diff options
Diffstat (limited to '77368-0.txt')
| -rw-r--r-- | 77368-0.txt | 3939 |
1 files changed, 3939 insertions, 0 deletions
diff --git a/77368-0.txt b/77368-0.txt new file mode 100644 index 0000000..f546e19 --- /dev/null +++ b/77368-0.txt @@ -0,0 +1,3939 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77368 *** + + + SKUM + + + EDITH ØBERG + + + + + SKUM + + + FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. + (W. NYGAARD) — KRISTIANIA 1922 + + + Copyright 1922 + by H. Aschehoug & Co. + Kristiania, Norway + + + Nationaltrykkeriet — Kristiania + + + + +Det var først bare noe lys. Et regnbuefarvet, urolig flimmer som +efterhvert tok form, blev cirkelrundt og roterte om en akse, blev +kloderundt og dreiet sig om sig selv. + +Men saa hørtes der en surren som av en gramofon og en stemme lød +metallisk som gjennem en tragt: + +— Tak for laanet! + +Og pludselig flagget et langt, smalt guldbaand ut i luften for en sterk +træk, i dens ene ende blev der fort en hat — en elegant liten +parisermodel — og under hatten aabenbaredes saa litt efter litt, detalj +for detalj, den metalliske stemmes eierinde: et bittelitet gult ansigt +med stor mund og skjæve øine, en utrolig spinkel skikkelse i en vid +hermelinskaape, etpar nervøse smaapikeben i høihælede Richelieusko. + +Mysende som mot et sterkt lys og med munden fra øre til øre rakte hun en +bok frem og sa: + +— Den er deres, ikke sandt? Den laa i min stol da jeg kom op, jeg tok +den og har studert den helt siden! + +Og nu var endelig miliøet der. Et dampskibsdæk i skumring. Det sterke +lys var en mand, en ung, blond, reiseantrukken herre. Han stirret høflig +ned i det blændende ansigt foran sig og tok bukkende imot den fremrakte +bok, et litet hefte med kolorert forsidebillede. + +Var det saa interessant lektyre? sa han og hans stemme var ganske +almindelig, saa nu blev hendes cantabile dobbelt iørefaldende: + +— Ja! Det er jo verdens merkeligste kuranstalt vi skal til, du gode gud +for et kulørt sted! + +Og hun pekte, mens hun sang, leende ned paa heftet i hans haand. Han +kastet et blik paa hendes behanskede pekefinger. Ja, sa han og saa saa +han bedre efter indunder hendes hat. Saa De skal ogsaa til Capranola? +Der er ingen bagage sat ned ved siden av min, jeg trodde jeg var den ene +passager dit. + +— Jeg har ingen bagage, sa hun og saa væk et øieblik. Jeg er ute paa +rene maafaa. Men efter at ha studert dette heftet telegraferte jeg netop +efter mine kufferter, jeg følger Dem iland paa Capranola! + +Alt hun sa var utrop, hun stod en smule sjøbent og hendes kaapelommer +var meget dype. Hun var ikke til hverken at overhøre eller forbise. + +— Ja, sa han, der ser ut til at være en vakker natur. + +— Natur! ropte hun. Kalder De dette natur? Og hun tok heftet fra ham og +pekte, se, hvor øen steiler jordbærrød og kubistisk forrevet op av det +merkeligste sortoghvite vand, se disse marineblaa poplene groende op av +flekker graa fløil — blaaklokkene maa da være gule og rosene blaa paa +den øen, det er den værste ekspressionisme jeg har set, det er en +uforskammethet uten like, det er en trusel om mysticisme, et optisk +bedrag som jeg vil avsløre, jeg gaar iland paa Capranola fordi naturen +der maa være ekstra naturlig naar den kan inspirere en unatur som denne! +— ja for, sa hun og dæmpet sig lidt da hun merket hans døvede mine, jeg +_hater_ unatur. Aa, jeg har netop idag hat et slagsmaal med min pike, +nynnet hun med hænderne stemt godt ind mot mellemgulvet som en +sangerinde, hun vilde paa liv og død forskjønne mig, overfaldt mig +voldelig med et monstrum av en pudderkvast, jeg maatte faktisk forsvare +mig med neglene! Hvorfor i alverden skal jeg ikke være saa styg som jeg +er? Her, sa hun og bladde etpar blad indover i heftet, disse +kaffedrikkende damene i Palazzo Garneses berømte gaard, staar der ikke +en veritabel Rogergallet-Colgate-Pinaudstank fra dem her paa papiret, +uh, marzipan er det værste jeg vet, men heldigvis er det blomster og +palmer og springvand og paafugler og alt mulig inde i den gaarden, +Mensch ärgre dich nicht, vil jeg befale mig selv ... + +Han hadde mens hun snakket fundet frem sit cigaretetui, nu tændte han en +cigaret med adskillig møie i den sterke træk og hun saa paa og taug. Men +hun vilde straks gaa videre. Konversationen var utvilsomt hendes +element, hun var ilive for at snakke og snakket for at være ilive, hele +hendes egenart laa hende ytterst paa hendes store, løse mund. + +— De har anlæg for det? spurte han og hadde endelig frisk fyr. + +— At befale mig selv ja? + +— Nei at ærgre Dem? + +— Nei! sa hun med et saa braatt og metallisk fortissimo at han +uvilkaarlig værget for sig ut i luften med den ene albue. Jeg ærgrer mig +aldrig! Jeg forbyr mig selv det og jeg har en voldsom respekt for mine +egne paabud. Jeg er altid gla, det er udelukkende en viljesak, jeg tar +av princip alt ondt let og laver dacaponumre av alt godt, det eneste i +verden som irriterer og anstrenger mig er som sagt unaturen, +uvirkeligheten, men mot den har jeg i tidens løp skaffet mig et bolverk, +nemlig mine sofaputer, jeg trækker dem med mig overalt, de kommer ogsaa +til Capranola. + +Han stod fortapt i det flagrende guldbaandet. + +— De forstaar, gik hun videre, jeg har en berømt sofaputesamling, jeg +forfølges altid av sofaputeeksperter som vil stjæle eller kjøpe mine +ideer, men de vogtes som en helligdom og er ikke tilsalgs. For mig er +nemlig mine puter noget ganske andet end en original og artistisk +sammensætning av stoffe, mønstre og farver, ser De, de er mig selve +indbegrepet av natur, av _virkelighet_! Derfor at de er mine egne sorger +og glæder, mine egne drømme og oplevelser, mit eget silkerne hjernespind +og materialiserte temperament, de er kortsagt selve _Run Bates_, det +virkeligste, utvilsomste i verden! + +— Ja, sa hun og rakte pludselig haanden frem, mit navn er altsaa Run +Bates. Og Deres har jeg den fornøielse at kjende, herr Paviere, jeg saa +Dem nemlig dirigere i Paris igaar! + +Hele tiden hadde hun staat der like ind paa ham med sin konstante store +glæde i de sjøsyke, herjede træk, men da han nu grep hendes haand og sa: +Jeg beklager, men _mit_ navn er Meninsky og jeg har aldrig dirigert i +Paris, da rykket hun ham tre lange skridt fra livet, tok sig til hjertet +og fik pludselig øine. Forbløffende store, runde og barnligblaa stirret +de livløst av forfærdelse paa ham. Og mens hun stirret var det som om +han forsvandt for hendes blik, som om han skrumpet sammen og +koncentrerte sig i sin slipsnaal og som om slipsnaalen, en stor lysende +perle, gik til himmels. Han saa hendes øine følge opstigningen et langt +stykke, de kom rent til at skjele ved det. Saa skedde der noget deroppe, +hun blunket blændet etpar gange og sænket saa blikket søkende mot +jorden. + +Der, paa den brede, tørre dæksplanke laa der en mikroskopisk flek væte, +litt sjøskvæt eller et dugstænk. Og hun bøiet sig med et skingrende rop +av glæde ned over den, pekte og sa: + +— Se, der ligger den jo, draapen efter boblen! Se, hvor der fremdeles er +meget glycerin i den, se hvor den runder sig og bævrer og vrir farvene, +den kan der saamen bli flere bobler av! Men nei draape, sa hun med +løftet, truende pekefinger, ligg i fred! Tørk! Det er meningen med dig +ser du og det er en udmerket mening! + + + + + Og nu, Leif Tviland, staar vel dine øine saa faretruende paa stilk + at det er bedst at orientere dig. + + Dette er en drøm forstaar du, en underlig levende drøm jeg hadde + igaar her paa den samme plet hvor jeg nu sitter og skriver til dig. + I den samme hvite kurstedstol, med vinduet oppe mot regnet og + Skagerak som nu sovnet jeg og stiftet jeg bekjendtskapet med «Run + Bates». Mit _medium_! + + For i anledning dine fire ubesvarede vil jeg ha bekræftet mit + brevkort til dig av forrige uke saalydende: «Vent ingen + korrespondance herfra. Betragt mig i denne min sykepermission som + absolut hinsides og ute av stand til at meddele mig. Eller skaf mig + et medium!» + + For hvad sa du engang i vinter? Aa, du holdt en tale for mig, jeg + husker hvert ord, hør: + + — Nei, Gudrun Haavaldsen! skrek du aldeles rasende, nu har du gaat + her og nidtidd en hel time, du har ikke sagt ét ord, det er faen til + taushet! Idetheletat, hvad gaar der av dig! Før sa du da ihvertfald + ha og ja og hjalp en stakkar paa gli med underholdningen, nu sier du + ikke engang hm, du tier, du snurper dit ginungagap av en mund haardt + sammen, stemmen din som saa rigtig gir det musikalske uttryk for dit + temperament ruster dig i strupen, selv dine talende øine tier — du + mener absolut ingenting mer, du vet ingenting, vil ingenting, har + ikke en tøddel om dig selv at meddele. Du er dom og dau og jeg taler + for døve øren og kaster perler for svin og gid faen hadde dig og jeg + var færdig med dig — det er bare det at jeg aldrig blir klok paa dig + som gjør at jeg ikke blir færdig, men nu _skal_ du snakke, nu _vil_ + jeg i forbindelse med dig om du saa er aldrig saa mye hinsides og + virkelighetsfjern og det andre fordømte sludderet og om der saa skal + skaffes et _medium_! + + Dette var dine ord og jeg nøs vetskræmt i muffen til svar og du gik + videre om Goethe og virkeligheten og dig selv og alt det andre. Og + sintere og sintere er du blit og tausere og tausere jeg. Og her jeg + nu sitter for bare at meddele dig at nu skal jeg endelig ha noget + sagt, saa ryster jeg av skræk og avmagtsfølelse og skyver med begge + hænder og ansigtet den anden vei hele apparatet av okkulte + hjælpemidler foran mig. Men saa _er_ jeg ogsaa hjulpen! Nu skal du + bare høre, nu er det min tur, nu skal jeg vise dig hvad jeg har lært + av dig og hvad jeg derved mener, vet og vil, for nu eier jeg et + medium som er like gløg som jeg er dum, like talende som jeg er + stum, like levende som jeg er «dau». Der blir daglig seancer og du + faar dem i løpende orden. Men ingen spørsmaal! Ingen avbrytelser! + For da gaar jeg paany — og for altid — ind i den sfære hvorfra ingen + tilkjendegivelser kan ske. Og det vilde være synd baade for dig, + mig, Run Bates og Meninsky. + + Naa, anderledes og tydeligere sagt: _du skal faa brev_. Du skal faa + en række ledd av et brev som du ikke skal besvare før det er færdig, + selv om du synes det trækker ut! Denne lille svenske, øde, døde, + stygge skjærgaardsøen hvor det regner, regner, regner, og hvor ikke + et menneske gidder snakke til mig orker jeg ikke, imorgen flytter + jeg til Capranola og gaar jeg over i tredjeperson, vi kjender til + romaner i brevform, nu skal vi til med breve i romanform! Og saa + skal vi se om vi ikke skal bli «færdige» baade du og jeg, om vi ikke + skal komme til at bli «kloke» og om ikke «forbindelsen» skal komme + istand, takket være et medium som _Run Bates_! + + Aa, Leif Tviland, du vet ikke hvad drøm er, du aner ikke hvordan + digt blir til, du har aldrig i dit liv oplevet noget utenfor dig + selv og du forsværger dig tyve gange om dagen paa at en sten er en + sten og at der intet Soria Moria er bak den syvende blaane og de + gange jeg med min stemme, der som du sier faar dig til at glemme + ordene den bærer, har forsøkt at klargjøre dig mine begreper, har du + fnyst foragtelig og lagt snesevis av berømte navne og citater i pant + paa at du har ret og jeg uret, og at din overbevisning + naturnødvendig _maa_ bli min. + + Men nu skal du altsaa ha et brev, nu skal du til med Gudrun + Haavaldsens _bokstaver_! For den drømmen om Run Bates var den + merkeligste og korteste jeg har drømt og her er virkelig for + uutholdelig at være! + + Vent saa til du ser bokstavene: E-n-d-e. De skal komme saasnart der + blir bruk for dem, men heller ikke et bokstav for tidlig! + + + + +Spisesalen i Palazzo Garnese er et pragtfuldt rum. Langt og høiloftet, +broget, pompøst og fantastisk. Vaarens blendende dagslys strømmer ind +fra tre kanter og slaar katastrofalt sammen i mange gigantiske +prismekroner. + +Ved et av de smaa bord ret under sitter Run Bates. Gule og karmosinrøde +lyn drypper uavbrudt ned i hendes haar som er blaat og sat op som en +geishas. + +Vis a vis hende sitter Meninsky. + +Han spør om hun har sovet godt. + +— Jotak, svarer hun og hæver sit grønlige ansigt og stirrer over en +bunke hyazinter midt imellem dem ut i luften, mens hun tygger energisk. + +Om hun kommer like fra sengen? + +Da møter hun endelig hans blik. Nei, hun har været oppe med solen og +gaat en lang tur indover øen. + +Og ganske rigtig, himlen er blaa og mulden sort her som alle andre +steder. Men gid, hvor den er blodig, bemerker hun om sin bif, og +sammenligner den med hans. + +Og slik blir hun saa sittende en lang stund uten at si noget mer. Hendes +blik følger uhyre interessert hans gaffel. Hver gang han gaper op over +den gaper hun litt med. Hans kniv er sløv og kjødet seigt, men han er +sterk og har god appetit. + +Hendes ansigt uttrykker en alt sterkere avsky efterhvert som han nærmer +sig biffens avslutning. + +— Nei, sier hun og retter sig op i stolen og puster ut og lægger +hænderne bestemt i fanget da han svelger den sidste bit, De er ikke +Paviere. + +Meninsky drikker av sin kaffe. + +— Nei, svarer han likefremt, det er jeg ikke. + +Run Bates kremter, hun kremter ofte, for hendes stemme ligger slitsomt +dypt i strupen. + +— For jeg er overbevist om, sier hun, at det vilde _glædet_ mig at se +_ham_ spise. + +— Ja, svarer hun til Meninskys hævede bryn, jeg er nemlig selv glad i +mat, men jeg utstaar ikke at se andre være det! Og hun skjærer en +gruelig grimase. + +— De tror ikke Paviere har matlyst? sier Meninsky. + +— Jo. Men jeg tror bare ikke at hans maate at spise paa vilde lede +tankene hen paa fordøielsesprocessen. + +— Og det gjør min maate? + +— Ja, svarer hun og ryster den opkommende kvalmefornemmelse av sig i +hans interesserte paasyn. + +— Ja, sier han og smiler beskedent, jeg er jo ikke Paviere. + +— Nei, sier hun og glemmer ham et øieblik. Stirrer sig fast i borddukens +mønster. + +— Jeg kan idetheletat ikke forstaa hvordan De kunde ta feil av ham og +mig, paastaar han vegtig. + +— Kjender De ham? spør hun da, likesom braaskyndende sig til stedet +langt bortefra og det aandelige hurtigløp faar hendes kinder til at +blusse. + +— Nei, men jeg har set ham paa fotografi. Han er jo en musikalsk +størrelse. Synes De om hans musik? + +— Hans musik? sier hun forbløffet. Nei, jeg skjønner ikke musik. Men De +ligner ham, — i ryggen. Og det var hans ryg jeg saa mest til og det var +Deres ryg jeg saa der paa banegaarden i Paris. + +— Paa banegaarden i Paris? + +— Ja, hvor jeg skulde med et ganske andet tog, men tok med Deres og lot +min bagage reise for sig selv, gud vet hvor og det er klær for en hel +formue. Jeg _maatte_ efter Dem! + +— Hvad? sier Meninsky med meget optrukne, hvite bryn. + +— Jeg trodde ganske sikkert De var Paviere, sier hun og begynder at +skrælle et eple. + +Saa kaster hun pludselig hodet tilbake og ler og fire forskjelligfarvede +prismelyn rinder hende ned i ansigtet. + +— Hvor det er vanvittig komisk, sier hun, at min forfølgelse av +_virkeligheten_ bragte mig hit — til selveste uvirkeligheten. Ja, for en +kuranstalt — et daarehus som dette — det er næsten ikke forekommet i min +salige indbildning engang. + +— Salig? gjentar han mekanisk. + +— Ja! Jeg har en god stund nu levet paa virkelighet. Det er jo det +eneste rigtige. Hvorfor skal man se en verden og et mysterium i en sten? +En sten er en sten og er det ikke stort og mysteriøst nok at den er en +sten? Men man trækkes med sine svakheter, hvorav fantasien for mit +vedkommende er den største — jeg har ført en haardnakket kamp med den i +de sidste ti aar og har endnu ikke helt beseiret den. + +Meninsky stirrer søkende paa hyse som efter inspiration. + +— Virkeligheten, vet De, fortsætter Run Bates med munden fuld av eple, +er noget som kommer usigelig sent, men som dog kommer til den der har +taalmodighet til at vente. Onsdag kom den altsaa til mig. + +— I form av Paviere? læser Meninsky fra hyazinterne. + +— Ja. + +Meninsky tænder en cigaret og tvers over flammen kaster han et hurtig +blik paa Run Bates. + +— De har forelsket Dem i Paviere? spør han saa meget blidt og forsigtig. + +— Jeg? Nei, sier hun som om der ikke er mere at si om det. + +— Men hvorfor vilde De da reise med ham — gaar allikevel Meninsky videre +— hvorfor blev De med mit tog istedenfor Deres eget? Og hans stemme er +modigere, men hans blik viger ikke et øieblik fra hendes smil som +underhaanden er blit faretruende voluminøst. + +— De er nok allikevel en skjønner av musik, skal De se, sier han. + +Men nu ler Run Bates. Hun finder ham pludselig ustyrtelig komisk. Hendes +mund gaar fra øre til øre, øinene forsvinder i to smale, fugtige rids og +hun maa bøie sig forover for nogenlunde at holde sig i ave. + +— Aa, stønner hun tilsidst, De tror jeg kom her for at høre musik? Jeg +_hater_ musik. Jeg er som en hund, kunde _hyle_ av smerte ved den. + +Meninsky lægger haanden over sin fine hake. + +— Var da hans ryg saa — indtagende? spør han. + +— Ja, sier hun alvorlig igjen og reiser sig, for den var akkurat maken +til Deres. + +— Tak, sier Meninsky og reiser sig ogsaa. Men hør, kan det saa ikke bli +det samme enten min ryg er Pavieres eller min egen? + +— Nei ved Gud, om det kan, svarer hun og sætter sig i bevægelse. _De_ er +ingen virkelighet, herr Meninsky. Og Deres ryg er ved nærmere eftersyn +like uttryksløs som hans var uttryksfuld. Men nu skal jeg til den +berømte professoren og faa reisepass. Det er vel ikke værd at fortælle +ham at jeg er reist galt mens min umælende bagage er reist rigtig, for +saa vil han vel beholde mig her til mental observation? + +— Neida, ler Meninsky, han vil bare anbefale Dem at reise med merkelap. +Men jeg ser Dem vel ihvertfald her til middag? + +— De vil se mig flere middage, svarer hun, jeg har jo beordret min +garderobe hit og maa vente paa den. + +— Det glæder mig, sier han, men hilser idetsamme paa en ung nydelig dame +ved et av bordene og hans smil dør i hans ansigt. Damen slipper gaffelen +i gulvet og to herrer bøier sig samtidig ned efter den og slaar hoderne +sammen med et skrall. + +Run Bates naar endelig døren. + + * * * * * + +De sat ikke mer ved samme bord. + +Ved lunchen var der femti borde og hundreder mennesker mellem dem, de +kunde saavidt skimte hverandre. Og ved middagen var hun slet ikke +tilstede. + +— Jeg har jo ingen garderobe, forklarte hun da de næste morgen meget +tidlig fløi paa hverandre i den kolossale spiraltrap mellem vestibulen +og første avsats, og desuten negter jeg at sætte mig ned og spise +melkevelling. + +Hun kom nedenfra med dug i haaret og favnen fuld av pinseliljer. Han kom +høit ovenfra med søvnen saavidt vasket av øinene. + +— Melkevelling? gjentok han. + +— Ja, sa hun, stansende to trin ovenfor ham midt paa den burgunderrøde +trappeløperen og seende elskværdig, men i absolut forbigaaende ned paa +ham. Professoren erklærte mig syk, meget syk, døende, — det vil si, han +dømte mig til en hurtig henrettelse ved hvile, varmbad, diæt og medicin. +Jeg vilde krepere i løpet av otte dage! Saa jeg haaper sandelig mine +kufferter skynder sig. + +— Jamen, sa Meninsky og steg et trin op igjen, sa professoren at De var +syk saa er De det ogsaa — han er verdensberømt for sine ufeilbarlige +diagnoser. Det er nok bedst De blir og gjør som han sier! Var det +fordøielsen? + +Da anbragte hun begge sine ben paa samme trin, paa det nærmest ham og +der stod de nu tæt ved siden av hverandre i det varme skjær fra et stort +fantastisk mosaikvindu. + +— Nei værre, sa hun, hjertet! Og naar hjertet er galt er alting galt, +nyrer, lever, hjernen og det hele. Det er til at le sig fordærvet av, +jeg som aldrig har været syk en dag i mit liv — tilmed de almindelige +barnesygdommene er jeg lykkelig undsluppet, forstaar De. Men De _føler_ +da Deres hjerte, sa professoren forbitret. Ja, det skal være visst, sa +jeg, og det er min _ambition_ at føle det, den dag jeg ikke længer +kjender mit hjerte slaa kan De begrave mig. Men ikke før, sa jeg. Han +blev aldeles rasende, gammelen. Aa, hvor livet er deilig fuldt av +overraskelser, hvad? + +— Ja, De ser ustyrtelig behagelig overrasket ut, sa Meninsky. Men De maa +da ha været oppe _før_ solen idag? + +— Ja, sa hun, mit hjerte vækket mig klokken to, saa idag saa jeg den +staa op. Det skulde De været med paa! + +— Men sover De da aldrig? + +— Omtrent aldrig, nei. For jeg har vænnet mig til ikke at sove naar jeg +sover heller jeg, skjønner De, jeg har dressert min underbevissthet +ganske utrolig til at levere virksomhet paa bestilling, jeg drømmer +altid og akkurat hvad jeg vil, de vidunderligste ting. Nu til natten, +sier hun med øienene faststirret i en vældig tropefugls brogede hale paa +trappevinduet, vil jeg sandelig en tur i urskogen, der har jeg ikke +været paa længe, ikke siden jeg var barn og tillot fantasien at kjøre +løpsk tyve gange om dagen! + +— Nu har De den bedre i tøilene? + +— Ja. Ihvertfald misbruker jeg den ikke, kan De tro. Der er jo alle «die +nächsten Dingen» som av og til kan trænge lidt forgyldning for at falde +i ens smak, ikke sandt? Mine nærmeste ting har forresten sjelden genert +mig, enten det nu er deres fortjeneste eller min smaks mangelfuldhet. — + +— De har sikkert været gyldne nok, — tingene, sa Meninsky og tok et godt +tak om trappens granitbalustrade, det brogede lys saa ut til at gjøre +ham svimmel. De gir mig det bestemte indtryk at være en ualmindelig +fugl, miss Bates, for første gang utenfor et ualmindelig gyldent bur. + +Nu steg Run Bates et trin fra ham og la pinseliljene bedre tilrette i +armen. Og nu saa hun sterkt ned paa ham. + +— Jasaa? sa hun med sine mindste og skjæveste øine. Saa galt! Jeg har +aldrig levet i bur. Men det kan ogsaa sees paa Dem ved første blik at De +er en daarlig psykolog. De har beskjæftiget Dem med saa meget mindre +ting i livet end mennesker. — + +Og hun fortsatte endnu et trin. + +— Og hvad med? sa han. + +— Med noget mikroskopisk — noget som har anstrengt Deres synsnerver — +med mikrober og bakterier tænker jeg, eller petitbokstaver — eller +_noter_, som er det mest usynlige _jeg_ vet! + +Nu var det Meninskys tur til at erindre sin retning. Han tok hele to +trin ned med engang. + +— Noter? sa han bare og maatte simpelthen hæve stemmen for den +pludselige avstands skyld. Og det var blikket fra tropefuglens røde øie +som farvet hans ansigt. + +Men Run Bates trak munden op under det ene øre og gik helt fra ham der +paa den røde løper og i det røde lys. + + * * * * * + +Om aftenen fortalte han hende nede i en av de historiske salene, hvor de +sat med champagne i antikke glas, at han i sin middagslur hadde drømt om +hende. At han hadde set hende overskrævs paa den store brogede +urskogsfugl fra trappevinduet med en lang kikkert for øinene flyve +henover Palazzo Garneses massive taarne med haaret som en blaa flamme +efter sig i den maanelyse luft. + +— Og kunde De saa se om jeg hadde Paviere i den kikkerten? sa hun. + +Nei, svarte han. Hun hadde vendt den baade mot nord og mot syd og hendes +bevægelser hadde været meget utaalmodige. + +— Akja, sukket hun, Paviere var nok altfor langt borte. + +Men da satte Meninsky sig bedre tilrette i stolen, kremtet omstændig og +sa at nei, feilen med kikkerten var netop at den var indstillet for +beboerne paa Mars. For Paviere hadde været like i nærheten, ret under +hendes smaa, fortryllende, nøkne føtter. Oppe paa Palazzo Garneses flate +tak hadde han sittet og nydt en pjolter i al stilhet og meget +interessert betragtet det nye aeroapparat! + +— Nei? sa Run Bates bare. Men hendes blaa øine skjøt gule funker. + +— Joho, sa Meninsky og trak et langt drag av sin cigar og slog derefter +fornøiet asken av den. + +— Og det gav mig en idé, sa han. Hvorfor ikke faa Paviere hit? + +— Det er mit alvor, sa han videre, da Run Bates pludselig blev langsynt +og maatte lægge hodet tilbake og knipe øinene sammen for at se ham. De +foragter naturligvis mig murmeldyr, men middagslurer er dog godt for +noget, ikkesandt? + +— De kjender ham allikevel? vovet Run Bates sin stemme og en grøn skygge +krøp op under hendes øine. + +— Nei, sa Meninsky og ventet lidt mens hendes bevægelse gav sig. Men jeg +kjender en som kjender ham. Doktor van Lengden i Paris er min bedste ven +og han er Pavieres læge. Jeg kan faa min ven til at sende +mesterdirigenten hit pr. omgaaende — som pakkepost, fragtgods eller +ilgods, ganske som De vil. + +Run Bates la fra sig sin halvrøkte cigaret. Saa tok hun Meninskys ledige +haand, la den forsigtig ind under sit venstre bryst og sa bare: — Kjend! + +Og Meninskys bryn hævet sig helt op under hans tilbakestrøkne blonde +haar ved hvad han kjendte. + +— Slik elsker De ham? sa han. + +— Nei, sa Run Bates og slap hans haand. Saa gjerne vil jeg bare træffe +ham. + +— De skal! sa Meninsky og grep sit glas og drak tørstig. Men paa en +betingelse! De skal fortælle mig ordentlig — rigtig vidtløftig — Deres +indtryk av ham, dette voldsomt sterke indtrykket, smilte han med smilet +ikke ganske i sin magt, han blev ogsaa lidt urolig i benene og maatte +slænge det ene haardt over det andet. + +Run Bates saa paa ham. — Hm, sa hun, som i tanker, for sig selv. Saa +smilte hun. + +— Ja, sa hun, men det er en lang historie. Mit første indtryk av Paviere +fik jeg nemlig ikke absolut nu onsdag, men en vinteraften for ti aar +siden oppe i en norsk, snetung skog. + +— En norsk skog — — —? sa Meninsky. + +— Ja, sa Run Bates. Da _ante_ jeg ham nemlig første gang. Men hør — +avbrøt hun sig med oprakt haand, hør — tyss — denne surren av alle disse +menneskene i værelsene indover, denne subbingen av selskapssko mot +marmoret, denne prismeklirringen og silkeraslen, denne mikrofoniske lyd +av tobaksrøk og elektrisk lys i luften — kan De høre at det er musik? At +det toner, klinger — melodiøst og rytmisk? + +— Jasaa? sa Meninsky tvilende. Men han bøiet sig lydig frem og lyttet og +han nikket høflig. Og idetsamme forandredes hans uttryk. Run Bates ser +pludselig hans store, faste træk bli tunge og løse, blikket brister, +munden aapner sig aandssvakt og tilmed haaret skifter farve, blir +blekere og mattere i løden. + +— Forunderlig, mumler han, et veritabelt eksotisk motiv, — Scriabins +tredje skala, japanske intervaller. + +Saa kommer han med et liten gysen tilbake til hende. + +— Jo, sier han forbindtlig smilende, De har ret, det klinger virkelig. + +— Ja, gjør det ikke? sier hun. Men si mig, er det i dur eller moll? + +— Nu spør De for vanskelig, sier han, det er jeg sandelig ikke musikalsk +nok til at avgjøre — nu som musikfilosoferne gjør det saa vanskelig for +os med alle disse nye opdagelserne, der tas jo patent paa en ny skala +hver dag og de gamle kvintsystemer og greie smaa- eller storeterzer +avlives fort væk. Nei — men hvorfor spør De om det? + +— Jo, det skal jeg si Dem, sier hun og tænder en ny cigaret. Jeg fik +pludselig saan lyst til at fortælle dette om Paviere akkurat idetsamme +jeg opdaget musikken i luften her og da det er en _gla_ historie gik jeg +øieblikkelig ut fra at terzen var liten! Ja, for slik er jeg musikalsk +beskaffen ser De, Meninsky, at naar jeg hører Gounods Ave Maria for +sopran, domorgel og violiner faar jeg den mest brændende lyst til at +huje Marseillaisen eller Stars and Stripes og slaa takten til paa en +hermetikboks. Det er en meget væsentlig del av — meine Eigenart, lo hun. +Her ligger vel ikke netop kirkemusik i luften, men noget henimot, +sentimentale troubadurserenader, vemodige folkeviser og denslags, _moll_ +altsaa. Jo, jeg tror nok jeg til dette akkompagnementet skal kunne +fortælle Dem min oplevelse ionsdags. Men la os flytte paa os, la os +sætte os hen i den blaa maaneskinssofaen der i kroken med de mange +ugenerte amoriner, hvad? + + * * * * * + +Og de tok champagnen med sig og flyttet. Syv vokslys brandt i en +tinnstake ret bak Run Bates og en blek nymaane viste sin profil ved +siden av Meninskys mellem de tunge, blaa gardiner. + +— Ja, glem nu ikke at det var ryggen, sa han. + +— Ryggen? Aa, neivisst. + +Og hun nikket energisk. Men blev sittende og flette fingrene i hverandre +og bite sig i læben som om hun stred med en liten lampefeber. + +— Hvordan kom De til at gaa paa den koncerten? hjalp Meninsky. + +— Jo, sa hun øieblikkelig lettet, det var den rene tilfældighet. Jeg +skulde egentlig været i teatret. Men saa appellerte mine venner til min +døende altruisme og den præsterte en sidste opblussen. For saa at dø for +alvor paa koncerten. Jeg hater musik, den er det uvirkeligste jeg vet, +jeg interesserer mig ikke for kunst i det hele tat. + +— Ikke det? avbrøt Meninsky og slog forbauset asken av sin cigaret +utenfor skaalen. + +— Nei, sa Run Bates og bøiet sig frem og blaaste bordet rent og satte +askeskaalen bedre tilrette for ham, hvad skal vi med speilbilleder av +ting som bydes os i virkeligheten? Ikke før om tusen aar — naar der ikke +eksisterer natur længer, men bare byer og fabrikker og universiteter, — +vil det som males og skribles og musiceres idag ha interesse for mig, +men da skal det jo bli ganske morsomt at se om jeg husker igjen noget +fra mit lille jordliv og om speilbillederne stemmer med mine +erindringer. + +Nei, aldrig har jeg været saa nær en rigtig banal og lumpen irritation +som i den første klokketimen av den koncerten. Jeg kavet febrilsk efter +komikken, den svigter mig ellers aldrig. Jeg studerte typene i +orkestret, særlig blæserne, som i al Pavieres musik sliter haardest i +det, men jeg fandt selv ikke basuntrompeteren morsom. Strykerne strøk +saa sveden dryppet, de virket nærmest tragisk men bare dilettantisk +tragisk. Dirigentens virksomhet med armene fandt jeg det under min +værdighet at gjøre mig til vidne til. Aa, du gode Gud som jeg kjedet +mig. Jeg sat der og hadde det ondt, jeg stred med et voksende mishumør, +et omsiggripende nag, mot selve ulykken i en av dens tusen former. Ja, +vet De, jeg bestemte mig tilslut for at benytte stundens forfærdelighet +til en liten lur, en liten drømmeløs søvn for engangs skyld, en aldrig +saa liten død i al foreløbighet. Men da, — akkurat da — var det jeg fik +se Pavieres ryg. + +Her saa Run Bates fort op og like ind i Meninskys blik. Med et shok fik +hun sine knyttede hænder fra hverandre og grep efter sit glas. + +— Nei, avbrøt hun sig, for nogen besynderlige øine De har — med de +øienvippene? Aldrig før saa jeg _horisontalt_ lys i noget blik, tænkte +jeg ombord. Og saa er det bare bløff! Lange farveløse _haar_. Skaal +bedrager! + +Og som om hun var tør i halsen drak hun ham dypt og graadig til. Og +tidde efterpaa en lang stund. + +— Det var Pavieres ryg, maatte Meninsky til igjen. + +— Jaja, sa Run Bates. Det er bare saa — futuristisk. Apropos, hvornaar +skal vore konversationsleksika forenkles? Billedgalleriene har længe git +os firkanter for cirkler og blaat for rødt, teatrene lar ugenert en bite +fløiel være en Ardennerskog og hvad den nye musik fordrer i retning av +koncentration vil jeg ikke snakke om. Men fremdeles heter det: snak +tydelig! Gid det maa undes forfatterne at komme igjen som bokormer og +finde at bøker var blit sætninger, sætninger ord og ord mellemrum, hvad? + +Pavieres ryg, ser De, den var, tydelig snakket, et skilt med bokstaver. +Et saant skilt som de der hang paa mit barndomshjems vægge med +anropelser paa Vorherre om fred i huset og mat paa bordet og denslags, +sorte var de med store tydelige sølvbokstaver, umulig for Vorherre at +overse. Bokstavene paa Pavieres ryg _flammet_, de brændte sig ind paa +mine nethinder og gaar aldrig derfra, de var en hemmelig besked til mig +og til mig alene og de var Nietzsches ord: _Freude an den nächsten +Dingen_. + +Pavieres ryg gav uttryk for den største glæde ved de nærmeste ting jeg +har set, aldrig har jeg oplevet en saa uttryksfuld og saa gla ryg, vet +De, den var intet mindre end selve lykken levendegjort! _Lykkemyten_ +materialisert! Pavieres ryg var hvad jeg har ledt efter hele mit liv. + +Et barns glæde ved et selvlavet ubegripelig leketøi er saa stor at den +er rørende, ikke sandt? Herregud, der stod denne verdensberømte +komponisten og dirigerte sit symfoniske mesterverk «Skapelsen», han var +Gudfader i himmelen og lot det ramle med Niagarafald og +Atlanterhavsstorme og drysset stjerner og kloder og glødende +meteorstener fra sin taktstok ned i de arme orkestermedlemmers hoder — +aa, hvor han var mig et litet barn i ustyrlig glæde over et fjollete +leketøi! Jeg fik taarer i øinene over ham. Og jeg tænkte, naar han ved +_disse_ nære ting er saa lykkelig — hvilke dimensioner har saa hans +lykke ved de virkelige store ting! Forstaar De mig? + +Meninsky strøk sig over haaret og glattet sin pande. + +— Jo, sa han, det er vel ikke saa vanskelig. Men ellers kjender jeg ikke +Nietzsche. Er det ham med overmennesket? + +— Netop, sa Run Bates. Paviere er et Nietzschesk overmenneske. + +— Ham maa vi kikke paa! sa Meninsky. Men saa De slet ikke hans ansigt? + +— Jovisst, hele tiden mens han tok imot applausen og det var længe, men +jeg var jo solblind. Jeg kunde ikke skjelne hans store, lyse træk for de +sorte bokstavene fra hans ryg! + +Og nu smilte Run Bates et forunderlig smil. Ganske forbløffende nyt og +uventet sat det pludselig der i hendes lille gule ansigt og gjorde det +helt fremmed. Hun pleiet at minde om en frosk i sin glæde, nu lignet hun +Mona Lisa. Den store mund, der forekom at være saa elastisk og uendelig +at mundvikene burde kunne møtes oppe paa issen, foldet sig sammen som en +blomst ved solnedgang, blev liten og rund som en rosenknop. Smilet blev +næsten usynlig men lyste med akkurat samme latenthet som hos Leonardo. + +Meninsky stirret stumt og graagrønt paa denne mystik, han sank sammen i +ryggen og kom til at ligne en forlæst gymnasiast. + +Saa tok han sig sammen og stammet: + +— Hvor skulde De reise hen da De fik se mig paa banegaarden? + +— Til Norge, svarte Run Bates. Men nu blir jeg altsaa her. Og imorgen +telegraferer De til herr van Lengden? + +— Ja, sa Meninsky. Jeg skal be ham erklære Paviere splitter gal — meget +galere end baade De og jeg, simpelthen farlig for sine omgivelser! Jeg +tænker vi har ham her før vi faar suk for os. Og saa blir det _Deres_ +sak at holde paa ham — _gjør_ ham gal dersom han ikke er det! + +Da saa Run Bates paa Meninsky som paa et daarlig speil. Hendes blik +uttrykte: Jeg er nok gul i ansigtet, men _saa_ gul er jeg dog ikke. Jeg +har nok stor mund, men _saa_ stor mund har jeg ikke. For et grønt, +ujevnt, simpelt glas i det speil! + + * * * * * + +Det er tidlig foraar men alt paa Capranola blomstrer. Fra paladset som +ligger høit, vælter der vældige bølger av hvitt skum ned mot havet, det +er terassernes tusen blomstrende frugttrær. + +Run Bates stod lænet mot en av loggiaens piller og betragtet det +blændende og duftende under. + +Ved en anden pille stod Meninsky og betragtet Run Bates. + +Om en stund kom han bort og sa at hun lignet nogen, noget — hvem, +hvilket? + +— Jo, det skal jeg si Dem, svarte hun beredvillig, jeg ligner i +øieblikket en hvilkensomhelst tegning av Erté. Jeg er nemlig idag til +ære for mine nyankomne kufferter mannequin, pariserny som De ser — Og +hun gjorde en tvetydig gestus henover sin bedaarende, blekrøde +chiffonkjole. + +— Ah, de var Deres alle de kuffertene og hatæskene imorges, sa Meninsky, +saa skulde det bare mangle at Paviere ikke regner klær for store ting, +hvad? + +En tjener ventet ærbødig til han hadde talt ut og pekte saa ned til et +dækket tebord paa terassen. + +Run Bates slog op sin parasol. Solen larmet mot samovaren. En gylden +sommerfugl slog sig ned paa tebrødet men opdaget øieblikkelig sin +feiltagelse og flagret videre til epleblommen paa Run Bates skulder. Fra +paladset lød en sprød kvindestemme til harpeakkompagnement. Meninsky +lyttet og vaaknet brat ved Run Bates’ værsaagod med sukkeret. + +— Ak, sa han og tok to biter, livet er ikke let. + +Men det skulde han ikke sagt. + +— Livet jo? sa Run Bates og sluttet at røre rundt i sin kop. Livet er +usigelig enkelt, begyndte hun og dreiet sin parasol rundt, rundt. Folk +bryr sig med hvorfra vi kommer og hvortil vi gaar, men hvorfor skal vi +ha rede paa det naar vi vet det ene nødvendige, nemlig hvor vi er? Se +Dem om! Og hun slog parasollen ned og la sig tilbake i stolen og stirret +op i det svale, hvite loft av blomsterblade og hun bredte armene ut som +om hun vilde favne ufavneligheter. + +— Se, sa hun og pekte ind mellem stammene, hvad skal vi med eventuelle +guldgater og perleporter? Ingen himler kan være skjønnere end jorden. Og +er de det, da er de ikke til at begripe for vore jordsanser og pokker +skulde da anstrænge sig saa faafængt og latterlig. Nei, jeg sier, kjære +vidunderlige jord, hvor det altid skal bli velsignet at se _dig_ igjen! + +Sangen fra slottet var forstummet. Meninskys uttryk var lysnet. + +— Tænker De Dem smaa turer bort fra den? spurte han, venlig. + +Nu lyttet Run Bates efter det som ikke mer var. + +— Jeg tænker mig ingenting, sa hun adspredt og blev sittende litt og +stirre i det. + +— Jeg lever, tok hun endelig haardt i ved at en flue satte sig paa +hendes næse. Og det er saa nok saa. Jeg prøver at gjøre hvert øieblik +til en liten evighet, forstaar De, det burde De ogsaa, De aner ikke hvor +man kan komme til at føle sig tusen deilige aar gammel, samtidig som man +kan sværge paa at man er født igaar. Tror De ikke _øieblikket_ er hele +meningen, Meninsky? + +— Meget mulig, indrømmet Meninsky med munden fuld av kake. + +Run Bates slog op sin parasol igjen. Saa tok hun sikte paa en +himmelragende poppels allerøverste kvist, hvor der tilfældigvis sat en +maaltrost og taug og til den deklamerte hun: + +— Drum thu wie ich und schaue froh verständig dem Augenblick in’s Auge. +Kein Verschieben! — Over min seng i Los Angeles staar der: Memento +vivere. Aa, men det er vanskelig naar man som jeg er født drømmer! + +— Er De det? sa Meninsky. + +— Ja. Helt til jeg var tyve aar levet jeg paa bare drøm, uvirkelighet. +Jeg husker ikke en eneste realitet fra den tiden, mine oplevelser var +altid enten foran eller efter selve oplevelsen, tiden laa i stadig +væddeløp, før jeg visste ordet av det var jeg tyve aar. Da blev jeg +imidlertid ved et mirakel født paany. Og disse faa aarene av mit andet +liv er som to gange tyve, saa fulde av indre og ydre oplevelser, +forstaar De, av virkelighet. Sjelden hænder det nu at jeg tror at rødt +er blaat og at bakenfor den syvende blaane ligger Soria Moria. Jeg tror +jeg skulde kunne stikke fingeren i et spøkelse og ... + +Hun tier. Dupper likesom av. Meninsky opdager at hendes øine blir +blinde, at de blir bare pupiller og mister evnen til indstilling. Og da +hun snakker igjen er det senilt og upersonlig som under en trance: + +— Denne terassen, sier hun, denne terassen og Paviere. Paviere ... + +Saa vaakner hun med et sætt. + +— Aa, du store Gud som jeg længter, stønner hun og blir pludselig +urolig, kan ikke længer sitte stille, maa op og staa, gaa. + +— Alt dette, sier hun og gjør en stor bevægelse med armen saa hendes +vide kjoleærme ligner en stor blekrød englevinge, al denne bedøvende +duften og disse fine, skjære farvene, det er et kor av tusen lyse +sopranstemmer, nei, det er et crescendo av utallige violiner, fløiter og +harper, et orkesterforzellerando: _KOM!_ + +Og hun roper ordet av sine lungers fulde kraft, staaende paa taaspidsene +og med armene høit i veiret. + +— Oi, ler Meninsky overvældet, han maa jo kunne høre det til den syvende +blaane! + +Da sænker Run Bates langsomt vingerne, stille sætter hun sig ned og +skjænker hun ny te i sin kop og med en dyp panderynke og en sprød, saar +stemme sier hun: + +— Ja, — hvor han tror det er en eller anden inspiration og slaar sig ned +og laver en symfoni i det lange og brede og overlater mig til +virkeligheten og mig selv —! + +Og først længe efter ler hun igjen. + + * * * * * + +Inde under de ældgamle parktrærs unge løv løper der gange i labyrintisk +virvar. De kaldes den røde, blaa, gule eller hvite, kjærlighetens, +haabets, troens eller mismotets vei efter hækkene som kanter dem og +menneskene som traditionslydig vandrer dem. (Ingen forelskede vandrer +bedrøvelsens, ingen ensom kjærlighetens vei!) + +Som et utropstegn midt i glædens, av himmelblaa lubelia kantede vei, saa +Meninsky Run Bates gaa. Hun traadte saa let i sandet med sine spinkle +ben og hun var gjennemsigtig som en hallucination i en hvit tyllskjole. + +— Naa, sa hun da han rak hende igjen, De har ogsaa fundet hit? + +— Ja, sa han, og gid man altid kunde vandre glædens blaa veie. + +— Det kan man da? + +— Kan man det? + +— Jo, sa Run Bates, og hadde allerede sin lyre stemt. Det var bare en +viljesak. Ingenting var mere komisk end tragikken. Vilde man le kunde +man le. + +— Jeg vet det, sa hun. Jeg har lært det. Jeg hadde som ganske ung en +speciel begavelse for at sørge, Gud som jeg sørget vidunderlig over alt +og ingenting, alt var saa deilig sørgelig, allermest det at elske. Men +saa fik jeg en virkelig sorg som jeg nær hadde sat livet til paa, det +blev _virkelig_ sørgelig at elske, forstaar De. Da var det jeg blev +_befalet_ at _le_, da var det jeg fik rede paa at saavel sorg som glæde +er smitsomme, at jeg ikke hadde ret til at gaa rundt som en edikebrygger +og utstraale aandelig gift, men at jeg værsgo skulde være glad over at +være bedrøvet, fordi det var kvintessensen av egoismens nye evangelium +at den selvomsorg der fører til egen lykke er den direkteste og største +velgjerning mot vor næste. Jeg blev energisk og strengt undervist i +egoisme og jeg lærte virkelig at glemme andre. Og tror De ikke det er +livets vigtigste kunst, Meninsky? + +— Jo, sa Meninsky, jojo. Jeg forstaar mig ikke paa det, jeg gaar sjelden +saa dypt i det, jeg faar saa let hodepine. Men det er jo ikke etisk at +være egoist, har _jeg_ lært. + +— Har De det? sa Run Bates og traadte straks meget bestemtere i +singelen. Hvis etikken fordømmer selvopholdelsesdriften fordømmer den +sine egne midler, sa hun vægtig og det var som om hun saa sig om efter +et bord at slaa i. _Netop_ naar man stiller sig paa altruismens grund +blir den særlige opgave for det enkelte individ at styrke og utvikle +sine egne kræfter og evner. Bare ved at gavne mig selv gavner jeg et +hele. + +Saa gav hun pausen til motsigelserne. Men der kom ingen. Derved krøp der +en angst op i hendes øine. + +— De som ikke ser det, er idioter, sa hun haardt. + +— Ja, jeg er en idiot, sa Meninsky. Men glædens vei er kort, nu er de +snart ved enden. + +— Hvad er De nu mest? spurte hun. + +— Hvilket? spurte han. + +— Glad eller bedrøvet? + +— Aa, jeg er saan — jevn, svarte han. + +— Ja, sa hun, jeg har allerede opdaget at De er makelig. Og alle +følelser kommer egentlig av energi. + +— Jeg tror alt det De sier, sa Meninsky med ét patetisk og snudde sig. +Der stod en dame og saa efter dem oppe under en graa sørgepil, da hun +saa ham vende sig, hoppet hun kjækt tvers over lubeliahækken ned paa +hans og Run Bates’ vei, men tok med næsen i veiret den motsatte retning. + +— Og, sa han med stor energi til Run Bates, jeg ønsker at Paviere maa ha +sat sig ned og komponere —! For hvordan skal jeg faa snakket et eneste +ord med Dem naar han kommer? + +— Kjære, smilte Run Bates sit Monalisasmil, her er da fuldt op av andre +damer at snakke med. + +— Ja, andre damer, blaaste han. + +De er kommet til veiens slut og stanser. + +— Hør, sier han med stor varme, kan De ikke lære mig Deres store kunst — +at ville? At kunne ville gjøre en utaalelig situation taalelig for +eksempel? + +Run Bates er meget alvorlig da hun bøier sig ned og plukker en tust av +den blaa hæk. + +— Kjære, sier hun idet hun sætter den i sit belte, da maa De nok først +lære at _føle_ en situation. Prøv da til en begyndelse at føle +indeværende utaalelig! + +Han forstod feide ikke. + +— Indeværende situation er Dem nemlig ikke noget, nikket hun. Den er Dem +bare et stykke likegyldig tid som gaar for Dem mens De forstyrres fra at +tænke paa den. Men vil De høre hvad den egentlig er benyttet til? Til +tyveri! + +Og nu jog pludselig blodet op i hendes ansigt og hendes mund skalv. + +— Til tyveri av _min tid_, sa hun. Her har De tilranet Dem et helt +kvarter av mit lille, dyrebare liv! Og hvorfor? hvortil? For ingenting! +De er ret og slet kleptoman, samler av værdiløsheter! Gaa nu et andet +sted hen og stjæl og la mig bli alene med mine sørgelige rester av den +glæde De traf mig i. + +Jeg mener det, fortsatte hun leende da han ikke gjorde mine av endnu at +forstaa hende. Jeg vil gjerne være alene nu. Jeg har hat saa lite at +bestille med mig selv idag. Først var det min pike og saa doktoren og nu +Dem og indimellem og tversigjennem det hele, Paviere. Jeg maa sandelig +nu faa nyde mit eget behagelige og interessante selskap lidt! Her +skilles altsaa vore veie. + +Og hun gik blidt nikkende fra ham ind paa ensomhetens lange, hvite vei +tilhøire, mens han maatte ta eftertænksomhetens korte, av violette +krokus kantede gang tilvenstre. + + * * * * * + +Og de taltes ikke ved paa en tid. + +Der var flere tyver efter hendes tid end han, og hun lot sig like +elskværdig bestjæle av alle andre som av ham først. + +Han gik for sig selv og sov meget som ellers og der stod i de dage meget +interessant i avisene. + +Men endelig en aften sa hun: + +— De tar mig nok bokstavelig! Men hør nu, De kan faa lov til at betragte +det kvarteret sidst som et laan. Hvilket jeg nu og herved kræver +tilbakebetalt. + +Og saa slog hun sig ned hos ham med sin kaffekop. + +Det var inde i den lille cirkelrunde gaard hvorom Palazzo Garnese er +bygget. Midt i var det et stort springvand, paa marmorkanten her krøp +Run Bates op, der sat hun rigtig godt og malerisk i sin glitrende +ormeham av en kjole og med en skyskrapende, spansk kam i sit japanske +haar. + +Der var en eiendommelig blaa skumring derinde i rundelen, maaneskinnet +fra oven rak ikke helt ned til marmorflisene, men etpar store antikke +smijernslygter med kulørt glas gjorde saa godt de kunde. Run Bates sat +bra belyst og det hæslige, edderspyende sjøuhyre i bassinet bak hende +kom ogsaa nogenlunde til sin ret. + +Meninsky sat i skyggen med hele overkroppen, bare hans store, urørlige +ben i silkestrømper og laksko raket ind i lyset og til dem henvendte da +Run Bates sig: + +— Hvad fandt De ut i eftertænksomhetens gang? + +Som stukket av noget kryp trak benene sig skyndsomt tilbake ind i +mørket. Men langsommere og sindigere end nogengang før kom Meninskys +stemme: + +— Det husker jeg ikke. Men senere er jeg kommet tilbake til mit første +indtryk av Dem som var Deres hattebaand. Er De ikke akkurat saa +skinnende og flagrende som det? + +— Jeg? Skinnende og flagrende? ropte Run Bates. Jeg er skimrende og +flaggende! Tænk saa ut forskjellen! + +Og som for at markere hendes replik sendte sjøslangen idetsamme en +himmelhøi vandstraale tilveirs, den rent overanstrængte sig og maatte +holde op og puste lidt efterpaa. + +— Har De mødt et gladere menneske end mig? spurte Run Bates. + +— Nei, fandt Meninsky, hun var virkelig meget og altid gla. + +Men nu skulde han altsaa allikevel snart se en endda større og endda +varigere glæde. Og var der heller ikke iaften nogen meldeseddel om +ilgodset fra Paris? + +— Jeg glæder mig saa til sammen med Paviere at demonstrere _tid_ for +røverpakket her forstaar De, sa hun. + +Da bad Meninsky hende særlig at ta sig av ham, for om tiden var han mer +og mer ved at miste begrepet sammen med hende. + +— De sier altsaa ikke i øieblikket med Faust: Verweile doch! + +— Nei! sa Meninsky varmt. + +Men nu fortalte hun ham hvor hans uforstand var kolossal. Tænke sig at +sove bort de to trediedele av sit liv som han gjorde, ja hvor og naar +hadde hun ikke set ham sovende? Paa sofaer og i lænestole, paa +havekrakker og i grønsværet, tidlig paa morgenen, midt paa dagen i +solnedgang og maaneskin. Hun begrep ham ikke — De imponerer mig næsten +med Deres flothet, Deres usigelige nonchalance med tiden! + +Det første hun skulde spørre Paviere om var hvormange timer han sov pr. +døgn. Hun trodde et minimum, meget færre end hende, aa, hvor hans tid +var optat og fuld av vaakent liv. + +— Men tror De da han faar tid tilovers for nye bekjendtskaper, spurte +Meninsky — for Dem? + +Sjøslangen i bassinet spidset øren og dæmpet sig. + +Hun ventet lidt med svaret. + +— Kjære Meninsky, sa hun langsomt og meget tydelig, Paviere faar tid til +alt. Han vet sikkert det samme som jeg, at bagatellerne er like vigtige +som katastroferne og praktiserer det endda grundigere. Tro mig, han vil +tilmed faa tid for _Dem_! + +Da fniste det kort og forstaaelsesfuldt i bassinet. + +Run Bates kikket ned i vandet og opdaget en guldfisk. + +— Tyss, hvisket hun med oprakte pekefingre, den maa jeg ha! Den staar +ganske urørlig og stirrer paa mig, _vil_ tas! Tyss! + +Og som en kat skjøt hun pludselig ryg og krøket hun klørne, et plask og +et skuffet hyl. Guldfisken var undsluppet. + +Men den kom igjen. Tre gange kom den igjen og tre gange dyppet Run Bates +sin slanke arm til albuen i det glasklare kolde vand. Men idet den gik +sidste gang grep hun den like oppe i vandskorpen. Og der hang den +virkelig efter halefinnen mellem hendes to fingre, ganske stiv av skræk +og forbauselse, men skinnende i de vidunderligste gyldne farvetoner, et +langt stivnet gulddryp færdig til at hænges i hendes øre. Run Bates +løftet den op mot det og vilde si noget, men kunde ikke finde stemmen, +hendes kineserøine skinnet gult av ekstase, hun holdt pusten ikap med +springvandet, satte den saa i halsen og kom til at hoste. + +Da gjorde fisken et spræl og blev fri. + +Og der sitter Run Bates nu og stirrer i vandet og væter sine tørre +læber, mens alle muskler i hendes legeme slappes og hjernen gjenoptar +sin virksomhet. + +— Haha! sa Meninsky. + +Run Bates vendte hurtig ansigtet fuldt av rædsel om mot ham. + +— Ler De? sa hun bare. + +— Ja, svarte han. Liker De ikke den form for forstaaelse? Vilde De +heller hat applaus? + +— Applaus? + +— Ja? Var dette ikke en demonstration av tid? Av opgaaen i nuet? Og jeg +vil si — jeg kan vanskelig tænke mig det bedre utført — selv av Paviere! + +Run Bates lille kjoleslæp endte i en dusk, en dusk av stjerneblaa +metalperler, den laa tung og glimtende paa marmorflisen like ved hendes +føtter. Nu trak hun slæpet op, fik tak i dusken og ga sig til at leke +med den. + +— Paviere, sa hun og vendte ansigtet fra lyset. For helt nede paa hendes +hvite hals sank rødmen tung og mørk og hendes nakke bøiet sig som under +en smertefuld byrde. + +— Paviere, gjentok hun, aanei, han lar sig nok ikke saa let føre bak +lyset som De — og jeg. De er ute av stand til at forstaa bedre og jeg +vil saa altfor gjerne bedrages — av mig selv. + +— Hvad mener De? spurte Meninsky. + +— Jeg mener, sa hun fortvilet, nøiagtig det motsatte av hvad jeg gjerne +_vil_ mene, hvad jeg har lært at jeg _skal_ mene. Citerte jeg netop +Goethe husker jeg nu Pascal som sier at vi mennesker _aldrig_ lever i +nuet, at vi ikke kan det! Vi er enten optat av det forgangne eller av +det kommende, det nuværende betragter vi bare som et middel for det +næste og saaledes _lever vi aldrig_, bare forbereder os paa at leve, vi +_haaper_ altid paa lykken og _nyder_ den aldrig. Og Gud, hvor det er +trist, dersom det er sandt. Og dette med guldfisken netop var jo en +absolut bekræftelse, sa hun med et langt suk og blev sittende lidt. + +For mens jeg endnu ikke hadde den tænkte jeg paa det øieblik da jeg +skulde ha den, og da jeg saa hadde den i haanden tænkte jeg straks med +bedrøvelse paa det øieblik da jeg maatte slippe den igjen, og da jeg +hadde sluppet den var det hele jo allerede et minde blot. Ak. + +Og hun slap som i dype, triste tanker perledusken ned paa marmoret +igjen. Men den lille skjøre klang var nok til at vække hende. + +Hun løftet armene over hodet, foldet dem deroppe og bøiet sig tilbake. + +— Derfor, sa hun til Meninsky, derfor _maa_ jeg træffe Paviere. Jeg maa! +Jeg tror at han _kan_ hvad jeg har _lært_, denne forvissningen kommer +jeg ikke undav, den er gaat i blodet paa mig og pumpes taktfast gjennem +mit hjerte, den er blit mit aandedræt, ophører det, dør jeg. Kan De +forstaa det? + +— Nei, svarte Meninsky bare og hans svar var et spørsmaal. + +Men Run Bates tidde med lukkede øine. Og hun saa ut som om hun aldrig +hadde været glad og som om hun aldrig kunde bli det. + + * * * * * + +Alle Capranolas hvite blomsterblade falder. + +De falder for hver mindste bevægelse i luften, de drysser og tysser naar +bare en stemme taler for høit, de dækker jorden som sne. + +Paviere spørres ikke. + +— Min ven lægen maa være bortreist, sier Meninsky til Run Bates. Blir De +meget fortvilet om De maa vente lidt? + +Run Bates har hele sin opmerksomhet fæstet paa sine ben, hun traar saa +usigelig varlig i det myke, hvite teppe og hendes ansigt er fyldt av ynk +for det. + +— Fortvilet? gjentar hun uten at se op, det blir jeg jo aldrig. Men det +er vanskelig at holde sig samlet om dagen. Vet De, Meninsky, idag tænkte +jeg paa Paviere som paa et maal! + +Det var som om hun betrodde ham en sensation. + +— Jeg blev ganske ulykkelig, sa hun. I det hele tat er denne tiden siden +jeg saa Paviere første gang like vanskelig for mig som hin første tid +efter at jeg hadde gjort mit eget bekjendtskap. Jeg gjør feilgrep paa +feilgrep, jeg føler pludselig grunden svigte under mig paa de mest +utrolige steder. Som dette med maalet. Jeg vet jo forlængst og har sat +mig fuldstændig ind i at der gives ingen maal utenfor en selv. Alt er +midler. Paviere er mig udelukkende et nyt middel til selvoptagelse, +utvikling, forklarelse. Og saa tørner min fantasi op og laver mig en +kridtstrek ved et væddeløp! Gud som jeg sprang med tungen ut av halsen +for at naa den streken Paviere. + +— Og naadde De ham? spurte Meninsky. + +— Nei, fortalte hun, hun hadde stoppet sig selv i tide. + +— Jeg har et altfor følelig maal i mig selv. Kjender De ikke den lille +indiske legenden om draapen i havet? Hvad er en draape i et hav, sier +man jo. Hvad er et menneske blandt mennesker? Men hør nu, hvordan kan +der bli et hav uten draaper? Og beror ikke havets _beskaffenhet_ av +draapen? Er draapen klar er havet klart. Det er da usigelig enkelt? + +— Ja, sa Meninsky. Han gik og saa paa hende fra siden. Hendes merkelige +mund arbeidet i profil ganske som et papegøienæb. + +— Jamen, menneskene gjør det saa vanskelig, gik hun energisk videre. Hun +hadde glemt jorden og hvad som dækket den nu, hun saa ret tilveirs. + +— Menneskene laver samfundsetik og religionsetik og hundre slags etik. +Som om der _gis_ anden etik end den individuelle. Aa, jeg kunde det +utenad engang, jeg maatte jo pugge det, at: Det altid er og altid blir +det enkelte, bestemte individ man paa det etiske omraade har med at +gjøre, at etiske domme angir villen og handlen og at der handles og +villes i al evighet av enkelte, bestemte individer. Et samfund handler +akkurat forsaavidt de enkelte individer handler. Et samfund er +fuldkomment forsaavidt dets enkelte medlemmer er fuldkomne. Derfor er +maalet vor _egen_ fuldkommengjørelse ikke sandt? Alle andre mennesker, +alle forhold, alle oplevelser kan bare bli midler for det ene, vor egen +utvikling. + +Og hun saa paa ham, blaat og triumferende som et barn der har avliret en +godt pugget lekse uten avbrytelser. + +— Nu husker jeg, sa da Meninsky og stanset og stirret betænkt ned i +bladmylderet, at De den første gangen der paa dækket snakket noget om en +draape. + +Der stod en gammel, mosgrodd stenbænk inde under et drivende hvitt +mandeltræ, bænken var hvit av blade. Run Bates subbet dem undav med +haanden, ryddet to pladser avdelt ved en tyk, hvit stripe. + +De satte sig. + +— Ja, sa hun, men dengang var det som draapen i boblen jeg tænkte paa +mig selv. + +— Draapen i boblen? + +— Ja, har De aldrig blæst saapebobler? + +— Jo, det hadde Meninsky, han husket godt en bobleperiode fra sin +barndom. + +— Ja, sa Run Bates, hvis der er tilstrækkelig med glyserin i vandet kan +De faa dem kolossale, vet De, og da gaar de like lukt til himmelen uten +at efterlate sig spor. Men er der forlitet av skumstoffet smelder de +straks og da plasker vandet — _draapen_ — til jorden. Der var meget lite +glycerin i Dem, Meninsky, derfor blev der slik en stor vaat flek under +Dem paa dækket! + +Og hun lo saa mandeltræet ganske vettskræmt drysset en regn av blade +nedover dem. + +— Det vil si, sa hun, der var lite _fantasi_ i den min formodning at De +var Paviere, der var for meget av mit eget kjød og blod i den, +gudskelov. Derfor plasket jeg i dækket saa eftertrykkelig. Ja, for De +forstaar vel at det var _mig_ den væteflekken, den draapen? + +— Jo, selvfølgelig forstod Meninsky. + +Men der blev en pause. Ingen blade faldt. + +— Haha! lo Run Bates kort, og tusen blade faldt samtidig. + +Meninsky saa først paa hende og derefter paa nedbøren men sa ingenting. + +— Hvad tænker De paa? spurte hun. + +— Jeg? sa han forbauset. + +— Ingenting, mener De? Nei, jeg tror virkelig ikke De tænker sa hun. De +ser ikke, hører ikke, føler ikke, De lever ikke. De _sover_! + +— Vet De, hvisket hun pludselig tæt indtil skillet mellem dem og bøiet +sig frem og foldet hænderne om knærne, jeg kan tænke mig Paviere her i +Deres sted nu. Han sitter der og ligner Dem, stor og blond og +mandhaftig. Men _han_ lever! Han er lynende vaaken og ser mig og alt +omkring mig og han sitter og lytter ut i luften og ned mot jorden. Og +saa sier han til mig: Se, siger han, hvor Deres stemme bevirker +katastrofer her mellem disse faldefærdige verdener, Miss Bates! Der er +et stort farlig cello vibrato i Deres stemme, ser De, luften kommer i +sjøgang, lange, sterke bølger laver brændinger. Og han lytter. Kan De +høre, sier han til mig, at det _klinger_ i luften av disse kaskadene av +blekrøde, duftende fnugg, den fineste, lille lyd i verden, ingen sordin +kan dæmpe en violintone ned til dette. Og saa sitter vi her og ser og +lytter og tiden staar stille imens. + +Meninsky har sopt bladene mellem sig og hende sammen i en liten haug, nu +krammer han dem indi haanden, haardt, saa væten rinder ham ut mellem +fingrene og kaster derefter den lille vaate, brunlige klump langt fra +sig, ut paa veien. + +— Er De sikker om at han er veltalende? spør han rolig. + +Run Bates betragter uttryksløst hans offer ute i singelen. + +— Nei, sier hun, det er jeg slet ikke. Kanske er han tvertom taus. Men +for en taushet! Han behøver simpelthen ikke si noget — han er den +fuldstændige livskunstner forstaar De, hans følelse av livet i sig selv +og alt gjør hans mindste berøring med en ting saa sjælfuld at tingen +forklares — uten ord. Aa, han er saa fuld av ømhet, Meninsky, der +strømmer saa megen medlidenhet, varme og godhet ut fra ham at al is og +bundenhet omkring ham smelter og løses — uten ord. Ingenting lavt eller +sjofelt kan eksistere i Pavieres nærhet. Aa, ja, De skal faa se! + +_De_ Meninsky — De er ikke sjælfuld. De er automatisk, kold og grusom, +De er — ja, De er bare glad for at tiden gaar! avslutter hun skyndsomt +da hun ser Meninsky trække frem sit ur. + +— Ja, sier han, men undertiden staar den virkelig ganske stille, tænke +sig til at den ikke er mer end et, en hel time til lunch og middagslur! + +Og han stopper med en irritert snøften uret ned igjen og gjør et par +sterke opadstræk med armene. + +Da reiser hun sig og følger ham tiende videre. + + * * * * * + +Nattemørket paa Capranola er marineblaat og ugjennemsigtig. + +Endda der lyste tusen stjerner over paladsets flate tak maatte Run Bates +føle sig frem over det, det var som om hun med hænderne skjøv det ene +lag efter det andet av lette, blaa fløielsdraperier tilside. + +Langt derinde i det svale, bløte og vigende mørke støtte hun paa +Meninsky. Han sat og sov i en kurvstol. Men han vaaknet ved lyden av +hendes skridt. + +— Au, der traadte jeg paa Deres cigar, sa hun, den er vel faldt Dem ut +av munden mens De har sovet — snorker De? + +— Ja, svarte Meninsky, nu skulde jeg forresten netop gaat ned og lagt +mig. + +— De er vel sovnet paa veien da, sa Run Bates. Det er langt over midnat. +Hele paladset sover. + +— Bare De vaaker? + +— Jeg er heroppe en tur hver nat ved denne tid, svarte hun. Her er jo +altid stjerner. Og aldrig føler man saa deilig samtidig sin litenhet og +sin storhet som under stjernene. + +Hun snakket som man snakker i mørket, dæmpet og intimt, for ham alene og +dog for alle mørkets usynlige øren. + +Meninsky knuste en gjæsp og svarte ikke. + +Der blev saa stille, de kunde høre hverandres aandedræt. + +— Jeg kan høre Dem tænke «Storhet»?, sa hun om en stund. De er ikke +rigtig vaaken, men i en saapas ret skinnegang hjuler Deres hjerne av sig +selv. De var bare barnet da De lærte at stjernene er verdener, de fleste +meget større og betydningsfuldere end vor, og at De selv er en maddik, +et støvgrand, et atom, ikke sandt? + +Meninsky svarte fremdeles ikke, men han tændte en cigaret og indtok en +mere liggende stilling i stolen, belavet sig altsaa paa at bli og at +høre. + +— De lever paa den læren, fortsatte Run Bates, henvendt til det stykke +fortættet mørke han utgjorde. Det ser jeg hver dag! Deres plastik er saa +absolut en maddiks. De kommer frem ved at suge Dem til bunden! Og De +opfører Dem som et intelligent støvgrand, forbauser verden ved Deres +indrømmelse av uberettigelse, De er til for at flyttes av fjærkosten og +beklager med Deres lille ulykkelige smil tyngdeloven som tvinger Dem til +saa ofte at falde tilro. De er ogsaa mikroskopisk i al Deres færden som +et atom. Man vet ingenting om Dem her paa stedet og endda mere +betegnende, man prøver ingenting at faa rede paa, De anes ikke engang av +denne samling forskere, De er like uinteressant som bacillen til en +sygdom der endnu ikke har optraadt! + +— Tak, svarte endelig Meninsky med søvnen omsider væk fra sin stemme. +Det er ganske sandt hvad De der sier, sa han. + +— Jamen hør nu, sier Run Bates og bøier sig fremover i stolen saa den +knaker. I dette øieblik ter De Dem for mig som intet hverken større +eller mindre end en stjerne! Jeg ser Dem ikke, jeg ser bare Deres +cigaretflamme. Men den lyser like varmt og utvilsomt som selve +Flammarion og sætter et stort horn paa Den lille bjørn. Det ser virkelig +komisk vederhæftig ut. + +Og han hørte hende smile med haanden over sin lykkelige mund og bli +alvorlig igjen og grunde. + +— Og De er en stjerne, sa hun derpaa. De er et billede i det mindre av +en verdens frembringende, ordnende og opretholdende kraft, De lyder +ganske de samme love og betyr like meget som klodene i Melkeveien. Nei +se, sa hun og pekte fort ut, der faldt det en! Akkurat fra Melkeveien! + +Meninsky vendte sig. + +— Uf da, sa han, hvor det høres profetisk ut. + +De sat urørlig en stund og stirret op i det tindrende, uendelige under. +Men som altid fandt hun det sin pligt at ta sig av pausen. + +— Vil De nødig dø? spurte hun blidt. Ja, maatte Meninsky indrømme. + +Da foredrog hun med sin virtuose cellostemme en liten elegisk melodi for +ham der i mørket og stilheten, en romance med modererte stigninger, et +litet vidunder av snakkekunst. Hun fortalte: + +— Vi dør daglig. Vi utsender nemlig vor levende kraft til en anden +størrelsesverden. Blir vi femti aar kan vor tidligst utsendte kraft +allerede være naadd til de nærmeste stjerner. Og underveis har den mødt +et uendelig mylder av lignende bølger hvormed den har interferert. Midt +ute i det evige rum, hvor der er saa langt til kloder at vi ikke længer +ser enkelte stjerner men kun hist og her en stjernetaake, er der ikke en +synaalsspids av en plads saa liten at den ikke i hver milliontedels +sekund paa den maate gjennemsitres av milliarder av liv og skjæbner. +Hvert saant litet sted, forstaar De, har været sat i svingninger av alt +der er skedd rundt omkring paa klodene, hvert ord der er talt, hver +tanke der er tænkt, aa ved bare at en maddik har snudd sig i jorden. Alt +det vi trodde forsvundet ved sin litenhet og umerkelighet løper videre +til evig tid, idet det overfor det uendelig smaa faar størrelse igjen +forstaar De, det løper og løper, bølgebredde for bølgebredde av +milliontedels størrelse med uhyre hastighet gjennem rummet for aldrig at +stanse, hele Deres personlighet, Meninsky, reiser ustanselig fra Dem med +firtitusen miles fart, tænk paa det og mist pusten, likesaagodt først +som sist! + +Han kunde ikke se hendes øine som enten var altfor vaakne eller altfor +fraværende. + +— Hvilken komponist var dette? sa han bare. + +— Feilberg, sa Run Bates stolt. + +— Hvordan har De faat læst al den masse, De er jo blottende ung? + +— Jeg har ikke læst. Jeg er blit læst for. Og jeg er ikke ung — svarte +hun. + +— En maddik som vender sig i jorden, forsøkte han at ape hende men opgav +det. Naar jeg laver firti tusen hvad i herrens navn præsterer saa +Paviere tror De? Huf, jeg føler mig rent uvel, sa han og skuttet sig som +om han frøs, det maa være Deres snak om bølger, jeg som er saa anlagt +for sjøsyke, jeg liker idetheletat ikke at reise, nei, nu kryper jeg +tilkøis og glemmer de milene, saa blir De alene med Deres kjære naboer! + +Og han ønsket godnat og gik. + + * * * * * + +Efterhvert gir lysmesteren sterkere overlys, kulisserne skjærpes i +konturene og dypner i farvene, det blir sommer paa Capranola. + +Run Bates ansigt sees begravet i en jasmingren, hendes fingre stryker +varlig henover en rododendron, hendes favn er fuld av syren og guldregn. + +En morgen kom de ind i en birkelund. Duggen var endnu ikke tørret. + +— O, at ha sine sanser, ropte hun, at kunne se, høre, føle, lugte, +smake! Meninsky, hvilken av Deres sanser har De mest glæde av? + +Meninsky sagtnet sine skridt mens han lydig tænkte efter og orienterte +sig. Han saa sig om baade for og bak og han lyttet op mot trærne og han +snuste ut i luften. Tilsidst smækket han med tungen. Og da hun smilte, +sa han: + +— Nei, De har ret, jeg er ganske sanseløs. + +— Hvad? sa Run Bates. + +— Ja, svarte han, De ventet Dem jo et kontraspørsmaal? For at faa sagt +mig at De har like stor glæde av hver enkelt av Deres sanser som jeg av +alle mine tilsammen? Men jeg har ikke spor glæde av mine sanser, jeg er +virkelig ganske sanseløs. + +— De gjør mig uret, sa Run Bates og stanset med ryggen mot en skinnende +birkestamme. Jeg tænkte paa Paviere. For det faldt mig ind ved denne +fuglemusikken i trærne her at hans gehør vel maa være utviklet paa syns +og lugts og smaks bekostning. Og jeg undres paa hvordan han vilde +beskrive denne scenen. Mon den ikke vilde være spækket med gloser fra +harmonilæren? Alt, hele livet kanske _klinger_ for ham, alle ting maa +kanske karakteriseres ved tonemotiver, illustreres ved intervaller og +skalaer, stakkatoer og fermater, ved forter og pianissimoer. + +Meninsky spurte om det vilde skuffe hende. + +— Ja, sa hun, jeg hater specialisering. Jeg fik idag et brev fra en god +ven av mig, et langt spirituelt brev, men jeg gad ikke læse det ut. +Fordi han udelukkende henvendte sig til mine øine. Han er nemlig selv +bare øine, maler. Og jeg vet at hvis jeg med ord skulde beskrive ham +denne scenen foran os, saa vilde han ingen andre forstaa end de som +vedkom hans syn. Livet er for ham bare farver og former, og jeg vilde +bare fængsle ham ifølge mit kjendskap til spektret og geometrien. + +— Hvordan vil De beskrive dette for _mig_ da? spurte Meninsky, staaende +urørlig og ydmyg som en hund ved hendes side. Jeg som hverken har øine, +ører, næse eller mund? + +— De? sa hun og vendte sig og saa paa ham. De har de største og klareste +øine jeg har set hos en mand, Deres blik er usedvanlig sterkt og klart. +Deres ører er store og meget velformede, jeg tviler ikke om at de +funktionerer upaaklagelig. De har en fin, uttryksfuld og vakker mund. +Men De savner virkelighetssansen, derfor er der intet syn, ingen klange, +ingen duft og intet indtryk i det hele tat som berører Dem. Hvis jeg +derfor pekte for Dem nu og sa, se for et knitrende fyrverkeri av +solgnister der silrer gjennem det unge birkeløv ned i grønsværet og blir +til hundreder av røde, blaa, gule og hvite, bittesmaa, duftende, søte +tusindfryd, saa appellerte jeg jo til alle Deres sanser, men De vilde +bare finde det et overspændt, skjønliterært og unødvendig utlæg av et +hverdagsfakta. Ikke sandt? + +— Jo, sa Meninsky, min virkelighetssans vilde den beskrivelse hvertfald +ikke vække. For det er da slet ikke solskinnet som blir til tusindfryd? + +— Jo! svarte Run Bates fort, men gik ikke videre. Hun blev høirød og +forvirret som grepet i en løgn og kunde intet si paa en stund. + +Først langt om længe sa hun stille: + +— Nei, det var min ulyksalige, ukuelige fantasi igjen. Jeg myrder den +tusen gange om dagen, men stadig lever den op igjen. De forstaar, jeg +kan like lite som Vorherre junior la være at tale i billeder, endda jeg +like godt som han vet hvor daarlig de blir forstaat, tilslut blir vel +ogsaa jeg spikret op paa et kors for mine sproglige formastelser. Men +kom jeg galt avsted med eksemplet, saa har jeg hvertfald ret i pointet — +sansene! + +— Ja, sa Meninsky trøstende. Jo, selvfølgelig hadde hun ret. Men vilde +hun ikke hjælpe ham lidt — til at bli sanselig han ogsaa? Putte lidt av +sin egen overflod i ham. + +Da stanset Run Bates igjen og grep sig haardt under haken og efter at ha +bevæget kjæverne op og ned som var de gaat av ledd og det gjaldt at faa +dem sammen igjen sukket hun tungt og sa: + +— Uf, jeg er saa træt av at snakke! Og vi er bare halvveis ... + +Og saa tier hun. Hun tar virkelig en lang pause. Det blir stille paa +Capranola. + +Han vandrer ensom i de labyrintiske gange og ser ut som om han hører paa +at græsset gror og som at han nu synes det kan være langt nok. + +Endelig den tredje dag finder han hende i en huske. Der har hun hat paa +for engangs skyld, en liten fiffig hat sydd av blaa, bløte silkebaand, +bremmen ligger hende ned i ansigtet, helt nedover munden. Hun sitter +ganske stille, den ene spidse skosnute støter mot marken, hun holder sig +godt fast i taugene, det ser ut som om hun er faldt i tanker akkurat +idet hun skulde i luften. + +Han har set hendes ansigt et øieblik, at hun ikke sover, men da han +nærmer sig og stanser midt fremfor hende blir hun fremdeles sittende, +løfter ikke hodet, hattebremmen gjemmer hendes ansigt. + +Han blir forgjæves staaende der og vente paa hendes blik og stemme. Da +kommer han nærmere, tæt hentil hende og han strækker sin ene haand ut og +griper med to varlige fingre i hendes hattebrem for at løfte den op, men +kommet halvveis, seende den store, hvilende mund og de nervøse +næsefløier slipper han den braat, som forfærdet over sin egen +dristighet. Og han forlater gaaten under den blaa hattebrem uløst. + +Men den fjerde dag taler hun igjen. Og da er der en ny magt i hendes +stemme, en større styrke i hendes foredrag, en bedre orden i hendes +stof, en sterkere koncentration. + +— Hvorfor, sier hun, løftet De ikke den hattebremmen? Var det Dem selv, +skrækken for hvad De kunde opdage under den gjaldt, eller var det mig? +Var der noget De ikke _vilde_ vite eller trodde De ikke _maatte_ vite? +Vet De ikke at det at leve, det er at gjøre sig til vidne? Hvor De er +feig! + + * * * * * + +— Dette er Indien, sa hun, liggende utstrakt i badestrandens okkergule +sand og stirrende ind i den soldirrende, skyløse himmel. + +Og nu vet jeg det! satte hun sig braat op idet hun klasket hænderne +kraftig sammen. _De_ er indier! + +— Er jeg det? sa Meninsky forundret. + +— Javist, lo hun sit clownsmil. Det forklarer det hele! Der De nu sitter +i den latterlige skjørtedragten Deres, med knærne opunder haken og med +saa meget av Deres sarte, hvite kvindehud utsat for solbranden, forener +De en tempelvogters ro, en majarias værdighet og en fakirs +uimottagelighet for ydre indtryk. Om en bombe sprang her like ved os +vilde De ikke blunke engang, og blev jeg med tilveirs vilde det ikke +berøre Dem. Vel? + +— Nei, naturligvis ikke, svarte Meninsky. + +— Slik som nu, kunde De sitte hele Deres tid og rolig la livet leve sig +selv paa siden av Dem. Verden er for Dem bare et taakebillede, en +illusion, et gjøglende skin, det som inderne kalder Maya. Hele Deres +higen gaar ut paa at komme væk fra dette mummespil til den store +guddommelige virkelighet. De er ikke saa lav som vore kristne at De +lønskalkulerer, De indtar den allerklokeste holdning, De gjør +_ingenting_. Saa kan De hverken lønnes eller straffes? Liddelig lurt! + +Og hun efterapet hans stilling og mimik, og lykkedes fuldstændig. + +Hun hadde en elegant badedragt paa, den var vid og anstændig men dækket +saa lite som mulig an hendes lille, brune krop. Om en stund, naar hun +blev rigtig gjennemstekt av solen skulde hun i sjøen. + +— Men De vet, sa hun pludselig alvorlig og meget indtrængende, om +inderne ikke handler saa tænker de, er de passive med musklerne saa kan +de bruke hjernen. + +— For eksempel? sa Meninsky. + +— Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue som har levet nogen aar +derborte nu, skrev for en tid siden en liten pudsig historie til mig. Om +en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det hete tørre sandet, som de +altid sitter, dag efter dag, i samme forvredne stilling, magrere og +magrere, gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et fuldstændig +passivt menneske — som De. Men engang møtte hun hans øine, sælsomt +sorte, blanke øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene i huset +stod han paa hendes veranda, bøiet til jorden og bad om en lok av hendes +haar. Hun sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de svarte +øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og oppe paa sit soveværelse +klippet hun en frynse av en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk +som hendes eget haar, fakiren tok den og takket hjertelig. + +Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa noget i sin hule haand, +hun mødte aldrig mere hans øine. Men fjorten dage senere da hun igjen +var alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom paa en +underlig lyd ovenpaa i soveværelset, en sælsom tassing og subbing, helt +forskjellig fra menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover trappene +kommer humpende, subbende og raslende — hendes sengeforlægger! Du kan +tro den hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud som den bugtet +sig ivei til den manglende frynsen sin! + +— Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa ikke uimottagelig for ydre +indtryk. + +— Han var saa ung, sa Run Bates og tømte sandet ut av sin ene strandsko, +han var ikke paa langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse som +De. + +— De mener, sa Meninsky og saa interessert paa at hun tok skoen paa +igjen, at jeg ikke kan bli forelsket? Men er ikke kjærligheten netop +selvforglemmelse, selvhengivelse? + +— Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden er De? Jeg har elsket +en eneste gang, og aldrig hverken før eller senere har jeg været saa +bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte mig at jeg «gik op +i» gjenstanden for mine følelser, man advarte mig mot tapet av min egen +personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg klart at hadde jeg +fortsat med at elske vilde jeg blit en ideél egoist. For det er sig selv +man elsker i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man +henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt? + +— De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme det, sukket Meninsky. + +— Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem kan speile intethet, +understreke tomrum og korrigere fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som +De kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde forelske sig i Dem. + +Meninsky saa paa hende. + +— De er en djævel, sa han med stor overbevisning. Jeg begynder at se +frem til Paviere! + +— Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste dage reiser jeg fra dette +sted hvor jeg vet han aldrig kommer. + +— De vil ut og lete efter ham? + +Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med sin pekefinger i sandet. + +— Tror De paa skjæbnen? spurte han. + +— Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok tilfældigvis feil av Deres +og Pavieres ryg, og det er udelukkende min egen og ingen skjæbnes +fortjeneste at jeg har faat en oplevelse ut av det. + +— Har De det? spurte Meninsky forundret, meget forundret. + +— Jaha, sa hun og holdt op at skrive. Istedetfor Pavieres deciderte +størrelse til at forstemme mig har jeg jo hat Deres dobbeltdeciderte +litenhet til at opløfte mig! Jeg forsikrer Dem, denne følelsen av +koloss, av mammut sammen med Dem er udelt behagelig. + +Han bøiet sig frem og læste hvad hun hadde skrevet. Der stod tre gange +Run Bates og tre gange Gudrun Haavaldsen. + +— Gudrun Haavaldsen, hvem er det? spurte han. + +Hun bøiet sig forbauset frem og læste og deres ansigter kom meget nær +hverandre ved det. Saa løftet hun langsomt øinene med hans eget +indolente blik. + +— Vet ikke, sa hun paa hans svævende maate. Vet De? spurte hun med hans +høflige, intetsigende smil. + +Da lo han. Og han strakte sine ben ut og begravet sine hænder i sandet +og sa: + +— Om jeg nu tok mig voldsomt sammen og skaffet mig lidt ballast fra Dem, +og jeg saa blev forelsket i mig selv, i Dem eller omvendt og fik fat i +en lok av Deres haar og sat her i sandet og stirret paa den i min hule +haand i fjorten dage, — kom De saa? + +Da reiste Run Bate sig. + +— Neppe, sa hun. Klip heller en liten tust av Deres eget haar og be Dem +selv komme! Saa skal vi se paa det. + + * * * * * + +Indenfor sandet taarner klippene iveiret. De skifter farve utover døgnet +som gigantiske kameleoner. Om morgenen er de gule som sandet, ved +middagstid brune, om eftermiddagen jordbærrøde og efter solnedgang +violette eller marineblaa. + +De var lilla og likesom uldne i konturene den aften Run Bates like efter +solnedgang klatret opover den høieste av dem: Ararats berg. + +Da hun naadde det flate topplataa var der nogen før hende. En mand stod +som en silhuet mot himmelbranden. + +— Meninsky! ropte hun. + +Men manden rørte sig ikke. Han stod med ryggen mot hende, urørlig som av +sten, vældig som en koloss mot den vide, urolige bakgrund. + +— Meninsky? ropte hun igjen og meget høiere. + +Stenstøtten stod som før. + +Da la Run Bates sig fremover og hvisket som for sig selv: + +— _Paviere?_ + +Og øieblikkelig vendte han sig som var der blit tutet ind i ørene paa +ham. Det var Meninsky. + +Run Bates satte sig langsomt ned hvor hun stod uten at slippe ham med +sine store, forfærdedede øine. + +Hun stønnet da han kom. + +— Det er altsaa Dem allikevel, sa hun. + +— Hvadfornoget? sa Meninsky. + +— Nu saa jeg det, sa hun og vred hænderne. + +— Neimen kjære, hvad gaar der av Dem? spurte han, er De syk? + +— Paa _den_ bakgrunden, sa hun og pekte ut. Jeg saa jo straks De ledet +det hele. _Det_ var orkester det, hvad? De var midt inde i symfonien nu, +ikkesandt? Verdens undergang? Flammer, flammer. Deres ryg var ganske som +i Paris. Og Deres ansigt da De snudde det var Meninskys. + +Hun sat foroverbøiet i lyngen og rokket med hodet som en gammel kone. + +— Skal jeg prøve at skaffe Dem lidt vand? spurte Meninsky forfærdet, De +har overanstrengt Dem opover! + +— Jeg ante det jo, fortsatte imidlertid Run Bates i den samme dumpe +tone, likheten var for paafaldende! Hadde De allikevel ikke været +Meninsky nu da de snudde dem, mumlet hun. Det kunde jo tænkes De i mere +end navnet vilde være incognito. Men Meninsky er Deres væsen, Deres +passivitet og meningsløshet var ingen komedie. Og hun stønner igjen og +kryper sammen om en smerte indeni sig. + +— Det er, sier hun, og ser op paa ham med et par bundløse øine, som om +jeg er faldt ned fra en svimlende høide, jeg føler mig ganske +pulverisert! + +— Skal vi ikke gaa ned, prøver Meninsky forsigtig, her vil snart bli +mørkt? + +Men Run Bates fortsætter med at rokke og vri sine hænder. Saa er det som +om hun lytter efter noget inde i sig. + +— Tænk, sier hun undrende og lyst og et smil blaffer op i hendes øine, +jeg tror næsten jeg er ulykkelig? Jeg er ikke istand til at se noget +morsomt i dette, jeg er virkelig fortvilet, jeg forsikrer Dem jeg har +_ondt_ av lutter bedrøvelse, De skulde vite hvor jeg tydelig kjender at +sjælen sitter i hjertet og forstanden i hjernen? Merkelig. Saa +_legemlig_ har jeg aldrig tidligere fundet mig selv igjen. + +— Nu gaar _jeg_, sier Meninsky blidt og besværgende som til et meget +litet barn. + +— Men dette _var_ en skjøn boble, mumler Run Bates, og hvor den var +svimlende høit tilveirs! Au, jeg er næsten _tørret_ i faldet. + +— Kjære, trygler Meninsky, maa jeg virkelig gaa fra Dem? + +— Ja gaa De, nikker hun. Men hvordan kunde det falde mig ind at De var +saa lykkelig? At De var saa usigelig, vidunderlig lykkelig? Jeg vet +ingen mindre «lig» av noget slags end Dem. Var De endda ulykkelig ... + +— Kom nu, sier Meninsky pludselig strengt og tar hende i armen og løfter +hende. + +— Au, roper hun da og tar sig fort til hjertet. Det stak! Som med en +stoppenaal? Ja nu gaar vi. + +Men hun maatte sætte sig igjen. + +— Jeg er syk, sier hun. Jeg faar ikke puste. Hjælp mig! + +— Ta Dem sammen, sier han haardt. Men han ser snart at det er alvor. Hun +er allerede i vildt slagsmaal med en aandenød. + +Han maa sætte sig ned og hjælpe hende. Han støtter hende, holder om +hende, rister hende naar hun er nærved at gi op. Fraaden staar hende +tilsidst om munden og sveden perler i store, tunge dryp fra hendes +pande. Det koker i hendes lunger og gurgler i hendes hals, aandedrættet +blir borte lange stunder ad gangen og hun blir gul over næsen som et +lik. Læberne blir blaa. Tilsidst skriker hun høit ut og besvimer. + +Han tror hun dør og rister hende i rædsel haardhændt saa hendes hode +kommer til at dingle som en tung blomst paa en vissen stilk. Han løfter +hendes øienlaak og ser at blikket er ganske brustent, han synes ogsaa at +merke at hun avkjøles. Han roper hendes navn gang paa gang. + +Tilsidst følger han en pludselig indskydelse, legger sin mund ind til +hendes øre og hvisker: — _Gudrun Haavaldsen?_ + +Og miraklet sker. Hun vaakner. Bare et øieblik, men i det stirrer hun +ham klart og intelligent like ind i pupillene og et lite flakkende +aandedræt streifer varmt hans kind. Da hun igjen mister bevisstheten +løfter han hende i sine arme og bærer hende slik til Palazzo Garnese. + + * * * * * + +Hun var sterk igjen efter otte dages fuldstændig ro. Da besøkte han +hende paa hendes værelse. + +Det var et stort deilig rum hvor solen spillet ind paa blekede, +fantastiske gobelinlandskap og hvor balkondørene stod paa vidt gap mot +sommeren utenfor. + +Run Bates’ divan stod midt paa gulvet, den lignet et blaaskjæl i formen +og var fyldt av den merkeligste samling puter under solen. De var av +alle former og alle størrelser, der var et myrderi av farver og et +virvar av broderi. Materialet var det forskjelligste fra silke og lær +til fuglefjær og slangehud. Selv utgjorde Run Bates divanens store og +brogede point i et pragtfuldt kinesisk neglige. Tre bittesmaa +sølvklokker hang fra en pinne i hendes haar og klang sprøtt bare hun +dreiet paa hodet. + +Hendes haand med chokolademuggen var blit saa hvit og skrøpelig, han tok +muggen fra hende og skjænket selv. + +— Tænk at De bar mig, sa hun da og hendes blik blev saa blaat av undren. +Hvor sterk De maa være! + +— De var saa let, sa han, saa utrolig let. + +— De hvilte vel ofte? + +— Ingengang. Jeg var nede paa et kvarter, tænker jeg. Og det var paa +høieste tid visst ... + +— Jeg blev stukket en sprøite, sa Run Bates og satte pekefingeren ved et +litet merke paa sin høire underarm. Ja, sa hun og saa ut av balkondøren, +det var i sandhet Ararats bjerg. Dit gaar jeg aldrig mer. + +— Nei, gjør ikke det, svarte Meninsky sterkt. + +Mellem hver mundfuld chokolade la Run Bates sit hode tilbake mot en +stor, indviklet og merkelig applikert pute. Meninsky bøiet sig frem og +fulgte en av dens vanskelige konturer med sin ene pekefinger. + +— Det er livet i Hollywood, sa Run Bates. Broget, ikkesandt? + +— Jo, sa han, aa, det er sandt, de betyr jo noget alle disse putene? + +— Allesammen. + +— De maa forklare dem for mig! + +— Det vilde være at lægge mit liv aapent for Dem, Meninsky, og det vilde +ta tid. Men den pute De selv kommer til at inspirere skal jeg forklare +Dem meget indgaaende. + +— Tak, svarte han. Men er silke og dun da slik bekvem materie? + +— Uhyre. Men her, sa hun og løftet op en terningformet, graa, kompakt og +tung pute, dette er strie og stampelo. Mit barndomshjem. Den er +parfymert ogsaa, lugt! Og hun stak puten helt hen i næsen paa ham. +Barnevask og stekt flesk, mit barndomshjems atmosfære. Den har jeg tutet +mangen en hjemvetaare i, kan De tro. + +— Og denne? spurte Meninsky med en eiendommelig liten kuleformet pute i +haanden. Den var ufattelig let og av et deilig opalfarvet metalstof. + +— Den er et barndomsvenskap, svarte hun og tok den som ængstelig fra +ham. Min første og seigeste illusion. Den største og vakreste _boble_ +jeg har præstert. + +— Gik den til himmels, eller sprak den? spurte han alvorlig. + +Men da lo Run Bates. + +Hun la sig godt tilbake i Hollywood-livet og lo saa klokkene i hendes +haar slog allarm. + +— Gud, sa hun da hun endelig sat befriet, hvor mine ord altid høres +idiotiske ut i andres mund. Det rene Gaustadprat. + +— Neivel? sa Meninsky forurettet. + +— Jo, for ingen aner jo hvad som ligger bak. Der er altid en dyp mening +bak alt mit sludder, Meninsky, husk det, glem det ikke! + +— Ja, nei, svarte Meninsky lydig. Men en boble svæver jo, sa han, +hvorfor ikke fylde den puten der med gas og ha den svævende efter en +snor her over sofaen? + +— Da blev den jo en ballon, smilte Run Bates, der er stor forskjel paa +balloner og bobler, min kjære. Den er fyldt med kolibridun, sa hun og +kastet den til ham, den er let nok. For den er ikke længer nogen +svævende boble, den er en vanddraape paa det fasteste tørre, den er _mig +selv_! Maa jeg presentere Run Bates! gjorde hun en elegant gest mot +puten og solen traf samtidig en diamant paa hendes haand og etpar +sølvtraade i puten og slog to blaalige reflekser i kryds over Meninsky. + +Og De, gik hun derefter over i en ny toneart, ønsker at beholde Deres +inkognito? + +— Ja, svarte Meninsky med et litet shok. + +— Ja, De er naturligvis her for at hvile Dem. Jeg husker nu at De skyr +musikken her, De har visst endnu ikke sat Deres ben i musiksalen, har De +vel? Og ikke paa dansegulvet. Jeg kan godt forstaa det. Hvor gammel er +De? + +— Femogtredve. + +— Og har stridd med musik fra De blev født naturligvis? Stakkars Dem. +Jeg forstaar Deres passivitet. Den indgaar i kuren, ikkesandt? De er +forbudt indtryk og sindsbevægelser av enhver art? Deres musikmaskineri +maa hvile og justeres. Hvor De maa ha fundet mig uforskammet. + +— Nei, slet ikke, protesterte han. + +— Jo, naturligvis, lo hun likegyldig. Men aldrig har jeg imøteset en +skuffelse med slik angst som denne med Dem, forstaar De — og du gode Gud +hvor den ogsaa blev smertefuld! De var hele tiden æsken med det rare i +for mig, jeg vilde helst tro De var tom, men ante det rædselsfulde i Dem +og vovet aldrig aapne paa laakket — at jeg ikke _døde_ av skræk da +laakket gik op av sig selv der paa Ararats bjerg og Paviere sprat +iveiret! Hu! Og hun grøsset saa flere puter faldt av divanen og de fik +travelt med at plukke op begge to. + +— Aa, De Paviere, De Paviere, sa hun med sit smil som altid blev +overvældende bare ved at hun løftet overlæben bort fra fortændene. Hvad +_var_ det for merkelighet med Dem og Deres ryg der i Paris? + +Men da la Meninsky den sidste av de forulykkede puter kraftig tilrette i +divanen, og det var som om han med den hadde