diff options
Diffstat (limited to '41045-0.txt')
| -rw-r--r-- | 41045-0.txt | 5609 |
1 files changed, 5609 insertions, 0 deletions
diff --git a/41045-0.txt b/41045-0.txt new file mode 100644 index 0000000..231ee96 --- /dev/null +++ b/41045-0.txt @@ -0,0 +1,5609 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41045 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. _Understreg_ er +brugt til at gengive kursiveret tekst. + + + + + KNUD HJORTØ + + TO VERDENER + + + KØBENHAVN + DET SCHUBOTHESKE FORLAG + J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG + 1905 + + + J. COHENS BOGTRYKKERIER + (GEORG A. BACH) + + + + + Tilegnet + K. + + + + +Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt +stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i +klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga +hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og +med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more +sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange +skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens +enkelte endnu sad og ledte. + +Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren. + +Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i +tyskbogen, hvor der skulde begyndes. + +Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen? + +Jeg er ingen dame. + +Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det. + +Det vil jeg meget nødig. + +Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du +er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe +har du for resten i sinde at blive ved med det? + +Til jeg blir voksen. + +I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen. + +De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken +Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men +frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede +for ansigtet med den ene hånd. + +Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde +realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin +og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af +et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende +"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et +gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne +tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre +det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for +frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge, +der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig. + +Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden +havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga +den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga +skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af +flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom +ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte +karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af +kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i +karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas +humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid +slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige +blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget +med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at +beherske sig eller at forvinde sin skuffelse. + +Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang +flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne +var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt +skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes +flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og +lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun +behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og +ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den +overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed -- +ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et +øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i +en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og +fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og +utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed +der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit +misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik +i, syntes, at hun var en gevaltig fest een. + +Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i +hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende +dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke +andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med +hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt +hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en +lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede +ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe +efter. + +Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen, +indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid, +indtil Helga utålmodig stirrede igen. + +Lad være med den gloen, sa frøken Schou. + +Helga så straks bort. + +Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker +indvendig. + +Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed, +når det passede hende. + +Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig. +Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er? +Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig +noget, sid ikke dær, som om du var af træ. + +De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme +øjne mod katedret. + +Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det +er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en +mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er +noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre. + +Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå +begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl. +Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv +kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når +den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af +hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke +gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen +for at dække sig. + +Se op, lød det fra katedret. + +Helga gjorde det ikke. + +Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det, +men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt; +hendes stemme slog pludselig over. + +Græder du, Helga? + +Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn. + +Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget. + +Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt; +det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis. + +Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men +hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter. + +Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over +til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske +versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand +for et bombardement af spørgsmål. + +Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en +lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes +granskningerne om dette dunkle ord. + +Helga formodede, at det betød et nik. + +Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar. + +Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og +Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for +de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen +til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette +arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før. + +Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med, +at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var +noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag +at være i en tilgivende stemning. + +Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der +kan. + +Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de +bedste i det fag. + +Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det. + +Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne. + +Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun. + +Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du. + +Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst +være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt. + +Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt, +og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også +harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler +til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er +ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit +smil returneret, nægtet modtagelse. + +Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i +det. -- -- + +Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var +bundalvorligt, da han sa: + +Så kommer jeg til at gi dig et nul. + +Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud; +men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig +til, så hun var alligevel ikke så ked af det. + +Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af +penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter +stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske +læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd, +der dirrende snoede overskæg. + +Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er +siden sommerferien. + +Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i +den første tid. Men -- -- ja, ja. + +Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen. + +Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige +nul. + +Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil. + +Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende. + +Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en +tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være. + +Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt. + +Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det. + +Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik. + +Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt +sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor +blækklat falde lige oven på nullet. + +Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da +frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige +mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de +næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da +pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end +ellers. + +Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til +de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden +for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste +resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for +mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at +kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men +større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem +temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet +ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere, +men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så +morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste +af sin fritid med at studere. + +Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede +med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig +om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte +undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme +øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga: + +Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag. + +Så kan Marie begynde. + +Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar. + +Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie? + +Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske +versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga. + +Nå ikke; det betyder en blyklump. + +For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga. + +Nej; i enden af en medesnor. + +Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og +vædede blyanten mellem læberne. + +Det ved jeg ikke. Skal vi så -- -- + +Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta. + +Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud. + +Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant. + +Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie +tror, det betyder en hund, der hedder Bob! + +Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede +hende. + +O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt? + +Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik +hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en +finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks +efterlignet rundt om i klassen. + +Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig +over? + +Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere +ekkoer fra de øvrige. + +Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget. + +Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med +bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således: + +Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig +den frihed at brække skibet i stykker -- -- + +Hvad er det for noget vrøvl, Helga? + +Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set +at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde +andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården. + +Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad, +De komiker? + +Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det +godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger. + +Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar. + +Bekræftende mumlen fra resten. + +Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke? + +N--nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen +grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger. + +Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet +blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i +frihed. + +Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest +almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes +jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde. + +Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre. + +Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men +midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt +udtryk, der fik alle til at le: + +Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en +historie. + +Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist-- grødede Marie, men så +stansede hun midt i en klump og rødmede. + +Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og +klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det. + +Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under +overskægget. + +Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt +udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas +bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i +øjeblikket var ikke af de bedste: + +De æventyrlige -- sømænd skred følgelig frem til det -- østlige -- +Island -- de østlige Islande -- -- + +Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga. + +Helga tier stille! + +Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev +skjulte et smil bag sin bog. + +Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre +elskværdigt tempera -- humør. -- Hun så hjælpeløs op til katedret, +men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var +blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab. + +Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev +blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare +krigens nødvendigheder -- -- jeg forstår det ikke, hviskede hun +elendig. + +Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes +ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om +noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men +det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt +indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op. + +Kan De ikke mere, Dagmar? + +Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned +på sin plads. + +Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter +det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta? + +Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga +bestyrtet. + +Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen. + +Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op +_altsammen_! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun +havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten. + +De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev. + +Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og +viskede ud med stor hidsighed. + +Kan De så tie stille? + +Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, +mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for +viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest. + +Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende, +dette er jo himmelskrigende uartighed. + +Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i +dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om +hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om +de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at +udslynge livskraft med. + +Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem +for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på +hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker +appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han +ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk +ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han: + +De er vel en god pige, Helga? + +Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i +hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt +om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for +slem? + +Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten +af timen, men lystighed kom der ikke mere af. + +Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til +Grandlev og spurte: + +Er De vred på mig? + +Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat: + +Nej, hvorfor? + +Helga gik mismodig tilbage til sin plads. + + + + +Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem +Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde +særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm, +kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at +gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk -- især damer +-- opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor +skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun +skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at +hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv, +hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var +hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var +synd for den nette pige, men hun var aparte. + +En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede +på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop +at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde +storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med +venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt +ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var +hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte +hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede +urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde +hun nu en gang gå over broen i storm. + +Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere. +Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i +modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags +uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde +ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind +på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd +række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres +rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, +slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der +holder. + +Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af +tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen +blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved +synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i +tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det +var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers. + +Men -- se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen +imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv +så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev +levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om +hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde +sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød +der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten +stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu +siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga +så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke +kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som +korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke +glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel. + +Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk +kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et +vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men +mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun +måtte se, hvem det var. + +Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun +brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han +kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset. + +Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og +satte sig på en grøftekant. + +Kom så, tænkte hun. + +Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene +lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans +støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede. + +Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min +spaseretur! + +Godaften, Helga. + +Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun +sig langsomt. + +Det er bare mig, Helga. + +Nå--å. + +Blev du bange for mig? + +Næ--æ. + +Skal vi følges ad? + +Det kommer an på, om vi skal samme vej. + +Du skal vel hjem? + +Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De. + +Hvad vej går Du? + +Hvad vej går De? + +Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går +igennem skoven. + +Men jeg vil oven om skoven. Farvel så. + +Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad. + +Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da +gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse! + +Jeg synes, du løb for mig inde i skoven. + +Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan +jeg ikke fordrage at træffe andre. + +Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt. + +Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap? + +Vi kan jo prøve. + +Han er villig, tænkte hun. + +Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen. + +Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt. + +Det er det, erklærede han ivrigt. + +Mon? + +Hvorfor går du nu over på den side? + +Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset. + +Det gør ikke noget. + +Med Deres ny støvler. + +Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga? + +Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om, +så klynger han sig til det med en iver -- + +Du er vist ked af at følges med mig, Helga. + +Ja. + +Kan du ikke lide mig? + +Nej. + +Hvorfor ikke? + +Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte +hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De +kan godt lide mig. + +Ja, Helga, det kan jeg også. + +Nå ja, så løber jeg. + +Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han +kan fri, mens han løber? + +Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil +ikke løbe mere. + +Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg? + +Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid +holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min +hustru? + +Nej. + +Hvorfor ikke? + +Æv, æv, tænkte Helga. + +Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På +skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og +sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det? + +Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere. + +Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de +ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i +tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en +karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte +sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen +til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og +høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for +ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga +blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt +ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da +forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig; +der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen +opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han +holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå. + +Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys? + +Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun +ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys -- +som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt +komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var +så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter; +stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også +latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en +plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og +var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes +skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det. + +Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun, +hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor +vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse. +Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt +godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået +dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte +på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad +han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter +var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han +vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa +nej. + +Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og +desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det +skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om +ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet. +Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem +overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde, +der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige +hænder. Hun kunde godt tegne det. + +Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det +sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på +ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget +andet, som han vilde ha, hun skulde være. + +Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens +udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun +var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt, +da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe +siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun +også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare +se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig +ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin +ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret +ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på +bordet. + +Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun +gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken +ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet +sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke +længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette +var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis +tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken +Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes +halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men +da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i +pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der +var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var +blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse, +hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun +opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde +været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med +hr. Jensen. + +Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange +for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at +lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr. +Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde +blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom +pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med +hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun +følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke +var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke +vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller +måske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som +en pind, for dette _vilde_ hun ikke tænke. + + + + +Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr. +Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun +blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og +hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom +bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han +ikke, tænkte hun. + +Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over +legepladsen. + +Pas på, du ikke falder, sa han. + +Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt, +at han havde opsyn i det frikvarter. + +Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga? + +Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag. + +Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte +om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en +masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg +overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg +holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af +delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar +af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan +være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har +ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere +af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan +træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et +andet væsen end i forgårs. + +Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse +trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans +hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han +opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede +altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med. +Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom +den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor. + +Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte +bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv +udbrød hun: + +Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde, +jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal +sige til et barn. + +Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes; +han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt +til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af +nyt håb: + +Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg +skal holde endnu mere af dig for det, når blot du -- -- -- + +Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun +færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde +ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej, +til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke, +hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde +hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det +hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af +vinduet og råbte: + +Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes. + +Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet. + +-- Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga: + +Må jeg låne din bog? + +De skal altid låne min bog. + +Kom med den, siger jeg. + +Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når +De har haft mine bøger, mumlede hun. + +Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og +hjælpe ham. + +Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i +Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig. + +En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem +bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange +rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig. + +Hvad er det? + +Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der +lavede sådan et morsomt ansigt. + +Må jeg se det ansigt, Helga? + +Nej. + +Så får du en anmærkning. + +Ja. -- Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt, +end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde +erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev +røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin +munterhed. + +Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede +sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger. + +Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og +påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der +lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden +under skrev hun: + +Dig æ--ælsker jeg! Dig æ--æ--ælsker jeg!! + +Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var +delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab +dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet +den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten +som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og +fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En +lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til +en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med +kridtet at lede efter vinkel AOC. + +Hvad er det for et papir? + +Helga fik det straks returneret. + +Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar. + +Må jeg se den? + +Nej. -- Helga krøllede den sammen i den hule hånd. + +Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte +tegningen i sin ene sko. + +Hvor blev den af? + +Den er i min sko. + +Jeg vil ha den. + +De vil da ikke ta mig om benene. + +Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han +lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor +kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på +at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den. + +Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes +sko. Hr. Jensen kastede sig over den. + +Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke +på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige +respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig +ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev +alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og +forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden +af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim +over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et +udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr. +Jensen var en agtet lærer. + +Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene. + +Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner +de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen? + + + + +Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget. + +Hvor er frøken Schou? blev der hvisket. + +Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev. + +De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved +det ene ærme og stak resolut i trav med ham. + +En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte +og mindre ansigter. + +Er her plads til os to? spurte Helga. + +Vilde jahyl lød indbydende derinde fra. + +La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou +herind. + +Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på +trinet. + +Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev +gjort ryddelige. + +Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor. + +Så gik toget, og realskolen kørte i skoven. + +Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de +store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for +skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det +havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt +varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens +stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed. +I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og +ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks +fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af +godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke +regnedes med -- i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk, +af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og +stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det +var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde +udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og +senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de +matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere +komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var +begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en +sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det, +som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke +betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden +mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det +af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre +sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på +den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der +havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene +fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der +var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han +en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem +fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i +stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle +dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var +det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden +han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte +studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så +fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild +dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op. + +Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et +stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås? + +Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i +Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i +gang. + +Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til +for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok, +hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen? + +Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men +det relative interesserede ikke. + +Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta. + +Nej, erklærede Dagmar og rødmede. + +Jo, sa Helga, man kan se det på hende. + +Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive +forelsket. + +Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud +og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det +var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige +eller gøre: at se mildt til stjærnerne. + +Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på, +at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev? + +Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde, +som De en gang har i sinde at udvikle Dem til. + +Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al +samtale stansede i nogle minutter. + +Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i +hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af +kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige +tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre, +idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans +bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være +fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke +sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det +måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser +lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det, +men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti +hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre +hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde. +Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående, +han havde med hende. Et par øjne -- et simpelt individ vilde sige: +et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun +havde set på den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet +var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden; +han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det +fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over +det og over hende med, hans interesse havde været ham selv +påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over +det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte +tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område. +Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget, +og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde +skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans +videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og +det var rigtigt --, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke +skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var +så rige på -- hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget, +_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, når han havde andet +at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge +bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de +ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent +opdagelse. + +Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af +vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt +han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket, +han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var +udmærkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo +det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der +måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den +berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke +på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den. + +Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han +alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere +værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det +var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun +muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde +fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var +matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde +også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et +sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned +for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var +stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han +havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og +stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke +her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende, +mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om +ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot +bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri +var ikke noget mærkeligt. + +-- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved +siden af ham. + +Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt. + +Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det +endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han. + +Det, De sa om mig som institutbestyrerinde. + +Nå ja. -- Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende +sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i +sådan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i, +Helga. Tænk ikke mere på det. + +Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han +hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning. + +Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg +ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det? +De ved det vel ikke. Nej. Farvel da. + + * * * * * + +Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter +frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter. + +Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga. + +Du siger slet ingenting, svarede Berta. + +Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor +jeg gik, før jeg kom hertil. + +Å, lad os høre det, bad de allesammen. + +For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi +hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret, +bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde +vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe +en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at +være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for. +Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i +første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg +havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og +snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men +det var der jo ingen, der vidste. + +Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg +får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det. + +Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et +uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der +kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen. + +Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok +huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er +mig, der har puttet en sko i kakkelovnen. + +Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke. + +Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede +på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud. + +Var der flere med til det? spurte hun så. + +Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg. + +Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så +kan Helga sætte sig ned på sin plads igen. + +Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev +hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af +ærgrelse. + +Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du +ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld. + +Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg +naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk +Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler +i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt +den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før +timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været +uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om +nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var +nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun +ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag +var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det +alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke +morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig, +hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var +hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da +jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu +værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var +siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig +taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne +røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke. + +Hvorfor det? spurte Berta. + +Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig, +det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru +Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg +føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham. + + * * * * * + +Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder +hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde +heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det, +medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun +røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for +længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse +rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da +hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at +skikkelsen var Helga. + +Ser jeg forbrølet ud? spurte hun. + +Har du grædt? + +Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok, +jeg har tygget græs. + +Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud, +Helga? + +Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du +bestilt? + +Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev. + +Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham? + +Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke. + +Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se -- -- + +Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak. + +Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig. + +Men Helga, hvad er der i vejen? + +Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også +noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for +mig fortæller han alting. + +Det er ikke sandt. + +Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du +tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan +holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først. + +Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. -- +Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte. + +Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir +endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev +nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet +begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle +og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra +forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig. + +Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga? + +Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I +ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer +og besøger jer. Gå så med dig. + +Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale +med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske. + +Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for +dig. + +Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i +kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så? + +Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler, +hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der +strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og +trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber. + +Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne +kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En +sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der +kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i +en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres +stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var +berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med +grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det +eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der +foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer, +de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik, +så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring. + +Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun +følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som +hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad +dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk +foruddannelse om kommende rigdom. + +-- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig +undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine +egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det +hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af +lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig +tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var +ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på +hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt +øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en +erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en +uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke +vejede noget. + +Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende +i møde. + +Hvor har du været, Helga? + +Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav +retningen. + +Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at +undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til? + +Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun +havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja +måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det +var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene +undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun +sig og gik rask ind ad mødestedet til. + +Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou. + +Tillader du, jeg følges med dig? + +Helga så forbavset på hende. + +Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden +om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at +blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på +det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt +påfaldende, folk taler om det. + +Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor +plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav. + +Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til; +men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad +jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig. + +Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd +på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et +samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en +besynderlig og flov virkning. + +Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til +mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel, +selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den +ene efter den anden -- --. + +Grandlev rejste sig fra et af de små borde. + +Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt +ulykkelig ud. + +Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var +noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk. + +Der er ingenting, sa hun og så op på ham. + +Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte +ansigt. + +Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr. +Grandlev? + +Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig. + + + + +Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en +sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis +der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar; +ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få +med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det +kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så +underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar, +ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin +mund op. + +Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de +andre. + +Forstår De det ikke, Helga? spurte han. + +Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker. + +Det gør jeg nok, sa hun. + +Hvad vil det sige? + +Det ved jeg ikke. + +Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem. + +Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare +han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var +bittert, og som sved. + +Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det +anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for +tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest. + +Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over. + +Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden. + +De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være +forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det +med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For +nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke. + +Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt +hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde +hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde +være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at +ydmyge hende. + +Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os; +vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord. + +Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke +mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. +Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad +for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor +var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke +hende i håret. + +Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken -- +og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men +søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke +hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte; +ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det +trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede +øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads +op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig +selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom +hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en +sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det +bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det +ringede, og hun måtte af sted. + +Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte +hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at +samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun +havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men +hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev +alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange. + +Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af +hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem. + +Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den +glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun. + +Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede +ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var +umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik. + +Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg +skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så +yderst primitiv. + +Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge +på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som +hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel +bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur. + +I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om +hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under +gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, +til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet +ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe +over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på +den store eng hjemme ved gården. + +Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede +varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved +det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at +solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede +hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde +det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som +derefter ser på tingene med andre øjne. + +Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte +hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller +skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri, +måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke +kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig +undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun +del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele. + +Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig +sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget +ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så +kunde der væres ulykkelig bag efter. + +Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem +metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i +vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt, +hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke +let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu +steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun. +Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun +spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været. + +Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun +stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde +altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og +derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham. + +Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad +trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om +noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv +om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt, +endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke +være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist. + +Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig +selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så +hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget? +Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i +grunden så sørgeligt. + +Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om. +Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun +helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for +sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme +sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med, +at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det +hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om. +Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt. +Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre +muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså +hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt +blive på den vej, hvor hun var. + +Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende +hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste +kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun +opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået +over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik +forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig +det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og +siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere +fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik +så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af +og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog +være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende +stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun +hørte hans trin bag ved sig. + +Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi. + +Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig +til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu +kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var +hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret +strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt +over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun +vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap +ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem. + +Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers +sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver +gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture +rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre; +hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun +strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den +straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele +sig til. + +Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta +og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var +i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når +eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han +sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke +se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var. + +Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den +bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om +hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt +var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis +hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde +ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- -- + +Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og +mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som +sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så +hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod +ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så +kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste +sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste +småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var +det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen; +øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde +stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt +lejlighed. + +Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo +forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte +lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede +med sit atlas over knæene. + +Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok, +hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun +lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par +raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne +ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev +færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint +knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde +først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret +langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde +ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var +fyldige og sad passende tæt ind til hodet. + +Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så +efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med +et knivsblad, til den ikke mere kunde ses. + +Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af +den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde +taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han +anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham. + +Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde, +hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han +troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde +fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet +fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når +det andet var sket. + +Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun +betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil: +Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret. + +Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde +betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun +ingen tvivl længere. Alt var helt godt. + +Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til +rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun. + + * * * * * + +Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da +hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun +havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god. +Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en +grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var +noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag +igen. + +Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede +ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage. + +Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom, +hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes +af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik? +Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt. +Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik. + +Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes +glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som +regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte +hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede +trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun +var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan +en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse. + +De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende; +hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode +forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget +ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev +henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde, +derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se, +hvordan han slap for det. + +Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved +siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet, +da han spurte: + +Hvordan går det så med humøret i dag? + +Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret +over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha +givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun +gik foran ham ind i klassen. + +Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa +ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og +tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt, +fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det +vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det +var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og +nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget +efter. Hun havde fået sin del, som der står. + +Lykkelige Dagmar! + +Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i +frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer +blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at +hun måtte undre sig og blev vågen igen. + +Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og +skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste, +hvad det betød. + +Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde +Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi, +der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel +kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere +omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde +det billede hænge på hendes væg. + +Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var +det tetid. Alle tre forsøg blev brændt. + +Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove, +skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke +forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun +heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der +slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod +væggen, så der gik hul. + +Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog +linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget +nøjagtig, men den duede ikke. + +Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og +væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes +poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og +erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde +næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den +skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den +foreløbig. + +Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt +sind, lige til hun faldt i søvn. + + + + +Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en +beslutning. + +Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde +det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring +som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han +sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen +fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde +gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne +omstændighed. + +Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt +den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti +han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en +handling er en ganske ulyrisk ting. + +Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som +han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De +to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes +hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var +den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han +havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke +rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der +stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var +en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en +oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed, +som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk, +som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte +erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var +naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen +erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette +nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- -- + +Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange +andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin +fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom +ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste +mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de +griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham, +og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser +vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog +vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød +til. + +Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en +dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel +til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over +ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en +blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud +og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers +vilde være ved det. Det var det eneste visse. + +Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt. + +Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som +jeg ved? + +Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin +vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så +gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen, +og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det. + +Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur +sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af +indre lystighed. + +Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at +få det undersøgt? + +Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som +et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo +stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende +rigdom. + +Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans +overvejelser. + +Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme +tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå +ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun +blev ved at le; det tog magten over hende. + +Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende. + +Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat +foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da +hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var +øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne +gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I +dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har +gjort det før. + +Brudelys, sa hun og rejste sig. + +Ja, kom så, sa han. + +Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham. + +Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting. + +Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun +skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede +tiden. + +Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned +efter blomsterne. + +Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som +den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke +altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd +lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den +virkelige. Den forjættede hånd. + +Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange +greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to +hænder. + +Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et +gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var +en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart +efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør, +rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række +ham en hånd som denne her -- -- + +Næ -- sa han og trak været dybt. + +Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke +det? sa hun. Slip så da. + +Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en +død ting. + +De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere. + +Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på? + +Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt +havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind, +en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde +givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette. + +Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere +brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte, +De kunde ikke holde det ud. + +Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom +han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i +hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket +ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere +betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at +påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans +egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent +beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den +styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han +var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen +tankegang, og han følte det med liden glæde. + +Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig. + +Det er jeg også, sa han. + +Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun. + +Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde +ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham +komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget +af at drikke. + +Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid. + +Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig. + +Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i +hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet. +Han tog hendes hånd. + +Lad os sætte os ned, sa han. + +Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig, +forknyt stemme. + +Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand +falde ned på hendes hånd. + +Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og +til sidst vil den komme i kog, forklarede han. + +Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk +forsøg. + +Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre +endnu. + +Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen +af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes +hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en +klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans +bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd. + +Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han +anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre +den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en +stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne +udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst. + +Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget. + +Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til +vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev +stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt +ind under strålen. + +Den skal blive kold, ikke? sa hun. + +Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så +følte han på den, og de så på hinanden. + +Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan +ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med +til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun. + +Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det +var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den +stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende +som et lille barn. + +Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den +stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen. + +Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og +forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd. +Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se +verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu. + +Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom +før. + +Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var +kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun +vilde. + +Denne dag er Helgas, tænkte han. + +Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par +fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og +tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det +kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun +havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor +nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget +gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden +højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var +hendes daglige liv. + +To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme +dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag, +da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende +med sine kys, helt. + +Fler! + +Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun +fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage +til; han kendte den straks og smilede. + +Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død. + +Kys hende, inden vi putter hende ned. + +Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved +mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så +han tænkte ikke over, hvad han selv var. + +Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun. + +Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved +det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige +inden -- -- + +Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved +befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil +dette så blive begyndelsen til? + + * * * * * + +Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og +tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset, +opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han +pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans +følelser luft: + +Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når +der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge, +blondladne kvindehår! + + + + +Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel +begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede +fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor +ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han +ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han +havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan +målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den +mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur +--; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha +anden anbefaling. + +Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og +ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som +latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik, +besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk +artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som +de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller +ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer +bragte han gærne sin udvikling. + +Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i +København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit +mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte +den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da +en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for +sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres +betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer; +Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en +fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at +han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog +han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en +udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske +udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om +indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det +forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han +trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig +duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist. + +Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han +endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig +om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog +til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske +sprog; så indfandt ideen sig vel nok. + +Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en +statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående +venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var +i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn. +Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over +intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i +provinsen, hvor han blev ansat. + +Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han +holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en +mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin +forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste +med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde +være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske +respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans +studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen +til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte +Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han +søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham. + +Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed. +Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent. +Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil., +der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet. + +Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden +alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han +havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han +heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik +frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede +love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende. + +Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang, +og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort +provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte +ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være +litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre. +Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel, +erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans +interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han +ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med +redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde +taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han +egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde +i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester; +senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder, +forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og +dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen; +lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise +en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven +-- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen +-- -- -- + +Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til; +man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte +menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er +alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv +har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager +den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig +formodning. + +Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der +syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot +vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde +hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på +det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og +opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og +tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men +_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der +hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den +fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed +være deres overmand, der blev foretrukket for ham. + +På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må +forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i +beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig +at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget +af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind +kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under +det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke +var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes +simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde +ønsket. + +Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at +fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker +var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens +udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos +hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt +for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt, +at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur +har frembragt. + +Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog +doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig +forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var +kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles +blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og +han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om +noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der +var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på +noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans +resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp +af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev +slog sig på bøgerne. + +Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest +almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske, +men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den +vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget +godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære +ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at +gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige +sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed, +der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet +selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de +forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens +sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at +lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent +ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de +oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en +kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung +og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter +indskydelse. + +Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes +urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men +hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen. +Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans +sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste +af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i +de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så +frembringes der tanker af varmen i hans hjærne. + +Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling? + +Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet +forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det +forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde +denne tilsyneladende urimelighed. + + + + +Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede +af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun +set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var +godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha +at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad +ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte +nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder +-- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde +sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde +jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange +ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke +vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de +store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde +haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet, +tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig +mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en +sag, som hun helst havde været ene om at bedømme. + +Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent +hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et +middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov +til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og +blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede +indfald. + +Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han +havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så +uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik +ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til +skrivebordet, så hun havde ham i profil. + +Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han +hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end +han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han +glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks +ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende +blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme +igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se. + +Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en +kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage +kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes +venstre øjenbryn. + +Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg +ikke. Og drej hodet igen. + +Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde, +som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden. + +Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her. + +Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig. + +Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel +stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste +sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at +forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu, +nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet +latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af +misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi +han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand. + +Se her; er det ikke meget godt? + +Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo -- +--. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i +det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold. +Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var +ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men +han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget, +der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes +øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham +uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for +at gøre hende en fornøjelse. + +Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som +det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga. + +Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor +kunstnerinde -- eller blir det. + +Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde +læst i. + +Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for +hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede +årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes. + +Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg +skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset. + +Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i +selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun. + +Det havde han; hun måtte gærne se dem. + +Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun. + +Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker. + +Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning. + +Det ynder du formodentlig ikke? + +Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til +sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde +lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den +tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne +knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din? + +Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga. + +Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende. +Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun. + +Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han +fandt ikke noget at sige hende. + +Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig? +Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad +jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den +grad minder om små børn. + +Kunde du ha lyst til at tegne den også? + +Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun +syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var +optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt +bitter lystighed: + +Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta +alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle +bedre hunde end dem, du har hængende på din væg. + +Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem? + +Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære +dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg +har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved. + +Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden? + +Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se. + +Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke +aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med +lange børster -- -- + +Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en +tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af +alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig. +Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så +han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang, +den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den +udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg +oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan +tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen. +Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set +noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den. + +Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var +en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at +hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun +pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt. + +Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir +meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er +ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget +snak? + +Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men +de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du +har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten, +jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det +meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager +dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning +er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan +også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det +ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var +gavnligt for dig, at du kunde overkomme. + +Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg +ta nogle af dine kunstnerbiografier med? + +Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem. + +Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så +på dem alene. + +Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. -- +Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på. + +Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk +bekymret ansigt. + +Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det. + +Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan +fra dig. Farvel, store mand. + +Farvel, Helga. + +Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et +elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig +som den lille? + +Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før +aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste +bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg +synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når +den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i +deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den +også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd +til det. -- + +Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind; +den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den +eneste form for kærtegn, han kendte. + + * * * * * + +Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det +gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun +bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke +vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået; +hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt +med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun +troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde +gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når +det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han +ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke. + +En tåre faldt på papiret under hendes hænder. + +Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt. + +Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede +nøglen om med et harmfuldt vrid. + + + + +En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så +vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et +tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet. +Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet; +hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det +er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind. + +Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker +bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at +bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse +holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig +selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over +manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange +overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige, +usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind +med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som +et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af +tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin +spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er +en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt +på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham +det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig +selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få +at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele +røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det +bedste". + +Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og +slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve +det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen. + +Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater +kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han +sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han +nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra +en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden, +sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske +den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med +påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens +regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde +tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres +rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin +selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt +titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget +bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at +kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans +tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi, +kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på +kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en +tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den, +der skynder sig at tro. + +Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden +mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished +havde gennemtrængt ham. + +Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de +skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at +han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle +hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og +videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand +som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han +udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling, +hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde +gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin, +skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter +forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke +nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin +barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre +om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer +og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så +mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans; +dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den +stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed. +_Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve, +og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat. + +Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op +for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom, +mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens -- +men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og +forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden. + +Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft +nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en +naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle. +Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden +i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser +tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret +selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen +begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet +finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første +trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig +selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede +ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr. +phil.s værdighed. + +Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige +mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder; +nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold +siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på +kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde +mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får +alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og +oprigtighed. + +_Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var +lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man +skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld. +Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som +om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været +pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han +havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han +havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan +vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort? + +Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han +glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet +friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var +allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var +sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var +det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind, +og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren, +kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende +igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold +kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med +erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen +menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie +vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage +for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden +at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes +reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit +nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab; +ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at +forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri. + +Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis +tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe +afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun +fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede +for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand +mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre +noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel +opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at +løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han +fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget +klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han, +hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og +sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod +af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye +tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var +skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en +blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også +højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke +tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel +overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun +i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra +det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var +nær eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre. +Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede -- +den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i +enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en +magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den +enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl, +en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over +skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et +nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men +han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på +sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen +med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som +før, og Helga var der -- altsammen kaldte det på ham, og han +forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været, +han tænkte med mange tons vægt -- -- --. Helga, som han elskede, gik +og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun +kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit, +forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage. +Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved +at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde +lykkes? + +Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans +forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han +vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han +vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg +ikke. -- Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en +velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med +større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle +vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der +var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse +og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der +plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet, +og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede +sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse, +der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da +Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig. + +Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med +disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt +hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til +forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og +ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var +gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme +instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der +ikke er tjenlig. + +Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den +holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga +opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde +ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun +skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant. + +Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og +male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved +det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun +ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun +gærne vilde være en flink dilettant. + +Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede +hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden +sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen +fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun +overhodet kunde forlange. + + + + +Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge +arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over +hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle +mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For +at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille, +sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste +hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i +sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive +liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det +endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der +var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud, +som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom +hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan _det_ var, men hun +kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede. + +Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels +Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke +det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde +ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør, +hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog +var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte +være alene om det. Men det var jo Søndag. + +Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille +på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede +hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne +udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se +noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin +frisertrøje på og la sig i vinduet. + +De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere +farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste +noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne +og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for +ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede +bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede +mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer, +der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over +stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et +ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres +kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens +grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre +dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger +og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte +skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller +flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige +grønhed vinkede en hed sjæl til hvile! + +Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind +dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra +det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv. + +Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen +fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde +klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok +sorte får. + +Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i +fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller +violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt +i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring, +rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde +endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op +gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af +sig igen, hver gang der kom en smule blæst. + +Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte +skikkelse fra vindueskarmen. + +Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv, +for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne +forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det +blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde +ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun +blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen +-- når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør +end efter nogen anden anledning. + +Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har +fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der +nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god på den, som +hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder +rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette +under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede +ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs. + +Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale +nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af +det. + +Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige +efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun +vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig +gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog +sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at +hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en +forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets +blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget +sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over +fjordens rolige ansigt. + +Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som +en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i +brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være +nogen -- sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi, +i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre +i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til +ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren +har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om +større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store +kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det +meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at +udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke +bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen, +de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får +livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af +kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase +ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller +sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som +efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med +værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik +anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af +det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og +visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen +stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere. +Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et +farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste +krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti +dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men +dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt; +mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild. + +Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog +var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt. +Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde +komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til +mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig +trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har +gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg +fandt dette? tænker han. + +Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et +sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt +kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget +nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes +erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden +højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende +heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i +dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var +hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve! + +Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde +blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun +opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I +samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af +ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den +største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om +bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med +det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på +ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt; +hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind +at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han +mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde +ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget, +der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og +se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det +øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og +det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med. + +Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked +af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man +straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop +nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved. + +Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede +hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen. + +Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i +øjnene. + +Nu kommer du vel herud for at hente mig? + +Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi +fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven. + +Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op. + +Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for +det som en undskyldning, mener jeg. + +Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig! + +Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at +fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op. + +Å ja, du har jo altid ret. + +Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er +bedre; er det ikke sandt? + +Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig +selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var +det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i +skoven, men den var ikke som før. + +Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun +kom til at se dårlig ud. + +Å, du -- det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg +først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig. + +Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen +gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af. + +Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som +han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de +fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så +hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde +helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der +stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun +kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden -- +enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over +hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem +disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu +indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd, +så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem. + +De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes +anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes +grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være +den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var +fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som +løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som +at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende +til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for +nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted, +og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed +mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun +noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man +kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige +noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse +kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste +at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive +varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage? + +Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der +ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers +samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk +erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et +spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner +uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis +sjæl består af sådanne ulykkelige huller. + +Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest +pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og +således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at +det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så +rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir +specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt. + +Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge +tavshed. + +Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun. + +Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere +fornøjelse af det. + +Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det. + +Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor +har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er. + +Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik. + +Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil +ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld +oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har +også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede +dig. + +Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i. + +Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting +at sige, ingen fortrolighed at skænke mig. + +Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig +fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig +masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min +fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte +videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at +vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed. + +Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt +fald, at du skjuler noget for mig. + +Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det +hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes +hende vigtigt: + +Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke +spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken +ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang +mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget +stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men +drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok. + +Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og +hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved +siden af. + +Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en +ydmygelse. + +Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt. + +Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --. +Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --? + +Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som +jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og +ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så +være mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad +er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det +pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine +veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, _det_ er +pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det? + +Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var +virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal +komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har +været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer +det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig +over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det +er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så +meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles +interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig +om det. + +Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting +kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- -- + +Er det da ikke idealet af samvær? + +Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand? + +Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to +mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord. + +Det gir jeg dig ret i. + +En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga, +om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive +forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er +der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand; +jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke, +mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse +kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så +hjem? + +Ja. + +De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille. + +Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten +hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du +vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til +kærlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de +stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i +din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for +at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre +det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken +almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses +mere, men når du bliver oplagt til mig, så -- -- + +Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme +mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt +forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den +måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting, +der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde +sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --? +Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte +rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og +forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men +overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret. + +Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt. + +Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber -- de altid +lidt blege læber -- var veltalende, idet de skiltes ad! + +Farvel. + +Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske +huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de +udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større +magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om +ånden, som ene siges at vare evindeligt? + + + + +En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver +sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen +forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at +interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan, +det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at +sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er +hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner +hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun +har lært af ham -- for naturligvis har hun fået en stor del af sin +åndelige udvikling ved ham --, er gået så dybt og grundigt ind i +hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der. +Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme +måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok +selv. + +En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at +beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder +ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er +anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær +finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben +derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes +flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan? + +Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der +gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser. +Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en +inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er +jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal +endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det +er meget uklogt, men det er så interessant! + +Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga +ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt +i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange +ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser på +som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for +sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til +at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og +tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den +sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med +rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde +og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind. + +Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få +nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som +fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og +blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert +eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen; +halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde +af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller +andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene +pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede +det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares +den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin +barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede +den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som +dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var +så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde +været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og +slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved +husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte, +hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt. +Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det +var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde +ganske være gået tabt i en andens selskab. + +For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede +levende i hende, som hun ønskede at se. + +Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt +mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet +større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een +holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme, +ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende +holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn +dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår +og et lille ondt, rødt øje -- hele det vældige tyrehoved bar et +udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende +ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de +beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere +tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to +tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge +menneskene mange alen bort. + +Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt +nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture +i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge +hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå +lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og +rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i +hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende +noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele +samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed +vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en +bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af +samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt +sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt. + +De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem, +hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige +profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde +udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje. + +Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne +det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især +når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at +ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den +nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære +den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til +virkelighed i et kunstværk. + +Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde, +og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og +overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget +vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos +sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale +om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den dårligste kokkepige blir +altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting +som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. -- Jeg tror, jeg har +elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed +kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud +for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde +vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede +broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere +var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke +timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så +tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede +det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på +borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin +afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også +godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren. + +-- Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte +moeren en dag. + +Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun +med en vis kraftanstrængelse. + +Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit +værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget -- -- eller du +kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage. + +Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over +hende ved moerens ord. + +Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går +tiden. + +Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev +og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude. + +I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en +symaskine? + +Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede? + +Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til +at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes? + +Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig -- sådan. + +Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds +med mig nu. Men det skal nok komme. Først så -- --. Hendes øjne søgte +ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke. + +Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser +nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede +ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så +kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt, +hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer +savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst +vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere +ivrig med den tegnen. + +Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid +her inde. + +Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det +da blive til noget, tror du? + +Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift, +kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det +skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og +jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne +godt end at kunne brodere. + +Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for +at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt +at ta sig til? + +Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det +ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå +tiden med? + +Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke +været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan +blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet. + +Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden +måde. + +Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev? + +Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok. + +Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så +underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham. + +Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal +hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket; +rødglødende ører. Ja. + +Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var +det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i +rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede +hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et +langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der +skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine +hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den +førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved +at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun +regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den +slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at +det skulde blive værre. + +Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe +til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det +kunde føre til et slags resultat. + +Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst +i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende +og drejede skrivebordsstolen om imod den. + +Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går +straks igen. -- Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske, +hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun +var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde +vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt! +Hun satte sig på en anden, op ad en reol. + +Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel +masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er +tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det +hele. Jeg har ingenting gjort! + +Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint +humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan +hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu +ikke er ganske overflødig. + +Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke +er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste. + +Han gik tilbage til sin plads. + +Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde, +hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde. + +Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde +hende, hvis hun så ikke knuselsker ham. + +Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed. +Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i +middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse +nogle brudstykker -- --. + +Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid +må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha +godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt. + +Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at +efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne, +skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne, +sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel +som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må +tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige. + +Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være +vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke +behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger +heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på +galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke +mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går +vi og venter på noget, der kaldes lidenskab. + +Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab +hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug, +hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige +anliggender? + +Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget +for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og +mig holder du foredrag for. + +Er du ond, Helga? + +Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere +tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget +har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du +jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke +bedre. Du kan ikke holde af mig i længden. + +Det gør jeg stadig, i grunden. + +I grunden, det vil sige imod din vilje. + +Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan. + +Jeg siger dig jo også, at jeg er ond. + +Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør +mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større +livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til +det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe +kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med +hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget +ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig +til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og +idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til +dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men +jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også +begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg +så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur -- men det har kun +gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig +kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert +instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg +vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i +sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For +tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din +læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du +kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive +erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort +forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og +endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg +under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det +vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig +et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg +vil ikke høre det. Godnat, Helga. + +Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne. +Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det. + +Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin +seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget +af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan +til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled +over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da +det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen +faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom +smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men +de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over +kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden +løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes +rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse -- -- --. + +Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra +os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de +buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --. + +Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det +ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste, +hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det. +Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og +længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede +hid og did som et geled invalider -- --. + +Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og +begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde +lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev +fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten +uden at trække været -- --. + +Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev +forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en +stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i +det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun +havde vished for udfaldet. + +Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun +blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun +haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud +i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult. + + + + +Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv +bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget +andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne +blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig +og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished, +at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en +utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine +øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det +første lys. + +Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun +huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige, +hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god, +heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel +anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det +var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han +var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen +kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde +komme til at forsvinde. + +Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i +spejlet. + +-- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et +stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han +kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så +bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de +havde at forhandle, var ikke lutter fryd. + +Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een, +kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt. + +Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme. + +Godmorgen, Helga. + +Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han +kendte den nok, Helgas hånd. + +Hvordan har vi det? spurte hun. + +Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke +siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens +hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis +hånd i sin. Videnskabens fallit! + +Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred +på mig ret længe ad gangen. + +Det er altså opdaget, tænkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen +af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han. + +Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart +hver til sit. + +Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så +ubetinget. + +Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os, +som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive +rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre +end at vente. + +Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig. + +Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det +lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt +kan få det ud. + +Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre +ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kåbe -- og +forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med +hvirvlende draperier. + +Godmorgen, store mand. Helga kommer igen. + +Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken +bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse? + +Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer +forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen, +min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne +og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet +meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens +andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti +den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den +forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men +lykken er det vigtigste. + + * * * * * + +Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og +ventede med sydende utålmodighed. + +Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til +orde. -- Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg +var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke +noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere, +end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så +sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og +kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af? + +Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede +sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der +var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt. + +Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer +følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin +primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt +hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der +rullede sig nøgen i sine penge. + +Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i +seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig +inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir +videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke? + +Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som +hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men +de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som +et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget +mere lys ind end jeg. + +Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med. + +Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af +dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget +andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig +til at blive gift, det er det hele. + +Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte +sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal +blive til? + +Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele +masse blir til en hel masse børn. + +Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik +omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om; +du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det. + +Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså +kommet -- --. + +Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor, +sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften +med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang +ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for +den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for. + +Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro; +men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en +høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm +og en unge surret fast på ryggen. + +Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde +være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg +indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af. + +Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du +tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd. + +Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner, +og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe +den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding. + +Ja, ikke sandt, hvis! + +Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle +gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være +en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles +venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og +bylder og faldende syge. + +Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for +de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og +de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De +ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og +kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste +stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat +grav. + +Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så +rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det så dumt. + +Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg. +Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der +ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig? + +Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste +sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at +opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du +mig ikke resignasjon? + +Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget +værd. + +Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et +barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig. +Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt. + +Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og +usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på +ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over +mig, der gør det. Den er ikke altid helt god. + +De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede +hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa +indtrængende: + +Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu +være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en +gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere +sige, at det vilde være dig en let sag. + +Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg +forsøger. + +Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om. + +Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt +borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit +filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde _lovene_ for +de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun +tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil +overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro, +at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs +betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu +min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og +tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved +siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse, +og først når man under studiet af det regner med alt, hvad +menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi, +der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at +jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden +af andre kan levere noget af værdi. + +Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir +nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille +smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere +bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke? + +Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke +nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig. + +Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg +har været -- hvad skal vi kalde det? + +Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når +jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og +min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få +noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik +omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning; +selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat +springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en +lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg +venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig. + +Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det +sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg -- -- ikke blir +ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine +stemninger? + +Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid +afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men +også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for +bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for +så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber +at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand, +der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer? + +Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad +han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro: + +Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en +ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud +af den. Du har gjort dit. + +Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at +fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at +være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis +frihed. + +Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes. + +Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor +jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du +behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se +svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle +sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret, +når man ser det syn helt ude fra mørket. + + * * * * * + +De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en +dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det? + +Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er +såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv +gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god. + +Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre? + +Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort +værk. + +Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende, +men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han +vilde have spurt om. + +Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så +synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der +læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets +skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige +forhold. + +Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den +grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det +rette forhold, at jeg vokser under din skygge. + +Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er +hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig +har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe +jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre. + +Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt, +som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af +Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min +udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste +undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg +er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange +danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende +betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning, +fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken +-- og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse +tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en +bevæget dag. + +Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause. + +Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men +du har det vist anderledes? + +Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget +af dig. + +Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig? +Det blir nok anderledes, jomfru Helga. + +-- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat. + +Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel, +erklærede hun. + +Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i +gelænderet. + +Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store +og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om +hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i +gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle, +der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det +havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre +tromme, mens stormen spillede hen over den. + +Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i +seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en +rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog +igennem! + +Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod +hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam, +så mat hun var! + +Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg +varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i +stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel +fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede +sig frisk ind i mørket på den anden side. + +Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige +mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og +hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen, +ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end +måske noget andet. + +Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod +åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der; +stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke +længere noget hus. + +Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart +skulde giftes. + +Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han +være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af +filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham. + +Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for +plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor +bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge. + +Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde +springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble +sort og rasende under sig! + +Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud. +Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et +mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned. +Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet +end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter. + +Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet +jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru. +Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at +sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et +par gange for sig selv. + +Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af +den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede +modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi +hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt +andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den +ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at +være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om +den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen +kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på +sin tilfældige vej. + +Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt +ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke +noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende +foreløbig, til der blev brug for det. + +Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru +Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til +at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden +kærligheden ikke var nogen lidenskab. + +Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun +nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også +den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig +forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for +sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i +virkeligheden at løbe fra ham? + +Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun +pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind +krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men +det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen. +Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om +et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte +fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af. + +Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det +også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse. +Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel +en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen. + +Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og +forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart. + +Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire +løbeture. + + + + +Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og +virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv. + +Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af +det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være +anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans +standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun +var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin +vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere +tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det +var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde. + +Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun +måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende +tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af +en omgang kold fornuft. + +Ja, men jeg er ikke ham! + +Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans +gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer +stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet +af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist +ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden. + +Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem +fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra +sig, da han så hendes ansigt. + +Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud. + +Han satte sig. + +Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et +landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske. + +Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det. + +Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt +at ta ud et års tid. + +For at lære husholdning? + +Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg +blir gift. + +I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det +nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig. + +Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et +fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset, +end nogen ved, du med. + +Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det +undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig. +Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk. + +Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var +ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte +nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare +sindsligevægten. + +Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet +mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du +trængte til stærkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit +andet mandsideal -- -- --. + +Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god +nok som sådan -- -- --. + +Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt +fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var +det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke +den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar +over. + +Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den +klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis +du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke: +Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd +dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr. + +Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse +helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere +til. + +Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange +pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gøre med at klare mig +mod den ene af jer. + +Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer +om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk, +som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt +hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om +han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk -- i +stedet for det, der måske ikke blev til noget. + +Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt +nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig +nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget +imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis +du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage -- --. + +Hvor meget af dig kommer der tilbage? + +Meget mer, end der rejste ud. + +Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig. + +Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige +dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så +meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så +længe. + +Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind +bag hendes øre. -- Der gærer nok mange mærkelige ting i dette +kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid, +da vi kan begynde at være helt lykkelige -- det, der så er igen af +os. + + + + +Natten kommer, da ingen kan arbejde. + +Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu +betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med +arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var +tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når +hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt +som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som +lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller +arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove, +og hun lå dær til ingen nytte. + +Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser -- +--. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm +eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde, +så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da +dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det +blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde +hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst. + +Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte +sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået +plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde +ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at +søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise. + +Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og +maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra +bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men +blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en +stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke +var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men +bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første +lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at +spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme +hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når +det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende, +indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la +videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den +allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men +var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant +end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og +forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning. + +Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun +havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang. +Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den, +bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den +yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder, +foregik al hendes tænkning. + +Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders +forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme +længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende +tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen +art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden +rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med +hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen. +Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde +forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse, +begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget, +enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig +arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor +iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev +straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom. + +Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var +sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til +det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det +tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller +koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt +sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og +ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de +mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det +slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner +og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke +bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan +undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige. + + * * * * * + +Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at +fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og +hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende +sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som +for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst. + +Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk +interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine +undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om +æmnet. + +Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet +uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der tørner +sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det +indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det +af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og +træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens +åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv +besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men +kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke så værdiløs, som +handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg +repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater, +selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker +over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhører +det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen +nærmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting +udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i +visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på +udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt. + +Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt +tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades +tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og +sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder +jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstår_ alt, hvad der er +hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab; +jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald. +Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå +anderledes, end det er gået. + +Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end +blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men +jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med +fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke +mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en +gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er +delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit +land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige +værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om, +at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad +tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget +det, hun havde brug for? + +Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at +visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu +mindre udsigt til at få min barbar hjem igen? + + + + +Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen +til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været +sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået +nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og +gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og +tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan +han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og +intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed, +som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med. + +Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men +nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at +omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se, +hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun +ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for +min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes +udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende +ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har +hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik +af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og +blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt +at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der +modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu +aldeles uangribelig. + +Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og +male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand. + +Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler? +Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet +uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå +igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel +bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden +just at se hen efter hende. + +Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt. + +Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde +ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen +og ser på det? + +Jeg vilde ikke gøre kalven bange. + +Det var pænt af dig. Kom så. + +Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig +forklaring end blot at sige: Kom så. + +Nå, ja. -- Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja, +nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det +er. + +Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis +jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det +gør hverken fra eller til. + +Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om, +at hun havde talent. + +Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget, +der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til +det tidligere. + +Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med +billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget, +at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone. +Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? -- Det er mit +svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt +i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle, +stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider +siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg +havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad +en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg +være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til +tyrekalven, og når det blir efterår, så -- -- --. Men jeg tror +virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne? + +Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er +ikke mig. + +Han er min lærer; det er noget andet. + +Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg +er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være. + +Men kæreste -- -- -- er du skinsyg? + +Har jeg grund til det? + +Nej. + +Så er jeg det ikke. + +Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle +henseender? + +Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig +i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo +ligegyldigt. + +Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op. + +Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den +allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens +du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig +så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du +var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne +til din udvikling. + +Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig +alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og +fremmed -- måske har jeg taget fejl. -- Og altid når jeg kom lidt ind +på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle +om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden. +Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg +vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes +bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var +uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den +grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo +mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med. + +Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og +nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt +ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg +begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for +mig, og dette her er slutningen på det. + +Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var +hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed. + +Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har +trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne +haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde +tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første +billede, og det skal det også! + +Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og +er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv; +i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående +til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og +overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære +kærligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og +hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages +ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende +opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort +til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min +kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er +borte. + +Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må +gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem +os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det +godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig +af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er +sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej. +Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en +mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra, +hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er +grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker +neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun +vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men +helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende +vismands-tanker. + +Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved +at græde, men så rettede hun sig og sa: + +Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så +begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det +samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og +alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men +skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er +gammel. + +Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen +imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel. +Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever +her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du +frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og +ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du +belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun +rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det +sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter +forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste +denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den. + +Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har +heller ikke glemt dig endnu. + +Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være +forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør +det derfor ikke. + +Men sig så i det mindste: Farvel, Helga. + +Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem +os er -- fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en +bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved +lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste. + +Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan +leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at +sige mig farvel og gå. + +Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit. + +Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for +så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg +skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at høre: Nu kan du +plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver +eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig +får pillet mig af. + +Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en +mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer +gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig -- -- + +Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med +det samme! + +Men din kunst, Helga? + +Å, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med +min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke? + +Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og +overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik +ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet, +ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved +at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten +al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det +har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er +hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på +ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor +mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller +blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast? + + + + +I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin +intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans +vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt +til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem +endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans +ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere +videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage. +Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun +anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu +og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid +til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra +at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det +havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun +rejste, og siden var den forsvunden. + +Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var +jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer +mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt +ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han +fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket +fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og +denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af +ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre +mellem hans reoler og hans hustru. + +En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet +forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til +hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde +udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun +bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet +ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile; +den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag +mand, syntes det. + +Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være, +der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun +havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans +ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig +måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var +næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun +havde befrugtet hans tankeliv. + +Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne. +Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed +viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne? +Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han +havde ikke mere brug for sin. + +Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig +forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det +var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur +og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af +hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre +vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og +attrå mod det, barbaren har frem for ham. + +Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en +mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men +det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes -- +ligesom ukrudt. + +Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha +båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en +sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte +tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med +en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i +færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til +fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i +udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde +blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen +for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret +sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid +over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt +erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget +sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig +selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde +havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men +det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som +Darwinisterne har fået så store resultater ud af. + +Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra +nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga +ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad +protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham -- +til ingen nytte -- om det, han kunde være blevet, dersom -- --. + +Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen +ved siden af. + +Farvel, reoler! + + + + +Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt +nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at +frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde +tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der +hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det +faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld +besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af +lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til +næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem +uden at tænke over det. + +Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle +fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev +enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det +samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i +skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra +før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse; +skoven var ikke _god_ som den gang; efteråret havde ikke den værdi +for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude +ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på +en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det +undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun +var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om +aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den +aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt +hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --. + +Men nu var forandringen kommet. + +Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil +havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at +hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning. +Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så +værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det. + +Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk +frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom +for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage, +der skulde ofre alt, hvad _det_ krævede. Men en nat kom der en +stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige +søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste +værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres. + +Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede +godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og +forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket +altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun +bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for? + +Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved +middagsbordet. + +Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede +hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg. + +Er det vort barn, lille Helga? + +Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning. + +Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt. + +Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil +se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu. + +Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at +gå ud. + +Vil du nu ud og male? + +Jeg skal nok pakke mig godt ind. + +Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender +det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen. + +Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa +hun. Når først -- --. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske, +men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel, +Niels; jeg skal ikke blive forkølet. + + * * * * * + +Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var +rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det +møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende +betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som +repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes +blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og +der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men +der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at +læse. + +Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun +blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han +hende komme; han gik igen ind og satte sig. + +Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på +loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i +sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter +lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og +dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold +af at sidde og lytte og gætte. + +Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren. + +Kunde du se at male så længe? + +Intet svar. + +Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt. + +Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind +i spisestuen med tændstikkerne. + +Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et +halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var +den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for +at appellere til dine -- -- følelser, men kan du huske noget sådant +nu? + +Ja. + +Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og +magtesløs; ser det ikke således ud? + +Jo -- --. + +Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig +død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den +allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig +stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere +forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem +andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi +inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget -- -- --. Men en +omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker -- -- om ikke for +andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en +vigtig tankegang. + +Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik +til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han +tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på. + +Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han +burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine +hende med sine lumpne åndrigheder. + +Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder. +Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig. + +Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede +ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand. + +Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til +en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig. + +Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det? + +Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun +sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød: + +Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers -- -- +--. + +Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i +det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig! + +Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige +kulde. + +Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og +prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af +hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gøre ved +mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --. +Jeg mærker det allerede --. Nej, det er gruligt! + +Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod +hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt. +Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden +fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod +halsen og de velkendte læber -- --. Hans fingre blev seende, mens de +berørte dem. + +Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han +følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved. + +Kære Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det, +han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke så +pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort +barn kommer, og så er du igen som før. + +Hun rejste sig. -- Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er +andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og +strøg sit hår op. -- Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret. +Når det er overstået -- --. + +Så har vi et lille barn, Helga. + +Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det +er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen -- -- +for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han +allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig, +Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig +altid. Tak for det. + +Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene +side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den +gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund. + +Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille +fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham. + + + + +Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden. + +Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at +fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu +og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og +udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende +om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et +hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al +den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et +problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var +ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget +her. + +Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu +var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to +modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves +opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne +opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham. + +Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden -- ti han +måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed -- la hun sin +hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed +samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig +fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at +bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden +af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt +magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin +ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han +forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og +være god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hånd, at +jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den +gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for +mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis +det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og +usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er +mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde. + +Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da +kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig +som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje. +Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro. + + * * * * * + +Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret, +og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun +stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i +skoven. + +Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar +stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det +skulde ha været en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os +sætte os lidt. + +Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han -- -- -- + +Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er +mig, der er skyld i, at vort barn er dødt. + +Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig -- -- -- + +Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den +gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig, +da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og +det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at +male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i +barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg +lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at +være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra +barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde +det. + +Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt +simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige -- --. + +Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere +end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor +galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart +jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet. + +Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe +en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen -- -- --. + +Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med +et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende, +som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt, +hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig +fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes +noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag +jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der +sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels. + +Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem +sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder +og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i. + +Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo +ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret +til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig +selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket, +og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg. + +Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo +dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det +er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har +ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst +mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har +tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig, +end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde gå hen over den +med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke -- +det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et +fantastisk øjeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en +forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder +dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den +rigeste. + +Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve; +det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes +interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde +også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt +livsstof. + +Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side, +som jeg ikke forstår. + +Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er +sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer, +og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske +slet ikke er til. + +Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til, +stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej +aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg +har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige +det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve +mennesker. Jeg er en dårlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som +du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu: +Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede +at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha +været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles +bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til +sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke -- +min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det +er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme, +mens jeg gik sådan. + +Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt, +og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse. + +Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad +så, Niels? + +Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig +med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig, +og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert +stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil +derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger. + +Hvad er det for et? + +Sig det kun selv, Helga. + +Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive +hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke +blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket +kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre +andet end rejse? + +Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har +altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste +bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme. + +Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond? + +Er du selv i tvivl? + +Når jeg ser på dig -- -- --. + +Se ikke på _mig_. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du +venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær +din hele lykke, der beror hos mig. + +Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det +før. Men det kunde ha været sådan, at -- -- --. Sæt nu, at min lyst +til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok -- --. + +I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer +påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke +glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at +jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i +dig og lar sig ikke udrydde. + +Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den +eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen +kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en +anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor, +men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har +jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du +holde det ud med studierne alene, et år for eksempel? + +Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes +noget nyt, der lod sig studere. + +Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg +er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde +at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid +troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid +gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig, +som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt +ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så +var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal +kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin +store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan +sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før, +når jeg har været borte en tid for det andets skyld. + +Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du +har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved +at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du +unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og +bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden +har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til +at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at +protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består +i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større +lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du +savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke +de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et +helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne +plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, +jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du +vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du +begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har +trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen, +større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens +storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker +vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du +ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der +stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render +hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi +du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge +mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er +vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage, +at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler +dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem -- +din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til +intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles +fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder, +hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig +-- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af +forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til +støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved +vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere +ved, at du blir hos mig. + +Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene +ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så +talte han igen: + +Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over +det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting +sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget +helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme +udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: +at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er +taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret +adgang? + +Jo, Niels. Kender du det? + +Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som +det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået +dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af +tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være +blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem, +og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der +dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det +andet. + +Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved +at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert, +selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på +dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så +dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- -- +--. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde +holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --. + +Han så spørgende på hende. + +Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle +dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg +er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i +seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg +vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive +så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde +bestemt til det. + +Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok +lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke +er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer +nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg. + +Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre +det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig. + +Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter. +For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte. +Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde, +der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin: +Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for +resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste +kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen +fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok +i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv +opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige +sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse +har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. -- +Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort; +jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene. + + * * * * * + +Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad +perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som +hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter +deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted. +Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og +levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så +vidt muligt at se på hende. + +Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive +udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling; +deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første; +de havde jo talt ud. + +Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg +op på trinet. + +Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene. +Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham +hæftigt og sa: + +Jeg elsker dig. + +Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte. + +Det forstår jeg ikke, sa han. + + + + +Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved +kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før +hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun +havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år. + +-- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den +forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst, +søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg +lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille +afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede +om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men +når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig. + +Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende +indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede +en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så +unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen, +den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af +foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen, +socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og +håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved +står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke +praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de +roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to +yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der +ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er +bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand, +præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i +fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker, +der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder. + +Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al +tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning, +og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad +er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i +udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider +af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den +del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det +synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den +højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg +vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst +husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en +tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i +anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden +er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne. + +Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den +eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv +til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter +eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som +eksistensberettiget? Nej. + +Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred, +som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen +givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre +eller bedre ord. + +For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de +fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og +foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da +tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig +fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke +megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud +af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt +hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de +virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne +dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg +sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags +verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke +resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af +deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor +tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde +det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt +forsvandt. + +Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende +fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse; +omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller +deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han +nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke +anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al +adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden +noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de +forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed: +Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags +betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv +føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere +tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen. + +-- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en +selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne +afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du +vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at +klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to +mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis +du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad +jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed +kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har +tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man +har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har +beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den. +En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i +afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne +fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg +har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg +-- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg +blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må +fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor +oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny +verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og +tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den +grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig +sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen, +fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre +selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig +fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan +tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har +du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok +til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom +jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft, +der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under +sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist +noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første +halvdel fra, da mærkedes det ikke. + +Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre, +golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine +hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den +uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den +malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke +dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle +tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans +vegne som en, der til en vis grad forstår ham. + +Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået +en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med +adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som +jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige +mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet +de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu +sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og +selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to +ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme +fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg +opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig +selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers +vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk, +vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner. +Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som +norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige +mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har +diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde +intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde +kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er; +i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved +dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra +samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde. + +Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling? +Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i +den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret? +Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det +spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for +mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv. + +Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre +stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad, +ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med +den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det +moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden +radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter +mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig +mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner +og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed +den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet. + +-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at +foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en +fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme +igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til +befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig +ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men +på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af +funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig +hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af +det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre +for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at +blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg +havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da +var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev +ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være +kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt +tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at +passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du +havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen +med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var +ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt, +for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem +stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når +du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst +begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro, +som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde +oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det +sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens +uforanderlige ligevægt. + +Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt +op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han +sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til +beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den +vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge +er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige, +han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for +eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der +bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da +næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham, +ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform, +der var ham mest tjenlig. + +Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste, +ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at +kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket +eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står +det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder +for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har +begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den +står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min +lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle +begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere +bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage +vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet +igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro. +Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres: +forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige +svagheder. + +Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde +med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en +underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft +livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg +skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes +endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste +slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg +næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen +anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot +skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu, +efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke +er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den +sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den +har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig +bestemt fra evighed af. + +Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er +kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn +eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker +ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en +foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de +blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke +nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af +de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem +grundigt nok. + +Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder, +der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også +efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i +begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved +jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med, +at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større +verden. + +Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig +er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at +leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og +jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg +hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin +fuldkommenhed. + +Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha +lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der +interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du +nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du +står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så +ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for +dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder +mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig. + +Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab +kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At +du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget +andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske +glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig, +og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det, +jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg +endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve +tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den +hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke +slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så +varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du +ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen? + +Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din +kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig +tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset +fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder +dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder +mig fast. + +Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den, +der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg +er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din +kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad +der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener +at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af +os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se +så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel +udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort. + +Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad +der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig, +og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som +troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der +angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom +består jo i at vide så lidt som muligt. + +Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører +mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt. +Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred +blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er +vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg -- +-- --. + + * * * * * + +Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks +op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå +sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der +hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn. + +Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og +længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt +at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes +vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og +lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der +var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde +forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og +bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl. +Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde +hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de +havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del +af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene +betød hendes lykke. + +Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der +flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op +i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der +skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den +skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer +der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller +sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende +kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om +døden. + +Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller +mere kunst? + +Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom +hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og +forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske +længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en +sti. + +Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i +fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde, +til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste, +fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var, +ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke +var tilstrækkelig. + +Hun læste hans brev igennem en gang til. + +Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse +uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom +hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne +brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om +den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet. + +Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes +svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast +ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod +og tænkte. + +Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke +helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig +stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev, +højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en +uforklarlig magt. + +Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk +aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst +og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig +en hel kærlighedslykke. + +Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå +ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel +lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod. + +Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at +komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe +hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny +kraft; hun vidste det. + +Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om +lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på +hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe +hinanden. + +Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over +hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til +at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge +piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og +musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet. + +Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så +ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre +over hendes halve sjæl. + +Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå +høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel +med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer. + +Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes +kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede +hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde +afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed. + +Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber, +og den unge mand skulde bære hendes træk. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjortø + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41045 *** |