initial commit of ebook 12167HEADmain

1 files changed, 689 insertions, 0 deletions

diff --git a/12167-0.txt b/12167-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..fe5b790
--- /dev/null
+++ b/12167-0.txt
@@ -0,0 +1,689 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12167 ***
+
+Transcribers note: bold - fremhævet = #/#
+		   italics - skråskrift = _/_
+
+
+
+
+Herman Bang
+
+ENKENS SØN.
+
+
+Første del af Stille Eksistenser
+
+
+
+
+Til FREDERIK BJERING.
+
+
+Da Rigsgrevinden af Waldecks Valg til Priorinde for Klosteret blev
+bekjendt i Eisenstein, vakte det megen Kritik. Det var godt nok at
+være Enke efter en Helt fra Gravelotte, men derfor omstyrtede man dog
+ikke de ældste Ordensregler og blev Priorinde, naar man kun var et Par
+og tredive Aar. Men saadan gik det, naar man var protegeret af Hoffet.
+
+Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa Te'er og efter
+Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede
+sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed
+Protektricen.
+
+Men da Grevinden--fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev
+borte under det lange Enkeslør--første Gang havde talt i
+Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet
+Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden
+vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen,
+Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj
+som sin Moder--hvor tæt gik de ind til hinanden--begyndte de gamle
+Damers Sind at mildnes.
+
+Og da Priorinden første Gang havde set Stiftsfrøknerne til Te og
+stille hyggende havde gjort Honnørs i sin Salon, hvor de gamle Damer
+spillede Whist rundt ved opslaaede Borde--paa Væggen hang Kaptejn von
+Waldecks Billede med Flor og Krans af Immorteller; den lokkede Otto
+Heinrich gav Kavaleren, bragte Skamler og en ny Kop Te--da var
+Stiftsdamernes Modstand brudt.
+
+Da de gamle Hjærter først var tøet op, blev den lille Priorinde snart
+som en Datter, for hvem de alle blev Mødre, de gamle. Og Otto
+Heinrich--han drev sit Spil med halvhundrede "Tanter".
+
+Ikke deres ældste Kat, ikke en Gang Frøken von Salzens Moppe, levede
+mere i Fred for hans Kaadhed. Hans lyse Drengelatter klang gjennem de
+stille Gange.
+
+-Det er Drengen, sagde de gamle Damer,--den Dreng ta'r Livet af En.
+Der #maa# en Ende paa det.
+
+Og den Dag, Otto Heinrich rejste--han skulde paa Kadetskolen i
+Berlin, det var den høje Tid--græd hele Klostret.
+
+Priorinden fulgte ham. Og da hun kom tilbage, tog hun atter stille op
+sin Dont i de hvælvede, halvmørke Klosterstuer, hvor Frøknerne
+strikkede uforstyrret og Yndlingskattene snurrede i Fred.
+
+Nu var der blevet stille i Klostret.
+
+Noget sjældnere saa Priorinden ogsaa Stiftsdamerne til Te nu, og kom
+de paa Visit, tog Fru von Waldeck altid imod dem i den lille Stue. Der
+blev ikke mere fyret i Salonen. Damerne lod, som om de ikke mærkede
+det. Priorinden maatte jo spare: der kom en Tid, hvor "Drengen" skulde
+bruge Penge.
+
+I det stille Liv blev Mandag Ugens store Dag. Da fik Priorinden Brev
+fra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klare
+Drengebogstaver--der stod næsten altid de samme Sætninger med de samme
+Ord.--Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for at
+høre nyt om "Drengen", og Brevet blev læst igjen og om igjen--vel de
+hundrede Gange.
+
+Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voxede. Slank
+og fin var han i Uniformen. Priorinden saa ud som hans Søster, naar
+hun spaserede ved hans Arm.
+
+Men den gamle Spilopmager blev han ved at være. Hvad han fandt paa!
+Sidste Nyaarsaften, da han indhyllet i et langt Lagen gik gjennem
+Kapelgangen--den hvide Dame viste sig der før et Dødsfald--havde han
+nær taget Livet af hele Klostret.
+
+God var han--ejegod. Hvor var han ikke glad Juleaften--rigtig et Barn
+endnu--naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal,
+og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og
+de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde
+hæklet og strikket.
+
+Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor.
+
+-Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig ...
+
+-Ha, ha! mærker du mit Skjæg, lille Mor.
+
+-Ja, det kommer!
+
+Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von Salzen. Med et
+fly'er han til og tager hende om Hovedet--Frøken von Salzen havde sin
+Strudsfjersturban paa, af ægte Fjer--og kysser hende ... midt paa
+Munden.
+
+-Tak, tak! sagde han.--Tusend Tak!
+
+-Men Otto Heinrich! raabte Priorinden, Otto Heinrich dog!....
+
+-Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs. Den Dreng er dog for
+_maladroit._ (Frøken von Salzen rystede af Fornøjelse) Aldrig bliver
+han voxen, sagde hun til Stiftsdamerne.
+
+Frøken von Salzen havde stukket "en Halvtredser" ind mellem Otto
+Heinrichs sex broderede Lommetørklæder.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet. Om
+et Par Maaneder skulde han være Officer.
+
+Moder og Søn sad den sidste Dag i Tusmørket i den lille Stue. Samtalen
+var træget hen og gaaet i Staa, saa lidt efter lidt. Otto Heinrich
+flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra
+Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro.
+
+-Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det--om
+Regimentet?
+
+-Regimentet?
+
+-Ja, Mor ... vi maa ... tale om det ... Det nytter ikke....
+
+-Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente.
+
+Kadetten rejste sig.--Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i
+Garden.
+
+Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst:--Jeg har sparet i disse
+Aar.
+
+Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe
+saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa:--Mor--hvorfor skal
+Paul Tjener rejse?
+
+-Hvem har sagt dig det?
+
+-Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt.
+Han lukkede Fars Øjne, sagde han.
+
+-Jeg har skaffet ham en Plads--Ordene skjalv lidt--, jeg behøver ham
+ikke.
+
+-Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig,
+sagde han.
+
+-Aa, men Mor!--Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder--du #skal#
+faa Ære af mig.
+
+Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa
+Visit hos Priorinden.
+
+Frøken von Salzen var #meget# besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik
+glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre
+Gange.
+
+Hun talte uafbrudt om Pligter og om at være unyttig og om gamle
+Frøkener og' om Fædrelandet.--Grevinden sad og saa paa hende og
+forstod ikke et eneste Ord.--Hvis Tanken havde været #mulig,# vilde
+hun have sagt, Frøken von Salzen svedte.
+
+-Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte være glade
+til, om de kunde faa Lov....
+
+Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse.
+
+Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige.
+
+Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder.--Men nu
+kunde de jo blive til Nytte.
+
+-Til Nytte? Jeg....
+
+-Ja, Pengene (jo--Frøken von Salzen svedte)--mine Par tusind....
+
+Priorinden forstod pludselig, og de blev blodrøde begge to.
+
+-Ja, sagde Frøken von Salzen, De maa--ret forstaa. Man ved jo, saadan
+en Ekvipering er dyr....
+
+-Jeg ... Priorinden kunde knap faa Ordene frem--jeg har jo sparet,
+sagde hun. Tak, men jeg har selv.--Tak!
+
+Hun fandt ikke mer at sige, og Frøken von Salzen rejste sig forvirret.
+Men da Frøkenen var kommen frem til Døren, gik hun efter hende.--Tak
+sagde hun, tak skal De ha'! og hun lagde Hovedet ind til den gamles
+Bryst, lige paa Kappebaandene.
+
+Aldrig havde Paul Tjener set "Naaden von Salzen" skyde saadan Fart som
+den Dag hen gjennem Gangen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Otto Heinrich blev Officer og traadte ind i Garden. Det var om Vaaren.
+
+Sommeren kom og gik, og det blev Vinter.
+
+Nu stod der noget i Heinrichs Breve. Lange Beretninger skrev han,
+ungdommelige og lykkelige om Fester og straalende Baller og Banketter
+med uendelige Spisesedler og høje Herskabers Skøjtepartier ved Fakler.
+Tit skrev han om Natten, naar han kom hjem fra Bal. Han kunde ikke
+sove for Berusning og Lykke. Og Brevet--forvirret og ud og ind--blev
+som fyldt af Musik og Ungdom og Lys og Liv.
+
+Den lille Priorinde læste, om og om igjen. Og sart Rødme kom op i
+hendes Kinder, og hun smilede, mens hun læste, og med Haanden under
+Kinden drømte hun længe foran sin Søns Brev.
+
+De gamle Stiftsdamer blev aldrig trætte af at høre.
+
+-Det var Hofliv det!
+
+-_Le monde_--det!
+
+De slugte hvert Ord, og de standsede Læsningen ved hvert nyt Navn.
+
+-En Felsenburg? En Felsenburg.--Hvem er det? Felsenburg?
+
+-Felsenburg-Weisenstein--det er dem fra Rhinen.
+
+-Hm, saa nu er #hun# ved Hoffet!--Og Strikkepindene gik igjen.
+
+-Ja, Familierne skifter, sagde Frøken von Salzen, og hun fortalte
+endnu en Gang Gehejmeraad Goethes Kompliment, da hun havde staaet i
+Tableau, som Gretchen, ved det storhertugelige Hof i Weimar.
+
+Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage. Der blev en Fortællen
+ved Visiter;--alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa
+Vejen fra Kirken;--ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og bød den
+ældste Stiftsdame Armen; ved de smaa Teer;--Otto Heinrich sang
+Løjtnansviser og akkompagnerede sig med en Finger.
+
+Der var især en Vise--om en Bændelorm. Det var Otto Heinrichs
+Yndlingssang.
+
+    "Ich hab' im Leben keine Freude.
+    Ich hab' ein Bandelthier im Leib."
+
+Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser
+kjendtes ikke i Weimar.
+
+    "Und trink ich Wein, und trink ich Bier
+    Den Genuss hat stets das Bandelthier!"
+
+De gamle Stiftsdamer saa ned i deres Skjød.
+
+Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke
+meget, men hørte kun og saa paa sin store Søn.
+
+Og Otto Heinrich standsede midt i en Vise og rakte hende begge sine
+Hænder:
+
+-Mor, sagde han, hvem ser du paa?
+
+-Et Søskendepar! sagde de gamle Damer,--og fem-seks Kapper trængtes
+sammen i Vinduet bag Blomsterpotterne--naar Moder og Søn spaserede
+sammen langs de snedækte Gange i Haven. Som et Par Søskende saa de ud.
+
+Lidt ind i Januar var Løjtnant v. Waldecks Permission udløben, og han
+rejste.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Brevene kom sjældnere nu, lidt sjældnere--et Par meget korte, saa et
+længere. Tre, fire Uger slet ikke noget. Saa fik Priorinden endelig et
+Brev--der var et "A" slynget af Roser paa Konvoluten ... en trekantet,
+sær Konvolut.
+
+Men hans Haandskrift #var# det.
+
+Den lille Priorinde aabnede det, der var saadan en kras Lugt af
+Parfume ved det røde Papir. Kun et Par ligegyldige Linier stod der.
+Men med Et blev den lille Priorinde blodrød og slap sin Søns lyserøde
+Brev.
+
+Undertiden skrev Otto Heinrich ogsaa paa Brevkort nu. Da Priorinden
+første Gang fik et Postkort og saa' der med sin Søns Haand det "Kjære
+Moder!" som alle fremmede Øjne havde kunnet læse, følte hun som et
+Stik i sit Bryst.
+
+Hun viste aldrig Stiftsdamerne Kortene og talte aldrig om dem.--
+
+Ud paa Sommeren sendte Priorinden Bud efter Paul Tjener. Han tjente
+paa et Gods i Nærheden: Han skulde besørge noget for Priorinden.
+
+-Det er en Kasse med Sølvtøj, sagde hun. Jeg har ikke Brug for det.
+Paul vil nok besørge det. Man siger, i Harburg faar man det saa godt
+betalt ... til Omsmeltning.
+
+Paul tog Kassen uden at sige et Ord. Inde i sit gamle Kammer satte han
+sig og tog op Stykke for Stykke. #Det# var den store Opsats, og
+#det# Grevindens Sølvspejl. Pauls Hænder rystede, mens han sad, saa
+Spejlet nær var faldet fra ham.
+
+Men da han nederst paa Bunden af Kassen, pakket ind i mange skaansomme
+Papirer, tog op de store Waldeckske Sølvkandelabre--de med det
+ciselerede Vaaben, som altid havde staaet inde i Salonen, i Hjørnerne,
+svor Paul Tjener en svær Ed. Han satte Kandelabrene fra sig og helt
+rød i Hovedet kom han ind til Priorinden.
+
+-Deres Naade, sagde han og blev mere "klein", da han stod foran
+hende--Stemmen skjalv lidt. Deres Naade. Det er nok en Fejltagelse....
+
+-Hvad er der, Paul?
+
+-Deres Naade, de store Kandelabre laa i Kassen.
+
+-Ja, Paul, Priorinden blev rød som en Tyv over det blege Ansigt,--jeg
+ved det.
+
+Paul vendte kort om og gik.
+
+Han sad ude i Tjenerkamret med Kandelabrene i sine Hænder og følte op
+og ned ad Stagerne, hen over Vaabenet paa Fodstykshjørnerne.--De var
+blevne pudsede saa mange Gange. Længe sad han og holdt dem i sit
+Skjød. Og Paul Tjener svor og smaagræd imellem hinanden.
+
+Paa Ordensdagen var der Modtagelse hos Priorinden. Det var sjældent
+nu. Men i Aften straalede Kronen i den store Salon, og Damerne
+spillede deres Whist eller pludrede ved Strikketøjerne rundt i
+Sofaerne.
+
+Frøken von Salzen tronede i et Hjørne under sine Strudsfjer.
+
+-Hvor de Græsbuketter er smukke, sagde Frøken von Bergstein. Ja,
+Priorinden forstaar at pynte.
+
+-Men hvor falder det "Barnet" ind? de skjuler jo aldeles de gamle
+Sølvkandelabre.--Frøken von Salzen bøjede sig tilbage og blev meget
+bleg. Hun havde set det: #Kandelabrene var der ikke.#
+
+-Ja, sagde hun, et Par magnifique Buketter!
+
+Hun sad længe stum. Hænderne rystede lidt i hendes Skjød.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Dagen efter tog Frøken von Salzen bort--med Jærnbanen. Det var først
+tredje Gang i sit Liv, at Frøken von Salzen satte sig paa en Jærnbane.
+Hele Klostret var forbavset. Om Aftenen kom hun tilbage. Hun talte
+ikke om, hvor hun havde været--og ingen spurgte. Man #spurgte# ikke
+Frøken von Salzen.
+
+Otto Heinrich kom hjem Aftenen før sin Moders Fødselsdag. Han gjorde
+megen Støj og kunde mange Garnisonshistorier. Næste Dag opholdt han
+sig mest i Haven, hvor han dresserede et Par Hunde.
+
+Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.--Det er
+meget nemmere nu, naar Løjtnanten er hjemme, havde hun sagt til
+Priorinden. Hvad skal De ha' alt det Kvalm for paa Deres Fødselsdag?
+
+Alle de gamle Damer var der. De sad pressede sammen i de to smaa Stuer
+og talte om det ene, Otto Heinrich:
+
+-For hver Gang, han kom hjem, blev han mere distingueret.
+
+-Der saa man "Blodet"!
+
+-Og hvor den Smule Bleghed klædte ham.
+
+-Og saa munter han altid var--det var Ungdom!
+
+Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og
+Klokken var otte.
+
+Saa meldte Lejetjeneren:--Hendes Naade Priorinden.
+
+Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig
+næppe rejst.
+
+-Ja. Priorinden kom alene.
+
+Frøken von Salzen kunde ikke spørge. Hun tog blot med famlende
+Hænder--hvor blev hun gammel, Frøken von Salzen--Priorindens Haand. De
+stod midt i Stuen.
+
+Den lille Priorinde tøvede et Øjeblik. Saa sagde hun rolig--men der
+var slet ingen Klang i hendes Stemme:--Ja, Otto Heinrich beder hilse.
+Han havde--desværre, kun Permission til i Aften.--
+
+De gamle Frøkner sad langs Væggene og dukkede sig ned over deres
+Strikketøj og vilde ikke se paa hinanden. Og hele Aftenen talte de
+lavmælt og dæmpet--som om de var bange for at vække en, der sov--og
+hver sagde lidt, ligesom paa Tur, af Frygt for Pavser.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Længe var Priorinden nu om sine Breve til Otto Heinrich. Hun sendte
+ham ingen Bebrejdelser. Men der var som en sammenpresset Angest over
+Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa
+stille bad.
+
+Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit.
+
+Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa
+Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide,
+hvorhen.
+
+Som hun ældedes for Resten, Frøken von Salzen--hun gik altid med to
+Stokke nu.
+
+Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv Priorinden--"den
+Ungdom"--begyndte at faa hvide Haar mellem de brune under Enkekappen.
+
+En Morgen--Otto Heinrich havde været Officer fire, fem Aar--vækkede
+Pigen Priorinden meget tidlig.
+
+-Deres Naade, der er en Herre....
+
+-Paa denne Tid? Du sagde dog vel, han maatte komme igjen.
+
+-Ja, Deres Naade, men--Pigen var helt forfjamsket--han siger, han
+#maa# tale med Deres Naade.
+
+-#Maa?#
+
+-Ja, Deres Naade ... jeg ... Deres Naade, sagde Pigen, jeg er saa
+bange,--hun var helt aandeløs--han er fra Politiet....
+
+-Fra Politiet! Priorinden satte sig op i Sengen. Hvor falder det dig
+ind? Hvad har vi at gjøre med Politiet.--Sig, jeg skal komme.
+
+Priorinden sad et Øjeblik op i Sengen med Hænderne for Øjnene. Saa
+begyndte hun at klæde sig paa. Hun talte med sig selv om hvert
+Klædningsstykke, hun tog frem.
+
+-Ja, sagde hun, vi maa sende til Vask--at det ikke bliver glemt--vi
+maa i Morgen sende til Vask....
+
+-Hm--hvor det Spejl ser ud--hvor det ser ud--med Støv....
+
+Hun kom ind i Stuen uden at have tænkt en fornuftig Tanke. En Herre
+med store Whiskers rejste sig fra en Stol.
+
+-Det er Grevinden af Waldeck, med hvem jeg har den Ære? sagde han.
+
+Priorinden nikkede og satte sig paa en Stol ved Døren. Hun vilde være
+falden ellers.
+
+-Ja. Det er mig. De ønsker at tale med mig. Vil De tage Plads.
+
+-Ja, Deres Naade. Det er en ren Bagatel,--Bagatel--men, det har nogen
+Hast--ellers vilde jeg ikke have forstyrret Deres Naade saa tidlig.--
+
+Priorinden saa et Papir mellem Mandens Fingre. Han havde saa mange
+Diamanter paa Fingrene.
+
+-Det er kun en lille Gjæld--af Løjtnant von Waldeck.
+
+Priorinden strakte Haanden ud.
+
+-Tillader De, sagde hun og vidste ikke, hvorfra hun fik Ordene.
+
+-Ja det er kun--han holdt stadig Papiret mellem Fingrene--et lille
+Bevis, Deres Naade--et lille uskyldigt Bevis--naar han smilte saadan,
+saa man alle hans Tænder--Grev von Waldeck er i øjeblikkelig
+Forlegenhed--og jeg skulde gjærne ... Det er bare et lille
+#Æresbevis,# Deres Naade....
+
+Manden rakte Papiret frem, og Priorinden tog det med Spidsen af to
+stive Fingre. Haanden faldt tilbage i hendes Skjød.
+
+Hun løftede Papiret igjen: hun kunde intet læse. Og med samme kolde
+Stemme sagde hun:--Og naar skal De have Pengene?
+
+-Aa, Deres Naade--forstaar sig--en Dags Tid kan man altid vente. Siger
+vi i Morgen? Man er altid "kulant".
+
+Priorinden vidste ikke, hvad hun havde svaret, om han havde taget
+Papiret eller hvordan han var gaaet. Hun havde blot med en forfærdelig
+Anstrængelse løftet dette blaa Papir igjen og læst #Summen,# han
+skyldte.
+
+Summen, Summen--fem tusend Mark.
+
+Hun havde dem ikke. #Hun havde dem ikke.# Hun søgte ikke en Gang.
+Hun vidste det: der var intet. Det var gaaet med, alt sammen med.
+
+Men pludselig sagde hun: Frøken von Salzen! Hun tænkte ikke paa den
+tidlige Tid. Hun maatte tale med hende strax.
+
+-Frøken von Salzen!
+
+Hun tænkte ikke andet end blot det, som naar man gaar frem, gjennem
+langt Mørke, mod et Lys.
+
+-Hendes Naade sover, sagde Pigen.
+
+Priorinden gik forbi hende uden at sige noget, ind i Sovekamret. Hun
+lukkede Døren efter sig og gik frem.
+
+-Marie, sagde Frøken Salzen fra Sengen. Saa saa' hun Priorinden:
+"Barn", raabte hun, Barn dog! Hvad er der? De udstrakte Arme faldt
+kraftløse ned.
+
+-Jeg maa tale med Dem. Det har Hast.--Og staaende foran Sengen, i en
+Strøm, uden at standse fortalte Priorinden alt. At hun havde sparet,
+og hvordan hun havde solgt og atter solgt....
+
+-Men nu er der ingen Udvej længer....
+
+Frøken von Salzen laa med lukkede Øjne. Hun virrede med Hovedet paa
+Puden.
+
+-Men #De# tilbød mig en Gang--
+
+Der blev en Stilhed.
+
+Den gamle laa som før, som om hun intet havde hørt.
+
+Og stakaandet sagde Priorinden igen:--De tilbød mig Penge....
+
+Frøken von Salzen blev ved at ligge med lukkede Øjne--Jeg har dem
+ikke, sagde hun.
+
+-Har ikke? Priorinden greb om hendes Arm.--Og hjælpeløst, saa stille,
+saa der knap var en Lyd. mens to smaa Gammelkone-Taarer trillede frem
+under de lukkede Øjenlaag, hviskede Frøken von Salzen:
+
+-Han har jo faaet dem ... Det var #det,# jeg rejste om....
+
+Priorinden stirrede et Øjeblik, som om hun ikke forstod. Saa faldt hun
+henover Sengen med et Skrig og brast i Graad. Frøken von Salzen græd
+ogsaa, stille og hjælpeløst, som de gamle græder....
+
+Lidt efter lidt stilnede Graaden, og holdende hinanden i Hænderne,
+begyndte de at overlægge med graadkvalte Stemmer.
+
+Og op paa Dagen tog Frøken von Salzen atter med Jærnbanen, og om
+Aftenen bragte hun Pengene.
+
+Efter at hun var kommen hjem, sad de sammen i Frøken von Salzens Stue.
+De var ligesom lammede af Angsten endnu.
+
+Saa sagde den gamle Frøken:--Hvad han har gaaet igjennem, den Stakkel!
+
+-Ja--den lille Stakkel.
+
+Den lille Priorinde skjælvede; hun havde ikke nævnet ham siden i
+Morges.
+
+Sagte lagde hun sit Hoved ind til den gamles Bryst:--Tak, sagde hun.
+Tak. Hvor De er god.
+
+Den gamle Frøken klappede hendes Haar med de rystende Hænder.
+
+Der blev til Natten redt for Priorinden i Frøken von Salzens
+Sovekammer.
+
+-Det giver mere Ro, sagde Frøken von Salzen, mere Ro, Barn, naar man
+er to sammen....
+
+       *       *       *       *       *
+
+Et Par Dage efter fik de Telegram fra Otto Heinrich. Han vilde komme
+hjem om Aftenen.
+
+De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var
+sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i
+deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det.
+For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen:
+
+-Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn--bare sé Dem, og troede det
+ikke selv.
+
+Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.
+
+Det var, som skulde hun kvæles; der var ikke Plads til Hjærtet i
+hendes Bryst. Hun gik op og ned i Gangene i Haven, blot med et
+Tørklæde om Hovedet. Hun mærkede hverken Rusk eller Slud.
+
+Men hun maatte gaa Plænen rundt og rundt.
+
+Saa, da Tiden kom, da hun skulde hente ham, var alt pludselig forbi,
+Uro og Angest. Hun følte kun en eneste overmægtig Længsel efter at se
+ham. Hun skulde se ham igjen.
+
+Og da Toget holdt, og hun saa hans Ansigt bag Vinduet, blegt og
+bevæget, og hun følte hans Hænder skjælvende i sine, og han bøjede sig
+ned over hende--hans Øjne var fulde af Taarer--og kun kunde
+sige:--Lille Mor--lille Mor!....
+
+-Min stakkels Dreng--min stakkels Dreng! sagde hun blot.
+
+Ja, han var kommen for at se dem! Ikke for andet end at se dem.
+
+Lykkelige Dage, de to, som kom. Ingen talte om det, som nys var sket.
+Men som efter en stille Overenskomst droges Frøken von Salzen ind i
+deres Liv.
+
+Ellers vilde Otto Heinrich helst være alene--uden fremmede:--Lad os
+være os tre, sagde han. Os tre--det er bedst.
+
+De talte om gamle Dage, om hans Barndom, om Ferierne, da han var
+Kadet.
+
+Otto Heinrich talte, helst om det. Og de andre forstod det, og mildt
+undveg de alt det, som kunde minde og saare, og talte kun om den gamle
+Tid.
+
+Stille, fortabt i Tanker saa Otto Heinrich ind i Lampen.
+
+Ja--han havde lidt, den stakkels Dreng--han havde gaaet noget
+igjennem. Naar han var gaaet til Ro, blev de to tilbage--stille Glæde
+holdt dem sammen. De talte ikke saa meget, Priorinden syslede rundt i
+Stuen, Frøkenen strikkede. En Gang imellem kun sagde de en
+Sætning--spurgte og svarede, altid om ham.
+
+Den sidste Aften spaserede Otto Heinrich ene med sin Moder i
+Lindegangen.
+
+Han gik tavs. Priorinden syntes, han var saa bleg i Halvmørket. Da de
+vendte sig for at gaa bort fra Alleen, hvor der var ganske mørkt,
+bøjede Otto Heinrich sig hastig ned og kyssede sin Moders Haand:
+
+-Tilgiv mig, Mor, sagde han, og Tak for alt.--Priorinden følte en
+Taare paa sin Haand.
+
+Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich.
+
+       *       *       *       *       *
+
+--Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra Berlin.
+
+Pigen stod hos og troede, hendes Naade havde faaet "Slaget"--saa
+fortrukket blev hendes Ansigt.--Deres Naade! sagde hun angst, Deres
+Naade!
+
+Men hendes Naade blev ved at læse stirrende i Brevet, ubevægelig:
+
+--Det er med oprigtig Sorg jeg bringer Budskabet om Løjtnant von
+Waldecks saa pludselige Død. Hans Fader som ved Gravelotte heltemodig
+gav sit Blod for Fædrelandet, var min Ungdoms Kammerat.--Det synes,
+som om nylig en Del af Løjtnant von Waldecks Gjæld var betalt ved
+Slægtninges Hjælp; men den større Del har vel truet uafvendelig.
+
+Han beder mig i det eneste Brev, han har efterladt, underrette Deres
+Naade om hans Død, at Deres Naade atter kan forberede Grevinden. Jeg
+vedlægger til Fru Grevinden et Brev.
+
+Det maa i hendes Ulykke være hende en Trøst, at hendes Søn ved sin Død
+reddede sit Korps' Ære.
+
+Med dybeste Højagtelse von Feldheim, Generalløjtnant.
+
+Frøken von Salzen sad længe. Saa rejste hun sig og begyndte at gaa
+rundt i Stuen. Hun gik uden Stokkene. Hun talte med sig selv og blev
+ved at holde Brevet i Haanden.
+
+Og med aaben Mund saa Pigen hende lukke Døren op og gaa hen ad Gangen.
+
+Som gjennem et Slør saa Frøken von Salzen sig omgiven af Priorindens
+lille Stue, og hun talte med hende og syntes, hun saa hende kun
+ligesom langt borte ... og hun hørte Priorindens Svar utydeligt, som
+var hun slaaet af Døvhed.
+
+Og med ét havde Moderen forstaaet, og hun udstødte et Skrig, og stivt
+strakte hun Armene frem for sig, og hæst sagde hun:--Brevet--Brevet!
+... og hun smøg Frøkenens Hænder af sig og pegede paa Døren.
+
+Og Frøken von Salzen havde sluppet hende, og hun saa Moderen knuge
+Brevet ind til sit Bryst. Frøken von Salzen naaede Døren, og støttende
+sig til Væggen vaklede hun tilbage hen gjennem Gangene.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Enkens søn, by Herman Bang
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12167 ***