initial commit of ebook 34786HEADmain

1 files changed, 4232 insertions, 0 deletions

diff --git a/34786-8.txt b/34786-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..72ada2a
--- /dev/null
+++ b/34786-8.txt
@@ -0,0 +1,4232 @@
+The Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Fra Færø
+       Fire Fortællinger
+
+Author: Carl Sørensen
+
+Release Date: December 30, 2010 [EBook #34786]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret.
+
+
+
+
+ CARL SØRENSEN
+
+ FRA FÆRØ
+
+
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+
+
+
+ Oplag: 1000 Ekspl.
+
+ Omslaget tegnet af E. KRAUSE
+
+
+
+
+ CARL SØRENSEN
+
+
+ FRA FÆRØ
+
+
+ FIRE FORTÆLLINGER
+
+
+ KØBENHAVN
+
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+ J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
+
+ 1906
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+LIPPEN
+
+
+
+
+Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en
+gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den
+som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt
+smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke.
+
+Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under
+den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet
+sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og
+begyndte at krybe op over den næste Bølge.
+
+Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt
+slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med
+Vandvæggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede
+usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se
+langt ud over Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, lade
+Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hævede sig op af Havet
+som en sort, takket Mur.
+
+De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg
+Skikkelse, indtørret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans
+Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to
+strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og
+graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen
+over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde
+fortæret al Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i Øjnene, at
+der endnu laa et Par Gløder og ulmede i Askedyngen.
+
+Elias var en af Bygdens mere fremragende Mænd. Som ung havde han
+været rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og
+Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han været en af Bygdens
+Foregangsmænd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var
+bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa
+Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden sagde, at der var
+Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af
+dem.
+
+Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rørig som en ung Mand,
+naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig
+kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en
+Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han
+Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at
+komme nær i lange Tider efter.
+
+Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa
+Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stævn op imod
+Dønningen og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land holde den
+paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod.
+
+Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tæt
+og stærkt bygget. Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg
+strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa
+et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende
+Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men
+svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det.
+Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte Fisker
+holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst.
+
+Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung
+Knøs paa knap en Snes Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude
+paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jævne Tag.
+Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer,
+medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde
+for længst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spændt
+bagud som en Flitsbue. Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød
+og hans Kinder dunede og røde.
+
+En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden højt til Vejrs. I et Nu
+lod Elias sit Blik løbe Horisonten rundt for at se efter de andre
+Baade, der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De fleste havde
+allerede taget Snørerne ind, faaet det lille Raasejl hejst og stod nu
+hjemad. Saa stirrede han længselsfuldt mod Land; han var forlængst
+ked af det hele.
+
+Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede langt.
+
+"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu
+er det jo ogsaa snart mørkt."
+
+Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at
+forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden
+af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.
+
+Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen
+Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt
+antagelig.
+
+Han tog atter fat paa Snøren.
+
+"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'."
+
+Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik
+fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op. Men da der ingen
+Helleflynder kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde saa bestemt
+ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig stor Helleflynder, og han
+havde været overtydet om, at han vilde faa den. Det vilde jo være
+saadan en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at han holdt
+af hende.
+
+Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk
+og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men
+naturligvis, kom der en Helleflynder, saa -- Men der kom ingen.
+
+Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. Fisken blev hængende, og
+han halede ind, saa Vandet fra Snøren stænkede omkring ham.
+
+De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede
+ind paa.
+
+"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som
+en eneste lillebitte Flynder kan vi faa."
+
+"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod
+Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. -- Men i Dag faar vi ingen.
+Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pæn Fangst
+har vi da. Vi har allenfals ikke nødig at skamme os, naar vi kommer
+hjem."
+
+"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," sagde Thomas. Han
+begyndte at blive ondskabsfuld over den andens Hjemve.
+
+"Hvad siger du, Johannes?"
+
+Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde endnu travlt med at hale ind
+paa sin Torsk.
+
+"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. Der er Dage,
+hvor man ikke har Held med sig. Det ved baade du og jeg, bitte
+Thomas, og saa kan det ikke nytte at ligge og vente. -- Vi faar ingen
+Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. Jeg er en gammel Fisker, skal jeg
+sige dig."
+
+Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik ogsaa han Bid og maatte
+til at hale ind.
+
+Elias gabede.
+
+"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, ja, ja. Dem er der nok
+af."
+
+Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden.
+
+Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt.
+Hans Ansigt undergik en sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren
+med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snøren var
+spændt som en Buestreng, og skønt han halede af al Magt og med begge
+Hænder, kneb det for ham at vinde ind paa den.
+
+De to andre blev opmærksomme. Elias lod Aarerne hvile og bøjede sig
+spændt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i
+Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade
+Snøre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig.
+
+"Er den der?" spurgte Elias.
+
+"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der stod bøjet over Linen.
+
+"Den er stor, hvad?"
+
+Men Elias fik intet Svar. I det samme tog Baaden en Overhaling. Med
+et tungt Kladsk slog den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over
+Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude i Forstavnen og stirret
+paa Thomas' Snøre med opspilet Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften.
+
+"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."
+
+Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med Lethed ind over Rælingen.
+
+"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre
+Aarerne.
+
+"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?"
+
+Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen.
+
+"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i
+Nærheden."
+
+Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren
+plumpe overbord og gaa til Bunds. Men Elias, der følte en Smule
+Samvittighedsnag, det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet
+Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte at retfærdiggøre
+sig.
+
+"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de Bæster."
+
+"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas. Han havde travlt med at
+faa Torsken halet op, saa han atter kunde faa Snøren til Bunds efter
+Helleflynderen.
+
+"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan sidder og slider i
+det," klagede han, "at det hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan
+passe Aarerne."
+
+Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok spillet Martyr, nu var han
+træt af den Rolle. Og han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas.
+
+"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. Og det er, at det
+eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den
+slap fra. -- Akkurat sku."
+
+Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne,
+føjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv:
+
+"Hvis det da har været en Flynder."
+
+Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen med den lange Jernbue, fra
+hvis Ender Snørerne med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede sig
+frem og tog fat i den ene Snøre, der var spændt som en Streng,
+halede han en Torsk paa henved en halv Snes Pund ind i Baaden.
+
+"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede Elias forsonende.
+Det var jo, naar alt kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord
+i Striden.
+
+Men Thomas havde travlt med sine Snører; han havde ogsaa faaet den
+anden Snøre ind og saa nu, at Silden paa den store Krog var urørt.
+Saa vendte og drejede han den fangede Torsk.
+
+"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod Elias. "Her har den
+haft fat i Torsken, Bæstet."
+
+Elias undersøgte Biddet.
+
+"Det har været en stor Tamp, den."
+
+Johannes havde rejst sig forude og saa over Elias' Hoved hen paa
+Biddet. Snøren holdt han i Haanden og bevægede den mekanisk op og
+ned. -- Pludselig strammedes den, og han kunde ikke røre den. Havde
+den mon faaet fat i en Sten paa Bunden.
+
+Han halede til med begge Hænder og fik halet et Par Tommer ind. Saa
+halede han atter af al Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. -- Hvad
+Fanden var det?
+
+Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden,
+plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud.
+
+"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig. Hal langsomt,
+ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker."
+
+Formaningen var for saa vidt overflødig, som han allerede selv havde
+Tag i Snøren og halede ind paa den.
+
+"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. Men denne Gang passede
+han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne.
+
+"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas,
+der selv stod og halede ind paa Snøren.
+
+Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke,
+hvad han skulde gøre med sine Hænder. Han syntes, det var overflødigt
+at formane andre, naar man samtidig tog Snøren ud af Hænderne paa dem
+og bemægtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden,
+surmulende Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den Retning.
+
+Thomas tog endnu et Par Tag.
+
+"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren hen mod Johannes. "Men
+vær forsigtig med den, Knægt."
+
+Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav Snøren fra sig, med saa
+øjensynlig Uvilje, at Johannes næsten generede sig for at tage den.
+Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans første
+Fisk.
+
+Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa
+til, foroverbøjet og øjensynlig parat til at gribe ind ved første
+Lejlighed. Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og øvet
+Baaden op mod Søen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger
+halvhøjt i Skæget.
+
+"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad
+han og holdt skarpt Udkig efter Søerne, der kom rullende mod Stævnen.
+
+"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men
+det bliver Løgn, gamle, det bliver Løg------n."
+
+Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert Aaretag Baaden op paa
+en høj Sø. Saa hvilede han, medens Søen gled bort under Baaden, og
+trak saa til op over den næste. -- Spændende var det sku med saadan
+en Fisk. Elias havde ligefrem Mavekneb af Spænding, skønt han var en
+gammel Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men denne lod jo
+ogsaa til at være en svært stor en.
+
+Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man
+kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen.
+
+Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et
+Klippestykke.
+
+"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig
+forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den.
+"Vær endelig forsigtig."
+
+Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred sig mer og mer
+fremefter, medens han gjorde rene Kunstværker med sine Aarer.
+
+"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det var lige saa meget Søen
+som Fiskerne forude, han formanede. Han havde en underlig Uro over
+sig, særlig i Benene, og følte det krible gennem hele Kroppen.
+Spændende var det sku med saadan en Fisk.
+
+"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud
+og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til.
+
+Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale
+til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen
+ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod
+Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde
+ikke give sig men blev til Slut nødt til det.
+
+Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der greb den uden at mæle et
+Ord, medens Johannes satte sig paa Toften og pustede ud.
+
+Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var en mægtig stor
+Helleflynder, der slog om sig, saa det knagede i Baaden, og Vandet
+skvulpede ind over Rælingen.
+
+Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han
+stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer.
+
+Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige Fisk. Men Elias smed
+Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften.
+
+Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først langsomt, saa
+hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten,
+medens Linen hven over Rælingen.
+
+"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne. "Det var en svær
+Tamp, den."
+
+"Det var det," stønnede Thomas. Han kunde daarlig faa Vejret, og hans
+Arme sad ligesom løse. "Men den var for levende til at faa ind i
+Baaden."
+
+Thomas havde nu helt sluppet Linen, der løb ud med rivende Fart. Nu
+opdagede Johannes pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind
+i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med Benene.
+
+"Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den anden betænkte sig, tog
+han fat i Støvlen og trak den af; i samme Øjeblik røg den ud over
+Rælingen og forsvandt med et Plump under Vandet.
+
+"Er du gal, Knægt," skændte Thomas. "Er det en Maade, maa jeg spørge,
+hvorfor Satan ser du dig ikke for? Du havde faaet Benet brækket som
+en Pibespids."
+
+"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret fra Elias.
+
+"Hvad der er i Vejen? Han havde knækket Benet som en Svedske," og
+Thomas skændte videre.
+
+Saa dukkede Støvlen op agterude.
+
+Der gled et glad Smil over Knøsens Ansigt.
+
+"Der er den," raabte han og pegede med Fingeren.
+
+"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter Støvlen, der flød i
+Vandskorpen med Bunden opad.
+
+Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen, der nu var løbet ud.
+
+"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede han.
+
+"Jeg vil ha' min Støvle først," protesterede Johannes.
+
+Elias var tvivlraadig.
+
+"Ja, Støvlen," sa' han.
+
+"Skidt med Støvlen, den kan du altid faa. Du vil vel ogsaa ha'
+Fisken, vil jeg tro. Det er jo din Fisk."
+
+"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede Knøsen. "Jeg vil ha'
+min Støvle først."
+
+"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede Thomas.
+
+Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Støvlen.
+
+"Gu' skal han ha' sin Støvle."
+
+Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen ind i Baaden. Saa roede
+han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at
+have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.
+
+Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev
+hurtig træt -- han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken --
+og lod Johannes faa Snøren.
+
+Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det.
+
+"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."
+
+Han halede ind paa Linen som en rolig og kyndig Fisker uden at
+forhaste sig, naar Fisken var let, og uden at overanstrenge sig, naar
+den gjorde Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at vise sin
+Overlegenhed som ældre overfor de to andre. Og da de mente, de kunde
+igen, overlod han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. Han
+fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den Fisk ind.
+
+Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde de atter faaet Fisken
+op til Overfladen. Den havde ikke gjort saa megen Modstand denne Gang
+og var kendelig svagere, da den kom op.
+
+"Ræk mig Kleppen[1]," raabte Thomas til Elias, der nu igen sad ved
+Aarerne.
+
+ [1] Kleppen, en stor Jernkrog, indfældet i et kort, kølleformet
+ Stykke Træ; bruges til at hale store Fisk ind i Baaden.
+
+"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen bleven af?"
+
+Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias stod omtrent paa Hovedet,
+medens han rodede i Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.
+
+"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde Kleppen."
+
+Men Johannes var ikke hurtig nok.
+
+"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas godt paa den."
+
+Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under Torskedyngen. Men idet
+han kom forud med den, tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.
+
+"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!"
+
+Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn omkring en Aaretoft.
+
+"Men nu er du der, forstaar du."
+
+Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og holdt den. Saa begyndte
+han varsomt at hale ind igen.
+
+"Et Guds Under er det, at den hænger der endnu," sagde Elias og
+spyttede resigneret. Nej, det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov
+til at hale Fisken ind.
+
+For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den var nu saa udmattet, at
+den kun havde Kræfter til et Par Smaatjat med Halen.
+
+Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen og gav den derpaa til
+Johannes.
+
+"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa løftede han Kleppen i
+begge Hænder og huggede den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.
+
+"Nu er den der. Kom saa."
+
+Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden af Baaden og stak
+Enderne saa langt bag ud mod den anden Ræling som muligt for at holde
+Baaden i Balance.
+
+"Saa op med den. -- En, to, nu gaar den -- Ohøj."
+
+De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede under dem. Elias havde
+smidt sig ud over den anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet.
+
+Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa Kanten af Baaden og tyngede
+den ned, saa Vandet pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et
+tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i samme Øjeblik var
+begge Fiskerne over den med deres Knive.
+
+Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var den død.
+
+"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde rejst sig og stod og
+tørrede sit Ansigt med sit Skjorteærme.
+
+"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede Fisken som
+Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel."
+
+Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse
+og saa ud, som om han havde ondt.
+
+Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst.
+Og i sin Glæde over Helleflynderen klappede han Johannes paa Ryggen
+og forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok skulde blive en
+dygtig Fisker. Johannes tog imod Klappene, men saa ikke særlig
+overbevist ud.
+
+"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.
+
+Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for at overtyde de andre
+om, at han ikke fejlede noget særligt.
+
+"Ja, lad os saa se at komme hjem."
+
+Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring dem. Søen havde lagt
+sig lidt, og Havet var tungt og mørkt som smeltet Bly. Landet
+skimtedes kun svagt som en mørk Skygge der langt borte mod den graa
+Himmel. Ude over Havet var Himlen kulsort, og det var begyndt at
+blæse op ind mod Land.
+
+I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, og Baaden strøg nu
+hjemad.
+
+I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran ham sad Johannes, der
+nu var kommen sig lidt efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og
+foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt
+Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad
+det skulde være.
+
+Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. Hurtigt strøg det
+indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort,
+truende Skygge i det graa Halvmørke forude.
+
+Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket
+syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor
+Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og
+slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket.
+
+De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og
+alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke
+langs Kysten op til Bygden.
+
+Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd
+inde fra Fjældet. Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet
+smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved
+Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den
+sorte Stenvæg.
+
+Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte. Og
+saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og
+smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes
+paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket
+som et enligt Stjærnebillede.
+
+Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene.
+
+"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.
+
+"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."
+
+"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en lang Dag."
+
+"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r urolig nu."
+
+"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er
+du træt?"
+
+"Aah ja."
+
+"Ja, det kan være drøjt nok."
+
+"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knøsen. Nu er vi jo
+ogsaa snart hjemme. -- Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen[2]?"
+
+ [2] Kødet lige for Maven paa den hvide Side af Flynderen; tjener
+ ofte den friende Fisker som Buket.
+
+Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tænkt
+paa den Lippen. Om han fik den eller ej.
+
+"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.
+
+"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din,
+saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen
+til Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave
+om?"
+
+"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas klemte paa.
+
+"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"
+
+Johannes var svært glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke
+kunde se, at han rødmede. Det var saa flovt at rødme i den Alder.
+
+"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved.
+
+"Næ-hæ, det er det vist ikke, hm," glentede Elias.
+
+"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas prøvede sig frem.
+
+"Hi, hi," klukkede Elias.
+
+"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er
+det selvfølgelig."
+
+Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag.
+
+"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."
+
+Thomas gjorde en Kunstpavse.
+
+"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt
+umuligt."
+
+Thomas var kommen i Humør; han vilde være morsom for en Gangs Skyld.
+
+"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var,
+interesserede han sig endnu stadig for Kærestehistorier.
+
+"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa
+slog han pludselig om.
+
+"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"
+
+"Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias.
+
+Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne.
+
+De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke
+oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra
+Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig
+manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.
+
+Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned
+i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne.
+
+Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom
+søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge
+Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang
+op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.
+
+Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes
+Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige,
+lavmælte Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.
+
+De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa
+Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst
+kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle
+var nede at beundre den.
+
+Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det.
+
+Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder
+med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem
+over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten,
+fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover
+mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op
+paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den
+staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den.
+
+Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte
+Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet
+slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.
+
+Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom
+bredte Armene ud imod dem gennem Mørket.
+
+De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de
+lange Søstøvler.
+
+Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.
+
+"Hvor blev Gutten af?"
+
+"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde nødigt ud af
+Farten; det er saa svært at komme i Gang igen, naar man er rigtig
+træt og saa staar stille.
+
+"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."
+
+"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"
+
+"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen.
+
+Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser,
+han lige kunde skimte i Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men
+saa blev han alvorlig.
+
+"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet
+flaske sig, som det bedst kan."
+
+Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige
+Kone og sine otte smaa Børn.
+
+Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa
+hinanden. Det er svært at faa begyndt, naar man er forelsket, og det
+var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.
+
+Det var Sanne, der maatte begynde.
+
+"I blev længe ude i Aften."
+
+"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.
+
+"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg være det!"
+
+Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.
+
+"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"
+
+"Ja, hvad tror du?"
+
+"Jeg ved ikke."
+
+"Gæt engang."
+
+"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede
+havde set, hvad det var.
+
+"Nej, nej," triumferede Knøsen.
+
+"Hvad er det da?"
+
+"Det er noget til dig."
+
+"Til mig! Hvad kan det være?"
+
+"Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."
+
+"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke
+kunne li' dig, Johannes?"
+
+"Ja, jeg mener, om du holder af mig."
+
+"Holder du da af mig, Johannes?"
+
+"Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."
+
+Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det
+mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.
+
+"Værsaagod," sagde han.
+
+"Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. "Holder du virkelig saa
+meget af mig?"
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+BRYLLUP
+
+
+
+
+Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer
+end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale
+om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for
+alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.
+
+Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet
+Skinsakjøt[3] i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner,
+Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til
+Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til
+Resten.
+
+ [3] Skinsakjøt, letsaltet Bedekød, Højtidsspise.
+
+Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side
+Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren[4] gaaet over
+Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med
+Præsten.
+
+ [4] Stor Baad, der roes af 10 Mænd.
+
+Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig
+kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var
+blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.
+
+De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne,
+der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere
+snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede
+til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle
+Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom.
+Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig
+ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.
+
+Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange,
+store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred
+sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig
+ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger.
+
+Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt
+Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin
+Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt,
+højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og
+drive paa en Fjældtop.
+
+Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene,
+Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede
+over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud,
+undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede
+nu rundt og snuste misfornøjet til alt.
+
+Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et
+eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød.
+Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det
+snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det
+midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive,
+Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der
+havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed
+omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og
+kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede
+Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og
+Gammelvin.
+
+Endelig kom Præsten.
+
+Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig,
+harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de
+saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over
+Fjorden, hvor Præstebaadens hvide Sejl dansede op og ned.
+
+Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og Præsten gik i Land. Han
+trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen
+var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa
+gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og
+Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. --
+
+Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med
+skæve, rynkede Bukseben, korte, krøllede Jakker, trangbrystede
+Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mænd, der før
+saa saa kraftige og smukke ud i deres Knæbukser, strikkede Trøjer og
+brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg passede
+daarligt til de skæve Kravebryster og rundpullede Filthatte.
+
+Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne og statelige Kone, der
+gaar der i sine stivede Skørter og Gud ved hvad og ligner en
+Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer han afsted
+ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og højtidelig som
+en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa
+ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, det næste kalveknæet og
+undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben.
+
+Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, men udtraadte
+Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er
+grønlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og dasker ned ad
+Ryggen paa ham. Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste
+Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over.
+
+Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse
+plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt,
+men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget
+godt. Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem
+ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne
+hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af
+Kirken.
+
+Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation. Præsten var
+en flink Mand og en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, man
+ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. Men han havde aabenbart
+intet Kendskab til Brændevin, og det var taktløst af ham at stille
+sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.
+
+Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god
+Behold, medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden.
+Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret,
+der roligt og værdigt gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte
+Aandsnærværelsen, skønt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hælene,
+hver Gang de passerede et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket
+borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.
+
+
+
+
+SKAFFEREN
+
+
+Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv var ikke stort, og
+Værelserne var smaa. Men ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre
+Stuer gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede Stue
+optog hele Huset med Undtagelse af Køkkenet og en lille Forstue.
+
+Der var kommen Dug paa de lange Borde, og et Utal af Kvindfolk for
+frem og tilbage mellem Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler,
+Tallerkener og Glas og dækkede Bord.
+
+Der lød en ustandselig Syden og Kogen og Snakken ind fra Køkkenet, og
+Emen fra de mægtige Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som en
+Taage, der lagde sig varm og mild over Borde og Bænke og til sidst
+fyldte hele Stuen fra Gulv til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i
+Taagen sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et Hjørne af
+Bordet.
+
+Han sad og indsnuste den behagelige Em og nød Hvilen. I højre Haand
+holdt han en Trepægleflaske med Brændevin, og der stod flere oppe paa
+Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at
+tage fat og gaa rundt og skænke, saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang
+halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han
+fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og
+tilbage, undertiden tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen
+ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennemblødte af Sved og Em,
+og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa
+og brase ude i Køkkenet.
+
+Den gamle Mand sad og frydede sig over det store, lune Rum og den
+varme, søde Em, frydede sig over de lange Borde, de hvide Duge og
+Lysene, der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og lyste saa
+festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, der for frem og tilbage
+gennem Emen, ikke fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig
+med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi de havde saa travlt. Det
+var alligevel rart at være en gammel Mand og sidde og se de andre
+løbe frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de havde i Hænderne.
+
+Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte, at han blev varm om sit
+gamle Hjærte af Medlidenhed med Ungdommen. Herregud, Herregud, at de
+dog skulde tosse saadan rundt. At Folk dog ikke straks blev gamle og
+fornuftige og satte sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at
+lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa længe om at lære
+det. Ungdommen har saa travlt, saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt;
+og hvorfor, hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de fik
+sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. Og det kunde
+de saamænd, naar de bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget
+lettere fra.
+
+Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet
+kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra
+Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set
+Billederne blive levende og træde sig i Møde. Da havde han set, at
+Fjældet var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt. Og han
+havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest,
+havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede,
+ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at
+favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en
+Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde. Men
+han havde været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan
+skulde det være.
+
+Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet havde kogt i ham, som
+Sødsuppen nu stod og kogte derude i Køkkenet og trommede mod Laaget
+for at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham som en Em, der
+blindede ham og andre. Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for
+at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene,
+havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde
+han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han
+holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele
+Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind
+til sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.
+
+Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at
+hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran
+ham, nedtraadt og skiden som en Græsmark om Efteraaret. Den Dag
+skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han
+ikke længer ung.
+
+Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten
+havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt
+til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes
+han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu,
+det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom
+Manddommen.
+
+Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge og klare, og hans Tanke
+kold, mens han stræbte mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde
+af Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Græmmelse. For
+det er haardt at leve, naar man ikke længer er ung, og Verden er
+falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.
+
+Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet. Og nu sad han
+i Krogen og smilte ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede
+sammen og tabte, hvad de havde i Hænderne.
+
+Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, for Stumperne rundt i
+Stuen. Saadan er Ungdommen. Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og saa
+maatte man endda samle Stumperne op.
+
+Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps og drak den. Og han
+stirrede ind i Emen, der nu var tættere, og hvor de røde Ansigter
+strøg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu
+skinnede med store Ringe i Emen.
+
+Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den
+stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen.
+Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Gøgl. Nej, Alderdommen. Den
+nøjedes med lidt. Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget
+Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt.
+
+Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det.
+
+Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog
+ondt af den Ungdom.
+
+Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og snøftede af Medfølelse,
+mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt
+og rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom.
+
+Og han saa til Siden ud over mægtig store Snemarker, hvorover
+Stjernerne lyste mat.
+
+Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i
+Rækker, i lange, lige Rækker over Snemarkerne. Og saa syntes han, han
+skulde kende dem igen.
+
+Var det nu ogsaa Stjerner? -- Nej, det var vist alligevel ikke
+Stjerner. -- Men hvad var det da?
+
+Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa
+gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide
+Snemarker.
+
+Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og
+de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der var en eller
+anden Forbindelse mellem Stjernerne der og Brændevinen. Vist saa,
+vist saa. Stjernerne var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor af
+andet end Brændevin. Det var derfor, det hed Brændevin, for
+Stjernerne lyste. -- Kun derfor hed det Brændevin.
+
+"120 Potter Brændevin, -- 60 Potter Rom -- og -- --." Saa sank hans
+Hoved ned paa Brystet. Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit
+Hjørne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og
+hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham
+vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po.
+Men længere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han
+atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. Og da de
+ikke paa nogen Maade kunde faa ham vækket, hvor meget de end ruskede
+i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de
+allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente.
+
+
+
+
+DEN UNGE MAND
+
+
+Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene,
+Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. Jeg
+husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen og Bruden og de ti
+Brudesvende og de ti Brudepiger. Og jeg husker Højtideligheden, jeg
+sad nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. Jeg husker egentlig
+meget godt foreløbig.
+
+Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen med de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved
+Siden af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt hans
+Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at berøre dette Punkt, samt at
+flere Fuldskæg i Nærheden bevægede sig, som om Ejermændene var i Færd
+med at synke noget, de ikke havde faaet rigtig gennemtygget.
+
+Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter Vielsen, og at vi
+gik op i Brudehuset. Jeg husker Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne
+og Emen. Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et Hjørne af Stuen
+og sov med en Flaske i den ene Haand og et Glas i den anden. Og jeg
+ved, hvad han mente.
+
+Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene og Brudepigerne
+blev anbragt nærmest ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til
+at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg glad ved.
+
+Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe, Lammesteg og
+Lagkage. I det hele taget er min Hukommelse meget skarp lige til
+Lammestegen; men fra den Tid af er det, som om den har faaet et Knæk.
+
+Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den var udmærket. Og jeg kan
+huske, at der blev holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, kan
+jeg ikke huske.
+
+Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i Bordet; hvorfor han
+gjorde det, var der ingen, der fattede, og selv har han aldrig senere
+kunnet give nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der sad lige
+overfor mig ved den anden Side af Bordet, hældte Brændevin over sin
+Lammesteg og troede, det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo
+vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men opgav det efter at
+have væltet 2 Glas og en Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se
+til, medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede Stegen.
+
+Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet ikke huske. Men maaske
+kommer det deraf, at den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet
+var i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse, der forhindrede
+Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud bekendt med de Genstande, der
+befandt sig paa det, samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde
+Mærke til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende,
+ligefrem maatte sidde og lure og gribe til, naar Brændevinsflasken
+kom forbi. At denne mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være sund
+for Festens Deltagere, især da disse, saavidt jeg saa, undertiden
+selv deltog i den, ansaa jeg for saa rimeligt og naturligt, at det
+ingenlunde forbavsede mig, at den ene efter den anden af dem
+ombyttede deres Pladser paa Bænkene, der under slige Forhold langt
+fra kunde anses for betryggende, med Sidde- og Liggepladser paa
+Gulvet.
+
+Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at Thomas fik mig gjort
+begribelig, at vi skulde danse.
+
+Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der blev peget mod et Lys og
+angivet, at det var det Maal, vi skulde styre efter.
+
+Vejen var meget ujævn, og af og til gik den ligefrem gennem Luften.
+Jeg husker ikke, om der var nogen rimelig Grund til en saadan
+Forsigtighed, men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet
+tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt at vor Fremrykning
+hindredes en Del af et Par Huse og flere Møddinger. Da Husene var
+vanskeligere at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis de
+sidste.
+
+Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden større Lemlæstelser; kun
+var det mig paafaldende, at jeg undervejs havde faaet min Hue
+ombyttet med en gammel, graa Filthat; men det var mig umuligt at
+huske, i hvilken Mødding Ombytningen havde fundet Sted.
+
+Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til Visen om Dronning
+Dagmar og Junker Strange; saa var den alvorligere Del af Festen
+forbi, og Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang jeg drog
+afsted" og til Grindevisen og til Ormen hin lange og Erik hin unge og
+Brókatáttur[5] og til den lyse Morgen.
+
+ [5] Buksevisen; yndet Skæmtevise om en uheldig Fisker.
+
+Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den
+foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede
+som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig
+som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene,
+der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og
+hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind
+i Kæden. Og Thomas, der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin til de
+dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg ganske tydeligt.
+
+Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, herlig Drøm.
+
+Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som Øens feberhede Pulsslag,
+jeg husker Hylet, der hang og skjalv over Bygden som Røgen over en
+Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt
+nede ved Stranden, og Fjældet, der stod saa ret og lige op i Luften
+og undredes over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg husker, at jeg
+var ude at spadsere med min Dame.
+
+Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os
+gennem Natten som Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og
+sydede og kogte over.
+
+Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens Idiot kom ind i
+Dansestuen, kyssede en Pige og blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas
+og jeg forlod Dansen og gik ud i Mørket.
+
+Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et Blækhus, og vi
+forvildede os i en Mødding. Her skiltes vi og kunde ikke finde
+hinanden igen, skønt vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær.
+
+Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden i en Grøft, og at vi
+der fornyede vort gamle, prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en
+Stald, hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade Mænd og en Del
+større og mindre Tønder.
+
+-- Det var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter
+Cognac.
+
+
+
+
+IDIOTEN
+
+
+Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt som netop Ordet
+Idiot.
+
+Han havde da ogsaa længe følt, at det var et stygt Ord, og havde lært
+at dukke Hovedet for det, længe før han vidste, hvad det betød.
+
+Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det Ord, for han var jo
+Idiot. Men han lærte hurtig, at det var et Ord, der hørte ham til, og
+han bøjede Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin Skæbne.
+
+Straks da han blev født, var der noget galt ved ham. Jordemoderen
+kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et
+nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var
+forbyttet af Troldpakket.
+
+Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem
+som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen
+om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det
+stejle Fjæld, hvor de andre Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd
+og gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned og knække
+Halsen. Og naar selv den allermindste Knægt i Bygden stillede sig i
+Positur foran ham med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne i
+Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og
+kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu
+mere og luskede bort som en vaad Hund.
+
+Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det
+lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa
+det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene
+stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk. Og han blev
+først rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl lød
+langt ude over Fjorden.
+
+Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge i ugevis og rive og
+slide i Fjældet med sine store, kladskende Næver. Han var bange for
+Hanen, der stod og kroede sig paa Møddingen, og han var bange for
+Gasen.
+
+Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, lærte at dukke Hovedet
+og gaa af Vejen.
+
+Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i
+Kundskab, lærte at skrive og regne og mange andre Ting. Læreren
+roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, og de, som
+hverken Læreren eller Forældrene roste, blev rost af andre. Alle de
+andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var
+heller ingen Grund til det, for han lærte ikke engang at stave.
+
+Læreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit
+Slid, var, at de andre Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav
+han det og lod ham skøtte sig selv.
+
+Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men
+han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar
+han kom, og saadan gik det Aar efter Aar.
+
+Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og
+mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte
+Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig
+spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af
+Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre,
+at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget.
+
+Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.
+
+Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal,
+om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre.
+
+I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste.
+
+Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.
+
+Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til. Og da
+Præsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de
+andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvfølgelighed, som
+han i sin Tid var bleven født, døbt og engang med Tiden vilde dø og
+blive begravet.
+
+Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen over Idiotens Hoved som
+saa meget andet. Han havde som saa ofte før følt, at der var noget i
+Vejen med ham. Men denne Gang havde han følt, at det var noget
+alvorligt.
+
+Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller
+skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han,
+var der flere i Bygden, der heller ikke kunde.
+
+Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det
+var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham. Den var der
+imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget
+ved Skolen, der var galt.
+
+I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere
+sær, end han var i Forvejen.
+
+Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen
+som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine
+Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lært noget?
+
+Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og
+mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget
+over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive
+konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af
+den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men
+han lærte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham.
+
+Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv. Han vilde opdage,
+hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var
+skjult for ham alene.
+
+Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive
+Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte
+Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere.
+
+"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge
+Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber
+han da for?"
+
+Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende,
+og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige
+bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at
+dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var
+næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.
+
+Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs
+overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene
+og sig selv.
+
+Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.
+
+Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke
+kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han
+havde grædt.
+
+Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
+
+Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham.
+
+Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af.
+Men ham var der ingen, der tænkte paa.
+
+Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som
+hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra
+ham.
+
+De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de
+gik til Fjælds efter Fugle og Faar med de andre Mænd; men han gik
+hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa
+Skotrokken[6], hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange
+for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde
+imponere ham.
+
+ [6] En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.
+
+Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver
+Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang
+var de vigtigere og mere fremmede.
+
+Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der
+ingen, der vilde have at gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en
+Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om
+de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden.
+De lo ad alt, hvad han sagde.
+
+Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere
+og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa
+Fiskeri, stod han nede ved Stranden og ønskede, at han kunde komme
+med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden,
+og han havde ikke selv Mod til at spørge. De vilde naturligvis bare
+le ad ham, som de plejede.
+
+Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han
+sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i
+Dag var en, der spurgte ham.
+
+Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han
+kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde
+ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var
+Idiot og ikke vidste, hvad det var.
+
+Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd,
+der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa
+saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham,
+og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.
+
+Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De
+byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte
+han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa
+Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget,
+der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang
+Lov til at komme med til Brylluppet.
+
+I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup.
+
+Brændevin fik han ikke. Det vilde være at spilde Guds Gaver. Han var
+saamænd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han
+blev stadig gladere og gladere, jo længere Brylluppet skred frem.
+
+For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket
+ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt
+Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende
+af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i
+store Kredse som en Skibsmast i ond Sø.
+
+Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det
+strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa
+paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans
+røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget,
+der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten havde ligefrem følt
+Medlidenhed med den stærke, dygtige Thomas; han havde snakket godt
+for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bøjet Hovedet
+og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han tørnet
+først mod den ene og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede ogsaa
+han rundt derinde i Glasstuen[7].
+
+ [7] Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf
+ Navnet.
+
+Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til
+Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et
+Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene
+var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde
+Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i
+Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det spidse
+Hoved hang med et saligt Smil højt oppe over de dansende som en Pære
+paa sin Stilk.
+
+I Røgstuen[8] bag ham hang en Lygte og lyste søvnigt oppe under
+Hanebjælken; den var for længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene
+langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt
+Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen
+kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon
+fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der;
+han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange
+Lys.
+
+ [8] Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget
+ tjener som Vindu og Skorsten.
+
+Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa
+de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de
+gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt
+bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle
+sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer,
+der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele
+forrige Nat og Halvdelen af denne.
+
+Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De
+røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker,
+hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten
+gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som
+nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem.
+
+De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der
+spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans
+smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes
+han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben
+Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede
+Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe,
+og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de
+djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og
+skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens
+Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene
+stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem,
+medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder,
+høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen.
+
+Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst,
+han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt
+for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og
+forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans
+Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.
+
+Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en
+Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud,
+brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i
+Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han
+mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene.
+
+Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i
+et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod
+ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har
+drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul
+alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu
+følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene
+efter.
+
+Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers.
+Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i
+Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i
+et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger
+frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen,
+Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten
+langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.
+
+En, to, tre-fire. -- En, to, tre-fire --.
+
+Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd,
+som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han
+ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte
+Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De
+Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden
+kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.
+
+Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i
+hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.
+
+Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig
+frem til Midten af Stuen.
+
+Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som
+Møllevinger, tvang Folk tilbage.
+
+Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de
+dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.
+
+Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren.
+Og alle smilte de forventningsfuldt.
+
+Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle
+de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde
+glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre.
+
+Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og
+polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene
+begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne
+smilte.
+
+Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen,
+trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.
+
+Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring,
+og alle de andre Piger smilte.
+
+Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den
+anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han
+gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig
+sin Plads og sin Pige.
+
+Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse
+Pigen.
+
+Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder
+stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær
+var faldet.
+
+Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de
+lo ad.
+
+Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod
+intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket
+Hoved listede han ud af Stuen.
+
+Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet
+endnu et Knæk.
+
+
+
+
+PIGEN
+
+
+Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Række af Piger, thi i
+Dansestuen er det som i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel
+afsondrer sig fra hinanden.
+
+Han var køn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte køn. Hans
+Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat
+klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.
+
+Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende
+Ansigt og glødende Øjne. Og hun saa maaske nok for længe paa ham, for
+tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem
+det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa
+Væggen. Det var de samme Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende
+Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men
+alligevel, ogsaa Haaret lignede.
+
+De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en
+høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede
+Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange
+snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.
+
+Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var,
+han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom
+ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en
+Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden
+Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet,
+er det ved at blive galt fat.
+
+Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i
+hendes, og han smilte.
+
+Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og
+kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun
+slog Øjnene ned som før.
+
+Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed
+Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere.
+Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter
+ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede
+ved det.
+
+Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke
+kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar
+Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en
+anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes,
+inden hun fik sig dukket.
+
+Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik
+hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der
+ikke.
+
+Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da
+hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og
+Øjnene gik søgende rundt.
+
+Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt
+ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende.
+Han havde set det hele.
+
+Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu
+passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han
+være lige bag ved.
+
+Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand,
+brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det,
+som om noget i hende knækkede sammen.
+
+Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene
+smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han
+sig ned og talte til hende.
+
+Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han
+havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid
+til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og
+hun svarede meningsløst.
+
+Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken,
+traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun
+op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og
+Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.
+
+Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen
+laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og
+op over Fjældet.
+
+Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og
+Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede
+skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
+
+Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som
+veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde
+mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor.
+
+Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres
+Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den
+hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i
+Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som
+holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene.
+
+De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun
+sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det
+var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men
+ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.
+
+Saa tav han.
+
+Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved
+Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.
+
+Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her
+ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa
+naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.
+
+Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun
+følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke
+havde.
+
+Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt
+og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande.
+Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til
+ham alt, alt sammen.
+
+Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned
+mod det haarde Fjæld.
+
+"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over
+Fjældet.
+
+Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og
+viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og
+rundt, som vilde den aldrig høre op.
+
+Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa
+dem smile.
+
+Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled
+hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende.
+
+Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter
+vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset,
+og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og
+søgende, nu var det lige ved hende.
+
+Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk.
+Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set,
+hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det
+videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før.
+
+Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i
+det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og
+at han smilte som overrasket.
+
+Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu
+bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.
+
+Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes
+Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.
+
+Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at
+Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i
+deres stive Ansigter var der Haan.
+
+Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som
+havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt
+dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte
+hun dem ikke.
+
+Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og
+blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.
+
+Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt
+dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog
+ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.
+
+Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og
+arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som
+Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds
+langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.
+
+Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men
+hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der
+pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille,
+røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og
+smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte.
+
+Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og
+trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned
+over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine.
+
+Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare
+hjælpeløs ned over Rækkerne.
+
+Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde
+Jente og stod og saa og smilte.
+
+Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte
+hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var
+faldet.
+
+Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag
+hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og
+smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen
+lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun
+gik hjemad.
+
+Og hun brast i Graad. -- -- -- -- -- --
+
+
+
+
+Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut.
+
+Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk
+fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og
+Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60
+Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
+
+Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og
+taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne
+og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen,
+rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og
+Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet
+Landevej med opkørte Hjulspor.
+
+Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede
+en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved
+Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne
+var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad
+der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege
+Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet
+Bryllupsglæden sovet ud.
+
+Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de
+fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog
+hjem.
+
+Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa
+Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede
+sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved
+Stranden.
+
+Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den
+var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.
+
+Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den
+mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen,
+syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod
+en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og
+raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. -- Det var Idioten.
+
+"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge
+Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa
+Toften ved Siden af ham.
+
+"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa
+rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene
+paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det
+Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan
+Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. -- Ræk os Flasken, Elias."
+
+Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.
+
+Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60
+Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+MAGTESLØS
+
+
+
+
+Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet
+med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den
+bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den
+deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over
+Dale og Bygder som en Rovfugl.
+
+Nede i Bygden var man utryg. Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne
+og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ.
+Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd.
+
+I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og
+larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de
+styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med
+Rode. Og Søvand og Regn piskede ind over Land.
+
+Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det
+blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl.
+
+Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt
+nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide
+Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var
+atter Sommer.
+
+Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad
+med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først
+skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De
+maatte vente til den næste.
+
+Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med
+Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var
+overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Søvejen til
+Hovedbygden, men nøjedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trække
+Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods.
+
+Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres Ærinder forrettede
+og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mørkne, Himlen var
+sort, og det var begyndt at blæse fra Nord.
+
+Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor
+de havde Baaden, begyndte det at regne.
+
+Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med
+store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er
+begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk
+Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortættet sig, en Regn,
+der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og
+sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og tættere, og som
+bliver ved og bliver ved at pøle ned, til man til Slut ikke sanser
+Forskel paa Himmel og Jord.
+
+Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten stærkere og stærkere.
+Det var en Blæst med gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin
+Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at puste og uden at gøre
+et Sidespring. Det var en Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som
+kan vare og stige i dagevis.
+
+Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar bag og følger det i
+Hælene.
+
+Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende,
+var de drivvaade. Og Søen var allerede nu for oprørt til, at de
+turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en
+Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de
+Raad.
+
+Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede
+paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var
+endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil
+lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres
+Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige
+Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3
+Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.
+
+Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten tog stadig til og
+Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt
+var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller
+ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var
+rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj
+derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik.
+
+Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en
+Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, større var den ikke, daarligt
+nok kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var
+ikke kræsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at
+komme hjem til sit eget.
+
+De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen og drøftede Sagen. Vandet
+drev af dem i stride Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under
+Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som alle Bønder, han vilde
+gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre
+bestemte sig til at blive og de tre til at gaa.
+
+Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde
+besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som
+muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu
+havde gaaet hele Dagen uden at spise.
+
+De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsøgte at
+overtale dem, men de vilde ikke høre noget, havde bare travlt med at
+komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke
+vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mørket.
+
+Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at
+anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terræn ikke egnet
+til Vejanlæg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen
+kun markeres af en Række Stendynger, Varder, paa de højereliggende
+Punkter, saaledes ser en færøisk Vej ud.
+
+Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befærdes kun af Folk fra
+Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig
+afmærket Vej findes derfor slet ikke.
+
+Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i
+den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede
+ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres
+gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og
+Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad
+de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage
+af slig en Smule Vejr.
+
+Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var
+bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse
+fremad.
+
+Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag
+mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det
+opblødte Dynd.
+
+Den unge Knøs gik efter de andre med ludende Hoved.
+
+Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Røgstue,
+saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de
+to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde
+smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner.
+Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om.
+
+Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham,
+og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt.
+
+Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage.
+Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.
+
+-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
+galt alligevel, at jeg gik med.
+
+Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han
+gik efter.
+
+-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
+galt alligevel, at jeg gik med.
+
+Men nu var det jo for sent. Han havde været med til at le ad de
+andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde
+ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive
+det.
+
+-- Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og
+ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var
+alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." -- Hvor vil
+da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og
+ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte
+og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de
+troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar
+Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa
+maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror."
+
+Og saa. -- Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig
+blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar
+de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre.
+
+Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tænkt sig dette som en
+Bedrift, som en Udmærkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der
+altid vilde klæbe ved ham.
+
+Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se
+efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke,
+hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at
+han var saadan en Svækling, saadan en Pjalt.
+
+Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Røgstue og talte
+om dem, der gik afsted gennem Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se
+paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde
+smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men
+hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte
+holde ud, nu han var begyndt.
+
+-- Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
+
+Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage
+det, ikke heftigt, men lavmælt og roligt, som den taler, der ved, han
+har Ret.
+
+Han kunde være bleven tilbage hos de andre. -- Men nu.
+
+Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
+
+Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud.
+
+"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."
+
+Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs
+Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de
+andre.
+
+Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af
+Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde
+sin Plads.
+
+-- Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo
+godt.
+
+Det var Løgn, men der var alligevel en Slags Trøst i de Ord. Og det
+var, som om det gik bedre efter den Melodi.
+
+Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor
+Fødderne traadte. Og hver Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende
+imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede
+hans Hjærne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord.
+
+-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
+
+Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og
+der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De
+kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det
+fremad mod Storm og Regn.
+
+Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm.
+Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og
+koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv,
+foroverbøjet og snappende efter Vejret.
+
+-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
+
+Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre,
+kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder.
+
+Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et
+Ord i lange Tider. Han forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at
+der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var træt,
+dødtræt.
+
+Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjælpe
+det. Saa hørte han den forreste standse.
+
+"Han kan ikke vinde med," hørte han ham sige. Den anden mumlede i
+Skæget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom
+modvillig.
+
+Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt.
+
+"Er du træt?" spurgte den første.
+
+"Næ," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa
+underlig langt i Halsen paa ham.
+
+"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter
+fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere.
+
+-- At du alligevel ikke vendte om, tænkte han. Men nu er det for
+sent, nu er det altsammen for sent.
+
+Det lysnede i Mørket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig
+fraadende ned over Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa gik
+det atter ind gennem Mørket.
+
+-- Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. -- Men det gør de
+ikke. Nej, det kan de ikke gøre.
+
+Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og
+væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge
+Hænder for ikke at falde. Der stod han.
+
+De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen
+til ham.
+
+"Du er træt?"
+
+"Ja."
+
+"Kan du ikke mer?"
+
+"Nej."
+
+"Lad mig hjælpe dig. -- Tag ved hans anden Arm," føjede han til til
+den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem.
+
+-- Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud.
+
+Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage
+det for sig selv.
+
+-- Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.
+
+Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast.
+
+-- Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han. Men der var kun
+Mørke, Mørke.
+
+Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede
+ham til Jorden, ned i Mørket.
+
+Saa hørte han en Stemme over sig:
+
+"Kom nu op."
+
+Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op.
+
+"Kom saa."
+
+Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket.
+
+Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger. Nu og da
+svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted.
+
+Der kom et Vindstød farende og standsede dem alle tre. Det varede
+længe, inden de kom i Gang igen.
+
+-- Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se,
+at det ikke nyttede.
+
+Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham
+oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden.
+
+"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."
+
+Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.
+
+De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav
+efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.
+
+-- Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad
+ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.
+
+Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en
+alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage.
+
+"Kom nu op; nu gaar vi."
+
+Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet.
+
+Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke.
+
+"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. --
+Hvad gør vi nu?"
+
+"Ja, hvad gør vi nu?"
+
+De stod lidt og overvejede. Regnen pølede ned over dem, og Stormen
+rev og sled i deres Klæder.
+
+"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg
+gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. --
+Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det."
+
+Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af
+Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod
+Bygden for at hente Hjælp.
+
+Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han
+tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i
+Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk
+og ikke kan se.
+
+Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden
+i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej
+da aldrig faa Ende?
+
+Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt
+fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede
+næsegrus til Jorden og blev liggende.
+
+Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed,
+han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa
+i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de
+glatte Sten i Elvens Bund.
+
+Endelig naaede han over Elven og krøb op ad Breddens Skraaning. Men
+da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og
+tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb han op. Og med Hovedet og
+Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mørket.
+
+Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig
+Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers
+foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over
+Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde
+ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. Han
+skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mørket paa
+Spring, strakt hen over Jorden imod ham.
+
+Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og Fødder og stirrede frem
+mod Uhyret, der blæste og blæste og truede med at blæse ham om paa
+Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede Hoved med de
+store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det
+gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i
+hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede
+imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med
+sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag
+Diget og sank tilbage i Elven.
+
+Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig
+over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den
+vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand.
+
+Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned
+over Jorden. Stormen buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende
+og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb
+Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten
+mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort,
+eller tabte dem i Hastværket med smaa Plump i Vandpytterne mellem
+Græsset og Mosset.
+
+Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes at være fyldt og
+overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand
+sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og
+ventede paa Hjælpen, der skulde komme.
+
+Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og
+ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for
+hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring ham med sære,
+uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og
+anstrængte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved
+hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og
+kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp med en Tanke, der ubønhørlig
+trængte paa og vilde frem.
+
+-- Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var.
+Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den
+Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet
+de andres fornuftige Indvendinger.
+
+-- Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre
+havde stemt i med og hjulpet ham; og saa.
+
+Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde
+foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte
+det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede
+afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen.
+
+-- Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede.
+
+Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen. Hvis
+Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp.
+
+Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand,
+der laa i hans som en død Fisk.
+
+-- Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han
+allerede var død.
+
+Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det
+var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han
+famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte
+Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans
+Stemme blev hørt.
+
+-- Hvis han nu allerede var død?
+
+Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig.
+
+-- Død. Død.
+
+Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen
+sivede ned omkring ham.
+
+-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen
+og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.
+
+-- Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede
+og sled i Stenen, bag hvilken de sad.
+
+Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af
+Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen,
+der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det
+længer, han maatte have Vished.
+
+Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved
+ham.
+
+Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde
+Haanden presset mod hans Bryst.
+
+-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske
+svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe
+vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.
+
+Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden,
+for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i
+Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente
+ved Siden af en døende.
+
+Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han
+stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se.
+
+-- Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det
+regnede.
+
+Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede
+sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at
+stivne.
+
+-- Store Gud, han sidder og dør for mig.
+
+Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved
+Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over
+ham; og han klynkede som et Barn.
+
+-- Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre?
+
+Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i
+Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over
+ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i
+Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig.
+
+Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket,
+som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i
+Mørket.
+
+Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes
+Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og
+greb hans Ben og kneb det.
+
+Han skreg.
+
+Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i
+Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og
+løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort.
+
+Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
+Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans
+Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.
+
+Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant,
+gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus.
+Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf
+et Vindue.
+
+Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i
+Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end
+før og sank bevidstløs ned ved Væggen.
+
+
+
+
+Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.
+
+Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede
+frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset
+i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og
+Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede
+Trævægge.
+
+    Som Morgendug mit Liv hensvinder,
+    Som Strømmen skynder Tiden sig,
+    Maaske naar næste Dag oprinder,
+    Den rinder ikke op for mig;
+    O, hjælp mig Gud, at hver min Dag
+    Maa bruges dig til Velbehag.
+
+Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen med lave Vægge og lave
+Ruder. Og øverst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede
+Skur, hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.
+
+Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede Gavl, mens han stod
+og stirrede over mod Kirken.
+
+Og Sangen sivede ud imod ham.
+
+    Hvor flygtig er al jordisk Gode,
+    Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.
+    Maaske, naar vi det mindst formode,
+    Til Død og Grav vi segne ned.
+    O, lær mig alt at bruge saa,
+    Som det, der snart skal Ende faa.
+
+Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var
+Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor
+fattig.
+
+Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og
+jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast.
+
+Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste.
+-- Det havde han følt. -- Ja, det havde han følt.
+
+Sangen sivede og sivede ud imod ham.
+
+    Et er fornødent, dertil ene
+    Du satte os paa Jorden her,
+    I Tro og Sandhed dig at tjene
+    Og vorde gode Mennesker;
+    O lad den Dag, som svinder hen,
+    Berede mig til Himmelen.
+
+At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og
+virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende
+latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de.
+
+Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og
+peb som en gigtsyg Mus.
+
+Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over
+Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op
+over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen.
+
+Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var
+gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de
+holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet
+derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet
+de andre. -- Og nu.
+
+Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at
+drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken,
+der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af
+Sorg og Kulde.
+
+    Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer,
+    Du kender mine Dages Tal,
+    At Livets Aften, naar den kommer,
+    Mig uberedt ej finde skal;
+    Og naar du kalder mig herfra,
+    Forbarm dig, o forbarm dig da.
+
+Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og
+højtidelig klang det ikke nu.
+
+Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham
+gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham,
+knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.
+
+Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de
+andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden.
+Han og han alene.
+
+Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af
+Øjnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der
+var ned. Men det hjalp ikke.
+
+At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han
+dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med
+sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men
+han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke.
+
+Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som
+troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham,
+han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.
+
+Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han
+nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i
+Stolen, som han plejede, naar han var vred.
+
+Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det
+er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham.
+
+Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og
+lyttede til og nikkede og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og
+ingen af os andre.
+
+Han vred sig op imod Væggen.
+
+Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok.
+Hvorfor skulde han pines saadan.
+
+Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn.
+
+Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som
+endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen.
+
+Og det var Thomas, der havde dræbt dem. Thomas, Thomas.
+
+Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter saa han de sænkede
+Ansigter lude frem over Salmebøgerne. Alle nikkede de og mumlede de:
+Thomas, Thomas.
+
+Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at falde. Sludder og Vrøvl,
+han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad
+Præsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke høre en Lyd.
+
+Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten
+oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde
+han læse hans lønligste Tanker.
+
+Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han
+spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de
+havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at
+vende om, mens det endnu var Tid.
+
+Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere,
+standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet
+mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der
+bagved.
+
+Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da
+havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet
+med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjælpen
+var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare
+vedbleven at gaa.
+
+Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da
+havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange
+for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa
+videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det
+eneste rigtige.
+
+Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var
+gammel. -- Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og
+ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske
+ogsaa Elias.
+
+Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da
+havde de alle været i Live. Men nu.
+
+Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af
+Kirken og hen imod ham.
+
+Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i
+Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham.
+De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham,
+ham.
+
+Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han
+var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han
+Næven og rystede den truende mod Kirken.
+
+Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han
+stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt
+gjort.
+
+Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne
+sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.
+
+Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med
+knyttet Næve mod Væggen.
+
+Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og
+forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far,
+stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.
+
+Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der
+havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.
+
+Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han
+var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og
+det var det eneste.
+
+Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En
+efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var
+de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.
+
+Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten.
+
+Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod
+Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.
+
+Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen,
+og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod
+ham.
+
+Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke
+rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de
+skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de
+Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.
+
+Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham.
+Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til
+Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han
+kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.
+
+"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop
+dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det
+sidste."
+
+Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa
+at sige dig, der hørte deres sidste Suk."
+
+Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og
+mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han
+ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken,
+drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i
+dette Øjeblik.
+
+Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede
+Hovedet frem imod ham.
+
+"Hvad siger du?" spurgte han.
+
+Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at
+vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte.
+
+Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig,
+som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.
+
+"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt.
+"Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i
+Stolen.
+
+"Og det paa saadan en Dag. -- Svin."
+
+Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt
+sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens
+Blik.
+
+Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.
+
+"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg.
+Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I
+begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da
+selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder,
+Morder, Morder."
+
+Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede
+Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud
+mod Skikkelsen foran sig.
+
+Men Thomas veg til Side for ham.
+
+"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du
+mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke.
+Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."
+
+Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede,
+hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene
+frem.
+
+"Gaa, gaa," skreg han.
+
+Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.
+
+"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.
+
+Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.
+
+Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede
+sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og
+truede den i afmægtig Rasen.
+
+"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."
+
+Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen.
+
+Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de
+knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring
+ham. Og han hylede som en rasende:
+
+"Svin I er. Svin I er."
+
+Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.
+
+Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar
+ham ind mellem Husene.
+
+Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa
+det kunde høres over hele Bygden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+NIELS
+
+
+
+
+Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede
+fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte,
+saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.
+
+Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem
+Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der
+bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op
+og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.
+
+Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige
+som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af
+Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og
+højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der
+slugte dem, efterhaanden som de kom.
+
+Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk;
+den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde
+sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.
+
+Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte
+Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et.
+Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede
+ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede
+og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder.
+
+Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre
+med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de
+holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en
+ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken
+fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa
+den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden
+Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft
+gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.
+
+Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis
+Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt
+ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op
+og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og
+forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede
+sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød
+der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og
+forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over
+Flokken som en Taage.
+
+Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store,
+sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.
+
+Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart
+Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval
+følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se,
+at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen.
+
+Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen
+deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig.
+Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var
+jo den, der havde Ansvaret for det hele.
+
+Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom
+nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se
+Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.
+
+Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede
+fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev
+større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en
+Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere.
+
+Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de
+er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa
+Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere
+sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa
+klam og trist.
+
+Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede
+roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav
+forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op
+og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt.
+
+Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid,
+mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at
+gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde
+sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men
+det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken
+bagved endnu mere urolig.
+
+Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om
+den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den
+vidste ikke sine levende Raad.
+
+Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den,
+at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse
+hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik
+fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade
+kunde være bekendt.
+
+Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa
+andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod,
+som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs
+og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev
+roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand.
+
+Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere
+Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo
+roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare
+gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage.
+
+Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den
+gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem
+Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen
+atter væk.
+
+Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op
+igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik
+tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var
+den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var
+dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.
+
+Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt
+sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den.
+
+Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide
+forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde
+hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.
+
+Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at
+bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var
+Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et
+Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.
+
+"Grind!" raabte han.
+
+Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede
+Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at
+Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en
+Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De
+gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa
+Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for
+at se den.
+
+Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for
+Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i
+Taagen.
+
+Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De
+pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de
+spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte
+sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den
+skulde vende sig.
+
+Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere.
+Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i
+Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem
+og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og
+voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.
+
+Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas
+Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og
+inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet,
+og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.
+
+Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af
+sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad
+Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa
+begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt
+drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.
+
+Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig
+forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde
+lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved.
+Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. -- -- --
+--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj,
+kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme
+ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende
+Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle
+Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt
+faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt
+Lemmerne op under sig og stirrede ned.
+
+Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa
+ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom
+Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem
+og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede
+400 Fod længere nede.
+
+Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer
+spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede
+sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den
+store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den
+var sikker nok.
+
+Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig
+over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo
+meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter,
+der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge
+her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.
+
+I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer,
+og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke
+var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev
+uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig
+over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give
+sig.
+
+Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid
+blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav
+efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse
+Drifter.
+
+Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv,
+Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og
+kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede
+det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede
+pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes
+endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset.
+
+Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var
+flygtet.
+
+I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme
+var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig
+Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.
+
+Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp.
+Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans
+Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i
+næste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da følte han, at det ikke
+nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu;
+men det skulde ogsaa blive den sidste.
+
+I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod
+traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og
+væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven
+frem og jog den i Dyrets Hals.
+
+Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem
+Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var
+dødt.
+
+Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt,
+dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet
+og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var
+sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs.
+
+Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans
+Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.
+
+Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og
+havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet
+igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det
+dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt
+sammen.
+
+Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en
+Fart og faa det skjult.
+
+Hans Hjærne var atter klar som før, og hans Energi vaagen. Han rev
+Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets
+Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken
+og begyndte Opstigningen.
+
+Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjældvæg med
+Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa
+Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret,
+saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved
+og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med
+Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels.
+
+Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen
+deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som
+et susende Hjul.
+
+Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet
+paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet
+under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste
+lodrette Stykke op.
+
+Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i
+Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et
+Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten
+og langsomt fulgte efter.
+
+"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han
+havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte,
+spinkle Ben.
+
+"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."
+
+Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende
+slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset
+foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt
+i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.
+
+"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.
+
+Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at
+blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen
+at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord
+gav ham Evne til atter at tænke.
+
+"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."
+
+Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.
+
+Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og
+stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.
+
+Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen
+ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han
+var Tyv.
+
+Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen
+vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen
+der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt,
+hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et
+Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst.
+
+Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet
+foran sig med et fortænkt, forpint Blik.
+
+"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din
+Tyveknægt."
+
+Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig
+ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte
+Ansigt.
+
+Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der
+stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne
+Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet,
+og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var
+dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans
+Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit
+Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet
+under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden
+og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han
+ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.
+
+Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var
+syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de
+andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere
+end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han
+kunde ikke dræbe ham.
+
+Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.
+
+"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i
+Vejret. "Sagen er klar nok."
+
+Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri
+mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa
+sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde
+dog gaa galt.
+
+Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.
+
+I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han
+holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over
+Fjældet.
+
+"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb
+hurtigt ned mod Bygden.
+
+Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu
+kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden
+dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde
+ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han
+indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen.
+
+Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod
+og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i
+Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han
+tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes.
+Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.
+
+Saa, nu var det for sent.
+
+Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham
+umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet
+Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans
+gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa
+det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem
+Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og
+Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag
+vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- --
+-- --
+
+Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart.
+Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede
+om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af
+Filipenser og Varme.
+
+Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham.
+
+"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med
+hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb.
+
+"Der er Grind i Fjorden, Niels."
+
+Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned
+over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.
+
+I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn,
+som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans
+Læber blødte.
+
+At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog
+havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu
+foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden,
+mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og
+nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle,
+prægtige Far, at han var Tyv.
+
+"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i
+Skulderen og saa helt befippet ud.
+
+Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han
+Øjnene.
+
+"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.
+
+Niels bed Tænderne sammen og nikkede.
+
+"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var
+tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.
+
+Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje
+ham.
+
+"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og
+betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels
+kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.
+
+Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og
+Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige
+Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.
+
+Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som
+Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.
+
+"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor
+Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte
+Prikker.
+
+"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa
+Fjorden med sine lyse, spillende Øjne.
+
+"Nej, se nu, se nu!"
+
+Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og
+stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op.
+
+"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det,
+at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham.
+
+Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde
+ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen.
+
+"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."
+
+"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet.
+
+Niels nikkede tungt.
+
+"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det
+er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."
+
+"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som
+før.
+
+"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du
+stjaalet?"
+
+"Faar," sagde Niels kort og plumpt.
+
+Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund,
+der havde aabnet sig for hans Fødder.
+
+"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i
+Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"
+
+Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at
+drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn.
+
+Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange,
+det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans
+Ansigt klarede op.
+
+"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod
+Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke
+set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."
+
+Niels fulgte viljeløs med.
+
+"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød
+som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast
+Grund under Fødderne.
+
+Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men
+stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt
+medlidende, halvt bange Mine fra før.
+
+De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels
+at sagtne Farten.
+
+"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede.
+Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at græde med
+pludselige snappende Hulk som et Barn.
+
+"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig
+nu sammen, du maa se at komme over det."
+
+"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er
+frygteligt for min stakkels, gamle Far."
+
+"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar
+her og flæber, saadan et stort, voksent Mandfolk."
+
+Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens
+Fortrop.
+
+"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede med Huen. Men ikke
+et Menneske viste sig, ikke en Lyd hørtes fra Husene.
+
+"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den
+rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede."
+
+Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden.
+
+Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg
+en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for
+frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietøj og
+lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene,
+der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt
+lastede med Mænd og flød ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom
+Baadene drivende indover med Hvalerne.
+
+Det var et stolt Syn. Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en
+Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde
+vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over
+Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller
+fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men
+de, der efterhaanden var stødte til fra Bygderne op langs Fjorden,
+var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for
+og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa
+den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der
+først havde opdaget Grinden.
+
+"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i Baadene og svingede med
+Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land.
+Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr.
+
+Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels
+ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og
+i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa
+nysgerrige Rotteøjne.
+
+Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se,
+at de vidste alt.
+
+"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte
+Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."
+
+"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod
+støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig
+ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være
+flere hernede."
+
+Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa
+Niels.
+
+"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbærende ud med
+Haanden, "det gør ikke saa nøje med et Faar i Slagtetiden."
+
+Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. Niels oversaa i et
+Nu de haanligt smilende Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme
+Fjæs. Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene satte fra.
+
+Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede som en Flok Faar i en
+Fold. De bagerste pressede paa de forreste, og de forreste pressede
+tilbage paa Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og ned,
+sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende Sider gned knitrende
+imod hinanden.
+
+Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og ventede, medens Mændene
+rettede Spydbladene og sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de
+ikke haft Tid til, før de kom af Sted.
+
+Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i
+Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land
+stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var
+Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen.
+De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag
+Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet. Og deres
+Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til
+højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor
+maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man
+ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at
+de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget.
+
+Endelig begyndte Drabet.
+
+Alle Baadene roede frem. Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler,
+og Mændene hylede og skreg, saa Fjældene skjalv.
+
+Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af Flokken, der for imod
+dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en
+mægtig Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe.
+Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten. Men da Vandet
+faldt, laa hele Bredden dækket af strandede Hvaler.
+
+Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler, og et Myrderi. Der blev
+myrdet oppe paa Land, og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten
+var rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og piskede i deres
+Dødskamp det blodfyldte Vand til Skum.
+
+Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i
+Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle
+Sider ned mellem Hvalerne.
+
+Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig
+oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller
+anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke.
+Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Søvn.
+Saa skete der noget, der fik ham vækket.
+
+Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden,
+havde faaet hugget en Söknarkrog[9] fast i Hovedet paa en stor Hval.
+Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til
+Mændene i Land.
+
+ [9] Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges
+ ved Grindefangst.
+
+I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte Mund.
+
+"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."
+
+Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at han lige netop forstod,
+der blev talt til ham.
+
+"Hvad siger du?" spurgte han.
+
+Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden, der nu havde kastet
+Linen i Land og atter havde vendt sig, opfattede det som en Protest.
+
+"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet. I det samme sprang han
+ud over Rælingen.
+
+Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det sved ham, som da han
+hørte det første Gang. Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med
+Spydet hævet stod han og stirrede ned i Vandet, hvor Hvalen og Manden
+kæmpede. Mændene inde i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens
+Karlen stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede i Dyrets Nakke
+med sin Kniv.
+
+Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som en Fjeder, uvilkaarlig
+havde Spydet rettet Spidsen mod Manden dernede. Saa spændt var
+Musklerne i hans Arm, at de smertede.
+
+Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som
+gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han
+maatte kaste. Men i det samme, han lukkede Øjnene for ikke at se det,
+der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt
+den fast.
+
+Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i Baaden havde alle travlt
+med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa
+Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var
+veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd
+med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet,
+sprang ud af Baaden og vadede i Land.
+
+"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe. Han standsede og saa
+den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik
+han videre op over Fjældet, hjemad.
+
+De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som
+i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal.
+Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden
+standsede han. En Stund stod han og stirrede paa Gaarden dernede, saa
+begyndte han Nedstigningen. Aldrig havde han tænkt sig, at nogen Gang
+kunde være saa tung at gaa.
+
+Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen traadte ind, vaad og
+rystende af Kulde.
+
+"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde Fa'ren og saa op.
+
+"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste paa sine vaade Klæder.
+
+"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng."
+
+"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om først."
+
+Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. Fa'ren sad og saa paa ham,
+syntes knap, han kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og
+Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne.
+
+Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, mens han sad og stirrede
+paa Sønnen.
+
+"Hvorfor gik du?" spurgte han.
+
+"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske."
+
+"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage.
+
+Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa
+Fa'ren.
+
+"Fortæl."
+
+"Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg
+stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et
+stygt Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet
+vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke,
+jeg kunde holde det, lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der
+vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb min Arm og holdt den
+tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd
+med at gøre. -- Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem."
+
+Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, som sank han sammen i
+Stolen.
+
+"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.
+
+"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i
+Graad.
+
+Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var
+askegraat og ligesom dødt, der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa
+Sønnen.
+
+"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa
+Jorden og krøb hen til Stolen.
+
+"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r."
+
+Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og
+stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med
+Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens
+Haar.
+
+"Stakkels Niels."
+
+"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"
+
+"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du
+stjaalet?"
+
+"Faar, Faar. -- Og Bonden saa det. -- Og har sagt det i Bygden. --
+Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan
+pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen."
+
+Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i
+hans Skød. Og Fa'ren sad og strøg ham med rystende Haand gennem
+Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; og nu var hans
+Stemme rolig.
+
+"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa dig saadan. -- Hører du,
+Niels. Hører du. Jeg har ogsaa stjaalet."
+
+"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men Fa'ren saa ham fast i
+Øjnene og nikkede.
+
+"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men jeg slap godt fra det. Kan
+hænde, du har arvet det. Kan det ikke trøste dig."
+
+Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede Øjne. Men han vidste,
+Fa'ren aldrig løj.
+
+"Var det -- var det ogsaa Faar?"
+
+"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."
+
+Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre Bonde fra Sund gaaende
+ned til Stranden, hvor Folk havde travlt med at flænse de fangede
+Hvaler.
+
+Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, som Gud og Hvermand
+vidste, Dagen før var grebet i Faaretyveri oppe i Fjældet over
+Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Søn.
+
+"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det
+saa næsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri.
+
+"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hænderne i
+Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din
+Søn."
+
+Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik ingen at vide. Men Hans
+Joensen opgav sit Klagemaal over Sønnen og gned sig i Hænderne.
+
+Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Søn til Damperen. Han
+skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv.
+-- --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde
+bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden
+Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker. Men hver Gang
+Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet
+for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra
+Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig
+som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i
+Fjældet og læse Sønnens Brev.
+
+Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme
+lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at
+spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt
+derovre i det nye Land.
+
+En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte
+Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen.
+
+Det var et langt Brev, og det lød saaledes:
+
+    Kære Far.
+
+Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været
+for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig
+Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.
+
+Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa
+dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt
+Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er
+vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har
+kroget i sit Liv.
+
+Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og løjet for
+dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg
+havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt.
+
+Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg
+havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen
+foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad
+der var sket, syntes mig en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde
+Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en
+anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde
+rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig.
+
+Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden
+mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere
+Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede
+mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort.
+
+Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde
+ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde
+mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild
+Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som
+jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden,
+hvor det hørte hjemme. Jeg havde jo været syg den Gang, hvad kom det
+mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let
+over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i
+vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et
+sundt og godt Menneske ikke var mere værd, end at den skulde trampes
+sønder af dumme og tankeløse Mennesker.
+
+Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og
+jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt
+efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de andre, mærkede ikke
+deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik
+Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed
+hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, og jeg følte, at nu var det
+slut altsammen.
+
+Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig mest, det var Fortiden,
+som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt
+nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand og kastede sig over
+mig og sønderflængede min Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var
+det som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og jeg følte atter,
+som første Gang jeg hørte Ordet, at jeg var Tyv.
+
+Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og det bedrøver mig for din
+Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg
+atter hørte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se
+tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Nætter tumlede jeg
+med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke sig. Det, der
+før havde staaet for mig som en ond Drøm, steg frem, groede op for
+mig som en grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved,
+ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt mig bort fra det virkelige
+Liv, og nu var Drømmen slut.
+
+Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte, hvorledes Fortvivlelsen
+tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven
+Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa
+de øvrige.
+
+Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som
+en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at
+dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg
+skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg
+stræbte efter.
+
+Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre
+Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de
+saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det,
+thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op.
+
+Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige
+Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og
+aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker
+trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg
+ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn. Og jeg
+skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret
+og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet
+mere at leve for og intet at stræbe efter.
+
+Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere,
+mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg
+vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som
+før.
+
+Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg
+naaede op, blev jeg stødt tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde
+jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten
+med mig selv. Den prægede mig, gjorde mig sær. Det var Kainsmærket,
+der brændte sig fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre
+trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed.
+Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at
+jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min
+Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den
+aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg,
+min Aand svækkedes.
+
+Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte dø, inden
+det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde.
+
+Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld,
+jeg fik kæmpe saalænge, at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald
+af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi
+jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er
+din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa højt, som mit Liv
+kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid
+eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa mit Liv.
+
+Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig,
+at jeg nu søger Døden. Naar du har læst dette Brev, vil du kunne
+forstaa, at jeg ikke kan leve.
+
+Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min
+Samvittighed. Jeg har kun den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.
+
+                                                Din Søn Niels.
+
+Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og Hans Joensen hos Købmanden
+inde i Byen.
+
+Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. Nogle hang hen over den
+lange Disk, andre sad paa Bænken udenfor Butikken. Der blev snakket,
+røget og drukket Øl.
+
+Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket
+en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at
+gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han
+ikke den samme som før Historien med Sønnen, der var en sær
+Højtidelighed over alt, hvad han gjorde.
+
+Han sad med Fødderne trukket op under Stolen og den svære Krop
+ludende forover. Albuerne støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i
+Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med
+aarvaagne Øjne, som vilde han indprente sig selv de mindste
+Enkeltheder.
+
+Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der
+blev drukket, jo højere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og
+snakkede højest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag.
+Hvorledes det gik til, var der ingen, der rigtig vidste. Men
+pludselig standsede al Snakken i Butikken, og der blev dødsstille.
+Hans Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra Sund for Tyv.
+
+Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. Ikke en Muskel fortrak
+sig i hans haarde Ansigt. Han sad og stirrede lige ud i Luften, som
+om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og
+fyldte op foran ham.
+
+Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden.
+
+"Tyv."
+
+Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen.
+Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og
+saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.
+
+Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det
+tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der
+stod bagved, over Tæerne.
+
+"Av for Satan."
+
+"Han fægter nok med Hælene."
+
+"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved.
+
+Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet.
+
+"Tyv," raabte han for tredie Gang.
+
+Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med
+samme rolige Blik som før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en
+vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere og stærkere. De
+begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til,
+og han vilde være til Latter, drukne i Grin.
+
+Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen.
+
+"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham selv, siger jeg, om det ikke
+er sandt. Har jeg ikke hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv
+for Tyv."
+
+Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild.
+
+Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa Stolen væltede bagover. Saa
+ret som et Lys stod han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit
+Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke en eneste, der ikke
+følte sig som en Dreng under det Blik. Saa saa han ned paa
+Mandslingen. Hans Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men
+Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.
+
+"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans Joensen," sagde
+Kæmpen, "saa maa du ikke tro, det er fordi du kalder mig for Tyv, for
+det er det ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn, og saa fordi
+du trænger til det. Det kunde jo være, det kunde gøre dig lidt mere
+spag.
+
+Men først skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gør for at
+redde sin Søn, er mere værd end at blive traadt paa af saadan et
+lille Fjols som dig.
+
+Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen høre, det
+er, at min Søn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive
+et godt Menneske.
+
+Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til
+Tider banket Børn, naar de trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan
+endnu."
+
+Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa Disken og sprællede og
+hylede, medens Bonden fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt
+bearbejdede hans blottede Bag med et Sæberis.
+
+Siden den Dag saa man meget lidt til Hans Joensen. Men Bonden fra
+Sund gik omkring, som om intet var sket.
+
+Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden som sædvanlig for at hente
+sin Post. Men denne Gang var der kun Avisen.
+
+Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det
+udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet,
+smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han
+Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad.
+
+Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved
+Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet
+ned.
+
+I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, der meldte, at Sønnen
+var faldet overbord fra en Lystdamper og druknet.
+
+
+
+
+INDHOLD
+
+
+                     Side
+
+ LIPPEN                 6
+
+ BRYLLUP               33
+
+ MAGTESLØS             81
+
+ NIELS                115
+
+
+
+
+KNUD HJORTØ
+
+
+SYNER
+
+Kr. 3.00
+
+"Det kan ikke nægtes, at man af store Partier af Bogen føler sig
+stærkt fængslet." (Nationaltidende)
+
+
+HJEMME FRA EGNEN
+
+Kr. 3.00
+
+"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der er skrevet med den Lidenskab, der
+betinger al god Kunst." (Politiken)
+
+
+STØV OG STJERNER
+
+Kr. 3.00
+
+"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en
+forvirret og fortryllende Bog -- 'Støv og Stjerner'." (Samfundet)
+
+"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan
+Bog." (Nationaltidende)
+
+
+KRAFT
+
+Kr. 3.75
+
+"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende af Styrke og Tro paa de
+Værdier, som Fremtiden skal leve paa og som fører ud af Dekadencen."
+(Nordjylland)
+
+
+FOLK
+
+Kr. 4.50
+
+"De Læsere, som interesserer sig for Udviklingen baade i stort og
+smaat, godt og ondt, skal læse denne Bog." (Dannebrog)
+
+
+TO VERDENER
+
+Kr. 3.50
+
+"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de
+interessantaste. Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och
+energiska stil göra honom till en sympatisk och fängslande
+berättare." (Dagens Nyheter)
+
+
+                    DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ ***
+
+***** This file should be named 34786-8.txt or 34786-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/4/7/8/34786/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.