diff options
Diffstat (limited to '34786-8.txt')
| -rw-r--r-- | 34786-8.txt | 4232 |
1 files changed, 4232 insertions, 0 deletions
diff --git a/34786-8.txt b/34786-8.txt new file mode 100644 index 0000000..72ada2a --- /dev/null +++ b/34786-8.txt @@ -0,0 +1,4232 @@ +The Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Fra Færø + Fire Fortællinger + +Author: Carl Sørensen + +Release Date: December 30, 2010 [EBook #34786] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. + + + + + CARL SØRENSEN + + FRA FÆRØ + + + DET SCHUBOTHESKE FORLAG + + + + + Oplag: 1000 Ekspl. + + Omslaget tegnet af E. KRAUSE + + + + + CARL SØRENSEN + + + FRA FÆRØ + + + FIRE FORTÆLLINGER + + + KØBENHAVN + + DET SCHUBOTHESKE FORLAG + + J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG + + 1906 + + + * * * * * + + + + +LIPPEN + + + + +Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en +gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den +som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt +smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke. + +Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under +den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet +sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og +begyndte at krybe op over den næste Bølge. + +Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt +slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med +Vandvæggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede +usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se +langt ud over Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, lade +Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hævede sig op af Havet +som en sort, takket Mur. + +De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg +Skikkelse, indtørret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans +Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to +strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og +graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen +over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde +fortæret al Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i Øjnene, at +der endnu laa et Par Gløder og ulmede i Askedyngen. + +Elias var en af Bygdens mere fremragende Mænd. Som ung havde han +været rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og +Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han været en af Bygdens +Foregangsmænd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var +bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa +Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden sagde, at der var +Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af +dem. + +Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rørig som en ung Mand, +naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig +kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en +Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han +Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at +komme nær i lange Tider efter. + +Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa +Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stævn op imod +Dønningen og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land holde den +paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod. + +Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tæt +og stærkt bygget. Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg +strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa +et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende +Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men +svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det. +Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte Fisker +holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst. + +Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung +Knøs paa knap en Snes Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude +paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jævne Tag. +Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer, +medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde +for længst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spændt +bagud som en Flitsbue. Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød +og hans Kinder dunede og røde. + +En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden højt til Vejrs. I et Nu +lod Elias sit Blik løbe Horisonten rundt for at se efter de andre +Baade, der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De fleste havde +allerede taget Snørerne ind, faaet det lille Raasejl hejst og stod nu +hjemad. Saa stirrede han længselsfuldt mod Land; han var forlængst +ked af det hele. + +Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede langt. + +"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu +er det jo ogsaa snart mørkt." + +Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at +forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden +af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op. + +Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen +Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt +antagelig. + +Han tog atter fat paa Snøren. + +"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'." + +Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik +fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op. Men da der ingen +Helleflynder kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde saa bestemt +ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig stor Helleflynder, og han +havde været overtydet om, at han vilde faa den. Det vilde jo være +saadan en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at han holdt +af hende. + +Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk +og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men +naturligvis, kom der en Helleflynder, saa -- Men der kom ingen. + +Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. Fisken blev hængende, og +han halede ind, saa Vandet fra Snøren stænkede omkring ham. + +De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede +ind paa. + +"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som +en eneste lillebitte Flynder kan vi faa." + +"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod +Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. -- Men i Dag faar vi ingen. +Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pæn Fangst +har vi da. Vi har allenfals ikke nødig at skamme os, naar vi kommer +hjem." + +"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," sagde Thomas. Han +begyndte at blive ondskabsfuld over den andens Hjemve. + +"Hvad siger du, Johannes?" + +Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde endnu travlt med at hale ind +paa sin Torsk. + +"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. Der er Dage, +hvor man ikke har Held med sig. Det ved baade du og jeg, bitte +Thomas, og saa kan det ikke nytte at ligge og vente. -- Vi faar ingen +Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. Jeg er en gammel Fisker, skal jeg +sige dig." + +Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik ogsaa han Bid og maatte +til at hale ind. + +Elias gabede. + +"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, ja, ja. Dem er der nok +af." + +Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden. + +Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt. +Hans Ansigt undergik en sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren +med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snøren var +spændt som en Buestreng, og skønt han halede af al Magt og med begge +Hænder, kneb det for ham at vinde ind paa den. + +De to andre blev opmærksomme. Elias lod Aarerne hvile og bøjede sig +spændt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i +Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade +Snøre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig. + +"Er den der?" spurgte Elias. + +"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der stod bøjet over Linen. + +"Den er stor, hvad?" + +Men Elias fik intet Svar. I det samme tog Baaden en Overhaling. Med +et tungt Kladsk slog den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over +Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude i Forstavnen og stirret +paa Thomas' Snøre med opspilet Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften. + +"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk." + +Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med Lethed ind over Rælingen. + +"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre +Aarerne. + +"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?" + +Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen. + +"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i +Nærheden." + +Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren +plumpe overbord og gaa til Bunds. Men Elias, der følte en Smule +Samvittighedsnag, det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet +Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte at retfærdiggøre +sig. + +"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de Bæster." + +"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas. Han havde travlt med at +faa Torsken halet op, saa han atter kunde faa Snøren til Bunds efter +Helleflynderen. + +"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan sidder og slider i +det," klagede han, "at det hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan +passe Aarerne." + +Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok spillet Martyr, nu var han +træt af den Rolle. Og han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas. + +"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. Og det er, at det +eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den +slap fra. -- Akkurat sku." + +Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne, +føjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv: + +"Hvis det da har været en Flynder." + +Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen med den lange Jernbue, fra +hvis Ender Snørerne med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede sig +frem og tog fat i den ene Snøre, der var spændt som en Streng, +halede han en Torsk paa henved en halv Snes Pund ind i Baaden. + +"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede Elias forsonende. +Det var jo, naar alt kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord +i Striden. + +Men Thomas havde travlt med sine Snører; han havde ogsaa faaet den +anden Snøre ind og saa nu, at Silden paa den store Krog var urørt. +Saa vendte og drejede han den fangede Torsk. + +"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod Elias. "Her har den +haft fat i Torsken, Bæstet." + +Elias undersøgte Biddet. + +"Det har været en stor Tamp, den." + +Johannes havde rejst sig forude og saa over Elias' Hoved hen paa +Biddet. Snøren holdt han i Haanden og bevægede den mekanisk op og +ned. -- Pludselig strammedes den, og han kunde ikke røre den. Havde +den mon faaet fat i en Sten paa Bunden. + +Han halede til med begge Hænder og fik halet et Par Tommer ind. Saa +halede han atter af al Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. -- Hvad +Fanden var det? + +Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden, +plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud. + +"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig. Hal langsomt, +ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker." + +Formaningen var for saa vidt overflødig, som han allerede selv havde +Tag i Snøren og halede ind paa den. + +"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. Men denne Gang passede +han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne. + +"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas, +der selv stod og halede ind paa Snøren. + +Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke, +hvad han skulde gøre med sine Hænder. Han syntes, det var overflødigt +at formane andre, naar man samtidig tog Snøren ud af Hænderne paa dem +og bemægtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden, +surmulende Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den Retning. + +Thomas tog endnu et Par Tag. + +"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren hen mod Johannes. "Men +vær forsigtig med den, Knægt." + +Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav Snøren fra sig, med saa +øjensynlig Uvilje, at Johannes næsten generede sig for at tage den. +Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans første +Fisk. + +Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa +til, foroverbøjet og øjensynlig parat til at gribe ind ved første +Lejlighed. Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og øvet +Baaden op mod Søen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger +halvhøjt i Skæget. + +"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad +han og holdt skarpt Udkig efter Søerne, der kom rullende mod Stævnen. + +"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men +det bliver Løgn, gamle, det bliver Løg------n." + +Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert Aaretag Baaden op paa +en høj Sø. Saa hvilede han, medens Søen gled bort under Baaden, og +trak saa til op over den næste. -- Spændende var det sku med saadan +en Fisk. Elias havde ligefrem Mavekneb af Spænding, skønt han var en +gammel Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men denne lod jo +ogsaa til at være en svært stor en. + +Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man +kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen. + +Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et +Klippestykke. + +"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig +forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den. +"Vær endelig forsigtig." + +Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred sig mer og mer +fremefter, medens han gjorde rene Kunstværker med sine Aarer. + +"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det var lige saa meget Søen +som Fiskerne forude, han formanede. Han havde en underlig Uro over +sig, særlig i Benene, og følte det krible gennem hele Kroppen. +Spændende var det sku med saadan en Fisk. + +"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud +og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til. + +Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale +til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen +ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod +Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde +ikke give sig men blev til Slut nødt til det. + +Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der greb den uden at mæle et +Ord, medens Johannes satte sig paa Toften og pustede ud. + +Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var en mægtig stor +Helleflynder, der slog om sig, saa det knagede i Baaden, og Vandet +skvulpede ind over Rælingen. + +Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han +stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer. + +Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige Fisk. Men Elias smed +Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften. + +Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først langsomt, saa +hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten, +medens Linen hven over Rælingen. + +"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne. "Det var en svær +Tamp, den." + +"Det var det," stønnede Thomas. Han kunde daarlig faa Vejret, og hans +Arme sad ligesom løse. "Men den var for levende til at faa ind i +Baaden." + +Thomas havde nu helt sluppet Linen, der løb ud med rivende Fart. Nu +opdagede Johannes pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind +i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med Benene. + +"Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den anden betænkte sig, tog +han fat i Støvlen og trak den af; i samme Øjeblik røg den ud over +Rælingen og forsvandt med et Plump under Vandet. + +"Er du gal, Knægt," skændte Thomas. "Er det en Maade, maa jeg spørge, +hvorfor Satan ser du dig ikke for? Du havde faaet Benet brækket som +en Pibespids." + +"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret fra Elias. + +"Hvad der er i Vejen? Han havde knækket Benet som en Svedske," og +Thomas skændte videre. + +Saa dukkede Støvlen op agterude. + +Der gled et glad Smil over Knøsens Ansigt. + +"Der er den," raabte han og pegede med Fingeren. + +"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter Støvlen, der flød i +Vandskorpen med Bunden opad. + +Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen, der nu var løbet ud. + +"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede han. + +"Jeg vil ha' min Støvle først," protesterede Johannes. + +Elias var tvivlraadig. + +"Ja, Støvlen," sa' han. + +"Skidt med Støvlen, den kan du altid faa. Du vil vel ogsaa ha' +Fisken, vil jeg tro. Det er jo din Fisk." + +"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede Knøsen. "Jeg vil ha' +min Støvle først." + +"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede Thomas. + +Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Støvlen. + +"Gu' skal han ha' sin Støvle." + +Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen ind i Baaden. Saa roede +han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at +have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden. + +Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev +hurtig træt -- han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken -- +og lod Johannes faa Snøren. + +Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det. + +"Pas saa Baaden og lad mig faa fat." + +Han halede ind paa Linen som en rolig og kyndig Fisker uden at +forhaste sig, naar Fisken var let, og uden at overanstrenge sig, naar +den gjorde Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at vise sin +Overlegenhed som ældre overfor de to andre. Og da de mente, de kunde +igen, overlod han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. Han +fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den Fisk ind. + +Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde de atter faaet Fisken +op til Overfladen. Den havde ikke gjort saa megen Modstand denne Gang +og var kendelig svagere, da den kom op. + +"Ræk mig Kleppen[1]," raabte Thomas til Elias, der nu igen sad ved +Aarerne. + + [1] Kleppen, en stor Jernkrog, indfældet i et kort, kølleformet + Stykke Træ; bruges til at hale store Fisk ind i Baaden. + +"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen bleven af?" + +Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias stod omtrent paa Hovedet, +medens han rodede i Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk. + +"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde Kleppen." + +Men Johannes var ikke hurtig nok. + +"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas godt paa den." + +Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under Torskedyngen. Men idet +han kom forud med den, tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen. + +"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!" + +Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn omkring en Aaretoft. + +"Men nu er du der, forstaar du." + +Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og holdt den. Saa begyndte +han varsomt at hale ind igen. + +"Et Guds Under er det, at den hænger der endnu," sagde Elias og +spyttede resigneret. Nej, det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov +til at hale Fisken ind. + +For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den var nu saa udmattet, at +den kun havde Kræfter til et Par Smaatjat med Halen. + +Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen og gav den derpaa til +Johannes. + +"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa løftede han Kleppen i +begge Hænder og huggede den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved. + +"Nu er den der. Kom saa." + +Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden af Baaden og stak +Enderne saa langt bag ud mod den anden Ræling som muligt for at holde +Baaden i Balance. + +"Saa op med den. -- En, to, nu gaar den -- Ohøj." + +De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede under dem. Elias havde +smidt sig ud over den anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet. + +Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa Kanten af Baaden og tyngede +den ned, saa Vandet pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et +tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i samme Øjeblik var +begge Fiskerne over den med deres Knive. + +Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var den død. + +"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde rejst sig og stod og +tørrede sit Ansigt med sit Skjorteærme. + +"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede Fisken som +Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel." + +Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse +og saa ud, som om han havde ondt. + +Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst. +Og i sin Glæde over Helleflynderen klappede han Johannes paa Ryggen +og forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok skulde blive en +dygtig Fisker. Johannes tog imod Klappene, men saa ikke særlig +overbevist ud. + +"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias. + +Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for at overtyde de andre +om, at han ikke fejlede noget særligt. + +"Ja, lad os saa se at komme hjem." + +Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring dem. Søen havde lagt +sig lidt, og Havet var tungt og mørkt som smeltet Bly. Landet +skimtedes kun svagt som en mørk Skygge der langt borte mod den graa +Himmel. Ude over Havet var Himlen kulsort, og det var begyndt at +blæse op ind mod Land. + +I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, og Baaden strøg nu +hjemad. + +I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran ham sad Johannes, der +nu var kommen sig lidt efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og +foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt +Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad +det skulde være. + +Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. Hurtigt strøg det +indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort, +truende Skygge i det graa Halvmørke forude. + +Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket +syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor +Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og +slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket. + +De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og +alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke +langs Kysten op til Bygden. + +Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd +inde fra Fjældet. Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet +smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved +Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den +sorte Stenvæg. + +Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte. Og +saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og +smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes +paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket +som et enligt Stjærnebillede. + +Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene. + +"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias. + +"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme." + +"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en lang Dag." + +"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r urolig nu." + +"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er +du træt?" + +"Aah ja." + +"Ja, det kan være drøjt nok." + +"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knøsen. Nu er vi jo +ogsaa snart hjemme. -- Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen[2]?" + + [2] Kødet lige for Maven paa den hvide Side af Flynderen; tjener + ofte den friende Fisker som Buket. + +Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tænkt +paa den Lippen. Om han fik den eller ej. + +"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende. + +"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din, +saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen +til Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave +om?" + +"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas klemte paa. + +"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?" + +Johannes var svært glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke +kunde se, at han rødmede. Det var saa flovt at rødme i den Alder. + +"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved. + +"Næ-hæ, det er det vist ikke, hm," glentede Elias. + +"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas prøvede sig frem. + +"Hi, hi," klukkede Elias. + +"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er +det selvfølgelig." + +Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag. + +"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig." + +Thomas gjorde en Kunstpavse. + +"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt +umuligt." + +Thomas var kommen i Humør; han vilde være morsom for en Gangs Skyld. + +"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var, +interesserede han sig endnu stadig for Kærestehistorier. + +"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa +slog han pludselig om. + +"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?" + +"Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias. + +Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne. + +De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke +oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra +Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig +manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene. + +Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned +i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne. + +Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom +søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge +Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang +op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden. + +Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes +Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige, +lavmælte Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem. + +De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa +Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst +kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle +var nede at beundre den. + +Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det. + +Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder +med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem +over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten, +fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover +mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op +paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den +staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den. + +Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte +Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet +slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten. + +Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom +bredte Armene ud imod dem gennem Mørket. + +De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de +lange Søstøvler. + +Saa vendte Thomas sig og saa tilbage. + +"Hvor blev Gutten af?" + +"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde nødigt ud af +Farten; det er saa svært at komme i Gang igen, naar man er rigtig +træt og saa staar stille. + +"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre." + +"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?" + +"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen. + +Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser, +han lige kunde skimte i Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men +saa blev han alvorlig. + +"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet +flaske sig, som det bedst kan." + +Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige +Kone og sine otte smaa Børn. + +Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa +hinanden. Det er svært at faa begyndt, naar man er forelsket, og det +var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften. + +Det var Sanne, der maatte begynde. + +"I blev længe ude i Aften." + +"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet. + +"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg være det!" + +Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde. + +"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?" + +"Ja, hvad tror du?" + +"Jeg ved ikke." + +"Gæt engang." + +"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede +havde set, hvad det var. + +"Nej, nej," triumferede Knøsen. + +"Hvad er det da?" + +"Det er noget til dig." + +"Til mig! Hvad kan det være?" + +"Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig." + +"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke +kunne li' dig, Johannes?" + +"Ja, jeg mener, om du holder af mig." + +"Holder du da af mig, Johannes?" + +"Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa." + +Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det +mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen. + +"Værsaagod," sagde han. + +"Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. "Holder du virkelig saa +meget af mig?" + + * * * * * + + + + +BRYLLUP + + + + +Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer +end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale +om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for +alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation. + +Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet +Skinsakjøt[3] i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner, +Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til +Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til +Resten. + + [3] Skinsakjøt, letsaltet Bedekød, Højtidsspise. + +Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side +Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren[4] gaaet over +Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med +Præsten. + + [4] Stor Baad, der roes af 10 Mænd. + +Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig +kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var +blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen. + +De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne, +der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere +snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede +til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle +Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom. +Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig +ud, som om det var den, der skulde have Bryllup. + +Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange, +store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred +sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig +ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger. + +Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt +Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin +Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt, +højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og +drive paa en Fjældtop. + +Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene, +Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede +over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud, +undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede +nu rundt og snuste misfornøjet til alt. + +Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et +eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød. +Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det +snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det +midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive, +Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der +havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed +omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og +kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede +Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og +Gammelvin. + +Endelig kom Præsten. + +Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig, +harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de +saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over +Fjorden, hvor Præstebaadens hvide Sejl dansede op og ned. + +Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og Præsten gik i Land. Han +trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen +var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa +gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og +Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. -- + +Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med +skæve, rynkede Bukseben, korte, krøllede Jakker, trangbrystede +Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mænd, der før +saa saa kraftige og smukke ud i deres Knæbukser, strikkede Trøjer og +brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg passede +daarligt til de skæve Kravebryster og rundpullede Filthatte. + +Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne og statelige Kone, der +gaar der i sine stivede Skørter og Gud ved hvad og ligner en +Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer han afsted +ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og højtidelig som +en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa +ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, det næste kalveknæet og +undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben. + +Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, men udtraadte +Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er +grønlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og dasker ned ad +Ryggen paa ham. Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste +Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over. + +Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse +plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt, +men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget +godt. Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter +Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem +ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne +hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af +Kirken. + +Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation. Præsten var +en flink Mand og en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, man +ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. Men han havde aabenbart +intet Kendskab til Brændevin, og det var taktløst af ham at stille +sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed. + +Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter +Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god +Behold, medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden. +Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret, +der roligt og værdigt gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte +Aandsnærværelsen, skønt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hælene, +hver Gang de passerede et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket +borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid. + + + + +SKAFFEREN + + +Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv var ikke stort, og +Værelserne var smaa. Men ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre +Stuer gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede Stue +optog hele Huset med Undtagelse af Køkkenet og en lille Forstue. + +Der var kommen Dug paa de lange Borde, og et Utal af Kvindfolk for +frem og tilbage mellem Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler, +Tallerkener og Glas og dækkede Bord. + +Der lød en ustandselig Syden og Kogen og Snakken ind fra Køkkenet, og +Emen fra de mægtige Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som en +Taage, der lagde sig varm og mild over Borde og Bænke og til sidst +fyldte hele Stuen fra Gulv til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i +Taagen sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et Hjørne af +Bordet. + +Han sad og indsnuste den behagelige Em og nød Hvilen. I højre Haand +holdt han en Trepægleflaske med Brændevin, og der stod flere oppe paa +Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at +tage fat og gaa rundt og skænke, saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang +halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han +fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og +tilbage, undertiden tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen +ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennemblødte af Sved og Em, +og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa +og brase ude i Køkkenet. + +Den gamle Mand sad og frydede sig over det store, lune Rum og den +varme, søde Em, frydede sig over de lange Borde, de hvide Duge og +Lysene, der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og lyste saa +festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, der for frem og tilbage +gennem Emen, ikke fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig +med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi de havde saa travlt. Det +var alligevel rart at være en gammel Mand og sidde og se de andre +løbe frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de havde i Hænderne. + +Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte, at han blev varm om sit +gamle Hjærte af Medlidenhed med Ungdommen. Herregud, Herregud, at de +dog skulde tosse saadan rundt. At Folk dog ikke straks blev gamle og +fornuftige og satte sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at +lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa længe om at lære +det. Ungdommen har saa travlt, saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt; +og hvorfor, hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de fik +sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. Og det kunde +de saamænd, naar de bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget +lettere fra. + +Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet +kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra +Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set +Billederne blive levende og træde sig i Møde. Da havde han set, at +Fjældet var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt. Og han +havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest, +havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede, +ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at +favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en +Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde. Men +han havde været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan +skulde det være. + +Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet havde kogt i ham, som +Sødsuppen nu stod og kogte derude i Køkkenet og trommede mod Laaget +for at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham som en Em, der +blindede ham og andre. Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for +at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene, +havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde +han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han +holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele +Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind +til sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad. + +Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at +hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran +ham, nedtraadt og skiden som en Græsmark om Efteraaret. Den Dag +skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han +ikke længer ung. + +Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten +havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt +til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes +han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu, +det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom +Manddommen. + +Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge og klare, og hans Tanke +kold, mens han stræbte mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde +af Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Græmmelse. For +det er haardt at leve, naar man ikke længer er ung, og Verden er +falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog. + +Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet. Og nu sad han +i Krogen og smilte ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede +sammen og tabte, hvad de havde i Hænderne. + +Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, for Stumperne rundt i +Stuen. Saadan er Ungdommen. Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og saa +maatte man endda samle Stumperne op. + +Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps og drak den. Og han +stirrede ind i Emen, der nu var tættere, og hvor de røde Ansigter +strøg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu +skinnede med store Ringe i Emen. + +Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den +stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen. +Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Gøgl. Nej, Alderdommen. Den +nøjedes med lidt. Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget +Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt. + +Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det. + +Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog +ondt af den Ungdom. + +Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og snøftede af Medfølelse, +mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt +og rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom. + +Og han saa til Siden ud over mægtig store Snemarker, hvorover +Stjernerne lyste mat. + +Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i +Rækker, i lange, lige Rækker over Snemarkerne. Og saa syntes han, han +skulde kende dem igen. + +Var det nu ogsaa Stjerner? -- Nej, det var vist alligevel ikke +Stjerner. -- Men hvad var det da? + +Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa +gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide +Snemarker. + +Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og +de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der var en eller +anden Forbindelse mellem Stjernerne der og Brændevinen. Vist saa, +vist saa. Stjernerne var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor af +andet end Brændevin. Det var derfor, det hed Brændevin, for +Stjernerne lyste. -- Kun derfor hed det Brændevin. + +"120 Potter Brændevin, -- 60 Potter Rom -- og -- --." Saa sank hans +Hoved ned paa Brystet. Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit +Hjørne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og +hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham +vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po. +Men længere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han +atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. Og da de +ikke paa nogen Maade kunde faa ham vækket, hvor meget de end ruskede +i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de +allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente. + + + + +DEN UNGE MAND + + +Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene, +Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. Jeg +husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen og Bruden og de ti +Brudesvende og de ti Brudepiger. Og jeg husker Højtideligheden, jeg +sad nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. Jeg husker egentlig +meget godt foreløbig. + +Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen med de 120 Potter +Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved +Siden af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt hans +Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at berøre dette Punkt, samt at +flere Fuldskæg i Nærheden bevægede sig, som om Ejermændene var i Færd +med at synke noget, de ikke havde faaet rigtig gennemtygget. + +Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter Vielsen, og at vi +gik op i Brudehuset. Jeg husker Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne +og Emen. Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et Hjørne af Stuen +og sov med en Flaske i den ene Haand og et Glas i den anden. Og jeg +ved, hvad han mente. + +Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene og Brudepigerne +blev anbragt nærmest ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til +at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg glad ved. + +Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe, Lammesteg og +Lagkage. I det hele taget er min Hukommelse meget skarp lige til +Lammestegen; men fra den Tid af er det, som om den har faaet et Knæk. + +Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den var udmærket. Og jeg kan +huske, at der blev holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, kan +jeg ikke huske. + +Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i Bordet; hvorfor han +gjorde det, var der ingen, der fattede, og selv har han aldrig senere +kunnet give nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der sad lige +overfor mig ved den anden Side af Bordet, hældte Brændevin over sin +Lammesteg og troede, det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo +vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men opgav det efter at +have væltet 2 Glas og en Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se +til, medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede Stegen. + +Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet ikke huske. Men maaske +kommer det deraf, at den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet +var i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse, der forhindrede +Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud bekendt med de Genstande, der +befandt sig paa det, samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde +Mærke til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende, +ligefrem maatte sidde og lure og gribe til, naar Brændevinsflasken +kom forbi. At denne mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være sund +for Festens Deltagere, især da disse, saavidt jeg saa, undertiden +selv deltog i den, ansaa jeg for saa rimeligt og naturligt, at det +ingenlunde forbavsede mig, at den ene efter den anden af dem +ombyttede deres Pladser paa Bænkene, der under slige Forhold langt +fra kunde anses for betryggende, med Sidde- og Liggepladser paa +Gulvet. + +Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at Thomas fik mig gjort +begribelig, at vi skulde danse. + +Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der blev peget mod et Lys og +angivet, at det var det Maal, vi skulde styre efter. + +Vejen var meget ujævn, og af og til gik den ligefrem gennem Luften. +Jeg husker ikke, om der var nogen rimelig Grund til en saadan +Forsigtighed, men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet +tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt at vor Fremrykning +hindredes en Del af et Par Huse og flere Møddinger. Da Husene var +vanskeligere at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis de +sidste. + +Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden større Lemlæstelser; kun +var det mig paafaldende, at jeg undervejs havde faaet min Hue +ombyttet med en gammel, graa Filthat; men det var mig umuligt at +huske, i hvilken Mødding Ombytningen havde fundet Sted. + +Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til Visen om Dronning +Dagmar og Junker Strange; saa var den alvorligere Del af Festen +forbi, og Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang jeg drog +afsted" og til Grindevisen og til Ormen hin lange og Erik hin unge og +Brókatáttur[5] og til den lyse Morgen. + + [5] Buksevisen; yndet Skæmtevise om en uheldig Fisker. + +Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den +foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede +som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig +som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene, +der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og +hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind +i Kæden. Og Thomas, der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin til de +dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg ganske tydeligt. + +Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, herlig Drøm. + +Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som Øens feberhede Pulsslag, +jeg husker Hylet, der hang og skjalv over Bygden som Røgen over en +Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt +nede ved Stranden, og Fjældet, der stod saa ret og lige op i Luften +og undredes over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg husker, at jeg +var ude at spadsere med min Dame. + +Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os +gennem Natten som Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og +sydede og kogte over. + +Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens Idiot kom ind i +Dansestuen, kyssede en Pige og blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas +og jeg forlod Dansen og gik ud i Mørket. + +Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et Blækhus, og vi +forvildede os i en Mødding. Her skiltes vi og kunde ikke finde +hinanden igen, skønt vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær. + +Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden i en Grøft, og at vi +der fornyede vort gamle, prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en +Stald, hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade Mænd og en Del +større og mindre Tønder. + +-- Det var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter +Cognac. + + + + +IDIOTEN + + +Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt som netop Ordet +Idiot. + +Han havde da ogsaa længe følt, at det var et stygt Ord, og havde lært +at dukke Hovedet for det, længe før han vidste, hvad det betød. + +Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det Ord, for han var jo +Idiot. Men han lærte hurtig, at det var et Ord, der hørte ham til, og +han bøjede Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin Skæbne. + +Straks da han blev født, var der noget galt ved ham. Jordemoderen +kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et +nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var +forbyttet af Troldpakket. + +Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem +som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen +om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det +stejle Fjæld, hvor de andre Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd +og gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned og knække +Halsen. Og naar selv den allermindste Knægt i Bygden stillede sig i +Positur foran ham med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne i +Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og +kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu +mere og luskede bort som en vaad Hund. + +Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det +lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa +det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene +stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk. Og han blev +først rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl lød +langt ude over Fjorden. + +Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge i ugevis og rive og +slide i Fjældet med sine store, kladskende Næver. Han var bange for +Hanen, der stod og kroede sig paa Møddingen, og han var bange for +Gasen. + +Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, lærte at dukke Hovedet +og gaa af Vejen. + +Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i +Kundskab, lærte at skrive og regne og mange andre Ting. Læreren +roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, og de, som +hverken Læreren eller Forældrene roste, blev rost af andre. Alle de +andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var +heller ingen Grund til det, for han lærte ikke engang at stave. + +Læreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit +Slid, var, at de andre Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav +han det og lod ham skøtte sig selv. + +Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men +han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar +han kom, og saadan gik det Aar efter Aar. + +Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og +mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte +Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig +spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af +Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre, +at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget. + +Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres. + +Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal, +om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre. + +I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste. + +Idioten gik i flere Dage i stor Spænding. + +Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til. Og da +Præsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de +andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvfølgelighed, som +han i sin Tid var bleven født, døbt og engang med Tiden vilde dø og +blive begravet. + +Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen over Idiotens Hoved som +saa meget andet. Han havde som saa ofte før følt, at der var noget i +Vejen med ham. Men denne Gang havde han følt, at det var noget +alvorligt. + +Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller +skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han, +var der flere i Bygden, der heller ikke kunde. + +Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det +var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham. Den var der +imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget +ved Skolen, der var galt. + +I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere +sær, end han var i Forvejen. + +Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen +som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine +Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lært noget? + +Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og +mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget +over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive +konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af +den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men +han lærte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham. + +Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv. Han vilde opdage, +hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var +skjult for ham alene. + +Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive +Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte +Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere. + +"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge +Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber +han da for?" + +Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende, +og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige +bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at +dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var +næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt. + +Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs +overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene +og sig selv. + +Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke. + +Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke +kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han +havde grædt. + +Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger. + +Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham. + +Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af. +Men ham var der ingen, der tænkte paa. + +Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som +hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra +ham. + +De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de +gik til Fjælds efter Fugle og Faar med de andre Mænd; men han gik +hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa +Skotrokken[6], hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange +for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde +imponere ham. + + [6] En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet. + +Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver +Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang +var de vigtigere og mere fremmede. + +Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der +ingen, der vilde have at gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en +Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om +de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden. +De lo ad alt, hvad han sagde. + +Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere +og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa +Fiskeri, stod han nede ved Stranden og ønskede, at han kunde komme +med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden, +og han havde ikke selv Mod til at spørge. De vilde naturligvis bare +le ad ham, som de plejede. + +Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han +sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i +Dag var en, der spurgte ham. + +Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han +kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde +ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var +Idiot og ikke vidste, hvad det var. + +Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd, +der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa +saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham, +og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget. + +Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De +byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte +han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa +Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget, +der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang +Lov til at komme med til Brylluppet. + +I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup. + +Brændevin fik han ikke. Det vilde være at spilde Guds Gaver. Han var +saamænd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han +blev stadig gladere og gladere, jo længere Brylluppet skred frem. + +For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket +ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt +Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende +af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i +store Kredse som en Skibsmast i ond Sø. + +Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det +strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa +paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans +røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget, +der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten havde ligefrem følt +Medlidenhed med den stærke, dygtige Thomas; han havde snakket godt +for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bøjet Hovedet +og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han tørnet +først mod den ene og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede ogsaa +han rundt derinde i Glasstuen[7]. + + [7] Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf + Navnet. + +Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til +Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et +Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene +var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde +Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i +Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det spidse +Hoved hang med et saligt Smil højt oppe over de dansende som en Pære +paa sin Stilk. + +I Røgstuen[8] bag ham hang en Lygte og lyste søvnigt oppe under +Hanebjælken; den var for længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene +langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt +Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen +kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon +fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der; +han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange +Lys. + + [8] Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget + tjener som Vindu og Skorsten. + +Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa +de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de +gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt +bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle +sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer, +der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele +forrige Nat og Halvdelen af denne. + +Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De +røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker, +hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten +gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som +nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem. + +De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der +spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans +smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes +han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben +Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede +Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe, +og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de +djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og +skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens +Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene +stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem, +medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder, +høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen. + +Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst, +han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt +for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og +forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans +Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen. + +Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en +Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud, +brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i +Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han +mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene. + +Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i +et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod +ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har +drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul +alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu +følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene +efter. + +Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers. +Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i +Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i +et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger +frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen, +Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten +langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden. + +En, to, tre-fire. -- En, to, tre-fire --. + +Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd, +som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han +ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte +Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De +Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden +kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham. + +Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i +hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være. + +Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig +frem til Midten af Stuen. + +Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som +Møllevinger, tvang Folk tilbage. + +Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de +dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg. + +Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren. +Og alle smilte de forventningsfuldt. + +Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle +de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde +glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre. + +Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og +polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene +begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne +smilte. + +Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen, +trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende. + +Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring, +og alle de andre Piger smilte. + +Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den +anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han +gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig +sin Plads og sin Pige. + +Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse +Pigen. + +Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder +stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær +var faldet. + +Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de +lo ad. + +Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod +intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket +Hoved listede han ud af Stuen. + +Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet +endnu et Knæk. + + + + +PIGEN + + +Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Række af Piger, thi i +Dansestuen er det som i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel +afsondrer sig fra hinanden. + +Han var køn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte køn. Hans +Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat +klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne. + +Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende +Ansigt og glødende Øjne. Og hun saa maaske nok for længe paa ham, for +tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem +det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa +Væggen. Det var de samme Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende +Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men +alligevel, ogsaa Haaret lignede. + +De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en +høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede +Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange +snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa. + +Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var, +han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom +ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en +Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden +Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet, +er det ved at blive galt fat. + +Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i +hendes, og han smilte. + +Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og +kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun +slog Øjnene ned som før. + +Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed +Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere. +Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter +ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede +ved det. + +Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke +kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar +Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en +anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes, +inden hun fik sig dukket. + +Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik +hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der +ikke. + +Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da +hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og +Øjnene gik søgende rundt. + +Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt +ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende. +Han havde set det hele. + +Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu +passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han +være lige bag ved. + +Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand, +brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det, +som om noget i hende knækkede sammen. + +Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene +smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han +sig ned og talte til hende. + +Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han +havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid +til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og +hun svarede meningsløst. + +Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken, +traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun +op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og +Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa. + +Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen +laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og +op over Fjældet. + +Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og +Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede +skælmsk op over Fjældsiden foran dem. + +Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som +veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde +mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor. + +Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres +Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den +hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i +Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som +holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene. + +De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun +sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det +var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men +ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se. + +Saa tav han. + +Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved +Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad. + +Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her +ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa +naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes. + +Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun +følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke +havde. + +Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt +og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande. +Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til +ham alt, alt sammen. + +Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned +mod det haarde Fjæld. + +"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over +Fjældet. + +Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og +viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og +rundt, som vilde den aldrig høre op. + +Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa +dem smile. + +Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled +hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende. + +Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter +vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset, +og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og +søgende, nu var det lige ved hende. + +Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk. +Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set, +hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det +videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før. + +Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i +det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og +at han smilte som overrasket. + +Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu +bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet. + +Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes +Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa. + +Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at +Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i +deres stive Ansigter var der Haan. + +Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som +havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt +dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte +hun dem ikke. + +Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og +blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner. + +Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt +dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog +ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart. + +Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og +arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som +Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds +langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske. + +Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men +hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der +pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, +røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og +smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte. + +Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og +trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned +over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine. + +Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare +hjælpeløs ned over Rækkerne. + +Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde +Jente og stod og saa og smilte. + +Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte +hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var +faldet. + +Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag +hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og +smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen +lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun +gik hjemad. + +Og hun brast i Graad. -- -- -- -- -- -- + + + + +Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut. + +Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk +fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og +Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60 +Potter Rom og de 40 Potter Cognac. + +Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og +taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne +og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen, +rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og +Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet +Landevej med opkørte Hjulspor. + +Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede +en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved +Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne +var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad +der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege +Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet +Bryllupsglæden sovet ud. + +Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de +fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog +hjem. + +Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa +Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede +sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved +Stranden. + +Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den +var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne. + +Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den +mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, +syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod +en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og +raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. -- Det var Idioten. + +"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge +Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa +Toften ved Siden af ham. + +"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa +rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene +paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det +Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan +Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. -- Ræk os Flasken, Elias." + +Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede. + +Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60 +Potter Rom og de 40 Potter Cognac. + + * * * * * + + + + +MAGTESLØS + + + + +Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet +med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den +bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den +deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over +Dale og Bygder som en Rovfugl. + +Nede i Bygden var man utryg. Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne +og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ. +Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd. + +I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og +larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de +styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med +Rode. Og Søvand og Regn piskede ind over Land. + +Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det +blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl. + +Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt +nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide +Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var +atter Sommer. + +Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad +med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først +skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De +maatte vente til den næste. + +Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med +Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var +overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Søvejen til +Hovedbygden, men nøjedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trække +Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods. + +Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres Ærinder forrettede +og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mørkne, Himlen var +sort, og det var begyndt at blæse fra Nord. + +Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor +de havde Baaden, begyndte det at regne. + +Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med +store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er +begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk +Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortættet sig, en Regn, +der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og +sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og tættere, og som +bliver ved og bliver ved at pøle ned, til man til Slut ikke sanser +Forskel paa Himmel og Jord. + +Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten stærkere og stærkere. +Det var en Blæst med gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin +Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at puste og uden at gøre +et Sidespring. Det var en Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som +kan vare og stige i dagevis. + +Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar bag og følger det i +Hælene. + +Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende, +var de drivvaade. Og Søen var allerede nu for oprørt til, at de +turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en +Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de +Raad. + +Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede +paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var +endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil +lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres +Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige +Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3 +Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid. + +Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten tog stadig til og +Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt +var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller +ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var +rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj +derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik. + +Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en +Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, større var den ikke, daarligt +nok kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var +ikke kræsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at +komme hjem til sit eget. + +De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen og drøftede Sagen. Vandet +drev af dem i stride Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under +Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som alle Bønder, han vilde +gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre +bestemte sig til at blive og de tre til at gaa. + +Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde +besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som +muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu +havde gaaet hele Dagen uden at spise. + +De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsøgte at +overtale dem, men de vilde ikke høre noget, havde bare travlt med at +komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke +vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mørket. + +Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at +anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terræn ikke egnet +til Vejanlæg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen +kun markeres af en Række Stendynger, Varder, paa de højereliggende +Punkter, saaledes ser en færøisk Vej ud. + +Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befærdes kun af Folk fra +Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig +afmærket Vej findes derfor slet ikke. + +Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i +den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede +ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres +gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og +Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad +de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage +af slig en Smule Vejr. + +Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var +bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse +fremad. + +Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag +mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det +opblødte Dynd. + +Den unge Knøs gik efter de andre med ludende Hoved. + +Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Røgstue, +saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de +to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde +smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner. +Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om. + +Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham, +og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt. + +Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage. +Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav. + +-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke +galt alligevel, at jeg gik med. + +Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han +gik efter. + +-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke +galt alligevel, at jeg gik med. + +Men nu var det jo for sent. Han havde været med til at le ad de +andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde +ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive +det. + +-- Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og +ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var +alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." -- Hvor vil +da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og +ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte +og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de +troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar +Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa +maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror." + +Og saa. -- Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig +blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar +de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre. + +Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tænkt sig dette som en +Bedrift, som en Udmærkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der +altid vilde klæbe ved ham. + +Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se +efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke, +hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at +han var saadan en Svækling, saadan en Pjalt. + +Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Røgstue og talte +om dem, der gik afsted gennem Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se +paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde +smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men +hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte +holde ud, nu han var begyndt. + +-- Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med. + +Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage +det, ikke heftigt, men lavmælt og roligt, som den taler, der ved, han +har Ret. + +Han kunde være bleven tilbage hos de andre. -- Men nu. + +Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med. + +Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud. + +"Herregud, hvor de dog gik hurtigt." + +Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs +Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de +andre. + +Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af +Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde +sin Plads. + +-- Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo +godt. + +Det var Løgn, men der var alligevel en Slags Trøst i de Ord. Og det +var, som om det gik bedre efter den Melodi. + +Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor +Fødderne traadte. Og hver Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende +imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede +hans Hjærne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord. + +-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt. + +Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og +der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De +kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det +fremad mod Storm og Regn. + +Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm. +Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og +koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv, +foroverbøjet og snappende efter Vejret. + +-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt. + +Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre, +kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder. + +Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et +Ord i lange Tider. Han forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at +der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var træt, +dødtræt. + +Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjælpe +det. Saa hørte han den forreste standse. + +"Han kan ikke vinde med," hørte han ham sige. Den anden mumlede i +Skæget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom +modvillig. + +Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt. + +"Er du træt?" spurgte den første. + +"Næ," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa +underlig langt i Halsen paa ham. + +"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter +fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere. + +-- At du alligevel ikke vendte om, tænkte han. Men nu er det for +sent, nu er det altsammen for sent. + +Det lysnede i Mørket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig +fraadende ned over Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa gik +det atter ind gennem Mørket. + +-- Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. -- Men det gør de +ikke. Nej, det kan de ikke gøre. + +Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og +væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge +Hænder for ikke at falde. Der stod han. + +De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen +til ham. + +"Du er træt?" + +"Ja." + +"Kan du ikke mer?" + +"Nej." + +"Lad mig hjælpe dig. -- Tag ved hans anden Arm," føjede han til til +den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem. + +-- Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud. + +Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage +det for sig selv. + +-- Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud. + +Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast. + +-- Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han. Men der var kun +Mørke, Mørke. + +Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede +ham til Jorden, ned i Mørket. + +Saa hørte han en Stemme over sig: + +"Kom nu op." + +Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op. + +"Kom saa." + +Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket. + +Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger. Nu og da +svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted. + +Der kom et Vindstød farende og standsede dem alle tre. Det varede +længe, inden de kom i Gang igen. + +-- Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se, +at det ikke nyttede. + +Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham +oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden. + +"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op." + +Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile. + +De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav +efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen. + +-- Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad +ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet. + +Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en +alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage. + +"Kom nu op; nu gaar vi." + +Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet. + +Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke. + +"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. -- +Hvad gør vi nu?" + +"Ja, hvad gør vi nu?" + +De stod lidt og overvejede. Regnen pølede ned over dem, og Stormen +rev og sled i deres Klæder. + +"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg +gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. -- +Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det." + +Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af +Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod +Bygden for at hente Hjælp. + +Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han +tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i +Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk +og ikke kan se. + +Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden +i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej +da aldrig faa Ende? + +Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt +fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede +næsegrus til Jorden og blev liggende. + +Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed, +han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa +i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de +glatte Sten i Elvens Bund. + +Endelig naaede han over Elven og krøb op ad Breddens Skraaning. Men +da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og +tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb han op. Og med Hovedet og +Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mørket. + +Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig +Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers +foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over +Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde +ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. Han +skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mørket paa +Spring, strakt hen over Jorden imod ham. + +Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og Fødder og stirrede frem +mod Uhyret, der blæste og blæste og truede med at blæse ham om paa +Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede Hoved med de +store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det +gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i +hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede +imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med +sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag +Diget og sank tilbage i Elven. + +Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig +over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den +vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand. + +Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned +over Jorden. Stormen buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende +og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb +Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten +mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort, +eller tabte dem i Hastværket med smaa Plump i Vandpytterne mellem +Græsset og Mosset. + +Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes at være fyldt og +overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand +sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og +ventede paa Hjælpen, der skulde komme. + +Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og +ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for +hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring ham med sære, +uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og +anstrængte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved +hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og +kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp med en Tanke, der ubønhørlig +trængte paa og vilde frem. + +-- Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var. +Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den +Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet +de andres fornuftige Indvendinger. + +-- Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre +havde stemt i med og hjulpet ham; og saa. + +Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde +foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte +det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede +afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen. + +-- Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede. + +Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen. Hvis +Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp. + +Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand, +der laa i hans som en død Fisk. + +-- Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han +allerede var død. + +Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det +var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han +famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte +Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans +Stemme blev hørt. + +-- Hvis han nu allerede var død? + +Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig. + +-- Død. Død. + +Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen +sivede ned omkring ham. + +-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen +og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet. + +-- Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede +og sled i Stenen, bag hvilken de sad. + +Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af +Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen, +der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det +længer, han maatte have Vished. + +Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved +ham. + +Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde +Haanden presset mod hans Bryst. + +-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske +svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe +vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa. + +Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden, +for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i +Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente +ved Siden af en døende. + +Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han +stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se. + +-- Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det +regnede. + +Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede +sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at +stivne. + +-- Store Gud, han sidder og dør for mig. + +Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved +Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over +ham; og han klynkede som et Barn. + +-- Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre? + +Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i +Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over +ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i +Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig. + +Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket, +som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i +Mørket. + +Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes +Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og +greb hans Ben og kneb det. + +Han skreg. + +Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i +Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og +løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort. + +Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod. +Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans +Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant. + +Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant, +gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus. +Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf +et Vindue. + +Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i +Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end +før og sank bevidstløs ned ved Væggen. + + + + +Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas. + +Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede +frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset +i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og +Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede +Trævægge. + + Som Morgendug mit Liv hensvinder, + Som Strømmen skynder Tiden sig, + Maaske naar næste Dag oprinder, + Den rinder ikke op for mig; + O, hjælp mig Gud, at hver min Dag + Maa bruges dig til Velbehag. + +Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen med lave Vægge og lave +Ruder. Og øverst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede +Skur, hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten. + +Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede Gavl, mens han stod +og stirrede over mod Kirken. + +Og Sangen sivede ud imod ham. + + Hvor flygtig er al jordisk Gode, + Selv Ungdom, Styrke, Munterhed. + Maaske, naar vi det mindst formode, + Til Død og Grav vi segne ned. + O, lær mig alt at bruge saa, + Som det, der snart skal Ende faa. + +Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var +Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor +fattig. + +Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og +jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast. + +Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste. +-- Det havde han følt. -- Ja, det havde han følt. + +Sangen sivede og sivede ud imod ham. + + Et er fornødent, dertil ene + Du satte os paa Jorden her, + I Tro og Sandhed dig at tjene + Og vorde gode Mennesker; + O lad den Dag, som svinder hen, + Berede mig til Himmelen. + +At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og +virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende +latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de. + +Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og +peb som en gigtsyg Mus. + +Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over +Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op +over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen. + +Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var +gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de +holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet +derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet +de andre. -- Og nu. + +Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at +drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken, +der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af +Sorg og Kulde. + + Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer, + Du kender mine Dages Tal, + At Livets Aften, naar den kommer, + Mig uberedt ej finde skal; + Og naar du kalder mig herfra, + Forbarm dig, o forbarm dig da. + +Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og +højtidelig klang det ikke nu. + +Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham +gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham, +knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ. + +Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de +andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden. +Han og han alene. + +Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af +Øjnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der +var ned. Men det hjalp ikke. + +At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han +dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med +sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men +han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke. + +Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som +troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham, +han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme. + +Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han +nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i +Stolen, som han plejede, naar han var vred. + +Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det +er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham. + +Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og +lyttede til og nikkede og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og +ingen af os andre. + +Han vred sig op imod Væggen. + +Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok. +Hvorfor skulde han pines saadan. + +Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn. + +Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som +endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen. + +Og det var Thomas, der havde dræbt dem. Thomas, Thomas. + +Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter saa han de sænkede +Ansigter lude frem over Salmebøgerne. Alle nikkede de og mumlede de: +Thomas, Thomas. + +Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at falde. Sludder og Vrøvl, +han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad +Præsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke høre en Lyd. + +Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten +oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde +han læse hans lønligste Tanker. + +Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han +spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de +havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at +vende om, mens det endnu var Tid. + +Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere, +standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet +mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der +bagved. + +Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da +havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet +med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjælpen +var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare +vedbleven at gaa. + +Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da +havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange +for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa +videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det +eneste rigtige. + +Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var +gammel. -- Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og +ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske +ogsaa Elias. + +Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da +havde de alle været i Live. Men nu. + +Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af +Kirken og hen imod ham. + +Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i +Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. +De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, +ham. + +Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han +var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han +Næven og rystede den truende mod Kirken. + +Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han +stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt +gjort. + +Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne +sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en. + +Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med +knyttet Næve mod Væggen. + +Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og +forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far, +stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg. + +Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der +havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham. + +Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han +var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og +det var det eneste. + +Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En +efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var +de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom. + +Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten. + +Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod +Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden. + +Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen, +og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod +ham. + +Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke +rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de +skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de +Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom. + +Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham. +Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til +Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han +kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham. + +"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop +dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det +sidste." + +Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa +at sige dig, der hørte deres sidste Suk." + +Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og +mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han +ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken, +drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i +dette Øjeblik. + +Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede +Hovedet frem imod ham. + +"Hvad siger du?" spurgte han. + +Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at +vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte. + +Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig, +som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage. + +"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt. +"Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i +Stolen. + +"Og det paa saadan en Dag. -- Svin." + +Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt +sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens +Blik. + +Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt. + +"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg. +Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I +begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da +selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder, +Morder, Morder." + +Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede +Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud +mod Skikkelsen foran sig. + +Men Thomas veg til Side for ham. + +"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du +mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke. +Hører du. Svin, det taaler jeg ikke." + +Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede, +hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene +frem. + +"Gaa, gaa," skreg han. + +Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage. + +"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe. + +Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort. + +Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede +sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og +truede den i afmægtig Rasen. + +"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin." + +Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen. + +Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de +knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring +ham. Og han hylede som en rasende: + +"Svin I er. Svin I er." + +Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken. + +Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar +ham ind mellem Husene. + +Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa +det kunde høres over hele Bygden. + + * * * * * + + + + +NIELS + + + + +Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede +fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte, +saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad. + +Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem +Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der +bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op +og ned. Og saa forsvandt ogsaa den. + +Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige +som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af +Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og +højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der +slugte dem, efterhaanden som de kom. + +Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk; +den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde +sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn. + +Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte +Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et. +Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede +ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede +og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder. + +Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre +med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de +holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en +ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken +fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa +den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden +Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft +gik den atter paa Hovedet ned i Vandet. + +Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis +Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt +ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op +og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og +forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede +sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød +der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og +forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over +Flokken som en Taage. + +Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store, +sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde. + +Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart +Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval +følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se, +at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen. + +Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen +deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig. +Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var +jo den, der havde Ansvaret for det hele. + +Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom +nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se +Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom. + +Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede +fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev +større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en +Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere. + +Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de +er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa +Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere +sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa +klam og trist. + +Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede +roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav +forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op +og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt. + +Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid, +mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at +gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde +sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men +det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken +bagved endnu mere urolig. + +Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om +den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den +vidste ikke sine levende Raad. + +Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den, +at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse +hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik +fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade +kunde være bekendt. + +Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa +andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod, +som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs +og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev +roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand. + +Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere +Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo +roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare +gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage. + +Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den +gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem +Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen +atter væk. + +Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op +igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik +tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var +den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var +dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel. + +Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt +sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den. + +Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide +forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde +hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden. + +Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at +bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var +Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et +Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned. + +"Grind!" raabte han. + +Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede +Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at +Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en +Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De +gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa +Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for +at se den. + +Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for +Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i +Taagen. + +Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De +pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de +spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte +sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den +skulde vende sig. + +Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere. +Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i +Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem +og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og +voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler. + +Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas +Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og +inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet, +og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø. + +Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af +sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad +Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa +begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt +drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne. + +Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig +forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde +lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved. +Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. -- -- -- +-- + + * * * * * + +Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj, +kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme +ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende +Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle +Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt +faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt +Lemmerne op under sig og stirrede ned. + +Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa +ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom +Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem +og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede +400 Fod længere nede. + +Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer +spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede +sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den +store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den +var sikker nok. + +Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig +over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo +meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter, +der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge +her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter. + +I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer, +og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke +var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev +uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig +over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give +sig. + +Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid +blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav +efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse +Drifter. + +Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv, +Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og +kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede +det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede +pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes +endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset. + +Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var +flygtet. + +I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme +var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig +Haand paa sin Vilje for at hindre Springet. + +Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp. +Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans +Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i +næste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da følte han, at det ikke +nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu; +men det skulde ogsaa blive den sidste. + +I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod +traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og +væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven +frem og jog den i Dyrets Hals. + +Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem +Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var +dødt. + +Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt, +dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet +og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var +sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs. + +Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans +Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben. + +Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og +havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet +igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det +dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt +sammen. + +Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en +Fart og faa det skjult. + +Hans Hjærne var atter klar som før, og hans Energi vaagen. Han rev +Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets +Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken +og begyndte Opstigningen. + +Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjældvæg med +Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa +Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret, +saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved +og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med +Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels. + +Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen +deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som +et susende Hjul. + +Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet +paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet +under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste +lodrette Stykke op. + +Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i +Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et +Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten +og langsomt fulgte efter. + +"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han +havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte, +spinkle Ben. + +"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det." + +Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende +slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset +foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt +i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget. + +"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig. + +Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at +blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen +at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord +gav ham Evne til atter at tænke. + +"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv." + +Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag. + +Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og +stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen. + +Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen +ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han +var Tyv. + +Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen +vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen +der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt, +hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et +Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst. + +Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet +foran sig med et fortænkt, forpint Blik. + +"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din +Tyveknægt." + +Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig +ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte +Ansigt. + +Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der +stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne +Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet, +og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var +dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans +Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit +Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet +under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden +og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han +ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige. + +Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var +syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de +andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere +end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han +kunde ikke dræbe ham. + +Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke. + +"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i +Vejret. "Sagen er klar nok." + +Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri +mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa +sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde +dog gaa galt. + +Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa. + +I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han +holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over +Fjældet. + +"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb +hurtigt ned mod Bygden. + +Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu +kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden +dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde +ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han +indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen. + +Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod +og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i +Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han +tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes. +Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken. + +Saa, nu var det for sent. + +Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham +umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet +Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans +gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa +det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem +Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og +Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag +vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- -- +-- -- + +Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart. +Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede +om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af +Filipenser og Varme. + +Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham. + +"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med +hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb. + +"Der er Grind i Fjorden, Niels." + +Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned +over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet. + +I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn, +som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans +Læber blødte. + +At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog +havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu +foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden, +mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og +nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle, +prægtige Far, at han var Tyv. + +"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i +Skulderen og saa helt befippet ud. + +Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han +Øjnene. + +"Er du syg?" spurgte den rødhaarede. + +Niels bed Tænderne sammen og nikkede. + +"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var +tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt. + +Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje +ham. + +"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og +betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels +kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet. + +Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og +Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige +Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod. + +Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som +Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt. + +"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor +Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte +Prikker. + +"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa +Fjorden med sine lyse, spillende Øjne. + +"Nej, se nu, se nu!" + +Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og +stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op. + +"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det, +at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham. + +Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde +ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen. + +"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet." + +"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet. + +Niels nikkede tungt. + +"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det +er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig." + +"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som +før. + +"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du +stjaalet?" + +"Faar," sagde Niels kort og plumpt. + +Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund, +der havde aabnet sig for hans Fødder. + +"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i +Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?" + +Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at +drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn. + +Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange, +det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans +Ansigt klarede op. + +"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod +Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke +set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs." + +Niels fulgte viljeløs med. + +"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød +som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast +Grund under Fødderne. + +Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men +stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt +medlidende, halvt bange Mine fra før. + +De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels +at sagtne Farten. + +"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede. +Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at græde med +pludselige snappende Hulk som et Barn. + +"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig +nu sammen, du maa se at komme over det." + +"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er +frygteligt for min stakkels, gamle Far." + +"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar +her og flæber, saadan et stort, voksent Mandfolk." + +Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens +Fortrop. + +"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede med Huen. Men ikke +et Menneske viste sig, ikke en Lyd hørtes fra Husene. + +"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den +rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede." + +Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden. + +Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg +en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for +frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietøj og +lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene, +der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt +lastede med Mænd og flød ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom +Baadene drivende indover med Hvalerne. + +Det var et stolt Syn. Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en +Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde +vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over +Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller +fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men +de, der efterhaanden var stødte til fra Bygderne op langs Fjorden, +var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for +og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa +den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der +først havde opdaget Grinden. + +"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i Baadene og svingede med +Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land. +Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr. + +Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels +ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og +i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa +nysgerrige Rotteøjne. + +Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se, +at de vidste alt. + +"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte +Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden." + +"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod +støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig +ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være +flere hernede." + +Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa +Niels. + +"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbærende ud med +Haanden, "det gør ikke saa nøje med et Faar i Slagtetiden." + +Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. Niels oversaa i et +Nu de haanligt smilende Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme +Fjæs. Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene satte fra. + +Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede som en Flok Faar i en +Fold. De bagerste pressede paa de forreste, og de forreste pressede +tilbage paa Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og ned, +sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende Sider gned knitrende +imod hinanden. + +Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og ventede, medens Mændene +rettede Spydbladene og sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de +ikke haft Tid til, før de kom af Sted. + +Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i +Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land +stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var +Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen. +De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag +Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet. Og deres +Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til +højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor +maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man +ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at +de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget. + +Endelig begyndte Drabet. + +Alle Baadene roede frem. Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler, +og Mændene hylede og skreg, saa Fjældene skjalv. + +Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af Flokken, der for imod +dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en +mægtig Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe. +Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten. Men da Vandet +faldt, laa hele Bredden dækket af strandede Hvaler. + +Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler, og et Myrderi. Der blev +myrdet oppe paa Land, og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten +var rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og piskede i deres +Dødskamp det blodfyldte Vand til Skum. + +Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i +Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle +Sider ned mellem Hvalerne. + +Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig +oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller +anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke. +Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Søvn. +Saa skete der noget, der fik ham vækket. + +Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden, +havde faaet hugget en Söknarkrog[9] fast i Hovedet paa en stor Hval. +Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til +Mændene i Land. + + [9] Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges + ved Grindefangst. + +I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte Mund. + +"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols." + +Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at han lige netop forstod, +der blev talt til ham. + +"Hvad siger du?" spurgte han. + +Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden, der nu havde kastet +Linen i Land og atter havde vendt sig, opfattede det som en Protest. + +"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet. I det samme sprang han +ud over Rælingen. + +Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det sved ham, som da han +hørte det første Gang. Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med +Spydet hævet stod han og stirrede ned i Vandet, hvor Hvalen og Manden +kæmpede. Mændene inde i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens +Karlen stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede i Dyrets Nakke +med sin Kniv. + +Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som en Fjeder, uvilkaarlig +havde Spydet rettet Spidsen mod Manden dernede. Saa spændt var +Musklerne i hans Arm, at de smertede. + +Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som +gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han +maatte kaste. Men i det samme, han lukkede Øjnene for ikke at se det, +der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt +den fast. + +Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i Baaden havde alle travlt +med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa +Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var +veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd +med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet, +sprang ud af Baaden og vadede i Land. + +"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe. Han standsede og saa +den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik +han videre op over Fjældet, hjemad. + +De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som +i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal. +Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden +standsede han. En Stund stod han og stirrede paa Gaarden dernede, saa +begyndte han Nedstigningen. Aldrig havde han tænkt sig, at nogen Gang +kunde være saa tung at gaa. + +Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen traadte ind, vaad og +rystende af Kulde. + +"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde Fa'ren og saa op. + +"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste paa sine vaade Klæder. + +"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng." + +"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om først." + +Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. Fa'ren sad og saa paa ham, +syntes knap, han kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og +Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne. + +Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, mens han sad og stirrede +paa Sønnen. + +"Hvorfor gik du?" spurgte han. + +"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske." + +"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage. + +Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa +Fa'ren. + +"Fortæl." + +"Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg +stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et +stygt Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet +vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke, +jeg kunde holde det, lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der +vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb min Arm og holdt den +tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd +med at gøre. -- Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem." + +Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, som sank han sammen i +Stolen. + +"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte. + +"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i +Graad. + +Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var +askegraat og ligesom dødt, der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa +Sønnen. + +"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa +Jorden og krøb hen til Stolen. + +"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r." + +Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og +stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med +Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens +Haar. + +"Stakkels Niels." + +"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?" + +"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du +stjaalet?" + +"Faar, Faar. -- Og Bonden saa det. -- Og har sagt det i Bygden. -- +Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan +pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen." + +Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i +hans Skød. Og Fa'ren sad og strøg ham med rystende Haand gennem +Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; og nu var hans +Stemme rolig. + +"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa dig saadan. -- Hører du, +Niels. Hører du. Jeg har ogsaa stjaalet." + +"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men Fa'ren saa ham fast i +Øjnene og nikkede. + +"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men jeg slap godt fra det. Kan +hænde, du har arvet det. Kan det ikke trøste dig." + +Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede Øjne. Men han vidste, +Fa'ren aldrig løj. + +"Var det -- var det ogsaa Faar?" + +"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar." + +Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre Bonde fra Sund gaaende +ned til Stranden, hvor Folk havde travlt med at flænse de fangede +Hvaler. + +Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, som Gud og Hvermand +vidste, Dagen før var grebet i Faaretyveri oppe i Fjældet over +Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Søn. + +"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det +saa næsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri. + +"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hænderne i +Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din +Søn." + +Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik ingen at vide. Men Hans +Joensen opgav sit Klagemaal over Sønnen og gned sig i Hænderne. + +Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Søn til Damperen. Han +skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv. +-- -- + + * * * * * + +Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde +bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden +Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker. Men hver Gang +Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet +for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra +Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig +som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i +Fjældet og læse Sønnens Brev. + +Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme +lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at +spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt +derovre i det nye Land. + +En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte +Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen. + +Det var et langt Brev, og det lød saaledes: + + Kære Far. + +Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været +for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig +Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer. + +Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa +dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt +Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er +vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har +kroget i sit Liv. + +Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og løjet for +dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg +havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt. + +Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg +havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen +foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad +der var sket, syntes mig en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde +Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en +anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde +rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig. + +Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden +mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere +Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede +mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort. + +Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde +ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde +mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild +Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som +jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden, +hvor det hørte hjemme. Jeg havde jo været syg den Gang, hvad kom det +mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let +over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i +vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et +sundt og godt Menneske ikke var mere værd, end at den skulde trampes +sønder af dumme og tankeløse Mennesker. + +Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og +jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt +efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de andre, mærkede ikke +deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik +Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed +hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, og jeg følte, at nu var det +slut altsammen. + +Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig mest, det var Fortiden, +som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt +nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand og kastede sig over +mig og sønderflængede min Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var +det som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og jeg følte atter, +som første Gang jeg hørte Ordet, at jeg var Tyv. + +Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og det bedrøver mig for din +Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg +atter hørte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se +tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Nætter tumlede jeg +med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke sig. Det, der +før havde staaet for mig som en ond Drøm, steg frem, groede op for +mig som en grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved, +ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt mig bort fra det virkelige +Liv, og nu var Drømmen slut. + +Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte, hvorledes Fortvivlelsen +tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven +Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa +de øvrige. + +Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som +en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at +dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg +skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg +stræbte efter. + +Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre +Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de +saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det, +thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op. + +Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige +Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og +aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker +trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg +ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn. Og jeg +skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret +og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet +mere at leve for og intet at stræbe efter. + +Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere, +mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg +vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som +før. + +Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg +naaede op, blev jeg stødt tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde +jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten +med mig selv. Den prægede mig, gjorde mig sær. Det var Kainsmærket, +der brændte sig fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre +trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed. +Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at +jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min +Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den +aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg, +min Aand svækkedes. + +Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte dø, inden +det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde. + +Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld, +jeg fik kæmpe saalænge, at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald +af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi +jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er +din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa højt, som mit Liv +kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid +eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa mit Liv. + +Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig, +at jeg nu søger Døden. Naar du har læst dette Brev, vil du kunne +forstaa, at jeg ikke kan leve. + +Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min +Samvittighed. Jeg har kun den ene Bøn: Tilgiv mig, Far. + + Din Søn Niels. + +Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og Hans Joensen hos Købmanden +inde i Byen. + +Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. Nogle hang hen over den +lange Disk, andre sad paa Bænken udenfor Butikken. Der blev snakket, +røget og drukket Øl. + +Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket +en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at +gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han +ikke den samme som før Historien med Sønnen, der var en sær +Højtidelighed over alt, hvad han gjorde. + +Han sad med Fødderne trukket op under Stolen og den svære Krop +ludende forover. Albuerne støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i +Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med +aarvaagne Øjne, som vilde han indprente sig selv de mindste +Enkeltheder. + +Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der +blev drukket, jo højere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og +snakkede højest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag. +Hvorledes det gik til, var der ingen, der rigtig vidste. Men +pludselig standsede al Snakken i Butikken, og der blev dødsstille. +Hans Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra Sund for Tyv. + +Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. Ikke en Muskel fortrak +sig i hans haarde Ansigt. Han sad og stirrede lige ud i Luften, som +om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og +fyldte op foran ham. + +Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden. + +"Tyv." + +Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen. +Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og +saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede. + +Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det +tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der +stod bagved, over Tæerne. + +"Av for Satan." + +"Han fægter nok med Hælene." + +"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved. + +Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet. + +"Tyv," raabte han for tredie Gang. + +Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med +samme rolige Blik som før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en +vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere og stærkere. De +begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til, +og han vilde være til Latter, drukne i Grin. + +Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen. + +"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham selv, siger jeg, om det ikke +er sandt. Har jeg ikke hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv +for Tyv." + +Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild. + +Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa Stolen væltede bagover. Saa +ret som et Lys stod han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit +Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke en eneste, der ikke +følte sig som en Dreng under det Blik. Saa saa han ned paa +Mandslingen. Hans Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men +Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham. + +"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans Joensen," sagde +Kæmpen, "saa maa du ikke tro, det er fordi du kalder mig for Tyv, for +det er det ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn, og saa fordi +du trænger til det. Det kunde jo være, det kunde gøre dig lidt mere +spag. + +Men først skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gør for at +redde sin Søn, er mere værd end at blive traadt paa af saadan et +lille Fjols som dig. + +Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen høre, det +er, at min Søn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive +et godt Menneske. + +Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til +Tider banket Børn, naar de trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan +endnu." + +Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa Disken og sprællede og +hylede, medens Bonden fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt +bearbejdede hans blottede Bag med et Sæberis. + +Siden den Dag saa man meget lidt til Hans Joensen. Men Bonden fra +Sund gik omkring, som om intet var sket. + +Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden som sædvanlig for at hente +sin Post. Men denne Gang var der kun Avisen. + +Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det +udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet, +smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han +Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad. + +Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved +Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet +ned. + +I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, der meldte, at Sønnen +var faldet overbord fra en Lystdamper og druknet. + + + + +INDHOLD + + + Side + + LIPPEN 6 + + BRYLLUP 33 + + MAGTESLØS 81 + + NIELS 115 + + + + +KNUD HJORTØ + + +SYNER + +Kr. 3.00 + +"Det kan ikke nægtes, at man af store Partier af Bogen føler sig +stærkt fængslet." (Nationaltidende) + + +HJEMME FRA EGNEN + +Kr. 3.00 + +"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der er skrevet med den Lidenskab, der +betinger al god Kunst." (Politiken) + + +STØV OG STJERNER + +Kr. 3.00 + +"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en +forvirret og fortryllende Bog -- 'Støv og Stjerner'." (Samfundet) + +"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan +Bog." (Nationaltidende) + + +KRAFT + +Kr. 3.75 + +"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende af Styrke og Tro paa de +Værdier, som Fremtiden skal leve paa og som fører ud af Dekadencen." +(Nordjylland) + + +FOLK + +Kr. 4.50 + +"De Læsere, som interesserer sig for Udviklingen baade i stort og +smaat, godt og ondt, skal læse denne Bog." (Dannebrog) + + +TO VERDENER + +Kr. 3.50 + +"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de +interessantaste. Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och +energiska stil göra honom till en sympatisk och fängslande +berättare." (Dagens Nyheter) + + + DET SCHUBOTHESKE FORLAG + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ *** + +***** This file should be named 34786-8.txt or 34786-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/4/7/8/34786/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |