diff options
Diffstat (limited to 'old/13041-8.txt')
| -rw-r--r-- | old/13041-8.txt | 7792 |
1 files changed, 7792 insertions, 0 deletions
diff --git a/old/13041-8.txt b/old/13041-8.txt new file mode 100644 index 0000000..55eed99 --- /dev/null +++ b/old/13041-8.txt @@ -0,0 +1,7792 @@ +The Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Vildanden + +Author: Henrik Ibsen + +Release Date: July 28, 2004 [EBook #13041] +[Date last updated: December 19, 2004] + +Language: Norwegian + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN *** + + + + +Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders + + + + + + + VILDANDEN + + SKUESPIL, I FEM AKTER + + HENRIK IBSEN + + 1884 + + + + + * * * * * + + +PERSONERNE: + +Grosserer Werle, værksejer o. s. v. + +Gregers Werle, hans søn. + +Gamle Ekdal. + +Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf. + +Gina Ekdal, Hjalmars hustru. + +Hedvig, deres datter, 14 år. + +Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde. + +Relling, læge. + +Molvik, forhenværende teolog. + +Bogholder Gråberg. + +Pettersen, grossererens tjener. + +Lejetjener Jensen. + +En blegfed herre. + +En tyndhåret herre. + +En nærsynt herre. + +Sex andre herrer, middagsgæster hos grossereren. + +Flere lejetjenere. + +(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende +akter hos fotograf Ekdal) + + + * * * * * + + + +FØRSTE AKT. + + +(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet +arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med +papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med +grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben +fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en +stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. +Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør +ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende +kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.) + +(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener +Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den +større stue går to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og +tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale +og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et +glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så +atter summende samtale.) + +PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over). +Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og +proppenerer en lang skål for fru Sørby. + +LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem). +Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem +dem? + +PETTERSEN. +Fan' véd. + +JENSEN. +For han har nok vær't en svær buk i sine dage. + +PETTERSEN. +Kanske det. + +JENSEN. +Det er jo for sønnen, at han holder dette her +middagsselskabet, siger de. + +PETTERSEN. +Ja. Sønnen kom hjem igår. + +JENSEN. +Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn. + +PETTERSEN. +Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til +der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle +de år jeg har tjent her i huset. + +EN LEJETJENER (i døren til den anden stue). +De, Pettersen, her er en gammel fyr, som-- + +PETTERSEN (mumler). +Hvad fan', kommer her nu nogen! + +(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt +i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en +stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. +Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.) + +PETTERSEN (går imod ham). +Jøss',--hvad vil De her inde? + +EKDAL (i døren). +Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen. + +PETTERSEN. +Kantoret er stængt for en time siden, og-- + +EKDAL. +Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær +snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger +mod tapetdøren.) Har gå't den vejen før. + +PETTERSEN. +Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på, +at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har +fremmede. + +EKDAL. +Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. +(mumier sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen +lukker døren efter ham.) + +JENSEN. +Hører han også til kantorfolkene? + +PETTERSEN. +Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det +nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle +Ekdal. + +JENSEN. +Ja, han så ud som noget af hvert. + +PETTERSEN. +Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke. + +JENSEN. +Å fan',--har han vær't løjtnant! + +PETTERSEN. +Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel +eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort +grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen +om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt +gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en +flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen. + +JENSEN. +Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han. + +PETTERSEN. +Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som +spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre +folk, som det er gåt så ilde med. + +JENSEN. +Har han spillet bankerot da? + +PETTERSEN. +Nej, det var nok værre end som så. For han kom på +fæstningen. + +JENSEN. +På fæstningen! + +PETTERSEN. +Eller kanske det var i bodsfængslet--(lytter). Hys, nu går +de fra bordet. + +(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. +Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt +efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer +Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.) + +FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren). +Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen. + +PETTERSEN. +Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og +derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud +samme vej.) + +EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret). +Puh,--den dinér--det var et drøjt stykke arbejde! + +DEN TYNDHÅREDE. +Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i +tre timer. + +DEN FEDE HERRE. +Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre! + +EN TREDJE HERRE. +Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i +musiksalen. + +DEN FEDE HERRE. +Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke. + +DEN TYNDHÅREDE (dæmpet). +Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du. + +DEN FEDE HERRE. +Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner. + +(de ler og går ind i stuen.) + +GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt). +Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers. + +GREGERS (ser på ham). +Hvilket? + +WERLE. +La' ikke du heller mærke til det? + +GREGERS. +Hvad skulde jeg lægge mærke til? + +WERLE. +Vi var tretten til bords. + +GREGERS. +Så? Var vi tretten? + +WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal). +Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.) +Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne, +undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.) + +HJALMAR (som har hørt samtalen). +Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers. + +GREGERS. +Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så +skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven-- + +HJALMAR. +Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers +aldrig her i huset. + +GREGERS. +Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; +for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle +skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra +hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten--sytten +år. + +HJALMAR. +Er det så længe siden? + +GREGERS. +Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du +ser godt ud. Du er næsten ble't fyldig og svær. + +HJALMAR. +Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis +noget mandigere ud end dengang. + +GREGERS. +Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. + +HJALMAR (i dystrere tone). +Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du +ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og +mit siden vi to sås. + +GREGERS (sagtere). +Hvorledes går det din far nu? + +HJALMAR. +Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far +lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i +hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende +tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes +du har havt det der oppe på værket. + +GREGERS. +Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at +gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gøre os det +hyggeligt. + +(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar +ned i en anden ved siden af.) + +HJALMAR (blødt). +Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til +din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har +hoget imod mig. + +GREGERS (forundret). +Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig? + +HJALMAR. +I de første årene havde du det dog. + +GREGERS. +Hvilke første år? + +HJALMAR. +Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så +naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at +din far selv var ble't trukket med ind i disse her--å, disse +her skrækkelige historierne! + +GREGERS. +Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig +det ind? + +HJALMAR. +Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som +har sagt mig det. + +GREGERS (studser). +Far! Ja så. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig +høre fra dig,--ikke med et eneste ord. + +HJALMAR. +Ja. + +GREGERS. +Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? + +HJALMAR. +Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen +som helst ting. + +GREGERS (ser hen for sig). +Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu, +Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din +stilling? + +HJALMAR (sukker let). +Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I +førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt +underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, +jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent +forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og +skændselen, Gregers-- + +GREGERS (rystet). +Ja vel, ja. Ja vel. + +HJALMAR. +Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne; +der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; +mest til din far, tror jeg-- + +GREGERS. +Hm-- + +HJALMAR. +Nå, så syntes jeg det var bedst--sådan med et ryk, ser du-- +at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var +især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så +hjælpsomt af mig-- + +GREGERS. +Gjorde far? + +HJALMAR. +Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at +lære fotograferingen og til at indrette et atelier og +etablere mig? Det koster, det, kan du tro. + +GREGERS. +Og alt det har far kostet? + +HJALMAR. +Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde +skrevet det til dig. + +GREGERS. +Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har +aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså +far--! + +HJALMAR. +Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk +skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, +som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du +ikke det heller? + +GREGERS. +Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.) +Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her +glæder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far +uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser +jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed- + +HJALMAR. +Samvittighed--? + +GREGERS. +Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke +ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.--Ja, du +er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde +bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig +som gift mand? + +HJALMAR. +Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone, +som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al +dannelse. + +GREGERS (lidt forundret). +Nej, det er hun da vel ikke. + +HJALMAR. +Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--; +og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til +os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen. + +GREGERS. +Gina? + +HJALMAR. +Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina? + +GREGERS. +Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke-- + +HJALMAR. +Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en +tid? + +GREGERS (ser på ham). +Er det Gina Hansen--? + +HJALMAR. +Ja, naturligvis er det Gina Hansen. + +GREGERS. +--som styred huset for os det sidste år mor lå syg? + +HJALMAR. +Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at +din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig. + +GREGERS (som har rejst sig). +Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(går om på +gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--når jeg +tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. +(sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar--; +dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev +kendt med Gina--med din hustru? + +HJALMAR. +Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i +huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors +sygdom--; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op +og flytted. Det var året før din mor døde,--eller kanske +det var samme år. + +GREGERS. +Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så +bagefter? + +HJALMAR. +Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en +svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet +spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et +rigtig pent og hyggeligt værelse. + +GREGERS. +Og det var du kanske så heldig at komme over? + +HJALMAR. +Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og +der,--ser du,--der var det egentlig jeg lærte Gina at +kende. + +GREGERS. +Og så blev det til forlovelse? + +HJALMAR. +Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden--; +hm-- + +GREGERS (rejser sig og driver lidt om). +Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod +dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at lægge +dig efter fotografering? + +HJALMAR. +Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo +før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med +fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, +og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, +at Gina havde lagt sig efter at retouchere. + +GREGERS. +Det passed da vidunderlig godt sammen. + +HJALMAR (fornøjet, rejser sig). +Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig +godt sammen? + +GREGERS. +Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags +forsyn for dig, han. + +HJALMAR (bevæget). +Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For +han har hjertelag, ser du. + +FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen). +Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer +derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det. + +WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene). +Jeg tror næsten, De har ret i det. + +(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med +præsesenterbrætter.) + +FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue). +Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch, +så må han umage sig her ind. + +DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby). +Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den +velsignede røgefrihed? + +FRU SØRBY. +Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr +kammerherre. + +DEN TYNDHÅREDE HERRE. +Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, +fru Sørby? + +FRU SØRBY. +Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse +personer, som tillod sig at gå over stregen. + +DEN TYNDHÅREDE. +Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru +Berta? Virkelig aldeles ikke? + +FRU SØRBY. +Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle. + +(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens +værelse; tjenerne byder punschglassene om.) + +WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord). +Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal? + +HJALMAR. +Det er bare et album, herr grosserer. + +DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring). +Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem. + +DEN FEDE HERRE (i en lænestol). +Har De ikke taget nogen med af Deres egne? + +HJALMAR. +Nej, jeg har ikke. + +DEN FEDE HERRE. +Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen +således at sidde og se på billeder. + +DEN TYNDHÅREDE. +Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De. + +EN NÆRSYNT HERRE. +Og alle bidrag modtages med taknemmelighed. + +FRU SØRBY. +Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man +også arbejde for føden, herr Ekdal. + +DEN FEDE HERRE. +I et godt madhus er det en ren fornøjelse. + +DEN TYNDHÅREDE. +Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så-- + +FRU SØRBY. +Det har De ret i! + +(de fortsætter under latter og spøg.) + +GREGERS (sagte). +Du må snakke med, Hjalmar. + +HJALMAR (med en vridning). +Hvad skal jeg snakke om. + +DEN FEDE HERRE. +Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en +forholdsvis sund drik for maven? + +WERLE (ved kaminen). +Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå +for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, +det forstod De da vel også. + +DEN FEDE HERRE. +Ja, den smagte mærkværdig delikat. + +HJALMAR (usikker). +Er der nogen forskel på årgangene? + +DEN FEDE HERRE (ler). +Nej, De er god! + +WERLE (smiler). +Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for. + +DEN TYNDHÅREDE HERRE. +Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. +Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så? + +HJALMAR. +Jo, lyset gør visst sit. + +FRU SØRBY. +Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de +trænger også svært til solskin, som der siges. + +DEN TYNDHÅREDE. +Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed! + +Den nærsynte herre. +Fruen producerer sig-- + +DEN FEDE HERRE. +--og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta! + +FRU SØRBY. +Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være +højst forskellige. De gamle årgange er de fineste. + +DEN NÆRSYNTE HERRE. +Regner De mig til de gamle! + +FRU SØRBY. +Å, langt ifra. + +DEN TYNDHÅREDE. +Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby--? + +DEN FEDE HERRE. +Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til? + +FRU SØRBY. +Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer. + +(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser +med hende.) + +WERLE. +Fru Sørby finder altid en udvej--når hun vil. Stik dog på +glassene, mine herrer!--Pettersen, å, sørg for--! +Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers +rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke +anledning til at erindre Dem ved bordet. + +(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.) + +GRÅBERG. +Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud. + +WERLE. +Nå, er De nu ble't låset inde igen? + +GRÅBERG. +Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne-- + +WERLE. +Nå, så gå De bare her igennem. + +GRÅBERG. +Men der er én til-- + +WERLE. +Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke. + +(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.) + +WERLE (uvilkaarligt). +Uf da! + +(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer +sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og +vender sig mod kaminen.) + +EKDAL (ser ikke op, men gør korte huk til siderne i det han +går og mumler): +Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;- +-porten lukket. Ber om forladelse. + +(han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.) + +WERLE (mellem tænderne). +Den forbistrede Gråberg! + +GREGERS (med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar). +Men det var da vel aldrig--! + +DEN FEDE HERRE. +Hvad er det for noget? Hvem var det? + +GREGERS. +Å, det var ingen; bare bogholderen og én til. + +Den nærsynte herre (til Hjalmar). +Kendte De den manden? + +HJALMAR. +Jeg ved ikke--; jeg la' ikke mærke til-- + +DEN FEDE HERRE (rejser sig). +Hvad pokker er der dog i vejen? + +(han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.) + +FRU SØRBY (hvisker til tjeneren). +Stik noget til ham derude; noget rigtig godt. + +PETTERSEN (nikker). +Skal så gøre. + +(går ud.) + +GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar). +Det var altså virkelig ham! + +HJALMAR. +Ja. + +GREGERS. +Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham! + +HJALMAR (hvisker hæftigt). +Men kunde jeg da--! + +GREGERS. +--kendes ved din far? + +HJALMAR (smerteligt). +Å, hvis du var i mit sted, så-- + +(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt +mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.) + +DEN TYNDHÅREDE (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og +Gregers). +Aha, står man her og frisker op gamle minder fra +studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha' +ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke-- + +HJALMAR. +Tak, jeg skal ikke ha'-- + +DEN FEDE HERRE. +Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr +Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt. + +HJALMAR. +Jeg kan desværre ikke huske noget. + +DEN FEDE HERRE. +Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle? + +(begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.) + +HJALMAR (dystert). +Gregers,--jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende +slag på sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig. + +GREGERS. +Ja, ja. Går du lige hjem? + +HJALMAR. +Ja. Hvorfor det? + +GREGERS. +Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden. + +HJALMAR. +Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er +trist, Gregers,--især ovenpå et strålende gilde, som dette +her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen. + +FRU SØRBY (har nærmet sig, dæmpet). +Går De, Ekdal? + +HJALMAR. +Ja. + +FRU SØRBY. +Hils Gina. + +HJALMAR. +Tak. + +FRU SØRBY. +Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene. + +HJALMAR. +Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde +ubemærket. + +(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue +og ud til højre.) + +FRU SØRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage). +Nå, fik så den gamle noget med? + +PETTERSEN. +Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak. + +FRU SØRBY. +Å, De kunde da fundet på noget bedre. + +PETTERSEN. +Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved. + +DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden). +Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby? + +FRU SØRBY. +Ja nok; lad os det. + +GÆSTERNE. +Bravo, bravo! + +(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. +Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger +noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; +da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.) + +GREGERS. +Far, vil du ikke vente lidt? + +WERLE (standser). +Hvad er det? + +GREGERS. +Jeg må tale et ord med dig. + +WERLE. +Kan ikke det vente til vi blir alene? + +GREGERS. +Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet +ikke blir alene. + +WERLE (kommer nærmere). +Hvad skal det sige. + +(Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra +musiksalen.) + +GREGERS. +Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt +forkomme. + +WERLE. +Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. + +GREGERS. +Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så +nær. + +WERLE. +Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle +og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at +jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også. + +GREGERS (sagte). +Var han virkelig den eneste skyldige. + +WERLE. +Hvem ellers, mener du! + +GREGERS. +Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb-- + +WERLE. +Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, +--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den +ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod +for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad +løjtnant Ekdal foretog sig. + +GREGERS. +Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog +sig. + +WERLE. +Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev +dømt og jeg frifunden. + +GREGERS. +Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var. + +WERLE. +Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse +gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er +det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år +der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er +de historier glemt for længe siden--for mit vedkommende. + +GREGERS. +Men den ulykkelige ekdalske familje da! + +WERLE. +Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da +Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent +uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til +bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de +aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg +har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige +frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke +og folkesnak-- + +GREGERS. +Mistanke--? Nå så, ja. + +WERLE. +Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler +ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd-- + +GREGERS (uden at se på ham). +Hm; tviler ikke på det. + +WERLE. +Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I +mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige +udgifter bogfører jeg aldrig. + +GREGERS (smiler koldt). +Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at +bogføre. + +WERLE (studser). +Hvad mener du med det? + +GREGERS (med tilkæmpet mod). +Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal +lære fotografering? + +WERLE. +Jeg? Hvorledes bogført? + +GREGERS. +Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg +også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til +at etablere sig. + +WERLE. +Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for +Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig +voldt mig udgifter nok. + +GREGERS. +Har du bogført nogen af de udgifter? + +WERLE. +Hvorfor spør' du om det? + +GREGERS. +Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig,--den tid, da du +tog dig så varmt af din gamle vens søn,--var ikke det +netop just som han skulde til at gifte sig! + +WERLE. +Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter så mange års forløb- +-? + +GREGERS. +Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev +naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at +Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen. + +WERLE. +Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så. + +GREGERS. +Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina +Hansen,--vor forhenværende husjomfru. + +WERLE (ler spotsk, men tvungent). +Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så +særligt for vor forhenværende husjomfru. + +GREGERS. +Det gjorde jeg heller ikke. Men--(sænker stemmen.) her var +nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for +hende. + +WERLE. +Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel +aldrig til mig! + +GREGERS (sagte, men fast). +Jo, jeg sigter til dig. + +WERLE. +Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han, +den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tør han driste +sig til at komme med slige sigtelser! + +GREGERS. +Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror +ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. + +WERLE. +Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget +sådant? + +GREGERS. +Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste +gang jeg så hende. + +WERLE. +Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du,-- +I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik +dit sind vendt bort ifra mig. + +GREGERS. +Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked +under og gik så ynkelig til grunde. + +WERLE. +Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så +mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker +er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.-- +Og så går du og bærer paa en slig mistanke,--går og roder +dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen +far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder +kunde ta' dig noget nyttigere til. + +GREGERS. +Ja, det turde nok være på tiden. + +WERLE. +Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader +til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år +ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel +kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den +almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig. + +GREGERS. +Ja, dersom jeg var så ganske viss på det. + +WERLE. +Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke +skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til +at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt. + +GREGERS. +Så? Og på hvad måde--? + +WERLE. +Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til +byen nu straks--hm-- + +GREGERS. +Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt +og ventet på at få vide det. + +WERLE. +Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet. + +GREGERS. +Jeg! I dit firma? Som kompagnon? + +WERLE. +Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du +kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted +jeg op til værket. + +GREGERS. +Vilde du? + +WERLE. +Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg +tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; +for de er begyndt at bli' noget svage. + +GREGERS. +Det har de jo altid været. + +WERLE. +Ikke som nu. Og så desuden,--omstændighederne kunde kanske +gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for +en tid. + +GREGERS. +Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig. + +WERLE. +Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller +imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg +synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med +hinanden. + +GREGERS. +Sådan i det ydre, mener du vel? + +WERLE. +Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. +Synes du ikke, det måtte kunne la' sig gøre? Hvad? + +GREGERS (ser på ham med kolde øjne). +Her stikker noget under. + +WERLE. +Hvorledes det? + +GREGERS. +Der må være noget, som du har brug for mig til. + +WERLE. +I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for +den anden. + +GREGERS. +Ja, man siger jo så. + +WERLE. +Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en +ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom,--hele mit +liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på +alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig.-- + +GREGERS. +Du har jo fru Sørby. + +WERLE. +Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten +uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i +huset;--og det kan jeg så sårt trænge til. + +GREGERS. +Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det. + +WERLE. +Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i +slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for +verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke +tjent med det. + +GREGERS. +Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, så kan han +visst vove adskilligt. + +WERLE. +Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer +vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om +hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og +bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med +din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse-- + +GREGERS (afbryder ham). +Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med +hende? + +WERLE. +Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så? + +GREGERS. +Ja, det spør' jeg også. Hvad så? + +WERLE. +Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod? + +GREGERS. +Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde. + +WERLE. +Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til +din afdøde mors minde-- + +GREGERS. +Jeg er ikke overspændt. + +WERLE. +Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet +en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg +tør gøre regning på din tilslutning i denne sag. + +GREGERS (ser ufravendt på ham). +Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til. + +WERLE. +Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk! + +GREGERS. +Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord;--ikke på to +mands hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det +altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i +egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres +familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir +noget nyt, det! + +WERLE. +Hvor tør du tale i den tone! + +GREGERS. +Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan +mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den +slags. For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når det kan +fortælles, at sønnen--på pietetens vinger--er ilet hjem +til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen +af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og +døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden. + +WERLE. +Gregers,--jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der +er dig så meget imod som jeg. + +GREGERS (sagte). +Jeg har set dig på for nært hold. + +WERLE. +Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men +du skulde huske på, at de øjne var--omtåget en gang +iblandt. + +GREGERS (bævende). +Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for +mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse--! Den +sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev +makket sammen med, da du ikke længer--å! + +WERLE (trækker på skuldrene). +Ord til andet, som om jeg hørte din mor. + +GREGERS (uden at agte på ham). +--og der sidder han nu, han med sit store troskyldige +barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en +slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget +på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al +din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med +knuste menneskeskæbner langs alle vejene. + +WERLE. +Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to. + +GREGERS (bukker behersket). +Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og +går. + +WERLE. +Går du! Ud af huset? + +GREGERS. +Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for. + +WERLE. +Hvad er det for en opgave? + +GREGERS. +Du vilde bare le, ifald du hørte det. + +WERLE. +En ensom mand ler ikke så let, Gregers. + +GREGERS (peger ud mod baggrunden). +Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk med fru +Sørby.--God nat og far vel. + +(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres +fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.) + +WERLE (mumler hånligt efter Gregers). +He--! Stakker,--og så siger han, at han ikke er +overspændt! + + * * * * * + + + + +ANDEN AKT. + + +(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses +at være et loftværelse. Til højre er der-skråtag med store +glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i +hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en +dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to +døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred +dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er +tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene +til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og +nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i +ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske +apparater og instrumenter står opstillet hist og her i +rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en +reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske +stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre +genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og +lignende, ligger på bordet.) + +(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig +sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene +i ørerne og læser i en bog.) + +GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen +til hende; derpå siger hun): +Hedvig! + +HEDVIG (hører det ikke). + +GINA (højere). +Hedvig! + +HEDVIG (tar hænderne fra og ser op). +Ja, mor? + +GINA. +Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer. + +HEDVIG. +Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt! + +GINA. +Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker +det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne. + +HEDVIG (lukker bogen). +Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han. + +GINA (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet +hæfte på bordet). +Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag? + +HEDVIG. +Det var 1 krone og 65 øre. + +GINA. +Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad her bruges af +smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost,- +-lad mig se--(noterer.)--og så var det til skinke--hm +--(summerer.) Ja, der har vi straks-- + +HEDVIG. +Og så kommer øllet til. + +GINA. +Ja, det forstår sig. (noterer.) Det løber op; men det må jo +til. + +HEDVIG. +Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, +siden far var ude. + +GINA. +Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte +kroner og femti for fotografierne. + +HEDVIG. +Tænk,--blev det så meget! + +GINA. +Akkurat otte kroner og femti. + +(Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og +blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd +skyggende for øjnene.) + +HEDVIG. +Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort +middagsselskab hos grosserer Werle? + +GINA. +Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det +var jo sønnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi +har jo ikke noget med den grossereren at gøre. + +HEDVIG. +Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For +han lovte, at han skulde be' fru Sørby om noget godt til +mig. + +GINA. +Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du +tro. + +HEDVIG (tegner fremdeles). +Lidt sulten er jeg næsten også. + +(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke +i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.) + +GINA. +Hvor sent bedstefar kommer hjem idag. + +EKDAL. +De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik +jeg gå igennem--hm. + +HEDVIG. +Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar? + +EKDAL. +Hele pakken her. Vil du bare se. + +GINA. +Det var jo bra'. + +HEDVIG. +Og i lommen har du også en pakke. + +EKDAL +Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra +sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her, +Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.) +Hys! +(kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren +forsigtigt for.) + +He--he! De sover såmænd alle i hob. Og hun +Selv har lagt sig i kurven. He--he! + +HEDVIG. +Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar? + +EKDAL. +Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den +øverste dør til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker? + +GINA. +Fyrstikkerne står på kommoden. + +(Ekdal går ind i sit værelse.) + +HEDVIG. +Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive +igen. + +GINA. +Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden +lommeskilling. + +HEDVIG. +Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den +fæle madam Eriksens restauration. + +GINA. +Det også, ja. + +(kort taushed.) + +HEDVIG. +Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu? + +GINA. +Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det. + +HEDVIG. +Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss +på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke +det, mor? + +GINA. +Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt +værelset lejet bort. + +HEDVIG. +Men det behøves ikke ikveld. + +GINA. +Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til +ingen nytte. + +HEDVIG. +Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt +oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset +til en anden gang. + +GINA (ser over til hende). +Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han +kommer hjem om kvellerne? + +HEDVIG. +Ja, for så blir her mere fornøjeligt. + +GINA (tænker hen for sig). +Å ja, der er noget i det. + +(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den +forreste dør +til venstre.) + +GINA (vender sig halvt på stolen). +Skal bedstefar ha' noget i køkkenet? + +EKDAL. +Skulde så, ja. Bliv bare siddende. + +(går ud.) + +GINA. +Han roder da vel ikke med gløderne derude? (venter en +stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til. + +(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende +vand.) + +HEDVIG. +Henter du varmt vand, bedstefar? + +EKDAL. +Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så +er blækket ble't jørmet som en grød,--hm. + +GINA. +Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo +sat ind. + +EKDAL. +Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært +travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind på kammerset +til mig. Ikke nogen,--hm. + +(Han går ind i sit værelse, Gina og Hedvig ser på hinanden.) + +GINA (sagte). +Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra? + +HEDVIG. +Han har visst fåt af Gråberg. + +GINA. +Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig. + +HEDVIG. +Så må han ha' fåt sig en flaske på borg et steds. + +GINA. +Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget. + +(Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en grå filthat, kommer +ind frå højre.) + +GINA (kaster sytøjet og rejser sig). +Nej men, Ekdal, er du alt der igen! + +HEDVIG (samtidigt, springer op). +Tænk, at du kommer nu, far! + +HJALMAR (sætter hatten fra sig). +Ja, nu gik nok de fleste. + +HEDVIG. +Så tidlig? + +HJALMAR. +Ja, det var jo et middagsselskab. + +(vil trække yderfrakken af.) + +GINA. +Lad mig hjælpe dig. + +HEDVIG. +Jeg også. + +(De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på +bagvæggen.) + +HEDVIG. +Var der mange der, far? + +HJALMAR. +Å nej, ikke mange. Vi var så en 12--14 personer til bords. + +GINA. +Og du fik vel snakke med dem alle sammen? + +HJALMAR. +Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la' beslag på +mig. + +GINA. +Er Gregers lige styg endnu? + +HJALMAR. +Nå, han ser jo ikke videre godt ud.--Er ikke den gamle +kommet hjem? + +HEDVIG. +Jo, bedstefar sidder inde og skriver. + +HJALMAR. +Sa' han noget? + +GINA. +Nej, hvad skulde han sige? + +HJALMAR. +Nævnte han ikke noget om--? Jeg synes, jeg hørte, at han +havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. + +GINA. +Nej, nej, det er ikke værdt-- + +HJALMAR. +Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind? + +GINA. +Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld-- + +HEDVIG (gør tegn). +Hm--hm! + +GINA (mærker det ikke). +--han har været her og hentet sig varmt vand-- + +HJALMAR. +Aha, sidder han og--? + +GINA. +Ja, han gør nok det. + +HJALMAR. +Herre gud,--min stakkers gamle hvidhårede far--! Ja, lad +ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. + +(Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer +fra sit værelse.) + +EKDAL. +Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som +Snakked. + +HJALMAR. +Jeg kom nu netop. + +EKDAL. +Du så mig nok ikke, du? + +HJALMAR. +Nej; men de sa', du var gåt igennem--; og så vilde jeg +følge dig. + +EKDAL. +Hm, snilt af dig, Hjalmar.--Hvad var det for nogen, alle +de folk? + +HJALMAR. +Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og +kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre-- +så og så; jeg ved ikke-- + +EKDAL (nikker). +Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare +kammerherrer. + +GINA. +Ja, det er nok svært fint i det huset nu. + +HEDVIG. +Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op? + +HJALMAR. +Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha' mig til at deklamere +for sig; men det fik de mig ikke til. + +EKDAL. +Fik de dig ikke til det, du? + +GINA. +Det kunde du da gerne ha' gjort. + +HJALMAR. +Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver, +(spadserer om på gulvet.) Jeg gør det i al fald ikke. + +EKDAL. +Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han. + +HJALMAR. +Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for +underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre +anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det +andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa +værs'go' gøre nytte for al den gode mad, de får. + +GINA. +Men det sa' du da vel ikke? + +HJALMAR +(nynner). +Hå--hå--hå--; de fik såmænd høre noget af hvert. + +EKDAL. +Og det var til kammerherrerne selv! + +HJALMAR. +Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en +liden dispyt om Tokayervin. + +EKDAL. +Tokayervin, du? Det er en fin vin, det. + +HJALMAR (standser). +Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene +er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin +druerne har fåt. + +GINA. +Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal. + +EKDAL. +Og det gav de sig til at disputere om? + +HJALMAR. +De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var +ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle +årgange lige fine--blev der sagt. + +GINA. +Nej, hvad du kan finde på! + +EKDAL. +He--he! Og det fik de på sin tallerken? + +HJALMAR. +Lige op i øjnene fik de det. + +EKDAL. +Du, Gina, han sa' det lige op i øjnene på kammerherrerne. + +GINA. +Nej, tænk, lige op i øjnene. + +HJALMAR. +Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt +fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al +venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige +mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej! + +EKDAL. +Men lige op i øjnene-- + +Hedvig (indsmigrende). +Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i +kjole, far! + +HJALMAR. +Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget +upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; +--lidt trang i armhullerne kanske--; hjælp mig, Hedvig, +(trækker kjolen af.) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du +jakken, Gina? + +GINA. +Her er den. + +(bringer jakken og hjælper ham.) + +HJALMAR. +Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks +imorgen tidlig. + +GINA (lægger den hen). +Det skal nok bli' besørget. + +HJALMAR (atrækker sig). +Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og +ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse. +Synes ikke du det, Hedvig? + +HEDVIG. +Jo, far! + +HJALMAR. +Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende +ender--; se her! Hvad? + +HEDVIG. +Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det +store krøllede håret. + +HJALMAR. +Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere +sige lokket. + +HEDVIG. +Ja, for det er så storkrøllet. + +HJALMAR. +Egentlig lokket. + +Hedvig (lidt efter, trækker ham i jakken). +Far! + +HJALMAR. +Nå, hvad er det? + +HEDVIG. +Å, du ved godt, hvad det er. + +HJALMAR. +Nej visst ved jeg ikke, nej. + +Hedvig (ler og klynker). +Å jo, far: nu skal du ikke pine mig længer! + +HJALMAR. +Men hvad er det da? + +Hedvig (rusker i ham). +Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du +lovte mig. + +HJALMAR. +Å--nej tænk, at jeg skulde glemme det! + +HEDVIG. +Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor +har du det henne? + +HJALMAR. +Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har +noget andet til dig, Hedvig. + +(går hen og søger i kjolelommerne.) + +Hedvig (hopper og klapper i hænderne). +Å mor, mor! + +GINA. +Ser du; når du bare gir tid, så-- + +HJALMAR. (med et papir)- +Se, her har vi den. + +HEDVIG. +Det der? Det er jo bare et papir. + +HJALMAR. +Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står +«Menu»; det betyder spiseseddel. + +HEDVIG. +Har du ikke noget andet? + +HJALMAR. +Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på +mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt +dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg +siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, +HEDVIG. + +Hedvig (svælger gråden). +Tak. + +(Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; +Hjalmar +mærker det.) + +HJALMAR (driver om på gulvet). +Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har +at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste,-- +straks skal en se sure miner. Nå, en vænner Sig til det +Også. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der +ind i aften, far? + +EKDAL. +Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven. + +HJALMAR. +Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig +til den. + +EKDAL. +Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der +nogen smaa grejer til-- + +HJALMAR. +Nogen forbedringer, ja. + +EKDAL. +Men de må gøres, du. + +HJALMAR. +Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, +så sætter vi os i sofaen. + +EKDAL. +Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først;--må nok +renske den også. Hm. + +(han går ind i sit værelse.) + +GINA (smiler til Hjalmar). +Renske piben, du. + +HJALMAR. +Å ja, ja, Gina, lad ham bare--; den stakkers skibbrudne +gubbe.--Ja, de forbedringerne,--dem er det bedst, vi får +fra hånden imorgen. + +GINA. +Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal. + +Hedvig (indfaldende). +Å jo visst, mor! + +GINA. +--for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu +været så mange bud efter dem. + +HJALMAR. +Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' færdige. +Er her kanske kommet nye bestillinger også? + +GINA. +Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to +portrætterne, som du ved. + +HJALMAR. +Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så-- + +GINA. +Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det +jeg årker, synes jeg. + +HJALMAR. +Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så +har der vel ikke været nogen og set på værelset heller? + +GINA. +Nej, endnu ikke. + +HJALMAR. +Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så--. Man må +ta' sig rigtig sammen, Gina! + +Hedvig (går imod ham). +Skal jeg ikke ta' fløjten til dig, far? + +HJALMAR. +Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden, +(driver om.) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal +ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine +kræfter strækker til-- + +GINA. +Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente. + +HEDVIG. +Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl? + +HJALMAR. +Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig.---- +(standser.) Øl?--Var det øl, du talte om? + +Hedvig (livlig). +Ja, far; dejlig friskt øl. + +HJALMAR. +Nå,--når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en +flaske. + +GINA. +Ja, gør det; så skal vi ha' det hyggeligt. + +(Hedvig løber mod køkkendøren.) + +HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber +hende om hodet og trykker hende op til sig). +Hedvig! Hedvig! + +Hedvig (glad og i tårer). +Å du snille far! + +HJALMAR. +Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta't for mig +ved den rige mands bord,--siddet og svælget ved det +bugnende taffel--! Og så kunde jeg endda--! + +GINA (sidder ved bordet). +Å snak, snak, Ekdal. + +HJALMAR. +Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at +jeg holder af jer alligevel. + +HEDVIG (slår armene om ham). +Og vi holder så umådelig af dig, far! + +HJALMAR. +Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så--herre gud +--husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes +hær. Nå! (tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig +fløjten. + +(Hedvig løber til reolen og henter den.) + +HJALMAR. +Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring +mig--å! + +(Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og +tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, +men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.) + + HJALMAR (afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og +siger bevæget): +Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina. +Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. + +(Han begynder atter at spille; straks efter banker det på +gangdøren.) + +GINA (rejser sig). +Hys, Ekdal,--jeg tror der kommer nogen. + +HJALMAR (lægger fløjten i reolen). +Se så igen! + +(Gina går hen og åbner døren.) + +GREGERS WERLE (ude i gangen). +Om forladelse-- + +GINA (viger lidt tilbage). +Å! + +GREGERS. +--er det ikke her, fotograf Ekdal bor? + +GINA. +Jo, det er. + +HJALMAR (går hen imod døren). +Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da. + +GREGERS (kommer ind). +Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig. + +HJALMAR. +Men ikveld--? Er du gåt fra selskabet? + +GREGERS. +Både fra selskabet og fra familjehjemmet.--God aften, fru +Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? + +GINA. +Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen. + +GREGERS. +Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens. + +HJALMAR. +Er du gåt fra huset, siger du? + +GREGERS. +Ja, jeg er flyttet hen på et hotel. + +HJALMAR. +Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta' af dig og slå dig ned. + +GREGERS. +Tak. + +(trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå +klædesdragt af landligt suit.) + +HJALMAR. +Her, i sofaen. Gør dig det mageligt. + +(Gregers sælter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved +bordet.) + +GREGERS (ser sig omkring). +Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du +altså. + +HJALMAR. +Dette her er atelieret, som du vel ser-- + +GINA. +Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst +her ude. + +HJALMAR. +Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: +her er sådanne prægtige ydre rum-- + +GINA. +Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi +kan leje ud. + +GREGERS (til Hjalmar). +Se, se,--du har logerende også. + +HJALMAR. +Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være +om sig. (til Hedvig.) Men det var det øllet, du. + +HEDVIG (nikker og går ud i kokkenet). + +GREGERS. +Det er altså din datter? + +HJALMAR. +Ja, det er Hedvig. + +GREGERS. +Og hun er jo eneste barn? + +HJALMAR. +Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og +--(sænker stemmen.) hun er også vor dybeste sorg, Gregers. + +GREGERS. +Hvad er det, du siger! + +HJALMAR. +Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at +miste synet. + +GREGERS. +Blir blind! + +HJALMAR. +Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå +bra' en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer +ubønhørligt. + +GREGERS. +Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt +det? + +HJALMAR (sukker). +Arveligt, rimeligvis. + +GREGERS (studsende). +Arveligt? + +GINA. +Ekdals mor havde også svagt syn. + +HJALMAR. +Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende. + +GREGERS. +Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det? + +HJALMAR. +Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun +aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden +fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet.) Å, +det er så knusende svært for mig, Gregers. + +(Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på +bordet.) + +HJALMAR (stryger hende over hodet). +Tak, tak, Hedvig. + +HEDVIG (lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret). + +HJALMAR. +Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar +et stykke? + +GREGERS (afværgende). +Nej, nej tak. + +HJALMAR (fremdeles vemodig). +Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en +skalk, så var det bra'. Og så la' det være tilstrækkelig +smør på, du. + +HEDVIG (nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen). + +GREGERS (som har fulgt hende med øjnene). +Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg. + +GINA. +Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen. + +GREGERS. +Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor +gammel kan hun nu være? + +GINA. +Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i +overmorgen. + +GREGERS. +Temmelig stor for sin alder da. + +GINA. +Ja, hun er skudt svært op i det sidste året. + +GREGERS. +På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv +blir.--Hvor længe er det nu De har været gift? + +GINA. +Nu har vi været gift i--; jaha, snart i femten år. + +GREGERS. +Nej, tænk, er det så længe! + +GINA (blir opmærksom; ser på ham). +Ja det er det da rigtignok. + +HJALMAR. +Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår +over.) Det må ha' været lange år for dig der oppe på værket, +det, Gregers. + +GREGERS. +De var lange så længe jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg +næsten ikke, hvor den tiden er ble't af. + +(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin +gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.) + +EKDAL. +Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette +her--hm. Hvad var det nu for noget? + +HJALMAR (går imod ham). +Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan +huske ham. + +EKDAL (ser på Gregers, som har rejst sig). +Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig? + +HJALMAR. +Ingen ting; det er til mig, han kommer. + +EKDAL. +Nå, så der er ikke noget på færde? + +HJALMAR. +Nej visst ikke, nej. + +EKDAL (svinger med armen). +Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men-- + +GREGERS (går hen til ham). +Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant +Ekdal. + +EKDAL. +Jagttomterne? + +GREGERS. +Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket. + +EKDAL. +Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden. + +GREGERS. +Den gang var De slig en vældig jæger. + +EKDAL. +Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør +ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke +går i gaderne med den, så-- + +(Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på +bordet.) + +HJALMAR. +Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers. + +(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig +på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af +Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos +sin far.) + +GREGERS. +Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var +oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden. + +EKDAL. +Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok +sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også +skudt. Har skudt hele ni. + +GREGERS (ser deltagende på ham). +Og nu jager De aldrig mere. + +EKDAL. +Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, +ikke på den måden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen +--! (drikker.) Står skogen bra' deroppe nu? + +GREGERS. +Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud. + +EKDAL. +Hugget ud? (sagtere og ligesom ræd.) Det er farlig gerning, +det. Det dra'r efter sig. Der er hævn i skogen. + +HJALMAR (fylder i hans glas). +Vær så god-, lidt til, far. + +GREGERS. +Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,-- +leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge? + +EKDAL (ler småt og skotter til Hjalmar). +Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde. + +GREGERS. +Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne +svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på +vidder, mellem dyr og fugl--? + +EKDAL (smiler). +Hjalmar, skal vi vise ham det? + +HJALMAR (hurtig og lidt forlegen). +Å nej, nej, far; ikke i aften. + +GREGERS. +Hvad vil han vise mig? + +HJALMAR. +Å, det er bare noget sådant--; du kan få se det en anden +gang. + +GREGERS (fortsætter til den gamle). +Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De +følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart +igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og +her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og +kvikke Dem op. + +EKDAL (stirrer forbauset på ham). +Har jeg ingen verdens ting, som--! + +GREGERS. +Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som +De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og +vildt er-- + +EKDAL (slår i bordet). +Hjalmar, nu skal han se det! + +HJALMAR. +Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt-- + +EKDAL. +Snak; det er jo månelyst, (rejser sig.) Han skal se det, +siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig, +Hjalmar! + +HEDVIG. +Å ja, gør det, far! + +HJALMAR (rejser sig). +Ja--ja da. + +GREGERS (til Gina). +Hvad er det for noget? + +GINA. +Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart. + +(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver +sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers +blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. +Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt +loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående +skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart +månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre +ligger i dyb skygge.) + +EKDAL (til Gregers). +Må gerne komme belt hen, De. + +GREGERS (går hen til dem). +Hvad er det så egentlig? + +EKDAL. +De kan jo se efter. Hm. + +HJALMAR (noget forlegen). +Dette her hører far til, skønner du. + +GREGERS (ved døren, ser ind i loftsrummet). +De holder jo høns, løjtnant Ekdal! + +EKDAL. +Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men +De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De! + +HEDVIG. +Og så er der-- + +EKDAL. +Hys--hys; ikke sig noget endnu. + +GREGERS. +Og duer har De også, ser jeg. + +EKDAL. +Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har +rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne +vil helst ligge højt, kan De skønne. + +HJALMAR. +Det er ikke almindelige duer alle sammen. + +EKDAL. +Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og +et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den +bingen der borte ved væggen? + +GREGERS. +Ja; hvad bruger De den til? + +EKDAL. +Der ligger kaninerne om natten, far. + +GREGERS. +Nå; så De har kaniner også? + +EKDAL. +Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han +spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det +rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem +her; så ja; og se så der ned,--Ser De ikke der en kurv med +strå i? + +GREGERS. +To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven. + +EKDAL. +Hm--«en fugl»-- + +GREGERS. +Er det ikke en and? + +EKDAL (stødt). +Jo, begribeligvis er det en and. + +HJALMAR. +Men hvad slags and, tror du? + +HEDVIG. +Det er ikke nogen simpel and-- + +EKDAL. +Hys! + +GREGERS. +Og en tyrkisk and er det heller ikke. + +EKDAL. +Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det +er en vildand. + +GREGERS. +Nej, er det virkelig? En vild and? + +EKDAL. +Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa',--det er +vildanden, det. Det er vor vildand, far. + +HEDVIG. +Min vildand. For jeg ejer den. + +GREGERS. +Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her? + +EKDAL. +De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at +plaske i. + +HJALMAR. +Friskt vand hver anden dag. + +GINA (vender sig mod Hjalmar). +Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du. + +EKDAL. +Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i +natteroen heller. Ta' i, du Hedvig. + +(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.) + +EKDAL. +En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i +lænestolen ved ovnen.) Å, de er svært mærkværdige, de +vildænderne, kan De tro. + +GREGERS. +Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal? + +EKDAL. +Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen, +som vi kan takke for den. + +GREGERS (studser lidt). +Den mand skulde da vel aldrig være min far? + +EKDAL. +Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm. + +HJALMAR. +Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers. + +GREGERS. +Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og +mangfoldigt; og så tænkte jeg som så-- + +GINA. +Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv-- + +EKDAL. +Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina. +(til Gregers.) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han +på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev +hun bare skamskudt. + +GREGERS. +Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen. + +HJALMAR. +Ja, hun fik sådan en to--tre stykker. + +HEDVIG. +Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve. + +GREGERS. +Nå, så dukked hun vel til bunds da? + +EKDAL (søvnig, med tykt mæle). +Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds-- +så dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i +tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så +kommer de aldrig op igen. + +GREGERS. +Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen. + +EKDAL. +Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den +hunden--den dukked efter og hented anden op igen. + +GREGERS (vendt til Hjalmar). +Os så fik I den her? + +HJALMAR. +Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde +den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde +gøre ende på den-- + +EKDAL (halvt i søvne). +Hm--ja, Pettersen--den torsken-- + +HJALMAR (taler sagtere). +På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender +noget til Pettersen; og da han hørte dette her med +vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt. + +GREGERS. +Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel. + +HJALMAR. +Ja, så utrolig vel, du. Den er ble't fed. Nå, den har jo nu +også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige +vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på. + +GREGERS. +Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se +himmel og hav--. Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg +tror, din far sover. + +HJALMAR. +Å, for den sags skyld-- + +GREGERS. +Men, det er sandt,--du sa', du havde et værelse at leje +ud,--et ledigt værelse? + +HJALMAR. +Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen--? + +GREGERS. +Kan jeg få det værelset? + +HJALMAR. +Du? + +GINA. +Nej men De, herr Werle-- + +GREGERS. +Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen +tidlig. + +HJALMAR. +Ja, med den største fornøjelse-- + +GINA. +Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for +Dem, det. + +HJALMAR. +Men, Gina, hvor kan du da sige det? + +GINA. +Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og-- + +GREGERS. +Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal. + +HJALMAR. +Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke +så ilde møbleret heller. + +GINA. +Men husk på de to, som bor nedenunder. + +GREGERS. +Hvad er det for to? + +GINA. +Å, det er en, som har været huslærer-- + +HJALMAR. +Det er en kandidat Molvik. + +GINA. +--og så er det en doktor, som heder Relling. + +GREGERS. +Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid +oppe i Højdal. + +GINA. +Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så +tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent +hjem om naetterne, og da er de ikke altid så-- + +GREGERS. +Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med +mig som med vildanden-- + +GINA. +Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel. + +GREGERS. +De vil nok svært nødig ha' mig ind i huset, fru Ekdal. + +GINA. +Nej kors; hvor kan De da tro det? + +HJALMAR. +Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til +Gregers.) Men sig mig, tænker du altså at bli' her i byen +for det første? + +GREGERS (tar sin overfrakke på). +Ja, nu tænker jeg at bli' her. + +HJALMAR. +Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig +til? + +Gregers. +Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke så ilde +faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers +--. «Gregers»--og så «Werle» bagefter; har du hørt noget +så fælt, du? + +HJALMAR. +Å, det synes jeg slet ikke. + +GREGERS. +Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte på den fyren, +som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på +sig at være Gregers--Werle her i verden, således som jeg +er det-- + +HJALMAR. (ler). +Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så +være for noget? + +GREGERS. +Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink +hund. + +GINA. +En hund! + +HEDVIG (uvilkårligt). +Å nej da! + +GREGERS. +Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til +bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast +i tang og tarre nede i mudderet. + +HJALMAR. +Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her skønner jeg ikke et +ord af. + +GREGERS. +Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men +imorgen tidlig altså--så flytter jeg ind. (til Gina.) De +skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. +(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru +Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat! + +GINA. +Godnat, herr Werle. + +HEDVIG. +Godnat. + +HJALMAR (som har tændt et lys). +Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne. + +(Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.) + +GINA (ser hen for sig, med sytøjet i fanget). +Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en +hund? + +HEDVIG. +Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente +noget andet med det. + +GINA. +Hvad skulde det være for noget? + +HEDVIG. +Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget +andet, end det han sa'--hele tiden. + +GINA. +Tror du det? Ja underlig var det. + +HJALMAR (kommer tilbage). +Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig.) +Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder +at spise smørrebrød.) Nå, ser du det, Gina,--når man bare +er om sig, så-- + +GINA. +Hvorledes om sig? + +HJALMAR. +Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det +værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk,--til et menneske +som Gregers,--en gammel god ven. + +GINA. +Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg. + +HEDVIG. +Å mor, du skal se, det blir så morsomt! + +HJALMAR. +Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få +lejet ud; og nu liker du det ikke. + +GINA. +Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så--. +Men hvad tror du, grossereren vil sige? + +HJALMAR. +Gamle Werle? Det rager da ikke ham. + +GINA. +Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers +imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved +jo, hvorledes de to har det med hinanden. + +HJALMAR. +Ja, det kan gerne være, men-- + +GINA. +Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag +ved-- + +HJALMAR. +Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort +overmåde meget for mig; gud bevar's,--det erkender jeg. +Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af +ham. + +GINA. +Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle- +far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, +han har hos Gråberg. + +HJALMAR. +Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget +ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå +som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker +jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så Sandt en +opgave i livet, så skal jeg også udføre den! + +HEDVIG. +Å ja far! Gør det! + +GINA. +Hys; væk ham bare ikke! + +HJALMAR (sagtere). +Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme +den dag, da--. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet +ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand +være, som har en opgave i livet, (henne ved lænestolen, +bevæget.) Stakkers gamle hvidhårede far.--Lid på din +Hjalmar, du.--Han har brede skuldre, han;--kraftfulde +skuldre i al fald.--Du skal nok en vakker dag vågne op og +--. (til Gina.) Tror du det kanske ikke? + +GINA (rejser sig). +Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs. + +HJALMAR. +Ja, lad os det. + +(De tar varligt fat på den gamle.) + + + * * * * * + + + + + +TREDJE AKT. + + +(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind +gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er +fratrukket.) + +(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et +fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter +kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en +lågkurv på armen.) + +HJALMAR. +Er du alt der igen, Gina? + +GINA. +Å ja, en får nok rappe sig. + +(sætter kurven på en stol og tar tøjet af.) + +HJALMAR. +Så du indom til Gregers? + +GINA. +Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han +har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer. + +HJALMAR. +Nå da? + +GINA. +Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu +lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så +hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank, +slig at-- + +HJALMAR. +Å nej da. + +GINA. +Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så +slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over +af det værste svineri. + +HJALMAR. +Det var da kedeligt. + +GINA. +Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den +grisen; men der blir ikke værendes der inde før i +eftermiddag. + +HJALMAR. +Hvor har han så gjort af sig imens? + +GINA. +Han gik ud lidt, sa' han. + +HJALMAR. +Jeg var også inde hos ham et øjeblik--efter du var gåt. + +GINA. +Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost. + +HJALMAR. +Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det +er jo første dagen--; vi kan ikke godt undgå det. Du har +vel altid noget i huset. + +GINA. +Jeg får jo se at finde lidt. + +HJALMAR. +Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og +Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just +Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo-- + +GINA. +Nå, skal vi ha' de to også? + +HJALMAR. +Herre gud,--et par stykker mere eller mindre; det gør da +hverken fra eller til. + +Gamle EKDAL (åbner sin dør og ser ind). +Hør her, du Hjalmar--(bemærker Gina.) Nå så. + +GINA. +Er det noget, som bedstefar vil ha'? + +EKDAL. +Å nej; det kan være det samme. Hm! + +(går ind igen.) + +GINA (tar kurven). +Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud. + +HJALMAR. +Ja, ja, det skal jeg nok.--Hør du, Gina; lidt sildesalat +vilde være svært bra'; for Relling og Molvik har nok været +ude på rangel inat. + +GINA. +Bare de ikke kommer for snart over mig, så-- + +HJALMAR. +Nej visst ikke; gi' du dig tid. + +GINA. +Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens. + +HJALMAR. +Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg +årker! + +GINA. +For så har du det fra hånden, ser du. + +(hun går med kurven ud i køkkenet.) + +HJALMAR (sidder en stund og pensler på fotografiet; det går +trægt og med ulyst). + +EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger +dæmpet): +Har du det travlt, du? + +HJALMAR. +Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne-- + +EKDAL. +Ja ja, gud bevar's--når du har det så travlt, så--. Hm! + +(går ind igen; døren blir stående åben.) + +HJALMAR (fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han +penselen fra sig og går hen til døren). +Har du det travlt, far? + +EKDAL (brummer indenfor). +Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm! + +HJALMAR. +Ja ja da. + +(går til sit arbejde igen.) + +EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i døren). +Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke. + +HJALMAR. +Jeg synes du sad og skrev. + +EKDAL. +For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller +to? Det står da ikke om livet ved jeg. + +HJALMAR. +Nej; og du er da ikke nogen træl heller. + +EKDAL. +Og så var det dette her andet derinde-- + +HJALMAR. +Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke +op for dig? + +EKDAL. +Vilde rigtig ikke være af vejen. + +HJALMAR (rejser sig). +For så havde vi det fra hånden. + +EKDAL. +Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det +er jo imorgen? Hm? + +HJALMAR. +Ja visst er det imorgen. + +(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. +Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer +flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; +hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.) + +HJALMAR. +Nå, så får du gå ivej da, far. + +EKDAL (går indenfor). +Kommer ikke du med? + +HJALMAR. +Jo, ved du hvad,--jeg tror næsten--(ser Gina i +køkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde.-- +Men så var det mekanismen-- + +(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis +nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, +oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er +således ikke længer synligt.) + +HJALMAR (går hen til bordet). +Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund. + +GINA. +Skulde han nu der ind og grassere igen? + +HJALMAR. +Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam +Eriksen? (sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo-- + +GINA. +Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække +frokostbordet her? + +HJALMAR. +Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig? + +GINA. +Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal +sidde sammen. + +HJALMAR. +Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag! + +GINA. +Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når +du sover. + +HJALMAR. +Nå, så er det jo bra'. Ja, så spiser vi her. + +GINA. +Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan +godt bruge bordet en stund til. + +HJALMAR. +Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det +jeg kan! + +GINA. +For så er du fri siden, ser du. + +(går ud i køkkenet igen.) + +(kort ophold.) + +EKDAL (i loftsdøren, indenfor garnet). +Hjalmar! + +HJALMAR. +Nå? + +EKDAL. +Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel. + +HJALMAR. +Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden. + +EKDAL. +Hm--hm--hm. + +(går fra døren igen.) + +HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig +halvt). + +(Hedvig kommer ind fra køkkenet.) + +HJALMAR (sætter sig hurtig ned igen). +Hvad er det du vil? + +HEDVIG. +Jeg vilde bare ind til dig, far. + +HJALMAR (lidt efter). +Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på +kanske? + +HEDVIG. +Nej slet ikke det. + +HJALMAR. +Hvad tar mor sig til derude nu? + +HEDVIG. +Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun (går hen til +bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig +med, far? + +HJALMAR. +Å nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,-- +så længe kræfterne slår til. Det har ingen nød, Hedvig; når +bare din far må få beholde sin helse, så-- + +HEDVIG. +Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt. + +(Hun går lidt omkring:, standser ved døråbningen og ser ind +i loftsrummet.) + +HJALMAR. +Hvad er det, han tar sig for, du? + +HEDVIG. +Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget. + +HJALMAR. +Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg +være fordømt til at sidde her--! + +HEDVIG (går hen til ham). +Lad mig få penselen, far; jeg kan nok. + +HJALMAR. +Å snak; du bare fordærver øjnene med det. + +HEDVIG. +Langt ifra. Kom her med penselen. + +HJALMAR (rejser sig). +Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to. + +HEDVIG. +Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.) Se så. (sætter +sig.) Og her har jeg et at se efter. + +HJALMAR. +Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha' +noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig,--det siger +jeg dig. + +HEDVIG (retoucherer). +Ja ja, det skal jeg nok. + +HJALMAR. +Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du. + +(Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. +Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at +disputere derinde.) + +HJALMAR (kommer frem indenfor garnet). +Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og +så hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare +se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes +jeg mener det! Hedvig (har hentet det forlangte værktøj fra +reolen og stikker det ind til ham) + +HJALMAR. +Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du. + +(går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde.) + +HEDVIG (blir stående og ser på dem. En stund efter banker +det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det). + +GREGERS WERLE (barhodet og uden overtøj, kommer ind og +standser lidt ved døren). +Hm--! + +HEDVIG (vender sig og går imod ham). +God morgen. Vær så god, kom nærmere. + +GREGERS. +Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i +huset. + +HEDVIG. +Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til. + +GREGERS. +Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt. + +(sætter sig i sofaen.) + +HEDVIG. +Her er så uryddigt--(vil ta' fotografierne bort.) + +GREGERS. +Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand? + +HEDVIG. +Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med. + +GREGERS. +Lad endelig ikke mig forstyrre Dem. + +HEDVIG. +Å nej. + +(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at +arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.) + +GREGERS. +Har vildanden sovet godt i nat? + +HEDVIG. +Jo tak, jeg tror visst det. + +GREGERS (vendt mod loftsrummet). +Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i +måneskin. + +HEDVIG. +Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det +anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser +det anderledes ud, end når det er godt vejr. + +GREGERS. +Har De lagt mærke til det? + +HEDVIG. +Ja, for det ser en jo. + +GREGERS. +Holder De også gerne til der inde hos vildanden? + +HEDVIG. +Ja, når det lar sig gøre, så-- + +GREGERS. +Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på +skolen. + +HEDVIG. +Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve +øjnene. + +GREGERS. +Nå, så læser han altså selv med Dem. + +HEDVIG. +Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke +fåt tid til det endnu. + +GREGERS. +Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt? + +HEDVIG. +Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, +rigtig--sådan-- + +GREGERS. +Er han fuld da? + +HEDVIG. +Han er visst det. + +GREGERS. +Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er +det vel som en verden for sig selv, der,--kan jeg tænke? + +HEDVIG. +Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting. + +GREGERS. +Så? + +HEDVIG. +Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne +er der billeder. + +GREGERS. +Aha! + +HEDVIG. +Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og +et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det +uret går ikke længer. + +GREGERS. +Tiden er altså gåt istå derinde--hos vildanden. + +HEDVIG. +Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle +bøgerne. + +GREGERS. +Og de bøgerne læser De vel i? + +HEDVIG. +Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og +det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne.--Der +er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of +London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så +umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et +timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der +alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og +store skibe, som sejler på havet. + +GREGERS. +Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra? + +HEDVIG. +Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført +dem hjem. De kaldte ham «den fly vendes Hollænderen». Og det +er underligt; for det var ikke nogen Hollænder. + +GREGERS. +Ikke det? + +HEDVIG. +Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble't +stående efter ham. + +GREGERS. +Hør, sig mig nu,--når De sidder der inde og ser på +billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den +store rigtige verden selv? + +HEDVIG. +Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjælpe far og mor. + +GREGERS. +Med at gøre fotografier istand? + +HEDVIG. +Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at +gravere slige billeder, som de, der står i de engelske +bøgerne. + +GREGERS. +Hm; hvad siger Deres far til det? + +HEDVIG. +Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt. +Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og +stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget. + +GREGERS. +Å nej, det synes ikke jeg heller. + +HEDVIG. +Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, +så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden. + +GREGERS. +Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det. + +HEDVIG. +Ja; for det er min vildand. + +GREGERS. +Ja, det er jo det. + +HEDVIG. +Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så +tidt de vil. + +GREGERS. +Så; hvad bruger de den da til? + +HEDVIG. +Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget. + +GREGERS. +Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der +inde. + +HEDVIG. +Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så +er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, +stakker. + +GREGERS. +Har ingen familje ligesom kaninerne.-- + +HEDVIG. +Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været +kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra +alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige +ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som +ved, hvor hun er fra heller. + +GREGERS. +Og så har hun været på havsens bund. + +HEDVIG (ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og +spør): +Hvorfor siger De havsens bund? + +GREGERS. +Hvad skulde jeg ellers sige? + +HEDVIG. +De kunde sige havets bund--eller havbunden. + +GREGERS. +Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund? + +HEDVIG. +Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker +siger havsens bund. + +GREGERS. +Hvorfor det da? Sig mig hvorfor. + +HEDVIG. +Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt. + +GREGERS. +Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte. + +HEDVIG. +Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang--i en +fart--kommer til at huske på det der inde, så synes jeg +altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund».-- +Men det er jo så dumt. + +GREGERS. +Det skal De slet ikke sige. + +HEDVIG. +Jo, for det er jo bare et loft. + +GREGERS (ser fast på hende). +Er De så viss på det? + +HEDVIG (forbauset). +At det er et loft! + +GREGERS. +Ja, ved De det så sikkert? + +HEDVIG (tier og ser på ham med åben mund). +(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.) + +Gresrers (rejser sig). +Jeg er nok kommet for tidlig over Dem. + +GINA. +Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd +af bordet, Hedvig. + +(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende. +Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.) + +GREGERS. +Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal. + +GINA (med et sideblik). +Jaha, jeg kan det. + +GREGERS. +Det traf sig da rigtig heldigt. + +GINA. +Hvorledes heldig? + +GREGERS. +Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg. + +HEDVIG. +Mor kan også fotografere. + +GINA. +Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten. + +GREGERS. +Så er det kanske Dem, som driver forretningen? + +GINA. +Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så-- + +GREGERS. +Han er sagtens så opta't af sin gamle far, han, kan jeg +tænke. + +GINA. +Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, +at gå her og ta' potrætter af kreti og preti. + +GREGERS. +Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den +vejen, så-- + +GINA. +Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en +af de almindelige fotograferne. + +GREGERS. +Nå så alligevel! Men--? + +(Et skud fyres af inde på loftet.) + +GREGERS (farer op). +Hvad er det! + +GINA. +Uf, nu skyder de igen! + +GREGERS. +Skyder de også? + +HEDVIG. +De går på jagt. + +GREGERS. +Hvad for noget! (henne ved loftsdøren.) Går du på jagt, +Hjalmar? + +HJALMAR (indenfor garnet). +Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta't--. +(tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til! + +(kommer ind i atelieret.) + +GREGERS. +Går du og skyder inde på loftet? + +HJALMAR (viser en dobbeltløbet pistol). +Å, det er bare med denne her. + +GINA. +Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke +med den pigstolen. + +HJALMAR (ærgerlig). +Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en +pistol. + +GINA. +Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg. + +GREGERS. +Så du er altså ble't jæger, du også, Hjalmar? + +HJALMAR. +Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars +skyld, kan du skønne. + +GINA. +Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha' noget at +dividere sig med. + +HJALMAR (arrig). +Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med. + +GINA. +Ja det er jo akkurat det jeg siger. + +HJALMAR. +Nå; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så +heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, +når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde.) +Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på +det. + +GREGERS (ser ind gennem garnet). +Jagtgevær har du også, ser jeg. + +HJALMAR. +Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for +der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt +at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og +gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og +skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler +med sligt noget. + +HEDVIG (henne ved Gregers). +Nu kan De da rigtig se vildanden. + +GREGERS. +Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene +vingen, synes jeg. + +HJALMAR. +Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt. + +GREGERS. +Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så? + +HJALMAR. +Kanske en bitte liden smule. + +HEDVIG. +Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i. + +HJALMAR. +Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er +virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i +kroppen og som har været mellem hundetænder-- + +GREGERS (med et øjekast til Hedvig). +--og som har været på havsens bund--så længe. + +HEDVIG (smiler). +Ja. + +GINA (steller ved bordet). +Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser +nok for. + +HJALMAR. +Hm;--er det snart dækket kanske? + +GINA. +Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig. + +(Gina og Hedvig går ud i køkkenet.) + +HJALMAR (halv højt). +Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han +liker det ikke. + +GREGERS. (går fra loftsdøren). + +HJALMAR. +Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. +(skrammer med hændeme.) Hysch--hysch; Vil I væk med jer! +(i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.) +Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig +ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gøre i +stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles +nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og +høns ind i atelieret. + +GREGERS. +Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret +her? + +HJALMAR. +Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; +for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de +ting, som vigtigere er. + +GREGERS. +Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar? + +HJALMAR. +Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller +kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen? + +GREGERS. +Opfindelsen? Nej. + +HJALMAR. +Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og +ødemarkerne-- + +GREGERS. +Du har altså gjort en opfindelse! + +HJALMAR. +Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du +kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for +fotografien, så var det ikke for at gå her og ta' portrætter +af alskens hverdagsmennesker. + +GREGERS. +Nej, nej, det sa' også din kone nu nylig. + +HJALMAR. +Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, +så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en +kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den +mærkelige opfindelsen. + +GREGERS. +Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på? + +HJALMAR. +Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. +Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er +forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke +for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for +mig nat og dag. + +GREGERS. +Hvilken livsopgave da? + +HJALMAR. +Glemmer du gubben med sølvhåret? + +GREGERS. +Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham? + +HJALMAR. +Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg +hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen. + +GREGERS. +Det er altså din livsopgave. + +HJALMAR. +Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han +allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige +undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. +Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde +kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske +slægts tragedie. + +GREGERS. +Pistolen! Så? + +HJALMAR. +Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast,--da havde +han pistolen i sin hånd-- + +GREGERS. +Havde han--! + +HJALMAR. +Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så +ruineret på sjælen var han ble't allerede dengang. Å, kan du +begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni +bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter,--ja, +fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe +det, Gregers? + +GREGERS. +Ja, jeg begriber det godt. + +HJALMAR. +Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts +historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under +lås og lukke,--å, det var forfærdelige tider for mig, kan +du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine +vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den +plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden +og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. +Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom +under en solformørkelse. + +GREGERS. +Slig følte jeg det også, da mor var død. + +HJALMAR. +I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit +eget bryst. + +GREGERS +Du tænkte også på at--! + +HJALMAR. +Ja. + +GREGERS. +Men du skød ikke? + +HJALMAR. +Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. +Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge +livet under de vilkår. + +GREGERS. +Ja, det er som man tar det. + +HJALMAR. +Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg +snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, +at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre +det som min eneste løn. + +GREGERS. +Så det er det med uniformen, som han--? + +HJALMAR. +Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke +forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. +Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min +bryllupsdag, eller hvad det nu kan være--da træder +oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens +dage. Men banker det så bare på gangdøren,--for han tør jo +ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i +sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. +Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du! + +GREGERS. +Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' færdig? + +HJALMAR. +Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder +som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og +holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på +inspirationen,--på en indskydelse,--og det er næsten +umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder. + +GREGERS. +Men fremad går det da vel? + +HJALMAR. +Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med +opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har +spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan +gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det +nytter ikke til noget; det siger Relling også. + +GREGERS. +Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet +dra'r dig bort og spreder dig for meget? + +HJALMAR. +Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg +kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme +anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som +kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser +du,--når den kommer, så kommer den alligevel. + + +GREGERS. +Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden +i dig. + +HJALMAR. +Af vildanden? Hvorledes det, mener du? + +GREGERS. +Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset. + +HJALMAR. +Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har +rammet far i vingen--og mig også? + +GREGERS. +Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; +men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt +en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at +dø i mørke. + +HJALMAR. +Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig +la' være med slig snak. + +GREGERS. +Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg +har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår. + +HJALMAR. +Ja det kan gerne være; men du skal bare la' mig bli udenfor. +Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige +melankoli naturligvis--så befinder jeg mig så vel, som +noget menneske kan ønske det. + +GREGERS. +At du det gør, det kommer også af forgiften. + +HJALMAR. +Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og +forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit +hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting. + +GREGERS. +Nej, det skal du nok få mig til at tro. + +HJALMAR. +Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, +som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget +lavt, det ved jeg nok,--og mine kår er ringe. Men jeg er +en opfinder, du,--og jeg er familjeforsørger tillige. Det +bærer mig oppe over de små vilkår.--Ah, der kommer de med +frokosten! + +(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel, +glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og +Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj; +Molvik er sortklædt.) + +GINA (sætter sagerne på bordet). +Nå, de to kommer da rigtig til rette tid. + +RELLING. +Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så +var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang, +Ekdal. + +HJALMAR. +Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--, +ja, Relling kender du jo? + +GREGERS. +Ja, så løselig. + +RELLING. +Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne +på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet +ind? + +GREGERS. +Jeg flytted ind nu imorges. + +RELLING. +Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til +doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen. + +GREGERS. +Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords. + +HJALMAR. +Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen! + +RELLING. +Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig træffer det s'gu ikke. + +HJALMAR. +Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la' os nu +sætte os og spise og drikke og være glade. + +GREGERS. +Skal vi ikke vente på din far? + +HJALMAR. +Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom så! + +(Herrerne sætter sig; til frokostbordet, spiser og drikker. +Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.) + +RELLING. +Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal. + +GINA. +Så? Igår igen? + +RELLING. +Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat? + +GINA. +Nej, jeg kan ikke sige det. + +RELLING. +Det var bra'; for inat var Molvik fæl. + +GINA. +Er det sandt, Molvik? + +Molvik. +La' os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger +jo ikke af mit bedre jeg. + +RELLING (til Gregers). +Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med +ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De. + +GREGERS. +Dæmonisk? + +RELLING. +Molvik er dæmonisk, ja. + +GREGERS. +Hm. + +RELLING. +Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene +gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt.--Nå, og +De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu? + +GREGERS. +Jeg har holdt ud indtil nu. + +RELLING. +Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med? + +GREGERS. +Fordringen? (forstår ham.) Nå så. + +HJALMAR. +Har du inkasseret fordringer, Gregers? + +GREGERS. +Å snak. + +RELLING. +Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle +husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den +ideale fordring». + +GREGERS. +Jeg var ung dengang. + +RELLING. +De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen +--den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe. + +GREGERS. +Ikke siden heller. + +RELLING. +Nå, så er De vel ble't så klog at slå lidt af på beløbet da, +kan jeg tænke. + +GREGERS. +Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske. + +HJALMAR. +Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smør, +Gina. + +RELLING. +Og så et stykke flæsk til Molvik. + +Molvik. +Uh, ikke flæsk! + +(Det hanker på loftsdøren.) + +HJALMAR. +Luk op, Hedvig; far vil ud. + +(Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med +et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.) + +EKDAL. +God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt +en stor en. + +HJALMAR. +Og så har du flådd den før jeg kom--! + +EKDAL. +Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; +og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine +herrer! + +(går ind i sit værelse.) + +MOLVIK (rejser sig). +Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg må ned som snarest-- + +RELLING. +Drik sodavand, menneske! + +MOLVIK (skynder sig). +Uh--uh! + +(ud gennem gangdøren.) + +RELLING (til Hjalmar). +Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand. + +HJALMAR (klinker med ham). +For idrætsmanden på gravens bred, ja. + +RELLING. +For den gråhærdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det +gråt hår, han har, eller er det hvidt? + +HJALMAR. +Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke +ret mange hårstrå igen på sin isse. + +RELLING. +Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er +da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre +livsopgaven at stræve for-- + +HJALMAR. +Og jeg stræver også, kan du tro. + +RELLING. +Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind +på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for +dig. + +HJALMAR. +Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde, +at ha' med på livsvejen, du. + +GINA. +Å sid nu ikke der og ressensér om mig. + +RELLING. +Og så din Hedvig, du Ekdal? + +HJALMAR (bevæget). +Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig. +(stryger hende over håret.) Hvad er det for en dag imorgen, +du? + +HEDVIG (rusker i ham). +Å nej, du skal ikke sige noget, far! + +HJALMAR. +Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker +på, at det skal bli' så ringe; bare en liden festlig +tilstelning inde på loftet-- + +HEDVIG. +Å men det blir just dejligt, det! + +RELLING. +Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til +verden, Hedvig! + +HJALMAR. +Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre +din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil +forlange noget for dig, et eller andet. Det skal være den +fattige opfinders eneste løn. + +HEDVIG (hvisker med armen om hans hals). +Å du snille, snille far! + +RELLING (til Gregers). +Nå, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at +sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds? + +HJALMAR. +Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på. + +GREGERS. +Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft. + +RELLING. +Sumpluft? + +HJALMAR. +Å kom nu ikke med den snak igen! + +GINA. +Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter +såmænd ud hver evige dag. + +GREGERS (går fra bordet). +Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud. + +HJALMAR. +Stank! + +GINA. +Ja, hvad synes du, Ekdal! + +RELLING. +Om forladelse,--det skulde vel ikke være Dem selv, som +bringer stanken med der oppe fra gruberne? + +GREGERS. +Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind +i huset. + +RELLING (går hen til ham). +Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at +De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen +endnu. + +GREGERS. +I brystet går jeg med den. + +RELLING. +Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå' Dem til +at spille inkassator her, så længe jeg er inde. + +GREGERS. +Og hvis jeg gør det alligevel? + +RELLING. +Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det. + +HJALMAR (rejser sig). +Nej men, Relling! + +GREGERS. +Ja, kast De mig bare ud--. + +GINA (går imellem dem). +Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, +herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i +kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om +stank. + +(Det banker på gangdøren.) + +HEDVIG. +Mor, der er nogen, som banker. + +HJALMAR. +Se så; nu skal vi ha' det rend også! + +GINA. +La' bare mig--. (går hen og åtmer dåren, studser, farer +sammen og viger tilbage.) Åh! Uf da! + +(Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.) + +WERLE. +Be'r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset. + +GINA (svælger vejret). +Ja. + +HJALMAR (går nærmere). +Vil ikke herr grossereren være så artig--? + +WERLE. +Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn. + +GREGERS. +Ja, hvad godt? Her står jeg. + +WERLE. +Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse. + +GREGERS. +I mit værelse--nå-- + +(vil gå.) + +GINA. +Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at-- + +WERLE. +Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire +øjne. + +HJALMAR. +Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, +Relling. + +(Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med +sig ud i køkkenet.) + +GREGERS (efter et kort ophold). +Ja, nu er vi altså under fire øjne. + +WERLE. +Du lod falde nogen yttringer igår aftes--. Og såsom du nu +har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at +du har et eller andet i sinde imod mig. + +GREGERS. +Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin +stilling, som den er;--det er det hele. + +WERLE. +Er det den livsopgaven, du talte om igår? + +GREGERS. +Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden. + +WERLE. +Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers. + +GREGERS. +Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det +med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og +jages og nages under en skyldbetynget samvittighed. + +WERLE. +Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med. + +GREGERS. +Jeg skulde ha trådt op imod dig dengang, der blev stillet +snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for +jeg aned nok, hvor det vilde bære hen. + +WERLE. +Ja, da burde du sandelig ha' talt. + +GREGERS. +Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. +Jeg var så usigelig ræd for dig--både dengang og længe +bagefter. + +WERLE. +Den rædsel er gåt over nu, lader det til. + +GREGERS. +Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, +både af mig og af--andre, det kan aldrig bødes på; men +Hjalmar kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som han +her holder på at gå til grunde i. + +WERLE. +Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det? + +GREGERS. +Det tror jeg da så trøstig. + +WERLE. +Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde +takke dig til for en slig venskabstjeneste? + +GREGERS. +Ja! Den mand er han. + +WERLE. +Hm,--vi får se. + +GREGERS. +Og desuden--skal jeg bli' ved at leve længer, så må jeg se +at finde helsebod for min syge samvittighed. + +WERLE. +Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig +lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; +--den eneste arv, hun efterlod dig. + +GREGERS (med et hånsk halvsmil). +Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned +galt, da du trode, du skulde få formue med hende? + +WERLE. +Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting.--Holder du +altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et +spor, som du formoder er det rigtige? + +GREGERS. +Ja; det forsæt holder jeg fast ved. + +WERLE. +Nå, så kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da +nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til +mig igen? + +GREGERS. +Nej. + +WERLE. +Og ind i firmaet går du vel ikke heller? + +GREGERS. +Nej. + +WERLE. +Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet +bli' skiftet imellem os. + +GREGERS (hurtigt)- +Nej; det ønsker jeg ikke. + +WERLE. +Du ønsker det ikke? + +GREGERS. +Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld. + +WERLE (lidt efter). +Rejser du op til værket igen? + +GREGERS. +Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste. + +WERLE. +Men hvad vil du da slå ind på? + +GREGERS. +Bare løse min livsopgave; ikke noget andet. + +WERLE. +Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af? + +GREGERS. +Jeg har lagt lidt op af min løn. + +WERLE. +Ja hvor længe vil det forslå! + +GREGERS. +Jeg tænker, det forslår min tid ud. + +WERLE. +Hvad skal det sige? + +GREGERS. +Nu svarer jeg ikke på mere. + +WERLE. +Farvel da, Gregers. + +GREGERS. +Farvel. + +(Grosserer Werle går.) + +HJALMAR (kikker ind). +Nu gik han jo? + +GREGERS. +Ja. + +(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også, +fra køkkenet.) + +RELLING. +Den frokosten, den gik da i vasken. + +GREGERS. +Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig. + +HJALMAR. +Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om +mig? + +GREGERS. +Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker +frakken på. + +(ud gennem gangdøren.) + +GINA. +Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal. + +RELLING. +Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er. + +HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke). +Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne +sig for mig i enrum--! + +RELLING. +Men, for fanden,--skønner du da ikke, at fyren er gal, +forrykt, forstyrret! + +GINA. +Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske +raptusser iblandt. + +HJALMAR. +Desto mere trænger han til en vens årvågne øje. (til Gina.) +Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så +længe. + +(går ud gennem gangdøren.) + +RELLING. +Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til +helvede ned i en af Højdalsgruberne. + +GINA. +Jøss',--hvorfor siger De det da? + +RELLING (mumler). +Å jo, for jeg har nu så mine funderinger. + +GINA. +Tror De, at unge Werle er rigtig gal? + +RELLING. +Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men +en sygdom har han rigtignok i kroppen. + +GINA. +Hvad er det for noget, som fejler ham da? + +RELLING. +Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut +retskaffenhedsfeber. + +GINA. +Retskaffenhedsfeber? + +HEDVIG. +Er det en slags sygdom, det? + +RELLING. +Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun +sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden! + +(han går ud gennem gangdøren.) + +GINA (driver i uro hen over gulvet). +Uf, den Gregers Werle,--det har altid vær't en fæl fisk. + +HEDVIG (står ved bordet og ser forskende på hende). +Dette her synes jeg er underligt. + + + * * * * * + + + + +FJERDE AKT. + + +(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; +et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en +konsol og deslige står fremme på gulvet. +Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere +begynder det at mørkne.) + +(Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd +glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.) + +GINA. +Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det +også. På mandag skal det første dusinet være færdig.-- +Farvel, farvel! + +(Man harer nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, +stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det +tildækkede apparat.) + +HEDVIG (kommer ind fra køkkenet). +Gik de nu? + +GINA (rydder op). +Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem. + +HEDVIG. +Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu? + +GINA. +Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling? + +HEDVIG. +Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu +nylig. + +GINA. +Og så står vel maden og blir kold for ham også. + +Hedvig +Ja tænk,--far, som altid passer så rigtig på at komme hjem +til middag! + +GINA. +Å, nu kommer han snart, skal du se. + +HEDVIG. +Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't så +underligt. + + +GINA (råber). +Der er han! + +(Hjalmar Ekdal kommer ind geflnem gangdøren.) + +HEDVIG (imod ham). +Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig! + +GINA (skotter hen). +Du blev da svært længe borte, Ekdal. + +HJALMAR (uden at se på hende). +Jeg blev noget længe, ja. + +(Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham; +han afværger det.) + +GINA. +Har du kanske spist med Werle? + +HJALMAR (hænger frakken op). +Nej. + +GINA (går mod køkkendøren). +Så skal jeg sætte maden ind til dig. + +HJALMAR. +Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu. + +HEDVIG (går nærmere). +Er det ikke bra' med dig, far? + +HJALMAR. +Bra'? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, +Gregers og jeg. + +GINA. +Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til. + +HJALMAR. +Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i +denne verden, (driver nat omkring.) Har her været nogen, +mens jeg var ude? + +GINA. +Ikke andre end de to kæresterne. + +HJALMAR. +Ingen nye bestillinger? + +GINA. +Nej, idag ikke. + +HEDVIG. +Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far. + +HJALMAR. +Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta' fat med +hele mit alvor. + +HEDVIG. +Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag +imorgen? + +HJALMAR. +Nå, det er jo sandt--. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil +jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele +arbejdet. + +GINA. +Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at +gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og +så blir du ved at stelle med opfindelsen. + +HEDVIG. +Og så med vildanden, far,--og med alle hønsene og +kaninerne og--! + +HJALMAR. +Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg +aldrig mere min fod der inde på loftet. + +HEDVIG. +Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli' +tilstelning-- + +HJALMAR. +Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte +vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om +på! + +HEDVIG (skriger). +Vildanden! + +GINA. +Nu har jeg da aldrig hørt sligt! + +HEDVIG (rusker i ham). +Nej men, far,--det er jo min vildand! + +HJALMAR. +Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det, +--ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler +så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle +under mit tag en skabning, som har været i de hænder. + +GINA. +Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her +sjofle Pettersen, så-- + +HJALMAR (driver omkring). +Der er visse krav--. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig +sige--ideale krav,--visse fordringer, som en mand ikke +kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl. + +HEDVIG (går efter ham). +Men tænk, vildanden,--den stakkers vildanden! + +HJALMAR (standser). +Du hører jo, jeg skåner den--for din skyld. Der skal ikke +krummes et hår på--; nå, som sagt, jeg skåner den. For der +er jo også større opgaver, end som så, at ta' fat på. Men nu +skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så +passelig skummert for dig. + +HEDVIG. +Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu. + +HJALMAR. +Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke +godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under +dette tag. + +HEDVIG. +Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en +liden stund. Kåben og hatten--? Å, det ligger inde hos mig +selv. Far,--du må da endelig ikke gøre vildanden noget +ondt, mens jeg er ude. + +HJALMAR. +Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende +til sig.) Du og jeg, Hedvig,--vi to--! Nå, gå bare, du. + +(Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.) + +HJALMAR (går omkring uden at se op). +Gina. + +GINA. +Ja? + +HJALMAR. +Fra imorgen af--eller, lad os sige fra iovermorgen af-- +kunde jeg ha' lyst til at føre husholdningsbogen selv. + +GINA. +Vil du nu føre husholdningsbogen også? + +HJALMAR. +Ja, eller ta' rede på indkomsterne i al fald. + +GINA. +Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt. + +HJALMAR. +En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at +strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende.) +Hvorledes går det til? + +GINA. +Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet. + +HJALMAR. +Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den +arkskrivningen hos grosserer Werle? + +GINA. +Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen +på sligt noget. + +HJALMAR. +Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre! + +GINA. +Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster +os, og så en liden lommeskilling. + +HJALMAR. +Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før! + +GINA. +Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du +trodde, at han fik altingen af dig. + +HJALMAR. +Og så får han det fra grosserer Werle! + +GINA. +Å ja, grossereren har da nok at ta' af, han. + +HJALMAR. +Lad mig få lampen tændt! + +GINA (tænder). +Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det +kan jo godt være Gråberg-- + +HJALMAR. +Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg? + +GINA. +Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare-- + +HJALMAR. +Hm! + +GINA. +Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet. +Det var jo Berta, den tid hun kom i huset. + +HJALMAR. +Jeg synes, du 'skælver så i stemmen. + +GINA (sætter skærmen på). +Gør jeg? + +HJALMAR. +Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så? + +GINA (fast). +Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt +og snakket om mig? + +HJALMAR. +Er det sandt,--kan det være sandt, at--at der var et +slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du +tjente der i huset? + +GINA. +Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig +efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i +det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både +slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og så gik jeg +af tjenesten. + +HJALMAR. +Men siden altså! + +GINA. +Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke så real, som +du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om +det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand +da. + +HJALMAR. +Nå, og så! + +GINA. +Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før +han fik sin vilje. + +HJALMAR (slår hæuderne sammen). +Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget +for mig! + +GINA. +Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig +det for længe siden. + +HJALMAR. +Straks skulde du ha' sagt mig det;--så havde jeg da vidst, +hvad du var for en. + +GINA. +Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel? + +HJALMAR. +Hvor kan du tænke dig det! + +GINA. +Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. +For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og +jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig-- + +HJALMAR (går om). +Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg +her ser for mine øjne--(sparker til en stol.)--hele mit +hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne +forføreriske grosserer Werle! + +GINA. +Angrer du på de fjorten--femten årene, som Vi har levet +sammen? + +HJALMAR (stiller sig foran hende). +Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den +væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet +mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og +våndet dig i anger og nag? + +GINA. +Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på +huset og alt det daglige bestyret--. + +HJALMAR. +Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid! + +GINA. +Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle +intrigerne, du. + +HJALMAR. +Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så +oprørende ved sig. Tænk,--ikke angre engang! + +GINA. +Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis +du ikke havde fåt en slig kone, som jeg? + +HJALMAR. +En slig--! + +GINA. +Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og +suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par +år ældre. + +HJALMAR. +Hvad der var ble't af mig! + +GINA. +For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig +først; det kan du vel ikke nægte for. + +HJALMAR. +Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en +mand har det, når han sørger og fortviler;--navnlig en +mand med mit ildfulde gemyt. + +GINA. +Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke +på det heller; for du blev jo så inderlig bra' en mand, +straks du havde fåt hus og hjem.--Og nu havde vi fåt det +så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg +også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med +klæ'r. + +HJALMAR. +I fortielsens sump, ja. + +GINA. +Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje +her i huset! + +HJALMAR. +Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en +vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed +fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? +Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, +som har dræbt den. + +GINA (nær ved at græde). +Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som +alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for +dig! + +HJALMAR. +Jeg spør,--hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? +Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, +da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. +Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i +mine hænder,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og så +var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den +hedengangne opfinders velhavende enke. + +GINA (tørrer tårerne af). +Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da +aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke! + +HJALMAR. +Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt! + +(Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.) + +GREGERS. +Tør jeg komme? + +HJALMAR. +Ja; kom. + +GREGERS (går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil +række dem hænderne). +Nå, I kære mennesker--! (ser afveksiende på dem og hvisker +til Hjalmar): Altså ikke sket endnu? + +HJALMAR (lydeligt). +Det er sket. + +GREGERS. +Det er? + +HJALMAR. +Jeg har levet den bittreste stund i mit liv. + +GREGERS. +Men også den mest løftede, tænker jeg. + +HJALMAR. +Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden. + +GINA. +Gud forlade Dem, herr Werle. + +GREGERS (i stor forundring). +Men jeg forstår ikke dette. + +HJALMAR. +Hvad forstår du ikke? + +GREGERS. +Så stort et opgør,---et opgør, som en hel ny livsførelse +skal grundes på,--en livsførelse, et samliv, i sandhed og +uden al fortielse-- + +HJALMAR. +Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt. + +GREGERS. +Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så +skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand +og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette +dumpe, tunge, triste-- + +GINA. +Nå så. + +(tar lampeskærmen af.) + +GREGERS. +De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal +der vel tid til--. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha +ta't en højere indvielse af det store opgør. + +HJALMAR. +Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige,--sådan på en +måde. + +GREGERS. +For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med +det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til +sig i kærlighed. + +HJALMAR. +Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har +tømt? + +GREGERS. +Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du +--! + +HJALMAR. +Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig, +Gregers. Der skal tid til, ser du. + +GREGERS. +Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar. + +(Relling er kommen ind gennem gangdøren.) + +RELLING. +Se så; er nu den vildanden på færde igen? + +HJALMAR. +Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja. + +RELLING. +Grosserer Werles--? Er det ham, I snakker om? + +HJALMAR. +Om ham og--os andre. + +RELLING (halvhøjt til Gregers). +Gid fanden havde Dem! + +HJALMAR. +Hvad er det, du siger? + +RELLING. +Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde +forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for +at forkluddre jer begge to. + +GREGERS. +De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu +ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på +bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt-- + +GINA (grædefærdig). +Så skulde De bare lad't mig gå for den jeg var da. + +RELLING (til Gregers). +Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil +her i huset? + +GREGERS. +Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab. + +RELLING. +Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er? + +GREGERS. +Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre, +desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble't. + +HJALMAR. +Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling. + +RELLING. +Sludder, gutten min!--Med forlov, herr Werle; hvor mange- +-bare så på en slump--hvor mange sande ægteskaber har De +set i Deres liv? + +GREGERS. +Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et. + +RELLING. +Ikke jeg heller. + +GREGERS. +Men jeg har set så utallige ægteskaber af den modsatte +slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, +hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar. + +HJALMAR. +En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans +fødder; det er det forfærdelige. + +RELLING. +Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør +ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et +ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la' være i +fred. + +HJALMAR. +Å,--Hedvig! Min stakkers Hedvig! + +RELLING. +Ja, Hedvig får I værs'go' se at holde udenfor. I to er +voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med +jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I +fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre +en ulykke på hende. + +HJALMAR. +En ulykke! + +RELLING. +Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv-- +og kanske på andre med. + +GINA. +Men hvor kan De da vide sligt, Relling? + +HJALMAR. +Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene? + +RELLING. +Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er +i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er. + +GINA. +Ja tænk,--det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så +stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege +ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på +huset. + +RELLING. +Ser De bare; jeg vidste det nok. + +GREGERS (til Relling). +Men hvorledes forklarer De sådant noget? + +RELLING (mut). +Hun er i stemmeskiftningen, far. + +HJALMAR. +Så længe barnet har mig--! Så længe mit hode er oven mulde +--! + +(Det banker på døren.) + +GINA. +Hys, Ekdal; der er folk på gangen, (råber.) Vær så god! + +(Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.) + +FRU SØRBY. +God aften! + +GINA (går imod hende). +Nej, er det dig, Berta! + +FRU SØRBY. +Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed? + +HJALMAR. +Nej bevar's; et sendebud fra det hus-- + +FRU SØRBY (til Gina). +Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine +mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at +snakke lidt med dig og sige dig farvel. + +GINA. +Så? Rejser du da? + +FRU SØRBY. +Ja, imorgen tidlig;--op til Højdal. Grossereren er rejst i +eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse så meget +fra ham. + +GINA. +Nej tænk--! + +HJALMAR. +Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham? + +FRU SØRBY. +Ja hvad siger De til det, Ekdal? + +HJALMAR. +Vogt Dem, siger jeg. + +GREGERS. +Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby. + +HJALMAR. +Gifter han sig med hende! + +GINA. +Å nej, Berta; blev det da endelig! + +RELLING (dirrer lidt i stemmen). +Dette her er da vel aldrig sandt? + +FRU SØRBY. +Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt. + +RELLING. +Vil De gifte Dem nu igen? + +FRU SØRBY. +Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så +turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket. + +GREGERS. +Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn. + +FRU SØRBY. +Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg håber +da det, at det skal bli' til lykke både for Werle og for +mig. + +RELLING. +Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig +fuld,--så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at +skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren +gjorde. + +FRU SØRBY. +Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine +gode sider, han også. + +RELLING. +Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro. + +FRU SØRBY. +Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den +mand, som det gør, han får ta' følgerne. + +RELLING. +Ikveld går jeg ud med Molvik. + +Fr'u Sørby. +Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det;--for min skyld. + +RELLING. +Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du være med, så +kom. + +GINA. +Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer. + +HJALMAR (arrig, halvhøjt). +Å så ti da! + +RELLING. +Farvel, fru--Werle. + +(går ud germem gangdøren.) + +GREGERS (til fru Sørby). +Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden +temmelig nøje. + +FRU SØRBY. +Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd +engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to. + +GREGERS. +Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev. + +FRU SØRBY. +Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for +at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig +rent væk heller. + +GREGERS. +Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la' min far +få et nys om dette gamle bekendtskab? + +FRU SØRBY. +De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv. + +GREGERS. +Så? + +FRU SØRBY. +Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed +kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; +det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at +han havde hensigter. + +GREGERS. +Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg. + +FRU SØRBY. +Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer +længst med. + +HJALMAR. +Hvad siger du til det, Gina. + +GINA. +Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på +én vis og andre på en anden. + +FRU SØRBY. +Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den +vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt +dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som +nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke +med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt +lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik +hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre +andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener +sig on de mest indbildte forgåelser,--efter hvad jeg har +lad't mig sige. + +GINA. +Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt. + +GREGERS. +Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg +går. + +FRU SØRBY. +De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et +ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha' rede på, at jeg ikke +har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. +Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg +gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener +alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal +visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen +anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpeløs. + +HJALMAR. +Blir han hjælpeløs? + +GREGERS (til fru Sørby). +Ja, ja, tal nu ikke om det her. + +FRU SØRBY. +Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil. +Han blir blind. + +HJALMAR (studser). +Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han +også? + +GINA. +Det blir jo så mange. + +FRU SØRBY. +Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en +forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne +for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli' længer; +jeg er så opkavet i denne tid.--Ja, det var det, jeg +skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle +kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til +Gråberg. + +GREGERS. +Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for. + +FRU SØRBY. +Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden-- + +GINA. +Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra +grosserer Werle. + +HJALMAR (langsomt og med vægt). +Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg +i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg-- + +GREGERS. +Hvad! Kan du ville det? + +HJALMAR. +--gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto +over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale +denne æresgæld--; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! +Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter. + +GINA. +Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til. + +HJALMAR. +Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på +min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine +åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det +er ønsket om at bli' en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør +jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre +mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg. + +FRU SØRBY. +Her er nok sket et eller andet her i huset. + +HJALMAR. +Ja, det er det. + +FRU SØRBY. +Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med +dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel. + +(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til +døren.) + +HJALMAR. +Ikke ud over tærskelen, Gina! + +(Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.) + +HJALMAR. +Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra +hånden. + +GREGERS. +Snart i al fald. + +HJALMAR. +Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt. + +GREGERS. +Du er den mand, jeg altid har holdt dig for. + +HJALMAR. +I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de +ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri' og vånde +mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for +en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig +gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig +glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket +i mig kræver også sin ret. + +GREGERS (lægger hånden på hans skulder). +Kære Hjalmar,--var det så ikke godt, at jeg kom? + +HJALMAR. +Jo. + +GREGERS. +At du fik fuld klarhed over alle forhold,--var ikke det +godt? + +HJALMAR (lidt utålmodig). +Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min +retfærdighedsfølelse. + +GREGERS. +Og hvad er det for noget? + +HJALMAR. +Det er dette her, at--; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre +mig så uforbeholdent om din far. + +GREGERS. +Tag ikke noget som helst hensyn til mig. + +HJALMAR. +Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at +tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som +realiserer det sande ægteskab. + +GREGERS. +Nej men hvor kan du da sige sligt! + +HJALMAR. +Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en +ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel +og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker +ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse +bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke +mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem. + +GREGERS. +Nå ja, hvad så? + +HJALMAR. +Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette +her vanskelige, som du selv sa', hørte til, for at grunde +det sande ægteskab. + +GREGERS. +Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da +vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to--? +Nå, du forstår mig nok. + +HJALMAR. +Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget, +som sårer og krænker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat +ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til. + +GINA. +Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige. + +GREGERS. +Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål. + +HJALMAR. +Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner +skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind. + +GINA. +Å det er kanske ikke så sikkert. + +HJALMAR. +Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for +just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han +har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning. + +GREGERS. +Desværre, han har forblindet mange. + +HJALMAR. +Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver +grossererens egne øjne. + +GINA. +Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd. + +HJALMAR. +Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en +gang imellem. + +(Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem +gangdøren.) + +GINA. +Er du alt der igen? + +HEDVIG. +Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte +jeg nogen i porten. + +HJALMAR. +Det var vel denne fru Sørby. + +HEDVIG. +Ja. + +HJALMAR (går op og ned). +Jeg vil håbe, du skal ha' set hende for sidste gang. + +(Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den +anden som for at udforske stemningen.) + +HEDVIG (nærmer sig indsmigrende). +Far. + +HJALMAR. +Nå,--hvad er det, Hedvig? + +HEDVIG. +Fru Sørby havde noget med til mig. + +HJALMAR. (standser). +Til dig? + +HEDVIG. +Ja. Det er noget, som skal være til imorgen. + +GINA. +Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen. + +HJALMAR. +Hvad er det for noget? + +HEDVIG. +Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi' mig det på +sengen imorgen tidlig. + +HJALMAR. +Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor! + +HEDVIG (skynder sig). +Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev. + +(tar brevet op af kåbelommen). + +HJALMAR. +Et brev også? + +HEDVIG. +Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men +tænk,--et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så +står der «frøken» udenpå det. (læser.) «Frøken Hedvig +Ekdal». Tænk,--det er mig. + +HJALMAR. +Lad mig se det brev. + +HEDVIG (rækker ham det). +Der kan du se. + +HJALMAR. +Det er grosserer Werles hånd. + +GINA. +Er du viss på det, Ekdal? + +HJALMAR. +Se selv. + +GINA. +Å tror du, jeg skønner mig på sligt? + +HJALMAR. +Hedvig, må jeg åbne brevet--og læse det? + +HEDVIG. +Ja det må du gerne, hvis du vil. + +GINA. +Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen. + +HEDVIG (sagte). +Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og +så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen. + +HJALMAR. +Jeg må altså åbne det? + +HEDVIG. +Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad +det er. + +HJALMAR. +Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og +synes forvirret.) Hvad er da dette her--? + +GINA. +Hvad står der for noget da? + +HEDVIG. +Å ja, far,--sig det! + +HJALMAR. +Vær Stille, (læser det en gang til igennem; er bleven bleg, +men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig. + +HEDVIG. +Nej, tænk! Hvad får jeg da? + +HJALMAR. +Læs selv. + +HEDVIG (går hen og læser en stund ved lampen). + +HJALMAR (halvhøjt, knytter hænderne). +Øjnene! Øjnene,--og så det brevet! + +HEDVIG (afbryder læsningen). +Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det. + +HJALMAR (tar brevet fra hende). +Du Gina,--kan du forstå dette her? + +GINA. +Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det. + +HJALMAR. +Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle +bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den +arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner +månedlig på kontoret-- + +GREGERS. +Aha! + +HEDVIG. +Hundrede kroner, mor! Det læste jeg. + +GINA. +Det blir jo godt for bedstefar. + +HJALMAR. +--hundrede kroner, så længe han har det nødig,--det vil +naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne. + +GINA. +Nå, så er da han forsørget, stakkers. + +HJALMAR. +Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter +skal denne gave gå over på dig. + +HEDVIG. +På mig! Alt sammen? + +HJALMAR. +Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. +Hører du det, Gina? + +GINA. +Ja, jeg hører det nok. + +HEDVIG. +Tænk--alle de penge, jeg får! (rusker i ham.) Far, far, er +du da ikke glad--? + +HJALMAR (undviger hende). +Glad! (går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn,--hvilke +perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er +det, han betenker så rigelig! + +GINA. +Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag-- + +HEDVIG. +Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg +vil gi' alle pengene til dig og mor. + +HJALMAR. +Til mor, ja! Der har vi det. + +GREGERS. +Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig. + +HJALMAR. +Tror du, det skulde være en snare nu igen? + +GREGERS. +Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den +mand, som du indbilder dig. + +HJALMAR. +Ikke den mand--! + +GREGERS. +Du skal få se det, sa' han. + +HJALMAR. +Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge--! + +HEDVIG. +Men, mor, hvad er det da for noget? + +GINA. +Gå ud og tag af dig tøjet. + +(Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.) + +GREGERS. +Ja, Hjalmar,--nu vil det vise sig, hvem der har ret, han +eller jeg. + +HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, lægger begge +stykkerne på bordet og siger): +Her er mit svar. + +GREGERS. +Det vented jeg. + +HJALMAR (går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger +dæmpet): +Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham +blev belt forbi, da du--kom til at holde af mig, som du +kalder det,--hvorfor satte han os da i stand til at gifte +os? + +GINA. +Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset. + +HJALMAR. +Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed? + +GINA. +Jeg skønner ikke, hvad du mener. + +HJALMAR. +Jeg vil vide, om--dit barn har ret til at leve under mit +tag. + +GINA (retter sig ivejret; øjnene lyner). +Og det spør' du om! + +HJALMAR. +Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til-- +eller--? Nå! + +GINA (ser på ham med kold trods). +Jeg ved ikke. + +HJALMAR (dirrer let). +Du ved det ikke! + +GINA. +Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er-- + +HJALMAR (stille, vender sig fra hende). +Så har jeg ikke mere at gøre her i huset. + +GREGERS. +Betænk dig på dette, Hjalmar! + +HJALMAR (tar sin yderfrakke på). +Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg. + +GREGERS. +Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre +være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens +offerstemning. + +HJALMAR. +Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.) +Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd.) +Gregers, jeg har ikke noget barn! + +HEDVIG (som har åbnet køkkendøren). +Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far! + +GINA. +Se så! + +HJALMAR. +Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg taler ikke at +se dig. Å, de øjnene--! Farvel. + +(vil imod døren.) + +HEDVIG (hænger sig fast i ham og skriger højt). +Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig! + +GINA (råber). +Se på barnet, Ekdal! Se på barnet! + +HJALMAR. +Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud;--væk fra alt dette! + +(Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.) + +HEDVIG (med fortvilede øjne). +Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere +igen! + +GINA. +Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. + +HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen). +Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. + +GREGERS. +Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal? + +GINA. +Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel. + + +HEDVIG (ligger i sofaen). +Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort +ham? Mor, du må få ham hjem igen! + +GINA. +Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter +ham. (tar ydentøjet på.) Kanske han er gåt indom til +Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig +det? + +HEDVIG (græder krampagtigt). +Ja, jeg skal la' det være; når bare far kommer igen. + +GREGERS (til Gina, som vil gå). +Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin +smertens kamp til ende? + +GINA. +Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få +stagget barnet. + +(går ud gennem gangdøren.) + +HEDVIG (sætter sig oprejst og tørrer tårerne af). +Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke +far vide af mig mere? + +GREGERS. +De skal ikke spørge om det, forinden De er ble't stor og +voksen. + +HEDVIG (hikster). +Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige +til jeg blir stor og voksen.--Jeg skønner nok, hvad det +er.--Kanske jeg ikke er fars rigtige barn. + +GREGERS (urolig). +Hvorledes skulde det gå til? + +HEDVIG. +Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide +det; for sligt har jeg læst om. + +GREGERS. +Nå, men om så var-- + +HEDVIG. +Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja +næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til +foræring, og alligevel holder jeg så svært af den. + +GREGERS (afledende). +Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, +Hedvig. + +HEDVIG. +Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for +sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om +på den! + +GREGERS. +Å det gør han da visst ikke. + +HEDVIG. +Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var så fælt sagt af +far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at +den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er. + +GREGERS (ser på hende). +Plejer De læse aftenbøn? + +HEDVIG. +Jaha. + +GREGERS. +Hvem har vænnet Dem til det? + +HEDVIG. +Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler +på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne. + +GREGERS. +Nå ja? + +HEDVIG. +Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er +jeg ble't ved med det. + +GREGERS. +Og nu bér De for vildanden også? + +HEDVIG. +Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var +så sygelig i førstningen. + +GREGERS. +Læser De kanske morgenbøn også? + +HEDVIG. +Nej det gør jeg da rigtignok ikke. + +GREGERS. +Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn? + +HEDVIG. +Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget +videre at være ræd for. + +GREGERS. +Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde +Deres far vri' halsen om på. + +HEDVIG. +Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men +han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af +far. + +GREGERS (lidt nærmere). +Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld? + +HEDVIG (rejser sig). +Vildanden! + +GREGERS. +Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og +véd i verden? + +HEDVIG. +Tror De, det vilde hjælpe? + +GREGERS. +Prøv det, Hedvig. + +HEDVIG (sagte, med lysende øjne). +Ja, jeg vil prøve det. + +GREGERS. +Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De? + +HEDVIG. +Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig. + +GREGERS. +Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt! + +HEDVIG. +Hvorfor ikke det? + +GREGERS. +Hun forstår os ikke. + +HEDVIG. +Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig? + +(Gina kommer ind gennem gangdøren.) + +HEDVIG (imod hende). +Traf du ham, mor? + +GINA. +Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med +sig. + +GREGERS. +Er De viss på det? + +GINA. +Ja, portkonen sa' det. Molvik var også gåt med, sa' hun. + +GREGERS. +Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i +ensomhed-! + +GINA (tar tøjet af). +Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har +trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der +var de ikke. + +HEDVIG (kæmper med gråden). +Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere! + +GREGERS. +Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og +da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på +det, Hedvig. God nat. + +(han går ud gennem gangdøren.) + +HEDVIG (kaster sig hulkende om Ginas hals). +Mor, mor! + +GINA (klapper hende på ryggen og sukker): +Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer +galne folk og pressenterer den intrikate fordringen. + + * * * * * + + + + +FEMTE AKT. + + +(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; +der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.) + +(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en +tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I +det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.) + +GINA (standser). +Nå? + +HEDVIG. +Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling-- + +GINA. +Ser du bare! + +HEDVIG. +--for portkonen sa', hun hørte, at Relling havde to stykker +med sig, da han kom hjem i nat. + +GINA. +Det var nok det, jeg tænkte. + +HEDVIG. +Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til +os. + +GINA. +I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham. + +(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer +frem i døren til sit værelse.) + +EKDAL. +Du Hjalmar--. Er ikke Hjalmar hjemme? + +GINA. +Nej, han er nok gåt ud. + +EKDAL. +Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så +god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg. + +(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går +derind; hun lukker efter ham.) + +HEDVIG (halvhøjt). +Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse +ifra os. + +GINA. +Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en +guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den +hurlomhejen. + +HEDVIG. +Ja men-- + +(Gregers kommer ind gennem gangdøren.) + +GREGERS. +Nå? Har De så fåt spurlag på ham? + +GINA. +Han skal nok være nede hos Relling, siger de. + +GREGERS. +Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker? + +GINA. +Han har nok det. + +GREGERS. +Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at +samle sig i alvor--! + +GINA. +Ja De må så sige. + +(Relling kommer ind fra gangen.) + +HEDVIG (imod ham). +Er far hos Dem? + +GINA (samtidigt). +Er han der? + +RELLING. +Ja visst er han så. + +HEDVIG. +Og De, som ikke siger os til! + +RELLING. +Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ- +æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; +og siden så sovned jeg ind så tungt at--. + +GINA. +Hvad siger Ekdal idag? + +RELLING. +Han siger ingen verdens ting. + +HEDVIG. +Snakker han slet ikke? + +RELLING. +Ikke et levendes ord. + +GREGERS. +Nej, nej; det kan jeg så godt forstå. + +GINA. +Men hvad tar han sig da til? + +RELLING. +Han ligger på sofaen og snorker. + +GINA. +Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke. + +HEDVIG. +Sover han? Kan han sove? + +RELLING. +Ja, det lader s'gu' til det. + +GREGERS. +Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham-- + +GINA. +Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om +nætterne. + +HEDVIG. +Det er kanske bra', det, at han får sove, mor. + +GINA. +Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer +ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu må jeg først +få gjort huset lidt rensligt og pent, og så--. Kom og hjælp +mig, Hedvig. + +(Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.) + +GREGERS (vender sig til Relling). +Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i +Hjalmar Ekdal? + +RELLING. +Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig +rørelse i ham. + + +GREGERS. +Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et +nyt grundlag--? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed +som Hjalmar--? + +RELLING. +Å, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats +til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så +er både rødderne og trævlerne ble't grundigt exstirperet +allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem. + +GREGERS. +Det skulde dog være mærkeligt--med den kærlighedsfulde +opdragelse, som han har nydt. + +RELLING. +Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De? + +GREGERS. +Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den +ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at +gøre nar igen. + +RELLING. +Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god +besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse +sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort +at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds +er ble't holdt for et lys-- + +GREGERS. +Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg? + +RELLING. +Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, +--lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle +sine dage. + +GREGERS. +Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er +det, De ikke skønner. + +RELLING. +Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student +på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys +blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog,-- +rød og hvid,--slig, som småjomfruer helst vil ha' fyrene; +og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette +hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at +deklamere andres vers og andres tanker-- + +GREGERS (harmfuld). +Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om? + +RELLING. +Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, +det gudebillede, som De ligger næsegrus for. + +GREGERS. +Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller. + +RELLING. +Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De +også, ser De. + +GREGERS. +Det har De ret i. + +RELLING. +Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu +denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre +er,--altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid +skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer. + +GREGERS. +Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det. + +RELLING. +Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, +som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen +kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her +bor ikke solvente folk her i huset. + +GREGERS. +Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, +hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være +sammen med ham? + +RELLING. +Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at +sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i +hus med. + +GREGERS. +Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg? + +RELLING. +Folk er syge omtrent alle i hob, desværre. + +GREGERS. +Og hvad kur bruger De så for Hjalmar? + +RELLING. +Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i +ham. + +GREGERS. +Livs--løgnen? Jeg hørte ikke rigtig--? + +RELLING. +Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende +princip, det, ser De. + +GREGERS. +Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er +befængt med? + +RELLING. +Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til +kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere +for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på +Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den +fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken. + +GREGERS. +Er han da ikke dæmonisk? + +RELLING. +Hvad fan' vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare +noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. +Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige +svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange +herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu +rigtignok fundet på kuren selv. + +GREGERS. +Løjtnant Ekdal? Hvad han? + +RELLING. +Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der +inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere +skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får +tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem +fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham +det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og +alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, +som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han +gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben. + +GREGERS. +Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok +måttet slå af på sin ungdoms idealer. + +RELLING. +Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det +udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: +løgne. + +GREGERS. +Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden? + +RELLING. +Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber. + +GREGERS. +Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar +ud af Deres klør! + +RELLING. +Det turde bli' værst for ham. Tar De livsløgnen fra et +gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme, +(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Nå, lille vildand +-mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og +funderer på den mærkelige opfindelsen. + +(går ud gennem gangdøren.) + +GREGERS (nærmer sig Hedvig). +Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt. + +HEDVIG. +Hvilket? Å, det med vildanden. Nej. + +GREGERS. +Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, +kan jeg tænke. + +HEDVIG. +Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig +og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det +var så underligt. + +GREGERS. +Underligt? + +HEDVIG. +Ja jeg ved ikke--. Igår kveld, straks med det samme, syntes +jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, +og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget +videre. + +GREGERS. +Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til +spilde i Dem. + +HEDVIG. +Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så-- + +GREGERS. +Å, havde De så sandt fat opladt øje for det, som gir livet +værd,--havde De det sande, glade, modige offersind, så +skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem.--Men +jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig. + +(han går ud gennem gangdøren.) + +(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; +idet +samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og +åbner på +klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.) + +EKDAL. +Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du. + +HEDVIG. +Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar? + +EKDAL. +Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se +frem for sig. + +HEDVIG. +Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de +kaninerne? + +EKDAL. +Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske? + +HEDVIG. +Ja men vildanden da? + +EKDAL. +Hå--hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig +i verden, du. Aldrig det. + +HEDVIG. +Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde +vildænder. + +EKDAL. +Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde. + +HEDVIG. +Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar;--jeg mener +ikke med min vildand men med andre? + +EKDAL. +Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; +for det er det sikkreste. Og så skal i de skydes mod fjæren, +ser du,--ikke med fjæren. + +HEDVIG. +Dør de da, bedstefar? + +EKDAL. +Ja gu' dør de--når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og +pudse mig. Hm,--forstår nok--hm. + +(går ind i sit værelse.) + +HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til +reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol +ned fra hylden og ser på den). + +(Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.) + +HEDVIG (lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig). + +GINA. +Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig. + +HEDVIG (går fra reolen). +Jeg vilde bare rydde lidt. + +GINA. +Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; +jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham. + +(Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i +atelieret.) + +(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser +ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med +forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.) + +GINA (blir stående med kosten i hånden og ser på ham). +Å, nej da, Ekdal,--kommer du alligevel? + +HJALMAR (træder ind og svarer med dump røst): +Jeg kommer--for at forsvinde i den samme stund. + +GINA. +Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da,--hvorledes er +det, du ser ud! + +HJALMAR. +Ser ud? + +GINA. +Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin +bekomst. + +HEDVIG (i køkkendøren). +Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og +løber imod ham.) Å far, far! + +HJALMAR (vender sig bort og slår ud med hånden). +Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg! + +GINA (halvhøjt). +Gå ind i dagligstuen, Hedvig. + +(Hedvig går stille derind.) + +HJALMAR (travlt, trækker bordskuffen ud). +Jeg må ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger? + +GINA. +Hvilke bøger? + +HJALMAR. +Mine videnskabelige værker, naturligvis,--de tekniske +tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen. + +GINA (søger i reolen). +Er det disse her, som ikke er nogen perm på? + +HJALMAR. +Ja visst er det så. + +GINA (lægger en bunke hæfter på bordet). +Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig? + +HJALMAR. +Behøves ingen opskæring for mig. + +(kort taushed.) + +GINA. +Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal? + +HJALMAR (roder mellem bøgerne). +Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg. + +GINA. +Ja-ja. + +HJALMAR (hæftigt). +For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver +time på dagen! + +GINA. +Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig. + +HJALMAR. +Bevis--! + +GINA. +Jeg synes, du skulde bevise. + +HJALMAR. +Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav--; jeg +kunde fristes til at kalde dem ideale krav-- + +GINA. +Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker? + +HJALMAR. +Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg +vil ud i byen og gøre anstalter--. Hm--. (nølende.) Er der +ingen, som har fundet min hat på trapperne? + +GINA. +Nej. Har du mistet hatten? + +HJALMAR. +Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der +ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den. + +GINA. +Jøss', hvor har du da været henne med de to ranglefanterne? + +HJALMAR. +Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i +stemning til at huske på enkeltheder? + +GINA. +Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal. + +(går ud i køkkenet.) + +HJALMAR (taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens +han tømmer bordskuffen). +Du er en skurk, Relling!--En kæltring er du!--Ah, +skændige forfører!--Kunde jeg så sandt få nogen til at +snigmyrde dig! + +(han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne +papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det +hurtigt fra sig i det Gina kommer.) + +GINA (sætter et dækket kaffebret på bordet). +Her er en tår varmt, om du kunde ha' lyst. Og så er her +smørrebrøder og lidt saltmad til. + +HJALMAR (skotter til brettet). +Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt +faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får +være det samme.--Mine optegnelser! Mine påbegyndte +livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige +papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage.) Der er hun +også! + +GINA. +Ja, herre gud, et steds må da barnet være. + +HJALMAR. +Gå ud. + +(han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.) + +HJALMAR +(med hånden på dørvrideren, siger til Gina): +I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, +ønsker jeg at forskånes for uvedkommende-- + +(går ind i stuen.) + +HEDVIG (med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende): +Er det mig? + +GINA. +Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej,--gå heller ind i +kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind +til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved, +hvor al tingen ligger. + +Hedvig (står et øjeblik urørlig, i angst og rådviidhed, +bider laeberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun +krampagtigt hænderne og siger sagte): +Vildanden! + +(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner +loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter +sig.) + +(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.) + +HJALMAR (kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer, +som han lægger på bordet). +Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende +ting, jeg får at slæbe med mig. + +GINA (følger efter med vadsækken). +Men så la' alt det andre ligge så længe; og ta' bare med dig +en skjorte og et par underbukser. + +HJALMAR. +Puh,--disse anstrængende forberedelser--! + +(trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen.) + +GINA. +Og så står kaffien og blir kold også. + +HJALMAR. +Hm. + +(drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en.) + +GINA (tørrer stoleryggene af). +Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum +til kaninerne. + +HJALMAR. +Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også? + +GINA. +Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg. + +HJALMAR. +Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder +end kaniner, som jeg må gi' afkald på. + +GINA (støver af i reolen). +Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig? + +HJALMAR. +Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi' mig pistolen! + +GINA. +Vil du ha' den pigstolen med dig? + +HJALMAR. +Ja. Min ladte pistol. + +GINA (søger efter den). +Den er væk. Han må ha' ta't den med sig ind. + +HJALMAR. +Er han på loftet? + +GINA. +Ja visst er han på loftet? + +HJALMAR. +Hm,--den ensomme gubbe. + +(han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker +kaffekoppen ud.) + +GINA. +Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha' flyttet +der ind. + +HJALMAR. +Jeg skulde bli' boende under samme tag, som--! Aldrig,-- +aldrig! + +GINA. +Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i +dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv. + +HJALMAR. +Aldrig indenfor disse mure! + +GINA. +Nå, men nede hos Relling og Molvik da? + +HJALMAR. +Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste +appetiten bare jeg tænker på dem.--Å nej, jeg får nok ud i +stormen og snékavet,--gå fra hus til hus og søge efter ly +for far og mig. + +GINA. +Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten. + +HJALMAR. +Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må Skaffes +tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød.) Der må gøres +anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til +heller. + +(søger efter noget på brettet.) + +GINA. +Hvad er det du ser efter? + +HJALMAR. +Smør. + +GINA. +Smør skal straks komme. + +(går ud i køkkenet.) + +HJALMAR (råber efter hende). +Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød. + +GINA (bringer en smørskål). +Se her; det skal være nykærnet. + +(Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i +sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker +en stund i taushed.) + +HJALMAR. +Vilde jeg, uden at bli' overhængt af nogen--af nogen som +helst,--kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to? + +GINA. +Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde. + +HJALMAR. +For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i +en slig fart. + +GINA. +Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at +du ikke længere vilde leve isammens med os andre. + +HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig). +Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede +forhold--. Jeg må område mig; jeg må ha' pusterum; jeg kan +ikke bære alle byrderne på en eneste dag. + + +GINA. +Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor. + +HJALMAR (flytter på grossererens brev). +Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu. + +GINA. +Ja jeg har ikke rørt det. + +HJALMAR. +Mig kommer jo den papirlap ikke ved-- + +GINA. +Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig. + +HJALMAR. +--men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder +alligevel;--i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde +det så let-- + +GINA. +Jeg skal nok ta' vare på det, Ekdal. + +HJALMAR. +Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli' +hans sag, om han vil gøre brug af det. + +GINA (sukker). +Ja, stakkers gamle far-- + +HJALMAR. +For en sikkerheds skyld--. Hvor finder jeg noget klister? + +GINA (går til reolen). +Her står klisterpotten. + +HJALMAR. +Og så en pensel. + +GINA. +Her er penselen også. + +(bringer ham sagerne.) + +HJALMAR (tar en saks). +Bare en papirstrimmel på bagsiden--. (klipper og klistrer.) +Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed +ejendom,--og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, +ikke på--den andens heller.--Se så. Lad det ligge der så +længe. Og når det er ble't tørt, så ta' det væk. Jeg vil +ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig! + +(Gregers Werle kommer ind fra gangen.) + +GREGERS (lidt forundret). +Hvad,--sidder du her, Hjalmar? + +HJALMAR (rejser sig hurtigt). +Jeg var sunken ned af mathed. + +GREGERS. +Du har dog spist frokost, ser jeg. + +HJALMAR. +Også legemet gør stundom sine krav gældende. + +GREGERS. +Hvad har du så bestemt dig til? + +HJALMAR. +For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd +med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid, +kan du vel tænke. + +GINA (lidt utålmodig). +Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke +vadsækken? + +HJALMAR (efter et ærgerligt sideblik mod Gregers). +Pak,--og gør i stand! + +GINA (tar vadsækken). +Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da. + +(går ind i stuen og trækker døren til efter sig.) + +GREGERS (efter en kort taushed). +Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli' enden på det. +Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå frå hus og +hjem? + +HJALMAR (driver urolig omkring). +Hvad vil du da, jeg skal gøre?--Jeg er ikke skikket til at +være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha' det godt og trygt og +fredeligt omkring mig. + +GREGERS. +Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her +er fast grund at bygge på,--og begynd så forfra. Og husk +på, du har jo også opfindelsen at leve for. + +HJALMAR. +Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med +den. + +GREGERS. +Så? + +HJALMAR. +Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De +andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir +vanskeligere dag for dag-- + +GREGERS. +Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette. + +HJALMAR. +Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det. + +GREGERS. +Relling? + +HJALMAR. +Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg +for en eller anden mærkelig opfindelse i fotograflen. + +GREGERS. +Aha,--det var Relling! + +HJALMAR. +Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så +meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode +på den,--trode på den med barnesindets hele magt og +styrke.--Ja, det vil sige,--jeg dåre har gåt her og +bildt mig ind, at hun trode på den. + +GREGERS. +Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod +dig! + +HJALMAR. +Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som +står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit +liv. + +GREGERS. +Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne +stænge for dig? + +HJALMAR (uden at svare). +Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig +lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min +fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt +mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig +af hende;--og så digted og drømte jeg mig ind i den +indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen. + +GREGERS. +Siger du, at det bare var en indbildning! + +HJALMAR. +Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget +ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den +ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang +til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil--; +kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig. + +GREGERS. +Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad +er det? Jeg synes vildanden skriger. + +HJALMAR. +Vildanden skræpper. Far er på loftet. + +GREGERS. +Er han det! (giæde lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok +få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af +dig! + +HJALMAR. +Å hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tør ikke tro på nogen +forsikkring fra den kant. + +GREGERS. +Hedvig kender visselig ikke til svig. + +HJALMAR. +Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. +Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha' +siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha' +ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet +endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt. + +GREGERS. +Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig! + +HJALMAR. +Jeg har fåt øjnene op. Pas du på;--du skal se, gavebrevet +er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget +tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for +barnet, hvad det så skal være. De kan ta' hende fra mig, +hvad tid og time de lyster. + +GREGERS. +Aldrig i verden går Hedvig fra dig. + +HJALMAR. +Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter +hende med fulde hænder--? Å, jeg, som har elsket hende så +usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta' +hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et +mørkræd barn gennem et stort øde rum!--Nu føler jeg det så +nagende sikkert,--den fattige fotograf oppe i +loftslejligheden har aldrig været noget belt og fuldt for +hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god +fod med ham så længe til tiden kom. + +GREGERS. +Dette her tror du ikke selv, Hjalmar. + +HJALMAR. +Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal +tro,--at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da +virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du +stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! +Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte +til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente-- + +GREGERS (hurtigt). +Ja, hvad da, tror du? + +HJALMAR. +Hvis jeg så spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi' +slip på livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,--du skulde +nok få høre, hvad svar jeg fik! + +(Et pistolskud høres inde på loftet.) + +GREGERS (højt, i glæde). +Hjalmar! + +HJALMAR. +Se så; nu går han på jagt også. + +GINA (kommer ind). +Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet +alene. + +HJALMAR. +Jeg vil se ind-- + +GREGERS (levende, grebet). +Bi lidt! Ved du, hvad det var? + +HJALMAR. +Ja visst ved jeg det. + +GREGERS. +Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet! + +HJALMAR. +Hvilket vidnesbyrd? + +GREGERS. +Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at +skyde vildanden. + +HJALMAR. +Skyde vildanden! + +GINA. +Nej, tænk--! + +HJALMAR. +Hvad skulde det til? + +GREGERS. +Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for +så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun. + +HJALMAR (blødt, bevæget). +Å, det barn! + +GINA. +Ja, hvad hun kan finde på! + +GREGERS. +Hun vilde bare ha' din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes +ikke hun kunde leve den foruden. + +GINA (kæmper med gråden). +Der kan du selv se, Ekdal. + +HJALMAR. +Gina, hvor er hun henne? + +GINA (snøfter). +Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro. + +HJALMAR (går hen, river køkkendøren op og siger): +Hedvig,--kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun +ikke. + +GINA. +Så er hun i det lille kammerset sit da. + +HJALMAR (udenfor). +Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun må være gåt +ud. + +GINA. +Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset. + +HJALMAR. +Å gid hun bare snart vilde komme hjem,--så jeg rigtig kan +få sagt hende--. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu +tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen. + +GREGERS (stille). +Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske. + +(Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld +uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.) + +HJALMAR (forbauset). +Far! Er du der! + +GINA. +Var det i kammerset far skød? + +EKDAL (harmfuld, nærmer sig). +Så du går på jagt alene, du, Hjalmar? + +HJALMAR (spændt, forvirret). +Det var altså ikke dig, som skød på loftet? + +EKDAL. +Skød jeg? Hm! + +GREGERS (råber til Hjalmar). +Hun har selv skudt vildanden, du! + +HJALMAR. +Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den +tilside, ser ind og skriger højt.) Hedvig! + +GINA (løber mod døren). +Jøss', hvad er det! + +HJALMAR (går ind). +Hun ligger på gulvet! + +GREGERS. +Ligger Hedvig! + +(ind til Hjalmar.) + +GINA (samtidigt). +Hedvig! (ind på loftet.) Nej, nej, nej! + +EKDAL. +Hå--hå; går hun også på skytteri! + +(Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i +den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt +mellem fingrene.) + +HJALMAR (forstyrret). +Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! +Hjælp! + +GINA (løber ud på gangen og råber ned): +Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop så fort De kan! + +(Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.) + +EKDAL (stille). +Skogen hævner. + +HJALMAR (på knæ ved hende). +Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig--: ja, ja, ja. + +GINA (som er kommen ind igen). +Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen-- + +(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den +sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.) + +RELLING. +Hvad er her på færde? + +GINA. +De siger, Hedvig har skudt sig. + +HJALMAR. +Kom her og hjælp! + +RELLING. +Skudt sig! + +(han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.) + +HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op på ham). +Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder +næsten ikke. Det kan da ikke være farligt? + +RELLING. +Hvorledes gik det til? + +HJALMAR. +Å, hvad ved jeg--! + +GINA. +Hun vilde skyde vildanden. + +RELLING. +Vildanden? + +HJALMAR. +Pistolen må være gåt af. + +RELLING. +Hm. Ja så. + +EKDAL. +Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. + +(går ind på loftet og lukker efter sig.) + +HJALMAR. +Nå, Relling,--hvorfor siger du ingen ting? + +RELLING. +Kuglen er gåt ind i brystet. + +HJALMAR. +Ja, men hun kommer sig da! + +RELLING. +Du ser vel, at Hedvig ikke lever. + +GINA (brister i grad). +Å barnet, barnet! + +GREGERS (hæst). +På havsens bund--. + +HJALMAR (springer op). +Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling,--bare +et øjeblik,--bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor +usigelig jeg holdt af hende hele tiden! + +RELLING. +Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet. + +HJALMAR. +Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun +forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. +(hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige +hende--! (knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der +oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette! + +GINA. +Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke +ret til at beholde hende, kan jeg tro. + +Molvik. +Barnet er ikke dødt; det sover. + +RELLING. +Sludder. + +HJALMAR (blir stille, går hen til sofaen og ser med +korslagte arme på Hedvig). +Der ligger hun så stiv og stille. + +RELLING (soger at løse pistolen). +Den sidder så fast, så fast. + +GINA. +Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la' pigstolen +sidde. + +HJALMAR. +Hun skal få den med sig. + +GINA. +Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere +her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. +Ta' i med, Ekdal. + +(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.) + +HJALMAR (mens de bærer). +Å, Gina, Gina, holder du dette ud! + +GINA. +Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om +hende, ved jeg. + +Molvik (strækker armene ud og mumler): +Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du +blive-- + +RELLING (hvisker). +Hold kæft, menneske; du er jo fuld. + +(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling +lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.) + +Relling (går hen til Gregers og siger): +Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et +vådeskud. + +GREGERS (som har stat skrækslagen, i krampaytige rykninger). +Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til. + +RELLING. +Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun må ha' trykket +pistolen lige imod brystet og fyret af. + +GREGERS. +Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen +frigjorde det storladne i ham? + +RELLING. +Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men +hvor længe tror De den herligheden varer hos ham? + +GREGERS. +Skulde ikke den vare og vokse for livet! + +RELLING. +Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end +et vakkert deklamationstema. + +GREGERS. +Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal! + +RELLING. +Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på +hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det +faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se +ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i +selvmedlidenhed. Pas De på! + +GREGERS. +Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at +leve. + +RELLING. +Å, livet kunde være ganske bra' alligevel, når vi bare måtte +få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os +fattigfolk på dørene med den ideale fordring. + +GREGERS (ser frem for sig). +I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er. + +RELLING. +Med forlov,--hvad er da Deres bestemmelse? + +GREGERS (i færd med at gå). +At være den trettende mand tilbords. + +RELLING. +Å fan' tro det. + + * * * * * + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN *** + +***** This file should be named 13041-8.txt or 13041-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/3/0/4/13041/ + +Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |