diff options
Diffstat (limited to '34786-h/34786-h.htm')
| -rw-r--r-- | 34786-h/34786-h.htm | 5467 |
1 files changed, 5467 insertions, 0 deletions
diff --git a/34786-h/34786-h.htm b/34786-h/34786-h.htm new file mode 100644 index 0000000..0f26243 --- /dev/null +++ b/34786-h/34786-h.htm @@ -0,0 +1,5467 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Fra Færøe, by Carl Sørensen; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +body { + margin: auto 10%; +} + +h1,h2,h3,h4,h5,h6 { + text-align: center; + clear: both; +} + +p { + margin: .75em auto; + text-align: justify; +} + +hr { + width: 33%; + margin: 2em auto; + clear: both; +} + +ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-style: normal; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after { content: attr(title); } + +.blockquot { + margin: auto 8%; +} + +.center { text-align: center; } +.caps { text-transform: uppercase; } +.smaller { font-size: 85%; } +.larger { font-size: 115%; } +.secbreak + p:first-letter, h3 + p:first-letter { float: left; clear: left; margin: 0 .1em 0 0; padding: 0; font-size: 180%; } + +/* Images */ +img { border: none; } + +.figcenter { + margin: auto; + text-align: center; +} + +/* Footnotes */ +.footnotes { border: dashed 1px; } +.footnote { margin: auto 10%; font-size: .9em; } +.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; } + +.fnanchor { + vertical-align: top; + font-size: 70%; + text-decoration: none; +} + +/* Poetry */ +.poem { margin: auto 10%; text-align: left; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { margin: 1em 0em; } +.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; } + +/***/ + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin: 2em 15%; + padding: 1em; +} +.trnote ul li { list-style-type: none; } + +.toc { margin: 0 25% auto 25%; } +p.toc { font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; } +.toc li { padding: 0 2em 0 0; list-style-type: none; } +.toc .num { position: absolute; right: 30%; top: auto; } + +.topmarg { margin-top: 4em; } + +.w65 { width: 65%; } +hr.chapbreak, .w45 { width: 45%; } +hr.tb, .w25 { width: 25%; } +hr.secbreak { width: 15%; } +hr.chapbreak, hr.secbreak { margin-bottom: 4em; } + +.l2 { text-align: left; padding-left: 2em; } +.r2 { text-align: right; padding-right: 2em; } + +.authorads { margin: auto 20%; } +.authorads h3 + p:first-letter { font-size: 100%; float: none; margin-right: 0; } +.adprice { text-align: center; padding-top: 0; } +.adsource { padding-left: 2em; font-style: italic; } + +a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Fra Færø + Fire Fortællinger + +Author: Carl Sørensen + +Release Date: December 30, 2010 [EBook #34786] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + + +</pre> + + +<div class="trnote"> +<h2>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Bogens <a href="#INDHOLD">indholdsfortegnelse</a> kan findes bagest.</p> + +<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er i øvrigt bevaret. En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +sidst i bogen.</p> +</div> + + + +<h2 class="center caps">Carl Sørensen</h2> + +<h1 class="center caps">Fra Færø</h1> + +<div class="figcenter topmarg"><img alt="Omslagets illustration" src="images/cover.png" width="450" height="398" /></div> + +<p class="center caps topmarg">Det Schubotheske Forlag</p> + +<hr class="w65" /> + + +<p class="center">Oplag: 1000 Ekspl.</p> + +<p class="center">Omslaget tegnet af E. KRAUSE</p> + +<hr class="w65" /> + + +<h2 class="center caps">Carl Sørensen</h2> + +<h1 class="center caps">Fra Færø</h1> + +<p class="center larger caps">Fire Fortællinger</p> + +<div class="figcenter topmarg"><img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="120" height="65" /></div> + +<p class="center caps topmarg larger">København</p> + +<p class="center caps larger">Det Schubotheske Forlag</p> + +<p class="center caps smaller">J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung</p> + +<p class="center">1906</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h2><a name="LIPPEN" id="LIPPEN"></a>LIPPEN</h2> + +<hr class="secbreak" /> +<p>Havet <a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a> +laa og aandede ud efter Stormen i sejge +Dønninger. En efter en gled ind under +Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede +den som for at prøve dens Vægt og gled derpaa +agterud, godmodigt smaaknubsende Baadsiden som +i Overmod over sin Jættestyrke.</p> + +<p>Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet +Dønningen gled bort under den. Saa faldt den +med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet +sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt +ned i Bølgedalen og begyndte at krybe op over +den næste Bølge.</p> + +<p>Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen +stod op. Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge +til Bølge. Snart laa de dybt nede med Vandvæggene +skraanende op til alle Sider. Snart laa +de og vippede usikkert paa Toppen af et glidende +Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se langt ud over +Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, +lade Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte +<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a>hævede sig op af Havet som en sort, takket Mur.</p> + +<p>De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad +Elias, en mager, sejg Skikkelse, indtørret af Vejr +og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder +var brun og rynket, som var den forbrændt, +og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene +og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som +Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet +var gaaet hen over den som en graadig Flamme, +der først var udslukt, da den havde fortæret al +Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i +Øjnene, at der endnu laa et Par Gløder og ulmede +i Askedyngen.</p> + +<p>Elias var en af Bygdens mere fremragende +Mænd. Som ung havde han været rask og kvik, +dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og Lystighed, +Drik og Spil. Og senere havde han været +en af Bygdens Foregangsmænd, en Mand, der gik +paa og vovede Pelsen. Nu han var bleven gammel, +var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig +paa Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden +sagde, at der var Mennesker, der ikke +kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af +dem.</p> + +<p>Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og +rørig som en ung Mand, naar Gigten da ikke netop +var i Lag med ham. Men den kunde pludselig +kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, +som om han var en Kattekilling, og bukke ham<a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a> +sammen som en Lommekniv. Da bed han Tænderne +sammen og blev bleg af Raseri, og da var +han ikke god at komme nær i lange Tider efter.</p> + +<p>Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak +ganske langsomt paa Aarerne. Han skulde kun +passe at holde Baadens Stævn op imod Dønningen +og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land +holde den paa samme Sted over Medet, hvor +Fiskene stod.</p> + +<p>Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende +Mand, lille, men tæt og stærkt bygget. +Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg +strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger +som Piggene paa et Pindsvin og omgav hans hvasse +og energiske Ansigt med en luende Glorie. Han +hed Thomas og var af de Folk, der er lige at +gaa til, men svært ubehagelige, naar de er vrede, +og som har let til at blive det. Han halede i +Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte +Fisker holdt han nøje Tal med sin og den anden +Fiskers Fangst.</p> + +<p>Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads +forude. Han var en ung Knøs paa knap en Snes +Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude +paa Baadens anden Side og halede i den med lange, +jævne Tag. Efterhaanden som Dagen gik, havde +hans Ryg krummet sig mer og mer, medens han +halede Torskene ind den ene efter den anden; han<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a> +havde for længst opgivet at holde Tal paa dem. +Nu stod hans Ryg spændt bagud som en Flitsbue. +Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød +og hans Kinder dunede og røde.</p> + +<p>En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden +højt til Vejrs. I et Nu lod Elias sit Blik løbe +Horisonten rundt for at se efter de andre Baade, +der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De +fleste havde allerede taget Snørerne ind, faaet det +lille Raasejl hejst og stod nu hjemad. Saa stirrede +han længselsfuldt mod Land; han var forlængst +ked af det hele.</p> + +<p>Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede +langt.</p> + +<p>"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede +han ligegyldigt. "Men nu er det jo ogsaa snart +mørkt."</p> + +<p>Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt +ind mod Land for at forvisse sig om, at de +endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden +af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.</p> + +<p>Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede +for, men han havde ingen Jag med at komme +hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt antagelig.</p> + +<p>Han tog atter fat paa Snøren.</p> + +<p>"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder +skal vi da ha'."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a> +Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen +forude. Et Øjeblik fik han Ryggen rettet lidt og +strammede sig op. Men da der ingen Helleflynder +kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde +saa bestemt ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig +stor Helleflynder, og han havde været overtydet +om, at han vilde faa den. Det vilde jo være saadan +en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at +han holdt af hende.</p> + +<p>Men han havde efterhaanden som Dagen led, +og det altsammen blev Torsk og Torsk, de fiskede, +mistet Haabet og tabt Interessen. Men naturligvis, +kom der en Helleflynder, saa — Men der kom +ingen.</p> + +<p>Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. +Fisken blev hængende, og han halede ind, saa Vandet +fra Snøren stænkede omkring ham.</p> + +<p>De to andre vendte sig og saa, at det kun var +en Torsk, han halede ind paa.</p> + +<p>"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, +"ikke saa meget som en eneste lillebitte Flynder +kan vi faa."</p> + +<p>"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, +idet han stirrede mod Land. "Naar vi kunde faa +en stor, saa. — Men i Dag faar vi ingen. Nej, +nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men +en pæn Fangst har vi da. Vi har allenfals ikke +nødig at skamme os, naar vi kommer hjem."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a> +"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," +sagde Thomas. Han begyndte at blive ondskabsfuld +over den andens Hjemve.</p> + +<p>"Hvad siger du, Johannes?"</p> + +<p>Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde +endnu travlt med at hale ind paa sin Torsk.</p> + +<p>"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. +Der er Dage, hvor man ikke har Held med +sig. Det ved baade du og jeg, bitte Thomas, og +saa kan det ikke nytte at ligge og vente. — Vi +faar ingen Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. +Jeg er en gammel Fisker, skal jeg sige dig."</p> + +<p>Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik +ogsaa han Bid og maatte til at hale ind.</p> + +<p>Elias gabede.</p> + +<p>"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, +ja, ja. Dem er der nok af."</p> + +<p>Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa +Bunden af Baaden.</p> + +<p>Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, +standsede pludseligt. Hans Ansigt undergik en +sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren +med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra +Toften. Snøren var spændt som en Buestreng, +og skønt han halede af al Magt og med begge Hænder, +kneb det for ham at vinde ind paa den.</p> + +<p>De to andre blev opmærksomme. Elias lod +Aarerne hvile og bøjede sig spændt forover. Og<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a> +Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i +Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen +ud, men lod baade Snøre og Torsk falde ned i +Baaden, idet han rejste sig.</p> + +<p>"Er den der?" spurgte Elias.</p> + +<p>"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der +stod bøjet over Linen.</p> + +<p>"Den er stor, hvad?"</p> + +<p>Men Elias fik intet Svar. I det samme tog +Baaden en Overhaling. Med et tungt Kladsk slog +den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over +Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude +i Forstavnen og stirret paa Thomas' Snøre med opspilet +Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften.</p> + +<p>"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."</p> + +<p>Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med +Lethed ind over Rælingen.</p> + +<p>"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte +atter at røre Aarerne.</p> + +<p>"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke +ogsaa passe paa?"</p> + +<p>Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind +paa Linen.</p> + +<p>"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. +Den maa sku staa her i Nærheden."</p> + +<p>Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen +og lod Snøren plumpe overbord og gaa til Bunds. +Men Elias, der følte en Smule Samvittighedsnag,<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a> +det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet +Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte +at retfærdiggøre sig.</p> + +<p>"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de +Bæster."</p> + +<p>"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas. +Han havde travlt med at faa Torsken halet op, saa +han atter kunde faa Snøren til Bunds efter Helleflynderen.</p> + +<p>"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan +sidder og slider i det," klagede han, "at det +hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan passe +Aarerne."</p> + +<p>Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok +spillet Martyr, nu var han træt af den Rolle. Og +han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas.</p> + +<p>"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. +Og det er, at det eneste, som vi med Bestemthed +kan sige, er det, at det var dig, den slap fra. — Akkurat +sku."</p> + +<p>Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et +langt Tag med Aarerne, føjede han til lidt sagtere, +ligesom for sig selv:</p> + +<p>"Hvis det da har været en Flynder."</p> + +<p>Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen +med den lange Jernbue, fra hvis Ender Snørerne +med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede +sig frem og tog fat i den ene Snøre, der var<a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a> +spændt som en Streng, halede han en Torsk paa +henved en halv Snes Pund ind i Baaden.</p> + +<p>"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede +Elias forsonende. Det var jo, naar alt +kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord i +Striden.</p> + +<p>Men Thomas havde travlt med sine Snører; han +havde ogsaa faaet den anden Snøre ind og saa nu, +at Silden paa den store Krog var urørt. Saa vendte +og drejede han den fangede Torsk.</p> + +<p>"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod +Elias. "Her har den haft fat i Torsken, Bæstet."</p> + +<p>Elias undersøgte Biddet.</p> + +<p>"Det har været en stor Tamp, den."</p> + +<p>Johannes havde rejst sig forude og saa over +Elias' Hoved hen paa Biddet. Snøren holdt han i +Haanden og bevægede den mekanisk op og ned. +— Pludselig strammedes den, og han kunde ikke +røre den. Havde den mon faaet fat i en Sten paa +Bunden.</p> + +<p>Han halede til med begge Hænder og fik halet +et Par Tommer ind. Saa halede han atter af al +Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. — Hvad +Fanden var det?</p> + +<p>Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken +falde ned i Baaden, plantede sin Haand paa Elias' +Skulder og satte i et Spring forud.</p> + +<p>"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig.<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a> +Hal langsomt, ganske langsomt, ellers river +du det hele i Stykker."</p> + +<p>Formaningen var for saa vidt overflødig, som +han allerede selv havde Tag i Snøren og halede ind +paa den.</p> + +<p>"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. +Men denne Gang passede han paa og manøvrerede +omhyggeligt med Aarerne.</p> + +<p>"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," +formanede Thomas, der selv stod og halede ind paa +Snøren.</p> + +<p>Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften +og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sine +Hænder. Han syntes, det var overflødigt at formane +andre, naar man samtidig tog Snøren ud af +Hænderne paa dem og bemægtigede sig deres +Fangst, og han gjorde i en beskeden, surmulende +Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den +Retning.</p> + +<p>Thomas tog endnu et Par Tag.</p> + +<p>"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren +hen mod Johannes. "Men vær forsigtig med den, +Knægt."</p> + +<p>Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav +Snøren fra sig, med saa øjensynlig Uvilje, at Johannes +næsten generede sig for at tage den. Men +det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu +mer, hans første Fisk.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a> +Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens +Thomas stod og saa til, foroverbøjet og øjensynlig +parat til at gribe ind ved første Lejlighed. +Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og +øvet Baaden op mod Søen, medens han samtidig +sad og mumlede Formaninger halvhøjt i Skæget.</p> + +<p>"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" +Samtidig sad han og holdt skarpt Udkig efter +Søerne, der kom rullende mod Stævnen.</p> + +<p>"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? +det ku du li'. Men det bliver Løgn, gamle, +det bliver Løg———n."</p> + +<p>Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert +Aaretag Baaden op paa en høj Sø. Saa hvilede +han, medens Søen gled bort under Baaden, og trak +saa til op over den næste. — Spændende var det +sku med saadan en Fisk. Elias havde ligefrem +Mavekneb af Spænding, skønt han var en gammel +Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men +denne lod jo ogsaa til at være en svært stor en.</p> + +<p>Johannes undrede sig over, hvor let Fisken +pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro, +at den var gaaet igen.</p> + +<p>Men saa strammedes Snøren pludselig og blev +saa tung, som bar den et Klippestykke.</p> + +<p>"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, +medens han lænede sig forover og strakte Haanden<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a> +frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær +endelig forsigtig."</p> + +<p>Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred +sig mer og mer fremefter, medens han gjorde rene +Kunstværker med sine Aarer.</p> + +<p>"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det +var lige saa meget Søen som Fiskerne forude, han +formanede. Han havde en underlig Uro over sig, +særlig i Benene, og følte det krible gennem hele +Kroppen. Spændende var det sku med saadan en +Fisk.</p> + +<p>"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han +stak Enden langt bag ud og fattede med begge +Næver om Rælingen og klemte til.</p> + +<p>Det var helt meningsløst med disse Formaninger, +thi kun ved at hale til af alle Kræfter aarkede +Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen ind +over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge +Fødder stemmet mod Baaden og var aldeles rødblaa +i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde ikke +give sig men blev til Slut nødt til det.</p> + +<p>Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der +greb den uden at mæle et Ord, medens Johannes +satte sig paa Toften og pustede ud.</p> + +<p>Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var +en mægtig stor Helleflynder, der slog om sig, saa +det knagede i Baaden, og Vandet skvulpede ind +over Rælingen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a> +Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden +og holdt i Linen, medens han stirrede ondt paa +Fisken. Han kunde ikke mer.</p> + +<p>Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige +Fisk. Men Elias smed Aarerne og havde +allerede faaet det ene Ben over Toften.</p> + +<p>Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først +langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Den gik til +Bunds som en tung, tung Sten, medens Linen +hven over Rælingen.</p> + +<p>"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne. +"Det var en svær Tamp, den."</p> + +<p>"Det var det," stønnede Thomas. Han kunde +daarlig faa Vejret, og hans Arme sad ligesom løse. +"Men den var for levende til at faa ind i Baaden."</p> + +<p>Thomas havde nu helt sluppet Linen, der løb +ud med rivende Fart. Nu opdagede Johannes +pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind +i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med +Benene.</p> + +<p>"Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den +anden betænkte sig, tog han fat i Støvlen og trak +den af; i samme Øjeblik røg den ud over Rælingen +og forsvandt med et Plump under Vandet.</p> + +<p>"Er du gal, Knægt," skændte Thomas. "Er det +en Maade, maa jeg spørge, hvorfor Satan ser du +dig ikke for? Du havde faaet Benet brækket som +en Pibespids."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a> +"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret +fra Elias.</p> + +<p>"Hvad der er i Vejen? Han havde knækket +Benet som en Svedske," og Thomas skændte +videre.</p> + +<p>Saa dukkede Støvlen op agterude.</p> + +<p>Der gled et glad Smil over Knøsens Ansigt.</p> + +<p>"Der er den," raabte han og pegede med +Fingeren.</p> + +<p>"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter +Støvlen, der flød i Vandskorpen med Bunden opad.</p> + +<p>Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen, +der nu var løbet ud.</p> + +<p>"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede +han.</p> + +<p>"Jeg vil ha' min Støvle først," protesterede +Johannes.</p> + +<p>Elias var tvivlraadig.</p> + +<p>"Ja, Støvlen," sa' han.</p> + +<p>"Skidt med Støvlen, den kan du altid faa. Du +vil vel ogsaa ha' Fisken, vil jeg tro. Det er jo din +Fisk."</p> + +<p>"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede +Knøsen. "Jeg vil ha' min Støvle først."</p> + +<p>"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede +Thomas.</p> + +<p>Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde +efter Støvlen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a> +"Gu' skal han ha' sin Støvle."</p> + +<p>Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen +ind i Baaden. Saa roede han fremefter for at +faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at have +bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.</p> + +<p>Thomas var allerede i Gang med at hale ind +paa Linen. Men han blev hurtig træt — han var +endnu udmattet af sit Basketag med Fisken — og +lod Johannes faa Snøren.</p> + +<p>Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet +og ventet paa det.</p> + +<p>"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."</p> + +<p>Han halede ind paa Linen som en rolig og +kyndig Fisker uden at forhaste sig, naar Fisken var +let, og uden at overanstrenge sig, naar den gjorde +Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at +vise sin Overlegenhed som ældre overfor de to +andre. Og da de mente, de kunde igen, overlod +han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. +Han fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den +Fisk ind.</p> + +<p>Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde +de atter faaet Fisken op til Overfladen. Den havde +ikke gjort saa megen Modstand denne Gang og var +kendelig svagere, da den kom op.</p> + +<p>"Ræk mig Kleppen<a name="FNanker_1" id="FNanker_1"></a><a href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a>," raabte Thomas til Elias, +der nu igen sad ved Aarerne.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a> +"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen +bleven af?"</p> + +<p>Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias +stod omtrent paa Hovedet, medens han rodede i +Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.</p> + +<p>"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde +Kleppen."</p> + +<p>Men Johannes var ikke hurtig nok.</p> + +<p>"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas +godt paa den."</p> + +<p>Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under +Torskedyngen. Men idet han kom forud med den, +tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.</p> + +<p>"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!"</p> + +<p>Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn +omkring en Aaretoft.</p> + +<p>"Men nu er du der, forstaar du."</p> + +<p>Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og +holdt den. Saa begyndte han varsomt at hale ind +igen.</p> + +<p>"Et Guds Under er det, at den hænger der +endnu," sagde Elias og spyttede resigneret. Nej, +det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov til at hale +Fisken ind.</p> + +<p>For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den +var nu saa udmattet, at den kun havde Kræfter til et +Par Smaatjat med Halen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a> +Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen +og gav den derpaa til Johannes.</p> + +<p>"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa +løftede han Kleppen i begge Hænder og huggede +den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.</p> + +<p>"Nu er den der. Kom saa."</p> + +<p>Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden +af Baaden og stak Enderne saa langt bag ud +mod den anden Ræling som muligt for at holde Baaden +i Balance.</p> + +<p>"Saa op med den. — En, to, nu gaar den — +Ohøj."</p> + +<p>De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede +under dem. Elias havde smidt sig ud over den +anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet.</p> + +<p>Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa +Kanten af Baaden og tyngede den ned, saa Vandet +pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et +tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i +samme Øjeblik var begge Fiskerne over den med +deres Knive.</p> + +<p>Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var +den død.</p> + +<p>"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde +rejst sig og stod og tørrede sit Ansigt med sit +Skjorteærme.</p> + +<p>"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede<a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a> +Fisken som Kender. "Og fed. Op mod et +Par hundrede Pund vel."</p> + +<p>Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, +bleg af Anstrengelse og saa ud, som om han +havde ondt.</p> + +<p>Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad +over en stor Fangst. Og i sin Glæde over Helleflynderen +klappede han Johannes paa Ryggen og +forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok +skulde blive en dygtig Fisker. Johannes tog imod +Klappene, men saa ikke særlig overbevist ud.</p> + +<p>"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.</p> + +<p>Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for +at overtyde de andre om, at han ikke fejlede noget +særligt.</p> + +<p>"Ja, lad os saa se at komme hjem."</p> + +<p>Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring +dem. Søen havde lagt sig lidt, og Havet var tungt +og mørkt som smeltet Bly. Landet skimtedes +kun svagt som en mørk Skygge der langt borte +mod den graa Himmel. Ude over Havet var Himlen +kulsort, og det var begyndt at blæse op ind mod +Land.</p> + +<p>I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, +og Baaden strøg nu hjemad.</p> + +<p>I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran +ham sad Johannes, der nu var kommen sig lidt +efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og foran<a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a> +ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas +og holdt Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne +Vind kunde blive til, hvad det skulde være.</p> + +<p>Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. +Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem +kunde se Landet voxe op som en sort, truende +Skygge i det graa Halvmørke forude.</p> + +<p>Saa naaede de ind under den høje, lodrette +Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over +Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen +allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod +Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op +i Mørket.</p> + +<p>De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev +bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu +fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke +langs Kysten op til Bygden.</p> + +<p>Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der +gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet. Søen var +rolig her, men man kunde høre Vandet smaaklukke +og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved +Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede +og sænkede sig mod den sorte Stenvæg.</p> + +<p>Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys +fra Bygden i Sigte. Og saa dukkede de lidt efter +frem, det ene Lys efter det andet, store og smaa, +klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, +der tændes paa den mørke Himmelhvælving. Og<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a> +nu laa Bygden der, lysende i Mørket som et enligt +Stjærnebillede.</p> + +<p>Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa +mod Lysene.</p> + +<p>"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.</p> + +<p>"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt +det samme."</p> + +<p>"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en +lang Dag."</p> + +<p>"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r +urolig nu."</p> + +<p>"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad +siger du, Johannes, er du træt?"</p> + +<p>"Aah ja."</p> + +<p>"Ja, det kan være drøjt nok."</p> + +<p>"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet +fra Knøsen. Nu er vi jo ogsaa snart hjemme. — +Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen<a name="FNanker_2" id="FNanker_2"></a><a href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>?"</p> + +<p>Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele +Tiden havde siddet og tænkt paa den Lippen. Om +han fik den eller ej.</p> + +<p>"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.</p> + +<p>"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' +den? Fisken er jo din, saa du skal ha' Lippen. +Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen til<a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a> +Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil +du vel ikke lave om?"</p> + +<p>"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas +klemte paa.</p> + +<p>"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"</p> + +<p>Johannes var svært glad ved, at han vendte +Ryggen til, saa de ikke kunde se, at han rødmede. +Det var saa flovt at rødme i den Alder.</p> + +<p>"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" +blev Thomas ved.</p> + +<p>"Næ—hæ, det er det vist ikke, hm," glentede +Elias.</p> + +<p>"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas +prøvede sig frem.</p> + +<p>"Hi, hi," klukkede Elias.</p> + +<p>"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. +Ja, ja, saadan er det selvfølgelig."</p> + +<p>Thomas syntes at blive mere og mere sikker +i sin Sag.</p> + +<p>"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."</p> + +<p>Thomas gjorde en Kunstpavse.</p> + +<p>"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, +det er da helt umuligt."</p> + +<p>Thomas var kommen i Humør; han vilde være +morsom for en Gangs Skyld.</p> + +<p>"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a> +gammel, han var, interesserede han sig endnu +stadig for Kærestehistorier.</p> + +<p>"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev +Thomas ved. Saa slog han pludselig om.</p> + +<p>"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"</p> + +<p>"Det er det nok. Det er det nok," nikkede +Elias.</p> + +<p>Men Johannes lod de andre snakke og sled +tappert i Aarerne.</p> + +<p>De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse +laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene +selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene +skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. +Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet +imellem Smaaskærene.</p> + +<p>Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne +glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede +paa Hosesokker forud over Tofterne.</p> + +<p>Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem +Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de +sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa +begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over +et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i +Strandkanten med Fanglinen i Haanden.</p> + +<p>Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. +Og der udveksledes Hilsener, spurgtes til +Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige, lavmælte +Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a> +De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og +hev nu Fangsten ind paa Klipperne, hvor den blev +skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst kom +Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede +i Baaden. Alle var nede at beundre den.</p> + +<p>Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da +ingen saa det.</p> + +<p>Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der +en Del Mænd og Kvinder med firkantede Tremmekasser, +der hang dem paa Ryggen i et Baand frem +over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom +de ned til Strandkanten, fik den opskaarne Fisk +puttet i Kasserne og forsvandt atter opover mod +Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil +blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet +og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede +ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre +den.</p> + +<p>Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og +Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme +i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op +og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i +Strandkanten.</p> + +<p>Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til +Bygden, hvis Lys ligesom bredte Armene ud imod +dem gennem Mørket.</p> + +<p>De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte +sig fremover i de lange Søstøvler.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a> +Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.</p> + +<p>"Hvor blev Gutten af?"</p> + +<p>"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt +videre, vilde nødigt ud af Farten; det er saa svært +at komme i Gang igen, naar man er rigtig træt og +saa staar stille.</p> + +<p>"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."</p> + +<p>"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"</p> + +<p>"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias +tilbage over Skulderen.</p> + +<p>Men Thomas blev alligevel staaende og saa over +mod de to Skikkelser, han lige kunde skimte i +Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men saa +blev han alvorlig.</p> + +<p>"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og +saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan."</p> + +<p>Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik +hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn.</p> + +<p>Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes +og saa paa hinanden. Det er svært at faa +begyndt, naar man er forelsket, og det var, som +om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.</p> + +<p>Det var Sanne, der maatte begynde.</p> + +<p>"I blev længe ude i Aften."</p> + +<p>"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.</p> + +<p>"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor +skulde jeg være det!"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a> +Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, +der maatte begynde.</p> + +<p>"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, +Johannes?"</p> + +<p>"Ja, hvad tror du?"</p> + +<p>"Jeg ved ikke."</p> + +<p>"Gæt engang."</p> + +<p>"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede +Sanne, skønt hun allerede havde set, hvad det var.</p> + +<p>"Nej, nej," triumferede Knøsen.</p> + +<p>"Hvad er det da?"</p> + +<p>"Det er noget til dig."</p> + +<p>"Til mig! Hvad kan det være?"</p> + +<p>"Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."</p> + +<p>"Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. +Hvorfor skulde jeg ikke kunne li' dig, Johannes?"</p> + +<p>"Ja, jeg mener, om du holder af mig."</p> + +<p>"Holder du da af mig, Johannes?"</p> + +<p>"Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."</p> + +<p>Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og +holdt triumferende det mægtige Stykke hvide Kød +op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.</p> + +<p>"Værsaagod," sagde han.</p> + +<p>"Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. +"Holder du virkelig saa meget af mig?"</p> + + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34"></a></p> +<h2><a name="BRYLLUP" id="BRYLLUP"></a>BRYLLUP</h2> + +<hr class="secbreak" /> +<p>Bygden <a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a> +havde staaet paa den anden Ende i over +fjorten Dage. Ja, mer end det. Det var jo +omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale +om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det +en Kendsgerning for alle de nærliggende Bygder, +der kunde vente sig Invitation.</p> + +<p>Der var slagtet over al Maade, og der var stegt +Lammesteg og lavet Skinsakjøt<a name="FNanker_3" id="FNanker_3"></a><a href="#Fodnote_3" class="fnanchor">[3]</a> i Massevis. Der +var købt Bunker af Svedsker, Rosiner, Gryn, Saft +og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker +til Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom +og 40 Potter Cognac til Resten.</p> + +<p>Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden +paa den anden Side Fjorden. Og tidlig +om Morgenen var Timannefaren<a name="FNanker_4" id="FNanker_4"></a><a href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a> gaaet over Fjorden; +og nu ventede man kun paa, at den skulde +komme tilbage med Præsten.</p> + +<p>Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og +man kan selvfølgelig kun holde Bryllup i Slagtetiden. +Luften var klar og frisk. Det var blikstille, +og der var ikke en Sky paa Himlen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a> +De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op +i Kroppen paa Ænderne, der laa i Bygdens mange +Møddinger, og gjorde dem endnu mere snadrevorne, +end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt +og nippede til Møddingaffaldet saa sippede og +snærpede, som var de alle Gammeljomfruer, der +aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom. +Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa +dybsindig og højtidelig ud, som om det var den, +der skulde have Bryllup.</p> + +<p>Der var Feststemning over de smaa, tjærede +Træhuse med de mange, store Møddinger. Der +var Feststemning over Vejen, der drejede og vred +sig mellem Husene, knækkede sammen langs +Gavlene og gjorde sig ængstelig tynd for at naa +frem mellem de mange Møddinger.</p> + +<p>Der var Feststemning over Fjældet, der hævede +sig som et mægtigt Taarn paa den anden Side af +Bugten, hvor Bygden havde sin Landingsplads. +Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa +højt, højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade +sig til at hænge og drive paa en Fjældtop.</p> + +<p>Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, +Havet, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene +og over de tre Flag, der hang og dasede over tre +af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og +fornøjet ud, undtagen to Hunde. De var husvilde +i Anledning af Festen og slentrede nu rundt og +snuste <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="misfornøet">misfornøjet</a> til alt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a> +Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder +og Hunde og ikke et eneste Menneske. Bygden +laa saa rolig og stille, som var den uddød. Men +lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde +man høre det snorke derinde, for der havde været +Dans hele Natten. Og inde i det midterste af de +flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive, +Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og +Bygdens Folk, der havde overvundet Nattens Kalas, +og spiste og drak i al Stilfærdighed omkring de +lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af +Skærpekød og kold Lammesteg. Og Skafferne gik +omkring og nødte Folk og skænkede Brændevin af +Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og +Gammelvin.</p> + +<p>Endelig kom Præsten.</p> + +<p>Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af +Husene, gabede og strakte sig, harkede og spyttede +og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de +saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede +og gloede ud over Fjorden, hvor Præstebaadens +hvide Sejl dansede op og ned.</p> + +<p>Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og +Præsten gik i Land. Han trykkede hver Mand i +Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen +var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig +som muligt. Saa gik han op til Skolelæreren +for at gøre sig færdig til Vielsen. Og Folkene +forsvandt i Husene for at pynte sig. —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a> +Og pyntede var de, da de en Timestid senere +kom ud af Husene, med skæve, rynkede Bukseben, +korte, krøllede Jakker, trangbrystede Frakker +og posede Diplomater; var det virkelig de samme +Mænd, der før saa saa kraftige og smukke ud i +deres Knæbukser, strikkede Trøjer og brune Kofter. +Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg +passede daarligt til de skæve Kravebryster og +rundpullede Filthatte.</p> + +<p>Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne +og statelige Kone, der gaar der i sine stivede +Skørter og Gud ved hvad og ligner en Sukkertop. +Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer +han afsted ved Siden af Konen, klemt og pint af +Stadsen, stiv og højtidelig som en Degn foran +Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om +Benene paa ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, +det næste kalveknæet og undertiden begge +Dele paa en Gang og paa samme Ben.</p> + +<p>Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, +men udtraadte Fjedersko, og paa Hovedet +har han en stiv, rundpullet Filthat, der er grønlig +som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og +dasker ned ad Ryggen paa ham. Og den Mand +er Øens dygtigste Fisker og dristigste Fuglefanger. +Det er baade til at le og græde over.</p> + +<p>Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, +som en Vielse plejer at foregaa med Ja og<a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a> +Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt, men med +gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og +alt gik meget godt. Men til Slut løftede Præsten +Stemmen og talte om de 120 Potter Brændevin, de +60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han +nævnede dem ikke direkte, men han talte om +Drukkenskaben og advarede mod denne hæslige +Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk +myldrede ud af Kirken.</p> + +<p>Der var kun en Mening om den Præken, en +svag Indignation. Præsten var en flink Mand og +en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, +man ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. +Men han havde aabenbart intet Kendskab til +Brændevin, og det var taktløst af ham at stille sin +Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.</p> + +<p>Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, +saa var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter +Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god Behold, +medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude +paa Fjorden. Og derfor begav Folk sig op til +Gildehuset efter Brudeparret, der roligt og værdigt +gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte Aandsnærværelsen, +skønt Byens gamle Forladere +knaldede dem om Hælene, hver Gang de passerede +et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket borte +fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.</p> + + + +<hr class="secbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a></p> +<h3><a name="SKAFFEREN" id="SKAFFEREN"></a>SKAFFEREN</h3> + +<p>Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv +var ikke stort, og Værelserne var smaa. Men +ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre Stuer +gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede +Stue optog hele Huset med Undtagelse af +Køkkenet og en lille Forstue.</p> + +<p>Der var kommen Dug paa de lange Borde, og +et Utal af Kvindfolk for frem og tilbage mellem +Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler, Tallerkener +og Glas og dækkede Bord.</p> + +<p>Der lød en ustandselig Syden og Kogen og +Snakken ind fra Køkkenet, og Emen fra de mægtige +Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som +en Taage, der lagde sig varm og mild over Borde +og Bænke og til sidst fyldte hele Stuen fra Gulv +til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i Taagen +sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et +Hjørne af Bordet.</p> + +<p>Han sad og indsnuste den behagelige Em og<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a> +nød Hvilen. I højre Haand holdt han en Trepægleflaske +med Brændevin, og der stod flere oppe paa +Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. +Han var parat til at tage fat og gaa rundt og skænke, +saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang halvvejs +ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil +stirrede han fremefter ind i Taagen, hvor unge +Piger og gamle Koner for frem og tilbage, undertiden +tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede +hen ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv +var gennemblødte af Sved og Em, og Ansigterne +blussede, som om det var dem, der skiftedes til +at staa og brase ude i Køkkenet.</p> + +<p>Den gamle Mand sad og frydede sig over det +store, lune Rum og den varme, søde Em, frydede +sig over de lange Borde, de hvide Duge og Lysene, +der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og +lyste saa festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, +der for frem og tilbage gennem Emen, ikke +fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig +med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi +de havde saa travlt. Det var alligevel rart at være +en gammel Mand og sidde og se de andre løbe +frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de +havde i Hænderne.</p> + +<p>Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte, +at han blev varm om sit gamle Hjærte af Medlidenhed +med Ungdommen. Herregud, Herregud,<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a> +at de dog skulde tosse saadan rundt. At Folk +dog ikke straks blev gamle og fornuftige og satte +sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at +lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa +længe om at lære det. Ungdommen har saa travlt, +saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt; og hvorfor, +hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de +fik sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. +Og det kunde de saamænd, naar de +bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget lettere fra.</p> + +<p>Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, +den lykkelige Tid, da Livet kun er som at sidde +og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra Barndommen +var han gledet ind i Ungdommen som +alle andre og havde set Billederne blive levende og +træde sig i Møde. Da havde han set, at Fjældet +var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt. +Og han havde set paa Fjældet, Himlen og +Havet, der laa pyntede som til Fest, havde set paa +hele Verden, der laa som en Brud og smilede +og ventede, ventede paa ham, Brudgommen. Og +han havde bredt Armene ud for at favne sit +Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da +laa der en Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, +ingen Verden, men en Kvinde. Men han havde +været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, +at saadan skulde det være.</p> + +<p>Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a> +havde kogt i ham, som Sødsuppen nu stod og kogte +derude i Køkkenet og trommede mod Laaget for +at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham +som en Em, der blindede ham og andre. Men hver +Gang, han havde bredt Armene ud for at favne +Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans +alene, havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans +Favn. Og for hver Gang havde han set mere og +mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han +holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, +er det hele Verden? Ser hele Verden saadan +ud? Og saa havde han krystet hende ind til +sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.</p> + +<p>Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. +Men han huskede, at hele den lyse, straalende Verden +en Dag havde ligget falmet foran ham, nedtraadt +og skiden som en Græsmark om Efteraaret. +Den Dag skimtede han Hjulene i Verden omkring +sig og i sig selv. Da var han ikke længer ung.</p> + +<p>Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig +paa ham, at det næsten havde taget Vejret fra +ham, for han havde været glad som faa og hørt til +en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede +endnu, hvorledes han havde overvejet, om han ikke +hellere burde dø, og han smilte nu, det randt ham +i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom +Manddommen.</p> + +<p>Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge<a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a> +og klare, og hans Tanke kold, mens han stræbte +mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde af +Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg +og Græmmelse. For det er haardt at leve, naar +man ikke længer er ung, og Verden er falmet, og +man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.</p> + +<p>Men han havde stridt sig igennem og havde +naaet Maalet. Og nu sad han i Krogen og smilte +ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede sammen +og tabte, hvad de havde i Hænderne.</p> + +<p>Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, +for Stumperne rundt i Stuen. Saadan er Ungdommen. +Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og +saa maatte man endda samle Stumperne op.</p> + +<p>Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps +og drak den. Og han stirrede ind i Emen, der nu +var tættere, og hvor de røde Ansigter strøg frem og +tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene +nu skinnede med store Ringe i Emen.</p> + +<p>Hvordan var det nu, hvordan var det nu? +Jo, det var Ungdommen. Den stakkels, stakkels +Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen. +Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. +Gøgl. Nej, Alderdommen. Den nøjedes med lidt. +Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget +Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt.</p> + +<p>Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas +endnu og drak ogsaa det.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a> +Herregud. Hvor havde han dog ondt af den +Ungdom. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom.</p> + +<p>Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og +snøftede af Medfølelse, mens han sad og stirrede +ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt og +rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt +og atter kom.</p> + +<p>Og han saa til Siden ud over mægtig store +Snemarker, hvorover Stjernerne lyste mat.</p> + +<p>Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. +De var som ordnede i Rækker, i lange, lige Rækker +over Snemarkerne. Og saa syntes han, han +skulde kende dem igen.</p> + +<p>Var det nu ogsaa Stjerner? — Nej, det var vist +alligevel ikke Stjerner. — Men hvad var det da?</p> + +<p>Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte +ud af, hvad det var. Saa gled det atter bort fra +ham, langt bort over de store, hvide Snemarker.</p> + +<p>Saa kom han i Tanker om de 120 Potter +Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter +Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der +var en eller anden Forbindelse mellem Stjernerne +der og Brændevinen. Vist saa, vist saa. Stjernerne +var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor +af andet end Brændevin. Det var derfor, det hed +Brændevin, for Stjernerne lyste. — Kun derfor +hed det Brændevin.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a> +"120 Potter Brændevin, — 60 Potter Rom — +og — —." Saa sank hans Hoved ned paa Brystet. +Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit Hjørne +og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i +den anden. Og hvor meget de andre end ruskede +i ham, var det ikke muligt at faa ham vaagen. Han +mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og +sagde Po. Men længere kom han ikke. Naar +de ruskede i ham igen, begyndte han atter paa +de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. +Og da de ikke paa nogen Maade kunde faa ham +vækket, hvor meget de end ruskede i ham, opgav +de det og lod ham sidde. Saa meget mere som +de allesammen godt nok vidste, hvad det var, han +mente.</p> + + + +<hr class="secbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a></p> +<h3><a name="DEN_UNGE_MAND" id="DEN_UNGE_MAND"></a>DEN UNGE MAND</h3> + +<p>Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, +Ænderne, Hønsene, Hundene. Jeg +husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. +Jeg husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen +og Bruden og de ti Brudesvende og de ti Brudepiger. +Og jeg husker Højtideligheden, jeg sad +nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. +Jeg husker egentlig meget godt foreløbig.</p> + +<p>Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen +med de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter +Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved Siden +af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt +hans Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at +berøre dette Punkt, samt at flere Fuldskæg i Nærheden +bevægede sig, som om Ejermændene var i +Færd med at synke noget, de ikke havde faaet +rigtig gennemtygget.</p> + +<p>Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter +Vielsen, og at vi gik op i Brudehuset. Jeg husker<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a> +Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne og Emen. +Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et +Hjørne af Stuen og sov med en Flaske i den ene +Haand og et Glas i den anden. Og jeg ved, hvad +han mente.</p> + +<p>Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene +og Brudepigerne blev anbragt nærmest +ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til +at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg +glad ved.</p> + +<p>Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe, +Lammesteg og Lagkage. I det hele taget er min +Hukommelse meget skarp lige til Lammestegen; +men fra den Tid af er det, som om den har faaet +et Knæk.</p> + +<p>Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den +var udmærket. Og jeg kan huske, at der blev +holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, +kan jeg ikke huske.</p> + +<p>Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i +Bordet; hvorfor han gjorde det, var der ingen, der +fattede, og selv har han aldrig senere kunnet give +nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der +sad lige overfor mig ved den anden Side af Bordet, +hældte Brændevin over sin Lammesteg og troede, +det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo +vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men +opgav det efter at have væltet 2 Glas og en<a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a> +Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se til, +medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede +Stegen.</p> + +<p>Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet +ikke huske. Men maaske kommer det deraf, at +den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet var +i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse, +der forhindrede Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud +bekendt med de Genstande, der befandt sig paa det, +samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde Mærke +til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende, +ligefrem maatte sidde og lure og gribe +til, naar Brændevinsflasken kom forbi. At denne +mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være +sund for Festens Deltagere, især da disse, saavidt +jeg saa, undertiden selv deltog i den, ansaa jeg for +saa rimeligt og naturligt, at det ingenlunde forbavsede +mig, at den ene efter den anden af dem ombyttede +deres Pladser paa Bænkene, der under slige +Forhold langt fra kunde anses for betryggende, +med Sidde- og Liggepladser paa Gulvet.</p> + +<p>Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at +Thomas fik mig gjort begribelig, at vi skulde danse.</p> + +<p>Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der +blev peget mod et Lys og angivet, at det var det +Maal, vi skulde styre efter.</p> + +<p>Vejen var meget ujævn, og af og til gik den +ligefrem gennem Luften. Jeg husker ikke, om der<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a> +var nogen rimelig Grund til en saadan Forsigtighed, +men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet +tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt +at vor Fremrykning hindredes en Del af et Par Huse +og flere Møddinger. Da Husene var vanskeligere +at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis +de sidste.</p> + +<p>Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden +større Lemlæstelser; kun var det mig paafaldende, +at jeg undervejs havde faaet min Hue ombyttet +med en gammel, graa Filthat; men det var mig +umuligt at huske, i hvilken Mødding Ombytningen +havde fundet Sted.</p> + +<p>Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til +Visen om Dronning Dagmar og Junker Strange; +saa var den alvorligere Del af Festen forbi, og +Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang +jeg drog afsted" og til Grindevisen og til Ormen +hin lange og Erik hin unge og Brókatáttur<a name="FNanker_5" id="FNanker_5"></a><a href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a> og til +den lyse Morgen.</p> + +<p>Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave +Stue, i hvilken den foregik, og i hvilken vi stod +og skraalte og trippede, sammenstuvede som Sild +i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede +sig som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker +Ruderne, der klirrede, Væggene, der bøjede sig og +nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod<a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a> +og hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, +men ikke kunde komme ind i Kæden. Og Thomas, +der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin +til de dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg +ganske tydeligt.</p> + +<p>Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, +herlig Drøm.</p> + +<p>Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som +Øens feberhede Pulsslag, jeg husker Hylet, der +hang og skjalv over Bygden som Røgen over en +Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede +fornuftigt nede ved Stranden, og Fjældet, +der stod saa ret og lige op i Luften og undredes +over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg +husker, at jeg var ude at spadsere med min Dame.</p> + +<p>Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, +der steg op imod os gennem Natten som +Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og +sydede og kogte over.</p> + +<p>Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens +Idiot kom ind i Dansestuen, kyssede en Pige og +blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas og jeg +forlod Dansen og gik ud i Mørket.</p> + +<p>Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et +Blækhus, og vi forvildede os i en Mødding. Her +skiltes vi og kunde ikke finde hinanden igen, skønt +vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær.</p> + +<p>Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden<a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a> +i en Grøft, og at vi der fornyede vort gamle, +prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en Stald, +hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade +Mænd og en Del større og mindre Tønder.</p> + +<p>— Det var de 120 Potter Brændevin, de 60 +Potter Rom og de 40 Potter Cognac.</p> + + + +<hr class="secbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a></p> +<h3><a name="IDIOTEN" id="IDIOTEN"></a>IDIOTEN</h3> + +<p>Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt +som netop Ordet Idiot.</p> + +<p>Han havde da ogsaa længe følt, at det var et +stygt Ord, og havde lært at dukke Hovedet for det, +længe før han vidste, hvad det betød.</p> + +<p>Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det +Ord, for han var jo Idiot. Men han lærte hurtig, +at det var et Ord, der hørte ham til, og han bøjede +Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin +Skæbne.</p> + +<p>Straks da han blev født, var der noget galt ved +ham. Jordemoderen kaldte ham et Haneæg, fordi +han var saa urimelig lang og spids af et nyfødt Barn +at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, +at han var forbyttet af Troldpakket.</p> + +<p>Men selv anede han intet. Han løb og legede +den lyse Barndom igennem som de andre Børn, +frydede sig over Solen om Sommeren og over +Sneen om Vinteren. Men han var urimelig bange.<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a> +Han var bange for det stejle Fjæld, hvor de andre +Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd og +gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned +og knække Halsen. Og naar selv den allermindste +Knægt i Bygden stillede sig i Positur foran ham +med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne +i Bukselommerne, blev han imponeret. Og +naar Purken tilmed spyttede og kaldte ham Idiot +eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen +endnu mere og luskede bort som en vaad Hund.</p> + +<p>Han var bange for Stormen, der buldrede løs +oppe i Fjældene, saa det lød, som om Øen var hul. +Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa +det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, +medens Husene stønnede og vaklede, da +rystede han og græd af Skræk. Og han blev først +rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens +Triumfhyl lød langt ude over Fjorden.</p> + +<p>Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge +i ugevis og rive og slide i Fjældet med sine store, +kladskende Næver. Han var bange for Hanen, der +stod og kroede sig paa Møddingen, og han var +bange for Gasen.</p> + +<p>Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, +lærte at dukke Hovedet og gaa af Vejen.</p> + +<p>Saa kom han i Skole sammen med de andre +Drenge. De andre gik frem i Kundskab, lærte at +skrive og regne og mange andre Ting. Læreren<a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a> +roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, +og de, som hverken Læreren eller Forældrene +roste, blev rost af andre. Alle de andre +blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. +Men der var heller ingen Grund til det, for han +lærte ikke engang at stave.</p> + +<p>Læreren baxede lidt med ham, men det hele +Udbytte, han havde af sit Slid, var, at de andre +Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav han +det og lod ham skøtte sig selv.</p> + +<p>Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, +saa godt han kunde, men han var akkurat lige saa +dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar han +kom, og saadan gik det Aar efter Aar.</p> + +<p>Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev +længere og længere og mere ranglet for hver Dag, +der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte Hjørne og +tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han +lyttede nemlig spændt til, skønt han ikke forstod +et Ord af det hele. Han holdt af Skolen, thi der +var han ikke bange. Og han mente som saa mange +andre, at man blot behøvede at gaa i Skolen for at +lære noget.</p> + +<p>Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.</p> + +<p>Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev +rejst det Spørgsmaal, om han nu ogsaa skulde konfirmeres +ligesom de andre.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a> +I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente +de fleste.</p> + +<p>Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.</p> + +<p>Paa den anden Side var Konfirmationen noget, +der hørte sig til. Og da Præsten ikke havde noget +imod at konfirmere ham sammen med alle de +andre, gennemgik han denne Handling med samme +Selvfølgelighed, som han i sin Tid var bleven født, +døbt og engang med Tiden vilde dø og blive begravet.</p> + +<p>Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen +over Idiotens Hoved som saa meget andet. Han +havde som saa ofte før følt, at der var noget i +Vejen med ham. Men denne Gang havde han +følt, at det var noget alvorligt.</p> + +<p>Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han +kunde hverken læse eller skrive, havde de sagt, +naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han, var +der flere i Bygden, der heller ikke kunde.</p> + +<p>Han havde egentlig været bange for, at det var +hans Frygtsomhed, det var galt med. Der følte +han Brodden, og den pinte ham. Den var der +imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. +Der var noget ved Skolen, der var galt.</p> + +<p>I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa +han blev endnu mere sær, end han var i Forvejen.</p> + +<p>Han havde ikke lært noget, sagde de, og han +havde dog gaaet i Skolen som de andre, og naar<a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a> +han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine +Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han +da ikke lært noget?</p> + +<p>Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen +og vendte Bladene og mumlede for sig selv, +thi i den sidste Tid havde han hængt meget over +Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han +kunde blive konfirmeret, gik det pludselig op for +ham, at han ikke lærte noget af den Bog. Han saa +nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, +men han lærte intet af dem. Bogen var ikke +skrevet for ham.</p> + +<p>Da tog han sig sammen for første Gang i sit +Liv. Han vilde opdage, hvori det laa, dette, der +ikke var skjult for andre, men som var skjult for +ham alene.</p> + +<p>Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide +Blade med deres stive Bogstavrækker, til Bogstaverne +til sidst løb sammen til store, sorte Klatter +oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke +klogere.</p> + +<p>"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt +et Par store, tunge Taarer ned i Bogen. "Det +hverken stormer eller blæser. Hvad flæber han +da for?"</p> + +<p>Men hun standsede og blev forskrækket, for +Knøsen saa op paa hende, og saadan havde hun +aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a> +bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte +noget, der var ved at dukke frem derinde. Og hun +stirrede forbavset paa Knøsen. Det var næsten, +som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.</p> + +<p>Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig +saa uendelig hjælpeløs overfor disse stive, urokkelige +Bogstavsrækker og overfor Menneskene og sig +selv.</p> + +<p>Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.</p> + +<p>Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han +græd, græd, til han ikke kunde mere. Og da han +endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han havde +grædt.</p> + +<p>Men fra den Dag var han ogsaa bange for +Bøger.</p> + +<p>Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en +Skuffelse for ham.</p> + +<p>Alle de andre var glade. De blev trykket i +Haanden og gjort Stads af. Men ham var der ingen, +der tænkte paa.</p> + +<p>Og efter den Tid blev det værre og værre for +ham, efterhaanden som hans Kammerater voxede +op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra +ham.</p> + +<p>De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem +med dejlige Torsk, og de gik til Fjælds efter Fugle +og Faar med de andre Mænd; men han gik hjemme +i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt<a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a> +paa Skotrokken<a name="FNanker_6" id="FNanker_6"></a><a href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>, hvis han da kunde faa Lov til det. +Endnu var han bange for Hanen og Gasen, og +selv den allermindste Purk i Bygden kunde imponere +ham.</p> + +<p>Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte +med Fiskerslupperne hver Sommer, for de kom altid +tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang +var de vigtigere og mere fremmede.</p> + +<p>Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, +men ham var der ingen, der vilde have at +gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en +Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, +var det, som om de allesammen pludselig forandredes, +de lo og blinkede til hinanden. De lo ad alt, +hvad han sagde.</p> + +<p>Han gik og tossede rundt i Bygden ganske +alene, og alting blev mere og mere fremmed for +ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud +paa Fiskeri, stod han nede ved Stranden og +ønskede, at han kunde komme med. Men der var +aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden, +og han havde ikke selv Mod til at spørge. De +vilde naturligvis bare le ad ham, som de plejede.</p> + +<p>Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar +Baadene gik ud, krøb han sammen hjemme i en +Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i Dag +var en, der spurgte ham.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a> +Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og +mumle og mumle. Og han kunde le ganske højt, +uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde +ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, +græde, fordi han var Idiot og ikke vidste, hvad +det var.</p> + +<p>Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra +Skolen blev pæne, unge Mænd, der spadserede med +Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde +ogsaa saa gerne spadsere med en af Pigerne, men +Pigerne var bange for ham, og han var endnu mere +bange for dem. Og det blev aldrig til noget.</p> + +<p>Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig +den ene efter den anden. De byggede Hus, +giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da +følte han, som saa ofte før, naar Mændene gik til +Fjælds, gik paa Fuglefangst, eller naar Baadene +roede paa Fiskeri, at der var noget, der gik fra +ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik +ikke engang Lov til at komme med til Brylluppet.</p> + +<p>I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen +med til Bryllup.</p> + +<p>Brændevin fik han ikke. Det vilde være at +spilde Guds Gaver. Han var saamænd gal nok i +Forvejen. Men endda var han i Feststemning; +og han blev stadig gladere og gladere, jo længere +Brylluppet skred frem.</p> + +<p>For lidt siden havde gamle Elias klappet ham<a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a> +paa Ryggen og dunket ham i Maven, hvorpaa han +var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt Hyl, +og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende +og skraalende af fuld Hals og svingende og +svajende hid og did og rundt og rundt i store +Kredse som en Skibsmast i ond Sø.</p> + +<p>Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han +frygtede mest, Thomas, med det strittende, røde +Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man +saa paa det, han havde lige været henne og trykke +ham i Haanden. Hans røde Skæg havde været saa +forunderlig blødt, og der var løbet noget, der +lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten +havde ligefrem følt Medlidenhed med den stærke, +dygtige Thomas; han havde snakket godt for ham, +og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde +bøjet Hovedet og nikket og taknemlig trykket hans +Haand, og derpaa var han tørnet først mod den ene +og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede +ogsaa han rundt derinde i Glasstuen<a name="FNanker_7" id="FNanker_7"></a><a href="#Fodnote_7" class="fnanchor">[7]</a>.</p> + +<p>Idioten var lige kommen ind med en Spand +Vand, der skulde tjene til Vederkvægelse for Damerne. +Spanden havde han stillet fra sig i et +Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind +til Glasstuen. Benene var lange og ængstelig +forvredne, og den øverste Del af hans tynde Krop +ludede fremefter, som om han var knækket flere<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a> +Steder i Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind +i Dansestuen, og det <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="spidste">spidse</a> Hoved hang med et +saligt Smil højt oppe over de dansende som en +Pære paa sin Stilk.</p> + +<p>I Røgstuen<a name="FNanker_8" id="FNanker_8"></a><a href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a> bag ham hang en Lygte og lyste +søvnigt oppe under Hanebjælken; den var for +længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene +langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, +og hvilede ud samt Bygdens ældre Koner, der +snakkede og stak Hovederne sammen kritiserende, +hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der +mon fremdeles vilde ske. Men han hørte dem +ikke, anede ikke, de var der; han stirrede bare +fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange +Lys.</p> + +<p>Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de +hinanden i Hænderne, saa de dannede en Kæde, +en Ring, der slyngede sig ind og ud i de gaadefuldeste +Krumninger og Knuder. Og medens Ringen +langsomt bevægede sig rundt med taktfaste +Fodslag, der syntes at skulle sprænge Vægge og +Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer, +der var hæse og sprukne, thi de havde sunget +ustandseligt hele forrige Nat og Halvdelen af denne.</p> + +<p>Luften var tung og giftig af Varme og Sved, +men ingen mærkede det. De røde, blussende Ansigter<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a> +gled stødvis fremefter i lange Rækker, hoppende +op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes +alvorlige, næsten gnavne, Mændenes skinnende og +skraalende; men alle var de røde som nyflaaet +Kød, og Vandet drev af dem.</p> + +<p>De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og +Drager. Om Ridderen, der spændte sit Sværd +ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De +sang hans smukke og mandige Afskedsord, inden +han drog afsted, sang hvorledes han listede sig +bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben +Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, +og Rækkerne skiftede Udseende med Sangens +Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og +dybe, og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. +Saa kom Kampen med de djærve Hug og +Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, +blev høje og skingre, og Fistelhylene hven gennem +Luften som skarpe Sværd, medens Rækkerne +svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. +Mændene stampede og sparkede, hævede Hænderne +i Vejret og svingede dem, medens de sprang +alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve +Ridder, høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens +Dødsrallen.</p> + +<p>Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. +Nej Elias var bedst, han næsten krøb henad +Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a> +for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran +Dragen og forskrække den som en Trold, der har +mistet Laaget. Og se hans Mandighed under Striden +og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.</p> + +<p>Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt +skinnede som en Sol. Folk puffede og stødte +til ham, idet de myldrede ind og ud, brydende Kæden +for at komme ud og hvile sig eller atter træde +ind i Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede +rundt og rundt. Men han mærkede intet. Han +bare saa og saa, slugte det med Øjnene.</p> + +<p>Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen +og skænker Brændevin i et Ølglas. De dansende, +der kommer forbi, drejer kun Hovedet om +imod ham, saa holder han Glasset til deres Læber +og følger med, til de har drukket færdig. Og se +Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul +alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen +med i Rækken og nu følger de dansendes Bevægelser +med aarvaagne Øjne og gør Trinene efter.</p> + +<p>Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede +og nogle og tredive Vers. Langsomt standser Dansen, +Kæden brydes, og de dansende samler sig i +Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en +høj Fistelstemme henne i et Hjørne paa en ny Vise. +Klyngerne spredes til Kæder, der vugger frem og +tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne +sluttes sammen, Takten lyder igennem; og atter<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a> +maler Kredsen rundt, medens Takten langsomt +stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.</p> + +<p>En, to, tre—fire. — En, to, tre—fire —.</p> + +<p>Aldrig havde Idioten været saa glad som denne +Nat. Alle disse Mænd, som han aldrig før havde +kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han ikke +deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. +Han kendte Elias, han kendte Thomas og Johannes. +Nu først, nu kendte han dem. De Folk der +maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu +var Tiden kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa +ham.</p> + +<p>Han følte, hvorledes Modet, der saa længe +havde været stængt inde i hans Bryst, brød alle +Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.</p> + +<p>Han styrtede ind blandt de dansende, brød +Rækkerne og arbejdede sig frem til Midten af +Stuen.</p> + +<p>Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede +omkring ham som Møllevinger, tvang Folk tilbage.</p> + +<p>Og han for rundt i Kredsen og fægtede med +Armene. Godmodig trak de dansende sig tilbage, +til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.</p> + +<p>Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk +strømmede til gennem Døren. Og alle smilte de +forventningsfuldt.</p> + +<p>Da var det, mens han stod midt i Kredsen og<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a> +stirrede rundt paa alle de smilende Ansigter, at +han blev forvirret og standsede. Han havde glemt +sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han +vilde gøre.</p> + +<p>Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias +brød Kredsen og polkerede frem imod ham i de +forunderligste Bugter, og alle Mændene begyndte +at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens +Kvinderne smilte.</p> + +<p>Da greb han den Pige, der smilede mest, +rykkede hende ud af Kredsen, trak hende til sig +med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.</p> + +<p>Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede +og skreg af Begejstring, og alle de andre Piger +smilte.</p> + +<p>Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store +Lab, svang han den anden i Luften og saa sig +triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han gjort +det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu +havde han erobret sig sin Plads og sin Pige.</p> + +<p>Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig +ned for atter at kysse Pigen.</p> + +<p>Men Pigen blev rød, og hendes <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="Øje">Øjne</a> blev blanke, +og med begge Hænder stødte hun ham fra sig, saa +han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var +faldet.</p> + +<p>Kredsen hylede og vred sig af Latter, men +denne Gang var det ham, de lo ad.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a> +Da var det, som om det altsammen ramlede +ned over ham. Han forstod intet af det hele, men +Latteren rev og flængede i ham, og med dukket +Hoved listede han ud af Stuen.</p> + +<p>Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man +se, at den havde faaet endnu et Knæk.</p> + + + +<hr class="secbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a></p> +<h3><a name="PIGEN" id="PIGEN"></a>PIGEN</h3> + +<p>Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang +Række af Piger, thi i Dansestuen er det som +i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel afsondrer +sig fra hinanden.</p> + +<p>Han var køn, syntes hun, den fremmede; en +fremmed er ofte køn. Hans Ansigt straalede, og +hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat +klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.</p> + +<p>Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, +paa hans straalende Ansigt og glødende Øjne. Og +hun saa maaske nok for længe paa ham, for tilsidst +syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller +hvem det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn +derhjemme paa Væggen. Det var de samme +Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende Haar +havde han ganske vist ikke, for han havde grumme +lidt Haar; men alligevel, ogsaa Haaret lignede.</p> + +<p>De havde et Billede til derhjemme foruden ham<a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a> +i Triumfvognen, en høj, mager Ærkebisp eller +Kardinal med graat Asketskæg og brogede Klæder +og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ +Kvælerslange snoet op omkring sig. Ham lignede +han ogsaa.</p> + +<p>Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, +hvem af de to det var, han lignede mest. Og hun +kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom ud +af Takten. For naar en Pige først er begyndt at +sammenligne en Mand med noget stort, hvad enten +dette store sidder i en gylden Triumfvogn eller er +en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet, +er det ved at blive galt fat.</p> + +<p>Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og +pludselig slog de ned i hendes, og han smilte.</p> + +<p>Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men +lidt efter gik hun atter og kikkede. Atter slog hans +Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun +slog Øjnene ned som før.</p> + +<p>Hun følte, det var galt, at hun gik der og +kikkede paa et fremmed Mandfolk, og hun lovede +sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere. Men +mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, +slog Øjnene atter ned i hendes. Og denne Gang +kom det saa pludseligt, at hun rødmede ved det.</p> + +<p>Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. +Lade være med at kikke kunde hun ikke. Men +hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar Øjnene<a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a> +kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han +saa hen i en anden Kant af Stuen, vendte han sig, +og Øjnene slog ned i hendes, inden hun fik sig +dukket.</p> + +<p>Hun skammede sig hver Gang, som blev hun +grebet i Tyveri. Og saa gik hun i lang Tid og +saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han +der ikke.</p> + +<p>Hun kikkede og kikkede, først med sænket +Hoved og sky Øjne. Men da hun ikke kunde +finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, +og Øjnene gik søgende rundt.</p> + +<p>Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter +Øjnene. Han var traadt ud af Dansen og stod i et +Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende. Han +havde set det hele.</p> + +<p>Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende +sig ud og ind. Nu passerede hun Kakkelovnen +og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte +han være lige bag ved.</p> + +<p>Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa +greb han hendes Haand, brød Kæden og traadte +ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det, +som om noget i hende knækkede sammen.</p> + +<p>Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel +mærkede hun Mændene smile og Kvinderne +se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede +han sig ned og talte til hende.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a> +Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel +næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød +Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og +som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang +han talte, og hun svarede meningsløst.</p> + +<p>Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men +til Slut brød han Rækken, traadte ud af Dansen +med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa +hun op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i +Mændenes Ansigter og Kvindernes stive Ansigter, +der saa og kun saa.</p> + +<p>Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som +en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning +over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og +op over Fjældet.</p> + +<p>Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. +Det var som om Mørket og Husene slog sammen +bag dem. Men Sneen laa lys og smilende +og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.</p> + +<p>Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt +og talte sammen, og som veg langt til Siden for +dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde +mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun +ikke vidste hvorfor.</p> + +<p>Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede +og smaasnakkede under deres Fødder. Og Stenblokkene +stod mørke og alvorlige ret op og ned i<a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a> +den hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne +havde set paa hende inde i Dansestuen. Men saa +var der andre af dem, der stod paa skraa, som holdt +de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom +Mændene.</p> + +<p>De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over +Fjældet. Han talte, og hun sad og stirrede frem +for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det var, +som om der var noget over hende, noget, som hun +frygtede, men ikke kunde skyde bort, noget stort +og lyst, som hun ikke kunde se.</p> + +<p>Saa tav han.</p> + +<p>Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, +og nu sad hun her ved Siden af ham og ventede, +ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.</p> + +<p>Hun havde aldrig set ham før, og det undrede +hende, at hun sad her ved Siden af denne fremmede +Mand. Men alligevel, det var saa naturligt og +selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.</p> + +<p>Og hun følte, at han ikke var som de andre +Mænd, hun kendte. Hun følte, der var noget stærkt, +der laa gemt i ham, og som de andre ikke havde.</p> + +<p>Da smilte han og bøjede sig frem over hende +og kyssede hende roligt og varsomt, men det jog +igennem hende, saa hun knap kunde aande. Fjældet +gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og +det blev til ham alt, alt sammen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a> +Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften +og faldt dybt, dybt ned mod det haarde Fjæld.</p> + +<p>"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. +Og de gik ned over Fjældet.</p> + +<p>Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule +Flammer smaahoppede og viftede omkring de lange, +sorte Taner. Men Dansen malede rundt og rundt, +som vilde den aldrig høre op.</p> + +<p>Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og +talte med Thomas. Hun saa dem smile.</p> + +<p>Saa løftede han Hovedet og saa ud over de +dansende. Hans Blik gled hen over Rækken, +men det standsede ikke ved hende.</p> + +<p>Dansen malede rundt og rundt med drønende +Fodslag. Han havde atter vendt sig bort og talte +videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset, +og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne +Gang langsomt og søgende, nu var det lige ved +hende.</p> + +<p>Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa +standsede det med et Ryk. Blikket var gledet forbi, +hun havde ikke fanget det. Hun havde set, hvorledes +det med Vilje var sprunget forbi hende. Og +nu gled det videre ned over Rækken, langsomt og +søgende som før.</p> + +<p>Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, +der havde faaet Tag i det og holdt det fast. Hun<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a> +saa, hvorledes det lod sig holde fast, og at han +smilte som overrasket.</p> + +<p>Dansen malede rundt og rundt. Han havde +brudt Kæden og dansede nu bøjet over den lille, +røde Jente, der smilte mod Gulvet.</p> + +<p>Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes +mod de to, hvorledes Mændene smilte skælmsk, +og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.</p> + +<p>Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte +sig mod hende, og at Mændene da smilte haanligt, +medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i deres +stive Ansigter var der Haan.</p> + +<p>Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle +disse Mennesker, som havde hun aldrig kendt +dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt +dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte +at se. I Aften kendte hun dem ikke.</p> + +<p>Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af +Mangel paa Luft og blaffede og viftede med syge, +gule Flammer om de lange, sorte Taner.</p> + +<p>Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og +saa. Men hun havde glemt dem, saa kun mod +Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom +de dog ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.</p> + +<p>Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, +brød Kæderne og arbejdede sig midt ind i Stuen. +Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a> +og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds +langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad +der nu vilde ske.</p> + +<p>Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa +Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da +Dansen standsede, var det, som blev der pludselig +taget en <span class="sic" title="[sic]">Tynge</span> bort fra hende. Hun havde +glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham. +Hun hørte atter Sneen knirke og smaasnakke under +sine Fødder. Og hun smilte.</p> + +<p>Da følte hun en tung, plump Haand, der greb +haardt om hendes Arm og trak hende frem i Stuen. +Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned over +hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber +mod sine.</p> + +<p>Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede +den ikke, saa bare hjælpeløs ned over Rækkerne.</p> + +<p>Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind +ad Døren med den røde Jente og stod og saa og +smilte.</p> + +<p>Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med +sine knyttede Hænder stødte hun til Idioten, saa +han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var +faldet.</p> + +<p>Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen +over hende, slog sammen bag hende. Men hun +saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a> +og smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun +Hovedet og saa Sneen lysne mellem de smaa, tjærede +Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun gik +hjemad.</p> + +<p>Og hun brast i Graad. — — — — — —</p> + + + +<hr class="secbreak" /> +<p>Maden <a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a> +var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet +var slut.</p> + +<p>Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt +tre Nætter i Træk fra tidlig Aften til sen +Morgen. Det var slut med Lammestegen og Skinsakjøtet, +og det var slut med de 120 Potter Brændevin, +de 60 Potter Rom og de 40 Potter <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="Cognak">Cognac</a>.</p> + +<p>Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. +Det var raakoldt og taaget. Sneen laa snavset og +halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne og +op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden +ind over Øen, rullende træge, dorske Bølger +foran sig ind over Strandens Sten og Rev. Himlen +var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet +Landevej med opkørte Hjulspor.</p> + +<p>Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen +og lignede en eneste stor Mødding, og den +var som uddød. Kun nede ved Landingsstedet var +der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne +var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa +man daarligt kunde se, hvad der var op og ned<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a> +paa dem. Mændene var træge og tavse med blege +Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De +havde endnu ikke faaet Bryllupsglæden sovet ud.</p> + +<p>Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og +bemandede. Saa krøb de fra Land med tunge, +trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog +hjem.</p> + +<p>Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden +for at se paa Afrejsen, de stod forvaagede og +harkede og spyttede sejgt og skuttede sig i Morgenluften +og saa paa, hvorledes det tyndede ud i +Baadene ved Stranden.</p> + +<p>Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled +langsomt udefter. Da den var kommen lidt ud, +standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.</p> + +<p>Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg +Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. +Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes +han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod +Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde +og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, +og svingede og raabte og blev ved. — Det var +Idioten.</p> + +<p>"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt +Minde," sagde den unge Mand og saa alvorligt paa +Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa Toften +ved Siden af ham.</p> + +<p>"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt.<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a> +Hans Stemme var saa rusten som et +gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som +Piggene paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, +stygt Minde. Jeg gad se det Minde, der ikke er +stygt, naar man haler det frem paa en saadan +Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. — Ræk +os Flasken, Elias."</p> + +<p>Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.</p> + +<p>Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter +Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter +<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="Cognak">Cognac</a>.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82"></a></p> +<h2><a name="MAGTESLOS" id="MAGTESLOS"></a>MAGTESLØS</h2> +<hr class="secbreak" /> + +<p>Det <a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a> +var hen i Oktober. Vinteren var kommen +vadende nordfra over Havet med en bidende +skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene +havde den bredt sit nye, hvide Snelagen hen over +Toppe og Tinder. Nu laa den deroppe paa de haarde +Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over Dale +og Bygder som en Rovfugl.</p> + +<p>Nede i Bygden var man utryg. Man kunde +føle dens stirrende, graa Øjne og dens kolde Aande, +der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ. +Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at +blæse fra Syd.</p> + +<p>I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet +rejste sig i Fraade og larmede og buldrede mod +Klipperne. Husene rystede, som skulde de styrte +sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde +den rive dem op med Rode. Og Søvand og Regn +piskede ind over Land.</p> + +<p>Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og +fjerde Dags Morgen var det blikstille. Og Havet +laa som et skinnende, blankt Spejl.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a> +Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde +jaget Vinteren langt nordpaa ud i Havet, og oppe +fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide Lagen, +forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. +Det var atter Sommer.</p> + +<p>Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind +til Øgruppens Hovedstad med Faar, thi det var lige +i Slagtetiden. Men de Folk, der først skulde op i +Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den +Dag. De maatte vente til den næste.</p> + +<p>Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra +en af de nærmeste Bygder med Slagtefaar. Vejret +var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var +overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de +ikke Søvejen til Hovedbygden, men nøjedes med +at ro den halve Mil over Fjorden, trække Baaden +paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen +til Fods.</p> + +<p>Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet +deres Ærinder forrettede og begyndte Hjemturen. +Det var allerede ved at mørkne, Himlen var sort, +og det var begyndt at blæse fra Nord.</p> + +<p>Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen +halvvejs til Bygden, hvor de havde Baaden, begyndte +det at regne.</p> + +<p>Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt +og pludseligt med store, tunge Draaber for at +ophøre lige saa pludselig, som den er begyndt. Det<a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a> +var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk +Himmel, der hele Dagen har trukket sammen +og fortættet sig, en Regn, der begynder ganske +smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt +og sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og +tættere, og som bliver ved og bliver ved at pøle +ned, til man til Slut ikke sanser Forskel paa Himmel +og Jord.</p> + +<p>Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten +stærkere og stærkere. Det var en Blæst med +gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin +Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at +puste og uden at gøre et Sidespring. Det var en +Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som kan +vare og stige i dagevis.</p> + +<p>Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar +bag og følger det i Hælene.</p> + +<p>Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde +deres Baad staaende, var de drivvaade. Og Søen +var allerede nu for oprørt til, at de turde vove sig +ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en +Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele +Dagen. Og saa holdt de Raad.</p> + +<p>Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne +sad derhjemme og ventede paa dem og vilde sikkert +blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var +endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til +Aften. Og den to Mil lange Vej ind omkring det<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a> +inderste af Fjorden kendte de paa deres Fingre, +den var de gaaet mange Gange, og den kunde +under heldige Omstændigheder gaas paa et Par +Timer. Og skulde den ogsaa tage 3 Timer, saa +vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.</p> + +<p>Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten +tog stadig til og Regnen ligesaa. Men en Smule +Blæst var jo for intet at regne, sligt var man vant +til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var +de heller ikke ukendt med den, og gennemblødte +var de i Forvejen, saa det var rent umuligt +at blive vaadere. Desuden ventede der dem +tørt Tøj derhjemme. Og Varmen skulde de nok +kunne holde, saa længe de gik.</p> + +<p>Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, +thi der var kun en Bonde og en Bondegaard +i hele Bygden, større var den ikke, daarligt nok +kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, +thi de Folk var ikke kræsne med et Nattelogi; +men alligevel, rarest var det jo at komme hjem til +sit eget.</p> + +<p>De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen +og drøftede Sagen. Vandet drev af dem i stride +Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under +Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som +alle Bønder, han vilde gerne huse dem alle. Men +Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre bestemte +sig til at blive og de tre til at gaa.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a> +Bonden vilde endelig traktere dem, inden de +gik. Men nu, da de havde besluttet sig til at gaa, +gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som muligt. +Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer +til, naar de nu havde gaaet hele Dagen uden at +spise.</p> + +<p>De tre besindige, der havde besluttet sig til +at blive, forsøgte at overtale dem, men de vilde +ikke høre noget, havde bare travlt med at komme +afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, +der ikke vilde med. Saa gik de ud i Regnen og +Mørket.</p> + +<p>Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er +der ingen Penge til at anskaffe dem for, dels er det +klippefulde og stejle Terræn ikke egnet til Vejanlæg. +En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, +saa Vejen kun markeres af en Række Stendynger, +Varder, paa de højereliggende Punkter, saaledes +ser en færøisk Vej ud.</p> + +<p>Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden +befærdes kun af Folk fra Bygderne og endda kun, +naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig afmærket +Vej findes derfor slet ikke.</p> + +<p>Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken +omkring Gaarden og ud i den uopdyrkede Hauge, +gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede +ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen +tog stadig til. Deres gennemblødte Klæder ydede<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a> +dem ingen Beskærmelse mod Regnen og Stormen. +Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo +vise, hvad de duede til, at de ikke var af den Slags, +der lod sig holde tilbage af slig en Smule Vejr.</p> + +<p>Samtalen var munter og spækket med Spottegloser +over de tre, der var bleven tilbage. Lidt +efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse +fremad.</p> + +<p>Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, +Regnens plaskende Slag mod Stenene og +den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin +i det opblødte Dynd.</p> + +<p>Den unge Knøs gik efter de andre med ludende +Hoved.</p> + +<p>Han havde siddet og befundet sig saa vel inde +i den varme Røgstue, saa vel, at han syntes, at +Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de to +andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. +Og han havde smilt og storleet ad deres alvorlige +Ansigtet og betænkelige Miner. Hvad var den +Stump Vej vel værd at tale om.</p> + +<p>Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren +aabnede sig foran ham, og Mørket og Regnen +slog ham i Møde, havde han følt, at han var +træt.</p> + +<p>Han havde let Trætheden bort og spottet dem, +der var bleven tilbage. Men Mørket og Regnen +slog ham paa Munden, til han tav.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a> +— Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. +— Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.</p> + +<p>Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var +bleven som en Melodi, han gik efter.</p> + +<p>— Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. +— Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.</p> + +<p>Men nu var det jo for sent. Han havde været +med til at le ad de andre, der blev tilbage, havde +spottet sin Far og Bror, da de gjorde ham Forestillinger +om det urigtige i at gaa. Nu kunde han +ikke opgive det.</p> + +<p>— Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de +standser, vender sig om og ser paa mig, og jeg +kommer hen til dem og siger: "Nej, det var alligevel +dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." +— Hvor vil da Spottegloserne regne ned +over mig. Og naar jeg saa tier stille og ikke svarer +dem imod, da vil de efterhaanden holde op +med at spotte og bare staa tavse og se paa mig, +og se, at jeg er mindre, end de troede. Og tilsidst +vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar +Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade +sig selv: "Ja, saa maa du jo hellere gaa tilbage til +din Far og din Bror."</p> + +<p>Og saa. — Ja saa var han mærket for Resten +af sit Liv, kunde aldrig blive Mand som de andre. +Altid vilde de spotte ham med det. Og naar de<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a> +ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu +værre.</p> + +<p>Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde +tænkt sig dette som en Bedrift, som en Udmærkelse. +Skulde det nu blive til en Skamplet, der +altid vilde klæbe ved ham.</p> + +<p>Hvor roligt de gik der foran uden saa +meget som at vende sig om og se efter ham. +De var sikre paa, at han kunde gaa med. De +anede ikke, hvad det var for Tanker, han gik med. +De anede ikke, ingen anede, at han var saadan +en Svækling, saadan en Pjalt.</p> + +<p>Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, +lune Røgstue og talte om dem, der gik afsted gennem +Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se +paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind +i Stuen. De vilde smile til ham og sige, at han +havde baaret sig fornuftigt ad. Men hvordan vilde +de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han +maatte holde ud, nu han var begyndt.</p> + +<p>— Men det var dumt, du gik med. Det var +dumt, du gik med.</p> + +<p>Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev +at gentage og gentage det, ikke heftigt, men lavmælt +og roligt, som den taler, der ved, han har +Ret.</p> + +<p>Han kunde være bleven tilbage hos de andre. +— Men nu.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a> +Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du +gik med.</p> + +<p>Saa opdagede han, at han var ved at sakke +agterud.</p> + +<p>"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."</p> + +<p>Han skottede op mod Himlen, der gabede imod +ham som en sort, bundløs Afgrund, blev ængstelig +og gik hurtigere til for at indhente de andre.</p> + +<p>Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten +og i en Mangfoldighed af Huller. Men han naaede +dog op bag ved dem, og han kunde lige holde sin +Plads.</p> + +<p>— Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar +jo godt, det gaar jo godt.</p> + +<p>Det var Løgn, men der var alligevel en Slags +Trøst i de Ord. Og det var, som om det gik bedre +efter den Melodi.</p> + +<p>Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, +vidste han ikke, hvor Fødderne traadte. Og hver +Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende imod +dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men +endnu tyggede hans Hjærne i Takt med Fodslagene +paa de samme Ord.</p> + +<p>— Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.</p> + +<p>Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig +i Mils Omkreds. Og der var ikke det +svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. +De kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket.<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a> +Men stadig gik det fremad mod Storm og +Regn.</p> + +<p>Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i +en uafbrudt rindende Strøm. Og Stormen gennemisnede +dem til Marven, thi det blev koldere og +koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa +Bunden af en Elv, foroverbøjet og snappende efter +Vejret.</p> + +<p>— Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.</p> + +<p>Han tumlede frem over Stenene, snart til højre +og snart til venstre, kastet hid og did af Stormen +og Vejens Ujævnheder.</p> + +<p>Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der +var ellers ikke mælet et Ord i lange Tider. Han +forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at der +nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. +Han var træt, dødtræt.</p> + +<p>Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. +Men han kunde ikke hjælpe det. Saa hørte han +den forreste standse.</p> + +<p>"Han kan ikke vinde med," hørte han ham +sige. Den anden mumlede i Skæget og gik nogle +Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom +modvillig.</p> + +<p>Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa +fast og jævnt.</p> + +<p>"Er du træt?" spurgte den første.</p> + +<p>"Næ," svarede han. Han vilde have sagt<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a> +nej; men Ordet trak sig saa underlig langt i Halsen +paa ham.</p> + +<p>"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." +Og saa gik det atter fremad mod Storm, Regn +og Mørke. Men langsommere.</p> + +<p>— At du alligevel ikke vendte om, tænkte +han. Men nu er det for sent, nu er det altsammen +for sent.</p> + +<p>Det lysnede i Mørket under dem. De passerede +en Elv, der styrtede sig fraadende ned over +Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa +gik det atter ind gennem Mørket.</p> + +<p>— Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad +saa. — Men det gør de ikke. Nej, det kan de +ikke gøre.</p> + +<p>Der kom et Vindstød og pressede ham for +Brystet, saa han vaklede og væltede over mod +en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med +begge Hænder for ikke at falde. Der stod han.</p> + +<p>De andre standsede forude og talte lidt sammen. +Saa kom den ene hen til ham.</p> + +<p>"Du er træt?"</p> + +<p>"Ja."</p> + +<p>"Kan du ikke mer?"</p> + +<p>"Nej."</p> + +<p>"Lad mig hjælpe dig. — Tag ved hans anden +Arm," føjede han til til den anden, der nu ogsaa +var kommen hen til dem.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a> +— Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu +maa du holde ud.</p> + +<p>Han vaklede afsted hængende mellem de to +Mænd og blev ved at gentage det for sig selv.</p> + +<p>— Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.</p> + +<p>Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde +ikke holde den fast.</p> + +<p>— Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte +han. Men der var kun Mørke, Mørke.</p> + +<p>Og da var det med et, som om Mørket kastede +sig over ham og tyngede ham til Jorden, ned i +Mørket.</p> + +<p>Saa hørte han en Stemme over sig:</p> + +<p>"Kom nu op."</p> + +<p>Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og +han kom op.</p> + +<p>"Kom saa."</p> + +<p>Og atter slæbte de afsted med ham gennem +Mørket.</p> + +<p>Han vaklede frem med lukkede Øjne som en +Søvngænger. Nu og da svigtede Bevidstheden +ham, saa blev han trukket og puffet afsted.</p> + +<p>Der kom et Vindstød farende og standsede +dem alle tre. Det varede længe, inden de kom +i Gang igen.</p> + +<p>— Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, +at de ikke kunde se, at det ikke nyttede.</p> + +<p>Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a> +kunde ikke holde ham oppe, og han faldt forover +imellem dem med Ansigtet mod Jorden.</p> + +<p>"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."</p> + +<p>Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.</p> + +<p>De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa +Benene. Men Benene gav efter og kunde ikke +bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.</p> + +<p>— Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han +følte intet ved Tanken og gad ikke engang aabne +Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.</p> + +<p>Mændene stod et Par Skridt derfra og talte +sammen. Det var bleven en alvorlig Historie, +dette her. Saa kom de tilbage.</p> + +<p>"Kom nu op; nu gaar vi."</p> + +<p>Og de begyndte atter at bakse med ham, men +det nyttede intet.</p> + +<p>Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede +jo ikke.</p> + +<p>"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et +andet Stykke Kvæg. — Hvad gør vi nu?"</p> + +<p>"Ja, hvad gør vi nu?"</p> + +<p>De stod lidt og overvejede. Regnen pølede +ned over dem, og Stormen rev og sled i deres +Klæder.</p> + +<p>"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver +du hos ham, mens jeg gaar til Bygden efter Hjælp. +Der kan kun være en halv Mil igen nu. — Hvem +kunde ogsaa have tænkt sig det."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a> +Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad +et Klippestykke. Den ene af Mændene satte sig +ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod +Bygden for at hente Hjælp.</p> + +<p>Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet +af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem +Mørket, snublede over Stenene og gled ud i +Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er +ene og har Hastværk og ikke kan se.</p> + +<p>Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han +gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden +mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den +Vej da aldrig faa Ende?</p> + +<p>Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik +endnu nogle Skridt fremad, han vidste ikke mere +hvor, snublede over en Sten, styrtede næsegrus +til Jorden og blev liggende.</p> + +<p>Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik +ham atter til Bevidsthed, han kom i Tanker om, at +han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa i +Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og +Fødder over de glatte Sten i Elvens Bund.</p> + +<p>Endelig naaede han over Elven og krøb op ad +Breddens Skraaning. Men da han fik Hoved og +Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham +og tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb +han op. Og med Hovedet og Brystet blottet for +Stormen stirrede han frem i Mørket.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a> +Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede +Elven, som var den en flittig Arbejder, der passede +sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers foregik +omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen +hen over Jorden. Det lød, som om den hylede +og græd og lo og skreg. Han kunde ikke se en +Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. +Han skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der +laa der midt i Mørket paa Spring, strakt hen over +Jorden imod ham.</p> + +<p>Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og +Fødder og stirrede frem mod Uhyret, der blæste +og blæste og truede med at blæse ham om paa +Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede +Hoved med de store, tykke Kinder, der +hang ud over Marken til begge Sider. Det gled +nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa +det sved og flaaede i hans Ansigt og Bryst. Men +han holdt sig fortvivlet fast og strittede imod. Først +da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham +med sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, +dukkede Hovedet ned bag Diget og sank tilbage i +Elven.</p> + +<p>Og medens han laa paa alle fire i det rindende +Vand og undrede sig over, hvorfor Elven havde +saa travlt, og hvad det egentlig var, den vilde fortælle, +randt hans Bevidsthed bort med det rindende +Vand.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a> +Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet +sivede og sivede fra den ned over Jorden. Stormen +buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende +og hujende frem mellem Haugens Sten og +Klippestykker, greb Regndraaberne om Livet, rev +dem med sig og slyngede dem i Forbifarten mod +Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede +langt bort, eller tabte dem i Hastværket med smaa +Plump i Vandpytterne mellem Græsset og Mosset.</p> + +<p>Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes +at være fyldt og overmættet med Regn. Og midt i +Mørket og Væden sad en Mand sammenkrøben +bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden +af sig, og ventede paa Hjælpen, der skulde komme.</p> + +<p>Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt +sad han og ventede og ventede, medens Vandet +sivede ned over ham. Stormen og Regnen for +hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring +ham med sære, uhyggelige Lyde. Og medens +han sad og stirrede frem for sig og anstrængte +sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved +hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, +sad han og kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp +med en Tanke, der ubønhørlig trængte paa og vilde +frem.</p> + +<p>— Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var +gaaet, som det var. Han havde været saa kry paa +det. Det var jo ingenting at tale om den Pjalt<a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a> +Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg +Høne og spottet de andres fornuftige Indvendinger.</p> + +<p>— Men hele Skylden havde han ikke. Nej, +nej. Langtfra. De andre havde stemt i med og +hjulpet ham; og saa.</p> + +<p>Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det +var ham, der havde foreslaaet, at de skulde gaa. +Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte det. Det +var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat +tumlede afsted i Mørket, maaske gik vild +og tumlede om et Sted oppe i Haugen.</p> + +<p>— Store Gud, om han gik vild, medens han +sad her og ventede.</p> + +<p>Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. +Men Knøsen. Hvis Knøsen nu sad der og døde +for ham, inden der kom Hjælp.</p> + +<p>Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i +en iskold, vaad Haand, der laa i hans som en +død Fisk.</p> + +<p>— Store Gud, om han nu sad og døde for ham. +Eller maaske han allerede var død.</p> + +<p>Han følte op over den kraftløse Arm og naaede +op til Ansigtet. Det var vaadt og klamt som +Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han +famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. +Han kaldte Knøsen ved Navn, men fik +intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans +Stemme blev hørt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a> +— Hvis han nu allerede var død?</p> + +<p>Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev +hastig Haanden til sig.</p> + +<p>— Død. Død.</p> + +<p>Han sad og stirrede frem i Mørket, medens +Stormen larmede, og Regnen sivede ned omkring +ham.</p> + +<p>— Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det +være. Og han var Morderen og sad her ved +Siden af ham, han havde myrdet.</p> + +<p>— Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var +kun Stormen, der ruskede og sled i Stenen, bag +hvilken de sad.</p> + +<p>Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for +han sammen, skræmt af Stormens Hvin og Regnens +Plasken og Siven; troede, det var Knøsen, +der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde +han ikke udholde det længer, han maatte have +Vished.</p> + +<p>Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over +Knøsen og rørte ved ham.</p> + +<p>Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men +han tvang sig til at holde Haanden presset mod +hans Bryst.</p> + +<p>— Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og +sank, men ganske, ganske svagt. Gud ske Lov, +saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe +vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a> +Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have +været her for længe siden, for lang, lang Tid +siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert +i Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham +sidde her og vente ved Siden af en døende.</p> + +<p>Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end +Stormen og Regnen. Han stirrede ud i Mørket, +men der var intet Lys at se.</p> + +<p>— Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog +Hjælpen af. Og hvor det regnede.</p> + +<p>Han strakte atter Haanden ud og rørte ved +Knøsens Bryst. Det bevægede sig endnu op og +ned, men svagere end før. Og Lemmerne var +vist ved at stivne.</p> + +<p>— Store Gud, han sidder og dør for mig.</p> + +<p>Og han blev pludselig greben af Skræk for at +sidde her i Mørket ved Siden af en døende Mand. +Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over +ham; og han klynkede som et Barn.</p> + +<p>— Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog +gøre?</p> + +<p>Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat +var gaaet vild i Mørket, til Vished. Saa klart +og pludselig slog Visheden ned over ham, at det +blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt +i Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet +til Jorden foran sig.</p> + +<p>Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte<a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a> +og skreg ud i Mørket, som vilde han sprænge sine +Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i Mørket.</p> + +<p>Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han +kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder +ganske langsomt væltede sig over paa Siden og +greb hans Ben og kneb det.</p> + +<p>Han skreg.</p> + +<p>Og greben af en panisk Rædsel styrtede han +afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt +og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, +løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte +bort, bort.</p> + +<p>Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, +og han løb Panden imod. Han havde ikke Kræfter +til at vige til Siden og løbe videre. Hans Hænder +bare famlede over den glatte Flade og fik +fat i en skarp Kant.</p> + +<p>Og medens hans Hænder famlede op og ned +ad den skarpe, lodrette Kant, gik det langsomt op +for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus. +Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over +Væggen, til han traf et Vindue.</p> + +<p>Han bankede paa Ruden, atter og atter, til +han hørte, der kom Liv i Huset. Og da han hørte +Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end +før og sank bevidstløs ned ved Væggen.</p> + + + +<hr class="secbreak" /> +<p>Hele <a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a> +Bygden var til Begravelse. Hele Bygden +undtagen Thomas.</p> + +<p>Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse +i Bygden og stirrede frem mod Kirken. Sort og +lille stod den midt i Sneen, der laa drysset i et +tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens +blanke Flade. Og Sangen kneb sig ussel og fattig +ud gennem Sprækkerne i de tjærede Trævægge.</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Som Morgendug mit Liv hensvinder,<br /></span> +<span class="i0">Som Strømmen skynder Tiden sig,<br /></span> +<span class="i0">Maaske naar næste Dag oprinder,<br /></span> +<span class="i0">Den rinder ikke op for mig;<br /></span> +<span class="i0">O, hjælp mig Gud, at hver min Dag<br /></span> +<span class="i0">Maa bruges dig til Velbehag.<br /></span> +</div></div> + +<p>Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen +med lave Vægge og lave Ruder. Og øverst oppe +paa Tagrygningen ludede det lille firkantede Skur, +hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.</p> + +<p>Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede<a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a> +Gavl, mens han stod og stirrede over mod +Kirken.</p> + +<p>Og Sangen sivede ud imod ham.</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Hvor flygtig er al jordisk Gode,<br /></span> +<span class="i0">Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.<br /></span> +<span class="i0">Maaske, naar vi det mindst formode,<br /></span> +<span class="i0">Til Død og Grav vi segne ned.<br /></span> +<span class="i0">O, lær mig alt at bruge saa,<br /></span> +<span class="i0">Som det, der snart skal Ende faa.<br /></span> +</div></div> + +<p>Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig +og elendig. Og det var Menneskers Klage, +Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor +fattig.</p> + +<p>Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. +Eller klage og jamre, til Fjældene sprængtes, og +hans eget Hjærte brast.</p> + +<p>Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og +Hjærter kan ikke briste. — Det havde han følt. +— Ja, det havde han følt.</p> + +<p>Sangen sivede og sivede ud imod ham.</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Et er fornødent, dertil ene<br /></span> +<span class="i0">Du satte os paa Jorden her,<br /></span> +<span class="i0">I Tro og Sandhed dig at tjene<br /></span> +<span class="i0">Og vorde gode Mennesker;<br /></span> +<span class="i0">O lad den Dag, som svinder hen,<br /></span> +<span class="i0">Berede mig til Himmelen.<br /></span> +</div></div> + +<p><a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a> +At de kunde synge saadan noget. At de kunde +synge, — synge og virkelig tro, at de sørgede. +Hvor latterligt, hvor himmelraabende latterligt. De +flæbte som Børn, gjorde de.</p> + +<p>Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede +Kirke, der stod der og peb som en gigtsyg Mus.</p> + +<p>Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder +og stirrede ud over Fjorden, der laa kold og +rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op over +Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former +under Sneen.</p> + +<p>Han kunde se helt ind omkring det inderste +af Fjorden, hvor de var gaaet. Og hist ovre paa +den anden Side laa Bondegaarden, hvor de holdt +Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde +han siddet derovre livskraftig og munter og slaaet +i Bordet og spottet og haanet de andre. — Og nu.</p> + +<p>Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, +som var han ved at drukne. Men hver Gang kom +det tilbage og blev hængende ved Kirken, der stod +og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og +klynkede af Sorg og Kulde.</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer,<br /></span> +<span class="i0">Du kender mine Dages Tal,<br /></span> +<span class="i0">At Livets Aften, naar den kommer,<br /></span> +<span class="i0">Mig uberedt ej finde skal;<br /></span> +<span class="i0">Og naar du kalder mig herfra,<br /></span> +<span class="i0">Forbarm dig, o forbarm dig da.<br /></span> +</div></div> + +<p><a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a> +Det var den samme Sang som før, ussel og +fattig. Men hvor sørgelig og højtidelig klang det +ikke nu.</p> + +<p>Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens +Væg og frem imod ham gennem den fine, +klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham, +knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.</p> + +<p>Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og +Godtkøbsforargelse over de andre. Hvad kom +de andre ham ved. Han vidste jo, han havde +Skylden. Han og han alene.</p> + +<p>Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa +han knap kunde se ud af Øjnene. Drukket, saa +han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der var +ned. Men det hjalp ikke.</p> + +<p>At han dog heller ikke kunde holde sig borte +fra den Kirke. At han dog ikke gik langt, langt +op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med sin +Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det +altsammen. — Men han kunde ikke, han var som +tøjret til den lille, sorte Kirke.</p> + +<p>Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han +strakte Hovedet frem, som troede han, han kunde +fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham, +han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens +Stemme.</p> + +<p>Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. +Og for hver Gang, han nævnede Navnet,<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a> +blev hans Stemme højere og skarpere, og han +slog i Stolen, som han plejede, naar han var vred.</p> + +<p>Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. +Thomas er Morderen. Det er ham, der +har myrdet dem begge. Det er ham, ham.</p> + +<p>Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med +Salmebøgerne i Skødet og lyttede til og nikkede +og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og +ingen af os andre.</p> + +<p>Han vred sig op imod Væggen.</p> + +<p>Var den Præst dog ikke snart færdig. Var +det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines +saadan.</p> + +<p>Og Præsten talte om Elias, talte om hans +Enke og de 7 smaa Børn.</p> + +<p>Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven +slæbt med, og som endnu levede, da Mændene +fandt ham bag Stenen.</p> + +<p>Og det var Thomas, der havde dræbt dem. +Thomas, Thomas.</p> + +<p>Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter +saa han de sænkede Ansigter lude frem over Salmebøgerne. +Alle nikkede de og mumlede de: Thomas, +Thomas.</p> + +<p>Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at +falde. Sludder og Vrøvl, han stod jo fuld her ved +Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad Præsten<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a> +sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke +høre en Lyd.</p> + +<p>Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa +hele Kirken, saa Præsten oppe paa Prækestolen. +Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde +han læse hans lønligste Tanker.</p> + +<p>Og ikke alene lokkede han dem med ud i +Mørket og Regnen. Nej, han spøgte og lo med +dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de +havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden +i Møde i Stedet for at vende om, mens det endnu +var Tid.</p> + +<p>Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt +og ikke kunde mere, standsede Elias for at hjælpe +ham. Men Thomas lod, som om han intet mærkede +og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd +for dette der bagved.</p> + +<p>Og havde han saa endda været en Mand og var +bleven ved med at gaa. Da havde Elias vel opgivet +at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet med +Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen +til Bygden, Hjælpen var bleven sendt ud, og ogsaa +Knøsen var bleven frelst. Var han bare vedbleven +at gaa.</p> + +<p>Havde han bare været saa meget Mand, at han +var vedbleven at gaa, da havde de været frelste +begge to. Men han var en Kujon. Han var bange +for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a> +Mod til at gaa videre, skønt han inderlig godt +vidste, at det var det rigtige, det eneste rigtige.</p> + +<p>Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, +Elias, der var gammel. — Og havde han +ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og +ventet og ventet. Da havde han i det mindste +frelst Knøsen og maaske ogsaa Elias.</p> + +<p>Bare han havde gjort alt muligt andet end +netop det, han gjorde, da havde de alle været i +Live. Men nu.</p> + +<p>Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og +trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham.</p> + +<p>Det var, som om Ordene svøbte sig om ham +og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde +skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. +De jamrede imod ham, og de truede ham. Og +alle skreg de, det er ham, ham.</p> + +<p>Han saa sig frygtsom omkring, om der var +nogen, der lurede. Men han var ene, ene i hele +Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han +Næven og rystede den truende mod Kirken.</p> + +<p>Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let +ved at haane ham, som han stod der hjælpeløs +og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt +gjort.</p> + +<p>Men han skulde hævne sig. Saa sandt han +stod her, skulde han hævne sig. De skulde komme +til at fortryde det alle som en.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a> +Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og +han rasede og slog med knyttet Næve mod Væggen.</p> + +<p>Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa +Elias' Enke, gammel og forslidt, som han havde +mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far, +stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.</p> + +<p>Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han +vilde hævne sig paa dem, der havde Retten. Det +var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.</p> + +<p>Og hvorledes vilde han bære sig ad med at +hævne sig, Pjalt som han var. Han kunde drikke, +drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og +det var det eneste.</p> + +<p>Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget +gled ud af Kirken. En efter en dukkede de frem +af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var de alle. +Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som +de kom.</p> + +<p>Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter +Præsten.</p> + +<p>Han kunde ikke se dem mere. Men han stod +og stirrede frem mod Kirkegavlen, bag hvilken +de var forsvundet ind over Kirkegaarden.</p> + +<p>Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten +forrettede Jordpaakastelsen, og saa vilde de atter +dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod +ham.</p> + +<p>Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og<a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a> +stirrede, kunde ikke rive sig løs, skønt han ikke +for alt i Verden vilde have, at de skulde finde +ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se +de Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse +deres Dom.</p> + +<p>Saa drejede den første omkring Kirkegavlen +og kom lige frem imod ham. Det var Præsten. +Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til +Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han +turde ikke se op, og han kunde ikke røre sig til +Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.</p> + +<p>"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde +dog ventet at se netop dig. Du var jo den af os +alle, der stod de to nærmest paa det sidste."</p> + +<p>Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig +til: "Det var jo saa at sige dig, der hørte deres +sidste Suk."</p> + +<p>Men Thomas stod stille mod Væggen. Han +stod med sænket Hoved og mumlede ned for sig. +Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde +han ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa +stod han her drukken, drukken. Aah, han vilde +give Resten af sit Liv for at være ædru nu i dette +Øjeblik.</p> + +<p>Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa +hans Skulder og bøjede Hovedet frem imod ham.</p> + +<p>"Hvad siger du?" spurgte han.</p> + +<p>Men Thomas stod og mumlede som før. Han<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a> +vilde give sit Liv for at vide, hvad han vidste nu, +og være langt, langt borte.</p> + +<p>Da først saa Præsten, at han var drukken. +Han trak Haanden til sig, som havde han brændt +den, og veg et Skridt tilbage.</p> + +<p>"Du har drukket," sagde han, og det milde +gled bort fra hans Ansigt. "Du er fuld," sagde +han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i +Stolen.</p> + +<p>"Og det paa saadan en Dag. — Svin."</p> + +<p>Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som +skulde han synke helt sammen, som hang han +slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens +Blik.</p> + +<p>Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse +sig i Vejret med et Sæt.</p> + +<p>"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. +"Lad mig i Fred, siger jeg. Er det da ikke nok, +at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I +begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I +da ikke, skal jeg da selv sige jer, at det er min +Skyld altsammen. At jeg er Morder, Morder, +Morder."</p> + +<p>Da gik der som en Lysning over Præstens +Ansigt, og hans Øjne mistede Brodden. Han +traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden +ud mod Skikkelsen foran sig.</p> + +<p>Men Thomas veg til Side for ham.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a> +"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg +han. "Med hvad Ret kalder du mig Svin. Kald +mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg +ikke. Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."</p> + +<p>Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, +hans Ansigt dirrede, hans Mund savlede, og Stemmen +skælvede, saa han knap kunde faa Ordene +frem.</p> + +<p>"Gaa, gaa," skreg han.</p> + +<p>Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.</p> + +<p>"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde +han styrte om i Krampe.</p> + +<p>Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.</p> + +<p>Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det +ham, som en sort Mur taarnede sig op foran ham +og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven +ud og truede den i afmægtig Rasen.</p> + +<p>"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, +Svin."</p> + +<p>Saa brast det for ham, han knækkede sammen +og sank ned ved Væggen.</p> + +<p>Men mens han laa paa Jorden foran Huset, +strakte han endnu de knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, +der stod i Kreds omkring ham. +Og han hylede som en rasende:</p> + +<p>"Svin I er. Svin I er."</p> + +<p>Men Stemmen blev svagere og svagere. Til +Slut var den Klynken.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a> +Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede +ham op imellem sig og bar ham ind mellem Husene.</p> + +<p>Og han hang imellem dem som et hjælpeløst +Barn og tudskraalte, saa det kunde høres over +hele Bygden.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<p><a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116"></a></p> +<h2><a name="NIELS" id="NIELS"></a>NIELS</h2> + +<hr class="secbreak" /> + +<p>Havet <a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a> +laa og krøb som et stort, tungt Dyr. +Det glitrede og funklede fra dets Overflade +som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte, +saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.</p> + +<p>Der var ganske stille derude. Nu og da røg +en Fisk op gennem Havfladen. Det var et Blink +og et Knæk, saa saas kun Ringen, der bredte sig +længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende +op og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.</p> + +<p>Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem +efter den anden, utidige som efter en lang Middagslur. +De laa lidt og fik Søvnen gnedet af Øjnene, +saa begyndte de at række og strække sig +og kravlede højere og højere op paa Himlen. Og +der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der slugte +dem, efterhaanden som de kom.</p> + +<p>Da den store Sky havde spist færdig, var den +bleven uformelig tyk; den bredte og vendte sig, +saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde sig +rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a> +Lige under den store Sky laa en Flok smaa +Hvaler og drev. De sorte Hoveder dukkede op +ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et. +Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og +Hoveder, der dukkede ned, og saa nær klemte +Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede og +gned mod hinanden med en underlig tør Knitren +som af garvet Læder.</p> + +<p>Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og +store. Der var Hvalmødre med deres ganske smaa +Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de +holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen +svømmede en ældgammel Han paa 12 Alen. +Det var den, der førte an, og hele Flokken +fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet +op over Vandet, saa den ud i Horisonten. +Men den var helt ren, der var intet at se uden +Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med +et veltilfreds Snøft gik den atter paa Hovedet ned +i Vandet.</p> + +<p>Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som +et sort Skær, fra hvis Top Rygfinnen stak til Vejrs +som en lang, sort Kniv, saa forsvandt ogsaa den. +Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der +dukkede op og ned, Rygfinner, der gled fremover +ved Siden af hinanden og forsvandt, og en skrattende, +skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede sammen +og gned imod hinanden. Og hver Gang et<a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a> +Hoved dukkede op, lød der et langt, snøftende Pust, +og en lille Sky steg til Vejrs og forenede sig med +hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over +Flokken som en Taage.</p> + +<p>Det var et myldrende Virvar. Det var, som +om Havet kogte i store, sorte Bobler og pustede +og dampede som en stor Gryde.</p> + +<p>Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, +naar det er sigtbart Vejr, og intet Land er at se +hele Horisonten rundt. Den gamle Hval følte det +som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle +kunde se, at der ikke var noget at være bange for. +Men saa kom Taagen.</p> + +<p>Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen +blev ogsaa mørk, og Skyen deroppe blev ligesom +urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig. +Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang +den kom op. For det var jo den, der havde Ansvaret +for det hele.</p> + +<p>Og da saa den, at Synskredsen gled frem over +Havet derude og kom nærmere og nærmere. Og +skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se Taagen +selv, vidste den, at det var den, der kom.</p> + +<p>Kort efter gled Taagen frem over Havet som +en dugget Rude, der naaede fra Horisont til Horisont. +Og Ruden kom nærmere og nærmere og +blev større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt<a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a> +i Taagen som under en Dugklokke, der blev mindre +og mindre og tættere og tættere.</p> + +<p>Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang +Havet og Skyen, og de er dog dens nærmeste +Familie til begge Sider. Skyen vender sig om +paa Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet +bliver endnu mere sørgmodigt og indesluttet, end +det er i Forvejen, for Taagen er saa klam og trist.</p> + +<p>Den gamle Han, der førte an, lod først som +ingenting og svømmede roligt videre gennem Taagen, +for den vidste jo, at der var frit Hav forude. +Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte +at dukke op og ned paa Kryds og tværs +i alle Retninger og at puste ængsteligt.</p> + +<p>Men Taagen blev tættere og tættere. Og da +der var gaaet en Tid, mindskede den gamle Hval +Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at gøre +det. Den vidste godt, det var klogest, hvis +den vilde holde sammen paa Flokken bagved, at +svømme løs og lade som ingenting. Men det kom +lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev +Flokken bagved endnu mere urolig.</p> + +<p>Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede +voldsomt og lod, som om den skød en vældig Fart. +Men den blev næsten paa samme Sted, for den +vidste ikke sine levende Raad.</p> + +<p>Det var endt med, at den helt var gaaet i +Staa. Men saa mærkede den, at de yngre Hanner,<a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a> +der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse +hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den +tog sig sammen og gik fremefter paa maa og faa, +men saa langsomt, som den paa nogen Maade +kunde være bekendt.</p> + +<p>Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde +Øjne, der ikke saa andet end graat i graat, +snøftede besindigt og med Værdighed og lod, +som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt +den var meget nervøs og ikke anede det mindste. +Og det var, som om Flokken bagved blev roligere +og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens +Kølvand.</p> + +<p>Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter +Time. Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik +den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte +Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det +bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa +til Taage.</p> + +<p>Da var det, at en af de yngre Hanner, der +svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, +saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen +forude. Men inden den fik set sig rigtig for, +var Skyggen atter væk.</p> + +<p>Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde +set, dukkede ned og op igen og atter ned og atter +op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik tilbage. +Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den<a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a> +ikke var den ældste Han, saa var den dog heller +ingen Aarsunge. Og der var dem, der mente, at +den gamle maaske alligevel var for gammel.</p> + +<p>Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede +noget og fortsatte roligt sin Kurs. Og den største +Del af Flokken fulgte den.</p> + +<p>Men havde den været oppe i rette Tid og set +den sorte Skygge glide forbi forude, havde den +betænkt sig, for det var en Baad, der havde hentet +Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.</p> + +<p>Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da +han ikke havde andet at bestille, laa han og saa ud +over Fjorden ind i Taagen, thi det var Grindevejr +og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen +sig et Øjeblik, og inde under den saa han +Hvalhovederne dukke op og ned.</p> + +<p>"Grind!" raabte han.</p> + +<p>Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene +i Baaden drejede Hovederne og saa efter, var der +ingenting at se. Saa tænkte de, at Doktoren var +et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været +en Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren +skældte og bandede. De gloede bare haardnakket +op i Taagen over hans Hoved og trak til paa +Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, +var de vel Mænd for at se den.</p> + +<p>Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der<a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a> +laa og fiskede ud for Land; dens mørke Omrids +gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i Taagen.</p> + +<p>Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu +for Alvor urolige. De pustede ængsteligt og dukkede +op og ned i alle Retninger, medens de spredte +sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle +Hval fortsatte sin Kurs lige fremefter, for den +vidste ikke, til hvad Side den skulde vende sig.</p> + +<p>Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den +spredtes mere og mere. Saa kom der Liv i den, og +den gik atter fremefter; thi Fiskerne i Baaden +havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet +efter dem og drev dem nu fremad med Raab og +Stenkast. Og Larmen voxede og voxede, thi andre +Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.</p> + +<p>Taagen lettede, saa man kunde se ud over +Havet. Til begge Sider saas Land som en mørk, +utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og +inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, +det ene efter det andet, og spredte Budskabet om +Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.</p> + +<p>Taagen lettede mer og mer. Havet laa som +en mørk Flade afgrænset af sorte Fjældsider, og +Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad +Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad +stødte fra Land paa begge Sider af Fjorden og sluttede +sig til Baadeflokken, der langsomt drev af +Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a> +Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. +Den gamle Hval var stadig forrest, men den førte +ikke længer an. Den sansede intet, den havde +lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted +af Flokken bagved. Men nu var det heller ikke +længer den, der havde Ansvaret. — — — —</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede +ned, saa svang en høj, kraftig bygget Karl sig +ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme +ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte +paa en fremspringende Knold, han satte fra med +Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle +Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; +men saa smidigt og blødt faldt han, at Faaret nedenunder +intet mærkede. Niels trak forsigtigt Lemmerne +op under sig og stirrede ned.</p> + +<p>Fire Alen under ham stod et Faar og græssede +paa en Afsats, der saa ud, som om den svævede +i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom +Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, +der skød sig frem og tegnede sig med takket graa +Profil mod Havet, der laa og blinkede 400 Fod +længere nede.</p> + +<p>Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, +hvorledes hans Lemmer spændtes som Staalfjedre. +Om han vovede Springet derned og kastede sig<a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a> +over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde +Støtte mod den store, fremspringende Sten yderst +paa Afsatsen, den saa ud, som den var sikker nok.</p> + +<p>Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? +Hvorfor vilde han kaste sig over Faaret dernede +og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo +meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter +for de vilde Drifter, der vilde rive ham med sig i +Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge her +og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde +ikke give efter.</p> + +<p>I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, +slappedes hans Lemmer, og han blev grebet +af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke +var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans +Hjærne blev uklar, det var, som skulde han svimle +ud over Afgrunden. Han smed sig over Stenen, +hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke +give sig.</p> + +<p>Med lukkede Øjne laa han og stønnede over +Stenen. At han ogsaa altid blev grebet af dette +Vanvid, der lammede og knugede ham, til han +gav efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig +hundse af meningsløse Drifter.</p> + +<p>Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! +skældte han sig selv, Morder! Hund! — Men det +hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle +op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke<a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a> +røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne +var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske +klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han +syntes endog, han kunde høre det bevæge sig og +slide i Græsset.</p> + +<p>Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde +det hørt ham og var flygtet.</p> + +<p>I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet +og stirrede ned. Hans Legeme var atter spændt, +og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig +Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.</p> + +<p>Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne +om Stenen i stille Kamp. Atter følte han +Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev +hans Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet +svingle og glide under sig, i næste Nu styrtede +han i Afgrunden. — Da følte han, at det ikke +nyttede at stride imod. Han maatte give efter +denne ene Gang endnu; men det skulde ogsaa +blive den sidste.</p> + +<p>I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa +Afsatsen. Hans venstre Fod traf rigtig Stenen, +og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og +væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, +saa fik han Kniven frem og jog den i Dyrets Hals.</p> + +<p>Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et +Par Kuldegysninger gennem Faaret, dets Legeme<a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a> +knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det +var dødt.</p> + +<p>Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede +ned i Havet der dybt, dybt nede. Hans Hjærne +og hans Legeme var saa slappet efter Springet og +den korte Kamp med Faaret, at han helt havde +glemt det, der var sket. Først da hans Fod begyndte +at smerte, vaagnede han af sin Døs.</p> + +<p>Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der +laa dødt for hans Fødder med brustne Øjne og +Kniven gennem Struben.</p> + +<p>Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han +var sprunget herned og havde dræbt det, sandt, +at han havde givet efter igen, havde stjaalet igen. +Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede +ned paa det dræbte Faar. Aah Herregud, +hvor var det dog sørgeligt alt, alt sammen.</p> + +<p>Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at +komme herfra med Faaret i en Fart og faa det +skjult.</p> + +<p>Hans Hjærne var atter klar som før, og hans +Energi vaagen. Han rev Kniven ud af Saaret +og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets +Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, +fik Faaret paa Nakken og begyndte Opstigningen.</p> + +<p>Det var <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="livsfarigt">livsfarligt</a> at stige op ad den stejle +Fjældvæg med Faaret; men han kantede sig frem +ad Omveje. Da han naaede op paa Fjældskrænten,<a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a> +fra hvilken han havde gjort Springet ned over +Faaret, saa han op og fik Øje paa en lille, vissen +Mandsling med spidst Hoved og <span class="sic" title="[sic]">plirende</span> Rotteøjne; +han sad bøjet fremover oppe paa Æggen +med Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede +paa Niels.</p> + +<p>Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede +paa Mandslingen deroppe. Hans Hjærte var +som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som et +susende Hjul.</p> + +<p>Saa var det da sket, det han havde frygtet saa +længe; grebet, grebet paa fersk Gerning. Et Øjeblik +tøvede han og saa ned over Fjældet under sig, +saa satte han Foden frem og begyndte at kravle +det sidste lodrette Stykke op.</p> + +<p>Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels +havde faaet Tag i Stenene paa Æggen, saa rejste +han sig og retirerede forsigtigt et Stykke ind paa +Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten +og langsomt fulgte efter.</p> + +<p>"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," +sagde Mandslingen. Han havde begge Hænder +dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte, +spinkle Ben.</p> + +<p>"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."</p> + +<p>Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham +med Armene hængende slapt langs Siden. Han stod +og stirrede som bedøvet ned i Græsset foran sig,<a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a> +evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede +det rundt i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. +Aah Herregud, du er opdaget.</p> + +<p>"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.</p> + +<p>Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig +havde han tænkt sig det at blive kaldt Tyv. Men +Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte +igen at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som +om det frygtelige Ord gav ham Evne til atter at +tænke.</p> + +<p>"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."</p> + +<p>Han havde set Ordet svide den anden som et +Piskeslag.</p> + +<p>Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde +hævet Hovedet en Kende og stirrede nu mod Jorden +lidt foran Mandslingen.</p> + +<p>Om han nu kastede sig over Manden der og +slyngede ham ud over Æggen ned i Havet. Aldrig, +aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han var +Tyv.</p> + +<p>Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt +i Bygden. I Morgen vilde de alle vide det, og +saa havde han mistet alt. Og Mandslingen der, +den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde +andet end ondt, hvor han kom, ingen vilde savne +ham. Bare et Spring fremad og et Spark ud over +Fjældkanten, og han var frelst.</p> + +<p>Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede<a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a> +paa Rotteansigtet foran sig med et fortænkt, +forpint Blik.</p> + +<p>"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og +fik Vished. Din Tyveknægt."</p> + +<p>Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens +Læber bevæge sig ivrigt forarget. Og der +trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte +Ansigt.</p> + +<p>Om han ikke næsten følte Medlidenhed med +denne lille, dumme Mand, der stod der og skrævede +og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne +Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som +groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod +paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens +i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes +i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; +han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der +som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet +under dem. Det var ham, der havde Ret, det var +ham, der ejede Jorden og det hele, og det var +Niels, der var fremmed og havde Uret. Han ejede +intet af det altsammen. Det var ham, der skulde +vige.</p> + +<p>Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det +var hans Hjærne, der var syg, der ikke var som +de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de +andre havde Ret paa deres. Men dræbte han +Manden der, dræbte han mere end ham. Han<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a> +kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men +han kunde ikke dræbe ham.</p> + +<p>Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.</p> + +<p>"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen +og hævede Haanden i Vejret. "Sagen er klar +nok."</p> + +<p>Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme +op i ham, et Slags Raseri mod denne lille, dumme +Mand, der intet forstod, og som stod der saa sikker +i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme +ham, det kunde dog gaa galt.</p> + +<p>Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og +standsede saa.</p> + +<p>I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget +for Forfærdelse. Han holdt Hænderne afværgende +frem for sig og veg baglænds ind over Fjældet.</p> + +<p>"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa +vendte han sig og løb hurtigt ned mod Bygden.</p> + +<p>Niels stod og saa efter ham, mens han løb. +Endnu var der Tid. Endnu kunde han indhente +ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at +Manden dernede løb med hans Fremtid, hans +Lykke, hans Liv. Men han kunde ikke flytte en +Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om +han indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe +igen.</p> + +<p>Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over +ham, mens han stod og saa paa Mandslingen, der<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a> +løb dernede. Det var hans Terning i Livets Spil, +der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert +Skridt han tog dernede, var som et Chiffer i den +Dom, der om lidt skulde fældes. Saa forsvandt +Mandslingen bag Bakken.</p> + +<p>Saa, nu var det for sent.</p> + +<p>Med en tung Stønnen kastede han sig ned, +hvor han stod. Det var ham umuligt at tænke paa +andet end Manden dernede. Nu havde han vel +naaet Bygden, nu passerede han det første Hus og +smed det ind ad Døren hans gode Navn og Rygte. +Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa +det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik +frem midt igennem Bygden, slæbende hans gode +Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og Folkene kom +ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. +I Dag vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste +hans Far det. — — — — — —</p> + +<p>Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. +Han løb i stærk Fart. Huen svingede han i +Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede +om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var +rødt og glinsende af Filipenser og Varme.</p> + +<p>Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod +ham.</p> + +<p>"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede +ivrigt med Armene, med hele Kroppen undtagen +netop Benene, der løb.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a> +"Der er Grind i Fjorden, Niels."</p> + +<p>Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget +op og stod og stirrede ned over Bakken, der hvor +Mandslingen var forsvundet.</p> + +<p>I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet +ned i ham som et Lyn, som en Helvedesbrand. +Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans +Læber blødte.</p> + +<p>At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud +over Fjældet. At han dog havde ladet ham løbe, +skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu +foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham +til Jorden, mishandle ham og smide ham ned i +Havet som den Pjalt, han var. — Og nu, nu var +det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans +gamle, prægtige Far, at han var Tyv.</p> + +<p>"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. +Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt +befippet ud.</p> + +<p>Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, +saa sænkede han Øjnene.</p> + +<p>"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.</p> + +<p>Niels bed Tænderne sammen og nikkede.</p> + +<p>"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev +den anden ved. Det var tydeligt, at Vennens Sygdom +kom ham ubelejligt.</p> + +<p>Niels bed Tænderne endnu haardere sammen +og nikkede igen for at føje ham.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a> +"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den +rødhaarede ivrigt og betaget som før. "Hører du, +der er Grind i Fjorden." Og før Niels kunde besinde +sig, havde han sat ham i Fart ned over +Fjældet.</p> + +<p>Den fugtige Grund sivede og svuppede under +deres Fødder, og Lufttrykket peb dem om Ørerne. +Det var, som om Luften og det hurtige Løb atter +bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.</p> + +<p>Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde +aabnet sig for dem som Indersiden af en stor +Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.</p> + +<p>"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede +ud over Fjorden, hvor Hvalerne og Baadene kom +drivende som et Mylder af smaa, sorte Prikker.</p> + +<p>"Det er en stor Grind," raabte han og slugte +Billedet derude paa Fjorden med sine lyse, spillende +Øjne.</p> + +<p>"Nej, se nu, se nu!"</p> + +<p>Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten +standsede. Han stod og stirrede ned over Skraaningen, +hvor Bygdens første Huse tittede op.</p> + +<p>"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. +Og saa haabløst lød det, at Vennen studsede midt +i sin Glæde og vendte sig imod ham.</p> + +<p>Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa +sit Ansigt. Han kunde ikke udholde denne Stirren, +den sved ham helt ind i Hjærnen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a> +"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."</p> + +<p>"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," +raabte <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="Venen">Vennen</a> forfærdet.</p> + +<p>Niels nikkede tungt.</p> + +<p>"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som +slagen af Rædsel, "nej, det er umuligt," aandede +han op, "du vil bare narre mig."</p> + +<p>"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels +tungt og tonløst som før.</p> + +<p>"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste +Vennen ud. "Hvad har du stjaalet?"</p> + +<p>"Faar," sagde Niels kort og plumpt.</p> + +<p>Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var +han en svimlende Afgrund, der havde aabnet sig +for hans Fødder.</p> + +<p>"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde +han og tog Vennen i Skulderen. "Hvordan kom du +dog til det?"</p> + +<p>Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder +og gav sig til at drive bort fra Stedet, planløst +som et surmulende Barn.</p> + +<p>Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt +medlidende, halvt bange, det var jo aabenbart sandt. +Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans Ansigt +klarede op.</p> + +<p>"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte +at gaa nedad mod Bygden. "Vi maa ned og +fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke set<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a> +Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."</p> + +<p>Niels fulgte viljeløs med.</p> + +<p>"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte +Vennen atter. Stemmen lød som hos en Mand, +der har været ved at drukne og nu atter føler fast +Grund under Fødderne.</p> + +<p>Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt +flere Ord undervejs, men stadig gik den rødhaarede +og skottede til sin Nabo med den halvt medlidende, +halvt bange Mine fra før.</p> + +<p>De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. +Saa begyndte Niels at sagtne Farten.</p> + +<p>"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig +og standsede. Graaden pressede ham op i +Halsen, og han begyndte at græde med pludselige +snappende Hulk som et Barn.</p> + +<p>"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt +overlegen, "tag dig nu sammen, du maa se at +komme over det."</p> + +<p>"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men +jeg. Aah, hvor det er frygteligt for min stakkels, +gamle Far."</p> + +<p>"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, +"det kan ikke gaa, du staar her og flæber, saadan +et stort, voksent Mandfolk."</p> + +<p>Lidt efter passerede de gennem den Klynge +Huse, der dannede Byens Fortrop.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a> +"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede +med Huen. Men ikke et Menneske viste sig, +ikke en Lyd hørtes fra Husene.</p> + +<p>"Det er underligt. Saa maa de alligevel have +set Hvalerne," sagde den rødhaarede, "men vi stod +ogsaa saa længe og snakkede."</p> + +<p>Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se +ned over Bygden.</p> + +<p>Det myldrede og vrimlede dernede som i en +stor Myretue, og der steg en forvirret Larm og +Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for +frem og tilbage mellem Husene og Stranden med +Hvalspyd, Olietøj og lignende, og nede ved Stranden +myldrede og summede det om Baadene, der +blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede +fuldt lastede med Mænd og flød ude paa +Vandet. Og ude paa Fjorden kom Baadene drivende +indover med Hvalerne.</p> + +<p>Det var et stolt Syn. Først kom de 300 +Hvaler, der holdt sig i en Klump og pustede og +snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde +vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor +Halvkreds, der rakte over Bugten fra Bred til +Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre +eller fire Mand; det var de Baade, der havde ligget +ude paa Fiskeri. Men de, der efterhaanden var +stødte til fra Bygderne op langs Fjorden, var store +og bemandede med 10—12 Mand. De lange Hvalspyd<a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a> +stak op for og agter i Baadene, saa de lignede +Vikingeskibe, og oppe i Masten paa den forreste +Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det +var den, der først havde opdaget Grinden.</p> + +<p>"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i +Baadene og svingede med Aarer, Spyd og Huer. +"Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land. +Det var, som om Baadene vendte hjem efter en +stor Sejr.</p> + +<p>Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned +til Baadene, vidste Niels ikke. Men pludselig saa +han den rødhaarede springe ned i en Baad, og i +Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa +ham med sine smaa nysgerrige Rotteøjne.</p> + +<p>Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene +i Baaden for at se, at de vidste alt.</p> + +<p>"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod +dernede i Baaden og strakte Hænderne op mod +Niels. "Kom nu, for Fanden."</p> + +<p>"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj +Bonde, der stod støttet til sit Hvalspyd længere +fremme i Baaden, "jeg ved egentlig ikke," gentog +han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om +vi kan være flere hernede."</p> + +<p>Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; +alle stirrede op paa Niels.</p> + +<p>"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a> +slog overbærende ud med Haanden, "det gør ikke +saa nøje med et Faar i Slagtetiden."</p> + +<p>Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. +Niels oversaa i et Nu de haanligt smilende +Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme Fjæs. +Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene +satte fra.</p> + +<p>Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede +som en Flok Faar i en Fold. De bagerste pressede +paa de forreste, og de forreste pressede tilbage paa +Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og +ned, sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende +Sider gned knitrende imod hinanden.</p> + +<p>Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og +ventede, medens Mændene rettede Spydbladene og +sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de +ikke haft Tid til, før de kom af Sted.</p> + +<p>Der var nu næsten helt stille. Baadene laa +med Aarerne hvilende i Vandet, medens Mændene +gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land stod +Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, +der hørtes, var Hvalernes Snøften og Pusten og +Hvalformændenes Raab og Kommanderen. De +stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage +bag Baadrækken med de lange Flag slæbende +efter sig i Vandet. Og deres Raab krydsede hinanden, +medens de gav Ordrer og Kontraordrer til +højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a> +mange af dem, derfor maatte de raabe saa højt. Men +der var ingen, der hørte paa dem. Man ventede kun +paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa +hæse, at de ikke kunde mere; thi før blev det +alligevel ikke til noget.</p> + +<p>Endelig begyndte Drabet.</p> + +<p>Alle Baadene roede frem. Spydene haglede +ned over de bagerste Hvaler, og Mændene hylede +og skreg, saa Fjældene skjalv.</p> + +<p>Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af +Flokken, der for imod dem. Saa jog hele Grinden +mod Land, rivende Vandet med sig i en mægtig +Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand +og Hvalkroppe. Saa rislede og sivede Vandet tilbage +ned i Bugten. Men da Vandet faldt, laa hele +Bredden dækket af strandede Hvaler.</p> + +<p>Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler, +og et Myrderi. Der blev myrdet oppe paa Land, +og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten var +rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og +piskede i deres Dødskamp det blodfyldte Vand til +Skum.</p> + +<p>Inde paa Land kæmpede Mændene med de +strandede Hvaler, og ude i Bugten roede Baadene +rundt, medens Mændene stak og huggede til alle +Sider ned mellem Hvalerne.</p> + +<p>Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind +til Land. Niels stod stadig oprejst midt i Baaden,<a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a> +som da han blev stødt ned i den. En eller anden +havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han +brugte det ikke. Det var, som om Virvaret omkring +ham havde dysset hans Sanser i Søvn. Saa +skete der noget, der fik ham vækket.</p> + +<p>Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, +at han kom med i Baaden, havde faaet hugget en +Söknarkrog<a name="FNanker_9" id="FNanker_9"></a><a href="#Fodnote_9" class="fnanchor">[9]</a> fast i Hovedet paa en stor Hval. Nu +kom han springende gennem Baaden for at kaste +Linen ind til Mændene i Land.</p> + +<p>I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte +Mund.</p> + +<p>"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."</p> + +<p>Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at +han lige netop forstod, der blev talt til ham.</p> + +<p>"Hvad siger du?" spurgte han.</p> + +<p>Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden, +der nu havde kastet Linen i Land og atter havde +vendt sig, opfattede det som en Protest.</p> + +<p>"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet. +I det samme sprang han ud over Rælingen.</p> + +<p>Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det +sved ham, som da han hørte det første Gang. +Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med Spydet +hævet stod han og stirrede ned i Vandet, +hvor Hvalen og Manden kæmpede. Mændene inde +i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens Karlen<a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a> +stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede +i Dyrets Nakke med sin Kniv.</p> + +<p>Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som +en Fjeder, uvilkaarlig havde Spydet rettet Spidsen +mod Manden dernede. Saa spændt var Musklerne +i hans Arm, at de smertede.</p> + +<p>Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden +dernede utydeligt som gennem en Taage af +Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han +maatte kaste. Men i det samme, han lukkede +Øjnene for ikke at se det, der nu vilde ske, var +det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt +den fast.</p> + +<p>Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i +Baaden havde alle travlt med at hugge efter Hvalerne +omkring Baaden. Da saa han atter paa +Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart +og skarpt. Taagen var veget fra hans Øjne. Han +saa, hvad det var, han havde været i Færd med +at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud +over Vandet, sprang ud af Baaden og vadede i +Land.</p> + +<p>"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme +raabe. Han standsede og saa den rødhaarede, der +stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik +han videre op over Fjældet, hjemad.