diff options
Diffstat (limited to '41045-8.txt')
| -rw-r--r-- | 41045-8.txt | 5996 |
1 files changed, 0 insertions, 5996 deletions
diff --git a/41045-8.txt b/41045-8.txt deleted file mode 100644 index 507e416..0000000 --- a/41045-8.txt +++ /dev/null @@ -1,5996 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjortø - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: To verdener - -Author: Knud Hjortø - -Release Date: October 13, 2012 [EBook #41045] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TO VERDENER *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This file was produced from images -generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur -at http://adl.dk) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne -e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. _Understreg_ er -brugt til at gengive kursiveret tekst. - - - - - KNUD HJORTØ - - TO VERDENER - - - KØBENHAVN - DET SCHUBOTHESKE FORLAG - J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG - 1905 - - - J. COHENS BOGTRYKKERIER - (GEORG A. BACH) - - - - - Tilegnet - K. - - - - -Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt -stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i -klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga -hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og -med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more -sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange -skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens -enkelte endnu sad og ledte. - -Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren. - -Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i -tyskbogen, hvor der skulde begyndes. - -Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen? - -Jeg er ingen dame. - -Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det. - -Det vil jeg meget nødig. - -Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du -er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe -har du for resten i sinde at blive ved med det? - -Til jeg blir voksen. - -I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen. - -De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken -Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men -frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede -for ansigtet med den ene hånd. - -Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde -realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin -og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af -et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende -"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et -gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne -tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre -det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for -frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge, -der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig. - -Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden -havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga -den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga -skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af -flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom -ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte -karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af -kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i -karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas -humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid -slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige -blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget -med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at -beherske sig eller at forvinde sin skuffelse. - -Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang -flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne -var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt -skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes -flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og -lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun -behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og -ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den -overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed -- -ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et -øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i -en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og -fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og -utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed -der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit -misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik -i, syntes, at hun var en gevaltig fest een. - -Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i -hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende -dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke -andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med -hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt -hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en -lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede -ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe -efter. - -Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen, -indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid, -indtil Helga utålmodig stirrede igen. - -Lad være med den gloen, sa frøken Schou. - -Helga så straks bort. - -Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker -indvendig. - -Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed, -når det passede hende. - -Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig. -Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er? -Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig -noget, sid ikke dær, som om du var af træ. - -De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme -øjne mod katedret. - -Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det -er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en -mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er -noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre. - -Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå -begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl. -Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv -kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når -den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af -hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke -gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen -for at dække sig. - -Se op, lød det fra katedret. - -Helga gjorde det ikke. - -Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det, -men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt; -hendes stemme slog pludselig over. - -Græder du, Helga? - -Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn. - -Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget. - -Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt; -det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis. - -Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men -hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter. - -Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over -til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske -versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand -for et bombardement af spørgsmål. - -Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en -lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes -granskningerne om dette dunkle ord. - -Helga formodede, at det betød et nik. - -Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar. - -Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og -Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for -de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen -til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette -arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før. - -Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med, -at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var -noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag -at være i en tilgivende stemning. - -Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der -kan. - -Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de -bedste i det fag. - -Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det. - -Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne. - -Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun. - -Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du. - -Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst -være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt. - -Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt, -og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også -harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler -til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er -ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit -smil returneret, nægtet modtagelse. - -Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i -det. -- -- - -Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var -bundalvorligt, da han sa: - -Så kommer jeg til at gi dig et nul. - -Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud; -men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig -til, så hun var alligevel ikke så ked af det. - -Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af -penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter -stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske -læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd, -der dirrende snoede overskæg. - -Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er -siden sommerferien. - -Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i -den første tid. Men -- -- ja, ja. - -Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen. - -Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige -nul. - -Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil. - -Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende. - -Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en -tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være. - -Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt. - -Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det. - -Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik. - -Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt -sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor -blækklat falde lige oven på nullet. - -Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da -frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige -mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de -næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da -pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end -ellers. - -Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til -de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden -for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste -resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for -mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at -kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men -større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem -temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet -ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere, -men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så -morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste -af sin fritid med at studere. - -Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede -med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig -om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte -undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme -øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga: - -Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag. - -Så kan Marie begynde. - -Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar. - -Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie? - -Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske -versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga. - -Nå ikke; det betyder en blyklump. - -For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga. - -Nej; i enden af en medesnor. - -Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og -vædede blyanten mellem læberne. - -Det ved jeg ikke. Skal vi så -- -- - -Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta. - -Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud. - -Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant. - -Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie -tror, det betyder en hund, der hedder Bob! - -Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede -hende. - -O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt? - -Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik -hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en -finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks -efterlignet rundt om i klassen. - -Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig -over? - -Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere -ekkoer fra de øvrige. - -Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget. - -Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med -bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således: - -Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig -den frihed at brække skibet i stykker -- -- - -Hvad er det for noget vrøvl, Helga? - -Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set -at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde -andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården. - -Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad, -De komiker? - -Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det -godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger. - -Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar. - -Bekræftende mumlen fra resten. - -Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke? - -N--nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen -grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger. - -Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet -blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i -frihed. - -Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest -almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes -jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde. - -Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre. - -Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men -midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt -udtryk, der fik alle til at le: - -Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en -historie. - -Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist-- grødede Marie, men så -stansede hun midt i en klump og rødmede. - -Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og -klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det. - -Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under -overskægget. - -Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt -udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas -bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i -øjeblikket var ikke af de bedste: - -De æventyrlige -- sømænd skred følgelig frem til det -- østlige -- -Island -- de østlige Islande -- -- - -Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga. - -Helga tier stille! - -Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev -skjulte et smil bag sin bog. - -Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre -elskværdigt tempera -- humør. -- Hun så hjælpeløs op til katedret, -men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var -blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab. - -Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev -blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare -krigens nødvendigheder -- -- jeg forstår det ikke, hviskede hun -elendig. - -Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes -ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om -noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men -det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt -indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op. - -Kan De ikke mere, Dagmar? - -Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned -på sin plads. - -Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter -det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta? - -Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga -bestyrtet. - -Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen. - -Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op -_altsammen_! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun -havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten. - -De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev. - -Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og -viskede ud med stor hidsighed. - -Kan De så tie stille? - -Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, -mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for -viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest. - -Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende, -dette er jo himmelskrigende uartighed. - -Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i -dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om -hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om -de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at -udslynge livskraft med. - -Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem -for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på -hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker -appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han -ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk -ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han: - -De er vel en god pige, Helga? - -Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i -hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt -om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for -slem? - -Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten -af timen, men lystighed kom der ikke mere af. - -Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til -Grandlev og spurte: - -Er De vred på mig? - -Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat: - -Nej, hvorfor? - -Helga gik mismodig tilbage til sin plads. - - - - -Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem -Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde -særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm, -kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at -gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk -- især damer --- opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor -skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun -skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at -hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv, -hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var -hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var -synd for den nette pige, men hun var aparte. - -En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede -på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop -at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde -storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med -venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt -ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var -hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte -hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede -urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde -hun nu en gang gå over broen i storm. - -Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere. -Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i -modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags -uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde -ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind -på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd -række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres -rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, -slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der -holder. - -Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af -tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen -blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved -synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i -tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det -var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers. - -Men -- se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen -imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv -så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev -levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om -hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde -sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød -der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten -stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu -siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga -så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke -kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som -korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke -glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel. - -Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk -kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et -vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men -mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun -måtte se, hvem det var. - -Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun -brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han -kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset. - -Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og -satte sig på en grøftekant. - -Kom så, tænkte hun. - -Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene -lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans -støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede. - -Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min -spaseretur! - -Godaften, Helga. - -Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun -sig langsomt. - -Det er bare mig, Helga. - -Nå--å. - -Blev du bange for mig? - -Næ--æ. - -Skal vi følges ad? - -Det kommer an på, om vi skal samme vej. - -Du skal vel hjem? - -Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De. - -Hvad vej går Du? - -Hvad vej går De? - -Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går -igennem skoven. - -Men jeg vil oven om skoven. Farvel så. - -Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad. - -Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da -gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse! - -Jeg synes, du løb for mig inde i skoven. - -Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan -jeg ikke fordrage at træffe andre. - -Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt. - -Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap? - -Vi kan jo prøve. - -Han er villig, tænkte hun. - -Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen. - -Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt. - -Det er det, erklærede han ivrigt. - -Mon? - -Hvorfor går du nu over på den side? - -Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset. - -Det gør ikke noget. - -Med Deres ny støvler. - -Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga? - -Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om, -så klynger han sig til det med en iver -- - -Du er vist ked af at følges med mig, Helga. - -Ja. - -Kan du ikke lide mig? - -Nej. - -Hvorfor ikke? - -Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte -hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De -kan godt lide mig. - -Ja, Helga, det kan jeg også. - -Nå ja, så løber jeg. - -Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han -kan fri, mens han løber? - -Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil -ikke løbe mere. - -Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg? - -Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid -holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min -hustru? - -Nej. - -Hvorfor ikke? - -Æv, æv, tænkte Helga. - -Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På -skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og -sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det? - -Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere. - -Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de -ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i -tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en -karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte -sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen -til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og -høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for -ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga -blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt -ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da -forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig; -der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen -opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han -holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå. - -Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys? - -Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun -ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys -- -som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt -komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var -så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter; -stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også -latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en -plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og -var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes -skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det. - -Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun, -hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor -vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse. -Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt -godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået -dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte -på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad -han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter -var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han -vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa -nej. - -Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og -desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det -skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om -ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet. -Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem -overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde, -der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige -hænder. Hun kunde godt tegne det. - -Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det -sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på -ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget -andet, som han vilde ha, hun skulde være. - -Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens -udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun -var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt, -da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe -siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun -også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare -se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig -ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin -ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret -ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på -bordet. - -Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun -gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken -ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet -sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke -længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette -var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis -tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken -Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes -halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men -da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i -pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der -var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var -blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse, -hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun -opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde -været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med -hr. Jensen. - -Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange -for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at -lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr. -Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde -blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom -pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med -hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun -følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke -var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke -vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller -måske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som -en pind, for dette _vilde_ hun ikke tænke. - - - - -Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr. -Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun -blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og -hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom -bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han -ikke, tænkte hun. - -Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over -legepladsen. - -Pas på, du ikke falder, sa han. - -Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt, -at han havde opsyn i det frikvarter. - -Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga? - -Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag. - -Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte -om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en -masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg -overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg -holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af -delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar -af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan -være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har -ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere -af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan -træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et -andet væsen end i forgårs. - -Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse -trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans -hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han -opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede -altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med. -Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom -den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor. - -Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte -bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv -udbrød hun: - -Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde, -jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal -sige til et barn. - -Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes; -han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt -til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af -nyt håb: - -Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg -skal holde endnu mere af dig for det, når blot du -- -- -- - -Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun -færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde -ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej, -til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke, -hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde -hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det -hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af -vinduet og råbte: - -Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes. - -Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet. - --- Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga: - -Må jeg låne din bog? - -De skal altid låne min bog. - -Kom med den, siger jeg. - -Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når -De har haft mine bøger, mumlede hun. - -Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og -hjælpe ham. - -Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i -Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig. - -En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem -bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange -rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig. - -Hvad er det? - -Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der -lavede sådan et morsomt ansigt. - -Må jeg se det ansigt, Helga? - -Nej. - -Så får du en anmærkning. - -Ja. -- Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt, -end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde -erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev -røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin -munterhed. - -Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede -sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger. - -Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og -påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der -lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden -under skrev hun: - -Dig æ--ælsker jeg! Dig æ--æ--ælsker jeg!! - -Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var -delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab -dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet -den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten -som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og -fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En -lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til -en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med -kridtet at lede efter vinkel AOC. - -Hvad er det for et papir? - -Helga fik det straks returneret. - -Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar. - -Må jeg se den? - -Nej. -- Helga krøllede den sammen i den hule hånd. - -Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte -tegningen i sin ene sko. - -Hvor blev den af? - -Den er i min sko. - -Jeg vil ha den. - -De vil da ikke ta mig om benene. - -Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han -lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor -kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på -at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den. - -Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes -sko. Hr. Jensen kastede sig over den. - -Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke -på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige -respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig -ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev -alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og -forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden -af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim -over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et -udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr. -Jensen var en agtet lærer. - -Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene. - -Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner -de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen? - - - - -Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget. - -Hvor er frøken Schou? blev der hvisket. - -Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev. - -De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved -det ene ærme og stak resolut i trav med ham. - -En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte -og mindre ansigter. - -Er her plads til os to? spurte Helga. - -Vilde jahyl lød indbydende derinde fra. - -La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou -herind. - -Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på -trinet. - -Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev -gjort ryddelige. - -Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor. - -Så gik toget, og realskolen kørte i skoven. - -Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de -store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for -skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det -havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt -varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens -stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed. -I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og -ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks -fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af -godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke -regnedes med -- i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk, -af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og -stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det -var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde -udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og -senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de -matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere -komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var -begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en -sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det, -som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke -betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden -mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det -af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre -sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på -den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der -havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene -fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der -var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han -en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem -fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i -stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle -dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var -det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden -han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte -studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så -fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild -dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op. - -Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et -stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås? - -Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i -Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i -gang. - -Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til -for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok, -hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen? - -Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men -det relative interesserede ikke. - -Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta. - -Nej, erklærede Dagmar og rødmede. - -Jo, sa Helga, man kan se det på hende. - -Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive -forelsket. - -Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud -og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det -var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige -eller gøre: at se mildt til stjærnerne. - -Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på, -at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev? - -Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde, -som De en gang har i sinde at udvikle Dem til. - -Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al -samtale stansede i nogle minutter. - -Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i -hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af -kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige -tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre, -idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans -bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være -fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke -sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det -måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser -lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det, -men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti -hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre -hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde. -Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående, -han havde med hende. Et par øjne -- et simpelt individ vilde sige: -et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun -havde set på den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet -var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden; -han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det -fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over -det og over hende med, hans interesse havde været ham selv -påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over -det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte -tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område. -Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget, -og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde -skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans -videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og -det var rigtigt --, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke -skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var -så rige på -- hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget, -_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, når han havde andet -at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge -bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de -ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent -opdagelse. - -Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af -vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt -han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket, -han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var -udmærkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo -det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der -måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den -berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke -på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den. - -Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han -alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere -værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det -var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun -muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde -fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var -matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde -også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et -sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned -for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var -stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han -havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og -stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke -her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende, -mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om -ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot -bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri -var ikke noget mærkeligt. - --- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved -siden af ham. - -Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt. - -Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det -endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han. - -Det, De sa om mig som institutbestyrerinde. - -Nå ja. -- Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende -sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i -sådan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i, -Helga. Tænk ikke mere på det. - -Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han -hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning. - -Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg -ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det? -De ved det vel ikke. Nej. Farvel da. - - * * * * * - -Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter -frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter. - -Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga. - -Du siger slet ingenting, svarede Berta. - -Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor -jeg gik, før jeg kom hertil. - -Å, lad os høre det, bad de allesammen. - -For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi -hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret, -bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde -vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe -en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at -være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for. -Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i -første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg -havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og -snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men -det var der jo ingen, der vidste. - -Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg -får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det. - -Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et -uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der -kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen. - -Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok -huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er -mig, der har puttet en sko i kakkelovnen. - -Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke. - -Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede -på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud. - -Var der flere med til det? spurte hun så. - -Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg. - -Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så -kan Helga sætte sig ned på sin plads igen. - -Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev -hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af -ærgrelse. - -Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du -ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld. - -Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg -naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk -Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler -i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt -den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før -timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været -uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om -nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var -nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun -ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag -var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det -alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke -morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig, -hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var -hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da -jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu -værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var -siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig -taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne -røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke. - -Hvorfor det? spurte Berta. - -Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig, -det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru -Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg -føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham. - - * * * * * - -Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder -hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde -heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det, -medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun -røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for -længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse -rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da -hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at -skikkelsen var Helga. - -Ser jeg forbrølet ud? spurte hun. - -Har du grædt? - -Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok, -jeg har tygget græs. - -Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud, -Helga? - -Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du -bestilt? - -Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev. - -Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham? - -Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke. - -Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se -- -- - -Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak. - -Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig. - -Men Helga, hvad er der i vejen? - -Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også -noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for -mig fortæller han alting. - -Det er ikke sandt. - -Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du -tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan -holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først. - -Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. -- -Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte. - -Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir -endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev -nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet -begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle -og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra -forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig. - -Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga? - -Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I -ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer -og besøger jer. Gå så med dig. - -Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale -med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske. - -Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for -dig. - -Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i -kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så? - -Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler, -hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der -strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og -trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber. - -Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne -kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En -sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der -kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i -en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres -stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var -berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med -grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det -eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der -foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer, -de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik, -så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring. - -Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun -følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som -hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad -dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk -foruddannelse om kommende rigdom. - --- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig -undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine -egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det -hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af -lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig -tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var -ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på -hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt -øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en -erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en -uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke -vejede noget. - -Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende -i møde. - -Hvor har du været, Helga? - -Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav -retningen. - -Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at -undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til? - -Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun -havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja -måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det -var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene -undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun -sig og gik rask ind ad mødestedet til. - -Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou. - -Tillader du, jeg følges med dig? - -Helga så forbavset på hende. - -Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden -om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at -blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på -det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt -påfaldende, folk taler om det. - -Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor -plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav. - -Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til; -men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad -jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig. - -Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd -på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et -samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en -besynderlig og flov virkning. - -Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til -mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel, -selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den -ene efter den anden -- --. - -Grandlev rejste sig fra et af de små borde. - -Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt -ulykkelig ud. - -Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var -noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk. - -Der er ingenting, sa hun og så op på ham. - -Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte -ansigt. - -Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr. -Grandlev? - -Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig. - - - - -Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en -sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis -der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar; -ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få -med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det -kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så -underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar, -ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin -mund op. - -Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de -andre. - -Forstår De det ikke, Helga? spurte han. - -Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker. - -Det gør jeg nok, sa hun. - -Hvad vil det sige? - -Det ved jeg ikke. - -Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem. - -Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare -han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var -bittert, og som sved. - -Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det -anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for -tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest. - -Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over. - -Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden. - -De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være -forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det -med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For -nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke. - -Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt -hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde -hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde -være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at -ydmyge hende. - -Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os; -vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord. - -Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke -mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. -Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad -for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor -var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke -hende i håret. - -Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken -- -og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men -søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke -hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte; -ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det -trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede -øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads -op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig -selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom -hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en -sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det -bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det -ringede, og hun måtte af sted. - -Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte -hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at -samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun -havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men -hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev -alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange. - -Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af -hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem. - -Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den -glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun. - -Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede -ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var -umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik. - -Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg -skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så -yderst primitiv. - -Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge -på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som -hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel -bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur. - -I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om -hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under -gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, -til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet -ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe -over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på -den store eng hjemme ved gården. - -Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede -varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved -det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at -solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede -hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde -det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som -derefter ser på tingene med andre øjne. - -Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte -hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller -skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri, -måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke -kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig -undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun -del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele. - -Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig -sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget -ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så -kunde der væres ulykkelig bag efter. - -Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem -metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i -vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt, -hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke -let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu -steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun. -Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun -spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været. - -Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun -stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde -altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og -derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham. - -Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad -trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om -noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv -om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt, -endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke -være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist. - -Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig -selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så -hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget? -Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i -grunden så sørgeligt. - -Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om. -Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun -helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for -sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme -sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med, -at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det -hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om. -Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt. -Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre -muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså -hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt -blive på den vej, hvor hun var. - -Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende -hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste -kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun -opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået -over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik -forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig -det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og -siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere -fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik -så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af -og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog -være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende -stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun -hørte hans trin bag ved sig. - -Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi. - -Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig -til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu -kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var -hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret -strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt -over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun -vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap -ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem. - -Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers -sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver -gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture -rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre; -hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun -strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den -straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele -sig til. - -Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta -og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var -i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når -eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han -sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke -se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var. - -Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den -bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om -hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt -var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis -hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde -ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- -- - -Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og -mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som -sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så -hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod -ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så -kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste -sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste -småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var -det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen; -øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde -stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt -lejlighed. - -Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo -forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte -lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede -med sit atlas over knæene. - -Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok, -hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun -lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par -raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne -ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev -færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint -knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde -først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret -langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde -ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var -fyldige og sad passende tæt ind til hodet. - -Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så -efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med -et knivsblad, til den ikke mere kunde ses. - -Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af -den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde -taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han -anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham. - -Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde, -hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han -troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde -fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet -fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når -det andet var sket. - -Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun -betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil: -Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret. - -Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde -betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun -ingen tvivl længere. Alt var helt godt. - -Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til -rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun. - - * * * * * - -Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da -hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun -havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god. -Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en -grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var -noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag -igen. - -Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede -ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage. - -Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom, -hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes -af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik? -Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt. -Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik. - -Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes -glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som -regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte -hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede -trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun -var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan -en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse. - -De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende; -hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode -forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget -ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev -henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde, -derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se, -hvordan han slap for det. - -Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved -siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet, -da han spurte: - -Hvordan går det så med humøret i dag? - -Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret -over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha -givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun -gik foran ham ind i klassen. - -Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa -ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og -tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt, -fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det -vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det -var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og -nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget -efter. Hun havde fået sin del, som der står. - -Lykkelige Dagmar! - -Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i -frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer -blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at -hun måtte undre sig og blev vågen igen. - -Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og -skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste, -hvad det betød. - -Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde -Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi, -der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel -kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere -omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde -det billede hænge på hendes væg. - -Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var -det tetid. Alle tre forsøg blev brændt. - -Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove, -skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke -forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun -heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der -slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod -væggen, så der gik hul. - -Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog -linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget -nøjagtig, men den duede ikke. - -Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og -væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes -poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og -erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde -næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den -skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den -foreløbig. - -Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt -sind, lige til hun faldt i søvn. - - - - -Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en -beslutning. - -Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde -det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring -som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han -sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen -fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde -gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne -omstændighed. - -Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt -den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti -han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en -handling er en ganske ulyrisk ting. - -Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som -han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De -to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes -hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var -den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han -havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke -rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der -stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var -en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en -oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed, -som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk, -som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte -erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var -naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen -erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette -nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- -- - -Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange -andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin -fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom -ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste -mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de -griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham, -og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser -vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog -vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød -til. - -Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en -dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel -til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over -ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en -blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud -og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers -vilde være ved det. Det var det eneste visse. - -Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt. - -Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som -jeg ved? - -Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin -vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så -gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen, -og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det. - -Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur -sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af -indre lystighed. - -Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at -få det undersøgt? - -Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som -et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo -stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende -rigdom. - -Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans -overvejelser. - -Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme -tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå -ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun -blev ved at le; det tog magten over hende. - -Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende. - -Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat -foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da -hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var -øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne -gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I -dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har -gjort det før. - -Brudelys, sa hun og rejste sig. - -Ja, kom så, sa han. - -Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham. - -Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting. - -Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun -skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede -tiden. - -Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned -efter blomsterne. - -Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som -den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke -altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd -lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den -virkelige. Den forjættede hånd. - -Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange -greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to -hænder. - -Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et -gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var -en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart -efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør, -rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række -ham en hånd som denne her -- -- - -Næ -- sa han og trak været dybt. - -Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke -det? sa hun. Slip så da. - -Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en -død ting. - -De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere. - -Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på? - -Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt -havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind, -en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde -givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette. - -Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere -brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte, -De kunde ikke holde det ud. - -Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom -han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i -hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket -ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere -betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at -påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans -egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent -beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den -styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han -var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen -tankegang, og han følte det med liden glæde. - -Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig. - -Det er jeg også, sa han. - -Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun. - -Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde -ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham -komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget -af at drikke. - -Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid. - -Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig. - -Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i -hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet. -Han tog hendes hånd. - -Lad os sætte os ned, sa han. - -Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig, -forknyt stemme. - -Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand -falde ned på hendes hånd. - -Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og -til sidst vil den komme i kog, forklarede han. - -Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk -forsøg. - -Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre -endnu. - -Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen -af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes -hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en -klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans -bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd. - -Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han -anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre -den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en -stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne -udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst. - -Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget. - -Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til -vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev -stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt -ind under strålen. - -Den skal blive kold, ikke? sa hun. - -Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så -følte han på den, og de så på hinanden. - -Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan -ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med -til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun. - -Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det -var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den -stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende -som et lille barn. - -Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den -stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen. - -Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og -forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd. -Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se -verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu. - -Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom -før. - -Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var -kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun -vilde. - -Denne dag er Helgas, tænkte han. - -Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par -fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og -tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det -kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun -havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor -nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget -gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden -højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var -hendes daglige liv. - -To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme -dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag, -da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende -med sine kys, helt. - -Fler! - -Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun -fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage -til; han kendte den straks og smilede. - -Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død. - -Kys hende, inden vi putter hende ned. - -Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved -mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så -han tænkte ikke over, hvad han selv var. - -Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun. - -Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved -det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige -inden -- -- - -Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved -befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil -dette så blive begyndelsen til? - - * * * * * - -Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og -tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset, -opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han -pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans -følelser luft: - -Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når -der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge, -blondladne kvindehår! - - - - -Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel -begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede -fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor -ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han -ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han -havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan -målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den -mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur ---; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha -anden anbefaling. - -Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og -ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som -latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik, -besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk -artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som -de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller -ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer -bragte han gærne sin udvikling. - -Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i -København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit -mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte -den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da -en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for -sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres -betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer; -Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en -fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at -han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog -han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en -udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske -udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om -indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det -forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han -trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig -duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist. - -Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han -endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig -om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog -til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske -sprog; så indfandt ideen sig vel nok. - -Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en -statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående -venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var -i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn. -Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over -intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i -provinsen, hvor han blev ansat. - -Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han -holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en -mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin -forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste -med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde -være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske -respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans -studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen -til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte -Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han -søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham. - -Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed. -Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent. -Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil., -der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet. - -Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden -alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han -havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han -heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik -frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede -love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende. - -Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang, -og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort -provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte -ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være -litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre. -Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel, -erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans -interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han -ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med -redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde -taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han -egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde -i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester; -senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder, -forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og -dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen; -lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise -en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven --- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen --- -- -- - -Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til; -man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte -menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er -alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv -har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager -den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig -formodning. - -Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der -syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot -vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde -hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på -det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og -opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og -tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men -_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der -hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den -fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed -være deres overmand, der blev foretrukket for ham. - -På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må -forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i -beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig -at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget -af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind -kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under -det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke -var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes -simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde -ønsket. - -Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at -fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker -var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens -udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos -hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt -for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt, -at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur -har frembragt. - -Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog -doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig -forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var -kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles -blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og -han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om -noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der -var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på -noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans -resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp -af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev -slog sig på bøgerne. - -Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest -almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske, -men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den -vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget -godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære -ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at -gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige -sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed, -der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet -selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de -forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens -sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at -lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent -ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de -oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en -kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung -og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter -indskydelse. - -Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes -urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men -hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen. -Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans -sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste -af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i -de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så -frembringes der tanker af varmen i hans hjærne. - -Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling? - -Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet -forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det -forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde -denne tilsyneladende urimelighed. - - - - -Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede -af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun -set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var -godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha -at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad -ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte -nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder --- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde -sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde -jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange -ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke -vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de -store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde -haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet, -tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig -mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en -sag, som hun helst havde været ene om at bedømme. - -Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent -hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et -middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov -til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og -blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede -indfald. - -Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han -havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så -uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik -ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til -skrivebordet, så hun havde ham i profil. - -Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han -hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end -han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han -glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks -ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende -blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme -igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se. - -Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en -kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage -kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes -venstre øjenbryn. - -Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg -ikke. Og drej hodet igen. - -Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde, -som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden. - -Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her. - -Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig. - -Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel -stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste -sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at -forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu, -nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet -latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af -misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi -han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand. - -Se her; er det ikke meget godt? - -Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo -- ---. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i -det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold. -Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var -ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men -han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget, -der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes -øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham -uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for -at gøre hende en fornøjelse. - -Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som -det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga. - -Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor -kunstnerinde -- eller blir det. - -Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde -læst i. - -Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for -hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede -årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes. - -Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg -skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset. - -Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i -selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun. - -Det havde han; hun måtte gærne se dem. - -Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun. - -Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker. - -Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning. - -Det ynder du formodentlig ikke? - -Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til -sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde -lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den -tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne -knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din? - -Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga. - -Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende. -Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun. - -Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han -fandt ikke noget at sige hende. - -Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig? -Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad -jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den -grad minder om små børn. - -Kunde du ha lyst til at tegne den også? - -Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun -syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var -optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt -bitter lystighed: - -Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta -alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle -bedre hunde end dem, du har hængende på din væg. - -Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem? - -Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære -dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg -har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved. - -Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden? - -Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se. - -Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke -aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med -lange børster -- -- - -Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en -tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af -alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig. -Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så -han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang, -den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den -udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg -oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan -tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen. -Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set -noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den. - -Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var -en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at -hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun -pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt. - -Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir -meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er -ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget -snak? - -Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men -de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du -har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten, -jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det -meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager -dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning -er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan -også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det -ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var -gavnligt for dig, at du kunde overkomme. - -Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg -ta nogle af dine kunstnerbiografier med? - -Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem. - -Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så -på dem alene. - -Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. -- -Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på. - -Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk -bekymret ansigt. - -Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det. - -Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan -fra dig. Farvel, store mand. - -Farvel, Helga. - -Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et -elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig -som den lille? - -Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før -aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste -bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg -synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når -den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i -deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den -også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd -til det. -- - -Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind; -den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den -eneste form for kærtegn, han kendte. - - * * * * * - -Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det -gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun -bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke -vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået; -hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt -med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun -troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde -gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når -det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han -ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke. - -En tåre faldt på papiret under hendes hænder. - -Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt. - -Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede -nøglen om med et harmfuldt vrid. - - - - -En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så -vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et -tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet. -Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet; -hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det -er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind. - -Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker -bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at -bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse -holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig -selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over -manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange -overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige, -usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind -med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som -et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af -tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin -spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er -en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt -på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham -det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig -selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få -at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele -røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det -bedste". - -Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og -slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve -det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen. - -Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater -kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han -sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han -nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra -en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden, -sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske -den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med -påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens -regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde -tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres -rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin -selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt -titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget -bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at -kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans -tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi, -kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på -kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en -tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den, -der skynder sig at tro. - -Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden -mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished -havde gennemtrængt ham. - -Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de -skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at -han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle -hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og -videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand -som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han -udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling, -hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde -gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin, -skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter -forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke -nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin -barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre -om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer -og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så -mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans; -dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den -stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed. -_Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve, -og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat. - -Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op -for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom, -mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens -- -men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og -forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden. - -Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft -nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en -naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle. -Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden -i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser -tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret -selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen -begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet -finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første -trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig -selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede -ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr. -phil.s værdighed. - -Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige -mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder; -nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold -siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på -kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde -mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får -alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og -oprigtighed. - -_Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var -lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man -skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld. -Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som -om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været -pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han -havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han -havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan -vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort? - -Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han -glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet -friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var -allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var -sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var -det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind, -og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren, -kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende -igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold -kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med -erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen -menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie -vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage -for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden -at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes -reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit -nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab; -ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at -forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri. - -Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis -tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe -afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun -fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede -for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand -mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre -noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel -opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at -løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han -fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget -klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han, -hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og -sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod -af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye -tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var -skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en -blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også -højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke -tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel -overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun -i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra -det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var -nær eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre. -Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede -- -den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i -enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en -magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den -enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl, -en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over -skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et -nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men -han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på -sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen -med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som -før, og Helga var der -- altsammen kaldte det på ham, og han -forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været, -han tænkte med mange tons vægt -- -- --. Helga, som han elskede, gik -og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun -kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit, -forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage. -Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved -at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde -lykkes? - -Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans -forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han -vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han -vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg -ikke. -- Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en -velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med -større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle -vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der -var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse -og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der -plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet, -og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede -sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse, -der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da -Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig. - -Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med -disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt -hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til -forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og -ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var -gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme -instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der -ikke er tjenlig. - -Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den -holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga -opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde -ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun -skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant. - -Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og -male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved -det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun -ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun -gærne vilde være en flink dilettant. - -Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede -hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden -sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen -fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun -overhodet kunde forlange. - - - - -Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge -arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over -hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle -mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For -at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille, -sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste -hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i -sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive -liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det -endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der -var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud, -som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom -hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan _det_ var, men hun -kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede. - -Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels -Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke -det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde -ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør, -hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog -var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte -være alene om det. Men det var jo Søndag. - -Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille -på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede -hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne -udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se -noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin -frisertrøje på og la sig i vinduet. - -De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere -farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste -noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne -og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for -ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede -bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede -mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer, -der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over -stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et -ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres -kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens -grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre -dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger -og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte -skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller -flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige -grønhed vinkede en hed sjæl til hvile! - -Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind -dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra -det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv. - -Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen -fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde -klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok -sorte får. - -Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i -fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller -violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt -i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring, -rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde -endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op -gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af -sig igen, hver gang der kom en smule blæst. - -Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte -skikkelse fra vindueskarmen. - -Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv, -for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne -forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det -blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde -ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun -blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen --- når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør -end efter nogen anden anledning. - -Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har -fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der -nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god på den, som -hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder -rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette -under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede -ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs. - -Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale -nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af -det. - -Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige -efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun -vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig -gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog -sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at -hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en -forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets -blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget -sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over -fjordens rolige ansigt. - -Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som -en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i -brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være -nogen -- sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi, -i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre -i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til -ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren -har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om -større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store -kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det -meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at -udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke -bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen, -de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får -livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af -kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase -ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller -sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som -efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med -værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik -anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af -det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og -visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen -stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere. -Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et -farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste -krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti -dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men -dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt; -mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild. - -Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog -var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt. -Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde -komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til -mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig -trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har -gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg -fandt dette? tænker han. - -Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et -sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt -kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget -nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes -erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden -højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende -heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i -dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var -hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve! - -Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde -blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun -opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I -samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af -ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den -største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om -bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med -det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på -ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt; -hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind -at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han -mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde -ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget, -der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og -se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det -øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og -det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med. - -Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked -af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man -straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop -nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved. - -Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede -hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen. - -Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i -øjnene. - -Nu kommer du vel herud for at hente mig? - -Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi -fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven. - -Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op. - -Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for -det som en undskyldning, mener jeg. - -Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig! - -Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at -fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op. - -Å ja, du har jo altid ret. - -Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er -bedre; er det ikke sandt? - -Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig -selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var -det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i -skoven, men den var ikke som før. - -Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun -kom til at se dårlig ud. - -Å, du -- det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg -først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig. - -Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen -gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af. - -Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som -han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de -fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så -hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde -helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der -stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun -kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden -- -enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over -hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem -disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu -indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd, -så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem. - -De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes -anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes -grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være -den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var -fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som -løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som -at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende -til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for -nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted, -og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed -mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun -noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man -kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige -noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse -kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste -at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive -varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage? - -Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der -ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers -samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk -erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et -spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner -uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis -sjæl består af sådanne ulykkelige huller. - -Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest -pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og -således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at -det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så -rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir -specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt. - -Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge -tavshed. - -Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun. - -Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere -fornøjelse af det. - -Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det. - -Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor -har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er. - -Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik. - -Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil -ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld -oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har -også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede -dig. - -Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i. - -Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting -at sige, ingen fortrolighed at skænke mig. - -Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig -fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig -masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min -fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte -videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at -vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed. - -Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt -fald, at du skjuler noget for mig. - -Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det -hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes -hende vigtigt: - -Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke -spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken -ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang -mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget -stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men -drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok. - -Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og -hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved -siden af. - -Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en -ydmygelse. - -Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt. - -Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --. -Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --? - -Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som -jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og -ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så -være mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad -er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det -pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine -veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, _det_ er -pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det? - -Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var -virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal -komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har -været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer -det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig -over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det -er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så -meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles -interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig -om det. - -Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting -kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- -- - -Er det da ikke idealet af samvær? - -Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand? - -Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to -mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord. - -Det gir jeg dig ret i. - -En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga, -om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive -forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er -der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand; -jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke, -mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse -kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så -hjem? - -Ja. - -De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille. - -Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten -hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du -vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til -kærlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de -stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i -din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for -at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre -det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken -almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses -mere, men når du bliver oplagt til mig, så -- -- - -Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme -mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt -forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den -måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting, -der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde -sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --? -Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte -rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og -forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men -overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret. - -Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt. - -Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber -- de altid -lidt blege læber -- var veltalende, idet de skiltes ad! - -Farvel. - -Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske -huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de -udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større -magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om -ånden, som ene siges at vare evindeligt? - - - - -En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver -sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen -forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at -interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan, -det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at -sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er -hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner -hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun -har lært af ham -- for naturligvis har hun fået en stor del af sin -åndelige udvikling ved ham --, er gået så dybt og grundigt ind i -hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der. -Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme -måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok -selv. - -En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at -beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder -ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er -anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær -finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben -derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes -flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan? - -Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der -gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser. -Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en -inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er -jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal -endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det -er meget uklogt, men det er så interessant! - -Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga -ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt -i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange -ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser på -som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for -sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til -at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og -tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den -sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med -rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde -og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind. - -Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få -nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som -fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og -blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert -eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen; -halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde -af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller -andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene -pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede -det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares -den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin -barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede -den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som -dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var -så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde -været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og -slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved -husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte, -hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt. -Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det -var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde -ganske være gået tabt i en andens selskab. - -For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede -levende i hende, som hun ønskede at se. - -Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt -mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet -større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een -holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme, -ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende -holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn -dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår -og et lille ondt, rødt øje -- hele det vældige tyrehoved bar et -udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende -ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de -beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere -tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to -tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge -menneskene mange alen bort. - -Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt -nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture -i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge -hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå -lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og -rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i -hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende -noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele -samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed -vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en -bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af -samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt -sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt. - -De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem, -hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige -profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde -udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje. - -Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne -det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især -når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at -ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den -nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære -den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til -virkelighed i et kunstværk. - -Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde, -og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og -overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget -vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos -sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale -om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den dårligste kokkepige blir -altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting -som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. -- Jeg tror, jeg har -elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed -kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud -for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde -vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede -broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere -var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke -timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så -tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede -det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på -borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin -afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også -godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren. - --- Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte -moeren en dag. - -Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun -med en vis kraftanstrængelse. - -Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit -værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget -- -- eller du -kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage. - -Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over -hende ved moerens ord. - -Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går -tiden. - -Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev -og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude. - -I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en -symaskine? - -Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede? - -Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til -at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes? - -Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig -- sådan. - -Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds -med mig nu. Men det skal nok komme. Først så -- --. Hendes øjne søgte -ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke. - -Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser -nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede -ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så -kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt, -hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer -savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst -vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere -ivrig med den tegnen. - -Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid -her inde. - -Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det -da blive til noget, tror du? - -Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift, -kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det -skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og -jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne -godt end at kunne brodere. - -Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for -at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt -at ta sig til? - -Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det -ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå -tiden med? - -Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke -været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan -blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet. - -Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden -måde. - -Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev? - -Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok. - -Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så -underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham. - -Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal -hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket; -rødglødende ører. Ja. - -Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var -det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i -rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede -hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et -langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der -skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine -hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den -førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved -at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun -regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den -slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at -det skulde blive værre. - -Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe -til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det -kunde føre til et slags resultat. - -Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst -i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende -og drejede skrivebordsstolen om imod den. - -Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går -straks igen. -- Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske, -hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun -var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde -vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt! -Hun satte sig på en anden, op ad en reol. - -Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel -masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er -tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det -hele. Jeg har ingenting gjort! - -Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint -humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan -hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu -ikke er ganske overflødig. - -Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke -er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste. - -Han gik tilbage til sin plads. - -Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde, -hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde. - -Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde -hende, hvis hun så ikke knuselsker ham. - -Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed. -Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i -middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse -nogle brudstykker -- --. - -Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid -må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha -godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt. - -Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at -efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne, -skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne, -sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel -som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må -tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige. - -Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være -vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke -behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger -heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på -galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke -mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går -vi og venter på noget, der kaldes lidenskab. - -Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab -hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug, -hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige -anliggender? - -Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget -for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og -mig holder du foredrag for. - -Er du ond, Helga? - -Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere -tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget -har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du -jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke -bedre. Du kan ikke holde af mig i længden. - -Det gør jeg stadig, i grunden. - -I grunden, det vil sige imod din vilje. - -Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan. - -Jeg siger dig jo også, at jeg er ond. - -Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør -mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større -livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til -det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe -kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med -hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget -ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig -til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og -idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til -dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men -jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også -begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg -så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur -- men det har kun -gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig -kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert -instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg -vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i -sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For -tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din -læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du -kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive -erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort -forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og -endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg -under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det -vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig -et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg -vil ikke høre det. Godnat, Helga. - -Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne. -Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det. - -Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin -seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget -af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan -til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled -over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da -det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen -faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom -smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men -de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over -kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden -løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes -rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse -- -- --. - -Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra -os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de -buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --. - -Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det -ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste, -hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det. -Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og -længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede -hid og did som et geled invalider -- --. - -Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og -begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde -lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev -fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten -uden at trække været -- --. - -Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev -forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en -stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i -det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun -havde vished for udfaldet. - -Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun -blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun -haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud -i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult. - - - - -Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv -bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget -andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne -blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig -og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished, -at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en -utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine -øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det -første lys. - -Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun -huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige, -hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god, -heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel -anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det -var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han -var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen -kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde -komme til at forsvinde. - -Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i -spejlet. - --- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et -stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han -kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så -bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de -havde at forhandle, var ikke lutter fryd. - -Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een, -kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt. - -Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme. - -Godmorgen, Helga. - -Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han -kendte den nok, Helgas hånd. - -Hvordan har vi det? spurte hun. - -Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke -siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens -hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis -hånd i sin. Videnskabens fallit! - -Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred -på mig ret længe ad gangen. - -Det er altså opdaget, tænkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen -af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han. - -Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart -hver til sit. - -Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så -ubetinget. - -Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os, -som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive -rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre -end at vente. - -Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig. - -Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det -lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt -kan få det ud. - -Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre -ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kåbe -- og -forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med -hvirvlende draperier. - -Godmorgen, store mand. Helga kommer igen. - -Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken -bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse? - -Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer -forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen, -min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne -og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet -meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens -andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti -den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den -forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men -lykken er det vigtigste. - - * * * * * - -Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og -ventede med sydende utålmodighed. - -Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til -orde. -- Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg -var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke -noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere, -end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så -sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og -kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af? - -Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede -sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der -var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt. - -Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer -følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin -primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt -hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der -rullede sig nøgen i sine penge. - -Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i -seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig -inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir -videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke? - -Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som -hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men -de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som -et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget -mere lys ind end jeg. - -Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med. - -Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af -dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget -andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig -til at blive gift, det er det hele. - -Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte -sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal -blive til? - -Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele -masse blir til en hel masse børn. - -Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik -omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om; -du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det. - -Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså -kommet -- --. - -Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor, -sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften -med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang -ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for -den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for. - -Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro; -men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en -høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm -og en unge surret fast på ryggen. - -Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde -være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg -indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af. - -Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du -tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd. - -Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner, -og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe -den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding. - -Ja, ikke sandt, hvis! - -Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle -gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være -en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles -venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og -bylder og faldende syge. - -Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for -de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og -de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De -ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og -kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste -stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat -grav. - -Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så -rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det så dumt. - -Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg. -Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der -ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig? - -Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste -sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at -opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du -mig ikke resignasjon? - -Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget -værd. - -Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et -barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig. -Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt. - -Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og -usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på -ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over -mig, der gør det. Den er ikke altid helt god. - -De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede -hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa -indtrængende: - -Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu -være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en -gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere -sige, at det vilde være dig en let sag. - -Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg -forsøger. - -Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om. - -Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt -borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit -filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde _lovene_ for -de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun -tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil -overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro, -at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs -betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu -min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og -tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved -siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse, -og først når man under studiet af det regner med alt, hvad -menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi, -der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at -jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden -af andre kan levere noget af værdi. - -Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir -nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille -smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere -bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke? - -Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke -nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig. - -Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg -har været -- hvad skal vi kalde det? - -Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når -jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og -min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få -noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik -omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning; -selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat -springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en -lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg -venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig. - -Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det -sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg -- -- ikke blir -ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine -stemninger? - -Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid -afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men -også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for -bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for -så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber -at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand, -der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer? - -Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad -han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro: - -Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en -ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud -af den. Du har gjort dit. - -Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at -fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at -være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis -frihed. - -Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes. - -Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor -jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du -behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se -svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle -sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret, -når man ser det syn helt ude fra mørket. - - * * * * * - -De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en -dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det? - -Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er -såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv -gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god. - -Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre? - -Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort -værk. - -Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende, -men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han -vilde have spurt om. - -Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så -synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der -læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets -skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige -forhold. - -Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den -grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det -rette forhold, at jeg vokser under din skygge. - -Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er -hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig -har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe -jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre. - -Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt, -som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af -Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min -udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste -undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg -er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange -danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende -betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning, -fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken --- og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse -tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en -bevæget dag. - -Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause. - -Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men -du har det vist anderledes? - -Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget -af dig. - -Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig? -Det blir nok anderledes, jomfru Helga. - --- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat. - -Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel, -erklærede hun. - -Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i -gelænderet. - -Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store -og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om -hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i -gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle, -der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det -havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre -tromme, mens stormen spillede hen over den. - -Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i -seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en -rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog -igennem! - -Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod -hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam, -så mat hun var! - -Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg -varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i -stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel -fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede -sig frisk ind i mørket på den anden side. - -Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige -mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og -hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen, -ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end -måske noget andet. - -Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod -åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der; -stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke -længere noget hus. - -Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart -skulde giftes. - -Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han -være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af -filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham. - -Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for -plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor -bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge. - -Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde -springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble -sort og rasende under sig! - -Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud. -Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et -mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned. -Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet -end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter. - -Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet -jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru. -Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at -sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et -par gange for sig selv. - -Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af -den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede -modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi -hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt -andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den -ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at -være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om -den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen -kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på -sin tilfældige vej. - -Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt -ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke -noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende -foreløbig, til der blev brug for det. - -Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru -Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til -at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden -kærligheden ikke var nogen lidenskab. - -Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun -nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også -den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig -forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for -sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i -virkeligheden at løbe fra ham? - -Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun -pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind -krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men -det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen. -Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om -et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte -fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af. - -Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det -også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse. -Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel -en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen. - -Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og -forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart. - -Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire -løbeture. - - - - -Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og -virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv. - -Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af -det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være -anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans -standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun -var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin -vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere -tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det -var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde. - -Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun -måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende -tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af -en omgang kold fornuft. - -Ja, men jeg er ikke ham! - -Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans -gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer -stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet -af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist -ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden. - -Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem -fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra -sig, da han så hendes ansigt. - -Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud. - -Han satte sig. - -Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et -landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske. - -Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det. - -Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt -at ta ud et års tid. - -For at lære husholdning? - -Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg -blir gift. - -I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det -nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig. - -Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et -fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset, -end nogen ved, du med. - -Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det -undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig. -Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk. - -Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var -ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte -nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare -sindsligevægten. - -Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet -mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du -trængte til stærkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit -andet mandsideal -- -- --. - -Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god -nok som sådan -- -- --. - -Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt -fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var -det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke -den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar -over. - -Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den -klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis -du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke: -Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd -dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr. - -Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse -helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere -til. - -Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange -pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gøre med at klare mig -mod den ene af jer. - -Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer -om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk, -som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt -hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om -han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk -- i -stedet for det, der måske ikke blev til noget. - -Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt -nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig -nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget -imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis -du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage -- --. - -Hvor meget af dig kommer der tilbage? - -Meget mer, end der rejste ud. - -Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig. - -Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige -dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så -meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så -længe. - -Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind -bag hendes øre. -- Der gærer nok mange mærkelige ting i dette -kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid, -da vi kan begynde at være helt lykkelige -- det, der så er igen af -os. - - - - -Natten kommer, da ingen kan arbejde. - -Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu -betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med -arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var -tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når -hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt -som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som -lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller -arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove, -og hun lå dær til ingen nytte. - -Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser -- ---. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm -eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde, -så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da -dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det -blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde -hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst. - -Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte -sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået -plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde -ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at -søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise. - -Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og -maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra -bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men -blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en -stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke -var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men -bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første -lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at -spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme -hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når -det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende, -indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la -videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den -allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men -var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant -end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og -forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning. - -Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun -havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang. -Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den, -bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den -yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder, -foregik al hendes tænkning. - -Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders -forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme -længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende -tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen -art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden -rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med -hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen. -Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde -forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse, -begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget, -enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig -arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor -iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev -straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom. - -Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var -sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til -det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det -tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller -koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt -sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og -ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de -mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det -slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner -og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke -bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan -undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige. - - * * * * * - -Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at -fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og -hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende -sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som -for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst. - -Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk -interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine -undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om -æmnet. - -Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet -uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der tørner -sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det -indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det -af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og -træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens -åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv -besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men -kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke så værdiløs, som -handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg -repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater, -selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker -over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhører -det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen -nærmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting -udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i -visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på -udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt. - -Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt -tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades -tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og -sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder -jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstår_ alt, hvad der er -hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab; -jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald. -Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå -anderledes, end det er gået. - -Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end -blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men -jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med -fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke -mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en -gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er -delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit -land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige -værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om, -at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad -tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget -det, hun havde brug for? - -Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at -visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu -mindre udsigt til at få min barbar hjem igen? - - - - -Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen -til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været -sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået -nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og -gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og -tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan -han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og -intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed, -som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med. - -Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men -nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at -omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se, -hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun -ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for -min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes -udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende -ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har -hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik -af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og -blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt -at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der -modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu -aldeles uangribelig. - -Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og -male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand. - -Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler? -Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet -uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå -igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel -bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden -just at se hen efter hende. - -Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt. - -Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde -ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen -og ser på det? - -Jeg vilde ikke gøre kalven bange. - -Det var pænt af dig. Kom så. - -Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig -forklaring end blot at sige: Kom så. - -Nå, ja. -- Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja, -nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det -er. - -Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis -jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det -gør hverken fra eller til. - -Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om, -at hun havde talent. - -Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget, -der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til -det tidligere. - -Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med -billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget, -at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone. -Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? -- Det er mit -svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt -i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle, -stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider -siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg -havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad -en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg -være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til -tyrekalven, og når det blir efterår, så -- -- --. Men jeg tror -virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne? - -Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er -ikke mig. - -Han er min lærer; det er noget andet. - -Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg -er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være. - -Men kæreste -- -- -- er du skinsyg? - -Har jeg grund til det? - -Nej. - -Så er jeg det ikke. - -Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle -henseender? - -Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig -i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo -ligegyldigt. - -Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op. - -Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den -allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens -du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig -så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du -var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne -til din udvikling. - -Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig -alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og -fremmed -- måske har jeg taget fejl. -- Og altid når jeg kom lidt ind -på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle -om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden. -Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg -vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes -bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var -uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den -grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo -mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med. - -Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og -nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt -ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg -begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for -mig, og dette her er slutningen på det. - -Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var -hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed. - -Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har -trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne -haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde -tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første -billede, og det skal det også! - -Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og -er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv; -i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående -til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og -overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære -kærligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og -hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages -ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende -opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort -til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min -kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er -borte. - -Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må -gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem -os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det -godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig -af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er -sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej. -Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en -mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra, -hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er -grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker -neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun -vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men -helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende -vismands-tanker. - -Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved -at græde, men så rettede hun sig og sa: - -Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så -begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det -samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og -alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men -skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er -gammel. - -Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen -imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel. -Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever -her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du -frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og -ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du -belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun -rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det -sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter -forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste -denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den. - -Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har -heller ikke glemt dig endnu. - -Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være -forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør -det derfor ikke. - -Men sig så i det mindste: Farvel, Helga. - -Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem -os er -- fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en -bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved -lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste. - -Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan -leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at -sige mig farvel og gå. - -Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit. - -Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for -så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg -skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at høre: Nu kan du -plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver -eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig -får pillet mig af. - -Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en -mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer -gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig -- -- - -Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med -det samme! - -Men din kunst, Helga? - -Å, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med -min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke? - -Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og -overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik -ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet, -ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved -at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten -al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det -har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er -hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på -ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor -mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller -blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast? - - - - -I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin -intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans -vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt -til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem -endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans -ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere -videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage. -Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun -anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu -og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid -til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra -at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det -havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun -rejste, og siden var den forsvunden. - -Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var -jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer -mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt -ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han -fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket -fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og -denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af -ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre -mellem hans reoler og hans hustru. - -En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet -forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til -hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde -udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun -bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet -ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile; -den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag -mand, syntes det. - -Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være, -der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun -havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans -ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig -måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var -næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun -havde befrugtet hans tankeliv. - -Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne. -Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed -viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne? -Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han -havde ikke mere brug for sin. - -Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig -forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det -var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur -og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af -hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre -vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og -attrå mod det, barbaren har frem for ham. - -Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en -mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men -det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes -- -ligesom ukrudt. - -Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha -båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en -sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte -tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med -en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i -færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til -fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i -udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde -blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen -for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret -sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid -over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt -erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget -sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig -selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde -havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men -det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som -Darwinisterne har fået så store resultater ud af. - -Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra -nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga -ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad -protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham -- -til ingen nytte -- om det, han kunde være blevet, dersom -- --. - -Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen -ved siden af. - -Farvel, reoler! - - - - -Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt -nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at -frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde -tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der -hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det -faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld -besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af -lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til -næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem -uden at tænke over det. - -Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle -fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev -enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det -samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i -skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra -før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse; -skoven var ikke _god_ som den gang; efteråret havde ikke den værdi -for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude -ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på -en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det -undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun -var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om -aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den -aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt -hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --. - -Men nu var forandringen kommet. - -Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil -havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at -hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning. -Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så -værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det. - -Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk -frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom -for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage, -der skulde ofre alt, hvad _det_ krævede. Men en nat kom der en -stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige -søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste -værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres. - -Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede -godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og -forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket -altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun -bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for? - -Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved -middagsbordet. - -Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede -hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg. - -Er det vort barn, lille Helga? - -Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning. - -Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt. - -Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil -se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu. - -Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at -gå ud. - -Vil du nu ud og male? - -Jeg skal nok pakke mig godt ind. - -Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender -det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen. - -Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa -hun. Når først -- --. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske, -men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel, -Niels; jeg skal ikke blive forkølet. - - * * * * * - -Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var -rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det -møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende -betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som -repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes -blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og -der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men -der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at -læse. - -Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun -blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han -hende komme; han gik igen ind og satte sig. - -Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på -loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i -sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter -lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og -dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold -af at sidde og lytte og gætte. - -Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren. - -Kunde du se at male så længe? - -Intet svar. - -Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt. - -Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind -i spisestuen med tændstikkerne. - -Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et -halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var -den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for -at appellere til dine -- -- følelser, men kan du huske noget sådant -nu? - -Ja. - -Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og -magtesløs; ser det ikke således ud? - -Jo -- --. - -Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig -død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den -allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig -stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere -forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem -andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi -inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget -- -- --. Men en -omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker -- -- om ikke for -andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en -vigtig tankegang. - -Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik -til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han -tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på. - -Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han -burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine -hende med sine lumpne åndrigheder. - -Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder. -Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig. - -Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede -ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand. - -Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til -en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig. - -Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det? - -Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun -sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød: - -Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers -- -- ---. - -Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i -det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig! - -Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige -kulde. - -Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og -prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af -hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gøre ved -mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --. -Jeg mærker det allerede --. Nej, det er gruligt! - -Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod -hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt. -Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden -fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod -halsen og de velkendte læber -- --. Hans fingre blev seende, mens de -berørte dem. - -Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han -følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved. - -Kære Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det, -han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke så -pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort -barn kommer, og så er du igen som før. - -Hun rejste sig. -- Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er -andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og -strøg sit hår op. -- Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret. -Når det er overstået -- --. - -Så har vi et lille barn, Helga. - -Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det -er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen -- -- -for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han -allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig, -Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig -altid. Tak for det. - -Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene -side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den -gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund. - -Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille -fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham. - - - - -Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden. - -Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at -fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu -og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og -udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende -om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et -hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al -den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et -problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var -ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget -her. - -Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu -var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to -modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves -opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne -opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham. - -Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden -- ti han -måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed -- la hun sin -hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed -samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig -fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at -bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden -af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt -magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin -ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han -forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og -være god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hånd, at -jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den -gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for -mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis -det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og -usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er -mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde. - -Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da -kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig -som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje. -Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro. - - * * * * * - -Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret, -og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun -stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i -skoven. - -Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar -stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det -skulde ha været en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os -sætte os lidt. - -Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han -- -- -- - -Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er -mig, der er skyld i, at vort barn er dødt. - -Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig -- -- -- - -Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den -gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig, -da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og -det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at -male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i -barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg -lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at -være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra -barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde -det. - -Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt -simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige -- --. - -Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere -end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor -galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart -jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet. - -Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe -en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen -- -- --. - -Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med -et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende, -som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt, -hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig -fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes -noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag -jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der -sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels. - -Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem -sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder -og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i. - -Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo -ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret -til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig -selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket, -og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg. - -Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo -dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det -er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har -ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst -mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har -tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig, -end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde gå hen over den -med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke -- -det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et -fantastisk øjeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en -forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder -dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den -rigeste. - -Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve; -det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes -interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde -også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt -livsstof. - -Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side, -som jeg ikke forstår. - -Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er -sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer, -og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske -slet ikke er til. - -Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til, -stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej -aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg -har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige -det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve -mennesker. Jeg er en dårlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som -du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu: -Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede -at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha -været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles -bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til -sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke -- -min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det -er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme, -mens jeg gik sådan. - -Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt, -og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse. - -Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad -så, Niels? - -Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig -med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig, -og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert -stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil -derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger. - -Hvad er det for et? - -Sig det kun selv, Helga. - -Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive -hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke -blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket -kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre -andet end rejse? - -Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har -altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste -bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme. - -Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond? - -Er du selv i tvivl? - -Når jeg ser på dig -- -- --. - -Se ikke på _mig_. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du -venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær -din hele lykke, der beror hos mig. - -Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det -før. Men det kunde ha været sådan, at -- -- --. Sæt nu, at min lyst -til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok -- --. - -I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer -påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke -glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at -jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i -dig og lar sig ikke udrydde. - -Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den -eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen -kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en -anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor, -men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har -jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du -holde det ud med studierne alene, et år for eksempel? - -Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes -noget nyt, der lod sig studere. - -Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg -er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde -at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid -troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid -gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig, -som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt -ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så -var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal -kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin -store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan -sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før, -når jeg har været borte en tid for det andets skyld. - -Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du -har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved -at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du -unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og -bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden -har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til -at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at -protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består -i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større -lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du -savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke -de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et -helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne -plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, -jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du -vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du -begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har -trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen, -større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens -storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker -vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du -ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der -stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render -hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi -du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge -mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er -vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage, -at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler -dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem -- -din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til -intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles -fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder, -hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig --- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af -forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til -støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved -vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere -ved, at du blir hos mig. - -Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene -ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så -talte han igen: - -Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over -det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting -sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget -helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme -udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: -at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er -taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret -adgang? - -Jo, Niels. Kender du det? - -Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som -det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået -dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af -tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være -blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem, -og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der -dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det -andet. - -Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved -at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert, -selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på -dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så -dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- -- ---. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde -holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --. - -Han så spørgende på hende. - -Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle -dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg -er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i -seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg -vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive -så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde -bestemt til det. - -Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok -lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke -er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer -nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg. - -Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre -det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig. - -Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter. -For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte. -Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde, -der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin: -Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for -resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste -kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen -fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok -i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv -opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige -sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse -har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. -- -Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort; -jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene. - - * * * * * - -Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad -perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som -hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter -deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted. -Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og -levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så -vidt muligt at se på hende. - -Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive -udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling; -deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første; -de havde jo talt ud. - -Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg -op på trinet. - -Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene. -Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham -hæftigt og sa: - -Jeg elsker dig. - -Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte. - -Det forstår jeg ikke, sa han. - - - - -Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved -kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før -hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun -havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år. - --- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den -forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst, -søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg -lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille -afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede -om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men -når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig. - -Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende -indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede -en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så -unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen, -den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af -foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen, -socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og -håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved -står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke -praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de -roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to -yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der -ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er -bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand, -præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i -fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker, -der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder. - -Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al -tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning, -og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad -er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i -udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider -af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den -del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det -synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den -højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg -vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst -husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en -tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i -anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden -er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne. - -Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den -eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv -til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter -eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som -eksistensberettiget? Nej. - -Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred, -som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen -givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre -eller bedre ord. - -For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de -fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og -foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da -tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig -fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke -megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud -af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt -hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de -virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne -dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg -sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags -verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke -resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af -deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor -tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde -det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt -forsvandt. - -Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende -fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse; -omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller -deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han -nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke -anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al -adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden -noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de -forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed: -Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags -betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv -føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere -tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen. - --- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en -selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne -afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du -vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at -klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to -mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis -du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad -jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed -kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har -tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man -har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har -beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den. -En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i -afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne -fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg -har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg --- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg -blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må -fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor -oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny -verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og -tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den -grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig -sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen, -fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre -selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig -fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan -tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har -du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok -til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom -jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft, -der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under -sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist -noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første -halvdel fra, da mærkedes det ikke. - -Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre, -golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine -hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den -uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den -malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke -dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle -tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans -vegne som en, der til en vis grad forstår ham. - -Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået -en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med -adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som -jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige -mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet -de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu -sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og -selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to -ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme -fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg -opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig -selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers -vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk, -vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner. -Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som -norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige -mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har -diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde -intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde -kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er; -i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved -dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra -samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde. - -Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling? -Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i -den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret? -Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det -spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for -mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv. - -Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre -stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad, -ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med -den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det -moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden -radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter -mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig -mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner -og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed -den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet. - --- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at -foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en -fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme -igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til -befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig -ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men -på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af -funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig -hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af -det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre -for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at -blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg -havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da -var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev -ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være -kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt -tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at -passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du -havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen -med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var -ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt, -for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem -stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når -du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst -begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro, -som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde -oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det -sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens -uforanderlige ligevægt. - -Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt -op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han -sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til -beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den -vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge -er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige, -han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for -eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der -bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da -næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham, -ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform, -der var ham mest tjenlig. - -Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste, -ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at -kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket -eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står -det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder -for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har -begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den -står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min -lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle -begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere -bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage -vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet -igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro. -Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres: -forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige -svagheder. - -Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde -med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en -underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft -livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg -skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes -endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste -slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg -næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen -anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot -skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu, -efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke -er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den -sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den -har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig -bestemt fra evighed af. - -Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er -kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn -eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker -ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en -foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de -blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke -nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af -de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem -grundigt nok. - -Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder, -der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også -efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i -begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved -jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med, -at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større -verden. - -Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig -er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at -leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og -jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg -hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin -fuldkommenhed. - -Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha -lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der -interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du -nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du -står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så -ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for -dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder -mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig. - -Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab -kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At -du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget -andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske -glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig, -og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det, -jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg -endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve -tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den -hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke -slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så -varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du -ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen? - -Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din -kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig -tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset -fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder -dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder -mig fast. - -Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den, -der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg -er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din -kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad -der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener -at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af -os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se -så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel -udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort. - -Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad -der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig, -og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som -troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der -angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom -består jo i at vide så lidt som muligt. - -Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører -mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt. -Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred -blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er -vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg -- --- --. - - * * * * * - -Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks -op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå -sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der -hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn. - -Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og -længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt -at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes -vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og -lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der -var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde -forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og -bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl. -Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde -hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de -havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del -af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene -betød hendes lykke. - -Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der -flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op -i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der -skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den -skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer -der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller -sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende -kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om -døden. - -Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller -mere kunst? - -Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom -hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og -forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske -længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en -sti. - -Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i -fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde, -til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste, -fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var, -ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke -var tilstrækkelig. - -Hun læste hans brev igennem en gang til. - -Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse -uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom -hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne -brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om -den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet. - -Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes -svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast -ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod -og tænkte. - -Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke -helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig -stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev, -højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en -uforklarlig magt. - -Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk -aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst -og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig -en hel kærlighedslykke. - -Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå -ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel -lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod. - -Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at -komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe -hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny -kraft; hun vidste det. - -Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om -lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på -hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe -hinanden. - -Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over -hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til -at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge -piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og -musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet. - -Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så -ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre -over hendes halve sjæl. - -Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå -høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel -med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer. - -Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes -kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede -hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde -afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed. - -Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber, -og den unge mand skulde bære hendes træk. - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjortø - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TO VERDENER *** - -***** This file should be named 41045-8.txt or 41045-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/1/0/4/41045/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This file was produced from images -generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur -at http://adl.dk) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |