initial commit of ebook 34786HEADmain

9 files changed, 9715 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/34786-8.txt b/34786-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..72ada2a
--- /dev/null
+++ b/34786-8.txt
@@ -0,0 +1,4232 @@
+The Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Fra Færø
+       Fire Fortællinger
+
+Author: Carl Sørensen
+
+Release Date: December 30, 2010 [EBook #34786]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret.
+
+
+
+
+ CARL SØRENSEN
+
+ FRA FÆRØ
+
+
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+
+
+
+ Oplag: 1000 Ekspl.
+
+ Omslaget tegnet af E. KRAUSE
+
+
+
+
+ CARL SØRENSEN
+
+
+ FRA FÆRØ
+
+
+ FIRE FORTÆLLINGER
+
+
+ KØBENHAVN
+
+ DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+ J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
+
+ 1906
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+LIPPEN
+
+
+
+
+Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en
+gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den
+som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt
+smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke.
+
+Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under
+den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet
+sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og
+begyndte at krybe op over den næste Bølge.
+
+Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt
+slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med
+Vandvæggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede
+usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se
+langt ud over Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, lade
+Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hævede sig op af Havet
+som en sort, takket Mur.
+
+De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg
+Skikkelse, indtørret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans
+Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to
+strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og
+graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen
+over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde
+fortæret al Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i Øjnene, at
+der endnu laa et Par Gløder og ulmede i Askedyngen.
+
+Elias var en af Bygdens mere fremragende Mænd. Som ung havde han
+været rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og
+Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han været en af Bygdens
+Foregangsmænd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var
+bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa
+Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden sagde, at der var
+Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af
+dem.
+
+Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rørig som en ung Mand,
+naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig
+kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en
+Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han
+Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at
+komme nær i lange Tider efter.
+
+Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa
+Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stævn op imod
+Dønningen og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land holde den
+paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod.
+
+Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tæt
+og stærkt bygget. Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg
+strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa
+et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende
+Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men
+svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det.
+Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte Fisker
+holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst.
+
+Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung
+Knøs paa knap en Snes Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude
+paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jævne Tag.
+Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer,
+medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde
+for længst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spændt
+bagud som en Flitsbue. Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød
+og hans Kinder dunede og røde.
+
+En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden højt til Vejrs. I et Nu
+lod Elias sit Blik løbe Horisonten rundt for at se efter de andre
+Baade, der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De fleste havde
+allerede taget Snørerne ind, faaet det lille Raasejl hejst og stod nu
+hjemad. Saa stirrede han længselsfuldt mod Land; han var forlængst
+ked af det hele.
+
+Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede langt.
+
+"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu
+er det jo ogsaa snart mørkt."
+
+Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at
+forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden
+af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.
+
+Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen
+Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt
+antagelig.
+
+Han tog atter fat paa Snøren.
+
+"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'."
+
+Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik
+fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op. Men da der ingen
+Helleflynder kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde saa bestemt
+ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig stor Helleflynder, og han
+havde været overtydet om, at han vilde faa den. Det vilde jo være
+saadan en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at han holdt
+af hende.
+
+Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk
+og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men
+naturligvis, kom der en Helleflynder, saa -- Men der kom ingen.
+
+Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. Fisken blev hængende, og
+han halede ind, saa Vandet fra Snøren stænkede omkring ham.
+
+De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede
+ind paa.
+
+"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som
+en eneste lillebitte Flynder kan vi faa."
+
+"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod
+Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. -- Men i Dag faar vi ingen.
+Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pæn Fangst
+har vi da. Vi har allenfals ikke nødig at skamme os, naar vi kommer
+hjem."
+
+"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," sagde Thomas. Han
+begyndte at blive ondskabsfuld over den andens Hjemve.
+
+"Hvad siger du, Johannes?"
+
+Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde endnu travlt med at hale ind
+paa sin Torsk.
+
+"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. Der er Dage,
+hvor man ikke har Held med sig. Det ved baade du og jeg, bitte
+Thomas, og saa kan det ikke nytte at ligge og vente. -- Vi faar ingen
+Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. Jeg er en gammel Fisker, skal jeg
+sige dig."
+
+Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik ogsaa han Bid og maatte
+til at hale ind.
+
+Elias gabede.
+
+"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, ja, ja. Dem er der nok
+af."
+
+Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden.
+
+Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt.
+Hans Ansigt undergik en sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren
+med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snøren var
+spændt som en Buestreng, og skønt han halede af al Magt og med begge
+Hænder, kneb det for ham at vinde ind paa den.
+
+De to andre blev opmærksomme. Elias lod Aarerne hvile og bøjede sig
+spændt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i
+Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade
+Snøre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig.
+
+"Er den der?" spurgte Elias.
+
+"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der stod bøjet over Linen.
+
+"Den er stor, hvad?"
+
+Men Elias fik intet Svar. I det samme tog Baaden en Overhaling. Med
+et tungt Kladsk slog den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over
+Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude i Forstavnen og stirret
+paa Thomas' Snøre med opspilet Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften.
+
+"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."
+
+Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med Lethed ind over Rælingen.
+
+"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre
+Aarerne.
+
+"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?"
+
+Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen.
+
+"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i
+Nærheden."
+
+Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren
+plumpe overbord og gaa til Bunds. Men Elias, der følte en Smule
+Samvittighedsnag, det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet
+Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte at retfærdiggøre
+sig.
+
+"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de Bæster."
+
+"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas. Han havde travlt med at
+faa Torsken halet op, saa han atter kunde faa Snøren til Bunds efter
+Helleflynderen.
+
+"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan sidder og slider i
+det," klagede han, "at det hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan
+passe Aarerne."
+
+Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok spillet Martyr, nu var han
+træt af den Rolle. Og han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas.
+
+"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. Og det er, at det
+eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den
+slap fra. -- Akkurat sku."
+
+Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne,
+føjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv:
+
+"Hvis det da har været en Flynder."
+
+Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen med den lange Jernbue, fra
+hvis Ender Snørerne med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede sig
+frem og tog fat i den ene Snøre, der var spændt som en Streng,
+halede han en Torsk paa henved en halv Snes Pund ind i Baaden.
+
+"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede Elias forsonende.
+Det var jo, naar alt kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord
+i Striden.
+
+Men Thomas havde travlt med sine Snører; han havde ogsaa faaet den
+anden Snøre ind og saa nu, at Silden paa den store Krog var urørt.
+Saa vendte og drejede han den fangede Torsk.
+
+"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod Elias. "Her har den
+haft fat i Torsken, Bæstet."
+
+Elias undersøgte Biddet.
+
+"Det har været en stor Tamp, den."
+
+Johannes havde rejst sig forude og saa over Elias' Hoved hen paa
+Biddet. Snøren holdt han i Haanden og bevægede den mekanisk op og
+ned. -- Pludselig strammedes den, og han kunde ikke røre den. Havde
+den mon faaet fat i en Sten paa Bunden.
+
+Han halede til med begge Hænder og fik halet et Par Tommer ind. Saa
+halede han atter af al Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. -- Hvad
+Fanden var det?
+
+Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden,
+plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud.
+
+"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig. Hal langsomt,
+ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker."
+
+Formaningen var for saa vidt overflødig, som han allerede selv havde
+Tag i Snøren og halede ind paa den.
+
+"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. Men denne Gang passede
+han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne.
+
+"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas,
+der selv stod og halede ind paa Snøren.
+
+Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke,
+hvad han skulde gøre med sine Hænder. Han syntes, det var overflødigt
+at formane andre, naar man samtidig tog Snøren ud af Hænderne paa dem
+og bemægtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden,
+surmulende Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den Retning.
+
+Thomas tog endnu et Par Tag.
+
+"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren hen mod Johannes. "Men
+vær forsigtig med den, Knægt."
+
+Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav Snøren fra sig, med saa
+øjensynlig Uvilje, at Johannes næsten generede sig for at tage den.
+Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans første
+Fisk.
+
+Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa
+til, foroverbøjet og øjensynlig parat til at gribe ind ved første
+Lejlighed. Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og øvet
+Baaden op mod Søen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger
+halvhøjt i Skæget.
+
+"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad
+han og holdt skarpt Udkig efter Søerne, der kom rullende mod Stævnen.
+
+"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men
+det bliver Løgn, gamle, det bliver Løg------n."
+
+Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert Aaretag Baaden op paa
+en høj Sø. Saa hvilede han, medens Søen gled bort under Baaden, og
+trak saa til op over den næste. -- Spændende var det sku med saadan
+en Fisk. Elias havde ligefrem Mavekneb af Spænding, skønt han var en
+gammel Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men denne lod jo
+ogsaa til at være en svært stor en.
+
+Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man
+kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen.
+
+Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et
+Klippestykke.
+
+"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig
+forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den.
+"Vær endelig forsigtig."
+
+Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred sig mer og mer
+fremefter, medens han gjorde rene Kunstværker med sine Aarer.
+
+"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det var lige saa meget Søen
+som Fiskerne forude, han formanede. Han havde en underlig Uro over
+sig, særlig i Benene, og følte det krible gennem hele Kroppen.
+Spændende var det sku med saadan en Fisk.
+
+"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud
+og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til.
+
+Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale
+til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen
+ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod
+Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde
+ikke give sig men blev til Slut nødt til det.
+
+Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der greb den uden at mæle et
+Ord, medens Johannes satte sig paa Toften og pustede ud.
+
+Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var en mægtig stor
+Helleflynder, der slog om sig, saa det knagede i Baaden, og Vandet
+skvulpede ind over Rælingen.
+
+Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han
+stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer.
+
+Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige Fisk. Men Elias smed
+Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften.
+
+Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først langsomt, saa
+hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten,
+medens Linen hven over Rælingen.
+
+"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne. "Det var en svær
+Tamp, den."
+
+"Det var det," stønnede Thomas. Han kunde daarlig faa Vejret, og hans
+Arme sad ligesom løse. "Men den var for levende til at faa ind i
+Baaden."
+
+Thomas havde nu helt sluppet Linen, der løb ud med rivende Fart. Nu
+opdagede Johannes pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind
+i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med Benene.
+
+"Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den anden betænkte sig, tog
+han fat i Støvlen og trak den af; i samme Øjeblik røg den ud over
+Rælingen og forsvandt med et Plump under Vandet.
+
+"Er du gal, Knægt," skændte Thomas. "Er det en Maade, maa jeg spørge,
+hvorfor Satan ser du dig ikke for? Du havde faaet Benet brækket som
+en Pibespids."
+
+"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret fra Elias.
+
+"Hvad der er i Vejen? Han havde knækket Benet som en Svedske," og
+Thomas skændte videre.
+
+Saa dukkede Støvlen op agterude.
+
+Der gled et glad Smil over Knøsens Ansigt.
+
+"Der er den," raabte han og pegede med Fingeren.
+
+"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter Støvlen, der flød i
+Vandskorpen med Bunden opad.
+
+Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen, der nu var løbet ud.
+
+"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede han.
+
+"Jeg vil ha' min Støvle først," protesterede Johannes.
+
+Elias var tvivlraadig.
+
+"Ja, Støvlen," sa' han.
+
+"Skidt med Støvlen, den kan du altid faa. Du vil vel ogsaa ha'
+Fisken, vil jeg tro. Det er jo din Fisk."
+
+"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede Knøsen. "Jeg vil ha'
+min Støvle først."
+
+"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede Thomas.
+
+Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Støvlen.
+
+"Gu' skal han ha' sin Støvle."
+
+Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen ind i Baaden. Saa roede
+han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at
+have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.
+
+Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev
+hurtig træt -- han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken --
+og lod Johannes faa Snøren.
+
+Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det.
+
+"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."
+
+Han halede ind paa Linen som en rolig og kyndig Fisker uden at
+forhaste sig, naar Fisken var let, og uden at overanstrenge sig, naar
+den gjorde Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at vise sin
+Overlegenhed som ældre overfor de to andre. Og da de mente, de kunde
+igen, overlod han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. Han
+fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den Fisk ind.
+
+Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde de atter faaet Fisken
+op til Overfladen. Den havde ikke gjort saa megen Modstand denne Gang
+og var kendelig svagere, da den kom op.
+
+"Ræk mig Kleppen[1]," raabte Thomas til Elias, der nu igen sad ved
+Aarerne.
+
+ [1] Kleppen, en stor Jernkrog, indfældet i et kort, kølleformet
+ Stykke Træ; bruges til at hale store Fisk ind i Baaden.
+
+"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen bleven af?"
+
+Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias stod omtrent paa Hovedet,
+medens han rodede i Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.
+
+"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde Kleppen."
+
+Men Johannes var ikke hurtig nok.
+
+"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas godt paa den."
+
+Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under Torskedyngen. Men idet
+han kom forud med den, tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.
+
+"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!"
+
+Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn omkring en Aaretoft.
+
+"Men nu er du der, forstaar du."
+
+Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og holdt den. Saa begyndte
+han varsomt at hale ind igen.
+
+"Et Guds Under er det, at den hænger der endnu," sagde Elias og
+spyttede resigneret. Nej, det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov
+til at hale Fisken ind.
+
+For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den var nu saa udmattet, at
+den kun havde Kræfter til et Par Smaatjat med Halen.
+
+Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen og gav den derpaa til
+Johannes.
+
+"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa løftede han Kleppen i
+begge Hænder og huggede den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.
+
+"Nu er den der. Kom saa."
+
+Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden af Baaden og stak
+Enderne saa langt bag ud mod den anden Ræling som muligt for at holde
+Baaden i Balance.
+
+"Saa op med den. -- En, to, nu gaar den -- Ohøj."
+
+De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede under dem. Elias havde
+smidt sig ud over den anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet.
+
+Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa Kanten af Baaden og tyngede
+den ned, saa Vandet pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et
+tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i samme Øjeblik var
+begge Fiskerne over den med deres Knive.
+
+Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var den død.
+
+"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde rejst sig og stod og
+tørrede sit Ansigt med sit Skjorteærme.
+
+"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede Fisken som
+Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel."
+
+Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse
+og saa ud, som om han havde ondt.
+
+Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst.
+Og i sin Glæde over Helleflynderen klappede han Johannes paa Ryggen
+og forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok skulde blive en
+dygtig Fisker. Johannes tog imod Klappene, men saa ikke særlig
+overbevist ud.
+
+"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.
+
+Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for at overtyde de andre
+om, at han ikke fejlede noget særligt.
+
+"Ja, lad os saa se at komme hjem."
+
+Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring dem. Søen havde lagt
+sig lidt, og Havet var tungt og mørkt som smeltet Bly. Landet
+skimtedes kun svagt som en mørk Skygge der langt borte mod den graa
+Himmel. Ude over Havet var Himlen kulsort, og det var begyndt at
+blæse op ind mod Land.
+
+I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, og Baaden strøg nu
+hjemad.
+
+I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran ham sad Johannes, der
+nu var kommen sig lidt efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og
+foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt
+Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad
+det skulde være.
+
+Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. Hurtigt strøg det
+indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort,
+truende Skygge i det graa Halvmørke forude.
+
+Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket
+syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor
+Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og
+slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket.
+
+De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og
+alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke
+langs Kysten op til Bygden.
+
+Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd
+inde fra Fjældet. Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet
+smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved
+Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den
+sorte Stenvæg.
+
+Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte. Og
+saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og
+smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes
+paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket
+som et enligt Stjærnebillede.
+
+Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene.
+
+"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.
+
+"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."
+
+"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en lang Dag."
+
+"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r urolig nu."
+
+"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er
+du træt?"
+
+"Aah ja."
+
+"Ja, det kan være drøjt nok."
+
+"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knøsen. Nu er vi jo
+ogsaa snart hjemme. -- Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen[2]?"
+
+ [2] Kødet lige for Maven paa den hvide Side af Flynderen; tjener
+ ofte den friende Fisker som Buket.
+
+Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tænkt
+paa den Lippen. Om han fik den eller ej.
+
+"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.
+
+"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din,
+saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen
+til Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave
+om?"
+
+"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas klemte paa.
+
+"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"
+
+Johannes var svært glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke
+kunde se, at han rødmede. Det var saa flovt at rødme i den Alder.
+
+"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved.
+
+"Næ-hæ, det er det vist ikke, hm," glentede Elias.
+
+"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas prøvede sig frem.
+
+"Hi, hi," klukkede Elias.
+
+"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er
+det selvfølgelig."
+
+Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag.
+
+"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."
+
+Thomas gjorde en Kunstpavse.
+
+"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt
+umuligt."
+
+Thomas var kommen i Humør; han vilde være morsom for en Gangs Skyld.
+
+"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var,
+interesserede han sig endnu stadig for Kærestehistorier.
+
+"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa
+slog han pludselig om.
+
+"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"
+
+"Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias.
+
+Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne.
+
+De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke
+oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra
+Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig
+manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.
+
+Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned
+i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne.
+
+Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom
+søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge
+Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang
+op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.
+
+Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes
+Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige,
+lavmælte Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.
+
+De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa
+Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst
+kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle
+var nede at beundre den.
+
+Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det.
+
+Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder
+med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem
+over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten,
+fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover
+mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op
+paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den
+staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den.
+
+Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte
+Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet
+slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.
+
+Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom
+bredte Armene ud imod dem gennem Mørket.
+
+De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de
+lange Søstøvler.
+
+Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.
+
+"Hvor blev Gutten af?"
+
+"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde nødigt ud af
+Farten; det er saa svært at komme i Gang igen, naar man er rigtig
+træt og saa staar stille.
+
+"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."
+
+"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"
+
+"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen.
+
+Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser,
+han lige kunde skimte i Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men
+saa blev han alvorlig.
+
+"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet
+flaske sig, som det bedst kan."
+
+Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige
+Kone og sine otte smaa Børn.
+
+Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa
+hinanden. Det er svært at faa begyndt, naar man er forelsket, og det
+var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.
+
+Det var Sanne, der maatte begynde.
+
+"I blev længe ude i Aften."
+
+"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.
+
+"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg være det!"
+
+Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.
+
+"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"
+
+"Ja, hvad tror du?"
+
+"Jeg ved ikke."
+
+"Gæt engang."
+
+"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede
+havde set, hvad det var.
+
+"Nej, nej," triumferede Knøsen.
+
+"Hvad er det da?"
+
+"Det er noget til dig."
+
+"Til mig! Hvad kan det være?"
+
+"Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."
+
+"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke
+kunne li' dig, Johannes?"
+
+"Ja, jeg mener, om du holder af mig."
+
+"Holder du da af mig, Johannes?"
+
+"Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."
+
+Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det
+mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.
+
+"Værsaagod," sagde han.
+
+"Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. "Holder du virkelig saa
+meget af mig?"
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+BRYLLUP
+
+
+
+
+Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer
+end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale
+om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for
+alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.
+
+Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet
+Skinsakjøt[3] i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner,
+Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til
+Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til
+Resten.
+
+ [3] Skinsakjøt, letsaltet Bedekød, Højtidsspise.
+
+Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side
+Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren[4] gaaet over
+Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med
+Præsten.
+
+ [4] Stor Baad, der roes af 10 Mænd.
+
+Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig
+kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var
+blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.
+
+De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne,
+der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere
+snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede
+til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle
+Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom.
+Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig
+ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.
+
+Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange,
+store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred
+sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig
+ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger.
+
+Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt
+Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin
+Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt,
+højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og
+drive paa en Fjældtop.
+
+Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene,
+Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede
+over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud,
+undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede
+nu rundt og snuste misfornøjet til alt.
+
+Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et
+eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød.
+Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det
+snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det
+midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive,
+Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der
+havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed
+omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og
+kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede
+Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og
+Gammelvin.
+
+Endelig kom Præsten.
+
+Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig,
+harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de
+saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over
+Fjorden, hvor Præstebaadens hvide Sejl dansede op og ned.
+
+Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og Præsten gik i Land. Han
+trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen
+var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa
+gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og
+Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. --
+
+Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med
+skæve, rynkede Bukseben, korte, krøllede Jakker, trangbrystede
+Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mænd, der før
+saa saa kraftige og smukke ud i deres Knæbukser, strikkede Trøjer og
+brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg passede
+daarligt til de skæve Kravebryster og rundpullede Filthatte.
+
+Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne og statelige Kone, der
+gaar der i sine stivede Skørter og Gud ved hvad og ligner en
+Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer han afsted
+ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og højtidelig som
+en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa
+ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, det næste kalveknæet og
+undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben.
+
+Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, men udtraadte
+Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er
+grønlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og dasker ned ad
+Ryggen paa ham. Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste
+Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over.
+
+Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse
+plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt,
+men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget
+godt. Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem
+ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne
+hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af
+Kirken.
+
+Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation. Præsten var
+en flink Mand og en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, man
+ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. Men han havde aabenbart
+intet Kendskab til Brændevin, og det var taktløst af ham at stille
+sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.
+
+Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god
+Behold, medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden.
+Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret,
+der roligt og værdigt gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte
+Aandsnærværelsen, skønt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hælene,
+hver Gang de passerede et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket
+borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.
+
+
+
+
+SKAFFEREN
+
+
+Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv var ikke stort, og
+Værelserne var smaa. Men ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre
+Stuer gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede Stue
+optog hele Huset med Undtagelse af Køkkenet og en lille Forstue.
+
+Der var kommen Dug paa de lange Borde, og et Utal af Kvindfolk for
+frem og tilbage mellem Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler,
+Tallerkener og Glas og dækkede Bord.
+
+Der lød en ustandselig Syden og Kogen og Snakken ind fra Køkkenet, og
+Emen fra de mægtige Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som en
+Taage, der lagde sig varm og mild over Borde og Bænke og til sidst
+fyldte hele Stuen fra Gulv til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i
+Taagen sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et Hjørne af
+Bordet.
+
+Han sad og indsnuste den behagelige Em og nød Hvilen. I højre Haand
+holdt han en Trepægleflaske med Brændevin, og der stod flere oppe paa
+Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at
+tage fat og gaa rundt og skænke, saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang
+halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han
+fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og
+tilbage, undertiden tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen
+ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennemblødte af Sved og Em,
+og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa
+og brase ude i Køkkenet.
+
+Den gamle Mand sad og frydede sig over det store, lune Rum og den
+varme, søde Em, frydede sig over de lange Borde, de hvide Duge og
+Lysene, der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og lyste saa
+festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, der for frem og tilbage
+gennem Emen, ikke fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig
+med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi de havde saa travlt. Det
+var alligevel rart at være en gammel Mand og sidde og se de andre
+løbe frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de havde i Hænderne.
+
+Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte, at han blev varm om sit
+gamle Hjærte af Medlidenhed med Ungdommen. Herregud, Herregud, at de
+dog skulde tosse saadan rundt. At Folk dog ikke straks blev gamle og
+fornuftige og satte sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at
+lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa længe om at lære
+det. Ungdommen har saa travlt, saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt;
+og hvorfor, hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de fik
+sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. Og det kunde
+de saamænd, naar de bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget
+lettere fra.
+
+Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet
+kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra
+Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set
+Billederne blive levende og træde sig i Møde. Da havde han set, at
+Fjældet var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt. Og han
+havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest,
+havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede,
+ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at
+favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en
+Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde. Men
+han havde været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan
+skulde det være.
+
+Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet havde kogt i ham, som
+Sødsuppen nu stod og kogte derude i Køkkenet og trommede mod Laaget
+for at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham som en Em, der
+blindede ham og andre. Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for
+at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene,
+havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde
+han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han
+holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele
+Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind
+til sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.
+
+Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at
+hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran
+ham, nedtraadt og skiden som en Græsmark om Efteraaret. Den Dag
+skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han
+ikke længer ung.
+
+Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten
+havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt
+til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes
+han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu,
+det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom
+Manddommen.
+
+Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge og klare, og hans Tanke
+kold, mens han stræbte mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde
+af Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Græmmelse. For
+det er haardt at leve, naar man ikke længer er ung, og Verden er
+falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.
+
+Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet. Og nu sad han
+i Krogen og smilte ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede
+sammen og tabte, hvad de havde i Hænderne.
+
+Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, for Stumperne rundt i
+Stuen. Saadan er Ungdommen. Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og saa
+maatte man endda samle Stumperne op.
+
+Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps og drak den. Og han
+stirrede ind i Emen, der nu var tættere, og hvor de røde Ansigter
+strøg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu
+skinnede med store Ringe i Emen.
+
+Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den
+stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen.
+Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Gøgl. Nej, Alderdommen. Den
+nøjedes med lidt. Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget
+Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt.
+
+Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det.
+
+Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog
+ondt af den Ungdom.
+
+Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og snøftede af Medfølelse,
+mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt
+og rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom.
+
+Og han saa til Siden ud over mægtig store Snemarker, hvorover
+Stjernerne lyste mat.
+
+Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i
+Rækker, i lange, lige Rækker over Snemarkerne. Og saa syntes han, han
+skulde kende dem igen.
+
+Var det nu ogsaa Stjerner? -- Nej, det var vist alligevel ikke
+Stjerner. -- Men hvad var det da?
+
+Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa
+gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide
+Snemarker.
+
+Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og
+de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der var en eller
+anden Forbindelse mellem Stjernerne der og Brændevinen. Vist saa,
+vist saa. Stjernerne var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor af
+andet end Brændevin. Det var derfor, det hed Brændevin, for
+Stjernerne lyste. -- Kun derfor hed det Brændevin.
+
+"120 Potter Brændevin, -- 60 Potter Rom -- og -- --." Saa sank hans
+Hoved ned paa Brystet. Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit
+Hjørne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og
+hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham
+vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po.
+Men længere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han
+atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. Og da de
+ikke paa nogen Maade kunde faa ham vækket, hvor meget de end ruskede
+i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de
+allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente.
+
+
+
+
+DEN UNGE MAND
+
+
+Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene,
+Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. Jeg
+husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen og Bruden og de ti
+Brudesvende og de ti Brudepiger. Og jeg husker Højtideligheden, jeg
+sad nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. Jeg husker egentlig
+meget godt foreløbig.
+
+Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen med de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved
+Siden af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt hans
+Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at berøre dette Punkt, samt at
+flere Fuldskæg i Nærheden bevægede sig, som om Ejermændene var i Færd
+med at synke noget, de ikke havde faaet rigtig gennemtygget.
+
+Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter Vielsen, og at vi
+gik op i Brudehuset. Jeg husker Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne
+og Emen. Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et Hjørne af Stuen
+og sov med en Flaske i den ene Haand og et Glas i den anden. Og jeg
+ved, hvad han mente.
+
+Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene og Brudepigerne
+blev anbragt nærmest ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til
+at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg glad ved.
+
+Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe, Lammesteg og
+Lagkage. I det hele taget er min Hukommelse meget skarp lige til
+Lammestegen; men fra den Tid af er det, som om den har faaet et Knæk.
+
+Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den var udmærket. Og jeg kan
+huske, at der blev holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, kan
+jeg ikke huske.
+
+Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i Bordet; hvorfor han
+gjorde det, var der ingen, der fattede, og selv har han aldrig senere
+kunnet give nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der sad lige
+overfor mig ved den anden Side af Bordet, hældte Brændevin over sin
+Lammesteg og troede, det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo
+vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men opgav det efter at
+have væltet 2 Glas og en Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se
+til, medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede Stegen.
+
+Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet ikke huske. Men maaske
+kommer det deraf, at den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet
+var i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse, der forhindrede
+Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud bekendt med de Genstande, der
+befandt sig paa det, samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde
+Mærke til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende,
+ligefrem maatte sidde og lure og gribe til, naar Brændevinsflasken
+kom forbi. At denne mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være sund
+for Festens Deltagere, især da disse, saavidt jeg saa, undertiden
+selv deltog i den, ansaa jeg for saa rimeligt og naturligt, at det
+ingenlunde forbavsede mig, at den ene efter den anden af dem
+ombyttede deres Pladser paa Bænkene, der under slige Forhold langt
+fra kunde anses for betryggende, med Sidde- og Liggepladser paa
+Gulvet.
+
+Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at Thomas fik mig gjort
+begribelig, at vi skulde danse.
+
+Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der blev peget mod et Lys og
+angivet, at det var det Maal, vi skulde styre efter.
+
+Vejen var meget ujævn, og af og til gik den ligefrem gennem Luften.
+Jeg husker ikke, om der var nogen rimelig Grund til en saadan
+Forsigtighed, men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet
+tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt at vor Fremrykning
+hindredes en Del af et Par Huse og flere Møddinger. Da Husene var
+vanskeligere at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis de
+sidste.
+
+Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden større Lemlæstelser; kun
+var det mig paafaldende, at jeg undervejs havde faaet min Hue
+ombyttet med en gammel, graa Filthat; men det var mig umuligt at
+huske, i hvilken Mødding Ombytningen havde fundet Sted.
+
+Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til Visen om Dronning
+Dagmar og Junker Strange; saa var den alvorligere Del af Festen
+forbi, og Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang jeg drog
+afsted" og til Grindevisen og til Ormen hin lange og Erik hin unge og
+Brókatáttur[5] og til den lyse Morgen.
+
+ [5] Buksevisen; yndet Skæmtevise om en uheldig Fisker.
+
+Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den
+foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede
+som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig
+som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene,
+der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og
+hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind
+i Kæden. Og Thomas, der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin til de
+dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg ganske tydeligt.
+
+Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, herlig Drøm.
+
+Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som Øens feberhede Pulsslag,
+jeg husker Hylet, der hang og skjalv over Bygden som Røgen over en
+Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt
+nede ved Stranden, og Fjældet, der stod saa ret og lige op i Luften
+og undredes over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg husker, at jeg
+var ude at spadsere med min Dame.
+
+Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os
+gennem Natten som Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og
+sydede og kogte over.
+
+Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens Idiot kom ind i
+Dansestuen, kyssede en Pige og blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas
+og jeg forlod Dansen og gik ud i Mørket.
+
+Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et Blækhus, og vi
+forvildede os i en Mødding. Her skiltes vi og kunde ikke finde
+hinanden igen, skønt vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær.
+
+Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden i en Grøft, og at vi
+der fornyede vort gamle, prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en
+Stald, hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade Mænd og en Del
+større og mindre Tønder.
+
+-- Det var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter
+Cognac.
+
+
+
+
+IDIOTEN
+
+
+Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt som netop Ordet
+Idiot.
+
+Han havde da ogsaa længe følt, at det var et stygt Ord, og havde lært
+at dukke Hovedet for det, længe før han vidste, hvad det betød.
+
+Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det Ord, for han var jo
+Idiot. Men han lærte hurtig, at det var et Ord, der hørte ham til, og
+han bøjede Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin Skæbne.
+
+Straks da han blev født, var der noget galt ved ham. Jordemoderen
+kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et
+nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var
+forbyttet af Troldpakket.
+
+Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem
+som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen
+om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det
+stejle Fjæld, hvor de andre Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd
+og gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned og knække
+Halsen. Og naar selv den allermindste Knægt i Bygden stillede sig i
+Positur foran ham med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne i
+Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og
+kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu
+mere og luskede bort som en vaad Hund.
+
+Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det
+lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa
+det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene
+stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk. Og han blev
+først rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl lød
+langt ude over Fjorden.
+
+Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge i ugevis og rive og
+slide i Fjældet med sine store, kladskende Næver. Han var bange for
+Hanen, der stod og kroede sig paa Møddingen, og han var bange for
+Gasen.
+
+Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, lærte at dukke Hovedet
+og gaa af Vejen.
+
+Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i
+Kundskab, lærte at skrive og regne og mange andre Ting. Læreren
+roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, og de, som
+hverken Læreren eller Forældrene roste, blev rost af andre. Alle de
+andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var
+heller ingen Grund til det, for han lærte ikke engang at stave.
+
+Læreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit
+Slid, var, at de andre Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav
+han det og lod ham skøtte sig selv.
+
+Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men
+han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar
+han kom, og saadan gik det Aar efter Aar.
+
+Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og
+mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte
+Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig
+spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af
+Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre,
+at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget.
+
+Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.
+
+Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal,
+om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre.
+
+I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste.
+
+Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.
+
+Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til. Og da
+Præsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de
+andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvfølgelighed, som
+han i sin Tid var bleven født, døbt og engang med Tiden vilde dø og
+blive begravet.
+
+Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen over Idiotens Hoved som
+saa meget andet. Han havde som saa ofte før følt, at der var noget i
+Vejen med ham. Men denne Gang havde han følt, at det var noget
+alvorligt.
+
+Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller
+skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han,
+var der flere i Bygden, der heller ikke kunde.
+
+Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det
+var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham. Den var der
+imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget
+ved Skolen, der var galt.
+
+I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere
+sær, end han var i Forvejen.
+
+Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen
+som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine
+Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lært noget?
+
+Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og
+mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget
+over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive
+konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af
+den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men
+han lærte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham.
+
+Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv. Han vilde opdage,
+hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var
+skjult for ham alene.
+
+Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive
+Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte
+Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere.
+
+"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge
+Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber
+han da for?"
+
+Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende,
+og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige
+bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at
+dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var
+næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.
+
+Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs
+overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene
+og sig selv.
+
+Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.
+
+Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke
+kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han
+havde grædt.
+
+Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
+
+Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham.
+
+Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af.
+Men ham var der ingen, der tænkte paa.
+
+Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som
+hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra
+ham.
+
+De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de
+gik til Fjælds efter Fugle og Faar med de andre Mænd; men han gik
+hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa
+Skotrokken[6], hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange
+for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde
+imponere ham.
+
+ [6] En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.
+
+Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver
+Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang
+var de vigtigere og mere fremmede.
+
+Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der
+ingen, der vilde have at gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en
+Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om
+de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden.
+De lo ad alt, hvad han sagde.
+
+Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere
+og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa
+Fiskeri, stod han nede ved Stranden og ønskede, at han kunde komme
+med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden,
+og han havde ikke selv Mod til at spørge. De vilde naturligvis bare
+le ad ham, som de plejede.
+
+Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han
+sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i
+Dag var en, der spurgte ham.
+
+Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han
+kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde
+ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var
+Idiot og ikke vidste, hvad det var.
+
+Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd,
+der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa
+saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham,
+og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.
+
+Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De
+byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte
+han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa
+Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget,
+der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang
+Lov til at komme med til Brylluppet.
+
+I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup.
+
+Brændevin fik han ikke. Det vilde være at spilde Guds Gaver. Han var
+saamænd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han
+blev stadig gladere og gladere, jo længere Brylluppet skred frem.
+
+For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket
+ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt
+Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende
+af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i
+store Kredse som en Skibsmast i ond Sø.
+
+Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det
+strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa
+paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans
+røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget,
+der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten havde ligefrem følt
+Medlidenhed med den stærke, dygtige Thomas; han havde snakket godt
+for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bøjet Hovedet
+og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han tørnet
+først mod den ene og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede ogsaa
+han rundt derinde i Glasstuen[7].
+
+ [7] Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf
+ Navnet.
+
+Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til
+Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et
+Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene
+var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde
+Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i
+Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det spidse
+Hoved hang med et saligt Smil højt oppe over de dansende som en Pære
+paa sin Stilk.
+
+I Røgstuen[8] bag ham hang en Lygte og lyste søvnigt oppe under
+Hanebjælken; den var for længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene
+langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt
+Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen
+kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon
+fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der;
+han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange
+Lys.
+
+ [8] Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget
+ tjener som Vindu og Skorsten.
+
+Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa
+de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de
+gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt
+bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle
+sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer,
+der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele
+forrige Nat og Halvdelen af denne.
+
+Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De
+røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker,
+hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten
+gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som
+nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem.
+
+De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der
+spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans
+smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes
+han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben
+Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede
+Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe,
+og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de
+djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og
+skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens
+Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene
+stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem,
+medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder,
+høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen.
+
+Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst,
+han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt
+for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og
+forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans
+Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.
+
+Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en
+Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud,
+brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i
+Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han
+mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene.
+
+Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i
+et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod
+ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har
+drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul
+alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu
+følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene
+efter.
+
+Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers.
+Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i
+Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i
+et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger
+frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen,
+Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten
+langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.
+
+En, to, tre-fire. -- En, to, tre-fire --.
+
+Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd,
+som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han
+ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte
+Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De
+Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden
+kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.
+
+Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i
+hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.
+
+Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig
+frem til Midten af Stuen.
+
+Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som
+Møllevinger, tvang Folk tilbage.
+
+Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de
+dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.
+
+Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren.
+Og alle smilte de forventningsfuldt.
+
+Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle
+de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde
+glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre.
+
+Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og
+polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene
+begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne
+smilte.
+
+Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen,
+trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.
+
+Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring,
+og alle de andre Piger smilte.
+
+Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den
+anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han
+gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig
+sin Plads og sin Pige.
+
+Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse
+Pigen.
+
+Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder
+stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær
+var faldet.
+
+Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de
+lo ad.
+
+Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod
+intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket
+Hoved listede han ud af Stuen.
+
+Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet
+endnu et Knæk.
+
+
+
+
+PIGEN
+
+
+Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Række af Piger, thi i
+Dansestuen er det som i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel
+afsondrer sig fra hinanden.
+
+Han var køn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte køn. Hans
+Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat
+klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.
+
+Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende
+Ansigt og glødende Øjne. Og hun saa maaske nok for længe paa ham, for
+tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem
+det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa
+Væggen. Det var de samme Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende
+Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men
+alligevel, ogsaa Haaret lignede.
+
+De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en
+høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede
+Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange
+snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.
+
+Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var,
+han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom
+ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en
+Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden
+Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet,
+er det ved at blive galt fat.
+
+Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i
+hendes, og han smilte.
+
+Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og
+kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun
+slog Øjnene ned som før.
+
+Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed
+Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere.
+Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter
+ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede
+ved det.
+
+Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke
+kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar
+Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en
+anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes,
+inden hun fik sig dukket.
+
+Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik
+hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der
+ikke.
+
+Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da
+hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og
+Øjnene gik søgende rundt.
+
+Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt
+ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende.
+Han havde set det hele.
+
+Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu
+passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han
+være lige bag ved.
+
+Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand,
+brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det,
+som om noget i hende knækkede sammen.
+
+Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene
+smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han
+sig ned og talte til hende.
+
+Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han
+havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid
+til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og
+hun svarede meningsløst.
+
+Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken,
+traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun
+op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og
+Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.
+
+Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen
+laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og
+op over Fjældet.
+
+Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og
+Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede
+skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
+
+Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som
+veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde
+mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor.
+
+Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres
+Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den
+hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i
+Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som
+holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene.
+
+De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun
+sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det
+var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men
+ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.
+
+Saa tav han.
+
+Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved
+Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.
+
+Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her
+ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa
+naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.
+
+Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun
+følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke
+havde.
+
+Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt
+og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande.
+Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til
+ham alt, alt sammen.
+
+Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned
+mod det haarde Fjæld.
+
+"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over
+Fjældet.
+
+Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og
+viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og
+rundt, som vilde den aldrig høre op.
+
+Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa
+dem smile.
+
+Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled
+hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende.
+
+Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter
+vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset,
+og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og
+søgende, nu var det lige ved hende.
+
+Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk.
+Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set,
+hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det
+videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før.
+
+Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i
+det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og
+at han smilte som overrasket.
+
+Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu
+bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.
+
+Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes
+Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.
+
+Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at
+Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i
+deres stive Ansigter var der Haan.
+
+Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som
+havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt
+dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte
+hun dem ikke.
+
+Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og
+blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.
+
+Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt
+dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog
+ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.
+
+Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og
+arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som
+Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds
+langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.
+
+Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men
+hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der
+pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille,
+røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og
+smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte.
+
+Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og
+trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned
+over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine.
+
+Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare
+hjælpeløs ned over Rækkerne.
+
+Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde
+Jente og stod og saa og smilte.
+
+Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte
+hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var
+faldet.
+
+Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag
+hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og
+smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen
+lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun
+gik hjemad.
+
+Og hun brast i Graad. -- -- -- -- -- --
+
+
+
+
+Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut.
+
+Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk
+fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og
+Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60
+Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
+
+Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og
+taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne
+og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen,
+rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og
+Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet
+Landevej med opkørte Hjulspor.
+
+Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede
+en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved
+Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne
+var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad
+der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege
+Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet
+Bryllupsglæden sovet ud.
+
+Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de
+fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog
+hjem.
+
+Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa
+Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede
+sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved
+Stranden.
+
+Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den
+var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.
+
+Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den
+mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen,
+syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod
+en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og
+raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. -- Det var Idioten.
+
+"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge
+Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa
+Toften ved Siden af ham.
+
+"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa
+rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene
+paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det
+Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan
+Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. -- Ræk os Flasken, Elias."
+
+Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.
+
+Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60
+Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+MAGTESLØS
+
+
+
+
+Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet
+med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den
+bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den
+deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over
+Dale og Bygder som en Rovfugl.
+
+Nede i Bygden var man utryg. Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne
+og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ.
+Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd.
+
+I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og
+larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de
+styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med
+Rode. Og Søvand og Regn piskede ind over Land.
+
+Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det
+blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl.
+
+Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt
+nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide
+Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var
+atter Sommer.
+
+Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad
+med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først
+skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De
+maatte vente til den næste.
+
+Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med
+Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var
+overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Søvejen til
+Hovedbygden, men nøjedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trække
+Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods.
+
+Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres Ærinder forrettede
+og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mørkne, Himlen var
+sort, og det var begyndt at blæse fra Nord.
+
+Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor
+de havde Baaden, begyndte det at regne.
+
+Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med
+store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er
+begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk
+Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortættet sig, en Regn,
+der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og
+sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og tættere, og som
+bliver ved og bliver ved at pøle ned, til man til Slut ikke sanser
+Forskel paa Himmel og Jord.
+
+Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten stærkere og stærkere.
+Det var en Blæst med gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin
+Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at puste og uden at gøre
+et Sidespring. Det var en Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som
+kan vare og stige i dagevis.
+
+Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar bag og følger det i
+Hælene.
+
+Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende,
+var de drivvaade. Og Søen var allerede nu for oprørt til, at de
+turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en
+Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de
+Raad.
+
+Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede
+paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var
+endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil
+lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres
+Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige
+Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3
+Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.
+
+Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten tog stadig til og
+Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt
+var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller
+ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var
+rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj
+derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik.
+
+Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en
+Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, større var den ikke, daarligt
+nok kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var
+ikke kræsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at
+komme hjem til sit eget.
+
+De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen og drøftede Sagen. Vandet
+drev af dem i stride Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under
+Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som alle Bønder, han vilde
+gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre
+bestemte sig til at blive og de tre til at gaa.
+
+Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde
+besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som
+muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu
+havde gaaet hele Dagen uden at spise.
+
+De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsøgte at
+overtale dem, men de vilde ikke høre noget, havde bare travlt med at
+komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke
+vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mørket.
+
+Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at
+anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terræn ikke egnet
+til Vejanlæg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen
+kun markeres af en Række Stendynger, Varder, paa de højereliggende
+Punkter, saaledes ser en færøisk Vej ud.
+
+Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befærdes kun af Folk fra
+Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig
+afmærket Vej findes derfor slet ikke.
+
+Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i
+den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede
+ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres
+gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og
+Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad
+de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage
+af slig en Smule Vejr.
+
+Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var
+bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse
+fremad.
+
+Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag
+mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det
+opblødte Dynd.
+
+Den unge Knøs gik efter de andre med ludende Hoved.
+
+Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Røgstue,
+saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de
+to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde
+smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner.
+Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om.
+
+Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham,
+og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt.
+
+Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage.
+Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.
+
+-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
+galt alligevel, at jeg gik med.
+
+Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han
+gik efter.
+
+-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
+galt alligevel, at jeg gik med.
+
+Men nu var det jo for sent. Han havde været med til at le ad de
+andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde
+ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive
+det.
+
+-- Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og
+ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var
+alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." -- Hvor vil
+da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og
+ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte
+og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de
+troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar
+Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa
+maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror."
+
+Og saa. -- Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig
+blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar
+de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre.
+
+Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tænkt sig dette som en
+Bedrift, som en Udmærkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der
+altid vilde klæbe ved ham.
+
+Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se
+efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke,
+hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at
+han var saadan en Svækling, saadan en Pjalt.
+
+Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Røgstue og talte
+om dem, der gik afsted gennem Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se
+paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde
+smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men
+hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte
+holde ud, nu han var begyndt.
+
+-- Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
+
+Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage
+det, ikke heftigt, men lavmælt og roligt, som den taler, der ved, han
+har Ret.
+
+Han kunde være bleven tilbage hos de andre. -- Men nu.
+
+Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
+
+Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud.
+
+"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."
+
+Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs
+Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de
+andre.
+
+Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af
+Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde
+sin Plads.
+
+-- Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo
+godt.
+
+Det var Løgn, men der var alligevel en Slags Trøst i de Ord. Og det
+var, som om det gik bedre efter den Melodi.
+
+Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor
+Fødderne traadte. Og hver Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende
+imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede
+hans Hjærne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord.
+
+-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
+
+Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og
+der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De
+kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det
+fremad mod Storm og Regn.
+
+Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm.
+Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og
+koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv,
+foroverbøjet og snappende efter Vejret.
+
+-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
+
+Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre,
+kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder.
+
+Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et
+Ord i lange Tider. Han forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at
+der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var træt,
+dødtræt.
+
+Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjælpe
+det. Saa hørte han den forreste standse.
+
+"Han kan ikke vinde med," hørte han ham sige. Den anden mumlede i
+Skæget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom
+modvillig.
+
+Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt.
+
+"Er du træt?" spurgte den første.
+
+"Næ," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa
+underlig langt i Halsen paa ham.
+
+"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter
+fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere.
+
+-- At du alligevel ikke vendte om, tænkte han. Men nu er det for
+sent, nu er det altsammen for sent.
+
+Det lysnede i Mørket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig
+fraadende ned over Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa gik
+det atter ind gennem Mørket.
+
+-- Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. -- Men det gør de
+ikke. Nej, det kan de ikke gøre.
+
+Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og
+væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge
+Hænder for ikke at falde. Der stod han.
+
+De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen
+til ham.
+
+"Du er træt?"
+
+"Ja."
+
+"Kan du ikke mer?"
+
+"Nej."
+
+"Lad mig hjælpe dig. -- Tag ved hans anden Arm," føjede han til til
+den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem.
+
+-- Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud.
+
+Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage
+det for sig selv.
+
+-- Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.
+
+Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast.
+
+-- Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han. Men der var kun
+Mørke, Mørke.
+
+Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede
+ham til Jorden, ned i Mørket.
+
+Saa hørte han en Stemme over sig:
+
+"Kom nu op."
+
+Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op.
+
+"Kom saa."
+
+Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket.
+
+Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger. Nu og da
+svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted.
+
+Der kom et Vindstød farende og standsede dem alle tre. Det varede
+længe, inden de kom i Gang igen.
+
+-- Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se,
+at det ikke nyttede.
+
+Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham
+oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden.
+
+"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."
+
+Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.
+
+De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav
+efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.
+
+-- Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad
+ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.
+
+Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en
+alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage.
+
+"Kom nu op; nu gaar vi."
+
+Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet.
+
+Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke.
+
+"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. --
+Hvad gør vi nu?"
+
+"Ja, hvad gør vi nu?"
+
+De stod lidt og overvejede. Regnen pølede ned over dem, og Stormen
+rev og sled i deres Klæder.
+
+"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg
+gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. --
+Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det."
+
+Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af
+Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod
+Bygden for at hente Hjælp.
+
+Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han
+tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i
+Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk
+og ikke kan se.
+
+Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden
+i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej
+da aldrig faa Ende?
+
+Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt
+fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede
+næsegrus til Jorden og blev liggende.
+
+Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed,
+han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa
+i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de
+glatte Sten i Elvens Bund.
+
+Endelig naaede han over Elven og krøb op ad Breddens Skraaning. Men
+da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og
+tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb han op. Og med Hovedet og
+Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mørket.
+
+Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig
+Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers
+foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over
+Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde
+ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. Han
+skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mørket paa
+Spring, strakt hen over Jorden imod ham.
+
+Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og Fødder og stirrede frem
+mod Uhyret, der blæste og blæste og truede med at blæse ham om paa
+Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede Hoved med de
+store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det
+gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i
+hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede
+imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med
+sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag
+Diget og sank tilbage i Elven.
+
+Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig
+over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den
+vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand.
+
+Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned
+over Jorden. Stormen buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende
+og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb
+Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten
+mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort,
+eller tabte dem i Hastværket med smaa Plump i Vandpytterne mellem
+Græsset og Mosset.
+
+Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes at være fyldt og
+overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand
+sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og
+ventede paa Hjælpen, der skulde komme.
+
+Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og
+ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for
+hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring ham med sære,
+uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og
+anstrængte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved
+hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og
+kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp med en Tanke, der ubønhørlig
+trængte paa og vilde frem.
+
+-- Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var.
+Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den
+Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet
+de andres fornuftige Indvendinger.
+
+-- Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre
+havde stemt i med og hjulpet ham; og saa.
+
+Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde
+foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte
+det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede
+afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen.
+
+-- Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede.
+
+Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen. Hvis
+Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp.
+
+Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand,
+der laa i hans som en død Fisk.
+
+-- Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han
+allerede var død.
+
+Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det
+var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han
+famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte
+Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans
+Stemme blev hørt.
+
+-- Hvis han nu allerede var død?
+
+Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig.
+
+-- Død. Død.
+
+Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen
+sivede ned omkring ham.
+
+-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen
+og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.
+
+-- Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede
+og sled i Stenen, bag hvilken de sad.
+
+Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af
+Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen,
+der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det
+længer, han maatte have Vished.
+
+Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved
+ham.
+
+Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde
+Haanden presset mod hans Bryst.
+
+-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske
+svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe
+vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.
+
+Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden,
+for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i
+Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente
+ved Siden af en døende.
+
+Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han
+stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se.
+
+-- Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det
+regnede.
+
+Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede
+sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at
+stivne.
+
+-- Store Gud, han sidder og dør for mig.
+
+Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved
+Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over
+ham; og han klynkede som et Barn.
+
+-- Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre?
+
+Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i
+Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over
+ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i
+Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig.
+
+Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket,
+som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i
+Mørket.
+
+Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes
+Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og
+greb hans Ben og kneb det.
+
+Han skreg.
+
+Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i
+Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og
+løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort.
+
+Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
+Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans
+Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.
+
+Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant,
+gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus.
+Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf
+et Vindue.
+
+Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i
+Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end
+før og sank bevidstløs ned ved Væggen.
+
+
+
+
+Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.
+
+Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede
+frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset
+i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og
+Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede
+Trævægge.
+
+    Som Morgendug mit Liv hensvinder,
+    Som Strømmen skynder Tiden sig,
+    Maaske naar næste Dag oprinder,
+    Den rinder ikke op for mig;
+    O, hjælp mig Gud, at hver min Dag
+    Maa bruges dig til Velbehag.
+
+Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen med lave Vægge og lave
+Ruder. Og øverst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede
+Skur, hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.
+
+Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede Gavl, mens han stod
+og stirrede over mod Kirken.
+
+Og Sangen sivede ud imod ham.
+
+    Hvor flygtig er al jordisk Gode,
+    Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.
+    Maaske, naar vi det mindst formode,
+    Til Død og Grav vi segne ned.
+    O, lær mig alt at bruge saa,
+    Som det, der snart skal Ende faa.
+
+Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var
+Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor
+fattig.
+
+Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og
+jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast.
+
+Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste.
+-- Det havde han følt. -- Ja, det havde han følt.
+
+Sangen sivede og sivede ud imod ham.
+
+    Et er fornødent, dertil ene
+    Du satte os paa Jorden her,
+    I Tro og Sandhed dig at tjene
+    Og vorde gode Mennesker;
+    O lad den Dag, som svinder hen,
+    Berede mig til Himmelen.
+
+At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og
+virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende
+latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de.
+
+Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og
+peb som en gigtsyg Mus.
+
+Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over
+Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op
+over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen.
+
+Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var
+gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de
+holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet
+derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet
+de andre. -- Og nu.
+
+Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at
+drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken,
+der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af
+Sorg og Kulde.
+
+    Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer,
+    Du kender mine Dages Tal,
+    At Livets Aften, naar den kommer,
+    Mig uberedt ej finde skal;
+    Og naar du kalder mig herfra,
+    Forbarm dig, o forbarm dig da.
+
+Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og
+højtidelig klang det ikke nu.
+
+Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham
+gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham,
+knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.
+
+Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de
+andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden.
+Han og han alene.
+
+Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af
+Øjnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der
+var ned. Men det hjalp ikke.
+
+At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han
+dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med
+sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men
+han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke.
+
+Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som
+troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham,
+han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.
+
+Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han
+nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i
+Stolen, som han plejede, naar han var vred.
+
+Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det
+er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham.
+
+Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og
+lyttede til og nikkede og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og
+ingen af os andre.
+
+Han vred sig op imod Væggen.
+
+Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok.
+Hvorfor skulde han pines saadan.
+
+Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn.
+
+Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som
+endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen.
+
+Og det var Thomas, der havde dræbt dem. Thomas, Thomas.
+
+Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter saa han de sænkede
+Ansigter lude frem over Salmebøgerne. Alle nikkede de og mumlede de:
+Thomas, Thomas.
+
+Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at falde. Sludder og Vrøvl,
+han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad
+Præsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke høre en Lyd.
+
+Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten
+oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde
+han læse hans lønligste Tanker.
+
+Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han
+spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de
+havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at
+vende om, mens det endnu var Tid.
+
+Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere,
+standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet
+mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der
+bagved.
+
+Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da
+havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet
+med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjælpen
+var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare
+vedbleven at gaa.
+
+Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da
+havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange
+for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa
+videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det
+eneste rigtige.
+
+Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var
+gammel. -- Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og
+ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske
+ogsaa Elias.
+
+Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da
+havde de alle været i Live. Men nu.
+
+Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af
+Kirken og hen imod ham.
+
+Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i
+Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham.
+De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham,
+ham.
+
+Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han
+var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han
+Næven og rystede den truende mod Kirken.
+
+Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han
+stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt
+gjort.
+
+Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne
+sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.
+
+Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med
+knyttet Næve mod Væggen.
+
+Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og
+forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far,
+stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.
+
+Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der
+havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.
+
+Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han
+var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og
+det var det eneste.
+
+Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En
+efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var
+de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.
+
+Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten.
+
+Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod
+Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.
+
+Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen,
+og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod
+ham.
+
+Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke
+rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de
+skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de
+Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.
+
+Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham.
+Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til
+Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han
+kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.
+
+"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop
+dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det
+sidste."
+
+Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa
+at sige dig, der hørte deres sidste Suk."
+
+Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og
+mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han
+ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken,
+drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i
+dette Øjeblik.
+
+Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede
+Hovedet frem imod ham.
+
+"Hvad siger du?" spurgte han.
+
+Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at
+vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte.
+
+Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig,
+som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.
+
+"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt.
+"Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i
+Stolen.
+
+"Og det paa saadan en Dag. -- Svin."
+
+Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt
+sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens
+Blik.
+
+Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.
+
+"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg.
+Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I
+begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da
+selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder,
+Morder, Morder."
+
+Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede
+Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud
+mod Skikkelsen foran sig.
+
+Men Thomas veg til Side for ham.
+
+"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du
+mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke.
+Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."
+
+Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede,
+hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene
+frem.
+
+"Gaa, gaa," skreg han.
+
+Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.
+
+"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.
+
+Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.
+
+Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede
+sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og
+truede den i afmægtig Rasen.
+
+"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."
+
+Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen.
+
+Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de
+knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring
+ham. Og han hylede som en rasende:
+
+"Svin I er. Svin I er."
+
+Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.
+
+Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar
+ham ind mellem Husene.
+
+Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa
+det kunde høres over hele Bygden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+NIELS
+
+
+
+
+Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede
+fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte,
+saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.
+
+Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem
+Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der
+bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op
+og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.
+
+Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige
+som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af
+Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og
+højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der
+slugte dem, efterhaanden som de kom.
+
+Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk;
+den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde
+sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.
+
+Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte
+Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et.
+Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede
+ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede
+og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder.
+
+Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre
+med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de
+holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en
+ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken
+fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa
+den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden
+Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft
+gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.
+
+Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis
+Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt
+ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op
+og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og
+forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede
+sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød
+der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og
+forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over
+Flokken som en Taage.
+
+Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store,
+sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.
+
+Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart
+Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval
+følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se,
+at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen.
+
+Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen
+deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig.
+Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var
+jo den, der havde Ansvaret for det hele.
+
+Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom
+nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se
+Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.
+
+Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede
+fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev
+større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en
+Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere.
+
+Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de
+er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa
+Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere
+sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa
+klam og trist.
+
+Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede
+roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav
+forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op
+og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt.
+
+Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid,
+mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at
+gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde
+sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men
+det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken
+bagved endnu mere urolig.
+
+Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om
+den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den
+vidste ikke sine levende Raad.
+
+Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den,
+at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse
+hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik
+fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade
+kunde være bekendt.
+
+Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa
+andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod,
+som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs
+og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev
+roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand.
+
+Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere
+Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo
+roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare
+gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage.
+
+Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den
+gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem
+Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen
+atter væk.
+
+Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op
+igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik
+tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var
+den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var
+dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.
+
+Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt
+sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den.
+
+Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide
+forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde
+hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.
+
+Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at
+bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var
+Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et
+Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.
+
+"Grind!" raabte han.
+
+Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede
+Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at
+Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en
+Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De
+gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa
+Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for
+at se den.
+
+Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for
+Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i
+Taagen.
+
+Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De
+pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de
+spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte
+sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den
+skulde vende sig.
+
+Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere.
+Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i
+Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem
+og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og
+voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.
+
+Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas
+Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og
+inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet,
+og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.
+
+Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af
+sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad
+Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa
+begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt
+drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.
+
+Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig
+forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde
+lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved.
+Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. -- -- --
+--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj,
+kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme
+ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende
+Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle
+Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt
+faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt
+Lemmerne op under sig og stirrede ned.
+
+Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa
+ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom
+Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem
+og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede
+400 Fod længere nede.
+
+Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer
+spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede
+sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den
+store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den
+var sikker nok.
+
+Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig
+over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo
+meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter,
+der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge
+her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.
+
+I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer,
+og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke
+var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev
+uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig
+over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give
+sig.
+
+Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid
+blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav
+efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse
+Drifter.
+
+Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv,
+Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og
+kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede
+det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede
+pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes
+endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset.
+
+Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var
+flygtet.
+
+I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme
+var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig
+Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.
+
+Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp.
+Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans
+Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i
+næste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da følte han, at det ikke
+nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu;
+men det skulde ogsaa blive den sidste.
+
+I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod
+traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og
+væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven
+frem og jog den i Dyrets Hals.
+
+Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem
+Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var
+dødt.
+
+Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt,
+dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet
+og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var
+sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs.
+
+Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans
+Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.
+
+Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og
+havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet
+igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det
+dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt
+sammen.
+
+Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en
+Fart og faa det skjult.
+
+Hans Hjærne var atter klar som før, og hans Energi vaagen. Han rev
+Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets
+Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken
+og begyndte Opstigningen.
+
+Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjældvæg med
+Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa
+Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret,
+saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved
+og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med
+Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels.
+
+Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen
+deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som
+et susende Hjul.
+
+Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet
+paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet
+under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste
+lodrette Stykke op.
+
+Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i
+Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et
+Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten
+og langsomt fulgte efter.
+
+"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han
+havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte,
+spinkle Ben.
+
+"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."
+
+Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende
+slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset
+foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt
+i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.
+
+"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.
+
+Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at
+blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen
+at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord
+gav ham Evne til atter at tænke.
+
+"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."
+
+Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.
+
+Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og
+stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.
+
+Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen
+ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han
+var Tyv.
+
+Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen
+vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen
+der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt,
+hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et
+Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst.
+
+Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet
+foran sig med et fortænkt, forpint Blik.
+
+"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din
+Tyveknægt."
+
+Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig
+ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte
+Ansigt.
+
+Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der
+stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne
+Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet,
+og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var
+dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans
+Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit
+Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet
+under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden
+og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han
+ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.
+
+Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var
+syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de
+andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere
+end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han
+kunde ikke dræbe ham.
+
+Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.
+
+"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i
+Vejret. "Sagen er klar nok."
+
+Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri
+mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa
+sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde
+dog gaa galt.
+
+Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.
+
+I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han
+holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over
+Fjældet.
+
+"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb
+hurtigt ned mod Bygden.
+
+Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu
+kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden
+dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde
+ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han
+indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen.
+
+Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod
+og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i
+Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han
+tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes.
+Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.
+
+Saa, nu var det for sent.
+
+Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham
+umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet
+Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans
+gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa
+det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem
+Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og
+Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag
+vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- --
+-- --
+
+Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart.
+Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede
+om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af
+Filipenser og Varme.
+
+Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham.
+
+"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med
+hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb.
+
+"Der er Grind i Fjorden, Niels."
+
+Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned
+over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.
+
+I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn,
+som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans
+Læber blødte.
+
+At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog
+havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu
+foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden,
+mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og
+nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle,
+prægtige Far, at han var Tyv.
+
+"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i
+Skulderen og saa helt befippet ud.
+
+Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han
+Øjnene.
+
+"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.
+
+Niels bed Tænderne sammen og nikkede.
+
+"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var
+tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.
+
+Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje
+ham.
+
+"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og
+betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels
+kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.
+
+Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og
+Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige
+Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.
+
+Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som
+Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.
+
+"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor
+Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte
+Prikker.
+
+"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa
+Fjorden med sine lyse, spillende Øjne.
+
+"Nej, se nu, se nu!"
+
+Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og
+stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op.
+
+"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det,
+at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham.
+
+Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde
+ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen.
+
+"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."
+
+"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet.
+
+Niels nikkede tungt.
+
+"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det
+er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."
+
+"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som
+før.
+
+"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du
+stjaalet?"
+
+"Faar," sagde Niels kort og plumpt.
+
+Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund,
+der havde aabnet sig for hans Fødder.
+
+"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i
+Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"
+
+Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at
+drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn.
+
+Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange,
+det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans
+Ansigt klarede op.
+
+"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod
+Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke
+set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."
+
+Niels fulgte viljeløs med.
+
+"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød
+som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast
+Grund under Fødderne.
+
+Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men
+stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt
+medlidende, halvt bange Mine fra før.
+
+De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels
+at sagtne Farten.
+
+"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede.
+Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at græde med
+pludselige snappende Hulk som et Barn.
+
+"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig
+nu sammen, du maa se at komme over det."
+
+"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er
+frygteligt for min stakkels, gamle Far."
+
+"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar
+her og flæber, saadan et stort, voksent Mandfolk."
+
+Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens
+Fortrop.
+
+"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede med Huen. Men ikke
+et Menneske viste sig, ikke en Lyd hørtes fra Husene.
+
+"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den
+rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede."
+
+Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden.
+
+Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg
+en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for
+frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietøj og
+lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene,
+der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt
+lastede med Mænd og flød ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom
+Baadene drivende indover med Hvalerne.
+
+Det var et stolt Syn. Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en
+Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde
+vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over
+Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller
+fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men
+de, der efterhaanden var stødte til fra Bygderne op langs Fjorden,
+var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for
+og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa
+den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der
+først havde opdaget Grinden.
+
+"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i Baadene og svingede med
+Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land.
+Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr.
+
+Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels
+ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og
+i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa
+nysgerrige Rotteøjne.
+
+Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se,
+at de vidste alt.
+
+"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte
+Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."
+
+"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod
+støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig
+ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være
+flere hernede."
+
+Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa
+Niels.
+
+"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbærende ud med
+Haanden, "det gør ikke saa nøje med et Faar i Slagtetiden."
+
+Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. Niels oversaa i et
+Nu de haanligt smilende Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme
+Fjæs. Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene satte fra.
+
+Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede som en Flok Faar i en
+Fold. De bagerste pressede paa de forreste, og de forreste pressede
+tilbage paa Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og ned,
+sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende Sider gned knitrende
+imod hinanden.
+
+Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og ventede, medens Mændene
+rettede Spydbladene og sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de
+ikke haft Tid til, før de kom af Sted.
+
+Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i
+Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land
+stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var
+Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen.
+De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag
+Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet. Og deres
+Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til
+højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor
+maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man
+ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at
+de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget.
+
+Endelig begyndte Drabet.
+
+Alle Baadene roede frem. Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler,
+og Mændene hylede og skreg, saa Fjældene skjalv.
+
+Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af Flokken, der for imod
+dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en
+mægtig Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe.
+Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten. Men da Vandet
+faldt, laa hele Bredden dækket af strandede Hvaler.
+
+Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler, og et Myrderi. Der blev
+myrdet oppe paa Land, og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten
+var rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og piskede i deres
+Dødskamp det blodfyldte Vand til Skum.
+
+Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i
+Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle
+Sider ned mellem Hvalerne.
+
+Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig
+oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller
+anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke.
+Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Søvn.
+Saa skete der noget, der fik ham vækket.
+
+Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden,
+havde faaet hugget en Söknarkrog[9] fast i Hovedet paa en stor Hval.
+Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til
+Mændene i Land.
+
+ [9] Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges
+ ved Grindefangst.
+
+I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte Mund.
+
+"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."
+
+Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at han lige netop forstod,
+der blev talt til ham.
+
+"Hvad siger du?" spurgte han.
+
+Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden, der nu havde kastet
+Linen i Land og atter havde vendt sig, opfattede det som en Protest.
+
+"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet. I det samme sprang han
+ud over Rælingen.
+
+Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det sved ham, som da han
+hørte det første Gang. Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med
+Spydet hævet stod han og stirrede ned i Vandet, hvor Hvalen og Manden
+kæmpede. Mændene inde i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens
+Karlen stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede i Dyrets Nakke
+med sin Kniv.
+
+Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som en Fjeder, uvilkaarlig
+havde Spydet rettet Spidsen mod Manden dernede. Saa spændt var
+Musklerne i hans Arm, at de smertede.
+
+Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som
+gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han
+maatte kaste. Men i det samme, han lukkede Øjnene for ikke at se det,
+der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt
+den fast.
+
+Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i Baaden havde alle travlt
+med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa
+Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var
+veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd
+med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet,
+sprang ud af Baaden og vadede i Land.
+
+"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe. Han standsede og saa
+den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik
+han videre op over Fjældet, hjemad.
+
+De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som
+i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal.
+Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden
+standsede han. En Stund stod han og stirrede paa Gaarden dernede, saa
+begyndte han Nedstigningen. Aldrig havde han tænkt sig, at nogen Gang
+kunde være saa tung at gaa.
+
+Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen traadte ind, vaad og
+rystende af Kulde.
+
+"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde Fa'ren og saa op.
+
+"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste paa sine vaade Klæder.
+
+"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng."
+
+"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om først."
+
+Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. Fa'ren sad og saa paa ham,
+syntes knap, han kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og
+Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne.
+
+Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, mens han sad og stirrede
+paa Sønnen.
+
+"Hvorfor gik du?" spurgte han.
+
+"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske."
+
+"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage.
+
+Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa
+Fa'ren.
+
+"Fortæl."
+
+"Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg
+stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et
+stygt Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet
+vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke,
+jeg kunde holde det, lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der
+vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb min Arm og holdt den
+tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd
+med at gøre. -- Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem."
+
+Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, som sank han sammen i
+Stolen.
+
+"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.
+
+"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i
+Graad.
+
+Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var
+askegraat og ligesom dødt, der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa
+Sønnen.
+
+"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa
+Jorden og krøb hen til Stolen.
+
+"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r."
+
+Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og
+stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med
+Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens
+Haar.
+
+"Stakkels Niels."
+
+"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"
+
+"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du
+stjaalet?"
+
+"Faar, Faar. -- Og Bonden saa det. -- Og har sagt det i Bygden. --
+Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan
+pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen."
+
+Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i
+hans Skød. Og Fa'ren sad og strøg ham med rystende Haand gennem
+Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; og nu var hans
+Stemme rolig.
+
+"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa dig saadan. -- Hører du,
+Niels. Hører du. Jeg har ogsaa stjaalet."
+
+"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men Fa'ren saa ham fast i
+Øjnene og nikkede.
+
+"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men jeg slap godt fra det. Kan
+hænde, du har arvet det. Kan det ikke trøste dig."
+
+Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede Øjne. Men han vidste,
+Fa'ren aldrig løj.
+
+"Var det -- var det ogsaa Faar?"
+
+"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."
+
+Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre Bonde fra Sund gaaende
+ned til Stranden, hvor Folk havde travlt med at flænse de fangede
+Hvaler.
+
+Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, som Gud og Hvermand
+vidste, Dagen før var grebet i Faaretyveri oppe i Fjældet over
+Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Søn.
+
+"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det
+saa næsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri.
+
+"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hænderne i
+Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din
+Søn."
+
+Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik ingen at vide. Men Hans
+Joensen opgav sit Klagemaal over Sønnen og gned sig i Hænderne.
+
+Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Søn til Damperen. Han
+skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv.
+-- --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde
+bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden
+Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker. Men hver Gang
+Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet
+for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra
+Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig
+som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i
+Fjældet og læse Sønnens Brev.
+
+Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme
+lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at
+spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt
+derovre i det nye Land.
+
+En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte
+Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen.
+
+Det var et langt Brev, og det lød saaledes:
+
+    Kære Far.
+
+Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været
+for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig
+Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.
+
+Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa
+dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt
+Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er
+vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har
+kroget i sit Liv.
+
+Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og løjet for
+dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg
+havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt.
+
+Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg
+havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen
+foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad
+der var sket, syntes mig en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde
+Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en
+anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde
+rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig.
+
+Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden
+mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere
+Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede
+mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort.
+
+Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde
+ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde
+mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild
+Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som
+jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden,
+hvor det hørte hjemme. Jeg havde jo været syg den Gang, hvad kom det
+mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let
+over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i
+vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et
+sundt og godt Menneske ikke var mere værd, end at den skulde trampes
+sønder af dumme og tankeløse Mennesker.
+
+Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og
+jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt
+efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de andre, mærkede ikke
+deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik
+Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed
+hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, og jeg følte, at nu var det
+slut altsammen.
+
+Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig mest, det var Fortiden,
+som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt
+nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand og kastede sig over
+mig og sønderflængede min Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var
+det som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og jeg følte atter,
+som første Gang jeg hørte Ordet, at jeg var Tyv.
+
+Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og det bedrøver mig for din
+Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg
+atter hørte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se
+tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Nætter tumlede jeg
+med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke sig. Det, der
+før havde staaet for mig som en ond Drøm, steg frem, groede op for
+mig som en grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved,
+ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt mig bort fra det virkelige
+Liv, og nu var Drømmen slut.
+
+Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte, hvorledes Fortvivlelsen
+tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven
+Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa
+de øvrige.
+
+Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som
+en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at
+dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg
+skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg
+stræbte efter.
+
+Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre
+Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de
+saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det,
+thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op.
+
+Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige
+Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og
+aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker
+trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg
+ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn. Og jeg
+skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret
+og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet
+mere at leve for og intet at stræbe efter.
+
+Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere,
+mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg
+vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som
+før.
+
+Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg
+naaede op, blev jeg stødt tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde
+jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten
+med mig selv. Den prægede mig, gjorde mig sær. Det var Kainsmærket,
+der brændte sig fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre
+trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed.
+Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at
+jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min
+Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den
+aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg,
+min Aand svækkedes.
+
+Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte dø, inden
+det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde.
+
+Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld,
+jeg fik kæmpe saalænge, at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald
+af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi
+jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er
+din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa højt, som mit Liv
+kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid
+eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa mit Liv.
+
+Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig,
+at jeg nu søger Døden. Naar du har læst dette Brev, vil du kunne
+forstaa, at jeg ikke kan leve.
+
+Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min
+Samvittighed. Jeg har kun den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.
+
+                                                Din Søn Niels.
+
+Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og Hans Joensen hos Købmanden
+inde i Byen.
+
+Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. Nogle hang hen over den
+lange Disk, andre sad paa Bænken udenfor Butikken. Der blev snakket,
+røget og drukket Øl.
+
+Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket
+en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at
+gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han
+ikke den samme som før Historien med Sønnen, der var en sær
+Højtidelighed over alt, hvad han gjorde.
+
+Han sad med Fødderne trukket op under Stolen og den svære Krop
+ludende forover. Albuerne støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i
+Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med
+aarvaagne Øjne, som vilde han indprente sig selv de mindste
+Enkeltheder.
+
+Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der
+blev drukket, jo højere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og
+snakkede højest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag.
+Hvorledes det gik til, var der ingen, der rigtig vidste. Men
+pludselig standsede al Snakken i Butikken, og der blev dødsstille.
+Hans Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra Sund for Tyv.
+
+Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. Ikke en Muskel fortrak
+sig i hans haarde Ansigt. Han sad og stirrede lige ud i Luften, som
+om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og
+fyldte op foran ham.
+
+Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden.
+
+"Tyv."
+
+Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen.
+Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og
+saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.
+
+Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det
+tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der
+stod bagved, over Tæerne.
+
+"Av for Satan."
+
+"Han fægter nok med Hælene."
+
+"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved.
+
+Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet.
+
+"Tyv," raabte han for tredie Gang.
+
+Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med
+samme rolige Blik som før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en
+vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere og stærkere. De
+begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til,
+og han vilde være til Latter, drukne i Grin.
+
+Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen.
+
+"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham selv, siger jeg, om det ikke
+er sandt. Har jeg ikke hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv
+for Tyv."
+
+Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild.
+
+Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa Stolen væltede bagover. Saa
+ret som et Lys stod han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit
+Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke en eneste, der ikke
+følte sig som en Dreng under det Blik. Saa saa han ned paa
+Mandslingen. Hans Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men
+Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.
+
+"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans Joensen," sagde
+Kæmpen, "saa maa du ikke tro, det er fordi du kalder mig for Tyv, for
+det er det ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn, og saa fordi
+du trænger til det. Det kunde jo være, det kunde gøre dig lidt mere
+spag.
+
+Men først skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gør for at
+redde sin Søn, er mere værd end at blive traadt paa af saadan et
+lille Fjols som dig.
+
+Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen høre, det
+er, at min Søn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive
+et godt Menneske.
+
+Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til
+Tider banket Børn, naar de trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan
+endnu."
+
+Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa Disken og sprællede og
+hylede, medens Bonden fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt
+bearbejdede hans blottede Bag med et Sæberis.
+
+Siden den Dag saa man meget lidt til Hans Joensen. Men Bonden fra
+Sund gik omkring, som om intet var sket.
+
+Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden som sædvanlig for at hente
+sin Post. Men denne Gang var der kun Avisen.
+
+Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det
+udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet,
+smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han
+Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad.
+
+Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved
+Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet
+ned.
+
+I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, der meldte, at Sønnen
+var faldet overbord fra en Lystdamper og druknet.
+
+
+
+
+INDHOLD
+
+
+                     Side
+
+ LIPPEN                 6
+
+ BRYLLUP               33
+
+ MAGTESLØS             81
+
+ NIELS                115
+
+
+
+
+KNUD HJORTØ
+
+
+SYNER
+
+Kr. 3.00
+
+"Det kan ikke nægtes, at man af store Partier af Bogen føler sig
+stærkt fængslet." (Nationaltidende)
+
+
+HJEMME FRA EGNEN
+
+Kr. 3.00
+
+"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der er skrevet med den Lidenskab, der
+betinger al god Kunst." (Politiken)
+
+
+STØV OG STJERNER
+
+Kr. 3.00
+
+"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en
+forvirret og fortryllende Bog -- 'Støv og Stjerner'." (Samfundet)
+
+"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan
+Bog." (Nationaltidende)
+
+
+KRAFT
+
+Kr. 3.75
+
+"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende af Styrke og Tro paa de
+Værdier, som Fremtiden skal leve paa og som fører ud af Dekadencen."
+(Nordjylland)
+
+
+FOLK
+
+Kr. 4.50
+
+"De Læsere, som interesserer sig for Udviklingen baade i stort og
+smaat, godt og ondt, skal læse denne Bog." (Dannebrog)
+
+
+TO VERDENER
+
+Kr. 3.50
+
+"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de
+interessantaste. Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och
+energiska stil göra honom till en sympatisk och fängslande
+berättare." (Dagens Nyheter)
+
+
+                    DET SCHUBOTHESKE FORLAG
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ ***
+
+***** This file should be named 34786-8.txt or 34786-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/4/7/8/34786/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/34786-8.zip b/34786-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..bf195c7
--- /dev/null
+++ b/34786-8.zip
diff --git a/34786-h.zip b/34786-h.zip
new file mode 100644
index 0000000..e10a8ac
--- /dev/null
+++ b/34786-h.zip
diff --git a/34786-h/34786-h.htm b/34786-h/34786-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..0f26243
--- /dev/null
+++ b/34786-h/34786-h.htm
@@ -0,0 +1,5467 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
+    <title>Fra Færøe, by Carl Sørensen; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <style type="text/css">
+    /* <![CDATA[ */
+body {
+    margin: auto 10%;
+}
+
+h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
+    text-align: center;
+    clear: both;
+}
+
+p {
+    margin: .75em auto;
+    text-align: justify;
+}
+
+hr {
+    width: 33%;
+    margin: 2em auto;
+    clear: both;
+}
+
+ul { margin-left: 0; padding-left: 0; }
+
+.pagenum {
+    /*visibility: hidden;*/
+    color: #999;
+    position: absolute;
+    left: 92%;
+    font-size: smaller;
+    text-align: right;
+    font-style: normal;
+    font-variant: normal;
+    font-weight: normal;
+    text-transform: none;
+    text-decoration: none;
+    letter-spacing: normal;
+} /* page numbers */
+a[title].pagenum:after { content: attr(title); }
+
+.blockquot {
+    margin: auto 8%;
+}
+
+.center    { text-align: center; }
+.caps      { text-transform: uppercase; }
+.smaller   { font-size: 85%; }
+.larger    { font-size: 115%; }
+.secbreak + p:first-letter, h3 + p:first-letter { float: left; clear: left; margin: 0 .1em 0 0; padding: 0; font-size: 180%; }
+
+/* Images */
+img         { border: none; }
+
+.figcenter {
+    margin: auto;
+    text-align: center;
+}
+
+/* Footnotes */
+.footnotes       { border: dashed 1px; }
+.footnote        { margin: auto 10%; font-size: .9em; }
+.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; }
+
+.fnanchor {
+    vertical-align: top;
+    font-size: 70%;
+    text-decoration: none;
+}
+
+/* Poetry */
+.poem         { margin: auto 10%; text-align: left; }
+.poem br      { display: none; }
+.poem .stanza { margin: 1em 0em; }
+.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; }
+
+/***/
+
+.trnote {
+    font-family: sans-serif;
+    font-size: 90%;
+    background-color: #ccc;
+    color: #000;
+    border: black 1px dotted;
+    margin: 2em 15%;
+    padding: 1em;
+}
+.trnote ul li { list-style-type: none; }
+
+.toc { margin: 0 25% auto 25%; }
+p.toc { font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; }
+.toc li { padding: 0 2em 0 0; list-style-type: none; }
+.toc .num { position: absolute; right: 30%; top: auto; }
+
+.topmarg  { margin-top: 4em; }
+
+.w65 { width: 65%; }
+hr.chapbreak, .w45 { width: 45%; }
+hr.tb, .w25 { width: 25%; }
+hr.secbreak { width: 15%; }
+hr.chapbreak, hr.secbreak { margin-bottom: 4em; }
+
+.l2 { text-align: left; padding-left: 2em; }
+.r2 { text-align: right; padding-right: 2em; }
+
+.authorads { margin: auto 20%; }
+.authorads h3 + p:first-letter { font-size: 100%; float: none; margin-right: 0; }
+.adprice { text-align: center; padding-top: 0; }
+.adsource { padding-left: 2em; font-style: italic; }
+
+a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
+
+    /* ]]> */
+    </style>
+  </head>
+<body>
+
+
+<pre>
+
+The Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Fra Færø
+       Fire Fortællinger
+
+Author: Carl Sørensen
+
+Release Date: December 30, 2010 [EBook #34786]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+
+
+
+
+</pre>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Bogens <a href="#INDHOLD">indholdsfortegnelse</a> kan findes bagest.</p>
+
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er i øvrigt bevaret. En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
+sidst i bogen.</p>
+</div>
+
+
+
+<h2 class="center caps">Carl Sørensen</h2>
+
+<h1 class="center caps">Fra Færø</h1>
+
+<div class="figcenter topmarg"><img alt="Omslagets illustration" src="images/cover.png" width="450" height="398" /></div>
+
+<p class="center caps topmarg">Det Schubotheske Forlag</p>
+
+<hr class="w65" />
+
+
+<p class="center">Oplag: 1000 Ekspl.</p>
+
+<p class="center">Omslaget tegnet af E. KRAUSE</p>
+
+<hr class="w65" />
+
+
+<h2 class="center caps">Carl Sørensen</h2>
+
+<h1 class="center caps">Fra Færø</h1>
+
+<p class="center larger caps">Fire Fortællinger</p>
+
+<div class="figcenter topmarg"><img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="120" height="65" /></div>
+
+<p class="center caps topmarg larger">København</p>
+
+<p class="center caps larger">Det Schubotheske Forlag</p>
+
+<p class="center caps smaller">J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung</p>
+
+<p class="center">1906</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="LIPPEN" id="LIPPEN"></a>LIPPEN</h2>
+
+<hr class="secbreak" />
+<p>Havet <a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a>
+laa og aandede ud efter Stormen i sejge
+Dønninger. En efter en gled ind under
+Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede
+den som for at prøve dens Vægt og gled derpaa
+agterud, godmodigt smaaknubsende Baadsiden som
+i Overmod over sin Jættestyrke.</p>
+
+<p>Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet
+Dønningen gled bort under den. Saa faldt den
+med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet
+sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt
+ned i Bølgedalen og begyndte at krybe op over
+den næste Bølge.</p>
+
+<p>Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen
+stod op. Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge
+til Bølge. Snart laa de dybt nede med Vandvæggene
+skraanende op til alle Sider. Snart laa
+de og vippede usikkert paa Toppen af et glidende
+Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se langt ud over
+Havet, der arbejdede tungt og træt og med store,
+lade Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte
+<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a>hævede sig op af Havet som en sort, takket Mur.</p>
+
+<p>De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad
+Elias, en mager, sejg Skikkelse, indtørret af Vejr
+og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder
+var brun og rynket, som var den forbrændt,
+og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene
+og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som
+Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet
+var gaaet hen over den som en graadig Flamme,
+der først var udslukt, da den havde fortæret al
+Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i
+Øjnene, at der endnu laa et Par Gløder og ulmede
+i Askedyngen.</p>
+
+<p>Elias var en af Bygdens mere fremragende
+Mænd. Som ung havde han været rask og kvik,
+dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og Lystighed,
+Drik og Spil. Og senere havde han været
+en af Bygdens Foregangsmænd, en Mand, der gik
+paa og vovede Pelsen. Nu han var bleven gammel,
+var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig
+paa Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden
+sagde, at der var Mennesker, der ikke
+kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af
+dem.</p>
+
+<p>Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og
+rørig som en ung Mand, naar Gigten da ikke netop
+var i Lag med ham. Men den kunde pludselig
+kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham,
+som om han var en Kattekilling, og bukke ham<a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a>
+sammen som en Lommekniv. Da bed han Tænderne
+sammen og blev bleg af Raseri, og da var
+han ikke god at komme nær i lange Tider efter.</p>
+
+<p>Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak
+ganske langsomt paa Aarerne. Han skulde kun
+passe at holde Baadens Stævn op imod Dønningen
+og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land
+holde den paa samme Sted over Medet, hvor
+Fiskene stod.</p>
+
+<p>Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende
+Mand, lille, men tæt og stærkt bygget.
+Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg
+strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger
+som Piggene paa et Pindsvin og omgav hans hvasse
+og energiske Ansigt med en luende Glorie. Han
+hed Thomas og var af de Folk, der er lige at
+gaa til, men svært ubehagelige, naar de er vrede,
+og som har let til at blive det. Han halede i
+Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte
+Fisker holdt han nøje Tal med sin og den anden
+Fiskers Fangst.</p>
+
+<p>Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads
+forude. Han var en ung Knøs paa knap en Snes
+Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude
+paa Baadens anden Side og halede i den med lange,
+jævne Tag. Efterhaanden som Dagen gik, havde
+hans Ryg krummet sig mer og mer, medens han
+halede Torskene ind den ene efter den anden; han<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a>
+havde for længst opgivet at holde Tal paa dem.
+Nu stod hans Ryg spændt bagud som en Flitsbue.
+Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød
+og hans Kinder dunede og røde.</p>
+
+<p>En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden
+højt til Vejrs. I et Nu lod Elias sit Blik løbe
+Horisonten rundt for at se efter de andre Baade,
+der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De
+fleste havde allerede taget Snørerne ind, faaet det
+lille Raasejl hejst og stod nu hjemad. Saa stirrede
+han længselsfuldt mod Land; han var forlængst
+ked af det hele.</p>
+
+<p>Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede
+langt.</p>
+
+<p>"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede
+han ligegyldigt. "Men nu er det jo ogsaa snart
+mørkt."</p>
+
+<p>Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt
+ind mod Land for at forvisse sig om, at de
+endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden
+af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.</p>
+
+<p>Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede
+for, men han havde ingen Jag med at komme
+hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt antagelig.</p>
+
+<p>Han tog atter fat paa Snøren.</p>
+
+<p>"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder
+skal vi da ha'."</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a>
+Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen
+forude. Et Øjeblik fik han Ryggen rettet lidt og
+strammede sig op. Men da der ingen Helleflynder
+kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde
+saa bestemt ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig
+stor Helleflynder, og han havde været overtydet
+om, at han vilde faa den. Det vilde jo være saadan
+en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at
+han holdt af hende.</p>
+
+<p>Men han havde efterhaanden som Dagen led,
+og det altsammen blev Torsk og Torsk, de fiskede,
+mistet Haabet og tabt Interessen. Men naturligvis,
+kom der en Helleflynder, saa &mdash; Men der kom
+ingen.</p>
+
+<p>Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen.
+Fisken blev hængende, og han halede ind, saa Vandet
+fra Snøren stænkede omkring ham.</p>
+
+<p>De to andre vendte sig og saa, at det kun var
+en Torsk, han halede ind paa.</p>
+
+<p>"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas,
+"ikke saa meget som en eneste lillebitte Flynder
+kan vi faa."</p>
+
+<p>"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede,
+idet han stirrede mod Land. "Naar vi kunde faa
+en stor, saa. &mdash; Men i Dag faar vi ingen. Nej,
+nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men
+en pæn Fangst har vi da. Vi har allenfals ikke
+nødig at skamme os, naar vi kommer hjem."</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a>
+"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu,"
+sagde Thomas. Han begyndte at blive ondskabsfuld
+over den andens Hjemve.</p>
+
+<p>"Hvad siger du, Johannes?"</p>
+
+<p>Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde
+endnu travlt med at hale ind paa sin Torsk.</p>
+
+<p>"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt.
+Der er Dage, hvor man ikke har Held med
+sig. Det ved baade du og jeg, bitte Thomas, og
+saa kan det ikke nytte at ligge og vente. &mdash; Vi
+faar ingen Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas.
+Jeg er en gammel Fisker, skal jeg sige dig."</p>
+
+<p>Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik
+ogsaa han Bid og maatte til at hale ind.</p>
+
+<p>Elias gabede.</p>
+
+<p>"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja,
+ja, ja. Dem er der nok af."</p>
+
+<p>Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa
+Bunden af Baaden.</p>
+
+<p>Thomas, der sad og halede ind paa sin Line,
+standsede pludseligt. Hans Ansigt undergik en
+sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren
+med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra
+Toften. Snøren var spændt som en Buestreng,
+og skønt han halede af al Magt og med begge Hænder,
+kneb det for ham at vinde ind paa den.</p>
+
+<p>De to andre blev opmærksomme. Elias lod
+Aarerne hvile og bøjede sig spændt forover. Og<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a>
+Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i
+Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen
+ud, men lod baade Snøre og Torsk falde ned i
+Baaden, idet han rejste sig.</p>
+
+<p>"Er den der?" spurgte Elias.</p>
+
+<p>"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der
+stod bøjet over Linen.</p>
+
+<p>"Den er stor, hvad?"</p>
+
+<p>Men Elias fik intet Svar. I det samme tog
+Baaden en Overhaling. Med et tungt Kladsk slog
+den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over
+Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude
+i Forstavnen og stirret paa Thomas' Snøre med opspilet
+Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften.</p>
+
+<p>"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."</p>
+
+<p>Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med
+Lethed ind over Rælingen.</p>
+
+<p>"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte
+atter at røre Aarerne.</p>
+
+<p>"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke
+ogsaa passe paa?"</p>
+
+<p>Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind
+paa Linen.</p>
+
+<p>"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud.
+Den maa sku staa her i Nærheden."</p>
+
+<p>Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen
+og lod Snøren plumpe overbord og gaa til Bunds.
+Men Elias, der følte en Smule Samvittighedsnag,<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a>
+det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet
+Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte
+at retfærdiggøre sig.</p>
+
+<p>"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de
+Bæster."</p>
+
+<p>"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas.
+Han havde travlt med at faa Torsken halet op, saa
+han atter kunde faa Snøren til Bunds efter Helleflynderen.</p>
+
+<p>"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan
+sidder og slider i det," klagede han, "at det
+hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan passe
+Aarerne."</p>
+
+<p>Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok
+spillet Martyr, nu var han træt af den Rolle. Og
+han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas.</p>
+
+<p>"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas.
+Og det er, at det eneste, som vi med Bestemthed
+kan sige, er det, at det var dig, den slap fra. &mdash; Akkurat
+sku."</p>
+
+<p>Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et
+langt Tag med Aarerne, føjede han til lidt sagtere,
+ligesom for sig selv:</p>
+
+<p>"Hvis det da har været en Flynder."</p>
+
+<p>Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen
+med den lange Jernbue, fra hvis Ender Snørerne
+med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede
+sig frem og tog fat i den ene Snøre, der var<a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a>
+spændt som en Streng, halede han en Torsk paa
+henved en halv Snes Pund ind i Baaden.</p>
+
+<p>"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede
+Elias forsonende. Det var jo, naar alt
+kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord i
+Striden.</p>
+
+<p>Men Thomas havde travlt med sine Snører; han
+havde ogsaa faaet den anden Snøre ind og saa nu,
+at Silden paa den store Krog var urørt. Saa vendte
+og drejede han den fangede Torsk.</p>
+
+<p>"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod
+Elias. "Her har den haft fat i Torsken, Bæstet."</p>
+
+<p>Elias undersøgte Biddet.</p>
+
+<p>"Det har været en stor Tamp, den."</p>
+
+<p>Johannes havde rejst sig forude og saa over
+Elias' Hoved hen paa Biddet. Snøren holdt han i
+Haanden og bevægede den mekanisk op og ned.
+&mdash; Pludselig strammedes den, og han kunde ikke
+røre den. Havde den mon faaet fat i en Sten paa
+Bunden.</p>
+
+<p>Han halede til med begge Hænder og fik halet
+et Par Tommer ind. Saa halede han atter af al
+Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. &mdash; Hvad
+Fanden var det?</p>
+
+<p>Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken
+falde ned i Baaden, plantede sin Haand paa Elias'
+Skulder og satte i et Spring forud.</p>
+
+<p>"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig.<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a>
+Hal langsomt, ganske langsomt, ellers river
+du det hele i Stykker."</p>
+
+<p>Formaningen var for saa vidt overflødig, som
+han allerede selv havde Tag i Snøren og halede ind
+paa den.</p>
+
+<p>"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om.
+Men denne Gang passede han paa og manøvrerede
+omhyggeligt med Aarerne.</p>
+
+<p>"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig,"
+formanede Thomas, der selv stod og halede ind paa
+Snøren.</p>
+
+<p>Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften
+og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sine
+Hænder. Han syntes, det var overflødigt at formane
+andre, naar man samtidig tog Snøren ud af
+Hænderne paa dem og bemægtigede sig deres
+Fangst, og han gjorde i en beskeden, surmulende
+Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den
+Retning.</p>
+
+<p>Thomas tog endnu et Par Tag.</p>
+
+<p>"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren
+hen mod Johannes. "Men vær forsigtig med den,
+Knægt."</p>
+
+<p>Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav
+Snøren fra sig, med saa øjensynlig Uvilje, at Johannes
+næsten generede sig for at tage den. Men
+det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu
+mer, hans første Fisk.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a>
+Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens
+Thomas stod og saa til, foroverbøjet og øjensynlig
+parat til at gribe ind ved første Lejlighed.
+Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og
+øvet Baaden op mod Søen, medens han samtidig
+sad og mumlede Formaninger halvhøjt i Skæget.</p>
+
+<p>"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!"
+Samtidig sad han og holdt skarpt Udkig efter
+Søerne, der kom rullende mod Stævnen.</p>
+
+<p>"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r?
+det ku du li'. Men det bliver Løgn, gamle,
+det bliver Løg&mdash;&mdash;&mdash;n."</p>
+
+<p>Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert
+Aaretag Baaden op paa en høj Sø. Saa hvilede
+han, medens Søen gled bort under Baaden, og trak
+saa til op over den næste. &mdash; Spændende var det
+sku med saadan en Fisk. Elias havde ligefrem
+Mavekneb af Spænding, skønt han var en gammel
+Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men
+denne lod jo ogsaa til at være en svært stor en.</p>
+
+<p>Johannes undrede sig over, hvor let Fisken
+pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro,
+at den var gaaet igen.</p>
+
+<p>Men saa strammedes Snøren pludselig og blev
+saa tung, som bar den et Klippestykke.</p>
+
+<p>"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas,
+medens han lænede sig forover og strakte Haanden<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a>
+frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær
+endelig forsigtig."</p>
+
+<p>Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred
+sig mer og mer fremefter, medens han gjorde rene
+Kunstværker med sine Aarer.</p>
+
+<p>"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det
+var lige saa meget Søen som Fiskerne forude, han
+formanede. Han havde en underlig Uro over sig,
+særlig i Benene, og følte det krible gennem hele
+Kroppen. Spændende var det sku med saadan en
+Fisk.</p>
+
+<p>"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han
+stak Enden langt bag ud og fattede med begge
+Næver om Rælingen og klemte til.</p>
+
+<p>Det var helt meningsløst med disse Formaninger,
+thi kun ved at hale til af alle Kræfter aarkede
+Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen ind
+over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge
+Fødder stemmet mod Baaden og var aldeles rødblaa
+i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde ikke
+give sig men blev til Slut nødt til det.</p>
+
+<p>Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der
+greb den uden at mæle et Ord, medens Johannes
+satte sig paa Toften og pustede ud.</p>
+
+<p>Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var
+en mægtig stor Helleflynder, der slog om sig, saa
+det knagede i Baaden, og Vandet skvulpede ind
+over Rælingen.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a>
+Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden
+og holdt i Linen, medens han stirrede ondt paa
+Fisken. Han kunde ikke mer.</p>
+
+<p>Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige
+Fisk. Men Elias smed Aarerne og havde
+allerede faaet det ene Ben over Toften.</p>
+
+<p>Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først
+langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Den gik til
+Bunds som en tung, tung Sten, medens Linen
+hven over Rælingen.</p>
+
+<p>"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne.
+"Det var en svær Tamp, den."</p>
+
+<p>"Det var det," stønnede Thomas. Han kunde
+daarlig faa Vejret, og hans Arme sad ligesom løse.
+"Men den var for levende til at faa ind i Baaden."</p>
+
+<p>Thomas havde nu helt sluppet Linen, der løb
+ud med rivende Fart. Nu opdagede Johannes
+pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind
+i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med
+Benene.</p>
+
+<p>"Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den
+anden betænkte sig, tog han fat i Støvlen og trak
+den af; i samme Øjeblik røg den ud over Rælingen
+og forsvandt med et Plump under Vandet.</p>
+
+<p>"Er du gal, Knægt," skændte Thomas. "Er det
+en Maade, maa jeg spørge, hvorfor Satan ser du
+dig ikke for? Du havde faaet Benet brækket som
+en Pibespids."</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a>
+"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret
+fra Elias.</p>
+
+<p>"Hvad der er i Vejen? Han havde knækket
+Benet som en Svedske," og Thomas skændte
+videre.</p>
+
+<p>Saa dukkede Støvlen op agterude.</p>
+
+<p>Der gled et glad Smil over Knøsens Ansigt.</p>
+
+<p>"Der er den," raabte han og pegede med
+Fingeren.</p>
+
+<p>"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter
+Støvlen, der flød i Vandskorpen med Bunden opad.</p>
+
+<p>Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen,
+der nu var løbet ud.</p>
+
+<p>"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede
+han.</p>
+
+<p>"Jeg vil ha' min Støvle først," protesterede
+Johannes.</p>
+
+<p>Elias var tvivlraadig.</p>
+
+<p>"Ja, Støvlen," sa' han.</p>
+
+<p>"Skidt med Støvlen, den kan du altid faa. Du
+vil vel ogsaa ha' Fisken, vil jeg tro. Det er jo din
+Fisk."</p>
+
+<p>"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede
+Knøsen. "Jeg vil ha' min Støvle først."</p>
+
+<p>"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede
+Thomas.</p>
+
+<p>Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde
+efter Støvlen.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a>
+"Gu' skal han ha' sin Støvle."</p>
+
+<p>Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen
+ind i Baaden. Saa roede han fremefter for at
+faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at have
+bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.</p>
+
+<p>Thomas var allerede i Gang med at hale ind
+paa Linen. Men han blev hurtig træt &mdash; han var
+endnu udmattet af sit Basketag med Fisken &mdash; og
+lod Johannes faa Snøren.</p>
+
+<p>Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet
+og ventet paa det.</p>
+
+<p>"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."</p>
+
+<p>Han halede ind paa Linen som en rolig og
+kyndig Fisker uden at forhaste sig, naar Fisken var
+let, og uden at overanstrenge sig, naar den gjorde
+Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at
+vise sin Overlegenhed som ældre overfor de to
+andre. Og da de mente, de kunde igen, overlod
+han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer.
+Han fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den
+Fisk ind.</p>
+
+<p>Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde
+de atter faaet Fisken op til Overfladen. Den havde
+ikke gjort saa megen Modstand denne Gang og var
+kendelig svagere, da den kom op.</p>
+
+<p>"Ræk mig Kleppen<a name="FNanker_1" id="FNanker_1"></a><a href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a>," raabte Thomas til Elias,
+der nu igen sad ved Aarerne.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a>
+"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen
+bleven af?"</p>
+
+<p>Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias
+stod omtrent paa Hovedet, medens han rodede i
+Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.</p>
+
+<p>"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde
+Kleppen."</p>
+
+<p>Men Johannes var ikke hurtig nok.</p>
+
+<p>"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas
+godt paa den."</p>
+
+<p>Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under
+Torskedyngen. Men idet han kom forud med den,
+tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.</p>
+
+<p>"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!"</p>
+
+<p>Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn
+omkring en Aaretoft.</p>
+
+<p>"Men nu er du der, forstaar du."</p>
+
+<p>Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og
+holdt den. Saa begyndte han varsomt at hale ind
+igen.</p>
+
+<p>"Et Guds Under er det, at den hænger der
+endnu," sagde Elias og spyttede resigneret. Nej,
+det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov til at hale
+Fisken ind.</p>
+
+<p>For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den
+var nu saa udmattet, at den kun havde Kræfter til et
+Par Smaatjat med Halen.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a>
+Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen
+og gav den derpaa til Johannes.</p>
+
+<p>"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa
+løftede han Kleppen i begge Hænder og huggede
+den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.</p>
+
+<p>"Nu er den der. Kom saa."</p>
+
+<p>Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden
+af Baaden og stak Enderne saa langt bag ud
+mod den anden Ræling som muligt for at holde Baaden
+i Balance.</p>
+
+<p>"Saa op med den. &mdash; En, to, nu gaar den &mdash;
+Ohøj."</p>
+
+<p>De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede
+under dem. Elias havde smidt sig ud over den
+anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet.</p>
+
+<p>Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa
+Kanten af Baaden og tyngede den ned, saa Vandet
+pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et
+tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i
+samme Øjeblik var begge Fiskerne over den med
+deres Knive.</p>
+
+<p>Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var
+den død.</p>
+
+<p>"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde
+rejst sig og stod og tørrede sit Ansigt med sit
+Skjorteærme.</p>
+
+<p>"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede<a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a>
+Fisken som Kender. "Og fed. Op mod et
+Par hundrede Pund vel."</p>
+
+<p>Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften,
+bleg af Anstrengelse og saa ud, som om han
+havde ondt.</p>
+
+<p>Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad
+over en stor Fangst. Og i sin Glæde over Helleflynderen
+klappede han Johannes paa Ryggen og
+forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok
+skulde blive en dygtig Fisker. Johannes tog imod
+Klappene, men saa ikke særlig overbevist ud.</p>
+
+<p>"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.</p>
+
+<p>Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for
+at overtyde de andre om, at han ikke fejlede noget
+særligt.</p>
+
+<p>"Ja, lad os saa se at komme hjem."</p>
+
+<p>Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring
+dem. Søen havde lagt sig lidt, og Havet var tungt
+og mørkt som smeltet Bly. Landet skimtedes
+kun svagt som en mørk Skygge der langt borte
+mod den graa Himmel. Ude over Havet var Himlen
+kulsort, og det var begyndt at blæse op ind mod
+Land.</p>
+
+<p>I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat,
+og Baaden strøg nu hjemad.</p>
+
+<p>I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran
+ham sad Johannes, der nu var kommen sig lidt
+efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og foran<a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a>
+ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas
+og holdt Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne
+Vind kunde blive til, hvad det skulde være.</p>
+
+<p>Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads.
+Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem
+kunde se Landet voxe op som en sort, truende
+Skygge i det graa Halvmørke forude.</p>
+
+<p>Saa naaede de ind under den høje, lodrette
+Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over
+Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen
+allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod
+Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op
+i Mørket.</p>
+
+<p>De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev
+bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu
+fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke
+langs Kysten op til Bygden.</p>
+
+<p>Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der
+gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet. Søen var
+rolig her, men man kunde høre Vandet smaaklukke
+og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved
+Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede
+og sænkede sig mod den sorte Stenvæg.</p>
+
+<p>Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys
+fra Bygden i Sigte. Og saa dukkede de lidt efter
+frem, det ene Lys efter det andet, store og smaa,
+klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner,
+der tændes paa den mørke Himmelhvælving. Og<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a>
+nu laa Bygden der, lysende i Mørket som et enligt
+Stjærnebillede.</p>
+
+<p>Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa
+mod Lysene.</p>
+
+<p>"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.</p>
+
+<p>"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt
+det samme."</p>
+
+<p>"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en
+lang Dag."</p>
+
+<p>"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r
+urolig nu."</p>
+
+<p>"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad
+siger du, Johannes, er du træt?"</p>
+
+<p>"Aah ja."</p>
+
+<p>"Ja, det kan være drøjt nok."</p>
+
+<p>"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet
+fra Knøsen. Nu er vi jo ogsaa snart hjemme. &mdash;
+Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen<a name="FNanker_2" id="FNanker_2"></a><a href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>?"</p>
+
+<p>Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele
+Tiden havde siddet og tænkt paa den Lippen. Om
+han fik den eller ej.</p>
+
+<p>"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.</p>
+
+<p>"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha'
+den? Fisken er jo din, saa du skal ha' Lippen.
+Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen til<a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a>
+Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil
+du vel ikke lave om?"</p>
+
+<p>"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas
+klemte paa.</p>
+
+<p>"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"</p>
+
+<p>Johannes var svært glad ved, at han vendte
+Ryggen til, saa de ikke kunde se, at han rødmede.
+Det var saa flovt at rødme i den Alder.</p>
+
+<p>"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?"
+blev Thomas ved.</p>
+
+<p>"Næ&mdash;hæ, det er det vist ikke, hm," glentede
+Elias.</p>
+
+<p>"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas
+prøvede sig frem.</p>
+
+<p>"Hi, hi," klukkede Elias.</p>
+
+<p>"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det.
+Ja, ja, saadan er det selvfølgelig."</p>
+
+<p>Thomas syntes at blive mere og mere sikker
+i sin Sag.</p>
+
+<p>"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."</p>
+
+<p>Thomas gjorde en Kunstpavse.</p>
+
+<p>"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej,
+det er da helt umuligt."</p>
+
+<p>Thomas var kommen i Humør; han vilde være
+morsom for en Gangs Skyld.</p>
+
+<p>"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a>
+gammel, han var, interesserede han sig endnu
+stadig for Kærestehistorier.</p>
+
+<p>"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev
+Thomas ved. Saa slog han pludselig om.</p>
+
+<p>"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"</p>
+
+<p>"Det er det nok. Det er det nok," nikkede
+Elias.</p>
+
+<p>Men Johannes lod de andre snakke og sled
+tappert i Aarerne.</p>
+
+<p>De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse
+laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene
+selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene
+skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket.
+Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet
+imellem Smaaskærene.</p>
+
+<p>Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne
+glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede
+paa Hosesokker forud over Tofterne.</p>
+
+<p>Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem
+Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de
+sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa
+begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over
+et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i
+Strandkanten med Fanglinen i Haanden.</p>
+
+<p>Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden.
+Og der udveksledes Hilsener, spurgtes til
+Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige, lavmælte
+Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a>
+De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og
+hev nu Fangsten ind paa Klipperne, hvor den blev
+skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst kom
+Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede
+i Baaden. Alle var nede at beundre den.</p>
+
+<p>Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da
+ingen saa det.</p>
+
+<p>Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der
+en Del Mænd og Kvinder med firkantede Tremmekasser,
+der hang dem paa Ryggen i et Baand frem
+over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom
+de ned til Strandkanten, fik den opskaarne Fisk
+puttet i Kasserne og forsvandt atter opover mod
+Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil
+blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet
+og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede
+ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre
+den.</p>
+
+<p>Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og
+Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme
+i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op
+og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i
+Strandkanten.</p>
+
+<p>Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til
+Bygden, hvis Lys ligesom bredte Armene ud imod
+dem gennem Mørket.</p>
+
+<p>De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte
+sig fremover i de lange Søstøvler.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a>
+Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.</p>
+
+<p>"Hvor blev Gutten af?"</p>
+
+<p>"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt
+videre, vilde nødigt ud af Farten; det er saa svært
+at komme i Gang igen, naar man er rigtig træt og
+saa staar stille.</p>
+
+<p>"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."</p>
+
+<p>"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"</p>
+
+<p>"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias
+tilbage over Skulderen.</p>
+
+<p>Men Thomas blev alligevel staaende og saa over
+mod de to Skikkelser, han lige kunde skimte i
+Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men saa
+blev han alvorlig.</p>
+
+<p>"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og
+saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan."</p>
+
+<p>Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik
+hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn.</p>
+
+<p>Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes
+og saa paa hinanden. Det er svært at faa
+begyndt, naar man er forelsket, og det var, som
+om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.</p>
+
+<p>Det var Sanne, der maatte begynde.</p>
+
+<p>"I blev længe ude i Aften."</p>
+
+<p>"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.</p>
+
+<p>"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor
+skulde jeg være det!"</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a>
+Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne,
+der maatte begynde.</p>
+
+<p>"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen,
+Johannes?"</p>
+
+<p>"Ja, hvad tror du?"</p>
+
+<p>"Jeg ved ikke."</p>
+
+<p>"Gæt engang."</p>
+
+<p>"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede
+Sanne, skønt hun allerede havde set, hvad det var.</p>
+
+<p>"Nej, nej," triumferede Knøsen.</p>
+
+<p>"Hvad er det da?"</p>
+
+<p>"Det er noget til dig."</p>
+
+<p>"Til mig! Hvad kan det være?"</p>
+
+<p>"Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."</p>
+
+<p>"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt.
+Hvorfor skulde jeg ikke kunne li' dig, Johannes?"</p>
+
+<p>"Ja, jeg mener, om du holder af mig."</p>
+
+<p>"Holder du da af mig, Johannes?"</p>
+
+<p>"Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."</p>
+
+<p>Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og
+holdt triumferende det mægtige Stykke hvide Kød
+op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.</p>
+
+<p>"Værsaagod," sagde han.</p>
+
+<p>"Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet.
+"Holder du virkelig saa meget af mig?"</p>
+
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32"></a><br />
+<a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33"></a><br />
+<a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34"></a></p>
+<h2><a name="BRYLLUP" id="BRYLLUP"></a>BRYLLUP</h2>
+
+<hr class="secbreak" />
+<p>Bygden <a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a>
+havde staaet paa den anden Ende i over
+fjorten Dage. Ja, mer end det. Det var jo
+omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale
+om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det
+en Kendsgerning for alle de nærliggende Bygder,
+der kunde vente sig Invitation.</p>
+
+<p>Der var slagtet over al Maade, og der var stegt
+Lammesteg og lavet Skinsakjøt<a name="FNanker_3" id="FNanker_3"></a><a href="#Fodnote_3" class="fnanchor">[3]</a> i Massevis. Der
+var købt Bunker af Svedsker, Rosiner, Gryn, Saft
+og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker
+til Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom
+og 40 Potter Cognac til Resten.</p>
+
+<p>Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden
+paa den anden Side Fjorden. Og tidlig
+om Morgenen var Timannefaren<a name="FNanker_4" id="FNanker_4"></a><a href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a> gaaet over Fjorden;
+og nu ventede man kun paa, at den skulde
+komme tilbage med Præsten.</p>
+
+<p>Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og
+man kan selvfølgelig kun holde Bryllup i Slagtetiden.
+Luften var klar og frisk. Det var blikstille,
+og der var ikke en Sky paa Himlen.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a>
+De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op
+i Kroppen paa Ænderne, der laa i Bygdens mange
+Møddinger, og gjorde dem endnu mere snadrevorne,
+end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt
+og nippede til Møddingaffaldet saa sippede og
+snærpede, som var de alle Gammeljomfruer, der
+aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom.
+Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa
+dybsindig og højtidelig ud, som om det var den,
+der skulde have Bryllup.</p>
+
+<p>Der var Feststemning over de smaa, tjærede
+Træhuse med de mange, store Møddinger. Der
+var Feststemning over Vejen, der drejede og vred
+sig mellem Husene, knækkede sammen langs
+Gavlene og gjorde sig ængstelig tynd for at naa
+frem mellem de mange Møddinger.</p>
+
+<p>Der var Feststemning over Fjældet, der hævede
+sig som et mægtigt Taarn paa den anden Side af
+Bugten, hvor Bygden havde sin Landingsplads.
+Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa
+højt, højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade
+sig til at hænge og drive paa en Fjældtop.</p>
+
+<p>Der var Feststemning over Himlen, Fjældet,
+Havet, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene
+og over de tre Flag, der hang og dasede over tre
+af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og
+fornøjet ud, undtagen to Hunde. De var husvilde
+i Anledning af Festen og slentrede nu rundt og
+snuste <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="misfornøet">misfornøjet</a> til alt.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a>
+Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder
+og Hunde og ikke et eneste Menneske. Bygden
+laa saa rolig og stille, som var den uddød. Men
+lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde
+man høre det snorke derinde, for der havde været
+Dans hele Natten. Og inde i det midterste af de
+flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive,
+Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og
+Bygdens Folk, der havde overvundet Nattens Kalas,
+og spiste og drak i al Stilfærdighed omkring de
+lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af
+Skærpekød og kold Lammesteg. Og Skafferne gik
+omkring og nødte Folk og skænkede Brændevin af
+Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og
+Gammelvin.</p>
+
+<p>Endelig kom Præsten.</p>
+
+<p>Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af
+Husene, gabede og strakte sig, harkede og spyttede
+og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de
+saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede
+og gloede ud over Fjorden, hvor Præstebaadens
+hvide Sejl dansede op og ned.</p>
+
+<p>Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og
+Præsten gik i Land. Han trykkede hver Mand i
+Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen
+var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig
+som muligt. Saa gik han op til Skolelæreren
+for at gøre sig færdig til Vielsen. Og Folkene
+forsvandt i Husene for at pynte sig. &mdash;</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a>
+Og pyntede var de, da de en Timestid senere
+kom ud af Husene, med skæve, rynkede Bukseben,
+korte, krøllede Jakker, trangbrystede Frakker
+og posede Diplomater; var det virkelig de samme
+Mænd, der før saa saa kraftige og smukke ud i
+deres Knæbukser, strikkede Trøjer og brune Kofter.
+Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg
+passede daarligt til de skæve Kravebryster og
+rundpullede Filthatte.</p>
+
+<p>Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne
+og statelige Kone, der gaar der i sine stivede
+Skørter og Gud ved hvad og ligner en Sukkertop.
+Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer
+han afsted ved Siden af Konen, klemt og pint af
+Stadsen, stiv og højtidelig som en Degn foran
+Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om
+Benene paa ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet,
+det næste kalveknæet og undertiden begge
+Dele paa en Gang og paa samme Ben.</p>
+
+<p>Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede,
+men udtraadte Fjedersko, og paa Hovedet
+har han en stiv, rundpullet Filthat, der er grønlig
+som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og
+dasker ned ad Ryggen paa ham. Og den Mand
+er Øens dygtigste Fisker og dristigste Fuglefanger.
+Det er baade til at le og græde over.</p>
+
+<p>Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik,
+som en Vielse plejer at foregaa med Ja og<a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a>
+Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt, men med
+gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og
+alt gik meget godt. Men til Slut løftede Præsten
+Stemmen og talte om de 120 Potter Brændevin, de
+60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han
+nævnede dem ikke direkte, men han talte om
+Drukkenskaben og advarede mod denne hæslige
+Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk
+myldrede ud af Kirken.</p>
+
+<p>Der var kun en Mening om den Præken, en
+svag Indignation. Præsten var en flink Mand og
+en personlig meget elskværdig Mand, en Præst,
+man ellers i alle Maader kunde være tilfreds med.
+Men han havde aabenbart intet Kendskab til
+Brændevin, og det var taktløst af ham at stille sin
+Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.</p>
+
+<p>Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde,
+saa var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter
+Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god Behold,
+medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude
+paa Fjorden. Og derfor begav Folk sig op til
+Gildehuset efter Brudeparret, der roligt og værdigt
+gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte Aandsnærværelsen,
+skønt Byens gamle Forladere
+knaldede dem om Hælene, hver Gang de passerede
+et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket borte
+fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.</p>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a></p>
+<h3><a name="SKAFFEREN" id="SKAFFEREN"></a>SKAFFEREN</h3>
+
+<p>Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv
+var ikke stort, og Værelserne var smaa. Men
+ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre Stuer
+gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede
+Stue optog hele Huset med Undtagelse af
+Køkkenet og en lille Forstue.</p>
+
+<p>Der var kommen Dug paa de lange Borde, og
+et Utal af Kvindfolk for frem og tilbage mellem
+Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler, Tallerkener
+og Glas og dækkede Bord.</p>
+
+<p>Der lød en ustandselig Syden og Kogen og
+Snakken ind fra Køkkenet, og Emen fra de mægtige
+Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som
+en Taage, der lagde sig varm og mild over Borde
+og Bænke og til sidst fyldte hele Stuen fra Gulv
+til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i Taagen
+sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et
+Hjørne af Bordet.</p>
+
+<p>Han sad og indsnuste den behagelige Em og<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a>
+nød Hvilen. I højre Haand holdt han en Trepægleflaske
+med Brændevin, og der stod flere oppe paa
+Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas.
+Han var parat til at tage fat og gaa rundt og skænke,
+saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang halvvejs
+ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil
+stirrede han fremefter ind i Taagen, hvor unge
+Piger og gamle Koner for frem og tilbage, undertiden
+tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede
+hen ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv
+var gennemblødte af Sved og Em, og Ansigterne
+blussede, som om det var dem, der skiftedes til
+at staa og brase ude i Køkkenet.</p>
+
+<p>Den gamle Mand sad og frydede sig over det
+store, lune Rum og den varme, søde Em, frydede
+sig over de lange Borde, de hvide Duge og Lysene,
+der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og
+lyste saa festligt. Og han frydede sig over Kvinderne,
+der for frem og tilbage gennem Emen, ikke
+fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig
+med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi
+de havde saa travlt. Det var alligevel rart at være
+en gammel Mand og sidde og se de andre løbe
+frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de
+havde i Hænderne.</p>
+
+<p>Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte,
+at han blev varm om sit gamle Hjærte af Medlidenhed
+med Ungdommen. Herregud, Herregud,<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a>
+at de dog skulde tosse saadan rundt. At Folk
+dog ikke straks blev gamle og fornuftige og satte
+sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at
+lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa
+længe om at lære det. Ungdommen har saa travlt,
+saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt; og hvorfor,
+hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de
+fik sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog.
+Og det kunde de saamænd, naar de
+bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget lettere fra.</p>
+
+<p>Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom,
+den lykkelige Tid, da Livet kun er som at sidde
+og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra Barndommen
+var han gledet ind i Ungdommen som
+alle andre og havde set Billederne blive levende og
+træde sig i Møde. Da havde han set, at Fjældet
+var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt.
+Og han havde set paa Fjældet, Himlen og
+Havet, der laa pyntede som til Fest, havde set paa
+hele Verden, der laa som en Brud og smilede
+og ventede, ventede paa ham, Brudgommen. Og
+han havde bredt Armene ud for at favne sit
+Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da
+laa der en Kvinde i hans Arme; intet Kongerige,
+ingen Verden, men en Kvinde. Men han havde
+været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet,
+at saadan skulde det være.</p>
+
+<p>Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a>
+havde kogt i ham, som Sødsuppen nu stod og kogte
+derude i Køkkenet og trommede mod Laaget for
+at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham
+som en Em, der blindede ham og andre. Men hver
+Gang, han havde bredt Armene ud for at favne
+Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans
+alene, havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans
+Favn. Og for hver Gang havde han set mere og
+mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han
+holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud,
+er det hele Verden? Ser hele Verden saadan
+ud? Og saa havde han krystet hende ind til
+sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.</p>
+
+<p>Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette.
+Men han huskede, at hele den lyse, straalende Verden
+en Dag havde ligget falmet foran ham, nedtraadt
+og skiden som en Græsmark om Efteraaret.
+Den Dag skimtede han Hjulene i Verden omkring
+sig og i sig selv. Da var han ikke længer ung.</p>
+
+<p>Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig
+paa ham, at det næsten havde taget Vejret fra
+ham, for han havde været glad som faa og hørt til
+en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede
+endnu, hvorledes han havde overvejet, om han ikke
+hellere burde dø, og han smilte nu, det randt ham
+i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom
+Manddommen.</p>
+
+<p>Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge<a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a>
+og klare, og hans Tanke kold, mens han stræbte
+mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde af
+Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg
+og Græmmelse. For det er haardt at leve, naar
+man ikke længer er ung, og Verden er falmet, og
+man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.</p>
+
+<p>Men han havde stridt sig igennem og havde
+naaet Maalet. Og nu sad han i Krogen og smilte
+ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede sammen
+og tabte, hvad de havde i Hænderne.</p>
+
+<p>Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch,
+for Stumperne rundt i Stuen. Saadan er Ungdommen.
+Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og
+saa maatte man endda samle Stumperne op.</p>
+
+<p>Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps
+og drak den. Og han stirrede ind i Emen, der nu
+var tættere, og hvor de røde Ansigter strøg frem og
+tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene
+nu skinnede med store Ringe i Emen.</p>
+
+<p>Hvordan var det nu, hvordan var det nu?
+Jo, det var Ungdommen. Den stakkels, stakkels
+Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen.
+Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer.
+Gøgl. Nej, Alderdommen. Den nøjedes med lidt.
+Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget
+Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt.</p>
+
+<p>Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas
+endnu og drak ogsaa det.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a>
+Herregud. Hvor havde han dog ondt af den
+Ungdom. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom.</p>
+
+<p>Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og
+snøftede af Medfølelse, mens han sad og stirrede
+ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt og
+rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt
+og atter kom.</p>
+
+<p>Og han saa til Siden ud over mægtig store
+Snemarker, hvorover Stjernerne lyste mat.</p>
+
+<p>Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner.
+De var som ordnede i Rækker, i lange, lige Rækker
+over Snemarkerne. Og saa syntes han, han
+skulde kende dem igen.</p>
+
+<p>Var det nu ogsaa Stjerner? &mdash; Nej, det var vist
+alligevel ikke Stjerner. &mdash; Men hvad var det da?</p>
+
+<p>Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte
+ud af, hvad det var. Saa gled det atter bort fra
+ham, langt bort over de store, hvide Snemarker.</p>
+
+<p>Saa kom han i Tanker om de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter
+Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der
+var en eller anden Forbindelse mellem Stjernerne
+der og Brændevinen. Vist saa, vist saa. Stjernerne
+var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor
+af andet end Brændevin. Det var derfor, det hed
+Brændevin, for Stjernerne lyste. &mdash; Kun derfor
+hed det Brændevin.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a>
+"120 Potter Brændevin, &mdash; 60 Potter Rom &mdash;
+og &mdash; &mdash;." Saa sank hans Hoved ned paa Brystet.
+Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit Hjørne
+og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i
+den anden. Og hvor meget de andre end ruskede
+i ham, var det ikke muligt at faa ham vaagen. Han
+mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og
+sagde Po. Men længere kom han ikke. Naar
+de ruskede i ham igen, begyndte han atter paa
+de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po.
+Og da de ikke paa nogen Maade kunde faa ham
+vækket, hvor meget de end ruskede i ham, opgav
+de det og lod ham sidde. Saa meget mere som
+de allesammen godt nok vidste, hvad det var, han
+mente.</p>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a></p>
+<h3><a name="DEN_UNGE_MAND" id="DEN_UNGE_MAND"></a>DEN UNGE MAND</h3>
+
+<p>Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne,
+Ænderne, Hønsene, Hundene. Jeg
+husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone.
+Jeg husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen
+og Bruden og de ti Brudesvende og de ti Brudepiger.
+Og jeg husker Højtideligheden, jeg sad
+nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod.
+Jeg husker egentlig meget godt foreløbig.</p>
+
+<p>Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen
+med de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter
+Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved Siden
+af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt
+hans Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at
+berøre dette Punkt, samt at flere Fuldskæg i Nærheden
+bevægede sig, som om Ejermændene var i
+Færd med at synke noget, de ikke havde faaet
+rigtig gennemtygget.</p>
+
+<p>Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter
+Vielsen, og at vi gik op i Brudehuset. Jeg husker<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a>
+Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne og Emen.
+Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et
+Hjørne af Stuen og sov med en Flaske i den ene
+Haand og et Glas i den anden. Og jeg ved, hvad
+han mente.</p>
+
+<p>Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene
+og Brudepigerne blev anbragt nærmest
+ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til
+at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg
+glad ved.</p>
+
+<p>Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe,
+Lammesteg og Lagkage. I det hele taget er min
+Hukommelse meget skarp lige til Lammestegen;
+men fra den Tid af er det, som om den har faaet
+et Knæk.</p>
+
+<p>Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den
+var udmærket. Og jeg kan huske, at der blev
+holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt,
+kan jeg ikke huske.</p>
+
+<p>Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i
+Bordet; hvorfor han gjorde det, var der ingen, der
+fattede, og selv har han aldrig senere kunnet give
+nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der
+sad lige overfor mig ved den anden Side af Bordet,
+hældte Brændevin over sin Lammesteg og troede,
+det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo
+vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men
+opgav det efter at have væltet 2 Glas og en<a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a>
+Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se til,
+medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede
+Stegen.</p>
+
+<p>Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet
+ikke huske. Men maaske kommer det deraf, at
+den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet var
+i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse,
+der forhindrede Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud
+bekendt med de Genstande, der befandt sig paa det,
+samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde Mærke
+til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende,
+ligefrem maatte sidde og lure og gribe
+til, naar Brændevinsflasken kom forbi. At denne
+mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være
+sund for Festens Deltagere, især da disse, saavidt
+jeg saa, undertiden selv deltog i den, ansaa jeg for
+saa rimeligt og naturligt, at det ingenlunde forbavsede
+mig, at den ene efter den anden af dem ombyttede
+deres Pladser paa Bænkene, der under slige
+Forhold langt fra kunde anses for betryggende,
+med Sidde- og Liggepladser paa Gulvet.</p>
+
+<p>Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at
+Thomas fik mig gjort begribelig, at vi skulde danse.</p>
+
+<p>Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der
+blev peget mod et Lys og angivet, at det var det
+Maal, vi skulde styre efter.</p>
+
+<p>Vejen var meget ujævn, og af og til gik den
+ligefrem gennem Luften. Jeg husker ikke, om der<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a>
+var nogen rimelig Grund til en saadan Forsigtighed,
+men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet
+tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt
+at vor Fremrykning hindredes en Del af et Par Huse
+og flere Møddinger. Da Husene var vanskeligere
+at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis
+de sidste.</p>
+
+<p>Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden
+større Lemlæstelser; kun var det mig paafaldende,
+at jeg undervejs havde faaet min Hue ombyttet
+med en gammel, graa Filthat; men det var mig
+umuligt at huske, i hvilken Mødding Ombytningen
+havde fundet Sted.</p>
+
+<p>Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til
+Visen om Dronning Dagmar og Junker Strange;
+saa var den alvorligere Del af Festen forbi, og
+Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang
+jeg drog afsted" og til Grindevisen og til Ormen
+hin lange og Erik hin unge og Brókatáttur<a name="FNanker_5" id="FNanker_5"></a><a href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a> og til
+den lyse Morgen.</p>
+
+<p>Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave
+Stue, i hvilken den foregik, og i hvilken vi stod
+og skraalte og trippede, sammenstuvede som Sild
+i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede
+sig som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker
+Ruderne, der klirrede, Væggene, der bøjede sig og
+nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod<a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a>
+og hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med,
+men ikke kunde komme ind i Kæden. Og Thomas,
+der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin
+til de dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg
+ganske tydeligt.</p>
+
+<p>Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig,
+herlig Drøm.</p>
+
+<p>Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som
+Øens feberhede Pulsslag, jeg husker Hylet, der
+hang og skjalv over Bygden som Røgen over en
+Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede
+fornuftigt nede ved Stranden, og Fjældet,
+der stod saa ret og lige op i Luften og undredes
+over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg
+husker, at jeg var ude at spadsere med min Dame.</p>
+
+<p>Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen,
+der steg op imod os gennem Natten som
+Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og
+sydede og kogte over.</p>
+
+<p>Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens
+Idiot kom ind i Dansestuen, kyssede en Pige og
+blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas og jeg
+forlod Dansen og gik ud i Mørket.</p>
+
+<p>Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et
+Blækhus, og vi forvildede os i en Mødding. Her
+skiltes vi og kunde ikke finde hinanden igen, skønt
+vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær.</p>
+
+<p>Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden<a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a>
+i en Grøft, og at vi der fornyede vort gamle,
+prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en Stald,
+hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade
+Mænd og en Del større og mindre Tønder.</p>
+
+<p>&mdash; Det var de 120 Potter Brændevin, de 60
+Potter Rom og de 40 Potter Cognac.</p>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a></p>
+<h3><a name="IDIOTEN" id="IDIOTEN"></a>IDIOTEN</h3>
+
+<p>Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt
+som netop Ordet Idiot.</p>
+
+<p>Han havde da ogsaa længe følt, at det var et
+stygt Ord, og havde lært at dukke Hovedet for det,
+længe før han vidste, hvad det betød.</p>
+
+<p>Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det
+Ord, for han var jo Idiot. Men han lærte hurtig,
+at det var et Ord, der hørte ham til, og han bøjede
+Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin
+Skæbne.</p>
+
+<p>Straks da han blev født, var der noget galt ved
+ham. Jordemoderen kaldte ham et Haneæg, fordi
+han var saa urimelig lang og spids af et nyfødt Barn
+at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde,
+at han var forbyttet af Troldpakket.</p>
+
+<p>Men selv anede han intet. Han løb og legede
+den lyse Barndom igennem som de andre Børn,
+frydede sig over Solen om Sommeren og over
+Sneen om Vinteren. Men han var urimelig bange.<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a>
+Han var bange for det stejle Fjæld, hvor de andre
+Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd og
+gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned
+og knække Halsen. Og naar selv den allermindste
+Knægt i Bygden stillede sig i Positur foran ham
+med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne
+i Bukselommerne, blev han imponeret. Og
+naar Purken tilmed spyttede og kaldte ham Idiot
+eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen
+endnu mere og luskede bort som en vaad Hund.</p>
+
+<p>Han var bange for Stormen, der buldrede løs
+oppe i Fjældene, saa det lød, som om Øen var hul.
+Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa
+det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne,
+medens Husene stønnede og vaklede, da
+rystede han og græd af Skræk. Og han blev først
+rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens
+Triumfhyl lød langt ude over Fjorden.</p>
+
+<p>Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge
+i ugevis og rive og slide i Fjældet med sine store,
+kladskende Næver. Han var bange for Hanen, der
+stod og kroede sig paa Møddingen, og han var
+bange for Gasen.</p>
+
+<p>Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten,
+lærte at dukke Hovedet og gaa af Vejen.</p>
+
+<p>Saa kom han i Skole sammen med de andre
+Drenge. De andre gik frem i Kundskab, lærte at
+skrive og regne og mange andre Ting. Læreren<a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a>
+roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene,
+og de, som hverken Læreren eller Forældrene
+roste, blev rost af andre. Alle de andre
+blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham.
+Men der var heller ingen Grund til det, for han
+lærte ikke engang at stave.</p>
+
+<p>Læreren baxede lidt med ham, men det hele
+Udbytte, han havde af sit Slid, var, at de andre
+Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav han
+det og lod ham skøtte sig selv.</p>
+
+<p>Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med,
+saa godt han kunde, men han var akkurat lige saa
+dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar han
+kom, og saadan gik det Aar efter Aar.</p>
+
+<p>Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev
+længere og længere og mere ranglet for hver Dag,
+der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte Hjørne og
+tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han
+lyttede nemlig spændt til, skønt han ikke forstod
+et Ord af det hele. Han holdt af Skolen, thi der
+var han ikke bange. Og han mente som saa mange
+andre, at man blot behøvede at gaa i Skolen for at
+lære noget.</p>
+
+<p>Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.</p>
+
+<p>Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev
+rejst det Spørgsmaal, om han nu ogsaa skulde konfirmeres
+ligesom de andre.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a>
+I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente
+de fleste.</p>
+
+<p>Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.</p>
+
+<p>Paa den anden Side var Konfirmationen noget,
+der hørte sig til. Og da Præsten ikke havde noget
+imod at konfirmere ham sammen med alle de
+andre, gennemgik han denne Handling med samme
+Selvfølgelighed, som han i sin Tid var bleven født,
+døbt og engang med Tiden vilde dø og blive begravet.</p>
+
+<p>Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen
+over Idiotens Hoved som saa meget andet. Han
+havde som saa ofte før følt, at der var noget i
+Vejen med ham. Men denne Gang havde han
+følt, at det var noget alvorligt.</p>
+
+<p>Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han
+kunde hverken læse eller skrive, havde de sagt,
+naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han, var
+der flere i Bygden, der heller ikke kunde.</p>
+
+<p>Han havde egentlig været bange for, at det var
+hans Frygtsomhed, det var galt med. Der følte
+han Brodden, og den pinte ham. Den var der
+imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen.
+Der var noget ved Skolen, der var galt.</p>
+
+<p>I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa
+han blev endnu mere sær, end han var i Forvejen.</p>
+
+<p>Han havde ikke lært noget, sagde de, og han
+havde dog gaaet i Skolen som de andre, og naar<a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a>
+han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine
+Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han
+da ikke lært noget?</p>
+
+<p>Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen
+og vendte Bladene og mumlede for sig selv,
+thi i den sidste Tid havde han hængt meget over
+Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han
+kunde blive konfirmeret, gik det pludselig op for
+ham, at han ikke lærte noget af den Bog. Han saa
+nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade,
+men han lærte intet af dem. Bogen var ikke
+skrevet for ham.</p>
+
+<p>Da tog han sig sammen for første Gang i sit
+Liv. Han vilde opdage, hvori det laa, dette, der
+ikke var skjult for andre, men som var skjult for
+ham alene.</p>
+
+<p>Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide
+Blade med deres stive Bogstavrækker, til Bogstaverne
+til sidst løb sammen til store, sorte Klatter
+oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke
+klogere.</p>
+
+<p>"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt
+et Par store, tunge Taarer ned i Bogen. "Det
+hverken stormer eller blæser. Hvad flæber han
+da for?"</p>
+
+<p>Men hun standsede og blev forskrækket, for
+Knøsen saa op paa hende, og saadan havde hun
+aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a>
+bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte
+noget, der var ved at dukke frem derinde. Og hun
+stirrede forbavset paa Knøsen. Det var næsten,
+som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.</p>
+
+<p>Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig
+saa uendelig hjælpeløs overfor disse stive, urokkelige
+Bogstavsrækker og overfor Menneskene og sig
+selv.</p>
+
+<p>Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.</p>
+
+<p>Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han
+græd, græd, til han ikke kunde mere. Og da han
+endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han havde
+grædt.</p>
+
+<p>Men fra den Dag var han ogsaa bange for
+Bøger.</p>
+
+<p>Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en
+Skuffelse for ham.</p>
+
+<p>Alle de andre var glade. De blev trykket i
+Haanden og gjort Stads af. Men ham var der ingen,
+der tænkte paa.</p>
+
+<p>Og efter den Tid blev det værre og værre for
+ham, efterhaanden som hans Kammerater voxede
+op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra
+ham.</p>
+
+<p>De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem
+med dejlige Torsk, og de gik til Fjælds efter Fugle
+og Faar med de andre Mænd; men han gik hjemme
+i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt<a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a>
+paa Skotrokken<a name="FNanker_6" id="FNanker_6"></a><a href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>, hvis han da kunde faa Lov til det.
+Endnu var han bange for Hanen og Gasen, og
+selv den allermindste Purk i Bygden kunde imponere
+ham.</p>
+
+<p>Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte
+med Fiskerslupperne hver Sommer, for de kom altid
+tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang
+var de vigtigere og mere fremmede.</p>
+
+<p>Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes,
+men ham var der ingen, der vilde have at
+gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en
+Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem,
+var det, som om de allesammen pludselig forandredes,
+de lo og blinkede til hinanden. De lo ad alt,
+hvad han sagde.</p>
+
+<p>Han gik og tossede rundt i Bygden ganske
+alene, og alting blev mere og mere fremmed for
+ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud
+paa Fiskeri, stod han nede ved Stranden og
+ønskede, at han kunde komme med. Men der var
+aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden,
+og han havde ikke selv Mod til at spørge. De
+vilde naturligvis bare le ad ham, som de plejede.</p>
+
+<p>Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar
+Baadene gik ud, krøb han sammen hjemme i en
+Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i Dag
+var en, der spurgte ham.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a>
+Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og
+mumle og mumle. Og han kunde le ganske højt,
+uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde
+ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde,
+græde, fordi han var Idiot og ikke vidste, hvad
+det var.</p>
+
+<p>Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra
+Skolen blev pæne, unge Mænd, der spadserede med
+Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde
+ogsaa saa gerne spadsere med en af Pigerne, men
+Pigerne var bange for ham, og han var endnu mere
+bange for dem. Og det blev aldrig til noget.</p>
+
+<p>Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig
+den ene efter den anden. De byggede Hus,
+giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da
+følte han, som saa ofte før, naar Mændene gik til
+Fjælds, gik paa Fuglefangst, eller naar Baadene
+roede paa Fiskeri, at der var noget, der gik fra
+ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik
+ikke engang Lov til at komme med til Brylluppet.</p>
+
+<p>I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen
+med til Bryllup.</p>
+
+<p>Brændevin fik han ikke. Det vilde være at
+spilde Guds Gaver. Han var saamænd gal nok i
+Forvejen. Men endda var han i Feststemning;
+og han blev stadig gladere og gladere, jo længere
+Brylluppet skred frem.</p>
+
+<p>For lidt siden havde gamle Elias klappet ham<a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a>
+paa Ryggen og dunket ham i Maven, hvorpaa han
+var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt Hyl,
+og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende
+og skraalende af fuld Hals og svingende og
+svajende hid og did og rundt og rundt i store
+Kredse som en Skibsmast i ond Sø.</p>
+
+<p>Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han
+frygtede mest, Thomas, med det strittende, røde
+Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man
+saa paa det, han havde lige været henne og trykke
+ham i Haanden. Hans røde Skæg havde været saa
+forunderlig blødt, og der var løbet noget, der
+lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten
+havde ligefrem følt Medlidenhed med den stærke,
+dygtige Thomas; han havde snakket godt for ham,
+og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde
+bøjet Hovedet og nikket og taknemlig trykket hans
+Haand, og derpaa var han tørnet først mod den ene
+og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede
+ogsaa han rundt derinde i Glasstuen<a name="FNanker_7" id="FNanker_7"></a><a href="#Fodnote_7" class="fnanchor">[7]</a>.</p>
+
+<p>Idioten var lige kommen ind med en Spand
+Vand, der skulde tjene til Vederkvægelse for Damerne.
+Spanden havde han stillet fra sig i et
+Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind
+til Glasstuen. Benene var lange og ængstelig
+forvredne, og den øverste Del af hans tynde Krop
+ludede fremefter, som om han var knækket flere<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a>
+Steder i Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind
+i Dansestuen, og det <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="spidste">spidse</a> Hoved hang med et
+saligt Smil højt oppe over de dansende som en
+Pære paa sin Stilk.</p>
+
+<p>I Røgstuen<a name="FNanker_8" id="FNanker_8"></a><a href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a> bag ham hang en Lygte og lyste
+søvnigt oppe under Hanebjælken; den var for
+længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene
+langs Væggen sad de, der havde danset sig træt,
+og hvilede ud samt Bygdens ældre Koner, der
+snakkede og stak Hovederne sammen kritiserende,
+hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der
+mon fremdeles vilde ske. Men han hørte dem
+ikke, anede ikke, de var der; han stirrede bare
+fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange
+Lys.</p>
+
+<p>Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de
+hinanden i Hænderne, saa de dannede en Kæde,
+en Ring, der slyngede sig ind og ud i de gaadefuldeste
+Krumninger og Knuder. Og medens Ringen
+langsomt bevægede sig rundt med taktfaste
+Fodslag, der syntes at skulle sprænge Vægge og
+Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer,
+der var hæse og sprukne, thi de havde sunget
+ustandseligt hele forrige Nat og Halvdelen af denne.</p>
+
+<p>Luften var tung og giftig af Varme og Sved,
+men ingen mærkede det. De røde, blussende Ansigter<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a>
+gled stødvis fremefter i lange Rækker, hoppende
+op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes
+alvorlige, næsten gnavne, Mændenes skinnende og
+skraalende; men alle var de røde som nyflaaet
+Kød, og Vandet drev af dem.</p>
+
+<p>De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og
+Drager. Om Ridderen, der spændte sit Sværd
+ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De
+sang hans smukke og mandige Afskedsord, inden
+han drog afsted, sang hvorledes han listede sig
+bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben
+Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig,
+og Rækkerne skiftede Udseende med Sangens
+Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og
+dybe, og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter.
+Saa kom Kampen med de djærve Hug og
+Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig,
+blev høje og skingre, og Fistelhylene hven gennem
+Luften som skarpe Sværd, medens Rækkerne
+svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage.
+Mændene stampede og sparkede, hævede Hænderne
+i Vejret og svingede dem, medens de sprang
+alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve
+Ridder, høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens
+Dødsrallen.</p>
+
+<p>Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted.
+Nej Elias var bedst, han næsten krøb henad
+Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a>
+for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran
+Dragen og forskrække den som en Trold, der har
+mistet Laaget. Og se hans Mandighed under Striden
+og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.</p>
+
+<p>Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt
+skinnede som en Sol. Folk puffede og stødte
+til ham, idet de myldrede ind og ud, brydende Kæden
+for at komme ud og hvile sig eller atter træde
+ind i Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede
+rundt og rundt. Men han mærkede intet. Han
+bare saa og saa, slugte det med Øjnene.</p>
+
+<p>Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen
+og skænker Brændevin i et Ølglas. De dansende,
+der kommer forbi, drejer kun Hovedet om
+imod ham, saa holder han Glasset til deres Læber
+og følger med, til de har drukket færdig. Og se
+Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul
+alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen
+med i Rækken og nu følger de dansendes Bevægelser
+med aarvaagne Øjne og gør Trinene efter.</p>
+
+<p>Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede
+og nogle og tredive Vers. Langsomt standser Dansen,
+Kæden brydes, og de dansende samler sig i
+Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en
+høj Fistelstemme henne i et Hjørne paa en ny Vise.
+Klyngerne spredes til Kæder, der vugger frem og
+tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne
+sluttes sammen, Takten lyder igennem; og atter<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a>
+maler Kredsen rundt, medens Takten langsomt
+stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.</p>
+
+<p>En, to, tre&mdash;fire. &mdash; En, to, tre&mdash;fire &mdash;.</p>
+
+<p>Aldrig havde Idioten været saa glad som denne
+Nat. Alle disse Mænd, som han aldrig før havde
+kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han ikke
+deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg.
+Han kendte Elias, han kendte Thomas og Johannes.
+Nu først, nu kendte han dem. De Folk der
+maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu
+var Tiden kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa
+ham.</p>
+
+<p>Han følte, hvorledes Modet, der saa længe
+havde været stængt inde i hans Bryst, brød alle
+Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.</p>
+
+<p>Han styrtede ind blandt de dansende, brød
+Rækkerne og arbejdede sig frem til Midten af
+Stuen.</p>
+
+<p>Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede
+omkring ham som Møllevinger, tvang Folk tilbage.</p>
+
+<p>Og han for rundt i Kredsen og fægtede med
+Armene. Godmodig trak de dansende sig tilbage,
+til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.</p>
+
+<p>Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk
+strømmede til gennem Døren. Og alle smilte de
+forventningsfuldt.</p>
+
+<p>Da var det, mens han stod midt i Kredsen og<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a>
+stirrede rundt paa alle de smilende Ansigter, at
+han blev forvirret og standsede. Han havde glemt
+sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han
+vilde gøre.</p>
+
+<p>Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias
+brød Kredsen og polkerede frem imod ham i de
+forunderligste Bugter, og alle Mændene begyndte
+at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens
+Kvinderne smilte.</p>
+
+<p>Da greb han den Pige, der smilede mest,
+rykkede hende ud af Kredsen, trak hende til sig
+med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.</p>
+
+<p>Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede
+og skreg af Begejstring, og alle de andre Piger
+smilte.</p>
+
+<p>Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store
+Lab, svang han den anden i Luften og saa sig
+triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han gjort
+det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu
+havde han erobret sig sin Plads og sin Pige.</p>
+
+<p>Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig
+ned for atter at kysse Pigen.</p>
+
+<p>Men Pigen blev rød, og hendes <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="Øje">Øjne</a> blev blanke,
+og med begge Hænder stødte hun ham fra sig, saa
+han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var
+faldet.</p>
+
+<p>Kredsen hylede og vred sig af Latter, men
+denne Gang var det ham, de lo ad.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a>
+Da var det, som om det altsammen ramlede
+ned over ham. Han forstod intet af det hele, men
+Latteren rev og flængede i ham, og med dukket
+Hoved listede han ud af Stuen.</p>
+
+<p>Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man
+se, at den havde faaet endnu et Knæk.</p>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a></p>
+<h3><a name="PIGEN" id="PIGEN"></a>PIGEN</h3>
+
+<p>Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang
+Række af Piger, thi i Dansestuen er det som
+i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel afsondrer
+sig fra hinanden.</p>
+
+<p>Han var køn, syntes hun, den fremmede; en
+fremmed er ofte køn. Hans Ansigt straalede, og
+hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat
+klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.</p>
+
+<p>Hun kunde ikke lade være med at se paa ham,
+paa hans straalende Ansigt og glødende Øjne. Og
+hun saa maaske nok for længe paa ham, for tilsidst
+syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller
+hvem det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn
+derhjemme paa Væggen. Det var de samme
+Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende Haar
+havde han ganske vist ikke, for han havde grumme
+lidt Haar; men alligevel, ogsaa Haaret lignede.</p>
+
+<p>De havde et Billede til derhjemme foruden ham<a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a>
+i Triumfvognen, en høj, mager Ærkebisp eller
+Kardinal med graat Asketskæg og brogede Klæder
+og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ
+Kvælerslange snoet op omkring sig. Ham lignede
+han ogsaa.</p>
+
+<p>Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af,
+hvem af de to det var, han lignede mest. Og hun
+kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom ud
+af Takten. For naar en Pige først er begyndt at
+sammenligne en Mand med noget stort, hvad enten
+dette store sidder i en gylden Triumfvogn eller er
+en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet,
+er det ved at blive galt fat.</p>
+
+<p>Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og
+pludselig slog de ned i hendes, og han smilte.</p>
+
+<p>Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men
+lidt efter gik hun atter og kikkede. Atter slog hans
+Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun
+slog Øjnene ned som før.</p>
+
+<p>Hun følte, det var galt, at hun gik der og
+kikkede paa et fremmed Mandfolk, og hun lovede
+sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere. Men
+mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning,
+slog Øjnene atter ned i hendes. Og denne Gang
+kom det saa pludseligt, at hun rødmede ved det.</p>
+
+<p>Det morede ham aabenbart dette med Øjnene.
+Lade være med at kikke kunde hun ikke. Men
+hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar Øjnene<a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a>
+kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han
+saa hen i en anden Kant af Stuen, vendte han sig,
+og Øjnene slog ned i hendes, inden hun fik sig
+dukket.</p>
+
+<p>Hun skammede sig hver Gang, som blev hun
+grebet i Tyveri. Og saa gik hun i lang Tid og
+saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han
+der ikke.</p>
+
+<p>Hun kikkede og kikkede, først med sænket
+Hoved og sky Øjne. Men da hun ikke kunde
+finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig,
+og Øjnene gik søgende rundt.</p>
+
+<p>Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter
+Øjnene. Han var traadt ud af Dansen og stod i et
+Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende. Han
+havde set det hele.</p>
+
+<p>Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende
+sig ud og ind. Nu passerede hun Kakkelovnen
+og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte
+han være lige bag ved.</p>
+
+<p>Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa
+greb han hendes Haand, brød Kæden og traadte
+ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det,
+som om noget i hende knækkede sammen.</p>
+
+<p>Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel
+mærkede hun Mændene smile og Kvinderne
+se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede
+han sig ned og talte til hende.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a>
+Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel
+næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød
+Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og
+som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang
+han talte, og hun svarede meningsløst.</p>
+
+<p>Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men
+til Slut brød han Rækken, traadte ud af Dansen
+med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa
+hun op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i
+Mændenes Ansigter og Kvindernes stive Ansigter,
+der saa og kun saa.</p>
+
+<p>Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som
+en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning
+over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og
+op over Fjældet.</p>
+
+<p>Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer.
+Det var som om Mørket og Husene slog sammen
+bag dem. Men Sneen laa lys og smilende
+og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.</p>
+
+<p>Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt
+og talte sammen, og som veg langt til Siden for
+dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde
+mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun
+ikke vidste hvorfor.</p>
+
+<p>Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede
+og smaasnakkede under deres Fødder. Og Stenblokkene
+stod mørke og alvorlige ret op og ned i<a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a>
+den hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne
+havde set paa hende inde i Dansestuen. Men saa
+var der andre af dem, der stod paa skraa, som holdt
+de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom
+Mændene.</p>
+
+<p>De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over
+Fjældet. Han talte, og hun sad og stirrede frem
+for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det var,
+som om der var noget over hende, noget, som hun
+frygtede, men ikke kunde skyde bort, noget stort
+og lyst, som hun ikke kunde se.</p>
+
+<p>Saa tav han.</p>
+
+<p>Forunderligt, hun havde først set ham i Dag,
+og nu sad hun her ved Siden af ham og ventede,
+ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.</p>
+
+<p>Hun havde aldrig set ham før, og det undrede
+hende, at hun sad her ved Siden af denne fremmede
+Mand. Men alligevel, det var saa naturligt og
+selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.</p>
+
+<p>Og hun følte, at han ikke var som de andre
+Mænd, hun kendte. Hun følte, der var noget stærkt,
+der laa gemt i ham, og som de andre ikke havde.</p>
+
+<p>Da smilte han og bøjede sig frem over hende
+og kyssede hende roligt og varsomt, men det jog
+igennem hende, saa hun knap kunde aande. Fjældet
+gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og
+det blev til ham alt, alt sammen.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a>
+Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften
+og faldt dybt, dybt ned mod det haarde Fjæld.</p>
+
+<p>"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs.
+Og de gik ned over Fjældet.</p>
+
+<p>Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule
+Flammer smaahoppede og viftede omkring de lange,
+sorte Taner. Men Dansen malede rundt og rundt,
+som vilde den aldrig høre op.</p>
+
+<p>Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og
+talte med Thomas. Hun saa dem smile.</p>
+
+<p>Saa løftede han Hovedet og saa ud over de
+dansende. Hans Blik gled hen over Rækken,
+men det standsede ikke ved hende.</p>
+
+<p>Dansen malede rundt og rundt med drønende
+Fodslag. Han havde atter vendt sig bort og talte
+videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset,
+og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne
+Gang langsomt og søgende, nu var det lige ved
+hende.</p>
+
+<p>Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa
+standsede det med et Ryk. Blikket var gledet forbi,
+hun havde ikke fanget det. Hun havde set, hvorledes
+det med Vilje var sprunget forbi hende. Og
+nu gled det videre ned over Rækken, langsomt og
+søgende som før.</p>
+
+<p>Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente,
+der havde faaet Tag i det og holdt det fast. Hun<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a>
+saa, hvorledes det lod sig holde fast, og at han
+smilte som overrasket.</p>
+
+<p>Dansen malede rundt og rundt. Han havde
+brudt Kæden og dansede nu bøjet over den lille,
+røde Jente, der smilte mod Gulvet.</p>
+
+<p>Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes
+mod de to, hvorledes Mændene smilte skælmsk,
+og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.</p>
+
+<p>Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte
+sig mod hende, og at Mændene da smilte haanligt,
+medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i deres
+stive Ansigter var der Haan.</p>
+
+<p>Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle
+disse Mennesker, som havde hun aldrig kendt
+dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt
+dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte
+at se. I Aften kendte hun dem ikke.</p>
+
+<p>Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af
+Mangel paa Luft og blaffede og viftede med syge,
+gule Flammer om de lange, sorte Taner.</p>
+
+<p>Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og
+saa. Men hun havde glemt dem, saa kun mod
+Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom
+de dog ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.</p>
+
+<p>Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen,
+brød Kæderne og arbejdede sig midt ind i Stuen.
+Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a>
+og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds
+langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad
+der nu vilde ske.</p>
+
+<p>Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa
+Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da
+Dansen standsede, var det, som blev der pludselig
+taget en <span class="sic" title="[sic]">Tynge</span> bort fra hende. Hun havde
+glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham.
+Hun hørte atter Sneen knirke og smaasnakke under
+sine Fødder. Og hun smilte.</p>
+
+<p>Da følte hun en tung, plump Haand, der greb
+haardt om hendes Arm og trak hende frem i Stuen.
+Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned over
+hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber
+mod sine.</p>
+
+<p>Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede
+den ikke, saa bare hjælpeløs ned over Rækkerne.</p>
+
+<p>Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind
+ad Døren med den røde Jente og stod og saa og
+smilte.</p>
+
+<p>Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med
+sine knyttede Hænder stødte hun til Idioten, saa
+han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var
+faldet.</p>
+
+<p>Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen
+over hende, slog sammen bag hende. Men hun
+saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a>
+og smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun
+Hovedet og saa Sneen lysne mellem de smaa, tjærede
+Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun gik
+hjemad.</p>
+
+<p>Og hun brast i Graad. &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<p>Maden <a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a>
+var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet
+var slut.</p>
+
+<p>Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt
+tre Nætter i Træk fra tidlig Aften til sen
+Morgen. Det var slut med Lammestegen og Skinsakjøtet,
+og det var slut med de 120 Potter Brændevin,
+de 60 Potter Rom og de 40 Potter <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="Cognak">Cognac</a>.</p>
+
+<p>Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet.
+Det var raakoldt og taaget. Sneen laa snavset og
+halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne og
+op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden
+ind over Øen, rullende træge, dorske Bølger
+foran sig ind over Strandens Sten og Rev. Himlen
+var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet
+Landevej med opkørte Hjulspor.</p>
+
+<p>Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen
+og lignede en eneste stor Mødding, og den
+var som uddød. Kun nede ved Landingsstedet var
+der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne
+var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa
+man daarligt kunde se, hvad der var op og ned<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a>
+paa dem. Mændene var træge og tavse med blege
+Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De
+havde endnu ikke faaet Bryllupsglæden sovet ud.</p>
+
+<p>Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og
+bemandede. Saa krøb de fra Land med tunge,
+trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog
+hjem.</p>
+
+<p>Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden
+for at se paa Afrejsen, de stod forvaagede og
+harkede og spyttede sejgt og skuttede sig i Morgenluften
+og saa paa, hvorledes det tyndede ud i
+Baadene ved Stranden.</p>
+
+<p>Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled
+langsomt udefter. Da den var kommen lidt ud,
+standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.</p>
+
+<p>Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg
+Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra.
+Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes
+han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod
+Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde
+og svingede med de lange Arme og raabte Hurra,
+og svingede og raabte og blev ved. &mdash; Det var
+Idioten.</p>
+
+<p>"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt
+Minde," sagde den unge Mand og saa alvorligt paa
+Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa Toften
+ved Siden af ham.</p>
+
+<p>"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt.<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a>
+Hans Stemme var saa rusten som et
+gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som
+Piggene paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde,
+stygt Minde. Jeg gad se det Minde, der ikke er
+stygt, naar man haler det frem paa en saadan
+Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. &mdash; Ræk
+os Flasken, Elias."</p>
+
+<p>Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.</p>
+
+<p>Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter
+Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter
+<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="Cognak">Cognac</a>.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80"></a><br />
+<a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81"></a><br />
+<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82"></a></p>
+<h2><a name="MAGTESLOS" id="MAGTESLOS"></a>MAGTESLØS</h2>
+<hr class="secbreak" />
+
+<p>Det <a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a>
+var hen i Oktober. Vinteren var kommen
+vadende nordfra over Havet med en bidende
+skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene
+havde den bredt sit nye, hvide Snelagen hen over
+Toppe og Tinder. Nu laa den deroppe paa de haarde
+Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over Dale
+og Bygder som en Rovfugl.</p>
+
+<p>Nede i Bygden var man utryg. Man kunde
+føle dens stirrende, graa Øjne og dens kolde Aande,
+der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ.
+Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at
+blæse fra Syd.</p>
+
+<p>I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet
+rejste sig i Fraade og larmede og buldrede mod
+Klipperne. Husene rystede, som skulde de styrte
+sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde
+den rive dem op med Rode. Og Søvand og Regn
+piskede ind over Land.</p>
+
+<p>Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og
+fjerde Dags Morgen var det blikstille. Og Havet
+laa som et skinnende, blankt Spejl.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a>
+Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde
+jaget Vinteren langt nordpaa ud i Havet, og oppe
+fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide Lagen,
+forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden.
+Det var atter Sommer.</p>
+
+<p>Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind
+til Øgruppens Hovedstad med Faar, thi det var lige
+i Slagtetiden. Men de Folk, der først skulde op i
+Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den
+Dag. De maatte vente til den næste.</p>
+
+<p>Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra
+en af de nærmeste Bygder med Slagtefaar. Vejret
+var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var
+overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de
+ikke Søvejen til Hovedbygden, men nøjedes med
+at ro den halve Mil over Fjorden, trække Baaden
+paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen
+til Fods.</p>
+
+<p>Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet
+deres Ærinder forrettede og begyndte Hjemturen.
+Det var allerede ved at mørkne, Himlen var sort,
+og det var begyndt at blæse fra Nord.</p>
+
+<p>Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen
+halvvejs til Bygden, hvor de havde Baaden, begyndte
+det at regne.</p>
+
+<p>Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt
+og pludseligt med store, tunge Draaber for at
+ophøre lige saa pludselig, som den er begyndt. Det<a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a>
+var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk
+Himmel, der hele Dagen har trukket sammen
+og fortættet sig, en Regn, der begynder ganske
+smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt
+og sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og
+tættere, og som bliver ved og bliver ved at pøle
+ned, til man til Slut ikke sanser Forskel paa Himmel
+og Jord.</p>
+
+<p>Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten
+stærkere og stærkere. Det var en Blæst med
+gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin
+Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at
+puste og uden at gøre et Sidespring. Det var en
+Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som kan
+vare og stige i dagevis.</p>
+
+<p>Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar
+bag og følger det i Hælene.</p>
+
+<p>Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde
+deres Baad staaende, var de drivvaade. Og Søen
+var allerede nu for oprørt til, at de turde vove sig
+ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en
+Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele
+Dagen. Og saa holdt de Raad.</p>
+
+<p>Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne
+sad derhjemme og ventede paa dem og vilde sikkert
+blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var
+endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til
+Aften. Og den to Mil lange Vej ind omkring det<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a>
+inderste af Fjorden kendte de paa deres Fingre,
+den var de gaaet mange Gange, og den kunde
+under heldige Omstændigheder gaas paa et Par
+Timer. Og skulde den ogsaa tage 3 Timer, saa
+vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.</p>
+
+<p>Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten
+tog stadig til og Regnen ligesaa. Men en Smule
+Blæst var jo for intet at regne, sligt var man vant
+til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var
+de heller ikke ukendt med den, og gennemblødte
+var de i Forvejen, saa det var rent umuligt
+at blive vaadere. Desuden ventede der dem
+tørt Tøj derhjemme. Og Varmen skulde de nok
+kunne holde, saa længe de gik.</p>
+
+<p>Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden,
+thi der var kun en Bonde og en Bondegaard
+i hele Bygden, større var den ikke, daarligt nok
+kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa,
+thi de Folk var ikke kræsne med et Nattelogi;
+men alligevel, rarest var det jo at komme hjem til
+sit eget.</p>
+
+<p>De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen
+og drøftede Sagen. Vandet drev af dem i stride
+Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under
+Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som
+alle Bønder, han vilde gerne huse dem alle. Men
+Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre bestemte
+sig til at blive og de tre til at gaa.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a>
+Bonden vilde endelig traktere dem, inden de
+gik. Men nu, da de havde besluttet sig til at gaa,
+gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som muligt.
+Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer
+til, naar de nu havde gaaet hele Dagen uden at
+spise.</p>
+
+<p>De tre besindige, der havde besluttet sig til
+at blive, forsøgte at overtale dem, men de vilde
+ikke høre noget, havde bare travlt med at komme
+afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre,
+der ikke vilde med. Saa gik de ud i Regnen og
+Mørket.</p>
+
+<p>Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er
+der ingen Penge til at anskaffe dem for, dels er det
+klippefulde og stejle Terræn ikke egnet til Vejanlæg.
+En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder,
+saa Vejen kun markeres af en Række Stendynger,
+Varder, paa de højereliggende Punkter, saaledes
+ser en færøisk Vej ud.</p>
+
+<p>Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden
+befærdes kun af Folk fra Bygderne og endda kun,
+naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig afmærket
+Vej findes derfor slet ikke.</p>
+
+<p>Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken
+omkring Gaarden og ud i den uopdyrkede Hauge,
+gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede
+ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen
+tog stadig til. Deres gennemblødte Klæder ydede<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a>
+dem ingen Beskærmelse mod Regnen og Stormen.
+Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo
+vise, hvad de duede til, at de ikke var af den Slags,
+der lod sig holde tilbage af slig en Smule Vejr.</p>
+
+<p>Samtalen var munter og spækket med Spottegloser
+over de tre, der var bleven tilbage. Lidt
+efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse
+fremad.</p>
+
+<p>Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne,
+Regnens plaskende Slag mod Stenene og
+den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin
+i det opblødte Dynd.</p>
+
+<p>Den unge Knøs gik efter de andre med ludende
+Hoved.</p>
+
+<p>Han havde siddet og befundet sig saa vel inde
+i den varme Røgstue, saa vel, at han syntes, at
+Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de to
+andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage.
+Og han havde smilt og storleet ad deres alvorlige
+Ansigtet og betænkelige Miner. Hvad var den
+Stump Vej vel værd at tale om.</p>
+
+<p>Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren
+aabnede sig foran ham, og Mørket og Regnen
+slog ham i Møde, havde han følt, at han var
+træt.</p>
+
+<p>Han havde let Trætheden bort og spottet dem,
+der var bleven tilbage. Men Mørket og Regnen
+slog ham paa Munden, til han tav.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a>
+&mdash; Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.
+&mdash; Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.</p>
+
+<p>Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var
+bleven som en Melodi, han gik efter.</p>
+
+<p>&mdash; Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.
+&mdash; Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.</p>
+
+<p>Men nu var det jo for sent. Han havde været
+med til at le ad de andre, der blev tilbage, havde
+spottet sin Far og Bror, da de gjorde ham Forestillinger
+om det urigtige i at gaa. Nu kunde han
+ikke opgive det.</p>
+
+<p>&mdash; Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de
+standser, vender sig om og ser paa mig, og jeg
+kommer hen til dem og siger: "Nej, det var alligevel
+dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage."
+&mdash; Hvor vil da Spottegloserne regne ned
+over mig. Og naar jeg saa tier stille og ikke svarer
+dem imod, da vil de efterhaanden holde op
+med at spotte og bare staa tavse og se paa mig,
+og se, at jeg er mindre, end de troede. Og tilsidst
+vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar
+Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade
+sig selv: "Ja, saa maa du jo hellere gaa tilbage til
+din Far og din Bror."</p>
+
+<p>Og saa. &mdash; Ja saa var han mærket for Resten
+af sit Liv, kunde aldrig blive Mand som de andre.
+Altid vilde de spotte ham med det. Og naar de<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a>
+ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu
+værre.</p>
+
+<p>Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde
+tænkt sig dette som en Bedrift, som en Udmærkelse.
+Skulde det nu blive til en Skamplet, der
+altid vilde klæbe ved ham.</p>
+
+<p>Hvor roligt de gik der foran uden saa
+meget som at vende sig om og se efter ham.
+De var sikre paa, at han kunde gaa med. De
+anede ikke, hvad det var for Tanker, han gik med.
+De anede ikke, ingen anede, at han var saadan
+en Svækling, saadan en Pjalt.</p>
+
+<p>Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme,
+lune Røgstue og talte om dem, der gik afsted gennem
+Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se
+paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind
+i Stuen. De vilde smile til ham og sige, at han
+havde baaret sig fornuftigt ad. Men hvordan vilde
+de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han
+maatte holde ud, nu han var begyndt.</p>
+
+<p>&mdash; Men det var dumt, du gik med. Det var
+dumt, du gik med.</p>
+
+<p>Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev
+at gentage og gentage det, ikke heftigt, men lavmælt
+og roligt, som den taler, der ved, han har
+Ret.</p>
+
+<p>Han kunde være bleven tilbage hos de andre.
+&mdash; Men nu.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a>
+Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du
+gik med.</p>
+
+<p>Saa opdagede han, at han var ved at sakke
+agterud.</p>
+
+<p>"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."</p>
+
+<p>Han skottede op mod Himlen, der gabede imod
+ham som en sort, bundløs Afgrund, blev ængstelig
+og gik hurtigere til for at indhente de andre.</p>
+
+<p>Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten
+og i en Mangfoldighed af Huller. Men han naaede
+dog op bag ved dem, og han kunde lige holde sin
+Plads.</p>
+
+<p>&mdash; Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar
+jo godt, det gaar jo godt.</p>
+
+<p>Det var Løgn, men der var alligevel en Slags
+Trøst i de Ord. Og det var, som om det gik bedre
+efter den Melodi.</p>
+
+<p>Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden,
+vidste han ikke, hvor Fødderne traadte. Og hver
+Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende imod
+dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men
+endnu tyggede hans Hjærne i Takt med Fodslagene
+paa de samme Ord.</p>
+
+<p>&mdash; Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.</p>
+
+<p>Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig
+i Mils Omkreds. Og der var ikke det
+svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel.
+De kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket.<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a>
+Men stadig gik det fremad mod Storm og
+Regn.</p>
+
+<p>Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i
+en uafbrudt rindende Strøm. Og Stormen gennemisnede
+dem til Marven, thi det blev koldere og
+koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa
+Bunden af en Elv, foroverbøjet og snappende efter
+Vejret.</p>
+
+<p>&mdash; Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.</p>
+
+<p>Han tumlede frem over Stenene, snart til højre
+og snart til venstre, kastet hid og did af Stormen
+og Vejens Ujævnheder.</p>
+
+<p>Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der
+var ellers ikke mælet et Ord i lange Tider. Han
+forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at der
+nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke.
+Han var træt, dødtræt.</p>
+
+<p>Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud.
+Men han kunde ikke hjælpe det. Saa hørte han
+den forreste standse.</p>
+
+<p>"Han kan ikke vinde med," hørte han ham
+sige. Den anden mumlede i Skæget og gik nogle
+Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom
+modvillig.</p>
+
+<p>Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa
+fast og jævnt.</p>
+
+<p>"Er du træt?" spurgte den første.</p>
+
+<p>"Næ," svarede han. Han vilde have sagt<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a>
+nej; men Ordet trak sig saa underlig langt i Halsen
+paa ham.</p>
+
+<p>"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her."
+Og saa gik det atter fremad mod Storm, Regn
+og Mørke. Men langsommere.</p>
+
+<p>&mdash; At du alligevel ikke vendte om, tænkte
+han. Men nu er det for sent, nu er det altsammen
+for sent.</p>
+
+<p>Det lysnede i Mørket under dem. De passerede
+en Elv, der styrtede sig fraadende ned over
+Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa
+gik det atter ind gennem Mørket.</p>
+
+<p>&mdash; Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad
+saa. &mdash; Men det gør de ikke. Nej, det kan de
+ikke gøre.</p>
+
+<p>Der kom et Vindstød og pressede ham for
+Brystet, saa han vaklede og væltede over mod
+en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med
+begge Hænder for ikke at falde. Der stod han.</p>
+
+<p>De andre standsede forude og talte lidt sammen.
+Saa kom den ene hen til ham.</p>
+
+<p>"Du er træt?"</p>
+
+<p>"Ja."</p>
+
+<p>"Kan du ikke mer?"</p>
+
+<p>"Nej."</p>
+
+<p>"Lad mig hjælpe dig. &mdash; Tag ved hans anden
+Arm," føjede han til til den anden, der nu ogsaa
+var kommen hen til dem.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a>
+&mdash; Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu
+maa du holde ud.</p>
+
+<p>Han vaklede afsted hængende mellem de to
+Mænd og blev ved at gentage det for sig selv.</p>
+
+<p>&mdash; Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.</p>
+
+<p>Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde
+ikke holde den fast.</p>
+
+<p>&mdash; Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte
+han. Men der var kun Mørke, Mørke.</p>
+
+<p>Og da var det med et, som om Mørket kastede
+sig over ham og tyngede ham til Jorden, ned i
+Mørket.</p>
+
+<p>Saa hørte han en Stemme over sig:</p>
+
+<p>"Kom nu op."</p>
+
+<p>Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og
+han kom op.</p>
+
+<p>"Kom saa."</p>
+
+<p>Og atter slæbte de afsted med ham gennem
+Mørket.</p>
+
+<p>Han vaklede frem med lukkede Øjne som en
+Søvngænger. Nu og da svigtede Bevidstheden
+ham, saa blev han trukket og puffet afsted.</p>
+
+<p>Der kom et Vindstød farende og standsede
+dem alle tre. Det varede længe, inden de kom
+i Gang igen.</p>
+
+<p>&mdash; Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud,
+at de ikke kunde se, at det ikke nyttede.</p>
+
+<p>Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a>
+kunde ikke holde ham oppe, og han faldt forover
+imellem dem med Ansigtet mod Jorden.</p>
+
+<p>"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."</p>
+
+<p>Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.</p>
+
+<p>De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa
+Benene. Men Benene gav efter og kunde ikke
+bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.</p>
+
+<p>&mdash; Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han
+følte intet ved Tanken og gad ikke engang aabne
+Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.</p>
+
+<p>Mændene stod et Par Skridt derfra og talte
+sammen. Det var bleven en alvorlig Historie,
+dette her. Saa kom de tilbage.</p>
+
+<p>"Kom nu op; nu gaar vi."</p>
+
+<p>Og de begyndte atter at bakse med ham, men
+det nyttede intet.</p>
+
+<p>Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede
+jo ikke.</p>
+
+<p>"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et
+andet Stykke Kvæg. &mdash; Hvad gør vi nu?"</p>
+
+<p>"Ja, hvad gør vi nu?"</p>
+
+<p>De stod lidt og overvejede. Regnen pølede
+ned over dem, og Stormen rev og sled i deres
+Klæder.</p>
+
+<p>"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver
+du hos ham, mens jeg gaar til Bygden efter Hjælp.
+Der kan kun være en halv Mil igen nu. &mdash; Hvem
+kunde ogsaa have tænkt sig det."</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a>
+Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad
+et Klippestykke. Den ene af Mændene satte sig
+ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod
+Bygden for at hente Hjælp.</p>
+
+<p>Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet
+af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem
+Mørket, snublede over Stenene og gled ud i
+Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er
+ene og har Hastværk og ikke kan se.</p>
+
+<p>Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han
+gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden
+mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den
+Vej da aldrig faa Ende?</p>
+
+<p>Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik
+endnu nogle Skridt fremad, han vidste ikke mere
+hvor, snublede over en Sten, styrtede næsegrus
+til Jorden og blev liggende.</p>
+
+<p>Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik
+ham atter til Bevidsthed, han kom i Tanker om, at
+han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa i
+Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og
+Fødder over de glatte Sten i Elvens Bund.</p>
+
+<p>Endelig naaede han over Elven og krøb op ad
+Breddens Skraaning. Men da han fik Hoved og
+Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham
+og tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb
+han op. Og med Hovedet og Brystet blottet for
+Stormen stirrede han frem i Mørket.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a>
+Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede
+Elven, som var den en flittig Arbejder, der passede
+sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers foregik
+omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen
+hen over Jorden. Det lød, som om den hylede
+og græd og lo og skreg. Han kunde ikke se en
+Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel.
+Han skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der
+laa der midt i Mørket paa Spring, strakt hen over
+Jorden imod ham.</p>
+
+<p>Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og
+Fødder og stirrede frem mod Uhyret, der blæste
+og blæste og truede med at blæse ham om paa
+Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede
+Hoved med de store, tykke Kinder, der
+hang ud over Marken til begge Sider. Det gled
+nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa
+det sved og flaaede i hans Ansigt og Bryst. Men
+han holdt sig fortvivlet fast og strittede imod. Først
+da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham
+med sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen,
+dukkede Hovedet ned bag Diget og sank tilbage i
+Elven.</p>
+
+<p>Og medens han laa paa alle fire i det rindende
+Vand og undrede sig over, hvorfor Elven havde
+saa travlt, og hvad det egentlig var, den vilde fortælle,
+randt hans Bevidsthed bort med det rindende
+Vand.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a>
+Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet
+sivede og sivede fra den ned over Jorden. Stormen
+buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende
+og hujende frem mellem Haugens Sten og
+Klippestykker, greb Regndraaberne om Livet, rev
+dem med sig og slyngede dem i Forbifarten mod
+Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede
+langt bort, eller tabte dem i Hastværket med smaa
+Plump i Vandpytterne mellem Græsset og Mosset.</p>
+
+<p>Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes
+at være fyldt og overmættet med Regn. Og midt i
+Mørket og Væden sad en Mand sammenkrøben
+bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden
+af sig, og ventede paa Hjælpen, der skulde komme.</p>
+
+<p>Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt
+sad han og ventede og ventede, medens Vandet
+sivede ned over ham. Stormen og Regnen for
+hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring
+ham med sære, uhyggelige Lyde. Og medens
+han sad og stirrede frem for sig og anstrængte
+sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved
+hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile,
+sad han og kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp
+med en Tanke, der ubønhørlig trængte paa og vilde
+frem.</p>
+
+<p>&mdash; Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var
+gaaet, som det var. Han havde været saa kry paa
+det. Det var jo ingenting at tale om den Pjalt<a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a>
+Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg
+Høne og spottet de andres fornuftige Indvendinger.</p>
+
+<p>&mdash; Men hele Skylden havde han ikke. Nej,
+nej. Langtfra. De andre havde stemt i med og
+hjulpet ham; og saa.</p>
+
+<p>Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det
+var ham, der havde foreslaaet, at de skulde gaa.
+Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte det. Det
+var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat
+tumlede afsted i Mørket, maaske gik vild
+og tumlede om et Sted oppe i Haugen.</p>
+
+<p>&mdash; Store Gud, om han gik vild, medens han
+sad her og ventede.</p>
+
+<p>Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt.
+Men Knøsen. Hvis Knøsen nu sad der og døde
+for ham, inden der kom Hjælp.</p>
+
+<p>Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i
+en iskold, vaad Haand, der laa i hans som en
+død Fisk.</p>
+
+<p>&mdash; Store Gud, om han nu sad og døde for ham.
+Eller maaske han allerede var død.</p>
+
+<p>Han følte op over den kraftløse Arm og naaede
+op til Ansigtet. Det var vaadt og klamt som
+Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han
+famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn.
+Han kaldte Knøsen ved Navn, men fik
+intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans
+Stemme blev hørt.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a>
+&mdash; Hvis han nu allerede var død?</p>
+
+<p>Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev
+hastig Haanden til sig.</p>
+
+<p>&mdash; Død. Død.</p>
+
+<p>Han sad og stirrede frem i Mørket, medens
+Stormen larmede, og Regnen sivede ned omkring
+ham.</p>
+
+<p>&mdash; Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det
+være. Og han var Morderen og sad her ved
+Siden af ham, han havde myrdet.</p>
+
+<p>&mdash; Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var
+kun Stormen, der ruskede og sled i Stenen, bag
+hvilken de sad.</p>
+
+<p>Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for
+han sammen, skræmt af Stormens Hvin og Regnens
+Plasken og Siven; troede, det var Knøsen,
+der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde
+han ikke udholde det længer, han maatte have
+Vished.</p>
+
+<p>Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over
+Knøsen og rørte ved ham.</p>
+
+<p>Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men
+han tvang sig til at holde Haanden presset mod
+hans Bryst.</p>
+
+<p>&mdash; Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og
+sank, men ganske, ganske svagt. Gud ske Lov,
+saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe
+vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a>
+Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have
+været her for længe siden, for lang, lang Tid
+siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert
+i Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham
+sidde her og vente ved Siden af en døende.</p>
+
+<p>Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end
+Stormen og Regnen. Han stirrede ud i Mørket,
+men der var intet Lys at se.</p>
+
+<p>&mdash; Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog
+Hjælpen af. Og hvor det regnede.</p>
+
+<p>Han strakte atter Haanden ud og rørte ved
+Knøsens Bryst. Det bevægede sig endnu op og
+ned, men svagere end før. Og Lemmerne var
+vist ved at stivne.</p>
+
+<p>&mdash; Store Gud, han sidder og dør for mig.</p>
+
+<p>Og han blev pludselig greben af Skræk for at
+sidde her i Mørket ved Siden af en døende Mand.
+Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over
+ham; og han klynkede som et Barn.</p>
+
+<p>&mdash; Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog
+gøre?</p>
+
+<p>Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat
+var gaaet vild i Mørket, til Vished. Saa klart
+og pludselig slog Visheden ned over ham, at det
+blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt
+i Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet
+til Jorden foran sig.</p>
+
+<p>Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte<a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a>
+og skreg ud i Mørket, som vilde han sprænge sine
+Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i Mørket.</p>
+
+<p>Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han
+kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder
+ganske langsomt væltede sig over paa Siden og
+greb hans Ben og kneb det.</p>
+
+<p>Han skreg.</p>
+
+<p>Og greben af en panisk Rædsel styrtede han
+afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt
+og han løb til han atter faldt, bare løb og løb,
+løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte
+bort, bort.</p>
+
+<p>Da pludselig fortættedes Mørket foran ham,
+og han løb Panden imod. Han havde ikke Kræfter
+til at vige til Siden og løbe videre. Hans Hænder
+bare famlede over den glatte Flade og fik
+fat i en skarp Kant.</p>
+
+<p>Og medens hans Hænder famlede op og ned
+ad den skarpe, lodrette Kant, gik det langsomt op
+for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus.
+Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over
+Væggen, til han traf et Vindue.</p>
+
+<p>Han bankede paa Ruden, atter og atter, til
+han hørte, der kom Liv i Huset. Og da han hørte
+Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end
+før og sank bevidstløs ned ved Væggen.</p>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<p>Hele <a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a>
+Bygden var til Begravelse. Hele Bygden
+undtagen Thomas.</p>
+
+<p>Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse
+i Bygden og stirrede frem mod Kirken. Sort og
+lille stod den midt i Sneen, der laa drysset i et
+tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens
+blanke Flade. Og Sangen kneb sig ussel og fattig
+ud gennem Sprækkerne i de tjærede Trævægge.</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Som Morgendug mit Liv hensvinder,<br /></span>
+<span class="i0">Som Strømmen skynder Tiden sig,<br /></span>
+<span class="i0">Maaske naar næste Dag oprinder,<br /></span>
+<span class="i0">Den rinder ikke op for mig;<br /></span>
+<span class="i0">O, hjælp mig Gud, at hver min Dag<br /></span>
+<span class="i0">Maa bruges dig til Velbehag.<br /></span>
+</div></div>
+
+<p>Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen
+med lave Vægge og lave Ruder. Og øverst oppe
+paa Tagrygningen ludede det lille firkantede Skur,
+hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.</p>
+
+<p>Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede<a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a>
+Gavl, mens han stod og stirrede over mod
+Kirken.</p>
+
+<p>Og Sangen sivede ud imod ham.</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Hvor flygtig er al jordisk Gode,<br /></span>
+<span class="i0">Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.<br /></span>
+<span class="i0">Maaske, naar vi det mindst formode,<br /></span>
+<span class="i0">Til Død og Grav vi segne ned.<br /></span>
+<span class="i0">O, lær mig alt at bruge saa,<br /></span>
+<span class="i0">Som det, der snart skal Ende faa.<br /></span>
+</div></div>
+
+<p>Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig
+og elendig. Og det var Menneskers Klage,
+Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor
+fattig.</p>
+
+<p>Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv.
+Eller klage og jamre, til Fjældene sprængtes, og
+hans eget Hjærte brast.</p>
+
+<p>Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og
+Hjærter kan ikke briste. &mdash; Det havde han følt.
+&mdash; Ja, det havde han følt.</p>
+
+<p>Sangen sivede og sivede ud imod ham.</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Et er fornødent, dertil ene<br /></span>
+<span class="i0">Du satte os paa Jorden her,<br /></span>
+<span class="i0">I Tro og Sandhed dig at tjene<br /></span>
+<span class="i0">Og vorde gode Mennesker;<br /></span>
+<span class="i0">O lad den Dag, som svinder hen,<br /></span>
+<span class="i0">Berede mig til Himmelen.<br /></span>
+</div></div>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a>
+At de kunde synge saadan noget. At de kunde
+synge, &mdash; synge og virkelig tro, at de sørgede.
+Hvor latterligt, hvor himmelraabende latterligt. De
+flæbte som Børn, gjorde de.</p>
+
+<p>Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede
+Kirke, der stod der og peb som en gigtsyg Mus.</p>
+
+<p>Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder
+og stirrede ud over Fjorden, der laa kold og
+rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op over
+Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former
+under Sneen.</p>
+
+<p>Han kunde se helt ind omkring det inderste
+af Fjorden, hvor de var gaaet. Og hist ovre paa
+den anden Side laa Bondegaarden, hvor de holdt
+Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde
+han siddet derovre livskraftig og munter og slaaet
+i Bordet og spottet og haanet de andre. &mdash; Og nu.</p>
+
+<p>Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt,
+som var han ved at drukne. Men hver Gang kom
+det tilbage og blev hængende ved Kirken, der stod
+og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og
+klynkede af Sorg og Kulde.</p>
+
+<div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer,<br /></span>
+<span class="i0">Du kender mine Dages Tal,<br /></span>
+<span class="i0">At Livets Aften, naar den kommer,<br /></span>
+<span class="i0">Mig uberedt ej finde skal;<br /></span>
+<span class="i0">Og naar du kalder mig herfra,<br /></span>
+<span class="i0">Forbarm dig, o forbarm dig da.<br /></span>
+</div></div>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a>
+Det var den samme Sang som før, ussel og
+fattig. Men hvor sørgelig og højtidelig klang det
+ikke nu.</p>
+
+<p>Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens
+Væg og frem imod ham gennem den fine,
+klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham,
+knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.</p>
+
+<p>Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og
+Godtkøbsforargelse over de andre. Hvad kom
+de andre ham ved. Han vidste jo, han havde
+Skylden. Han og han alene.</p>
+
+<p>Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa
+han knap kunde se ud af Øjnene. Drukket, saa
+han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der var
+ned. Men det hjalp ikke.</p>
+
+<p>At han dog heller ikke kunde holde sig borte
+fra den Kirke. At han dog ikke gik langt, langt
+op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med sin
+Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det
+altsammen. &mdash; Men han kunde ikke, han var som
+tøjret til den lille, sorte Kirke.</p>
+
+<p>Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han
+strakte Hovedet frem, som troede han, han kunde
+fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham,
+han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens
+Stemme.</p>
+
+<p>Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas.
+Og for hver Gang, han nævnede Navnet,<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a>
+blev hans Stemme højere og skarpere, og han
+slog i Stolen, som han plejede, naar han var vred.</p>
+
+<p>Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden.
+Thomas er Morderen. Det er ham, der
+har myrdet dem begge. Det er ham, ham.</p>
+
+<p>Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med
+Salmebøgerne i Skødet og lyttede til og nikkede
+og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og
+ingen af os andre.</p>
+
+<p>Han vred sig op imod Væggen.</p>
+
+<p>Var den Præst dog ikke snart færdig. Var
+det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines
+saadan.</p>
+
+<p>Og Præsten talte om Elias, talte om hans
+Enke og de 7 smaa Børn.</p>
+
+<p>Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven
+slæbt med, og som endnu levede, da Mændene
+fandt ham bag Stenen.</p>
+
+<p>Og det var Thomas, der havde dræbt dem.
+Thomas, Thomas.</p>
+
+<p>Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter
+saa han de sænkede Ansigter lude frem over Salmebøgerne.
+Alle nikkede de og mumlede de: Thomas,
+Thomas.</p>
+
+<p>Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at
+falde. Sludder og Vrøvl, han stod jo fuld her ved
+Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad Præsten<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a>
+sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke
+høre en Lyd.</p>
+
+<p>Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa
+hele Kirken, saa Præsten oppe paa Prækestolen.
+Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde
+han læse hans lønligste Tanker.</p>
+
+<p>Og ikke alene lokkede han dem med ud i
+Mørket og Regnen. Nej, han spøgte og lo med
+dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de
+havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden
+i Møde i Stedet for at vende om, mens det endnu
+var Tid.</p>
+
+<p>Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt
+og ikke kunde mere, standsede Elias for at hjælpe
+ham. Men Thomas lod, som om han intet mærkede
+og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd
+for dette der bagved.</p>
+
+<p>Og havde han saa endda været en Mand og var
+bleven ved med at gaa. Da havde Elias vel opgivet
+at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet med
+Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen
+til Bygden, Hjælpen var bleven sendt ud, og ogsaa
+Knøsen var bleven frelst. Var han bare vedbleven
+at gaa.</p>
+
+<p>Havde han bare været saa meget Mand, at han
+var vedbleven at gaa, da havde de været frelste
+begge to. Men han var en Kujon. Han var bange
+for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a>
+Mod til at gaa videre, skønt han inderlig godt
+vidste, at det var det rigtige, det eneste rigtige.</p>
+
+<p>Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen,
+Elias, der var gammel. &mdash; Og havde han
+ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og
+ventet og ventet. Da havde han i det mindste
+frelst Knøsen og maaske ogsaa Elias.</p>
+
+<p>Bare han havde gjort alt muligt andet end
+netop det, han gjorde, da havde de alle været i
+Live. Men nu.</p>
+
+<p>Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og
+trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham.</p>
+
+<p>Det var, som om Ordene svøbte sig om ham
+og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde
+skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham.
+De jamrede imod ham, og de truede ham. Og
+alle skreg de, det er ham, ham.</p>
+
+<p>Han saa sig frygtsom omkring, om der var
+nogen, der lurede. Men han var ene, ene i hele
+Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han
+Næven og rystede den truende mod Kirken.</p>
+
+<p>Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let
+ved at haane ham, som han stod der hjælpeløs
+og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt
+gjort.</p>
+
+<p>Men han skulde hævne sig. Saa sandt han
+stod her, skulde han hævne sig. De skulde komme
+til at fortryde det alle som en.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a>
+Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og
+han rasede og slog med knyttet Næve mod Væggen.</p>
+
+<p>Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa
+Elias' Enke, gammel og forslidt, som han havde
+mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far,
+stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.</p>
+
+<p>Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han
+vilde hævne sig paa dem, der havde Retten. Det
+var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.</p>
+
+<p>Og hvorledes vilde han bære sig ad med at
+hævne sig, Pjalt som han var. Han kunde drikke,
+drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og
+det var det eneste.</p>
+
+<p>Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget
+gled ud af Kirken. En efter en dukkede de frem
+af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var de alle.
+Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som
+de kom.</p>
+
+<p>Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter
+Præsten.</p>
+
+<p>Han kunde ikke se dem mere. Men han stod
+og stirrede frem mod Kirkegavlen, bag hvilken
+de var forsvundet ind over Kirkegaarden.</p>
+
+<p>Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten
+forrettede Jordpaakastelsen, og saa vilde de atter
+dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod
+ham.</p>
+
+<p>Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og<a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a>
+stirrede, kunde ikke rive sig løs, skønt han ikke
+for alt i Verden vilde have, at de skulde finde
+ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se
+de Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse
+deres Dom.</p>
+
+<p>Saa drejede den første omkring Kirkegavlen
+og kom lige frem imod ham. Det var Præsten.
+Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til
+Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han
+turde ikke se op, og han kunde ikke røre sig til
+Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.</p>
+
+<p>"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde
+dog ventet at se netop dig. Du var jo den af os
+alle, der stod de to nærmest paa det sidste."</p>
+
+<p>Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig
+til: "Det var jo saa at sige dig, der hørte deres
+sidste Suk."</p>
+
+<p>Men Thomas stod stille mod Væggen. Han
+stod med sænket Hoved og mumlede ned for sig.
+Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde
+han ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa
+stod han her drukken, drukken. Aah, han vilde
+give Resten af sit Liv for at være ædru nu i dette
+Øjeblik.</p>
+
+<p>Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa
+hans Skulder og bøjede Hovedet frem imod ham.</p>
+
+<p>"Hvad siger du?" spurgte han.</p>
+
+<p>Men Thomas stod og mumlede som før. Han<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a>
+vilde give sit Liv for at vide, hvad han vidste nu,
+og være langt, langt borte.</p>
+
+<p>Da først saa Præsten, at han var drukken.
+Han trak Haanden til sig, som havde han brændt
+den, og veg et Skridt tilbage.</p>
+
+<p>"Du har drukket," sagde han, og det milde
+gled bort fra hans Ansigt. "Du er fuld," sagde
+han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i
+Stolen.</p>
+
+<p>"Og det paa saadan en Dag. &mdash; Svin."</p>
+
+<p>Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som
+skulde han synke helt sammen, som hang han
+slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens
+Blik.</p>
+
+<p>Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse
+sig i Vejret med et Sæt.</p>
+
+<p>"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han.
+"Lad mig i Fred, siger jeg. Er det da ikke nok,
+at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I
+begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I
+da ikke, skal jeg da selv sige jer, at det er min
+Skyld altsammen. At jeg er Morder, Morder,
+Morder."</p>
+
+<p>Da gik der som en Lysning over Præstens
+Ansigt, og hans Øjne mistede Brodden. Han
+traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden
+ud mod Skikkelsen foran sig.</p>
+
+<p>Men Thomas veg til Side for ham.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a>
+"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg
+han. "Med hvad Ret kalder du mig Svin. Kald
+mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg
+ikke. Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."</p>
+
+<p>Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande,
+hans Ansigt dirrede, hans Mund savlede, og Stemmen
+skælvede, saa han knap kunde faa Ordene
+frem.</p>
+
+<p>"Gaa, gaa," skreg han.</p>
+
+<p>Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.</p>
+
+<p>"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde
+han styrte om i Krampe.</p>
+
+<p>Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.</p>
+
+<p>Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det
+ham, som en sort Mur taarnede sig op foran ham
+og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven
+ud og truede den i afmægtig Rasen.</p>
+
+<p>"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin,
+Svin."</p>
+
+<p>Saa brast det for ham, han knækkede sammen
+og sank ned ved Væggen.</p>
+
+<p>Men mens han laa paa Jorden foran Huset,
+strakte han endnu de knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene,
+der stod i Kreds omkring ham.
+Og han hylede som en rasende:</p>
+
+<p>"Svin I er. Svin I er."</p>
+
+<p>Men Stemmen blev svagere og svagere. Til
+Slut var den Klynken.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a>
+Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede
+ham op imellem sig og bar ham ind mellem Husene.</p>
+
+<p>Og han hang imellem dem som et hjælpeløst
+Barn og tudskraalte, saa det kunde høres over
+hele Bygden.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115"></a><br />
+<a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116"></a></p>
+<h2><a name="NIELS" id="NIELS"></a>NIELS</h2>
+
+<hr class="secbreak" />
+
+<p>Havet <a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a>
+laa og krøb som et stort, tungt Dyr.
+Det glitrede og funklede fra dets Overflade
+som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte,
+saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.</p>
+
+<p>Der var ganske stille derude. Nu og da røg
+en Fisk op gennem Havfladen. Det var et Blink
+og et Knæk, saa saas kun Ringen, der bredte sig
+længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende
+op og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.</p>
+
+<p>Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem
+efter den anden, utidige som efter en lang Middagslur.
+De laa lidt og fik Søvnen gnedet af Øjnene,
+saa begyndte de at række og strække sig
+og kravlede højere og højere op paa Himlen. Og
+der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der slugte
+dem, efterhaanden som de kom.</p>
+
+<p>Da den store Sky havde spist færdig, var den
+bleven uformelig tyk; den bredte og vendte sig,
+saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde sig
+rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a>
+Lige under den store Sky laa en Flok smaa
+Hvaler og drev. De sorte Hoveder dukkede op
+ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et.
+Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og
+Hoveder, der dukkede ned, og saa nær klemte
+Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede og
+gned mod hinanden med en underlig tør Knitren
+som af garvet Læder.</p>
+
+<p>Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og
+store. Der var Hvalmødre med deres ganske smaa
+Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de
+holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen
+svømmede en ældgammel Han paa 12 Alen.
+Det var den, der førte an, og hele Flokken
+fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet
+op over Vandet, saa den ud i Horisonten.
+Men den var helt ren, der var intet at se uden
+Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med
+et veltilfreds Snøft gik den atter paa Hovedet ned
+i Vandet.</p>
+
+<p>Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som
+et sort Skær, fra hvis Top Rygfinnen stak til Vejrs
+som en lang, sort Kniv, saa forsvandt ogsaa den.
+Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der
+dukkede op og ned, Rygfinner, der gled fremover
+ved Siden af hinanden og forsvandt, og en skrattende,
+skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede sammen
+og gned imod hinanden. Og hver Gang et<a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a>
+Hoved dukkede op, lød der et langt, snøftende Pust,
+og en lille Sky steg til Vejrs og forenede sig med
+hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over
+Flokken som en Taage.</p>
+
+<p>Det var et myldrende Virvar. Det var, som
+om Havet kogte i store, sorte Bobler og pustede
+og dampede som en stor Gryde.</p>
+
+<p>Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an,
+naar det er sigtbart Vejr, og intet Land er at se
+hele Horisonten rundt. Den gamle Hval følte det
+som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle
+kunde se, at der ikke var noget at være bange for.
+Men saa kom Taagen.</p>
+
+<p>Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen
+blev ogsaa mørk, og Skyen deroppe blev ligesom
+urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig.
+Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang
+den kom op. For det var jo den, der havde Ansvaret
+for det hele.</p>
+
+<p>Og da saa den, at Synskredsen gled frem over
+Havet derude og kom nærmere og nærmere. Og
+skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se Taagen
+selv, vidste den, at det var den, der kom.</p>
+
+<p>Kort efter gled Taagen frem over Havet som
+en dugget Rude, der naaede fra Horisont til Horisont.
+Og Ruden kom nærmere og nærmere og
+blev større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt<a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a>
+i Taagen som under en Dugklokke, der blev mindre
+og mindre og tættere og tættere.</p>
+
+<p>Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang
+Havet og Skyen, og de er dog dens nærmeste
+Familie til begge Sider. Skyen vender sig om
+paa Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet
+bliver endnu mere sørgmodigt og indesluttet, end
+det er i Forvejen, for Taagen er saa klam og trist.</p>
+
+<p>Den gamle Han, der førte an, lod først som
+ingenting og svømmede roligt videre gennem Taagen,
+for den vidste jo, at der var frit Hav forude.
+Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte
+at dukke op og ned paa Kryds og tværs
+i alle Retninger og at puste ængsteligt.</p>
+
+<p>Men Taagen blev tættere og tættere. Og da
+der var gaaet en Tid, mindskede den gamle Hval
+Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at gøre
+det. Den vidste godt, det var klogest, hvis
+den vilde holde sammen paa Flokken bagved, at
+svømme løs og lade som ingenting. Men det kom
+lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev
+Flokken bagved endnu mere urolig.</p>
+
+<p>Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede
+voldsomt og lod, som om den skød en vældig Fart.
+Men den blev næsten paa samme Sted, for den
+vidste ikke sine levende Raad.</p>
+
+<p>Det var endt med, at den helt var gaaet i
+Staa. Men saa mærkede den, at de yngre Hanner,<a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a>
+der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse
+hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den
+tog sig sammen og gik fremefter paa maa og faa,
+men saa langsomt, som den paa nogen Maade
+kunde være bekendt.</p>
+
+<p>Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde
+Øjne, der ikke saa andet end graat i graat,
+snøftede besindigt og med Værdighed og lod,
+som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt
+den var meget nervøs og ikke anede det mindste.
+Og det var, som om Flokken bagved blev roligere
+og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens
+Kølvand.</p>
+
+<p>Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter
+Time. Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik
+den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte
+Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det
+bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa
+til Taage.</p>
+
+<p>Da var det, at en af de yngre Hanner, der
+svømmede ved Siden af den gamle, der førte an,
+saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen
+forude. Men inden den fik set sig rigtig for,
+var Skyggen atter væk.</p>
+
+<p>Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde
+set, dukkede ned og op igen og atter ned og atter
+op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik tilbage.
+Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den<a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a>
+ikke var den ældste Han, saa var den dog heller
+ingen Aarsunge. Og der var dem, der mente, at
+den gamle maaske alligevel var for gammel.</p>
+
+<p>Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede
+noget og fortsatte roligt sin Kurs. Og den største
+Del af Flokken fulgte den.</p>
+
+<p>Men havde den været oppe i rette Tid og set
+den sorte Skygge glide forbi forude, havde den
+betænkt sig, for det var en Baad, der havde hentet
+Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.</p>
+
+<p>Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da
+han ikke havde andet at bestille, laa han og saa ud
+over Fjorden ind i Taagen, thi det var Grindevejr
+og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen
+sig et Øjeblik, og inde under den saa han
+Hvalhovederne dukke op og ned.</p>
+
+<p>"Grind!" raabte han.</p>
+
+<p>Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene
+i Baaden drejede Hovederne og saa efter, var der
+ingenting at se. Saa tænkte de, at Doktoren var
+et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været
+en Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren
+skældte og bandede. De gloede bare haardnakket
+op i Taagen over hans Hoved og trak til paa
+Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind,
+var de vel Mænd for at se den.</p>
+
+<p>Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der<a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a>
+laa og fiskede ud for Land; dens mørke Omrids
+gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i Taagen.</p>
+
+<p>Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu
+for Alvor urolige. De pustede ængsteligt og dukkede
+op og ned i alle Retninger, medens de spredte
+sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle
+Hval fortsatte sin Kurs lige fremefter, for den
+vidste ikke, til hvad Side den skulde vende sig.</p>
+
+<p>Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den
+spredtes mere og mere. Saa kom der Liv i den, og
+den gik atter fremefter; thi Fiskerne i Baaden
+havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet
+efter dem og drev dem nu fremad med Raab og
+Stenkast. Og Larmen voxede og voxede, thi andre
+Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.</p>
+
+<p>Taagen lettede, saa man kunde se ud over
+Havet. Til begge Sider saas Land som en mørk,
+utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og
+inde ved Strandkanten blussede Baalene frem,
+det ene efter det andet, og spredte Budskabet om
+Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.</p>
+
+<p>Taagen lettede mer og mer. Havet laa som
+en mørk Flade afgrænset af sorte Fjældsider, og
+Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad
+Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad
+stødte fra Land paa begge Sider af Fjorden og sluttede
+sig til Baadeflokken, der langsomt drev af
+Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a>
+Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar.
+Den gamle Hval var stadig forrest, men den førte
+ikke længer an. Den sansede intet, den havde
+lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted
+af Flokken bagved. Men nu var det heller ikke
+længer den, der havde Ansvaret. &mdash; &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede
+ned, saa svang en høj, kraftig bygget Karl sig
+ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme
+ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte
+paa en fremspringende Knold, han satte fra med
+Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle
+Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald;
+men saa smidigt og blødt faldt han, at Faaret nedenunder
+intet mærkede. Niels trak forsigtigt Lemmerne
+op under sig og stirrede ned.</p>
+
+<p>Fire Alen under ham stod et Faar og græssede
+paa en Afsats, der saa ud, som om den svævede
+i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom
+Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning,
+der skød sig frem og tegnede sig med takket graa
+Profil mod Havet, der laa og blinkede 400 Fod
+længere nede.</p>
+
+<p>Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte,
+hvorledes hans Lemmer spændtes som Staalfjedre.
+Om han vovede Springet derned og kastede sig<a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a>
+over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde
+Støtte mod den store, fremspringende Sten yderst
+paa Afsatsen, den saa ud, som den var sikker nok.</p>
+
+<p>Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det?
+Hvorfor vilde han kaste sig over Faaret dernede
+og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo
+meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter
+for de vilde Drifter, der vilde rive ham med sig i
+Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge her
+og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde
+ikke give efter.</p>
+
+<p>I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning,
+slappedes hans Lemmer, og han blev grebet
+af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke
+var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans
+Hjærne blev uklar, det var, som skulde han svimle
+ud over Afgrunden. Han smed sig over Stenen,
+hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke
+give sig.</p>
+
+<p>Med lukkede Øjne laa han og stønnede over
+Stenen. At han ogsaa altid blev grebet af dette
+Vanvid, der lammede og knugede ham, til han
+gav efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig
+hundse af meningsløse Drifter.</p>
+
+<p>Længe laa han over Stenen og stred: Tyv!
+skældte han sig selv, Morder! Hund! &mdash; Men det
+hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle
+op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke<a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a>
+røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne
+var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske
+klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han
+syntes endog, han kunde høre det bevæge sig og
+slide i Græsset.</p>
+
+<p>Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde
+det hørt ham og var flygtet.</p>
+
+<p>I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet
+og stirrede ned. Hans Legeme var atter spændt,
+og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig
+Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.</p>
+
+<p>Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne
+om Stenen i stille Kamp. Atter følte han
+Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev
+hans Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet
+svingle og glide under sig, i næste Nu styrtede
+han i Afgrunden. &mdash; Da følte han, at det ikke
+nyttede at stride imod. Han maatte give efter
+denne ene Gang endnu; men det skulde ogsaa
+blive den sidste.</p>
+
+<p>I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa
+Afsatsen. Hans venstre Fod traf rigtig Stenen,
+og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og
+væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham,
+saa fik han Kniven frem og jog den i Dyrets Hals.</p>
+
+<p>Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et
+Par Kuldegysninger gennem Faaret, dets Legeme<a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a>
+knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det
+var dødt.</p>
+
+<p>Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede
+ned i Havet der dybt, dybt nede. Hans Hjærne
+og hans Legeme var saa slappet efter Springet og
+den korte Kamp med Faaret, at han helt havde
+glemt det, der var sket. Først da hans Fod begyndte
+at smerte, vaagnede han af sin Døs.</p>
+
+<p>Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der
+laa dødt for hans Fødder med brustne Øjne og
+Kniven gennem Struben.</p>
+
+<p>Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han
+var sprunget herned og havde dræbt det, sandt,
+at han havde givet efter igen, havde stjaalet igen.
+Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede
+ned paa det dræbte Faar. Aah Herregud,
+hvor var det dog sørgeligt alt, alt sammen.</p>
+
+<p>Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at
+komme herfra med Faaret i en Fart og faa det
+skjult.</p>
+
+<p>Hans Hjærne var atter klar som før, og hans
+Energi vaagen. Han rev Kniven ud af Saaret
+og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets
+Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld,
+fik Faaret paa Nakken og begyndte Opstigningen.</p>
+
+<p>Det var <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="livsfarigt">livsfarligt</a> at stige op ad den stejle
+Fjældvæg med Faaret; men han kantede sig frem
+ad Omveje. Da han naaede op paa Fjældskrænten,<a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a>
+fra hvilken han havde gjort Springet ned over
+Faaret, saa han op og fik Øje paa en lille, vissen
+Mandsling med spidst Hoved og <span class="sic" title="[sic]">plirende</span> Rotteøjne;
+han sad bøjet fremover oppe paa Æggen
+med Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede
+paa Niels.</p>
+
+<p>Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede
+paa Mandslingen deroppe. Hans Hjærte var
+som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som et
+susende Hjul.</p>
+
+<p>Saa var det da sket, det han havde frygtet saa
+længe; grebet, grebet paa fersk Gerning. Et Øjeblik
+tøvede han og saa ned over Fjældet under sig,
+saa satte han Foden frem og begyndte at kravle
+det sidste lodrette Stykke op.</p>
+
+<p>Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels
+havde faaet Tag i Stenene paa Æggen, saa rejste
+han sig og retirerede forsigtigt et Stykke ind paa
+Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten
+og langsomt fulgte efter.</p>
+
+<p>"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar,"
+sagde Mandslingen. Han havde begge Hænder
+dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte,
+spinkle Ben.</p>
+
+<p>"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."</p>
+
+<p>Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham
+med Armene hængende slapt langs Siden. Han stod
+og stirrede som bedøvet ned i Græsset foran sig,<a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a>
+evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede
+det rundt i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget.
+Aah Herregud, du er opdaget.</p>
+
+<p>"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.</p>
+
+<p>Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig
+havde han tænkt sig det at blive kaldt Tyv. Men
+Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte
+igen at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som
+om det frygtelige Ord gav ham Evne til atter at
+tænke.</p>
+
+<p>"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."</p>
+
+<p>Han havde set Ordet svide den anden som et
+Piskeslag.</p>
+
+<p>Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde
+hævet Hovedet en Kende og stirrede nu mod Jorden
+lidt foran Mandslingen.</p>
+
+<p>Om han nu kastede sig over Manden der og
+slyngede ham ud over Æggen ned i Havet. Aldrig,
+aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han var
+Tyv.</p>
+
+<p>Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt
+i Bygden. I Morgen vilde de alle vide det, og
+saa havde han mistet alt. Og Mandslingen der,
+den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde
+andet end ondt, hvor han kom, ingen vilde savne
+ham. Bare et Spring fremad og et Spark ud over
+Fjældkanten, og han var frelst.</p>
+
+<p>Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede<a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a>
+paa Rotteansigtet foran sig med et fortænkt,
+forpint Blik.</p>
+
+<p>"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og
+fik Vished. Din Tyveknægt."</p>
+
+<p>Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens
+Læber bevæge sig ivrigt forarget. Og der
+trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte
+Ansigt.</p>
+
+<p>Om han ikke næsten følte Medlidenhed med
+denne lille, dumme Mand, der stod der og skrævede
+og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne
+Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som
+groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod
+paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens
+i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes
+i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt;
+han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der
+som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet
+under dem. Det var ham, der havde Ret, det var
+ham, der ejede Jorden og det hele, og det var
+Niels, der var fremmed og havde Uret. Han ejede
+intet af det altsammen. Det var ham, der skulde
+vige.</p>
+
+<p>Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det
+var hans Hjærne, der var syg, der ikke var som
+de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de
+andre havde Ret paa deres. Men dræbte han
+Manden der, dræbte han mere end ham. Han<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a>
+kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men
+han kunde ikke dræbe ham.</p>
+
+<p>Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.</p>
+
+<p>"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen
+og hævede Haanden i Vejret. "Sagen er klar
+nok."</p>
+
+<p>Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme
+op i ham, et Slags Raseri mod denne lille, dumme
+Mand, der intet forstod, og som stod der saa sikker
+i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme
+ham, det kunde dog gaa galt.</p>
+
+<p>Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og
+standsede saa.</p>
+
+<p>I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget
+for Forfærdelse. Han holdt Hænderne afværgende
+frem for sig og veg baglænds ind over Fjældet.</p>
+
+<p>"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa
+vendte han sig og løb hurtigt ned mod Bygden.</p>
+
+<p>Niels stod og saa efter ham, mens han løb.
+Endnu var der Tid. Endnu kunde han indhente
+ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at
+Manden dernede løb med hans Fremtid, hans
+Lykke, hans Liv. Men han kunde ikke flytte en
+Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om
+han indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe
+igen.</p>
+
+<p>Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over
+ham, mens han stod og saa paa Mandslingen, der<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a>
+løb dernede. Det var hans Terning i Livets Spil,
+der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert
+Skridt han tog dernede, var som et Chiffer i den
+Dom, der om lidt skulde fældes. Saa forsvandt
+Mandslingen bag Bakken.</p>
+
+<p>Saa, nu var det for sent.</p>
+
+<p>Med en tung Stønnen kastede han sig ned,
+hvor han stod. Det var ham umuligt at tænke paa
+andet end Manden dernede. Nu havde han vel
+naaet Bygden, nu passerede han det første Hus og
+smed det ind ad Døren hans gode Navn og Rygte.
+Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa
+det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik
+frem midt igennem Bygden, slæbende hans gode
+Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og Folkene kom
+ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes.
+I Dag vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste
+hans Far det. &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet.
+Han løb i stærk Fart. Huen svingede han i
+Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede
+om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var
+rødt og glinsende af Filipenser og Varme.</p>
+
+<p>Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod
+ham.</p>
+
+<p>"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede
+ivrigt med Armene, med hele Kroppen undtagen
+netop Benene, der løb.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a>
+"Der er Grind i Fjorden, Niels."</p>
+
+<p>Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget
+op og stod og stirrede ned over Bakken, der hvor
+Mandslingen var forsvundet.</p>
+
+<p>I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet
+ned i ham som et Lyn, som en Helvedesbrand.
+Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans
+Læber blødte.</p>
+
+<p>At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud
+over Fjældet. At han dog havde ladet ham løbe,
+skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu
+foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham
+til Jorden, mishandle ham og smide ham ned i
+Havet som den Pjalt, han var. &mdash; Og nu, nu var
+det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans
+gamle, prægtige Far, at han var Tyv.</p>
+
+<p>"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede.
+Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt
+befippet ud.</p>
+
+<p>Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt,
+saa sænkede han Øjnene.</p>
+
+<p>"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.</p>
+
+<p>Niels bed Tænderne sammen og nikkede.</p>
+
+<p>"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev
+den anden ved. Det var tydeligt, at Vennens Sygdom
+kom ham ubelejligt.</p>
+
+<p>Niels bed Tænderne endnu haardere sammen
+og nikkede igen for at føje ham.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a>
+"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den
+rødhaarede ivrigt og betaget som før. "Hører du,
+der er Grind i Fjorden." Og før Niels kunde besinde
+sig, havde han sat ham i Fart ned over
+Fjældet.</p>
+
+<p>Den fugtige Grund sivede og svuppede under
+deres Fødder, og Lufttrykket peb dem om Ørerne.
+Det var, som om Luften og det hurtige Løb atter
+bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.</p>
+
+<p>Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde
+aabnet sig for dem som Indersiden af en stor
+Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.</p>
+
+<p>"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede
+ud over Fjorden, hvor Hvalerne og Baadene kom
+drivende som et Mylder af smaa, sorte Prikker.</p>
+
+<p>"Det er en stor Grind," raabte han og slugte
+Billedet derude paa Fjorden med sine lyse, spillende
+Øjne.</p>
+
+<p>"Nej, se nu, se nu!"</p>
+
+<p>Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten
+standsede. Han stod og stirrede ned over Skraaningen,
+hvor Bygdens første Huse tittede op.</p>
+
+<p>"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han.
+Og saa haabløst lød det, at Vennen studsede midt
+i sin Glæde og vendte sig imod ham.</p>
+
+<p>Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa
+sit Ansigt. Han kunde ikke udholde denne Stirren,
+den sved ham helt ind i Hjærnen.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a>
+"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."</p>
+
+<p>"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet,"
+raabte <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="Venen">Vennen</a> forfærdet.</p>
+
+<p>Niels nikkede tungt.</p>
+
+<p>"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som
+slagen af Rædsel, "nej, det er umuligt," aandede
+han op, "du vil bare narre mig."</p>
+
+<p>"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels
+tungt og tonløst som før.</p>
+
+<p>"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste
+Vennen ud. "Hvad har du stjaalet?"</p>
+
+<p>"Faar," sagde Niels kort og plumpt.</p>
+
+<p>Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var
+han en svimlende Afgrund, der havde aabnet sig
+for hans Fødder.</p>
+
+<p>"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde
+han og tog Vennen i Skulderen. "Hvordan kom du
+dog til det?"</p>
+
+<p>Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder
+og gav sig til at drive bort fra Stedet, planløst
+som et surmulende Barn.</p>
+
+<p>Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt
+medlidende, halvt bange, det var jo aabenbart sandt.
+Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans Ansigt
+klarede op.</p>
+
+<p>"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte
+at gaa nedad mod Bygden. "Vi maa ned og
+fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke set<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a>
+Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."</p>
+
+<p>Niels fulgte viljeløs med.</p>
+
+<p>"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte
+Vennen atter. Stemmen lød som hos en Mand,
+der har været ved at drukne og nu atter føler fast
+Grund under Fødderne.</p>
+
+<p>Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt
+flere Ord undervejs, men stadig gik den rødhaarede
+og skottede til sin Nabo med den halvt medlidende,
+halvt bange Mine fra før.</p>
+
+<p>De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden.
+Saa begyndte Niels at sagtne Farten.</p>
+
+<p>"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig
+og standsede. Graaden pressede ham op i
+Halsen, og han begyndte at græde med pludselige
+snappende Hulk som et Barn.</p>
+
+<p>"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt
+overlegen, "tag dig nu sammen, du maa se at
+komme over det."</p>
+
+<p>"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men
+jeg. Aah, hvor det er frygteligt for min stakkels,
+gamle Far."</p>
+
+<p>"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved,
+"det kan ikke gaa, du staar her og flæber, saadan
+et stort, voksent Mandfolk."</p>
+
+<p>Lidt efter passerede de gennem den Klynge
+Huse, der dannede Byens Fortrop.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a>
+"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede
+med Huen. Men ikke et Menneske viste sig,
+ikke en Lyd hørtes fra Husene.</p>
+
+<p>"Det er underligt. Saa maa de alligevel have
+set Hvalerne," sagde den rødhaarede, "men vi stod
+ogsaa saa længe og snakkede."</p>
+
+<p>Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se
+ned over Bygden.</p>
+
+<p>Det myldrede og vrimlede dernede som i en
+stor Myretue, og der steg en forvirret Larm og
+Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for
+frem og tilbage mellem Husene og Stranden med
+Hvalspyd, Olietøj og lignende, og nede ved Stranden
+myldrede og summede det om Baadene, der
+blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede
+fuldt lastede med Mænd og flød ude paa
+Vandet. Og ude paa Fjorden kom Baadene drivende
+indover med Hvalerne.</p>
+
+<p>Det var et stolt Syn. Først kom de 300
+Hvaler, der holdt sig i en Klump og pustede og
+snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde
+vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor
+Halvkreds, der rakte over Bugten fra Bred til
+Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre
+eller fire Mand; det var de Baade, der havde ligget
+ude paa Fiskeri. Men de, der efterhaanden var
+stødte til fra Bygderne op langs Fjorden, var store
+og bemandede med 10&mdash;12 Mand. De lange Hvalspyd<a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a>
+stak op for og agter i Baadene, saa de lignede
+Vikingeskibe, og oppe i Masten paa den forreste
+Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det
+var den, der først havde opdaget Grinden.</p>
+
+<p>"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i
+Baadene og svingede med Aarer, Spyd og Huer.
+"Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land.
+Det var, som om Baadene vendte hjem efter en
+stor Sejr.</p>
+
+<p>Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned
+til Baadene, vidste Niels ikke. Men pludselig saa
+han den rødhaarede springe ned i en Baad, og i
+Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa
+ham med sine smaa nysgerrige Rotteøjne.</p>
+
+<p>Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene
+i Baaden for at se, at de vidste alt.</p>
+
+<p>"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod
+dernede i Baaden og strakte Hænderne op mod
+Niels. "Kom nu, for Fanden."</p>
+
+<p>"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj
+Bonde, der stod støttet til sit Hvalspyd længere
+fremme i Baaden, "jeg ved egentlig ikke," gentog
+han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om
+vi kan være flere hernede."</p>
+
+<p>Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse;
+alle stirrede op paa Niels.</p>
+
+<p>"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a>
+slog overbærende ud med Haanden, "det gør ikke
+saa nøje med et Faar i Slagtetiden."</p>
+
+<p>Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter.
+Niels oversaa i et Nu de haanligt smilende
+Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme Fjæs.
+Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene
+satte fra.</p>
+
+<p>Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede
+som en Flok Faar i en Fold. De bagerste pressede
+paa de forreste, og de forreste pressede tilbage paa
+Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og
+ned, sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende
+Sider gned knitrende imod hinanden.</p>
+
+<p>Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og
+ventede, medens Mændene rettede Spydbladene og
+sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de
+ikke haft Tid til, før de kom af Sted.</p>
+
+<p>Der var nu næsten helt stille. Baadene laa
+med Aarerne hvilende i Vandet, medens Mændene
+gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land stod
+Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd,
+der hørtes, var Hvalernes Snøften og Pusten og
+Hvalformændenes Raab og Kommanderen. De
+stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage
+bag Baadrækken med de lange Flag slæbende
+efter sig i Vandet. Og deres Raab krydsede hinanden,
+medens de gav Ordrer og Kontraordrer til
+højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a>
+mange af dem, derfor maatte de raabe saa højt. Men
+der var ingen, der hørte paa dem. Man ventede kun
+paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa
+hæse, at de ikke kunde mere; thi før blev det
+alligevel ikke til noget.</p>
+
+<p>Endelig begyndte Drabet.</p>
+
+<p>Alle Baadene roede frem. Spydene haglede
+ned over de bagerste Hvaler, og Mændene hylede
+og skreg, saa Fjældene skjalv.</p>
+
+<p>Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af
+Flokken, der for imod dem. Saa jog hele Grinden
+mod Land, rivende Vandet med sig i en mægtig
+Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand
+og Hvalkroppe. Saa rislede og sivede Vandet tilbage
+ned i Bugten. Men da Vandet faldt, laa hele
+Bredden dækket af strandede Hvaler.</p>
+
+<p>Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler,
+og et Myrderi. Der blev myrdet oppe paa Land,
+og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten var
+rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og
+piskede i deres Dødskamp det blodfyldte Vand til
+Skum.</p>
+
+<p>Inde paa Land kæmpede Mændene med de
+strandede Hvaler, og ude i Bugten roede Baadene
+rundt, medens Mændene stak og huggede til alle
+Sider ned mellem Hvalerne.</p>
+
+<p>Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind
+til Land. Niels stod stadig oprejst midt i Baaden,<a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a>
+som da han blev stødt ned i den. En eller anden
+havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han
+brugte det ikke. Det var, som om Virvaret omkring
+ham havde dysset hans Sanser i Søvn. Saa
+skete der noget, der fik ham vækket.</p>
+
+<p>Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig,
+at han kom med i Baaden, havde faaet hugget en
+Söknarkrog<a name="FNanker_9" id="FNanker_9"></a><a href="#Fodnote_9" class="fnanchor">[9]</a> fast i Hovedet paa en stor Hval. Nu
+kom han springende gennem Baaden for at kaste
+Linen ind til Mændene i Land.</p>
+
+<p>I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte
+Mund.</p>
+
+<p>"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."</p>
+
+<p>Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at
+han lige netop forstod, der blev talt til ham.</p>
+
+<p>"Hvad siger du?" spurgte han.</p>
+
+<p>Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden,
+der nu havde kastet Linen i Land og atter havde
+vendt sig, opfattede det som en Protest.</p>
+
+<p>"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet.
+I det samme sprang han ud over Rælingen.</p>
+
+<p>Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det
+sved ham, som da han hørte det første Gang.
+Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med Spydet
+hævet stod han og stirrede ned i Vandet,
+hvor Hvalen og Manden kæmpede. Mændene inde
+i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens Karlen<a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a>
+stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede
+i Dyrets Nakke med sin Kniv.</p>
+
+<p>Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som
+en Fjeder, uvilkaarlig havde Spydet rettet Spidsen
+mod Manden dernede. Saa spændt var Musklerne
+i hans Arm, at de smertede.</p>
+
+<p>Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden
+dernede utydeligt som gennem en Taage af
+Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han
+maatte kaste. Men i det samme, han lukkede
+Øjnene for ikke at se det, der nu vilde ske, var
+det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt
+den fast.</p>
+
+<p>Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i
+Baaden havde alle travlt med at hugge efter Hvalerne
+omkring Baaden. Da saa han atter paa
+Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart
+og skarpt. Taagen var veget fra hans Øjne. Han
+saa, hvad det var, han havde været i Færd med
+at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud
+over Vandet, sprang ud af Baaden og vadede i
+Land.</p>
+
+<p>"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme
+raabe. Han standsede og saa den rødhaarede, der
+stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik
+han videre op over Fjældet, hjemad.</p>
+
+<p>De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den
+anden Side gik han som i en Døs. Bonden, der<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a>
+satte ham over Fjorden, troede, han var gal. Saa
+gik han videre. Først oppe paa Fjældet over
+Hjemmebygden standsede han. En Stund stod
+han og stirrede paa Gaarden dernede, saa begyndte
+han Nedstigningen. Aldrig havde han
+tænkt sig, at nogen Gang kunde være saa tung
+at gaa.</p>
+
+<p>Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen
+traadte ind, vaad og rystende af Kulde.</p>
+
+<p>"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde
+Fa'ren og saa op.</p>
+
+<p>"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste
+paa sine vaade Klæder.</p>
+
+<p>"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng."</p>
+
+<p>"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om
+først."</p>
+
+<p>Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken.
+Fa'ren sad og saa paa ham, syntes knap, han
+kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og
+Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne.</p>
+
+<p>Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange,
+mens han sad og stirrede paa Sønnen.</p>
+
+<p>"Hvorfor gik du?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde
+et Menneske."</p>
+
+<p>"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og
+satte sig tungt tilbage.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a>
+Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind
+i Ilden, turde ikke se op paa Fa'ren.</p>
+
+<p>"Fortæl."</p>
+
+<p>"Det var midt under Drabet. En Karl kom til
+at støde til mig, jeg stod ham i Vejen; og saa
+kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et stygt
+Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet,
+Spydet vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte
+mod ham; jeg troede ikke, jeg kunde holde det,
+lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der
+vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb
+min Arm og holdt den tilbage, og med et blev
+jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd med
+at gøre. &mdash; Saa kastede jeg Spydet fra mig og
+gik herhjem."</p>
+
+<p>Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var,
+som sank han sammen i Stolen.</p>
+
+<p>"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.</p>
+
+<p>"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom
+spyttede Ordene ud i Graad.</p>
+
+<p>Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen.
+Hans Ansigt var askegraat og ligesom dødt,
+der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa Sønnen.</p>
+
+<p>"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede
+Niels og smed sig paa Jorden og krøb hen til
+Stolen.</p>
+
+<p>"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig.
+Fa'r, Fa'r."</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a>
+Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om
+Stolens Arme, mens han sad og stirrede ned paa
+Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med
+Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende
+Haand gennem Sønnens Haar.</p>
+
+<p>"Stakkels Niels."</p>
+
+<p>"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"</p>
+
+<p>"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi'
+dig. Hvad har du stjaalet?"</p>
+
+<p>"Faar, Faar. &mdash; Og Bonden saa det. &mdash; Og har
+sagt det i Bygden. &mdash; Jeg ved ikke, hvordan det
+gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som
+da jeg var nærved at dræbe Karlen."</p>
+
+<p>Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn
+og græd ud med Ansigtet i hans Skød. Og Fa'ren
+sad og strøg ham med rystende Haand gennem
+Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen;
+og nu var hans Stemme rolig.</p>
+
+<p>"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa
+dig saadan. &mdash; Hører du, Niels. Hører du. Jeg
+har ogsaa stjaalet."</p>
+
+<p>"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men
+Fa'ren saa ham fast i Øjnene og nikkede.</p>
+
+<p>"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men
+jeg slap godt fra det. Kan hænde, du har arvet
+det. Kan det ikke trøste dig."</p>
+
+<p>Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede
+Øjne. Men han vidste, Fa'ren aldrig løj.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a>
+"Var det &mdash; var det ogsaa Faar?"</p>
+
+<p>"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."</p>
+
+<p>Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre
+Bonde fra Sund gaaende ned til Stranden, hvor
+Folk havde travlt med at flænse de fangede Hvaler.</p>
+
+<p>Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der,
+som Gud og Hvermand vidste, Dagen før var grebet
+i Faaretyveri oppe i Fjældet over Bygden. Han
+gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans
+Søn.</p>
+
+<p>"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?"
+spurgte han og saa ned. Det saa næsten ud, som
+var det ham selv, der var grebet i Tyveri.</p>
+
+<p>"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen
+og satte Hænderne i Siden; "jeg var ellers paa
+Vej til Sysselmanden for at melde din Søn."</p>
+
+<p>Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik
+ingen at vide. Men Hans Joensen opgav sit Klagemaal
+over Sønnen og gned sig i Hænderne.</p>
+
+<p>Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin
+Søn til Damperen. Han skulde rejse til det store
+Land mod Vest for at begynde et nyt Liv. &mdash; &mdash;</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a></p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa,
+og hans brede Ryg havde bøjet sig. Han var
+bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden
+Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine
+Enemærker. Men hver Gang Postdamperen kom
+til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet
+for selv at hente Posten, og der var altid Brev
+med til ham fra Sønnen. Saa snart han havde
+faaet Posten, begav han sig saa hurtig som muligt
+paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham
+sidde oppe i Fjældet og læse Sønnens Brev.</p>
+
+<p>Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide;
+thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om
+Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge.
+Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det
+gik Sønnen godt derovre i det nye Land.</p>
+
+<p>En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter
+efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig
+et Brev fra Sønnen.</p>
+
+<p>Det var et langt Brev, og det lød saaledes:</p>
+
+<div class="blockquot">
+
+<p class="l2">Kære Far.</p>
+
+<p>Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for
+alt det, du har været for mig siden min Bortrejse.
+Du har altid været en god og kærlig Fader imod
+mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.</p>
+
+<p>Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du
+tog min Brøde over paa dine stærke Skuldre, saa<a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a>
+jeg kunde begynde Livet igen som et nyt Menneske.
+Det var ikke din Skyld, at det gik, som
+det gik; men det er vel saadan, at et Menneske
+aldrig kan faa rettet det, han engang har kroget
+i sit Liv.</p>
+
+<p>Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har
+bedraget dig og løjet for dig i mine forrige Breve.
+Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg havde
+det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det
+ondt.</p>
+
+<p>Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv
+herovre med nyt Mod. Jeg havde Lyst til Livet,
+og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen
+foran mig og troede, den var aaben for mig som
+for alle andre. Hvad der var sket, syntes mig
+en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde
+Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig
+ind. Jeg var jo en anden nu. Jeg vilde blive et
+godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde rydde Fortiden
+ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde
+gjort dig.</p>
+
+<p>Til at begynde med gik alt godt. For hver
+Dag der gik, syntes Verden mig klarere og lysere,
+og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere Rødder
+i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden
+bag mig og arbejdede mig opad. Og som min
+Styrke voksede, svandt min Brøde bort.</p>
+
+<p>Nu og da kunde det dukke op igen, det, der<a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a>
+var bagved, men det kunde ikke naa frem, for
+mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer
+kunde mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved
+med en underlig mild Sørgmodighed. Da kunde
+jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som
+jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort
+langt ud i Fortiden, hvor det hørte hjemme. Jeg
+havde jo været syg den Gang, hvad kom det
+mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved
+ikke, om jeg kom for let over det. Jeg ved ikke,
+om der i det hele taget er nogen Mening i vort
+Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til
+at blive et sundt og godt Menneske ikke var mere
+værd, end at den skulde trampes sønder af dumme
+og tankeløse Mennesker.</p>
+
+<p>Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde
+stjaalet, ved jeg ikke, og jeg har aldrig eftersporet
+det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt
+efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de
+andre, mærkede ikke deres Gaaen af Vejen og
+Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik Ordet
+Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig
+Klarhed hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt,
+og jeg følte, at nu var det slut altsammen.</p>
+
+<p>Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig
+mest, det var Fortiden, som jeg havde tiet ihjel,
+og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt
+nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a>
+og kastede sig over mig og sønderflængede min
+Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var det
+som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og
+jeg følte atter, som første Gang jeg hørte Ordet,
+at jeg var Tyv.</p>
+
+<p>Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og
+det bedrøver mig for din Skyld, at jeg ikke naaede
+at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg atter hørte
+Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg
+maatte se tilbage, stirre mig blind paa det<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title=" der"></a>
+bagved. Dage og Nætter tumlede jeg med det,
+og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke
+sig. Det, der før havde staaet for mig som en
+ond Drøm, steg frem, groede op for mig som en
+grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme
+om ved, ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt
+mig bort fra det virkelige Liv, og nu var Drømmen
+slut.</p>
+
+<p>Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte,
+hvorledes Fortvivlelsen tog mig mer og mer. Havde
+jeg ikke haft dig, var jeg bleven Selvmorder allerede
+den Gang, men jeg kunde ikke dynge den
+Sorg paa de øvrige.</p>
+
+<p>Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa
+det, der nu skete, som en retfærdig Straf, jeg
+skulde lide. Og samtidig begyndte der at dæmre
+som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes<a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a>
+jeg, at jeg skulde og maatte igennem dette, thi
+først da kunde jeg naa det, jeg stræbte efter.</p>
+
+<p>Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik
+jeg ud blandt andre Mennesker, rolig stillede jeg
+mig som Skive for deres Spot. Og da de saa
+min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres
+Haan. Jeg bar det, thi jeg forstod, at dette vilde
+høre op, og det hørte op.</p>
+
+<p>Men jeg var kommen til at foragte disse
+dumme, uforstandige Mennesker. Og jeg saa, at
+jeg aldrig kunde blive en af deres og aldrig vilde
+blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse
+Mennesker trods alt ikke var onde, de var tankeløse
+og dumme, dumme. Var jeg ren, vilde jeg
+staa op og belære dem, som man lærer Børn.
+Og jeg skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa
+mig, for jeg havde Ret og var dem overlegen.
+Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet
+mere at leve for og intet at stræbe efter.</p>
+
+<p>Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men
+langsommere, kraftigere, mere grundmuret end før.
+Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg vilde
+over dette; det maatte svinde og synke tilbage i
+Mørket som før.</p>
+
+<p>Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for
+Livet. Men hver Gang, jeg naaede op, blev jeg stødt
+tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde jeg ikke
+mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre,<a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a>
+om Natten med mig selv. Den prægede mig, gjorde
+mig sær. Det var Kainsmærket, der brændte sig
+fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre
+trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods
+deres Forvorpenhed. Hele, hele Skylden gled over
+paa mine Skuldre, og da følte jeg, at jeg ikke evnede
+at bære den. Jeg havde gravet mig saa
+dybt ned i min Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde
+kunde bjærge mig op igen. Den aad sig
+ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min
+Tanke blev syg, min Aand svækkedes.</p>
+
+<p>Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til
+Ende og maatte dø, inden det blev for sent, inden
+jeg helt gik til Grunde.</p>
+
+<p>Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for
+mig; det er din Skyld, jeg fik kæmpe saalænge,
+at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald
+af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med
+rolig Samvittighed, fordi jeg ser, mit Liv er spildt
+og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er din
+Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa
+højt, som mit Liv kunde naa. Fra nu af kan
+det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid
+eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa
+mit Liv.</p>
+
+<p>Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort
+dig, og tilgiv mig, at jeg nu søger Døden. Naar<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a>
+du har læst dette Brev, vil du kunne forstaa, at
+jeg ikke kan leve.</p>
+
+<p>Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld
+Forstaaelse med min Samvittighed. Jeg har kun
+den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.</p>
+
+<p class="r2">Din Søn Niels.</p>
+</div>
+
+<p>Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og
+Hans Joensen hos Købmanden inde i Byen.</p>
+
+<p>Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken.
+Nogle hang hen over den lange Disk, andre sad
+paa Bænken udenfor <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="Disken">Butikken</a>. Der blev snakket,
+røget og drukket Øl.</p>
+
+<p>Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud
+over Mylderet. Der var sket en stor Forandring
+med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt
+at gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker.
+Men alligevel var han ikke den samme som før
+Historien med Sønnen, der var en sær Højtidelighed
+over alt, hvad han gjorde.</p>
+
+<p>Han sad med Fødderne trukket op under Stolen
+og den svære Krop ludende forover. Albuerne
+støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i Haandfladerne.
+Han sad og fulgte det, der skete foran
+ham med aarvaagne Øjne, som vilde han indprente
+sig selv de mindste Enkeltheder.</p>
+
+<p>Der blev snakket meget, og der blev drukket<a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a>
+meget, og jo mer der blev drukket, jo højere gik
+Snakken. Og en af dem, der drak mest og snakkede
+højest, var Hans Joensen. Han var kendelig
+fuld i Dag. Hvorledes det gik til, var der ingen,
+der rigtig vidste. Men pludselig standsede al Snakken
+i Butikken, og der blev dødsstille. Hans
+Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra
+Sund for Tyv.</p>
+
+<p>Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol.
+Ikke en Muskel fortrak sig i hans haarde Ansigt.
+Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om
+intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod
+og skrævede og fyldte op foran ham.</p>
+
+<p>Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem
+Stilheden.</p>
+
+<p>"Tyv."</p>
+
+<p>Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa
+han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen
+ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden
+og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.</p>
+
+<p>Der var ingen Vrede i det Blik, men det var
+et underligt Blik, og det tvang Hans Joensen et
+Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der stod
+bagved, over Tæerne.</p>
+
+<p>"Av for Satan."</p>
+
+<p>"Han fægter nok med Hælene."</p>
+
+<p>"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved.</p>
+
+<p><a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a>
+Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet.</p>
+
+<p>"Tyv," raabte han for tredie Gang.</p>
+
+<p>Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare
+ved at se paa ham med samme rolige Blik som
+før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en
+vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere
+og stærkere. De begyndte at knubse Mandslingen
+i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til, og
+han vilde være til Latter, drukne i Grin.</p>
+
+<p>Da strakte han Haanden ud og pegede paa
+Manden i Stolen.</p>
+
+<p>"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham
+selv, siger jeg, om det ikke er sandt. Har jeg ikke
+hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv
+for Tyv."</p>
+
+<p>Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild.</p>
+
+<p>Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa
+Stolen væltede bagover. Saa ret som et Lys stod
+han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit
+Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke
+en eneste, der ikke følte sig som en Dreng under
+det Blik. Saa saa han ned paa Mandslingen. Hans
+Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men
+Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.</p>
+
+<p>"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans
+Joensen," sagde Kæmpen, "saa maa du ikke tro,
+det er fordi du kalder mig for Tyv, for det er det
+ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn,<a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a>
+og saa fordi du trænger til det. Det kunde jo være,
+det kunde gøre dig lidt mere spag.</p>
+
+<p>Men først skal du vide en Ting, og det er, at
+det, en Far gør for at redde sin Søn, er mere
+værd end at blive traadt paa af saadan et lille
+Fjols som dig.</p>
+
+<p>Og saa skal du vide en Ting til, og det maa
+I alle sammen høre, det er, at min Søn Niels trods
+alt naaede det, du aldrig naar, at blive et godt
+Menneske.</p>
+
+<p>Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen
+Mand, men jeg har til Tider banket Børn, naar de
+trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan endnu."</p>
+
+<p>Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa
+Disken og sprællede og hylede, medens Bonden
+fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt bearbejdede
+hans blottede Bag med et Sæberis.</p>
+
+<p>Siden den Dag saa man meget lidt til Hans
+Joensen. Men Bonden fra Sund gik omkring, som
+om intet var sket.</p>
+
+<p>Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden
+som sædvanlig for at hente sin Post. Men denne
+Gang var der kun Avisen.</p>
+
+<p>Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet.
+Det var første Gang, det udeblev siden Sønnens
+Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa
+Hovedet, smilte tungt og stak stiltiende Avisen<a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a>
+til sig. Saa trykkede han Postmesterens Haand
+til Afsked og skyndte sig hjemad.</p>
+
+<p>Men han naaede ikke hjem. To Dage efter
+fandt man hans Lig ved Stranden nedenfor Fjældet.
+Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet
+ned.</p>
+
+<p>I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits,
+der meldte, at Sønnen var faldet overbord fra en
+Lystdamper og druknet.</p>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<h2><a name="INDHOLD" id="INDHOLD"></a>INDHOLD</h2>
+
+<p class="toc">&nbsp;<span class="num">Side</span></p>
+<ul class="toc">
+<li><a href="#LIPPEN">LIPPEN</a> <span class="num">6</span></li>
+<li><a href="#BRYLLUP">BRYLLUP</a> <span class="num">33</span></li>
+<li><a href="#MAGTESLOS">MAGTESLØS</a> <span class="num">81</span></li>
+<li><a href="#NIELS">NIELS</a> <span class="num">115</span></li>
+</ul>
+
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div class="authorads">
+<h2>KNUD HJORTØ</h2>
+
+
+<h3>SYNER</h3>
+
+<p class="adprice">Kr. 3.00</p>
+
+<p>"Det kan ikke nægtes, at man af
+store Partier af Bogen føler sig stærkt
+fængslet." <span class="adsource">(Nationaltidende)</span></p>
+
+
+<h3>HJEMME FRA EGNEN</h3>
+
+<p class="adprice">Kr. 3.00</p>
+
+<p>"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der
+er skrevet med den Lidenskab, der betinger
+al god Kunst." <span class="adsource">(Politiken)</span></p>
+
+
+<h3>STØV OG STJERNER</h3>
+
+<p class="adprice">Kr. 3.00</p>
+
+<p>"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en forvirret og fortryllende
+Bog &mdash; 'Støv og Stjerner'." <span class="adsource">(Samfundet)</span></p>
+
+<p>"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan Bog."
+<span class="adsource">(Nationaltidende)</span></p>
+
+
+<h3>KRAFT</h3>
+
+<p class="adprice">Kr. 3.75</p>
+
+<p>"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende
+af Styrke og Tro paa de Værdier,
+som Fremtiden skal leve paa og som fører
+ud af Dekadencen." <span class="adsource">(Nordjylland)</span></p>
+
+
+<h3>FOLK</h3>
+
+<p class="adprice">Kr. 4.50</p>
+
+<p>"De Læsere, som interesserer sig
+for Udviklingen baade i stort og smaat,
+godt og ondt, skal læse denne Bog." <span class="adsource">(Dannebrog)</span></p>
+
+
+<h3>TO VERDENER</h3>
+
+<p class="adprice">Kr. 3.50</p>
+
+<p>"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de interessantaste.
+Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och energiska stil göra honom
+till en sympatisk och fängslande berättare." <span class="adsource">(Dagens Nyheter)</span></p>
+
+
+<p class="center topmarg">DET SCHUBOTHESKE FORLAG</p>
+</div>
+
+
+
+<div class="footnotes">
+<h2><a name="FODNOTER" id="FODNOTER"></a>FODNOTER</h2>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1"></a><a href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a> Kleppen, en stor Jernkrog, indfældet i et kort, kølleformet Stykke
+Træ; bruges til at hale store Fisk ind i Baaden.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2"></a><a href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a> Kødet lige for Maven paa den hvide Side af Flynderen; tjener ofte
+den friende Fisker som Buket.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3"></a><a href="#FNanker_3"><span class="label">[3]</span></a> Skinsakjøt, letsaltet Bedekød, Højtidsspise.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4"></a><a href="#FNanker_4"><span class="label">[4]</span></a> Stor Baad, der roes af 10 Mænd.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5"></a><a href="#FNanker_5"><span class="label">[5]</span></a> Buksevisen; yndet Skæmtevise om en uheldig Fisker.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6"></a><a href="#FNanker_6"><span class="label">[6]</span></a> En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7"></a><a href="#FNanker_7"><span class="label">[7]</span></a> Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf Navnet.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8"></a><a href="#FNanker_8"><span class="label">[8]</span></a> Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget
+tjener som Vindu og Skorsten.</p></div>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9"></a><a href="#FNanker_9"><span class="label">[9]</span></a> Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges ved
+Grindefangst.</p></div>
+</div>
+
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
+<ul>
+<li><a href="#rett_1">s. 36</a>: snuste misfornøjet[misfornøet] til alt.</li>
+<li><a href="#rett_2">s. 62</a>: i Dansestuen, og det spidse[spidste] Hoved hang med et</li>
+<li><a href="#rett_3">s. 68</a>: Men Pigen blev rød, og hendes Øjne[Øje] blev blanke,</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 77</a>: de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac[Cognak].</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 79</a>: Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac[Cognak].</li>
+<li><a href="#rett_6">s. 127</a>: Det var livsfarligt[livsfarigt] at stige op ad den stejle</li>
+<li><a href="#rett_7">s. 135</a>: raabte Vennen[Venen] forfærdet.</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 150</a>: maatte se tilbage, stirre mig blind paa det[ der] bagved.</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 155</a>: paa Bænken udenfor Butikken[Disken]. Der blev snakket,</li>
+</ul>
+</div>
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+<pre>
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ ***
+
+***** This file should be named 34786-h.htm or 34786-h.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/3/4/7/8/34786/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+
+</pre>
+
+</body>
+</html>
diff --git a/34786-h/images/cover.png b/34786-h/images/cover.png
new file mode 100644
index 0000000..89d7a75
--- /dev/null
+++ b/34786-h/images/cover.png
diff --git a/34786-h/images/logo.png b/34786-h/images/logo.png
new file mode 100644
index 0000000..7593710
--- /dev/null
+++ b/34786-h/images/logo.png
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..1a761bd
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #34786 (https://www.gutenberg.org/ebooks/34786)