
+stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere.
+Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et
+farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste
+krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti
+dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men
+dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt;
+mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.
+
+Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog
+var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt.
+Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde
+komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til
+mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig
+trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har
+gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg
+fandt dette? tænker han.
+
+Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et
+sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt
+kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget
+nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes
+erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden
+højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende
+heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i
+dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var
+hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!
+
+Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde
+blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun
+opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I
+samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af
+ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den
+største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om
+bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med
+det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på
+ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt;
+hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind
+at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han
+mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde
+ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget,
+der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og
+se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det
+øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og
+det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.
+
+Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked
+af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man
+straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop
+nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.
+
+Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede
+hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.
+
+Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i
+øjnene.
+
+Nu kommer du vel herud for at hente mig?
+
+Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi
+fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.
+
+Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.
+
+Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for
+det som en undskyldning, mener jeg.
+
+Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!
+
+Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at
+fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.
+
+Å ja, du har jo altid ret.
+
+Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er
+bedre; er det ikke sandt?
+
+Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig
+selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var
+det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i
+skoven, men den var ikke som før.
+
+Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun
+kom til at se dårlig ud.
+
+Å, du -- det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg
+først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.
+
+Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen
+gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.
+
+Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som
+han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de
+fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så
+hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde
+helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der
+stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun
+kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden --
+enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over
+hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem
+disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu
+indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd,
+så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.
+
+De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes
+anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes
+grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være
+den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var
+fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som
+løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som
+at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende
+til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for
+nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted,
+og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed
+mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun
+noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man
+kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige
+noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse
+kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste
+at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive
+varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?
+
+Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der
+ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers
+samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk
+erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et
+spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner
+uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis
+sjæl består af sådanne ulykkelige huller.
+
+Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest
+pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og
+således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at
+det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så
+rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir
+specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.
+
+Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge
+tavshed.
+
+Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.
+
+Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere
+fornøjelse af det.
+
+Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.
+
+Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor
+har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.
+
+Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.
+
+Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil
+ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld
+oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har
+også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede
+dig.
+
+Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.
+
+Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting
+at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.
+
+Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig
+fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig
+masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min
+fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte
+videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at
+vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.
+
+Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt
+fald, at du skjuler noget for mig.
+
+Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det
+hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes
+hende vigtigt:
+
+Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke
+spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken
+ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang
+mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget
+stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men
+drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.
+
+Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og
+hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved
+siden af.
+
+Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en
+ydmygelse.
+
+Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.
+
+Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --.
+Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --?
+
+Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som
+jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og
+ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så
+være mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad
+er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det
+pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine
+veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, _det_ er
+pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?
+
+Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var
+virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal
+komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har
+været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer
+det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig
+over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det
+er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så
+meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles
+interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig
+om det.
+
+Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting
+kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- --
+
+Er det da ikke idealet af samvær?
+
+Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?
+
+Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to
+mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.
+
+Det gir jeg dig ret i.
+
+En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga,
+om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive
+forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er
+der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand;
+jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke,
+mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse
+kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så
+hjem?
+
+Ja.
+
+De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.
+
+Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten
+hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du
+vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til
+kærlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de
+stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i
+din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for
+at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre
+det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken
+almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses
+mere, men når du bliver oplagt til mig, så -- --
+
+Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme
+mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt
+forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den
+måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting,
+der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde
+sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --?
+Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte
+rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og
+forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men
+overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.
+
+Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.
+
+Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber -- de altid
+lidt blege læber -- var veltalende, idet de skiltes ad!
+
+Farvel.
+
+Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske
+huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de
+udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større
+magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om
+ånden, som ene siges at vare evindeligt?
+
+
+
+
+En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver
+sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen
+forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at
+interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan,
+det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at
+sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er
+hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner
+hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun
+har lært af ham -- for naturligvis har hun fået en stor del af sin
+åndelige udvikling ved ham --, er gået så dybt og grundigt ind i
+hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der.
+Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme
+måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok
+selv.
+
+En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at
+beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder
+ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er
+anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær
+finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben
+derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes
+flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan?
+
+Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der
+gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser.
+Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en
+inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er
+jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal
+endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det
+er meget uklogt, men det er så interessant!
+
+Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga
+ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt
+i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange
+ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser på
+som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for
+sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
+at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og
+tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den
+sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med
+rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde
+og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind.
+
+Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få
+nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som
+fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og
+blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert
+eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen;
+halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde
+af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller
+andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene
+pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede
+det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares
+den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin
+barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede
+den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som
+dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var
+så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde
+været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og
+slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved
+husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte,
+hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt.
+Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det
+var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde
+ganske være gået tabt i en andens selskab.
+
+For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede
+levende i hende, som hun ønskede at se.
+
+Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt
+mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet
+større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een
+holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme,
+ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende
+holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn
+dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår
+og et lille ondt, rødt øje -- hele det vældige tyrehoved bar et
+udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende
+ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de
+beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere
+tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to
+tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge
+menneskene mange alen bort.
+
+Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt
+nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture
+i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge
+hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå
+lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og
+rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i
+hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende
+noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele
+samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed
+vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en
+bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af
+samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt
+sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt.
+
+De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem,
+hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige
+profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde
+udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje.
+
+Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne
+det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især
+når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at
+ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den
+nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære
+den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til
+virkelighed i et kunstværk.
+
+Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde,
+og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og
+overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget
+vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos
+sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale
+om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den dårligste kokkepige blir
+altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting
+som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. -- Jeg tror, jeg har
+elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed
+kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud
+for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde
+vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede
+broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere
+var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke
+timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så
+tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede
+det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på
+borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin
+afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også
+godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.
+
+-- Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte
+moeren en dag.
+
+Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun
+med en vis kraftanstrængelse.
+
+Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit
+værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget -- -- eller du
+kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage.
+
+Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over
+hende ved moerens ord.
+
+Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går
+tiden.
+
+Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev
+og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude.
+
+I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en
+symaskine?
+
+Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?
+
+Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til
+at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes?
+
+Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig -- sådan.
+
+Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds
+med mig nu. Men det skal nok komme. Først så -- --. Hendes øjne søgte
+ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke.
+
+Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser
+nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede
+ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så
+kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt,
+hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer
+savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst
+vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere
+ivrig med den tegnen.
+
+Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid
+her inde.
+
+Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det
+da blive til noget, tror du?
+
+Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift,
+kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det
+skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og
+jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne
+godt end at kunne brodere.
+
+Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for
+at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt
+at ta sig til?
+
+Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det
+ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå
+tiden med?
+
+Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke
+været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan
+blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.
+
+Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden
+måde.
+
+Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?
+
+Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.
+
+Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så
+underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham.
+
+Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal
+hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket;
+rødglødende ører. Ja.
+
+Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var
+det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i
+rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede
+hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et
+langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der
+skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine
+hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den
+førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved
+at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun
+regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den
+slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at
+det skulde blive værre.
+
+Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe
+til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det
+kunde føre til et slags resultat.
+
+Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst
+i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende
+og drejede skrivebordsstolen om imod den.
+
+Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går
+straks igen. -- Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske,
+hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun
+var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde
+vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt!
+Hun satte sig på en anden, op ad en reol.
+
+Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel
+masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er
+tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det
+hele. Jeg har ingenting gjort!
+
+Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint
+humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan
+hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu
+ikke er ganske overflødig.
+
+Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke
+er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste.
+
+Han gik tilbage til sin plads.
+
+Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde,
+hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde.
+
+Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde
+hende, hvis hun så ikke knuselsker ham.
+
+Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed.
+Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i
+middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse
+nogle brudstykker -- --.
+
+Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid
+må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha
+godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt.
+
+Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at
+efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne,
+skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne,
+sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel
+som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må
+tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.
+
+Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være
+vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke
+behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
+heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på
+galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke
+mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går
+vi og venter på noget, der kaldes lidenskab.
+
+Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab
+hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug,
+hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige
+anliggender?
+
+Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget
+for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og
+mig holder du foredrag for.
+
+Er du ond, Helga?
+
+Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere
+tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget
+har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du
+jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke
+bedre. Du kan ikke holde af mig i længden.
+
+Det gør jeg stadig, i grunden.
+
+I grunden, det vil sige imod din vilje.
+
+Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.
+
+Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.
+
+Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør
+mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større
+livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til
+det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe
+kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med
+hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget
+ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig
+til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og
+idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til
+dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men
+jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også
+begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg
+så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur -- men det har kun
+gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig
+kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert
+instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg
+vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i
+sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For
+tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din
+læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du
+kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive
+erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort
+forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og
+endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
+under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det
+vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig
+et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg
+vil ikke høre det. Godnat, Helga.
+
+Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne.
+Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det.
+
+Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin
+seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget
+af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan
+til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled
+over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da
+det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen
+faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom
+smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men
+de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over
+kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden
+løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes
+rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse -- -- --.
+
+Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra
+os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de
+buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --.
+
+Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det
+ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste,
+hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det.
+Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og
+længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede
+hid og did som et geled invalider -- --.
+
+Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og
+begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde
+lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev
+fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten
+uden at trække været -- --.
+
+Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev
+forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en
+stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i
+det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun
+havde vished for udfaldet.
+
+Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun
+blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun
+haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud
+i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult.
+
+
+
+
+Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv
+bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget
+andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne
+blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig
+og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished,
+at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en
+utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine
+øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det
+første lys.
+
+Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun
+huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige,
+hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god,
+heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel
+anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det
+var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han
+var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen
+kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde
+komme til at forsvinde.
+
+Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i
+spejlet.
+
+-- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et
+stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han
+kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så
+bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de
+havde at forhandle, var ikke lutter fryd.
+
+Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een,
+kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt.
+
+Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.
+
+Godmorgen, Helga.
+
+Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han
+kendte den nok, Helgas hånd.
+
+Hvordan har vi det? spurte hun.
+
+Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke
+siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens
+hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis
+hånd i sin. Videnskabens fallit!
+
+Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred
+på mig ret længe ad gangen.
+
+Det er altså opdaget, tænkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen
+af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han.
+
+Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart
+hver til sit.
+
+Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så
+ubetinget.
+
+Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os,
+som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive
+rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre
+end at vente.
+
+Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.
+
+Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det
+lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt
+kan få det ud.
+
+Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre
+ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kåbe -- og
+forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med
+hvirvlende draperier.
+
+Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.
+
+Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken
+bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse?
+
+Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer
+forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen,
+min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne
+og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet
+meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens
+andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti
+den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den
+forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men
+lykken er det vigtigste.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og
+ventede med sydende utålmodighed.
+
+Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til
+orde. -- Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg
+var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke
+noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere,
+end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så
+sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og
+kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?
+
+Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede
+sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der
+var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt.
+
+Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer
+følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin
+primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt
+hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der
+rullede sig nøgen i sine penge.
+
+Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i
+seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig
+inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir
+videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke?
+
+Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som
+hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men
+de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som
+et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget
+mere lys ind end jeg.
+
+Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.
+
+Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af
+dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget
+andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig
+til at blive gift, det er det hele.
+
+Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte
+sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
+blive til?
+
+Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele
+masse blir til en hel masse børn.
+
+Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik
+omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om;
+du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det.
+
+Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså
+kommet -- --.
+
+Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor,
+sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften
+med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang
+ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for
+den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for.
+
+Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro;
+men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en
+høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm
+og en unge surret fast på ryggen.
+
+Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde
+være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg
+indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.
+
+Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du
+tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd.
+
+Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner,
+og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe
+den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding.
+
+Ja, ikke sandt, hvis!
+
+Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle
+gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være
+en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles
+venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og
+bylder og faldende syge.
+
+Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for
+de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og
+de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De
+ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og
+kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste
+stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat
+grav.
+
+Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så
+rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det så dumt.
+
+Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg.
+Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der
+ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig?
+
+Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste
+sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at
+opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du
+mig ikke resignasjon?
+
+Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget
+værd.
+
+Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et
+barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig.
+Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.
+
+Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og
+usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på
+ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over
+mig, der gør det. Den er ikke altid helt god.
+
+De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede
+hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa
+indtrængende:
+
+Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu
+være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en
+gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere
+sige, at det vilde være dig en let sag.
+
+Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg
+forsøger.
+
+Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.
+
+Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt
+borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit
+filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde _lovene_ for
+de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun
+tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil
+overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro,
+at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs
+betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu
+min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og
+tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved
+siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse,
+og først når man under studiet af det regner med alt, hvad
+menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi,
+der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at
+jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden
+af andre kan levere noget af værdi.
+
+Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir
+nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille
+smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere
+bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke?
+
+Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke
+nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig.
+
+Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg
+har været -- hvad skal vi kalde det?
+
+Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når
+jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og
+min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få
+noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik
+omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning;
+selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat
+springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en
+lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg
+venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.
+
+Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det
+sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg -- -- ikke blir
+ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine
+stemninger?
+
+Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid
+afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men
+også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for
+bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for
+så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber
+at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand,
+der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer?
+
+Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad
+han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:
+
+Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en
+ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud
+af den. Du har gjort dit.
+
+Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at
+fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at
+være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis
+frihed.
+
+Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.
+
+Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor
+jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du
+behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se
+svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle
+sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret,
+når man ser det syn helt ude fra mørket.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en
+dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?
+
+Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er
+såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv
+gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.
+
+Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?
+
+Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort
+værk.
+
+Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende,
+men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han
+vilde have spurt om.
+
+Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så
+synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der
+læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets
+skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige
+forhold.
+
+Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den
+grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det
+rette forhold, at jeg vokser under din skygge.
+
+Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er
+hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig
+har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe
+jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre.
+
+Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt,
+som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af
+Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min
+udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste
+undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg
+er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange
+danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende
+betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning,
+fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken
+-- og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse
+tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en
+bevæget dag.
+
+Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause.
+
+Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men
+du har det vist anderledes?
+
+Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget
+af dig.
+
+Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig?
+Det blir nok anderledes, jomfru Helga.
+
+-- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.
+
+Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel,
+erklærede hun.
+
+Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i
+gelænderet.
+
+Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store
+og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om
+hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i
+gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle,
+der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det
+havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre
+tromme, mens stormen spillede hen over den.
+
+Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i
+seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en
+rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
+igennem!
+
+Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod
+hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam,
+så mat hun var!
+
+Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg
+varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i
+stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel
+fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede
+sig frisk ind i mørket på den anden side.
+
+Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige
+mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og
+hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen,
+ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end
+måske noget andet.
+
+Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod
+åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der;
+stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke
+længere noget hus.
+
+Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart
+skulde giftes.
+
+Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han
+være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af
+filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham.
+
+Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for
+plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor
+bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge.
+
+Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde
+springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble
+sort og rasende under sig!
+
+Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud.
+Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
+mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned.
+Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet
+end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter.
+
+Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet
+jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru.
+Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at
+sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et
+par gange for sig selv.
+
+Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af
+den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede
+modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi
+hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt
+andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den
+ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at
+være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om
+den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen
+kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på
+sin tilfældige vej.
+
+Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt
+ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke
+noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
+foreløbig, til der blev brug for det.
+
+Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru
+Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til
+at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden
+kærligheden ikke var nogen lidenskab.
+
+Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun
+nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også
+den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig
+forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for
+sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i
+virkeligheden at løbe fra ham?
+
+Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun
+pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind
+krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men
+det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen.
+Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om
+et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte
+fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af.
+
+Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det
+også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse.
+Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel
+en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.
+
+Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og
+forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart.
+
+Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire
+løbeture.
+
+
+
+
+Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og
+virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv.
+
+Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af
+det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være
+anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans
+standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun
+var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin
+vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere
+tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det
+var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde.
+
+Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun
+måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende
+tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af
+en omgang kold fornuft.
+
+Ja, men jeg er ikke ham!
+
+Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans
+gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer
+stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet
+af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist
+ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden.
+
+Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem
+fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra
+sig, da han så hendes ansigt.
+
+Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.
+
+Han satte sig.
+
+Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et
+landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske.
+
+Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.
+
+Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt
+at ta ud et års tid.
+
+For at lære husholdning?
+
+Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg
+blir gift.
+
+I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det
+nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.
+
+Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et
+fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset,
+end nogen ved, du med.
+
+Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det
+undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig.
+Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk.
+
+Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var
+ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte
+nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare
+sindsligevægten.
+
+Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet
+mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du
+trængte til stærkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit
+andet mandsideal -- -- --.
+
+Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god
+nok som sådan -- -- --.
+
+Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt
+fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var
+det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke
+den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar
+over.
+
+Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den
+klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis
+du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke:
+Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd
+dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr.
+
+Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse
+helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere
+til.
+
+Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange
+pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gøre med at klare mig
+mod den ene af jer.
+
+Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer
+om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk,
+som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt
+hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om
+han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk -- i
+stedet for det, der måske ikke blev til noget.
+
+Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt
+nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig
+nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget
+imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis
+du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage -- --.
+
+Hvor meget af dig kommer der tilbage?
+
+Meget mer, end der rejste ud.
+
+Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.
+
+Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige
+dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så
+meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så
+længe.
+
+Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind
+bag hendes øre. -- Der gærer nok mange mærkelige ting i dette
+kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid,
+da vi kan begynde at være helt lykkelige -- det, der så er igen af
+os.
+
+
+
+
+Natten kommer, da ingen kan arbejde.
+
+Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu
+betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med
+arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var
+tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når
+hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt
+som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som
+lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller
+arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
+og hun lå dær til ingen nytte.
+
+Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser --
+--. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm
+eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde,
+så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da
+dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det
+blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde
+hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst.
+
+Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte
+sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået
+plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde
+ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
+søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise.
+
+Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og
+maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra
+bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men
+blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en
+stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
+var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men
+bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første
+lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
+spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme
+hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når
+det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende,
+indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la
+videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den
+allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men
+var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant
+end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og
+forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.
+
+Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun
+havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang.
+Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den,
+bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den
+yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder,
+foregik al hendes tænkning.
+
+Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders
+forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme
+længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende
+tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen
+art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden
+rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med
+hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen.
+Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde
+forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse,
+begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget,
+enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig
+arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor
+iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev
+straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.
+
+Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var
+sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til
+det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det
+tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller
+koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt
+sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og
+ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de
+mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det
+slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner
+og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke
+bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan
+undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at
+fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og
+hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende
+sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som
+for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.
+
+Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk
+interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine
+undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om
+æmnet.
+
+Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet
+uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der tørner
+sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det
+indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det
+af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og
+træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens
+åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv
+besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men
+kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke så værdiløs, som
+handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg
+repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater,
+selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker
+over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhører
+det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen
+nærmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting
+udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i
+visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på
+udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.
+
+Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt
+tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades
+tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og
+sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder
+jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstår_ alt, hvad der er
+hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab;
+jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald.
+Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå
+anderledes, end det er gået.
+
+Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end
+blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men
+jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med
+fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke
+mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en
+gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er
+delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit
+land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige
+værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om,
+at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad
+tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget
+det, hun havde brug for?
+
+Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at
+visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu
+mindre udsigt til at få min barbar hjem igen?
+
+
+
+
+Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen
+til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været
+sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået
+nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og
+gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og
+tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan
+han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og
+intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed,
+som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med.
+
+Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men
+nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at
+omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se,
+hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun
+ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for
+min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes
+udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende
+ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har
+hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik
+af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og
+blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt
+at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der
+modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu
+aldeles uangribelig.
+
+Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og
+male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.
+
+Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler?
+Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet
+uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå
+igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel
+bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden
+just at se hen efter hende.
+
+Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt.
+
+Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde
+ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen
+og ser på det?
+
+Jeg vilde ikke gøre kalven bange.
+
+Det var pænt af dig. Kom så.
+
+Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig
+forklaring end blot at sige: Kom så.
+
+Nå, ja. -- Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja,
+nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det
+er.
+
+Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis
+jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det
+gør hverken fra eller til.
+
+Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om,
+at hun havde talent.
+
+Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget,
+der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til
+det tidligere.
+
+Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med
+billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget,
+at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone.
+Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? -- Det er mit
+svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
+i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle,
+stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider
+siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg
+havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad
+en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg
+være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
+tyrekalven, og når det blir efterår, så -- -- --. Men jeg tror
+virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne?
+
+Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er
+ikke mig.
+
+Han er min lærer; det er noget andet.
+
+Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg
+er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være.
+
+Men kæreste -- -- -- er du skinsyg?
+
+Har jeg grund til det?
+
+Nej.
+
+Så er jeg det ikke.
+
+Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle
+henseender?
+
+Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig
+i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo
+ligegyldigt.
+
+Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op.
+
+Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den
+allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens
+du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig
+så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du
+var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne
+til din udvikling.
+
+Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig
+alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og
+fremmed -- måske har jeg taget fejl. -- Og altid når jeg kom lidt ind
+på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle
+om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden.
+Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg
+vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes
+bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var
+uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den
+grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo
+mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med.
+
+Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og
+nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt
+ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg
+begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for
+mig, og dette her er slutningen på det.
+
+Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var
+hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed.
+
+Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har
+trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne
+haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde
+tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første
+billede, og det skal det også!
+
+Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og
+er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv;
+i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående
+til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og
+overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære
+kærligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og
+hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages
+ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende
+opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort
+til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min
+kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er
+borte.
+
+Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må
+gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem
+os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det
+godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig
+af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er
+sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej.
+Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en
+mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra,
+hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er
+grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker
+neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun
+vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men
+helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende
+vismands-tanker.
+
+Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved
+at græde, men så rettede hun sig og sa:
+
+Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så
+begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det
+samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
+alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men
+skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er
+gammel.
+
+Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen
+imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel.
+Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever
+her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du
+frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og
+ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du
+belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun
+rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det
+sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
+forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste
+denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den.
+
+Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har
+heller ikke glemt dig endnu.
+
+Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være
+forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør
+det derfor ikke.
+
+Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.
+
+Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem
+os er -- fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en
+bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved
+lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste.
+
+Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan
+leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at
+sige mig farvel og gå.
+
+Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.
+
+Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for
+så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg
+skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at høre: Nu kan du
+plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver
+eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig
+får pillet mig af.
+
+Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en
+mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer
+gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig -- --
+
+Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med
+det samme!
+
+Men din kunst, Helga?
+
+Å, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med
+min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?
+
+Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og
+overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik
+ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet,
+ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved
+at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten
+al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det
+har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er
+hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på
+ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor
+mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
+blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast?
+
+
+
+
+I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin
+intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans
+vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt
+til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem
+endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans
+ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere
+videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage.
+Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
+anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu
+og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid
+til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra
+at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det
+havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun
+rejste, og siden var den forsvunden.
+
+Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var
+jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer
+mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt
+ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han
+fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket
+fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og
+denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af
+ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre
+mellem hans reoler og hans hustru.
+
+En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet
+forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til
+hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
+udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun
+bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet
+ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile;
+den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag
+mand, syntes det.
+
+Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være,
+der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun
+havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans
+ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig
+måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var
+næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun
+havde befrugtet hans tankeliv.
+
+Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne.
+Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed
+viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne?
+Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han
+havde ikke mere brug for sin.
+
+Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig
+forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det
+var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur
+og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af
+hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre
+vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og
+attrå mod det, barbaren har frem for ham.
+
+Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en
+mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men
+det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes --
+ligesom ukrudt.
+
+Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha
+båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en
+sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte
+tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med
+en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i
+færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til
+fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i
+udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde
+blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
+for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret
+sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
+over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt
+erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget
+sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig
+selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde
+havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men
+det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som
+Darwinisterne har fået så store resultater ud af.
+
+Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra
+nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga
+ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad
+protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham --
+til ingen nytte -- om det, han kunde være blevet, dersom -- --.
+
+Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen
+ved siden af.
+
+Farvel, reoler!
+
+
+
+
+Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt
+nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at
+frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde
+tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der
+hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det
+faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld
+besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af
+lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til
+næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem
+uden at tænke over det.
+
+Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle
+fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev
+enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
+samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i
+skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra
+før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
+skoven var ikke _god_ som den gang; efteråret havde ikke den værdi
+for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude
+ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på
+en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det
+undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun
+var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om
+aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den
+aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt
+hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --.
+
+Men nu var forandringen kommet.
+
+Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil
+havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at
+hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning.
+Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så
+værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.
+
+Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk
+frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom
+for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage,
+der skulde ofre alt, hvad _det_ krævede. Men en nat kom der en
+stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige
+søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste
+værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.
+
+Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede
+godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og
+forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
+altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun
+bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?
+
+Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved
+middagsbordet.
+
+Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede
+hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.
+
+Er det vort barn, lille Helga?
+
+Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.
+
+Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.
+
+Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil
+se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.
+
+Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at
+gå ud.
+
+Vil du nu ud og male?
+
+Jeg skal nok pakke mig godt ind.
+
+Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender
+det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.
+
+Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa
+hun. Når først -- --. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske,
+men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel,
+Niels; jeg skal ikke blive forkølet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var
+rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det
+møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende
+betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som
+repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
+blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og
+der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men
+der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at
+læse.
+
+Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun
+blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han
+hende komme; han gik igen ind og satte sig.
+
+Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på
+loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i
+sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter
+lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og
+dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold
+af at sidde og lytte og gætte.
+
+Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.
+
+Kunde du se at male så længe?
+
+Intet svar.
+
+Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.
+
+Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind
+i spisestuen med tændstikkerne.
+
+Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et
+halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var
+den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for
+at appellere til dine -- -- følelser, men kan du huske noget sådant
+nu?
+
+Ja.
+
+Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og
+magtesløs; ser det ikke således ud?
+
+Jo -- --.
+
+Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig
+død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den
+allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig
+stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere
+forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem
+andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi
+inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget -- -- --. Men en
+omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker -- -- om ikke for
+andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en
+vigtig tankegang.
+
+Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik
+til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han
+tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.
+
+Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han
+burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine
+hende med sine lumpne åndrigheder.
+
+Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder.
+Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.
+
+Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede
+ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.
+
+Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til
+en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.
+
+Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?
+
+Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun
+sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:
+
+Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers -- --
+--.
+
+Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i
+det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!
+
+Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige
+kulde.
+
+Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og
+prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af
+hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gøre ved
+mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --.
+Jeg mærker det allerede --. Nej, det er gruligt!
+
+Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod
+hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt.
+Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden
+fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod
+halsen og de velkendte læber -- --. Hans fingre blev seende, mens de
+berørte dem.
+
+Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han
+følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.
+
+Kære Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det,
+han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke så
+pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort
+barn kommer, og så er du igen som før.
+
+Hun rejste sig. -- Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er
+andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og
+strøg sit hår op. -- Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret.
+Når det er overstået -- --.
+
+Så har vi et lille barn, Helga.
+
+Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det
+er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen -- --
+for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han
+allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig,
+Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig
+altid. Tak for det.
+
+Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene
+side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den
+gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.
+
+Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille
+fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.
+
+
+
+
+Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden.
+
+Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at
+fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
+og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og
+udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende
+om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et
+hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al
+den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et
+problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var
+ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget
+her.
+
+Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu
+var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to
+modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves
+opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne
+opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.
+
+Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden -- ti han
+måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed -- la hun sin
+hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed
+samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig
+fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at
+bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden
+af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt
+magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin
+ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han
+forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og
+være god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hånd, at
+jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den
+gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for
+mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis
+det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og
+usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er
+mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.
+
+Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da
+kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig
+som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.
+Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret,
+og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun
+stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i
+skoven.
+
+Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar
+stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det
+skulde ha været en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os
+sætte os lidt.
+
+Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han -- -- --
+
+Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er
+mig, der er skyld i, at vort barn er dødt.
+
+Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig -- -- --
+
+Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den
+gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig,
+da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og
+det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at
+male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i
+barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg
+lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at
+være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra
+barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde
+det.
+
+Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt
+simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige -- --.
+
+Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere
+end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor
+galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart
+jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.
+
+Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe
+en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen -- -- --.
+
+Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med
+et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende,
+som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt,
+hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig
+fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes
+noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag
+jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der
+sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.
+
+Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem
+sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder
+og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.
+
+Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo
+ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret
+til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig
+selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket,
+og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.
+
+Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo
+dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det
+er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har
+ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst
+mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har
+tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig,
+end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde gå hen over den
+med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke --
+det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et
+fantastisk øjeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en
+forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
+dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den
+rigeste.
+
+Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve;
+det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes
+interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde
+også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt
+livsstof.
+
+Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side,
+som jeg ikke forstår.
+
+Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er
+sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer,
+og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske
+slet ikke er til.
+
+Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til,
+stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej
+aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
+har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige
+det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve
+mennesker. Jeg er en dårlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som
+du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu:
+Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede
+at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha
+været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles
+bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til
+sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke --
+min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det
+er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme,
+mens jeg gik sådan.
+
+Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt,
+og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.
+
+Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad
+så, Niels?
+
+Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig
+med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig,
+og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
+stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil
+derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.
+
+Hvad er det for et?
+
+Sig det kun selv, Helga.
+
+Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive
+hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke
+blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket
+kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre
+andet end rejse?
+
+Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har
+altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste
+bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.
+
+Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?
+
+Er du selv i tvivl?
+
+Når jeg ser på dig -- -- --.
+
+Se ikke på _mig_. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du
+venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær
+din hele lykke, der beror hos mig.
+
+Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det
+før. Men det kunde ha været sådan, at -- -- --. Sæt nu, at min lyst
+til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok -- --.
+
+I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer
+påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke
+glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at
+jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i
+dig og lar sig ikke udrydde.
+
+Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den
+eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen
+kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en
+anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor,
+men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har
+jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du
+holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?
+
+Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes
+noget nyt, der lod sig studere.
+
+Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg
+er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde
+at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid
+troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid
+gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig,
+som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt
+ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så
+var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
+kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin
+store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan
+sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før,
+når jeg har været borte en tid for det andets skyld.
+
+Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du
+har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved
+at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du
+unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og
+bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden
+har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til
+at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at
+protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består
+i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større
+lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du
+savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke
+de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et
+helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne
+plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik,
+jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du
+vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du
+begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har
+trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
+større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens
+storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker
+vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
+ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der
+stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render
+hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi
+du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge
+mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er
+vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage,
+at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler
+dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem --
+din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til
+intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles
+fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder,
+hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig
+-- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af
+forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til
+støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved
+vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere
+ved, at du blir hos mig.
+
+Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene
+ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så
+talte han igen:
+
+Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over
+det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting
+sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget
+helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme
+udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder:
+at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er
+taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret
+adgang?
+
+Jo, Niels. Kender du det?
+
+Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som
+det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået
+dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af
+tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være
+blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem,
+og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der
+dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det
+andet.
+
+Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved
+at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert,
+selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på
+dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så
+dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- --
+--. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde
+holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.
+
+Han så spørgende på hende.
+
+Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle
+dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg
+er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i
+seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg
+vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive
+så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde
+bestemt til det.
+
+Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok
+lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke
+er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer
+nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.
+
+Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre
+det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.
+
+Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter.
+For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte.
+Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde,
+der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin:
+Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for
+resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste
+kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen
+fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok
+i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv
+opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige
+sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse
+har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. --
+Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort;
+jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad
+perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som
+hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter
+deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted.
+Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og
+levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så
+vidt muligt at se på hende.
+
+Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive
+udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling;
+deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første;
+de havde jo talt ud.
+
+Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg
+op på trinet.
+
+Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene.
+Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham
+hæftigt og sa:
+
+Jeg elsker dig.
+
+Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.
+
+Det forstår jeg ikke, sa han.
+
+
+
+
+Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved
+kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før
+hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun
+havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år.
+
+-- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den
+forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst,
+søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
+lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille
+afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede
+om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men
+når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig.
+
+Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende
+indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede
+en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så
+unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen,
+den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af
+foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen,
+socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og
+håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved
+står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke
+praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de
+roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to
+yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der
+ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er
+bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand,
+præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i
+fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker,
+der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.
+
+Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al
+tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning,
+og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
+er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i
+udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider
+af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den
+del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det
+synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den
+højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg
+vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst
+husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en
+tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i
+anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden
+er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne.
+
+Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den
+eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv
+til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter
+eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som
+eksistensberettiget? Nej.
+
+Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred,
+som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen
+givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre
+eller bedre ord.
+
+For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de
+fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og
+foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da
+tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig
+fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke
+megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud
+af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt
+hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de
+virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne
+dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg
+sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags
+verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke
+resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af
+deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor
+tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde
+det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt
+forsvandt.
+
+Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende
+fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse;
+omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller
+deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han
+nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke
+anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al
+adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden
+noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de
+forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed:
+Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags
+betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv
+føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere
+tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.
+
+-- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en
+selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne
+afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du
+vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at
+klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to
+mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis
+du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad
+jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed
+kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har
+tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man
+har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har
+beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den.
+En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i
+afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne
+fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg
+har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg
+-- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg
+blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må
+fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor
+oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny
+verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og
+tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den
+grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig
+sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen,
+fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre
+selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig
+fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan
+tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har
+du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok
+til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom
+jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft,
+der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under
+sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist
+noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første
+halvdel fra, da mærkedes det ikke.
+
+Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre,
+golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine
+hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den
+uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den
+malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
+dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle
+tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans
+vegne som en, der til en vis grad forstår ham.
+
+Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået
+en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med
+adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som
+jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige
+mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet
+de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
+sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og
+selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to
+ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme
+fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg
+opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig
+selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
+vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk,
+vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner.
+Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som
+norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige
+mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har
+diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde
+intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde
+kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er;
+i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved
+dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra
+samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde.
+
+Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling?
+Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i
+den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret?
+Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det
+spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for
+mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv.
+
+Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre
+stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad,
+ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med
+den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det
+moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden
+radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter
+mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig
+mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner
+og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed
+den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet.
+
+-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at
+foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en
+fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme
+igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til
+befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig
+ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men
+på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af
+funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig
+hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
+det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre
+for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at
+blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
+havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da
+var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev
+ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være
+kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt
+tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at
+passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du
+havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen
+med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var
+ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt,
+for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem
+stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når
+du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst
+begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro,
+som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde
+oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det
+sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens
+uforanderlige ligevægt.
+
+Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt
+op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han
+sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til
+beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den
+vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge
+er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige,
+han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for
+eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der
+bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da
+næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham,
+ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
+der var ham mest tjenlig.
+
+Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste,
+ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at
+kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket
+eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står
+det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder
+for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har
+begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den
+står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min
+lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle
+begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere
+bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
+vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet
+igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro.
+Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres:
+forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige
+svagheder.
+
+Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde
+med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en
+underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft
+livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg
+skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes
+endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste
+slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg
+næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen
+anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot
+skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu,
+efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke
+er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den
+sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den
+har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig
+bestemt fra evighed af.
+
+Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er
+kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn
+eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker
+ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en
+foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de
+blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke
+nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af
+de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem
+grundigt nok.
+
+Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder,
+der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også
+efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i
+begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved
+jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med,
+at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større
+verden.
+
+Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig
+er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at
+leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og
+jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg
+hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin
+fuldkommenhed.
+
+Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha
+lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der
+interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du
+nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du
+står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så
+ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for
+dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder
+mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.
+
+Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab
+kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At
+du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget
+andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske
+glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig,
+og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det,
+jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg
+endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve
+tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den
+hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke
+slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så
+varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du
+ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen?
+
+Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din
+kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig
+tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset
+fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder
+dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder
+mig fast.
+
+Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den,
+der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg
+er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din
+kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad
+der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener
+at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af
+os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se
+så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
+udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort.
+
+Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad
+der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig,
+og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som
+troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der
+angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom
+består jo i at vide så lidt som muligt.
+
+Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører
+mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt.
+Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred
+blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er
+vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg --
+-- --.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks
+op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå
+sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der
+hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn.
+
+Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og
+længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt
+at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
+vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og
+lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der
+var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde
+forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og
+bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl.
+Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde
+hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de
+havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del
+af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene
+betød hendes lykke.
+
+Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der
+flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op
+i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der
+skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den
+skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer
+der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller
+sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende
+kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om
+døden.
+
+Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller
+mere kunst?
+
+Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom
+hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og
+forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske
+længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en
+sti.
+
+Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i
+fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde,
+til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste,
+fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var,
+ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke
+var tilstrækkelig.
+
+Hun læste hans brev igennem en gang til.
+
+Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse
+uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom
+hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne
+brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om
+den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.
+
+Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes
+svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast
+ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod
+og tænkte.
+
+Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke
+helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig
+stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev,
+højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en
+uforklarlig magt.
+
+Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk
+aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst
+og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig
+en hel kærlighedslykke.
+
+Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå
+ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel
+lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod.
+
+Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at
+komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe
+hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny
+kraft; hun vidste det.
+
+Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om
+lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på
+hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe
+hinanden.
+
+Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over
+hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til
+at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge
+piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og
+musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet.
+
+Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så
+ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre
+over hendes halve sjæl.
+
+Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå
+høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel
+med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.
+
+Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes
+kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede
+hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde
+afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed.
+
+Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber,
+og den unge mand skulde bære hendes træk.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjortø
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41045 ***
diff --git a/41045-8.txt b/41045-8.txt
deleted file mode 100644
index 507e416..0000000
--- a/41045-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,5996 +0,0 @@
-The Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjort�
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: To verdener
-
-Author: Knud Hjort�
-
-Release Date: October 13, 2012 [EBook #41045]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TO VERDENER ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-
-
-
-Afskriverens bem�rkninger: �benlyse trykfejl er rettet i denne
-e-bog, men forfatterens stavning er i �vrigt bevaret. _Understreg_ er
-brugt til at gengive kursiveret tekst.
-
-
-
-
- KNUD HJORT�
-
- TO VERDENER
-
-
- K�BENHAVN
- DET SCHUBOTHESKE FORLAG
- J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
- 1905
-
-
- J. COHENS BOGTRYKKERIER
- (GEORG A. BACH)
-
-
-
-
-                        Tilegnet
-                                K.
-
-
-
-
-Med et halvspist �ble mellem de tre forreste fingre og et helt
-stort �ble klemt ind i h�nden med de to andre kom Helga ind i
-klassev�relset, hvor fr�ken Schou allerede sad ved katedret. Helga
-h�vede h�nden for at ta en bid til, da hun fik �je p� l�rerinden, og
-med st�rkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more
-sig indvendig, gemte hun sine �bler i lommen og var med et par lange
-skridt p� sin plads. Hun havde for l�ngst fundet hvor det var, mens
-enkelte endnu sad og ledte.
-
-Jeg undres over Helga, sa fr�ken Schou efter nogen tavs stirren.
-
-Helga s� lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste p� det sted i
-tyskbogen, hvor der skulde begyndes.
-
-Synes du det kl�r en ung dame at komme spisende ind i klassen?
-
-Jeg er ingen dame.
-
-Nej, det skal gud vide; men du vil vist g�rne v�re det.
-
-Det vil jeg meget n�dig.
-
-Fr�ken Schou blev en smule bleg: Da m� du ikke bilde dig ind, at du
-er et barn, selv om du g�r med fl�tning ned ad ryggen. Hvor l�nge
-har du for resten i sinde at blive ved med det?
-
-Til jeg blir voksen.
-
-I at v�re raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.
-
-De, der sad p� den forreste b�nk, n�d det blik, Helga sendte fr�ken
-Schou, og de t�nkte hver is�r: Tak! Det skulde bare ha v�ret mig. Men
-fr�knen s� ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede
-for ansigtet med den ene h�nd.
-
-Fr�ken Schou var den eneste af Skolens l�rerinder, der havde
-realklasserne lige op til pr�limin�reksamen, hun holdt god disciplin
-og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe s�vel af
-et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde d�bt hende
-"Kundskabens Tr�" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et
-gammelt st�vnet poppeltr�. Fr�kenen havde f�et at vide om denne
-tegning, og det var nok ikke Helga, der s�rlig havde s�gt at hindre
-det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
-fr�ken Schou, hun var da ellers ikke af de v�rste. Der var drenge,
-der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.
-
-Ingen huskede n�mlig l�ngere, hvordan fr�ken Schou for fire �r siden
-havde forelsket sig i det halvlange, tretten�rige pigebarn, som Helga
-den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga
-skammede sig over, og ros, der fik hende til at sk�re ansigt af
-flovhed. Og s� en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom
-�nden over hende, og med stor indre forl�sning lavede hun den omtalte
-karikaturtegning. Den var knagende god og m�tte vises, b�de af
-kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der m�dehold i
-karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas
-hum�r steg h�jt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
-slemt uartig, men efterh�nden, som det blev en vane, og hun tillige
-blev �ldre, fik hun mere selvbeherskelse og l�rte at udrette meget
-med sm� midler. Men fr�ken Schou l�rte ikke noget, hverken at
-beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.
-
-Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet s� lang
-fl�tning ned ad ryggen. Hendes h�r var m�rkeblondt, og hendes �jne
-var bl� som sl�en, duggen er g�et af. Hun var af de lystigste blandt
-skolens pigeb�rn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes
-fl�tning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev l�s og
-lodden inden aften. Der var altid nok, der s�gte hende, s� hun
-beh�vede aldrig at s�ge andre; hendes v�sen var mere livligt og
-ubekymret end egentlig hj�rteligt; men det, der gjorde hende til den
-overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --
-ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse p� et
-�jeblik. N�r en veninde pr�vede at tilrive sig hendes fortrolighed i
-en glad, �ben stemning, s� fik hun at f�le, hvor hurtigt og
-fuldst�ndigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
-utilfredsstillende ved hende p� grund af den forsigtighed, hvormed
-der undertiden m�tte g�res kur til hende. Pigerne var tit
-misforn�jede med hende, men de drenge, der endnu ikke var g�et erotik
-i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.
-
-Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en s�regen magt i
-hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende
-dette og ventede noget godt til geng�ld, men l�ste i hendes �jne ikke
-andet end v�mmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med
-hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt
-hende i grunden h�jst usympatetisk. N�r Helga blev vred, gik der en
-lodret rynke ned gennem hendes venstre �jenbryn, s� h�rene strittede
-ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses l�nge
-efter.
-
-Fr�ken Schou sad p� katedret og lod sine �jne vandre rundt i klassen,
-indtil de som s�dvanlig endte ved Helga, og d�r blev de i nogen tid,
-indtil Helga ut�lmodig stirrede igen.
-
-Lad v�re med den gloen, sa fr�ken Schou.
-
-Helga s� straks bort.
-
-Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker
-indvendig.
-
-Helga s� op med et udtryksl�st blik, som stod til hendes r�dighed,
-n�r det passede hende.
-
-Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan v�re s� artig udvendig.
-Hvorfor viser du dig ikke s� uopdragen, som du i virkeligheden er?
-Men det er vel din m�de at v�re voksen p�. Tror du, den er yndig? Sig
-noget, sid ikke d�r, som om du var af tr�.
-
-De ved jo godt, jeg ikke m� svare, sa Helga og vendte et par tomme
-�jne mod katedret.
-
-Da t�r du udm�rket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det
-er det �kle ved dig, at du ikke er �rlig; du g�r og gemmer p� en
-m�ngde tanker, som ingen m� f� at vide, men jeg tror ikke, det er
-noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke l�ngere, desv�rre.
-
-Helga la sit hoved ned p� h�nderne; hun f�lte det som om nogen med r�
-beg�rlighed famlede efter noget, der endnu l� skjult i hendes sj�l.
-Kunde det t�nkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv
-kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. N�r
-den kom fra andre, var den n�rmest tosset; n�r den forlangtes af
-hende selv, s� -- uha! Og hvor mange fors�g havde fr�ken Schou ikke
-gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilk�rlig sammen
-for at d�kke sig.
-
-Se op, l�d det fra katedret.
-
-Helga gjorde det ikke.
-
-Fr�ken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at l�fte det,
-men denne ber�ring virkede anderledes p� hende, end hun havde t�nkt;
-hendes stemme slog pludselig over.
-
-Gr�der du, Helga?
-
-Helga s� rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.
-
-Hvad skulde jeg gr�de for? De kan jo ikke g�re mig noget.
-
-Fr�knen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke s� slemt;
-det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede fors�gsvis.
-
-Helga �bnede munden og lo lydl�st. Hun s�, hvor det gjorde ondt, men
-hun vidste ogs�, at nu var hun fri de f�rste dage derefter.
-
-Opm�rksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over
-til pigerne for at f� klaret nogle ubegribelige steder i den engelske
-versjon, der skulde afleveres n�ste dag; s�rlig var Helga genstand
-for et bombardement af sp�rgsm�l.
-
-Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst p� siden, stod der p� en
-lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes
-granskningerne om dette dunkle ord.
-
-Helga formodede, at det bet�d et nik.
-
-Nej, "bob" vil sige en orm, stod der p� en seddel fra Dagmar.
-
-Berta holdt p�, at "bob" skulde overs�ttes ved klokkeringning, og
-Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for
-de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen
-til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette
-arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra f�r.
-
-Den p�f�lgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,
-at fire efter hinanden blankede den ptolem�iske l�res�tning; det var
-noget, man ellers ikke g�rne b�d hr. Jensen, men han syntes den dag
-at v�re i en tilgivende stemning.
-
-S� m� vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der
-kan.
-
-Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de
-bedste i det fag.
-
-Kom nu bare her; jeg kan jo se p� dig, at du kan det.
-
-Helga blev st�dig over udtrykket i hans �jne.
-
-Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.
-
-Sludder, Helga; s�dan et lyst hoved som du.
-
-Men Helga vilde ikke h�res, n�r han havde de �jne. Jeg vil helst
-v�re fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.
-
-Han smilede endnu, men hun s� s�dan p� ham, at hans smil forsvandt,
-og han blev opbragt, idet han f�lte sig gennemskuet. Det er ogs�
-harmeligt, n�r en mand p� fem og tyve �r i en bestemt hensigt smiler
-til en ung pige p� sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er
-ikke s� sv�rt i den alder; ellers st�r man der som en idiot, med sit
-smil returneret, n�gtet modtagelse.
-
-Men hun er tilf�ldigvis ens elev, man beh�ver ikke at finde sig i
-det. -- --
-
-Hr. Jensens ansigt, der b�de var net og forstandigt, var
-bundalvorligt, da han sa:
-
-S� kommer jeg til at gi dig et nul.
-
-Helga vilde n�dig ha et nul, og hr. Jensen s� nu aldeles ub�jelig ud;
-men han havde udleveret sig ved at smile s�dan; det holdt hun sig
-til, s� hun var alligevel ikke s� ked af det.
-
-Han skrev det nul i hidsighed, dyppede f�rst den gale ende af
-penneskaftet, s� den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter
-stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolem�iske
-l�res�tning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens h�jre h�nd,
-der dirrende snoede oversk�g.
-
-Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er
-siden sommerferien.
-
-N�, tak! Berta vidste ogs� noget. Nu fik man m�ske sit d�je med ham i
-den f�rste tid. Men -- -- ja, ja.
-
-Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.
-
-Hun s� op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige
-nul.
-
-Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.
-
-Helga sprang lige op, s�dan spruttede det Nej! inden i hende.
-
-Det er f�rste gang, jeg har v�ret n�dt til det, fortsatte han i en
-tone, der kunde blive bev�get, hvad �jeblik det skulde v�re.
-
-Jeg skal nok l�re det til n�ste gang, svarede hun koldt og artigt.
-
-Det tror jeg g�rne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.
-
-Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.
-
-Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt
-sin hat p� og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor
-bl�kklat falde lige oven p� nullet.
-
-Men i n�ste time skal vi ha det morsomt, erkl�rede Helga, da
-frikvarteret n�rmede sig sin slutning, og det var den almindelige
-mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; s� skulde de
-n�mlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da
-pigerne var alene til det, plejede tonen at v�re noget friere end
-ellers.
-
-Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens l�rere; han sa De til
-de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden
-for skolen n�sten som ligem�nd; det havde ikke altid de bedste
-resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forsk�nede ham for
-mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at
-kunne en m�ngde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men
-st�rre betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem
-temmelig frie t�jler, og da la de m�rke til, at han gik mere oplivet
-ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre l�rere,
-men det m�tte ganske vist ogs� bet�nkes, at han ikke havde det s�
-morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste
-af sin fritid med at studere.
-
-Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig p� katedret, rettede
-med to fingre p� sit humbug, trak sine mansjetter frem og s� sig
-om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte
-undervisningen. S� fandt han, hvor det var i bogen, men i samme
-�jeblik, han lukkede munden op, sa Helga:
-
-Hr. Grandlev, det er Maries f�dselsdag i dag.
-
-S� kan Marie begynde.
-
-Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.
-
-Nej, det synes jeg ikke. N�, Marie?
-
-Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske
-versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.
-
-N� ikke; det betyder en blyklump.
-
-For eksempel p� enden af en stok? spurgte Helga.
-
-Nej; i enden af en medesnor.
-
-Hvad hedder en blyklump p� enden af en stok? spurgte Helga videre og
-v�dede blyanten mellem l�berne.
-
-Det ved jeg ikke. Skal vi s� -- --
-
-Jeg troede, det bet�d klokkeringning, meddelte Berta.
-
-Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og s� forurettet ud.
-
-Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og v�dede atter sin blyant.
-
-Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie
-tror, det betyder en hund, der hedder Bob!
-
-Det sidste m�tte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede
-hende.
-
-O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie s� begyndt?
-
-Marie tog fat p� at l�se op under frygtelige udtalekvaler, der fik
-hr. Grandlev til at sk�re ansigt, og �jeblikkelig stak Helga en
-finger i hvert �re og rystede fortvivlet p� hodet. Det blev straks
-efterlignet rundt om i klassen.
-
-Skal vi ta de fingre ud af Helgas �ren? Hvad sidder hun og skaber sig
-over?
-
-Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere
-ekkoer fra de �vrige.
-
-S� kan De g� videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.
-
-Helga l�ste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med
-bogbindet. Men Helgas overs�ttelse begyndte s�ledes:
-
-N�ste dag l�b skonnerten p� grund med alle kanarifuglene, der tog sig
-den frihed at br�kke skibet i stykker -- --
-
-Hvad er det for noget vr�vl, Helga?
-
-Det ved jeg ikke, men s�dan st�r der. Her skal De selv se: Which, set
-at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde
-andet, sluttede hun og s� koldt og �ndsfrav�rende ud i g�rden.
-
-Tror De m�ske, at kanarifuglene kan br�kke et skib i stykker, hvad,
-De komiker?
-
-Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det
-godt st� der. De siger selv, der st�r s� meget vr�vl i b�ger.
-
-Ja, det g�r De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.
-
-Bekr�ftende mumlen fra resten.
-
-Ja, men der m� dog v�re gr�nser for vr�vl, mon ikke?
-
-N--n�! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen
-gr�nser for, hvad folk kan finde p� at s�tte i b�ger.
-
-Vel. I kraft af st�dighed f�r man ret. Meningen er nu den, at skibet
-blev sl�et i stykker af b�lgerne, og at fuglene derved blev sat i
-frihed.
-
-Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men n�r det nu er mest
-almindeligt, at det, der st�r i b�gerne, er noget vr�vl, s� syntes
-jeg, det var lige s� rimeligt at ta det p� den anden m�de.
-
-Uha. Sikken et bundl�st v�ld af grinagtighed, De er. G� s� videre.
-
-Hun s� op til ham med et lille unders�gende blik og tog fat igen; men
-midt i overs�ttelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
-udtryk, der fik alle til at le:
-
-Nej, nu kan jeg virkelig ikke l�ngere forst�, at vi ikke skal ha en
-historie.
-
-Ja, jeg synes ogs�, vi skulde ha en hist-- gr�dede Marie, men s�
-stansede hun midt i en klump og r�dmede.
-
-Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og
-klappede hende p� den ene kind. H�r, hvor p�nt hun ber om det.
-
-Vi kunde s� h�re Dagmar, sa hr. Grandlev og str�g et smil bort under
-oversk�gget.
-
-Dagmar var den �ldste i klassen, atten �r fyldt; hun var helt
-udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas
-bedste veninde. Hun var lidt sm�t begavet, og hendes overs�ttelse i
-�jeblikket var ikke af de bedste:
-
-De �ventyrlige -- s�m�nd skred f�lgelig frem til det -- �stlige --
-Island -- de �stlige Islande -- --
-
-Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.
-
-Helga tier stille!
-
-Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev
-skjulte et smil bag sin bog.
-
-N�, nej: �er, rettede Dagmar. Og ankom d�r i et ikke videre
-elskv�rdigt tempera -- hum�r. -- Hun s� hj�lpel�s op til katedret,
-men der kom ingen hj�lp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var
-blidt forelsket i hr. Grandlev, n�d scenen med stille morskab.
-
-Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev
-blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare
-krigens n�dvendigheder -- -- jeg forst�r det ikke, hviskede hun
-elendig.
-
-Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere d�mpet: Jeg synes
-ikke, der er nogen mening i det, men man m� jo ikke l�ngere sp�rge om
-noget, det er m�ske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men
-det at f� sine dumheder forevigede p� den m�de gjorde et s� dybt
-indtryk p� Dagmar, at hun helt holdt op.
-
-Kan De ikke mere, Dagmar?
-
-Hun rystede p� hodet og gled mat over p� Helgas skulder og derfra ned
-p� sin plads.
-
-S� er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og overs�tter
-det fra Dagmarsk til dansk. De s�kaldte �ventyrlige s�m�nd, Berta?
-
-Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbr�d Helga
-bestyrtet.
-
-N�, d�r har vi nok igen Helga p� arenaen.
-
-Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op
-_altsammen_! Hun holdt notebogen h�jt i v�ret med en mine, som om hun
-havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.
-
-De har nok for�rsdelirium i dag, bem�rkede hr. Grandlev.
-
-Det er noget s�rt noget, opponerede hun og la sig henad bordet og
-viskede ud med stor hidsighed.
-
-Kan De s� tie stille?
-
-Ja, n�r De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt,
-mukkede Helga med en bl�sen, der skulde befri papiret for
-viskel�rssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.
-
-Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende,
-dette er jo himmelskrigende uartighed.
-
-Hun rejste sig. De var omtrent lige h�je: Jeg er ogs� meget uartig i
-dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om
-hendes halv�bne mund. Hele hendes sj�l l� i �jnene, det var, som om
-de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at
-udslynge livskraft med.
-
-S�dan m� det v�re, t�nkte han, pludselig at se en kilde springe frem
-for sin fod, allerbedst som man g�r p� den rolige jord. Han s� ned p�
-hendes l�ber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker
-appelsin, og han s� igen p� hendes �jne. Hvor mange ting huskede han
-ikke nu, der var gr� og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
-ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:
-
-De er vel en god pige, Helga?
-
-Det ramte hende som et st�d, hun sank ned p� b�nken, og udtrykket i
-hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fl�j en hvisken rundt
-om i klassen, som ingenting havde forst�et: Mon Helga havde v�ret for
-slem?
-
-Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten
-af timen, men lystighed kom der ikke mere af.
-
-Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til
-Grandlev og spurte:
-
-Er De vred p� mig?
-
-Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:
-
-Nej, hvorfor?
-
-Helga gik mismodig tilbage til sin plads.
-
-
-
-
-Hver dag ved sekstiden s� man Helga g� sin s�dvanlige tur gennem
-S�ndergade, over broen langs fjorden og ud til anl�gget. Der skulde
-s�rlig strenge opgaver til at holde hende inde, og n�r det var storm,
-kunde ikke engang udsigten til en d�rlig karakter hindre hende i at
-g� ud. Det var, n�r hun gik disse ensomme ture, at folk -- is�r damer
--- opdagede, at der var en del at uds�tte p� hende. Hun hilste altfor
-sk�desl�st, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
-skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at
-hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre p� sig selv,
-hun var ikke s� mild, som en ung pige b�r v�re. Hvis den og den var
-hendes moer, skulde hun ikke f� lov at g� alene p� den m�de. Det var
-synd for den nette pige, men hun var aparte.
-
-En bl�sende oktoberaften kom Helga gennem S�ndergade. Vinden pressede
-p� og vilde jage hende af sted, men i det �jeblik �nskede hun netop
-at g� langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken p� den bl�de
-storm. Ved det sidste hus f�r broen, samlede hun sk�rterne med
-venstre h�nd, greb om hatten med h�jre og smilede forventningsfuldt
-ved tanken om det, der nu skulde komme, og n�sten med et spring var
-hun ude p� broen. Vinden kastede sig sidel�ns over hende og fyldte
-hendes �ren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede
-urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. S�ledes vilde
-hun nu en gang g� over broen i storm.
-
-Nede ved fjorden fik hun bl�sten forfra og gik uvilk�rligt raskere.
-S�dan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i
-modvind. Hun m�tte vriste sin vej fra stormen; den var et slags
-uhyre, som bestod af lutter h�nder og en kolossal mund. Den vilde
-ikke la hende komme frem, og n�r den var mest stridig, sprang hun ind
-p� den, den m�tte gi sig hele tiden. Tr�erne, der stod i en tynd
-r�kke langs fjordskr�nten, havde det v�rre end hun; de borede deres
-r�dder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet,
-slog de kl�erne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der
-holder.
-
-Det var et stort og hidsigt v�r. Nede i r�rene brasede det som af
-tusende stege, der var over ilden p� en gang, og mod vest var himlen
-bl�sort og gul, det s� vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved
-synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i
-tanke om nogle udm�rkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det
-var en sommerferie, hun havde f�et en pose af dem, i Randers.
-
-Men -- se s�! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen
-imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i l�v
-s� brunt som rugbr�dsskorpe. Bromb�rranker spr�llede i v�ret og blev
-levende under hendes trin, de l�ftede hendes kjole og snoede sig om
-hendes ben, s� det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde
-sparke dem v�k; hun m�tte pille dem ordentlig af. L�ngere inde tilb�d
-der sig en sti, der f�rte om bag granplantningen. Her var n�sten
-stille. Stormen, der f�rst var blevet spaltet i l�vskoven, blev nu
-siet mellem grann�lene, s� den s�nderdeltes til en fin bl�sen. Helga
-s� et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke
-kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som
-korridorer igennem granskoven; for enden af hver s�s et stykke
-gl�dende himmel, der lignede et �bent fyrsted p� en dampkedel.
-
-Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var s�rt, folk
-kunde finde forn�jelse i at spasere p� den tid af dagen og i s�dan et
-v�r! Hun sprang over gr�ften for at n� tilbage til l�vskoven, men
-mennesket kom samme vej. Nu �rgrede han hende i den grad, at hun
-m�tte se, hvem det var.
-
-Det var hr. Jensen. N�, s� skulde han f� lov at bruge sine ben. Hun
-br�d igennem hegnet, kom ud p� marken og gik et stykke tilbage. Han
-kom ogs� ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
-
-�v, �v, t�nkte Helga, og s� gik hun for sjovs skyld hen p� marken og
-satte sig p� en gr�ftekant.
-
-Kom s�, t�nkte hun.
-
-Han var der ogs� straks. Hun b�jede sig forover og lyttede. Skridtene
-l�d s� svampede; af og til gav engbunden et smask, n�r den slap hans
-st�vleh�le. Han havde nok nylig f�et sine st�vler fors�lede.
-
-Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har �delagt min
-spaseretur!
-
-Godaften, Helga.
-
-Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; s� vendte hun
-sig langsomt.
-
-Det er bare mig, Helga.
-
-N�--�.
-
-Blev du bange for mig?
-
-N�--�.
-
-Skal vi f�lges ad?
-
-Det kommer an p�, om vi skal samme vej.
-
-Du skal vel hjem?
-
-Ja, men det er ikke vist, jeg g�r samme vej som De.
-
-Hvad vej g�r Du?
-
-Hvad vej g�r De?
-
-Du skal vel skynde dig hjem, for det blir m�rkt. Det er bedst, vi g�r
-igennem skoven.
-
-Men jeg vil oven om skoven. Farvel s�.
-
-Vent lidt; s� g�r vi oven om. Vi kan da f�lges ad.
-
-Hvis jeg havde v�ret forelsket i ham, t�nkte Helga, s� var det da
-g�et over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!
-
-Jeg synes, du l�b for mig inde i skoven.
-
-Jeg l�b ikke, fordi det var Dem, men n�r jeg spaserer alene, s� kan
-jeg ikke fordrage at tr�ffe andre.
-
-Tag mig under armen, sa han lidt efter, du m� v�re tr�t.
-
-Hvem tror De, blev f�rst tr�t, dersom vi l�b om kap?
-
-Vi kan jo pr�ve.
-
-Han er villig, t�nkte hun.
-
-Skal jeg fort�lle dig noget, Helga? begyndte han igen.
-
-Det ved jeg n�sten ikke. Hvis det er noget morsomt.
-
-Det er det, erkl�rede han ivrigt.
-
-Mon?
-
-Hvorfor g�r du nu over p� den side?
-
-Fordi her er renere. Ja, men nu g�r De jo i snavset.
-
-Det g�r ikke noget.
-
-Med Deres ny st�vler.
-
-Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?
-
-Uha! S� snart jeg begynder p� noget, vi kan komme til at snakke om,
-s� klynger han sig til det med en iver --
-
-Du er vist ked af at f�lges med mig, Helga.
-
-Ja.
-
-Kan du ikke lide mig?
-
-Nej.
-
-Hvorfor ikke?
-
-Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men p� den anden side tr�ngte
-hun ogs� til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De
-kan godt lide mig.
-
-Ja, Helga, det kan jeg ogs�.
-
-N� ja, s� l�ber jeg.
-
-Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, t�nkte hun; mon han
-kan fri, mens han l�ber?
-
-S� kom de ud p� stien over engene. Det er dumt, t�nkte hun, jeg vil
-ikke l�be mere.
-
-N�, kunde De s� l�be lige s� st�rkt som jeg?
-
-Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid
-holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min
-hustru?
-
-Nej.
-
-Hvorfor ikke?
-
-�v, �v, t�nkte Helga.
-
-Kan du huske, da du var mindre, vi var altid s� gode venner. P�
-skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og
-s�dan noget; du syntes, det var s� morsomt. Har du glemt det?
-
-Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom l�ngere.
-
-Han skiftede farve; r�dme og bleghed bredte sig p� steder, hvor de
-ellers ikke plejede at findes; han blev hvid p� kinderne og r�d i
-tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsm�l, hun havde set, en
-karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opf�rte
-sig p� en m�de, som Helga aldrig havde t�nkt sig eller h�rt magen
-til. Hun vidste ikke, hvor l�nge det varede, men hun m�tte st� og
-h�re og se p� det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for
-ham. Der var megen fortabthed og mange hede l�fter i det; men Helga
-blev ikke �r, hun vidste, det kunde ikke hj�lpe; hun var bare lidt
-ked af det tilsidst, da han et �jeblik ikke kunde mere, for da
-forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde �nsket sig;
-der kom en vis h�jtidelighed over hende, hun h�rte efter med megen
-opm�rksomhed, sk�nt han nu talte ganske usammenh�ngende, og da han
-holdt helt op, rystede hun s�rgmodigt p� hodet og begyndte at g�.
-
-Han kom efter: Helga, sa han, m� jeg f� et kys?
-
-Men da var al hendes h�jtidelighed forbi. At han ovenp� alt det, hun
-ikke vilde sige ja til, netop skulde finde p� at bede om et kys --
-som var det sidste, Helga kunde t�nke sig at gi --, det var s� enormt
-komisk, at hun m�tte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var
-s� begavet! Hun t�nkte ikke p� at ydmyge ham med sin latter;
-stillingen var i sig selv latterv�kkende nok, og hun var ogs�
-latterlig, der et �jeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en
-plads for sig mellem de m�nd, der havde sagt hende tossede ting og
-var blevet gule og gr�nne og havde ladet deres knoer knage for hendes
-skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.
-
-Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun,
-hvorfor svarede hun ikke; hvorfor br�d hun sig ikke om ham, hvorfor
-vilde hun ikke sige, om hun br�d sig om ham, hvorfor en hel masse.
-Han tiggede om et ja, om et h�b, om et lille h�b, om et venligt
-godnat, om et blik, om en lille h�nd, og da han s�ledes havde n�et
-dybden af forelsket mands n�jsomhed, begyndte han forfra og forlangte
-p� ny alting. Han vilde ha, hun skulde forst�, hvad han var, og hvad
-han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indt�gter
-var en almindelig l�rers, og i n�ste nu fortalte han om, hvordan han
-vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa
-nej.
-
-Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og
-desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for s� meget, at det
-skulde kunne g�re en mand ulykkelig, om hun ikke br�d sig noget om
-ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere t�nke p� noget andet.
-Fra skr�nten ud mod fjorden strittede forvredne tr�r�dder frem
-overalt, det s� ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde,
-der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige
-h�nder. Hun kunde godt tegne det.
-
-Da de n�ede broen ved enden af S�ndergade, gik hun fra ham. Det
-sidste, han blot vilde h�re af hende, var, at hun ikke var vred p�
-ham, men hvad kunde det interessere ham, n�r hun ikke var s� meget
-andet, som han vilde ha, hun skulde v�re.
-
-Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere t�lmodig over datterens
-udeblivelse, end andre m�dre rimeligvis vilde billige det, men hun
-var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget opr�mt,
-da hun endelig kom. Det havde v�ret en storartet tur; det var l�nge
-siden, hun havde f�et s�dan en appetit af at g�; dette beviste hun
-ogs� i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare
-se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig
-ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til �re for sin
-ulykkelige k�rlighed. Hun kunde n�sten haft lyst til at ha inviteret
-ham til aften og s� spise lige for n�sen af ham, alt hvad der var p�
-bordet.
-
-Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun
-gav sig til at l�se leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken
-ti rejste sig for at g� i seng. I stedet for s�vnen, hun havde gl�det
-sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke
-l�ngere den overlegne; m�ske var der slet ikke noget at le ad; dette
-var vel alligevel den lidenskab, hun havde h�rt tale om, og hvis
-tilv�relse hun f�r havde betvivlet. Hun m�tte nu ogs� t�nke p� fr�ken
-Schou. F�rst p� den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes
-halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en s�r fasong, men
-da fr�kenen s� vilde kysse hende, havde hun sl�et fra sig i
-pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun sl�et sin l�rerinde, der
-var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var
-blevet flov over sig selv og kunde ha bedt fr�kenen om forladelse,
-hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun
-opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde
-v�ret scener med bleghed og rystende h�nder, akkurat ligesom nu med
-hr. Jensen.
-
-Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange
-for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at
-lidenskab sk�ner ingen. Fr�ken Schou var en begavet dame, og hr.
-Jensen var en anset mand; hun havde h�rt mange sige, at der kunde
-blive et udm�rket byr�dsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom
-pludselig til at gr�de, det var s� stygt og s�rgeligt, ikke det med
-hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun
-f�lte nu med sikkerhed, at det havde v�ret bedre, om hun slet ikke
-var kommet til at t�nke over dette endnu; s�dan noget skulde hun ikke
-vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller
-m�ske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og l� stiv som
-en pind, for dette _vilde_ hun ikke t�nke.
-
-
-
-
-Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr.
-Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun
-blev nede i den anden ende af klassev�relset. S� kom han derned, og
-hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom
-bagefter, kr�b hun op i et �bent vindu og l�nede sig ud. Her kan han
-ikke, t�nkte hun.
-
-Han kom t�t hen til hende; hun hang med overkroppen ud over
-legepladsen.
-
-Pas p�, du ikke falder, sa han.
-
-Sikken et spektakkel, drengene laver, bem�rkede hun. Hun vidste godt,
-at han havde opsyn i det frikvarter.
-
-Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?
-
-Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.
-
-Nu skal jeg sige dig noget, jeg har t�nkt meget over det, vi talte
-om. (Vi talte slet ikke om noget, t�nkte hun, men De vr�vlede en
-masse). Det var ikke din mening, den m�de du tog det p�, det er jeg
-overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg
-holder meget af dig. F�rst blev du vred, siden lo du, men ingen af
-delene var der nogen grund til; jeg har alts� ikke f�et noget svar
-af dig endnu, ikke noget, som du kan v�re bekendt, og som jeg kan
-v�re tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har
-ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke t�le mere
-af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal t�nke dig om, vi kan
-tr�ffes en gang i eftermiddag, og s� venter jeg, at du vil vise et
-andet v�sen end i forg�rs.
-
-Helga var imponeret og harmfuld. Sk�nt han med megen selvbeherskelse
-tr�dte et skridt tilbage, da han var f�rdig, s� hun nok, at hans
-h�nder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han
-opf�rte sig langt mindre v�rdigt og mandigt end nu. Men s�dan friede
-alts� en l�rer til en uartig elev, som han �nskede at gifte sig med.
-Jo tak! Men nu havde Helga f�et det lune, at hun vilde se ham ligesom
-den aften; han skulde n�mlig ikke komme nu bagefter og v�re stor.
-
-Hun s� hen p� ham; han s� nok ud til at ha en vilje, som andre m�tte
-b�je sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv
-udbr�d hun:
-
-Kan De da ikke forst�, at jeg ikke er voksen endnu, efter den m�de,
-jeg svarer Dem p�? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal
-sige til et barn.
-
-Det skulde v�re en undskyldning, men han opfattede det anderledes;
-han kom igen det skridt frem, som han f�r var g�et tilbage, og lidt
-til, og han s� p� hende med �jne, der var fulde af tilbedelse og af
-nyt h�b:
-
-Jeg tar dig, som du er, Helga, du m� v�re s� meget barn, du vil, jeg
-skal holde endnu mere af dig for det, n�r blot du -- -- --
-
-Men nu var afstanden mellem dem st�rre end nogen sinde; ham var hun
-f�rdig med, han skulde ikke f� sagt et ord mere. Den alvor, der kunde
-ha gjort indtryk p� hende, forlod ham, s� snart hun sa et ord. Nej,
-til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun h�rte ikke,
-hvordan det nu blev til, at n�r der ikke var andet i vejen, s� skulde
-hun med forn�jelse f� lov at v�re barn, s� l�nge hun vilde; det
-hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun b�jede sig ud af
-vinduet og r�bte:
-
-Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.
-
-Drengene s� op, hr. Jensen m�tte g� bort fra vinduet.
-
--- Alle var p� plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:
-
-M� jeg l�ne din bog?
-
-De skal altid l�ne min bog.
-
-Kom med den, siger jeg.
-
-Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, n�r
-De har haft mine b�ger, mumlede hun.
-
-Den f�rste, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og
-hj�lpe ham.
-
-Jeg er ikke forberedt. Jeg var s� tr�t, da jeg skulde til at l�se i
-L�rdags, af at l�be. Der var nogen efter mig.
-
-En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem
-bagved; hun havde s�rlig �vne til at ligne en gammel kone med mange
-rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.
-
-Hvad er det?
-
-Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der
-lavede s�dan et morsomt ansigt.
-
-M� jeg se det ansigt, Helga?
-
-Nej.
-
-S� f�r du en anm�rkning.
-
-Ja. -- Helga �nskede netop en anm�rkning. Hvad var mere naturligt,
-end at en l�rer gav en uartig t�s en anm�rkning, n�r hun lige havde
-erkl�ret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig �benlyst; der blev
-r�re i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin
-munterhed.
-
-Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede
-sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.
-
-Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad p� en b�nk og
-p�h�rte med dryppende blikke en k�rlighedserkl�ring fra en herre, der
-l� p� kn� foran hende; ved siden af stod hans h�je silkehat; neden
-under skrev hun:
-
-Dig �--�lsker jeg! Dig �--�--�lsker jeg!!
-
-Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var
-delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, s� den nye morskab
-dukke frem, og sk�nt han ikke kendte dens art, var han lige med eet
-den, der morede sig bedst og lydeligst. Han kn�kkede over p� midten
-som en tynd k�p, der er for st�rkt belastet, holdt sig ved tavlen og
-fnyste af grin, s� st�rk var hans tro, endda han ikke havde set. En
-lussing p� hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til
-en anst�ndig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med
-kridtet at lede efter vinkel AOC.
-
-Hvad er det for et papir?
-
-Helga fik det straks returneret.
-
-Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.
-
-M� jeg se den?
-
-Nej. -- Helga kr�llede den sammen i den hule h�nd.
-
-Han greb hende om h�ndleddene, men hun sled sig l�s og gemte
-tegningen i sin ene sko.
-
-Hvor blev den af?
-
-Den er i min sko.
-
-Jeg vil ha den.
-
-De vil da ikke ta mig om benene.
-
-Der blev st�rk uro i klassen. Eksaminanden smilede sm�rteligt. Han
-lignede et billede, som et barn har v�ret ved at kolorere, men hvor
-kun den ene kind er blevet f�rdig. Han og hr. Jensen tog igen fat p�
-at s�ge efter vinkel AOC; de havde b�gge lige sv�rt ved at finde den.
-
-Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes
-sko. Hr. Jensen kastede sig over den.
-
-Han var virkelig s�dan en fornuftig mand, det kom han til at t�nke
-p�, nu da mods�tningen mellem hans vanvittige optr�den og hans �vrige
-respektabelhed ogs� blev ham selv p�faldende. Han m�tte s�tte sig
-ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev
-alvorlig, igen en gang f�lte hun sig ber�rt af noget vildt og
-forf�rdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden
-af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod s� ubetydelig og grim
-over for manden, der sad og stirrede frem for sig med s�dan et
-udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i h�jtidelig stilhed. Hr.
-Jensen var en agtet l�rer.
-
-Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.
-
-Det er jeg n�dt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner
-de andre ad mig. M� jeg f� min tegning igen?
-
-
-
-
-Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.
-
-Hvor er fr�ken Schou? blev der hvisket.
-
-Helga l�b ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.
-
-De m� skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved
-det ene �rme og stak resolut i trav med ham.
-
-En kuped�r fyldtes straks med en forvirret blanding af st�rre hatte
-og mindre ansigter.
-
-Er her plads til os to? spurte Helga.
-
-Vilde jahyl l�d indbydende derinde fra.
-
-La v�re med at skrige, r�dede Helga; ellers f�r vi fr�ken Schou
-herind.
-
-Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang p�
-trinet.
-
-Her! l�d det adskillige steder fra, og flere br�kdele plads blev
-gjort ryddelige.
-
-Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.
-
-S� gik toget, og realskolen k�rte i skoven.
-
-Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde v�re inde hos de
-store piger; han plejede ikke at v�re s�rlig meddelsom uden for
-skoletiden, men det morede ham i al stilhed at h�re p� dem, og det
-havde de m�ske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt
-varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens
-stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed.
-I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og
-ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubet�nkt v�s, der straks
-fandt sin skarpt bev�bnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af
-godt hviskende venindeskab og �benbar h�nlig fnysen mod den, der ikke
-regnedes med -- i dette kaos af frisk forn�jelighed og ugidelige suk,
-af bl�de, klare r�ster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og
-stemmer, der uden n�dvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det
-var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde
-udvikle sig deraf; hver af dem vilde f�lge sine tonebesl�gtede og
-senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de
-matte og de friske vilde hver g� sine veje, og de vilde ikke senere
-komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var
-begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en
-sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og h�rte p� det,
-som om det var en naturkonsert, han n�d p� sin morgentur. Som tanke
-betragtet var det un�gtelig primitivt, men som en eller anden
-mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det
-af v�rdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke beh�ver at g�re
-sig ulejlighed med at forst� enkelthederne. Han kom til at t�nke p�
-den tid, da han begyndte at f� ideen til sin doktorafhandling, der
-havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at g�re. Indtrykkene
-fra de mange sprog havde v�ret s� forfriskende for hans sind, der
-var blevet tr�t af adskillige �rs specialstudier, og nu m�rkede han
-en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem
-fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i
-stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle
-dage t�nkt, at det kunde ha udbytte for ham at h�re p� den. M�ske var
-det hans stille h�ren efter, som han s�rlig havde lagt sig til, siden
-han var blevet l�rer, der havde givet anledning til hans bekendte
-studier over visse lydlige f�nomener ved det danske talesprog. I s�
-fald havde disse bevidstl�st passiarende unge pigers megen ordspild
-dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilk�rlig og s� op.
-
-Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et
-stille. Hvad t�nker De egentlig ved at h�re p� al vort v�s?
-
-�, jeg ved ikke; jeg t�nker mig n�rmest, at s�dan m� det ha lydt i
-Babelst�rnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i
-gang.
-
-N�! Ja, men s� m� De hellere sige os noget andet: Hvad h�rer der til
-for at v�re voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok,
-hun er det. Hvad, hvorn�r er man s� voksen?
-
-Han mente, det var et relativt begreb, og s�gte at forklare det, men
-det relative interesserede ikke.
-
-Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.
-
-Nej, erkl�rede Dagmar og r�dmede.
-
-Jo, sa Helga, man kan se det p� hende.
-
-Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, n�r man kan blive
-forelsket.
-
-Dagmar fors�gte ikke at ben�gte det; hun r�dmede og s� ulykkelig ud
-og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligev�gt. Det
-var Dagmars sidste udvej, n�r hun ikke vidste, hvad hun skulde sige
-eller g�re: at se mildt til stj�rnerne.
-
-Jeg synes ikke, sa Helga, at det at v�re forelsket er noget tegn p�,
-at man er voksen; tv�rtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?
-
-Jeg lo ikke, jeg s� blot i �nden den myndige institutbestyrerinde,
-som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.
-
-Er jeg myndig? spurte Helga med en s� rolig og kold forundring, at al
-samtale stansede i nogle minutter.
-
-Ja vist er hun myndig, t�nkte Grandlev, og da han s� udtrykket i
-hendes ansigt, var han n�d til at besk�ftige sig med hende resten af
-k�rslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige
-tankegang. Det var ganske vist ogs� dumt udtrykt, gik han videre,
-idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans
-bem�rkning; der var skrappe l�rerinder p� skolen, som det m�tte v�re
-forn�rmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke
-sin anerkendelse af hendes v�sens sikre og sunde ligev�gt, men det
-m�tte jo ventes, at han slap d�rligt fra det, da den art overvejelser
-l� s� langt uden for hans speciale. Han vilde g�rne glatte p� det,
-men opdagede i det samme, at hun indg�d ham en vis respekt, ti
-hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle g�re
-hende en slags undskyldning? Et m�rkeligt faktum, v�rd at anholde.
-Derved kom han til at huske p� noget, s� at sige noget udest�ende,
-han havde med hende. Et par �jne -- et simpelt individ vilde sige:
-et par �jne, hun havde l�nt ham, men det var jo slet ikke ham, hun
-havde set p� den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet
-var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden;
-han blev ganske lille under det; og sk�nt det ikke vedkom ham det
-fj�rneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde t�nkt over
-det og over hende med, hans interesse havde v�ret ham selv
-p�faldende; han havde forklaret sig sin m�rkelige sindsbev�gelse over
-det nye og enest�ende, der var i at m�de s�dan et par �jne; der m�tte
-tages billigt hensyn til hans ringe erfaring p� kvinde�jnenes omr�de.
-Det havde v�ret ham overraskende, at hun besk�ftigede ham s� meget,
-og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde
-skarpsindigt f�et meget ud af lidt, hvad der var en af hans
-videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og
-det var rigtigt --, s� var der et par �jne for meget, de kunde ikke
-skaffes bort. Han s� dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var
-s� rige p� -- hvad? De s� efter, ja de havde allerede set s� meget,
-_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, n�r han havde andet
-at g�re; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at l�gge
-b�gerne og g� fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de
-ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overm�de intelligent
-opdagelse.
-
-Han t�nkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at g� af
-vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt
-han ingen grund at bygge nogen hypotese p�; han var ikke forelsket,
-han kunde se p� hende med den st�rste koldblodighed. Hendes �jne var
-udm�rkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo
-det, alting var bygget p�. N�, hvor kunde man s� bygge p� noget, der
-m�ske viste sig en gang om �ret? Hvis det var hans form for den
-ber�mte k�rlighed, s� kunde den passe sig selv, han skulde ikke t�nke
-p� at tr�ffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.
-
-Der var et sp�rsm�l, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han
-alt for meget ud af dette atten�rige pigebarn, eller var hun mere
-v�rd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det
-var latterligt, at han var s� optaget af en skolepige, eller om hun
-muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans l�rde
-fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans �jne var
-matte og savnede udtryk; de havde set og l�st meget, men �jne kunde
-ogs� bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et
-s�mmeligt resultat af det sete og l�ste, at han slog sine �jne ned
-for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var
-st�rk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab s�re god; han
-havde altid f�lt sig som den, der i visse henseender er bedre og
-st�rkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke
-her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende,
-mens hun for l�nge siden var f�rdig med ham og nu talte ivrigt om
-ting, der intet havde med ham at g�re. Men det kunde ogs� blot
-bevise, at han var den, der t�nkte dybest over foreteelserne, og deri
-var ikke noget m�rkeligt.
-
--- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at g� ved
-siden af ham.
-
-Nu ved jeg alts�, hvad De mener om mig, sa hun lidt besv�rligt.
-
-Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det
-endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.
-
-Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.
-
-N� ja. -- Nu var han ikke l�ngere s� ivrig efter at forklare hende
-sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun h�ngte sig i
-s�dan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i,
-Helga. T�nk ikke mere p� det.
-
-Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med s�dan et par ord smed han
-hende langt v�k som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.
-
-�, jeg havde bare t�nkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg
-ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad g�r vi ved det?
-De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Helga er nok i d�rligt hum�r, sa Berta, da de store piger efter
-frokosten l� oppe p� udsigtsbakken og snakkede og r�g cigaretter.
-
-Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.
-
-Du siger slet ingenting, svarede Berta.
-
-Det er fordi, jeg t�nker p� noget, jeg har oplevet i den skole, hvor
-jeg gik, f�r jeg kom hertil.
-
-�, lad os h�re det, bad de allesammen.
-
-For mig g�rne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi
-hun var s� fed naturligvis, og s� var der ogs� en fedtet, langh�ret,
-bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. S� en dag skulde
-vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe
-en sko ind i kakkelovnen, s� det lugtede, s� der ikke var til at
-v�re, for s� kunde vi blive fri for ham og f� gymnastik i stedet for.
-Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved p�, at hun vilde ha os i
-f�rste time, og hun var ellers ikke til at g�re sjov med. Men jeg
-havde jo v�ret der med skoen, og hun sad p� katedret og gloede og
-snusede og gjorde ved, og s� sa hun, hvad det var for en lugt, men
-det var der jo ingen, der vidste.
-
-S� blir I her en time i eftermiddag og lige s�dan i morgen, til jeg
-f�r at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.
-
-Og s� op med vinduerne, og d�r sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et
-uldent sjal, s� var hun klaret. Vi gumlede noget p� dette her, og der
-kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.
-
-Ja, ja, t�nkte jeg, n�r I ikke holder bedre sammen, s� skal jeg nok
-huske jer til en anden gang, og s� rejser jeg mig og siger, at det er
-mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.
-
-Vil du s� ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.
-
-Jeg fiskede skoen op og bar den ud, s� r�gen stod omkring. Hun gabede
-p� mig hele tiden, men sa ingenting. Hun sk�ldte aldrig ud.
-
-Var der flere med til det? spurte hun s�.
-
-Det er mig alene, der har fundet p� det, sa jeg.
-
-Det vil jeg g�rne tro, sa Rikke og s� hel venlig ud af arrigskab. S�
-kan Helga s�tte sig ned p� sin plads igen.
-
-Den er god, t�nkte jeg, og s� gik vi videre i fransken. Jeg blev
-h�rt, men jeg kunde det s� godt, at Sule-Rikke blev violet af
-�rgrelse.
-
-Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du
-ikke kan blive flyttet op i n�ste klasse, men det er din egen skyld.
-
-Bagefter kom de andre og skulde v�re medlidende, men det skulde jeg
-naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi s� Amerikansk
-Olje, og Rikke gik ude p� gangen og lurede, for der var tit spetakler
-i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt
-den dag, s� hun m�tte trave godt til for at holde varmen, og lidt f�r
-timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen v�ret
-uartig, og sk�vede hen til mig, men der havde nok ingen v�ret, og om
-nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var
-nogen. Og Rikke kom hen og skulde h�re mig om igen, men det fik hun
-ikke noget ud af, s� hun m�tte n�jes med at glo p� mig. Siden den dag
-var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre m�tte g�re det
-alene, og p� den m�de gik det efterh�nden i st�. Det var s�m�nd ikke
-morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig,
-hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes v�rk, og det var
-hun stolt over, for i grunden holdt hun s� meget af mig, is�r nu da
-jeg var s�dan, som en s�d, ung pige skal v�re. Men det var endnu
-v�rre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var
-siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forf�rdelig
-takn�mlig for. Han smilede altid s� fedtet til mig og vilde g�rne
-r�re ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel f�lere end Rikke.
-
-Hvorfor det? spurte Berta.
-
-�, han var da, eller skulde ha v�ret et mandfolk. Han friede til mig,
-det vil sige, han var ved at begynde p� det. Jeg skulde ha v�ret Fru
-Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til �re og v�rdighed. Uha, jeg
-f�ler mig hel fedtet endnu, n�r bare jeg t�nker p� ham.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Dagmar gik alene inde i skoven med s�nket hoved og de foldede h�nder
-h�ngende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde
-heller ikke s�tte pris p�, om nogen kom og fortalte hende det,
-medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun
-r�vere og soldater og var selv r�ver, men det havde hun glemt for
-l�nge siden. Hun kom til at t�nke p� det, da hun s� en skikkelse
-rejse sig bag et tr�, og hun f�lte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da
-hun fik l�ftet sine vemodige �jne op fra skovbunden, opdagede hun, at
-skikkelsen var Helga.
-
-Ser jeg forbr�let ud? spurte hun.
-
-Har du gr�dt?
-
-N�, du kan alts� ikke se det. Er jeg gr�n om munden? Jeg tror nok,
-jeg har tygget gr�s.
-
-Lad os g� hen til en gr�ft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud,
-Helga?
-
-Jeg er vel ikke k�n i dag? Nej, jeg vil g�rne tro det. Hvad har du
-bestilt?
-
-Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.
-
-Om k�rlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?
-
-Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.
-
-Du skulde bare ha sagt ham det. S� skulde du se -- --
-
-Hvad s�? �, Helga, s�dan noget snak.
-
-S� havde han vredet halsen om p� dig, for han kan ikke lide dig.
-
-Men Helga, hvad er der i vejen?
-
-Uha, lad v�re. Jeg er ikke oplagt til at v�re k�len. Det er ogs�
-noget vr�vl; han elsker dig n�mlig, han har selv sagt mig det, for
-mig fort�ller han alting.
-
-Det er ikke sandt.
-
-Skal vi g� hen i gr�ften og drukne dig af ulykkelig k�rlighed? For du
-tror ikke, det var l�gn, hvad jeg sa, og det er det desv�rre. Jeg kan
-holde dig i benene s� l�nge. Kom s�. Hodet f�rst.
-
-Dagmar lo gennem t�rer, og det kl�dte hende. I dag er du ikke rar. --
-Hun smilte undskyldende i anledning af det st�rke udtryk, hun brugte.
-
-Ja, du blir hel grim i dit p�ne ansigt af at se p� mig, og jeg blir
-endnu v�rre af at se p� dig. N�r jeg en aften m�der dig og Grandlev
-nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og n�r I s� er blevet
-begravede i een grav, s� s�tter jeg mig oven p� som en kulsort ugle
-og tuder og gnistrer med �jnene, og hver nat g�r der et menneske fra
-forstanden af skr�k ved at komme forbi og se mig.
-
-Skal vi ikke g� tilbage til de andre, Helga?
-
-Nej, jeg vil blive her og �ve mig i at tude. N�r I blir gift, skal I
-ha et g�stev�relse st�ende, d�r skal tante Helga bo, n�r hun kommer
-og bes�ger jer. G� s� med dig.
-
-M� jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg tr�nger s�dan til at tale
-med dig, hvis du bare vil v�re fornuftig ligesom et andet menneske.
-
-Nej. Jeg skal ogs� hen og br�le noget mer, s� jeg har ingen brug for
-dig.
-
-Men hun gr�d ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig p� et g�rde i
-kanten af skoven og s� ud over en mark og t�nkte: Hvad s�?
-
-Langs en bivej gennem marken stod en r�kke gamle, st�vnede popler,
-hvis forunderlige h�slighed pludselig blev hende indlysende. Der
-str�mmede noget igennem hende, noget velg�rende, der sp�ndte og
-trykkede; begyndelsen til et smil �bnede hendes l�ber.
-
-Et uj�vnt geled af leml�stede kroppe, fulde af knuder, der g�rne
-kunde v�re ar efter sygdomme, der havde �dt lemmerne bort. En
-s�rgelig all� af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der
-kunde t�nkes at v�re en almisse at f�. De krummede sig allesammen i
-en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres
-stakkels hj�lpel�se udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var
-ber�vede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med
-grimme, gule blade strittede til v�rs, det var deres f�letr�de, det
-eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde sk�nne sig til, hvad der
-foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre tr�er,
-de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et �jeblik,
-s� l�d det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.
-
-Helga var betaget af dette billede p� stum og blind elendighed; hun
-f�lte, at tilv�relsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som
-hun burde kende, som en gang vilde �benbare sig, og medens hun sad
-d�r ubev�gelig i en tung og rig stemning, havde hun en st�rk
-foruddannelse om kommende rigdom.
-
--- -- R�b inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og s� sig
-undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine
-egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det
-hende n�mlig, at hun egenlig var i d�rligt hum�r, men ved hj�lp af
-lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde b�ret sig temmelig
-tosset ad over for Dagmar, hvad der s� var g�et af hende, men det var
-ellers ligegyldigt. Hun lod sine f�dder sl�be gennem l�vet, og p�
-hendes ansigt var et stillest�ende smil, m�rket af et lykkeligt
-�jeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en
-erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en
-uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke
-vejede noget.
-
-Inden hun n�ede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende
-i m�de.
-
-Hvor har du v�ret, Helga?
-
-D�r henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav
-retningen.
-
-Jeg kan ikke forst�, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at
-undg� mig, at du g�r det? Hvad har du taget dig til?
-
-Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fort�lle, at hun
-havde set p� gamle poppeltr�er. M�ske var der eet menneske -- ja
-m�ske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det
-var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene
-undertiden kan f�lge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun
-sig og gik rask ind ad m�destedet til.
-
-Men s� h�ndte det samme om igen i form af fr�ken Schou.
-
-Tillader du, jeg f�lges med dig?
-
-Helga s� forbavset p� hende.
-
-Du spaserer meget med hr. Jensen, sa fr�knen, rolig i bevidstheden
-om, at hun her kunde m�de med moderlig overlegenhed og fortjente at
-blive p�h�rt med takn�mlighed. -- Jeg vil bare g�re dig opm�rksom p�
-det; du har vel som s�dvanlig ikke t�nkt over det, men det er lidt
-p�faldende, folk taler om det.
-
-Helgas tidligere stemning m�dtes her med forn�mmelsen af stor
-plathed, men resultatet af blandingen var ikke f�rdigt; hun tav.
-
-Du er vel ikke forn�rmet? N�, det har du da heller ingen grund til;
-men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad
-jeg siger, s� vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.
-
-Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at l�gge b�nd
-p� sig, indtil hun fik kvalme ved at se fr�knens ansigt, hvor et
-samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en
-besynderlig og flov virkning.
-
-Ogs� hende l�b Helga fra. Hun var egenlig b�de vred og afskyligt til
-mode, da hun n�ede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel,
-selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, s�dan som de kom den
-ene efter den anden -- --.
-
-Grandlev rejste sig fra et af de sm� borde.
-
-Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt
-ulykkelig ud.
-
-Helga blev varm. Det var s� velg�rende, at han straks s�, at der var
-noget, der trykkede hende. Og med det samme var det v�k.
-
-Der er ingenting, sa hun og s� op p� ham.
-
-N� nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte
-ansigt.
-
-Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr.
-Grandlev?
-
-Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.
-
-
-
-
-Eksamen n�rmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en
-sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags l�jer; hvis
-der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar;
-ellers gik det ganske fagm�ssigt til; enhver var optaget af at f�
-med, hvad der ikke tidligere var blevet forst�et, eller fastsl� det
-kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet s�
-underlig i den senere tid; hun vilde ikke g� aftenture med Dagmar,
-ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin
-mund op.
-
-Grandlev undrede sig ogs� over, at hun ikke svarede sammen med de
-andre.
-
-Forst�r De det ikke, Helga? spurte han.
-
-Hun stivede sig af mod rygst�det og s� op med panden fuld af rynker.
-
-Det g�r jeg nok, sa hun.
-
-Hvad vil det sige?
-
-Det ved jeg ikke.
-
-Hm, De har tid til at v�re uh�flig. Lad os h�be, det morer Dem.
-
-Hun f�lte den trods, der steg op i hende, som noget velg�rende. Bare
-han vilde h�ne hende rigtigt; hun tr�ngte s�dan til noget, der var
-bittert, og som sved.
-
-V�r s� venlig at sige, om De forst�r det, jeg gennemg�r. Hvis det
-anstr�nger Dem at benytte en h�flig tone -- hvad det vistnok g�r for
-tiden --, s� svar, som det er Dem bekvemmest.
-
-Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke t�nkt over.
-
-Han stod foran hende med den engelske grammatik i h�nden.
-
-De forbavser mig un�gtelig, sk�nt jeg har d�rlig tid til at v�re
-forbavset over Dem. Er det s�dan, De for fremtiden skal v�re? Er det
-med det sind, De skal g� ud i verden og -- n� et eller andet m�l? For
-nogen �jeblikkelig grund til Deres opf�rsel gives der jo ikke.
-
-Helga f�lte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt
-hans sp�rsm�l egenlig rakte; der kunde ligge s� meget i det. Havde
-hun kun turdet se p� ham. Hun kunde blive god, hvorn�r det skulde
-v�re, dersom hun blot vidste -- -- men m�ske �nskede han bare at
-ydmyge hende.
-
-N�, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os;
-vi vil hellere g� over til de ubestemte stedord.
-
-Dermed var hun afsk�ret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke
-m�ttet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse.
-Hvordan skulde han forst� det? Han m�tte jo tro, hun bar sig s�dan ad
-for at v�re uartig mod ham, og s� var det af en hel anden grund. Hvor
-var det ikke dumt, at hun var s� gammel, at han ikke kunde rykke
-hende i h�ret.
-
-Nu m�tte hun se op p� ham, mens han var optaget af grammatikken --
-og s� m�dte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men
-s�gende, uundg�eligt; hun tog ikke sine �jne til sig, det var ikke
-hendes s�dvane, men dette blik ramte hende som en fysisk sm�rte;
-ingen havde nogen sinde set p� hende med den magt i sine �jne, det
-tr�ngte s� voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede
-�jnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads
-op, hun var ikke l�ngere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig
-selv igen. Hun blev s� tr�t over hele kroppen, og hun fr�s. Dersom
-hun nu havde v�ret hjemme, kunde det ha v�ret dejligt at ligge p� en
-sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det
-bekvemt d�r, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det
-ringede, og hun m�tte af sted.
-
-Grandlev blev tilbage; m�ske vilde han tale med hende, irettes�tte
-hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at
-samle b�gerne, det kunde ikke g� an, at han talte til hende; hun
-havde ikke spor af herred�mme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men
-hun tabte b�gerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev
-alligevel ene. Hun havde aldrig v�ret s� bange.
-
-Hvis der er noget, De ikke forst�r, Helga, sa han t�t ved siden af
-hende, s� vil jeg naturligvis g�rne hj�lpe Dem.
-
-Jeg forst�r godt -- -- --. Hun fors�gte at rynke panden, men den
-glattedes straks igen ud af sig selv, s� tr�t var hun.
-
-Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede
-ikke, hvad det kunde falde hende ind at g�re om et �jeblik, hun var
-umyndig over sit eget sind. Men s� opgav han hende heldigvis og gik.
-
-Det kan da vel ikke v�re meningen, t�nkte han, mens han gik, at jeg
-skulde v�re forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er s�
-yderst primitiv.
-
-Helga l�b hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge
-p� sofaen med ansigtet nedad og lukke �jnene og blive borte. Men som
-hun l�b, fik hun smag for hurtig bev�gelse; den passede alligevel
-bedre; hun smed b�gerne ind ad d�ren og gik en lang tur.
-
-I begyndelsen var det dog tungt at g�. Det var ligesom egnen om
-hendes hj�rte var fyldt med v�dt sand, men det blev lettere under
-gangen; hun m�rkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde,
-til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet
-ikke blive tr�t. Det vilde g�re godt at ha mange gr�fter at springe
-over lige i tr�k. Det skulde blot ha v�ret i hendes barndom nu, p�
-den store eng hjemme ved g�rden.
-
-Det var s� godt og frisk, sommeren var s� ny endnu. Vinden puslede
-varmt i hendes nakkeh�r, som vilde den lege, hun kom til at smile ved
-det. Der var i hendes sind en sm�rtelig h�jtidelighed, der gjorde, at
-solskinnet s� helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede
-hende slet ikke, at verden s�ledes havde skiftet udseende. Hun havde
-det, som den der har oplevet noget stort og afg�rende, og som
-derefter ser p� tingene med andre �jne.
-
-Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte
-hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte p�, lykke eller
-skuffelse. Nu bar hun noget i sin sj�l, som en anden havde lagt deri,
-m�ske kunde ingen af dem g�re for det, men det var dog sket, som ikke
-kunde v�re anderledes. Hun b�jede hodet med stolt og hemmelig
-undseelse: Hun var ikke l�ngere sin egen; men til geng�ld havde hun
-del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.
-
-Det f�rste hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forf�rdelig
-sulten, og da der var r�det bod p� det, f�lte hun sig egenlig meget
-ulykkelig; l�ftelsen var borte. Men nu skulde der l�ses leksjer, s�
-kunde der v�res ulykkelig bag efter.
-
-Hun samlede de b�ger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem
-metodisk i en bunke, de sv�reste �verst, de andre aftagende i
-vanskelighed ned efter, og s� tog hun fat, l�ste undertiden h�jt,
-hvis det kneb med opm�rksomheden, og tiden gik. Den gik m�ske ikke
-let, men moeren kunde ingenting m�rke p� hende. Ved hendes h�jre albu
-steg b�gerne til v�rs; det blev en hel bunke, den kunde hun.
-Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun
-spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde v�ret.
-
-Klokken slog otte. Otte. S� gik han tur. Helga blev varm og god, hun
-stansede midt i et uregelm�ssigt verbum og besluttede, at hun vilde
-altid v�re rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og
-derefter blive ved. Hun m�tte ud og tr�ffe ham.
-
-Hun bl�ste de udpillede �jenbryn af bogen, fik t�jet p� og l�b ned ad
-trappen. Ved det n�stnederste trin stansede hun og kom i tanke om
-noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv
-om, at hun ikke vilde g�re. Den bestemmelse havde hun alts� glemt,
-endsk�nt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde n�mlig ikke
-v�re bekendt at n�rme sig ham efter den opf�rsel, hun havde vist.
-
-Hun rystede p� hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig
-selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, s�
-hun sky og uvillig p� folk, hun m�dte; mon de allerede vidste noget?
-Nu var hun da hj�lpel�st forelsket; hun s� op og smilede, det var i
-grunden s� s�rgeligt.
-
-Uden for byen var der desv�rre tre veje, som der kunde v�re tale om.
-Hendes �jne blev t�rre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun
-helst skulde pr�ve. Den i midten havde m�ske mest sandsynlighed for
-sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme
-sig, hun fik hj�rtebanken af angst, mens hun t�vede, og samtidig med,
-at hun bag ved h�jtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det
-hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde g�res om.
-Hun valgte den vej til h�jre og gik til med lange, hurtige skridt.
-Men mens hun derved fj�rnede sig fra de to andre veje, de to andre
-muligheder, og fik lyst til at vende om og pr�ve en af dem, inds�
-hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige s� godt
-blive p� den vej, hvor hun var.
-
-Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende
-hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste
-kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun
-opdagede ham langt borte, ti da den f�rste hj�rtebanken var g�et
-over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik
-forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet t�nke sig
-det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og
-siden bevidstheden derom imod s�dvane ikke gjorde hende mere
-fornuftig, s� kunde hun g�rne blive ved. Hun vendte derfor om og gik
-s� langsomt, at han var n�d til at indhente hende. Endnu kunde hun af
-og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun m�tte dog
-v�re forsigtig, og der forl�b en uhyre tid med mange skiftende
-stemninger, fra det �jeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun
-h�rte hans trin bag ved sig.
-
-Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.
-
-S� kunde hun g� hjem og i seng og spekulere over det; hun gl�dede sig
-til det, men det var ikke s� rart, som hun havde t�nkt sig, for nu
-kunde hun hverken l�be fra det eller l�se sig fra det, hun var
-hj�lpel�s midt i det. Nu kom ogs� de �jne igen; de var ikke ret
-str�nge eller h�rde, men de var s� st�rke, de havde s�dan en magt
-over hende. Ingen havde s�dan regeret over hende som de �jne. Hun
-vred sig i sengen, s� hendes underlagen blev som et tov, men hun slap
-ikke fra de �jne. Hun m�tte hellere se at forlige sig med dem.
-
-Hun t�nkte p� den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers
-sammen. Han stod med hende i h�nden, n�r det ikke var deres tur; hver
-gang de havde v�ret ude, beholdt han hendes h�nd. I de sidste ture
-rystede den forf�rdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde g�re;
-hun turde ikke tr�kke den til sig. Hun pr�vede at g�re den stiv, hun
-strittede med fingrene, men det kunde ikke g� an; desuden blev den
-straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele
-sig til.
-
-Hvor de havde haft det godt med ham i den f�rste tid, Dagmar, Berta
-og hun. Han snakkede s� tit med dem i frikvartererne, og n�r han var
-i godt hum�r, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. N�r
-eksamen var overst�et, skulde han forloves med Dagmar. Helga br�d han
-sig ikke om, vilde ikke en gang sk�nde p� hende. Han kunde vel ikke
-se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.
-
-Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den
-bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om
-hende ligesom f�r. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt
-var s� uhyre meget. M�ske kunde det lidt v�re blevet til mere, hvis
-hun havde gjort noget for det. Flere andre m�nd, som hun bare havde
-ladet v�re at st�de bort, var blevet forelskede i hende -- -- --
-
-Hvad var det? Hun var s� tr�t i benene; hun trak dem op under sig og
-m�rkede, hvordan blodet str�mmede ned igennem dem; hun havde nok som
-s�dvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu l�, s�
-hun med eet hans ansigt for sig, s� tydeligt som om han virkelig stod
-ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den s�
-kom fra; hun l� ganske stille og n�d det og var helt glad. Han viste
-sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde p�. Hver eneste
-sm�ting var der, ogs� den lille brune plet ud for �ret. Udtrykket var
-det, han havde, n�r han stod ved vinduet og fulgte med i bogen;
-�jnene var s�nkede. Hvad mon det var for en dag, hun s�dan havde
-stirret p� ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt
-lejlighed.
-
-Det blev st�ende, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo
-forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, t�ndte
-lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede
-med sit atlas over kn�ene.
-
-Panden og h�ret kom straks, n�sen lykkedes, sk�gget var ogs� let nok,
-hagen tegnede hun uden at t�nke over det. Men �jnene -- --. Hun
-lukkede sine egne; jo hun havde dem s� n�jagtigt for sig. Et par
-raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede h�nderne
-ind mod sit bryst, hun blev s� beklemt og overv�ldet -- --. �jet blev
-f�rdigt, det s� eftert�nksomt nedad, rynkerne str�lede i et fint
-knippe ud fra �jenkrogen. Hun kunde k�le for det, men det skulde
-f�rst v�re f�rdigt. Hun lavede resten af hodet, h�ret gik ikke ret
-langt ned p� halsen, det var s� p�nt. Og �ret var fint; han havde
-ikke disse gule, magre l�der�ren, som s� mange m�nd har, de var
-fyldige og sad passende t�t ind til hodet.
-
-Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og s�
-efter, om det var kn�kket. En lille fold p� kinden gik hun efter med
-et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.
-
-Hun l� lidt og s� p� billedet, og efterh�nden gennemtr�ngtes hun af
-den bevidsthed, at hun her havde beg�et et slags rov, hun havde
-taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han
-anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.
-
-Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde,
-hun var s� vis p� det nu, og hun var heller ikke s�dan, som han
-troede, det skulde snart vise sig. Og s� kom den dag, da hun vilde
-fort�lle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde r�vet
-fra ham. Det skulde v�re noget af det f�rste, han h�rte af hende, n�r
-det andet var sket.
-
-Hun kom til at se p� sin knyttede h�nd, der l� hen ad t�ppet; hun
-betragtede den med forbavselse og t�nkte s� med et pludseligt smil:
-Den skal tegnes neden under, i hj�rnet af papiret.
-
-Den var hun snart f�rdig med; hun vidste godt, hvad den skulde
-betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun
-ingen tvivl l�ngere. Alt var helt godt.
-
-Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til
-rette for rigtig at t�nke p� ham, og i n�ste �jeblik sov hun.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, t�nkte hun, da
-hun gik i skole n�ste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun
-havde kritisk gennemg�et tegningen ved dagens lys og fundet den god.
-Det var en stor lettelse, for straks da hun v�gnede, havde hun en
-grim, n�gtern forn�mmelse af, at den duede ikke, at det hele var
-noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, n�r det blir dag
-igen.
-
-S� snart hun s� hr. Grandlev, vilde hun g� lige hen til ham og bede
-ham om forladelse, og s� skulde det v�re godt, ligesom i gamle dage.
-
-Han stod virkelig p� trappestenen og s� hen efter, hvor hun kom,
-hendes hj�rte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes
-af et hagl. Men hvad var det? Kunde det h�nde netop i dette �jeblik?
