diff options
Diffstat (limited to '12167-0.txt')
| -rw-r--r-- | 12167-0.txt | 689 |
1 files changed, 689 insertions, 0 deletions
diff --git a/12167-0.txt b/12167-0.txt new file mode 100644 index 0000000..fe5b790 --- /dev/null +++ b/12167-0.txt @@ -0,0 +1,689 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12167 *** + +Transcribers note: bold - fremhævet = #/# + italics - skråskrift = _/_ + + + + +Herman Bang + +ENKENS SØN. + + +Første del af Stille Eksistenser + + + + +Til FREDERIK BJERING. + + +Da Rigsgrevinden af Waldecks Valg til Priorinde for Klosteret blev +bekjendt i Eisenstein, vakte det megen Kritik. Det var godt nok at +være Enke efter en Helt fra Gravelotte, men derfor omstyrtede man dog +ikke de ældste Ordensregler og blev Priorinde, naar man kun var et Par +og tredive Aar. Men saadan gik det, naar man var protegeret af Hoffet. + +Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa Te'er og efter +Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede +sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed +Protektricen. + +Men da Grevinden--fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev +borte under det lange Enkeslør--første Gang havde talt i +Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet +Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden +vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, +Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj +som sin Moder--hvor tæt gik de ind til hinanden--begyndte de gamle +Damers Sind at mildnes. + +Og da Priorinden første Gang havde set Stiftsfrøknerne til Te og +stille hyggende havde gjort Honnørs i sin Salon, hvor de gamle Damer +spillede Whist rundt ved opslaaede Borde--paa Væggen hang Kaptejn von +Waldecks Billede med Flor og Krans af Immorteller; den lokkede Otto +Heinrich gav Kavaleren, bragte Skamler og en ny Kop Te--da var +Stiftsdamernes Modstand brudt. + +Da de gamle Hjærter først var tøet op, blev den lille Priorinde snart +som en Datter, for hvem de alle blev Mødre, de gamle. Og Otto +Heinrich--han drev sit Spil med halvhundrede "Tanter". + +Ikke deres ældste Kat, ikke en Gang Frøken von Salzens Moppe, levede +mere i Fred for hans Kaadhed. Hans lyse Drengelatter klang gjennem de +stille Gange. + +-Det er Drengen, sagde de gamle Damer,--den Dreng ta'r Livet af En. +Der #maa# en Ende paa det. + +Og den Dag, Otto Heinrich rejste--han skulde paa Kadetskolen i +Berlin, det var den høje Tid--græd hele Klostret. + +Priorinden fulgte ham. Og da hun kom tilbage, tog hun atter stille op +sin Dont i de hvælvede, halvmørke Klosterstuer, hvor Frøknerne +strikkede uforstyrret og Yndlingskattene snurrede i Fred. + +Nu var der blevet stille i Klostret. + +Noget sjældnere saa Priorinden ogsaa Stiftsdamerne til Te nu, og kom +de paa Visit, tog Fru von Waldeck altid imod dem i den lille Stue. Der +blev ikke mere fyret i Salonen. Damerne lod, som om de ikke mærkede +det. Priorinden maatte jo spare: der kom en Tid, hvor "Drengen" skulde +bruge Penge. + +I det stille Liv blev Mandag Ugens store Dag. Da fik Priorinden Brev +fra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klare +Drengebogstaver--der stod næsten altid de samme Sætninger med de samme +Ord.--Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for at +høre nyt om "Drengen", og Brevet blev læst igjen og om igjen--vel de +hundrede Gange. + +Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voxede. Slank +og fin var han i Uniformen. Priorinden saa ud som hans Søster, naar +hun spaserede ved hans Arm. + +Men den gamle Spilopmager blev han ved at være. Hvad han fandt paa! +Sidste Nyaarsaften, da han indhyllet i et langt Lagen gik gjennem +Kapelgangen--den hvide Dame viste sig der før et Dødsfald--havde han +nær taget Livet af hele Klostret. + +God var han--ejegod. Hvor var han ikke glad Juleaften--rigtig et Barn +endnu--naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal, +og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og +de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde +hæklet og strikket. + +Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor. + +-Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig ... + +-Ha, ha! mærker du mit Skjæg, lille Mor. + +-Ja, det kommer! + +Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von Salzen. Med et +fly'er han til og tager hende om Hovedet--Frøken von Salzen havde sin +Strudsfjersturban paa, af ægte Fjer--og kysser hende ... midt paa +Munden. + +-Tak, tak! sagde han.--Tusend Tak! + +-Men Otto Heinrich! raabte Priorinden, Otto Heinrich dog!.... + +-Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs. Den Dreng er dog for +_maladroit._ (Frøken von Salzen rystede af Fornøjelse) Aldrig bliver +han voxen, sagde hun til Stiftsdamerne. + +Frøken von Salzen havde stukket "en Halvtredser" ind mellem Otto +Heinrichs sex broderede Lommetørklæder. + + * * * * * + +Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet. Om +et Par Maaneder skulde han være Officer. + +Moder og Søn sad den sidste Dag i Tusmørket i den lille Stue. Samtalen +var træget hen og gaaet i Staa, saa lidt efter lidt. Otto Heinrich +flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra +Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro. + +-Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det--om +Regimentet? + +-Regimentet? + +-Ja, Mor ... vi maa ... tale om det ... Det nytter ikke.... + +-Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente. + +Kadetten rejste sig.--Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i +Garden. + +Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst:--Jeg har sparet i disse +Aar. + +Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe +saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa:--Mor--hvorfor skal +Paul Tjener rejse? + +-Hvem har sagt dig det? + +-Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt. +Han lukkede Fars Øjne, sagde han. + +-Jeg har skaffet ham en Plads--Ordene skjalv lidt--, jeg behøver ham +ikke. + +-Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, +sagde han. + +-Aa, men Mor!--Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder--du #skal# +faa Ære af mig. + +Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar. + + * * * * * + +Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa +Visit hos Priorinden. + +Frøken von Salzen var #meget# besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik +glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre +Gange. + +Hun talte uafbrudt om Pligter og om at være unyttig og om gamle +Frøkener og' om Fædrelandet.--Grevinden sad og saa paa hende og +forstod ikke et eneste Ord.--Hvis Tanken havde været #mulig,# vilde +hun have sagt, Frøken von Salzen svedte. + +-Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte være glade +til, om de kunde faa Lov.... + +Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse. + +Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige. + +Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder.--Men nu +kunde de jo blive til Nytte. + +-Til Nytte? Jeg.... + +-Ja, Pengene (jo--Frøken von Salzen svedte)--mine Par tusind.... + +Priorinden forstod pludselig, og de blev blodrøde begge to. + +-Ja, sagde Frøken von Salzen, De maa--ret forstaa. Man ved jo, saadan +en Ekvipering er dyr.... + +-Jeg ... Priorinden kunde knap faa Ordene frem--jeg har jo sparet, +sagde hun. Tak, men jeg har selv.