initial commit of ebook 13041HEADmain

4 files changed, 15584 insertions, 0 deletions

diff --git a/old/13041-8.txt b/old/13041-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..55eed99
--- /dev/null
+++ b/old/13041-8.txt
@@ -0,0 +1,7792 @@
+The Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Vildanden
+
+Author: Henrik Ibsen
+
+Release Date: July 28, 2004 [EBook #13041]
+[Date last updated: December 19, 2004]
+
+Language: Norwegian
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***
+
+
+
+
+Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
+
+
+
+
+
+
+       VILDANDEN
+
+  SKUESPIL, I FEM AKTER
+
+      HENRIK IBSEN
+
+          1884
+
+
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+PERSONERNE:
+
+Grosserer Werle, værksejer o. s. v.
+
+Gregers Werle, hans søn.
+
+Gamle Ekdal.
+
+Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf.
+
+Gina Ekdal, Hjalmars hustru.
+
+Hedvig, deres datter, 14 år.
+
+Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde.
+
+Relling, læge.
+
+Molvik, forhenværende teolog.
+
+Bogholder Gråberg.
+
+Pettersen, grossererens tjener.
+
+Lejetjener Jensen.
+
+En blegfed herre.
+
+En tyndhåret herre.
+
+En nærsynt herre.
+
+Sex andre herrer, middagsgæster hos grossereren.
+
+Flere lejetjenere.
+
+(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende
+akter hos fotograf Ekdal)
+
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+FØRSTE AKT.
+
+
+(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet
+arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med
+papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med
+grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben
+fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en
+stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager.
+Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør
+ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende
+kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)
+
+(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener
+Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den
+større stue går to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og
+tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale
+og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et
+glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så
+atter summende samtale.)
+
+PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over).
+Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og
+proppenerer en lang skål for fru Sørby.
+
+LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem).
+Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem
+dem?
+
+PETTERSEN.
+Fan' véd.
+
+JENSEN.
+For han har nok vær't en svær buk i sine dage.
+
+PETTERSEN.
+Kanske det.
+
+JENSEN.
+Det er jo for sønnen, at han holder dette her
+middagsselskabet, siger de.
+
+PETTERSEN.
+Ja. Sønnen kom hjem igår.
+
+JENSEN.
+Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.
+
+PETTERSEN.
+Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til
+der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle
+de år jeg har tjent her i huset.
+
+EN LEJETJENER (i døren til den anden stue).
+De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--
+
+PETTERSEN (mumler).
+Hvad fan', kommer her nu nogen!
+
+(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt
+i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en
+stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.
+Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)
+
+PETTERSEN (går imod ham).
+Jøss',--hvad vil De her inde?
+
+EKDAL (i døren).
+Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.
+
+PETTERSEN.
+Kantoret er stængt for en time siden, og--
+
+EKDAL.
+Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær
+snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger
+mod tapetdøren.) Har gå't den vejen før.
+
+PETTERSEN.
+Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på,
+at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har
+fremmede.
+
+EKDAL.
+Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
+(mumier sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen
+lukker døren efter ham.)
+
+JENSEN.
+Hører han også til kantorfolkene?
+
+PETTERSEN.
+Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det
+nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle
+Ekdal.
+
+JENSEN.
+Ja, han så ud som noget af hvert.
+
+PETTERSEN.
+Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
+
+JENSEN.
+Å fan',--har han vær't løjtnant!
+
+PETTERSEN.
+Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel
+eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort
+grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen
+om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt
+gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en
+flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
+
+JENSEN.
+Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.
+
+PETTERSEN.
+Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som
+spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre
+folk, som det er gåt så ilde med.
+
+JENSEN.
+Har han spillet bankerot da?
+
+PETTERSEN.
+Nej, det var nok værre end som så. For han kom på
+fæstningen.
+
+JENSEN.
+På fæstningen!
+
+PETTERSEN.
+Eller kanske det var i bodsfængslet--(lytter). Hys, nu går
+de fra bordet.
+
+(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra.
+Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
+efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
+Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)
+
+FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren).
+Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.
+
+PETTERSEN.
+Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og
+derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud
+samme vej.)
+
+EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret).
+Puh,--den dinér--det var et drøjt stykke arbejde!
+
+DEN TYNDHÅREDE.
+Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i
+tre timer.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!
+
+EN TREDJE HERRE.
+Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i
+musiksalen.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
+
+DEN TYNDHÅREDE (dæmpet).
+Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.
+
+(de ler og går ind i stuen.)
+
+GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt).
+Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers.
+
+GREGERS (ser på ham).
+Hvilket?
+
+WERLE.
+La' ikke du heller mærke til det?
+
+GREGERS.
+Hvad skulde jeg lægge mærke til?
+
+WERLE.
+Vi var tretten til bords.
+
+GREGERS.
+Så? Var vi tretten?
+
+WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
+Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.)
+Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
+undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)
+
+HJALMAR (som har hørt samtalen).
+Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
+
+GREGERS.
+Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så
+skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--
+
+HJALMAR.
+Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers
+aldrig her i huset.
+
+GREGERS.
+Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig;
+for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle
+skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
+hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten--sytten
+år.
+
+HJALMAR.
+Er det så længe siden?
+
+GREGERS.
+Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du
+ser godt ud. Du er næsten ble't fyldig og svær.
+
+HJALMAR.
+Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis
+noget mandigere ud end dengang.
+
+GREGERS.
+Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
+
+HJALMAR (i dystrere tone).
+Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du
+ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og
+mit siden vi to sås.
+
+GREGERS (sagtere).
+Hvorledes går det din far nu?
+
+HJALMAR.
+Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far
+lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i
+hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende
+tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes
+du har havt det der oppe på værket.
+
+GREGERS.
+Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at
+gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gøre os det
+hyggeligt.
+
+(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar
+ned i en anden ved siden af.)
+
+HJALMAR (blødt).
+Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til
+din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har
+hoget imod mig.
+
+GREGERS (forundret).
+Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig?
+
+HJALMAR.
+I de første årene havde du det dog.
+
+GREGERS.
+Hvilke første år?
+
+HJALMAR.
+Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så
+naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at
+din far selv var ble't trukket med ind i disse her--å, disse
+her skrækkelige historierne!
+
+GREGERS.
+Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig
+det ind?
+
+HJALMAR.
+Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som
+har sagt mig det.
+
+GREGERS (studser).
+Far! Ja så. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig
+høre fra dig,--ikke med et eneste ord.
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+GREGERS.
+Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
+
+HJALMAR.
+Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen
+som helst ting.
+
+GREGERS (ser hen for sig).
+Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
+Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
+stilling?
+
+HJALMAR (sukker let).
+Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I
+førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt
+underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde,
+jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent
+forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og
+skændselen, Gregers--
+
+GREGERS (rystet).
+Ja vel, ja. Ja vel.
+
+HJALMAR.
+Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne;
+der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld;
+mest til din far, tror jeg--
+
+GREGERS.
+Hm--
+
+HJALMAR.
+Nå, så syntes jeg det var bedst--sådan med et ryk, ser du--
+at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var
+især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så
+hjælpsomt af mig--
+
+GREGERS.
+Gjorde far?
+
+HJALMAR.
+Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at
+lære fotograferingen og til at indrette et atelier og
+etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
+
+GREGERS.
+Og alt det har far kostet?
+
+HJALMAR.
+Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde
+skrevet det til dig.
+
+GREGERS.
+Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har
+aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså
+far--!
+
+HJALMAR.
+Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk
+skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også,
+som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du
+ikke det heller?
+
+GREGERS.
+Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.)
+Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
+glæder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far
+uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser
+jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-
+
+HJALMAR.
+Samvittighed--?
+
+GREGERS.
+Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke
+ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.--Ja, du
+er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde
+bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig
+som gift mand?
+
+HJALMAR.
+Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone,
+som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al
+dannelse.
+
+GREGERS (lidt forundret).
+Nej, det er hun da vel ikke.
+
+HJALMAR.
+Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--;
+og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til
+os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.
+
+GREGERS.
+Gina?
+
+HJALMAR.
+Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?
+
+GREGERS.
+Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--
+
+HJALMAR.
+Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en
+tid?
+
+GREGERS (ser på ham).
+Er det Gina Hansen--?
+
+HJALMAR.
+Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
+
+GREGERS.
+--som styred huset for os det sidste år mor lå syg?
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at
+din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.
+
+GREGERS (som har rejst sig).
+Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(går om på
+gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--når jeg
+tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig.
+(sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar--;
+dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev
+kendt med Gina--med din hustru?
+
+HJALMAR.
+Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i
+huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors
+sygdom--; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op
+og flytted. Det var året før din mor døde,--eller kanske
+det var samme år.
+
+GREGERS.
+Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så
+bagefter?
+
+HJALMAR.
+Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en
+svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet
+spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et
+rigtig pent og hyggeligt værelse.
+
+GREGERS.
+Og det var du kanske så heldig at komme over?
+
+HJALMAR.
+Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og
+der,--ser du,--der var det egentlig jeg lærte Gina at
+kende.
+
+GREGERS.
+Og så blev det til forlovelse?
+
+HJALMAR.
+Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden--;
+hm--
+
+GREGERS (rejser sig og driver lidt om).
+Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod
+dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at lægge
+dig efter fotografering?
+
+HJALMAR.
+Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo
+før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med
+fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja,
+og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt,
+at Gina havde lagt sig efter at retouchere.
+
+GREGERS.
+Det passed da vidunderlig godt sammen.
+
+HJALMAR (fornøjet, rejser sig).
+Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig
+godt sammen?
+
+GREGERS.
+Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags
+forsyn for dig, han.
+
+HJALMAR (bevæget).
+Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For
+han har hjertelag, ser du.
+
+FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen).
+Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer
+derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.
+
+WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene).
+Jeg tror næsten, De har ret i det.
+
+(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med
+præsesenterbrætter.)
+
+FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue).
+Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch,
+så må han umage sig her ind.
+
+DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby).
+Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den
+velsignede røgefrihed?
+
+FRU SØRBY.
+Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr
+kammerherre.
+
+DEN TYNDHÅREDE HERRE.
+Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven,
+fru Sørby?
+
+FRU SØRBY.
+Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse
+personer, som tillod sig at gå over stregen.
+
+DEN TYNDHÅREDE.
+Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru
+Berta? Virkelig aldeles ikke?
+
+FRU SØRBY.
+Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.
+
+(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens
+værelse; tjenerne byder punschglassene om.)
+
+WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).
+Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Det er bare et album, herr grosserer.
+
+DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring).
+Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.
+
+DEN FEDE HERRE (i en lænestol).
+Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
+
+HJALMAR.
+Nej, jeg har ikke.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen
+således at sidde og se på billeder.
+
+DEN TYNDHÅREDE.
+Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.
+
+EN NÆRSYNT HERRE.
+Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
+
+FRU SØRBY.
+Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man
+også arbejde for føden, herr Ekdal.
+
+DEN FEDE HERRE.
+I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
+
+DEN TYNDHÅREDE.
+Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så--
+
+FRU SØRBY.
+Det har De ret i!
+
+(de fortsætter under latter og spøg.)
+
+GREGERS (sagte).
+Du må snakke med, Hjalmar.
+
+HJALMAR (med en vridning).
+Hvad skal jeg snakke om.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en
+forholdsvis sund drik for maven?
+
+WERLE (ved kaminen).
+Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå
+for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja,
+det forstod De da vel også.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Ja, den smagte mærkværdig delikat.
+
+HJALMAR (usikker).
+Er der nogen forskel på årgangene?
+
+DEN FEDE HERRE (ler).
+Nej, De er god!
+
+WERLE (smiler).
+Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.
+
+DEN TYNDHÅREDE HERRE.
+Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
+Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?
+
+HJALMAR.
+Jo, lyset gør visst sit.
+
+FRU SØRBY.
+Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de
+trænger også svært til solskin, som der siges.
+
+DEN TYNDHÅREDE.
+Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!
+
+Den nærsynte herre.
+Fruen producerer sig--
+
+DEN FEDE HERRE.
+--og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!
+
+FRU SØRBY.
+Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være
+højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.
+
+DEN NÆRSYNTE HERRE.
+Regner De mig til de gamle!
+
+FRU SØRBY.
+Å, langt ifra.
+
+DEN TYNDHÅREDE.
+Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby--?
+
+DEN FEDE HERRE.
+Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?
+
+FRU SØRBY.
+Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
+
+(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser
+med hende.)
+
+WERLE.
+Fru Sørby finder altid en udvej--når hun vil. Stik dog på
+glassene, mine herrer!--Pettersen, å, sørg for--!
+Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers
+rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke
+anledning til at erindre Dem ved bordet.
+
+(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.)
+
+GRÅBERG.
+Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
+
+WERLE.
+Nå, er De nu ble't låset inde igen?
+
+GRÅBERG.
+Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne--
+
+WERLE.
+Nå, så gå De bare her igennem.
+
+GRÅBERG.
+Men der er én til--
+
+WERLE.
+Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
+
+(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)
+
+WERLE (uvilkaarligt).
+Uf da!
+
+(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer
+sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og
+vender sig mod kaminen.)
+
+EKDAL (ser ikke op, men gør korte huk til siderne i det han
+går og mumler):
+Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
+-porten lukket. Ber om forladelse.
+
+(han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.)
+
+WERLE (mellem tænderne).
+Den forbistrede Gråberg!
+
+GREGERS (med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar).
+Men det var da vel aldrig--!
+
+DEN FEDE HERRE.
+Hvad er det for noget? Hvem var det?
+
+GREGERS.
+Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.
+
+Den nærsynte herre (til Hjalmar).
+Kendte De den manden?
+
+HJALMAR.
+Jeg ved ikke--; jeg la' ikke mærke til--
+
+DEN FEDE HERRE (rejser sig).
+Hvad pokker er der dog i vejen?
+
+(han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.)
+
+FRU SØRBY (hvisker til tjeneren).
+Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
+
+PETTERSEN (nikker).
+Skal så gøre.
+
+(går ud.)
+
+GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).
+Det var altså virkelig ham!
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+GREGERS.
+Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!
+
+HJALMAR (hvisker hæftigt).
+Men kunde jeg da--!
+
+GREGERS.
+--kendes ved din far?
+
+HJALMAR (smerteligt).
+Å, hvis du var i mit sted, så--
+
+(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt
+mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.)
+
+DEN TYNDHÅREDE (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og
+Gregers).
+Aha, står man her og frisker op gamle minder fra
+studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha'
+ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke--
+
+HJALMAR.
+Tak, jeg skal ikke ha'--
+
+DEN FEDE HERRE.
+Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
+Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.
+
+HJALMAR.
+Jeg kan desværre ikke huske noget.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?
+
+(begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.)
+
+HJALMAR (dystert).
+Gregers,--jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende
+slag på sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.
+
+GREGERS.
+Ja, ja. Går du lige hjem?
+
+HJALMAR.
+Ja. Hvorfor det?
+
+GREGERS.
+Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.
+
+HJALMAR.
+Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er
+trist, Gregers,--især ovenpå et strålende gilde, som dette
+her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.
+
+FRU SØRBY (har nærmet sig, dæmpet).
+Går De, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+FRU SØRBY.
+Hils Gina.
+
+HJALMAR.
+Tak.
+
+FRU SØRBY.
+Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
+
+HJALMAR.
+Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde
+ubemærket.
+
+(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue
+og ud til højre.)
+
+FRU SØRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
+Nå, fik så den gamle noget med?
+
+PETTERSEN.
+Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak.
+
+FRU SØRBY.
+Å, De kunde da fundet på noget bedre.
+
+PETTERSEN.
+Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.
+
+DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden).
+Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
+
+FRU SØRBY.
+Ja nok; lad os det.
+
+GÆSTERNE.
+Bravo, bravo!
+
+(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre.
+Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger
+noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå;
+da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)
+
+GREGERS.
+Far, vil du ikke vente lidt?
+
+WERLE (standser).
+Hvad er det?
+
+GREGERS.
+Jeg må tale et ord med dig.
+
+WERLE.
+Kan ikke det vente til vi blir alene?
+
+GREGERS.
+Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet
+ikke blir alene.
+
+WERLE (kommer nærmere).
+Hvad skal det sige.
+
+(Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra
+musiksalen.)
+
+GREGERS.
+Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt
+forkomme.
+
+WERLE.
+Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.
+
+GREGERS.
+Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så
+nær.
+
+WERLE.
+Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle
+og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at
+jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
+
+GREGERS (sagte).
+Var han virkelig den eneste skyldige.
+
+WERLE.
+Hvem ellers, mener du!
+
+GREGERS.
+Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb--
+
+WERLE.
+Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne,
+--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den
+ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod
+for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad
+løjtnant Ekdal foretog sig.
+
+GREGERS.
+Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog
+sig.
+
+WERLE.
+Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev
+dømt og jeg frifunden.
+
+GREGERS.
+Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.
+
+WERLE.
+Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse
+gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er
+det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år
+der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er
+de historier glemt for længe siden--for mit vedkommende.
+
+GREGERS.
+Men den ulykkelige ekdalske familje da!
+
+WERLE.
+Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da
+Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent
+uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til
+bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de
+aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg
+har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige
+frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke
+og folkesnak--
+
+GREGERS.
+Mistanke--? Nå så, ja.
+
+WERLE.
+Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler
+ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd--
+
+GREGERS (uden at se på ham).
+Hm; tviler ikke på det.
+
+WERLE.
+Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I
+mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige
+udgifter bogfører jeg aldrig.
+
+GREGERS (smiler koldt).
+Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
+bogføre.
+
+WERLE (studser).
+Hvad mener du med det?
+
+GREGERS (med tilkæmpet mod).
+Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal
+lære fotografering?
+
+WERLE.
+Jeg? Hvorledes bogført?
+
+GREGERS.
+Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg
+også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til
+at etablere sig.
+
+WERLE.
+Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
+Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
+voldt mig udgifter nok.
+
+GREGERS.
+Har du bogført nogen af de udgifter?
+
+WERLE.
+Hvorfor spør' du om det?
+
+GREGERS.
+Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig,--den tid, da du
+tog dig så varmt af din gamle vens søn,--var ikke det
+netop just som han skulde til at gifte sig!
+
+WERLE.
+Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter så mange års forløb-
+-?
+
+GREGERS.
+Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev
+naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
+Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.
+
+WERLE.
+Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
+
+GREGERS.
+Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina
+Hansen,--vor forhenværende husjomfru.
+
+WERLE (ler spotsk, men tvungent).
+Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så
+særligt for vor forhenværende husjomfru.
+
+GREGERS.
+Det gjorde jeg heller ikke. Men--(sænker stemmen.) her var
+nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for
+hende.
+
+WERLE.
+Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel
+aldrig til mig!
+
+GREGERS (sagte, men fast).
+Jo, jeg sigter til dig.
+
+WERLE.
+Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han,
+den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tør han driste
+sig til at komme med slige sigtelser!
+
+GREGERS.
+Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror
+ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.
+
+WERLE.
+Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget
+sådant?
+
+GREGERS.
+Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste
+gang jeg så hende.
+
+WERLE.
+Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du,--
+I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik
+dit sind vendt bort ifra mig.
+
+GREGERS.
+Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked
+under og gik så ynkelig til grunde.
+
+WERLE.
+Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så
+mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker
+er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.--
+Og så går du og bærer paa en slig mistanke,--går og roder
+dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen
+far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder
+kunde ta' dig noget nyttigere til.
+
+GREGERS.
+Ja, det turde nok være på tiden.
+
+WERLE.
+Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader
+til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år
+ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel
+kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den
+almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.
+
+GREGERS.
+Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.
+
+WERLE.
+Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke
+skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til
+at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt.
+
+GREGERS.
+Så? Og på hvad måde--?
+
+WERLE.
+Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til
+byen nu straks--hm--
+
+GREGERS.
+Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt
+og ventet på at få vide det.
+
+WERLE.
+Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.
+
+GREGERS.
+Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
+
+WERLE.
+Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du
+kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted
+jeg op til værket.
+
+GREGERS.
+Vilde du?
+
+WERLE.
+Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg
+tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers;
+for de er begyndt at bli' noget svage.
+
+GREGERS.
+Det har de jo altid været.
+
+WERLE.
+Ikke som nu. Og så desuden,--omstændighederne kunde kanske
+gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for
+en tid.
+
+GREGERS.
+Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
+
+WERLE.
+Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller
+imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg
+synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med
+hinanden.
+
+GREGERS.
+Sådan i det ydre, mener du vel?
+
+WERLE.
+Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers.
+Synes du ikke, det måtte kunne la' sig gøre? Hvad?
+
+GREGERS (ser på ham med kolde øjne).
+Her stikker noget under.
+
+WERLE.
+Hvorledes det?
+
+GREGERS.
+Der må være noget, som du har brug for mig til.
+
+WERLE.
+I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for
+den anden.
+
+GREGERS.
+Ja, man siger jo så.
+
+WERLE.
+Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en
+ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom,--hele mit
+liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på
+alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig.--
+
+GREGERS.
+Du har jo fru Sørby.
+
+WERLE.
+Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten
+uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i
+huset;--og det kan jeg så sårt trænge til.
+
+GREGERS.
+Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.
+
+WERLE.
+Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i
+slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for
+verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke
+tjent med det.
+
+GREGERS.
+Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, så kan han
+visst vove adskilligt.
+
+WERLE.
+Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer
+vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om
+hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
+bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med
+din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse--
+
+GREGERS (afbryder ham).
+Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med
+hende?
+
+WERLE.
+Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
+
+GREGERS.
+Ja, det spør' jeg også. Hvad så?
+
+WERLE.
+Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?
+
+GREGERS.
+Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
+
+WERLE.
+Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til
+din afdøde mors minde--
+
+GREGERS.
+Jeg er ikke overspændt.
+
+WERLE.
+Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet
+en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg
+tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.
+
+GREGERS (ser ufravendt på ham).
+Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.
+
+WERLE.
+Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!
+
+GREGERS.
+Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord;--ikke på to
+mands hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det
+altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i
+egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres
+familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir
+noget nyt, det!
+
+WERLE.
+Hvor tør du tale i den tone!
+
+GREGERS.
+Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan
+mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den
+slags. For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når det kan
+fortælles, at sønnen--på pietetens vinger--er ilet hjem
+til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen
+af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og
+døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
+
+WERLE.
+Gregers,--jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der
+er dig så meget imod som jeg.
+
+GREGERS (sagte).
+Jeg har set dig på for nært hold.
+
+WERLE.
+Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men
+du skulde huske på, at de øjne var--omtåget en gang
+iblandt.
+
+GREGERS (bævende).
+Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for
+mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse--! Den
+sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev
+makket sammen med, da du ikke længer--å!
+
+WERLE (trækker på skuldrene).
+Ord til andet, som om jeg hørte din mor.
+
+GREGERS (uden at agte på ham).
+--og der sidder han nu, han med sit store troskyldige
+barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en
+slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget
+på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al
+din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med
+knuste menneskeskæbner langs alle vejene.
+
+WERLE.
+Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
+
+GREGERS (bukker behersket).
+Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og
+går.
+
+WERLE.
+Går du! Ud af huset?
+
+GREGERS.
+Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.
+
+WERLE.
+Hvad er det for en opgave?
+
+GREGERS.
+Du vilde bare le, ifald du hørte det.
+
+WERLE.
+En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
+
+GREGERS (peger ud mod baggrunden).
+Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk med fru
+Sørby.--God nat og far vel.
+
+(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres
+fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)
+
+WERLE (mumler hånligt efter Gregers).
+He--! Stakker,--og så siger han, at han ikke er
+overspændt!
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses
+at være et loftværelse. Til højre er der-skråtag med store
+glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i
+hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en
+dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to
+døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred
+dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er
+tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene
+til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og
+nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i
+ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske
+apparater og instrumenter står opstillet hist og her i
+rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en
+reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske
+stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre
+genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og
+lignende, ligger på bordet.)
+
+(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig
+sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene
+i ørerne og læser i en bog.)
+
+GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen
+til hende; derpå siger hun):
+Hedvig!
+
+HEDVIG (hører det ikke).
+
+GINA (højere).
+Hedvig!
+
+HEDVIG (tar hænderne fra og ser op).
+Ja, mor?
+
+GINA.
+Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.
+
+HEDVIG.
+Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!
+
+GINA.
+Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker
+det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne.
+
+HEDVIG (lukker bogen).
+Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.
+
+GINA (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet
+hæfte på bordet).
+Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag?
+
+HEDVIG.
+Det var 1 krone og 65 øre.
+
+GINA.
+Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad her bruges af
+smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost,-
+-lad mig se--(noterer.)--og så var det til skinke--hm
+--(summerer.) Ja, der har vi straks--
+
+HEDVIG.
+Og så kommer øllet til.
+
+GINA.
+Ja, det forstår sig. (noterer.) Det løber op; men det må jo
+til.
+
+HEDVIG.
+Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag,
+siden far var ude.
+
+GINA.
+Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte
+kroner og femti for fotografierne.
+
+HEDVIG.
+Tænk,--blev det så meget!
+
+GINA.
+Akkurat otte kroner og femti.
+
+(Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og
+blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd
+skyggende for øjnene.)
+
+HEDVIG.
+Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort
+middagsselskab hos grosserer Werle?
+
+GINA.
+Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det
+var jo sønnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi
+har jo ikke noget med den grossereren at gøre.
+
+HEDVIG.
+Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For
+han lovte, at han skulde be' fru Sørby om noget godt til
+mig.
+
+GINA.
+Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du
+tro.
+
+HEDVIG (tegner fremdeles).
+Lidt sulten er jeg næsten også.
+
+(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke
+i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.)
+
+GINA.
+Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.
+
+EKDAL.
+De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik
+jeg gå igennem--hm.
+
+HEDVIG.
+Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Hele pakken her. Vil du bare se.
+
+GINA.
+Det var jo bra'.
+
+HEDVIG.
+Og i lommen har du også en pakke.
+
+EKDAL
+Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra
+sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her,
+Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.)
+Hys!
+(kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren
+forsigtigt for.)
+
+He--he! De sover såmænd alle i hob. Og hun
+Selv har lagt sig i kurven. He--he!
+
+HEDVIG.
+Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den
+øverste dør til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?
+
+GINA.
+Fyrstikkerne står på kommoden.
+
+(Ekdal går ind i sit værelse.)
+
+HEDVIG.
+Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive
+igen.
+
+GINA.
+Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden
+lommeskilling.
+
+HEDVIG.
+Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den
+fæle madam Eriksens restauration.
+
+GINA.
+Det også, ja.
+
+(kort taushed.)
+
+HEDVIG.
+Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
+
+GINA.
+Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det.
+
+HEDVIG.
+Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss
+på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke
+det, mor?
+
+GINA.
+Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt
+værelset lejet bort.
+
+HEDVIG.
+Men det behøves ikke ikveld.
+
+GINA.
+Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til
+ingen nytte.
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt
+oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset
+til en anden gang.
+
+GINA (ser over til hende).
+Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han
+kommer hjem om kvellerne?
+
+HEDVIG.
+Ja, for så blir her mere fornøjeligt.
+
+GINA (tænker hen for sig).
+Å ja, der er noget i det.
+
+(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den
+forreste dør
+til venstre.)
+
+GINA (vender sig halvt på stolen).
+Skal bedstefar ha' noget i køkkenet?
+
+EKDAL.
+Skulde så, ja. Bliv bare siddende.
+
+(går ud.)
+
+GINA.
+Han roder da vel ikke med gløderne derude? (venter en
+stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.
+
+(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende
+vand.)
+
+HEDVIG.
+Henter du varmt vand, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så
+er blækket ble't jørmet som en grød,--hm.
+
+GINA.
+Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo
+sat ind.
+
+EKDAL.
+Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært
+travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind på kammerset
+til mig. Ikke nogen,--hm.
+
+(Han går ind i sit værelse, Gina og Hedvig ser på hinanden.)
+
+GINA (sagte).
+Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra?
+
+HEDVIG.
+Han har visst fåt af Gråberg.
+
+GINA.
+Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig.
+
+HEDVIG.
+Så må han ha' fåt sig en flaske på borg et steds.
+
+GINA.
+Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.
+
+(Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en grå filthat, kommer
+ind frå højre.)
+
+GINA (kaster sytøjet og rejser sig).
+Nej men, Ekdal, er du alt der igen!
+
+HEDVIG (samtidigt, springer op).
+Tænk, at du kommer nu, far!
+
+HJALMAR (sætter hatten fra sig).
+Ja, nu gik nok de fleste.
+
+HEDVIG.
+Så tidlig?
+
+HJALMAR.
+Ja, det var jo et middagsselskab.
+
+(vil trække yderfrakken af.)
+
+GINA.
+Lad mig hjælpe dig.
+
+HEDVIG.
+Jeg også.
+
+(De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på
+bagvæggen.)
+
+HEDVIG.
+Var der mange der, far?
+
+HJALMAR.
+Å nej, ikke mange. Vi var så en 12--14 personer til bords.
+
+GINA.
+Og du fik vel snakke med dem alle sammen?
+
+HJALMAR.
+Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la' beslag på
+mig.
+
+GINA.
+Er Gregers lige styg endnu?
+
+HJALMAR.
+Nå, han ser jo ikke videre godt ud.--Er ikke den gamle
+kommet hjem?
+
+HEDVIG.
+Jo, bedstefar sidder inde og skriver.
+
+HJALMAR.
+Sa' han noget?
+
+GINA.
+Nej, hvad skulde han sige?
+
+HJALMAR.
+Nævnte han ikke noget om--? Jeg synes, jeg hørte, at han
+havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.
+
+GINA.
+Nej, nej, det er ikke værdt--
+
+HJALMAR.
+Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
+
+GINA.
+Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld--
+
+HEDVIG (gør tegn).
+Hm--hm!
+
+GINA (mærker det ikke).
+--han har været her og hentet sig varmt vand--
+
+HJALMAR.
+Aha, sidder han og--?
+
+GINA.
+Ja, han gør nok det.
+
+HJALMAR.
+Herre gud,--min stakkers gamle hvidhårede far--! Ja, lad
+ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.
+
+(Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer
+fra sit værelse.)
+
+EKDAL.
+Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som
+Snakked.
+
+HJALMAR.
+Jeg kom nu netop.
+
+EKDAL.
+Du så mig nok ikke, du?
+
+HJALMAR.
+Nej; men de sa', du var gåt igennem--; og så vilde jeg
+følge dig.
+
+EKDAL.
+Hm, snilt af dig, Hjalmar.--Hvad var det for nogen, alle
+de folk?
+
+HJALMAR.
+Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og
+kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre--
+så og så; jeg ved ikke--
+
+EKDAL (nikker).
+Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare
+kammerherrer.
+
+GINA.
+Ja, det er nok svært fint i det huset nu.
+
+HEDVIG.
+Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op?
+
+HJALMAR.
+Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha' mig til at deklamere
+for sig; men det fik de mig ikke til.
+
+EKDAL.
+Fik de dig ikke til det, du?
+
+GINA.
+Det kunde du da gerne ha' gjort.
+
+HJALMAR.
+Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver,
+(spadserer om på gulvet.) Jeg gør det i al fald ikke.
+
+EKDAL.
+Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han.
+
+HJALMAR.
+Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for
+underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre
+anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det
+andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa
+værs'go' gøre nytte for al den gode mad, de får.
+
+GINA.
+Men det sa' du da vel ikke?
+
+HJALMAR
+(nynner).
+Hå--hå--hå--; de fik såmænd høre noget af hvert.
+
+EKDAL.
+Og det var til kammerherrerne selv!
+
+HJALMAR.
+Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en
+liden dispyt om Tokayervin.
+
+EKDAL.
+Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.
+
+HJALMAR (standser).
+Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene
+er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin
+druerne har fåt.
+
+GINA.
+Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal.
+
+EKDAL.
+Og det gav de sig til at disputere om?
+
+HJALMAR.
+De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var
+ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle
+årgange lige fine--blev der sagt.
+
+GINA.
+Nej, hvad du kan finde på!
+
+EKDAL.
+He--he! Og det fik de på sin tallerken?
+
+HJALMAR.
+Lige op i øjnene fik de det.
+
+EKDAL.
+Du, Gina, han sa' det lige op i øjnene på kammerherrerne.
+
+GINA.
+Nej, tænk, lige op i øjnene.
+
+HJALMAR.
+Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt
+fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al
+venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige
+mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!
+
+EKDAL.
+Men lige op i øjnene--
+
+Hedvig (indsmigrende).
+Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i
+kjole, far!
+
+HJALMAR.
+Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget
+upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig;
+--lidt trang i armhullerne kanske--; hjælp mig, Hedvig,
+(trækker kjolen af.) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du
+jakken, Gina?
+
+GINA.
+Her er den.
+
+(bringer jakken og hjælper ham.)
+
+HJALMAR.
+Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks
+imorgen tidlig.
+
+GINA (lægger den hen).
+Det skal nok bli' besørget.
+
+HJALMAR (atrækker sig).
+Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og
+ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse.
+Synes ikke du det, Hedvig?
+
+HEDVIG.
+Jo, far!
+
+HJALMAR.
+Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende
+ender--; se her! Hvad?
+
+HEDVIG.
+Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det
+store krøllede håret.
+
+HJALMAR.
+Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere
+sige lokket.
+
+HEDVIG.
+Ja, for det er så storkrøllet.
+
+HJALMAR.
+Egentlig lokket.
+
+Hedvig (lidt efter, trækker ham i jakken).
+Far!
+
+HJALMAR.
+Nå, hvad er det?
+
+HEDVIG.
+Å, du ved godt, hvad det er.
+
+HJALMAR.
+Nej visst ved jeg ikke, nej.
+
+Hedvig (ler og klynker).
+Å jo, far: nu skal du ikke pine mig længer!
+
+HJALMAR.
+Men hvad er det da?
+
+Hedvig (rusker i ham).
+Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du
+lovte mig.
+
+HJALMAR.
+Å--nej tænk, at jeg skulde glemme det!
+
+HEDVIG.
+Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor
+har du det henne?
+
+HJALMAR.
+Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har
+noget andet til dig, Hedvig.
+
+(går hen og søger i kjolelommerne.)
+
+Hedvig (hopper og klapper i hænderne).
+Å mor, mor!
+
+GINA.
+Ser du; når du bare gir tid, så--
+
+HJALMAR. (med et papir)-
+Se, her har vi den.
+
+HEDVIG.
+Det der? Det er jo bare et papir.
+
+HJALMAR.
+Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står
+«Menu»; det betyder spiseseddel.
+
+HEDVIG.
+Har du ikke noget andet?
+
+HJALMAR.
+Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på
+mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt
+dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg
+siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der,
+HEDVIG.
+
+Hedvig (svælger gråden).
+Tak.
+
+(Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende;
+Hjalmar
+mærker det.)
+
+HJALMAR (driver om på gulvet).
+Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har
+at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste,--
+straks skal en se sure miner. Nå, en vænner Sig til det
+Også. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der
+ind i aften, far?
+
+EKDAL.
+Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven.
+
+HJALMAR.
+Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig
+til den.
+
+EKDAL.
+Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der
+nogen smaa grejer til--
+
+HJALMAR.
+Nogen forbedringer, ja.
+
+EKDAL.
+Men de må gøres, du.
+
+HJALMAR.
+Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her,
+så sætter vi os i sofaen.
+
+EKDAL.
+Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først;--må nok
+renske den også. Hm.
+
+(han går ind i sit værelse.)
+
+GINA (smiler til Hjalmar).
+Renske piben, du.
+
+HJALMAR.
+Å ja, ja, Gina, lad ham bare--; den stakkers skibbrudne
+gubbe.--Ja, de forbedringerne,--dem er det bedst, vi får
+fra hånden imorgen.
+
+GINA.
+Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.
+
+Hedvig (indfaldende).
+Å jo visst, mor!
+
+GINA.
+--for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu
+været så mange bud efter dem.
+
+HJALMAR.
+Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' færdige.
+Er her kanske kommet nye bestillinger også?
+
+GINA.
+Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to
+portrætterne, som du ved.
+
+HJALMAR.
+Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så--
+
+GINA.
+Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det
+jeg årker, synes jeg.
+
+HJALMAR.
+Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så
+har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?
+
+GINA.
+Nej, endnu ikke.
+
+HJALMAR.
+Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så--. Man må
+ta' sig rigtig sammen, Gina!
+
+Hedvig (går imod ham).
+Skal jeg ikke ta' fløjten til dig, far?
+
+HJALMAR.
+Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden,
+(driver om.) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal
+ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine
+kræfter strækker til--
+
+GINA.
+Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente.
+
+HEDVIG.
+Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl?
+
+HJALMAR.
+Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig.----
+(standser.) Øl?--Var det øl, du talte om?
+
+Hedvig (livlig).
+Ja, far; dejlig friskt øl.
+
+HJALMAR.
+Nå,--når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en
+flaske.
+
+GINA.
+Ja, gør det; så skal vi ha' det hyggeligt.
+
+(Hedvig løber mod køkkendøren.)
+
+HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber
+hende om hodet og trykker hende op til sig).
+Hedvig! Hedvig!
+
+Hedvig (glad og i tårer).
+Å du snille far!
+
+HJALMAR.
+Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta't for mig
+ved den rige mands bord,--siddet og svælget ved det
+bugnende taffel--! Og så kunde jeg endda--!
+
+GINA (sidder ved bordet).
+Å snak, snak, Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at
+jeg holder af jer alligevel.
+
+HEDVIG (slår armene om ham).
+Og vi holder så umådelig af dig, far!
+
+HJALMAR.
+Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så--herre gud
+--husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes
+hær. Nå! (tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig
+fløjten.
+
+(Hedvig løber til reolen og henter den.)
+
+HJALMAR.
+Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring
+mig--å!
+
+(Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og
+tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans,
+men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.)
+
+ HJALMAR (afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og
+siger bevæget):
+Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina.
+Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være.
+
+(Han begynder atter at spille; straks efter banker det på
+gangdøren.)
+
+GINA (rejser sig).
+Hys, Ekdal,--jeg tror der kommer nogen.
+
+HJALMAR (lægger fløjten i reolen).
+Se så igen!
+
+(Gina går hen og åbner døren.)
+
+GREGERS WERLE (ude i gangen).
+Om forladelse--
+
+GINA (viger lidt tilbage).
+Å!
+
+GREGERS.
+--er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
+
+GINA.
+Jo, det er.
+
+HJALMAR (går hen imod døren).
+Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.
+
+GREGERS (kommer ind).
+Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig.
+
+HJALMAR.
+Men ikveld--? Er du gåt fra selskabet?
+
+GREGERS.
+Både fra selskabet og fra familjehjemmet.--God aften, fru
+Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?
+
+GINA.
+Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen.
+
+GREGERS.
+Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.
+
+HJALMAR.
+Er du gåt fra huset, siger du?
+
+GREGERS.
+Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.
+
+HJALMAR.
+Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta' af dig og slå dig ned.
+
+GREGERS.
+Tak.
+
+(trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå
+klædesdragt af landligt suit.)
+
+HJALMAR.
+Her, i sofaen. Gør dig det mageligt.
+
+(Gregers sælter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved
+bordet.)
+
+GREGERS (ser sig omkring).
+Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du
+altså.
+
+HJALMAR.
+Dette her er atelieret, som du vel ser--
+
+GINA.
+Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst
+her ude.
+
+HJALMAR.
+Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel:
+her er sådanne prægtige ydre rum--
+
+GINA.
+Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi
+kan leje ud.
+
+GREGERS (til Hjalmar).
+Se, se,--du har logerende også.
+
+HJALMAR.
+Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være
+om sig. (til Hedvig.) Men det var det øllet, du.
+
+HEDVIG (nikker og går ud i kokkenet).
+
+GREGERS.
+Det er altså din datter?
+
+HJALMAR.
+Ja, det er Hedvig.
+
+GREGERS.
+Og hun er jo eneste barn?
+
+HJALMAR.
+Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og
+--(sænker stemmen.) hun er også vor dybeste sorg, Gregers.
+
+GREGERS.
+Hvad er det, du siger!
+
+HJALMAR.
+Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at
+miste synet.
+
+GREGERS.
+Blir blind!
+
+HJALMAR.
+Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå
+bra' en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer
+ubønhørligt.
+
+GREGERS.
+Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt
+det?
+
+HJALMAR (sukker).
+Arveligt, rimeligvis.
+
+GREGERS (studsende).
+Arveligt?
+
+GINA.
+Ekdals mor havde også svagt syn.
+
+HJALMAR.
+Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.
+
+GREGERS.
+Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?
+
+HJALMAR.
+Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun
+aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden
+fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet.) Å,
+det er så knusende svært for mig, Gregers.
+
+(Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på
+bordet.)
+
+HJALMAR (stryger hende over hodet).
+Tak, tak, Hedvig.
+
+HEDVIG (lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret).
+
+HJALMAR.
+Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar
+et stykke?
+
+GREGERS (afværgende).
+Nej, nej tak.
+
+HJALMAR (fremdeles vemodig).
+Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en
+skalk, så var det bra'. Og så la' det være tilstrækkelig
+smør på, du.
+
+HEDVIG (nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen).
+
+GREGERS (som har fulgt hende med øjnene).
+Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.
+
+GINA.
+Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.
+
+GREGERS.
+Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor
+gammel kan hun nu være?
+
+GINA.
+Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i
+overmorgen.
+
+GREGERS.
+Temmelig stor for sin alder da.
+
+GINA.
+Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.
+
+GREGERS.
+På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv
+blir.--Hvor længe er det nu De har været gift?
+
+GINA.
+Nu har vi været gift i--; jaha, snart i femten år.
+
+GREGERS.
+Nej, tænk, er det så længe!
+
+GINA (blir opmærksom; ser på ham).
+Ja det er det da rigtignok.
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår
+over.) Det må ha' været lange år for dig der oppe på værket,
+det, Gregers.
+
+GREGERS.
+De var lange så længe jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg
+næsten ikke, hvor den tiden er ble't af.
+
+(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin
+gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.)
+
+EKDAL.
+Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette
+her--hm. Hvad var det nu for noget?
+
+HJALMAR (går imod ham).
+Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan
+huske ham.
+
+EKDAL (ser på Gregers, som har rejst sig).
+Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?
+
+HJALMAR.
+Ingen ting; det er til mig, han kommer.
+
+EKDAL.
+Nå, så der er ikke noget på færde?
+
+HJALMAR.
+Nej visst ikke, nej.
+
+EKDAL (svinger med armen).
+Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men--
+
+GREGERS (går hen til ham).
+Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant
+Ekdal.
+
+EKDAL.
+Jagttomterne?
+
+GREGERS.
+Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.
+
+EKDAL.
+Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.
+
+GREGERS.
+Den gang var De slig en vældig jæger.
+
+EKDAL.
+Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør
+ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke
+går i gaderne med den, så--
+
+(Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på
+bordet.)
+
+HJALMAR.
+Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers.
+
+(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig
+på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af
+Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos
+sin far.)
+
+GREGERS.
+Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var
+oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden.
+
+EKDAL.
+Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok
+sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også
+skudt. Har skudt hele ni.
+
+GREGERS (ser deltagende på ham).
+Og nu jager De aldrig mere.
+
+EKDAL.
+Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja,
+ikke på den måden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen
+--! (drikker.) Står skogen bra' deroppe nu?
+
+GREGERS.
+Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.
+
+EKDAL.
+Hugget ud? (sagtere og ligesom ræd.) Det er farlig gerning,
+det. Det dra'r efter sig. Der er hævn i skogen.
+
+HJALMAR (fylder i hans glas).
+Vær så god-, lidt til, far.
+
+GREGERS.
+Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,--
+leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?
+
+EKDAL (ler småt og skotter til Hjalmar).
+Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.
+
+GREGERS.
+Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne
+svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på
+vidder, mellem dyr og fugl--?
+
+EKDAL (smiler).
+Hjalmar, skal vi vise ham det?
+
+HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).
+Å nej, nej, far; ikke i aften.
+
+GREGERS.
+Hvad vil han vise mig?
+
+HJALMAR.
+Å, det er bare noget sådant--; du kan få se det en anden
+gang.
+
+GREGERS (fortsætter til den gamle).
+Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De
+følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart
+igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og
+her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og
+kvikke Dem op.
+
+EKDAL (stirrer forbauset på ham).
+Har jeg ingen verdens ting, som--!
+
+GREGERS.
+Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
+De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og
+vildt er--
+
+EKDAL (slår i bordet).
+Hjalmar, nu skal han se det!
+
+HJALMAR.
+Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt--
+
+EKDAL.
+Snak; det er jo månelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
+siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig,
+Hjalmar!
+
+HEDVIG.
+Å ja, gør det, far!
+
+HJALMAR (rejser sig).
+Ja--ja da.
+
+GREGERS (til Gina).
+Hvad er det for noget?
+
+GINA.
+Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart.
+
+(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver
+sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers
+blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
+Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt
+loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående
+skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart
+månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre
+ligger i dyb skygge.)
+
+EKDAL (til Gregers).
+Må gerne komme belt hen, De.
+
+GREGERS (går hen til dem).
+Hvad er det så egentlig?
+
+EKDAL.
+De kan jo se efter. Hm.
+
+HJALMAR (noget forlegen).
+Dette her hører far til, skønner du.
+
+GREGERS (ved døren, ser ind i loftsrummet).
+De holder jo høns, løjtnant Ekdal!
+
+EKDAL.
+Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men
+De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!
+
+HEDVIG.
+Og så er der--
+
+EKDAL.
+Hys--hys; ikke sig noget endnu.
+
+GREGERS.
+Og duer har De også, ser jeg.
+
+EKDAL.
+Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har
+rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne
+vil helst ligge højt, kan De skønne.
+
+HJALMAR.
+Det er ikke almindelige duer alle sammen.
+
+EKDAL.
+Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og
+et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den
+bingen der borte ved væggen?
+
+GREGERS.
+Ja; hvad bruger De den til?
+
+EKDAL.
+Der ligger kaninerne om natten, far.
+
+GREGERS.
+Nå; så De har kaniner også?
+
+EKDAL.
+Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han
+spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det
+rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem
+her; så ja; og se så der ned,--Ser De ikke der en kurv med
+strå i?
+
+GREGERS.
+To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.
+
+EKDAL.
+Hm--«en fugl»--
+
+GREGERS.
+Er det ikke en and?
+
+EKDAL (stødt).
+Jo, begribeligvis er det en and.
+
+HJALMAR.
+Men hvad slags and, tror du?
+
+HEDVIG.
+Det er ikke nogen simpel and--
+
+EKDAL.
+Hys!
+
+GREGERS.
+Og en tyrkisk and er det heller ikke.
+
+EKDAL.
+Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det
+er en vildand.
+
+GREGERS.
+Nej, er det virkelig? En vild and?
+
+EKDAL.
+Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa',--det er
+vildanden, det. Det er vor vildand, far.
+
+HEDVIG.
+Min vildand. For jeg ejer den.
+
+GREGERS.
+Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
+
+EKDAL.
+De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at
+plaske i.
+
+HJALMAR.
+Friskt vand hver anden dag.
+
+GINA (vender sig mod Hjalmar).
+Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.
+
+EKDAL.
+Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i
+natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.
+
+(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.)
+
+EKDAL.
+En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i
+lænestolen ved ovnen.) Å, de er svært mærkværdige, de
+vildænderne, kan De tro.
+
+GREGERS.
+Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal?
+
+EKDAL.
+Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen,
+som vi kan takke for den.
+
+GREGERS (studser lidt).
+Den mand skulde da vel aldrig være min far?
+
+EKDAL.
+Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.
+
+HJALMAR.
+Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers.
+
+GREGERS.
+Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og
+mangfoldigt; og så tænkte jeg som så--
+
+GINA.
+Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv--
+
+EKDAL.
+Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
+(til Gregers.) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han
+på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev
+hun bare skamskudt.
+
+GREGERS.
+Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.
+
+HJALMAR.
+Ja, hun fik sådan en to--tre stykker.
+
+HEDVIG.
+Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.
+
+GREGERS.
+Nå, så dukked hun vel til bunds da?
+
+EKDAL (søvnig, med tykt mæle).
+Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds--
+så dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i
+tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så
+kommer de aldrig op igen.
+
+GREGERS.
+Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.
+
+EKDAL.
+Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den
+hunden--den dukked efter og hented anden op igen.
+
+GREGERS (vendt til Hjalmar).
+Os så fik I den her?
+
+HJALMAR.
+Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde
+den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde
+gøre ende på den--
+
+EKDAL (halvt i søvne).
+Hm--ja, Pettersen--den torsken--
+
+HJALMAR (taler sagtere).
+På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender
+noget til Pettersen; og da han hørte dette her med
+vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
+
+GREGERS.
+Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel.
+
+HJALMAR.
+Ja, så utrolig vel, du. Den er ble't fed. Nå, den har jo nu
+også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige
+vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.
+
+GREGERS.
+Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se
+himmel og hav--. Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg
+tror, din far sover.
+
+HJALMAR.
+Å, for den sags skyld--
+
+GREGERS.
+Men, det er sandt,--du sa', du havde et værelse at leje
+ud,--et ledigt værelse?
+
+HJALMAR.
+Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen--?
+
+GREGERS.
+Kan jeg få det værelset?
+
+HJALMAR.
+Du?
+
+GINA.
+Nej men De, herr Werle--
+
+GREGERS.
+Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen
+tidlig.
+
+HJALMAR.
+Ja, med den største fornøjelse--
+
+GINA.
+Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for
+Dem, det.
+
+HJALMAR.
+Men, Gina, hvor kan du da sige det?
+
+GINA.
+Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og--
+
+GREGERS.
+Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke
+så ilde møbleret heller.
+
+GINA.
+Men husk på de to, som bor nedenunder.
+
+GREGERS.
+Hvad er det for to?
+
+GINA.
+Å, det er en, som har været huslærer--
+
+HJALMAR.
+Det er en kandidat Molvik.
+
+GINA.
+--og så er det en doktor, som heder Relling.
+
+GREGERS.
+Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid
+oppe i Højdal.
+
+GINA.
+Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så
+tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent
+hjem om naetterne, og da er de ikke altid så--
+
+GREGERS.
+Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med
+mig som med vildanden--
+
+GINA.
+Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.
+
+GREGERS.
+De vil nok svært nødig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.
+
+GINA.
+Nej kors; hvor kan De da tro det?
+
+HJALMAR.
+Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
+Gregers.) Men sig mig, tænker du altså at bli' her i byen
+for det første?
+
+GREGERS (tar sin overfrakke på).
+Ja, nu tænker jeg at bli' her.
+
+HJALMAR.
+Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig
+til?
+
+Gregers.
+Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke så ilde
+faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers
+--. «Gregers»--og så «Werle» bagefter; har du hørt noget
+så fælt, du?
+
+HJALMAR.
+Å, det synes jeg slet ikke.
+
+GREGERS.
+Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte på den fyren,
+som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på
+sig at være Gregers--Werle her i verden, således som jeg
+er det--
+
+HJALMAR. (ler).
+Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så
+være for noget?
+
+GREGERS.
+Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink
+hund.
+
+GINA.
+En hund!
+
+HEDVIG (uvilkårligt).
+Å nej da!
+
+GREGERS.
+Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til
+bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast
+i tang og tarre nede i mudderet.
+
+HJALMAR.
+Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her skønner jeg ikke et
+ord af.
+
+GREGERS.
+Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men
+imorgen tidlig altså--så flytter jeg ind. (til Gina.) De
+skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv.
+(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru
+Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!
+
+GINA.
+Godnat, herr Werle.
+
+HEDVIG.
+Godnat.
+
+HJALMAR (som har tændt et lys).
+Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne.
+
+(Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.)
+
+GINA (ser hen for sig, med sytøjet i fanget).
+Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en
+hund?
+
+HEDVIG.
+Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente
+noget andet med det.
+
+GINA.
+Hvad skulde det være for noget?
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget
+andet, end det han sa'--hele tiden.
+
+GINA.
+Tror du det? Ja underlig var det.
+
+HJALMAR (kommer tilbage).
+Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig.)
+Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder
+at spise smørrebrød.) Nå, ser du det, Gina,--når man bare
+er om sig, så--
+
+GINA.
+Hvorledes om sig?
+
+HJALMAR.
+Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det
+værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk,--til et menneske
+som Gregers,--en gammel god ven.
+
+GINA.
+Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.
+
+HEDVIG.
+Å mor, du skal se, det blir så morsomt!
+
+HJALMAR.
+Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få
+lejet ud; og nu liker du det ikke.
+
+GINA.
+Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så--.
+Men hvad tror du, grossereren vil sige?
+
+HJALMAR.
+Gamle Werle? Det rager da ikke ham.
+
+GINA.
+Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers
+imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved
+jo, hvorledes de to har det med hinanden.
+
+HJALMAR.
+Ja, det kan gerne være, men--
+
+GINA.
+Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag
+ved--
+
+HJALMAR.
+Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort
+overmåde meget for mig; gud bevar's,--det erkender jeg.
+Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af
+ham.
+
+GINA.
+Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle-
+far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten,
+han har hos Gråberg.
+
+HJALMAR.
+Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget
+ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå
+som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker
+jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så Sandt en
+opgave i livet, så skal jeg også udføre den!
+
+HEDVIG.
+Å ja far! Gør det!
+
+GINA.
+Hys; væk ham bare ikke!
+
+HJALMAR (sagtere).
+Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme
+den dag, da--. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet
+ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand
+være, som har en opgave i livet, (henne ved lænestolen,
+bevæget.) Stakkers gamle hvidhårede far.--Lid på din
+Hjalmar, du.--Han har brede skuldre, han;--kraftfulde
+skuldre i al fald.--Du skal nok en vakker dag vågne op og
+--. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?
+
+GINA (rejser sig).
+Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.
+
+HJALMAR.
+Ja, lad os det.
+
+(De tar varligt fat på den gamle.)
+
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+
+
+TREDJE AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind
+gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er
+fratrukket.)
+
+(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et
+fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter
+kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en
+lågkurv på armen.)
+
+HJALMAR.
+Er du alt der igen, Gina?
+
+GINA.
+Å ja, en får nok rappe sig.
+
+(sætter kurven på en stol og tar tøjet af.)
+
+HJALMAR.
+Så du indom til Gregers?
+
+GINA.
+Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han
+har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.
+
+HJALMAR.
+Nå da?
+
+GINA.
+Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu
+lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så
+hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank,
+slig at--
+
+HJALMAR.
+Å nej da.
+
+GINA.
+Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så
+slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over
+af det værste svineri.
+
+HJALMAR.
+Det var da kedeligt.
+
+GINA.
+Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den
+grisen; men der blir ikke værendes der inde før i
+eftermiddag.
+
+HJALMAR.
+Hvor har han så gjort af sig imens?
+
+GINA.
+Han gik ud lidt, sa' han.
+
+HJALMAR.
+Jeg var også inde hos ham et øjeblik--efter du var gåt.
+
+GINA.
+Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.
+
+HJALMAR.
+Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det
+er jo første dagen--; vi kan ikke godt undgå det. Du har
+vel altid noget i huset.
+
+GINA.
+Jeg får jo se at finde lidt.
+
+HJALMAR.
+Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og
+Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just
+Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo--
+
+GINA.
+Nå, skal vi ha' de to også?
+
+HJALMAR.
+Herre gud,--et par stykker mere eller mindre; det gør da
+hverken fra eller til.
+
+Gamle EKDAL (åbner sin dør og ser ind).
+Hør her, du Hjalmar--(bemærker Gina.) Nå så.
+
+GINA.
+Er det noget, som bedstefar vil ha'?
+
+EKDAL.
+Å nej; det kan være det samme. Hm!
+
+(går ind igen.)
+
+GINA (tar kurven).
+Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.
+
+HJALMAR.
+Ja, ja, det skal jeg nok.--Hør du, Gina; lidt sildesalat
+vilde være svært bra'; for Relling og Molvik har nok været
+ude på rangel inat.
+
+GINA.
+Bare de ikke kommer for snart over mig, så--
+
+HJALMAR.
+Nej visst ikke; gi' du dig tid.
+
+GINA.
+Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.
+
+HJALMAR.
+Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg
+årker!
+
+GINA.
+For så har du det fra hånden, ser du.
+
+(hun går med kurven ud i køkkenet.)
+
+HJALMAR (sidder en stund og pensler på fotografiet; det går
+trægt og med ulyst).
+
+EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger
+dæmpet):
+Har du det travlt, du?
+
+HJALMAR.
+Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne--
+
+EKDAL.
+Ja ja, gud bevar's--når du har det så travlt, så--. Hm!
+
+(går ind igen; døren blir stående åben.)
+
+HJALMAR (fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han
+penselen fra sig og går hen til døren).
+Har du det travlt, far?
+
+EKDAL (brummer indenfor).
+Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!
+
+HJALMAR.
+Ja ja da.
+
+(går til sit arbejde igen.)
+
+EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i døren).
+Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.
+
+HJALMAR.
+Jeg synes du sad og skrev.
+
+EKDAL.
+For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller
+to? Det står da ikke om livet ved jeg.
+
+HJALMAR.
+Nej; og du er da ikke nogen træl heller.
+
+EKDAL.
+Og så var det dette her andet derinde--
+
+HJALMAR.
+Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke
+op for dig?
+
+EKDAL.
+Vilde rigtig ikke være af vejen.
+
+HJALMAR (rejser sig).
+For så havde vi det fra hånden.
+
+EKDAL.
+Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det
+er jo imorgen? Hm?
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det imorgen.
+
+(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side.
+Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer
+flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne;
+hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.)
+
+HJALMAR.
+Nå, så får du gå ivej da, far.
+
+EKDAL (går indenfor).
+Kommer ikke du med?
+
+HJALMAR.
+Jo, ved du hvad,--jeg tror næsten--(ser Gina i
+køkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde.--
+Men så var det mekanismen--
+
+(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis
+nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten,
+oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er
+således ikke længer synligt.)
+
+HJALMAR (går hen til bordet).
+Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.
+
+GINA.
+Skulde han nu der ind og grassere igen?
+
+HJALMAR.
+Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam
+Eriksen? (sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo--
+
+GINA.
+Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække
+frokostbordet her?
+
+HJALMAR.
+Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?
+
+GINA.
+Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal
+sidde sammen.
+
+HJALMAR.
+Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!
+
+GINA.
+Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når
+du sover.
+
+HJALMAR.
+Nå, så er det jo bra'. Ja, så spiser vi her.
+
+GINA.
+Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan
+godt bruge bordet en stund til.
+
+HJALMAR.
+Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det
+jeg kan!
+
+GINA.
+For så er du fri siden, ser du.
+
+(går ud i køkkenet igen.)
+
+(kort ophold.)
+
+EKDAL (i loftsdøren, indenfor garnet).
+Hjalmar!
+
+HJALMAR.
+Nå?
+
+EKDAL.
+Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.
+
+HJALMAR.
+Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.
+
+EKDAL.
+Hm--hm--hm.
+
+(går fra døren igen.)
+
+HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig
+halvt).
+
+(Hedvig kommer ind fra køkkenet.)
+
+HJALMAR (sætter sig hurtig ned igen).
+Hvad er det du vil?
+
+HEDVIG.
+Jeg vilde bare ind til dig, far.
+
+HJALMAR (lidt efter).
+Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på
+kanske?
+
+HEDVIG.
+Nej slet ikke det.
+
+HJALMAR.
+Hvad tar mor sig til derude nu?
+
+HEDVIG.
+Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun (går hen til
+bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig
+med, far?
+
+HJALMAR.
+Å nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,--
+så længe kræfterne slår til. Det har ingen nød, Hedvig; når
+bare din far må få beholde sin helse, så--
+
+HEDVIG.
+Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt.
+
+(Hun går lidt omkring:, standser ved døråbningen og ser ind
+i loftsrummet.)
+
+HJALMAR.
+Hvad er det, han tar sig for, du?
+
+HEDVIG.
+Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.
+
+HJALMAR.
+Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg
+være fordømt til at sidde her--!
+
+HEDVIG (går hen til ham).
+Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.
+
+HJALMAR.
+Å snak; du bare fordærver øjnene med det.
+
+HEDVIG.
+Langt ifra. Kom her med penselen.
+
+HJALMAR (rejser sig).
+Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.
+
+HEDVIG.
+Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.) Se så. (sætter
+sig.) Og her har jeg et at se efter.
+
+HJALMAR.
+Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha'
+noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig,--det siger
+jeg dig.
+
+HEDVIG (retoucherer).
+Ja ja, det skal jeg nok.
+
+HJALMAR.
+Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du.
+
+(Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet.
+Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at
+disputere derinde.)
+
+HJALMAR (kommer frem indenfor garnet).
+Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og
+så hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare
+se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes
+jeg mener det!  Hedvig (har hentet det forlangte værktøj fra
+reolen og stikker det ind til ham)
+
+HJALMAR.
+Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.
+
+(går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde.)
+
+HEDVIG (blir stående og ser på dem. En stund efter banker
+det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det).
+
+GREGERS WERLE (barhodet og uden overtøj, kommer ind og
+standser lidt ved døren).
+Hm--!
+
+HEDVIG (vender sig og går imod ham).
+God morgen. Vær så god, kom nærmere.
+
+GREGERS.
+Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i
+huset.
+
+HEDVIG.
+Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.
+
+GREGERS.
+Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt.
+
+(sætter sig i sofaen.)
+
+HEDVIG.
+Her er så uryddigt--(vil ta' fotografierne bort.)
+
+GREGERS.
+Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?
+
+HEDVIG.
+Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.
+
+GREGERS.
+Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.
+
+HEDVIG.
+Å nej.
+
+(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at
+arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.)
+
+GREGERS.
+Har vildanden sovet godt i nat?
+
+HEDVIG.
+Jo tak, jeg tror visst det.
+
+GREGERS (vendt mod loftsrummet).
+Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i
+måneskin.
+
+HEDVIG.
+Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det
+anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser
+det anderledes ud, end når det er godt vejr.
+
+GREGERS.
+Har De lagt mærke til det?
+
+HEDVIG.
+Ja, for det ser en jo.
+
+GREGERS.
+Holder De også gerne til der inde hos vildanden?
+
+HEDVIG.
+Ja, når det lar sig gøre, så--
+
+GREGERS.
+Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på
+skolen.
+
+HEDVIG.
+Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve
+øjnene.
+
+GREGERS.
+Nå, så læser han altså selv med Dem.
+
+HEDVIG.
+Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke
+fåt tid til det endnu.
+
+GREGERS.
+Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?
+
+HEDVIG.
+Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig,
+rigtig--sådan--
+
+GREGERS.
+Er han fuld da?
+
+HEDVIG.
+Han er visst det.
+
+GREGERS.
+Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er
+det vel som en verden for sig selv, der,--kan jeg tænke?
+
+HEDVIG.
+Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.
+
+GREGERS.
+Så?
+
+HEDVIG.
+Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne
+er der billeder.
+
+GREGERS.
+Aha!
+
+HEDVIG.
+Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og
+et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det
+uret går ikke længer.
+
+GREGERS.
+Tiden er altså gåt istå derinde--hos vildanden.
+
+HEDVIG.
+Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle
+bøgerne.
+
+GREGERS.
+Og de bøgerne læser De vel i?
+
+HEDVIG.
+Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og
+det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne.--Der
+er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of
+London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så
+umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et
+timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der
+alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og
+store skibe, som sejler på havet.
+
+GREGERS.
+Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?
+
+HEDVIG.
+Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført
+dem hjem. De kaldte ham «den fly vendes Hollænderen». Og det
+er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.
+
+GREGERS.
+Ikke det?
+
+HEDVIG.
+Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble't
+stående efter ham.
+
+GREGERS.
+Hør, sig mig nu,--når De sidder der inde og ser på
+billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den
+store rigtige verden selv?
+
+HEDVIG.
+Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjælpe far og mor.
+
+GREGERS.
+Med at gøre fotografier istand?
+
+HEDVIG.
+Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at
+gravere slige billeder, som de, der står i de engelske
+bøgerne.
+
+GREGERS.
+Hm; hvad siger Deres far til det?
+
+HEDVIG.
+Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt.
+Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og
+stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.
+
+GREGERS.
+Å nej, det synes ikke jeg heller.
+
+HEDVIG.
+Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve,
+så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.
+
+GREGERS.
+Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.
+
+HEDVIG.
+Ja; for det er min vildand.
+
+GREGERS.
+Ja, det er jo det.
+
+HEDVIG.
+Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så
+tidt de vil.
+
+GREGERS.
+Så; hvad bruger de den da til?
+
+HEDVIG.
+Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.
+
+GREGERS.
+Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der
+inde.
+
+HEDVIG.
+Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så
+er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun,
+stakker.
+
+GREGERS.
+Har ingen familje ligesom kaninerne.--
+
+HEDVIG.
+Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været
+kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra
+alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige
+ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som
+ved, hvor hun er fra heller.
+
+GREGERS.
+Og så har hun været på havsens bund.
+
+HEDVIG (ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og
+spør):
+Hvorfor siger De havsens bund?
+
+GREGERS.
+Hvad skulde jeg ellers sige?
+
+HEDVIG.
+De kunde sige havets bund--eller havbunden.
+
+GREGERS.
+Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?
+
+HEDVIG.
+Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker
+siger havsens bund.
+
+GREGERS.
+Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.
+
+GREGERS.
+Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.
+
+HEDVIG.
+Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang--i en
+fart--kommer til at huske på det der inde, så synes jeg
+altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund».--
+Men det er jo så dumt.
+
+GREGERS.
+Det skal De slet ikke sige.
+
+HEDVIG.
+Jo, for det er jo bare et loft.
+
+GREGERS (ser fast på hende).
+Er De så viss på det?
+
+HEDVIG (forbauset).
+At det er et loft!
+
+GREGERS.
+Ja, ved De det så sikkert?
+
+HEDVIG (tier og ser på ham med åben mund).
+(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)
+
+Gresrers (rejser sig).
+Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.
+
+GINA.
+Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd
+af bordet, Hedvig.
+
+(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende.
+Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.)
+
+GREGERS.
+Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.
+
+GINA (med et sideblik).
+Jaha, jeg kan det.
+
+GREGERS.
+Det traf sig da rigtig heldigt.
+
+GINA.
+Hvorledes heldig?
+
+GREGERS.
+Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.
+
+HEDVIG.
+Mor kan også fotografere.
+
+GINA.
+Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.
+
+GREGERS.
+Så er det kanske Dem, som driver forretningen?
+
+GINA.
+Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så--
+
+GREGERS.
+Han er sagtens så opta't af sin gamle far, han, kan jeg
+tænke.
+
+GINA.
+Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal,
+at gå her og ta' potrætter af kreti og preti.
+
+GREGERS.
+Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den
+vejen, så--
+
+GINA.
+Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en
+af de almindelige fotograferne.
+
+GREGERS.
+Nå så alligevel! Men--?
+
+(Et skud fyres af inde på loftet.)
+
+GREGERS (farer op).
+Hvad er det!
+
+GINA.
+Uf, nu skyder de igen!
+
+GREGERS.
+Skyder de også?
+
+HEDVIG.
+De går på jagt.
+
+GREGERS.
+Hvad for noget! (henne ved loftsdøren.) Går du på jagt,
+Hjalmar?
+
+HJALMAR (indenfor garnet).
+Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta't--.
+(tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!
+
+(kommer ind i atelieret.)
+
+GREGERS.
+Går du og skyder inde på loftet?
+
+HJALMAR (viser en dobbeltløbet pistol).
+Å, det er bare med denne her.
+
+GINA.
+Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke
+med den pigstolen.
+
+HJALMAR (ærgerlig).
+Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en
+pistol.
+
+GINA.
+Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.
+
+GREGERS.
+Så du er altså ble't jæger, du også, Hjalmar?
+
+HJALMAR.
+Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars
+skyld, kan du skønne.
+
+GINA.
+Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha' noget at
+dividere sig med.
+
+HJALMAR (arrig).
+Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.
+
+GINA.
+Ja det er jo akkurat det jeg siger.
+
+HJALMAR.
+Nå; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så
+heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det,
+når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde.)
+Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på
+det.
+
+GREGERS (ser ind gennem garnet).
+Jagtgevær har du også, ser jeg.
+
+HJALMAR.
+Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for
+der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt
+at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og
+gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og
+skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler
+med sligt noget.
+
+HEDVIG (henne ved Gregers).
+Nu kan De da rigtig se vildanden.
+
+GREGERS.
+Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene
+vingen, synes jeg.
+
+HJALMAR.
+Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.
+
+GREGERS.
+Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?
+
+HJALMAR.
+Kanske en bitte liden smule.
+
+HEDVIG.
+Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.
+
+HJALMAR.
+Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er
+virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i
+kroppen og som har været mellem hundetænder--
+
+GREGERS (med et øjekast til Hedvig).
+--og som har været på havsens bund--så længe.
+
+HEDVIG (smiler).
+Ja.
+
+GINA (steller ved bordet).
+Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser
+nok for.
+
+HJALMAR.
+Hm;--er det snart dækket kanske?
+
+GINA.
+Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.
+
+(Gina og Hedvig går ud i køkkenet.)
+
+HJALMAR (halv højt).
+Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han
+liker det ikke.
+
+GREGERS. (går fra loftsdøren).
+
+HJALMAR.
+Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind.
+(skrammer med hændeme.) Hysch--hysch; Vil I væk med jer!
+(i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.)
+Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig
+ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gøre i
+stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles
+nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og
+høns ind i atelieret.
+
+GREGERS.
+Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret
+her?
+
+HJALMAR.
+Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger;
+for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de
+ting, som vigtigere er.
+
+GREGERS.
+Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?
+
+HJALMAR.
+Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller
+kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?
+
+GREGERS.
+Opfindelsen? Nej.
+
+HJALMAR.
+Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og
+ødemarkerne--
+
+GREGERS.
+Du har altså gjort en opfindelse!
+
+HJALMAR.
+Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du
+kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for
+fotografien, så var det ikke for at gå her og ta' portrætter
+af alskens hverdagsmennesker.
+
+GREGERS.
+Nej, nej, det sa' også din kone nu nylig.
+
+HJALMAR.
+Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering,
+så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en
+kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den
+mærkelige opfindelsen.
+
+GREGERS.
+Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?
+
+HJALMAR.
+Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu.
+Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er
+forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke
+for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for
+mig nat og dag.
+
+GREGERS.
+Hvilken livsopgave da?
+
+HJALMAR.
+Glemmer du gubben med sølvhåret?
+
+GREGERS.
+Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?
+
+HJALMAR.
+Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg
+hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.
+
+GREGERS.
+Det er altså din livsopgave.
+
+HJALMAR.
+Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han
+allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige
+undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv.
+Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde
+kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske
+slægts tragedie.
+
+GREGERS.
+Pistolen! Så?
+
+HJALMAR.
+Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast,--da havde
+han pistolen i sin hånd--
+
+GREGERS.
+Havde han--!
+
+HJALMAR.
+Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så
+ruineret på sjælen var han ble't allerede dengang. Å, kan du
+begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni
+bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter,--ja,
+fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe
+det, Gregers?
+
+GREGERS.
+Ja, jeg begriber det godt.
+
+HJALMAR.
+Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts
+historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under
+lås og lukke,--å, det var forfærdelige tider for mig, kan
+du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine
+vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den
+plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden
+og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke.
+Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom
+under en solformørkelse.
+
+GREGERS.
+Slig følte jeg det også, da mor var død.
+
+HJALMAR.
+I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit
+eget bryst.
+
+GREGERS
+Du tænkte også på at--!
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+GREGERS.
+Men du skød ikke?
+
+HJALMAR.
+Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv.
+Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge
+livet under de vilkår.
+
+GREGERS.
+Ja, det er som man tar det.
+
+HJALMAR.
+Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg
+snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg,
+at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre
+det som min eneste løn.
+
+GREGERS.
+Så det er det med uniformen, som han--?
+
+HJALMAR.
+Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke
+forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham.
+Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min
+bryllupsdag, eller hvad det nu kan være--da træder
+oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens
+dage. Men banker det så bare på gangdøren,--for han tør jo
+ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i
+sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham.
+Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!
+
+GREGERS.
+Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' færdig?
+
+HJALMAR.
+Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder
+som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og
+holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på
+inspirationen,--på en indskydelse,--og det er næsten
+umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.
+
+GREGERS.
+Men fremad går det da vel?
+
+HJALMAR.
+Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med
+opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har
+spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan
+gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det
+nytter ikke til noget; det siger Relling også.
+
+GREGERS.
+Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet
+dra'r dig bort og spreder dig for meget?
+
+HJALMAR.
+Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg
+kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme
+anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som
+kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser
+du,--når den kommer, så kommer den alligevel.
+
+
+GREGERS.
+Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden
+i dig.
+
+HJALMAR.
+Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
+
+GREGERS.
+Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.
+
+HJALMAR.
+Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har
+rammet far i vingen--og mig også?
+
+GREGERS.
+Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt;
+men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt
+en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at
+dø i mørke.
+
+HJALMAR.
+Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig
+la' være med slig snak.
+
+GREGERS.
+Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg
+har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.
+
+HJALMAR.
+Ja det kan gerne være; men du skal bare la' mig bli udenfor.
+Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige
+melankoli naturligvis--så befinder jeg mig så vel, som
+noget menneske kan ønske det.
+
+GREGERS.
+At du det gør, det kommer også af forgiften.
+
+HJALMAR.
+Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og
+forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
+hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.
+
+GREGERS.
+Nej, det skal du nok få mig til at tro.
+
+HJALMAR.
+Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft,
+som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget
+lavt, det ved jeg nok,--og mine kår er ringe. Men jeg er
+en opfinder, du,--og jeg er familjeforsørger tillige. Det
+bærer mig oppe over de små vilkår.--Ah, der kommer de med
+frokosten!
+
+(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel,
+glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og
+Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj;
+Molvik er sortklædt.)
+
+GINA (sætter sagerne på bordet).
+Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.
+
+RELLING.
+Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så
+var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang,
+Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--,
+ja, Relling kender du jo?
+
+GREGERS.
+Ja, så løselig.
+
+RELLING.
+Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne
+på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet
+ind?
+
+GREGERS.
+Jeg flytted ind nu imorges.
+
+RELLING.
+Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til
+doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.
+
+GREGERS.
+Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords.
+
+HJALMAR.
+Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!
+
+RELLING.
+Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig træffer det s'gu ikke.
+
+HJALMAR.
+Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la' os nu
+sætte os og spise og drikke og være glade.
+
+GREGERS.
+Skal vi ikke vente på din far?
+
+HJALMAR.
+Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom så!
+
+(Herrerne sætter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
+Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.)
+
+RELLING.
+Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal.
+
+GINA.
+Så? Igår igen?
+
+RELLING.
+Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?
+
+GINA.
+Nej, jeg kan ikke sige det.
+
+RELLING.
+Det var bra'; for inat var Molvik fæl.
+
+GINA.
+Er det sandt, Molvik?
+
+Molvik.
+La' os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger
+jo ikke af mit bedre jeg.
+
+RELLING (til Gregers).
+Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med
+ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.
+
+GREGERS.
+Dæmonisk?
+
+RELLING.
+Molvik er dæmonisk, ja.
+
+GREGERS.
+Hm.
+
+RELLING.
+Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene
+gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt.--Nå, og
+De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?
+
+GREGERS.
+Jeg har holdt ud indtil nu.
+
+RELLING.
+Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?
+
+GREGERS.
+Fordringen? (forstår ham.) Nå så.
+
+HJALMAR.
+Har du inkasseret fordringer, Gregers?
+
+GREGERS.
+Å snak.
+
+RELLING.
+Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle
+husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den
+ideale fordring».
+
+GREGERS.
+Jeg var ung dengang.
+
+RELLING.
+De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen
+--den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.
+
+GREGERS.
+Ikke siden heller.
+
+RELLING.
+Nå, så er De vel ble't så klog at slå lidt af på beløbet da,
+kan jeg tænke.
+
+GREGERS.
+Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.
+
+HJALMAR.
+Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smør,
+Gina.
+
+RELLING.
+Og så et stykke flæsk til Molvik.
+
+Molvik.
+Uh, ikke flæsk!
+
+(Det hanker på loftsdøren.)
+
+HJALMAR.
+Luk op, Hedvig; far vil ud.
+
+(Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med
+et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)
+
+EKDAL.
+God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt
+en stor en.
+
+HJALMAR.
+Og så har du flådd den før jeg kom--!
+
+EKDAL.
+Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet;
+og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine
+herrer!
+
+(går ind i sit værelse.)
+
+MOLVIK (rejser sig).
+Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg må ned som snarest--
+
+RELLING.
+Drik sodavand, menneske!
+
+MOLVIK (skynder sig).
+Uh--uh!
+
+(ud gennem gangdøren.)
+
+RELLING (til Hjalmar).
+Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.
+
+HJALMAR (klinker med ham).
+For idrætsmanden på gravens bred, ja.
+
+RELLING.
+For den gråhærdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det
+gråt hår, han har, eller er det hvidt?
+
+HJALMAR.
+Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke
+ret mange hårstrå igen på sin isse.
+
+RELLING.
+Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er
+da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre
+livsopgaven at stræve for--
+
+HJALMAR.
+Og jeg stræver også, kan du tro.
+
+RELLING.
+Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind
+på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for
+dig.
+
+HJALMAR.
+Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde,
+at ha' med på livsvejen, du.
+
+GINA.
+Å sid nu ikke der og ressensér om mig.
+
+RELLING.
+Og så din Hedvig, du Ekdal?
+
+HJALMAR (bevæget).
+Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
+(stryger hende over håret.) Hvad er det for en dag imorgen,
+du?
+
+HEDVIG (rusker i ham).
+Å nej, du skal ikke sige noget, far!
+
+HJALMAR.
+Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker
+på, at det skal bli' så ringe; bare en liden festlig
+tilstelning inde på loftet--
+
+HEDVIG.
+Å men det blir just dejligt, det!
+
+RELLING.
+Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til
+verden, Hedvig!
+
+HJALMAR.
+Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre
+din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil
+forlange noget for dig, et eller andet. Det skal være den
+fattige opfinders eneste løn.
+
+HEDVIG (hvisker med armen om hans hals).
+Å du snille, snille far!
+
+RELLING (til Gregers).
+Nå, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at
+sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?
+
+HJALMAR.
+Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.
+
+GREGERS.
+Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.
+
+RELLING.
+Sumpluft?
+
+HJALMAR.
+Å kom nu ikke med den snak igen!
+
+GINA.
+Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter
+såmænd ud hver evige dag.
+
+GREGERS (går fra bordet).
+Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.
+
+HJALMAR.
+Stank!
+
+GINA.
+Ja, hvad synes du, Ekdal!
+
+RELLING.
+Om forladelse,--det skulde vel ikke være Dem selv, som
+bringer stanken med der oppe fra gruberne?
+
+GREGERS.
+Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind
+i huset.
+
+RELLING (går hen til ham).
+Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at
+De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen
+endnu.
+
+GREGERS.
+I brystet går jeg med den.
+
+RELLING.
+Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå' Dem til
+at spille inkassator her, så længe jeg er inde.
+
+GREGERS.
+Og hvis jeg gør det alligevel?
+
+RELLING.
+Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det.
+
+HJALMAR (rejser sig).
+Nej men, Relling!
+
+GREGERS.
+Ja, kast De mig bare ud--.
+
+GINA (går imellem dem).
+Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem,
+herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i
+kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om
+stank.
+
+(Det banker på gangdøren.)
+
+HEDVIG.
+Mor, der er nogen, som banker.
+
+HJALMAR.
+Se så; nu skal vi ha' det rend også!
+
+GINA.
+La' bare mig--. (går hen og åtmer dåren, studser, farer
+sammen og viger tilbage.) Åh! Uf da!
+
+(Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.)
+
+WERLE.
+Be'r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.
+
+GINA (svælger vejret).
+Ja.
+
+HJALMAR (går nærmere).
+Vil ikke herr grossereren være så artig--?
+
+WERLE.
+Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.
+
+GREGERS.
+Ja, hvad godt? Her står jeg.
+
+WERLE.
+Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.
+
+GREGERS.
+I mit værelse--nå--
+
+(vil gå.)
+
+GINA.
+Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at--
+
+WERLE.
+Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire
+øjne.
+
+HJALMAR.
+Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen,
+Relling.
+
+(Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med
+sig ud i køkkenet.)
+
+GREGERS (efter et kort ophold).
+Ja, nu er vi altså under fire øjne.
+
+WERLE.
+Du lod falde nogen yttringer igår aftes--. Og såsom du nu
+har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at
+du har et eller andet i sinde imod mig.
+
+GREGERS.
+Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin
+stilling, som den er;--det er det hele.
+
+WERLE.
+Er det den livsopgaven, du talte om igår?
+
+GREGERS.
+Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
+
+WERLE.
+Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.
+
+GREGERS.
+Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det
+med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og
+jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.
+
+WERLE.
+Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.
+
+GREGERS.
+Jeg skulde ha trådt op imod dig dengang, der blev stillet
+snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for
+jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.
+
+WERLE.
+Ja, da burde du sandelig ha' talt.
+
+GREGERS.
+Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg.
+Jeg var så usigelig ræd for dig--både dengang og længe
+bagefter.
+
+WERLE.
+Den rædsel er gåt over nu, lader det til.
+
+GREGERS.
+Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal,
+både af mig og af--andre, det kan aldrig bødes på; men
+Hjalmar kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som han
+her holder på at gå til grunde i.
+
+WERLE.
+Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?
+
+GREGERS.
+Det tror jeg da så trøstig.
+
+WERLE.
+Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde
+takke dig til for en slig venskabstjeneste?
+
+GREGERS.
+Ja! Den mand er han.
+
+WERLE.
+Hm,--vi får se.
+
+GREGERS.
+Og desuden--skal jeg bli' ved at leve længer, så må jeg se
+at finde helsebod for min syge samvittighed.
+
+WERLE.
+Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig
+lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers;
+--den eneste arv, hun efterlod dig.
+
+GREGERS (med et hånsk halvsmil).
+Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned
+galt, da du trode, du skulde få formue med hende?
+
+WERLE.
+Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting.--Holder du
+altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et
+spor, som du formoder er det rigtige?
+
+GREGERS.
+Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
+
+WERLE.
+Nå, så kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da
+nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til
+mig igen?
+
+GREGERS.
+Nej.
+
+WERLE.
+Og ind i firmaet går du vel ikke heller?
+
+GREGERS.
+Nej.
+
+WERLE.
+Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet
+bli' skiftet imellem os.
+
+GREGERS (hurtigt)-
+Nej; det ønsker jeg ikke.
+
+WERLE.
+Du ønsker det ikke?
+
+GREGERS.
+Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.
+
+WERLE (lidt efter).
+Rejser du op til værket igen?
+
+GREGERS.
+Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.
+
+WERLE.
+Men hvad vil du da slå ind på?
+
+GREGERS.
+Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.
+
+WERLE.
+Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?
+
+GREGERS.
+Jeg har lagt lidt op af min løn.
+
+WERLE.
+Ja hvor længe vil det forslå!
+
+GREGERS.
+Jeg tænker, det forslår min tid ud.
+
+WERLE.
+Hvad skal det sige?
+
+GREGERS.
+Nu svarer jeg ikke på mere.
+
+WERLE.
+Farvel da, Gregers.
+
+GREGERS.
+Farvel.
+
+(Grosserer Werle går.)
+
+HJALMAR (kikker ind).
+Nu gik han jo?
+
+GREGERS.
+Ja.
+
+(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også,
+fra køkkenet.)
+
+RELLING.
+Den frokosten, den gik da i vasken.
+
+GREGERS.
+Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.
+
+HJALMAR.
+Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om
+mig?
+
+GREGERS.
+Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker
+frakken på.
+
+(ud gennem gangdøren.)
+
+GINA.
+Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.
+
+RELLING.
+Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.
+
+HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke).
+Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne
+sig for mig i enrum--!
+
+RELLING.
+Men, for fanden,--skønner du da ikke, at fyren er gal,
+forrykt, forstyrret!
+
+GINA.
+Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske
+raptusser iblandt.
+
+HJALMAR.
+Desto mere trænger han til en vens årvågne øje. (til Gina.)
+Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så
+længe.
+
+(går ud gennem gangdøren.)
+
+RELLING.
+Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til
+helvede ned i en af Højdalsgruberne.
+
+GINA.
+Jøss',--hvorfor siger De det da?
+
+RELLING (mumler).
+Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.
+
+GINA.
+Tror De, at unge Werle er rigtig gal?
+
+RELLING.
+Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men
+en sygdom har han rigtignok i kroppen.
+
+GINA.
+Hvad er det for noget, som fejler ham da?
+
+RELLING.
+Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut
+retskaffenhedsfeber.
+
+GINA.
+Retskaffenhedsfeber?
+
+HEDVIG.
+Er det en slags sygdom, det?
+
+RELLING.
+Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun
+sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden!
+
+(han går ud gennem gangdøren.)
+
+GINA (driver i uro hen over gulvet).
+Uf, den Gregers Werle,--det har altid vær't en fæl fisk.
+
+HEDVIG (står ved bordet og ser forskende på hende).
+Dette her synes jeg er underligt.
+
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet;
+et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en
+konsol og deslige står fremme på gulvet.
+Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere
+begynder det at mørkne.)
+
+(Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd
+glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.)
+
+GINA.
+Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det
+også. På mandag skal det første dusinet være færdig.--
+Farvel, farvel!
+
+(Man harer nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren,
+stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det
+tildækkede apparat.)
+
+HEDVIG (kommer ind fra køkkenet).
+Gik de nu?
+
+GINA (rydder op).
+Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.
+
+HEDVIG.
+Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?
+
+GINA.
+Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling?
+
+HEDVIG.
+Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu
+nylig.
+
+GINA.
+Og så står vel maden og blir kold for ham også.
+
+Hedvig
+Ja tænk,--far, som altid passer så rigtig på at komme hjem
+til middag!
+
+GINA.
+Å, nu kommer han snart, skal du se.
+
+HEDVIG.
+Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't så
+underligt.
+
+
+GINA (råber).
+Der er han!
+
+(Hjalmar Ekdal kommer ind geflnem gangdøren.)
+
+HEDVIG (imod ham).
+Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!
+
+GINA (skotter hen).
+Du blev da svært længe borte, Ekdal.
+
+HJALMAR (uden at se på hende).
+Jeg blev noget længe, ja.
+
+(Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham;
+han afværger det.)
+
+GINA.
+Har du kanske spist med Werle?
+
+HJALMAR (hænger frakken op).
+Nej.
+
+GINA (går mod køkkendøren).
+Så skal jeg sætte maden ind til dig.
+
+HJALMAR.
+Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.
+
+HEDVIG (går nærmere).
+Er det ikke bra' med dig, far?
+
+HJALMAR.
+Bra'? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen,
+Gregers og jeg.
+
+GINA.
+Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.
+
+HJALMAR.
+Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i
+denne verden, (driver nat omkring.) Har her været nogen,
+mens jeg var ude?
+
+GINA.
+Ikke andre end de to kæresterne.
+
+HJALMAR.
+Ingen nye bestillinger?
+
+GINA.
+Nej, idag ikke.
+
+HEDVIG.
+Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.
+
+HJALMAR.
+Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta' fat med
+hele mit alvor.
+
+HEDVIG.
+Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag
+imorgen?
+
+HJALMAR.
+Nå, det er jo sandt--. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil
+jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele
+arbejdet.
+
+GINA.
+Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at
+gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og
+så blir du ved at stelle med opfindelsen.
+
+HEDVIG.
+Og så med vildanden, far,--og med alle hønsene og
+kaninerne og--!
+
+HJALMAR.
+Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg
+aldrig mere min fod der inde på loftet.
+
+HEDVIG.
+Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli'
+tilstelning--
+
+HJALMAR.
+Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte
+vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om
+på!
+
+HEDVIG (skriger).
+Vildanden!
+
+GINA.
+Nu har jeg da aldrig hørt sligt!
+
+HEDVIG (rusker i ham).
+Nej men, far,--det er jo min vildand!
+
+HJALMAR.
+Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det,
+--ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler
+så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle
+under mit tag en skabning, som har været i de hænder.
+
+GINA.
+Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her
+sjofle Pettersen, så--
+
+HJALMAR (driver omkring).
+Der er visse krav--. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig
+sige--ideale krav,--visse fordringer, som en mand ikke
+kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.
+
+HEDVIG (går efter ham).
+Men tænk, vildanden,--den stakkers vildanden!
+
+HJALMAR (standser).
+Du hører jo, jeg skåner den--for din skyld. Der skal ikke
+krummes et hår på--; nå, som sagt, jeg skåner den. For der
+er jo også større opgaver, end som så, at ta' fat på. Men nu
+skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så
+passelig skummert for dig.
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.
+
+HJALMAR.
+Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke
+godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under
+dette tag.
+
+HEDVIG.
+Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en
+liden stund. Kåben og hatten--? Å, det ligger inde hos mig
+selv. Far,--du må da endelig ikke gøre vildanden noget
+ondt, mens jeg er ude.
+
+HJALMAR.
+Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende
+til sig.) Du og jeg, Hedvig,--vi to--! Nå, gå bare, du.
+
+(Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.)
+
+HJALMAR (går omkring uden at se op).
+Gina.
+
+GINA.
+Ja?
+
+HJALMAR.
+Fra imorgen af--eller, lad os sige fra iovermorgen af--
+kunde jeg ha' lyst til at føre husholdningsbogen selv.
+
+GINA.
+Vil du nu føre husholdningsbogen også?
+
+HJALMAR.
+Ja, eller ta' rede på indkomsterne i al fald.
+
+GINA.
+Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.
+
+HJALMAR.
+En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at
+strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende.)
+Hvorledes går det til?
+
+GINA.
+Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.
+
+HJALMAR.
+Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den
+arkskrivningen hos grosserer Werle?
+
+GINA.
+Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen
+på sligt noget.
+
+HJALMAR.
+Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!
+
+GINA.
+Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster
+os, og så en liden lommeskilling.
+
+HJALMAR.
+Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!
+
+GINA.
+Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du
+trodde, at han fik altingen af dig.
+
+HJALMAR.
+Og så får han det fra grosserer Werle!
+
+GINA.
+Å ja, grossereren har da nok at ta' af, han.
+
+HJALMAR.
+Lad mig få lampen tændt!
+
+GINA (tænder).
+Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det
+kan jo godt være Gråberg--
+
+HJALMAR.
+Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg?
+
+GINA.
+Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare--
+
+HJALMAR.
+Hm!
+
+GINA.
+Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
+Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.
+
+HJALMAR.
+Jeg synes, du 'skælver så i stemmen.
+
+GINA (sætter skærmen på).
+Gør jeg?
+
+HJALMAR.
+Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?
+
+GINA (fast).
+Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt
+og snakket om mig?
+
+HJALMAR.
+Er det sandt,--kan det være sandt, at--at der var et
+slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du
+tjente der i huset?
+
+GINA.
+Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig
+efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i
+det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både
+slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og så gik jeg
+af tjenesten.
+
+HJALMAR.
+Men siden altså!
+
+GINA.
+Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke så real, som
+du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om
+det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand
+da.
+
+HJALMAR.
+Nå, og så!
+
+GINA.
+Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før
+han fik sin vilje.
+
+HJALMAR (slår hæuderne sammen).
+Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget
+for mig!
+
+GINA.
+Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig
+det for længe siden.
+
+HJALMAR.
+Straks skulde du ha' sagt mig det;--så havde jeg da vidst,
+hvad du var for en.
+
+GINA.
+Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel?
+
+HJALMAR.
+Hvor kan du tænke dig det!
+
+GINA.
+Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
+For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og
+jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig--
+
+HJALMAR (går om).
+Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg
+her ser for mine øjne--(sparker til en stol.)--hele mit
+hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne
+forføreriske grosserer Werle!
+
+GINA.
+Angrer du på de fjorten--femten årene, som Vi har levet
+sammen?
+
+HJALMAR (stiller sig foran hende).
+Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den
+væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet
+mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og
+våndet dig i anger og nag?
+
+GINA.
+Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på
+huset og alt det daglige bestyret--.
+
+HJALMAR.
+Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid!
+
+GINA.
+Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle
+intrigerne, du.
+
+HJALMAR.
+Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så
+oprørende ved sig. Tænk,--ikke angre engang!
+
+GINA.
+Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis
+du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?
+
+HJALMAR.
+En slig--!
+
+GINA.
+Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og
+suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par
+år ældre.
+
+HJALMAR.
+Hvad der var ble't af mig!
+
+GINA.
+For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig
+først; det kan du vel ikke nægte for.
+
+HJALMAR.
+Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en
+mand har det, når han sørger og fortviler;--navnlig en
+mand med mit ildfulde gemyt.
+
+GINA.
+Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke
+på det heller; for du blev jo så inderlig bra' en mand,
+straks du havde fåt hus og hjem.--Og nu havde vi fåt det
+så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg
+også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med
+klæ'r.
+
+HJALMAR.
+I fortielsens sump, ja.
+
+GINA.
+Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje
+her i huset!
+
+HJALMAR.
+Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en
+vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed
+fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden?
+Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina,
+som har dræbt den.
+
+GINA (nær ved at græde).
+Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som
+alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for
+dig!
+
+HJALMAR.
+Jeg spør,--hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm?
+Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen,
+da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft.
+Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i
+mine hænder,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og så
+var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den
+hedengangne opfinders velhavende enke.
+
+GINA (tørrer tårerne af).
+Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da
+aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!
+
+HJALMAR.
+Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!
+
+(Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.)
+
+GREGERS.
+Tør jeg komme?
+
+HJALMAR.
+Ja; kom.
+
+GREGERS (går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil
+række dem hænderne).
+Nå, I kære mennesker--! (ser afveksiende på dem og hvisker
+til Hjalmar): Altså ikke sket endnu?
+
+HJALMAR (lydeligt).
+Det er sket.
+
+GREGERS.
+Det er?
+
+HJALMAR.
+Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.
+
+GREGERS.
+Men også den mest løftede, tænker jeg.
+
+HJALMAR.
+Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
+
+GINA.
+Gud forlade Dem, herr Werle.
+
+GREGERS (i stor forundring).
+Men jeg forstår ikke dette.
+
+HJALMAR.
+Hvad forstår du ikke?
+
+GREGERS.
+Så stort et opgør,---et opgør, som en hel ny livsførelse
+skal grundes på,--en livsførelse, et samliv, i sandhed og
+uden al fortielse--
+
+HJALMAR.
+Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
+
+GREGERS.
+Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så
+skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand
+og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette
+dumpe, tunge, triste--
+
+GINA.
+Nå så.
+
+(tar lampeskærmen af.)
+
+GREGERS.
+De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal
+der vel tid til--. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha
+ta't en højere indvielse af det store opgør.
+
+HJALMAR.
+Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige,--sådan på en
+måde.
+
+GREGERS.
+For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med
+det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til
+sig i kærlighed.
+
+HJALMAR.
+Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har
+tømt?
+
+GREGERS.
+Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du
+--!
+
+HJALMAR.
+Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig,
+Gregers. Der skal tid til, ser du.
+
+GREGERS.
+Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
+
+(Relling er kommen ind gennem gangdøren.)
+
+RELLING.
+Se så; er nu den vildanden på færde igen?
+
+HJALMAR.
+Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.
+
+RELLING.
+Grosserer Werles--? Er det ham, I snakker om?
+
+HJALMAR.
+Om ham og--os andre.
+
+RELLING (halvhøjt til Gregers).
+Gid fanden havde Dem!
+
+HJALMAR.
+Hvad er det, du siger?
+
+RELLING.
+Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde
+forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for
+at forkluddre jer begge to.
+
+GREGERS.
+De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu
+ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på
+bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt--
+
+GINA (grædefærdig).
+Så skulde De bare lad't mig gå for den jeg var da.
+
+RELLING (til Gregers).
+Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil
+her i huset?
+
+GREGERS.
+Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.
+
+RELLING.
+Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?
+
+GREGERS.
+Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre,
+desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble't.
+
+HJALMAR.
+Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.
+
+RELLING.
+Sludder, gutten min!--Med forlov, herr Werle; hvor mange-
+-bare så på en slump--hvor mange sande ægteskaber har De
+set i Deres liv?
+
+GREGERS.
+Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.
+
+RELLING.
+Ikke jeg heller.
+
+GREGERS.
+Men jeg har set så utallige ægteskaber af den modsatte
+slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se,
+hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.
+
+HJALMAR.
+En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans
+fødder; det er det forfærdelige.
+
+RELLING.
+Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør
+ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et
+ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la' være i
+fred.
+
+HJALMAR.
+Å,--Hedvig! Min stakkers Hedvig!
+
+RELLING.
+Ja, Hedvig får I værs'go' se at holde udenfor. I to er
+voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med
+jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I
+fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre
+en ulykke på hende.
+
+HJALMAR.
+En ulykke!
+
+RELLING.
+Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv--
+og kanske på andre med.
+
+GINA.
+Men hvor kan De da vide sligt, Relling?
+
+HJALMAR.
+Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?
+
+RELLING.
+Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er
+i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.
+
+GINA.
+Ja tænk,--det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så
+stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege
+ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på
+huset.
+
+RELLING.
+Ser De bare; jeg vidste det nok.
+
+GREGERS (til Relling).
+Men hvorledes forklarer De sådant noget?
+
+RELLING (mut).
+Hun er i stemmeskiftningen, far.
+
+HJALMAR.
+Så længe barnet har mig--! Så længe mit hode er oven mulde
+--!
+
+(Det banker på døren.)
+
+GINA.
+Hys, Ekdal; der er folk på gangen, (råber.) Vær så god!
+
+(Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.)
+
+FRU SØRBY.
+God aften!
+
+GINA (går imod hende).
+Nej, er det dig, Berta!
+
+FRU SØRBY.
+Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?
+
+HJALMAR.
+Nej bevar's; et sendebud fra det hus--
+
+FRU SØRBY (til Gina).
+Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine
+mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at
+snakke lidt med dig og sige dig farvel.
+
+GINA.
+Så? Rejser du da?
+
+FRU SØRBY.
+Ja, imorgen tidlig;--op til Højdal. Grossereren er rejst i
+eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse så meget
+fra ham.
+
+GINA.
+Nej tænk--!
+
+HJALMAR.
+Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?
+
+FRU SØRBY.
+Ja hvad siger De til det, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Vogt Dem, siger jeg.
+
+GREGERS.
+Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby.
+
+HJALMAR.
+Gifter han sig med hende!
+
+GINA.
+Å nej, Berta; blev det da endelig!
+
+RELLING (dirrer lidt i stemmen).
+Dette her er da vel aldrig sandt?
+
+FRU SØRBY.
+Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.
+
+RELLING.
+Vil De gifte Dem nu igen?
+
+FRU SØRBY.
+Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så
+turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.
+
+GREGERS.
+Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.
+
+FRU SØRBY.
+Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg håber
+da det, at det skal bli' til lykke både for Werle og for
+mig.
+
+RELLING.
+Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig
+fuld,--så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at
+skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren
+gjorde.
+
+FRU SØRBY.
+Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine
+gode sider, han også.
+
+RELLING.
+Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.
+
+FRU SØRBY.
+Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den
+mand, som det gør, han får ta' følgerne.
+
+RELLING.
+Ikveld går jeg ud med Molvik.
+
+Fr'u Sørby.
+Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det;--for min skyld.
+
+RELLING.
+Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du være med, så
+kom.
+
+GINA.
+Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer.
+
+HJALMAR (arrig, halvhøjt).
+Å så ti da!
+
+RELLING.
+Farvel, fru--Werle.
+
+(går ud germem gangdøren.)
+
+GREGERS (til fru Sørby).
+Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden
+temmelig nøje.
+
+FRU SØRBY.
+Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd
+engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to.
+
+GREGERS.
+Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.
+
+FRU SØRBY.
+Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for
+at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig
+rent væk heller.
+
+GREGERS.
+Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la' min far
+få et nys om dette gamle bekendtskab?
+
+FRU SØRBY.
+De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv.
+
+GREGERS.
+Så?
+
+FRU SØRBY.
+Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed
+kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham;
+det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at
+han havde hensigter.
+
+GREGERS.
+Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.
+
+FRU SØRBY.
+Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer
+længst med.
+
+HJALMAR.
+Hvad siger du til det, Gina.
+
+GINA.
+Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på
+én vis og andre på en anden.
+
+FRU SØRBY.
+Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den
+vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt
+dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som
+nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke
+med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt
+lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik
+hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre
+andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener
+sig on de mest indbildte forgåelser,--efter hvad jeg har
+lad't mig sige.
+
+GINA.
+Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.
+
+GREGERS.
+Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg
+går.
+
+FRU SØRBY.
+De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et
+ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha' rede på, at jeg ikke
+har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed.
+Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg
+gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener
+alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal
+visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen
+anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpeløs.
+
+HJALMAR.
+Blir han hjælpeløs?
+
+GREGERS (til fru Sørby).
+Ja, ja, tal nu ikke om det her.
+
+FRU SØRBY.
+Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil.
+Han blir blind.
+
+HJALMAR (studser).
+Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han
+også?
+
+GINA.
+Det blir jo så mange.
+
+FRU SØRBY.
+Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en
+forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne
+for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli' længer;
+jeg er så opkavet i denne tid.--Ja, det var det, jeg
+skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle
+kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til
+Gråberg.
+
+GREGERS.
+Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.
+
+FRU SØRBY.
+Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden--
+
+GINA.
+Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra
+grosserer Werle.
+
+HJALMAR (langsomt og med vægt).
+Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg
+i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg--
+
+GREGERS.
+Hvad! Kan du ville det?
+
+HJALMAR.
+--gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto
+over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale
+denne æresgæld--; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld!
+Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.
+
+GINA.
+Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.
+
+HJALMAR.
+Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på
+min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine
+åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det
+er ønsket om at bli' en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør
+jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre
+mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.
+
+FRU SØRBY.
+Her er nok sket et eller andet her i huset.
+
+HJALMAR.
+Ja, det er det.
+
+FRU SØRBY.
+Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med
+dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.
+
+(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til
+døren.)
+
+HJALMAR.
+Ikke ud over tærskelen, Gina!
+
+(Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.)
+
+HJALMAR.
+Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra
+hånden.
+
+GREGERS.
+Snart i al fald.
+
+HJALMAR.
+Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.
+
+GREGERS.
+Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.
+
+HJALMAR.
+I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de
+ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri' og vånde
+mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for
+en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig
+gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig
+glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket
+i mig kræver også sin ret.
+
+GREGERS (lægger hånden på hans skulder).
+Kære Hjalmar,--var det så ikke godt, at jeg kom?
+
+HJALMAR.
+Jo.
+
+GREGERS.
+At du fik fuld klarhed over alle forhold,--var ikke det
+godt?
+
+HJALMAR (lidt utålmodig).
+Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min
+retfærdighedsfølelse.
+
+GREGERS.
+Og hvad er det for noget?
+
+HJALMAR.
+Det er dette her, at--; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre
+mig så uforbeholdent om din far.
+
+GREGERS.
+Tag ikke noget som helst hensyn til mig.
+
+HJALMAR.
+Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at
+tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som
+realiserer det sande ægteskab.
+
+GREGERS.
+Nej men hvor kan du da sige sligt!
+
+HJALMAR.
+Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en
+ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel
+og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker
+ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse
+bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke
+mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.
+
+GREGERS.
+Nå ja, hvad så?
+
+HJALMAR.
+Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette
+her vanskelige, som du selv sa', hørte til, for at grunde
+det sande ægteskab.
+
+GREGERS.
+Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da
+vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to--?
+Nå, du forstår mig nok.
+
+HJALMAR.
+Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget,
+som sårer og krænker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat
+ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.
+
+GINA.
+Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige.
+
+GREGERS.
+Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.
+
+HJALMAR.
+Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner
+skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.
+
+GINA.
+Å det er kanske ikke så sikkert.
+
+HJALMAR.
+Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for
+just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han
+har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.
+
+GREGERS.
+Desværre, han har forblindet mange.
+
+HJALMAR.
+Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver
+grossererens egne øjne.
+
+GINA.
+Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.
+
+HJALMAR.
+Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en
+gang imellem.
+
+(Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem
+gangdøren.)
+
+GINA.
+Er du alt der igen?
+
+HEDVIG.
+Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte
+jeg nogen i porten.
+
+HJALMAR.
+Det var vel denne fru Sørby.
+
+HEDVIG.
+Ja.
+
+HJALMAR (går op og ned).
+Jeg vil håbe, du skal ha' set hende for sidste gang.
+
+(Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den
+anden som for at udforske stemningen.)
+
+HEDVIG (nærmer sig indsmigrende).
+Far.
+
+HJALMAR.
+Nå,--hvad er det, Hedvig?
+
+HEDVIG.
+Fru Sørby havde noget med til mig.
+
+HJALMAR. (standser).
+Til dig?
+
+HEDVIG.
+Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.
+
+GINA.
+Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.
+
+HJALMAR.
+Hvad er det for noget?
+
+HEDVIG.
+Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi' mig det på
+sengen imorgen tidlig.
+
+HJALMAR.
+Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!
+
+HEDVIG (skynder sig).
+Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev.
+
+(tar brevet op af kåbelommen).
+
+HJALMAR.
+Et brev også?
+
+HEDVIG.
+Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men
+tænk,--et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så
+står der «frøken» udenpå det. (læser.) «Frøken Hedvig
+Ekdal». Tænk,--det er mig.
+
+HJALMAR.
+Lad mig se det brev.
+
+HEDVIG (rækker ham det).
+Der kan du se.
+
+HJALMAR.
+Det er grosserer Werles hånd.
+
+GINA.
+Er du viss på det, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Se selv.
+
+GINA.
+Å tror du, jeg skønner mig på sligt?
+
+HJALMAR.
+Hedvig, må jeg åbne brevet--og læse det?
+
+HEDVIG.
+Ja det må du gerne, hvis du vil.
+
+GINA.
+Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.
+
+HEDVIG (sagte).
+Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og
+så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.
+
+HJALMAR.
+Jeg må altså åbne det?
+
+HEDVIG.
+Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad
+det er.
+
+HJALMAR.
+Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og
+synes forvirret.) Hvad er da dette her--?
+
+GINA.
+Hvad står der for noget da?
+
+HEDVIG.
+Å ja, far,--sig det!
+
+HJALMAR.
+Vær Stille, (læser det en gang til igennem; er bleven bleg,
+men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.
+
+HEDVIG.
+Nej, tænk! Hvad får jeg da?
+
+HJALMAR.
+Læs selv.
+
+HEDVIG (går hen og læser en stund ved lampen).
+
+HJALMAR (halvhøjt, knytter hænderne).
+Øjnene! Øjnene,--og så det brevet!
+
+HEDVIG (afbryder læsningen).
+Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det.
+
+HJALMAR (tar brevet fra hende).
+Du Gina,--kan du forstå dette her?
+
+GINA.
+Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
+
+HJALMAR.
+Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle
+bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den
+arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner
+månedlig på kontoret--
+
+GREGERS.
+Aha!
+
+HEDVIG.
+Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.
+
+GINA.
+Det blir jo godt for bedstefar.
+
+HJALMAR.
+--hundrede kroner, så længe han har det nødig,--det vil
+naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.
+
+GINA.
+Nå, så er da han forsørget, stakkers.
+
+HJALMAR.
+Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter
+skal denne gave gå over på dig.
+
+HEDVIG.
+På mig! Alt sammen?
+
+HJALMAR.
+Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han.
+Hører du det, Gina?
+
+GINA.
+Ja, jeg hører det nok.
+
+HEDVIG.
+Tænk--alle de penge, jeg får! (rusker i ham.) Far, far, er
+du da ikke glad--?
+
+HJALMAR (undviger hende).
+Glad! (går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn,--hvilke
+perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er
+det, han betenker så rigelig!
+
+GINA.
+Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag--
+
+HEDVIG.
+Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg
+vil gi' alle pengene til dig og mor.
+
+HJALMAR.
+Til mor, ja! Der har vi det.
+
+GREGERS.
+Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.
+
+HJALMAR.
+Tror du, det skulde være en snare nu igen?
+
+GREGERS.
+Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den
+mand, som du indbilder dig.
+
+HJALMAR.
+Ikke den mand--!
+
+GREGERS.
+Du skal få se det, sa' han.
+
+HJALMAR.
+Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge--!
+
+HEDVIG.
+Men, mor, hvad er det da for noget?
+
+GINA.
+Gå ud og tag af dig tøjet.
+
+(Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.)
+
+GREGERS.
+Ja, Hjalmar,--nu vil det vise sig, hvem der har ret, han
+eller jeg.
+
+HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, lægger begge
+stykkerne på bordet og siger):
+Her er mit svar.
+
+GREGERS.
+Det vented jeg.
+
+HJALMAR (går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger
+dæmpet):
+Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham
+blev belt forbi, da du--kom til at holde af mig, som du
+kalder det,--hvorfor satte han os da i stand til at gifte
+os?
+
+GINA.
+Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset.
+
+HJALMAR.
+Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?
+
+GINA.
+Jeg skønner ikke, hvad du mener.
+
+HJALMAR.
+Jeg vil vide, om--dit barn har ret til at leve under mit
+tag.
+
+GINA (retter sig ivejret; øjnene lyner).
+Og det spør' du om!
+
+HJALMAR.
+Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til--
+eller--? Nå!
+
+GINA (ser på ham med kold trods).
+Jeg ved ikke.
+
+HJALMAR (dirrer let).
+Du ved det ikke!
+
+GINA.
+Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er--
+
+HJALMAR (stille, vender sig fra hende).
+Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.
+
+GREGERS.
+Betænk dig på dette, Hjalmar!
+
+HJALMAR (tar sin yderfrakke på).
+Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.
+
+GREGERS.
+Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre
+være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens
+offerstemning.
+
+HJALMAR.
+Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.)
+Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd.)
+Gregers, jeg har ikke noget barn!
+
+HEDVIG (som har åbnet køkkendøren).
+Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!
+
+GINA.
+Se så!
+
+HJALMAR.
+Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg taler ikke at
+se dig. Å, de øjnene--! Farvel.
+
+(vil imod døren.)
+
+HEDVIG (hænger sig fast i ham og skriger højt).
+Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!
+
+GINA (råber).
+Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!
+
+HJALMAR.
+Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud;--væk fra alt dette!
+
+(Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.)
+
+HEDVIG (med fortvilede øjne).
+Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere
+igen!
+
+GINA.
+Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.
+
+HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen).
+Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.
+
+GREGERS.
+Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
+
+GINA.
+Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel.
+
+
+HEDVIG (ligger i sofaen).
+Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort
+ham? Mor, du må få ham hjem igen!
+
+GINA.
+Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter
+ham. (tar ydentøjet på.) Kanske han er gåt indom til
+Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig
+det?
+
+HEDVIG (græder krampagtigt).
+Ja, jeg skal la' det være; når bare far kommer igen.
+
+GREGERS (til Gina, som vil gå).
+Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin
+smertens kamp til ende?
+
+GINA.
+Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få
+stagget barnet.
+
+(går ud gennem gangdøren.)
+
+HEDVIG (sætter sig oprejst og tørrer tårerne af).
+Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke
+far vide af mig mere?
+
+GREGERS.
+De skal ikke spørge om det, forinden De er ble't stor og
+voksen.
+
+HEDVIG (hikster).
+Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige
+til jeg blir stor og voksen.--Jeg skønner nok, hvad det
+er.--Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.
+
+GREGERS (urolig).
+Hvorledes skulde det gå til?
+
+HEDVIG.
+Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide
+det; for sligt har jeg læst om.
+
+GREGERS.
+Nå, men om så var--
+
+HEDVIG.
+Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja
+næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til
+foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.
+
+GREGERS (afledende).
+Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden,
+Hedvig.
+
+HEDVIG.
+Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for
+sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om
+på den!
+
+GREGERS.
+Å det gør han da visst ikke.
+
+HEDVIG.
+Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var så fælt sagt af
+far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at
+den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.
+
+GREGERS (ser på hende).
+Plejer De læse aftenbøn?
+
+HEDVIG.
+Jaha.
+
+GREGERS.
+Hvem har vænnet Dem til det?
+
+HEDVIG.
+Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler
+på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne.
+
+GREGERS.
+Nå ja?
+
+HEDVIG.
+Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er
+jeg ble't ved med det.
+
+GREGERS.
+Og nu bér De for vildanden også?
+
+HEDVIG.
+Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var
+så sygelig i førstningen.
+
+GREGERS.
+Læser De kanske morgenbøn også?
+
+HEDVIG.
+Nej det gør jeg da rigtignok ikke.
+
+GREGERS.
+Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
+
+HEDVIG.
+Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget
+videre at være ræd for.
+
+GREGERS.
+Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde
+Deres far vri' halsen om på.
+
+HEDVIG.
+Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men
+han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af
+far.
+
+GREGERS (lidt nærmere).
+Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
+
+HEDVIG (rejser sig).
+Vildanden!
+
+GREGERS.
+Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og
+véd i verden?
+
+HEDVIG.
+Tror De, det vilde hjælpe?
+
+GREGERS.
+Prøv det, Hedvig.
+
+HEDVIG (sagte, med lysende øjne).
+Ja, jeg vil prøve det.
+
+GREGERS.
+Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?
+
+HEDVIG.
+Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.
+
+GREGERS.
+Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!
+
+HEDVIG.
+Hvorfor ikke det?
+
+GREGERS.
+Hun forstår os ikke.
+
+HEDVIG.
+Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig?
+
+(Gina kommer ind gennem gangdøren.)
+
+HEDVIG (imod hende).
+Traf du ham, mor?
+
+GINA.
+Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med
+sig.
+
+GREGERS.
+Er De viss på det?
+
+GINA.
+Ja, portkonen sa' det. Molvik var også gåt med, sa' hun.
+
+GREGERS.
+Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i
+ensomhed-!
+
+GINA (tar tøjet af).
+Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har
+trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der
+var de ikke.
+
+HEDVIG (kæmper med gråden).
+Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!
+
+GREGERS.
+Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og
+da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på
+det, Hedvig. God nat.
+
+(han går ud gennem gangdøren.)
+
+HEDVIG (kaster sig hulkende om Ginas hals).
+Mor, mor!
+
+GINA (klapper hende på ryggen og sukker):
+Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer
+galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+FEMTE AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind;
+der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.)
+
+(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en
+tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I
+det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)
+
+GINA (standser).
+Nå?
+
+HEDVIG.
+Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling--
+
+GINA.
+Ser du bare!
+
+HEDVIG.
+--for portkonen sa', hun hørte, at Relling havde to stykker
+med sig, da han kom hjem i nat.
+
+GINA.
+Det var nok det, jeg tænkte.
+
+HEDVIG.
+Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til
+os.
+
+GINA.
+I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.
+
+(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer
+frem i døren til sit værelse.)
+
+EKDAL.
+Du Hjalmar--. Er ikke Hjalmar hjemme?
+
+GINA.
+Nej, han er nok gåt ud.
+
+EKDAL.
+Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så
+god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.
+
+(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går
+derind; hun lukker efter ham.)
+
+HEDVIG (halvhøjt).
+Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse
+ifra os.
+
+GINA.
+Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en
+guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den
+hurlomhejen.
+
+HEDVIG.
+Ja men--
+
+(Gregers kommer ind gennem gangdøren.)
+
+GREGERS.
+Nå? Har De så fåt spurlag på ham?
+
+GINA.
+Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
+
+GREGERS.
+Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?
+
+GINA.
+Han har nok det.
+
+GREGERS.
+Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at
+samle sig i alvor--!
+
+GINA.
+Ja De må så sige.
+
+(Relling kommer ind fra gangen.)
+
+HEDVIG (imod ham).
+Er far hos Dem?
+
+GINA (samtidigt).
+Er han der?
+
+RELLING.
+Ja visst er han så.
+
+HEDVIG.
+Og De, som ikke siger os til!
+
+RELLING.
+Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-
+æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis;
+og siden så sovned jeg ind så tungt at--.
+
+GINA.
+Hvad siger Ekdal idag?
+
+RELLING.
+Han siger ingen verdens ting.
+
+HEDVIG.
+Snakker han slet ikke?
+
+RELLING.
+Ikke et levendes ord.
+
+GREGERS.
+Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.
+
+GINA.
+Men hvad tar han sig da til?
+
+RELLING.
+Han ligger på sofaen og snorker.
+
+GINA.
+Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.
+
+HEDVIG.
+Sover han? Kan han sove?
+
+RELLING.
+Ja, det lader s'gu' til det.
+
+GREGERS.
+Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham--
+
+GINA.
+Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om
+nætterne.
+
+HEDVIG.
+Det er kanske bra', det, at han får sove, mor.
+
+GINA.
+Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer
+ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu må jeg først
+få gjort huset lidt rensligt og pent, og så--. Kom og hjælp
+mig, Hedvig.
+
+(Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.)
+
+GREGERS (vender sig til Relling).
+Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i
+Hjalmar Ekdal?
+
+RELLING.
+Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig
+rørelse i ham.
+
+
+GREGERS.
+Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et
+nyt grundlag--? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed
+som Hjalmar--?
+
+RELLING.
+Å, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats
+til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så
+er både rødderne og trævlerne ble't grundigt exstirperet
+allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.
+
+GREGERS.
+Det skulde dog være mærkeligt--med den kærlighedsfulde
+opdragelse, som han har nydt.
+
+RELLING.
+Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?
+
+GREGERS.
+Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den
+ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at
+gøre nar igen.
+
+RELLING.
+Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god
+besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse
+sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort
+at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
+er ble't holdt for et lys--
+
+GREGERS.
+Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
+
+RELLING.
+Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det,
+--lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle
+sine dage.
+
+GREGERS.
+Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er
+det, De ikke skønner.
+
+RELLING.
+Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student
+på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys
+blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog,--
+rød og hvid,--slig, som småjomfruer helst vil ha' fyrene;
+og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette
+hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at
+deklamere andres vers og andres tanker--
+
+GREGERS (harmfuld).
+Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?
+
+RELLING.
+Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig,
+det gudebillede, som De ligger næsegrus for.
+
+GREGERS.
+Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.
+
+RELLING.
+Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De
+også, ser De.
+
+GREGERS.
+Det har De ret i.
+
+RELLING.
+Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu
+denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre
+er,--altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid
+skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
+
+GREGERS.
+Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.
+
+RELLING.
+Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne,
+som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen
+kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her
+bor ikke solvente folk her i huset.
+
+GREGERS.
+Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så,
+hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være
+sammen med ham?
+
+RELLING.
+Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at
+sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i
+hus med.
+
+GREGERS.
+Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?
+
+RELLING.
+Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.
+
+GREGERS.
+Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?
+
+RELLING.
+Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i
+ham.
+
+GREGERS.
+Livs--løgnen? Jeg hørte ikke rigtig--?
+
+RELLING.
+Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende
+princip, det, ser De.
+
+GREGERS.
+Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er
+befængt med?
+
+RELLING.
+Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til
+kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere
+for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på
+Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den
+fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.
+
+GREGERS.
+Er han da ikke dæmonisk?
+
+RELLING.
+Hvad fan' vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare
+noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham.
+Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige
+svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange
+herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu
+rigtignok fundet på kuren selv.
+
+GREGERS.
+Løjtnant Ekdal? Hvad han?
+
+RELLING.
+Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der
+inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere
+skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får
+tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem
+fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham
+det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og
+alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne,
+som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han
+gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.
+
+GREGERS.
+Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok
+måttet slå af på sin ungdoms idealer.
+
+RELLING.
+Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det
+udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord:
+løgne.
+
+GREGERS.
+Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?
+
+RELLING.
+Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.
+
+GREGERS.
+Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar
+ud af Deres klør!
+
+RELLING.
+Det turde bli' værst for ham. Tar De livsløgnen fra et
+gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme,
+(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Nå, lille vildand
+-mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og
+funderer på den mærkelige opfindelsen.
+
+(går ud gennem gangdøren.)
+
+GREGERS (nærmer sig Hedvig).
+Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.
+
+HEDVIG.
+Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
+
+GREGERS.
+Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling,
+kan jeg tænke.
+
+HEDVIG.
+Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig
+og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det
+var så underligt.
+
+GREGERS.
+Underligt?
+
+HEDVIG.
+Ja jeg ved ikke--. Igår kveld, straks med det samme, syntes
+jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet,
+og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget
+videre.
+
+GREGERS.
+Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til
+spilde i Dem.
+
+HEDVIG.
+Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så--
+
+GREGERS.
+Å, havde De så sandt fat opladt øje for det, som gir livet
+værd,--havde De det sande, glade, modige offersind, så
+skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem.--Men
+jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.
+
+(han går ud gennem gangdøren.)
+
+(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet;
+idet
+samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og
+åbner på
+klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.)
+
+EKDAL.
+Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.
+
+HEDVIG.
+Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se
+frem for sig.
+
+HEDVIG.
+Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de
+kaninerne?
+
+EKDAL.
+Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
+
+HEDVIG.
+Ja men vildanden da?
+
+EKDAL.
+Hå--hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig
+i verden, du. Aldrig det.
+
+HEDVIG.
+Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde
+vildænder.
+
+EKDAL.
+Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.
+
+HEDVIG.
+Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar;--jeg mener
+ikke med min vildand men med andre?
+
+EKDAL.
+Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du;
+for det er det sikkreste. Og så skal i de skydes mod fjæren,
+ser du,--ikke med fjæren.
+
+HEDVIG.
+Dør de da, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Ja gu' dør de--når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og
+pudse mig. Hm,--forstår nok--hm.
+
+(går ind i sit værelse.)
+
+HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til
+reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol
+ned fra hylden og ser på den).
+
+(Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.)
+
+HEDVIG (lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig).
+
+GINA.
+Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.
+
+HEDVIG (går fra reolen).
+Jeg vilde bare rydde lidt.
+
+GINA.
+Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm;
+jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham.
+
+(Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i
+atelieret.)
+
+(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser
+ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med
+forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.)
+
+GINA (blir stående med kosten i hånden og ser på ham).
+Å, nej da, Ekdal,--kommer du alligevel?
+
+HJALMAR (træder ind og svarer med dump røst):
+Jeg kommer--for at forsvinde i den samme stund.
+
+GINA.
+Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da,--hvorledes er
+det, du ser ud!
+
+HJALMAR.
+Ser ud?
+
+GINA.
+Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin
+bekomst.
+
+HEDVIG (i køkkendøren).
+Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og
+løber imod ham.) Å far, far!
+
+HJALMAR (vender sig bort og slår ud med hånden).
+Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg!
+
+GINA (halvhøjt).
+Gå ind i dagligstuen, Hedvig.
+
+(Hedvig går stille derind.)
+
+HJALMAR (travlt, trækker bordskuffen ud).
+Jeg må ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?
+
+GINA.
+Hvilke bøger?
+
+HJALMAR.
+Mine videnskabelige værker, naturligvis,--de tekniske
+tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.
+
+GINA (søger i reolen).
+Er det disse her, som ikke er nogen perm på?
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det så.
+
+GINA (lægger en bunke hæfter på bordet).
+Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?
+
+HJALMAR.
+Behøves ingen opskæring for mig.
+
+(kort taushed.)
+
+GINA.
+Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
+
+HJALMAR (roder mellem bøgerne).
+Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.
+
+GINA.
+Ja-ja.
+
+HJALMAR (hæftigt).
+For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver
+time på dagen!
+
+GINA.
+Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.
+
+HJALMAR.
+Bevis--!
+
+GINA.
+Jeg synes, du skulde bevise.
+
+HJALMAR.
+Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav--; jeg
+kunde fristes til at kalde dem ideale krav--
+
+GINA.
+Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker?
+
+HJALMAR.
+Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg
+vil ud i byen og gøre anstalter--. Hm--. (nølende.) Er der
+ingen, som har fundet min hat på trapperne?
+
+GINA.
+Nej. Har du mistet hatten?
+
+HJALMAR.
+Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der
+ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
+
+GINA.
+Jøss', hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?
+
+HJALMAR.
+Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i
+stemning til at huske på enkeltheder?
+
+GINA.
+Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal.
+
+(går ud i køkkenet.)
+
+HJALMAR (taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens
+han tømmer bordskuffen).
+Du er en skurk, Relling!--En kæltring er du!--Ah,
+skændige forfører!--Kunde jeg så sandt få nogen til at
+snigmyrde dig!
+
+(han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne
+papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det
+hurtigt fra sig i det Gina kommer.)
+
+GINA (sætter et dækket kaffebret på bordet).
+Her er en tår varmt, om du kunde ha' lyst. Og så er her
+smørrebrøder og lidt saltmad til.
+
+HJALMAR (skotter til brettet).
+Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt
+faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får
+være det samme.--Mine optegnelser! Mine påbegyndte
+livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige
+papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage.) Der er hun
+også!
+
+GINA.
+Ja, herre gud, et steds må da barnet være.
+
+HJALMAR.
+Gå ud.
+
+(han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.)
+
+HJALMAR
+(med hånden på dørvrideren, siger til Gina):
+I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem,
+ønsker jeg at forskånes for uvedkommende--
+
+(går ind i stuen.)
+
+HEDVIG (med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende):
+Er det mig?
+
+GINA.
+Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej,--gå heller ind i
+kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind
+til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved,
+hvor al tingen ligger.
+
+Hedvig (står et øjeblik urørlig, i angst og rådviidhed,
+bider laeberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun
+krampagtigt hænderne og siger sagte):
+Vildanden!
+
+(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner
+loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter
+sig.)
+
+(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.)
+
+HJALMAR (kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer,
+som han lægger på bordet).
+Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende
+ting, jeg får at slæbe med mig.
+
+GINA (følger efter med vadsækken).
+Men så la' alt det andre ligge så længe; og ta' bare med dig
+en skjorte og et par underbukser.
+
+HJALMAR.
+Puh,--disse anstrængende forberedelser--!
+
+(trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen.)
+
+GINA.
+Og så står kaffien og blir kold også.
+
+HJALMAR.
+Hm.
+
+(drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en.)
+
+GINA (tørrer stoleryggene af).
+Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum
+til kaninerne.
+
+HJALMAR.
+Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?
+
+GINA.
+Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg.
+
+HJALMAR.
+Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder
+end kaniner, som jeg må gi' afkald på.
+
+GINA (støver af i reolen).
+Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?
+
+HJALMAR.
+Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi' mig pistolen!
+
+GINA.
+Vil du ha' den pigstolen med dig?
+
+HJALMAR.
+Ja. Min ladte pistol.
+
+GINA (søger efter den).
+Den er væk. Han må ha' ta't den med sig ind.
+
+HJALMAR.
+Er han på loftet?
+
+GINA.
+Ja visst er han på loftet?
+
+HJALMAR.
+Hm,--den ensomme gubbe.
+
+(han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker
+kaffekoppen ud.)
+
+GINA.
+Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha' flyttet
+der ind.
+
+HJALMAR.
+Jeg skulde bli' boende under samme tag, som--! Aldrig,--
+aldrig!
+
+GINA.
+Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i
+dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.
+
+HJALMAR.
+Aldrig indenfor disse mure!
+
+GINA.
+Nå, men nede hos Relling og Molvik da?
+
+HJALMAR.
+Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste
+appetiten bare jeg tænker på dem.--Å nej, jeg får nok ud i
+stormen og snékavet,--gå fra hus til hus og søge efter ly
+for far og mig.
+
+GINA.
+Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.
+
+HJALMAR.
+Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må Skaffes
+tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød.) Der må gøres
+anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til
+heller.
+
+(søger efter noget på brettet.)
+
+GINA.
+Hvad er det du ser efter?
+
+HJALMAR.
+Smør.
+
+GINA.
+Smør skal straks komme.
+
+(går ud i køkkenet.)
+
+HJALMAR (råber efter hende).
+Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.
+
+GINA (bringer en smørskål).
+Se her; det skal være nykærnet.
+
+(Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i
+sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker
+en stund i taushed.)
+
+HJALMAR.
+Vilde jeg, uden at bli' overhængt af nogen--af nogen som
+helst,--kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?
+
+GINA.
+Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.
+
+HJALMAR.
+For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i
+en slig fart.
+
+GINA.
+Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at
+du ikke længere vilde leve isammens med os andre.
+
+HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig).
+Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede
+forhold--. Jeg må område mig; jeg må ha' pusterum; jeg kan
+ikke bære alle byrderne på en eneste dag.
+
+
+GINA.
+Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.
+
+HJALMAR (flytter på grossererens brev).
+Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.
+
+GINA.
+Ja jeg har ikke rørt det.
+
+HJALMAR.
+Mig kommer jo den papirlap ikke ved--
+
+GINA.
+Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig.
+
+HJALMAR.
+--men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder
+alligevel;--i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde
+det så let--
+
+GINA.
+Jeg skal nok ta' vare på det, Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli'
+hans sag, om han vil gøre brug af det.
+
+GINA (sukker).
+Ja, stakkers gamle far--
+
+HJALMAR.
+For en sikkerheds skyld--. Hvor finder jeg noget klister?
+
+GINA (går til reolen).
+Her står klisterpotten.
+
+HJALMAR.
+Og så en pensel.
+
+GINA.
+Her er penselen også.
+
+(bringer ham sagerne.)
+
+HJALMAR (tar en saks).
+Bare en papirstrimmel på bagsiden--. (klipper og klistrer.)
+Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed
+ejendom,--og aller mindst på en uformuende oldings. Nå,
+ikke på--den andens heller.--Se så. Lad det ligge der så
+længe. Og når det er ble't tørt, så ta' det væk. Jeg vil
+ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!
+
+(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)
+
+GREGERS (lidt forundret).
+Hvad,--sidder du her, Hjalmar?
+
+HJALMAR (rejser sig hurtigt).
+Jeg var sunken ned af mathed.
+
+GREGERS.
+Du har dog spist frokost, ser jeg.
+
+HJALMAR.
+Også legemet gør stundom sine krav gældende.
+
+GREGERS.
+Hvad har du så bestemt dig til?
+
+HJALMAR.
+For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd
+med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid,
+kan du vel tænke.
+
+GINA (lidt utålmodig).
+Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke
+vadsækken?
+
+HJALMAR (efter et ærgerligt sideblik mod Gregers).
+Pak,--og gør i stand!
+
+GINA (tar vadsækken).
+Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da.
+
+(går ind i stuen og trækker døren til efter sig.)
+
+GREGERS (efter en kort taushed).
+Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli' enden på det.
+Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå frå hus og
+hjem?
+
+HJALMAR (driver urolig omkring).
+Hvad vil du da, jeg skal gøre?--Jeg er ikke skikket til at
+være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha' det godt og trygt og
+fredeligt omkring mig.
+
+GREGERS.
+Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her
+er fast grund at bygge på,--og begynd så forfra. Og husk
+på, du har jo også opfindelsen at leve for.
+
+HJALMAR.
+Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med
+den.
+
+GREGERS.
+Så?
+
+HJALMAR.
+Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De
+andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir
+vanskeligere dag for dag--
+
+GREGERS.
+Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.
+
+HJALMAR.
+Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.
+
+GREGERS.
+Relling?
+
+HJALMAR.
+Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg
+for en eller anden mærkelig opfindelse i fotograflen.
+
+GREGERS.
+Aha,--det var Relling!
+
+HJALMAR.
+Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så
+meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode
+på den,--trode på den med barnesindets hele magt og
+styrke.--Ja, det vil sige,--jeg dåre har gåt her og
+bildt mig ind, at hun trode på den.
+
+GREGERS.
+Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod
+dig!
+
+HJALMAR.
+Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som
+står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit
+liv.
+
+GREGERS.
+Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne
+stænge for dig?
+
+HJALMAR (uden at svare).
+Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig
+lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min
+fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt
+mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig
+af hende;--og så digted og drømte jeg mig ind i den
+indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.
+
+GREGERS.
+Siger du, at det bare var en indbildning!
+
+HJALMAR.
+Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget
+ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den
+ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang
+til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil--;
+kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.
+
+GREGERS.
+Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad
+er det? Jeg synes vildanden skriger.
+
+HJALMAR.
+Vildanden skræpper. Far er på loftet.
+
+GREGERS.
+Er han det! (giæde lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok
+få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af
+dig!
+
+HJALMAR.
+Å hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tør ikke tro på nogen
+forsikkring fra den kant.
+
+GREGERS.
+Hedvig kender visselig ikke til svig.
+
+HJALMAR.
+Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert.
+Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha'
+siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha'
+ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet
+endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.
+
+GREGERS.
+Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!
+
+HJALMAR.
+Jeg har fåt øjnene op. Pas du på;--du skal se, gavebrevet
+er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget
+tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for
+barnet, hvad det så skal være. De kan ta' hende fra mig,
+hvad tid og time de lyster.
+
+GREGERS.
+Aldrig i verden går Hedvig fra dig.
+
+HJALMAR.
+Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter
+hende med fulde hænder--? Å, jeg, som har elsket hende så
+usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta'
+hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et
+mørkræd barn gennem et stort øde rum!--Nu føler jeg det så
+nagende sikkert,--den fattige fotograf oppe i
+loftslejligheden har aldrig været noget belt og fuldt for
+hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god
+fod med ham så længe til tiden kom.
+
+GREGERS.
+Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.
+
+HJALMAR.
+Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal
+tro,--at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da
+virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du
+stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers!
+Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte
+til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente--
+
+GREGERS (hurtigt).
+Ja, hvad da, tror du?
+
+HJALMAR.
+Hvis jeg så spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi'
+slip på livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,--du skulde
+nok få høre, hvad svar jeg fik!
+
+(Et pistolskud høres inde på loftet.)
+
+GREGERS (højt, i glæde).
+Hjalmar!
+
+HJALMAR.
+Se så; nu går han på jagt også.
+
+GINA (kommer ind).
+Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet
+alene.
+
+HJALMAR.
+Jeg vil se ind--
+
+GREGERS (levende, grebet).
+Bi lidt! Ved du, hvad det var?
+
+HJALMAR.
+Ja visst ved jeg det.
+
+GREGERS.
+Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!
+
+HJALMAR.
+Hvilket vidnesbyrd?
+
+GREGERS.
+Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at
+skyde vildanden.
+
+HJALMAR.
+Skyde vildanden!
+
+GINA.
+Nej, tænk--!
+
+HJALMAR.
+Hvad skulde det til?
+
+GREGERS.
+Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for
+så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.
+
+HJALMAR (blødt, bevæget).
+Å, det barn!
+
+GINA.
+Ja, hvad hun kan finde på!
+
+GREGERS.
+Hun vilde bare ha' din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes
+ikke hun kunde leve den foruden.
+
+GINA (kæmper med gråden).
+Der kan du selv se, Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Gina, hvor er hun henne?
+
+GINA (snøfter).
+Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.
+
+HJALMAR (går hen, river køkkendøren op og siger):
+Hedvig,--kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun
+ikke.
+
+GINA.
+Så er hun i det lille kammerset sit da.
+
+HJALMAR (udenfor).
+Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun må være gåt
+ud.
+
+GINA.
+Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.
+
+HJALMAR.
+Å gid hun bare snart vilde komme hjem,--så jeg rigtig kan
+få sagt hende--. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu
+tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.
+
+GREGERS (stille).
+Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.
+
+(Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld
+uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.)
+
+HJALMAR (forbauset).
+Far! Er du der!
+
+GINA.
+Var det i kammerset far skød?
+
+EKDAL (harmfuld, nærmer sig).
+Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?
+
+HJALMAR (spændt, forvirret).
+Det var altså ikke dig, som skød på loftet?
+
+EKDAL.
+Skød jeg? Hm!
+
+GREGERS (råber til Hjalmar).
+Hun har selv skudt vildanden, du!
+
+HJALMAR.
+Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den
+tilside, ser ind og skriger højt.) Hedvig!
+
+GINA (løber mod døren).
+Jøss', hvad er det!
+
+HJALMAR (går ind).
+Hun ligger på gulvet!
+
+GREGERS.
+Ligger Hedvig!
+
+(ind til Hjalmar.)
+
+GINA (samtidigt).
+Hedvig! (ind på loftet.) Nej, nej, nej!
+
+EKDAL.
+Hå--hå; går hun også på skytteri!
+
+(Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i
+den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt
+mellem fingrene.)
+
+HJALMAR (forstyrret).
+Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp!
+Hjælp!
+
+GINA (løber ud på gangen og råber ned):
+Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop så fort De kan!
+
+(Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.)
+
+EKDAL (stille).
+Skogen hævner.
+
+HJALMAR (på knæ ved hende).
+Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig--: ja, ja, ja.
+
+GINA (som er kommen ind igen).
+Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen--
+
+(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den
+sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.)
+
+RELLING.
+Hvad er her på færde?
+
+GINA.
+De siger, Hedvig har skudt sig.
+
+HJALMAR.
+Kom her og hjælp!
+
+RELLING.
+Skudt sig!
+
+(han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.)
+
+HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op på ham).
+Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder
+næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?
+
+RELLING.
+Hvorledes gik det til?
+
+HJALMAR.
+Å, hvad ved jeg--!
+
+GINA.
+Hun vilde skyde vildanden.
+
+RELLING.
+Vildanden?
+
+HJALMAR.
+Pistolen må være gåt af.
+
+RELLING.
+Hm. Ja så.
+
+EKDAL.
+Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel.
+
+(går ind på loftet og lukker efter sig.)
+
+HJALMAR.
+Nå, Relling,--hvorfor siger du ingen ting?
+
+RELLING.
+Kuglen er gåt ind i brystet.
+
+HJALMAR.
+Ja, men hun kommer sig da!
+
+RELLING.
+Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
+
+GINA (brister i grad).
+Å barnet, barnet!
+
+GREGERS (hæst).
+På havsens bund--.
+
+HJALMAR (springer op).
+Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling,--bare
+et øjeblik,--bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor
+usigelig jeg holdt af hende hele tiden!
+
+RELLING.
+Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.
+
+HJALMAR.
+Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun
+forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig.
+(hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige
+hende--! (knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der
+oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!
+
+GINA.
+Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke
+ret til at beholde hende, kan jeg tro.
+
+Molvik.
+Barnet er ikke dødt; det sover.
+
+RELLING.
+Sludder.
+
+HJALMAR (blir stille, går hen til sofaen og ser med
+korslagte arme på Hedvig).
+Der ligger hun så stiv og stille.
+
+RELLING (soger at løse pistolen).
+Den sidder så fast, så fast.
+
+GINA.
+Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la' pigstolen
+sidde.
+
+HJALMAR.
+Hun skal få den med sig.
+
+GINA.
+Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere
+her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun.
+Ta' i med, Ekdal.
+
+(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)
+
+HJALMAR (mens de bærer).
+Å, Gina, Gina, holder du dette ud!
+
+GINA.
+Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om
+hende, ved jeg.
+
+Molvik (strækker armene ud og mumler):
+Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du
+blive--
+
+RELLING (hvisker).
+Hold kæft, menneske; du er jo fuld.
+
+(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling
+lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.)
+
+Relling (går hen til Gregers og siger):
+Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et
+vådeskud.
+
+GREGERS (som har stat skrækslagen, i krampaytige rykninger).
+Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.
+
+RELLING.
+Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun må ha' trykket
+pistolen lige imod brystet og fyret af.
+
+GREGERS.
+Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen
+frigjorde det storladne i ham?
+
+RELLING.
+Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men
+hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?
+
+GREGERS.
+Skulde ikke den vare og vokse for livet!
+
+RELLING.
+Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end
+et vakkert deklamationstema.
+
+GREGERS.
+Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!
+
+RELLING.
+Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på
+hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det
+faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se
+ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i
+selvmedlidenhed. Pas De på!
+
+GREGERS.
+Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at
+leve.
+
+RELLING.
+Å, livet kunde være ganske bra' alligevel, når vi bare måtte
+få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os
+fattigfolk på dørene med den ideale fordring.
+
+GREGERS (ser frem for sig).
+I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.
+
+RELLING.
+Med forlov,--hvad er da Deres bestemmelse?
+
+GREGERS (i færd med at gå).
+At være den trettende mand tilbords.
+
+RELLING.
+Å fan' tro det.
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***
+
+***** This file should be named 13041-8.txt or 13041-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/1/3/0/4/13041/
+
+Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/old/13041-8.zip b/old/13041-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..5cddf08
--- /dev/null
+++ b/old/13041-8.zip
diff --git a/old/13041.txt b/old/13041.txt
new file mode 100644
index 0000000..8cc9edc
--- /dev/null
+++ b/old/13041.txt
@@ -0,0 +1,7792 @@
+The Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Vildanden
+
+Author: Henrik Ibsen
+
+Release Date: July 28, 2004 [EBook #13041]
+[Date last updated: December 19, 2004]
+
+Language: Norwegian
+
+Character set encoding: ASCII
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***
+
+
+
+
+Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
+
+
+
+
+
+
+       VILDANDEN
+
+  SKUESPIL, I FEM AKTER
+
+      HENRIK IBSEN
+
+          1884
+
+
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+PERSONERNE:
+
+Grosserer Werle, vaerksejer o. s. v.
+
+Gregers Werle, hans son.
+
+Gamle Ekdal.
+
+Hjalmar Ekdal, den gamles son, fotograf.
+
+Gina Ekdal, Hjalmars hustru.
+
+Hedvig, deres datter, 14 ar.
+
+Fru Sorby, grossererens husbestyrerinde.
+
+Relling, laege.
+
+Molvik, forhenvaerende teolog.
+
+Bogholder Graberg.
+
+Pettersen, grossererens tjener.
+
+Lejetjener Jensen.
+
+En blegfed herre.
+
+En tyndharet herre.
+
+En naersynt herre.
+
+Sex andre herrer, middagsgaester hos grossereren.
+
+Flere lejetjenere.
+
+(Forste akt foregar hos grosserer Werle, de fire folgende
+akter hos fotograf Ekdal)
+
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+FORSTE AKT.
+
+
+(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet
+arbejdsvaerelse; bogskabe og stoppede mobler; skrivebord med
+papirer og protokoller midt pa gulvet; taendte lamper med
+gronne skaerme, saledes at vaerelset er daempet belyst. Aben
+flojdor med fratrukne forhaeng pa bagvaeggen. Indenfor ses en
+stor elegant stue, staerkt oplyst af lamper og armstager.
+Foran til hojre i arbejdsvaerelset forer en liden tapetdor
+ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glodende
+kul i, og laengere tilbage en dobbeltdor til spisesalen.)
+
+(Grossererens tjener, Pettersen, i livre, og lejetjener
+Jensen, i sort, saetter tilrette i arbejdsvaerelset. I den
+storre stue gar to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og
+taender flere lys. Inde fra spisesalen hores summende samtale
+og latter af mange stemmer; der bankes med kniven pa et
+glas; stilhed indtraeder; en skaltale boldes; bravorab og sa
+atter summende samtale.)
+
+PETTERSEN (taender en lampe pa kaminen og saetter skaerm over).
+Nej hor bare, De, Jensen; nu star gamlingen ved bordet og
+proppenerer en lang skal for fru Sorby.
+
+LEJETJENER JENSEN (flytter en laenestol frem).
+Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem
+dem?
+
+PETTERSEN.
+Fan' ved.
+
+JENSEN.
+For han har nok vaer't en svaer buk i sine dage.
+
+PETTERSEN.
+Kanske det.
+
+JENSEN.
+Det er jo for sonnen, at han holder dette her
+middagsselskabet, siger de.
+
+PETTERSEN.
+Ja. Sonnen kom hjem igar.
+
+JENSEN.
+Aldrig vidste jeg for, at grosserer Werle havde nogen son.
+
+PETTERSEN.
+Jo da, han har en son. Men han holder stodt og stadig til
+der oppe pa Hojdalsvaerket. Han har ikke vaeret i byen i alle
+de ar jeg har tjent her i huset.
+
+EN LEJETJENER (i doren til den anden stue).
+De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--
+
+PETTERSEN (mumler).
+Hvad fan', kommer her nu nogen!
+
+(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra hojre i stuen. Han er klaedt
+i en luvslidt kavaj med hoj krave; uldne vanter; i handen en
+stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.
+Rodbrun, smudsig paryk og en liden gra knebelsbart.)
+
+PETTERSEN (gar imod ham).
+Joss',--hvad vil De her inde?
+
+EKDAL (i doren).
+Ma sa nodvendig ind pa kontoret, Pettersen.
+
+PETTERSEN.
+Kantoret er staengt for en time siden, og--
+
+EKDAL.
+Horte det i porten, far. Men Graberg sidder der endnu. Vaer
+snil, Pettersen, og lad mig fa slippe ind den vejen. (peger
+mod tapetdoren.) Har ga't den vejen for.
+
+PETTERSEN.
+Ja, De far sa gore da. (abner doren.) Men sans endelig pa,
+at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har
+fremmede.
+
+EKDAL.
+Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
+(mumier sagte.) Torsk! (han gar ind i kontoret; Pettersen
+lukker doren efter ham.)
+
+JENSEN.
+Horer han ogsa til kantorfolkene?
+
+PETTERSEN.
+Nej, han er bare en, som skriver udenom, nar de har det
+nodig. Men han har samaend vaer't en fin fyr i sin tid, gamle
+Ekdal.
+
+JENSEN.
+Ja, han sa ud som noget af hvert.
+
+PETTERSEN.
+Ja da; han har vaer't lojtnant, kan De taenke.
+
+JENSEN.
+A fan',--har han vaer't lojtnant!
+
+PETTERSEN.
+Ja gu' har han sa. Men sa slog han sig nok paa skoghandel
+eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort
+grossereren et faelt stygt puds engang. For de to var sammen
+om Hojdals-vaerket dengang, skonner De. A, jeg kender godt
+gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en
+flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
+
+JENSEN.
+Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.
+
+PETTERSEN.
+Joss', Jensen, De kan da vel skonne, at det er mig, som
+spanderer. For jeg synes, en skal vaere sjangtil imod bedre
+folk, som det er gat sa ilde med.
+
+JENSEN.
+Har han spillet bankerot da?
+
+PETTERSEN.
+Nej, det var nok vaerre end som sa. For han kom pa
+faestningen.
+
+JENSEN.
+Pa faestningen!
+
+PETTERSEN.
+Eller kanske det var i bodsfaengslet--(lytter). Hys, nu gar
+de fra bordet.
+
+(Doren til spisesalen slas op af et par tjenere derinde fra.
+Fru Sorby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
+efter lidt folger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
+Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)
+
+FRU SORBY (i forbigaende til tjeneren).
+Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.
+
+PETTERSEN.
+Ja vel, fru Sorby. (hun og de to herrer gar ind i stuen og
+derfra ud til hojre. Pettersen og lejetjener Jensen gar ud
+samme vej.)
+
+EN BLEGFED HERRE (til en tyndharet).
+Puh,--den diner--det var et drojt stykke arbejde!
+
+DEN TYNDHAREDE.
+A med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i
+tre timer.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Ja, men bagefter, bagefter, min kaere kammerherre!
+
+EN TREDJE HERRE.
+Jeg horer, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i
+musiksalen.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Bravo! Sa kanske fru Sorby spiller os et stykke.
+
+DEN TYNDHAREDE (daempet).
+Bare ikke fru Sorby snart blaeser os et stykke, du.
+
+DEN FEDE HERRE.
+A nej samaend; Berta slar ikke handen af sine gamle venner.
+
+(de ler og gar ind i stuen.)
+
+GROSSERER WERLE (daempet og forstemt).
+Jeg tror ikke nogen la' maerke til det, Gregers.
+
+GREGERS (ser pa ham).
+Hvilket?
+
+WERLE.
+La' ikke du heller maerke til det?
+
+GREGERS.
+Hvad skulde jeg laegge maerke til?
+
+WERLE.
+Vi var tretten til bords.
+
+GREGERS.
+Sa? Var vi tretten?
+
+WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
+Vi er ellers altid vant til at vaere tolv. (til de ovrige.)
+Vaer sa artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
+undtagen Hjalmar og Gregers, gar ud i baggrunden til hojre.)
+
+HJALMAR (som har hort samtalen).
+Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
+
+GREGERS.
+Hvad! Det heder jo, at selskabet skal vaere for mig. Og sa
+skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--
+
+HJALMAR.
+Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers
+aldrig her i huset.
+
+GREGERS.
+Nej, det horer jeg. Men jeg matte da se dig og tale med dig;
+for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle
+skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
+hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden pa sexten--sytten
+ar.
+
+HJALMAR.
+Er det sa laenge siden?
+
+GREGERS.
+Ja, det er det rigtignok. Na, hvorledes har du det sa? Du
+ser godt ud. Du er naesten ble't fyldig og svaer.
+
+HJALMAR.
+Hm, svaer kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis
+noget mandigere ud end dengang.
+
+GREGERS.
+Ja, det gor du; dit ydre har ikke lidt noget.
+
+HJALMAR (i dystrere tone).
+Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du
+ved jo, hvor forfaerdelig alting er styrtet sammen for mig og
+mit siden vi to sas.
+
+GREGERS (sagtere).
+Hvorledes gar det din far nu?
+
+HJALMAR.
+Kaere, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far
+lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i
+hele verden at holde sig til. Men dette her er sa knusende
+tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes
+du har havt det der oppe pa vaerket.
+
+GREGERS.
+Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at
+gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gore os det
+hyggeligt.
+
+(han saetter sig i en laenestol ved kaminen og noder Hjalmar
+ned i en anden ved siden af.)
+
+HJALMAR (blodt).
+Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til
+din fars bord; for nu skonner jeg da, at du ikke laenger har
+hoget imod mig.
+
+GREGERS (forundret).
+Hvor kunde du falde pa, at jeg skulde ha' noget imod dig?
+
+HJALMAR.
+I de forste arene havde du det dog.
+
+GREGERS.
+Hvilke forste ar?
+
+HJALMAR.
+Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo sa
+naturligt, at du havde. Det var jo pa et haengende har, at
+din far selv var ble't trukket med ind i disse her--a, disse
+her skraekkelige historierne!
+
+GREGERS.
+Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig
+det ind?
+
+HJALMAR.
+Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som
+har sagt mig det.
+
+GREGERS (studser).
+Far! Ja sa. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig
+hore fra dig,--ikke med et eneste ord.
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+GREGERS.
+Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
+
+HJALMAR.
+Din far sa', det var ikke vaerdt jeg skrev til dig om nogen
+som helst ting.
+
+GREGERS (ser hen for sig).
+Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
+Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
+stilling?
+
+HJALMAR (sukker let).
+A jo samaend gor jeg sa; kan egentlig ikke sige andet. I
+forstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt
+underligt for mig. Det var jo sa rent forandrede forholde,
+jeg kom ind i. Men alt det andet var jo ogsa sa rent
+forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og
+skaendselen, Gregers--
+
+GREGERS (rystet).
+Ja vel, ja. Ja vel.
+
+HJALMAR.
+Jeg kunde jo ikke taenke pa at bli' ved med studeringerne;
+der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gaeld;
+mest til din far, tror jeg--
+
+GREGERS.
+Hm--
+
+HJALMAR.
+Na, sa syntes jeg det var bedst--sadan med et ryk, ser du--
+at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var
+isaer din far, som raded mig til det; og da han tog sig sa
+hjaelpsomt af mig--
+
+GREGERS.
+Gjorde far?
+
+HJALMAR.
+Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at
+laere fotograferingen og til at indrette et atelier og
+etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
+
+GREGERS.
+Og alt det har far kostet?
+
+HJALMAR.
+Ja, kaere, ved du ikke det? Jeg forstod ham sa, at han havde
+skrevet det til dig.
+
+GREGERS.
+Ikke et ord om at det var ham. Han ma ha' glemt det. Vi har
+aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Sa det var altsa
+far--!
+
+HJALMAR.
+Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk
+skulde fa vide det; men ham var det. Og ham var det jo ogsa,
+som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du
+ikke det heller?
+
+GREGERS.
+Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.)
+Men, kaere Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
+glaeder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far
+uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser
+jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-
+
+HJALMAR.
+Samvittighed--?
+
+GREGERS.
+Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke
+ord for, hvor glad jeg er ved at hore dette om far.--Ja, du
+er gift, du, Hjalmar. Det er laengere end jeg nogensinde
+bringer det til. Na, jeg haber da, du finder dig lykkelig
+som gift mand?
+
+HJALMAR.
+Ja, rigtig gor jeg det. Hun er sa flink og sa bra' en kone,
+som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al
+dannelse.
+
+GREGERS (lidt forundret).
+Nej, det er hun da vel ikke.
+
+HJALMAR.
+Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--;
+og sa kommer der jo jaevnlig et par begavede mennesker til
+os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.
+
+GREGERS.
+Gina?
+
+HJALMAR.
+Ja, kaere, husker du ikke, at hun hed Gina?
+
+GREGERS.
+Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--
+
+HJALMAR.
+Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en
+tid?
+
+GREGERS (ser pa ham).
+Er det Gina Hansen--?
+
+HJALMAR.
+Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
+
+GREGERS.
+--som styred huset for os det sidste ar mor la syg?
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det sa. Men, kaere ven, jeg ved da bestemt, at
+din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.
+
+GREGERS (som har rejst sig).
+Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(gar om pa
+gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--nar jeg
+taenker mig om. Men far skriver altid sa kort til mig.
+(saetter sig halvt pa stolarmen.) Hor, sig mig, du, Hjalmar--;
+dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev
+kendt med Gina--med din hustru?
+
+HJALMAR.
+Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke laenge her i
+huset; for her var sa megen forstyrrelse den tid; din mors
+sygdom--; alt det kunde ikke Gina sta i, og sa sa' hun op
+og flytted. Det var aret for din mor dode,--eller kanske
+det var samme ar.
+
+GREGERS.
+Det var samme ar. Og jeg var oppe pa vaerket dengang. Men sa
+bagefter?
+
+HJALMAR.
+Ja, sa bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en
+svaert flink og straevsom kone, som holdt et lidet
+spisekvarter. Og sa havde hun et vaerelse at leje ud ogsa; et
+rigtig pent og hyggeligt vaerelse.
+
+GREGERS.
+Og det var du kanske sa heldig at komme over?
+
+HJALMAR.
+Ja, det var samaend din far, som gav mig anslag pa det. Og
+der,--ser du,--der var det egentlig jeg laerte Gina at
+kende.
+
+GREGERS.
+Og sa blev det til forlovelse?
+
+HJALMAR.
+Ja. Unge folk kommer jo sa let til at holde af hinanden--;
+hm--
+
+GREGERS (rejser sig og driver lidt om).
+Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod
+dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at laegge
+dig efter fotografering?
+
+HJALMAR.
+Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og saette bo jo
+for jo heller. Og sa fandt bade din far og jeg, at dette med
+fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina ogsa. Ja,
+og sa var der en grund til, ser du; det traf sig sa heldigt,
+at Gina havde lagt sig efter at retouchere.
+
+GREGERS.
+Det passed da vidunderlig godt sammen.
+
+HJALMAR (fornojet, rejser sig).
+Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig
+godt sammen?
+
+GREGERS.
+Jo, det ma jeg tilsta. Far har nok naesten vaeret som et slags
+forsyn for dig, han.
+
+HJALMAR (bevaeget).
+Han svigted ikke sin gamle vens son i traengselens dage. For
+han har hjertelag, ser du.
+
+FRU SORBY (kommer ind med grosserer Werle under armen).
+Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke ga laenger
+derinde og stirre pa alle lysene; De har ikke godt af det.
+
+WERLE (slipper hendes arm og forer handen over ojnene).
+Jeg tror naesten, De har ret i det.
+
+(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med
+praesesenterbraetter.)
+
+FRU SORBY (til gaesterne i den anden stue).
+Vaer sa god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch,
+sa ma han umage sig her ind.
+
+DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sorby).
+Men herre gud, er det sandt, at De har ophaevet den
+velsignede rogefrihed?
+
+FRU SORBY.
+Ja, her, pa grossererens enemaerker, er den forbudt, herr
+kammerherre.
+
+DEN TYNDHAREDE HERRE.
+Nar har De indfort disse skaerpede bestemmelser i cigarloven,
+fru Sorby?
+
+FRU SORBY.
+Efter forrige diner, herr kammerherre; for da var her visse
+personer, som tillod sig at ga over stregen.
+
+DEN TYNDHAREDE.
+Og det tillades ikke at ga en liden smule over stregen, fru
+Berta? Virkelig aldeles ikke?
+
+FRU SORBY.
+Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.
+
+(De fleste af gaesterne har samlet sig i grossererens
+vaerelse; tjenerne byder punschglassene om.)
+
+WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).
+Hvad er det, De star og studerer pa, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Det er bare et album, herr grosserer.
+
+DEN TYNDHAREDE (som driver omkring).
+Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.
+
+DEN FEDE HERRE (i en laenestol).
+Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
+
+HJALMAR.
+Nej, jeg har ikke.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Det skulde De ha' gjort; det er sa godt for fordojelsen
+saledes at sidde og se pa billeder.
+
+DEN TYNDHAREDE.
+Og sa gir det jo altid en skaerv til underholdningen, ser De.
+
+EN NAERSYNT HERRE.
+Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
+
+FRU SORBY.
+Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, sa skal man
+ogsa arbejde for foden, herr Ekdal.
+
+DEN FEDE HERRE.
+I et godt madhus er det en ren fornojelse.
+
+DEN TYNDHAREDE.
+Herre gud, nar det gaelder kampen for tilvaerelsen, sa--
+
+FRU SORBY.
+Det har De ret i!
+
+(de fortsaetter under latter og spog.)
+
+GREGERS (sagte).
+Du ma snakke med, Hjalmar.
+
+HJALMAR (med en vridning).
+Hvad skal jeg snakke om.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer ma anses som en
+forholdsvis sund drik for maven?
+
+WERLE (ved kaminen).
+Den Tokayer, De fik idag, tor jeg i al fald trygt indesta
+for; den er fra en af de aller-aller fineste argange. Ja,
+det forstod De da vel ogsa.
+
+DEN FEDE HERRE.
+Ja, den smagte maerkvaerdig delikat.
+
+HJALMAR (usikker).
+Er der nogen forskel pa argangene?
+
+DEN FEDE HERRE (ler).
+Nej, De er god!
+
+WERLE (smiler).
+Dem lonner det sig virkelig ikke at saette aedel vin for.
+
+DEN TYNDHAREDE HERRE.
+Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
+Solskin ma der til. Eller er det kanske ikke sa?
+
+HJALMAR.
+Jo, lyset gor visst sit.
+
+FRU SORBY.
+Men sa er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de
+traenger ogsa svaert til solskin, som der siges.
+
+DEN TYNDHAREDE.
+Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!
+
+Den naersynte herre.
+Fruen producerer sig--
+
+DEN FEDE HERRE.
+--og det pa vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!
+
+FRU SORBY.
+Ja, men det er nu visst og sandt, at argangene kan vaere
+hojst forskellige. De gamle argange er de fineste.
+
+DEN NAERSYNTE HERRE.
+Regner De mig til de gamle!
+
+FRU SORBY.
+A, langt ifra.
+
+DEN TYNDHAREDE.
+Ser man det! Men jeg da, sode fru Sorby--?
+
+DEN FEDE HERRE.
+Ja, og jeg! Hvad argange regner de os til?
+
+FRU SORBY.
+Dem regner jeg til de sode argange, mine herrer.
+
+(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser
+med hende.)
+
+WERLE.
+Fru Sorby finder altid en udvej--nar hun vil. Stik dog pa
+glassene, mine herrer!--Pettersen, a, sorg for--!
+Gregers, jeg taenker vi drikker et glas sammen. (Gregers
+rorer sig ikke.) Vil ikke De vaere med, Ekdal? Jeg fik ikke
+anledning til at erindre Dem ved bordet.
+
+(Bogholder Graberg ser ind gennem tapetdoren.)
+
+GRABERG.
+Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
+
+WERLE.
+Na, er De nu ble't laset inde igen?
+
+GRABERG.
+Ja, og Flakstad er gat med noglerne--
+
+WERLE.
+Na, sa ga De bare her igennem.
+
+GRABERG.
+Men der er en til--
+
+WERLE.
+Ja kom, kom begge to; gener Dem ikke.
+
+(Graberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)
+
+WERLE (uvilkaarligt).
+Uf da!
+
+(Latter og passiar forstummer mellem gaesterne. Hjalmar farer
+sammen ved synet af sin far, saetter sit glas fra sig og
+vender sig mod kaminen.)
+
+EKDAL (ser ikke op, men gor korte huk til siderne i det han
+gar og mumler):
+Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
+-porten lukket. Ber om forladelse.
+
+(han og Graberg gar ud i baggrunden til hojre.)
+
+WERLE (mellem taenderne).
+Den forbistrede Graberg!
+
+GREGERS (med aben mund og stirrende ojne, til Hjalmar).
+Men det var da vel aldrig--!
+
+DEN FEDE HERRE.
+Hvad er det for noget? Hvem var det?
+
+GREGERS.
+A, det var ingen; bare bogholderen og en til.
+
+Den naersynte herre (til Hjalmar).
+Kendte De den manden?
+
+HJALMAR.
+Jeg ved ikke--; jeg la' ikke maerke til--
+
+DEN FEDE HERRE (rejser sig).
+Hvad pokker er der dog i vejen?
+
+(han gar hen til nogle andre, som taler daempet.)
+
+FRU SORBY (hvisker til tjeneren).
+Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
+
+PETTERSEN (nikker).
+Skal sa gore.
+
+(gar ud.)
+
+GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).
+Det var altsa virkelig ham!
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+GREGERS.
+Og endda sa stod du her og naegted, at du kendte ham!
+
+HJALMAR (hvisker haeftigt).
+Men kunde jeg da--!
+
+GREGERS.
+--kendes ved din far?
+
+HJALMAR (smerteligt).
+A, hvis du var i mit sted, sa--
+
+(Samtalerne mellem gaesterne, som har vaeret fort med lavt
+maele, slar nu over i en tvungen hojrostethed.)
+
+DEN TYNDHAREDE (naermer sig venskabeligt til Hjalmar og
+Gregers).
+Aha, star man her og frisker op gamle minder fra
+studenterarene? Hvad? Roger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha'
+ild? Na, det er sandt, vi ma jo ikke--
+
+HJALMAR.
+Tak, jeg skal ikke ha'--
+
+DEN FEDE HERRE.
+Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
+Ekdal? For i tiden gjorde De det sa nydeligt.
+
+HJALMAR.
+Jeg kan desvaerre ikke huske noget.
+
+DEN FEDE HERRE.
+A, det var skade. Ja, hvad skal vi sa finde pa, Balle?
+
+(begge herrerne gar hen over gulvet og ud i den anden stue.)
+
+HJALMAR (dystert).
+Gregers,--jeg vil ga! Nar en mand har folt skaebnens knusende
+slag pa sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.
+
+GREGERS.
+Ja, ja. Gar du lige hjem?
+
+HJALMAR.
+Ja. Hvorfor det?
+
+GREGERS.
+Jo, for sa kommer jeg kanske hen til dig siden.
+
+HJALMAR.
+Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er
+trist, Gregers,--isaer ovenpa et stralende gilde, som dette
+her. Vi kan altid traeffes et steds ude i byen.
+
+FRU SORBY (har naermet sig, daempet).
+Gar De, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+FRU SORBY.
+Hils Gina.
+
+HJALMAR.
+Tak.
+
+FRU SORBY.
+Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
+
+HJALMAR.
+Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde
+ubemaerket.
+
+(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue
+og ud til hojre.)
+
+FRU SORBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
+Na, fik sa den gamle noget med?
+
+PETTERSEN.
+Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.
+
+FRU SORBY.
+A, De kunde da fundet pa noget bedre.
+
+PETTERSEN.
+Nej da, fru Sorby; konjak er det bedste, han ved.
+
+DEN FEDE HERRE (i doren med et notehaefte i handen).
+Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sorby?
+
+FRU SORBY.
+Ja nok; lad os det.
+
+GAESTERNE.
+Bravo, bravo!
+
+(Hun og alle de fremmede gar gennem stuen ud til hojre.
+Gregers blir staende ved kaminen. Grosserer Werle soger
+noget pa skrivebordet og synes at onske, at Gregers skal ga;
+da denne ikke rorer sig, gar grossereren mod udgangsdoren.)
+
+GREGERS.
+Far, vil du ikke vente lidt?
+
+WERLE (standser).
+Hvad er det?
+
+GREGERS.
+Jeg ma tale et ord med dig.
+
+WERLE.
+Kan ikke det vente til vi blir alene?
+
+GREGERS.
+Nej, det kan ikke; for det turde kanske haende, at vi slet
+ikke blir alene.
+
+WERLE (kommer naermere).
+Hvad skal det sige.
+
+(Under det folgende hores fjernt pianofortespil fra
+musiksalen.)
+
+GREGERS.
+Hvorledes har man her kunnet la' den familje sa ynkeligt
+forkomme.
+
+WERLE.
+Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg taenke.
+
+GREGERS.
+Ja, jeg mener Ekdals. Lojtnant Ekdal stod dig dog engang sa
+naer.
+
+WERLE.
+Ja, desvaerre, han stod mig nok altfor naer. Det fik jeg fole
+og svie for i mange ar. Det er ham, jeg kan takke for, at
+jeg fik en slags klik pa mit gode navn og rygte, jeg ogsa.
+
+GREGERS (sagte).
+Var han virkelig den eneste skyldige.
+
+WERLE.
+Hvem ellers, mener du!
+
+GREGERS.
+Han og du var dog begge sammen om det store skogkob--
+
+WERLE.
+Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over straekningerne,
+--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den
+ulovlige hugst pa statens grund. Det var jo ham, som stod
+for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede pa, hvad
+lojtnant Ekdal foretog sig.
+
+GREGERS.
+Lojtnant Ekdal havde nok ikke selv rede pa, hvad han foretog
+sig.
+
+WERLE.
+Kan gerne vaere. Men kendsgerningen er nu den, at han blev
+domt og jeg frifunden.
+
+GREGERS.
+Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.
+
+WERLE.
+Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse
+gamle uhyggelige sager, som gav mig gra har for tiden? Er
+det sligt noget, du har gat og grublet pa i alle disse ar
+der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er
+de historier glemt for laenge siden--for mit vedkommende.
+
+GREGERS.
+Men den ulykkelige ekdalske familje da!
+
+WERLE.
+Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gore for de folk? Da
+Ekdal kom pa fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent
+uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til
+bunds, bare de far et par hagel i kroppen, og sa kommer de
+aldrig op igen mere. Du kan tro mig pa mit ord, Gregers; jeg
+har strakt mig sa langt, som jeg kunde, nar jeg ikke lige
+frem skulde blotstille mig og gi naering til alskens mistanke
+og folkesnak--
+
+GREGERS.
+Mistanke--? Na sa, ja.
+
+WERLE.
+Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler
+ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er vaerd--
+
+GREGERS (uden at se pa ham).
+Hm; tviler ikke pa det.
+
+WERLE.
+Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I
+mine boger star der rigtignok ikke noget om det; for slige
+udgifter bogforer jeg aldrig.
+
+GREGERS (smiler koldt).
+Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
+bogfore.
+
+WERLE (studser).
+Hvad mener du med det?
+
+GREGERS (med tilkaempet mod).
+Har du bogfort, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal
+laere fotografering?
+
+WERLE.
+Jeg? Hvorledes bogfort?
+
+GREGERS.
+Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg
+ogsa, at det var dig, som satte ham sa rundelig istand til
+at etablere sig.
+
+WERLE.
+Na, og sa heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
+Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
+voldt mig udgifter nok.
+
+GREGERS.
+Har du bogfort nogen af de udgifter?
+
+WERLE.
+Hvorfor spor' du om det?
+
+GREGERS.
+A, det har sa sine arsager. Hor, sig mig,--den tid, da du
+tog dig sa varmt af din gamle vens son,--var ikke det
+netop just som han skulde til at gifte sig!
+
+WERLE.
+Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter sa mange ars forlob-
+-?
+
+GREGERS.
+Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev
+naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
+Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en froken Hansen.
+
+WERLE.
+Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed sa.
+
+GREGERS.
+Men du skrev ikke noget om, at den froken Hansen var Gina
+Hansen,--vor forhenvaerende husjomfru.
+
+WERLE (ler spotsk, men tvungent).
+Nej, for jeg taenkte samaend ikke, at du interesserte dig sa
+saerligt for vor forhenvaerende husjomfru.
+
+GREGERS.
+Det gjorde jeg heller ikke. Men--(saenker stemmen.) her var
+nok andre her i huset, som interesserte sig saerligt for
+hende.
+
+WERLE.
+Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel
+aldrig til mig!
+
+GREGERS (sagte, men fast).
+Jo, jeg sigter til dig.
+
+WERLE.
+Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han,
+den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tor han driste
+sig til at komme med slige sigtelser!
+
+GREGERS.
+Hjalmar har ikke med et ord rort ved dette her. Jeg tror
+ikke, han har sa meget som en anelse om noget sligt.
+
+WERLE.
+Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget
+sadant?
+
+GREGERS.
+Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste
+gang jeg sa hende.
+
+WERLE.
+Din mor! Ja, kunde jeg ikke naesten taenke det! Hun og du,--
+I holdt altid sammen. Det var hende, som fra forst af fik
+dit sind vendt bort ifra mig.
+
+GREGERS.
+Nej, det var alt det, hun matte lide og doje, til hun bukked
+under og gik sa ynkelig til grunde.
+
+WERLE.
+A, hun matte slet ingen ting lide og doje; ikke mere, end sa
+mange andre, i al fald! Men sygelige, overspaendte mennesker
+er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fat fole.--
+Og sa gar du og baerer paa en slig mistanke,--gar og roder
+dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen
+far. Hor nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder
+kunde ta' dig noget nyttigere til.
+
+GREGERS.
+Ja, det turde nok vaere pa tiden.
+
+WERLE.
+Sa vilde kanske ogsa dit sind bli' lettere, end det nu lader
+til at vaere. Hvad skal det fore til, at du gar ar ud og ar
+ind der oppe pa vaerket, sidder og traeller som en simpel
+kontorbetjent, ikke vil oppebaere en skilling over den
+almindelige manedslon? Det er jo ren darskab af dig.
+
+GREGERS.
+Ja, dersom jeg var sa ganske viss pa det.
+
+WERLE.
+Jeg forstar dig jo nok. Du vil vaere uafhaengig, vil ikke
+skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til
+at bli' uafhaengig, din egen herre i et og alt.
+
+GREGERS.
+Sa? Og pa hvad made--?
+
+WERLE.
+Da jeg skrev dig til, at du sa nodvendig matte komme ind til
+byen nu straks--hm--
+
+GREGERS.
+Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gat
+og ventet pa at fa vide det.
+
+WERLE.
+Jeg vil foresla dig, at du gar ind som deltager i firmaet.
+
+GREGERS.
+Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
+
+WERLE.
+Ja. Vi behovte jo ikke stadig at vaere sammen for det. Du
+kunde jo overtage forretningerne her i byen, og sa flytted
+jeg op til vaerket.
+
+GREGERS.
+Vilde du?
+
+WERLE.
+Ja, ser du, jeg er ikke laengere sa arbejdsfor, som jeg
+tidligere var. Jeg blir nodt til at skane ojnene, Gregers;
+for de er begyndt at bli' noget svage.
+
+GREGERS.
+Det har de jo altid vaeret.
+
+WERLE.
+Ikke som nu. Og sa desuden,--omstaendighederne kunde kanske
+gore det onskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for
+en tid.
+
+GREGERS.
+Noget sligt havde jeg aldrig taenkt mig.
+
+WERLE.
+Hor nu, Gregers; der er jo sa mangt og meget, som skiller
+imellem os. Men vi er jo dog far og son alligevel. Jeg
+synes, vi matte kunne komme til en slags forstaelse med
+hinanden.
+
+GREGERS.
+Sadan i det ydre, mener du vel?
+
+WERLE.
+Na, det var jo i al fald noget. Taenk over det, Gregers.
+Synes du ikke, det matte kunne la' sig gore? Hvad?
+
+GREGERS (ser pa ham med kolde ojne).
+Her stikker noget under.
+
+WERLE.
+Hvorledes det?
+
+GREGERS.
+Der ma vaere noget, som du har brug for mig til.
+
+WERLE.
+I sa naert et forhold som vort har den ene vel altid brug for
+den anden.
+
+GREGERS.
+Ja, man siger jo sa.
+
+WERLE.
+Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en
+ensom mand, Gregers; har altid folt mig ensom,--hele mit
+liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage pa
+alderen. Jeg traenger til at ha' nogen om mig.--
+
+GREGERS.
+Du har jo fru Sorby.
+
+WERLE.
+Ja, det har jeg; og hun er, sa at sige, ble't mig naesten
+uundvaerlig. Hun er kvik, har et jaevnt sind; hun liver op i
+huset;--og det kan jeg sa sart traenge til.
+
+GREGERS.
+Na ja; men sa har du det jo altsa, som du onsker det.
+
+WERLE.
+Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i
+slige forhold kommer let i en skaev stilling lige over for
+verden. Ja, jeg havde naer sagt, at en mand er heller ikke
+tjent med det.
+
+GREGERS.
+A, nar en mand pir slige middagsselskaber som du, sa kan han
+visst vove adskilligt.
+
+WERLE.
+Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke laenger
+vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om
+hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
+bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med
+din staerkt udpraegede retfaerdighedsfolelse--
+
+GREGERS (afbryder ham).
+Sig mig kort og godt en ting. Taenker du pa at gifte dig med
+hende?
+
+WERLE.
+Og hvis jeg nu taenkte pa sadant noget? Hvad sa?
+
+GREGERS.
+Ja, det spor' jeg ogsa. Hvad sa?
+
+WERLE.
+Vilde det vaere dig sa aldeles uovervindelig imod?
+
+GREGERS.
+Nej, aldeles ikke. Ikke pa nogen made.
+
+WERLE.
+Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til
+din afdode mors minde--
+
+GREGERS.
+Jeg er ikke overspaendt.
+
+WERLE.
+Na, hvad du end er eller ikke er, sa har du i al fald lettet
+en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmade kaert, at jeg
+tor gore regning pa din tilslutning i denne sag.
+
+GREGERS (ser ufravendt pa ham).
+Nu skonner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.
+
+WERLE.
+Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!
+
+GREGERS.
+A, lad os ikke vaere kraesne i valg af ord;--ikke pa to
+mands hand i al fald. (ler kort.) Ja sa da! Derfor var det
+altsa, at jeg, dod og plage, matte indfinde mig i byen i
+egen person. I anledning af fru Sorby skal der arrangeres
+familjeliv her i huset. Tabla mellem far og son! Det blir
+noget nyt, det!
+
+WERLE.
+Hvor tor du tale i den tone!
+
+GREGERS.
+Nar har her vaeret familjeliv? Aldrig sa laenge jeg kan
+mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den
+slags. For det vil jo unaegtelig ta' sig godt ud, nar det kan
+fortaelles, at sonnen--pa pietetens vinger--er ilet hjem
+til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der sa igen
+af alle rygterne om, hvad den stakkers afdode matte lide og
+doje? Ikke et fnug. Hendes son slar dem jo til jorden.
+
+WERLE.
+Gregers,--jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der
+er dig sa meget imod som jeg.
+
+GREGERS (sagte).
+Jeg har set dig pa for naert hold.
+
+WERLE.
+Du har set mig med din mors ojne. (saenker stemmen lidt.) Men
+du skulde huske pa, at de ojne var--omtaget en gang
+iblandt.
+
+GREGERS (baevende).
+Jeg forstar, hvad du sigter til. Men hvem baer' skylden for
+mors ulykkelige svaghed? Det gor du og alle disse--! Den
+sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev
+makket sammen med, da du ikke laenger--a!
+
+WERLE (traekker pa skuldrene).
+Ord til andet, som om jeg horte din mor.
+
+GREGERS (uden at agte pa ham).
+--og der sidder han nu, han med sit store troskyldige
+barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en
+slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget
+pa en logn! (et skridt naermere.) Nar jeg ser tilbage pa al
+din faerd, da er det, som om jeg sa ud over en slagmark med
+knuste menneskeskaebner langs alle vejene.
+
+WERLE.
+Jeg tror naesten, at kloften er for bred imellem os to.
+
+GREGERS (bukker behersket).
+Det har jeg observeret; og derfor tar jeg ogsa min hat og
+gar.
+
+WERLE.
+Gar du! Ud af huset?
+
+GREGERS.
+Ja. For nu ojner jeg endelig en gang en opgave at leve for.
+
+WERLE.
+Hvad er det for en opgave?
+
+GREGERS.
+Du vilde bare le, ifald du horte det.
+
+WERLE.
+En ensom mand ler ikke sa let, Gregers.
+
+GREGERS (peger ud mod baggrunden).
+Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk med fru
+Sorby.--God nat og far vel.
+
+(Han gar ud i baggrunden til hojre. Latter og lojer hores
+fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)
+
+WERLE (mumler hanligt efter Gregers).
+He--! Stakker,--og sa siger han, at han ikke er
+overspaendt!
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses
+at vaere et loftvaerelse. Til hojre er der-skratag med store
+glasruder, halvt tildaekkede af et blat forhaeng. Oppe i
+hjornet til hojre er indgangsdoren; foran pa samme side en
+dor til dagligstuen. Pa vaeggen til venstre er ligeledes to
+dore og mellem disse en jernovn. Pa bagvaeggen er en bred
+dobbeltdor, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er
+tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dorene
+til hojre, lidt fra vaeggen, star en sofa med et bord og
+nogle stole; pa bordet en taendt lampe med skaerm; i
+ovnskrogen en gammel laenestol. Forskellige fotografiske
+apparater og instrumenter star opstillet hist og her i
+rummet. Ved bagvaeggen, til venstre for dobbeltdoren, star en
+reol, hvori nogle boger, aesker og flasker med kemiske
+stoffer, forskellige slags redskaber, vaerktoj og andre
+genstande. Fotografier og smating, som pensler, papir og
+lignende, ligger pa bordet.)
+
+(Gina Ekdal sidder pa en stol ved bordet og syr. Hedvig
+sidder i sofaen med haenderne foran ojnene og tommelfingrene
+i orerne og laeser i en bog.)
+
+GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen
+til hende; derpa siger hun):
+Hedvig!
+
+HEDVIG (horer det ikke).
+
+GINA (hojere).
+Hedvig!
+
+HEDVIG (tar haenderne fra og ser op).
+Ja, mor?
+
+GINA.
+Snille Hedvig, nu ma du ikke sidde og laese laenger.
+
+HEDVIG.
+A men, mor, kan jeg da ikke fa laese lidt til? Bare lidt!
+
+GINA.
+Nej, nej, nu skal du laegge den bogen ifra dig. Din far liker
+det ikke; han selv laeser aldrig om kvellerne.
+
+HEDVIG (lukker bogen).
+Nej, far bryr sig nu ikke sa stort om at laese, han.
+
+GINA (laegger sytojet til side og tar en blyant og et lidet
+haefte pa bordet).
+Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smorret idag?
+
+HEDVIG.
+Det var 1 krone og 65 ore.
+
+GINA.
+Det er rigtig. (noterer.) Det er svaert, hvad her bruges af
+smor her i huset. Og sa var det til spegepolse og til ost,-
+-lad mig se--(noterer.)--og sa var det til skinke--hm
+--(summerer.) Ja, der har vi straks--
+
+HEDVIG.
+Og sa kommer ollet til.
+
+GINA.
+Ja, det forstar sig. (noterer.) Det lober op; men det ma jo
+til.
+
+HEDVIG.
+Og sa behovte jo ikke du og jeg noget varmt til middag,
+siden far var ude.
+
+GINA.
+Nej; og det var jo bra'. Na, og sa tog jeg jo ogsa ind otte
+kroner og femti for fotografierne.
+
+HEDVIG.
+Taenk,--blev det sa meget!
+
+GINA.
+Akkurat otte kroner og femti.
+
+(Taushed. Gina tar atter sit sytoj. Hedvig tar papir og
+blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hand
+skyggende for ojnene.)
+
+HEDVIG.
+Er det ikke morsomt at taenke sig, at far er i stort
+middagsselskab hos grosserer Werle?
+
+GINA.
+Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det
+var jo sonnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi
+har jo ikke noget med den grossereren at gore.
+
+HEDVIG.
+Jeg glaeder mig sa umadelig til, at far skal komme hjem. For
+han lovte, at han skulde be' fru Sorby om noget godt til
+mig.
+
+GINA.
+Ja, der vanker samaend nok af gode ting i det huset, kan du
+tro.
+
+HEDVIG (tegner fremdeles).
+Lidt sulten er jeg naesten ogsa.
+
+(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke
+i frakkelommen, kommer ind gennem gangdoren.)
+
+GINA.
+Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.
+
+EKDAL.
+De havde staengt kontoret. Matte vente hos Graberg. Og sa fik
+jeg ga igennem--hm.
+
+HEDVIG.
+Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Hele pakken her. Vil du bare se.
+
+GINA.
+Det var jo bra'.
+
+HEDVIG.
+Og i lommen har du ogsa en pakke.
+
+EKDAL
+Sa? Snak; det er ikke noget. (saetter stokken fra
+sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her,
+Gina. (traekker den ene halvdor pa bagvaeggen lidt tilside.)
+Hys!
+(kikker en stund ind i rummet og skyder atter doren
+forsigtigt for.)
+
+He--he! De sover samaend alle i hob. Og hun
+Selv har lagt sig i kurven. He--he!
+
+HEDVIG.
+Er du viss pa, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Kan du taenke sligt! Fryser? I alt det stra? (gar mod den
+overste dor til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?
+
+GINA.
+Fyrstikkerne star pa kommoden.
+
+(Ekdal gar ind i sit vaerelse.)
+
+HEDVIG.
+Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive
+igen.
+
+GINA.
+Ja, stakkers gamle far; sa tjener han sig da en liden
+lommeskilling.
+
+HEDVIG.
+Og sa kan han ikke sidde hele formiddagen der nede pa den
+faele madam Eriksens restauration.
+
+GINA.
+Det ogsa, ja.
+
+(kort taushed.)
+
+HEDVIG.
+Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
+
+GINA.
+Vor herre ved; det kan samaend gerne haende, det.
+
+HEDVIG.
+Taenk, al den dejlige mad, som far far at spise! Jeg er viss
+pa, at han er glad og fornojet, nar han kommer. Tror du ikke
+det, mor?
+
+GINA.
+Jo; men taenk, om vi nu kunde fortaelle ham, at vi havde fat
+vaerelset lejet bort.
+
+HEDVIG.
+Men det behoves ikke ikveld.
+
+GINA.
+A, det kunde nok komme godt med, du. Og det star jo der til
+ingen nytte.
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg mener, det behoves ikke, for ikveld er far godt
+oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med vaerelset
+til en anden gang.
+
+GINA (ser over til hende).
+Er du glad, nar du har noget godt at fortaelle far, nar han
+kommer hjem om kvellerne?
+
+HEDVIG.
+Ja, for sa blir her mere fornojeligt.
+
+GINA (taenker hen for sig).
+A ja, der er noget i det.
+
+(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil ga ud gennem den
+forreste dor
+til venstre.)
+
+GINA (vender sig halvt pa stolen).
+Skal bedstefar ha' noget i kokkenet?
+
+EKDAL.
+Skulde sa, ja. Bliv bare siddende.
+
+(gar ud.)
+
+GINA.
+Han roder da vel ikke med gloderne derude? (venter en
+stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.
+
+(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende
+vand.)
+
+HEDVIG.
+Henter du varmt vand, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Ja, jeg gor. Skal bruge det til noget. Jeg ma skrive; og sa
+er blaekket ble't jormet som en grod,--hm.
+
+GINA.
+Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden forst. Den er jo
+sat ind.
+
+EKDAL.
+Det far vaere det samme med kveldsmaden, Gina. Har svaert
+travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind pa kammerset
+til mig. Ikke nogen,--hm.
+
+(Han gar ind i sit vaerelse, Gina og Hedvig ser pa hinanden.)
+
+GINA (sagte).
+Kan du skonne, du, hvor han har fat penge fra?
+
+HEDVIG.
+Han har visst fat af Graberg.
+
+GINA.
+A langt ifra. Graberg sender jo altid pengene til mig.
+
+HEDVIG.
+Sa ma han ha' fat sig en flaske pa borg et steds.
+
+GINA.
+Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.
+
+(Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en gra filthat, kommer
+ind fra hojre.)
+
+GINA (kaster sytojet og rejser sig).
+Nej men, Ekdal, er du alt der igen!
+
+HEDVIG (samtidigt, springer op).
+Taenk, at du kommer nu, far!
+
+HJALMAR (saetter hatten fra sig).
+Ja, nu gik nok de fleste.
+
+HEDVIG.
+Sa tidlig?
+
+HJALMAR.
+Ja, det var jo et middagsselskab.
+
+(vil traekke yderfrakken af.)
+
+GINA.
+Lad mig hjaelpe dig.
+
+HEDVIG.
+Jeg ogsa.
+
+(De traekker frakken af ham; Gina haenger den op pa
+bagvaeggen.)
+
+HEDVIG.
+Var der mange der, far?
+
+HJALMAR.
+A nej, ikke mange. Vi var sa en 12--14 personer til bords.
+
+GINA.
+Og du fik vel snakke med dem alle sammen?
+
+HJALMAR.
+A ja, lidt; men det var nu isaer Gregers, som la' beslag pa
+mig.
+
+GINA.
+Er Gregers lige styg endnu?
+
+HJALMAR.
+Na, han ser jo ikke videre godt ud.--Er ikke den gamle
+kommet hjem?
+
+HEDVIG.
+Jo, bedstefar sidder inde og skriver.
+
+HJALMAR.
+Sa' han noget?
+
+GINA.
+Nej, hvad skulde han sige?
+
+HJALMAR.
+Naevnte han ikke noget om--? Jeg synes, jeg horte, at han
+havde vaeret hos Graberg. Jeg vil ga lidt ind til ham.
+
+GINA.
+Nej, nej, det er ikke vaerdt--
+
+HJALMAR.
+Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
+
+GINA.
+Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld--
+
+HEDVIG (gor tegn).
+Hm--hm!
+
+GINA (maerker det ikke).
+--han har vaeret her og hentet sig varmt vand--
+
+HJALMAR.
+Aha, sidder han og--?
+
+GINA.
+Ja, han gor nok det.
+
+HJALMAR.
+Herre gud,--min stakkers gamle hvidharede far--! Ja, lad
+ham saa bare sidde og gore sig rigtig dygtig tilgode.
+
+(Gamle Ekdal, i husfrakke og med taendt tobakspibe, kommer
+fra sit vaerelse.)
+
+EKDAL.
+Kommen hjem? Syntes nok, jeg horte, det var dig, som
+Snakked.
+
+HJALMAR.
+Jeg kom nu netop.
+
+EKDAL.
+Du sa mig nok ikke, du?
+
+HJALMAR.
+Nej; men de sa', du var gat igennem--; og sa vilde jeg
+folge dig.
+
+EKDAL.
+Hm, snilt af dig, Hjalmar.--Hvad var det for nogen, alle
+de folk?
+
+HJALMAR.
+A det var forskellige. Der var kammerherre Flor og
+kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre--
+sa og sa; jeg ved ikke--
+
+EKDAL (nikker).
+Horer du det, Gina! Han har vaeret sammen med bare
+kammerherrer.
+
+GINA.
+Ja, det er nok svaert fint i det huset nu.
+
+HEDVIG.
+Sang de kammerherrerne, far? Eller laeste de noget op?
+
+HJALMAR.
+Nej, de bare vrovled. Sa vilde de ha' mig til at deklamere
+for sig; men det fik de mig ikke til.
+
+EKDAL.
+Fik de dig ikke til det, du?
+
+GINA.
+Det kunde du da gerne ha' gjort.
+
+HJALMAR.
+Nej; en skal ikke straks sta pa pinde for alle og enhver,
+(spadserer om pa gulvet.) Jeg gor det i al fald ikke.
+
+EKDAL.
+Nej, nej; Hjalmar er ikke sa lige til, han.
+
+HJALMAR.
+Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sorge for
+underholdningen, nar jeg er ude engang iblandt. Lad de andre
+anstraenge sig. Der gar de fyrene fra det ene madhus til det
+andet og aeder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa
+vaers'go' gore nytte for al den gode mad, de far.
+
+GINA.
+Men det sa' du da vel ikke?
+
+HJALMAR
+(nynner).
+Ha--ha--ha--; de fik samaend hore noget af hvert.
+
+EKDAL.
+Og det var til kammerherrerne selv!
+
+HJALMAR.
+Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en
+liden dispyt om Tokayervin.
+
+EKDAL.
+Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.
+
+HJALMAR (standser).
+Den kan vaere fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle argangene
+er lige fine; det kommer alt an pa, hvor meget solskin
+druerne har fat.
+
+GINA.
+Nej, du ved da ogsa al tingen, du, Ekdal.
+
+EKDAL.
+Og det gav de sig til at disputere om?
+
+HJALMAR.
+De vilde prove pa det; men sa fik de den besked, at det var
+ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle
+argange lige fine--blev der sagt.
+
+GINA.
+Nej, hvad du kan finde pa!
+
+EKDAL.
+He--he! Og det fik de pa sin tallerken?
+
+HJALMAR.
+Lige op i ojnene fik de det.
+
+EKDAL.
+Du, Gina, han sa' det lige op i ojnene pa kammerherrerne.
+
+GINA.
+Nej, taenk, lige op i ojnene.
+
+HJALMAR.
+Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt
+fortaeller man ikke. Det hele gik jo ogsa af i al
+venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige
+mennesker; hvorfor skulde jeg sa sare dem? Nej!
+
+EKDAL.
+Men lige op i ojnene--
+
+Hedvig (indsmigrende).
+Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i
+kjole, far!
+
+HJALMAR.
+Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget
+upaklageligt. Den passer naesten som om den var sydd til mig;
+--lidt trang i armhullerne kanske--; hjaelp mig, Hedvig,
+(traekker kjolen af.) Jeg tar heller jakken pa. Hvor har du
+jakken, Gina?
+
+GINA.
+Her er den.
+
+(bringer jakken og hjaelper ham.)
+
+HJALMAR.
+Se sa! Husk endelig pa, at Molvik far kjolen igen straks
+imorgen tidlig.
+
+GINA (laegger den hen).
+Det skal nok bli' besorget.
+
+HJALMAR (atraekker sig).
+Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sadan los og
+ledig husdragt passer ogsa bedre til min hele skikkelse.
+Synes ikke du det, Hedvig?
+
+HEDVIG.
+Jo, far!
+
+HJALMAR.
+Nar jeg saledes slar halstorklaedet ud i et par flagrende
+ender--; se her! Hvad?
+
+HEDVIG.
+Ja, det tar sig sa godt ud til knebelsbarten og til det
+store krollede haret.
+
+HJALMAR.
+Krollet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere
+sige lokket.
+
+HEDVIG.
+Ja, for det er sa storkrollet.
+
+HJALMAR.
+Egentlig lokket.
+
+Hedvig (lidt efter, traekker ham i jakken).
+Far!
+
+HJALMAR.
+Na, hvad er det?
+
+HEDVIG.
+A, du ved godt, hvad det er.
+
+HJALMAR.
+Nej visst ved jeg ikke, nej.
+
+Hedvig (ler og klynker).
+A jo, far: nu skal du ikke pine mig laenger!
+
+HJALMAR.
+Men hvad er det da?
+
+Hedvig (rusker i ham).
+A snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du
+lovte mig.
+
+HJALMAR.
+A--nej taenk, at jeg skulde glemme det!
+
+HEDVIG.
+Nej, du vil bare narre mig, far! A, det er skam af dig! Hvor
+har du det henne?
+
+HJALMAR.
+Jo sa sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har
+noget andet til dig, Hedvig.
+
+(gar hen og soger i kjolelommerne.)
+
+Hedvig (hopper og klapper i haenderne).
+A mor, mor!
+
+GINA.
+Ser du; nar du bare gir tid, sa--
+
+HJALMAR. (med et papir)-
+Se, her har vi den.
+
+HEDVIG.
+Det der? Det er jo bare et papir.
+
+HJALMAR.
+Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her star
+"Menu"; det betyder spiseseddel.
+
+HEDVIG.
+Har du ikke noget andet?
+
+HJALMAR.
+Jeg har jo glemt det andet, horer du. Men du kan tro mig pa
+mit ord: det er en darlig fornojelse med det slikkeri. Saet
+dig nu bort til bordet og laes pa den seddelen, sa skal jeg
+siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der,
+HEDVIG.
+
+Hedvig (svaelger graden).
+Tak.
+
+(Hun saetter sig, men uden at laese; Gina gor tegn til hende;
+Hjalmar
+maerker det.)
+
+HJALMAR (driver om pa gulvet).
+Det er da ogsa de utroligste ting, en familjeforsorger har
+at taenke pa; og glemmer en bare det aller ringeste,--
+straks skal en se sure miner. Na, en vaenner Sig til det
+Ogsa. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der
+ind i aften, far?
+
+EKDAL.
+Ja, du kan vel taenke dig det. Hun er gat i kurven.
+
+HJALMAR.
+Nej, er hun gat i kurven! Hun begynder altsa at vaenne sig
+til den.
+
+EKDAL.
+Ja, du; det var jo det, jeg spade. Men nu, ser du, nu er der
+nogen smaa grejer til--
+
+HJALMAR.
+Nogen forbedringer, ja.
+
+EKDAL.
+Men de ma gores, du.
+
+HJALMAR.
+Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her,
+sa saetter vi os i sofaen.
+
+EKDAL.
+Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben forst;--ma nok
+renske den ogsa. Hm.
+
+(han gar ind i sit vaerelse.)
+
+GINA (smiler til Hjalmar).
+Renske piben, du.
+
+HJALMAR.
+A ja, ja, Gina, lad ham bare--; den stakkers skibbrudne
+gubbe.--Ja, de forbedringerne,--dem er det bedst, vi far
+fra handen imorgen.
+
+GINA.
+Imorgen far du nok ikke tid, Ekdal.
+
+Hedvig (indfaldende).
+A jo visst, mor!
+
+GINA.
+--for husk pa de kopierne, som skal retuseres; her har nu
+vaeret sa mange bud efter dem.
+
+HJALMAR.
+Se sa; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' faerdige.
+Er her kanske kommet nye bestillinger ogsa?
+
+GINA.
+Nej desvaerre; imorgen har jeg ikke andet end de to
+portraetterne, som du ved.
+
+HJALMAR.
+Ikke noget andet? A nej, nar man ikke griber sig an, sa--
+
+GINA.
+Men hvad skal jeg da gore? Jeg saetter jo i aviserne alt det
+jeg arker, synes jeg.
+
+HJALMAR.
+Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjaelper til. Og sa
+har der vel ikke vaeret nogen og set pa vaerelset heller?
+
+GINA.
+Nej, endnu ikke.
+
+HJALMAR.
+Det var jo at vente. Nar man ikke er om sig, sa--. Man ma
+ta' sig rigtig sammen, Gina!
+
+Hedvig (gar imod ham).
+Skal jeg ikke ta' flojten til dig, far?
+
+HJALMAR.
+Nej; ingen flojte; jeg behover ingen glaeder her i verden,
+(driver om.) Jo, jeg skal samaend arbejde imorgen; det skal
+ikke mangle pa det. Jeg skal visst arbejde sa laenge mine
+kraefter straekker til--
+
+GINA.
+Men, kaere snille Ekdal, det var da ikke sa, jeg mente.
+
+HEDVIG.
+Far, skal jeg ikke saette ind en flaske ol?
+
+HJALMAR.
+Nej aldeles ikke. Der behoves ingen ting for mig.----
+(standser.) Ol?--Var det ol, du talte om?
+
+Hedvig (livlig).
+Ja, far; dejlig friskt ol.
+
+HJALMAR.
+Na,--nar du endelig vil, sa kan du jo gerne saette ind en
+flaske.
+
+GINA.
+Ja, gor det; sa skal vi ha' det hyggeligt.
+
+(Hedvig lober mod kokkendoren.)
+
+HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser pa hende, griber
+hende om hodet og trykker hende op til sig).
+Hedvig! Hedvig!
+
+Hedvig (glad og i tarer).
+A du snille far!
+
+HJALMAR.
+Nej, kald mig ikke sa. Der har jeg siddet og ta't for mig
+ved den rige mands bord,--siddet og svaelget ved det
+bugnende taffel--! Og sa kunde jeg endda--!
+
+GINA (sidder ved bordet).
+A snak, snak, Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Jo! Men I ma ikke regne det sa noje med mig. I ved jo, at
+jeg holder af jer alligevel.
+
+HEDVIG (slar armene om ham).
+Og vi holder sa umadelig af dig, far!
+
+HJALMAR.
+Og skulde jeg vaere urimelig en gang imellem, sa--herre gud
+--husk pa, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes
+haer. Na! (torrer ojnene.) Ikke ol i en sadan stund. Giv mig
+flojten.
+
+(Hedvig lober til reolen og henter den.)
+
+HJALMAR.
+Tak! Sadan, ja. Med flojten i hand, og med jer to omkring
+mig--a!
+
+(Hedvig saetter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar gar frem og
+tilbage, saetter staerkt i og spiller en bohmisk folkedans,
+men i et langsomt elegisk tempo og med folsomt foredrag.)
+
+ HJALMAR (afbryder melodien, raekker Gina den venstre hand og
+siger bevaeget):
+Lad det kun vaere trangt og tarveligt under vort tag, Gina.
+Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at vaere.
+
+(Han begynder atter at spille; straks efter banker det pa
+gangdoren.)
+
+GINA (rejser sig).
+Hys, Ekdal,--jeg tror der kommer nogen.
+
+HJALMAR (laegger flojten i reolen).
+Se sa igen!
+
+(Gina gar hen og abner doren.)
+
+GREGERS WERLE (ude i gangen).
+Om forladelse--
+
+GINA (viger lidt tilbage).
+A!
+
+GREGERS.
+--er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
+
+GINA.
+Jo, det er.
+
+HJALMAR (gar hen imod doren).
+Gregers! Er du der alligevel? Na, sa kom ind da.
+
+GREGERS (kommer ind).
+Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig.
+
+HJALMAR.
+Men ikveld--? Er du gat fra selskabet?
+
+GREGERS.
+Bade fra selskabet og fra familjehjemmet.--God aften, fru
+Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?
+
+GINA.
+A, jo; unge herr Werle er ikke sa svaer at kende igen.
+
+GREGERS.
+Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.
+
+HJALMAR.
+Er du gat fra huset, siger du?
+
+GREGERS.
+Ja, jeg er flyttet hen pa et hotel.
+
+HJALMAR.
+Ja sa. Na, siden du er kommen, sa ta' af dig og sla dig ned.
+
+GREGERS.
+Tak.
+
+(traekker yderfrakken af. Han er nu omklaedt, i en simpel gra
+klaedesdragt af landligt suit.)
+
+HJALMAR.
+Her, i sofaen. Gor dig det mageligt.
+
+(Gregers saelter sig i sofaen, Hjalmar pa en stol ved
+bordet.)
+
+GREGERS (ser sig omkring).
+Sa her er det altsa du holder til, Hjalmar. Her bor du
+altsa.
+
+HJALMAR.
+Dette her er atelieret, som du vel ser--
+
+GINA.
+Men her er nu rummeligere; og derfor sa holder vi os helst
+her ude.
+
+HJALMAR.
+Vi bode bedre for; men denne lejligheden har en stor fordel:
+her er sadanne praegtige ydre rum--
+
+GINA.
+Oe sa har vi et vaerelse pa den andre siden af gangen, som vi
+kan leje ud.
+
+GREGERS (til Hjalmar).
+Se, se,--du har logerende ogsa.
+
+HJALMAR.
+Nej, ikke endnu. Det gar ikke sa fort, ser du; man ma vaere
+om sig. (til Hedvig.) Men det var det ollet, du.
+
+HEDVIG (nikker og gar ud i kokkenet).
+
+GREGERS.
+Det er altsa din datter?
+
+HJALMAR.
+Ja, det er Hedvig.
+
+GREGERS.
+Og hun er jo eneste barn?
+
+HJALMAR.
+Hun er det eneste, ja. Hun er vor hojeste glaede i verden, og
+--(saenker stemmen.) hun er ogsa vor dybeste sorg, Gregers.
+
+GREGERS.
+Hvad er det, du siger!
+
+HJALMAR.
+Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at
+miste synet.
+
+GREGERS.
+Blir blind!
+
+HJALMAR.
+Ja. Endnu er bare de forste tegn at spore; og det kan jo ga
+bra' en tid endnu. Men laegen har varslet os. Det kommer
+ubonhorligt.
+
+GREGERS.
+Dette her er jo en skraekkelig ulykke. Hvorledes har hun fat
+det?
+
+HJALMAR (sukker).
+Arveligt, rimeligvis.
+
+GREGERS (studsende).
+Arveligt?
+
+GINA.
+Ekdals mor havde ogsa svagt syn.
+
+HJALMAR.
+Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.
+
+GREGERS.
+Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?
+
+HJALMAR.
+A du kan da taenke, vi naenner ikke at sige hende sligt. Hun
+aner ingen fare. Glad og sorglos og kviddrende som en liden
+fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvaeldet.) A,
+det er sa knusende svaert for mig, Gregers.
+
+(Hedvig bringer et braet med ol og glasse, som hun saetter pa
+bordet.)
+
+HJALMAR (stryger hende over hodet).
+Tak, tak, Hedvig.
+
+HEDVIG (laegger armen om hans hals og hvisker ham i oret).
+
+HJALMAR.
+Nej. Ikke smorrebrod nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar
+et stykke?
+
+GREGERS (afvaergende).
+Nej, nej tak.
+
+HJALMAR (fremdeles vemodig).
+Na, du kan jo saette lidt ind alligevel. Skulde du ha' en
+skalk, sa var det bra'. Og sa la' det vaere tilstraekkelig
+smor pa, du.
+
+HEDVIG (nikker fornojet og gar ud i kokkenet igen).
+
+GREGERS (som har fulgt hende med ojnene).
+Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.
+
+GINA.
+Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.
+
+GREGERS.
+Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor
+gammel kan hun nu vaere?
+
+GINA.
+Hedvig er nu snart akkurat fjorten ar; hun har jebursdag i
+overmorgen.
+
+GREGERS.
+Temmelig stor for sin alder da.
+
+GINA.
+Ja, hun er skudt svaert op i det sidste aret.
+
+GREGERS.
+Pa dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv
+blir.--Hvor laenge er det nu De har vaeret gift?
+
+GINA.
+Nu har vi vaeret gift i--; jaha, snart i femten ar.
+
+GREGERS.
+Nej, taenk, er det sa laenge!
+
+GINA (blir opmaerksom; ser pa ham).
+Ja det er det da rigtignok.
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det sa. Femten ar pa nogen fa maneder naer. (slar
+over.) Det ma ha' vaeret lange ar for dig der oppe pa vaerket,
+det, Gregers.
+
+GREGERS.
+De var lange sa laenge jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg
+naesten ikke, hvor den tiden er ble't af.
+
+(Gamle Ekdal kommer fra sit vaerelse, uden piben, men med sin
+gammeldagse uniformshue pa hodet; hans gang er lidt usto.)
+
+EKDAL.
+Se sa, du, Hjalmar, nu kan vi saette os og snakke om dette
+her--hm. Hvad var det nu for noget?
+
+HJALMAR (gar imod ham).
+Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan
+huske ham.
+
+EKDAL (ser pa Gregers, som har rejst sig).
+Werle? Er det sonnen, det? Hvad er det, han vil mig?
+
+HJALMAR.
+Ingen ting; det er til mig, han kommer.
+
+EKDAL.
+Na, sa der er ikke noget pa faerde?
+
+HJALMAR.
+Nej visst ikke, nej.
+
+EKDAL (svinger med armen).
+Ikke for det, ser du; jeg er ikke raed, men--
+
+GREGERS (gar hen til ham).
+Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, lojtnant
+Ekdal.
+
+EKDAL.
+Jagttomterne?
+
+GREGERS.
+Ja, deroppe rundt omkring Hojdalsvaerket.
+
+EKDAL.
+Na, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt for i tiden.
+
+GREGERS.
+Den gang var De slig en vaeldig jaeger.
+
+EKDAL.
+Var sa, ja. Kan nok vaere, det. De ser pa munduren. Jeg spor
+ikke nogen om lov til at baere den her inde. Bare jeg ikke
+gar i gaderne med den, sa--
+
+(Hedvig bringer en tallerken smorrebrod, som hun saetter pa
+bordet.)
+
+HJALMAR.
+Saet dig nu, far, og fa dig et glas ol. Vaer sa god, Gregers.
+
+(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers saetter sig
+pa stolen naermest ved ham, Hjalmar pa den anden side af
+Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig star hos
+sin far.)
+
+GREGERS.
+Kan De mindes det, lojtnant Ekdal, nar Hjalmar og jeg var
+oppe og besogte Dem om sommeren og i juletiden.
+
+EKDAL.
+Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tor nok
+sige, jeg har vaeret en glup jaeger, jeg. Bjorn har jeg ogsa
+skudt. Har skudt hele ni.
+
+GREGERS (ser deltagende pa ham).
+Og nu jager De aldrig mere.
+
+EKDAL.
+A, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja,
+ikke pa den maden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen
+--! (drikker.) Star skogen bra' deroppe nu?
+
+GREGERS.
+Ikke sa gild som i Deres tid. Den er hugget svaert ud.
+
+EKDAL.
+Hugget ud? (sagtere og ligesom raed.) Det er farlig gerning,
+det. Det dra'r efter sig. Der er haevn i skogen.
+
+HJALMAR (fylder i hans glas).
+Vaer sa god-, lidt til, far.
+
+GREGERS.
+Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,--
+leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vaegge?
+
+EKDAL (ler smat og skotter til Hjalmar).
+A, her er ikke sa ilde her. Slet ikke sa ilde.
+
+GREGERS.
+Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne
+svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og pa
+vidder, mellem dyr og fugl--?
+
+EKDAL (smiler).
+Hjalmar, skal vi vise ham det?
+
+HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).
+A nej, nej, far; ikke i aften.
+
+GREGERS.
+Hvad vil han vise mig?
+
+HJALMAR.
+A, det er bare noget sadant--; du kan fa se det en anden
+gang.
+
+GREGERS (fortsaetter til den gamle).
+Ja, det var det, jeg mente, lojtnant Ekdal, at nu skulde De
+folge med mig opover til vaerket; for jeg rejser visst snart
+igen. De kunde sagtens fa noget skriveri deroppe ogsa. Og
+her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og
+kvikke Dem op.
+
+EKDAL (stirrer forbauset pa ham).
+Har jeg ingen verdens ting, som--!
+
+GREGERS.
+Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
+De, der altid har kendt sig sa dragen til det, som frit og
+vildt er--
+
+EKDAL (slar i bordet).
+Hjalmar, nu skal han se det!
+
+HJALMAR.
+Nej men, far, er nu det vaerdt? Det er jo morkt--
+
+EKDAL.
+Snak; det er jo manelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
+siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom sa og hjaelp mig,
+Hjalmar!
+
+HEDVIG.
+A ja, gor det, far!
+
+HJALMAR (rejser sig).
+Ja--ja da.
+
+GREGERS (til Gina).
+Hvad er det for noget?
+
+GINA.
+A, De ma samaend ikke tro, det er noget videre rart.
+
+(Ekdal og Hjalmar er gat hen til bagvaeggen og skyder hver
+sin halvdor til siden; Hedvig hjaelper den gamle; Gregers
+blir staende ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
+Gennem dorabningen ses et stort, langstrakt, uregelmaessigt
+loftsrum med krinkelkroge og et par fritstaende
+skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart
+manelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre
+ligger i dyb skygge.)
+
+EKDAL (til Gregers).
+Ma gerne komme belt hen, De.
+
+GREGERS (gar hen til dem).
+Hvad er det sa egentlig?
+
+EKDAL.
+De kan jo se efter. Hm.
+
+HJALMAR (noget forlegen).
+Dette her horer far til, skonner du.
+
+GREGERS (ved doren, ser ind i loftsrummet).
+De holder jo hons, lojtnant Ekdal!
+
+EKDAL.
+Skulde mene det, at vi holder hons. De er flojet op nu. Men
+De skulde bare se de hons ved dagsens lys, De!
+
+HEDVIG.
+Og sa er der--
+
+EKDAL.
+Hys--hys; ikke sig noget endnu.
+
+GREGERS.
+Og duer har De ogsa, ser jeg.
+
+EKDAL.
+A jo; kunde nok vaere, det, at vi har duer! De har
+rugekasserne sine der oppe under tagskaegget, de; for duerne
+vil helst ligge hojt, kan De skonne.
+
+HJALMAR.
+Det er ikke almindelige duer alle sammen.
+
+EKDAL.
+Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og
+et par kropduer har vi ogsa. Men kom sa her! Kan De se den
+bingen der borte ved vaeggen?
+
+GREGERS.
+Ja; hvad bruger De den til?
+
+EKDAL.
+Der ligger kaninerne om natten, far.
+
+GREGERS.
+Na; sa De har kaniner ogsa?
+
+EKDAL.
+Ja, De kan da vel for fanden taenke, at vi har kaniner! Han
+spor, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det
+rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem
+her; sa ja; og se sa der ned,--Ser De ikke der en kurv med
+stra i?
+
+GREGERS.
+To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.
+
+EKDAL.
+Hm--"en fugl"--
+
+GREGERS.
+Er det ikke en and?
+
+EKDAL (stodt).
+Jo, begribeligvis er det en and.
+
+HJALMAR.
+Men hvad slags and, tror du?
+
+HEDVIG.
+Det er ikke nogen simpel and--
+
+EKDAL.
+Hys!
+
+GREGERS.
+Og en tyrkisk and er det heller ikke.
+
+EKDAL.
+Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det
+er en vildand.
+
+GREGERS.
+Nej, er det virkelig? En vild and?
+
+EKDAL.
+Jaha, det er det. Den "fuglen", som De sa',--det er
+vildanden, det. Det er vor vildand, far.
+
+HEDVIG.
+Min vildand. For jeg ejer den.
+
+GREGERS.
+Og den kan leve her oppe pa loftet? Og trives her?
+
+EKDAL.
+De kan da vel forsta, at hun har et traug med vand til at
+plaske i.
+
+HJALMAR.
+Friskt vand hver anden dag.
+
+GINA (vender sig mod Hjalmar).
+Men, snille Ekdal, nu blir her sa isende koldt, du.
+
+EKDAL.
+Hm, lad os sa lukke da. Er ikke vaerdt vi forstyrrer dem i
+natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.
+
+(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdoren sammen.)
+
+EKDAL.
+En anden gang kan De fa se hende rigtig. (saetter sig i
+laenestolen ved ovnen.) A, de er svaert maerkvaerdige, de
+vildaenderne, kan De tro.
+
+GREGERS.
+Men hvorledes fik De fanget den, lojtnant Ekdal?
+
+EKDAL.
+Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen,
+som vi kan takke for den.
+
+GREGERS (studser lidt).
+Den mand skulde da vel aldrig vaere min far?
+
+EKDAL.
+Jo sa sandelig. Akkurat Deres far. Hm.
+
+HJALMAR.
+Det var da lojerligt, at du kunde gaette det, Gregers.
+
+GREGERS.
+Du fortalte jo for, at du skyldte far sa mangt og
+mangfoldigt; og sa taenkte jeg som sa--
+
+GINA.
+Men vi har da ikke fat anden af grossereren selv--
+
+EKDAL.
+Det er Haken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
+(til Gregers.) Han var ude i bad, skonner De; og sa skod han
+pa hende. Men han ser nu sa kleint, far Deres. Hm; sa blev
+hun bare skamskudt.
+
+GREGERS.
+Na sa; hun fik sig et par haggel i kroppen.
+
+HJALMAR.
+Ja, hun fik sadan en to--tre stykker.
+
+HEDVIG.
+Hun fik det under vingen, og sa kunde hun ikke flyve.
+
+GREGERS.
+Na, sa dukked hun vel til bunds da?
+
+EKDAL (sovnig, med tykt maele).
+Kan vide det. Gor altid sa vildaenderne. Stikker til bunds--
+sa dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i
+tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og sa
+kommer de aldrig op igen.
+
+GREGERS.
+Men, lojtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.
+
+EKDAL.
+Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den
+hunden--den dukked efter og hented anden op igen.
+
+GREGERS (vendt til Hjalmar).
+Os sa fik I den her?
+
+HJALMAR.
+Ikke straks; forst kom den hjem til din far; en der vilde
+den ikke trives; og sa fik Pettersen besked, at han skulde
+gore ende pa den--
+
+EKDAL (halvt i sovne).
+Hm--ja, Pettersen--den torsken--
+
+HJALMAR (taler sagtere).
+Pa den maden var det, at vi fik den, ser du; for far kender
+noget til Pettersen; og da han horte dette her med
+vildanden, sa maged han det sa, at han fik den overladt.
+
+GREGERS.
+Og der inde pa loftet trives den nu sa inderlig vel.
+
+HJALMAR.
+Ja, sa utrolig vel, du. Den er ble't fed. Na, den har jo nu
+ogsa vaeret sa laenge der inde, at den har glemt det rigtige
+vilde liv; og det er bare det, som det kommer an pa.
+
+GREGERS.
+Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig fa se
+himmel og hav--. Men jeg tor nok ikke bli' laenger; for jeg
+tror, din far sover.
+
+HJALMAR.
+A, for den sags skyld--
+
+GREGERS.
+Men, det er sandt,--du sa', du havde et vaerelse at leje
+ud,--et ledigt vaerelse?
+
+HJALMAR.
+Ja vel; hvad sa? Ved du kanske nogen--?
+
+GREGERS.
+Kan jeg fa det vaerelset?
+
+HJALMAR.
+Du?
+
+GINA.
+Nej men De, herr Werle--
+
+GREGERS.
+Kan jeg fa vaerelset? Sa flytter jeg ind straks imorgen
+tidlig.
+
+HJALMAR.
+Ja, med den storste fornojelse--
+
+GINA.
+Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget vaerelse for
+Dem, det.
+
+HJALMAR.
+Men, Gina, hvor kan du da sige det?
+
+GINA.
+Jo, for det vaerelset er hverken stort nok eller lyst nok, og--
+
+GREGERS.
+Det kommer det ikke sa noje an pa, fru Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Jeg synes samaend det er et ganske pent vaerelse; og slet ikke
+sa ilde mobleret heller.
+
+GINA.
+Men husk pa de to, som bor nedenunder.
+
+GREGERS.
+Hvad er det for to?
+
+GINA.
+A, det er en, som har vaeret huslaerer--
+
+HJALMAR.
+Det er en kandidat Molvik.
+
+GINA.
+--og sa er det en doktor, som heder Relling.
+
+GREGERS.
+Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid
+oppe i Hojdal.
+
+GINA.
+Det er rigtig et par vidtloftige mandspersoner. De er sa
+tidt udesvaevendes om aftningerne; og sa kommer de svaert sent
+hjem om naetterne, og da er de ikke altid sa--
+
+GREGERS.
+Sligt vaenner en sig snart til. Jeg haber, det skal ga med
+mig som med vildanden--
+
+GINA.
+Hm, jeg synes nok De skulde sove pa det forst alligevel.
+
+GREGERS.
+De vil nok svaert nodig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.
+
+GINA.
+Nej kors; hvor kan De da tro det?
+
+HJALMAR.
+Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
+Gregers.) Men sig mig, taenker du altsa at bli' her i byen
+for det forste?
+
+GREGERS (tar sin overfrakke pa).
+Ja, nu taenker jeg at bli' her.
+
+HJALMAR.
+Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig
+til?
+
+Gregers.
+Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke sa ilde
+faren endda. Men nar en bar det kors pa sig, at hede Gregers
+--. "Gregers"--og sa "Werle" bagefter; har du hort noget
+sa faelt, du?
+
+HJALMAR.
+A, det synes jeg slet ikke.
+
+GREGERS.
+Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte pa den fyren,
+som heder sligt noget. Men nar en nu engang har det kors pa
+sig at vaere Gregers--Werle her i verden, saledes som jeg
+er det--
+
+HJALMAR. (ler).
+Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du sa
+vaere for noget?
+
+GREGERS.
+Kunde jeg vaelge, sa vilde jeg aller helst vaere en flink
+hund.
+
+GINA.
+En hund!
+
+HEDVIG (uvilkarligt).
+A nej da!
+
+GREGERS.
+Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som gar til
+bunds efter vildaender, nar de dukker under og bider sig fast
+i tang og tarre nede i mudderet.
+
+HJALMAR.
+Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her skonner jeg ikke et
+ord af.
+
+GREGERS.
+A nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men
+imorgen tidlig altsa--sa flytter jeg ind. (til Gina.) De
+skal ikke fa noget bryderi af mig; for jeg gor al ting selv.
+(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru
+Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!
+
+GINA.
+Godnat, herr Werle.
+
+HEDVIG.
+Godnat.
+
+HJALMAR (som har taendt et lys).
+Bi lidt; jeg ma lyse dig; der er visst morkt pa trapperne.
+
+(Gregers og Hjalmar gar ud gennem gangdoren.)
+
+GINA (ser hen for sig, med sytojet i fanget).
+Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde vaere en
+hund?
+
+HEDVIG.
+Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente
+noget andet med det.
+
+GINA.
+Hvad skulde det vaere for noget?
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget
+andet, end det han sa'--hele tiden.
+
+GINA.
+Tror du det? Ja underlig var det.
+
+HJALMAR (kommer tilbage).
+Lampen braendte endnu. (slukker lyset og saetter det fra sig.)
+Ah, endelig kan man da fa sig en bid mad i livet. (begynder
+at spise smorrebrod.) Na, ser du det, Gina,--nar man bare
+er om sig, sa--
+
+GINA.
+Hvorledes om sig?
+
+HJALMAR.
+Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det
+vaerelset lejet bort en gang. Og sa, taenk,--til et menneske
+som Gregers,--en gammel god ven.
+
+GINA.
+Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.
+
+HEDVIG.
+A mor, du skal se, det blir sa morsomt!
+
+HJALMAR.
+Du er da ogsa besynderlig. For var du sa forhippet pa at fa
+lejet ud; og nu liker du det ikke.
+
+GINA.
+Jo, Ekdal; hvis det bare havde vaeret til en anden en, sa--.
+Men hvad tror du, grossereren vil sige?
+
+HJALMAR.
+Gamle Werle? Det rager da ikke ham.
+
+GINA.
+Men du kan da vel skonne, at der er kommet noget pa tvers
+imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved
+jo, hvorledes de to har det med hinanden.
+
+HJALMAR.
+Ja, det kan gerne vaere, men--
+
+GINA.
+Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag
+ved--
+
+HJALMAR.
+Sa lad ham tro det laenge nok! Grosserer Werle har gjort
+overmade meget for mig; gud bevar's,--det erkender jeg.
+Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gore mig afhaengig af
+ham.
+
+GINA.
+Men, snille Ekdal, det kan komme til at ga ud over gamle-
+far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten,
+han har hos Graberg.
+
+HJALMAR.
+Jeg havde naer sagt: gid det var sa vel! Er det ikke noget
+ydmygende for en mand, som jeg, at se sin grahaerdede far ga
+som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, taenker
+jeg. (tar et nyt stykke smorrebrod.) Har jeg sa Sandt en
+opgave i livet, sa skal jeg ogsa udfore den!
+
+HEDVIG.
+A ja far! Gor det!
+
+GINA.
+Hys; vaek ham bare ikke!
+
+HJALMAR (sagtere).
+Jeg skal udfore den, siger jeg. Der skal nok engang komme
+den dag, da--. Og derfor er det godt, vi fik vaerelset lejet
+ud; for sa er jeg mere uafhaengig stillet. Og det ma den mand
+vaere, som har en opgave i livet, (henne ved laenestolen,
+bevaeget.) Stakkers gamle hvidharede far.--Lid pa din
+Hjalmar, du.--Han har brede skuldre, han;--kraftfulde
+skuldre i al fald.--Du skal nok en vakker dag vagne op og
+--. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?
+
+GINA (rejser sig).
+Jo visst gor jeg sa; men lad os forst se at fa ham til kojs.
+
+HJALMAR.
+Ja, lad os det.
+
+(De tar varligt fat pa den gamle.)
+
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+
+
+TREDJE AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind
+gennem det store vindu i skrataget; forhaenget er
+fratrukket.)
+
+(Hjalmar sidder ved bordet beskaeftiget med at retouchere et
+fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter
+kommer Gina i hat og kabe ind gennem gangdoren; hun har en
+lagkurv pa armen.)
+
+HJALMAR.
+Er du alt der igen, Gina?
+
+GINA.
+A ja, en far nok rappe sig.
+
+(saetter kurven pa en stol og tar tojet af.)
+
+HJALMAR.
+Sa du indom til Gregers?
+
+GINA.
+Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han
+har fat det svaert pent hos sig med det samme han kommer.
+
+HJALMAR.
+Na da?
+
+GINA.
+Jo, han vilde jo hjaelpe sig selv, sa han. Sa skulde han nu
+laegge i ovnen ogsa; og sa har han skruet spjeldet for, sa
+hele vaerelset er ble't fuldt af rog. Uf, der var en stank,
+slig at--
+
+HJALMAR.
+A nej da.
+
+GINA.
+Men sa kommer det bedste; for sa skal han nu slukke, og sa
+slar han alt vaskevandet ind i ovnen, sa gulvet driver over
+af det vaerste svineri.
+
+HJALMAR.
+Det var da kedeligt.
+
+GINA.
+Jeg har nu fat portkonen op til at skure efter ham, den
+grisen; men der blir ikke vaerendes der inde for i
+eftermiddag.
+
+HJALMAR.
+Hvor har han sa gjort af sig imens?
+
+GINA.
+Han gik ud lidt, sa' han.
+
+HJALMAR.
+Jeg var ogsa inde hos ham et ojeblik--efter du var gat.
+
+GINA.
+Jeg horte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.
+
+HJALMAR.
+Bare sadan en liden smule formiddagsfrokost, forstar du. Det
+er jo forste dagen--; vi kan ikke godt undga det. Du har
+vel altid noget i huset.
+
+GINA.
+Jeg far jo se at finde lidt.
+
+HJALMAR.
+Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og
+Molvik kommer nok ogsa herop, tror jeg. Jeg traf just
+Relling pa trappen, ser du, og sa matte jeg jo--
+
+GINA.
+Na, skal vi ha' de to ogsa?
+
+HJALMAR.
+Herre gud,--et par stykker mere eller mindre; det gor da
+hverken fra eller til.
+
+Gamle EKDAL (abner sin dor og ser ind).
+Hor her, du Hjalmar--(bemaerker Gina.) Na sa.
+
+GINA.
+Er det noget, som bedstefar vil ha'?
+
+EKDAL.
+A nej; det kan vaere det samme. Hm!
+
+(gar ind igen.)
+
+GINA (tar kurven).
+Pas endelig godt pa ham, sa han ikke gar ud.
+
+HJALMAR.
+Ja, ja, det skal jeg nok.--Hor du, Gina; lidt sildesalat
+vilde vaere svaert bra'; for Relling og Molvik har nok vaeret
+ude pa rangel inat.
+
+GINA.
+Bare de ikke kommer for snart over mig, sa--
+
+HJALMAR.
+Nej visst ikke; gi' du dig tid.
+
+GINA.
+Ja ja da; og sa kan jo du fa arbejde lidt imens.
+
+HJALMAR.
+Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg
+arker!
+
+GINA.
+For sa har du det fra handen, ser du.
+
+(hun gar med kurven ud i kokkenet.)
+
+HJALMAR (sidder en stund og pensler pa fotografiet; det gar
+traegt og med ulyst).
+
+EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger
+daempet):
+Har du det travlt, du?
+
+HJALMAR.
+Ja, jeg sidder jo her og straever med disse billederne--
+
+EKDAL.
+Ja ja, gud bevar's--nar du har det sa travlt, sa--. Hm!
+
+(gar ind igen; doren blir staende aben.)
+
+HJALMAR (fortsaetter en stund i taushed; derpa laegger han
+penselen fra sig og gar hen til doren).
+Har du det travlt, far?
+
+EKDAL (brummer indenfor).
+Nar du har det travlt, sa har jeg det ogsa travlt. Hm!
+
+HJALMAR.
+Ja ja da.
+
+(gar til sit arbejde igen.)
+
+EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i doren).
+Hm; ser du, Hjalmar, sa svaert travlt har jeg det jo ikke.
+
+HJALMAR.
+Jeg synes du sad og skrev.
+
+EKDAL.
+For fanden, kan ikke han, Graberg, vente en dags tid eller
+to? Det star da ikke om livet ved jeg.
+
+HJALMAR.
+Nej; og du er da ikke nogen trael heller.
+
+EKDAL.
+Og sa var det dette her andet derinde--
+
+HJALMAR.
+Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke
+op for dig?
+
+EKDAL.
+Vilde rigtig ikke vaere af vejen.
+
+HJALMAR (rejser sig).
+For sa havde vi det fra handen.
+
+EKDAL.
+Just sa, ja. Skal jo vaere faerdig til imorgen tidlig. For det
+er jo imorgen? Hm?
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det imorgen.
+
+(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdor til side.
+Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer
+flyver frem og tilbage, andre gar og kurrer pa stilladserne;
+honsene kagler en gang imellem laengere inde pa loftet.)
+
+HJALMAR.
+Na, sa far du ga ivej da, far.
+
+EKDAL (gar indenfor).
+Kommer ikke du med?
+
+HJALMAR.
+Jo, ved du hvad,--jeg tror naesten--(ser Gina i
+kokkendoren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg ma arbejde.--
+Men sa var det mekanismen--
+
+(Han traekker i en snor; indefra glider ned et forhaeng, hvis
+nedre del bestar af en stribe gammel sejldug, resten,
+oventil, af et stykke udspaendt fiskegarn. Loftsgulvet er
+saledes ikke laenger synligt.)
+
+HJALMAR (gar hen til bordet).
+Se sa; nu kan jeg da vel fa sidde i fred en stund.
+
+GINA.
+Skulde han nu der ind og grassere igen?
+
+HJALMAR.
+Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam
+Eriksen? (saetter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo--
+
+GINA.
+Jeg vilde bare sporge, om du tror, vi kan daekke
+frokostbordet her?
+
+HJALMAR.
+Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen sa tidlig?
+
+GINA.
+Nej, jeg venter ikke andre end de to kaeresterne, som skal
+sidde sammen.
+
+HJALMAR.
+Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!
+
+GINA.
+Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, nar
+du sover.
+
+HJALMAR.
+Na, sa er det jo bra'. Ja, sa spiser vi her.
+
+GINA.
+Ja ja da; men det haster ikke med at daekke endnu; du kan
+godt bruge bordet en stund til.
+
+HJALMAR.
+A jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det
+jeg kan!
+
+GINA.
+For sa er du fri siden, ser du.
+
+(gar ud i kokkenet igen.)
+
+(kort ophold.)
+
+EKDAL (i loftsdoren, indenfor garnet).
+Hjalmar!
+
+HJALMAR.
+Na?
+
+EKDAL.
+Er raed, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.
+
+HJALMAR.
+Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.
+
+EKDAL.
+Hm--hm--hm.
+
+(gar fra doren igen.)
+
+HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig
+halvt).
+
+(Hedvig kommer ind fra kokkenet.)
+
+HJALMAR (saetter sig hurtig ned igen).
+Hvad er det du vil?
+
+HEDVIG.
+Jeg vilde bare ind til dig, far.
+
+HJALMAR (lidt efter).
+Jeg synes, du gar sadan og snuser omkring. Skal du passe pa
+kanske?
+
+HEDVIG.
+Nej slet ikke det.
+
+HJALMAR.
+Hvad tar mor sig til derude nu?
+
+HEDVIG.
+A, mor star midt oppe i sildesalaten, hun (gar hen til
+bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjaelpe dig
+med, far?
+
+HJALMAR.
+A nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,--
+sa laenge kraefterne slar til. Det har ingen nod, Hedvig; nar
+bare din far ma fa beholde sin helse, sa--
+
+HEDVIG.
+A nej, far; nu skal du ikke snakke sa stygt.
+
+(Hun gar lidt omkring:, standser ved dorabningen og ser ind
+i loftsrummet.)
+
+HJALMAR.
+Hvad er det, han tar sig for, du?
+
+HEDVIG.
+Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.
+
+HJALMAR.
+Aldrig i verden klarer han det pa egen hand! Og sa skal jeg
+vaere fordomt til at sidde her--!
+
+HEDVIG (gar hen til ham).
+Lad mig fa penselen, far; jeg kan nok.
+
+HJALMAR.
+A snak; du bare fordaerver ojnene med det.
+
+HEDVIG.
+Langt ifra. Kom her med penselen.
+
+HJALMAR (rejser sig).
+Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.
+
+HEDVIG.
+Pyt, hvad skulde det sa gore? (tar penselen.) Se sa. (saetter
+sig.) Og her har jeg et at se efter.
+
+HJALMAR.
+Men ikke fordaerv ojnene! Horer du det? Jeg vil ikke ha'
+noget ansvar; du ma selv ta' ansvaret pa dig,--det siger
+jeg dig.
+
+HEDVIG (retoucherer).
+Ja ja, det skal jeg nok.
+
+HJALMAR.
+Du er svaert flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstar du.
+
+(Han smyger sig gennem kanten af forhaenget ind pa loftet.
+Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal hores at
+disputere derinde.)
+
+HJALMAR (kommer frem indenfor garnet).
+Hedvig, a raek mig den knibetangen, som ligger pa hylden. Og
+sa hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare
+se, far. Lad mig da forst fa lov til at vise dig, hvorledes
+jeg mener det!  Hedvig (har hentet det forlangte vaerktoj fra
+reolen og stikker det ind til ham)
+
+HJALMAR.
+Sa tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.
+
+(gar fra dorabningen; de snedkrer og passiarer derinde.)
+
+HEDVIG (blir staende og ser pa dem. En stund efter banker
+det pa gangdoren; hun laegger ikke maerke til det).
+
+GREGERS WERLE (barhodet og uden overtoj, kommer ind og
+standser lidt ved doren).
+Hm--!
+
+HEDVIG (vender sig og gar imod ham).
+God morgen. Vaer sa god, kom naermere.
+
+GREGERS.
+Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i
+huset.
+
+HEDVIG.
+Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.
+
+GREGERS.
+Nej, nej, gor ikke det; jeg vil heller vente lidt.
+
+(saetter sig i sofaen.)
+
+HEDVIG.
+Her er sa uryddigt--(vil ta' fotografierne bort.)
+
+GREGERS.
+A lad bare ligge. Er det billeder, som skal gores i stand?
+
+HEDVIG.
+Ja, det er lidt, jeg skulde hjaelpe far med.
+
+GREGERS.
+Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.
+
+HEDVIG.
+A nej.
+
+(Hun flytter sagerne hen til sig og saetter sig til at
+arbejde; Gregers ser imens pa hende i taushed.)
+
+GREGERS.
+Har vildanden sovet godt i nat?
+
+HEDVIG.
+Jo tak, jeg tror visst det.
+
+GREGERS (vendt mod loftsrummet).
+Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igar i
+maneskin.
+
+HEDVIG.
+Ja, det kan vaere sa svaert forskelligt. Om morgenen ser det
+anderledes ud end om eftermiddagen; og nar det regner, ser
+det anderledes ud, end nar det er godt vejr.
+
+GREGERS.
+Har De lagt maerke til det?
+
+HEDVIG.
+Ja, for det ser en jo.
+
+GREGERS.
+Holder De ogsa gerne til der inde hos vildanden?
+
+HEDVIG.
+Ja, nar det lar sig gore, sa--
+
+GREGERS.
+Men De har sagtens ikke sa megen fritid; De gar vel pa
+skolen.
+
+HEDVIG.
+Nej, ikke nu laenger; for far er raed, jeg skal fordaerve
+ojnene.
+
+GREGERS.
+Na, sa laeser han altsa selv med Dem.
+
+HEDVIG.
+Far har lovet, at han vilde laese med mig; men han har ikke
+fat tid til det endnu.
+
+GREGERS.
+Men er der da ikke nogen anden, som hjaelper Dem lidt?
+
+HEDVIG.
+Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig,
+rigtig--sadan--
+
+GREGERS.
+Er han fuld da?
+
+HEDVIG.
+Han er visst det.
+
+GREGERS.
+Na, sa har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er
+det vel som en verden for sig selv, der,--kan jeg taenke?
+
+HEDVIG.
+Sa rent for sig selv. Og sa er der sa mange underlige ting.
+
+GREGERS.
+Sa?
+
+HEDVIG.
+Ja, der er store skabe med boger i; og i mange af de bogerne
+er der billeder.
+
+GREGERS.
+Aha!
+
+HEDVIG.
+Og sa er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og
+et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det
+uret gar ikke laenger.
+
+GREGERS.
+Tiden er altsa gat ista derinde--hos vildanden.
+
+HEDVIG.
+Ja. Og sa er der gamle farveskrin og sligt noget; og sa alle
+bogerne.
+
+GREGERS.
+Og de bogerne laeser De vel i?
+
+HEDVIG.
+A ja, nar jeg kan komme til. Men de fleste er pa engelsk; og
+det skonner jeg ikke. Men sa ser jeg pa billederne.--Der
+er en svaert stor bog, som heder "Harrysons History of
+London"; den er visst 100 ar gammel; og den er der sa
+umadelig mange billeder i. Foran star afbildet doden med et
+timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er faelt. Men sa er der
+alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og
+store skibe, som sejler pa havet.
+
+GREGERS.
+Men sig mig, hvor har De fat alle de rare sagerne fra?
+
+HEDVIG.
+A her har engang bodd en gammel sjokaptejn, og han har fort
+dem hjem. De kaldte ham "den fly vendes Hollaenderen". Og det
+er underligt; for det var ikke nogen Hollaender.
+
+GREGERS.
+Ikke det?
+
+HEDVIG.
+Nej. Men sa blev han borte tilsidst; og sa er alt det ble't
+staende efter ham.
+
+GREGERS.
+Hor, sig mig nu,--nar De sidder der inde og ser pa
+billeder, far De sa ikke lyst til at komme ud og se pa den
+store rigtige verden selv?
+
+HEDVIG.
+Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjaelpe far og mor.
+
+GREGERS.
+Med at gore fotografier istand?
+
+HEDVIG.
+Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg laere at
+gravere slige billeder, som de, der star i de engelske
+bogerne.
+
+GREGERS.
+Hm; hvad siger Deres far til det?
+
+HEDVIG.
+Jeg tror ikke far liker det; for far er sa underlig i sligt.
+Taenk, han snakker om, at jeg skal laere kurvfletning og
+strafletning! Men det synes jeg da ikke kan vaere noget.
+
+GREGERS.
+A nej, det synes ikke jeg heller.
+
+HEDVIG.
+Men far har jo ret i det, at havde jeg laert at flette kurve,
+sa kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.
+
+GREGERS.
+Det kunde De, ja; og De var jo ogsa naermest til det.
+
+HEDVIG.
+Ja; for det er min vildand.
+
+GREGERS.
+Ja, det er jo det.
+
+HEDVIG.
+Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar far lant den sa
+tidt de vil.
+
+GREGERS.
+Sa; hvad bruger de den da til?
+
+HEDVIG.
+A, de steller med den og bygger for den, og sadant noget.
+
+GREGERS.
+Kan taenke det; for vildanden er vel den aller fornemste der
+inde.
+
+HEDVIG.
+Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og sa
+er det sa synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun,
+stakker.
+
+GREGERS.
+Har ingen familje ligesom kaninerne.--
+
+HEDVIG.
+Nej. Honsene har jo ogsa sa mange, som de har vaeret
+kyllinger sammen med; men hun er kommen sa rent bort fra
+alle sine, hun. Og sa er det jo alt det svaert forunderlige
+ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som
+ved, hvor hun er fra heller.
+
+GREGERS.
+Og sa har hun vaeret pa havsens bund.
+
+HEDVIG (ser flygtig hen pa ham, undertrykker et smil og
+spor):
+Hvorfor siger De havsens bund?
+
+GREGERS.
+Hvad skulde jeg ellers sige?
+
+HEDVIG.
+De kunde sige havets bund--eller havbunden.
+
+GREGERS.
+A, kan jeg ikke lige sa godt sige havsens bund?
+
+HEDVIG.
+Jo; men for mig hores det sa underligt, nar andre mennesker
+siger havsens bund.
+
+GREGERS.
+Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg vil ikke; for det er noget sa dumt.
+
+GREGERS.
+A nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.
+
+HEDVIG.
+Det er fordi, at altid, nar jeg sadan med en gang--i en
+fart--kommer til at huske pa det der inde, sa synes jeg
+altid, at hele rummet og alt sammen heder "havsens bund".--
+Men det er jo sa dumt.
+
+GREGERS.
+Det skal De slet ikke sige.
+
+HEDVIG.
+Jo, for det er jo bare et loft.
+
+GREGERS (ser fast pa hende).
+Er De sa viss pa det?
+
+HEDVIG (forbauset).
+At det er et loft!
+
+GREGERS.
+Ja, ved De det sa sikkert?
+
+HEDVIG (tier og ser pa ham med aben mund).
+(Gina kommer med daekketoj fra kokkenet.)
+
+Gresrers (rejser sig).
+Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.
+
+GINA.
+Aet steds ma De jo vaere; og nu er det snart faerdig ogsa. Ryd
+af bordet, Hedvig.
+
+(Hedvig ryder op; hun og Gina daekker under det folgende.
+Gregers saetter sig i laenestolen og blader i et album.)
+
+GREGERS.
+Jeg horer, De kan retouchere, fru Ekdal.
+
+GINA (med et sideblik).
+Jaha, jeg kan det.
+
+GREGERS.
+Det traf sig da rigtig heldigt.
+
+GINA.
+Hvorledes heldig?
+
+GREGERS.
+Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.
+
+HEDVIG.
+Mor kan ogsa fotografere.
+
+GINA.
+A ja, jeg har nok fat laere mig til den kunsten.
+
+GREGERS.
+Sa er det kanske Dem, som driver forretningen?
+
+GINA.
+Ja, nar ikke Ekdal har tid selv, sa--
+
+GREGERS.
+Han er sagtens sa opta't af sin gamle far, han, kan jeg
+taenke.
+
+GINA.
+Ja, og sa er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal,
+at ga her og ta' potraetter af kreti og preti.
+
+GREGERS.
+Det synes jeg ogsa; men nar han nu engang er slat ind pa den
+vejen, sa--
+
+GINA.
+Herr Werle kan da vel taenke sig det, at Ekdal ikke er som en
+af de almindelige fotograferne.
+
+GREGERS.
+Na sa alligevel! Men--?
+
+(Et skud fyres af inde pa loftet.)
+
+GREGERS (farer op).
+Hvad er det!
+
+GINA.
+Uf, nu skyder de igen!
+
+GREGERS.
+Skyder de ogsa?
+
+HEDVIG.
+De gar pa jagt.
+
+GREGERS.
+Hvad for noget! (henne ved loftsdoren.) Gar du pa jagt,
+Hjalmar?
+
+HJALMAR (indenfor garnet).
+Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var sa opta't--.
+(tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!
+
+(kommer ind i atelieret.)
+
+GREGERS.
+Gar du og skyder inde pa loftet?
+
+HJALMAR (viser en dobbeltlobet pistol).
+A, det er bare med denne her.
+
+GINA.
+Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gore en ulykke
+med den pigstolen.
+
+HJALMAR (aergerlig).
+Jeg tror, jeg har sagt, at et sadant skydevaben heder en
+pistol.
+
+GINA.
+A, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.
+
+GREGERS.
+Sa du er altsa ble't jaeger, du ogsa, Hjalmar?
+
+HJALMAR.
+Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars
+skyld, kan du skonne.
+
+GINA.
+Mandfolk er nu sa underlige, de; de skal altid ha' noget at
+dividere sig med.
+
+HJALMAR (arrig).
+Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.
+
+GINA.
+Ja det er jo akkurat det jeg siger.
+
+HJALMAR.
+Na; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og sa traeffer det sig sa
+heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan hore det,
+nar vi skyder. (laegger pistolen pa den overste reolhylde.)
+Ikke ror pistolen, Hedvig! Det ene lobet er ladt; husk pa
+det.
+
+GREGERS (ser ind gennem garnet).
+Jagtgevaer har du ogsa, ser jeg.
+
+HJALMAR.
+Det er fars gamle gevaer. Det kan ikke skydes med laenger; for
+der er noget galt fat med lasen. Men det er ganske morsomt
+at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og
+gore det rent en gang imellem og smore det med benfedt og
+skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler
+med sligt noget.
+
+HEDVIG (henne ved Gregers).
+Nu kan De da rigtig se vildanden.
+
+GREGERS.
+Jeg star just og ser pa den. Hun haenger lidt med den ene
+vingen, synes jeg.
+
+HJALMAR.
+Na, det er da ikke sa underligt; hun har jo vaeret skamskudt.
+
+GREGERS.
+Og sa slaeber hun lidt pa foden. Eller er det ikke sa?
+
+HJALMAR.
+Kanske en bitte liden smule.
+
+HEDVIG.
+Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.
+
+HJALMAR.
+Men hun har slet ingen lyde og men for resten; og det er
+virkelig maerkvaerdigt for en, som har fat en ladning haggel i
+kroppen og som har vaeret mellem hundetaender--
+
+GREGERS (med et ojekast til Hedvig).
+--og som har vaeret pa havsens bund--sa laenge.
+
+HEDVIG (smiler).
+Ja.
+
+GINA (steller ved bordet).
+Den velsignede vildanden, ja. Den gores der da krusifikser
+nok for.
+
+HJALMAR.
+Hm;--er det snart daekket kanske?
+
+GINA.
+Ja straks pa timen. Hedvig, nu ma du komme og hjaelpe mig.
+
+(Gina og Hedvig gar ud i kokkenet.)
+
+HJALMAR (halv hojt).
+Jeg tror ikke, det er vaerdt, du star der og ser pa far; han
+liker det ikke.
+
+GREGERS. (gar fra loftsdoren).
+
+HJALMAR.
+Og sa er det bedst jeg staenger, for de andre kommer ind.
+(skrammer med haendeme.) Hysch--hysch; Vil I vaek med jer!
+(i det han hejser forhaenget op og traekker doren sammen.)
+Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig
+ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gore i
+stand, nar det gar i stykker. Og sa er det desuden aldeles
+nodvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og
+hons ind i atelieret.
+
+GREGERS.
+Nej, nej; og det er kanske din kone, som star for styret
+her?
+
+HJALMAR.
+Jeg overlader hende i almindelighed de lobende forretninger;
+for sa kan jeg imens ty ind i dagligstuen og taenke over de
+ting, som vigtigere er.
+
+GREGERS.
+Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?
+
+HJALMAR.
+Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det for. Eller
+kanske du ikke har hort tale om opfindelsen?
+
+GREGERS.
+Opfindelsen? Nej.
+
+HJALMAR.
+Sa? Du har ikke det? A nej, der oppe i skogtrakterne og
+odemarkerne--
+
+GREGERS.
+Du har altsa gjort en opfindelse!
+
+HJALMAR.
+Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder pa med det. Du
+kan jo nok taenke dig, at da jeg beslutted at offre mig for
+fotografien, sa var det ikke for at ga her og ta' portraetter
+af alskens hverdagsmennesker.
+
+GREGERS.
+Nej, nej, det sa' ogsa din kone nu nylig.
+
+HJALMAR.
+Jeg svor, at skulde jeg vie mine kraefter til den handtering,
+sa skulde jeg ogsa haeve den sa hojt, at den blev bade til en
+kunst og til en videnskab. Og sa beslutted jeg at gore den
+maerkelige opfindelsen.
+
+GREGERS.
+Og hvad bestar sa den opfindelsen i? Hvad gar den ud pa?
+
+HJALMAR.
+Ja, kaere, du ma ikke sporge saledes om enkeltheder endnu.
+Det tar tid, ser du. Og sa skal du ikke tro det er
+forfaengelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke
+for min egen skyld. A nej, det er livsopgaven, som star for
+mig nat og dag.
+
+GREGERS.
+Hvilken livsopgave da?
+
+HJALMAR.
+Glemmer du gubben med solvharet?
+
+GREGERS.
+Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gore for ham?
+
+HJALMAR.
+Jeg kan opvaekke hans selvfolelse fra de dode, i det jeg
+haever det ekdalske navn til aere og vaerdighed igen.
+
+GREGERS.
+Det er altsa din livsopgave.
+
+HJALMAR.
+Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han
+allerede da uvejret brod los over ham. Da disse forfaerdelige
+undersogelserne stod pa, var han ikke laenger sig selv.
+Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde
+kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske
+slaegts tragedie.
+
+GREGERS.
+Pistolen! Sa?
+
+HJALMAR.
+Da dommen var afsagt og han skulde saettes fast,--da havde
+han pistolen i sin hand--
+
+GREGERS.
+Havde han--!
+
+HJALMAR.
+Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Sa forkommet, sa
+ruineret pa sjaelen var han ble't allerede dengang. A, kan du
+begribe det? Han, en militaer, han, som havde skudt ni
+bjorne, og som stammed ned fra to oberstlojtnanter,--ja,
+fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe
+det, Gregers?
+
+GREGERS.
+Ja, jeg begriber det godt.
+
+HJALMAR.
+Jeg ikke. Og sa greb pistolen atter ind i vor slaegts
+historie. Da han havde fat den gra klaedning pa og sad under
+las og lukke,--a, det var forfaerdelige tider for mig, kan
+du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine
+vinduer. Nar jeg kikked ud, sa jeg, at solen skinned som den
+plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg sa menneskene ga pa gaden
+og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke.
+Jeg syntes, at hele tilvaerelsen matte sta stille ligesom
+under en solformorkelse.
+
+GREGERS.
+Slig folte jeg det ogsa, da mor var dod.
+
+HJALMAR.
+I en sadan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit
+eget bryst.
+
+GREGERS
+Du taenkte ogsa pa at--!
+
+HJALMAR.
+Ja.
+
+GREGERS.
+Men du skod ikke?
+
+HJALMAR.
+Nej. I det afgorende ojeblik vandt jeg sejr over mig selv.
+Jeg blev i live. Men du kan tro, der horer mod til at vaelge
+livet under de vilkar.
+
+GREGERS.
+Ja, det er som man tar det.
+
+HJALMAR.
+Jo, ubetinget, du. Men det var bedst sa; for nu gor jeg
+snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg,
+at far kan fa lov til at baere uniformen igen. Jeg vil fordre
+det som min eneste lon.
+
+GREGERS.
+Sa det er det med uniformen, som han--?
+
+HJALMAR.
+Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke
+forestille dig, hvorledes det skaerer mig i hjertet for ham.
+Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min
+bryllupsdag, eller hvad det nu kan vaere--da traeder
+oldingen her ind ifort sin lojtnantsuniform fra lykkens
+dage. Men banker det sa bare pa gangdoren,--for han tor jo
+ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i
+sit kammers igen, sa fort som de gamle ben vil baere ham.
+Sligt er sonderslidende for et sonnehjerte at se pa, du!
+
+GREGERS.
+Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' faerdig?
+
+HJALMAR.
+Nej, herre gud, du ma ikke sporge mig om sadanne enkeltheder
+som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og
+holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an pa
+inspirationen,--pa en indskydelse,--og det er naesten
+umulig pa forhand at beregne, hvad tid den indtraeder.
+
+GREGERS.
+Men fremad gar det da vel?
+
+HJALMAR.
+Ja visst gar det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med
+opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, nar jeg har
+spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan
+gruble i ro. Men man ma bare ikke jage pa mig; for det
+nytter ikke til noget; det siger Relling ogsa.
+
+GREGERS.
+Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde pa loftet
+dra'r dig bort og spreder dig for meget?
+
+HJALMAR.
+Nej, nej, nej; tvert imod. Du ma ikke sige noget sadant. Jeg
+kan da ikke evig og altid ga her og haenge over de samme
+anstraengende tankerne. Jeg ma ha' noget ved siden af, som
+kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser
+du,--nar den kommer, sa kommer den alligevel.
+
+
+GREGERS.
+Min kaere Hjalmar, jeg tror naesten, du har noget af vildanden
+i dig.
+
+HJALMAR.
+Af vildanden? Hvorledes det, mener du?
+
+GREGERS.
+Du har dukket under og bidt dig fast i bundgraesset.
+
+HJALMAR.
+Sigter du kanske til det naesten dodbringende skud, som har
+rammet far i vingen--og mig ogsa?
+
+GREGERS.
+Ikke naermest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt;
+men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fat
+en snigende sot i kroppen, og sa er du gat tilbunds for at
+do i morke.
+
+HJALMAR.
+Jeg? Do i morke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig
+la' vaere med slig snak.
+
+GREGERS.
+Vaer bare rolig; jeg skal nok se at fa dig op igen. For jeg
+har ogsa fat en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igar.
+
+HJALMAR.
+Ja det kan gerne vaere; men du skal bare la' mig bli udenfor.
+Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige
+melankoli naturligvis--sa befinder jeg mig sa vel, som
+noget menneske kan onske det.
+
+GREGERS.
+At du det gor, det kommer ogsa af forgiften.
+
+HJALMAR.
+Nej, kaere snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og
+forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
+hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.
+
+GREGERS.
+Nej, det skal du nok fa mig til at tro.
+
+HJALMAR.
+Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft,
+som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget
+lavt, det ved jeg nok,--og mine kar er ringe. Men jeg er
+en opfinder, du,--og jeg er familjeforsorger tillige. Det
+baerer mig oppe over de sma vilkar.--Ah, der kommer de med
+frokosten!
+
+(Gina og Hedvig bringer olflasker, braendevinskaraffel,
+glasse og andet tilbehor. I det samme kommer Relling og
+Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtoj;
+Molvik er sortklaedt.)
+
+GINA (saetter sagerne pa bordet).
+Na, de to kommer da rigtig til rette tid.
+
+RELLING.
+Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og sa
+var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang,
+Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Gregers, ma jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--,
+ja, Relling kender du jo?
+
+GREGERS.
+Ja, sa loselig.
+
+RELLING.
+A, det er herr Werle junior. Ja, vi to har vaeret i totterne
+pa hinanden oppe pa Hojdalsvaerket. De er nok netop flyttet
+ind?
+
+GREGERS.
+Jeg flytted ind nu imorges.
+
+RELLING.
+Og nedenunder bor Molvik og jeg, sa De har ikke langt til
+doktor og prest, om De skulde fa brug for slige nogen.
+
+GREGERS.
+Tak, det kunde nok haende; for igar var vi tretten til bords.
+
+HJALMAR.
+A, kom nu ikke ind pa det uhyggelige igen!
+
+RELLING.
+Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig traeffer det s'gu ikke.
+
+HJALMAR.
+Det vil jeg onske for min familjes skyld. Men la' os nu
+saette os og spise og drikke og vaere glade.
+
+GREGERS.
+Skal vi ikke vente pa din far?
+
+HJALMAR.
+Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom sa!
+
+(Herrerne saetter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
+Gina og Hedvig gar ud og ind og varter op.)
+
+RELLING.
+Igar var Molvik stygt pa stovlerne, fru Ekdal.
+
+GINA.
+Sa? Igar igen?
+
+RELLING.
+Horte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?
+
+GINA.
+Nej, jeg kan ikke sige det.
+
+RELLING.
+Det var bra'; for inat var Molvik fael.
+
+GINA.
+Er det sandt, Molvik?
+
+Molvik.
+La' os sla en streg over nattens haendelser. Sligt afhaenger
+jo ikke af mit bedre jeg.
+
+RELLING (til Gregers).
+Det kommer over ham som en indskydelse; og sa ma jeg ud med
+ham pa rangel. For kandidat Molvik er daemonisk, ser De.
+
+GREGERS.
+Daemonisk?
+
+RELLING.
+Molvik er daemonisk, ja.
+
+GREGERS.
+Hm.
+
+RELLING.
+Og daemoniske naturer er ikke skabt til at ga lige pa benene
+gennem verden; de ma ud pa afveje en gang iblandt.--Na, og
+De holder altsa ud der oppe pa det faele svarte vaerket endnu?
+
+GREGERS.
+Jeg har holdt ud indtil nu.
+
+RELLING.
+Og fik De sa inkasseret den fordringen, De gik omkring med?
+
+GREGERS.
+Fordringen? (forstar ham.) Na sa.
+
+HJALMAR.
+Har du inkasseret fordringer, Gregers?
+
+GREGERS.
+A snak.
+
+RELLING.
+Jo samaend har han sa; han gik omkring i alle
+husmandshytterne og praesenterte noget, som han kaldte "den
+ideale fordring".
+
+GREGERS.
+Jeg var ung dengang.
+
+RELLING.
+De har ret i det; De var svaert ung. Og den ideale fordringen
+--den fik De da aldrig honoreret sa laenge jeg var der oppe.
+
+GREGERS.
+Ikke siden heller.
+
+RELLING.
+Na, sa er De vel ble't sa klog at sla lidt af pa belobet da,
+kan jeg taenke.
+
+GREGERS.
+Aldrig nar jeg star foran et aegte, virkeligt menneske.
+
+HJALMAR.
+Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smor,
+Gina.
+
+RELLING.
+Og sa et stykke flaesk til Molvik.
+
+Molvik.
+Uh, ikke flaesk!
+
+(Det hanker pa loftsdoren.)
+
+HJALMAR.
+Luk op, Hedvig; far vil ud.
+
+(Hedvig gar hen og abner pa klem; gamle Ekdal kommer ind med
+et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)
+
+EKDAL.
+God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt
+en stor en.
+
+HJALMAR.
+Og sa har du fladd den for jeg kom--!
+
+EKDAL.
+Har saltet den ogsa. Det er godt, mort kod, det kaninkodet;
+og sa er det sodt; smager som sukker. God appetit, mine
+herrer!
+
+(gar ind i sit vaerelse.)
+
+MOLVIK (rejser sig).
+Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg ma ned som snarest--
+
+RELLING.
+Drik sodavand, menneske!
+
+MOLVIK (skynder sig).
+Uh--uh!
+
+(ud gennem gangdoren.)
+
+RELLING (til Hjalmar).
+Lad os tomme en dram for den gamle jaegersmand.
+
+HJALMAR (klinker med ham).
+For idraetsmanden pa gravens bred, ja.
+
+RELLING.
+For den grahaerdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det
+grat har, han har, eller er det hvidt?
+
+HJALMAR.
+Det er visst sa midt imellem; for resten har han nok ikke
+ret mange harstra igen pa sin isse.
+
+RELLING.
+Na, med forlorent kommer man ogsa igennem verden. Ja, du er
+da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre
+livsopgaven at straeve for--
+
+HJALMAR.
+Og jeg straever ogsa, kan du tro.
+
+RELLING.
+Og sa har du din flinke kone, som lunter sa lunt ud og ind
+pa filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for
+dig.
+
+HJALMAR.
+Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde,
+at ha' med pa livsvejen, du.
+
+GINA.
+A sid nu ikke der og ressenser om mig.
+
+RELLING.
+Og sa din Hedvig, du Ekdal?
+
+HJALMAR (bevaeget).
+Barnet, ja! Barnet forst og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
+(stryger hende over haret.) Hvad er det for en dag imorgen,
+du?
+
+HEDVIG (rusker i ham).
+A nej, du skal ikke sige noget, far!
+
+HJALMAR.
+Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, nar jeg taenker
+pa, at det skal bli' sa ringe; bare en liden festlig
+tilstelning inde pa loftet--
+
+HEDVIG.
+A men det blir just dejligt, det!
+
+RELLING.
+Og vent sa bare til den maerkelige opfindelsen kommer til
+verden, Hedvig!
+
+HJALMAR.
+Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre
+din fremtid. Du skal fa det godt sa laenge du lever. Jeg vil
+forlange noget for dig, et eller andet. Det skal vaere den
+fattige opfinders eneste lon.
+
+HEDVIG (hvisker med armen om hans hals).
+A du snille, snille far!
+
+RELLING (til Gregers).
+Na, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at
+sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?
+
+HJALMAR.
+Ja, disse timer ved bordet saetter jeg virkelig pris pa.
+
+GREGERS.
+Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.
+
+RELLING.
+Sumpluft?
+
+HJALMAR.
+A kom nu ikke med den snak igen!
+
+GINA.
+Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter
+samaend ud hver evige dag.
+
+GREGERS (gar fra bordet).
+Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.
+
+HJALMAR.
+Stank!
+
+GINA.
+Ja, hvad synes du, Ekdal!
+
+RELLING.
+Om forladelse,--det skulde vel ikke vaere Dem selv, som
+bringer stanken med der oppe fra gruberne?
+
+GREGERS.
+Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind
+i huset.
+
+RELLING (gar hen til ham).
+Hor, herr Werle junior, jeg har Dem staerkt mistaenkt for, at
+De gar med "den ideale fordring" uforkortet i baglommen
+endnu.
+
+GREGERS.
+I brystet gar jeg med den.
+
+RELLING.
+Ja, hvor fanden De sa har den, sa vil jeg ikke ra' Dem til
+at spille inkassator her, sa laenge jeg er inde.
+
+GREGERS.
+Og hvis jeg gor det alligevel?
+
+RELLING.
+Sa kommer De pa hodet ned over trapperne; nu ved De det.
+
+HJALMAR (rejser sig).
+Nej men, Relling!
+
+GREGERS.
+Ja, kast De mig bare ud--.
+
+GINA (gar imellem dem).
+Det far De ikke lov til, Relling. Men det ma jeg sige Dem,
+herr Werle, at De, som gjorde alt det faele inde i
+kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om
+stank.
+
+(Det banker pa gangdoren.)
+
+HEDVIG.
+Mor, der er nogen, som banker.
+
+HJALMAR.
+Se sa; nu skal vi ha' det rend ogsa!
+
+GINA.
+La' bare mig--. (gar hen og atmer daren, studser, farer
+sammen og viger tilbage.) Ah! Uf da!
+
+(Grosserer Werle, i pelsfrakke, traeder et skridt indenfor.)
+
+WERLE.
+Be'r undskylde; men min son skal nok bo her i huset.
+
+GINA (svaelger vejret).
+Ja.
+
+HJALMAR (gar naermere).
+Vil ikke herr grossereren vaere sa artig--?
+
+WERLE.
+Tak; jeg onsker blot at tale med min son.
+
+GREGERS.
+Ja, hvad godt? Her star jeg.
+
+WERLE.
+Jeg onsker at tale med dig i dit vaerelse.
+
+GREGERS.
+I mit vaerelse--na--
+
+(vil ga.)
+
+GINA.
+Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at--
+
+WERLE.
+Na, sa ude pa gangen da; jeg onsker en samtale under fire
+ojne.
+
+HJALMAR.
+Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen,
+Relling.
+
+(Hjalmar og Relling gar ind til hojre; Gina tar Hedvig med
+sig ud i kokkenet.)
+
+GREGERS (efter et kort ophold).
+Ja, nu er vi altsa under fire ojne.
+
+WERLE.
+Du lod falde nogen yttringer igar aftes--. Og sasom du nu
+har lejet dig ind hos Ekdals, sa ma jeg naesten formode, at
+du har et eller andet i sinde imod mig.
+
+GREGERS.
+Jeg har i sinde at abne Hjalmar Ekdals ojne. Han skal se sin
+stilling, som den er;--det er det hele.
+
+WERLE.
+Er det den livsopgaven, du talte om igar?
+
+GREGERS.
+Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.
+
+WERLE.
+Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.
+
+GREGERS.
+Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg taenker ikke pa alt det
+med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg gar og
+jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.
+
+WERLE.
+Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.
+
+GREGERS.
+Jeg skulde ha tradt op imod dig dengang, der blev stillet
+snarer for lojtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for
+jeg aned nok, hvor det vilde baere hen.
+
+WERLE.
+Ja, da burde du sandelig ha' talt.
+
+GREGERS.
+Jeg voved mig ikke til det; sa fejg og forskraemt var jeg.
+Jeg var sa usigelig raed for dig--bade dengang og laenge
+bagefter.
+
+WERLE.
+Den raedsel er gat over nu, lader det til.
+
+GREGERS.
+Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal,
+bade af mig og af--andre, det kan aldrig bodes pa; men
+Hjalmar kan jeg fri ud af al den logn og fortielse, som han
+her holder pa at ga til grunde i.
+
+WERLE.
+Tror du, at du vilde gore en god gerning med det?
+
+GREGERS.
+Det tror jeg da sa trostig.
+
+WERLE.
+Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde
+takke dig til for en slig venskabstjeneste?
+
+GREGERS.
+Ja! Den mand er han.
+
+WERLE.
+Hm,--vi far se.
+
+GREGERS.