-Han gik sin vej, f�rst t�vende, syntes hun, s� bestemt og hurtigt.
-Skulde hun l�be efter ham? Nu gik han ind i en butik.
-
-Det blev tomt og gr�t om hende. Hun kunde m�rke, hvordan alle hendes
-glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som
-regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte
-hendes tilv�relse i v�rdi, hun var ikke meget v�rd, da hun n�ede
-trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sj�len var drevet ud, hun
-var kun et hylster af et menneske, der ingenting f�lte. Det var s�dan
-en stille forn�mmelse, n�sten som en bed�velse.
-
-De andre kom og sa godmorgen. Han kom ogs�, men s� ikke til hende;
-hun samlede sine b�ger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode
-forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget
-ondt og ruskende vildt. Hun kunde g�rne gr�de, mens hr. Grandlev
-henvendte en sp�gende bem�rkning til Berta; hun vilde ikke gr�de,
-derimod vilde hun f�lges med ham op ad trappen, s� kunde han se,
-hvordan han slap for det.
-
-Han ventede til sidst, hun ventede ogs� til sidst og gik lige ved
-siden af ham; det m�tte g�rne �rgre ham. Men hun glemte alt andet,
-da han spurte:
-
-Hvordan g�r det s� med hum�ret i dag?
-
-Det g�r storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret
-over sig selv. Hvis hun havde f�et t�nkt sig om, vilde hun jo ha
-givet et eller andet livstr�t svar. Hun _var_ ogs� livstr�t, da hun
-gik foran ham ind i klassen.
-
-Han var alvorlig og stille. Helga blev h�rt og klarede sig; han sa
-ikke noget i den anledning. Hun s� flere gange opm�rksomt p� ham og
-t�nkte p� sit billede; det var nu godt, og det var blevet s� godt,
-fordi hun i det �jeblik havde troet, han br�d sig om hende. Det
-vidste hun nu, at han ikke gjorde, men s� havde hun det billede. Det
-var sk�nket hende, det var en gave, som hun skulde v�re glad for og
-n�jes med; den skulde g�re det ud for alting; der kom ikke noget
-efter. Hun havde f�et sin del, som der st�r.
-
-Lykkelige Dagmar!
-
-Hun var meget tilb�jelig til �ndsfrav�relse hele tiden, is�r i
-frikvartererne, n�r de andre larmede rundt om. I de sidste to timer
-blev hun ogs� noget s�vnig, og fantasien antog da s�danne former, at
-hun m�tte undre sig og blev v�gen igen.
-
-Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og
-skar ansigt ad den. Kammeraterne m�tte g�rne se det; ingen vidste,
-hvad det bet�d.
-
-Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange �r havde
-Dagmar ikke s� god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi,
-der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel
-kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, st�rre, mere
-omhyggelig, og n�r hun var fem og tyve �r og gammel jomfru, skulde
-det billede h�nge p� hendes v�g.
-
-Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun pr�vede tre gange, og da var
-det tetid. Alle tre fors�g blev br�ndt.
-
-Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove,
-sk�nt hun var s� tr�t. Hun var i en h�slig stemning, som hun ikke
-forstod. Intet var godt at t�nke p�, men noget ulykkeligt kunde hun
-heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes dr�mme var der
-slagsm�l, en gang v�gnede hun ved, at hun drev sin knyttede h�nd mod
-v�ggen, s� der gik hul.
-
-N�ste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog
-linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget
-n�jagtig, men den duede ikke.
-
-Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og
-v�ltede indholdet op; det var mest tegninger. D�r l� ogs� hendes
-poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og
-erstattet dem med tegninger og delvis tilh�rende tekst. Det vilde
-n�ppe ha smigret veninderne, om de havde set det. P� bunden af den
-skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke t�nkes p� den
-forel�big.
-
-Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun t�nke p� ham med udelt
-sind, lige til hun faldt i s�vn.
-
-
-
-
-Niels Grandlev sad p� en gr�ftekant, b�jet under v�gten af en
-beslutning.
-
-Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere �r havde
-det ikke v�ret n�dvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring
-som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker l�s, som han
-sa til sig selv. Nye disposisjoner m�tte tr�ffes, han havde ingen
-fred i sin vante tankegang, og n�dvendigheden af det, der skulde
-g�res, b�jede hans skuldre -- han gjorde sig selv opm�rksom p� denne
-omst�ndighed.
-
-Var han den mand, der kunde udf�re den p�t�nkte handling -- eventuelt
-den dumhed -- uden at tils�tte for mange garantier for fremtiden? Ti
-han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom f�lgerne af en
-handling er en ganske ulyrisk ting.
-
-Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en h�nd, som
-han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De
-to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes
-h�nd, da f�rst han havde opdaget, hvordan den var. Gl�dende varm var
-den og s� let, at den syntes at v�re immateriel. Det var, som om han
-havde haft h�nden fuld af ildsluer, s� bl�de som dun. Den var ikke
-rolig et �jeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som sm� dyr, der
-stak de varme snuder til for at pr�ve, om de kunde slippe ud. Det var
-en forklaret h�nd, en saligs h�nd. Og frem for alt var det en
-oplevelse af h�j rang, der indtog en forn�m plads i hans bevidsthed,
-som alle fremragende oplevelser g�r. Den fortr�ngte andre indtryk,
-som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det m�tte
-erkendes. At han ikke havde t�nkt sig noget s�dant muligt, det var
-naturligvis foruroligende, da han satte megen pris p� sin egen
-erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men n�r nu dette
-nye delvis fortr�ngte erkendelsen fra dens trone, s� -- --
-
-Han vilde g�rne t�nke det fornuftigt igennem. Der var jo ogs� mange
-andre bet�nkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin
-fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom
-ikke. Han var n�et til det punkt, som en gang n�es af de fleste
-mennesker, der har den ofte sk�bnesvangre �vne at overveje, f�r de
-griber: Det, han nu vilde g�re, var det bedste, der kunde times ham,
-og det var den st�rste dumhed, der kunde t�nkes. Disse to opfattelser
-vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog
-vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev n�d
-til.
-
-Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en
-dr�bende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel
-til ham i dag? Overgivent. Havde hun m�rket noget og morede sig over
-ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremg�, at der var en
-blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud
-og se den? Han sad n�mlig her og ventede p� hende, om han ellers
-vilde v�re ved det. Det var det eneste visse.
-
-Og d�r kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.
-
-Goddag, r�bte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som
-jeg ved?
-
-Han s� ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at g� sin
-vej efter, t�nkte hun. Men han sa ja s� glad, at det lo i hende. S�
-gik de ved siden af hinanden; af og til st�dte deres h�nder sammen,
-og de s� p� hinanden og kom til at g� endnu mere uj�vnt ved det.
-
-Var det ikke fr�kt af mig, at jeg s�dan inviterede Dem ud p� en tur
-sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af
-indre lystighed.
-
-Fr�kt? sa han og tav derp�. Hun lo. Troede han, at hun tr�ngte til at
-f� det unders�gt?
-
-Vinden bl�ste varmt og st�rkt. N�r hun la hodet tilbage, var den som
-et k�rtegn. Der var en flyvende hede i v�ret, der tog hende. Hun lo
-stille og modstr�bende, for at holde igen p� stemningens overv�ldende
-rigdom.
-
-Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans
-overvejelser.
-
-Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme
-tilst�else. Og s� gik han d�r s� v�rdig, som om han ikke vilde st�
-ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun
-blev ved at le; det tog magten over hende.
-
-Men, Helga, sa han og lo, mens han s� glad og undrende p� hende.
-
-Ja, pinte hun frem. Jo. -- N� og hvad s�? spurte hun og stansede brat
-foran ham, fuldst�ndig alvorlig; men det gav et st�d gennem hende, da
-hun s�, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var
-�jensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne
-gang ikke kunde styre. Hun sprang over gr�ften og lo sig hj�lpel�s. I
-dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han s� aldrig har
-gjort det f�r.
-
-Brudelys, sa hun og rejste sig.
-
-Ja, kom s�, sa han.
-
-Hun sprang tilbage over gr�ften, s�dan at hun lige strejfede ham.
-
-Kom s�, r�bte hun og l�b foran. I dag kunde hun sige alting.
-
-Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme l�d lidt fattig. Hun
-skulde tale og g� foran, �jeblikket var hendes. Helga beherskede
-tiden.
-
-Hold lige d�r. -- Helga rakte en h�nd bagud, idet hun b�jede sig ned
-efter blomsterne.
-
-Varm og fast var denne h�nd, ikke luftig, ikke legende flammer som
-den anden. En resolut h�nd. Og hvor holdt den fast. B�r en mand ikke
-altid kende en kvindes h�nd, f�r han kan tro p� hende? Denne h�nd
-lyver ikke, den er rolig. Den anden var en dr�m, dette er den
-virkelige. Den forj�ttede h�nd.
-
-Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange
-greb hun ogs� ved siden af; al hendes sj�l var i hans og hendes to
-h�nder.
-
-Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et
-gammelt, ugl�deligt minde. Det var s� fattigt og l�nge siden. Det var
-en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart
-efter gik han bort; og da m�tte han jo ha et h�ndtryk, en lille t�r,
-r� tr�h�nd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet r�kke
-ham en h�nd som denne her -- --
-
-N� -- sa han og trak v�ret dybt.
-
-Helga stod foran ham med den ene h�nd fuld af brudelys. -- N�, ikke
-det? sa hun. Slip s� da.
-
-Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes h�nd faldt ned som en
-d�d ting.
-
-De sa nej; De kunde ikke holde det ud l�ngere.
-
-� ja, ved De, hvad jeg t�nkte p�?
-
-Hun vidste det. Lige som han spurte, s� vidste hun det, hans ansigt
-havde sagt det i samme �jeblik. Et minde var g�et gennem hans sind,
-en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde
-givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.
-
-Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere
-brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok t�nkte,
-De kunde ikke holde det ud.
-
-Mens han s� p� de �jne, som han havde set en gang f�r i sit liv, kom
-han til at forst� dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i
-hendes latter. Det var ingen l�ssluppen latter, men en velbehersket
-ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere
-betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at
-p�kalde en naturkraft, som m�ske en gang blev hans herre, mens hans
-egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent
-beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den
-styrke, som en anden m�jsommeligt tilsatte i sine studier, men han
-var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hj�lp af en vissen
-tankegang, og han f�lte det med liden gl�de.
-
-Lad os g� hen til kilden og f� noget vand, sa hun; jeg er t�rstig.
-
-Det er jeg ogs�, sa han.
-
-Hun lo. Det var det, jeg vilde h�re ham sige, t�nkte hun.
-
-Hun l�b i forvejen, som om hendes t�rst ikke l�ngere var til at holde
-ud. Hun havde f�et den ide, at hun vilde st� der henne og se ham
-komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget
-af at drikke.
-
-Han fyldte den hule h�nd og stod s� og betragtede den en tid.
-
-Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo s� t�rstig.
-
-Men dette gjorde endnu st�rkere indtryk p� ham, end da hun lo; i
-hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet.
-Han tog hendes h�nd.
-
-Lad os s�tte os ned, sa han.
-
-Hun s� fra h�nden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig,
-forknyt stemme.
-
-Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dr�be vand
-falde ned p� hendes h�nd.
-
-Den vil blive bragt til at fordampe p� grund af den st�rke varme, og
-til sidst vil den komme i kog, forklarede han.
-
-Hun s� til med sit opm�rksomste ansigt, som om det var et fysisk
-fors�g.
-
-Jeg synes, det varer s� l�nge, sa hun; den har ikke begyndt at snurre
-endnu.
-
-Han kendte ikke sig selv nu; i dette �jeblik var de to b�rn, og ingen
-af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes
-h�nd, og hans tankegang var allerede p�virket deraf. Han mindedes en
-klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og s� var al hans
-bevidsthed samlet om en vanddr�be p� en h�nd.
-
-Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at g�re, han
-anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at r�re
-den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en
-stadig st�rre flade, bl�ste p� den, og s� var den v�k. Hendes �jne
-udtrykte lutter beundring over denne magel�se kunst.
-
-Nej, der skal mere vand p�, sa han. Dette her blir ikke til noget.
-
-Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme n�rmere til
-vandet, og hun fulgte lydig med. Han h�ldte vand p� den h�nd, han rev
-stykker ud af str�len og st�nkede med, til sidst holdt han den helt
-ind under str�len.
-
-Den skal blive kold, ikke? sa hun.
-
-Jo. -- Han tog om h�ndleddet og rystede den, som var det en klud. S�
-f�lte han p� den, og de s� p� hinanden.
-
-Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan
-ikke. -- Hun lod den v�de h�nd h�nge slapt ned, det h�rte ogs� med
-til legen. -- Helgas h�nd kan ikke blive kold, klagede hun.
-
-Han l�ftede den v�de h�nd op p� sin skulder, den anden kom selv; det
-var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den
-stemning, hun havde skabt, tog han hende p� sit sk�d og kyssede hende
-som et lille barn.
-
-Lad os t�rre den lille h�nd af, sa hun noget efter. Hun lod den
-stritte ud i luften som noget, der ikke m�tte v�re med i legen.
-
-Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og
-forskr�kket bort og klappede kinden undskyldende med den anden h�nd.
-S� vendte hun sig lidt fra ham, hun tr�ngte pludselig til at se
-verden igen, solskinnet, alting, hvordan det s� ud nu.
-
-Nej nu skal vi ikke v�re b�rn l�ngere, vel? -- Hun lo igen ligesom
-f�r.
-
-Le med, sa hun med en lille b�nlig, klynkende mine, da han ikke var
-kommet ud af alvoren endnu. Og s� lo han. Han gjorde alt, hvad hun
-vilde.
-
-Denne dag er Helgas, t�nkte han.
-
-Skal vi g� lidt? spurte hun. Hun tog hans h�nd ganske fint med et par
-fingre. S�dan vilde hun f�lges med ham; hun vilde g� og se p� ham og
-tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det
-kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet s�dan, som hun
-havde ventet det. En stor k�rlighed m�tte begynde p� denne m�de. Hvor
-nyt og overv�ldende det end var, s� forekom det hende dog som noget
-gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden
-h�jtidelighed. Dette var det store og sj�ldne, der fra nu af var
-hendes daglige liv.
-
-To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme
-dem; hun f�lte dem endnu; de var i hende ligesom hans �jne den dag,
-da hun begyndte ikke at tilh�re sig selv alene; han erobrede hende
-med sine kys, helt.
-
-Fler!
-
-Hun s� forskr�kket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun
-fik den sjove, mut impertinente mine p�, som h�rte hendes yngre dage
-til; han kendte den straks og smilede.
-
-Den Helga begraver vi, sa han. Hun er d�d.
-
-Kys hende, inden vi putter hende ned.
-
-Som sagte, varme dr�ber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved
-mellem sine h�nder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, s�
-han t�nkte ikke over, hvad han selv var.
-
-Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.
-
-Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget s�rligt ved
-det ord; hun tr�ngte blot til at v�re d�r, hvor de havde st�et lige
-inden -- --
-
-Fungerer en mands tanker klart, grublede han, s� l�nge hans hoved
-befinder sig mellem en elsket kvindes h�nder. Hvis ikke, hvad vil
-dette s� blive begyndelsen til?
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det var m�rkt, da han kom hjem. Han t�ndte lampe og gik lidt frem og
-tilbage mellem sine h�je reoler. Mens han stod og s� ned mod lyset,
-opdagede han to lange h�r, der havde snoet sig om en knap. Han
-pillede dem forsigtigt af og bes� dem, og det skaffede endelig hans
-f�lelser luft:
-
-Ja sandelig, t�nkte han, m� en honnet pebersvendetr�je undre sig, n�r
-der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge,
-blondladne kvindeh�r!
-
-
-
-
-Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel
-begrundede forh�bninger. N�r andre p� hans vegne udkastede
-fremtidsplaner, s� tav han, men at han en gang skulde ende som rektor
-ved en af landets l�rde skoler, det var i alt fald det mindste, han
-ventede af sig selv, og mod dette m�l stilede han, allerede inden han
-havde taget sin eksamen. Han havde ogs� sin egen teori om, hvordan
-m�let skulde n�es: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den
-mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur
---; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha
-anden anbefaling.
-
-Lige fra sin barndom havde han altid h�rt sin forstand fremh�vet, og
-�vnen til at forst� blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som
-latinskoleelev m�rkede, at sprog faldt ham lettere end matematik,
-besluttede han, der dog vilde v�re sprogmand, at ta matematisk
-artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle tr�ning, som
-de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller
-ikke, sk�nt den ventede udm�rkelse ikke opn�edes, men det offer
-bragte han g�rne sin udvikling.
-
-Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatl�rer i
-K�benhavn, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit
-m�l; han fik artikler optaget i et l�rd tidsskrift, og de vakte
-den interesse, han havde ventet. Det var netop p� den tid, da
-en betydningsfuld omv�ltning havde fundet sted inden for
-sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres
-betydningsindhold var �mner, der sysselsatte alle unge filologer;
-Grandlev kastede sig is�r over det sidste. "Ordenes Liv", som en
-fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at
-han p� dette omr�de havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog
-han fat p� et n�jere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en
-udenlandsrejse for at se det, han havde l�st om. Det �stetiske
-udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om
-indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det
-forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem s� vidt, som han
-tr�ngte til. Han m�tte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig
-duelighed; deri bestod efter hans mening det at v�re humanist.
-
-Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han
-endnu ikke fundet �mnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig
-om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog
-til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske
-sprog; s� indfandt ideen sig vel nok.
-
-Syv og tyve �r gammel s�gte han f�rste gang embede ved en
-statslatinskole. Der blev ansat en �ldre mand, der af form�ende
-venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var
-i virkeligheden den, at han sad sm�t i det og havde mange b�rn.
-Grandlev syntes ikke om det; det var jo de sm� k�rs sejr over
-intelligens. I sin �rgrelse s�gte han til en kommunal realskole i
-provinsen, hvor han blev ansat.
-
-Det var en overilelse. Han inds� det f�rst i det �jeblik, da han
-holdt kaldsbrevet i sin h�nd, og det var jo ganske uanst�ndigt af en
-mand som ham at overile sig. Desuden havde han oversk�ret sin
-forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste
-med. Han anholdt det som sin f�rste dumhed og bestemte, at det skulde
-v�re hans sidste. S� gik der fire �r; han vandt sig en ganske
-respektabel anseelse b�de for kundskaber og praktisk duelighed; hans
-studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen
-til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte
-Betydningsudviklinger inden for de Indo-europ�iske Sprog. N�r han
-s�gte n�ste gang, skulde det blive umuligt at forbig� ham.
-
-Han var en og tredve �r, da der tilb�d sig en gunstig lejlighed.
-Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent.
-Da kom der fra h�jere sted anmodning om at ans�tte en cand. phil.,
-der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.
-
-Grandlev tog sig denne skuffelse meget n�r; hans teori om, at viden
-alene er m�gtig til at bringe sin mand frem, var alts� urigtig; han
-havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han
-heller ikke s�ge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik
-frem for alle andre hensyn, s� vilde han -- en mand, der elskede
-love -- ikke v�re med, hvor tilf�ldigheden var r�dende.
-
-Og dog kom han til at friste den samme tilf�ldighed endnu en gang,
-og det n�sten uden at vide eller ville det. En redakt�r af et stort
-provinsblad, hvem han havde l�rt personlig at kende, spurte
-ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at v�re
-litteraturanm�lder ved hans blad, muligvis ogs� ved flere andre.
-Grandlev, som ikke anede nogen sk�bnens list i denne foresp�rsel,
-erkl�rede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans
-interesser end at v�re skolel�rer i en provinsby. Siden h�rte han
-ikke mere om sagen, og da han et halvt �r efter traf sammen med
-redakt�ren, fortalte denne p� et sp�rsm�l fra Grandlev, at han havde
-taget en anden mand til anm�lder; han forklarede lidt genert, at han
-egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde
-i sin tid v�ret en god venstremand og gjort sit parti tjenester;
-senere havde han desv�rre, p� grund af �konomiske vanskeligheder,
-fors�gt sig hos h�jerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og
-d�r var han i l�ngden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen;
-lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke n�mt at afvise
-en mand, der bad s� indtr�ngende for sig, en gammel partif�lle og ven
--- desv�rre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen
--- -- --
-
-N�r man er tredve �r, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til;
-man vil g�rne tro, at en meget stor procentdel af den s�kaldte
-menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er
-alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, f�r man selv
-har haft et kraftigt sammenst�d med ynkeligheden; f�rst da antager
-den livets form i ens bevidsthed, mens den f�r var en omtrentlig
-formodning.
-
-Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der
-syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han �nskede, n�r han blot
-vilde pr�ve om igen; det var jo kun et kedeligt tilf�lde, der havde
-hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde g�rne b�de p�
-det, n�r lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og
-opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og
-t�nkt, at det, der var sket, m�ske slet ikke var tilf�ldighed, men
-_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke v�re den mand, der
-hindrede ynkelighedens lovm�ssige triumf; han vilde n�jes med den
-fine h�vn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed
-v�re deres overmand, der blev foretrukket for ham.
-
-P� den m�de blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok m�
-forst� en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i
-beskuelsen af verdens d�rskab. Han resignerede og begyndte samtidig
-at blive til en s�rling, som det g�r enhver, der gir afkald p� noget
-af betydenhed, ti det er s�rt, abnormt at resignere. Hans sind
-k�lnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under
-det handlende menneskes, og han v�nnede sig til at mene, at han ikke
-var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes
-simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde
-�nsket.
-
-S� rendyrkedes han som t�nker; han udviklede sit s�rlige anl�g: at
-fatte. Begavelse var efter hans mening �vne til at forst�, og tanker
-var f�nomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens
-ud�delige form. Han s�gte i sin l�sning helst til de forfattere, hos
-hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den st�rste respekt
-for Goethe, som han f�rst nu l�rte grundigt at kende, og han fandt,
-at Poul M�llers Str�tanker er den bedste bog, dansk sk�nlitteratur
-har frembragt.
-
-Hans by fandt ham underlig, n�sten besv�rlig, da han tilmed tog
-doktorgraden, selv om det b�dede lidt p� det, at han omtrent samtidig
-forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var
-kun lille og uden videre betydning, sk�nt han ikke var aldeles
-blottet for selskabelighed. Han kunde la v�re at tale om sig selv, og
-han havde store kundskaber, som han kunde tie med. N�r man spurgte om
-noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der
-var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald p�
-noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans
-resignasjon er nok s� grundig -- med mindre han resignerer ved hj�lp
-af spiritus, for s� er der altid samf�lelse for h�nden. Men Grandlev
-slog sig p� b�gerne.
-
-Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest
-almindelige, og det anerkendte pr�g g�r en til et gangbart menneske,
-men b�gernes l�rling er i samfundet stillet p� lignende m�de som den
-vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af b�ger kan man l�re meget
-godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan l�re
-ondt af b�ger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at
-g�re s� god brug af. Omgang med b�ger kan ford�rve ens �ndelige
-sundhed og g�re en til en uvederh�ftig nar, men den up�lidelighed,
-der er praktisk anvendelig, gir b�gerne ikke. B�ger kan v�re slet
-selskab, man skulde sky, men de l�gger ikke skjul p� noget; de
-forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker m�ske ens
-sind for meget, som man kunde tr�nge til, men de l�rer ikke nogen at
-lukke af for sine stemninger. De v�nner deres folk til at tale rent
-ud. Man blir ikke diplomat af at omg�s mange b�ger; snarere g�r de
-oprigtig, som samliv med naturmennesker. B�gernes mand er en
-kultiveret vild, der har den h�mning p� sig, at han besidder en tung
-og fint kruset hj�rne, der n�digt tillader ham at handle efter
-indskydelse.
-
-Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra b�gernes
-urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men
-hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen.
-Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forst�r, at hans
-sj�ls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste
-af sin livsvarme i sin hj�rne, hvor der m�ske er lige s� hedt som i
-de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, s�
-frembringes der tanker af varmen i hans hj�rne.
-
-Hvem kan afg�re, hvilket der er varmest, tanke eller handling?
-
-Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet
-forelsket i og forlovet med et atten�rigt pigebarn, uden at det
-forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der n�dvendiggjorde
-denne tilsyneladende urimelighed.
-
-
-
-
-Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde f� talt om det billede
-af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun
-set til det, og hver gang med en underlig uro, sk�nt det virkelig var
-godt. Han burde ha det at se, det var s� simpelt; han skulde ogs� ha
-at vide, hvad hun havde t�nkt den aften, det vilde han blive glad
-ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. N�r hun t�nkte
-n�rmere over det -- og hun havde t�nkt s� meget i de sidste m�neder
--- s� skulde han ogs� ha at vide, hvad der l� bag ved, han skulde
-sige, om det var godt, v�re en slags dommer skulde han -- han havde
-jo set s� meget -- og hans ord skulde v�re en afg�relse. S� mange
-ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke
-vise ham det. Det var n�sten kedeligt, at han vidste s� meget om de
-store kunstnere og deres v�rker; undertiden �nskede hun, han havde
-haft lidt mindre forstand netop p� det. Han kunde jo s� meget andet,
-t�nkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig
-mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afg�rende dom om en
-sag, som hun helst havde v�ret ene om at bed�mme.
-
-Men det skulde g� �rligt til; han havde ikke fortjent
-hemmelighedskr�mmeri fra hendes side, og en dag fandt hun p� et
-middel, der banede vej til det vanskelige �mne: hun vilde bede om lov
-til at pr�ve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og
-blyant og gik op til ham, i glimrende hum�r over sit udm�rkede
-indfald.
-
-Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han
-havde h�rt tale om hendes anl�g for tegning, og desuden var hun s�
-uimodst�elig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik
-ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til
-skrivebordet, s� hun havde ham i profil.
-
-Der gik nogle minutter, han l�ste virkelig, og samtidig h�rte han
-hendes blyant bev�ge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end
-han havde t�nkt, hun mente det nok alvorligt med det portr�t. Han
-glemte at l�se og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks
-ilde ber�rt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende
-blik, der m�dte hans. Det havde han set f�r, og det skulde ikke komme
-igen. Han begyndte at tale for at f� hendes s�dvanlige ansigt at se.
-
-Men hun tyssede p� ham, kort og bydende, og der var i hendes �jne en
-kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage
-kulden bort, men hun s� misforn�jet ud, den vrede rynke delte hendes
-venstre �jenbryn.
-
-Nej, behold den mund, du havde f�r, til jeg er f�rdig; ellers kan jeg
-ikke. Og drej hodet igen.
-
-Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde,
-som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.
-
-Nu m� du v�re f�rdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.
-
-Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.
-
-Det var ikke l�ngere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde g�re en hel
-stue kold med det v�sen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste
-sig og gik hen i baggrunden af v�relset, men det lod ikke til at
-forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu,
-nakken og halsen blev f�rdig. S� kastede hun blyanten med en forn�jet
-latter, fl�j ham om halsen og svingede ham rundt, s� en del af
-misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned p� en stol, fordi
-han fandt, at denne bev�gelse ikke svarede til hans sindstilstand.
-
-Se her; er det ikke meget godt?
-
-Han n�rmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo --
---. Han m�dte hendes blik; der var ingen tvivl, intet sp�rgsm�l i
-det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.
-Denne gl�de vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra f�r ikke var
-ham god. Han indr�mmede tilstedev�relsen af en vis misundelse, men
-han havde ogs� en fornuftig grund til at v�re p� sin post mod noget,
-der kunde ber�ve ham en del af hans retm�ssige lykke. Havde hendes
-�jne ikke talt s� koldt og s� varmt til ham om denne uventede og ham
-uvedkommende ting, s� skulde han g�rne ha indr�mmet hende talent for
-at g�re hende en forn�jelse.
-
-Man kan nok se, du har l�rt at tegne, sa han endelig. S� meget som
-det d�r er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.
-
-Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor
-kunstnerinde -- eller blir det.
-
-Det g�r du vel ikke, svarede han og la m�rke i den bog, han havde
-l�st i.
-
-Hun sad med to s� fortabte h�nder i sit sk�d; det gjorde ham ondt for
-hende, men han vilde ikke vise hende det nu, s� at hun straks g�ttede
-�rsagen; denne lille skuffede forf�ngelighed skulde f�rst glemmes.
-
-Jeg blir ikke til noget, t�nkte Helga. Jeg skal l�re husholdning, jeg
-skal giftes, og s� er jeg f�rdig. �, jeg er tosset.
-
-Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker p�, at hun er i
-selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.
-
-Det havde han; hun m�tte g�rne se dem.
-
-Du har nok ogs� anl�g for tegning, bem�rkede hun.
-
-Ja. Jeg var en af de dygtigste, s� vidt jeg husker.
-
-Hun fortav, hvad hun t�nkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.
-
-Det ynder du formodentlig ikke?
-
-Nej. Jeg havde altid et farligt vr�vl med min tegnel�rer om det. Til
-sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde
-lyst til; s� tegnede jeg min knyttede h�nd og viste ham. Siden den
-tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har s�dan en �velse i at tegne
-knyttede h�nder; m� jeg en gang pr�ve at tegne din?
-
-Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.
-
-Fornuftigt, n�. -- Han trak hende ned p� sit sk�d og kyssede hende.
-Hun s� op med et halvt ironisk smil. Snak s�, sa hun.
-
-Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, t�nkte han, men han
-fandt ikke noget at sige hende.
-
-D�r g�r en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig?
-Se, hvor den skynder sig, og s� falder den og jager snuden hen ad
-jorden med s�dan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den
-grad minder om sm� b�rn.
-
-Kunde du ha lyst til at tegne den ogs�?
-
-Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forst� hans sp�rsm�l, men hun
-syntes ikke, det var rigtigt af ham at sp�rge, n�r hun netop var
-optaget af �nsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt
-bitter lystighed:
-
-Du kunde la mig f� et fotografiapparat, s� kunde jeg g� omkring og ta
-alt det, jeg er glad ved at se p�. Jeg kunde nok levere dig nogle
-bedre hunde end dem, du har h�ngende p� din v�g.
-
-Dem har du ikke kritiseret f�r i dag. Hvad er der i vejen med dem?
-
-Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde for�re
-dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg
-har kendt k�tere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.
-
-Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden?
-
-Da jeg var hjemme p� g�rden. Den slags dyr f�r jeg aldrig mere at se.
-
-Stakkels Helga. Og jeg er desv�rre kun et menneske, oven i k�bet ikke
-aldeles fri for at v�re friseret. Havde jeg endda v�ret en k�ter med
-lange b�rster -- --
-
-Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en
-tyr. De g�r altid og brygger p� ondt og f�r ikke lavet halvdelen af
-alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig.
-Vi havde en hjemme -- --. Hun s� p� ham med et vemodigt ansigt, s�
-han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var f�rste gang,
-den kom i tanker om, at den vilde g�re fortr�d, og s� blev jeg den
-udk�rne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. S� sad jeg
-oppe i et tr� og gloede, og den stod neden for og gloede, og s�dan
-tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen.
-Jeg vilde g�rne ha tegnet de �jne, den sendte mig; jeg har aldrig set
-noget s� rasende og elendigt. Det gjorde mig n�sten ondt for den.
-
-Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var
-en af de vigtigste kilder til hendes v�sens s�regne varme, og at
-hendes f�lelse for ham n�ppe bet�d s� meget for hende, l�ftede hun
-pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham h�ftigt.
-
-Det er s� rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir
-meget mere borte i det s�, end n�r jeg bare t�nker p� det. Det er
-ligesom det vil mig noget, som det havde �rende til mig. Er det noget
-snak?
-
-Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig s� mange ting, men
-de fleste af dem er bestemt til at visne i det �jeblik, du tror, du
-har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror n�sten,
-jeg har kendt en lignende -- men n�r du en gang har m�ttet opgive det
-meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager
-dit sind udelt, s� vil du m�ske erkende, at netop den indskr�nkning
-er rigdom. Det er ikke n�dvendigvis en skuffelse at opgive, det kan
-ogs� v�re en art sj�lelig hygiejne. Hvis du ikke forst�r det, vil det
-ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var
-gavnligt for dig, at du kunde overkomme.
-
-Det kan godt v�re. Nu vil jeg g� hjem og t�nke lidt over det. M� jeg
-ta nogle af dine kunstnerbiografier med?
-
-Hvorfor? Vi har jo gennemg�et dem.
-
-Ja, men det kunde v�re, _jeg_ ogs� kom i tanker om noget, n�r jeg s�
-p� dem alene.
-
-Aha, trang til selvst�ndighed eller til frig�relse, t�nkte han. --
-Tag med, hvad du vil, sa han med en k�lighed, han ikke la skjul p�.
-
-Kan du ikke ret godt lide Helga l�ngere? spurte hun med et komisk
-bekymret ansigt.
-
-Jo vist, du er jo min solskinspige, n�r du husker p� det.
-
-Se, det smil vilde du slet ikke ha v�ret af med, men det slap s�dan
-fra dig. Farvel, store mand.
-
-Farvel, Helga.
-
-Hvorfor kalder hun mig stor? t�nkte han, da hun var borte. Er det et
-elskv�rdigt hykleri den f�rste dag, da jeg mest p�faldende f�ler mig
-som den lille?
-
-Han t�ndte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge f�r
-aftensmaden. -- Jeg har f�et en vis lyst til at analysere hver eneste
-bem�rkning, hun kommer med, og det er dog n�ppe frugtbringende. Jeg
-synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, n�r
-den anvendes p� hende. Ha, ja. Det er vist det, hj�rtemennesker i
-deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den
-ogs� s�tte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har r�d
-til det. --
-
-Han lod den ene h�nd l�be hen over bogryggene for at trykke dem ind;
-den stod for langt frem. Den bev�gelse havde i mange �r v�ret den
-eneste form for k�rtegn, han kendte.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Helga sad hjemme i sit v�relse og sammenlignede de to billeder, det
-gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun
-bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke
-vises ham, og dets historie skulde han aldrig h�re. Hun var nedsl�et;
-hans sidste ord havde v�ret en bitter tr�st for hende, det var sagt
-med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun
-troede ikke mere p� alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde
-gjort det til tomt fantasteri, s� stor var han. Men det var godt. N�r
-det skulde visne, s� var det bedst straks. Men det billede skulde han
-ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.
-
-En t�re faldt p� papiret under hendes h�nder.
-
-Sikken et plask, t�nkte hun og skar ansigt.
-
-Hun kastede b�gge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede
-n�glen om med et harmfuldt vrid.
-
-
-
-
-En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for s�
-vidt han t�nker over sig selv -- tidligere end andre m�nd n� et
-tidspunkt, da han f�ler sig vis p�, at hans udvikling er afsluttet.
-Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet;
-hvad derefter h�nder ham, er tilst�delser af forskellig art, men det
-er ikke begivenheder, der har omskabende virkning p� hans sind.
-
-Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker
-bevarende p� den intellektuelle ro, der un�gtelig skal til for at
-b�re den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse
-holder l�ngere end en dunkel forst�et sandhed, men den retter sig
-selv i det �jeblik, da den f�rste, alvorlige forelskelse kommer over
-manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange
-overraskelser i gemme til ham, og en tid st�r han, den f�rdige,
-usikker og uforst�ende som en begynder. K�rligheden rammer hans sind
-med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som
-et �g, der er ruget p� i fire og tyve timer -- gennemtrukket af
-tr�de, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand kn�kker sin
-spids p� det nye og bl�de. Han vil synes, at k�rligheden trods alt er
-en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig t�nkt
-p� den og kunde v�re d�d uden at f�le savnet af den. Den fratager ham
-det sikre fodf�ste og f�r ham til at r�be mange ting, b�de for sig
-selv og for den anden part, som b�gge er lige d�rlig tjent med at f�
-at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele
-r�re? Ti den p�stand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det
-bedste".
-
-K�rlighed er uj�vn, mest til at begynde med. Den griber h�ftigt og
-slipper hastigt og gir p� den m�de dobbelt lejlighed til at opleve
-det us�dvanlige og til at r�be sig helt ned til bunden af sj�len.
-
-Niels Grandlev havde ikke s� mange ledige stunder nu; hans resultater
-kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han
-sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overst�et, mente han
-nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra
-en videnskabelig triumf for at tilbringe den f�lgende tid i gylden,
-sorgl�s lediggang sammen med sin k�reste. Men det blev ikke ganske
-den fred, han havde ventet. Han, som havde besk�ftiget sig med
-p�visningen af videnskabelige love, kom ind under k�rlighedens
-regimente, der forekom ham lovl�st. Det bragte ham ind i alleh�nde
-tvivl, f�rst om mange �ldre ideers v�rdi, senere ogs� om deres
-rigtighed. Grandlev havde aldrig v�ret meget h�jtidelig i sin
-selvbed�mmelse; nu kunde det falde ham ind, n�r bekendte flittigt
-titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget
-bedre end at skrive l�rde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at
-k�rligheden var i f�rd med at g�re ham til en renegat mod hans
-tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i v�rdi,
-kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede p�
-k�rligheden som p� et under, og han fik sin bel�nning: der kom en
-tid, da k�rligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den,
-der skynder sig at tro.
-
-Det var alts� sket, at livet en gang b�d p� noget, der var uden
-mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished
-havde gennemtr�ngt ham.
-
-Derfor skulde deres forhold ogs� v�re s� fuldkomment som muligt; de
-skulde forst� hinanden -- s� st�rkt hang han endnu ved det gamle, at
-han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fort�lle
-hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og
-videbeg�rlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand
-som ham, og hun kom virkelig til at forst� ham ganske godt. Han
-udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling,
-hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde
-gi hende. Mens de sad ude i skoven og skr�llede hver sin appelsin,
-skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter
-forekom det ham, at den havde tabt i v�rdi, men han t�nkte ikke
-n�rmere over det og bad s� hende om at fort�lle noget fra sin
-barndom. For det var et �mne, han ikke kunde blive tr�t af at h�re
-om, og sk�nt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af k�er
-og kalve og lader og st�nger og kartoffelk�ldre og halmstakke, s�
-m�rkede han dog godt, at hendes barndom havde v�ret rigere end hans;
-d�r kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den
-stemning, hun i �jeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed.
-_Hans_ liv begyndte f�rst at f� indhold, da han n�ede op mod de tyve,
-og der kom sammenh�ng i hans viden; d�r tog hans minder fat.
-
-Men det varede endnu l�nge, f�r betydningen af denne forskel gik op
-for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom,
-mens han aldrig t�nkte p� sin, der havde v�ret s� stille og ens --
-men det l� ikke for. Alt var endnu s� fuldkomment; k�rlighed og
-forst�else virkede sammen om at drage dem n�rmere til hinanden.
-
-Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft
-nogen grund til at vente, m�rkede han ikke, at han kr�nkede en
-naturlov, og studsede f�rste gang, han fik dens tilbageslag at f�le.
-Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden
-i fri �ndelig selvudfoldelse, p� samme m�de som to tr�er, der vokser
-t�t op ad hinanden, f�r flade kroner der, hvor de ber�res. Til en ret
-selvst�ndig udvikling kr�ves der en vis hensynsl�shed. Reaksjonen
-begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet
-finde vej til hinandens fortrolighed, fik de s� endelig deres f�rste
-tr�tte. Han blev aldeles overrumplet; han h�rte en bed�mmelse af sig
-selv, som han ikke havde ventet at h�re af hendes mund; det harmede
-ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr.
-phil.s v�rdighed.
-
-S�dan en tr�tte har den betydning, at man f�r hinandens gensidige
-mening at h�re; hidtil har man over�st hinanden med behageligheder;
-nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold
-siger man vel ogs� en vis m�ngde sandhed, men der er forskel p�
-k�rlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde
-mennesker er udslag af en h�jere livskraft, bevirker, at man f�r
-alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel p� fortrolighed og
-oprigtighed.
-
-_Han_ havde det st�rste udbytte af denne uenighed, hvilket var
-l�rerigt, men ikke behageligt. Det var alts� resultatet: n�r man
-sk�nker en kvinde sin beundring, f�r man hendes kritik til geng�ld.
-Hendes hensynsl�shed var jo ligefrem afskr�kkende, og det syntes, som
-om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes �jne v�ret
-pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han
-havde ogs� v�ret vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han
-havde taget sig noget farvel�s ud i sammenligning med hende. Hvordan
-vilde hun b�de p� det, hun nu havde gjort?
-
-N�ste gang, han traf hende, var hun s� glad og indtagende, at han
-glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet
-friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var
-allermest inderligt. Han l�rte at indse betydningen af det, der var
-sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var
-det, som om han helt og holdent havde f�et magten over hendes sind,
-og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnv�r om sommeren,
-kunde blive s� mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende
-igen og blev bet�nkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold
-kunde erobre denne sj�l, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med
-erobring f�lger altid en vis underkuelse, og han havde ingen
-menneskelig ret til at drage hende s� n�r til sig, at hendes frie
-v�kst hindredes. Han vidste selv, hvad sj�l er, og han gyste tilbage
-for sj�letvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden
-at vide det havde advaret ham; deres f�rste sammenst�d var hendes
-reaksjon mod et andet menneskes altfor store n�rhed. Hun havde tit
-nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og n�rg�ende venskab;
-ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at
-forst� den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden l� deri.
-
-S� lod han hende efterh�nden f� st�rre frihed, og med en vis
-tilfredsstillelse bem�rkede han, hvordan hun forstod at passe
-afstanden og lejlighedsvis sk�d ham fra sig med sin kritik, n�r hun
-fik ham p� altfor n�rt hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede
-for en stor del p�, at hun instinktm�ssig holdt en bestemt afstand
-mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre
-noget, man kunde g� hen og begribe, det var ikke en intellektuel
-opgave, lige s� lidt som en blomsts duft er en g�de, der er til at
-l�se. Han brugte omtrent et �r til at forst� hende s� vidt, men han
-fandt ikke den tid d�rlig anvendt. Samtidig var han bleven meget
-klogere p� sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han,
-hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun d�mte hurtigt og
-sikkert og �ndrede ikke senere sin dom, mens hans bed�mmelse bestod
-af mange punkter og stadig trak i langdrag p� grund af nye
-tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var
-skjult under et filtret tankev�v; den ytrede sig ikke straks og i en
-blok, n�r der var brug for den. Hans indflydelse over hende var ogs�
-h�jst usikker; han kunde f� hende n�rmere ved ord, som han ikke
-t�nkte over, og hun forblev ikke sj�lden ligegyldig ved vel
-overvejede tanker, hvormed han s�gte at klare det for hende, som hun
-i �jeblikket grublede over. P� samme m�de kunde han aldrig slutte fra
-det ene samv�r til det andet; han vidste ikke, om hun n�ste gang var
-n�r eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre.
-S�dan havde det v�ret lige fra f�rst. Den dag, de blev forlovede --
-den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i
-enkelte heldige �jeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en
-magt, hun ikke vidste om, fors�gt at omskabe ham i lighed med den
-enest�ende sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sj�l,
-en ny gl�de havde gjort hans sind let som den bl� dis langt ude over
-skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i f�rd med at blive et
-nyt menneske; sikkert l� der en bestemt hensigt i den forandring, men
-han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned p�
-sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen
-med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som
-f�r, og Helga var der -- altsammen kaldte det p� ham, og han
-forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i v�ret,
-han t�nkte med mange tons v�gt -- -- --. Helga, som han elskede, gik
-og plukkede blomster i sine h�nder, der var som varm sommerluft; hun
-kom hen og rakte ham en h�nd, og de gik; han sl�bte p� alt sit,
-forvandlingen fors�gte sig ikke p� ham mere, han var faldet tilbage.
-M�rkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde v�ret ved
-at omskabe ham fuldst�ndigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde
-lykkes?
-
-Imidlertid levede Helga i lykkelig uber�rthed ved siden af hans
-forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han
-vel ikke var den mand, hun havde t�nkt sig; hun havde troet, at han
-vidste alting, og s� var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg
-ikke. -- Mere t�nkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en
-velg�rende ro, tiden blev s� lykkelig og ens, og hun kunde nu med
-st�rre overlegenhed betragte de mennesker, som hun n�digst af alle
-vilde ligne, og som hun aldrig �nskede at komme i n�rheden af. Der
-var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en t�belig forlovelse
-og ber�vet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der
-plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,
-og der var den v�rste af samtlige forelskede: fr�ken Schou, der teede
-sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tiln�rmelse,
-der var ment fuldst�ndig dameagtig; det var et grimt �jeblik, da
-Helga for sidste gang fj�rnede fr�ken Schou langt fra sig.
-
-Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i ber�ring med
-disse h�slige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt
-hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde f� lyst til
-forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede st�rkt og
-ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var
-gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme
-instinktm�ssige ligegyldighed som plantens r�dder over for, hvad der
-ikke er tjenlig.
-
-Hun blev s� j�vn og reel i denne lykkelige tid; det g�r lykken, den
-holder os n�r til den j�vne jord og befrier for fantasteri. Helga
-opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde
-ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun
-skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.
-
-Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og
-male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved
-det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun
-ikke l�re den smule, hun kunde? Ingen kunde fort�nke hende i, at hun
-g�rne vilde v�re en flink dilettant.
-
-Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede
-hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden
-sindsbev�gelse, og der gik et helt �r, inden hun igen stillede nogen
-fordring til livet, som hun syntes havde sk�nket hende alt, hvad hun
-overhodet kunde forlange.
-
-
-
-
-Helga v�gnede op med et langt pust, s� sig forundret om og lod b�gge
-arme, der l� under nakken, falde ned p� dynen. Fl�tningen l� over
-hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle
-mennesker bruger til at hale sig over ende med, n�r de skal op. For
-at kunne se ud ad vinduet m�tte hun vende sig om; det var et stille,
-s�lvgr�t oktoberv�r; efter den lille firkant himmel, hun s�, vidste
-hun n�jagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i
-sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive
-liggende l�ngere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det
-endda v�rre end de andre dage. Hun s� sig om p� sine v�gge: jo. Der
-var noget galt; hun kunde altid kende det p�, at tingene ikke s� ud,
-som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var n�sten, ligesom
-hun kunde v�re syg; hun pr�vede at huske, hvordan _det_ var, men hun
-kunde ikke; m�ske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.
-
-Hun s� ud p� himlen en gang til. Det var jo ogs� S�ndag; hun og Niels
-Grandlev plejede at g� morgentur om S�ndagen. Men det var slet ikke
-det, hun tr�ngte til; det var grimt t�nkt af hende, men hun kunde
-ikke g�re for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige hum�r,
-hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt p� hende. Og dog
-var v�ret i dag netop, som hun helst vilde ha det, n�r blot hun m�tte
-v�re alene om det. Men det var jo S�ndag.
-
-Langsomt og misforn�jet kom hun ud af sengen; hun kl�dte sig stille
-p�, og der var heller ingen forn�jelse ved at vaske sig. Nu fejlede
-hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne
-udm�rkede dag n�dvendigvis m�tte blive spildt for hende. Hun vilde se
-noget mere af den, inden hun kl�dte sig helt p�. Hun tog sin
-frisertr�je p� og la sig i vinduet.
-
-De r�de teglstenstage, der i det fugtige v�r havde f�et en hedere
-farvetone, virkede p� hende som en sm�rtelig rystelse, der opl�ste
-noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede �jne
-og �bnede ogs� munden, som naturmennesker og b�rn plejer at g�re, for
-ikke at g� glip af noget. Hun s� ud over et r�dt hav af stivnede
-b�lger og kom i en stor og sm�rtelig sp�nding. Men de blege, snavsede
-mure neden under var v�mmelige, dem vilde hun ikke se p�. De skyer,
-der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferbl� over
-stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livl�s som et
-ligs ansigt. L�ngere borte l� en del sm�huse og gemte inden for deres
-kalkede, gult v�skende mure en fattigdom, der lige havde n�et byens
-gr�nse og ikke kunde komme l�ngere. Men deres mossede tage var s�re
-dejlige. De dybe, gr�nne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger
-og kunde d�rligt komme til at brede sig for hverandre; de m�tte
-skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller
-fl�nge i de bl�de hynder, ingen falmede steder. Deres saligt k�lige
-gr�nhed vinkede en hed sj�l til hvile!
-
-Helga f�lte det, som om hun l� der ude, og branden i hendes sind
-d�mpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra
-det gr�nne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.
-
-Telefontr�dene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og r�gen
-fra br�nderiskorstenen kr�b besv�rligt op gennem piben i store, runde
-klumper, og senere s� man dem vandre ud mod horisonten som en flok
-sorte f�r.
-
-Lige under Helgas vindue l� deres have, hvor alt s� betynget ud i
-fugtigheden. Georginerne l�ftede med anstr�ngelse deres gule eller
-violette hoder over den forpjuskede gr�spl�ne; alle asters stod sk�vt
-i bedene og h�ldede hver til sin side. Kastanjens blade l� omkring,
-rustne og hullede som gamle stegepander, men br�ndn�lderne havde
-endnu ikke tilsat noget af deres gr�nhed, de h�vede sig ranke op
-gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af
-sig igen, hver gang der kom en smule bl�st.
-
-Og s� ud i det altsammen! t�nkte Helga og rejste sin halv p�kl�dte
-skikkelse fra vindueskarmen.
-
-Hun vilde g� alene; det kunde ikke hj�lpe, hun formanede sig selv,
-for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde g�rne
-forklare ham det bagefter, hvis det skulde v�re, men nu gjaldt det
-blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde
-ud og spasere i det v�r, og der skulde ingen v�re med hende. Hun
-blev s� glad, at hun vilde ta den nye kjole p� lige fra om morgenen
--- n�r hun selv m�tte r�de, kl�dte hun sig hellere efter sit hum�r
-end efter nogen anden anledning.
-
-Hun tog t�j af og p�, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har
-f�et et par ny l�rredsbukser, men hun m�tte skynde sig, for hvis der
-nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god p� den, som
-hindringen kom fra. Hendes hj�rte tog til at banke, og hendes h�nder
-rystede, mens hun h�gtede sig, og da hun klappede sit h�r til rette
-under hatten, havde hun formelig feber; hun s� sit eget ophidsede
-ansigt i spejlet og mumlede halv h�jt: du skaber dig jo, t�s.
-
-Hun l�b fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale
-nogen forundring; Helga var ude af d�ren, inden hun ret vidste af
-det.
-
-Alting var s� svampet og drivende af v�de; det var det rigtige
-efter�r, som i f�lge blegsottig h�vd er trist. Helga vidste, hun
-vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig
-gennem byen. Vandet var det f�rste, hun s�; fjordens bl� kyster tog
-sig uvirkelige ud i det fj�rne; disen l�ftede dem op, s� de syntes at
-h�nge p� himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en
-forunderlig klarhed, som det l� under t�gen, der ikke ber�rte dets
-blanke overflade; det s� ud som is i t�v�r. Undertiden r�rte noget
-sig dernede, og en enlig b�lge gled tyst som et bredt smil over
-fjordens rolige ansigt.
-
-L�ngere ovre l� skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som
-en flok sig�jnerk�llinger, der har ladet deres fantasi fr�se i
-brogede klude, som de har h�ngt p� sig, hvor der bare kunde v�re
-nogen -- s�dan stod tr�erne nu, pyntede lige f�r det hele var forbi,
-i farver, der ikke var sk�nsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
-i brutale disharmonier, fra feberr�dt og kadavergult, helt ned til
-�dselbrunt, og masser af usundt gr�nt, alle de farver, sommeren
-har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om
-st�rre vildhed, om d�dens n�rhed, om forfaldets sidste store
-kraftudfoldelse. I morgen kommer m�ske den storm, der l�gger det
-meste af det hen ad jorden; derfor g�lder det, mens det er tid, at
-udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke
-bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen,
-de desperate farver, viser, at det er den n�re undergang, der f�r
-livet til at blusse s� vildt op. Nu ses det, hvor store summer af
-kraft der har virket �ret igennem; deres hv�rv er omme, de kan rase
-ud og blive til intet. Hverken for�rets gr�nne harmonier eller
-sommerens solbr�ndte ro har r�bet s� meget af naturens v�lde som
-efter�ret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med
-v�rdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik
-anvendelse i dag, for at den st�rst mulige gavn kunde komme ud af
-det. Det velhavende for�r og den fornuftige sommer var sundhedens og
-visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, d�den n�rmer sig, naturen
-str�ler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft beh�ves ikke l�ngere.
-Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den d�r i et
-farveskrig, der er en protest mod d�den; den samler i sin sidste
-krampe alt, hvad den form�r at opbyde, og sl�nger det om sig, ti
-dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men
-dens livskraft er ikke udt�mt, derfor kan den ikke hensove blidt;
-mindet om et stort v�rk, den har efterladt, g�r dens d�dsstund vild.
-
-Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at n� den, og dog
-var der besv�r ved at g�, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt.
-Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, s� hun igen kunde
-komme i ligev�gt. Men da var nydelsen ogs� fuldkommen; hun var til
-mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han h�jlig
-tr�ngte til, han synes med det samme, at det er det, han s� l�nge har
-g�et og ledt efter og f�lt savnet af. Hvad var det hele v�rd, f�r jeg
-fandt dette? t�nker han.
-
-Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. N�r hun havde set et
-sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun ogs� godt
-kendte; hvordan s� det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget
-nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes
-erindring; des mere ublandet var den st�rke f�lelse af sj�lden
-h�jtidelighed. Hun gik d�r alene og kom ingen ved; det faldt hende
-heller ikke ind, at der kunde v�re tale om andet; der eksisterede i
-dette �jeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun s�, var
-hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!
-
-Hun stod og s� op i et tr� og forestillede sig, hvor gr�n man kunde
-blive indeni h�nderne og p� kn�erne, hvis man klatrede derop, da hun
-opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I
-samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af
-ligev�gten og f�lte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den
-st�rste nydelse, hun l�nge havde haft. Kom han her for at tale om
-bryllup? M�ske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med
-det samme! Hun fik tid til en m�ngde onde tanker, mens hun ventede p�
-ham, for naturligvis ventede hun p� ham, som det var hendes pligt;
-hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind
-at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han
-m�rkede, at hun helst ikke vilde h�re tale om det endnu. Hun kunde
-ikke t�nke sig andet, end at han kom d�r for at kr�ve andel i noget,
-der kun var hendes, for at fratage hende retten til at g� ene ud og
-se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det
-�jeblik skabtes hendes selvst�ndighedsf�lelse bevidst og ustyrlig, og
-det er ikke en f�lelse, der g�r een god til at begynde med.
-
-Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde �jne; hun var ked
-af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det s� man
-straks p� ham, men hun kunde ikke g�re for det. Idet han kom netop
-nu, havde han grebet ind i noget, han ikke m�tte r�re ved.
-
-Hans holdning forandredes ikke i nogen m�de ved, at han opdagede
-hende; han kom n�rmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.
-
-Jeg t�nkte nok, at du var i skoven, vedblev han og s� hende ind i
-�jnene.
-
-Nu kommer du vel herud for at hente mig?
-
-Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg s� traf dig, kunde det jo v�re, vi
-fulgtes ad. Jeg v�gnede n�mlig ogs� med lyst til at komme i skoven.
-
-Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod s� tidligt op.
-
-Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for
-det som en undskyldning, mener jeg.
-
-Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!
-
-Vel. I s� tilf�lde m� jeg g�re dig opm�rksom p� det overfl�dige i at
-frems�tte den antagelse, at jeg ikke var st�et s� tidligt op.
-
-� ja, du har jo altid ret.
-
-Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er
-bedre; er det ikke sandt?
-
-Jo, svarede hun, og mens hun s� p� ham, forstod hun igen ikke sig
-selv. Var det ham, der havde den st�rste magt over hende, eller var
-det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvst�ndig! Hun s� sig om i
-skoven, men den var ikke som f�r.
-
-Hvad er der dog, Helga? udbr�d han mere varmt, fordi han syntes, hun
-kom til at se d�rlig ud.
-
-�, du -- det er ikke andet, end at jeg er s� sulten. Det har jeg
-f�rst lagt m�rke til, mens jeg har st�et og talt med dig.
-
-Lad os s� g� op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen
-gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.
-
-Hun var meget opr�mt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som
-han ventede at f� noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de
-fulgtes ad ned til vandet, var hun ogs� blevet stille. Hun gik og s�
-hen for sig med store �jne og skilte l�ber. Han troede, hun havde
-helt glemt hans tilstedev�relse, men i virkeligheden foregik der
-stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt �nskede, at hun
-kunde blive fuldst�ndig optaget af een ting og s� glemme den anden --
-enten ham eller det andet, der i dag havde f�et s�dan en magt over
-hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem
-disse to, der syntes at skulle afg�re hendes fremtid. Og som hun nu
-inds� med fuld klarhed, at b�gge dele var et menneskes hele liv v�rd,
-s� f�lte hun ingen ret gl�de, fordi hun m�tte dele sig mellem dem.
-
-De satte sig p� en b�nk ved stranden, hun tog hans h�nd, men hendes
-anden knyttedes ensomt p� hendes sk�d, og hendes hoved s�nkedes
-grublende, ikke p� hans skulder. Han f�lte vanskeligheden i at v�re
-den mand, der b�r g�re eller sige noget, som kan hj�lpe, ti hj�lp var
-forn�den. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som
-l�sningen p� den g�de, hun ikke selv forst�r, det er lige s� let som
-at skyde til m�ls i b�lgm�rke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende
-til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for
-nu, ti hendes hoved sank ikke ned p� ens skulder, men et andet sted,
-og det betyder noget. Man er m�ske et forstandigt menneske og veed
-mange udm�rkede ting, som det kunde v�re v�rd at sige, men h�rer hun
-noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man
-kommer til den, der g�r sin virkning? Eller skal man slet ikke sige
-noget, ikke v�re tanke, men vilje, p�n�de sig og besejre hendes tavse
-kulde ved hj�lp af den erotiske n�veret? Eller var det allerbedste
-at m�de hendes kulde med endnu st�rre kulde, s� at hun m�tte blive
-varm, hvis hun �nskede at vinde een tilbage?
-
-Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes v�rdigt, til at der
-ofres megen omtanke p� det, og dog afh�nger adskillige menneskers
-samliv af, om der g�res noget alvorligt for at l�se det. Fysisk
-erotik hj�lper over meget, men sl�r ikke til i l�ngden, ti et
-sp�rgsm�l, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner
-uden svar, efterlader et hul i sj�len. Der er mange kvinder, hvis
-sj�l best�r af s�danne ulykkelige huller.
-
-Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest
-pris p� fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og
-s�ledes komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at
-det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo s�
-rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir
-specialist i de forskellige udtryk i sin k�restes ansigt.
-
-Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge
-tavshed.
-
-Hun trak v�ret dybt som en, der v�gner. Ja, sa hun.
-
-Hvis du fortalte mig noget af det, du t�nker p�, s� fik vi b�gge mere
-forn�jelse af det.
-
-Det er jo ikke vist, der er nogen forn�jelse ved det.
-
-Det er i alt fald noget, der skiller os i dette �jeblik, og derfor
-har jeg en vis ret til at f� at vide, hvad det er.
-
-Hun s� forundret p� ham, et frav�rende, up�virket blik.
-
-M�ske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil
-ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld
-oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har
-ogs� altid fortalt dig, hvad jeg t�nkte p�, n�r det interesserede
-dig.
-
-Det er noget andet. Du t�nker kun noget, der er mening i.
-
-Fort�l kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har m�ske ingenting
-at sige, ingen fortrolighed at sk�nke mig.
-
-�, jeg kunde tale i timevis, hvad det s� blev om. Jeg er indvendig
-fuld af vr�vl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fort�lle dig
-masser, som jeg m�ske slet ikke mener, og det vilde du s� kalde min
-fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og s�tte
-videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du beh�ver ikke at
-vr�vle, fordi du er f�rdig med dit, og veed, hvad du veed.
-
-F�r har du ikke v�ret s� bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt
-fald, at du skjuler noget for mig.
-
-Det svarede hun ikke p�, men lidt efter rettede hun sig og sa med det
-hurtige og bestemte tonefald, hun havde, n�r hun sa noget, der syntes
-hende vigtigt:
-
-Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke
-spor af karakter. Jeg vakler p� den ynkeligste m�de og veed hverken
-ud eller ind. Kunde det ikke t�nkes, at der skete noget, der tvang
-mig til at g�re det, der er det rigtige? Der m�tte kunne ske noget
-stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men
-drev mig. Jeg tr�nger til det. Det andet er ikke nok.
-
-Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og
-hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved
-siden af.
-
-Hun betragtede ham koldt og forst�ende og tav. Men den tavshed var en
-ydmygelse.
-
-Hvorfor siger han det? t�nkte hun, is�r hvis det er sandt.
-
-Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --.
-Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --?
-
-�, det er slet ikke s�dan et reguladetristykke. Der er s� meget, som
-jeg ikke synes skulde v�re der, og som bare g�r det uklart og
-ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der s�
-v�re mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad
-er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det
-pjank, der h�rer til, fordi man kun er et kvindfolk? N�r en af mine
-veninder kommer over mig med sin fortrolighed, s� synes jeg, _det_ er
-pjank. Lige s�dan her m�ske? Og hvem ved noget om det?
-
-Det vilde v�re underligt, Helga, om alle dine l�ngsler allerede var
-virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter p�, dets tid skal
-komme. At du ikke har m�rket det f�r, kan forklares ved, at du har
-v�ret s� st�rkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, s� kommer
-det andet frem, der har mindre med mig at g�re; du synes at undre dig
-over, at du ikke l�ngere er helt og holdent optaget af mig, men det
-er dog ganske naturligt. Du m� ogs� ha andre interesser, og det er s�
-meget bedre; forh�benlig kan deraf udvikle sig flere f�lles
-interesser mellem os, n�r du en gang blir i stand til at tale med mig
-om det.
-
-F�lles interesser, t�nkte hun. Og hun tilf�jede h�jt: Hvis alting
-kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- --
-
-Er det da ikke idealet af samv�r?
-
-K�re, hvad forn�jelse har du s� af, at jeg ikke er nogen mand?
-
-Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to
-mennesker, der efter bedste �vne s�ger at forvirre hinanden med ord.
-
-Det gir jeg dig ret i.
-
-En gang havde jeg den udm�rkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga,
-om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige �nske at blive
-forst�et. I dag er jeg besv�rlig p� grund af samme egenskab. M�ske er
-der ogs� noget vist klodset i det; husk p�, at jeg kun er en mand;
-jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke,
-mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse
-kunstv�rker skal du anes, men du t�ler ikke at forklares. Gik vi s�
-hjem?
-
-Ja.
-
-De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.
-
-Du sv�lger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var n�sten
-hjemme. Dog forst�r jeg m�ske lidt mere, end du tror, det skal du
-vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til
-k�rlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de
-st�rke, brutale m�nd, du dr�mmer om, s� begik jeg voldeligt indbrud i
-din hemmelighed, jeg tr�dte halvdelen af din tilv�relse i s�nder for
-at fylde den anden halvdel med desto r�dere lidenskab. Du vilde ofre
-det andet og ikke hade mig derfor. Men den art k�rlighed er hverken
-almindelig eller �nskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses
-mere, men n�r du bliver oplagt til mig, s� -- --
-
-Han rakte hende h�nden og vendte sig bort for at g�; i det samme
-m�rkede han hendes l�ber p� sin h�nd, og han stansede forbavset, helt
-forandret over Helgas mund, som han kendte s� godt, men ikke p� den
-m�de. En hel tanker�kke var tilintetgjort, sm�ltet som en fast ting,
-der er bygget af is og s� kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde
-sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --?
-Hendes �jne var m�rke som sl�en langt hen p� efter�ret, de fyldte
-rummet om dem b�gge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og
-forvirret. Hun havde ret; p� en eller anden hemmelighedsfuld, men
-overbevisende m�de var retten bleven hendes. Den st�rkeres ret.
-
-Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.
-
-Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes l�ber -- de altid
-lidt blege l�ber -- var veltalende, idet de skiltes ad!
-
-Farvel.
-
-Hvordan har det sig med begrebet �nd? t�nkte han, mens han gik. M�ske
-huskes et par l�ber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de
-udtalte, forl�ngst er glemt. Udtrykket i to �jne har muligvis st�rre
-magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om
-�nden, som ene siges at vare evindeligt?
-
-
-
-
-En begavet kvinde b�r ikke v�lge en intellektuel mand; hun erhverver
-sig hurtigt en vis overfladisk forst�else af ham, som ingen
-forst�else er. Hun fatter instinktm�ssigt hans tankers former uden at
-interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige s�dan,
-det svar har hun altid p� rede h�nd; mere tr�nger hun ikke til at
-sige om den ting. Hun g�r ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er
-hans sj�l som en rugmark; der er en forbavsende gr�de, men det ligner
-hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun
-har l�rt af ham -- for naturligvis har hun f�et en stor del af sin
-�ndelige udvikling ved ham --, er g�et s� dybt og grundigt ind i
-hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har v�ret der.
-Han kommer s�ledes til at repr�sentere et overst�et stadium, p� samme
-m�de som en god l�rer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok
-selv.
-
-En handlingens mand derimod vilde hun altid v�re i stand til at
-beundre, ti d�r ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder
-ligner b�rn deri, at de f�r det st�rkeste indtryk af, hvad der er
-anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den k�rlige enfold, d�r
-finder han vel ikke forst�else, men i alt fald villig str�ben
-derefter, og er det mon ikke mere v�rd end den begavede kvindes
-flygtige konstatering af, at det ligner een at t�nke s�dan og s�dan?
-
-V�rre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der
-g�r, at han ikke kan la v�re at meddele hende alle sine opdagelser.
-Det er meget skadeligt for ham selv, men han forst�r med s�dan en
-inderlighed, at han m� g�re hende delagtig i forst�elsen, og hun er
-jo den begavede kvinde, der kan f�lge ham, n�r hun har lyst. Han skal
-endelig vise hende, hvordan t�nkning undergraver deres forhold; det
-er meget uklogt, men det er s� interessant!
-
-Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga
-ensomme ture i de halvm�rke eftermiddage. Det bl�ste rigeligt og godt
-i den tid, hun l�rte at holde af det. Novemberbl�st er god for mange
-ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser p�
-som en v�dder og fl�r som en gal kat, men den renser for
-sentimentalitet og bl�ser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
-at ta lange skridt og s�tte foden fast i jorden. Den r�ber h�jt og
-tar mange lyde med sig fra g�rde og veje, det er en snaksom vind. Den
-sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare �jne og med
-rensede stemmer. Den buldrer forg�ves p� hos mange, der sidder inde
-og gemmer p� mugne stemninger i deres lukkede sind.
-
-Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke f�
-nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som
-fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i m�rket og
-blev borte. Markerne rejste sig p� b�gge sider som sorte mure. Hvert
-eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen;
-halmstakke, der var blevet langh�rede i l�bet af efter�ret, var fulde
-af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller
-andet. Fra og til g�rdene kom vogne med g�dning og roer; hjulene
-pl�jede sig s�dt og fedt gennem det dybe �lte, undertiden knirkede
-det fra en roetop, der blev k�rt over, og fra �bne staldd�re bares
-den varme, s�de m�lkelugt stundom helt ud p� vejen. Det var sin
-barndom, hun levede om igen, men langt st�rkere, idet hun nu samlede
-den op i spredte tr�k, der kom tilf�ldigt imellem hinanden, og som
-dog h�rte s� inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var
-s� st�rkt, at hun m�tte v�re alene om det. Dersom hun ikke havde
-v�ret alene, s� vilde det hele haft en ganske anden betydning, og
-slet ikke den, det kom an p�. Det betagende og hemmelighedsfulde ved
-husene, hun kom forbi, beroede p�, at der ikke var en med, som h�rte,
-hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt.
-Hun bef�stedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det
-var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde
-ganske v�re g�et tabt i en andens selskab.
-
-For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede
-levende i hende, som hun �nskede at se.
-
-Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt
-m�rke l� som tyndt, gr�t flor over en gruppe sorte legemer, eet
-st�rre og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een
-holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opl�ftede menneskearme,
-ben, der b�jede sig listende, og hoders �ngsteligt spejdende
-holdning, men lyset faldt skarpt p� en tyrs pande; spidsen af et horn
-dannede centrum i lyskresen, og n�r ved s�s en tyk dusk kr�llet h�r
-og et lille ondt, r�dt �je -- hele det v�ldige tyrehoved bar et
-udtryk af r�dvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb h�ngende
-ned fra de l�ftede h�nder; de var krumme af angst og forsigtighed; de
-beherskedes ganske af det sigtende horn og det r�de �je l�ngere
-tilbage, der var hornets onde sj�l. En brat bev�gelse s� meget som to
-tommer kunde f� alle de kr�llede muskler til at rette sig og slynge
-menneskene mange alen bort.
-
-Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt
-nok, og det kom igen og mindede hende, n�r hun gik sine ensomme ture
-i m�rkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge
-hen ad jorden; m�ndenes ben, der s�s at ryste i de jordgr�
-l�rredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og
-rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i
-hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende
-noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele
-samfundsklasser kunde b�re p� i lange tider, indtil en begivenhed
-vakte den, eller en mand med s�regne �vner vejrede den, gav den en
-bevidst vilje og slap den l�s. Den bundne ondskab var et af
-samfundets farligste f�nomener og havde ofte en uhyre, langsomt
-sammensparet kraft at opvise, n�r den endelig blev vakt.
-
-De ord havde gjort indtryk p� hende; hun kom til at t�nke p� dem,
-hver gang hun s� tyren for sig; dens brede pande og nakkens m�gtige
-profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde
-udrettes, n�r det stupide ondsind blev til vilje.
-
-Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne
-det! Hun m�tte udtrykkelig minde sig selv om denne omst�ndighed, is�r
-n�r hun var mest hentagen af sine syner, men det form�ede dog ikke at
-�del�gge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den
-nye ide, hvis varme var s� stor og virkelig, at hun endnu kunde b�re
-den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til
-virkelighed i et kunstv�rk.
-
-N�r man er under p�virkning af ideens varme, synes menneskene kolde,
-og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og
-overfl�dige. Helga kom til at g�re den erfaring, og hun blev noget
-vanskelig at omg�s. Madlavningen, som det hed sig, at hun l�rte hos
-sin moer, gik rent i st�; hun br�ndte og sved alting, ikke at tale
-om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den d�rligste kokkepige blir
-altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv s�danne sm�ting
-som at l�gge kringler vilde ikke g� for hende. -- Jeg tror, jeg har
-elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed
-kastede hun dejen, stoppede nogle f�rdige kringler i lommen og gik ud
-for at spasere. En halv time efter kom hun m�ske hjem med en m�ngde
-vissent l�v og bromb�rranker. Det skulde blive til storartede
-broderim�nstre, forklarede hun, og det var jo gl�deligt, for brodere
-var hendes talent og moerens stolthed, sk�nt hvorfor tog hun s� ikke
-timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke f�rte til noget? S�
-tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede
-det hele bort og begyndte at g� op og ned i v�relset og tromme p�
-borde og vinduer. I s�danne �jeblikke m�tte moeren t�nke p� sin
-afd�de mand, der havde haft det p� lignende m�de. S� var Helga ogs�
-godt nok oplagt til at tr�ttes, ligesom faeren.
-
--- Skal du ikke snart til at t�nke p� dit udstyr, Helga? spurte
-moeren en dag.
-
-Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun
-med en vis kraftanstr�ngelse.
-
-N�. S� ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er p� dit
-v�relse om dagen. Jeg t�nkte, du broderede noget -- -- eller du
-kommer jo med s� meget; det skal vel bruges til noget, m� jeg antage.
-
-Helga blev harmfuld over den f�lelse af egen unyttighed, der kom over
-hende ved moerens ord.
-
-Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at s� g�r
-tiden.
-
-Hm. Det synes jeg den g�r godt nok ogs� uden narrestreger. Grandlev
-og jeg sad og talte om udstyr i g�r, da du var ude.
-
-I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en
-symaskine?
-
-H�r, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?
-
-Nej, moer, det har ikke noget med det at g�re. Jeg tr�nger bare til
-at v�re lidt underlig f�rst. Vilde han g�rne giftes?
-
-Det talte han ikke om. Han n�vnte slet ikke dig -- s�dan.
-
-N�. Det kan jeg ogs� bedre forst�. Han er vist ikke videre tilfreds
-med mig nu. Men det skal nok komme. F�rst s� -- --. Hendes �jne s�gte
-ud ad vinduet, ud i det bl�lige tusm�rke.
-
-Du har s� meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser
-nok, at der er noget, men vi f�r ingenting at vide. Jeg troede
-ellers, at n�r du var blevet forlovet med s�dan en klog mand, s�
-kunde der ikke komme noget i vejen; han m� vel kunne l�re dig alt,
-hvad du har lyst til. Derfor var jeg s� glad for det. Din faer
-savnede jo altid s�dan, at han ikke fik l�rt s� meget, han helst
-vilde. Men nu ser jeg n�sten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere
-ivrig med den tegnen.
-
-Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg f�r for, tegner jeg altid
-her inde.
-
-Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig s� meget inde. Men kan det
-da blive til noget, tror du?
-
-Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. N�r jeg blir gift,
-kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det
-skal v�re. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme p� moden, og
-jeg vil f�lge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne
-godt end at kunne brodere.
-
-Synes du virkelig, det er v�rd at ofre s� megen tid p� det, bare for
-at komme til at undervise nogle pigeb�rn, som ikke har noget rigtigt
-at ta sig til?
-
-� nej. Men jeg m� jo hitte p� noget at gi mig af med, selv om det
-ikke er til nogen nytte. N�r vi skal ha pige, hvad skal jeg s� forsl�
-tiden med?
-
-Ja ja. Bare det m� blive til noget, der er mening i. Du har ikke
-v�ret pjanket f�r, men nu ved jeg ikke rigtig l�ngere, hvad du kan
-blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.
-
-M�ske. Men s� var jeg vel sagtens blevet endnu v�rre p� en anden
-m�de.
-
-Er det ikke l�nge siden, du har bes�gt Grandlev?
-
-Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.
-
-Jeg tror ikke, han kommer her for det f�rste, fordi du tar s�
-underligt imod ham altid. Du kunde jo g� op og se til ham.
-
-Jeg ser mig selv trave op til min k�reste, sendt af moer og skal
-hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gr�d under �jnene, nyvasket;
-r�dgl�dende �rer. Ja.
-
-Hun gik ind p� sit v�relse og gav sig til at tegne; denne gang var
-det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i
-r�kken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede
-hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et
-langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde ogs� i lag med et, der
-skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned p� sine
-h�nder og gr�d af �rgrelse over sin egen um�delige pjankethed. Den
-f�rte vist ikke til noget godt, moeren havde m�ske ret; hun var ved
-at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun
-regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den
-slags bare var tosseri, som skulde g� over. Men hun arbejdede p�, at
-det skulde blive v�rre.
-
-Hun faldt i s�vn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var l�nge
-til spisetid, da hun v�gnede, gik hun op til Grandlev. M�ske det
-kunde f�re til et slags resultat.
-
-S� snart han s�, det var hende, lukkede han den bog, han havde l�st
-i, og satte den ind i reolen. S� trak han en kurvestol frem til hende
-og drejede skrivebordsstolen om imod den.
-
-Du skal ikke g�re s� mange forberedelser, sa hun nerv�s. Jeg g�r
-straks igen. -- Hun blev st�ende midt i v�relset og s�gte at huske,
-hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun
-var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og p� ingen m�de
-vilde hun sidde i den stol; d�r var hun da fuldst�ndig i hans magt!
-Hun satte sig p� en anden, op ad en reol.
-
-Uha, lad v�re at sidde d�r og se ud, som om jeg vilde dig en hel
-masse! Der kommer slet ikke noget. Du g�r mig ligesom til en, der er
-tilsagt til at gi m�de klokken fire og afl�gge tilst�else om det
-hele. Jeg har ingenting gjort!
-
-Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint
-hum�r, den stakkel, og sk�nt det m�ske ikke er noget, hvor jeg kan
-hj�lpe, s� kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu
-ikke er ganske overfl�dig.
-
-T�nk, at du kan klappe mig p� kinden, mens du konstaterer, at du ikke
-er ganske overfl�dig! Jeg har en n�jsom k�reste.
-
-Han gik tilbage til sin plads.
-
-Det er en s�rdeles �benlys h�n. Du skulde ikke kortelig kunne antyde,
-hvad du snarere ventede af mig i dette tilf�lde.
-
-Det sp�r en mand ikke om. Han g�r det, der er rigtigt, og gud n�de
-hende, hvis hun s� ikke knuselsker ham.
-
-Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets sl�ende sandhed.
-Jeg sad lige og l�ste i en bog, der skildrede kvindens ideal i
-middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg m�ske l�se
-nogle brudstykker -- --.
-
-Det beh�ves ikke. Jeg kan f�le p� mig selv, hvordan det ideal altid
-m� ha v�ret. Den bog er udelukkende bestemt for m�ndene, de kan ha
-godt af at l�se den; for os andre er det fuldst�ndig overfl�digt.
-
-Det er alts� kraftbanditten, vi andre stakler skal str�be at
-efterligne; vi, der har v�ret s� tankel�se at anl�gge os hj�rne,
-skulde, om det var muligt, helst bes�rge den ombyttet med den sk�nne,
-sortneglede n�ve, hvis vi ikke vil undv�re kvindens agtelse s� vel
-som k�rlighed, og den kan vi desv�rre ikke leve foruden; det m�
-tilst�s, og det g�r os sandsynligvis ikke mere attr�v�rdige.
-
-Det var altfor meget, til at jeg kan svare p� det, men du kan v�re
-vis p�, at de fleste kvinder er s�dan indrettede, at manden ikke
-beh�ver at t�le, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
-heller ikke bedre. Men n�r han ikke er tilstr�kkelig, s� finder de p�
-galskaber, som alligevel ikke g�r dem lykkelige. Jeg kunde godt t�nke
-mig, hvordan det var at blive elsket af s�dan en kraftbandit. Her g�r
-vi og venter p� noget, der kaldes lidenskab.
-
-Og s� foragtes jeg p� den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab
-hos dig. Hvis flertallet af m�ndene var indrettede til det brug,
-hvordan skulde det s� g� med verdens �vrige og mere vigtige
-anliggender?
-
-Det kan v�re os det samme. I dette �jeblik udretter du jo ikke noget
-for verdens mere vigtige anliggender; du har alts� tid til mig, og
-mig holder du foredrag for.
-
-Er du ond, Helga?
-
-Ja, jeg er, jeg har opdaget s� meget ondt i mig selv i den senere
-tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget
-har jeg f�et af dig. Men det m� du n�mt kunne forklare. S� kan du
-jage mig bort, n�r du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke
-bedre. Du kan ikke holde af mig i l�ngden.
-
-Det g�r jeg stadig, i grunden.
-
-I grunden, det vil sige imod din vilje.
-
-�, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.
-
-Jeg siger dig jo ogs�, at jeg er ond.
-
-Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det g�r
-mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end st�rre
-livsfylde; du er mere sammensat, derfor tr�nger du i h�jere grad til
-det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg l�nge
-kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme form�l med
-hinanden; jeg �nsker, at du skal dele en fredelig og m�ske noget
-ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hj�lpe dig
-til meget, du endnu venter dig af tilv�relsen. Det kan jeg ikke, og
-idet jeg fastsl�r dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til
-dig. Jeg ans� det engang for t�nkeligt, at jeg kunde hj�lpe dig, men
-jeg ser, det er ikke viden, du tr�nger til; m�ske har jeg ogs�
-beg�et den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg
-s� jo n�mlig, at du var tilg�ngelig for kultur -- men det har kun
-gjort afstanden st�rre. Jeg har vel lagt m�rke til, hvordan du stadig
-kun modtog en del af, hvad jeg tilb�d dig; du gjorde med et sikkert
-instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg
-vidste intet derom, og s�ledes har jeg bidraget til din udvikling i
-s�dan et omfang, at du nu f�ler dig i stand til at undv�re mig. For
-tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din
-l�retid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du
-kom, men nu kan du t�nke over det. Dine ukl�delige, agressive
-erkl�ringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort
-forhold, beh�ver jeg ikke flere af. Hvad du har v�ret for mig og
-endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
-under dig den berigelse, du kan ha f�et af mig, og for dig er den det
-vigtigste. Farvel. N�r du har t�nkt over det, s� kom igen og gi mig
-et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg
-vil ikke h�re det. Godnat, Helga.
-
-Han lukkede selv d�ren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne.
-S� var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at t�nke over det.
-
-Tud s�, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin
-seng. Men hun kom ikke til at gr�de, hendes tanker blev snart optaget
-af det m�rke, urolige v�r, der arbejdede udenfor, det passede s�dan
-til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled
-over hendes v�gge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da
-det blev helt m�rkt, havde hun lukket �jnene. Hun s�, hvordan aftenen
-faldt p� der hjemme om g�rden, de gule stakke blev gr� og ligesom
-sm�ltede hen i jorden; gr�ftekanterne blev sorte f�r vejene, men
-de faldne blade lyste i m�rket; vinden skramlede tyst over
-kartoffelmarkens visne stilke, og det s� ud, som om pl�jejorden
-l�ftedes op om g�rden som en vold. N�r man gik inde mellem stakkenes
-r�kker, var det som en by med sn�vre gader og h�je huse -- -- --.
-
-Men midt i det hele l�d der et forf�rdeligt vr�l: Tyren er rendt fra
-os! De stilf�rdige tr�sko blev pludselig levende alle vegne, de
-buldrede l�s p� g�rdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --.
-
-Nu stod de i alleen om tyren, alles �jne var troldbundet af det
-ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste,
-hvem der om lidt kunde komme til at h�nge og spr�lle p� det.
-Pl�jejordens knolde s�s tydeligt som et h�sligt dyrs vortede hud, og
-l�ngere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der h�ldede
-hid og did som et geled invalider -- --.
-
-Helga sad nogen tid med det, s� sprang hun op, t�ndte lampe og
-begyndte at tegne. F�rst med rystende �ngstelse; mon det skulde
-lykkes i aften? Og s� med stigende vished og sindsro. Tr�erne blev
-fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun n�sten
-uden at tr�kke v�ret -- --.
-
-Moeren bankede p�. Spise. Men Helga havde ikke tid. M�rket blev
-forf�rdelig godt, og �jet skulede; hun tegnede s� roligt; der var en
-stor fred ved det, som hun aldrig havde t�nkt sig. Hun blev hjemme i
-det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun
-havde vished for udfaldet.
-
-Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det f�rdige v�rk. Hun
-blev s� glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun
-haft s�dan en lyst til at f� noget at spise. Hun tog tegningen med ud
-i k�kkenet for at se p� den, mens hun stillede sin h�ftige sult.
-
-
-
-
-Det var i d�mringen, da Helga n�ste morgen v�gnede op til halv
-bevidsthed; hun vidste straks, at tilv�relsen i dag indeholdt noget
-andet godt end denne hyggelige skumring og velv�ret ved at kunne
-blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig
-og sov s� sm�t videre, efter at hun et �jeblik havde f�lt den vished,
-at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en
-utydelig tilfredshed som en hund, der forn�mmer daggryet p� sine
-�jenl�g, som en plante, der begynder at �bne sin blomst for det
-f�rste lys.
-
-Timen gik, en time af fuldkommenhed, men s� var det ogs� forbi, hun
-huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige,
-hvordan de skiltes i g�r. Hun s� p� tegningen, den var god,
-heldigvis, s� skulde det andet ogs� blive godt. Hun var selv en hel
-anden nu, hun vidste ikke, hvad der var g�et af hende i g�r, men det
-var ogs� lige meget. I dag kunde han ikke modst� hende, selv om han
-var nok s� vred. Der var en sm�rtelig varme i hendes sind, af megen
-k�rlighed, der tr�ngte til at bruges. Al hans misstemning skulde
-komme til at forsvinde.
-
-Hun vendte uvilk�rlig hodet bort, da hun m�dte sit eget smil i
-spejlet.
-
--- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han s� Helga et
-stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han
-kastede et flygtigt, misbilligende blik p� hendes ansigt, der var s�
-bev�get, s� str�lende; det var ikke, som det skulde v�re. Hvad de
-havde at forhandle, var ikke lutter fryd.
-
-Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een,
-kommer een sj�leglad i m�de n�ste dag; det er respektstridigt.
-
-Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.
-
-Godmorgen, Helga.
-
-Hendes h�nd l� inden i hans som en bl�d, levende flamme. Jo, han
-kendte den nok, Helgas h�nd.
-
-Hvordan har vi det? spurte hun.
-
-Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde m�ske ikke
-siges, men det var sandt. Omst�ndighederne havde forandret sig, mens
-hun var kommet s� n�r. Man t�nker undertiden anderledes med en vis
-h�nd i sin. Videnskabens fallit!
-
-Det er det allerbedste ved dig, udbr�d hun, at du ikke kan v�re vred
-p� mig ret l�nge ad gangen.
-
-Det er alts� opdaget, t�nkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen
-af os, s� tilfalder �ren dig og ikke mig, svarede han.
-
-Det er alligevel dig, der holder sammen p� det, ellers r�g vi snart
-hver til sit.
-
-Det er rart at h�re dig anerkende din egen up�lidelighed s�
-ubetinget.
-
-Jeg er ikke up�lidelig, men somme tider kommer der noget imellem os,
-som g�r, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive
-rasende p� det, men det vil ikke g� v�k. S� er der ikke andet at g�re
-end at vente.
-
-Og s� kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.
-
-Uha ja; n�r jeg en gang har udleveret dig et faktum, s� sidder det
-lige straks inde i en forf�rdelig r�vesaks, hvor ingen jordisk magt
-kan f� det ud.
-
-Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du b�re din triumf videre
-ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans k�be -- og
-forestiller "Sejren" lige s� godt som nogen halvn�gen statue med
-hvirvlende draperier.
-
-Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.
-
-Hun kalder mig altid stor, n�r jeg er den lille, t�nkte han. Hvilken
-bagvendt logik ligger der til grund for den ben�vnelse?
-
-Men hendes stemning er un�gtelig den anf�rende, hun bestemmer
-forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen,
-min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og g�r. Jeg lar mig beskinne
-og tar mod byger, men r�der ikke for noget. Og alt dette er blevet
-meget vigtigere for mig, efter at det er blevet s� usikkert, mens
-andet, som er p�lideligt, har tabt i v�rdi. Dette er alts� lykken, ti
-den kendes p�, at den oftest st�r p� svage f�dder, og dog g�r den
-forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men
-lykken er det vigtigste.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga p� hans ch�selong og
-ventede med sydende ut�lmodighed.
-
-Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til
-orde. -- Jeg m�tte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. �, jeg
-var s� lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke
-noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere,
-end man kan t�le, og man dog ikke vil undv�re noget af det? Og s�
-sidder det oppe ved brystet; man vilde g�rne v�re et pindsvin og
-kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?
-
-Han sad med hende p� sk�det og iagttog, hvordan hendes smil dannede
-sig om venstre mundvig, lidt f�r det blev synligt ved den h�jre; der
-var en ubetydelig sk�vhed i hendes ansigt.
-
-Dette sp�rsm�l, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer
-f�lelser sig st�rkest i hj�rteegnen, dels er besiddelse i sin
-primitive form det samme som overfladeber�ring, hvad der ses tydeligt
-hos sm� b�rn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der
-rullede sig n�gen i sine penge.
-
-S� er jeg alts� primitiv, lo hun; men det er godt. N�r jeg kommer i
-seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og t�nker mig, at jeg har dig
-inden i. Det synes jeg egenlig er noget vr�vl, men n�r det blir
-videnskabeligt forklaret, s� kan jeg tr�stig blive ved, ikke?
-
-Dine �jne er s� vidunderlige, Helga; de kan v�re h�rde og blanke som
-hoderne p� to nagler, hvormed et kosteligt skrin er sl�et til, men
-de kan ogs� v�re to vinduer, hvor lys g�r ind og kommer ud. Du er som
-et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget
-mere lys ind end jeg.
-
-Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.
-
-Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der str�lede ud af
-dine �jne, var k�rlighed til mig; nu ved jeg, at der ogs� er s� meget
-andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun gl�der sig
-til at blive gift, det er det hele.
-
-N�, det ved du alts�, jeg ikke g�r. Har man desuden lov til at gifte
-sig, n�r man g�r med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
-blive til?
-
-Lov, det ved jeg ikke, men man g�r det meget almindeligt, og den hele
-masse blir til en hel masse b�rn.
-
-Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik
-omkring og solgte dem. Men s�dan noget er det ingen gavn at tale om;
-du kan g�re mig ked af dig, n�r du begynder p� det.
-
-Det skal m�ske opfattes som en forudsigelse; s� langt er du alts�
-kommet -- --.
-
-Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et �g, til der kommer en stor,
-sort drage ud af det! Hvis du g�r det, s� spr�nger jeg dig i luften
-med k�rlighed, lige op til m�lkevejen lige som en raket, med en lang
-ildhale efter; halen er k�rligheden, det vil sige: min, ikke din, for
-den er dig en sten om halsen, som du helst vilde v�re fri for.
-
-Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro;
-men du har gjort et d�rligt parti. Du skulde ha v�ret gift med en
-h�vding og fulgt ham p� jagten med en ring om hver ankel og hver arm
-og en unge surret fast p� ryggen.
-
-Ih ja, det er n�sten uhyggeligt, at du ved s�dan noget. Det skulde
-v�re b�ffeljagt, tyrejagt. N�r vi kom hjem om aftenen, vilde jeg
-indridse hele jagten p� det b�ffelhorn, vi drikker af.
-
-Nej, Helga. P� familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du
-tog blodh�vn over din mand, der senere faldt for en fjendes h�nd.
-
-Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner,
-og med en blodig kniv i h�nden. Men jeg tror godt, jeg kunde dr�be
-den, der havde sl�et dig ihjel, hvis du var s�dan en barbarh�vding.
-
-Ja, ikke sandt, hvis!
-
-�, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle
-gode og onde �nder, mens jeg og s�nnerne var p� jagt. Du vilde v�re
-en udm�rket medicinmand, der skaffede stammen regnv�r og alle dj�vles
-venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over s�r og
-bylder og faldende syge.
-
-Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for
-de for�ldrel�se b�rn. Alle unge piger vilde komme til dig om r�d, og
-de unge m�nd vilde bede om din mellemkomst i k�rlighedssager. De
-�ldre vilde aldrig glemme at komme og fort�lle dig om deres jagter og
-kampe, og de vilde se deres fordel i at for�re dig de fedeste
-stykker. Men du vilde ende som en vel pr�serveret mumie i en stensat
-grav.
-
-�, ja; jeg vilde �nske, jeg var um�delig naiv og fantastisk, s�
-rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det s� dumt.
-
-Det kan n�s endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg.
-Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der
-ikke form�r at udvikle det ejendommeligste i dig?
-
-Men jeg forst�r ikke, hvad du mener med det, udbr�d hun og rejste
-sig. Du g�r mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at
-opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor l�rer du
-mig ikke resignasjon?
-
-Fordi jeg kender den s� godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget
-v�rd.
-
-Men du m� da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et
-barn, du fort�ller �ventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig.
-Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.
-
-Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og
-usikker. N�r jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at t�nke p�
-ting, der ligger mig temmelig fj�rnt; det er den magt, du har over
-mig, der g�r det. Den er ikke altid helt god.
-
-De stod i hver sit hj�rne af stuen og s� hen for sig; men s� rettede
-hun sig, gik over til ham og la h�nderne p� hans skuldre og sa
-indtr�ngende:
-
-Vi kan s�dan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu
-v�re glade for hinanden og ikke t�nke p� andet. Og s� skulde du en
-gang se at komme her fra, ind i st�rre forhold; jeg har h�rt flere
-sige, at det vilde v�re dig en let sag.
-
-Hvis jeg f�r mit n�ste v�rk f�rdigt, s� kan det jo v�re, jeg
-fors�ger.
-
-Dit n�ste v�rk? Det har jeg aldrig h�rt tale om.
-
-Jeg har f�rst f�et ideen i de sidste dage, mens du har v�ret langt
-borte. Det betyder intet mindre end en v�senlig �ndring af hele mit
-filologiske grundsyn. F�r har jeg is�r s�gt at udfinde _lovene_ for
-de forandringer, et sprog underg�r; i lydl�ren er der jo n�sten kun
-tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil
-overf�rt det samme princip p� mit felt, men nu begynder jeg at tro,
-at den opfattelse er altfor sn�ver her. N�r det g�lder et sprogs
-betydningsindhold, nye ords f�dsel og gamle ords d�d, s� er det nu
-min overbevisning, at man b�r ta rigeligt hensyn til lune og
-tilf�ldighed, det vil sige, at fantasi og stemning f�r r�derum ved
-siden af de s�kaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse,
-og f�rst n�r man under studiet af det regner med alt, hvad
-menneskeligt er, kan der v�re tale om en virkelig sprogets sykologi,
-der kun er en s�rlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at
-jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden
-af andre kan levere noget af v�rdi.
-
-Det tror jeg n�sten ogs�, jeg forst�r. Fantasi og stemning, det blir
-nok godt. Det skulde vel ikke v�re mig, der har bidraget en lille
-smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig n�jere
-bekendt med de ting, mere end du sk�tter om, mon ikke?
-
-Du skal g�rne f� din del af �ren, Helga, meget g�rne. Det kan ikke
-n�gtes, at jeg har f�et mange nye indtryk ved dig.
-
-Det er jeg stolt af. Det har du alts� g�et og arbejdet p�, mens jeg
-har v�ret -- hvad skal vi kalde det?
-
-Nej, Helga, jeg har f�et den ide, mens du har v�ret allerbedst. N�r
-jeg en tid ikke er sikker p� dig, s� er jeg helt optaget af dig, og
-min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis p�, at jeg kan f�
-noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert �jeblik
-omst�ndigheder, der f�rst nu kommer til at st� i den rette belysning;
-selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat
-springer frem, uden at jeg har s�gt efter det. For det er s�dan en
-lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det v�rk, jeg
-venter mig s� meget af, skulde mislykkes for mig.
-
-Hun s� fast p� ham, idet hun talte hurtigt og indtr�ngende: Vil det
-sige, at det v�rk ikke kan blive f�rdigt, hvis jeg -- -- ikke blir
-ved at v�re, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afh�ngig af mine
-stemninger?
-
-Han s�, hvor alvorligt hun tog det; m�ske vilde hele deres fremtid
-afh�nge af, hvad han nu svarede. Han l�ste sp�nding og undren, men
-ogs� offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for
-bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, s� holdt hun det, og han var for
-s� vidt sikret. Men h�rer det til k�rlighedens v�sen, at den str�ber
-at binde? Mon ikke snarere til egenk�rlighedens? Og var han den mand,
-der kunde holde hende skadesl�s for s� stort et offer?
-
-Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad
-han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:
-
-Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en
-ide, og den kan ikke tilintetg�res. Det blir min sag, hvad jeg f�r ud
-af den. Du har gjort dit.
-
-�, det lettede at h�re. Du skal ikke tro, jeg st�r p� springet til at
-fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at
-v�re god, den kan du nok forst�, jeg ikke kan b�re. Jeg m� ha en vis
-frihed.
-
-Om jeg nu havde sagt det, t�nkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.
-
-Og nu skal vi g� en tur. Jeg skal sl�be dig langt ud i m�rket, hvor
-jeg selv plejer at g�. Det er s� bulnende sort der ude, men du
-beh�ver ikke at v�re bange, for n�r vi vender om, kan du se
-svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle
-sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i �ventyret,
-n�r man ser det syn helt ude fra m�rket.
-
-       *       *       *       *       *
-
-De var ogs� sammen hele aftenen; hun var genial i k�rtegn; det var en
-dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke ogs� det?
-
-Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er
-s�re godt; det er verden, der lige er blevet skabt p� ny, vi har selv
-gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er s�re god.
-
-Ja, mener du det ikke? Kunde det v�re bedre?
-
-Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort
-v�rk.
-
-Han m�rkede p� sin kind, at hun smilede, og s� forundret om p� hende,
-men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han
-vilde have spurt om.
-
-N�r jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, s�
-synes jeg, at jeg er kundskabens overl�ssede tr� p� godt og ondt, der
-l�ner sig op mod livets altid unge og friske tr� og vokser under dets
-skygge. I �jeblikket synes jeg ogs�, at det er det eneste naturlige
-forhold.
-
-Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den
-grund, for det vil sige s� meget som, at du sanksjonerer det som det
-rette forhold, at jeg vokser under din skygge.
-
-Jeg er s� tr�t, Helga, jeg er lykkelig tr�t p� forstanden; jeg er
-h�vet over trangen til at kunne forst�. Jeg er noget, som jeg aldrig
-har v�ret f�r; lad os kalde det gal. Gud, lad mig v�re gal, s� l�nge
-jeg kan; den tid kommer nok, da jeg f�r min forstand igen, desv�rre.
-
-Dit h�r falder ned. Se, hvordan din fl�tning flyder over mit ansigt,
-som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den p�ne fl�tning af
-Helgas! Jeg t�r nok sige, den har spillet en vis rolle i min
-udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de l�rdeste
-unders�gelser og beskrevet den p� det rene h�jdansk, som du ved, jeg
-er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange
-danske fl�tninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende
-betydning? Har jeg ikke om morgenen v�ret som en korrekt fl�tning,
-fast og h�rdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken
--- og om aftenen lodden p� sj�len, utydelig og tr�det, med l�se
-tjavser i t�nkningen, slap og oprevet som en lang fl�tning efter en
-bev�get dag.
-
-Er der s� mere, du �nsker dig? spurgte hun efter en pause.
-
-Nej, som sagt. Dette �jeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men
-du har det vist anderledes?
-
-Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog s� uendelig meget
-af dig.
-
-Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig?
-Det blir nok anderledes, jomfru Helga.
-
--- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.
-
-Lidt efter tog Helga t�jet p�; hun kunde ikke falde i s�vn alligevel,
-erkl�rede hun.
-
-Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i
-gel�nderet.
-
-Uden for st�jede vinden; den var et helt regiment stormv�sner, store
-og sm�, med alle slags r�ster; de holdt jagt p� hverandre om
-hushj�rnerne, slog kolb�tter over tagene og sl�ngede hinanden ned i
-g�rdene, s� det knaldede. Det var en levende nat; alting havde m�le,
-der var ikke s� tyndt et gr�sstr� eller s� smal en revne, uden at det
-havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre
-tromme, mens stormen spillede hen over den.
-
-Helga stod inde i gangen og bet�nkte sig. Egenlig vilde hun helst i
-seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder p� en
-rude; det m�tte v�re dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
-igennem!
-
-Da hun kom ud p� trappen, tr�ngte vinden hende op mod d�ren. D�r stod
-hun lidt og t�nkte over det og samlede sk�rterne. Det var en skam,
-s� mat hun var!
-
-Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Bl�sten str�g
-varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i
-stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel
-fest at g� over broen; det var slutningen p� styrtebadet, hun kastede
-sig frisk ind i m�rket p� den anden side.
-
-Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubev�gelige
-m�rke var et stort opr�r, der ikke gjorde andet end male st�j og
-hvirvler? Hun stirrede ind i det og �nskede at se selve stormen,
-ligesom hun h�rte og f�lte den. Stormen, som hun holdt mere af end
-m�ske noget andet.
-
-Alle minder bl�ste af hende, kys og k�rlige ord; hendes sj�l stod
-�ben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der;
-stuerne blir kolde og friske som selve den �bne mark. Det er ikke
-l�ngere noget hus.
-
-Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker p�, at de snart
-skulde giftes.
-
-Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portr�t, s� skal han
-v�re vred, ikke forelsket. Jeg vil �rgre ham, til han blir fuld af
-filosofisk harme. Og s� f�r jeg ikke lov at male ham.
-
-Hun var kommet op p� en af de h�je skr�nter ud mod fjorden. Neden for
-plaskede b�lgerne regelm�ssigt i al den �vrige uorden, og n�r en stor
-b�lge fik revet toppen af, h�rtes det som en hel regnbyge.
-
-Hun stod p� bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde
-springe op gennem m�rket, til stj�rnerne og se stormgryden boble
-sort og rasende under sig!
-
-Vinden pressede p�, som om den opmuntrede hende til at springe ud.
-Det var netop det, hun g�rne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
-m�rke, der vedblev at �bne sig under hende, dybere og dybere ned.
-M�rket er s� sort og bl�dt at falde i, og i m�rket er der ikke andet
-end stormen, der ikke har hj�rner eller skarpe kanter.
-
-Bl�sten tog om hende. Derved kom hun igen til at t�nke p� ordet
-jomfru. En mand havde vakt hendes forst�else af, at hun var jomfru.
-Det var aldrig f�r faldet hende ind, at det var en egenskab, s� at
-sige noget, hun ejede. Hun blev s� �m over det ord og udtalte det et
-par gange for sig selv.
-
-Her oppe stod hun og s� ned p� k�rligheden. Hun havde ventet sig af
-den, at den ogs� var en slags storm, der rev med og ikke �nsede
-modstand. S� havde hun g�rne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi
-hun l�ngtes efter det, men hvis k�rligheden var st�rkere end alt
-andet, s� var den netop det, hun �nskede at pr�ve. Men s�dan var den
-ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at
-v�re; den var ikke st�rk; og nu bl�ste den af hende. Forventningen om
-den store lidenskab var bl�st bort, langt ind i m�rket, hvor ingen
-kan finde den, sammen med s� meget andet l�st, som vinden tar med p�
-sin tilf�ldige vej.
-
-Der blev vel noget tilbage; men det vilde f�rst f� betydning langt
-ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i �jeblikket; det var ikke
-noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
-forel�big, til der blev brug for det.
-
-Det var jo ogs� ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru
-Helga. Fordi hun var det, kunde hun st� her, fri og ene og ha ret til
-at g� efter et m�l, der nu var n�rmere end alt andet, siden
-k�rligheden ikke var nogen lidenskab.
-
-Hun gik ned ad skr�nten; det begyndte at blive koldt, men da hun
-n�rmede sig byen, hvor folk l� og sov fornuftigt i deres senge, ogs�
-den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, s� blev hun underlig
-forstyrret i sit sv�rmeri; hun kom pludselig til at se hans �jne for
-sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Form�ede hun i
-virkeligheden at l�be fra ham?
-
-Og som om hun havde v�ret skilt fra ham i lange tider, f�lte hun
-pludselig en h�ftig l�ngsel efter ham. Det var, som om hendes sind
-krampagtigt holdt fast p� ham, netop som han syntes overfl�dig. Men
-det kunde ikke hj�lpe at vende tilbage og leve denne aften om igen.
-Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke p� hende om
-et �r, om to �r. De �r skulde g� f�rst. Hun vilde v�re langt borte
-fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra f�rst af.
-
-Imidlertid skulde det andet pr�ves; hun vilde g� til bunds i det
-ogs�; det skulde s� vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse.
-Men selv om hun blev halvvejs mislykket p� to m�der, s� faldt hun vel
-en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.
-
-Det blev uhyggeligt omkring hende; m�rket blev n�rg�ende og
-forvirrede hendes sind; hun kunde ikke t�nke klart.
-
-S� samlede hun sk�rterne i venstre h�nd og tog vejen hjem i fire
-l�beture.
-
-
-
-
-Helga v�gnede tidligt n�ste morgen; der sad en beslutning i hende og
-virkede som et v�kkeur, den drev hende op pr�cis klokken syv.
-
-Det var hende forf�rdeligt imod at fort�lle ham blot en lille part af
-det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke v�re
-anderledes, han skulde ikke narres. S� blev det vel forbi; fra hans
-standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det inds� hun godt. Hun
-var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun ogs� denne gang f� sin
-vilje, som hun plejede. Kunde det t�nkes, at hun var blevet mere
-tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det
-var der jo aldrig nogen, der havde villet; s� m�tte hun da selv r�de.
-
-Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun
-m�ske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han g�re i et lignende
-tilf�lde? Han vilde vente og la �benhj�rtigheden afk�les ved hj�lp af
-en omgang kold fornuft.
-
-Ja, men jeg er ikke ham!
-
-Han er formodenlig ikke st�et op, t�nkte hun, da hun stod ved hans
-gaded�r. Han vil ogs� finde det grulig naivt, at jeg s�dan kommer
-stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet
-af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist
-ikke reddes l�ngere. S� g�r vi hjem med erhvervelsen af den viden.
-
-Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem
-fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra
-sig, da han s� hendes ansigt.
-
-S�t dig ned, begyndte hun, du ser s� stor ud.
-
-Han satte sig.
-
-� nej, sid nu ikke d�r og ta vy'er af mig, som om jeg var et
-landskab. Sig noget, at jeg kan h�re, du er et menneske.
-
-Vist er jeg et menneske, delvis. Kom s� med det.
-
-Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt
-at ta ud et �rs tid.
-
-For at l�re husholdning?
-
-Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg
-blir gift.
-
-I hvad retning? Vil du l�re noget mere eller more dig noget mere? Det
-n�gtes ikke, at her er en smule ensformigt. S�rligt i omegnen af mig.
-
-Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et
-fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset,
-end nogen ved, du med.
-
-Min p�virkning g�r dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det
-undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig.
-Derefter kan andre ta fat, eller forts�tte med et smukkere udtryk.
-
-Han t�ndte omhyggelig sin pibe og satte sig p� en anden stol. Det var
-ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han f�lte
-n�dvendigheden af at g�re noget, der kunde hj�lpe ham med at bevare
-sindsligev�gten.
-
-Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet
-mellem os skal l�ses p� en l�mpelig m�de. Du antydede en dag, at du
-tr�ngte til st�rkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit
-andet mandsideal -- -- --.
-
-Dette her har ikke noget som helst med m�nd at g�re. Du er mig god
-nok som s�dan -- -- --.
-
-Det udtryk er nederdr�gtigt, men betegnende. Du tog n�mlig grundigt
-fejl i g�r. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var
-det kun et mislykket fors�g; det var alligevel ikke stort nok, ikke
-den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar
-over.
-
-Ja, du kan jo altid lave det s�dan, at du f�r ret, fordi du er den
-klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis
-du mener, at du kan v�re tjent med mig, hvorfor siger du s� ikke:
-Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to m�neder. Skynd
-dig s� hjem og f� dig det n�dvendigste udstyr.
-
-S�dan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse
-helt overfl�dig. Da der imidlertid kun haves mig, s� skal der mere
-til.
-
-Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange
-pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at g�re med at klare mig
-mod den ene af jer.
-
-Hun s� �ldre ud i dette �jeblik, end hun plejede; der antydedes furer
-om munden, ansigtet blev bredere, og �jnene fik et sm�rteligt udtryk,
-som s� de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt
-hoved med alderen, t�nkte han. En st�rk sj�l. Han vilde v�re glad, om
-han havde nogen del i dens udvikling; ogs� det var et v�rk -- i
-stedet for det, der m�ske ikke blev til noget.
-
-Nu har jeg ogs� glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt
-n�jes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige s� meget af dig
-nu som i aftes, men det kan ikke m�rkes altid, fordi der er noget
-imellem, og du kan ikke f� det bort; s� m� jeg jo selv pr�ve. Og hvis
-du vil vente p� mig, s� kommer jeg tilbage -- --.
-
-Hvor meget af dig kommer der tilbage?
-
-Meget mer, end der rejste ud.
-
-Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.
-
-Dersom du vil slippe den pibe, s� vil jeg sidde p� dit sk�d og sige
-dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige s�
-meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente s�
-l�nge.
-
-Ja, og hvis jeg s� er den samme som nu, t�nkte han og str�g h�ret ind
-bag hendes �re. -- Der g�rer nok mange m�rkelige ting i dette
-kvindehoved, sa han, og n�r det er f�rdigt, s� kommer f�rst den tid,
-da vi kan begynde at v�re helt lykkelige -- det, der s� er igen af
-os.
-
-
-
-
-Natten kommer, da ingen kan arbejde.
-
-N�sten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu
-betydning, som de aldrig havde haft f�r, ti det at oph�re med
-arbejdet var for hende en s�rgelig n�dvendighed; at g� til ro var
-tidsspilde. Hun kl�dte sig uvilligt af og blev rent ut�lmodig, n�r
-hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i s�vn s� hurtigt
-som muligt og f� den ulykkelige nat overst�et og n� den ny dag, som
-l� bag ved. Hun kunde blive gr�def�rdig, n�r ut�lmodigheden eller
-arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
-og hun l� d�r til ingen nytte.
-
-Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser --
---. Det allerf�rste lyssk�r v�kkede hende; der var ingen tid til dr�m
-eller blunden, hun var helt v�gen, midt ude i det kommende arbejde,
-s� snart hun havde lukket �jnene op. Tilmed var det i den tid, da
-dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det
-blev til en fast og sammenh�ngende tilfredshed. Igen en gang havde
-hun fundet det rette, og i det �jeblik da trangen dertil var st�rst.
-
-Lidt op p� dagen, n�r hun allerede havde udrettet en hel del, meldte
-sig de to sm�piger, som hun var l�rerinde for. Hun havde n�mlig f�et
-plads som l�rerinde p� en g�rd t�t uden for K�benhavn, og hun havde
-ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
-s�ge ud; de skulde ingenting vide, f�r der var et resultat at opvise.
-
-Om eftermiddagen var hun i K�benhavn og fik undervisning i tegning og
-maling. Hendes l�rer, der var bekendt for sine interi�rer fra
-b�nderg�rde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine fors�g, men
-blot erkl�ret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en
-stilf�rdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
-var til at ta fejl af. Han smilede, da han s� skitsen med tyren, men
-bad derefter, om han m�tte se, hvad hun havde lavet hos sin f�rste
-l�rer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
-sp�rge, hvor hun var f�dt, og med det samme fortalte han, at hjemme
-hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og n�r
-det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig p� en eftergivende,
-indr�mmende m�de, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la
-videre v�gt p� sin egen mening om den ting. Helga havde den
-allerst�rste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men
-var der noget i vejen, s� benyttede han hellere pensel eller blyant
-end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og
-forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bem�rkning.
-
-Ogs� Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun
-havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin j�vne gang.
-Hun t�nkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den,
-bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den
-yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder,
-foregik al hendes t�nkning.
-
-Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par m�neders
-forl�b. Da f�lte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme
-l�ngere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og st�dte hende
-tilbage, hun var magtesl�s; det kom uden foreg�ende varsel af nogen
-art. Hun k�mpede med det en uge; s� m�dte hun en dag uden
-rekvisitter. Hun mente, det var en fuldst�ndig misforst�else med
-hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin �rlige mening om sagen.
-Han blev meget forundret, og f�rst da hun h�ftigt og bittert havde
-forklaret ham, hvad der var �rsagen til denne bratte opgivelse,
-begyndte han at forst�, og han fortalte hende, at det var noget,
-enhver kunstner kendte, selv om han var udl�rt. Hun havde formodenlig
-arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor
-iver m�ske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev
-straks beroliget og fandt sin egen adf�rd meget tosset og ubet�nksom.
-
-Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overst�et; hun var
-sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der f�rer ind til
-det j�vne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det
-tar sig ud i den daglige omgang. Det f�les afvekslende varmt eller
-koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med k�ligt
-sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilv�relse og
-ikke t�r fors�mmes; det skifter i ens opfattelse som selve de
-mennesker, man omg�s; det synes gammelt, og det fornyer sig, det
-slipper ens sind og griber det endnu st�rkere; det pr�ger ens vaner
-og blir en del af den form, hvori ens tilv�relse st�bes, det kan ikke
-bedre undv�res end de mennesker, man er vant til, men det kan
-undertiden fylde s� st�rkt, at mennesker blir overfl�dige.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at
-fylde ensomheden med end en redeg�relse af forholdet mellem ham og
-hende. N�r den var f�rdig, vilde han ta fat p� mindre p�tr�ngende
-sager, muligvis forarbejder til det store v�rk om sprogets liv, som
-for resten havde v�ret helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.
-
-Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk
-interesse, t�nkte han som et forel�bigt resultat af sine
-unders�gelser, og han udarbejdede en halv sp�gefuld afhandling om
-�mnet.
-
-Jeg kommer hende i m�de med en h�j kultur, hun p� sin side har intet
-uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der t�rner
-sammen. Hvad der er sket i historiens forl�b mere end een gang, det
-indtr�ffer ogs� her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det
-af kulturen, som den har brug for; det �vrige ringeagter den og
-tr�der det helst ned. Barbaren m�ber vel beundrende over den andens
-�ndelige overlegenhed, men han �nsker ikke at eje den, da han selv
-besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere v�rd. Men
-kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke s� v�rdil�s, som
-handlingens hurtigt d�mmende barbar tillader sig at mene. Jeg
-repr�senterer det beskuende element; ogs� jeg kommer til resultater,
-selv om de ligger l�ngere borte fra �jeblikket, som barbaren elsker
-over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilh�rer
-det andet, der er det h�jere, og tillige det, der er undergangen
-n�rmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting
-udvikles af og fort�rer hinanden. Kraften s�tter sin sidste blomst i
-visdommen og visner dern�st; det er den ufrugtbare slutning p�
-udviklingen, ti dette fr� visdommen er ikke spiredygtigt.
-
-Jeg indr�mmer derfor det naturlige i, at jeg er den v�senligt
-tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades
-tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden g�r bort og
-sejrrigt forts�tter sin udvikling. Men idet jeg er sl�et, s� vinder
-jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forst�r_ alt, hvad der er
-h�ndet mig; jeg kan p�vise alle de love, der har virket til mit tab;
-jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald.
-Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde g�
-anderledes, end det er g�et.
-
-S�ledes ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end
-blot et minut ad gangen, s� vilde jeg g�rne sl� mig til ro i den, men
-jeg kan ikke kalde den min; jeg forst�r den og kan n�sten med
-fuldkommenhed s�tte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke
-mig, der er indehaver af den; jeg har kun f�et lov at beskue den en
-gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg �nsker; ti mit hj�rte er
-delt og h�nger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit
-land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det �vrige
-v�rdil�st i mine �jne, og til tak for dette har jeg vel et l�fte om,
-at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole p� det? Hvad
-tillokkende kan der v�re ved et land, hvorfra hun allerede har taget
-det, hun havde brug for?
-
-Og hvis det sker, som der dog er p�viselig sandsynlighed for: at
-visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu
-mindre udsigt til at f� min barbar hjem igen?
-
-
-
-
-Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen
-til Lindagerg�rd. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det v�ret
-sommer; han kunde ikke udholde ensomheden l�ngere. Vinteren var g�et
-nogenlunde, for�rets v�de og uf�re havde holdt ham inden d�re og
-gjort hans sind t�lsomt, men nu var det alts� sommer, og
-t�lmodighedens filosofiske tid var til ende. Han m�tte vide, hvordan
-han var stillet; Helgas breve havde v�ret s� tilfredse og
-intetsigende; han vilde se og h�re hende selv; hendes hemmelighed,
-som han jo godt kendte, m�tte det nu v�re forbi med.
-
-Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men
-n�den driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at
-omkomme, og har jeg andre steder at g� end til hende? Vi skal nu se,
-hvordan jeg virker p� hende. Vi m� regne med den mulighed, at hun
-ganske har glemt mig; i halvandet �r har hun faktisk v�ret uden for
-min indflydelse; m�ske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes
-udvikling vil det ikke skade. N�r jeg f�r har fors�gt at drage hende
-ind i min tankeverden, som hun n�rer en mystisk respekt for, da har
-hun vel snarest v�ret til mode som et insekt, der lammes med et stik
-af en gravhveps og sl�bes af sted. Hun kan undertiden forstumme og
-blive forsvarsl�s over for min t�nkning, men hun plejer ogs� hurtigt
-at kunne rive sig ud af narkosen, is�r ved synet af noget, der
-mods�tningsvis er liv, og s� flygter hun. T�nkeligvis er hun nu
-aldeles uangribelig.
-
-Mens han gik ned ad en markvej, s� han hende sidde ved et staffeli og
-male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.
-
-Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler?
-Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet
-uden for som en, der ikke h�rer med. Han overvejede, om han skulde g�
-igen, da s� Helga rejste sig og vinkede med paletten. S� var det vel
-bedst, han gik n�rmere; han fandt et g�rde, hvor han satte sig uden
-just at se hen efter hende.
-
-Lidt efter h�rte han hende komme l�bende; han rejste sig langsomt.
-
-Goddag, gamle; nu er jeg f�rdig. Det var bare lige halen, jeg skulde
-ha givet et par str�g. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen
-og ser p� det?
-
-Jeg vilde ikke g�re kalven bange.
-
-Det var p�nt af dig. Kom s�.
-
-Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omst�ndelig
-forklaring end blot at sige: Kom s�.
-
-N�, ja. -- Hun la b�gge h�nder p� hans skuldre og s� glad p� ham. Ja,
-nu ved du alts�, at jeg maler. Men kom f�rst hen og se, hvordan det
-er.
-
-Hvorfor egenlig? t�nkte han; der afh�nger jo intet af min dom. Hvis
-jeg ikke synes om det, s� er det kedeligt og tillige dumt, men det
-g�r hverken fra eller til.
-
-Han beh�vede ikke at se l�nge p� maleriet for at blive overbevist om,
-at hun havde talent.
-
-Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forst�, at du nu har fundet noget,
-der tilfredsstiller dig. Det m� v�re en stor gl�de i mods�tning til
-det tidligere.
-
-Dersom du havde ventet et par dage endnu, s� var jeg selv kommet med
-billedet og havde h�ngt det op p� din v�g. Men det g�r jo ikke noget,
-at du selv kommer og henter det, tilf�jede hun i en skuffet tone.
-Skal vi g� hjem til mig og tale n�rmere om det? -- Det er mit
-svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
-i fjor efter�r; den gang skulde det ha v�ret en all� af gamle,
-st�vnede popler, dem har jeg n�mlig forset mig p� for mange tider
-siden, en dag, jeg led s�dan af ulykkelig k�rlighed til dig. Jeg
-havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad
-en gr�ftekant, men hr. Olsen mente, det var for sv�rt, og s� lod jeg
-v�re, for jeg g�r altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
-tyrekalven, og n�r det blir efter�r, s� -- -- --. Men jeg tror
-virkelig ikke, du h�rer, hvad jeg siger. Hvor er du henne?
-
-Jeg er ved det sted: Jeg g�r altid, hvad han siger. Denne "han" er
-ikke mig.
-
-Han er min l�rer; det er noget andet.
-
-Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg
-er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at v�re.
-
-Men k�reste -- -- -- er du skinsyg?
-
-Har jeg grund til det?
-
-Nej.
-
-S� er jeg det ikke.
-
-Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle
-henseender?
-
-Jo, i en del. Men ikke i nogen, du s�tter pris p�. Jeg st�r over dig
-i mange ting, men da de er uden v�rdi i dine �jne, s� er det jo
-ligegyldigt.
-
-Og jeg overg�r dig i noget, som ogs� er dig ligegyldigt. Det g�r op.
-
-Alt, hvad der har noget som helst med dig at g�re, har den
-allerst�rste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afh�ngig, mens
-du er fri. Og sk�nt jeg deler din gl�de, har aldrig noget gjort mig
-s� ondt som at erfare, at du s�dan har skjult alt dette for mig. Du
-var s� stolt i din overbevisning, at du forsm�ede at ha mig som vidne
-til din udvikling.
-
-K�reste, det har fra allerf�rst v�ret min hensigt at fort�lle dig
-alting; jeg begyndte ogs� p� det, men du forekom mig s� uvillig og
-fremmed -- m�ske har jeg taget fejl. -- Og altid n�r jeg kom lidt ind
-p� det sp�rgsm�l, s� talte du p� en m�de, der fik mig til at tvivle
-om mig selv, og jeg har virkelig v�ret i tvivl det meste af tiden.
-Men s� besluttede jeg, at det skulde ikke v�re pjank l�ngere; jeg
-vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det m�tte du synes
-bedst om, for du holder jo selv p� de bestemte resultater, og det var
-uforsvarligt at m�de med halvvejs snak. Og der kan ogs� ha v�ret den
-grund, at du ikke beh�vede at tro p� mit talent. Og man finder jo
-mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at m�de med.
-
-Jeg er fuldst�ndig overbevist, Helga; du g�r alt s� uhyre simpelt. Og
-nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt
-ved at forst�. I din tilv�relse er jeg kun et overvundet stadium; jeg
-begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for
-mig, og dette her er slutningen p� det.
-
-Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var
-hendes sind stemt til alt andet end h�jtidelighed.
-
-Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har
-tr�ngt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde g�rne
-haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde
-t�nkt, det skulde ha v�ret s�dan en fest, n�r du s� mit f�rste
-billede, og det skal det ogs�!
-
-Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og
-er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv;
-i l�ngden vil du ogs� f�le, at det er noget lidt at ha en mand g�ende
-til. Se, hvordan vi m�des her. Du kommer fra dit arbejde, glad og
-overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undv�re
-k�rligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og
-hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages
-ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overv�ldende
-opdagelse, at du helt optager min tilv�relse, alt andet har du gjort
-til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min
-k�reste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, n�r du er
-borte.
-
-Se, s�ledes kommer vi hinanden i m�de. Du har alting, men jeg m�
-gribe efter dig for at f� noget, men har jeg dig? Forholdet imellem
-os er fuldst�ndig vendt om, s� at hvis du var manden, s� var det
-godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afh�ngig
-af dig. Vi er m�dtes en gang, og vi er nu p� det sted, hvor det er
-sundest at skilles. Du er opadg�ende, mens jeg drives den anden vej.
-Det er vist ikke sj�ldent, at en livsdygtig kvinde tr�ffer p� en
-mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra,
-hvor hun str�ber hen, og s� f�res de mod hinanden, og m�ske det er
-grunden til, at de tiltr�kkes st�rkere. Men den dag, hun m�rker
-neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun
-vil overveje, om hun virkelig b�r la sig tr�kke ned med ham, men
-helst vil hun v�re fri. Neddriften i mig, det er disse gr�nende
-vismands-tanker.
-
-Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg p� ham; hun var n�r ved
-at gr�de, men s� rettede hun sig og sa:
-
-Det er en forf�rdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige s�
-begavet som du, kunde jeg n�mt resikere at forst� dig og mene det
-samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
-alligevel tar du helt kr�fterne fra mig, s�dan som du taler. Men
-sk�nt der er s�dan en styrke i dine ord, s� siger du dog, du er
-gammel.
-
-G�r et slags fors�g p� at forst� mig, Helga. Det er forskellen
-imellem os, der hos mig fremkalder denne f�lelse af at v�re gammel.
-Det er mig ut�leligt at v�re f�rdig med min udvikling, mens du lever
-her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt v�rk, du
-frembringer, vil for�rsage en tilsvarende forn�mmelse af tomhed og
-�ldethed hos mig. Du vil ogs� selv l�gge m�rke til det med tiden. Du
-belyser p� en underlig m�de min skr�belighed; jeg ser den kun
-rigtigt, n�r du er i n�rheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det
-sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
-forh�benlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste
-denne f�lelse af ringhed, og at det er dig, der er �rsag til den.
-
-Godt. Gift dig s� med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har
-heller ikke glemt dig endnu.
-
-Det burde jeg g�re, ja. Min forstand siger mig, at det vilde v�re
-forholdsm�ssigt. Imidlertid har jeg en gang l�rt dig at kende og g�r
-det derfor ikke.
-
-Men sig s� i det mindste: Farvel, Helga.
-
-Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem
-os er -- fra min side set, men det har aldrig v�ret mig, der traf en
-bestemmelse, og det skal det heller ikke v�re denne gang. Men du ved
-lige s� godt som jeg, hvad der er det rigtigste.
-
-Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan
-leve sammen med mig, den kan ikke f� dig til at ta den beslutning at
-sige mig farvel og g�.
-
-Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.
-
-S� vil jeg h�be, at den videnskab altid blir ved at v�re fallit, for
-s� tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg
-skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at h�re: Nu kan du
-plukke mig i hundrede stykker og str� mig her p� vejen, og hver
-eneste stump vil kravle efter dig og h�nge fast p� dig, s� du aldrig
-f�r pillet mig af.
-
-Jeg fortjener det ikke. Men jeg m� dog sige dig, at der er en
-m�rkelig splid mellem min fornuft og min f�lelse. De to erkl�rer
-gensidig hinanden fallit, og n�r jeg som nu ser dig for mig -- --
-
-Ja, k�re, store ven, det er jo udm�rket; det gifter vi os p�. Nu med
-det samme!
-
-Men din kunst, Helga?
-
-�, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din h�nd. S�dan. Hvad med
-min kunst? Jeg er s� glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?
-
-Hun er lykkelig, t�nkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og
-overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette �jeblik
-ikke andet end mig eller blot den h�nd. Og dog har hun tvivlet,
-ligesom jeg har tvivlet. Hun har v�ret kold, og hun har v�ret n�r ved
-at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes �jne havde tabt n�sten
-al betydning, og derved f�rte hun ogs� mig ind i stor tvivl. Men det
-har hun glemt. Der findes i verden ikke andre m�nd end mig. Det er
-hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at v�re lykkelig p�
-ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har �jeblikke, hvor
-mine tvivlsm�l blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
-blir det mit hv�rv at f� hendes tvivl til at sl� r�dder og gro fast?
-
-
-
-
-I sit �gteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forst�else af sin
-intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans
-vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt
-til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem
-endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den l� for hans
-�vner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere
-videnskabelige interesse var der nu s� godt som intet blevet tilbage.
-Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
-anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu
-og da til den afhandling, og hun l�vnede ham med k�rlig omtanke tid
-til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra
-at begribe, at der var noget g�et til grunde, som ikke kom igen. Det
-havde v�ret en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun
-rejste, og siden var den forsvunden.
-
-Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var
-jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han j�vnlig nogle timer
-mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt
-ruinerne af sine interesser; hans l�rdom var en d�d by, og han
-fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket
-fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og
-denne tilstand fik f�rst sin rette stemning derved, at ved siden af
-ham, i den n�ste stue, var Helga, livet, nutiden. Der l� tidsaldre
-mellem hans reoler og hans hustru.
-
-En gang for flere �r siden var det h�ndet ham, at han var blevet
-forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til
-hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
-udleveret til denne kvinde alt, hvad hun �nskede, meget mere, end hun
-bad om, og derefter var kraften g�et af hans ensomhed, den var blevet
-ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile;
-den havde ikke l�ngere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag
-mand, syntes det.
-
-Hun skulde dele alle hans interesser; s� fantastisk kan en mand v�re,
-der for f�rste gang fors�ger sig med den vanskelige k�rlighed. Hun
-havde vel ikke forst�et alt, men hun havde v�ret overalt, alle hans
-ideer var m�rkede af hende p� en ubegribelig og ikke videnskabelig
-m�de, og det beholdt dette m�rke, der ikke var dem gavnligt. Det var
-n�mlig ikke s�ledes som visse m�nd ynder at udtrykke det, at hun
-havde befrugtet hans tankeliv.
-
-Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes �jne.
-Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed
-viser solen, og hvad skal man derefter g�re ved det mugne og visne?
-Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han
-havde ikke mere brug for sin.
-
-Dette overraskende f�nomen skyldtes ikke nogen us�dvanlig h�ftig
-forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begr�nsning. Det
-var selve hendes n�rv�relse, der bevirkede det. Det var bleg kultur
-og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af
-hinanden, og kulturen visnede hen p� grund af naboskabet, uden ydre
-vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og
-attr� mod det, barbaren har frem for ham.
-
-Det kunde kaldes et omvendt eksempel p�, at en kvinde befrugter en
-mands tanker. Uomtvisteligt var hendes p�virkning af en god art, men
-det syntes, som om hans nuv�rende interesser skulde udryddes --
-ligesom ukrudt.
-
-Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang m�tte ha
-b�ret sig ilde ad i sin sj�lelige �konomi, ti hos et menneske med en
-sund udvikling var et s�dant f�nomen ut�nkeligt. Noget m�tte
-tidligere v�re g�et til grunde i ham, og nu kom denne p�virkning med
-en naturkrafts v�lde for at genskabe det gamle. Han havde v�ret i
-f�rd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt p� vej til
-fuldb�renhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i
-udviklingen, uden at det kunde siges at v�re afgjort, at han vilde
-blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
-for hans vedkommende begyndt? Mon ikke d�r, hvor han havde interneret
-sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
-over bord. Her var han g�et og visnet, og nu kunde han m�jsommeligt
-erindre, at han havde v�ret anderledes en gang; han havde betvunget
-sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig
-selv, hvad der p�st�s at v�re bedre end at vinde en sejr. Megen gl�de
-havde han ikke haft af det, n�r han nu skulde se tilbage p� det, men
-det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som
-Darwinisterne har f�et s� store resultater ud af.
-
-Og da alt var i orden, og det syntes at v�re naturens hensigt, at fra
-nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, s� kom Helga
-ubelejligt som et brud p� det best�ende, som en leende og livsglad
-protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham --
-til ingen nytte -- om det, han kunde v�re blevet, dersom -- --.
-
-Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen
-ved siden af.
-
-Farvel, reoler!
-
-
-
-
-Helgas pensler fik lov at t�rre ind; i det h�jeste tegnede hun lidt
-nu og da. Det har ingen hast, t�nkte hun, n�r trangen til at
-frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde
-t�le at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der
-hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det
-faldt hende heller ikke sv�rt, s� l�nge hun f�lte sig i fuld
-besiddelse af sine �vner; hendes dage var s� korte og brogede af
-lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til
-n�sten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem
-uden at t�nke over det.
-
-S� kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle
-forn�mmelser, hun havde begyndt at f� i den sidste tid, og de blev
-enige om, at hun m�tte v�re frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
-samme, men s� snart det kunde la sig g�re, var hun borte, ude i
-skoven, hvor det igen var efter�r. D�r var alt, hvad hun kendte fra
-f�r, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
-skoven var ikke _god_ som den gang; efter�ret havde ikke den v�rdi
-for hende. Hun huskede en sen efter�rsnat, da hun havde g�et der ude
-ved fjorden og t�nkt sig, at �gteskabet vilde forandre hende lige p�
-en gang, og flere gange i den tid, hun havde v�ret gift, havde det
-undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun
-var lige s� frisk og f�lsom for alting som f�r; de havde g�et ture om
-aftenen i det hujende m�rke, og alt havde v�ret lige s� godt som den
-aften; den uvilje mod �gteskabet, som ikke et �jeblik havde forladt
-hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --.
-
-Men nu var forandringen kommet.
-
-Det blev ingen god tur. Den sp�ndte kraftforn�mmelse, der hidtil
-havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at
-hun sl�bte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning.
-Men nu vilde hun til at male noget; tilv�relsen forekom hende s�
-v�rdil�s; der skulde noget til for at b�de p� det.
-
-Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun n�rede en mystisk
-frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom
-for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage,
-der skulde ofre alt, hvad _det_ kr�vede. Men en nat kom der en
-stemning over hende; det var tidligt p� for�ret; hun s� i sin urolige
-s�vn de gamle, st�vnede popler, som skulde ha v�ret hendes n�ste
-v�rk, og hun v�gnede op med den forvisning, at nu skulde det g�res.
-
-Hver af de f�lgende formiddage var hun ude og tegnede; hun m�rkede
-godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og
-fors�gte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
-altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun
-bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at s�rge for?
-
-Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved
-middagsbordet.
-
-Hun s� op med to klare, h�rde �jne. Jeg fejler ingenting, svarede
-hun, og lidt efter f�jede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.
-
-Er det vort barn, lille Helga?
-
-Nej; det har det vist godt nok, men det er p� min bekostning.
-
-� ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.
-
-Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil
-se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.
-
-Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at
-g� ud.
-
-Vil du nu ud og male?
-
-Jeg skal nok pakke mig godt ind.
-
-Helga har ikke gode �jne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender
-det. Pas p� du ikke g�r noget, der blir til skade for nogen.
-
-Hun tog hans h�nd og str�g sig over kinden med den. Helga er god, sa
-hun. N�r f�rst -- --. Der er altid en m�ngde, jeg venter skal ske,
-men det vil aldrig komme, n�r jeg tr�nger mest til det. Farvel,
-Niels; jeg skal ikke blive fork�let.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Han sad i den halvm�rke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var
-rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det
-m�de. Enten havde hun sejret, og d�r kom han med sine uvedkommende
-bet�nkeligheder; eller hun havde tabt, og s� indfandt han sig som
-repr�sentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
-blik. Der er ingen, der s�dan som �gtefolk kender hinandens �jne, og
-der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til l�gn i dem. Men
-der er ogs� sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undg�r at
-l�se.
-
-Det blev m�rkt, hun kunde umulig se at male l�ngere; m�ske var hun
-blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme s� han
-hende komme; han gik igen ind og satte sig.
-
-Det varede l�nge, inden hun kom. Han h�rte hende b�re sine sager p�
-loftet; derefter vaskede hun sig i k�kkenet, og s� var hun en stund i
-sovekammeret; han s�gte at slutte sig til hendes stemning; efter
-lyden at d�mme var hun meget behersket. Det h�rtes s� ligegyldigt, og
-dog var en sag af st�rste vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold
-af at sidde og lytte og g�tte.
-
-S� kom hun ind, men blev st�ende lige ved d�ren.
-
-Kunde du se at male s� l�nge?
-
-Intet svar.
-
-S� skulde vi vel ha noget at spise, sa han h�jt og ligegyldigt.
-
-Hun var ude igen med et s�t og gav sig til at d�kke bord. Han kom ind
-i spisestuen med t�ndstikkerne.
-
-Helga, begyndte han, kan du i dette �jeblik huske, lad os sige, et
-halvt �r tilbage til en dag, da vi bestemte, at s� godt, som det var
-den dag, skulde det altid blive ved at v�re? Jeg siger det ikke for
-at appellere til dine -- -- f�lelser, men kan du huske noget s�dant
-nu?
-
-Ja.
-
-Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde v�ret? Den er d�d og
-magtesl�s; ser det ikke s�ledes ud?
-
-Jo -- --.
-
-Letsindige mennesker slutter deraf, at deres k�rlighed er virkelig
-d�d, og opf�rer sig derefter, hvorved de tilf�jer hinanden den
-allerst�rste fortr�d. Faktisk er forholdet dette, at man i en k�rlig
-stund bedst husker andre k�rlige stunder, og omvendt. Der er kortere
-forbindelseslinje mellem ensartede sj�lelige tilstande end mellem
-andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde s� megen sykologi
-inde, at de vidste det, s� kunde der undg�s meget -- -- --. Men en
-omt�nksom husmoer b�r altid holde t�rre t�ndstikker -- -- om ikke for
-andet, s� for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en
-vigtig tankegang.
-
-Efter tre forg�ves fors�g lykkedes det ham at f� den fjerde t�ndstik
-til at f�nge, og i samme nu s� han hendes forvildede ansigt, men han
-t�ndte alligevel lampen og satte glasset ordenligt p�.
-
-Han sk�d lampen til v�rs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han
-burde ha forudset, at det vilde g� s�ledes, i stedet for at pine
-hende med sine lumpne �ndrigheder.
-
-Jeg er �delagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans h�nder.
-R�r ikke ved mig, jeg er ikke det v�rd. Der er ingenting igen af mig.
-
-Han s� t�rerne springe frem af hendes �jne, mens hun stirrede
-ufravendt p� ham, og hendes blik holdt ham p� afstand.
-
-Men k�re Helga; du ved ikke l�ngere, hvem jeg er. Tal til mig som til
-en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.
-
-�, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?
-
-Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun
-sank ned p� kn� ved siden af ham og udbr�d:
-
-V�r god mod mig, Niels; v�r forf�rdelig god imod mig; ellers -- --
---.
-
-Gid det var mig, der var s� ulykkelig, t�nkte han, idet han s� ind i
-det fortrukne ansigt; jeg kunde b�re det. Gid det kunde ha v�ret mig!
-
-Han sad og klappede hendes h�r, mens han led under sin sj�ls fattige
-kulde.
-
-�, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har pr�vet og
-pr�vet, men det er borte; jeg er d�d. Kan vi holde s� meget af
-hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du g�re ved
-mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --.
-Jeg m�rker det allerede --. Nej, det er gruligt!
-
-Hun la sit hoved i hans sk�d. Han trykkede sit lommet�rkl�de mod
-hendes �jne, og med den anden h�nd k�rtegnede han hendes ansigt.
-Helgas ansigt! Det blev s� underlig nyt for ham, idet han med h�nden
-fulgte hendes tr�k: n�sens svage bue p� midten, kindens kant mod
-halsen og de velkendte l�ber -- --. Hans fingre blev seende, mens de
-ber�rte dem.
-
-Han tog lommet�rkl�det bort og la ansigtet i sine k�lige h�nder; han
-f�lte et svagt kys mod sine fingre og l�ftede hendes hoved.
-
-K�re Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det,
-han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke s�
-pludseligt kan miste sit talent, men du m� ha t�lmodighed, til vort
-barn kommer, og s� er du igen som f�r.
-
-Hun rejste sig. -- Tror du? �, jeg kan sagtens vente, n�r det ikke er
-andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og
-str�g sit h�r op. -- Hvor har jeg v�ret henne? Jeg er jo forstyrret.
-N�r det er overst�et -- --.
-
-S� har vi et lille barn, Helga.
-
-Ja, det er sandt, det t�nkte jeg ikke p�, bare p� at blive fri. Det
-er en d�rlig kone, du har. Men nu skal jeg v�re fornuftig igen -- --
-for resten af tiden. Det blir nok en lille t�nksom fyr, siden han
-allerede nu begynder at opdrage p� mig. �, v�r ikke vred p� mig,
-Niels; jeg kunde ikke g�re for det. Men du er s� klog og fornuftig
-altid. Tak for det.
-
-Hun rakte ham h�nden og smilede s� svagt, at det kun s�s ved den ene
-side af munden. Dette lille tr�k greb ham st�rkt; han huskede den
-gang, da han f�rst bem�rkede den ubetydelige sk�vhed ved hendes mund.
-
-Men det store �jeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille
-fattig sejr, og hun var kommet l�ngere bort fra ham.
-
-
-
-
-Et par m�neder senere bragte Helga et d�df�dt barn til verden.
-
-Hvad hun t�nkte ved det, fik ingen at vide; hun l� tavs hen, efter at
-f�dslen var overst�et. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
-og da til hendes befindende; hun svarede s� kort som muligt, og
-udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde g�rne tale med hende
-om den skete ulykke, men hun l� og stirrede frem for sig med et
-h�rdt, �bent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al
-den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et
-problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var
-ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget
-her.
-
-Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu
-var s� stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to
-modsatte kulturer, der en tid lang har bek�mpet hinanden med forg�ves
-opbud af al deres kraft, og han str�bte at bef�ste sig selv i denne
-opfattelse for at v�re forberedt mod den fremtid, der ventede ham.
-
-Undertiden n�r han sad ved hendes seng med en bog i h�nden -- ti han
-m�tte ha noget, der kunde d�kke over den lange tavshed -- la hun sin
-h�nd p� hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed
-samlede sig om deres to h�nder. Men hvor var denne h�nd forskellig
-fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at
-bestemme hans sk�bne! Det var, som om han havde gemt en lille verden
-af fl�jelsbl�de luer i sin h�nds hulhed. Nu var den blevet lidt
-magrere og mere bleg, og dens sj�l, der havde v�ret som varm, fin
-�nde, var blevet til vilje. Den tog s� l�mpeligt om hans h�nd; han
-forstod den, den vilde g�rne sk�ne ham, g�rne k�le lidt for hans og
-v�re god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, h�nd, at
-jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den
-gamle, fordi du l�gger dig k�rtegnende p� min h�nd. Du er fremmed for
-mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis
-det ikke var tilf�ldet, vilde du ikke ligge d�r s� r�dvild og
-usikker. Den ild, der nu br�nder i dig, g�r ikke over i mig, den er
-mig fremmed og fjendtlig; jeg f�ler den som kulde.
-
-Men n�r det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da
-kunde han se, hvordan der gik en sm�rte igennem hende; den bredte sig
-som en b�lge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.
-H�nden, der l� p� hans, talte h�jt om en farende uro.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Det var imidlertid blevet for�r. Solen skinnede ind i sovekammeret,
-og han s� hende smile for f�rste gang, mens hun l� til sengs. Hun
-stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham g� med ud i
-skoven.
-
-Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar
-stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet s�dan, at det
-skulde ha v�ret en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os
-s�tte os lidt.
-
-Ja, Helga; jeg har talt med l�gen om det; han -- -- --
-
-Lad hellere mig fort�lle det. Det er meget v�rre, end du tror. Det er
-mig, der er skyld i, at vort barn er d�dt.
-
-Men, k�reste Helga, selv om du har v�ret uheldig -- -- --
-
-H�r kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forst�r jeg det. Den
-gang, jeg gik med det, og jeg m�rkede, at det tog mit talent fra mig,
-da blev jeg vred p� det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og
-det kan et lille barn ikke t�le. Den dag, du ved, da jeg var ude at
-male, da kunde jeg m�rke, hvordan min sj�l var borte; den var nede i
-barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg
-lidt af og til; jeg t�nkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at
-v�re sikker p� det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sj�l op fra
-barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor d�de
-det.
-
-Men hvorfor konstruere en s�dan forklaring, n�r der gives en langt
-simplere? Der er visse bev�gelser, sa l�gen, som er farlige -- --.
-
-Ja, doktoren ved noget. Men den, der har g�et med et barn, ved mere
-end nogen doktor. Jeg vidste ogs� nok, at det var galt, men hvor
-galt, det blev mig f�rst klart, da de sa, at det var d�dt. S� snart
-jeg h�rte det, t�nkte jeg: Ja, det er d�dt. Det kan ikke v�re andet.
-
-Helga, du g�r os b�gge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal k�be
-en bog til dig, der omhandler det �mne, af professor Rosen -- -- --.
-
-S� skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. N�r en kvinde g�r med
-et barn, s� m� hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende,
-som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afst� det alt,
-hvad det forlanger, for s�dan et lille barn er frygtelig
-fordringsfuldt, l�nge inden det blir f�dt, og det m� ikke n�gtes
-noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag
-jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, s� m�rkede jeg barnet, der
-sparkede med sine sm� ben. Det advarede mig, Niels.
-
-Hun s� p� ham med to vidt �bne �jne, og han f�lte det risle igennem
-sig. Han s� for sig et ansigt, der stirrede ned i tilv�relsens dybder
-og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.
-
-Det advarede mig, men jeg br�d mig ikke om det, for jeg vidste jo
-ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil g�rne gi folk ret
-til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig
-selv, at det er jeg ikke. Men det er forf�rdeligt, hvad der er sket,
-og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.
-
-Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du st�r jo
-dybere i tingene. Jeg har ogs� f�lt tabet, men jeg ved ikke, hvad det
-er, jeg har tabt. Jeg er en overm�de fattig mand, der en gang har
-ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis v�rdi ingen har oplyst
-mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har
-t�nkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig,
-end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde g� hen over den
-med mit lille barns h�nd i min. Det hverv opfyldte du n�mlig ikke --
-det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et
-fantastisk �jeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en
-for�get tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
-dig; det er altid dig, der har den st�rste vinding. Du er den
-rigeste.
-
-Hun s� l�nge ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at f� farve;
-det var ogs� et pr�gtigt v�r, han s� det bedst p� hende; anderledes
-interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde
-ogs� r�d til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt
-livsstof.
-
-Du taler s� underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side,
-som jeg ikke forst�r.
-
-Ja, svarede han bitter, jeg er en kl�gtig lille maddike, der er
-sluppet ind under barken p� livets tr�; d�r sidder jeg og studerer,
-og i mit m�rke opdager jeg en m�ngde interessante ting, som m�ske
-slet ikke er til.
-
-Det v�rste var jo det barn, som du s�dan havde gl�det dig til,
-stakkels ven. �, n�r du har set p� mig somme tider i de her dage, nej
-aldrig har noget gjort mig s� ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
-har forbrudt mod dig, er det v�rste af alting. Og jeg kunde ikke sige
-det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve
-mennesker. Jeg er en d�rlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som
-du ikke ved. Da jeg h�rte, barnet var d�dt, s� t�nkte jeg i et nu:
-Hvis det hele kunde g�res om, og jeg var s�dan, at jeg ikke beh�vede
-at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha
-v�ret en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles
-bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer g�r og gl�der sig til
-sit barn, og s�dan vilde det ogs� ha v�ret med mig, dersom ikke --
-min kunst havde v�ret i vejen. Jeg er s� aldeles klar over, hvad det
-er for en gl�de, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme,
-mens jeg gik s�dan.
-
-Det vil alts� sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt,
-og nu h�vner den sig ved at ta dit barn. S�ledes er din opfattelse.
-
-Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forst� det. Og hvad
-s�, Niels?
-
-Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig
-med mig. Du forvekslede et �jeblik det, der var det bedste for mig,
-og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
-stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i l�ngden, og vi vil
-derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.
-
-Hvad er det for et?
-
-Sig det kun selv, Helga.
-
-Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive
-hos dig. Jeg m� rejse igen; jeg er kun halv f�rdig. Det kan ikke
-blive godt s� l�nge. Jeg har v�ret en mislykket moer og en mislykket
-kunstnerinde; nu m� jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg g�re
-andet end rejse?
-
-Du ser det s� klart, Helga. Jeg skal ikke r�de dig til noget; du har
-altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste
-bevis p� sj�lelig sundhed; nogle kalder det egoisme.
-
-Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?
-
-Er du selv i tvivl?
-
-N�r jeg ser p� dig -- -- --.
-
-Se ikke p� _mig_. Jeg er ingen m�lestok. Se p� det resultat, du
-venter af dit eget liv. Se p� tingene omkring dig. Det er ikke s� n�r
-din hele lykke, der beror hos mig.
-
-Det siger du, Niels, men du er ikke vis p� det, og du har sagt det
-f�r. Men det kunde ha v�ret s�dan, at -- -- --. S�t nu, at min lyst
-til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har f�et nok -- --.
-
-I k�rligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer
-p�faldende din forestilling om min utilstr�kkelighed; du kan ikke
-glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog f�ler du hele tiden, at
-jeg er ikke den rette. Dr�mmen om en st�rre lidenskab sidder stadig i
-dig og lar sig ikke udrydde.
-
-S� blir den heller aldrig andet end en dr�m. Du er nu en gang den
-eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen
-kunde haft mere, selv om jeg kunde v�re blevet mere forelsket i en
-anden mand. Du synes m�ske ikke, din indflydelse har v�ret ret stor,
-men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig p�virke, det har
-jeg opdaget. Men hvad vil du g�re, dersom jeg rejser fra dig? Kan du
-holde det ud med studierne alene, et �r for eksempel?
-
-Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde m�ske findes
-noget nyt, der lod sig studere.
-
-Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, s� snart jeg
-er borte. Du tror ikke, jeg vil l�nges efter dig; men jeg vil begynde
-at l�nges i samme �jeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid
-troet, jeg stod p� springet til at komme v�k fra dig, og du har altid
-gjort mig uret. Det kan godt v�re, du ikke betyder s� meget for mig,
-som du synes, du kunde g�re fordring p�, men jeg har jo aldrig tr�ngt
-ret meget til andre mennesker; n�r jeg fik en lille smule af dem, s�
-var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
-k�rligheden v�re alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin
-store interesse ved siden af. Er det s� egenlig s� sm�t? Og jeg kan
-sidde her og forudse, at jeg vil holde lige s� meget af dig som f�r,
-n�r jeg har v�ret borte en tid for det andets skyld.
-
-Du har i dit hele liv vistnok kun beg�et een fejl, Helga: den, at du
-har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved
-at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du
-un�gtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og
-bilder dig ind, at vi tilsammen udg�r dit livs lykke. I virkeligheden
-har du kun brudstykkevis v�ret lykkelig. Du er altfor livsfrodig til
-at ha nok i mig -- -- �, jeg mener ikke noget, du har n�dig at
-protestere imod; du tror lige s� lidt som jeg, at k�rligheden best�r
-i sanselighed, men du dr�mmer dog om, at der gives en st�rre
-lidenskab uden nogen st�rre sanselighed, og det er vel den, du
-savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg forn�gter ikke
-de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo v�ret et
-helt nyt liv, men du tr�nger til st�rre forhold. Ogs� du vilde g�rne
-plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik,
-jeg har p�virket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du
-vilde g�rne ind i en hedere verden, end vort hjem har v�ret, du
-beg�rer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har
-trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
-st�rre og rigere. Du er m�ske bestemt til en s�dan lidenskabens
-storhed, men du t�r ikke betale det, den koster. Gode sm� mennesker
-vil gl�de sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
-ikke ogs�, det har br�ndt i mit sind, n�r jeg har set den ild, der
-stundom flammer i dine �jne? Det har r�bt inden i mig: Hvorfor render
-hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi
-du savner mig, n�r du er borte, og s�dan vil du blive ved at svinge
-mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er
-vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage,
-at hver af dem er et hele, for din natur er s� rig, at du meddeler
-dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem --
-din store og besynderlige k�rlighed til mig -- for l�ngst blevet til
-intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan g� aldeles
-fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder,
-hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig
--- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forst�elsen af
-forholdet mellem os; alt det andet er forl�ngst faldet sammen til
-st�v og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved
-vi ikke endnu; men det sp�rgsm�l afg�res ikke lettere eller hurtigere
-ved, at du blir hos mig.
-
-Hun tog hans h�nd, og de s� l�nge p� hinanden, indtil hun slog �jnene
-ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller g�re. S�
-talte han igen:
-
-Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over
-det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting
-sover, n�r sollyset st�r s� stille over dem som nu. Men du ser noget
-helt andet, noget, du l�nge har m�ttet savne, for dine �jne har samme
-udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder:
-at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er
-taget skodder fra sj�len, s� at lyset endelig f�r fuld og uhindret
-adgang?
-
-Jo, Niels. Kender du det?
-
-Jeg kender det; jeg kan se det p� dig. Der er mange gode ting, som
-det ikke er givet mig at opleve, men ved s�rlig n�de har jeg f�et
-dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af
-tilv�relsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg v�re
-blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem,
-og jeg kryber ikke ned igen, n�r du er borte. Jeg blir hos lyset, der
-dog p� en m�de er besl�gtet med mig. M�ske glemmer jeg dig over det
-andet.
-
-Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du f�rste gang fik magt over mig, ved
-at du s� p� mig, da t�nkte jeg det samme som nu, lige s� sikkert,
-selv om ikke s� klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte p�
-dit blik og lukkede �jnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg s�
-dig for mig med s�dan en magt, det var for mig bevis nok for -- --
---. � ja, det fortalte mig p� een gang, at du var den, jeg skulde
-holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.
-
-Han s� sp�rgende p� hende.
-
-Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig s� meget af at fort�lle
-dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke s� naive l�ngere -- jeg
-er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i
-seng, det var efter, at du havde _set_ p� mig. N�ste morgen da jeg
-v�gnede, vidste jeg alts� -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive
-s� stort at sige dig det, men det �jeblik duede ikke, som jeg havde
-bestemt til det.
-
-M� jeg f� det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok
-lidt noget for et �jebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke
-er absolut alvidende om, hvad der foreg�r i en ung piges sind, kommer
-n�dvendigvis til at volde hende mere end een sorg.
-
-Du m� g�rne f� det. Nu er det jo n�sten ingen nytte til, med mindre
-det kan hj�lpe lidt til, at du bedre husker mig.
-
-Se p� solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter.
-For dig betyder det l�ngsel efter noget stort og rigt langt borte.
-Det betyder m�gtig attr� og mangfoldighed -- livet i al sin fylde,
-der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin:
-Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for
-resten lige glad; vi kan forst� det, som vi vil. I det allermindste
-kan vi se tingene; vi kan m�tte vort sind med kendsg�rninger. Solen
-fremviser lidenskabsl�st det, som er. Der er nogle af os, der har nok
-i at g� bag efter solen, lidenskabsl�se som den, og g�re os selv
-opm�rksomme p� det, som er. Det har kostet os forskellige
-sindsbev�gelser, inden vi kom s� vidt, men den sm�rtefri beskuelse
-har ogs� sin lykke. Det ang�r ikke os, at der gives en st�rre. --
-Solen skinner ogs� for mig; den vil l�re mig noget. Rejs kun bort;
-jeg n�mmer det vel bedst, mens jeg er alene.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Toget var k�rt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad
-perronen. Han indsk�rpede hende forskellige forsigtighedsregler, som
-hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter
-deres sidste lange samtale havde han haft il med at f� hende af sted.
-Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes �jne var varmt og
-levende, han tilskrev det gl�den over at skulle rejse og undgik s�
-vidt muligt at se p� hende.
-
-Hun steg op i kupeen, og han blev p� perronen. Nu skulde hun skrive
-udf�rligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling;
-deres personlige forhold var det ikke v�rd at tale om for det f�rste;
-de havde jo talt ud.
-
-Kom op til mig, sa hun sagte, og han s� forbavset p� hende, men steg
-op p� trinet.
-
-Kondukt�ren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke d�rene.
-Helga b�jede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham
-h�ftigt og sa:
-
-Jeg elsker dig.
-
-D�ren blev lukket. Han s� efter toget, som k�rte.
-
-Det forst�r jeg ikke, sa han.
-
-
-
-
-Mens eksprestoget dampede nord p� fra Paris, sad Helga ved
-kupevinduet og l�ste et brev, hun havde f�et fra Grandlev, lige f�r
-hun rejste. Det var skrevet som svar p� hendes meddelelse om, at hun
-havde i sinde at rejse hjem; hun havde da v�ret borte i to �r.
-
--- -- F�r vi ses igen, stod der, er det n�dvendigt, at du forst�r den
-forandring, der i mellemtiden er foreg�et med mig. Da du var rejst,
-s�gte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
-lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille
-afhandling. Hvis du vil, skal du senere f� den at l�se; den handlede
-om ideer, som du m�ske ikke husker, at du har h�rt mig udvikle, men
-n�r du h�rer lidt om dem, s� vil du straks sige, at det ligner mig.
-
-Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende
-indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede
-en menneskeart, som er ved at udd�, en bleg type, der ikke er s�
-unyttig, som det almindelig antages. Det er b�reren af visdommen,
-den teoretiske livsviden, der nu er s� ilde stillet, omgivet af
-foragt p� to sider. Foran visdommen st�r fremtiden: Opfinderen,
-socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og
-h�ner den med et af vor tids v�rste sk�ldsord: Litteratur. Bag ved
-st�r fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke
-praler af, at de forst�r den vise, s�dan som de andre; tv�rt imod: de
-roser sig af, at de ikke forst�r ham. Ved samvirken af disse to
-yderligheder er et nyt barbari i f�rd med at udvikle sig. Den, der
-ikke vil andet end t�nke lidenskabsl�st over menneskelige ting, er
-bestemt til at g� under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand,
-pr�liminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i
-fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden d�r den t�nker,
-der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.
-
-Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al
-t�nkning, der ikke er anvendt t�nkning, praktisk anvendelig t�nkning,
-og den vigtigste �rsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
-er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i
-udviklingen, og folket, der har en beundringsv�rdig sans for de sider
-af kultur, der har praktisk v�rdi, har sin ligegyldighed rede for den
-del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det
-synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage p� den
-h�jere kulturs m�nd. Derfor h�rer man professorer tale om, hvad jeg
-vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst
-husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en
-tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod h�jt i
-anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sj�leviden
-er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygel�gerne.
-
-Men jeg har alts� stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den
-eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv
-til religionen. Er vi ikke n�et s� vidt, at den uverdslige digter
-eller den uverdslige t�nker anerkendes rent menneskeligt som
-eksistensberettiget? Nej.
-
-Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opn�et den fred,
-som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilv�relsen
-givet mig det, jeg tr�nger til; jeg kan ikke anbefale det med andre
-eller bedre ord.
-
-For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de
-fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og
-foragtede det. Det var is�r digtere, og de bet�d vel ikke stort. Da
-tiden havde brug for m�nd, der kunde udrette noget, afholdt de sig
-fra al handling; de t�nkte, og mest digtede de; der var vel ikke
-megen �nd deri. De har senere f�et deres ublide dom; de er faldet ud
-af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt
-hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de
-virkelig har haft nogen betydning. Jeg �nsker just ikke at ligne
-dem, og nu da der er sagt tilstr�kkelig meget ondt om dem, vil jeg
-sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags
-verdensbeskuende sindsro, der er i sl�gt med visdom. Den var vel ikke
-resultatet af nogen tankegang, men snarere en n�dvendig f�lge af
-deres hoders lyriske beskaffenhed, men sj�lefred var det, og i vor
-tid, da der ikke er mangel p� m�nd, der har handlingens gave, vilde
-det dog m�ske v�re uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt
-forsvandt.
-
-Den ideelle t�nker -- jeg mener den mand, hvis t�nkning udelukkende
-f�rer ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse;
-omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller
-deres ikke-viden om hans tilv�relse, og i en s�dan atmosf�re m� han
-n�dvendigvis d� eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke
-anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al
-adspredelse, som t�nkere, som digtere eller som ingenting, og uden
-noget andet form�l end samling, de udd�r f�rst. Senere vil ogs� de
-forsvinde, der dog p� en m�de lever af ikke-praktisk �ndsvirksomhed:
-Statsl�nnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags
-betydning). Ti der vil blive dem givet at forst�, eller de vil selv
-f�le, at det ligger i tiden, at de m� indrette deres hj�rne til mere
-tidssvarende virksomhed. �ndelig fabriksdrift blir fremtidens l�sen.
-
--- -- Du vil m�ske synes, at der i alt dette ligger en
-selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der st�r i denne
-afhandling mange ting, som du vil finde m�rkelige, men nu skal du
-vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige fors�g p� at
-klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at ang� to
-mennesker, endte med et opg�r mellem mig og det moderne samfund. Hvis
-du er modtagelig for det humoristiske, s� vil du more dig over, hvad
-jeg nu fort�ller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilf�ldighed
-kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har
-tiltroet mig et meget n�je samliv med de moderne foreteelser; man
-har rosende fremh�vet den varme, min afhandling var b�ret af; man har
-beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den.
-En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i
-afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne
-fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det v�senlige dig, jeg
-har t�nkt p�, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov sp�g
--- --? Husk p�, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg
-blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle m�
-fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor
-oplevelse kan bringe med sig. F�rst fornyelsen, indlevelse i en ny
-verden, som jeg hidtil havde st�et uden for. Dern�st forvirringen og
-tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den
-grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse s� inderlig
-sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvneds�ttelsen,
-fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre
-selvbel�ring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig
-fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan
-t�nke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har
-du bragt ind i min tilv�relse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok
-til at s�tte mig hen og tale p� egne og p� andres vegne, der ligesom
-jeg er st�dt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft,
-der var dem overm�gtige, og som har lidt tab af egne v�rdier under
-sammenst�det. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist
-noget langt bort fra os to; dog n�r jeg s� klippede den f�rste
-halvdel fra, da m�rkedes det ikke.
-
-Jeg har f�et tilslutning af mange, der kommer fra samfundets t�rre,
-golde larm som fra en m�lle (siger de), der kun maler sand p� sine
-hvinende kv�rne. _Jeg_ kommer fra min egen sj�l; m�ske g�r jeg den
-uret -- ja, det g�r jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den
-malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
-dyrke det l�ngere. Om det alts� er mig, der er den omtalte ideelle
-t�nker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt p� hans
-vegne som en, der til en vis grad forst�r ham.
-
-Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og f�et
-en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i ber�ring med
-adskillige mennesker, der erkl�rer, at de har samme livsanskuelse som
-jeg. Disse "meningsf�ller" er h�jst besynderlige og l�rerige
-mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sj�lelig beskadigelse, idet
-de t�rnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
-sidder de i en krog og vil bel�re samfundet om stilhed og
-selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to
-ting er umulige. Jeg har blandt disse m�nd truffet mange tomme
-fantaster, der b�r ansete navne som digtere og videnskabsm�nd; jeg
-opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig
-selv; men jeg forst�r dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
-vilde de ikke v�re s� �benhj�rtige over for mig. Det er af mine folk,
-vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore h�jt udviklede hj�rner.
-Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som
-norm. Jeg kan se dine �jne for mig, n�r jeg m�der disse betydelige
-m�nds blik. N�r jeg har siddet over for en af dem, og vi har
-diskuteret de vigtigste sp�rsm�l, s� har det v�ret, som om to kolde
-intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin d�de
-kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv h�re, hvor d�de de er;
-i s�danne �jeblikke husker jeg din stemme, dine �jne. -- -- Jeg ved
-dog, hvad liv er, og disse m�nd, som har trukket sig tilbage fra
-samfundets larm for at redde livet, de er totalt d�de.
-
-Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling?
-Jeg kendte dem ikke s� n�je, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i
-den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret?
-Str�ngt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det
-sp�rsm�l er ogs� uden al interesse; jeg har f�et klarhed og ro for
-mit eget vedkommende, s� m� de andre klare deres livssp�rsm�l selv.
-
-Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opn�et en bedre
-stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et k�benhavnsk blad,
-ti den frisindede reaksjon havde g�rne taget mig i sin tjeneste, med
-den uudtalte motivering, at en mand, der s�ledes tar afstand fra det
-moderne livs larm, m�tte v�re brugbar mod socialisme og anden
-radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine s�gere ude efter
-mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en p�lidelig
-mand p� et mere �stetisk omr�de. Men de har overvurderet mine �vner
-og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed
-den beskednere indt�gt er uopl�seligt forbundet.
-
--- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at
-foreg� en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en
-forn�mmelse af sorgl�shed og lethed, som ikke senere vilde komme
-igen. Og dog var jeg ikke f�r den tid en mand, der f�lte trang til
-befrielse; tv�rt imod, jeg var tilfreds, min viden besv�rede mig
-ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv f�lte mig let. Men
-p� vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af
-funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en m�rkelig
-h�ndelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
-det, han f�r beh�vede. Jeg f�lte, at jeg �ndelig set beh�vede mindre
-for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og �nskede at
-blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
-havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min l�rdom op igen, og da
-var den blevet tung. Derefter var jeg l�nge ikke tilfreds. Du blev
-ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle p�st�r skal v�re
-kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _t�nker_ erfaringsm�ssigt
-t�r bekr�fte den p�stand). Du gik fra og til; du havde dit eget at
-passe. Jeg t�nker mig med skr�k, hvad der vilde v�re sket, hvis du
-havde fors�gt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen
-med halvdelen af min sj�l, og d�r havde jeg forladt dig. Men jeg var
-ene med mit, og du holdt dig s� langt borte, som det var n�dvendigt,
-for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem
-stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og n�r
-du var borte, l�ngtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst
-begyndte at l�nges, ikke efter dig, men efter den store sorgl�se ro,
-som jeg l�rte at kende p� den m�rkeligste dag, jeg hidtil havde
-oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har f�et det
-sidste, der endnu var mig muligt at opn�: visdommen, sj�lens
-uforanderlige ligev�gt.
-
-Den vise er ligesom en gud, der er f�rdig med at skabe, og har holdt
-op at g�re mirakler og �benbare sig; verden g�r af sig selv, han
-sidder uden for og ser p� den, han er g�et over fra handling til
-beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den
-vise er -- s�ledes ser det ud -- overfl�dig i verden; mod den kloge
-er han for intet at regne, ti hans sj�l indeholder det mindst mulige,
-han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for
-eksempel et ideal, man skal str�be at ligne, heller ikke en art, der
-b�r udryddes som overfl�dig. Det er t�beligt at lovprise ham, da
-n�sten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham,
-ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
-der var ham mest tjenlig.
-
-Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste,
-ufrugtbare skud p� kulturen, men det er ogs� min overbevisning, at
-kulturen af og til skal s�tte s�danne skud, og jeg har ikke �nsket
-eller med mit vidende str�bt efter at blive et af dem. Og dog st�r
-det for mig, som om jeg en gang har beg�et en fejl, som jeg nu b�der
-for; visdommen er min p�nitense. Hvad det er for en synd, jeg har
-beg�et, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har t�nkt mig, at den
-st�r i forbindelse med det �jeblik, da jeg resignerede og blev i min
-lille by og fordoblede, mangedoblede min l�rdom. Mon vi ikke alle
-beg�r fejl mod os selv, og tilintetg�r et eller andet anl�g og senere
-b�der for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
-vore sj�le, vil finde indre skader, som vi har b�ret p� hele livet
-igennem, og som m�ske kun et par gange har for�rsaget os nogen uro.
-Jeg antager, at vore sj�le vil se ud ligesom d�de, n�r de obduceres:
-forkalkning og henvisnen vil vise sig at v�re ganske almindelige
-svagheder.
-
-Mig er det vist g�et v�rre end andre; dog b�r jeg visdommens byrde
-med t�lmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. P� en
-underlig m�de er jeg kommet i n�rheden af lidenskab, jeg har haft
-livets fylde s� t�t op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg
-skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fj�rnes
-endnu l�ngere derfra. Jeg f�ler i dette �jeblik det besynderligste
-sl�gtskab med dem, der har gennemg�et store lidelser, kun at jeg
-n�sten intet har lidt. Det, der er h�ndet mig, kunde vel g�re mangen
-anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot
-skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sj�l, og nu,
-efter at dette er sket, kan der ikke mere h�nde mig noget, jeg ikke
-er forberedt p�; der er ikke l�ngere noget nyt under solen. Den
-sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den
-har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig
-bestemt fra evighed af.
-
-Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er
-kun tilsyneladende; jeg l�ser en del b�ger, der hverken g�r mig gavn
-eller skade. For �vrigt dyrker jeg min have og g�r ture. Mennesker
-ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er p� det omr�de en
-foregangsmand; andre, der er lige s� unyttige som jeg, vil, n�r de
-blir lige s� kloge, f�lge mit eksempel, men forh�benlig vil de ikke
-neds�tte sig i n�rheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af
-de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem
-grundigt nok.
-
-Derimod har jeg t�nkt p� at indrette mig et huggehus. Mine h�nder,
-der i �r har gjort bekendtskab med haveredskaber, l�nges nu ogs�
-efter sav og hammer, sk�nt jeg vil tro, at ogs� dette bekendtskab i
-begyndelsen vil falde dem besv�rligt. S�ledes h�ber jeg, at jeg ved
-j�vn fremgang kan f� et vist tag i de sm� tings verden, samtidig med,
-at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den st�rre
-verden.
-
-Du kan vel ikke ha forst�et af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig
-er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at
-leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig �vne til at _undv�re_, og
-jeg befinder mig vel derved. Det at undv�re er vist et s�rligt anl�g
-hos mig, og jeg skylder dig, at dette anl�g nu har n�et sin
-fuldkommenhed.
-
-Jeg har forklaret dig min tilstand s� udf�rligt, for at du skal ha
-lettere ved at afg�re det sp�rsm�l, som er det eneste, der
-interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du
-nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fort�ller mig, at du
-st�r i begreb med at rejse hjem. N�r du har overvejet mit brev, s�
-ved du, hvad du skal g�re. Jeg har redeligt fremstillet alting for
-dig, s�ledes som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder
-mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.
-
-Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort �gteskab
-kan ikke forts�ttes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At
-du havde nok i mig, eller at jeg dog bet�d mere for dig end noget
-andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du m�ske
-glemt det? Du er tilb�jelig til at glemme, at du har tvivlet om mig,
-og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det,
-jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg
-endog blevet mindre v�rd i dine �jne end f�r, siden jeg kan leve
-tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den
-h�nd, jeg r�kker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke
-slap eller aldeles ligegyldig. Det kan n�sten g�re mig ondt, at s�
-varme h�nder som dine skulde gribe s� underlig forkert, men tror du
-ikke ogs�, at de blir kolde en gang -- af at h�ndtere malerpenselen?
-
-Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din
-k�rlighed virkelig en s� naturstridig ting, at den kan drive dig
-tilbage til mig? Er du virkelig med en s� vidunderlig kraft vokset
-fast til mig, visdommens halvvisne tr�? Det er ikke mig, der binder
-dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder
-mig fast.
-
-Jeg sp�r mig selv med en vis uro, om det er min pligt at v�re den,
-der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg
-er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er m�ske min skyld, at din
-k�rlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad
-der kun er halvt, det b�r ikke eksistere. Der er endog dem, der mener
-at kunne bevise denne p�stand ud af deres eget liv. Men hvor mange af
-os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se
-s� stort p� det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
-udelukkende regner med hele tal og kaster alle br�ker bort.
-
-Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad
-der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg s�ger ikke at p�virke dig,
-og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som
-troede at vide s� meget, jeg ved ikke noget i dette sp�rsm�l, der
-ang�r et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom
-best�r jo i at vide s� lidt som muligt.
-
-Nu er jeg f�rdig. Jeg har skrevet s� l�nge, at jeg synes, jeg h�rer
-mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal g�re mig godt.
-Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred
-blevet st�rre end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er
-vis p�, at du vil forst� dig bedre p� din egen tilfredshed end jeg --
--- --.
-
-       *       *       *       *       *
-
-Halvandet d�gn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks
-op til sin moer, som endnu boede d�r, og n�ste dag s� folk hende g�
-sin s�dvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun f�, der
-hilste p� hende, men s� mange flere, der tog hende i �jesyn.
-
-Det var efter�r. Skoven stod i den pragt, som hun kendte s� godt og
-l�ngtes efter at se. S�ledes s� den ud den dag, da hun var begyndt
-at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
-vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et �rs blid og
-lykkelig s�vn. Hun s� genkendende p� tr�ernes feberagtige pynt. Der
-var noget sk�bnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde
-forset sig p� uden ret at forst� det. Flere gange stansede hun og
-b�jede hodet, mens indtryk og minder r�bte p� hinanden i hendes sj�l.
-Den dag -- som nu syntes at ligge s� langt tilbage i tiden -- havde
-hun v�ret glad ved disse farver; nu sm�rtede det at se p� dem; de
-havde f�et en anden betydning for hende siden; de var blevet en del
-af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene
-bet�d hendes lykke.
-
-Hun s� sig hj�lpel�s om. Hvad skulde hun s� bruge alt det til, der
-flammede i hendes sj�l? Lignede hun m�ske selv skoven, der flammer op
-i overd�dige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der
-skal forts�ttes? Denne sk�nhed og varme er herlig at se til, men den
-skal ikke bruges til noget; det er rig og st�rk kunst, men liv kommer
-der ikke af det. Det kan v�kke og varme et sind, der er koldt eller
-sover, men det har ingen forts�ttelse i sig; denne tilsyneladende
-kraft er ufrugtbar. Dette farver�b, der v�kker, er et varsko om
-d�den.
-
-Hvad bet�d det, der br�ndte og lyste i hendes sj�l? Nyt liv eller
-mere kunst?
-
-Her var hun en gang g�et ud og havde set sig glad, men da hun kom
-hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har v�ret i skoven og
-forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske
-l�ngere. Vejen tilbage til k�rligheden stod ikke �ben; der var kun en
-sti.
-
-Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i
-fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til st�rre kulde,
-til mere kunst. Den mand, der i hendes �jne stadig var den eneste,
-fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var,
-ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke
-var tilstr�kkelig.
-
-Hun l�ste hans brev igennem en gang til.
-
-Bl�sten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne l�se
-uforstyrret. Hun gr�d ikke som f�r, da hun sad i kupeen. Det forekom
-hende ikke l�ngere s� ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne
-brev; hun fandt en s�regen kold pragt i hans ord; de mindede hende om
-den sidste gang, de havde talt sammen, p� b�nken nede ved vandet.
-
-Hun vendte hodet der henad, som s� hun ham sidde der endnu. Hendes
-sv�re h�r, der var blevet m�rkere i de senere �r, faldt tungt og fast
-ned i hendes tindinger, hendes �jne gik over i krogen, mens hun stod
-og t�nkte.
-
-Hans ord faldt som sval dug p� hendes hede sj�l. Hun forstod ham ikke
-helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun f�lte sig
-st�rkt ber�rt af dette sindets efter�r, som stod ud af hans brev,
-h�jt og k�ligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en
-uforklarlig magt.
-
-Hun s� ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sv�rmerisk
-aften, hvor hendes livs dobbelthed f�rst havde kundgjort sig: kunst
-og k�rlighed samlet i et. Men derfor m�tte hun heller ikke vente sig
-en hel k�rlighedslykke.
-
-Hun talte med ham, mens hun s� ham for sig, hun begyndte at forst�
-ham. Ogs� hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel
-lidenskab, og en vis resignasjon var deres f�lles lod.
-
-Hvorfor havde hun gr�dt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at
-komme hjem og kr�ve lykke i fuldt m�l. Kunsten vilde aldrig slippe
-hende helt. Den vilde l�sne taget en stund og s� igen gribe med ny
-kraft; hun vidste det.
-
-Hvad var der s� tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om
-lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se p�
-hinanden med klare, �bne �jne, og som aldrig mere kan skuffe
-hinanden.
-
-Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene l� klare over
-hendes langt seende �jne, rynken fra de unge dage var n�sten ikke til
-at se. Om hendes st�rke underansigt l� ligesom ruinerne af den unge
-piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes n�sefl�je, og
-musklerne p� hendes hals tr�dte st�rkt frem, idet hun drejede hodet.
-
-Hun havde ham for sig lige s� tydeligt, som den gang hun f�rst s�
-ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre
-over hendes halve sj�l.
-
-Uroen i hendes sind var forbi; det br�ndte ikke mere. Hendes sj�l l�
-h�j og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel
-med de m�gtige skiferbl� og sandstensr�de skyer.
-
-Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes
-k�rlighed til ham og hendes indr�mmelse til visdommen, der indrettede
-hendes liv p� en m�de, hun ikke selv havde t�nkt sig; hun vilde
-afbilde sin egen underkastelse under udviklingens n�dvendighed.
-
-Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og st�rke k�ber,
-og den unge mand skulde b�re hendes tr�k.
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjort�
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TO VERDENER ***
-
-***** This file should be named 41045-8.txt or 41045-8.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/1/0/4/41045/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/41045-8.zip b/41045-8.zip
deleted file mode 100644
index 0150f85..0000000
--- a/41045-8.zip
+++ /dev/null
diff --git a/41045-h.zip b/41045-h.zip
deleted file mode 100644
index e046c32..0000000
--- a/41045-h.zip
+++ /dev/null
diff --git a/41045-h/41045-h.htm b/41045-h/41045-h.htm
index 023ba1a..4e5ebb5 100644
--- a/41045-h/41045-h.htm
+++ b/41045-h/41045-h.htm
@@ -2,10 +2,10 @@
     "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
 <html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
   <head>
-    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" />
     <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
     <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
-    <title>To verdener, by Knud Hjort�; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <title>To verdener, by Knud Hjortø; an eBook from Project Gutenberg</title>
     <style type="text/css">
     /* <![CDATA[ */
 
@@ -128,55 +128,16 @@ a.corr { text-decoration: none; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
     </style>
   </head>
 <body>
-
-
-<pre>
-
-The Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjort�
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-
-Title: To verdener
-
-Author: Knud Hjort�
-
-Release Date: October 13, 2012 [EBook #41045]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TO VERDENER ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-
-
-
-
-</pre>
-
-
+<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41045 ***</div>
 
 <h1>To verdener</h1>
 
 
 <div class="trnote">
-<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bem�rkninger</h2>
-<p>�benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
-er i �vrigt bevaret. Den trykte bog havde ingen kapiteloverskrifter,
-men disse er tilf�jet for at lette brugen af e-bogen.
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er i øvrigt bevaret. Den trykte bog havde ingen kapiteloverskrifter,
+men disse er tilføjet for at lette brugen af e-bogen.
 En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
 sidst i bogen.</p>
 <h3>Indholdsfortegnelse</h3>
@@ -208,7 +169,7 @@ sidst i bogen.</p>
 
 
 <div class="front">
-<p class="center caps larger">Knud Hjort�</p>
+<p class="center caps larger">Knud Hjortø</p>
 
 <p class="center caps huge">To verdener</p>
 
@@ -216,7 +177,7 @@ sidst i bogen.</p>
 <img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="120" height="65" />
 </div>
 
-<p class="center caps topmarg">K�benhavn<br />
+<p class="center caps topmarg">København<br />
 Det Schubotheske Forlag<br />
 <span class="smaller">J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung</span><br />
 1905</p>
@@ -245,272 +206,272 @@ Det Schubotheske Forlag<br />
 <h2><a name="KAPITEL_1" id="KAPITEL_1"></a>KAPITEL 1</h2>
 
 
-<p>Med et halvspist �ble mellem de tre forreste
-fingre og et helt stort �ble klemt ind i
-h�nden med de to andre kom Helga ind i <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: Klassev�relset">klassev�relset</a>,
-hvor fr�ken Schou allerede sad ved katedret.
-Helga h�vede h�nden for at ta en bid til, da hun
-fik �je p� l�rerinden, og med st�rkt markeret
+<p>Med et halvspist æble mellem de tre forreste
+fingre og et helt stort æble klemt ind i
+hånden med de to andre kom Helga ind i <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: Klasseværelset">klasseværelset</a>,
+hvor frøken Schou allerede sad ved katedret.
+Helga hævede hånden for at ta en bid til, da hun
+fik øje på lærerinden, og med stærkt markeret
 bestyrtelse, der fik de andre elever til at more sig
-indvendig, gemte hun sine �bler i lommen og var
-med et par lange skridt p� sin plads. Hun havde
-for l�ngst fundet hvor det var, mens enkelte endnu
+indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var
+med et par lange skridt på sin plads. Hun havde
+for længst fundet hvor det var, mens enkelte endnu
 sad og ledte.</p>
 
-<p>Jeg undres over Helga, sa fr�ken Schou efter
+<p>Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter
 nogen tavs stirren.</p>
 
-<p>Helga s� lige ud, hendes udstrakte pegefinger
-viste p� det sted i tyskbogen, hvor der skulde begyndes.</p>
+<p>Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger
+viste på det sted i tyskbogen, hvor der skulde begyndes.</p>
 
-<p>Synes du det kl�r en ung dame at komme spisende
+<p>Synes du det klær en ung dame at komme spisende
 ind i klassen?</p>
 
 <p>Jeg er ingen dame.</p>
 
-<p>Nej, det skal gud vide; men du vil vist g�rne
-v�re det.</p>
+<p>Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne
+være det.</p>
 
-<p>Det vil jeg meget n�dig.</p>
+<p>Det vil jeg meget nødig.</p>
 
-<p>Fr�ken Schou blev en smule bleg: Da m� du
-ikke bilde dig ind, at du er et barn, selv om du g�r<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[s. 2]"> </a></span>
-med fl�tning ned ad ryggen. Hvor l�nge har du
+<p>Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du
+ikke bilde dig ind, at du er et barn, selv om du går<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[s. 2]"> </a></span>
+med flætning ned ad ryggen. Hvor længe har du
 for resten i sinde at blive ved med det?</p>
 
 <p>Til jeg blir voksen.</p>
 
-<p>I at v�re raffineret er du i alt fald den mest
+<p>I at være raffineret er du i alt fald den mest
 voksne her i klassen.</p>
 
-<p>De, der sad p� den forreste b�nk, n�d det blik,
-Helga sendte fr�ken Schou, og de t�nkte hver is�r:
-Tak! Det skulde bare ha v�ret mig. Men fr�knen
-s� ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet
-hun skyggede for ansigtet med den ene h�nd.</p>
+<p>De, der sad på den forreste bænk, nød det blik,
+Helga sendte frøken Schou, og de tænkte hver især:
+Tak! Det skulde bare ha været mig. Men frøknen
+så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet
+hun skyggede for ansigtet med den ene hånd.</p>
 
-<p>Fr�ken Schou var den eneste af Skolens l�rerinder,
-der havde realklasserne lige op til pr�limin�reksamen,
+<p>Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder,
+der havde realklasserne lige op til præliminæreksamen,
 hun holdt god disciplin og kunde
 fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe
-s�vel af et stramt korset som af myndighed og
-viden. Helga havde d�bt hende "Kundskabens Tr�"
+såvel af et stramt korset som af myndighed og
+viden. Helga havde døbt hende "Kundskabens Træ"
 og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et gammelt
-st�vnet poppeltr�. Fr�kenen havde f�et at
+stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at
 vide om denne tegning, og det var nok ikke Helga,
-der s�rlig havde s�gt at hindre det. Man forstod
+der særlig havde søgt at hindre det. Man forstod
 overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
-fr�ken Schou, hun var da ellers ikke af de v�rste.
+frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste.
 Der var drenge, der kunde ha lyst til noget lignende
 &mdash; men de dyede sig.</p>
 
-<p>Ingen huskede n�mlig l�ngere, hvordan fr�ken
-Schou for fire �r siden havde forelsket sig i det
-halvlange, tretten�rige pigebarn, som Helga den
+<p>Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken
+Schou for fire år siden havde forelsket sig i det
+halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga den
 gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer,
 som Helga skammede sig over, og ros, der
-fik hende til at sk�re ansigt af flovhed. Og s� en
+fik hende til at skære ansigt af flovhed. Og så en
 dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det,
-kom �nden over hende, og med stor indre forl�sning
+kom ånden over hende, og med stor indre forløsning
 lavede hun den omtalte karikaturtegning. Den<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[s. 3]"> </a></span>
-var knagende god og m�tte vises, b�de af kunstneriske
+var knagende god og måtte vises, både af kunstneriske
 og andre grunde. Siden den dag kom der
-m�dehold i karaktererne, og den megen ros blev
-til noget helt andet. Helgas hum�r steg h�jt derefter,
+mådehold i karaktererne, og den megen ros blev
+til noget helt andet. Helgas humør steg højt derefter,
 nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
-slemt uartig, men efterh�nden, som det blev en
-vane, og hun tillige blev �ldre, fik hun mere selvbeherskelse
-og l�rte at udrette meget med sm�
-midler. Men fr�ken Schou l�rte ikke noget, hverken
+slemt uartig, men efterhånden, som det blev en
+vane, og hun tillige blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse
+og lærte at udrette meget med små
+midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken
 at beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.</p>
 
 <p>Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke
-slet s� lang fl�tning ned ad ryggen. Hendes h�r var
-m�rkeblondt, og hendes �jne var bl� som sl�en,
-duggen er g�et af. Hun var af de lystigste blandt
-skolens pigeb�rn, og det var derfor ikke at undres
-over, at hendes fl�tning, der altid var fast knyttet
-om morgenen, tit blev l�s og lodden inden aften.
-Der var altid nok, der s�gte hende, s� hun beh�vede
-aldrig at s�ge andre; hendes v�sen var mere livligt
-og ubekymret end egentlig hj�rteligt; men det, der
+slet så lang flætning ned ad ryggen. Hendes hår var
+mørkeblondt, og hendes øjne var blå som slåen,
+duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt
+skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres
+over, at hendes flætning, der altid var fast knyttet
+om morgenen, tit blev løs og lodden inden aften.
+Der var altid nok, der søgte hende, så hun behøvede
+aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt
+og ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der
 gjorde hende til den overlegne mellem kammeraterne,
 det var, at hendes lystighed &mdash; ligesom
 visse simpelt indrettede maskiner &mdash; kunde stanse
-p� et �jeblik. N�r en veninde pr�vede at tilrive
-sig hendes fortrolighed i en glad, �ben stemning,
-s� fik hun at f�le, hvor hurtigt og fuldst�ndigt
+på et øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive
+sig hendes fortrolighed i en glad, åben stemning,
+så fik hun at føle, hvor hurtigt og fuldstændigt
 Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
-utilfredsstillende ved hende p� grund af den forsigtighed,
-hvormed der undertiden m�tte g�res kur
-til hende. Pigerne var tit misforn�jede med hende,
-men de drenge, der endnu ikke var g�et erotik i,
+utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed,
+hvormed der undertiden måtte gøres kur
+til hende. Pigerne var tit misfornøjede med hende,
+men de drenge, der endnu ikke var gået erotik i,
 syntes, at hun var en <span class="sic" title="[sic]">gevaltig</span> fest een.</p>
 
 <p>Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der<span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[s. 4]"> </a></span>
-en s�regen magt i hendes blik. En mand, der blev
+en særegen magt i hendes blik. En mand, der blev
 forelsket i hende, havde sagt hende dette og ventede
-noget godt til geng�ld, men l�ste i hendes �jne
-ikke andet end v�mmelse; det lykkedes ham aldrig
+noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne
+ikke andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig
 at komme til at tale med hende senere. Han antog
 derefter, han havde taget fejl, og fandt hende
-i grunden h�jst <span class="sic" title="[sic]">usympatetisk</span>. N�r Helga blev vred,
+i grunden højst <span class="sic" title="[sic]">usympatetisk</span>. Når Helga blev vred,
 gik der en lodret rynke ned gennem hendes venstre
-�jenbryn, s� h�rene strittede ud af deres naturlige
-stilling. Dette urede i brynet kunde ses l�nge efter.</p>
+øjenbryn, så hårene strittede ud af deres naturlige
+stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe efter.</p>
 
-<p>Fr�ken Schou sad p� katedret og lod sine �jne
-vandre rundt i klassen, indtil de som s�dvanlig
-endte ved Helga, og d�r blev de i nogen tid, indtil
-Helga ut�lmodig stirrede igen.</p>
+<p>Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne
+vandre rundt i klassen, indtil de som sædvanlig
+endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid, indtil
+Helga utålmodig stirrede igen.</p>
 
-<p>Lad v�re med den gloen, sa fr�ken Schou.</p>
+<p>Lad være med den gloen, sa frøken Schou.</p>
 
-<p>Helga s� straks bort.</p>
+<p>Helga så straks bort.</p>
 
 <p>Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du
 sidder og mukker indvendig.</p>
 
-<p>Helga s� op med et udtryksl�st blik, som stod til
-hendes r�dighed, <span class="corr" title="var: naar">n�r</span> det passede hende.</p>
+<p>Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til
+hendes rådighed, <span class="corr" title="var: naar">når</span> det passede hende.</p>
 
-<p>Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan v�re
-s� artig udvendig. Hvorfor viser du dig ikke s�
+<p>Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være
+så artig udvendig. Hvorfor viser du dig ikke så
 uopdragen, som du i virkeligheden er? Men det er
-vel din m�de at v�re voksen p�. Tror du, den er
-yndig? Sig noget, sid ikke d�r, som om du var
-af tr�.</p>
+vel din måde at være voksen på. Tror du, den er
+yndig? Sig noget, sid ikke dær, som om du var
+af træ.</p>
 
-<p>De ved jo godt, jeg ikke m� svare, sa Helga og
-vendte et par tomme �jne mod katedret.</p>
+<p>De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og
+vendte et par tomme øjne mod katedret.</p>
 
-<p>Da t�r du udm�rket godt mukke indvendig, det
-ved jeg. Uf, Helga, det er det �kle ved dig, at du
-ikke er �rlig; du g�r og gemmer p� en m�ngde
-tanker, som ingen m� f� at vide, men jeg tror<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[s. 5]"> </a></span>
+<p>Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det
+ved jeg. Uf, Helga, det er det ækle ved dig, at du
+ikke er ærlig; du går og gemmer på en mængde
+tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[s. 5]"> </a></span>
 ikke, det er noget godt, der bor i dig, jeg tror det
-ikke l�ngere, desv�rre.</p>
+ikke længere, desværre.</p>
 
-<p>Helga la sit hoved ned p� h�nderne; hun f�lte
-det som om nogen med r� beg�rlighed famlede
-efter noget, der endnu l� skjult i hendes sj�l.
-Kunde det t�nkes, at en anden skulde finde, hvad
+<p>Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte
+det som om nogen med rå begærlighed famlede
+efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl.
+Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad
 hun ikke engang selv kendte? Hun huskede med
-uvilje noget, man kaldte fortrolighed. N�r den
-kom fra andre, var den n�rmest tosset; n�r den
-forlangtes af hende selv, s� &mdash; uha! Og hvor mange
-fors�g havde fr�ken Schou ikke gjort for at vriste
-den fra hende? Hun krummede sig uvilk�rlig sammen
-for at d�kke sig.</p>
+uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når den
+kom fra andre, var den nærmest tosset; når den
+forlangtes af hende selv, så &mdash; uha! Og hvor mange
+forsøg havde frøken Schou ikke gjort for at vriste
+den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen
+for at dække sig.</p>
 
-<p>Se op, l�d det fra katedret.</p>
+<p>Se op, lød det fra katedret.</p>
 
 <p>Helga gjorde det ikke.</p>
 
-<p>Fr�ken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes
-hoved for at l�fte det, men denne ber�ring virkede
-anderledes p� hende, end hun havde t�nkt; hendes
+<p>Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes
+hoved for at løfte det, men denne berøring virkede
+anderledes på hende, end hun havde tænkt; hendes
 stemme slog pludselig over.</p>
 
-<p>Gr�der du, Helga?</p>
+<p>Græder du, Helga?</p>
 
-<p>Helga <span class="corr" title="var: saa">s�</span> rask op, rynken stod ned gennem det
+<p>Helga <span class="corr" title="var: saa">så</span> rask op, rynken stod ned gennem det
 venstre bryn.</p>
 
-<p>Hvad skulde jeg gr�de for? De kan jo ikke
-g�re mig noget.</p>
+<p>Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke
+gøre mig noget.</p>
 
-<p>Fr�knen blev lidt mindre rank: Jeg mener det
-heller ikke s� slemt; det er altsammen for dit eget
-bedste. &mdash; Hun smilede fors�gsvis.</p>
+<p>Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det
+heller ikke så slemt; det er altsammen for dit eget
+bedste. &mdash; Hun smilede forsøgsvis.</p>
 
-<p>Helga �bnede munden og lo lydl�st. Hun s�,
-hvor det gjorde ondt, men hun vidste ogs�, at nu
-var hun fri de f�rste dage derefter.</p>
+<p>Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så,
+hvor det gjorde ondt, men hun vidste også, at nu
+var hun fri de første dage derefter.</p>
 
-<p>Opm�rksomheden havde lidt ved alt dette;
-drengene sendte sedler over til pigerne for at f�
+<p>Opmærksomheden havde lidt ved alt dette;
+drengene sendte sedler over til pigerne for at få
 klaret nogle ubegribelige steder i den engelske versjon,<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[s. 6]"> </a></span>
-der skulde afleveres n�ste dag; s�rlig var
-Helga genstand for et bombardement af sp�rgsm�l.</p>
+der skulde afleveres næste dag; særlig var
+Helga genstand for et bombardement af spørgsmål.</p>
 
-<p>Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst p�
-siden, stod der p� en lap, og da alle andre vanskeligheder
+<p>Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på
+siden, stod der på en lap, og da alle andre vanskeligheder
 var klarede, samledes granskningerne om
 dette dunkle ord.</p>
 
-<p>Helga formodede, at det bet�d et nik.</p>
+<p>Helga formodede, at det betød et nik.</p>
 
-<p>Nej, "bob" vil sige en orm, stod der p� en seddel
+<p>Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel
 fra Dagmar.</p>
 
-<p>Berta holdt p�, at "bob" skulde overs�ttes ved
+<p>Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved
 klokkeringning, og Marie, der aldrig kunde noget,
 foreslog at la det betyde en hund, for de havde
 hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede
 resten af timen til at tegne en hund, der lignede
 Marie og hed Bob, og under dette arbejde forvandt
-hun det pinlige indtryk fra f�r.</p>
+hun det pinlige indtryk fra før.</p>
 
-<p>Den p�f�lgende matematiktime, hvor de havde
+<p>Den påfølgende matematiktime, hvor de havde
 hr. Jensen, begyndte med, at fire efter hinanden
-blankede den ptolem�iske l�res�tning; det var noget,
-man ellers ikke g�rne b�d hr. Jensen, men
-han syntes den dag at v�re i en tilgivende stemning.</p>
+blankede den ptolemæiske læresætning; det var noget,
+man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men
+han syntes den dag at være i en tilgivende stemning.</p>
 
-<p>S� m� vi ha dig herop for at vise dem det,
+<p>Så må vi ha dig herop for at vise dem det,
 Helga; du er af dem, der kan.</p>
 
 <p>Hun blev meget forbavset over denne jovialitet;
 hun var ikke af de bedste i det fag.</p>
 
-<p>Kom nu bare her; jeg kan jo se p� dig, at du
+<p>Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du
 kan det.</p>
 
-<p>Helga blev st�dig over udtrykket i hans �jne.</p>
+<p>Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.</p>
 
 <p>Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.</p>
 
-<p>Sludder, Helga; s�dan et lyst hoved som du.</p>
+<p>Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.</p>
 
-<p>Men Helga vilde ikke h�res, n�r han havde de<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[s. 7]"> </a></span>
-�jne. Jeg vil helst v�re fri, svarede hun med alvor,
+<p>Men Helga vilde ikke høres, når han havde de<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[s. 7]"> </a></span>
+øjne. Jeg vil helst være fri, svarede hun med alvor,
 jeg er ikke videre forberedt.</p>
 
-<p>Han smilede endnu, men hun s� s�dan p� ham,
+<p>Han smilede endnu, men hun så sådan på ham,
 at hans smil forsvandt, og han blev opbragt, idet
-han f�lte sig gennemskuet. Det er ogs� harmeligt,
-n�r en mand p� fem og tyve �r i en bestemt
-hensigt smiler til en ung pige p� sytten. Hun
-kan vel sagtens smile igen; det er ikke s� sv�rt
-i den alder; ellers st�r man der som en idiot, med
-sit smil returneret, n�gtet modtagelse.</p>
-
-<p>Men hun er tilf�ldigvis ens elev, man beh�ver
+han følte sig gennemskuet. Det er også harmeligt,
+når en mand på fem og tyve år i en bestemt
+hensigt smiler til en ung pige på sytten. Hun
+kan vel sagtens smile igen; det er ikke så svært
+i den alder; ellers står man der som en idiot, med
+sit smil returneret, nægtet modtagelse.</p>
+
+<p>Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver
 ikke at finde sig i det. &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hr. Jensens ansigt, der b�de var net og forstandigt,
+<p>Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt,
 var bundalvorligt, da han sa:</p>
 
-<p>S� kommer jeg til at gi dig et nul.</p>
+<p>Så kommer jeg til at gi dig et nul.</p>
 
-<p>Helga vilde n�dig ha et nul, og hr. Jensen s�
-nu aldeles ub�jelig ud; men han havde udleveret
-sig ved at smile <span class="corr" title="var: saadan">s�dan</span>; det holdt hun sig til, s�
-hun var alligevel ikke s� ked af det.</p>
+<p>Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så
+nu aldeles ubøjelig ud; men han havde udleveret
+sig ved at smile <span class="corr" title="var: saadan">sådan</span>; det holdt hun sig til, så
+hun var alligevel ikke så ked af det.</p>
 
-<p>Han skrev det nul i hidsighed, dyppede f�rst
-den gale ende af penneskaftet, s� den rigtige, og
+<p>Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først
+den gale ende af penneskaftet, så den rigtige, og
 satte en tyk streg under. Lidt efter stod nummer
-fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolem�iske
-l�res�tning under frygtsomme sideblikke til hr.
-Jensens h�jre h�nd, der dirrende snoede oversk�g.</p>
+fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske
+læresætning under frygtsomme sideblikke til hr.
+Jensens højre hånd, der dirrende snoede overskæg.</p>
 
 <p>Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid
 til Helga; det er siden sommerferien.</p>
 
-<p>N�, tak! Berta vidste ogs� noget. Nu fik man
-m�ske sit d�je med ham i den f�rste tid. Men
+<p>Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man
+måske sit døje med ham i den første tid. Men
 &mdash; &mdash; ja, ja.</p>
 
 <p>Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af
@@ -518,199 +479,199 @@ timen.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[s. 8]"> </a></span></p>
 
-<p>Hun s� op til protokollen, hvor hun lige kunde
+<p>Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde
 skimte det anselige nul.</p>
 
 <p>Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er
 det, han vil.</p>
 
-<p>Helga sprang lige op, s�dan spruttede det Nej!
+<p>Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej!
 inden i hende.</p>
 
-<p>Det er f�rste gang, jeg har v�ret n�dt til det,
-fortsatte han i en tone, der kunde blive bev�get,
-hvad �jeblik det skulde v�re.</p>
+<p>Det er første gang, jeg har været nødt til det,
+fortsatte han i en tone, der kunde blive bevæget,
+hvad øjeblik det skulde være.</p>
 
-<p>Jeg skal nok l�re det til n�ste gang, svarede
+<p>Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede
 hun koldt og artigt.</p>
 
-<p>Det tror jeg g�rne, sa han, parat til at blive
+<p>Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive
 mild; det er ikke det.</p>
 
 <p>Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende
 under armen, og de gik.</p>
 
 <p>Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens
-ansigt; han satte vredt sin hat p� og gik ned. Lidt
-efter kom han igen og lod en stor bl�kklat falde
-lige oven p� nullet.</p>
+ansigt; han satte vredt sin hat på og gik ned. Lidt
+efter kom han igen og lod en stor blækklat falde
+lige oven på nullet.</p>
 
-<p>Men i n�ste time skal vi ha det morsomt, erkl�rede
-Helga, da frikvarteret n�rmede sig sin
+<p>Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede
+Helga, da frikvarteret nærmede sig sin
 slutning, og det var den almindelige mening mellem
-pigerne, at det havde de en vis ret til; s�
-skulde de n�mlig ha engelsk ekstemporal med hr.
+pigerne, at det havde de en vis ret til; så
+skulde de næmlig ha engelsk ekstemporal med hr.
 kandidat Grandlev, og da pigerne var alene til det,
-plejede tonen at v�re noget friere end ellers.</p>
+plejede tonen at være noget friere end ellers.</p>
 
 <p>Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens
-l�rere; han sa De til de konfirmerede elever og behandlede
+lærere; han sa De til de konfirmerede elever og behandlede
 dem nogenlunde som voksne, uden for
-skolen n�sten som ligem�nd; det havde ikke altid
+skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid
 de bedste resultater, men gjorde ham i alt fald vel
-lidt og forsk�nede ham for mere ondartede spilopper.
+lidt og forskånede ham for mere ondartede spilopper.
 Han var en fredelig mand, der antoges at<span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[s. 9]"> </a></span>
-kunne en m�ngde sprog, ingen vidste med sikkerhed
-hvor mange, men st�rre betydning havde det
+kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed
+hvor mange, men større betydning havde det
 for eleverne, at han undertiden gav dem temmelig
-frie t�jler, og da la de m�rke til, at han gik
+frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik
 mere oplivet ud af klassen, end han kom ind; deri
-lignede han ikke andre l�rere, men det m�tte
-ganske vist ogs� bet�nkes, at han ikke havde det
-s� morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor
+lignede han ikke andre lærere, men det måtte
+ganske vist også betænkes, at han ikke havde det
+så morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor
 han tilbragte det meste af sin fritid med at studere.</p>
 
-<p>Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig p�
-katedret, rettede med to fingre p� sit humbug, trak
-sine mansjetter frem og s� sig om med en mine,
+<p>Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på
+katedret, rettede med to fingre på sit humbug, trak
+sine mansjetter frem og så sig om med en mine,
 som tog han afsked med noget, inden han begyndte
-undervisningen. S� fandt han, hvor det
-var i bogen, men i samme �jeblik, han lukkede
+undervisningen. Så fandt han, hvor det
+var i bogen, men i samme øjeblik, han lukkede
 munden op, sa Helga:</p>
 
-<p>Hr. Grandlev, det er Maries f�dselsdag i dag.</p>
+<p>Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.</p>
 
-<p>S� kan Marie begynde.</p>
+<p>Så kan Marie begynde.</p>
 
 <p>Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.</p>
 
-<p>Nej, det synes jeg ikke. N�, Marie?</p>
+<p>Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?</p>
 
 <p>Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob"
 i den engelske versjon? Der er ikke en eneste af
 os, der ved det, bevidnede Helga.</p>
 
-<p>N� ikke; det betyder en blyklump.</p>
+<p>Nå ikke; det betyder en blyklump.</p>
 
-<p>For eksempel p� enden af en stok? spurgte Helga.</p>
+<p>For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.</p>
 
 <p>Nej; i enden af en medesnor.</p>
 
-<p>Hvad hedder en blyklump p� enden af en stok?
-spurgte Helga videre og v�dede blyanten mellem
-l�berne.</p>
+<p>Hvad hedder en blyklump på enden af en stok?
+spurgte Helga videre og vædede blyanten mellem
+læberne.</p>
 
-<p>Det ved jeg ikke. Skal vi s� &mdash; &mdash;</p>
+<p>Det ved jeg ikke. Skal vi så &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Jeg troede, det bet�d klokkeringning, meddelte
+<p>Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte
 Berta.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[s. 10]"> </a></span></p>
 
 <p>Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og
-s� forurettet ud.</p>
+så forurettet ud.</p>
 
 <p>Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og
-v�dede atter sin blyant.</p>
+vædede atter sin blyant.</p>
 
 <p>Hr. Grandlev &mdash; Dagmar dukkede halvkvalt op
 fra sin bog &mdash;, Marie tror, det betyder en hund,
 der hedder Bob!</p>
 
-<p>Det sidste <span class="corr" title="var: maatte">m�tte</span> hun skynde sig at sige, inden
+<p>Det sidste <span class="corr" title="var: maatte">måtte</span> hun skynde sig at sige, inden
 latteren overmandede hende.</p>
 
-<p>O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie s�
+<p>O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så
 begyndt?</p>
 
-<p>Marie tog fat p� at l�se op under frygtelige
-udtalekvaler, der fik hr. Grandlev til at sk�re ansigt,
-og �jeblikkelig stak Helga en finger i hvert
-�re og rystede fortvivlet p� hodet. Det blev straks
+<p>Marie tog fat på at læse op under frygtelige
+udtalekvaler, der fik hr. Grandlev til at skære ansigt,
+og øjeblikkelig stak Helga en finger i hvert
+øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks
 efterlignet rundt om i klassen.</p>
 
-<p>Skal vi ta de fingre ud af Helgas �ren? Hvad
+<p>Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad
 sidder hun og skaber sig over?</p>
 
 <p>Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga,
-sekunderet af svagere ekkoer fra de �vrige.</p>
+sekunderet af svagere ekkoer fra de øvrige.</p>
 
-<p>S� kan De g� videre. Og Marie kan imidlertid
+<p>Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid
 skamme sig noget.</p>
 
-<p>Helga l�ste op, mens Marie svalede sine flammende
-kinder med bogbindet. Men Helgas overs�ttelse
-begyndte s�ledes:</p>
+<p>Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende
+kinder med bogbindet. Men Helgas oversættelse
+begyndte således:</p>
 
-<p>N�ste dag l�b skonnerten p� grund med alle
-kanarifuglene, der tog sig den frihed at br�kke
+<p>Næste dag løb skonnerten på grund med alle
+kanarifuglene, der tog sig den frihed at brække
 skibet i stykker &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hvad er det for noget vr�vl, Helga?</p>
+<p>Hvad er det for noget vrøvl, Helga?</p>
 
-<p>Det ved jeg ikke, men s�dan st�r der. Her
+<p>Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her
 skal De selv se: <span xml:lang="en" lang="en">Which, set at liberty by the breaking
 up of the vessel</span>. Det kan ikke betyde andet,<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[s. 11]"> </a></span>
-sluttede hun og s� koldt og �ndsfrav�rende ud i
-g�rden.</p>
+sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i
+gården.</p>
 
-<p>Tror De m�ske, at kanarifuglene kan br�kke et
+<p>Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et
 skib i stykker, hvad, De komiker?</p>
 
 <p>Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men
-derfor kunde det godt st� der. De siger selv, der
-st�r s� meget vr�vl i b�ger.</p>
+derfor kunde det godt stå der. De siger selv, der
+står så meget vrøvl i bøger.</p>
 
-<p>Ja, det g�r De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.</p>
+<p>Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.</p>
 
-<p>Bekr�ftende mumlen fra resten.</p>
+<p>Bekræftende mumlen fra resten.</p>
 
-<p>Ja, men der m� dog v�re gr�nser for vr�vl,
+<p>Ja, men der må dog være grænser for vrøvl,
 mon ikke?</p>
 
-<p>N&mdash;n�! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid,
-der er ingen gr�nser for, hvad folk kan finde
-p� at s�tte i b�ger.</p>
+<p>N&mdash;nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid,
+der er ingen grænser for, hvad folk kan finde
+på at sætte i bøger.</p>
 
-<p>Vel. I kraft af st�dighed f�r man ret. Meningen
-er nu den, at skibet blev sl�et i stykker af
-b�lgerne, og at fuglene derved blev sat i frihed.</p>
+<p>Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen
+er nu den, at skibet blev slået i stykker af
+bølgerne, og at fuglene derved blev sat i frihed.</p>
 
-<p>Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men n�r
-det nu er mest almindeligt, at det, der st�r i b�gerne,
-er noget vr�vl, s� syntes jeg, det var lige
-s� rimeligt at ta det p� den anden m�de.</p>
+<p>Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når
+det nu er mest almindeligt, at det, der står i bøgerne,
+er noget vrøvl, så syntes jeg, det var lige
+så rimeligt at ta det på den anden måde.</p>
 
-<p>Uha. Sikken et bundl�st v�ld af grinagtighed,
-De er. G� s� videre.</p>
+<p>Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed,
+De er. Gå så videre.</p>
 
-<p>Hun s� op til ham med et lille unders�gende
-blik og tog fat igen; men midt i overs�ttelsen la
+<p>Hun så op til ham med et lille undersøgende
+blik og tog fat igen; men midt i oversættelsen la
 hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
 udtryk, der fik alle til at le:</p>
 
-<p>Nej, nu kan jeg virkelig ikke l�ngere forst�,
+<p>Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå,
 at vi ikke skal ha en historie.</p>
 
-<p>Ja, jeg synes ogs�, vi skulde ha en hist&mdash; gr�dede
-Marie, men s� <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: standsede">stansede</a> hun midt i en klump og
-r�dmede.</p>
+<p>Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist&mdash; grødede
+Marie, men så <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: standsede">stansede</a> hun midt i en klump og
+rødmede.</p>
 
 <p>Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[s. 12]"> </a></span>
-vendte sig om og klappede hende p� den ene kind.
-H�r, hvor p�nt hun ber om det.</p>
+vendte sig om og klappede hende på den ene kind.
+Hør, hvor pænt hun ber om det.</p>
 
-<p>Vi kunde s� h�re Dagmar, sa hr. Grandlev og
-str�g et smil bort under oversk�gget.</p>
+<p>Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og
+strøg et smil bort under overskægget.</p>
 
-<p>Dagmar var den �ldste i klassen, atten �r fyldt;
+<p>Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt;
 hun var helt udviklet, havde et mildt og moderligt
 ansigt og misundtes som Helgas bedste veninde.
-Hun var lidt sm�t begavet, og hendes overs�ttelse
-i �jeblikket var ikke af de bedste:</p>
+Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse
+i øjeblikket var ikke af de bedste:</p>
 
-<p>De �ventyrlige &mdash; s�m�nd skred f�lgelig frem
-til det &mdash; �stlige &mdash; Island &mdash; de �stlige Islande &mdash; &mdash;</p>
+<p>De æventyrlige &mdash; sømænd skred følgelig frem
+til det &mdash; østlige &mdash; Island &mdash; de østlige Islande &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.</p>
 
@@ -719,90 +680,90 @@ til det &mdash; �stlige &mdash; Island &mdash; de �stlige Islande &mdash; &mdash
 <p>Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og
 hr. Grandlev skjulte et smil bag sin bog.</p>
 
-<p>N�, nej: �er, rettede Dagmar. Og ankom d�r
-i et ikke videre elskv�rdigt tempera &mdash; hum�r. &mdash;
-Hun s� hj�lpel�s op til katedret, men der kom
-ingen hj�lp. De andre piger, der vidste, at Dagmar
-var blidt forelsket i hr. Grandlev, n�d scenen
+<p>Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær
+i et ikke videre elskværdigt tempera &mdash; humør. &mdash;
+Hun så hjælpeløs op til katedret, men der kom
+ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar
+var blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen
 med stille morskab.</p>
 
 <p>Planen om <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: Flugt">flugt</a> var opgivet, hakkede Dagmar
 videre, fjenderne rev blyet af domkirken, en handling,
 for hvilken de smukt kunde forsvare krigens
-n�dvendigheder &mdash; &mdash; jeg <span class="corr" title="var: forstaar">forst�r</span> det ikke, hviskede
+nødvendigheder &mdash; &mdash; jeg <span class="corr" title="var: forstaar">forstår</span> det ikke, hviskede
 hun elendig.</p>
 
 <p>Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter
-mere d�mpet: Jeg synes ikke, der er nogen mening
-i det, men man m� jo ikke l�ngere sp�rge om
-noget, det er m�ske rigtigt nok, hviskede hun og
-noterede ivrigt. Men det at f� sine dumheder forevigede
-p� den m�de gjorde et s� dybt indtryk
-p� Dagmar, at hun helt holdt op.</p>
+mere dæmpet: Jeg synes ikke, der er nogen mening
+i det, men man må jo ikke længere spørge om
+noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og
+noterede ivrigt. Men det at få sine dumheder forevigede
+på den måde gjorde et så dybt indtryk
+på Dagmar, at hun helt holdt op.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[s. 13]"> </a></span></p>
 
 <p>Kan De ikke mere, Dagmar?</p>
 
-<p>Hun rystede p� hodet og gled mat over p� Helgas
-skulder og derfra ned p� sin plads.</p>
+<p>Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas
+skulder og derfra ned på sin plads.</p>
 
-<p>S� er det bedst, at Berta tar det igennem en
-gang til og overs�tter det fra Dagmarsk til dansk.
-De s�kaldte �ventyrlige s�m�nd, Berta?</p>
+<p>Så er det bedst, at Berta tar det igennem en
+gang til og oversætter det fra Dagmarsk til dansk.
+De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?</p>
 
 <p>Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte?
-udbr�d Helga bestyrtet.</p>
+udbrød Helga bestyrtet.</p>
 
-<p>N�, d�r har vi nok igen Helga p� arenaen.</p>
+<p>Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.</p>
 
 <p>Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har
 skrevet det op <em>altsammen</em>! Hun holdt notebogen
-h�jt i v�ret med en mine, som om hun havde haft
+højt i været med en mine, som om hun havde haft
 den ulejlighed at indhugge det i sten.</p>
 
-<p>De har nok for�rsdelirium i dag, bem�rkede hr.
+<p>De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr.
 Grandlev.</p>
 
-<p>Det er noget s�rt noget, opponerede hun og la
+<p>Det er noget sært noget, opponerede hun og la
 sig henad bordet og viskede ud med stor hidsighed.</p>
 
-<p>Kan De s� tie stille?</p>
+<p>Kan De så tie stille?</p>
 
-<p>Ja, n�r De ikke siger, hvad der er rigtigt, og
-hvad der er galt, mukkede Helga med en bl�sen,
-der skulde befri papiret for viskel�rssmulerne, og
+<p>Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og
+hvad der er galt, mukkede Helga med en blæsen,
+der skulde befri papiret for viskelærssmulerne, og
 som samtidig gjorde det ud for en protest.</p>
 
 <p>Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig
 lige over for hende, dette er jo himmelskrigende
 uartighed.</p>
 
-<p>Hun rejste sig. De var omtrent lige h�je: Jeg
-er ogs� meget uartig i dag, hr. Grandlev. &mdash; Hun
+<p>Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg
+er også meget uartig i dag, hr. Grandlev. &mdash; Hun
 lo ikke; der var ikke engang et smil om hendes
-halv�bne mund. Hele hendes sj�l l� i �jnene, det
+halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det
 var, som om de i dette nu ikke stod i synets
 tjeneste, men blot tjente til at udslynge livskraft
 med.</p>
 
-<p>S�dan m� det v�re, t�nkte han, pludselig at se<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[s. 14]"> </a></span>
+<p>Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[s. 14]"> </a></span>
 en kilde springe frem for sin fod, allerbedst som
-man g�r p� den rolige jord. Han s� ned p� hendes
-l�ber, der var gennemtrukne af fine furer som to
-stykker appelsin, og han s� igen p� hendes �jne.
+man går på den rolige jord. Han så ned på hendes
+læber, der var gennemtrukne af fine furer som to
+stykker appelsin, og han så igen på hendes øjne.
 Hvor mange ting huskede han ikke nu, der var
-gr� og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
+grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
 ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa
 han:</p>
 
 <p>De er vel en god pige, Helga?</p>
 
-<p>Det ramte hende som et st�d, hun sank ned <span class="corr" title="var: paa">p�</span>
-b�nken, og udtrykket i hendes ansigt var en betuttet
-skolepiges. Der fl�j en hvisken rundt om i
-klassen, som ingenting havde <span class="corr" title="var: forstaaet">forst�et</span>: Mon Helga
-havde v�ret for slem?</p>
+<p>Det ramte hende som et stød, hun sank ned <span class="corr" title="var: paa">på</span>
+bænken, og udtrykket i hendes ansigt var en betuttet
+skolepiges. Der fløj en hvisken rundt om i
+klassen, som ingenting havde <span class="corr" title="var: forstaaet">forstået</span>: Mon Helga
+havde været for slem?</p>
 
 <p>Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev
 var meget venlig resten af timen, men lystighed
@@ -811,7 +772,7 @@ kom der ikke mere af.</p>
 <p>Da det havde ringet, og de andre var kommet
 ud, gik Helga hen til Grandlev og spurte:</p>
 
-<p>Er De vred <span class="corr" title="var: paa">p�</span> mig?</p>
+<p>Er De vred <span class="corr" title="var: paa">på</span> mig?</p>
 
 <p>Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet
 han rakte efter sin hat:</p>
@@ -829,193 +790,193 @@ han rakte efter sin hat:</p>
 <h2><a name="KAPITEL_2" id="KAPITEL_2"></a>KAPITEL 2</h2>
 
 
-<p>Hver dag ved sekstiden s� man Helga g� sin
-s�dvanlige tur gennem S�ndergade, over
-broen langs fjorden og ud til anl�gget. Der skulde
-s�rlig strenge opgaver til at holde hende inde, og
-n�r det var storm, kunde ikke engang udsigten til
-en d�rlig karakter hindre hende i at g� ud. Det
-var, n�r hun gik disse ensomme ture, at folk &mdash;
-is�r damer &mdash; opdagede, at der var en del at uds�tte
-p� hende. Hun hilste altfor sk�desl�st, hun
+<p>Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin
+sædvanlige tur gennem Søndergade, over
+broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde
+særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og
+når det var storm, kunde ikke engang udsigten til
+en dårlig karakter hindre hende i at gå ud. Det
+var, når hun gik disse ensomme ture, at folk &mdash;
+især damer &mdash; opdagede, at der var en del at udsætte
+på hende. Hun hilste altfor skødesløst, hun
 nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
 skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem
 med det indtryk, at hun ikke kendte dem mere.
-Hun skulde passe noget bedre p� sig selv, hun var
-ikke s� mild, som en ung pige b�r v�re. Hvis den
-og den var hendes moer, skulde hun ikke f� lov
-at g� alene p� den m�de. Det var synd for den
+Hun skulde passe noget bedre på sig selv, hun var
+ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den
+og den var hendes moer, skulde hun ikke få lov
+at gå alene på den måde. Det var synd for den
 nette pige, men hun var aparte.</p>
 
-<p>En bl�sende oktoberaften kom Helga gennem
-S�ndergade. Vinden pressede p� og vilde jage
-hende af sted, men i det �jeblik �nskede hun netop
-at g� langsomt, hun svajede ryggen og hvilede
-nakken p� den bl�de storm. Ved det sidste hus
-f�r broen, samlede hun sk�rterne med venstre h�nd,
-greb om hatten med h�jre og smilede forventningsfuldt<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[s. 16]"> </a></span>
+<p>En blæsende oktoberaften kom Helga gennem
+Søndergade. Vinden pressede på og vilde jage
+hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop
+at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede
+nakken på den bløde storm. Ved det sidste hus
+før broen, samlede hun skørterne med venstre hånd,
+greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[s. 16]"> </a></span>
 ved tanken om det, der nu skulde komme, og
-n�sten med et spring var hun ude p� broen. Vinden
-kastede sig sidel�ns over hende og fyldte hendes
-�ren med skrald, men alting var beregnet forud;
+næsten med et spring var hun ude på broen. Vinden
+kastede sig sidelæns over hende og fyldte hendes
+øren med skrald, men alting var beregnet forud;
 hun styrede urokkelig hen ad den planke, hun allerede
-havde udset. S�ledes vilde hun nu en gang
-g� over broen i storm.</p>
+havde udset. Således vilde hun nu en gang
+gå over broen i storm.</p>
 
-<p>Nede ved fjorden fik hun bl�sten forfra og gik
-uvilk�rligt raskere. S�dan var Helga; hun sagtnede
+<p>Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik
+uvilkårligt raskere. Sådan var Helga; hun sagtnede
 gangen i rygvind og fremskyndede den i modvind.
-Hun m�tte vriste sin vej fra stormen; den var et
-slags uhyre, som bestod af lutter h�nder og en
+Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et
+slags uhyre, som bestod af lutter hænder og en
 kolossal mund. Den vilde ikke la hende komme
-frem, og n�r den var mest stridig, sprang hun ind
-p� den, den m�tte gi sig hele tiden. Tr�erne, der
-stod i en tynd r�kke langs fjordskr�nten, havde
-det v�rre end hun; de borede deres r�dder dybt
+frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind
+på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der
+stod i en tynd række langs fjordskrænten, havde
+det værre end hun; de borede deres rødder dybt
 ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for
-livet, slog de kl�erne i jorden, som om de vidste,
+livet, slog de kløerne i jorden, som om de vidste,
 at den er det eneste, der holder.</p>
 
-<p>Det var et stort og hidsigt v�r. Nede i r�rene
+<p>Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene
 brasede det som af tusende stege, der var over
-ilden p� en gang, og mod vest var himlen bl�sort
-og gul, det s� vildt ud. Helga fik en sur smag i
+ilden på en gang, og mod vest var himlen blåsort
+og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i
 munden ved synet af dette gule; derved glemte hun
-alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udm�rkede
+alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede
 sure bolsjer, der netop havde den farve.
-Det var en sommerferie, hun havde f�et en pose
+Det var en sommerferie, hun havde fået en pose
 af dem, i Randers.</p>
 
-<p>Men &mdash; se s�! Der var andre mennesker i skoven
+<p>Men &mdash; se så! Der var andre mennesker i skoven
 end hun. De kom hen imod hende. Hun masede
-ind gennem krattet til venstre og vadede i l�v s�
-brunt som rugbr�dsskorpe. Bromb�rranker spr�llede<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[s. 17]"> </a></span>
-i v�ret og blev levende under hendes trin,
-de l�ftede hendes kjole og snoede sig om hendes
-ben, s� det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig
-og vilde sparke dem v�k; hun m�tte pille dem
-ordentlig af. L�ngere inde tilb�d der sig en sti,
-der f�rte om bag granplantningen. Her var n�sten
-stille. Stormen, der f�rst var blevet spaltet i l�vskoven,
-blev nu siet mellem grann�lene, s� den
-s�nderdeltes til en fin bl�sen. Helga s� et sammenrullet
+ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så
+brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[s. 17]"> </a></span>
+i været og blev levende under hendes trin,
+de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes
+ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig
+og vilde sparke dem væk; hun måtte pille dem
+ordentlig af. Længere inde tilbød der sig en sti,
+der førte om bag granplantningen. Her var næsten
+stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven,
+blev nu siet mellem grannålene, så den
+sønderdeltes til en fin blæsen. Helga så et sammenrullet
 blad gynge frem og tilbage; vinden havde
 ikke kraft til at vende det en hel omgang. Lange
 udhugninger gik som korridorer igennem granskoven;
-for enden af hver s�s et stykke gl�dende
-himmel, der lignede et �bent fyrsted p� en dampkedel.</p>
+for enden af hver sås et stykke glødende
+himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.</p>
 
 <p>Men nu var der igen et menneske i hendes skov.
-Det var s�rt, folk kunde finde forn�jelse i at spasere
-p� den tid af dagen og i s�dan et v�r! Hun
-sprang over gr�ften for at n� tilbage til l�vskoven,
-men mennesket kom samme vej. Nu �rgrede han
-hende i den grad, at hun m�tte se, hvem det var.</p>
-
-<p>Det var hr. Jensen. N�, s� skulde han f� lov
-at bruge sine ben. Hun br�d igennem hegnet, kom
-ud p� marken og gik et stykke tilbage. Han kom
-ogs� ud og gik den modsatte vej, spejdende og
+Det var sært, folk kunde finde fornøjelse i at spasere
+på den tid af dagen og i sådan et vær! Hun
+sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven,
+men mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han
+hende i den grad, at hun måtte se, hvem det var.</p>
+
+<p>Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov
+at bruge sine ben. Hun brød igennem hegnet, kom
+ud på marken og gik et stykke tilbage. Han kom
+også ud og gik den modsatte vej, spejdende og
 langhalset.</p>
 
-<p>�v, �v, t�nkte Helga, og s� gik hun for sjovs
-skyld hen p� marken og satte sig p� en gr�ftekant.</p>
+<p>Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs
+skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant.</p>
 
-<p>Kom s�, t�nkte hun.</p>
+<p>Kom så, tænkte hun.</p>
 
-<p>Han var der ogs� straks. Hun b�jede sig forover
-og lyttede. Skridtene l�d s� svampede; af
-og til gav engbunden et smask, n�r den slap hans<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[s. 18]"> </a></span>
-st�vleh�le. Han havde nok nylig f�et sine st�vler
-fors�lede.</p>
+<p>Han var der også straks. Hun bøjede sig forover
+og lyttede. Skridtene lød så svampede; af
+og til gav engbunden et smask, når den slap hans<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[s. 18]"> </a></span>
+støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler
+forsålede.</p>
 
 <p>Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han
-har �delagt min spaseretur!</p>
+har ødelagt min spaseretur!</p>
 
 <p>Godaften, Helga.</p>
 
 <p>Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde
-opbyde; s� vendte hun sig langsomt.</p>
+opbyde; så vendte hun sig langsomt.</p>
 
 <p>Det er bare mig, Helga.</p>
 
-<p>N�&mdash;�.</p>
+<p>Nå&mdash;å.</p>
 
 <p>Blev du bange for mig?</p>
 
-<p>N�&mdash;�.</p>
+<p>Næ&mdash;æ.</p>
 
-<p>Skal vi f�lges ad?</p>
+<p>Skal vi følges ad?</p>
 
-<p>Det kommer an p�, om vi skal samme vej.</p>
+<p>Det kommer an på, om vi skal samme vej.</p>
 
 <p>Du skal vel hjem?</p>
 
-<p>Ja, men det er ikke vist, jeg g�r samme vej
+<p>Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej
 som De.</p>
 
-<p>Hvad vej g�r Du?</p>
+<p>Hvad vej går Du?</p>
 
-<p>Hvad vej g�r De?</p>
+<p>Hvad vej går De?</p>
 
-<p>Du skal vel skynde dig hjem, for det blir m�rkt.
-Det er bedst, vi g�r igennem skoven.</p>
+<p>Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt.
+Det er bedst, vi går igennem skoven.</p>
 
-<p>Men jeg vil oven om skoven. Farvel s�.</p>
+<p>Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.</p>
 
-<p>Vent lidt; s� g�r vi oven om. Vi kan da f�lges
+<p>Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges
 ad.</p>
 
-<p>Hvis jeg havde v�ret forelsket i ham, t�nkte
-Helga, s� var det da g�et over nu. Et mandfolk,
+<p>Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte
+Helga, så var det da gået over nu. Et mandfolk,
 der er dum af forelskelse!</p>
 
-<p>Jeg synes, du l�b for mig inde i skoven.</p>
+<p>Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.</p>
 
-<p>Jeg l�b ikke, fordi det var Dem, men n�r jeg
-spaserer alene, s� kan jeg ikke fordrage at tr�ffe
+<p>Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg
+spaserer alene, så kan jeg ikke fordrage at træffe
 andre.</p>
 
-<p>Tag mig under armen, sa han lidt efter, du m�
-v�re tr�t.</p>
+<p>Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må
+være træt.</p>
 
-<p>Hvem tror De, blev f�rst tr�t, dersom vi l�b
+<p>Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb
 om kap?</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[s. 19]"> </a></span></p>
 
-<p>Vi kan jo pr�ve.</p>
+<p>Vi kan jo prøve.</p>
 
-<p>Han er villig, t�nkte hun.</p>
+<p>Han er villig, tænkte hun.</p>
 
-<p>Skal jeg fort�lle dig noget, Helga? begyndte han
+<p>Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han
 igen.</p>
 
-<p>Det ved jeg n�sten ikke. Hvis det er noget
+<p>Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget
 morsomt.</p>
 
-<p>Det er det, erkl�rede han ivrigt.</p>
+<p>Det er det, erklærede han ivrigt.</p>
 
 <p>Mon?</p>
 
-<p>Hvorfor g�r du nu over p� den side?</p>
+<p>Hvorfor går du nu over på den side?</p>
 
-<p>Fordi her er renere. Ja, men nu g�r De jo i
+<p>Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i
 snavset.</p>
 
-<p>Det g�r ikke noget.</p>
+<p>Det gør ikke noget.</p>
 
-<p>Med Deres ny st�vler.</p>
+<p>Med Deres ny støvler.</p>
 
 <p>Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?</p>
 
-<p>Uha! S� snart jeg begynder p� noget, vi kan
-komme til at snakke om, s� klynger han sig til det
+<p>Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan
+komme til at snakke om, så klynger han sig til det
 med en iver &mdash;</p>
 
-<p>Du er vist ked af at f�lges med mig, Helga.</p>
+<p>Du er vist ked af at følges med mig, Helga.</p>
 
-<p>Ja<span class="corr" title="tilf�jet: .">.</span></p>
+<p>Ja<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span></p>
 
 <p>Kan du ikke lide mig?</p>
 
@@ -1023,24 +984,24 @@ med en iver &mdash;</p>
 
 <p>Hvorfor ikke?</p>
 
-<p>Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men p�
-den anden side tr�ngte hun <span class="corr" title="var: ogsaa">ogs�</span> til at sige det,
+<p>Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på
+den anden side trængte hun <span class="corr" title="var: ogsaa">også</span> til at sige det,
 for at han kunde blive fornuftig: Fordi De kan
 godt lide mig.</p>
 
-<p>Ja, Helga, det kan jeg ogs�.</p>
+<p>Ja, Helga, det kan jeg også.</p>
 
-<p>N� ja, s� l�ber jeg.</p>
+<p>Nå ja, så løber jeg.</p>
 
 <p>Men han fulgte med. &mdash; Uha, sikken et mandfolk,
-t�nkte hun; mon han kan fri, mens han l�ber?</p>
+tænkte hun; mon han kan fri, mens han løber?</p>
 
-<p>S� kom de ud <span class="corr" title="var: paa">p�</span> stien over engene. Det er
-dumt, t�nkte hun, jeg vil ikke l�be mere.</p>
+<p>Så kom de ud <span class="corr" title="var: paa">på</span> stien over engene. Det er
+dumt, tænkte hun, jeg vil ikke løbe mere.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[s. 20]"> </a></span></p>
 
-<p>N�, kunde De s� l�be lige s� st�rkt som jeg?</p>
+<p>Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?</p>
 
 <p>Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille
 pige, og jeg har altid holdt meget af dig, og nu er
@@ -1050,145 +1011,145 @@ du en stor pige; vil du ikke blive min hustru?</p>
 
 <p>Hvorfor ikke?</p>
 
-<p>�v, �v, t�nkte Helga.</p>
+<p>Æv, æv, tænkte Helga.</p>
 
-<p>Kan du huske, da du var mindre, vi var altid s�
-gode venner. P� skovturene for eksempel, du skulde
-altid ha mig med til at lege og s�dan noget; du
-syntes, det var s� morsomt. Har du glemt det?</p>
+<p>Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så
+gode venner. På skovturene for eksempel, du skulde
+altid ha mig med til at lege og sådan noget; du
+syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?</p>
 
 <p>Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom
-l�ngere.</p>
+længere.</p>
 
-<p>Han skiftede farve; r�dme og bleghed bredte sig
-<span class="corr" title="var: paa">p�</span> steder, hvor de ellers ikke plejede at findes;
-han blev hvid <span class="corr" title="var: paa">p�</span> <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Kinderne">kinderne</a> og r�d i tindingerne;
-Helga mindedes i en fart et slagsm�l, hun havde
+<p>Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig
+<span class="corr" title="var: paa">på</span> steder, hvor de ellers ikke plejede at findes;
+han blev hvid <span class="corr" title="var: paa">på</span> <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Kinderne">kinderne</a> og rød i tindingerne;
+Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde
 set, en karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke
-latterlig nu; han opf�rte sig p� en m�de, som Helga
-aldrig havde t�nkt sig eller h�rt magen til. Hun
-vidste ikke, hvor l�nge det varede, men hun m�tte
-st� og h�re og se p� det altsammen, for hun kunde
+latterlig nu; han opførte sig på en måde, som Helga
+aldrig havde tænkt sig eller hørt magen til. Hun
+vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte
+stå og høre og se på det altsammen, for hun kunde
 ingen steder komme for ham. Der var megen fortabthed
-og mange hede l�fter i det; men Helga blev
-ikke �r, hun vidste, det kunde ikke hj�lpe; hun var
-bare lidt ked af det tilsidst, da han et �jeblik ikke
+og mange hede løfter i det; men Helga blev
+ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var
+bare lidt ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke
 kunde mere, for da forekom det hende, at det var
-noget i den stil, hun havde �nsket sig; der kom en
-vis h�jtidelighed over hende, hun h�rte efter med
-megen opm�rksomhed, sk�nt han nu talte ganske
-usammenh�ngende, og da han holdt helt op, rystede
-hun s�rgmodigt p� hodet og begyndte at g�.</p>
+noget i den stil, hun havde ønsket sig; der kom en
+vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med
+megen opmærksomhed, skønt han nu talte ganske
+usammenhængende, og da han holdt helt op, rystede
+hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.</p>
 
-<p>Han kom efter: Helga, sa han, m� jeg f� et kys?</p>
+<p>Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[s. 21]"> </a></span></p>
 
-<p>Men da var al hendes h�jtidelighed forbi. At
-han ovenp� alt det, hun ikke vilde sige ja til, netop
-skulde finde <span class="corr" title="var: paa">p�</span> at bede om et kys &mdash; som var det
-sidste, Helga kunde t�nke sig at gi &mdash;, det var s�
-enormt komisk, at hun m�tte le. Og om ham havde
-hun altid troet, at han var <span class="corr" title="var: saa">s�</span> begavet! Hun t�nkte
-ikke p� at ydmyge ham med sin latter; stillingen var
-i sig selv latterv�kkende nok, og hun var ogs� latterlig,
-der et �jeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi
-ham en plads for sig mellem de m�nd, der havde
-sagt hende tossede ting og var blevet gule og gr�nne
+<p>Men da var al hendes højtidelighed forbi. At
+han ovenpå alt det, hun ikke vilde sige ja til, netop
+skulde finde <span class="corr" title="var: paa">på</span> at bede om et kys &mdash; som var det
+sidste, Helga kunde tænke sig at gi &mdash;, det var så
+enormt komisk, at hun måtte le. Og om ham havde
+hun altid troet, at han var <span class="corr" title="var: saa">så</span> begavet! Hun tænkte
+ikke på at ydmyge ham med sin latter; stillingen var
+i sig selv lattervækkende nok, og hun var også latterlig,
+der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi
+ham en plads for sig mellem de mænd, der havde
+sagt hende tossede ting og var blevet gule og grønne
 og havde ladet deres knoer knage for hendes skyld.
 Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare
 for det.</p>
 
 <p>Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og
 spurte. Hvorfor tav hun, hvorfor svarede hun
-ikke; hvorfor br�d hun sig ikke om ham, hvorfor
-vilde hun ikke sige, om hun br�d sig om ham, hvorfor
-en hel masse. Han tiggede om et ja, om et h�b,
-om et lille h�b, om et venligt godnat, om et blik,
-om en lille h�nd, og da han s�ledes havde n�et
-dybden af forelsket mands n�jsomhed, begyndte
-han forfra og forlangte p� ny alting. Han vilde
-ha, hun skulde forst�, hvad han var, og hvad han
+ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor
+vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor
+en hel masse. Han tiggede om et ja, om et håb,
+om et lille håb, om et venligt godnat, om et blik,
+om en lille hånd, og da han således havde nået
+dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte
+han forfra og forlangte på ny alting. Han vilde
+ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad han
 blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller
-hans indt�gter var en almindelig l�rers, og i n�ste
+hans indtægter var en almindelig lærers, og i næste
 nu fortalte han om, hvordan han vilde blive mere
 ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig
 sa nej.</p>
 
 <p>Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo
 ikke rigtig klog, og desuden regnede Helga virkelig
-ikke sig selv for s� meget, at det skulde kunne g�re
-en mand ulykkelig, om hun ikke br�d sig noget om<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[s. 22]"> </a></span>
+ikke sig selv for så meget, at det skulde kunne gøre
+en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[s. 22]"> </a></span>
 ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere
-t�nke p� noget andet. Fra skr�nten ud mod fjorden
-strittede forvredne tr�r�dder frem overalt, det
-s� ganske krampagtigt ud, det var ligesom store
+tænke på noget andet. Fra skrænten ud mod fjorden
+strittede forvredne trærødder frem overalt, det
+så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store
 trolde, der styrtede ned, og som greb vildt for sig
-med deres uhyrlige h�nder. Hun kunde godt
+med deres uhyrlige hænder. Hun kunde godt
 tegne det.</p>
 
-<p>Da de <span class="corr" title="var: naaede">n�ede</span> broen ved enden af S�ndergade,
-gik hun fra ham. Det sidste, han blot vilde h�re
-af hende, var, at hun ikke var vred p� ham, men
-hvad kunde det interessere ham, n�r hun ikke var
-s� meget andet, som han vilde ha, hun skulde v�re.</p>
+<p>Da de <span class="corr" title="var: naaede">nåede</span> broen ved enden af Søndergade,
+gik hun fra ham. Det sidste, han blot vilde høre
+af hende, var, at hun ikke var vred på ham, men
+hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var
+så meget andet, som han vilde ha, hun skulde være.</p>
 
 <p>Hjemme ventede moeren med aftensmaden,
-mere t�lmodig over datterens udeblivelse, end andre
-m�dre rimeligvis vilde billige det, men hun var
+mere tålmodig over datterens udeblivelse, end andre
+mødre rimeligvis vilde billige det, men hun var
 enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten
-og meget opr�mt, da hun endelig kom. Det havde
-v�ret en storartet tur; det var l�nge siden, hun
-havde f�et s�dan en appetit af at g�; dette beviste
-hun ogs� i gerning, og det morede hende at spise;
+og meget oprømt, da hun endelig kom. Det havde
+været en storartet tur; det var længe siden, hun
+havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste
+hun også i gerning, og det morede hende at spise;
 hr. Jensen skulde bare se alt det, hun tog til sig;
 han sad formodentlig nu og bildte sig ind, at det
-var hans pligt at ha tabt madlysten til �re for sin
-ulykkelige k�rlighed. Hun kunde n�sten haft lyst
-til at ha inviteret ham til aften og s� spise lige
-for n�sen af ham, alt hvad der var p� bordet.</p>
+var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin
+ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst
+til at ha inviteret ham til aften og så spise lige
+for næsen af ham, alt hvad der var på bordet.</p>
 
 <p>Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den
-energi, hvormed hun gav sig til at l�se leksjer, men
+energi, hvormed hun gav sig til at læse leksjer, men
 hun var yderlig mat, da hun klokken ti rejste sig
-for at g� i seng. I stedet for s�vnen, hun havde
-gl�det sig til, kom alt det oplevede igen under
-andre former; hun var ikke l�ngere den overlegne;
-m�ske var der slet ikke noget at le ad; dette var<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[s. 23]"> </a></span>
-vel alligevel den lidenskab, hun havde h�rt tale om,
-og hvis tilv�relse hun f�r havde betvivlet. Hun
-m�tte nu ogs� t�nke p� fr�ken Schou. F�rst p�
+for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde
+glædet sig til, kom alt det oplevede igen under
+andre former; hun var ikke længere den overlegne;
+måske var der slet ikke noget at le ad; dette var<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[s. 23]"> </a></span>
+vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om,
+og hvis tilværelse hun før havde betvivlet. Hun
+måtte nu også tænke på frøken Schou. Først på
 den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes
 halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da
-en s�r fasong, men da fr�kenen s� vilde kysse
-hende, havde hun sl�et fra sig i pludseligt raseri,
-lige i ansigtet havde hun sl�et sin l�rerinde, der
+en sær fasong, men da frøkenen så vilde kysse
+hende, havde hun slået fra sig i pludseligt raseri,
+lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der
 var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra
 forstanden. Helga var blevet flov over sig selv
-og kunde ha bedt fr�kenen om forladelse, hvis hun
+og kunde ha bedt frøkenen om forladelse, hvis hun
 ikke havde villet klappe hende bagefter, men da
 hun opdagede, det truede med mere, var hun rendt
-sin vej, og der havde v�ret scener med bleghed og
-rystende h�nder, akkurat ligesom nu med hr.
+sin vej, og der havde været scener med bleghed og
+rystende hænder, akkurat ligesom nu med hr.
 Jensen.</p>
 
 <p>Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det
 ord; nu blev hun bange for det. Det var noget, der
 gjorde vild og latterlig; hun forstod, at lidenskab
-sk�ner ingen. Fr�ken Schou var en begavet dame,
-og hr. Jensen var en anset mand; hun havde h�rt
-mange sige, at der kunde blive et udm�rket byr�dsmedlem
+skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame,
+og hr. Jensen var en anset mand; hun havde hørt
+mange sige, at der kunde blive et udmærket byrådsmedlem
 af ham en gang &mdash; &mdash;. Helga kom pludselig
-til at gr�de, det var s� stygt og s�rgeligt, ikke
+til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke
 det med hr. Jensen, nej, men der var noget blevet
-vanhelliget for hende; hun f�lte nu med sikkerhed,
-at det havde v�ret bedre, om hun slet ikke var
-kommet til at t�nke over dette endnu; s�dan noget
+vanhelliget for hende; hun følte nu med sikkerhed,
+at det havde været bedre, om hun slet ikke var
+kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget
 skulde hun ikke vide; nu vidste hun, at der var
-en risiko, der omfattede hende eller m�ske den
+en risiko, der omfattede hende eller måske den
 mand, som &mdash; &mdash;. Hun rettede sig ud i sengen
-og l� stiv som en pind, for dette <em>vilde</em> hun ikke
-t�nke.</p>
+og lå stiv som en pind, for dette <em>vilde</em> hun ikke
+tænke.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[s. 24]"> </a></span></p>
@@ -1202,18 +1163,18 @@ t�nke.</p>
 <p>Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga,
 som var ordensduks. Hr. Jensen kom ind og
 stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun
-blev nede i den anden ende af klassev�relset. S�
+blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så
 kom han derned, og hun gik op og begyndte at
 ordne ved katedret, men da han igen kom bagefter,
-kr�b hun op i et �bent vindu og l�nede sig ud. Her
-kan han ikke, t�nkte hun.</p>
+krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her
+kan han ikke, tænkte hun.</p>
 
-<p>Han kom t�t hen til hende; hun hang med overkroppen
+<p>Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen
 ud over legepladsen.</p>
 
-<p>Pas p�, du ikke falder, sa han.</p>
+<p>Pas på, du ikke falder, sa han.</p>
 
-<p>Sikken et spektakkel, drengene laver, bem�rkede
+<p>Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede
 hun. Hun vidste godt, at han havde opsyn i det
 frikvarter.</p>
 
@@ -1222,93 +1183,93 @@ dag, Helga?</p>
 
 <p>Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.</p>
 
-<p>Nu skal jeg sige dig noget, jeg har t�nkt meget
+<p>Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget
 over det, vi talte om. (Vi talte slet ikke om noget,
-t�nkte hun, men De vr�vlede en masse). Det var
-ikke din mening, den m�de du tog det p�, det er
+tænkte hun, men De vrøvlede en masse). Det var
+ikke din mening, den måde du tog det på, det er
 jeg overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke
-latterligt, at jeg holder meget af dig. F�rst blev
+latterligt, at jeg holder meget af dig. Først blev
 du vred, siden lo du, men ingen af delene var der<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[s. 25]"> </a></span>
-nogen grund til; jeg har alts� ikke f�et noget svar
-af dig endnu, ikke noget, som du kan v�re bekendt,
-og som jeg kan v�re tjent med. Jeg har ret til,
+nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar
+af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt,
+og som jeg kan være tjent med. Jeg har ret til,
 at du tar mig alvorligt, og jeg har ret til et alvorligt
-svar af dig, for pjank kan jeg ikke t�le mere
-af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal t�nke
-dig om, vi kan tr�ffes en gang i eftermiddag, og
-s� venter jeg, at du vil vise et andet v�sen end i
-forg�rs.</p>
-
-<p>Helga var imponeret og harmfuld. Sk�nt han
-med megen selvbeherskelse tr�dte et skridt tilbage,
-da han var f�rdig, s� hun nok, at hans h�nder
+svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere
+af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke
+dig om, vi kan træffes en gang i eftermiddag, og
+så venter jeg, at du vil vise et andet væsen end i
+forgårs.</p>
+
+<p>Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han
+med megen selvbeherskelse trådte et skridt tilbage,
+da han var færdig, så hun nok, at hans hænder
 rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var
-en gang, han opf�rte sig langt mindre v�rdigt og
-mandigt end nu. Men s�dan friede alts� en l�rer
-til en uartig elev, som han �nskede at gifte sig
-med. Jo tak! Men nu havde Helga f�et det lune,
+en gang, han opførte sig langt mindre værdigt og
+mandigt end nu. Men sådan friede altså en lærer
+til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig
+med. Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune,
 at hun vilde se ham ligesom den aften; han skulde
-n�mlig ikke komme nu bagefter og v�re stor.</p>
+næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.</p>
 
-<p>Hun s� hen p� ham; han s� nok ud til at ha en
-vilje, som andre m�tte b�je sig for, og fortrydelig
-over ham og halv skamfuld over sig selv udbr�d
+<p>Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en
+vilje, som andre måtte bøje sig for, og fortrydelig
+over ham og halv skamfuld over sig selv udbrød
 hun:</p>
 
-<p>Kan De da ikke forst�, at jeg ikke er voksen
-endnu, efter den m�de, jeg svarer Dem p�? Alt det,
+<p>Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen
+endnu, efter den måde, jeg svarer Dem på? Alt det,
 De siger, er slet ikke noget, man skal sige til et
 barn.</p>
 
-<p>Det skulde v�re en undskyldning, men han opfattede
+<p>Det skulde være en undskyldning, men han opfattede
 det anderledes; han kom igen det skridt
-frem, som han f�r var g�et tilbage, og lidt til, og
-han s� p� hende med �jne, der var fulde af tilbedelse
-og af nyt h�b:</p>
+frem, som han før var gået tilbage, og lidt til, og
+han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse
+og af nyt håb:</p>
 
-<p>Jeg tar dig, som du er, Helga, du m� v�re s�<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[s. 26]"> </a></span>
+<p>Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[s. 26]"> </a></span>
 meget barn, du vil, jeg skal holde endnu mere af
-dig for det, n�r blot du &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+dig for det, når blot du &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Men nu var afstanden mellem dem st�rre end
-nogen sinde; ham var hun f�rdig med, han skulde
-ikke f� sagt et ord mere. Den alvor, der kunde ha
-gjort indtryk <span class="corr" title="var: paa">p�</span> hende, forlod ham, s� snart hun
+<p>Men nu var afstanden mellem dem større end
+nogen sinde; ham var hun færdig med, han skulde
+ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde ha
+gjort indtryk <span class="corr" title="var: paa">på</span> hende, forlod ham, så snart hun
 sa et ord. Nej, til ham havde hun fra nu af ikke
-andet end latter. Hun h�rte ikke, hvordan det nu
-blev til, at n�r der ikke var andet i vejen, s� skulde
-hun med forn�jelse f� lov at v�re barn, s� l�nge
+andet end latter. Hun hørte ikke, hvordan det nu
+blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde
+hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe
 hun vilde; det hastede jo heller ikke med at blive
-gift. Hun b�jede sig ud af vinduet og r�bte:</p>
+gift. Hun bøjede sig ud af vinduet og råbte:</p>
 
 <p>Er der ingen til at ringe der nede? Der skal
 ringes.</p>
 
-<p>Drengene s� op, hr. Jensen m�tte g� bort fra
+<p>Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra
 vinduet.</p>
 
-<p>&mdash; Alle var p� plads. Hr. Jensen kom hen til
+<p>&mdash; Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til
 Helga:</p>
 
-<p>M� jeg l�ne din bog?</p>
+<p>Må jeg låne din bog?</p>
 
-<p>De skal altid l�ne min bog.</p>
+<p>De skal altid låne min bog.</p>
 
 <p>Kom med den, siger jeg.</p>
 
 <p>Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg
-kan altid lugte, n�r De har haft mine b�ger, mumlede
+kan altid lugte, når De har haft mine bøger, mumlede
 hun.</p>
 
-<p>Den f�rste, der kom op, kunde ikke noget; Helga
-skulde komme og hj�lpe ham.</p>
+<p>Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga
+skulde komme og hjælpe ham.</p>
 
-<p>Jeg er ikke forberedt. Jeg var s� tr�t, da jeg
-skulde til at l�se i L�rdags, af at l�be. Der var
+<p>Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg
+skulde til at læse i Lørdags, af at løbe. Der var
 nogen efter mig.</p>
 
 <p>En anden blev taget op; imens sad Helga og skar
-ansigt for dem bagved; hun havde s�rlig �vne til
+ansigt for dem bagved; hun havde særlig ævne til
 at ligne en gammel kone med mange rynker. Munterheden
 fik hr. Jensen til at vende sig.</p>
 
@@ -1317,20 +1278,20 @@ fik hr. Jensen til at vende sig.</p>
 <p>Hvad er det?</p>
 
 <p>Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt:
-Det var Helga, der lavede s�dan et morsomt
+Det var Helga, der lavede sådan et morsomt
 ansigt.</p>
 
-<p>M� jeg se det ansigt, Helga?</p>
+<p>Må jeg se det ansigt, Helga?</p>
 
 <p>Nej.</p>
 
-<p>S� f�r du en anm�rkning.</p>
+<p>Så får du en anmærkning.</p>
 
-<p>Ja. &mdash; Helga �nskede netop en anm�rkning.
-Hvad var mere naturligt, end at en l�rer gav en
-uartig t�s en anm�rkning, n�r hun lige havde erkl�ret,
+<p>Ja. &mdash; Helga ønskede netop en anmærkning.
+Hvad var mere naturligt, end at en lærer gav en
+uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde erklæret,
 at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig
-�benlyst; der blev r�re i klassen; en enkelt dreng
+åbenlyst; der blev røre i klassen; en enkelt dreng
 hengav sig ubehersket til sin munterhed.</p>
 
 <p>Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham.
@@ -1338,23 +1299,23 @@ Drengen tav og dukkede sig; han kendte hr. Jensens
 mandagslussinger.</p>
 
 <p>Helga tegnede. En dame med en urimelig stor
-barm sad p� en b�nk og p�h�rte med dryppende
-blikke en k�rlighedserkl�ring fra en herre, der l�
-p� kn� foran hende; ved siden af stod hans h�je
+barm sad på en bænk og påhørte med dryppende
+blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der lå
+på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje
 silkehat; neden under skrev hun:</p>
 
-<p>Dig �&mdash;�lsker jeg! Dig �&mdash;�&mdash;�lsker jeg!!</p>
+<p>Dig æ&mdash;ælsker jeg! Dig æ&mdash;æ&mdash;ælsker jeg!!</p>
 
 <p>Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe
 ved tavlen, hvis sind var delt mellem forlystelse og
-frygt for lussinger, s� den nye morskab dukke frem,
-og sk�nt han ikke kendte dens art, var han lige
+frygt for lussinger, så den nye morskab dukke frem,
+og skønt han ikke kendte dens art, var han lige
 med eet den, der morede sig bedst og lydeligst. Han
-kn�kkede over p� midten som en tynd k�p, der er
-for st�rkt belastet, holdt sig ved tavlen og fnyste
-af grin, s� st�rk var hans tro, endda han ikke
-havde set. En lussing p� hundrede <span class="sic" title="[sic]">graders</span> Celsius
-gjorde ham imidlertid atter til en anst�ndig elev.<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[s. 28]"> </a></span>
+knækkede over på midten som en tynd kæp, der er
+for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og fnyste
+af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke
+havde set. En lussing på hundrede <span class="sic" title="[sic]">graders</span> Celsius
+gjorde ham imidlertid atter til en anstændig elev.<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[s. 28]"> </a></span>
 Han genindtog retstillingen og begyndte med kridtet
 at lede efter vinkel AOC.</p>
 
@@ -1364,13 +1325,13 @@ at lede efter vinkel AOC.</p>
 
 <p>Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.</p>
 
-<p>M� jeg se den?</p>
+<p>Må jeg se den?</p>
 
-<p>Nej. &mdash; Helga kr�llede den sammen i den hule
-h�nd.</p>
+<p>Nej. &mdash; Helga krøllede den sammen i den hule
+hånd.</p>
 
-<p>Han greb hende om h�ndleddene, men hun sled
-sig l�s og gemte tegningen i sin ene sko.</p>
+<p>Han greb hende om håndleddene, men hun sled
+sig løs og gemte tegningen i sin ene sko.</p>
 
 <p>Hvor blev den af?</p>
 
@@ -1380,36 +1341,36 @@ sig l�s og gemte tegningen i sin ene sko.</p>
 
 <p>De vil da ikke ta mig om benene.</p>
 
-<p>Der blev st�rk uro i klassen. Eksaminanden
-smilede sm�rteligt. Han lignede et billede, som et
-barn har v�ret ved at kolorere, men hvor kun den
-ene kind er blevet f�rdig. Han og hr. Jensen tog
-igen fat p� at s�ge efter vinkel AOC; de havde
-b�gge lige sv�rt ved at finde den.</p>
+<p>Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden
+smilede smærteligt. Han lignede et billede, som et
+barn har været ved at kolorere, men hvor kun den
+ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog
+igen fat på at søge efter vinkel AOC; de havde
+bægge lige svært ved at finde den.</p>
 
 <p>Men idet Helga satte sig, kom tegningen som
 ved et uheld op af hendes sko. Hr. Jensen kastede
 sig over den.</p>
 
-<p>Han var virkelig s�dan en fornuftig mand, det
-kom han til at t�nke p�, nu da mods�tningen
-mellem hans vanvittige optr�den og hans �vrige
-respektabelhed ogs� blev ham selv p�faldende. Han
-m�tte s�tte sig ned, og hele klassen beskuede tavs
+<p>Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det
+kom han til at tænke på, nu da modsætningen
+mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige
+respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han
+måtte sætte sig ned, og hele klassen beskuede tavs
 hans moralske nederlag. Helga blev alvorlig, igen
-en gang f�lte hun sig ber�rt af noget vildt og forf�rdeligt;
+en gang følte hun sig berørt af noget vildt og forfærdeligt;
 mon det ikke var rent galt at le af det?
 Bevidstheden af at ha haft en triumf svandt bort,
-hun stod s� ubetydelig og grim over for manden,<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[s. 29]"> </a></span>
-der sad og stirrede frem for sig med s�dan et
-udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i h�jtidelig
-stilhed. Hr<span class="corr" title="tilf�jet: .">.</span> Jensen var en agtet l�rer.</p>
+hun stod så ubetydelig og grim over for manden,<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[s. 29]"> </a></span>
+der sad og stirrede frem for sig med sådan et
+udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig
+stilhed. Hr<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span> Jensen var en agtet lærer.</p>
 
 <p>Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da
 de to var alene.</p>
 
-<p>Det er jeg n�dt til, svarede hun med bortvendt
-ansigt, ellers griner de andre ad mig. M� jeg f�
+<p>Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt
+ansigt, ellers griner de andre ad mig. Må jeg få
 min tegning igen?</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -1423,228 +1384,228 @@ min tegning igen?</p>
 
 <p>Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.</p>
 
-<p>Hvor er fr�ken Schou? blev der hvisket.</p>
+<p>Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.</p>
 
-<p>Helga l�b ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.</p>
+<p>Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.</p>
 
-<p>De m� skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke
-plads. Hun tog ham ved det ene �rme og stak
+<p>De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke
+plads. Hun tog ham ved det ene ærme og stak
 resolut i trav med ham.</p>
 
-<p>En kuped�r fyldtes straks med en forvirret blanding
-af st�rre hatte og mindre ansigter.</p>
+<p>En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding
+af større hatte og mindre ansigter.</p>
 
 <p>Er her plads til os to? spurte Helga.</p>
 
-<p>Vilde jahyl l�d indbydende derinde fra.</p>
+<p>Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.</p>
 
-<p>La v�re med at skrige, r�dede Helga; ellers
-f�r vi fr�ken Schou herind.</p>
+<p>La være med at skrige, rådede Helga; ellers
+får vi frøken Schou herind.</p>
 
 <p>Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens
-hun endnu hang p� trinet.</p>
+hun endnu hang på trinet.</p>
 
-<p>Her! l�d det adskillige steder fra, og flere br�kdele
+<p>Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele
 plads blev gjort ryddelige.</p>
 
 <p>Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun
 satte sig lige overfor.</p>
 
-<p>S� gik toget, og realskolen k�rte i skoven.</p>
+<p>Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.</p>
 
 <p>Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde
-v�re inde hos de store piger; han plejede ikke at
-v�re s�rlig meddelsom uden for skoletiden, men
-det morede ham i al stilhed at h�re p� dem, og
-det havde de m�ske opdaget. Deres samtale var<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[s. 31]"> </a></span>
+være inde hos de store piger; han plejede ikke at
+være særlig meddelsom uden for skoletiden, men
+det morede ham i al stilhed at høre på dem, og
+det havde de måske opdaget. Deres samtale var<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[s. 31]"> </a></span>
 en lydmasse, der uafbrudt varierede, og hvis enkelte
 ord ikke interesserede ham, men i dens stadige
 vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget
 mangfoldighed. I dette virvar af lystighed, bedske
 hentydninger, der sigtede og ramte; gammelklog og
-fornuftig passiar og ubet�nkt v�s, der straks fandt
-sin skarpt bev�bnede kritiker; af blide og hvasse
-stemmer, af godt hviskende venindeskab og �benbar
-h�nlig fnysen mod den, der ikke regnedes med
-&mdash; i dette kaos af frisk forn�jelighed og ugidelige
-suk, af bl�de, klare r�ster, der lod ane om fremtidig
-moderlighed, og stemmer, der uden n�dvendighed
+fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks fandt
+sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse
+stemmer, af godt hviskende venindeskab og åbenbar
+hånlig fnysen mod den, der ikke regnedes med
+&mdash; i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige
+suk, af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig
+moderlighed, og stemmer, der uden nødvendighed
 sattes op til kattehyl &mdash; i alt det var der spirer til
 de voksne kvindestemmer, som en gang skulde udvikle
-sig deraf; hver af dem vilde f�lge sine tonebesl�gtede
+sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede
 og senere mere og mere harmonere med
 dem; de blide og de skarpe, de matte og de friske
-vilde hver g� sine veje, og de vilde ikke senere
+vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere
 komme til at lyde sammen som nu. Men i dette
 stemmemylr var begyndelsen til alt blandet i eet,
 og det stemte sammen ligesom en sommermorgens
-mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og h�rte
-p� det, som om det var en naturkonsert, han n�d
-p� sin morgentur. Som tanke betragtet var det
-un�gtelig primitivt, men som en eller anden mangfoldighed,
+mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte
+på det, som om det var en naturkonsert, han nød
+på sin morgentur. Som tanke betragtet var det
+unægtelig primitivt, men som en eller anden mangfoldighed,
 der bragte ens sind i sammensatte svingninger,
-var det af v�rdi. Det var frisk som alt
-broget, hvor man ikke beh�ver at g�re sig ulejlighed
-med at forst� enkelthederne. Han kom til at
-t�nke p� den tid, da han begyndte at f� ideen til
+var det af værdi. Det var frisk som alt
+broget, hvor man ikke behøver at gøre sig ulejlighed
+med at forstå enkelthederne. Han kom til at
+tænke på den tid, da han begyndte at få ideen til
 sin doktorafhandling, der havde noget med sammenlignende
-sprogvidenskab at g�re. Indtrykkene
-fra de mange sprog havde v�ret s� forfriskende<span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[s. 32]"> </a></span>
-for hans sind, der var blevet tr�t af adskillige �rs
-specialstudier, og nu m�rkede han en tilsvarende
+sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene
+fra de mange sprog havde været så forfriskende<span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[s. 32]"> </a></span>
+for hans sind, der var blevet træt af adskillige års
+specialstudier, og nu mærkede han en tilsvarende
 friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer
 mellem fjorten og atten; der var ingen slags snak,
 der lignede denne i stemningens omfang, men han
-havde aldrig i sine rent intellektuelle dage t�nkt,
-at det kunde ha udbytte for ham at h�re p� den.
-M�ske var det hans stille h�ren efter, som han
-s�rlig havde lagt sig til, siden han var blevet l�rer,
+havde aldrig i sine rent intellektuelle dage tænkt,
+at det kunde ha udbytte for ham at høre på den.
+Måske var det hans stille høren efter, som han
+særlig havde lagt sig til, siden han var blevet lærer,
 der havde givet anledning til hans bekendte studier
-over visse lydlige f�nomener ved det danske
-talesprog. I s� fald havde disse bevidstl�st passiarende
+over visse lydlige fænomener ved det danske
+talesprog. I så fald havde disse bevidstløst passiarende
 unge pigers megen ordspild dog haft en
-videnskabelig betydning; han smilede uvilk�rlig og
-s� op.</p>
+videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og
+så op.</p>
 
 <p>Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og
-der blev med et stille. Hvad t�nker De egentlig
-ved at h�re p� al vort v�s?</p>
+der blev med et stille. Hvad tænker De egentlig
+ved at høre på al vort vås?</p>
 
-<p>�, jeg ved ikke; jeg t�nker mig n�rmest, at
-s�dan m� det ha lydt i Babelst�rnet, efter at sprogforvirringen
+<p>Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at
+sådan må det ha lydt i Babelstårnet, efter at sprogforvirringen
 var godt og vel kommet i gang.</p>
 
-<p>N�! Ja, men s� m� De hellere sige os noget
-andet: Hvad h�rer der til for at v�re voksen? Helga
+<p>Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget
+andet: Hvad hører der til for at være voksen? Helga
 tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok, hun
-er det. Hvad, hvorn�r er man s� voksen?</p>
+er det. Hvad, hvornår er man så voksen?</p>
 
-<p>Han mente, det var et relativt begreb, og s�gte at
+<p>Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at
 forklare det, men det relative interesserede ikke.</p>
 
 <p>Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.</p>
 
-<p>Nej, erkl�rede Dagmar og r�dmede.</p>
+<p>Nej, erklærede Dagmar og rødmede.</p>
 
-<p>Jo, sa Helga, man kan se det p� hende.</p>
+<p>Jo, sa Helga, man kan se det på hende.</p>
 
 <p>Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen,
-n�r man kan blive forelsket.</p>
+når man kan blive forelsket.</p>
 
-<p>Dagmar fors�gte ikke at ben�gte det; hun<span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[s. 33]"> </a></span>
-r�dmede og s� ulykkelig ud og vendte blikket mod
-himlen, hvorved hun igen kom i ligev�gt. Det
-var Dagmars sidste udvej, n�r hun ikke vidste,
-hvad hun skulde sige eller g�re: at se mildt til
-stj�rnerne.</p>
+<p>Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun<span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[s. 33]"> </a></span>
+rødmede og så ulykkelig ud og vendte blikket mod
+himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det
+var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste,
+hvad hun skulde sige eller gøre: at se mildt til
+stjærnerne.</p>
 
-<p>Jeg synes ikke, sa Helga, at det at v�re forelsket
-er noget tegn p�, at man er voksen; tv�rtimod.
+<p>Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket
+er noget tegn på, at man er voksen; tværtimod.
 Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?</p>
 
-<p>Jeg lo ikke, jeg s� blot i �nden den myndige
+<p>Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige
 institutbestyrerinde, som De en gang har i sinde at
 udvikle Dem til.</p>
 
-<p>Er jeg myndig? spurte Helga med en s� rolig
+<p>Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig
 og kold forundring, at al samtale stansede i nogle
 minutter.</p>
 
-<p>Ja vist er hun myndig, t�nkte Grandlev, og da
-han s� udtrykket i hendes ansigt, var han n�d til
-at besk�ftige sig med hende resten af k�rslen. Det
+<p>Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da
+han så udtrykket i hendes ansigt, var han nød til
+at beskæftige sig med hende resten af kørslen. Det
 var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige
-tankegang. Det var ganske vist ogs� dumt udtrykt,
+tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt,
 gik han videre, idet han forestillede sig, hvordan
-hun havde opfattet hans bem�rkning; der var
-skrappe l�rerinder p� skolen, som det m�tte v�re
-forn�rmende at blive sammenlignet med. Han havde
-blot villet udtrykke sin anerkendelse af hendes v�sens
-sikre og sunde ligev�gt, men det m�tte jo ventes,
-at han slap d�rligt fra det, da den art overvejelser
-l� s� langt uden for hans speciale. Han
-vilde g�rne glatte p� det, men opdagede i det
-samme, at hun indg�d ham en vis respekt, ti hvorfor
+hun havde opfattet hans bemærkning; der var
+skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være
+fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde
+blot villet udtrykke sin anerkendelse af hendes væsens
+sikre og sunde ligevægt, men det måtte jo ventes,
+at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser
+lå så langt uden for hans speciale. Han
+vilde gærne glatte på det, men opdagede i det
+samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti hvorfor
 blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle
-g�re hende en slags undskyldning? Et m�rkeligt
-faktum, v�rd at anholde. Derved kom han til at
-huske p� noget, s� at sige noget udest�ende, han<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[s. 34]"> </a></span>
-havde med hende. Et par �jne &mdash; et simpelt individ
-vilde sige: et par �jne, hun havde l�nt ham,
-men det var jo slet ikke ham, hun havde set p�
+gøre hende en slags undskyldning? Et mærkeligt
+faktum, værd at anholde. Derved kom han til at
+huske på noget, så at sige noget udestående, han<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[s. 34]"> </a></span>
+havde med hende. Et par øjne &mdash; et simpelt individ
+vilde sige: et par øjne, hun havde lånt ham,
+men det var jo slet ikke ham, hun havde set på
 den gang; henover hans hoved &mdash; som om han aldeles
 intet var &mdash; havde hun slynget et stort og fuldt
 blik langt ud i verden; han blev ganske lille under
-det; og sk�nt det ikke vedkom ham det fj�rneste,
-vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde t�nkt
+det; og skønt det ikke vedkom ham det fjærneste,
+vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt
 over det og over hende med, hans interesse havde
-v�ret ham selv p�faldende; han havde forklaret sig
-sin m�rkelige sindsbev�gelse over det nye og enest�ende,
-der var i at m�de s�dan et par �jne; der
-m�tte tages billigt hensyn til hans ringe erfaring
-p� kvinde�jnenes omr�de. Det havde v�ret ham
-overraskende, at hun besk�ftigede ham s� meget, og
+været ham selv påfaldende; han havde forklaret sig
+sin mærkelige sindsbevægelse over det nye og enestående,
+der var i at møde sådan et par øjne; der
+måtte tages billigt hensyn til hans ringe erfaring
+på kvindeøjnenes område. Det havde været ham
+overraskende, at hun beskæftigede ham så meget, og
 han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene
-dertil; han havde skarpsindigt f�et meget ud af lidt,
+dertil; han havde skarpsindigt fået meget ud af lidt,
 hvad der var en af hans videnskabelige specialiteter.
 Ja. Og hver gang han havde facit &mdash; og det var
-rigtigt &mdash;, s� var der et par �jne for meget, de kunde
-ikke skaffes bort. Han s� dem til uventede, endog
-ubelejlige tider. De var s� rige p� &mdash; hvad? De s�
-efter, ja de havde allerede set s� meget, <em>som han
-ikke kendte</em>. De drev ham ud at spasere, n�r han
-havde andet at g�re; de fik ham til, i ren videnskabelig
-utilfredshed, at l�gge b�gerne og g� fra
+rigtigt &mdash;, så var der et par øjne for meget, de kunde
+ikke skaffes bort. Han så dem til uventede, endog
+ubelejlige tider. De var så rige på &mdash; hvad? De så
+efter, ja de havde allerede set så meget, <em>som han
+ikke kendte</em>. De drev ham ud at spasere, når han
+havde andet at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig
+utilfredshed, at lægge bøgerne og gå fra
 dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de
-ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overm�de
+ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde
 intelligent opdagelse.</p>
 
-<p>Han t�nkte sig resolut alle muligheder; han
-plejede ikke at g� af vejen for sandheder, ikke en
+<p>Han tænkte sig resolut alle muligheder; han
+plejede ikke at gå af vejen for sandheder, ikke en
 gang for sandsynligheder. Men her fandt han
-ingen grund at bygge nogen hypotese p�; han var<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[s. 35]"> </a></span>
-ikke forelsket, han kunde se p� hende med den
-st�rste koldblodighed. Hendes �jne var udm�rkede,
+ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[s. 35]"> </a></span>
+ikke forelsket, han kunde se på hende med den
+største koldblodighed. Hendes øjne var udmærkede,
 men <em>det</em> udtryk havde han ikke set siden, og det
-var jo det, alting var bygget p�. N�, hvor kunde
-man s� bygge p� noget, der m�ske viste sig en
-gang om �ret? Hvis det var hans form for den ber�mte
-k�rlighed, s� kunde den passe sig selv, han
-skulde ikke t�nke p� at tr�ffe nogen som helst foranstaltninger
+var jo det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde
+man så bygge på noget, der måske viste sig en
+gang om året? Hvis det var hans form for den berømte
+kærlighed, så kunde den passe sig selv, han
+skulde ikke tænke på at træffe nogen som helst foranstaltninger
 i anledning af den.</p>
 
-<p>Der var et sp�rsm�l, som han aldrig kunde
+<p>Der var et spørsmål, som han aldrig kunde
 blive klar over: Gjorde han alt for meget ud af dette
-atten�rige pigebarn, eller var hun mere v�rd, end
+attenårige pigebarn, eller var hun mere værd, end
 han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke
-klart, om det var latterligt, at han var s� optaget
+klart, om det var latterligt, at han var så optaget
 af en skolepige, eller om hun muligvis var den
-rigeste af de to og kunde le ad hans l�rde fattigdom.
+rigeste af de to og kunde le ad hans lærde fattigdom.
 Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans
-�jne var matte og savnede udtryk; de havde set og
-l�st meget, men �jne kunde ogs� bruges til andet,
-som ikke skulde foragtes; ti var det et s�mmeligt
-resultat af det sete og l�ste, at han slog sine �jne
+øjne var matte og savnede udtryk; de havde set og
+læst meget, men øjne kunde også bruges til andet,
+som ikke skulde foragtes; ti var det et sømmeligt
+resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne
 ned for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke,
-den gjorde ham, der var st�rk i kundskab, til den
-ringere, og dog er kundskab s�re god; han havde
-altid f�lt sig som den, der i visse henseender er
-bedre og st�rkere. Men ringere var han, og det i
+den gjorde ham, der var stærk i kundskab, til den
+ringere, og dog er kundskab såre god; han havde
+altid følt sig som den, der i visse henseender er
+bedre og stærkere. Men ringere var han, og det i
 en komisk grad. Sad han ikke her og anstillede
 disse lange betragtninger i anledning af hende,
-mens hun for l�nge siden var f�rdig med ham og
+mens hun for længe siden var færdig med ham og
 nu talte ivrigt om ting, der intet havde med ham
-at g�re. Men det kunde ogs� blot bevise, at han
-var den, der t�nkte dybest over foreteelserne, og
-deri var ikke noget m�rkeligt.</p>
+at gøre. Men det kunde også blot bevise, at han
+var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og
+deri var ikke noget mærkeligt.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[s. 36]"> </a></span></p>
 
 <p>&mdash; Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom
-Helga til at g� ved siden af ham.</p>
+Helga til at gå ved siden af ham.</p>
 
-<p>Nu ved jeg alts�, hvad De mener om mig, sa hun
-lidt besv�rligt.</p>
+<p>Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun
+lidt besværligt.</p>
 
 <p>Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke
 havde glemt det endnu. Hvad er det egentlig, De
@@ -1652,154 +1613,154 @@ sigter til? spurte han.</p>
 
 <p>Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.</p>
 
-<p>N� ja. &mdash; Nu var han ikke l�ngere s� ivrig efter
+<p>Nå ja. &mdash; Nu var han ikke længere så ivrig efter
 at forklare hende sin mening med de uheldige ord.
-Hun var et barn, at hun h�ngte sig i s�dan noget.
+Hun var et barn, at hun hængte sig i sådan noget.
 &mdash; Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning
-i, Helga. T�nk ikke mere p� det.</p>
+i, Helga. Tænk ikke mere på det.</p>
 
 <p>Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med
-s�dan et par ord smed han hende langt v�k som
+sådan et par ord smed han hende langt væk som
 noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.</p>
 
-<p>�, jeg havde bare t�nkt mig, De mente noget
+<p>Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget
 med det. Ellers vilde jeg ha sagt Dem, at &mdash; &mdash;.
-Men det er jo slemt nok. Hvad g�r vi ved det? De
+Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det? De
 ved det vel ikke. Nej. Farvel da.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Helga er nok i d�rligt hum�r, sa Berta, da de
-store piger efter frokosten l� oppe p� udsigtsbakken
-og snakkede og r�g cigaretter.</p>
+<p>Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de
+store piger efter frokosten lå oppe på udsigtsbakken
+og snakkede og røg cigaretter.</p>
 
 <p>Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.</p>
 
 <p>Du siger slet ingenting, svarede Berta.</p>
 
-<p>Det er fordi, jeg t�nker p� noget, jeg har oplevet
-i den skole, hvor jeg gik, f�r jeg kom hertil.</p>
+<p>Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet
+i den skole, hvor jeg gik, før jeg kom hertil.</p>
 
-<p>�, lad os h�re det, bad de allesammen.</p>
+<p>Å, lad os høre det, bad de allesammen.</p>
 
-<p>For mig g�rne. Bestyrerinden i den skole kaldte
-vi Sule-Rikke, fordi hun var s� fed naturligvis, og
-s� var der ogs� en fedtet, langh�ret, bleg teologisk<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[s. 37]"> </a></span>
-kandidat, som hed Amerikansk Olje. S� en dag
+<p>For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte
+vi Sule-Rikke, fordi hun var så fed naturligvis, og
+så var der også en fedtet, langhåret, bleg teologisk<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[s. 37]"> </a></span>
+kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag
 skulde vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om,
-at jeg skulde stoppe en sko ind i kakkelovnen, s�
-det lugtede, s� der ikke var til at v�re, for s�
-kunde vi blive fri for ham og f� gymnastik i stedet
+at jeg skulde stoppe en sko ind i kakkelovnen, så
+det lugtede, så der ikke var til at være, for så
+kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet
 for. Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved
-p�, at hun vilde ha os i f�rste time, og hun var
-ellers ikke til at g�re sjov med. Men jeg havde
-jo v�ret der med skoen, og hun sad p� katedret og
-gloede og snusede og gjorde ved, og s� sa hun, hvad
+på, at hun vilde ha os i første time, og hun var
+ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg havde
+jo været der med skoen, og hun sad på katedret og
+gloede og snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad
 det var for en lugt, men det var der jo ingen, der
 vidste.</p>
 
-<p>S� blir I her en time i eftermiddag og lige s�dan
-i morgen, til jeg f�r at vide, hvad det er, og hvem
+<p>Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan
+i morgen, til jeg får at vide, hvad det er, og hvem
 der har lavet det.</p>
 
-<p>Og s� op med vinduerne, og d�r sad vi. Sule-Rikke
-hun hentede sig et uldent sjal, s� var hun
-klaret. Vi gumlede noget p� dette her, og der kom
+<p>Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke
+hun hentede sig et uldent sjal, så var hun
+klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der kom
 sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det
 hang sammen.</p>
 
-<p>Ja, ja, t�nkte jeg, n�r I ikke holder bedre sammen,
-s� skal jeg nok huske jer til en anden gang,
-og s� rejser jeg mig og siger, at det er mig, der
+<p>Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen,
+så skal jeg nok huske jer til en anden gang,
+og så rejser jeg mig og siger, at det er mig, der
 har puttet en sko i kakkelovnen.</p>
 
-<p>Vil du s� ta en ildtang og ta den ud med? sa
+<p>Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa
 Rikke.</p>
 
-<p>Jeg fiskede skoen op og bar den ud, s� r�gen
-stod omkring. Hun gabede p� mig hele tiden, men
-sa ingenting. Hun sk�ldte aldrig ud.</p>
+<p>Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen
+stod omkring. Hun gabede på mig hele tiden, men
+sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.</p>
 
-<p>Var der flere med til det? spurte hun s�.</p>
+<p>Var der flere med til det? spurte hun så.</p>
 
-<p>Det er mig alene, der har fundet p� det, sa jeg.</p>
+<p>Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.</p>
 
-<p>Det vil jeg g�rne tro, sa Rikke og s� hel venlig<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[s. 38]"> </a></span>
-ud af arrigskab. S� kan Helga s�tte sig ned p�
+<p>Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[s. 38]"> </a></span>
+ud af arrigskab. Så kan Helga sætte sig ned på
 sin plads igen.</p>
 
-<p>Den er god, t�nkte jeg, og s� gik vi videre i
-fransken. Jeg blev h�rt, men jeg kunde det s� godt,
-at Sule-Rikke blev violet af �rgrelse.</p>
+<p>Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i
+fransken. Jeg blev hørt, men jeg kunde det så godt,
+at Sule-Rikke blev violet af ærgrelse.</p>
 
 <p>Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er
-jo kedeligt, at du ikke kan blive flyttet op i n�ste
+jo kedeligt, at du ikke kan blive flyttet op i næste
 klasse, men det er din egen skyld.</p>
 
-<p>Bagefter kom de andre og skulde v�re medlidende,
+<p>Bagefter kom de andre og skulde være medlidende,
 men det skulde jeg naturligvis ikke ha
-noget af. I <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Timen">timen</a> efter fik vi s� Amerikansk Olje,
-og Rikke gik ude p� gangen og lurede, for der
+noget af. I <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Timen">timen</a> efter fik vi så Amerikansk Olje,
+og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der
 var tit spetakler i hans timer, men den <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Gang">gang</a> var der
-nu ingen. Det var heldigvis koldt den dag, s� hun
-m�tte trave godt til for at holde varmen, og lidt
-f�r timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der
-havde <span class="sic" title="[sic]">nogen</span> v�ret uartig, og sk�vede hen til mig,
-men der havde nok ingen v�ret, og om nogen ikke
+nu ingen. Det var heldigvis koldt den dag, så hun
+måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt
+før timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der
+havde <span class="sic" title="[sic]">nogen</span> været uartig, og skævede hen til mig,
+men der havde nok ingen været, og om nogen ikke
 havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke,
-der var nogen. Og Rikke kom hen og skulde h�re
+der var nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre
 mig om igen, men det fik hun ikke noget ud af,
-s� hun m�tte n�jes med at glo p� mig. Siden den
+så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den
 dag var jeg ikke mere med til at lave kunster, de
-andre m�tte g�re det alene, og p� den m�de gik
-det efterh�nden i st�. Det var s�m�nd ikke morsomt.
+andre måtte gøre det alene, og på den måde gik
+det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke morsomt.
 Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale
 over mig, hvordan jeg havde forbedret mig, det var
-da hendes v�rk, og det var hun stolt over, for i
-grunden holdt hun s� meget af mig, is�r nu da
-jeg var s�dan, som en s�d, ung pige skal v�re.
-Men det var endnu v�rre, at jeg var kommet i kridthuset
+da hendes værk, og det var hun stolt over, for i
+grunden holdt hun så meget af mig, især nu da
+jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være.
+Men det var endnu værre, at jeg var kommet i kridthuset
 hos Amerikansk Olje, det var siden han kunde
-styre mig, det var han naturligvis forf�rdelig takn�mlig<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[s. 39]"> </a></span>
-for. Han smilede altid s� fedtet til mig
-og vilde g�rne r�re ved mig med sine oljefingre.
-Han var alligevel f�lere end Rikke.</p>
+styre mig, det var han naturligvis forfærdelig taknæmlig<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[s. 39]"> </a></span>
+for. Han smilede altid så fedtet til mig
+og vilde gærne røre ved mig med sine oljefingre.
+Han var alligevel fælere end Rikke.</p>
 
 <p>Hvorfor det? spurte Berta.</p>
 
-<p>�, han var da, eller skulde ha v�ret et mandfolk.
+<p>Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk.
 Han friede til mig, det vil sige, han var ved
-at begynde p� det. Jeg skulde ha v�ret Fru Amerikansk
-Olje. Jeg skulde komme til �re og v�rdighed.
-Uha, jeg f�ler mig hel fedtet endnu, n�r
-bare jeg t�nker p� ham.</p>
+at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru Amerikansk
+Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed.
+Uha, jeg føler mig hel fedtet endnu, når
+bare jeg tænker på ham.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Dagmar gik alene inde i skoven med s�nket
-hoved og de foldede h�nder h�ngende ned foran sig;
+<p>Dagmar gik alene inde i skoven med sænket
+hoved og de foldede hænder hængende ned foran sig;
 hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde heller
-ikke s�tte pris p�, om nogen kom og fortalte hende
+ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende
 det, medmindre det var en bestemt, som hun nok
-vidste. Egenlig legede hun r�vere og soldater og
-var selv r�ver, men det havde hun glemt for l�nge
-siden. Hun kom til at t�nke p� det, da hun s� en
-skikkelse rejse sig bag et tr�, og hun f�lte, at hun
-ikke gjorde sin pligt. Da hun fik l�ftet sine vemodige
-�jne op fra skovbunden, opdagede hun, at
+vidste. Egenlig legede hun røvere og soldater og
+var selv røver, men det havde hun glemt for længe
+siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en
+skikkelse rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun
+ikke gjorde sin pligt. Da hun fik løftet sine vemodige
+øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at
 skikkelsen var Helga.</p>
 
-<p>Ser jeg forbr�let ud? spurte hun.</p>
+<p>Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.</p>
 
-<p>Har du gr�dt?</p>
+<p>Har du grædt?</p>
 
-<p>N�, du kan alts� ikke se det. Er jeg gr�n om
-munden? Jeg tror nok, jeg har tygget gr�s.</p>
+<p>Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om
+munden? Jeg tror nok, jeg har tygget græs.</p>
 
-<p>Lad os g� hen til en gr�ft og vaske os. Hvordan
+<p>Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan
 er det, du ser ud, Helga?</p>
 
-<p>Jeg er vel ikke k�n i dag? Nej, jeg vil g�rne
+<p>Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne
 tro det. Hvad har du bestilt?</p>
 
 <p>Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr.
@@ -1807,186 +1768,186 @@ Grandlev.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[s. 40]"> </a></span></p>
 
-<p>Om <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: K�rlighed">k�rlighed</a>? Sa du, at du er forelsket i ham?</p>
+<p>Om <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Kærlighed">kærlighed</a>? Sa du, at du er forelsket i ham?</p>
 
 <p>Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er
 jeg da heller ikke.</p>
 
-<p>Du skulde bare ha sagt ham det. S� skulde du
+<p>Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du
 se &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hvad s�? �, Helga, s�dan noget snak.</p>
+<p>Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.</p>
 
-<p>S� havde han vredet halsen om p� dig, for han
+<p>Så havde han vredet halsen om på dig, for han
 kan ikke lide dig.</p>
 
 <p>Men Helga, hvad er der i vejen?</p>
 
-<p>Uha, lad v�re. Jeg er ikke oplagt til at v�re
-k�len. Det er ogs� noget vr�vl; han elsker dig
-n�mlig, han har selv sagt mig det, for mig fort�ller
+<p>Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være
+kælen. Det er også noget vrøvl; han elsker dig
+næmlig, han har selv sagt mig det, for mig fortæller
 han alting.</p>
 
 <p>Det er ikke sandt.</p>
 
-<p>Skal vi g� hen i gr�ften og drukne dig af ulykkelig
-k�rlighed? For du tror ikke, det var l�gn, hvad
-jeg sa, og det er det desv�rre. Jeg kan holde dig i
-benene s� l�nge. Kom s�. Hodet f�rst.</p>
+<p>Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig
+kærlighed? For du tror ikke, det var løgn, hvad
+jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan holde dig i
+benene så længe. Kom så. Hodet først.</p>
 
-<p>Dagmar lo gennem <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: T�rer">t�rer</a>, og det kl�dte hende.
+<p>Dagmar lo gennem <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Tårer">tårer</a>, og det klædte hende.
 I dag er du ikke rar. &mdash; Hun smilte undskyldende
-i anledning af det st�rke udtryk, hun brugte.</p>
+i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.</p>
 
-<p>Ja, du blir hel grim i dit p�ne ansigt af at se
-p� mig, og jeg blir endnu v�rre af at se p� dig.
-N�r jeg en aften m�der dig og Grandlev nede ved
-fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og n�r I s�
-er blevet begravede i een grav, s� s�tter jeg mig
-oven p� som en kulsort ugle og tuder og gnistrer
-med �jnene, og hver nat g�r der et menneske fra
-forstanden af skr�k ved at komme forbi og se mig.</p>
+<p>Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se
+på mig, og jeg blir endnu værre af at se på dig.
+Når jeg en aften møder dig og Grandlev nede ved
+fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så
+er blevet begravede i een grav, så sætter jeg mig
+oven på som en kulsort ugle og tuder og gnistrer
+med øjnene, og hver nat går der et menneske fra
+forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.</p>
 
-<p>Skal vi ikke g� tilbage til de andre, Helga?</p>
+<p>Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?</p>
 
-<p>Nej, jeg vil blive her og �ve mig i at tude. N�r
-I blir gift, skal I ha et g�stev�relse st�ende, d�r
-skal tante Helga bo, n�r hun kommer og bes�ger
-jer. G� s� med dig.</p>
+<p>Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når
+I blir gift, skal I ha et gæsteværelse stående, dær
+skal tante Helga bo, når hun kommer og besøger
+jer. Gå så med dig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[s. 41]"> </a></span></p>
 
-<p>M� jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg tr�nger
-s�dan til at tale med dig, hvis du bare vil v�re
+<p>Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger
+sådan til at tale med dig, hvis du bare vil være
 fornuftig ligesom et andet menneske.</p>
 
-<p>Nej. Jeg skal ogs� hen og br�le noget mer, s�
+<p>Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så
 jeg har ingen brug for dig.</p>
 
-<p>Men hun gr�d ikke, da Dagmar var borte. Hun
-satte sig p� et g�rde i kanten af skoven og s� ud
-over en mark og t�nkte: Hvad s�?</p>
+<p>Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun
+satte sig på et gærde i kanten af skoven og så ud
+over en mark og tænkte: Hvad så?</p>
 
-<p>Langs en bivej gennem marken stod en r�kke
-gamle, st�vnede popler, hvis forunderlige h�slighed
-pludselig blev hende indlysende. Der str�mmede
-noget igennem hende, noget velg�rende, der
-sp�ndte og trykkede; begyndelsen til et smil �bnede
-hendes l�ber.</p>
+<p>Langs en bivej gennem marken stod en række
+gamle, stævnede popler, hvis forunderlige hæslighed
+pludselig blev hende indlysende. Der strømmede
+noget igennem hende, noget velgørende, der
+spændte og trykkede; begyndelsen til et smil åbnede
+hendes læber.</p>
 
-<p>Et uj�vnt geled af leml�stede kroppe, fulde af
-knuder, der g�rne kunde v�re ar efter sygdomme,
-der havde �dt lemmerne bort. En s�rgelig all� af
+<p>Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af
+knuder, der gærne kunde være ar efter sygdomme,
+der havde ædt lemmerne bort. En sørgelig allé af
 spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor
-der kunde t�nkes at v�re en almisse at f�. De
+der kunde tænkes at være en almisse at få. De
 krummede sig allesammen i en eller anden retning,
 som om de lyttede efter noget, men deres stakkels
-hj�lpel�se udtryk fortalte, at de intet opfattede. De
-var ber�vede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige
+hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De
+var berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige
 duske med grimme, gule blade strittede til
-v�rs, det var deres <span class="corr" title="var: f�letraade">f�letr�de</span>, det eneste, de havde
-tilbage, hvormed de kunde sk�nne sig til, hvad der
+værs, det var deres <span class="corr" title="var: føletraade">føletråde</span>, det eneste, de havde
+tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der
 foregik omkring dem. De viftede ikke med deres
-grene som andre tr�er, de ytrede ikke noget med
-deres blade, og hvis de raslede et �jeblik, s� l�d
+grene som andre træer, de ytrede ikke noget med
+deres blade, og hvis de raslede et øjeblik, så lød
 det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.</p>
 
-<p>Helga var betaget af dette billede p� stum og
-blind elendighed; hun f�lte, at tilv�relsen rummede
+<p>Helga var betaget af dette billede på stum og
+blind elendighed; hun følte, at tilværelsen rummede
 meget, hun endnu ikke anede, men som hun burde<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[s. 42]"> </a></span>
-kende, som en gang vilde �benbare sig, og medens
-hun sad d�r ubev�gelig i en tung og rig stemning,
-havde hun en st�rk foruddannelse om kommende
+kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens
+hun sad dær ubevægelig i en tung og rig stemning,
+havde hun en stærk foruddannelse om kommende
 rigdom.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; R�b inde fra skoven vakte hende; hun
-sprang op og s� sig undrende om. Hun gik lidt og
+<p>&mdash; &mdash; Råb inde fra skoven vakte hende; hun
+sprang op og så sig undrende om. Hun gik lidt og
 kunde ikke rigtig orientere sig i sine egne stemninger.
 Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom
-det hende n�mlig, at hun egenlig var i d�rligt hum�r,
-men ved hj�lp af lidt eftertanke viste det sig,
-at hun bare havde b�ret sig temmelig tosset ad over
-for Dagmar, hvad der s� var g�et af hende, men
-det var ellers ligegyldigt. Hun lod sine f�dder
-sl�be gennem l�vet, og p� hendes ansigt var et
-stillest�ende smil, m�rket af et lykkeligt �jeblik,
+det hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør,
+men ved hjælp af lidt eftertanke viste det sig,
+at hun bare havde båret sig temmelig tosset ad over
+for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men
+det var ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder
+slæbe gennem løvet, og på hendes ansigt var et
+stillestående smil, mærket af et lykkeligt øjeblik,
 der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en
 erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad,
 som om det var en uvedkommende byrde, der skulde
 med, og som for resten heller ikke vejede noget.</p>
 
-<p>Inden hun n�ede det sted, hvor de skulde samles,
-kom hr. Jensen hende i m�de.</p>
+<p>Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles,
+kom hr. Jensen hende i møde.</p>
 
-<p>Hvor har du v�ret, Helga?</p>
+<p>Hvor har du været, Helga?</p>
 
-<p>D�r henne ad; hun gjorde et kast med hodet,
+<p>Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet,
 der meget ubestemt angav retningen.</p>
 
-<p>Jeg kan ikke forst�, du er rendt fra os andre.
-Er det virkelig for at undg� mig, at du g�r det?
+<p>Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre.
+Er det virkelig for at undgå mig, at du gør det?
 Hvad har du taget dig til?</p>
 
 <p>Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind
-at fort�lle, at hun havde set p� gamle poppeltr�er.
-M�ske var der eet menneske &mdash; ja m�ske; men at
+at fortælle, at hun havde set på gamle poppeltræer.
+Måske var der eet menneske &mdash; ja måske; men at
 han her kom netop nu og muligvis vilde fri om
 igen, det var sandelig groft. Hun fik en anelse om,
-hvor tosset det ene undertiden kan f�lge efter det<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[s. 43]"> </a></span>
+hvor tosset det ene undertiden kan følge efter det<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[s. 43]"> </a></span>
 andet her i verden. Derfor vendte hun sig og gik
-rask ind ad m�destedet til.</p>
+rask ind ad mødestedet til.</p>
 
-<p>Men s� h�ndte det samme om igen i form af
-fr�ken Schou.</p>
+<p>Men så hændte det samme om igen i form af
+frøken Schou.</p>
 
-<p>Tillader du, jeg f�lges med dig?</p>
+<p>Tillader du, jeg følges med dig?</p>
 
-<p>Helga s� forbavset p� hende.</p>
+<p>Helga så forbavset på hende.</p>
 
-<p>Du spaserer meget med hr. Jensen, sa fr�knen,
-rolig i bevidstheden om, at hun her kunde m�de
-med moderlig overlegenhed og fortjente at blive p�h�rt
-med <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: takn�mmelighed">takn�mlighed</a>. &mdash; Jeg vil bare g�re dig
-opm�rksom p� det; du har vel som s�dvanlig ikke
-t�nkt over det, men det er lidt p�faldende, folk
+<p>Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen,
+rolig i bevidstheden om, at hun her kunde møde
+med moderlig overlegenhed og fortjente at blive påhørt
+med <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: taknæmmelighed">taknæmlighed</a>. &mdash; Jeg vil bare gøre dig
+opmærksom på det; du har vel som sædvanlig ikke
+tænkt over det, men det er lidt påfaldende, folk
 taler om det.</p>
 
-<p>Helgas tidligere stemning m�dtes her med forn�mmelsen
+<p>Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen
 af stor plathed, men resultatet af blandingen
-var ikke f�rdigt; hun tav.</p>
+var ikke færdigt; hun tav.</p>
 
-<p>Du er vel ikke forn�rmet? N�, det har du da
+<p>Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da
 heller ingen grund til; men hvis du for en gangs
 skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad jeg siger,
-s� vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er
+så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er
 heldig.</p>
 
 <p>Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun
-lo uden at l�gge b�nd p� sig, indtil hun fik kvalme
-ved at se fr�knens ansigt, hvor et samtidigt udtryk
+lo uden at lægge bånd på sig, indtil hun fik kvalme
+ved at se frøknens ansigt, hvor et samtidigt udtryk
 af overlegenhed og underlegenhed frembragte
 en besynderlig og flov virkning.</p>
 
-<p>Ogs� hende l�b Helga fra. Hun var egenlig b�de
-vred og afskyligt til mode, da hun n�ede pavillonen;
+<p>Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både
+vred og afskyligt til mode, da hun nåede pavillonen;
 det var slet ikke morsomt alligevel, selv om hun
-havde let. Hun hadede menneskene, s�dan som de
+havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de
 kom den ene efter den anden &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Grandlev rejste sig fra et af de sm� borde.</p>
+<p>Grandlev rejste sig fra et af de små borde.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[s. 44]"> </a></span></p>
 
 <p>Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa
 han. De ser jo helt ulykkelig ud.</p>
 
-<p>Helga blev varm. Det var s� velg�rende, at han
-straks s�, at der var noget, der trykkede hende. Og
-med det samme var det v�k.</p>
+<p>Helga blev varm. Det var så velgørende, at han
+straks så, at der var noget, der trykkede hende. Og
+med det samme var det væk.</p>
 
-<p>Der er ingenting, sa hun og s� op p� ham.</p>
+<p>Der er ingenting, sa hun og så op på ham.</p>
 
-<p>N� nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok
+<p>Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok
 rask til at skifte ansigt.</p>
 
 <p>Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal
@@ -2003,485 +1964,485 @@ vi ikke danse, hr. Grandlev?</p>
 <h2><a name="KAPITEL_5" id="KAPITEL_5"></a>KAPITEL 5</h2>
 
 
-<p>Eksamen n�rmede sig. I fjerde klasse fik den
+<p>Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den
 engelske grammatik en sidste overhaling. Eleverne
-havde nu opgivet alle slags l�jer; hvis der
+havde nu opgivet alle slags løjer; hvis der
 forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning
-af et dumt svar; ellers gik det ganske fagm�ssigt
-til; enhver var optaget af at f� med, hvad der ikke
-tidligere var blevet forst�et, eller fastsl� det kendte
+af et dumt svar; ellers gik det ganske fagmæssigt
+til; enhver var optaget af at få med, hvad der ikke
+tidligere var blevet forstået, eller fastslå det kendte
 for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun
-var blevet s� underlig i den senere tid; hun vilde
-ikke g� aftenture med Dagmar, ikke repetere sammen
+var blevet så underlig i den senere tid; hun vilde
+ikke gå aftenture med Dagmar, ikke repetere sammen
 med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin
 mund op.</p>
 
-<p>Grandlev undrede sig ogs� over, at hun ikke
+<p>Grandlev undrede sig også over, at hun ikke
 svarede sammen med de andre.</p>
 
-<p>Forst�r De det ikke, Helga? spurte han.</p>
+<p>Forstår De det ikke, Helga? spurte han.</p>
 
-<p>Hun stivede sig af mod rygst�det og s� op med
+<p>Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med
 panden fuld af rynker.</p>
 
-<p>Det g�r jeg nok, sa hun.</p>
+<p>Det gør jeg nok, sa hun.</p>
 
 <p>Hvad vil det sige?</p>
 
 <p>Det ved jeg ikke.</p>
 
-<p>Hm, De har tid til at v�re uh�flig. Lad os
-h�be, det morer Dem.</p>
+<p>Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os
+håbe, det morer Dem.</p>
 
-<p>Hun f�lte den trods, der steg op i hende, som
-noget velg�rende. Bare han vilde h�ne hende rigtigt;<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[s. 46]"> </a></span>
-hun tr�ngte s�dan til noget, der var bittert,
+<p>Hun følte den trods, der steg op i hende, som
+noget velgørende. Bare han vilde håne hende rigtigt;<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[s. 46]"> </a></span>
+hun trængte sådan til noget, der var bittert,
 og som sved.</p>
 
-<p>V�r s� venlig at sige, om De forst�r det, jeg
-gennemg�r. Hvis det anstr�nger Dem at benytte
-en h�flig tone &mdash; hvad det vistnok g�r for tiden &mdash;,
-s� svar, som det er Dem bekvemmest.</p>
+<p>Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg
+gennemgår. Hvis det anstrænger Dem at benytte
+en høflig tone &mdash; hvad det vistnok gør for tiden &mdash;,
+så svar, som det er Dem bekvemmest.</p>
 
-<p>Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke t�nkt over.</p>
+<p>Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.</p>
 
 <p>Han stod foran hende med den engelske grammatik
-i h�nden.</p>
+i hånden.</p>
 
-<p>De forbavser mig un�gtelig, sk�nt jeg har d�rlig
-tid til at v�re forbavset over Dem. Er det s�dan,
-De for fremtiden skal v�re? Er det med det sind,
-De skal g� ud i verden og &mdash; n� et eller andet m�l?
-For nogen �jeblikkelig grund til Deres opf�rsel gives
+<p>De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig
+tid til at være forbavset over Dem. Er det sådan,
+De for fremtiden skal være? Er det med det sind,
+De skal gå ud i verden og &mdash; nå et eller andet mål?
+For nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives
 der jo ikke.</p>
 
-<p>Helga f�lte alvoren i hans stemme; men hun
-vidste ikke, hvor langt hans sp�rsm�l egenlig
-rakte; der kunde ligge s� meget i det. Havde hun
-kun turdet se p� ham. Hun kunde blive god, hvorn�r
-det skulde v�re, dersom hun blot vidste &mdash; &mdash;
-men m�ske �nskede han bare at ydmyge hende.</p>
+<p>Helga følte alvoren i hans stemme; men hun
+vidste ikke, hvor langt hans spørsmål egenlig
+rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde hun
+kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår
+det skulde være, dersom hun blot vidste &mdash; &mdash;
+men måske ønskede han bare at ydmyge hende.</p>
 
-<p>N�, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid,
-der interesserede os; vi vil hellere g� over til de
+<p>Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid,
+der interesserede os; vi vil hellere gå over til de
 ubestemte stedord.</p>
 
-<p>Dermed var hun afsk�ret fra at sige mere, og
-hun var dog endnu ikke m�ttet i trods, hun var
+<p>Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og
+hun var dog endnu ikke mættet i trods, hun var
 endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. Hvordan
-skulde han forst� det? Han m�tte jo tro, hun bar
-sig s�dan ad for at v�re uartig mod ham, og s�
+skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar
+sig sådan ad for at være uartig mod ham, og så
 var det af en hel anden grund. Hvor var det ikke
-dumt, at hun var s� gammel, at han ikke kunde
-rykke hende i h�ret.</p>
+dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde
+rykke hende i håret.</p>
 
-<p>Nu m�tte hun se op p� ham, mens han var optaget<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[s. 47]"> </a></span>
-af grammatikken &mdash; og s� m�dte hun hans
+<p>Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[s. 47]"> </a></span>
+af grammatikken &mdash; og så mødte hun hans
 blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men
-s�gende, uundg�eligt; hun tog ikke sine �jne til sig,
-det var ikke hendes s�dvane, men dette blik ramte
-hende som en fysisk sm�rte; ingen havde nogen
-sinde set p� hende med den magt i sine �jne, det
-tr�ngte s� voldsomt ned i hende, og da hun straks
-efter lukkede �jnene, blev det ligesom siddende der
+søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig,
+det var ikke hendes sædvane, men dette blik ramte
+hende som en fysisk smærte; ingen havde nogen
+sinde set på hende med den magt i sine øjne, det
+trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks
+efter lukkede øjnene, blev det ligesom siddende der
 nede, det tog en uhyre plads op, hun var ikke
-l�ngere sin egen herre og kendte ikke rigtig
-sig selv igen. Hun blev s� tr�t over hele kroppen,
-og hun fr�s. Dersom hun nu havde v�ret hjemme,
-kunde det ha v�ret dejligt at ligge p� en sofa og
+længere sin egen herre og kendte ikke rigtig
+sig selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen,
+og hun frøs. Dersom hun nu havde været hjemme,
+kunde det ha været dejligt at ligge på en sofa og
 blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun
-sig det bekvemt d�r, hvor hun sad, og hun blev
-helt ked af det, da det ringede, og hun m�tte
+sig det bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev
+helt ked af det, da det ringede, og hun måtte
 af sted.</p>
 
-<p>Grandlev blev tilbage; m�ske vilde han tale med
-hende, irettes�tte hende, eller hvad det nu var; hun
-skyndte sig i rystende hast med at samle b�gerne,
-det kunde ikke g� an, at han talte til hende; hun
-havde ikke spor af herred�mme over sig selv. Hvad
-kunde der ske? Men hun tabte b�gerne; den ene
+<p>Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med
+hende, irettesætte hende, eller hvad det nu var; hun
+skyndte sig i rystende hast med at samle bøgerne,
+det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun
+havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad
+kunde der ske? Men hun tabte bøgerne; den ene
 af eleverne gik efter den anden, de blev alligevel ene.
-Hun havde aldrig v�ret s� bange.</p>
+Hun havde aldrig været så bange.</p>
 
-<p>Hvis der er noget, De ikke forst�r, Helga, sa
-han t�t ved siden af hende, s� vil jeg naturligvis
-g�rne hj�lpe Dem.</p>
+<p>Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa
+han tæt ved siden af hende, så vil jeg naturligvis
+gærne hjælpe Dem.</p>
 
-<p>Jeg forst�r godt &mdash; &mdash; &mdash;. Hun fors�gte at
+<p>Jeg forstår godt &mdash; &mdash; &mdash;. Hun forsøgte at
 rynke panden, men den glattedes straks igen ud
-af sig selv, s� tr�t var hun.</p>
+af sig selv, så træt var hun.</p>
 
 <p>Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen
 steder komme. Hun anede ikke, hvad det kunde<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[s. 48]"> </a></span>
-falde hende ind at g�re om et �jeblik, hun var
-umyndig over sit eget sind. Men s� opgav han hende
+falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var
+umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende
 heldigvis og gik.</p>
 
-<p>Det kan da vel ikke v�re meningen, t�nkte han,
-mens han gik, at jeg skulde v�re forelsket i dette
-halvvoksne pigebarn, hvis kultur er s� yderst primitiv.</p>
+<p>Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han,
+mens han gik, at jeg skulde være forelsket i dette
+halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så yderst primitiv.</p>
 
-<p>Helga l�b hjem, hele vejen, det varede fem minutter.
-Hun vilde ligge p� sofaen med ansigtet
-nedad og lukke �jnene og blive borte. Men som
-hun l�b, fik hun smag for hurtig bev�gelse; den
-passede alligevel bedre; hun smed b�gerne ind ad
-d�ren og gik en lang tur.</p>
+<p>Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter.
+Hun vilde ligge på sofaen med ansigtet
+nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som
+hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den
+passede alligevel bedre; hun smed bøgerne ind ad
+døren og gik en lang tur.</p>
 
-<p>I begyndelsen var det dog tungt at g�. Det var
-ligesom egnen om hendes hj�rte var fyldt med v�dt
+<p>I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var
+ligesom egnen om hendes hjærte var fyldt med vådt
 sand, men det blev lettere under gangen; hun
-m�rkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og
+mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og
 tyngde, til sidst var der i dens sted noget, der bar
-oppe; nu kunde hun slet ikke blive tr�t. Det vilde
-g�re godt at ha mange gr�fter at springe over lige
-i tr�k. Det skulde blot ha v�ret i hendes barndom
-nu, p� den store eng hjemme ved g�rden.</p>
+oppe; nu kunde hun slet ikke blive træt. Det vilde
+gøre godt at ha mange grøfter at springe over lige
+i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom
+nu, på den store eng hjemme ved gården.</p>
 
-<p>Det var s� godt og frisk, sommeren var s� ny
-endnu. Vinden puslede varmt i hendes nakkeh�r,
+<p>Det var så godt og frisk, sommeren var så ny
+endnu. Vinden puslede varmt i hendes nakkehår,
 som vilde den lege, hun kom til at smile ved det.
-Der var i hendes sind en sm�rtelig h�jtidelighed,
-der gjorde, at solskinnet s� helt anderledes ud, end
+Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed,
+der gjorde, at solskinnet så helt anderledes ud, end
 det plejede; men det undrede hende slet ikke, at
-verden s�ledes havde skiftet udseende. Hun havde
-det, som den der har oplevet noget stort og afg�rende,
-og som derefter ser p� tingene med andre
-�jne.</p>
+verden således havde skiftet udseende. Hun havde
+det, som den der har oplevet noget stort og afgørende,
+og som derefter ser på tingene med andre
+øjne.</p>
 
 <p>Men det vigtigste var, at der i dag var sket<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[s. 49]"> </a></span>
 noget, der bestemte hendes fremtid, lige meget
-hvad der ellers fulgte p�, lykke eller skuffelse.
-Nu bar hun noget i sin sj�l, som en anden havde
-lagt deri, m�ske kunde ingen af dem g�re for det,
-men det var dog sket, som ikke kunde v�re anderledes.
-Hun b�jede hodet med stolt og hemmelig
-undseelse: Hun var ikke l�ngere sin egen; men til
-geng�ld havde hun del i en anden, som muligvis
+hvad der ellers fulgte på, lykke eller skuffelse.
+Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde
+lagt deri, måske kunde ingen af dem gøre for det,
+men det var dog sket, som ikke kunde være anderledes.
+Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig
+undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til
+gengæld havde hun del i en anden, som muligvis
 slet intet anede om det hele.</p>
 
-<p>Det f�rste hun sansede, da hun kom hjem, var,
-at hun var forf�rdelig sulten, og da der var r�det
-bod p� det, f�lte hun sig egenlig meget ulykkelig;
-l�ftelsen var borte. Men nu skulde der l�ses leksjer,
-s� kunde der v�res ulykkelig bag efter.</p>
-
-<p>Hun samlede de b�ger sammen, der skulde bruges,
-og ordnede dem metodisk i en bunke, de sv�reste
-�verst, de andre aftagende i vanskelighed
-ned efter, og s� tog hun fat, l�ste undertiden h�jt,
-hvis det kneb med opm�rksomheden, og tiden gik.
-Den gik m�ske ikke let, men moeren kunde ingenting
-m�rke p� hende. Ved hendes h�jre albu steg b�gerne
-til v�rs; det blev en hel bunke, den kunde
+<p>Det første hun sansede, da hun kom hjem, var,
+at hun var forfærdelig sulten, og da der var rådet
+bod på det, følte hun sig egenlig meget ulykkelig;
+løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer,
+så kunde der væres ulykkelig bag efter.</p>
+
+<p>Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges,
+og ordnede dem metodisk i en bunke, de sværeste
+øverst, de andre aftagende i vanskelighed
+ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt,
+hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik.
+Den gik måske ikke let, men moeren kunde ingenting
+mærke på hende. Ved hendes højre albu steg bøgerne
+til værs; det blev en hel bunke, den kunde
 hun. Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede
 indvendig, mens hun spiste, og gik videre, som om
-der intet ophold havde v�ret.</p>
+der intet ophold havde været.</p>
 
-<p>Klokken slog otte. Otte. S� gik han tur. Helga
-blev varm og god, hun stansede midt i et uregelm�ssigt
+<p>Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga
+blev varm og god, hun stansede midt i et uregelmæssigt
 verbum og besluttede, at hun vilde altid
-v�re rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i
-aften og derefter blive ved. Hun m�tte ud og tr�ffe
+være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i
+aften og derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe
 ham.</p>
 
-<p>Hun bl�ste de udpillede �jenbryn af bogen, fik
-t�jet p� og l�b ned ad trappen. Ved det n�stnederste<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[s. 50]"> </a></span>
+<p>Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik
+tøjet på og løb ned ad trappen. Ved det næstnederste<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[s. 50]"> </a></span>
 trin stansede hun og kom i tanke om
 noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet
-enig med sig selv om, at hun ikke vilde g�re. Den
-bestemmelse havde hun alts� glemt, endsk�nt den
+enig med sig selv om, at hun ikke vilde gøre. Den
+bestemmelse havde hun altså glemt, endskønt den
 ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde
-n�mlig ikke v�re bekendt at n�rme sig ham efter
-den opf�rsel, hun havde vist.</p>
+næmlig ikke være bekendt at nærme sig ham efter
+den opførsel, hun havde vist.</p>
 
-<p>Hun rystede p� hodet, idet hun gik, hun syntes
+<p>Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes
 absolut ikke om sig selv, og hun var ikke rigtig
-glad mere. Da hun gik igennem gaden, s� hun sky
-og uvillig p� folk, hun m�dte; mon de allerede
-vidste noget? Nu var hun da hj�lpel�st forelsket;
-hun s� op og smilede, det var i grunden s� s�rgeligt.</p>
+glad mere. Da hun gik igennem gaden, så hun sky
+og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede
+vidste noget? Nu var hun da hjælpeløst forelsket;
+hun så op og smilede, det var i grunden så sørgeligt.</p>
 
-<p>Uden for byen var der desv�rre tre veje, som
-der kunde v�re tale om. Hendes �jne blev t�rre,
+<p>Uden for byen var der desværre tre veje, som
+der kunde være tale om. Hendes øjne blev tørre,
 mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun
-helst skulde pr�ve. Den i midten havde m�ske mest
+helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest
 sandsynlighed for sig, fordi den var en slags middelvej,
 men hun kunde ikke bestemme sig, hun fik
-hj�rtebanken af angst, mens hun t�vede, og samtidig
-med, at hun bag ved h�jtideligheden fandt sig
+hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig
+med, at hun bag ved højtideligheden fandt sig
 selv latterlig, forekom det hende, at der efter dette
-valg fulgte noget, der ikke kunde g�res om. Hun
-valgte den vej til h�jre og gik til med lange, hurtige
-skridt. Men mens hun derved fj�rnede sig fra de
+valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om. Hun
+valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige
+skridt. Men mens hun derved fjærnede sig fra de
 to andre veje, de to andre muligheder, og fik lyst
-til at vende om og pr�ve en af dem, inds� hun, at
+til at vende om og prøve en af dem, indså hun, at
 det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige
-s� godt blive p� den vej, hvor hun var.</p>
+så godt blive på den vej, hvor hun var.</p>
 
 <p>Hvad var det for en forventning om store ting,
 der havde drevet hende hjemme fra? Nu viste der
 sig intet andet end den slappeste kedsommelighed,<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[s. 51]"> </a></span>
 og det blev heller ikke helt godt, fordi hun opdagede
-ham langt borte, ti da den f�rste hj�rtebanken
-var g�et over, forstod hun jo nok, at der
+ham langt borte, ti da den første hjærtebanken
+var gået over, forstod hun jo nok, at der
 kunde ikke ske andet, end at han gik forbi hende
 og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet
-t�nke sig det, da hun sad hjemme? Men hun var
+tænke sig det, da hun sad hjemme? Men hun var
 nu en gang komisk den aften, og siden bevidstheden
-derom imod s�dvane ikke gjorde hende mere fornuftig,
-s� kunde hun g�rne blive ved. Hun vendte
-derfor om og gik s� langsomt, at han var n�d til at
+derom imod sædvane ikke gjorde hende mere fornuftig,
+så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte
+derfor om og gik så langsomt, at han var nød til at
 indhente hende. Endnu kunde hun af og til se sig
 om efter ham; han var ikke langsynet, men hun
-m�tte dog v�re forsigtig, og der forl�b en uhyre tid
-med mange skiftende stemninger, fra det �jeblik
-hun sidste gang vendte sig om, indtil hun h�rte
+måtte dog være forsigtig, og der forløb en uhyre tid
+med mange skiftende stemninger, fra det øjeblik
+hun sidste gang vendte sig om, indtil hun hørte
 hans trin bag ved sig.</p>
 
 <p>Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet
 han gik forbi.</p>
 
-<p>S� kunde hun g� hjem og i seng og spekulere
-over det; hun gl�dede sig til det, men det var ikke
-s� rart, som hun havde t�nkt sig, for nu kunde hun
-hverken l�be fra det eller l�se sig fra det, hun var
-hj�lpel�s midt i det. Nu kom ogs� de �jne igen;
-de var ikke ret str�nge eller h�rde, men de var s�
-st�rke, de havde s�dan en magt over hende. Ingen
-havde s�dan regeret over hende som de �jne. Hun
-vred sig i sengen, s� hendes underlagen blev som
-et tov, men hun slap ikke fra de �jne. Hun m�tte
+<p>Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere
+over det; hun glædede sig til det, men det var ikke
+så rart, som hun havde tænkt sig, for nu kunde hun
+hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var
+hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen;
+de var ikke ret strænge eller hårde, men de var så
+stærke, de havde sådan en magt over hende. Ingen
+havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun
+vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som
+et tov, men hun slap ikke fra de øjne. Hun måtte
 hellere se at forlige sig med dem.</p>
 
-<p>Hun t�nkte p� den sidste skovtur; de var inde at
+<p>Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at
 danse Lanciers sammen. Han stod med hende i
-h�nden, n�r det ikke var deres tur; hver gang de
-havde v�ret ude, beholdt han hendes h�nd. I de sidste<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[s. 52]"> </a></span>
-ture rystede den forf�rdeligt, og hun vidste ikke,
-hvad hun skulde g�re; hun turde ikke tr�kke den
-til sig. Hun pr�vede at g�re den stiv, hun strittede
-med fingrene, men det kunde ikke g� an; desuden
+hånden, når det ikke var deres tur; hver gang de
+havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[s. 52]"> </a></span>
+ture rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke,
+hvad hun skulde gøre; hun turde ikke trække den
+til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun strittede
+med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden
 blev den straks ustyrlig igen. Men han opdagede
 ingenting; det kunde hun skele sig til.</p>
 
 <p>Hvor de havde haft det godt med ham i den
-f�rste tid, Dagmar, Berta og hun. Han snakkede s�
-tit med dem i frikvartererne, og n�r han var i godt
-hum�r, kunde han drille meget morsomt. Men
-det var forbi. N�r eksamen var overst�et, skulde
-han forloves med Dagmar. Helga br�d han sig ikke
-om, vilde ikke en gang sk�nde p� hende. Han
+første tid, Dagmar, Berta og hun. Han snakkede så
+tit med dem i frikvartererne, og når han var i godt
+humør, kunde han drille meget morsomt. Men
+det var forbi. Når eksamen var overstået, skulde
+han forloves med Dagmar. Helga brød han sig ikke
+om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han
 kunde vel ikke se andet, end at hun var uartig; det
 var alt, hvad Helga var.</p>
 
 <p>Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar,
 for hun var den bedste af de to, men han burde
 blive ved med at bryde sig lidt om hende ligesom
-f�r. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at
-lidt var s� uhyre meget. M�ske kunde det lidt
-v�re blevet til mere, hvis hun havde gjort noget
-for det. Flere andre m�nd, som hun bare havde
-ladet v�re at st�de bort, var blevet forelskede i
+før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at
+lidt var så uhyre meget. Måske kunde det lidt
+være blevet til mere, hvis hun havde gjort noget
+for det. Flere andre mænd, som hun bare havde
+ladet være at støde bort, var blevet forelskede i
 hende &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Hvad var det? Hun var s� tr�t i benene; hun
-trak dem op under sig og m�rkede, hvordan blodet
-str�mmede ned igennem dem; hun havde nok som
-s�dvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen.
-Og mens hun nu l�, s� hun med eet hans ansigt
-for sig, s� tydeligt som om han virkelig stod ved
+<p>Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun
+trak dem op under sig og mærkede, hvordan blodet
+strømmede ned igennem dem; hun havde nok som
+sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen.
+Og mens hun nu lå, så hun med eet hans ansigt
+for sig, så tydeligt som om han virkelig stod ved
 hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags
-gave, hvor den s� kom fra; hun l� ganske stille og
-n�d det og var helt glad. Han viste sig i profil;<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[s. 53]"> </a></span>
-hun kendte godt den flip, han havde p�. Hver
-eneste sm�ting var der, ogs� den lille brune plet
-ud for �ret. Udtrykket var det, han havde, n�r han
-stod ved vinduet og fulgte med i bogen; �jnene var
-s�nkede. Hvad mon det var for en dag, hun s�dan
-havde stirret p� ham? Hun vidste, at det ansigt
+gave, hvor den så kom fra; hun lå ganske stille og
+nød det og var helt glad. Han viste sig i profil;<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[s. 53]"> </a></span>
+hun kendte godt den flip, han havde på. Hver
+eneste småting var der, også den lille brune plet
+ud for øret. Udtrykket var det, han havde, når han
+stod ved vinduet og fulgte med i bogen; øjnene var
+sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan
+havde stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt
 havde hun fra en bestemt lejlighed.</p>
 
-<p>Det blev st�ende, det forsvandt ikke straks igen,
+<p>Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen,
 men det kunde jo forsvinde, inden hun anede noget.
-Hun sprang ud af sengen, t�ndte lampe, hentede
+Hun sprang ud af sengen, tændte lampe, hentede
 karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede
-med sit atlas over kn�ene.</p>
+med sit atlas over knæene.</p>
 
-<p>Panden og h�ret kom straks, n�sen lykkedes,
-sk�gget var ogs� let nok, hagen tegnede hun uden
-at t�nke over det. Men �jnene &mdash; &mdash;. Hun lukkede
-sine egne; jo hun havde dem <span class="corr" title="var: saa">s�</span> n�jagtigt for sig.
+<p>Panden og håret kom straks, næsen lykkedes,
+skægget var også let nok, hagen tegnede hun uden
+at tænke over det. Men øjnene &mdash; &mdash;. Hun lukkede
+sine egne; jo hun havde dem <span class="corr" title="var: saa">så</span> nøjagtigt for sig.
 Et par raske streger &mdash; &mdash; nu var det allerede ham.
-Hun trykkede h�nderne ind mod sit bryst, hun
-blev s� beklemt og overv�ldet &mdash; &mdash;. �jet blev f�rdigt,
-det s� eftert�nksomt nedad, rynkerne str�lede
-i et fint knippe ud fra �jenkrogen. Hun kunde k�le
-for det, men det skulde f�rst v�re f�rdigt. Hun
-lavede resten af hodet, h�ret gik ikke ret langt ned
-p� halsen, det var s� p�nt. Og �ret var fint; han
-havde ikke disse gule, magre l�der�ren, som s�
-mange m�nd har, de var fyldige og sad passende
-t�t ind til hodet.</p>
+Hun trykkede hænderne ind mod sit bryst, hun
+blev så beklemt og overvældet &mdash; &mdash;. Øjet blev færdigt,
+det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede
+i et fint knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle
+for det, men det skulde først være færdigt. Hun
+lavede resten af hodet, håret gik ikke ret langt ned
+på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han
+havde ikke disse gule, magre læderøren, som så
+mange mænd har, de var fyldige og sad passende
+tæt ind til hodet.</p>
 
 <p>Hun pressede papiret ind til sig, men tog det
-straks ud igen og s� efter, om det var kn�kket. En
-lille fold p� kinden gik hun efter med et knivsblad,
+straks ud igen og så efter, om det var knækket. En
+lille fold på kinden gik hun efter med et knivsblad,
 til den ikke mere kunde ses.</p>
 
-<p>Hun l� lidt og s� p� billedet, og efterh�nden
-gennemtr�ngtes hun af den bevidsthed, at hun her<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[s. 54]"> </a></span>
-havde beg�et et slags rov, hun havde taget noget
+<p>Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden
+gennemtrængtes hun af den bevidsthed, at hun her<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[s. 54]"> </a></span>
+havde begået et slags rov, hun havde taget noget
 fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og
 han anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt
 imod ham.</p>
 
 <p>Nej. Men han skulde en gang komme til at holde
-af hende; han skulde, hun var s� vis p� det nu, og
-hun var heller ikke s�dan, som han troede, det
-skulde snart vise sig. Og s� kom den dag, da hun
-vilde fort�lle, hvad hun havde gjort med ham, hvad
-hun ligefrem havde r�vet fra ham. Det skulde v�re
-noget af det f�rste, han h�rte af hende, n�r det
+af hende; han skulde, hun var så vis på det nu, og
+hun var heller ikke sådan, som han troede, det
+skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun
+vilde fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad
+hun ligefrem havde røvet fra ham. Det skulde være
+noget af det første, han hørte af hende, når det
 andet var sket.</p>
 
-<p>Hun kom til at se p� sin knyttede h�nd, der l�
-hen ad t�ppet; hun betragtede den med forbavselse
-og t�nkte s� med et pludseligt smil: Den skal tegnes
-neden under, i hj�rnet af papiret.</p>
+<p>Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå
+hen ad tæppet; hun betragtede den med forbavselse
+og tænkte så med et pludseligt smil: Den skal tegnes
+neden under, i hjørnet af papiret.</p>
 
-<p>Den var hun snart f�rdig med; hun vidste godt,
+<p>Den var hun snart færdig med; hun vidste godt,
 hvad den skulde betyde: hendes vilje, hendes forvisning
 om fremtiden. Nu havde hun ingen tvivl
-l�ngere. Alt var helt godt.</p>
+længere. Alt var helt godt.</p>
 
 <p>Hun satte navn og dato under, slukkede lampen
-og la sig magelig til rette for rigtig at t�nke p�
-ham, og i n�ste <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: �jelik">�jeblik</a> sov hun.</p>
+og la sig magelig til rette for rigtig at tænke på
+ham, og i næste <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: øjelik">øjeblik</a> sov hun.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt
-i dag, t�nkte hun, da hun gik i skole n�ste morgen.
+i dag, tænkte hun, da hun gik i skole næste morgen.
 Den lyse stemning havde holdt sig, hun havde kritisk
-gennemg�et tegningen ved dagens lys og fundet
+gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet
 den god. Det var en stor lettelse, for straks da
-hun v�gnede, havde hun en grim, n�gtern forn�mmelse
+hun vågnede, havde hun en grim, nøgtern fornæmmelse
 af, at den duede ikke, at det hele var noget<span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[s. 55]"> </a></span>
-aftenpjank, der ikke har noget at betyde, n�r det
+aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det
 blir dag igen.</p>
 
-<p>S� snart hun s� hr. Grandlev, vilde hun g� lige
-hen til ham og bede ham om forladelse, og s� skulde
-det v�re godt, ligesom i gamle dage.</p>
+<p>Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige
+hen til ham og bede ham om forladelse, og så skulde
+det være godt, ligesom i gamle dage.</p>
 
-<p>Han stod virkelig p� trappestenen og s� hen efter,
-hvor hun kom, hendes hj�rte blev i samme nu uroligt
+<p>Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter,
+hvor hun kom, hendes hjærte blev i samme nu uroligt
 som en sovende fugl, der rammes af et hagl. Men
-hvad var det? Kunde det h�nde netop i dette �jeblik?
-Han gik sin vej, f�rst t�vende, syntes hun,
-s� bestemt og hurtigt. Skulde hun l�be efter ham?
+hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik?
+Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun,
+så bestemt og hurtigt. Skulde hun løbe efter ham?
 Nu gik han ind i en butik.</p>
 
-<p>Det blev tomt og gr�t om hende. Hun kunde
-m�rke, hvordan alle hendes glade forventninger
+<p>Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde
+mærke, hvordan alle hendes glade forventninger
 faldt til jorden, de rislede ned om hende som regn;
 hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert
-skridt tabte hendes tilv�relse i v�rdi, hun var ikke
-meget v�rd, da hun n�ede trappen. Hun var ligesom
-huul indvendig, sj�len var drevet ud, hun var
-kun et hylster af et menneske, der ingenting f�lte.
-Det var s�dan en stille forn�mmelse, n�sten som
-en bed�velse.</p>
-
-<p>De andre kom og sa godmorgen. Han kom ogs�,
-men s� ikke til hende; hun samlede sine b�ger op
+skridt tabte hendes tilværelse i værdi, hun var ikke
+meget værd, da hun nåede trappen. Hun var ligesom
+huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun var
+kun et hylster af et menneske, der ingenting følte.
+Det var sådan en stille fornæmmelse, næsten som
+en bedøvelse.</p>
+
+<p>De andre kom og sa godmorgen. Han kom også,
+men så ikke til hende; hun samlede sine bøger op
 og blev fortvivlet levende. Alle de gode forventninger,
 der var faldet af hende, kom igen og blev
-til noget ondt og ruskende vildt. Hun kunde g�rne
-gr�de, mens hr. Grandlev henvendte en sp�gende
-bem�rkning til Berta; hun vilde ikke gr�de, derimod
-vilde hun f�lges med ham op ad trappen, s�
+til noget ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne
+græde, mens hr. Grandlev henvendte en spøgende
+bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde, derimod
+vilde hun følges med ham op ad trappen, så
 kunde han se, hvordan han slap for det.</p>
 
-<p>Han ventede til sidst, hun ventede <span class="corr" title="var: ogsaa">ogs�</span> til sidst
-og gik lige ved siden af ham; det m�tte g�rne<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[s. 56]"> </a></span>
-�rgre ham. Men hun glemte alt andet, da han
+<p>Han ventede til sidst, hun ventede <span class="corr" title="var: ogsaa">også</span> til sidst
+og gik lige ved siden af ham; det måtte gærne<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[s. 56]"> </a></span>
+ærgre ham. Men hun glemte alt andet, da han
 spurte:</p>
 
-<p>Hvordan g�r det s� med hum�ret i dag?</p>
+<p>Hvordan går det så med humøret i dag?</p>
 
-<p>Det g�r storartet, svarede hun, og i det samme
+<p>Det går storartet, svarede hun, og i det samme
 blev hun forundret over sig selv. Hvis hun havde
-f�et t�nkt sig om, vilde hun jo ha givet et eller
-andet livstr�t svar. Hun <em>var</em> ogs� livstr�t, da hun
+fået tænkt sig om, vilde hun jo ha givet et eller
+andet livstræt svar. Hun <em>var</em> også livstræt, da hun
 gik foran ham ind i klassen.</p>
 
-<p>Han var alvorlig og stille. Helga blev h�rt og
+<p>Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og
 klarede sig; han sa ikke noget i den anledning. Hun
-s� flere gange opm�rksomt p� ham og t�nkte p�
-sit billede; det var nu godt, og det var blevet s�
-godt, fordi hun i det �jeblik havde troet, han br�d
+så flere gange opmærksomt på ham og tænkte på
+sit billede; det var nu godt, og det var blevet så
+godt, fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød
 sig om hende. Det vidste hun nu, at han ikke
-gjorde, men s� havde hun det billede. Det var
-sk�nket hende, det var en gave, som hun skulde
-v�re glad for og n�jes med; den skulde g�re det
+gjorde, men så havde hun det billede. Det var
+skænket hende, det var en gave, som hun skulde
+være glad for og nøjes med; den skulde gøre det
 ud for alting; der kom ikke noget efter. Hun havde
-f�et sin del, som der st�r.</p>
+fået sin del, som der står.</p>
 
 <p>Lykkelige Dagmar!</p>
 
-<p>Hun var meget tilb�jelig til �ndsfrav�relse hele
-tiden, is�r i frikvartererne, n�r de andre larmede
-rundt om. I de sidste to timer blev hun ogs� noget
-s�vnig, og fantasien antog da s�danne former, at
-hun m�tte undre sig og blev v�gen igen.</p>
+<p>Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele
+tiden, især i frikvartererne, når de andre larmede
+rundt om. I de sidste to timer blev hun også noget
+søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at
+hun måtte undre sig og blev vågen igen.</p>
 
 <p>Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede
 hun ved trappen og skar ansigt ad den. Kammeraterne
-m�tte g�rne se det; ingen vidste, hvad det
-bet�d.</p>
+måtte gærne se det; ingen vidste, hvad det
+betød.</p>
 
 <p>Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var
-ham. Om mange �r havde Dagmar ikke s� god en
+ham. Om mange år havde Dagmar ikke så god en
 erindring om ham, kun et stakkels fotografi, der
 ingenting var i sammenligning med dette. Men det<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[s. 57]"> </a></span>
 var alligevel kun en skitse, hun vilde lave en kultegning
-efter den, st�rre, mere omhyggelig, og n�r
-hun var fem og tyve �r og gammel jomfru, skulde
-det billede h�nge p� hendes v�g.</p>
+efter den, større, mere omhyggelig, og når
+hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde
+det billede hænge på hendes væg.</p>
 
-<p>Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun pr�vede
-tre gange, og da var det tetid. Alle tre fors�g blev
-br�ndt.</p>
+<p>Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede
+tre gange, og da var det tetid. Alle tre forsøg blev
+brændt.</p>
 
 <p>Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun
-kunde ikke sove, sk�nt hun var s� tr�t. Hun var
-i en h�slig stemning, som hun ikke forstod. Intet
-var godt at t�nke p�, men noget ulykkeligt kunde
+kunde ikke sove, skønt hun var så træt. Hun var
+i en hæslig stemning, som hun ikke forstod. Intet
+var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde
 hun heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes
-dr�mme var der <span class="corr" title="var: slagsmaal">slagsm�l</span>, en gang v�gnede
-hun ved, at hun drev sin knyttede h�nd mod v�ggen,
-s� der gik hul.</p>
+drømme var der <span class="corr" title="var: slagsmaal">slagsmål</span>, en gang vågnede
+hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod væggen,
+så der gik hul.</p>
 
-<p>N�ste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte
+<p>Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte
 sin yderste omhu, tog linje for linje og fik
-virkelig tegningen kopieret. Den var meget n�jagtig,
+virkelig tegningen kopieret. Den var meget nøjagtig,
 men den duede ikke.</p>
 
 <p>Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste
-komodeskuffe ud og v�ltede indholdet op; det var
-mest tegninger. D�r l� ogs� hendes poesibog. Hun
+komodeskuffe ud og væltede indholdet op; det var
+mest tegninger. Dær lå også hendes poesibog. Hun
 havde revet de fleste af venindernes mindeord ud
-og erstattet dem med tegninger og delvis tilh�rende
-tekst. Det vilde n�ppe ha smigret veninderne, om
-de havde set det. P� bunden af den skuffe blev
-tegningen lagt. Nu skulde der ikke t�nkes p� den
-forel�big.</p>
+og erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende
+tekst. Det vilde næppe ha smigret veninderne, om
+de havde set det. På bunden af den skuffe blev
+tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den
+foreløbig.</p>
 
 <p>Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun
-t�nke p� ham med udelt sind, lige til hun faldt i
-s�vn.</p>
+tænke på ham med udelt sind, lige til hun faldt i
+søvn.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[s. 58]"> </a></span></p>
@@ -2492,369 +2453,369 @@ s�vn.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_6" id="KAPITEL_6"></a>KAPITEL 6</h2>
 
 
-<p>Niels Grandlev sad p� en gr�ftekant, b�jet under
-v�gten af en beslutning.</p>
+<p>Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under
+vægten af en beslutning.</p>
 
 <p>Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i
-flere �r havde det ikke v�ret n�dvendigt at ta ny
+flere år havde det ikke været nødvendigt at ta ny
 beslutninger, ti uden forandring som alting gik, var
-de gamle<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> gode nok. Men nu er pokker l�s, som han
-sa til sig selv. Nye disposisjoner m�tte tr�ffes, han
-havde ingen fred i sin vante tankegang, og n�dvendigheden
-af det, der skulde g�res, b�jede hans
-skuldre &mdash; han gjorde sig selv opm�rksom p� denne
-omst�ndighed.</p>
-
-<p>Var han den mand, der kunde udf�re den p�t�nkte
+de gamle<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> gode nok. Men nu er pokker løs, som han
+sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han
+havde ingen fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden
+af det, der skulde gøres, bøjede hans
+skuldre &mdash; han gjorde sig selv opmærksom på denne
+omstændighed.</p>
+
+<p>Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte
 handling &mdash; eventuelt den dumhed &mdash; uden
-at tils�tte for mange garantier for fremtiden? Ti
-han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom f�lgerne
+at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti
+han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne
 af en handling er en ganske ulyrisk ting.</p>
 
 <p>Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod
-var der en h�nd, som han havde holdt i sin,
+var der en hånd, som han havde holdt i sin,
 den aften da skolen havde bal ude i skoven. De to
 dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet
-slippe hendes h�nd, da f�rst han havde opdaget,
-hvordan den var. Gl�dende varm var den og s� let,
-at den syntes at v�re immateriel. Det var, som om
-han havde haft h�nden fuld af <span class="sic" title="[sic]">ildsluer</span>, s� bl�de<span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[s. 59]"> </a></span>
-som dun. Den var ikke rolig et �jeblik, fingrene
-sitrede uafbrudt; de var som sm� dyr, der stak de
-varme snuder til for at pr�ve, om de kunde slippe
-ud. Det var en forklaret h�nd, en saligs h�nd. Og
-frem for alt var det en oplevelse af h�j rang, der
-indtog en forn�m plads i hans bevidsthed, som alle
-fremragende oplevelser g�r. Den fortr�ngte andre
+slippe hendes hånd, da først han havde opdaget,
+hvordan den var. Glødende varm var den og så let,
+at den syntes at være immateriel. Det var, som om
+han havde haft hånden fuld af <span class="sic" title="[sic]">ildsluer</span>, så bløde<span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[s. 59]"> </a></span>
+som dun. Den var ikke rolig et øjeblik, fingrene
+sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der stak de
+varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe
+ud. Det var en forklaret hånd, en saligs hånd. Og
+frem for alt var det en oplevelse af høj rang, der
+indtog en fornæm plads i hans bevidsthed, som alle
+fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre
 indtryk, som ellers ikke var uvigtige, den havde
-magt og betydning, det m�tte erkendes. At han ikke
-havde t�nkt sig noget s�dant muligt, det var naturligvis
-foruroligende, da han satte megen pris p�
+magt og betydning, det måtte erkendes. At han ikke
+havde tænkt sig noget sådant muligt, det var naturligvis
+foruroligende, da han satte megen pris på
 sin egen erkendelse og plejede at rette sig efter den
-alene, men n�r nu dette nye delvis fortr�ngte erkendelsen
-fra dens trone, s� &mdash; &mdash;</p>
+alene, men når nu dette nye delvis fortrængte erkendelsen
+fra dens trone, så &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Han vilde g�rne t�nke det fornuftigt igennem.
-Der var jo ogs� mange andre bet�nkeligheder. Men
+<p>Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem.
+Der var jo også mange andre betænkeligheder. Men
 han havde ganske vist ventet af sin fornuft, at den
 vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom
-ikke. Han var n�et til det punkt, som en gang n�es
-af de fleste mennesker, der har den ofte sk�bnesvangre
-�vne at overveje, f�r de griber: Det, han
-nu vilde g�re, var det bedste, der kunde times ham,
-og det var den st�rste dumhed, der kunde t�nkes.
+ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes
+af de fleste mennesker, der har den ofte skæbnesvangre
+ævne at overveje, før de griber: Det, han
+nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham,
+og det var den største dumhed, der kunde tænkes.
 Disse to opfattelser vekslede som et urs dikken. Hans
 vilje greb til og slap igen. Dog vidste han i grunden
 nok, hvad han vilde &mdash; eller hvad han blev
-n�d til.</p>
+nød til.</p>
 
 <p>Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse,
-eller hun rejste, og en dr�bende sommerferie forestod.
+eller hun rejste, og en dræbende sommerferie forestod.
 Hvordan var det, hun havde sagt farvel til
-ham i dag? Overgivent. Havde hun m�rket noget
+ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget
 og morede sig over ham? Hun havde sagt noget,
-hvoraf det syntes at fremg�, at der var en blomst<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[s. 60]"> </a></span>
+hvoraf det syntes at fremgå, at der var en blomst<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[s. 60]"> </a></span>
 her ude et sted, som hun skulde hente, og om han
-vilde med ud og se den? Han sad n�mlig her og
-ventede p� hende, om han ellers vilde v�re ved det.
+vilde med ud og se den? Han sad næmlig her og
+ventede på hende, om han ellers vilde være ved det.
 Det var det eneste visse.</p>
 
-<p>Og d�r kom hun. Det var en rigtig aftale, han
+<p>Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han
 huskede det godt.</p>
 
-<p>Goddag, r�bte Helga. Vil De med hen og se
+<p>Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se
 nogen smukke brudelys, som jeg ved?</p>
 
-<p>Han s� ubestemt hen for sig, som om han ledte
-efter noget at g� sin vej efter, t�nkte hun. Men han
-sa ja s� glad, at det lo i hende. S� gik de ved
-siden af hinanden; af og til st�dte deres h�nder
-sammen, og de s� p� hinanden og kom til at g�
-endnu mere uj�vnt ved det.</p>
+<p>Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte
+efter noget at gå sin vej efter, tænkte hun. Men han
+sa ja så glad, at det lo i hende. Så gik de ved
+siden af hinanden; af og til stødte deres hænder
+sammen, og de så på hinanden og kom til at gå
+endnu mere ujævnt ved det.</p>
 
-<p>Var det ikke fr�kt af mig, at jeg s�dan inviterede
-Dem ud p� en tur sammen med mig? spurte hun,
+<p>Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede
+Dem ud på en tur sammen med mig? spurte hun,
 og der var en gyngen i hendes stemme af indre
 lystighed.</p>
 
-<p>Fr�kt? sa han og tav derp�. Hun lo. Troede
-han, at hun tr�ngte til at f� det unders�gt?</p>
+<p>Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede
+han, at hun trængte til at få det undersøgt?</p>
 
-<p>Vinden bl�ste varmt og st�rkt. N�r hun la
-hodet tilbage, var den som et k�rtegn. Der var en
-flyvende hede i v�ret, der tog hende. Hun lo stille
-og modstr�bende, for at holde igen p� stemningens
-overv�ldende rigdom.</p>
+<p>Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la
+hodet tilbage, var den som et kærtegn. Der var en
+flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo stille
+og modstræbende, for at holde igen på stemningens
+overvældende rigdom.</p>
 
 <p>Det var godt, vi kom herud, var det endelige
 resultat af hans overvejelser.</p>
 
 <p>Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv
-med sin ligefremme tilst�else. Og s� gik han d�r
-s� v�rdig, som om han ikke vilde st� ved, hvad han
+med sin ligefremme tilståelse. Og så gik han dær
+så værdig, som om han ikke vilde stå ved, hvad han
 havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham?
 Hun blev ved at le; det tog magten over hende.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[s. 61]"> </a></span></p>
 
-<p>Men, Helga, sa han og lo, mens han s� glad og
-undrende p� hende.</p>
+<p>Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og
+undrende på hende.</p>
 
-<p>Ja, pinte hun frem. Jo. &mdash; N� og hvad s�? spurte
-hun og stansede brat foran ham, fuldst�ndig alvorlig;
-men det gav et st�d gennem hende, da hun
-s�, hvordan hans ansigt straks forandredes efter
-hendes, han var �jensynlig ikke med. I det samme
+<p>Ja, pinte hun frem. Jo. &mdash; Nå og hvad så? spurte
+hun og stansede brat foran ham, fuldstændig alvorlig;
+men det gav et stød gennem hende, da hun
+så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter
+hendes, han var øjensynlig ikke med. I det samme
 brast hun i latter, som hun denne gang ikke kunde
-styre. Hun sprang over gr�ften og lo sig hj�lpel�s.
+styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs.
 I dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om
-han s� aldrig har gjort det f�r.</p>
+han så aldrig har gjort det før.</p>
 
 <p>Brudelys, sa hun og rejste sig.</p>
 
-<p>Ja, kom s�, sa han.</p>
+<p>Ja, kom så, sa han.</p>
 
-<p>Hun sprang tilbage over gr�ften, s�dan at hun
+<p>Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun
 lige strejfede ham.</p>
 
-<p>Kom s�, r�bte hun og l�b foran. I dag kunde
+<p>Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde
 hun sige alting.</p>
 
 <p>Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans
-stemme l�d lidt fattig. Hun skulde tale og g�
-foran, �jeblikket var hendes. Helga beherskede
+stemme lød lidt fattig. Hun skulde tale og gå
+foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede
 tiden.</p>
 
-<p>Hold lige d�r. &mdash; Helga rakte en h�nd bagud,
-idet hun b�jede sig ned efter blomsterne.</p>
+<p>Hold lige dær. &mdash; Helga rakte en hånd bagud,
+idet hun bøjede sig ned efter blomsterne.</p>
 
-<p>Varm og fast var denne h�nd, ikke luftig, ikke
-legende flammer som den anden. En resolut h�nd.
-Og hvor holdt den fast. B�r en mand ikke altid
-kende en kvindes h�nd, f�r han kan tro p� hende?
-Denne h�nd lyver ikke, den er rolig. Den anden
-var en dr�m, dette er den virkelige. Den forj�ttede
-h�nd.</p>
+<p>Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke
+legende flammer som den anden. En resolut hånd.
+Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke altid
+kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende?
+Denne hånd lyver ikke, den er rolig. Den anden
+var en drøm, dette er den virkelige. Den forjættede
+hånd.</p>
 
 <p>Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine
-blomster. Flere gange greb hun ogs� ved siden af;
-al hendes sj�l var i hans og hendes to h�nder.</p>
+blomster. Flere gange greb hun også ved siden af;
+al hendes sjæl var i hans og hendes to hænder.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[s. 62]"> </a></span></p>
 
 <p>Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens,
-sank tilbage til et gammelt, ugl�deligt minde. Det
-var s� fattigt og l�nge siden. Det var en, der
+sank tilbage til et gammelt, uglædeligt minde. Det
+var så fattigt og længe siden. Det var en, der
 ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og
-meget snart efter gik han bort; og da m�tte han
-jo ha et h�ndtryk, en lille t�r, r� tr�h�nd. Den
+meget snart efter gik han bort; og da måtte han
+jo ha et håndtryk, en lille tør, rå træhånd. Den
 karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet
-r�kke ham en h�nd som denne her &mdash; &mdash;</p>
+række ham en hånd som denne her &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>N� &mdash; sa han og trak v�ret dybt.</p>
+<p>Næ &mdash; sa han og trak været dybt.</p>
 
-<p>Helga stod foran ham med den ene h�nd fuld af
-brudelys. &mdash; N�, ikke det? sa hun. Slip s� da.</p>
+<p>Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af
+brudelys. &mdash; Nå, ikke det? sa hun. Slip så da.</p>
 
 <p>Hvad er der? spurte han forundret. &mdash; Hendes
-h�nd faldt ned som en d�d ting.</p>
+hånd faldt ned som en død ting.</p>
 
-<p>De sa nej; De kunde ikke holde det ud l�ngere.</p>
+<p>De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.</p>
 
-<p>� ja, ved De, hvad jeg t�nkte p�?</p>
+<p>Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?</p>
 
-<p>Hun vidste det. Lige som han spurte, s� vidste
-hun det, hans ansigt havde sagt det i samme �jeblik.
-Et minde var g�et gennem hans sind, en sammenligning
+<p>Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste
+hun det, hans ansigt havde sagt det i samme øjeblik.
+Et minde var gået gennem hans sind, en sammenligning
 var foretaget, og det var glemt igen, da det
 havde givet til resultat, at hun, Helga, var bedre,
 var den rette.</p>
 
 <p>Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg
 ikke flere brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste,
-fordi jeg nok t�nkte, De kunde ikke holde
+fordi jeg nok tænkte, De kunde ikke holde
 det ud.</p>
 
-<p>Mens han s� p� de �jne, som han havde set en
-gang f�r i sit liv, kom han til at forst� dybden i
+<p>Mens han så på de øjne, som han havde set en
+gang før i sit liv, kom han til at forstå dybden i
 denne overgivenhed, den hede styrke i hendes latter.
-Det var ingen l�ssluppen latter, men en velbehersket
+Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket
 ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft.
 Han var mere betaget af hende end nogen sinde, og
-dog tav han. Var det hans sag at p�kalde en naturkraft,<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[s. 63]"> </a></span>
-som m�ske en gang blev hans herre, mens
+dog tav han. Var det hans sag at påkalde en naturkraft,<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[s. 63]"> </a></span>
+som måske en gang blev hans herre, mens
 hans egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han
 kunde uforbeholdent beundre et menneske, der i
 sin latter og overgivenhed ruttede med den styrke,
-som en anden m�jsommeligt tilsatte i sine studier,
+som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier,
 men han var endnu i stand til at holde sig tilbage
-ved hj�lp af en vissen tankegang, og han f�lte det
-med liden gl�de.</p>
+ved hjælp af en vissen tankegang, og han følte det
+med liden glæde.</p>
 
-<p>Lad os g� hen til kilden og f� noget vand, sa
-hun; jeg er t�rstig.</p>
+<p>Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa
+hun; jeg er tørstig.</p>
 
-<p>Det er jeg ogs�, sa han.</p>
+<p>Det er jeg også, sa han.</p>
 
-<p>Hun lo. Det var det, jeg vilde h�re ham sige,
-t�nkte hun.</p>
+<p>Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige,
+tænkte hun.</p>
 
-<p>Hun l�b i forvejen, som om hendes t�rst ikke
-l�ngere var til at holde ud. Hun havde f�et den
-ide, at hun vilde st� der henne og se ham komme.
+<p>Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke
+længere var til at holde ud. Hun havde fået den
+ide, at hun vilde stå der henne og se ham komme.
 Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun
 helt optaget af at drikke.</p>
 
-<p>Han fyldte den hule h�nd og stod s� og betragtede
+<p>Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede
 den en tid.</p>
 
 <p>Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var
-jo s� t�rstig.</p>
+jo så tørstig.</p>
 
-<p>Men dette gjorde endnu st�rkere indtryk p�
+<p>Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på
 ham, end da hun lo; i hendes alvor var der som en
 tagen tilbage af noget, der var givet. Han tog hendes
-h�nd.</p>
+hånd.</p>
 
-<p>Lad os s�tte os ned, sa han.</p>
+<p>Lad os sætte os ned, sa han.</p>
 
-<p>Hun s� fra h�nden op til ham. &mdash; Ja, lad os det,
+<p>Hun så fra hånden op til ham. &mdash; Ja, lad os det,
 sa hun med barnlig, forknyt stemme.</p>
 
 <p>Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod
-en stor dr�be vand falde ned p� hendes h�nd.</p>
+en stor dråbe vand falde ned på hendes hånd.</p>
 
-<p>Den vil blive bragt til at fordampe p� grund af<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[s. 64]"> </a></span>
-den st�rke varme, og til sidst vil den komme i kog,
+<p>Den vil blive bragt til at fordampe på grund af<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[s. 64]"> </a></span>
+den stærke varme, og til sidst vil den komme i kog,
 forklarede han.</p>
 
-<p>Hun s� til med sit opm�rksomste ansigt, som
-om det var et fysisk fors�g.</p>
+<p>Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som
+om det var et fysisk forsøg.</p>
 
-<p>Jeg synes, det varer s� l�nge, sa hun; den har
+<p>Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har
 ikke begyndt at snurre endnu.</p>
 
-<p>Han kendte ikke sig selv nu; i dette �jeblik var
-de to b�rn, og ingen af dem vilde for nogen pris
-falde ud af rollen. Han holdt hendes h�nd, og
-hans tankegang var allerede p�virket deraf. Han
+<p>Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var
+de to børn, og ingen af dem vilde for nogen pris
+falde ud af rollen. Han holdt hendes hånd, og
+hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han
 mindedes en klasse mennesker, der frem for andre
-prises salige, og s� var al hans bevidsthed samlet
-om en vanddr�be p� en h�nd.</p>
+prises salige, og så var al hans bevidsthed samlet
+om en vanddråbe på en hånd.</p>
 
 <p>Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet
-for at g�re, han anbragte forsigtig en pegefinger
-midt i den og gav sig til at r�re den ud, som om
+for at gøre, han anbragte forsigtig en pegefinger
+midt i den og gav sig til at røre den ud, som om
 den var en klat maling. Han bredte den ud over en
-stadig st�rre flade, bl�ste p� den, og s� var den
-v�k. Hendes �jne udtrykte lutter beundring over
-denne magel�se kunst.</p>
+stadig større flade, blæste på den, og så var den
+væk. Hendes øjne udtrykte lutter beundring over
+denne mageløse kunst.</p>
 
-<p>Nej, der skal mere vand p�, sa han. Dette her
+<p>Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her
 blir ikke til noget.</p>
 
 <p>Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den
-kunde komme n�rmere til vandet, og hun fulgte lydig
-med. Han h�ldte vand p� den h�nd, han rev
-stykker ud af str�len og st�nkede med, til sidst
-holdt han den helt ind under str�len.</p>
+kunde komme nærmere til vandet, og hun fulgte lydig
+med. Han hældte vand på den hånd, han rev
+stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst
+holdt han den helt ind under strålen.</p>
 
 <p>Den skal blive kold, ikke? sa hun.</p>
 
-<p>Jo. &mdash; Han tog om h�ndleddet og rystede den,
-som var det en klud. S� f�lte han p� den, og de
-s� p� hinanden.</p>
+<p>Jo. &mdash; Han tog om håndleddet og rystede den,
+som var det en klud. Så følte han på den, og de
+så på hinanden.</p>
 
 <p>Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og
-rynker i panden. Den kan ikke. &mdash; Hun lod den v�de<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[s. 65]"> </a></span>
-h�nd h�nge slapt ned, det h�rte ogs� med til legen.
-&mdash; Helgas h�nd kan ikke blive kold, klagede hun.</p>
+rynker i panden. Den kan ikke. &mdash; Hun lod den våde<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[s. 65]"> </a></span>
+hånd hænge slapt ned, det hørte også med til legen.
+&mdash; Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.</p>
 
-<p>Han l�ftede den v�de h�nd op p� sin skulder,
+<p>Han løftede den våde hånd op på sin skulder,
 den anden kom selv; det var bare deres leg, der
 blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den stemning,
-hun havde skabt, tog han hende p� sit sk�d
+hun havde skabt, tog han hende på sit skød
 og kyssede hende som et lille barn.</p>
 
-<p>Lad os t�rre den lille h�nd af, sa hun noget efter.
+<p>Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter.
 Hun lod den stritte ud i luften som noget, der ikke
-m�tte v�re med i legen.</p>
+måtte være med i legen.</p>
 
 <p>Han trykkede den op mod sin kind, men
-hun trak den hastigt og forskr�kket bort og klappede
-kinden undskyldende med den anden h�nd. S�
-vendte hun sig lidt fra ham, hun tr�ngte pludselig
+hun trak den hastigt og forskrækket bort og klappede
+kinden undskyldende med den anden hånd. Så
+vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig
 til at se verden igen, solskinnet, alting, hvordan det
-s� ud nu.</p>
+så ud nu.</p>
 
-<p>Nej nu skal vi ikke v�re b�rn l�ngere, vel? &mdash;
-Hun lo igen ligesom f�r.</p>
+<p>Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? &mdash;
+Hun lo igen ligesom før.</p>
 
-<p>Le med, sa hun med en lille b�nlig, klynkende
+<p>Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende
 mine, da han ikke var kommet ud af alvoren endnu.
-Og s� lo han. Han gjorde alt, hvad hun vilde.</p>
+Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun vilde.</p>
 
-<p>Denne dag er Helgas, t�nkte han.</p>
+<p>Denne dag er Helgas, tænkte han.</p>
 
-<p>Skal vi g� lidt? spurte hun. Hun tog hans
-h�nd ganske fint med et par fingre. S�dan vilde
-hun f�lges med ham; hun vilde g� og se p� ham
+<p>Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans
+hånd ganske fint med et par fingre. Sådan vilde
+hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham
 og tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem
 ham og andre, det kunde hun ikke, men hun vidste
-godt, at alt var kommet s�dan, som hun havde
-ventet det. En stor k�rlighed m�tte begynde p�
-denne m�de. Hvor nyt og overv�ldende det end
-var, s� forekom det hende dog som noget gammelkendt,
+godt, at alt var kommet sådan, som hun havde
+ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på
+denne måde. Hvor nyt og overvældende det end
+var, så forekom det hende dog som noget gammelkendt,
 hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[s. 66]"> </a></span>
-og uden h�jtidelighed. Dette var det store og
-sj�ldne, der fra nu af var hendes daglige liv.</p>
+og uden højtidelighed. Dette var det store og
+sjældne, der fra nu af var hendes daglige liv.</p>
 
 <p>To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem
-som et pindsvin og gemme dem; hun f�lte dem
-endnu; de var i hende ligesom hans �jne den dag,
-da hun begyndte ikke at tilh�re sig selv alene; han
+som et pindsvin og gemme dem; hun følte dem
+endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag,
+da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han
 erobrede hende med sine kys, helt.</p>
 
 <p>Fler!</p>
 
-<p>Hun s� forskr�kket til ham. Det var ligesom
+<p>Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom
 hun havde skreget. Hun fik den sjove, mut impertinente
-mine p�, som h�rte hendes yngre dage til;
+mine på, som hørte hendes yngre dage til;
 han kendte den straks og smilede.</p>
 
-<p>Den Helga begraver vi, sa han. Hun er d�d.</p>
+<p>Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.</p>
 
 <p>Kys hende, inden vi putter hende ned.</p>
 
-<p>Som sagte, varme dr�ber kom hendes kys, mens
-hun holdt hans hoved mellem sine h�nder. Han
-var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, s� han
-t�nkte ikke over, hvad han selv var.</p>
+<p>Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens
+hun holdt hans hoved mellem sine hænder. Han
+var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så han
+tænkte ikke over, hvad han selv var.</p>
 
 <p>Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.</p>
 
 <p>Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod
-ikke noget s�rligt ved det ord; hun tr�ngte blot
-til at v�re d�r, hvor de havde st�et lige inden &mdash; &mdash;</p>
+ikke noget særligt ved det ord; hun trængte blot
+til at være dær, hvor de havde stået lige inden &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Fungerer en mands tanker klart, grublede han,
-s� l�nge hans hoved befinder sig mellem en elsket
-kvindes h�nder. Hvis ikke, hvad vil dette s� blive
+så længe hans hoved befinder sig mellem en elsket
+kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil dette så blive
 begyndelsen til?</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Det var m�rkt, da han kom hjem. Han t�ndte
+<p>Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte
 lampe og gik lidt frem og tilbage mellem sine
-h�je reoler. Mens han stod og s� ned mod lyset, opdagede
-han to lange h�r, der havde snoet sig om<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[s. 67]"> </a></span>
-en knap. Han pillede dem forsigtigt af og bes�
-dem, og det skaffede endelig hans f�lelser luft:</p>
+høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset, opdagede
+han to lange hår, der havde snoet sig om<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[s. 67]"> </a></span>
+en knap. Han pillede dem forsigtigt af og beså
+dem, og det skaffede endelig hans følelser luft:</p>
 
-<p>Ja sandelig, t�nkte han, m� en honnet pebersvendetr�je
-undre sig, n�r der om en af dens knapper
+<p>Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje
+undre sig, når der om en af dens knapper
 findes viklet et par lange, unge, blondladne
-kvindeh�r!</p>
+kvindehår!</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[s. 68]"> </a></span></p>
@@ -2866,251 +2827,251 @@ kvindeh�r!</p>
 
 
 <p>Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet
-med store og vel begrundede forh�bninger.
-N�r andre p� hans vegne udkastede fremtidsplaner,
-s� tav han, men at han en gang skulde ende som
-rektor ved en af landets l�rde skoler, det var i alt
+med store og vel begrundede forhåbninger.
+Når andre på hans vegne udkastede fremtidsplaner,
+så tav han, men at han en gang skulde ende som
+rektor ved en af landets lærde skoler, det var i alt
 fald det mindste, han ventede af sig selv, og mod
-dette m�l stilede han, allerede inden han havde
-taget sin eksamen. Han havde ogs� sin egen teori
-om, hvordan m�let skulde n�es: Alene i kraft af
+dette mål stilede han, allerede inden han havde
+taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori
+om, hvordan målet skulde nåes: Alene i kraft af
 viden. Han vilde tilegne sig den mest mulige indsigt
 &mdash; og indsigt var for ham ensbetydende med
 kultur &mdash;; den skulde arbejde for ham; det var hans
 stolthed ikke at ha anden anbefaling.</p>
 
-<p>Lige fra sin barndom havde han altid h�rt sin
-forstand fremh�vet, og �vnen til at <span class="corr" title="var: forstaa">forst�</span> blev
+<p>Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin
+forstand fremhævet, og ævnen til at <span class="corr" title="var: forstaa">forstå</span> blev
 tidligt hans stolthed. Da han allerede som latinskoleelev
-m�rkede, at sprog faldt ham lettere end
-matematik, besluttede han, der dog vilde v�re
+mærkede, at sprog faldt ham lettere end
+matematik, besluttede han, der dog vilde være
 sprogmand, at ta matematisk artium, for i alt fald
-at skaffe sig den intellektuelle tr�ning, som de
+at skaffe sig den intellektuelle træning, som de
 eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede
-ham heller ikke, sk�nt den ventede udm�rkelse
-ikke opn�edes, men det offer bragte han g�rne sin
+ham heller ikke, skønt den ventede udmærkelse
+ikke opnåedes, men det offer bragte han gærne sin
 udvikling.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[s. 69]"> </a></span></p>
 
 <p>Efter at han havde taget embedseksamen, blev
-han privatl�rer i K�benhavn, og nu begyndte han
-mere bestemt at arbejde hen mod sit m�l; han fik
-artikler optaget i et l�rd tidsskrift, og de vakte
-den interesse, han havde ventet. Det var netop p�
-den tid, da en betydningsfuld omv�ltning havde
+han privatlærer i København, og nu begyndte han
+mere bestemt at arbejde hen mod sit mål; han fik
+artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte
+den interesse, han havde ventet. Det var netop på
+den tid, da en betydningsfuld omvæltning havde
 fundet sted inden for sprogvidenskaben; studiet af
 sprogenes lydforhold og af deres betydningsindhold
-var �mner, der sysselsatte alle unge filologer;
-Grandlev kastede sig is�r over det sidste. "Ordenes
+var æmner, der sysselsatte alle unge filologer;
+Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes
 Liv", som en fransk videnskabsmand kaldte det,
-var hans hovedinteresse. Efter at han p� dette <span class="corr" title="var: omraade">omr�de</span>
+var hans hovedinteresse. Efter at han på dette <span class="corr" title="var: omraade">område</span>
 havde dokumenteret sig som moderne forsker,
-tog han fat p� et n�jere studium af kunsthistorien
+tog han fat på et nøjere studium af kunsthistorien
 og gjorde bagefter en udenlandsrejse for
-at se det, han havde l�st om. Det �stetiske udbytte
+at se det, han havde læst om. Det æstetiske udbytte
 af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var
 bevidstheden om indvunden viden. De gamle mestre
 begejstrede ham just ikke, men det forlangte
-han heller ikke af dem; han forstod dem s� vidt,
-som han tr�ngte til. Han m�tte vide noget om ethvert
+han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt,
+som han trængte til. Han måtte vide noget om ethvert
 udtryk for menneskelig duelighed; deri bestod
-efter hans mening det at v�re humanist.</p>
+efter hans mening det at være humanist.</p>
 
 <p>Den doktorafhandling, som han med tiden skulde
-skrive, havde han endnu ikke fundet �mnet til; den
+skrive, havde han endnu ikke fundet æmnet til; den
 kom sandsynligvis til at dreje sig om sprog-sammenligning,
 og indtil videre la han et par andre
 sprog til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab
-til de romanske sprog; s� indfandt ideen sig
+til de romanske sprog; så indfandt ideen sig
 vel nok.</p>
 
-<p>Syv og tyve �r gammel s�gte han f�rste gang
+<p>Syv og tyve år gammel søgte han første gang
 embede ved en statslatinskole. Der blev ansat en
-�ldre mand, der af <span class="sic" title="[sic]">form�ende</span> venner anbefaledes<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[s. 70]"> </a></span>
+ældre mand, der af <span class="sic" title="[sic]">formående</span> venner anbefaledes<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[s. 70]"> </a></span>
 til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var i
-virkeligheden den, at han sad sm�t i det og havde
-mange b�rn. Grandlev syntes ikke om det; det var
-jo de sm� k�rs sejr over intelligens. I sin �rgrelse
-s�gte han til en kommunal realskole i provinsen,
+virkeligheden den, at han sad småt i det og havde
+mange børn. Grandlev syntes ikke om det; det var
+jo de små kårs sejr over intelligens. I sin ærgrelse
+søgte han til en kommunal realskole i provinsen,
 hvor han blev ansat.</p>
 
-<p>Det var en overilelse. Han inds� det f�rst i det
-�jeblik, da han holdt kaldsbrevet i sin h�nd, og
-det var jo ganske uanst�ndigt af en mand som
-ham at overile sig. Desuden havde han oversk�ret
+<p>Det var en overilelse. Han indså det først i det
+øjeblik, da han holdt kaldsbrevet i sin hånd, og
+det var jo ganske uanstændigt af en mand som
+ham at overile sig. Desuden havde han overskåret
 sin forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles
 ikke var klogt at haste med. Han anholdt det som
-sin f�rste dumhed og bestemte, at det skulde v�re
-hans sidste. S� gik der fire �r; han vandt sig en
-ganske respektabel anseelse b�de for kundskaber
+sin første dumhed og bestemte, at det skulde være
+hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en
+ganske respektabel anseelse både for kundskaber
 og praktisk duelighed; hans studier over dansk
 sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen til
 sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle
 og modsatte Betydningsudviklinger inden for de
-Indo-europ�iske Sprog. N�r han s�gte n�ste gang,
-skulde det blive umuligt at forbig� ham.</p>
+Indo-europæiske Sprog. Når han søgte næste gang,
+skulde det blive umuligt at forbigå ham.</p>
 
-<p>Han var en og tredve �r, da der tilb�d sig en
+<p>Han var en og tredve år, da der tilbød sig en
 gunstig lejlighed. Denne gang var han sikker nok;
 ministeren udtalte sig uforbeholdent. Da kom der
-fra h�jere sted anmodning om at ans�tte en cand.
+fra højere sted anmodning om at ansætte en cand.
 phil., der havde haft et meget betroet hverv, og han
 blev kaldet.</p>
 
-<p>Grandlev tog sig denne skuffelse meget n�r;
-hans teori om, at viden alene er m�gtig til at
-bringe sin mand frem, var alts� urigtig; han havde
+<p>Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær;
+hans teori om, at viden alene er mægtig til at
+bringe sin mand frem, var altså urigtig; han havde
 tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde
-han heller ikke s�ge mere, ti hvis det ikke var en
+han heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en
 lov, at duelighed gik frem for alle andre hensyn,<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[s. 71]"> </a></span>
-s� vilde han &mdash; en mand, der elskede love &mdash; ikke
-v�re med, hvor tilf�ldigheden var r�dende.</p>
+så vilde han &mdash; en mand, der elskede love &mdash; ikke
+være med, hvor tilfældigheden var rådende.</p>
 
-<p>Og dog kom han til at friste den samme tilf�ldighed
-endnu en gang, og det n�sten uden at vide
-eller ville det. En redakt�r af et stort provinsblad,
-hvem han havde l�rt personlig at kende,
+<p>Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed
+endnu en gang, og det næsten uden at vide
+eller ville det. En redaktør af et stort provinsblad,
+hvem han havde lært personlig at kende,
 spurte ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha
-lyst til at v�re litteraturanm�lder ved hans blad,
-muligvis ogs� ved flere andre. Grandlev, som ikke
-anede nogen sk�bnens list i denne foresp�rsel,
-erkl�rede sig villig, ti det stemmede dog altid mere
-med hans interesser end at v�re skolel�rer i en
-provinsby. Siden h�rte han ikke mere om sagen,
-og da han et halvt �r efter traf sammen med
-redakt�ren, fortalte denne p� et sp�rsm�l fra
+lyst til at være litteraturanmælder ved hans blad,
+muligvis også ved flere andre. Grandlev, som ikke
+anede nogen skæbnens list i denne forespørsel,
+erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere
+med hans interesser end at være skolelærer i en
+provinsby. Siden hørte han ikke mere om sagen,
+og da han et halvt år efter traf sammen med
+redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra
 Grandlev, at han havde taget en anden mand til
-anm�lder; han forklarede lidt genert, at han egenlig
+anmælder; han forklarede lidt genert, at han egenlig
 ikke havde ret meget til overs for denne mand,
-men han havde i sin tid v�ret en god venstremand
+men han havde i sin tid været en god venstremand
 og gjort sit parti tjenester; senere havde han
-desv�rre, <span class="corr" title="var: paa">p�</span> grund af �konomiske vanskeligheder,
-fors�gt sig hos h�jerebydende, der ikke ganske var
-af samme parti, og d�r var han i l�ngden blevet
+desværre, <span class="corr" title="var: paa">på</span> grund af økonomiske vanskeligheder,
+forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var
+af samme parti, og dær var han i længden blevet
 fundet uanvendelig, nu kom han igen; lidt reduceret
-var han jo, stor familie; det var ikke n�mt at
-afvise en mand, der bad s� indtr�ngende for sig,
-en gammel partif�lle og ven &mdash; desv�rre. Og da
+var han jo, stor familie; det var ikke næmt at
+afvise en mand, der bad så indtrængende for sig,
+en gammel partifælle og ven &mdash; desværre. Og da
 nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen
 &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>N�r man er tredve �r, ved man naturligvis, at
-der er ynkelighed til; man vil g�rne tro, at en
-meget stor procentdel af den s�kaldte menneskelige
+<p>Når man er tredve år, ved man naturligvis, at
+der er ynkelighed til; man vil gærne tro, at en
+meget stor procentdel af den såkaldte menneskelige
 karakter falder ind under dette begreb, men der er<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[s. 72]"> </a></span>
 alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden,
-f�r man selv har haft et kraftigt sammenst�d
-med ynkeligheden; f�rst da antager den livets form
-i ens bevidsthed, mens den f�r var en omtrentlig
+før man selv har haft et kraftigt sammenstød
+med ynkeligheden; først da antager den livets form
+i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig
 formodning.</p>
 
 <p>Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der
 var mange, der syntes, at det var dumt; han fik
-nok, hvad han �nskede, n�r han blot vilde pr�ve
-om igen; det var jo kun et kedeligt tilf�lde, der
+nok, hvad han ønskede, når han blot vilde prøve
+om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der
 havde hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren
-vilde g�rne b�de p� det, n�r lejlighed gaves.
+vilde gærne bøde på det, når lejlighed gaves.
 Men Grandlev havde allerede resigneret og opgivet
 den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed
-og t�nkt, at det, der var sket, m�ske slet
-ikke var tilf�ldighed, men <em>lov</em>, og hvis det var lov,
-da vilde han ikke v�re den mand, der hindrede
-ynkelighedens lovm�ssige triumf; han vilde n�jes
-med den fine h�vn at sidde begravet et ubekendt
-sted i landet og i al stilhed v�re deres overmand,
+og tænkt, at det, der var sket, måske slet
+ikke var tilfældighed, men <em>lov</em>, og hvis det var lov,
+da vilde han ikke være den mand, der hindrede
+ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes
+med den fine hævn at sidde begravet et ubekendt
+sted i landet og i al stilhed være deres overmand,
 der blev foretrukket for ham.</p>
 
-<p>P� den m�de blev Niels Grandlev filosof, hvorved
-man vistnok m� forst� en mand, der henter
+<p>På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved
+man vistnok må forstå en mand, der henter
 mindst halvdelen af sin visdom i beskuelsen af verdens
-d�rskab. Han resignerede og begyndte samtidig
-at blive til en s�rling, som det g�r enhver,
-der gir afkald p� noget af betydenhed, ti det er
-s�rt, abnormt at resignere. Hans sind k�lnedes til
+dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig
+at blive til en særling, som det går enhver,
+der gir afkald på noget af betydenhed, ti det er
+sært, abnormt at resignere. Hans sind kølnedes til
 filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under
-det handlende menneskes, og han v�nnede sig
+det handlende menneskes, og han vænnede sig
 til at mene, at han ikke var bestemt til handling,
 da hans underordnede stilling og fagenes simpelhed
 ikke gav ham den anledning til initiativ, som
-han havde �nsket.</p>
+han havde ønsket.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[s. 73]"> </a></span></p>
 
-<p>S� rendyrkedes han som t�nker; han udviklede
-sit s�rlige anl�g: at fatte. Begavelse var efter
-hans mening �vne til at forst�, og tanker var f�nomenernes
+<p>Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede
+sit særlige anlæg: at fatte. Begavelse var efter
+hans mening ævne til at forstå, og tanker var fænomenernes
 sidste og fineste ekstrakt. Tanken er
-handlingens ud�delige form. Han s�gte i sin l�sning
+handlingens udødelige form. Han søgte i sin læsning
 helst til de forfattere, hos hvem det oplevede
-er blevet til tanke; han havde den st�rste respekt
-for Goethe, som han f�rst nu l�rte grundigt at
-kende, og han fandt, at Poul M�llers Str�tanker
-er den bedste bog, dansk sk�nlitteratur har frembragt.</p>
-
-<p>Hans by fandt ham underlig, n�sten besv�rlig,
-da han tilmed tog doktorgraden, selv om det b�dede
-lidt p� det, at han omtrent samtidig forlovede sig
+er blevet til tanke; han havde den største respekt
+for Goethe, som han først nu lærte grundigt at
+kende, og han fandt, at Poul Møllers Strøtanker
+er den bedste bog, dansk skønlitteratur har frembragt.</p>
+
+<p>Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig,
+da han tilmed tog doktorgraden, selv om det bødede
+lidt på det, at han omtrent samtidig forlovede sig
 ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds
-var kun lille og uden videre betydning, sk�nt
+var kun lille og uden videre betydning, skønt
 han ikke var aldeles blottet for selskabelighed. Han
-kunde la v�re at tale om sig selv, og han havde
-store kundskaber, som han kunde tie med. N�r
+kunde la være at tale om sig selv, og han havde
+store kundskaber, som han kunde tie med. Når
 man spurgte om noget, fik man det at vide og ikke
 en anselig masse i tilgift; der var plads til ham i
 en stue. Men en mand, der har givet afkald
-p� noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv
-om hans resignasjon er nok s� grundig &mdash; med
-mindre han resignerer ved hj�lp af spiritus, for
-s� er der altid samf�lelse for h�nden. Men Grandlev
-slog sig p� b�gerne.</p>
+på noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv
+om hans resignasjon er nok så grundig &mdash; med
+mindre han resignerer ved hjælp af spiritus, for
+så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev
+slog sig på bøgerne.</p>
 
 <p>Ved omgang med mennesker afslibes man til de
 former, der er de mest almindelige, og det anerkendte
-pr�g g�r en til et gangbart menneske, men
-b�gernes l�rling er i samfundet stillet p� lignende
-m�de som den vilde, hvis umiddelbarhed han ofte<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[s. 74]"> </a></span>
-har. Af b�ger kan man l�re meget godt, men ikke
+præg gør en til et gangbart menneske, men
+bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende
+måde som den vilde, hvis umiddelbarhed han ofte<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[s. 74]"> </a></span>
+har. Af bøger kan man lære meget godt, men ikke
 det gode at kunne behandle mennesker. Man kan
-l�re ondt af b�ger, men ikke den ondskab, som
-erfaring kender og veed at g�re s� god brug af.
-Omgang med b�ger kan ford�rve ens �ndelige sundhed
-og g�re en til en uvederh�ftig nar, men den
-up�lidelighed, der er praktisk anvendelig, gir b�gerne
-ikke. B�ger kan v�re slet selskab, man
-skulde sky, men de l�gger ikke skjul p� noget; de
+lære ondt af bøger, men ikke den ondskab, som
+erfaring kender og veed at gøre så god brug af.
+Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige sundhed
+og gøre en til en uvederhæftig nar, men den
+upålidelighed, der er praktisk anvendelig, gir bøgerne
+ikke. Bøger kan være slet selskab, man
+skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de
 forebringer uden svig det, de har at meddele. De
-lukker m�ske ens sind for meget, som man kunde
-tr�nge til, men de l�rer ikke nogen at lukke af
-for sine stemninger. De v�nner deres folk til at
-tale rent ud. Man blir ikke diplomat af at omg�s
-mange b�ger; snarere g�r de oprigtig, som samliv
-med naturmennesker. B�gernes mand er en
-kultiveret vild, der har den h�mning p� sig, at han
-besidder en tung og fint kruset hj�rne, der n�digt
+lukker måske ens sind for meget, som man kunde
+trænge til, men de lærer ikke nogen at lukke af
+for sine stemninger. De vænner deres folk til at
+tale rent ud. Man blir ikke diplomat af at omgås
+mange bøger; snarere gør de oprigtig, som samliv
+med naturmennesker. Bøgernes mand er en
+kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han
+besidder en tung og fint kruset hjærne, der nødigt
 tillader ham at handle efter indskydelse.</p>
 
 <p>Derfor er folk underlige ved den, der kommer
-inde fra b�gernes urskov. De ved ikke, om han er
+inde fra bøgernes urskov. De ved ikke, om han er
 koldere eller hedere end andre, men hverken hans
 kulde eller hans hede er af samme natur som deres
 egen. Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet
-de ikke forst�r, at hans sj�ls brand sidder et andet
+de ikke forstår, at hans sjæls brand sidder et andet
 sted end deres. Han har samlet det meste af sin
-livsvarme i sin hj�rne, hvor der m�ske er lige s�
+livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så
 hedt som i de andres blod. Men medens deres varme
-frembringer handlinger, s� frembringes der tanker
-af varmen i hans hj�rne.</p>
+frembringer handlinger, så frembringes der tanker
+af varmen i hans hjærne.</p>
 
-<p>Hvem kan afg�re, hvilket der er varmest, tanke
+<p>Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke
 eller handling?</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[s. 75]"> </a></span></p>
 
 <p>Men mens han alvorligt grublede over dette
 problem, var han blevet forelsket i og forlovet med
-et atten�rigt pigebarn, uden at det forinden var
-lykkedes ham at udfinde den lov, der n�dvendiggjorde
+et attenårigt pigebarn, uden at det forinden var
+lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde
 denne tilsyneladende urimelighed.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -3123,313 +3084,313 @@ denne tilsyneladende urimelighed.</p>
 
 
 <p>Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde
-f� talt om det billede af Grandlev, hun havde
+få talt om det billede af Grandlev, hun havde
 liggende i sin komode. Flere gange havde hun set
-til det, og hver gang med en underlig uro, sk�nt
+til det, og hver gang med en underlig uro, skønt
 det virkelig var godt. Han burde ha det at se, det
-var s� simpelt; han skulde ogs� ha at vide, hvad
-hun havde t�nkt den aften, det vilde han blive glad
+var så simpelt; han skulde også ha at vide, hvad
+hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad
 ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere
-til. N�r hun t�nkte n�rmere over det &mdash; og hun
-havde t�nkt s� meget i de sidste m�neder &mdash; s�
-skulde han ogs� ha at vide, hvad der l� bag ved,
-han skulde sige, om det var godt, v�re en slags
-dommer skulde han &mdash; han havde jo set s� meget
-&mdash; og hans ord skulde v�re en afg�relse. S� mange
+til. Når hun tænkte nærmere over det &mdash; og hun
+havde tænkt så meget i de sidste måneder &mdash; så
+skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved,
+han skulde sige, om det var godt, være en slags
+dommer skulde han &mdash; han havde jo set så meget
+&mdash; og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange
 ting fulgte af, at han fik det billede at se &mdash; &mdash;.
-Hun kunde ikke vise ham det. Det var n�sten
-kedeligt, at han vidste s� meget om de store kunstnere
-og deres v�rker; undertiden �nskede hun, han
-havde haft lidt mindre forstand netop p� det. Han
-kunde jo s� meget andet, t�nkte hun i et anfald af
+Hun kunde ikke vise ham det. Det var næsten
+kedeligt, at han vidste så meget om de store kunstnere
+og deres værker; undertiden ønskede hun, han
+havde haft lidt mindre forstand netop på det. Han
+kunde jo så meget andet, tænkte hun i et anfald af
 mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig mod
-ham ved tanken om, at han skulde udtale en afg�rende
+ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende
 dom om en sag, som hun helst havde
-v�ret ene om at bed�mme.</p>
+været ene om at bedømme.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[s. 77]"> </a></span></p>
 
-<p>Men det skulde g� �rligt til; han havde ikke
-fortjent hemmelighedskr�mmeri fra hendes side,
-og en dag fandt hun p� et middel, der banede vej
-til det vanskelige �mne: hun vilde bede om lov til
-at pr�ve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede
+<p>Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke
+fortjent hemmelighedskræmmeri fra hendes side,
+og en dag fandt hun på et middel, der banede vej
+til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov til
+at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede
 sig med papir og blyant og gik op til ham, i glimrende
-hum�r over sit udm�rkede indfald.</p>
+humør over sit udmærkede indfald.</p>
 
 <p>Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med
-sin anmodning; han havde h�rt tale om hendes anl�g
-for tegning, og desuden var hun s� uimodst�elig.
+sin anmodning; han havde hørt tale om hendes anlæg
+for tegning, og desuden var hun så uimodståelig.
 Han blev anbragt ved sit skrivebord med en
 bog og fik ordre til at se optaget ud, hun rykkede
-et lille bord hen til skrivebordet, s� hun havde ham
+et lille bord hen til skrivebordet, så hun havde ham
 i profil.</p>
 
-<p>Der gik nogle minutter, han l�ste virkelig, og
-samtidig h�rte han hendes blyant bev�ge sig flittigt
+<p>Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og
+samtidig hørte han hendes blyant bevæge sig flittigt
 over papiret. Det tog mere tid, end han havde
-t�nkt, hun mente det nok alvorligt med det portr�t.
-Han glemte at l�se og fik lyst til at se hendes
-ansigt, men blev straks ilde ber�rt ved rynkerne
+tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt.
+Han glemte at læse og fik lyst til at se hendes
+ansigt, men blev straks ilde berørt ved rynkerne
 i hendes pande og det skarpe, stirrende blik, der
-m�dte hans. Det havde han set f�r, og det skulde
-ikke komme igen. Han begyndte at tale for at f�
-hendes s�dvanlige ansigt at se.</p>
+mødte hans. Det havde han set før, og det skulde
+ikke komme igen. Han begyndte at tale for at få
+hendes sædvanlige ansigt at se.</p>
 
-<p>Men hun tyssede p� ham, kort og bydende, og
-der var i hendes �jne en kraft, som vilde betvinge
+<p>Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og
+der var i hendes øjne en kraft, som vilde betvinge
 ham, syntes han; han smilede for at jage kulden
-bort, men hun s� misforn�jet ud, den vrede rynke
-delte hendes venstre �jenbryn<span class="corr" title="var: :">.</span></p>
+bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke
+delte hendes venstre øjenbryn<span class="corr" title="var: :">.</span></p>
 
-<p>Nej, behold den mund, du havde f�r, til jeg er
-f�rdig; ellers kan jeg ikke. Og drej hodet igen.</p>
+<p>Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er
+færdig; ellers kan jeg ikke. Og drej hodet igen.</p>
 
 <p>Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[s. 78]"> </a></span>
 sad en myndig kvinde, som rimeligvis var hans
 kone en gang i fremtiden.</p>
 
-<p>Nu m� du v�re f�rdig, sa han; jeg synes ikke
+<p>Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke
 om dette her.</p>
 
 <p>Ja &mdash; &mdash; godt. Lad mig lige ta den rynke. Det
 var rigtig dig.</p>
 
-<p>Det var ikke l�ngere hyggeligt inde hos ham.
-Helga kunde g�re en hel stue kold med det v�sen;
+<p>Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham.
+Helga kunde gøre en hel stue kold med det væsen;
 hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste sig
-og gik hen i baggrunden af v�relset, men det lod
+og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod
 ikke til at forstyrre hende, hun arbejdede videre,
 som om han sad der endnu, nakken og halsen blev
-f�rdig. S� kastede hun blyanten med en forn�jet
-latter, fl�j ham om halsen og svingede ham rundt,
-s� en del af misstemningen spredtes, men han satte
-sig rask ned p� en stol, fordi han fandt, at denne
-bev�gelse ikke svarede til hans sindstilstand.</p>
+færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet
+latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt,
+så en del af misstemningen spredtes, men han satte
+sig rask ned på en stol, fordi han fandt, at denne
+bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.</p>
 
 <p>Se her; er det ikke meget godt?</p>
 
-<p>Han n�rmede sig langsomt og ligesom forsigtigt.
-&mdash; Jo, du har jo &mdash; &mdash;. Han m�dte hendes blik; der
-var ingen tvivl, intet sp�rgsm�l i det, hun var
+<p>Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt.
+&mdash; Jo, du har jo &mdash; &mdash;. Han mødte hendes blik; der
+var ingen tvivl, intet spørgsmål i det, hun var
 tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.
-Denne gl�de vedkom ikke ham, ligesom hendes
-kulde fra f�r ikke var ham god. Han indr�mmede
-tilstedev�relsen af en vis misundelse, men han
-havde ogs� en fornuftig grund til at v�re p� sin
-post mod noget, der kunde ber�ve ham en del af
-hans retm�ssige lykke. Havde hendes �jne ikke
-talt s� koldt og s� varmt til ham om denne uventede
-og ham uvedkommende ting, s� skulde han g�rne
-ha indr�mmet hende talent for at g�re hende en
-forn�jelse.</p>
-
-<p>Man kan nok se, du har l�rt at tegne, sa han<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[s. 79]"> </a></span>
-endelig. S� meget som det d�r er der jo mange,
+Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes
+kulde fra før ikke var ham god. Han indrømmede
+tilstedeværelsen af en vis misundelse, men han
+havde også en fornuftig grund til at være på sin
+post mod noget, der kunde berøve ham en del af
+hans retmæssige lykke. Havde hendes øjne ikke
+talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede
+og ham uvedkommende ting, så skulde han gærne
+ha indrømmet hende talent for at gøre hende en
+fornøjelse.</p>
+
+<p>Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[s. 79]"> </a></span>
+endelig. Så meget som det dær er der jo mange,
 der kan. Men det er godt, Helga.</p>
 
 <p>Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at
 jeg er nogen stor kunstnerinde &mdash; eller blir det.</p>
 
-<p>Det g�r du vel ikke, svarede han og la m�rke
-i den bog, han havde l�st i.</p>
+<p>Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke
+i den bog, han havde læst i.</p>
 
-<p>Hun sad med to s� fortabte h�nder i sit sk�d;
+<p>Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød;
 det gjorde ham ondt for hende, men han vilde ikke
-vise hende det nu, s� at hun straks g�ttede �rsagen;
-denne lille skuffede forf�ngelighed skulde
-f�rst glemmes.</p>
+vise hende det nu, så at hun straks gættede årsagen;
+denne lille skuffede forfængelighed skulde
+først glemmes.</p>
 
-<p>Jeg blir ikke til noget, t�nkte Helga. Jeg skal
-l�re husholdning, jeg skal giftes, og s� er jeg f�rdig.
-�, jeg er tosset.</p>
+<p>Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal
+lære husholdning, jeg skal giftes, og så er jeg færdig.
+Å, jeg er tosset.</p>
 
 <p>Hun rejste sig og smilede som en dame, der
-husker p�, at hun er i selskab. &mdash; Har du ingen
+husker på, at hun er i selskab. &mdash; Har du ingen
 tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.</p>
 
-<p>Det havde han; hun m�tte g�rne se dem.</p>
+<p>Det havde han; hun måtte gærne se dem.</p>
 
-<p>Du har nok ogs� anl�g for tegning, bem�rkede
+<p>Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede
 hun.</p>
 
-<p>Ja. Jeg var en af de dygtigste, s� vidt jeg
+<p>Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg
 husker.</p>
 
-<p>Hun fortav, hvad hun t�nkte og sa: Det er altsammen
+<p>Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen
 efter fortegning.</p>
 
 <p>Det ynder du formodentlig ikke?</p>
 
-<p>Nej. Jeg havde altid et farligt vr�vl med min
-tegnel�rer om det. Til sidst blev han vred og sa,
+<p>Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min
+tegnelærer om det. Til sidst blev han vred og sa,
 at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde lyst til;
-s� tegnede jeg min knyttede h�nd og viste ham.
+så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham.
 Siden den tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har
-s�dan en �velse i at tegne knyttede h�nder; m�
-jeg en gang pr�ve at tegne din?</p>
+sådan en øvelse i at tegne knyttede hænder; må
+jeg en gang prøve at tegne din?</p>
 
 <p>Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[s. 80]"> </a></span></p>
 
-<p>Fornuftigt, n�. &mdash; Han trak hende ned p� sit
-sk�d og kyssede hende. Hun s� op med et halvt
-ironisk smil. Snak s�, sa hun.</p>
+<p>Fornuftigt, nå. &mdash; Han trak hende ned på sit
+skød og kyssede hende. Hun så op med et halvt
+ironisk smil. Snak så, sa hun.</p>
 
 <p>Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig,
-t�nkte han, men han fandt ikke noget at sige hende.</p>
+tænkte han, men han fandt ikke noget at sige hende.</p>
 
-<p>D�r g�r en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter.
+<p>Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter.
 Er den ikke kostelig? Se, hvor den skynder sig,
-og s� falder den og jager snuden hen ad jorden
-med s�dan et klagende lille suk. Der er ingen
-dyr, der i den grad minder om sm� b�rn.</p>
+og så falder den og jager snuden hen ad jorden
+med sådan et klagende lille suk. Der er ingen
+dyr, der i den grad minder om små børn.</p>
 
-<p>Kunde du ha lyst til at tegne den ogs�?</p>
+<p>Kunde du ha lyst til at tegne den også?</p>
 
-<p>Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forst� hans
-sp�rsm�l, men hun syntes ikke, det var rigtigt
-af ham at sp�rge, n�r hun netop var optaget af
-�nsket om at kunne tegne den. Hun svarede med
+<p>Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans
+spørsmål, men hun syntes ikke, det var rigtigt
+af ham at spørge, når hun netop var optaget af
+ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med
 en lidt bitter lystighed:</p>
 
-<p>Du kunde la mig f� et fotografiapparat, s� kunde
-jeg g� omkring og ta alt det, jeg er glad ved at se
-p�. Jeg kunde nok levere dig nogle bedre hunde
-end dem, du har h�ngende p� din v�g.</p>
+<p>Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde
+jeg gå omkring og ta alt det, jeg er glad ved at se
+på. Jeg kunde nok levere dig nogle bedre hunde
+end dem, du har hængende på din væg.</p>
 
-<p>Dem har du ikke kritiseret f�r i dag. Hvad er
+<p>Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er
 der i vejen med dem?</p>
 
 <p>Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag.
-Men jeg skulde for�re dig billeder af landsbyhunde,
+Men jeg skulde forære dig billeder af landsbyhunde,
 som vilde undre dig; du kan tro, jeg har kendt
-k�tere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.</p>
+køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.</p>
 
 <p>Hvor langt ligger den &mdash; guldalder tilbage i
 tiden?</p>
 
-<p>Da jeg var hjemme p� g�rden. Den slags dyr
-f�r jeg aldrig mere at se.</p>
+<p>Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr
+får jeg aldrig mere at se.</p>
 
-<p>Stakkels Helga. Og jeg er desv�rre kun et menneske,
-oven i k�bet ikke aldeles fri for at v�re friseret.<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[s. 81]"> </a></span>
-Havde jeg endda v�ret en k�ter med lange
-b�rster &mdash; &mdash;</p>
+<p>Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske,
+oven i købet ikke aldeles fri for at være friseret.<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[s. 81]"> </a></span>
+Havde jeg endda været en køter med lange
+børster &mdash; &mdash;</p>
 
 <p>Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk,
-som det hos en tyr. De g�r altid og brygger
-p� ondt og f�r ikke lavet halvdelen af alt det, de
+som det hos en tyr. De går altid og brygger
+på ondt og får ikke lavet halvdelen af alt det, de
 egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme
-sig. Vi havde en hjemme &mdash; &mdash;. Hun s� p� ham
-med et vemodigt ansigt, s� han kom til at le. &mdash;
-Den var en gang efter mig; det var f�rste gang, den
-kom i tanker om, at den vilde g�re fortr�d, og
-s� blev jeg den udk�rne, men den kunde jo ikke
-klatre, og det kunde jeg. S� sad jeg oppe i et tr�
+sig. Vi havde en hjemme &mdash; &mdash;. Hun så på ham
+med et vemodigt ansigt, så han kom til at le. &mdash;
+Den var en gang efter mig; det var første gang, den
+kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og
+så blev jeg den udkårne, men den kunde jo ikke
+klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg oppe i et træ
 og gloede, og den stod neden for og gloede, og
-s�dan tilbragte vi en time med at beundre hinanden,
-indtil der kom nogen. Jeg vilde g�rne ha
-tegnet de �jne, den sendte mig; jeg har aldrig set
-noget s� rasende og elendigt. Det gjorde mig n�sten
+sådan tilbragte vi en time med at beundre hinanden,
+indtil der kom nogen. Jeg vilde gærne ha
+tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set
+noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten
 ondt for den.</p>
 
 <p>Mens han sad og overvejede, at minderne fra
 hendes barndomshjem var en af de vigtigste kilder
-til hendes v�sens s�regne varme, og at hendes f�lelse
-for ham n�ppe bet�d s� meget for hende,
-l�ftede hun pludselig hodet fra hans skulder og
-kyssede ham h�ftigt.</p>
-
-<p>Det er s� rart at tale til dig om alt det, sa hun
-sagte. Jeg blir meget mere borte i det s�, end n�r
-jeg bare t�nker p� det. Det er ligesom det vil mig
-noget, som det havde �rende til mig. Er det noget
+til hendes væsens særegne varme, og at hendes følelse
+for ham næppe betød så meget for hende,
+løftede hun pludselig hodet fra hans skulder og
+kyssede ham hæftigt.</p>
+
+<p>Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun
+sagte. Jeg blir meget mere borte i det så, end når
+jeg bare tænker på det. Det er ligesom det vil mig
+noget, som det havde ærende til mig. Er det noget
 snak?</p>
 
 <p>Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter
-dig s� mange ting, men de fleste af dem er bestemt
-til at visne i det �jeblik, du tror, du har dem. Denne
-mangfoldighed synes du er rigdom! &mdash; jeg tror n�sten,<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[s. 82]"> </a></span>
-jeg har kendt en lignende &mdash; men n�r du en
-gang har m�ttet opgive det meste af det og kun beholder
+dig så mange ting, men de fleste af dem er bestemt
+til at visne i det øjeblik, du tror, du har dem. Denne
+mangfoldighed synes du er rigdom! &mdash; jeg tror næsten,<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[s. 82]"> </a></span>
+jeg har kendt en lignende &mdash; men når du en
+gang har måttet opgive det meste af det og kun beholder
 en eller to ting tilbage, som optager dit sind
-udelt, s� vil du m�ske erkende, at netop den indskr�nkning
-er rigdom. Det er ikke n�dvendigvis
-en skuffelse at opgive, det kan ogs� v�re en art
-sj�lelig hygiejne. Hvis du ikke forst�r det, vil det
+udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning
+er rigdom. Det er ikke nødvendigvis
+en skuffelse at opgive, det kan også være en art
+sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det
 ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere,
 end det var gavnligt for dig, at du kunde overkomme.</p>
 
-<p>Det kan godt v�re. Nu vil jeg g� hjem og t�nke
-lidt over det. M� jeg ta nogle af dine kunstnerbiografier
+<p>Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke
+lidt over det. Må jeg ta nogle af dine kunstnerbiografier
 med?</p>
 
-<p>Hvorfor? Vi har jo gennemg�et dem.</p>
+<p>Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.</p>
 
-<p>Ja, men det kunde v�re, <em>jeg</em> ogs� kom i tanker
-om noget, n�r jeg s� p� dem alene.</p>
+<p>Ja, men det kunde være, <em>jeg</em> også kom i tanker
+om noget, når jeg så på dem alene.</p>
 
-<p>Aha, trang til selvst�ndighed eller til frig�relse,
-t�nkte han. &mdash; Tag med, hvad du vil, sa han med
-en k�lighed, han ikke la skjul p�.</p>
+<p>Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse,
+tænkte han. &mdash; Tag med, hvad du vil, sa han med
+en kølighed, han ikke la skjul på.</p>
 
-<p>Kan du ikke ret godt lide Helga l�ngere? spurte
+<p>Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte
 hun med et komisk bekymret ansigt.</p>
 
-<p>Jo vist, du er jo min solskinspige, n�r du husker
-p� det.</p>
+<p>Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker
+på det.</p>
 
-<p>Se, det smil vilde du slet ikke ha v�ret af med,
-men det slap s�dan fra dig. Farvel, store mand.</p>
+<p>Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med,
+men det slap sådan fra dig. Farvel, store mand.</p>
 
 <p>Farvel, Helga.</p>
 
-<p>Hvorfor kalder hun mig stor? t�nkte han, da
-hun var borte. Er det et elskv�rdigt hykleri den
-f�rste dag, da jeg mest p�faldende f�ler mig som
+<p>Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da
+hun var borte. Er det et elskværdigt hykleri den
+første dag, da jeg mest påfaldende føler mig som
 den lille?</p>
 
-<p>Han t�ndte en af de tynde sigarer, han plejede
-at ryge f�r aftensmaden. &mdash; Jeg har f�et en vis
-lyst til at analysere hver eneste bem�rkning, hun<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[s. 83]"> </a></span>
-kommer med, og det er dog n�ppe frugtbringende.
+<p>Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede
+at ryge før aftensmaden. &mdash; Jeg har fået en vis
+lyst til at analysere hver eneste bemærkning, hun<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[s. 83]"> </a></span>
+kommer med, og det er dog næppe frugtbringende.
 Jeg synes ikke, min videnskabelige metode virker
-tilfredsstillende, n�r den anvendes p� hende. Ha,
-ja. Det er vist det, hj�rtemennesker i deres triumferende
+tilfredsstillende, når den anvendes på hende. Ha,
+ja. Det er vist det, hjærtemennesker i deres triumferende
 enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad
-den ogs� s�tte noget til i konkurrencen med den
-anden magt; den har r�d til det. &mdash;</p>
+den også sætte noget til i konkurrencen med den
+anden magt; den har råd til det. &mdash;</p>
 
-<p>Han lod den ene h�nd l�be hen over bogryggene
+<p>Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene
 for at trykke dem ind; den stod for langt frem.
-Den bev�gelse havde i mange �r v�ret den eneste
-form for k�rtegn, han kendte.</p>
+Den bevægelse havde i mange år været den eneste
+form for kærtegn, han kendte.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Helga sad hjemme i sit v�relse og sammenlignede
+<p>Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede
 de to billeder, det gamle og det ny. Hun
 <em>vilde</em> synes bedst om det gamle, det havde hun bestemt,
 det vilde hun blive ved med. Men det billede
 skulde ikke vises ham, og dets historie skulde han
-aldrig h�re. Hun var nedsl�et; hans sidste ord
-havde v�ret en bitter tr�st for hende, det var sagt
+aldrig høre. Hun var nedslået; hans sidste ord
+havde været en bitter trøst for hende, det var sagt
 med en myndighed, der gjorde hende lille. Det
-vilde nok visne; hun troede ikke mere p� alt det,
+vilde nok visne; hun troede ikke mere på alt det,
 hun havde indbildt sig; hans ord havde gjort det
-til tomt fantasteri, s� stor var han. Men det var
-godt. N�r det skulde visne, s� var det bedst straks.
+til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var
+godt. Når det skulde visne, så var det bedst straks.
 Men det billede skulde han ikke se; det var vel
 synd, men hun kunde ikke.</p>
 
-<p>En t�re faldt p� papiret under hendes h�nder.</p>
+<p>En tåre faldt på papiret under hendes hænder.</p>
 
-<p>Sikken et plask, t�nkte hun og skar ansigt.</p>
+<p>Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.</p>
 
-<p>Hun kastede b�gge tegningerne i skuffen, drev
-den ind og drejede n�glen om med et harmfuldt vrid.</p>
+<p>Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev
+den ind og drejede nøglen om med et harmfuldt vrid.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[s. 84]"> </a></span></p>
@@ -3441,278 +3402,278 @@ den ind og drejede n�glen om med et harmfuldt vrid.</p>
 
 
 <p>En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil
-i reglen &mdash; for s� vidt han t�nker over sig
-selv &mdash; tidligere end andre m�nd n� et tidspunkt,
-da han f�ler sig vis p�, at hans udvikling er afsluttet.
+i reglen &mdash; for så vidt han tænker over sig
+selv &mdash; tidligere end andre mænd nå et tidspunkt,
+da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet.
 Der kan ganske vist ske meget endnu, men
-hans karakter er formet; hvad derefter h�nder ham,
-er tilst�delser af forskellig art, men det er ikke begivenheder,
-der har omskabende virkning p� hans
+hans karakter er formet; hvad derefter hænder ham,
+er tilstødelser af forskellig art, men det er ikke begivenheder,
+der har omskabende virkning på hans
 sind.</p>
 
 <p>Denne vildfarelse har formodenlig den betydning,
-at den virker bevarende p� den intellektuelle
-ro, der un�gtelig skal til for at b�re den
+at den virker bevarende på den intellektuelle
+ro, der unægtelig skal til for at bære den
 ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar
-vildfarelse holder l�ngere end en dunkel forst�et
-sandhed, men den retter sig selv i det �jeblik, da
-den f�rste, alvorlige forelskelse kommer over manden
+vildfarelse holder længere end en dunkel forstået
+sandhed, men den retter sig selv i det øjeblik, da
+den første, alvorlige forelskelse kommer over manden
 i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu
 har mange overraskelser i gemme til ham, og en tid
-st�r han, den f�rdige, usikker og uforst�ende som
-en begynder. K�rligheden rammer hans sind med
+står han, den færdige, usikker og uforstående som
+en begynder. Kærligheden rammer hans sind med
 en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans
-tanke blir som et �g, der er ruget p� i fire
-og tyve timer &mdash; gennemtrukket af tr�de, som
-der ingen rede er i. Hans skarpe forstand kn�kker<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[s. 85]"> </a></span>
-sin spids p� det nye og bl�de. Han vil synes, at
-k�rligheden trods alt er en ubekvem ting for den,
-der er faldet til ro; han har aldrig t�nkt p� den og
-kunde v�re d�d uden at f�le savnet af den. Den
-fratager ham det sikre fodf�ste og f�r ham til at
-r�be mange ting, b�de for sig selv og for den anden
-part, som b�gge er lige d�rlig tjent med at f� at
+tanke blir som et æg, der er ruget på i fire
+og tyve timer &mdash; gennemtrukket af tråde, som
+der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[s. 85]"> </a></span>
+sin spids på det nye og bløde. Han vil synes, at
+kærligheden trods alt er en ubekvem ting for den,
+der er faldet til ro; han har aldrig tænkt på den og
+kunde være død uden at føle savnet af den. Den
+fratager ham det sikre fodfæste og får ham til at
+røbe mange ting, både for sig selv og for den anden
+part, som bægge er lige dårlig tjent med at få at
 vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt
-ud af det hele r�re? Ti den p�stand er ingenlunde
+ud af det hele røre? Ti den påstand er ingenlunde
 bevist, at "fred er ej det bedste".</p>
 
-<p>K�rlighed er uj�vn, mest til at begynde med.
-Den griber h�ftigt og slipper hastigt og gir p� den
-m�de dobbelt lejlighed til at opleve det us�dvanlige
-og til at r�be sig helt ned til bunden af sj�len.</p>
+<p>Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med.
+Den griber hæftigt og slipper hastigt og gir på den
+måde dobbelt lejlighed til at opleve det usædvanlige
+og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.</p>
 
-<p>Niels Grandlev havde ikke s� mange ledige stunder
+<p>Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder
 nu; hans resultater kunde derfor falde lidt overfladiske
 ud. Sin meste fritid var han sammen med
-Helga, og da doktordisputatsen var overst�et, mente
+Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente
 han nok, at han kunde la studierne ligge indtil
 videre. Han kom hjem fra en videnskabelig triumf
-for at tilbringe den f�lgende tid i gylden, sorgl�s
-lediggang sammen med sin k�reste. Men det blev
+for at tilbringe den følgende tid i gylden, sorgløs
+lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev
 ikke ganske den fred, han havde ventet. Han, som
-havde besk�ftiget sig med p�visningen af videnskabelige
-love, kom ind under k�rlighedens regimente,
-der forekom ham lovl�st. Det bragte ham
-ind i alleh�nde tvivl, f�rst om mange �ldre ideers
-v�rdi, senere ogs� om deres rigtighed. Grandlev
-havde aldrig v�ret meget h�jtidelig i sin selvbed�mmelse;
-nu kunde det falde ham ind, n�r bekendte
+havde beskæftiget sig med påvisningen af videnskabelige
+love, kom ind under kærlighedens regimente,
+der forekom ham lovløst. Det bragte ham
+ind i allehånde tvivl, først om mange ældre ideers
+værdi, senere også om deres rigtighed. Grandlev
+havde aldrig været meget højtidelig i sin selvbedømmelse;
+nu kunde det falde ham ind, når bekendte
 flittigt titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt
-sin tid til noget bedre end at skrive l�rde
-afhandlinger. Han meddelte sig selv, at k�rligheden<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[s. 86]"> </a></span>
-var i f�rd med at g�re ham til en renegat
+sin tid til noget bedre end at skrive lærde
+afhandlinger. Han meddelte sig selv, at kærligheden<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[s. 86]"> </a></span>
+var i færd med at gøre ham til en renegat
 mod hans tidligere overbevisninger, og da det gamle
-syntes at tabe i v�rdi, kastede han sig helt og holdent
-over i det nye; han troede p� k�rligheden som
-p� et under, og han fik sin bel�nning: der kom en
-tid, da k�rligheden virkelig var noget fuldkomment,
+syntes at tabe i værdi, kastede han sig helt og holdent
+over i det nye; han troede på kærligheden som
+på et under, og han fik sin belønning: der kom en
+tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment,
 ti salig er den, der skynder sig at tro.</p>
 
-<p>Det var alts� sket, at livet en gang b�d p�
+<p>Det var altså sket, at livet en gang bød på
 noget, der var uden mangel eller lyde. Han var
 ikke mere den samme, efter at den vished havde
-gennemtr�ngt ham.</p>
+gennemtrængt ham.</p>
 
-<p>Derfor skulde deres forhold ogs� v�re s� fuldkomment
-som muligt; de skulde forst� hinanden
-&mdash; s� st�rkt hang han endnu ved det gamle, at
+<p>Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment
+som muligt; de skulde forstå hinanden
+&mdash; så stærkt hang han endnu ved det gamle, at
 han mente, <em>det</em> var fuldkommenheden &mdash; og han begyndte
-at fort�lle hende alt, hvad han vidste
-om sig selv. Hun var forelsket og videbeg�rlig
+at fortælle hende alt, hvad han vidste
+om sig selv. Hun var forelsket og videbegærlig
 og havde store tanker om, hvad der kunde bo i
 en mand som ham, og hun kom virkelig til at
-forst� ham ganske godt. Han udredede for hende
+forstå ham ganske godt. Han udredede for hende
 alle sine meninger og sine meningers udvikling,
 hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt
 det, han kunde gi hende. Mens de sad ude i skoven
-og skr�llede hver sin appelsin, skitserede han en af
+og skrællede hver sin appelsin, skitserede han en af
 sine videnskabelige ideer for hende; bagefter forekom
-det ham, at den havde tabt i v�rdi, men han
-t�nkte ikke n�rmere over det og bad s� hende om
-at fort�lle noget fra sin barndom. For det var
-et �mne, han ikke kunde blive tr�t af at h�re om,
-og sk�nt han aldrig fik et klart billede af dette
-virvar af k�er og kalve og lader og st�nger og
-kartoffelk�ldre og halmstakke, s� m�rkede han dog
-godt, at hendes barndom havde v�ret rigere end<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[s. 87]"> </a></span>
-hans; d�r kunde hun hente minder af alle slags,
-der svarede til den stemning, hun i �jeblikket var i.
+det ham, at den havde tabt i værdi, men han
+tænkte ikke nærmere over det og bad så hende om
+at fortælle noget fra sin barndom. For det var
+et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre om,
+og skønt han aldrig fik et klart billede af dette
+virvar af køer og kalve og lader og stænger og
+kartoffelkældre og halmstakke, så mærkede han dog
+godt, at hendes barndom havde været rigere end<span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[s. 87]"> </a></span>
+hans; dær kunde hun hente minder af alle slags,
+der svarede til den stemning, hun i øjeblikket var i.
 Det var hendes store overlegenhed. <em>Hans</em> liv begyndte
-f�rst at f� indhold, da han n�ede op mod
-de tyve, og der kom sammenh�ng i hans viden;
-d�r tog hans minder fat.</p>
+først at få indhold, da han nåede op mod
+de tyve, og der kom sammenhæng i hans viden;
+dær tog hans minder fat.</p>
 
-<p>Men det varede endnu l�nge, f�r betydningen af
+<p>Men det varede endnu længe, før betydningen af
 denne forskel gik op for ham; hun hentede en uendelig
 sum af friskhed fra sin barndom, mens han
-aldrig t�nkte p� sin, der havde v�ret s� stille og
-ens &mdash; men det l� ikke for. Alt var endnu s� fuldkomment;
-k�rlighed og forst�else virkede sammen
-om at drage dem n�rmere til hinanden.</p>
+aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og
+ens &mdash; men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment;
+kærlighed og forståelse virkede sammen
+om at drage dem nærmere til hinanden.</p>
 
 <p>Mens han undrende modtog dette som et mirakkel,
 han aldrig havde haft nogen grund til at
-vente, m�rkede han ikke, at han kr�nkede en
-naturlov, og studsede f�rste gang, han fik dens
-tilbageslag at f�le. Ti to mennesker, der lever et
-inderligt samliv, hindrer let hinanden i fri �ndelig
-selvudfoldelse, p� samme m�de som to tr�er, der
-vokser t�t op ad hinanden, f�r flade kroner der,
-hvor de ber�res. Til en ret selvst�ndig udvikling
-kr�ves der en vis hensynsl�shed. Reaksjonen begyndte
+vente, mærkede han ikke, at han krænkede en
+naturlov, og studsede første gang, han fik dens
+tilbageslag at føle. Ti to mennesker, der lever et
+inderligt samliv, hindrer let hinanden i fri åndelig
+selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der
+vokser tæt op ad hinanden, får flade kroner der,
+hvor de berøres. Til en ret selvstændig udvikling
+kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen begyndte
 hos hende, og efter at de i et par dage ikke
 havde kunnet finde vej til hinandens fortrolighed,
-fik de s� endelig deres f�rste tr�tte. Han blev aldeles
-overrumplet; han h�rte en bed�mmelse af sig
-selv, som han ikke havde ventet at h�re af hendes
+fik de så endelig deres første trætte. Han blev aldeles
+overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig
+selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes
 mund; det harmede ham, og han udtalte sig ved
-denne lejlighed ikke ganske med en dr. phil.s v�rdighed.</p>
+denne lejlighed ikke ganske med en dr. phil.s værdighed.</p>
 
-<p>S�dan en tr�tte har den betydning, at man f�r
-hinandens gensidige mening at h�re; hidtil har man<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[s. 88]"> </a></span>
-over�st hinanden med behageligheder; nu blir man
+<p>Sådan en trætte har den betydning, at man får
+hinandens gensidige mening at høre; hidtil har man<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[s. 88]"> </a></span>
+overøst hinanden med behageligheder; nu blir man
 skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige
-forhold siger man vel ogs� en vis m�ngde
-sandhed, men der er forskel p� k�rlige sandheder
+forhold siger man vel også en vis mængde
+sandhed, men der er forskel på kærlige sandheder
 og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde mennesker
-er udslag af en h�jere livskraft, bevirker,
-at man f�r alting sagt; man erfarer den gavnlige
-forskel p� fortrolighed og oprigtighed.</p>
-
-<p><em>Han</em> havde det st�rste udbytte af denne uenighed,
-hvilket var l�rerigt, men ikke behageligt. Det
-var alts� resultatet: n�r man sk�nker en kvinde
-sin beundring, f�r man hendes kritik til geng�ld.
-Hendes hensynsl�shed var jo ligefrem afskr�kkende,
+er udslag af en højere livskraft, bevirker,
+at man får alting sagt; man erfarer den gavnlige
+forskel på fortrolighed og oprigtighed.</p>
+
+<p><em>Han</em> havde det største udbytte af denne uenighed,
+hvilket var lærerigt, men ikke behageligt. Det
+var altså resultatet: når man skænker en kvinde
+sin beundring, får man hendes kritik til gengæld.
+Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende,
 og det syntes, som om hun selv var glad ved den;
-hvor havde hendes �jne v�ret pragtfulde, mens hun
+hvor havde hendes øjne været pragtfulde, mens hun
 gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han
-havde ogs� v�ret vred &mdash; hvad der ikke skulde
-gentage sig &mdash; men han havde taget sig noget farvel�s
+havde også været vred &mdash; hvad der ikke skulde
+gentage sig &mdash; men han havde taget sig noget farveløs
 ud i sammenligning med hende. Hvordan vilde
-hun b�de p� det, hun nu havde gjort?</p>
+hun bøde på det, hun nu havde gjort?</p>
 
-<p>N�ste gang, han traf hende, var hun s� glad og
+<p>Næste gang, han traf hende, var hun så glad og
 indtagende, at han glemte det ubehagelige indtryk
 fra sidst, og der var en fornyet friskhed over hende,
 som havde tabt sig noget, da deres samliv var
-allermest inderligt. Han l�rte at indse betydningen
+allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen
 af det, der var sket, efter at det havde gentaget sig
 nogle gange. Undertiden var det, som om han helt
-og holdent havde f�et magten over hendes sind, og
-hun, der ellers var frisk og lystig som et regnv�r
-om sommeren, kunde blive s� mat og eftergivende
-mild, at han ikke kendte hende igen og blev bet�nkelig.
+og holdent havde fået magten over hendes sind, og
+hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær
+om sommeren, kunde blive så mat og eftergivende
+mild, at han ikke kendte hende igen og blev betænkelig.
 Var det muligt, at han med sin tankes
-vold kunde erobre denne sj�l, mens den endnu<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[s. 89]"> </a></span>
-kun var halvt udviklet? Med erobring f�lger altid
+vold kunde erobre denne sjæl, mens den endnu<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[s. 89]"> </a></span>
+kun var halvt udviklet? Med erobring følger altid
 en vis underkuelse, og han havde ingen menneskelig
-ret til at drage hende s� n�r til sig, at hendes
-frie v�kst hindredes. Han vidste selv, hvad sj�l er,
-og han gyste tilbage for sj�letvang som for en unaturlig
+ret til at drage hende så nær til sig, at hendes
+frie vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er,
+og han gyste tilbage for sjæletvang som for en unaturlig
 synd. Det var jo hende, der uden at vide
-det havde advaret ham; deres f�rste sammenst�d
+det havde advaret ham; deres første sammenstød
 var hendes reaksjon mod et andet menneskes altfor
-store n�rhed. Hun havde tit nok talt om sin
-uvilje mod andres fortrolighed og n�rg�ende venskab;
+store nærhed. Hun havde tit nok talt om sin
+uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab;
 ham undtog hun naturligvis, sa hun, men
-det var <em>hans</em> pligt at forst� den ikke tilsigtede advarsel,
-som i virkeligheden l� deri.</p>
+det var <em>hans</em> pligt at forstå den ikke tilsigtede advarsel,
+som i virkeligheden lå deri.</p>
 
-<p>S� lod han hende efterh�nden f� st�rre frihed,
-og med en vis tilfredsstillelse bem�rkede han, hvordan
+<p>Så lod han hende efterhånden få større frihed,
+og med en vis tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan
 hun forstod at passe afstanden og lejlighedsvis
-sk�d ham fra sig med sin kritik, n�r hun fik ham
-p� altfor n�rt hold. Hendes ejendommelige friskhed
-beroede for en stor del p�, at hun instinktm�ssig
+skød ham fra sig med sin kritik, når hun fik ham
+på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed
+beroede for en stor del på, at hun instinktmæssig
 holdt en bestemt afstand mellem sig selv og andre.
 Det inderste i hende var ikke uden videre noget,
-man kunde g� hen og begribe, det var ikke en intellektuel
-opgave, lige s� lidt som en blomsts duft
-er en g�de, der er til at l�se. Han brugte omtrent
-et �r til at forst� hende s� vidt, men han fandt ikke
-den tid d�rlig anvendt. Samtidig var han bleven
-meget klogere p� sig selv. Ved at sammenholde sig
+man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel
+opgave, lige så lidt som en blomsts duft
+er en gåde, der er til at løse. Han brugte omtrent
+et år til at forstå hende så vidt, men han fandt ikke
+den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven
+meget klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig
 med hende opdagede han, hvor han var krum og
-indviklet af tankegang; hun d�mte hurtigt og sikkert
-og �ndrede ikke senere sin dom, mens hans
-bed�mmelse bestod af mange punkter og stadig
-trak i langdrag p� grund af nye tilkommende nuancer.
+indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og sikkert
+og ændrede ikke senere sin dom, mens hans
+bedømmelse bestod af mange punkter og stadig
+trak i langdrag på grund af nye tilkommende nuancer.
 Han manglede ikke personlighed, men den<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[s. 90]"> </a></span>
-var skjult under et filtret tankev�v; den ytrede sig
-ikke straks og i en blok, n�r der var brug for den.
-Hans indflydelse over hende var ogs� h�jst usikker;
-han kunde f� hende n�rmere ved ord, som han ikke
-t�nkte over, og hun forblev ikke sj�lden ligegyldig
-ved vel overvejede tanker, hvormed han s�gte at
-klare det for hende, som hun i �jeblikket grublede
-over. P� samme m�de kunde han aldrig slutte
-fra det ene samv�r til det andet; han vidste ikke,
-om hun n�ste gang var n�r eller langt borte. Han
-var ikke <em>manden</em>, ikke forholdets herre. S�dan
-havde det v�ret lige fra f�rst. Den dag, de blev
+var skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig
+ikke straks og i en blok, når der var brug for den.
+Hans indflydelse over hende var også højst usikker;
+han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke
+tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig
+ved vel overvejede tanker, hvormed han søgte at
+klare det for hende, som hun i øjeblikket grublede
+over. På samme måde kunde han aldrig slutte
+fra det ene samvær til det andet; han vidste ikke,
+om hun næste gang var nær eller langt borte. Han
+var ikke <em>manden</em>, ikke forholdets herre. Sådan
+havde det været lige fra først. Den dag, de blev
 forlovede &mdash; den stod for ham som noget varmt og
-luftigt, der kunde huskes i enkelte heldige �jeblikke,
+luftigt, der kunde huskes i enkelte heldige øjeblikke,
 og som aldrig kom igen &mdash; havde hun med en magt,
-hun ikke vidste om, fors�gt at omskabe ham i lighed
-med den enest�ende sommerdag. En lys tavshed
-havde bredt sig over hans sj�l, en ny gl�de
-havde gjort hans sind let som den bl� dis langt
+hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed
+med den enestående sommerdag. En lys tavshed
+havde bredt sig over hans sjæl, en ny glæde
+havde gjort hans sind let som den blå dis langt
 ude over skovene. Een dag i sit liv var han lige
-med et i f�rd med at blive et nyt menneske; sikkert
-l� der en bestemt hensigt i den forandring, men
+med et i færd med at blive et nyt menneske; sikkert
+lå der en bestemt hensigt i den forandring, men
 han duede ikke til den; senere havde han igen sat
-sig tungt ned p� sin tankes massive, firkantede granit.
+sig tungt ned på sin tankes massive, firkantede granit.
 Og sommerdage kunde komme igen med deres
 lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene
-nu som f�r, og Helga var der &mdash; altsammen kaldte
-det p� ham, og han forvandledes ikke. Han sad og
-stablede sin kampestens-logik i v�ret, han t�nkte
-med mange tons v�gt &mdash; &mdash; &mdash;. Helga, som han
-elskede, gik og plukkede blomster i sine h�nder,
+nu som før, og Helga var der &mdash; altsammen kaldte
+det på ham, og han forvandledes ikke. Han sad og
+stablede sin kampestens-logik i været, han tænkte
+med mange tons vægt &mdash; &mdash; &mdash;. Helga, som han
+elskede, gik og plukkede blomster i sine hænder,
 der var som varm sommerluft; hun kom hen og
-rakte ham en h�nd, og de gik; han sl�bte p� alt<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[s. 91]"> </a></span>
-sit, forvandlingen fors�gte sig ikke p� ham mere, han
-var faldet tilbage. M�rkede hun slet ingenting?
-Vidste hun ikke, at hun havde v�ret ved at omskabe
-ham fuldst�ndigt, og at det ikke var lykkedes,
+rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[s. 91]"> </a></span>
+sit, forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han
+var faldet tilbage. Mærkede hun slet ingenting?
+Vidste hun ikke, at hun havde været ved at omskabe
+ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes,
 ikke kunde lykkes?</p>
 
-<p>Imidlertid levede Helga i lykkelig uber�rthed ved
+<p>Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved
 siden af hans forskellige opdagelser. En gang imellem
 faldt det hende ind, at han vel ikke var den
-mand, hun havde t�nkt sig; hun havde troet, at
-han vidste alting, og s� var der ingen, der tiere
-end han sa: det ved jeg ikke. &mdash; Mere t�nkte hun
+mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at
+han vidste alting, og så var der ingen, der tiere
+end han sa: det ved jeg ikke. &mdash; Mere tænkte hun
 ikke over den ting. Men der udgik fra ham en
-velg�rende ro, tiden blev s� lykkelig og ens, og hun
-kunde nu med st�rre overlegenhed betragte de mennesker,
-som hun n�digst af alle vilde ligne, og som
-hun aldrig �nskede at komme i n�rheden af. Der
+velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun
+kunde nu med større overlegenhed betragte de mennesker,
+som hun nødigst af alle vilde ligne, og som
+hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der
 var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en
-t�belig forlovelse og ber�vet sig alle ordenlige folks
+tåbelig forlovelse og berøvet sig alle ordenlige folks
 agtelse; der var en anden, der plagede hende med
 desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,
-og der var den v�rste af samtlige forelskede: fr�ken
+og der var den værste af samtlige forelskede: frøken
 Schou, der teede sig ganske som et mandfolk.
-Hun havde senere gjort en ny tiln�rmelse, der var
-ment fuldst�ndig dameagtig; det var et grimt �jeblik,
-da Helga for sidste gang fj�rnede fr�ken
+Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse, der var
+ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik,
+da Helga for sidste gang fjærnede frøken
 Schou langt fra sig.</p>
 
 <p>Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde
-komme i ber�ring med disse h�slige mennesker.
+komme i berøring med disse hæslige mennesker.
 Der var bedst, hvor hun var, og det faldt hende
 ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde
-f� lyst til forandring. Den dybe fred gjorde hende
-godt, hun voksede st�rkt og ubevidst som en plante;
+få lyst til forandring. Den dybe fred gjorde hende
+godt, hun voksede stærkt og ubevidst som en plante;
 hun optog ligesom planten det, der var gavnligt<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[s. 92]"> </a></span>
 for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme
-instinktm�ssige ligegyldighed som plantens r�dder
+instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder
 over for, hvad der ikke er tjenlig.</p>
 
-<p>Hun blev s� j�vn og reel i denne lykkelige tid;
-det g�r lykken, den holder os n�r til den j�vne jord
+<p>Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid;
+det gør lykken, den holder os nær til den jævne jord
 og befrier for fantasteri. Helga opgav sin forventning
 om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev
 havde ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger
@@ -3723,16 +3684,16 @@ og blev ikke andet end en dilettant.</p>
 i at tegne og male &mdash; var resultatet af hendes
 overvejelser; der var ingen fare ved det, hun
 ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor
-skulde hun ikke l�re den smule, hun kunde? Ingen
-kunde fort�nke hende i, at hun g�rne vilde v�re
+skulde hun ikke lære den smule, hun kunde? Ingen
+kunde fortænke hende i, at hun gærne vilde være
 en flink dilettant.</p>
 
 <p>Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget
 at vide om, beroligede hende ganske; hun arbejdede
-videre med en god samvittighed og uden sindsbev�gelse,
-og der gik et helt �r, inden hun igen
+videre med en god samvittighed og uden sindsbevægelse,
+og der gik et helt år, inden hun igen
 stillede nogen fordring til livet, som hun syntes
-havde sk�nket hende alt, hvad hun overhodet kunde
+havde skænket hende alt, hvad hun overhodet kunde
 forlange.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -3744,252 +3705,252 @@ forlange.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_10" id="KAPITEL_10"></a>KAPITEL 10</h2>
 
 
-<p>Helga v�gnede op med et langt pust, s� sig forundret
-om og lod b�gge arme, der l� under
-nakken, falde ned p� dynen. Fl�tningen l� over
+<p>Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret
+om og lod bægge arme, der lå under
+nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over
 hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de
 tampe, som gamle mennesker bruger til at hale sig
-over ende med, n�r de skal op. For at kunne se
-ud ad vinduet m�tte hun vende sig om; det var et
-stille, s�lvgr�t oktoberv�r; efter den lille firkant
-himmel, hun s�, vidste hun n�jagtigt, hvordan det
+over ende med, når de skal op. For at kunne se
+ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et
+stille, sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant
+himmel, hun så, vidste hun nøjagtigt, hvordan det
 var uden for. Hun la sig igen til rette i sin seng.
 Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive
-liggende l�ngere, men der var noget i vejen med
-hende; i dag var det endda v�rre end de andre
-dage. Hun s� sig om p� sine v�gge: jo. Der var
-noget galt; hun kunde altid kende det p�, at tingene
-ikke s� ud, som de plejede. I dag var de helt
-fremmede. Det var n�sten, ligesom hun kunde
-v�re syg; hun pr�vede at huske, hvordan <em>det</em> var,
-men hun kunde ikke; m�ske var det en slags sygdom,
+liggende længere, men der var noget i vejen med
+hende; i dag var det endda værre end de andre
+dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der var
+noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene
+ikke så ud, som de plejede. I dag var de helt
+fremmede. Det var næsten, ligesom hun kunde
+være syg; hun prøvede at huske, hvordan <em>det</em> var,
+men hun kunde ikke; måske var det en slags sygdom,
 det hun nu fejlede.</p>
 
-<p>Hun s� ud p� himlen en gang til. Det var jo
-ogs� S�ndag; hun og Niels Grandlev plejede at g�
-morgentur om S�ndagen. Men det var slet ikke det,
-hun tr�ngte til; det var grimt t�nkt af hende,<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[s. 94]"> </a></span>
-men hun kunde ikke g�re for det, og det var i alt
-fald sandt. Det vanskelige hum�r, hun havde haft
-de sidste dage, faldt pludselig tungt p� hende. Og
-dog var v�ret i dag netop, som hun helst vilde ha
-det, n�r blot hun m�tte v�re alene om det. Men
-det var jo S�ndag.</p>
-
-<p>Langsomt og misforn�jet kom hun ud af sengen;
-hun kl�dte sig stille p�, og der var heller ingen
-forn�jelse ved at vaske sig. Nu fejlede hun ikke
+<p>Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo
+også Søndag; hun og Niels Grandlev plejede at gå
+morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke det,
+hun trængte til; det var grimt tænkt af hende,<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[s. 94]"> </a></span>
+men hun kunde ikke gøre for det, og det var i alt
+fald sandt. Det vanskelige humør, hun havde haft
+de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og
+dog var været i dag netop, som hun helst vilde ha
+det, når blot hun måtte være alene om det. Men
+det var jo Søndag.</p>
+
+<p>Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen;
+hun klædte sig stille på, og der var heller ingen
+fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede hun ikke
 noget andet, end at hun var ond, for hun vidste,
-at denne udm�rkede dag n�dvendigvis m�tte blive
+at denne udmærkede dag nødvendigvis måtte blive
 spildt for hende. Hun vilde se noget mere af den,
-inden hun kl�dte sig helt p�. Hun tog sin frisertr�je
-p� og la sig i vinduet.</p>
+inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin frisertrøje
+på og la sig i vinduet.</p>
 
-<p>De r�de teglstenstage, der i det fugtige v�r
-havde f�et en hedere farvetone, virkede p� hende
-som en sm�rtelig rystelse, der opl�ste noget af
+<p>De røde teglstenstage, der i det fugtige vær
+havde fået en hedere farvetone, virkede på hende
+som en smærtelig rystelse, der opløste noget af
 tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede
-�jne og �bnede ogs� munden, som naturmennesker
-og b�rn plejer at g�re, for ikke at g�
-glip af noget. Hun s� ud over et r�dt hav af stivnede
-b�lger og kom i en stor og sm�rtelig sp�nding.
-Men de blege, snavsede mure neden under var v�mmelige,
-dem vilde hun ikke se p�. De skyer, der
+øjne og åbnede også munden, som naturmennesker
+og børn plejer at gøre, for ikke at gå
+glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede
+bølger og kom i en stor og smærtelig spænding.
+Men de blege, snavsede mure neden under var væmmelige,
+dem vilde hun ikke se på. De skyer, der
 havde leveret nattens regn, stod endnu massive og
-skiferbl� over stasjonsbygningen, og urskiven grinede
-frem, hvid og livl�s som et ligs ansigt.
-L�ngere borte l� en del sm�huse og gemte inden
-for deres kalkede, gult v�skende mure en fattigdom,
-der lige havde n�et byens gr�nse og ikke
-kunde komme l�ngere. Men deres mossede tage
-var s�re dejlige. De dybe, gr�nne mospuder svulmede
-i vel udstoppede rundinger og kunde d�rligt<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[s. 95]"> </a></span>
-komme til at brede sig for hverandre; de m�tte
+skiferblå over stasjonsbygningen, og urskiven grinede
+frem, hvid og livløs som et ligs ansigt.
+Længere borte lå en del småhuse og gemte inden
+for deres kalkede, gult væskende mure en fattigdom,
+der lige havde nået byens grænse og ikke
+kunde komme længere. Men deres mossede tage
+var såre dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede
+i vel udstoppede rundinger og kunde dårligt<span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[s. 95]"> </a></span>
+komme til at brede sig for hverandre; de måtte
 skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der
-var ikke rift eller fl�nge i de bl�de hynder, ingen
-falmede steder. Deres saligt k�lige gr�nhed vinkede
-en hed sj�l til hvile!</p>
+var ikke rift eller flænge i de bløde hynder, ingen
+falmede steder. Deres saligt kølige grønhed vinkede
+en hed sjæl til hvile!</p>
 
-<p>Helga f�lte det, som om hun l� der ude, og
-branden i hendes sind d�mpedes til en varm styrke;
-hendes blik stirrede kraft til sig fra det gr�nne, til
+<p>Helga følte det, som om hun lå der ude, og
+branden i hendes sind dæmpedes til en varm styrke;
+hendes blik stirrede kraft til sig fra det grønne, til
 der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.</p>
 
-<p>Telefontr�dene gik som fine blyantstreger hen
-over himlen, og r�gen fra br�nderiskorstenen kr�b
-besv�rligt op gennem piben i store, runde klumper,
-og senere s� man dem vandre ud mod horisonten
-som en flok sorte f�r.</p>
-
-<p>Lige under Helgas vindue l� deres have, hvor alt
-s� betynget ud i fugtigheden. Georginerne l�ftede
-med anstr�ngelse deres gule eller violette hoder
-over den forpjuskede gr�spl�ne; alle asters stod
-sk�vt i bedene og h�ldede hver til sin side. Kastanjens
-blade l� omkring, rustne og hullede som
-gamle stegepander, men br�ndn�lderne havde
-endnu ikke tilsat noget af deres gr�nhed, de h�vede
+<p>Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen
+over himlen, og røgen fra brænderiskorstenen krøb
+besværligt op gennem piben i store, runde klumper,
+og senere så man dem vandre ud mod horisonten
+som en flok sorte får.</p>
+
+<p>Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt
+så betynget ud i fugtigheden. Georginerne løftede
+med anstrængelse deres gule eller violette hoder
+over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod
+skævt i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens
+blade lå omkring, rustne og hullede som
+gamle stegepander, men brændnælderne havde
+endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede
 sig ranke op gennem al den vissenhed, der dryssede
 ned over dem, og rystede den af sig igen, hver gang
-der kom en smule bl�st.</p>
+der kom en smule blæst.</p>
 
-<p>Og s� ud i det altsammen! t�nkte Helga og rejste
-sin halv p�kl�dte skikkelse fra vindueskarmen.</p>
+<p>Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste
+sin halv påklædte skikkelse fra vindueskarmen.</p>
 
-<p>Hun vilde g� alene; det kunde ikke hj�lpe, hun
+<p>Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun
 formanede sig selv, for hun kunde umuligt ha nogen
-med sig i dag; hun skulde g�rne forklare ham det
-bagefter, hvis det skulde v�re, men nu gjaldt det
+med sig i dag; hun skulde gærne forklare ham det
+bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det
 blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun
-fejlede: hun skulde ud og spasere i det v�r, og der<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[s. 96]"> </a></span>
-skulde ingen v�re med hende. Hun blev s� glad,
-at hun vilde ta den nye kjole p� lige fra om morgenen
-&mdash; n�r hun selv m�tte r�de, kl�dte hun sig
-hellere efter sit hum�r end efter nogen anden anledning.</p>
-
-<p>Hun tog t�j af og p�, hun sprang omkring som
-en vogterdreng, der har f�et et par ny l�rredsbukser,
-men hun m�tte skynde sig, for hvis der nu
+fejlede: hun skulde ud og spasere i det vær, og der<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[s. 96]"> </a></span>
+skulde ingen være med hende. Hun blev så glad,
+at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen
+&mdash; når hun selv måtte råde, klædte hun sig
+hellere efter sit humør end efter nogen anden anledning.</p>
+
+<p>Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som
+en vogterdreng, der har fået et par ny lærredsbukser,
+men hun måtte skynde sig, for hvis der nu
 kom en hindring i vejen &mdash; &mdash;. Hun blev ikke god
-p� den, som hindringen kom fra. Hendes hj�rte
-tog til at banke, og hendes h�nder rystede, mens
-hun h�gtede sig, og da hun klappede sit h�r til
+på den, som hindringen kom fra. Hendes hjærte
+tog til at banke, og hendes hænder rystede, mens
+hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til
 rette under hatten, havde hun formelig feber; hun
-s� sit eget ophidsede ansigt i spejlet og mumlede
-halv h�jt: du skaber dig jo, t�s.</p>
+så sit eget ophidsede ansigt i spejlet og mumlede
+halv højt: du skaber dig jo, tøs.</p>
 
-<p>Hun l�b fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed
+<p>Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed
 til at udtale nogen forundring; Helga var
-ude af d�ren, inden hun ret vidste af det.</p>
+ude af døren, inden hun ret vidste af det.</p>
 
-<p>Alting var s� svampet og drivende af v�de; det
-var det rigtige efter�r, som i f�lge blegsottig h�vd
+<p>Alting var så svampet og drivende af væde; det
+var det rigtige efterår, som i følge blegsottig hævd
 er trist. Helga vidste, hun vilde finde det ved
 fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig
-gennem byen. Vandet var det f�rste, hun s�; fjordens
-bl� kyster tog sig uvirkelige ud i det fj�rne;
-disen l�ftede dem op, s� de syntes at h�nge p� himlen,
+gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens
+blå kyster tog sig uvirkelige ud i det fjærne;
+disen løftede dem op, så de syntes at hænge på himlen,
 men midt i alt det udviskede havde vandet en
-forunderlig klarhed, som det l� under t�gen, der
-ikke ber�rte dets blanke overflade; det s� ud som
-is i t�v�r. Undertiden r�rte noget sig dernede, og
-en enlig b�lge gled tyst som et bredt smil over fjordens
+forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der
+ikke berørte dets blanke overflade; det så ud som
+is i tøvær. Undertiden rørte noget sig dernede, og
+en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over fjordens
 rolige ansigt.</p>
 
-<p>L�ngere ovre l� skoven og spejlede sin barbariske
-pragt i vandet. Som en flok sig�jnerk�llinger,<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[s. 97]"> </a></span>
-der har ladet deres fantasi fr�se i brogede
-klude, som de har h�ngt p� sig, hvor der bare
-kunde v�re nogen &mdash; s�dan stod tr�erne nu, pyntede
-lige f�r det hele var forbi, i farver, der ikke var
-sk�nsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
-i brutale disharmonier, fra feberr�dt og kadavergult,
-helt ned til �dselbrunt, og masser af usundt
-gr�nt, alle de farver, sommeren har, og dog ingen
-af dem; alle med en afskygning, der talte om st�rre
-vildhed, om d�dens n�rhed, om forfaldets sidste
-store kraftudfoldelse. I morgen kommer m�ske den
-storm, der l�gger det meste af det hen ad jorden;
-derfor g�lder det, mens det er tid, at udfolde alle
+<p>Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske
+pragt i vandet. Som en flok sigøjnerkællinger,<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[s. 97]"> </a></span>
+der har ladet deres fantasi fråse i brogede
+klude, som de har hængt på sig, hvor der bare
+kunde være nogen &mdash; sådan stod træerne nu, pyntede
+lige før det hele var forbi, i farver, der ikke var
+skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
+i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult,
+helt ned til ådselbrunt, og masser af usundt
+grønt, alle de farver, sommeren har, og dog ingen
+af dem; alle med en afskygning, der talte om større
+vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste
+store kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den
+storm, der lægger det meste af det hen ad jorden;
+derfor gælder det, mens det er tid, at udfolde alle
 herlighederne; det ser ud som sundhed, men det
 er ikke bestemt til at vare, derfor er der ingen
 orden; selve forvirringen, de desperate farver, viser,
-at det er den n�re undergang, der f�r livet til at
-blusse s� vildt op. Nu ses det, hvor store summer
-af kraft der har virket �ret igennem; deres hv�rv
+at det er den nære undergang, der får livet til at
+blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer
+af kraft der har virket året igennem; deres hværv
 er omme, de kan rase ud og blive til intet. Hverken
-for�rets gr�nne harmonier eller sommerens solbr�ndte
-ro har r�bet s� meget af naturens v�lde
-som efter�ret; de har brugt og opsparet kraft, de
-har holdt hus med v�rdierne, de har viselig gemt
+forårets grønne harmonier eller sommerens solbrændte
+ro har røbet så meget af naturens vælde
+som efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de
+har holdt hus med værdierne, de har viselig gemt
 til i morgen, hvad der ikke fik anvendelse i dag,
-for at den st�rst mulige gavn kunde komme ud af
-det. Det velhavende for�r og den fornuftige sommer
+for at den størst mulige gavn kunde komme ud af
+det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer
 var sundhedens og visdommens tid; nu er udbyttet
-opsamlet, d�den n�rmer sig, naturen str�ler i syg
-og vanvittig lidenskab, fornuft beh�ves ikke l�ngere.
+opsamlet, døden nærmer sig, naturen stråler i syg
+og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere.
 Skoven er tragisk, som store tings undergang altid
-er; den d�r i et farveskrig, der er en protest mod
-d�den; den samler i sin sidste krampe alt, hvad<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[s. 98]"> </a></span>
-den form�r at opbyde, og sl�nger det om sig, ti
+er; den dør i et farveskrig, der er en protest mod
+døden; den samler i sin sidste krampe alt, hvad<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[s. 98]"> </a></span>
+den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti
 dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv
-er fuldbyrdet, men dens livskraft er ikke udt�mt,
+er fuldbyrdet, men dens livskraft er ikke udtømt,
 derfor kan den ikke hensove blidt; mindet om et
-stort v�rk, den har efterladt, g�r dens d�dsstund
+stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund
 vild.</p>
 
 <p>Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast
-med at n� den, og dog var der besv�r ved at g�,
+med at nå den, og dog var der besvær ved at gå,
 mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt. Det
-varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, s�
-hun igen kunde komme i ligev�gt. Men da var
-nydelsen ogs� fuldkommen; hun var til mode som
+varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så
+hun igen kunde komme i ligevægt. Men da var
+nydelsen også fuldkommen; hun var til mode som
 et menneske, der en dag uventet finder noget, han
-h�jlig tr�ngte til, han synes med det samme, at det
-er det, han s� l�nge har g�et og ledt efter og f�lt
-savnet af. Hvad var det hele v�rd, f�r jeg fandt
-dette? t�nker han.</p>
+højlig trængte til, han synes med det samme, at det
+er det, han så længe har gået og ledt efter og følt
+savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg fandt
+dette? tænker han.</p>
 
 <p>Helga vandrede skoven igennem i alle retninger.
-N�r hun havde set et sted og undret sig, kom hun
-i tanker om et andet, som hun ogs� godt kendte;
-hvordan s� det ud i dag? Og overalt var der virkelig
+Når hun havde set et sted og undret sig, kom hun
+i tanker om et andet, som hun også godt kendte;
+hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig
 noget nyt at se. Imens var alle vante forhold
 faldet ud af hendes erindring; des mere ublandet
-var den st�rke f�lelse af sj�lden h�jtidelighed. Hun
-gik d�r alene og kom ingen ved; det faldt hende
-heller ikke ind, at der kunde v�re tale om andet;
-der eksisterede i dette �jeblik ikke andet end hende
-og skoven; alt det, hun s�, var hun ene om; ingen
+var den stærke følelse af sjælden højtidelighed. Hun
+gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende
+heller ikke ind, at der kunde være tale om andet;
+der eksisterede i dette øjeblik ikke andet end hende
+og skoven; alt det, hun så, var hun ene om; ingen
 kunde komme og sige: Giv mig det halve!</p>
 
-<p>Hun stod og s� op i et tr� og forestillede sig,
-hvor gr�n man kunde blive indeni h�nderne og p�
-kn�erne, hvis man klatrede derop, da hun opdagede
+<p>Hun stod og så op i et træ og forestillede sig,
+hvor grøn man kunde blive indeni hænderne og på
+knæerne, hvis man klatrede derop, da hun opdagede
 Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[s. 99]"> </a></span>
 skoven. I samme nu var hendes tanker revet bort
-fra alt andet, hun kom ud af ligev�gten og f�lte sig
-ond mod ham, der forstyrrede hende i den st�rste
-nydelse, hun l�nge havde haft. Kom han her for
-at tale om bryllup? M�ske vilde han hente hende,
+fra alt andet, hun kom ud af ligevægten og følte sig
+ond mod ham, der forstyrrede hende i den største
+nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for
+at tale om bryllup? Måske vilde han hente hende,
 for at de kunde gifte sig med det samme! Hun
-fik tid til en m�ngde onde tanker, mens hun ventede
-p� ham, for naturligvis ventede hun p� ham, som
+fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede
+på ham, for naturligvis ventede hun på ham, som
 det var hendes pligt; hun skulde ikke rende hen
 og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind at
 overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup,
-fordi han m�rkede, at hun helst ikke vilde h�re
-tale om det endnu. Hun kunde ikke t�nke sig
-andet, end at han kom d�r for at kr�ve andel i
+fordi han mærkede, at hun helst ikke vilde høre
+tale om det endnu. Hun kunde ikke tænke sig
+andet, end at han kom dær for at kræve andel i
 noget, der kun var hendes, for at fratage hende
-retten til at g� ene ud og se, hvad hun var ene
+retten til at gå ene ud og se, hvad hun var ene
 om at se og ikke vilde ha andre med til. I det
-�jeblik skabtes hendes selvst�ndighedsf�lelse bevidst
-og ustyrlig, og det er ikke en f�lelse, der g�r een
+øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst
+og ustyrlig, og det er ikke en følelse, der gør een
 god til at begynde med.</p>
 
 <p>Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med
-onde �jne; hun var ked af det for hans skyld, for
-han havde bedre fortjent, det s� man straks p�
-ham, men hun kunde ikke g�re for det. Idet han
+onde øjne; hun var ked af det for hans skyld, for
+han havde bedre fortjent, det så man straks på
+ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han
 kom netop nu, havde han grebet ind i noget, han
-ikke m�tte r�re ved.</p>
+ikke måtte røre ved.</p>
 
-<p>Hans holdning forandredes ikke i nogen m�de
-ved, at han opdagede hende; han kom n�rmere i
+<p>Hans holdning forandredes ikke i nogen måde
+ved, at han opdagede hende; han kom nærmere i
 samme tempo og sa blot: Godmorgen.</p>
 
-<p>Jeg t�nkte nok, at du var i skoven, vedblev han
-og s� hende ind i �jnene.</p>
+<p>Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han
+og så hende ind i øjnene.</p>
 
 <p>Nu kommer du vel herud for at hente mig?</p>
 
-<p>Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg s� traf dig,<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[s. 100]"> </a></span>
-kunde det jo v�re, vi fulgtes ad. Jeg v�gnede n�mlig
-ogs� med lyst til at komme i skoven.</p>
+<p>Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig,<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[s. 100]"> </a></span>
+kunde det jo være, vi fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig
+også med lyst til at komme i skoven.</p>
 
 <p>Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod
-s� tidligt op.</p>
+så tidligt op.</p>
 
 <p>Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis
 du skulde ha brug for det som en undskyldning,
@@ -3998,271 +3959,271 @@ mener jeg.</p>
 <p>Det var aldeles ikke min <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: Mening">mening</a> at undskylde
 mig!</p>
 
-<p>Vel. I s� tilf�lde m� jeg g�re dig opm�rksom
-p� det overfl�dige i at frems�tte den antagelse, at
-jeg ikke var st�et s� tidligt op.</p>
+<p>Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom
+på det overflødige i at fremsætte den antagelse, at
+jeg ikke var stået så tidligt op.</p>
 
-<p>� ja, du har jo altid ret.</p>
+<p>Å ja, du har jo altid ret.</p>
 
 <p>Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du.
 Du ved noget, der er bedre; er det ikke sandt?</p>
 
-<p>Jo, svarede hun, og mens hun s� p� ham, forstod
+<p>Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod
 hun igen ikke sig selv. Var det ham, der havde
-den st�rste magt over hende, eller var det noget
-helt andet? Hvor var hun dog uselvst�ndig! Hun
-s� sig om i skoven, men den var ikke som f�r.</p>
+den største magt over hende, eller var det noget
+helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun
+så sig om i skoven, men den var ikke som før.</p>
 
-<p>Hvad er der dog, Helga? udbr�d han mere varmt,
-fordi han syntes, hun kom til at se d�rlig ud.</p>
+<p>Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt,
+fordi han syntes, hun kom til at se dårlig ud.</p>
 
-<p>�, du &mdash; det er ikke andet, end at jeg er s�
-sulten. Det har jeg f�rst lagt m�rke til, mens jeg
-har st�et og talt med dig.</p>
+<p>Å, du &mdash; det er ikke andet, end at jeg er så
+sulten. Det har jeg først lagt mærke til, mens jeg
+har stået og talt med dig.</p>
 
-<p>Lad os s� g� op til pavillonen og spise frokost.
+<p>Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost.
 Siden kan jeg igen gi dig tilbage til den ikke-materielle
 verden, som jeg rev dig ud af.</p>
 
-<p>Hun var meget opr�mt, mens de spiste, men hun
-talte ikke om det, som han ventede at f� noget at
+<p>Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun
+talte ikke om det, som han ventede at få noget at
 vide om, og det gjorde ham tavs. Da de fulgtes
-ad ned til vandet, var hun ogs� blevet stille. Hun
-gik og s� hen for sig med store �jne og skilte<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[s. 101]"> </a></span>
-l�ber. Han troede, hun havde helt glemt hans tilstedev�relse,
+ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun
+gik og så hen for sig med store øjne og skilte<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[s. 101]"> </a></span>
+læber. Han troede, hun havde helt glemt hans tilstedeværelse,
 men i virkeligheden foregik der stadige
 svingninger i hendes sind, idet hun inderligt
-�nskede, at hun kunde blive fuldst�ndig optaget
-af een ting og s� glemme den anden &mdash; enten ham
-eller det andet, der i dag havde f�et s�dan en magt
+ønskede, at hun kunde blive fuldstændig optaget
+af een ting og så glemme den anden &mdash; enten ham
+eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt
 over hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var,
 og hun vaklede mellem disse to, der syntes at skulle
-afg�re hendes fremtid. Og som hun nu inds� med
-fuld klarhed, at b�gge dele var et menneskes hele
-liv v�rd, s� f�lte hun ingen ret gl�de, fordi hun
-m�tte dele sig mellem dem.</p>
-
-<p>De satte sig p� en b�nk ved stranden, hun tog
-hans h�nd, men hendes anden knyttedes ensomt p�
-hendes sk�d, og hendes hoved s�nkedes grublende,
-ikke p� hans skulder. Han f�lte vanskeligheden i
-at v�re den mand, der b�r g�re eller sige noget,
-som kan hj�lpe, ti hj�lp var forn�den. At finde
+afgøre hendes fremtid. Og som hun nu indså med
+fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele
+liv værd, så følte hun ingen ret glæde, fordi hun
+måtte dele sig mellem dem.</p>
+
+<p>De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog
+hans hånd, men hendes anden knyttedes ensomt på
+hendes skød, og hendes hoved sænkedes grublende,
+ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i
+at være den mand, der bør gøre eller sige noget,
+som kan hjælpe, ti hjælp var fornøden. At finde
 det ord, der kan falde i et grublende pigesind som
-l�sningen p� den g�de, hun ikke selv forst�r, det
-er lige s� let som at skyde til m�ls i b�lgm�rke.
+løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det
+er lige så let som at skyde til måls i bælgmørke.
 Det, man i sin tid sa og gjorde hende til den lykkeligste
 pige i verden med, det er der jo ingen brug
-for nu, ti hendes hoved sank ikke ned p� ens
+for nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens
 skulder, men et andet sted, og det betyder noget.
-Man er m�ske et forstandigt menneske og veed
-mange udm�rkede ting, som det kunde v�re v�rd
-at sige, men h�rer hun noget af det, og hvor mange
+Man er måske et forstandigt menneske og veed
+mange udmærkede ting, som det kunde være værd
+at sige, men hører hun noget af det, og hvor mange
 gode tanker skal man fremdrage, inden man kommer
-til den, der g�r sin virkning? Eller skal
-man slet ikke sige noget, ikke v�re tanke, men
-vilje, p�n�de sig og besejre hendes tavse kulde ved
-hj�lp af den erotiske n�veret? Eller var det allerbedste<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[s. 102]"> </a></span>
-at m�de hendes kulde med endnu st�rre
-kulde, s� at hun m�tte blive varm, hvis hun �nskede
+til den, der gør sin virkning? Eller skal
+man slet ikke sige noget, ikke være tanke, men
+vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse kulde ved
+hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[s. 102]"> </a></span>
+at møde hendes kulde med endnu større
+kulde, så at hun måtte blive varm, hvis hun ønskede
 at vinde een tilbage?</p>
 
 <p>Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes
-v�rdigt, til at der ofres megen omtanke p� det, og
-dog afh�nger adskillige menneskers samliv af, om
-der g�res noget alvorligt for at l�se det. Fysisk
-erotik hj�lper over meget, men sl�r ikke til i l�ngden,
-ti et sp�rgsm�l, der har kraft, vil besvares, og
+værdigt, til at der ofres megen omtanke på det, og
+dog afhænger adskillige menneskers samliv af, om
+der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk
+erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden,
+ti et spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og
 et problem, der visner uden svar, efterlader et hul
-i sj�len. Der er mange kvinder, hvis sj�l best�r
-af s�danne ulykkelige huller.</p>
+i sjælen. Der er mange kvinder, hvis sjæl består
+af sådanne ulykkelige huller.</p>
 
 <p>Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst
-kendte og satte mest pris p� fornuften, mente, at
-de kunde tale fornuftigt om det og s�ledes komme
+kendte og satte mest pris på fornuften, mente, at
+de kunde tale fornuftigt om det og således komme
 over det, for han kendte hende godt nok til at vide,
 at det var noget meget alvorligt, der optog hende.
-Det er jo s� rimeligt, at en mand, der har tid tilovers
+Det er jo så rimeligt, at en mand, der har tid tilovers
 og er forelsket, blir specialist i de forskellige
-udtryk i sin k�restes ansigt.</p>
+udtryk i sin kærestes ansigt.</p>
 
 <p>Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i
 al deres tunge tavshed.</p>
 
-<p>Hun trak v�ret dybt som en, der v�gner. Ja,
+<p>Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja,
 sa hun.</p>
 
-<p>Hvis du fortalte mig noget af det, du t�nker p�,
-s� fik vi b�gge mere forn�jelse af det.</p>
+<p>Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på,
+så fik vi bægge mere fornøjelse af det.</p>
 
-<p>Det er jo ikke vist, der er nogen forn�jelse
+<p>Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse
 ved det.</p>
 
-<p>Det er i alt fald noget, der skiller os i dette �jeblik,
-og derfor har jeg en vis ret til at f� at vide,
+<p>Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik,
+og derfor har jeg en vis ret til at få at vide,
 hvad det er.</p>
 
-<p>Hun s� forundret p� ham, et frav�rende, up�virket
+<p>Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket
 blik.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[s. 103]"> </a></span></p>
 
-<p>M�ske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener
+<p>Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener
 blot, at vi hidtil ikke har ladet noget stille sig
 imellem os, men vist hinanden fuld oprigtighed, og
 det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg
-har ogs� altid fortalt dig, hvad jeg t�nkte p�, n�r
+har også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når
 det interesserede dig.</p>
 
-<p>Det er noget andet. Du t�nker kun noget, der er
+<p>Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er
 mening i.</p>
 
-<p>Fort�l kun. Jeg skal finde mening i det. Men
-du har m�ske ingenting at sige, ingen fortrolighed
-at sk�nke mig.</p>
+<p>Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men
+du har måske ingenting at sige, ingen fortrolighed
+at skænke mig.</p>
 
-<p>�, jeg kunde tale i timevis, hvad det s� blev om.
-Jeg er indvendig fuld af vr�vl, som jeg helst vil
-tie med. Men jeg kunde fort�lle dig masser, som
-jeg m�ske slet ikke mener, og det vilde du s� kalde
+<p>Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om.
+Jeg er indvendig fuld af vrøvl, som jeg helst vil
+tie med. Men jeg kunde fortælle dig masser, som
+jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde
 min fortrolighed, du skulde analysere og sortere
-det og s�tte videnskabelige noter til. Nej, du kan
-sagtens, du beh�ver ikke at vr�vle, fordi du er f�rdig
+det og sætte videnskabelige noter til. Nej, du kan
+sagtens, du behøver ikke at vrøvle, fordi du er færdig
 med dit, og veed, hvad du veed.</p>
 
-<p>F�r har du ikke v�ret s� bange for at tale med
+<p>Før har du ikke været så bange for at tale med
 mig. Nu ved jeg i alt fald, at du skjuler noget
 for mig.</p>
 
-<p>Det svarede hun ikke p�, men lidt efter rettede
+<p>Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede
 hun sig og sa med det hurtige og bestemte tonefald,
-hun havde, n�r hun sa noget, der syntes hende
+hun havde, når hun sa noget, der syntes hende
 vigtigt:</p>
 
 <p>Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg
-har egenlig ikke spor af karakter. Jeg vakler p�
-den ynkeligste m�de og veed hverken ud eller ind.
-Kunde det ikke t�nkes, at der skete noget, der
-tvang mig til at g�re det, der er det rigtige? Der
-m�tte kunne ske noget stort og voldsomt, der ikke<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[s. 104]"> </a></span>
+har egenlig ikke spor af karakter. Jeg vakler på
+den ynkeligste måde og veed hverken ud eller ind.
+Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der
+tvang mig til at gøre det, der er det rigtige? Der
+måtte kunne ske noget stort og voldsomt, der ikke<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[s. 104]"> </a></span>
 spurte, om jeg vilde eller ikke, men drev mig. Jeg
-tr�nger til det. Det andet er ikke nok.</p>
+trænger til det. Det andet er ikke nok.</p>
 
 <p>Det andet &mdash; det vil sige mig. Jeg er ikke en
 magt, der tvinger og hindrer al vaklen. Jeg er
 ikke noget absolut, der intet tillader ved siden af.</p>
 
-<p>Hun betragtede ham koldt og forst�ende og tav.
+<p>Hun betragtede ham koldt og forstående og tav.
 Men den tavshed var en ydmygelse.</p>
 
-<p>Hvorfor siger han det? t�nkte hun, is�r hvis det
+<p>Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det
 er sandt.</p>
 
 <p>Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting,
 du vakler imellem &mdash; &mdash;. Det ene er formodenlig
 mig, og det andet &mdash; &mdash;?</p>
 
-<p>�, det er slet ikke s�dan et reguladetristykke.
-Der er s� meget, som jeg ikke synes skulde v�re
-der, og som bare g�r det uklart og ingenting er
+<p>Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke.
+Der er så meget, som jeg ikke synes skulde være
+der, og som bare gør det uklart og ingenting er
 alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der
-s� v�re mere? Hvorfor er jeg &mdash; &mdash; en hel masse,
+så være mere? Hvorfor er jeg &mdash; &mdash; en hel masse,
 som jeg ikke ved hvad er? Er det meningen, at
 jeg skal bruge det til noget, eller er det pjank, der
-h�rer til, fordi man kun er et kvindfolk? <span class="corr" title="var: Naar">N�r</span> en
+hører til, fordi man kun er et kvindfolk? <span class="corr" title="var: Naar">Når</span> en
 af mine veninder kommer over mig med sin fortrolighed,
-<span class="corr" title="var: saa">s�</span> synes jeg, <em>det</em> er pjank. Lige s�dan
-her m�ske? Og hvem ved noget om det?</p>
-
-<p>Det vilde v�re underligt, Helga, om alle dine
-l�ngsler allerede var virkeliggjorte; der ligger meget
-endnu, som venter p�, dets tid skal komme. At du
-ikke har m�rket det f�r, kan forklares ved, at du
-har v�ret s� st�rkt optaget af mig; det er du i
-mindre grad nu, s� kommer det andet frem, der
-har mindre med mig at g�re; du synes at undre dig
-over, at du ikke l�ngere er helt og holdent optaget
-af mig, men det er dog ganske naturligt. Du m�
-ogs� ha andre interesser, og det er s� meget bedre;<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[s. 105]"> </a></span>
-forh�benlig kan deraf udvikle sig flere f�lles interesser
-mellem os, n�r du en gang blir i stand til at
+<span class="corr" title="var: saa">så</span> synes jeg, <em>det</em> er pjank. Lige sådan
+her måske? Og hvem ved noget om det?</p>
+
+<p>Det vilde være underligt, Helga, om alle dine
+længsler allerede var virkeliggjorte; der ligger meget
+endnu, som venter på, dets tid skal komme. At du
+ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du
+har været så stærkt optaget af mig; det er du i
+mindre grad nu, så kommer det andet frem, der
+har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig
+over, at du ikke længere er helt og holdent optaget
+af mig, men det er dog ganske naturligt. Du må
+også ha andre interesser, og det er så meget bedre;<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[s. 105]"> </a></span>
+forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles interesser
+mellem os, når du en gang blir i stand til at
 tale med mig om det.</p>
 
-<p>F�lles interesser, t�nkte hun. Og hun tilf�jede
-h�jt: Hvis alting kunde ordnes bare ved, at man
+<p>Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede
+højt: Hvis alting kunde ordnes bare ved, at man
 talte om det og forklarede det &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Er det da ikke idealet af samv�r?</p>
+<p>Er det da ikke idealet af samvær?</p>
 
-<p>K�re, hvad forn�jelse har du s� af, at jeg ikke
+<p>Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke
 er nogen mand?</p>
 
 <p>Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet.
-Vi er to mennesker, der efter bedste �vne
-s�ger at forvirre hinanden med ord.</p>
+Vi er to mennesker, der efter bedste ævne
+søger at forvirre hinanden med ord.</p>
 
 <p>Det gir jeg dig ret i.</p>
 
-<p>En gang havde jeg den udm�rkede egenskab,
+<p>En gang havde jeg den udmærkede egenskab,
 at jeg forstod dig, Helga, om du ellers husker det.
-Det var dit udtrykkelige �nske at blive forst�et. I
-dag er jeg besv�rlig p� grund af samme egenskab.
-M�ske er der ogs� noget vist klodset i det; husk p�,
+Det var dit udtrykkelige ønske at blive forstået. I
+dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab.
+Måske er der også noget vist klodset i det; husk på,
 at jeg kun er en mand; jeg opfatter dig muligvis
 lidt for meget som et reguladetristykke, mens du
 helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse
-kunstv�rker skal du anes, men du t�ler ikke at
-forklares. Gik vi s� hjem?</p>
+kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at
+forklares. Gik vi så hjem?</p>
 
 <p>Ja.</p>
 
 <p>De gik rask til, for de var kommet til at fryse
 af at sidde stille.</p>
 
-<p>Du sv�lger i tavshed, sa han, irriteret men roligt,
-da de var n�sten hjemme. Dog forst�r jeg
-m�ske lidt mere, end du tror, det skal du vide i al
+<p>Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt,
+da de var næsten hjemme. Dog forstår jeg
+måske lidt mere, end du tror, det skal du vide i al
 din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem
-lyst til k�rlighed og lyst til &mdash; &mdash; den anden ting.
-Hvis jeg nu var en af de st�rke, brutale m�nd, du
-dr�mmer om, s� begik jeg voldeligt indbrud i din<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[s. 106]"> </a></span>
-hemmelighed, jeg tr�dte halvdelen af din tilv�relse
-i s�nder for at fylde den anden halvdel med desto
-r�dere lidenskab. Du vilde ofre det andet og ikke
-hade mig derfor. Men den art k�rlighed er hverken
-almindelig eller �nskelig. Farvel. I <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: Dag">dag</a> skal vi
-sagtens ikke ses mere, men n�r du bliver oplagt til
-mig, s� &mdash; &mdash;</p>
-
-<p>Han rakte hende h�nden og vendte sig bort for
-at g�; i det samme m�rkede han hendes l�ber
-p� sin h�nd, og han stansede forbavset, helt forandret
-over Helgas mund, som han kendte s� godt,
-men ikke p� den m�de. En hel tanker�kke var tilintetgjort,
-sm�ltet som en fast ting, der er bygget
-af is og s� kommer i varmen. Hvad var det nu,
+lyst til kærlighed og lyst til &mdash; &mdash; den anden ting.
+Hvis jeg nu var en af de stærke, brutale mænd, du
+drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i din<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[s. 106]"> </a></span>
+hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse
+i sønder for at fylde den anden halvdel med desto
+rødere lidenskab. Du vilde ofre det andet og ikke
+hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken
+almindelig eller ønskelig. Farvel. I <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: Dag">dag</a> skal vi
+sagtens ikke ses mere, men når du bliver oplagt til
+mig, så &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Han rakte hende hånden og vendte sig bort for
+at gå; i det samme mærkede han hendes læber
+på sin hånd, og han stansede forbavset, helt forandret
+over Helgas mund, som han kendte så godt,
+men ikke på den måde. En hel tankerække var tilintetgjort,
+smæltet som en fast ting, der er bygget
+af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu,
 han vilde sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken
-logisk forbindelse &mdash; &mdash;? Hendes �jne var m�rke
-som sl�en langt hen p� efter�ret, de fyldte rummet
-om dem b�gge med vidunderlig kraft; han blev
-svag og god og forvirret. Hun havde ret; p� en
+logisk forbindelse &mdash; &mdash;? Hendes øjne var mørke
+som slåen langt hen på efteråret, de fyldte rummet
+om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev
+svag og god og forvirret. Hun havde ret; på en
 eller anden hemmelighedsfuld, men overbevisende
-m�de var retten bleven hendes. Den st�rkeres ret.</p>
+måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.</p>
 
 <p>Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.</p>
 
 <p>Jeg ved ikke. &mdash; Mere sa hun ikke, men hvor
-hendes l�ber &mdash; de altid lidt blege l�ber &mdash; var veltalende,
+hendes læber &mdash; de altid lidt blege læber &mdash; var veltalende,
 idet de skiltes ad!</p>
 
 <p>Farvel.</p>
 
-<p>Hvordan har det sig med begrebet �nd? t�nkte
-han, mens han gik. M�ske huskes et par l�ber,
+<p>Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte
+han, mens han gik. Måske huskes et par læber,
 endnu efter at de betydningsfulde ord, de udtalte,
-forl�ngst er glemt. Udtrykket i to �jne har muligvis
-st�rre magt end den tanke, som var samtidig
-dermed. Hvad skal vi da tro om �nden, som ene
+forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis
+større magt end den tanke, som var samtidig
+dermed. Hvad skal vi da tro om ånden, som ene
 siges at vare evindeligt?</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
@@ -4274,498 +4235,498 @@ siges at vare evindeligt?</p>
 <h2><a name="KAPITEL_11" id="KAPITEL_11"></a>KAPITEL 11</h2>
 
 
-<p>En begavet kvinde b�r ikke v�lge en intellektuel
+<p>En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel
 mand; hun erhverver sig hurtigt en vis overfladisk
-forst�else af ham, som ingen forst�else er.
-Hun fatter instinktm�ssigt hans tankers former
+forståelse af ham, som ingen forståelse er.
+Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former
 uden at interessere sig for hans enkelte ideer. Det
-ligner dig at sige s�dan, det svar har hun altid p�
-rede h�nd; mere tr�nger hun ikke til at sige om
-den ting. Hun g�r ud og ind i ham. Efter hendes
-opfattelse er hans sj�l som en rugmark; der er en
-forbavsende gr�de, men det ligner hinanden altsammen.
+ligner dig at sige sådan, det svar har hun altid på
+rede hånd; mere trænger hun ikke til at sige om
+den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes
+opfattelse er hans sjæl som en rugmark; der er en
+forbavsende grøde, men det ligner hinanden altsammen.
 Denne mand blir aldrig den overlegne,
-og det, hun har l�rt af ham &mdash; for naturligvis har
-hun f�et en stor del af sin �ndelige udvikling ved
-ham &mdash;, er g�et s� dybt og grundigt ind i hendes
+og det, hun har lært af ham &mdash; for naturligvis har
+hun fået en stor del af sin åndelige udvikling ved
+ham &mdash;, er gået så dybt og grundigt ind i hendes
 bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har
-v�ret der. Han kommer s�ledes til at repr�sentere
-et overst�et stadium, p� samme m�de som en god
-l�rer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun
+været der. Han kommer således til at repræsentere
+et overstået stadium, på samme måde som en god
+lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun
 nok selv.</p>
 
 <p>En handlingens mand derimod vilde hun altid
-v�re i stand til at beundre, ti d�r ser hun overlegenheden
-tydeligt for sig, og kvinder ligner b�rn
-deri, at de f�r det st�rkeste indtryk af, hvad der
+være i stand til at beundre, ti dær ser hun overlegenheden
+tydeligt for sig, og kvinder ligner børn
+deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der
 er anskueligt. Men en klog mand gifter sig med<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[s. 108]"> </a></span>
-den k�rlige enfold, d�r finder han vel ikke forst�else,
-men i alt fald villig str�ben derefter, og er
-det mon ikke mere v�rd end den begavede kvindes
-flygtige konstatering af, at det ligner een at t�nke
-s�dan og s�dan?</p>
-
-<p>V�rre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens
-lidenskab, der g�r, at han ikke kan la v�re
+den kærlige enfold, dær finder han vel ikke forståelse,
+men i alt fald villig stræben derefter, og er
+det mon ikke mere værd end den begavede kvindes
+flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke
+sådan og sådan?</p>
+
+<p>Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens
+lidenskab, der gør, at han ikke kan la være
 at meddele hende alle sine opdagelser. Det er meget
-skadeligt for ham selv, men han forst�r med s�dan
-en inderlighed, at han m� g�re hende delagtig i
-forst�elsen, og hun er jo den begavede kvinde, der
-kan f�lge ham, n�r hun har lyst. Han skal endelig
-vise hende, hvordan t�nkning undergraver deres
-forhold; det er meget uklogt, men det er s� interessant!</p>
+skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan
+en inderlighed, at han må gøre hende delagtig i
+forståelsen, og hun er jo den begavede kvinde, der
+kan følge ham, når hun har lyst. Han skal endelig
+vise hende, hvordan tænkning undergraver deres
+forhold; det er meget uklogt, men det er så interessant!</p>
 
 <p>Mens Grandlev kom til disse og mange andre
-resultater, gik Helga ensomme ture i de halvm�rke
-eftermiddage. Det bl�ste rigeligt og godt i den tid,
-hun l�rte at holde af det. Novemberbl�st er god
+resultater, gik Helga ensomme ture i de halvmørke
+eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt i den tid,
+hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god
 for mange ting &mdash; selv om den er blandet med en
-smule regn &mdash;; den braser p� som en v�dder og fl�r
+smule regn &mdash;; den braser på som en vædder og flår
 som en gal kat, men den renser for sentimentalitet
-og bl�ser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
-at ta lange skridt og s�tte foden fast i jorden.
-Den r�ber h�jt og tar mange lyde med sig fra
-g�rde og veje, det er en snaksom vind. Den sender
+og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
+at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden.
+Den råber højt og tar mange lyde med sig fra
+gårde og veje, det er en snaksom vind. Den sender
 menneskene friske hjem i deres stuer, med klare
-�jne og med rensede stemmer. Den buldrer forg�ves
-p� hos mange, der sidder inde og gemmer
-p� mugne stemninger i deres lukkede sind.</p>
+øjne og med rensede stemmer. Den buldrer forgæves
+på hos mange, der sidder inde og gemmer
+på mugne stemninger i deres lukkede sind.</p>
 
 <p>Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og
-seks, hun kunde ikke f� nok. Hun fulgte helst den
+seks, hun kunde ikke få nok. Hun fulgte helst den
 smalle gruskant langs bivejene, der som fede,<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[s. 109]"> </a></span>
 stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i
-m�rket og blev borte. Markerne rejste sig p� b�gge
+mørket og blev borte. Markerne rejste sig på bægge
 sider som sorte mure. Hvert eneste lille hus omgav
 sig med den hemmelighedsfuldeste puslen; halmstakke,
-der var blevet langh�rede i l�bet af efter�ret,
+der var blevet langhårede i løbet af efteråret,
 var fulde af al slags hvisken; det var en hel
 historie at komme forbi et eller andet. Fra og til
-g�rdene kom vogne med g�dning og roer; hjulene
-pl�jede sig s�dt og fedt gennem det dybe �lte, undertiden
-knirkede det fra en roetop, der blev k�rt
-over, og fra �bne staldd�re bares den varme, s�de
-m�lkelugt stundom helt ud p� vejen. Det var sin
-barndom, hun levede om igen, men langt st�rkere,
-idet hun nu samlede den op i spredte tr�k, der kom
-tilf�ldigt imellem hinanden, og som dog h�rte s�
+gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene
+pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden
+knirkede det fra en roetop, der blev kørt
+over, og fra åbne stalddøre bares den varme, søde
+mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin
+barndom, hun levede om igen, men langt stærkere,
+idet hun nu samlede den op i spredte træk, der kom
+tilfældigt imellem hinanden, og som dog hørte så
 inderligt sammen. Det var bedre end barndommen,
-det var s� st�rkt, at hun m�tte v�re alene
-om det. Dersom hun ikke havde v�ret alene, s�
+det var så stærkt, at hun måtte være alene
+om det. Dersom hun ikke havde været alene, så
 vilde det hele <span class="sic" title="[sic]">haft</span> en ganske anden betydning, og
-slet ikke den, det kom an p�. Det betagende og
+slet ikke den, det kom an på. Det betagende og
 hemmelighedsfulde ved husene, hun kom forbi, beroede
-p�, at der ikke var en med, som h�rte, hvad
+på, at der ikke var en med, som hørte, hvad
 der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad
-der var godt. Hun bef�stedes i ensomhed i denne
+der var godt. Hun befæstedes i ensomhed i denne
 tid, og hun erfarede, hvor godt det var. Og den
 skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse,
-vilde ganske v�re g�et tabt i en andens selskab.</p>
+vilde ganske være gået tabt i en andens selskab.</p>
 
 <p>For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde
-det billede levende i hende, som hun �nskede at se.</p>
+det billede levende i hende, som hun ønskede at se.</p>
 
 <p>Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et
-halvt gennemsigtigt m�rke l� som tyndt, gr�t flor
-over en gruppe sorte legemer, eet st�rre og flere
+halvt gennemsigtigt mørke lå som tyndt, gråt flor
+over en gruppe sorte legemer, eet større og flere
 mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een<span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[s. 110]"> </a></span>
-holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opl�ftede
-menneskearme, ben, der b�jede sig listende,
-og hoders �ngsteligt spejdende holdning, men lyset
-faldt skarpt p� en tyrs pande; spidsen af et horn
-dannede centrum i lyskresen, og n�r ved s�s en
-tyk dusk kr�llet h�r og et lille ondt, r�dt �je &mdash;
-hele det v�ldige tyrehoved bar et udtryk af r�dvildt
-ondsind. Rundt om stod menneskene med reb h�ngende
-ned fra de l�ftede h�nder; de var krumme
+holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede
+menneskearme, ben, der bøjede sig listende,
+og hoders ængsteligt spejdende holdning, men lyset
+faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn
+dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en
+tyk dusk krøllet hår og et lille ondt, rødt øje &mdash;
+hele det vældige tyrehoved bar et udtryk af rådvildt
+ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende
+ned fra de løftede hænder; de var krumme
 af angst og forsigtighed; de beherskedes ganske af
-det sigtende horn og det r�de �je l�ngere tilbage,
-der var hornets onde sj�l. En brat bev�gelse s�
-meget som to tommer kunde f� alle de kr�llede
+det sigtende horn og det røde øje længere tilbage,
+der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så
+meget som to tommer kunde få alle de krøllede
 muskler til at rette sig og slynge menneskene mange
 alen bort.</p>
 
 <p>Helga tegnede det billede gang efter gang, men
 det blev ikke godt nok, og det kom igen og mindede
-hende, n�r hun gik sine ensomme ture i m�rkningen.
+hende, når hun gik sine ensomme ture i mørkningen.
 Nye enkeltheder kom til: knoldene, der
-kastede skygge hen ad jorden; m�ndenes ben, der
-s�s at ryste i de jordgr� l�rredsbukser, og poplen
+kastede skygge hen ad jorden; mændenes ben, der
+sås at ryste i de jordgrå lærredsbukser, og poplen
 bagved, der fremviste sit legemes knyster og rynker
 i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet,
 der voksede i hendes sind, det blev til en ide. Grandlev
 havde en dag fortalt hende noget om <em>bunden
 ondskab</em>, som enkelte mennesker eller hele samfundsklasser
-kunde b�re p� i lange tider, indtil en
-begivenhed vakte den, eller en mand med s�regne
-�vner vejrede den, gav den en bevidst vilje og slap
-den l�s. Den bundne ondskab var et af samfundets
-farligste f�nomener og havde ofte en uhyre, langsomt
-sammensparet kraft at opvise, n�r den endelig
+kunde bære på i lange tider, indtil en
+begivenhed vakte den, eller en mand med særegne
+ævner vejrede den, gav den en bevidst vilje og slap
+den løs. Den bundne ondskab var et af samfundets
+farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt
+sammensparet kraft at opvise, når den endelig
 blev vakt.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[s. 111]"> </a></span></p>
 
-<p>De ord havde gjort indtryk p� hende; hun kom
-til at t�nke p� dem, hver gang hun s� tyren for
-sig; dens brede pande og nakkens <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: m�gtig">m�gtige</a> profil,
+<p>De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom
+til at tænke på dem, hver gang hun så tyren for
+sig; dens brede pande og nakkens <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: mægtig">mægtige</a> profil,
 der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her
-kunde udrettes, n�r det stupide ondsind blev til
+kunde udrettes, når det stupide ondsind blev til
 vilje.</p>
 
 <p>Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom
-hun ikke magtede at tegne det! Hun m�tte udtrykkelig
-minde sig selv om denne omst�ndighed,
-is�r n�r hun var mest hentagen af sine syner, men
-det form�ede dog ikke at �del�gge stemningen. Hun
+hun ikke magtede at tegne det! Hun måtte udtrykkelig
+minde sig selv om denne omstændighed,
+især når hun var mest hentagen af sine syner, men
+det formåede dog ikke at ødelægge stemningen. Hun
 var tilfreds i sin ensomhed, greben af den nye ide,
-hvis varme var s� stor og virkelig, at hun endnu
-kunde b�re den blot i tanken uden at lide under,
-at den ikke vilde blive til virkelighed i et kunstv�rk.</p>
+hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu
+kunde bære den blot i tanken uden at lide under,
+at den ikke vilde blive til virkelighed i et kunstværk.</p>
 
-<p>N�r man er under p�virkning af ideens varme,
+<p>Når man er under påvirkning af ideens varme,
 synes menneskene kolde, og da man ikke kan meddele
-sig til dem, forekommer de kedelige og overfl�dige.
-Helga kom til at g�re den erfaring, og hun
-blev noget vanskelig at omg�s. Madlavningen, som
-det hed sig, at hun l�rte hos sin moer, gik rent i
-st�; hun br�ndte og sved alting, ikke at tale om,
-hvordan hun smudsede sig til. &mdash; Den d�rligste
+sig til dem, forekommer de kedelige og overflødige.
+Helga kom til at gøre den erfaring, og hun
+blev noget vanskelig at omgås. Madlavningen, som
+det hed sig, at hun lærte hos sin moer, gik rent i
+stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale om,
+hvordan hun smudsede sig til. &mdash; Den dårligste
 kokkepige blir altid mest snavset, plejede moeren da
-at sige. Selv s�danne sm�ting som at l�gge kringler
-vilde ikke g� for hende. &mdash; Jeg tror, jeg har
+at sige. Selv sådanne småting som at lægge kringler
+vilde ikke gå for hende. &mdash; Jeg tror, jeg har
 elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden
 sige. Dermed kastede hun dejen, stoppede nogle
-f�rdige kringler i lommen og gik ud for at spasere.
-En halv time efter kom hun m�ske hjem med en
-m�ngde vissent l�v og <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: bromb�rrranker">bromb�rranker</a>. Det skulde
-blive til storartede broderim�nstre, forklarede hun,
-og det var jo gl�deligt, for brodere var hendes talent<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[s. 112]"> </a></span>
-og moerens stolthed, sk�nt hvorfor tog hun s�
+færdige kringler i lommen og gik ud for at spasere.
+En halv time efter kom hun måske hjem med en
+mængde vissent løv og <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: brombærrranker">brombærranker</a>. Det skulde
+blive til storartede broderimønstre, forklarede hun,
+og det var jo glædeligt, for brodere var hendes talent<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[s. 112]"> </a></span>
+og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så
 ikke timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke
-f�rte til noget? S� tegnede og broderede hun resten
+førte til noget? Så tegnede og broderede hun resten
 af eftermiddagen, indtil hun kastede det hele bort
-og begyndte at g� op og ned i v�relset og tromme
-p� borde og vinduer. I s�danne �jeblikke m�tte
-moeren t�nke p� sin afd�de mand, der havde haft
-det p� lignende m�de. S� var Helga ogs� godt
-nok oplagt til at tr�ttes, ligesom faeren.</p>
+og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme
+på borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte
+moeren tænke på sin afdøde mand, der havde haft
+det på lignende måde. Så var Helga også godt
+nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.</p>
 
-<p>&mdash; Skal du ikke snart til at t�nke p� dit udstyr,
+<p>&mdash; Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr,
 Helga? spurte moeren en dag.</p>
 
 <p>Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved
-jeg ikke, svarede hun med en vis kraftanstr�ngelse.</p>
+jeg ikke, svarede hun med en vis kraftanstrængelse.</p>
 
-<p>N�. S� ved jeg ikke, hvad du bestiller al den
-tid, du er p� dit v�relse om dagen. Jeg t�nkte,
+<p>Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den
+tid, du er på dit værelse om dagen. Jeg tænkte,
 du broderede noget &mdash; &mdash; eller du kommer jo med
-s� meget; det skal vel bruges til noget, m� jeg
+så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg
 antage.</p>
 
-<p>Helga blev harmfuld over den f�lelse af egen
+<p>Helga blev harmfuld over den følelse af egen
 unyttighed, der kom over hende ved moerens ord.</p>
 
 <p>Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges
-til, at s� g�r tiden.</p>
+til, at så går tiden.</p>
 
-<p>Hm. Det synes jeg den g�r godt nok ogs� uden
+<p>Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden
 narrestreger. Grandlev og jeg sad og talte om
-udstyr i g�r, da du var ude.</p>
+udstyr i går, da du var ude.</p>
 
 <p>I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal
 han til at ha en symaskine?</p>
 
-<p>H�r, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?</p>
+<p>Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?</p>
 
-<p>Nej, moer, det har ikke noget med det at g�re.
-Jeg tr�nger bare til at v�re lidt underlig f�rst.
-Vilde han g�rne giftes?</p>
+<p>Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre.
+Jeg trænger bare til at være lidt underlig først.
+Vilde han gærne giftes?</p>
 
-<p>Det talte han ikke om. Han n�vnte slet ikke
-dig &mdash; s�dan.</p>
+<p>Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke
+dig &mdash; sådan.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[s. 113]"> </a></span></p>
 
-<p>N�. Det kan jeg ogs� bedre forst�. Han er vist
+<p>Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist
 ikke videre tilfreds med mig nu. Men det skal nok
-komme. F�rst s� &mdash; &mdash;. Hendes �jne s�gte ud ad
-vinduet, ud i det bl�lige tusm�rke.</p>
+komme. Først så &mdash; &mdash;. Hendes øjne søgte ud ad
+vinduet, ud i det blålige tusmørke.</p>
 
-<p>Du har s� meget for dig selv; det er ikke rart
+<p>Du har så meget for dig selv; det er ikke rart
 for os andre. Vi ser nok, at der er noget, men vi
-f�r ingenting at vide. Jeg troede ellers, at n�r du
-var blevet forlovet med s�dan en klog mand, s�
-kunde der ikke komme noget i vejen; han m� vel
-kunne l�re dig alt, hvad du har lyst til. Derfor
-var jeg s� glad for det. Din faer savnede jo altid
-s�dan, at han ikke fik l�rt s� meget, han helst vilde.
-Men nu ser jeg n�sten aldrig, I taler sammen. Du
+får ingenting at vide. Jeg troede ellers, at når du
+var blevet forlovet med sådan en klog mand, så
+kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel
+kunne lære dig alt, hvad du har lyst til. Derfor
+var jeg så glad for det. Din faer savnede jo altid
+sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst vilde.
+Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du
 er vist mere ivrig med den tegnen.</p>
 
-<p>Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg f�r
+<p>Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får
 for, tegner jeg altid her inde.</p>
 
-<p>Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig s�
+<p>Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så
 meget inde. Men kan det da blive til noget, tror du?</p>
 
 <p>Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer.
-N�r jeg blir gift, kan jeg jo ha tegnekursus med
-unge damer &mdash; og mandfolk med, hvis det skal v�re.
-Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme p�
-moden, og jeg vil f�lge med tiden; det blir snart
+Når jeg blir gift, kan jeg jo ha tegnekursus med
+unge damer &mdash; og mandfolk med, hvis det skal være.
+Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på
+moden, og jeg vil følge med tiden; det blir snart
 meget finere at kunne tegne godt end at kunne
 brodere.</p>
 
-<p>Synes du virkelig, det er v�rd at ofre s� megen
-tid p� det, bare for at komme til at undervise nogle
-pigeb�rn, som ikke har noget rigtigt at ta sig til?</p>
+<p>Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen
+tid på det, bare for at komme til at undervise nogle
+pigebørn, som ikke har noget rigtigt at ta sig til?</p>
 
-<p>� nej. Men jeg m� jo hitte p� noget at gi mig af
-med, selv om det ikke er til nogen nytte. N�r vi skal
-ha pige, hvad skal jeg s� forsl� tiden med?</p>
+<p>Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af
+med, selv om det ikke er til nogen nytte. Når vi skal
+ha pige, hvad skal jeg så forslå tiden med?</p>
 
-<p>Ja ja. Bare det m� blive til noget, der er mening
-i. Du har ikke v�ret pjanket f�r, men nu ved jeg<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[s. 114]"> </a></span>
-ikke rigtig l�ngere, hvad du kan blive. Det er vist
+<p>Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening
+i. Du har ikke været pjanket før, men nu ved jeg<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[s. 114]"> </a></span>
+ikke rigtig længere, hvad du kan blive. Det er vist
 en stor fejl, at du er blevet forlovet.</p>
 
-<p>M�ske. Men s� var jeg vel sagtens blevet endnu
-v�rre p� en anden m�de.</p>
+<p>Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu
+værre på en anden måde.</p>
 
-<p>Er det ikke l�nge siden, du har bes�gt Grandlev?</p>
+<p>Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?</p>
 
 <p>Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det
 vist nok.</p>
 
-<p>Jeg tror ikke, han kommer her for det f�rste,
-fordi du tar s� underligt imod ham altid. Du kunde
-jo g� op og se til ham.</p>
+<p>Jeg tror ikke, han kommer her for det første,
+fordi du tar så underligt imod ham altid. Du kunde
+jo gå op og se til ham.</p>
 
-<p>Jeg ser mig selv trave op til min k�reste, sendt
+<p>Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt
 af moer og skal hilse. Sikken et billede. Hovne
-puder af gr�d under �jnene, nyvasket; r�dgl�dende
-�rer. Ja.</p>
+puder af gråd under øjnene, nyvasket; rødglødende
+ører. Ja.</p>
 
-<p>Hun gik ind p� sit v�relse og gav sig til at tegne;
+<p>Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne;
 denne gang var det ikke tyren, men karikaturbilleder
-af hende selv. Det sidste i r�kken bar
+af hende selv. Det sidste i rækken bar
 underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede
 hende selv, der med artigt strittende fingre gik i
 spidsen for et langt optog, som bar hendes udstyr.
-Hun skulde ogs� i lag med et, der skildrede hende
-som gift, men i stedet for la hun hodet ned p� sine
-h�nder og gr�d af �rgrelse over sin egen um�delige
-pjankethed. Den f�rte vist ikke til noget godt,
-moeren havde m�ske ret; hun var ved at blive
+Hun skulde også i lag med et, der skildrede hende
+som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine
+hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige
+pjankethed. Den førte vist ikke til noget godt,
+moeren havde måske ret; hun var ved at blive
 pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende,
 ti hun regnede det for noget, mens andre unge piger
 godt vidste, at al den slags bare var tosseri, som
-skulde g� over. Men hun arbejdede p�, at det
-skulde blive v�rre.</p>
+skulde gå over. Men hun arbejdede på, at det
+skulde blive værre.</p>
 
-<p>Hun faldt i s�vn i sin store selvopgivelse, og da
-der endnu var l�nge til spisetid, da hun v�gnede,<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[s. 115]"> </a></span>
-gik hun op til Grandlev. M�ske det kunde f�re til
+<p>Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da
+der endnu var længe til spisetid, da hun vågnede,<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[s. 115]"> </a></span>
+gik hun op til Grandlev. Måske det kunde føre til
 et slags resultat.</p>
 
-<p>S� snart han s�, det var hende, lukkede han den
-bog, han havde l�st i, og satte den ind i reolen.
-S� trak han en kurvestol frem til hende og drejede
+<p>Så snart han så, det var hende, lukkede han den
+bog, han havde læst i, og satte den ind i reolen.
+Så trak han en kurvestol frem til hende og drejede
 skrivebordsstolen om imod den.</p>
 
-<p>Du skal ikke g�re s� mange forberedelser, sa
-hun nerv�s. Jeg g�r straks igen. &mdash; Hun blev
-st�ende midt i v�relset og s�gte at huske, hvad
+<p>Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa
+hun nervøs. Jeg går straks igen. &mdash; Hun blev
+stående midt i værelset og søgte at huske, hvad
 det var for en indskydelse, der havde drevet hende
 herop. Hun var bange for ham nu, hans tavshed
-beherskede hende. Og p� ingen m�de vilde hun
-sidde i den stol; d�r var hun da fuldst�ndig i hans
-magt! Hun satte sig p� en anden, op ad en reol.</p>
+beherskede hende. Og på ingen måde vilde hun
+sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans
+magt! Hun satte sig på en anden, op ad en reol.</p>
 
-<p>Uha, lad v�re at sidde d�r og se ud, som om
+<p>Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om
 jeg vilde dig en hel masse! Der kommer slet ikke
-noget. Du g�r mig ligesom til en, der er tilsagt
-til at gi m�de klokken fire og afl�gge tilst�else
+noget. Du gør mig ligesom til en, der er tilsagt
+til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse
 om det hele. Jeg har ingenting gjort!</p>
 
 <p>Han rejste sig og gik hen til hende. &mdash; Vor Helga
-er i et forpint hum�r, den stakkel, og sk�nt det
-m�ske ikke er noget, hvor jeg kan hj�lpe, s� kommer
+er i et forpint humør, den stakkel, og skønt det
+måske ikke er noget, hvor jeg kan hjælpe, så kommer
 hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg
-endnu ikke er ganske overfl�dig.</p>
+endnu ikke er ganske overflødig.</p>
 
-<p>T�nk, at du kan klappe mig p� kinden, mens
-du konstaterer, at du ikke er ganske overfl�dig!
-Jeg har en n�jsom k�reste.</p>
+<p>Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens
+du konstaterer, at du ikke er ganske overflødig!
+Jeg har en nøjsom kæreste.</p>
 
 <p>Han gik tilbage til sin plads.</p>
 
-<p>Det er en s�rdeles �benlys h�n. Du skulde ikke
+<p>Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke
 kortelig kunne antyde, hvad du snarere ventede
-af mig i dette tilf�lde.</p>
+af mig i dette tilfælde.</p>
 
-<p>Det sp�r en mand ikke om. Han g�r det, der er<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[s. 116]"> </a></span>
-rigtigt, og gud n�de hende, hvis hun s� ikke knuselsker
+<p>Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[s. 116]"> </a></span>
+rigtigt, og gud nåde hende, hvis hun så ikke knuselsker
 ham.</p>
 
 <p>Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender
-dets sl�ende sandhed. Jeg sad lige og l�ste i en
+dets slående sandhed. Jeg sad lige og læste i en
 bog, der skildrede kvindens ideal i middelalderen.
-Som grundlag for en diskussjon kunde jeg m�ske
-l�se nogle brudstykker &mdash; &mdash;.</p>
-
-<p>Det beh�ves ikke. Jeg kan f�le p� mig selv,
-hvordan det ideal altid m� ha v�ret. Den bog er
-udelukkende bestemt for m�ndene, de kan ha godt
-af at l�se den; for os andre er det fuldst�ndig
-overfl�digt.</p>
-
-<p>Det er alts� kraftbanditten, vi andre stakler skal
-str�be at efterligne; vi, der har v�ret s� tankel�se
-at anl�gge os hj�rne, skulde, om det var muligt,
-helst bes�rge den ombyttet med den sk�nne, sortneglede
-n�ve, hvis vi ikke vil undv�re kvindens
-agtelse s� vel som k�rlighed, og den kan vi desv�rre
-ikke leve foruden; det m� tilst�s, og det
-g�r os sandsynligvis ikke mere attr�v�rdige.</p>
-
-<p>Det var altfor meget, til at jeg kan svare p�
-det, men du kan v�re vis p�, at de fleste kvinder
-er s�dan indrettede, at manden ikke beh�ver at
-t�le, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
-heller ikke bedre. Men n�r han ikke er tilstr�kkelig,
-s� finder de p� galskaber, som alligevel
-ikke g�r dem lykkelige. Jeg kunde godt t�nke mig,
-hvordan det var at blive elsket af s�dan en kraftbandit.
-Her g�r vi og venter p� noget, der kaldes
+Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske
+læse nogle brudstykker &mdash; &mdash;.</p>
+
+<p>Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv,
+hvordan det ideal altid må ha været. Den bog er
+udelukkende bestemt for mændene, de kan ha godt
+af at læse den; for os andre er det fuldstændig
+overflødigt.</p>
+
+<p>Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal
+stræbe at efterligne; vi, der har været så tankeløse
+at anlægge os hjærne, skulde, om det var muligt,
+helst besørge den ombyttet med den skønne, sortneglede
+næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens
+agtelse så vel som kærlighed, og den kan vi desværre
+ikke leve foruden; det må tilstås, og det
+gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.</p>
+
+<p>Det var altfor meget, til at jeg kan svare på
+det, men du kan være vis på, at de fleste kvinder
+er sådan indrettede, at manden ikke behøver at
+tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
+heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig,
+så finder de på galskaber, som alligevel
+ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke mig,
+hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit.
+Her går vi og venter på noget, der kaldes
 lidenskab.</p>
 
-<p>Og s� foragtes jeg p� den konto, at jeg ikke
+<p>Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke
 har vakt nogen lidenskab hos dig. Hvis flertallet
-af m�ndene var indrettede til det brug, hvordan<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[s. 117]"> </a></span>
-skulde det s� g� med verdens �vrige og mere vigtige
+af mændene var indrettede til det brug, hvordan<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[s. 117]"> </a></span>
+skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige
 anliggender?</p>
 
-<p>Det kan v�re os det samme. I dette �jeblik udretter
+<p>Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter
 du jo ikke noget for verdens mere vigtige
-anliggender; du har alts� tid til mig, og mig holder
+anliggender; du har altså tid til mig, og mig holder
 du foredrag for.</p>
 
 <p>Er du ond, Helga?</p>
 
-<p>Ja, jeg er, jeg har opdaget s� meget ondt i mig
+<p>Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig
 selv i den senere tid, og jeg er slet ikke ked af det.
-En del havde jeg selv, og noget har jeg f�et af
-dig. Men det m� du n�mt kunne forklare. S�
-kan du jage mig bort, n�r du har forklaret det;
+En del havde jeg selv, og noget har jeg fået af
+dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så
+kan du jage mig bort, når du har forklaret det;
 jeg fortjener alligevel ikke bedre. Du kan ikke
-holde af mig i l�ngden.</p>
+holde af mig i længden.</p>
 
-<p>Det g�r jeg stadig, i grunden.</p>
+<p>Det gør jeg stadig, i grunden.</p>
 
 <p>I grunden, det vil sige imod din vilje.</p>
 
-<p>�, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt
+<p>Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt
 hvad du kan.</p>
 
-<p>Jeg siger dig jo ogs�, at jeg er ond.</p>
+<p>Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.</p>
 
 <p>Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har
-anelse om, og det g�r mig utryg. Hvad du kalder
-ondskab, er vel ikke andet end st�rre livsfylde; du
-er mere sammensat, derfor tr�nger du i h�jere
+anelse om, og det gør mig utryg. Hvad du kalder
+ondskab, er vel ikke andet end større livsfylde; du
+er mere sammensat, derfor trænger du i højere
 grad til det bitre end for eksempel jeg. Men det
-er ikke sagt, at jeg l�nge kan holde <span class="sic" title="[sic]">ud</span> til det.
-Vi har uheldigvis ikke det samme form�l med hinanden;
-jeg �nsker, at du skal dele en fredelig og
-m�ske noget ensformig fremtidslykke med mig; du
-forlanger, at jeg skal hj�lpe dig til meget, du
-endnu venter dig af tilv�relsen. Det kan jeg ikke,
-og idet jeg fastsl�r dette, falder det mig ind, at
-jeg ikke passer til dig. Jeg ans� det engang for
-t�nkeligt, at jeg kunde hj�lpe dig, men jeg ser,<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[s. 118]"> </a></span>
-det er ikke viden, du tr�nger til; m�ske har jeg
-ogs� beg�et den fejl at ville omskabe dig til en
-vis lighed med mig &mdash; jeg s� jo n�mlig, at du
-var tilg�ngelig for kultur &mdash; men det har kun
-gjort afstanden st�rre. Jeg har vel lagt m�rke
+er ikke sagt, at jeg længe kan holde <span class="sic" title="[sic]">ud</span> til det.
+Vi har uheldigvis ikke det samme formål med hinanden;
+jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og
+måske noget ensformig fremtidslykke med mig; du
+forlanger, at jeg skal hjælpe dig til meget, du
+endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke,
+og idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at
+jeg ikke passer til dig. Jeg anså det engang for
+tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men jeg ser,<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[s. 118]"> </a></span>
+det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg
+også begået den fejl at ville omskabe dig til en
+vis lighed med mig &mdash; jeg så jo næmlig, at du
+var tilgængelig for kultur &mdash; men det har kun
+gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke
 til, hvordan du stadig kun modtog en del af, hvad
-jeg tilb�d dig; du gjorde med et sikkert instinkt et
+jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert instinkt et
 udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling,
-jeg vidste intet derom, og s�ledes har jeg bidraget
-til din udvikling i s�dan et omfang, at du
-nu f�ler dig i stand til at undv�re mig. For
+jeg vidste intet derom, og således har jeg bidraget
+til din udvikling i sådan et omfang, at du
+nu føler dig i stand til at undvære mig. For
 tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst,
-at din l�retid hos mig er forbi. Det stod
+at din læretid hos mig er forbi. Det stod
 vist ikke klart for dig, da du kom, men nu kan
-du t�nke over det. Dine ukl�delige, agressive erkl�ringer,
+du tænke over det. Dine uklædelige, agressive erklæringer,
 der er et udtryk for, hvad du uklart
-mener om vort forhold, beh�ver jeg ikke flere af.
-Hvad du har v�ret for mig og endnu mere kunde
+mener om vort forhold, behøver jeg ikke flere af.
+Hvad du har været for mig og endnu mere kunde
 blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
-under dig den berigelse, du kan ha f�et af mig,
-og for dig er den det vigtigste. Farvel. N�r du
-har t�nkt over det, s� kom igen og gi mig et
+under dig den berigelse, du kan ha fået af mig,
+og for dig er den det vigtigste. Farvel. Når du
+har tænkt over det, så kom igen og gi mig et
 alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget
-endnu, men jeg vil ikke h�re det. Godnat, Helga.</p>
+endnu, men jeg vil ikke høre det. Godnat, Helga.</p>
 
-<p>Han lukkede selv d�ren op for hende; hun gik
-tungt ned ad trapperne. S� var det vel forbi; hun
-skyndte sig hjem for at t�nke over det.</p>
+<p>Han lukkede selv døren op for hende; hun gik
+tungt ned ad trapperne. Så var det vel forbi; hun
+skyndte sig hjem for at tænke over det.</p>
 
-<p>Tud s�, sa hun til sig selv, idet hun satte sig
+<p>Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig
 ved siden af sin seng. Men hun kom ikke til at
-gr�de, hendes tanker blev snart optaget af det
-m�rke, urolige v�r, der arbejdede udenfor, det
-passede s�dan til hende. Stormen hvislede og kogte
-og klaprede; skumringen gled over hendes v�gge<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[s. 119]"> </a></span>
+græde, hendes tanker blev snart optaget af det
+mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det
+passede sådan til hende. Stormen hvislede og kogte
+og klaprede; skumringen gled over hendes vægge<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[s. 119]"> </a></span>
 i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da det
-blev helt m�rkt, havde hun lukket �jnene. Hun
-s�, hvordan aftenen faldt p� der hjemme om g�rden,
-de gule stakke blev gr� og ligesom sm�ltede
-hen i jorden; gr�ftekanterne blev sorte f�r vejene,
-men de faldne blade lyste i m�rket; vinden skramlede
+blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun
+så, hvordan aftenen faldt på der hjemme om gården,
+de gule stakke blev grå og ligesom smæltede
+hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene,
+men de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede
 tyst over kartoffelmarkens visne stilke, og det
-s� ud, som om pl�jejorden l�ftedes op om g�rden
-som en vold. N�r man gik inde mellem stakkenes
-r�kker, var det som en by med sn�vre gader og
-h�je huse &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
+så ud, som om pløjejorden løftedes op om gården
+som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes
+rækker, var det som en by med snævre gader og
+høje huse &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Men midt i det hele l�d der et forf�rdeligt vr�l:
-Tyren er rendt fra os! De stilf�rdige tr�sko blev
-pludselig levende alle vegne, de buldrede l�s p�
-g�rdspladsen, fra staldene og inde fra stuen &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl:
+Tyren er rendt fra os! De stilfærdige træsko blev
+pludselig levende alle vegne, de buldrede løs på
+gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Nu stod de i alleen om tyren, alles �jne var
+<p>Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var
 troldbundet af det ondsindede korte horn, der pegede
 mod lygtens rude; ingen vidste, hvem der om
-lidt kunde komme til at h�nge og spr�lle p�
-det. Pl�jejordens knolde s�s tydeligt som et h�sligt
-dyrs vortede hud, og l�ngere borte skimtedes
-poplernes mishandlede legemer, der h�ldede
+lidt kunde komme til at hænge og sprælle på
+det. Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt
+dyrs vortede hud, og længere borte skimtedes
+poplernes mishandlede legemer, der hældede
 hid og did som et geled invalider &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Helga sad nogen tid med det, s� sprang hun
-op, t�ndte lampe og begyndte at tegne. F�rst med
-rystende �ngstelse; mon det skulde lykkes i aften?
-Og s� med stigende vished og sindsro. Tr�erne
+<p>Helga sad nogen tid med det, så sprang hun
+op, tændte lampe og begyndte at tegne. Først med
+rystende ængstelse; mon det skulde lykkes i aften?
+Og så med stigende vished og sindsro. Træerne
 blev fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet
-skitserede hun n�sten uden at tr�kke v�ret &mdash; &mdash;.</p>
+skitserede hun næsten uden at trække været &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Moeren bankede p�. Spise. Men Helga havde
-ikke tid. M�rket blev forf�rdelig godt, og �jet
-skulede; hun tegnede s� roligt; der var en stor fred
-ved det, som hun aldrig havde t�nkt sig. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[s. 120]"> </a></span>
+<p>Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde
+ikke tid. Mørket blev forfærdelig godt, og øjet
+skulede; hun tegnede så roligt; der var en stor fred
+ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[s. 120]"> </a></span>
 blev hjemme i det, mens hun arbejdede, og undrede
 sig ikke over noget, siden hun havde vished for udfaldet.</p>
 
 <p>Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra
-det f�rdige v�rk. Hun blev s� glad ved at opdage,
+det færdige værk. Hun blev så glad ved at opdage,
 at hun var meget sulten; aldrig havde hun
-haft s�dan en lyst til at f� noget at spise. Hun tog
-tegningen med ud i k�kkenet for at se p� den, mens
-hun stillede sin h�ftige sult.</p>
+haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog
+tegningen med ud i køkkenet for at se på den, mens
+hun stillede sin hæftige sult.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[s. 121]"> </a></span></p>
@@ -4776,115 +4737,115 @@ hun stillede sin h�ftige sult.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_12" id="KAPITEL_12"></a>KAPITEL 12</h2>
 