samlet et fond av energi +nede paa gulvet, for han boret brutalt sit blik i Run Bates’ og sa: + +— Miss Bates! Jeg er ikke Paviere. Jeg har aldrig dirigert noget +orkester i Paris, jeg har aldrig dirigert i det hele tat og der er +ingenting merkelig med min ryg, det kan min skrædder overbevise Dem om, +han er ganske fortvilet over hvor akkurat jeg passer det banale +magasindressnummer seksogfirti. Jeg _er_ Meninsky, og maa jeg be Dem +rigtig pent om at faa være Meninsky? Jeg er en elendig banal maddik, jeg +er akkurat saa forsvindende og ubetydelig en fyr som De synes, men jeg +er _ikke_ Paviere! De faar slaa haanden av mig om De vil, vort forhold +av interpreter og elev har været meget behagelig, men kan det ikke +fortsættes paa anden maate end at jeg vedblir med at spille en rolle der +er mig motbydelig saa ber jeg at bli opgit ... + +Han skulde sagt mer, meget mer, men fik her et skjæbnesvangert glimt av +Run Bates ansigt og blev sittende og gape, kom til at bevæge kjævene op +og ned som om han tygget og gav ikke en lyd videre. + +— Hm, kremtet Run Bates og det var som om hun knurret. Med det +fremskudte underansigt, de runde, truende øine dypt inde under den +bulkede pande og haaret hængende som lange ører ved tindingene lignet +hun en stor, tirret pekingesertispe. + +— Hm, sa hun. De maa gjerne selv kalde Dem Meninsky og betragte Dem som +et færdig avsnit, men mig er De og blir De kun et titelblad, første side +i historien om Paviere. Og vær tryg for jeg skal bla videre i den boken! +Om De saa skal bli saa overanstrængt at De maa sove hvert femte minut! +Nu ser De ut til at ville falde i søvn der i stolen, gjør ikke det, jeg +kan ikke utstaa snorking. Gaa og læg Dem og la mig ikke se Dem igjen før +De er rigtig uthvilt og taaler en ny dyst, sa hun. + +Og smilet sat igjen i hendes ansigt og gjorde det menneskelig. + + * * * * * + +Et par dage efter laa hun paa maven paa et av loggiatrappens brede, +kjølige marmortrin og matet en paafugl. + +Da spurte Meninsky hvorfor netop den var hendes specielle yndling. + +— Den er ikke min yndling, svarte hun, tvertom. Jeg har en torn i øiet +til den. Den har bedraget mig! Synes De ikke den er liten og falmet og +pjusket ved siden av de andre? + +Meninsky saa efter de tre-fire store, blaa fugle som langsomt og værdig +skred nedover plænene. Og han fandt at den hun matet var paafaldende +mindre smuk end de andre. + +— Ja, sa Run Bates, jeg vilde ikke tro mine egne øine da jeg fik se den +i fuldt dagslys. Jeg tænkte mig den et fænomen av en paafugl, som et +tropemareridt av farver, en nedfaldt sprakende komet av safir og +smaragd. Jeg saa den nemlig først som silhuet. De aner ikke for et syn +det var. Jeg saa den fra min balkon i maaneskin. Den sat opfløiet paa +den spinkle portbuen mot havet der, aa, den virket som et stykke +pragtfuldt kunstsmijern mot det azurblaa vand, forstaar De, uløftelig +tung, vældig, en fortættelse av mørke og ondskap og dog fnugglet, +aandeagtig fin i bygningen, ja det lange haleslæp var som en skjør +knipling at se til, ikke til at ta i, puste paa. Hvordan maa den fuglen +se ut i dagslys og nære ved, tænkte jeg. Og jeg listet mig ned og tæt +indpaa den og saa den godt over for at kunne kjende den igjen næste +morgen. Og De kan vel tænke Dem mine følelser da jeg i blændende dagslys +støtte paa dette falmete, pjuskete og enhornete væsen. Jeg kunde dræpt +den paa stedet. + +— Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky. + +— Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler, sa Run Bates og strøk +venlig over fuglens miserable slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt +overfor tilværelsen. Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer +egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg paastaar at der i +denne fuglen lever noget av den storhet, den nattemystik og det eventyr +jeg først ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel end sin +form, sin evne til fortættelse av mørke paa en lys bakgrund. Den er +skapt til _silhuet_, altsaa. + +Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky. + +Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en presentation. I en +gatevrimmel eller i et selskap er det ikke mulig at faa øie paa Dem +trods selve Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi, De +har ikke træk, ikke farver, ikke skygger, bare _form_. De skal sees som +silhuet mot et orkester eller en himmelbrand. Men _da_ virker De! + +Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres passivitet blir aktivitet! +Er det ikke merkelig? Det er _for_ merkelig, ser De. Jeg vil vite _hvad +det kommer av_. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem, Meninsky, jeg vil se +Dem nøie an, jeg vil smigre mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se +hvor den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer den mig sin +gaade. En endda vakrere dag — naar jeg sitter inde med hundre og ett +bevis — bekræfter De til mig at De er Paviere! + +— Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle imøtekommende maate, men da maa +jeg først ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For Meninsky kommer +der til at staa paa min gravsten. + +— Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt. Jeg er allerede godt +oppe i antallet av bevis for at der ikke kommer til at staa Meninsky paa +Deres gravsten! + + * * * * * + +Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene og skar en bok op med en +liten skarp sølvkniv. Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte om den +var morsom. + +— Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over før hun gik videre. + +Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil. Jeg sat netop i den +forbindelse og tænkte paa Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil. + +— Er vi det, sa Meninsky. + +— Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke skal være der? De gaar rundt +med en tyk korrekturstrek tversover Dem, væk med mig, sier De, beklager, +men dette er ikke mig. Hvad? + +Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte med at skjære. Distrahertes +saa av sin pekefinger. + +— Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort, kom her med den, ved +siden av min i boken! + +Meninsky adlød øieblikkelig. + +— Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min, du store verden for en +pekefinger! Men har De nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der! +Og har det at det var _De_ som pekte hat særlig betydning for nogen +anden? + +— Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren godt ved siden av hendes i +boken, jeg har aldrig pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen at +jeg pekte heller. + +— Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang i stemmen og skjøt +underansigtet frem, De gjør mig rasende! En skulde tro De _var_ sten, +jern, malm og ikke — men se her! + +En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens ene blad. Hun hadde +skaaret ham i fingeren! Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt +rød i ansigtet, litt konfus, men uten at si noget. + +— Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt menneskeblod, ikkesandt? +Tilmed varmere og rødere end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der +skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren. + +Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet dryppe ned paa bokens +blade, meget tyndere, blekere og daarligere. Kom her en slagter nu vilde +De bli stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses. Tror De +ikke? + +Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler det om sin finger. Han er +blit ganske blek og hans næsefløier arbeider. + +— Synes De det er kjedelig at blø? spurte da Run Bates deltagende, gjør +som jeg, put fingeren i jorden, saa stanser det straks. + +Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i mulden, som var kjølig og +løs og litt fugtig. + +Der sat de som to barn med hver sin pekefinger i jorden. + +Hun kikket ned i boken. + +— Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg, utbrøt hun indignert, +isch! Og pludselig hev hun boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet +og flere blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg istedetfor +jeg. Jeg, jeg, jeg! + +Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig. + +De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt og rolig til ham, jeg er +ogsaa korrigert. Jeg er et jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen, +facit, Run Bates, _jeg_. Hvad raker det forsaavidt mig enten De er av +sten og jern eller kjøt og blod? Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker +jeg vi kan ta op vore fingre. + +De var sorte av muld, fingrene. + +Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser vi det. Fremtiden! Hu, +Meninsky, tænk, at om nogen tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene +vore og hændene vore og armene og hele vi nedi dette som nu klæber ved +os, og er _døde_. To stinkende kadavre, delikatesse for maddikene, fyh. +Run Bates og Meninsky. _Er det ikke fælt?_ + +Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst og iver og strækker armene +iveiret, la os leve! La os understryke og ikke overstryke os selv, +tidsnok blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os, kan nogen +negte for at dette er Run Bates og Paviere? + +Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker, det er saa høit at han +mister hatten av hodet. + +Og Run Bates vender leende tilbake til jorden, til sin finger. + +— Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun, gudskelov for at du er +levende endda! + +Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker og retter, krummer og +strækker sin pekefinger mens hun smiler opmuntrende til den. + + * * * * * + +Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven eller +embryologien. Han tror han har overhørt hendes sidste bemerkning da Run +Bates, flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig sier: + +— _Jeg_ har pekt hele mit liv og jeg skal peke til jeg dør. + +Men da han hæver sit blik efter hendes ser han en vindfløi og med det +samme kjender han det stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved at +gro. + +— Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han endnu er i god tro, for +mig? + +— _For_ Dem, nytter ikke. _Paa_ Dem maatte det jo først bli. Men jeg +peker ikke mer paa nogen for nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker +bare for mig selv nu. Men vil De høre en historie? + +Og hun er lys og senil i stemmen som et barn der spør: Skal jeg fortælle +et eventyr for dig? + +Historiens titel er «Boblen», begyndte hun. Det er en banal titel og +selve historien er endda banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin +kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig saapeboble? + +Naa, men pointet her er _pekingen_. Jo, jeg elsket altsaa — engang. +Ingen har elsket større, varmere, ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte +og sa: Dette er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste og +deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet og hvor mine ord +var mig fattige og utilstrækkelige! Jeg pugget konversationsleksika og +tydde til fremmede sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine følelser, +men punkterne for min pekefinger blev legio, jeg stred saa sveden +dryppet og rak ikke med og var usigelig lykkelig, jeg svælget og +fraadset i skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare som et +hemmende panser for min fantasi. + +Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før, tyve aar. + +Men da kom der en dag, en dag jeg var som mest svimmel av min egen +intethet, en pekefinger, en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte paa +_mig_. + +Du, sa den. _Du_ er det! Det er jo dig selv! Du er selv alle eventyrene +og hele deiligheten! _Du er_ simpelthen _draapen hvorav den vidunderlige +boble bestaar!_ + +Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap ved en fremmed +pekefinger og som De daglig ser underholder jeg forholdet ved selv at +peke paa det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da jeg +allerførste gang merket mit eget hjerteslag i stilheten, det var saa +overvældende uvant, det skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en +av klaffene lammedes av forbauselse og er lam den dag i dag. + +Og Run Bates blir sittende og likesom lytte efter den lille lamheten i +sit hjerte. + +Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det paa læberne flere gange +med aandedrættet og alt i orden, men stadig undslipper det ham. + +— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av hans dobbeltaandedræt, min +elskede var en kvinde. Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren +var min forlovedes. + +Meninsky aapner munden, men igjen kommer hun ham velvillig i forkjøpet. + +— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke. Det var dumt av ham at +kalkulere mig og gjøre mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien! + +— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig anbragt. + +— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten placert i min veninde, +det tomme kar, tiltaltes jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten. +Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte jo sympatien øieblikkelig og — +gjensidig, naturligvis. + +— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky med smertelig sammentrukne +bryn, men er ikke historien den at De hadde en veninde hvis fortrin De +overdrev til Deres forlovede som blev jaloux og fandt sig beføiet til at +retlede Dem? + +— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet hun sig paa at gaa over +til noget andet. + +Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev helst hvor han var. + +Han spurte om hun var sin forhenværende forlovede taknemlig for +pekingen. + +— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at si min anden skaper. +Jeg vilde levet og dødd og blit begravet uten nogensinde at ane min egen +realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt og alles. Jeg lærte +tilslut at en sten virkelig er en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en +anden gang. + +— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin egen realitet? + +— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig ut som om hun ikke visste +det. + + * * * * * + +I forbindelse med en flek paa hendes kjole faar han en anden gang +forklaringen til den graa strieputen i hendes divan. + +— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er rigtig ren? spurte hun. +Aldrig. Det kommer av min oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg +maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler er bare friske en times +tid. Jeg kunde trænge at vaske mine hænder hvert femte minut. + +Jeg har fundet ut at smutset kommer _indenfra_. Fra blodet! + +Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en storby, forstaar De. Min +far var altid sotet og min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor +var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke i alle de aar jeg +levet sammen med hende og det var tyve. Hun _stinket_ — en stram, sur, +besynderlig lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden hos +fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og skidden var hun da hun +undfanget dem, skidden mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og +ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike barns blod? Jeg er absolut +fuld av lort indvendig. Under min første tid i Hollywood badet jeg som +en gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet av +highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor det, men tror De jeg nogengang +opnaadde at føle mig ren? Nei. Mine porer proppes _indefra_ efterhvert +som jeg frotterer dem. Det er sandt! + +Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan ikke opholde mig to +minutter i en trik eller en menneskesamling idetheletat uten at føle at +loppene anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar har +været min fortvilelse fra barnsben av, det har været fuldt av lus de +hundrede gange — og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky som med +armene lænet mot den lille japanske bros skrøpelige bambusrækverk stod +og stirret paa det sorte, sagte glidende aavand under dem. + +Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel at sfinxen grøsser, hvad? +Det rykker forræderisk i Deres næsefløier! + +— Ja, Meninsky, _De_ er det reneste jeg vet. Og De er undfanget og født +og ammet av en usigelig ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og +appetitlig og deilig! + +Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik. + +— Der De nu staar mot det mørke vand, sier hun, og hæver sine hænder som +holder hun en palet i den ene og en pensel i den anden, er De en +aapenbaring av renhet og lys, De er _blændende_ som jeg har tænkt mig +Kristus være det, det smerter synsnervene at utsættes for Dem! Deres +haar er jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange, hvite +øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at verden maa te sig anderledes for +Dem end for mig, betragtet gjennem slik en blendende ramme! + +Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som har hun noget nyt. + +— _Lyset_ er hele hemmeligheten med Dem! ropte hun. Det var lyset og +ikke mørket De koncentrerte i Paris! Det var De som brandt og ikke +himmelen der paa Ararats bjerg! + +De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden forekommer Dem en +askehaug! + +Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et angrep, hurtig finder han +sit lommetørklæ og pudser sin næse med brask og bram. Han har høsnue, er +virkelig sterkt forkjølet. + +Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger lommetørklæet ned skal ingen +kunne se at der nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet stille +og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem opdager hun en liten snegl paa +vei mot en oase graa paddeblade paa broen. + +— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg og der er virkeligheten! Det +gaar smaat men det gaar! Vogt Dem! _Jeg gir mig ikke_ før jeg har ført +Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert det ned til det +aller haandgripeligste lille stykke virkelighet. Det er en sidste +haardnakket dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse, +fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes jeg ikke mens De er her skal jeg +forfølge Dem jorden rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De +lever og heller ikke hinsides. For jeg _skal_ frem til virkeligheten, og +De er min eneste hindring, Meninsky, De staar som en kinesisk mur og +stænger mig veien og utsigten. + +Men bare vent. + + * * * * * + +Og hun forfølger ham. + +Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem skuldrene og krøker knærne, +han skifter ham flere gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder +ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske forskning, hendes +energi er vital og hendes opdagelser utrolige. + +Hver gang tror hun at ha naadd det endelige resultat, men hver gang gaar +hun igjen videre. Av og til slaar hun to fluer i et smæk. + +Som en eftermiddag ombord i en vindstille seilbaat langt ute paa sjøen. +Der sat hun med sine vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i +forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og set ham komme gaaende +ute paa markene. Han hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten, +han var saa fort blit større og større, tydeligere og tydeligere, hun +hadde ventet og godtet sig og smilt og tænkt at slik, akkurat slik var +situationen: om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar! + +Men saa var der hændt noget. Der var pludselig kommet en taake seilende, +en tæt, hvit damp rullet avsted henover markerne imot ham, det lignet +næsten et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat og set ham +forsvinde like hurtig som hun hadde set ham komme, han passerte hende +paa etpar skridts avstand, hørlig aandende men komplet usynlig. Og hun +var blit saa bedrøvet. + +Der hadde hun jo symbolet! _Avstanden!_ Hvordan kom hun nu videre? +Avstand, usynlighet, ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting? +Igjen undslap han hende. + +Men igjen fandt hun sig selv igjen. + +For hun var kommet til at tænke paa steppen! Paa Rusland! Paa hvad +Tolstoy sier om russerne: avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige. + +Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var franskmand. + +Der hadde hun det! + +Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten. + +Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans slaviske racepræg var det +som hadde git hende det sterke indtrykket av personlig egenart. Han var +som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet var hende +saa fremmed, hadde hun tat den for individuel originalitet. + +Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet fuld av glycerin! Der +hadde han først været eventyret virkeliggjort for hende og saa +virkelighetens eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi egg. Hvad +der videre kunde komme av det egget, se det turde hun med sit kjendskap +til sig selv ikke svare for. + +— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite at plaske til jorden igjen +og forhaapentlig blir faldene kortere og mindre smertefulde for hver +gang, dennegang var jo bare en fornøielse, sa hun. + +Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham. + +Da saa hun at han sov og at han hadde sovet længe. Han laa paa ryggen +med ansigtet ret mot solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt +av hat. + +Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig tæt over ham. Længe sat +hun og stirret. Det saa ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og +skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind. I søvne gjorde +han en grimase som om noget smertet ham. + +Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da graat hun. Lydløst bøiet +hun hodet og lot hun taarene sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en +skaal. + + * * * * * + +Capranola rødmer av roser. De gror vildt over hele øen, de fylder +vældige bed, de danner hækker ved veiene og espalier paa murene. Der +staar en rød og søt os fra dem dag og nat. + +— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La France, den vil visst ikke? +Den vil virkelig ikke! Se, hvad gir De mig? + +Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde begunstige bien som sværmet +om den. Den avviste den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat +fænomenet en lang stund før hun viste det til Meninsky. Og nu stod de +sammen og betragtet scenen som blev mer og mer spændende. Biens ihærdige +og utrættelige bestræbelser nyttet ikke, rosen vilde ikke. + +Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig og indtagende, den bøiet +sit skjønne hode undav, den blusset og sitret og _beklaget_. Og saalænge +var biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev rosen støtt ved +dens uforstand, den blev braa og bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien +som den drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp, haster +ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige avstikkere til andre +roser i nærheten. Men stadig kom den igjen. + +Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige. + +Den graat! + +En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene og ret over bien som +halvdruknet og ør av raseri og skuffelse kom til at svirre om sig selv i +luften en lang stund. Da endelig grep den til retrætten. + +— Det var mig noget til rose, sa Run Bates, det var saamen en dame med +dyd! + +Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid var en ny bie, en lidt +mindre, følsommere, finere. Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for +Run Bates og Meninskys interesserte og ublue øine. + +— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder. Det maa være den rette. + +— Sier De det? sa Meninsky. + +— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt sin høirøde parasol op +som en fane idet hun satte sig i bevægelse. Det er naturligvis +overdrivelse at en kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker. +Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun ikke kan lyde det kravet +uten at elske. En mand begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget om +hende at han kan ofre sin lillefingernegl for hende, mens en kvinde +aldrig begjærer paa den maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi +sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat den omvendte vei +av manden, nemlig fra sjælen til sanserne. Og dette er netop den store +ulikhet mellem kjønnene, den som altid forvolder striden. + +— De har da ikke stridt? sier Meninsky. + +— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig trodde jeg at jeg +gjorde det. Men det gik hurtig op for mig at det ikke var for min mand +men for kjærligheten jeg næret kjærlighet. + +— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer at sætte det ene ben foran +det andet av forbauselse. + +— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen og lar ham staa. Jeg _er_, +sier hun da han er paa siden av hende igjen. Jeg gidder ikke +skilsmissesludder. Og hverken min mand eller jeg kommer til at gifte os +igjen. + +— Hvordan vet De det? + +— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld. Jeg er nemlig +fremdeles forelsket i kjærligheten og venter mig store ting av den. Men +ikke malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan De bande paa. + +— Hvor placerer De den da? + +— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper hun med parasollen +høit i veiret — luft, blomster og trær, solskin, regn og sne, godhet, +slethet, klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet brød og +røde parasoller og den cigaretten De røker og hvite øienvipper og _alt_! + +Hun blir ganske anpusten og maa stanse og trække veiret og le. + +— Ja, det var meget til kjærlighet, sier han. Men er Bates Deres mands +navn? + +— Ja. + +— Og Haavaldsen Deres pikenavn? + +— Netop. Og Run er en engelsk forkortelse av Gudrun. + +— Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? + +— Nei, norsk. + +— Norsk? + +— Javist. Jeg er født i Kristiania, vet De ikke det? + +— Nei, Meninsky stryker sig betuttet over haaret og vet ikke det. + +— Jeg har hele tiden tænkt mig Dem — eksotisk? + +— Tak, svarer Run Bates og plukker en deilig, halvutsprungen mørkerød +rose fra nærmeste busk, men jeg er glad for at være norsk. + +Og hun snuser hørlig til rosen, tar ham i armen og trækker ham ind under +parasollen og gaaende langsomt deklamere hun noget paa et sprog han ikke +kjender og aldrig har hørt før. + +— Det var en norsk, versificert kjærlighetserklæring, sier hun +forventningsfuldt. Men han ber hende ikke oversætte. + + * * * * * + +I en gylden ring hang en kakadue og pjutret, og ret under stod Run Bates +og læste et brev. Det var i et karnap med et perleforhæng med egyptiske +skrifttegn, og Meninsky stak hodet ind mellem perlene og ønsket +godmorgen. + +— Godmorgen, De hieroglyf, sa Run Bates, nu kommer jeg straks, træd +indenfor saalænge. Og hun læste videre i sit brev. + +— Det ser ikke videre spændende ut, sa Meninsky om det. + +— Nei, svarte hun, det er fra min mand og bestaar av punktumer. + +— Naa? sa Meninsky. + +— Ja, for som De er bare spørsmaalstegn var min forlovede bare et +utropstegn og er min mand bare punktumer. + +— Spørsmaalstegn? + +Run Bates brettet sammen brevet, puttet det tilbake i konvolutten og +rakte kakaduen et stykke sukker fra en skaal i vinduet. + +— Ja, sa hun og børstet av sig en sukkersmule som kakaduen spilte paa +hende, præsterer De andet? Har De levert mig en eneste tankestrek for at +si et utrop? De bare spør De. + +Pjutt, pjutt, sa kakaduen. + +Men da ristet Run Bates beklagende paa hodet til den og forlot den. + +— Ja, min mand er et punktum, fortalte hun Meninsky som fulgte hende ut +gjennem hieroglyferne. Stille, rolig og vægtig avsluttende, alt jeg gjør +er godt, punktum. + +De gaar over et vældig gulv av glasmosaik. Run Bates stanser midt paa en +kolossal blaa porcelænsblomst, hun staar midt i dens ottekantede, grønne +frøhus og er dens ene levende, gule støvdrager. Meninsky stanser et +stykke fra hende, med hænderne i jakkelommen og hatten i nakken, +avventende. + +— Og, min forlovede var et utropsregn, sa Run Bates og plukket ved sin +ene lillefingernegl, aa som han ropte og skrek sig hæs. Han citerte +Goethe og Spinoza og Kant og Nietzsche og Ruskin og Darwin forstaar De, +og essensen av det hele var et befalingsbrøl til mig: _LEV!_ + +Lev, lev, lev, rullet ekkoet indigjennem de mange tomme saler. Run Bates +lyttet og lo. + +Med andre ord: staa ikke der og inbild dig at en mand er en bie, en mand +er en mand og nogen gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at De +var en bie har jeg heller aldrig indbildt mig, selv om jeg var en +hundredobbelt rose, sa hun til Meninsky og steg endelig ut av +fabelblomsten. + +— Hvorfor giftet De Dem ikke med ham som var Dem en saa glimrende lærer, +spurte Meninsky da de kløv gjennem et vindu ut i haven. + +— Netop fordi han var en saa glimrende lærer, kjære. Han ropte: snak! Og +jeg snakket saa han maatte tie og ingenting mer fik lært mig: Han skrek: +Gaa ikke her og fantaser men foreta dig noget! Og jeg gik fra ham. Men +jeg adlød ham fremdeles, jeg adlød hans ekko, jeg ledte og ledte efter +«livet» og fandt omsider min mand, som er et punktum. + +— Er da livet et punktum? sa Meninsky. + +— Ja, ifølge min forlovede, svarte Run Bates. Og det har jeg trodd til +nu. Men nu begynder jeg at spekulere paa om det ikke er et +spørsmaalstegn, sa hun og stanset og saa paa Meninsky. Men Meninsky gik +paa, og han vilde ikke snu sig. Hvertfald er _virkeligheten_ ikke noget +punktum, sa hun da. + +Og de gik begge videre, og han spurte og hun svarte. + +Han spurte hvad hendes mand var og hun sa filmsregissør. Han spurte om +hun selv hadde filmet og hun sa nei, utstykning av egenart i detail var +ikke hendes sak, merket han ikke daglig hvor hun utleverte sig engros? +Ingenlunde følte hun det som en mission at la en verden gjøre sit +bekjendtskap paa skrømt, da levet hun heller robinsonadisk paa Capranola +og lot ham ene menneske lodde tilbunds i sig. Han beklaget da hendes +paastand at han var saa uten lodderemedier. Og hun lo og sa at dersom +han hadde en anelse om for værdier der laa sanket paa bunden i hende saa +skaffet han sig nok remedier, men desværre hadde han jo heller ikke +fantasi. Og han spurte videre om livet i Hollywood og husket at den +fremherskende farve i hendes divanpute var rødt og om det skulde bety at +det var erotisk? Ja, sa hun da. Min mand er selvfølgelig min elev i min +forlovedes lære. Kjærlighedens frihet er den nødvendige følge av +individuel frihet. Hvad der gjælder i erotikken er følelsernes skiftende +spil, bare ved at følge sine egne drifter er man sig selv tro og altsaa +i ordets egentlige forstand moralsk. Jo, livet i Hollywood hadde været +meget erotisk. Men om hun ikke hadde barn? Nei visste han hvad, var hun +ikke midt inde i sin egen opdragelse, var hun ikke selv ganske nyfødt? +Hun var ellers ikke av de kvinder der paa liv og død maatte _fortsætte_, +tvertom tiltalte tanken at være _avslutning_ hende, summen, facit. De +fineste frugter var uten kjerner, visste han vel? Og var han opmerksom +paa hvor det var en ny og skjæbnesvanger tanke for en kvinde? Hu! Den er +opstaat av min merkelige hukommelse av fysisk smerte, sa hun, hvis +kvinder var istand til at erindre sine fødselsveer, saa fødte de +selvfølgelig ikke mere en den gang, og var de blit tilstrækkelig pint +hos en tandlæge som jeg, saa fødte de aldrig. + +Men da stanset Meninsky, da tok han begge hendes hænder i sine og klemte +dem saa haardt at det gjorde ondt, og da han talte var hans stemme ru av +bevægelse. + +— Hvor De er uansvarlig paradoksal, Run Bates! sa han. Jeg har været i +krigen, jeg har været saaret og lidt helvedeskvaler, men det vet jeg da +at jeg gjerne led det altsammen ti gange om igjen for at ... + +Men her blev han avbrudt. En liten sortoghvit terrier med blaa sløife i +sælen kom stormende mot dem, den klippet Meninskys vældige indlæg tvert +av ved at hoppe helt op paa hans mund, og Run Bates’ elskværdig lyttende +uttryk gik over i en dyp panderynken. + +For inde fra buskadset skingret en rasende, ung pikestemme: + +— Alex, Alex, Alex, Alex! + +Og da terrieren var lusket av med halen mellem benene hadde Meninsky +mistet lysten til at tale. + + * * * * * + +Saa lektes der en aften paa plænen ute under kastanjerne. + +Meninsky var blindebuk. + +Med det sorte tørklæ stramt for øinene famlet han sig frem over plænen, +hvor alle løp tilside for ham. + +Han hadde gaat slik længe da endelig Run Bates stod urørlig i hans vei. + +Et stort spansk sjal gled ned fra hendes nøkne skuldre da han begyndte +at famle ved hende. + +Hans slanke, bleke hænder befølte først grundig hendes frisyre. Der var +knyttet et bredt guldbaand om den med en stor sløife, han løste sløifen +op og knyttet den igjen under selskapets høilydte morskap. Saa fulgte +han med den ene haand linjen fra øret ned til skulderen, fik fat i +hendes kjoleærme og kløp i stoffet og sa: silke! Videre strøk han ned +langs begge hendes arme, tok hende om livet, bøiet sig ned og befølte +hendes sko og sa: bittesmaa! + +Fremdeles kjendte han hende ikke. + +Han rettet sig op og tænkte sig om. + +Saa angrep han endelig hendes ansigt. Han tegnet med en pekefinger +brynene, han lukket hendes øienlaak, maalte hendes næse, strøk varsomt +og venlig henover hendes mund og under hendes hake. + +— Nei, sa han raadvild, denne damen kjender jeg ikke. + +Idetsamme veiret han noget med sin næse, langet hurtig ut med venstre +haand og grep en ung pike ret over haandledet. + +— Vera! ropte han. + +Den unge pike stod paa tærne og knyttet av ham tørklæet med sine yderste +fingerspidser, holdt sig paa avstand fra ham som om han var glødende. + +Run Bates trak sit sjal godt om sig og gik uten at si et ord. + +Da de næste dag mødtes visste han at det var hende han hadde fanget uten +at kjende hende igjen. + +— Merkelig, sa han. + +— Ja høist, sa hun. Og nu er jeg rasende paa Dem! Jeg er ulægelig, +dødelig saaret. Og jeg _gidder_ Dem ikke længer. De er jo simpelthen +ikke rigtig? En normal mand vilde jo kunnet lugte mig. Han vilde ropt +mit navn paa mange skridts avstand. Han vilde hørt min puls, vilde +kjendt mit aandedræt og set en lysning av mig tvert igjennem bindet. Men +der stod De og _fingret_ paa mig en halv time. + +At De vovet! + +Og hun snærret av sinne og saa ut som om hun vilde bite. En rød plet +brandt paa hvert kind og munden skalv. + +Han møtte tappert hendes blik uten at blunke. + +— Ja, sa han, det var en skam. Men De burde da være forberedt — De er da +paa det rene med mine sansers ufuldkommenhet ... + +Run Bates bøiet hodet og stirret i jorden. Hun trak en ring av og paa +fingeren og saa elendig ut. Hun snøftet etpar gange og svælget hørlig. +Sat slik en god stund, kom langsomt og møisommelig og ærlig iorden. + +Da hun endelig løftet hodet løp der en lysning op i hendes ansigt. + +Noget dæmret. + +— Forresten ...? sa hun nølende. + +Saa var smilet der som et under. Hendes fulde, lakrøde overlæbe gled væk +fra tænderne og blottet dem skinnende vaate og feilfrie helt ind til den +inderste jæksel, det var det mindst forbeholdne smil som er smilt av en +kvinde til en mand. + +— Sa jeg saaret? sa hun. Sa jeg virkelig _rasende_? Nei, Meninsky, er De +gal, jeg er ikke hverken saaret eller rasende. + +Og med et kast paa hodet rakte hun ham sin haand og fortsatte i stigende +fart: + +— Nei, _tak_! Tak for at De ikke kjendte mig. Tak for at jeg ikke er +_hun_ for Dem. Tak for at De kan omgaaes mig saa lidenskapsløst. Tak for +at De er et menneske og ingen mand og for at De i mig ser et menneske og +ingen kvinde. + +Det er jo brilliant? Vidunderlig. Utrolig! + +La os bare bli endda mindre kjøt og blod end vi er. La os ikke hefte os +ved noe saa usigelig elendig som toiletdetaljer. La os bli fuldstændig +ulegemlige, lutter esprit! + +Saa kom hendes stemme stille, lavt og intimt nynnende som en vuggevise: + +— _Jeg_ kan _Deres_ legeme utenad. Jeg skulde kunne tegne, male og +modellere Dem nøiagtig efter hukommelsen. Jeg kjender alle Deres +ansigtsuttryk, hvorav det mest konstante overfor mig er det anstrengte +med panderynkene, jeg kan imitere Deres stemmes modulationer, som til +mig er meget faa, jeg forutser altid Deres vakre hænders forsigtige +bevægelser, jeg morer mig over det lille hesiterende dobbeltaandedrættet +foran alle Deres replikker, aa, jeg _kjender Dem_, Meninsky. Jeg skulde +ikke i en blindebuklek kunne _late_ som om jeg ikke kjendte Dem, selv om +det gjaldt liv, lemmer og lykke. Mine fingre vilde røbe mig før de fik +berørt Dem. + +For ikke i et øieblik av vort samvær har jeg glemt Deres legemlighet, +ser De Meninsky, Deres _manddom_. + +Men nu skal De se! Herefter skal jeg henvende mig til Dem som til en +skystøtte, et stykke luft, høist lidt med- eller motvind. Ihvertfald som +til en — en — en ... + +Her gaar Run Bates istaa. Her kommer hun virkelig ikke videre! For +første gang i deres samvær svigter gloserne hende. + +Det forbauser Meninsky slik at han glemmer hvad han skulde med sit +lommetørklæ som han netop har tat op, og maa lægge det ned igjen. + +Og Run Bates blir sittende som bevisstløs av eftertænksomhet en lang +stund. + +Men endelig finder hun hvad hun søker. + +— En kastran! roper hun straalende. + +Aa, hvor vi skal kunne være ugenert sammen, Meninsky! Hvad? + +— Ja, svarer Meninsky mat og kommer omsider paa hvad han skulde med +lommetørklæet. Han tørrer sin svede, bleke pande med det gang paa gang, +grundig og langsomt, og det ser ut som om den smule utløsning av +muskelkraft gjør ham godt helt ned i tærne. + + * * * * * + +Næste gang ser han hende nøken. + +Hun kommer svømmende og stiger op av bølgene akkurat idet han dreier om +en klippepynt ut mot havet. Hendes hud lyser varmt gullig mot det +indigoblaa vand, hun er uten badedragt og tror sig ganske ensom. + +Da hun ser ham synker hun litt kuldskjært i knærne, men roper før han +faar snudd sig: + +— Nei, kom bare! Det gjør jo ingenting. Kom, skal De faa se en morsom +føflek paa ryggen min! + +— Tak, sier han og blir staaende, men jeg kommer ikke ned her. Jeg ser +Dem forresten udmerket herfra — føflekken ogsaa. + +— Naa, ler hun og spaserer ret imot ham hen til sine klær som ligger +hulter til bulter paa en sten like nedenfor ham. + +— Vi er jo bare esprit! roper hun og river av sig badehætten saa det +vældige blaasorte haar falder nedover hende som en kaape. Vi er jo ikke +mand og kvinde De og jeg. Ta av Dem De ogsaa! La os spasere lidt sammen +i solen i paradisdragtene, hvad? Min ven maleren skrøt av sin uberørthet +av alle sine skjønne nøkne modeller. Men han blev forfærdet da jeg +spurte om han selv gik nøken med mellem dem, haha! I den værste +sommervarmen tok han ikke engang av sig jakken, og han var en velskapt +mand. + +Skynd Dem nu da, Meninsky! Bevis nu at De ikke er Paviere! + +Men Meninsky sætter sig ned hvor han staar, betragter hende ugenert og +finder frem sit cigaretetui. Derpaa bemerker han at han ikke finder det +for varmt med sine klær, de er saa tynde. + +— Jamen saa latterlige! roper Run Bates. Hun er færdig med at tørre sig. +Se her, sier hun og kaster over sig en bitteliten blekrød +silkecombination. Se, hvor moderne jeg er, bare et litet skjørt over +dette — saan — og saa denne tynde kjolen hvorigjennem hele jeg anes. Det +er det fine ser De, bare at _anes_. Plads for fantasien! Man har +sandelig ikke øine for at se! + +Sesaa, der er jeg færdig, sier hun og traar i sine hvite sko. Haaret maa +tørke lidt. Maa jeg komme op og sitte hos Dem imens? + +Da hun sitter ved siden av ham, spør han hvorfor hun bader her i ødet og +ikke paa badestranden. + +— Jeg faar jo ikke lov, sier hun. Sjøbad er ikke for hjertesyke. Hvis +man fik se mig gaa avsted med en badedragt blev jeg bortvist fra stedet, +derfor bader jeg nøken. Og det er vidunderlig, aldrig mer skal en +badedragt komme paa min krop. + +— Men hjertet? bemerker han. + +— Hjertet? Det vedkommer mig ikke. Siden De la Deres store, rolige haand +paa det uten at kjende det banke, banker det ikke mer, ler hun. Men saa +blir hun meget alvorlig, biter sig i læben, ryster paa hodet. + +Professoren har naturligvis ret. Jeg føler jo daglig at han hadde ret i +at jeg ikke taaler krydderier for eksempel. Men krydderier maa jeg ha +saa jeg _peprer_ melkevællingen min. Og jeg _maa_ bade. La det saa bli +min død. Jeg tar de følger min levemaate paafører mig. Jeg vil ha den +føde som tillater mine smaksnerver paa trods av mavesæk og nyrer og +indvolder. Jeg vil bade og røre mig og komme i sindsbevægelse paa trods +av hjerte og lunger. Og jeg vil tænke paa trods av hjernen. For er det +ikke _min_ hjerne og _mit_ hjerte og _mine_ indvolder? Professoren vil +jeg skal ligge paa ryggen og dø langsomt hele mit liv. Men jeg vil leve +saa sterkt at jeg glemmer døden. Og _naar_ jeg saa dør saa skal det være +min egen død, min personlige skjæbne paaført mig av mig selv, ved mit +liv! Det eneste rigtige. + +Kan De tænke Dem noget fattigere, noget saa meningsløst som at dø av for +eksempel — en taksten i hodet? + +Idetsamme blaaser vinden hendes haar over mot ham, en del blaffer helt +hen i hans ansigt. Han rynker brynene og fjerner det rolig med to +fingre. + +Run Bates betragter et hvitt seil i horisonten. + +Saa reiser hun sig braatt. + +— Nu skal De se hvor fort jeg sætter det, sier hun. Entotre ruller jeg +det over mine pekefingre op paa issen, saan, sætter fire haarnaaler i +det — og der sitter det. Bra hvad? Jeg har lært det av en glædespike i +Yokohama. + +Hun staar lidt. Saa fnyser hun kort. + +— Meninsky, sier hun, De kjender ingen glædespike De, gjør De vel? De er +ren! En mand med erfaringer ved geishaer vilde ikke taalt mit haar i sit +ansigt. De rynket brynene litt fordi det kilte Dem, men Deres puls kom +ikke en strek av takt. Bravo! + +Er det for kunstens skyld? spør hun ned til ham med sine mindste og +skjæveste øine. + +Da han ikke svarer men stirrer paa det hvite seil derute, fortsætter +hun: + +Jeg hørte om en berømt violinist at han var kvindesky for sit vibratos +skyld. Han visste at al den varme, den hengivelse og kraft han eiet var +koncentrert i dette hans vibrato og at der intet kunde tas av det til en +kvinde uten at ødelægge ham som kunstner. + +For mig er det uforstaaelig — at forsage livet for kunstens skyld. Men +for en kunstner er kanske kunsten livet — som livet for os andre er +kunst. + +Men skal De ikke videre? sier hun derpaa paa sin letteste skolepikemaner +til Meninsky som fremdeles sitter ved hendes føtter og tier. + + * * * * * + +Da kommer de en nat til at høre musik sammen. + +Det hadde været en forfærdelig het dag, paladset var som en ophetet +bakerovn, der var ikke til at holde ut. + +Run Bates og Meninsky sat ute paa terassen, det var midnat og fuldmaane, +luften var tung av blomsterem, i et ildliljebed like ved deres stoler +hadde solgløden glemt sig igjen og i parken sang utallige nattergaler. + +Da kom orkestret flyttende ut paa loggiaen. I et øieblik var terassen +fyldt av dansende og nattergalene i parken overdøvet. + +— Uf, sukket Run Bates og gjorde mine til opbrudd. + +Men hun blev hvor hun var. For vis a vis sat nemlig Meninsky pludselig +skjævt paa sin stol med et ganske nyt ansigt, et av glæde oprørt ansigt, +røde striper løp op i det, øinene blev vandige og munden hvit. + +— Da bjerget ikke vilde komme til Muhammed —. sa Run Bates. + +— Det er festlig med litt musik — av og til, sa han. + +— De sier det akkurat som en umusikalsk skreddersvend vilde sagt det, sa +Run Bates og nikket anerkjendende. + +Og de sat begge længe og lyttet. + +Tilsidst kremtet hun godt og sa: + +— Naturligvis. De er vanskelig for mig fordi musikken er det. De er +musik, som jeg ikke skjønner! + +Og lidt efter, ganske pianissimo: + +— Nu husker jeg Deres tvil om Pavieres veltalenhet. _Musik_ er Deres +form for meddelelse! + +Meninsky skiftet paa sig sit velvillige, indolente uttryk. Blaa skygger +fortrængte endelig gløden fra ildliljebedet. + +Run Bates støttet sin hake i haanden, og satte sig rigtig godt tilrette. + +Deres symfoni het Skapelsen, sa hun tørt, som om hun begyndte at tælle +paa fingrene. Jeg har jo undret paa hvordan De har kunnet forestille Dem +skapelsen, De som ikke gripes av det som er skapt. Men med musik er det +naturligvis ganske anderledes. Da De læste i bibelen om skapelsen, talte +hun videre, saa blev simpelthen bokstavene til noter mens De læste, ikke +sandt? De saa ikke scenene for Dem altsaa, det store tomme rum og mørket +over vandene. De hørte ikke den vældige stemme: Bli lys! Og De stiftet +ikke personlig bekjendtskap med Adam og Eva. De oplevet bare miraklet +med bokstavene som blev til noter? + +Saa — ubegripelig, stønnet hun pludselig angst, og søkte hans øine efter +redning. + +Men Meninsky saa paa de dansende og svarte ikke. Hun maatte som ellers +klare sig selv. Og som altid var hun lykkelig istand til det. + +— De hører mig ikke, sa hun, for De forstaar simpelthen ikke _ord_. Aa, +jeg idiot, De forstaar bare noter! + +Alt dette jeg har snakket med Dem om, alt det jeg har villet Dem, drømt +om Dem, haabet av Dem — det er gaat sporløst henover hodet paa Dem fordi +det var ord, ord, ord. + +Tænk, ropte hun og slog hænderne sammen, om jeg hadde kunnet noter? +Dersom jeg i dette øieblik kunde samle i en sum denne skjønne sommers +samvær paa denne drømmenes deilige ø i nogen sorte prikker og streker +nedover et noteblad! Da vilde De stille det op paa det stativet foran +orkestret der, da løftet De haanden med taktpinden, saa klang +instrumentene — ogsaa — saa forstod De, Meninsky. Da blev De grepet! Jeg +forsikrer Dem, da kom De i ekstase som dengang i Paris! + +Men jeg kan ikke en eneste note. + +Meninsky, sa hun og dæmpet sin stemme saa ingen anden i verden skulde +høre hende end ham, _jeg vil lære noter_. I dette øieblik er De mig +fjernere end nogensinde — men bare vent! + +Skal vi ikke foreløbig danse lidt, sa Meninsky urolig. + +— Jo, ropte Run Bates. + +Og de danset. Jazz. + +— Se, sa Meninsky, og nikket mot førsteviolinisten, en liten elegant, +sveddryppende nigger, _han_ er ogsaa i ekstase. + +— Han? sa hun usigelig foragtelig. Nei, han staar da godt paa jorden med +begge bena. _De_ opløstes i luften, blev til svingninger i æteren, til +lydbølger, til Deres egen musik. Musik er det uvirkeligste jeg vet. Ja, +De er mig fjernere end nogensinde, skjønt De i øieblikket _varmer_ mig +med Deres nærhet, De er ulegemlig som en tone, skjønt jeg har forvisset +mig om det motsatte ved at skjære i Dem og fordi jeg stadig snakker, +snakker, snakker forstaar De mig like daarlig som jeg Dem, skjønt vi i +øieblikket smelter sammen i plastik, rytme og aandedræt. + +Musikken gik over i bostonvals. + +Men bare vent til jeg faar lært notene, sa Run Bates. Uf, gøs hun +pludselig med panden mot hans skulder, her er saa meget skum paa gulvet +og jeg er saa svimmel. + +For anden gang besvimte hun i hans arme. + + * * * * * + +Igjen laa hun tilsengs en tid, og de saa intet til hverandre. + +Men akkurat fjortendenatten efter dansen støtte de voldsomt sammen i en +dør. Det var nede i de vældige kjælderhaller hvor de fleste av +kurgjæstene holdt til nu i eftersommerens store hete. Hun kom fra +musiksalen og han fra billiarden. + +Han var drukken. Tilmed meget. + +— Nei, ropte han med hænderne haardt over hendes arme, er det Dem? Og +hans stemme var fuldkommen ukjendelig, saa fyldig og uttryksfuld. Lever +De virkelig endda? Jeg hadde rent glemt Dem. Hvor skal De nu? Jeg skal +ut her og kjøle mig lidt — fyfan, jeg har spillet og drukket saa jeg er +sved. Kom her, sa han, og trak hende med hen til en stolgruppe i en mørk +krok, la os sætte os her og snakke. Se, her har vi et gammelt kadaver av +et flygel ogsaa med halvandet ben og halvparten av tasterne væk. Her var +det sandelig næsten svalt — puh, sier han og tørrer sig over panden med +et stort silketørklæ. Dette hullet beslaglægger vi, dette er vort. + +Jeg har sittet i held tre stive klokketimer, sier han videre, jeg er +glad! + +— Ja, dette ser jeg, sier Run Bates med vidt opspærrede øine, og maa +skynde sig for at komme ham i forkjøpet. Aldrig har jeg set nogen saa +glad som Dem nu — De _skinner_ av glæde. Og _det_ er jo meningen med +Dem! Slik hadde jeg jo tænkt mig Dem, aa, drukken av glæde! Med akkurat +Deres nuværende lyksalige eiendomsret til hele verden, med denne sande +umiddelbarhet tænkte jeg Dem — der kan De se — Paviere! + +Og hun rakte demonstrativt frem sin haand. + +Men Meninsky tok godt tak om sine knær med begge hænderne. Og lykken +døde i ham. Han strammet sig op langs stolryggen, rynket brynene, hikket +og kom iorden. + +— Paviere, læspet han hatefuldt. Begynder De nu med det vaaset igjen? Er +De endda ikke ved det inderste egget? Ja, sier han og strammer sig endda +mere op, blir ganske stiv i nakken og olm i blikket, De minder mig om +mit første begrep om _evigheten_! Om et paaskeegg jeg fik engang som +liten gut, et saant De vet med tyve andre egg indi sig, det ene mindre +end det andet og alle i forskjellige kulører, og alle til at aapne +undtagen det siste mindste. Indeni det allermindste, lukkede egget +tænkte jeg mig egg efter egg videre, forstaar De, mindre og mindre, +længer end jeg kunde tænke mig, _evigheten_ altsaa. Jeg er et saant egg +for Dem, De plukker av mig skall efter skall, jeg blir mindre og mindre +jo længer ind De kommer og mer og mer kulørt. Maa jeg ikke snart være +liten og kulørt nok? + +Han anstrengte sig for at holde sit sinne i ave, saa aarene paa hans +tinding bulnet op og blev sortblaa. + +— De er fuld, sa Run Bates. + +— Ja, sa han og bet sig i læben. Jeg er fuld, i høi grad fuld. Jeg er +like gal som De for engangs skyld, derfor sier jeg hvad der falder mig +ind, akkurat som De. Gud vet hvad De ikke kan faa Deres Ginungagap av en +mund til at si. — + +Saa griper pludselig en ny stemning ham. Han tier og stirrer melankolsk +i gulvet. + +Stakkar forresten, sier han og hans blik mot hende er som et barns saa +fuldt av ynk og godhet, jeg synes jo saa synd paa Dem. Jeg har forsvaret +Dem overfor de andre her, jeg har sagt De er ikke gal men bare original. +Stakkars liten, sier han og vil gripe hendes haand, men nu er det hun +som holder den beskjæftiget. Saa opgir han det og falder tilbake i sig +selv et øieblik. + +Der er saant et godt stof i Dem, fortsætter han i en næsten ædru tone. +De har sikkert engang været en meget charmant og fetert dame. De er kvik +og slagfærdig og har et aparte ydre. Men de filosofiske gramofonplaterne +Deres er for anstrengende. Jeg antar De har forlæst Dem til filologisk +eksamen. Var det norsken som gik Dem paa hjernen? Det skal jo være et +saa vanskelig sprog? + +Joda, sier han, De kan være ganske pudsig, jeg har virkelig moret mig +sammen med Dem. Men nu begynder jeg at bli træt av Deres jargon. Ja, +avbryter han sig med ett flau, De maa undskylde at jeg er saa oprigtig +men det er hvad De har lært mig op til, det er min _egenart_ forstaar +De, i dette øieblik ser De mig første gang virkelig som jeg er og jeg +haaper det glæder Dem. Som sagt, jeg vil bare ha mig frabedt flere av de +Pavieretiradene — er jeg ikke Meninsky og det har De ret i at jeg ikke +er, jeg _var_ det engang ... + +Idetsamme springer der nogen gjennem rummet. Hun skimtes bare som en +lysning i tusmørket. + +Men i Meninsky farer der en ond aand. Han kjæmper tappert og stønner ved +det, men alle muskler i hans sterke legeme spændes, han maa bruke sine +kræfter! Og hans blik falder paa det gamle, kasserte flygel. + +I næste øieblik raser hans fingre henover tasterne i en forfærdelig +musik. Strenger springer med høie smeld, rædselsfulde dissonanser +overfylder rummet i et crescendo som ingen ende høres ut til at ville +ta. Og Meninsky er en moderne musiker. Han spiller med mimik! Hans +ansigt uttrykker musikken, det blir høirødt med opsvulmede aarer og +fortrækkes til ugjenkjendelighet, underlæben hænger tyk og slap ned mens +overlæben trækker sig opunder næsen, blikket er brustent og forfærdelig. +Og hele tiden farer hans store, sterke hænder over tasterne med +tiltagende tempo og styrke, mens ekstasens kuldegysninger krøker hans +ryg. + +Run Bates faar med stor vanskelighet sine ben under sig, sniker sig +forbi ham og vakler ut. + + * * * * * + +Dagen efter stod han blek og ædru indenfor hendes dør og bad om +undskyldning. + +— Jeg var saa beruset at jeg husker ikke hvad jeg sa, sa han, men jeg +vet at jeg altid er uforskammet og pøbelagtig i slike situationer. +Fornærmet jeg Dem? + +Run Bates stod henne ved den aapne balkondør, støttet mot posten og med +hænderne bak sig. Hun saa saavidt ind paa ham mens han snakket. Hendes +ansigt var ganske glat og rolig, det hadde sit naiveste uttryk da hun +vendte det ut mot de grønne kupler igjen og sa: + +— Det gjorde De ikke. Tvertom De komplimenterte mig. De kaldte mig +gramofon og idiot. Gramofonen er en epokegjørende opfindelse og at De +tror jeg er gal er en stor tribut til min originalitet, vet De. + +— Jeg tror ikke De er gal, protesterte Meninsky svakt. + +— Jovist. Og det er ganske naturlig. En saa modig meddelelse av +personligheten som min betragtes altid som vanvid. Tro De mig, Meninsky, +der findes meget mere originalitet og begavelse til i verden end man vet +om. Den gjemmes bare omhyggelig av mangel paa mot og til at være sig +selv. Det er flere end De som har trodd jeg var — lidt underlig av mig. +Jeg har opnaadd en ganske stor selvfølelse og selvkundskap, ser De, og +at iagtta sjælebevægelserne hos mig selv er min største glæde og at +meddele dem til og derved vække dem hos andre er min største drift. Men +denslags kritiseres av mennesker som i hele sit liv ikke forbruker saa +megen varme som jeg i en eneste samtale — for eksempel med Dem. + +— Ja, sa han med meget bøiet hode, fremdeles staaende ved døren som en +tigger og fremdeles henvendende sig til hendes profil. De har været +storartet, det har været festlige stunder, jeg kommer aldrig til at +glemme dem. Men igaar var jeg utilregnelig — jeg blev oprørt over noget +om eftermiddagen og drak tæt hele aftenen utover. Jeg beklager dypt det +uheldige indtryk jeg har gjort paa Dem. + +— Kjære, svarte Run Bates i en ny tone og endelig vendende ansigtet helt +ind mot ham, De tar saa fuldstændig feil av situationen. Det er mig som +skal be Dem om undskyldning! For mine ihærdige, utrættelige feiltagelser +av Dem. Igaar, i Deres rus, viste De mig endelig tappert Deres virkelige +selv, endelig kom jeg til det inderste og mest kulørte egget — og det +var i sandhet litet og kulørt! + +— Var det? sa Meninsky. + +— Sit ned, sa Run Bates endelig. Han satte sig paa en stol lidt inde i +rummet. Selv blev hun staaende. Det sterke lys derutefra skapte en +glorie om hendes mørke hode og mystificerte hele hendes kontur i den +lyse, lette dragt. Hun fulgte en sommerfugls flagren med øinene. + +Jeg kjendte engang en bokser, sa hun derpaa som ut av dype tanker. Han +blev aldrig forelsket i mig. Ellers blev alle mænd det i den tiden. Han +betrodde mig tilslut at han til at begynde med hadde maattet forsage +kvinder for sin professions skyld, men at han efterhvert fuldstændig +kunde undvære dem. Hans profession gav ham al den utløsning av kræfter, +temperament og længsel han hadde bruk for. + +Det er det samme med Dem. De er hverken ulegemlig eller kjønløs, men +kvinder behøver De ikke saalænge der er orkestre at dirigere og flygler +at slaa løs paa. Efter hvad jeg saa igaar tør jeg tilmed paastaa at De +ikke er avholden for kunstens skyld men kunstner for avholdenhetens! Det +er krasst tænkt og raat sagt, men jeg paastaar at Deres dirigeren i +Paris var en akt av allerintimeste slags og Deres klaverspil i kjælderen +her inat den aapenlyseste utugt! + +Hun saa ham ret ind i pupillene med de sidste ord. Stod et øieblik og +konstaterte at det ikke gjorde noget indtryk paa ham. + +At De tror jeg er idiot forklarer Deres konstante upaavirkethet av mine +ord, fortsatte hun saa. At De staar i sexuelt forhold til musikken Deres +uberørthet av min person. + +Ja, sa hun og rev sig løs fra dørposten, stod lidt midt i aapningen og +svaiet og kom saa ind i værelset. Gik like hen til ham og tok ham varlig +paa skulderen. + +Nu skulde vi altsaa formode at De er liten og kulørt nok — hvad? sa hun +blidt. Raaskap og last er det virkeligste av alt virkelig. Men si mig +nu, _hvor_ stort og _hvor_ kulørt var det inderste av de eggene Deres? + +— Aah — sa Meninsky og trak paa det og tænkte efter, omtrent saa, sa han +og pekte paa sin tommelfingernegl, og jeg tror det var knaldgrønt. Men +som sagt, jeg tænkte mig stadig fortsættelser ... sa han og sukket +pludselig tungt. Jeg vovet aldrig at aapne det og se efter — men jeg +_haaper_ det var tomt. + +— Ja, sa Run Bates svakt, og tok sin haand væk fra hans skulder og strøk +sig over haaret med den, det haaper sandelig jeg ogsaa. + +Saa faldt hendes blik paa divanen. + +— Og saa maa jeg nok vise Dem døren, sa hun leende, for nu vil jeg +øieblikkelig skrive og sætte i arbeide en ny pute — et paaskeegg! + + * * * * * + +Det blev eftersommer. Frugter glødet og faldt modne til jorden, +solskinnet blev gyldnere og mere skraat dag for dag, en morgen var +plænene hvite av rim. Men dagene fortsatte med at være høisommerlig +hete. + +Det saa ut som om varmen tæret paa Run Bates. Hun blev mindre og mindre, +mer og mer gjennemsigtig, der var næsten ingenting igjen av hende nu. + +Hun stod en dag og saa Meninsky drive avsted i en liten baat i aaen. +Aarene var lagt ind, han sat i skjorteærmene og sov. Og en stund vilde +han være nede ved strykene, livsfarlig vilde det neppe bli, men +hvertfald mindre behagelig. Saa ropte hun paa ham og han vaaknet. + +— Hallo? ropte han paa sin gamle gutteagtig ubekymrede maate, er De der? +Vil De ro? + +— Tak, sa hun, det gaar jo bra for Dem uten aarene. + +— Ja, sa han og saa sig om, jøss, er jeg helt her? Jeg var oppe i +tjernet og der tænkte jeg paa Dem, der var noen vandliljer — Skal vi ro +tilbake og se paa dem — de var noksaa rare? + +Hun hoppet i baaten. + +Han rodde godt, med lange, sterke, rolige tak. Aaen fløt længe bred og +blank under de vældige hængepiler, men efterhvert som de nærmet sig +tjernet smalnet den saa de maatte sitte bøiet i baaten for at undgaa de +hængende haver over sig. Røde, gule og violette slyngplanter snoet sig +utover grenene og hang videre helt ned i vandet. Som under et fantastisk +karnevalspaafund av en æresport rodde de omsider ind i det store, sorte +tjern. + +Det laa midt inde i en skog i dyp stilhet og mystisk belysning. En masse +store, grønhvite liljer fløt om paa hver sit runde, grønne blad. Store +insekter paa graciøse, sølverne vinger svirret over dem. Fuglestemmer +lød fjernt og dæmpet som under sordiner. + +Run Bates sat agter i baaten, hendes hvite kjole var vid og brusende som +en krinoline, en liten rosenhat laa i hendes fang. + +Hun bøiet sig utover vandet, plukket en av de merkelige liljene, lugtet +paa den og stak den i haaret. + +— Her har jeg aldrig været, sa hun og lot blikket løpe rundt. Nok et av +jordens store skjønhetssyner. + +Meninsky saa hvor hun saa og var paa nippet til at bemerke noget, men +lot det være. + +— Og her sat De og sovnet, sa hun til ham. Det var varmt og stille og +godt her, De tok av Dem jakken og satte Dem fluksens til at snorke. + +— Ja, ogsaa fløt jeg ned til Dem, smilte han, og det var jo bra? + +— Ja, sa hun, men den stadige sovingen Deres er og forblir mig en gaade. +For den hænger jo ikke sammen med det andre? De har ikke sittet her og +musicert? Eller har De kanske en mundharmonika paa Dem? + +— Nei, maa han svare, det har han ikke. + +— Er De saa glad i at sove? spør hun, eller sovner De bare? + +— Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig sterkt. Og De har +lært mig at livets kunst er at skape saa mange lykkelige _øieblik_ som +mulig, følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme. + +— En merkelig form for lykke, smiler hun stille. At ophøre at eksistere. + +Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne skogen ligner Norge. Et norsk +tjern er bare endnu skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som +regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun utover baatkanten. + +Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar det rinde sig mellem +fingrene. + +— Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde trænge at hoppe i. Og han +trækker op sit lommetørklæ. + +Noget følger med det og falder ned paa tiljen. En liten flaske. Run +Bates er snarere end ham og faar fat i den. + +Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød og saa hvit, hun faar +ganske den samme farve som liljen i sit haar. + +— Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal De med dem? + +— Ingenting, svarer han ganske rolig. De er for tandpine, og det har jeg +aldrig. + +— Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som om hun fryser, det er nok +at _lugte_ paa det. At De vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa +meget, tænk om De tømte den i søvne? + +— Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst. + +— De har ikke lov til at forlate livet, sier Run Bates, for det er +tifold løgn at noget menneske kan erstattes! Denne flasken beholder jeg! + +Men nu vaakner han. + +— De? roper han, nei gi hit flasken. + +— Nei, sier hun, aldrig! + +Da blir han rød i panden og bøier sig frem med utstrakt haand og med et +meget bestemt uttryk i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen. + +— Maa jeg virkelig _ta_ den fra Dem, spør han. + +— Ja, hvis De kan, svarer hun. + +Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han faar tak i hendes haand med +flasken og nu begynder et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke let paa +hende, hun ynker sig av smerte da han endelig vrister hendes fingre fra +hverandre og tar flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og baaten +gjør en faretruende overhaling løfter han armen med flasken og slynger +den langt uti vandet. + +— De skal _ikke_ ha den, sier han bare. + +Run Bates staar anpusten og betragter ringene i vandet. Hendes mund +folder sig sammen og skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat op +fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster av den og lægger den +forsigtig paa toften. I næste øieblik hører Meninsky et plask og hun er +væk. En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper i det +pludselig oprørte vand, insektene svirrer paa hverandre av +forskrækkelse. + +Meninsky sætter sig ned og venter paa sine sansers tilbakevenden. Det +tar en evighet. Det synes ham flere døgn senere da det roper inde paa +strandbredden. Det er Run Bates og hun holder triumferende noget høit i +veiret. Hun har hentet flasken paa tjernets tvilsomme bund! + +Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig syn. Den brusende +hvite svaneham av en kjole klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt +indtil hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet i strømme og +hendes ansigt er pludselig benet og ganske grønt. + +Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden er over hende. + +Han har hende tæt i sine arme, hendes lille vaate hode synker ned paa +hans skulder, hendes blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest, +trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte. + +Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler hun, et bittelitet rørende +blaff av et smil, det rører ikke hendes mund, er bare som en lysning +over øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er det +lykkeligste smil han nogengang har set og nogensinde mer faar at se i +sit liv. + + * * * * * + +Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny og fremmed, som forklaret. + +Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa endnu over ansigtet, men +det var ogsaa forandret i trækkene, de var pludselig bedre, næsten +rigtig proportionert, tilmed munden saa normal ut. + +Det var _roen_ som endelig hadde fundet veien til hendes skiftende +fysiognomi. + +Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte enstavelsesvis paa hans +bemerkninger om veiret og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket at +aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt og de vek ikke et +sekund fra Meninskys. + +Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut sa han adjø og god +bedring. Men da gjorde Run Bates en eiendommelig bevægelse med haanden +og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde av bøn. + +— Det er mine ben, sa hun sterkt og klart, de er hovne! Begyndelse til +vatersotten! Slik som nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske +i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op som en hvetebolle i +vand. Jeg kjender til det, min bedstemor døde av vatersot efter +nyresyke. Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange. Vandet +klemte om hendes hjerte saa hun skrek som i barselnød. Jeg saa da de la +hende i kisten, det var saa komisk med hendes usymmetriske trivelighet, +den ene arm var dobbelt saa tyk som den anden, de fik ikke foldet +hænderne og hun fik daarlig plads i kisten. — + +— Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa da ikke ligge med saa sorte +tanker. + +— Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er rosenrøde! For nu vet jeg jo +hvad jeg aldrig visste før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde +vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det — _at smerten er den +største nydelse og døden den høieste livsform_! + +Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved siden av sengen. + +— Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand som var kold og ganske fugtig. +Saa kunde hun ikke mer paa en stund. + +Meninsky blev urolig igjen. + +— Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres arme, hvisket hun og klemte +hans haand uten at se paa ham. + +Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket hun om selvmord. + +— Le renoncement à soi même est en tout l’opposé du suicide, sa hun og +nævnte madame de Staël. + +Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig døden som det mindste av +to _onder_. Mon nogen av dem valgte døden av samme grund som De og jeg — +som det største av to _goder_? + +For livet er vidunderlig, men døden tifold vidunderligere, ikkesandt? + +Aa, Meninsky, nu er De ingen gaade længer for mig! + +Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har været. Jeg føler mit legeme +som et smertende panser, tiden som et rindende, enerverende vanvid +hvorfra det gjælder at kunne befrie sig. + +Og denne Deres store, guddommelige evne — til selvbefrielse — har jeg +foragtet! + +De var _død_ der paa podiet i Paris, vidunderlig befriet fra legeme og +tid, hverken Deres hjerte eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var +et stykke _evighet_. + +Som jeg var det i Deres arme der paa det lille, sorte tjernet. + +Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig evigheten som en +fortsættelse av tid, fremtid! Og deres salighetsbegrep er ingenting +andet end en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode ting, mat, +drikke, klær, sko ogsaa videre. + +Meninsky, De og jeg vet bedre! + +Og hør nu, vi skal _dele_ indholdet av Deres flaske! Der er nok til os +begge. + +Skulde musikken og søvnen — som alle andre laster — tilslut svigte Dem, +saa vil en eneste draape av Deres fluidum frelse Dem. + +Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at være _mine_ midler, saa vet +ogsaa jeg raad. + +For dø vil vi, ikkesandt? + +Døden er livets eneste mening. Hvor blændende klart jeg ser det nu! + +Og hun faldt i tanker og sovnet med dem. + +Meninsky listet sig stille ut. + + * * * * * + +Men nogen dage senere kom hun springende mot ham nedover trappene. + +Han gispet av forbauselse. + +— Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker. Førstemand ned til +Templet! Og hun grep ham om haandleddet og rev ham med som en +hvirvelvind. + +I et hjørne av veien løp de paa en ung dame med en liten hund i baand. +Meninsky kom i fuld fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær +væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run Bates holdt ham oppe med +et jerngrep. + +Den unge dame overtok farten, som vetskræmt satte hun avsted opover +veien og hverken hendes eller hundens ben saaes at berøre singelen. + +Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget bremset tempo, de kom makelig +spaserende og i dype tanker ned til «Templet». + +Det var en liten bambuspavillion med en statue av den japanske lykkegud +Ebisu. Pavillonen laa like ned i vandskorpen av en liten firkantet +svanedam, den var bare adkommelig fra vandet over et par store flate +stener, der var ogsaa anbragt et «naaleøie» hvorigjennem først Run Bates +og saa Meninsky alvorlig krøp paa alle fire. + +Men omsider sat de ved siden av hverandre paa det øverste av templets +fire lave trin. Ebisu blikket diskret men alviderisk smilende over deres +hoder ut paa svanene i dammen. + +— Er De frisk igjen? sa Meninsky. + +— Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan leve længe, i ti, tyve, +tredive aar. Der er ingen fare for vatersot. + +— Men hjertet? + +— Hjertet er elendig. Jeg maa være _forsigtig_. Men De kan tro jeg skal +være forsigtig! ropte hun. + +Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre side. + +Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok andre springmarscher til. Og jeg +er ikke spor forelsket idag. Endda _hun_ kom iveien. + +Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte: + +— Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst? At jeg elsket Dem? Nei, jeg +var Dem vel som ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem og jeg +har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle Dem det omstændelig og +saa enkelt jeg kan. + +Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa trinnet i det gule +eftermiddagslys, og paa den brogede bakgrund av iris og orkideer. + +Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste maate, jeg forstod +aldrig nogensinde _virkeligheten_, ser De. Det at jeg elsket Dem og +simpelthen ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som +bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler, bobler, et helt +skum! + +Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev forelsket i Dem, ganske rigtig +som De selv allerførst formodet. Men jeg trodde for fast paa min +overmenneskelighet til at begaa noget saa normalmenneskelig som en +forelskelse! + +Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat oppe i en stol og drømte +om Dem hele natten. Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste +morgen saa Dem paa stationen. Jeg _maatte_ jo følge efter Dem. + +Der paa dækket var det som at stirre ind i selve solen. Deres merkelige +øine — —. + +Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse. + +Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var +De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem +efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er +vedblit med at være det. + +Det er _Dem_ jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun +tungt og bøier hodet og tier. + +Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs. + +— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, _ikke +et øieblik_! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De +strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en +igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky! + +Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja, +for _De_ er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. _De_ er min +smerte og _De_ er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i +al evighet. Vil De gifte Dem med mig? + +Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte. + +— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke +konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler +og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe +Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens +største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik, +sukker hun. + +Meninsky tier fremdeles. + +— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu +engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den +unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes +trofasthet. + +— Hvad? sa endelig Meninsky. + +Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes +høie, sikre stade. + +Hun tok som svimmel for sig i luften. + +— Hvad? sa hun bare. + +— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget +sit hode. + +Slik sat de længe. + +Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun +sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt +ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider +befriet. + +— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store +væske. + +Vel, sa hun, saa la os skride til handling! + +Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den +ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte +gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer +paa den ene end paa den anden. + +— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken. + +Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa +haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev +blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig. + +Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø! + +Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de +fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i +vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider +borte mellem buskadset paa stranden. + +Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet +speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet +hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde +fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret. +Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og +var færdig. + +Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og +lukker den haardt inde i sin haand et øieblik. + +Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring +den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst. +Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig +og vender sig mot Ebisu. + +Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned +paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang. + +Slik blir hun liggende. + +Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer +styrtende tilbake. + +Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende. + +Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig +overrasket ut. + +— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset. + +Er jeg ikke død? sier hun. + +— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige +tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig +drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes +hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og +jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele +tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig? +Jeg elsker Dem! + +Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit. + +Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa +hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i +dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun +ham stort og stivt av angst i øinene. + +Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang, +stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet +spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over +piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende, +hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr! + + * * * * * + +Saa skal Run Bates reise. + +Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv +og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer +ut fra vestibulen. + +Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde +vildvin paa væggen. + +— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø. + +— Jeg har ikke set Dem siden — sier han. + +— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid, +jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min +tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker. + +Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite +hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers +er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang. + +Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er +ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før +min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige +Gudrun Haavaldsen. + +Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som _De_ er av mig, +Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller +naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et +øieblik har levet i nuet, men i _fortiden_. Min erindring, som har +ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg +forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange +række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende. + +Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor _De_ var et +akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at +_tænke_ paa alt det jeg har sagt! + +Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham +den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil +spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir +sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle +ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var +_virkeligheten_ og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke +til at opleve! + +Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu — +hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil +intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets +mening, _døden_. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg +er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte +mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan +staa og gaa, ja _springe_ i det vanskeligste terræng og være deilig +avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke +gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da +vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem, +jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg +vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet +ulykkelig hele mit liv. + +Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min +ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at +kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen! +Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil +jeg kunne dø med utallige gange. + +_Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha +oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme +at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil +jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg +nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er, +fordi jeg er grænseløs!_ + +Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og +avsted efter baandet. + +Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige +udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar, +der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder +ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang +paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det. + +Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur. + +— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem +og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa +ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste +hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde +tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle +overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø! + +Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget +susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt. + +I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i +hodet av en taksten, dræpt paa stedet. + +Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde +ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som +om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen? +Gudskelov! + + + Ende! + + + + + Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar + paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner + ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha + «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv. + + Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter + e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en + «epilog». En historiens historie. Denne: + + Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til + denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med + min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det + at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at + gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en + sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det + eneste som betyr noget i den vide, vide verden. + + Men ak, allerede paa baaten nedover _traf jeg en mand_. En + skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X — + som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom + til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten». + + Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av + reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du, + efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit + _eget_ ved siden av _dit_ og i forhold til _hans_, des mere + anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat + efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for + en — _idiot_! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort + at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham + litt den dag i dag. + + Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste + skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene + og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot + til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten, + frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo + nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til _mig_ i min + paatagelighet og uomtvistelighet, men til min _rolle_, en omstridt + digters uvirkelige fantasifoster! + + Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter + overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem + fulde døgn. For der visste jeg jo _du_ elsket mig og vilde mig det + godt, der elsket _jeg_ pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og + overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at + dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at + du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ... + + Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned + her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og + drømte om _Run Bates_ og _Meninsky_. Da var det videre paa samme dag + jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte + mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge, + gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig + i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis + som tidligere, ønsket pludselig X i den og — _placerte Meninsky + der_. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os, + utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns + utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam, + forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og + fortsatte drømmen om Run Bates — _mit fremtidsselv efter dit + mønster_. + + Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til + fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg + hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg + hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke! + + For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser, + min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige + oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig + paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste + rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden + mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg + engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik + du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli! + + Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer + for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men + i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette + stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling + i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates + sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte + dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen + brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig + blev til bobler paany, _et helt skum_! + + Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for + det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette + paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte + overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det + materiale du har anbefalt mig — _snak_. Jeg antar du er snakket godt + ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at + tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være + saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og + fordømmelig. + + Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser + overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus, + interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte: + Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet + det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig. + + Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa + du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting, + men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme + øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen + igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig. + + Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min + belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det + nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium, + X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum. + + For jeg vil ikke virkeligheten! + + + + + Afskriverens bemærkninger + + +Afskriverens rettelser: + + [p. 50]: + ... tungen. Og da han smilte, sa han: ... + ... tungen. Og da hun smilte, sa han: ... + + [p. 85]: + ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ... + ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ... + + [p. 88]: + ... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ... + ... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ... + + [p. 89]: + ... og husket at den fremherskende farve i hende ... + ... og husket at den fremherskende farve i hendes ... + + [p. 93]: + ... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ... + ... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ... + + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77368 *** |