+Og desuden--skal jeg bli' ved at leve laenger, sa ma jeg se
+at finde helsebod for min syge samvittighed.
+
+WERLE.
+Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har vaeret sygelig
+lige fra barnearene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers;
+--den eneste arv, hun efterlod dig.
+
+GREGERS (med et hansk halvsmil).
+Har du endnu ikke kunnet fordoje den tort, at du regned
+galt, da du trode, du skulde fa formue med hende?
+
+WERLE.
+Lad os ikke komme ind pa uvedkommende ting.--Holder du
+altsa fast ved det forsaet, at lede fotograf Ekdal ind pa et
+spor, som du formoder er det rigtige?
+
+GREGERS.
+Ja; det forsaet holder jeg fast ved.
+
+WERLE.
+Na, sa kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da
+nytter det vel ikke at sporge dig, om du vil flytte hjem til
+mig igen?
+
+GREGERS.
+Nej.
+
+WERLE.
+Og ind i firmaet gar du vel ikke heller?
+
+GREGERS.
+Nej.
+
+WERLE.
+Godt. Men da jeg nu agter at indga nyt aegteskab, sa vil boet
+bli' skiftet imellem os.
+
+GREGERS (hurtigt)-
+Nej; det onsker jeg ikke.
+
+WERLE.
+Du onsker det ikke?
+
+GREGERS.
+Nej, jeg tor ikke det for min samvittigheds skyld.
+
+WERLE (lidt efter).
+Rejser du op til vaerket igen?
+
+GREGERS.
+Nej; jeg betragter mig som udtradt af din tjeneste.
+
+WERLE.
+Men hvad vil du da sla ind pa?
+
+GREGERS.
+Bare lose min livsopgave; ikke noget andet.
+
+WERLE.
+Na, men siden da? Hvad vil du sa leve af?
+
+GREGERS.
+Jeg har lagt lidt op af min lon.
+
+WERLE.
+Ja hvor laenge vil det forsla!
+
+GREGERS.
+Jeg taenker, det forslar min tid ud.
+
+WERLE.
+Hvad skal det sige?
+
+GREGERS.
+Nu svarer jeg ikke pa mere.
+
+WERLE.
+Farvel da, Gregers.
+
+GREGERS.
+Farvel.
+
+(Grosserer Werle gar.)
+
+HJALMAR (kikker ind).
+Nu gik han jo?
+
+GREGERS.
+Ja.
+
+(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer ogsa,
+fra kokkenet.)
+
+RELLING.
+Den frokosten, den gik da i vasken.
+
+GREGERS.
+Tag pa dig, Hjalmar; du ma ga en lang tur med mig.
+
+HJALMAR.
+Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om
+mig?
+
+GREGERS.
+Kom bare. Vi ma snakke lidt sammen. Jeg gar ind og traekker
+frakken pa.
+
+(ud gennem gangdoren.)
+
+GINA.
+Du skulde ikke ga ud med ham, Ekdal.
+
+RELLING.
+Nej gor ikke det, du; bliv hvor du er.
+
+HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke).
+Hvad for noget! Nar en ungdomsven foler det behov at abne
+sig for mig i enrum--!
+
+RELLING.
+Men, for fanden,--skonner du da ikke, at fyren er gal,
+forrykt, forstyrret!
+
+GINA.
+Ja, der kan du bare hore. Hans mor havde ogsa slige fysiske
+raptusser iblandt.
+
+HJALMAR.
+Desto mere traenger han til en vens arvagne oje. (til Gina.)
+Lad endelig middagsmaden vaere faerdig i god betids. Farvel sa
+laenge.
+
+(gar ud gennem gangdoren.)
+
+RELLING.
+Det er da ogsa en ulykke, at ikke det menneske gik til
+helvede ned i en af Hojdalsgruberne.
+
+GINA.
+Joss',--hvorfor siger De det da?
+
+RELLING (mumler).
+A jo, for jeg har nu sa mine funderinger.
+
+GINA.
+Tror De, at unge Werle er rigtig gal?
+
+RELLING.
+Nej desvaerre; han er ikke galere end folk plejer vaere. Men
+en sygdom har han rigtignok i kroppen.
+
+GINA.
+Hvad er det for noget, som fejler ham da?
+
+RELLING.
+Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut
+retskaffenhedsfeber.
+
+GINA.
+Retskaffenhedsfeber?
+
+HEDVIG.
+Er det en slags sygdom, det?
+
+RELLING.
+Jaha; det er en national sygdom; men den optraeder kun
+sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden!
+
+(han gar ud gennem gangdoren.)
+
+GINA (driver i uro hen over gulvet).
+Uf, den Gregers Werle,--det har altid vaer't en fael fisk.
+
+HEDVIG (star ved bordet og ser forskende pa hende).
+Dette her synes jeg er underligt.
+
+
+        *       *       *       *       *
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig vaeret fotograferet;
+et apparat med klaede over, et stativ, et par stole, en
+konsol og deslige star fremme pa gulvet.
+Eftermiddagsbelysning; solen er ved at ga bort; noget senere
+begynder det at morkne.)
+
+(Gina star i den abne gangdor med en liden kasse og en vad
+glasplade i handen og taler med nogen udenfor.)
+
+GINA.
+Ja, ganske bestemt. Nar jeg lover noget, sa holder jeg det
+ogsa. Pa mandag skal det forste dusinet vaere faerdig.--
+Farvel, farvel!
+
+(Man harer nogen ga ned af trapperne. Gina lukker doren,
+stikker pladen ind i kassen og saetter denne ind i det
+tildaekkede apparat.)
+
+HEDVIG (kommer ind fra kokkenet).
+Gik de nu?
+
+GINA (rydder op).
+Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.
+
+HEDVIG.
+Men kan du skonne, at ikke far er kommet hjem endnu?
+
+GINA.
+Er du viss pa, at han ikke er nede hos Relling?
+
+HEDVIG.
+Nej, der er han ikke; jeg floj ned kokkenvejen og spurte nu
+nylig.
+
+GINA.
+Og sa star vel maden og blir kold for ham ogsa.
+
+Hedvig
+Ja taenk,--far, som altid passer sa rigtig pa at komme hjem
+til middag!
+
+GINA.
+A, nu kommer han snart, skal du se.
+
+HEDVIG.
+Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't sa
+underligt.
+
+
+GINA (raber).
+Der er han!
+
+(Hjalmar Ekdal kommer ind geflnem gangdoren.)
+
+HEDVIG (imod ham).
+Far! A nej, slig, som vi har ventet pa dig!
+
+GINA (skotter hen).
+Du blev da svaert laenge borte, Ekdal.
+
+HJALMAR (uden at se pa hende).
+Jeg blev noget laenge, ja.
+
+(Han traekker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjaelpe ham;
+han afvaerger det.)
+
+GINA.
+Har du kanske spist med Werle?
+
+HJALMAR (haenger frakken op).
+Nej.
+
+GINA (gar mod kokkendoren).
+Sa skal jeg saette maden ind til dig.
+
+HJALMAR.
+Nej; lad maden vaere. Jeg spiser ikke nu.
+
+HEDVIG (gar naermere).
+Er det ikke bra' med dig, far?
+
+HJALMAR.
+Bra'? A jo, sa talelig. Vi gik en anstraengende tur sammen,
+Gregers og jeg.
+
+GINA.
+Det skulde du ikke gore, Ekdal; for det er du ikke vant til.
+
+HJALMAR.
+Hm; der er mangt og meget, som en mand far vaenne sig til i
+denne verden, (driver nat omkring.) Har her vaeret nogen,
+mens jeg var ude?
+
+GINA.
+Ikke andre end de to kaeresterne.
+
+HJALMAR.
+Ingen nye bestillinger?
+
+GINA.
+Nej, idag ikke.
+
+HEDVIG.
+Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.
+
+HJALMAR.
+Gid det var sa vel; for imorgen taenker jeg at ta' fat med
+hele mit alvor.
+
+HEDVIG.
+Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag
+imorgen?
+
+HJALMAR.
+Na, det er jo sandt--. Ja, sa iovermorgen da. Herefter vil
+jeg gore al ting selv; jeg vil vaere ganske alene om hele
+arbejdet.
+
+GINA.
+Nej men hvad skal da det vaere til, Ekdal? Det er jo bare at
+gore dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og
+sa blir du ved at stelle med opfindelsen.
+
+HEDVIG.
+Og sa med vildanden, far,--og med alle honsene og
+kaninerne og--!
+
+HJALMAR.
+Snak ikke til mig om det tojeri! Fra imorgen af saetter jeg
+aldrig mere min fod der inde pa loftet.
+
+HEDVIG.
+Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli'
+tilstelning--
+
+HJALMAR.
+Hm, det er sandt. Na, sa fra iovermorgen da. Den fordomte
+vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om
+pa!
+
+HEDVIG (skriger).
+Vildanden!
+
+GINA.
+Nu har jeg da aldrig hort sligt!
+
+HEDVIG (rusker i ham).
+Nej men, far,--det er jo min vildand!
+
+HJALMAR.
+Derfor gor jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det,
+--ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg foler
+sa inderlig dybt, at jeg burde gore det. Jeg burde ikke tale
+under mit tag en skabning, som har vaeret i de haender.
+
+GINA.
+Men, herre gud, fordi om gamlefar har fat den af denne her
+sjofle Pettersen, sa--
+
+HJALMAR (driver omkring).
+Der er visse krav--. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig
+sige--ideale krav,--visse fordringer, som en mand ikke
+kan saette til side, uden at han tar skade pa sin sjael.
+
+HEDVIG (gar efter ham).
+Men taenk, vildanden,--den stakkers vildanden!
+
+HJALMAR (standser).
+Du horer jo, jeg skaner den--for din skyld. Der skal ikke
+krummes et har pa--; na, som sagt, jeg skaner den. For der
+er jo ogsa storre opgaver, end som sa, at ta' fat pa. Men nu
+skulde du ga ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det sa
+passelig skummert for dig.
+
+HEDVIG.
+Nej, jeg bryr mig ikke om at ga ud nu.
+
+HJALMAR.
+Jo, gor det; jeg synes, du myser sa med ojnene; du har ikke
+godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under
+dette tag.
+
+HEDVIG.
+Ja, ja da, sa lober jeg ned kokkentrappen og gar indover en
+liden stund. Kaben og hatten--? A, det ligger inde hos mig
+selv. Far,--du ma da endelig ikke gore vildanden noget
+ondt, mens jeg er ude.
+
+HJALMAR.
+Ikke en fjaer skal der ribbes af dens hode. (trykker hende
+til sig.) Du og jeg, Hedvig,--vi to--! Na, ga bare, du.
+
+(Hedvig nikker til foraeldrene og gar ud gennem kokkenet.)
+
+HJALMAR (gar omkring uden at se op).
+Gina.
+
+GINA.
+Ja?
+
+HJALMAR.
+Fra imorgen af--eller, lad os sige fra iovermorgen af--
+kunde jeg ha' lyst til at fore husholdningsbogen selv.
+
+GINA.
+Vil du nu fore husholdningsbogen ogsa?
+
+HJALMAR.
+Ja, eller ta' rede pa indkomsterne i al fald.
+
+GINA.
+A gud hjaelpe os, det er nok snart bestilt.
+
+HJALMAR.
+En skulde ikke tro det; for jeg synes, du far pengene til at
+straekke sa maerkvaerdig langt. (standser og ser pa hende.)
+Hvorledes gar det til?
+
+GINA.
+Det er fordi jeg og Hedvig behover sa lidet.
+
+HJALMAR.
+Er det sandt, at far blir sa rundelig betalt for den
+arkskrivningen hos grosserer Werle?
+
+GINA.
+Jeg ved ikke, om det er sa rundelig. Jeg kender ikke prisen
+pa sligt noget.
+
+HJALMAR.
+Na, hvad far han da sa omtrent? Lad mig hore!
+
+GINA.
+Det er sa forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster
+os, og sa en liden lommeskilling.
+
+HJALMAR.
+Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig for!
+
+GINA.
+Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo sa glad, fordi du
+trodde, at han fik altingen af dig.
+
+HJALMAR.
+Og sa far han det fra grosserer Werle!
+
+GINA.
+A ja, grossereren har da nok at ta' af, han.
+
+HJALMAR.
+Lad mig fa lampen taendt!
+
+GINA (taender).
+Og sa kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det
+kan jo godt vaere Graberg--
+
+HJALMAR.
+Hvorfor kommer du med den udflugten om Graberg?
+
+GINA.
+Nej jeg ved ikke; jeg taenkte bare--
+
+HJALMAR.
+Hm!
+
+GINA.
+Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
+Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.
+
+HJALMAR.
+Jeg synes, du 'skaelver sa i stemmen.
+
+GINA (saetter skaermen pa).
+Gor jeg?
+
+HJALMAR.
+Og sa ryster du pa haenderne. Eller er det ikke sa?
+
+GINA (fast).
+Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gat
+og snakket om mig?
+
+HJALMAR.
+Er det sandt,--kan det vaere sandt, at--at der var et
+slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du
+tjente der i huset?
+
+GINA.
+Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig
+efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i
+det; og sa gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun bade
+slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og sa gik jeg
+af tjenesten.
+
+HJALMAR.
+Men siden altsa!
+
+GINA.
+Ja, sa kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke sa real, som
+du taenkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig bade om
+det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand
+da.
+
+HJALMAR.
+Na, og sa!
+
+GINA.
+Ja, det er vel bedst du far vide det. Han gav sig ikke, for
+han fik sin vilje.
+
+HJALMAR (slar haeuderne sammen).
+Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget
+for mig!
+
+GINA.
+Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig
+det for laenge siden.
+
+HJALMAR.
+Straks skulde du ha' sagt mig det;--sa havde jeg da vidst,
+hvad du var for en.
+
+GINA.
+Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel?
+
+HJALMAR.
+Hvor kan du taenke dig det!
+
+GINA.
+Nej; men derfor sa turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
+For jeg kom jo til at holde sa svaert af dig, som du ved. Og
+jeg kunde da ikke gore mig selv rent ulykkelig--
+
+HJALMAR (gar om).
+Og det er min Hedvigs mor! Og sa at vide, at alt, hvad jeg
+her ser for mine ojne--(sparker til en stol.)--hele mit
+hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgaenger! A, denne
+forforeriske grosserer Werle!
+
+GINA.
+Angrer du pa de fjorten--femten arene, som Vi har levet
+sammen?
+
+HJALMAR (stiller sig foran hende).
+Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret pa den
+vaev af fortielse, som du, ligesom en aedderkop, har spundet
+mig ind i? Svar mig pa det! Har du virkelig ikke gat her og
+vandet dig i anger og nag?
+
+GINA.
+A snille Ekdal, jeg har havt sa rundelig nok med at taenke pa
+huset og alt det daglige bestyret--.
+
+HJALMAR.
+Du kaster altsa aldrig et provende blik pa din fortid!
+
+GINA.
+Nej jeg havde, ved gud, naesten glemt disse her gamle
+intrigerne, du.
+
+HJALMAR.
+A denne slove, foleslose ro! Den har for mig noget sa
+oprorende ved sig. Taenk,--ikke angre engang!
+
+GINA.
+Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis
+du ikke havde fat en slig kone, som jeg?
+
+HJALMAR.
+En slig--!
+
+GINA.
+Ja, for jeg har da altid vaeret ligesom lidt mere kontant og
+suffisant end du. Na, det forstar sig, jeg er jo ogsa de par
+ar aeldre.
+
+HJALMAR.
+Hvad der var ble't af mig!
+
+GINA.
+For du var da pa alskens gale veje, den tiden du traf mig
+forst; det kan du vel ikke naegte for.
+
+HJALMAR.
+Sa det kalder du gale veje? A, du forstar ikke, hvorledes en
+mand har det, nar han sorger og fortviler;--navnlig en
+mand med mit ildfulde gemyt.
+
+GINA.
+Nej, nej; kan sa vaere, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke
+pa det heller; for du blev jo sa inderlig bra' en mand,
+straks du havde fat hus og hjem.--Og nu havde vi fat det
+sa hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg
+ogsa snart begynde at koste lidt pa os bade med mad og med
+klae'r.
+
+HJALMAR.
+I fortielsens sump, ja.
+
+GINA.
+Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde fa sin passasje
+her i huset!
+
+HJALMAR.
+Ogsa jeg syntes, at hjemmet var godt at vaere i. Det var en
+vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornodne spaenstighed
+fra, til at fore opfindelsen over i virkelighedens verden?
+Kanske dor den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina,
+som har draebt den.
+
+GINA (naer ved at graede).
+Nej, du ma da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som
+alle mine dage bare vilde gore altingen til det bedste for
+dig!
+
+HJALMAR.
+Jeg spor,--hvad blir der nu af familjeforsorgerens drom?
+Nar jeg la der inde pa sofaen og grubled over opfindelsen,
+da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft.
+Jeg folte jo nok, at den dag, da jeg havde fat patentet i
+mine haender,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og sa
+var det min drom, at da skulde du sidde igen som den
+hedengangne opfinders velhavende enke.
+
+GINA (torrer tarerne af).
+Nej, du ma ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da
+aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!
+
+HJALMAR.
+A, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!
+
+(Gregers Werle abner varsomt gangdoren og ser ind.)
+
+GREGERS.
+Tor jeg komme?
+
+HJALMAR.
+Ja; kom.
+
+GREGERS (gar frem med stralende, fornojet ansigt og vil
+raekke dem haenderne).
+Na, I kaere mennesker--! (ser afveksiende pa dem og hvisker
+til Hjalmar): Altsa ikke sket endnu?
+
+HJALMAR (lydeligt).
+Det er sket.
+
+GREGERS.
+Det er?
+
+HJALMAR.
+Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.
+
+GREGERS.
+Men ogsa den mest loftede, taenker jeg.
+
+HJALMAR.
+Na, forelobig har vi det i al fald fra handen.
+
+GINA.
+Gud forlade Dem, herr Werle.
+
+GREGERS (i stor forundring).
+Men jeg forstar ikke dette.
+
+HJALMAR.
+Hvad forstar du ikke?
+
+GREGERS.
+Sa stort et opgor,---et opgor, som en hel ny livsforelse
+skal grundes pa,--en livsforelse, et samliv, i sandhed og
+uden al fortielse--
+
+HJALMAR.
+Ja, jeg ved det nok; jeg ved det sa godt.
+
+GREGERS.
+Jeg havde ventet sa visst, at nar jeg kom ind af doren, sa
+skulde der sla mig imode et forklarelsens lys bade fra mand
+og fra hustru. Og sa ser jeg ikke andet for mig end dette
+dumpe, tunge, triste--
+
+GINA.
+Na sa.
+
+(tar lampeskaermen af.)
+
+GREGERS.
+De vil ikke forsta mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal
+der vel tid til--. Men du selv da, Hjalmar? Du ma da vel ha
+ta't en hojere indvielse af det store opgor.
+
+HJALMAR.
+Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige,--sadan pa en
+made.
+
+GREGERS.
+For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med
+det, at ha' tilgivelse for en fejlende og lofte hende op til
+sig i kaerlighed.
+
+HJALMAR.
+Tror du en mand sa let forvinder den beske drik, jeg nys har
+tomt?
+
+GREGERS.
+Nej, en almindelig mand; det kan sa vaere. Men en mand som du
+--!
+
+HJALMAR.
+Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du ma jage pa mig,
+Gregers. Der skal tid til, ser du.
+
+GREGERS.
+Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.
+
+(Relling er kommen ind gennem gangdoren.)
+
+RELLING.
+Se sa; er nu den vildanden pa faerde igen?
+
+HJALMAR.
+Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.
+
+RELLING.
+Grosserer Werles--? Er det ham, I snakker om?
+
+HJALMAR.
+Om ham og--os andre.
+
+RELLING (halvhojt til Gregers).
+Gid fanden havde Dem!
+
+HJALMAR.
+Hvad er det, du siger?
+
+RELLING.
+Jeg yttrer et inderligt onske om, at kvaksalveren vilde
+forfoje sig pa hjemvejen. Blir han her, sa er han mand for
+at forkluddre jer begge to.
+
+GREGERS.
+De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu
+ikke tale. Ham kender vi. Men ogsa hun har visselig pa
+bunden af sit vaesen noget trovaerdigt, noget vederhaeftigt--
+
+GINA (graedefaerdig).
+Sa skulde De bare lad't mig ga for den jeg var da.
+
+RELLING (til Gregers).
+Er det naesevist at sporge om, hvad det er, De egentlig vil
+her i huset?
+
+GREGERS.
+Jeg vil grundlaegge et sandt aegteskab.
+
+RELLING.
+Sa De synes ikke, Ekdals aegteskab er godt nok, som det er?
+
+GREGERS.
+Det er visst et lige sa godt aegteskab, som sa mange andre,
+desvaerre. Men et sandt aegteskab er det endnu ikke ble't.
+
+HJALMAR.
+Du har aldrig havt oje for det ideale krav, du Relling.
+
+RELLING.
+Sludder, gutten min!--Med forlov, herr Werle; hvor mange-
+-bare sa pa en slump--hvor mange sande aegteskaber har De
+set i Deres liv?
+
+GREGERS.
+Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.
+
+RELLING.
+Ikke jeg heller.
+
+GREGERS.
+Men jeg har set sa utallige aegteskaber af den modsatte
+slags. Og jeg har havt anledning til pa naert hold at se,
+hvad et sligt aegteskab kan bryde ned i et menneskepar.
+
+HJALMAR.
+En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans
+fodder; det er det forfaerdelige.
+
+RELLING.
+Ja, jeg har jo aldrig sadan egentlig vaeret gift; sa jeg tor
+ikke domme om de ting. Men det ved jeg da, at til et
+aegteskab horer barnet ogsa. Og barnet skal I la' vaere i
+fred.
+
+HJALMAR.
+A,--Hedvig! Min stakkers Hedvig!
+
+RELLING.
+Ja, Hedvig far I vaers'go' se at holde udenfor. I to er
+voksne mennesker; I far i guds navn kluddre og klusse med
+jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I
+fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gore
+en ulykke pa hende.
+
+HJALMAR.
+En ulykke!
+
+RELLING.
+Ja, eller hun kan komme til at gore en ulykke pa sig selv--
+og kanske pa andre med.
+
+GINA.
+Men hvor kan De da vide sligt, Relling?
+
+HJALMAR.
+Der er da vel aldrig nogen naer fare for ojnene?
+
+RELLING.
+Dette her har ikke noget med ojnene at skaffe. Men Hedvig er
+i en vanskelig alder. Hun kan finde pa alt det, som galt er.
+
+GINA.
+Ja taenk,--det gor hun ogsa! Hun er begyndt at hussere sa
+stygt med varmen ude i kokkenet. Det kalder hun at lege
+ildebrand. Jeg er mangen gang raed, hun skal saette fyr pa
+huset.
+
+RELLING.
+Ser De bare; jeg vidste det nok.
+
+GREGERS (til Relling).
+Men hvorledes forklarer De sadant noget?
+
+RELLING (mut).
+Hun er i stemmeskiftningen, far.
+
+HJALMAR.
+Sa laenge barnet har mig--! Sa laenge mit hode er oven mulde
+--!
+
+(Det banker pa doren.)
+
+GINA.
+Hys, Ekdal; der er folk pa gangen, (raber.) Vaer sa god!
+
+(Fru Sorby, i ydertoj, kommer ind.)
+
+FRU SORBY.
+God aften!
+
+GINA (gar imod hende).
+Nej, er det dig, Berta!
+
+FRU SORBY.
+Ja samaend er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?
+
+HJALMAR.
+Nej bevar's; et sendebud fra det hus--
+
+FRU SORBY (til Gina).
+Oprigtig talt havde jeg habet, jeg ikke skulde traeffe dine
+mandfolk hjemme pa denne tid; og sa lob jeg opom for at
+snakke lidt med dig og sige dig farvel.
+
+GINA.
+Sa? Rejser du da?
+
+FRU SORBY.
+Ja, imorgen tidlig;--op til Hojdal. Grossereren er rejst i
+eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse sa meget
+fra ham.
+
+GINA.
+Nej taenk--!
+
+HJALMAR.
+Sa grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?
+
+FRU SORBY.
+Ja hvad siger De til det, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Vogt Dem, siger jeg.
+
+GREGERS.
+Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sorby.
+
+HJALMAR.
+Gifter han sig med hende!
+
+GINA.
+A nej, Berta; blev det da endelig!
+
+RELLING (dirrer lidt i stemmen).
+Dette her er da vel aldrig sandt?
+
+FRU SORBY.
+Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.
+
+RELLING.
+Vil De gifte Dem nu igen?
+
+FRU SORBY.
+Ja, det blir nok til det. Werle har lost kongebrev, og sa
+turer vi brylluppet i al stilhed oppe pa vaerket.
+
+GREGERS.
+Sa far jeg vel onske Dem til lykke da som en god stedson.
+
+FRU SORBY.
+Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg haber
+da det, at det skal bli' til lykke bade for Werle og for
+mig.
+
+RELLING.
+Det kan De trostig habe. Grosserer Werle drikker sig aldrig
+fuld,--sa vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at
+skamsla sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren
+gjorde.
+
+FRU SORBY.
+A lad nu Sorby ligge, der han ligger. Han havde samaend sine
+gode sider, han ogsa.
+
+RELLING.
+Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.
+
+FRU SORBY.
+Han har i al fald ikke sloset bort det bedste i sig. Den
+mand, som det gor, han far ta' folgerne.
+
+RELLING.
+Ikveld gar jeg ud med Molvik.
+
+Fr'u Sorby.
+Det skulde De ikke, Relling. Gor ikke det;--for min skyld.
+
+RELLING.
+Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du vaere med, sa
+kom.
+
+GINA.
+Nej tak. Ekdal gar ikke med pa den slags apartementer.
+
+HJALMAR (arrig, halvhojt).
+A sa ti da!
+
+RELLING.
+Farvel, fru--Werle.
+
+(gar ud germem gangdoren.)
+
+GREGERS (til fru Sorby).
+Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden
+temmelig noje.
+
+FRU SORBY.
+Ja, vi har kendt hinanden i mange ar. Det kunde samaend
+engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to.
+
+GREGERS.
+Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.
+
+FRU SORBY.
+Ja det ma De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for
+at ga efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig
+rent vaek heller.
+
+GREGERS.
+Er De slet ikke det mindste raed for, at jeg skal la' min far
+fa et nys om dette gamle bekendtskab?
+
+FRU SORBY.
+De kan da vel taenke, at jeg har sagt ham det selv.
+
+GREGERS.
+Sa?
+
+FRU SORBY.
+Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed
+kunde falde pa at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham;
+det var det forste, jeg gjorde, da han lod sig maerke med, at
+han havde hensigter.
+
+GREGERS.
+Da er De mere end almindelig abenhjertig, synes jeg.
+
+FRU SORBY.
+Abenhjertig har jeg altid vaeret. Det kommer vi fruentimmer
+laengst med.
+
+HJALMAR.
+Hvad siger du til det, Gina.
+
+GINA.
+A, vi fruentimmer er nu sa forskellige, vi. Nogen har det pa
+en vis og andre pa en anden.
+
+FRU SORBY.
+Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig pa den
+vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt
+dolgsmal pa noget for sit vedkommende. Se, det er det, som
+naermest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke
+med mig sa abent som et barn. Det har han aldrig havt
+lejlighed til for. Han, den sunde livskraftige mand, fik
+hele sin ungdom og alle sine bedste ar igennem ikke hore
+andet end straffepraekener. Og mangen gang drejed de praekener
+sig on de mest indbildte forgaelser,--efter hvad jeg har
+lad't mig sige.
+
+GINA.
+Ja, det er rigtignok sa sandt, som det er sagt.
+
+GREGERS.
+Hvis fruerne vil ind pa de enemaerker, sa er det bedst jeg
+gar.
+
+FRU SORBY.
+De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et
+ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha' rede pa, at jeg ikke
+har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed.
+Det kan kanske synes, at det er en svaert stor lykke, jeg
+gor; og det er det jo ogsa pa en made. Men jeg mener
+alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal
+visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen
+anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpelos.
+
+HJALMAR.
+Blir han hjaelpelos?
+
+GREGERS (til fru Sorby).
+Ja, ja, tal nu ikke om det her.
+
+FRU SORBY.
+Det nytter ikke at skjule det laenger, sa gerne han end vil.
+Han blir blind.
+
+HJALMAR (studser).
+Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han
+ogsa?
+
+GINA.
+Det blir jo sa mange.
+
+FRU SORBY.
+Og en kan vel taenke sig, hvad det vil sige for en
+forretningsmand. Na, jeg skal prove pa at bruge mine ojne
+for ham sa godt jeg kan. Men nu tor jeg ikke bli' laenger;
+jeg er sa opkavet i denne tid.--Ja, det var det, jeg
+skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle
+kunde tjene Dem med, sa skulde De bare henvende Dem til
+Graberg.
+
+GREGERS.
+Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.
+
+FRU SORBY.
+Ja sa-, jeg synes da ikke, at han for i tiden--
+
+GINA.
+Jo, Berta, nu behover ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra
+grosserer Werle.
+
+HJALMAR (langsomt og med vaegt).
+Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg
+i den naermeste fremtid agter at ga til bogholder Graberg--
+
+GREGERS.
+Hvad! Kan du ville det?
+
+HJALMAR.
+--ga til bogholder Graberg, siger jeg, og forlange en konto
+over det belob, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale
+denne aeresgaeld--; ha-ha-ha, det skal kaldes en aeresgaeld!
+Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.
+
+GINA.
+Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.
+
+HJALMAR.
+Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrodent pa
+min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine
+andskraefter oppe under denne anstraengende beskaeftigelse, det
+er onsket om at bli' en pinlig gaeldsbyrde kvit. Derfor gor
+jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigore
+mig for Deres vordende aegtefaelles pekuniaere udlaeg.
+
+FRU SORBY.
+Her er nok sket et eller andet her i huset.
+
+HJALMAR.
+Ja, det er det.
+
+FRU SORBY.
+Na, sa farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med
+dig om, Gina; men det far vaere til en anden gang. Farvel.
+
+(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina folger fru Sorby til
+doren.)
+
+HJALMAR.
+Ikke ud over taerskelen, Gina!
+
+(Fru Sorby gar; Gina lukker efter hende.)
+
+HJALMAR.
+Se sa, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gaeldspost fra
+handen.
+
+GREGERS.
+Snart i al fald.
+
+HJALMAR.
+Jeg tror, min holdning ma kaldes korrekt.
+
+GREGERS.
+Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.
+
+HJALMAR.
+I visse tilfaelde er det umuligt at saette sig ud over de
+ideale krav. Som familieforsorger ma jeg jo vri' og vande
+mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spog for
+en ubemidlet mand at skulle indfri en mangearig
+gaeldsfordring, som der, sa at sige, havde lagt sig
+glemselens stov over. Men det far vaere det samme; mennesket
+i mig kraever ogsa sin ret.
+
+GREGERS (laegger handen pa hans skulder).
+Kaere Hjalmar,--var det sa ikke godt, at jeg kom?
+
+HJALMAR.
+Jo.
+
+GREGERS.
+At du fik fuld klarhed over alle forhold,--var ikke det
+godt?
+
+HJALMAR (lidt utalmodig).
+Jo visst var det godt. Men der er en ting, som oprorer min
+retfaerdighedsfolelse.
+
+GREGERS.
+Og hvad er det for noget?
+
+HJALMAR.
+Det er dette her, at--; ja, jeg ved ikke, om jeg tor yttre
+mig sa uforbeholdent om din far.
+
+GREGERS.
+Tag ikke noget som helst hensyn til mig.
+
+HJALMAR.
+Na vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget sa oprorende at
+taenke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som
+realiserer det sande aegteskab.
+
+GREGERS.
+Nej men hvor kan du da sige sligt!
+
+HJALMAR.
+Jo visst blir det sa. Din far og fru Sorby indgar jo nu en
+aegtepagt, som er bygget pa fuld fortrolighed, bygget pa hel
+og ubetinget abenhjertighed fra begge sider; de stikker
+ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse
+bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg sa ma udtrykke
+mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.
+
+GREGERS.
+Na ja, hvad sa?
+
+HJALMAR.
+Ja, men sa er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette
+her vanskelige, som du selv sa', horte til, for at grunde
+det sande aegteskab.
+
+GREGERS.
+Men det er jo pa en ganske anden made, Hjalmar. Du vil da
+vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to--?
+Na, du forstar mig nok.
+
+HJALMAR.
+Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget,
+som sarer og kraenker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat
+ud, som om der slet ingen retfaerdig verdensstyrelse var til.
+
+GINA.
+Uf nej, Ekdal, sligt ma du da, ved gud, ikke sige.
+
+GREGERS.
+Hm; lad os ikke komme ind pa de sporsmal.
+
+HJALMAR.
+Men pa den anden side er det jo rigtignok som om jeg ojner
+skaebnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.
+
+GINA.
+A det er kanske ikke sa sikkert.
+
+HJALMAR.
+Det er utvilsomt. Vi bor ikke tvile pa det i al fald; for
+just i dette faktum ligger den retfaerdige gengaeldelse. Han
+har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.
+
+GREGERS.
+Desvaerre, han har forblindet mange.
+
+HJALMAR.
+Og nu kommer den ubonhorlige, den gadefulde, og kraever
+grossererens egne ojne.
+
+GINA.
+Nej, at du tor sige sligt stygt noget! Jeg blir rent raed.
+
+HJALMAR.
+Det er tjenligt at fordybe sig i tilvaerelsens natsider en
+gang imellem.
+
+(Hedvig, i hat og kabe, kommer glad og forpustet ind gennem
+gangdoren.)
+
+GINA.
+Er du alt der igen?
+
+HEDVIG.
+Ja, jeg vilde ikke ga laenger. Og det var godt; for nu modte
+jeg nogen i porten.
+
+HJALMAR.
+Det var vel denne fru Sorby.
+
+HEDVIG.
+Ja.
+
+HJALMAR (gar op og ned).
+Jeg vil habe, du skal ha' set hende for sidste gang.
+
+(Taushed. Hedvig ser forknyt snart pa den ene snart pa den
+anden som for at udforske stemningen.)
+
+HEDVIG (naermer sig indsmigrende).
+Far.
+
+HJALMAR.
+Na,--hvad er det, Hedvig?
+
+HEDVIG.
+Fru Sorby havde noget med til mig.
+
+HJALMAR. (standser).
+Til dig?
+
+HEDVIG.
+Ja. Det er noget, som skal vaere til imorgen.
+
+GINA.
+Berta har altid havt en liden ting til dig pa den dagen.
+
+HJALMAR.
+Hvad er det for noget?
+
+HEDVIG.
+Nej, det kan du ikke fa vide nu; for mor skal gi' mig det pa
+sengen imorgen tidlig.
+
+HJALMAR.
+A, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!
+
+HEDVIG (skynder sig).
+Nej, du kan gerne fa se det. Det er et stort brev.
+
+(tar brevet op af kabelommen).
+
+HJALMAR.
+Et brev ogsa?
+
+HEDVIG.
+Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men
+taenk,--et brev! Jeg har aldrig fat noget brev for. Og sa
+star der "froken" udenpa det. (laeser.) "Froken Hedvig
+Ekdal". Taenk,--det er mig.
+
+HJALMAR.
+Lad mig se det brev.
+
+HEDVIG (raekker ham det).
+Der kan du se.
+
+HJALMAR.
+Det er grosserer Werles hand.
+
+GINA.
+Er du viss pa det, Ekdal?
+
+HJALMAR.
+Se selv.
+
+GINA.
+A tror du, jeg skonner mig pa sligt?
+
+HJALMAR.
+Hedvig, ma jeg abne brevet--og laese det?
+
+HEDVIG.
+Ja det ma du gerne, hvis du vil.
+
+GINA.
+Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo vaere til imorgen.
+
+HEDVIG (sagte).
+A kan du ikke la' ham laese det! Det er visst noget godt; og
+sa blir far glad; og sa blir her fornojeligt igen.
+
+HJALMAR.
+Jeg ma altsa abne det?
+
+HEDVIG.
+Ja, vaer sa snil, far. Det skal bli morsomt at fa vide, hvad
+det er.
+
+HJALMAR.
+Godt. (abner brevet, tar et papir ud, laeser det igennem og
+synes forvirret.) Hvad er da dette her--?
+
+GINA.
+Hvad star der for noget da?
+
+HEDVIG.
+A ja, far,--sig det!
+
+HJALMAR.
+Vaer Stille, (laeser det en gang til igennem; er bleven bleg,
+men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.
+
+HEDVIG.
+Nej, taenk! Hvad far jeg da?
+
+HJALMAR.
+Laes selv.
+
+HEDVIG (gar hen og laeser en stund ved lampen).
+
+HJALMAR (halvhojt, knytter haenderne).
+Ojnene! Ojnene,--og sa det brevet!
+
+HEDVIG (afbryder laesningen).
+Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det.
+
+HJALMAR (tar brevet fra hende).
+Du Gina,--kan du forsta dette her?
+
+GINA.
+Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
+
+HJALMAR.
+Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle
+bedstefar ikke mere behover at bemoje sig med den
+arkskriften, men at han herefter kan haeve hundrede kroner
+manedlig pa kontoret--
+
+GREGERS.
+Aha!
+
+HEDVIG.
+Hundrede kroner, mor! Det laeste jeg.
+
+GINA.
+Det blir jo godt for bedstefar.
+
+HJALMAR.
+--hundrede kroner, sa laenge han har det nodig,--det vil
+naturligvis sige, sa laenge til han har lukket sine ojne.
+
+GINA.
+Na, sa er da han forsorget, stakkers.
+
+HJALMAR.
+Men sa kommer det. Det laeste du nok ikke, Hedvig. Bagefter
+skal denne gave ga over pa dig.
+
+HEDVIG.
+Pa mig! Alt sammen?
+
+HJALMAR.
+Du er sikkret det samme belob for hele dit liv, skriver han.
+Horer du det, Gina?
+
+GINA.
+Ja, jeg horer det nok.
+
+HEDVIG.
+Taenk--alle de penge, jeg far! (rusker i ham.) Far, far, er
+du da ikke glad--?
+
+HJALMAR (undviger hende).
+Glad! (gar om pa gulvet.) A, hvilke fjernsyn,--hvilke
+perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er
+det, han betenker sa rigelig!
+
+GINA.
+Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag--
+
+HEDVIG.
+Og du far det jo alligevel, far! Du kan da vel taenke, at jeg
+vil gi' alle pengene til dig og mor.
+
+HJALMAR.
+Til mor, ja! Der har vi det.
+
+GREGERS.
+Hjalmar, dette her er en snare, som laegges for dig.
+
+HJALMAR.
+Tror du, det skulde vaere en snare nu igen?
+
+GREGERS.
+Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den
+mand, som du indbilder dig.
+
+HJALMAR.
+Ikke den mand--!
+
+GREGERS.
+Du skal fa se det, sa' han.
+
+HJALMAR.
+Du skulde fa se, at jeg lod mig afspise med penge--!
+
+HEDVIG.
+Men, mor, hvad er det da for noget?
+
+GINA.
+Ga ud og tag af dig tojet.
+
+(Hedvig gar graedefaerdig ud gennem kokkendoren.)
+
+GREGERS.
+Ja, Hjalmar,--nu vil det vise sig, hvem der har ret, han
+eller jeg.
+
+HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, laegger begge
+stykkerne pa bordet og siger):
+Her er mit svar.
+
+GREGERS.
+Det vented jeg.
+
+HJALMAR (gar hen til Gina, som star ved ovnen, og siger
+daempet):
+Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham
+blev belt forbi, da du--kom til at holde af mig, som du
+kalder det,--hvorfor satte han os da i stand til at gifte
+os?
+
+GINA.
+Han taenkte vel, han skulde fa sin gang her i huset.
+
+HJALMAR.
+Bare det? Var han ikke raed for en viss mulighed?
+
+GINA.
+Jeg skonner ikke, hvad du mener.
+
+HJALMAR.
+Jeg vil vide, om--dit barn har ret til at leve under mit
+tag.
+
+GINA (retter sig ivejret; ojnene lyner).
+Og det spor' du om!
+
+HJALMAR.
+Du skal svare mig pa dette ene: Horer Hedvig mig til--
+eller--? Na!
+
+GINA (ser pa ham med kold trods).
+Jeg ved ikke.
+
+HJALMAR (dirrer let).
+Du ved det ikke!
+
+GINA.
+Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er--
+
+HJALMAR (stille, vender sig fra hende).
+Sa har jeg ikke mere at gore her i huset.
+
+GREGERS.
+Betaenk dig pa dette, Hjalmar!
+
+HJALMAR (tar sin yderfrakke pa).
+Her er ingen ting at betaenke for en mand, som jeg.
+
+GREGERS.
+Jo, her er sa usigelig meget at betaenke. Sammen ma I tre
+vaere, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens
+offerstemning.
+
+HJALMAR.
+Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.)
+Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i grad.)
+Gregers, jeg har ikke noget barn!
+
+HEDVIG (som har abnet kokkendoren).
+Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!
+
+GINA.
+Se sa!
+
+HJALMAR.
+Kom ikke naer mig, Hedvig! Ga langt bort. Jeg taler ikke at
+se dig. A, de ojnene--! Farvel.
+
+(vil imod doren.)
+
+HEDVIG (haenger sig fast i ham og skriger hojt).
+Nej da! Nej da! Ga ikke ifra mig!
+
+GINA (raber).
+Se pa barnet, Ekdal! Se pa barnet!
+
+HJALMAR.
+Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg ma ud;--vaek fra alt dette!
+
+(Han river sig los fra Hedvig og gar ud gennem gangdoren.)
+
+HEDVIG (med fortvilede ojne).
+Han gar fra os, mor! Han gar fra os! Han kommer aldrig mere
+igen!
+
+GINA.
+Bare ikke graed, Hedvig. Far kommer nok igen.
+
+HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen).
+Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.
+
+GREGERS.
+Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
+
+GINA.
+Ja, jeg tror det naesten; men gud forlade Dem alligevel.
+
+
+HEDVIG (ligger i sofaen).
+A jeg synes jeg ma do af dette her! Hvad har jeg da gjort
+ham? Mor, du ma fa ham hjem igen!
+
+GINA.
+Ja, ja, ja; vaer bare rolig, sa skal jeg ga ud og se efter
+ham. (tar ydentojet pa.) Kanske han er gat indom til
+Relling. Men sa skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig
+det?
+
+HEDVIG (graeder krampagtigt).
+Ja, jeg skal la' det vaere; nar bare far kommer igen.
+
+GREGERS (til Gina, som vil ga).
+Var det ikke bedre alligevel, at De forst lod ham kaempe sin
+smertens kamp til ende?
+
+GINA.
+A, det far han gore bagefter. Forst og fremst ma vi fa
+stagget barnet.
+
+(gar ud gennem gangdoren.)
+
+HEDVIG (saetter sig oprejst og torrer tarerne af).
+Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke
+far vide af mig mere?
+
+GREGERS.
+De skal ikke sporge om det, forinden De er ble't stor og
+voksen.
+
+HEDVIG (hikster).
+Men jeg kan da ikke ga og vaere sa graesselig bedrovet lige
+til jeg blir stor og voksen.--Jeg skonner nok, hvad det
+er.--Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.
+
+GREGERS (urolig).
+Hvorledes skulde det ga til?
+
+HEDVIG.
+Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fat vide
+det; for sligt har jeg laest om.
+
+GREGERS.
+Na, men om sa var--
+
+HEDVIG.
+Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja
+naesten mere. Vildanden har vi jo ogsa fat sendendes til
+foraering, og alligevel holder jeg sa svaert af den.
+
+GREGERS (afledende).
+Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden,
+Hedvig.
+
+HEDVIG.
+Den stakkers vildanden. Den taler han heller ikke at se for
+sine ojne mere. Taenk, han har fat lyst til at vri' halsen om
+pa den!
+
+GREGERS.
+A det gor han da visst ikke.
+
+HEDVIG.
+Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var sa faelt sagt af
+far; for jeg laeser bon for vildanden hver aften og ber, at
+den ma blive bevaret for doden og alt det, som ondt er.
+
+GREGERS (ser pa hende).
+Plejer De laese aftenbon?
+
+HEDVIG.
+Jaha.
+
+GREGERS.
+Hvem har vaennet Dem til det?
+
+HEDVIG.
+Jeg selv; for det var en gang far var sa syg og havde igler
+pa halsen; og sa sa' han, at' han sad med doden i haenderne.
+
+GREGERS.
+Na ja?
+
+HEDVIG.
+Sa holdt jeg bon for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er
+jeg ble't ved med det.
+
+GREGERS.
+Og nu ber De for vildanden ogsa?
+
+HEDVIG.
+Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var
+sa sygelig i forstningen.
+
+GREGERS.
+Laeser De kanske morgenbon ogsa?
+
+HEDVIG.
+Nej det gor jeg da rigtignok ikke.
+
+GREGERS.
+Hvorfor ikke ligesa godt morgenbon?
+
+HEDVIG.
+Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget
+videre at vaere raed for.
+
+GREGERS.
+Og den vildanden, som De holder sa inderlig af, den vilde
+Deres far vri' halsen om pa.
+
+HEDVIG.
+Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men
+han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af
+far.
+
+GREGERS (lidt naermere).
+Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?
+
+HEDVIG (rejser sig).
+Vildanden!
+
+GREGERS.
+Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og
+ved i verden?
+
+HEDVIG.
+Tror De, det vilde hjaelpe?
+
+GREGERS.
+Prov det, Hedvig.
+
+HEDVIG (sagte, med lysende ojne).
+Ja, jeg vil prove det.
+
+GREGERS.
+Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?
+
+HEDVIG.
+Jeg vil be bedstefar skyde vildanden for mig.
+
+GREGERS.
+Ja, gor sa. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!
+
+HEDVIG.
+Hvorfor ikke det?
+
+GREGERS.
+Hun forstar os ikke.
+
+HEDVIG.
+Vildanden? Jeg vil prove det imorgen tidlig?
+
+(Gina kommer ind gennem gangdoren.)
+
+HEDVIG (imod hende).
+Traf du ham, mor?
+
+GINA.
+Nej; men jeg horte, han havde vaeret indom og fat Relling med
+sig.
+
+GREGERS.
+Er De viss pa det?
+
+GINA.
+Ja, portkonen sa' det. Molvik var ogsa gat med, sa' hun.
+
+GREGERS.
+Og det nu, da hans sind traenger sa hardt til at kaempe i
+ensomhed-!
+
+GINA (tar tojet af).
+Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har
+trukket ham hen! Jeg floj over til madam Eriksen; men der
+var de ikke.
+
+HEDVIG (kaemper med graden).
+A, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!
+
+GREGERS.
+Han kommer hjem igen. Jeg skal baere bud til ham imorgen; og
+da skal De fa se, hvorledes han kommer. Sov sa trostig pa
+det, Hedvig. God nat.
+
+(han gar ud gennem gangdoren.)
+
+HEDVIG (kaster sig hulkende om Ginas hals).
+Mor, mor!
+
+GINA (klapper hende pa ryggen og sukker):
+Ak ja; Relling havde ret, han. Sa gar det, nar der kommer
+galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+FEMTE AKT.
+
+
+(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt grat morgenlys falder ind;
+der ligger vad sne pa de store ruder i tagvinduet.)
+
+(Gina, med smaekkeforklaede pa, kommer med en stovekost og en
+torreklud fra kokkenet og gar hen imod dagligstuedoren. I
+det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)
+
+GINA (standser).
+Na?
+
+HEDVIG.
+Jo, mor, jeg tror naesten, han er nede hos Relling--
+
+GINA.
+Ser du bare!
+
+HEDVIG.
+--for portkonen sa', hun horte, at Relling havde to stykker
+med sig, da han kom hjem i nat.
+
+GINA.
+Det var nok det, jeg taenkte.
+
+HEDVIG.
+Men det nytter jo ikke noget, nar han ikke vil komme op til
+os.
+
+GINA.
+I det mindste sa vil jeg da ned og snakke med ham.
+
+(Gamle Ekdal, i slabrok og tofler og med taendt pibe, kommer
+frem i doren til sit vaerelse.)
+
+EKDAL.
+Du Hjalmar--. Er ikke Hjalmar hjemme?
+
+GINA.
+Nej, han er nok gat ud.
+
+EKDAL.
+Sa tidlig? Og i sligt et forrygendes snekav? Ja, ja; vaer sa
+god; jeg kan ga morgenturen alene, jeg.
+
+(Han skyder loftsdoren tilside; Hedvig hjaelper ham; han gar
+derind; hun lukker efter ham.)
+
+HEDVIG (halvhojt).
+Taenk, mor, nar stakkers bedstefar far hore, at far vil rejse
+ifra os.
+
+GINA.
+A prat; bedstefar ma ikke fa hore noget om det. Det var en
+guds lykke, at han ikke var hjemme igar under al den
+hurlomhejen.
+
+HEDVIG.
+Ja men--
+
+(Gregers kommer ind gennem gangdoren.)
+
+GREGERS.
+Na? Har De sa fat spurlag pa ham?
+
+GINA.
+Han skal nok vaere nede hos Relling, siger de.
+
+GREGERS.
+Hos Relling! Har han virkelig vaeret ude med de mennesker?
+
+GINA.
+Han har nok det.
+
+GREGERS.
+Ja men han, som traengte sa inderlig til ensomhed og til at
+samle sig i alvor--!
+
+GINA.
+Ja De ma sa sige.
+
+(Relling kommer ind fra gangen.)
+
+HEDVIG (imod ham).
+Er far hos Dem?
+
+GINA (samtidigt).
+Er han der?
+
+RELLING.
+Ja visst er han sa.
+
+HEDVIG.
+Og De, som ikke siger os til!
+
+RELLING.
+Ja, jeg er et bae-aest. Men forst sa havde jeg det andre bae-
+aestet at holde styr pa; ja, han, den daemoniske, naturligvis;
+og siden sa sovned jeg ind sa tungt at--.
+
+GINA.
+Hvad siger Ekdal idag?
+
+RELLING.
+Han siger ingen verdens ting.
+
+HEDVIG.
+Snakker han slet ikke?
+
+RELLING.
+Ikke et levendes ord.
+
+GREGERS.
+Nej, nej; det kan jeg sa godt forsta.
+
+GINA.
+Men hvad tar han sig da til?
+
+RELLING.
+Han ligger pa sofaen og snorker.
+
+GINA.
+Sa? Ja, Ekdal er svaer til at snorke.
+
+HEDVIG.
+Sover han? Kan han sove?
+
+RELLING.
+Ja, det lader s'gu' til det.
+
+GREGERS.
+Begribelig; efter den sjaelestrid, som har oprevet ham--
+
+GINA.
+Og sa han, som aldrig er vant til at svaerme udendors om
+naetterne.
+
+HEDVIG.
+Det er kanske bra', det, at han far sove, mor.
+
+GINA.
+Det taenker jeg ogsa. Men sa er det ikke vaerdt, vi muntrer
+ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu ma jeg forst
+fa gjort huset lidt rensligt og pent, og sa--. Kom og hjaelp
+mig, Hedvig.
+
+(Gina og Hedvig gar ind i dagligstuen.)
+
+GREGERS (vender sig til Relling).
+Kan De forklare mig den andelige rorelse, som nu foregar i
+Hjalmar Ekdal?
+
+RELLING.
+Jeg har, min sael, ikke maerket, at der foregar nogen andelig
+rorelse i ham.
+
+
+GREGERS.
+Hvad! Pa et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fat et
+nyt grundlag--? Hvor kan De taenke Dem, at en personlighed
+som Hjalmar--?
+
+RELLING.
+A, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats
+til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, sa
+er bade rodderne og traevlerne ble't grundigt exstirperet
+allerede i guttearene; det kan jeg forsikkre Dem.
+
+GREGERS.
+Det skulde dog vaere maerkeligt--med den kaerlighedsfulde
+opdragelse, som han har nydt.
+
+RELLING.
+Af de to forskruede, hysteriske tante-frokenerne, mener De?
+
+GREGERS.
+Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den
+ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at
+gore nar igen.
+
+RELLING.
+Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god
+besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse
+sine "tvende sjaelemodre". Men jeg tror ikke, han har stort
+at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
+er ble't holdt for et lys--
+
+GREGERS.
+Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
+
+RELLING.
+Jeg har aldrig maerket noget til det. At hans far trodde det,
+--lad det ga; for gamle lojtnanten har jo vaeret et fae alle
+sine dage.
+
+GREGERS.
+Han har alle sine dage vaeret en mand med barnesind; det er
+det, De ikke skonner.
+
+RELLING.
+Ja, ja da! Men da sa den kaere sode Hjalmar var ble't student
+pa en made, sa galdt han straks for det store fremtidslys
+blandt kammeraterne ogsa. Vakker var han jo, det drog,--
+rod og hvid,--slig, som smajomfruer helst vil ha' fyrene;
+og da han nu havde dette letrorte gemyttet og dette
+hjertevindende i rosten, og da han forstod sa pent at
+deklamere andres vers og andres tanker--
+
+GREGERS (harmfuld).
+Er det Hjalmar Ekdal, De taler saledes om?
+
+RELLING.
+Ja, med Deres tilladelse; for saledes ser det ud indvendig,
+det gudebillede, som De ligger naesegrus for.
+
+GREGERS.
+Jeg trodde dog ikke, at jeg var sa aldeles blind heller.
+
+RELLING.
+A jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De
+ogsa, ser De.
+
+GREGERS.
+Det har De ret i.
+
+RELLING.
+Jaha. De lider af et kompliceret tilfaelde. Forst er det nu
+denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og sa det, som vaerre
+er,--altid gar De og orsker i tilbedelses-delirium; altid
+skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
+
+GREGERS.
+Ja udenfor mit eget ma jeg visselig soge det.
+
+RELLING.
+Men De tar sa skammelig fejl af de store vidunderfluerne,
+som De tror at se og hore omkring Dem. De er atter igen
+kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her
+bor ikke solvente folk her i huset.
+
+GREGERS.
+Nar De ikke har hojere tanker om Hjalmar Ekdal, end som sa,
+hvor kan De da finde nogen glaede i stodt og stadig at vaere
+sammen med ham?
+
+RELLING.
+Herre gud, jeg skulde da vaere en slags doktor, med skam at
+sige; og sa ma jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i
+hus med.
+
+GREGERS.
+Se sa! Er Hjalmar Ekdal ogsa syg?
+
+RELLING.
+Folk er syge omtrent alle i hob, desvaerre.
+
+GREGERS.
+Og hvad kur bruger De sa for Hjalmar?
+
+RELLING.
+Min saedvanlige. Jeg sorger for at holde livslognen oppe i
+ham.
+
+GREGERS.
+Livs--lognen? Jeg horte ikke rigtig--?
+
+RELLING.
+Jo, jeg sa' livslognen. For livslognen er det stimulerende
+princip, det, ser De.
+
+GREGERS.
+Ma jeg sporge, hvad det er for en livslogn, Hjalmar er
+befaengt med?
+
+RELLING.
+Nej tak; jeg forrader ikke slige hemmeligheder til
+kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere
+for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den pa
+Molvik ogsa. Ham har jeg gjort "daemonisk". Det er nu den
+fontanellen, jeg matte saette ham i nakken.
+
+GREGERS.
+Er han da ikke daemonisk?
+
+RELLING.
+Hvad fan' vil det sige at vaere daemonisk? Det er jo bare
+noget sludder, som jeg fandt pa for at berge livet i ham.
+Havde jeg ikke det gjort, sa var det stakkers skikkelige
+svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange
+herrens ar siden. Og sa gamle lojtnanten da! Men han har nu
+rigtignok fundet pa kuren selv.
+
+GREGERS.
+Lojtnant Ekdal? Hvad han?
+
+RELLING.
+Ja, hvad mener De om det, at han, bjornejaegeren, gar der
+inde pa morkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere
+skytter til i verden, end han, den gamle manden, nar han far
+tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem
+fortorkede juletraeerne, som han har gemt pa, de er for ham
+det samme, som hele, store, friske Hojdalsskogen; hanen og
+alle honerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne,
+som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han
+gir sig i kast med, han, den spraeke friluftsgubben.
+
+GREGERS.
+Den ulykkelige gamle lojtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok
+mattet sla af pa sin ungdoms idealer.
+
+RELLING.
+Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det
+udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord:
+logne.
+
+GREGERS.
+Mener De, at de to ting er i slaegt med hinanden?
+
+RELLING.
+Ja, omtrent som tyfus og forradnelsesfeber.
+
+GREGERS.
+Doktor Relling, jeg gir mig ikke, for jeg har reddet Hjalmar
+ud af Deres klor!
+
+RELLING.
+Det turde bli' vaerst for ham. Tar De livslognen fra et
+gennemsnitsmenneske, sa tar De lykken fra ham med det samme,
+(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Na, lille vildand
+-mor, nu gar jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og
+funderer pa den maerkelige opfindelsen.
+
+(gar ud gennem gangdoren.)
+
+GREGERS (naermer sig Hedvig).
+Jeg kan se pa Dem, at det ikke er fuldbragt.
+
+HEDVIG.
+Hvilket? A, det med vildanden. Nej.
+
+GREGERS.
+Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde fores ud i handling,
+kan jeg taenke.
+
+HEDVIG.
+Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vagned idag tidlig
+og husked pa det, vi havde snakket om, sa syntes jeg, det
+var sa underligt.
+
+GREGERS.
+Underligt?
+
+HEDVIG.
+Ja jeg ved ikke--. Igar kveld, straks med det samme, syntes
+jeg, der var noget sa dejligt i det; men da jeg havde sovet,
+og husked pa det igen, sa syntes jeg ikke, det var noget
+videre.
+
+GREGERS.
+A nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gat til
+spilde i Dem.
+
+HEDVIG.
+Ja det bryr jeg mig ikke om; nar bare far vilde komme op, sa--
+
+GREGERS.
+A, havde De sa sandt fat opladt oje for det, som gir livet
+vaerd,--havde De det sande, glade, modige offersind, sa
+skulde De vel fa se, hvorledes han kom op til Dem.--Men
+jeg tror pa Dem endnu, jeg, Hedvig.
+
+(han gar ud gennem gangdoren.)
+
+(Hedvig driver om pa gulvet; derpa vil hun ga ud i kokkenet;
+idet
+samme banker det indenfor pa loftsdoren; Hedvig gar hen og
+abner pa
+klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver doren for igen.)
+
+EKDAL.
+Hm, det er klein moro at ga morgentur alene, du.
+
+HEDVIG.
+Havde du ikke lyst til at ga pa jagt, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Det er ikke jagtvejr idag. Sligt morke da; en kan knapt se
+frem for sig.
+
+HEDVIG.
+Far du aldrig lyst til at skyde pa noget andet end de
+kaninerne?
+
+EKDAL.
+Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
+
+HEDVIG.
+Ja men vildanden da?
+
+EKDAL.
+Ha--ha; er du raed, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig
+i verden, du. Aldrig det.
+
+HEDVIG.
+Nej, du kunde vel ikke; for det skal vaere svaert at skyde
+vildaender.
+
+EKDAL.
+Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.
+
+HEDVIG.
+Hvorledes vilde du da baere dig ad, bedstefar;--jeg mener
+ikke med min vildand men med andre?
+
+EKDAL.
+Vilde se til at fa skud pa dem under brystet, skonner du;
+for det er det sikkreste. Og sa skal i de skydes mod fjaeren,
+ser du,--ikke med fjaeren.
+
+HEDVIG.
+Dor de da, bedstefar?
+
+EKDAL.
+Ja gu' dor de--nar en skyder rigtig. Na; ma vel ind og
+pudse mig. Hm,--forstar nok--hm.
+
+(gar ind i sit vaerelse.)
+
+HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedoren, gar hen til
+reolen, straekker sig pa taeerne, tar den dobbeltlobede pistol
+ned fra hylden og ser pa den).
+
+(Gina, med stovekost og torreklud, kommer fra dagligstuen.)
+
+HEDVIG (laegger hurtig og ubemaerket pistolen fra sig).
+
+GINA.
+Ikke sta og rod i fars sager, Hedvig.
+
+HEDVIG (gar fra reolen).
+Jeg vilde bare rydde lidt.
+
+GINA.
+Ga heller ud i kokkenet og se om kaffien holder sig varm;
+jeg vil ta' brettet med, nar jeg gar ned til ham.
+
+(Hedvig gar ud; Gina begynder at feje og gore rent i
+atelieret.)
+
+(Om en stund abnes gangdoren nolende, og Hjalmar Ekdal ser
+ind; han har overfrakken pa, men er uden hat, uvasket og med
+forpjusket, uredt har; ojnene er slove og matte.)
+
+GINA (blir staende med kosten i handen og ser pa ham).
+A, nej da, Ekdal,--kommer du alligevel?
+
+HJALMAR (traeder ind og svarer med dump rost):
+Jeg kommer--for at forsvinde i den samme stund.
+
+GINA.
+Ja, ja; kan nok taenke mig det. Men Joss' da,--hvorledes er
+det, du ser ud!
+
+HJALMAR.
+Ser ud?
+
+GINA.
+Og sa den pene vinterfrakken din! Na, den har da fat sin
+bekomst.
+
+HEDVIG (i kokkendoren).
+Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger hojt af glaede og
+lober imod ham.) A far, far!
+
+HJALMAR (vender sig bort og slar ud med handen).
+Vaek, vaek, vaek! (til Gina.) Fa hende vaek fra mig, siger jeg!
+
+GINA (halvhojt).
+Ga ind i dagligstuen, Hedvig.
+
+(Hedvig gar stille derind.)
+
+HJALMAR (travlt, traekker bordskuffen ud).
+Jeg ma ha' mine boger med mig. Hvor er mine boger?
+
+GINA.
+Hvilke boger?
+
+HJALMAR.
+Mine videnskabelige vaerker, naturligvis,--de tekniske
+tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.
+
+GINA (soger i reolen).
+Er det disse her, som ikke er nogen perm pa?
+
+HJALMAR.
+Ja visst er det sa.
+
+GINA (laegger en bunke haefter pa bordet).
+Skal jeg ikke fa Hedvig til at skaere dem op for dig?
+
+HJALMAR.
+Behoves ingen opskaering for mig.
+
+(kort taushed.)
+
+GINA.
+Det blir altsa ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
+
+HJALMAR (roder mellem bogerne).
+Ja det forstar sig da af sig selv, synes jeg.
+
+GINA.
+Ja-ja.
+
+HJALMAR (haeftigt).
+For jeg kan da ikke ga her og fa mit hjerte gennemboret hver
+time pa dagen!
+
+GINA.
+Gud forlade dig, at du kan tro sa stygt om mig.
+
+HJALMAR.
+Bevis--!
+
+GINA.
+Jeg synes, du skulde bevise.
+
+HJALMAR.
+Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav--; jeg
+kunde fristes til at kalde dem ideale krav--
+
+GINA.
+Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker?
+
+HJALMAR.
+Jeg kender min pligt; den hjaelpelose flytter med mig. Jeg
+vil ud i byen og gore anstalter--. Hm--. (nolende.) Er der
+ingen, som har fundet min hat pa trapperne?
+
+GINA.
+Nej. Har du mistet hatten?
+
+HJALMAR.
+Jeg havde den naturligvis pa, da jeg kom inat; det er der
+ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
+
+GINA.
+Joss', hvor har du da vaeret henne med de to ranglefanterne?
+
+HJALMAR.
+A, sporg mig ikke om uvaesentlige ting. Tror du, jeg er i
+stemning til at huske pa enkeltheder?
+
+GINA.
+Bare du ikke har forkolet dig, Ekdal.
+
+(gar ud i kokkenet.)
+
+HJALMAR (taler med sig selv, halvhojt og forbittret, mens
+han tommer bordskuffen).
+Du er en skurk, Relling!--En kaeltring er du!--Ah,
+skaendige forforer!--Kunde jeg sa sandt fa nogen til at
+snigmyrde dig!
+
+(han laegger nogle gamle breve til side, finder det overrevne
+papir fra garsdagen, tar det og ser pa stykkerne; laegger det
+hurtigt fra sig i det Gina kommer.)
+
+GINA (saetter et daekket kaffebret pa bordet).
+Her er en tar varmt, om du kunde ha' lyst. Og sa er her
+smorrebroder og lidt saltmad til.
+
+HJALMAR (skotter til brettet).
+Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt
+faste naeringsmidler pa snart fire og tyve timer; men det far
+vaere det samme.--Mine optegnelser! Mine pabegyndte
+livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige
+papirer? (abner stuedoren, men viger tilbage.) Der er hun
+ogsa!
+
+GINA.
+Ja, herre gud, et steds ma da barnet vaere.
+
+HJALMAR.
+Ga ud.
+
+(han gor plads, Hedvig kommer forskraemt ind i atelieret.)
+
+HJALMAR
+(med handen pa dorvrideren, siger til Gina):
+I de sidste ojeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem,
+onsker jeg at forskanes for uvedkommende--
+
+(gar ind i stuen.)
+
+HEDVIG (med et saet imod sin mor, sporger sagte og baevende):
+Er det mig?
+
+GINA.
+Hold dig i kokkenet, Hedvig; eller nej,--ga heller ind i
+kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun gar ind
+til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke sa i kommoden; jeg ved,
+hvor al tingen ligger.
+
+Hedvig (star et ojeblik urorlig, i angst og radviidhed,
+bider laeberne sammen for at kvaele graden; sa knytter hun
+krampagtigt haenderne og siger sagte):
+Vildanden!
+
+(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, abner
+loftsdoren pa klem, smyger ind og traekker doren til efter
+sig.)
+
+(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.)
+
+HJALMAR (kommer med nogle skriveboger og gamle lose papirer,
+som han laegger pa bordet).
+A hvad kan den vadsaekken forsla! Det blir jo de tusende
+ting, jeg far at slaebe med mig.
+
+GINA (folger efter med vadsaekken).
+Men sa la' alt det andre ligge sa laenge; og ta' bare med dig
+en skjorte og et par underbukser.
+
+HJALMAR.
+Puh,--disse anstraengende forberedelser--!
+
+(traekker yderfrakken af og kaster den pa sofaen.)
+
+GINA.
+Og sa star kaffien og blir kold ogsa.
+
+HJALMAR.
+Hm.
+
+(drikker uvilkarlig en slurk og derpa atter en.)
+
+GINA (torrer stoleryggene af).
+Vaerst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum
+til kaninerne.
+
+HJALMAR.
+Hvad! Skal jeg slaebe alle de kaninerne med mig ogsa?
+
+GINA.
+Ja, gamlefar kan da ikke vaere uden kaniner, ved jeg.
+
+HJALMAR.
+Det far han sandelig vaenne sig til. Der er hojere livsgoder
+end kaniner, som jeg ma gi' afkald pa.
+
+GINA (stover af i reolen).
+Skal jeg laegge flojten i vadsaekken til dig?
+
+HJALMAR.
+Nej. Ingen flojte for mig. Men gi' mig pistolen!
+
+GINA.
+Vil du ha' den pigstolen med dig?
+
+HJALMAR.
+Ja. Min ladte pistol.
+
+GINA (soger efter den).
+Den er vaek. Han ma ha' ta't den med sig ind.
+
+HJALMAR.
+Er han pa loftet?
+
+GINA.
+Ja visst er han pa loftet?
+
+HJALMAR.
+Hm,--den ensomme gubbe.
+
+(han tar et stykke smorrebrod, spiser det og drikker
+kaffekoppen ud.)
+
+GINA.
+Havde vi nu ikke lejet bort vaerelset, kunde du ha' flyttet
+der ind.
+
+HJALMAR.
+Jeg skulde bli' boende under samme tag, som--! Aldrig,--
+aldrig!
+
+GINA.
+Men kunde du da ikke for en dags tid eller to sla dig ned i
+dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.
+
+HJALMAR.
+Aldrig indenfor disse mure!
+
+GINA.
+Na, men nede hos Relling og Molvik da?
+
+HJALMAR.
+Naevn ikke de menneskers navn! Jeg er faerdig at miste
+appetiten bare jeg taenker pa dem.--A nej, jeg far nok ud i
+stormen og snekavet,--ga fra hus til hus og soge efter ly
+for far og mig.
+
+GINA.
+Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.
+
+HJALMAR.
+A, de to afskum, sa rige pa alle laster! En hat ma Skaffes
+tilveje. (tar et andet stykke smorrebrod.) Der ma gores
+anstalter. For jeg har da ikke i sinde at saette livet til
+heller.
+
+(soger efter noget pa brettet.)
+
+GINA.
+Hvad er det du ser efter?
+
+HJALMAR.
+Smor.
+
+GINA.
+Smor skal straks komme.
+
+(gar ud i kokkenet.)
+
+HJALMAR (raber efter hende).
+A det behoves ikke; jeg kan sa godt spise det torre brod.
+
+GINA (bringer en smorskal).
+Se her; det skal vaere nykaernet.
+
+(Hun skaenker en ny kop kaffe for ham; han saetter sig i
+sofaen, laegger mere smor pa smorrebrodet, spiser og drikker
+en stund i taushed.)
+
+HJALMAR.
+Vilde jeg, uden at bli' overhaengt af nogen--af nogen som
+helst,--kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?
+
+GINA.
+Ja, det kunde du sa godt, hvis du bare vilde.
+
+HJALMAR.
+For jeg indser ikke muligheden af at fa alle fars sager ud i
+en slig fart.
+
+GINA.
+Og sa er det jo det til, at forst matte du vel sige ham, at
+du ikke laengere vilde leve isammens med os andre.
+
+HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig).
+Det ogsa, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede
+forhold--. Jeg ma omrade mig; jeg ma ha' pusterum; jeg kan
+ikke baere alle byrderne pa en eneste dag.
+
+
+GINA.
+Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.
+
+HJALMAR (flytter pa grossererens brev).
+Jeg ser, det papiret ligger her og slaenger endnu.
+
+GINA.
+Ja jeg har ikke rort det.
+
+HJALMAR.
+Mig kommer jo den papirlap ikke ved--
+
+GINA.
+Na, jeg taenker samaend ikke pa at gore mig den nyttig.
+
+HJALMAR.
+--men det er ikke vaerdt, at den gar i skuddermudder
+alligevel;--i al den forstyrrelsen, nar jeg flytter, kunde
+det sa let--
+
+GINA.
+Jeg skal nok ta' vare pa det, Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Gavebrevet horer jo forst og fremst far til; og det far bli'
+hans sag, om han vil gore brug af det.
+
+GINA (sukker).
+Ja, stakkers gamle far--
+
+HJALMAR.
+For en sikkerheds skyld--. Hvor finder jeg noget klister?
+
+GINA (gar til reolen).
+Her star klisterpotten.
+
+HJALMAR.
+Og sa en pensel.
+
+GINA.
+Her er penselen ogsa.
+
+(bringer ham sagerne.)
+
+HJALMAR (tar en saks).
+Bare en papirstrimmel pa bagsiden--. (klipper og klistrer.)
+Det vaere langt fra mig at ville forgribe mig pa fremmed
+ejendom,--og aller mindst pa en uformuende oldings. Na,
+ikke pa--den andens heller.--Se sa. Lad det ligge der sa
+laenge. Og nar det er ble't tort, sa ta' det vaek. Jeg vil
+ikke se det aktstykke for mine ojne mere. Aldrig!
+
+(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)
+
+GREGERS (lidt forundret).
+Hvad,--sidder du her, Hjalmar?
+
+HJALMAR (rejser sig hurtigt).
+Jeg var sunken ned af mathed.
+
+GREGERS.
+Du har dog spist frokost, ser jeg.
+
+HJALMAR.
+Ogsa legemet gor stundom sine krav gaeldende.
+
+GREGERS.
+Hvad har du sa bestemt dig til?
+
+HJALMAR.
+For en mand, som jeg, er der kun en vej at ga. Jeg er i faerd
+med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid,
+kan du vel taenke.
+
+GINA (lidt utalmodig).
+Skal jeg sa gore stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke
+vadsaekken?
+
+HJALMAR (efter et aergerligt sideblik mod Gregers).
+Pak,--og gor i stand!
+
+GINA (tar vadsaekken).
+Ja-ja, sa laegger jeg ned skjorten og det andre da.
+
+(gar ind i stuen og traekker doren til efter sig.)
+
+GREGERS (efter en kort taushed).
+Aldrig havde jeg taenkt, at dette skulde bli' enden pa det.
+Er det virkelig en nodvendighed for dig at ga fra hus og
+hjem?
+
+HJALMAR (driver urolig omkring).
+Hvad vil du da, jeg skal gore?--Jeg er ikke skikket til at
+vaere ulykkelig, Gregers. Jeg ma ha' det godt og trygt og
+fredeligt omkring mig.
+
+GREGERS.
+Men kan du da ikke det? Forsog det bare. Nu synes jeg, her
+er fast grund at bygge pa,--og begynd sa forfra. Og husk
+pa, du har jo ogsa opfindelsen at leve for.
+
+HJALMAR.
+A tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med
+den.
+
+GREGERS.
+Sa?
+
+HJALMAR.
+Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De
+andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir
+vanskeligere dag for dag--
+
+GREGERS.
+Og du, som har lagt sa stort et arbejde i dette.
+
+HJALMAR.
+Det var denne udsvaevende Relling, som fik mig til det.
+
+GREGERS.
+Relling?
+
+HJALMAR.
+Ja, det var ham, som forst gjorde mig opmaerksom pa mit anlaeg
+for en eller anden maerkelig opfindelse i fotograflen.
+
+GREGERS.
+Aha,--det var Relling!
+
+HJALMAR.
+A, jeg har vaeret sa inderlig lykkelig over den sag. Ikke sa
+meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode
+pa den,--trode pa den med barnesindets hele magt og
+styrke.--Ja, det vil sige,--jeg dare har gat her og
+bildt mig ind, at hun trode pa den.
+
+GREGERS.
+Kan du virkelig taenke, at Hedvig skulde vaeret falsk imod
+dig!
+
+HJALMAR.
+Nu kan jeg taenke, hvad det sa skal vaere. Det er Hedvig, som
+star ivejen. Hun kommer til at staenge solen ude fra hele mit
+liv.
+
+GREGERS.
+Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne
+staenge for dig?
+
+HJALMAR (uden at svare).
+Sa usigelig som jeg har elsket det barn. Sa usigelig
+lykkelig, som jeg folte mig hver gang jeg kom hjem i min
+fattige stue og hun floj mig imode med sine sode, lidt
+mysende ojne. A jeg troskyldige dare! Jeg holdt sa usigelig
+af hende;--og sa digted og dromte jeg mig ind i den
+indbildning, at hun holdt sa usigelig af mig igen.
+
+GREGERS.
+Siger du, at det bare var en indbildning!
+
+HJALMAR.
+Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke fa presset noget
+ud af. Og hun mangler jo desuden sa aldeles sans for den
+ideale side af forviklingerne. Men for dig foler jeg trang
+til at abne mig, Gregers. Der er denne forfaerdelige tvil--;
+kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig aerligt af mig.
+
+GREGERS.
+Det kunde du dog muligens fa vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad
+er det? Jeg synes vildanden skriger.
+
+HJALMAR.
+Vildanden skraepper. Far er pa loftet.
+
+GREGERS.
+Er han det! (giaede lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok
+fa vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af
+dig!
+
+HJALMAR.
+A hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tor ikke tro pa nogen
+forsikkring fra den kant.
+
+GREGERS.
+Hedvig kender visselig ikke til svig.
+
+HJALMAR.
+A, Gregers, det er jo netop det, som ikke er sa sikkert.
+Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sorby mangen gang kan ha'
+siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha'
+orerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke sa uventet
+endda. Jeg syntes nok, at jeg maerked noget sligt.
+
+GREGERS.
+Hvad er det dog for en and, som er faret i dig!
+
+HJALMAR.
+Jeg har fat ojnene op. Pas du pa;--du skal se, gavebrevet
+er bare en begyndelse. Fru Sorby har altid havt sa meget
+tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gore for
+barnet, hvad det sa skal vaere. De kan ta' hende fra mig,
+hvad tid og time de lyster.
+
+GREGERS.
+Aldrig i verden gar Hedvig fra dig.
+
+HJALMAR.
+Vaer du ikke sa viss pa det. Dersom de star og vinker efter
+hende med fulde haender--? A, jeg, som har elsket hende sa
+usigelig! Jeg, som vilde sat min hojeste lykke i at ta'
+hende varsomt ved handen og lede hende, som man leder et
+morkraed barn gennem et stort ode rum!--Nu foler jeg det sa
+nagende sikkert,--den fattige fotograf oppe i
+loftslejligheden har aldrig vaeret noget belt og fuldt for
+hende. Hun har bare sa listelig sorget for at sta pa en god
+fod med ham sa laenge til tiden kom.
+
+GREGERS.
+Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.
+
+HJALMAR.
+Det forfaerdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal
+tro,--at jeg aldrig kan fa vide det. Men kan du da
+virkelig tvile pa, at det ma vaere, som jeg siger? Ha-ha, du
+stoler for staerkt pa den ideale fordring, min gode Gregers!
+Dersom de andre kom, de, med de bugnende haender, og rabte
+til barnet: ga ifra ham; hos os har du livet ivente--
+
+GREGERS (hurtigt).
+Ja, hvad da, tror du?
+
+HJALMAR.
+Hvis jeg sa spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi'
+slip pa livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,--du skulde
+nok fa hore, hvad svar jeg fik!
+
+(Et pistolskud hores inde pa loftet.)
+
+GREGERS (hojt, i glaede).
+Hjalmar!
+
+HJALMAR.
+Se sa; nu gar han pa jagt ogsa.
+
+GINA (kommer ind).
+Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar gar og dundrer inde pa loftet
+alene.
+
+HJALMAR.
+Jeg vil se ind--
+
+GREGERS (levende, grebet).
+Bi lidt! Ved du, hvad det var?
+
+HJALMAR.
+Ja visst ved jeg det.
+
+GREGERS.
+Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!
+
+HJALMAR.
+Hvilket vidnesbyrd?
+
+GREGERS.
+Det var en barnlig offerhandling. Hun har fat din far til at
+skyde vildanden.
+
+HJALMAR.
+Skyde vildanden!
+
+GINA.
+Nej, taenk--!
+
+HJALMAR.
+Hvad skulde det til?
+
+GREGERS.
+Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for
+sa matte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.
+
+HJALMAR (blodt, bevaeget).
+A, det barn!
+
+GINA.
+Ja, hvad hun kan finde pa!
+
+GREGERS.
+Hun vilde bare ha' din kaerlighed igen, Hjalmar; hun syntes
+ikke hun kunde leve den foruden.
+
+GINA (kaemper med graden).
+Der kan du selv se, Ekdal.
+
+HJALMAR.
+Gina, hvor er hun henne?
+
+GINA (snofter).
+Stakkers, hun sidder vel ude i kokkenet, kan jeg tro.
+
+HJALMAR (gar hen, river kokkendoren op og siger):
+Hedvig,--kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun
+ikke.
+
+GINA.
+Sa er hun i det lille kammerset sit da.
+
+HJALMAR (udenfor).
+Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun ma vaere gat
+ud.
+
+GINA.
+Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.
+
+HJALMAR.
+A gid hun bare snart vilde komme hjem,--sa jeg rigtig kan
+fa sagt hende--. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu
+tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.
+
+GREGERS (stille).
+Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.
+
+(Gamle Ekdal kommer i doren til sit vaerelse; han er i fuld
+uniform og har travlt med at spaende sabelen om sig.)
+
+HJALMAR (forbauset).
+Far! Er du der!
+
+GINA.
+Var det i kammerset far skod?
+
+EKDAL (harmfuld, naermer sig).
+Sa du gar pa jagt alene, du, Hjalmar?
+
+HJALMAR (spaendt, forvirret).
+Det var altsa ikke dig, som skod pa loftet?
+
+EKDAL.
+Skod jeg? Hm!
+
+GREGERS (raber til Hjalmar).
+Hun har selv skudt vildanden, du!
+
+HJALMAR.
+Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdoren, river den
+tilside, ser ind og skriger hojt.) Hedvig!
+
+GINA (lober mod doren).
+Joss', hvad er det!
+
+HJALMAR (gar ind).
+Hun ligger pa gulvet!
+
+GREGERS.
+Ligger Hedvig!
+
+(ind til Hjalmar.)
+
+GINA (samtidigt).
+Hedvig! (ind pa loftet.) Nej, nej, nej!
+
+EKDAL.
+Ha--ha; gar hun ogsa pa skytteri!
+
+(Hjalmar, Gina og Gregers slaeber Hedvig ind i atelieret; i
+den nedhaengende hojre hand holder hun pistolen fastklemt
+mellem fingrene.)
+
+HJALMAR (forstyrret).
+Pistolen er gat af. Hun har truffet sig selv. Rab om hjaelp!
+Hjaelp!
+
+GINA (lober ud pa gangen og raber ned):
+Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop sa fort De kan!
+
+(Hjalmar og Gregers laegger Hedvig ned pa sofaen.)
+
+EKDAL (stille).
+Skogen haevner.
+
+HJALMAR (pa knae ved hende).
+Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig--: ja, ja, ja.
+
+GINA (som er kommen ind igen).
+Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen--
+
+(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den
+sidste er uden vest og halstorklaede, med aben livkjole.)
+
+RELLING.
+Hvad er her pa faerde?
+
+GINA.
+De siger, Hedvig har skudt sig.
+
+HJALMAR.
+Kom her og hjaelp!
+
+RELLING.
+Skudt sig!
+
+(han rykker bordet til side og begynder at undersoge hende.)
+
+HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op pa ham).
+Det kan da ikke vaere farligt? Hvad, Relling? Hun bloder
+naesten ikke. Det kan da ikke vaere farligt?
+
+RELLING.
+Hvorledes gik det til?
+
+HJALMAR.
+A, hvad ved jeg--!
+
+GINA.
+Hun vilde skyde vildanden.
+
+RELLING.
+Vildanden?
+
+HJALMAR.
+Pistolen ma vaere gat af.
+
+RELLING.
+Hm. Ja sa.
+
+EKDAL.
+Skogen haevner. Men jeg er ikke raed alligevel.
+
+(gar ind pa loftet og lukker efter sig.)
+
+HJALMAR.
+Na, Relling,--hvorfor siger du ingen ting?
+
+RELLING.
+Kuglen er gat ind i brystet.
+
+HJALMAR.
+Ja, men hun kommer sig da!
+
+RELLING.
+Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
+
+GINA (brister i grad).
+A barnet, barnet!
+
+GREGERS (haest).
+Pa havsens bund--.
+
+HJALMAR (springer op).
+Jo, jo, hun ma leve! A, gud velsigne dig, Relling,--bare
+et ojeblik,--bare sa laenge til jeg kan fa sagt hende, hvor
+usigelig jeg holdt af hende hele tiden!
+
+RELLING.
+Hjertet er truffet. Indre forblodning. Hun dode pa stedet.
+
+HJALMAR.
+Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og sa krob hun
+forskraemt ind pa loftet og dode i kaerlighed for mig.
+(hulkende.) Aldrig fa gore det godt igen! Aldrig fa sige
+hende--! (knytter haenderne og skriger opad:) A, du der
+oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!
+
+GINA.
+Hys, hys, du ma ikke anmasse dig sa faelt. Vi havde vel ikke
+ret til at beholde hende, kan jeg tro.
+
+Molvik.
+Barnet er ikke dodt; det sover.
+
+RELLING.
+Sludder.
+
+HJALMAR (blir stille, gar hen til sofaen og ser med
+korslagte arme pa Hedvig).
+Der ligger hun sa stiv og stille.
+
+RELLING (soger at lose pistolen).
+Den sidder sa fast, sa fast.
+
+GINA.
+Nej, nej, Relling, braek ikke fingrene hendes; la' pigstolen
+sidde.
+
+HJALMAR.
+Hun skal fa den med sig.
+
+GINA.
+Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere
+her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun.
+Ta' i med, Ekdal.
+
+(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)
+
+HJALMAR (mens de baerer).
+A, Gina, Gina, holder du dette ud!
+
+GINA.
+Den ene far hjaelpe den anden. For nu er vi da halvt om
+hende, ved jeg.
+
+Molvik (straekker armene ud og mumler):
+Lovet vaere herren; til jord skal du blive; til jord skal du
+blive--
+
+RELLING (hvisker).
+Hold kaeft, menneske; du er jo fuld.
+
+(Hjalmar og Gina baerer liget ud gennem kokkendoren. Relling
+lukker efter dem. Molvik sniger sig ud pa gangen.)
+
+Relling (gar hen til Gregers og siger):
+Aldrig skal nogen binde mig pa naesen, at dette her var et
+vadeskud.
+
+GREGERS (som har stat skraekslagen, i krampaytige rykninger).
+Ingen kan sige, hvorledes det forfaerdelige gik til.
+
+RELLING.
+Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun ma ha' trykket
+pistolen lige imod brystet og fyret af.
+
+GREGERS.
+Hedvig er ikke dod forgaeves. Sa De, hvorledes sorgen
+frigjorde det storladne i ham?
+
+RELLING.
+Storladne blir de fleste, nar de star i sorg ved et lig. Men
+hvor laenge tror De den herligheden varer hos ham?
+
+GREGERS.
+Skulde ikke den vare og vokse for livet!
+
+RELLING.
+Inden tre fjerdingar er lille Hedvig ikke andet for ham end
+et vakkert deklamationstema.
+
+GREGERS.
+Og det tor De sige om Hjalmar Ekdal!
+
+RELLING.
+Vi skal snakkes ved, nar det forste graesset er visnet pa
+hendes grav. Da kan De fa hore ham gulpe op om "det
+faderhjertet for tidligt frarevne barn"; da skal De fa se
+ham sylte sig ind i rorelse og i selvbeundring og i
+selvmedlidenhed. Pas De pa!
+
+GREGERS.
+Hvis De har ret, og jeg har uret, sa er ikke livet vaerd at
+leve.
+
+RELLING.
+A, livet kunde vaere ganske bra' alligevel, nar vi bare matte
+fa vaere i fred for disse velsignede rykkere, som render os
+fattigfolk pa dorene med den ideale fordring.
+
+GREGERS (ser frem for sig).
+I sa fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.
+
+RELLING.
+Med forlov,--hvad er da Deres bestemmelse?
+
+GREGERS (i faerd med at ga).
+At vaere den trettende mand tilbords.
+
+RELLING.
+A fan' tro det.
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***
+
+***** This file should be named 13041.txt or 13041.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/1/3/0/4/13041/
+
+Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/old/13041.zip b/old/13041.zip
new file mode 100644
index 0000000..25c9983
--- /dev/null
+++ b/old/13041.zip