 
-<p>Det var i d�mringen, da Helga n�ste morgen
-v�gnede op til halv bevidsthed; hun vidste
-straks, at tilv�relsen i dag indeholdt noget andet
-godt end denne hyggelige skumring og velv�ret
+<p>Det var i dæmringen, da Helga næste morgen
+vågnede op til halv bevidsthed; hun vidste
+straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget andet
+godt end denne hyggelige skumring og velværet
 ved at kunne blive liggende en times tid endnu; hun
-blinkede en gang, vendte sig og sov s� sm�t videre,
-efter at hun et �jeblik havde f�lt den vished, at
+blinkede en gang, vendte sig og sov så småt videre,
+efter at hun et øjeblik havde følt den vished, at
 en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede
 ind med en utydelig tilfredshed som en hund, der
-forn�mmer daggryet p� sine �jenl�g, som en plante,
-der begynder at �bne sin blomst for det f�rste lys.</p>
+fornæmmer daggryet på sine øjenlåg, som en plante,
+der begynder at åbne sin blomst for det første lys.</p>
 
-<p>Timen gik, en time af fuldkommenhed, men s�
-var det ogs� forbi, hun huskede tegningen og rakte
+<p>Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så
+var det også forbi, hun huskede tegningen og rakte
 efter den, men hun mindedes tillige, hvordan de
-skiltes i g�r. Hun s� p� tegningen, den var god,
-heldigvis, s� skulde det andet ogs� blive godt. Hun
+skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god,
+heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun
 var selv en hel anden nu, hun vidste ikke, hvad
-der var g�et af hende i g�r, men det var ogs�
-lige meget. I dag kunde han ikke modst� hende,
-selv om han var nok s� vred. Der var en sm�rtelig
-varme i hendes sind, af megen k�rlighed, der
-tr�ngte til at bruges. Al hans misstemning skulde
+der var gået af hende i går, men det var også
+lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende,
+selv om han var nok så vred. Der var en smærtelig
+varme i hendes sind, af megen kærlighed, der
+trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde
 komme til at forsvinde.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[s. 122]"> </a></span></p>
 
-<p>Hun vendte uvilk�rlig hodet bort, da hun m�dte
+<p>Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte
 sit eget smil i spejlet.</p>
 
 <p>&mdash; Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole,
-han s� Helga et stykke forude; det var godt, hun
+han så Helga et stykke forude; det var godt, hun
 kom, det var rigtigt af hende. Han kastede et flygtigt,
-misbilligende blik p� hendes ansigt, der var s�
-bev�get, s� str�lende; det var ikke, som det skulde
-v�re. Hvad de havde at forhandle, var ikke lutter
+misbilligende blik på hendes ansigt, der var så
+bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde
+være. Hvad de havde at forhandle, var ikke lutter
 fryd.</p>
 
 <p>Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet
-urigtigt mod een, kommer een sj�leglad i m�de
-n�ste dag; det er respektstridigt.</p>
+urigtigt mod een, kommer een sjæleglad i møde
+næste dag; det er respektstridigt.</p>
 
 <p>Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet
 stemme.</p>
 
 <p>Godmorgen, Helga.</p>
 
-<p>Hendes h�nd l� inden i hans som en bl�d, levende
+<p>Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende
 flamme. Jo, han kendte den nok, Helgas
-h�nd.</p>
+hånd.</p>
 
 <p>Hvordan har vi det? spurte hun.</p>
 
 <p>Vi har det godt, svarede han uden forbehold.
-Det burde m�ske ikke siges, men det var sandt.
-Omst�ndighederne havde forandret sig, mens hun
-var kommet s� n�r. Man t�nker undertiden anderledes
-med en vis h�nd i sin. Videnskabens fallit!</p>
+Det burde måske ikke siges, men det var sandt.
+Omstændighederne havde forandret sig, mens hun
+var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes
+med en vis hånd i sin. Videnskabens fallit!</p>
 
-<p>Det er det allerbedste ved dig, udbr�d hun, at
-du ikke kan v�re vred p� mig ret l�nge ad gangen.</p>
+<p>Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at
+du ikke kan være vred på mig ret længe ad gangen.</p>
 
-<p>Det er alts� opdaget, t�nkte han. &mdash; Hvis det
-er et fortrin ved nogen af os, s� tilfalder �ren dig
+<p>Det er altså opdaget, tænkte han. &mdash; Hvis det
+er et fortrin ved nogen af os, så tilfalder æren dig
 og ikke mig, svarede han.</p>
 
-<p>Det er alligevel dig, der holder sammen p� det,
-ellers r�g vi snart hver til sit.</p>
+<p>Det er alligevel dig, der holder sammen på det,
+ellers røg vi snart hver til sit.</p>
 
-<p>Det er rart at h�re dig anerkende din egen up�lidelighed
-s� ubetinget.</p>
+<p>Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed
+så ubetinget.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[s. 123]"> </a></span></p>
 
-<p>Jeg er ikke up�lidelig, men somme tider kommer
-der noget imellem os, som g�r, at jeg ikke kan
-holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive rasende p�
-det, men det vil ikke g� v�k. S� er der ikke andet
-at g�re end at vente.</p>
+<p>Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer
+der noget imellem os, som gør, at jeg ikke kan
+holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive rasende på
+det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet
+at gøre end at vente.</p>
 
-<p>Og s� kommer lysten til at ryge fra hinanden,
+<p>Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden,
 det vil sige: fra mig.</p>
 
-<p>Uha ja; n�r jeg en gang har udleveret dig et faktum,
-s� sidder det lige straks inde i en forf�rdelig
-r�vesaks, hvor ingen jordisk magt kan f� det ud.</p>
+<p>Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum,
+så sidder det lige straks inde i en forfærdelig
+rævesaks, hvor ingen jordisk magt kan få det ud.</p>
 
 <p>Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du
-b�re din triumf videre ned ad gaden. Du er et
-monument &mdash; i pelshue og astrakans k�be &mdash; og
-forestiller "Sejren" lige s� godt som nogen halvn�gen
+bære din triumf videre ned ad gaden. Du er et
+monument &mdash; i pelshue og astrakans kåbe &mdash; og
+forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen
 statue med hvirvlende draperier.</p>
 
 <p>Godmorgen, store <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: man">mand</a>. Helga kommer igen.</p>
 
-<p>Hun kalder mig altid stor, n�r jeg er den lille,
-t�nkte han. Hvilken bagvendt logik ligger der til
-grund for den ben�vnelse?</p>
+<p>Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille,
+tænkte han. Hvilken bagvendt logik ligger der til
+grund for den benævnelse?</p>
 
-<p>Men hendes stemning er un�gtelig den anf�rende,
+<p>Men hendes stemning er unægtelig den anførende,
 hun bestemmer forholdet mellem os, knytter
 og afbryder forbindelsen. Hun er solen, min
-meget lunefulde Aprilsol, der kommer og g�r. Jeg
-lar mig beskinne og tar mod byger, men r�der
+meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg
+lar mig beskinne og tar mod byger, men råder
 ikke for noget. Og alt dette er blevet meget vigtigere
-for mig, efter at det er blevet s� usikkert,
-mens andet, som er p�lideligt, har tabt i v�rdi.
-Dette er alts� lykken, ti den kendes p�, at den
-oftest st�r p� svage f�dder, og dog g�r den forud
+for mig, efter at det er blevet så usikkert,
+mens andet, som er pålideligt, har tabt i værdi.
+Dette er altså lykken, ti den kendes på, at den
+oftest står på svage fødder, og dog går den forud
 for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt,
 men lykken er det vigtigste.</p>
 
@@ -4893,43 +4854,43 @@ men lykken er det vigtigste.</p>
 <hr class="tb" />
 
 <p>Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga
-p� hans ch�selong og ventede med sydende ut�lmodighed.</p>
+på hans chæselong og ventede med sydende utålmodighed.</p>
 
 <p>Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da
-hun endelig kom til orde. &mdash; Jeg m�tte et sted hen,
-hvor der ingen mennesker var. �, jeg var s� lykkelig,
+hun endelig kom til orde. &mdash; Jeg måtte et sted hen,
+hvor der ingen mennesker var. Å, jeg var så lykkelig,
 jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at
 ikke noget af det skulde rulle fra mig. Kender du
-det at ha meget mere, end man kan t�le, og man
-dog ikke vil undv�re noget af det? Og s� sidder
-det oppe ved brystet; man vilde g�rne v�re et pindsvin
+det at ha meget mere, end man kan tåle, og man
+dog ikke vil undvære noget af det? Og så sidder
+det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin
 og kunne rulle sig uden om det; hvad kommer
 det af?</p>
 
-<p>Han sad med hende p� sk�det og iagttog, hvordan
+<p>Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan
 hendes smil dannede sig om venstre mundvig,
-lidt f�r det blev synligt ved den h�jre; der var en
-ubetydelig sk�vhed i hendes ansigt.</p>
-
-<p>Dette sp�rsm�l, sa han, er ikke vanskeligt
-at besvare. Ti dels ytrer f�lelser sig st�rkest i
-hj�rteegnen, dels er besiddelse i sin primitive form
-det samme som overfladeber�ring, hvad der ses
-tydeligt hos sm� b�rn, lige som for eksempel hos
-den romerske kejser, der rullede sig n�gen i sine
+lidt før det blev synligt ved den højre; der var en
+ubetydelig skævhed i hendes ansigt.</p>
+
+<p>Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt
+at besvare. Ti dels ytrer følelser sig stærkest i
+hjærteegnen, dels er besiddelse i sin primitive form
+det samme som overfladeberøring, hvad der ses
+tydeligt hos små børn, lige som for eksempel hos
+den romerske kejser, der rullede sig nøgen i sine
 penge.</p>
 
-<p>S� er jeg alts� primitiv, lo hun; men det er
-godt. N�r jeg kommer i seng om aftenen, ruller
-jeg mig sammen og t�nker mig, at jeg har dig
-inden i. Det synes jeg egenlig er noget vr�vl, men
-n�r det blir videnskabeligt forklaret, s� kan jeg
-tr�stig blive ved, ikke?</p>
-
-<p>Dine �jne er s� vidunderlige, Helga; de kan
-v�re h�rde og blanke som hoderne p� to nagler,<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[s. 125]"> </a></span>
-hvormed et kosteligt skrin er sl�et til, men de kan
-ogs� v�re to vinduer, hvor lys g�r ind og kommer
+<p>Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er
+godt. Når jeg kommer i seng om aftenen, ruller
+jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig
+inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men
+når det blir videnskabeligt forklaret, så kan jeg
+trøstig blive ved, ikke?</p>
+
+<p>Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan
+være hårde og blanke som hoderne på to nagler,<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[s. 125]"> </a></span>
+hvormed et kosteligt skrin er slået til, men de kan
+også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer
 ud. Du er som et hus med store vinduer til alle
 sider, fuld af sol. Du har taget mere lys ind
 end jeg.</p>
@@ -4938,194 +4899,194 @@ end jeg.</p>
 med.</p>
 
 <p>Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det,
-der str�lede ud af dine �jne, var k�rlighed til mig;
-nu ved jeg, at der ogs� er s� meget andet. En
+der strålede ud af dine øjne, var kærlighed til mig;
+nu ved jeg, at der også er så meget andet. En
 mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun
-gl�der sig til at blive gift, det er det hele.</p>
+glæder sig til at blive gift, det er det hele.</p>
 
-<p>N�, det ved du alts�, jeg ikke g�r. Har man
-desuden lov til at gifte sig, n�r man g�r med en
+<p>Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man
+desuden lov til at gifte sig, når man går med en
 hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
 blive til?</p>
 
-<p>Lov, det ved jeg ikke, men man g�r det meget
+<p>Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget
 almindeligt, og den hele masse blir til en hel masse
-b�rn.</p>
+børn.</p>
 
 <p>Uha, hvis jeg havde det nu &mdash; &mdash;. Jeg kom dem
-i en kurv og gik omkring og solgte dem. Men s�dan
-noget er det ingen gavn at tale om; du kan g�re mig
-ked af dig, n�r du begynder p� det.</p>
+i en kurv og gik omkring og solgte dem. Men sådan
+noget er det ingen gavn at tale om; du kan gøre mig
+ked af dig, når du begynder på det.</p>
 
-<p>Det skal m�ske opfattes som en forudsigelse; s�
-langt er du alts� kommet &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så
+langt er du altså kommet &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et �g, til
+<p>Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til
 der kommer en stor, sort drage ud af det! Hvis
-du g�r det, s� spr�nger jeg dig i luften med k�rlighed,
-lige op til m�lkevejen lige som en raket,
-med en lang ildhale efter; halen er k�rligheden, det
+du gør det, så sprænger jeg dig i luften med kærlighed,
+lige op til mælkevejen lige som en raket,
+med en lang ildhale efter; halen er kærligheden, det
 vil sige: min, ikke din, for den er dig en sten om
-halsen, som du helst vilde v�re fri for.</p>
+halsen, som du helst vilde være fri for.</p>
 
 <p>Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[s. 126]"> </a></span>
-igen fik hende til ro; men du har gjort et d�rligt
-parti. Du skulde ha v�ret gift med en h�vding og
-fulgt ham p� jagten med en ring om hver ankel og
-hver arm og en unge surret fast p� ryggen.</p>
+igen fik hende til ro; men du har gjort et dårligt
+parti. Du skulde ha været gift med en høvding og
+fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og
+hver arm og en unge surret fast på ryggen.</p>
 
-<p>Ih ja, det er n�sten uhyggeligt, at du ved s�dan
-noget. Det skulde v�re b�ffeljagt, tyrejagt. N�r
+<p>Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan
+noget. Det skulde være bøffeljagt, tyrejagt. Når
 vi kom hjem om aftenen, vilde jeg indridse hele
-jagten p� det b�ffelhorn, vi drikker af.</p>
+jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.</p>
 
-<p>Nej, Helga. P� familiens horn indridser du
-skildringen af, hvordan du tog blodh�vn over din
-mand, der senere faldt for en fjendes h�nd.</p>
+<p>Nej, Helga. På familiens horn indridser du
+skildringen af, hvordan du tog blodhævn over din
+mand, der senere faldt for en fjendes hånd.</p>
 
 <p>Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt,
 <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: omhylet">omhyldet</a> af hans koner, og med en blodig kniv i
-h�nden. Men jeg tror godt, jeg kunde dr�be den,
-der havde sl�et dig ihjel, hvis du var s�dan en
-barbarh�vding.</p>
+hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe den,
+der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en
+barbarhøvding.</p>
 
 <p>Ja, ikke sandt, hvis!</p>
 
-<p>�, du kunde godt bruges. Du skulde sidde
-hjemme og regere over alle gode og onde �nder,
-mens jeg og s�nnerne var p� jagt. Du vilde v�re
-en udm�rket medicinmand, der skaffede stammen
-regnv�r og alle dj�vles venskab og beskyttelse, og
-som sang kraftige formularer over s�r og bylder
+<p>Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde
+hjemme og regere over alle gode og onde ånder,
+mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være
+en udmærket medicinmand, der skaffede stammen
+regnvær og alle djævles venskab og beskyttelse, og
+som sang kraftige formularer over sår og bylder
 og faldende syge.</p>
 
 <p>Du derimod vilde med alderen blive stammens
-dronning og formynder for de for�ldrel�se b�rn.
-Alle unge piger vilde komme til dig om r�d, og de
-unge m�nd vilde bede om din mellemkomst i k�rlighedssager.
-De �ldre vilde aldrig glemme at
-komme og fort�lle dig om deres jagter og kampe,
-og de vilde se deres fordel i at for�re dig de fedeste
-stykker. Men du <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: vil">vilde</a> ende som en vel pr�serveret
+dronning og formynder for de forældreløse børn.
+Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og de
+unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager.
+De ældre vilde aldrig glemme at
+komme og fortælle dig om deres jagter og kampe,
+og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste
+stykker. Men du <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: vil">vilde</a> ende som en vel præserveret
 mumie i en stensat grav.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[s. 127]"> </a></span></p>
 
-<p>�, ja; jeg vilde �nske, jeg var um�delig naiv
-og fantastisk, s� rendte jeg ud i den vide verden
-&mdash; &mdash; &mdash; nu lyder det s� dumt.</p>
+<p>Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv
+og fantastisk, så rendte jeg ud i den vide verden
+&mdash; &mdash; &mdash; nu lyder det så dumt.</p>
 
-<p>Det kan n�s endnu; der eksisterer virkelig en vid
+<p>Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid
 verden, tror jeg. Hvad blir du ellers til sammen
-med et overkultiveret menneske, der ikke form�r
+med et overkultiveret menneske, der ikke formår
 at udvikle det ejendommeligste i dig?</p>
 
-<p>Men jeg forst�r ikke, hvad du mener med det,
-udbr�d hun og rejste sig. Du g�r mig endnu mere
+<p>Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det,
+udbrød hun og rejste sig. Du gør mig endnu mere
 vild, end jeg allerede er, i stedet for at opdrage
 mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor
-l�rer du mig ikke resignasjon?</p>
+lærer du mig ikke resignasjon?</p>
 
-<p>Fordi jeg kender den s� godt selv. Jeg synes
-ikke, den er ret meget v�rd.</p>
+<p>Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes
+ikke, den er ret meget værd.</p>
 
-<p>Men du m� da ha en hensigt med det! Eller
-betragter du mig som et barn, du fort�ller �ventyr?
+<p>Men du må da ha en hensigt med det! Eller
+betragter du mig som et barn, du fortæller æventyr?
 Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig. Jeg er
 pjanket nok til at ta det alvorligt.</p>
 
 <p>Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det,
-svarede han, urolig og usikker. N�r jeg er helt optaget
-af dig, kommer jeg til at t�nke p� ting, der
-ligger mig temmelig fj�rnt; det er den magt, du
-har over mig, der g�r det. Den er ikke altid
+svarede han, urolig og usikker. Når jeg er helt optaget
+af dig, kommer jeg til at tænke på ting, der
+ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du
+har over mig, der gør det. Den er ikke altid
 helt god.</p>
 
-<p>De stod i hver sit hj�rne af stuen og s� hen for
-sig; men s� rettede hun sig, gik over til ham og la
-h�nderne p� hans skuldre og sa indtr�ngende:</p>
+<p>De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for
+sig; men så rettede hun sig, gik over til ham og la
+hænderne på hans skuldre og sa indtrængende:</p>
 
-<p>Vi kan s�dan med et snakke os fra hinanden,
-lader det til. Lad os nu v�re glade for hinanden
-og ikke t�nke p� andet. Og s� skulde du en gang
-se at komme her fra, ind i st�rre forhold; jeg har
-h�rt flere sige, at det vilde v�re dig en let sag.</p>
+<p>Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden,
+lader det til. Lad os nu være glade for hinanden
+og ikke tænke på andet. Og så skulde du en gang
+se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har
+hørt flere sige, at det vilde være dig en let sag.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[s. 128]"> </a></span></p>
 
-<p>Hvis jeg f�r mit n�ste v�rk f�rdigt, s� kan
-det jo v�re, jeg fors�ger.</p>
-
-<p>Dit n�ste v�rk? Det har jeg aldrig h�rt tale om.</p>
-
-<p>Jeg har f�rst f�et ideen i de sidste dage, mens
-du har v�ret langt borte. Det betyder intet mindre
-end en v�senlig �ndring af hele mit filologiske
-grundsyn. F�r har jeg is�r s�gt at udfinde <em>lovene</em>
-for de forandringer, et sprog underg�r; i lydl�ren
-er der jo n�sten kun tale om love, alt er lovbundet,
-hedder det, og jeg har hidtil overf�rt det
-samme princip p� mit felt, men nu begynder jeg
-at tro, at den opfattelse er altfor sn�ver her. N�r
-det g�lder et sprogs betydningsindhold, nye ords
-f�dsel og gamle ords d�d, s� er det nu min overbevisning,
-at man b�r ta rigeligt hensyn til lune
-og tilf�ldighed, det vil sige, at fantasi og stemning
-f�r r�derum ved siden af de s�kaldte love. Sprog
-er jo dog en menneskelig foreteelse, og f�rst n�r
+<p>Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan
+det jo være, jeg forsøger.</p>
+
+<p>Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.</p>
+
+<p>Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens
+du har været langt borte. Det betyder intet mindre
+end en væsenlig ændring af hele mit filologiske
+grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde <em>lovene</em>
+for de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren
+er der jo næsten kun tale om love, alt er lovbundet,
+hedder det, og jeg har hidtil overført det
+samme princip på mit felt, men nu begynder jeg
+at tro, at den opfattelse er altfor snæver her. Når
+det gælder et sprogs betydningsindhold, nye ords
+fødsel og gamle ords død, så er det nu min overbevisning,
+at man bør ta rigeligt hensyn til lune
+og tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning
+får råderum ved siden af de såkaldte love. Sprog
+er jo dog en menneskelig foreteelse, og først når
 man under studiet af det regner med alt, hvad
-menneskeligt er, kan der v�re tale om en virkelig
-sprogets sykologi, der kun er en s�rlig afdeling af
+menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig
+sprogets sykologi, der kun er en særlig afdeling af
 den menneskelige. Jeg mener ikke, at jeg her er
 opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg
-ved siden af andre kan levere noget af v�rdi.</p>
+ved siden af andre kan levere noget af værdi.</p>
 
-<p>Det tror jeg n�sten ogs�, jeg forst�r. Fantasi
+<p>Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi
 og stemning, det blir nok godt. Det skulde vel ikke
-v�re mig, der har bidraget en lille smule til den
-ide? For det er vist mig, der har gjort dig n�jere
-bekendt med de ting, mere end du sk�tter om, mon
+være mig, der har bidraget en lille smule til den
+ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere
+bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon
 ikke?</p>
 
-<p>Du skal g�rne f� din del af �ren, Helga, meget
-g�rne. Det kan ikke n�gtes, at jeg har f�et mange
+<p>Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget
+gærne. Det kan ikke nægtes, at jeg har fået mange
 nye indtryk ved dig.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[s. 129]"> </a></span></p>
 
-<p>Det er jeg stolt af. Det har du alts� g�et og arbejdet
-p�, mens jeg har v�ret &mdash; hvad skal vi
+<p>Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet
+på, mens jeg har været &mdash; hvad skal vi
 kalde det?</p>
 
-<p>Nej, Helga, jeg har f�et den ide, mens du har
-v�ret allerbedst. N�r jeg en tid ikke er sikker
-p� dig, s� er jeg helt optaget af dig, og min arbejdskraft
-er ringere. Men i dag er jeg vis p�, at
-jeg kan f� noget betydeligt ud af dette nye synspunkt.
-Jeg opdager hvert �jeblik omst�ndigheder,
-der f�rst nu kommer til at st� i den rette belysning;
+<p>Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har
+været allerbedst. Når jeg en tid ikke er sikker
+på dig, så er jeg helt optaget af dig, og min arbejdskraft
+er ringere. Men i dag er jeg vis på, at
+jeg kan få noget betydeligt ud af dette nye synspunkt.
+Jeg opdager hvert øjeblik omstændigheder,
+der først nu kommer til at stå i den rette belysning;
 selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed,
 og et resultat springer frem, uden at jeg har
-s�gt efter det. For det er s�dan en lykkelig dag,
-og jeg ved ikke en eneste grund til, at det v�rk, jeg
-venter mig s� meget af, skulde mislykkes for mig.</p>
-
-<p>Hun s� fast p� ham, idet hun talte hurtigt og
-indtr�ngende: Vil det sige, at det v�rk ikke kan
-blive f�rdigt, hvis jeg &mdash; &mdash; ikke blir ved at v�re,
-som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afh�ngig
+søgt efter det. For det er sådan en lykkelig dag,
+og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg
+venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.</p>
+
+<p>Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og
+indtrængende: Vil det sige, at det værk ikke kan
+blive færdigt, hvis jeg &mdash; &mdash; ikke blir ved at være,
+som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig
 af mine stemninger?</p>
 
-<p>Han s�, hvor alvorligt hun tog det; m�ske vilde
-hele deres fremtid afh�nge af, hvad han nu
-svarede. Han l�ste sp�nding og undren, men ogs�
+<p>Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde
+hele deres fremtid afhænge af, hvad han nu
+svarede. Han læste spænding og undren, men også
 offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde
 hende for bestandig. Hvis hun gav ham sit ord,
-s� holdt hun det, og han var for s� vidt sikret.
-Men h�rer det til k�rlighedens v�sen, at den str�ber
-at binde? Mon ikke snarere til egenk�rlighedens?
+så holdt hun det, og han var for så vidt sikret.
+Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber
+at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens?
 Og var han den mand, der kunde holde
-hende skadesl�s for s� stort et offer?</p>
+hende skadesløs for så stort et offer?</p>
 
 <p>Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var,
 men heller ikke om, hvad han burde svare; derfor
@@ -5134,95 +5095,95 @@ sa han med overbevisende ro:</p>
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[s. 130]"> </a></span></p>
 
 <p>Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket
-til skabelsen af en ide, og den kan ikke tilintetg�res.
-Det blir min sag, hvad jeg f�r ud af
+til skabelsen af en ide, og den kan ikke tilintetgøres.
+Det blir min sag, hvad jeg får ud af
 den. Du har gjort dit.</p>
 
-<p>�, det lettede at h�re. Du skal ikke tro, jeg
-st�r p� springet til at fare fra dig igen, men det
-store ansvar og forpligtelsen til altid at v�re god,
-den kan du nok forst�, jeg ikke kan b�re. Jeg m�
+<p>Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg
+står på springet til at fare fra dig igen, men det
+store ansvar og forpligtelsen til altid at være god,
+den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må
 ha en vis frihed.</p>
 
-<p>Om jeg nu havde sagt det, t�nkte han. Nej,
+<p>Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej,
 Helga skal ikke bindes.</p>
 
-<p>Og nu skal vi g� en tur. Jeg skal sl�be dig
-langt ud i m�rket, hvor jeg selv plejer at g�. Det
-er s� bulnende sort der ude, men du beh�ver ikke
-at v�re bange, for n�r vi vender om, kan du se
+<p>Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig
+langt ud i mørket, hvor jeg selv plejer at gå. Det
+er så bulnende sort der ude, men du behøver ikke
+at være bange, for når vi vender om, kan du se
 svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret
 palas med alle sine elektriske lamper. Man blir
-barn igen og kommer ind i �ventyret, n�r man
-ser det syn helt ude fra m�rket.</p>
+barn igen og kommer ind i æventyret, når man
+ser det syn helt ude fra mørket.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>De var ogs� sammen hele aftenen; hun var
-genial i k�rtegn; det var en dag, der bandt dem for
-fremtiden, sa hun; troede han ikke ogs� det?</p>
+<p>De var også sammen hele aftenen; hun var
+genial i kærtegn; det var en dag, der bandt dem for
+fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?</p>
 
 <p>Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen
-dejlig, alt er s�re godt; det er verden, der
-lige er blevet skabt p� ny, vi har selv gjort det, og
-det er ikke til at ta fejl af: vor verden er s�re god.</p>
+dejlig, alt er såre godt; det er verden, der
+lige er blevet skabt på ny, vi har selv gjort det, og
+det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.</p>
 
-<p>Ja, mener du det ikke? Kunde det v�re bedre?</p>
+<p>Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?</p>
 
 <p>Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder,
-der er tilfredse med vort v�rk.</p>
+der er tilfredse med vort værk.</p>
 
-<p>Han m�rkede p� sin kind, at hun smilede, og s�
-forundret om p� hende, men synet af hendes ansigt<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[s. 131]"> </a></span>
+<p>Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så
+forundret om på hende, men synet af hendes ansigt<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[s. 131]"> </a></span>
 optog ham straks, og han glemte, hvad han vilde
 have spurt om.</p>
 
-<p>N�r jeg ligger med mit hoved mod din skulder,
-sa han lidt efter, s� synes jeg, at jeg er kundskabens
-overl�ssede tr� p� godt og ondt, der l�ner
-sig op mod livets altid unge og friske tr� og vokser
-under dets skygge. I �jeblikket synes jeg ogs�,
+<p>Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder,
+sa han lidt efter, så synes jeg, at jeg er kundskabens
+overlæssede træ på godt og ondt, der læner
+sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser
+under dets skygge. I øjeblikket synes jeg også,
 at det er det eneste naturlige forhold.</p>
 
 <p>Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at
-du omfavner mig af den grund, for det vil sige s�
+du omfavner mig af den grund, for det vil sige så
 meget som, at du sanksjonerer det som det rette
 forhold, at jeg vokser under din skygge.</p>
 
-<p>Jeg er s� tr�t, Helga, jeg er lykkelig tr�t p�
-forstanden; jeg er h�vet over trangen til at kunne
-forst�. Jeg er noget, som jeg aldrig har v�ret f�r;
-lad os kalde det gal. Gud, lad mig v�re gal, s�
-l�nge jeg kan; den tid kommer nok, da jeg f�r
-min forstand igen, desv�rre.</p>
+<p>Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på
+forstanden; jeg er hævet over trangen til at kunne
+forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig har været før;
+lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så
+længe jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får
+min forstand igen, desværre.</p>
 
-<p>Dit h�r falder ned. Se, hvordan din fl�tning
+<p>Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning
 flyder over mit ansigt, som tang over hodet af en
-hund, der dukker op. Den p�ne fl�tning af Helgas!
-Jeg t�r nok sige, den har spillet en vis rolle
+hund, der dukker op. Den pæne flætning af Helgas!
+Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle
 i min udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til
-genstand for de l�rdeste unders�gelser og beskrevet
-den p� det rene h�jdansk, som du ved, jeg er bekendt
+genstand for de lærdeste undersøgelser og beskrevet
+den på det rene højdansk, som du ved, jeg er bekendt
 for. Jeg har sammenlignet mig selv med
-den, og hvor mange danske fl�tninger tror du, kan
+den, og hvor mange danske flætninger tror du, kan
 rose sig af at ha haft en lignende betydning? Har
-jeg ikke om morgenen v�ret som en korrekt fl�tning,
-fast og h�rdt strammet i viljen, smukt og
+jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning,
+fast og hårdt strammet i viljen, smukt og
 tydeligt snoet i logikken &mdash; og om aftenen lodden
-p� sj�len, utydelig og tr�det, med l�se tjavser i
-t�nkningen, slap og oprevet som en lang fl�tning
-efter en bev�get dag.</p>
+på sjælen, utydelig og trådet, med løse tjavser i
+tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning
+efter en bevæget dag.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[s. 132]"> </a></span></p>
 
-<p>Er der s� mere, du �nsker dig? spurgte hun
+<p>Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun
 efter en pause.</p>
 
-<p>Nej, som sagt. Dette �jeblik er helt fuldt; det
+<p>Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det
 rummer ikke mere. Men du har det vist anderledes?</p>
 
 <p>Nej. &mdash; Det er det, der undrer mig. Jeg holder
-dog s� uendelig meget af dig.</p>
+dog så uendelig meget af dig.</p>
 
 <p>Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte:
 Hvorfor undrer det dig? Det blir nok anderledes,
@@ -5231,151 +5192,151 @@ jomfru Helga.</p>
 <p>&mdash; Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da
 sa Grandlev godnat.</p>
 
-<p>Lidt efter tog Helga t�jet p�; hun kunde ikke
-falde i s�vn alligevel, erkl�rede hun.</p>
+<p>Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke
+falde i søvn alligevel, erklærede hun.</p>
 
 <p>Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet
-hun holdt sig i gel�nderet.</p>
-
-<p>Uden for st�jede vinden; den var et helt regiment
-stormv�sner, store og sm�, med alle slags
-r�ster; de holdt jagt p� hverandre om hushj�rnerne,
-slog kolb�tter over tagene og sl�ngede hinanden
-ned i g�rdene, s� det knaldede. Det var en levende
-nat; alting havde m�le, der var ikke s� tyndt et
-gr�sstr� eller s� smal en revne, uden at det havde
+hun holdt sig i gelænderet.</p>
+
+<p>Uden for støjede vinden; den var et helt regiment
+stormvæsner, store og små, med alle slags
+røster; de holdt jagt på hverandre om hushjørnerne,
+slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden
+ned i gårdene, så det knaldede. Det var en levende
+nat; alting havde mæle, der var ikke så tyndt et
+græsstrå eller så smal en revne, uden at det havde
 sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede
 som en uhyre tromme, mens stormen spillede hen
 over den.</p>
 
-<p>Helga stod inde i gangen og bet�nkte sig. Egenlig
+<p>Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig
 vilde hun helst i seng, hun kunde godt sove, altfor
-godt. Hun svalede sine kinder p� en rude; det
-m�tte v�re dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
+godt. Hun svalede sine kinder på en rude; det
+måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
 igennem!</p>
 
-<p>Da hun kom ud p� trappen, tr�ngte vinden
-hende op mod d�ren. D�r stod hun lidt og t�nkte<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[s. 133]"> </a></span>
-over det og samlede sk�rterne. Det var en skam,
-s� mat hun var!</p>
+<p>Da hun kom ud på trappen, trængte vinden
+hende op mod døren. Dær stod hun lidt og tænkte<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[s. 133]"> </a></span>
+over det og samlede skørterne. Det var en skam,
+så mat hun var!</p>
 
 <p>Men matheden faldt af hende for hvert skridt,
-hun gik. Bl�sten str�g varmen af hendes kinder,
+hun gik. Blæsten strøg varmen af hendes kinder,
 den skyllede over hende som et bad, og i stedet for
 kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var
-en hel fest at g� over broen; det var slutningen p�
-styrtebadet, hun kastede sig frisk ind i m�rket p�
+en hel fest at gå over broen; det var slutningen på
+styrtebadet, hun kastede sig frisk ind i mørket på
 den anden side.</p>
 
 <p>Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe,
-at dette ubev�gelige m�rke var et stort opr�r,
-der ikke gjorde andet end male st�j og hvirvler?
-Hun stirrede ind i det og �nskede at se selve stormen,
-ligesom hun h�rte og f�lte den. Stormen,
-som hun holdt mere af end m�ske noget andet.</p>
-
-<p>Alle minder bl�ste af hende, kys og k�rlige ord;
-hendes sj�l stod �ben som et stort hus uden vinduer,
+at dette ubevægelige mørke var et stort oprør,
+der ikke gjorde andet end male støj og hvirvler?
+Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen,
+ligesom hun hørte og følte den. Stormen,
+som hun holdt mere af end måske noget andet.</p>
+
+<p>Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord;
+hendes sjæl stod åben som et stort hus uden vinduer,
 ingen kan opholde sig der; stuerne blir kolde
-og friske som selve den �bne mark. Det er ikke
-l�ngere noget hus.</p>
+og friske som selve den åbne mark. Det er ikke
+længere noget hus.</p>
 
 <p>Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han
-sikker p�, at de snart skulde giftes.</p>
+sikker på, at de snart skulde giftes.</p>
 
 <p>Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans
-portr�t, s� skal han v�re vred, ikke forelsket. Jeg
-vil �rgre ham, til han blir fuld af filosofisk harme.
-Og s� f�r jeg ikke lov at male ham.</p>
-
-<p>Hun var kommet op p� en af de h�je skr�nter
-ud mod fjorden. Neden for plaskede b�lgerne regelm�ssigt
-i al den �vrige uorden, og n�r en stor
-b�lge fik revet toppen af, h�rtes det som en hel
+portræt, så skal han være vred, ikke forelsket. Jeg
+vil ærgre ham, til han blir fuld af filosofisk harme.
+Og så får jeg ikke lov at male ham.</p>
+
+<p>Hun var kommet op på en af de høje skrænter
+ud mod fjorden. Neden for plaskede bølgerne regelmæssigt
+i al den øvrige uorden, og når en stor
+bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel
 regnbyge.</p>
 
-<p>Hun stod p� bunden af en gryde kogende storm.
-Den, der nu kunde springe op gennem m�rket,<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[s. 134]"> </a></span>
-til stj�rnerne og se stormgryden boble sort og rasende
+<p>Hun stod på bunden af en gryde kogende storm.
+Den, der nu kunde springe op gennem mørket,<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[s. 134]"> </a></span>
+til stjærnerne og se stormgryden boble sort og rasende
 under sig!</p>
 
-<p>Vinden pressede p�, som om den opmuntrede
+<p>Vinden pressede på, som om den opmuntrede
 hende til at springe ud. Det var netop det, hun
-g�rne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
-m�rke, der vedblev at �bne sig under hende, dybere
-og dybere ned. M�rket er s� sort og bl�dt
-at falde i, og i m�rket er der ikke andet end stormen,
-der ikke har hj�rner eller skarpe kanter.</p>
-
-<p>Bl�sten tog om hende. Derved kom hun igen til
-at t�nke p� ordet jomfru. En mand havde vakt
-hendes forst�else af, at hun var jomfru. Det var
-aldrig f�r faldet hende ind, at det var en egenskab,
-s� at sige noget, hun ejede. Hun blev s� �m over
+gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
+mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere
+og dybere ned. Mørket er så sort og blødt
+at falde i, og i mørket er der ikke andet end stormen,
+der ikke har hjørner eller skarpe kanter.</p>
+
+<p>Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til
+at tænke på ordet jomfru. En mand havde vakt
+hendes forståelse af, at hun var jomfru. Det var
+aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab,
+så at sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over
 det ord og udtalte det et par gange for sig selv.</p>
 
-<p>Her oppe stod hun og s� ned p� k�rligheden.
-Hun havde ventet sig af den, at den ogs� var en
-slags storm, der rev med og ikke �nsede modstand.
-S� havde hun g�rne ladet sig rive med i aften.
-Ikke fordi hun l�ngtes efter det, men hvis k�rligheden
-var st�rkere end alt andet, s� var den netop
-det, hun �nskede at pr�ve. Men s�dan var den
+<p>Her oppe stod hun og så ned på kærligheden.
+Hun havde ventet sig af den, at den også var en
+slags storm, der rev med og ikke ænsede modstand.
+Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften.
+Ikke fordi hun længtes efter det, men hvis kærligheden
+var stærkere end alt andet, så var den netop
+det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den
 ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det,
-den skyldes for at v�re; den var ikke st�rk; og
-nu bl�ste den af hende. Forventningen om den
-store lidenskab var bl�st bort, langt ind i m�rket,
-hvor ingen kan finde den, sammen med s�
-meget andet l�st, som vinden tar med p� sin tilf�ldige
+den skyldes for at være; den var ikke stærk; og
+nu blæste den af hende. Forventningen om den
+store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket,
+hvor ingen kan finde den, sammen med så
+meget andet løst, som vinden tar med på sin tilfældige
 vej.</p>
 
-<p>Der blev vel noget tilbage; men det vilde f�rst
-f� betydning langt ude i fremtiden og var ikke
-det vigtigste i �jeblikket; det var ikke noget, der
+<p>Der blev vel noget tilbage; men det vilde først
+få betydning langt ude i fremtiden og var ikke
+det vigtigste i øjeblikket; det var ikke noget, der
 fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
-forel�big, til der blev brug for det.</p>
+foreløbig, til der blev brug for det.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[s. 135]"> </a></span></p>
 
-<p>Det var jo ogs� ham selv, der udtrykkelig havde
+<p>Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde
 kaldt hende jomfru Helga. Fordi hun var det,
-kunde hun st� her, fri og ene og ha ret til at g�
-efter et m�l, der nu var n�rmere end alt andet,
-siden k�rligheden ikke var nogen lidenskab.</p>
-
-<p>Hun gik ned ad skr�nten; det begyndte at blive
-koldt, men da hun n�rmede sig byen, hvor folk
-l� og sov fornuftigt i deres senge, ogs� den fornuftigste
-af dem alle, Niels Grandlev, s� blev hun
-underlig forstyrret i sit sv�rmeri; hun kom pludselig
-til at se hans �jne for sig, de havde vist ikke
-tabt deres magt over hende. Form�ede hun i virkeligheden
-at l�be fra ham?</p>
-
-<p>Og som om hun havde v�ret skilt fra ham i
-lange tider, f�lte hun pludselig en h�ftig l�ngsel
+kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til at gå
+efter et mål, der nu var nærmere end alt andet,
+siden kærligheden ikke var nogen lidenskab.</p>
+
+<p>Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive
+koldt, men da hun nærmede sig byen, hvor folk
+lå og sov fornuftigt i deres senge, også den fornuftigste
+af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun
+underlig forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig
+til at se hans øjne for sig, de havde vist ikke
+tabt deres magt over hende. Formåede hun i virkeligheden
+at løbe fra ham?</p>
+
+<p>Og som om hun havde været skilt fra ham i
+lange tider, følte hun pludselig en hæftig længsel
 efter ham. Det var, som om hendes sind krampagtigt
-holdt fast p� ham, netop som han syntes
-overfl�dig. Men det kunde ikke hj�lpe at vende
+holdt fast på ham, netop som han syntes
+overflødig. Men det kunde ikke hjælpe at vende
 tilbage og leve denne aften om igen. Derimod vidste
-hun nu, hvordan mindet om den vilde virke p�
-hende om et �r, om to �r. De �r skulde g� f�rst.
-Hun vilde v�re langt borte fra ham og komme til
-at holde af ham igen ligesom fra f�rst af.</p>
+hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på
+hende om et år, om to år. De år skulde gå først.
+Hun vilde være langt borte fra ham og komme til
+at holde af ham igen ligesom fra først af.</p>
 
-<p>Imidlertid skulde det andet pr�ves; hun vilde
-g� til bunds i det ogs�; det skulde s� vise sig, om
+<p>Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde
+gå til bunds i det også; det skulde så vise sig, om
 det bragte hende nogen skuffelse. Men selv om
-hun blev halvvejs mislykket p� to m�der, s� faldt
+hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt
 hun vel en gang til ro og slap ud over denne
 evindelige vaklen.</p>
 
-<p>Det blev uhyggeligt omkring hende; m�rket blev
-n�rg�ende og forvirrede hendes sind; hun kunde
-ikke t�nke klart.</p>
+<p>Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev
+nærgående og forvirrede hendes sind; hun kunde
+ikke tænke klart.</p>
 
-<p>S� samlede hun sk�rterne i venstre h�nd og tog
-vejen hjem i fire l�beture.</p>
+<p>Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog
+vejen hjem i fire løbeture.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[s. 136]"> </a></span></p>
@@ -5386,132 +5347,132 @@ vejen hjem i fire l�beture.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_13" id="KAPITEL_13"></a>KAPITEL 13</h2>
 
 
-<p>Helga v�gnede tidligt n�ste morgen; der sad en
-beslutning i hende og virkede som et v�kkeur,
-den drev hende op pr�cis klokken syv.</p>
+<p>Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en
+beslutning i hende og virkede som et vækkeur,
+den drev hende op præcis klokken syv.</p>
 
-<p>Det var hende forf�rdeligt imod at fort�lle ham
+<p>Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham
 blot en lille part af det, der havde taget magten
-over hende nu, men det kunde ikke v�re anderledes,
-han skulde ikke narres. S� blev det vel
+over hende nu, men det kunde ikke være anderledes,
+han skulde ikke narres. Så blev det vel
 forbi; fra hans standpunkt set var hun ikke til at
-holde ud, det inds� hun godt. Hun var ikke ret
-lykkelig mere; og dog skulde hun ogs� denne gang
-f� sin vilje, som hun plejede. Kunde det t�nkes,
+holde ud, det indså hun godt. Hun var ikke ret
+lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang
+få sin vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes,
 at hun var blevet mere tilfreds, om hun altid havde
 haft en til at kommandere sig? Men det var der jo
-aldrig nogen, der havde villet; s� m�tte hun da
-selv r�de.</p>
+aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da
+selv råde.</p>
 
 <p>Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom
-hun i uro for, at hun m�ske ikke bar sig klogt ad.
-Hvad vilde han g�re i et lignende tilf�lde? Han
-vilde vente og la �benhj�rtigheden afk�les ved
-hj�lp af en omgang kold fornuft.</p>
+hun i uro for, at hun måske ikke bar sig klogt ad.
+Hvad vilde han gøre i et lignende tilfælde? Han
+vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved
+hjælp af en omgang kold fornuft.</p>
 
 <p>Ja, men jeg er ikke ham!</p>
 
-<p>Han er formodenlig ikke st�et op, t�nkte hun,
-da hun stod ved hans gaded�r. Han vil ogs� finde
-det grulig naivt, at jeg s�dan kommer stormende<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[s. 137]"> </a></span>
+<p>Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun,
+da hun stod ved hans gadedør. Han vil også finde
+det grulig naivt, at jeg sådan kommer stormende<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[s. 137]"> </a></span>
 med alle mine stemninger &mdash; &mdash;. Uha, hvor jeg
 er smittet af ham. Jeg er allerede fru Grandlev
-og ikke spor andet. Jeg kan vist ikke reddes l�ngere.
-S� g�r vi hjem med erhvervelsen af den
+og ikke spor andet. Jeg kan vist ikke reddes længere.
+Så går vi hjem med erhvervelsen af den
 viden.</p>
 
 <p>Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham.
 Han var lige kommet hjem fra hotellet og sad og
 stoppede sin pibe, men den stillede han fra sig, da
-han s� hendes ansigt.</p>
+han så hendes ansigt.</p>
 
-<p>S�t dig ned, begyndte hun, du ser s� stor ud.</p>
+<p>Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.</p>
 
 <p>Han satte sig.</p>
 
-<p>� nej, sid nu ikke d�r og ta vy'er af mig, som
+<p>Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som
 om jeg var et landskab. Sig noget, at jeg kan
-h�re, du er et menneske.</p>
+høre, du er et menneske.</p>
 
-<p>Vist er jeg et menneske, delvis. Kom s� med det.</p>
+<p>Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.</p>
 
 <p>Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet,
-end at jeg har bestemt at ta ud et �rs tid.</p>
+end at jeg har bestemt at ta ud et års tid.</p>
 
-<p>For at l�re husholdning?</p>
+<p>For at lære husholdning?</p>
 
 <p>Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere
 af livet, inden jeg blir gift.</p>
 
-<p>I hvad retning? Vil du l�re noget mere eller
-more dig noget mere? Det n�gtes ikke, at her er
-en smule ensformigt. S�rligt i omegnen af mig.</p>
+<p>I hvad retning? Vil du lære noget mere eller
+more dig noget mere? Det nægtes ikke, at her er
+en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.</p>
 
 <p>Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet.
 Bare til et fornuftigt menneske, for det er jeg ikke;
 jeg er meget mere tosset, end nogen ved, du med.</p>
 
-<p>Min p�virkning g�r dig ikke klogere eller klarere?
+<p>Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere?
 Tro ikke, det undrer mig. Jeg har opfyldt
 min bestemmelse med hensyn til dig. Derefter kan
-andre ta fat, eller forts�tte med et smukkere
+andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere
 udtryk.</p>
 
-<p>Han t�ndte omhyggelig sin pibe og satte sig
-p� en anden stol. Det var ikke hans mening at<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[s. 138]"> </a></span>
-demonstrere med sin ligegyldighed, men han f�lte
-n�dvendigheden af at g�re noget, der kunde hj�lpe
-ham med at bevare sindsligev�gten.</p>
+<p>Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig
+på en anden stol. Det var ikke hans mening at<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[s. 138]"> </a></span>
+demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte
+nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe
+ham med at bevare sindsligevægten.</p>
 
 <p>Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse,
-at forholdet mellem os skal l�ses p� en l�mpelig
-m�de. Du antydede en dag, at du tr�ngte til
-st�rkere &mdash; stemninger, end de kan &mdash; opdrives her.
+at forholdet mellem os skal løses på en læmpelig
+måde. Du antydede en dag, at du trængte til
+stærkere &mdash; stemninger, end de kan &mdash; opdrives her.
 Dit andet mandsideal &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Dette her har ikke noget som helst med m�nd at
-g�re. Du er mig god nok som s�dan &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Dette her har ikke noget som helst med mænd at
+gøre. Du er mig god nok som sådan &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Det udtryk er nederdr�gtigt, men betegnende.
-Du tog n�mlig grundigt fejl i g�r. Jeg syntes, det
+<p>Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende.
+Du tog næmlig grundigt fejl i går. Jeg syntes, det
 var en af vore store dage, for dig var det kun et
-mislykket fors�g; det var alligevel ikke stort nok,
+mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok,
 ikke den barbariske lidenskab, du har fablet om,
 og det er du omsider klar over.</p>
 
-<p>Ja, du kan jo altid lave det s�dan, at du f�r
+<p>Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får
 ret, fordi du er den klogeste; men jeg tror ikke, at
 den klogeste altid har ret. Men hvis du mener, at
-du kan v�re tjent med mig, hvorfor siger du s�
+du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så
 ikke: Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med
-mig om to m�neder. Skynd dig s� hjem og f�
-dig det n�dvendigste udstyr.</p>
+mig om to måneder. Skynd dig så hjem og få
+dig det nødvendigste udstyr.</p>
 
-<p>S�dan taler det ideal af en mand, der kunde
-ha gjort denne udrejse helt overfl�dig. Da der imidlertid
-kun haves mig, s� skal der mere til.</p>
+<p>Sådan taler det ideal af en mand, der kunde
+ha gjort denne udrejse helt overflødig. Da der imidlertid
+kun haves mig, så skal der mere til.</p>
 
 <p>Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og
 din logik og din lange pibe, I er tre mandfolk &mdash; &mdash;
-jeg har nok at g�re med at klare mig mod den ene
+jeg har nok at gøre med at klare mig mod den ene
 af jer.</p>
 
-<p>Hun s� �ldre ud i dette �jeblik, end hun plejede;
+<p>Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede;
 der antydedes furer om munden, ansigtet blev bredere,
-og �jnene fik et sm�rteligt udtryk, som s�<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[s. 139]"> </a></span>
+og øjnene fik et smærteligt udtryk, som så<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[s. 139]"> </a></span>
 de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et
-stateligt hoved med alderen, t�nkte han. En st�rk
-sj�l. Han vilde v�re glad, om han havde nogen
-del i dens udvikling; ogs� det var et v�rk &mdash; i
-stedet for det, der m�ske ikke blev til noget.</p>
-
-<p>Nu har jeg ogs� glemt alt, hvad jeg vilde sige
-dig, men jeg kan godt n�jes med at sige dig bare
-een ting: Jeg holder lige s� meget af dig nu som i
-aftes, men det kan ikke m�rkes altid, fordi der er
-noget imellem, og du kan ikke f� det bort; s� m�
-jeg jo selv pr�ve. Og hvis du vil vente p� mig,
-s� kommer jeg tilbage &mdash; &mdash;.</p>
+stateligt hoved med alderen, tænkte han. En stærk
+sjæl. Han vilde være glad, om han havde nogen
+del i dens udvikling; også det var et værk &mdash; i
+stedet for det, der måske ikke blev til noget.</p>
+
+<p>Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige
+dig, men jeg kan godt nøjes med at sige dig bare
+een ting: Jeg holder lige så meget af dig nu som i
+aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er
+noget imellem, og du kan ikke få det bort; så må
+jeg jo selv prøve. Og hvis du vil vente på mig,
+så kommer jeg tilbage &mdash; &mdash;.</p>
 
 <p>Hvor meget af dig kommer der tilbage?</p>
 
@@ -5520,18 +5481,18 @@ s� kommer jeg tilbage &mdash; &mdash;.</p>
 <p>Det meget mer vil til den tid se meget mindre
 i mig.</p>
 
-<p>Dersom du vil slippe den pibe, s� vil jeg sidde
-p� dit sk�d og sige dig noget. &mdash; Tak. Der kommer
-en tid, da jeg altid vil holde lige s� meget af
+<p>Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde
+på dit skød og sige dig noget. &mdash; Tak. Der kommer
+en tid, da jeg altid vil holde lige så meget af
 dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente
-s� l�nge.</p>
+så længe.</p>
 
-<p>Ja, og hvis jeg s� er den samme som nu, t�nkte
-han og str�g h�ret ind bag hendes �re. &mdash; Der
-g�rer nok mange m�rkelige ting i dette kvindehoved,
-sa han, og n�r det er f�rdigt, s� kommer
-f�rst den tid, da vi kan begynde at v�re helt
-lykkelige &mdash; det, der s� er igen af os.</p>
+<p>Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte
+han og strøg håret ind bag hendes øre. &mdash; Der
+gærer nok mange mærkelige ting i dette kvindehoved,
+sa han, og når det er færdigt, så kommer
+først den tid, da vi kan begynde at være helt
+lykkelige &mdash; det, der så er igen af os.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[s. 140]"> </a></span></p>
@@ -5544,183 +5505,183 @@ lykkelige &mdash; det, der s� er igen af os.</p>
 
 <p>Natten kommer, da ingen kan arbejde.</p>
 
-<p>N�sten hver aften mindedes Helga disse
+<p>Næsten hver aften mindedes Helga disse
 bibelens ord; de fik nu betydning, som de aldrig
-havde haft f�r, ti det at oph�re med arbejdet var
-for hende en s�rgelig n�dvendighed; at g� til ro
-var tidsspilde. Hun kl�dte sig uvilligt af og blev
-rent ut�lmodig, n�r hun kom i seng, for nu gjaldt
-det jo om at falde i s�vn s� hurtigt som muligt
-og f� den ulykkelige nat overst�et og n� den ny
-dag, som l� bag ved. Hun kunde blive gr�def�rdig,
-n�r ut�lmodigheden eller arbejdets brand,
+havde haft før, ti det at ophøre med arbejdet var
+for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro
+var tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev
+rent utålmodig, når hun kom i seng, for nu gjaldt
+det jo om at falde i søvn så hurtigt som muligt
+og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny
+dag, som lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig,
+når utålmodigheden eller arbejdets brand,
 der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
-og hun l� d�r til ingen nytte.</p>
+og hun lå dær til ingen nytte.</p>
 
 <p>Dagen var det eneste, der duede. Den signede
-dag med fryd vi ser &mdash; &mdash;. Det allerf�rste lyssk�r
-v�kkede hende; der var ingen tid til dr�m eller
-blunden, hun var helt v�gen, midt ude i det kommende
-arbejde, s� snart hun havde lukket �jnene
+dag med fryd vi ser &mdash; &mdash;. Det allerførste lysskær
+vækkede hende; der var ingen tid til drøm eller
+blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende
+arbejde, så snart hun havde lukket øjnene
 op. Tilmed var det i den tid, da dagen er i tiltagen.
 Dagen voksede, ligesom alt andet voksede.
-Det blev til en fast og sammenh�ngende tilfredshed.
+Det blev til en fast og sammenhængende tilfredshed.
 Igen en gang havde hun fundet det rette, og
-i det �jeblik da trangen dertil var st�rst.</p>
+i det øjeblik da trangen dertil var størst.</p>
 
-<p>Lidt op p� dagen, n�r hun allerede havde udrettet<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[s. 141]"> </a></span>
-en hel del, meldte sig de to sm�piger, som
-hun var l�rerinde for. Hun havde n�mlig f�et
-plads som l�rerinde p� en g�rd t�t uden for K�benhavn,
+<p>Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[s. 141]"> </a></span>
+en hel del, meldte sig de to småpiger, som
+hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået
+plads som lærerinde på en gård tæt uden for København,
 og hun havde ikke fortalt nogen der
 hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
-s�ge ud; de skulde ingenting vide, f�r der var et
+søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et
 resultat at opvise.</p>
 
-<p>Om eftermiddagen var hun i K�benhavn og fik
-undervisning i tegning og maling. Hendes l�rer,
-der var bekendt for sine interi�rer fra b�nderg�rde,
-havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine fors�g,
-men blot erkl�ret sig villig til at gi hende
-undervisning. Han var en stilf�rdig, massivt bygget,
+<p>Om eftermiddagen var hun i København og fik
+undervisning i tegning og maling. Hendes lærer,
+der var bekendt for sine interiører fra bøndergårde,
+havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg,
+men blot erklæret sig villig til at gi hende
+undervisning. Han var en stilfærdig, massivt bygget,
 yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
-var til at ta fejl af. Han smilede, da han s� skitsen
-med tyren, men bad derefter, om han m�tte se,
-hvad hun havde lavet hos sin f�rste l�rer. Da han
+var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen
+med tyren, men bad derefter, om han måtte se,
+hvad hun havde lavet hos sin første lærer. Da han
 senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
-sp�rge, hvor hun var f�dt, og med det samme fortalte
+spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte
 han, at hjemme hos hans faer havde de aldrig
-holdt tyr. Han talte ikke meget, og n�r det
-ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig p� en
-eftergivende, indr�mmende m�de, der formodenlig
-skulde betyde, at han ikke la videre v�gt p� sin
-egen mening om den ting. Helga havde den allerst�rste
+holdt tyr. Han talte ikke meget, og når det
+ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en
+eftergivende, indrømmende måde, der formodenlig
+skulde betyde, at han ikke la videre vægt på sin
+egen mening om den ting. Helga havde den allerstørste
 respekt for ham; hans ros bestod i det ene
-ord Ja! Men var der noget i vejen, s� benyttede
+ord Ja! Men var der noget i vejen, så benyttede
 han hellere pensel eller blyant end ord. Betalingen
 for undervisningen plejede han hastigt og forlegent
-at stikke i vestelommen uden nogen bem�rkning.</p>
+at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.</p>
 
-<p>Ogs� Helga blev stille og lidet meddelsom i
+<p>Også Helga blev stille og lidet meddelsom i
 denne arbejdets tid. Hun havde ikke noget at spekulere
-over, siden alt nu gik sin j�vne gang. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[s. 142]"> </a></span>
-t�nkte ikke mere end en god jagthund i funksjon;
+over, siden alt nu gik sin jævne gang. Hun<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[s. 142]"> </a></span>
+tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon;
 ligesom den, bestod hun ikke af andet end iagttagelse
 og handling, og ad den yderst korte vej,
 som hos hende forbandt disse to virksomheder, foregik
-al hendes t�nkning.</p>
+al hendes tænkning.</p>
 
 <p>Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter
-et par m�neders forl�b. Da f�lte hun det pludselig,
-som om hun ikke kunde komme l�ngere; arbejdsmassen
-gjorde ligesom aktiv modstand og st�dte
-hende tilbage, hun var magtesl�s; det kom uden
-foreg�ende varsel af nogen art. Hun k�mpede med
-det en uge; s� m�dte hun en dag uden rekvisitter.
-Hun mente, det var en fuldst�ndig misforst�else
+et par måneders forløb. Da følte hun det pludselig,
+som om hun ikke kunde komme længere; arbejdsmassen
+gjorde ligesom aktiv modstand og stødte
+hende tilbage, hun var magtesløs; det kom uden
+foregående varsel af nogen art. Hun kæmpede med
+det en uge; så mødte hun en dag uden rekvisitter.
+Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse
 med hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin
-�rlige mening om sagen. Han blev meget forundret,
-og f�rst da hun h�ftigt og bittert havde forklaret
-ham, hvad der var �rsagen til denne bratte
-opgivelse, begyndte han at forst�, og han fortalte
+ærlige mening om sagen. Han blev meget forundret,
+og først da hun hæftigt og bittert havde forklaret
+ham, hvad der var årsagen til denne bratte
+opgivelse, begyndte han at forstå, og han fortalte
 hende, at det var noget, enhver kunstner kendte,
-selv om han var udl�rt. Hun havde formodenlig
+selv om han var udlært. Hun havde formodenlig
 arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i
-mag, da al for stor iver m�ske kunde blive skadelig
+mag, da al for stor iver måske kunde blive skadelig
 for hendes fremskridt. Hun blev straks beroliget
-og fandt sin egen adf�rd meget tosset og ubet�nksom.</p>
+og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.</p>
 
 <p>Med denne begivenhed var det nyes fanatisme
-overst�et; hun var sluppet gennem den skinnende
-sky af begejstring, der f�rer ind til det j�vne arbejde,
+overstået; hun var sluppet gennem den skinnende
+sky af begejstring, der fører ind til det jævne arbejde,
 og hun gjorde bekendtskab med arbejdet,
-som det tar sig ud i den daglige omgang. Det f�les
+som det tar sig ud i den daglige omgang. Det føles
 afvekslende varmt eller koldt; man iler til det med
-lyst, og man udretter det med k�ligt sind, som
-noget, der er organisk forbundet med ens tilv�relse<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[s. 143]"> </a></span>
-og ikke t�r fors�mmes; det skifter i ens opfattelse
-som selve de mennesker, man omg�s; det synes
+lyst, og man udretter det med køligt sind, som
+noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse<span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[s. 143]"> </a></span>
+og ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse
+som selve de mennesker, man omgås; det synes
 gammelt, og det fornyer sig, det slipper ens sind og
-griber det endnu st�rkere; det pr�ger ens vaner
-og blir en del af den form, hvori ens tilv�relse st�bes,
-det kan ikke bedre undv�res end de mennesker,
-man er vant til, men det kan undertiden fylde s�
-st�rkt, at mennesker blir overfl�dige.</p>
+griber det endnu stærkere; det præger ens vaner
+og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes,
+det kan ikke bedre undværes end de mennesker,
+man er vant til, men det kan undertiden fylde så
+stærkt, at mennesker blir overflødige.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
 <p>Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by
 og vidste ikke andet at fylde ensomheden med end
-en redeg�relse af forholdet mellem ham og hende.
-N�r den var f�rdig, vilde han ta fat p� mindre
-p�tr�ngende sager, muligvis forarbejder til det
-store v�rk om sprogets liv, som for resten havde
-v�ret helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.</p>
+en redegørelse af forholdet mellem ham og hende.
+Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre
+påtrængende sager, muligvis forarbejder til det
+store værk om sprogets liv, som for resten havde
+været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.</p>
 
 <p>Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af
-stor sykologisk interesse, t�nkte han som et forel�bigt
-resultat af sine unders�gelser, og han udarbejdede
-en halv sp�gefuld afhandling om �mnet.</p>
-
-<p>Jeg kommer hende i m�de med en h�j kultur,
-hun p� sin side har intet uden ungdom og friskhed
-&mdash; det er kulturen og barbariet, der t�rner sammen.
-Hvad der er sket i historiens forl�b mere end
-een gang, det indtr�ffer ogs� her: den naturlige
+stor sykologisk interesse, tænkte han som et foreløbigt
+resultat af sine undersøgelser, og han udarbejdede
+en halv spøgefuld afhandling om æmnet.</p>
+
+<p>Jeg kommer hende i møde med en høj kultur,
+hun på sin side har intet uden ungdom og friskhed
+&mdash; det er kulturen og barbariet, der tørner sammen.
+Hvad der er sket i historiens forløb mere end
+een gang, det indtræffer også her: den naturlige
 kraft sejrer. Den tilegner sig det af kulturen, som
-den har brug for; det �vrige ringeagter den og
-tr�der det helst ned. Barbaren m�ber vel beundrende
-over den andens �ndelige overlegenhed, men
-han �nsker ikke at eje den, da han selv besidder
-handlingens overlegenhed, der er ham mere v�rd.
-Men kulturmennesket &mdash; in casu: jeg &mdash; er ikke s�<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[s. 144]"> </a></span>
-v�rdil�s, som handlingens hurtigt d�mmende barbar
-tillader sig at mene. Jeg repr�senterer det
-beskuende element; ogs� jeg kommer til resultater,
-selv om de ligger l�ngere borte fra �jeblikket, som
+den har brug for; det øvrige ringeagter den og
+træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende
+over den andens åndelige overlegenhed, men
+han ønsker ikke at eje den, da han selv besidder
+handlingens overlegenhed, der er ham mere værd.
+Men kulturmennesket &mdash; in casu: jeg &mdash; er ikke så<span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[s. 144]"> </a></span>
+værdiløs, som handlingens hurtigt dømmende barbar
+tillader sig at mene. Jeg repræsenterer det
+beskuende element; også jeg kommer til resultater,
+selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som
 barbaren elsker over alt. Handling og beskuelse
-&mdash; det er de to stadier; jeg tilh�rer det andet, der
-er det h�jere, og tillige det, der er undergangen
-n�rmest. Handling og beskuelse &mdash; kraft og visdom,
-disse to ting udvikles af og fort�rer hinanden.
-Kraften s�tter sin sidste blomst i visdommen og
-visner dern�st; det er den ufrugtbare slutning p�
-udviklingen, ti dette fr� visdommen er ikke spiredygtigt.</p>
-
-<p>Jeg indr�mmer derfor det naturlige i, at jeg er
-den v�senligt tabende; jeg erkender min del af nederlaget;
+&mdash; det er de to stadier; jeg tilhører det andet, der
+er det højere, og tillige det, der er undergangen
+nærmest. Handling og beskuelse &mdash; kraft og visdom,
+disse to ting udvikles af og fortærer hinanden.
+Kraften sætter sin sidste blomst i visdommen og
+visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på
+udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.</p>
+
+<p>Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er
+den væsenligt tabende; jeg erkender min del af nederlaget;
 jeg er den, der lades tilbage og er ilde
-stillet i ensomheden, mens den anden g�r bort og
-sejrrigt forts�tter sin udvikling. Men idet jeg er
-sl�et, s� vinder jeg dog en sejr i min beskuelse;
-jeg <em>forst�r</em> alt, hvad der er h�ndet mig; jeg kan
-p�vise alle de love, der har virket til mit tab; jeg
+stillet i ensomheden, mens den anden går bort og
+sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er
+slået, så vinder jeg dog en sejr i min beskuelse;
+jeg <em>forstår</em> alt, hvad der er hændet mig; jeg kan
+påvise alle de love, der har virket til mit tab; jeg
 kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med
 mit eget fald. Det er min triumf, at jeg kan bevise,
-at det ikke kunde g� anderledes, end det
-er g�et.</p>
+at det ikke kunde gå anderledes, end det
+er gået.</p>
 
-<p>S�ledes ser den ideelle visdom ud, og dersom
+<p>Således ser den ideelle visdom ud, og dersom
 jeg ejede den mere end blot et minut ad gangen,
-s� vilde jeg g�rne sl� mig til ro i den, men jeg kan
-ikke kalde den min; jeg forst�r den og kan n�sten
-med fuldkommenhed s�tte mig ind i, hvordan den
+så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men jeg kan
+ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten
+med fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den
 er at eje, men det er ikke mig, der er indehaver af
-den; jeg har kun f�et lov at beskue den en gang.
-Det er end ikke alene visdommen, jeg �nsker; ti<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[s. 145]"> </a></span>
-mit hj�rte er delt og h�nger mere end halvt ved
+den; jeg har kun fået lov at beskue den en gang.
+Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[s. 145]"> </a></span>
+mit hjærte er delt og hænger mere end halvt ved
 barbaren, der er draget gennem mit land og har
-taget det med, hun kunde bruge og gjort det �vrige
-v�rdil�st i mine �jne, og til tak for dette har jeg
-vel et l�fte om, at min barbar kommer tilbage, men
-hvor kan jeg stole p� det? Hvad tillokkende kan
-der v�re ved et land, hvorfra hun allerede har
+taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige
+værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg
+vel et løfte om, at min barbar kommer tilbage, men
+hvor kan jeg stole på det? Hvad tillokkende kan
+der være ved et land, hvorfra hun allerede har
 taget det, hun havde brug for?</p>
 
-<p>Og hvis det sker, som der dog er p�viselig sandsynlighed
+<p>Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed
 for: at visdommen en gang tar varigere
 ophold hos mig, har jeg da ikke endnu mindre udsigt
-til at f� min barbar hjem igen?</p>
+til at få min barbar hjem igen?</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[s. 146]"> </a></span></p>
@@ -5732,301 +5693,301 @@ til at f� min barbar hjem igen?</p>
 
 
 <p>Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon
-og lod sig vise vejen til Lindagerg�rd. Det
-var i Pinsen. Fjorten dage havde det v�ret sommer;
-han kunde ikke udholde ensomheden l�ngere.
-Vinteren var g�et nogenlunde, for�rets v�de og
-uf�re havde holdt ham inden d�re og gjort hans
-sind t�lsomt, men nu var det alts� sommer, og
-t�lmodighedens filosofiske tid var til ende. Han
-m�tte vide, hvordan han var stillet; Helgas breve
-havde v�ret s� tilfredse og intetsigende; han vilde
-se og h�re hende selv; hendes hemmelighed, som
-han jo godt kendte, m�tte det nu v�re forbi med.</p>
+og lod sig vise vejen til Lindagergård. Det
+var i Pinsen. Fjorten dage havde det været sommer;
+han kunde ikke udholde ensomheden længere.
+Vinteren var gået nogenlunde, forårets væde og
+uføre havde holdt ham inden døre og gjort hans
+sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og
+tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han
+måtte vide, hvordan han var stillet; Helgas breve
+havde været så tilfredse og intetsigende; han vilde
+se og høre hende selv; hendes hemmelighed, som
+han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med.</p>
 
 <p>Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede
-han sig selv, men n�den driver mig; jeg bryder ud
+han sig selv, men nøden driver mig; jeg bryder ud
 af min ensomhed, hvor jeg er ved at omkomme, og
-har jeg andre steder at g� end til hende? Vi skal
-nu se, hvordan jeg virker p� hende. Vi m� regne
+har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal
+nu se, hvordan jeg virker på hende. Vi må regne
 <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: men">med</a> den mulighed, at hun ganske har glemt mig;
-i halvandet �r har hun faktisk v�ret uden for min
-indflydelse; m�ske hun nu er helt uimodtagelig for
-den; hendes udvikling vil det ikke skade. N�r jeg
-f�r har fors�gt at drage hende ind i min tankeverden,
-som hun n�rer en mystisk respekt for, da
-har hun vel snarest v�ret til mode som et insekt,<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[s. 147]"> </a></span>
-der lammes med et stik af en gravhveps og sl�bes
+i halvandet år har hun faktisk været uden for min
+indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for
+den; hendes udvikling vil det ikke skade. Når jeg
+før har forsøgt at drage hende ind i min tankeverden,
+som hun nærer en mystisk respekt for, da
+har hun vel snarest været til mode som et insekt,<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[s. 147]"> </a></span>
+der lammes med et stik af en gravhveps og slæbes
 af sted. Hun kan undertiden forstumme og blive
-forsvarsl�s over for min t�nkning, men hun plejer
-ogs� hurtigt at kunne rive sig ud af narkosen, is�r
-ved synet af noget, der mods�tningsvis er liv, og
-s� flygter hun. T�nkeligvis er hun nu aldeles uangribelig.</p>
+forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer
+også hurtigt at kunne rive sig ud af narkosen, især
+ved synet af noget, der modsætningsvis er liv, og
+så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu aldeles uangribelig.</p>
 
-<p>Mens han gik ned ad en markvej, s� han hende
+<p>Mens han gik ned ad en markvej, så han hende
 sidde ved et staffeli og male. Foran hende stod en
 tyrekalv; ved siden af en mand.</p>
 
 <p>Var det manden eller kalven, han skulde opfatte
 som sin medbejler? Han trak sig i ethvert fald tilbage,
 siden han allerede var stillet uden for som en,
-der ikke h�rer med. Han overvejede, om han skulde
-g� igen, da s� Helga rejste sig og vinkede med
-paletten. S� var det vel bedst, han gik n�rmere;
-han fandt et g�rde, hvor han satte sig uden just
+der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde
+gå igen, da så Helga rejste sig og vinkede med
+paletten. Så var det vel bedst, han gik nærmere;
+han fandt et gærde, hvor han satte sig uden just
 at se hen efter hende.</p>
 
-<p>Lidt efter h�rte han hende komme l�bende; han
+<p>Lidt efter hørte han hende komme løbende; han
 rejste sig langsomt.</p>
 
-<p>Goddag, gamle; nu er jeg f�rdig. Det var bare
-lige halen, jeg skulde ha givet et par str�g. Hvordan
+<p>Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare
+lige halen, jeg skulde ha givet et par strøg. Hvordan
 har du det? Hvorfor kommer du ikke hen og
-ser p� det?</p>
+ser på det?</p>
 
-<p>Jeg vilde ikke g�re kalven bange.</p>
+<p>Jeg vilde ikke gøre kalven bange.</p>
 
-<p>Det var p�nt af dig. Kom s�.</p>
+<p>Det var pænt af dig. Kom så.</p>
 
 <p>Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en
-mere omst�ndelig forklaring end blot at sige:
-Kom s�.</p>
+mere omstændelig forklaring end blot at sige:
+Kom så.</p>
 
-<p>N�, ja. &mdash; Hun la b�gge h�nder p� hans skuldre
-og s� glad p� ham. Ja, nu ved du alts�, at
-jeg maler. Men kom f�rst hen og se, hvordan
+<p>Nå, ja. &mdash; Hun la bægge hænder på hans skuldre
+og så glad på ham. Ja, nu ved du altså, at
+jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan
 det er.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[s. 148]"> </a></span></p>
 
-<p>Hvorfor egenlig? t�nkte han; der afh�nger jo
-intet af min dom. Hvis jeg ikke synes om det, s�
-er det kedeligt og tillige dumt, men det g�r hverken
+<p>Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo
+intet af min dom. Hvis jeg ikke synes om det, så
+er det kedeligt og tillige dumt, men det gør hverken
 fra eller til.</p>
 
-<p>Han beh�vede ikke at se l�nge p� maleriet for
+<p>Han behøvede ikke at se længe på maleriet for
 at blive overbevist om, at hun havde talent.</p>
 
-<p>Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forst�, at du
+<p>Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du
 nu har fundet noget, der tilfredsstiller dig. Det
-m� v�re en stor gl�de i mods�tning til det tidligere.</p>
-
-<p>Dersom du havde ventet et par dage endnu, s�
-var jeg selv kommet med billedet og havde h�ngt
-det op p� din v�g. Men det g�r jo ikke noget, at
-du selv kommer og henter det, tilf�jede hun i en
-skuffet tone. Skal vi g� hjem til mig og tale
-n�rmere om det? &mdash; Det er mit svendestykke, vedblev
+må være en stor glæde i modsætning til det tidligere.</p>
+
+<p>Dersom du havde ventet et par dage endnu, så
+var jeg selv kommet med billedet og havde hængt
+det op på din væg. Men det gør jo ikke noget, at
+du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en
+skuffet tone. Skal vi gå hjem til mig og tale
+nærmere om det? &mdash; Det er mit svendestykke, vedblev
 hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
-i fjor efter�r; den gang skulde det ha v�ret
-en all� af gamle, st�vnede popler, dem har jeg
-n�mlig forset mig p� for mange tider siden, en dag,
-jeg led s�dan af ulykkelig k�rlighed til dig. Jeg
+i fjor efterår; den gang skulde det ha været
+en allé af gamle, stævnede popler, dem har jeg
+næmlig forset mig på for mange tider siden, en dag,
+jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg
 havde ellers det hele: skumringen og en roemark
-og gule blade hen ad en gr�ftekant, men hr. Olsen
-mente, det var for sv�rt, og s� lod jeg v�re, for jeg
-g�r altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
-tyrekalven, og n�r det blir efter�r, s� &mdash; &mdash; &mdash;. Men
-jeg tror virkelig ikke, du h�rer, hvad jeg siger.
+og gule blade hen ad en grøftekant, men hr. Olsen
+mente, det var for svært, og så lod jeg være, for jeg
+gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
+tyrekalven, og når det blir efterår, så &mdash; &mdash; &mdash;. Men
+jeg tror virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger.
 Hvor er du henne?</p>
 
-<p>Jeg er ved det sted: Jeg g�r altid, hvad han
+<p>Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han
 siger. Denne "han" er ikke mig.</p>
 
-<p>Han er min l�rer; det er noget andet.</p>
+<p>Han er min lærer; det er noget andet.</p>
 
 <p>Han er en mand, der er dig overlegen i een<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[s. 149]"> </a></span>
 henseende i alt fald. Jeg er det i ingen; men den
-mand har jeg ikke lyst til at v�re.</p>
+mand har jeg ikke lyst til at være.</p>
 
-<p>Men k�reste &mdash; &mdash; &mdash; er du skinsyg?</p>
+<p>Men kæreste &mdash; &mdash; &mdash; er du skinsyg?</p>
 
 <p>Har jeg grund til det?</p>
 
 <p>Nej.</p>
 
-<p>S� er jeg det ikke.</p>
+<p>Så er jeg det ikke.</p>
 
 <p>Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig
 ikke overlegen i alle henseender?</p>
 
-<p>Jo, i en del. Men ikke i nogen, du s�tter pris
-p�. Jeg st�r over dig i mange ting, men da de
-er uden v�rdi i dine �jne, s� er det jo ligegyldigt.</p>
+<p>Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris
+på. Jeg står over dig i mange ting, men da de
+er uden værdi i dine øjne, så er det jo ligegyldigt.</p>
 
-<p>Og jeg overg�r dig i noget, som ogs� er dig
-ligegyldigt. Det g�r op.</p>
+<p>Og jeg overgår dig i noget, som også er dig
+ligegyldigt. Det går op.</p>
 
 <p>Alt, hvad der har noget som helst med dig at
-g�re, har den allerst�rste interesse for mig. Det er
-derfor, jeg er afh�ngig, mens du er fri. Og sk�nt
-jeg deler din gl�de, har aldrig noget gjort mig s�
-ondt som at erfare, at du s�dan har skjult alt dette
-for mig. Du var s� stolt i din overbevisning, at
-du forsm�ede at ha mig som vidne til din udvikling.</p>
-
-<p>K�reste, det har fra allerf�rst v�ret min hensigt
-at fort�lle dig alting; jeg begyndte ogs� p�
-det, men du forekom mig s� uvillig og fremmed &mdash;
-m�ske har jeg taget fejl. &mdash; Og altid n�r jeg kom
-lidt ind p� det sp�rgsm�l, s� talte du p� en m�de,
+gøre, har den allerstørste interesse for mig. Det er
+derfor, jeg er afhængig, mens du er fri. Og skønt
+jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig så
+ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette
+for mig. Du var så stolt i din overbevisning, at
+du forsmåede at ha mig som vidne til din udvikling.</p>
+
+<p>Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt
+at fortælle dig alting; jeg begyndte også på
+det, men du forekom mig så uvillig og fremmed &mdash;
+måske har jeg taget fejl. &mdash; Og altid når jeg kom
+lidt ind på det spørgsmål, så talte du på en måde,
 der fik mig til at tvivle om mig selv, og jeg har
-virkelig v�ret i tvivl det meste af tiden. Men s�
-besluttede jeg, at det skulde ikke v�re pjank l�ngere;
+virkelig været i tvivl det meste af tiden. Men så
+besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere;
 jeg vilde ha et bestemt resultat at komme til
-dig med. Det m�tte du synes bedst om, for du
-holder jo selv p� de bestemte resultater, og det var
-uforsvarligt at m�de med halvvejs snak. Og der
-kan ogs� ha v�ret den grund, at du ikke beh�vede<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[s. 150]"> </a></span>
-at tro p� mit talent. Og man finder jo mistillid
+dig med. Det måtte du synes bedst om, for du
+holder jo selv på de bestemte resultater, og det var
+uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der
+kan også ha været den grund, at du ikke behøvede<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[s. 150]"> </a></span>
+at tro på mit talent. Og man finder jo mistillid
 nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at
-m�de med.</p>
+møde med.</p>
 
-<p>Jeg er fuldst�ndig overbevist, Helga; du g�r alt
-s� uhyre simpelt. Og nu skal jeg forklare dig
+<p>Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt
+så uhyre simpelt. Og nu skal jeg forklare dig
 noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt ved at
-forst�. I din tilv�relse er jeg kun et overvundet
+forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet
 stadium; jeg begyndte at blive det, da du tog den
 beslutning at skjule noget for mig, og dette her er
-slutningen p� det.</p>
+slutningen på det.</p>
 
 <p>Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le,
 i den grad var hendes sind stemt til alt andet end
-h�jtidelighed.</p>
+højtidelighed.</p>
 
 <p>Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du
-vidste, hvordan jeg har tr�ngt til dig, hver gang
-jeg har lavet noget godt. Jeg kunde g�rne haft
+vidste, hvordan jeg har trængt til dig, hver gang
+jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne haft
 lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg
-havde t�nkt, det skulde ha v�ret s�dan en fest,
-n�r du s� mit f�rste billede, og det skal det ogs�!</p>
+havde tænkt, det skulde ha været sådan en fest,
+når du så mit første billede, og det skal det også!</p>
 
 <p>Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en,
 du kommer hen til og er glad hos over noget, du
-har gjort, som er vigtigere end han selv; i l�ngden
-vil du ogs� f�le, at det er noget lidt at ha en mand
-g�ende til. Se, hvordan vi m�des her. Du kommer
+har gjort, som er vigtigere end han selv; i længden
+vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand
+gående til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer
 fra dit arbejde, glad og overbevist, men fordi du er
-helt lykkelig, vil du ikke derfor undv�re k�rligheden;
+helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære kærligheden;
 det er tjenligst at beholde mig &mdash; en stund
 endnu. Og hvor kommer <em>jeg</em> fra? Fra ensomhed,
 fra tvivl, fra mange dages ingenting, for jeg har
-alt mit, hvor du er. Ti det er en overv�ldende
-opdagelse, at du helt optager min tilv�relse, alt
+alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende
+opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt
 andet har du gjort til tomhed. Jeg anede ikke,
-hvad jeg manglede, den gang du blev min k�reste;<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[s. 151]"> </a></span>
-nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, n�r du
+hvad jeg manglede, den gang du blev min kæreste;<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[s. 151]"> </a></span>
+nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du
 er borte.</p>
 
-<p>Se, s�ledes kommer vi hinanden i m�de. Du har
-alting, men jeg <span class="corr" title="var: maa">m�</span> gribe efter dig for at f� noget,
-men har jeg dig? Forholdet imellem os er fuldst�ndig
-vendt om, s� at hvis du var manden, s�
+<p>Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har
+alting, men jeg <span class="corr" title="var: maa">må</span> gribe efter dig for at få noget,
+men har jeg dig? Forholdet imellem os er fuldstændig
+vendt om, så at hvis du var manden, så
 var det godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil,
-at jeg skulde leve afh�ngig af dig. Vi er m�dtes
-en gang, og vi er nu p� det sted, hvor det er sundest
-at skilles. Du er opadg�ende, mens jeg drives
-den anden vej. Det er vist ikke sj�ldent, at en livsdygtig
-kvinde tr�ffer p� en mand, der er i neddrift
+at jeg skulde leve afhængig af dig. Vi er mødtes
+en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er sundest
+at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives
+den anden vej. Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig
+kvinde træffer på en mand, der er i neddrift
 og forelsker sig i ham. Han kommer der fra, hvor
-hun str�ber hen, og s� f�res de mod hinanden, og
-m�ske det er grunden til, at de tiltr�kkes st�rkere.
-Men den dag, hun m�rker neddriften i ham, mon
+hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og
+måske det er grunden til, at de tiltrækkes stærkere.
+Men den dag, hun mærker neddriften i ham, mon
 hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun vil
-overveje, om hun virkelig b�r la sig tr�kke ned med
-ham, men helst vil hun v�re fri. Neddriften i mig,
-det er disse gr�nende vismands-tanker.</p>
+overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med
+ham, men helst vil hun være fri. Neddriften i mig,
+det er disse grånende vismands-tanker.</p>
 
-<p>Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg p�
-ham; hun var n�r ved at gr�de, men s� rettede
+<p>Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på
+ham; hun var nær ved at græde, men så rettede
 hun sig og sa:</p>
 
-<p>Det er en forf�rdelig magt, dine ord har! Hvis
-jeg var lige s� begavet som du, kunde jeg n�mt
-<span class="sic" title="[sic]">resikere</span> at forst� dig og mene det samme om os to
+<p>Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis
+jeg var lige så begavet som du, kunde jeg næmt
+<span class="sic" title="[sic]">resikere</span> at forstå dig og mene det samme om os to
 som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
-alligevel tar du helt kr�fterne fra mig, s�dan som
-du taler. Men sk�nt der er s�dan en styrke i dine
-ord, s� siger du dog, du er gammel.</p>
+alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som
+du taler. Men skønt der er sådan en styrke i dine
+ord, så siger du dog, du er gammel.</p>
 
-<p>G�r et slags fors�g p� at forst� mig, Helga. Det
+<p>Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det
 er forskellen imellem os, der hos mig fremkalder
-denne f�lelse af at v�re gammel. Det er mig ut�leligt<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[s. 152]"> </a></span>
-at v�re f�rdig med min udvikling, mens du
+denne følelse af at være gammel. Det er mig utåleligt<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[s. 152]"> </a></span>
+at være færdig med min udvikling, mens du
 lever her ved siden af mig og stadig fornyer dig.
-Hvert nyt v�rk, du frembringer, vil for�rsage en
-tilsvarende forn�mmelse af tomhed og �ldethed hos
-mig. Du vil ogs� selv l�gge m�rke til det med
-tiden. Du belyser p� en underlig m�de min skr�belighed;
-jeg ser den kun rigtigt, n�r du er i n�rheden.
+Hvert nyt værk, du frembringer, vil forårsage en
+tilsvarende fornæmmelse af tomhed og ældethed hos
+mig. Du vil også selv lægge mærke til det med
+tiden. Du belyser på en underlig måde min skrøbelighed;
+jeg ser den kun rigtigt, når du er i nærheden.
 Jeg ved ikke, om du vil kalde det sygeligt;
 ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
-forh�benlig, at det er for galt, at en mand som jeg
-ikke kan afryste denne f�lelse af ringhed, og at det
-er dig, der er �rsag til den.</p>
+forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg
+ikke kan afryste denne følelse af ringhed, og at det
+er dig, der er årsag til den.</p>
 
-<p>Godt. Gift dig s� med Dagmar. Hun &mdash; &mdash; fornyer
+<p>Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun &mdash; &mdash; fornyer
 sig ikke, og hun har heller ikke glemt dig
 endnu.</p>
 
-<p>Det burde jeg g�re, ja. Min forstand siger mig,
-at det vilde v�re forholdsm�ssigt. Imidlertid har
-jeg en gang l�rt dig at kende og g�r det derfor ikke.</p>
+<p>Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig,
+at det vilde være forholdsmæssigt. Imidlertid har
+jeg en gang lært dig at kende og gør det derfor ikke.</p>
 
-<p>Men sig s� i det mindste: Farvel, Helga.</p>
+<p>Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.</p>
 
 <p>Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig,
 hvordan forholdet mellem os er &mdash; fra min side set,
-men det har aldrig v�ret mig, der traf en bestemmelse,
-og det skal det heller ikke v�re denne gang.
-Men du ved lige s� godt som jeg, hvad der er det
+men det har aldrig været mig, der traf en bestemmelse,
+og det skal det heller ikke være denne gang.
+Men du ved lige så godt som jeg, hvad der er det
 rigtigste.</p>
 
 <p>Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger
 dig, at du ikke kan leve sammen med mig, den
-kan ikke f� dig til at ta den beslutning at sige mig
-farvel og g�.</p>
+kan ikke få dig til at ta den beslutning at sige mig
+farvel og gå.</p>
 
 <p>Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.</p>
 
-<p>S� vil jeg h�be, at den videnskab altid blir ved
-at v�re fallit, for s� tror jeg, at der kan blive et
+<p>Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved
+at være fallit, for så tror jeg, at der kan blive et
 rigtigt menneske ud af dig. Men jeg skal sige dig<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[s. 153]"> </a></span>
-noget &mdash; som du ikke fortjener at h�re: Nu kan du
-plukke mig i hundrede stykker og str� mig her p�
+noget &mdash; som du ikke fortjener at høre: Nu kan du
+plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på
 vejen, og hver eneste stump vil kravle efter dig og
-h�nge fast p� dig, s� du aldrig f�r pillet mig af.</p>
+hænge fast på dig, så du aldrig får pillet mig af.</p>
 
-<p>Jeg fortjener det ikke. Men jeg m� dog sige dig,
-at der er en m�rkelig splid mellem min fornuft
-og min f�lelse. De to erkl�rer gensidig hinanden
-fallit, og n�r jeg som nu ser dig for mig &mdash; &mdash;</p>
+<p>Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig,
+at der er en mærkelig splid mellem min fornuft
+og min følelse. De to erklærer gensidig hinanden
+fallit, og når jeg som nu ser dig for mig &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Ja, k�re, store ven, det er jo udm�rket; det
-gifter vi os p�. Nu med det samme!</p>
+<p>Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det
+gifter vi os på. Nu med det samme!</p>
 
 <p>Men din kunst, Helga?</p>
 
-<p>�, den &mdash; &mdash; ja det ved jeg ikke. Giv mig din
-h�nd. S�dan. Hvad med min kunst? Jeg er s�
+<p>Å, den &mdash; &mdash; ja det ved jeg ikke. Giv mig din
+hånd. Sådan. Hvad med min kunst? Jeg er så
 glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?</p>
 
-<p>Hun er lykkelig, t�nkte han. Hun er helt tilfreds,
+<p>Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds,
 mens jeg sidder og overvejer et eller andet.
-For hende eksisterer der i dette �jeblik ikke andet
-end mig eller blot den h�nd. Og dog har hun
-tvivlet, ligesom jeg har tvivlet. Hun har v�ret kold,
-og hun har v�ret n�r ved at glemme mig. Der
-var en tid, da jeg i hendes �jne havde tabt n�sten
-al betydning, og derved f�rte hun ogs� mig ind i
+For hende eksisterer der i dette øjeblik ikke andet
+end mig eller blot den hånd. Og dog har hun
+tvivlet, ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold,
+og hun har været nær ved at glemme mig. Der
+var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten
+al betydning, og derved førte hun også mig ind i
 stor tvivl. Men det har hun glemt. Der findes i
-verden ikke andre m�nd end mig. Det er hendes
-forrettighed, at hun har lov til stadig at v�re lykkelig
-p� ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl.
-Selv jeg har �jeblikke, hvor mine tvivlsm�l blir
+verden ikke andre mænd end mig. Det er hendes
+forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig
+på ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl.
+Selv jeg har øjeblikke, hvor mine tvivlsmål blir
 mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
-blir det mit hv�rv at f� hendes tvivl til at sl�
-r�dder og gro fast?</p>
+blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå
+rødder og gro fast?</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[s. 154]"> </a></span></p>
@@ -6037,120 +5998,120 @@ r�dder og gro fast?</p>
 <h2><a name="KAPITEL_16" id="KAPITEL_16"></a>KAPITEL 16</h2>
 
 
-<p>I sit �gteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen
-forst�else af sin intellektuelle ensomhed.
+<p>I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen
+forståelse af sin intellektuelle ensomhed.
 Tiden gik let og hurtigt og for hans vedkommende
 uden arbejde. Den afhandling, som han
 ganske havde lagt til side, mens hun var borte, faldt
 det ham ikke ind at ta frem endnu. Han var overhovedet
-i tvivl om, hvorvidt den l� for hans �vner;
+i tvivl om, hvorvidt den lå for hans ævner;
 han var vist snarere filosof end sprogmand. Af
 hans tidligere videnskabelige interesse var der nu
-s� godt som intet blevet tilbage. Det var det, han
+så godt som intet blevet tilbage. Det var det, han
 en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
 anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt
 det. Hun spurte nu og da til den afhandling, og
-hun l�vnede ham med k�rlig omtanke tid til at
+hun lævnede ham med kærlig omtanke tid til at
 passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende
-mile fra at begribe, at der var noget g�et
-til grunde, som ikke kom igen. Det havde v�ret en
+mile fra at begribe, at der var noget gået
+til grunde, som ikke kom igen. Det havde været en
 inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da
 hun rejste, og siden var den forsvunden.</p>
 
 <p>Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke
 forstod ham; hun var jo dejlig. Af hensyn til
-hende tilbragte han j�vnlig nogle timer mellem sine
+hende tilbragte han jævnlig nogle timer mellem sine
 reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om
-blandt ruinerne af sine interesser; hans l�rdom var<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[s. 155]"> </a></span>
-en d�d by, og han fordybede sig i dens uhyre ensomhed,
+blandt ruinerne af sine interesser; hans lærdom var<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[s. 155]"> </a></span>
+en død by, og han fordybede sig i dens uhyre ensomhed,
 hvor han var langt bortrykket fra alt levende,
 han var faldet tilbage til forhistoriske tider,
-og denne tilstand fik f�rst sin rette stemning derved,
-at ved siden af ham, i den n�ste stue, var
-Helga, livet, nutiden. Der l� tidsaldre mellem hans
+og denne tilstand fik først sin rette stemning derved,
+at ved siden af ham, i den næste stue, var
+Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre mellem hans
 reoler og hans hustru.</p>
 
-<p>En gang for flere �r siden var det h�ndet ham,
+<p>En gang for flere år siden var det hændet ham,
 at han var blevet forelsket i en ung kvinde, og var
 udvandret fra sin ensomhed til hende, uden at han
 kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
-udleveret til denne kvinde alt, hvad hun �nskede,
+udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede,
 meget mere, end hun bad om, og derefter var kraften
-g�et af hans ensomhed, den var blevet ganske
+gået af hans ensomhed, den var blevet ganske
 udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til
-hvile; den havde ikke l�ngere nogen tilfredshed at
+hvile; den havde ikke længere nogen tilfredshed at
 byde. Han var en svag mand, syntes det.</p>
 
-<p>Hun skulde dele alle hans interesser; s� fantastisk
-kan en mand v�re, der for f�rste gang fors�ger
-sig med den vanskelige k�rlighed. Hun havde
-vel ikke forst�et alt, men hun havde v�ret overalt,
-alle hans ideer var m�rkede af hende p� en ubegribelig
-og ikke videnskabelig m�de, og det beholdt
-dette m�rke, der ikke var dem gavnligt. Det var
-n�mlig ikke s�ledes som visse m�nd ynder at udtrykke
+<p>Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk
+kan en mand være, der for første gang forsøger
+sig med den vanskelige kærlighed. Hun havde
+vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt,
+alle hans ideer var mærkede af hende på en ubegribelig
+og ikke videnskabelig måde, og det beholdt
+dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var
+næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke
 det, at hun havde befrugtet hans tankeliv.</p>
 
 <p>Alt havde han lagt frem for hende, han havde
-solet det i hendes �jne. Ja, solet det. Men i solen
+solet det i hendes øjne. Ja, solet det. Men i solen
 opdagedes mange ting; mug og vissenhed viser solen,
-og hvad skal man derefter g�re ved det mugne
+og hvad skal man derefter gøre ved det mugne
 og visne? Videnskaben var falmet og fallit; hvad
 kan den anvendes til? Han havde ikke mere brug
 for sin.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[s. 156]"> </a></span></p>
 
-<p>Dette overraskende f�nomen skyldtes ikke nogen
-us�dvanlig h�ftig forelskelse fra hans side; han
-kendte sin erotiske begr�nsning. Det var selve hendes
-n�rv�relse, der bevirkede det. Det var bleg
+<p>Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen
+usædvanlig hæftig forelskelse fra hans side; han
+kendte sin erotiske begrænsning. Det var selve hendes
+nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg
 kultur og kraftigt barbari, der var kommet til at
 vokse ved siden af hinanden, og kulturen visnede
-hen p� grund af naboskabet, uden ydre vold, og
+hen på grund af naboskabet, uden ydre vold, og
 denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse
-og attr� mod det, barbaren har frem for
+og attrå mod det, barbaren har frem for
 ham.</p>
 
-<p>Det kunde kaldes et omvendt eksempel p�, at
+<p>Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at
 en kvinde befrugter en mands tanker. Uomtvisteligt
-var hendes p�virkning af en god art, men det
-syntes, som om hans nuv�rende interesser skulde
+var hendes påvirkning af en god art, men det
+syntes, som om hans nuværende interesser skulde
 udryddes &mdash; ligesom ukrudt.</p>
 
 <p>Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at
-han en gang m�tte ha b�ret sig ilde ad i sin sj�lelige
-�konomi, ti hos et menneske med en sund udvikling
-var et s�dant f�nomen ut�nkeligt. Noget
-m�tte tidligere v�re g�et til grunde i ham, og nu
-kom denne p�virkning med en naturkrafts v�lde
-for at genskabe det gamle. Han havde v�ret i
-f�rd med at lave en pedant ud af sig selv og var
-godt p� vej til fuldb�renhed, da dette indgreb skete
+han en gang måtte ha båret sig ilde ad i sin sjælelige
+økonomi, ti hos et menneske med en sund udvikling
+var et sådant fænomen utænkeligt. Noget
+måtte tidligere være gået til grunde i ham, og nu
+kom denne påvirkning med en naturkrafts vælde
+for at genskabe det gamle. Han havde været i
+færd med at lave en pedant ud af sig selv og var
+godt på vej til fuldbårenhed, da dette indgreb skete
 og forstyrrede ham i udviklingen, uden at det
-kunde siges at v�re afgjort, at han vilde blive bragt
+kunde siges at være afgjort, at han vilde blive bragt
 tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
 for hans vedkommende begyndt? Mon ikke
-d�r, hvor han havde interneret sig i denne provinsby
+dær, hvor han havde interneret sig i denne provinsby
 og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
-over bord. Her var han g�et og visnet, og nu kunde
-han m�jsommeligt erindre, at han havde v�ret anderledes
+over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde
+han møjsommeligt erindre, at han havde været anderledes
 en gang; han havde betvunget sin natur<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[s. 157]"> </a></span>
 &mdash; som det siges, at man skal, &mdash; han havde overvundet
-sig selv, hvad der p�st�s at v�re bedre end
-at vinde en sejr. Megen gl�de havde han ikke haft
-af det, n�r han nu skulde se tilbage p� det, men
+sig selv, hvad der påstås at være bedre end
+at vinde en sejr. Megen glæde havde han ikke haft
+af det, når han nu skulde se tilbage på det, men
 det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende
-forhold, som Darwinisterne har f�et s�
+forhold, som Darwinisterne har fået så
 store resultater ud af.</p>
 
-<p>Og da alt var i orden, og det syntes at v�re
+<p>Og da alt var i orden, og det syntes at være
 naturens hensigt, at fra nu af skulde der overhovedet
-ikke ske noget mere, s� kom Helga ubelejligt
-som et brud p� det best�ende, som en leende
+ikke ske noget mere, så kom Helga ubelejligt
+som et brud på det bestående, som en leende
 og livsglad protest mod tilpasningen; hun forstyrrede
 alting og mindede ham &mdash; til ingen nytte
-&mdash; om det, han kunde v�re blevet, dersom &mdash; &mdash;.</p>
+&mdash; om det, han kunde være blevet, dersom &mdash; &mdash;.</p>
 
 <p>Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og
 hun gik og sang i stuen ved siden af.</p>
@@ -6166,268 +6127,268 @@ hun gik og sang i stuen ved siden af.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_17" id="KAPITEL_17"></a>KAPITEL 17</h2>
 
 
-<p>Helgas pensler fik lov at t�rre ind; i det h�jeste
+<p>Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste
 tegnede hun lidt nu og da. Det har ingen
-hast, t�nkte hun, n�r trangen til at frembringe
+hast, tænkte hun, når trangen til at frembringe
 kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det
-kunde t�le at vente. Desuden skyldte hun vel ham
+kunde tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham
 at glemme alt, hvad der hed kunst, indtil videre,
 siden hun havde begyndt at ofre sig. Det faldt
-hende heller ikke sv�rt, s� l�nge hun f�lte sig i
-fuld besiddelse af sine �vner; hendes dage var s�
+hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i
+fuld besiddelse af sine ævner; hendes dage var så
 korte og brogede af lyse, springende stemninger,
-hun var helt lykkelig, og tiden blev til n�sten ingenting,
+hun var helt lykkelig, og tiden blev til næsten ingenting,
 et flygtigt, skinnende stof, som man susede
-igennem uden at t�nke over det.</p>
-
-<p>S� kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og
-talte om nogle forn�mmelser, hun havde begyndt
-at f� i den sidste tid, og de blev enige om, at hun
-m�tte v�re frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
-samme, men s� snart det kunde la sig g�re, var hun
-borte, ude i skoven, hvor det igen var efter�r. D�r
-var alt, hvad hun kendte fra f�r, men mellem de
+igennem uden at tænke over det.</p>
+
+<p>Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og
+talte om nogle fornæmmelser, hun havde begyndt
+at få i den sidste tid, og de blev enige om, at hun
+måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
+samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun
+borte, ude i skoven, hvor det igen var efterår. Dær
+var alt, hvad hun kendte fra før, men mellem de
 tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
-skoven var ikke <em>god</em> som den gang; efter�ret havde
-ikke den v�rdi for hende. Hun huskede en sen
-efter�rsnat, da hun havde g�et der ude ved fjorden<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[s. 159]"> </a></span>
-og t�nkt sig, at �gteskabet vilde forandre hende
-lige p� en gang, og flere gange i den tid, hun havde
-v�ret gift, havde det undret hende, at hun ikke
+skoven var ikke <em>god</em> som den gang; efteråret havde
+ikke den værdi for hende. Hun huskede en sen
+efterårsnat, da hun havde gået der ude ved fjorden<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[s. 159]"> </a></span>
+og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende
+lige på en gang, og flere gange i den tid, hun havde
+været gift, havde det undret hende, at hun ikke
 kunde spore nogen som helst forandring; hun var
-lige s� frisk og f�lsom for alting som f�r; de havde
-g�et ture om aftenen i det hujende m�rke, og alt
-havde v�ret lige s� godt som den aften; den uvilje
-mod �gteskabet, som ikke et �jeblik havde forladt
+lige så frisk og følsom for alting som før; de havde
+gået ture om aftenen i det hujende mørke, og alt
+havde været lige så godt som den aften; den uvilje
+mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt
 hende, svandt derefter helt og holdent &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
 <p>Men nu var forandringen kommet.</p>
 
