diff options
Diffstat (limited to '76883-0.txt')
| -rw-r--r-- | 76883-0.txt | 12738 |
1 files changed, 12738 insertions, 0 deletions
diff --git a/76883-0.txt b/76883-0.txt new file mode 100644 index 0000000..240b5ff --- /dev/null +++ b/76883-0.txt @@ -0,0 +1,12738 @@ + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76883 *** + + + PELLE EROBREREN + III + + + M. ANDERSEN NEXØ + + + + + PELLE EROBREREN. + DEN STORE KAMP + + + ROMAN + + FOLKEUDGAVE + + + KØBENHAVN OG KRISTIANIA + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + 1909 + + + Published March 24, nineteen hundred and nine. Privilege of + copyright in the United States reserved under the act approved + March 3, 1905, by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, + Copenhagen & Christiania. + + + OPLAG 2500 EKSEMPLARER + + + KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET + + + + + I + + +Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af legende Unger. De hang i +det nederste af Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med et +Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede sig frem paa den +klæbrige Stenbro. Luften hang raa og klam som i en gammel Brønd, og +havde lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne med +Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen ud til Gyden kom varme Pust og +Duft af blomstrende Trær — helt omme fra Volden. + +_Bro-bro-brille_ var forbi med den sidste Ridder, som kom i den sorte +Gryde; og _Hans og Grete_ var lykkelig sluppet fra Gale Vinslevs Gang +over Kloakristen ind paa Pandekagehuset, der vidunderlig nok netop havde +Tremmer for Døren, som man kunde stikke baade en Pind og en Kaalstok +igennem til Heksen at snitte i. Pinde og Kaalstokke var der rigeligt af +i Skarnkassen ved Siden af Pandekagehuset, og Heksen vidste man nok hvem +var! Hun kom sommetider jagende op fra Kælderen og splittede hele +Flokken med en Ildklemme. + +Det var næsten lidt for livagtigt, lige til Pandekagelugten der netop +dalede ned oppe fra de velhavende Olsens — noget rigtigt Æventyr kunde +det ikke kaldes. Men kanske kom Gale Vinslev ud fra sin Hule og fortalte +Historien om, hvorledes han sejlede Kongens Guld ud og sænkede det ude +paa Kongedybet, dengang Tysken var i Landet. En hel Skibsladning havde +Kongens Skatte fyldt, ingen anden end Vinslev vidste hvor de var sænket +ned — og han vidste det heller ikke længer. Det var en frygtelig +Hemmelighed, som nok kunde gøre sin Mand underlig i Hovedet. Paa sin +toradede Vest gemte han hele Planen; blot han styrede fra den Knap til +den, og saa dérned — var han ved Skatten. Men nu var nogle af Knapperne +faldet af, og han kunde ikke hitte Planen; hver Dag hjalp Børnene ham at +lede. Det var et spændende Stykke Arbejde, for Kongen var jo utaalmodig +nu! + +Der var endnu vidunderlige Ting til — som det at lægge sig ned paa den +slibrige Stenbro og lege Hannes Leg _Dejligheden_. Flyttede man Blikket +fra Halvmørket hernede gennem den snævre Skakt op til Himlen som flød +lysglitrende forbi, og pludselig tog det tilbage igen — saa var her +simpelt hen bælgmørkt. Og i Mørket flød gule og blaa Farveringe hvor +ellers Skarnkassen og Retiraderne laa. Farvernes overdaadige Flod for +Øjet, det var Rejsen langt ud til Lykkens Land efter alt det der ikke +kunde siges. „Jeg ser selv noget, og ved godt hvad det er — men jeg +siger det bare ikke,“ nynnede de og nikkede hemmelighedsfuldt ud i det +Blaa. + +Ogsaa det kunde blive for meget af det gode. Men den runde Rist henne +under Træværket, hvor Hannes Far druknede sig, blev aldrig kedelig. +Dybet kogte bestandig af den og fyldte Smaabørnene med hemmelig Gru, de +halvlange Tøser stillede sig skrævende over Risten og lod sig hvinende +gennemrisle af de kolde Pust dernede fra. Risten førte ned til Helvede +jo, og naar man stirrede længe nok, skimtede man en blæksort Strøm som +flød forbi dernede. Hvert Øjeblik sendte den raadne Opstød op i Ansigtet +paa én, det var Djævelen der sad dernede i en Krog og pustede. Tog man +Øjnene fra Dybet, blev Gaardens Halvmørke til den lyseste Dag, og saadan +kunde man efter Behag selv gøre sin Verden lys eller mørk. + +Der laa bestandig nogle Børn paa alle fire og spejdede ned med et angst +Udtryk; og lige over Risten stod der Sommeren igennem en Sky af Myg som +Dybet holdt svævende ved sin Aande. De steg til en bestemt Højde, faldt +blødt og steg igen — lige som en Taskenspillers Kugler. Undertiden +sugede det dernede Sværmen fuldstændig til sig; men den skød til Vejrs +igen, svajede hid og did i Trækken fra Tøndegangen, og lignede en +dansende Aand. Smaatøserne glanede paa den, løftede saa op i Skørterne +og tog gratiøse Trin. Olsens Elvira havde taget sine første Step her, og +nu dansede hun pæne Borgere paa Ladegaarden. Og Marskandiserskens Datter +var i St. Petersborg og var _næsten_ Storfyrstinde. + +Op igennem det snævre Gaardsrum hang Bislagene ludende og frønnede mod +hinanden og lævnede lige en smal Aabning, hvor Tørresnorene gled frem og +tilbage med Barnetøj og Gulvklude. De møre Trætrapper løb i Sigsag uden +paa Murene, dukkede gennem Bislagene og kom igen — helt op til Kvisten. +Fra Bislag og Svaler førte Døre ind til Lejlighederne eller til lange +Gange, der tog det indre af Husmassen. Kun paa Pipmandens Side var der +hverken Bislag eller Rækværk fra anden Sal opefter. Tiden havde fortæret +det, saa Trappen hang i sine Underliggere alene; Bjælkeenderne stak +endnu ud af Muren som raadne Tandstumper. Der hang et Reb ned oppe fra, +som man kunde støtte sig ved; det var blankt og sort af de mange Hænder. + +Saadan en hed Junidag, naar Rummet drog som en hvidknitrende Brand hen +over Spalten deroppe, levede det svære, frønnede Træværk igen op som +Storskov. Knevrende Væsner jog ud og ind mellem Tremmerne, Skygger kom +og forsvandt, en uophørlig Sladren fyldte Halvlyset. Fra Bislag til +Bislag dryppede det af syrlig Lud efter Børnevask, helt ned til Bunden +hvor Ungerne legede i de træge Bække fra Nedløbsrenderne. Træværket +knagede uophørligt som gamle Grene der filer mod hinanden, klam Lugt af +mulden og trøsket Vegetation lagde sig mættende paa Aandedrættet, og alt +hvad man rørte ved havde et Lag Slim som af overvættes Frodighed. + +Synet gik ikke to Skridt, før det spærredes af Træværk, men bagved +anedes Verdener. Naar Dørene gik op og i til de lange Gange, brød der +Lyde frem fra de utallige Væsner i _Arkens_ Dyb — Smaabørns Graad, +Særlinges og Forhutledes besynderlige Puslen. Hele Tilværelser holdt +uforstyrreligt til derinde uden nogensinde at vove sig frem i Dagens +Lys. — Paa Pipmandens Side stak Vasketudene ret ud af Muren og lignede +Skovdjævle, der grinede frem af Tykningen — med aaben Mund og langt, +graat Skæg, som fødte lyserøde Regnorme og stundom faldt ned i Gaarden +med svære Klask. Ud af Murhullerne groede grønne, hængende Buske; +Spildevandet silede igennem dem og dryppede mangfoldigt — som Skovens +vaade Haar. Inde i det grønne, dryppende Mørke sad der vidunderlig +tegnede Tudser som smaa Kildenymfer i hver sin Grotte og glinsede af den +giftige Væde. Og oppe i Træværket paa tredje hang Hannes Kanarifugl og +sang helt forskruet, med Næbet strakt op mod Ildpletten deroppe. + +Over Gaardens Bund var der et endeløst Rend af Væsner, lyssky Skabninger +der dukkede frem af _Arkens_ righoldige Bug eller forsvandt i den. De +fleste var Kvinder, underlig klædte, sygelig blege med denne Tilsætning +af Sort, som om Mørket havde slaaet sig i Huden, afslappede i Trækkene +men med fanatisk skinnende Øjne. + +Gamle Mandslinger, der ellers laa rystende i en eller anden mørk Krog og +biede paa Døden, kom kravlende frem paa Svalerne, stak Næsen op mod den +gnistrende Himmelplet og nøs tre Gange. „Det er Solen,“ sagde de henrykt +til hinanden — „atjij! Saa bliver man ikke saa let forkølet til Vinter!“ + + + + + II + + +Oppe paa Pipmandens Kvist traadte en ung Mand ud paa Platformen. Han +stod et Øjeblik og satte Ansigtet smilende mod den lyse Himmel, saa +dukkede han Hovedet og løb ned ad Hønsestigen, uden at holde sig i +Rebet. Under Armen havde han noget i et blaat Tørklæde. + +„Se til ham den Klovn, han ler Solen lige op i Ansigtet, som om der ikke +var noget der hed at én kunde blive blind,“ sagde Madammerne og stak +Hovedet ud gennem Træværket — „men han er jo ogsaa fra Landet a’ +naturligvis. Og nu skal han ud og aflevere Arbejde — Gud ved hvorlænge +han vil sidde der og tjene Føden til den Udsveder? Det skal snart pille +det røde af hans Kinder, bliver han længe ved med den!“ De saa bekymret +efter ham. + +Ungerne nede i Gaarden lettede Hovedet, da han skrævede hen over dem. + +„Har du noget fint Skind til os i Dag, Pelle?“ raabte de og trak i ham. + +Han halede op af Lommerne smaa Stumper Lakskind og rødt imiteret Safian. + +„Det er fra Kejserens ny Tøfler,“ sagde han, idet han fordelte det +mellem dem. Saa lo de smaa saa det kogte i deres Struber. + +Pelle lignede sig selv, han var blot blevet mere rank og spændstig og +havde faaet et lille lyst Overskæg. Slugørerne var gaaet lidt i sig +selv, som var der ikke saa stærk Brug for dem mere; de blaa Øjne tog +fremdeles alt for gode Varer, men havde faaet et lille Træk til som +sagde, at det ikke længer var med deres gode Vilje. Svinelykken ned ad +Nakken lyste helt gyldent. + +De snævre Gader laa og grundede paa bestandig den samme ulidelig tykke +Luft, der aldrig syntes at forny sig. Husene var skidne og faldefærdige; +hvor lidt Sol strejfede et Vindu, laa skjoldede Sengeklæder til Tørre. +Oppe i en Sidegade holdt en Sygevogn; Koner og Børn stod omkring den og +ventede spændt paa, at Bærerne skulde komme ned med deres uhyggelige +Byrde, og Pelle sluttede sig til dem. Han maatte have alting med. + +Det var ikke just den lige Vej han gik. Storstaden var en hel ny Verden, +ingenting var som hjemme, her skete der hundrede forunderlige Ting hver +Dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han havde sin gamle Trang +endnu til at overvære det hele og gøre det til sit. + +I den snævre Gyde ned til Kanalen stillede en trettenaars Tøs sig +udfordrende i Vejen for ham. „Mor er syg,“ sagde hun og pegede op mod en +skummel Trappegang — „har du Penge saa kom med op.“ Han var lige ved at +følge med, men opdagede saa, at Gadens Kællinger laa med Ansigterne paa +Ruden. „Her skal man nok være paa sin Post,“ fastslog han for hundrede +Gang. Ulykken var blot at man glemte det saa let igen. + +Han lagde Vejen om langs Kanalen. De gamle Bolværker, Pæreskuderne og +Pakhusene med den høje Række Luger og den pibende Tridse øverst oppe i +Hatten mindede saa hjemligt. Undertiden lagde Skippere hjemmefra ogsaa +til her med Pottemagerarbejde eller Fisk, og han kunde spørge Nyt. +Skrive var han ikke flink til, der havde været saa lidt Opgang at +notere. Han havde lige hugget sig igennem og skyldte fremdeles Sort for +Rejseudstyret. + +Men det skulde nok komme — Pelle nærede ingen Tvivl om Fremtiden. Byen +var saa uhyre stor og uoverskuelig, selve det umulige syntes den at have +taget sig paa — hvad Fare kunde der vel saa være for noget saa +selvfølgeligt, som det at han naaede frem? Her laa simpelthen store +Rigdomme i Dynger og lod sig tage af Fattigmand ogsaa, blot han greb +dristigt til; Lykken her var en Guldfugl, som lod sig fange med lidt +Haandelag — der var Masser af æventyrlige Tilfælde. Og Pelle skulde nok +fange Fuglen en Dag. Hvornaar og hvordan overlod han trygt til +Tilfældet. + +I en af Torvegades Sidegader var der Opløb, Folkesværmen fyldte hele +Gaden uden for Jærnstøberiet, og raabte ivrigt til de sværtede +Støberiarbejdere der stod og rottede sig sammen foran Porten og saá +raadvilde paa hinanden. + +„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Pelle. + +„Der er det i Vejen, at de ikke kan tjene saa meget saa de kan leve af +det,“ sagde en ældre Mand. „Og Fabrikanten vil ikke give dem Tillæg. Saa +har de hittet paa nogle nymodens Tossestreger, som skal være kommet +hertil fra Udlandet, hvor de nok har gjort sig rigtig godt. Det er +saadan at forstaa, at alle Mand pludselig smider Arbejdet, løber ud paa +Gaden i bart Hoved og laver Støj, og saa ind i Arbejdet igen — ligesom +Skoledrenge i Frikvarteret. De har allerede været ude og inde igen +to-tre Gange, og nu er de halve udenfor, og de andre ved Arbejdet — og +Porten er laaset. Jo pyt, det skal godt hjælpe paa Ugelønnen! Nej i min +Tid bad vi pænt om det og naaede altid noget; vi er ligegodt de smaa — +og hvor skal det tages fra. Nu har de tilmed forbrudt deres Ugeløn for +hele Ugen.“ + +Arbejderne vidste hverken ud eller ind, men stod og saá mekanisk op til +Kontorvinduerne, hvor Bestemmelserne plejede at komme fra. Nu og da gik +der et utaalmodigt Ryk gennem Skaren, de truede op mod Vinduerne og +forlangte raat deres Tilgodehavende. „Han nægter os vor Ugeløn, som vi +ærlig har tjent, den Tyran!“ raabte de. „Den er ellers køn, naar man har +Kone og Børn derhjemme! og paa en Lørdag Eftermiddag sku! Sikken en +Hajfisk — han hugger deres Mad! Vil Herren ikke nok give os en Besked, +vi kan tage med hjem — bare en Hilsen. For ellers maa de gaa sultne i +Seng.“ + +Saa lo de, lavt og knurrende, spyttede ned i Stenbroen og vendte igen de +herreløse Ansigter op mod Kontorvinduerne. + +Det regnede ind over dem med Forslag, som førte i Øst og Vest; og lige +nær var de. „Hvad Fanden, naar der nu ingen er til at føre os an,“ sagde +de mismodigt, og stillede sig saa til at maabe igen. Det var det eneste +de kunde. + +„Tag et Par af jeres Kammerater ud til at gaa op og forhandle med +Fabrikanten,“ sagde en Herre som var stanset. + +„Javel, den er hørt! Frem med Eriksen — han kan Fingersproget!“ raabte +de. Den Fremmede trak paa Skuldrene og gik. + +En stor, stærk Arbejder gik hen mod Trappen. „Du har vel Mukkerten med, +Eriksen?“ raabte én. Eriksen vendte sig paa Trappen og viste sin +Knytnæve. + +„Tag dig i Agt!“ raabte de op mod Vinduerne. „For ellers ku’ det hænde +der faldt Brænde ned!“ Saa blev de med ét stille, den svære Gadedør var +stænget. + +Pelle lyttede med aaben Mund. Han vidste ikke, hvad de vilde, og de +vidste det nok heller ikke selv; men alligevel var der en ny Tone i +dette her! De Folk gik ikke Tiggergang for deres Ret, men slog hellere +et Næveslag for den; og de havde ikke drukket sig fulde først — som +Stærke Erik og de andre derhjemme. „Det er Storstaden,“ tænkte han og +maatte igen prise sig lykkelig at han var sluppet herover. + +Der kom en Deling Betjente marsjerende. „Passér Gaden!“ befalede de og +gik ind paa Mængden for at sprede den. Arbejderne vilde ikke lade sig +jage væk. „Ikke før vi har faaet vort Tilgodehavende,“ sagde de og trak +sig stædigt hen til Porten. „Her er vor Arbejdsplads, og vi vil ha’ +Opgør vil vi!“ Saa jog Politiet med Tilskuerne; de trak sig nølende et +Par Skridt tilbage for hvert Fremstød, og stod saa og lo. Pelle fik et +Dunk i Ryggen, han vendte sig rask og stirrede et Øjeblik ind i en +Betjents røde Ansigt; saa trak han sig af Vejen, idet han knurrende tog +til sin Ryg. + +„Slog han dig?“ spurgte en Kælling. „Ptøj den skidt Knægt; han er Søn af +Rullekonen her i Stedet, og nu bruger han Staven mod sine egne. Føj for +den væmmelige!“ + +„Passér Gaden,“ befalede Betjenten missende og gik ind paa hende med +Kroppen. Hun trak sig ned i sin Kælderhals; dér stod hun og brugte Mund, +saa Spyttet stænkede fra de tandløse Gummer: + +„Ja kør med gamle Folk ogsaa — som har baaret dig paa Armen og givet dig +tørt paa, da du ikke kunde kræve dig endnu. Brug Staven paa mig ogsaa — +vil du ikke det du Fredrik? Gaa du kun de Stores Ærende, og gø ad alle +os der ikke er fine nok i Tøjet!“ Hun rystede af Vrede, de gulgraa +Haartjavser havde slidt sig løs og daskede om hendes furede Pande, der +var helt jordslaaet af Arp. + +Delingen marsjerede ind over Knippelsbro, under Eskorte af en Sværm +Gadedrenge, der hujede og peb i Fingrene. Nu og da vendte en Betjent +sig; saa lettede det i Flokken, men øjeblikkelig var den der igen. +Betjentene var nervøse, deres Fingre krummede og strakte sig af Trang +til at slaa løs. De lignede en Flok Forbrydere der eskorteres til +Raadhuset af den yngste Ungdom, og Folk lo. + +Pelle holdt Trop inde paa Fortovet, han var i en forunderlig Stemning. +Et Steds inde i ham gik det voldsomt, med denne løjerlige Tilskyndelse +til at hoppe i Vejret og slaa Hovedet mod Stenbroen; det var Resterne af +hans Lyde, men nu tog det Karakteren af overmodig Styrke. Han saa +tydelig Stærke Erik komme bøgende mod Forvalteren og blive slaaet til +Jorden — for at rave om som Idiot. Saa rejste _Kraften_ sig — vældigt, +og blev jaget ned; de gjorde sig til Hunde alle for at fælde ham, og +logrede for alt hvad der smagte af Øvrighed og Overordnet! Og han selv, +Pelle, havde faaet Ris paa Raadhuset og var blevet peget Fingre ad — +lige som _Kraften_! —: Se dér gaar han og flyder, det stakkels Udskud! — +jo han havde været ude for Retfærdigheden og vidste hvor den sved. Men +nu var han sluppet ud af Trældommen og over i en ny Verden, hvor +alvorlige Mænd ikke engang saá til Politiet, men overlod det til +Gadedrengene og de gamle Kællinger! Der var en mægtig Oprejsning i det; +og her i denne Verden vilde Pelle være med, han længtes efter at tage et +Tag. + +Det var Lørdagaften, og der var en Del Svende og Naadlersker inde paa +Lageret for at aflevere Arbejde. Lageristen gik som sædvanlig og gnavede +over Arbejdet, før han betalte, rev og krammede i det saa det mistede +sin Form — og gjorde saa et syndigt Vrøvl over at det ikke var pænt. +Undertiden trak han ogsaa fra i Arbejdslønnen, og paastod at Materialet +var ødelagt. Det var især Kvinderne han var nederdrægtig imod, og de +stod og turde ikke kny. Man sagde, at han sjoflede alle de Naadlersker +der ikke vilde være ham til Maade. + +Pelle stod og saa sig godt gal paa ham. „Kommer han bare med det mindste +Muk, saa rager vi uklar,“ tænkte han. Men Lageristen tog Arbejdet uden +at se paa det — det var jo fra Pipmanden! + +Mens han betalte, kom en svær Herre ned oppe fra Bagværelset, det var +Hofskomager Meyer selv. Han havde nok engang været en fattig Fyr med +Bagen ude af Bukserne; saadan var han kommet herind som vandrende Gesell +fra Tyskland. Faget forstod han ikke meget af, men han forstod den Kunst +at lade andre arbejde for sig! — Han besvarede ikke Arbejdernes ærbødige +Hilsen, men stillede sig op foran Pelle med Maven gyngende mod Disken, +pustede stærkt ud af Næsen og saá paa ham. + +„Ny Mann?“ spurgte han endelig. + +„Det er Pipmandens Medhjælper,“ svarede Lageristen smilende. + +„Ak saa! Ja Pipmanden forstaar Kunsten! De gør Arbejdet, og han tager +Pengene og drikker dem op — ikke?“ Hofskomageren lo kosteligt. + +Pelle blev rød. „Jeg vilde jo gærne have selvstændig fat naar som +helst,“ sagde han. + +„Ja ja, nu kan De jo tale med Lageristen. — Men ingen Fagforening her, +husk det! Vi har ikke Brug for de Folk.“ + +Pelle bed Læberne sammen og stak tavs Tørklædet ind paa Brystet; han +havde staaet for adskillige Opfordringer, men dette Forbud kunde han +ikke staa for. Han gik rask ud ad Købmagergade og drejede fra Kultorvet +ind i Hausergade, hvor han vidste Formanden for den sygelige Fagforening +skulde bo. I en af de skumle Kældere boede en lille Lappeskomager, dér +maatte det være, og Pelle steg ned ad Trappen. Han begreb ikke, at +Foreningens Formand havde saa usselt et Tilhold. + +Under Vinduet sad en hulkindet Mand bøjet over Disken, i Færd med at sy +Rand paa en udtraadt Sko; han havde de Forbigaaendes Ben lige ind paa +Hovedet af sig. I Stuens Baggrund stod en Kvinde og kogte noget i +Kakkelovnen; hun havde en lille Unge paa Armen, to større laa paa Gulvet +og legede med nogle Læster. Der var forfærdelig hedt og kvalmt. + +„Goddag Kammerat,“ sagde Pelle. „Kan jeg blive Medlem af Fagforeningen?“ + +Manden saá forundret op, der gik noget af et Smil over hans triste +Ansigt. „Har du Raad til det?“ spurgte han langsomt — „det kan let blive +dig en dyr Fornøjelse. Hvem arbejder du for, med Forlov?“ + +„Meyer paa Købmagergade.“ + +„Saa bliver du fyrig, saa snart han faar det at vide.“ + +„Det ved jeg nok; men nu vil jeg meldes ind altsaa. Han skal ikke komme +og bestemme hvad jeg maa og ikke maa. Og ham skal vi nok ordne engang.“ + +„Saadan har jeg ogsaa tænkt, men vi er for faa. De sultes ud af +Fagforeningen igen, saa snart de er meldt ind.“ + +„Vi maa se at blive nogle flere Stykker,“ sagde Pelle frejdigt. „Og saa +en Dag lukker vi kanske Butikken for ham.“ + +Der kom Ild i Formandens trætte Blik. „Ja for Satan om vi kunde lukke +Butikken for ham!“ raabte han og rystede sin knyttede Haand i Luften. +„Han tramper paa dem der tjener Guldet sammen til ham; det er hans Skyld +jeg nu sidder her og hutler — han holder hele Faget nede i Elendighed +gør han! Aa sikken en Hævn Kammerat!“ Blodet skød op i hans hule Kinder +og fik dem til at brænde — saa faldt Hosten over ham. + +„Petersen!“ sagde Konen angst og holdt paa hans Ryg — „Petersen!“ hun +sukkede og rystede paa Hovedet mens hun hjalp ham at slide sig igennem +Hosten. „Naar Talen falder paa Hofskomageren, bliver Petersen altid helt +fra’et,“ sagde hun da det var ovre. „Han ved saamænd ikke hvad han +udsætter sig for, saa. Nej bare enhver var lige saa klog som Meyer og +passede sit eget, saa sad visse Folk nu med et godt Helbred og ordenlig +Fortjeneste.“ + +„Hold Mund,“ sagde Petersen bestemt. „Du er et Fruentimmer og har ingen +Forstand paa de Dele.“ Saa gik hun hen til Kakkelovnen igen. + +Han udfyldte et Papir, og Pelle skrev sit Navn under og betalte +Medlemsbidraget for en Uge. + +„Og nu maa du se at komme ud af Udsvedningen hurtigst muligt,“ sagde +Petersen alvorligt. „En hæderlig Arbejder kan ikke være med til at holde +den Slags oppe.“ + +„Jeg har været nødt til det,“ svarede Pelle, „— jeg havde ingenting lært +derhjemme fra. Men nu er det forbi.“ + +„Godt Kammerat! Og saa Haandslag og god Hjælp! Der maa arbejdes igen — +kanske lykkes det alligevel; du har givet mig mit Humør igen, vil jeg +bare sige dig! — Pil saa ved saa mange du kender — og forsøm ikke +Møderne; de bliver bekendtgjort i _Arbejderen_.“ Han rystede ivrigt +Pelles Haand. + +Pelle gik sig en rask Tur ud mod Nørrebro; han havde faaet Luft for +noget og var i godt Humør. + +Det var ved den Tid Arbejderne vendte hjem; de kom travende i Flokke og +enkeltvis, ludende og stundende, lidt løse i det af Dagens Slid. Det var +en hel anden Verden herude, vidt forskellig fra _Arkens_! Husene var nye +og regelrette, bygget efter Lod og Lineal; Mændene gik deres lige trukne +Vej, man kunde se paa hver af dem hvad han var. + +Det var herude Socialismen og de ny Fremgangsmaader holdt til; Pelle +drev ofte herud efter Fyraften for at kigge lidt ind i alt dette. Hvad +det var vidste han ikke, og havde ikke vovet at kaste sig ind i det — +fremmed som han endnu følte sig; men det øvede en dragende Magt over +ham. Men i Dag glemte han at han var en fremmed her, og lod sig gribe af +det lange taktfaste Traadd der bar over Broen og ud ad Nørrebrogade. Nu +var han selv Fagforeningsmand; han var som enhver af de andre, og kunde +gaa lige hen til hvem han vilde og give Haandslag! Der var en egen +kraftig Appel i disse Folks Gang som var de Soldater; han gled +uvilkaarlig ind i Fodslaget og følte sig stærkere ved det, baaret med af +Fællesskabet. + +Han var højtidelig glad til Mode som paa sin Fødselsdag, og syntes der +maatte gøres et eller andet festligt. Der stod aabent ned til +Beværtningerne, og Arbejdere søgte derned i smaa Hold; men han havde +ingen Lyst til at sidde og hælde Spiritus paa sig. Det kunde man gøre, +naar det hele gik i Hundene for én. + +Han stillede sig op uden for et Konditorvindu og fik travlt med at +sammenligne Kagerne med hinanden. Han vilde derind og smovse en 25-Øre +op i Dagens Anledning, men først maatte det hele planlægges ordenligt, +om man ikke skulde føle sig skuffet bagefter. Det skulde være noget han +aldrig havde smagt før naturligvis — og just det var det vanskelige. +Mange Kager var hule indeni, og Smovsen skulde gøre det af for Aftensmad +ogsaa. + +Det var ikke helt let; og just da Pelle var ved at komme over +Vanskelighederne, blev han revet ud af det hele ved et Slag paa +Skulderen. Dér stod Morten bag ham og lo med sit gode Smil, som om der +aldrig havde været noget imellem dem. Pelle skammede sig og kunde ikke +faa et Ord frem; sin eneste Ven havde han sveget — det blev nok ikke +nemt at staa til Regnskab for, det! Men Morten brød sig fejl om alle +Forklaringer og rystede blot Pelles Haand, hans blege Ansigt lyste af +Glæde. Der var endnu bestandig dette Skær af Lidelse bag det, som tog +saa stærkt om Hjærtet, og Pelle maatte overgive sig paa Naade og Unaade. + +„Hvad! skal vi to træffes her?“ raabte han og lo godmodigt. + +Morten arbejdede hos Konditoren og havde været ude, nu skulde han op og +sove ud til Natarbejdet: „Men kom med op — en halv Times Tid kan vi nok +sidde og sludre — og du skal faa en Kage.“ Han var akkurat den samme som +i Læretiden. + +De gik ind gennem Porten og op ad Bagtrappen; Morten var inde i Butikken +og kom med fem Napoleonskager. „Her skal du se jeg kender din Smag,“ +sagde han leende. + +Mortens Værelse laa helt oppe under Taget og var et Slags Taarnværelse +med Vinduer til begge Sider. Man saá ud over de endeløse Tagmasser, der +laa i Rækker bag hinanden som Mistbænkene i et uhyre Gartneri. Fra de +utallige Rør og Skorstenspiber steg lidt tynd blaa Røg og lagde sig +dæmpende over alting. Langt nede i Syd saas Kalvebod Strand, og længere +mod Vest tonede Frederiksberg Bakke med Slottet frem af Disen. Til den +anden Side laa Fællederne, og ude bag Kalkbrænderiets Skorstene +skimtedes Sundet med sine mange Sejlere. + +„Er det saa ikke en Udsigt hvad?“ spurgte Morten stolt. + +Pelle blev ved at stirre, han gik fra Vindu til Vindu og sagde intet. +Dette var Byen — Hovedstaden som han og alle de andre Fattige fra +Landets fjærneste Kroge havde higet imod, Lykkens Land hvor de skulde +udfri sig af Elendigheden! Han havde turet den igennem paa Kryds og +tværs, forbavset sig over dens Paladser og Rigdomme, og fundet den stor +over al Forventning. Her var alting storslaaet! hvad de byggede i Gaar, +rev de ned i Morgen for at opføre noget endnu flottere. Fattigmands +Lykke lod sig sagtens stikke imellem, saa meget her gik i Svang! + +Og saa havde han alligevel ingen rigtig Forestilling haft om det hele — +først nu saa han Byen! Som et mægtigt Hele laa den udbredt for hans +Fødder, med Slotte, Kirker og Fabriksskorstene ragende op af Husmassen. +Nede paa Gaden flød en sort Strøm ustanselig afsted, bestandig ny og ny +Mennesker — som fra et stort Hav der aldrig kunde løbe tomt. De havde +noget for alle sammen; man saá det ikke, men de løb vel som Myrerne og +bar hver sit lille til denne vældige Tue, der var slæbt sammen af dyre +Ting fra Verdens yderste Kanter. + +„Der stikker mange Millioner i alt det,“ sagde Pelle endelig og tog +efter Vejret. + +„Ja!“ sagde Morten og stillede sig ved Siden af ham. „Og det hele er +frembragt af Hænder — Arbejderhænder!“ + +Pelle studsede — det var en underlig Tanke at hitte paa. Men sandt var +det naar man tænkte sig om! + +„Nu er det nok ovre paa helt andre Hænder!“ udbrød han leende. + +„Ja for de har listet det fra os, lige som man kan narre alting fra +Børn,“ svarede Morten mørkt. „Men det har ingen Retskraft, det Børn gør! +— og de Fattige har aldrig været andet. Men nu begynder de at vokse til +du; og en Dag kræver de kanske deres tilbage.“ + +„Det gik os vist galt, dersom vi vilde komme og tage selv,“ sagde Pelle +tænksomt. + +„Ikke hvis vi var enige om det — vi er jo de mange!“ + +Pelle lyttede. Det var ikke før faldet ham ind at se Spørgsmaalet om +Sammenslutning saa stort; man organiserede sig jo blot for at opnaa +bedre Vilkaar inden for Faget. + +„Du ligner din Far,“ sagde han. „Han lagde ogsaa alting stort ud og +vilde selv tage sig til Rette. Jeg kom til at tænke paa ham før — han +lod sig ikke træde ned. — Dengang skammede du dig nok over ham!“ + +Morten bøjede Hovedet. „Jeg kunde ikke bære de pæne Folks Foragt,“ sagde +han stille, „jeg forstod jo blot, at han lagde Hjemmet øde og drog Skam +ned over os. Forfærdelig ræd var jeg ogsaa, naar han slog sig løs; jeg +kan endnu vaagne drivvaad af Sved, naar jeg har drømt om min Barndom. +Men nu er jeg stolt over at jeg er _Kraftens_ Søn du! Kræfter har jeg +ikke saa mange af, men kanske skal jeg faa Godtfolk til at stejle engang +alligevel — jeg ogsaa!“ + +Nej Kræfter! det var nærmest underligt at tænke paa, at Morten var Søn +af den kæmpestærke Stenhugger — saa fin og stilfærdig han var i det. Han +havde endnu ikke genvundet de Kræfter, Bodil røvede fra ham i +Drengeaarene; det var ligesom det altfor tidlige Misbrug blev ved at +sidde og tære paa ham. Sin pigeagtige Sans for Hygge havde han bevaret, +Værelset var pænt holdt, der stod saa galt Blomster i en Vase henne +under Spejlet. + +„Hvor faar du dem fra?“ spurgte Pelle. + +„Køber naturligvis!“ + +Pelle maatte le. Kunde det falde noget andet Mandfolk ind at give Penge +ud til Blomster? + +Men Bøgerne lo han ikke af, der var en mystisk Forbindelse mellem dem og +Mortens forunderlige blege Styrke. Han havde en hel Reol fuld nu. Pelle +tog nogle frem og kiggede i dem. „Hvad er det for noget Tøjeri?“ sagde +han usikkert. „Det ligner Lærdom.“ + +„Det er Bøger om os. Om hvordan det ny kommer, og hvordan vi maa ruste +os til det.“ + +„Ja du kan sagtens!“ sagde Pelle i et Øjebliks Mismod. „Du har din +Boglærdom til at hjælpe dig frem. Vi andre faar nok pænt Lov at blive i +det vi engang er i!“ + +Morten vendte sig hæftigt imod ham. „Det er den sædvanlige Klagesang,“ +udbrød han vredt — „man spytter paa sin egen Stand og vil over til de +andre. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for Pokker! vi +skal netop blive hvor vi er — Skomagere og Bagere, allesammen — og +forlange at faa det godt dér! Komme over paa den gode Side, det kan knap +én af tusind — saa kan Resten sidde der og kigge! Og tror du den ene fik +Lov at slippe ind, hvis ikke Samfundet havde Brug for ham til at slaa +hans egne ned med? „Her kan I selv se, hvad Fattigper kan drive det til, +naar bare han selv vil!“ hedder det nok saa kønt. Der er altsaa ikke +noget at udsætte paa Samfundet; nej, det er Masserne selv der er Skyld +i, at de ikke allesammen er Storborgere — herregud, de vil jo ikke! +Saadan kører man rundt med jer som nogle Mæhæ, og I finder jer i det og +bræger dem efter! Nej hvad alle kan, det er gøre Fordring paa at faa saa +rigeligt for deres Arbejde, at de kan leve godt. Jeg forlanger, at en +Arbejdsmand skal have lige saa meget for sit Arbejde som en Læge eller +Sagfører — og være lige saa oplyst. Dér har du mit Fadervor!“ + +„Dér gjorde jeg dig nok godt gal!“ sagde Pelle godmodigt. „Det dér er +forresten det samme, som din Far laa og fablede om i Laden dengang han +døde. Han laa i sine Fantasier og troede, at simple Arbejdere havde +Malerier paa Væggene og Fortepiano lige som fine Folk.“ + +„Gjorde han det, du?“ udbrød Morten og løftede Hovedet som lyttede han +opad. Saadan faldt han i Tanker. + +Pelle sad ogsaa og grundede. Var dét da det ny — dette igen? Saa blev +der god Mening i at slutte sig sammen saa mange som muligt. + +„Jeg forstaar mig ikke ret paa det,“ sagde han endelig — „men i Dag har +jeg meldt mig ind i Organisationen du. Jeg vil ikke staa og se til, hvis +det skulde trække op til noget stort.“ + +Morten nikkede med et svagt Smil; han var træt nu og hørte ikke hvad +Pelle sagde. „Nu maa jeg i Seng, jeg skal op Kl. ét. Hvor bor du? Jeg +ser ud til dig en Dag. Hvor det var morsomt vi traf hinanden igen.“ + +„Jeg bor ude paa Kristianshavn — i _Arken_, hvis du ved hvor det er.“ + +„Det var et underligt Sted at dumpe ind! _Arken_ kender jeg godt, den +staar saa tidt omtalt i Aviserne. Det er nok lidt af alle Slags dér +holder til.“ + +„Det kender jeg ikke noget til,“ svarede Pelle halv stødt — „jeg synes +nu godt om de Mennesker. — — Men storartet var det da at vi to skulde +løbe over hinanden — sikken et Held hva’? Og jeg der bar mig ad som et +Bæst, og gik udenom dig! Men det var dengang jeg gik i Hundene — saa +hadede jeg alle Mennesker! Nu skal der ikke komme noget imellem os mere, +vær rolig for det.“ + +„Ja det er godt, pil nu bare af,“ svarede Morten smilende; han var halv +af Tøjet. + +„Nu gaar jeg, nu gaar jeg!“ sagde Pelle og tog sin Hat, et Øjeblik stod +han og saá ud over Staden. „Det var alligevel knusende storartet, det du +sagde om Tingene før,“ udbrød han pludselig. „Havde jeg alle vi Fattiges +Kræfter i mig, saa brasede jeg ud med det samme og erobrede det hele +tilbage igen. Sikken en Masse der kunde blive til Deling, der blev nok +ingen Fattigdom mere!“ + +Han stod med løftede Arme som holdt han det hele i Hænderne — og lo +overgivent; stærk saá han ud. Morten laa og stirrede halvsovende paa ham +og sagde intet. Saa gik han. + + * * * * * + +Pipmanden skældte læsterligt ud, da Pelle endelig kom hjem: „Hvad Fan +bilder du dig ind — gaar der og gi’r Greven, mens en anden en sitter her +og slider sig Gluggerne ud af Hovedet. Og tøster — hvabehar? Lad være og +giv Grovheder, si’er jeg, lad bare vær — ellers revner den sku. For man +er morderlig gal i Hovedet.“ Han holdt Haanden patetisk afværgende ud +for sig, skønt Pelle ikke havde i Sinde at svare; han tog ikke Pipmanden +alvorligt længer. — „Den une knuse mig, her har man sat og tøstet +Klæderne af Raden paa sig, fordi saadan en Levemand gaar og dangderer +den med Sylene.“ + +Pelle stod og talte Ugelønnen op, men brast pludselig i Latter ved et +Blik ned over Pipmanden. De nøgne blaalige Skanker, der dirrede ynkeligt +under Skødskindet, tog sig ustyrlig grinagtigt ud til den fuldt +paaklædte Overkrop og det ærværdige Skæg. + +„Ja du griner!“ sagde Pipmanden og lo med. „Men hvis at det nu var dig, +der skulde krænge Bukserne af nede hos Marskandisersken og redde dig +anstændigt op? De forbandede Unger! Pipmanden har Delirium, Pipmanden +har Delirium! vrælede de. Gu’ ha’de jeg ikke nikke nej! — men jeg havde +ingen Bukser paa altsaa. Den forbandede Hønsestige ogsaa! Olsens +Halløjdatter fik et Tilfælde, og hun har sku ellers set en hel Del. Du +ku forresten ta’e og laane mig dine gamle Mokassiner.“ + +Pelle laaste den grønne Kiste op og tog sine Arbejdsbukser frem. + +„Du sku’ ta’e og sætte syv Segl for det spinatgrønne Skrummel dér!“ +sagde Pipmanden gnavent. „For her ku’ godt være Tyveknægte — saa nær +oppe ved Himlen.“ + +Pelle lod som han ikke forstod Finten, og laaste igen. Saa tændte han +sin Snadde og gik ud paa Platformen. + +Over Tagene stred Skumringen sig frem ude fra Sundet; der fløj nogle +Duer og fangede den sidste Solrødme under deres hvide Vinger, og nede i +Brønden laa allerede Mørket som en hed lila Aande. Liremanden var kommet +hjem og spillede sit Aftennummer for de dansende Unger dernede, og fra +Svale til Svale sladrede og smaaskændtes Beboerne. Nu og da brød en blød +Tonestrøm vibrerende frem og fik det hele til at tie; det var Gale +Vinslev, der sad i sin Hule et Steds langt inde i _Arken_ og legede paa +Fløjten. Han gemte sig altid helt afvejen naar han spillede; saa var han +som et sygt Dyr og sad i en Krog og rystede. Tonerne blev saa dejlige af +det, de kom bævrende frem af hans Skjul som selve det Ubekendtes Sang +eller Graad; og _Arkens_ urolige Væsner maatte tie og lytte. Nu havde +Vinslev sin blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til ham. Men +i Mørketiden kom Djævelen stundom over ham og skabte Toner i hans +afsindige Hjærne, der fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa +videde det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk Skov, hvor alle +Rædsler huserede og man maatte slaa blindt om sig for ikke at gaa helt +til Grunde. Ligkusken paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Donner, +skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa de og drak og sloges for at +holde sig det onde fra Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der +fik Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og ende det under +Kloakristen. Men der var ikke noget at sige til det hele, — Vinslev +spillede. Og det var en Overgang som alting andet. + +Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vinslevs Spil var som mild Aande +paa Sindene, saa de aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid. + +Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde været her saa længe; det +gjorde ham ikke noget. Han bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde +drømt til ham. + +Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers. En Slyngpelargonie og +en Efeu havde spundet de skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og +deroppe hang en lille rød Papirslygte og glødede det hele festligt til. +Det var som Sommernatten havde fundet sig et Fristed her midt i +Stenmasserne. Under Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og syede, +Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat, hun vendte det hvert Øjeblik +op mod ham, smilede og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle +paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side, urolig som en Hest +der ikke kan se sin Vej. + +Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam Frandsen og rumsterede i sit +lille Køkken. Døren stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede +uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv — om sin Gigt, sin døde +Mand og sin Laban af en Søn. Hun trængte til at faa Leveren rørt, det +gamle Liv: „Herregud ja, her gaar én og holder Mad parat til Ferdinand — +fra Morgen til Aften og fra Aften til Dagen er der — og se saa om han +gider ulejlige sig hjem. Forske hans vilde Veje kan jeg jo ikke, men +bare sidde og grue og holde hans Mad varm. Saa er der dog lidt der +lokker; han maa vel komme naar han bliver sulten, siger jeg til mig +selv. Ak ja, ens glade Dage er hurtig talt. — Og der staar du og glor +som et andet Vorherres Bælam, mens Pigebarnet dernede er ved at nikke +Hovedet af Led efter dig! Ja Mandfolk er en underlig Vare, de bilder sig +ind de ingenting tør — og hvem er det saa der gør alle Ulykkerne?“ + +„Hun vil mig ingenting,“ sagde Pelle mut. „Hun leger bare med mig.“ + +„Ja Jomfruen legede saa længe med sin hvide Mus, til Katten tog den. +Skam dig at staa her og hænge, saa ung og velskabt du er. Klip +Styrefjerene af hende — saa faar du en god Kone.“ Hun stødte ham i Siden +med Albuen. + +Saa fik Pelle hummet sig ned ad Hønsestigen til tredje og gik langs +Svalen derom. + +„Hvorfor var du nu saa kostbar i Aften?“ sagde Madam Johnsen og ryddede +Plads til ham. „Du ved jo, du altid er velsét, hvad skal saa de +Anstalter til?“ + +„Pelle er nærsynet, han kan ikke se helt herover,“ sagde Hanne og +kastede med Hovedet. Hun sad og saá leende paa ham med Hovedet bagover +og aaben Mund, Lyset brødes i hendes blanke Tænder. + +„Faar vi godt Vejr i Morgen?“ spurgte Moderen. + +Pelle mente ja og kiggede kyndigt op mod den lille Plet Himmel. Hanne +lo. + +„Er du Vejrprofet ogsaa, Pelle? du har da vel ikke Ligtorne?“ + +„Lad nu være med din Nappen, Tøs,“ sagde Moderen og slog efter hende. +„Vi skulde i Skoven i Morgen, hvis Vejret er godt. Vil du med Pelle?“ + +Pelle vilde meget gærne med, men trak alligevel lidt paa det. + +„Tag bare med!“ sagde Hanne og lagde overtalende sin Haand oven paa +hans. „Og saa skal du være _mit_ Mandfolk — det er saa kedeligt at tage +i Skoven med en aldrende Kone. Men saa vil jeg have Lov at være som jeg +er.“ Hun kastede udfordrende med Hovedet. + +„Saa tager vi Kapervognen fra Nørreport, Toget bryder jeg mig ikke om at +køre med.“ + +„Fra Nørreport — den eksisterer jo slet ikke mere, lille Mor. Men der +kører nogle Kapervogne endnu fra Trianglen.“ + +„Naa saa fra Trianglen da, du Vigtigpraas. Kan jeg gøre for, at de river +alting ned? I min Ungdom var Nørreport et dejligt Sted. Derfra havde man +Udsigt til Bondelandet, hvor jeg hørte hjemme, og intet Sted var +Sommernatten saa skøn heller som dér paa Volden. Dengang kendte én ikke +til at fryse, for var Tøjet tyndt saa var Hjærtet ungt.“ + +Hanne gik inde i Køkkenet og lavede Kaffe. Døren stod aaben, hun nynnede +og blandede af og til et Ord i Samtalen. Saa kom hun og holdt nejende +Bakken foran Pelle. „Men hvordan er det du ser ud i Aften?“ udbrød hun +pludselig forundret; hun rørte ved hans Pande og saá undersøgende paa +ham. + +„Jeg har meldt mig ind i Fagforeningen i Dag,“ svarede Pelle. Han havde +stadig Følelsen af det usædvanlige over sig, og syntes enhver maatte +kunne se noget paa ham. + +Hanne brast i Latter: „Faar man saa et sort Mærke i Panden? Se engang +Mor, vil du bare se et Fagforeningsmærke!“ Hun drejede hans Hoved om mod +den gamle. + +„Aa, den Skarns Tøs,“ sagde den gamle leende — „nu har hun smurt dig med +Sod i Ansigtet.“ Hun vædede sit Forklæde med Spyt og gav sig til at +gnide Sværten af, mens Hanne stod bag ham og holdt om hans Ansigt med +begge Hænder, for at han skulde sidde støt. „Tak du Gud, at Pelle er en +godmodig Fyr,“ sagde den gamle, mens hun gned — „ellers blev han nok +fornærmet!“ — Pelle selv smilede nok saa fornøjet. + +Ligkusken kom op igennem Hullet i Svalen og ravede videre op til fjerde. +„Godaften,“ sagde han med sin dybe Bas, idet han passerede dem „— og +Velbekomme skulde man vel sige!“ Han havde en stor Skinke under Armen. + +„Aa herregud,“ hviskede Madam Johnsen, „dér kommer han trækkende med sin +Skinke — saa er hele Ugelønnen drukket op igen. De har altid Overflod af +Flæsk deroppe, de Stakler, men sjælden Brød til det.“ + +I _Arken_ sluktes saa én Lyd, saa en anden. Barnegraaden, der sivede saa +trist ud af de lange Gange naar en Dør gik op, forvandledes til bløde +Kluk hvergang en forsinket Moder kom styrtende hjem fra Arbejdet og rev +sin Lille til Brystet. Nu var der kun én til Rest, og den græd altid +enten Moderen var hjemme eller ude — hendes Mælk havde forsat sig. + +Nede fra Kælderen steg en Vuggesang op gennem Brønden i slæbende Toner; +det var bare „Grete med Barnet“ der sang sin Kludedukke i Søvn. De +virkelige Mødre sang ikke. + +„Hun kiler bare paa,“ sagde Hannes Mor, „de andre med de rigtige Børn +har ikke faaet saa meget at synge for. Men hendes Unge kræver heller +ikke Mad — det gør en slem Forskel naar man er fattig.“ + +„I Dag har hun vasket og strøget om den, for at den kan være fin til i +Morgen naar Faderen kommer. Det er en Løjtnant,“ sagde Hanne. + +„Kommer han i Morgen da?“ spurgte Pelle naivt. Hanne lo højt: + +„Ja for hun venter ham jo hver Søndag. Hun har bare aldrig set ham +endnu.“ + +„Ja ja, det er ikke noget at le af,“ sagde den gamle. „Hun er lykkelig i +sit — og Udkommet har hun ingen Kvaler med!“ + + + + + III + + +Pelle vaagnede ved, at Hanne stod og trak ham i Næsen og gjorde hans +komiske Grimasser efter. Hun var kommet ind over Lofterne. + +„Hvor bliver du af — du?“ sagde hun iltert. „Vi gaar og venter paa dig!“ + +„Jeg kan jo ikke staa op,“ svarede Pelle ynkeligt. „Pipmanden er gaaet i +Nat med mine Bukser og er ikke kommet tilbage. Saa lagde jeg mig til at +sove igen.“ + +Hanne lo klingende: „Hvis han nu ikke kommer tilbage mer? Saa maa du +ligge i Sengen altid lige som Mutter Jahn.“ Saa lo Pelle ogsaa. + +„Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I faar tage af Sted uden mig.“ + +„Nej, det gør vi ikke,“ sagde Hanne bestemt — „saa tager vi Madkurven +herop og dækker paa din Dyne, den er jo grøn. — Vent lidt, nu ved jeg +noget!“ + +Hun smuttede gennem Paneldøren ud paa Loftet. En halv Times Tid efter +kom hun igen og smed et Par stribede Benklæder paa Sengen: „Værsgod Hr. +Klodsmajor — og skynd dig saa lidt. Jeg løb ind til Ligkuskens Marie i +hendes Plads, og hun fik Fingre i et Par af Herrens Hverdags. Men hun +maa have dem igen i Morgen, saa hendes Herskab ikke mærker noget.“ + +Saa snart hun var gaaet, skyndte Pelle sig i Tøjet. Da han næsten var +færdig, knagede det stærkt i Træværket — Pipmanden var under Opsejling. +Han holdt i Tovet med én Haand og slog nogle Slag udover ved hver +Drejning af Trappen; rundt om fra Bislagene hvinede Kvindfolk op. Det +morede ham, hans store ærværdige Hoved straalede i ophøjet Glæde. „Aa +hold Kæft!“ sagde han gemytligt, saa snart han fik Øje paa Pelle — „Aa +hold Kæft!“ Han stillede sig op inden for Døren og stod og klukkede. + +Pelle greb ham i Kraven. „Hvor er mine Søndagsbukser henne?“ spurgte han +opbragt; de gamle havde Pipmanden paa, men hvor var de ny? Pipmanden saá +uforstaaende paa ham, hans slappe Træk arbejdede under Forsøget paa at +grave et eller andet frem; pludselig fløjtede han: „Sa’e du Bukser — +hvad Dængsemand? — var det virkelig Bukser du sa’e? — saa du spør efter +hvor dine Bukser er henne? — det ku’ du jo ha’ sagt straks. For ser du, +dine Mamelukker — dem har jeg jo sat.“ + +„Du har sat mine pæne Benklæder?“ udbrød Pelle og slap ham forfærdet. + +„Gu’ har jeg saa! Der ka’ du selv se, du sku’ ikke ha’e been hidsig — +for mig ka’ du alligevel ikke æde! Det klarer sig immervæk af sig selv, +gør’et — bare man ikke løber varm!“ + +„Du er en Tyveknægt!“ udbrød Pelle. „Det er lige hvad du er.“ + +„Naa naa Kamat, lad vær og smid Slæverne for min Skyld — for jeg har +ikke Kyd i Lommen. Pipmanden er en ærlig Mand forstaar du — her ka’ du +selv se! Hva’ gi’r du mig saa for den — hva’?“ Han havde fisket +Laanesedlen frem og rakte den krænket til Pelle. + +Pelle tumlede febrilsk med sit Kravetøj; han var knusende gal i Hovedet, +men hvad kunde det saa nytte? Og nu kom Hanne og hendes Mor ud derovre! +Hanne var i gul Straahat med brede Hagebaand — nydelig saá hun ud; den +gamle havde Skovkurven paa Armen. Hun laasede omhyggeligt og stak Nøglen +ind under Dørtrinet; saa gik de i Forvejen. + +Det var ikke til at blive færdig for den Sut til Pipmand! Han gik rundt +om Pelle med et usikkert Smil, kiggede nysgærrigt efter hans Ansigt og +holdt sig forsigtigt uden for Rækkevidde. „Ked af det, hva’?“ sagde han +trøstende, som talte han til et lille Barn — „morderlig ked af det? Hvad +Fan vilde du ogsaa med to Par Bukser Kamat? — hvad vilde du dog med to +Par Bukser?“ Det lød helt fortvivlet bebrejdende. + +Pelle trak et Par brede Pigesko frem under sin Seng og stak ud gennem +Paneldøren. Han smøg sig sidelæns mellem det bratte Tag og Kamrenes +Bagside, dukkede under et Par Bjælker og dumpede endelig ned i en lang +Gang, der løb gennem Forbygningens Tagétage og havde Værelser til begge +Sider. En stærk Summen slog ham pludselig i Møde. Fra alle de smaa Rum +stod Dørene aabne ud til den lange Gang, der var den fælles Dagligstue; +Skænd og Passiar og Barnegraad kogte sammen til en øredøvende Mudren; +her var et Røre som i en Bikube. + +„Her er forresten livligt,“ tænkte han — „i Morgen flytter jeg herom!“ +Han havde tænkt paa det længe, og nu skulde det have en Ende med hans +Ophold hos Pipmanden. + +Uden for en af Dørene stod en lille elleveaars Pige og børstede nogle +klodsede Drengesko; hun havde et Sækkelærreds Forklæde bundet helt op +under Armhulerne og traadte alligevel i det. Inde i Værelset gik to +Drenge paa ni og tolv Aar frem og tilbage med Hænderne i Lommen og +drabelige Skridt — de nød Søndagen. De var i rene Skjorteærmer og +lignede to smaa Husfædre. — Det var „Familien“, Pelles Redningsmænd. + +„Her er saa dine Sko, Marie,“ sagde Pelle. „Bedre kunde jeg ikke faa +dem.“ + +Hun tog dem ivrigt og betragtede dem under Bunden; Pelle havde repareret +dem med gammelt Lær, men til Gengæld pudset dem i Svangen med sort Voks. +„De er blevet saa fine,“ hviskede hun og saá taknemmeligt paa ham. + +Drengene kom og gav Pelle Haanden. „Hvor meget koster Skoene?“ spurgte +den ældste og tog med alvorlig Mine efter Pengepungen. + +„Lad det hellere vente, Peter — jeg har travlt i Dag,“ sagde Pelle +leende. „Vi sætter det paa Regningen til Nytaar.“ + +„Saa kommer jeg alligevel med Drengene ud at spasere i Dag,“ sagde Marie +glædesstraalende. „Og du skal med Hanne og hendes Mor i Skoven — vi ved +det godt!“ Hun fulgte ham hoppende hen til Trappen, og stod og lo ned. I +Dag lignede hun da et Barn, det gammelagtige og bekymrede var borte. „Du +kan godt gaa ad Hovedtrappen!“ raabte hun. + +En snæver Loftstrappe førte ned til Hovedtrappen, som laa indvendig og +kun maatte benyttes af Beboerne til Gaden. Dette var _Arkens_ fine Ende; +her boede gamle Ulke, Kvartérmænd og andre Folk med noget fast. De +Handlende nede fra Kælderen: Kulmanden, Jærnhandleren og +Marskandisersken havde ogsaa deres Lejligheder her. Lejlighederne var +paa to herskabelige Værelser; Køkken og Entré hørte der ikke til dem. +Men ude paa Hovedtrappen, i Krogen ved hver Families Dør, stod en Vask +med en lille Række over. Naar Laaget var paa, kunde Vasken ogsaa bruges +til Repose — det var helt fornemt. + +De andre var naaet ind til Knippelsbro, da han indhentede dem. + +„Det varede længe med dig,“ sagde Hanne og tog ham under Armen. „Hvordan +havde „Familien“ det — Marie blev vel glad for Skoene? Det Skind, hun +har ikke været ude de sidste to Søndage, fordi der ingen Bund var i +Skoene.“ + +„Hun kunde jo bare kommet til mig med dem,“ sagde Pelle — „jeg skylder +dem jo saa meget!“ + +„Men det skal du ikke tro hun gør — „Familien“ er stolt. Jeg maatte +ligefrem gaa over og stjæle Skoene fra hende.“ + +„De arme Smaakræ!“ udbrød Madam Johnsen „— det er helt rørende at se, +saa de holder sammen og forstaar at klare sig selv. — Men hvorfor har du +Pelle under Armen, Hanne? — du mener jo ikke noget med det alligevel!“ + +„Skal man mene noget med det, lille Mor? Pelle er mit Stykke Mandfolk og +skal forsvare mig.“ + +„Gud ved hvem han skulde forsvare dig mod? Det blev nok mod dig selv — +og det er ikke nemt.“ + +„Mod en Flok Røvere som vil overfalde mig i Skoven og bortføre mig! +Ellers skulde du jo ud med en stor Sum i Løsepenge, Mor.“ + +„Aa Herregud, jeg betalte nok snarere Penge for at blive af med dig — +hvis jeg havde nogen. — Men har I set saa blaa Himlen er? Det er dejligt +med al den Sol paa Ryggen, den bager én helt ind om Hjærtet.“ + +Paa Trianglen kom de op i en Kapervogn og rullede ud ad Strandvejen. +Vognen var fuld af muntre Mennesker; de sad i Latter hele Tiden over et +Par gemytlige Borgere, der svedte og kastede fjollede Brandere til +hinanden. Bag dem rullede Støvet sig truende op, men blev hængende som +en doven Sky om de store sorte Vandtønder, der stod og skrævede paa +deres høje Stilladsbén ved Vejsiden. Ude over Sundet hang Baadene med +Sejlene og kom ikke af Stedet. Alting holdt Søndag! + +Der var svalt og friskt inde i Dyrehaven. Bøgeløvet havde endnu sin unge +Glans og stod forunderlig let og festligt til de mægtige hundredaarige +Stammer. „Ej hvor Skoven er vakker!“ udbrød Pelle — „den er jo som en +Kæmpegubbe der har taget sig ung Brud!“ Han havde aldrig været i rigtig +Bøgeskov før; her var at vandre som i en Kirke! + +Masser af Mennesker var her ogsaa, København var rigtig ude i det gode +Vejr. Folk var øre af Solen og slog sig løs, og Lydene gik drabeligt +igen under Kronerne og opfordrede til bare at give sig Luft. Inde mellem +Stammerne gik Mennesker og tullede for sig selv alene, slog med store +Grene og raabte hensigtsløst op — bare for at høre deres egen Støj gaa +igen. Nogle Mænd stod ovre i et Bryn og sang Korsang — de havde hvide +Huer paa; og ud over Sletterne spaserede glade Klynger, løb Tagfat eller +trillede sig i Græsset som Killinger. + +Madam Johnsen asede troligt et Par Skridt i Forvejen, hun var bedst +kendt herude og førte an. Hanne og Pelle gik ved Siden af hinanden uden +at tale — Hannes Mine var stum og fraværende. Pelle tog hendes Haand for +at faa hende til at løbe med ned ad en Bakke; men hun sansede ikke at +han rørte ved hende, og Haanden var slap og klam. Hun gik ligeud som i +Søvne, der var lukket og slukket alle Vegne hos hende. + +„Nu sværmer hun igen,“ tænkte Pelle og slap mismodigt hendes Haand — den +faldt dødt ned. + +Den gamle vendte sig og saá paa dem med skinnende Øjne. + +„Saa dejligt har Solen ikke lyst i mange Aar,“ sagde hun — „ikke siden +man var ung Pige.“ + +De var oppe ved Eremitagen, og gik derfra over Sletten ind i Skoven igen +til et lille Skovløberhus, hvor de drak Kaffe og spiste af den medbragte +Mad. Saa travede de igen, Madam Johnsen kom kun i Skoven den ene Gang om +Aaret og skulde have det hele med; de unge kom med Indvendinger, men hun +var uopslidelig. Hendes Pigeungdom havde Minder herude, og dem saá hun +til; saa kunde de to sige hvad de vilde. Blev de kede af at rende i +Hælene paa hende, fandt de vel nok paa at søge deres egne Veje! Men de +fulgte troligt efter, trætte saá de ud, og gik og dummede sig lidt mere +end man havde Lov til. + +Paa Stien til Raavad var der ikke saa mange Mennesker. + +„Her holder Skovensomheden til endnu, ret som i éns Ungdom,“ sagde den +gamle. „Og dejlig er her, saadan som Løvet lukker sig — rigtig et Sted +for Kærestefolk. Nu sætter jeg mig og tager Støvlerne af lidt, Knysterne +begynder at værke! Se I jer kun lidt om saa længe.“ + +Men de unge saá sig fremmed omkring og slog sig ned ved hendes Fødder. +Hun havde taget Brunellerne af, og dulmede Knysterne i det kølige Græs +mens hun sad og smaasnakkede: „Varmt er det i Dag, Stenene er helt +gloende at tage paa. — Men jer to gaar der vist ikke Ild i! — — Hvad +glor I saadan efter? saa kys dog hinanden engang i det Grønne! Det +skader ingen og er saa skønt at se paa.“ + +Pelle rørte sig ikke, men Hanne gik paa sine Knæ hen imod ham, tog ham +langsomt om Hovedet og kyssede ham. Da hun havde gjort det, saá hun ham +en Stund ind i Øjnene, rørende ømt som et Barn ser paa sin Dukke. Hatten +var gledet bagover, der sad klare Sveddraaber paa hendes hvide Pande og +Overlæben. Hun slap ham pludselig med en munter Latter. + +Pelle og den gamle havde plukket Blomster og Bøgegrene; nu sad de og +ordnede det, Hanne laa paa Ryggen og missede op mod Himlen. „Lad være og +lig der og kig,“ sagde Moderen — „du har ikke godt af det.“ + +„Jeg leger bare Dejligheden — det er saa længe siden,“ sagde Hanne. „Men +hjemme i _Arken_ ser man meget mere — her er altfor lyst.“ + +„Ja, jeg skal love for man ser meget mere — en Kloak og tre Retirader! +godt er det, der er saa mørkt som der er. Nej man skulde have Raad til +at tage ud hver Søndag om Sommeren. Naar man er vokset op i det fri, er +det surt at sidde indespærret mellem skidne Mure hele sit Liv. Og nu +synes jeg vi skulde videre — vi øder Tiden!“ + +„Jeg ligger saa godt,“ sagde Hanne dovent — „tag og skub Sjalet ind +under Hovedet paa mig, Pelle.“ + +Der brød en stor Fugl ud af Trætoppene højt oppe bag dem. „Nø — sikken +en Tamp!“ raabte Pelle og pegede. Den sejlede langsomt ned over paa sine +vældige, udspilede Vinger, fejede nu og da Luft sammen under sig med et +Par drøje Slag og flød igen — lavt hen over Trætoppene med en +undersøgende Kiggen. + +„Jøss, det var vist Storken,“ sagde Madam Johnsen og tog forskrækket +efter Brunellerne, — „nu vil jeg ikke være her længer, man véd aldrig +hvad der kan overgaa én!“ Hun arbejdede ivrigt og med et kosteligt +Udtryk; Pelle lo saa han fik Øjnene fulde af Vand. + +Hanne havde lettet Hovedet: „Det er vist en Trane, Pelle! tror du ikke? +Det er dumt den saadan flyder af Sted og kigger paa alting lige som den +var nærsynet. Hvis det var mig, steg jeg lige op i Luften, lukkede +Øjnene og lod mig føre af Sted. Dér hvor man saa kom ned skete der +noget!“ + +„Ja, at du faldt i Havet og druknede dig — om ikke andet,“ sagde +Moderen. „For Hanne har der altid skullet ske noget; og saa kan hun ikke +engang holde paa det hun har mellem Hænderne.“ + +„Nej, for jeg har jo ingenting,“ udbrød Hanne og viste leende sine tomme +Hænder frem. „Kan du passe paa ingenting — hvad Pelle?“ + +Ved Firetiden søgte de ned til Den Slesvigske Sten, hvor Socialisterne +holdt Møde. Pelle havde endnu ikke overværet noget stort Møde med +agitatoriske Taler, men suget sine Forestillinger om det ny af hvad der +gik Mand og Mand imellem. Det svarede godt nok til den blinde Drift i +ham selv, men noget tændende havde han ikke oplevet — blot det øre +ensformige Kog som naar han i sin Barndom lyttede ned i sin Træsko. + +„Naa, hele Menigheden er her nok,“ sagde Madam Johnsen halvt spottende. +„Dér skal du se alle Københavns Socialister; flere er der ikke blevet +endnu, skønt de paastaar, at det hele hører dem til. Det gaar nok ikke +altid saa glat, som der raabes højt til!“ + +Pelle rynkede Panden men tav; han havde for lidt fat selv til at kunne +overbevise andre. + +Folkemængden virkede overvældende paa ham. Her var flere Tusind +Mennesker samlede om noget fælles, og det gik haandgribeligt op for ham, +at han hørte til en stor Flok. „Jeg hører ogsaa med!“ gentog det +jublende inden i ham, han trængte til at bekræfte det for sig selv og +var taknemmelig for Dagen i Gaar. Sæt nu Hofskomageren ikke havde sagt +de Ord til ham, som drev ham til at melde sig ind! Saa havde han nu +staaet udenfor lige som Hedningerne. Handlingen i Gaar var som en +Daabspagt, han følte sig anderledes i Samfund med disse Mennesker end +med andre. Og da de brød ud i en tusendstemmig Sang — en Jubel til det +ny der skulde komme, løb der Kuldegysninger igennem ham. Han følte det +som der blev slaaet Porte op, og noget, der havde ligget trangt og +knuget inde i ham, løftedes frem i Lyset. + +Oppe paa Talerstolen stod en mørk Mand og talte hæftigt — med mægtig +Stemme. Hoved ved Hoved stod de og lyttede aandeløst, med aaben Mund og +Ansigtet stift rettet mod ham; nogle var saadan i hans Vold, at de +gjorde hans Minespil efter. De raabte ikke, men naar han rammede et +Udfald stærkt ud, gik der en mumlende Bølgen gennem Massen. + +Det var om Nøden og Elendigheden han talte — og den trælse endeløse +Vandring for at naa frem. Som Israelitterne trofast bar Pagtens Ark +gennem Ørkenen, havde de smaa baaret deres Haab med sig gennem golde +Tider. Naar et Hold styrtede, var der et andet parat ved Bærestængerne. +Og nu endelig dagedes det, nu stod de ved Indgangen til Landet — med +Pantet i Behold paa at de var dets rette Indbyggere. + +Alt det var nok saa selvfølgeligt; var der noget Pelle havde levet med +i, saa var det Gudsfolkets trælse Vandring i Ørkenen — det var jo +Elendighedens store Symbol. Ordene fornam han lige, som noget +gammelkendt. Men Røstens Storhed slog ham; der var noget ved Mandens +Tale, der ikke gik Forstandens Vej men brændte sig lige ind gennem +Skindet, og mødtes med det der laa ulmende i ham selv. Den blotte +Vredesklang slog ind og ramte gamle Skader, saa der gik Hul paa dem som +paa onde Bylder og man aandede befriet op. Saadan en Røst der tog ud om +alting, havde Pelle selv haft dengang han gik paa Vogtemarken; han følte +Trang til at give sig Luft i et Raab — og lægge det hele ind under sin +Stemme han ogsaa. — Ej, hvem der kunde tale saadan — tordne og blive +mild igen som de gamle Profeter! + +Der gik sælsomme Kræfter ud fra den tætpakkede Folkemængde som følte og +tænkte et og det samme — og betog med en egen Styrkefølelse. Pelle var +ikke længer den fattige enlige Skomagersvend der havde trangt nok ved at +begaa sig, han stod her og blev til ét med dette store Væsen, følte dets +Kræfter svulme i sig, som den lille Finger er med i hele Legemets +Styrke. Der udgik en blind Forsikring om Uovervindelighed fra denne +vældige Klump, en Tilskyndelse til at gaa Stormgang. Hans Lemmer +svulmede ud, han blev et uhyre tungt Væsen, der blot behøvede at trampe +frem for at træde det hele ned! Det svinglede i hans Hjærne af Kræfter — +umaadelige, uovervindelige Kræfter! + +Naa, Pelle havde før været til Vejrs og var kommet lykkeligt ned igen; +han havnede paa Jorden denne Gang ogsaa — i en lang befriende Udaanding, +som havde han væltet en stor Byrde fra sig. Hannes Arm laa i hans, han +gav den et let Tryk. + +Men hun mærkede det ikke, hun var borte i det hun ogsaa. Han saá paa +hendes smukke Nakke, og bøjede sig frem for at se Ansigtet. Den store +gule Hat kastede et gyldent Skær over det, hele hendes bevægelige Sind +stod og legede uroligt bag de spændte forstenede Træk, og Øjnene var ude +i en stiv Stirren. „Hun er ogsaa med,“ tænkte han lykkelig — „helt væk i +det!“ Der var noget vidunderligt ved at vide sig to om det — Mand og +Kvinde! + +I det samme kom han til at følge Retningen af hendes fastnaglede Blik og +følte et Sting i Hjærtet. Ude paa Sletten, helt skilt fra den øvrige +Forsamling stod en stor smuk Mand, der mindede mærkværdigt om +Stengaardsbonden i hans Velmagtsdage; Solen kom og gik i hans brune Lød +og det bløde Skæg. Nu vendte han Ansigtet mod dem, de store aabne Drag i +det mindede om Havet. + +Hanne jog sammen som vaagnede hun af et Blund — og blev Pelle vár. + +„Han er Sømand,“ sagde hun underlig fjærnt, uden at Pelle havde spurgt. + +„Gud ved, hvor hun kender ham fra?“ tænkte han ærgerlig og trak sin Arm +til sig. Men hun tog den straks igen og trykkede den haardt ind mod sit +bløde Bryst; det var som en pludselig stærk Forsikring til ham! + +Hun hang tungt paa hans Arm nu og stod ufravendt rettet mod Talerstolen; +Hænderne gik nervøst til Haaret. + +„Du er saa urolig Barn,“ sagde Moderen som havde sat sig ved deres +Fødder. „Du kunde godt lade mig læne min Ryg til dine Knæ — før sad jeg +saa godt.“ + +„Ja Mor,“ sagde Hanne og stillede sig til Rette, hendes Stemme lød helt +oprevet. + +„Pelle,“ hviskede hun pludselig — „hvis han kommer hen til os, saa +svarer jeg ham ikke. Jeg gør ikke!“ + +„Kender du ham da?“ + +„Nej, men det sker vel, at Mænd kommer hen og tiltaler én? Men saa siger +du at jeg hører dig til — ikke?“ + +Pelle vilde svare affejende, men der gik en Frysning gennem hende. „Hun +har Feber,“ tænkte han medlidende; det fik man saa let i _Arken_, det +kom af Kloaken og Dunsterne. „Det kan nu ogsaa godt være hun har stukket +dig en Løgn,“ tænkte han lidt efter — „Kvindfolk er træske.“ Han var for +stolt til at spørge hende ud; men han kunde nok have Lyst til at tage +denne Mand i Kværken og ryste Sandheden ud af ham. + +Men nu raabte Mængden Hurra, saa det rungede; Pelle raabte med. Og da de +holdt op, var Manden borte. + +De gik opefter mod _Bakken_, den gamle traskede sine to Skridt i +Forvejen, Hanne gik og nynnede. En Gang imellem saá hun spørgende paa +Pelle — saa nynnede hun igen. + +„Det kommer jo ikke mig ved,“ sagde Pelle mørkt, „men det er alligevel +ikke rigtigt af dig at lyve for mig.“ + +„Lyver jeg? — men Pelle dog!“ Hun saá ham forundret ind i Øjnene. + +„Ja du gør! Der er noget mellem ham og dig.“ + +Hanne lo klart og rent, men holdt pludselig inde. „Nej Pelle, nej, hvad +bryder jeg mig vel om ham — jeg har jo aldrig set ham før. — Jeg har jo +aldrig engang kysset nogen — ja dig, men du er min Bror!“ + +„Det bryder jeg mig ikke om at være, ikke Spor — at du ved det.“ + +„Har jeg da gjort dig noget ondt? — for saa er jeg ked af det.“ Hun tog +ham ved Haanden. + +„Jeg vil have dig til Kone,“ udbrød Pelle hæftigt. + +Hanne lo. „Har du hørt det Mor, Pelle vil have mig til Kone?“ raabte hun +sprudlende. + +„Ja jeg hører og ser mere end du tror,“ svarede Madam Johnsen kort. + +Hanne saá fra den ene til den anden og blev alvorlig. „Du er saa god +Pelle,“ sagde hun stille, „men du kan ikke komme fra det fremmede med +noget til mig — jeg kender jo alting ved dig. Og jeg har heller aldrig +drømt om dig om Natten. Har du Lykken da?“ + +„Det skal jeg vise dig jeg har,“ svarede Pelle og rejste Hovedet — „bare +du vil give Tid lidt.“ + +„Herregud, tærsker hun nu Langhalm paa Lykken igen!“ udbrød Moderen og +vendte sig brat. „Du kunde godt lade være at ødelægge denne dejlige Dag +for os med dit Tøjeri. Her gik én og var saa glad for alting.“ + +Hanne smilede hjælpeløst. „Mor paastaar, at jeg er skør, fordi Far +engang slog mig i Hovedet da jeg var Barn,“ sagde hun til Pelle. + +„Ja for siden har hun haft det med Anfald, hvor hun ingenting vilde +andet end hænge ude i det uvisse med Sind og Tanker. Dage igennem kunde +hun sidde ved Vinduet og glo; og Børnene nede i Gaarden gjorde hun +fjollede med sit Pjank, naar dét kom over hende. Og mig narrede hun til +at slippe alting — saa fattigt vi havde det efter min Mands Død — for at +gaa rundt paa Gulvet med hende og Dukken og synge Grevevisen. Jo du kan +tro jeg har grædt mine modige Taarer over hende, Pelle.“ + +Hanne gik og nynnede smilende til Moderens Skænden — det var Grevevisens +Toner. + +„Hør nu selv!“ sagde den gamle og stødte til Pelle — „hun skammer sig +ikke engang. Der er ikke noget Udkomme med hende.“ + +Oppe paa _Bakken_ var der et øredøvende Spektakel af overgivne +Mennesker, som travede frem og tilbage i Klynger, blæste i Barnetrompet +og Skrigeballon og teede sig som glade Vilde. Hvert Øjeblik fik man et +Trut ind i Øret, saa man jog sammen, eller opdagede pludselig, at en +Gavtyv var i Færd med at hæfte noget i ens Klæder bag paa; Hanne var +nervøs, hun holdt sig mellem Moderen og Pelle og kunde ikke staa stille. +„Aa nej, lad os komme væk — hen et Sted!“ sagde hun og lo fortvivlet. + +Pelle vilde give Kaffe, og de gik og ledte efter et Telt hvor der var +Plads. Holla! dér stod Liremanden hjemmefra inde i en Karrusel og +nikkede til dem mens han drejede løs; han holdt Haanden for Munden som +en Raaber for at overdøve Larmen. „I træffer Mutter dérhenne sammen med +Olsens!“ brølede han. + +„Jeg kan slet inte høre hvad han siger,“ sagde Madam Johnsen. I Dag brød +hun sig ikke om at træffe Folk fra _Arken_. + +Da Kaffen var drukket, travede de igen op og ned mellem Boderne og +morede sig over Røret. Hanne lod sig spaa; det kostede 25 Øre, men blev +saa ogsaa til en uventet Frier der kom over Havet med mange Penge. +Hendes Øjne lyste. + +„Det kunde jeg saamænd gjort meget bedre,“ sagde Madam Johnsen. + +„Nej Mor — for du spaar mig jo aldrig andet end Ulykker,“ svarede Hanne +leende. + +Madam Johnsen traf en Bekendt der solgte Skrigeballoner, og slog sig ned +hos hende. „Gaa I nu over og faa jer en Svingom, mens jeg hviler mine +trætte Ben,“ sagde hun. + +De unge gik over i Danseboden og stillede sig op blandt Tilskuerne, nu +og da tog de sig en Femøres Dans. Naar andre kom og bød Hanne op, +rystede hun paa Hovedet; hun brød sig ikke om at danse med andre end +Pelle. Lidt henne stillede de forsmaaede sig op, og stod med Hatten i +Nakken og gav ondt af sig; Pelle maatte skænde paa hende. + +„Du fornærmer dem jo,“ sagde han. „Og kanske har de lidt i Hovedet og +ypper Klammeri!“ + +„Hvorfor skal jeg tvinges til at danse med nogen, jeg sletikke kender?“ +svarede Hanne — „jeg vil kun danse med dig!“ Hun var vred i Øjnene og +saá velsignet ud i sin Urørlighed; Pelle havde ikke noget imod at være +den eneste. Han skulde gærne slaa et Slag for hende, om det behøvedes. + +Da de vilde gaa, fik han Øje paa den Fremmede ovre i Baggrunden af +Danseteltet. Han skyndede paa Hanne, som stod og stirrede +aandsfraværende ind i Kredsen af de Dansende og ingenting sansede. Den +Fremmede kom over mod dem; Pelle var sikker paa at hun ikke havde set +ham. + +Pludselig vaagnede hun til og greb Pelles Arm. „Skal vi saa ikke gaa +da!“ sagde hun utaalmodigt og trak ham med sig. + +Ved Døren indhentede den Fremmede dem og bukkede for Hanne. Hun saá ikke +op, men det rykkede i hendes venstre Arm som vilde hun lægge den paa +hans Skulder. + +„Min Kærest danser ikke mere — hun er træt!“ svarede Pelle brydsk og +førte hende med sig. + +„Det var godt vi slap ud derfra,“ udbrød hun befriet, da de gik tilbage +til Moderen. „Det var ikke morsomme Balkavallerer.“ + +Pelle studsede. Hun havde altsaa slet ikke set den Fremmede men blot +troet, det var en af de andre der bød hende op! Det var ikke til at +forstaa heller, hvornaar hun skulde have faaet Øje paa ham; men der +havde været en underlig Medviden over hende, som saá hun tværs igennem +de sænkede Øjenlaag — og Kvindfolk kunde som bekendt se om et Hjørne! — +Og saa det Ryk i Armen! — han vidste hverken ud eller ind. „Jeg er +ligeglad“ tænkte han — „for jeg lader mig ikke spille med!“ + +Han havde dem én under hver Arm, da de gik under Træerne ned til +Holdepladsen; den gamle var livlig, Hanne gik tavs og lod de to snakke. +Men pludselig bad hun Pelle tie et Øjeblik — han saá forundret paa +hende. + +„Det suser mig saa dejligt for Ørerne“ sagde hun. „Men naar du taler, +holder det op!“ + +„Tosse, det er dit Blod som er uregerligt,“ sagde Moderen. „Og Maanen er +i Tiltagende.“ + +Pelle var tavs paa Køreturen; nu og da trykkede han Hannes Haand, der +hvilede varm lidt svedig i hans paa Sædet. + +Men den gamles Glæde vilde ikke brænde ud. Lysene inde fra Staden og det +dunkle hvilende Sund bar gamle Bud ind til hendes tyndslidte Tilværelse, +og med spinkel, dirrende Falsét gav hun sig til at synge: + + Natten breder sine Vinger, + Stjærnerne myldre paa Himmelen frem, + Kirkens Aftenklokker ringer, + Fuglene tie, og Folk køre hjem. + Lad dem køre hvem der ville, + Dampskibet venter, med det vil vi gaa. + Vi vil sejle paa det stille + dejlige Øresunds natdunkle Blaa. + +Men fra Trianglen hjem kneb det hende at følge med — hun var alligevel +kørt træt. + +„Naa, mange Tak for i Dag,“ sagde hun til Pelle nede i Gaarden. „I +Morgen skal man saa til at vende gamle Soldaterbukser igen. Men en +dejlig Tur har det været.“ Hun sjokkede i Forvejen op — stønnede ganske +lidt over Trapperne og smaasnakkede med sig selv. + +Hanne stod og nølede. „Hvorfor sagde du: Min Kærest?“ spurgte hun +pludselig — „det er jeg jo ikke.“ + +„Du bad mig jo om det,“ svarede Pelle — han vilde gærne sige mere. + +„Naa-aa, ja!“ sagde Hanne og løb op ad Trappen. „God Nat du!“ raabte hun +deroppe fra. + + + + + IV + + +Pelle var knyttet til „Familien“ med egne Baand; de tre forældreløse +Børn var de første, der rakte ham en venlig hjælpende Haand, da han tre +Dage efter Landstigningen i Hovedstaden stod paa bar Gade, plyndret for +alle sine Tærepenge. + +Han kom ellers stort nok anstigende, og sov ikke Natten hen paa sin Bænk +nede paa Mellemdækket mellem Kreaturerne; Spændingen holdt ham vaagen, +og han laa og lagde vidtløftige Planer for sig selv og sine 25 Kroner. +Ved første Gry var han paa Dækket og spejdede indover, hvor Storstaden +dukkede op af Disen med sine Taarne og Fabriksskorstene. Oven over Byen +svævede dens Dunstkreds, svagt rødmende mod Morgensolen — og gjorde +Synet festligt; og Indsejlingen mellem Forter og Flaadelejer var tilpas +vidtløftig til at imponere. Tumlen paa Kvæsthusbroen, idet Damperen +lagde til og Kuske og Dragere raabte op, var lige ved at slaa over +Hovedet paa ham, men han havde sat sig for ikke at lade sig gaa paa af +noget. Det kunde være svært nok endda at faa fat ved den rigtige Ende af +alt dette. + +Og saa havde Tilfældet af sig selv sørget for ham. Nede paa Kajen stod +en tyk jovial Mand og saa bekendt paa Pelle; han raabte ikke op, men +sagde ganske jævnt: Goddag Landsmand! og tilbød Pelle Kost og Logi for +to Kroner om Dagen. Det var godt at have en Landsmand midt i alt dette +Virvar, og Pelle gav sig trygt i hans Hænder. Det var en sjælden +hjælpsom Mand, ikke engang den grønne Kiste fik Pelle Lov at bære selv. +„Den skal jeg nok sende Bud efter,“ sagde Manden; og til alting sagde +han rundhaandet: „Det skal jeg nok ordne, lad bare mig!“ + +Da der var gaaet tre Dage, præsenterede han Pelle en vidtløftig Regning +paa nøjagtig 25 Kroner. Det var et mærkeligt Træf, Pelle havde dem lige. +Han vilde jo nødig ud med dem, men Værtshusholder Ellebye kaldte +Gadebetjenten til; Pelle maatte betale. + +Der stod han paa Gaden med sin grønne Kiste og vidste hverken ud eller +ind, hjælpeløs og fortvivlet til Mode, da en lille Dreng kom fløjtende +forbi og spurgte, om han ikke skulde give ham en Haand. „Jeg kan godt +selv bringe Kisten hen hvor det skal være; saa koster det femogtyve Øre +og ti til Trækkevogn. Hvis jeg bare skal tage i den ene Hank, koster det +kun ti Øre,“ sagde han og saá helt forretningsmæssigt paa Pelle. Han saa +ikke ud til at være mere end ni-ti Aar. + +„Jeg ved jo bare ikke, hvor jeg skal søge hen,“ sagde Pelle næsten +grædefærdig. „Jeg er smidt paa Gaden og har ikke noget Sted at ty hen. +Vildfremmed er jeg her i Staden, og mine Skillinger har de plyndret mig +for.“ + +Den lille Dreng gjorde en Bevægelse op i Luften som huggede han til +noget med Panden: „Ja den var sku piværre — du har været i Kløerne paa +Bondefangerne min Far. Saa maa du gaa med hjem — du kan godt bo hos os +naar du vil ligge paa Gulvet.“ + +„Hvad tror du dine Forældre siger, naar du kommer slæbende med mig da?“ + +„Jeg har ingen Forældre, og Marie og Peter gør aldrig Vrøvl — kom du +bare. Og kanske kan du faa Arbejde hos Pipmanden. Hvor kommer du fra?“ + +„Fra Bornholm.“ + +„Det gør vi ogsaa! det vil sige, det er jo mange Aar siden — dengang vi +var Børn! Kom du bare med, Landsmand.“ Drengen lo helt fornøjet og tog i +den ene Hank. + +Det var ganske vist ogsaa en Landsmand der havde plyndret Pelle, men han +gik alligevel med. Det laa ikke til ham at være mistænksom. + +Saadan holdt han sit Indtog i _Arken_, under et Barns Beskyttelse. De to +lidt ældre Søskende godkendte gladelig den lille Karls Handling; og de +tre forældreløse der ellers var sky og tilbageholdende, sluttede sig +straks til Pelle. De havde fundet ham paa Gaden, og opfattede ham som en +Jævnaldrende der var ukendt og trængte til Beskyttelse; de gav ham det +første Overblik over den store By og hjalp ham til at faa fat hos +Pipmanden. + + * * * * * + +Dagen efter Skovturen flyttede Pelle over paa Forbygningens Loft, i +Værelset ved Siden af „Familien“ som netop stod tomt. Marie hjalp ham at +sætte det i Stand og bære Sagerne over; og det var med lettet Sind han +rystede Maskepiet med Pipmanden af sig. Nu var det forbi med +Udsvedningen og alle Stiklerierne der fulgte med; nu traadte han selv i +Forhold til Arbejdsgiveren og kunde se sine Kammerater lige i Øjnene. +Det havde i adskillige Henseender været en forsmædelig Tid, men han +skiltes fra Pipmanden uden Nag. Han havde lært mere de faa Maaneder hos +ham end i hele Læretiden hjemme. + +Han fandt lidt brugt Værktøj hos en Jærnhandler og tog Bord og Seng paa +Afbetaling. Inde fra Hofskomageren fik han noget Børnearbejde at begynde +med; det stak han imellem, sin væsenligste Fortjeneste fandt han hos +Mester Beck i Torvegade. + +Beck var en Mand af den gamle Skole; hans Kundekreds bestod mest af +Vægtere, Prammænd og de gamle Ulke der holdt til ude paa Kristianshavn. +Skønt han var født og opvokset her, lignede han en Provinshaandværker, +gik i Morgensko som Datteren havde broderet, og røg om Søndagen lang +Pibe i sin Gadedør. Han saá gammeldags paa Haandteringen og var glad for +Pelle, der kunde spande svært Fedtlær og ikke var bange for at tage i et +Par gamle Transtøvler. Becks Arbejde kunde ikke saa godt sendes ud, og +Pelle mødte villig paa Værksted og tog en Haand i hvad der forefaldt. +Kun vilde han ikke have Kost og Logi hos Mester paa gammeldags Manér. + +Forandringen betød Opgang fra første Dag; han arbejdede med Liv og Lyst +og begyndte at lægge til Side for at faa Skylden til Sort fra Haanden. +Nu øjnede han ogsaa den Dag, da han kunde faa Far Lasse herover. + +Om Morgenen naar Loftets Beboere tumlede søvndrukne om i den lange Gang, +for at komme af Sted inden den fløjtede kvart i seks, sad Pelle allerede +derinde og slog sine Skomagerslag. Ved Syvtiden gik han hen paa Becks +Værksted, naar der var noget til ham. Han fik ogsaa en Del Arbejde fra +_Arkens_ Beboere. + +Han havde gjort en Erfaring over Produktionens Vilkaar, og denne +Erfaring var som en frugtbar Kærne, der laa og spirede hvor den var +smidt hen, og vilde avle bestandig mere. Det mærkedes straks som en +Bedring i Kaarene at have rystet den ene Udbytter af sig — hvad om man +kunde sende den anden samme Vej og selv tage hele Udbyttet af sit +Arbejde! + +Det lød helt fantastisk, men Pelle skulde ikke have noget af at gaa til +Vejrs her og komme flad ned igen. Han havde gjort en haandgribelig +Erfaring, og forlangte Rede paa hvor langt den rakte. Mens han sad og +arbejdede, tvang han Spørgsmaalet til at gaa sindigt frem og tilbage +gennem Tankerne, saa han kunde faa det ordenlig undersøgt: + +Pipmanden var altsaa overflødig som Mellemmand; man kunde gøre et Stykke +Arbejde, uden at det behøvede passere ham og afsætte en Pægl i hans +tørstige Hals. Men var der mere Mening i, at Fodtøjet paa sin Vej ud til +Forbrugerne lagde Vejen om ad Hofskomageren og afsatte Selvejerkøretøj +og Herreleben? Kunde Pelle ikke selv træde i Forhold til Kunderne, og +skyde Meyer ud lige som han havde skudt Pipmanden ud? — jo selvfølgelig! +Tredve Tusend om Aaret stod Hofskomageren i Skat for, sagdes der. „Det +skulde lige deles mellem os der arbejder for ham!“ tænkte Pelle mens han +hamrede Pløkkerne i. „Saa behøvede Far Lasse ikke gaa derhjemme én Dag +længer og hutle sig gennem Tilværelsen.“ + +Dette var noget man kunde tage og føle paa, et praktisk Regnestykke han +havde gjort — som tilsyneladende ikke havde noget med hans lyse Lykketro +at skaffe. Den sad fremdeles i det dulgte et Steds og bar oppe gennem +alt — men vogtede sig vel for at stille bestemte Krav; et tungt +erhværvet Instinkt sagde den, at i Fattigmand galdt det om at være +rummelig. Det var hans Slægtsarv, og han kunde bære den trofast gennem +alle Tilskikkelser; som Millionerne havde gjort det før ham — altid rede +til at tage mod den Ukendte — til de naaede Graven og resigneret +leverede Drømmen videre. Der var et Haab for ham selv i det, men blev +dét slaaet ned, bestod Haabet selv alligevel. Det med Lykken var til +syvende og sidst ikke noget Løfte om haandgribelig Fremgang for den +enkelte, men en bred Forjættelse — baaret frem gennem trælse +Aarhundreder med noget af Evighedens lange Aandedrag. + +Pelle havde hele den endeløse Vandring i sig; den laa nedfældet i hans +Sind som en ufattelig stor Langmodighed. I hans Verden var Ævnerne ofte +nok store, men Resignationen altid større; han var grundigt indstillet +paa at se alting gaa til Spilde og alligevel bevare Haabet. + +Ofte nok havde det taget Toner under den lange Marsj: af „Davidsstaden +med Guld paa Gaden“, „Tusendaarsriget“ og „Herrens Herligheds Genkomst“, +— han havde selv lyttet spørgende til nogle af dem. Men aldrig før havde +det faaet Lyd i en Sang om Mad og Klæder, Hjem og Hygge; hvordan skulde +han saa kende sig igen i det? + +Han sad blot her og gjorde et Regnestykke op, som klart og hurtigt kunde +skaffe ham Del i Goderne — med en Fordringsfuldhed og Utaalmodighed som +han ikke kunde have gjort Regnskab for. + +Og rundt om ham mudrede det paa samme Maade. Der var gaaet et vaagnende +Ryk gennem Masserne, de vandrede ikke længer taalmodigt frem under den +blinde Bevidsthed, men svajede hid og did i forvirret Raadslagning. Det +vidunderlige skulde ikke længer fuldbyrde sig selv, naar Tidens Fylde +kom. Der sad en ond Magt og holdt deres store Haab om Knæerne, saa hun +aldrig kunde føde! De maatte selv se at hjælpe Lykken til Verden. + +Der var gaaet Brud paa den urokkelige Fatalisme, som før havde holdt det +hele saa tungt gaaende; Massen holdtes ikke længere sammen i dump +Resignation. Mennesker som hele Livet igennem havde gaaet deres Vanegang +til og fra Arbejdet, stansede pludselig op og gav sig til at stille +urimelige Spørgsmaal om Hensigten med det hele. Selv de enfoldige vovede +at sætte Tvivl ved Tingenes Orden; det var ikke længer saadan, fordi det +maatte saa være — der var en pinlig Aarsag til Elendigheden. Dermed var +der gaaet Hul, de gik og fik Lyst til at tage Haand i Hanke med +Tilværelsen; Fingrene kløede paa dem efter at rive et eller andet +spærrende ned — de vidste bare ikke hvad. + +Der var noget som en Hvirvel i det, alle Linjer forsvandt. Ukendte +Magter dukkede op og lod sig lige ane, eller besatte de skikkeligste. +Folk der før havde krøbet som Hunde for at faa Føden, blev pludselig +grebne af Stædighed og lod sig slaa ned før de bøjede sig. Støtte Folk +som havde arbejdet paa ét Sted hele deres Liv, kunde ikke længer finde +sig i Tingene og gik deres Vej for et godt Ord. Den tungt erhværvede +Langmodighed var slaaet ud af Sindene; de der støt havde baaret det hele +paa deres Skuldre, gik og lagde sig Ømtaalighed til; de blev urimelige +og umedgørlige som svangre Kvinder. Det var som de ømmede sig under +Trykket indefra af en usynlig Magt, og forsøgte at aabne den haarde +Skorpe for noget nyt i sig. Den smærtelige Tilskyndelse kendtes paa +deres forvirrede Stirren og disse pludselige vanvittige Greb ud i den +tomme Luft. + +Der var noget truende i selve den Uvished Masserne gik og traadte rundt +i, som lyttede de efter ny Ord ude fra Mørket. De slog rask væk gammel +Vane og Hævd ud af Sindet for at gøre Plads i sig; rundtom talte man om +det ny og det ny og prøvede blindt at indrette sig for det — som var det +en Selvfølge, at Tidens Fylde nu var kommen og Forjættelsen skulde +fuldbyrdes just paa dem. De gik og var parate til at gøre et eller andet +— de vidste ikke selv hvad — klumpede sig sammen i Smaahold og +lavede mislykkede Strejker, helt hen i Vejret. Andre lavede +Diskussionsforeninger, og gav sig i hidsige Ord til at slaas om det ny +som ingen af dem kendte — det var navnlig de unge. Mange af dem var +stævnet hid for Lykken — lige som Pelle selv, og de brændte af Uro. Der +var noget hæftigt over dem — en Febertilstand! + +Saadan var Tilstanden da Pelle kom til Hovedstaden — kaotisk, uden noget +trygt Plan at vandre til sin Gærning i. Masserne støttede ikke hinanden +længer, men var i Opløsning og flakkede forvirret efter noget at samle +sig om. Opad i Samfundet mærkedes kun Utrygheden i Arbejdsforholdene; +der klagedes over Uroen, den meningsløse Uro som indskrænkede Udbyttet +og gjorde Konkurrensen med Udlandet vanskelig. Men enkelte kloge vejrede +Folket som et stort lyttende Øre; ny Prædikanter opstod og vilde føre +Mængden ad nye Veje hjem til Gud. Pelle blev et Par Gange af Strømmen +ført Saadanne Steder hen, men lod sig ikke tage; det var de gamle Toner +om igen — dér laa det ikke. Ingen lod sig tilfredsstille længer ved +Anvisninger paa Himlen; de ny Profeter forsvandt lige saa pludselig som +de var dukket op. + +Men der var midt i Forvirringen en fast Klump, en Menighed som var groet +støt frem gennem en Række Aar og fanatisk havde modstaaet Forfølgelse og +Spot oppe og nede fra, til den nu udgjorde nogle Tusend Medlemmer. De +stod fast i Hvirvlen og paastod lige haardnakket, at deres Lære sad inde +med Fremtiden. Og nu syntes den at faa Vind i Sejlene; den svarede paa +en egen Maade til de utaalmodige Krav om at faa Himmerige draget ned her +paa Jorden og Lykken inden for Rækkevidde. + +Pelle havde ladet sig tage af den ny Lære ude ved Den Slesvigske Sten og +kastet sig varmt og stærkt i Armene paa den. Han gik til Møder og +Diskussioner og brugte sine Øren for at faa fat i noget sagligt; hans +praktiske Natur krævede noget haandgribeligt for Tanken at arbejde med. +Nede i hans Væsen arbejdede det samtidig, dybt og stærkt som Strømme +under Is; undertiden mærkedes det op paa Overfladen og gjorde ham +forskrækket. Endnu havde han ikke formaaet at samle det til nogen +Helhed; naar han hørte Klagerne over den ødelæggende Uro der satte +Landets Velstand paa Spil, saá han ikke Sammenhængen i det. + +„Det er dog forkert at de stanser Arbejdet uden nogen Grund,“ sagde han +til Morten, en Dag Bagerikusken var gaaet sin Vej fra Pladsen. „Som nu +jer Ka’l — han havde jo ikke noget at beklage sig over.“ + +„Han har maaske pludselig faaet ondt i Skrævet af, at hans Oldefar +engang har redet Træhesten! Hvem ved — han var jo fra Landet,“ svarede +Morten alvorlig. + +Pelle saá rask paa ham. Han led ikke Mortens dobbeltbundede Maade at +tale paa, den gjorde ham utryg. + +„Kan du ikke lige saa godt tale ordenligt?“ sagde han. „Jeg forstaar dig +ikke.“ + +„Ikke det? — Men der er vel Aarsag nok, Masser af gammel Aarsag; hvorfor +Pokker skal der saa oven i Købet være en Grund fra i Gaar? Kunde du ikke +tænke dig, at Arbejderen — der har traadt Trædemøllen saa længe i den +Tro at Bevægelsen udgik fra de andre — pludselig opdager, at det er ham +selv der holder det hele gaaende? For det er hvad der foregaar! +Fattigmand er ikke bare en Træl der træder Hjulet, og faar en Haandfuld +Mel kastet i Halsen engang imellem for at han ikke skal sulte ihjæl. Han +er ved at opdage at han staar i højere Tjeneste, du! — og nu vender +Bevægelsen sig og udgaar fra ham selv! — Men det kan du sagtens ikke +se,“ tilføjede han ved at se Pelles vantro Udtryk. + +„Nej for jeg har ikke Højhedsvanvid,“ svarede Pelle leende — „og du er +da heller ingen Profet, som kan forudsige saa store Ting. Men jeg har +Forstand nok til at regne ud, at vil man gøre Vrøvl, maa man have noget +bestemt at gøre Vrøvl over. Ellers gaar den ikke. Det med Træhesten er +ikke tilstrækkeligt.“ + +„Det kommer vel an paa, hvor mange der gør Vrøvl,“ svarede Morten. „Hvad +alle er med i, behøver der ikke gives Grunde for.“ + + * * * * * + +Pelle tumlede videre med det under Arbejdet. Det gik ikke med disse +Overvejelser i al Almindelighed; hvad der var af den Slags i hans +Tankeverden, var fastslaaet gennem Slægtled og handlede mest om Liv og +Død. Han maatte have praktisk fat og søgte igen tilbage til sin egen +store Erfaring —: + +Pipmanden var overflødig, det havde Pelle selv leveret Beviset for! Og +der var ikke noget i Vejen for at skyde Hofskomageren ogsaa ud; det var +Svendene der besørgede Maaltagning og Tilskæring — hele Arbejdet! Han +var egenlig en Udsveder han ogsaa, der havde sat sig paa Toppen af hele +Historien og sugede Profitten til sig. Men saa havde Morten jo alligevel +Ret i sit storsnudede Syn paa Arbejderen som den der bar det hele! Pelle +studsede lidt ved Resultatet, og fastslog forsigtigt at det i alle Fald +galdt for hans Fags Vedkommende. Dér var der god Mening i at erobre sit +eget tilbage — men hvordan? + +Hans sunde Sans krævede noget at sætte i Stedet for Meyer og de andre +store Udsvedere. Det gik ikke, at hver Svend sad og miksede paa egen +Haand som Smaamester; han havde set formeget af det hjemme i Provinsbyen +— det skabte Hutleri! + +Han satte sig saa til at udarbejde en Plan for en Produktionsforening: +et Antal Arbejdere i Faget skulde slaa sig sammen, indskyde hver sin +lille Andel og leje Forretningslokaler; Arbejdet skulde fordeles mellem +dem efter hver Mands særlige Anlæg, og af deres Midte valgte de en til +at forestaa det hele. Paa den Maade kunde Spørgsmaalet løses — hver Mand +fik det fulde Udbytte af sit Arbejde. + +Da han havde gennemtænkt sin Plan grundigt, gik han til Morten med den. + +„Det har jo været fremme inden for Bevægelsen,“ udbrød Morten og trak en +Bog frem — „men det gik mærkværdig nok ikke. Hvor har du hugget den +Ide?“ + +„Det har jeg selv siddet og fundet ud,“ svarede Pelle selvfølende. + +Morten saá lidt tvivlende ud. Han slog op i Bogen og viste Pelle, +hvorledes hans Ide netop var skitseret — Ord til andet næsten — som et +Led i Fremrykningen. Det var et Værk om Socialismen. + +Naa, Pelle tabte ikke Modet af den Grund! Han var stolt over at have +udfundet noget, som ogsaa andre var kommet paa — lærde Folk oven i +Købet! Han begyndte at faa Tillid til sin egen Tanke, og søgte ivrigt ud +til Møder og Foredrag. Kræfter og Mod vidste han han havde. Han vilde se +at blive dygtig! — og saa opsøge dem der gik foran og brød Vejen, og +tilbyde dem sin Tjeneste! + +Hidtil havde Lykken altid dunkelt foresvævet ham som et Æventyr, der +pludselig slog ned over sin Mand og hævede ham op i højere Egne, mens +alle de andre stod tilbage og stirrede langt efter én — det var jo det +pinlige. Men her skimtedes nye Veje, som førte til Lykke for alle der +udrettede noget — saadan som _Kraften_ havde fantaseret sig det i sin +Dødsstund. Han begreb ikke saa lige, hvor alt det skulde komme fra; men +det blev deres Sag som skulde udrede det! + +Alt dette holdt hans Sind i ny og uvant Beskæftigelse. Han var ikke vant +til at spekulere paa egen Haand, men havde hidtil holdt sig til hvad der +var overleveret ham som Slægtens Vedtægt — og ofte blev det byrdefuldt +nok. Saa slog han til det hele for at blive det kvit. Men det kom igen! + +Naar han var træt, fik Hanne igen Magt over ham, og han søgte over til +dem om Aftenen. Han vidste godt at det ikke var for det gode, nogen +Fremtid ved Hannes Side var det ham ikke muligt at tænke sig; i +Forbindelse med hende eksisterede kun Øjeblikket. Hendes sælsomme Væsen +havde Magten med ham — det var det hele! Tidt nok svor han ikke at lade +sig gække, men gik derned alligevel. Han maatte prøve at erobre hende — +og saa tage Følgerne! + +En Dag efter Fyraften kom han slængende derned. Der var ingen paa +Svalen, saa gik han ind i det lille Køkken. + +„Er det dig, Pelle?“ lød Hannes Stemme inde fra Stuen — „kom bare ind.“ + +Hun havde nok vasket sit Legeme og sad nu i hvidt Skørt og Livstykke og +redte sit fagre Haar. Der var noget af en Prinsesse over hende, saadan +som hun hægede om sin Krop og forstod hvordan det skulde gøres. Spejlet +stod foran hende i Vinduet, og uden for den lille Bagstue, i Smuget +mellem Tage og skjoldede Brandmure, saas Børnehusbroen og Kanalen der +løb udefter. Derude ved Handelspladserne var Luften streget graa ind af +Skibenes Rejsning. + +Pelle satte sig paa Puffen henne ved Kakkelovnen med Albuerne paa +Knæerne og gloede ned i Gulvet; han var underlig i Hovedet. „Bare den +gamle snart vilde komme,“ tænkte han — „jeg tror, jeg gaar ud og lader +som jeg kigger efter hende.“ Men han blev alligevel siddende. Ved Væggen +stod Dobbeltsengen med rødblomstret Tæppe over, og op ad den anden Væg +Bordet med Stolene skubbet ind under. „Hun skulde ikke gække mig altfor +meget,“ tænkte han igen — „kanske ender det med, at jeg tager for mig. +Og saa brænder hun sig!“ + +„Hvorfor siger du ikke noget til mig, Pelle?“ spurgte Hanne. + +Han løftede Hovedet og saá hende derinde i Spejlet, hun havde Spidsen af +Fletningen i Mundvigen, og lignede en Killing der bider i sin Hale. + +„Aa, hvad skal jeg vel sige?“ svarede han mut. + +„Du gaar og er fornærmet paa mig, men det er nu Synd af dig — det er! +Kan jeg gøre for at jeg er saa angst for Fattigdommen — aa saa det gruer +inden i mig? Lige fra jeg blev født har det aldrig været andet; og du er +ogsaa fattig Pelle, lige saa fattig som jeg selv. Hvad kan der vel ske +med os to — vi ved jo det hele!“ + +„Hvad er det for noget der skal ske da?“ + +„Det ved jeg ikke, og det er ogsaa lige meget — noget som jeg ikke +kender bare. Uh, alting bliver saa kendt naar man er fattig; hver Traad +i Tøjet kender man udenad, og kan se hvor det slider paa den. Havde du +bare været Sømand, Pelle.“ + +„Har du kanske mødt _ham_ igen?“ spurgte Pelle. + +Hanne virrede leende med Hovedet. „Nej men jeg tror paa noget du — noget +storartet! Der ligger et stort Sejlskib derhenne — jeg kan se det her +fra Vinduet. Det er fuldt af dejlige Ting, Pelle!“ + +„Du er vild,“ sagde Pelle haanligt. „Det er en Bark der skal ind til +Kulkajen, den kommer fra England med Kul.“ + +„Det kan godt være,“ svarede Hanne ligegyldigt — „hvad bryder jeg mig om +det! Dérhenne ligger Skibet og har noget til mig fra det fremmede! +synger det hele Tiden inde i mig; og den Glæde kan du vel nok unde mig?“ + +Moderen kom vrængende ind. + +„Ja dérhenne ligger Skibet og har noget til mig — dér ligger Skibet og +har noget til mig — æv! Er du ikke snart ked af at høre paa dit eget +forskruede Pjat? Hele din Barndom har du siddet dér og hængt — og gloet +efter Skibet; nu kunde det snart være nok. Og dér lader du Pelle sidde +og se paa at du blotter din Ungdom — skammer du dig ikke?“ + +„Pelle er saa god Mor — og han er min Bror. Han tænker ikke —“ + +„Tænker ikke! Jo han tænker: Hvor hendes Barm er blød og hvid. Og hans +Sind græder, fordi han ikke faar Lov at lægge sit Hoved dér. Jeg har vel +ogsaa kendt til at skænke Glæder i mine unge Dage!“ + +Hanne rødmede helt ned over sin Barm. Hun slog Haandklædet over sig og +løb ud i Køkkenet. + +Moderen saá efter hende: + +„Hun er saa skær i Huden som nogen Kongedatter — skulde én nu ikke tro, +hun var en Gøgeunge? Hendes Far kunde heller ikke lide hende. Du har +været mig utro med en eller anden Finstikker — sagde han saa ofte — +hvordan skulde to fattige slaaet sammen give saadant Postelin? Ved den +levende Gud, Johnsen — sagde jeg — du og ingen anden er Far til +Pigebarnet! Men han pryglede os og vilde ikke tro mig; han saá sig gal +paa Ungen og hadede os begge to for hendes Finheds Skyld. Ikke saa sært +om hun er blevet lidt underlig i Hovedet — vil du saa tro hun har kostet +mig nogle salte Taarer? Men lad du hende fare, Pelle! For hendes egen +Skyld kunde jeg godt ville, at du skulde have hende, men du har ikke +godt af at gaa saadan og blive holdt hen. Og faar du hende, bliver det +kanske daarligere endnu; Kvindenykker er elendigt Bohave for et Hjem.“ + +Pelle indrømmede det i sit stille Sind. Han havde ladet sig daare, og +gik og ødede af sin Ungdom paa en Vej der ikke førte igennem. Og nu +skulde det være forbi. + +Hanne kom ind og saá paa ham, lys og sværmerisk. „Vil du med ud og gaa +en Tur, Pelle?“ spurgte hun. + +„Ja,“ svarede Pelle glad og smed hurtig alle Forsætter over Bord. + + + + + V + + +Pelle og hans lille Naboerske kappedes om, hvem der kunde komme først op +om Morgenen. Naar hun var heldig og maatte kalde paa ham, straalede +hendes Ansigt af Stolthed; det hændte han blev liggende lidt længer for +at unde hende den Glæde, og svarede helt søvndrukken naar hun dunkede i +Væggen. Men undertiden tog Barneaarene deres Ret; Pelle færdedes saa +stille som muligt, og ved Halvsekstiden bankede han i Væggen. Saa var +hun flov hele Formiddagen. + +Brødrene skulde have deres Morgendrik og være paa Arbejde Kl. seks; +Peter der var ældst gik paa en Blikvarefabrik, Karl løb med Morgenaviser +og paatog sig alt muligt tilfældigt Sjov. Han maatte støve det op, og +hele hans lille Person bar Præg deraf. Der var noget rastløst vandrende +over hans Væsen, som om Tankerne bestandig jog rundt efter Udveje. + +Paa den Tid mudrede det rundt om; nede over Brøndens Bund og ud gennem +Tøndegangen lød en endeløs Klapren af Fodtrin fra _Arkens_ Hundreder, +der væltede søvndrukne ud i Dagen, tjavsede — med Rester af Nattens +Indhold hængende i Træk og Øjne. De smaskede som smagte de paa +Modsætningen mellem Nat og Dag, gabede lydeligt og jog af Sted. Heroppe +paa den lange Gang tumlede Fabrikspiger, Arbejdere og Aviskoner +halvnøgne rundt, de var altid forsinkede, og stod smaaskændende og +ventede paa deres Tur til at komme til Vasken. Der var kun en Vask ved +hver Ende af Gangen, og det blev lige at faa Øjnene dyppet og Søvnen +jaget væk. Til alle Humrene stod der aabent, Natdunsterne hang tungt i +Gangen. + +De Dage han arbejdede hjemme, var den lille Marie i godt Humør; hun sang +og trallede ustanselig med sin underlige Dværgestemme, og hvert Øjeblik +kom hun ind og tilbød sin Tjeneste. Saa kunde hun stille sig bag ham og +tavs staa og betragte hans Arbejde, mens Aandedrættet gik hørligt inde i +hende med smaa Pibelyde. Der var en dump Rugen i selve hendes lille +hæmmede Legeme, der mindede Pelle om Mortens ulykkelige Søster Karen; +det samme ufuldbaarne, stenede — som ved Frugterne af altfor unge Trær. +Men hun var af lysere Lød alligevel, Barnesliddet sad ikke som beske +Væsker i hende, det var kun det ydre der var mærket deraf. Over hendes +Sind laa tværtimod et Skær af forhutlet Lykke, som havde hun det meget +bedre end hun kunde vente. Kanske kom det af, at hun saá et Resultat af +sit Barneslid; der var ingen til at sprede det for alle Vinde. + +Hun var en dygtig lille Husmoder, og Brødrene respekterede hende og +bragte retskaffent hjem hvad de fortjente. Saa tog hun fra hvad der +skulde bruges, lagde til Side til Huslejen i en Æske som hun gemte i +Komoden, og gav dem det de maatte more sig for. „Lidt skal de have,“ +sagde hun til Pelle, „for Mandfolk kan ikke lide at gaa uden Penge i +Lommen. De fortjener det ogsaa, for de har aldrig saa meget som drukket +en Øre op; om Lørdag Aften gaar de lige hjem med Fortjenesten. — Men nu +maa jeg nok ind til mit Arbejde; skrækkeligt ogsaa som Tiden bliver +borte mellem Hænderne paa én.“ Hun snakkede akkurat som en gift Kone, og +Pelle morede sig indvendig. + +Lidt efter kom hun stikkende igen; han skulde smage et eller andet, +eller hun havde sit Lappearbejde med og slog sig ned paa Kanten af en +Stol. Hun var altid paa Spring, som om en Gryde kunde koge over naar som +helst. + +Saa snakkede de Fornuft, den lille Marie brød sig ikke om Pjank. Der var +nok af alvorligt at snakke om, de vanskelige Tider, Maries Forældre, og +selve det forunderlige at de to havde truffet hinanden en Gang før. Det +var en Hændelse fuld af uudtømmelig Rigdom for hende, skønt hun ikke +kunde huske det. + +Men Pelle huskede det tydeligt, og maatte fortælle igen og igen om sin +Tur til Havnen derhjemme for at vise gamle Tækkemand Holm Damperen; og +Marie lo hvergang hun hørte, at Holm stod og sprang af Skræk for det +prustende Dampspil. — Hvad saa da? — Ja Damperen var jo i Færd med at +tage en Bunke Bohave ind, gamle Senge, Borde og sligt. + +„Det var vort altsammen!“ udbrød Marie og klappede i Hænderne — „dengang +havde vi noget. Vi havde det at sætte ud af, mens Far laa syg efter +Faldet?“ Saa stirrede hun spørgende paa ham efter mere. + +Og midt i Bohavet stod en Mand med et fint gammelt Spejl i Favnen. +Tækkemand Holm kendte ham og gav sig i Snak. + +„Han græd — ikke?“ spurgte Marie rørt. „Far var saa ulykkelig fordi det +gik tilbage for os.“ + +Saa snakkede hun selv om Hotellet dernede ved Østlandets Klipper, og de +fine Gæster som laa der om Sommeren. Tre Aar havde de boet der, og Pelle +maatte igen nævne Summen man havde bedraget hendes Far for. Hun var +stolt over at de havde ejet saa meget engang — ti Tusend. + +Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, en Dag traadte +han paa en Vippeende og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle +Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i _Arken_. Moderen gik ud +og vaskede for Folk, men hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde +ikke bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt til Sekterne +efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. Og en Dag forsvandt hun, +man mente hun havde druknet sig i Kanalen. „Men nu har vi det godt,“ +sluttede Marie altid — „nu er det ingen Sag.“ + +„Er du da ikke træt af at have alt det at tage Vare paa?“ kunde Pelle +forundret spørge. + +Hun saá forbavset paa ham: „Hvorfor skulde jeg vel være træt? Der er +ikke mere end man kan overkomme — naar man bare passer Tiden. Og +Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig Vrøvl.“ + +De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de kunde, og var helt +stolte over deres lille Menage. Naar det gik dem smaat, sultede de og +holdt alvorlige Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp af nogen. De +levede i en bestandig Frygt for, at Politiet skulde faa Nys om deres +Forhold og komme og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive jaget fra +hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De var sky og holdt sig +for sig selv. I _Arken_ holdt alle af dem og dækkede deres Skjul. Med +Beboernes Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var der Ballade +i et eller andet Hjem. Der var ligesom en Oprejsning i at have disse tre +Børn boende saa smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille +Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom. + +Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket ham op paa Gaden og +betragtede ham paa en Maade som et Hittebarn, der stadig stod under +deres Beskyttelse. Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene, +bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa — der hjalp ingen Protest. Og om +Formiddagen naar hun var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham +med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge Ansigt lyste af Omsigt +og Trang til at hjælpe; hun spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv +fat hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, fandt han +altid sit Værelse i Stand om Aftenen. + +Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med Formiddagskaffe til dem begge. +Han nænnede ikke at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde gaa +en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb han saa ned efter Boller. +Marie lagde gærne sin Part til Side til Drengene under et eller andet +Paaskud — hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde noget selv. + +Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og var bestandig i lyst Humør, +selv Hanne kunde ikke kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der +var over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, der ikke +satte Ar i Hjærtet. + +Og over for dette prøvede Barn skammede han sig simpelt hen, hvis noget +vilde komme op og forstemme. Han følte det som en Pligt at lyse op i +hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte muntert op, spøgede +og smaadrillede hende for at sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede +hun paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad et kært Barn der +vil forjage ens Bekymringer — og tilbød at gøre noget. + +„Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig — eller efterse dine Skjorter?“ +spurgte hun. Hendes Taknemlighed gav sig altid Udslag i Arbejde. + +„Nej tak, Marie — det besørger Hanne og hendes Mor jo.“ + +„Men det er ikke noget for Prinsessen — det kan jeg meget bedre.“ + +„Prinsessen?“ sagde Pelle og løftede Hovedet. „Kaldes hun saadan?“ + +„Kun af os Børn — det er ikke noget Øgenavn. Vi legede altid Prinsesse +naar hun var med — og hun var det! Men ved du hvad? der skal komme en og +bortføre hende — en meget fornem én. Hun er givet hen paa Vuggen til en +fin Herre.“ + +„Sikke noget Snak,“ sagde Pelle ærgerlig. + +„Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi inde under Svalen dér i +Krogen ved Skarnkassen, og saa fortalte hun det — det _er_ sandt! Synes +du ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse — saadan!“ Marie +gjorde en Bevægelse i Luften med strittende Fingre. „Og hun ved alt, +hvad der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin lange Kjole, og +hendes Mor stod og skældte ud deroppe. Saa satte hun sig over Risten +ligesom paa en Trone og var Dronning — og vi var hendes Damer. Hun +flettede vort Haar og satte det fint op med kulørte Baand. Naar jeg saa +kom op, rev Mor det hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det var +Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. Da saa Mor forsvandt, havde +jeg ikke Tid til at lege med mere.“ + +„Stakkels lille Pige,“ sagde Pelle og strøg hende over Haaret. + +„Hvorfor siger du det?“ spurgte hun og saá forundret paa ham. + +Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting at vide som ikke engang +Drengene maatte kende. Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde +lyse Haar var altid glattet hen over Panden. + +Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. Saa pyntede hun sig i +det bedste og gik ved hans Side gennem Gaderne, smilende over hele +Ansigtet. „Nu tror maaske Folk vi er Kærester,“ sagde hun engang — „men +hvad gør det? Lad dem bare tro.“ Pelle lo; hun var med sine elleve Aar +ikke større end et niaars Barn — saa forsat i Væksten. + +Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke gærne om det, men der +kunde komme noget fortrykt i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de +gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. Det kostede ham +stor Anstrængelse at faa det formet i Ord, der klang af det de skulde, +Tankerne var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang sig ikke i hans +Ubehjælpsomhed; de havde endnu lettere ved at tro paa det Ny end han +selv. + + + + + VI + + +Med Pelle foregik der i denne Tid en mærkelig Forandring. Han havde set +nok af Nøden og Ulykken i sit Liv, og Hovedstaden her var simpelt hen en +Valplads, hvor Hær efter Hær havde kastet sig frem og var gaaet ynkelig +til Grunde. Rundt om var der fuldt af faldne, Byen var bygget over dem +som paa en Kirkegaard; man maatte træde paa dem for at kunne færdes — og +forhærde sig. Livets Lod var nu engang saaledes; og man lukkede Øjnene — +som Faarene naar de ser deres Kammerater blive slagtet — og ventede +stille paa sin Tur. Andet var der ikke. + +Men nu vaagnede Smærten i ham; det gjorde skærende ondt inde i ham +hvergang han saá nogen lide; han knurrede mod Ulykken saa bundløs den +var. + +Det kom en Dag han sad og arbejdede. Henne i den anden Ende af Gangen +var der nylig flyttet en Fabrikspige ind med sit Barn. Hver Morgen +laasede hun Døren og gik, og kom ikke igen fra Arbejdet før Aften. Naar +Pelle kom hjem hørte han ofte Graad derinde fra. + +Han sad og arbejdede og tumlede med sine forvirrede Tanker; hele Tiden +havde han en underlig kvalt Lyd i Øret, pinagtig som om noget _gav_ sig +ustanselig. Kanske var det blot selve Elendighedens Klagesang; der hang +Strofer af den i Luften altid. + +Den lille Marie kom hastig ind. „Aa Pelle, nu græder den igen,“ sagde +hun og knyttede Hænderne gruende foran sit indfaldne Bryst. „Den har +grædt hver Dag lige siden de flyttede ind — det er saa forfærdeligt.“ + +„Lad os gaa hen og se hvad der er i Vejen,“ sagde Pelle og smed +Hammeren. + +Døren var laaset, de prøvede at kigge gennem Nøglehullet men kunde ikke +se noget. Barnet derinde stansede sin dumpe Graad et Øjeblik da det +hørte dem, men tog saa fat igen; det klagede smaat og ensartet som havde +det indrettet sig paa at holde ud i det uendelige. De saá paa hinanden, +det var ikke til at holde ud. + +„Alle Nøglerne er éns her paa Gangen,“ sagde Marie stille. I to Spring +var Pelle henne efter sin Nøgle og lukkede op. + +Lige inden for Døren sad en lille fireaars Purk med et Stykke rustent +Bliktøj i Haanden og gloede op paa dem; han var bundet fast til +Kakkelovnen, ved Siden af ham paa en gammel Træstol stod en +Bliktallerken med nogle gnavede Brødskorper. Barnet var klædt i snavsede +Pjalter og saa forfærdeligt ud; det sad i sit eget Snavs, de smaa Hænder +var fulde og det ophovnede forgrædte Ansigt helt tilsmurt. Det rakte +Hænderne bedende op imod dem. + +Pelle brast i Graad ved det forfærdelige Syn og vilde tage den lille op +til sig. „Nej lad mig!“ raabte Marie forskrækket, „du griser dig jo +til!“ + +„Hvad saa!“ svarede Pelle dumpt og hjalp til at løse Barnet; hans Hænder +rystede. + +De fik Drengen gjort nogenlunde i Stand og gav ham Mad; saa slap de ham +løs ude paa den lange Gang. En Stund stod han og gloede dumt ved +Dørstolpen; saa opdagede han at han ikke var bundet, og gav sig til at +storme frem og tilbage. I Haanden havde han den gamle Tési endnu, som +han sad med da de brød ind til ham; han havde holdt den krampagtigt fast +hele Tiden, Marie maatte dyppe Haanden med for at faa Sien vasket. + +Engang imellem stansede han uden for Pelles aabne Dør og kiggede ind; +Pelle nikkede til ham. Saa stormede han igen frem og tilbage — han var +helt vild. Men pludselig kom han helt ind, lagde Tésien i Pelles Skød og +saá op paa ham. „Skal jeg have den?“ spurgte Pelle. „Se, du Marie, han +giver mig det eneste han ejer.“ + +„Aa den lille Stakkel,“ udbrød Marie rørt, „han vil øve Gengæld.“ + +Om Aftenen kom Fabrikspigen farende, hun var gal i Hovedet og skældte ud +over Indbruddet. Pelle undredes selv over, at han kunde svare roligt og +ikke skældte igen; men han forstod nok, at hun skammede sig over +Elendigheden og ikke vilde have nogen skulde se den. „Det er Synd mod +Barnet,“ sagde han blot — „du holder jo alligevel af ham.“ + +Saa gav hun sig til at græde: „Jeg er nødt til at binde ham, ellers +kryber han op i Vinduet og styrter sig ned paa Gaden — han har taget +Krogene af én Gang. Og Klæder til at sende ham til Asylet i har jeg +ikke.“ + +„Saa lad Døren staa aaben til Gangen,“ sagde Pelle — „vi skal nok se +lidt til ham, Marie og jeg.“ + +Siden løb Drengen paa Gangen og tumlede sig, Marie hjalp ham til Rette +og var som en Moder for ham; Pelle købte noget Tøj hos en Marskandiser, +og hun syede det om. Ungen saa kostelig ud i det og var en hel Trold til +at sætte Humør; han havde ikke lært at tale i sin Ensomhed, men nu kom +det hurtigt. + +I Pelle afsatte denne Begivenhed noget nyt. Elendigheden havde han altid +kendt, nu saá han den himmelraabende Uretfærdighed der stod bag, og +kunde knytte Hænderne i Vrede bedst som han sad. Der var noget man +maatte hade uden Ophør, Nat og Dag saa længe man trak Aande — Morten +havde Ret i det ogsaa. Dette Barn havde en Fabriksherre til Far, og +Pigen turde ikke engang stævne ham til at betale Underhold til Barnet, +for ikke at blive jaget af sin Plads. Saa uoverkommeligt det hele saa +ud, følte han Trang til at slaa et Slag. Hans Haand alene vejede saa +lidt, men hvis de nu førte Slaget samlet, saa kanske mærkedes det. + +Om Aftenen fulgtes han og Morten til Møder, hvor Tilstandene blev sat +hæftig under Debat; Deltagerne ved disse Møder var mest unge Mænd som de +selv, man samledes i en eller anden Beværtning paa Nørrebro. Men Pelle +trængte til at se Resultater og kastede sig ivrigt ind i Organiseringen +af sit eget Fag; han satte Ild i den trætte Formand med sin Iver, og +udarbejdede sammen med ham en Liste over alle Fagets Udøvere — som +Grundlag for en mere haardhændet Agitation. Naar man indkaldte +Kammeraterne til Møde gennem Bladet, holdt de sløve sig borte; der +maatte skarpere Midler til, og Pelle fik Husagitationen i Gang. Det +hjalp straks! de havde svært ved at knibe ud, naar man tog dem Ansigt +til Ansigt, og Foreningen fik god Tilgang trods de store Mestres +Forfølgelse. + +Morten begyndte at se med Respekt paa ham, og vilde have ham til at læse +om Bevægelsen ogsaa; men det havde Pelle ikke Tid til. Han holdt +_Arbejderen_ sammen med Peter og Karl der var helt ivrige; det fik være +nok. „Jeg ved mere om Elendigheden end de der skriver,“ svarede han. + +Han manglede ikke Ved til sit Baal heller. Han havde gjort de Elendiges +Marsj med fra Landet til Byen og nu hertil, hvor de stod og ikke kunde +komme længer med deres Higen men omkom som paa en øde Strand. _Arkens_ +mange Livsskæbner laa daglig for hans Øjne som et stort Fælleseje, hvor +ingenting behøvede at skjule sig og den enes Nød var den andens Klage. + +Hans Væsen forandredes stærkt i denne Tid — bort fra det sorgløst +modtagende. Han lo mindre, og tog paa tilsyneladende Smaatterier med et +Alvor, der kunde virke komisk. Og der kom en Selvfølelse over hans +Optræden, som syntes daarlig begrundet af hans Stilling og Fattigdom. + +— — — + +En Dag efter Fyraften han kom hjem fra Becks Værksted, hørte han Børnene +synge Hannes Vise inde i Gaarden. Han stansede i Tøndegangen, Hanne stod +selv midt i Kredsen, og de smaa gik rundt om hende og sang: + + „Jeg gik mig over høje Bjærg, + saa ned i dyben Dal. + Saá jeg et Skib komme sejlendes + — komme sejlendes — + hvori tre Grever var.“ + +Over Hannes Ansigt laa et blindt, stillestaaende Smil, Øjnene var næsten +lukkede. Hun drejede sig langsomt rundt om sig selv til Børnenes Sang og +sang sagte med: + + „Den alleryngste Greve, + som udi Skibet var — —“ + +Pludselig fik hun Øje paa Pelle og brød ud af Ringen. Hun fulgte med ham +op over Trapperne. Børnene stod dernede og raabte skuffet efter hende. + +„Kommer du ikke over til os i Aften?“ spurgte hun. „Det er saa længe +siden vi har set dig.“ + +„Jeg har ikke Tid, jeg skal et Sted hen,“ svarede Pelle kort. + +„Men du maa alligevel — jeg beder dig om det, Pelle.“ Hun saá tryglende +paa ham, hendes Øjne brændte. + +Pelles Hjærte kom til at banke ved hendes Blik. „Hvad vil du mig da?“ +spurgte han hæftigt. + +Hanne stod og stirrede raadvild ud. „Du maa hjælpe mig, Pelle,“ sagde +hun tonløst og uden at se paa ham. „Jeg, jeg har mødt —! Han stod her +udenfor i Aftes da jeg kom fra Fabrikken — han ved hvor jeg bor! Jeg gik +over til den anden Side og lod som jeg ikke saá ham, men han kom efter +mig. Han sagde, jeg skulde komme paa Nytorv i Aften.“ + +„Hvad svarede du saa?“ spurgte Pelle mørkt. + +„Jeg svarede slet ikke, men løb alt hvad jeg kunde.“ + +„Er det det hele du vil mig?“ udbrød Pelle haardt, „Du kan jo blive fra +ham — hvis ikke du vil!“ + +Der gik en Frysning gennem hende. „Men hvis han nu opsøger mig her? — og +du er saadan! Jeg bryder mig ikke om andet paa Jorden end dig og Mor!“ +Hun sagde det hæftigt. + +„Jeg skal nok komme over til jer da,“ svarede Pelle glad. + +Han skyndte sig at klæde sig om og gik derover. Den gamle var glad ved +at se ham, Hanne var helt overgiven; hun drillede ham bestandig, og det +varede ikke længe før han havde opgivet sin Standhaftighed og ladet sig +hilde i det dejligste Spind. De sad ude paa Svalen under det grønne +Løvværk, Hannes Ansigt glødede om Kap med Slyngpelargonien, hun vuggede +med Foden og stødte hele Tiden Skosnuden mod hans Ben. Hun var nervøst +livlig og skulde bestandig have at vide hvad Klokken var. Da Moderen gik +ind i Køkkenet for at lave Kaffe, tog hun Pelles Haand og klappede den +leende. „Følg med ud,“ sagde hun, „jeg har Lyst til at se, om han +virkelig er saa dum at tro, at jeg kommer. Vi kan staa i Skjul og se +det.“ + +Pelle svarede ikke. + +„Mor,“ sagde Hanne da Madam Johnsen kom med Kaffen — „jeg gaar ud og +køber til det Liv. Pelle følger med.“ + +Det Paaskud var nu altfor gennemsigtigt, men den gamle fortrak ikke en +Mine. Hun havde nok set, at Hanne var mild til Sinds med Pelle i Aften; +der var noget stærkt oppe i Pigebarnet, og hvis Pelle vilde, kunde han +lægge Bidslet forsvarligt paa hende nu. Hun havde ikke noget imod, om de +to unge løb Linen ud, kanske faldt de saa til Ro ved hinandens Side. + +„Du skulde tage Sjalet med,“ sagde hun til Hanne. „Aftenluften kan blive +kølig.“ + +Hanne gik saa rask at Pelle knap kunde følge med. „Det bliver sjovt at +se hans Skuffelse naar vi ikke er der,“ sagde hun leende, Pelle lo +ogsaa. De stillede sig under Raadhussøjlerne og spejdede ud over Torvet; +Hanne var helt kortaandet af den raske Gang. + +Efterhaanden som Tiden gik og den Fremmede ikke viste sig, svandt hendes +Livlighed, hun tav med et skuffet Udtryk. + +„Her kommer slet ingen,“ sagde hun pludselig og lo kort. „Det var bare +noget jeg bildte dig ind, for at se hvad du vilde sige.“ + +„Saa lad os da gaa,“ svarede Pelle roligt og tog hende ved Haanden. + +Idet de traadte ned ad Trappen gav det et Ryk i Hanne, hendes Haand +faldt slapt ud af hans. Den Fremmede kom rask hen imod dem. Han gav +Hanne Haanden, roligt og selvfølgeligt som havde de kendt hinanden i +mange Aar. Pelle saá han slet ikke. + +„Gaar du med et Sted hen — hen og hører noget Musik for Eksempel?“ +spurgte han og blev ved at holde hendes Haand; hans Blik lukkede sig om +hende. Hanne saá tvivlraadig paa Pelle. + +Et Øjeblik havde Pelle følt Lyst til at kaste sig over denne Mand og +slaa ham i Jorden — men nu traf Hannes Øjne ham med et Udtryk som +pønsede hun paa et eller andet Middel til at ryste ham af. „Tak! her er +man nok i Vejen,“ tænkte han. „— Hvad kommer det hele ogsaa mig ved?“ +Han vendte sig brat fra dem og drev ned ad en Sidegade. + +Pelle drev om nede ved Gasværkshavnen og gloede adspredt paa det oliede +Vand og Skibene. Han led ikke; det var bare saa inderlig dumt, at en +fremmed Haand kunde række ind fra det ubekendte, og den Fugl han ikke +med al sin Godhed kunde lokke til sig, hoppede straks op paa den. + +Vandet skvulpede under Bolværket med en egen hendyssende Lyd, og flød +med Træstykker og andet Affald; det var saa hjemligt. Der laa en +Tremaster ved Kulkajen; de havde Fyraften om Bord, og Folkene rumsterede +i Lugaret eller stod ude paa Dækket og vaskede sig i en Pøs. + +En sværlemmet Søgut i blaat Tøj og hvidt Halsbind tørnede ud af Lugaret, +glanede vanemæssigt op efter Takkelagen og gabede. Saa slentrede han i +Land, han havde Huen i Nakken og en tilrøget Kridtpibe mellem Tænderne. +Han vrikkede med Kroppen, Ansigtet var fuldt af Halløj. Idet han gik +forbi Pelle, dinglede han et Par Gange og gav ham et Puf. „Aa jeg ber,“ +sagde han leende og stødte til Huen — „jeg troede det var en Kløpind. +Herren staar saa stiv! Man blev vel ikke stødt paa Mansjetterne?“ Han +gav sig til at trave rundt om Pelle i stærkt foroverbøjet Stilling, som +ledte han efter et eller andet paa ham; fejede sig labbet om Ørerne som +en Bjørn der bejler — og spruttede. Han var revnefærdig af Humør. + +Der sad Nag i Pelle endnu, han vidste ikke om han skulde gøre sig grov +eller le ad det hele. Han drejede sig forsigtig rundt og holdt Front mod +Sømanden — for ikke at faa Fødderne snappet væk under sig. Taget kendte +han — og vidste ogsaa hvordan det skulde pareres; Hænderne sad parat. +Pludselig fangede noget i den dukkede Stilling ham som kendt; det var jo +Per Kofod — selve Tudeper fra Landsbyskolen derhjemme, som brølede og +bævrede for et godt Ord. Ja ham var det! + +„God Aften du!“ sagde han glad og gav ham et Slag i Ryggen. + +Sømanden rettede sig forbavset op. „For Fanden — Godaften! Skal jeg +rende paa dig her, Pelle? det var ligegodt den komiskste. Saa maa du sku +undskylde mine Hundekunster.“ Han rystede djærvt Pelles Haand. + +De drev op over Havnepladsen og sludrede om gamle Dage. Der var saa +meget at opfriske fra Skolelivet: Gamle Fris med Spanskrøret og deres +Tumlen ved Stranden. Per Kofod talte som om han havde været midt op i +Sjoven; han havde helt glemt, at han blot stod og klamrede sig til et +eller andet og smaabrølede, naar de andre larmede løs omkring ham. +„Nilen traf jeg forresten nylig ovre i New Orleans, han er anden +Styrmand paa et vældigt amerikansk Jærnfuldskib og tjener styrtende med +Mønt. En rask Gut er han, men fy for den Lede hvor er han haard! — det +er Revolveren i Næven altid. Naa, saadan skal de ha’e det derovre — det +er Negerbesætning. Men en Dag skærer de sku Maven op paa ham. — Hov hvad +er det?“ + +Henne fra nogle Bræddestabler hørtes kvalte Brøl og Lyd af Slagsmaal. +Pelle vilde dreje af, men Per Kofod slog en Klo i ham og trak ham med +sig. + +Inde mellem Stablerne var tre Kularbejdere i Lag med at prygle en +Kammerat, han skreg ikke men brølede kvalt hvergang han fik et Slag, +Blodet pølede ham ned over Ansigtet. + +„Kom on!“ raabte Per Kofod og trak en Gang op i Bukserne; saa væltede +han sig med et Vræl ind i Flokken og gav sig til at høvle løs. Det var +som en Eksplosion med paafølgende Stenregn, Tudeper havde lært at bruge +sig derude, saadan kunde kun en Sømand slippe sig løs. Det var umuligt +at sige hvor Slagene vilde falde, men de der fik dem varskoede godt nok. +Pelle maabede et Øjeblik over for denne Ubændighed, saa kastede han sig +ogsaa ind i Slagsmaalet, og de tre Arbejdere gav sig til at løbe. + +„Hvad Fanden vilde du op i det for?“ sagde Pelle ærgerlig, da det var +ovre og han stod og bragte sit Kravetøj i Orden. + +„Det ved jeg ikke!“ svarede Tudeper, „men man har vel ingen Skade af at +røre sig lidt.“ + +Efter Stridens Hede havde de nær glemt den overfaldne. Han laa +sammensunken ved Foden af Stablen og gav ikke en Lyd fra sig. De fik ham +rejst paa Benene men maatte holde ham oppe, han stod og hang som om han +sov, og Øjnene gloede dumt paa dem. Der gik en tung Snorken fra ham, og +for hvert Pust dannede Blodet to røde Blærer om hans Næsebor. Nu og da +skar han Tænder, saa drejede Øjnene sig og det hvide skinnede uhyggeligt +i hans kulsværtede Ansigt. + +Sømanden skældte ham ud, og det hjalp saa vidt at han kunde støtte paa +Benene. De trak en rød Klud op af hans gabende Jakkelomme og tørrede det +værste Blod af ham. „Hvad Fanden er du for én, der ikke kan staa for en +Lussing,“ sagde Per Kofod. + +„Jeg skreg vist ikke,“ sagde Manden tykt — hans Læber sad i ét Kød. + +„Du slog heller ikke igen! Du ser ellers ud til at have Kræfter nok. +Enten langer man selv fra sig, eller synger ud saa andre kan komme til. +Er du med, Kammerat?“ + +„Jeg vilde ikke blande Politiet op i det, for jeg havde jo fortjent Mul. +De slog bare saa svinagtig haardt, og Træskoene brugte de da jeg faldt +om.“ + +Han boede i Saksogade, og de fik ham én under hver Arm. „Bare jeg ikke +bliver syg,“ stønnede han engang imellem — „jeg er helt smadret +indvendig.“ Saa maatte de stanse, mens han kastede op. + +Der var et Firma, han og Kammeraterne var blevet enige om ikke at losse +for mere, fordi det havde sat Arbejdslønnen ned. De var kun de fire om +at gennemføre dette her med Arbejdsnægtelse; men hvad kunde det nytte, +naar andre straks gik ind i Stedet. De fire kunde faa Lov at gaa og +gasse sig, saa var den ikke længer. Men naturligvis, han havde jo givet +sit Ord — derfor slog han heller ikke igen. De tre havde faaet fat et +andet Sted, og saa tog han til Firmaet igen og krøb til Korset; hvorfor +skulde han gaa ledig og drive, naar de derhjemme manglede Mad? Han +forstod sig fan ikke paa det ny Væsen. Men Svig var det jo, da han havde +givet sit Ord! De slog bare saa svinagtig haardt og sparkede med +Træskoene i Mavekulen. + +Saadan blev han ved at fable op som en Delirist, mens de trak af med +ham. Ved Saksogade blev de stanset af en Betjent, men Per Kofod stak ham +rask en Historie om, at Manden havde faaet Lossegrejerne i Hovedet. Han +boede oppe under Taget; da de lukkede sig ind, rejste en Barselkvinde +sig over Ende i Jærnsengen og stirrede forfærdet paa dem — hun var +blodløs og mager. Da hun saá Mandens Tilstand, brast hun i +hjærteskærende Graad. + +„Han _er_ ædru!