</p> + +<p>De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den +anden Side gik han som i en Døs. Bonden, der<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a> +satte ham over Fjorden, troede, han var gal. Saa +gik han videre. Først oppe paa Fjældet over +Hjemmebygden standsede han. En Stund stod +han og stirrede paa Gaarden dernede, saa begyndte +han Nedstigningen. Aldrig havde han +tænkt sig, at nogen Gang kunde være saa tung +at gaa.</p> + +<p>Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen +traadte ind, vaad og rystende af Kulde.</p> + +<p>"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde +Fa'ren og saa op.</p> + +<p>"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste +paa sine vaade Klæder.</p> + +<p>"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng."</p> + +<p>"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om +først."</p> + +<p>Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. +Fa'ren sad og saa paa ham, syntes knap, han +kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og +Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne.</p> + +<p>Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, +mens han sad og stirrede paa Sønnen.</p> + +<p>"Hvorfor gik du?" spurgte han.</p> + +<p>"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde +et Menneske."</p> + +<p>"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og +satte sig tungt tilbage.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a> +Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind +i Ilden, turde ikke se op paa Fa'ren.</p> + +<p>"Fortæl."</p> + +<p>"Det var midt under Drabet. En Karl kom til +at støde til mig, jeg stod ham i Vejen; og saa +kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et stygt +Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, +Spydet vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte +mod ham; jeg troede ikke, jeg kunde holde det, +lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der +vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb +min Arm og holdt den tilbage, og med et blev +jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd med +at gøre. — Saa kastede jeg Spydet fra mig og +gik herhjem."</p> + +<p>Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, +som sank han sammen i Stolen.</p> + +<p>"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.</p> + +<p>"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom +spyttede Ordene ud i Graad.</p> + +<p>Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. +Hans Ansigt var askegraat og ligesom dødt, +der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa Sønnen.</p> + +<p>"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede +Niels og smed sig paa Jorden og krøb hen til +Stolen.</p> + +<p>"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. +Fa'r, Fa'r."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a> +Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om +Stolens Arme, mens han sad og stirrede ned paa +Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med +Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende +Haand gennem Sønnens Haar.</p> + +<p>"Stakkels Niels."</p> + +<p>"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"</p> + +<p>"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' +dig. Hvad har du stjaalet?"</p> + +<p>"Faar, Faar. — Og Bonden saa det. — Og har +sagt det i Bygden. — Jeg ved ikke, hvordan det +gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som +da jeg var nærved at dræbe Karlen."</p> + +<p>Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn +og græd ud med Ansigtet i hans Skød. Og Fa'ren +sad og strøg ham med rystende Haand gennem +Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; +og nu var hans Stemme rolig.</p> + +<p>"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa +dig saadan. — Hører du, Niels. Hører du. Jeg +har ogsaa stjaalet."</p> + +<p>"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men +Fa'ren saa ham fast i Øjnene og nikkede.</p> + +<p>"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men +jeg slap godt fra det. Kan hænde, du har arvet +det. Kan det ikke trøste dig."</p> + +<p>Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede +Øjne. Men han vidste, Fa'ren aldrig løj.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a> +"Var det — var det ogsaa Faar?"</p> + +<p>"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."</p> + +<p>Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre +Bonde fra Sund gaaende ned til Stranden, hvor +Folk havde travlt med at flænse de fangede Hvaler.</p> + +<p>Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, +som Gud og Hvermand vidste, Dagen før var grebet +i Faaretyveri oppe i Fjældet over Bygden. Han +gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans +Søn.</p> + +<p>"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" +spurgte han og saa ned. Det saa næsten ud, som +var det ham selv, der var grebet i Tyveri.</p> + +<p>"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen +og satte Hænderne i Siden; "jeg var ellers paa +Vej til Sysselmanden for at melde din Søn."</p> + +<p>Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik +ingen at vide. Men Hans Joensen opgav sit Klagemaal +over Sønnen og gned sig i Hænderne.</p> + +<p>Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin +Søn til Damperen. Han skulde rejse til det store +Land mod Vest for at begynde et nyt Liv. — —</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a></p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, +og hans brede Ryg havde bøjet sig. Han var +bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden +Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine +Enemærker. Men hver Gang Postdamperen kom +til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet +for selv at hente Posten, og der var altid Brev +med til ham fra Sønnen. Saa snart han havde +faaet Posten, begav han sig saa hurtig som muligt +paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham +sidde oppe i Fjældet og læse Sønnens Brev.</p> + +<p>Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; +thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om +Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge. +Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det +gik Sønnen godt derovre i det nye Land.</p> + +<p>En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter +efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig +et Brev fra Sønnen.</p> + +<p>Det var et langt Brev, og det lød saaledes:</p> + +<div class="blockquot"> + +<p class="l2">Kære Far.</p> + +<p>Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for +alt det, du har været for mig siden min Bortrejse. +Du har altid været en god og kærlig Fader imod +mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.</p> + +<p>Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du +tog min Brøde over paa dine stærke Skuldre, saa<a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a> +jeg kunde begynde Livet igen som et nyt Menneske. +Det var ikke din Skyld, at det gik, som +det gik; men det er vel saadan, at et Menneske +aldrig kan faa rettet det, han engang har kroget +i sit Liv.</p> + +<p>Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har +bedraget dig og løjet for dig i mine forrige Breve. +Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg havde +det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det +ondt.</p> + +<p>Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv +herovre med nyt Mod. Jeg havde Lyst til Livet, +og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen +foran mig og troede, den var aaben for mig som +for alle andre. Hvad der var sket, syntes mig +en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde +Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig +ind. Jeg var jo en anden nu. Jeg vilde blive et +godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde rydde Fortiden +ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde +gjort dig.</p> + +<p>Til at begynde med gik alt godt. For hver +Dag der gik, syntes Verden mig klarere og lysere, +og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere Rødder +i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden +bag mig og arbejdede mig opad. Og som min +Styrke voksede, svandt min Brøde bort.</p> + +<p>Nu og da kunde det dukke op igen, det, der<a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a> +var bagved, men det kunde ikke naa frem, for +mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer +kunde mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved +med en underlig mild Sørgmodighed. Da kunde +jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som +jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort +langt ud i Fortiden, hvor det hørte hjemme. Jeg +havde jo været syg den Gang, hvad kom det +mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved +ikke, om jeg kom for let over det. Jeg ved ikke, +om der i det hele taget er nogen Mening i vort +Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til +at blive et sundt og godt Menneske ikke var mere +værd, end at den skulde trampes sønder af dumme +og tankeløse Mennesker.</p> + +<p>Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde +stjaalet, ved jeg ikke, og jeg har aldrig eftersporet +det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt +efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de +andre, mærkede ikke deres Gaaen af Vejen og +Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik Ordet +Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig +Klarhed hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, +og jeg følte, at nu var det slut altsammen.</p> + +<p>Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig +mest, det var Fortiden, som jeg havde tiet ihjel, +og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt +nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a> +og kastede sig over mig og sønderflængede min +Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var det +som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og +jeg følte atter, som første Gang jeg hørte Ordet, +at jeg var Tyv.</p> + +<p>Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og +det bedrøver mig for din Skyld, at jeg ikke naaede +at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg atter hørte +Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg +maatte se tilbage, stirre mig blind paa det<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title=" der"></a> +bagved. Dage og Nætter tumlede jeg med det, +og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke +sig. Det, der før havde staaet for mig som en +ond Drøm, steg frem, groede op for mig som en +grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme +om ved, ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt +mig bort fra det virkelige Liv, og nu var Drømmen +slut.</p> + +<p>Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte, +hvorledes Fortvivlelsen tog mig mer og mer. Havde +jeg ikke haft dig, var jeg bleven Selvmorder allerede +den Gang, men jeg kunde ikke dynge den +Sorg paa de øvrige.</p> + +<p>Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa +det, der nu skete, som en retfærdig Straf, jeg +skulde lide. Og samtidig begyndte der at dæmre +som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes<a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a> +jeg, at jeg skulde og maatte igennem dette, thi +først da kunde jeg naa det, jeg stræbte efter.</p> + +<p>Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik +jeg ud blandt andre Mennesker, rolig stillede jeg +mig som Skive for deres Spot. Og da de saa +min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres +Haan. Jeg bar det, thi jeg forstod, at dette vilde +høre op, og det hørte op.</p> + +<p>Men jeg var kommen til at foragte disse +dumme, uforstandige Mennesker. Og jeg saa, at +jeg aldrig kunde blive en af deres og aldrig vilde +blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse +Mennesker trods alt ikke var onde, de var tankeløse +og dumme, dumme. Var jeg ren, vilde jeg +staa op og belære dem, som man lærer Børn. +Og jeg skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa +mig, for jeg havde Ret og var dem overlegen. +Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet +mere at leve for og intet at stræbe efter.</p> + +<p>Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men +langsommere, kraftigere, mere grundmuret end før. +Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg vilde +over dette; det maatte svinde og synke tilbage i +Mørket som før.</p> + +<p>Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for +Livet. Men hver Gang, jeg naaede op, blev jeg stødt +tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde jeg ikke +mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre,<a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a> +om Natten med mig selv. Den prægede mig, gjorde +mig sær. Det var Kainsmærket, der brændte sig +fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre +trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods +deres Forvorpenhed. Hele, hele Skylden gled over +paa mine Skuldre, og da følte jeg, at jeg ikke evnede +at bære den. Jeg havde gravet mig saa +dybt ned i min Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde +kunde bjærge mig op igen. Den aad sig +ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min +Tanke blev syg, min Aand svækkedes.</p> + +<p>Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til +Ende og maatte dø, inden det blev for sent, inden +jeg helt gik til Grunde.</p> + +<p>Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for +mig; det er din Skyld, jeg fik kæmpe saalænge, +at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald +af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med +rolig Samvittighed, fordi jeg ser, mit Liv er spildt +og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er din +Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa +højt, som mit Liv kunde naa. Fra nu af kan +det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid +eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa +mit Liv.</p> + +<p>Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort +dig, og tilgiv mig, at jeg nu søger Døden. Naar<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a> +du har læst dette Brev, vil du kunne forstaa, at +jeg ikke kan leve.</p> + +<p>Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld +Forstaaelse med min Samvittighed. Jeg har kun +den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.</p> + +<p class="r2">Din Søn Niels.</p> +</div> + +<p>Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og +Hans Joensen hos Købmanden inde i Byen.</p> + +<p>Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. +Nogle hang hen over den lange Disk, andre sad +paa Bænken udenfor <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="Disken">Butikken</a>. Der blev snakket, +røget og drukket Øl.</p> + +<p>Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud +over Mylderet. Der var sket en stor Forandring +med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt +at gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. +Men alligevel var han ikke den samme som før +Historien med Sønnen, der var en sær Højtidelighed +over alt, hvad han gjorde.</p> + +<p>Han sad med Fødderne trukket op under Stolen +og den svære Krop ludende forover. Albuerne +støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i Haandfladerne. +Han sad og fulgte det, der skete foran +ham med aarvaagne Øjne, som vilde han indprente +sig selv de mindste Enkeltheder.</p> + +<p>Der blev snakket meget, og der blev drukket<a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a> +meget, og jo mer der blev drukket, jo højere gik +Snakken. Og en af dem, der drak mest og snakkede +højest, var Hans Joensen. Han var kendelig +fuld i Dag. Hvorledes det gik til, var der ingen, +der rigtig vidste. Men pludselig standsede al Snakken +i Butikken, og der blev dødsstille. Hans +Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra +Sund for Tyv.</p> + +<p>Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. +Ikke en Muskel fortrak sig i hans haarde Ansigt. +Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om +intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod +og skrævede og fyldte op foran ham.</p> + +<p>Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem +Stilheden.</p> + +<p>"Tyv."</p> + +<p>Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa +han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen +ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden +og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.</p> + +<p>Der var ingen Vrede i det Blik, men det var +et underligt Blik, og det tvang Hans Joensen et +Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der stod +bagved, over Tæerne.</p> + +<p>"Av for Satan."</p> + +<p>"Han fægter nok med Hælene."</p> + +<p>"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a> +Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet.</p> + +<p>"Tyv," raabte han for tredie Gang.</p> + +<p>Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare +ved at se paa ham med samme rolige Blik som +før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en +vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere +og stærkere. De begyndte at knubse Mandslingen +i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til, og +han vilde være til Latter, drukne i Grin.</p> + +<p>Da strakte han Haanden ud og pegede paa +Manden i Stolen.</p> + +<p>"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham +selv, siger jeg, om det ikke er sandt. Har jeg ikke +hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv +for Tyv."</p> + +<p>Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild.</p> + +<p>Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa +Stolen væltede bagover. Saa ret som et Lys stod +han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit +Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke +en eneste, der ikke følte sig som en Dreng under +det Blik. Saa saa han ned paa Mandslingen. Hans +Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men +Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.</p> + +<p>"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans +Joensen," sagde Kæmpen, "saa maa du ikke tro, +det er fordi du kalder mig for Tyv, for det er det +ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn,<a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a> +og saa fordi du trænger til det. Det kunde jo være, +det kunde gøre dig lidt mere spag.</p> + +<p>Men først skal du vide en Ting, og det er, at +det, en Far gør for at redde sin Søn, er mere +værd end at blive traadt paa af saadan et lille +Fjols som dig.</p> + +<p>Og saa skal du vide en Ting til, og det maa +I alle sammen høre, det er, at min Søn Niels trods +alt naaede det, du aldrig naar, at blive et godt +Menneske.</p> + +<p>Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen +Mand, men jeg har til Tider banket Børn, naar de +trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan endnu."</p> + +<p>Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa +Disken og sprællede og hylede, medens Bonden +fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt bearbejdede +hans blottede Bag med et Sæberis.</p> + +<p>Siden den Dag saa man meget lidt til Hans +Joensen. Men Bonden fra Sund gik omkring, som +om intet var sket.</p> + +<p>Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden +som sædvanlig for at hente sin Post. Men denne +Gang var der kun Avisen.</p> + +<p>Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. +Det var første Gang, det udeblev siden Sønnens +Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa +Hovedet, smilte tungt og stak stiltiende Avisen<a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a> +til sig. Saa trykkede han Postmesterens Haand +til Afsked og skyndte sig hjemad.</p> + +<p>Men han naaede ikke hjem. To Dage efter +fandt man hans Lig ved Stranden nedenfor Fjældet. +Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet +ned.</p> + +<p>I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, +der meldte, at Sønnen var faldet overbord fra en +Lystdamper og druknet.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h2><a name="INDHOLD" id="INDHOLD"></a>INDHOLD</h2> + +<p class="toc"> <span class="num">Side</span></p> +<ul class="toc"> +<li><a href="#LIPPEN">LIPPEN</a> <span class="num">6</span></li> +<li><a href="#BRYLLUP">BRYLLUP</a> <span class="num">33</span></li> +<li><a href="#MAGTESLOS">MAGTESLØS</a> <span class="num">81</span></li> +<li><a href="#NIELS">NIELS</a> <span class="num">115</span></li> +</ul> + + + + +<hr class="chapbreak" /> +<div class="authorads"> +<h2>KNUD HJORTØ</h2> + + +<h3>SYNER</h3> + +<p class="adprice">Kr. 3.00</p> + +<p>"Det kan ikke nægtes, at man af +store Partier af Bogen føler sig stærkt +fængslet." <span class="adsource">(Nationaltidende)</span></p> + + +<h3>HJEMME FRA EGNEN</h3> + +<p class="adprice">Kr. 3.00</p> + +<p>"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der +er skrevet med den Lidenskab, der betinger +al god Kunst." <span class="adsource">(Politiken)</span></p> + + +<h3>STØV OG STJERNER</h3> + +<p class="adprice">Kr. 3.00</p> + +<p>"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en forvirret og fortryllende +Bog — 'Støv og Stjerner'." <span class="adsource">(Samfundet)</span></p> + +<p>"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan Bog." +<span class="adsource">(Nationaltidende)</span></p> + + +<h3>KRAFT</h3> + +<p class="adprice">Kr. 3.75</p> + +<p>"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende +af Styrke og Tro paa de Værdier, +som Fremtiden skal leve paa og som fører +ud af Dekadencen." <span class="adsource">(Nordjylland)</span></p> + + +<h3>FOLK</h3> + +<p class="adprice">Kr. 4.50</p> + +<p>"De Læsere, som interesserer sig +for Udviklingen baade i stort og smaat, +godt og ondt, skal læse denne Bog." <span class="adsource">(Dannebrog)</span></p> + + +<h3>TO VERDENER</h3> + +<p class="adprice">Kr. 3.50</p> + +<p>"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de interessantaste. +Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och energiska stil göra honom +till en sympatisk och fängslande berättare." <span class="adsource">(Dagens Nyheter)</span></p> + + +<p class="center topmarg">DET SCHUBOTHESKE FORLAG</p> +</div> + + + +<div class="footnotes"> +<h2><a name="FODNOTER" id="FODNOTER"></a>FODNOTER</h2> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1"></a><a href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a> Kleppen, en stor Jernkrog, indfældet i et kort, kølleformet Stykke +Træ; bruges til at hale store Fisk ind i Baaden.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2"></a><a href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a> Kødet lige for Maven paa den hvide Side af Flynderen; tjener ofte +den friende Fisker som Buket.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3"></a><a href="#FNanker_3"><span class="label">[3]</span></a> Skinsakjøt, letsaltet Bedekød, Højtidsspise.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4"></a><a href="#FNanker_4"><span class="label">[4]</span></a> Stor Baad, der roes af 10 Mænd.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5"></a><a href="#FNanker_5"><span class="label">[5]</span></a> Buksevisen; yndet Skæmtevise om en uheldig Fisker.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6"></a><a href="#FNanker_6"><span class="label">[6]</span></a> En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7"></a><a href="#FNanker_7"><span class="label">[7]</span></a> Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf Navnet.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8"></a><a href="#FNanker_8"><span class="label">[8]</span></a> Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget +tjener som Vindu og Skorsten.</p></div> + +<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9"></a><a href="#FNanker_9"><span class="label">[9]</span></a> Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges ved +Grindefangst.</p></div> +</div> + + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 36</a>: snuste misfornøjet[misfornøet] til alt.</li> +<li><a href="#rett_2">s. 62</a>: i Dansestuen, og det spidse[spidste] Hoved hang med et</li> +<li><a href="#rett_3">s. 68</a>: Men Pigen blev rød, og hendes Øjne[Øje] blev blanke,</li> +<li><a href="#rett_4">s. 77</a>: de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac[Cognak].</li> +<li><a href="#rett_5">s. 79</a>: Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac[Cognak].</li> +<li><a href="#rett_6">s. 127</a>: Det var livsfarligt[livsfarigt] at stige op ad den stejle</li> +<li><a href="#rett_7">s. 135</a>: raabte Vennen[Venen] forfærdet.</li> +<li><a href="#rett_8">s. 150</a>: maatte se tilbage, stirre mig blind paa det[ der] bagved.</li> +<li><a href="#rett_9">s. 155</a>: paa Bænken udenfor Butikken[Disken]. Der blev snakket,</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Fra Færø, by Carl Sørensen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA FÆRØ *** + +***** This file should be named 34786-h.htm or 34786-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/4/7/8/34786/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> |