157 files changed, 11207 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/77368-0.txt b/77368-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..f546e19
--- /dev/null
+++ b/77368-0.txt
@@ -0,0 +1,3939 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77368 ***
+
+
+                                  SKUM
+
+
+                              EDITH ØBERG
+
+
+
+
+                                  SKUM
+
+
+                     FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO.
+                     (W. NYGAARD) — KRISTIANIA 1922
+
+
+                             Copyright 1922
+                         by H. Aschehoug & Co.
+                           Kristiania, Norway
+
+
+                    Nationaltrykkeriet — Kristiania
+
+
+
+
+Det var først bare noe lys. Et regnbuefarvet, urolig flimmer som
+efterhvert tok form, blev cirkelrundt og roterte om en akse, blev
+kloderundt og dreiet sig om sig selv.
+
+Men saa hørtes der en surren som av en gramofon og en stemme lød
+metallisk som gjennem en tragt:
+
+— Tak for laanet!
+
+Og pludselig flagget et langt, smalt guldbaand ut i luften for en sterk
+træk, i dens ene ende blev der fort en hat — en elegant liten
+parisermodel — og under hatten aabenbaredes saa litt efter litt, detalj
+for detalj, den metalliske stemmes eierinde: et bittelitet gult ansigt
+med stor mund og skjæve øine, en utrolig spinkel skikkelse i en vid
+hermelinskaape, etpar nervøse smaapikeben i høihælede Richelieusko.
+
+Mysende som mot et sterkt lys og med munden fra øre til øre rakte hun en
+bok frem og sa:
+
+— Den er deres, ikke sandt? Den laa i min stol da jeg kom op, jeg tok
+den og har studert den helt siden!
+
+Og nu var endelig miliøet der. Et dampskibsdæk i skumring. Det sterke
+lys var en mand, en ung, blond, reiseantrukken herre. Han stirret høflig
+ned i det blændende ansigt foran sig og tok bukkende imot den fremrakte
+bok, et litet hefte med kolorert forsidebillede.
+
+Var det saa interessant lektyre? sa han og hans stemme var ganske
+almindelig, saa nu blev hendes cantabile dobbelt iørefaldende:
+
+— Ja! Det er jo verdens merkeligste kuranstalt vi skal til, du gode gud
+for et kulørt sted!
+
+Og hun pekte, mens hun sang, leende ned paa heftet i hans haand. Han
+kastet et blik paa hendes behanskede pekefinger. Ja, sa han og saa saa
+han bedre efter indunder hendes hat. Saa De skal ogsaa til Capranola?
+Der er ingen bagage sat ned ved siden av min, jeg trodde jeg var den ene
+passager dit.
+
+— Jeg har ingen bagage, sa hun og saa væk et øieblik. Jeg er ute paa
+rene maafaa. Men efter at ha studert dette heftet telegraferte jeg netop
+efter mine kufferter, jeg følger Dem iland paa Capranola!
+
+Alt hun sa var utrop, hun stod en smule sjøbent og hendes kaapelommer
+var meget dype. Hun var ikke til hverken at overhøre eller forbise.
+
+— Ja, sa han, der ser ut til at være en vakker natur.
+
+— Natur! ropte hun. Kalder De dette natur? Og hun tok heftet fra ham og
+pekte, se, hvor øen steiler jordbærrød og kubistisk forrevet op av det
+merkeligste sortoghvite vand, se disse marineblaa poplene groende op av
+flekker graa fløil — blaaklokkene maa da være gule og rosene blaa paa
+den øen, det er den værste ekspressionisme jeg har set, det er en
+uforskammethet uten like, det er en trusel om mysticisme, et optisk
+bedrag som jeg vil avsløre, jeg gaar iland paa Capranola fordi naturen
+der maa være ekstra naturlig naar den kan inspirere en unatur som denne!
+— ja for, sa hun og dæmpet sig lidt da hun merket hans døvede mine, jeg
+_hater_ unatur. Aa, jeg har netop idag hat et slagsmaal med min pike,
+nynnet hun med hænderne stemt godt ind mot mellemgulvet som en
+sangerinde, hun vilde paa liv og død forskjønne mig, overfaldt mig
+voldelig med et monstrum av en pudderkvast, jeg maatte faktisk forsvare
+mig med neglene! Hvorfor i alverden skal jeg ikke være saa styg som jeg
+er? Her, sa hun og bladde etpar blad indover i heftet, disse
+kaffedrikkende damene i Palazzo Garneses berømte gaard, staar der ikke
+en veritabel Rogergallet-Colgate-Pinaudstank fra dem her paa papiret,
+uh, marzipan er det værste jeg vet, men heldigvis er det blomster og
+palmer og springvand og paafugler og alt mulig inde i den gaarden,
+Mensch ärgre dich nicht, vil jeg befale mig selv ...
+
+Han hadde mens hun snakket fundet frem sit cigaretetui, nu tændte han en
+cigaret med adskillig møie i den sterke træk og hun saa paa og taug. Men
+hun vilde straks gaa videre. Konversationen var utvilsomt hendes
+element, hun var ilive for at snakke og snakket for at være ilive, hele
+hendes egenart laa hende ytterst paa hendes store, løse mund.
+
+— De har anlæg for det? spurte han og hadde endelig frisk fyr.
+
+— At befale mig selv ja?
+
+— Nei at ærgre Dem?
+
+— Nei! sa hun med et saa braatt og metallisk fortissimo at han
+uvilkaarlig værget for sig ut i luften med den ene albue. Jeg ærgrer mig
+aldrig! Jeg forbyr mig selv det og jeg har en voldsom respekt for mine
+egne paabud. Jeg er altid gla, det er udelukkende en viljesak, jeg tar
+av princip alt ondt let og laver dacaponumre av alt godt, det eneste i
+verden som irriterer og anstrenger mig er som sagt unaturen,
+uvirkeligheten, men mot den har jeg i tidens løp skaffet mig et bolverk,
+nemlig mine sofaputer, jeg trækker dem med mig overalt, de kommer ogsaa
+til Capranola.
+
+Han stod fortapt i det flagrende guldbaandet.
+
+— De forstaar, gik hun videre, jeg har en berømt sofaputesamling, jeg
+forfølges altid av sofaputeeksperter som vil stjæle eller kjøpe mine
+ideer, men de vogtes som en helligdom og er ikke tilsalgs. For mig er
+nemlig mine puter noget ganske andet end en original og artistisk
+sammensætning av stoffe, mønstre og farver, ser De, de er mig selve
+indbegrepet av natur, av _virkelighet_! Derfor at de er mine egne sorger
+og glæder, mine egne drømme og oplevelser, mit eget silkerne hjernespind
+og materialiserte temperament, de er kortsagt selve _Run Bates_, det
+virkeligste, utvilsomste i verden!
+
+— Ja, sa hun og rakte pludselig haanden frem, mit navn er altsaa Run
+Bates. Og Deres har jeg den fornøielse at kjende, herr Paviere, jeg saa
+Dem nemlig dirigere i Paris igaar!
+
+Hele tiden hadde hun staat der like ind paa ham med sin konstante store
+glæde i de sjøsyke, herjede træk, men da han nu grep hendes haand og sa:
+Jeg beklager, men _mit_ navn er Meninsky og jeg har aldrig dirigert i
+Paris, da rykket hun ham tre lange skridt fra livet, tok sig til hjertet
+og fik pludselig øine. Forbløffende store, runde og barnligblaa stirret
+de livløst av forfærdelse paa ham. Og mens hun stirret var det som om
+han forsvandt for hendes blik, som om han skrumpet sammen og
+koncentrerte sig i sin slipsnaal og som om slipsnaalen, en stor lysende
+perle, gik til himmels. Han saa hendes øine følge opstigningen et langt
+stykke, de kom rent til at skjele ved det. Saa skedde der noget deroppe,
+hun blunket blændet etpar gange og sænket saa blikket søkende mot
+jorden.
+
+Der, paa den brede, tørre dæksplanke laa der en mikroskopisk flek væte,
+litt sjøskvæt eller et dugstænk. Og hun bøiet sig med et skingrende rop
+av glæde ned over den, pekte og sa:
+
+— Se, der ligger den jo, draapen efter boblen! Se, hvor der fremdeles er
+meget glycerin i den, se hvor den runder sig og bævrer og vrir farvene,
+den kan der saamen bli flere bobler av! Men nei draape, sa hun med
+løftet, truende pekefinger, ligg i fred! Tørk! Det er meningen med dig
+ser du og det er en udmerket mening!
+
+
+
+
+   Og nu, Leif Tviland, staar vel dine øine saa faretruende paa stilk
+   at det er bedst at orientere dig.
+
+   Dette er en drøm forstaar du, en underlig levende drøm jeg hadde
+   igaar her paa den samme plet hvor jeg nu sitter og skriver til dig.
+   I den samme hvite kurstedstol, med vinduet oppe mot regnet og
+   Skagerak som nu sovnet jeg og stiftet jeg bekjendtskapet med «Run
+   Bates». Mit _medium_!
+
+   For i anledning dine fire ubesvarede vil jeg ha bekræftet mit
+   brevkort til dig av forrige uke saalydende: «Vent ingen
+   korrespondance herfra. Betragt mig i denne min sykepermission som
+   absolut hinsides og ute av stand til at meddele mig. Eller skaf mig
+   et medium!»
+
+   For hvad sa du engang i vinter? Aa, du holdt en tale for mig, jeg
+   husker hvert ord, hør:
+
+   — Nei, Gudrun Haavaldsen! skrek du aldeles rasende, nu har du gaat
+   her og nidtidd en hel time, du har ikke sagt ét ord, det er faen til
+   taushet! Idetheletat, hvad gaar der av dig! Før sa du da ihvertfald
+   ha og ja og hjalp en stakkar paa gli med underholdningen, nu sier du
+   ikke engang hm, du tier, du snurper dit ginungagap av en mund haardt
+   sammen, stemmen din som saa rigtig gir det musikalske uttryk for dit
+   temperament ruster dig i strupen, selv dine talende øine tier — du
+   mener absolut ingenting mer, du vet ingenting, vil ingenting, har
+   ikke en tøddel om dig selv at meddele. Du er dom og dau og jeg taler
+   for døve øren og kaster perler for svin og gid faen hadde dig og jeg
+   var færdig med dig — det er bare det at jeg aldrig blir klok paa dig
+   som gjør at jeg ikke blir færdig, men nu _skal_ du snakke, nu _vil_
+   jeg i forbindelse med dig om du saa er aldrig saa mye hinsides og
+   virkelighetsfjern og det andre fordømte sludderet og om der saa skal
+   skaffes et _medium_!
+
+   Dette var dine ord og jeg nøs vetskræmt i muffen til svar og du gik
+   videre om Goethe og virkeligheten og dig selv og alt det andre. Og
+   sintere og sintere er du blit og tausere og tausere jeg. Og her jeg
+   nu sitter for bare at meddele dig at nu skal jeg endelig ha noget
+   sagt, saa ryster jeg av skræk og avmagtsfølelse og skyver med begge
+   hænder og ansigtet den anden vei hele apparatet av okkulte
+   hjælpemidler foran mig. Men saa _er_ jeg ogsaa hjulpen! Nu skal du
+   bare høre, nu er det min tur, nu skal jeg vise dig hvad jeg har lært
+   av dig og hvad jeg derved mener, vet og vil, for nu eier jeg et
+   medium som er like gløg som jeg er dum, like talende som jeg er
+   stum, like levende som jeg er «dau». Der blir daglig seancer og du
+   faar dem i løpende orden. Men ingen spørsmaal! Ingen avbrytelser!
+   For da gaar jeg paany — og for altid — ind i den sfære hvorfra ingen
+   tilkjendegivelser kan ske. Og det vilde være synd baade for dig,
+   mig, Run Bates og Meninsky.
+
+   Naa, anderledes og tydeligere sagt: _du skal faa brev_. Du skal faa
+   en række ledd av et brev som du ikke skal besvare før det er færdig,
+   selv om du synes det trækker ut! Denne lille svenske, øde, døde,
+   stygge skjærgaardsøen hvor det regner, regner, regner, og hvor ikke
+   et menneske gidder snakke til mig orker jeg ikke, imorgen flytter
+   jeg til Capranola og gaar jeg over i tredjeperson, vi kjender til
+   romaner i brevform, nu skal vi til med breve i romanform! Og saa
+   skal vi se om vi ikke skal bli «færdige» baade du og jeg, om vi ikke
+   skal komme til at bli «kloke» og om ikke «forbindelsen» skal komme
+   istand, takket være et medium som _Run Bates_!
+
+   Aa, Leif Tviland, du vet ikke hvad drøm er, du aner ikke hvordan
+   digt blir til, du har aldrig i dit liv oplevet noget utenfor dig
+   selv og du forsværger dig tyve gange om dagen paa at en sten er en
+   sten og at der intet Soria Moria er bak den syvende blaane og de
+   gange jeg med min stemme, der som du sier faar dig til at glemme
+   ordene den bærer, har forsøkt at klargjøre dig mine begreper, har du
+   fnyst foragtelig og lagt snesevis av berømte navne og citater i pant
+   paa at du har ret og jeg uret, og at din overbevisning
+   naturnødvendig _maa_ bli min.
+
+   Men nu skal du altsaa ha et brev, nu skal du til med Gudrun
+   Haavaldsens _bokstaver_! For den drømmen om Run Bates var den
+   merkeligste og korteste jeg har drømt og her er virkelig for
+   uutholdelig at være!
+
+   Vent saa til du ser bokstavene: E-n-d-e. De skal komme saasnart der
+   blir bruk for dem, men heller ikke et bokstav for tidlig!
+
+
+
+
+Spisesalen i Palazzo Garnese er et pragtfuldt rum. Langt og høiloftet,
+broget, pompøst og fantastisk. Vaarens blendende dagslys strømmer ind
+fra tre kanter og slaar katastrofalt sammen i mange gigantiske
+prismekroner.
+
+Ved et av de smaa bord ret under sitter Run Bates. Gule og karmosinrøde
+lyn drypper uavbrudt ned i hendes haar som er blaat og sat op som en
+geishas.
+
+Vis a vis hende sitter Meninsky.
+
+Han spør om hun har sovet godt.
+
+— Jotak, svarer hun og hæver sit grønlige ansigt og stirrer over en
+bunke hyazinter midt imellem dem ut i luften, mens hun tygger energisk.
+
+Om hun kommer like fra sengen?
+
+Da møter hun endelig hans blik. Nei, hun har været oppe med solen og
+gaat en lang tur indover øen.
+
+Og ganske rigtig, himlen er blaa og mulden sort her som alle andre
+steder. Men gid, hvor den er blodig, bemerker hun om sin bif, og
+sammenligner den med hans.
+
+Og slik blir hun saa sittende en lang stund uten at si noget mer. Hendes
+blik følger uhyre interessert hans gaffel. Hver gang han gaper op over
+den gaper hun litt med. Hans kniv er sløv og kjødet seigt, men han er
+sterk og har god appetit.
+
+Hendes ansigt uttrykker en alt sterkere avsky efterhvert som han nærmer
+sig biffens avslutning.
+
+— Nei, sier hun og retter sig op i stolen og puster ut og lægger
+hænderne bestemt i fanget da han svelger den sidste bit, De er ikke
+Paviere.
+
+Meninsky drikker av sin kaffe.
+
+— Nei, svarer han likefremt, det er jeg ikke.
+
+Run Bates kremter, hun kremter ofte, for hendes stemme ligger slitsomt
+dypt i strupen.
+
+— For jeg er overbevist om, sier hun, at det vilde _glædet_ mig at se
+_ham_ spise.
+
+— Ja, svarer hun til Meninskys hævede bryn, jeg er nemlig selv glad i
+mat, men jeg utstaar ikke at se andre være det! Og hun skjærer en
+gruelig grimase.
+
+— De tror ikke Paviere har matlyst? sier Meninsky.
+
+— Jo. Men jeg tror bare ikke at hans maate at spise paa vilde lede
+tankene hen paa fordøielsesprocessen.
+
+— Og det gjør min maate?
+
+— Ja, svarer hun og ryster den opkommende kvalmefornemmelse av sig i
+hans interesserte paasyn.
+
+— Ja, sier han og smiler beskedent, jeg er jo ikke Paviere.
+
+— Nei, sier hun og glemmer ham et øieblik. Stirrer sig fast i borddukens
+mønster.
+
+— Jeg kan idetheletat ikke forstaa hvordan De kunde ta feil av ham og
+mig, paastaar han vegtig.
+
+— Kjender De ham? spør hun da, likesom braaskyndende sig til stedet
+langt bortefra og det aandelige hurtigløp faar hendes kinder til at
+blusse.
+
+— Nei, men jeg har set ham paa fotografi. Han er jo en musikalsk
+størrelse. Synes De om hans musik?
+
+— Hans musik? sier hun forbløffet. Nei, jeg skjønner ikke musik. Men De
+ligner ham, — i ryggen. Og det var hans ryg jeg saa mest til og det var
+Deres ryg jeg saa der paa banegaarden i Paris.
+
+— Paa banegaarden i Paris?
+
+— Ja, hvor jeg skulde med et ganske andet tog, men tok med Deres og lot
+min bagage reise for sig selv, gud vet hvor og det er klær for en hel
+formue. Jeg _maatte_ efter Dem!
+
+— Hvad? sier Meninsky med meget optrukne, hvite bryn.
+
+— Jeg trodde ganske sikkert De var Paviere, sier hun og begynder at
+skrælle et eple.
+
+Saa kaster hun pludselig hodet tilbake og ler og fire forskjelligfarvede
+prismelyn rinder hende ned i ansigtet.
+
+— Hvor det er vanvittig komisk, sier hun, at min forfølgelse av
+_virkeligheten_ bragte mig hit — til selveste uvirkeligheten. Ja, for en
+kuranstalt — et daarehus som dette — det er næsten ikke forekommet i min
+salige indbildning engang.
+
+— Salig? gjentar han mekanisk.
+
+— Ja! Jeg har en god stund nu levet paa virkelighet. Det er jo det
+eneste rigtige. Hvorfor skal man se en verden og et mysterium i en sten?
+En sten er en sten og er det ikke stort og mysteriøst nok at den er en
+sten? Men man trækkes med sine svakheter, hvorav fantasien for mit
+vedkommende er den største — jeg har ført en haardnakket kamp med den i
+de sidste ti aar og har endnu ikke helt beseiret den.
+
+Meninsky stirrer søkende paa hyse som efter inspiration.
+
+— Virkeligheten, vet De, fortsætter Run Bates med munden fuld av eple,
+er noget som kommer usigelig sent, men som dog kommer til den der har
+taalmodighet til at vente. Onsdag kom den altsaa til mig.
+
+— I form av Paviere? læser Meninsky fra hyazinterne.
+
+— Ja.
+
+Meninsky tænder en cigaret og tvers over flammen kaster han et hurtig
+blik paa Run Bates.
+
+— De har forelsket Dem i Paviere? spør han saa meget blidt og forsigtig.
+
+— Jeg? Nei, sier hun som om der ikke er mere at si om det.
+
+— Men hvorfor vilde De da reise med ham — gaar allikevel Meninsky videre
+— hvorfor blev De med mit tog istedenfor Deres eget? Og hans stemme er
+modigere, men hans blik viger ikke et øieblik fra hendes smil som
+underhaanden er blit faretruende voluminøst.
+
+— De er nok allikevel en skjønner av musik, skal De se, sier han.
+
+Men nu ler Run Bates. Hun finder ham pludselig ustyrtelig komisk. Hendes
+mund gaar fra øre til øre, øinene forsvinder i to smale, fugtige rids og
+hun maa bøie sig forover for nogenlunde at holde sig i ave.
+
+— Aa, stønner hun tilsidst, De tror jeg kom her for at høre musik? Jeg
+_hater_ musik. Jeg er som en hund, kunde _hyle_ av smerte ved den.
+
+Meninsky lægger haanden over sin fine hake.
+
+— Var da hans ryg saa — indtagende? spør han.
+
+— Ja, sier hun alvorlig igjen og reiser sig, for den var akkurat maken
+til Deres.
+
+— Tak, sier Meninsky og reiser sig ogsaa. Men hør, kan det saa ikke bli
+det samme enten min ryg er Pavieres eller min egen?
+
+— Nei ved Gud, om det kan, svarer hun og sætter sig i bevægelse. _De_ er
+ingen virkelighet, herr Meninsky. Og Deres ryg er ved nærmere eftersyn
+like uttryksløs som hans var uttryksfuld. Men nu skal jeg til den
+berømte professoren og faa reisepass. Det er vel ikke værd at fortælle
+ham at jeg er reist galt mens min umælende bagage er reist rigtig, for
+saa vil han vel beholde mig her til mental observation?
+
+— Neida, ler Meninsky, han vil bare anbefale Dem at reise med merkelap.
+Men jeg ser Dem vel ihvertfald her til middag?
+
+— De vil se mig flere middage, svarer hun, jeg har jo beordret min
+garderobe hit og maa vente paa den.
+
+— Det glæder mig, sier han, men hilser idetsamme paa en ung nydelig dame
+ved et av bordene og hans smil dør i hans ansigt. Damen slipper gaffelen
+i gulvet og to herrer bøier sig samtidig ned efter den og slaar hoderne
+sammen med et skrall.
+
+Run Bates naar endelig døren.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+De sat ikke mer ved samme bord.
+
+Ved lunchen var der femti borde og hundreder mennesker mellem dem, de
+kunde saavidt skimte hverandre. Og ved middagen var hun slet ikke
+tilstede.
+
+— Jeg har jo ingen garderobe, forklarte hun da de næste morgen meget
+tidlig fløi paa hverandre i den kolossale spiraltrap mellem vestibulen
+og første avsats, og desuten negter jeg at sætte mig ned og spise
+melkevelling.
+
+Hun kom nedenfra med dug i haaret og favnen fuld av pinseliljer. Han kom
+høit ovenfra med søvnen saavidt vasket av øinene.
+
+— Melkevelling? gjentok han.
+
+— Ja, sa hun, stansende to trin ovenfor ham midt paa den burgunderrøde
+trappeløperen og seende elskværdig, men i absolut forbigaaende ned paa
+ham. Professoren erklærte mig syk, meget syk, døende, — det vil si, han
+dømte mig til en hurtig henrettelse ved hvile, varmbad, diæt og medicin.
+Jeg vilde krepere i løpet av otte dage! Saa jeg haaper sandelig mine
+kufferter skynder sig.
+
+— Jamen, sa Meninsky og steg et trin op igjen, sa professoren at De var
+syk saa er De det ogsaa — han er verdensberømt for sine ufeilbarlige
+diagnoser. Det er nok bedst De blir og gjør som han sier! Var det
+fordøielsen?
+
+Da anbragte hun begge sine ben paa samme trin, paa det nærmest ham og
+der stod de nu tæt ved siden av hverandre i det varme skjær fra et stort
+fantastisk mosaikvindu.
+
+— Nei værre, sa hun, hjertet! Og naar hjertet er galt er alting galt,
+nyrer, lever, hjernen og det hele. Det er til at le sig fordærvet av,
+jeg som aldrig har været syk en dag i mit liv — tilmed de almindelige
+barnesygdommene er jeg lykkelig undsluppet, forstaar De. Men De _føler_
+da Deres hjerte, sa professoren forbitret. Ja, det skal være visst, sa
+jeg, og det er min _ambition_ at føle det, den dag jeg ikke længer
+kjender mit hjerte slaa kan De begrave mig. Men ikke før, sa jeg. Han
+blev aldeles rasende, gammelen. Aa, hvor livet er deilig fuldt av
+overraskelser, hvad?
+
+— Ja, De ser ustyrtelig behagelig overrasket ut, sa Meninsky. Men De maa
+da ha været oppe _før_ solen idag?
+
+— Ja, sa hun, mit hjerte vækket mig klokken to, saa idag saa jeg den
+staa op. Det skulde De været med paa!
+
+— Men sover De da aldrig?
+
+— Omtrent aldrig, nei. For jeg har vænnet mig til ikke at sove naar jeg
+sover heller jeg, skjønner De, jeg har dressert min underbevissthet
+ganske utrolig til at levere virksomhet paa bestilling, jeg drømmer
+altid og akkurat hvad jeg vil, de vidunderligste ting. Nu til natten,
+sier hun med øienene faststirret i en vældig tropefugls brogede hale paa
+trappevinduet, vil jeg sandelig en tur i urskogen, der har jeg ikke
+været paa længe, ikke siden jeg var barn og tillot fantasien at kjøre
+løpsk tyve gange om dagen!
+
+— Nu har De den bedre i tøilene?
+
+— Ja. Ihvertfald misbruker jeg den ikke, kan De tro. Der er jo alle «die
+nächsten Dingen» som av og til kan trænge lidt forgyldning for at falde
+i ens smak, ikke sandt? Mine nærmeste ting har forresten sjelden genert
+mig, enten det nu er deres fortjeneste eller min smaks mangelfuldhet. —
+
+— De har sikkert været gyldne nok, — tingene, sa Meninsky og tok et godt
+tak om trappens granitbalustrade, det brogede lys saa ut til at gjøre
+ham svimmel. De gir mig det bestemte indtryk at være en ualmindelig
+fugl, miss Bates, for første gang utenfor et ualmindelig gyldent bur.
+
+Nu steg Run Bates et trin fra ham og la pinseliljene bedre tilrette i
+armen. Og nu saa hun sterkt ned paa ham.
+
+— Jasaa? sa hun med sine mindste og skjæveste øine. Saa galt! Jeg har
+aldrig levet i bur. Men det kan ogsaa sees paa Dem ved første blik at De
+er en daarlig psykolog. De har beskjæftiget Dem med saa meget mindre
+ting i livet end mennesker. —
+
+Og hun fortsatte endnu et trin.
+
+— Og hvad med? sa han.
+
+— Med noget mikroskopisk — noget som har anstrengt Deres synsnerver —
+med mikrober og bakterier tænker jeg, eller petitbokstaver — eller
+_noter_, som er det mest usynlige _jeg_ vet!
+
+Nu var det Meninskys tur til at erindre sin retning. Han tok hele to
+trin ned med engang.
+
+— Noter? sa han bare og maatte simpelthen hæve stemmen for den
+pludselige avstands skyld. Og det var blikket fra tropefuglens røde øie
+som farvet hans ansigt.
+
+Men Run Bates trak munden op under det ene øre og gik helt fra ham der
+paa den røde løper og i det røde lys.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Om aftenen fortalte han hende nede i en av de historiske salene, hvor de
+sat med champagne i antikke glas, at han i sin middagslur hadde drømt om
+hende. At han hadde set hende overskrævs paa den store brogede
+urskogsfugl fra trappevinduet med en lang kikkert for øinene flyve
+henover Palazzo Garneses massive taarne med haaret som en blaa flamme
+efter sig i den maanelyse luft.
+
+— Og kunde De saa se om jeg hadde Paviere i den kikkerten? sa hun.
+
+Nei, svarte han. Hun hadde vendt den baade mot nord og mot syd og hendes
+bevægelser hadde været meget utaalmodige.
+
+— Akja, sukket hun, Paviere var nok altfor langt borte.
+
+Men da satte Meninsky sig bedre tilrette i stolen, kremtet omstændig og
+sa at nei, feilen med kikkerten var netop at den var indstillet for
+beboerne paa Mars. For Paviere hadde været like i nærheten, ret under
+hendes smaa, fortryllende, nøkne føtter. Oppe paa Palazzo Garneses flate
+tak hadde han sittet og nydt en pjolter i al stilhet og meget
+interessert betragtet det nye aeroapparat!
+
+— Nei? sa Run Bates bare. Men hendes blaa øine skjøt gule funker.
+
+— Joho, sa Meninsky og trak et langt drag av sin cigar og slog derefter
+fornøiet asken av den.
+
+— Og det gav mig en idé, sa han. Hvorfor ikke faa Paviere hit?
+
+— Det er mit alvor, sa han videre, da Run Bates pludselig blev langsynt
+og maatte lægge hodet tilbake og knipe øinene sammen for at se ham. De
+foragter naturligvis mig murmeldyr, men middagslurer er dog godt for
+noget, ikkesandt?
+
+— De kjender ham allikevel? vovet Run Bates sin stemme og en grøn skygge
+krøp op under hendes øine.
+
+— Nei, sa Meninsky og ventet lidt mens hendes bevægelse gav sig. Men jeg
+kjender en som kjender ham. Doktor van Lengden i Paris er min bedste ven
+og han er Pavieres læge. Jeg kan faa min ven til at sende
+mesterdirigenten hit pr. omgaaende — som pakkepost, fragtgods eller
+ilgods, ganske som De vil.
+
+Run Bates la fra sig sin halvrøkte cigaret. Saa tok hun Meninskys ledige
+haand, la den forsigtig ind under sit venstre bryst og sa bare: — Kjend!
+
+Og Meninskys bryn hævet sig helt op under hans tilbakestrøkne blonde
+haar ved hvad han kjendte.
+
+— Slik elsker De ham? sa han.
+
+— Nei, sa Run Bates og slap hans haand. Saa gjerne vil jeg bare træffe
+ham.
+
+— De skal! sa Meninsky og grep sit glas og drak tørstig. Men paa en
+betingelse! De skal fortælle mig ordentlig — rigtig vidtløftig — Deres
+indtryk av ham, dette voldsomt sterke indtrykket, smilte han med smilet
+ikke ganske i sin magt, han blev ogsaa lidt urolig i benene og maatte
+slænge det ene haardt over det andet.
+
+Run Bates saa paa ham. — Hm, sa hun, som i tanker, for sig selv. Saa
+smilte hun.
+
+— Ja, sa hun, men det er en lang historie. Mit første indtryk av Paviere
+fik jeg nemlig ikke absolut nu onsdag, men en vinteraften for ti aar
+siden oppe i en norsk, snetung skog.
+
+— En norsk skog — — —? sa Meninsky.
+
+— Ja, sa Run Bates. Da _ante_ jeg ham nemlig første gang. Men hør —
+avbrøt hun sig med oprakt haand, hør — tyss — denne surren av alle disse
+menneskene i værelsene indover, denne subbingen av selskapssko mot
+marmoret, denne prismeklirringen og silkeraslen, denne mikrofoniske lyd
+av tobaksrøk og elektrisk lys i luften — kan De høre at det er musik? At
+det toner, klinger — melodiøst og rytmisk?
+
+— Jasaa? sa Meninsky tvilende. Men han bøiet sig lydig frem og lyttet og
+han nikket høflig. Og idetsamme forandredes hans uttryk. Run Bates ser
+pludselig hans store, faste træk bli tunge og løse, blikket brister,
+munden aapner sig aandssvakt og tilmed haaret skifter farve, blir
+blekere og mattere i løden.
+
+— Forunderlig, mumler han, et veritabelt eksotisk motiv, — Scriabins
+tredje skala, japanske intervaller.
+
+Saa kommer han med et liten gysen tilbake til hende.
+
+— Jo, sier han forbindtlig smilende, De har ret, det klinger virkelig.
+
+— Ja, gjør det ikke? sier hun. Men si mig, er det i dur eller moll?
+
+— Nu spør De for vanskelig, sier han, det er jeg sandelig ikke musikalsk
+nok til at avgjøre — nu som musikfilosoferne gjør det saa vanskelig for
+os med alle disse nye opdagelserne, der tas jo patent paa en ny skala
+hver dag og de gamle kvintsystemer og greie smaa- eller storeterzer
+avlives fort væk. Nei — men hvorfor spør De om det?
+
+— Jo, det skal jeg si Dem, sier hun og tænder en ny cigaret. Jeg fik
+pludselig saan lyst til at fortælle dette om Paviere akkurat idetsamme
+jeg opdaget musikken i luften her og da det er en _gla_ historie gik jeg
+øieblikkelig ut fra at terzen var liten! Ja, for slik er jeg musikalsk
+beskaffen ser De, Meninsky, at naar jeg hører Gounods Ave Maria for
+sopran, domorgel og violiner faar jeg den mest brændende lyst til at
+huje Marseillaisen eller Stars and Stripes og slaa takten til paa en
+hermetikboks. Det er en meget væsentlig del av — meine Eigenart, lo hun.
+Her ligger vel ikke netop kirkemusik i luften, men noget henimot,
+sentimentale troubadurserenader, vemodige folkeviser og denslags, _moll_
+altsaa. Jo, jeg tror nok jeg til dette akkompagnementet skal kunne
+fortælle Dem min oplevelse ionsdags. Men la os flytte paa os, la os
+sætte os hen i den blaa maaneskinssofaen der i kroken med de mange
+ugenerte amoriner, hvad?
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Og de tok champagnen med sig og flyttet. Syv vokslys brandt i en
+tinnstake ret bak Run Bates og en blek nymaane viste sin profil ved
+siden av Meninskys mellem de tunge, blaa gardiner.
+
+— Ja, glem nu ikke at det var ryggen, sa han.
+
+— Ryggen? Aa, neivisst.
+
+Og hun nikket energisk. Men blev sittende og flette fingrene i hverandre
+og bite sig i læben som om hun stred med en liten lampefeber.
+
+— Hvordan kom De til at gaa paa den koncerten? hjalp Meninsky.
+
+— Jo, sa hun øieblikkelig lettet, det var den rene tilfældighet. Jeg
+skulde egentlig været i teatret. Men saa appellerte mine venner til min
+døende altruisme og den præsterte en sidste opblussen. For saa at dø for
+alvor paa koncerten. Jeg hater musik, den er det uvirkeligste jeg vet,
+jeg interesserer mig ikke for kunst i det hele tat.
+
+— Ikke det? avbrøt Meninsky og slog forbauset asken av sin cigaret
+utenfor skaalen.
+
+— Nei, sa Run Bates og bøiet sig frem og blaaste bordet rent og satte
+askeskaalen bedre tilrette for ham, hvad skal vi med speilbilleder av
+ting som bydes os i virkeligheten? Ikke før om tusen aar — naar der ikke
+eksisterer natur længer, men bare byer og fabrikker og universiteter, —
+vil det som males og skribles og musiceres idag ha interesse for mig,
+men da skal det jo bli ganske morsomt at se om jeg husker igjen noget
+fra mit lille jordliv og om speilbillederne stemmer med mine
+erindringer.
+
+Nei, aldrig har jeg været saa nær en rigtig banal og lumpen irritation
+som i den første klokketimen av den koncerten. Jeg kavet febrilsk efter
+komikken, den svigter mig ellers aldrig. Jeg studerte typene i
+orkestret, særlig blæserne, som i al Pavieres musik sliter haardest i
+det, men jeg fandt selv ikke basuntrompeteren morsom. Strykerne strøk
+saa sveden dryppet, de virket nærmest tragisk men bare dilettantisk
+tragisk. Dirigentens virksomhet med armene fandt jeg det under min
+værdighet at gjøre mig til vidne til. Aa, du gode Gud som jeg kjedet
+mig. Jeg sat der og hadde det ondt, jeg stred med et voksende mishumør,
+et omsiggripende nag, mot selve ulykken i en av dens tusen former. Ja,
+vet De, jeg bestemte mig tilslut for at benytte stundens forfærdelighet
+til en liten lur, en liten drømmeløs søvn for engangs skyld, en aldrig
+saa liten død i al foreløbighet. Men da, — akkurat da — var det jeg fik
+se Pavieres ryg.
+
+Her saa Run Bates fort op og like ind i Meninskys blik. Med et shok fik
+hun sine knyttede hænder fra hverandre og grep efter sit glas.
+
+— Nei, avbrøt hun sig, for nogen besynderlige øine De har — med de
+øienvippene? Aldrig før saa jeg _horisontalt_ lys i noget blik, tænkte
+jeg ombord. Og saa er det bare bløff! Lange farveløse _haar_. Skaal
+bedrager!
+
+Og som om hun var tør i halsen drak hun ham dypt og graadig til. Og
+tidde efterpaa en lang stund.
+
+— Det var Pavieres ryg, maatte Meninsky til igjen.
+
+— Jaja, sa Run Bates. Det er bare saa — futuristisk. Apropos, hvornaar
+skal vore konversationsleksika forenkles? Billedgalleriene har længe git
+os firkanter for cirkler og blaat for rødt, teatrene lar ugenert en bite
+fløiel være en Ardennerskog og hvad den nye musik fordrer i retning av
+koncentration vil jeg ikke snakke om. Men fremdeles heter det: snak
+tydelig! Gid det maa undes forfatterne at komme igjen som bokormer og
+finde at bøker var blit sætninger, sætninger ord og ord mellemrum, hvad?
+
+Pavieres ryg, ser De, den var, tydelig snakket, et skilt med bokstaver.
+Et saant skilt som de der hang paa mit barndomshjems vægge med
+anropelser paa Vorherre om fred i huset og mat paa bordet og denslags,
+sorte var de med store tydelige sølvbokstaver, umulig for Vorherre at
+overse. Bokstavene paa Pavieres ryg _flammet_, de brændte sig ind paa
+mine nethinder og gaar aldrig derfra, de var en hemmelig besked til mig
+og til mig alene og de var Nietzsches ord: _Freude an den nächsten
+Dingen_.
+
+Pavieres ryg gav uttryk for den største glæde ved de nærmeste ting jeg
+har set, aldrig har jeg oplevet en saa uttryksfuld og saa gla ryg, vet
+De, den var intet mindre end selve lykken levendegjort! _Lykkemyten_
+materialisert! Pavieres ryg var hvad jeg har ledt efter hele mit liv.
+
+Et barns glæde ved et selvlavet ubegripelig leketøi er saa stor at den
+er rørende, ikke sandt? Herregud, der stod denne verdensberømte
+komponisten og dirigerte sit symfoniske mesterverk «Skapelsen», han var
+Gudfader i himmelen og lot det ramle med Niagarafald og
+Atlanterhavsstorme og drysset stjerner og kloder og glødende
+meteorstener fra sin taktstok ned i de arme orkestermedlemmers hoder —
+aa, hvor han var mig et litet barn i ustyrlig glæde over et fjollete
+leketøi! Jeg fik taarer i øinene over ham. Og jeg tænkte, naar han ved
+_disse_ nære ting er saa lykkelig — hvilke dimensioner har saa hans
+lykke ved de virkelige store ting! Forstaar De mig?
+
+Meninsky strøk sig over haaret og glattet sin pande.
+
+— Jo, sa han, det er vel ikke saa vanskelig. Men ellers kjender jeg ikke
+Nietzsche. Er det ham med overmennesket?
+
+— Netop, sa Run Bates. Paviere er et Nietzschesk overmenneske.
+
+— Ham maa vi kikke paa! sa Meninsky. Men saa De slet ikke hans ansigt?
+
+— Jovisst, hele tiden mens han tok imot applausen og det var længe, men
+jeg var jo solblind. Jeg kunde ikke skjelne hans store, lyse træk for de
+sorte bokstavene fra hans ryg!
+
+Og nu smilte Run Bates et forunderlig smil. Ganske forbløffende nyt og
+uventet sat det pludselig der i hendes lille gule ansigt og gjorde det
+helt fremmed. Hun pleiet at minde om en frosk i sin glæde, nu lignet hun
+Mona Lisa. Den store mund, der forekom at være saa elastisk og uendelig
+at mundvikene burde kunne møtes oppe paa issen, foldet sig sammen som en
+blomst ved solnedgang, blev liten og rund som en rosenknop. Smilet blev
+næsten usynlig men lyste med akkurat samme latenthet som hos Leonardo.
+
+Meninsky stirret stumt og graagrønt paa denne mystik, han sank sammen i
+ryggen og kom til at ligne en forlæst gymnasiast.
+
+Saa tok han sig sammen og stammet:
+
+— Hvor skulde De reise hen da De fik se mig paa banegaarden?
+
+— Til Norge, svarte Run Bates. Men nu blir jeg altsaa her. Og imorgen
+telegraferer De til herr van Lengden?
+
+— Ja, sa Meninsky. Jeg skal be ham erklære Paviere splitter gal — meget
+galere end baade De og jeg, simpelthen farlig for sine omgivelser! Jeg
+tænker vi har ham her før vi faar suk for os. Og saa blir det _Deres_
+sak at holde paa ham — _gjør_ ham gal dersom han ikke er det!
+
+Da saa Run Bates paa Meninsky som paa et daarlig speil. Hendes blik
+uttrykte: Jeg er nok gul i ansigtet, men _saa_ gul er jeg dog ikke. Jeg
+har nok stor mund, men _saa_ stor mund har jeg ikke. For et grønt,
+ujevnt, simpelt glas i det speil!
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Det er tidlig foraar men alt paa Capranola blomstrer. Fra paladset som
+ligger høit, vælter der vældige bølger av hvitt skum ned mot havet, det
+er terassernes tusen blomstrende frugttrær.
+
+Run Bates stod lænet mot en av loggiaens piller og betragtet det
+blændende og duftende under.
+
+Ved en anden pille stod Meninsky og betragtet Run Bates.
+
+Om en stund kom han bort og sa at hun lignet nogen, noget — hvem,
+hvilket?
+
+— Jo, det skal jeg si Dem, svarte hun beredvillig, jeg ligner i
+øieblikket en hvilkensomhelst tegning av Erté. Jeg er nemlig idag til
+ære for mine nyankomne kufferter mannequin, pariserny som De ser — Og
+hun gjorde en tvetydig gestus henover sin bedaarende, blekrøde
+chiffonkjole.
+
+— Ah, de var Deres alle de kuffertene og hatæskene imorges, sa Meninsky,
+saa skulde det bare mangle at Paviere ikke regner klær for store ting,
+hvad?
+
+En tjener ventet ærbødig til han hadde talt ut og pekte saa ned til et
+dækket tebord paa terassen.
+
+Run Bates slog op sin parasol. Solen larmet mot samovaren. En gylden
+sommerfugl slog sig ned paa tebrødet men opdaget øieblikkelig sin
+feiltagelse og flagret videre til epleblommen paa Run Bates skulder. Fra
+paladset lød en sprød kvindestemme til harpeakkompagnement. Meninsky
+lyttet og vaaknet brat ved Run Bates’ værsaagod med sukkeret.
+
+— Ak, sa han og tok to biter, livet er ikke let.
+
+Men det skulde han ikke sagt.
+
+— Livet jo? sa Run Bates og sluttet at røre rundt i sin kop. Livet er
+usigelig enkelt, begyndte hun og dreiet sin parasol rundt, rundt. Folk
+bryr sig med hvorfra vi kommer og hvortil vi gaar, men hvorfor skal vi
+ha rede paa det naar vi vet det ene nødvendige, nemlig hvor vi er? Se
+Dem om! Og hun slog parasollen ned og la sig tilbake i stolen og stirret
+op i det svale, hvite loft av blomsterblade og hun bredte armene ut som
+om hun vilde favne ufavneligheter.
+
+— Se, sa hun og pekte ind mellem stammene, hvad skal vi med eventuelle
+guldgater og perleporter? Ingen himler kan være skjønnere end jorden. Og
+er de det, da er de ikke til at begripe for vore jordsanser og pokker
+skulde da anstrænge sig saa faafængt og latterlig. Nei, jeg sier, kjære
+vidunderlige jord, hvor det altid skal bli velsignet at se _dig_ igjen!
+
+Sangen fra slottet var forstummet. Meninskys uttryk var lysnet.
+
+— Tænker De Dem smaa turer bort fra den? spurte han, venlig.
+
+Nu lyttet Run Bates efter det som ikke mer var.
+
+— Jeg tænker mig ingenting, sa hun adspredt og blev sittende litt og
+stirre i det.
+
+— Jeg lever, tok hun endelig haardt i ved at en flue satte sig paa
+hendes næse. Og det er saa nok saa. Jeg prøver at gjøre hvert øieblik
+til en liten evighet, forstaar De, det burde De ogsaa, De aner ikke hvor
+man kan komme til at føle sig tusen deilige aar gammel, samtidig som man
+kan sværge paa at man er født igaar. Tror De ikke _øieblikket_ er hele
+meningen, Meninsky?
+
+— Meget mulig, indrømmet Meninsky med munden fuld av kake.
+
+Run Bates slog op sin parasol igjen. Saa tok hun sikte paa en
+himmelragende poppels allerøverste kvist, hvor der tilfældigvis sat en
+maaltrost og taug og til den deklamerte hun:
+
+— Drum thu wie ich und schaue froh verständig dem Augenblick in’s Auge.
+Kein Verschieben! — Over min seng i Los Angeles staar der: Memento
+vivere. Aa, men det er vanskelig naar man som jeg er født drømmer!
+
+— Er De det? sa Meninsky.
+
+— Ja. Helt til jeg var tyve aar levet jeg paa bare drøm, uvirkelighet.
+Jeg husker ikke en eneste realitet fra den tiden, mine oplevelser var
+altid enten foran eller efter selve oplevelsen, tiden laa i stadig
+væddeløp, før jeg visste ordet av det var jeg tyve aar. Da blev jeg
+imidlertid ved et mirakel født paany. Og disse faa aarene av mit andet
+liv er som to gange tyve, saa fulde av indre og ydre oplevelser,
+forstaar De, av virkelighet. Sjelden hænder det nu at jeg tror at rødt
+er blaat og at bakenfor den syvende blaane ligger Soria Moria. Jeg tror
+jeg skulde kunne stikke fingeren i et spøkelse og ...
+
+Hun tier. Dupper likesom av. Meninsky opdager at hendes øine blir
+blinde, at de blir bare pupiller og mister evnen til indstilling. Og da
+hun snakker igjen er det senilt og upersonlig som under en trance:
+
+— Denne terassen, sier hun, denne terassen og Paviere. Paviere ...
+
+Saa vaakner hun med et sætt.
+
+— Aa, du store Gud som jeg længter, stønner hun og blir pludselig
+urolig, kan ikke længer sitte stille, maa op og staa, gaa.
+
+— Alt dette, sier hun og gjør en stor bevægelse med armen saa hendes
+vide kjoleærme ligner en stor blekrød englevinge, al denne bedøvende
+duften og disse fine, skjære farvene, det er et kor av tusen lyse
+sopranstemmer, nei, det er et crescendo av utallige violiner, fløiter og
+harper, et orkesterforzellerando: _KOM!_
+
+Og hun roper ordet av sine lungers fulde kraft, staaende paa taaspidsene
+og med armene høit i veiret.
+
+— Oi, ler Meninsky overvældet, han maa jo kunne høre det til den syvende
+blaane!
+
+Da sænker Run Bates langsomt vingerne, stille sætter hun sig ned og
+skjænker hun ny te i sin kop og med en dyp panderynke og en sprød, saar
+stemme sier hun:
+
+— Ja, — hvor han tror det er en eller anden inspiration og slaar sig ned
+og laver en symfoni i det lange og brede og overlater mig til
+virkeligheten og mig selv —!
+
+Og først længe efter ler hun igjen.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Inde under de ældgamle parktrærs unge løv løper der gange i labyrintisk
+virvar. De kaldes den røde, blaa, gule eller hvite, kjærlighetens,
+haabets, troens eller mismotets vei efter hækkene som kanter dem og
+menneskene som traditionslydig vandrer dem. (Ingen forelskede vandrer
+bedrøvelsens, ingen ensom kjærlighetens vei!)
+
+Som et utropstegn midt i glædens, av himmelblaa lubelia kantede vei, saa
+Meninsky Run Bates gaa. Hun traadte saa let i sandet med sine spinkle
+ben og hun var gjennemsigtig som en hallucination i en hvit tyllskjole.
+
+— Naa, sa hun da han rak hende igjen, De har ogsaa fundet hit?
+
+— Ja, sa han, og gid man altid kunde vandre glædens blaa veie.
+
+— Det kan man da?
+
+— Kan man det?
+
+— Jo, sa Run Bates, og hadde allerede sin lyre stemt. Det var bare en
+viljesak. Ingenting var mere komisk end tragikken. Vilde man le kunde
+man le.
+
+— Jeg vet det, sa hun. Jeg har lært det. Jeg hadde som ganske ung en
+speciel begavelse for at sørge, Gud som jeg sørget vidunderlig over alt
+og ingenting, alt var saa deilig sørgelig, allermest det at elske. Men
+saa fik jeg en virkelig sorg som jeg nær hadde sat livet til paa, det
+blev _virkelig_ sørgelig at elske, forstaar De. Da var det jeg blev
+_befalet_ at _le_, da var det jeg fik rede paa at saavel sorg som glæde
+er smitsomme, at jeg ikke hadde ret til at gaa rundt som en edikebrygger
+og utstraale aandelig gift, men at jeg værsgo skulde være glad over at
+være bedrøvet, fordi det var kvintessensen av egoismens nye evangelium
+at den selvomsorg der fører til egen lykke er den direkteste og største
+velgjerning mot vor næste. Jeg blev energisk og strengt undervist i
+egoisme og jeg lærte virkelig at glemme andre. Og tror De ikke det er
+livets vigtigste kunst, Meninsky?
+
+— Jo, sa Meninsky, jojo. Jeg forstaar mig ikke paa det, jeg gaar sjelden
+saa dypt i det, jeg faar saa let hodepine. Men det er jo ikke etisk at
+være egoist, har _jeg_ lært.
+
+— Har De det? sa Run Bates og traadte straks meget bestemtere i
+singelen. Hvis etikken fordømmer selvopholdelsesdriften fordømmer den
+sine egne midler, sa hun vægtig og det var som om hun saa sig om efter
+et bord at slaa i. _Netop_ naar man stiller sig paa altruismens grund
+blir den særlige opgave for det enkelte individ at styrke og utvikle
+sine egne kræfter og evner. Bare ved at gavne mig selv gavner jeg et
+hele.
+
+Saa gav hun pausen til motsigelserne. Men der kom ingen. Derved krøp der
+en angst op i hendes øine.
+
+— De som ikke ser det, er idioter, sa hun haardt.
+
+— Ja, jeg er en idiot, sa Meninsky. Men glædens vei er kort, nu er de
+snart ved enden.
+
+— Hvad er De nu mest? spurte hun.
+
+— Hvilket? spurte han.
+
+— Glad eller bedrøvet?
+
+— Aa, jeg er saan — jevn, svarte han.
+
+— Ja, sa hun, jeg har allerede opdaget at De er makelig. Og alle
+følelser kommer egentlig av energi.
+
+— Jeg tror alt det De sier, sa Meninsky med ét patetisk og snudde sig.
+Der stod en dame og saa efter dem oppe under en graa sørgepil, da hun
+saa ham vende sig, hoppet hun kjækt tvers over lubeliahækken ned paa
+hans og Run Bates’ vei, men tok med næsen i veiret den motsatte retning.
+
+— Og, sa han med stor energi til Run Bates, jeg ønsker at Paviere maa ha
+sat sig ned og komponere —! For hvordan skal jeg faa snakket et eneste
+ord med Dem naar han kommer?
+
+— Kjære, smilte Run Bates sit Monalisasmil, her er da fuldt op av andre
+damer at snakke med.
+
+— Ja, andre damer, blaaste han.
+
+De er kommet til veiens slut og stanser.
+
+— Hør, sier han med stor varme, kan De ikke lære mig Deres store kunst —
+at ville? At kunne ville gjøre en utaalelig situation taalelig for
+eksempel?
+
+Run Bates er meget alvorlig da hun bøier sig ned og plukker en tust av
+den blaa hæk.
+
+— Kjære, sier hun idet hun sætter den i sit belte, da maa De nok først
+lære at _føle_ en situation. Prøv da til en begyndelse at føle
+indeværende utaalelig!
+
+Han forstod feide ikke.
+
+— Indeværende situation er Dem nemlig ikke noget, nikket hun. Den er Dem
+bare et stykke likegyldig tid som gaar for Dem mens De forstyrres fra at
+tænke paa den. Men vil De høre hvad den egentlig er benyttet til? Til
+tyveri!
+
+Og nu jog pludselig blodet op i hendes ansigt og hendes mund skalv.
+
+— Til tyveri av _min tid_, sa hun. Her har De tilranet Dem et helt
+kvarter av mit lille, dyrebare liv! Og hvorfor? hvortil? For ingenting!
+De er ret og slet kleptoman, samler av værdiløsheter! Gaa nu et andet
+sted hen og stjæl og la mig bli alene med mine sørgelige rester av den
+glæde De traf mig i.
+
+Jeg mener det, fortsatte hun leende da han ikke gjorde mine av endnu at
+forstaa hende. Jeg vil gjerne være alene nu. Jeg har hat saa lite at
+bestille med mig selv idag. Først var det min pike og saa doktoren og nu
+Dem og indimellem og tversigjennem det hele, Paviere. Jeg maa sandelig
+nu faa nyde mit eget behagelige og interessante selskap lidt! Her
+skilles altsaa vore veie.
+
+Og hun gik blidt nikkende fra ham ind paa ensomhetens lange, hvite vei
+tilhøire, mens han maatte ta eftertænksomhetens korte, av violette
+krokus kantede gang tilvenstre.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Og de taltes ikke ved paa en tid.
+
+Der var flere tyver efter hendes tid end han, og hun lot sig like
+elskværdig bestjæle av alle andre som av ham først.
+
+Han gik for sig selv og sov meget som ellers og der stod i de dage meget
+interessant i avisene.
+
+Men endelig en aften sa hun:
+
+— De tar mig nok bokstavelig! Men hør nu, De kan faa lov til at betragte
+det kvarteret sidst som et laan. Hvilket jeg nu og herved kræver
+tilbakebetalt.
+
+Og saa slog hun sig ned hos ham med sin kaffekop.
+
+Det var inde i den lille cirkelrunde gaard hvorom Palazzo Garnese er
+bygget. Midt i var det et stort springvand, paa marmorkanten her krøp
+Run Bates op, der sat hun rigtig godt og malerisk i sin glitrende
+ormeham av en kjole og med en skyskrapende, spansk kam i sit japanske
+haar.
+
+Der var en eiendommelig blaa skumring derinde i rundelen, maaneskinnet
+fra oven rak ikke helt ned til marmorflisene, men etpar store antikke
+smijernslygter med kulørt glas gjorde saa godt de kunde. Run Bates sat
+bra belyst og det hæslige, edderspyende sjøuhyre i bassinet bak hende
+kom ogsaa nogenlunde til sin ret.
+
+Meninsky sat i skyggen med hele overkroppen, bare hans store, urørlige
+ben i silkestrømper og laksko raket ind i lyset og til dem henvendte da
+Run Bates sig:
+
+— Hvad fandt De ut i eftertænksomhetens gang?
+
+Som stukket av noget kryp trak benene sig skyndsomt tilbake ind i
+mørket. Men langsommere og sindigere end nogengang før kom Meninskys
+stemme:
+
+— Det husker jeg ikke. Men senere er jeg kommet tilbake til mit første
+indtryk av Dem som var Deres hattebaand. Er De ikke akkurat saa
+skinnende og flagrende som det?
+
+— Jeg? Skinnende og flagrende? ropte Run Bates. Jeg er skimrende og
+flaggende! Tænk saa ut forskjellen!
+
+Og som for at markere hendes replik sendte sjøslangen idetsamme en
+himmelhøi vandstraale tilveirs, den rent overanstrængte sig og maatte
+holde op og puste lidt efterpaa.
+
+— Har De mødt et gladere menneske end mig? spurte Run Bates.
+
+— Nei, fandt Meninsky, hun var virkelig meget og altid gla.
+
+Men nu skulde han altsaa allikevel snart se en endda større og endda
+varigere glæde. Og var der heller ikke iaften nogen meldeseddel om
+ilgodset fra Paris?
+
+— Jeg glæder mig saa til sammen med Paviere at demonstrere _tid_ for
+røverpakket her forstaar De, sa hun.
+
+Da bad Meninsky hende særlig at ta sig av ham, for om tiden var han mer
+og mer ved at miste begrepet sammen med hende.
+
+— De sier altsaa ikke i øieblikket med Faust: Verweile doch!
+
+— Nei! sa Meninsky varmt.
+
+Men nu fortalte hun ham hvor hans uforstand var kolossal. Tænke sig at
+sove bort de to trediedele av sit liv som han gjorde, ja hvor og naar
+hadde hun ikke set ham sovende? Paa sofaer og i lænestole, paa
+havekrakker og i grønsværet, tidlig paa morgenen, midt paa dagen i
+solnedgang og maaneskin. Hun begrep ham ikke — De imponerer mig næsten
+med Deres flothet, Deres usigelige nonchalance med tiden!
+
+Det første hun skulde spørre Paviere om var hvormange timer han sov pr.
+døgn. Hun trodde et minimum, meget færre end hende, aa, hvor hans tid
+var optat og fuld av vaakent liv.
+
+— Men tror De da han faar tid tilovers for nye bekjendtskaper, spurte
+Meninsky — for Dem?
+
+Sjøslangen i bassinet spidset øren og dæmpet sig.
+
+Hun ventet lidt med svaret.
+
+— Kjære Meninsky, sa hun langsomt og meget tydelig, Paviere faar tid til
+alt. Han vet sikkert det samme som jeg, at bagatellerne er like vigtige
+som katastroferne og praktiserer det endda grundigere. Tro mig, han vil
+tilmed faa tid for _Dem_!
+
+Da fniste det kort og forstaaelsesfuldt i bassinet.
+
+Run Bates kikket ned i vandet og opdaget en guldfisk.
+
+— Tyss, hvisket hun med oprakte pekefingre, den maa jeg ha! Den staar
+ganske urørlig og stirrer paa mig, _vil_ tas! Tyss!
+
+Og som en kat skjøt hun pludselig ryg og krøket hun klørne, et plask og
+et skuffet hyl. Guldfisken var undsluppet.
+
+Men den kom igjen. Tre gange kom den igjen og tre gange dyppet Run Bates
+sin slanke arm til albuen i det glasklare kolde vand. Men idet den gik
+sidste gang grep hun den like oppe i vandskorpen. Og der hang den
+virkelig efter halefinnen mellem hendes to fingre, ganske stiv av skræk
+og forbauselse, men skinnende i de vidunderligste gyldne farvetoner, et
+langt stivnet gulddryp færdig til at hænges i hendes øre. Run Bates
+løftet den op mot det og vilde si noget, men kunde ikke finde stemmen,
+hendes kineserøine skinnet gult av ekstase, hun holdt pusten ikap med
+springvandet, satte den saa i halsen og kom til at hoste.
+
+Da gjorde fisken et spræl og blev fri.
+
+Og der sitter Run Bates nu og stirrer i vandet og væter sine tørre
+læber, mens alle muskler i hendes legeme slappes og hjernen gjenoptar
+sin virksomhet.
+
+— Haha! sa Meninsky.
+
+Run Bates vendte hurtig ansigtet fuldt av rædsel om mot ham.
+
+— Ler De? sa hun bare.
+
+— Ja, svarte han. Liker De ikke den form for forstaaelse? Vilde De
+heller hat applaus?
+
+— Applaus?
+
+— Ja? Var dette ikke en demonstration av tid? Av opgaaen i nuet? Og jeg
+vil si — jeg kan vanskelig tænke mig det bedre utført — selv av Paviere!
+
+Run Bates lille kjoleslæp endte i en dusk, en dusk av stjerneblaa
+metalperler, den laa tung og glimtende paa marmorflisen like ved hendes
+føtter. Nu trak hun slæpet op, fik tak i dusken og ga sig til at leke
+med den.
+
+— Paviere, sa hun og vendte ansigtet fra lyset. For helt nede paa hendes
+hvite hals sank rødmen tung og mørk og hendes nakke bøiet sig som under
+en smertefuld byrde.
+
+— Paviere, gjentok hun, aanei, han lar sig nok ikke saa let føre bak
+lyset som De — og jeg. De er ute av stand til at forstaa bedre og jeg
+vil saa altfor gjerne bedrages — av mig selv.
+
+— Hvad mener De? spurte Meninsky.
+
+— Jeg mener, sa hun fortvilet, nøiagtig det motsatte av hvad jeg gjerne
+_vil_ mene, hvad jeg har lært at jeg _skal_ mene. Citerte jeg netop
+Goethe husker jeg nu Pascal som sier at vi mennesker _aldrig_ lever i
+nuet, at vi ikke kan det! Vi er enten optat av det forgangne eller av
+det kommende, det nuværende betragter vi bare som et middel for det
+næste og saaledes _lever vi aldrig_, bare forbereder os paa at leve, vi
+_haaper_ altid paa lykken og _nyder_ den aldrig. Og Gud, hvor det er
+trist, dersom det er sandt. Og dette med guldfisken netop var jo en
+absolut bekræftelse, sa hun med et langt suk og blev sittende lidt.
+
+For mens jeg endnu ikke hadde den tænkte jeg paa det øieblik da jeg
+skulde ha den, og da jeg saa hadde den i haanden tænkte jeg straks med
+bedrøvelse paa det øieblik da jeg maatte slippe den igjen, og da jeg
+hadde sluppet den var det hele jo allerede et minde blot. Ak.
+
+Og hun slap som i dype, triste tanker perledusken ned paa marmoret
+igjen. Men den lille skjøre klang var nok til at vække hende.
+
+Hun løftet armene over hodet, foldet dem deroppe og bøiet sig tilbake.
+
+— Derfor, sa hun til Meninsky, derfor _maa_ jeg træffe Paviere. Jeg maa!
+Jeg tror at han _kan_ hvad jeg har _lært_, denne forvissningen kommer
+jeg ikke undav, den er gaat i blodet paa mig og pumpes taktfast gjennem
+mit hjerte, den er blit mit aandedræt, ophører det, dør jeg. Kan De
+forstaa det?
+
+— Nei, svarte Meninsky bare og hans svar var et spørsmaal.
+
+Men Run Bates tidde med lukkede øine. Og hun saa ut som om hun aldrig
+hadde været glad og som om hun aldrig kunde bli det.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Alle Capranolas hvite blomsterblade falder.
+
+De falder for hver mindste bevægelse i luften, de drysser og tysser naar
+bare en stemme taler for høit, de dækker jorden som sne.
+
+Paviere spørres ikke.
+
+— Min ven lægen maa være bortreist, sier Meninsky til Run Bates. Blir De
+meget fortvilet om De maa vente lidt?
+
+Run Bates har hele sin opmerksomhet fæstet paa sine ben, hun traar saa
+usigelig varlig i det myke, hvite teppe og hendes ansigt er fyldt av ynk
+for det.
+
+— Fortvilet? gjentar hun uten at se op, det blir jeg jo aldrig. Men det
+er vanskelig at holde sig samlet om dagen. Vet De, Meninsky, idag tænkte
+jeg paa Paviere som paa et maal!
+
+Det var som om hun betrodde ham en sensation.
+
+— Jeg blev ganske ulykkelig, sa hun. I det hele tat er denne tiden siden
+jeg saa Paviere første gang like vanskelig for mig som hin første tid
+efter at jeg hadde gjort mit eget bekjendtskap. Jeg gjør feilgrep paa
+feilgrep, jeg føler pludselig grunden svigte under mig paa de mest
+utrolige steder. Som dette med maalet. Jeg vet jo forlængst og har sat
+mig fuldstændig ind i at der gives ingen maal utenfor en selv. Alt er
+midler. Paviere er mig udelukkende et nyt middel til selvoptagelse,
+utvikling, forklarelse. Og saa tørner min fantasi op og laver mig en
+kridtstrek ved et væddeløp! Gud som jeg sprang med tungen ut av halsen
+for at naa den streken Paviere.
+
+— Og naadde De ham? spurte Meninsky.
+
+— Nei, fortalte hun, hun hadde stoppet sig selv i tide.
+
+— Jeg har et altfor følelig maal i mig selv. Kjender De ikke den lille
+indiske legenden om draapen i havet? Hvad er en draape i et hav, sier
+man jo. Hvad er et menneske blandt mennesker? Men hør nu, hvordan kan
+der bli et hav uten draaper? Og beror ikke havets _beskaffenhet_ av
+draapen? Er draapen klar er havet klart. Det er da usigelig enkelt?
+
+— Ja, sa Meninsky. Han gik og saa paa hende fra siden. Hendes merkelige
+mund arbeidet i profil ganske som et papegøienæb.
+
+— Jamen, menneskene gjør det saa vanskelig, gik hun energisk videre. Hun
+hadde glemt jorden og hvad som dækket den nu, hun saa ret tilveirs.
+
+— Menneskene laver samfundsetik og religionsetik og hundre slags etik.
+Som om der _gis_ anden etik end den individuelle. Aa, jeg kunde det
+utenad engang, jeg maatte jo pugge det, at: Det altid er og altid blir
+det enkelte, bestemte individ man paa det etiske omraade har med at
+gjøre, at etiske domme angir villen og handlen og at der handles og
+villes i al evighet av enkelte, bestemte individer. Et samfund handler
+akkurat forsaavidt de enkelte individer handler. Et samfund er
+fuldkomment forsaavidt dets enkelte medlemmer er fuldkomne. Derfor er
+maalet vor _egen_ fuldkommengjørelse ikke sandt? Alle andre mennesker,
+alle forhold, alle oplevelser kan bare bli midler for det ene, vor egen
+utvikling.
+
+Og hun saa paa ham, blaat og triumferende som et barn der har avliret en
+godt pugget lekse uten avbrytelser.
+
+— Nu husker jeg, sa da Meninsky og stanset og stirret betænkt ned i
+bladmylderet, at De den første gangen der paa dækket snakket noget om en
+draape.
+
+Der stod en gammel, mosgrodd stenbænk inde under et drivende hvitt
+mandeltræ, bænken var hvit av blade. Run Bates subbet dem undav med
+haanden, ryddet to pladser avdelt ved en tyk, hvit stripe.
+
+De satte sig.
+
+— Ja, sa hun, men dengang var det som draapen i boblen jeg tænkte paa
+mig selv.
+
+— Draapen i boblen?
+
+— Ja, har De aldrig blæst saapebobler?
+
+— Jo, det hadde Meninsky, han husket godt en bobleperiode fra sin
+barndom.
+
+— Ja, sa Run Bates, hvis der er tilstrækkelig med glyserin i vandet kan
+De faa dem kolossale, vet De, og da gaar de like lukt til himmelen uten
+at efterlate sig spor. Men er der forlitet av skumstoffet smelder de
+straks og da plasker vandet — _draapen_ — til jorden. Der var meget lite
+glycerin i Dem, Meninsky, derfor blev der slik en stor vaat flek under
+Dem paa dækket!
+
+Og hun lo saa mandeltræet ganske vettskræmt drysset en regn av blade
+nedover dem.
+
+— Det vil si, sa hun, der var lite _fantasi_ i den min formodning at De
+var Paviere, der var for meget av mit eget kjød og blod i den,
+gudskelov. Derfor plasket jeg i dækket saa eftertrykkelig. Ja, for De
+forstaar vel at det var _mig_ den væteflekken, den draapen?
+
+— Jo, selvfølgelig forstod Meninsky.
+
+Men der blev en pause. Ingen blade faldt.
+
+— Haha! lo Run Bates kort, og tusen blade faldt samtidig.
+
+Meninsky saa først paa hende og derefter paa nedbøren men sa ingenting.
+
+— Hvad tænker De paa? spurte hun.
+
+— Jeg? sa han forbauset.
+
+— Ingenting, mener De? Nei, jeg tror virkelig ikke De tænker sa hun. De
+ser ikke, hører ikke, føler ikke, De lever ikke. De _sover_!
+
+— Vet De, hvisket hun pludselig tæt indtil skillet mellem dem og bøiet
+sig frem og foldet hænderne om knærne, jeg kan tænke mig Paviere her i
+Deres sted nu. Han sitter der og ligner Dem, stor og blond og
+mandhaftig. Men _han_ lever! Han er lynende vaaken og ser mig og alt
+omkring mig og han sitter og lytter ut i luften og ned mot jorden. Og
+saa sier han til mig: Se, siger han, hvor Deres stemme bevirker
+katastrofer her mellem disse faldefærdige verdener, Miss Bates! Der er
+et stort farlig cello vibrato i Deres stemme, ser De, luften kommer i
+sjøgang, lange, sterke bølger laver brændinger. Og han lytter. Kan De
+høre, sier han til mig, at det _klinger_ i luften av disse kaskadene av
+blekrøde, duftende fnugg, den fineste, lille lyd i verden, ingen sordin
+kan dæmpe en violintone ned til dette. Og saa sitter vi her og ser og
+lytter og tiden staar stille imens.
+
+Meninsky har sopt bladene mellem sig og hende sammen i en liten haug, nu
+krammer han dem indi haanden, haardt, saa væten rinder ham ut mellem
+fingrene og kaster derefter den lille vaate, brunlige klump langt fra
+sig, ut paa veien.
+
+— Er De sikker om at han er veltalende? spør han rolig.
+
+Run Bates betragter uttryksløst hans offer ute i singelen.
+
+— Nei, sier hun, det er jeg slet ikke. Kanske er han tvertom taus. Men
+for en taushet! Han behøver simpelthen ikke si noget — han er den
+fuldstændige livskunstner forstaar De, hans følelse av livet i sig selv
+og alt gjør hans mindste berøring med en ting saa sjælfuld at tingen
+forklares — uten ord. Aa, han er saa fuld av ømhet, Meninsky, der
+strømmer saa megen medlidenhet, varme og godhet ut fra ham at al is og
+bundenhet omkring ham smelter og løses — uten ord. Ingenting lavt eller
+sjofelt kan eksistere i Pavieres nærhet. Aa, ja, De skal faa se!
+
+_De_ Meninsky — De er ikke sjælfuld. De er automatisk, kold og grusom,
+De er — ja, De er bare glad for at tiden gaar! avslutter hun skyndsomt
+da hun ser Meninsky trække frem sit ur.
+
+— Ja, sier han, men undertiden staar den virkelig ganske stille, tænke
+sig til at den ikke er mer end et, en hel time til lunch og middagslur!
+
+Og han stopper med en irritert snøften uret ned igjen og gjør et par
+sterke opadstræk med armene.
+
+Da reiser hun sig og følger ham tiende videre.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Nattemørket paa Capranola er marineblaat og ugjennemsigtig.
+
+Endda der lyste tusen stjerner over paladsets flate tak maatte Run Bates
+føle sig frem over det, det var som om hun med hænderne skjøv det ene
+lag efter det andet av lette, blaa fløielsdraperier tilside.
+
+Langt derinde i det svale, bløte og vigende mørke støtte hun paa
+Meninsky. Han sat og sov i en kurvstol. Men han vaaknet ved lyden av
+hendes skridt.
+
+— Au, der traadte jeg paa Deres cigar, sa hun, den er vel faldt Dem ut
+av munden mens De har sovet — snorker De?
+
+— Ja, svarte Meninsky, nu skulde jeg forresten netop gaat ned og lagt
+mig.
+
+— De er vel sovnet paa veien da, sa Run Bates. Det er langt over midnat.
+Hele paladset sover.
+
+— Bare De vaaker?
+
+— Jeg er heroppe en tur hver nat ved denne tid, svarte hun. Her er jo
+altid stjerner. Og aldrig føler man saa deilig samtidig sin litenhet og
+sin storhet som under stjernene.
+
+Hun snakket som man snakker i mørket, dæmpet og intimt, for ham alene og
+dog for alle mørkets usynlige øren.
+
+Meninsky knuste en gjæsp og svarte ikke.
+
+Der blev saa stille, de kunde høre hverandres aandedræt.
+
+— Jeg kan høre Dem tænke «Storhet»?, sa hun om en stund. De er ikke
+rigtig vaaken, men i en saapas ret skinnegang hjuler Deres hjerne av sig
+selv. De var bare barnet da De lærte at stjernene er verdener, de fleste
+meget større og betydningsfuldere end vor, og at De selv er en maddik,
+et støvgrand, et atom, ikke sandt?
+
+Meninsky svarte fremdeles ikke, men han tændte en cigaret og indtok en
+mere liggende stilling i stolen, belavet sig altsaa paa at bli og at
+høre.
+
+— De lever paa den læren, fortsatte Run Bates, henvendt til det stykke
+fortættet mørke han utgjorde. Det ser jeg hver dag! Deres plastik er saa
+absolut en maddiks. De kommer frem ved at suge Dem til bunden! Og De
+opfører Dem som et intelligent støvgrand, forbauser verden ved Deres
+indrømmelse av uberettigelse, De er til for at flyttes av fjærkosten og
+beklager med Deres lille ulykkelige smil tyngdeloven som tvinger Dem til
+saa ofte at falde tilro. De er ogsaa mikroskopisk i al Deres færden som
+et atom. Man vet ingenting om Dem her paa stedet og endda mere
+betegnende, man prøver ingenting at faa rede paa, De anes ikke engang av
+denne samling forskere, De er like uinteressant som bacillen til en
+sygdom der endnu ikke har optraadt!
+
+— Tak, svarte endelig Meninsky med søvnen omsider væk fra sin stemme.
+Det er ganske sandt hvad De der sier, sa han.
+
+— Jamen hør nu, sier Run Bates og bøier sig fremover i stolen saa den
+knaker. I dette øieblik ter De Dem for mig som intet hverken større
+eller mindre end en stjerne! Jeg ser Dem ikke, jeg ser bare Deres
+cigaretflamme. Men den lyser like varmt og utvilsomt som selve
+Flammarion og sætter et stort horn paa Den lille bjørn. Det ser virkelig
+komisk vederhæftig ut.
+
+Og han hørte hende smile med haanden over sin lykkelige mund og bli
+alvorlig igjen og grunde.
+
+— Og De er en stjerne, sa hun derpaa. De er et billede i det mindre av
+en verdens frembringende, ordnende og opretholdende kraft, De lyder
+ganske de samme love og betyr like meget som klodene i Melkeveien. Nei
+se, sa hun og pekte fort ut, der faldt det en! Akkurat fra Melkeveien!
+
+Meninsky vendte sig.
+
+— Uf da, sa han, hvor det høres profetisk ut.
+
+De sat urørlig en stund og stirret op i det tindrende, uendelige under.
+Men som altid fandt hun det sin pligt at ta sig av pausen.
+
+— Vil De nødig dø? spurte hun blidt. Ja, maatte Meninsky indrømme.
+
+Da foredrog hun med sin virtuose cellostemme en liten elegisk melodi for
+ham der i mørket og stilheten, en romance med modererte stigninger, et
+litet vidunder av snakkekunst. Hun fortalte:
+
+— Vi dør daglig. Vi utsender nemlig vor levende kraft til en anden
+størrelsesverden. Blir vi femti aar kan vor tidligst utsendte kraft
+allerede være naadd til de nærmeste stjerner. Og underveis har den mødt
+et uendelig mylder av lignende bølger hvormed den har interferert. Midt
+ute i det evige rum, hvor der er saa langt til kloder at vi ikke længer
+ser enkelte stjerner men kun hist og her en stjernetaake, er der ikke en
+synaalsspids av en plads saa liten at den ikke i hver milliontedels
+sekund paa den maate gjennemsitres av milliarder av liv og skjæbner.
+Hvert saant litet sted, forstaar De, har været sat i svingninger av alt
+der er skedd rundt omkring paa klodene, hvert ord der er talt, hver
+tanke der er tænkt, aa ved bare at en maddik har snudd sig i jorden. Alt
+det vi trodde forsvundet ved sin litenhet og umerkelighet løper videre
+til evig tid, idet det overfor det uendelig smaa faar størrelse igjen
+forstaar De, det løper og løper, bølgebredde for bølgebredde av
+milliontedels størrelse med uhyre hastighet gjennem rummet for aldrig at
+stanse, hele Deres personlighet, Meninsky, reiser ustanselig fra Dem med
+firtitusen miles fart, tænk paa det og mist pusten, likesaagodt først
+som sist!
+
+Han kunde ikke se hendes øine som enten var altfor vaakne eller altfor
+fraværende.
+
+— Hvilken komponist var dette? sa han bare.
+
+— Feilberg, sa Run Bates stolt.
+
+— Hvordan har De faat læst al den masse, De er jo blottende ung?
+
+— Jeg har ikke læst. Jeg er blit læst for. Og jeg er ikke ung — svarte
+hun.
+
+— En maddik som vender sig i jorden, forsøkte han at ape hende men opgav
+det. Naar jeg laver firti tusen hvad i herrens navn præsterer saa
+Paviere tror De? Huf, jeg føler mig rent uvel, sa han og skuttet sig som
+om han frøs, det maa være Deres snak om bølger, jeg som er saa anlagt
+for sjøsyke, jeg liker idetheletat ikke at reise, nei, nu kryper jeg
+tilkøis og glemmer de milene, saa blir De alene med Deres kjære naboer!
+
+Og han ønsket godnat og gik.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Efterhvert gir lysmesteren sterkere overlys, kulisserne skjærpes i
+konturene og dypner i farvene, det blir sommer paa Capranola.
+
+Run Bates ansigt sees begravet i en jasmingren, hendes fingre stryker
+varlig henover en rododendron, hendes favn er fuld av syren og guldregn.
+
+En morgen kom de ind i en birkelund. Duggen var endnu ikke tørret.
+
+— O, at ha sine sanser, ropte hun, at kunne se, høre, føle, lugte,
+smake! Meninsky, hvilken av Deres sanser har De mest glæde av?
+
+Meninsky sagtnet sine skridt mens han lydig tænkte efter og orienterte
+sig. Han saa sig om baade for og bak og han lyttet op mot trærne og han
+snuste ut i luften. Tilsidst smækket han med tungen. Og da hun smilte,
+sa han:
+
+— Nei, De har ret, jeg er ganske sanseløs.
+
+— Hvad? sa Run Bates.
+
+— Ja, svarte han, De ventet Dem jo et kontraspørsmaal? For at faa sagt
+mig at De har like stor glæde av hver enkelt av Deres sanser som jeg av
+alle mine tilsammen? Men jeg har ikke spor glæde av mine sanser, jeg er
+virkelig ganske sanseløs.
+
+— De gjør mig uret, sa Run Bates og stanset med ryggen mot en skinnende
+birkestamme. Jeg tænkte paa Paviere. For det faldt mig ind ved denne
+fuglemusikken i trærne her at hans gehør vel maa være utviklet paa syns
+og lugts og smaks bekostning. Og jeg undres paa hvordan han vilde
+beskrive denne scenen. Mon den ikke vilde være spækket med gloser fra
+harmonilæren? Alt, hele livet kanske _klinger_ for ham, alle ting maa
+kanske karakteriseres ved tonemotiver, illustreres ved intervaller og
+skalaer, stakkatoer og fermater, ved forter og pianissimoer.
+
+Meninsky spurte om det vilde skuffe hende.
+
+— Ja, sa hun, jeg hater specialisering. Jeg fik idag et brev fra en god
+ven av mig, et langt spirituelt brev, men jeg gad ikke læse det ut.
+Fordi han udelukkende henvendte sig til mine øine. Han er nemlig selv
+bare øine, maler. Og jeg vet at hvis jeg med ord skulde beskrive ham
+denne scenen foran os, saa vilde han ingen andre forstaa end de som
+vedkom hans syn. Livet er for ham bare farver og former, og jeg vilde
+bare fængsle ham ifølge mit kjendskap til spektret og geometrien.
+
+— Hvordan vil De beskrive dette for _mig_ da? spurte Meninsky, staaende
+urørlig og ydmyg som en hund ved hendes side. Jeg som hverken har øine,
+ører, næse eller mund?
+
+— De? sa hun og vendte sig og saa paa ham. De har de største og klareste
+øine jeg har set hos en mand, Deres blik er usedvanlig sterkt og klart.
+Deres ører er store og meget velformede, jeg tviler ikke om at de
+funktionerer upaaklagelig. De har en fin, uttryksfuld og vakker mund.
+Men De savner virkelighetssansen, derfor er der intet syn, ingen klange,
+ingen duft og intet indtryk i det hele tat som berører Dem. Hvis jeg
+derfor pekte for Dem nu og sa, se for et knitrende fyrverkeri av
+solgnister der silrer gjennem det unge birkeløv ned i grønsværet og blir
+til hundreder av røde, blaa, gule og hvite, bittesmaa, duftende, søte
+tusindfryd, saa appellerte jeg jo til alle Deres sanser, men De vilde
+bare finde det et overspændt, skjønliterært og unødvendig utlæg av et
+hverdagsfakta. Ikke sandt?
+
+— Jo, sa Meninsky, min virkelighetssans vilde den beskrivelse hvertfald
+ikke vække. For det er da slet ikke solskinnet som blir til tusindfryd?
+
+— Jo! svarte Run Bates fort, men gik ikke videre. Hun blev høirød og
+forvirret som grepet i en løgn og kunde intet si paa en stund.
+
+Først langt om længe sa hun stille:
+
+— Nei, det var min ulyksalige, ukuelige fantasi igjen. Jeg myrder den
+tusen gange om dagen, men stadig lever den op igjen. De forstaar, jeg
+kan like lite som Vorherre junior la være at tale i billeder, endda jeg
+like godt som han vet hvor daarlig de blir forstaat, tilslut blir vel
+ogsaa jeg spikret op paa et kors for mine sproglige formastelser. Men
+kom jeg galt avsted med eksemplet, saa har jeg hvertfald ret i pointet —
+sansene!
+
+— Ja, sa Meninsky trøstende. Jo, selvfølgelig hadde hun ret. Men vilde
+hun ikke hjælpe ham lidt — til at bli sanselig han ogsaa? Putte lidt av
+sin egen overflod i ham.
+
+Da stanset Run Bates igjen og grep sig haardt under haken og efter at ha
+bevæget kjæverne op og ned som var de gaat av ledd og det gjaldt at faa
+dem sammen igjen sukket hun tungt og sa:
+
+— Uf, jeg er saa træt av at snakke! Og vi er bare halvveis ...
+
+Og saa tier hun. Hun tar virkelig en lang pause. Det blir stille paa
+Capranola.
+
+Han vandrer ensom i de labyrintiske gange og ser ut som om han hører paa
+at græsset gror og som at han nu synes det kan være langt nok.
+
+Endelig den tredje dag finder han hende i en huske. Der har hun hat paa
+for engangs skyld, en liten fiffig hat sydd av blaa, bløte silkebaand,
+bremmen ligger hende ned i ansigtet, helt nedover munden. Hun sitter
+ganske stille, den ene spidse skosnute støter mot marken, hun holder sig
+godt fast i taugene, det ser ut som om hun er faldt i tanker akkurat
+idet hun skulde i luften.
+
+Han har set hendes ansigt et øieblik, at hun ikke sover, men da han
+nærmer sig og stanser midt fremfor hende blir hun fremdeles sittende,
+løfter ikke hodet, hattebremmen gjemmer hendes ansigt.
+
+Han blir forgjæves staaende der og vente paa hendes blik og stemme. Da
+kommer han nærmere, tæt hentil hende og han strækker sin ene haand ut og
+griper med to varlige fingre i hendes hattebrem for at løfte den op, men
+kommet halvveis, seende den store, hvilende mund og de nervøse
+næsefløier slipper han den braat, som forfærdet over sin egen
+dristighet. Og han forlater gaaten under den blaa hattebrem uløst.
+
+Men den fjerde dag taler hun igjen. Og da er der en ny magt i hendes
+stemme, en større styrke i hendes foredrag, en bedre orden i hendes
+stof, en sterkere koncentration.
+
+— Hvorfor, sier hun, løftet De ikke den hattebremmen? Var det Dem selv,
+skrækken for hvad De kunde opdage under den gjaldt, eller var det mig?
+Var der noget De ikke _vilde_ vite eller trodde De ikke _maatte_ vite?
+Vet De ikke at det at leve, det er at gjøre sig til vidne? Hvor De er
+feig!
+
+                   *       *       *       *       *
+
+— Dette er Indien, sa hun, liggende utstrakt i badestrandens okkergule
+sand og stirrende ind i den soldirrende, skyløse himmel.
+
+Og nu vet jeg det! satte hun sig braat op idet hun klasket hænderne
+kraftig sammen. _De_ er indier!
+
+— Er jeg det? sa Meninsky forundret.
+
+— Javist, lo hun sit clownsmil. Det forklarer det hele! Der De nu sitter
+i den latterlige skjørtedragten Deres, med knærne opunder haken og med
+saa meget av Deres sarte, hvite kvindehud utsat for solbranden, forener
+De en tempelvogters ro, en majarias værdighet og en fakirs
+uimottagelighet for ydre indtryk. Om en bombe sprang her like ved os
+vilde De ikke blunke engang, og blev jeg med tilveirs vilde det ikke
+berøre Dem. Vel?
+
+— Nei, naturligvis ikke, svarte Meninsky.
+
+— Slik som nu, kunde De sitte hele Deres tid og rolig la livet leve sig
+selv paa siden av Dem. Verden er for Dem bare et taakebillede, en
+illusion, et gjøglende skin, det som inderne kalder Maya. Hele Deres
+higen gaar ut paa at komme væk fra dette mummespil til den store
+guddommelige virkelighet. De er ikke saa lav som vore kristne at De
+lønskalkulerer, De indtar den allerklokeste holdning, De gjør
+_ingenting_. Saa kan De hverken lønnes eller straffes? Liddelig lurt!
+
+Og hun efterapet hans stilling og mimik, og lykkedes fuldstændig.
+
+Hun hadde en elegant badedragt paa, den var vid og anstændig men dækket
+saa lite som mulig an hendes lille, brune krop. Om en stund, naar hun
+blev rigtig gjennemstekt av solen skulde hun i sjøen.
+
+— Men De vet, sa hun pludselig alvorlig og meget indtrængende, om
+inderne ikke handler saa tænker de, er de passive med musklerne saa kan
+de bruke hjernen.
+
+— For eksempel? sa Meninsky.
+
+— Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue som har levet nogen aar
+derborte nu, skrev for en tid siden en liten pudsig historie til mig. Om
+en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det hete tørre sandet, som de
+altid sitter, dag efter dag, i samme forvredne stilling, magrere og
+magrere, gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et fuldstændig
+passivt menneske — som De. Men engang møtte hun hans øine, sælsomt
+sorte, blanke øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene i huset
+stod han paa hendes veranda, bøiet til jorden og bad om en lok av hendes
+haar. Hun sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de svarte
+øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og oppe paa sit soveværelse
+klippet hun en frynse av en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk
+som hendes eget haar, fakiren tok den og takket hjertelig.
+
+Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa noget i sin hule haand,
+hun mødte aldrig mere hans øine. Men fjorten dage senere da hun igjen
+var alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom paa en
+underlig lyd ovenpaa i soveværelset, en sælsom tassing og subbing, helt
+forskjellig fra menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover trappene
+kommer humpende, subbende og raslende — hendes sengeforlægger! Du kan
+tro den hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud som den bugtet
+sig ivei til den manglende frynsen sin!
+
+— Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa ikke uimottagelig for ydre
+indtryk.
+
+— Han var saa ung, sa Run Bates og tømte sandet ut av sin ene strandsko,
+han var ikke paa langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse som
+De.
+
+— De mener, sa Meninsky og saa interessert paa at hun tok skoen paa
+igjen, at jeg ikke kan bli forelsket? Men er ikke kjærligheten netop
+selvforglemmelse, selvhengivelse?
+
+— Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden er De? Jeg har elsket
+en eneste gang, og aldrig hverken før eller senere har jeg været saa
+bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte mig at jeg «gik op
+i» gjenstanden for mine følelser, man advarte mig mot tapet av min egen
+personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg klart at hadde jeg
+fortsat med at elske vilde jeg blit en ideél egoist. For det er sig selv
+man elsker i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man
+henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt?
+
+— De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme det, sukket Meninsky.
+
+— Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem kan speile intethet,
+understreke tomrum og korrigere fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som
+De kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde forelske sig i Dem.
+
+Meninsky saa paa hende.
+
+— De er en djævel, sa han med stor overbevisning. Jeg begynder at se
+frem til Paviere!
+
+— Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste dage reiser jeg fra dette
+sted hvor jeg vet han aldrig kommer.
+
+— De vil ut og lete efter ham?
+
+Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med sin pekefinger i sandet.
+
+— Tror De paa skjæbnen? spurte han.
+
+— Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok tilfældigvis feil av Deres
+og Pavieres ryg, og det er udelukkende min egen og ingen skjæbnes
+fortjeneste at jeg har faat en oplevelse ut av det.
+
+— Har De det? spurte Meninsky forundret, meget forundret.
+
+— Jaha, sa hun og holdt op at skrive. Istedetfor Pavieres deciderte
+størrelse til at forstemme mig har jeg jo hat Deres dobbeltdeciderte
+litenhet til at opløfte mig! Jeg forsikrer Dem, denne følelsen av
+koloss, av mammut sammen med Dem er udelt behagelig.
+
+Han bøiet sig frem og læste hvad hun hadde skrevet. Der stod tre gange
+Run Bates og tre gange Gudrun Haavaldsen.
+
+— Gudrun Haavaldsen, hvem er det? spurte han.
+
+Hun bøiet sig forbauset frem og læste og deres ansigter kom meget nær
+hverandre ved det. Saa løftet hun langsomt øinene med hans eget
+indolente blik.
+
+— Vet ikke, sa hun paa hans svævende maate. Vet De? spurte hun med hans
+høflige, intetsigende smil.
+
+Da lo han. Og han strakte sine ben ut og begravet sine hænder i sandet
+og sa:
+
+— Om jeg nu tok mig voldsomt sammen og skaffet mig lidt ballast fra Dem,
+og jeg saa blev forelsket i mig selv, i Dem eller omvendt og fik fat i
+en lok av Deres haar og sat her i sandet og stirret paa den i min hule
+haand i fjorten dage, — kom De saa?
+
+Da reiste Run Bate sig.
+
+— Neppe, sa hun. Klip heller en liten tust av Deres eget haar og be Dem
+selv komme! Saa skal vi se paa det.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Indenfor sandet taarner klippene iveiret. De skifter farve utover døgnet
+som gigantiske kameleoner. Om morgenen er de gule som sandet, ved
+middagstid brune, om eftermiddagen jordbærrøde og efter solnedgang
+violette eller marineblaa.
+
+De var lilla og likesom uldne i konturene den aften Run Bates like efter
+solnedgang klatret opover den høieste av dem: Ararats berg.
+
+Da hun naadde det flate topplataa var der nogen før hende. En mand stod
+som en silhuet mot himmelbranden.
+
+— Meninsky! ropte hun.
+
+Men manden rørte sig ikke. Han stod med ryggen mot hende, urørlig som av
+sten, vældig som en koloss mot den vide, urolige bakgrund.
+
+— Meninsky? ropte hun igjen og meget høiere.
+
+Stenstøtten stod som før.
+
+Da la Run Bates sig fremover og hvisket som for sig selv:
+
+— _Paviere?_
+
+Og øieblikkelig vendte han sig som var der blit tutet ind i ørene paa
+ham. Det var Meninsky.
+
+Run Bates satte sig langsomt ned hvor hun stod uten at slippe ham med
+sine store, forfærdedede øine.
+
+Hun stønnet da han kom.
+
+— Det er altsaa Dem allikevel, sa hun.
+
+— Hvadfornoget? sa Meninsky.
+
+— Nu saa jeg det, sa hun og vred hænderne.
+
+— Neimen kjære, hvad gaar der av Dem? spurte han, er De syk?
+
+— Paa _den_ bakgrunden, sa hun og pekte ut. Jeg saa jo straks De ledet
+det hele. _Det_ var orkester det, hvad? De var midt inde i symfonien nu,
+ikkesandt? Verdens undergang? Flammer, flammer. Deres ryg var ganske som
+i Paris. Og Deres ansigt da De snudde det var Meninskys.
+
+Hun sat foroverbøiet i lyngen og rokket med hodet som en gammel kone.
+
+— Skal jeg prøve at skaffe Dem lidt vand? spurte Meninsky forfærdet, De
+har overanstrengt Dem opover!
+
+— Jeg ante det jo, fortsatte imidlertid Run Bates i den samme dumpe
+tone, likheten var for paafaldende! Hadde De allikevel ikke været
+Meninsky nu da de snudde dem, mumlet hun. Det kunde jo tænkes De i mere
+end navnet vilde være incognito. Men Meninsky er Deres væsen, Deres
+passivitet og meningsløshet var ingen komedie. Og hun stønner igjen og
+kryper sammen om en smerte indeni sig.
+
+— Det er, sier hun, og ser op paa ham med et par bundløse øine, som om
+jeg er faldt ned fra en svimlende høide, jeg føler mig ganske
+pulverisert!
+
+— Skal vi ikke gaa ned, prøver Meninsky forsigtig, her vil snart bli
+mørkt?
+
+Men Run Bates fortsætter med at rokke og vri sine hænder. Saa er det som
+om hun lytter efter noget inde i sig.
+
+— Tænk, sier hun undrende og lyst og et smil blaffer op i hendes øine,
+jeg tror næsten jeg er ulykkelig? Jeg er ikke istand til at se noget
+morsomt i dette, jeg er virkelig fortvilet, jeg forsikrer Dem jeg har
+_ondt_ av lutter bedrøvelse, De skulde vite hvor jeg tydelig kjender at
+sjælen sitter i hjertet og forstanden i hjernen? Merkelig. Saa
+_legemlig_ har jeg aldrig tidligere fundet mig selv igjen.
+
+— Nu gaar _jeg_, sier Meninsky blidt og besværgende som til et meget
+litet barn.
+
+— Men dette _var_ en skjøn boble, mumler Run Bates, og hvor den var
+svimlende høit tilveirs! Au, jeg er næsten _tørret_ i faldet.
+
+— Kjære, trygler Meninsky, maa jeg virkelig gaa fra Dem?
+
+— Ja gaa De, nikker hun. Men hvordan kunde det falde mig ind at De var
+saa lykkelig? At De var saa usigelig, vidunderlig lykkelig? Jeg vet
+ingen mindre «lig» av noget slags end Dem. Var De endda ulykkelig ...
+
+— Kom nu, sier Meninsky pludselig strengt og tar hende i armen og løfter
+hende.
+
+— Au, roper hun da og tar sig fort til hjertet. Det stak! Som med en
+stoppenaal? Ja nu gaar vi.
+
+Men hun maatte sætte sig igjen.
+
+— Jeg er syk, sier hun. Jeg faar ikke puste. Hjælp mig!
+
+— Ta Dem sammen, sier han haardt. Men han ser snart at det er alvor. Hun
+er allerede i vildt slagsmaal med en aandenød.
+
+Han maa sætte sig ned og hjælpe hende. Han støtter hende, holder om
+hende, rister hende naar hun er nærved at gi op. Fraaden staar hende
+tilsidst om munden og sveden perler i store, tunge dryp fra hendes
+pande. Det koker i hendes lunger og gurgler i hendes hals, aandedrættet
+blir borte lange stunder ad gangen og hun blir gul over næsen som et
+lik. Læberne blir blaa. Tilsidst skriker hun høit ut og besvimer.
+
+Han tror hun dør og rister hende i rædsel haardhændt saa hendes hode
+kommer til at dingle som en tung blomst paa en vissen stilk. Han løfter
+hendes øienlaak og ser at blikket er ganske brustent, han synes ogsaa at
+merke at hun avkjøles. Han roper hendes navn gang paa gang.
+
+Tilsidst følger han en pludselig indskydelse, legger sin mund ind til
+hendes øre og hvisker: — _Gudrun Haavaldsen?_
+
+Og miraklet sker. Hun vaakner. Bare et øieblik, men i det stirrer hun
+ham klart og intelligent like ind i pupillene og et lite flakkende
+aandedræt streifer varmt hans kind. Da hun igjen mister bevisstheten
+løfter han hende i sine arme og bærer hende slik til Palazzo Garnese.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Hun var sterk igjen efter otte dages fuldstændig ro. Da besøkte han
+hende paa hendes værelse.
+
+Det var et stort deilig rum hvor solen spillet ind paa blekede,
+fantastiske gobelinlandskap og hvor balkondørene stod paa vidt gap mot
+sommeren utenfor.
+
+Run Bates’ divan stod midt paa gulvet, den lignet et blaaskjæl i formen
+og var fyldt av den merkeligste samling puter under solen. De var av
+alle former og alle størrelser, der var et myrderi av farver og et
+virvar av broderi. Materialet var det forskjelligste fra silke og lær
+til fuglefjær og slangehud. Selv utgjorde Run Bates divanens store og
+brogede point i et pragtfuldt kinesisk neglige. Tre bittesmaa
+sølvklokker hang fra en pinne i hendes haar og klang sprøtt bare hun
+dreiet paa hodet.
+
+Hendes haand med chokolademuggen var blit saa hvit og skrøpelig, han tok
+muggen fra hende og skjænket selv.
+
+— Tænk at De bar mig, sa hun da og hendes blik blev saa blaat av undren.
+Hvor sterk De maa være!
+
+— De var saa let, sa han, saa utrolig let.
+
+— De hvilte vel ofte?
+
+— Ingengang. Jeg var nede paa et kvarter, tænker jeg. Og det var paa
+høieste tid visst ...
+
+— Jeg blev stukket en sprøite, sa Run Bates og satte pekefingeren ved et
+litet merke paa sin høire underarm. Ja, sa hun og saa ut av balkondøren,
+det var i sandhet Ararats bjerg. Dit gaar jeg aldrig mer.
+
+— Nei, gjør ikke det, svarte Meninsky sterkt.
+
+Mellem hver mundfuld chokolade la Run Bates sit hode tilbake mot en
+stor, indviklet og merkelig applikert pute. Meninsky bøiet sig frem og
+fulgte en av dens vanskelige konturer med sin ene pekefinger.
+
+— Det er livet i Hollywood, sa Run Bates. Broget, ikkesandt?
+
+— Jo, sa han, aa, det er sandt, de betyr jo noget alle disse putene?
+
+— Allesammen.
+
+— De maa forklare dem for mig!
+
+— Det vilde være at lægge mit liv aapent for Dem, Meninsky, og det vilde
+ta tid. Men den pute De selv kommer til at inspirere skal jeg forklare
+Dem meget indgaaende.
+
+— Tak, svarte han. Men er silke og dun da slik bekvem materie?
+
+— Uhyre. Men her, sa hun og løftet op en terningformet, graa, kompakt og
+tung pute, dette er strie og stampelo. Mit barndomshjem. Den er
+parfymert ogsaa, lugt! Og hun stak puten helt hen i næsen paa ham.
+Barnevask og stekt flesk, mit barndomshjems atmosfære. Den har jeg tutet
+mangen en hjemvetaare i, kan De tro.
+
+— Og denne? spurte Meninsky med en eiendommelig liten kuleformet pute i
+haanden. Den var ufattelig let og av et deilig opalfarvet metalstof.
+
+— Den er et barndomsvenskap, svarte hun og tok den som ængstelig fra
+ham. Min første og seigeste illusion. Den største og vakreste _boble_
+jeg har præstert.
+
+— Gik den til himmels, eller sprak den? spurte han alvorlig.
+
+Men da lo Run Bates.
+
+Hun la sig godt tilbake i Hollywood-livet og lo saa klokkene i hendes
+haar slog allarm.
+
+— Gud, sa hun da hun endelig sat befriet, hvor mine ord altid høres
+idiotiske ut i andres mund. Det rene Gaustadprat.
+
+— Neivel? sa Meninsky forurettet.
+
+— Jo, for ingen aner jo hvad som ligger bak. Der er altid en dyp mening
+bak alt mit sludder, Meninsky, husk det, glem det ikke!
+
+— Ja, nei, svarte Meninsky lydig. Men en boble svæver jo, sa han,
+hvorfor ikke fylde den puten der med gas og ha den svævende efter en
+snor her over sofaen?
+
+— Da blev den jo en ballon, smilte Run Bates, der er stor forskjel paa
+balloner og bobler, min kjære. Den er fyldt med kolibridun, sa hun og
+kastet den til ham, den er let nok. For den er ikke længer nogen
+svævende boble, den er en vanddraape paa det fasteste tørre, den er _mig
+selv_! Maa jeg presentere Run Bates! gjorde hun en elegant gest mot
+puten og solen traf samtidig en diamant paa hendes haand og etpar
+sølvtraade i puten og slog to blaalige reflekser i kryds over Meninsky.
+
+Og De, gik hun derefter over i en ny toneart, ønsker at beholde Deres
+inkognito?
+
+— Ja, svarte Meninsky med et litet shok.
+
+— Ja, De er naturligvis her for at hvile Dem. Jeg husker nu at De skyr
+musikken her, De har visst endnu ikke sat Deres ben i musiksalen, har De
+vel? Og ikke paa dansegulvet. Jeg kan godt forstaa det. Hvor gammel er
+De?
+
+— Femogtredve.
+
+— Og har stridd med musik fra De blev født naturligvis? Stakkars Dem.
+Jeg forstaar Deres passivitet. Den indgaar i kuren, ikkesandt? De er
+forbudt indtryk og sindsbevægelser av enhver art? Deres musikmaskineri
+maa hvile og justeres. Hvor De maa ha fundet mig uforskammet.
+
+— Nei, slet ikke, protesterte han.
+
+— Jo, naturligvis, lo hun likegyldig. Men aldrig har jeg imøteset en
+skuffelse med slik angst som denne med Dem, forstaar De — og du gode Gud
+hvor den ogsaa blev smertefuld! De var hele tiden æsken med det rare i
+for mig, jeg vilde helst tro De var tom, men ante det rædselsfulde i Dem
+og vovet aldrig aapne paa laakket — at jeg ikke _døde_ av skræk da
+laakket gik op av sig selv der paa Ararats bjerg og Paviere sprat
+iveiret! Hu! Og hun grøsset saa flere puter faldt av divanen og de fik
+travelt med at plukke op begge to.
+
+— Aa, De Paviere, De Paviere, sa hun med sit smil som altid blev
+overvældende bare ved at hun løftet overlæben bort fra fortændene. Hvad
+_var_ det for merkelighet med Dem og Deres ryg der i Paris?
+
+Men da la Meninsky den sidste av de forulykkede puter kraftig tilrette i
+divanen, og det var som om han med den hadde samlet et fond av energi
+nede paa gulvet, for han boret brutalt sit blik i Run Bates’ og sa:
+
+— Miss Bates! Jeg er ikke Paviere. Jeg har aldrig dirigert noget
+orkester i Paris, jeg har aldrig dirigert i det hele tat og der er
+ingenting merkelig med min ryg, det kan min skrædder overbevise Dem om,
+han er ganske fortvilet over hvor akkurat jeg passer det banale
+magasindressnummer seksogfirti. Jeg _er_ Meninsky, og maa jeg be Dem
+rigtig pent om at faa være Meninsky? Jeg er en elendig banal maddik, jeg
+er akkurat saa forsvindende og ubetydelig en fyr som De synes, men jeg
+er _ikke_ Paviere! De faar slaa haanden av mig om De vil, vort forhold
+av interpreter og elev har været meget behagelig, men kan det ikke
+fortsættes paa anden maate end at jeg vedblir med at spille en rolle der
+er mig motbydelig saa ber jeg at bli opgit ...
+
+Han skulde sagt mer, meget mer, men fik her et skjæbnesvangert glimt av
+Run Bates ansigt og blev sittende og gape, kom til at bevæge kjævene op
+og ned som om han tygget og gav ikke en lyd videre.
+
+— Hm, kremtet Run Bates og det var som om hun knurret. Med det
+fremskudte underansigt, de runde, truende øine dypt inde under den
+bulkede pande og haaret hængende som lange ører ved tindingene lignet
+hun en stor, tirret pekingesertispe.
+
+— Hm, sa hun. De maa gjerne selv kalde Dem Meninsky og betragte Dem som
+et færdig avsnit, men mig er De og blir De kun et titelblad, første side
+i historien om Paviere. Og vær tryg for jeg skal bla videre i den boken!
+Om De saa skal bli saa overanstrængt at De maa sove hvert femte minut!
+Nu ser De ut til at ville falde i søvn der i stolen, gjør ikke det, jeg
+kan ikke utstaa snorking. Gaa og læg Dem og la mig ikke se Dem igjen før
+De er rigtig uthvilt og taaler en ny dyst, sa hun.
+
+Og smilet sat igjen i hendes ansigt og gjorde det menneskelig.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Et par dage efter laa hun paa maven paa et av loggiatrappens brede,
+kjølige marmortrin og matet en paafugl.
+
+Da spurte Meninsky hvorfor netop den var hendes specielle yndling.
+
+— Den er ikke min yndling, svarte hun, tvertom. Jeg har en torn i øiet
+til den. Den har bedraget mig! Synes De ikke den er liten og falmet og
+pjusket ved siden av de andre?
+
+Meninsky saa efter de tre-fire store, blaa fugle som langsomt og værdig
+skred nedover plænene. Og han fandt at den hun matet var paafaldende
+mindre smuk end de andre.
+
+— Ja, sa Run Bates, jeg vilde ikke tro mine egne øine da jeg fik se den
+i fuldt dagslys. Jeg tænkte mig den et fænomen av en paafugl, som et
+tropemareridt av farver, en nedfaldt sprakende komet av safir og
+smaragd. Jeg saa den nemlig først som silhuet. De aner ikke for et syn
+det var. Jeg saa den fra min balkon i maaneskin. Den sat opfløiet paa
+den spinkle portbuen mot havet der, aa, den virket som et stykke
+pragtfuldt kunstsmijern mot det azurblaa vand, forstaar De, uløftelig
+tung, vældig, en fortættelse av mørke og ondskap og dog fnugglet,
+aandeagtig fin i bygningen, ja det lange haleslæp var som en skjør
+knipling at se til, ikke til at ta i, puste paa. Hvordan maa den fuglen
+se ut i dagslys og nære ved, tænkte jeg. Og jeg listet mig ned og tæt
+indpaa den og saa den godt over for at kunne kjende den igjen næste
+morgen. Og De kan vel tænke Dem mine følelser da jeg i blændende dagslys
+støtte paa dette falmete, pjuskete og enhornete væsen. Jeg kunde dræpt
+den paa stedet.
+
+— Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky.
+
+— Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler, sa Run Bates og strøk
+venlig over fuglens miserable slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt
+overfor tilværelsen. Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer
+egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg paastaar at der i
+denne fuglen lever noget av den storhet, den nattemystik og det eventyr
+jeg først ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel end sin
+form, sin evne til fortættelse av mørke paa en lys bakgrund. Den er
+skapt til _silhuet_, altsaa.
+
+Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky.
+
+Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en presentation. I en
+gatevrimmel eller i et selskap er det ikke mulig at faa øie paa Dem
+trods selve Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi, De
+har ikke træk, ikke farver, ikke skygger, bare _form_. De skal sees som
+silhuet mot et orkester eller en himmelbrand. Men _da_ virker De!
+
+Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres passivitet blir aktivitet!
+Er det ikke merkelig? Det er _for_ merkelig, ser De. Jeg vil vite _hvad
+det kommer av_. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem, Meninsky, jeg vil se
+Dem nøie an, jeg vil smigre mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se
+hvor den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer den mig sin
+gaade. En endda vakrere dag — naar jeg sitter inde med hundre og ett
+bevis — bekræfter De til mig at De er Paviere!
+
+— Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle imøtekommende maate, men da maa
+jeg først ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For Meninsky kommer
+der til at staa paa min gravsten.
+
+— Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt. Jeg er allerede godt
+oppe i antallet av bevis for at der ikke kommer til at staa Meninsky paa
+Deres gravsten!
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene og skar en bok op med en
+liten skarp sølvkniv. Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte om den
+var morsom.
+
+— Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over før hun gik videre.
+
+Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil. Jeg sat netop i den
+forbindelse og tænkte paa Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil.
+
+— Er vi det, sa Meninsky.
+
+— Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke skal være der? De gaar rundt
+med en tyk korrekturstrek tversover Dem, væk med mig, sier De, beklager,
+men dette er ikke mig. Hvad?
+
+Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte med at skjære. Distrahertes
+saa av sin pekefinger.
+
+— Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort, kom her med den, ved
+siden av min i boken!
+
+Meninsky adlød øieblikkelig.
+
+— Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min, du store verden for en
+pekefinger! Men har De nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der!
+Og har det at det var _De_ som pekte hat særlig betydning for nogen
+anden?
+
+— Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren godt ved siden av hendes i
+boken, jeg har aldrig pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen at
+jeg pekte heller.
+
+— Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang i stemmen og skjøt
+underansigtet frem, De gjør mig rasende! En skulde tro De _var_ sten,
+jern, malm og ikke — men se her!
+
+En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens ene blad. Hun hadde
+skaaret ham i fingeren! Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt
+rød i ansigtet, litt konfus, men uten at si noget.
+
+— Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt menneskeblod, ikkesandt?
+Tilmed varmere og rødere end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der
+skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren.
+
+Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet dryppe ned paa bokens
+blade, meget tyndere, blekere og daarligere. Kom her en slagter nu vilde
+De bli stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses. Tror De
+ikke?
+
+Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler det om sin finger. Han er
+blit ganske blek og hans næsefløier arbeider.
+
+— Synes De det er kjedelig at blø? spurte da Run Bates deltagende, gjør
+som jeg, put fingeren i jorden, saa stanser det straks.
+
+Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i mulden, som var kjølig og
+løs og litt fugtig.
+
+Der sat de som to barn med hver sin pekefinger i jorden.
+
+Hun kikket ned i boken.
+
+— Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg, utbrøt hun indignert,
+isch! Og pludselig hev hun boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet
+og flere blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg istedetfor
+jeg. Jeg, jeg, jeg!
+
+Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig.
+
+De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt og rolig til ham, jeg er
+ogsaa korrigert. Jeg er et jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen,
+facit, Run Bates, _jeg_. Hvad raker det forsaavidt mig enten De er av
+sten og jern eller kjøt og blod? Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker
+jeg vi kan ta op vore fingre.
+
+De var sorte av muld, fingrene.
+
+Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser vi det. Fremtiden! Hu,
+Meninsky, tænk, at om nogen tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene
+vore og hændene vore og armene og hele vi nedi dette som nu klæber ved
+os, og er _døde_. To stinkende kadavre, delikatesse for maddikene, fyh.
+Run Bates og Meninsky. _Er det ikke fælt?_
+
+Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst og iver og strækker armene
+iveiret, la os leve! La os understryke og ikke overstryke os selv,
+tidsnok blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os, kan nogen
+negte for at dette er Run Bates og Paviere?
+
+Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker, det er saa høit at han
+mister hatten av hodet.
+
+Og Run Bates vender leende tilbake til jorden, til sin finger.
+
+— Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun, gudskelov for at du er
+levende endda!
+
+Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker og retter, krummer og
+strækker sin pekefinger mens hun smiler opmuntrende til den.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven eller
+embryologien. Han tror han har overhørt hendes sidste bemerkning da Run
+Bates, flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig sier:
+
+— _Jeg_ har pekt hele mit liv og jeg skal peke til jeg dør.
+
+Men da han hæver sit blik efter hendes ser han en vindfløi og med det
+samme kjender han det stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved at
+gro.
+
+— Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han endnu er i god tro, for
+mig?
+
+— _For_ Dem, nytter ikke. _Paa_ Dem maatte det jo først bli. Men jeg
+peker ikke mer paa nogen for nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker
+bare for mig selv nu. Men vil De høre en historie?
+
+Og hun er lys og senil i stemmen som et barn der spør: Skal jeg fortælle
+et eventyr for dig?
+
+Historiens titel er «Boblen», begyndte hun. Det er en banal titel og
+selve historien er endda banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin
+kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig saapeboble?
+
+Naa, men pointet her er _pekingen_. Jo, jeg elsket altsaa — engang.
+Ingen har elsket større, varmere, ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte
+og sa: Dette er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste og
+deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet og hvor mine ord
+var mig fattige og utilstrækkelige! Jeg pugget konversationsleksika og
+tydde til fremmede sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine følelser,
+men punkterne for min pekefinger blev legio, jeg stred saa sveden
+dryppet og rak ikke med og var usigelig lykkelig, jeg svælget og
+fraadset i skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare som et
+hemmende panser for min fantasi.
+
+Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før, tyve aar.
+
+Men da kom der en dag, en dag jeg var som mest svimmel av min egen
+intethet, en pekefinger, en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte paa
+_mig_.
+
+Du, sa den. _Du_ er det! Det er jo dig selv! Du er selv alle eventyrene
+og hele deiligheten! _Du er_ simpelthen _draapen hvorav den vidunderlige
+boble bestaar!_
+
+Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap ved en fremmed
+pekefinger og som De daglig ser underholder jeg forholdet ved selv at
+peke paa det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da jeg
+allerførste gang merket mit eget hjerteslag i stilheten, det var saa
+overvældende uvant, det skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en
+av klaffene lammedes av forbauselse og er lam den dag i dag.
+
+Og Run Bates blir sittende og likesom lytte efter den lille lamheten i
+sit hjerte.
+
+Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det paa læberne flere gange
+med aandedrættet og alt i orden, men stadig undslipper det ham.
+
+— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av hans dobbeltaandedræt, min
+elskede var en kvinde. Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren
+var min forlovedes.
+
+Meninsky aapner munden, men igjen kommer hun ham velvillig i forkjøpet.
+
+— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke. Det var dumt av ham at
+kalkulere mig og gjøre mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien!
+
+— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig anbragt.
+
+— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten placert i min veninde,
+det tomme kar, tiltaltes jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten.
+Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte jo sympatien øieblikkelig og —
+gjensidig, naturligvis.
+
+— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky med smertelig sammentrukne
+bryn, men er ikke historien den at De hadde en veninde hvis fortrin De
+overdrev til Deres forlovede som blev jaloux og fandt sig beføiet til at
+retlede Dem?
+
+— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet hun sig paa at gaa over
+til noget andet.
+
+Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev helst hvor han var.
+
+Han spurte om hun var sin forhenværende forlovede taknemlig for
+pekingen.
+
+— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at si min anden skaper.
+Jeg vilde levet og dødd og blit begravet uten nogensinde at ane min egen
+realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt og alles. Jeg lærte
+tilslut at en sten virkelig er en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en
+anden gang.
+
+— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin egen realitet?
+
+— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig ut som om hun ikke visste
+det.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+I forbindelse med en flek paa hendes kjole faar han en anden gang
+forklaringen til den graa strieputen i hendes divan.
+
+— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er rigtig ren? spurte hun.
+Aldrig. Det kommer av min oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg
+maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler er bare friske en times
+tid. Jeg kunde trænge at vaske mine hænder hvert femte minut.
+
+Jeg har fundet ut at smutset kommer _indenfra_. Fra blodet!
+
+Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en storby, forstaar De. Min
+far var altid sotet og min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor
+var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke i alle de aar jeg
+levet sammen med hende og det var tyve. Hun _stinket_ — en stram, sur,
+besynderlig lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden hos
+fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og skidden var hun da hun
+undfanget dem, skidden mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og
+ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike barns blod? Jeg er absolut
+fuld av lort indvendig. Under min første tid i Hollywood badet jeg som
+en gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet av
+highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor det, men tror De jeg nogengang
+opnaadde at føle mig ren? Nei. Mine porer proppes _indefra_ efterhvert
+som jeg frotterer dem. Det er sandt!
+
+Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan ikke opholde mig to
+minutter i en trik eller en menneskesamling idetheletat uten at føle at
+loppene anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar har
+været min fortvilelse fra barnsben av, det har været fuldt av lus de
+hundrede gange — og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky som med
+armene lænet mot den lille japanske bros skrøpelige bambusrækverk stod
+og stirret paa det sorte, sagte glidende aavand under dem.
+
+Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel at sfinxen grøsser, hvad?
+Det rykker forræderisk i Deres næsefløier!
+
+— Ja, Meninsky, _De_ er det reneste jeg vet. Og De er undfanget og født
+og ammet av en usigelig ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og
+appetitlig og deilig!
+
+Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik.
+
+— Der De nu staar mot det mørke vand, sier hun, og hæver sine hænder som
+holder hun en palet i den ene og en pensel i den anden, er De en
+aapenbaring av renhet og lys, De er _blændende_ som jeg har tænkt mig
+Kristus være det, det smerter synsnervene at utsættes for Dem! Deres
+haar er jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange, hvite
+øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at verden maa te sig anderledes for
+Dem end for mig, betragtet gjennem slik en blendende ramme!
+
+Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som har hun noget nyt.
+
+— _Lyset_ er hele hemmeligheten med Dem! ropte hun. Det var lyset og
+ikke mørket De koncentrerte i Paris! Det var De som brandt og ikke
+himmelen der paa Ararats bjerg!
+
+De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden forekommer Dem en
+askehaug!
+
+Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et angrep, hurtig finder han
+sit lommetørklæ og pudser sin næse med brask og bram. Han har høsnue, er
+virkelig sterkt forkjølet.
+
+Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger lommetørklæet ned skal ingen
+kunne se at der nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet stille
+og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem opdager hun en liten snegl paa
+vei mot en oase graa paddeblade paa broen.
+
+— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg og der er virkeligheten! Det
+gaar smaat men det gaar! Vogt Dem! _Jeg gir mig ikke_ før jeg har ført
+Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert det ned til det
+aller haandgripeligste lille stykke virkelighet. Det er en sidste
+haardnakket dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse,
+fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes jeg ikke mens De er her skal jeg
+forfølge Dem jorden rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De
+lever og heller ikke hinsides. For jeg _skal_ frem til virkeligheten, og
+De er min eneste hindring, Meninsky, De staar som en kinesisk mur og
+stænger mig veien og utsigten.
+
+Men bare vent.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Og hun forfølger ham.
+
+Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem skuldrene og krøker knærne,
+han skifter ham flere gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder
+ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske forskning, hendes
+energi er vital og hendes opdagelser utrolige.
+
+Hver gang tror hun at ha naadd det endelige resultat, men hver gang gaar
+hun igjen videre. Av og til slaar hun to fluer i et smæk.
+
+Som en eftermiddag ombord i en vindstille seilbaat langt ute paa sjøen.
+Der sat hun med sine vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i
+forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og set ham komme gaaende
+ute paa markene. Han hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten,
+han var saa fort blit større og større, tydeligere og tydeligere, hun
+hadde ventet og godtet sig og smilt og tænkt at slik, akkurat slik var
+situationen: om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar!
+
+Men saa var der hændt noget. Der var pludselig kommet en taake seilende,
+en tæt, hvit damp rullet avsted henover markerne imot ham, det lignet
+næsten et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat og set ham
+forsvinde like hurtig som hun hadde set ham komme, han passerte hende
+paa etpar skridts avstand, hørlig aandende men komplet usynlig. Og hun
+var blit saa bedrøvet.
+
+Der hadde hun jo symbolet! _Avstanden!_ Hvordan kom hun nu videre?
+Avstand, usynlighet, ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting?
+Igjen undslap han hende.
+
+Men igjen fandt hun sig selv igjen.
+
+For hun var kommet til at tænke paa steppen! Paa Rusland! Paa hvad
+Tolstoy sier om russerne: avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige.
+
+Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var franskmand.
+
+Der hadde hun det!
+
+Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten.
+
+Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans slaviske racepræg var det
+som hadde git hende det sterke indtrykket av personlig egenart. Han var
+som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet var hende
+saa fremmed, hadde hun tat den for individuel originalitet.
+
+Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet fuld av glycerin! Der
+hadde han først været eventyret virkeliggjort for hende og saa
+virkelighetens eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi egg. Hvad
+der videre kunde komme av det egget, se det turde hun med sit kjendskap
+til sig selv ikke svare for.
+
+— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite at plaske til jorden igjen
+og forhaapentlig blir faldene kortere og mindre smertefulde for hver
+gang, dennegang var jo bare en fornøielse, sa hun.
+
+Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham.
+
+Da saa hun at han sov og at han hadde sovet længe. Han laa paa ryggen
+med ansigtet ret mot solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt
+av hat.
+
+Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig tæt over ham. Længe sat
+hun og stirret. Det saa ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og
+skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind. I søvne gjorde
+han en grimase som om noget smertet ham.
+
+Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da graat hun. Lydløst bøiet
+hun hodet og lot hun taarene sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en
+skaal.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Capranola rødmer av roser. De gror vildt over hele øen, de fylder
+vældige bed, de danner hækker ved veiene og espalier paa murene. Der
+staar en rød og søt os fra dem dag og nat.
+
+— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La France, den vil visst ikke?
+Den vil virkelig ikke! Se, hvad gir De mig?
+
+Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde begunstige bien som sværmet
+om den. Den avviste den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat
+fænomenet en lang stund før hun viste det til Meninsky. Og nu stod de
+sammen og betragtet scenen som blev mer og mer spændende. Biens ihærdige
+og utrættelige bestræbelser nyttet ikke, rosen vilde ikke.
+
+Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig og indtagende, den bøiet
+sit skjønne hode undav, den blusset og sitret og _beklaget_. Og saalænge
+var biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev rosen støtt ved
+dens uforstand, den blev braa og bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien
+som den drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp, haster
+ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige avstikkere til andre
+roser i nærheten. Men stadig kom den igjen.
+
+Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige.
+
+Den graat!
+
+En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene og ret over bien som
+halvdruknet og ør av raseri og skuffelse kom til at svirre om sig selv i
+luften en lang stund. Da endelig grep den til retrætten.
+
+— Det var mig noget til rose, sa Run Bates, det var saamen en dame med
+dyd!
+
+Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid var en ny bie, en lidt
+mindre, følsommere, finere. Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for
+Run Bates og Meninskys interesserte og ublue øine.
+
+— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder. Det maa være den rette.
+
+— Sier De det? sa Meninsky.
+
+— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt sin høirøde parasol op
+som en fane idet hun satte sig i bevægelse. Det er naturligvis
+overdrivelse at en kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker.
+Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun ikke kan lyde det kravet
+uten at elske. En mand begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget om
+hende at han kan ofre sin lillefingernegl for hende, mens en kvinde
+aldrig begjærer paa den maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi
+sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat den omvendte vei
+av manden, nemlig fra sjælen til sanserne. Og dette er netop den store
+ulikhet mellem kjønnene, den som altid forvolder striden.
+
+— De har da ikke stridt? sier Meninsky.
+
+— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig trodde jeg at jeg
+gjorde det. Men det gik hurtig op for mig at det ikke var for min mand
+men for kjærligheten jeg næret kjærlighet.
+
+— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer at sætte det ene ben foran
+det andet av forbauselse.
+
+— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen og lar ham staa. Jeg _er_,
+sier hun da han er paa siden av hende igjen. Jeg gidder ikke
+skilsmissesludder. Og hverken min mand eller jeg kommer til at gifte os
+igjen.
+
+— Hvordan vet De det?
+
+— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld. Jeg er nemlig
+fremdeles forelsket i kjærligheten og venter mig store ting av den. Men
+ikke malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan De bande paa.
+
+— Hvor placerer De den da?
+
+— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper hun med parasollen
+høit i veiret — luft, blomster og trær, solskin, regn og sne, godhet,
+slethet, klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet brød og
+røde parasoller og den cigaretten De røker og hvite øienvipper og _alt_!
+
+Hun blir ganske anpusten og maa stanse og trække veiret og le.
+
+— Ja, det var meget til kjærlighet, sier han. Men er Bates Deres mands
+navn?
+
+— Ja.
+
+— Og Haavaldsen Deres pikenavn?
+
+— Netop. Og Run er en engelsk forkortelse av Gudrun.
+
+— Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn?
+
+— Nei, norsk.
+
+— Norsk?
+
+— Javist. Jeg er født i Kristiania, vet De ikke det?
+
+— Nei, Meninsky stryker sig betuttet over haaret og vet ikke det.
+
+— Jeg har hele tiden tænkt mig Dem — eksotisk?
+
+— Tak, svarer Run Bates og plukker en deilig, halvutsprungen mørkerød
+rose fra nærmeste busk, men jeg er glad for at være norsk.
+
+Og hun snuser hørlig til rosen, tar ham i armen og trækker ham ind under
+parasollen og gaaende langsomt deklamere hun noget paa et sprog han ikke
+kjender og aldrig har hørt før.
+
+— Det var en norsk, versificert kjærlighetserklæring, sier hun
+forventningsfuldt. Men han ber hende ikke oversætte.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+I en gylden ring hang en kakadue og pjutret, og ret under stod Run Bates
+og læste et brev. Det var i et karnap med et perleforhæng med egyptiske
+skrifttegn, og Meninsky stak hodet ind mellem perlene og ønsket
+godmorgen.
+
+— Godmorgen, De hieroglyf, sa Run Bates, nu kommer jeg straks, træd
+indenfor saalænge. Og hun læste videre i sit brev.
+
+— Det ser ikke videre spændende ut, sa Meninsky om det.
+
+— Nei, svarte hun, det er fra min mand og bestaar av punktumer.
+
+— Naa? sa Meninsky.
+
+— Ja, for som De er bare spørsmaalstegn var min forlovede bare et
+utropstegn og er min mand bare punktumer.
+
+— Spørsmaalstegn?
+
+Run Bates brettet sammen brevet, puttet det tilbake i konvolutten og
+rakte kakaduen et stykke sukker fra en skaal i vinduet.
+
+— Ja, sa hun og børstet av sig en sukkersmule som kakaduen spilte paa
+hende, præsterer De andet? Har De levert mig en eneste tankestrek for at
+si et utrop? De bare spør De.
+
+Pjutt, pjutt, sa kakaduen.
+
+Men da ristet Run Bates beklagende paa hodet til den og forlot den.
+
+— Ja, min mand er et punktum, fortalte hun Meninsky som fulgte hende ut
+gjennem hieroglyferne. Stille, rolig og vægtig avsluttende, alt jeg gjør
+er godt, punktum.
+
+De gaar over et vældig gulv av glasmosaik. Run Bates stanser midt paa en
+kolossal blaa porcelænsblomst, hun staar midt i dens ottekantede, grønne
+frøhus og er dens ene levende, gule støvdrager. Meninsky stanser et
+stykke fra hende, med hænderne i jakkelommen og hatten i nakken,
+avventende.
+
+— Og, min forlovede var et utropsregn, sa Run Bates og plukket ved sin
+ene lillefingernegl, aa som han ropte og skrek sig hæs. Han citerte
+Goethe og Spinoza og Kant og Nietzsche og Ruskin og Darwin forstaar De,
+og essensen av det hele var et befalingsbrøl til mig: _LEV!_
+
+Lev, lev, lev, rullet ekkoet indigjennem de mange tomme saler. Run Bates
+lyttet og lo.
+
+Med andre ord: staa ikke der og inbild dig at en mand er en bie, en mand
+er en mand og nogen gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at De
+var en bie har jeg heller aldrig indbildt mig, selv om jeg var en
+hundredobbelt rose, sa hun til Meninsky og steg endelig ut av
+fabelblomsten.
+
+— Hvorfor giftet De Dem ikke med ham som var Dem en saa glimrende lærer,
+spurte Meninsky da de kløv gjennem et vindu ut i haven.
+
+— Netop fordi han var en saa glimrende lærer, kjære. Han ropte: snak! Og
+jeg snakket saa han maatte tie og ingenting mer fik lært mig: Han skrek:
+Gaa ikke her og fantaser men foreta dig noget! Og jeg gik fra ham. Men
+jeg adlød ham fremdeles, jeg adlød hans ekko, jeg ledte og ledte efter
+«livet» og fandt omsider min mand, som er et punktum.
+
+— Er da livet et punktum? sa Meninsky.
+
+— Ja, ifølge min forlovede, svarte Run Bates. Og det har jeg trodd til
+nu. Men nu begynder jeg at spekulere paa om det ikke er et
+spørsmaalstegn, sa hun og stanset og saa paa Meninsky. Men Meninsky gik
+paa, og han vilde ikke snu sig. Hvertfald er _virkeligheten_ ikke noget
+punktum, sa hun da.
+
+Og de gik begge videre, og han spurte og hun svarte.
+
+Han spurte hvad hendes mand var og hun sa filmsregissør. Han spurte om
+hun selv hadde filmet og hun sa nei, utstykning av egenart i detail var
+ikke hendes sak, merket han ikke daglig hvor hun utleverte sig engros?
+Ingenlunde følte hun det som en mission at la en verden gjøre sit
+bekjendtskap paa skrømt, da levet hun heller robinsonadisk paa Capranola
+og lot ham ene menneske lodde tilbunds i sig. Han beklaget da hendes
+paastand at han var saa uten lodderemedier. Og hun lo og sa at dersom
+han hadde en anelse om for værdier der laa sanket paa bunden i hende saa
+skaffet han sig nok remedier, men desværre hadde han jo heller ikke
+fantasi. Og han spurte videre om livet i Hollywood og husket at den
+fremherskende farve i hendes divanpute var rødt og om det skulde bety at
+det var erotisk? Ja, sa hun da. Min mand er selvfølgelig min elev i min
+forlovedes lære. Kjærlighedens frihet er den nødvendige følge av
+individuel frihet. Hvad der gjælder i erotikken er følelsernes skiftende
+spil, bare ved at følge sine egne drifter er man sig selv tro og altsaa
+i ordets egentlige forstand moralsk. Jo, livet i Hollywood hadde været
+meget erotisk. Men om hun ikke hadde barn? Nei visste han hvad, var hun
+ikke midt inde i sin egen opdragelse, var hun ikke selv ganske nyfødt?
+Hun var ellers ikke av de kvinder der paa liv og død maatte _fortsætte_,
+tvertom tiltalte tanken at være _avslutning_ hende, summen, facit. De
+fineste frugter var uten kjerner, visste han vel? Og var han opmerksom
+paa hvor det var en ny og skjæbnesvanger tanke for en kvinde? Hu! Den er
+opstaat av min merkelige hukommelse av fysisk smerte, sa hun, hvis
+kvinder var istand til at erindre sine fødselsveer, saa fødte de
+selvfølgelig ikke mere en den gang, og var de blit tilstrækkelig pint
+hos en tandlæge som jeg, saa fødte de aldrig.
+
+Men da stanset Meninsky, da tok han begge hendes hænder i sine og klemte
+dem saa haardt at det gjorde ondt, og da han talte var hans stemme ru av
+bevægelse.
+
+— Hvor De er uansvarlig paradoksal, Run Bates! sa han. Jeg har været i
+krigen, jeg har været saaret og lidt helvedeskvaler, men det vet jeg da
+at jeg gjerne led det altsammen ti gange om igjen for at ...
+
+Men her blev han avbrudt. En liten sortoghvit terrier med blaa sløife i
+sælen kom stormende mot dem, den klippet Meninskys vældige indlæg tvert
+av ved at hoppe helt op paa hans mund, og Run Bates’ elskværdig lyttende
+uttryk gik over i en dyp panderynken.
+
+For inde fra buskadset skingret en rasende, ung pikestemme:
+
+— Alex, Alex, Alex, Alex!
+
+Og da terrieren var lusket av med halen mellem benene hadde Meninsky
+mistet lysten til at tale.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Saa lektes der en aften paa plænen ute under kastanjerne.
+
+Meninsky var blindebuk.
+
+Med det sorte tørklæ stramt for øinene famlet han sig frem over plænen,
+hvor alle løp tilside for ham.
+
+Han hadde gaat slik længe da endelig Run Bates stod urørlig i hans vei.
+
+Et stort spansk sjal gled ned fra hendes nøkne skuldre da han begyndte
+at famle ved hende.
+
+Hans slanke, bleke hænder befølte først grundig hendes frisyre. Der var
+knyttet et bredt guldbaand om den med en stor sløife, han løste sløifen
+op og knyttet den igjen under selskapets høilydte morskap. Saa fulgte
+han med den ene haand linjen fra øret ned til skulderen, fik fat i
+hendes kjoleærme og kløp i stoffet og sa: silke! Videre strøk han ned
+langs begge hendes arme, tok hende om livet, bøiet sig ned og befølte
+hendes sko og sa: bittesmaa!
+
+Fremdeles kjendte han hende ikke.
+
+Han rettet sig op og tænkte sig om.
+
+Saa angrep han endelig hendes ansigt. Han tegnet med en pekefinger
+brynene, han lukket hendes øienlaak, maalte hendes næse, strøk varsomt
+og venlig henover hendes mund og under hendes hake.
+
+— Nei, sa han raadvild, denne damen kjender jeg ikke.
+
+Idetsamme veiret han noget med sin næse, langet hurtig ut med venstre
+haand og grep en ung pike ret over haandledet.
+
+— Vera! ropte han.
+
+Den unge pike stod paa tærne og knyttet av ham tørklæet med sine yderste
+fingerspidser, holdt sig paa avstand fra ham som om han var glødende.
+
+Run Bates trak sit sjal godt om sig og gik uten at si et ord.
+
+Da de næste dag mødtes visste han at det var hende han hadde fanget uten
+at kjende hende igjen.
+
+— Merkelig, sa han.
+
+— Ja høist, sa hun. Og nu er jeg rasende paa Dem! Jeg er ulægelig,
+dødelig saaret. Og jeg _gidder_ Dem ikke længer. De er jo simpelthen
+ikke rigtig? En normal mand vilde jo kunnet lugte mig. Han vilde ropt
+mit navn paa mange skridts avstand. Han vilde hørt min puls, vilde
+kjendt mit aandedræt og set en lysning av mig tvert igjennem bindet. Men
+der stod De og _fingret_ paa mig en halv time.
+
+At De vovet!
+
+Og hun snærret av sinne og saa ut som om hun vilde bite. En rød plet
+brandt paa hvert kind og munden skalv.
+
+Han møtte tappert hendes blik uten at blunke.
+
+— Ja, sa han, det var en skam. Men De burde da være forberedt — De er da
+paa det rene med mine sansers ufuldkommenhet ...
+
+Run Bates bøiet hodet og stirret i jorden. Hun trak en ring av og paa
+fingeren og saa elendig ut. Hun snøftet etpar gange og svælget hørlig.
+Sat slik en god stund, kom langsomt og møisommelig og ærlig iorden.
+
+Da hun endelig løftet hodet løp der en lysning op i hendes ansigt.
+
+Noget dæmret.
+
+— Forresten ...? sa hun nølende.
+
+Saa var smilet der som et under. Hendes fulde, lakrøde overlæbe gled væk
+fra tænderne og blottet dem skinnende vaate og feilfrie helt ind til den
+inderste jæksel, det var det mindst forbeholdne smil som er smilt av en
+kvinde til en mand.
+
+— Sa jeg saaret? sa hun. Sa jeg virkelig _rasende_? Nei, Meninsky, er De
+gal, jeg er ikke hverken saaret eller rasende.
+
+Og med et kast paa hodet rakte hun ham sin haand og fortsatte i stigende
+fart:
+
+— Nei, _tak_! Tak for at De ikke kjendte mig. Tak for at jeg ikke er
+_hun_ for Dem. Tak for at De kan omgaaes mig saa lidenskapsløst. Tak for
+at De er et menneske og ingen mand og for at De i mig ser et menneske og
+ingen kvinde.
+
+Det er jo brilliant? Vidunderlig. Utrolig!
+
+La os bare bli endda mindre kjøt og blod end vi er. La os ikke hefte os
+ved noe saa usigelig elendig som toiletdetaljer. La os bli fuldstændig
+ulegemlige, lutter esprit!
+
+Saa kom hendes stemme stille, lavt og intimt nynnende som en vuggevise:
+
+— _Jeg_ kan _Deres_ legeme utenad. Jeg skulde kunne tegne, male og
+modellere Dem nøiagtig efter hukommelsen. Jeg kjender alle Deres
+ansigtsuttryk, hvorav det mest konstante overfor mig er det anstrengte
+med panderynkene, jeg kan imitere Deres stemmes modulationer, som til
+mig er meget faa, jeg forutser altid Deres vakre hænders forsigtige
+bevægelser, jeg morer mig over det lille hesiterende dobbeltaandedrættet
+foran alle Deres replikker, aa, jeg _kjender Dem_, Meninsky. Jeg skulde
+ikke i en blindebuklek kunne _late_ som om jeg ikke kjendte Dem, selv om
+det gjaldt liv, lemmer og lykke. Mine fingre vilde røbe mig før de fik
+berørt Dem.
+
+For ikke i et øieblik av vort samvær har jeg glemt Deres legemlighet,
+ser De Meninsky, Deres _manddom_.
+
+Men nu skal De se! Herefter skal jeg henvende mig til Dem som til en
+skystøtte, et stykke luft, høist lidt med- eller motvind. Ihvertfald som
+til en — en — en ...
+
+Her gaar Run Bates istaa. Her kommer hun virkelig ikke videre! For
+første gang i deres samvær svigter gloserne hende.
+
+Det forbauser Meninsky slik at han glemmer hvad han skulde med sit
+lommetørklæ som han netop har tat op, og maa lægge det ned igjen.
+
+Og Run Bates blir sittende som bevisstløs av eftertænksomhet en lang
+stund.
+
+Men endelig finder hun hvad hun søker.
+
+— En kastran! roper hun straalende.
+
+Aa, hvor vi skal kunne være ugenert sammen, Meninsky! Hvad?
+
+— Ja, svarer Meninsky mat og kommer omsider paa hvad han skulde med
+lommetørklæet. Han tørrer sin svede, bleke pande med det gang paa gang,
+grundig og langsomt, og det ser ut som om den smule utløsning av
+muskelkraft gjør ham godt helt ned i tærne.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Næste gang ser han hende nøken.
+
+Hun kommer svømmende og stiger op av bølgene akkurat idet han dreier om
+en klippepynt ut mot havet. Hendes hud lyser varmt gullig mot det
+indigoblaa vand, hun er uten badedragt og tror sig ganske ensom.
+
+Da hun ser ham synker hun litt kuldskjært i knærne, men roper før han
+faar snudd sig:
+
+— Nei, kom bare! Det gjør jo ingenting. Kom, skal De faa se en morsom
+føflek paa ryggen min!
+
+— Tak, sier han og blir staaende, men jeg kommer ikke ned her. Jeg ser
+Dem forresten udmerket herfra — føflekken ogsaa.
+
+— Naa, ler hun og spaserer ret imot ham hen til sine klær som ligger
+hulter til bulter paa en sten like nedenfor ham.
+
+— Vi er jo bare esprit! roper hun og river av sig badehætten saa det
+vældige blaasorte haar falder nedover hende som en kaape. Vi er jo ikke
+mand og kvinde De og jeg. Ta av Dem De ogsaa! La os spasere lidt sammen
+i solen i paradisdragtene, hvad? Min ven maleren skrøt av sin uberørthet
+av alle sine skjønne nøkne modeller. Men han blev forfærdet da jeg
+spurte om han selv gik nøken med mellem dem, haha! I den værste
+sommervarmen tok han ikke engang av sig jakken, og han var en velskapt
+mand.
+
+Skynd Dem nu da, Meninsky! Bevis nu at De ikke er Paviere!
+
+Men Meninsky sætter sig ned hvor han staar, betragter hende ugenert og
+finder frem sit cigaretetui. Derpaa bemerker han at han ikke finder det
+for varmt med sine klær, de er saa tynde.
+
+— Jamen saa latterlige! roper Run Bates. Hun er færdig med at tørre sig.
+Se her, sier hun og kaster over sig en bitteliten blekrød
+silkecombination. Se, hvor moderne jeg er, bare et litet skjørt over
+dette — saan — og saa denne tynde kjolen hvorigjennem hele jeg anes. Det
+er det fine ser De, bare at _anes_. Plads for fantasien! Man har
+sandelig ikke øine for at se!
+
+Sesaa, der er jeg færdig, sier hun og traar i sine hvite sko. Haaret maa
+tørke lidt. Maa jeg komme op og sitte hos Dem imens?
+
+Da hun sitter ved siden av ham, spør han hvorfor hun bader her i ødet og
+ikke paa badestranden.
+
+— Jeg faar jo ikke lov, sier hun. Sjøbad er ikke for hjertesyke. Hvis
+man fik se mig gaa avsted med en badedragt blev jeg bortvist fra stedet,
+derfor bader jeg nøken. Og det er vidunderlig, aldrig mer skal en
+badedragt komme paa min krop.
+
+— Men hjertet? bemerker han.
+
+— Hjertet? Det vedkommer mig ikke. Siden De la Deres store, rolige haand
+paa det uten at kjende det banke, banker det ikke mer, ler hun. Men saa
+blir hun meget alvorlig, biter sig i læben, ryster paa hodet.
+
+Professoren har naturligvis ret. Jeg føler jo daglig at han hadde ret i
+at jeg ikke taaler krydderier for eksempel. Men krydderier maa jeg ha
+saa jeg _peprer_ melkevællingen min. Og jeg _maa_ bade. La det saa bli
+min død. Jeg tar de følger min levemaate paafører mig. Jeg vil ha den
+føde som tillater mine smaksnerver paa trods av mavesæk og nyrer og
+indvolder. Jeg vil bade og røre mig og komme i sindsbevægelse paa trods
+av hjerte og lunger. Og jeg vil tænke paa trods av hjernen. For er det
+ikke _min_ hjerne og _mit_ hjerte og _mine_ indvolder? Professoren vil
+jeg skal ligge paa ryggen og dø langsomt hele mit liv. Men jeg vil leve
+saa sterkt at jeg glemmer døden. Og _naar_ jeg saa dør saa skal det være
+min egen død, min personlige skjæbne paaført mig av mig selv, ved mit
+liv! Det eneste rigtige.
+
+Kan De tænke Dem noget fattigere, noget saa meningsløst som at dø av for
+eksempel — en taksten i hodet?
+
+Idetsamme blaaser vinden hendes haar over mot ham, en del blaffer helt
+hen i hans ansigt. Han rynker brynene og fjerner det rolig med to
+fingre.
+
+Run Bates betragter et hvitt seil i horisonten.
+
+Saa reiser hun sig braatt.
+
+— Nu skal De se hvor fort jeg sætter det, sier hun. Entotre ruller jeg
+det over mine pekefingre op paa issen, saan, sætter fire haarnaaler i
+det — og der sitter det. Bra hvad? Jeg har lært det av en glædespike i
+Yokohama.
+
+Hun staar lidt. Saa fnyser hun kort.
+
+— Meninsky, sier hun, De kjender ingen glædespike De, gjør De vel? De er
+ren! En mand med erfaringer ved geishaer vilde ikke taalt mit haar i sit
+ansigt. De rynket brynene litt fordi det kilte Dem, men Deres puls kom
+ikke en strek av takt. Bravo!
+
+Er det for kunstens skyld? spør hun ned til ham med sine mindste og
+skjæveste øine.
+
+Da han ikke svarer men stirrer paa det hvite seil derute, fortsætter
+hun:
+
+Jeg hørte om en berømt violinist at han var kvindesky for sit vibratos
+skyld. Han visste at al den varme, den hengivelse og kraft han eiet var
+koncentrert i dette hans vibrato og at der intet kunde tas av det til en
+kvinde uten at ødelægge ham som kunstner.
+
+For mig er det uforstaaelig — at forsage livet for kunstens skyld. Men
+for en kunstner er kanske kunsten livet — som livet for os andre er
+kunst.
+
+Men skal De ikke videre? sier hun derpaa paa sin letteste skolepikemaner
+til Meninsky som fremdeles sitter ved hendes føtter og tier.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Da kommer de en nat til at høre musik sammen.
+
+Det hadde været en forfærdelig het dag, paladset var som en ophetet
+bakerovn, der var ikke til at holde ut.
+
+Run Bates og Meninsky sat ute paa terassen, det var midnat og fuldmaane,
+luften var tung av blomsterem, i et ildliljebed like ved deres stoler
+hadde solgløden glemt sig igjen og i parken sang utallige nattergaler.
+
+Da kom orkestret flyttende ut paa loggiaen. I et øieblik var terassen
+fyldt av dansende og nattergalene i parken overdøvet.
+
+— Uf, sukket Run Bates og gjorde mine til opbrudd.
+
+Men hun blev hvor hun var. For vis a vis sat nemlig Meninsky pludselig
+skjævt paa sin stol med et ganske nyt ansigt, et av glæde oprørt ansigt,
+røde striper løp op i det, øinene blev vandige og munden hvit.
+
+— Da bjerget ikke vilde komme til Muhammed —. sa Run Bates.
+
+— Det er festlig med litt musik — av og til, sa han.
+
+— De sier det akkurat som en umusikalsk skreddersvend vilde sagt det, sa
+Run Bates og nikket anerkjendende.
+
+Og de sat begge længe og lyttet.
+
+Tilsidst kremtet hun godt og sa:
+
+— Naturligvis. De er vanskelig for mig fordi musikken er det. De er
+musik, som jeg ikke skjønner!
+
+Og lidt efter, ganske pianissimo:
+
+— Nu husker jeg Deres tvil om Pavieres veltalenhet. _Musik_ er Deres
+form for meddelelse!
+
+Meninsky skiftet paa sig sit velvillige, indolente uttryk. Blaa skygger
+fortrængte endelig gløden fra ildliljebedet.
+
+Run Bates støttet sin hake i haanden, og satte sig rigtig godt tilrette.
+
+Deres symfoni het Skapelsen, sa hun tørt, som om hun begyndte at tælle
+paa fingrene. Jeg har jo undret paa hvordan De har kunnet forestille Dem
+skapelsen, De som ikke gripes av det som er skapt. Men med musik er det
+naturligvis ganske anderledes. Da De læste i bibelen om skapelsen, talte
+hun videre, saa blev simpelthen bokstavene til noter mens De læste, ikke
+sandt? De saa ikke scenene for Dem altsaa, det store tomme rum og mørket
+over vandene. De hørte ikke den vældige stemme: Bli lys! Og De stiftet
+ikke personlig bekjendtskap med Adam og Eva. De oplevet bare miraklet
+med bokstavene som blev til noter?
+
+Saa — ubegripelig, stønnet hun pludselig angst, og søkte hans øine efter
+redning.
+
+Men Meninsky saa paa de dansende og svarte ikke. Hun maatte som ellers
+klare sig selv. Og som altid var hun lykkelig istand til det.
+
+— De hører mig ikke, sa hun, for De forstaar simpelthen ikke _ord_. Aa,
+jeg idiot, De forstaar bare noter!
+
+Alt dette jeg har snakket med Dem om, alt det jeg har villet Dem, drømt
+om Dem, haabet av Dem — det er gaat sporløst henover hodet paa Dem fordi
+det var ord, ord, ord.
+
+Tænk, ropte hun og slog hænderne sammen, om jeg hadde kunnet noter?
+Dersom jeg i dette øieblik kunde samle i en sum denne skjønne sommers
+samvær paa denne drømmenes deilige ø i nogen sorte prikker og streker
+nedover et noteblad! Da vilde De stille det op paa det stativet foran
+orkestret der, da løftet De haanden med taktpinden, saa klang
+instrumentene — ogsaa — saa forstod De, Meninsky. Da blev De grepet! Jeg
+forsikrer Dem, da kom De i ekstase som dengang i Paris!
+
+Men jeg kan ikke en eneste note.
+
+Meninsky, sa hun og dæmpet sin stemme saa ingen anden i verden skulde
+høre hende end ham, _jeg vil lære noter_. I dette øieblik er De mig
+fjernere end nogensinde — men bare vent!
+
+Skal vi ikke foreløbig danse lidt, sa Meninsky urolig.
+
+— Jo, ropte Run Bates.
+
+Og de danset. Jazz.
+
+— Se, sa Meninsky, og nikket mot førsteviolinisten, en liten elegant,
+sveddryppende nigger, _han_ er ogsaa i ekstase.
+
+— Han? sa hun usigelig foragtelig. Nei, han staar da godt paa jorden med
+begge bena. _De_ opløstes i luften, blev til svingninger i æteren, til
+lydbølger, til Deres egen musik. Musik er det uvirkeligste jeg vet. Ja,
+De er mig fjernere end nogensinde, skjønt De i øieblikket _varmer_ mig
+med Deres nærhet, De er ulegemlig som en tone, skjønt jeg har forvisset
+mig om det motsatte ved at skjære i Dem og fordi jeg stadig snakker,
+snakker, snakker forstaar De mig like daarlig som jeg Dem, skjønt vi i
+øieblikket smelter sammen i plastik, rytme og aandedræt.
+
+Musikken gik over i bostonvals.
+
+Men bare vent til jeg faar lært notene, sa Run Bates. Uf, gøs hun
+pludselig med panden mot hans skulder, her er saa meget skum paa gulvet
+og jeg er saa svimmel.
+
+For anden gang besvimte hun i hans arme.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Igjen laa hun tilsengs en tid, og de saa intet til hverandre.
+
+Men akkurat fjortendenatten efter dansen støtte de voldsomt sammen i en
+dør. Det var nede i de vældige kjælderhaller hvor de fleste av
+kurgjæstene holdt til nu i eftersommerens store hete. Hun kom fra
+musiksalen og han fra billiarden.
+
+Han var drukken. Tilmed meget.
+
+— Nei, ropte han med hænderne haardt over hendes arme, er det Dem? Og
+hans stemme var fuldkommen ukjendelig, saa fyldig og uttryksfuld. Lever
+De virkelig endda? Jeg hadde rent glemt Dem. Hvor skal De nu? Jeg skal
+ut her og kjøle mig lidt — fyfan, jeg har spillet og drukket saa jeg er
+sved. Kom her, sa han, og trak hende med hen til en stolgruppe i en mørk
+krok, la os sætte os her og snakke. Se, her har vi et gammelt kadaver av
+et flygel ogsaa med halvandet ben og halvparten av tasterne væk. Her var
+det sandelig næsten svalt — puh, sier han og tørrer sig over panden med
+et stort silketørklæ. Dette hullet beslaglægger vi, dette er vort.
+
+Jeg har sittet i held tre stive klokketimer, sier han videre, jeg er
+glad!
+
+— Ja, dette ser jeg, sier Run Bates med vidt opspærrede øine, og maa
+skynde sig for at komme ham i forkjøpet. Aldrig har jeg set nogen saa
+glad som Dem nu — De _skinner_ av glæde. Og _det_ er jo meningen med
+Dem! Slik hadde jeg jo tænkt mig Dem, aa, drukken av glæde! Med akkurat
+Deres nuværende lyksalige eiendomsret til hele verden, med denne sande
+umiddelbarhet tænkte jeg Dem — der kan De se — Paviere!
+
+Og hun rakte demonstrativt frem sin haand.
+
+Men Meninsky tok godt tak om sine knær med begge hænderne. Og lykken
+døde i ham. Han strammet sig op langs stolryggen, rynket brynene, hikket
+og kom iorden.
+
+— Paviere, læspet han hatefuldt. Begynder De nu med det vaaset igjen? Er
+De endda ikke ved det inderste egget? Ja, sier han og strammer sig endda
+mere op, blir ganske stiv i nakken og olm i blikket, De minder mig om
+mit første begrep om _evigheten_! Om et paaskeegg jeg fik engang som
+liten gut, et saant De vet med tyve andre egg indi sig, det ene mindre
+end det andet og alle i forskjellige kulører, og alle til at aapne
+undtagen det siste mindste. Indeni det allermindste, lukkede egget
+tænkte jeg mig egg efter egg videre, forstaar De, mindre og mindre,
+længer end jeg kunde tænke mig, _evigheten_ altsaa. Jeg er et saant egg
+for Dem, De plukker av mig skall efter skall, jeg blir mindre og mindre
+jo længer ind De kommer og mer og mer kulørt. Maa jeg ikke snart være
+liten og kulørt nok?
+
+Han anstrengte sig for at holde sit sinne i ave, saa aarene paa hans
+tinding bulnet op og blev sortblaa.
+
+— De er fuld, sa Run Bates.
+
+— Ja, sa han og bet sig i læben. Jeg er fuld, i høi grad fuld. Jeg er
+like gal som De for engangs skyld, derfor sier jeg hvad der falder mig
+ind, akkurat som De. Gud vet hvad De ikke kan faa Deres Ginungagap av en
+mund til at si. —
+
+Saa griper pludselig en ny stemning ham. Han tier og stirrer melankolsk
+i gulvet.
+
+Stakkar forresten, sier han og hans blik mot hende er som et barns saa
+fuldt av ynk og godhet, jeg synes jo saa synd paa Dem. Jeg har forsvaret
+Dem overfor de andre her, jeg har sagt De er ikke gal men bare original.
+Stakkars liten, sier han og vil gripe hendes haand, men nu er det hun
+som holder den beskjæftiget. Saa opgir han det og falder tilbake i sig
+selv et øieblik.
+
+Der er saant et godt stof i Dem, fortsætter han i en næsten ædru tone.
+De har sikkert engang været en meget charmant og fetert dame. De er kvik
+og slagfærdig og har et aparte ydre. Men de filosofiske gramofonplaterne
+Deres er for anstrengende. Jeg antar De har forlæst Dem til filologisk
+eksamen. Var det norsken som gik Dem paa hjernen? Det skal jo være et
+saa vanskelig sprog?
+
+Joda, sier han, De kan være ganske pudsig, jeg har virkelig moret mig
+sammen med Dem. Men nu begynder jeg at bli træt av Deres jargon. Ja,
+avbryter han sig med ett flau, De maa undskylde at jeg er saa oprigtig
+men det er hvad De har lært mig op til, det er min _egenart_ forstaar
+De, i dette øieblik ser De mig første gang virkelig som jeg er og jeg
+haaper det glæder Dem. Som sagt, jeg vil bare ha mig frabedt flere av de
+Pavieretiradene — er jeg ikke Meninsky og det har De ret i at jeg ikke
+er, jeg _var_ det engang ...
+
+Idetsamme springer der nogen gjennem rummet. Hun skimtes bare som en
+lysning i tusmørket.
+
+Men i Meninsky farer der en ond aand. Han kjæmper tappert og stønner ved
+det, men alle muskler i hans sterke legeme spændes, han maa bruke sine
+kræfter! Og hans blik falder paa det gamle, kasserte flygel.
+
+I næste øieblik raser hans fingre henover tasterne i en forfærdelig
+musik. Strenger springer med høie smeld, rædselsfulde dissonanser
+overfylder rummet i et crescendo som ingen ende høres ut til at ville
+ta. Og Meninsky er en moderne musiker. Han spiller med mimik! Hans
+ansigt uttrykker musikken, det blir høirødt med opsvulmede aarer og
+fortrækkes til ugjenkjendelighet, underlæben hænger tyk og slap ned mens
+overlæben trækker sig opunder næsen, blikket er brustent og forfærdelig.
+Og hele tiden farer hans store, sterke hænder over tasterne med
+tiltagende tempo og styrke, mens ekstasens kuldegysninger krøker hans
+ryg.
+
+Run Bates faar med stor vanskelighet sine ben under sig, sniker sig
+forbi ham og vakler ut.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Dagen efter stod han blek og ædru indenfor hendes dør og bad om
+undskyldning.
+
+— Jeg var saa beruset at jeg husker ikke hvad jeg sa, sa han, men jeg
+vet at jeg altid er uforskammet og pøbelagtig i slike situationer.
+Fornærmet jeg Dem?
+
+Run Bates stod henne ved den aapne balkondør, støttet mot posten og med
+hænderne bak sig. Hun saa saavidt ind paa ham mens han snakket. Hendes
+ansigt var ganske glat og rolig, det hadde sit naiveste uttryk da hun
+vendte det ut mot de grønne kupler igjen og sa:
+
+— Det gjorde De ikke. Tvertom De komplimenterte mig. De kaldte mig
+gramofon og idiot. Gramofonen er en epokegjørende opfindelse og at De
+tror jeg er gal er en stor tribut til min originalitet, vet De.
+
+— Jeg tror ikke De er gal, protesterte Meninsky svakt.
+
+— Jovist. Og det er ganske naturlig. En saa modig meddelelse av
+personligheten som min betragtes altid som vanvid. Tro De mig, Meninsky,
+der findes meget mere originalitet og begavelse til i verden end man vet
+om. Den gjemmes bare omhyggelig av mangel paa mot og til at være sig
+selv. Det er flere end De som har trodd jeg var — lidt underlig av mig.
+Jeg har opnaadd en ganske stor selvfølelse og selvkundskap, ser De, og
+at iagtta sjælebevægelserne hos mig selv er min største glæde og at
+meddele dem til og derved vække dem hos andre er min største drift. Men
+denslags kritiseres av mennesker som i hele sit liv ikke forbruker saa
+megen varme som jeg i en eneste samtale — for eksempel med Dem.
+
+— Ja, sa han med meget bøiet hode, fremdeles staaende ved døren som en
+tigger og fremdeles henvendende sig til hendes profil. De har været
+storartet, det har været festlige stunder, jeg kommer aldrig til at
+glemme dem. Men igaar var jeg utilregnelig — jeg blev oprørt over noget
+om eftermiddagen og drak tæt hele aftenen utover. Jeg beklager dypt det
+uheldige indtryk jeg har gjort paa Dem.
+
+— Kjære, svarte Run Bates i en ny tone og endelig vendende ansigtet helt
+ind mot ham, De tar saa fuldstændig feil av situationen. Det er mig som
+skal be Dem om undskyldning! For mine ihærdige, utrættelige feiltagelser
+av Dem. Igaar, i Deres rus, viste De mig endelig tappert Deres virkelige
+selv, endelig kom jeg til det inderste og mest kulørte egget — og det
+var i sandhet litet og kulørt!
+
+— Var det? sa Meninsky.
+
+— Sit ned, sa Run Bates endelig. Han satte sig paa en stol lidt inde i
+rummet. Selv blev hun staaende. Det sterke lys derutefra skapte en
+glorie om hendes mørke hode og mystificerte hele hendes kontur i den
+lyse, lette dragt. Hun fulgte en sommerfugls flagren med øinene.
+
+Jeg kjendte engang en bokser, sa hun derpaa som ut av dype tanker. Han
+blev aldrig forelsket i mig. Ellers blev alle mænd det i den tiden. Han
+betrodde mig tilslut at han til at begynde med hadde maattet forsage
+kvinder for sin professions skyld, men at han efterhvert fuldstændig
+kunde undvære dem. Hans profession gav ham al den utløsning av kræfter,
+temperament og længsel han hadde bruk for.
+
+Det er det samme med Dem. De er hverken ulegemlig eller kjønløs, men
+kvinder behøver De ikke saalænge der er orkestre at dirigere og flygler
+at slaa løs paa. Efter hvad jeg saa igaar tør jeg tilmed paastaa at De
+ikke er avholden for kunstens skyld men kunstner for avholdenhetens! Det
+er krasst tænkt og raat sagt, men jeg paastaar at Deres dirigeren i
+Paris var en akt av allerintimeste slags og Deres klaverspil i kjælderen
+her inat den aapenlyseste utugt!
+
+Hun saa ham ret ind i pupillene med de sidste ord. Stod et øieblik og
+konstaterte at det ikke gjorde noget indtryk paa ham.
+
+At De tror jeg er idiot forklarer Deres konstante upaavirkethet av mine
+ord, fortsatte hun saa. At De staar i sexuelt forhold til musikken Deres
+uberørthet av min person.
+
+Ja, sa hun og rev sig løs fra dørposten, stod lidt midt i aapningen og
+svaiet og kom saa ind i værelset. Gik like hen til ham og tok ham varlig
+paa skulderen.
+
+Nu skulde vi altsaa formode at De er liten og kulørt nok — hvad? sa hun
+blidt. Raaskap og last er det virkeligste av alt virkelig. Men si mig
+nu, _hvor_ stort og _hvor_ kulørt var det inderste av de eggene Deres?
+
+— Aah — sa Meninsky og trak paa det og tænkte efter, omtrent saa, sa han
+og pekte paa sin tommelfingernegl, og jeg tror det var knaldgrønt. Men
+som sagt, jeg tænkte mig stadig fortsættelser ... sa han og sukket
+pludselig tungt. Jeg vovet aldrig at aapne det og se efter — men jeg
+_haaper_ det var tomt.
+
+— Ja, sa Run Bates svakt, og tok sin haand væk fra hans skulder og strøk
+sig over haaret med den, det haaper sandelig jeg ogsaa.
+
+Saa faldt hendes blik paa divanen.
+
+— Og saa maa jeg nok vise Dem døren, sa hun leende, for nu vil jeg
+øieblikkelig skrive og sætte i arbeide en ny pute — et paaskeegg!
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Det blev eftersommer. Frugter glødet og faldt modne til jorden,
+solskinnet blev gyldnere og mere skraat dag for dag, en morgen var
+plænene hvite av rim. Men dagene fortsatte med at være høisommerlig
+hete.
+
+Det saa ut som om varmen tæret paa Run Bates. Hun blev mindre og mindre,
+mer og mer gjennemsigtig, der var næsten ingenting igjen av hende nu.
+
+Hun stod en dag og saa Meninsky drive avsted i en liten baat i aaen.
+Aarene var lagt ind, han sat i skjorteærmene og sov. Og en stund vilde
+han være nede ved strykene, livsfarlig vilde det neppe bli, men
+hvertfald mindre behagelig. Saa ropte hun paa ham og han vaaknet.
+
+— Hallo? ropte han paa sin gamle gutteagtig ubekymrede maate, er De der?
+Vil De ro?
+
+— Tak, sa hun, det gaar jo bra for Dem uten aarene.
+
+— Ja, sa han og saa sig om, jøss, er jeg helt her? Jeg var oppe i
+tjernet og der tænkte jeg paa Dem, der var noen vandliljer — Skal vi ro
+tilbake og se paa dem — de var noksaa rare?
+
+Hun hoppet i baaten.
+
+Han rodde godt, med lange, sterke, rolige tak. Aaen fløt længe bred og
+blank under de vældige hængepiler, men efterhvert som de nærmet sig
+tjernet smalnet den saa de maatte sitte bøiet i baaten for at undgaa de
+hængende haver over sig. Røde, gule og violette slyngplanter snoet sig
+utover grenene og hang videre helt ned i vandet. Som under et fantastisk
+karnevalspaafund av en æresport rodde de omsider ind i det store, sorte
+tjern.
+
+Det laa midt inde i en skog i dyp stilhet og mystisk belysning. En masse
+store, grønhvite liljer fløt om paa hver sit runde, grønne blad. Store
+insekter paa graciøse, sølverne vinger svirret over dem. Fuglestemmer
+lød fjernt og dæmpet som under sordiner.
+
+Run Bates sat agter i baaten, hendes hvite kjole var vid og brusende som
+en krinoline, en liten rosenhat laa i hendes fang.
+
+Hun bøiet sig utover vandet, plukket en av de merkelige liljene, lugtet
+paa den og stak den i haaret.
+
+— Her har jeg aldrig været, sa hun og lot blikket løpe rundt. Nok et av
+jordens store skjønhetssyner.
+
+Meninsky saa hvor hun saa og var paa nippet til at bemerke noget, men
+lot det være.
+
+— Og her sat De og sovnet, sa hun til ham. Det var varmt og stille og
+godt her, De tok av Dem jakken og satte Dem fluksens til at snorke.
+
+— Ja, ogsaa fløt jeg ned til Dem, smilte han, og det var jo bra?
+
+— Ja, sa hun, men den stadige sovingen Deres er og forblir mig en gaade.
+For den hænger jo ikke sammen med det andre? De har ikke sittet her og
+musicert? Eller har De kanske en mundharmonika paa Dem?
+
+— Nei, maa han svare, det har han ikke.
+
+— Er De saa glad i at sove? spør hun, eller sovner De bare?
+
+— Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig sterkt. Og De har
+lært mig at livets kunst er at skape saa mange lykkelige _øieblik_ som
+mulig, følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme.
+
+— En merkelig form for lykke, smiler hun stille. At ophøre at eksistere.
+
+Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne skogen ligner Norge. Et norsk
+tjern er bare endnu skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som
+regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun utover baatkanten.
+
+Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar det rinde sig mellem
+fingrene.
+
+— Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde trænge at hoppe i. Og han
+trækker op sit lommetørklæ.
+
+Noget følger med det og falder ned paa tiljen. En liten flaske. Run
+Bates er snarere end ham og faar fat i den.
+
+Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød og saa hvit, hun faar
+ganske den samme farve som liljen i sit haar.
+
+— Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal De med dem?
+
+— Ingenting, svarer han ganske rolig. De er for tandpine, og det har jeg
+aldrig.
+
+— Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som om hun fryser, det er nok
+at _lugte_ paa det. At De vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa
+meget, tænk om De tømte den i søvne?
+
+— Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst.
+
+— De har ikke lov til at forlate livet, sier Run Bates, for det er
+tifold løgn at noget menneske kan erstattes! Denne flasken beholder jeg!
+
+Men nu vaakner han.
+
+— De? roper han, nei gi hit flasken.
+
+— Nei, sier hun, aldrig!
+
+Da blir han rød i panden og bøier sig frem med utstrakt haand og med et
+meget bestemt uttryk i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen.
+
+— Maa jeg virkelig _ta_ den fra Dem, spør han.
+
+— Ja, hvis De kan, svarer hun.
+
+Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han faar tak i hendes haand med
+flasken og nu begynder et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke let paa
+hende, hun ynker sig av smerte da han endelig vrister hendes fingre fra
+hverandre og tar flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og baaten
+gjør en faretruende overhaling løfter han armen med flasken og slynger
+den langt uti vandet.
+
+— De skal _ikke_ ha den, sier han bare.
+
+Run Bates staar anpusten og betragter ringene i vandet. Hendes mund
+folder sig sammen og skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat op
+fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster av den og lægger den
+forsigtig paa toften. I næste øieblik hører Meninsky et plask og hun er
+væk. En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper i det
+pludselig oprørte vand, insektene svirrer paa hverandre av
+forskrækkelse.
+
+Meninsky sætter sig ned og venter paa sine sansers tilbakevenden. Det
+tar en evighet. Det synes ham flere døgn senere da det roper inde paa
+strandbredden. Det er Run Bates og hun holder triumferende noget høit i
+veiret. Hun har hentet flasken paa tjernets tvilsomme bund!
+
+Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig syn. Den brusende
+hvite svaneham av en kjole klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt
+indtil hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet i strømme og
+hendes ansigt er pludselig benet og ganske grønt.
+
+Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden er over hende.
+
+Han har hende tæt i sine arme, hendes lille vaate hode synker ned paa
+hans skulder, hendes blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest,
+trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte.
+
+Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler hun, et bittelitet rørende
+blaff av et smil, det rører ikke hendes mund, er bare som en lysning
+over øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er det
+lykkeligste smil han nogengang har set og nogensinde mer faar at se i
+sit liv.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny og fremmed, som forklaret.
+
+Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa endnu over ansigtet, men
+det var ogsaa forandret i trækkene, de var pludselig bedre, næsten
+rigtig proportionert, tilmed munden saa normal ut.
+
+Det var _roen_ som endelig hadde fundet veien til hendes skiftende
+fysiognomi.
+
+Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte enstavelsesvis paa hans
+bemerkninger om veiret og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket at
+aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt og de vek ikke et
+sekund fra Meninskys.
+
+Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut sa han adjø og god
+bedring. Men da gjorde Run Bates en eiendommelig bevægelse med haanden
+og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde av bøn.
+
+— Det er mine ben, sa hun sterkt og klart, de er hovne! Begyndelse til
+vatersotten! Slik som nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske
+i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op som en hvetebolle i
+vand. Jeg kjender til det, min bedstemor døde av vatersot efter
+nyresyke. Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange. Vandet
+klemte om hendes hjerte saa hun skrek som i barselnød. Jeg saa da de la
+hende i kisten, det var saa komisk med hendes usymmetriske trivelighet,
+den ene arm var dobbelt saa tyk som den anden, de fik ikke foldet
+hænderne og hun fik daarlig plads i kisten. —
+
+— Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa da ikke ligge med saa sorte
+tanker.
+
+— Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er rosenrøde! For nu vet jeg jo
+hvad jeg aldrig visste før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde
+vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det — _at smerten er den
+største nydelse og døden den høieste livsform_!
+
+Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved siden av sengen.
+
+— Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand som var kold og ganske fugtig.
+Saa kunde hun ikke mer paa en stund.
+
+Meninsky blev urolig igjen.
+
+— Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres arme, hvisket hun og klemte
+hans haand uten at se paa ham.
+
+Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket hun om selvmord.
+
+— Le renoncement à soi même est en tout l’opposé du suicide, sa hun og
+nævnte madame de Staël.
+
+Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig døden som det mindste av
+to _onder_. Mon nogen av dem valgte døden av samme grund som De og jeg —
+som det største av to _goder_?
+
+For livet er vidunderlig, men døden tifold vidunderligere, ikkesandt?
+
+Aa, Meninsky, nu er De ingen gaade længer for mig!
+
+Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har været. Jeg føler mit legeme
+som et smertende panser, tiden som et rindende, enerverende vanvid
+hvorfra det gjælder at kunne befrie sig.
+
+Og denne Deres store, guddommelige evne — til selvbefrielse — har jeg
+foragtet!
+
+De var _død_ der paa podiet i Paris, vidunderlig befriet fra legeme og
+tid, hverken Deres hjerte eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var
+et stykke _evighet_.
+
+Som jeg var det i Deres arme der paa det lille, sorte tjernet.
+
+Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig evigheten som en
+fortsættelse av tid, fremtid! Og deres salighetsbegrep er ingenting
+andet end en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode ting, mat,
+drikke, klær, sko ogsaa videre.
+
+Meninsky, De og jeg vet bedre!
+
+Og hør nu, vi skal _dele_ indholdet av Deres flaske! Der er nok til os
+begge.
+
+Skulde musikken og søvnen — som alle andre laster — tilslut svigte Dem,
+saa vil en eneste draape av Deres fluidum frelse Dem.
+
+Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at være _mine_ midler, saa vet
+ogsaa jeg raad.
+
+For dø vil vi, ikkesandt?
+
+Døden er livets eneste mening. Hvor blændende klart jeg ser det nu!
+
+Og hun faldt i tanker og sovnet med dem.
+
+Meninsky listet sig stille ut.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Men nogen dage senere kom hun springende mot ham nedover trappene.
+
+Han gispet av forbauselse.
+
+— Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker. Førstemand ned til
+Templet! Og hun grep ham om haandleddet og rev ham med som en
+hvirvelvind.
+
+I et hjørne av veien løp de paa en ung dame med en liten hund i baand.
+Meninsky kom i fuld fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær
+væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run Bates holdt ham oppe med
+et jerngrep.
+
+Den unge dame overtok farten, som vetskræmt satte hun avsted opover
+veien og hverken hendes eller hundens ben saaes at berøre singelen.
+
+Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget bremset tempo, de kom makelig
+spaserende og i dype tanker ned til «Templet».
+
+Det var en liten bambuspavillion med en statue av den japanske lykkegud
+Ebisu. Pavillonen laa like ned i vandskorpen av en liten firkantet
+svanedam, den var bare adkommelig fra vandet over et par store flate
+stener, der var ogsaa anbragt et «naaleøie» hvorigjennem først Run Bates
+og saa Meninsky alvorlig krøp paa alle fire.
+
+Men omsider sat de ved siden av hverandre paa det øverste av templets
+fire lave trin. Ebisu blikket diskret men alviderisk smilende over deres
+hoder ut paa svanene i dammen.
+
+— Er De frisk igjen? sa Meninsky.
+
+— Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan leve længe, i ti, tyve,
+tredive aar. Der er ingen fare for vatersot.
+
+— Men hjertet?
+
+— Hjertet er elendig. Jeg maa være _forsigtig_. Men De kan tro jeg skal
+være forsigtig! ropte hun.
+
+Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre side.
+
+Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok andre springmarscher til. Og jeg
+er ikke spor forelsket idag. Endda _hun_ kom iveien.
+
+Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte:
+
+— Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst? At jeg elsket Dem? Nei, jeg
+var Dem vel som ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem og jeg
+har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle Dem det omstændelig og
+saa enkelt jeg kan.
+
+Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa trinnet i det gule
+eftermiddagslys, og paa den brogede bakgrund av iris og orkideer.
+
+Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste maate, jeg forstod
+aldrig nogensinde _virkeligheten_, ser De. Det at jeg elsket Dem og
+simpelthen ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som
+bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler, bobler, et helt
+skum!
+
+Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev forelsket i Dem, ganske rigtig
+som De selv allerførst formodet. Men jeg trodde for fast paa min
+overmenneskelighet til at begaa noget saa normalmenneskelig som en
+forelskelse!
+
+Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat oppe i en stol og drømte
+om Dem hele natten. Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste
+morgen saa Dem paa stationen. Jeg _maatte_ jo følge efter Dem.
+
+Der paa dækket var det som at stirre ind i selve solen. Deres merkelige
+øine — —.
+
+Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse.
+
+Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var
+De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem
+efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er
+vedblit med at være det.
+
+Det er _Dem_ jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun
+tungt og bøier hodet og tier.
+
+Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs.
+
+— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, _ikke
+et øieblik_! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De
+strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en
+igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky!
+
+Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja,
+for _De_ er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. _De_ er min
+smerte og _De_ er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i
+al evighet. Vil De gifte Dem med mig?
+
+Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte.
+
+— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke
+konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler
+og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe
+Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens
+største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik,
+sukker hun.
+
+Meninsky tier fremdeles.
+
+— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu
+engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den
+unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes
+trofasthet.
+
+— Hvad? sa endelig Meninsky.
+
+Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes
+høie, sikre stade.
+
+Hun tok som svimmel for sig i luften.
+
+— Hvad? sa hun bare.
+
+— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget
+sit hode.
+
+Slik sat de længe.
+
+Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun
+sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt
+ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider
+befriet.
+
+— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store
+væske.
+
+Vel, sa hun, saa la os skride til handling!
+
+Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den
+ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte
+gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer
+paa den ene end paa den anden.
+
+— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken.
+
+Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa
+haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev
+blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig.
+
+Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø!
+
+Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de
+fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i
+vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider
+borte mellem buskadset paa stranden.
+
+Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet
+speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet
+hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde
+fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret.
+Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og
+var færdig.
+
+Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og
+lukker den haardt inde i sin haand et øieblik.
+
+Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring
+den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst.
+Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig
+og vender sig mot Ebisu.
+
+Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned
+paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang.
+
+Slik blir hun liggende.
+
+Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer
+styrtende tilbake.
+
+Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende.
+
+Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig
+overrasket ut.
+
+— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset.
+
+Er jeg ikke død? sier hun.
+
+— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige
+tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig
+drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes
+hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og
+jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele
+tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig?
+Jeg elsker Dem!
+
+Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit.
+
+Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa
+hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i
+dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun
+ham stort og stivt av angst i øinene.
+
+Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang,
+stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet
+spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over
+piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende,
+hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr!
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Saa skal Run Bates reise.
+
+Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv
+og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer
+ut fra vestibulen.
+
+Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde
+vildvin paa væggen.
+
+— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø.
+
+— Jeg har ikke set Dem siden — sier han.
+
+— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid,
+jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min
+tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker.
+
+Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite
+hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers
+er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang.
+
+Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er
+ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før
+min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige
+Gudrun Haavaldsen.
+
+Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som _De_ er av mig,
+Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller
+naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et
+øieblik har levet i nuet, men i _fortiden_. Min erindring, som har
+ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg
+forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange
+række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende.
+
+Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor _De_ var et
+akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at
+_tænke_ paa alt det jeg har sagt!
+
+Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham
+den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil
+spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir
+sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle
+ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var
+_virkeligheten_ og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke
+til at opleve!
+
+Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu —
+hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil
+intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets
+mening, _døden_. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg
+er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte
+mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan
+staa og gaa, ja _springe_ i det vanskeligste terræng og være deilig
+avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke
+gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da
+vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem,
+jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg
+vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet
+ulykkelig hele mit liv.
+
+Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min
+ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at
+kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen!
+Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil
+jeg kunne dø med utallige gange.
+
+_Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha
+oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme
+at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil
+jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg
+nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er,
+fordi jeg er grænseløs!_
+
+Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og
+avsted efter baandet.
+
+Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige
+udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar,
+der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder
+ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang
+paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det.
+
+Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur.
+
+— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem
+og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa
+ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste
+hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde
+tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle
+overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø!
+
+Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget
+susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt.
+
+I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i
+hodet av en taksten, dræpt paa stedet.
+
+Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde
+ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som
+om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen?
+Gudskelov!
+
+
+                                 Ende!
+
+
+
+
+   Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar
+   paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner
+   ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha
+   «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv.
+
+   Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter
+   e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en
+   «epilog». En historiens historie. Denne:
+
+   Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til
+   denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med
+   min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det
+   at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at
+   gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en
+   sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det
+   eneste som betyr noget i den vide, vide verden.
+
+   Men ak, allerede paa baaten nedover _traf jeg en mand_. En
+   skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X —
+   som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom
+   til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».
+
+   Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av
+   reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du,
+   efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit
+   _eget_ ved siden av _dit_ og i forhold til _hans_, des mere
+   anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat
+   efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for
+   en — _idiot_! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort
+   at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham
+   litt den dag i dag.
+
+   Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste
+   skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene
+   og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot
+   til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten,
+   frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo
+   nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til _mig_ i min
+   paatagelighet og uomtvistelighet, men til min _rolle_, en omstridt
+   digters uvirkelige fantasifoster!
+
+   Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter
+   overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem
+   fulde døgn. For der visste jeg jo _du_ elsket mig og vilde mig det
+   godt, der elsket _jeg_ pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og
+   overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at
+   dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at
+   du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...
+
+   Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned
+   her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og
+   drømte om _Run Bates_ og _Meninsky_. Da var det videre paa samme dag
+   jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte
+   mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge,
+   gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig
+   i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis
+   som tidligere, ønsket pludselig X i den og — _placerte Meninsky
+   der_. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os,
+   utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns
+   utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam,
+   forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og
+   fortsatte drømmen om Run Bates — _mit fremtidsselv efter dit
+   mønster_.
+
+   Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til
+   fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg
+   hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg
+   hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!
+
+   For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser,
+   min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige
+   oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig
+   paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste
+   rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden
+   mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg
+   engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik
+   du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!
+
+   Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer
+   for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men
+   i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette
+   stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling
+   i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates
+   sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte
+   dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen
+   brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig
+   blev til bobler paany, _et helt skum_!
+
+   Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for
+   det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette
+   paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte
+   overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det
+   materiale du har anbefalt mig — _snak_. Jeg antar du er snakket godt
+   ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at
+   tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være
+   saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og
+   fordømmelig.
+
+   Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser
+   overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus,
+   interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte:
+   Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet
+   det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.
+
+   Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa
+   du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting,
+   men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme
+   øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen
+   igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.
+
+   Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min
+   belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det
+   nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium,
+   X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.
+
+   For jeg vil ikke virkeligheten!
+
+
+
+
+                       Afskriverens bemærkninger
+
+
+Afskriverens rettelser:
+
+   [p. 50]:
+   ... tungen. Og da han smilte, sa han: ...
+   ... tungen. Og da hun smilte, sa han: ...
+
+   [p. 85]:
+   ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ...
+   ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ...
+
+   [p. 88]:
+   ... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ...
+   ... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ...
+
+   [p. 89]:
+   ... og husket at den fremherskende farve i hende ...
+   ... og husket at den fremherskende farve i hendes ...
+
+   [p. 93]:
+   ... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ...
+   ... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ...
+
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77368 ***
diff --git a/77368-h/77368-h.htm b/77368-h/77368-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..b8b16e8
--- /dev/null
+++ b/77368-h/77368-h.htm
@@ -0,0 +1,7252 @@
+<!DOCTYPE html>
+<html lang="no">
+<head>
+<meta charset="UTF-8">
+<title>Skum | Project Gutenberg</title>
+   <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" type="image/x-cover">
+   <!-- TITLE="Skum" -->
+   <!-- AUTHOR="Edith Øberg" -->
+   <!-- LANGUAGE="no" -->
+   <!-- PUBLISHER="Aschehoug, Kristiania" -->
+   <!-- DATE="1922" -->
+   <!-- COVER="images/cover.jpg" -->
+
+<style>
+
+body       { margin-left:15%; margin-right:15%; }
+
+div.frontmatter { page-break-before:always; }
+.halftitle { text-indent:0; text-align:center; margin-top:2em; margin-bottom:4em; }
+.aut       { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; font-size:1em;
+             padding-top:1em; margin-bottom:1em; }
+h1.title   { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; }
+.logo      { margin-bottom:1em; }
+.pub       { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; }
+.cop       { text-indent:0; text-align:center; padding-top:4em; margin-bottom:1em;
+             font-size:0.8em; }
+.printer   { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; font-size:0.8em; }
+
+h2         { text-indent:0; text-align:center; margin-top:4em; margin-bottom:1em; }
+div.chapter{ page-break-before:always; }
+div.chapter h2 { margin-top:0; padding-top:4em; }
+h2.blank   { line-height:0; }
+span.keep-nu-html-checker-happy { font-size:0; }
+
+p          { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; }
+p.first    { text-indent:0; }
+span.firstchar { float:left; font-size:3em; line-height:0.83em; }
+p.noindent { text-indent:0; }
+p.tb       { text-indent:0; text-align:center; margin:1em; }
+div.letter { font-style:italic; }
+p.end      { text-indent:0; text-align:center; margin:1em; font-style:italic; }
+
+/* "emphasis"--used for spaced out text */
+em         { font-style:italic; }
+div.letter em { font-style:normal; }
+
+.underline { text-decoration: underline; }
+.hidden    { display:none; }
+
+a:link      { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
+a:visited   { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
+a:hover     { text-decoration: underline; }
+a:active    { text-decoration: underline; }
+
+/* Transcriber's note */
+.trnote     { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc;
+              color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em;
+              page-break-before:always; margin-top:3em; }
+span.trnote { font-size:inherit; line-height:inherit; background-color: #ccc;
+              color: #000; border:0; margin:0; padding:0;
+              page-break-before:avoid; margin-top:0em; }
+.trnote p   { text-indent:0; margin-bottom:1em; }
+.trnote ul  { margin-left: 0; padding-left: 0; }
+.trnote li  { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; }
+.trnote ul li { list-style-type: square; }
+.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; }
+
+/* page numbers */
+a[title].pagenum { position: absolute; right: 1%; }
+a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit;
+              letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal;
+              font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small;
+              border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px;
+              display: inline; }
+div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; }
+img { max-width:100%; }
+div.logo img { max-width:2em; }
+
+body.x-ebookmaker { margin-left:0; margin-right:0; }
+.x-ebookmaker span.firstchar { float:left; }
+.x-ebookmaker a.pagenum { display:none; }
+.x-ebookmaker a.pagenum:after { display:none; }
+.x-ebookmaker .trnote { margin:0; }
+
+</style>
+</head>
+
+<body>
+<div style='text-align:center'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77368 ***</div>
+
+<div class="frontmatter chapter">
+<p class="halftitle">
+SKUM
+</p>
+
+</div>
+
+<div class="frontmatter chapter">
+<p class="aut">
+EDITH ØBERG
+</p>
+
+<h1 class="title">
+SKUM
+</h1>
+
+<div class="centerpic logo">
+<img src="images/logo.jpg" alt=""></div>
+
+<p class="pub">
+FORLAGT AV H. ASCHEHOUG &amp; CO.<br>
+(W. NYGAARD) — KRISTIANIA 1922
+</p>
+
+</div>
+
+<div class="frontmatter chapter">
+<p class="cop">
+Copyright 1922<br>
+by H. Aschehoug &amp; Co.<br>
+Kristiania, Norway
+</p>
+
+<p class="printer">
+Nationaltrykkeriet — Kristiania
+</p>
+
+</div>
+
+<div class="chapter">
+
+<h2 class="blank chapter" id="chapter-0-1" title="Det var først bare noe lys">
+<a id="page-1" class="pagenum" title="1"></a>
+<span class="keep-nu-html-checker-happy">&nbsp;</span>
+</h2>
+
+</div>
+
+<p class="first">
+<span class="firstchar">D</span><span class="postfirstchar">et</span> var først bare noe lys. Et regnbuefarvet,
+urolig flimmer som efterhvert tok form, blev cirkelrundt
+og roterte om en akse, blev kloderundt og
+dreiet sig om sig selv.
+</p>
+
+<p>
+Men saa hørtes der en surren som av en gramofon
+og en stemme lød metallisk som gjennem en
+tragt:
+</p>
+
+<p>
+— Tak for laanet!
+</p>
+
+<p>
+Og pludselig flagget et langt, smalt guldbaand ut
+i luften for en sterk træk, i dens ene ende blev der
+fort en hat — en elegant liten parisermodel — og
+under hatten aabenbaredes saa litt efter litt, detalj
+for detalj, den metalliske stemmes eierinde: et bittelitet
+gult ansigt med stor mund og skjæve øine, en
+utrolig spinkel skikkelse i en vid hermelinskaape,
+etpar nervøse smaapikeben i høihælede Richelieusko.
+</p>
+
+<p>
+Mysende som mot et sterkt lys og med munden
+fra øre til øre rakte hun en bok frem og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Den er deres, ikke sandt? Den laa i min
+stol da jeg kom op, jeg tok den og har studert den
+helt siden!
+</p>
+
+<p>
+Og nu var endelig miliøet der. Et dampskibsdæk
+<a id="page-2" class="pagenum" title="2"></a>
+i skumring. Det sterke lys var en mand, en
+ung, blond, reiseantrukken herre. Han stirret høflig
+ned i det blændende ansigt foran sig og tok
+bukkende imot den fremrakte bok, et litet hefte
+med kolorert forsidebillede.
+</p>
+
+<p>
+Var det saa interessant lektyre? sa han og
+hans stemme var ganske almindelig, saa nu blev
+hendes cantabile dobbelt iørefaldende:
+</p>
+
+<p>
+— Ja! Det er jo verdens merkeligste kuranstalt
+vi skal til, du gode gud for et kulørt sted!
+</p>
+
+<p>
+Og hun pekte, mens hun sang, leende ned paa
+heftet i hans haand. Han kastet et blik paa hendes
+behanskede pekefinger. Ja, sa han og saa saa han
+bedre efter indunder hendes hat. Saa De skal
+ogsaa til Capranola? Der er ingen bagage sat ned
+ved siden av min, jeg trodde jeg var den ene passager
+dit.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg har ingen bagage, sa hun og saa væk et
+øieblik. Jeg er ute paa rene maafaa. Men efter
+at ha studert dette heftet telegraferte jeg netop
+efter mine kufferter, jeg følger Dem iland paa
+Capranola!
+</p>
+
+<p>
+Alt hun sa var utrop, hun stod en smule sjøbent
+og hendes kaapelommer var meget dype. Hun
+var ikke til hverken at overhøre eller forbise.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa han, der ser ut til at være en vakker
+natur.
+</p>
+
+<p>
+— Natur! ropte hun. Kalder De dette natur?
+Og hun tok heftet fra ham og pekte, se, hvor øen
+steiler jordbærrød og kubistisk forrevet op av det
+merkeligste sortoghvite vand, se disse marineblaa
+<a id="page-3" class="pagenum" title="3"></a>
+poplene groende op av flekker graa fløil — blaaklokkene
+maa da være gule og rosene blaa paa den
+øen, det er den værste ekspressionisme jeg har set,
+det er en uforskammethet uten like, det er en trusel
+om mysticisme, et optisk bedrag som jeg vil avsløre,
+jeg gaar iland paa Capranola fordi naturen
+der maa være ekstra naturlig naar den kan inspirere
+en unatur som denne! — ja for, sa hun og
+dæmpet sig lidt da hun merket hans døvede mine,
+jeg <em>hater</em> unatur. Aa, jeg har netop idag hat et
+slagsmaal med min pike, nynnet hun med hænderne
+stemt godt ind mot mellemgulvet som en sangerinde,
+hun vilde paa liv og død forskjønne mig, overfaldt
+mig voldelig med et monstrum av en pudderkvast,
+jeg maatte faktisk forsvare mig med neglene!
+Hvorfor i alverden skal jeg ikke være saa styg
+som jeg er? Her, sa hun og bladde etpar blad
+indover i heftet, disse kaffedrikkende damene i
+Palazzo Garneses berømte gaard, staar der ikke en
+veritabel Rogergallet-Colgate-Pinaudstank fra dem
+her paa papiret, uh, marzipan er det værste jeg vet,
+men heldigvis er det blomster og palmer og springvand
+og paafugler og alt mulig inde i den gaarden,
+Mensch ärgre dich nicht, vil jeg befale mig
+selv ...
+</p>
+
+<p>
+Han hadde mens hun snakket fundet frem sit
+cigaretetui, nu tændte han en cigaret med adskillig
+møie i den sterke træk og hun saa paa og taug.
+Men hun vilde straks gaa videre. Konversationen
+var utvilsomt hendes element, hun var ilive for at
+snakke og snakket for at være ilive, hele hendes
+<a id="page-4" class="pagenum" title="4"></a>
+egenart laa hende ytterst paa hendes store, løse
+mund.
+</p>
+
+<p>
+— De har anlæg for det? spurte han og hadde
+endelig frisk fyr.
+</p>
+
+<p>
+— At befale mig selv ja?
+</p>
+
+<p>
+— Nei at ærgre Dem?
+</p>
+
+<p>
+— Nei! sa hun med et saa braatt og metallisk
+fortissimo at han uvilkaarlig værget for sig ut i
+luften med den ene albue. Jeg ærgrer mig aldrig!
+Jeg forbyr mig selv det og jeg har en voldsom
+respekt for mine egne paabud. Jeg er altid gla,
+det er udelukkende en viljesak, jeg tar av princip
+alt ondt let og laver dacaponumre av alt godt,
+det eneste i verden som irriterer og anstrenger mig
+er som sagt unaturen, uvirkeligheten, men mot den
+har jeg i tidens løp skaffet mig et bolverk, nemlig
+mine sofaputer, jeg trækker dem med mig overalt,
+de kommer ogsaa til Capranola.
+</p>
+
+<p>
+Han stod fortapt i det flagrende guldbaandet.
+</p>
+
+<p>
+— De forstaar, gik hun videre, jeg har en berømt
+sofaputesamling, jeg forfølges altid av sofaputeeksperter
+som vil stjæle eller kjøpe mine ideer,
+men de vogtes som en helligdom og er ikke tilsalgs.
+For mig er nemlig mine puter noget ganske andet
+end en original og artistisk sammensætning av
+stoffe, mønstre og farver, ser De, de er mig selve
+indbegrepet av natur, av <em>virkelighet</em>! Derfor at de
+er mine egne sorger og glæder, mine egne drømme
+og oplevelser, mit eget silkerne hjernespind og
+materialiserte temperament, de er kortsagt selve
+<em>Run Bates</em>, det virkeligste, utvilsomste i verden!
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a>
+— Ja, sa hun og rakte pludselig haanden frem,
+mit navn er altsaa Run Bates. Og Deres har jeg
+den fornøielse at kjende, herr Paviere, jeg saa Dem
+nemlig dirigere i Paris igaar!
+</p>
+
+<p>
+Hele tiden hadde hun staat der like ind paa
+ham med sin konstante store glæde i de sjøsyke,
+herjede træk, men da han nu grep hendes haand
+og sa: Jeg beklager, men <em>mit</em> navn er Meninsky
+og jeg har aldrig dirigert i Paris, da rykket hun ham
+tre lange skridt fra livet, tok sig til hjertet og fik
+pludselig øine. Forbløffende store, runde og barnligblaa
+stirret de livløst av forfærdelse paa ham.
+Og mens hun stirret var det som om han forsvandt
+for hendes blik, som om han skrumpet sammen
+og koncentrerte sig i sin slipsnaal og som om slipsnaalen,
+en stor lysende perle, gik til himmels. Han
+saa hendes øine følge opstigningen et langt stykke,
+de kom rent til at skjele ved det. Saa skedde der
+noget deroppe, hun blunket blændet etpar gange
+og sænket saa blikket søkende mot jorden.
+</p>
+
+<p>
+Der, paa den brede, tørre dæksplanke laa der en
+mikroskopisk flek væte, litt sjøskvæt eller et dugstænk.
+Og hun bøiet sig med et skingrende rop
+av glæde ned over den, pekte og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Se, der ligger den jo, draapen efter boblen!
+Se, hvor der fremdeles er meget glycerin i den,
+se hvor den runder sig og bævrer og vrir farvene,
+den kan der saamen bli flere bobler av! Men nei
+draape, sa hun med løftet, truende pekefinger,
+ligg i fred! Tørk! Det er meningen med dig ser du
+og det er en udmerket mening!
+</p>
+
+<div class="chapter">
+
+<h2 class="blank chapter" id="chapter-0-2" title="Og nu, Leif Tviland">
+<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a>
+<span class="keep-nu-html-checker-happy">&nbsp;</span>
+</h2>
+
+</div>
+
+<div class="letter">
+<p class="first">
+<span class="firstchar">O</span><span class="postfirstchar">g</span> nu, Leif Tviland, staar vel dine øine saa faretruende
+paa stilk at det er bedst at orientere dig.
+</p>
+
+<p>
+Dette er en drøm forstaar du, en underlig levende
+drøm jeg hadde igaar her paa den samme plet hvor
+jeg nu sitter og skriver til dig. I den samme
+hvite kurstedstol, med vinduet oppe mot regnet og
+Skagerak som nu sovnet jeg og stiftet jeg bekjendtskapet
+med «Run Bates». Mit <em>medium</em>!
+</p>
+
+<p>
+For i anledning dine fire ubesvarede vil jeg ha
+bekræftet mit brevkort til dig av forrige uke saalydende:
+«Vent ingen korrespondance herfra. Betragt mig i
+denne min sykepermission som absolut hinsides og
+ute av stand til at meddele mig. Eller skaf mig et
+medium!»
+</p>
+
+<p>
+For hvad sa du engang i vinter? Aa, du holdt en
+tale for mig, jeg husker hvert ord, hør:
+</p>
+
+<p>
+— Nei, Gudrun Haavaldsen! skrek du aldeles
+rasende, nu har du gaat her og nidtidd en hel time,
+du har ikke sagt ét ord, det er faen til taushet! Idetheletat,
+hvad gaar der av dig! Før sa du da ihvertfald
+ha og ja og hjalp en stakkar paa gli med underholdningen,
+nu sier du ikke engang hm, du tier, du snurper
+dit ginungagap av en mund haardt sammen, stemmen
+<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a>
+din som saa rigtig gir det musikalske uttryk for dit
+temperament ruster dig i strupen, selv dine talende
+øine tier — du mener absolut ingenting mer, du vet
+ingenting, vil ingenting, har ikke en tøddel om dig
+selv at meddele. Du er dom og dau og jeg taler for døve
+øren og kaster perler for svin og gid faen hadde dig
+og jeg var færdig med dig — det er bare det at jeg aldrig
+blir klok paa dig som gjør at jeg ikke blir færdig,
+men nu <em>skal</em> du snakke, nu <em>vil</em> jeg i forbindelse
+med dig om du saa er aldrig saa mye hinsides og
+virkelighetsfjern og det andre fordømte sludderet og
+om der saa skal skaffes et <em>medium</em>!
+</p>
+
+<p>
+Dette var dine ord og jeg nøs vetskræmt i muffen
+til svar og du gik videre om Goethe og virkeligheten
+og dig selv og alt det andre. Og sintere og sintere er du
+blit og tausere og tausere jeg. Og her jeg nu sitter
+for bare at meddele dig at nu skal jeg endelig ha noget
+sagt, saa ryster jeg av skræk og avmagtsfølelse og
+skyver med begge hænder og ansigtet den anden vei
+hele apparatet av okkulte hjælpemidler foran mig.
+Men saa <em>er</em> jeg ogsaa hjulpen! Nu skal du bare høre,
+nu er det min tur, nu skal jeg vise dig hvad jeg har
+lært av dig og hvad jeg derved mener, vet og vil,
+for nu eier jeg et medium som er like gløg som jeg er
+dum, like talende som jeg er stum, like levende som
+jeg er «dau». Der blir daglig seancer og du faar dem
+i løpende orden. Men ingen spørsmaal! Ingen avbrytelser!
+For da gaar jeg paany — og for altid —
+ind i den sfære hvorfra ingen tilkjendegivelser kan
+ske. Og det vilde være synd baade for dig, mig, Run
+Bates og Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a>
+Naa, anderledes og tydeligere sagt: <em>du skal
+faa brev</em>. Du skal faa en række ledd av et brev
+som du ikke skal besvare før det er færdig, selv om du
+synes det trækker ut! Denne lille svenske, øde, døde,
+stygge skjærgaardsøen hvor det regner, regner, regner,
+og hvor ikke et menneske gidder snakke til mig orker
+jeg ikke, imorgen flytter jeg til Capranola og gaar
+jeg over i tredjeperson, vi kjender til romaner i brevform,
+nu skal vi til med breve i romanform! Og saa
+skal vi se om vi ikke skal bli «færdige» baade du og jeg,
+om vi ikke skal komme til at bli «kloke» og om ikke
+«forbindelsen» skal komme istand, takket være et
+medium som <em>Run Bates</em>!
+</p>
+
+<p>
+Aa, Leif Tviland, du vet ikke hvad drøm er, du
+aner ikke hvordan digt blir til, du har aldrig i dit liv
+oplevet noget utenfor dig selv og du forsværger dig tyve
+gange om dagen paa at en sten er en sten og at der intet
+Soria Moria er bak den syvende blaane og de gange
+jeg med min stemme, der som du sier faar dig til at
+glemme ordene den bærer, har forsøkt at klargjøre dig
+mine begreper, har du fnyst foragtelig og lagt snesevis
+av berømte navne og citater i pant paa at du har ret
+og jeg uret, og at din overbevisning naturnødvendig
+<em>maa</em> bli min.
+</p>
+
+<p>
+Men nu skal du altsaa ha et brev, nu skal du
+til med Gudrun Haavaldsens <em>bokstaver</em>! For den
+drømmen om Run Bates var den merkeligste og korteste
+jeg har drømt og her er virkelig for uutholdelig at være!
+</p>
+
+<p>
+Vent saa til du ser bokstavene: E-n-d-e. De skal
+komme saasnart der blir bruk for dem, men heller ikke
+et bokstav for tidlig!
+</p>
+
+</div>
+
+<div class="chapter">
+
+<h2 class="blank chapter" id="chapter-0-3" title="Spisesalen i Palazzo Garnese">
+<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a>
+<span class="keep-nu-html-checker-happy">&nbsp;</span>
+</h2>
+
+</div>
+
+<p class="first">
+<span class="firstchar">S</span><span class="postfirstchar">pisesalen</span> i Palazzo Garnese er et pragtfuldt
+rum. Langt og høiloftet, broget, pompøst og fantastisk.
+Vaarens blendende dagslys strømmer ind
+fra tre kanter og slaar katastrofalt sammen i mange
+gigantiske prismekroner.
+</p>
+
+<p>
+Ved et av de smaa bord ret under sitter Run
+Bates. Gule og karmosinrøde lyn drypper uavbrudt
+ned i hendes haar som er blaat og sat op som en
+geishas.
+</p>
+
+<p>
+Vis a vis hende sitter Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Han spør om hun har sovet godt.
+</p>
+
+<p>
+— Jotak, svarer hun og hæver sit grønlige
+ansigt og stirrer over en bunke hyazinter midt imellem
+dem ut i luften, mens hun tygger energisk.
+</p>
+
+<p>
+Om hun kommer like fra sengen?
+</p>
+
+<p>
+Da møter hun endelig hans blik. Nei, hun har
+været oppe med solen og gaat en lang tur indover
+øen.
+</p>
+
+<p>
+Og ganske rigtig, himlen er blaa og mulden sort
+her som alle andre steder. Men gid, hvor den er
+blodig, bemerker hun om sin bif, og sammenligner
+den med hans.
+</p>
+
+<p>
+Og slik blir hun saa sittende en lang stund
+<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a>
+uten at si noget mer. Hendes blik følger uhyre
+interessert hans gaffel. Hver gang han gaper op
+over den gaper hun litt med. Hans kniv er sløv
+og kjødet seigt, men han er sterk og har god appetit.
+</p>
+
+<p>
+Hendes ansigt uttrykker en alt sterkere avsky
+efterhvert som han nærmer sig biffens avslutning.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sier hun og retter sig op i stolen og puster
+ut og lægger hænderne bestemt i fanget da han
+svelger den sidste bit, De er ikke Paviere.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky drikker av sin kaffe.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, svarer han likefremt, det er jeg ikke.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates kremter, hun kremter ofte, for hendes
+stemme ligger slitsomt dypt i strupen.
+</p>
+
+<p>
+— For jeg er overbevist om, sier hun, at det
+vilde <em>glædet</em> mig at se <em>ham</em> spise.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarer hun til Meninskys hævede bryn,
+jeg er nemlig selv glad i mat, men jeg utstaar ikke
+at se andre være det! Og hun skjærer en gruelig
+grimase.
+</p>
+
+<p>
+— De tror ikke Paviere har matlyst? sier Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Jo. Men jeg tror bare ikke at hans maate
+at spise paa vilde lede tankene hen paa fordøielsesprocessen.
+</p>
+
+<p>
+— Og det gjør min maate?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarer hun og ryster den opkommende
+kvalmefornemmelse av sig i hans interesserte paasyn.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sier han og smiler beskedent, jeg er jo
+ikke Paviere.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sier hun og glemmer ham et øieblik.
+Stirrer sig fast i borddukens mønster.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a>
+— Jeg kan idetheletat ikke forstaa hvordan
+De kunde ta feil av ham og mig, paastaar han
+vegtig.
+</p>
+
+<p>
+— Kjender De ham? spør hun da, likesom
+braaskyndende sig til stedet langt bortefra og det
+aandelige hurtigløp faar hendes kinder til at blusse.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, men jeg har set ham paa fotografi.
+Han er jo en musikalsk størrelse. Synes De om hans
+musik?
+</p>
+
+<p>
+— Hans musik? sier hun forbløffet. Nei, jeg
+skjønner ikke musik. Men De ligner ham, — i
+ryggen. Og det var hans ryg jeg saa mest til og det
+var Deres ryg jeg saa der paa banegaarden i Paris.
+</p>
+
+<p>
+— Paa banegaarden i Paris?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, hvor jeg skulde med et ganske andet tog,
+men tok med Deres og lot min bagage reise for sig
+selv, gud vet hvor og det er klær for en hel
+formue. Jeg <em>maatte</em> efter Dem!
+</p>
+
+<p>
+— Hvad? sier Meninsky med meget optrukne,
+hvite bryn.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg trodde ganske sikkert De var Paviere,
+sier hun og begynder at skrælle et eple.
+</p>
+
+<p>
+Saa kaster hun pludselig hodet tilbake og ler
+og fire forskjelligfarvede prismelyn rinder hende
+ned i ansigtet.
+</p>
+
+<p>
+— Hvor det er vanvittig komisk, sier hun,
+at min forfølgelse av <em>virkeligheten</em> bragte mig hit
+— til selveste uvirkeligheten. Ja, for en kuranstalt
+— et daarehus som dette — det er næsten ikke
+forekommet i min salige indbildning engang.
+</p>
+
+<p>
+— Salig? gjentar han mekanisk.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a>
+— Ja! Jeg har en god stund nu levet paa virkelighet.
+Det er jo det eneste rigtige. Hvorfor skal
+man se en verden og et mysterium i en sten? En
+sten er en sten og er det ikke stort og mysteriøst
+nok at den er en sten? Men man trækkes med sine
+svakheter, hvorav fantasien for mit vedkommende
+er den største — jeg har ført en haardnakket kamp
+med den i de sidste ti aar og har endnu ikke helt
+beseiret den.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky stirrer søkende paa hyse som
+efter inspiration.
+</p>
+
+<p>
+— Virkeligheten, vet De, fortsætter Run Bates
+med munden fuld av eple, er noget som kommer
+usigelig sent, men som dog kommer til den der har
+taalmodighet til at vente. Onsdag kom den altsaa
+til mig.
+</p>
+
+<p>
+— I form av Paviere? læser Meninsky fra hyazinterne.
+</p>
+
+<p>
+— Ja.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky tænder en cigaret og tvers over flammen
+kaster han et hurtig blik paa Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+— De har forelsket Dem i Paviere? spør han
+saa meget blidt og forsigtig.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg? Nei, sier hun som om der ikke er mere
+at si om det.
+</p>
+
+<p>
+— Men hvorfor vilde De da reise med ham —
+gaar allikevel Meninsky videre — hvorfor blev De
+med mit tog istedenfor Deres eget? Og hans stemme
+er modigere, men hans blik viger ikke et øieblik
+fra hendes smil som underhaanden er blit faretruende
+voluminøst.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a>
+— De er nok allikevel en skjønner av musik,
+skal De se, sier han.
+</p>
+
+<p>
+Men nu ler Run Bates. Hun finder ham pludselig
+ustyrtelig komisk. Hendes mund gaar fra øre til
+øre, øinene forsvinder i to smale, fugtige rids og
+hun maa bøie sig forover for nogenlunde at holde
+sig i ave.
+</p>
+
+<p>
+— Aa, stønner hun tilsidst, De tror jeg kom her
+for at høre musik? Jeg <em>hater</em> musik. Jeg er som en
+hund, kunde <em>hyle</em> av smerte ved den.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky lægger haanden over sin fine hake.
+</p>
+
+<p>
+— Var da hans ryg saa — indtagende? spør han.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sier hun alvorlig igjen og reiser sig, for
+den var akkurat maken til Deres.
+</p>
+
+<p>
+— Tak, sier Meninsky og reiser sig ogsaa. Men
+hør, kan det saa ikke bli det samme enten min ryg
+er Pavieres eller min egen?
+</p>
+
+<p>
+— Nei ved Gud, om det kan, svarer hun og
+sætter sig i bevægelse. <em>De</em> er ingen virkelighet,
+herr Meninsky. Og Deres ryg er ved nærmere eftersyn
+like uttryksløs som hans var uttryksfuld. Men
+nu skal jeg til den berømte professoren og faa
+reisepass. Det er vel ikke værd at fortælle ham at
+jeg er reist galt mens min umælende bagage er reist
+rigtig, for saa vil han vel beholde mig her til mental
+observation?
+</p>
+
+<p>
+— Neida, ler Meninsky, han vil bare anbefale
+Dem at reise med merkelap. Men jeg ser Dem vel
+ihvertfald her til middag?
+</p>
+
+<p>
+— De vil se mig flere middage, svarer hun, jeg har
+jo beordret min garderobe hit og maa vente paa den.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a>
+— Det glæder mig, sier han, men hilser idetsamme
+paa en ung nydelig dame ved et av bordene
+og hans smil dør i hans ansigt. Damen slipper
+gaffelen i gulvet og to herrer bøier sig samtidig
+ned efter den og slaar hoderne sammen med et
+skrall.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates naar endelig døren.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+De sat ikke mer ved samme bord.
+</p>
+
+<p>
+Ved lunchen var der femti borde og hundreder
+mennesker mellem dem, de kunde saavidt skimte
+hverandre. Og ved middagen var hun slet ikke
+tilstede.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg har jo ingen garderobe, forklarte hun
+da de næste morgen meget tidlig fløi paa hverandre
+i den kolossale spiraltrap mellem vestibulen og
+første avsats, og desuten negter jeg at sætte mig
+ned og spise melkevelling.
+</p>
+
+<p>
+Hun kom nedenfra med dug i haaret og favnen
+fuld av pinseliljer. Han kom høit ovenfra med
+søvnen saavidt vasket av øinene.
+</p>
+
+<p>
+— Melkevelling? gjentok han.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, stansende to trin ovenfor ham midt
+paa den burgunderrøde trappeløperen og seende
+elskværdig, men i absolut forbigaaende ned paa
+ham. Professoren erklærte mig syk, meget syk,
+døende, — det vil si, han dømte mig til en hurtig
+<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a>
+henrettelse ved hvile, varmbad, diæt og medicin.
+Jeg vilde krepere i løpet av otte dage! Saa jeg
+haaper sandelig mine kufferter skynder sig.
+</p>
+
+<p>
+— Jamen, sa Meninsky og steg et trin op
+igjen, sa professoren at De var syk saa er De det
+ogsaa — han er verdensberømt for sine ufeilbarlige
+diagnoser. Det er nok bedst De blir og gjør som
+han sier! Var det fordøielsen?
+</p>
+
+<p>
+Da anbragte hun begge sine ben paa samme trin,
+paa det nærmest ham og der stod de nu tæt ved
+siden av hverandre i det varme skjær fra et stort
+fantastisk mosaikvindu.
+</p>
+
+<p>
+— Nei værre, sa hun, hjertet! Og naar hjertet
+er galt er alting galt, nyrer, lever, hjernen og det
+hele. Det er til at le sig fordærvet av, jeg som
+aldrig har været syk en dag i mit liv — tilmed de
+almindelige barnesygdommene er jeg lykkelig undsluppet,
+forstaar De. Men De <em>føler</em> da Deres hjerte,
+sa professoren forbitret. Ja, det skal være visst,
+sa jeg, og det er min <em>ambition</em> at føle det, den dag
+jeg ikke længer kjender mit hjerte slaa kan De
+begrave mig. Men ikke før, sa jeg. Han blev aldeles
+rasende, gammelen. Aa, hvor livet er deilig fuldt
+av overraskelser, hvad?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, De ser ustyrtelig behagelig overrasket ut,
+sa Meninsky. Men De maa da ha været oppe <em>før</em>
+solen idag?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, mit hjerte vækket mig klokken
+to, saa idag saa jeg den staa op. Det skulde De
+været med paa!
+</p>
+
+<p>
+— Men sover De da aldrig?
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a>
+— Omtrent aldrig, nei. For jeg har vænnet mig
+til ikke at sove naar jeg sover heller jeg, skjønner
+De, jeg har dressert min underbevissthet ganske
+utrolig til at levere virksomhet paa bestilling, jeg
+drømmer altid og akkurat hvad jeg vil, de vidunderligste
+ting. Nu til natten, sier hun med øienene
+faststirret i en vældig tropefugls brogede hale paa
+trappevinduet, vil jeg sandelig en tur i urskogen,
+der har jeg ikke været paa længe, ikke siden jeg
+var barn og tillot fantasien at kjøre løpsk tyve
+gange om dagen!
+</p>
+
+<p>
+— Nu har De den bedre i tøilene?
+</p>
+
+<p>
+— Ja. Ihvertfald misbruker jeg den ikke, kan
+De tro. Der er jo alle «die nächsten Dingen» som
+av og til kan trænge lidt forgyldning for at falde i
+ens smak, ikke sandt? Mine nærmeste ting har forresten
+sjelden genert mig, enten det nu er deres
+fortjeneste eller min smaks mangelfuldhet. —
+</p>
+
+<p>
+— De har sikkert været gyldne nok, — tingene,
+sa Meninsky og tok et godt tak om trappens granitbalustrade,
+det brogede lys saa ut til at gjøre ham
+svimmel. De gir mig det bestemte indtryk at
+være en ualmindelig fugl, miss Bates, for første gang
+utenfor et ualmindelig gyldent bur.
+</p>
+
+<p>
+Nu steg Run Bates et trin fra ham og la pinseliljene
+bedre tilrette i armen. Og nu saa hun sterkt
+ned paa ham.
+</p>
+
+<p>
+— Jasaa? sa hun med sine mindste og skjæveste
+øine. Saa galt! Jeg har aldrig levet i bur. Men det
+kan ogsaa sees paa Dem ved første blik at De er
+en daarlig psykolog. De har beskjæftiget Dem
+<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a>
+med saa meget mindre ting i livet end mennesker.
+—
+</p>
+
+<p>
+Og hun fortsatte endnu et trin.
+</p>
+
+<p>
+— Og hvad med? sa han.
+</p>
+
+<p>
+— Med noget mikroskopisk — noget som har anstrengt
+Deres synsnerver — med mikrober og bakterier
+tænker jeg, eller petitbokstaver — eller <em>noter</em>,
+som er det mest usynlige <em>jeg</em> vet!
+</p>
+
+<p>
+Nu var det Meninskys tur til at erindre sin retning.
+Han tok hele to trin ned med engang.
+</p>
+
+<p>
+— Noter? sa han bare og maatte simpelthen
+hæve stemmen for den pludselige avstands skyld.
+Og det var blikket fra tropefuglens røde øie som
+farvet hans ansigt.
+</p>
+
+<p>
+Men Run Bates trak munden op under det ene
+øre og gik helt fra ham der paa den røde løper
+og i det røde lys.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Om aftenen fortalte han hende nede i en av
+de historiske salene, hvor de sat med champagne i
+antikke glas, at han i sin middagslur hadde drømt
+om hende. At han hadde set hende overskrævs paa
+den store brogede urskogsfugl fra trappevinduet med
+en lang kikkert for øinene flyve henover Palazzo
+Garneses massive taarne med haaret som en blaa
+flamme efter sig i den maanelyse luft.
+</p>
+
+<p>
+— Og kunde De saa se om jeg hadde Paviere
+i den kikkerten? sa hun.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a>
+Nei, svarte han. Hun hadde vendt den baade
+mot nord og mot syd og hendes bevægelser hadde
+været meget utaalmodige.
+</p>
+
+<p>
+— Akja, sukket hun, Paviere var nok altfor langt
+borte.
+</p>
+
+<p>
+Men da satte Meninsky sig bedre tilrette i stolen,
+kremtet omstændig og sa at nei, feilen med
+kikkerten var netop at den var indstillet for beboerne
+paa Mars. For Paviere hadde været like i
+nærheten, ret under hendes smaa, fortryllende,
+nøkne føtter. Oppe paa Palazzo Garneses flate
+tak hadde han sittet og nydt en pjolter i al stilhet
+og meget interessert betragtet det nye aeroapparat!
+</p>
+
+<p>
+— Nei? sa Run Bates bare. Men hendes blaa
+øine skjøt gule funker.
+</p>
+
+<p>
+— Joho, sa Meninsky og trak et langt drag av
+sin cigar og slog derefter fornøiet asken av den.
+</p>
+
+<p>
+— Og det gav mig en idé, sa han. Hvorfor ikke
+faa Paviere hit?
+</p>
+
+<p>
+— Det er mit alvor, sa han videre, da Run
+Bates pludselig blev langsynt og maatte lægge hodet
+tilbake og knipe øinene sammen for at se ham.
+De foragter naturligvis mig murmeldyr, men middagslurer
+er dog godt for noget, ikkesandt?
+</p>
+
+<p>
+— De kjender ham allikevel? vovet Run Bates
+sin stemme og en grøn skygge krøp op under hendes
+øine.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sa Meninsky og ventet lidt mens hendes
+bevægelse gav sig. Men jeg kjender en som kjender
+ham. Doktor van Lengden i Paris er min bedste
+ven og han er Pavieres læge. Jeg kan faa min ven
+<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a>
+til at sende mesterdirigenten hit pr. omgaaende
+— som pakkepost, fragtgods eller ilgods, ganske
+som De vil.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates la fra sig sin halvrøkte cigaret. Saa
+tok hun Meninskys ledige haand, la den forsigtig
+ind under sit venstre bryst og sa bare: — Kjend!
+</p>
+
+<p>
+Og Meninskys bryn hævet sig helt op under
+hans tilbakestrøkne blonde haar ved hvad han
+kjendte.
+</p>
+
+<p>
+— Slik elsker De ham? sa han.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sa Run Bates og slap hans haand. Saa
+gjerne vil jeg bare træffe ham.
+</p>
+
+<p>
+— De skal! sa Meninsky og grep sit glas og drak
+tørstig. Men paa en betingelse! De skal fortælle
+mig ordentlig — rigtig vidtløftig — Deres indtryk
+av ham, dette voldsomt sterke indtrykket, smilte
+han med smilet ikke ganske i sin magt, han blev
+ogsaa lidt urolig i benene og maatte slænge det ene
+haardt over det andet.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates saa paa ham. — Hm, sa hun, som i
+tanker, for sig selv. Saa smilte hun.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, men det er en lang historie. Mit
+første indtryk av Paviere fik jeg nemlig ikke absolut
+nu onsdag, men en vinteraften for ti aar siden oppe
+i en norsk, snetung skog.
+</p>
+
+<p>
+— En norsk skog — — —? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Run Bates. Da <em>ante</em> jeg ham nemlig
+første gang. Men hør — avbrøt hun sig med oprakt
+haand, hør — tyss — denne surren av alle disse
+menneskene i værelsene indover, denne subbingen
+av selskapssko mot marmoret, denne prismeklirringen
+<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a>
+og silkeraslen, denne mikrofoniske lyd av
+tobaksrøk og elektrisk lys i luften — kan De høre
+at det er musik? At det toner, klinger — melodiøst
+og rytmisk?
+</p>
+
+<p>
+— Jasaa? sa Meninsky tvilende. Men han bøiet
+sig lydig frem og lyttet og han nikket høflig. Og
+idetsamme forandredes hans uttryk. Run Bates
+ser pludselig hans store, faste træk bli tunge og
+løse, blikket brister, munden aapner sig aandssvakt
+og tilmed haaret skifter farve, blir blekere og mattere
+i løden.
+</p>
+
+<p>
+— Forunderlig, mumler han, et veritabelt eksotisk
+motiv, — Scriabins tredje skala, japanske
+intervaller.
+</p>
+
+<p>
+Saa kommer han med et liten gysen tilbake
+til hende.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, sier han forbindtlig smilende, De har
+ret, det klinger virkelig.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, gjør det ikke? sier hun. Men si mig, er det
+i dur eller moll?
+</p>
+
+<p>
+— Nu spør De for vanskelig, sier han, det er jeg
+sandelig ikke musikalsk nok til at avgjøre — nu
+som musikfilosoferne gjør det saa vanskelig for os
+med alle disse nye opdagelserne, der tas jo patent
+paa en ny skala hver dag og de gamle kvintsystemer
+og greie smaa- eller storeterzer avlives fort
+væk. Nei — men hvorfor spør De om det?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, det skal jeg si Dem, sier hun og tænder
+en ny cigaret. Jeg fik pludselig saan lyst til at fortælle
+dette om Paviere akkurat idetsamme jeg opdaget
+musikken i luften her og da det er en <em>gla</em>
+<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a>
+historie gik jeg øieblikkelig ut fra at terzen var
+liten! Ja, for slik er jeg musikalsk beskaffen ser
+De, Meninsky, at naar jeg hører Gounods Ave Maria
+for sopran, domorgel og violiner faar jeg den mest
+brændende lyst til at huje Marseillaisen eller Stars
+and Stripes og slaa takten til paa en hermetikboks.
+Det er en meget væsentlig del av — meine
+Eigenart, lo hun. Her ligger vel ikke netop kirkemusik
+i luften, men noget henimot, sentimentale
+troubadurserenader, vemodige folkeviser og denslags,
+<em>moll</em> altsaa. Jo, jeg tror nok jeg til dette
+akkompagnementet skal kunne fortælle Dem min
+oplevelse ionsdags. Men la os flytte paa os, la os
+sætte os hen i den blaa maaneskinssofaen der i
+kroken med de mange ugenerte amoriner, hvad?
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Og de tok champagnen med sig og flyttet.
+Syv vokslys brandt i en tinnstake ret bak Run
+Bates og en blek nymaane viste sin profil ved siden
+av Meninskys mellem de tunge, blaa gardiner.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, glem nu ikke at det var ryggen, sa han.
+</p>
+
+<p>
+— Ryggen? Aa, neivisst.
+</p>
+
+<p>
+Og hun nikket energisk. Men blev sittende
+og flette fingrene i hverandre og bite sig i læben
+som om hun stred med en liten lampefeber.
+</p>
+
+<p>
+— Hvordan kom De til at gaa paa den koncerten?
+hjalp Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a>
+— Jo, sa hun øieblikkelig lettet, det var den
+rene tilfældighet. Jeg skulde egentlig været i teatret.
+Men saa appellerte mine venner til min døende
+altruisme og den præsterte en sidste opblussen.
+For saa at dø for alvor paa koncerten. Jeg hater
+musik, den er det uvirkeligste jeg vet, jeg interesserer
+mig ikke for kunst i det hele tat.
+</p>
+
+<p>
+— Ikke det? avbrøt Meninsky og slog forbauset
+asken av sin cigaret utenfor skaalen.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sa Run Bates og bøiet sig frem og blaaste
+bordet rent og satte askeskaalen bedre tilrette for
+ham, hvad skal vi med speilbilleder av ting som
+bydes os i virkeligheten? Ikke før om tusen aar —
+naar der ikke eksisterer natur længer, men bare byer
+og fabrikker og universiteter, — vil det som males og
+skribles og musiceres idag ha interesse for mig,
+men da skal det jo bli ganske morsomt at se om jeg
+husker igjen noget fra mit lille jordliv og om speilbillederne
+stemmer med mine erindringer.
+</p>
+
+<p>
+Nei, aldrig har jeg været saa nær en rigtig banal
+og lumpen irritation som i den første klokketimen
+av den koncerten. Jeg kavet febrilsk efter komikken,
+den svigter mig ellers aldrig. Jeg studerte typene
+i orkestret, særlig blæserne, som i al Pavieres musik
+sliter haardest i det, men jeg fandt selv ikke basuntrompeteren
+morsom. Strykerne strøk saa sveden
+dryppet, de virket nærmest tragisk men bare dilettantisk
+tragisk. Dirigentens virksomhet med armene
+fandt jeg det under min værdighet at gjøre mig til
+vidne til. Aa, du gode Gud som jeg kjedet mig.
+Jeg sat der og hadde det ondt, jeg stred med et
+<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a>
+voksende mishumør, et omsiggripende nag, mot
+selve ulykken i en av dens tusen former. Ja, vet
+De, jeg bestemte mig tilslut for at benytte stundens
+forfærdelighet til en liten lur, en liten drømmeløs
+søvn for engangs skyld, en aldrig saa liten død i
+al foreløbighet. Men da, — akkurat da — var
+det jeg fik se Pavieres ryg.
+</p>
+
+<p>
+Her saa Run Bates fort op og like ind i Meninskys
+blik. Med et shok fik hun sine knyttede hænder
+fra hverandre og grep efter sit glas.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, avbrøt hun sig, for nogen besynderlige
+øine De har — med de øienvippene? Aldrig før
+saa jeg <em>horisontalt</em> lys i noget blik, tænkte jeg ombord.
+Og saa er det bare bløff! Lange farveløse <em>haar</em>.
+Skaal bedrager!
+</p>
+
+<p>
+Og som om hun var tør i halsen drak hun ham
+dypt og graadig til. Og tidde efterpaa en lang
+stund.
+</p>
+
+<p>
+— Det var Pavieres ryg, maatte Meninsky til
+igjen.
+</p>
+
+<p>
+— Jaja, sa Run Bates. Det er bare saa — futuristisk.
+Apropos, hvornaar skal vore konversationsleksika
+forenkles? Billedgalleriene har længe git
+os firkanter for cirkler og blaat for rødt, teatrene
+lar ugenert en bite fløiel være en Ardennerskog og
+hvad den nye musik fordrer i retning av koncentration
+vil jeg ikke snakke om. Men fremdeles heter
+det: snak tydelig! Gid det maa undes forfatterne
+at komme igjen som bokormer og finde at bøker
+var blit sætninger, sætninger ord og ord mellemrum,
+hvad?
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a>
+Pavieres ryg, ser De, den var, tydelig snakket,
+et skilt med bokstaver. Et saant skilt som de der
+hang paa mit barndomshjems vægge med anropelser
+paa Vorherre om fred i huset og mat paa bordet
+og denslags, sorte var de med store tydelige
+sølvbokstaver, umulig for Vorherre at overse.
+Bokstavene paa Pavieres ryg <em>flammet</em>, de brændte
+sig ind paa mine nethinder og gaar aldrig derfra,
+de var en hemmelig besked til mig og til mig
+alene og de var Nietzsches ord: <em>Freude an den
+nächsten Dingen</em>.
+</p>
+
+<p>
+Pavieres ryg gav uttryk for den største glæde
+ved de nærmeste ting jeg har set, aldrig har jeg
+oplevet en saa uttryksfuld og saa gla ryg,
+vet De, den var intet mindre end selve lykken
+levendegjort! <em>Lykkemyten</em> materialisert! Pavieres
+ryg var hvad jeg har ledt efter hele mit liv.
+</p>
+
+<p>
+Et barns glæde ved et selvlavet ubegripelig
+leketøi er saa stor at den er rørende, ikke sandt?
+Herregud, der stod denne verdensberømte komponisten
+og dirigerte sit symfoniske mesterverk «Skapelsen»,
+han var Gudfader i himmelen og lot det
+ramle med Niagarafald og Atlanterhavsstorme og
+drysset stjerner og kloder og glødende meteorstener
+fra sin taktstok ned i de arme orkestermedlemmers
+hoder — aa, hvor han var mig et litet barn i ustyrlig
+glæde over et fjollete leketøi! Jeg fik taarer i
+øinene over ham. Og jeg tænkte, naar han ved
+<em>disse</em> nære ting er saa lykkelig — hvilke dimensioner
+har saa hans lykke ved de virkelige store ting!
+Forstaar De mig?
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a>
+Meninsky strøk sig over haaret og glattet sin
+pande.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, sa han, det er vel ikke saa vanskelig.
+Men ellers kjender jeg ikke Nietzsche. Er det ham
+med overmennesket?
+</p>
+
+<p>
+— Netop, sa Run Bates. Paviere er et Nietzschesk
+overmenneske.
+</p>
+
+<p>
+— Ham maa vi kikke paa! sa Meninsky. Men
+saa De slet ikke hans ansigt?
+</p>
+
+<p>
+— Jovisst, hele tiden mens han tok imot applausen
+og det var længe, men jeg var jo solblind.
+Jeg kunde ikke skjelne hans store, lyse træk for de
+sorte bokstavene fra hans ryg!
+</p>
+
+<p>
+Og nu smilte Run Bates et forunderlig smil.
+Ganske forbløffende nyt og uventet sat det pludselig
+der i hendes lille gule ansigt og gjorde det helt fremmed.
+Hun pleiet at minde om en frosk i sin glæde,
+nu lignet hun Mona Lisa. Den store mund, der
+forekom at være saa elastisk og uendelig at mundvikene
+burde kunne møtes oppe paa issen, foldet
+sig sammen som en blomst ved solnedgang, blev
+liten og rund som en rosenknop. Smilet blev næsten
+usynlig men lyste med akkurat samme latenthet
+som hos Leonardo.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky stirret stumt og graagrønt paa denne
+mystik, han sank sammen i ryggen og kom til
+at ligne en forlæst gymnasiast.
+</p>
+
+<p>
+Saa tok han sig sammen og stammet:
+</p>
+
+<p>
+— Hvor skulde De reise hen da De fik se mig
+paa banegaarden?
+</p>
+
+<p>
+— Til Norge, svarte Run Bates. Men nu blir
+<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a>
+jeg altsaa her. Og imorgen telegraferer De til herr
+van Lengden?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Meninsky. Jeg skal be ham erklære
+Paviere splitter gal — meget galere end baade
+De og jeg, simpelthen farlig for sine omgivelser!
+Jeg tænker vi har ham her før vi faar suk for os.
+Og saa blir det <em>Deres</em> sak at holde paa ham — <em>gjør</em>
+ham gal dersom han ikke er det!
+</p>
+
+<p>
+Da saa Run Bates paa Meninsky som paa et
+daarlig speil. Hendes blik uttrykte: Jeg er nok
+gul i ansigtet, men <em>saa</em> gul er jeg dog ikke. Jeg
+har nok stor mund, men <em>saa</em> stor mund har jeg ikke.
+For et grønt, ujevnt, simpelt glas i det speil!
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Det er tidlig foraar men alt paa Capranola
+blomstrer. Fra paladset som ligger høit, vælter
+der vældige bølger av hvitt skum ned mot havet,
+det er terassernes tusen blomstrende frugttrær.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates stod lænet mot en av loggiaens
+piller og betragtet det blændende og duftende
+under.
+</p>
+
+<p>
+Ved en anden pille stod Meninsky og betragtet
+Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+Om en stund kom han bort og sa at hun lignet
+nogen, noget — hvem, hvilket?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, det skal jeg si Dem, svarte hun beredvillig,
+jeg ligner i øieblikket en hvilkensomhelst
+<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a>
+tegning av Erté. Jeg er nemlig idag til ære for
+mine nyankomne kufferter mannequin, pariserny
+som De ser — Og hun gjorde en tvetydig gestus
+henover sin bedaarende, blekrøde chiffonkjole.
+</p>
+
+<p>
+— Ah, de var Deres alle de kuffertene og hatæskene
+imorges, sa Meninsky, saa skulde det bare
+mangle at Paviere ikke regner klær for store ting,
+hvad?
+</p>
+
+<p>
+En tjener ventet ærbødig til han hadde talt
+ut og pekte saa ned til et dækket tebord paa terassen.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates slog op sin parasol. Solen larmet
+mot samovaren. En gylden sommerfugl slog sig
+ned paa tebrødet men opdaget øieblikkelig sin
+feiltagelse og flagret videre til epleblommen paa
+Run Bates skulder. Fra paladset lød en sprød
+kvindestemme til harpeakkompagnement. Meninsky
+lyttet og vaaknet brat ved Run Bates’ værsaagod
+med sukkeret.
+</p>
+
+<p>
+— Ak, sa han og tok to biter, livet er ikke let.
+</p>
+
+<p>
+Men det skulde han ikke sagt.
+</p>
+
+<p>
+— Livet jo? sa Run Bates og sluttet at røre
+rundt i sin kop. Livet er usigelig enkelt, begyndte hun
+og dreiet sin parasol rundt, rundt. Folk bryr sig med
+hvorfra vi kommer og hvortil vi gaar, men hvorfor
+skal vi ha rede paa det naar vi vet det ene nødvendige,
+nemlig hvor vi er? Se Dem om! Og hun slog parasollen
+ned og la sig tilbake i stolen og stirret op i
+det svale, hvite loft av blomsterblade og hun bredte
+armene ut som om hun vilde favne ufavneligheter.
+</p>
+
+<p>
+— Se, sa hun og pekte ind mellem stammene,
+hvad skal vi med eventuelle guldgater og perleporter?
+<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a>
+Ingen himler kan være skjønnere end jorden.
+Og er de det, da er de ikke til at begripe for vore
+jordsanser og pokker skulde da anstrænge sig saa
+faafængt og latterlig. Nei, jeg sier, kjære vidunderlige
+jord, hvor det altid skal bli velsignet at se
+<em>dig</em> igjen!
+</p>
+
+<p>
+Sangen fra slottet var forstummet. Meninskys
+uttryk var lysnet.
+</p>
+
+<p>
+— Tænker De Dem smaa turer bort fra den?
+spurte han, venlig.
+</p>
+
+<p>
+Nu lyttet Run Bates efter det som ikke mer
+var.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg tænker mig ingenting, sa hun adspredt
+og blev sittende litt og stirre i det.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg lever, tok hun endelig haardt i ved at
+en flue satte sig paa hendes næse. Og det er saa
+nok saa. Jeg prøver at gjøre hvert øieblik til en
+liten evighet, forstaar De, det burde De ogsaa,
+De aner ikke hvor man kan komme til at føle sig
+tusen deilige aar gammel, samtidig som man kan
+sværge paa at man er født igaar. Tror De ikke
+<em>øieblikket</em> er hele meningen, Meninsky?
+</p>
+
+<p>
+— Meget mulig, indrømmet Meninsky med
+munden fuld av kake.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates slog op sin parasol igjen. Saa tok
+hun sikte paa en himmelragende poppels allerøverste
+kvist, hvor der tilfældigvis sat en maaltrost
+og taug og til den deklamerte hun:
+</p>
+
+<p>
+— Drum thu wie ich und schaue froh verständig
+dem Augenblick in’s Auge. Kein Verschieben!
+— Over min seng i Los Angeles staar der: Memento
+<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a>
+vivere. Aa, men det er vanskelig naar man som jeg
+er født drømmer!
+</p>
+
+<p>
+— Er De det? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja. Helt til jeg var tyve aar levet jeg paa
+bare drøm, uvirkelighet. Jeg husker ikke en eneste
+realitet fra den tiden, mine oplevelser var altid
+enten foran eller efter selve oplevelsen, tiden laa
+i stadig væddeløp, før jeg visste ordet av det var
+jeg tyve aar. Da blev jeg imidlertid ved et mirakel
+født paany. Og disse faa aarene av mit andet liv
+er som to gange tyve, saa fulde av indre og ydre
+oplevelser, forstaar De, av virkelighet. Sjelden
+hænder det nu at jeg tror at rødt er blaat og
+at bakenfor den syvende blaane ligger Soria Moria.
+Jeg tror jeg skulde kunne stikke fingeren i et
+spøkelse og ...
+</p>
+
+<p>
+Hun tier. Dupper likesom av. Meninsky opdager
+at hendes øine blir blinde, at de blir bare
+pupiller og mister evnen til indstilling. Og da hun
+snakker igjen er det senilt og upersonlig som under
+en trance:
+</p>
+
+<p>
+— Denne terassen, sier hun, denne terassen og
+Paviere. Paviere ...
+</p>
+
+<p>
+Saa vaakner hun med et sætt.
+</p>
+
+<p>
+— Aa, du store Gud som jeg længter, stønner
+hun og blir pludselig urolig, kan ikke længer sitte
+stille, maa op og staa, gaa.
+</p>
+
+<p>
+— Alt dette, sier hun og gjør en stor bevægelse
+med armen saa hendes vide kjoleærme ligner en
+stor blekrød englevinge, al denne bedøvende duften
+og disse fine, skjære farvene, det er et kor av tusen
+<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a>
+lyse sopranstemmer, nei, det er et crescendo av
+utallige violiner, fløiter og harper, et orkesterforzellerando:
+<em>KOM!</em>
+</p>
+
+<p>
+Og hun roper ordet av sine lungers fulde kraft,
+staaende paa taaspidsene og med armene høit i
+veiret.
+</p>
+
+<p>
+— Oi, ler Meninsky overvældet, han maa jo
+kunne høre det til den syvende blaane!
+</p>
+
+<p>
+Da sænker Run Bates langsomt vingerne, stille
+sætter hun sig ned og skjænker hun ny te i sin
+kop og med en dyp panderynke og en sprød, saar
+stemme sier hun:
+</p>
+
+<p>
+— Ja, — hvor han tror det er en eller anden
+inspiration og slaar sig ned og laver en symfoni
+i det lange og brede og overlater mig til virkeligheten
+og mig selv —!
+</p>
+
+<p>
+Og først længe efter ler hun igjen.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Inde under de ældgamle parktrærs unge løv
+løper der gange i labyrintisk virvar. De kaldes
+den røde, blaa, gule eller hvite, kjærlighetens,
+haabets, troens eller mismotets vei efter hækkene
+som kanter dem og menneskene som traditionslydig
+vandrer dem. (Ingen forelskede vandrer
+bedrøvelsens, ingen ensom kjærlighetens vei!)
+</p>
+
+<p>
+Som et utropstegn midt i glædens, av himmelblaa
+lubelia kantede vei, saa Meninsky Run Bates
+<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a>
+gaa. Hun traadte saa let i sandet med sine spinkle
+ben og hun var gjennemsigtig som en hallucination
+i en hvit tyllskjole.
+</p>
+
+<p>
+— Naa, sa hun da han rak hende igjen, De
+har ogsaa fundet hit?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa han, og gid man altid kunde vandre
+glædens blaa veie.
+</p>
+
+<p>
+— Det kan man da?
+</p>
+
+<p>
+— Kan man det?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, sa Run Bates, og hadde allerede sin lyre
+stemt. Det var bare en viljesak. Ingenting var
+mere komisk end tragikken. Vilde man le kunde
+man le.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg vet det, sa hun. Jeg har lært det. Jeg
+hadde som ganske ung en speciel begavelse for at
+sørge, Gud som jeg sørget vidunderlig over alt og
+ingenting, alt var saa deilig sørgelig, allermest det
+at elske. Men saa fik jeg en virkelig sorg som jeg
+nær hadde sat livet til paa, det blev <em>virkelig</em> sørgelig
+at elske, forstaar De. Da var det jeg blev <em>befalet</em>
+at <em>le</em>, da var det jeg fik rede paa at saavel sorg
+som glæde er smitsomme, at jeg ikke hadde ret til
+at gaa rundt som en edikebrygger og utstraale aandelig
+gift, men at jeg værsgo skulde være glad over at
+være bedrøvet, fordi det var kvintessensen av egoismens
+nye evangelium at den selvomsorg der fører
+til egen lykke er den direkteste og største velgjerning
+mot vor næste. Jeg blev energisk og strengt undervist
+i egoisme og jeg lærte virkelig at glemme andre.
+Og tror De ikke det er livets vigtigste kunst, Meninsky?
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a>
+— Jo, sa Meninsky, jojo. Jeg forstaar mig ikke
+paa det, jeg gaar sjelden saa dypt i det, jeg faar
+saa let hodepine. Men det er jo ikke etisk at være
+egoist, har <em>jeg</em> lært.
+</p>
+
+<p>
+— Har De det? sa Run Bates og traadte straks
+meget bestemtere i singelen. Hvis etikken fordømmer
+selvopholdelsesdriften fordømmer den sine
+egne midler, sa hun vægtig og det var som om
+hun saa sig om efter et bord at slaa i. <em>Netop</em> naar
+man stiller sig paa altruismens grund blir den
+særlige opgave for det enkelte individ at styrke og
+utvikle sine egne kræfter og evner. Bare ved at
+gavne mig selv gavner jeg et hele.
+</p>
+
+<p>
+Saa gav hun pausen til motsigelserne. Men der
+kom ingen. Derved krøp der en angst op i hendes
+øine.
+</p>
+
+<p>
+— De som ikke ser det, er idioter, sa hun haardt.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, jeg er en idiot, sa Meninsky. Men glædens
+vei er kort, nu er de snart ved enden.
+</p>
+
+<p>
+— Hvad er De nu mest? spurte hun.
+</p>
+
+<p>
+— Hvilket? spurte han.
+</p>
+
+<p>
+— Glad eller bedrøvet?
+</p>
+
+<p>
+— Aa, jeg er saan — jevn, svarte han.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, jeg har allerede opdaget at De
+er makelig. Og alle følelser kommer egentlig av energi.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg tror alt det De sier, sa Meninsky med
+ét patetisk og snudde sig. Der stod en dame og saa
+efter dem oppe under en graa sørgepil, da hun saa
+ham vende sig, hoppet hun kjækt tvers over lubeliahækken
+ned paa hans og Run Bates’ vei, men
+tok med næsen i veiret den motsatte retning.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a>
+— Og, sa han med stor energi til Run Bates,
+jeg ønsker at Paviere maa ha sat sig ned og komponere
+—! For hvordan skal jeg faa snakket et
+eneste ord med Dem naar han kommer?
+</p>
+
+<p>
+— Kjære, smilte Run Bates sit Monalisasmil,
+her er da fuldt op av andre damer at snakke med.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, andre damer, blaaste han.
+</p>
+
+<p>
+De er kommet til veiens slut og stanser.
+</p>
+
+<p>
+— Hør, sier han med stor varme, kan De ikke
+lære mig Deres store kunst — at ville? At kunne
+ville gjøre en utaalelig situation taalelig for eksempel?
+</p>
+
+<p>
+Run Bates er meget alvorlig da hun bøier sig
+ned og plukker en tust av den blaa hæk.
+</p>
+
+<p>
+— Kjære, sier hun idet hun sætter den i sit
+belte, da maa De nok først lære at <em>føle</em> en situation.
+Prøv da til en begyndelse at føle indeværende
+utaalelig!
+</p>
+
+<p>
+Han forstod feide ikke.
+</p>
+
+<p>
+— Indeværende situation er Dem nemlig ikke
+noget, nikket hun. Den er Dem bare et stykke
+likegyldig tid som gaar for Dem mens De forstyrres
+fra at tænke paa den. Men vil De høre hvad den
+egentlig er benyttet til? Til tyveri!
+</p>
+
+<p>
+Og nu jog pludselig blodet op i hendes ansigt
+og hendes mund skalv.
+</p>
+
+<p>
+— Til tyveri av <em>min tid</em>, sa hun. Her har De tilranet
+Dem et helt kvarter av mit lille, dyrebare liv!
+Og hvorfor? hvortil? For ingenting! De er ret og
+slet kleptoman, samler av værdiløsheter! Gaa nu et
+andet sted hen og stjæl og la mig bli alene med
+mine sørgelige rester av den glæde De traf mig i.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a>
+Jeg mener det, fortsatte hun leende da han
+ikke gjorde mine av endnu at forstaa hende. Jeg vil
+gjerne være alene nu. Jeg har hat saa lite at bestille
+med mig selv idag. Først var det min pike
+og saa doktoren og nu Dem og indimellem og tversigjennem
+det hele, Paviere. Jeg maa sandelig nu
+faa nyde mit eget behagelige og interessante
+selskap lidt! Her skilles altsaa vore veie.
+</p>
+
+<p>
+Og hun gik blidt nikkende fra ham ind paa
+ensomhetens lange, hvite vei tilhøire, mens han maatte
+ta eftertænksomhetens korte, av violette krokus
+kantede gang tilvenstre.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Og de taltes ikke ved paa en tid.
+</p>
+
+<p>
+Der var flere tyver efter hendes tid end han, og
+hun lot sig like elskværdig bestjæle av alle andre
+som av ham først.
+</p>
+
+<p>
+Han gik for sig selv og sov meget som ellers
+og der stod i de dage meget interessant i avisene.
+</p>
+
+<p>
+Men endelig en aften sa hun:
+</p>
+
+<p>
+— De tar mig nok bokstavelig! Men hør nu,
+De kan faa lov til at betragte det kvarteret sidst
+som et laan. Hvilket jeg nu og herved kræver
+tilbakebetalt.
+</p>
+
+<p>
+Og saa slog hun sig ned hos ham med sin kaffekop.
+</p>
+
+<p>
+Det var inde i den lille cirkelrunde gaard hvorom
+Palazzo Garnese er bygget. Midt i var det et stort
+springvand, paa marmorkanten her krøp Run
+<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a>
+Bates op, der sat hun rigtig godt og malerisk i sin
+glitrende ormeham av en kjole og med en skyskrapende,
+spansk kam i sit japanske haar.
+</p>
+
+<p>
+Der var en eiendommelig blaa skumring derinde
+i rundelen, maaneskinnet fra oven rak ikke helt
+ned til marmorflisene, men etpar store antikke
+smijernslygter med kulørt glas gjorde saa godt de
+kunde. Run Bates sat bra belyst og det hæslige,
+edderspyende sjøuhyre i bassinet bak hende kom
+ogsaa nogenlunde til sin ret.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky sat i skyggen med hele overkroppen,
+bare hans store, urørlige ben i silkestrømper og laksko
+raket ind i lyset og til dem henvendte da Run
+Bates sig:
+</p>
+
+<p>
+— Hvad fandt De ut i eftertænksomhetens
+gang?
+</p>
+
+<p>
+Som stukket av noget kryp trak benene sig
+skyndsomt tilbake ind i mørket. Men langsommere
+og sindigere end nogengang før kom Meninskys
+stemme:
+</p>
+
+<p>
+— Det husker jeg ikke. Men senere er jeg kommet
+tilbake til mit første indtryk av Dem som var
+Deres hattebaand. Er De ikke akkurat saa skinnende
+og flagrende som det?
+</p>
+
+<p>
+— Jeg? Skinnende og flagrende? ropte Run
+Bates. Jeg er skimrende og flaggende! Tænk
+saa ut forskjellen!
+</p>
+
+<p>
+Og som for at markere hendes replik sendte
+sjøslangen idetsamme en himmelhøi vandstraale
+tilveirs, den rent overanstrængte sig og maatte
+holde op og puste lidt efterpaa.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a>
+— Har De mødt et gladere menneske end mig?
+spurte Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, fandt Meninsky, hun var virkelig meget
+og altid gla.
+</p>
+
+<p>
+Men nu skulde han altsaa allikevel snart se en
+endda større og endda varigere glæde. Og var der
+heller ikke iaften nogen meldeseddel om ilgodset
+fra Paris?
+</p>
+
+<p>
+— Jeg glæder mig saa til sammen med Paviere
+at demonstrere <em>tid</em> for røverpakket her forstaar
+De, sa hun.
+</p>
+
+<p>
+Da bad Meninsky hende særlig at ta sig av ham,
+for om tiden var han mer og mer ved at miste
+begrepet sammen med hende.
+</p>
+
+<p>
+— De sier altsaa ikke i øieblikket med Faust:
+Verweile doch!
+</p>
+
+<p>
+— Nei! sa Meninsky varmt.
+</p>
+
+<p>
+Men nu fortalte hun ham hvor hans uforstand
+var kolossal. Tænke sig at sove bort de to trediedele
+av sit liv som han gjorde, ja hvor og naar hadde
+hun ikke set ham sovende? Paa sofaer og i lænestole,
+paa havekrakker og i grønsværet, tidlig paa
+morgenen, midt paa dagen i solnedgang og maaneskin.
+Hun begrep ham ikke — De imponerer mig
+næsten med Deres flothet, Deres usigelige nonchalance
+med tiden!
+</p>
+
+<p>
+Det første hun skulde spørre Paviere om var
+hvormange timer han sov pr. døgn. Hun trodde
+et minimum, meget færre end hende, aa, hvor
+hans tid var optat og fuld av vaakent liv.
+</p>
+
+<p>
+— Men tror De da han faar tid tilovers
+<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a>
+for nye bekjendtskaper, spurte Meninsky —
+for Dem?
+</p>
+
+<p>
+Sjøslangen i bassinet spidset øren og dæmpet sig.
+</p>
+
+<p>
+Hun ventet lidt med svaret.
+</p>
+
+<p>
+— Kjære Meninsky, sa hun langsomt og meget
+tydelig, Paviere faar tid til alt. Han vet sikkert
+det samme som jeg, at bagatellerne er like vigtige
+som katastroferne og praktiserer det endda grundigere.
+Tro mig, han vil tilmed faa tid for <em>Dem</em>!
+</p>
+
+<p>
+Da fniste det kort og forstaaelsesfuldt i bassinet.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates kikket ned i vandet og opdaget en
+guldfisk.
+</p>
+
+<p>
+— Tyss, hvisket hun med oprakte pekefingre,
+den maa jeg ha! Den staar ganske urørlig og stirrer
+paa mig, <em>vil</em> tas! Tyss!
+</p>
+
+<p>
+Og som en kat skjøt hun pludselig ryg og krøket
+hun klørne, et plask og et skuffet hyl. Guldfisken
+var undsluppet.
+</p>
+
+<p>
+Men den kom igjen. Tre gange kom den igjen
+og tre gange dyppet Run Bates sin slanke arm til
+albuen i det glasklare kolde vand. Men idet den
+gik sidste gang grep hun den like oppe i vandskorpen.
+Og der hang den virkelig efter halefinnen
+mellem hendes to fingre, ganske stiv av skræk og
+forbauselse, men skinnende i de vidunderligste
+gyldne farvetoner, et langt stivnet gulddryp færdig
+til at hænges i hendes øre. Run Bates løftet den op
+mot det og vilde si noget, men kunde ikke finde
+stemmen, hendes kineserøine skinnet gult av ekstase,
+hun holdt pusten ikap med springvandet, satte
+den saa i halsen og kom til at hoste.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a>
+Da gjorde fisken et spræl og blev fri.
+</p>
+
+<p>
+Og der sitter Run Bates nu og stirrer i vandet
+og væter sine tørre læber, mens alle muskler i hendes
+legeme slappes og hjernen gjenoptar sin virksomhet.
+</p>
+
+<p>
+— Haha! sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates vendte hurtig ansigtet fuldt av rædsel
+om mot ham.
+</p>
+
+<p>
+— Ler De? sa hun bare.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarte han. Liker De ikke den form for
+forstaaelse? Vilde De heller hat applaus?
+</p>
+
+<p>
+— Applaus?
+</p>
+
+<p>
+— Ja? Var dette ikke en demonstration av tid?
+Av opgaaen i nuet? Og jeg vil si — jeg kan vanskelig
+tænke mig det bedre utført — selv av Paviere!
+</p>
+
+<p>
+Run Bates lille kjoleslæp endte i en dusk, en
+dusk av stjerneblaa metalperler, den laa tung og
+glimtende paa marmorflisen like ved hendes føtter.
+Nu trak hun slæpet op, fik tak i dusken og ga sig
+til at leke med den.
+</p>
+
+<p>
+— Paviere, sa hun og vendte ansigtet fra lyset.
+For helt nede paa hendes hvite hals sank rødmen
+tung og mørk og hendes nakke bøiet sig som under
+en smertefuld byrde.
+</p>
+
+<p>
+— Paviere, gjentok hun, aanei, han lar sig nok
+ikke saa let føre bak lyset som De — og jeg. De er
+ute av stand til at forstaa bedre og jeg vil saa altfor
+gjerne bedrages — av mig selv.
+</p>
+
+<p>
+— Hvad mener De? spurte Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg mener, sa hun fortvilet, nøiagtig det
+<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a>
+motsatte av hvad jeg gjerne <em>vil</em> mene, hvad jeg
+har lært at jeg <em>skal</em> mene. Citerte jeg netop
+Goethe husker jeg nu Pascal som sier at vi
+mennesker <em>aldrig</em> lever i nuet, at vi ikke kan det!
+Vi er enten optat av det forgangne eller av det
+kommende, det nuværende betragter vi bare som
+et middel for det næste og saaledes <em>lever vi aldrig</em>,
+bare forbereder os paa at leve, vi <em>haaper</em> altid paa
+lykken og <em>nyder</em> den aldrig. Og Gud, hvor det er
+trist, dersom det er sandt. Og dette med guldfisken
+netop var jo en absolut bekræftelse, sa hun
+med et langt suk og blev sittende lidt.
+</p>
+
+<p>
+For mens jeg endnu ikke hadde den tænkte jeg
+paa det øieblik da jeg skulde ha den, og da jeg saa
+hadde den i haanden tænkte jeg straks med bedrøvelse
+paa det øieblik da jeg maatte slippe den
+igjen, og da jeg hadde sluppet den var det hele
+jo allerede et minde blot. Ak.
+</p>
+
+<p>
+Og hun slap som i dype, triste tanker perledusken
+ned paa marmoret igjen. Men den lille
+skjøre klang var nok til at vække hende.
+</p>
+
+<p>
+Hun løftet armene over hodet, foldet dem deroppe
+og bøiet sig tilbake.
+</p>
+
+<p>
+— Derfor, sa hun til Meninsky, derfor <em>maa</em> jeg
+træffe Paviere. Jeg maa! Jeg tror at han <em>kan</em> hvad
+jeg har <em>lært</em>, denne forvissningen kommer jeg ikke
+undav, den er gaat i blodet paa mig og pumpes
+taktfast gjennem mit hjerte, den er blit mit aandedræt,
+ophører det, dør jeg. Kan De forstaa det?
+</p>
+
+<p>
+— Nei, svarte Meninsky bare og hans svar var
+et spørsmaal.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a>
+Men Run Bates tidde med lukkede øine. Og
+hun saa ut som om hun aldrig hadde været glad
+og som om hun aldrig kunde bli det.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Alle Capranolas hvite blomsterblade falder.
+</p>
+
+<p>
+De falder for hver mindste bevægelse i luften,
+de drysser og tysser naar bare en stemme taler
+for høit, de dækker jorden som sne.
+</p>
+
+<p>
+Paviere spørres ikke.
+</p>
+
+<p>
+— Min ven lægen maa være bortreist, sier Meninsky
+til Run Bates. Blir De meget fortvilet om
+De maa vente lidt?
+</p>
+
+<p>
+Run Bates har hele sin opmerksomhet fæstet paa
+sine ben, hun traar saa usigelig varlig i det myke,
+hvite teppe og hendes ansigt er fyldt av ynk for
+det.
+</p>
+
+<p>
+— Fortvilet? gjentar hun uten at se op, det blir
+jeg jo aldrig. Men det er vanskelig at holde sig samlet
+om dagen. Vet De, Meninsky, idag tænkte jeg paa
+Paviere som paa et maal!
+</p>
+
+<p>
+Det var som om hun betrodde ham en sensation.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg blev ganske ulykkelig, sa hun. I det hele
+tat er denne tiden siden jeg saa Paviere første
+gang like vanskelig for mig som hin første tid efter
+at jeg hadde gjort mit eget bekjendtskap. Jeg gjør
+feilgrep paa feilgrep, jeg føler pludselig grunden
+<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a>
+svigte under mig paa de mest utrolige steder. Som
+dette med maalet. Jeg vet jo forlængst og har sat
+mig fuldstændig ind i at der gives ingen maal utenfor
+en selv. Alt er midler. Paviere er mig udelukkende
+et nyt middel til selvoptagelse, utvikling, forklarelse.
+Og saa tørner min fantasi op og laver mig
+en kridtstrek ved et væddeløp! Gud som jeg sprang
+med tungen ut av halsen for at naa den streken
+Paviere.
+</p>
+
+<p>
+— Og naadde De ham? spurte Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, fortalte hun, hun hadde stoppet sig selv
+i tide.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg har et altfor følelig maal i mig selv.
+Kjender De ikke den lille indiske legenden om
+draapen i havet? Hvad er en draape i et
+hav, sier man jo. Hvad er et menneske blandt
+mennesker? Men hør nu, hvordan kan der bli
+et hav uten draaper? Og beror ikke havets
+<em>beskaffenhet</em> av draapen? Er draapen klar er
+havet klart. Det er da usigelig enkelt?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Meninsky. Han gik og saa paa hende
+fra siden. Hendes merkelige mund arbeidet i
+profil ganske som et papegøienæb.
+</p>
+
+<p>
+— Jamen, menneskene gjør det saa vanskelig,
+gik hun energisk videre. Hun hadde glemt jorden
+og hvad som dækket den nu, hun saa ret tilveirs.
+</p>
+
+<p>
+— Menneskene laver samfundsetik og religionsetik
+og hundre slags etik. Som om der <em>gis</em> anden
+etik end den individuelle. Aa, jeg kunde det utenad
+engang, jeg maatte jo pugge det, at: Det altid er
+<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a>
+og altid blir det enkelte, bestemte individ man
+paa det etiske omraade har med at gjøre, at etiske
+domme angir villen og handlen og at der handles
+og villes i al evighet av enkelte, bestemte individer.
+Et samfund handler akkurat forsaavidt de enkelte
+individer handler. Et samfund er fuldkomment
+forsaavidt dets enkelte medlemmer er fuldkomne.
+Derfor er maalet vor <em>egen</em> fuldkommengjørelse
+ikke sandt? Alle andre mennesker, alle forhold,
+alle oplevelser kan bare bli midler for det ene, vor
+egen utvikling.
+</p>
+
+<p>
+Og hun saa paa ham, blaat og triumferende
+som et barn der har avliret en godt pugget lekse
+uten avbrytelser.
+</p>
+
+<p>
+— Nu husker jeg, sa da Meninsky og stanset
+og stirret betænkt ned i bladmylderet, at De den
+første gangen der paa dækket snakket noget om
+en draape.
+</p>
+
+<p>
+Der stod en gammel, mosgrodd stenbænk inde
+under et drivende hvitt mandeltræ, bænken var
+hvit av blade. Run Bates subbet dem undav med
+haanden, ryddet to pladser avdelt ved en tyk,
+hvit stripe.
+</p>
+
+<p>
+De satte sig.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, men dengang var det som draapen
+i boblen jeg tænkte paa mig selv.
+</p>
+
+<p>
+— Draapen i boblen?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, har De aldrig blæst saapebobler?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, det hadde Meninsky, han husket godt
+en bobleperiode fra sin barndom.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Run Bates, hvis der er tilstrækkelig
+<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a>
+med glyserin i vandet kan De faa dem kolossale,
+vet De, og da gaar de like lukt til himmelen uten
+at efterlate sig spor. Men er der forlitet av skumstoffet
+smelder de straks og da plasker vandet
+— <em>draapen</em> — til jorden. Der var meget lite glycerin
+i Dem, Meninsky, derfor blev der slik en stor
+vaat flek under Dem paa dækket!
+</p>
+
+<p>
+Og hun lo saa mandeltræet ganske vettskræmt
+drysset en regn av blade nedover dem.
+</p>
+
+<p>
+— Det vil si, sa hun, der var lite <em>fantasi</em> i den
+min formodning at De var Paviere, der var for meget
+av mit eget kjød og blod i den, gudskelov. Derfor
+plasket jeg i dækket saa eftertrykkelig. Ja, for De
+forstaar vel at det var <em>mig</em> den væteflekken, den
+draapen?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, selvfølgelig forstod Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Men der blev en pause. Ingen blade faldt.
+</p>
+
+<p>
+— Haha! lo Run Bates kort, og tusen blade
+faldt samtidig.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky saa først paa hende og derefter paa
+nedbøren men sa ingenting.
+</p>
+
+<p>
+— Hvad tænker De paa? spurte hun.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg? sa han forbauset.
+</p>
+
+<p>
+— Ingenting, mener De? Nei, jeg tror virkelig
+ikke De tænker sa hun. De ser ikke, hører ikke,
+føler ikke, De lever ikke. De <em>sover</em>!
+</p>
+
+<p>
+— Vet De, hvisket hun pludselig tæt indtil skillet
+mellem dem og bøiet sig frem og foldet hænderne
+om knærne, jeg kan tænke mig Paviere her i Deres
+sted nu. Han sitter der og ligner Dem, stor og blond
+og mandhaftig. Men <em>han</em> lever! Han er lynende
+<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a>
+vaaken og ser mig og alt omkring mig og han sitter
+og lytter ut i luften og ned mot jorden. Og saa
+sier han til mig: Se, siger han, hvor Deres stemme
+bevirker katastrofer her mellem disse faldefærdige
+verdener, Miss Bates! Der er et stort farlig cello
+vibrato i Deres stemme, ser De, luften kommer i
+sjøgang, lange, sterke bølger laver brændinger.
+Og han lytter. Kan De høre, sier han til mig, at
+det <em>klinger</em> i luften av disse kaskadene av blekrøde,
+duftende fnugg, den fineste, lille lyd i verden,
+ingen sordin kan dæmpe en violintone ned til dette.
+Og saa sitter vi her og ser og lytter og tiden staar
+stille imens.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky har sopt bladene mellem sig og hende
+sammen i en liten haug, nu krammer han dem
+indi haanden, haardt, saa væten rinder ham ut
+mellem fingrene og kaster derefter den lille vaate,
+brunlige klump langt fra sig, ut paa veien.
+</p>
+
+<p>
+— Er De sikker om at han er veltalende? spør
+han rolig.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates betragter uttryksløst hans offer ute
+i singelen.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sier hun, det er jeg slet ikke. Kanske
+er han tvertom taus. Men for en taushet! Han
+behøver simpelthen ikke si noget — han er den
+fuldstændige livskunstner forstaar De, hans følelse
+av livet i sig selv og alt gjør hans mindste berøring
+med en ting saa sjælfuld at tingen forklares — uten
+ord. Aa, han er saa fuld av ømhet, Meninsky, der
+strømmer saa megen medlidenhet, varme og godhet
+ut fra ham at al is og bundenhet omkring ham
+<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a>
+smelter og løses — uten ord. Ingenting lavt eller
+sjofelt kan eksistere i Pavieres nærhet. Aa, ja,
+De skal faa se!
+</p>
+
+<p>
+<em>De</em> Meninsky — De er ikke sjælfuld. De er
+automatisk, kold og grusom, De er — ja, De er bare
+glad for at tiden gaar! avslutter hun skyndsomt
+da hun ser Meninsky trække frem sit ur.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sier han, men undertiden staar den virkelig
+ganske stille, tænke sig til at den ikke er mer
+end et, en hel time til lunch og middagslur!
+</p>
+
+<p>
+Og han stopper med en irritert snøften uret
+ned igjen og gjør et par sterke opadstræk med
+armene.
+</p>
+
+<p>
+Da reiser hun sig og følger ham tiende videre.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Nattemørket paa Capranola er marineblaat og
+ugjennemsigtig.
+</p>
+
+<p>
+Endda der lyste tusen stjerner over paladsets
+flate tak maatte Run Bates føle sig frem over det,
+det var som om hun med hænderne skjøv det ene
+lag efter det andet av lette, blaa fløielsdraperier
+tilside.
+</p>
+
+<p>
+Langt derinde i det svale, bløte og vigende
+mørke støtte hun paa Meninsky. Han sat og sov
+i en kurvstol. Men han vaaknet ved lyden av hendes
+skridt.
+</p>
+
+<p>
+— Au, der traadte jeg paa Deres cigar, sa hun,
+<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a>
+den er vel faldt Dem ut av munden mens De har
+sovet — snorker De?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarte Meninsky, nu skulde jeg forresten
+netop gaat ned og lagt mig.
+</p>
+
+<p>
+— De er vel sovnet paa veien da, sa Run Bates.
+Det er langt over midnat. Hele paladset sover.
+</p>
+
+<p>
+— Bare De vaaker?
+</p>
+
+<p>
+— Jeg er heroppe en tur hver nat ved denne
+tid, svarte hun. Her er jo altid stjerner. Og aldrig
+føler man saa deilig samtidig sin litenhet og sin
+storhet som under stjernene.
+</p>
+
+<p>
+Hun snakket som man snakker i mørket, dæmpet
+og intimt, for ham alene og dog for alle mørkets
+usynlige øren.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky knuste en gjæsp og svarte ikke.
+</p>
+
+<p>
+Der blev saa stille, de kunde høre hverandres
+aandedræt.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg kan høre Dem tænke «Storhet»?, sa hun
+om en stund. De er ikke rigtig vaaken, men i en
+saapas ret skinnegang hjuler Deres hjerne av sig
+selv. De var bare barnet da De lærte at stjernene
+er verdener, de fleste meget større og betydningsfuldere
+end vor, og at De selv er en maddik, et
+støvgrand, et atom, ikke sandt?
+</p>
+
+<p>
+Meninsky svarte fremdeles ikke, men han tændte
+en cigaret og indtok en mere liggende stilling
+i stolen, belavet sig altsaa paa at bli og at
+høre.
+</p>
+
+<p>
+— De lever paa den læren, fortsatte Run Bates,
+henvendt til det stykke fortættet mørke han utgjorde.
+Det ser jeg hver dag! Deres plastik er saa
+<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a>
+absolut en maddiks. De kommer frem ved at suge
+Dem til bunden! Og De opfører Dem som et intelligent
+støvgrand, forbauser verden ved Deres indrømmelse
+av uberettigelse, De er til for at flyttes
+av fjærkosten og beklager med Deres lille ulykkelige
+smil tyngdeloven som tvinger Dem til saa ofte
+at falde tilro. De er ogsaa mikroskopisk i al Deres
+færden som et atom. Man vet ingenting om Dem
+her paa stedet og endda mere betegnende, man
+prøver ingenting at faa rede paa, De anes ikke
+engang av denne samling forskere, De er like uinteressant
+som bacillen til en sygdom der endnu ikke
+har optraadt!
+</p>
+
+<p>
+— Tak, svarte endelig Meninsky med søvnen
+omsider væk fra sin stemme. Det er ganske sandt
+hvad De der sier, sa han.
+</p>
+
+<p>
+— Jamen hør nu, sier Run Bates og bøier sig
+fremover i stolen saa den knaker. I dette øieblik
+ter De Dem for mig som intet hverken større eller
+mindre end en stjerne! Jeg ser Dem ikke, jeg ser
+bare Deres cigaretflamme. Men den lyser like varmt
+og utvilsomt som selve Flammarion og sætter
+et stort horn paa Den lille bjørn. Det ser virkelig
+komisk vederhæftig ut.
+</p>
+
+<p>
+Og han hørte hende smile med haanden over
+sin lykkelige mund og bli alvorlig igjen og grunde.
+</p>
+
+<p>
+— Og De er en stjerne, sa hun derpaa. De er et
+billede i det mindre av en verdens frembringende,
+ordnende og opretholdende kraft, De lyder ganske
+de samme love og betyr like meget som klodene i
+<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a>
+Melkeveien. Nei se, sa hun og pekte fort ut, der
+faldt det en! Akkurat fra Melkeveien!
+</p>
+
+<p>
+Meninsky vendte sig.
+</p>
+
+<p>
+— Uf da, sa han, hvor det høres profetisk ut.
+</p>
+
+<p>
+De sat urørlig en stund og stirret op i det tindrende,
+uendelige under. Men som altid fandt hun
+det sin pligt at ta sig av pausen.
+</p>
+
+<p>
+— Vil De nødig dø? spurte hun blidt. Ja,
+maatte Meninsky indrømme.
+</p>
+
+<p>
+Da foredrog hun med sin virtuose cellostemme
+en liten elegisk melodi for ham der i mørket og
+stilheten, en romance med modererte stigninger,
+et litet vidunder av snakkekunst. Hun fortalte:
+</p>
+
+<p>
+— Vi dør daglig. Vi utsender nemlig vor levende
+kraft til en anden størrelsesverden. Blir vi femti
+aar kan vor tidligst utsendte kraft allerede være
+naadd til de nærmeste stjerner. Og underveis
+har den mødt et uendelig mylder av lignende bølger
+hvormed den har interferert. Midt ute i det evige
+rum, hvor der er saa langt til kloder at vi ikke længer
+ser enkelte stjerner men kun hist og her en stjernetaake,
+er der ikke en synaalsspids av en plads saa
+liten at den ikke i hver milliontedels sekund paa
+den maate gjennemsitres av milliarder av liv og
+skjæbner. Hvert saant litet sted, forstaar De,
+har været sat i svingninger av alt der er skedd
+rundt omkring paa klodene, hvert ord der er talt,
+hver tanke der er tænkt, aa ved bare at en maddik
+har snudd sig i jorden. Alt det vi trodde forsvundet
+ved sin litenhet og umerkelighet løper videre til
+evig tid, idet det overfor det uendelig smaa faar
+<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a>
+størrelse igjen forstaar De, det løper og løper,
+bølgebredde for bølgebredde av milliontedels størrelse
+med uhyre hastighet gjennem rummet for aldrig
+at stanse, hele Deres personlighet, Meninsky, reiser
+ustanselig fra Dem med firtitusen miles fart, tænk
+paa det og mist pusten, likesaagodt først som sist!
+</p>
+
+<p>
+Han kunde ikke se hendes øine som enten var
+altfor vaakne eller altfor fraværende.
+</p>
+
+<p>
+— Hvilken komponist var dette? sa han bare.
+</p>
+
+<p>
+— Feilberg, sa Run Bates stolt.
+</p>
+
+<p>
+— Hvordan har De faat læst al den masse,
+De er jo blottende ung?
+</p>
+
+<p>
+— Jeg har ikke læst. Jeg er blit læst for.
+Og jeg er ikke ung — svarte hun.
+</p>
+
+<p>
+— En maddik som vender sig i jorden, forsøkte
+han at ape hende men opgav det. Naar jeg laver
+firti tusen hvad i herrens navn præsterer saa Paviere
+tror De? Huf, jeg føler mig rent uvel, sa han og
+skuttet sig som om han frøs, det maa være Deres
+snak om bølger, jeg som er saa anlagt for sjøsyke,
+jeg liker idetheletat ikke at reise, nei, nu kryper
+jeg tilkøis og glemmer de milene, saa blir De alene
+med Deres kjære naboer!
+</p>
+
+<p>
+Og han ønsket godnat og gik.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Efterhvert gir lysmesteren sterkere overlys, kulisserne
+skjærpes i konturene og dypner i farvene,
+det blir sommer paa Capranola.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a>
+Run Bates ansigt sees begravet i en jasmingren,
+hendes fingre stryker varlig henover en rododendron,
+hendes favn er fuld av syren og guldregn.
+</p>
+
+<p>
+En morgen kom de ind i en birkelund. Duggen
+var endnu ikke tørret.
+</p>
+
+<p>
+— O, at ha sine sanser, ropte hun, at kunne se,
+høre, føle, lugte, smake! Meninsky, hvilken av Deres
+sanser har De mest glæde av?
+</p>
+
+<p>
+Meninsky sagtnet sine skridt mens han lydig
+tænkte efter og orienterte sig. Han saa sig om
+baade for og bak og han lyttet op mot trærne og
+han snuste ut i luften. Tilsidst smækket han med
+tungen. Og da <a id="corr-6"></a>hun smilte, sa han:
+</p>
+
+<p>
+— Nei, De har ret, jeg er ganske sanseløs.
+</p>
+
+<p>
+— Hvad? sa Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarte han, De ventet Dem jo et kontraspørsmaal?
+For at faa sagt mig at De har like
+stor glæde av hver enkelt av Deres sanser som jeg
+av alle mine tilsammen? Men jeg har ikke spor
+glæde av mine sanser, jeg er virkelig ganske
+sanseløs.
+</p>
+
+<p>
+— De gjør mig uret, sa Run Bates og stanset
+med ryggen mot en skinnende birkestamme. Jeg
+tænkte paa Paviere. For det faldt mig ind ved denne
+fuglemusikken i trærne her at hans gehør vel maa
+være utviklet paa syns og lugts og smaks bekostning.
+Og jeg undres paa hvordan han vilde beskrive
+denne scenen. Mon den ikke vilde være spækket
+med gloser fra harmonilæren? Alt, hele livet kanske
+<em>klinger</em> for ham, alle ting maa kanske karakteriseres
+ved tonemotiver, illustreres ved intervaller og
+<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a>
+skalaer, stakkatoer og fermater, ved forter og
+pianissimoer.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky spurte om det vilde skuffe hende.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, jeg hater specialisering. Jeg fik
+idag et brev fra en god ven av mig, et langt spirituelt
+brev, men jeg gad ikke læse det ut. Fordi han
+udelukkende henvendte sig til mine øine. Han er
+nemlig selv bare øine, maler. Og jeg vet at hvis
+jeg med ord skulde beskrive ham denne scenen
+foran os, saa vilde han ingen andre forstaa end de
+som vedkom hans syn. Livet er for ham bare farver
+og former, og jeg vilde bare fængsle ham ifølge mit
+kjendskap til spektret og geometrien.
+</p>
+
+<p>
+— Hvordan vil De beskrive dette for <em>mig</em> da?
+spurte Meninsky, staaende urørlig og ydmyg som en
+hund ved hendes side. Jeg som hverken har øine,
+ører, næse eller mund?
+</p>
+
+<p>
+— De? sa hun og vendte sig og saa paa ham.
+De har de største og klareste øine jeg har set hos en
+mand, Deres blik er usedvanlig sterkt og klart.
+Deres ører er store og meget velformede, jeg tviler
+ikke om at de funktionerer upaaklagelig. De har
+en fin, uttryksfuld og vakker mund. Men De savner
+virkelighetssansen, derfor er der intet syn, ingen
+klange, ingen duft og intet indtryk i det hele tat
+som berører Dem. Hvis jeg derfor pekte for Dem
+nu og sa, se for et knitrende fyrverkeri av solgnister
+der silrer gjennem det unge birkeløv ned i grønsværet
+og blir til hundreder av røde, blaa, gule
+og hvite, bittesmaa, duftende, søte tusindfryd, saa
+appellerte jeg jo til alle Deres sanser, men De vilde
+<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a>
+bare finde det et overspændt, skjønliterært og
+unødvendig utlæg av et hverdagsfakta. Ikke sandt?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, sa Meninsky, min virkelighetssans vilde
+den beskrivelse hvertfald ikke vække. For det er
+da slet ikke solskinnet som blir til tusindfryd?
+</p>
+
+<p>
+— Jo! svarte Run Bates fort, men gik ikke videre.
+Hun blev høirød og forvirret som grepet i en løgn
+og kunde intet si paa en stund.
+</p>
+
+<p>
+Først langt om længe sa hun stille:
+</p>
+
+<p>
+— Nei, det var min ulyksalige, ukuelige fantasi
+igjen. Jeg myrder den tusen gange om dagen,
+men stadig lever den op igjen. De forstaar, jeg kan
+like lite som Vorherre junior la være at tale i billeder,
+endda jeg like godt som han vet hvor daarlig de blir
+forstaat, tilslut blir vel ogsaa jeg spikret op paa et
+kors for mine sproglige formastelser. Men kom
+jeg galt avsted med eksemplet, saa har jeg hvertfald
+ret i pointet — sansene!
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Meninsky trøstende. Jo, selvfølgelig
+hadde hun ret. Men vilde hun ikke hjælpe ham
+lidt — til at bli sanselig han ogsaa? Putte lidt
+av sin egen overflod i ham.
+</p>
+
+<p>
+Da stanset Run Bates igjen og grep sig haardt
+under haken og efter at ha bevæget kjæverne op
+og ned som var de gaat av ledd og det gjaldt at faa
+dem sammen igjen sukket hun tungt og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Uf, jeg er saa træt av at snakke! Og vi er
+bare halvveis ...
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a>
+Og saa tier hun. Hun tar virkelig en lang pause.
+Det blir stille paa Capranola.
+</p>
+
+<p>
+Han vandrer ensom i de labyrintiske gange og
+ser ut som om han hører paa at græsset gror og som
+at han nu synes det kan være langt nok.
+</p>
+
+<p>
+Endelig den tredje dag finder han hende i en
+huske. Der har hun hat paa for engangs skyld,
+en liten fiffig hat sydd av blaa, bløte silkebaand,
+bremmen ligger hende ned i ansigtet, helt nedover
+munden. Hun sitter ganske stille, den ene spidse
+skosnute støter mot marken, hun holder sig godt
+fast i taugene, det ser ut som om hun er faldt i
+tanker akkurat idet hun skulde i luften.
+</p>
+
+<p>
+Han har set hendes ansigt et øieblik, at hun
+ikke sover, men da han nærmer sig og stanser midt
+fremfor hende blir hun fremdeles sittende, løfter
+ikke hodet, hattebremmen gjemmer hendes ansigt.
+</p>
+
+<p>
+Han blir forgjæves staaende der og vente paa
+hendes blik og stemme. Da kommer han nærmere,
+tæt hentil hende og han strækker sin ene haand
+ut og griper med to varlige fingre i hendes hattebrem
+for at løfte den op, men kommet halvveis,
+seende den store, hvilende mund og de nervøse næsefløier
+slipper han den braat, som forfærdet over sin
+egen dristighet. Og han forlater gaaten under den
+blaa hattebrem uløst.
+</p>
+
+<p>
+Men den fjerde dag taler hun igjen. Og da
+er der en ny magt i hendes stemme, en større styrke
+i hendes foredrag, en bedre orden i hendes stof,
+en sterkere koncentration.
+</p>
+
+<p>
+— Hvorfor, sier hun, løftet De ikke den hattebremmen?
+<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a>
+Var det Dem selv, skrækken for hvad
+De kunde opdage under den gjaldt, eller var det
+mig? Var der noget De ikke <em>vilde</em> vite eller trodde
+De ikke <em>maatte</em> vite? Vet De ikke at det at leve,
+det er at gjøre sig til vidne? Hvor De er feig!
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+— Dette er Indien, sa hun, liggende utstrakt
+i badestrandens okkergule sand og stirrende ind i
+den soldirrende, skyløse himmel.
+</p>
+
+<p>
+Og nu vet jeg det! satte hun sig braat op idet
+hun klasket hænderne kraftig sammen. <em>De</em> er
+indier!
+</p>
+
+<p>
+— Er jeg det? sa Meninsky forundret.
+</p>
+
+<p>
+— Javist, lo hun sit clownsmil. Det forklarer
+det hele! Der De nu sitter i den latterlige skjørtedragten
+Deres, med knærne opunder haken og med
+saa meget av Deres sarte, hvite kvindehud utsat
+for solbranden, forener De en tempelvogters ro,
+en majarias værdighet og en fakirs uimottagelighet
+for ydre indtryk. Om en bombe sprang her like ved
+os vilde De ikke blunke engang, og blev jeg med
+tilveirs vilde det ikke berøre Dem. Vel?
+</p>
+
+<p>
+— Nei, naturligvis ikke, svarte Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Slik som nu, kunde De sitte hele Deres tid
+og rolig la livet leve sig selv paa siden av Dem.
+Verden er for Dem bare et taakebillede, en illusion,
+et gjøglende skin, det som inderne kalder Maya.
+<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a>
+Hele Deres higen gaar ut paa at komme væk fra
+dette mummespil til den store guddommelige virkelighet.
+De er ikke saa lav som vore kristne at De
+lønskalkulerer, De indtar den allerklokeste holdning,
+De gjør <em>ingenting</em>. Saa kan De hverken lønnes
+eller straffes? Liddelig lurt!
+</p>
+
+<p>
+Og hun efterapet hans stilling og mimik, og
+lykkedes fuldstændig.
+</p>
+
+<p>
+Hun hadde en elegant badedragt paa, den var
+vid og anstændig men dækket saa lite som mulig
+an hendes lille, brune krop. Om en stund, naar
+hun blev rigtig gjennemstekt av solen skulde hun
+i sjøen.
+</p>
+
+<p>
+— Men De vet, sa hun pludselig alvorlig og meget
+indtrængende, om inderne ikke handler saa tænker
+de, er de passive med musklerne saa kan de bruke
+hjernen.
+</p>
+
+<p>
+— For eksempel? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue
+som har levet nogen aar derborte nu, skrev
+for en tid siden en liten pudsig historie til mig.
+Om en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det
+hete tørre sandet, som de altid sitter, dag efter dag,
+i samme forvredne stilling, magrere og magrere,
+gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et
+fuldstændig passivt menneske — som De. Men
+engang møtte hun hans øine, sælsomt sorte, blanke
+øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene
+i huset stod han paa hendes veranda, bøiet til
+jorden og bad om en lok av hendes haar. Hun
+sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de
+<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a>
+svarte øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og
+oppe paa sit soveværelse klippet hun en frynse av
+en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk
+som hendes eget haar, fakiren tok den og takket
+hjertelig.
+</p>
+
+<p>
+Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa
+noget i sin hule haand, hun mødte aldrig mere hans
+øine. Men fjorten dage senere da hun igjen var
+alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom
+paa en underlig lyd ovenpaa i soveværelset,
+en sælsom tassing og subbing, helt forskjellig fra
+menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover
+trappene kommer humpende, subbende og raslende
+— hendes sengeforlægger! Du kan tro den
+hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud
+som den bugtet sig ivei til den manglende frynsen sin!
+</p>
+
+<p>
+— Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa
+ikke uimottagelig for ydre indtryk.
+</p>
+
+<p>
+— Han var saa ung, sa Run Bates og tømte
+sandet ut av sin ene strandsko, han var ikke paa
+langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse
+som De.
+</p>
+
+<p>
+— De mener, sa Meninsky og saa interessert paa
+at hun tok skoen paa igjen, at jeg ikke kan bli
+forelsket? Men er ikke kjærligheten netop selvforglemmelse,
+selvhengivelse?
+</p>
+
+<p>
+— Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden
+er De? Jeg har elsket en eneste gang, og
+aldrig hverken før eller senere har jeg været saa
+bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte
+mig at jeg «gik op i» gjenstanden for mine
+<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a>
+følelser, man advarte mig mot tapet av min egen
+personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg
+klart at hadde jeg fortsat med at elske vilde jeg
+blit en ideél egoist. For det er sig selv man elsker
+i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man
+henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt?
+</p>
+
+<p>
+— De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme
+det, sukket Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem
+kan speile intethet, understreke tomrum og korrigere
+fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som De
+kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde
+forelske sig i Dem.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky saa paa hende.
+</p>
+
+<p>
+— De er en djævel, sa han med stor overbevisning.
+Jeg begynder at se frem til Paviere!
+</p>
+
+<p>
+— Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste
+dage reiser jeg fra dette sted hvor jeg vet han aldrig
+kommer.
+</p>
+
+<p>
+— De vil ut og lete efter ham?
+</p>
+
+<p>
+Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med
+sin pekefinger i sandet.
+</p>
+
+<p>
+— Tror De paa skjæbnen? spurte han.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok
+tilfældigvis feil av Deres og Pavieres ryg, og det er
+udelukkende min egen og ingen skjæbnes fortjeneste
+at jeg har faat en oplevelse ut av det.
+</p>
+
+<p>
+— Har De det? spurte Meninsky forundret,
+meget forundret.
+</p>
+
+<p>
+— Jaha, sa hun og holdt op at skrive. Istedetfor
+Pavieres deciderte størrelse til at forstemme mig
+<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a>
+har jeg jo hat Deres dobbeltdeciderte litenhet til
+at opløfte mig! Jeg forsikrer Dem, denne følelsen
+av koloss, av mammut sammen med Dem er udelt
+behagelig.
+</p>
+
+<p>
+Han bøiet sig frem og læste hvad hun hadde
+skrevet. Der stod tre gange Run Bates og tre
+gange Gudrun Haavaldsen.
+</p>
+
+<p>
+— Gudrun Haavaldsen, hvem er det? spurte
+han.
+</p>
+
+<p>
+Hun bøiet sig forbauset frem og læste og deres
+ansigter kom meget nær hverandre ved det. Saa
+løftet hun langsomt øinene med hans eget indolente
+blik.
+</p>
+
+<p>
+— Vet ikke, sa hun paa hans svævende maate.
+Vet De? spurte hun med hans høflige, intetsigende
+smil.
+</p>
+
+<p>
+Da lo han. Og han strakte sine ben ut og begravet
+sine hænder i sandet og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Om jeg nu tok mig voldsomt sammen og
+skaffet mig lidt ballast fra Dem, og jeg saa blev
+forelsket i mig selv, i Dem eller omvendt og fik
+fat i en lok av Deres haar og sat her i sandet og
+stirret paa den i min hule haand i fjorten dage, —
+kom De saa?
+</p>
+
+<p>
+Da reiste Run Bate sig.
+</p>
+
+<p>
+— Neppe, sa hun. Klip heller en liten tust av
+Deres eget haar og be Dem selv komme! Saa skal
+vi se paa det.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a>
+Indenfor sandet taarner klippene iveiret. De
+skifter farve utover døgnet som gigantiske kameleoner.
+Om morgenen er de gule som sandet, ved
+middagstid brune, om eftermiddagen jordbærrøde
+og efter solnedgang violette eller marineblaa.
+</p>
+
+<p>
+De var lilla og likesom uldne i konturene den
+aften Run Bates like efter solnedgang klatret opover
+den høieste av dem: Ararats berg.
+</p>
+
+<p>
+Da hun naadde det flate topplataa var der
+nogen før hende. En mand stod som en silhuet
+mot himmelbranden.
+</p>
+
+<p>
+— Meninsky! ropte hun.
+</p>
+
+<p>
+Men manden rørte sig ikke. Han stod med
+ryggen mot hende, urørlig som av sten, vældig som
+en koloss mot den vide, urolige bakgrund.
+</p>
+
+<p>
+— Meninsky? ropte hun igjen og meget høiere.
+</p>
+
+<p>
+Stenstøtten stod som før.
+</p>
+
+<p>
+Da la Run Bates sig fremover og hvisket som
+for sig selv:
+</p>
+
+<p>
+— <em>Paviere?</em>
+</p>
+
+<p>
+Og øieblikkelig vendte han sig som var der blit
+tutet ind i ørene paa ham. Det var Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates satte sig langsomt ned hvor hun
+stod uten at slippe ham med sine store, forfærdedede
+øine.
+</p>
+
+<p>
+Hun stønnet da han kom.
+</p>
+
+<p>
+— Det er altsaa Dem allikevel, sa hun.
+</p>
+
+<p>
+— Hvadfornoget? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Nu saa jeg det, sa hun og vred hænderne.
+</p>
+
+<p>
+— Neimen kjære, hvad gaar der av Dem?
+spurte han, er De syk?
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a>
+— Paa <em>den</em> bakgrunden, sa hun og pekte ut.
+Jeg saa jo straks De ledet det hele. <em>Det</em> var orkester
+det, hvad? De var midt inde i symfonien nu, ikkesandt?
+Verdens undergang? Flammer, flammer.
+Deres ryg var ganske som i Paris. Og Deres ansigt
+da De snudde det var Meninskys.
+</p>
+
+<p>
+Hun sat foroverbøiet i lyngen og rokket med
+hodet som en gammel kone.
+</p>
+
+<p>
+— Skal jeg prøve at skaffe Dem lidt vand?
+spurte Meninsky forfærdet, De har overanstrengt
+Dem opover!
+</p>
+
+<p>
+— Jeg ante det jo, fortsatte imidlertid Run
+Bates i den samme dumpe tone, likheten var for
+paafaldende! Hadde De allikevel ikke været Meninsky
+nu da de snudde dem, mumlet hun. Det kunde
+jo tænkes De i mere end navnet vilde være incognito.
+Men Meninsky er Deres væsen, Deres passivitet
+og meningsløshet var ingen komedie. Og hun
+stønner igjen og kryper sammen om en smerte
+indeni sig.
+</p>
+
+<p>
+— Det er, sier hun, og ser op paa ham med et
+par bundløse øine, som om jeg er faldt ned fra en
+svimlende høide, jeg føler mig ganske pulverisert!
+</p>
+
+<p>
+— Skal vi ikke gaa ned, prøver Meninsky forsigtig,
+her vil snart bli mørkt?
+</p>
+
+<p>
+Men Run Bates fortsætter med at rokke og vri
+sine hænder. Saa er det som om hun lytter efter
+noget inde i sig.
+</p>
+
+<p>
+— Tænk, sier hun undrende og lyst og et smil
+blaffer op i hendes øine, jeg tror næsten jeg er
+ulykkelig? Jeg er ikke istand til at se noget morsomt
+<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a>
+i dette, jeg er virkelig fortvilet, jeg forsikrer Dem
+jeg har <em>ondt</em> av lutter bedrøvelse, De skulde vite
+hvor jeg tydelig kjender at sjælen sitter i hjertet
+og forstanden i hjernen? Merkelig. Saa <em>legemlig</em>
+har jeg aldrig tidligere fundet mig selv igjen.
+</p>
+
+<p>
+— Nu gaar <em>jeg</em>, sier Meninsky blidt og besværgende
+som til et meget litet barn.
+</p>
+
+<p>
+— Men dette <em>var</em> en skjøn boble, mumler Run
+Bates, og hvor den var svimlende høit tilveirs!
+Au, jeg er næsten <em>tørret</em> i faldet.
+</p>
+
+<p>
+— Kjære, trygler Meninsky, maa jeg virkelig
+gaa fra Dem?
+</p>
+
+<p>
+— Ja gaa De, nikker hun. Men hvordan kunde
+det falde mig ind at De var saa lykkelig? At De
+var saa usigelig, vidunderlig lykkelig? Jeg vet
+ingen mindre «lig» av noget slags end Dem. Var
+De endda ulykkelig ...
+</p>
+
+<p>
+— Kom nu, sier Meninsky pludselig strengt og
+tar hende i armen og løfter hende.
+</p>
+
+<p>
+— Au, roper hun da og tar sig fort til hjertet.
+Det stak! Som med en stoppenaal? Ja nu
+gaar vi.
+</p>
+
+<p>
+Men hun maatte sætte sig igjen.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg er syk, sier hun. Jeg faar ikke puste.
+Hjælp mig!
+</p>
+
+<p>
+— Ta Dem sammen, sier han haardt. Men han
+ser snart at det er alvor. Hun er allerede i vildt
+slagsmaal med en aandenød.
+</p>
+
+<p>
+Han maa sætte sig ned og hjælpe hende.
+Han støtter hende, holder om hende, rister hende
+naar hun er nærved at gi op. Fraaden staar hende
+<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a>
+tilsidst om munden og sveden perler i store, tunge
+dryp fra hendes pande. Det koker i hendes lunger
+og gurgler i hendes hals, aandedrættet blir borte
+lange stunder ad gangen og hun blir gul over næsen
+som et lik. Læberne blir blaa. Tilsidst skriker hun
+høit ut og besvimer.
+</p>
+
+<p>
+Han tror hun dør og rister hende i rædsel haardhændt
+saa hendes hode kommer til at dingle som en
+tung blomst paa en vissen stilk. Han løfter hendes
+øienlaak og ser at blikket er ganske brustent, han
+synes ogsaa at merke at hun avkjøles. Han roper
+hendes navn gang paa gang.
+</p>
+
+<p>
+Tilsidst følger han en pludselig indskydelse,
+legger sin mund ind til hendes øre og hvisker:
+— <em>Gudrun Haavaldsen?</em>
+</p>
+
+<p>
+Og miraklet sker. Hun vaakner. Bare et øieblik,
+men i det stirrer hun ham klart og intelligent like
+ind i pupillene og et lite flakkende aandedræt
+streifer varmt hans kind. Da hun igjen mister
+bevisstheten løfter han hende i sine arme og bærer
+hende slik til Palazzo Garnese.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Hun var sterk igjen efter otte dages fuldstændig
+ro. Da besøkte han hende paa hendes værelse.
+</p>
+
+<p>
+Det var et stort deilig rum hvor solen spillet
+ind paa blekede, fantastiske gobelinlandskap og hvor
+balkondørene stod paa vidt gap mot sommeren
+utenfor.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a>
+Run Bates’ divan stod midt paa gulvet, den
+lignet et blaaskjæl i formen og var fyldt av den
+merkeligste samling puter under solen. De var
+av alle former og alle størrelser, der var et myrderi
+av farver og et virvar av broderi. Materialet var
+det forskjelligste fra silke og lær til fuglefjær og
+slangehud. Selv utgjorde Run Bates divanens store
+og brogede point i et pragtfuldt kinesisk neglige.
+Tre bittesmaa sølvklokker hang fra en pinne i hendes
+haar og klang sprøtt bare hun dreiet paa hodet.
+</p>
+
+<p>
+Hendes haand med chokolademuggen var blit
+saa hvit og skrøpelig, han tok muggen fra hende
+og skjænket selv.
+</p>
+
+<p>
+— Tænk at De bar mig, sa hun da og hendes
+blik blev saa blaat av undren. Hvor sterk De
+maa være!
+</p>
+
+<p>
+— De var saa let, sa han, saa utrolig let.
+</p>
+
+<p>
+— De hvilte vel ofte?
+</p>
+
+<p>
+— Ingengang. Jeg var nede paa et kvarter,
+tænker jeg. Og det var paa høieste tid visst ...
+</p>
+
+<p>
+— Jeg blev stukket en sprøite, sa Run Bates
+og satte pekefingeren ved et litet merke paa sin
+høire underarm. Ja, sa hun og saa ut av balkondøren,
+det var i sandhet Ararats bjerg. Dit gaar
+jeg aldrig mer.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, gjør ikke det, svarte Meninsky sterkt.
+</p>
+
+<p>
+Mellem hver mundfuld chokolade la Run Bates
+sit hode tilbake mot en stor, indviklet og merkelig
+applikert pute. Meninsky bøiet sig frem og fulgte
+en av dens vanskelige konturer med sin ene pekefinger.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a>
+— Det er livet i Hollywood, sa Run Bates.
+Broget, ikkesandt?
+</p>
+
+<p>
+— Jo, sa han, aa, det er sandt, de betyr jo noget
+alle disse putene?
+</p>
+
+<p>
+— Allesammen.
+</p>
+
+<p>
+— De maa forklare dem for mig!
+</p>
+
+<p>
+— Det vilde være at lægge mit liv aapent for
+Dem, Meninsky, og det vilde ta tid. Men den pute
+De selv kommer til at inspirere skal jeg forklare
+Dem meget indgaaende.
+</p>
+
+<p>
+— Tak, svarte han. Men er silke og dun da
+slik bekvem materie?
+</p>
+
+<p>
+— Uhyre. Men her, sa hun og løftet op en terningformet,
+graa, kompakt og tung pute, dette er
+strie og stampelo. Mit barndomshjem. Den er
+parfymert ogsaa, lugt! Og hun stak puten helt hen
+i næsen paa ham. Barnevask og stekt flesk, mit
+barndomshjems atmosfære. Den har jeg tutet
+mangen en hjemvetaare i, kan De tro.
+</p>
+
+<p>
+— Og denne? spurte Meninsky med en eiendommelig
+liten kuleformet pute i haanden. Den var
+ufattelig let og av et deilig opalfarvet metalstof.
+</p>
+
+<p>
+— Den er et barndomsvenskap, svarte hun og
+tok den som ængstelig fra ham. Min første og seigeste
+illusion. Den største og vakreste <em>boble</em> jeg har
+præstert.
+</p>
+
+<p>
+— Gik den til himmels, eller sprak den? spurte
+han alvorlig.
+</p>
+
+<p>
+Men da lo Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+Hun la sig godt tilbake i Hollywood-livet og lo
+saa klokkene i hendes haar slog allarm.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a>
+— Gud, sa hun da hun endelig sat befriet, hvor
+mine ord altid høres idiotiske ut i andres mund.
+Det rene Gaustadprat.
+</p>
+
+<p>
+— Neivel? sa Meninsky forurettet.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, for ingen aner jo hvad som ligger bak.
+Der er altid en dyp mening bak alt mit sludder,
+Meninsky, husk det, glem det ikke!
+</p>
+
+<p>
+— Ja, nei, svarte Meninsky lydig. Men en boble
+svæver jo, sa han, hvorfor ikke fylde den puten
+der med gas og ha den svævende efter en snor her
+over sofaen?
+</p>
+
+<p>
+— Da blev den jo en ballon, smilte Run Bates,
+der er stor forskjel paa balloner og bobler, min kjære.
+Den er fyldt med kolibridun, sa hun og kastet den
+til ham, den er let nok. For den er ikke længer
+nogen svævende boble, den er en vanddraape paa
+det fasteste tørre, den er <em>mig selv</em>! Maa jeg presentere
+Run Bates! gjorde hun en elegant gest mot
+puten og solen traf samtidig en diamant paa hendes
+haand og etpar sølvtraade i puten og slog to blaalige
+reflekser i kryds over Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Og De, gik hun derefter over i en ny toneart,
+ønsker at beholde Deres inkognito?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarte Meninsky med et litet shok.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, De er naturligvis her for at hvile Dem.
+Jeg husker nu at De skyr musikken her, De har
+visst endnu ikke sat Deres ben i musiksalen, har
+De vel? Og ikke paa dansegulvet. Jeg kan godt
+forstaa det. Hvor gammel er De?
+</p>
+
+<p>
+— Femogtredve.
+</p>
+
+<p>
+— Og har stridd med musik fra De blev født
+<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a>
+naturligvis? Stakkars Dem. Jeg forstaar Deres
+passivitet. Den indgaar i kuren, ikkesandt? De
+er forbudt indtryk og sindsbevægelser av enhver
+art? Deres musikmaskineri maa hvile og justeres.
+Hvor De maa ha fundet mig uforskammet.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, slet ikke, protesterte han.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, naturligvis, lo hun likegyldig. Men aldrig
+har jeg imøteset en skuffelse med slik angst som
+denne med Dem, forstaar De — og du gode Gud
+hvor den ogsaa blev smertefuld! De var hele tiden
+æsken med det rare i for mig, jeg vilde helst tro De
+var tom, men ante det rædselsfulde i Dem og vovet
+aldrig aapne paa laakket — at jeg ikke <em>døde</em> av skræk
+da laakket gik op av sig selv der paa Ararats bjerg
+og Paviere sprat iveiret! Hu! Og hun grøsset saa
+flere puter faldt av divanen og de fik travelt med
+at plukke op begge to.
+</p>
+
+<p>
+— Aa, De Paviere, De Paviere, sa hun med sit
+smil som altid blev overvældende bare ved at hun
+løftet overlæben bort fra fortændene. Hvad <em>var</em>
+det for merkelighet med Dem og Deres ryg der i
+Paris?
+</p>
+
+<p>
+Men da la Meninsky den sidste av de forulykkede
+puter kraftig tilrette i divanen, og det var som om
+han med den hadde samlet et fond av energi nede
+paa gulvet, for han boret brutalt sit blik i Run
+Bates’ og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Miss Bates! Jeg er ikke Paviere. Jeg har
+aldrig dirigert noget orkester i Paris, jeg har aldrig
+dirigert i det hele tat og der er ingenting merkelig
+med min ryg, det kan min skrædder overbevise
+<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a>
+Dem om, han er ganske fortvilet over hvor akkurat
+jeg passer det banale magasindressnummer seksogfirti.
+Jeg <em>er</em> Meninsky, og maa jeg be Dem rigtig
+pent om at faa være Meninsky? Jeg er en elendig
+banal maddik, jeg er akkurat saa forsvindende
+og ubetydelig en fyr som De synes, men jeg er
+<em>ikke</em> Paviere! De faar slaa haanden av mig om De
+vil, vort forhold av interpreter og elev har været
+meget behagelig, men kan det ikke fortsættes paa
+anden maate end at jeg vedblir med at spille en
+rolle der er mig motbydelig saa ber jeg at bli
+opgit ...
+</p>
+
+<p>
+Han skulde sagt mer, meget mer, men fik her
+et skjæbnesvangert glimt av Run Bates ansigt og
+blev sittende og gape, kom til at bevæge kjævene
+op og ned som om han tygget og gav ikke en lyd
+videre.
+</p>
+
+<p>
+— Hm, kremtet Run Bates og det var som om
+hun knurret. Med det fremskudte underansigt,
+de runde, truende øine dypt inde under den bulkede
+pande og haaret hængende som lange ører
+ved tindingene lignet hun en stor, tirret pekingesertispe.
+</p>
+
+<p>
+— Hm, sa hun. De maa gjerne selv kalde Dem
+Meninsky og betragte Dem som et færdig avsnit,
+men mig er De og blir De kun et titelblad, første
+side i historien om Paviere. Og vær tryg for jeg skal
+bla videre i den boken! Om De saa skal bli saa
+overanstrængt at De maa sove hvert femte minut!
+Nu ser De ut til at ville falde i søvn der i stolen,
+gjør ikke det, jeg kan ikke utstaa snorking. Gaa
+<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a>
+og læg Dem og la mig ikke se Dem igjen før De er
+rigtig uthvilt og taaler en ny dyst, sa hun.
+</p>
+
+<p>
+Og smilet sat igjen i hendes ansigt og gjorde
+det menneskelig.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Et par dage efter laa hun paa maven paa et
+av loggiatrappens brede, kjølige marmortrin og
+matet en paafugl.
+</p>
+
+<p>
+Da spurte Meninsky hvorfor netop den var
+hendes specielle yndling.
+</p>
+
+<p>
+— Den er ikke min yndling, svarte hun, tvertom.
+Jeg har en torn i øiet til den. Den har bedraget
+mig! Synes De ikke den er liten og falmet og pjusket
+ved siden av de andre?
+</p>
+
+<p>
+Meninsky saa efter de tre-fire store, blaa fugle
+som langsomt og værdig skred nedover plænene.
+Og han fandt at den hun matet var paafaldende
+mindre smuk end de andre.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Run Bates, jeg vilde ikke tro mine egne
+øine da jeg fik se den i fuldt dagslys. Jeg tænkte
+mig den et fænomen av en paafugl, som et tropemareridt
+av farver, en nedfaldt sprakende komet
+av safir og smaragd. Jeg saa den nemlig først som
+silhuet. De aner ikke for et syn det var. Jeg saa
+den fra min balkon i maaneskin. Den sat opfløiet
+paa den spinkle portbuen mot havet der, aa, den
+virket som et stykke pragtfuldt kunstsmijern mot
+<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a>
+det azurblaa vand, forstaar De, uløftelig tung,
+vældig, en fortættelse av mørke og ondskap og
+dog fnugglet, aandeagtig fin i bygningen, ja det
+lange haleslæp var som en skjør knipling at se til,
+ikke til at ta i, puste paa. Hvordan maa den fuglen
+se ut i dagslys og nære ved, tænkte jeg. Og jeg
+listet mig ned og tæt indpaa den og saa den godt
+over for at kunne kjende den igjen næste morgen.
+Og De kan vel tænke Dem mine følelser da jeg i
+blændende dagslys støtte paa dette falmete, pjuskete
+og enhornete væsen. Jeg kunde dræpt den paa stedet.
+</p>
+
+<p>
+— Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler,
+sa Run Bates og strøk venlig over fuglens miserable
+slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt overfor tilværelsen.
+Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer
+egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg
+paastaar at der i denne fuglen lever noget av den
+storhet, den nattemystik og det eventyr jeg først
+ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel
+end sin form, sin evne til fortættelse av mørke
+paa en lys bakgrund. Den er skapt til <em>silhuet</em>, altsaa.
+</p>
+
+<p>
+Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en
+presentation. I en gatevrimmel eller i et selskap
+er det ikke mulig at faa øie paa Dem trods selve
+Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi,
+De har ikke træk, ikke farver, ikke skygger,
+bare <em>form</em>. De skal sees som silhuet mot et orkester
+eller en himmelbrand. Men <em>da</em> virker De!
+</p>
+
+<p>
+Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres
+<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a>
+passivitet blir aktivitet! Er det ikke merkelig?
+Det er <em>for</em> merkelig, ser De. Jeg vil vite <em>hvad det
+kommer av</em>. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem,
+Meninsky, jeg vil se Dem nøie an, jeg vil smigre
+mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se hvor
+den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer
+den mig sin gaade. En endda vakrere dag
+— naar jeg sitter inde med hundre og ett bevis —
+bekræfter De til mig at De er Paviere!
+</p>
+
+<p>
+— Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle
+imøtekommende maate, men da maa jeg først
+ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For
+Meninsky kommer der til at staa paa min gravsten.
+</p>
+
+<p>
+— Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt.
+Jeg er allerede godt oppe i antallet av bevis for at
+der ikke kommer til at staa Meninsky paa Deres
+gravsten!
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene
+og skar en bok op med en liten skarp sølvkniv.
+Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte
+om den var morsom.
+</p>
+
+<p>
+— Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over
+før hun gik videre.
+</p>
+
+<p>
+Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil.
+Jeg sat netop i den forbindelse og tænkte paa
+Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a>
+— Er vi det, sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke
+skal være der? De gaar rundt med en tyk korrekturstrek
+tversover Dem, væk med mig, sier De,
+beklager, men dette er ikke mig. Hvad?
+</p>
+
+<p>
+Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte
+med at skjære. Distrahertes saa av sin pekefinger.
+</p>
+
+<p>
+— Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort,
+kom her med den, ved siden av min i boken!
+</p>
+
+<p>
+Meninsky adlød øieblikkelig.
+</p>
+
+<p>
+— Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min,
+du store verden for en pekefinger! Men har De
+nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der!
+Og har det at det var <em>De</em> som pekte hat særlig betydning
+for nogen anden?
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren
+godt ved siden av hendes i boken, jeg har aldrig
+pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen
+at jeg pekte heller.
+</p>
+
+<p>
+— Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang
+i stemmen og skjøt underansigtet frem, De
+gjør mig rasende! En skulde tro De <em>var</em> sten, jern,
+malm og ikke — men se her!
+</p>
+
+<p>
+En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens
+ene blad. Hun hadde skaaret ham i fingeren!
+Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt rød i
+ansigtet, litt konfus, men uten at si noget.
+</p>
+
+<p>
+— Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt
+menneskeblod, ikkesandt? Tilmed varmere og rødere
+end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der
+<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a>
+skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren.
+</p>
+
+<p>
+Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet
+dryppe ned paa bokens blade, meget tyndere, blekere
+og daarligere. Kom her en slagter nu vilde De bli
+stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses.
+Tror De ikke?
+</p>
+
+<p>
+Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler
+det om sin finger. Han er blit ganske blek og hans
+næsefløier arbeider.
+</p>
+
+<p>
+— Synes De det er kjedelig at blø? spurte da
+Run Bates deltagende, gjør som jeg, put fingeren
+i jorden, saa stanser det straks.
+</p>
+
+<p>
+Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i
+mulden, som var kjølig og løs og litt fugtig.
+</p>
+
+<p>
+Der sat de som to barn med hver sin pekefinger
+i jorden.
+</p>
+
+<p>
+Hun kikket ned i boken.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg,
+utbrøt hun indignert, isch! Og pludselig hev hun
+boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet og flere
+blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg
+istedetfor jeg. Jeg, jeg, jeg!
+</p>
+
+<p>
+Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig.
+</p>
+
+<p>
+De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt
+og rolig til ham, jeg er ogsaa korrigert. Jeg er et
+jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen,
+facit, Run Bates, <em>jeg</em>. Hvad raker det forsaavidt
+mig enten De er av sten og jern eller kjøt og blod?
+Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker jeg vi kan ta
+op vore fingre.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a>
+De var sorte av muld, fingrene.
+</p>
+
+<p>
+Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser
+vi det. Fremtiden! Hu, Meninsky, tænk, at om nogen
+tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene vore
+og hændene vore og armene og hele vi nedi dette
+som nu klæber ved os, og er <em>døde</em>. To stinkende
+kadavre, delikatesse for maddikene, fyh. Run
+Bates og Meninsky. <em>Er det ikke fælt?</em>
+</p>
+
+<p>
+Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst
+og iver og strækker armene iveiret, la os leve! La
+os understryke og ikke overstryke os selv, tidsnok
+blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os,
+kan nogen negte for at dette er Run Bates og
+Paviere?
+</p>
+
+<p>
+Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker,
+det er saa høit at han mister hatten av hodet.
+</p>
+
+<p>
+Og Run Bates vender leende tilbake til jorden,
+til sin finger.
+</p>
+
+<p>
+— Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun,
+gudskelov for at du er levende endda!
+</p>
+
+<p>
+Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker
+og retter, krummer og strækker sin pekefinger
+mens hun smiler opmuntrende til den.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven
+eller embryologien. Han tror han har
+overhørt hendes sidste bemerkning da Run Bates,
+<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a>
+flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig
+sier:
+</p>
+
+<p>
+— <em>Jeg</em> har pekt hele mit liv og jeg skal peke
+til jeg dør.
+</p>
+
+<p>
+Men da han hæver sit blik efter hendes ser han
+en vindfløi og med det samme kjender han det
+stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved
+at gro.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han
+endnu er i god tro, for mig?
+</p>
+
+<p>
+— <em>For</em> Dem, nytter ikke. <em>Paa</em> Dem maatte det
+jo først bli. Men jeg peker ikke mer paa nogen for
+nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker bare for
+mig selv nu. Men vil De høre en historie?
+</p>
+
+<p>
+Og hun er lys og senil i stemmen som et barn
+der spør: Skal jeg fortælle et eventyr for dig?
+</p>
+
+<p>
+Historiens titel er «Boblen», begyndte hun.
+Det er en banal titel og selve historien er endda
+banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin
+kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig
+saapeboble?
+</p>
+
+<p>
+Naa, men pointet her er <em>pekingen</em>. Jo, jeg elsket
+altsaa — engang. Ingen har elsket større, varmere,
+ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte og sa: Dette
+er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste
+og deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet
+og hvor mine ord var mig fattige og utilstrækkelige!
+Jeg pugget konversationsleksika og tydde til fremmede
+sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine
+følelser, men punkterne for min pekefinger blev
+legio, jeg stred saa sveden dryppet og rak ikke med
+<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a>
+og var usigelig lykkelig, jeg svælget og fraadset i
+skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare
+som et hemmende panser for min fantasi.
+</p>
+
+<p>
+Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før,
+tyve aar.
+</p>
+
+<p>
+Men da kom der en dag, en dag jeg var som
+mest svimmel av min egen intethet, en pekefinger,
+en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte
+paa <em>mig</em>.
+</p>
+
+<p>
+Du, sa den. <em>Du</em> er det! Det er jo dig selv! Du
+er selv alle eventyrene og hele deiligheten! <em>Du er</em>
+simpelthen <em>draapen hvorav den vidunderlige boble
+bestaar!</em>
+</p>
+
+<p>
+Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap
+ved en fremmed pekefinger og som De daglig
+ser underholder jeg forholdet ved selv at peke paa
+det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da
+jeg allerførste gang merket mit eget hjerteslag
+i stilheten, det var saa overvældende uvant, det
+skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en av
+klaffene lammedes av forbauselse og er lam den
+dag i dag.
+</p>
+
+<p>
+Og Run Bates blir sittende og likesom lytte
+efter den lille lamheten i sit hjerte.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det
+paa læberne flere gange med aandedrættet og alt
+i orden, men stadig undslipper det ham.
+</p>
+
+<p>
+— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av
+hans dobbeltaandedræt, min elskede var en kvinde.
+Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren
+var min forlovedes.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a>
+Meninsky aapner munden, men igjen kommer
+hun ham velvillig i forkjøpet.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke.
+Det var dumt av ham at kalkulere mig og gjøre
+mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien!
+</p>
+
+<p>
+— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig
+anbragt.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten
+placert i min veninde, det tomme kar, tiltaltes
+jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten.
+Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte
+jo sympatien øieblikkelig og — gjensidig,
+naturligvis.
+</p>
+
+<p>
+— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky
+med smertelig sammentrukne bryn, men er ikke
+historien den at De hadde en veninde hvis fortrin
+De overdrev til Deres forlovede som blev jaloux
+og fandt sig beføiet til at retlede Dem?
+</p>
+
+<p>
+— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet
+hun sig paa at gaa over til noget andet.
+</p>
+
+<p>
+Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev
+helst hvor han var.
+</p>
+
+<p>
+Han spurte om hun var sin forhenværende
+forlovede taknemlig for pekingen.
+</p>
+
+<p>
+— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at
+si min anden skaper. Jeg vilde levet og dødd og
+blit begravet uten nogensinde at ane min egen
+realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt
+og alles. Jeg lærte tilslut at en sten virkelig er
+en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en anden
+gang.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a>
+— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin
+egen realitet?
+</p>
+
+<p>
+— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig
+ut som om hun ikke visste det.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+I forbindelse med en flek paa hendes kjole
+faar han en anden gang forklaringen til den graa
+strieputen i hendes divan.
+</p>
+
+<p>
+— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er
+rigtig ren? spurte hun. Aldrig. Det kommer av min
+oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg
+maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler
+er bare friske en times tid. Jeg kunde trænge at
+vaske mine hænder hvert femte minut.
+</p>
+
+<p>
+Jeg har fundet ut at smutset kommer <em>indenfra</em>.
+Fra blodet!
+</p>
+
+<p>
+Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en
+storby, forstaar De. Min far var altid sotet og
+min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor
+var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke
+i alle de aar jeg levet sammen med hende og det var
+tyve. Hun <em>stinket</em> — en stram, sur, besynderlig
+lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden
+hos fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og
+skidden var hun da hun undfanget dem, skidden
+mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og
+ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike
+<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a>
+barns blod? Jeg er absolut fuld av lort indvendig.
+Under min første tid i Hollywood badet jeg som en
+gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet
+av highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor
+det, men tror De jeg nogengang opnaadde at føle
+mig ren? Nei. Mine porer proppes <em>indefra</em> efterhvert
+som jeg frotterer dem. Det er sandt!
+</p>
+
+<p>
+Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan
+ikke opholde mig to minutter i en trik eller en
+menneskesamling idetheletat uten at føle at loppene
+anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar
+har været min fortvilelse fra barnsben av,
+det har været fuldt av lus de hundrede gange —
+og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky
+som med armene lænet mot den lille japanske
+bros skrøpelige bambusrækverk stod og stirret paa
+det sorte, sagte glidende aavand under dem.
+</p>
+
+<p>
+Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel
+at sfinxen grøsser, hvad? Det rykker forræderisk
+i Deres næsefløier!
+</p>
+
+<p>
+— Ja, Meninsky, <em>De</em> er det reneste jeg vet. Og
+De er undfanget og født og ammet av en usigelig
+ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og appetitlig
+og deilig!
+</p>
+
+<p>
+Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik.
+</p>
+
+<p>
+— Der De nu staar mot det mørke vand, sier
+hun, og hæver sine hænder som holder hun en
+palet i den ene og en pensel i den anden, er De
+en aapenbaring av renhet og lys, De er <em>blændende</em>
+som jeg har tænkt mig Kristus være det, det smerter
+<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a>
+synsnervene at utsættes for Dem! Deres haar er
+jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange,
+hvite øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at
+verden maa te sig anderledes for Dem end for mig,
+betragtet gjennem slik en blendende ramme!
+</p>
+
+<p>
+Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som
+har hun noget nyt.
+</p>
+
+<p>
+— <em>Lyset</em> er hele hemmeligheten med Dem!
+ropte hun. Det var lyset og ikke mørket De koncentrerte
+i Paris! Det var De som brandt og ikke
+himmelen der paa Ararats bjerg!
+</p>
+
+<p>
+De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden
+forekommer Dem en askehaug!
+</p>
+
+<p>
+Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et
+angrep, hurtig finder han sit lommetørklæ og pudser
+sin næse med brask og bram. Han har høsnue,
+er virkelig sterkt forkjølet.
+</p>
+
+<p>
+Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger
+lommetørklæet ned skal ingen kunne se at der
+nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet
+stille og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem
+opdager hun en liten snegl paa vei mot en oase
+graa paddeblade paa broen.
+</p>
+
+<p>
+— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg
+og der er virkeligheten! Det gaar smaat men det
+gaar! Vogt Dem! <em>Jeg gir mig ikke</em> før jeg har ført
+Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert
+det ned til det aller haandgripeligste lille
+stykke virkelighet. Det er en sidste haardnakket
+dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse,
+fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes
+<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a>
+jeg ikke mens De er her skal jeg forfølge Dem jorden
+rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De
+lever og heller ikke hinsides. For jeg <em>skal</em> frem til
+virkeligheten, og De er min eneste hindring, Meninsky,
+De staar som en kinesisk mur og stænger mig veien
+og utsigten.
+</p>
+
+<p>
+Men bare vent.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Og hun forfølger ham.
+</p>
+
+<p>
+Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem
+skuldrene og krøker knærne, han skifter ham flere
+gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder
+ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske
+forskning, hendes energi er vital og hendes opdagelser
+utrolige.
+</p>
+
+<p>
+Hver gang tror hun at ha naadd det endelige
+resultat, men hver gang gaar hun igjen videre.
+Av og til slaar hun to fluer i et smæk.
+</p>
+
+<p>
+Som en eftermiddag ombord i en vindstille
+seilbaat langt ute paa sjøen. Der sat hun med sine
+vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i
+forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og
+set ham komme gaaende ute paa markene. Han
+hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten,
+han var saa fort blit større og større, tydeligere
+og tydeligere, hun hadde ventet og godtet sig og
+smilt og tænkt at slik, akkurat slik var situationen:
+<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a>
+om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar!
+</p>
+
+<p>
+Men saa var der hændt noget. Der var pludselig
+kommet en taake seilende, en tæt, hvit damp rullet
+avsted henover markerne imot ham, det lignet næsten
+et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat
+og set ham forsvinde like hurtig som hun hadde
+set ham komme, han passerte hende paa etpar
+skridts avstand, hørlig aandende men komplet
+usynlig. Og hun var blit saa bedrøvet.
+</p>
+
+<p>
+Der hadde hun jo symbolet! <em>Avstanden!</em> Hvordan
+kom hun nu videre? Avstand, usynlighet,
+ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting?
+Igjen undslap han hende.
+</p>
+
+<p>
+Men igjen fandt hun sig selv igjen.
+</p>
+
+<p>
+For hun var kommet til at tænke paa steppen!
+Paa Rusland! Paa hvad Tolstoy sier om russerne:
+avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige.
+</p>
+
+<p>
+Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var
+franskmand.
+</p>
+
+<p>
+Der hadde hun det!
+</p>
+
+<p>
+Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten.
+</p>
+
+<p>
+Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans
+slaviske racepræg var det som hadde git hende det
+sterke indtrykket av personlig egenart. Han var
+som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet
+var hende saa fremmed, hadde hun
+tat den for individuel originalitet.
+</p>
+
+<p>
+Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet
+fuld av glycerin! Der hadde han først været eventyret
+<a id="page-82" class="pagenum" title="82"></a>
+virkeliggjort for hende og saa virkelighetens
+eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi
+egg. Hvad der videre kunde komme av det egget,
+se det turde hun med sit kjendskap til sig selv ikke
+svare for.
+</p>
+
+<p>
+— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite
+at plaske til jorden igjen og forhaapentlig blir faldene
+kortere og mindre smertefulde for hver gang, dennegang
+var jo bare en fornøielse, sa hun.
+</p>
+
+<p>
+Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham.
+</p>
+
+<p>
+Da saa hun at han sov og at han hadde sovet
+længe. Han laa paa ryggen med ansigtet ret mot
+solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt
+av hat.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig
+tæt over ham. Længe sat hun og stirret. Det saa
+ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og
+skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind.
+I søvne gjorde han en grimase som om noget smertet
+ham.
+</p>
+
+<p>
+Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da
+graat hun. Lydløst bøiet hun hodet og lot hun taarene
+sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en
+skaal.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Capranola rødmer av roser. De gror vildt over
+hele øen, de fylder vældige bed, de danner hækker
+<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a>
+ved veiene og espalier paa murene. Der staar en
+rød og søt os fra dem dag og nat.
+</p>
+
+<p>
+— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La
+France, den vil visst ikke? Den vil virkelig ikke!
+Se, hvad gir De mig?
+</p>
+
+<p>
+Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde
+begunstige bien som sværmet om den. Den avviste
+den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat
+fænomenet en lang stund før hun viste det til
+Meninsky. Og nu stod de sammen og betragtet
+scenen som blev mer og mer spændende. Biens
+ihærdige og utrættelige bestræbelser nyttet ikke,
+rosen vilde ikke.
+</p>
+
+<p>
+Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig
+og indtagende, den bøiet sit skjønne hode undav,
+den blusset og sitret og <em>beklaget</em>. Og saalænge var
+biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev
+rosen støtt ved dens uforstand, den blev braa og
+bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien som den
+drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp,
+haster ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige
+avstikkere til andre roser i nærheten. Men stadig
+kom den igjen.
+</p>
+
+<p>
+Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige.
+</p>
+
+<p>
+Den graat!
+</p>
+
+<p>
+En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene
+og ret over bien som halvdruknet og ør av raseri
+og skuffelse kom til at svirre om sig selv i luften
+en lang stund. Da endelig grep den til retrætten.
+</p>
+
+<p>
+— Det var mig noget til rose, sa Run Bates,
+det var saamen en dame med dyd!
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a>
+Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid
+var en ny bie, en lidt mindre, følsommere, finere.
+Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for Run
+Bates og Meninskys interesserte og ublue øine.
+</p>
+
+<p>
+— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder.
+Det maa være den rette.
+</p>
+
+<p>
+— Sier De det? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt
+sin høirøde parasol op som en fane idet hun satte
+sig i bevægelse. Det er naturligvis overdrivelse at en
+kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker.
+Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun
+ikke kan lyde det kravet uten at elske. En mand
+begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget
+om hende at han kan ofre sin lillefingernegl for
+hende, mens en kvinde aldrig begjærer paa den
+maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi
+sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat
+den omvendte vei av manden, nemlig fra sjælen
+til sanserne. Og dette er netop den store ulikhet
+mellem kjønnene, den som altid forvolder striden.
+</p>
+
+<p>
+— De har da ikke stridt? sier Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig
+trodde jeg at jeg gjorde det. Men det gik hurtig op
+for mig at det ikke var for min mand men for kjærligheten
+jeg næret kjærlighet.
+</p>
+
+<p>
+— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer
+at sætte det ene ben foran det andet av forbauselse.
+</p>
+
+<p>
+— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen
+og lar ham staa. Jeg <em>er</em>, sier hun da han er paa
+siden av hende igjen. Jeg gidder ikke skilsmissesludder.
+<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a>
+Og hverken min mand eller jeg kommer til
+at gifte os igjen.
+</p>
+
+<p>
+— Hvordan vet De det?
+</p>
+
+<p>
+— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld.
+Jeg er nemlig fremdeles forelsket i kjærligheten
+og venter mig store ting av den. Men ikke
+malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan
+De bande paa.
+</p>
+
+<p>
+— Hvor placerer De den da?
+</p>
+
+<p>
+— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper
+hun med parasollen høit i veiret — luft, blomster
+og trær, solskin, regn og sne, godhet, slethet,
+klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet
+brød og røde parasoller og den cigaretten De røker
+og hvite øienvipper og <em>alt</em>!
+</p>
+
+<p>
+Hun blir ganske anpusten og maa stanse og
+trække veiret og le.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, det var meget til kjærlighet, sier han.
+Men er Bates Deres mands navn?
+</p>
+
+<p>
+— Ja.
+</p>
+
+<p>
+— Og Haavaldsen Deres pikenavn?
+</p>
+
+<p>
+— Netop. Og Run er en engelsk forkortelse
+av Gudrun.
+</p>
+
+<p>
+— Er ikke Gudrun Haavaldsen <a id="corr-9"></a>et engelsk navn?
+</p>
+
+<p>
+— Nei, norsk.
+</p>
+
+<p>
+— Norsk?
+</p>
+
+<p>
+— Javist. Jeg er født i Kristiania, vet De ikke
+det?
+</p>
+
+<p>
+— Nei, Meninsky stryker sig betuttet over haaret
+og vet ikke det.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a>
+— Jeg har hele tiden tænkt mig Dem — eksotisk?
+</p>
+
+<p>
+— Tak, svarer Run Bates og plukker en deilig,
+halvutsprungen mørkerød rose fra nærmeste busk,
+men jeg er glad for at være norsk.
+</p>
+
+<p>
+Og hun snuser hørlig til rosen, tar ham i armen
+og trækker ham ind under parasollen og gaaende
+langsomt deklamere hun noget paa et sprog han
+ikke kjender og aldrig har hørt før.
+</p>
+
+<p>
+— Det var en norsk, versificert kjærlighetserklæring,
+sier hun forventningsfuldt. Men han ber
+hende ikke oversætte.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+I en gylden ring hang en kakadue og pjutret,
+og ret under stod Run Bates og læste et brev. Det
+var i et karnap med et perleforhæng med egyptiske
+skrifttegn, og Meninsky stak hodet ind mellem
+perlene og ønsket godmorgen.
+</p>
+
+<p>
+— Godmorgen, De hieroglyf, sa Run Bates,
+nu kommer jeg straks, træd indenfor saalænge.
+Og hun læste videre i sit brev.
+</p>
+
+<p>
+— Det ser ikke videre spændende ut, sa Meninsky
+om det.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, svarte hun, det er fra min mand og bestaar
+av punktumer.
+</p>
+
+<p>
+— Naa? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, for som De er bare spørsmaalstegn var
+<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a>
+min forlovede bare et utropstegn og er min mand
+bare punktumer.
+</p>
+
+<p>
+— Spørsmaalstegn?
+</p>
+
+<p>
+Run Bates brettet sammen brevet, puttet det
+tilbake i konvolutten og rakte kakaduen et stykke
+sukker fra en skaal i vinduet.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun og børstet av sig en sukkersmule
+som kakaduen spilte paa hende, præsterer De andet?
+Har De levert mig en eneste tankestrek for at si
+et utrop? De bare spør De.
+</p>
+
+<p>
+Pjutt, pjutt, sa kakaduen.
+</p>
+
+<p>
+Men da ristet Run Bates beklagende paa hodet
+til den og forlot den.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, min mand er et punktum, fortalte hun
+Meninsky som fulgte hende ut gjennem hieroglyferne.
+Stille, rolig og vægtig avsluttende, alt jeg
+gjør er godt, punktum.
+</p>
+
+<p>
+De gaar over et vældig gulv av glasmosaik.
+Run Bates stanser midt paa en kolossal blaa porcelænsblomst,
+hun staar midt i dens ottekantede,
+grønne frøhus og er dens ene levende, gule støvdrager.
+Meninsky stanser et stykke fra hende,
+med hænderne i jakkelommen og hatten i nakken,
+avventende.
+</p>
+
+<p>
+— Og, min forlovede var et utropsregn, sa Run
+Bates og plukket ved sin ene lillefingernegl, aa som
+han ropte og skrek sig hæs. Han citerte Goethe og
+Spinoza og Kant og Nietzsche og Ruskin og Darwin
+forstaar De, og essensen av det hele var et befalingsbrøl
+til mig: <em>LEV!</em>
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a>
+Lev, lev, lev, rullet ekkoet indigjennem de mange
+tomme saler. Run Bates lyttet og lo.
+</p>
+
+<p>
+Med andre ord: staa ikke der og inbild dig at
+en mand er en bie, en mand er en mand og nogen
+gange et ord, men aldrig <a id="corr-11"></a>i verden en bie. Men at
+De var en bie har jeg heller aldrig indbildt mig,
+selv om jeg var en hundredobbelt rose, sa hun til
+Meninsky og steg endelig ut av fabelblomsten.
+</p>
+
+<p>
+— Hvorfor giftet De Dem ikke med ham som
+var Dem en saa glimrende lærer, spurte Meninsky
+da de kløv gjennem et vindu ut i haven.
+</p>
+
+<p>
+— Netop fordi han var en saa glimrende lærer,
+kjære. Han ropte: snak! Og jeg snakket saa han
+maatte tie og ingenting mer fik lært mig: Han
+skrek: Gaa ikke her og fantaser men foreta dig
+noget! Og jeg gik fra ham. Men jeg adlød ham
+fremdeles, jeg adlød hans ekko, jeg ledte og ledte
+efter «livet» og fandt omsider min mand, som er
+et punktum.
+</p>
+
+<p>
+— Er da livet et punktum? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, ifølge min forlovede, svarte Run Bates.
+Og det har jeg trodd til nu. Men nu begynder jeg
+at spekulere paa om det ikke er et spørsmaalstegn,
+sa hun og stanset og saa paa Meninsky. Men Meninsky
+gik paa, og han vilde ikke snu sig. Hvertfald
+er <em>virkeligheten</em> ikke noget punktum, sa hun da.
+</p>
+
+<p>
+Og de gik begge videre, og han spurte og hun
+svarte.
+</p>
+
+<p>
+Han spurte hvad hendes mand var og hun sa
+filmsregissør. Han spurte om hun selv hadde filmet
+og hun sa nei, utstykning av egenart i detail var
+<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a>
+ikke hendes sak, merket han ikke daglig hvor hun
+utleverte sig engros? Ingenlunde følte hun det som
+en mission at la en verden gjøre sit bekjendtskap
+paa skrømt, da levet hun heller robinsonadisk
+paa Capranola og lot ham ene menneske lodde
+tilbunds i sig. Han beklaget da hendes paastand
+at han var saa uten lodderemedier. Og hun lo
+og sa at dersom han hadde en anelse om for værdier
+der laa sanket paa bunden i hende saa skaffet han
+sig nok remedier, men desværre hadde han jo heller
+ikke fantasi. Og han spurte videre om livet i Hollywood
+og husket at den fremherskende farve i <a id="corr-12"></a>hendes
+divanpute var rødt og om det skulde bety at det
+var erotisk? Ja, sa hun da. Min mand er selvfølgelig
+min elev i min forlovedes lære. Kjærlighedens
+frihet er den nødvendige følge av individuel
+frihet. Hvad der gjælder i erotikken er følelsernes
+skiftende spil, bare ved at følge sine egne drifter
+er man sig selv tro og altsaa i ordets egentlige forstand
+moralsk. Jo, livet i Hollywood hadde været
+meget erotisk. Men om hun ikke hadde barn?
+Nei visste han hvad, var hun ikke midt inde i sin
+egen opdragelse, var hun ikke selv ganske nyfødt?
+Hun var ellers ikke av de kvinder der paa liv og død
+maatte <em>fortsætte</em>, tvertom tiltalte tanken at være
+<em>avslutning</em> hende, summen, facit. De fineste frugter
+var uten kjerner, visste han vel? Og var han opmerksom
+paa hvor det var en ny og skjæbnesvanger
+tanke for en kvinde? Hu! Den er opstaat av min
+merkelige hukommelse av fysisk smerte, sa hun,
+hvis kvinder var istand til at erindre sine fødselsveer,
+<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a>
+saa fødte de selvfølgelig ikke mere en den gang,
+og var de blit tilstrækkelig pint hos en tandlæge
+som jeg, saa fødte de aldrig.
+</p>
+
+<p>
+Men da stanset Meninsky, da tok han begge
+hendes hænder i sine og klemte dem saa haardt
+at det gjorde ondt, og da han talte var hans stemme
+ru av bevægelse.
+</p>
+
+<p>
+— Hvor De er uansvarlig paradoksal, Run Bates!
+sa han. Jeg har været i krigen, jeg har været saaret
+og lidt helvedeskvaler, men det vet jeg da at jeg
+gjerne led det altsammen ti gange om igjen for at ...
+</p>
+
+<p>
+Men her blev han avbrudt. En liten sortoghvit
+terrier med blaa sløife i sælen kom stormende mot
+dem, den klippet Meninskys vældige indlæg tvert
+av ved at hoppe helt op paa hans mund, og Run
+Bates’ elskværdig lyttende uttryk gik over i en
+dyp panderynken.
+</p>
+
+<p>
+For inde fra buskadset skingret en rasende,
+ung pikestemme:
+</p>
+
+<p>
+— Alex, Alex, Alex, Alex!
+</p>
+
+<p>
+Og da terrieren var lusket av med halen mellem
+benene hadde Meninsky mistet lysten til at tale.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Saa lektes der en aften paa plænen ute under
+kastanjerne.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky var blindebuk.
+</p>
+
+<p>
+Med det sorte tørklæ stramt for øinene famlet
+<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a>
+han sig frem over plænen, hvor alle løp tilside
+for ham.
+</p>
+
+<p>
+Han hadde gaat slik længe da endelig Run
+Bates stod urørlig i hans vei.
+</p>
+
+<p>
+Et stort spansk sjal gled ned fra hendes nøkne
+skuldre da han begyndte at famle ved hende.
+</p>
+
+<p>
+Hans slanke, bleke hænder befølte først grundig
+hendes frisyre. Der var knyttet et bredt guldbaand
+om den med en stor sløife, han løste sløifen
+op og knyttet den igjen under selskapets høilydte
+morskap. Saa fulgte han med den ene haand linjen
+fra øret ned til skulderen, fik fat i hendes kjoleærme
+og kløp i stoffet og sa: silke! Videre strøk
+han ned langs begge hendes arme, tok hende om
+livet, bøiet sig ned og befølte hendes sko og sa:
+bittesmaa!
+</p>
+
+<p>
+Fremdeles kjendte han hende ikke.
+</p>
+
+<p>
+Han rettet sig op og tænkte sig om.
+</p>
+
+<p>
+Saa angrep han endelig hendes ansigt. Han
+tegnet med en pekefinger brynene, han lukket hendes
+øienlaak, maalte hendes næse, strøk varsomt og
+venlig henover hendes mund og under hendes hake.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sa han raadvild, denne damen kjender
+jeg ikke.
+</p>
+
+<p>
+Idetsamme veiret han noget med sin næse,
+langet hurtig ut med venstre haand og grep en ung
+pike ret over haandledet.
+</p>
+
+<p>
+— Vera! ropte han.
+</p>
+
+<p>
+Den unge pike stod paa tærne og knyttet av
+ham tørklæet med sine yderste fingerspidser, holdt
+sig paa avstand fra ham som om han var glødende.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a>
+Run Bates trak sit sjal godt om sig og gik uten
+at si et ord.
+</p>
+
+<p>
+Da de næste dag mødtes visste han at det var
+hende han hadde fanget uten at kjende hende igjen.
+</p>
+
+<p>
+— Merkelig, sa han.
+</p>
+
+<p>
+— Ja høist, sa hun. Og nu er jeg rasende paa
+Dem! Jeg er ulægelig, dødelig saaret. Og jeg <em>gidder</em>
+Dem ikke længer. De er jo simpelthen ikke rigtig?
+En normal mand vilde jo kunnet lugte mig. Han
+vilde ropt mit navn paa mange skridts avstand.
+Han vilde hørt min puls, vilde kjendt mit aandedræt
+og set en lysning av mig tvert igjennem
+bindet. Men der stod De og <em>fingret</em> paa mig en
+halv time.
+</p>
+
+<p>
+At De vovet!
+</p>
+
+<p>
+Og hun snærret av sinne og saa ut som om
+hun vilde bite. En rød plet brandt paa hvert kind
+og munden skalv.
+</p>
+
+<p>
+Han møtte tappert hendes blik uten at blunke.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa han, det var en skam. Men De burde
+da være forberedt — De er da paa det rene med
+mine sansers ufuldkommenhet ...
+</p>
+
+<p>
+Run Bates bøiet hodet og stirret i jorden. Hun
+trak en ring av og paa fingeren og saa elendig ut.
+Hun snøftet etpar gange og svælget hørlig. Sat
+slik en god stund, kom langsomt og møisommelig
+og ærlig iorden.
+</p>
+
+<p>
+Da hun endelig løftet hodet løp der en lysning
+op i hendes ansigt.
+</p>
+
+<p>
+Noget dæmret.
+</p>
+
+<p>
+— Forresten ...? sa hun nølende.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a>
+Saa var smilet der som et under. Hendes fulde,
+lakrøde overlæbe gled væk fra tænderne og blottet
+dem skinnende vaate og feilfrie helt ind til den
+inderste jæksel, det var det mindst forbeholdne
+smil som er smilt av en kvinde til en mand.
+</p>
+
+<p>
+— Sa jeg saaret? sa hun. Sa jeg virkelig <em>rasende</em>?
+Nei, Meninsky, er De gal, jeg er ikke hverken saaret
+eller rasende.
+</p>
+
+<p>
+Og med et kast paa hodet rakte hun ham sin
+haand og fortsatte i stigende fart:
+</p>
+
+<p>
+— Nei, <em>tak</em>! Tak for at De ikke kjendte mig.
+Tak for at jeg ikke er <em>hun</em> for Dem. Tak for at De
+kan omgaaes mig saa lidenskapsløst. Tak for at
+De er et menneske og ingen mand og for at De i
+mig ser et menneske og ingen kvinde.
+</p>
+
+<p>
+Det er jo brilliant? Vidunderlig. Utrolig!
+</p>
+
+<p>
+La os bare bli endda mindre kjøt og blod end
+vi er. La os ikke hefte os ved <a id="corr-15"></a>noe saa usigelig elendig
+som toiletdetaljer. La os bli fuldstændig ulegemlige,
+lutter esprit!
+</p>
+
+<p>
+Saa kom hendes stemme stille, lavt og intimt
+nynnende som en vuggevise:
+</p>
+
+<p>
+— <em>Jeg</em> kan <em>Deres</em> legeme utenad. Jeg skulde
+kunne tegne, male og modellere Dem nøiagtig efter
+hukommelsen. Jeg kjender alle Deres ansigtsuttryk,
+hvorav det mest konstante overfor mig er det
+anstrengte med panderynkene, jeg kan imitere
+Deres stemmes modulationer, som til mig er meget
+faa, jeg forutser altid Deres vakre hænders forsigtige
+bevægelser, jeg morer mig over det lille
+hesiterende dobbeltaandedrættet foran alle Deres
+<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a>
+replikker, aa, jeg <em>kjender Dem</em>, Meninsky. Jeg
+skulde ikke i en blindebuklek kunne <em>late</em> som om jeg
+ikke kjendte Dem, selv om det gjaldt liv, lemmer
+og lykke. Mine fingre vilde røbe mig før de fik
+berørt Dem.
+</p>
+
+<p>
+For ikke i et øieblik av vort samvær har jeg
+glemt Deres legemlighet, ser De Meninsky, Deres
+<em>manddom</em>.
+</p>
+
+<p>
+Men nu skal De se! Herefter skal jeg henvende
+mig til Dem som til en skystøtte, et stykke luft,
+høist lidt med- eller motvind. Ihvertfald som til
+en — en — en ...
+</p>
+
+<p>
+Her gaar Run Bates istaa. Her kommer hun
+virkelig ikke videre! For første gang i deres samvær
+svigter gloserne hende.
+</p>
+
+<p>
+Det forbauser Meninsky slik at han glemmer
+hvad han skulde med sit lommetørklæ som han
+netop har tat op, og maa lægge det ned igjen.
+</p>
+
+<p>
+Og Run Bates blir sittende som bevisstløs av
+eftertænksomhet en lang stund.
+</p>
+
+<p>
+Men endelig finder hun hvad hun søker.
+</p>
+
+<p>
+— En kastran! roper hun straalende.
+</p>
+
+<p>
+Aa, hvor vi skal kunne være ugenert sammen,
+Meninsky! Hvad?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarer Meninsky mat og kommer omsider
+paa hvad han skulde med lommetørklæet.
+Han tørrer sin svede, bleke pande med det gang
+paa gang, grundig og langsomt, og det ser ut som om
+den smule utløsning av muskelkraft gjør ham godt
+helt ned i tærne.
+</p>
+
+<p class="tb">
+<a id="page-95" class="pagenum" title="95"></a>
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Næste gang ser han hende nøken.
+</p>
+
+<p>
+Hun kommer svømmende og stiger op av bølgene
+akkurat idet han dreier om en klippepynt ut
+mot havet. Hendes hud lyser varmt gullig mot det
+indigoblaa vand, hun er uten badedragt og tror sig
+ganske ensom.
+</p>
+
+<p>
+Da hun ser ham synker hun litt kuldskjært i
+knærne, men roper før han faar snudd sig:
+</p>
+
+<p>
+— Nei, kom bare! Det gjør jo ingenting. Kom,
+skal De faa se en morsom føflek paa ryggen min!
+</p>
+
+<p>
+— Tak, sier han og blir staaende, men jeg kommer
+ikke ned her. Jeg ser Dem forresten udmerket
+herfra — føflekken ogsaa.
+</p>
+
+<p>
+— Naa, ler hun og spaserer ret imot ham hen
+til sine klær som ligger hulter til bulter paa en sten
+like nedenfor ham.
+</p>
+
+<p>
+— Vi er jo bare esprit! roper hun og river av
+sig badehætten saa det vældige blaasorte haar
+falder nedover hende som en kaape. Vi er jo ikke
+mand og kvinde De og jeg. Ta av Dem De ogsaa!
+La os spasere lidt sammen i solen i paradisdragtene,
+hvad? Min ven maleren skrøt av sin uberørthet
+av alle sine skjønne nøkne modeller. Men han blev
+forfærdet da jeg spurte om han selv gik nøken med
+mellem dem, haha! I den værste sommervarmen
+tok han ikke engang av sig jakken, og han var en
+velskapt mand.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-96" class="pagenum" title="96"></a>
+Skynd Dem nu da, Meninsky! Bevis nu at
+De ikke er Paviere!
+</p>
+
+<p>
+Men Meninsky sætter sig ned hvor han staar,
+betragter hende ugenert og finder frem sit cigaretetui.
+Derpaa bemerker han at han ikke finder det
+for varmt med sine klær, de er saa tynde.
+</p>
+
+<p>
+— Jamen saa latterlige! roper Run Bates. Hun
+er færdig med at tørre sig. Se her, sier hun og kaster
+over sig en bitteliten blekrød silkecombination.
+Se, hvor moderne jeg er, bare et litet skjørt over
+dette — saan — og saa denne tynde kjolen hvorigjennem
+hele jeg anes. Det er det fine ser De,
+bare at <em>anes</em>. Plads for fantasien! Man har sandelig
+ikke øine for at se!
+</p>
+
+<p>
+Sesaa, der er jeg færdig, sier hun og traar i
+sine hvite sko. Haaret maa tørke lidt. Maa jeg
+komme op og sitte hos Dem imens?
+</p>
+
+<p>
+Da hun sitter ved siden av ham, spør han hvorfor
+hun bader her i ødet og ikke paa badestranden.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg faar jo ikke lov, sier hun. Sjøbad er ikke
+for hjertesyke. Hvis man fik se mig gaa avsted
+med en badedragt blev jeg bortvist fra stedet,
+derfor bader jeg nøken. Og det er vidunderlig,
+aldrig mer skal en badedragt komme paa min krop.
+</p>
+
+<p>
+— Men hjertet? bemerker han.
+</p>
+
+<p>
+— Hjertet? Det vedkommer mig ikke. Siden
+De la Deres store, rolige haand paa det uten at
+kjende det banke, banker det ikke mer, ler hun.
+Men saa blir hun meget alvorlig, biter sig i læben,
+ryster paa hodet.
+</p>
+
+<p>
+Professoren har naturligvis ret. Jeg føler jo
+<a id="page-97" class="pagenum" title="97"></a>
+daglig at han hadde ret i at jeg ikke taaler krydderier
+for eksempel. Men krydderier maa jeg ha
+saa jeg <em>peprer</em> melkevællingen min. Og jeg <em>maa</em>
+bade. La det saa bli min død. Jeg tar de følger
+min levemaate paafører mig. Jeg vil ha den føde
+som tillater mine smaksnerver paa trods av mavesæk
+og nyrer og indvolder. Jeg vil bade og røre mig
+og komme i sindsbevægelse paa trods av hjerte
+og lunger. Og jeg vil tænke paa trods av hjernen.
+For er det ikke <em>min</em> hjerne og <em>mit</em> hjerte og <em>mine</em>
+indvolder? Professoren vil jeg skal ligge paa ryggen
+og dø langsomt hele mit liv. Men jeg vil leve saa
+sterkt at jeg glemmer døden. Og <em>naar</em> jeg saa dør
+saa skal det være min egen død, min personlige
+skjæbne paaført mig av mig selv, ved mit liv!
+Det eneste rigtige.
+</p>
+
+<p>
+Kan De tænke Dem noget fattigere, noget saa
+meningsløst som at dø av for eksempel — en taksten
+i hodet?
+</p>
+
+<p>
+Idetsamme blaaser vinden hendes haar over mot
+ham, en del blaffer helt hen i hans ansigt. Han
+rynker brynene og fjerner det rolig med to fingre.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates betragter et hvitt seil i horisonten.
+</p>
+
+<p>
+Saa reiser hun sig braatt.
+</p>
+
+<p>
+— Nu skal De se hvor fort jeg sætter det, sier
+hun. Entotre ruller jeg det over mine pekefingre
+op paa issen, saan, sætter fire haarnaaler i det —
+og der sitter det. Bra hvad? Jeg har lært det av
+en glædespike i Yokohama.
+</p>
+
+<p>
+Hun staar lidt. Saa fnyser hun kort.
+</p>
+
+<p>
+— Meninsky, sier hun, De kjender ingen glædespike
+<a id="page-98" class="pagenum" title="98"></a>
+De, gjør De vel? De er ren! En mand med
+erfaringer ved geishaer vilde ikke taalt mit haar i
+sit ansigt. De rynket brynene litt fordi det kilte
+Dem, men Deres puls kom ikke en strek av takt.
+Bravo!
+</p>
+
+<p>
+Er det for kunstens skyld? spør hun ned til
+ham med sine mindste og skjæveste øine.
+</p>
+
+<p>
+Da han ikke svarer men stirrer paa det hvite
+seil derute, fortsætter hun:
+</p>
+
+<p>
+Jeg hørte om en berømt violinist at han var
+kvindesky for sit vibratos skyld. Han visste at al
+den varme, den hengivelse og kraft han eiet var
+koncentrert i dette hans vibrato og at der intet
+kunde tas av det til en kvinde uten at ødelægge
+ham som kunstner.
+</p>
+
+<p>
+For mig er det uforstaaelig — at forsage livet
+for kunstens skyld. Men for en kunstner er kanske
+kunsten livet — som livet for os andre er kunst.
+</p>
+
+<p>
+Men skal De ikke videre? sier hun derpaa paa
+sin letteste skolepikemaner til Meninsky som fremdeles
+sitter ved hendes føtter og tier.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Da kommer de en nat til at høre musik
+sammen.
+</p>
+
+<p>
+Det hadde været en forfærdelig het dag, paladset
+var som en ophetet bakerovn, der var ikke til
+at holde ut.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-99" class="pagenum" title="99"></a>
+Run Bates og Meninsky sat ute paa terassen,
+det var midnat og fuldmaane, luften var tung
+av blomsterem, i et ildliljebed like ved deres stoler
+hadde solgløden glemt sig igjen og i parken sang
+utallige nattergaler.
+</p>
+
+<p>
+Da kom orkestret flyttende ut paa loggiaen.
+I et øieblik var terassen fyldt av dansende og nattergalene
+i parken overdøvet.
+</p>
+
+<p>
+— Uf, sukket Run Bates og gjorde mine til opbrudd.
+</p>
+
+<p>
+Men hun blev hvor hun var. For vis a vis sat
+nemlig Meninsky pludselig skjævt paa sin stol
+med et ganske nyt ansigt, et av glæde oprørt ansigt,
+røde striper løp op i det, øinene blev vandige og
+munden hvit.
+</p>
+
+<p>
+— Da bjerget ikke vilde komme til Muhammed —.
+sa Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+— Det er festlig med litt musik — av og til,
+sa han.
+</p>
+
+<p>
+— De sier det akkurat som en umusikalsk
+skreddersvend vilde sagt det, sa Run Bates og nikket
+anerkjendende.
+</p>
+
+<p>
+Og de sat begge længe og lyttet.
+</p>
+
+<p>
+Tilsidst kremtet hun godt og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Naturligvis. De er vanskelig for mig fordi
+musikken er det. De er musik, som jeg ikke
+skjønner!
+</p>
+
+<p>
+Og lidt efter, ganske pianissimo:
+</p>
+
+<p>
+— Nu husker jeg Deres tvil om Pavieres veltalenhet.
+<em>Musik</em> er Deres form for meddelelse!
+</p>
+
+<p>
+Meninsky skiftet paa sig sit velvillige, indolente
+<a id="page-100" class="pagenum" title="100"></a>
+uttryk. Blaa skygger fortrængte endelig
+gløden fra ildliljebedet.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates støttet sin hake i haanden, og satte
+sig rigtig godt tilrette.
+</p>
+
+<p>
+Deres symfoni het Skapelsen, sa hun tørt, som
+om hun begyndte at tælle paa fingrene. Jeg har
+jo undret paa hvordan De har kunnet forestille Dem
+skapelsen, De som ikke gripes av det som er skapt.
+Men med musik er det naturligvis ganske anderledes.
+Da De læste i bibelen om skapelsen, talte hun
+videre, saa blev simpelthen bokstavene til noter
+mens De læste, ikke sandt? De saa ikke scenene
+for Dem altsaa, det store tomme rum og mørket
+over vandene. De hørte ikke den vældige stemme:
+Bli lys! Og De stiftet ikke personlig bekjendtskap
+med Adam og Eva. De oplevet bare miraklet med
+bokstavene som blev til noter?
+</p>
+
+<p>
+Saa — ubegripelig, stønnet hun pludselig angst,
+og søkte hans øine efter redning.
+</p>
+
+<p>
+Men Meninsky saa paa de dansende og svarte
+ikke. Hun maatte som ellers klare sig selv. Og som
+altid var hun lykkelig istand til det.
+</p>
+
+<p>
+— De hører mig ikke, sa hun, for De forstaar
+simpelthen ikke <em>ord</em>. Aa, jeg idiot, De forstaar
+bare noter!
+</p>
+
+<p>
+Alt dette jeg har snakket med Dem om, alt det
+jeg har villet Dem, drømt om Dem, haabet av Dem
+— det er gaat sporløst henover hodet paa Dem
+fordi det var ord, ord, ord.
+</p>
+
+<p>
+Tænk, ropte hun og slog hænderne sammen,
+om jeg hadde kunnet noter? Dersom jeg i dette
+<a id="page-101" class="pagenum" title="101"></a>
+øieblik kunde samle i en sum denne skjønne sommers
+samvær paa denne drømmenes deilige ø i nogen
+sorte prikker og streker nedover et noteblad! Da
+vilde De stille det op paa det stativet foran orkestret
+der, da løftet De haanden med taktpinden, saa
+klang instrumentene — ogsaa — saa forstod De,
+Meninsky. Da blev De grepet! Jeg forsikrer Dem,
+da kom De i ekstase som dengang i Paris!
+</p>
+
+<p>
+Men jeg kan ikke en eneste note.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky, sa hun og dæmpet sin stemme saa
+ingen anden i verden skulde høre hende end ham,
+<em>jeg vil lære noter</em>. I dette øieblik er De mig fjernere
+end nogensinde — men bare vent!
+</p>
+
+<p>
+Skal vi ikke foreløbig danse lidt, sa Meninsky
+urolig.
+</p>
+
+<p>
+— Jo, ropte Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+Og de danset. Jazz.
+</p>
+
+<p>
+— Se, sa Meninsky, og nikket mot førsteviolinisten,
+en liten elegant, sveddryppende nigger,
+<em>han</em> er ogsaa i ekstase.
+</p>
+
+<p>
+— Han? sa hun usigelig foragtelig. Nei, han
+staar da godt paa jorden med begge bena. <em>De</em>
+opløstes i luften, blev til svingninger i æteren,
+til lydbølger, til Deres egen musik. Musik er det
+uvirkeligste jeg vet. Ja, De er mig fjernere end
+nogensinde, skjønt De i øieblikket <em>varmer</em> mig med
+Deres nærhet, De er ulegemlig som en tone, skjønt
+jeg har forvisset mig om det motsatte ved at skjære
+i Dem og fordi jeg stadig snakker, snakker, snakker
+forstaar De mig like daarlig som jeg Dem, skjønt
+<a id="page-102" class="pagenum" title="102"></a>
+vi i øieblikket smelter sammen i plastik, rytme og
+aandedræt.
+</p>
+
+<p>
+Musikken gik over i bostonvals.
+</p>
+
+<p>
+Men bare vent til jeg faar lært notene, sa Run
+Bates. Uf, gøs hun pludselig med panden mot hans
+skulder, her er saa meget skum paa gulvet og jeg
+er saa svimmel.
+</p>
+
+<p>
+For anden gang besvimte hun i hans arme.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Igjen laa hun tilsengs en tid, og de saa intet
+til hverandre.
+</p>
+
+<p>
+Men akkurat fjortendenatten efter dansen støtte
+de voldsomt sammen i en dør. Det var nede i de
+vældige kjælderhaller hvor de fleste av kurgjæstene
+holdt til nu i eftersommerens store hete. Hun
+kom fra musiksalen og han fra billiarden.
+</p>
+
+<p>
+Han var drukken. Tilmed meget.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, ropte han med hænderne haardt over
+hendes arme, er det Dem? Og hans stemme var
+fuldkommen ukjendelig, saa fyldig og uttryksfuld.
+Lever De virkelig endda? Jeg hadde rent glemt
+Dem. Hvor skal De nu? Jeg skal ut her og kjøle
+mig lidt — fyfan, jeg har spillet og drukket saa jeg
+er sved. Kom her, sa han, og trak hende med hen
+til en stolgruppe i en mørk krok, la os sætte os her
+og snakke. Se, her har vi et gammelt kadaver av
+et flygel ogsaa med halvandet ben og halvparten
+<a id="page-103" class="pagenum" title="103"></a>
+av tasterne væk. Her var det sandelig næsten svalt
+— puh, sier han og tørrer sig over panden med
+et stort silketørklæ. Dette hullet beslaglægger vi,
+dette er vort.
+</p>
+
+<p>
+Jeg har sittet i held tre stive klokketimer, sier
+han videre, jeg er glad!
+</p>
+
+<p>
+— Ja, dette ser jeg, sier Run Bates med vidt
+opspærrede øine, og maa skynde sig for at komme
+ham i forkjøpet. Aldrig har jeg set nogen saa glad
+som Dem nu — De <em>skinner</em> av glæde. Og <em>det</em> er jo
+meningen med Dem! Slik hadde jeg jo tænkt mig
+Dem, aa, drukken av glæde! Med akkurat Deres
+nuværende lyksalige eiendomsret til hele verden,
+med denne sande umiddelbarhet tænkte jeg Dem
+— der kan De se — Paviere!
+</p>
+
+<p>
+Og hun rakte demonstrativt frem sin haand.
+</p>
+
+<p>
+Men Meninsky tok godt tak om sine knær med
+begge hænderne. Og lykken døde i ham. Han
+strammet sig op langs stolryggen, rynket brynene,
+hikket og kom iorden.
+</p>
+
+<p>
+— Paviere, læspet han hatefuldt. Begynder De
+nu med det vaaset igjen? Er De endda ikke ved det
+inderste egget? Ja, sier han og strammer sig endda
+mere op, blir ganske stiv i nakken og olm i blikket,
+De minder mig om mit første begrep om <em>evigheten</em>!
+Om et paaskeegg jeg fik engang som liten gut,
+et saant De vet med tyve andre egg indi sig, det
+ene mindre end det andet og alle i forskjellige kulører,
+og alle til at aapne undtagen det siste mindste.
+Indeni det allermindste, lukkede egget tænkte jeg
+mig egg efter egg videre, forstaar De, mindre og
+<a id="page-104" class="pagenum" title="104"></a>
+mindre, længer end jeg kunde tænke mig, <em>evigheten</em>
+altsaa. Jeg er et saant egg for Dem, De plukker
+av mig skall efter skall, jeg blir mindre og
+mindre jo længer ind De kommer og mer og mer
+kulørt. Maa jeg ikke snart være liten og kulørt
+nok?
+</p>
+
+<p>
+Han anstrengte sig for at holde sit sinne i ave,
+saa aarene paa hans tinding bulnet op og blev sortblaa.
+</p>
+
+<p>
+— De er fuld, sa Run Bates.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa han og bet sig i læben. Jeg er fuld,
+i høi grad fuld. Jeg er like gal som De for engangs
+skyld, derfor sier jeg hvad der falder mig ind, akkurat
+som De. Gud vet hvad De ikke kan faa Deres
+Ginungagap av en mund til at si. —
+</p>
+
+<p>
+Saa griper pludselig en ny stemning ham. Han
+tier og stirrer melankolsk i gulvet.
+</p>
+
+<p>
+Stakkar forresten, sier han og hans blik mot
+hende er som et barns saa fuldt av ynk og godhet,
+jeg synes jo saa synd paa Dem. Jeg har forsvaret
+Dem overfor de andre her, jeg har sagt De er ikke gal
+men bare original. Stakkars liten, sier han og vil
+gripe hendes haand, men nu er det hun som holder
+den beskjæftiget. Saa opgir han det og falder
+tilbake i sig selv et øieblik.
+</p>
+
+<p>
+Der er saant et godt stof i Dem, fortsætter
+han i en næsten ædru tone. De har sikkert engang
+været en meget charmant og fetert dame. De er
+kvik og slagfærdig og har et aparte ydre. Men de
+filosofiske gramofonplaterne Deres er for anstrengende.
+Jeg antar De har forlæst Dem til filologisk
+<a id="page-105" class="pagenum" title="105"></a>
+eksamen. Var det norsken som gik Dem paa hjernen?
+Det skal jo være et saa vanskelig sprog?
+</p>
+
+<p>
+Joda, sier han, De kan være ganske pudsig,
+jeg har virkelig moret mig sammen med Dem.
+Men nu begynder jeg at bli træt av Deres jargon.
+Ja, avbryter han sig med ett flau, De maa undskylde
+at jeg er saa oprigtig men det er hvad De har lært
+mig op til, det er min <em>egenart</em> forstaar De, i dette
+øieblik ser De mig første gang virkelig som jeg er
+og jeg haaper det glæder Dem. Som sagt, jeg vil
+bare ha mig frabedt flere av de Pavieretiradene —
+er jeg ikke Meninsky og det har De ret i at jeg ikke
+er, jeg <em>var</em> det engang ...
+</p>
+
+<p>
+Idetsamme springer der nogen gjennem rummet.
+Hun skimtes bare som en lysning i tusmørket.
+</p>
+
+<p>
+Men i Meninsky farer der en ond aand. Han
+kjæmper tappert og stønner ved det, men alle muskler
+i hans sterke legeme spændes, han maa bruke sine
+kræfter! Og hans blik falder paa det gamle, kasserte
+flygel.
+</p>
+
+<p>
+I næste øieblik raser hans fingre henover tasterne
+i en forfærdelig musik. Strenger springer
+med høie smeld, rædselsfulde dissonanser overfylder
+rummet i et crescendo som ingen ende høres ut til
+at ville ta. Og Meninsky er en moderne musiker.
+Han spiller med mimik! Hans ansigt uttrykker
+musikken, det blir høirødt med opsvulmede aarer
+og fortrækkes til ugjenkjendelighet, underlæben
+hænger tyk og slap ned mens overlæben trækker sig
+opunder næsen, blikket er brustent og forfærdelig.
+Og hele tiden farer hans store, sterke hænder over
+<a id="page-106" class="pagenum" title="106"></a>
+tasterne med tiltagende tempo og styrke, mens
+ekstasens kuldegysninger krøker hans ryg.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates faar med stor vanskelighet sine ben
+under sig, sniker sig forbi ham og vakler ut.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Dagen efter stod han blek og ædru indenfor
+hendes dør og bad om undskyldning.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg var saa beruset at jeg husker ikke hvad
+jeg sa, sa han, men jeg vet at jeg altid er uforskammet
+og pøbelagtig i slike situationer. Fornærmet
+jeg Dem?
+</p>
+
+<p>
+Run Bates stod henne ved den aapne balkondør,
+støttet mot posten og med hænderne bak sig.
+Hun saa saavidt ind paa ham mens han snakket.
+Hendes ansigt var ganske glat og rolig, det hadde
+sit naiveste uttryk da hun vendte det ut mot de
+grønne kupler igjen og sa:
+</p>
+
+<p>
+— Det gjorde De ikke. Tvertom De komplimenterte
+mig. De kaldte mig gramofon og idiot.
+Gramofonen er en epokegjørende opfindelse og at
+De tror jeg er gal er en stor tribut til min originalitet,
+vet De.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg tror ikke De er gal, protesterte Meninsky
+svakt.
+</p>
+
+<p>
+— Jovist. Og det er ganske naturlig. En saa
+modig meddelelse av personligheten som min betragtes
+altid som vanvid. Tro De mig, Meninsky,
+<a id="page-107" class="pagenum" title="107"></a>
+der findes meget mere originalitet og begavelse
+til i verden end man vet om. Den gjemmes bare
+omhyggelig av mangel paa mot og til at være sig
+selv. Det er flere end De som har trodd jeg var
+— lidt underlig av mig. Jeg har opnaadd en ganske
+stor selvfølelse og selvkundskap, ser De, og at
+iagtta sjælebevægelserne hos mig selv er min største
+glæde og at meddele dem til og derved vække dem
+hos andre er min største drift. Men denslags
+kritiseres av mennesker som i hele sit liv ikke forbruker
+saa megen varme som jeg i en eneste
+samtale — for eksempel med Dem.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa han med meget bøiet hode, fremdeles
+staaende ved døren som en tigger og fremdeles
+henvendende sig til hendes profil. De har været storartet,
+det har været festlige stunder, jeg kommer
+aldrig til at glemme dem. Men igaar var jeg utilregnelig
+— jeg blev oprørt over noget om eftermiddagen
+og drak tæt hele aftenen utover. Jeg beklager
+dypt det uheldige indtryk jeg har gjort paa Dem.
+</p>
+
+<p>
+— Kjære, svarte Run Bates i en ny tone og
+endelig vendende ansigtet helt ind mot ham, De
+tar saa fuldstændig feil av situationen. Det er mig
+som skal be Dem om undskyldning! For mine
+ihærdige, utrættelige feiltagelser av Dem. Igaar, i
+Deres rus, viste De mig endelig tappert Deres
+virkelige selv, endelig kom jeg til det inderste
+og mest kulørte egget — og det var i sandhet litet
+og kulørt!
+</p>
+
+<p>
+— Var det? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Sit ned, sa Run Bates endelig. Han satte
+<a id="page-108" class="pagenum" title="108"></a>
+sig paa en stol lidt inde i rummet. Selv blev hun
+staaende. Det sterke lys derutefra skapte en glorie
+om hendes mørke hode og mystificerte hele hendes
+kontur i den lyse, lette dragt. Hun fulgte en sommerfugls
+flagren med øinene.
+</p>
+
+<p>
+Jeg kjendte engang en bokser, sa hun derpaa
+som ut av dype tanker. Han blev aldrig forelsket
+i mig. Ellers blev alle mænd det i den tiden. Han
+betrodde mig tilslut at han til at begynde med
+hadde maattet forsage kvinder for sin professions
+skyld, men at han efterhvert fuldstændig kunde
+undvære dem. Hans profession gav ham al den
+utløsning av kræfter, temperament og længsel han
+hadde bruk for.
+</p>
+
+<p>
+Det er det samme med Dem. De er hverken
+ulegemlig eller kjønløs, men kvinder behøver De
+ikke saalænge der er orkestre at dirigere og flygler
+at slaa løs paa. Efter hvad jeg saa igaar tør jeg
+tilmed paastaa at De ikke er avholden for kunstens
+skyld men kunstner for avholdenhetens! Det er
+krasst tænkt og raat sagt, men jeg paastaar at Deres
+dirigeren i Paris var en akt av allerintimeste slags
+og Deres klaverspil i kjælderen her inat den aapenlyseste
+utugt!
+</p>
+
+<p>
+Hun saa ham ret ind i pupillene med de sidste
+ord. Stod et øieblik og konstaterte at det ikke
+gjorde noget indtryk paa ham.
+</p>
+
+<p>
+At De tror jeg er idiot forklarer Deres konstante
+upaavirkethet av mine ord, fortsatte hun saa. At
+De staar i sexuelt forhold til musikken Deres uberørthet
+av min person.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-109" class="pagenum" title="109"></a>
+Ja, sa hun og rev sig løs fra dørposten, stod
+lidt midt i aapningen og svaiet og kom saa ind
+i værelset. Gik like hen til ham og tok ham varlig
+paa skulderen.
+</p>
+
+<p>
+Nu skulde vi altsaa formode at De er liten og
+kulørt nok — hvad? sa hun blidt. Raaskap og last
+er det virkeligste av alt virkelig. Men si mig nu,
+<em>hvor</em> stort og <em>hvor</em> kulørt var det inderste av de
+eggene Deres?
+</p>
+
+<p>
+— Aah — sa Meninsky og trak paa det og tænkte
+efter, omtrent saa, sa han og pekte paa sin tommelfingernegl,
+og jeg tror det var knaldgrønt. Men som
+sagt, jeg tænkte mig stadig fortsættelser ... sa
+han og sukket pludselig tungt. Jeg vovet aldrig
+at aapne det og se efter — men jeg <em>haaper</em> det var
+tomt.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Run Bates svakt, og tok sin haand
+væk fra hans skulder og strøk sig over haaret med
+den, det haaper sandelig jeg ogsaa.
+</p>
+
+<p>
+Saa faldt hendes blik paa divanen.
+</p>
+
+<p>
+— Og saa maa jeg nok vise Dem døren, sa hun
+leende, for nu vil jeg øieblikkelig skrive og sætte
+i arbeide en ny pute — et paaskeegg!
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Det blev eftersommer. Frugter glødet og faldt
+modne til jorden, solskinnet blev gyldnere og mere
+skraat dag for dag, en morgen var plænene hvite av
+<a id="page-110" class="pagenum" title="110"></a>
+rim. Men dagene fortsatte med at være høisommerlig
+hete.
+</p>
+
+<p>
+Det saa ut som om varmen tæret paa Run Bates.
+Hun blev mindre og mindre, mer og mer gjennemsigtig,
+der var næsten ingenting igjen av hende nu.
+</p>
+
+<p>
+Hun stod en dag og saa Meninsky drive avsted
+i en liten baat i aaen. Aarene var lagt ind, han
+sat i skjorteærmene og sov. Og en stund vilde
+han være nede ved strykene, livsfarlig vilde det neppe
+bli, men hvertfald mindre behagelig. Saa ropte
+hun paa ham og han vaaknet.
+</p>
+
+<p>
+— Hallo? ropte han paa sin gamle gutteagtig
+ubekymrede maate, er De der? Vil De ro?
+</p>
+
+<p>
+— Tak, sa hun, det gaar jo bra for Dem uten
+aarene.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa han og saa sig om, jøss, er jeg helt her?
+Jeg var oppe i tjernet og der tænkte jeg paa Dem,
+der var noen vandliljer — Skal vi ro tilbake og
+se paa dem — de var noksaa rare?
+</p>
+
+<p>
+Hun hoppet i baaten.
+</p>
+
+<p>
+Han rodde godt, med lange, sterke, rolige tak.
+Aaen fløt længe bred og blank under de vældige
+hængepiler, men efterhvert som de nærmet sig
+tjernet smalnet den saa de maatte sitte bøiet i
+baaten for at undgaa de hængende haver over sig.
+Røde, gule og violette slyngplanter snoet sig utover
+grenene og hang videre helt ned i vandet. Som
+under et fantastisk karnevalspaafund av en æresport
+rodde de omsider ind i det store, sorte tjern.
+</p>
+
+<p>
+Det laa midt inde i en skog i dyp stilhet og
+mystisk belysning. En masse store, grønhvite
+<a id="page-111" class="pagenum" title="111"></a>
+liljer fløt om paa hver sit runde, grønne blad. Store
+insekter paa graciøse, sølverne vinger svirret over
+dem. Fuglestemmer lød fjernt og dæmpet som under
+sordiner.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates sat agter i baaten, hendes hvite
+kjole var vid og brusende som en krinoline, en
+liten rosenhat laa i hendes fang.
+</p>
+
+<p>
+Hun bøiet sig utover vandet, plukket en av de
+merkelige liljene, lugtet paa den og stak den i haaret.
+</p>
+
+<p>
+— Her har jeg aldrig været, sa hun og lot blikket
+løpe rundt. Nok et av jordens store skjønhetssyner.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky saa hvor hun saa og var paa nippet
+til at bemerke noget, men lot det være.
+</p>
+
+<p>
+— Og her sat De og sovnet, sa hun til ham.
+Det var varmt og stille og godt her, De tok av
+Dem jakken og satte Dem fluksens til at snorke.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, ogsaa fløt jeg ned til Dem, smilte han,
+og det var jo bra?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa hun, men den stadige sovingen Deres
+er og forblir mig en gaade. For den hænger jo
+ikke sammen med det andre? De har ikke sittet
+her og musicert? Eller har De kanske en mundharmonika
+paa Dem?
+</p>
+
+<p>
+— Nei, maa han svare, det har han ikke.
+</p>
+
+<p>
+— Er De saa glad i at sove? spør hun, eller
+sovner De bare?
+</p>
+
+<p>
+— Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig
+sterkt. Og De har lært mig at livets kunst
+er at skape saa mange lykkelige <em>øieblik</em> som mulig,
+følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-112" class="pagenum" title="112"></a>
+— En merkelig form for lykke, smiler hun
+stille. At ophøre at eksistere.
+</p>
+
+<p>
+Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne
+skogen ligner Norge. Et norsk tjern er bare endnu
+skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som
+regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun
+utover baatkanten.
+</p>
+
+<p>
+Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar
+det rinde sig mellem fingrene.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde
+trænge at hoppe i. Og han trækker op sit lommetørklæ.
+</p>
+
+<p>
+Noget følger med det og falder ned paa tiljen.
+En liten flaske. Run Bates er snarere end ham og
+faar fat i den.
+</p>
+
+<p>
+Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød
+og saa hvit, hun faar ganske den samme farve
+som liljen i sit haar.
+</p>
+
+<p>
+— Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal
+De med dem?
+</p>
+
+<p>
+— Ingenting, svarer han ganske rolig. De er
+for tandpine, og det har jeg aldrig.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som
+om hun fryser, det er nok at <em>lugte</em> paa det. At De
+vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa
+meget, tænk om De tømte den i søvne?
+</p>
+
+<p>
+— Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst.
+</p>
+
+<p>
+— De har ikke lov til at forlate livet, sier Run
+Bates, for det er tifold løgn at noget menneske
+kan erstattes! Denne flasken beholder jeg!
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-113" class="pagenum" title="113"></a>
+Men nu vaakner han.
+</p>
+
+<p>
+— De? roper han, nei gi hit flasken.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, sier hun, aldrig!
+</p>
+
+<p>
+Da blir han rød i panden og bøier sig frem med
+utstrakt haand og med et meget bestemt uttryk
+i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen.
+</p>
+
+<p>
+— Maa jeg virkelig <em>ta</em> den fra Dem, spør han.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, hvis De kan, svarer hun.
+</p>
+
+<p>
+Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han
+faar tak i hendes haand med flasken og nu begynder
+et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke
+let paa hende, hun ynker sig av smerte da han
+endelig vrister hendes fingre fra hverandre og tar
+flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og
+baaten gjør en faretruende overhaling løfter han
+armen med flasken og slynger den langt uti
+vandet.
+</p>
+
+<p>
+— De skal <em>ikke</em> ha den, sier han bare.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates staar anpusten og betragter ringene
+i vandet. Hendes mund folder sig sammen og
+skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat
+op fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster
+av den og lægger den forsigtig paa toften. I næste
+øieblik hører Meninsky et plask og hun er væk.
+En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper
+i det pludselig oprørte vand, insektene svirrer
+paa hverandre av forskrækkelse.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky sætter sig ned og venter paa sine
+sansers tilbakevenden. Det tar en evighet. Det
+synes ham flere døgn senere da det roper inde paa
+strandbredden. Det er Run Bates og hun holder
+<a id="page-114" class="pagenum" title="114"></a>
+triumferende noget høit i veiret. Hun har hentet
+flasken paa tjernets tvilsomme bund!
+</p>
+
+<p>
+Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig
+syn. Den brusende hvite svaneham av en kjole
+klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt indtil
+hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet
+i strømme og hendes ansigt er pludselig benet og
+ganske grønt.
+</p>
+
+<p>
+Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden
+er over hende.
+</p>
+
+<p>
+Han har hende tæt i sine arme, hendes lille
+vaate hode synker ned paa hans skulder, hendes
+blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest,
+trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte.
+</p>
+
+<p>
+Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler
+hun, et bittelitet rørende blaff av et smil, det rører
+ikke hendes mund, er bare som en lysning over
+øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er
+det lykkeligste smil han nogengang har set og
+nogensinde mer faar at se i sit liv.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny
+og fremmed, som forklaret.
+</p>
+
+<p>
+Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa
+endnu over ansigtet, men det var ogsaa forandret
+i trækkene, de var pludselig bedre, næsten rigtig
+proportionert, tilmed munden saa normal ut.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-115" class="pagenum" title="115"></a>
+Det var <em>roen</em> som endelig hadde fundet veien til
+hendes skiftende fysiognomi.
+</p>
+
+<p>
+Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte
+enstavelsesvis paa hans bemerkninger om veiret
+og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket
+at aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt
+og de vek ikke et sekund fra Meninskys.
+</p>
+
+<p>
+Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut
+sa han adjø og god bedring. Men da gjorde Run
+Bates en eiendommelig bevægelse med haanden
+og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde
+av bøn.
+</p>
+
+<p>
+— Det er mine ben, sa hun sterkt og klart,
+de er hovne! Begyndelse til vatersotten! Slik som
+nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske
+i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op
+som en hvetebolle i vand. Jeg kjender til det,
+min bedstemor døde av vatersot efter nyresyke.
+Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange.
+Vandet klemte om hendes hjerte saa hun skrek
+som i barselnød. Jeg saa da de la hende i kisten,
+det var saa komisk med hendes usymmetriske
+trivelighet, den ene arm var dobbelt saa tyk som
+den anden, de fik ikke foldet hænderne og hun fik
+daarlig plads i kisten. —
+</p>
+
+<p>
+— Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa
+da ikke ligge med saa sorte tanker.
+</p>
+
+<p>
+— Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er
+rosenrøde! For nu vet jeg jo hvad jeg aldrig visste
+før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde
+vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det —
+<a id="page-116" class="pagenum" title="116"></a>
+<em>at smerten er den største nydelse og døden den høieste
+livsform</em>!
+</p>
+
+<p>
+Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved
+siden av sengen.
+</p>
+
+<p>
+— Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand
+som var kold og ganske fugtig. Saa kunde hun ikke
+mer paa en stund.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky blev urolig igjen.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres
+arme, hvisket hun og klemte hans haand uten
+at se paa ham.
+</p>
+
+<p>
+Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket
+hun om selvmord.
+</p>
+
+<p>
+— Le renoncement à soi même est en tout
+l’opposé du suicide, sa hun og nævnte madame
+de Staël.
+</p>
+
+<p>
+Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig
+døden som det mindste av to <em>onder</em>. Mon nogen
+av dem valgte døden av samme grund som De og
+jeg — som det største av to <em>goder</em>?
+</p>
+
+<p>
+For livet er vidunderlig, men døden tifold
+vidunderligere, ikkesandt?
+</p>
+
+<p>
+Aa, Meninsky, nu er De ingen gaade længer for
+mig!
+</p>
+
+<p>
+Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har
+været. Jeg føler mit legeme som et smertende panser,
+tiden som et rindende, enerverende vanvid hvorfra
+det gjælder at kunne befrie sig.
+</p>
+
+<p>
+Og denne Deres store, guddommelige evne — til
+selvbefrielse — har jeg foragtet!
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-117" class="pagenum" title="117"></a>
+De var <em>død</em> der paa podiet i Paris, vidunderlig
+befriet fra legeme og tid, hverken Deres hjerte
+eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var
+et stykke <em>evighet</em>.
+</p>
+
+<p>
+Som jeg var det i Deres arme der paa det lille,
+sorte tjernet.
+</p>
+
+<p>
+Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig
+evigheten som en fortsættelse av tid, fremtid!
+Og deres salighetsbegrep er ingenting andet end
+en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode
+ting, mat, drikke, klær, sko ogsaa videre.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky, De og jeg vet bedre!
+</p>
+
+<p>
+Og hør nu, vi skal <em>dele</em> indholdet av Deres flaske!
+Der er nok til os begge.
+</p>
+
+<p>
+Skulde musikken og søvnen — som alle andre
+laster — tilslut svigte Dem, saa vil en eneste draape
+av Deres fluidum frelse Dem.
+</p>
+
+<p>
+Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at
+være <em>mine</em> midler, saa vet ogsaa jeg raad.
+</p>
+
+<p>
+For dø vil vi, ikkesandt?
+</p>
+
+<p>
+Døden er livets eneste mening. Hvor blændende
+klart jeg ser det nu!
+</p>
+
+<p>
+Og hun faldt i tanker og sovnet med dem.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky listet sig stille ut.
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+<a id="page-118" class="pagenum" title="118"></a>
+Men nogen dage senere kom hun springende
+mot ham nedover trappene.
+</p>
+
+<p>
+Han gispet av forbauselse.
+</p>
+
+<p>
+— Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker.
+Førstemand ned til Templet! Og hun grep ham
+om haandleddet og rev ham med som en hvirvelvind.
+</p>
+
+<p>
+I et hjørne av veien løp de paa en ung dame
+med en liten hund i baand. Meninsky kom i fuld
+fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær
+væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run
+Bates holdt ham oppe med et jerngrep.
+</p>
+
+<p>
+Den unge dame overtok farten, som vetskræmt
+satte hun avsted opover veien og hverken hendes
+eller hundens ben saaes at berøre singelen.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget
+bremset tempo, de kom makelig spaserende og i
+dype tanker ned til «Templet».
+</p>
+
+<p>
+Det var en liten bambuspavillion med en statue
+av den japanske lykkegud Ebisu. Pavillonen laa
+like ned i vandskorpen av en liten firkantet svanedam,
+den var bare adkommelig fra vandet over et
+par store flate stener, der var ogsaa anbragt et
+«naaleøie» hvorigjennem først Run Bates og saa
+Meninsky alvorlig krøp paa alle fire.
+</p>
+
+<p>
+Men omsider sat de ved siden av hverandre paa
+det øverste av templets fire lave trin. Ebisu blikket
+diskret men alviderisk smilende over deres hoder
+ut paa svanene i dammen.
+</p>
+
+<p>
+— Er De frisk igjen? sa Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan
+<a id="page-119" class="pagenum" title="119"></a>
+leve længe, i ti, tyve, tredive aar. Der er ingen
+fare for vatersot.
+</p>
+
+<p>
+— Men hjertet?
+</p>
+
+<p>
+— Hjertet er elendig. Jeg maa være <em>forsigtig</em>.
+Men De kan tro jeg skal være forsigtig! ropte hun.
+</p>
+
+<p>
+Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre
+side.
+</p>
+
+<p>
+Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok
+andre springmarscher til. Og jeg er ikke spor forelsket
+idag. Endda <em>hun</em> kom iveien.
+</p>
+
+<p>
+Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte:
+</p>
+
+<p>
+— Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst?
+At jeg elsket Dem? Nei, jeg var Dem vel som
+ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem
+og jeg har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle
+Dem det omstændelig og saa enkelt jeg kan.
+</p>
+
+<p>
+Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa
+trinnet i det gule eftermiddagslys, og paa den
+brogede bakgrund av iris og orkideer.
+</p>
+
+<p>
+Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste
+maate, jeg forstod aldrig nogensinde <em>virkeligheten</em>,
+ser De. Det at jeg elsket Dem og simpelthen
+ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som
+bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler,
+bobler, et helt skum!
+</p>
+
+<p>
+Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev
+forelsket i Dem, ganske rigtig som De selv allerførst
+formodet. Men jeg trodde for fast paa min overmenneskelighet
+til at begaa noget saa normalmenneskelig
+som en forelskelse!
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-120" class="pagenum" title="120"></a>
+Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat
+oppe i en stol og drømte om Dem hele natten.
+Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste
+morgen saa Dem paa stationen. Jeg <em>maatte</em> jo
+følge efter Dem.
+</p>
+
+<p>
+Der paa dækket var det som at stirre ind i selve
+solen. Deres merkelige øine — —.
+</p>
+
+<p>
+Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg
+kunde dødd av skuffelse.
+</p>
+
+<p>
+Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det.
+Saa ganske anderledes var De end jeg hadde forestillet
+mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne
+Dem efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at
+De var Dem selv og er vedblit med at være det.
+</p>
+
+<p>
+Det er <em>Dem</em> jeg elsker — ikke Paviere. Aa,
+som jeg elsker Dem, sier hun tungt og bøier hodet
+og tier.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs.
+</p>
+
+<p>
+— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter
+hun modig, <em>ikke et øieblik</em>! De er som Pantheismens
+gud i alt hvad jeg ser og sanser. De strømmer
+gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit
+hjerte som en igle og er ved at tømme det. Det er
+De som gir mig aandenød, Meninsky!
+</p>
+
+<p>
+Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot
+ham, kan De elske mig? Ja, for <em>De</em> er mig jo midlet
+til befrielse fra materie og tid. <em>De</em> er min smerte
+og <em>De</em> er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme
+til at leve i al evighet. Vil De gifte Dem med mig?
+</p>
+
+<p>
+Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi
+ham tid ved at fortsætte.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-121" class="pagenum" title="121"></a>
+— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være
+Deres middel. Jeg vil ikke konkurrere med musikken,
+jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler
+og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med
+mig skulde jeg skaffe Dem verdens kostbareste og
+bedste flygel, ja et helt orkester av verdens største
+kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave.
+Jeg er rik, sukker hun.
+</p>
+
+<p>
+Meninsky tier fremdeles.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt
+mand. Vi kvinder er nu engang slik beskafne at
+vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den
+unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker
+Dem med en tispes trofasthet.
+</p>
+
+<p>
+— Hvad? sa endelig Meninsky.
+</p>
+
+<p>
+Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær
+væltet Run Bates ned fra hendes høie, sikre stade.
+</p>
+
+<p>
+Hun tok som svimmel for sig i luften.
+</p>
+
+<p>
+— Hvad? sa hun bare.
+</p>
+
+<p>
+— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter
+usigelig brødebetynget sit hode.
+</p>
+
+<p>
+Slik sat de længe.
+</p>
+
+<p>
+Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den
+store mørkerøde orkidee hun sat med, hun bøiet
+sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt
+ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over
+ansigtet og sat omsider befriet.
+</p>
+
+<p>
+— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun
+sin guldbroderte, store væske.
+</p>
+
+<p>
+Vel, sa hun, saa la os skride til handling!
+</p>
+
+<p>
+Og der sat hun pludselig med to smaa flasker
+<a id="page-122" class="pagenum" title="122"></a>
+og tømte indholdet fra den ene over paa den anden.
+Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte gjentagende
+gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels
+draape mer paa den ene end paa den anden.
+</p>
+
+<p>
+— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken.
+</p>
+
+<p>
+Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han
+aldrig hadde hørt før, saa haard og farveløs som
+staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev blank
+i blikket. I sidste liten reddet hun sig.
+</p>
+
+<p>
+Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast.
+Adjø!
+</p>
+
+<p>
+Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og
+flau som en vaat hund ned de fire brede tempeltrin,
+han balancerte henover de par store flate stene
+i vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet
+og blev omsider borte mellem buskadset
+paa stranden.
+</p>
+
+<p>
+Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op
+av sin taske. Et litet speil. Hun var ikke fornøid
+med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet hun paa
+haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen
+hun hadde fingret med var vissen, hun plukket en
+ny hvit en og satte den ved øret. Saa ordnet hun
+foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler
+og var færdig.
+</p>
+
+<p>
+Flasken staar godt korket ved hendes føtter.
+Hun tar den fort op og lukker den haardt inde i
+sin haand et øieblik.
+</p>
+
+<p>
+Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den
+grønne mur av trær omkring den, paa himmelen
+<a id="page-123" class="pagenum" title="123"></a>
+og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst.
+Langsomt sætter hun derpaa flasken for
+munden og drikker, snur sig rolig og vender sig
+mot Ebisu.
+</p>
+
+<p>
+Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens
+føtter. Hun falder ned paa den og gjemmer sit
+ansigt i sine hænder mot Ebisus fang.
+</p>
+
+<p>
+Slik blir hun liggende.
+</p>
+
+<p>
+Slik finder Meninsky hende da han ti minutter
+senere hæsblæsende kommer styrtende tilbake.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden
+av hende.
+</p>
+
+<p>
+Hun vender et rødmusset søvnig ansigt
+mot ham og ser ubehagelig overrasket ut.
+</p>
+
+<p>
+— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir
+endda mere forbauset.
+</p>
+
+<p>
+Er jeg ikke død? sier hun.
+</p>
+
+<p>
+— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de
+draapene, det er jo vanlige tanddraaper, men de
+er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig
+drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og
+griper begge hendes hænder, De er et barn, miss
+Bates, et stort, bedaarende naivt barn og jeg elsker
+Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket
+Dem hele tiden og jeg kunde myrde mig selv for
+min maate netop. Kan De tilgi mig? Jeg elsker Dem!
+</p>
+
+<p>
+Og han river hende til sig og faar hendes ansigt
+under sit.
+</p>
+
+<p>
+Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun
+stemmer begge sine smaa hænder mot hans bryst
+og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i
+<a id="page-124" class="pagenum" title="124"></a>
+dem at han tumler langt henover gulvet. I et
+eneste øieblik stirrer hun ham stort og stivt av
+angst i øinene.
+</p>
+
+<p>
+Og saa er det hun som gaar. Hun springer!
+Trappen tar hun i et sprang, stenene tar hun to og
+to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet spruter.
+Der er en endda vildere rædselens fart over hende
+end over piken med hunden, det er som alverdens
+farligdom er i hælene paa hende, hun lægger haken
+ned paa brystet og flyr, flyr!
+</p>
+
+<p class="tb">
+* * *
+</p>
+
+<p class="noindent">
+Saa skal Run Bates reise.
+</p>
+
+<p>
+Det er blit høst paa et par nætter. Det suser
+dumpt i parkens luende løv og uler uhyggesvangert
+om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer
+ut fra vestibulen.
+</p>
+
+<p>
+Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der
+tæt indved den blodrøde vildvin paa væggen.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde
+jo si adjø.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg har ikke set Dem siden — sier han.
+</p>
+
+<p>
+— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg
+har hat en vanskelig tid, jeg har det fremdeles ikke
+godt. Jeg antar jeg er undfanget for min tredje
+fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun
+sukker.
+</p>
+
+<p>
+Hun er i den samme habit han først saa hende i,
+<a id="page-125" class="pagenum" title="125"></a>
+den svære hvite hermelinskaape og den lille babyhat
+med det flagrende baand. Men ellers er der
+liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates
+dengang.
+</p>
+
+<p>
+Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige
+maate, om jeg ikke er ved at vende tilbake til
+naturen? Til min oprindelige tilstand, den før min
+anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den
+første og egentlige Gudrun Haavaldsen.
+</p>
+
+<p>
+Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt
+som <em>De</em> er av mig, Meninsky! Og det er et av tegnene
+paa gjenfødelsen eller naturtilbakevendelsen at
+jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et
+øieblik har levet i nuet, men i <em>fortiden</em>. Min erindring,
+som har ligget ubrukt saa længe dukker pludselig
+op, uthvilt og energisk, jeg forsikrer Dem jeg har
+gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange række
+daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til
+ende.
+</p>
+
+<p>
+Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og
+«idiot»! Men hvor <em>De</em> var et akustikfrit rum, Meninsky!
+Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at
+<em>tænke</em> paa alt det jeg har sagt!
+</p>
+
+<p>
+Jeg skriver til min forhenværende forlovede
+idag. Jeg vil meddele ham den dundrende fjasko
+mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg
+vil spørre ham om han kan tænke sig større tragedie
+end at følsomheten blir sentimentalitet og bevisstheten
+analyseringsmani. Og jeg vil fortælle ham
+at min sidste og tydeligste erindring fra min
+«aksetilværelse» var <em>virkeligheten</em> og at den var
+<a id="page-126" class="pagenum" title="126"></a>
+ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke til at
+opleve!
+</p>
+
+<p>
+Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres
+tanddraaper. Hvis jeg nu — hvad jeg næsten
+er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet,
+vil intet ydre apparat være nødvendig for det jeg
+fremdeles tror er livets mening, <em>døden</em>. Jeg vil
+kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg er
+uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver
+ikke engang sætte mig ned og lukke øinene for at
+undslippe tiden og materien, nei, jeg kan staa og
+gaa, ja <em>springe</em> i det vanskeligste terræng og være
+deilig avdød. Takket være min glycerin, forstaar
+De. Gudskelov for at der ikke gik trold i ord dengang
+jeg bad den draapen De vet, om at tørke!
+Da vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat
+og bitterhet mot Dem, jeg vilde lavet øieblikket om
+til en evighet av vilje til glemsel, jeg vilde opkonstruert
+mig nye og uforgjængelige realiteter og levet
+ulykkelig hele mit liv.
+</p>
+
+<p>
+Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel,
+avleverer Dem min ugjenkaldelig sidste lange egotirade
+og er straalende lykkelig over at kunne gjøre
+det. For med Dem vender jeg virkeligheten for
+altid ryggen! Jeg tar bare med mig min drøm om
+Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil jeg kunne dø
+med utallige gange.
+</p>
+
+<p>
+<em>Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet.
+Jeg vil ha oplevelserne foran og efter selve oplevelserne
+igjen og jeg vil glemme at jeg nogensinde har
+mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil jeg
+<a id="page-127" class="pagenum" title="127"></a>
+prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue
+andre, fordi jeg nu har lært at jeg da bare støter
+paa mine egne grænser — som ikke er, fordi jeg er
+grænseløs!</em>
+</p>
+
+<p>
+Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig
+av hendes hode og avsted efter baandet.
+</p>
+
+<p>
+Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting
+igjen av hans vanlige udadlelige frisyre, det
+feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar, der
+pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned
+i nakken, falder ham nu i komiske tuster ned paa
+haken. Forgjæves stryker han det gang paa gang
+tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut
+opgi det.
+</p>
+
+<p>
+Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur.
+</p>
+
+<p>
+— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for
+samværet! Gud velsigne Dem og Deres daadyr,
+det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er
+saa ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme
+om dere to. Bare jeg nu visste hvordan jeg skal
+faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde
+tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier
+hun med sit gamle overvældende smil, hvor jeg føler
+mig som et foster! Adjø, adjø!
+</p>
+
+<p>
+Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe,
+kommer der noget susende i luften ovenfra, noget
+tungt, tungt.
+</p>
+
+<p>
+I næste øieblik styrter Run Bates til jorden,
+med ansigtet ned, rammet i hodet av en taksten,
+dræpt paa stedet.
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-128" class="pagenum" title="128"></a>
+Da Meninsky knæler ned ved siden av hende
+og løfter op hendes døde ansigt finder han hendes
+glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som om
+hun skal til at si: Nei, var den allerede der —
+katastrofen? Gudskelov!
+</p>
+
+<p class="end">
+Ende!
+</p>
+
+<div class="chapter">
+
+<h2 class="blank chapter" id="chapter-0-4" title="Det er 14 dage siden">
+<a id="page-129" class="pagenum" title="129"></a>
+<span class="keep-nu-html-checker-happy">&nbsp;</span>
+</h2>
+
+</div>
+
+<div class="letter">
+<p class="first">
+<span class="firstchar">D</span><span class="postfirstchar">et</span> er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag
+har jeg ventet svar paa mit «brev». Men du tier. Nu
+er det dig som er taus. Jeg aner ikke enten du forstaar
+eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha «talt for døve
+øren» og «kastet perler for svin» osv.
+</p>
+
+<p>
+Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor
+maa der efter e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke
+kunde komme før, en «epilog». En historiens historie.
+Denne:
+</p>
+
+<p>
+Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling
+reiste herned til denne udmerkede, dræpende kjedelige
+og stygge «havskuranstalten» med min hodepine og
+mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det
+at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten
+om at gjøre, ingen flere fantasterier og optiske
+bedrag, en sten er en sten, bak den syvende blaane
+er der ingenting, og jeg selv er det eneste som betyr
+noget i den vide, vide verden.
+</p>
+
+<p>
+Men ak, allerede paa baaten nedover <em>traf jeg
+en mand</em>. En skuespiller — jeg vil gjerne tie med
+navnet, la mig kalde ham X — som netop hadde gjort
+et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom til at
+snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».
+</p>
+
+<p>
+<a id="page-130" class="pagenum" title="130"></a>
+Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig
+bibragte — forraad av reminiscenser, og han var meget
+imponert. En stund. Men ser du, efterhvert som
+vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit <em>eget</em>
+ved siden av <em>dit</em> og i forhold til <em>hans</em>, des mere
+anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn.
+Han sat efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte
+sig til selskap for en — <em>idiot</em>! Og det var saa
+fint, diskret og beundringsværdig gjort at jeg kom til
+at elske ham for det der paa baaten og elsker ham litt
+den dag i dag.
+</p>
+
+<p>
+Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne,
+øde, triste skjæret, og den unge damen som hele tiden
+hadde fulgt os med øinene og ørene endelig stod trygt
+plantet ved siden av ham, da tok han mot til sig og sa:
+Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten, frøken
+Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her
+har De jo nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem
+til <em>mig</em> i min paatagelighet og uomtvistelighet, men
+til min <em>rolle</em>, en omstridt digters uvirkelige fantasifoster!
+</p>
+
+<p>
+Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet
+ut av lutter overbevisning. Men der hadde jeg det saa
+gaaende med grubbel fem fulde døgn. For der visste
+jeg jo <em>du</em> elsket mig og vilde mig det godt, der elsket
+<em>jeg</em> pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen
+og overbevise ham om min normalitet, og der skulde
+jeg ha sagt dig at dine ideer ikke passet for mig og
+samtidig gjøre dig forstaaelig at du ikke hadde talt for
+døve øren og kastet perler for svin ...
+</p>
+
+<p>
+Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel
+<a id="page-131" class="pagenum" title="131"></a>
+og fortvilet ned her ved vinduet for at skrive til
+dig og at jeg graat mig i søvn og drømte om <em>Run
+Bates</em> og <em>Meninsky</em>. Da var det videre paa
+samme dag jeg gik ned til middag i den lille spartanske
+spisesalen her, satte mig som nr. 17 tilbords,
+lot prismelynene fra den stygge, gammeldagse hængelampen
+under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig i
+ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol
+vis a vis som tidligere, ønsket pludselig X i den og
+— <em>placerte Meninsky der</em>. Anbragte saa
+en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os, utvidet
+rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar
+høns utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til
+en svanedam, forældet endelig mig selv med ti aar
+og en masse verdenserfaring og fortsatte drømmen om
+Run Bates — <em>mit fremtidsselv efter dit
+mønster</em>.
+</p>
+
+<p>
+Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde
+anledningen til fortsat uendelig samvær med X og
+det bak den syvende blaane! Jeg hadde ideen og motet
+til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg hadde
+et nyt medium og altsaa en ny lykke!
+</p>
+
+<p>
+For første gang siden «Boblen» satte et andet
+menneske mine sanser, min tænke- og uttryksevne i
+funktion, jeg kom i samme forunderlige oplevelsens
+ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte
+mig paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle,
+et nyt nøste rød traad var begyndt at trille,
+og dennegang var den røde traaden mig selv. Jeg
+kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg
+engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv,
+<a id="page-132" class="pagenum" title="132"></a>
+slik jeg er, slik du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis
+da maa bli!
+</p>
+
+<p>
+Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en
+amerikansk filmer for Boblen, Burton Bates het han,
+og andet vet jeg ikke om ham, men i min drøm var
+jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette
+stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat
+min utvikling i forkjøpet ved en stund hver dag i en
+maaned at være Run Bates sammen med Meninsky
+paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte dig
+historien om draapen som du sa faldt hel til jorden
+da Boblen brast, men som desværre var saa fuld av
+glycerin at den ustanselig blev til bobler paany, <em>et
+helt skum</em>!
+</p>
+
+<p>
+Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa
+skal paa baal for det, at det er vakrere paa mit digts
+Capranola end her paa dette paatagelige, nakne,
+svenske granitskjæret! Denne min absolutte overbevisning
+har jeg nu moret mig med at reise et monument
+i det materiale du har anbefalt mig — <em>snak</em>.
+Jeg antar du er snakket godt ihjæl, at du er lam i
+tungen av at læse mig og tør i hjernen av at tænke mig
+og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget
+være saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk
+og fordømmelig.
+</p>
+
+<p>
+Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet
+meddeler at du ser overanstrengt, syk og ulykkelig
+ut om dagen, at du er taus, interesseløs og delvis
+arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte: Gudrun
+Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg
+<a id="page-133" class="pagenum" title="133"></a>
+beregnet det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg
+før hatet dig.
+</p>
+
+<p>
+Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget
+mer end du nogengang sa du elsket mig! Du elsket
+mig for det jeg var og det var ingenting, men jeg elsker
+dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme øieblik
+Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen
+igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.
+</p>
+
+<p>
+Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg
+vil kalde min belønning for denne sommermaaneds
+literære virksomhet, dette at det nu er dig jeg elsker
+haabløst, at det nu er du som er boble, medium, X,
+Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.
+</p>
+
+<p>
+For jeg vil ikke virkeligheten!
+</p>
+
+</div>
+
+<div class="trnote chapter">
+<p class="transnote">
+Afskriverens bemærkninger
+</p>
+
+<p>
+<b>Afskriverens rettelser:</b>
+</p>
+
+
+
+<ul>
+
+<li>
+... tungen. Og da <span class="underline">han</span> smilte, sa han: ...<br>
+... tungen. Og da <a href="#corr-6"><span class="underline">hun</span></a> smilte, sa han: ...<br>
+</li>
+
+<li>
+... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ...<br>
+... — Er ikke Gudrun Haavaldsen <a href="#corr-9"><span class="underline">et </span></a>engelsk navn? ...<br>
+</li>
+
+<li>
+... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ...<br>
+... gange et ord, men aldrig <a href="#corr-11"><span class="underline">i</span></a> verden en bie. Men at ...<br>
+</li>
+
+<li>
+... og husket at den fremherskende farve i <span class="underline">hende</span> ...<br>
+... og husket at den fremherskende farve i <a href="#corr-12"><span class="underline">hendes</span></a> ...<br>
+</li>
+
+<li>
+... vi er. La os ikke hefte os ved <span class="underline">no</span> saa usigelig elendig ...<br>
+... vi er. La os ikke hefte os ved <a href="#corr-15"><span class="underline">noe</span></a> saa usigelig elendig ...<br>
+</li>
+</ul>
+</div>
+
+
+<div style='text-align:center'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77368 ***</div>
+</body>
+</html>
diff --git a/77368-h/images/cover.jpg b/77368-h/images/cover.jpg
new file mode 100644
index 0000000..5445fea
--- /dev/null
+++ b/77368-h/images/cover.jpg
diff --git a/77368-h/images/logo.jpg b/77368-h/images/logo.jpg
new file mode 100644
index 0000000..10a4b09
--- /dev/null
+++ b/77368-h/images/logo.jpg
diff --git a/77368-page-images/a001.jpg b/77368-page-images/a001.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3616623
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a001.jpg
diff --git a/77368-page-images/a002.jpg b/77368-page-images/a002.jpg
new file mode 100644
index 0000000..b4203dc
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a002.jpg
diff --git a/77368-page-images/a003.jpg b/77368-page-images/a003.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7da0b7a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a003.jpg
diff --git a/77368-page-images/a004.jpg b/77368-page-images/a004.jpg
new file mode 100644
index 0000000..8c43e5d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a004.jpg
diff --git a/77368-page-images/a005.jpg b/77368-page-images/a005.jpg
new file mode 100644
index 0000000..50f364f
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a005.jpg
diff --git a/77368-page-images/a006.jpg b/77368-page-images/a006.jpg
new file mode 100644
index 0000000..8d1e2b7
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a006.jpg
diff --git a/77368-page-images/a007.jpg b/77368-page-images/a007.jpg
new file mode 100644
index 0000000..b532322
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a007.jpg
diff --git a/77368-page-images/a008.jpg b/77368-page-images/a008.jpg
new file mode 100644
index 0000000..b7e22bf
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/a008.jpg
diff --git a/77368-page-images/p001.jpg b/77368-page-images/p001.jpg
new file mode 100644
index 0000000..47edb51
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p001.jpg
diff --git a/77368-page-images/p002.jpg b/77368-page-images/p002.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d8dc13e
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p002.jpg
diff --git a/77368-page-images/p003.jpg b/77368-page-images/p003.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6cdd852
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p003.jpg
diff --git a/77368-page-images/p004.jpg b/77368-page-images/p004.jpg
new file mode 100644
index 0000000..152eda3
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p004.jpg
diff --git a/77368-page-images/p005.jpg b/77368-page-images/p005.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f64ce78
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p005.jpg
diff --git a/77368-page-images/p006.jpg b/77368-page-images/p006.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1f7fad3
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p006.jpg
diff --git a/77368-page-images/p007.jpg b/77368-page-images/p007.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6bf37c0
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p007.jpg
diff --git a/77368-page-images/p008.jpg b/77368-page-images/p008.jpg
new file mode 100644
index 0000000..0f8c10a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p008.jpg
diff --git a/77368-page-images/p009.jpg b/77368-page-images/p009.jpg
new file mode 100644
index 0000000..8f1553a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p009.jpg
diff --git a/77368-page-images/p010.jpg b/77368-page-images/p010.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a3f7591
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p010.jpg
diff --git a/77368-page-images/p011.jpg b/77368-page-images/p011.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3c4ff14
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p011.jpg
diff --git a/77368-page-images/p012.jpg b/77368-page-images/p012.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f1995ee
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p012.jpg
diff --git a/77368-page-images/p013.jpg b/77368-page-images/p013.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a06f412
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p013.jpg
diff --git a/77368-page-images/p014.jpg b/77368-page-images/p014.jpg
new file mode 100644
index 0000000..63cb0ea
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p014.jpg
diff --git a/77368-page-images/p015.jpg b/77368-page-images/p015.jpg
new file mode 100644
index 0000000..8f62bf4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p015.jpg
diff --git a/77368-page-images/p016.jpg b/77368-page-images/p016.jpg
new file mode 100644
index 0000000..93186d1
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p016.jpg
diff --git a/77368-page-images/p017.jpg b/77368-page-images/p017.jpg
new file mode 100644
index 0000000..e672035
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p017.jpg
diff --git a/77368-page-images/p018.jpg b/77368-page-images/p018.jpg
new file mode 100644
index 0000000..81098a9
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p018.jpg
diff --git a/77368-page-images/p019.jpg b/77368-page-images/p019.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a71b90d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p019.jpg
diff --git a/77368-page-images/p020.jpg b/77368-page-images/p020.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1733265
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p020.jpg
diff --git a/77368-page-images/p021.jpg b/77368-page-images/p021.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6049bf4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p021.jpg
diff --git a/77368-page-images/p022.jpg b/77368-page-images/p022.jpg
new file mode 100644
index 0000000..84d648d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p022.jpg
diff --git a/77368-page-images/p023.jpg b/77368-page-images/p023.jpg
new file mode 100644
index 0000000..be6c27f
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p023.jpg
diff --git a/77368-page-images/p024.jpg b/77368-page-images/p024.jpg
new file mode 100644
index 0000000..9ec3698
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p024.jpg
diff --git a/77368-page-images/p025.jpg b/77368-page-images/p025.jpg
new file mode 100644
index 0000000..2ec28bd
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p025.jpg
diff --git a/77368-page-images/p026.jpg b/77368-page-images/p026.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a3a29fd
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p026.jpg
diff --git a/77368-page-images/p027.jpg b/77368-page-images/p027.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7624d46
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p027.jpg
diff --git a/77368-page-images/p028.jpg b/77368-page-images/p028.jpg
new file mode 100644
index 0000000..789a983
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p028.jpg
diff --git a/77368-page-images/p029.jpg b/77368-page-images/p029.jpg
new file mode 100644
index 0000000..0234dff
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p029.jpg
diff --git a/77368-page-images/p030.jpg b/77368-page-images/p030.jpg
new file mode 100644
index 0000000..8a0441a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p030.jpg
diff --git a/77368-page-images/p031.jpg b/77368-page-images/p031.jpg
new file mode 100644
index 0000000..de6795d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p031.jpg
diff --git a/77368-page-images/p032.jpg b/77368-page-images/p032.jpg
new file mode 100644
index 0000000..be1d64a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p032.jpg
diff --git a/77368-page-images/p033.jpg b/77368-page-images/p033.jpg
new file mode 100644
index 0000000..259d521
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p033.jpg
diff --git a/77368-page-images/p034.jpg b/77368-page-images/p034.jpg
new file mode 100644
index 0000000..993b1f4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p034.jpg
diff --git a/77368-page-images/p035.jpg b/77368-page-images/p035.jpg
new file mode 100644
index 0000000..534d81e
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p035.jpg
diff --git a/77368-page-images/p036.jpg b/77368-page-images/p036.jpg
new file mode 100644
index 0000000..fe77ab7
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p036.jpg
diff --git a/77368-page-images/p037.jpg b/77368-page-images/p037.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7939317
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p037.jpg
diff --git a/77368-page-images/p038.jpg b/77368-page-images/p038.jpg
new file mode 100644
index 0000000..bb87ef0
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p038.jpg
diff --git a/77368-page-images/p039.jpg b/77368-page-images/p039.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f57faeb
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p039.jpg
diff --git a/77368-page-images/p040.jpg b/77368-page-images/p040.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6fc7977
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p040.jpg
diff --git a/77368-page-images/p041.jpg b/77368-page-images/p041.jpg
new file mode 100644
index 0000000..ced348d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p041.jpg
diff --git a/77368-page-images/p042.jpg b/77368-page-images/p042.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1e702b5
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p042.jpg
diff --git a/77368-page-images/p043.jpg b/77368-page-images/p043.jpg
new file mode 100644
index 0000000..da6cc05
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p043.jpg
diff --git a/77368-page-images/p044.jpg b/77368-page-images/p044.jpg
new file mode 100644
index 0000000..bd60732
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p044.jpg
diff --git a/77368-page-images/p045.jpg b/77368-page-images/p045.jpg
new file mode 100644
index 0000000..18c3460
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p045.jpg
diff --git a/77368-page-images/p046.jpg b/77368-page-images/p046.jpg
new file mode 100644
index 0000000..9319559
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p046.jpg
diff --git a/77368-page-images/p047.jpg b/77368-page-images/p047.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3f0ab19
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p047.jpg
diff --git a/77368-page-images/p048.jpg b/77368-page-images/p048.jpg
new file mode 100644
index 0000000..40f67c2
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p048.jpg
diff --git a/77368-page-images/p049.jpg b/77368-page-images/p049.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7f084fd
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p049.jpg
diff --git a/77368-page-images/p050.jpg b/77368-page-images/p050.jpg
new file mode 100644
index 0000000..630363c
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p050.jpg
diff --git a/77368-page-images/p051.jpg b/77368-page-images/p051.jpg
new file mode 100644
index 0000000..41df30e
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p051.jpg
diff --git a/77368-page-images/p052.jpg b/77368-page-images/p052.jpg
new file mode 100644
index 0000000..177e0d5
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p052.jpg
diff --git a/77368-page-images/p053.jpg b/77368-page-images/p053.jpg
new file mode 100644
index 0000000..2d9a34a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p053.jpg
diff --git a/77368-page-images/p054.jpg b/77368-page-images/p054.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7578bee
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p054.jpg
diff --git a/77368-page-images/p055.jpg b/77368-page-images/p055.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3263164
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p055.jpg
diff --git a/77368-page-images/p056.jpg b/77368-page-images/p056.jpg
new file mode 100644
index 0000000..c94e634
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p056.jpg
diff --git a/77368-page-images/p057.jpg b/77368-page-images/p057.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3c5ed14
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p057.jpg
diff --git a/77368-page-images/p058.jpg b/77368-page-images/p058.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f650639
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p058.jpg
diff --git a/77368-page-images/p059.jpg b/77368-page-images/p059.jpg
new file mode 100644
index 0000000..41bd0e6
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p059.jpg
diff --git a/77368-page-images/p060.jpg b/77368-page-images/p060.jpg
new file mode 100644
index 0000000..fcee9ab
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p060.jpg
diff --git a/77368-page-images/p061.jpg b/77368-page-images/p061.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1da1cd4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p061.jpg
diff --git a/77368-page-images/p062.jpg b/77368-page-images/p062.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d3f73f8
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p062.jpg
diff --git a/77368-page-images/p063.jpg b/77368-page-images/p063.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6ecda68
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p063.jpg
diff --git a/77368-page-images/p064.jpg b/77368-page-images/p064.jpg
new file mode 100644
index 0000000..dea6371
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p064.jpg
diff --git a/77368-page-images/p065.jpg b/77368-page-images/p065.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3fed9eb
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p065.jpg
diff --git a/77368-page-images/p066.jpg b/77368-page-images/p066.jpg
new file mode 100644
index 0000000..e9bf9f3
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p066.jpg
diff --git a/77368-page-images/p067.jpg b/77368-page-images/p067.jpg
new file mode 100644
index 0000000..535a9e7
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p067.jpg
diff --git a/77368-page-images/p068.jpg b/77368-page-images/p068.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1d9c456
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p068.jpg
diff --git a/77368-page-images/p069.jpg b/77368-page-images/p069.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6b8bdaf
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p069.jpg
diff --git a/77368-page-images/p070.jpg b/77368-page-images/p070.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3a79d20
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p070.jpg
diff --git a/77368-page-images/p071.jpg b/77368-page-images/p071.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7d3e2e4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p071.jpg
diff --git a/77368-page-images/p072.jpg b/77368-page-images/p072.jpg
new file mode 100644
index 0000000..770b687
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p072.jpg
diff --git a/77368-page-images/p073.jpg b/77368-page-images/p073.jpg
new file mode 100644
index 0000000..339d17f
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p073.jpg
diff --git a/77368-page-images/p074.jpg b/77368-page-images/p074.jpg
new file mode 100644
index 0000000..4b0c5df
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p074.jpg
diff --git a/77368-page-images/p075.jpg b/77368-page-images/p075.jpg
new file mode 100644
index 0000000..59ba353
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p075.jpg
diff --git a/77368-page-images/p076.jpg b/77368-page-images/p076.jpg
new file mode 100644
index 0000000..261531d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p076.jpg
diff --git a/77368-page-images/p077.jpg b/77368-page-images/p077.jpg
new file mode 100644
index 0000000..016e136
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p077.jpg
diff --git a/77368-page-images/p078.jpg b/77368-page-images/p078.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d9f5f70
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p078.jpg
diff --git a/77368-page-images/p079.jpg b/77368-page-images/p079.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7e7f7a7
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p079.jpg
diff --git a/77368-page-images/p080.jpg b/77368-page-images/p080.jpg
new file mode 100644
index 0000000..20e9d78
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p080.jpg
diff --git a/77368-page-images/p081.jpg b/77368-page-images/p081.jpg
new file mode 100644
index 0000000..42d8d9f
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p081.jpg
diff --git a/77368-page-images/p082.jpg b/77368-page-images/p082.jpg
new file mode 100644
index 0000000..82a664d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p082.jpg
diff --git a/77368-page-images/p083.jpg b/77368-page-images/p083.jpg
new file mode 100644
index 0000000..4c60922
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p083.jpg
diff --git a/77368-page-images/p084.jpg b/77368-page-images/p084.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1061665
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p084.jpg
diff --git a/77368-page-images/p085.jpg b/77368-page-images/p085.jpg
new file mode 100644
index 0000000..4dd7fe6
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p085.jpg
diff --git a/77368-page-images/p086.jpg b/77368-page-images/p086.jpg
new file mode 100644
index 0000000..95b31b4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p086.jpg
diff --git a/77368-page-images/p087.jpg b/77368-page-images/p087.jpg
new file mode 100644
index 0000000..9c622eb
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p087.jpg
diff --git a/77368-page-images/p088.jpg b/77368-page-images/p088.jpg
new file mode 100644
index 0000000..be8eb72
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p088.jpg
diff --git a/77368-page-images/p089.jpg b/77368-page-images/p089.jpg
new file mode 100644
index 0000000..88cce0a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p089.jpg
diff --git a/77368-page-images/p090.jpg b/77368-page-images/p090.jpg
new file mode 100644
index 0000000..801cee8
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p090.jpg
diff --git a/77368-page-images/p091.jpg b/77368-page-images/p091.jpg
new file mode 100644
index 0000000..75eb6c2
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p091.jpg
diff --git a/77368-page-images/p092.jpg b/77368-page-images/p092.jpg
new file mode 100644
index 0000000..64378db
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p092.jpg
diff --git a/77368-page-images/p093.jpg b/77368-page-images/p093.jpg
new file mode 100644
index 0000000..c310094
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p093.jpg
diff --git a/77368-page-images/p094.jpg b/77368-page-images/p094.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f6c632a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p094.jpg
diff --git a/77368-page-images/p095.jpg b/77368-page-images/p095.jpg
new file mode 100644
index 0000000..554e11c
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p095.jpg
diff --git a/77368-page-images/p096.jpg b/77368-page-images/p096.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d482d1a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p096.jpg
diff --git a/77368-page-images/p097.jpg b/77368-page-images/p097.jpg
new file mode 100644
index 0000000..4e9e6b4
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p097.jpg
diff --git a/77368-page-images/p098.jpg b/77368-page-images/p098.jpg
new file mode 100644
index 0000000..8177855
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p098.jpg
diff --git a/77368-page-images/p099.jpg b/77368-page-images/p099.jpg
new file mode 100644
index 0000000..0397d2e
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p099.jpg
diff --git a/77368-page-images/p100.jpg b/77368-page-images/p100.jpg
new file mode 100644
index 0000000..78b8394
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p100.jpg
diff --git a/77368-page-images/p101.jpg b/77368-page-images/p101.jpg
new file mode 100644
index 0000000..54f52ab
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p101.jpg
diff --git a/77368-page-images/p102.jpg b/77368-page-images/p102.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d28559e
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p102.jpg
diff --git a/77368-page-images/p103.jpg b/77368-page-images/p103.jpg
new file mode 100644
index 0000000..363652b
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p103.jpg
diff --git a/77368-page-images/p104.jpg b/77368-page-images/p104.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d802678
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p104.jpg
diff --git a/77368-page-images/p105.jpg b/77368-page-images/p105.jpg
new file mode 100644
index 0000000..04e6883
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p105.jpg
diff --git a/77368-page-images/p106.jpg b/77368-page-images/p106.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d536df2
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p106.jpg
diff --git a/77368-page-images/p107.jpg b/77368-page-images/p107.jpg
new file mode 100644
index 0000000..0210b11
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p107.jpg
diff --git a/77368-page-images/p108.jpg b/77368-page-images/p108.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f4f2848
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p108.jpg
diff --git a/77368-page-images/p109.jpg b/77368-page-images/p109.jpg
new file mode 100644
index 0000000..ad774b7
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p109.jpg
diff --git a/77368-page-images/p110.jpg b/77368-page-images/p110.jpg
new file mode 100644
index 0000000..c31ea09
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p110.jpg
diff --git a/77368-page-images/p111.jpg b/77368-page-images/p111.jpg
new file mode 100644
index 0000000..35657d3
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p111.jpg
diff --git a/77368-page-images/p112.jpg b/77368-page-images/p112.jpg
new file mode 100644
index 0000000..c8eb3a8
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p112.jpg
diff --git a/77368-page-images/p113.jpg b/77368-page-images/p113.jpg
new file mode 100644
index 0000000..92fb413
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p113.jpg
diff --git a/77368-page-images/p114.jpg b/77368-page-images/p114.jpg
new file mode 100644
index 0000000..fa33e1d
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p114.jpg
diff --git a/77368-page-images/p115.jpg b/77368-page-images/p115.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1780071
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p115.jpg
diff --git a/77368-page-images/p116.jpg b/77368-page-images/p116.jpg
new file mode 100644
index 0000000..5799887
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p116.jpg
diff --git a/77368-page-images/p117.jpg b/77368-page-images/p117.jpg
new file mode 100644
index 0000000..bd8ef81
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p117.jpg
diff --git a/77368-page-images/p118.jpg b/77368-page-images/p118.jpg
new file mode 100644
index 0000000..00601f0
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p118.jpg
diff --git a/77368-page-images/p119.jpg b/77368-page-images/p119.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1235e8a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p119.jpg
diff --git a/77368-page-images/p120.jpg b/77368-page-images/p120.jpg
new file mode 100644
index 0000000..b2e028c
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p120.jpg
diff --git a/77368-page-images/p121.jpg b/77368-page-images/p121.jpg
new file mode 100644
index 0000000..ab142fb
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p121.jpg
diff --git a/77368-page-images/p122.jpg b/77368-page-images/p122.jpg
new file mode 100644
index 0000000..bcb08ee
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p122.jpg
diff --git a/77368-page-images/p123.jpg b/77368-page-images/p123.jpg
new file mode 100644
index 0000000..da339cd
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p123.jpg
diff --git a/77368-page-images/p124.jpg b/77368-page-images/p124.jpg
new file mode 100644
index 0000000..ad1c3be
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p124.jpg
diff --git a/77368-page-images/p125.jpg b/77368-page-images/p125.jpg
new file mode 100644
index 0000000..607579a
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p125.jpg
diff --git a/77368-page-images/p126.jpg b/77368-page-images/p126.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1be8321
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p126.jpg
diff --git a/77368-page-images/p127.jpg b/77368-page-images/p127.jpg
new file mode 100644
index 0000000..eaea067
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p127.jpg
diff --git a/77368-page-images/p128.jpg b/77368-page-images/p128.jpg
new file mode 100644
index 0000000..e9472be
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p128.jpg
diff --git a/77368-page-images/p129.jpg b/77368-page-images/p129.jpg
new file mode 100644
index 0000000..eb4a2b6
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p129.jpg
diff --git a/77368-page-images/p130.jpg b/77368-page-images/p130.jpg
new file mode 100644
index 0000000..1b72e36
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p130.jpg
diff --git a/77368-page-images/p131.jpg b/77368-page-images/p131.jpg
new file mode 100644
index 0000000..d697b21
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p131.jpg
diff --git a/77368-page-images/p132.jpg b/77368-page-images/p132.jpg
new file mode 100644
index 0000000..3738eeb
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p132.jpg
diff --git a/77368-page-images/p133.jpg b/77368-page-images/p133.jpg
new file mode 100644
index 0000000..f1185a6
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p133.jpg
diff --git a/77368-page-images/p134.jpg b/77368-page-images/p134.jpg
new file mode 100644
index 0000000..b6e0fb7
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p134.jpg
diff --git a/77368-page-images/p135.jpg b/77368-page-images/p135.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7a09bbc
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p135.jpg
diff --git a/77368-page-images/p136.jpg b/77368-page-images/p136.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a799bb9
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p136.jpg
diff --git a/77368-page-images/p137.jpg b/77368-page-images/p137.jpg
new file mode 100644
index 0000000..2aea1a3
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p137.jpg
diff --git a/77368-page-images/p138.jpg b/77368-page-images/p138.jpg
new file mode 100644
index 0000000..29e5130
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p138.jpg
diff --git a/77368-page-images/p139.jpg b/77368-page-images/p139.jpg
new file mode 100644
index 0000000..0e52e95
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p139.jpg
diff --git a/77368-page-images/p140.jpg b/77368-page-images/p140.jpg
new file mode 100644
index 0000000..6796fc1
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/p140.jpg
diff --git a/77368-page-images/z001.jpg b/77368-page-images/z001.jpg
new file mode 100644
index 0000000..7ff0f53
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/z001.jpg
diff --git a/77368-page-images/z002.jpg b/77368-page-images/z002.jpg
new file mode 100644
index 0000000..9c68352
--- /dev/null
+++ b/77368-page-images/z002.jpg
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6c72794
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This book, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..696c4d9
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for eBook #77368
+(https://www.gutenberg.org/ebooks/77368)