“ sagde Pelle for at trøste hende — „han er bare kommet +lidt til Fortræd.“ + +De fik ham ud i Køkkenet og badede hans Hoved med koldt Vand over +Vasken. Men det var daarlig bevendt med Per Kofods Hjælp, hvergang +Konens Graad skar ud til dem, gik han hjælpeløst i Staa og drejede +Hovedet mod Udgangen. Og pludselig smed han det hele og satte hovedkulds +ned ad Køkkentrappen. + +„Hvad gik der ad dig?“ spurgte Pelle ærgerlig da han kom ned; Per Kofod +stod uden for Gadedøren og ventede. + +„Du hørte maaske ikke at hun sang Salmevers — dit Dos — men saa saá du +vel for fan, at hun sad lige op og ned i Sengen og var ligesom Voks? Det +er noget Svineri skal jeg sige dig, noget infamt Svineri, og han kunde +la’ vær med og faa hende til at græde. Jeg stod sku og fik Lyst til at +tæske ham, saa medtaget han var. Hvorfor Pokker brød han ogsaa sit Ord!“ + +„Fordi de sultede du,“ sagde Pelle alvorligt. „Det hænder for en og +anden her i denne forbandede By.“ + +Per Kofod gloede paa ham og fløjtede: „Saa for den Lede, Kone og Barn og +hele Braset uden Mad hvad? — og i Barselseng. De var jo nygifte kunde +man nok se! Av for Fanden — sikke Hvedebrødsdage — av for en Ulykke.“ + +Han stod og gravede dybt i Bukselommen og hev en blandet Haandfuld op: +Pladetobak og Fnug og Tændstikstumper — og rodet ind i det en +sammenkrøllet Tikroneseddel. „Ja saa min sandten!“ udbrød han og fiskede +Sedlen frem — „jeg troede Pigebørnene havde hugget Rub og Stub fra mig i +Nat! Aa Pelle, gaa til Vejrs og stik dem den Ende ud! Jeg kan ikke saa +godt selv — for ser du, kender jeg Fruentimmerne ret, saa holder hun +ikke op det første Døgn.“ Det var den sidste Slant af Hyren, men hvad — +skidt; i Morgen stak de i Søen! + +„Hun holdt op at græde da jeg kom med Penge,“ sagde Pelle da han kom +ned. + +„Da var det sku godt. Vi Søfolk er nogle Bagbæster ser du, vi besørger +paa Postelinet og æder vort Smør af en Tjærepøs — men derfor er vi nu +alligevel —. For nu siger jeg at jeg havde ladt som ingenting, og taget +mig noget sødt i Nat for de Penge“ — — Per Kofod gik i Staa; han gik og +tyggede paa Skraaen som fortsatte han sin vanskelige Filosofi indvendig. +— „Naa skidt, i Morgen stikker vi i Søen!“ sagde han pludselig. + +De gik ud paa Alleenberg og satte sig i Haven, Pelle bestilte Øl. „Et +Par Bajere kan jeg nok give, naar jeg møder en god Kammerat,“ sagde han. +„Men ellers sparer jeg som et Bæst. Jeg maa se at faa min gamle Far +herover; han gaar paa Naade og Barmhjærtighed derhjemme.“ + +„Saa din Far lever endnu? Jeg husker ham godt, han gik og var Kærest med +Madam Olsen en Tid. Men saa kom Baadsmand Olsen uventet hjem — de troede +han var blevet derude.“ + +Pelle lo. Der var løbet meget Vand til Havet siden den Tid, han blev +ikke flov over Far Lasses Smaabedrift mere. + +Rundt om fra Havens Boder straalede der Lys. De unge Par drev rundt og +lod sig spaa, forsøgte sig ved Lykkehjulet eller fik deres Billede taget +af Silhuetklipperen. Henne ved Karussellen hvirvlede Hvin og Musik og +Skørter mellem hinanden. Nu og da hævede en mægtig Udraaber sig op over +det hele med sine Vidunderrædsler, og inde fra Sangerindepavillonen +hørtes Stjærnernes sprukne Anstrængelser. Smaa splejsede Levemænd kom +halsende, trængte sig gennem Folkemængden og forsvandt ind i Pavillonen +med et fortroligt Nik til Manden i Billethullet. + +„Her er egenlig rigtig rart,“ sagde Per Kofod og skuttede sig. „I har +det knusende godt paa Landjorden.“ + +I den brede Gang under Træerne trak Soldater og Lærlinge, unge Arbejdere +og en og anden Student frem og tilbage, frem og tilbage og skottede til +Tjenestepigerne, der havde stillet sig op til begge Sider og stod i +Smaaklynger med hinanden under Armen. Øjnene gik mange Bud frem og +tilbage, før man stansede og forsøgte sig med Ord. Kanske vendte Pigen +sig bort; saa var dén ikke længer, og Ynglingen begyndte sit Træk +forfra. Kanske fløj hun ogsaa med — ind i et af de lukkede Lysthuse til +Kaffe, eller over i Karussellen. Der var flere hjemme fra ogsaa; +hvergang Pelle hørte den bornholmske Piges sikre Stemme, rørte hans +Hjærte paa sig som en Fugl der vil lette. + +Han kom pludselig i Tanke om sin Sorg. „Jeg kunde godt være med til at +blæse det hele et Stykke for en Aften,“ sagde han. „Se de to, du!“ Der +stød to Piger Arm i Arm mod et Træ tæt ved deres Bord; de vuggede sig +mod hinanden og havde jævnlig Øjnene henne. + +„Det er ikke noget for mig — det passer kun for dem paa Landjorden,“ +svarede Per Kofod. „For ser du de er ligesom smaa Lam, man skal kilde +dem i Øret. Og saa kommer det op igen om Nætterne naar man gaar ene paa +Hundevagten: Den dér løj du sødt for, og lovede at komme igen naar hun +vilde løse sit Liv for dig — kanske sidder hun nu og græder og skal have +et Barn. Det er ikke godt det. En Sømand skal holde sig til de uartige +Piger.“ + +„Kvindfolk kan ogsaa være svigagtige,“ sagde Pelle. + +„Naa det kan de? Jeg troede ellers ikke man gav sig af med at sparke til +uskyldige Væsner, men du kvæler maaske ogsaa Smaabørn? — Nej de kommer +og æder af ens Haand for et godt Ord gør de — og saa har vi Skandalen. — +Kan du huske Tudeper?“ + +„Ja naar du selv siger det, kan jeg nok.“ + +„Naa, hans Far var netop Sømand og før frem paa den Maade. Og hun var +akkurat saadan en Pige, der ikke kunde sige nej, men bare tro paa hvad +Mandfolket stak hende ud. Han skulde nok komme igen — bevares: „Naar du +hører Loftslemmen knirke, saa har du mig!“ sa’e han. Men Loftslemmen +knirkede nogle Gange, og han kom ikke — saa hængte hun sig i Rebet til +Lemmen. Tudeper han kom paa Sognet, og du ved jo hvordan alle hundsede +ham, selv Tøserne tog sig Ret til at spytte paa ham. Han kunde ikke +andet end tude, hans Mor havde grædt saa meget, mens hun gik med ham, +forstaar du. Ja og saa hænge sig — han prøvede paa det to Gange. Det var +Arvepart det! Hans Lod blev blot endnu værre, enhver gjorde sig en Ære +af at handle ilde med ham og spørge til Strimerne om hans Hals. Ja du +ikke, du var den eneste som holdt Haanden over ham! Derfor har jeg tidt +tænkt paa dig. Ham er der blevet noget af! sagde jeg til mig selv, Gud +ved hvor han er havnet?“ Han saá paa Pelle med et Par troskyldige Øjne. + +„Nej det var nok Far Lasse det,“ sagde Pelle med helt barnligt Tonefald. +„Han sagde at jeg fik være god ved dig, for du var i Vorherres Vold.“ + +„Sagde han i Vorherres Vold?“ gentog Per Kofod grundende „— det var sku +et underligt Udtryk. Saadan mærkedes det nu forresten ikke. Der var ikke +det paa Jorden, som hjalp til at bære mig oppe dengang. Det er ikke til +at forstaa, at jeg nu sidder her og snakker med dig — at de ikke fik +pint Livet af mig mener jeg.“ + +„Nej du har forandret dig meget. Hvordan er det gaaet til, at du er saa +kæk nu?“ + +„Aa saadan som jeg er nu — det er vel min Natur; den er bare vaagnet +tænker jeg. Men jeg begriber ikke, hvordan det var med mig dengang. Jeg +vidste godt, at jeg kunde slaa jer ned om jeg vilde, men jeg turde ikke +slaa for Jammer; jeg saá saa meget, som I andre ikke kunde se. Fanden, +det er ikke til at greje ud! — det har vel været min Mors elendige +Hjærtekvide der sad mig i Kødet vel. Rædslen kunde komme over mig — rent +meningsløst, saa jeg maatte brøle; og saa pryglede Bønderne mig. +Hvergang jeg prøvede at slippe bort fra det ved at hænge mig, pryglede +de mig ogsaa. Det var besluttet i Sogneraadet, at jeg skulde have Prygl. +— Og derfor siger jeg tak for mig du! En Sømand han skal holde sig til +de Kvindfolk der faar Betaling for at tage sig af ham — naar han da ikke +kan gifte sig. Der har du min Mening!“ + +„Du har døjet meget ondt,“ sagde Pelle og tog hans Haand „— det er jo en +hel Forvandling med dig.“ + +„Forvandling — ja det maa du nok sige! det ene Øjeblik Tudeper og det +næste den stærkeste Mand om Bord — der har du det hele! For ser du, det +var jo det samme til Søs naturligvis, selv Skibsdrengen følte sig +forpligtet til at sparke mig over Benene, naar han gik forbi. Og enhver +der fik Skældud eller Klø, lod det straks gaa videre til mig. Saa var +jeg altsaa kommet over i en amerikansk Bark, og der var en Neger om Bord +som de alle hundsede; han krøb for dem, men du kan bande paa han hadede +dem ud af det hvide i sine Djævleøjne. Men mig der behandlede ham +menneskeligt, sjoflede han sku — og brød sig ikke Spor om at jeg var +hvid. Og ikke engang ham nænnede jeg at lange ud efter — jeg havde jo +denne bløde Klump inde over Mellemgulvet. Men saa en Gang altsaa blev +det alligevel for meget — eller det dødfødte i mig var kanske brugt op. +Jeg kom til at skele lidt til ham med den ene Arm, saa han skvat om, og +det var i Grunden en løjerlig Oplevelse. Det var ligesom jeg vil sige i +Æventyret, at Skruptudsen pludselig bli’r til et Menneske. Jeg tog saa +med det samme og tærskede ham halv fordærvet; og da jeg nu var i Gang, +var det vel bedst at gøre rent Bord. For ser du, jeg gik forud med det +samme og tærskede dem allesammen igennem fra en Ende af. Det var sku +forresten et storartet Øjeblik, sikken en Masse Ondt der sad og skulde +ud af Kroppen paa én.“ + +Pelle lo: „Det var godt jeg kendte dig før da, ellers havde du vel +hakket mig til Plukfisk.“ + +„Naa—e Kammerat, det var jo bare lidt Grin; man bli’r i godt Humør af at +komme paa Landjorden igen, forstaar du nok. Nej men ude omkring saa +hedder det: Prygler du ikke de andre, saa prygler de dig! All right, +siger jeg, men Fruentimmerne skal man sku være god ved! Jeg har sagt det +til den Gamle om Bord ogsaa, han er en Stadskarl, men en Svinhund til at +behandle Kvinderne. Der er ikke en Havn, hvor han ikke har en Kærest. I +Syden og paa Amerikakysten er det ofte Galmandsværk, saa maa jeg med og +passe paa, at han ikke faar en Dolk mellem Ribbenene. Per! siger han, i +Aften skejer vi to ud. All right Kaptajn! siger jeg saa — men det er +Synd mod alle de Kvinder. Hold Kæft Per! siger han — de er jo gift de +fleste. — Han er forresten hjemme fra — fra et lille Hus oppe i Lyngen.“ + +„Hvad hedder han da?“ spurgte Pelle interesseret. + +„Albert Karlsen.“ + +„Ej ej, saa er det jo Farbror Kalles den ældste — og min Fætter paa en +Maade. Det vil sige, Kalle er ikke selv Far til ham; det var én Konen +havde i Forvejen — med Stengaardsbonden.“ + +„Saa han er en Kongstrupper?“ udbrød Per Kofod og lo højt. „Ja det kan +nok passe!“ + +Pelle betalte, og de rejste sig for at gaa. De to Piger stod endnu ved +Træet. Per Kofod gik hen mod den ene, foroverbøjet som var hun en Fugl +der kunde smutte bort, pludselig greb han om hende. Hun trak sig +langsomt ud af hans Tag og smilede mod hans store lyse Skikkelse. Han +tog om hende igen, og denne Gang stod hun stille, med Flugten endnu i +Hovedet som hun leende vendte halvt bort. Han saá dybt paa hende, saa +slap han hende fra sig og gik efter Pelle. + +„Hvad kan det nytte du, naar jeg kan høre hendes Klagen allerede nu — +saa er én dog vel varskoet!“ sagde han med desperat Tonefald. „Men +hvorfor Fanden skal netop den gaa og have Medlidenhed, der selv har +været ude for det værste? — og de andre har det ikke. Saá du hvor milde +hendes Øjne var? Havde jeg Penge, giftede jeg mig straks med hende.“ + +„Kanske vilde hun ikke,“ svarede Pelle. „Pigebørnene her er ikke gode at +forstaa sig paa.“ + +Ude i Alleen gik nogle Mandfolk og raabte; de ledte efter deres Piger, +som var rendt fra dem. En af dem kom hen — han havde Studenterhue paa. + +„De Herrer har vel ikke set noget til vore Damer?“ sagde han. „Nu har vi +siddet og trakteret paa dem hele Aftenen. Saa siger de, at de bare skal +et vist Sted hen — og væk er de.“ + +De gik ned mod Havnen. „Naar du nu kunde gaaet med om Bord og hilst paa +den Gamle,“ sagde Per Kofod. „Men han er vist i Land i Aften. Jeg saa +ham gaa fra Borde henad Fyraften — rigget ud til Fruentimmerjagt.“ + +„Jeg kender ham jo heller ikke,“ sagde Pelle — „han var allerede ude at +sejle, da jeg var lille Dreng. Og nu vil jeg forresten hjem og sove — +jeg begynder tidlig om Morgenen.“ + +De stod paa Kajen og tog Afsked; Per Kofod lovede at kigge op til Pelle +naar han igen kom til Havnen. Mens de talte, raslede Døren til +Agterkahytten, Tudeper trak Pelle om bag en Kulbunke. En kraftig, +skægget Mand kom ud og førte en ung Kvinde ved Haanden; hun gik tungt og +syntes at stritte imod. Han formelig satte hende ind paa Land, og gik +saa ind i Kahytten og lukkede efter sig. Den unge Kvinde stod lidt, der +kom en sagte Klage over hendes Læber, hun rakte Armen bedende hen mod +Kahytten. Saa vaklede hun bedøvet bort langs Kajen. + +„Det var den Gamle,“ hviskede Per Kofod. „Saadan behandler han dem alle +— og de vil ikke slippe ham alligevel.“ + +Pelle kunde ikke faa et Ord frem; han stod og krøb sammen, knuget af +noget forfærdelig tungt. Pludselig tog han sig sammen, trykkede +Kammeratens Haand og fjærnede sig mellem Kulbunkerne. + +Lidt henne vendte han og fulgte i Afstand efter den unge Pige, der +vaklede søvngængeragtigt af Sted langs Kajen og ud over Langebro. Han +var angst for at hun skulde kaste sig i Vandet, saa underligt gik hun. + +Paa Broen stansede hun og stod og stirrede over mod Skibet med et +forstenet Udtryk. Pelle stod stille; det frøs i ham ved Tanken om at hun +skulde faa Øje paa ham. Han vilde ikke kunne holde ud at tale til hende +nu — end sige se hende i Øjnene. + +Men saa gik hun videre. Hendes Gang var opløst, hun lignede bagfra et af +disse skibbrudne halvgamle Fruentimmere fra _Arken_, der sjaskede langs +Husrækken i udtraadte Mandssko og altid havde en eller anden forunderlig +Forhistorie. „Herregud,“ tænkte Pelle — „er nu hendes Drøm forbi? +Herregud.“ + +Han fulgte hende paa Afstand gennem Smaagaderne. Først da han vidste at +hun maatte være oppe i sin Lejlighed, gik han ind gennem Tøndegangen. + + + + + VII + + +Paa Bunden af Pelles Sind laa der en utydelig Forestilling om, at han +var udsét til noget særligt; det var den gamle Lykkedrøm, der ikke helt +kunde tilfredsstilles ved de gode Tilstande for alle, som han vilde +hjælpe til at skabe. Skæbnen var ikke længer til som en tung knugende +Forudbestemmelse til Elendigheden — der kun kunde brydes af Miraklet; +man var selv Herre over Fremtiden — det var jo den han byggede rastløst +med paa! + +Men ud over det var der noget mere, noget han og Tilværelsen havde +mellem sig og som ingen anden paa Jorden kunde overtage. Hvad det var, +gjorde han sig heller ikke nu Rede for; det var noget der bare løftede +ham ud over alle andre, hemmeligt saa kun han selv følte det. Det var +den samme dunkle Fornemmelse af at være indviet, der altid havde baaret +ham frem; og naar det blev til et bestemtere Spørgsmaal, svarede han sig +selv med sin Barndoms tillidsfulde Nik: Jo han skulde nok! Som var det, +der skulde vederfares ham, bestandig saa stort og forunderligt, at det +ikke kunde siges, ja ikke tænkes engang. + +Han saá sin lige Vej og vandrede stærk og frejdig fremad paa den. +Fjender gaves der ikke andre end dem en klog Mand kunde faa Øje paa; de +onde lurende Magter, der i Barndommen havde hængt knugende over hans +Hoved, var Skyggerne af Fattigmands Elendighed! Andet ondt var der ikke, +og det var ogsaa Uhygge nok. Han vidste nu at Skyggerne var lange; +Morten havde Ret. Fordi han selv løb fremme i Lyset og legede, da han +var Barn, kunde hans Sind godt formørkes af alle deres Elendighed, der +var døde eller stred paa fjærne Steder; det var jo derpaa, +Solidaritetsfølelsen skulde bygge. Det overnaturlige var simpelthen ikke +til, og det var godt for dem der skulde kæmpe ved deres fysiske Kraft. +Ingen usét Gud sad og havde sine egne Planer for og krydsede ens +Foretagender; hvad man vilde, det kunde man ogsaa føre igennem, blot man +satte nok af Kræfter ind paa det. Kræfter, det var det alt kom an paa! +Og Kræfterne var der jo, de skulde blot forenes til at virke sammen. + +Det undrede altid Folk, at han som var saa ivrig og solid i det, holdt +til i _Arken_ og ikke ude paa Nørrebro hos de andre, i Hjærtet af +Bevægelsen. Det undrede ham selv ogsaa, naar han traf til at tænke over; +men han kunde nu engang ikke rive sig løs. Her paa Bunden af det hele +havde han fundet Venner i sin Nød, han var for trofast til at vende dem +Ryggen, nu det gik godt for ham. + +Han vidste de vilde føle det som Svig; Beboernes Forgudelse af de tre +forældreløse Børn var ført over paa ham ogsaa; han var jo Hittebarnet, +den fjerde i „Familien“. Og nu var de tilmed stolte af ham! + +Det laa ikke for _Arkens_ Væsner at lægge Planer for Tilværelsen; de lod +den Dag i Morgen sørge for sit eget, Fremtiden eksisterede slet ikke. De +var sorgløse Fugle der havde lidt Havari engang og glemt det, mange af +dem tog Føden hvor de fandt den; saa forkomne de kunde være, fik den +mindste Solstraale dem til at kvidre op og glemme det hele. Bevægelsen +og det ny pludrede de letsindigt om, som sladrende Stære der har +opsnappet Lydene i Forbifarten. + +Men dér gik Pelle støt ud, lagde Skuldre til og kom hjem til dem igen! +Han var ikke bange, han turde se Tilværelsen lige i Øjnene, og tage et +fast Tag i den Fremtid de gysende lukkede Øjnene for. Hans Navn fik en +egen Klang af det — Pelle var en Prins! Skade kun, at han lod til ikke +at ville have Prinsessen! + +Stor og velvoksen var han, og han synede endnu større for dem. De kom +til ham med deres Elendighed og læssede den paa hans stærke Skuldre. Saa +kunde han bære den for dem! Og Pelle tog imod det, med en styrkende +Fornemmelse af, at det maaske ikke var helt hen i Vejret naar han +befandt sig her — nær Bunden af det hele! + + * * * * * + +Nu for Tiden var det Enkemadam Frandsen og hendes Ferdinand der var i +Forgrunden — et Sted skulde Ulykken jo husere! + +Ferdinand var en kraftig attenaars Fyr, med et stærktbygget Hoved der +saa ud som var det oprindelig indrettet paa at rumme Alverdens Viden. +Han brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse havde han ikke +for det. + +Han var langtfra ikke dum, snarere maatte man kalde ham en begavet Fyr. +Men Begavelsen var efterhaanden blevet af en underlig Art. Fra lille +Barn havde han maattet slaas med en fordrukken Fader for at værge +Moderen, som ikke havde anden Beskyttelse. Den altfor ulige Kamp +_skulde_ kæmpes, og maatte nødvendigvis afstumpe hans Smærtefornemmelser +og Sans for Fare i det hele taget. Han vidste hvad der ventede ham, men +gik blindt paa naar Moderen blev angrebet — som Hunden gaar løs paa de +store Rovdyr; hang sig hylende i den store Mands Blynæver og var ikke +til at ryste af. Han hadede Faderen, og vilde af den Grund være +Politibetjent naar han blev stor. Med sit afstumpede Gaa-paa Mod egnede +han sig godt til det; han blev Bølle! + +Efterhaanden som han voksede til og fik Kræfter, blev Kampen ikke saa +ulige mere. Faderen frygtede ham og lurede paa Hævn; og en Gang +Ferdinand havde taget for voldsomt fat, meldte han ham og fik ham +straffet. Drengen fandt det var en blodig Uretfærdighed; Mærkerne var jo +en Følge af Slagsmaalet, og dette igen af, at Moderen ikke kunde være i +Fred. + +Fra nu af hadede han Politiet og gav ved enhver Lejlighed sit Had til +Kende; Moderen var den eneste han hang ved nu. Det var et Lyspunkt at +Faderen døde; men det kom for sent til at forandre noget. Ferdinand +havde allerede længe forsørget Moderen paa sin egen Maade — halv uden om +den bestaaende Orden. + +Han var vokset op paa Gaden og hørte allerede fra lille til de hemmeligt +mærkede; Politiet kendte ham godt, og ventede blot paa en Lejlighed til +at byde ham indenfor — Ferdinand kunde se paa Betjentenes Øjne, at de +regnede sikkert med hans Besøg og holdt en opredt Seng til ham derinde i +Hotellet paa Nytorv. + +Men Ferdinand lod sig ikke saadan nappe; havde han noget tvivlsomt for, +saa forstod han i al Fald at klare sig godt fra det. Han var en +ualmindelig smidig og kraftig Fyr, der heller ikke var bange for at tage +fat; tilfældigt Sjov havde han en Del af og skilte sig altid godt fra +det. Men hvergang han blev puttet ind i noget med Fremtid i, et ordnet +Arbejde der skulde læres og tilegnes taalmodigt, gik det altid i Stykker +for ham. + +„Tal du til ham, Pelle,“ sagde Moderen, „du er saa støt i det, og dig +har han Respekt for.“ Pelle talte ogsaa med ham og hjalp ham med at +finde en Gærning, der laa for ham; og Ferdinand tog fat med god Vilje. +Men naar han naaede et vist Punkt, kunde han ikke mere. + +Moderen manglede aldrig det nødvendige, han skaffede det bare til Veje i +sidste Øjeblik. Ellers stod han og hang nede i en eller anden +Portaabning ved Torvet, med Hænderne i Lommen og den bløde Skulder lænet +til Muren. Han var altid i Kapsko og Muffediser; med visse Mellemrum +spyttede han ud over Fortovet, hans vandblaa Øjne fulgte Forbigængerne +med et uudgrundeligt Udtryk. Betjenten der patruljerede udfordrende +forbi hans Stade, frem og tilbage, skelede hadsk hver Gang han +passerede, som om han vilde sige: „Kan vi ikke snart faa Ram paa den +Laban — hvorfor laver han ikke en Frikadelle?“ + +Det kom ganske af sig selv en Dag, og ikke paa Grund af nogen Kejtethed +fra hans Side — i _Arken_ lagde man særlig Vægt paa det — men for hans +go’e Hjærtelags Skyld. Havde Ferdinand ikke været den han var, saa havde +den aldrig revnet for ham; for han var en begavet Dreng. + +Han var inde hos Urtekræmmeren paa Hjørnet af Torvet og skulde købe sig +for en Femøre Skraa; en otteaars Dreng inde fra _Arken_ stod ved Disken +og tiggede om lidt Mel paa Kredit til sin Mor. Urtekræmmeren gik og +lavede et farligt Postyr: „Skrives — javist! man har jo nedsat sig her +paa Hjørnet for at føde alle Kvarterets Fattige hva’? Pengene i Morgen +hæ! det er svært som man altid har Penge i Morgen i dette elendige +Fattigkvarter. Men i Morgen kommer bare aldrig!“ + +„Hr. Petersen kan være ganske sikker,“ sagde Drengen lavmælt. + +Urtekræmmeren blev ved med at snærre, men gik dog i Gang med at veje +Melet af. Der var stablet Gaardkoste og andre Varer op foran Vægten, men +Ferdinand kunde se, hvordan Urtekræmmeren hjalp paa Balancen med +Fingrene. „Han snyder paa Vægten, fordi det er til de Fattige,“ tænkte +han, og følte et ondt Stik i Hovedet hvor Tanken opstod. + +Drengen stod og puslede med noget i sin lukkede Haand, pludselig faldt +en Mønt paa Gulvet og trillede rundt dernede. Urtekræmmeren kastede et +lynsnart Blik mod Pengeskuffen, idet han sprang over Disken og huggede +Drengen i Nakken. „Ej ej,“ sagde han skarpt, „sikken en lille behændig +Gavtyv!“ + +„Jeg har ikke stjaalet!“ skreg Drengen og søgte at vride sig løs og +komme hen til Kronen. „Det er Mors Penge!“ + +„Lad Drengen være,“ sagde Ferdinand truende. „Han har ingenting gort.“ + +Urtekræmmeren tumlede med Drengen, der rev og sled for at faa fat i +Pengestykket. „Har han ingenting gjort?“ stønnede han pustende — +„hvorfor raaber han saa stjaalet uden at der er sagt et Ord? Og hvor +kommer Pengene fra? han skulde jo have Kredit fordi de ingen havde! Nej +tak, den er for tyk.“ + +„Det er Mors Penge!“ skreg Drengen og sled forbitret i Urtekræmmerens +Hænder. „Mor er syg — det er til Mikstur!“ Saa stak han i at brøle. + +„Det er rigtig nok at hans Mor er syg,“ sagde Ferdinand knurrende. — „Og +Apotekeren giver vist ikke Kredit. Nu skulde De ta’e og lade ham være, +Petersen.“ Han traadte et Skridt frem. + +„Tak den er forresten godt fundet paa,“ lo Urtekræmmeren haanligt og rev +Butiksdøren op. „Hej Betjent, her!“ + +Betjenten der havde Vagt ved Hjørnet af Børnehuset kom hurtig over. + +„Her er en Knægt der gør Kunster med andre Folkses Kroner,“ sagde +Urtekræmmeren oprømt „— tag Dem lidt af ham, Iversen.“ + +Drengen sparkede endnu, Betjenten maatte holde ham ud fra sig i stiv +Arm. Det var en lille pjaltet, forsulten Fyr, et eneste Blik sagde +Betjenten, at det var en af Slagsen han havde faaet Fingre i. Saa slæbte +han af med ham, der var ingen Grund til at gøre mange Ophævelser. + +Ferdinand gik efter dem og lagde Haanden paa Betjentens Arm. „Hr. +Betjent, Drengen har ingenting gort,“ sagde han — „jeg stod selv og saá +paa at han ingenting gore! Og jeg kender hans Mor.“ + +Betjenten stansede og maalte ham truende. Saa slæbte han videre med +Drengen, der stadig krængede for at komme løs og brølede: „Min Mor er +syg, jeg skal hjem til hende med Miksturen!“ Ferdinand holdt Trit med +dem i sine tynde Kapsko. + +„Skal han slæves paa Raadhuset, saa gaar jeg i hvert Fald med og +vidner!“ blev han ved — „for han har ingenting gort. Og hans syge Mor +ligger og venter paa Mixturen.“ + +Betjenten vendte sig irriteret: „Jo det var forresten et kønt Vidne — +den ene Ravn hakker nok ikke Øjnene ud paa den anden! Se du til dine +egne Affærer — og skrub af!“ + +Ferdinand stansede. „Hvem siger du _du_ til, din Sjover?“ mumlede han og +skulede ondt efter Betjenten. Pludselig tog han Tilløb og gav Betjenten +en Skalle i Nakken, saa han styrtede med Ansigtet mod Stenbroen og +Hjælmen trillede langt hen ad Gaden. Ferdinand og den lille Knægt sprang +til hver sin Side og undløb. + +Og nu holdt man Jagt paa ham paa tredje Uge. Hjem turde han ikke komme, +der blev passet paa _Arken_ Nat og Dag for at fange ham — han holdt jo +af sin Mor! Gud ved hvor han færdedes nu i det kolde, sludfulde +Efteraar? Madam Frandsen gik saa ene og forladt derovre paa sin Kvist, +det var en trist Tilværelse. Hver Formiddag kom hun over og bad Pelle se +efter i _Arbejderen_, om man havde taget ham. I Byen var han, Madam +Frandsen og Pelle vidste det! Politiet regnede ogsaa med at han var her, +og mente at en Række natlige Indbrudstyverier kunde henføres til ham. +Han holdt vel til i Skur og Villahavernes tomme Hundehuse! + +Beboerne fulgte bekymret hans Skæbne. Han var vokset op for deres Øjne, +han havde aldrig forgrebet sig paa noget her men altid respekteret +_Arken_ og dens Opland — hvad der saa muligvis kunde siges ham paa; og +han holdt af sin Mor! Han havde ogsaa været i sin gode Ret til at +forsvare Drengen, der var en skikkelig lille Fyr. Moderen _var_ meget +syg; de boede inde paa Bunden af en af de lange Gange, og Knægten var +hendes eneste Støtte! Men det var halsløs Gærning at forgribe sig paa +Politiet, den største Forbrydelse af alle paa denne Jord; man maatte +snart sagt hellere myrde sine egne Forældre — hvad Straffen angik. Fik +man fat i ham, blev det nok Tugthuset, for Betjenten havde slaaet sit +kønne Ansigt i Smadder mod Stenbroen. Meddelelsen til Bladene lød paa, +at enhver anden end en Betjent vilde have faaet en Hjærnerystelse. + +— — — + +Gamle Madam Frandsen tog gærne Loftsvejen, naar hun gik over til Pelle +for at snakke om Sønnen, „Man maa være forsigtig,“ sagde hun. Undertiden +kneb hun Munden fast sammen og trippede uroligt; saa vidste han, at der +var noget særligt paa Færde. + +„Skal jeg fortælle dig noget?“ spurgte hun og saa beladen paa ham. + +„Nej lad hellere være,“ sagde Pelle. „Hvad man ikke ved, kan man ikke +komme til at vidne om.“ + +„Du skulde lade mig snakke, Pelle — ellers løber jeg kanske og vrøvler +over mig til fremmede. Her gaar jeg gamle Snakkehoved og har ikke en +eneste at betro mig til. Og snakke højt med mig selv tør jeg heller +ikke, for saa har Pipmanden det hele gennem Bræddevæggen. Det er næsten +ikke til at holde ud, og jeg ryster for at min tandløse Kællingemund +skal gøre Fortræd for ham.“ + +„Saa sig det da,“ sagde Pelle smilende. „Men De maa tale sagte.“ + +„Han har været her igen,“ hviskede hun straalende. „I Morges da jeg kom +op, laa der Penge til mig i Køkkenet. Ved du hvor han havde puttet dem? +i Vasken du — han er en fornuftig Dreng. Han maa søge herhen over Tagene +— anden Maade kan jeg ikke tænke mig, saadan som de passer paa. Men vil +du saa ikke give mig Ret i, at han er en god Dreng?“ + +„Bare De nu kan holde tæt med det,“ sagde Pelle bekymret; hun var jo saa +stolt over sin Søn. + +„Mm,“ sagde hun og klaskede sig paa den indfaldne Mund — „det er der +ingen Fare for. Og ved du hvad jeg har fundet paa, for at Snushanerne +ikke skal undres paa hvad jeg lever af? Jeg syr Kludesko du.“ Saa kom +den lille Marie med Spand og Gulvklud, og den gamle sjokkede af. + +Der var en død Overgang paa Mester Becks Værksted, saa Pelle arbejdede +mest hjemme i denne Tid. Han raadede nu selv over sin Tid, og kunde +benytte Dagen naar Folk var hjemme, til at opsøge sine Fagfæller og faa +dem ind i Organisationen. Det kostede ofte lange Overtalelser; og for +hver Mand han fik til at melde sig ind var han stolt. Han lærte sig til +at skønne i en Fart over de forskellige Slags Mennesker og bøjede sin +Fremgangsmaade efter deres Karakter; de forsagte kunde man true ind, +andre maatte lokkes eller kunde tales i Kulør med de ny Læresætninger. +Det var en god Øvelse, han vænnede sig til at være smidig i Tanken og +have sit Stof parat. Følelsen af at hans Herredømme over Midlerne stadig +voksede, lagde Sikkerhed i hans Fremtræden. + +Forsinkelsen i Arbejdet tog han igen ved at hænge dobbelt i naar han var +ved det, staa tidlig op og blive længe ved. + +Han holdt sig borte fra Genboerne paa tredje; men naar han hørte Hannes +lette Skridt i Træværket derovre, kiggede han i Smug. Hun gik sin lige +Vej som en Nonne — til Arbejdet og hjem igen — med Blikket mod sine Sko; +aldrig saá hun op til hans Vinduer eller til nogen Side. Det var som +hendes Væsen havde fuldbyrdet sin lette Flagren og nu laa hen og groede. + +Det undrede ham, med saa fremmede næsten ligegyldige Øjne han betragtede +hende, som havde hun aldrig kommet ham ved. Og han kiggede nysgærrigt +ind i sig selv — nej der var ikke gaaet noget i Stykker i ham! +Appetitten var god nok og Hjærtet slet ikke at mærke. Det maatte have +været en fager Løgn saa, en Luftspejling af den Slags, Vandringsmændene +mødte paa deres Vej. Køn var hun jo, men noget æventyrligt var det ham +ikke muligt at faa Øje paa; Gud ved hvorfor han havde ladet sig hilde +saadan ind? Naa, godt var det han ikke var blevet hængende — der var +ingen Fremtid hos Hanne! + +Madam Johnsen blev ved at hænge hengivent ved ham og kom ofte over for +at faa en Passiar; hun kunde ikke glemme de gode Dage de havde haft +sammen. Det blev altid til Jammer over Hanne; den gamle gik og følte sig +forladt af hende: + +„Kan du forstaa hvad det er med hende, Pelle? Hun gaar som i en Døs, og +til alt hvad jeg siger, svarer hun blot: Ja Mor, ja Mor! Jeg kunde gærne +græde, saa underlig tomt lyder det — som en Røst fra Graven. Og Lykken +snakker hun aldrig om mere — eller smykker sig for at tage imod den! +Bare hun dog igen vilde tage sine Narrestreger fat og gaa og kigge efter +det fremmede, saa jeg kunde se jeg havde mit Barn igen. Men hun gaar +bare og falder hen, og stirrer frem i sin Døs som var hun midt ude i +Tomheden. Luner har hun ingen flere, men gaar saa ensartet med de øde +Tanker som et vandrende Lig. Kan du forstaa hvad der skader hende?“ + +„Nej, jeg ved ingenting,“ svarede Pelle. + +„Du siger det saa underligt, som om du vidste noget og ikke vilde frem +med det — og her gaar jeg Stakkel og ved hverken ud eller ind!“ Den +skikkelige Kone gav sig til at græde. „Hvorfor kommer du heller aldrig +over til os mere?“ + +„Aa jeg ved ikke — jeg har saa meget, Madam Johnsen,“ svarede Pelle +undvigende. + +„Bare hun ikke er forgjort, hun tager slet ingen Del i hvad jeg +fortæller hende. Du kunde ogsaa sagtens se over til os — kanske livede +det hende lidt op. Du skulde ikke hævne dig paa os nu! Hun holdt jo +alligevel af dig paa sin Vis — og for mig har du været som en Søn. Ser +du saa ikke over til os i Aften?“ + +„Jeg faar vist ikke Tid — jeg skal se ad,“ sagde han stille. + +Saa gik hun, underligt tungt og slæbende; hun bar sine halvhundrede Aar +slet. Pelle havde ondt af hende, men faa sig selv til at gaa derover +kunde han ikke. + +„Du er rigtig ond,“ sagde Marie og traadte vredt i Gulvet — „det er +stygt af dig!“ + +Pelle rynkede Panden: „Det forstaar du dig ikke paa, Marie.“ + +„Aa, tror du ikke godt jeg ved! — Men ved du, hvad Konerne siger om dig? +At du er ikke noget Mandfolk, ellers kunde du have givet Hanne et Klip i +Vingen.“ + +Pelle stirrede forundret paa hende, han sagde ikke noget, men saá blot +paa hende og rystede paa Hovedet. + +„Hvad glor du paa?“ spurgte hun og stillede sig udfordrende op foran ham +„— tror du maaske ikke, jeg siger hvad jeg vil for dig? Lad være og glo +siger jeg dig, ellers faar du én!“ hun var brændende rød i Hovedet af +Skamfuldhed. — „Skal jeg sige noget der er meget værre, siden du glor +paa mig med det Fjæs, hvad? Jeg tør godt.“ Hendes Stemme var haard og +hæs, hun var helt vild af Arrigskab. + +Pelle følte godt, at det var Skammen der sled i hende; hun maatte have +Lov til at løbe Linen ud. Han tav men tog ikke sit bebrejdende Blik væk +fra hende. Pludselig spyttede hun ham i Ansigtet og løb ind til sig selv +med en ond Latter. + +Derinde slog hun en Stund haardt med Tingene og faldt saa til Ro, gennem +Stilheden kunde han høre hende hulke sagte. Han gik ikke derind. De +havde taget saadanne Tørn før, og han vidste, at hun Resten af Dagen +skammede sig over sig selv og led ved at skulle se ham i Ansigtet. Den +Følelse vilde han ikke krænke. + +Han klædte sig om og gik ud. + + + + + VIII + + +_Arken_ laa hen som en tung graa Masse nu; der var mørkt altid, +Efteraarslyset kunde ikke naa ned. I det indre af Massen rugede +bestandig bælgmørk Nat; de der holdt til dér maatte lytte sig frem som +Muldvarpe. Mørket bar Lyde frem som ikke kunde gøre sig gældende i +Sommerlyset; der lød en ustanselig Mudren ud, af Væsner som færdedes +halvt i Blinde. Naar Søvnen for en Stund tog det, afslørede +Nattestilheden endnu en Verden; Væggetøjet brød sig hørligt Vej under de +gamle Tapeter, Rotter og Mus og Træorme arbejdede omkap; Mørket lugtede +helt krydret af det dryssende Ormemel. Overalt i den gamle Kage +arbejdede Opløsningen ved tusend Smaadyrs Hjælp. Undertiden blev det til +en voldsom Lyd der vækkede Pelle, naar en eller anden Bjælke var +undergravet og faldt ned i nyt Leje. Saa vendte han sig om paa den anden +Side. + +Naar han var ude om Aftenen lagde han gærne Vejen om ad Strøget for at +faa Del i Lysglansen; Butikkernes rige Luksus holdt noget vaagent i ham, +der lod sig drage styrkende Sammenligninger mellem her og dér. Naar han +kom fra den oplyste By ud i sit eget Kvarter, laa Smøgerne som hæslige +Afløb for Mørket, og _Arken_ ragede uhyggelig op mod Nattehimlen som et +tungt Bjærg. Skumle Kælderaabninger førte ned i Bjærgets Rødder, og +dernede i de mørke Indvolde færdedes gustne snavsede Skabninger med en +osende Lampe. Det var alle dem der levede af _Arkens_ Elendighed, +Jærnhandlere, Marskandisere, og Aagerkarle der laante Penge ud mod +haandfaaet Pant. De gik sky og rodede mellem besynderlige Dynger; Mørket +havde slaaet sig i dem, Pelle maatte altid tænke paa de _Underjordiske_ +derhjemme. Saadan havde Klippens Fod aabnet sig for ham i hans Barndom, +og han havde gysende set Dværgene pusle om mellem deres forbandede +Skatte. De gik her som graadige Trolde, pillede Grundlaget bort under +_Arkens_ sorgløse Væsner saa de en Dag faldt ned i Kælderen — og aad dem +med Hud og Haar. Den onde Side af Æventyret var i al Fald ingen Løgn! + +— — — + +En Dag i Mørkningen krængede Pelle Arbejdet af sig og gik ud for at +missionere, Pipmanden var faldet ned fra Hønsestigen i en stor Donner +for nogle Dage siden, og nede i Gaarden laa Kvarterets Unger rundt om +Stedet hvor han slog sig ihjæl, og lyste med Svovlstikker. De kunde +tydelig se et mørkt Aftryk af Form som et Menneske og var meget optagne. + +Uden for Tøndegangen stansede han ved Marskandiserskens Kældervindu — +Pipmandens Værktøj laa udstillet i Vinduet. Aha, hun havde faaet Klo i +det ogsaa! Hun gik dernede og rodede, skurvet og fæl at se til, gumlede +paa et uappetitligt Stykke Mad og jog sammen ved hver Lyd oppe fra — af +Angst for sine skidne Penge. Pelle trængte til et nyt Hælejærn og gik +ned og købte Pipmandens, han maatte slaas med hende om Prisen. + +„Naa, har De saa tænkt over mit Forslag?“ spurgte hun da de havde +handlet. + +„Hvad for et Forslag?“ Pelle lod uvidende. + +„At De skulde lade det Lappeskomageri fare og være mig til Hjælp i +Forretningen.“ + +Naa det! Nej Pelle var ikke helt færdig med at tænke over det. + +„Da skulde én ikke synes der var meget at betænke sig paa. Jeg har budt +Dem mere end De kan tjene ellers, og meget at bestille er her ikke, da +jeg holder en Mand til at hente og bringe Sagerne. Det er mest for at +have en mandlig Medhjælp; jeg gamle Kvindfolk gaar saa alene her. Og De +er saa paalidelig ved jeg jo!“ + +Hun trængte til nogen der kunde forsvare alle hendes Tusender, som hun +gik og gemte omkring i Kælderrummene. Pelle vidste det nok — hun havde +været ude efter ham før. + +„Jeg egnede mig vist ikke til at leve af andres Elendighed,“ sagde han +leende. „Kanske slog jeg Dem ihjæl og gav alle Grunkerne til de +Fattige.“ + +Marskandisersken stirrede et Øjeblik forfærdet paa ham. „Fy hvor var det +stygt sagt,“ udbrød hun gysende, „det ligner ikke Deres gode Sind at +spøge med saadan noget. Nu tør jeg ikke være her i Kælderen, naar De er +gaaet! Hvor kan De dog spøge saa raat med Liv og Død; her gaar jeg med +Livet i Hænderne Nat og Dag og ejer dog ikke det Gud la’r skabe — det +ved den Levende jeg ikke gør, det er bare Sludder! Og dér gaar Alverden +og glor paa mig som om de vilde sige: Jeg slog dig gærne ihjæl for dine +Skillinger, du! Ogsaa derfor vilde jeg gærne have et paalideligt +Menneske i Forretningen, for hvad nytter det jeg ingenting ejer, naar +enhver tror det? Og her er saa mange Døgenigte i Kvarteret, som gærne +kunde falde paa hvad som helst.“ + +„Ejer De ikke noget, saa vær De bare rolig,“ sagde Pelle drillende. „En +tom Mave plejer ikke at give onde Drømme.“ + +„Ejer, ejer — naturligvis ejer én altid lidt! Og Pelle,“ — hun bøjede +sig fortroligt over mod ham med et smiskende Udtryk — „nu kommer Mary +snart hjem, kanske allerede til Sommer. Hun har tjent saa meget derovre +at hun kan leve, og staar i sin bedste Ungdom endnu — hvad siger du til +det? I det sidste Brev beder hun mig se efter en Mand til hende — han +skal bare være køn, for hun har jo Penge nok til begge to. Saa vil hun +have stor Lejlighed inde i den fine By og egen Ekvipage — og bare leve +for sin smukke Mand; hvad siger du til det, Pelle?“ + +„Ja det maa der jo tænkes over,“ svarede Pelle, han var i overdaadigt +Humør. + +„Tænkes over? kan der være noget at betænke sig paa. Mangen fattig Greve +tog saamænd mod det Tilbud med Kyshaand, om man havde ham her.“ + +„Men jeg er ingen Greve — og nu maa jeg af Sted.“ + +„Vil du saa ikke se Billederne af hende da?“ Den gamle gav sig til at +rode i en Skuffe. + +Nej Pelle stak bare af. Han havde tidt nok set disse Billeder, +tilsmudsede af Kælderluften og Kællingens ækle Hænder, der gengav Mary, +snart svaj og stribet som en Tigerkat syngende paa den fine Varieté i +St. Petersborg, snart nøgen i en Kaabe af hvidt Pelsværk alene mellem en +Flok russiske Officerer — Fyrster sagde den gamle det var. Der var ogsaa +et Billede fra _Akvarium_, hvor hun svømmede nøgen mellem sælsomme +Planter i en stor Glasbeholder, uden andet paa end Guldskæl og +Diamantsmykker. Der var god Krop i hende — det kunde han nok se; men at +hun kunde fordreje Hovedet paa stenrige Fyrster og blokke dem for +Tusender blot ved at klæde sig nøgen begreb han ikke. Naa, og _han_ +kunde altsaa faa hende til Kone nu — og faa alt det for’et, som hun selv +havde skrabet ind! Det var forresten meget festligt! + +Han gik rask ind gennem Strøget. Det smaaregnede. Lyset fra Lygter og +Butikker straalede igen i Brolægningens Væde; der var en festlig Glans +over Gaden. Han gik frem med en Fornemmelse af at hans Sind var løftet +ud af Hverdagen: Den skidne Kælling der snyltede paa _Arkens_ +Elendighed, og avlede en pragtfuld Datter som sugede sig fast paa +Rigdommen! — og saa til sidst han Pellepøjken med Svinelykken, som en +Slags „Krøllet Dreng“ oven paa det hele! Det var da engang det saa +længselsfuldt ventede Æventyret! Han hævede Hovedet og lo. Pelle der +ellers blev besk af Forsmædelsen, havde faaet Sans for Livets +Guddommelighed. + +Turen i Aften galdt Rabarberkvarteret; Pelle havde en Liste at gaa frem +efter og afsøgte hvert Kvartér for sig, for at undgaa unyttigt Rend. Han +tog først en Skomagersvend i Smedegade; det var en af Meyers faste Folk, +og han belavede sig paa en haard Dyst. Manden var ikke hjemme. „Men De +kan godt melde ham ind,“ sagde Konen. „Vi har talt om det i den senere +Tid, og er kommet overens om at det er det rigtigste!“ Det var en Kone +efter Pelles Hoved; mange nægtede Manden hjemme naar de fik hans Ærende +at vide, eller smækkede Døren i for ham; de var kede af hans Rend. + +Han var oppe forskellige Steder i Gartnergade, Slotsgade og paa +Nordvestvej, inde over Baggaarde og op ad mørke snævre Trapper til +Kvistene eller ned i Kælderne. Overalt samme Fattigdom; det var altid de +daarligste Huller Skomagerne logerede sig ind i. Noget Resultat gav det +ikke; nogle var flyttet eller Adressen var gal, andre vilde bestemme sig +eller sagde rent ud nej. Hos de vaklende lovede han sig selv at komme +igen — dem skulde han nok faa bearbejdet; de andre mærkede han sig og +gemte af Vejen til bedre Tider — deres Dag skulde ogsaa nok komme! Han +blev ikke nedslaaet af at gaa forgæves men glædede sig ved den ene. +Dette her var et Taalmodighedsarbejde, og Taalmodighed var det eneste +han altid havde haft rigeligt af. + +Han drejede om i Jægergade og steg op i en Kaserne, helt op til Taget og +bankede paa. En høj mager Mand med tyndt Fuldskæg lukkede op, det var +Peter, hans Lærekammerat hjemme fra. De kom straks i Snak om Læretiden +og Værkstedet derhjemme med alle de snurrige Kumpaner; Mester Jeppe var +der ikke mange gode Ord at sige om, men Mindet om Unge Mester fyldte dem +med Varme. „Jeg har tænkt meget paa ham gennem Aarene,“ sagde Peter, +„han var ikke noget almindeligt Menneske — derfor maatte han dø.“ + +Der var noget fortænkt over Peter, og hans Hule gjorde Indtryk af +Ensomhed; ingenting mindede om den løse Fyr, der altid skulde ud og +bisse. Men inde i hans sammenknebne Øjne luede der noget opsætsigt; +Pelle sad og grundede paa hvad det var ved ham. Han havde dette blegede +Udtryk som havde han skiftet Ham; men til de Hellige hørte han efter +Talen at dømme ikke. + +„Hør Peter, hvordan er det — hører du egenlig til vore?“ spurgte han +pludselig. + +Der gik et skarpt Smil over Peters Ansigt: „Til vore — det lyder lige +som naar der spørges: Kender du Jesus? — Er du blevet Missionær?“ + +„Det maa du gærne kalde det,“ svarede Pelle frejdigt — „naar du saa vil +melde dig ind i Organisationen. Dér savner vi dig.“ + +„Jeg savnes vist ikke, — jeg tror ikke et Menneske savnes, naar bare han +forretter sit Slid. Nu har jeg prøvet det hele, baade Kirken og +Sekterne; men der er ingen der har Brug for et Menneske. De vil have en +Tilhører mere, og en de kan tælle med. Det er ens over det hele.“ Han +sad og saa fortænkt frem for sig, pludselig slog han med Haanden som +jagede han noget til Side. „Jeg tror ikke paa noget mere, du Pelle! der +er ikke noget som er værd at tro paa.“ + +„Tror du da heller ikke paa de Fattiges Oprejsning? Du har ikke prøvet +at gaa til Bevægelsen?“ spurgte Pelle. + +„Hvad skulde jeg dér? Det er jo bare mere Mad de vil — og den Smule Føde +jeg trænger til faar jeg nok. Men kan de faa mig til at føle jeg er et +Menneske — ikke blot en Maskine der kræver lidt mere Smørelse. Jeg vil +lige saa gærne være en mager Hund som en fed.“ + +„Det kan de vel nok,“ svarede Pelle overbevisende. „Naar vi staar +sammen, maa de respektere den enkelte ogsaa og høre efter hans +Fordringer. Fattigmand faar sit Ord med i Laget du!“ + +Peter rørte utaalmodigt paa sig: „Hvad gavner det mig, om jeg kan prygle +Folk til at se paa mig? — det er mig knusende ligegyldigt! Men ser de +paa mig af sig selv du? — og siger ved sig selv: Se der gaar ogsaa et +Menneske skabt i Guds Billede, og tænker og føler sit eget lige som jeg! +— Det er det jeg vil ha’e.“ + +„Jeg begriber ærlig talt ikke, hvad det er du vil med dit _Menneske_,“ +sagde Pelle ærgerligt. „Er det noget at rende Hovedet mod Væggen for, +naar der ligger fornuftige Ting og venter. Lad os organisere os — og se +at komme ud af Slaveriet! Saa siden kan enhver more sig som han vil.“ + +„Naa ja ja, naar det er saa let at komme ud af Slaveriet, saa hvorfor +ikke — meld du mig bare ind,“ sagde Peter med en svag Antydning af +Ironi. + +„Tak for det, Kammerat!“ udbrød Peter og rystede glad hans Haand. „Tag +saa og gør noget for Sagen.“ + +Peter saa sig forladt om. „Det er et ækelt Vejr du er ude i,“ svarede +han blot og lyste ham ud. + +Pelle gik langs Kapelvej over mod Nørrebro, han vilde over og hilse paa +Morten. Blæsten jog Løvet langs Kirkegaarden og piskede Slagregnen i +Ansigtet paa ham; han holdt sig tæt ind under Kirkegaardsmuren for Læ og +skød Hovedet frem mod Vejret — han var i fortræffeligt Humør. Det var to +nye til, nu battede det efterhaanden! En sær Patron var Peter blevet; +det Ord Menneske, Menneske blev ved at hakke meningsløst inde i Pelles +Øre. Naa, han fik ham da paa Listen! + +Pludselig hørte han lette løbende Trin bag sig, en Mandsskikkelse kom op +paa Siden af ham og stak ham en lille Pakke i Favnen uden at sagtne sin +Fart. Lidt fremme blev Skikkelsen borte; det forekom ham at den +forsvandt over Kirkegaardsmuren. + +Han stansede under en Lygte paa Nørrebrogade og undersøgte forundret +Pakken; den var forsvarlig bundet til med Sejlgarn. „Til Mor,“ stod der +paa den med klodset Skrift. Pelle grundede ikke længer; gennem det Ord +Mor hørte han tydelig Ferdinands rustne Stemme. „Nu bliver Madam +Frandsen glad,“ tænkte han og stak Pakken i Lommen; den sidste Uges Tid +havde hun ikke haft noget Bud fra Ferdinand, han turde nok ikke vove sig +ud paa Kristianshavn mere. Han fattede ikke, hvordan Ferdinand var +kommet paa Sporet af ham. Mon han skulde holde til herude i +Rabarberlandet? + +Morten sad og skrev i et tykt Hæfte, han lukkede det hastigt da Pelle +kom ind. + +„Hvad er det?“ udbrød Pelle og vilde aabne Hæftet — „skriver du i +Skrivebog endnu?“ + +Morten lagde forvirret sin Haand paa Hæftet. „Naa forresten,“ sagde han +med ét, „du kan godt faa det at vide — jeg har skrevet et Digt! Men du +skal lade være at sludre om det.“ + +„Læs det for mig du!“ bad Pelle. + +„Jamen du skal love mig at tie stille med det. Ellers tror de andre bare +jeg er halvtosset.“ + +Han var helt undselig og læste stammende. Det var et Digt om de Fattige, +der bar det hele i deres oprakte Arme og resigneret saá paa, at de +deroppe gjorde sig til Gode. Det hed: Lad dem falde! — og de Ord kom +igen som Omkvæd i hvert Vers. Og da Morten nu var i Aande, læste han +ogsaa en lille stilfærdig Historie om Fattigfolks Kamp for Brødet. + +„Det er nu knusende storartet!“ udbrød Pelle begejstret — „det er vældig +godt du! Jeg begriber bare ikke, hvordan du faar det sat sammen — især +Versene. Men du er nok Digter — det har jeg forresten altid troet; for +der er noget underligt ved dig. Dine egne Meninger har du — og du holder +heller ikke af at lade dig klippe! — Men hvorfor digter du ikke noget +stort og spændende som er værd at læse; det om os er der ikke noget +interessant ved.“ + +„Det synes jeg nu netop!“ + +„Nej det begriber jeg ikke. Hvad kan en fattig Fyr vel opleve?“ + +„Saa tror du ikke paa det store da?“ + +Jo det gjorde Pelle nok: „Men derfor bliver vi da ikke med én Gang til +Herligheder.“ + +„Du vil læse om Grever og Baroner,“ sagde Morten. „Saadan er I alle, jer +selv opfatter I alligevel som noget Rak, naar det kommer til Stykket. Jo +I gør, men I ved bare ikke af det! Det er Slavenaturen i jer, saadan ser +de højere Samfundslag paa jer, og saa gør I det uvilkaarlig selv ogsaa. +Ja lav bare Ansigter, for sandt er’et! I gider ikke høre noget om eders +Lige, for I tror saamænd ikke der kan komme noget fra den Kant! Nej det +skal være fint — bare fint! Helst spyttede man jo paa Fortid og Forældre +og rykkede selv op i det fine; og da det ikke kan lade sig gøre, +forlanger man det af Bøgerne.“ Morten var gal i Hovedet. + +„Hov hov,“ sagde Pelle beroligende, „saa slemt er det vel heller ikke.“ + +„Jo det er!“ udbrød Morten hæftigt. „Og ved du hvorfor? Fordi I ikke har +forstaaet endnu, at Mennesket er helligt, saa det er lige meget hvor det +færdes!“ + +„Er det helligt?“ sagde Pelle leende. „Jeg er da ikke hellig — jeg +troede heller ikke du var.“ + +„Jeg vil haabe for dig at du ogsaa er det,“ sagde Morten alvorligt. „For +ellers er du ikke anderledes end en Hest eller Maskine der gør et Stykke +Arbejde.“ Saa tav han med en Mine som var der snakket nok om den Ting. + +Mortens lukkede Udtryk gjorde Pelle alvorlig. Han kunde nok paa Dril +lade som det var noget Sludder, men Morten var en af dem der saá indad — +her var kanske igen noget han ikke forstod! + +„Jeg ved godt, at jeg er en Klovn sammenlignet med dig,“ sagde han +godmodigt. „Men derfor behøver du ikke straks at blive gal i Hovedet. — +Kan du forresten huske Peter, som stod i Lære hos Jeppe sammen med din +Bror Jens og mig? Han er herovre — jeg traf ham før. Han spekulerer +ogsaa saadan indad; men kan ikke finde Bund i det saadan som du! Han +troede paa ingen Verdens Ting, og skidt var det med ham. Han vilde have +godt af at tale med dig.“ + +„Jeg er jo ikke Profet — det er du snarere,“ svarede Morten ironisk. + +„Derfor kunde du maaske nok give ham et godt Ord. — Nej jeg er ikke +andet end Fagforeningsmand, og det forslaar ikke.“ + +Paa Vejen hjem grundede Pelle ærligt paa Mortens Ord, men maatte opgive +at trænge ind bag dem. Nej han havde ingen Trang til at omgive sin +Person med nogen Slags Hellighed eller Glorie; han var bare en sund Krop +og trængte til at virke! + + + + + IX + + +Pelle kom styrtende hjem fra Mester Becks Værksted, smed Trøje og Vest +og stod paa Hovedet i en Balle Vand. Mens han skrubbede sig tør, løb han +ind til Familien. „Vil I med ud? Jeg har et Par Billetter til en +Aftenunderholdning — men saa maa I skynde jer!“ + +De tre Børn sad sammen om Bordet og lavede Kortkunster, Ilden knitrede i +Kakkelovnen, og der lugtede rart af Kaffe. De var trætte efter Dagens +Slid og havde ingen Lyst til at klæde sig paa og gaa ud; man kunde se +paa dem at de hyggede sig ved at være hjemme. „Du skulde give Hanne og +hendes Mor Billetterne,“ sagde Marie — „de kommer aldrig nogen Steder.“ + +Pelle tyggede lidt paa det mens han gjorde sig færdig. Ja hvorfor ikke, +det var i Grunden Dumhed at gaa dér og gemme paa gamle Historier. + +Hanne vilde ikke med, hun sad med nedslagne Øjne som en Jomfru i Bur og +saá ikke paa ham. Men Madam Johnsen var straks parat; det gamle Skind +kom i en Fart i Stadsen. + +„Det er længe siden, vi to har gaaet ved hinandens Side, Pelle,“ sagde +hun livligt da de gik indefter. „Du har faaet saa travlt paa den senere +Tid — Du render til Møder siges der! Det var ogsaa noget for en Ungdom — +kan der naas noget ved det?“ + +„Ja noget kan der vel nok naas — bare man lægger Kræfterne i!“ + +„Hvad er’et der skal naas da? Skal Tysken ædes igen — ligesom i ens unge +Dage? eller hvad er det du har for?“ + +„Vi skulde gærne gøre det lidt lykkeligere at være til,“ sagde Pelle +stilfærdigt. + +„Saa det er ikke andet end Lykken du vil have indført? — det naar du +nok!“ udbrød Madam Johnsen og lo højt. „Ja vist saa, i min fejre Ungdom +skulde Mandfolkene ogsaa til Hovedstaden og skabe den. Jeg var kun +sejsten Aar dengang jeg kom hertil i min egen Hensigt — hvor var vel +Herlighederne at finde for en køn Tøs om ikke her? Glæder fandt én mange +af, der var nok der vilde gaa ved Siden af en net Pige i tynde Sko og +forære hende kønne Ting — og hver Dag førte sin Lykke med sig. Men saa +traf jeg en Mand, som mente det bedste med mig og troede paa sig selv +ogsaa — han fik mig bildt ind, at nu skulde vi to lave noget varigt +sammen. Han var samme Slags fattig Fugl som jeg med tomme Hænder, men +tog godt fat. Dygtig til sit Arbejde var han; og en lille lykkelig +Tilværelse med godt Udkomme og Hygge indendørs mente han sagtens vi to +kunde skabe os — blot vi sled i det. Pøh Lykke! — Han skulde jo se at +blive Mester, for hvad kan en Svend vel tjene! En og anden Gang havde vi +ogsaa skrabet lidt sammen og syntes at nu lysnede det; men saa slog +Ulykken altid ned og tog det! Den hænger altid og svæver over +Fattigmands Hjem som en stor Fugl; og kan du faa den jaget væk, maa du +eje en lang Kæp! — — Naar vi saa kom lidt ovenpaa, var det igen det +samme. En hel Vinter laa han syg, og vi holdt Livet ved at pantsætte alt +hvad vi ejede, Stump for Stykke. Da den sidste Ting var røget, laante vi +lidt paa Sedlerne.“ Den gamle maatte stanse og trække Vejret. + +„Som vi dog render,“ sagde hun pustende. „Man skulde tro Verden var i +Færd med at løbe fra os.“ + +„Ja saa var der ikke mere,“ fortsatte hun og sjokkede igen videre — „og +begynde forfra var han for træt til; saa flyttede vi ind i _Arken_. Han +tog sin Trøst naar han havde lidt Skillinger; men det var daarlig Trøst +for mig, som gik med Hanne, kan du tro! Hun kom lige som en Gave oven +paa al Modgangen; men han kunde ikke lide hende, fordi vore Nykker om +lidt Herlighed gik igen i hende. Hun havde jo faaet det efter os, den +Stakkel — og Pjalter og Snavs at sætte det sammen af. Du skulde set +hende som ganske lille lave Finmands Verden af en Las fra Skarnkassen. +Hvad er det? spurgte Johnsen — han var jo lidt overkørt som sædvanlig. +Aa det er den pæne Stue med Tæppe paa Gulvet, og derhenne ved +Kakkelovnen er dit Værelse Far. Men du maa ikke spytte paa Gulvet, for +vi er fine Folk.“ + +Madam Johnsen gav sig til at græde: „Saa slog han hende i Hovedet. Hold +Kæft! raabte han og svor forfærdeligt over Barnet — jeg vil ikke høre +den Satans Snak! Saadan var han; det var ikke frit for at Livet blev +lysere for os to da han endte sit i Kloaken. Den Tid jeg kunde have +moret mig, tog han fra mig med sit Fremtidspaahit, og nu sidder jeg saa +og vender gamle Soldaterbukser der fylder Stuen med Svineri; naar jeg +vender et Par om Dagen kan jeg tjene en Mark. Og Hanne gaar som en +Søvngænger. Lykke jo pyt! Er der nogen i _Arken_ som ikke begyndte andet +Steds med Tiltro til noget bedre? Man flytter ikke med sin gode Vilje +ind i saadan en broget Luserede, men man ender der alligevel. Og er der +nogen der har blot det daglige Brød tilmaalt? Ja Olsens med den varme +Væg, men det kan de takke Datterens Skam for.“ + +„Des mere Grund er der til at tage fat,“ sagde Pelle. + +„Ja du snakker du! Men den der slaas med det uoverkommelige skal nok +løbe træt. Nej lad du alt det fare, og mor dig lidt mens du har din +Ungdom! Og bryd dig ikke om mig gamle Klynkehoved, som gaar her og +snakker trist — nu skal vi jo ud og more os.“ Hun saa helt fornøjet ud +igen. + +„Saa tag mig under Armen da, det hører sig jo til mellem Kærestefolk!“ +sagde Pelle spøgende. + +Den gamle Kone tog hans Arm og trippede ungdommeligt. „Ja havde det +været i mine unge Dage, skulde jeg nok faaet dig væk fra de +Tossestreger,“ sagde hun oprømt. „Saa havde jeg taget og ført dig til +Dans.“ + +„Men De fik jo ikke Johnsen væk fra det,“ indvendte Pelle. + +„Nej for dengang var én jo godtroende. Men nu skulde ingen faa Lov at +tage min Ungdom fra mig.“ + +Mødet der holdtes i en stor Sal i en af Nørrebros Sidegader, var +agitatorisk underholdende, mest beregnet paa de umyndige; der var ogsaa +mødt mange Koner og unge Piger. Der blev læst op, blandt andet et Digt +som handlede om en gammel ærlig Smed der gik i Stykker paa en Strejke. +„Det kan være meget kønt og rørende,“ hviskede Madam Johnsen og pudsede +Næsen af Sindsbevægelse, — „men man trænger nu til noget at le af. +Elendighed ser man hver Dag.“ + +Saa sang et lille Kor af Haandværkere nogle Sange, og en af de ældre +Førere kom frem og fortalte om Bevægelsens Barndom. Da han var færdig +spurgte han, om ikke andre kunde have noget at fortælle. Det kneb med at +faa Aftenen fyldt ud. + +Der var ingen Stemning over Forsamlingen, Kvinderne morede sig ikke, og +Mændene sad og lyttede efter noget der bed igennem. Pelle kendte de +fleste igen fra Diskussionsmøderne; selv de unge havde haarde Ansigter, +hvoraf der lyste en haardnakket Spørgen. Denne jævne uskyldige +Underholdning stillede ikke den brændende Utaalmodighed, der fyldte +Sindene og fik dem til at lytte spændt ud efter Varsler. + +Han sad og pintes under sin Fremfærd, den ihærdige Farten og Agiteren +sad ham i Blodet — sikken en Lejlighed til at slaa et Slag for +Sammenslutningen her gik ubenyttet hen! Kvinderne her trængte netop til +et Hagl, baade Fabrikspigerne og de gifte Koner der holdt igen paa deres +Mænd. Og deroppe stod de og spildte Tiden med Sang og Digtersludder! I +et Spring stod han deroppe. + +„Det kan være godt nok med alle de kønne Ord!“ raabte han iltert — „men +de fører bare til saa lidt, for hvem der ikke skal leve af dem! Præsten +og Hunden tjener Føden med Munden, men vi andre er henvist til vore +Næver, om vi vil opnaa noget. Hvad gaar vi og lister uden om Sagen for — +med Vers og Prækerads? ved vi maaske ikke hvad vi vil endnu? De siger vi +har været Trælle i tusend Aar — saa har vi vel haft Tid til at betænke +os! Hvorfor sker der saa lidt, skønt alle gaar og venter noget og er +parat? Er der kanske ingen der har Mod til at føre an?“ + +Der rejste sig stærkt Bifald, navnlig fra de unge; de trampede og +raabte. Pelle tumlede ned, han var ganske svedig. + +Den gamle Fører kom op paa Talerstolen og takkede de assisterende for +den fornøjelige Underholdning. Han henvendte ogsaa en smilende Tak til +Pelle, det var glædelig at der endnu var Ild i Ungdommen, selv om den +tog fejl af Anledningen! De ældre havde baaret Bevægelsen frem gennem +trange Tider, men havde ikke noget imod at lade Ungdommen prøve sig. + +Pelle vilde op og svare igen, men Madam Johnsen holdt ham fast i +Frakken. „Lad vær Pelle,“ hviskede hun angst — „du vover dig for langt +ud.“ Hun vilde ikke slippe, og han maatte sætte sig igen for ikke at +vække Opmærksomhed. Hans Kinder blussede og han var stakaandet som efter +et Løb op ad Bakke. Det var første Gang han havde vovet sig op paa en +Talerstol, Hidsigheden havde slynget ham derop. + +Folk blandede sig mellem hinanden. „Er det allerede forbi?“ udbrød Madam +Johnsen; han mærkede hun var skuffet. + +„Nej nej — nu skal vi til at solde!“ sagde han og førte den gamle hen +til et Bord i Salens Baggrund. „Hvad maa jeg byde paa?“ + +„Kaffe til mig. Men du skulde tage dig en Øl, du er saa varm.“ + +Pelle vilde ogsaa have Kaffe. „Du er da et underligt Mandfolk,“ sagde +hun leende „— vælter dig først op i en hel Sværm Mennesker og sidder saa +og drikker Kaffe som en anden Kone! Og sikke mange Folk her er, det er +næsten som til Fest.“ Hun sad og saá sig om med tindrende Øjne, rød i +Kinderne som en Ungpige der er til Sold. „Tag dog mere Skind Pelle, du +har jo ingenting faaet — det er rigtig Fløde!“ + +Føreren kom hen og spurgte, om han maatte gøre Pelles Bekendtskab. „Det +er jo Dem jeg har hørt om gennem Formanden i Deres Fagforening,“ sagde +han og gav Haanden. „Det glæder mig at hilse paa Dem, De har gjort et +propert Stykke Arbejde dér.“ + +„Aa det er ikke saa farligt,“ svarede Pelle rødmende. „Men nu kunde det +snart være rart at gaa løs for Alvor.“ + +„Jeg kender godt Deres Utaalmodighed,“ svarede den gamle Fører smilende, +„saadan lyder det bestandig fra de unge. Men den der vil udrette noget +rigtigt, maa kunne se frem til Vejs Ende.“ Han slog Pelle paa Skulderen +og gik. + +Pelle følte at Folk stod og talte om ham. „Gud ved om du har gjort dig +til Nar deroppe?“ tænkte han. Der stod to unge Mænd tæt ved og saá hen +paa ham fra Siden, pludselig kom de hen. + +„Maa vi ikke have Lov at stikke Dem paa Næven,“ sagde den ene. „Mit Navn +er Otto Stolpe, og det er min Bror Fredrik. Det var et godt Ord De +langede ud deroppe — tak for dét!“ De stod og snakkede lidt. „Det vilde +forresten more den Gamle at sige Goddag til Dem,“ sagde Otto Stolpe. — +„De har vel ikke Lyst til at gaa med hjem?“ + +„Det kan jeg ikke saa godt i Aften; jeg har Selskab,“ svarede Pelle. + +„Gaa du bare med!“ sagde Madam Johnsen. „Derhenne ser jeg nogen +Kristianitter som jeg kan faa Følgeskab med.“ + +„Jamen vi skulde dog svire lidt mere — nu vi er ude,“ sagde Pelle +leende. + +„Ih Gudfader! Nej nu har jeg saamænd sviret nok for i Aften, mit gamle +Hoved er helt overkørt! Forsvind du nu bare — det samme havde jeg ikke +sagt for tredve Aar siden. Og Tak for i Aften.“ Hun lo overgivent til +ham. + +Familien Stolpe boede i Elmegade, paa anden Sal i en stor ny +Arbejderkaserne. Opgangen var rummelig, og der var Navneplade af +Porcelæn paa Døren. I Entréen kom en ældre velklædt Kone imod dem. + +„Det er en Partifælle, Mor!“ sagde Otto. + +„Velkommen da!“ sagde hun og tog Pelles Haand. Hun beholdt den et +Øjeblik mens hun saá paa ham. + +Inde i Dagligstuen sad Murer Stolpe og læste i _Arbejderen_. Han var i +Skjorteærmer og hvilede de svære Arme paa Bordet. Han læste hviskende, +og lagde ikke Mærke til at der var Fremmede i Stuen. + +„Her er en Mand som det vil glæde Far at hilse paa,“ sagde Otto og lagde +Haanden paa Faderens Arm. + +Stolpe hævede Hovedet og saá paa Pelle. „De vil maaske ind i +Fagforeningen?“ spurgte han og rejste sig tungt, støttende Hænderne paa +Bordet. Han var stor og graasprængt, plettet i Øjnene af Kalkstænk. + +„Du med din Fagforening,“ sagde Madam Stolpe. „Du tror vist ikke der er +andre i Fagforening end dig.“ + +„Jo der er sku kommet en Del efterhaanden, Mutter. Men jeg var ligegodt +den første.“ + +„Ja jeg _er_ nu i Fagforening,“ sagde Pelle. „Men ikke i Deres — for jeg +er Skomager.“ + +„Skomager, det er en skidt Profession for en Svend; men saa kan man til +Gengæld naa at blive Mester — det kan en Murer ikke i vore Dage. Det gør +jo en stor Forskel; naar man skal blive ved at være Svend, har man mere +Interesse af at forbedre Stillingen — forstaar De nok! Derfor har det +været sløjt med Sammenslutningen inden for Skomagerne — en anden Grund +er den, at de sidder og arbejder paa Logi og ikke er til at faa fat i. +Men nu har de faaet en ny Mand, som lader til at sætte Gang i Støvlerne +alligevel.“ + +„Ja og det er ham her, Far!“ sagde Otto leende. + +„Saa for Pokker — og her staar jeg og holder mig selv for Trekant! Saa +vil jeg sku ogsaa have Lov at sige Goddag til Dem endnu en Gang. Til +Lykke med Værket, unge Kammerat!“ han rystede Pelles Haand. — „Vi faar +vel en Taar Øl, Mutter?“ + +Stolpe og Pelle var hurtig inde i en livlig Passiar. Pelle var i sit Es, +han havde ikke før været inde i Hjærtet af Bevægelsen, der var meget at +spørge om. Og den gamle Murer fortalte løs om Organisationens Vækst fra +Aar til Aar, lige fra den første Begyndelse hvor der kun var ét +Fagforeningsmedlem i Danmark — nemlig han selv — til nu. Han kendte alle +Tallene for de forskellige Fag, og var nøje inde i hvert Fags +Udviklingshistorie. Sønnerne sad tavse og hørte andægtigt efter, de +ventede altid med at sige noget, til Faderen med et Nik gav til Kende at +nu var han færdig. Den yngste, Frederik som var i Murerlære, sagde ikke +engang du til Faderen. Hans bestandige Far, Far, lød underligt i Pelles +Øren. + +Mens de talte, lukkede Madam Stolpe op til en endnu pænere Stue og bad +dem komme ind og drikke Kaffe. Dagligstuen havde allerede virket svært +saa flot paa Pelle, med de egetræsmalede Spisestuemøbler og +Hestehaarssofaen. Men her var der røde Plydses Møbler, et ottekantet +Nøddetræs Bord med indlagt sort Rand og drejet Trefod, og en Etagère +fuld af Nipsting i Porcelæn, mest smaa uartige Pudsigheder. Paa Væggene +hang Gruppebilleder fra Kongresser og Møder, og store Fotografier fra +Arbejdspladserne: En Bygning under Opførelse og paa Stilladset Murerne +mellem deres Kalkbaljer med et Stykke Værktøj eller en Bajer i Haanden. +Paa Væggen over Kanapeen hang et stort Knæbillede af en smuk mørk Mand i +Slængkappe; han lignede halv en drømmende Æventyrer, halv en Militær. + +„Det er Stormesteren,“ sagde Stolpe højtideligt og stillede sig ved +Siden af Pelle. „Det er ham det hele er opført paa.“ Han stod og faldt i +Betragtninger foran Billedet og var længe tavs; saa aandede han tungt ud +og rykkede med Hovedet. + +„Et stolt Stykke Mandfolk var han nu ligegodt,“ udbrød han med ét — „der +stod altid en Stime fine Fruentimmere i Hælene paa ham. Men naar han +talte, holdt de sig pænt af Vejen, for saa gik der Ild af ham forstaar +De. Saa hed det: frem med Mandfolkene! og selv de værste Søvnetryner fik +Kløe inden i Ørerne.“ + +„Han er vel død nu?“ spurgte Pelle interesseret. + +Stolpe svarede ikke. „Værsgod,“ sagde han kort — „skal vi tage den +Kaffe.“ Otto blinkede til Pelle, her var der nok noget der ikke maatte +røres ved! + +Stolpe sad og stirrede ned i sin Kop; men pludselig hævede han Hovedet. +„Der er Ting man ikke forstaar sig paa,“ udbrød han alvorligt — „men saa +meget er vist, at uden Stormesteren dér havde jeg og en hel Masse andre +maaske ikke siddet som gode Familiefædre i Dag. Der var mange kvikke +Hoveder blandt os unge Kammerater — saadan som der jo altid er; men det +har sku ogsaa altid været de begavede som gik i Hundene. For naar man +ikke har noget at bruge det til, gaar man og bliver utaalmodig; og en +Dag begynder man med at hælde Sprut paa Hjærnen for at stoppe Kæften paa +den. Jeg gik jo selv og havde den forbandede Fornemmelse af at der +manglede mig noget — og begyndte saa smaat at hælde paa Lampen. Men saa +var’et at jeg opdagede Bevægelsen — endnu før den var der ku’ jeg næsten +være tosset nok til at sige — det laa saadan i Luften forstaar De nok, +at der ligesom var noget i Anmarsj. Og man støvede som en Hund for at +faa et Glimt af det. Snart hed det sig, var det her, snart dér! men naar +man kom derhen, stod der bare nogle sultne Mænd og raabte i Munden paa +hinanden om noget, ingen Fanden vidste hvad var. Men saa var det altsaa +at Stormesteren traadte frem. Og det var som et Lyn for os, for han +kunde fortælle os paa en Prik, hvad det var der trykkede — skønt han +ikke var af vore Folk! Siden har man ikke behøvet at spørge efter de +bedste Kræfter, for de var at finde i Bevægelsen! Talte den ikke mange — +dem havde den i al Fald.“ + +„Nu tager den jo Fart,“ sagde Pelle. + +„Ja nu — nu mudrer det over det hele! Men hvor er det kommet fra? fra os +gamle Veteraner sku! — fra ham dér!“ + +Stolpe gav sig til at tale om ligegyldige Ting, men af sig selv gled +Talen igen over paa Bevægelsen; Mand og Kone levede og aandede ikke i +andet. Det var brave retlinede Folk som ganske enkelt delte Menneskene i +to Slags: dem der var for, og dem der var imod. Pelle aandede paa en +egen kraftig Maade i dette Hjem, hvor Luften ligesom var iltet af +Socialisme. + +Han lagde Mærke til et massivt Skrin der stod ved den ene Væg paa fine +snoede Ben; det var tæt beslaaet med Metalnagler og lignede et gammelt +Laugsskrin. + +„Ja det er Fanen,“ sagde Madam Stolpe men tav forskrækket. Murer Stolpe +rynkede Panden. + +„Naa hvad, De er jo en brilliant Fyr!“ sagde han saa. „Dem behøver man +ikke gaa paa Listesko for.“ Han tog en Nøgle frem af et hemmeligt Rum i +sit Skrivebord. „Nu er Faren jo ikke saa stor, men man er alligevel +forsigtig, det er saadan en Rest fra dengang, da det gik haardt til og +Politiet holdt Jagt paa vort Samlingsmærke. Stormesteren kom selv til +mig en Aften med Fanedugen under Kappen. De maa forvare den, Stolpe — +sagde han — De er den paalideligste af os alle!“ + +Han og Konen foldede den store røde Flagdug ud: „Se det er +Samlingsmærket for Internationale! den ser noget medtaget ud, for den +har været ude for noget har den! Ved Fælledmøderne hvor Militæret var +udkommanderet mod os med skarpe Patroner, vajede den over Talerstolen. +Det var den der holdt sammen paa os, at have den smældende over sit +Hoved var det samme som at sværge til den. Politiet forstod det ogsaa og +vilde have fat i den; de gjorde et Sjok imod den midt under et Møde, men +det blev Løgn! Siden forfulgte de den, og den maatte vandre fra Mand til +Mand. Saadan kom den til mig baade én og to Gange.“ + +„Ja og en Aften brød Politiet ind og tog Fatter, bedst som vi sad ved +Aftensmaden; de endevendte Lejligheden og slæbte ham i Hullet uden saa +meget som et Ord. Børnene var smaa dengang, saa De kan forstaa det saa +trist ud for mig. Jeg vidste jo aldrig, naar de slap ham ud igen.“ + +„Ja men Fanen fik de sku ikke!“ sagde Stolpe og lo hjærteligt. „Jeg +havde allerede langet den videre — den var aldrig ret længe ad Gangen +paa ét Sted i de Dage. Nu har den det forholdsvis roligt, Mutter — og vi +andre med!“ + +De unge stod tavse og stirrede paa denne Fane, der havde været med i saa +meget og var som selve Bevægelsens hede røde Blod. For Pelle rullede en +hel ny Verden sig op. Det var ikke længer saa helt vildt, det der +brændte paa Bunden af ham; mens han gik derhjemme og legede Barnets Lege +eller vogtede Kvæg, havde stærke Mænd allerede taget et Tag og lagt +Grunden til det hele. En ejendommelig Hede straalede ud i ham og steg +til Hovedet. Om det nu havde været ham, der svang den glødende Dug mod +Undertrykkerne — ham! + +„Og nu ligger den her i Skrinet og er glemt,“ sagde han mismodig. + +„Den hviler bare,“ sagde Stolpe. „Glemt — ja Politiet tror vel ikke den +er til mere. Men stik den paa en Stang, og De skal se Kammeraterne +flokkes om den, gamle og unge. Der er Ild i det Stykke Tøj — og det som +aldrig slukkes!“ + +De foldede varsomt Fanen sammen og lagde den ned. „Der skal alligevel +ikke snakkes højt om den, forstaar De nok!“ sagde Stolpe. + +Det ringede, Stolpe skyndte sig at laase for Fanen og gemme Nøglen, mens +Frederik gik ud og lukkede op. De saá uroligt paa hinanden og stod og +lyttede. + +„Det er bare Ellen,“ sagde Frederik og kom ind fulgt af en høj, +mørkhaaret Pige med et alvorligt Væsen. Hun havde Slør ned for Ansigtet, +og foran Munden sad hendes Aande som Perlevæv i Sløret. + +„Naa er det Tøsen!“ udbrød Stolpe og lo. „Sikke nogen Tossestreger, vi +blev jo helt nervøse, akkurat som i gamle Dage. Og du er ude paa denne +Tid af Natten, og i det Vejr?“ Han saá kærligt paa hende, man kunde +mærke paa ham at hun var Kæledæggen. At se til var de meget forskellige. + +Hun hilste paa Pelle med et bitte lidet Kniks og saá alvorligt paa ham. +Der var noget tækkeligt stilfærdigt over hende, som straks tog ham. Hun +var mørkt klædt, uden noget Tilløb til Pynt, men i solide Sager. + +„Vil du ikke have Tøjet af?“ spurgte Moderen og knappede hendes Kaabe +op. „Du er jo helt vaad, Barn.“ + +„Nej jeg skal straks gaa igen,“ svarede Ellen. „Jeg vilde bare lige +kigge hjem.“ + +„Det er ellers noget sent,“ brummede Stolpe. „Har du først Fyraften nu?“ + +„Ja — men det er jo ikke min Fridag.“ + +„Naa det er det dog ikke? Jo det er et kønt Slaveri — til Kl. elleve om +Aftenen.“ + +„Saadan er det nu engang Far — det bliver ikke bedre fordi du skælder +mig ud,“ svarede Ellen frejdigt. + +„Nej men du kunde lade være at tjene — der er ingen Mening i at vore +Børn skal gøre Tjeneste i Arbejdsgivernes Hjem — vil De ikke give mig +Ret i det?“ vendte han sig til Pelle. + +Ellen lo klart: „Det er jo ligemeget — Far arbejder jo ogsaa for +Arbejdsgiverne.“ + +„Ja vel, men det er noget andet. Fra Klokken det og til Klokken det, saa +og saa meget — færdig! Det andet er Hjemmene; de fra det ene Hjem maa +hen i det andet og tage Skrubbet.“ + +„Far har jo alligevel ikke Raad til at have mig hjemme.“ + +„Det ved jeg nok — men jeg kan nu ikke lide det alligevel. Du kunde +ogsaa sagtens finde en anden Beskæftigelse.“ + +„Jamen det _vil_ jeg ikke — jeg vil have Lov at bestemme over mig selv,“ +svarede hun bestemt. + +De andre sad tavse og saá frygtsomt paa hinanden. Aarerne i Stolpes +Pande svulmede op, han var blaa i Ansigtet og forfærdelig vred. Men +Ellen sad og saá paa ham med et lille Smil. Han rejste sig og gik +brummende ind i den anden Stue. + +Moderen rystede paa Hovedet, hun var ganske bleg. „Barn dog, Barn!“ +hviskede hun. + +Lidt efter kom Stolpe ind med nogle gamle Blade han vilde vise Pelle. +Ellen stillede sig bag hans Stol og saá hos; hun hvilede Armen paa hans +Ryg og pillede ham tankeløst i Haaret. Moderen trak hende i Kjolen. Det +var illustrerede Blade fra den bevægede Tid. + +Klokken slog halvtolv, og Pelle brød forskrækket op; han havde helt +glemt Tiden. + +„Tag Tøsen med,“ sagde Stolpe — „I skal jo samme Vej. Ikke sandt Ellen, +saa faar du Følgeskab? Der er ingen Fare ved at gaa med hende — for hun +er hellig.“ Det lød som om han hævnede sig for sit Nederlag. — „Kom +snart igen, De er altid velsét hos os!“ + +De talte ikke synderligt paa Hjemturen, Pelle var forlegen, og havde en +Fornemmelse af at hun gik og saá ham an — vejede hvad han vel var for en +Fyr. Naar han tog sig sammen til at sige noget, svarede hun kort og saá +forskende paa ham. Alligevel syntes han det var en interessant Tur, og +vilde gærne den havde varet meget længer. + +„Tak for godt Følgeskab,“ sagde han da de stod ved hendes Port. „Det +kunde være morsomt at træffes igen.“ + +„Dersom det er Meningen vi skal træffes, saa sker det jo nok,“ svarede +hun lukket men lod ham beholde sin Haand et Øjeblik. + +„Det er det! — vær vis paa det!“ udbrød Pelle lyst. „Men du glemmer nok +at betale for Hjemfølgningen.“ Han bøjede sig hen mod hende. + +Hun stirrede forbavset paa ham — med et Par Øjne der stenede ham syntes +han. Saa vendte hun sig langsomt og gik ind. + + + + + X + + +En Dag henad Fyraften gik Pelle ind til Hofskomageren med noget nyt +Arbejde. Lageristen tog det og betalte, gav sig saa til at ekspedere +andre og lod ham staa. Pelle ventede taalmodigt, rømmede sig blot nu og +da. Dette her var saadan en Fremgangsmaade de havde, man maatte tie og +finde sig i det om man vilde have Arbejde. „De glemmer nok mig,“ sagde +han endelig lidt utaalmodigt. + +„De kan godt gaa,“ svarede Lageristen. „De er færdig her.“ + +„Hvad skal det sige?“ spurgte Pelle overrasket. + +„Det skal sige det De hører. For Dem er der vinket af — hvis De kan +forstaa det?“ + +Pelle forstod godt nok, men det var rart at faa Forfølgelsen fastslaaet +i Kammeraternes Paahør. „Er der da noget at udsætte paa mit Arbejde?“ +spurgte han. + +„De giver Dem for meget af med uvedkommende Ting, min gode Mand. Saa kan +man aldrig passe det man skal.“ + +„Jeg vilde dog gærne vide, _hvad_ der er at udsætte paa mit Arbejde,“ +blev Pelle haardnakket ved. + +„For Fanden, det har jeg jo sagt Dem Mand!“ brølede Lageristen. + +Hofskomageren kom frem oppe i Døren til Bagværelset og saá sig om; da +han fik Øje paa Pelle, fór han ned mod ham. „Vil De herut, og det +straks!“ skreg han opbragt. „Tror De vi giver Brødet til Folk, der gaar +og undergraver os? Herut af min Forretning Mosjø Fagforeningslem.“ + +Pelle blev staaende og saá sin Mester ind i Øjnene; han havde mere Lyst +til at lange ham en end lade sig smide ud. „Bare rolig,“ sagde han til +sig selv — „bare rolig.“ Han smilede, men Linjerne i Ansigtet dirrede. +Hofskomageren kredsede omkring ham i en vis Afstand og raabte uophørlig: +„Herut, herut Mosjø! — Aa Lagerist, kald paa Politiet!“ + +„Der kan I se Kammerater, hvad han dér regner os for,“ sagde Pelle og +vendte sin brede Ryg til Meyer. „Vi er Hunde, ikke andet.“ + +De stod og saá ned i Disken og lignede Døvstumme i deres Angst for at +tage Parti. Saa gik han. + +Han tog Vejen udefter mod Nørrebro, Brystet arbejdede voldsomt paa ham; +Fortørnelsen rasede som et Uvejr i ham og brød sig stødvis Vej gennem +hans Mund. Meyers Arbejde var han for saa vidt ligeglad med; det var +daarligt, og han havde kun brugt det til Udfyldning. Men det var +harmeligt at skulle købe slet Arbejde med sin Overbevisning! Dér stod de +og turde ikke bekende Kulør, skønt det skulde synes tilstrækkeligt, at +man holdt saadan en Kumpan oppe med sit Legeme! Meyer stod som en Mur og +spærrede for al virkelig Fremgang, men Pelle skulde han ikke komme og +slaa til. For saa fik han igen! + +Han gik straks ud til Murer Stolpe for at raadføre sig med ham; den +gamle Fagforeningsformand havde megen Erfaring. + +„Saa han er af dem der driver aabenlys Slavehandel?“ udbrød Stolpe. „Dem +har vi været ude for før. Færdig her min gode Mand, vi kan ikke bruge +Ophidsere! og saa snart man igen havde lusket sig til et lille Nap —: +Færdig her! Jeg har selv været som en jaget Hund — og hjemme gik Mutter +og græd. Jeg kunde se det paa hende; men naar jeg tog Spørgsmaalet op, +sa’e hun: Hold ud Stolpe, du skal ikke give dig over! — Du glemmer Maden +Mutter! sa’e jeg saa. — Aa Maden, jeg gaar bare ud og vasker! Det var +dengang, nu har Piben allerede en anden Lyd hos os. Nu tar Mestrene pænt +Hatten af for gamle Stolpe! — — Han maa nikkes, tag og blokér Raden!“ + +Pelle havde ikke noget imod det. „Bare det gaar,“ sagde han. „Vor +Organisation er jo svag endnu!“ + +„Prøv det allenfals — skade ham kan I altid. Han langer ud efter dit +Brød for at ramme din Samvittighed, saa lang til hans Pengepung igen — +der har han sin siddende! Gavner det ikke andet, saa viser det i al Fald +jer selv, at I ikke er Slavesjæle.“ + +Pelle sad og snakkede lidt. Han havde saa smaat haabet paa at træffe +Ellen igen, men undsaa sig ved at spørge om hun kom hjem. Madam Stolpe +vilde have ham til at blive og spise til Aften — de ventede blot paa +Sønnerne. Men Pelle havde ikke Tid, han maatte ud og træffe +Forholdsregler til Blokaden. „Saa kom paa Søndag da,“ sagde hun, „saa er +det Ellens Fødselsdag.“ + +Han vandrede med stærke Skridt ind til Fagforeningens Formand; +Indbydelsen til om Søndagen havde forjaget den sidste Rest af hans +Harme, Udsigten til en Kamp med Meyer satte ham i løftet Stemning. +Formand Petersen var han sikker paa at faa med, hvis han blot var oven +Senge; han havde i sin Tid arbejdet hos Hofskomageren og hadede ham som +Pest. Man sagde, at Petersen havde gjort en snild lille Opfindelse med +en Patentknap til Damestøvler; han forstod sig ikke selv paa at udnytte +Opfindelsen og henvendte sig til Meyer. Men Hofskomageren betragtede +uden videre Opfindelsen som sin Ejendom, da den var gjort af en af hans +Arbejdere; han udtog Patenter og tjente gode Penge paa det, saa ringe en +Ting det drejede sig om. Da Petersen forlangte Andel i Udbyttet, blev +han afskediget fra sit Arbejde. Han selv snakkede aldrig om det, men sad +nede i sin Kælder og rugede over Forurettelsen saa han ingen Vegne kunde +komme. Sin meste Tid havde han ofret paa Fagforeningen for gennem den at +faa Hævn; men der var ingen rigtig Fremgang i det for ham. Han blussede +voldsomt op men manglede Udholdenhed; brystsyg var han ogsaa. + +Han kom til at ryste af Sindsbevægelse, da Pelle fremsatte sin Plan. +„Gud Fader om vi kunde faa Ram paa ham,“ hviskede han hæst og knyttede +de magre Hænder, hvori Døden allerede havde lagt mørke Skygger. „Jeg gav +gærne mit elendige Liv for at se den Skurk ruineret. Se denne her!“ han +bøjede sig hviskende frem og viste Pelle en Fil, der sad paa et +forsvarligt Skaft og var slebet spidst til. „Naar det ikke var for +Ungernes Skyld, havde han for længe siden haft den mellem Ribbenene.“ +Det stak koldt i hans graa hvileløse Øjne der mindede om Gale Ankers. + +„Ja ja,“ sagde Pelle og lagde sin Haand beroligende paa hans — „det er +jo ikke værd at gøre Dumheder. Vi naar kun vort Maal ved at holde fast +sammen.“ + +„Vil du saa organisere Kampen?“ sagde Petersen. „Jeg dur saa daarligt +til det — og har heller ingen Kræfter. Men blæse Signalet skal jeg nok — +og det saa de vaagner. Saa maa du selv sørge for at holde dem til +Ilden.“ + +Dagen blev brugt godt, allerede næste Aften var Medlemmerne trommet +sammen til Møde. Petersen holdt sit Ord og lagde flammende for. Han +lignede et Lig endnu efter den sidste Blodstyrtning, Øjnene brændte i de +mørke Huler, han stod der som et Blodvidne for Kampens Nødvendighed. +Blokaden blev enstemmig vedtaget! + +Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige — nu var det hans Tur. Der +var ingen Penge i Kassen, men hver Mand maatte forpligte sig til at yde +et vist Bidrag til dem der kom til at spasere. Og enhver maatte gøre sit +til at spærre Meyer Tilgang. Dette her maatte ikke være en Donner, som +man fortrød i Morgen naar man vaagnede — det galdt om at være klar over +Vanskelighederne paa Forhaand, og over hvad man gik ind til. Og saa — +tre Gange Hurra for et godt Udfald. + +Det medførte Løberi, men hvad! Pelle der sad saa meget, havde ingen +Skade af at komme i Luften! Han tog Natten til Hjælp for at indhente det +forsømte; Arbejde til at erstatte Hofskomagerens med fik han hos +Smaamestre paa Kristianshavn, der sad og havde travlt nu op under Jul. + +Allerede Andendagen efter at han var smidt paa Porten stod Meddelelsen +om Blokaden i _Arbejderens_ Fagrubrik. „Tilgang frabedes!“ det var som +en Dagsbefaling udgaaet fra Pelles egen Mund. Han klippede Notitsen ud; +nu og da under Arbejdet tog han den frem og betragtede den. Dette var +ham — skønt det ikke stod noget Sted — Pelle og saa Byens største Mester +der nappedes lidt! Nu kom det saa an paa hvem der var stærkest. + +— — + +Hos Stolpes kom han ofte — mærkværdig nok traf hans Besøg altid sammen +med at Ellen havde fri. Saa fulgtes de hjem og gik og talte alvorligt. +Der var ingen Storm over nogen af dem — de færdedes som om de havde et +langt Liv foran sig. Sin Hidsighed svalede han i Kampen mod Meyer, +Ellens Væsen var han sikker paa, saa utilnærmelig hun var. Noget i ham +sagde, at hende skulde det være og hende blev det. Hun var en af de +Naturer der har svært ved at sprænge Hylsteret og aabne for Frugten; men +han følte at noget groede for ham inde bag hendes lukkede Væsen, og blev +ikke utaalmodig. + +En Aften havde han fulgt hende til Porten som sædvanlig, de stod og +sagde Godnat. Hun gav ham Haanden paa sin kejtede forbeholdne Maade, der +i Grunden lige saa godt kunde betyde Uvilje — og vilde saa gaa op. + +„Mon vi skal blive ved at gaa saadan hele vort Liv?“ sagde Pelle +smilende og holdt fast om hendes Fingre. „Du holder jo alligevel af +mig.“ + +Hun stod lidt, stenhaard i Udtrykket; saa rakte hun ham Munden og +kyssede ham, mekanisk som et Barn kysser — med tæt lukkede Læber. Hun +var allerede paa Vej ind men styrtede pludselig ud, rev ham til sig og +kyssede ham hæftigt, tøjlesløst. Der var noget saa voldsomt, næsten +fanatisk vildt over hendes Handling, at han blev helt fortumlet; han +kendte hende ikke igen. Og da han kom til sig selv, var hun allerede paa +Vej op ad Køkkentrappen. Han stod der blændet som efter en Ildregn, og +hørte hende løbe som var hun forfulgt. + +Fra den Dag var hun en anden. Hendes Kærlighed var som Vaaren der +springer ud paa én Nat! hun kunde ikke undvære ham en Dag til Ende; naar +hun var ude og gjorde Indkøb, kom hun løbende op i _Arken_. Hendes Væsen +havde sprængt det træge bort, over hendes Handlinger og Bevægelser var +der Spænding; de kom som smaa Udbrud indefra. Hun talte ikke meget; naar +de mødtes, trykkede hun sig hæftigt ind til ham som for at dulme en +Pine, og skjulte sit Ansigt; tvang han det frem, holdt hun standhaftigt +Øjnene lukkede. Saa aandede hun dybt ud og satte sig hen, sad smilende +og nynnede til hans Tale — og saá paa ham! + +Det var som hun fordybede sig i hans indre Væsen; og Pelle der trængte +til at finde og føle sit eget, vandt tryg Glæde ved hendes Selskab. Han +havde i alt hvad der rejste sig om ham famlet efter sin indre Person for +naturlig Støtte, lyttet angst til hvad der steg op derinde fra, og uden +at vide det tvivlet og spurgt. Og nu bekræftede hun noget, saa trygt hun +hang sig ved hans Arm og tav og blot stirrede — til hendes Stirren +vibrerede som et stolt Raab inde i ham selv og han følte sig uendelig +rig. Hun talte jo med noget inde i ham, naar hun stirrede saa tankefuld! +Men hvad hun sagde, fik han ikke at vide — og hvad Svar hun fik. Naar +han rev hende ud af hendes fortryllede Stirren med Spørgsmaal, sukkede +hun blot som en vaagnende og kyssede ham. + +Ellen var trofast og uegennyttig, og meget afholdt i sin Plads. Nogen +egenlig Fremfærd syntes der ikke at være i hende; hun længtes efter at +blive hans — det var det hele! Men Fremtiden fødtes paa Pelles egne +Læber af hendes drømmende Stirren, som var det hende der indgav ham de +lyse Ord. Og saa lyttede hun med et fjærnt Smil — som til noget dejligt; +selv lod hun ikke til at skænke den en Tanke. Der var en indre +Hengivelse over hende, der virkede som Undervarme paa Pelle, saa han +stak Hovedet langt frem i Lyset. Det var denne faste Fromhed i hendes +Væsen, der fik Familien til drillende at kalde hende hellig. + +Han befandt sig inderlig vel ved at blive optaget i hendes Hjem, hvor +der bag det robuste Københavnerhumør skjulte sig helt patriarkalske +Tilstande. Alting hvilede paa Orden og Ærbødighed for Forældre, især for +Faderen, der havde det afgørende Ord i alle Spørgsmaal og sin egen +Plads, hvor ingen anden satte sig. Naar han kom hjem fra Arbejdet, +kappedes de voksne Sønner endnu om at bringe ham hans Tøfler, og +Hustruen havde altid en ekstra Bid til ham. Den yngste Søn Frederik der +snart havde udlært, gik og glædede sig som et Barn til den Dag, han blev +Svend og skulde drikke Dus med den Gamle. + +De beboede en rummelig ny Treværelsers Lejlighed med Pigekammer; for +Pelle der var vant til at se sine Fæller herovre holde til i et Værelse +med Køkken, var det ikke saa lidt af en Oplevelse. Sønnerne havde Kost +og Bolig hjemme, de sov i Pigekamret. Hjemmet var bygget op og holdtes +sammen ved fælles Kræfter. Naar Medlemmerne ubetinget bøjede sig for +Husfaderen, var det ikke af Underkuethed — de gjorde blot som alle +andre. Stolpe var sit Fags Førstemand, en anset Arbejder og Bevægelsens +Veteran. Hans Ord blev af sig selv staaende. + +Ellen var den eneste, der ikke respekterede hans Overhøjhed men frejdigt +gav sig til at trætte ham af, ofte uden anden Hensigt end den at sige +ham imod. Hun var Pigebarnet i Familien og Skrabkagen — det benyttede +hun sig af. Undertiden saá det ud, som Stolpe var bragt til det yderste +og vilde knuse hende i sin Fortørnelse; men han underkastede sig altid. + +Pelle var han svært glad for, og beundrede i Smug Datteren endnu mere. +„Kan du saa se, der er noget ved Tøsen, Mutter! hun forstaar at vælge +sig Mandfolk,“ kunde han begejstret udbryde. + +„Ja jeg skal ikke have noget imod ham,“ svarede Madam Stolpe. „Lidt +bondsk er han jo endnu, men det render han vel nok af sig.“ + +„Bondsk — han? Nej du kan tro, han ved hvad han vil. Dér har hun sku +fundet sin Overmand!“ sagde Stolpe triumferende. + +I de to Brødre fandt Pelle et Par trofaste Kammerater, der ikke var fri +for at se op til ham. + + + + + XI + + +Med Blokaden gik det saa som saa. Hofskomager Meyer svarede med at +sammenkalde Mestrene til Møde for at danne en Mesterforening, som skulde +nægte at beskæftige Fagforeningens Folk. Saa var den slaaet ihjæl med +det samme. + +Saa vidt gik det ikke, de mindre Mestre var bange for, at Svendene saa +vilde nedsætte sig og paaføre dem Konkurrence. Instinktmæssig frygtede +de ogsaa de store Mestre mere end Svendene, og var bange for at gaa i +Forening med dem. Bevægelsen inden for Industrien gik i Retning af at +samle alt paa faa Hænder og slaa de smaa Forretninger ihjæl. +Smaamestrene havde et Horn i Siden paa Meyer, der havde slaaet sin +Forretning op paa deres Bekostning. + +Pelle var gennem Mester Beck underrettet om, hvad der gik for sig mellem +Mestrene. Meyer havde ogsaa rejst det Forlangende, at Beck skulde +afskedige Pelle; men det vilde han ikke underkaste sig. + +„Jeg har jo ikke noget at klage paa Dem saadan,“ sagde han. „Deres +Fagforeningsvæsen kan jeg ikke lide — det skulde De hellere lade være +med. Men Deres Arbejde er jeg godt fornøjet med. Jeg har altid forsøgt +at vise Retfærdighed til alle Sider. Men kan De slaa Fødderne væk under +Hofskomageren, skal alle vi Smaamestre være Deres Forening taknemmelig. +Han æder os op.“ + +Slaa Fødderne væk under ham lod sig nu ikke gøre. Han sprængte tvært +imod de svagere Medlemmer ud af Fagforeningen og havde stadig Arbejdere +— for en Del svenske som han indforskrev og maatte betale en høj +Arbejdsløn. Hjemmearbejdet gjorde det umuligt at komme ham rigtig til +Livs. Pelle og Formanden skiftedes til at patruljere uden for Lageret +ved den Tid Arbejdet afleveredes, for at komme under Vejr med hvem der +holdt ham oppe. De huggede ogsaa nogle og talte dem til Fornuft, eller +offenliggjorde deres Navne i _Arbejderen_. Men saa sendte Svendene deres +Koner og Børn af Sted med Arbejdet — der var ikke noget rigtigt at +stille op. Det kostede Meyer en Del at holde Forretningen gaaende, men +Fagforeningen led mest. Den var ikke stærk i Sammenføjningerne endnu, og +de store Mestre stod sammen om Meyer og vilde ikke beskæftige +Foreningens Folk, saalænge Blokaden stod paa. Saa blev den hævet. + +Det var et Nederlag; men noget havde Pelle lært! Den stærkeste gik af +med Sejren, og Sammenholdet var ikke godt endnu. Der maatte tales, +agiteres, holdes Møder! Driften mod det ny fik dem nok til at søge +sammen, men deres Æresbegreber var ikke udviklede. Den mindste Modgang +splittede dem ad. + +Han tabte ikke Modet; der maatte begyndes næsten forfra, værre var det +ikke. + +Morgenen efter at Nederlaget var en Kendsgærning var han tidlig oppe. +Beslutningen om at tage fat med dobbelt Kraft havde han saa at sige +sovet sig til, den sad i Kroppen paa ham og lagde Appel i Hammerslagene. + +Han fløjtede mens Arbejdet skred rask fra Haanden. Vinduet stod aabent +for at Natdunsterne kunde slippe ud, der var Rim paa Tagene, Stjærnerne +tindrede oppe paa den kolde Himmel. Men Pelle frøs ikke! Han havde lige +kaldt paa „Familien“ og hørte dem rumstere derinde; ude paa Gangen +begyndte man at tumle søvndrukkent om. Det var Marsjen Pelle fløjtede, i +Gaar Aftes havde han sendt det sidste Afdrag til Sort, og med det samme +skrevet bestemt til Far Lasse om at komme — nu dagedes det! + +Marie kom og stak hans Kaffe ind til ham. „God Morgen!“ raabte hun +muntert gennem Dørsprækken — „hvor det bliver kønt Vejr i Dag, Pelle!“ +Hun var ikke rigtig paaklædt endnu og lod sig ikke se. Drengene nikkede +et Godmorgen ind, idet de løb; Karl havde Vest og Trøje over Armen, han +trak det altid paa nedad Trappen. + +Da det var blevet Dag, kom Marie ind og gjorde i Stand, hun underholdt +ham, mens hun skrubbede. + +„Hør Marie,“ udbrød Pelle pludselig, „Ellen var her jo i Gaar og bad dig +give mig en Besked, naar jeg kom hjem. Det har du ikke husket.“ + +Marie blev haard i Ansigtet men svarede ikke. + +„Nu var det et rent Tilfælde jeg mødte hende. Ellers var vi gaaet fejl +af hinanden.“ + +„Jeg har vel glemt det saa,“ svarede Marie mut. + +„Ja det har du jo. Men det er nu anden Gang i denne Uge. — Du gaar vist +i Giftetanker!“ tilføjede han leende. + +Marie stod med Ryggen til. „Jeg har ikke noget med hende at gøre — jeg +skylder hende ikke noget!“ udbrød hun pludselig trodsigt. „Og jeg vil +ikke gaa her og gøre rent for dig; det kan du faa hende til — den!“ hun +tog Gulvspand og Skrubbe og løb ind til sig selv. Lidt efter lød hendes +Stemme derinde; han troede først hun nynnede, men saa var det Hulken. + +Han skyndte sig derind. Hun laa over sin Seng og græd, bed i Puden og +slog arrigt efter ham med de ru Hænder. Hendes magre Legeme brændte i +Feber. + +„Du er jo syg, lille Marie!“ sagde Pelle bekymret og lagde Haanden paa +hendes Pande. „Du skulde gaa i Seng og tage noget ind at svede paa. Jeg +skal varme det til dig.“ + +Hun var virkelig syg, Øjnene brændte tørt, og hendes Hænder var klamme. +Men hun vilde ikke høre tale om noget. „Gaa din Vej!“ sagde hun vredt — +„og pas dit Arbejde. Lad mig være i Fred!“ Hun laa med Ryggen til og +stødte trodsigt efter ham med Skulderen. „Gaa du hellere hen og klap +Ellen,“ udbrød hun pludselig og lo ondt. + +„Hvorfor er du saadan, Marie?“ sagde Pelle bedrøvet. „Du er jo rigtig +ond!“ + +Hun borede Ansigtet ned i Sengeklæderne og vilde hverken se paa ham +eller svare; saa gik han ind til sit Arbejde. + +Lidt efter kom hun ind og tog tavs fat paa Rengøringen; hun slog haardt +med Tingene. Noget Arbejde han havde stillet til Tørre ved Kakkelovnen, +kom hun til at rive ned og saá skadefro hen paa ham fra Siden. Saa faldt +der en Kop med Klister ned og gik itu. „Hun gør det med Vilje,“ tænkte +han bedrøvet og skrabede Klisteret op i en tom Daase. Hun stod og +betragtede ham med en ond Stikken i Øjnene. + +Han satte sig til Arbejdet igen og lod som ingenting. Med et følte han +hendes tynde Arme om sin Hals. „Om Forladelse,“ sagde hun grædende og +gemte sit Ansigt mod hans Skulder. + +„Naa naa, der skete jo ingen Fortræd — skidt med den Smule Kop,“ sagde +han trøstende og klappede hende paa Hovedet. „Du kunde jo heller ikke +gøre ved det.“ + +Men saa gav hun sig helt over, det saa ud som Graaden vilde tilintetgøre +hendes tørre Legeme. „Jo jeg gjorde det med Vilje!“ brølede hun. „Og +Støvlen rev jeg ned med Vilje! og jeg lod med Vilje være at give dig den +Besked. Jeg kunde godt gøre dig meget mere Fortræd endnu, jeg er saa +ond! ond! ond! Hvorfor er der ingen til at give mig nogen Prygl? — bare +du dog vilde blive rigtig vred paa mig!“ + +Hun var helt ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun sagde. + +„Hør, nu skal du være ordenlig!“ sagde Pelle bestemt — „for dette her er +ikke morsomt. Jeg havde gaaet og glædet mig til at arbejde hjemme hos +dig i Dag — og saa faar du Anfald lige som de fine Fruentimmer!“ + +Hun undertrykte Graaden med en voldsom Anstrængelse og gik ind til sig +selv, svagt snøftende. Straks efter kom hun igen med en skaaret Kop til +Klisteret og en lille Blikdaase med Revne i Laaget — det var hendes +Pengeskrin. „Tag den!“ sagde hun og stak Æsken i Skødet paa ham. „Saa +kan du købe dig Læster og behøver ikke løbe og tigge Arbejde hos +Smaamestrene. Her er Arbejde nok her i _Arken_.“ + +„Men Marie — det er jo din Husleje,“ sagde Pelle forskrækket. + +„Hvad saa? Jeg skal nok faa de Penge samlet sammen inden den første.“ + +Ja det skulde hun vist! Pelle lo fortvivlet ved at se, hvor letsindigt +hun smed med de Penge, som det kostede hende tredve Dages pinlige Sparen +og Eftertanke at faa skrabet sammen hver Maaned. „Hvad tror du Peter og +Karl siger til, at du gaar saadan og smider med Pengene. Se du og faa +den Æske gemt — og det lidt hurtigt!“ + +„Aa tag dem nu,“ sagde hun paastaaeligt og blev ved at skubbe til ham +med Æsken. „Ja saa smider jeg den ud af Vinduet!“ Hun tog hurtigt +Hasperne af. Pelle rejste sig. + +„Det er sandt, jeg skylder dig endnu for den sidste Vask,“ sagde han og +vilde putte en Krone i Æsken. „Det var godt du huskede mig paa det!“ Hun +stirrede forstenet paa ham og løb saa ind til sig selv. + +Hun gik derinde og nynnede igen med sin haarde Stemme; lidt efter gik +hun ud for at gøre Indkøb, i graat Sjal og med sin Husmoderkurv paa +Armen. Han kunde følge hendes ejendommelige Skridt, der var spinkle som +et Barns og dog klang saa gammelt, helt ned gennem Tøndegangen. Saa gik +han ind i Børnenes Lejlighed og trak den tredje Komodeskuffe ud; der +gemte hun altid sin Pengeæske, indsvøbt i sit Linned. Han ejede to +Kroner, dem puttede han i Æsken. + +Paa den Maade plejede han altid at betale hende. Naar hun saa talte sine +Penge efter og fik for mange ud af det, troede hun det var Vorherre, der +havde lagt Pengene i Æsken, og kom jublende og fortalte det. Barnet +troede blindt paa Lykken og tog det som en Udvælgelse; disse Penge betød +noget helt andet end dem hun selv skrabede sammen. + +Ved Middagstid kom hun og bød ham ind. „Det er stegt Sild, Pelle, saa du +kan umulig sige nej!“ sagde hun overtalende — „for det kan ingen +Bornholmer! Saa behøver du ikke købe den dumme Spækhøkermad og smide 25 +Øre i dem!“ Hun havde købt en halv Snes, og sat de fem til Side til +Drengene kom hjem. „Men der vanker Kaffe ovenpaa,“ sagde hun. Hun havde +dækket helt nydeligt med rent Stykke over den ene Ende af Bordet. + +Fabrikspigens lille Povl kom ind og fik en Mundfuld Mad med. Saa stak +han ud paa Gangen og tumlede igen, den lille Trold var ikke roligt et +Øjeblik fra Moderen slap ham ud om Morgenen; der var saa meget, han +skulde indhente efter sin lange Indespærring. Af den lille Idiot, som +Moderen maatte binde til Kakkelovnen, fordi han havde Vand i Hovedet og +vilde styrte sig ud af Vinduet, var der blevet en rigtig Gavtyv. Hvert +Øjeblik stak han Hovedet ind ad Døren til Pelle; og sommetider kom han +helt hen, lagde Haanden paa Pelles Knæ og sagde: „Du er min Far!“ Saa +styrtede han afsted igen. Marie hjalp ham til Rette med _Smaat_ og +_Stort_ — han søgte altid til hende! + +Efter Opvasken satte hun sig ind til Pelle med sit Lappearbejde; saa sad +hun og snakkede løs om sine husmoderlige Bekymringer: „Jeg maa snart +have ny Rendetrøjer til Drengene — farligt saa de løber af sig i den +Alder! Jeg kigger hver Dag efter hos Marskandiserne. Du skulde ogsaa +have en ny Bluse Pelle; den ene er snart færdig, og saa har du ikke saa +du kan skifte. Naar du vil købe Tøjet, skal jeg sy den — jeg kan sy! Jeg +har selv syet mit pæne Liv — Hanne hjalp mig. — Hvorfor gaar du aldrig +over til Hanne mere?“ + +„Aa jeg ved ikke?“ + +„Hanne er blevet saa underlig. Hun gaar aldrig ned i Gaarden mere og +danser — det gjorde hun før. Saa passede jeg paa ved Vinduet og løb ned +— det var saa morsomt at lege for hende. Vi gik rundt om hende og sang: +For Hanne ville vi neje, for Hanne ville vi bukke, for Hanne ville vi +vende os om. Og saa nejede vi og bukkede for hende allesammen og vendte +os om. Det var flot kan du tro! — Du skulde nu alligevel have taget +Hanne.“ + +„Du kan jo ikke lide at jeg har taget Ellen — hvorfor saa Hanne da?“ + +„Aa det ved jeg ikke. Hanne det —“ Marie tav lyttende, og slog Vinduet +op. + +Nede i _Arken_ smældede en Dør, og en lang Hvislen kom jagende; det +kunde være et hæst Løb fra Gale Vinslevs Fløjte eller Trækken i de lange +Gange. Som en latterlig Melodistump flakkede Lyden dernede, slikkede sig +op ad Træværket og brød frem i Dagslyset øverst oppe, hæs, med noget af +Ekstasen i sig: „Hanne skal ha’e en Lille! Eventyrprinsessen venter +sig!“ + +Marie fløj som en Brand ned ad Trapperne. De halvlange Tøser løb +hvinende sammen i Gaarden, Madammerne mumlede til hinanden ude i +Træværket — opad og nedad. Ikke fordi det var noget nyt i og for sig; +men dette var jo selve Hanne, den ubesmittelige som ingen Tunge havde +nænnet at beklikke! Det var knap nok man vovede sig frem med det nu +heller, saa overraskende kom det. De havde alle gaaet og levet med i +hendes Sværmen paa en Maade, og ventet med hende paa Æventyret; lige fra +lille var hun udsét til at bære det ufattelige — og nu skulde hun bare +ha’e en Lille. Det var virkelig i første Øjeblik som et Mirakel, saadan +kom det bag paa dem! + +Marie kom op igen, slæbende og med et Udtryk af Forfærdelse og Undren. +Nede i Gaarden gik de smaa snottede Unger og trallede det, mens de +travede med hinanden i Hænderne om Kloakens Rist, der var saa dejlig at +gaa rundt efter: + + „Bro Bro brille, + Hanne sda ha’e en Lille!“ + +De kunde ikke engang snakke rent. + +Men det var „Grete med Barnet“ — det fjollede Fruentimmer, der smækkede +Kældervinduet op, lagde sig ud paa Ryggen med sin Dukke paa Armen og +skreg op gennem Gaarden saa det skingrede: + +„Æventyrprinsessen skal ha’e en Lille, og Pellemand er Far!“ + +Pelle dukkede sig over sit Arbejde og tav. Han var lykkeligvis ikke den +forklædte Kongesøn her! — men han trættedes ikke med Kvindfolk. + +Hannes Mor kom farende ud i Bislaget. + +„Det er Løgn!“ raabte hun, „Pelles Navn skal ikke rages ind i det. Saa +faar det være med Resten som det vil!“ + +Oven over hendes Hoved kom Ligkusken ravende ud. „Dér har sku Prinsessen +rendt sig en Staver i Livet,“ brummede han med sin godmodige Bas. „Skade +kun at jeg ikke er blevet Jordemor — man har faaet fat ved den forkerte +Ende.“ + +„Skrub du ind og hold Kæft, din Ligrøver,“ svarede Madam Johnsen +fraadende. „Altid skal din Brændevinsrøst snakke med.“ + +Han stod deroppe og hang over Rækværket i sin Halvdonner, og +smaasnakkede drillende uden at tage sig af Madam Johnsens Skælden. Men +saa smækkede lille Marie sit Vindu op og kom hende til Hjælp, og ovre +paa Platformen kom Ferdinands Mor ud: „Hvor mange Skinker har du købt +den sidste Maaned? Tag dine Bjørneskinker herud og vis os dem! Han +slagter en Bjørn for hvert Lig, den Fyldebøtte!“ Fra alle Sider heglede +de ham, han kunde ikke hamle op med dem, og nøjedes med at spærre +Ansigtet op imod dem og sige bæ—æ—æ! Saa kom hans rødhaarede Fruentimmer +ud og trak ham ind. + +Pelle sad bøjet over sit Arbejde og lyttede ud i Smug. Hans Skikkelse +plejede at virke dæmpende paa _Arkens_ gale Anfald, men dette skulde han +ikke have noget af at blive indblandet i. Aldrig havde han tænkt sig, at +Hannes Mor kunde blive saadan! Hun var som en Furie, stod og drejede +Hovedet lynsnart fra Side til Side og lyttede efter enhver Lyd, parat +til at fare ud! Ak hun værgede sit Barn — nu det var bagefter! En +rasende Hunkat lignede hun. + + „Den aller yngste Greve —“ + +sang Børnene nede i Gaarden, det var Hannes Vise. Madam Johnsen stod som +vilde hun flyve lige ned i Hovedet paa dem. Pludselig slog hun Forklædet +for Ansigtet og gik hulkende ind. + + + + + XII + + +Lige fra den graa Dag brød, var der en egen Tone over _Arkens_ Summen, +en hæs Iver der skød Sorgløsheden til Side. Gennem de lange mørke Gange +lød Skuren og Skrubben, Svalerne og de møre Trætrapper fik deres Omgang +Vand. „Skylle!“ blev der hvert Øjeblik raabt et eller andet Sted fra, og +saa galdt det om at humme sig af Vejen. Hele Formiddagen drev Vandet fra +Bislag til Bislag som over et Møllehjul. + +Men nu laa _Arken_ og frøs over sin egen Renhed, med et Udtryk som vilde +den gamle Rede ikke kendes ved sig selv. Hist og her var der forsvundet +et Fag Gardiner eller et Stykke Bohave inden for Vinduerne — det var +vandret til Pantelaaneren i Dagens Anledning. Hvad der skortede her, +hang i Beboernes Ansigt som Forventning og Festglæde. + +Op af Kvarterets Kælderhalse stak smaa Grantrær, og henne paa Torvet +stod de som en hel Skov op ad Børnehusmuren. I Kælderbutikkernes Vinduer +hang Hjærter og Kræmmerhuse og farvede Lys, og Urtekræmmeren paa Hjørnet +havde en vældig Julenisse i Vinduet. Den var i rødt og graat Uldtøj og +havde et helt Katteskind til Skæg. + +Ned over _Arkens_ Trappeværk laa Ungerne og skurede Gafler og Knive i +Sand paa Trinene. Ah! sagde de og klappede sig paa Brystet, hvergang +Lugten af noget stegt flød ud i Gaarden. Hvert Øjeblik maatte de af Sted +efter for fem Øre og for ti Øre; der var ingen Ende paa alt det +Juleaften bød paa. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder!“ laa en lille Unge og +nynnede. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder, aa, aa, aa!“ Og saa rullede hun +med sin lille Krop mens hun skurede. + +„Fredrik!“ raabte en skarp Stemme inde fra en af Gangene. „Tag og stik +ned efter en Snes Pinde og et Surbrød til ti. Men se efter at +Urtekræmmeren ikke snyder dig paa Snesen — og lad vær at pille af +Krummen!“ + +Madam Olsen med den varme Væg stegte Flæskesteg. Hun kunde jo ikke slæbe +Komfuret ud paa Svalen; saa lod hun Stegen brænde paa, saa hele Gaarden +hang fuld af blaa Os. „Madam Olsen! Deres Flæskesteg brænder paa!“ skreg +en Snes Kvindestemmer paa én Gang. + +„Det er fordi Gryden er for lille,“ svarede Madam Olsen og stak sit røde +Hoved ud gennem Træværket. „Hvad skal jeg stakkels Djævel gribe og gøre +i, naar nu at Gryden er for lille?“ Og Madam Olsens Gryde var den +største i _Arken_. + +Lidt før Mørkning gik Pelle hjemad fra Værkstedet. Han saá paa Gader og +Mennesker med egne Øjne, der gød Glans over alting; det var +Julestemningen der sad ham i Sindet. Hvorfor — spurgte han uvilkaarlig +sig selv — der ventede ham jo ikke noget særligt. Han skulde arbejde +senere i Dag end ellers, og kunde ikke engang tilbringe Aftenen sammen +med Ellen; hun skulde gaa i sit Køkken og gøre det hyggeligt for andre. +Hvad kom den Stemning til ham for? Minder var det ikke; saa langt han +kunde huske tilbage havde han aldrig haft Del i nogen rigtig munter Jul, +men maatte nøjes med Frasagnene der gik om det. Og alle de andre Fattige +han mødte, var i Stemning lige som han selv; den haarde Spørgen var +veget af deres Ansigter, de gik og smilede hen for sig. I Dag var der +ikke noget af den blytunge Knugen, der ellers rugede over Underklassen +som et Forbud paa Uvejr; lykkeligere kunde de ikke se ud, om de fik alle +lyse Haab indfriet! Dér kom en Kone forbi ham med en Dyne i Favnen og +gik ind i Pantelaanerens Port — hun saá nok saa fornøjet ud. Var de +kanske saa glade, fordi de skaffede sig selv en lille Smovs ved at gøre +en Række magre Dage endnu magrere? Nej, de festede jo, fordi +Julestemningen var oppe i dem og de _maatte_ feste, hvor dyrt de saa +skulde købe det! + +I denne Nat blev jo Kristus født — var det dérfor Folk var saa glade og +gode? + +Pelle kunde endnu de fleste af Skrifstederne udenad fra Skolen. De havde +ligget et Sted i ham uden at volde Besvær eller tage Plads op, og engang +imellem kom et af dem op og var med til at bygge hans Menneskekundskab. +Men Kristus selv havde han sit personlige Billede af, lige fra han som +Dreng studsede over Befalingen til de Rige om at gaa hen og sælge alting +og give Pengene til de Trængende. Det lod de nu nok være med — de tog +Fattigmands store Ven og hængte ham! Han naaede ikke at blive mere end +et Løfte til Staklerne; men kanske var det det Løfte, de blev ved at +feste for nu to Tusend Aar efter! + +Saa længe havde de tiet og holdt sig i Beredskab ligesom Skriftens +Jomfruer — og nu endelig kom det jo. Nu endelig begyndte det store +Evangelium at lyde for de Fattige — der var god Mening i deres +Juleglæde. Men hvorfor samlede man ikke Skarerne Julenat og forkyndte +dem Evangeliet? Saa vilde de alle forstaa Bevægelsen og slutte sig til +den med det samme! — Det tumlede i Pelles Hoved med nye stærke Tanker. +Han havde ikke før vidst, at det han var med til var saa stort; han +følte sig i det Højestes Tjeneste. + +Han stansede paa Torvet og betragtede stille Juletræerne — de førte hans +Tanke hjem til Vogtemarken og de smaa Graner. Han fik Lyst til at +overraske Børnene og købe et; de havde siddet de sidste Aftener og +klippet Stads, og Karl havde tømret fire afskaarne Grangrene sammen til +Juletræ. + +Inde hos Urtekræmmeren købte han Knas og Julelys. Kræmmeren gik paa +Tæerne i Dagens Anledning, og ekspederede de smaa snavsede Unger med +sirlige Buk. Han gav Tilgift og glemte rent at sige det sædvanlige: Husk +at I skylder for to Lod Te og en Fjerding Kaffe! Men han snød som +sædvanlig paa Vægten. + +Marie gik med opsmøgede Ærmer og havde travlt; hun smed alting og kom +løbende da hun saá Træet. „Det kan jo ikke engang være herinde Pelle!“ +raabte hun og rejste det op. „Der maa skæres af! der maa oven i Købet +skæres af! Nej hvor er det flot! Men forneden du, forneden! — Hjemme +havde vi ogsaa Juletræ; Far gik selv op i Klipperne og fældede det, og +vi Børn var med. Men dette her er meget kønnere!“ Saa sprang hun ud paa +Gangen for at fortælle, huskede paa at Drengene ikke var kommet hjem +endnu, og fór ind til ham igen. + +Pelle satte sig til at arbejde, nu og da hævede han Hovedet og kiggede +ud. Sypigen der lige var flyttet ind ovre i Pipmandens gamle Rede, +snurrede løs med sin Maskine og saá langt over efter ham. Hun var vist +ensom; kanske havde hun ikke noget Sted at tilbringe Aftenen. + +Gamle Frandsen kom ud paa Platformen og humpede ned ad Hønsestigen i +sine Kludesko, Tovet glippede i hendes rystende Hænder. Hun havde en +lille Kurv paa Armen og Portemoniksen i Haanden — hun saá ogsaa ensom +ud! Gamle Skind, nu var det tre Maaneder siden hun havde set sin Søn. +Madam Olsen raabte hende an og indbød hende til om Aftenen, men den +gamle virrede med Hovedet. Paa Tilbagevejen saá hun ind til Pelle. + +„I Aften kommer han,“ hviskede hun henrykt. „Jeg har købt Snaps og +Hakkebøf til ham, for i Aften kommer han.“ + +„Bliv nu ikke skuffet Madam Frandsen,“ sagde Pelle, „men han tør jo ikke +vove sig herud mere. Kom hellere over og hold Jul med os.“ + +Hun nikkede fortrøstningsfuldt. „Han kommer i Aften du. Juleaften har +han altid plejet at sove i Mors Seng, lige fra han kunde krybe. Og det +kan han ikke undvære, kender jeg Ferdinand ret!“ Hun havde allerede redt +til sig selv paa Stolene, saa sikker var hun. + +Politiet regnede nok lige som hun, for der lød fremmede Fodtrin nede i +Gaarden. Det var lige i Mørkningen, hvor der kom og gik saa mange +uænset. Men disse Trin fik et Kvindehoved til at jage frem over et af +Balustrene og udstøde en skarp Lyd; og i et Nu var alle Svalerne fulde +af Kvinder og Børn. De hang udover Træværket og lavede et øredøvende +Spektakel, hele det snævre Gaarddyb fyldte de med uudholdelig Larm. Det +lød som en Orkan kom ned gennem Skakten med en Regn af Tagsten; +Betjenten tumlede bedøvet ind i Tøndegangen. Der stod han lidt og +sundede sig, inden han fortrak. Oppe i Træværket hang de og pustede ud, +matte efter den voldsomme Udladning — og sladrede som en Hærskare +Smaafugle der har kastet Høgen paa Flugt. + +„Glædelig Jul,“ raabte man nu over fra Svale til Svale. „Tak for det — +og i lige Maade skulde man vel sige!“ Børnene raabte: Glædelig Jul og et +godt Stykke Sul! til hinanden, og svarede: Glædelig Fest og et godt +Stykke Flæsk! + +Helligaften var inde. Mændene kom drattende i deres tunge Trav, og +Fabrikspigerne kom styrtende; hist og her fra de lange Gange sivede spæd +Graad dem i Møde og gjorde ondt i de spændte Bryster. Ungerne var i ét +Rend efter de sidste Ingredienser, nede ved Udgangen til Gaden maatte de +klemme sig forbi to Sutter, som stod og skuttede sig i Kulden. Der var +noget mistænkeligt ved dem. „Der staar to dernede, men de er ikke +rigtige!“ kom Karl op og meldte. „De ligner dem fra Kasino.“ + +„Stik over til Gamle Frandsen og sig det,“ sagde Pelle. + +Men den gamle svarede blot: „Gudskelov, saa er han da inte ta’et endnu.“ + +Ovre hos Olsens var Datteren Elvira kommet hjem; der var ikke rullet +ned, og hun stod henne ved Vinduet med sin mægtige Hat med Blomsterne og +lod sig beundre. Marie kom løbende ind. „Har du set hvor fin hun er, +Pelle?“ sagde hun betaget. „Og alt det faar hun for ingenting af +Herrerne — blot fordi de synes hun er nydelig. Men om Aftenen maler hun +bare Kinderne.“ + +Børnene gik og drev ude paa Gangen og ventede paa at Pelle skulde blive +færdig; de vilde ikke holde Jul uden ham. Men nu havde han ogsaa +Fyraften; han smed en Trøje paa, pakkede Arbejdet ind og løb. + +Ude paa Platformen stansede han et Øjeblik. Han kunde se Lysskæret fra +Byen flimre op mod den dybe stjærnesaaede Himmel, Natten var saa +højtidsfuld smuk. Under ham hang Træværket forladt og sukkede i Frosten; +alle Døre vare lukkede for at holde Kulden ude og Glæden inde. „Højt fra +Træets grønne Top —“ lød det et Steds fra, Lyskæret faldt ud og brød sig +Vej paa Kryds og tværs mellem Bjælkeværket. Pludselig drønede det tungt +i det — Ligkusken kom ravende hjem med en Skinke under hver Arm. Saa +blev alt roligt, saa roligt som ellers aldrig i _Arken_, hvor noget +bestandig gav sig og klagede, Nat og Dag. Et Barn kom stille ud og +vendte et Par spørgende Øjne opad for at spejde efter Julestjærnen! — +Hos Madam Frandsen var der Lys. Hun havde hængt et hvidt Stykke for +Vinduet i Aften og trukket det stramt til; Lampen stod tæt op ad +Gardinet, saa den der færdedes derinde ikke kunde kaste Skygge paa det. + +Det gamle Skind! tænkte Pelle mens han løb — hun kunde vist spare sig +Ulejligheden. Da han havde afleveret Arbejdet, løb han over i +Holbergsgade for at ønske Ellen glædelig Jul. + +Der var dækket festligt inde hos ham, da han kom hjem: Svinekarbonade og +Risengrød og Juleøl. Marie var rød i Kinderne af Stolthed over sit Værk; +hun sad og nødte de andre men spiste næsten ikke noget selv. + +„Saa god Mad skulde du lave hver Dag, Tøs!“ sagde Karl og huggede i sig. +„Du kunde skam godt staa i Kongens Køkken.“ + +„Hvorfor spiser du ikke af den dejlige Mad?“ spurgte Pelle. + +„Aa nej, jeg kan ikke!“ svarede hun og tog sig til Kinderne; hendes Øjne +straalede mod ham. + +De lo og sludrede og drak Skaal i Juleøllet. Karl stak de ny Brandere og +Gadens sidste Refræn ud; han sankede det op paa sin Farten i Byen. Peter +sad og saá urokkelig fra den ene til den anden. Han lo aldrig, men ind +imellem kom han med en tør Bemærkning, som viste at han morede sig. De +kiggede jævnlig over efter Gamle Frandsens Vindu — det var en Skam hun +ikke vilde være med! + +Der var fem Lys derovre nu — de sad nok paa et lille Juletræ i en +Urtepotte. De rørte sig som fjærne Stjærner gennem det hvide Stykke, og +Madam Frandsens Stemme lød tynd og sprukken: Glade Jul, dejlige Jul! +Pelle aabnede Vinduet og lyttede; det undrede ham at den gamle Sjæl +kunde være saa glad. + +Pludselig lød en advarende Stemme op nede fra: „Madam Frandsen, der +kommer Fremmede!“ + +Omkring paa Svalerne fløj Døre og Vinduer op, Skikkelser styrtede ud med +Mad i Haanden og lænede sig udover. „Hvem vover at forstyrre +Julefreden?“ spurgte en dyb Stemme truende. + +„Lovens Haandhævere,“ svaredes der nede fra Mørket. „Forhold jer rolige +her — i Øvrighedens Navn!“ + +Ovre paa Madam Frandsens Side skimtedes to Skikkelser der løb lydløst +opad paa alle fire. Deroppe skete der ikke noget, de havde nok tabt +Hovedet. „Ferdinand, Ferdinand!“ skingrede en Pigestemme vildt — „nu er +de over dig!“ + +Døren fløj op i det samme, Ferdinand stod i et Spring paa Platformen. +Han slyngede en Stol ned mod Forfølgerne og ruskede rasende i Løbetovet +for at feje dem af Trappen. Saa greb han i Tagrenden og svang sig op. +„Farvel Mor!“ raabte han deroppe fra; hans Spring lød i Mørket. „Farvel +Mor — og glædelig Jul!“ Raabet steg hult som et sygt Dyrs Brølen langt +ude i Natten, og man hørte Betjentenes snublende Jagt over Tagene. Saa +blev alt stille. + +De kom tilbage med uforrettet Sag. „Naa De fik ham ikke!“ raabte Olsen +hoverende nede fra sit Vindu. + +„Nej, tror I vi vil ligge der og brække Halsen for hans Skyld?“ svarede +Betjentene og kravlede ned. „Er der ingen der gi’r en Julebajer?“ Da der +ikke kom noget Svar, gik de. + +Gamle Frandsen gik ind til sig selv og lukkede for sig; hun var træt og +kummerfuld og vilde i Seng. Men lidt efter kom hun sjokkende om paa den +lange Gang. „Pelle,“ hviskede hun — „han ligger derinde! Mens de +kravlede rundt paa Tagene, har han lige saa stille listet sig ned over +Loftet og lagt sig i min Seng. Herregud, han har ikke lagt i en Seng i +fire Maaneder — han snorksov saamænd allerede.“ Saa listede hun af igen. + +Naa, det var en slem Afbrydelse! Ingen havde Lyst til at begynde igen +andre end Karl; og ham regnede Marie ikke, for han var altid sulten. Saa +tog hun af Bordet, og snakkede mens hun gik ud og ind; hun kunde ikke +lide at se Pelle saa alvorlig. + +„Men Hemmeligheden!“ raabte hun pludselig forfærdet, Drengene løb ind +til hende. De kom igen, Drengene tæt ved Siden af hinanden, og Marie bag +dem med noget under Forklædet. De to Knægte kastede sig over Pelle og +holdt ham for Øjnene, mens Marie stak ham noget i Munden. „Gæt,“ raabte +de — „gæt!“ Det var en Porcelæns Pibe med grøn Silkekvast og en +Tikroneseddel afbildet paa Pibehovedet — Ellens Julegave til ham. +Børnene havde føjet en Kardus Tobak til. „Nu kan du rigtig ryge,“ sagde +Marie og klemte hans Mund sammen om Pibespidsen — „du er jo saa klog i +Forvejen.“ + +Børnene havde bedt Fremmede til Juletræet: Sypigen, den gamle Natvægter +nede fra det indvendige, Fabrikspigen med sin lille Dreng — alle dem der +sad og holdt Jul alene; de vidste ikke selv hvor mange! Hanne og hendes +Mor var ogsaa bedt men gik tidlig i Seng, de var ikke i Humør til +Selskabelighed. Nu kom de drattende den ene efter den anden med oprømte +Ansigter, Marie slukkede Lampen for dem og gik ind for at tænde +Juletræet. + +De sad tavse og ventede, Skæret fra Kakkelovnen flakkede lunefuldt om i +Stuen, belyste et Ansigt med sænkede Øjenlaag og spændte Træk, og sprang +væk med et lille Smæld. Fabrikspigens Dreng var den eneste der snakkede; +han havde søgt Tilflugt paa Pelles Knæ og var helt tryg ved Mørket; +Barnestemmen lød forunderlig lys ud i det. „Nu skal Povl tie pænt +stille,“ gentog Moderen formanende. + +„Maa Povl ikke godt snakke?“ spurgte Drengen og følte efter Pelles +Ansigt. + +„Jo i Aften maa Povl alt hvad han vil,“ svarede Pelle. Saa pludrede +Drengen videre og sparkede efter Mørket med de smaa Ben. + +„Nu maa I komme!“ raabte Marie og slog Døren op ud til Gangen. Inde i +Børnenes Stue var der ryddet ud, Juletræet stod midt paa Gulvet og +straalede. Nej hvor var det prægtigt — og stort! nu kunde Øjnene faa sig +spærret op. Lysene tindrede i dem — og i Ruderne, i det gamle +Mahonispejl og Skillingsbilledernes Glas — saa man pludselig færdedes +blandt Myriader af Stjærner og glemte al sin Forhutlethed. Det var som +et Ryk bort fra alle Sørger og Bekymringer, lige ind i Herligheden; og +med ét brød en fin klar Stemme ud i Sang, dirrende af Undseelse: + + „Velkommen igen Guds Engle smaa + fra høje Himmelsale, + med dejlige Solskinsklæder paa + i Jordens Skyggedale! + Trods klingrende Frost godt Aar I spaa + for Fugl og Sæd i Dvale.“ + +Det lød som en Hilsen fra Sky, de lukkede Øjnene og vandrede rundt med +hinanden i Hænderne. Saa gik Sypigen rødmende i Staa. „I synger jo ikke +med,“ udbrød hun. + +„Nu vil vi ha’e en Salme vi alle kender,“ sagde Pelle. + +„Højt fra Træets grønne Top —!“ foreslog Karl. + +Ja saa sang man den. Den faldt udmærket til Anledningen — om det saa var +Navnet Peter passede det! Og helt morsomt var det med alle de Gaver, der +kom opmarsjerende i Visen; hver eneste én var der tænkt paa! Det med +Pengepungen til Slut var ogsaa altfor sandt, og der kunde været meget +mer endnu at drøfte ved den Sang. Men pludselig satte Drengene +Rundkredsen i Gang; de trampede som et Par Soldater, og det hele +hvirvlede af Sted i vild fejende Fart, en sand Heksedans: + + „Hej dikke dom, + min Mand faldt om! + Det var Lille Juleaften. + Jeg tog en Stok + og hjalp ham op! + Det var lille Juleaften.“ + +Som alt det Lys hedede og gik til Hovedet. Døren maatte staa aaben ud +til Gangen. + +Derude stod Loftets Beboere og lyttede og strakte Hals. „Kom bare ind!“ +raabte Drengene. „Her er Plads nok, naar vi gaar i to Rækker.“ Saa +travede man igen rundt og sang Julesalmer; hvergang det gik i Staa, kom +en eller anden i Tanke om en Salme, som det var Synd ikke var kommet +med. Dørene lige overfor stod ogsaa aabne, den gamle Kludesamler sad for +Enden af sit Bord og sang paa egen Haand. Han havde et Rugbrød og en +Tallerken Fedt foran sig, mellem hver Salme tog han sig en Humpel. Inden +for den anden Dør sad tre Kularbejdere og spillede Seksogtres om Snaps +og Øl. De havde Ansigterne inde ved Juletræet, og sang med mens de +spillede; nu og da stoppede de op midt i Linjen for at melde eller +raabe: Stukket! Pludselig smed de Kortene og kom ind. „Vi vil ikke sidde +og se paa at I andre arbejder,“ sagde de og traadte ind i Kredsen. + +Man blev træt af at gaa rundt og synge tilsidst og fik skrabet Sæder +sammen fra de andre Rum. De maatte pakke sig tæt sammen, helt ind under +det skraa Tag og oppe i Vindueskarmen; rundt om Juletræet var der en fri +Kreds. De sad og pludrede, sammensunkne i forkrøblede Stillinger, som +var det den eneste Maade deres Legemer rigtig kunde finde Hvile; Armene +hang slapt ned mellem Knæerne. Men Ansigterne var bestandig opstemte, +Osen fra Lysene og de spruttende Grangrene lagde sig blaa om dem og fik +dem til at gløde fyldigt frem. Den brændte Harpiks gav Røgtaagen en +mystisk, henførende Duft, og de stemte Ansigter lignede nynnende Sjæle, +der svævede i Skyerne hver over sit forpinte Legeme. + +Pelle sad og betragtede dem saa Hjærtet blødte i ham — det var _hans_ +Andagt. Ak fattig Fugl kommer hinkende, kommer linkende — hvad oplevede +de nu af stort som gav dem Bod for alle Savn? Lidt Lys blot! — og de saá +ud som skulde de kaste sig ind i det og omkomme. Han kendte hvers Skæbne +nu, bedre end de selv; naar de kom i Nærheden af Lyset, brændte de sig +altid lige som Natsværmere, saa forkomne var de! + +„Det er forresten en underlig Opfindelse naar man tænker sig om,“ sagde +en af Jordarbejderne og nikkede mod Juletræet. „Men kønt er det. Gud ved +hvad det egenlig skal forestille?“ + +„Det skal forestille at nu gaar Aaret opad mod Lyset,“ sagde den gamle +Vægter. + +„Nej det skal forestille Hyrdernes Glæde over Jesusbarnets Fødsel,“ +sagde Kludesamleren og kom frem i Døren. „Hyrderne var Fattigfolk lige +som vi — der levede i Skyggen. Derfor blev de saa glade over ham der kom +med Lyset.“ + +„Naa, saa forskrækkeligt meget Lys synes jeg ikke man har belemret os +med! Ja Juletræet her, det er sku storartet — det skal Børnene ha’e Tak +for! Men det kan man ikke saadan ha’e brændende til Hverdagsbrug — og +Solen ser du, den har Velhaverne lagt Beslag paa.“ + +„Ja det har du Ret i, Jakob!