-<p>Det blev ingen god tur. Den sp�ndte kraftforn�mmelse,
+<p>Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse,
 der hidtil havde bevaret hende imod
 utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at hun
-sl�bte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv
+slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv
 i den anledning. Men nu vilde hun til at male
-noget; tilv�relsen forekom hende <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: sa">s�</a> v�rdil�s; der
-skulde noget til for at b�de p� det.</p>
+noget; tilværelsen forekom hende <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: sa">så</a> værdiløs; der
+skulde noget til for at bøde på det.</p>
 
 <p>Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun
-n�rede en mystisk frygt for det, der skulde komme.
+nærede en mystisk frygt for det, der skulde komme.
 Det tog kraften fra hende ligesom for at vise, at
 <em>det</em> nu var hendes herre, og at hun var den svage,
-der skulde ofre alt, hvad <em>det</em> kr�vede. Men en nat
-kom der en stemning over hende; det var tidligt p�
-for�ret; hun s� i sin urolige s�vn de gamle, st�vnede
-popler, som skulde ha v�ret hendes n�ste v�rk,
-og hun v�gnede op med den forvisning, at nu skulde
-det g�res.</p>
-
-<p>Hver af de f�lgende formiddage var hun ude
-og tegnede; hun m�rkede godt, at det ikke vilde
-lykkes, men hun vilde ikke erkende det og fors�gte
+der skulde ofre alt, hvad <em>det</em> krævede. Men en nat
+kom der en stemning over hende; det var tidligt på
+foråret; hun så i sin urolige søvn de gamle, stævnede
+popler, som skulde ha været hendes næste værk,
+og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde
+det gøres.</p>
+
+<p>Hver af de følgende formiddage var hun ude
+og tegnede; hun mærkede godt, at det ikke vilde
+lykkes, men hun vilde ikke erkende det og forsøgte
 fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
 altsammen; der skulde komme noget ud af<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[s. 160]"> </a></span>
 det, og hvad skulde hun bruge tiden til, da hun
-ikke havde husholdningen at s�rge for?</p>
+ikke havde husholdningen at sørge for?</p>
 
 <p>Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev
 en dag, de sad ved middagsbordet.</p>
 
-<p>Hun s� op med to klare, h�rde �jne. Jeg fejler
-ingenting, svarede hun, og lidt efter f�jede hun til:
+<p>Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler
+ingenting, svarede hun, og lidt efter føjede hun til:
 Jeg fejler alting, tror jeg.</p>
 
 <p>Er det vort barn, lille Helga?</p>
 
-<p>Nej; det har det vist godt nok, men det er p�
+<p>Nej; det har det vist godt nok, men det er på
 min bekostning.</p>
 
-<p>� ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.</p>
+<p>Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.</p>
 
 <p>Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret
 af det! Men jeg vil se, om der alligevel ikke
 er lidt igen af mig selv endnu.</p>
 
 <p>Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter
-og lavede sig til at g� ud.</p>
+og lavede sig til at gå ud.</p>
 
 <p>Vil du nu ud og male?</p>
 
 <p>Jeg skal nok pakke mig godt ind.</p>
 
-<p>Helga har ikke gode �jne i dag. Det er beslutningens
-blik; jeg kender det. Pas p� du ikke g�r
+<p>Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens
+blik; jeg kender det. Pas på du ikke gør
 noget, der blir til skade for nogen.</p>
 
-<p>Hun tog hans h�nd og str�g sig over kinden
-med den. Helga er god, sa hun. N�r f�rst &mdash; &mdash;.
-Der er altid en m�ngde, jeg venter skal ske, men
-det vil aldrig komme, n�r jeg tr�nger mest til det.
-Farvel, Niels; jeg skal ikke blive fork�let.</p>
+<p>Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden
+med den. Helga er god, sa hun. Når først &mdash; &mdash;.
+Der er altid en mængde, jeg venter skal ske, men
+det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det.
+Farvel, Niels; jeg skal ikke blive forkølet.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Han sad i den halvm�rke dagligstue og ventede.
+<p>Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede.
 Hun kom ikke. Det var rimeligt, at han gik ud og
-hentede hende, men han var bange for det m�de.
-Enten havde hun sejret, og d�r kom han med sine<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[s. 161]"> </a></span>
-uvedkommende bet�nkeligheder; eller hun havde
-tabt, og s� indfandt han sig som repr�sentant for
+hentede hende, men han var bange for det møde.
+Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[s. 161]"> </a></span>
+uvedkommende betænkeligheder; eller hun havde
+tabt, og så indfandt han sig som repræsentant for
 hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
-blik. Der er ingen, der s�dan som �gtefolk
-kender hinandens �jne, og der er i alt fald en tid,
-hvor der ikke er plads til l�gn i dem. Men der er
-ogs� sandheder i en hustrus blik, som en mand
-helst undg�r at l�se.</p>
-
-<p>Det blev m�rkt, hun kunde umulig se at male
-l�ngere; m�ske var hun blevet syg! Han tog sin
-hat og skyndte sig ud, men i det samme s� han
+blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk
+kender hinandens øjne, og der er i alt fald en tid,
+hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men der er
+også sandheder i en hustrus blik, som en mand
+helst undgår at læse.</p>
+
+<p>Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male
+længere; måske var hun blevet syg! Han tog sin
+hat og skyndte sig ud, men i det samme så han
 hende komme; han gik igen ind og satte sig.</p>
 
-<p>Det varede l�nge, inden hun kom. Han h�rte
-hende b�re sine sager p� loftet; derefter vaskede
-hun sig i k�kkenet, og s� var hun en stund i sovekammeret;
-han s�gte at slutte sig til hendes stemning;
-efter lyden at d�mme var hun meget behersket.
-Det h�rtes s� ligegyldigt, og dog var en
-sag af st�rste vigtighed nu afgjort; han blev ganske
-kold af at sidde og lytte og g�tte.</p>
+<p>Det varede længe, inden hun kom. Han hørte
+hende bære sine sager på loftet; derefter vaskede
+hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i sovekammeret;
+han søgte at slutte sig til hendes stemning;
+efter lyden at dømme var hun meget behersket.
+Det hørtes så ligegyldigt, og dog var en
+sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske
+kold af at sidde og lytte og gætte.</p>
 
-<p>S� kom hun ind, men blev st�ende lige ved
-d�ren.</p>
+<p>Så kom hun ind, men blev stående lige ved
+døren.</p>
 
-<p>Kunde du se at male s� l�nge?</p>
+<p>Kunde du se at male så længe?</p>
 
 <p>Intet svar.</p>
 
-<p>S� skulde vi vel ha noget at spise, sa han h�jt
+<p>Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt
 og ligegyldigt.</p>
 
-<p>Hun var ude igen med et s�t og gav sig til at
-d�kke bord. Han kom ind i spisestuen med t�ndstikkerne.</p>
+<p>Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at
+dække bord. Han kom ind i spisestuen med tændstikkerne.</p>
 
-<p>Helga, begyndte han, kan du i dette �jeblik
-huske, lad os sige, et halvt �r tilbage til en dag,
-da vi bestemte, at s� godt, som det var den dag,
-skulde det altid blive ved at v�re? Jeg siger det<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[s. 162]"> </a></span>
-ikke for at appellere til dine &mdash; &mdash; f�lelser, men
-kan du huske noget s�dant nu?</p>
+<p>Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik
+huske, lad os sige, et halvt år tilbage til en dag,
+da vi bestemte, at så godt, som det var den dag,
+skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[s. 162]"> </a></span>
+ikke for at appellere til dine &mdash; &mdash; følelser, men
+kan du huske noget sådant nu?</p>
 
 <p>Ja.</p>
 
 <p>Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig
-havde v�ret? Den er d�d og magtesl�s; ser det ikke
-s�ledes ud?</p>
+havde været? Den er død og magtesløs; ser det ikke
+således ud?</p>
 
 <p>Jo &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Letsindige mennesker slutter deraf, at deres k�rlighed
-er virkelig d�d, og opf�rer sig derefter, hvorved
-de tilf�jer hinanden den allerst�rste fortr�d.
-Faktisk er forholdet dette, at man i en k�rlig stund
-bedst husker andre k�rlige stunder, og omvendt.
+<p>Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed
+er virkelig død, og opfører sig derefter, hvorved
+de tilføjer hinanden den allerstørste fortræd.
+Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig stund
+bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt.
 Der er kortere forbindelseslinje mellem ensartede
-sj�lelige tilstande end mellem andre; det er det
-hele. Dersom alle mennesker havde s� megen sykologi
-inde, at de vidste det, s� kunde der undg�s
-meget &mdash; &mdash; &mdash;. Men en omt�nksom husmoer b�r
-altid holde t�rre t�ndstikker &mdash; &mdash; om ikke for
-andet, s� for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret
+sjælelige tilstande end mellem andre; det er det
+hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi
+inde, at de vidste det, så kunde der undgås
+meget &mdash; &mdash; &mdash;. Men en omtænksom husmoer bør
+altid holde tørre tændstikker &mdash; &mdash; om ikke for
+andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret
 midt i en vigtig tankegang.</p>
 
-<p>Efter tre forg�ves fors�g lykkedes det ham at
-f� den fjerde t�ndstik til at f�nge, og i samme nu
-s� han hendes forvildede ansigt, men han t�ndte
-alligevel lampen og satte glasset ordenligt p�.</p>
+<p>Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at
+få den fjerde tændstik til at fænge, og i samme nu
+så han hendes forvildede ansigt, men han tændte
+alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.</p>
 
-<p>Han sk�d lampen til v�rs og gik hen til hende.
+<p>Han skød lampen til værs og gik hen til hende.
 Stakkels Helga! Han burde ha forudset, at det
-vilde g� s�ledes, i stedet for at pine hende med
-sine lumpne �ndrigheder.</p>
+vilde gå således, i stedet for at pine hende med
+sine lumpne åndrigheder.</p>
 
-<p>Jeg er �delagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage
-for hans h�nder. R�r ikke ved mig, jeg er
-ikke det v�rd. Der er ingenting igen af mig.</p>
+<p>Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage
+for hans hænder. Rør ikke ved mig, jeg er
+ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.</p>
 
-<p>Han s� t�rerne springe frem af hendes �jne,<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[s. 163]"> </a></span>
-mens hun stirrede ufravendt p� ham, og hendes
-blik holdt ham p� afstand.</p>
+<p>Han så tårerne springe frem af hendes øjne,<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[s. 163]"> </a></span>
+mens hun stirrede ufravendt på ham, og hendes
+blik holdt ham på afstand.</p>
 
-<p>Men k�re Helga; du ved ikke l�ngere, hvem
+<p>Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem
 jeg er. Tal til mig som til en, du ikke hader, for
 at jeg skal kunne svare dig.</p>
 
-<p>�, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader
+<p>Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader
 du ikke mig for det?</p>
 
 <p>Han tog hende om livet og drog hende med sig
-hen til en stol, men hun sank ned p� kn� ved
-siden af ham og udbr�d:</p>
+hen til en stol, men hun sank ned på knæ ved
+siden af ham og udbrød:</p>
 
-<p>V�r god mod mig, Niels; v�r forf�rdelig god
+<p>Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god
 imod mig; ellers &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Gid det var mig, der var s� ulykkelig, t�nkte
-han, idet han s� ind i det fortrukne ansigt; jeg
-kunde b�re det. Gid det kunde ha v�ret mig!</p>
+<p>Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte
+han, idet han så ind i det fortrukne ansigt; jeg
+kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!</p>
 
-<p>Han sad og klappede hendes h�r, mens han led
-under sin sj�ls fattige kulde.</p>
+<p>Han sad og klappede hendes hår, mens han led
+under sin sjæls fattige kulde.</p>
 
-<p>�, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag.
-Jeg har pr�vet og pr�vet, men det er borte;
-jeg er d�d. Kan vi holde s� meget af hinanden,
+<p>Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag.
+Jeg har prøvet og prøvet, men det er borte;
+jeg er død. Kan vi holde så meget af hinanden,
 at vi glemmer det? Kan du &mdash; &mdash; &mdash;. Hvad vil du
-g�re ved mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir
-kold og ond, dersom det &mdash; &mdash;. Jeg m�rker det
+gøre ved mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir
+kold og ond, dersom det &mdash; &mdash;. Jeg mærker det
 allerede &mdash;. Nej, det er gruligt!</p>
 
-<p>Hun la sit hoved i hans sk�d. Han trykkede sit
-lommet�rkl�de mod hendes �jne, og med den anden
-h�nd k�rtegnede han hendes ansigt. Helgas ansigt!
-Det blev s� underlig nyt for ham, idet han
-med h�nden fulgte hendes tr�k: n�sens svage bue
-p� midten, kindens kant mod halsen og de velkendte
-l�ber &mdash; &mdash;. Hans fingre blev seende, mens de ber�rte
+<p>Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit
+lommetørklæde mod hendes øjne, og med den anden
+hånd kærtegnede han hendes ansigt. Helgas ansigt!
+Det blev så underlig nyt for ham, idet han
+med hånden fulgte hendes træk: næsens svage bue
+på midten, kindens kant mod halsen og de velkendte
+læber &mdash; &mdash;. Hans fingre blev seende, mens de berørte
 dem.</p>
 
-<p>Han tog lommet�rkl�det bort og la ansigtet i<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[s. 164]"> </a></span>
-sine k�lige h�nder; han f�lte et svagt kys mod sine
-fingre og l�ftede hendes hoved.</p>
+<p>Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[s. 164]"> </a></span>
+sine kølige hænder; han følte et svagt kys mod sine
+fingre og løftede hendes hoved.</p>
 
-<p>K�re Helga, sa han &mdash; og han vidste i det
+<p>Kære Helga, sa han &mdash; og han vidste i det
 samme, at det var ikke det, han helst vilde sige &mdash;:
-Du begriber da nok, at man ikke s� pludseligt kan
-miste sit talent, men du m� ha t�lmodighed, til vort
-barn kommer, og s� er du igen som f�r.</p>
-
-<p>Hun rejste sig. &mdash; Tror du? �, jeg kan sagtens
-vente, n�r det ikke er andet. Naturligvis kommer
-det igen. &mdash; Hun gik frem og tilbage og str�g sit
-h�r op. &mdash; Hvor har jeg v�ret henne? Jeg er jo
-forstyrret. N�r det er overst�et &mdash; &mdash;.</p>
-
-<p>S� har vi et lille barn, Helga.</p>
-
-<p>Ja, det er sandt, det t�nkte jeg ikke p�, bare
-p� at blive fri. Det er en d�rlig kone, du har.
-Men nu skal jeg v�re fornuftig igen &mdash; &mdash; for resten
-af tiden. Det blir nok en lille t�nksom fyr, siden
-han allerede nu begynder at opdrage p� mig. �,
-v�r ikke vred p� mig, Niels; jeg kunde ikke g�re
-for det. Men du er s� klog og fornuftig altid. Tak
+Du begriber da nok, at man ikke så pludseligt kan
+miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort
+barn kommer, og så er du igen som før.</p>
+
+<p>Hun rejste sig. &mdash; Tror du? Å, jeg kan sagtens
+vente, når det ikke er andet. Naturligvis kommer
+det igen. &mdash; Hun gik frem og tilbage og strøg sit
+hår op. &mdash; Hvor har jeg været henne? Jeg er jo
+forstyrret. Når det er overstået &mdash; &mdash;.</p>
+
+<p>Så har vi et lille barn, Helga.</p>
+
+<p>Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare
+på at blive fri. Det er en dårlig kone, du har.
+Men nu skal jeg være fornuftig igen &mdash; &mdash; for resten
+af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden
+han allerede nu begynder at opdrage på mig. Å,
+vær ikke vred på mig, Niels; jeg kunde ikke gøre
+for det. Men du er så klog og fornuftig altid. Tak
 for det.</p>
 
-<p>Hun rakte ham h�nden og smilede s� svagt,
-at det kun s�s ved den ene side af munden. Dette
-lille tr�k greb ham st�rkt; han huskede den gang,
-da han f�rst bem�rkede den ubetydelige sk�vhed
+<p>Hun rakte ham hånden og smilede så svagt,
+at det kun sås ved den ene side af munden. Dette
+lille træk greb ham stærkt; han huskede den gang,
+da han først bemærkede den ubetydelige skævhed
 ved hendes mund.</p>
 
-<p>Men det store �jeblik var forbi; hans fornuft
+<p>Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft
 havde vundet en lille fattig sejr, og hun var kommet
-l�ngere bort fra ham.</p>
+længere bort fra ham.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[s. 165]"> </a></span></p>
@@ -6438,17 +6399,17 @@ l�ngere bort fra ham.</p>
 <h2><a name="KAPITEL_18" id="KAPITEL_18"></a>KAPITEL 18</h2>
 
 
-<p>Et par m�neder senere bragte Helga et d�df�dt
+<p>Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt
 barn til verden.</p>
 
-<p>Hvad hun t�nkte ved det, fik ingen at vide;
-hun l� tavs hen, efter at f�dslen var overst�et.
+<p>Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide;
+hun lå tavs hen, efter at fødslen var overstået.
 Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
-og da til hendes befindende; hun svarede s� kort
+og da til hendes befindende; hun svarede så kort
 som muligt, og udover det blev der ikke sagt noget.
-Han vilde g�rne tale med hende om den skete
-ulykke, men hun l� og stirrede frem for sig med
-et h�rdt, �bent blik, og udtrykket i hendes ansigt
+Han vilde gærne tale med hende om den skete
+ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med
+et hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt
 forandredes ikke al den tid; der var ingen uro
 over hende, hun grublede ikke over et problem.
 Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit,
@@ -6456,191 +6417,191 @@ og det var ikke hans sag at tale; han havde ikke
 myndighed til at forandre noget her.</p>
 
 <p>Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden
-mellem dem nu var s� stor, som det var
+mellem dem nu var så stor, som det var
 naturligt mellem to forskellige verdner, to modsatte
-kulturer, der en tid lang har bek�mpet hinanden
-med forg�ves opbud af al deres kraft, og han
-str�bte at bef�ste sig selv i denne opfattelse for at
-v�re forberedt mod den fremtid, der ventede ham.</p>
-
-<p>Undertiden n�r han sad ved hendes seng med
-en bog i h�nden &mdash; ti han m�tte ha noget, der<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[s. 166]"> </a></span>
-kunde d�kke over den lange tavshed &mdash; la hun sin
-h�nd p� hans og krummede sine fingre om den, og
-hele hans bevidsthed samlede sig om deres to h�nder.
-Men hvor var denne h�nd forskellig fra den,
+kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden
+med forgæves opbud af al deres kraft, og han
+stræbte at befæste sig selv i denne opfattelse for at
+være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.</p>
+
+<p>Undertiden når han sad ved hendes seng med
+en bog i hånden &mdash; ti han måtte ha noget, der<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[s. 166]"> </a></span>
+kunde dække over den lange tavshed &mdash; la hun sin
+hånd på hans og krummede sine fingre om den, og
+hele hans bevidsthed samlede sig om deres to hænder.
+Men hvor var denne hånd forskellig fra den,
 han en gang havde kendt, og som havde gjort sit
-til at bestemme hans sk�bne! Det var, som om
-han havde gemt en lille verden af fl�jelsbl�de luer
-i sin h�nds hulhed. Nu var den blevet lidt magrere
-og mere bleg, og dens sj�l, der havde v�ret som
-varm, fin �nde, var blevet til vilje. Den tog
-s� l�mpeligt om hans h�nd; han forstod den,
-den vilde g�rne sk�ne ham, g�rne k�le lidt for
-hans og v�re god en lille tid, inden den slap helt.
-&mdash; Tror du ikke, h�nd, at jeg ved, hvad du mener?
+til at bestemme hans skæbne! Det var, som om
+han havde gemt en lille verden af fløjelsbløde luer
+i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt magrere
+og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som
+varm, fin ånde, var blevet til vilje. Den tog
+så læmpeligt om hans hånd; han forstod den,
+den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for
+hans og være god en lille tid, inden den slap helt.
+&mdash; Tror du ikke, hånd, at jeg ved, hvad du mener?
 Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den gamle,
-fordi du l�gger dig k�rtegnende p� min h�nd.
+fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd.
 Du er fremmed for mig, du har allerede gjort dit
 greb og fundet noget, der holder. Hvis det ikke
-var tilf�ldet, vilde du ikke ligge d�r s� r�dvild
-og usikker. Den ild, der nu br�nder i dig, g�r ikke
+var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild
+og usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke
 over i mig, den er mig fremmed og fjendtlig; jeg
-f�ler den som kulde.</p>
+føler den som kulde.</p>
 
-<p>Men n�r det skete, at han fandt hendes blik og
+<p>Men når det skete, at han fandt hendes blik og
 holdt det fast, da kunde han se, hvordan der gik
-en sm�rte igennem hende; den bredte sig som en
-b�lge over hele hendes legeme og bragte hende ud
-af sit leje. H�nden, der l� p� hans, talte h�jt om
+en smærte igennem hende; den bredte sig som en
+bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud
+af sit leje. Hånden, der lå på hans, talte højt om
 en farende uro.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Det var imidlertid blevet for�r. Solen skinnede
-ind i sovekammeret, og han s� hende smile for
-f�rste gang, mens hun l� til sengs. Hun stod op<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[s. 167]"> </a></span>
+<p>Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede
+ind i sovekammeret, og han så hende smile for
+første gang, mens hun lå til sengs. Hun stod op<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[s. 167]"> </a></span>
 med det samme, og nogle dage senere bad hun ham
-g� med ud i skoven.</p>
+gå med ud i skoven.</p>
 
 <p>Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte
 hun med sagte, klar stemme. &mdash; Se, hvor smukt
-her er. Det er indrettet s�dan, at det skulde ha
-v�ret en dejlig dag for os to &mdash; &mdash; os tre, Niels.
-Lad os s�tte os lidt.</p>
+her er. Det er indrettet sådan, at det skulde ha
+været en dejlig dag for os to &mdash; &mdash; os tre, Niels.
+Lad os sætte os lidt.</p>
 
-<p>Ja, Helga; jeg har talt med l�gen om det;
+<p>Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det;
 han &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>Lad hellere mig fort�lle det. Det er meget v�rre,
+<p>Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre,
 end du tror. Det er mig, der er skyld i, at vort
-barn er d�dt.</p>
+barn er dødt.</p>
 
-<p>Men, k�reste Helga, selv om du har v�ret uheldig
+<p>Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig
 &mdash; &mdash; &mdash;</p>
 
-<p>H�r kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve;
-nu forst�r jeg det. Den gang, jeg gik med det, og
-jeg m�rkede, at det tog mit talent fra mig, da blev
-jeg vred p� det; ja, der var tider, hvor jeg hadede
-det, og det kan et lille barn ikke t�le. Den dag,
+<p>Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve;
+nu forstår jeg det. Den gang, jeg gik med det, og
+jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig, da blev
+jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede
+det, og det kan et lille barn ikke tåle. Den dag,
 du ved, da jeg var ude at male, da kunde jeg
-m�rke, hvordan min sj�l var borte; den var nede
+mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede
 i barnet. Bag efter &mdash; ja det ved du ikke noget
-om &mdash; da tegnede jeg lidt af og til; jeg t�nkte, jeg
-vil bare lige se, om jeg kan, for at v�re sikker p�
-det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sj�l op fra
+om &mdash; da tegnede jeg lidt af og til; jeg tænkte, jeg
+vil bare lige se, om jeg kan, for at være sikker på
+det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra
 barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet.
-Derfor d�de det.</p>
+Derfor døde det.</p>
 
-<p>Men hvorfor konstruere en s�dan forklaring, n�r
-der gives en langt simplere? Der er visse bev�gelser,
-sa l�gen, som er farlige &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når
+der gives en langt simplere? Der er visse bevægelser,
+sa lægen, som er farlige &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Ja, doktoren ved noget. Men den, der har g�et
+<p>Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået
 med et barn, ved mere end nogen doktor. Jeg
-vidste ogs� nok, at det var galt, men hvor galt,<span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[s. 168]"> </a></span>
-det blev mig f�rst klart, da de sa, at det var
-d�dt. S� snart jeg h�rte det, t�nkte jeg: Ja, det
-er d�dt. Det kan ikke v�re andet.</p>
+vidste også nok, at det var galt, men hvor galt,<span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[s. 168]"> </a></span>
+det blev mig først klart, da de sa, at det var
+dødt. Så snart jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det
+er dødt. Det kan ikke være andet.</p>
 
-<p>Helga, du g�r os b�gge ulykkelige med den indbildning.
-Jeg skal k�be en bog til dig, der omhandler
-det �mne, af professor Rosen &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning.
+Jeg skal købe en bog til dig, der omhandler
+det æmne, af professor Rosen &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>S� skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog.
-N�r en kvinde g�r med et barn, s� m� hun ikke
+<p>Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog.
+Når en kvinde går med et barn, så må hun ikke
 blive vred over, at det tar noget fra hende, som hun
-synes, hun selv har brug for; hun skal villig afst�
-det alt, hvad det forlanger, for s�dan et lille barn
-er frygtelig fordringsfuldt, l�nge inden det blir
-f�dt, og det m� ikke n�gtes noget. Og ved du
+synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå
+det alt, hvad det forlanger, for sådan et lille barn
+er frygtelig fordringsfuldt, længe inden det blir
+født, og det må ikke nægtes noget. Og ved du
 hvad &mdash; &mdash;. Hun blev bleg, mens hun talte. &mdash; En
-dag jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, s�
-m�rkede jeg barnet, der sparkede med sine sm�
+dag jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så
+mærkede jeg barnet, der sparkede med sine små
 ben. Det advarede mig, Niels.</p>
 
-<p>Hun s� p� ham med to vidt �bne �jne, og han
-f�lte det risle igennem sig. Han s� for sig et ansigt,
-der stirrede ned i tilv�relsens dybder og opdagede
+<p>Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han
+følte det risle igennem sig. Han så for sig et ansigt,
+der stirrede ned i tilværelsens dybder og opdagede
 noget, som han ikke blev delagtig i.</p>
 
-<p>Det advarede mig, men jeg br�d mig ikke om
+<p>Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om
 det, for jeg vidste jo ikke alt det, jeg ved nu. Jeg
-er ikke ond. Jeg vil g�rne gi folk ret til at sige det
+er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret til at sige det
 om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med
-mig selv, at det er jeg ikke. Men det er forf�rdeligt,
+mig selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt,
 hvad der er sket, og der kan ingen ha lidt mere
 under det end jeg.</p>
 
 <p>Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det
-end jeg. Du st�r jo dybere i tingene. Jeg har ogs�
-f�lt tabet, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg har
-tabt. Jeg er en overm�de fattig mand, der en gang
+end jeg. Du står jo dybere i tingene. Jeg har også
+følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg har
+tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang
 har ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[s. 169]"> </a></span>
-v�rdi ingen har oplyst mig om; nu er den borte,
-uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har t�nkt
+værdi ingen har oplyst mig om; nu er den borte,
+uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har tænkt
 mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig
 mere hjemlig, end den i en vis tid har gjort &mdash;
-dersom jeg kunde g� hen over den med mit lille
-barns h�nd i min. Det hverv opfyldte du n�mlig
+dersom jeg kunde gå hen over den med mit lille
+barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig
 ikke &mdash; det <em>var</em> ikke dit hverv, men jeg har i en
-glad stund, i et fantastisk �jeblik overdraget dig
-dette &mdash; hverv. Nu har jeg kun en for�get tomhed
+glad stund, i et fantastisk øjeblik overdraget dig
+dette &mdash; hverv. Nu har jeg kun en forøget tomhed
 tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
-dig; det er altid dig, der har den st�rste
+dig; det er altid dig, der har den største
 vinding. Du er den rigeste.</p>
 
-<p>Hun s� l�nge ud over vandet, og hendes ansigt
-begyndte at f� farve; det var ogs� et pr�gtigt v�r,
-han s� det bedst p� hende; anderledes interesserede
+<p>Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt
+begyndte at få farve; det var også et prægtigt vær,
+han så det bedst på hende; anderledes interesserede
 det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men
-hun havde ogs� r�d til det; hun var af dem, hvem
+hun havde også råd til det; hun var af dem, hvem
 ethvert tab bringer nyt livsstof.</p>
 
-<p>Du taler s� underligt om det, sa hun omsider;
-du ser det fra en side, som jeg ikke forst�r.</p>
+<p>Du taler så underligt om det, sa hun omsider;
+du ser det fra en side, som jeg ikke forstår.</p>
 
-<p>Ja, svarede han bitter, jeg er en kl�gtig lille
-maddike, der er sluppet ind under barken p� livets
-tr�; d�r sidder jeg og studerer, og i mit m�rke opdager
-jeg en m�ngde interessante ting, som m�ske
+<p>Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille
+maddike, der er sluppet ind under barken på livets
+træ; dær sidder jeg og studerer, og i mit mørke opdager
+jeg en mængde interessante ting, som måske
 slet ikke er til.</p>
 
-<p>Det v�rste var jo det barn, som du s�dan havde
-gl�det dig til, stakkels ven. �, n�r du har set p�
+<p>Det værste var jo det barn, som du sådan havde
+glædet dig til, stakkels ven. Å, når du har set på
 mig somme tider i de her dage, nej aldrig har noget
-gjort mig s� ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
-har forbrudt mod dig, er det v�rste af alting. Og
+gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
+har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og
 jeg kunde ikke sige det, jeg helst vilde. Hvor kan
 jeg love dig &mdash; &mdash; jeg er to halve mennesker. Jeg
-er en d�rlig kone &mdash; nu. Og der er noget endnu,<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[s. 170]"> </a></span>
-som du ikke ved. Da jeg h�rte, barnet var d�dt,
-s� t�nkte jeg i et nu: Hvis det hele kunde g�res om,
-og jeg var s�dan, at jeg ikke beh�vede at bekymre
+er en dårlig kone &mdash; nu. Og der er noget endnu,<span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[s. 170]"> </a></span>
+som du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt,
+så tænkte jeg i et nu: Hvis det hele kunde gøres om,
+og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede at bekymre
 mig om andet end om det barn, jeg ventede, det
-kunde ha v�ret en dejlig tid. Jeg kunde straks, da
+kunde ha været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da
 det var kommet, aldeles bestemt forestille mig, hvordan
-en rigtig moer g�r og gl�der sig til sit barn, og
-s�dan vilde det ogs� ha v�ret med mig, dersom ikke
-&mdash; min kunst havde v�ret i vejen. Jeg er s� aldeles
-klar over, hvad det er for en gl�de, jeg er blevet
+en rigtig moer går og glæder sig til sit barn, og
+sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke
+&mdash; min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles
+klar over, hvad det er for en glæde, jeg er blevet
 narret for, men det kunde ikke komme, mens jeg
-gik s�dan.</p>
+gik sådan.</p>
 
-<p>Det vil alts� sige, Helga, at du har forladt din
-kunst for tidligt, og nu h�vner den sig ved at ta dit
-barn. S�ledes er din opfattelse.</p>
+<p>Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din
+kunst for tidligt, og nu hævner den sig ved at ta dit
+barn. Således er din opfattelse.</p>
 
 <p>Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde
-forst� det. Og hvad s�, Niels?</p>
+forstå det. Og hvad så, Niels?</p>
 
 <p>Det er let at se. Een gang har du opofret dig,
 idet du giftede dig med mig. Du forvekslede et
-�jeblik det, der var det bedste for mig, og det, der
+øjeblik det, der var det bedste for mig, og det, der
 var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
 stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige
-i l�ngden, og vi vil derfor ikke forlange det
+i længden, og vi vil derfor ikke forlange det
 offer af dig, der nu foreligger.</p>
 
 <p>Hvad er det for et?</p>
@@ -6648,15 +6609,15 @@ offer af dig, der nu foreligger.</p>
 <p>Sig det kun selv, Helga.</p>
 
 <p>Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men
-jeg kan ikke blive hos dig. Jeg m� rejse igen; jeg
-er kun halv f�rdig. Det kan ikke blive godt s�
-l�nge. Jeg har v�ret en mislykket moer og en
-mislykket kunstnerinde; nu m� jeg se at blive noget
-helt. Hvad kan jeg g�re andet end rejse?</p>
+jeg kan ikke blive hos dig. Jeg må rejse igen; jeg
+er kun halv færdig. Det kan ikke blive godt så
+længe. Jeg har været en mislykket moer og en
+mislykket kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget
+helt. Hvad kan jeg gøre andet end rejse?</p>
 
-<p>Du ser det s� klart, Helga. Jeg skal ikke r�de<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[s. 171]"> </a></span>
+<p>Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[s. 171]"> </a></span>
 dig til noget; du har altid vidst, hvad der tjente dig
-selv bedst; det er det sikreste bevis p� sj�lelig sundhed;
+selv bedst; det er det sikreste bevis på sjælelig sundhed;
 nogle kalder det egoisme.</p>
 
 <p>Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg
@@ -6664,223 +6625,223 @@ er ond?</p>
 
 <p>Er du selv i tvivl?</p>
 
-<p>N�r jeg ser p� dig &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Når jeg ser på dig &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Se ikke p� <em>mig</em>. Jeg er ingen m�lestok. Se p�
-det resultat, du venter af dit eget liv. Se p�
-tingene omkring dig. Det er ikke s� n�r din hele
+<p>Se ikke på <em>mig</em>. Jeg er ingen målestok. Se på
+det resultat, du venter af dit eget liv. Se på
+tingene omkring dig. Det er ikke så nær din hele
 lykke, der beror hos mig.</p>
 
-<p>Det siger du, Niels, men du er ikke vis p� det,
-og du har sagt det f�r. Men det kunde ha v�ret
-s�dan, at &mdash; &mdash; &mdash;. S�t nu, at min lyst til kunst
-bare kommer deraf, at jeg ikke har f�et nok &mdash; &mdash;.</p>
+<p>Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det,
+og du har sagt det før. Men det kunde ha været
+sådan, at &mdash; &mdash; &mdash;. Sæt nu, at min lyst til kunst
+bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>I k�rligheden eller med andre ord i mig, ja det
-illustrerer p�faldende din forestilling om min utilstr�kkelighed;
+<p>I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det
+illustrerer påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed;
 du kan ikke glemme mig, og du vil
-ikke slippe mig, og dog f�ler du hele tiden, at jeg
-er ikke den rette. Dr�mmen om en st�rre lidenskab
+ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at jeg
+er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab
 sidder stadig i dig og lar sig ikke udrydde.</p>
 
-<p>S� blir den heller aldrig andet end en dr�m. Du
+<p>Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du
 er nu en gang den eneste, der har nogen indflydelse
 over mig; jeg tror ikke, nogen kunde <span class="sic" title="[sic]">haft</span> mere,
-selv om jeg kunde v�re blevet mere forelsket i en
-anden mand. Du synes m�ske ikke, din indflydelse
-har v�ret ret stor, men jeg er nu ikke videre indrettet
-til at la mig p�virke, det har jeg opdaget.
-Men hvad vil du g�re, dersom jeg rejser fra dig?
-Kan du holde det ud med studierne alene, et �r for
+selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en
+anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse
+har været ret stor, men jeg er nu ikke videre indrettet
+til at la mig påvirke, det har jeg opdaget.
+Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig?
+Kan du holde det ud med studierne alene, et år for
 eksempel?</p>
 
 <p>Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige,<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[s. 172]"> </a></span>
-der kunde m�ske findes noget nyt, der lod sig
+der kunde måske findes noget nyt, der lod sig
 studere.</p>
 
 <p>Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at
-glemme mig, s� snart jeg er borte. Du tror ikke,
-jeg vil l�nges efter dig; men jeg vil begynde at
-l�nges i samme �jeblik, jeg har sagt farvel til dig.
-Du har altid troet, jeg stod p� springet til at komme
-v�k fra dig, og du har altid gjort mig uret. Det
-kan godt v�re, du ikke betyder s� meget for mig,
-som du synes, du kunde g�re fordring p�, men jeg
-har jo aldrig tr�ngt ret meget til andre mennesker;
-n�r jeg fik en lille smule af dem, s� var det nok;
+glemme mig, så snart jeg er borte. Du tror ikke,
+jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde at
+længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig.
+Du har altid troet, jeg stod på springet til at komme
+væk fra dig, og du har altid gjort mig uret. Det
+kan godt være, du ikke betyder så meget for mig,
+som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg
+har jo aldrig trængt ret meget til andre mennesker;
+når jeg fik en lille smule af dem, så var det nok;
 det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
-k�rligheden v�re alting for mennesker som os?
+kærligheden være alting for mennesker som os?
 Vi har jo hver sin store interesse ved siden af. Er
-det s� egenlig s� sm�t? Og jeg kan sidde her og
-forudse, at jeg vil holde lige s� meget af dig som
-f�r, n�r jeg har v�ret borte en tid for det andets
+det så egenlig så småt? Og jeg kan sidde her og
+forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som
+før, når jeg har været borte en tid for det andets
 skyld.</p>
 
-<p>Du har i dit hele liv vistnok kun beg�et een fejl,
+<p>Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl,
 Helga: den, at du har forelsket dig i mig, og denne
 fejl har du ikke gjort god igen ved at finde dig en
 bedre mand, efter at du hos mig havde taget det,
-du un�gtelig havde brug for. Du svinger mellem
+du unægtelig havde brug for. Du svinger mellem
 mig og din kunst og bilder dig ind, at vi tilsammen
-udg�r dit livs lykke. I virkeligheden har du kun
-brudstykkevis v�ret lykkelig. Du er altfor livsfrodig
-til at ha nok i mig &mdash; &mdash; �, jeg mener ikke
-noget, du har n�dig at protestere imod; du tror
-lige s� lidt som jeg, at k�rligheden best�r i sanselighed,
-men du dr�mmer dog om, at der gives en
-st�rre lidenskab uden nogen st�rre sanselighed, og
+udgør dit livs lykke. I virkeligheden har du kun
+brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig
+til at ha nok i mig &mdash; &mdash; å, jeg mener ikke
+noget, du har nødig at protestere imod; du tror
+lige så lidt som jeg, at kærligheden består i sanselighed,
+men du drømmer dog om, at der gives en
+større lidenskab uden nogen større sanselighed, og
 det er vel den, du savner. Og din kunst kan ikke<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[s. 173]"> </a></span>
-erstatte det savn. Jeg forn�gter ikke de gode timer,
-vi har haft med hinanden, for mig har det jo v�ret
-et helt nyt liv, men du tr�nger til st�rre forhold.
-Ogs� du vilde g�rne plukke den store lidenskabs
+erstatte det savn. Jeg fornægter ikke de gode timer,
+vi har haft med hinanden, for mig har det jo været
+et helt nyt liv, men du trænger til større forhold.
+Også du vilde gærne plukke den store lidenskabs
 frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, jeg har
-p�virket dig med tankens fine og for dig farlige
-gift. Du vilde g�rne ind i en hedere verden, end
-vort hjem har v�ret, du beg�rer at komme hen til
+påvirket dig med tankens fine og for dig farlige
+gift. Du vilde gærne ind i en hedere verden, end
+vort hjem har været, du begærer at komme hen til
 stor ild, som jeg ikke har at byde, du har trang til
 at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
-st�rre og rigere. Du er m�ske bestemt til en s�dan
-lidenskabens storhed, men du t�r ikke betale det,
-den koster. Gode sm� mennesker vil gl�de sig over
+større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan
+lidenskabens storhed, men du tør ikke betale det,
+den koster. Gode små mennesker vil glæde sig over
 dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
-ikke ogs�, det har br�ndt i mit sind, n�r jeg har
-set den ild, der stundom flammer i dine �jne? Det
-har r�bt inden i mig: Hvorfor render hun ikke fra
+ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har
+set den ild, der stundom flammer i dine øjne? Det
+har råbt inden i mig: Hvorfor render hun ikke fra
 mig? &mdash; Nu rejser du, og som sagt du kommer igen,
-fordi du savner mig, n�r du er borte, og s�dan
+fordi du savner mig, når du er borte, og sådan
 vil du blive ved at svinge mellem to ting, hvoraf
 ingen har dit sind helt og holdent. Du er vokset
 fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon
 tilbage, at hver af dem er et hele, for din natur er
-s� rig, at du meddeler dine illusjoner af din egen
+så rig, at du meddeler dine illusjoner af din egen
 livskraft, ellers var den ene af dem &mdash; din store og
-besynderlige k�rlighed til mig &mdash; for l�ngst blevet
+besynderlige kærlighed til mig &mdash; for længst blevet
 til intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der
-ikke kan g� aldeles fallit; hver gang du taber, vinder
+ikke kan gå aldeles fallit; hver gang du taber, vinder
 du samtidig, og du finder dybder, hvor jeg kun
 opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden
 dig &mdash; af al min videnskab har jeg ikke andet
-igen end forst�elsen af forholdet mellem os; alt det
-andet er forl�ngst faldet sammen til st�v og aske.<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[s. 174]"> </a></span>
+igen end forståelsen af forholdet mellem os; alt det
+andet er forlængst faldet sammen til støv og aske.<span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[s. 174]"> </a></span>
 Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske,
-ved vi ikke endnu; men det sp�rgsm�l afg�res ikke
+ved vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke
 lettere eller hurtigere ved, at du blir hos mig.</p>
 
-<p>Hun tog hans h�nd, og de s� l�nge p� hinanden,
-indtil hun slog �jnene ned, i erkendelsen af, at hun
-ikke havde noget at sige eller g�re. S� talte han
+<p>Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden,
+indtil hun slog øjnene ned, i erkendelsen af, at hun
+ikke havde noget at sige eller gøre. Så talte han
 igen:</p>
 
 <p>Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en
 egen stilhed over det, der ligger i solskinnet. Mig
-forekommer det, som om alle ting sover, n�r sollyset
-st�r s� stille over dem som nu. Men du ser
-noget helt andet, noget, du l�nge har m�ttet savne,
-for dine �jne har samme udtryk som i dine pigedage;
+forekommer det, som om alle ting sover, når sollyset
+står så stille over dem som nu. Men du ser
+noget helt andet, noget, du længe har måttet savne,
+for dine øjne har samme udtryk som i dine pigedage;
 og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: at
 du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke
-ligesom der er taget skodder fra sj�len, s� at lyset
-endelig f�r fuld og uhindret adgang?</p>
+ligesom der er taget skodder fra sjælen, så at lyset
+endelig får fuld og uhindret adgang?</p>
 
 <p>Jo, Niels. Kender du det?</p>
 
-<p>Jeg kender det; jeg kan se det p� dig. Der er
+<p>Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er
 mange gode ting, som det ikke er givet mig at opleve,
-men ved s�rlig n�de har jeg f�et dig, for at
+men ved særlig nåde har jeg fået dig, for at
 jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden
-side af tilv�relsen er, den, der vender bort fra
-mig. Ellers kunde jeg v�re blevet ved at leve ligesom
+side af tilværelsen er, den, der vender bort fra
+mig. Ellers kunde jeg være blevet ved at leve ligesom
 under jorden, men du har draget mig frem, og
-jeg kryber ikke ned igen, n�r du er borte. Jeg blir
-hos lyset, der dog p� en m�de er besl�gtet med mig.
-M�ske glemmer jeg dig over det andet.</p>
-
-<p>Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du f�rste gang
-fik magt over mig, ved at du s� p� mig, da t�nkte
-jeg det samme som nu, lige s� sikkert, selv om
-ikke s� klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og
-gemte p� dit blik og lukkede �jnene, for at det ikke<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[s. 175]"> </a></span>
-skulde forsvinde. Jeg s� dig for mig med s�dan en
-magt, det var for mig bevis nok for &mdash; &mdash; &mdash;. � ja,
-det fortalte mig p� een gang, at du var den, jeg
+jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir
+hos lyset, der dog på en måde er beslægtet med mig.
+Måske glemmer jeg dig over det andet.</p>
+
+<p>Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang
+fik magt over mig, ved at du så på mig, da tænkte
+jeg det samme som nu, lige så sikkert, selv om
+ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og
+gemte på dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[s. 175]"> </a></span>
+skulde forsvinde. Jeg så dig for mig med sådan en
+magt, det var for mig bevis nok for &mdash; &mdash; &mdash;. Å ja,
+det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg
 skulde holde af for hele livet, og at jeg havde talent
 &mdash; &mdash;.</p>
 
-<p>Han s� sp�rgende p� hende.</p>
+<p>Han så spørgende på hende.</p>
 
-<p>Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig s�
-meget af at fort�lle dig; nu er det snart gammelt,
-og vi er ikke s� naive l�ngere &mdash; jeg er ikke &mdash;.
+<p>Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så
+meget af at fortælle dig; nu er det snart gammelt,
+og vi er ikke så naive længere &mdash; jeg er ikke &mdash;.
 Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet
-i seng, det var efter, at du havde <em>set</em> p� mig.
-N�ste morgen da jeg v�gnede, vidste jeg alts�
-&mdash; &mdash; to ting. Jeg mente, det skulde blive s� stort
-at sige dig det, men det �jeblik duede ikke, som
+i seng, det var efter, at du havde <em>set</em> på mig.
+Næste morgen da jeg vågnede, vidste jeg altså
+&mdash; &mdash; to ting. Jeg mente, det skulde blive så stort
+at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som
 jeg havde bestemt til det.</p>
 
-<p>M� jeg f� det billede, inden du rejser? Stakkels
-Helga; du har nok lidt noget for et �jebliks disharmoni
+<p>Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels
+Helga; du har nok lidt noget for et øjebliks disharmoni
 fra min side. En mand, der ikke er absolut
-alvidende om, hvad der foreg�r i en ung piges
-sind, kommer n�dvendigvis til at volde hende mere
+alvidende om, hvad der foregår i en ung piges
+sind, kommer nødvendigvis til at volde hende mere
 end een sorg.</p>
 
-<p>Du m� g�rne f� det. Nu er det jo n�sten
-ingen nytte til, med mindre det kan hj�lpe lidt til,
+<p>Du må gærne få det. Nu er det jo næsten
+ingen nytte til, med mindre det kan hjælpe lidt til,
 at du bedre husker mig.</p>
 
-<p>Se p� solskinnet der ude over skoven og markerne,
-sa han lidt efter. For dig betyder det l�ngsel
+<p>Se på solskinnet der ude over skoven og markerne,
+sa han lidt efter. For dig betyder det længsel
 efter noget stort og rigt langt borte. Det betyder
-m�gtig attr� og mangfoldighed &mdash; livet i al sin
+mægtig attrå og mangfoldighed &mdash; livet i al sin
 fylde, der rejser sig, vokser mod lyset. For mig
 betyder det samme solskin: Ro, beskuelse, ligegyldighed.
 Solen oplyser alle ting og er for resten
-lige glad; vi kan forst� det, som vi vil. I det allermindste
-kan vi se tingene; vi kan m�tte vort sind<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[s. 176]"> </a></span>
-med kendsg�rninger. Solen fremviser lidenskabsl�st
+lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste
+kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind<span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[s. 176]"> </a></span>
+med kendsgærninger. Solen fremviser lidenskabsløst
 det, som er. Der er nogle af os, der har nok i at
-g� bag efter solen, lidenskabsl�se som den, og g�re
-os selv opm�rksomme p� det, som er. Det har
-kostet os forskellige sindsbev�gelser, inden vi kom
-s� vidt, men den sm�rtefri beskuelse har ogs� sin
-lykke. Det ang�r ikke os, at der gives en st�rre.
-&mdash; Solen skinner ogs� for mig; den vil l�re mig
-noget. Rejs kun bort; jeg n�mmer det vel bedst,
+gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre
+os selv opmærksomme på det, som er. Det har
+kostet os forskellige sindsbevægelser, inden vi kom
+så vidt, men den smærtefri beskuelse har også sin
+lykke. Det angår ikke os, at der gives en større.
+&mdash; Solen skinner også for mig; den vil lære mig
+noget. Rejs kun bort; jeg næmmer det vel bedst,
 mens jeg er alene.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Toget var k�rt frem; Niels Grandlev og Helga
-gik op og ned ad perronen. Han indsk�rpede hende
+<p>Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga
+gik op og ned ad perronen. Han indskærpede hende
 forskellige forsigtighedsregler, som hun gjorde vel
 i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men
 efter deres sidste lange samtale havde han haft il
-med at f� hende af sted. Hun talte ikke ret meget,
-men udtrykket i hendes �jne var varmt og levende,
-han tilskrev det gl�den over at skulle rejse og undgik
-s� vidt muligt at se p� hende.</p>
+med at få hende af sted. Hun talte ikke ret meget,
+men udtrykket i hendes øjne var varmt og levende,
+han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik
+så vidt muligt at se på hende.</p>
 
-<p>Hun steg op i kupeen, og han blev p� perronen.
-Nu skulde hun skrive udf�rligt om, hvordan det gik
+<p>Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen.
+Nu skulde hun skrive udførligt om, hvordan det gik
 med hendes kunstneriske udvikling; deres personlige
-forhold var det ikke v�rd at tale om for det
-f�rste; de havde jo talt ud.</p>
+forhold var det ikke værd at tale om for det
+første; de havde jo talt ud.</p>
 
-<p>Kom op til mig, sa hun sagte, og han s� forbavset
-p� hende, men steg op p� trinet.</p>
+<p>Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset
+på hende, men steg op på trinet.</p>
 
-<p>Kondukt�ren kom nede fra den anden ende og
-begyndte at lukke d�rene. Helga b�jede sig ud mod<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[s. 177]"> </a></span>
-Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham h�ftigt
+<p>Konduktøren kom nede fra den anden ende og
+begyndte at lukke dørene. Helga bøjede sig ud mod<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[s. 177]"> </a></span>
+Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham hæftigt
 og sa:</p>
 
 <p>Jeg elsker dig.</p>
 
-<p>D�ren blev lukket. Han s� efter toget, som k�rte.</p>
+<p>Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.</p>
 
-<p>Det forst�r jeg ikke, sa han.</p>
+<p>Det forstår jeg ikke, sa han.</p>
 
 <hr class="chapbreak" />
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[s. 178]"> </a></span></p>
@@ -6891,979 +6852,602 @@ og sa:</p>
 <h2><a name="KAPITEL_19" id="KAPITEL_19"></a>KAPITEL 19</h2>
 
 
-<p>Mens eksprestoget dampede nord p� fra Paris,
-sad Helga ved kupevinduet og l�ste et brev,
-hun havde f�et fra Grandlev, lige f�r hun rejste.
-Det var skrevet som svar p� hendes meddelelse om,
+<p>Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris,
+sad Helga ved kupevinduet og læste et brev,
+hun havde fået fra Grandlev, lige før hun rejste.
+Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om,
 at hun havde i sinde at rejse hjem; hun havde da
-v�ret borte i to �r.</p>
+været borte i to år.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; F�r vi ses igen, stod der, er det n�dvendigt,
-at du forst�r den forandring, der i mellemtiden er
-foreg�et med mig. Da du var rejst, s�gte jeg at
+<p>&mdash; &mdash; Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt,
+at du forstår den forandring, der i mellemtiden er
+foregået med mig. Da du var rejst, søgte jeg at
 klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
 lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet
 blev en hel lille afhandling. Hvis du vil, skal du
-senere f� den at l�se; den handlede om ideer, som
-du m�ske ikke husker, at du har h�rt mig udvikle,
-men n�r du h�rer lidt om dem, s� vil du straks sige,
+senere få den at læse; den handlede om ideer, som
+du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle,
+men når du hører lidt om dem, så vil du straks sige,
 at det ligner mig.</p>
 
 <p>Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne
 livs splittende indflydelse &mdash; der er mange andre,
 der har gjort det. Jeg skildrede en menneskeart,
-som er ved at udd�, en bleg type, der ikke er
-s� unyttig, som det almindelig antages. Det er b�reren
+som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er
+så unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren
 af visdommen, den teoretiske livsviden, der
-nu er s� ilde stillet, omgivet af foragt p� to sider.
-Foran visdommen st�r fremtiden: Opfinderen, socialdemokraten,<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[s. 179]"> </a></span>
+nu er så ilde stillet, omgivet af foragt på to sider.
+Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen, socialdemokraten,<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[s. 179]"> </a></span>
 sportsmanden. De er kommet ud
-over visdommen og h�ner den med et af <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: vore">vor</a> tids
-v�rste sk�ldsord: Litteratur. Bag ved st�r fortiden:
+over visdommen og håner den med et af <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: vore">vor</a> tids
+værste skældsord: Litteratur. Bag ved står fortiden:
 Menigmand, Vulgus &mdash; samme foragt, kun at
-de ikke praler af, at de forst�r den vise, s�dan som
-de andre; tv�rt imod: de roser sig af, at de ikke
-forst�r ham. Ved samvirken af disse to yderligheder
-er et nyt barbari i f�rd med at udvikle sig.
-Den, der ikke vil andet end t�nke lidenskabsl�st
-over menneskelige ting, er bestemt til at g� under i
-dette barbari. Mellem den oplyste husmand, pr�liminarist
+de ikke praler af, at de forstår den vise, sådan som
+de andre; tvært imod: de roser sig af, at de ikke
+forstår ham. Ved samvirken af disse to yderligheder
+er et nyt barbari i færd med at udvikle sig.
+Den, der ikke vil andet end tænke lidenskabsløst
+over menneskelige ting, er bestemt til at gå under i
+dette barbari. Mellem den oplyste husmand, præliminarist
 og kandidat til folketinget &mdash; og professoren
 i fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden
-d�r den t�nker, der hverken er politiker,
+dør den tænker, der hverken er politiker,
 folkeoplyser eller opfinder.</p>
 
 <p>Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin
-foragt for al t�nkning, der ikke er anvendt t�nkning,
-praktisk anvendelig t�nkning, og den vigtigste
-�rsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
+foragt for al tænkning, der ikke er anvendt tænkning,
+praktisk anvendelig tænkning, og den vigtigste
+årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
 er den stigende folkeoplysning. Det store
 folk er nu draget med ind i udviklingen, og folket,
-der har en beundringsv�rdig sans for de sider af
-kultur, der har praktisk v�rdi, har sin ligegyldighed
+der har en beundringsværdig sans for de sider af
+kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed
 rede for den del af kulturen, hvis nytte ikke er
 umiddelbart indlysende. Og det synes, som om
-denne det brede lags foragt har virket tilbage p�
-den h�jere kulturs m�nd. Derfor h�rer man professorer
+denne det brede lags foragt har virket tilbage på
+den højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer
 tale om, hvad jeg vil kalde for uverdslig
 kultur, med samme ringeagt som en oplyst husmand
 eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der
 var en tid, da litteratur, der dyrkede den rene
-menneskeviden, stod h�jt i anseelse &mdash; &mdash; men det<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[s. 180]"> </a></span>
-var ganske vist ikke her i landet. Sj�leviden er nu
-ene overladt til psykofysikerne og sindssygel�gerne.</p>
+menneskeviden, stod højt i anseelse &mdash; &mdash; men det<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[s. 180]"> </a></span>
+var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden er nu
+ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne.</p>
 
-<p>Men jeg har alts� stillet mig i de uverdsliges
+<p>Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges
 flok. En gang var den eneste undskyldning for
 uverdslighed den, at man viede sit hele liv til religionen.
-Er vi ikke n�et s� vidt, at den uverdslige
-digter eller den uverdslige t�nker anerkendes rent
+Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige
+digter eller den uverdslige tænker anerkendes rent
 menneskeligt som eksistensberettiget? Nej.</p>
 
 <p>Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg
-har opn�et den fred, som mange har prist, og som
-nogle har kendt. Dermed har tilv�relsen givet mig
-det, jeg tr�nger til; jeg kan ikke anbefale det med
+har opnået den fred, som mange har prist, og som
+nogle har kendt. Dermed har tilværelsen givet mig
+det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med
 andre eller bedre ord.</p>
 
 <p>For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt
 for de fleste kulturmennesker, at de drog sig
 bort fra det praktiske liv og foragtede det. Det var
-is�r digtere, og de bet�d vel ikke stort. Da tiden
-havde brug for m�nd, der kunde udrette noget, afholdt
-de sig fra al handling; de t�nkte, og mest
-digtede de; der var vel ikke megen �nd deri. De
-har senere f�et deres ublide dom; de er faldet ud af
+især digtere, og de betød vel ikke stort. Da tiden
+havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt
+de sig fra al handling; de tænkte, og mest
+digtede de; der var vel ikke megen ånd deri. De
+har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud af
 tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der
 ligesom et tomt hul i vor kultur, og det er undertiden
 vanskeligt at se, om de virkelig har haft nogen
-betydning. Jeg �nsker just ikke at ligne dem, og
-nu da der er sagt tilstr�kkelig meget ondt om dem,
+betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne dem, og
+nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem,
 vil jeg sige dette, at nogle af dem dog sikkert har
 kendt en slags verdensbeskuende sindsro, der er i
-sl�gt med visdom. Den var vel ikke resultatet af
-nogen tankegang, men snarere en n�dvendig f�lge
-af deres hoders lyriske beskaffenhed, men sj�lefred
-var det, og i vor tid, da der ikke er mangel p�
-m�nd, der har handlingens gave, vilde det dog<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[s. 181]"> </a></span>
-m�ske v�re uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere
+slægt med visdom. Den var vel ikke resultatet af
+nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge
+af deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred
+var det, og i vor tid, da der ikke er mangel på
+mænd, der har handlingens gave, vilde det dog<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[s. 181]"> </a></span>
+måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere
 helt forsvandt.</p>
 
-<p>Den ideelle t�nker &mdash; jeg mener den mand, hvis
-t�nkning udelukkende f�rer ham til ideer og ikke
+<p>Den ideelle tænker &mdash; jeg mener den mand, hvis
+tænkning udelukkende fører ham til ideer og ikke
 til handling, &mdash; er under udryddelse; omkring ham
 lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed
-eller deres ikke-viden om hans tilv�relse, og i en
-s�dan atmosf�re m� han n�dvendigvis d� eller opgive
+eller deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en
+sådan atmosfære må han nødvendigvis dø eller opgive
 sig selv. Det ny barbari finder ham ikke anvendelig;
 det er dommen over ham. De, der samler
-deres sind fra al adspredelse, som t�nkere, som
+deres sind fra al adspredelse, som tænkere, som
 digtere eller som ingenting, og uden noget andet
-form�l end samling, de udd�r f�rst. Senere vil ogs�
-de forsvinde, der dog p� en m�de lever af ikke-praktisk
-�ndsvirksomhed: Statsl�nnede digtere og
+formål end samling, de uddør først. Senere vil også
+de forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk
+åndsvirksomhed: Statslønnede digtere og
 professorer i filosofi (i ordets gammeldags betydning).
-Ti der vil blive dem givet at forst�, eller de
-vil selv f�le, at det ligger i tiden, at de m� indrette
-deres hj�rne til mere tidssvarende virksomhed.
-�ndelig fabriksdrift blir fremtidens l�sen.</p>
+Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de
+vil selv føle, at det ligger i tiden, at de må indrette
+deres hjærne til mere tidssvarende virksomhed.
+Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.</p>
 
-<p>&mdash; &mdash; Du vil m�ske synes, at der i alt dette ligger
+<p>&mdash; &mdash; Du vil måske synes, at der i alt dette ligger
 en selvtilfredshed, som ikke ligner mig &mdash; &mdash;. Ja,
-der st�r i denne afhandling mange ting, som du
-vil finde m�rkelige, men nu skal du vide, at den er
-resultatet af mit sidste og endelige fors�g p� at
+der står i denne afhandling mange ting, som du
+vil finde mærkelige, men nu skal du vide, at den er
+resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at
 klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med
-at ang� to mennesker, endte med et opg�r mellem
+at angå to mennesker, endte med et opgør mellem
 mig og det moderne samfund. Hvis du er modtagelig
-for det humoristiske, s� vil du more dig over,
-hvad jeg nu fort�ller dig. Min afhandling &mdash; som
-ved en ren tilf�ldighed kom i trykken &mdash; har vakt
+for det humoristiske, så vil du more dig over,
+hvad jeg nu fortæller dig. Min afhandling &mdash; som
+ved en ren tilfældighed kom i trykken &mdash; har vakt
 en del interesse, og jeg ved, at mange har tiltroet
-mig et meget n�je samliv med de moderne foreteelser;<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[s. 182]"> </a></span>
-man har rosende fremh�vet den varme, min
-afhandling var b�ret af; man har beundret den intellektuelt
+mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser;<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[s. 182]"> </a></span>
+man har rosende fremhævet den varme, min
+afhandling var båret af; man har beundret den intellektuelt
 afklarede harme, der har inspireret den.
 En kort, men rammende skildring af nutidens barbar,
 som findes i afhandlingen, har forbavset det
 dannede publikum ved sin overlegne fordeling af
-lys og skygge &mdash; &mdash;. Og det er i det v�senlige dig,
-jeg har t�nkt p�, men det ved ingen uden du og
-jeg. Er det en grov sp�g &mdash; &mdash;? Husk p�, du er
+lys og skygge &mdash; &mdash;. Og det er i det væsenlige dig,
+jeg har tænkt på, men det ved ingen uden du og
+jeg. Er det en grov spøg &mdash; &mdash;? Husk på, du er
 min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg blev
 kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som
-nogle m� fly for at redde sig &mdash; det er du. Du
+nogle må fly for at redde sig &mdash; det er du. Du
 har bragt mig alt, hvad en stor oplevelse kan bringe
-med sig. F�rst fornyelsen, indlevelse i en ny verden,
-som jeg hidtil havde st�et uden for. Dern�st
+med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny verden,
+som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst
 forvirringen og tvivlen, fordi dette nye, der var
 bedre end det gamle, ikke i den grad lod sig erobre
-og holde fast, ikke vilde vokse s� inderlig sammen
-med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvneds�ttelsen,
+og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig sammen
+med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen,
 fordi jeg ikke var den rette mand.
-Skuffelsen og den bitre selvbel�ring, ulyst ved det,
+Skuffelsen og den bitre selvbelæring, ulyst ved det,
 der tidligere var al mit eje. Og endelig fornyelse
 igen ved resignasjon. &mdash; Omtrent alt hvad et menneske
-kan t�nke sig muligheden af at komme til at
-opleve i sin livstid, det har du bragt ind i min tilv�relse.
+kan tænke sig muligheden af at komme til at
+opleve i sin livstid, det har du bragt ind i min tilværelse.
 Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok til
-at s�tte mig hen og tale p� egne og p� andres
-vegne, der ligesom jeg er st�dt sammen med ytringsformer
+at sætte mig hen og tale på egne og på andres
+vegne, der ligesom jeg er stødt sammen med ytringsformer
 af livets umiddelbare kraft, der var dem
-overm�gtige, og som har lidt tab af egne v�rdier
-under sammenst�det. Men mod slutningen af afhandlingen
+overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier
+under sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen
 kom jeg ganske vist noget langt bort fra<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[s. 183]"> </a></span>
-os to; dog n�r jeg s� klippede den f�rste halvdel
-fra, da m�rkedes det ikke.</p>
-
-<p>Jeg har f�et tilslutning af mange, der kommer
-fra samfundets t�rre, golde larm som fra en m�lle
-(siger de), der kun maler sand p� sine hvinende
-kv�rne. <em>Jeg</em> kommer fra min egen sj�l; m�ske
-g�r jeg den uret &mdash; ja, det g�r jeg sikkert &mdash; men
+os to; dog når jeg så klippede den første halvdel
+fra, da mærkedes det ikke.</p>
+
+<p>Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer
+fra samfundets tørre, golde larm som fra en mølle
+(siger de), der kun maler sand på sine hvinende
+kværne. <em>Jeg</em> kommer fra min egen sjæl; måske
+gør jeg den uret &mdash; ja, det gør jeg sikkert &mdash; men
 nu synes jeg, at det, den malede, ikke var andet
 end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
-dyrke det l�ngere. Om det alts� er mig, der er den
-omtalte ideelle t�nker, derom kan publikum tro,
-hvad det vil. Jeg har talt p� hans vegne som en,
-der til en vis grad forst�r ham.</p>
+dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den
+omtalte ideelle tænker, derom kan publikum tro,
+hvad det vil. Jeg har talt på hans vegne som en,
+der til en vis grad forstår ham.</p>
 
 <p>Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet
-min stilling og f�et en anden, der passer mig bedre,
-og jeg er kommet i ber�ring med adskillige mennesker,
-der erkl�rer, at de har samme livsanskuelse
-som jeg. Disse "meningsf�ller" er h�jst besynderlige
-og l�rerige mennesker; de har ligesom jeg lidt
-en vis sj�lelig beskadigelse, idet de t�rnede sammen
+min stilling og fået en anden, der passer mig bedre,
+og jeg er kommet i berøring med adskillige mennesker,
+der erklærer, at de har samme livsanskuelse
+som jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige
+og lærerige mennesker; de har ligesom jeg lidt
+en vis sjælelig beskadigelse, idet de tørnede sammen
 med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
-sidder de i en krog og vil bel�re samfundet om
+sidder de i en krog og vil belære samfundet om
 stilhed og selvfordybelse, som om samfundet ikke
 var en maskinhal, hvor de to ting er umulige. Jeg
-har blandt disse m�nd truffet mange tomme fantaster,
-der b�r ansete navne som digtere og videnskabsm�nd;
+har blandt disse mænd truffet mange tomme fantaster,
+der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd;
 jeg opdager dem straks, jeg kan umulig
-ta fejl af deres lighed med mig selv; men jeg forst�r
+ta fejl af deres lighed med mig selv; men jeg forstår
 dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
-vilde de ikke v�re s� �benhj�rtige over for mig.
+vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig.
 Det er af mine folk, vi lider alle af Den tomme
-Syge, vi med vore h�jt udviklede hj�rner. Men
+Syge, vi med vore højt udviklede hjærner. Men
 dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde<span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[s. 184]"> </a></span>
-haft dig som norm. Jeg kan se dine �jne for mig,
-n�r jeg m�der disse betydelige m�nds blik. N�r
+haft dig som norm. Jeg kan se dine øjne for mig,
+når jeg møder disse betydelige mænds blik. Når
 jeg har siddet over for en af dem, og vi har diskuteret
-de vigtigste sp�rsm�l, s� har det v�ret, som
+de vigtigste spørsmål, så har det været, som
 om to kolde intellektuelle hulheder vendte mod hinanden
-og udsendte hver sin d�de kulde. De taler
-om livet, og de kan ikke selv h�re, hvor d�de de er;
-i s�danne �jeblikke husker jeg din stemme, dine
-�jne. &mdash; &mdash; Jeg ved dog, hvad liv er, og disse m�nd,
+og udsendte hver sin døde kulde. De taler
+om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er;
+i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine
+øjne. &mdash; &mdash; Jeg ved dog, hvad liv er, og disse mænd,
 som har trukket sig tilbage fra samfundets larm
-for at redde livet, de er totalt d�de.</p>
+for at redde livet, de er totalt døde.</p>
 
 <p>Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret
-i min afhandling? Jeg kendte dem ikke s�
-n�je, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i den
+i min afhandling? Jeg kendte dem ikke så
+nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i den
 besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har
-skildret? Str�ngt taget har jeg ikke truffet andre
-end mig selv. Men det sp�rsm�l er ogs� uden al
-interesse; jeg har f�et klarhed og ro for mit eget
-vedkommende, s� m� de andre klare deres livssp�rsm�l
+skildret? Strængt taget har jeg ikke truffet andre
+end mig selv. Men det spørsmål er også uden al
+interesse; jeg har fået klarhed og ro for mit eget
+vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål
 selv.</p>
 
 <p>Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg
-ha opn�et en bedre stilling end den beskedne, jeg
-nu indtager ved et k�benhavnsk blad, ti den frisindede
-reaksjon havde g�rne taget mig i sin
+ha opnået en bedre stilling end den beskedne, jeg
+nu indtager ved et københavnsk blad, ti den frisindede
+reaksjon havde gærne taget mig i sin
 tjeneste, med den uudtalte motivering, at en mand,
-der s�ledes tar afstand fra det moderne livs larm,
-m�tte v�re brugbar mod socialisme og anden radikalisme.
+der således tar afstand fra det moderne livs larm,
+måtte være brugbar mod socialisme og anden radikalisme.
 Den frisindede reaksjon har haft sine
-s�gere ude efter mig for at erhverve en politiker
-eller i det mindste en p�lidelig mand p� et mere
-�stetisk omr�de. Men de har overvurderet mine
-�vner og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den<span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[s. 185]"> </a></span>
-beskednere del, hvormed den beskednere indt�gt er
-uopl�seligt forbundet.</p>
+søgere ude efter mig for at erhverve en politiker
+eller i det mindste en pålidelig mand på et mere
+æstetisk område. Men de har overvurderet mine
+ævner og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den<span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[s. 185]"> </a></span>
+beskednere del, hvormed den beskednere indtægt er
+uopløseligt forbundet.</p>
 
 <p>&mdash; &mdash; Har du endnu nogen som helst forestilling
-om, at der var ved at foreg� en forandring med mig
-den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en forn�mmelse
-af sorgl�shed og lethed, som ikke senere vilde
-komme igen. Og dog var jeg ikke f�r den tid en
-mand, der f�lte trang til befrielse; tv�rt imod, jeg
-var tilfreds, min viden besv�rede mig ikke; jeg ved,
-at andre kaldte mig tung; jeg selv f�lte mig let. Men
-p� vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i
+om, at der var ved at foregå en forandring med mig
+den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en fornæmmelse
+af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde
+komme igen. Og dog var jeg ikke før den tid en
+mand, der følte trang til befrielse; tvært imod, jeg
+var tilfreds, min viden besværede mig ikke; jeg ved,
+at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men
+på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i
 mig blev sat ud af funksjon. Jeg var til mode som
-en rig mand, der ved en m�rkelig h�ndelse kommer
+en rig mand, der ved en mærkelig hændelse kommer
 til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
-det, han f�r beh�vede. Jeg f�lte, at jeg �ndelig set
-beh�vede mindre for at leve, jeg fik et indblik i livets
-simpelhed og �nskede at blive delagtiggjort i
+det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set
+behøvede mindre for at leve, jeg fik et indblik i livets
+simpelhed og ønskede at blive delagtiggjort i
 den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
 havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min
-l�rdom op igen, og da var den blevet tung. Derefter
-var jeg l�nge ikke tilfreds. Du blev ikke hos
-mig for at lette mig byrden (hvilket nogle p�st�r
-skal v�re kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste
-<em>t�nker</em> erfaringsm�ssigt t�r bekr�fte den p�stand).
+lærdom op igen, og da var den blevet tung. Derefter
+var jeg længe ikke tilfreds. Du blev ikke hos
+mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår
+skal være kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste
+<em>tænker</em> erfaringsmæssigt tør bekræfte den påstand).
 Du gik fra og til; du havde dit eget at passe. Jeg
-t�nker mig med skr�k, hvad der vilde v�re sket,
-hvis du havde fors�gt at leve dig ind i mine interesser:
+tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket,
+hvis du havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser:
 Du var visnet sammen med halvdelen af min
-sj�l, og d�r havde jeg forladt dig. Men jeg var
-ene med mit, og du holdt dig s� langt borte, som det
-var n�dvendigt, for at din friskhed ikke skulde lide
+sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var
+ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det
+var nødvendigt, for at din friskhed ikke skulde lide
 noget tab. Du kom imellem stunder og fortalte mig,
-hvordan du ikke kunde leve uden mig, og n�r du var<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[s. 186]"> </a></span>
-borte, l�ngtes jeg efter dig &mdash; &mdash; indtil jeg nu sidst
-begyndte at l�nges, ikke efter dig, men efter den
-store sorgl�se ro, som jeg l�rte at kende p� den
-m�rkeligste dag, jeg hidtil havde oplevet. Lykken
-kunde ikke blive mig til del, men jeg har f�et det
-sidste, der endnu var mig muligt at opn�: visdommen,
-sj�lens uforanderlige ligev�gt.</p>
-
-<p>Den vise er ligesom en gud, der er f�rdig med at
-skabe, og har holdt op at g�re mirakler og �benbare
-sig; verden g�r af sig selv, han sidder uden for
-og ser p� den, han er g�et over fra handling til beskuelse,
+hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når du var<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[s. 186]"> </a></span>
+borte, længtes jeg efter dig &mdash; &mdash; indtil jeg nu sidst
+begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den
+store sorgløse ro, som jeg lærte at kende på den
+mærkeligste dag, jeg hidtil havde oplevet. Lykken
+kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det
+sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen,
+sjælens uforanderlige ligevægt.</p>
+
+<p>Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at
+skabe, og har holdt op at gøre mirakler og åbenbare
+sig; verden går af sig selv, han sidder uden for
+og ser på den, han er gået over fra handling til beskuelse,
 og det er nu ganske, som om han slet ikke
-var til. Den vise er &mdash; s�ledes ser det ud &mdash; overfl�dig
+var til. Den vise er &mdash; således ser det ud &mdash; overflødig
 i verden; mod den kloge er han for intet at
-regne, ti hans sj�l indeholder det mindst mulige,
+regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige,
 han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder
 intet, ikke for eksempel et ideal, man skal
-str�be at ligne, heller ikke en art, der b�r udryddes
-som overfl�dig. Det er t�beligt at lovprise
-ham, da n�sten ingen ved noget om hans salighed;
+stræbe at ligne, heller ikke en art, der bør udryddes
+som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise
+ham, da næsten ingen ved noget om hans salighed;
 det er dumt at foragte ham, ti han har kun adlydt
 en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
 der var ham mest tjenlig.</p>
 
 <p>Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at
-visdom er det sidste, ufrugtbare skud p� kulturen,
-men det er ogs� min overbevisning, at kulturen af
-og til skal s�tte s�danne skud, og jeg har ikke
-�nsket eller med mit vidende str�bt efter at blive
-et af dem. Og dog st�r det for mig, som om jeg en
-gang har beg�et en fejl, som jeg nu b�der for; visdommen
-er min p�nitense. Hvad det er for en
-synd, jeg har beg�et, blir jeg vist aldrig klar over,
-men jeg har t�nkt mig, at den st�r i forbindelse<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[s. 187]"> </a></span>
-med det �jeblik, da jeg resignerede og blev i min
-lille by og fordoblede, mangedoblede min l�rdom.
-Mon vi ikke alle beg�r fejl mod os selv, og tilintetg�r
-et eller andet anl�g og senere b�der for det,
+visdom er det sidste, ufrugtbare skud på kulturen,
+men det er også min overbevisning, at kulturen af
+og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke
+ønsket eller med mit vidende stræbt efter at blive
+et af dem. Og dog står det for mig, som om jeg en
+gang har begået en fejl, som jeg nu bøder for; visdommen
+er min pønitense. Hvad det er for en
+synd, jeg har begået, blir jeg vist aldrig klar over,
+men jeg har tænkt mig, at den står i forbindelse<span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[s. 187]"> </a></span>
+med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min
+lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom.
+Mon vi ikke alle begår fejl mod os selv, og tilintetgør
+et eller andet anlæg og senere bøder for det,
 ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
-vore sj�le, vil finde indre skader, som vi har
-b�ret p� hele livet igennem, og som m�ske kun et
-par gange har for�rsaget os nogen uro. Jeg antager,
-at vore sj�le vil se ud ligesom d�de, n�r de
+vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har
+båret på hele livet igennem, og som måske kun et
+par gange har forårsaget os nogen uro. Jeg antager,
+at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de
 obduceres: forkalkning og henvisnen vil vise sig at
-v�re ganske almindelige svagheder.</p>
+være ganske almindelige svagheder.</p>
 
-<p>Mig er det vist g�et v�rre end andre; dog b�r
-jeg visdommens byrde med t�lmodighed, og derfor
-har jeg det bedre end mange andre. P� en underlig
-m�de er jeg kommet i n�rheden af lidenskab,
-jeg har haft livets fylde s� t�t op ad mig som
+<p>Mig er det vist gået værre end andre; dog bær
+jeg visdommens byrde med tålmodighed, og derfor
+har jeg det bedre end mange andre. På en underlig
+måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab,
+jeg har haft livets fylde så tæt op ad mig som
 nogen, men det var ikke for, at jeg skulde blive delagtig
-deri, snarere som for at jeg skulde fj�rnes
-endnu l�ngere derfra. Jeg f�ler i dette �jeblik det
-besynderligste sl�gtskab med dem, der har gennemg�et
-store lidelser, kun at jeg n�sten intet har lidt.
-Det, der er h�ndet mig, kunde vel g�re mangen
+deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes
+endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det
+besynderligste slægtskab med dem, der har gennemgået
+store lidelser, kun at jeg næsten intet har lidt.
+Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen
 anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse,
 at jeg blot skulde ane, hvad lidelse er;
-den skulde lige strejfe min sj�l, og nu, efter at
-dette er sket, kan der ikke mere h�nde mig noget,
-jeg ikke er forberedt p�; der er ikke l�ngere noget
+den skulde lige strejfe min sjæl, og nu, efter at
+dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget,
+jeg ikke er forberedt på; der er ikke længere noget
 nyt under solen. Den sindsro, jeg fik en anelse om
 den sidste dag, jeg talte med dig, den har nu indfundet
 sig, og jeg har taget den som en gave, der
 var mig bestemt fra evighed af.</p>
 
 <p>Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At
-jeg udretter noget, er kun tilsyneladende; jeg l�ser<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[s. 188]"> </a></span>
-en del b�ger, der hverken g�r mig gavn eller skade.
-For �vrigt dyrker jeg min have og g�r ture. Mennesker
+jeg udretter noget, er kun tilsyneladende; jeg læser<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[s. 188]"> </a></span>
+en del bøger, der hverken gør mig gavn eller skade.
+For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker
 ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er
-p� det omr�de en foregangsmand; andre, der er
-lige s� unyttige som jeg, vil, n�r de blir lige s�
-kloge, f�lge mit eksempel, men forh�benlig vil de
-ikke neds�tte sig i n�rheden af mig; jeg har ingen
+på det område en foregangsmand; andre, der er
+lige så unyttige som jeg, vil, når de blir lige så
+kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de
+ikke nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen
 lyst til at se flere af de patienter, der lider af Den
 tomme Syge. Jeg har studeret dem grundigt nok.</p>
 
-<p>Derimod har jeg t�nkt p� at indrette mig et
-huggehus. Mine h�nder, der i �r har gjort bekendtskab
-med haveredskaber, l�nges nu ogs� efter
-sav og hammer, sk�nt jeg vil tro, at ogs� dette
-bekendtskab i begyndelsen vil falde dem besv�rligt.
-S�ledes h�ber jeg, at jeg ved j�vn fremgang kan
-f� et vist tag i de sm� tings verden, samtidig med,
+<p>Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et
+huggehus. Mine hænder, der i år har gjort bekendtskab
+med haveredskaber, længes nu også efter
+sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette
+bekendtskab i begyndelsen vil falde dem besværligt.
+Således håber jeg, at jeg ved jævn fremgang kan
+få et vist tag i de små tings verden, samtidig med,
 at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud
-over den st�rre verden.</p>
+over den større verden.</p>
 
-<p>Du kan vel ikke ha forst�et af det, jeg har
+<p>Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har
 skrevet, at jeg pludselig er blevet en gammel mand,
 eller at jeg skulde ha tabt lysten til at leve; jeg har
-blot erhvervet en ualmindelig �vne til at <em>undv�re</em>,
-og jeg befinder mig vel derved. Det at undv�re er
-vist et s�rligt anl�g hos mig, og jeg skylder dig, at
-dette anl�g nu har n�et sin fuldkommenhed.</p>
+blot erhvervet en ualmindelig ævne til at <em>undvære</em>,
+og jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er
+vist et særligt anlæg hos mig, og jeg skylder dig, at
+dette anlæg nu har nået sin fuldkommenhed.</p>
 
-<p>Jeg har forklaret dig min tilstand s� udf�rligt,
-for at du skal ha lettere ved at afg�re det sp�rsm�l,
+<p>Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt,
+for at du skal ha lettere ved at afgøre det spørsmål,
 som er det eneste, der interesserer dig, og for
 hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du nu skal
-vende tilbage til mig eller ikke. Du fort�ller mig,
-at du st�r i begreb med at rejse hjem. N�r du har
-overvejet mit brev, s� ved du, hvad du skal g�re.
-Jeg har redeligt fremstillet alting for dig, s�ledes<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[s. 189]"> </a></span>
+vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig,
+at du står i begreb med at rejse hjem. Når du har
+overvejet mit brev, så ved du, hvad du skal gøre.
+Jeg har redeligt fremstillet alting for dig, således<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[s. 189]"> </a></span>
 som det er. Du har ingen pligt over for mig; du
 bereder mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage
 til mig.</p>
 
 <p>Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst
-skiltes; vort �gteskab kan ikke forts�ttes under den
+skiltes; vort ægteskab kan ikke fortsættes under den
 antagelse, hvormed det blev begyndt: At du havde
-nok i mig, eller at jeg dog bet�d mere for dig end
+nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end
 noget andet. Denne opfattelse har din erfaring
-dementeret &mdash; har du m�ske glemt det? Du er tilb�jelig
+dementeret &mdash; har du måske glemt det? Du er tilbøjelig
 til at glemme, at du har tvivlet om mig, og
 det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta
 mig for det, jeg er: noget ved siden af din kunst,
 ikke noget helt. Nu er jeg endog blevet mindre
-v�rd i dine �jne end f�r, siden jeg kan leve tilfreds
+værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve tilfreds
 uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke
-meget; den h�nd, jeg r�kker ud imod dig, er ikke
+meget; den hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke
 varm, men den er heller ikke slap eller aldeles ligegyldig.
-Det kan n�sten g�re mig ondt, at s�
-varme h�nder som dine skulde gribe s� underlig
-forkert, men tror du ikke ogs�, at de blir kolde en
-gang &mdash; af at h�ndtere malerpenselen?</p>
+Det kan næsten gøre mig ondt, at så
+varme hænder som dine skulde gribe så underlig
+forkert, men tror du ikke også, at de blir kolde en
+gang &mdash; af at håndtere malerpenselen?</p>
 
 <p>Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du
-kommer. Er din k�rlighed virkelig en s� naturstridig
+kommer. Er din kærlighed virkelig en så naturstridig
 ting, at den kan drive dig tilbage til mig?
-Er du virkelig med en s� vidunderlig kraft vokset
-fast til mig, visdommens halvvisne tr�? Det er ikke
+Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset
+fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke
 mig, der binder dig; jeg har aldeles ingen magt over
 dig; du har fundet mig og holder mig fast.</p>
 
-<p>Jeg sp�r mig selv med en vis uro, om det er min
-pligt at v�re den, der tar en bestemmelse om vort
+<p>Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min
+pligt at være den, der tar en bestemmelse om vort
 forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg er ikke den
-rette mand; du er fri. &mdash; Det er m�ske min skyld,
-at din k�rlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[s. 190]"> </a></span>
-der siger, at hvad der kun er halvt, det b�r
+rette mand; du er fri. &mdash; Det er måske min skyld,
+at din kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker,<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[s. 190]"> </a></span>
+der siger, at hvad der kun er halvt, det bør
 ikke eksistere. Der er endog dem, der mener at
-kunne bevise denne p�stand ud af deres eget liv.
+kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv.
 Men hvor mange af os er selv hele? Er du en af
-dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se s� stort p�
+dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se så stort på
 det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
 udelukkende regner med hele tal og kaster alle
-br�ker bort.</p>
+brøker bort.</p>
 
 <p>Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig?
 Men du ved jo, hvad der venter dig; jeg narrer dig
-ikke; jeg s�ger ikke at p�virke dig, og jeg er heller
+ikke; jeg søger ikke at påvirke dig, og jeg er heller
 ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg,
-som troede at vide s� meget, jeg ved ikke noget i
-dette sp�rsm�l, der ang�r et menneskes liv; (mig
-selv regner jeg ikke med). Ti min visdom best�r
-jo i at vide s� lidt som muligt.</p>
-
-<p>Nu er jeg f�rdig. Jeg har skrevet s� l�nge, at
-jeg synes, jeg h�rer mig selv tale, men tavsheden,
-som kommer efter, skal g�re mig godt. Jeg
+som troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i
+dette spørsmål, der angår et menneskes liv; (mig
+selv regner jeg ikke med). Ti min visdom består
+jo i at vide så lidt som muligt.</p>
+
+<p>Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at
+jeg synes, jeg hører mig selv tale, men tavsheden,
+som kommer efter, skal gøre mig godt. Jeg
 har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er
-min fred blevet st�rre end nogen sinde. Jeg overlader
-alt til dig, og jeg er vis p�, at du vil forst�
-dig bedre p� din egen tilfredshed end jeg &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
+min fred blevet større end nogen sinde. Jeg overlader
+alt til dig, og jeg er vis på, at du vil forstå
+dig bedre på din egen tilfredshed end jeg &mdash; &mdash; &mdash;.</p>
 
 <hr class="tb" />
 
-<p>Halvandet d�gn senere stod Helga ud ved sin
+<p>Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin
 gamle by. Hun gik straks op til sin moer, som
-endnu boede d�r, og n�ste dag s� folk hende g�
-sin s�dvanlige tur gennem byen og ud til skoven.
-Der var kun f�, der hilste p� hende, men s� mange
-flere, der tog hende i �jesyn.</p>
-
-<p>Det var efter�r. Skoven stod i den pragt, som
-hun kendte s� godt og l�ngtes efter at se. S�ledes<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[s. 191]"> </a></span>
-s� den ud den dag, da hun var begyndt at blive til
+endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå
+sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven.
+Der var kun få, der hilste på hende, men så mange
+flere, der tog hende i øjesyn.</p>
+
+<p>Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som
+hun kendte så godt og længtes efter at se. Således<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[s. 191]"> </a></span>
+så den ud den dag, da hun var begyndt at blive til
 det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
 vildhed. Det var den, der havde revet hende
-ud af et �rs blid og lykkelig s�vn. Hun s� genkendende
-p� tr�ernes feberagtige pynt. Der var
-noget sk�bnesvangert i dette farveraseri, som hun
-den gang havde forset sig p� uden ret at forst�
-det. Flere gange <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: standsede">stansede</a> hun og b�jede hodet,
-mens indtryk og minder r�bte p� hinanden i hendes
-sj�l. Den dag &mdash; som nu syntes at ligge s� langt
-tilbage i tiden &mdash; havde hun v�ret glad ved disse
-farver; nu sm�rtede det at se p� dem; de havde f�et
+ud af et års blid og lykkelig søvn. Hun så genkendende
+på træernes feberagtige pynt. Der var
+noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun
+den gang havde forset sig på uden ret at forstå
+det. Flere gange <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: standsede">stansede</a> hun og bøjede hodet,
+mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes
+sjæl. Den dag &mdash; som nu syntes at ligge så langt
+tilbage i tiden &mdash; havde hun været glad ved disse
+farver; nu smærtede det at se på dem; de havde fået
 en anden betydning for hende siden; de var blevet
 en del af hende selv. De &mdash; og hans brev &mdash; tog
-imod hende, ingen af delene bet�d hendes lykke.</p>
+imod hende, ingen af delene betød hendes lykke.</p>
 
-<p>Hun s� sig hj�lpel�s om. Hvad skulde hun s�
-bruge alt det til, der flammede i hendes sj�l? Lignede
-hun m�ske selv skoven, der flammer op i overd�dige
+<p>Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så
+bruge alt det til, der flammede i hendes sjæl? Lignede
+hun måske selv skoven, der flammer op i overdådige
 farver, mens intet af det altsammen betyder liv,
-der skal forts�ttes? Denne sk�nhed og varme er
+der skal fortsættes? Denne skønhed og varme er
 herlig at se til, men den skal ikke bruges til noget;
-det er rig og st�rk kunst, men liv kommer der ikke
-af det. Det kan v�kke og varme et sind, der er
-koldt eller sover, men det har ingen forts�ttelse i
+det er rig og stærk kunst, men liv kommer der ikke
+af det. Det kan vække og varme et sind, der er
+koldt eller sover, men det har ingen fortsættelse i
 sig; denne tilsyneladende kraft er ufrugtbar. Dette
-farver�b, der v�kker, er et varsko om d�den.</p>
+farveråb, der vækker, er et varsko om døden.</p>
 
-<p>Hvad bet�d det, der br�ndte og lyste i hendes
-sj�l? Nyt liv eller mere kunst?</p>
+<p>Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes
+sjæl? Nyt liv eller mere kunst?</p>
 
-<p>Her var hun en gang g�et ud og havde set sig
+<p>Her var hun en gang gået ud og havde set sig
 glad, men da hun kom hjem, var hun ikke som et
-andet menneske, der har v�ret i skoven og forfrisket
+andet menneske, der har været i skoven og forfrisket
 sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[s. 192]"> </a></span>
-menneske l�ngere. Vejen tilbage til k�rligheden
-stod ikke �ben; der var kun en sti.</p>
+menneske længere. Vejen tilbage til kærligheden
+stod ikke åben; der var kun en sti.</p>
 
 <p>Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende
 kold, nu da hun stod i fuld besiddelse af sit talent,
-og her kom hun hjem til st�rre kulde, til mere kunst.
-Den mand, der i hendes �jne stadig var den eneste,
+og her kom hun hjem til større kulde, til mere kunst.
+Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste,
 fortalte hende, at han havde taget afsked med verden.
 Det var, ligesom han vilde kaste hende tilbage til
-kunsten, der alligevel ikke var tilstr�kkelig.</p>
+kunsten, der alligevel ikke var tilstrækkelig.</p>
 
-<p>Hun l�ste hans brev igennem en gang til.</p>
+<p>Hun læste hans brev igennem en gang til.</p>
 
-<p>Bl�sten rev i hendes hat; hun tog den af for at
-kunne l�se uforstyrret. Hun gr�d ikke som f�r,
+<p>Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at
+kunne læse uforstyrret. Hun græd ikke som før,
 da hun sad i kupeen. Det forekom hende ikke
-l�ngere s� ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt
-skrevne brev; hun fandt en s�regen kold pragt i
+længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt
+skrevne brev; hun fandt en særegen kold pragt i
 hans ord; de mindede hende om den sidste gang,
-de havde talt sammen, p� b�nken nede ved vandet.</p>
+de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.</p>
 
-<p>Hun vendte hodet der henad, som s� hun ham
-sidde der endnu. Hendes sv�re h�r, der var blevet
-m�rkere i de senere �r, faldt tungt og fast ned i
-hendes tindinger, hendes �jne gik over i krogen,
-mens hun stod og t�nkte.</p>
+<p>Hun vendte hodet der henad, som så hun ham
+sidde der endnu. Hendes svære hår, der var blevet
+mørkere i de senere år, faldt tungt og fast ned i
+hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen,
+mens hun stod og tænkte.</p>
 
-<p>Hans ord faldt som sval dug p� hendes hede sj�l.
+<p>Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl.
 Hun forstod ham ikke helt, hun kom aldrig til at
-dele hans tilfredshed, men hun f�lte sig st�rkt ber�rt
-af dette sindets efter�r, som stod ud af hans
-brev, h�jt og k�ligt med en art stivnet lidenskab,
+dele hans tilfredshed, men hun følte sig stærkt berørt
+af dette sindets efterår, som stod ud af hans
+brev, højt og køligt med en art stivnet lidenskab,
 der tiltrak hende med en uforklarlig magt.</p>
 
-<p>Hun s� ham for sig, ligesom hun havde set ham
-en hed, sv�rmerisk aften, hvor hendes livs dobbelthed
-f�rst havde kundgjort sig: kunst og k�rlighed
-samlet i et. Men derfor m�tte hun heller ikke vente
-sig en hel k�rlighedslykke.</p>
+<p>Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham
+en hed, sværmerisk aften, hvor hendes livs dobbelthed
+først havde kundgjort sig: kunst og kærlighed
+samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente
+sig en hel kærlighedslykke.</p>
 
 <p><span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[s. 193]"> </a></span></p>
 
-<p>Hun talte med ham, mens hun s� ham for sig,
-hun begyndte at forst� ham. Ogs� hun var et dobbelt-menneske,
+<p>Hun talte med ham, mens hun så ham for sig,
+hun begyndte at forstå ham. Også hun var et dobbelt-menneske,
 for hvem der ikke gaves en hel lidenskab,
-og en vis resignasjon var deres f�lles lod.</p>
+og en vis resignasjon var deres fælles lod.</p>
 
-<p>Hvorfor havde hun gr�dt? Hun havde jo ingen
-menneskelig ret til at komme hjem og kr�ve lykke
-i fuldt m�l. Kunsten vilde aldrig slippe hende helt.
-Den vilde l�sne taget en stund og s� igen gribe med
+<p>Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen
+menneskelig ret til at komme hjem og kræve lykke
+i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe hende helt.
+Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med
 ny kraft; hun vidste det.</p>
 
-<p>Hvad var der s� tilbage? To mennesker, der
+<p>Hvad var der så tilbage? To mennesker, der
 ikke ved noget sikkert om lykken, men som aldrig
-mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se p� hinanden
-med klare, �bne �jne, og som aldrig mere
+mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på hinanden
+med klare, åbne øjne, og som aldrig mere
 kan skuffe hinanden.</p>
 
 <p>Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene
-l� klare over hendes langt seende �jne, rynken
-fra de unge dage var n�sten ikke til at se. Om hendes
-st�rke underansigt l� ligesom ruinerne af den
+lå klare over hendes langt seende øjne, rynken
+fra de unge dage var næsten ikke til at se. Om hendes
+stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den
 unge piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes
-n�sefl�je, og musklerne p� hendes hals tr�dte
-st�rkt frem, idet hun drejede hodet.</p>
+næsefløje, og musklerne på hendes hals trådte
+stærkt frem, idet hun drejede hodet.</p>
 
-<p>Hun havde ham for sig lige s� tydeligt, som den
-gang hun f�rst s� ham. Han betragtede hende med
+<p>Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den
+gang hun først så ham. Han betragtede hende med
 det blik, der havde gjort ham til herre over hendes
-halve sj�l.</p>
+halve sjæl.</p>
 
-<p>Uroen i hendes sind var forbi; det br�ndte ikke
-mere. Hendes sj�l l� h�j og klar med sin beslutning
+<p>Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke
+mere. Hendes sjæl lå høj og klar med sin beslutning
 ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel med de
-m�gtige skiferbl� og sandstensr�de skyer.</p>
+mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.</p>
 
 <p>Hun vilde male ham i en vismands skikkelse;
-det skulde betyde hendes k�rlighed til ham og hendes
-indr�mmelse til visdommen, der indrettede hendes<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[s. 194]"> </a></span>
-liv p� en m�de, hun ikke selv havde t�nkt sig;
+det skulde betyde hendes kærlighed til ham og hendes
+indrømmelse til visdommen, der indrettede hendes<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[s. 194]"> </a></span>
+liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig;
 hun vilde afbilde sin egen underkastelse under udviklingens
-n�dvendighed.</p>
+nødvendighed.</p>
 
 <p>Vismanden og hans elev, en ung barbar med
-bred mund og st�rke k�ber, og den unge mand
-skulde b�re hendes tr�k.
+bred mund og stærke kæber, og den unge mand
+skulde bære hendes træk.
 </p>
 
 <div class="trnote">
 <h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
 <ul>
-<li><a href="#rett_1">s. 1</a>: h�nden med de to andre kom Helga ind i klassev�relset[Klassev�relset],</li>
-<li><a href="#rett_2">s. 11</a>: Marie, men s� stansede[standsede] hun midt i en klump og</li>
+<li><a href="#rett_1">s. 1</a>: hånden med de to andre kom Helga ind i klasseværelset[Klasseværelset],</li>
+<li><a href="#rett_2">s. 11</a>: Marie, men så stansede[standsede] hun midt i en klump og</li>
 <li><a href="#rett_3">s. 12</a>: Planen om flugt[Flugt] var opgivet, hakkede Dagmar</li>
-<li><a href="#rett_4">s. 20</a>: han blev hvid p� kinderne[Kinderne] og r�d i tindingerne;</li>
-<li><a href="#rett_5">s. 38</a>: noget af. I timen[Timen] efter fik vi s� Amerikansk Olje,</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 20</a>: han blev hvid på kinderne[Kinderne] og rød i tindingerne;</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 38</a>: noget af. I timen[Timen] efter fik vi så Amerikansk Olje,</li>
 <li><a href="#rett_6">s. 38</a>: var tit spetakler i hans timer, men den gang[Gang] var der</li>
-<li><a href="#rett_7">s. 40</a>: Om k�rlighed[K�rlighed]? Sa du, at du er forelsket i ham?</li>
-<li><a href="#rett_8">s. 40</a>: Dagmar lo gennem t�rer[T�rer], og det kl�dte hende.</li>
-<li><a href="#rett_9">s. 43</a>: med takn�mlighed[takn�mmelighed]. &mdash; Jeg vil bare g�re dig</li>
-<li><a href="#rett_10">s. 54</a>: ham, og i n�ste �jeblik[�jelik] sov hun.</li>
+<li><a href="#rett_7">s. 40</a>: Om kærlighed[Kærlighed]? Sa du, at du er forelsket i ham?</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 40</a>: Dagmar lo gennem tårer[Tårer], og det klædte hende.</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 43</a>: med taknæmlighed[taknæmmelighed]. &mdash; Jeg vil bare gøre dig</li>
+<li><a href="#rett_10">s. 54</a>: ham, og i næste øjeblik[øjelik] sov hun.</li>
 <li><a href="#rett_11">s. 100</a>: Det var aldeles ikke min mening[Mening] at undskylde</li>
-<li><a href="#rett_12">s. 106</a>: almindelig eller �nskelig. Farvel. I dag[Dag] skal vi</li>
-<li><a href="#rett_13">s. 111</a>: sig; dens brede pande og nakkens m�gtige[m�gtig] profil,</li>
-<li><a href="#rett_14">s. 111</a>: m�ngde vissent l�v og bromb�rranker[bromb�rrranker]. Det skulde</li>
+<li><a href="#rett_12">s. 106</a>: almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag[Dag] skal vi</li>
+<li><a href="#rett_13">s. 111</a>: sig; dens brede pande og nakkens mægtige[mægtig] profil,</li>
+<li><a href="#rett_14">s. 111</a>: mængde vissent løv og brombærranker[brombærrranker]. Det skulde</li>
 <li><a href="#rett_15">s. 123</a>: Godmorgen, store mand[man]. Helga kommer igen.</li>
 <li><a href="#rett_16">s. 126</a>: omhyldet[omhylet] af hans koner, og med en blodig kniv i</li>
-<li><a href="#rett_17">s. 126</a>: stykker. Men du vilde[vil] ende som en vel pr�serveret</li>
+<li><a href="#rett_17">s. 126</a>: stykker. Men du vilde[vil] ende som en vel præserveret</li>
 <li><a href="#rett_18">s. 146</a>: med[men] den mulighed, at hun ganske har glemt mig;</li>
 <li><a href="#rett_19">s. 157</a>: Farvel, reoler[Reoler]!</li>
-<li><a href="#rett_20">s. 159</a>: noget; tilv�relsen forekom hende s�[sa] v�rdil�s; der</li>
-<li><a href="#rett_21">s. 179</a>: over visdommen og h�ner den med et af vor[vore] tids</li>
-<li><a href="#rett_22">s. 191</a>: det. Flere gange stansede[standsede] hun og b�jede hodet,</li>
+<li><a href="#rett_20">s. 159</a>: noget; tilværelsen forekom hende så[sa] værdiløs; der</li>
+<li><a href="#rett_21">s. 179</a>: over visdommen og håner den med et af vor[vore] tids</li>
+<li><a href="#rett_22">s. 191</a>: det. Flere gange stansede[standsede] hun og bøjede hodet,</li>
 </ul>
 </div>
 
-
-
-
-
-
-
-
-
-<pre>
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjort�
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TO VERDENER ***
-
-***** This file should be named 41045-h.htm or 41045-h.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/1/0/4/41045/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This file was produced from images
-generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
-at http://adl.dk)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License available with this file or online at
-  www.gutenberg.org/license.
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation information page at www.gutenberg.org
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
-North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
-contact links and up to date contact information can be found at the
-Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
-
-
-</pre>
-
+<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41045 ***</div>
 </body>
 </html>