--Tak! + +Hun fandt ikke mer at sige, og Frøken von Salzen rejste sig forvirret. +Men da Frøkenen var kommen frem til Døren, gik hun efter hende.--Tak +sagde hun, tak skal De ha'! og hun lagde Hovedet ind til den gamles +Bryst, lige paa Kappebaandene. + +Aldrig havde Paul Tjener set "Naaden von Salzen" skyde saadan Fart som +den Dag hen gjennem Gangen. + + * * * * * + +Otto Heinrich blev Officer og traadte ind i Garden. Det var om Vaaren. + +Sommeren kom og gik, og det blev Vinter. + +Nu stod der noget i Heinrichs Breve. Lange Beretninger skrev han, +ungdommelige og lykkelige om Fester og straalende Baller og Banketter +med uendelige Spisesedler og høje Herskabers Skøjtepartier ved Fakler. +Tit skrev han om Natten, naar han kom hjem fra Bal. Han kunde ikke +sove for Berusning og Lykke. Og Brevet--forvirret og ud og ind--blev +som fyldt af Musik og Ungdom og Lys og Liv. + +Den lille Priorinde læste, om og om igjen. Og sart Rødme kom op i +hendes Kinder, og hun smilede, mens hun læste, og med Haanden under +Kinden drømte hun længe foran sin Søns Brev. + +De gamle Stiftsdamer blev aldrig trætte af at høre. + +-Det var Hofliv det! + +-_Le monde_--det! + +De slugte hvert Ord, og de standsede Læsningen ved hvert nyt Navn. + +-En Felsenburg? En Felsenburg.--Hvem er det? Felsenburg? + +-Felsenburg-Weisenstein--det er dem fra Rhinen. + +-Hm, saa nu er #hun# ved Hoffet!--Og Strikkepindene gik igjen. + +-Ja, Familierne skifter, sagde Frøken von Salzen, og hun fortalte +endnu en Gang Gehejmeraad Goethes Kompliment, da hun havde staaet i +Tableau, som Gretchen, ved det storhertugelige Hof i Weimar. + +Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage. Der blev en Fortællen +ved Visiter;--alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa +Vejen fra Kirken;--ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og bød den +ældste Stiftsdame Armen; ved de smaa Teer;--Otto Heinrich sang +Løjtnansviser og akkompagnerede sig med en Finger. + +Der var især en Vise--om en Bændelorm. Det var Otto Heinrichs +Yndlingssang. + + "Ich hab' im Leben keine Freude. + Ich hab' ein Bandelthier im Leib." + +Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser +kjendtes ikke i Weimar. + + "Und trink ich Wein, und trink ich Bier + Den Genuss hat stets das Bandelthier!" + +De gamle Stiftsdamer saa ned i deres Skjød. + +Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke +meget, men hørte kun og saa paa sin store Søn. + +Og Otto Heinrich standsede midt i en Vise og rakte hende begge sine +Hænder: + +-Mor, sagde han, hvem ser du paa? + +-Et Søskendepar! sagde de gamle Damer,--og fem-seks Kapper trængtes +sammen i Vinduet bag Blomsterpotterne--naar Moder og Søn spaserede +sammen langs de snedækte Gange i Haven. Som et Par Søskende saa de ud. + +Lidt ind i Januar var Løjtnant v. Waldecks Permission udløben, og han +rejste. + + * * * * * + +Brevene kom sjældnere nu, lidt sjældnere--et Par meget korte, saa et +længere. Tre, fire Uger slet ikke noget. Saa fik Priorinden endelig et +Brev--der var et "A" slynget af Roser paa Konvoluten ... en trekantet, +sær Konvolut. + +Men hans Haandskrift #var# det. + +Den lille Priorinde aabnede det, der var saadan en kras Lugt af +Parfume ved det røde Papir. Kun et Par ligegyldige Linier stod der. +Men med Et blev den lille Priorinde blodrød og slap sin Søns lyserøde +Brev. + +Undertiden skrev Otto Heinrich ogsaa paa Brevkort nu. Da Priorinden +første Gang fik et Postkort og saa' der med sin Søns Haand det "Kjære +Moder!" som alle fremmede Øjne havde kunnet læse, følte hun som et +Stik i sit Bryst. + +Hun viste aldrig Stiftsdamerne Kortene og talte aldrig om dem.-- + +Ud paa Sommeren sendte Priorinden Bud efter Paul Tjener. Han tjente +paa et Gods i Nærheden: Han skulde besørge noget for Priorinden. + +-Det er en Kasse med Sølvtøj, sagde hun. Jeg har ikke Brug for det. +Paul vil nok besørge det. Man siger, i Harburg faar man det saa godt +betalt ... til Omsmeltning. + +Paul tog Kassen uden at sige et Ord. Inde i sit gamle Kammer satte han +sig og tog op Stykke for Stykke. #Det# var den store Opsats, og +#det# Grevindens Sølvspejl. Pauls Hænder rystede, mens han sad, saa +Spejlet nær var faldet fra ham. + +Men da han nederst paa Bunden af Kassen, pakket ind i mange skaansomme +Papirer, tog op de store Waldeckske Sølvkandelabre--de med det +ciselerede Vaaben, som altid havde staaet inde i Salonen, i Hjørnerne, +svor Paul Tjener en svær Ed. Han satte Kandelabrene fra sig og helt +rød i Hovedet kom han ind til Priorinden. + +-Deres Naade, sagde han og blev mere "klein", da han stod foran +hende--Stemmen skjalv lidt. Deres Naade. Det er nok en Fejltagelse.... + +-Hvad er der, Paul? + +-Deres Naade, de store Kandelabre laa i Kassen. + +-Ja, Paul, Priorinden blev rød som en Tyv over det blege Ansigt,--jeg +ved det. + +Paul vendte kort om og gik. + +Han sad ude i Tjenerkamret med Kandelabrene i sine Hænder og følte op +og ned ad Stagerne, hen over Vaabenet paa Fodstykshjørnerne.--De var +blevne pudsede saa mange Gange. Længe sad han og holdt dem i sit +Skjød. Og Paul Tjener svor og smaagræd imellem hinanden. + +Paa Ordensdagen var der Modtagelse hos Priorinden. Det var sjældent +nu. Men i Aften straalede Kronen i den store Salon, og Damerne +spillede deres Whist eller pludrede ved Strikketøjerne rundt i +Sofaerne. + +Frøken von Salzen tronede i et Hjørne under sine Strudsfjer. + +-Hvor de Græsbuketter er smukke, sagde Frøken von Bergstein. Ja, +Priorinden forstaar at pynte. + +-Men hvor falder det "Barnet" ind? de skjuler jo aldeles de gamle +Sølvkandelabre.--Frøken von Salzen bøjede sig tilbage og blev meget +bleg. Hun havde set det: #Kandelabrene var der ikke.# + +-Ja, sagde hun, et Par magnifique Buketter! + +Hun sad længe stum. Hænderne rystede lidt i hendes Skjød. + + * * * * * + +Dagen efter tog Frøken von Salzen bort--med Jærnbanen. Det var først +tredje Gang i sit Liv, at Frøken von Salzen satte sig paa en Jærnbane. +Hele Klostret var forbavset. Om Aftenen kom hun tilbage. Hun talte +ikke om, hvor hun havde været--og ingen spurgte. Man #spurgte# ikke +Frøken von Salzen. + +Otto Heinrich kom hjem Aftenen før sin Moders Fødselsdag. Han gjorde +megen Støj og kunde mange Garnisonshistorier. Næste Dag opholdt han +sig mest i Haven, hvor han dresserede et Par Hunde. + +Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.--Det er +meget nemmere nu, naar Løjtnanten er hjemme, havde hun sagt til +Priorinden. Hvad skal De ha' alt det Kvalm for paa Deres Fødselsdag? + +Alle de gamle Damer var der. De sad pressede sammen i de to smaa Stuer +og talte om det ene, Otto Heinrich: + +-For hver Gang, han kom hjem, blev han mere distingueret. + +-Der saa man "Blodet"! + +-Og hvor den Smule Bleghed klædte ham. + +-Og saa munter han altid var--det var Ungdom! + +Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og +Klokken var otte. + +Saa meldte Lejetjeneren:--Hendes Naade Priorinden. + +Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig +næppe rejst. + +-Ja. Priorinden kom alene. + +Frøken von Salzen kunde ikke spørge. Hun tog blot med famlende +Hænder--hvor blev hun gammel, Frøken von Salzen--Priorindens Haand. De +stod midt i Stuen. + +Den lille Priorinde tøvede et Øjeblik. Saa sagde hun rolig--men der +var slet ingen Klang i hendes Stemme:--Ja, Otto Heinrich beder hilse. +Han havde--desværre, kun Permission til i Aften.-- + +De gamle Frøkner sad langs Væggene og dukkede sig ned over deres +Strikketøj og vilde ikke se paa hinanden. Og hele Aftenen talte de +lavmælt og dæmpet--som om de var bange for at vække en, der sov--og +hver sagde lidt, ligesom paa Tur, af Frygt for Pavser. + + * * * * * + +Længe var Priorinden nu om sine Breve til Otto Heinrich. Hun sendte +ham ingen Bebrejdelser. Men der var som en sammenpresset Angest over +Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa +stille bad. + +Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit. + +Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa +Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, +hvorhen. + +Som hun ældedes for Resten, Frøken von Salzen--hun gik altid med to +Stokke nu. + +Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv Priorinden--"den +Ungdom"--begyndte at faa hvide Haar mellem de brune under Enkekappen. + +En Morgen--Otto Heinrich havde været Officer fire, fem Aar--vækkede +Pigen Priorinden meget tidlig. + +-Deres Naade, der er en Herre.... + +-Paa denne Tid? Du sagde dog vel, han maatte komme igjen. + +-Ja, Deres Naade, men--Pigen var helt forfjamsket--han siger, han +#maa# tale med Deres Naade. + +-#Maa?# + +-Ja, Deres Naade ... jeg ... Deres Naade, sagde Pigen, jeg er saa +bange,--hun var helt aandeløs--han er fra Politiet.... + +-Fra Politiet! Priorinden satte sig op i Sengen. Hvor falder det dig +ind? Hvad har vi at gjøre med Politiet.--Sig, jeg skal komme. + +Priorinden sad et Øjeblik op i Sengen med Hænderne for Øjnene. Saa +begyndte hun at klæde sig paa. Hun talte med sig selv om hvert +Klædningsstykke, hun tog frem. + +-Ja, sagde hun, vi maa sende til Vask--at det ikke bliver glemt--vi +maa i Morgen sende til Vask.... + +-Hm--hvor det Spejl ser ud--hvor det ser ud--med Støv.... + +Hun kom ind i Stuen uden at have tænkt en fornuftig Tanke. En Herre +med store Whiskers rejste sig fra en Stol. + +-Det er Grevinden af Waldeck, med hvem jeg har den Ære? sagde han. + +Priorinden nikkede og satte sig paa en Stol ved Døren. Hun vilde være +falden ellers. + +-Ja. Det er mig. De ønsker at tale med mig. Vil De tage Plads. + +-Ja, Deres Naade. Det er en ren Bagatel,--Bagatel--men, det har nogen +Hast--ellers vilde jeg ikke have forstyrret Deres Naade saa tidlig.-- + +Priorinden saa et Papir mellem Mandens Fingre. Han havde saa mange +Diamanter paa Fingrene. + +-Det er kun en lille Gjæld--af Løjtnant von Waldeck. + +Priorinden strakte Haanden ud. + +-Tillader De, sagde hun og vidste ikke, hvorfra hun fik Ordene. + +-Ja det er kun--han holdt stadig Papiret mellem Fingrene--et lille +Bevis, Deres Naade--et lille uskyldigt Bevis--naar han smilte saadan, +saa man alle hans Tænder--Grev von Waldeck er i øjeblikkelig +Forlegenhed--og jeg skulde gjærne ... Det er bare et lille +#Æresbevis,# Deres Naade.... + +Manden rakte Papiret frem, og Priorinden tog det med Spidsen af to +stive Fingre. Haanden faldt tilbage i hendes Skjød. + +Hun løftede Papiret igjen: hun kunde intet læse. Og med samme kolde +Stemme sagde hun:--Og naar skal De have Pengene? + +-Aa, Deres Naade--forstaar sig--en Dags Tid kan man altid vente. Siger +vi i Morgen? Man er altid "kulant". + +Priorinden vidste ikke, hvad hun havde svaret, om han havde taget +Papiret eller hvordan han var gaaet. Hun havde blot med en forfærdelig +Anstrængelse løftet dette blaa Papir igjen og læst #Summen,# han +skyldte. + +Summen, Summen--fem tusend Mark. + +Hun havde dem ikke. #Hun havde dem ikke.# Hun søgte ikke en Gang. +Hun vidste det: der var intet. Det var gaaet med, alt sammen med. + +Men pludselig sagde hun: Frøken von Salzen! Hun tænkte ikke paa den +tidlige Tid. Hun maatte tale med hende strax. + +-Frøken von Salzen! + +Hun tænkte ikke andet end blot det, som naar man gaar frem, gjennem +langt Mørke, mod et Lys. + +-Hendes Naade sover, sagde Pigen. + +Priorinden gik forbi hende uden at sige noget, ind i Sovekamret. Hun +lukkede Døren efter sig og gik frem. + +-Marie, sagde Frøken Salzen fra Sengen. Saa saa' hun Priorinden: +"Barn", raabte hun, Barn dog! Hvad er der? De udstrakte Arme faldt +kraftløse ned. + +-Jeg maa tale med Dem. Det har Hast.--Og staaende foran Sengen, i en +Strøm, uden at standse fortalte Priorinden alt. At hun havde sparet, +og hvordan hun havde solgt og atter solgt.... + +-Men nu er der ingen Udvej længer.... + +Frøken von Salzen laa med lukkede Øjne. Hun virrede med Hovedet paa +Puden. + +-Men #De# tilbød mig en Gang-- + +Der blev en Stilhed. + +Den gamle laa som før, som om hun intet havde hørt. + +Og stakaandet sagde Priorinden igen:--De tilbød mig Penge.... + +Frøken von Salzen blev ved at ligge med lukkede Øjne--Jeg har dem +ikke, sagde hun. + +-Har ikke? Priorinden greb om hendes Arm.--Og hjælpeløst, saa stille, +saa der knap var en Lyd. mens to smaa Gammelkone-Taarer trillede frem +under de lukkede Øjenlaag, hviskede Frøken von Salzen: + +-Han har jo faaet dem ... Det var #det,# jeg rejste om.... + +Priorinden stirrede et Øjeblik, som om hun ikke forstod. Saa faldt hun +henover Sengen med et Skrig og brast i Graad. Frøken von Salzen græd +ogsaa, stille og hjælpeløst, som de gamle græder.... + +Lidt efter lidt stilnede Graaden, og holdende hinanden i Hænderne, +begyndte de at overlægge med graadkvalte Stemmer. + +Og op paa Dagen tog Frøken von Salzen atter med Jærnbanen, og om +Aftenen bragte hun Pengene. + +Efter at hun var kommen hjem, sad de sammen i Frøken von Salzens Stue. +De var ligesom lammede af Angsten endnu. + +Saa sagde den gamle Frøken:--Hvad han har gaaet igjennem, den Stakkel! + +-Ja--den lille Stakkel. + +Den lille Priorinde skjælvede; hun havde ikke nævnet ham siden i +Morges. + +Sagte lagde hun sit Hoved ind til den gamles Bryst:--Tak, sagde hun. +Tak. Hvor De er god. + +Den gamle Frøken klappede hendes Haar med de rystende Hænder. + +Der blev til Natten redt for Priorinden i Frøken von Salzens +Sovekammer. + +-Det giver mere Ro, sagde Frøken von Salzen, mere Ro, Barn, naar man +er to sammen.... + + * * * * * + +Et Par Dage efter fik de Telegram fra Otto Heinrich. Han vilde komme +hjem om Aftenen. + +De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var +sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i +deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. +For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: + +-Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn--bare sé Dem, og troede det +ikke selv. + +Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen. + +Det var, som skulde hun kvæles; der var ikke Plads til Hjærtet i +hendes Bryst. Hun gik op og ned i Gangene i Haven, blot med et +Tørklæde om Hovedet. Hun mærkede hverken Rusk eller Slud. + +Men hun maatte gaa Plænen rundt og rundt. + +Saa, da Tiden kom, da hun skulde hente ham, var alt pludselig forbi, +Uro og Angest. Hun følte kun en eneste overmægtig Længsel efter at se +ham. Hun skulde se ham igjen. + +Og da Toget holdt, og hun saa hans Ansigt bag Vinduet, blegt og +bevæget, og hun følte hans Hænder skjælvende i sine, og han bøjede sig +ned over hende--hans Øjne var fulde af Taarer--og kun kunde +sige:--Lille Mor--lille Mor!.... + +-Min stakkels Dreng--min stakkels Dreng! sagde hun blot. + +Ja, han var kommen for at se dem! Ikke for andet end at se dem. + +Lykkelige Dage, de to, som kom. Ingen talte om det, som nys var sket. +Men som efter en stille Overenskomst droges Frøken von Salzen ind i +deres Liv. + +Ellers vilde Otto Heinrich helst være alene--uden fremmede:--Lad os +være os tre, sagde han. Os tre--det er bedst. + +De talte om gamle Dage, om hans Barndom, om Ferierne, da han var +Kadet. + +Otto Heinrich talte, helst om det. Og de andre forstod det, og mildt +undveg de alt det, som kunde minde og saare, og talte kun om den gamle +Tid. + +Stille, fortabt i Tanker saa Otto Heinrich ind i Lampen. + +Ja--han havde lidt, den stakkels Dreng--han havde gaaet noget +igjennem. Naar han var gaaet til Ro, blev de to tilbage--stille Glæde +holdt dem sammen. De talte ikke saa meget, Priorinden syslede rundt i +Stuen, Frøkenen strikkede. En Gang imellem kun sagde de en +Sætning--spurgte og svarede, altid om ham. + +Den sidste Aften spaserede Otto Heinrich ene med sin Moder i +Lindegangen. + +Han gik tavs. Priorinden syntes, han var saa bleg i Halvmørket. Da de +vendte sig for at gaa bort fra Alleen, hvor der var ganske mørkt, +bøjede Otto Heinrich sig hastig ned og kyssede sin Moders Haand: + +-Tilgiv mig, Mor, sagde han, og Tak for alt.--Priorinden følte en +Taare paa sin Haand. + +Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich. + + * * * * * + +--Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra Berlin. + +Pigen stod hos og troede, hendes Naade havde faaet "Slaget"--saa +fortrukket blev hendes Ansigt.--Deres Naade! sagde hun angst, Deres +Naade! + +Men hendes Naade blev ved at læse stirrende i Brevet, ubevægelig: + +--Det er med oprigtig Sorg jeg bringer Budskabet om Løjtnant von +Waldecks saa pludselige Død. Hans Fader som ved Gravelotte heltemodig +gav sit Blod for Fædrelandet, var min Ungdoms Kammerat.--Det synes, +som om nylig en Del af Løjtnant von Waldecks Gjæld var betalt ved +Slægtninges Hjælp; men den større Del har vel truet uafvendelig. + +Han beder mig i det eneste Brev, han har efterladt, underrette Deres +Naade om hans Død, at Deres Naade atter kan forberede Grevinden. Jeg +vedlægger til Fru Grevinden et Brev. + +Det maa i hendes Ulykke være hende en Trøst, at hendes Søn ved sin Død +reddede sit Korps' Ære. + +Med dybeste Højagtelse von Feldheim, Generalløjtnant. + +Frøken von Salzen sad længe. Saa rejste hun sig og begyndte at gaa +rundt i Stuen. Hun gik uden Stokkene. Hun talte med sig selv og blev +ved at holde Brevet i Haanden. + +Og med aaben Mund saa Pigen hende lukke Døren op og gaa hen ad Gangen. + +Som gjennem et Slør saa Frøken von Salzen sig omgiven af Priorindens +lille Stue, og hun talte med hende og syntes, hun saa hende kun +ligesom langt borte ... og hun hørte Priorindens Svar utydeligt, som +var hun slaaet af Døvhed. + +Og med ét havde Moderen forstaaet, og hun udstødte et Skrig, og stivt +strakte hun Armene frem for sig, og hæst sagde hun:--Brevet--Brevet! +... og hun smøg Frøkenens Hænder af sig og pegede paa Døren. + +Og Frøken von Salzen havde sluppet hende, og hun saa Moderen knuge +Brevet ind til sit Bryst. Frøken von Salzen naaede Døren, og støttende +sig til Væggen vaklede hun tilbage hen gjennem Gangene. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Enkens søn, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12167 *** |