“ sagde Pelle som gik og tog Hjærter ned til +Børnene, der fordelte Godterne. „I faar Ret alle tre — grinagtig nok! +Juletræet skal baade minde os om Kristi Fødsel og om Aaret som gaar opad +mod Lyset — for det er jo et og det samme. Og saa skal det paaminde os +om at faa vor Del i Tingen; Kristus blev nok nærmest født for at +paaminde de Fattige om deres Ret han! For Gud Herren er ikke den Slags +Mand, som giver vidtløftige Anvisninger paa hvordan man skal gaa frem; +han ruller sin Sol rundt om Jorden hver Dag, og saa faar enhver selv se +til at anbringe sig i Solskinnet. Det er lige som med Krokonen +derhjemme, som sagde til de Rejsende: Hvad ønsker De at spise? De kan +faa And, Kylling, Flæskesteg — alt hvad De selv bringer med Dem!“ + +„Det var Fanden til Forklaring den,“ sagde de og lo. „Ja saa er det +ingen Kunst at indbyde én paa Herligheder — naar man selv skal skaffe +sig dem! Du skulde være Præst du.“ + +„Han skulde snarere være Fandens Advokat,“ sagde den gamle Kludesamler. +„For Kristendom er der ikke meget af i det han siger.“ + +„Du sagde jo selv at Kristus kom med Lyset til de Fattige,“ svarede +Pelle. „Og han har selv forklaret godt nok, at det han vilde var, at +gøre de blinde seende, vække dem der var døve og døde, og give de +ringeagtede og forsmaaede Anseelse igen. Saa det maa vel staa til +Troende.“ + +„Blinde se, halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op, og +Evangelium prædikes for de Fattige,“ sagde Kludesamleren irettesættende. +„Du forvansker Skriften, Pelle!“ + +„Jeg tror nu ikke, det var nogle faa Vanskabninger han tænkte paa — nej +det var alle os i Elendigheden! og Skavankerne passer godt nok paa os. +Saadan forstod Prædikant Sort det ogsaa, og han var dog en from Guds +Mand. Han gik og ventede paa Tusendaarsriget for de Fattige, og mente at +Kristus var paa Jorden for at forberede dets Komme.“ + +Kvinderne sad fortabte og hørte efter med aaben Mund; de trak knap +Vejret, Povl var faldet i Søvn paa Moderens Skød. + +„Saa han skulde have gaaet og tænkt paa os stakkels Lus saa langt frem i +Tiden!“ udbrød Mændene og saá til hinanden. „Men hvorfor har vi saa ikke +faaet det lidt menneskeligt for længe siden da?“ + +„Ja det forstaar jeg heller ikke,“ svarede Pelle nølende. „Vi skulde +kanske forsøge os frem til det rette — det tager jo Tid.“ + +„Jamen hæ —! Naar han ikke vilde _give_ os ordenlige Kaar saa —! Tage +selv behøver man ingen Kristus til.“ + +Der var noget her Pelle heller ikke kunde klare, skønt det laa i ham som +en levende Overbevisning. Man maatte selv erhværve sig sit — det var saa +lysende klar en Ting, at han ikke begreb de var blinde for den; men +hvorfor man maatte det, kunde han alligevel ikke forklare dem — alt det +han brød sin Hjærne. „Men jeg kan fortælle jer en Historie,“ sagde han. + +„Saa skal det være en med Spænd i!“ udbrød Karl, han kedede sig. „Det +var meget bedre om Vinslev var her, han kan da hitte paa.“ + +„Aa ti du stille Knægt!“ sagde Marie vredt. „Pelle holder rigtige Taler +— for hele Forsamlinger!“ sagde hun højtideligt nikkende til de andre. +„Hvad hedder den?“ + +„Tudeper.“ + +„Ah, det er en med Per — saa er det et Æventyr. Hvad handler den om?“ + +„Det faar du jo at vide naar du hører den, mit Barn!“ sagde den gamle +Vægter. + +„Jamen saa kan man ikke glæde sig til, naar det rigtige kommer. Er det +om én der drager ud i Verden?“ + +Handler om — Pelle betænkte sig lidt. „Den handler om Kristi Fødsel,“ +svarede han raskt og blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed. Men de +andre saá skuffede ud, og satte sig til at stirre ned i Gulvet som om de +var i Kirke. + +Saa fortalte Pelle Historien om Tudeper, der fødtes i Sorg og Elendighed +og voksede op til at blive stor og stærk og alles Hund. Den ynkeligste +Ynk var det at høre om denne sværlemmede Tamp, der var saa fuld af +Rædsel, at han blev vaad blot en Tøs tjattede lidt til ham — og ikke +vidste anden Udvej af sin Kvide end Strikken. Hvilken Skam var det ikke, +at han tjente sin Føde selv og dog var paa Sognet; ret som om der blev +vist ham en Velgærning ved at sætte ham ud — naar han dog med sin +Arbejdsvillighed kunde kommet an hvor som helst! Og helt uudholdeligt +blev det, da han voksede til og fremdeles lod sig misbruge og hundse med +af alle og enhver. Men saa pludselig sprængte han Fortryllelsen, slog +sine Plageaander ned, og sprang frem i Dagen som den kækkeste af alle. + +De aandede dybt ud efter det, Marie klappede i Hænderne. „Det var jo +alligevel et Æventyr!“ raabte hun. Karl kastede sig over Peter og gav +sig til at dænge ham, skønt den alvorlige Fyr var alt andet end en +Tyran. + +De snakkede i Munden paa hinanden, hver havde noget at sige om Tudeper. +„Det var sku godt gjort,“ sagde Mændene. „Han tævede det hele igennem +fra en Ende af — sikken en Krudtka’l! Naa, han havde jo Kræfterne — men +alligevel! Men hvorfor Pokker gik han saa længe og fandt sig i alt det?“ + +„Ja det er jo lidt svært for os at begribe — vi som staar saa fast paa +vor Ret,“ svarede Pelle leende. + +„Tak, du er forresten god — den var godt langet ud!“ udbrød Glade Jakob. +„Men har du Brug for en Næve, saa er min her!“ Han slog sin Haand i +Pelles. + +Lysene var forlængst brændt ned, de mærkede det ikke. Deres Øjne hang +ved Pelle nu, søgende, med en egen Glans der kom og gik i lys Spørgen. +Og pludselig faldt de over ham med Spørgsmaal! Der var nok at spørge om, +en hel Verden fuld af Herligheder paastod han var deres, og nu skyndte +de sig at tage den i Besiddelse. Selv den gamle Kludesamler lod sig rive +med; det var altfor lokkende at tage sig en lille Rus, selv om der +kanske kom en Hverdag bagefter. + +Pelle stod stærk imellem dem og bekræftede Spørgsmaalene med et sikkert +Smil; han vidste at det alt blev deres, selv om det ikke skete lige med +det samme. Taalmodighed og Udholdenhed skulde der til, men det vilde de +ikke kunne fatte nu. Naar de først havde taget Herlighederne i +Besiddelse, vilde de vel vide at slaa et Slag for dem. Tvivl var der +ikke i ham, han stod imellem dem som deres fremskudte Ævne, lykkeligt +hvilende paa dybe Rødder. + + + + + XIII + + +Der steg en egen Lyd op nede fra _Arkens_ Bund, stolprende Jordtrin der +drog over Stenbroen i altfor tungt Fodtøj. Alt Blodet jog Pelle til +Hjærtet, han slængte Arbejdet fra sig og var i et Spring omme paa +Svalen, vis paa at det bare var en forfængelig Drøm. Men dernede stod +Lassefar lyslevende, og stirrede op gennem Træværket som vilde han ikke +tro sit gamle Syn. Paa Ryggen havde han en Sæk med Skrammel. + +„Halløj!“ raabte Pelle og tog Trapperne i lange Spring „Halløj!“ + +„Goddag Pøjke,“ sagde Lasse med en Stemme der rystede af Sindsbevægelse, +og saá famlende paa Sønnen med sine vippeløse Øjne. „Ja her har du saa +Far Lasse — om ellers du vil have’n. Men hvor kom du fra? mig synes du +faldt ned fra Himlen.“ + +Pelle tog Sækken fra Faderen. „Kom nu med op du,“ sagde han — „du kan +rolig betro dig til Trappen. Den er solidere end den ser ud til.“ + +„Saa ligner den jagu Lasse,“ svarede den gamle og trampede bagefter ham; +Stropperne paa hans Halvstøvler stak lige ud til Siderne, han lignede i +et og alt sig selv. For hver Afsats stansede han og gjorde sine +Bemærkninger om Bislagene, Pelle maatte tysse paa ham. „Her snakker man +ikke frit op om Tingene, det bliver let opfattet som Kritik,“ sagde han. + +„Ja saa? ja man skal lære saa længe man lever. — Nej se, og her staar de +og vasker oppe! — en hel Gaard skal det gøre det af for! — Av, ja jeg +skal nok lade være at sige noget — og at de boede oven paa hinanden har +jeg jo nok vidst. Men ikke kunde man tænke her var saa trangt om +Pladsen, at de maa hænge Gaardrummet op uden for Køkkendøren, den ene +over den anden. Det er jo som Fuglene der besørger alting paa en Pind! +og jagu om det hele ikke braser ned en Dag!“ + +„Saa her bor du!“ udbrød han og saá sig skuffet om i det skraa Hummer. +„Jeg har tidt undredes paa, hvordan du vel havde indrettet dig herovre. +Jeg traf en Mand derhjemme for nogle Dage siden, som sagde at der +allerede gik Ord af dig; men paa din Vaaning kan det ikke ses. Naa langt +til Himlen har du i det mindste ikke.“ + +Pelle tav. Han var glad ved sin Knast og hele Tilværelsen nu, men Far +Lasse blev ved at sætte Haab til ham om borgerlig Fremgang og føle sig +beskæmmet. „Du har kanske bildt dig ind jeg boede i et af de kongelige +Slotte?“ sagde han lidt bittert. + +Men Lasse saá inderlig god paa ham og lagde begge Hænder op paa hans +Skuldre. „Saa stor og svær du er blevet, Pøjke!“ sagde han beundrende. +„Ja og her har du mig saa, men jeg kommer ikke for at ligge dig til +Byrde. Nej men det blev saa trist efter det med Dues, at jeg tog af Sted +uden at varsko dig. Saa kunde jeg ogsaa komme gratis med en Skipper.“ + +„Hvad er det med Dues?“ spurgte Pelle. „Da vel ikke noget galt.“ + +„Nej ved du ikke det? Jo han har lagt straffende Haand paa sin Kone, da +han opdagede dét med Konsulen. Han var jo blind og gik bestandig og +troede godt om hende — lige til han greb dem i Synden. Saa tog han Livet +af hende og de Børn han og hun havde sammen, og gik til Øvrigheden og +meldte sig. Men den yngste, som enhver kunde se var Konsulens, rørte han +ikke. Ak ja, det er en trist Ulykke! Før han meldte sig, kom han op til +mig, han trængte vel til en sidste Gang at være hos en, der mente ham +det uden Svig. Jeg har kvalt Anna — sagde han saa snart han fik sig sat +— det maatte saa være, der er ingen Sorg, der er ingen Sorg! De Børn der +er mine, har jeg sørget redeligt for! — Ja ja, han havde sørget for dem +Staklen! — Jeg vilde blot bede Farvel med dig du Lasse; nu er mit Liv +forspildt, saa lykkelig jeg kunde været i min Nøjsomhed. Men Anna vilde +jo til Vejrs; og der har jeg gaaet og taget min Fremgang af hendes +Skændsel — uden at vide af det. Jeg vilde jo ikke andet end Fattigmands +ringe Lykke — en god Kone og nogle Børn — og nu skal jeg i Slaveriet. +Gudskelov Anna ikke oplever det! Hun var finere i det end vi andre, og +maatte bedrage for at naa frem. — Saadan sad han og snakkede som en død, +uden én saa meget som kunde mærke Følelse i ham. Og jeg turde ikke lade +ham se, hvor syg i Sindet jeg var; han havde det jo bedst, saalænge +Samvittigheden sov. — Dine Øjne løber i Vand Lasse — sagde han stille — +du skulde bade dem med noget; Urin skal være godt! — Ja jeg skal love +for de løb i Vand, herregud ja. Saa rejste han sig. Du har heller ikke +meget at leve for længer du Lasse — sagde han og tog mig i Haanden — du +bliver gammel nu! Men hils Pelle — han naar kanske frem!“ + +Pelle sad og lyttede trist i Sind til den tunge Beretning, men ved disse +Ord kom han til at ryste. Han havde tidt nok hørt Klangen af denne +Forventning til _hans_ Lykke og glædet sig ved den; den var jo kun et +Ekko af Fortrøstningen i ham selv. Men nu lagde det sig over ham som en +Byrde. Det var altid de segnende, der klamrede sig til hans Lykke; idet +de sank, skød de deres Haab over paa ham. Det var en trist Maade Lykken +havde at varsle paa; en forfærdelig tung Velsignelse lyste denne +Dødsdømte over ham og hans Fremgang, idet han traadte op paa Skafottet. +Han sad og stirrede ned uden et Livstegn, med rugende Udtryk; hans Sjæl +frøs under en Anelse om overmenneskelige Byrder, og kastede et +pludseligt Lys fremefter for ham: Aldrig kunde der være Tale om nogen +Lykke for ham alene — det Æventyr var dødt! Han var hægtet til alle de +andre og skulde staa fælles Lykke og fælles Skade med dem; derfor gav de +forulykkede ham deres Velsignelse! Inde i sit Sind følte han Dues tunge +Vandring, som var det ham selv der bar paa det forfærdelige. Og skøn +Anna, som maatte stræbe bort over sine egne og træde dem i Støvet! — +aldrig mer kunde han rive sig løs og blive helt glad som før! Han havde +mødt megen Elendighed allerede, og var kommet til at hade dens Aarsag; +men her slog Hadet ikke til. Dette var selve _den Store Sorg_! + +„Ak ja,“ sukkede Lasse — „godt var det, at Bror Kalle ikke kom til at +opleve alt det. Han sled sig op for sine Børn, og nu ligger han i +Fattigjord til Tak. Albinus der farter om i Udlandet som Gøgler, var den +eneste der havde Tanke for den Ting; men Pengene kom for sent, skønt han +skikkede dem paa Telegraf. Har du nu hørt Mage til Tusendkunstner — at +skikke Penge fra Engeland til Bornholm gennem en Telegraftraad; det er +ligegodt fan til Akrobat! Naa, Bror Kalle kunde jo ogsaa et og andet +Taskenspilleri, saa han har det ikke efter fremmede. Alfred lod slet +ikke høre fra sig ved Jordefærden; han hører nu til de Fine og har +afbrudt al Forbindelse med sin fattige Slægt. Man har valgt ham ind i +forskellige Byhværv, og han er en ren Blodhund mod de Fattige — Frænde +er jo Frænde værst. Men de Fine er nok ogsaa svært saa glade for ham.“ + +Pelle hørte kun lige den gamles Tale som et enstonigt Dryp. Due, Due! +det godmodigste bedste Menneske han kendte — han som værgede Annas uægte +Barn mod dets egen Mor, og holdt af det som af sine egne fordi det var +værgeløst og trængte til det — han vandrede nu hen for at lægge sit +Hoved paa Skafottet! Saa dyrt købte han sit Ønske om at faa et Par Heste +og blive Vognmand. Heste og Vogne havde han taget paa Kredit og selv +klaret Renter og Afdrag — Konsulen havde blot sagt god for ham. Og for +den lille Opnaaelse vandrede han nu Forsmædelsens Vej! Skridtene blev +ved at give Genlyd i Pelles Sind; han fattede ikke hvorledes han skulde +bære det, og længtes efter sin tidligere Sløvhed. + +Lasse snakkede sig hen over det, for ham var det Skæbne — tung og trist +men som ikke kunde være anderledes. Gensynet havde ogsaa løsnet saa +meget i ham, han var oprømt, alt hvad han saá var morsomt. Som man dog +kunde finde paa at stuve Mennesker sammen herovre — som Sild i en Tønde! +Og hjemme paa Bornholm laa der store Strækninger, hvor ikke et Menneske +holdt til. Vinduet var han ikke dristig ved at nærme sig, han holdt sig +forsigtigt et Stykke inde i Stuen og kiggede ud over Tagene. Det var +ligegodt tosset! man kunde lige saa godt give sig til at tælle Aksene i +en Kornmark som Husene her. + +Pelle kaldte paa Marie som beskedent holdt sig inde hos sig selv. „Det +er min Plejemor,“ sagde han og tog hende om Skulderen „— og det er saa +Far Lasse, som du allerede siger du holder af. Kan du skaffe os nogen +Frokost?“ Han gav hende Penge. + +„Hun er vakker hun,“ sagde Lasse og gravede i sin Sæk — „hun skal ha en +Skænk! — Her har du et rødt Æble,“ sagde han da hun kom tilbage — „Spis +det, saa bliver du min Kærest.“ Marie smilede alvorligt og saá paa +Pelle. + +De laante Marskandiserskens Trækkevogn og kørte ned til Pæreskipperen +efter Lasses Sager. Det meste havde han solgt for ikke at drage ud i +Verden med for stor Oppakning; men en Seng med Sengeklæder og lidt andet +havde han dog beholdt! „Saa har jeg jo Hilsener fra Sort og Marie +Nielsen!“ sagde han. + +Pelle blev rød. „Jeg skylder hende et Par Ord men har helt glemt det +herovre; mit Portræt har jeg ogsaa halvvejs lovet hende. Nu faar jeg se +at faa det til en Side.“ + +„Ja gør det,“ sagde Lasse. „Jeg ved ikke hvor nær I har staaet hinanden, +men hun var en god Kvinde. Og de der sidder tilbage, føler Naget ved at +være glemt — husk det!“ + +Allerede om Eftermiddagen hægede Lasse om sig og børstede sin +Hovedbeklædning. + +„Hvad nu?“ spurgte Pelle. „Du vil da ikke gaa ud alene?“ + +„Jeg vil ud og se lidt paa Staden,“ svarede Lasse selvfølgeligt. „Noget +Arbejde har jeg i Sinde at søge mig, og kanske gaar jeg hen og titter +lidt paa Kongen ogsaa! Du kan bare forklare mig, hvad Retning jeg skal +holde.“ + +„Du maa hellere vente, til jeg kan følge med — du kaster dig bare hen.“ + +„Naa gør jeg det?“ svarede Lasse stødt. „Jeg fandt dog herhen alene, +skulde jeg tro.“ + +„Jeg kan følge med den gamle Mand,“ sagde Marie. + +„Ja følg du med den gamle Mand, saa skal ingen komme og sige, han har +mistet Ungdommen,“ udbrød Lasse skæmtende og tog hende i Haanden. „Vi to +skal vist blive gode Venner tror jeg.“ + +Henad Aften kom de igen. „Mennesker er her nok af,“ sagde Lasse pustende +— „men Overflod paa Arbejde lader her ikke til at være. Jeg har spurgt +paa baade det ene og det andet, men ingen vilde have mig. Naa det gir +sig vel! Ellers kan jeg sætte en Pig i min Kæp og give mig til at samle +Gadepapir op lige som de andre Gamlinge; det ved jeg da jeg duer til.“ + +„Men det faar du ikke Lov til,“ svarede Pelle hæftigt. „Min Far skal +ikke gaa og være Gadesamler.“ + +„Ja ja — noget vil jeg have fat i — ellers rejser jeg hjem igen. Jeg vil +ikke gaa løs og ledig og se paa at du slider.“ + +„Du kan godt trænge til at hvile dig og have det lidt rart paa dine +gamle Dage Far — men det ordner sig nok!“ + +„Kst, hvile mig! Jeg skulde vel ligge paa Ryggen og lade mig made som et +Spædebarn? Jeg tror ikke min Ryg holdt til det, du.“ + +De havde faaet Lasses Seng stillet op med Fodenden ind under Skraataget; +der var lige Plads til den. Pelle var helt barnestemt da han gik i Seng; +det var snart mange Aar siden han havde sovet i Rum sammen med Faderen. +Men om Natten led han af onde Drømme, Dues forfærdelige Skæbne forfulgte +ham i Søvne. Hans stærke godmodige Skikkelse blev ved at vandre og +vandre i det endeløse Graa, dybt bøjet, med Hænderne lænkede paa Ryggen, +en tung Jærnlænke om Halsen, og Øjnene i Jorden som søgte han selv +Afgrunden. Pelle vaagnede ved, at Far Lasse stod over hans Seng og følte +ham i Ansigtet lige som da han var Barn. + +„Hvad er der Pøjke?“ spurgte den gamle bekymret. „Du er da vel ikke +syg?“ + + + + + XIV + + +Lasse holdt ikke af at sidde til Stads, og var ivrigt optaget af at +farte om og søge Arbejde. Naar han talte med Pelle, holdt han gode Miner +til slet Spil og saa fortrøstningsfuld ud; men Storstaden havde allerede +skuffet ham. Han begreb ikke dette Virvar, og følte sig for gammel til +at give sig i Kast med det og faa fat i Meningen — kanske var der heller +ingen! Det saa nærmest ud som enhver rendte og gjorde Jagt efter sin +egen Næsetip, uden at kere sig Spor om alle andre. Man hilste ikke +engang naar man mødte Mennesker paa Gaden — Lasse begreb ikke det hele. +„Jeg skulde blevet derhjemme,“ tænkte han tidt. + +Og Pelle var der jo det ved at — — naa ja at han var oppe i alt sit eget +altsaa! det var jo bare noget at rose en Mand for. Han løb til Møder og +agiterede og havde travlt, Tankerne var i det bestandig, der var ikke +rigtig Plads for en troskyldig Sludder saadan som i gamle Dage. Forlovet +var han ogsaa blevet, og hvad Vækkelsen ikke tog, det tog Kæresten. Som +den Knægt var vokset og havde forandret sig, legemligt og i sit Væsen! +Lasse havde en Fornemmelse, som om han ikke naaede ham længer end til +Bukselinningen. Svært alvorlig var han blevet og helt mandig; han saa ud +som havde han allerede taget Tøjlerne over et eller andet; man skulde +ikke se paa ham, at han var en simpel Skomagersvend. Der var Ansvar i +Pøjken — kanske lidt for meget igen! + +Marie fulgte ham gærne omkring, de var blevet gode Venner og havde nok +at snakke om. Hun tog ham hen til Berlingerens Gaard; om Udhængstavlen +var der fuldt af Arbejdssøgende, de fyldte Porten og stod i en lang +Stime ned ad Gaden. + +„Her kommer vi aldrig til,“ sagde Lasse mismodig, men Marie albuede dem +frem; naar Folk gjorde Vrøvl, skældte hun ud. Lasse var helt forfærdet +over den Mund Barnet kunde bruge; men det hjalp vældigt. + +Marie læste Beskæftigelserne op, og Lasse gjorde højlydt sine +Bemærkninger om hver af dem. + +„Gaardmand — ja jeg har jo været det én Gang; men det gik skidt, saa det +er vist ingen Anbefaling. Ellers har netop det været mit Livs Drøm om +jeg saa tør sige — det er det herligste Virke Gud har skænket +Mennesket!“ De omstaaende lo. Lasse saá uforstaaende paa dem, saa lo han +med og slog overgivent med Hovedet. Han var med paa den værste. + +„Hvad var det du sagde? Herskabskusk! Ja køre et Par Heste kan jeg vel, +men jeg er vist ikke fin nok til Herskaberne — jeg er bange Næsen +drypper!“ Han saá sig vigtigt om, som et Barn der bliver lagt Mærke til. +„Men Bydreng — den var ikke uæffen, lad os notere os den. Det er ingen +stor Kunst at være alles Hund! Portner — ja fy Fan! det er jo bare at +sidde og titte arrigt ud af et Kældervindu. Dér maa vi hen og friste +paa.“ + +De indprentede sig Adresserne til de kunde dem udenad, og trængte sig ud +gennem Mængden. „Pokker til gammel grinagtig Fyr,“ sagde Folk og saá +leende efter dem. — Lasse var helt kry. De gik fra Sted til Sted, men +ingen havde Brug for ham. Folk smilede blot ad den gamle skrøbelige +Skikkelse i de bredsnudede Støvler. + +„De ler ad mig,“ sagde Lasse nedslaaet — „kanske fordi jeg ser noget +bondsk ud. Men det maatte vel kunne overvindes.“ + +„Det er nok mere, fordi du er saa gammel og vil ha’e Arbejde,“ sagde +Marie. + +„Tro det skulde være derfor? Jeg er dog først lige naaet de syv Gange +ti; og baade paa fædre og mødre Side er vi blevet nær de halvfems. Ja +saa? Men kunde jeg bare faa Lov at komme an, skulde de vel faa at se at +der er Slag i Gamle Lasse endnu! mangen ung Fyr skulde kanske sætte sig +paa Enden af lutter Forundring. Men hvad er det for et Folkefærd, som +staar saadan og hænger saa trist med Hænderne i Lommen?“ + +„Det er jo de Arbejdsløse. Her er skidt med Arbejde, og de siger det +bliver værre endnu.“ + +„Og alle de som sloges om at komme til Avistavlen — var det ogsaa ledige +Hænder?“ + +Marie nikkede. + +„Men saa er det jo værre her end hjemme; der havde man dog altid +Stenhuggeriet om ikke andet. — Og jeg som troede den gode Tid var ved at +tage sin Begyndelse herovre.“ + +„Pelle siger at den skal nok komme,“ sagde Marie fortrøstningsfuld. + +„Ja Pelle — han har godt ved at snakke. Han er ung og rask og har Tiden +for sig.“ + +Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham rigtig. For at glæde ham +tog Marie ham hen at se paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen. + +„Det er ligegodt nogle flotte Karle,“ sagde han — „hu ha som de fører +sig! de er fine i Tøjet, men de ved det ogsaa selv. — Ja Kongens +Krigskarl blev jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi +jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et rask Stykke Mandfolk +dengang du! Men de vilde ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de; +jeg havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget de har sat sig i +Hovedet, at man skal være saadan og saadan skabt — for at tækkes de fine +Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, jeg ogsaa.“ + +Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; et Hold Jordarbejdere var i +Færd med at grave ud til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte +sig derhen. + +„Dette var lige noget for mig,“ sagde han og stod og faldt i Drømme over +Arbejdet; hvergang Arbejderne svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved +Bevægelsen med. Han rykkede nærmere og nærmere. „Hør du,“ sagde han til +en af Arbejderne som pustede ud — „mon ikke man kunde faa fat her?“ + +Manden gloede længe paa ham. „Faa fat her?“ raabte han saa, mere +henvendt til sine Kammerater end til Lasse, „— ja det kunde du vist li’ +hva’? Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og Middelfart og vil ta’e +Brødet fra os Indfødte. Skrub du a hjem med dig, din jyske Rad!“ Han +svang leende Hakken over Hovedet. + +Lasse trak sig langsomt tilbage. „Han blev sku gal, han!“ sagde han +mismodigt til Marie. + +Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine Gøremaal, hvad det nu +var. Travlt havde han, og alt det han virkede, blev Tilstanden ved at +være lige daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for +Elendighedens Bæk! + +„Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,“ sagde Lasse. „Jeg sidder saa +og snakker lidt med Børnene — og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke — min +Krop bliver gladere og gladere for Sengen, skønt jeg aldrig har haft Ord +for at være doven. Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa ledig +kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af det.“ + +Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, men nu havde han sat +noget af sin Fortrøstning til. „Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,“ +sagde han til Børnene. „Det Gran der er til Rest af én bliver borte +mellem Hænderne paa én herinde.“ + +Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine Bekymringer. Pelle var +blevet saa stor og alvorlig at der ligefrem stod Respekt af ham. Man +følte ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier. + +Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, de sloges med Smaakravl +lige som han selv og kunde fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham +gode praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands Visdom til +dem. + +„Jeg ved ikke hvordan det er,“ sagde han, „men Storstaden gør mig +songled og smaatosset i Hovedet. Bare det, at ingen kender mig og ser +til den Side, hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. Hjemme var +der dog én og anden, som vendte Hovedet og sagde til sig selv: Se der +gaar Gamle Lasse, nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært saa +godt han holder ud! Der var ogsaa dem som nikkede til mig, og selv +kendte jeg jo hverandet Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber +ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste her?“ + +„Aa det er nemt nok!“ svarede Drengen. „Klokken seks om Morgenen skynder +jeg mig til Grønttorvet; der er altid noget at bringe hjem for de +Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde Ka’l. Naar Grønttorvet +er forbi, bringer jeg Blomster i Byen for Gartnerne; men det er meget +usikkert, for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. Ellers render +jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke mig der er noget — ud paa Østerbro +og paa Frederiksberg! Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor jeg er +en Time hver Eftermiddag og bringer Varer ud. Der er altid noget, bare +man farter dygtigt omkring.“ + +„Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste hver Dag?“ sagde Lasse +forundret. „Det ser mig noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om +Morgenen, om du har tjent noget inden Aften.“ + +„Han er saamænd meget flink,“ sagde Marie anerkendende. „Naar det er +ordenlige Tider, kan han holde jævnt en Krone om Dagen.“ + +Og det kunde blive en jævn Fortjeneste til med? Nej det begreb Lasse +ikke. + +„Sommetider bli’r det ogsaa helt hen ad Aften inden jeg tjener noget — +men saa maa man se at lave den i en Fart. Der er altid noget, bare man +kan finde det!“ + +„Om jeg tog og fulgte med dig da,“ sagde Lasse tankefuld. + +„Det kan du ikke, for jeg løber hele Tiden. Saa kunde du meget bedre +putte en Arm.“ + +„Putte en Arm?“ spurgte Lasse forundret. + +„Ja putte den ene Arm inden for Trøjen og gaa op til Folk og be’ om. Det +var ikke saa vanskeligt — du ligner en Invalid.“ + +„Ja saa, gør jeg det mon?“ sagde Lasse og missede med Øjnene — „det kan +jeg dog aldrig vide. Men selv om saa var, vil jeg dog ikke gaa og tigge +ved Godtfolks Dør. Det fik vist ingen Gamle Lasse til.“ + +„Saa gaa ud paa Kalkbrænderiet — der søger de Skærveslagere i denne +Tid,“ sagde den alvidende Knægt. + +„Ja der sagde du noget,“ udbrød Lasse — „saa de har Sten dér? Ja mit +Stenværktøj har jeg taget med, og er der noget jeg længes efter paa +denne Jord, saa er det efter at komme til at knagge i en Sten i igen.“ + + + + + XV + + +Pelle var en Mand nu; han kunde overse sit eget og lidt til, og veje +Forholdene mod hinanden. Græmmelsen over Dues Skæbne havde han skudt til +Side og saá igen lyst fremad. Men den sad i hans Sind, dér havde den ædt +sig ind til det meget andet, og sad og farvede alting med en varm mørk +Farve. Over hans Pande rugede en mørk Sky som han ikke selv vidste om at +sige; men Ellen saá den og strøg med sine bløde Hænder for at faa den +væk. Den stod besynderligt til det glatte rødmussede Underansigt, og +virkede som en letsindig Trusel paa en lys Foraarsdag. + +Han begyndte at føle Tilliden som en bærende Kraft. Ikke blot her i +_Arken_ forgudede de ham; hans Kammerater saá op til ham; naar der var +noget vigtigt for, søgte deres Øjne uvilkaarligt ham. Havde han lidt +letsindigt været lige ved at sætte Organisationen over Styr for at komme +Meyer til Livs, saa var det fuldt oprettet igen; Foreningen var stærkere +nu end den nogensinde havde været, og det var hans Arbejde. Der var da +Raad til at rette Ryggen og se lidt paa sit eget. + +Han og Ellen længtes hæftigt efter at komme sammen og faa deres eget +lille Hjem. Der kunde gøres mange Indvendinger, han var ikke blind for +det. Pelle var en dygtig Arbejder, men Lønnen var ikke saaledes, at der +kunde stiftes Familie paa den; det var en nøgen Kendsgærning, at selv en +flink Arbejder ikke kunde forsørge Kone og Børn ordenligt. Børn regnede +han med som en Selvfølge, og den Dag vilde ogsaa komme, da Far Lasse +ikke kunde tjene Føden til sig selv længer. Men det laa endnu ude i +Fremtiden, og paa den anden Side var det ikke dyrere at leve to end én — +naar man fik en god sparsommelig Hustru. Vilde man have lidt Del i +Livets Glæde, fik man lukke Øjnene og springe hen over alle +Indvendinger, sætte sin Tillid til Undtagelsen endnu en Gang. + +„Det bliver jo ogsaa snart bedre,“ sagde Murer Stolpe. „Endnu er det +smaat for de fleste Fag, men se selv hvor alt trækker sammen til et +stort Slag. Saa giver vi Fremskridtet én bagi og be’r det oppe sig lidt +— og saa er Fortjenesten der. Man skal gifte sig mens man er ung; hvad +er der at gaa og skele til hinanden efter?“ + +Madam Stolpe var som altid af hans Mening. „Vi giftede os og tog Sødmen +af hinanden, mens Blodet var ungt endnu. Derfor har vi nu noget at staa +imod med,“ sagde hun og saá troskyldigt paa Pelle. + +Det blev bestemt, at Bryllupet skulde staa nu i Foraaret. Til Marts fik +den yngste Søn Frederik udlært, saa kunde Bryllup og Svendegilde slaaes +sammen. + +Der stod en lille tom Toværelses Lejlighed ved Kanalen lige over for +Børnehuset, den lejede de. Murer Stolpe vilde have de Unge ud paa +Nørrebro „blandt ordenlige Mennesker“, men Pelle havde levet sig ind i +denne Bydel. En Del Kunder havde han ogsaa herude, som det var godt at +have i Ryggen — og Kanalerne var her! For Pelle var de et Kig ud, de +virkede befriende paa hans Sind; inde mellem de lukkede Stenmure paa +Nørrebro følte han sig altid trykket. Ellen lod ham raade, hun var lige +glad hvor de kom til at bo. Med ham kunde hun gærne drage til Verdens +Ende og slaa sig ned. + +Hun havde sparet sig lidt sammen i sine Pladser, og Pelle havde ogsaa +faaet lidt skrabet sammen; han hang godt i og satte alle Fornødenheder +endnu en Streg ned. Naar Ellen havde fri, gik de rundt og købte ind til +Hjemmet. Mange Ting tog de brugt, fordi det var billigt; men ikke til +Soveværelset. Der skulde alt være flunkende nyt. + +Det var en dejlig Tid, hvor hver Stund var fuld af sit eget rige Indhold +og ikke gav Plads for Spekulationer eller Bekymringer. Ofte kom Ellen +rendende op og tog ham midt i Arbejdet; han maatte med hen og se paa et +eller andet der kunde faas saa billigt — straks inden det røg. Paa +hendes Frisøndage gik de og bragte i Orden i det lille Hjem, og +spaserede bagefter Arm i Arm gennem Byen ud til de Gamle. + +Pelle havde haft saa travlt med andres og ikke skænket sig selv en Tanke +— det gjorde helt godt at hvile ud i sit eget en Gang. Mudderet derude +rykkede i fjærn Afstand, han skelnede det lige mens han trak til Rede; +han tænkte ikke mere paa Samfundsspørgsmaal end Fuglene der bygger i +Foraarstiden. + +En Dag bar saa Pelle sine Sager over i den ny Lejlighed og lagde sig for +sidste Gang til Hvile i _Arken_. Her byggede ingen Fremtid, inden for +disse Mure søgte kun det havarerede varig Tilflugt, og Pelle skulde +videre. Men ud af Pjalterne og alt det forhutlede steg alligevel en +Stemme som ikke hørtes andre Steder, et sorgløst Kvidder, en Pludren som +af fattige Fugle, der sidder og plukker sig hvor lidt Sol staar paa. Det +var med Vemod, han saá tilbage paa den Tid han havde tilbragt her. + +Natten før Bryllupet laa han og kastede sig uroligt, noget forfulgte ham +i Søvne. Endelig vaagnede han og skelnede en undertrykt Knurren, der kom +med lange Mellemrum som om selve _Arken_ gav sig under onde Drømme. Til +sidst stod han op, tændte Lampen og satte sig til at pudse paa sine +Brudestøvler, der endnu stod med Læsterne i for at holde deres smukke +Form. Lasse sov endnu, og ude paa den lange Gang var alt Søvn. + +Lyden kom igen, stærkere og mere langtrukken; der var noget ved den, som +mindede om Stengaarden og satte hans Barndoms Gru op i ham; han sad og +svedte over Arbejdet. Pludselig hørte han nogen gaa famlende ude paa +Gangen og pusle ved hans Dør; han sprang hen og lukkede op, Spændingen +gik som Frysninger igennem ham. Derude stod Hannes Mor og rystede i +Morgenkulden. + +„Pelle,“ hviskede hun angst — „nu er det der! Jeg kunde vel ikke faa dig +til at springe hen efter Madam Blom i Torvegade? — jeg tør ikke forlade +Hanne. Og saa skulde jeg ønske dig til Lykke fra hende.“ + +Han syntes ikke videre om sin Mission men løb dog. Siden sad han og +lyttede derover ad, mens han arbejdede saa stille som muligt for ikke at +vække Far Lasse. Men saa var det ved den Tid Børnene skulde op; for +sidste Gang dunkede han i Væggen og hørte Maries søvndrukne: Ja—a! +Nattestilheden var brudt med det samme, Beboerne tumlede ud, rendte paa +bare Fødder til Vasken, og slog med Dørene. „Det er Prinsessen der +klager sig!“ sagde de til hinanden. „Hun græder, fordi hun har mistet +det man aldrig faar igen mere.“ Saa brast det i et Skrig, og der blev +pludselig stille ovre. + +Stakkels Hanne! nu fik hun en Mund at forsørge, og hvor var Faderen til +den? hun fik haardt at gøre nu! + +Lasse gik ikke paa Arbejde den Dag, skønt Bryllupet først skulde staa ud +paa Eftermiddagen. Han var højtidelig stemt fra Morgenstunden, og gik og +passede paa Pelle at han ikke lagde Ting over Kors og desligeste. Pelle +lo hvergang. + +„Ja du ler du!“ sagde Lasse. „Men dette er en vigtig Dag — kanske den +vigtigste i éns Liv. Saa faar man vel paasé, at ikke den første den +bedste Smaating skal slaa det hele i Stykker.“ Han gik og tog Varsel af +alting. Solen var han godt tilfreds med, den stod op i en Vandsæk og +klarede fra sig op ad Dagen. Det var aldrig heldigt, naar det begyndte +altfor straalende. + +Marie gik og saá paa Pelle med et Udtryk af indestængt Sorg — som en Mor +der sender sit Barn ud og gør sig Umage for at lade glad, syntes han. Ja +ja, hun havde i mange Dele taget sig af ham som en Mor, Barn som hun +var; de havde taget ham op i deres Rede som en forladt Fugleunge, og med +Undren set ham vokse forbi dem. Han havde i Smug hjulpet dem hvor han +kunde; men hvad betød det mod den Opsang, det havde været for ham at se +de tre forældreløse tage Tingen som den var og selv bygge hele +Tilværelsen op af intet. Hvem skulde nu lette dem hen over de vanskelige +Steder, uden at de mærkede Haanden? Han fik holde et vaagent Øje med +dem. + +Marie havde hektisk røde Kinder og skinnende Øjne, da han stod med +hendes ru Haand i sin og takkede hende for godt Naboskab. Det brød i +hendes trange Barm, der var et Genskær af skjult Skønhed over hende. Det +var Pelle der havde faaet Blodet til at finde Vej til hendes graa +Ansigt; naar han var stærkt fremme i noget, blussede hun i Kinderne, og +en Kende af Farven blev hvergang tilbage. Det var som Safterne steg i +hende med ved hans Sundhed; og nu stod hun her og søgte at sprænge den +forkrøblende Skal og række fagre Ævner frem imod ham, men kunde ikke. +Pludselig kastede hun sig om hans Hals. „Pelle, Pelle!“ sagde hun og +borede sit Ansigt mod hans Bryst. Saa løb hun ind til sig selv. + +Lasse og Pelle bar de sidste Sager over i Lejligheden og satte paa +Plads; klædte sig saa i stiveste Stads og gik ud til Stolpes. Pelle var +for første Gang i sit Liv i høj Hat og saa helt statelig ud. „Du ligner +en Storborger,“ sagde Lasse og kunde ikke se sig mæt paa ham. „Men hvad +tror du de siger til Gamle Lasse? Det er dog halvfint Folk, og jeg +forstaar ikke at gebærde mig. Var det mon ikke bedre jeg vendte om?“ + +„Aa ti nu stille med det, du Far,“ sagde Pelle. + +Lasse var uhyre glad ved at skulle med til Bryllupet men havde alligevel +mange Betænkeligheder. De sidste Aar havde gjort ham sky for fremmede, +han krøb gærne i Krogene. Hans Gildesklæder var ogsaa gaaet til, og +Stadsen her var flikket sammen; Skødefrakken havde de lejet for +Anledningen, og det hvide Kravetøj var Peters. Han følte sig ikke hjemme +i Klæderne og saa ud som en genert Konfirmand. + +Ude hos Stolpes stod Huset paa den anden Ende. De Gæster der skulde med +i Kirke var allerede komne; de gik inde i Dagligstuen og smaafløjtede, +saá ned paa Gaden og kedede sig. Stolpes Skrivebord var forvandlet til +Buffet, og Brødrene gik og trak Øl op og nødte gemytligt: „Aa tag nu et +lille Stykke Knækbrød til! Man bli’r tør i Halsen af at staa saa længe +og sige ingenting.“ + +Inde i den pæne Stue gik Stolpe frem og tilbage og brummede. Han var i +Seler og ventede paa sin Tur til at komme ind i Sovekamret, hvor Ellen +og Moderen havde lukket sig inde. Engang imellem aabnedes Døren paa +Klem, og Ellens nøgne hvide Arm kom til Syne og smed et Klædningsstykke +ind til Faderen. Saa fik Pelle Hjærtebanken. + +Henne ved Vinduet stod Madam Stolpes Myrte og var helt plyndret. + +Nu kom Stolpe ind og var færdig, Pelle maatte blot knappe Flippen paa +for ham. Han gav Lasse Haanden og gik saa hen efter _Arbejderen_. „Her +skal De høre hvad der siges om Deres Søn,“ sagde han og gav sig til at +læse: „_Vor unge Partifælle Pelle holder i Dag Bryllup med Datter af en +af Partiets ældste og veltjente Mænd, Murer Stolpe. Den unge Mand der +allerede har gjort et godt Stykke Arbejde for Sagen, blev i Aftes +enstemmig udpeget til Formand for sin Organisation. Vi giver det unge +Par vore bedste Ønsker med paa Vejen!_ Den er oplagt hva’?“ Stolpe rakte +Bladet til Gæsterne. + +„Ja den er sku forresten meget god,“ sagde de og lod Bladet gaa fra +Haand til Haand; Lasse bevægede Læberne som om han løb Notitsen igennem +han ogsaa. „Ja det er fans, som de kan faa det stillet op!“ sagde han +henrykt. + +„Men hvad er det med Petersen — vil han gaa af?“ spurgte Stolpe. + +„Han er jo syg,“ svarede Pelle. „Jeg var forresten ikke der henne i +Aftes, saa jeg ved ingenting.“ Stolpe saá forbavset paa ham. + +Madam Stolpe kom og trak Pelle ind i Sovekamret, hvor Ellen stod som en +snehvid Aabenbaring, med langt Slør og Myrtekrans i Haaret. „Egenlig +skulde I jo ikke ha’e Lov at se hinanden, men jeg synes nu det er Synd,“ +sagde hun og skubbede dem i hinandens Favn med et kærligt Blik. + +Frederik, der havde hængt ud af Vinduet for at kigge efter Køretøjet, +kom og dundrede løs paa Døren. „Vognen er der, Børn!“ brølede han +meningsløst højt. „Vognen er der!“ + +Saa rullede de afsted de Par Skridt hen til St. Hans. Pelle vidste knap +af det hele før de sad i Vognen igen, man maatte skubbe ham til, hvad +han skulde gøre, han saá kun Ellen. Hun var hans Sol, alt det andet +vedkom ham ikke. Ved Alteret havde han taget hendes Haand og holdt den +under hele Handlingen. + +Frederik var blevet hjemme for at tage mod Bude og Folk med +Lykønskninger. Da de kom tilbage, laa han i Vinduet og smed Skruptudser +og Troldkællinger ned foran Hestene som en Salut til Brudeparret. + +Man drak et Glas Vin med de nygifte og besaá Brudegaverne; Stolpe saá +paa Uret — man var altfor tidlig efter det. „I maa gaa jer en Tur +Fatter,“ sagde Madam Stolpe — „de første Par Timer kan vi ikke spise.“ +Mændene drev saa ud i Ventegodts Have for at slaa en Pot Kegler, mens +Kvindfolkene lavede til. + +Pelle var helst blevet hjemme hos Ellen men maatte jo med; han og Lasse +gik ved Siden af hinanden. Lasse havde ikke ønsket Pelle rigtig til +Lykke endnu, han havde gemt paa det til de kom paa Tomandshaand. + +„Naa til Lykke og Velsignelse, Pøjke!“ sagde han bevæget og trykkede +Pelles Haand. „Nu er du saa en Mand med Hjem og Ansvar. Og husk saa paa +at Kvindfolk er lige som Børn; man skal ikke gøre for meget Væsen af dem +i alvorlige Sager men sige kort og godt: Saadan skal det være! — det +passer dem bedst. Begynder man først at tinge altfor meget med dem, saa +ved de ikke hvilken Side de vil slaa sig til. Ellers er de gode nok og +nemme at komme fremad med — blot man behandler dem godt. Jeg har altid +haft det nemt med det, for de lider den faste Haand. — Dine +Svigerforældre kan du være glad for; det er gode Folk, om end de er +noget stolte af deres Faglærdom. Og Ellen vil blive dig en god Kone — +forstaar jeg mig paa Kvindfolk. Hun ser paa sit eget og skal nok vide at +holde sammen paa Stumperne. Lang i Kropstykket er hun som det gode +Tillæg — det vil vist ikke skorte jer paa Børn.“ + +Ude i Traktørstedets Have blev der serveret Svensk Banko, og Lasse fik +Humøret op. Han prøvede at slaa et Slag Kegler — det havde han aldrig +været med til før, og vovede sig til at sige Morsomheder. „Op med +Skærverne Far!“ sagde Pelle naar der blev gjort op; den gamle havde +tabt. + +„Ja Skærver er her ingen Mangel paa,“ svarede Lasse oprømt — „jeg har +hugget adskillige Vognmandslæs i min Tid.“ Saa lo de andre, og Lasse +rettede sig og kom ud af sin Skal. „Det er et prægtig Folkefærd de +Københavnere,“ hviskede han til Pelle. „En flot Haand sidder der paa dem +til at give ud, og et vittigt Ord har de rede til hver en Ting.“ + +Inden man vidste et Ord af det, var det ved at blive mørkt; man maatte +af Sted hjem! + +Hjemme var Bordene dækket og de øvrige Gæster komne; Madam Stolpe gik og +var nervøs over at de blev borte. „Nu ta’r vi og dingler lidt paa Benene +allesammen,“ hviskede Stolpe ude i Entréen — „saa skælder Madammen ud! — +Naa Mutter, har du varm Mad til os?“ spurgte han og tumlede ind i Stuen. + +„Aa din Nar, tror du ikke jeg kender dig!“ udbrød Madam Stolpe leende. +„Næ, min Mand skal man gudskelov ikke gaa og lede op paa Beværtninger.“ + +Pelle søgte straks ud til Ellen i Køkkenet og fik hende med sig; de gik +med hinanden i Haanden og besaá de sidst ankomne Gaver; der var en +Bordlampe, et Kagefad af Plet og nogle emaljerede Køkkenting. En eller +anden havde skænket et lille Svøbelsebarn af Porcelæn men glemt at +navngive sig. + +Ellen trak ham med ud i Entréen for at omfavne ham, men der stod Morten +og tog sit Overtøj af. Saa flygtede de ud i Køkkenet, men der holdt +Kogekonen til; i Sovekamret fandt de endelig en uforstyrret Plet. Ellen +lagde Armene om Pelles Hals og saá stum paa ham, borte i Lykke og +Længsel. Og Pelle knugede det kære svaje Jomfrulegeme ind til sig og saá +hende dybt ind i Øjnene, der blev mørke og skyggefulde som Fløjl og +sugede hans Lys til sig. Hjærtet svulmede i ham, han følte sig usigelig +lykkelig — rigere end nogen anden paa Jorden — ved den Skat han holdt i +sine Arme. I sit stille Sind lovede han at værne og værge hende, og ikke +have anden Tanke end den at gøre hende lykkelig. + +Inde fra Stuerne lød der utaalmodige Tramp, „Brudeparret, Brudeparret!“ +blev der raabt. De skyndte sig ind hver gennem sin Dør, man stod +opstillet ved Bordet og ventede paa dem for at tage Plads. „Naa, det er +let og se, hvad I to har taget jer for,“ udbrød Stolpe drillende — „man +behøver sku bare se paa Tøsens Glugger. Sikken et Par Kulgløder!“ + +Otto Stolpe — Skiferdækkeren — var Mundskænk og aabnede Maaltidet med at +byde Akvavit om. „En lille Snaps,“ sagde han til hver — „vi maa prøve om +der er Fald paa Renden. Ellers bli’r der let Forstoppelse.“ + +„Naa, bestiller I noget Folkens?“ sagde Stolpe oppe fra Bordenden hvor +han sad og filede Steg af. „Kil paa med Byggeklodserne!“ Han havde +Brudeparret paa højre Haand og den nybagte Svend Frederik paa venstre. +Foran ham paa Bordet stod en stor ny Potte med Hank og hvidt Trælaag +over; Gæsterne kiggede efter den og lo til hinanden. + +„Hvad kigger I efter?“ spurgte han alvorligt. „Er der noget I trænger +til, saa spyt fra Leveren.“ + +„Aa det er den Terrin dér!“ svarede hans Broder Tømreren uden at +fortrække en Mine. „Min Kone vilde gærne laane den lidt, siger hun.“ + +Hans Kone fór forfærdet op og gav sig til at tærske ham i Ryggen. „Aa +dit Bæst,“ sagde hun og lo halv skamfuld. „Altid skal de Mandfolk holde +én for Trekant.“ + +Saa huggede man løs igen og lod Maden stoppe Munden en Overgang. Nu og +da faldt der en lun Bemærkning. „Her sidder man forresten og har det +rigtig godt mens I andre slæber,“ sagde Badutspringeren, Ottos +Arbejdskammerat. Det betød at han ingen Steg havde. „Tag og lang ham +Tandkødet Mutter!“ sagde Stolpe. + +Da Sulten var stillet, tog Løjerne rigtig Fart. Mortens Gave var en stor +Kransekage. Det var et helt Kunstværk, han havde lavet den som en +Pyramide, paa Toppen stod et ungt Par af Sukker og holdt om hinanden, +bag dem paa et Glansbillede gik Solen op. Op ad Pyramidens Trin kravlede +forskellige Skikkelser og rakte Armene op mod Toppen. Der blev skænket +Vin til Kransekagen, og Morten holdt en lille Tale til Pelle om Troskab +mod den ny Kammerat han havde valgt sig. Tilsyneladende galdt det kun +Ellen, men Pelle forstod at Mortens Ord skulde føres meget videre ud; de +havde altid dobbelt Bund. + +„Tak for det du!“ sagde han bevæget og drak med ham. + +Saa holdt Stolpe en Formaningstale til de nygifte. Den var fuld af +kostelige Indfald og blev modtaget med Jubel. + +„Ja se nu kan Fatter tale,“ sagde Madam Stolpe. „Naar det ikke gælder +noget, saa kan han.“ + +„Hvad er’et du siger Mutter?“ udbrød Stolpe forbavset, han var ikke vant +til Kritik fra den Kant. „Vil I nu høre, nu begynder sku ens egen Kone +at pille Stilladset væk under én.“ + +„Ja det siger jeg nu!“ svarede hun og saá dristigt paa ham, hendes +Ansigt var blevet hedt af Vinen. „Er der maaske nogen der staar saa +langt fremme til det som Fatter? Han var den første, og den ivrigste har +han altid været; han har gjort et godt Stykke Arbejde end de fleste. Han +kunde saamænd godt været en af Førstemændene i Dag og givet Tonen an, +naar det ikke var for den forbandede Hikke. Klog er han, og sine +Kammeraters Respekt har han ogsaa, men hvad kan det nytte naar man +hikker? Hvergang han kommer op paa en Talerstol, falder Hikken over +ham.“ + +„Det er da vel ikke Brændevinshikke?“ spurgte den lille tykke +Badutspringer, Albert Olsen. + +„Ak nej. Fatter har aldrig drevet Flaskeagitation,“ svarede Madam +Stolpe. + +„Naa, det var en køn Tale Mutter der holdt for mig,“ sagde Stolpe leende +— „og hun hikkede sku ikke. Det er alligevel knusende, som der er nogen +der ikke kan! — — Men saa var det altsaa din Tur Frederik. Nu er du +Svend, og skal selv tage Ansvaret for at Tingen kommer i Lod og Vinkel. +Vi to har jo taget Tørnen paa Stilladset og kender saa nogenlunde +hinanden — du har sommetider væ’t en Klovn og sommetider et Fæhoved, og +det har ikke manglet paa en Lussing fra din Gamle. Det var nu mest +saadan lidt Lømmelalder; naar du bare vilde, var der ikke noget i Vejen! +Og den Ros skal du ha’e, at du kan dine Sager — du behøver ikke stikke +op for nogen. Vis nu, hvad du duer til, min Dreng! hold dit Skifte saa +Kammeraterne ikke skal ta’e dig paa Slæb! og snyd dig ikke fra din +Omgang!“ + +„Snyd heller ikke Ølmanden for Flaskerne!“ indskød Albert Olsen. Otto +stødte ham i Siden. + +„Nej heller ikke det!“ sagde Stolpe og lo. „Saa er der bare to Ting +til,“ føjede han alvorligt til. „Lad vær og ha’e Pigebørn rendende neden +for Stilladset i Arbejdstiden — det ser aldrig godt ud! Og hold altid +Kammeratskabet højt! Der er ikke noget Navn saa lurvet som Ordet +Skruebrækker!“ + +„Det er svart!“ udbrød de Bordet rundt. „Den var godt langet ud!“ + +Frederik sad og lyttede med et forlegent Smil, han var i nyt hvidt +Murertøj, og paa hans runde Hage sad nogle mørke Krølhaar, som han hvert +Øjeblik følte til. Han ventede spændt paa at den Gamle skulde blive +færdig, saa han kunde komme til at drikke Dus med ham. + +„Og nu min Dreng,“ sagde Stolpe og tog Laaget af Potten — „er du optaget +i Svendenes Lav, og velkommen skal du være! Skaal du!“ Han satte med et +lille Blink i Øjet Potten for Munden og drak. + +„Skaal du!“ svarede Frederik med lysende Øjne, da Faderen rakte ham +Drikkehornet. Det gik videre Bordet rundt, Kvinderne hvinede før de +drak. Det var fuldt af Bajerskøl, og i den brune Vædske flød smaa +Bajerske Pølser. Mens Drikkehornet gjorde sin lystige Runde om Bordet, +istemte Stolpe Murervisen; de andre sang Omkvædet med: + + Det Mandfolk med hvid Kasket og Bluse — + at han er Murer ved hver en Sjuft. + Giv ham lidt Kalk og Sten, og sikke Huse + han smækker op i den bare Luft! + Paa Gaden stanser Godtfolk i Flok: + Aa, naa da da! + Stilladset gynger, men det staar vel nok? + + Den Murer balancerer skidt paa Gaden + og dratter ned i hver Kælderhals; + for han har hjemme oppe over Staden + omtrent i Højden som femte Sals. + Om Hodet basker ham Fugle smaa + — aa, naa da da! + Stilladset gynger, men kil bare paa! + + For Mureren, hvad ved han af Svimlen? + Nej af sig selv holdt han aldrig op! + Han kiler bare paa durk op mod Himlen, + til Loven kommer og siger: Stop! + Pist er I gale? dér bor Vorherr’! + Aa, naa da, da! + Og han har Servitut — den var værr’! + + Men varskoes han: Ugen den er omme, + han maaler op og gør ren Besked. + Med Ugelønnen i den ene Lomme + han kravler morderlig forsigtig ned. + Nø, sikke Sølvtøj han slæber paa! + — aa, naa da da! + Stilladset gi’r sig; men det maa vel gaa. + +Den lille tykke Skiferdækker sad med begge Arme paa Bordet og stirrede +lige ud med lidt tinnede Øjne. Da Sangen var forbi, løftede han Hovedet +lidt: „Ja den kan jo være meget rigtig — saadan hvad det angaar. Men +Skiferdækkeren kravler sku ligegodt højere end Mureren.“ Han var blaarød +i Hovedet. + +„Naa Kammerat, godt Ord igen,“ sagde Stolpe gemytligt. „Det kommer jo +ikke an paa i Aften hvem der kravler højest — men bare paa at vi morer +os.“ + +„Nej det kan jo nok være,“ svarede Albert Olsen tykt og lod Hovedet +synke igen. „Men Skiferdækkeren kravler sku højest!“ Saa sad han og +mumlede. + +„Lad ham bare være,“ hviskede Otto — „ellers faar han Bersærkergang. — +Saa lad nu vær med at være gnaven gamle Svend,“ sagde han og lagde Armen +om Albert Olsens Skulder. „Der er jo alligevel ikke nogen, der kan +stikke dig i den Kunst at falde ned.“ + +Badutspringeren havde faaet sit Navn, fordi han — bedst som han laa paa +Taget og arbejdede — plejede at rutsje ud over og forsvinde i Gadedybet. +Han var faldet ned fra Hushøjde flere Gange uden at komme til videre +Fortræd; en Gang havde han dog brækket begge Benene og hjulede nu ikke +saa lidt paa dem. For at formilde ham fortalte Otto, som var hans +Makker, om hvordan han sidst faldt ned: + +„Vi ligger altsaa paa Taget og mikser — ham og mig, og hundekoldt var +det. Han havde naturligvis krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger +og sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til de andre — nu røg +Badutspringeren igen! Og vi ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke +sat op til Narrestreger kan I nok begribe — men der laa ingen Albert +Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev Badutspringeren af? siger vi og glor +dumt paa hinanden. Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en +Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for Vinduet og vinker +saadan med Pegefingren op for Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl. +Jeg blev saa knusende tørstig, sagde han bare — jeg havde ikke Tid til +at følge Trappen!“ + +Badutspringeren var blevet god igen ved de andres Latter. „Kan I gi’e en +Øl?“ sagde han og rejste sig tungt. Han fik den og satte sig hen i en +Krog. + +Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa skulde have sin Del af +Gildet. Den sad oppe paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede +saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte hvert Øjeblik: „Hvad har +Hansemand?“ + +„Piip!“ sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de alle: Hansemand har Pip! + +„Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,“ sagde Konerne. + +„Klog — nej han er durkdreven er han! Engang havde vi købt en Hun til +ham; for Mutter syntes det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e +Kærligheden at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, og Madammen la’e +to Æg; men da hun gav sig til at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven +i Ansigtet — han kaldte paa hende, at hun værsgod skulde komme med op +paa Pinden. Det vilde hun ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt +Mad, hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem Tremmerne. Han var +skalusse — Raden! Jo Dyr er storartet kloge, det er kolossalt som saadan +en lille Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dér.“ + +Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i Lag med Resterne af +Kransekagen. Han sad paa Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med +Halen mens han huggede i sig; pludselig lod han noget uartigt falde ned +paa Dugen. „Naa da!“ udbrød Stolpe forskrækket — „det skulde bare været +én anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge Mund.“ + +Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, saa lystige Kumpaner +havde han aldrig været imellem før. „Dette her er jo lige som at komme +midt op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,“ hviskede han til Pelle. +Pelle smilede blot fraværende. Ellen holdt hans Haand i sit Skød og sad +og legede med Fingrene. + +Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra Fagforeningen; det bragte +igen Samtalen ind paa alvorligere Omraader. Morten og Stolpe kom i +Dispyt om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok Sigte paa den +enkelte men lagde for megen Vægt paa Stemmemassen. Han mente +Revolutionen skulde komme inde fra. + +„Nej,“ sagde Stolpe — „det fører ikke til noget. Men kan vi sætte vore +egne ind i Rigsdagen og faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter +vort Program. Og det er fuldt ud lovligt!“ + +„Ja men det drejer sig om Mad!“ sagde Morten stærkt. „Sultne Folk skal +ikke sidde og øve sig i at blive Flertal — for mens Græsset gror, dør +Koen! De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget i Vejen med +deres Selvfølelse — og saa maa man vække dem til Bevidsthed om deres +eget Menneskeværd. Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand at indaande +Luften, tror De saa han lod være med det? — han kunde simpelt hen ikke! +Det er sørgeligt, at han kan gaa og se paa Mad og lade være at spise af +den — der er noget i Vejen med hans Levedygtighed her! Og det benytter +Samfundet sig af til hans Fortræd. — Hvad har den Fattige med Loven at +gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand maa ikke sulte sin Hest +eller Hund, men Samfundet som forbyder ham det, sulter selv sine +Arbejdere! Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed for +Smaafolk; vi faar skidt Materiale til det ny Samfund engang.“ + +„Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske Samfunds Love +vi øver os i Lovlydighed,“ sagde Stolpe lidt usikkert — „men af Hensyn +til os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til Rette.“ + +„De holder dog Saaret friskt! — alle de andre der sulter i Stilhed, hvad +udretter de? Det er bare for faa, saa man har Plads til dem i +Fængslerne. Men hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden +og tog selv — saa skulde man snart faa Madspørgsmaalet løst; man putter +ikke den halve Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd mere, +som man øver saa man sommetider dør af det — til Fordel for dem der +sanker til Bunke. Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi han +er saa lovtro — hvad behøver han mer?“ + +„Ja for Fanden, vist er det galt fat!“ udbrød Stolpe — „men det er jo +netop derfor —. Nej De faar mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig +for rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen fra første Dag, og +der er ingen der skal komme og sige, at Stolpe er bange for at vove +Pelsen; men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har holdt Retningen, og +alt hvad vi har naaet fik vi paa den Konto.“ + +„Ja det er sandt,“ udbrød Madam Stolpe. „Naar jeg tænker paa den første +Tid og saa nu, vil jeg slet ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke +begaa os — ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de sjikanerede +os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi han ikke var samme Slags Drog +som de selv, men tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom ud af +Køkkendøren, hang der en skidden Rak af en Karklud paa Haandtaget. Ogsaa +værre Ting smurte de paa Døren — og hvem var det vel? Jeg sagde det ikke +til Fatter, for saa var han blevet rasende og havde revet hele Huset ned +for at faa fat paa den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med +endda. Men nu: Aa dér kommer Stolpe — Hurra for Stolpe! Ham maa man ha’e +Respekt for, for han er Veteran!“ + +„Det kan være meget rigtigt,“ mumlede Albert Olsen — „men Skiferdækkeren +kravler ligegodt højest.“ Han sad med sænket Hoved og saá ond ud af +Øjnene. + +„Vist kravler han højest,“ sagde Madammerne. „Der er jo heller ingen der +siger andet.“ + +„Lad ham bare være,“ sagde Stolpe, „han har en lille én paa!“ + +„Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften og ikke sidde og være +ubehagelig,“ sagde Madam Stolpe bestemt. + +Badutspringeren rejste sig besværligt. „Sa’e De en Tur i Luften, hva’ +Madam? Ja for er der nogen der kan gaa i Luften, saa er det sku Albert +Olsen. De storsnudede Murere, hvad kan de vel?“ Han stod med ludende +Hoved og gav ondt af sig. „Ja ja, saa gaar vi en Tur i Luften — mig skal +I ikke være Nar for.“ Han ravede ud ad Køkkendøren. + +„Hvad skal han dog den Vej?“ udbrød Madam Stolpe forskrækket. + +„Aa han skal vel bare ned i Gaarden og ha’e Kallunet vendt,“ sagde Otto. +„Han er en brilliant Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.“ + +Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et Ark Papir, mens de +andre diskuterede. Ellen hang over hans Skulder og saá paa ham; han +havde hendes hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens Blyanten +arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var færdig, og skubbede den hen ad +Bordet til de andre; det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen +Mave foran sig paa en Bør. „Kapitalismen — naar vi andre nægter at gøre +Tjeneste længer!“ stod der neden under. Tegningen gjorde megen Lykke. +„Du er mig Pokker til Fyr du!“ sagde Stolpe. „Den sender jeg ind til +Vittighedsbladet — jeg kender Redaktøren.“ + +„Ja han!“ udbrød Lasse stolt — „der er ikke den Ting han ikke kan. Bølen +maa vide hvor han har det fra, for efter Faderen er det ikke.“ Saa lo +de. + +Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret paa Tegningen, +flyttede saa Blikket hen paa Pelles Fingre og tilbage igen. „Jeg kan +forstaa at man kan sige noget morsomt med Munden,“ sagde hun — „men med +Fingrene, det begriber jeg ikke. Og den Stakkel, som han maa slæbe paa +sin Mave! Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik med Viktor.“ + +„Fætter Viktor — det er hans den mindste der var saa knusende klog!“ +sagde Otto forklarende og sendte Pelle et varskoende Blik. + +„Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer end et halv Aar. +Forleden Dag tog jeg ham med ned for at købe Mælk. Og siden vilde han +saamænd ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten havde ved Gud set, +at Kusken tappede skummet Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af +den højre. — Og en anden Gang —“ + +„Saa Mutter, lad du det nu være nok!“ sagde Tømrer Stolpe. „Kan du ikke +se de sidder og holder dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at +komme hjem.“ Han saa lidt stødt ud. + +„Hvad, vil I allerede gaa?“ sagde Stolpe. „Ja Død og Pine, Klokken er jo +blevet mange. Men vi maa ha’e en Sang først.“ + +„Snart dages det —“ foreslog Madam Stolpe anstrængt; hun var saa træt at +hun nikkede. + +Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man op. Lasse fik Lommerne +stoppet fulde af Lækkerier til de tre forældreløse. + +„Hvor er Badutspringeren henne?“ udbrød Otto pludselig. + +„Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,“ sagde Stolpe — „spring ned og +se, Frederik!“ De havde helt glemt ham. + +Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke var i Gaarden — og +Porten var laaset. „Han skulde da vel ikke være gaaet op paa Taget?“ +sagde én. + +De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet stod aaben, et Tagvindu +ligeledes. Otto smed Frakken og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne +paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; han støttede Ryggen til +Brandgavlens Kam der ragede en halv Alen op, lige bag ham var det bratte +Dyb. + +„Lad vær og raab!“ sagde Murer Stolpe dæmpet. „Og tag et ordenlig Tag i +ham, før du vækker ham!“ + +Men Otto gik lige løs paa sin Makker. „Hallo Kammerat! det er Fyraften!“ +raabte han. + +„Javel,“ svarede Badutspringeren og kom paa Benene. Han stod lidt og +svajede over Afgrunden, saa foretrak han Retningen over Taget, fulgte i +Hælene paa Otto og krøb ned gennem Vinduet. + +„Hvad Fanden har du bestilt?“ spurgte Stolpe leende. „Har du væ’t paa +Arbejde?“ + +„Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har I en Øl? Men hvad er +den a’ — gaar man allerede hjem?“ + +„Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget Stjærner,“ sagde Otto. + +Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par stod og ventede for at +sige Farvel. Madam Stolpe gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind. +„Pas nu paa Nattekulden!“ sagde hun tykt og blev ved at staa og nikke +ned efter dem, med blændede Øjne. + +„Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns efter,“ sagde Murer +Stolpe og førte hende ind. „Tag du nu og list i Seng, saa skal jeg nok +visse Badutspringeren i Søvn. Tak for i Dag Mutter!“ + + + + + XVI + + +Pelle havde sin Disk staaende ud fra den smalle Pille mellem Stuens to +Vinduer; man kunde lige knibe sig mellem Enden af Disken og det runde +Bord som stod midt paa Gulvet. Paa Hovedvæggen stod en egetræsmalet +Buffet som var Ellens Stolthed, og lige over for paa den modsatte Væg +stod hendes Ungpigekomode med Spejlet over og hvid Hedebodug paa. Paa +Komoden stod et poleret Syskrin, et Par Fotografier og nogle +Nipsgenstande; med sit hvide Klæde lignede den et lille Alter. + +Pelle var kun hos Mester Beck hveranden Dag, den øvrige Tid sad han +hjemme og agerede Smaamester. Han havde mange Bekendte herude, lutter +Fattigfolk som sled deres Skotøj ind til Strømpen, før de lod det gøre i +Stand; men der kunde dog holdes en Dagløn paa det. Fra Ellens Familie og +deres Omgangskreds fik han ogsaa Arbejde. Det var en anden Slags Folk; +selv om de kunde sidde haardt i det, bevarede de altid Skinnet og +optraadte med en vis Flothed. Deres smalle Steder beholdt de for sig +selv. + +Han kunde sagtens have fundet Svendearbejde nok, men holdt af denne +Ordning der gav Grundlaget for noget selvstændigt; der var mere Fremtid +i den. Der var ogsaa en egen Klang i Arbejdet med Hjemmet som Baggrund; +det gav grødefuld Varme i Sindet at lade Blikket glide fra Arbejdet ind +i Stuen, hvor Tingene stod saa fortroligt og bredte Hygge om sig som +havde de altid hørt sammen. Naar Morgensolen faldt ind, lo det hele; og +midt i det gik Ellen nynnende og havde travlt. Hun trængte til at være i +hans Nærhed bestandig, og var glad for hver Dag han tilbragte hjemme. +Saa gjorde hun sit Arbejde i Køkkenet saa kort som muligt og sad inde +hos ham; han maatte lære hende at stikke Lapper paa og afneje en Saal, +og hun hjalp ham med Arbejdet. + +„Nu er du Mester, og jeg er din Svend,“ sagde hun glad. Hun bjærgede +ogsaa Kunder til ham, det var hendes Higen at beholde ham hjemme altid: +„Jeg skal nok hjælpe dig alt det jeg kan! Og en Dag har du saa meget +Arbejde, at du kan antage en Dreng — og siden en Svend.“ Saa tog han +hende i sine Arme, og de arbejdede omkap og sang Viser. + +Pelle var helt lykkelig og havde lagt alle Sorger og Byrder fra sig. +Dette var hans Rede, hvor hver Pind og hvert Straa var mere værd end alt +andet paa Jorden. Der var nok at gøre med at holde sammen paa den og +fore den lidt blødt ud, og Pelle gik op i dette Arbejde med en Glæde som +havde han først nu fundet sin egenlige Bestemmelse. Nu og da kom de +tunge Dønninger ind til ham fra Massens Bevægelse og satte hans Sind i +stærke Svingninger. Saa talte han ildfuldt op i stærk Indignation, eller +hans Lykke gav ham lyse Syn som han udviklede for hende. Det blev Ellen +der fik dét ogsaa! Hun hørte stolt paa ham; og under hendes forelskede +Øjne dristede han sig frem i stærkere Udtryk og Billeder, end det +egenlig laa til ham. Naar han endelig tav, blev hun ved at dvæle paa ham +med sine mørke Øjne, der altid syntes at se noget i ham han ikke selv +kendte. + +„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte Pelle, som gærne vilde have en Samtale +i Gang om det der var oppe i ham. Der var ikke andre til for ham end +Ellen, han trængte til at drøfte det ny netop med hende, og føle den +vidunderlige Lykke ved at være to om dét ogsaa. + +„Jeg tænker paa, hvor rød din Mund dog er naar du taler! — den længes +vist efter Kys!“ svarede hun og fløj ham om Halsen. + +Foreteelserne ude omkring interesserede hende ikke; hun kunde kun tale +om sin Kærlighed og hvad der angik dem selv. Men den hæftige Stirren i +hendes Blik gav Tilværelsen dyb Baggrund, helt gaadefuldt kunde den +virke paa ham som en Lokken for ukendte Sider af hans Væsen. „Den Pelle +hun ser, maa være en anden end den jeg kender,“ tænkte han lykkelig. +Noget kønt og stærkt maatte det være, som holdt hende saa fast at hun +led ved at fjærne sig blot et Øjeblik! — Naar hun saa havde stirret +længe nok, knugede hun sig forvirret ind til ham og gemte sit Ansigt +bort. + +Uden at han mærkede det, ledte hun hans Kræfter tilbage og over paa hans +eget. Han kunde arbejde for to, naar hun sad over for ham ved Disken og +underholdt ham mens hun hjalp til. Pelle syntes egenlig deres lille Rede +var ganske hyggelig, men Ellen havde Sindet fuldt af Planer til +Forbedringer og Fremgang ogsaa dér. Til Forretningen hørte et borgerligt +Hjem med bløde Møbler og mange Slags Ting, det byggede hun allerede paa. +Hjemmet her, der for ham var som et kært Ansigt man overhovedet ikke +tænker sig anderledes, var for hende noget foreløbigt — Ting der +efterhaanden skulde erstattes af kønnere og bedre. Bag hendes hyggelige +Snak om daglige Smaating aabnede der sig et stort Perspektiv; han maatte +hænge i, skulde han svare til alt det hun ventede af ham! + +Ellen var ikke den der forsømte sit Hus — der randt overhovedet ikke +noget bort mellem Fingrene paa hende. Naar Pelle var paa Værksted, +endevendte hun det hele, skurede og skrubbede, og havde noget godt til +ham ved Maaltiderne. Om Aftenen var hun uden for Værkstedsdøren og +ventede paa ham. Saa gik de en Tur langs Kanalen og over den grønne Vold +hvor Børnene legede. Ellen hang tungt paa hans Arm. „Nej Pelle, som jeg +har længtes efter dig i Dag!“ sagde hun dvælende. „Nu har jeg dig jo, og +alligevel gør det helt ondt i mine Bryster; de ved ikke endnu at du er +hos mig.“ + +„Skal vi ikke arbejde lidt i Aften — blot et Kvarter?“ sagde hun gærne +naar de havde spist. „Des før bliver du Mester og kan tage dig det lidt +behageligere.“ Pelle havde maaske mere Lyst til at gaa Aftentur med +hende gennem Byen, eller tage ud et Sted og nyde Solnedgangen; men +hendes mørke Øjne lukkede sig om ham. + +Hun var fuld af Vilje i al sin Kærlighed — og altid var det ham det +drejede sig om. Der var noget ved hendes Væsen, som udelukkede den +Mulighed at hun tænkte paa sig selv. I Forhold til hende selv var alting +hende ligegyldigt, det var kun sammen med ham hun ønskede — og for ham! +Hun var uberørt og gavmild som ny Jord; Pelle havde vakt Kærligheden i +hende — som en uophørlig Trang til at give. Han følte ydmygt, at alt +hvad hun ejede bragte hun ham som Gave, og gjorde alt for at gengælde +hendes Rundhaandethed. + +Han havde afslaaet at overtage Ledelsen af Organisationen. Samlivet med +Ellen og Opretholdelsen af det nystiftede Hjem lævnede ikke Tid til en +anstrængende Virksomhed udad. Ellen blandede sig ikke i det, men naar +han kom hjem og havde tilbragt sin Aften med Møder, var hun forgrædt. +Der var en Svaghed i det han ikke forstod at møde paa anden Maade, saa +blev han hjemme hos hende. Og han kom ikke til at savne noget, Ellen gav +ham rigelig Erstatning. Hun forstod at lukke det lille Hjem om ham og +gøre det til en Verden af rigt inderligt Liv. Større Lykke gaves ikke +end at sætte sig som festligt Maal — en Porcelæns Urtepotte der kunde +staa i Vinduet med Aspedistraen. Det tog en Uges Overlæg og Sparen; og +naar de havde faaet den, gik de Arm i Arm over paa den anden Side +Kanalen og skottede over til Vinduerne for at se Virkningen. Og saa +dukkede noget nyt op — Brødmaskine, graveret Dørplade; hver Lørdag Aften +betød en ny lille Erhværvelse. + +_Arbejderen_ laa og blev ikke læst; naar Pelle lagde Arbejdet fra sig et +Øjeblik for at kigge i den, var Ellen der og nappede ham i Øret med sine +Læber — hans Fritid tilhørte hende. Og det var en dejlig Adspredelse i +Arbejdet at lege sorgløst som to Hundehvalpe, dejligere end at slæbe paa +Byrden af de manges trælse Kaar. Saa blev Bladet sagt af; Ellen fik +Pengene hver Uge til sin Sparegris. Hun havde udset sig et Hjørne henne +paa Torvegade, hvor de skulde have Butik og Værksted med tre-fire Svende +— det sparede hun sammen til. Pelle maatte beundre hendes Klogskab, for +det var et godt Strøg. + +Efter Giftermaalet kom de ikke saa meget hos Svigerforældrene. Stolpe +syntes at Pelle var i Færd med at løbe kold, og gjorde saa smaat Nar ad +ham for at sætte Farten op i ham igen. Men saa blev Ellen vred og +tørnede haardt sammen med ham — hun taalte ikke nogen Kritik over Pelle. +De tog kun derud, naar Pelle foreslog det; hun selv syntes ikke at +trænge til Slægten men blev helst hjemme. Ofte lod de som de ikke var +hjemme, naar Familien ringede paa — for at have det for sig selv. Og om +Søndagen tog de helst ud alene, til Dyrehaven eller Kongens Lyngby. + +Lasse saá de ikke meget til. Ellen havde engang for alle indbudt ham til +at komme og spise til Aften; men naar han kom hjem fra Arbejdet, var han +for træt til at skifte Klæder og pudse sig, og Ellen var øm over sit +lille Hjem. Han havde stor Respekt for hende, men følte sig ikke rigtig +hjemme i hendes Stuer. + +Han havde beholdt Pelles gamle Værelse og fik sin Kost og Forplejning +hos de tre forældreløse. De holdt meget af ham, al deres pudsige Omsorg +for det store Hittebarn Pelle havde de ført over paa den gamle Mand. Og +her faldt den bedre til; Lasse var ved at blive Barn igen og trængte til +at blive tullet lidt med. Han kunde lytte med stor Andagt til Maries +Smaabekymringer, og Drengenes Fortællinger om hvad de oplevede; og +svarede med Oplevelser fra sine Drengeaar eller ude fra Stenpladsen, +dygtigt pralende for ikke at staa tilbage. Naar Pelle kom over for at +faa Faderen med hjem, sad de fire gærne og havde et eller andet +Børneværk for; de smaatrættedes om Fremgangsmaaden, for Lasse vilde jo +være den klogeste. Den gamle undslog sig: + +„Du faar ikke være vred, du Pøjke, fordi jeg forsømmer jer; men jeg er +træt om Aftenen og gaar tidlig i Seng.“ + +„Saa kom over paa Søndag da — og spis Frokost med os. Saa tager vi ud +bagefter!“ + +„Nej, paa Søndag har jeg noget for — et Stævnemøde du,“ sagde Lasse +skælmsk for at undgaa videre Spørgsmaal. „Nyd I jer unge Lykke, den +varer ikke bestandig!“ + +Hjælp vilde han aldrig tage imod. „Jeg tjener til Føden og lidt Klæder; +meget behøver jeg ikke af nogen af Delene og er godt fornøjet. Du har +vist ogsaa nok at gøre, du!“ svarede han bestandig. + +Lasse var altid mild og venlig og lod fornøjet, men der laa et eget Slør +over hans Øjne som sad der Skuffelse i hans Sind. + +Og Pelle forstod det godt — det havde altid været den selvfølgeligste +Sag, at Lasse skulde tilbringe sine gamle Dage ved hans Arne. I +Barneaarenes Fremtidsdrømme saa forskellige de kunde være, var Far Lasse +altid med og nød sin Alders Hvile til Tak for hvad han havde gjort. +Saadan maatte det være, i ethvert Fattighjem derude paa Landet sad der +en Gamling i Ovnkrogen — Børn er Alderdoms eneste Trøst for Fattigmand. + +Det lod sig ikke indrette foreløbig, i deres to smaa Stuer var der ikke +Plads. Ellen manglede sikkert ikke Hjærterum, hun tænkte ofte paa den +gamle med et eller andet; men hendes hæftige Kærlighed tillod ikke +Tredjemand at komme helt ind paa Livet af dem. Det var heller aldrig +faldet hende ind med en Tanke; og Pelle følte, at hvis han overtalte +hende til at tage Far Lasse i Huset, maatte det vidunderlige i deres +Samliv dø. Saa rigt som han og hun levede fra Stund til Stund — det var +en hellig Lykke som ikke kunde ofres men selv krævede alle Ofre! Deres +Forhold var ikke den jævne praktiske Holden-af men selve den store +Kærlighed — der ellers kun strøg hen over Fattigfolks Hverdag i skønne +tragiske Sange om ulykkelige Elskende. Her til dem kom den selv — som et +lysende Under! + +Og nu var Ellen med Barn. Hendes Skikkelse blev fyldigere og blødere. +Over for alle andre bevarede hun det fremmede, kolde i sit Væsen; men +mod Pelle aabnede hun sig helt. Det lille Forbehold — der altid havde +holdt til et Steds i hende, som var der noget ikke engang han kunde +erobre — forsvandt; hendes Blik stirrede ikke ransagende længer men +lagde sig hengivent til Hvile i hans. Der kom en forunderlig blød +Ligevægt over hende — som havde hun nu taget hele sit i Besiddelse; og +hun blev skønnere Dag for Dag. + +Pelle følte sig stolt over at se hende udfolde sig saa rigt under hans +Kærtegn. Han havde den samme Følelse af overvættes Gavmildhed, som +Mulden pludselig kunde indgive ham i hans Barndom; hans Sind fyldtes af +uendelig Ømhed. Der var en besnærende Magt i Ellens løfterige +Hjælpeløshed; han ofrede gladelig hele Verden for at tjene hende og det +hun bar saa vidunderligt paa. + +Han stod selv op om Morgenen og gjorde i Stand og lavede Kaffe, inden +han gik paa Arbejde; naar han kom hjem og Ellen havde skuret og skrubbet +i Huset, blev han vred. Han fordoblede sig selv for at skaane hende, +kneb paa Søvnen og var rastløst paa Færde; hans Ansigt havde et +stillestaaende Præg af Lykke, der gav ham Udseende af at være +indskrænket. Uden for de fire Vægge gik hans Tanker ikke, Ellens +velsignede Skikkelse tog det hele. + +Nyanskaffelserne hørte op, i det Sted gjorde Ellen besynderlige Indkøb +af Lærred, Flonel og Lister. Der var hemmelige Samtaler mellem hende og +Moderen, som Pelle holdtes udenfor; og naar de kom ud til +Svigerforældrene, fik Madam Stolpe travlt med at rode i Skuffer og gav +Ellen smaa Pakker med hjem. + +Tiden gled altfor hurtigt forbi; saa udelukkende de levede for deres +eget, syntes de ikke engang de fik alting med. Og en Dag var det, som +det hele skulde falde sammen om dem. Ellen laa i Sengen, hun vred sig og +skreg som om en ond Aand havde taget Bolig i hende! Pelle stod bøjet +over hende med et hjælpeløst Udtryk, og for Fodenden af Sengen sad Madam +Blom; hun strikkede og læste i sin Avis som var der ingenting paa Færde. +„Skrig kun, lille Madam“ sagde hun engang imellem naar der blev hende +for stille — „det er det der skal til!“ Ellen saá hadsk paa hende og +pressede trodsigt Læberne sammen, men i næste Øjeblik spærrede hun +Munden vidt op og brølede vildt. Hun havde et Reb ned om Fodenden af +Sengen, det trak hun i mens hun skreg. Saa faldt hun udmattet sammen. +„Du stygge, stygge Dreng,“ hviskede hun med et svagt Smil. Pelle bøjede +sig glad ned over hende, men hun stødte ham pludseligt bort, hendes +skønne Legeme forskød sig, den forfærdelige Kamp rasede igen i hende. +Med ét løste en spæd Stemme hende af og fyldte Hjemmet med en ny Tone. +„En ny Mund at mætte,“ sagde Madam Blom og holdt den nyfødte op ved det +ene Ben — det var en Dreng. + +Pelle gik om rød i Hovedet og helt fortumlet, som var der hændt ham +noget ingen anden havde oplevet Magen til. Han tog Mester Becks Arbejde +hjem den første Tid, og passede selv Drengen om Natten. Hvert Øjeblik +maatte han smide Arbejdet og ind til de to. „Det er storartet med dig, +som saadan giver et Barn for et Kys,“ sagde han straalende — „og oven i +Købet en Dreng! Sikken et Mandfolk der skal blive af ham.“ + +„Næ — er det en Dreng!“ sagde Familien. „I er ikke væk!“ + +„Det manglede bare!“ svarede Pelle vigtigt. + +Den kvindelige Familie gjorde Nar ad ham, fordi han passede Barnet. +„Sikken et Mandfolk — han la’e sig saamænd gærne i Barselseng,“ sagde de +drillende. + +„Det kunde være lige meget med det,“ brummede Stolpe. „Men han er lige +ved at blive Idiot — det er meget værre. Og det gør én ondt at maatte +sige det, men det er Tøsens Skyld! Nu har hun dog gaaet her al sin Tid +og ikke hørt andet end hvad godt er. Men Fruentimmer er ligesom Katte, +der hænger ikke noget ved dem.“ + +Pelle lo blot ad deres Stiklerier, han var ovenud lykkelig. + +Nu kunde Lasse ellers finde Vej om til dem! Aldrig saa snart havde han +faaet Melding om Begivenheden, før han mødte op som han gik og stod. Der +var kommet et dristigt Sving over ham, han smed sin Kabuds paa Gulvet +inden for Døren, og brasede ind i Sovekamret som vilde nogen holde ham +tilbage. „Ak det lille Væsen! har én nu set Mage til Guds Engel!“ udbrød +han og gav sig til at kvidre løs over Barnet, saa Ellen blev rød i +Kinderne af Moderstolthed. + +Hans Glæde over at være blevet Bedstefar kendte ingen Grænser. „Saa kom +det jo, saa kom det jo!“ blev han ved at gentage. „Og jeg, som frygtede +jeg skulde komme til at gaa i min Grav uden Stedfortræder! — Ak sikken +en lille buttet Fanden! der er noget at begynde Tilværelsen med, dér! +Han bliver sikkert Storborger han, du Pelle! vil du se saa trind han er! +Kanske Købmand eller Fabrikant eller noget sligt! Den der kunde faa se +ham i hans Magt og Vælde — men det lykkes nok ikke Gamle Lasse det.“ +Lasse sukkede. „Ja ja, nu er han her saa, og som han ser paa én +allerede! Kalurius tænker nok: Hvad er det for en runken og skrunken +Mandsling, dér staar og hilser paa i sit gamle Tøj? Ja det er Lassefar +det, du! se kun paa ham — han er kommet til sine Herligheder paa en +ærlig Maade.“ + +Saa gik han hen til Pelle og famlede efter hans Haand: „Nej, det havde +jeg ligegodt aldrig turdet haabe — hvor er han vakker, du Pøjke! Hvad +mon han saa skal hedde?“ Lasse endte bestandig i det Spørgsmaal og saá +ængsteligt paa Sønnen. Hans gamle Hoved dirrede lidt nu, naar der var +noget oppe i ham. + +„Han skal hedde Lasse Frederik efter sine to Bedstefædre,“ sagde Pelle +en Dag. + +Saa var den gamle glad, han gik ud og tog sig en lille Rus i den +Anledning. + +Han kom næsten daglig nu. Søndag Formiddag gjorde han sig omstændeligt i +Stand, pudsede og børstede sig for at være saapas præsenterlig; og naar +han kom forbi fra Arbejdet, hørte han op om Lille Lasse havde sovet +godt. Han holdt Lovtaler over Ellen som kunde sætte saadan et lyst og +vakkert Drengebarn til Verden, og hun blev helt indtaget i den gamle +Mand for hans Glæde over Barnet. Hun betroede ham tilmed at sidde ved +den lille, og Lasse var aldrig gladere, end naar de skulde ud og sendte +Bud efter ham. + +Saaledes virkede Lille Lasse straks ved sin Opdukken til at sprede +Misforstaaelser, og Pelle velsignede ham. Det var dog en Pokkers lille +Fyr allerede, førte han ikke en Dag Far Lasse og Ellen lige i Armene paa +hinanden! Pelle fulgte Skridt for Skridt det lille Væsens Gang ind i +Verden; han oplevede, at Drengens Blik første Gang viste vaagen +Erkendelse ved at flytte sig efter en Genstand — og første Gang Haanden +greb efter noget. „Ej ej, se til ham! nu begynder han og vil have Haand +i Hanke med Tingene!“ raabte Pelle henrykt. Det var hans lyse Overskæg +Knægten allerede var ude efter — jo han var tidligt med! Den lille Haand +havde faaet godt fat og var næsten ikke til at lukke op; den havde smaa +Gruber ved Fingrene og en dyb Fold om Haandleddet. Der var skam god +Kraft i Ellens Mælk! + +Morten saá de aldrig noget til mere; i Begyndelsen besøgte han dem men +hørte saa op med at komme. De var saa optaget af hinanden dengang; og +Ellens kolde Væsen havde maaske skræmt ham. Han kunde jo ikke vide, at +det var hendes Maade at være paa over for alle! Pelle kunde aldrig finde +en ledig Stund til at opsøge ham, men savnede ham tidt. „Kan du forstaa, +hvad der er i Vejen?“ sagde han forundret til Ellen. „Vi har dog haft +saa meget sammen, han og jeg. Mon jeg ikke skulde bryde overtvært og se +ud til ham?“ + +Ellen svarede ikke paa det men kyssede ham blot. Hun vilde have ham for +sig selv og omgav ham med sin Kærlighed; dens varme Aande gjorde ham +lykkelig og veg. Bag om ham lukkede hendes Hjærte sig som en Mur; han +følte det svagt men rørte ikke paa sig. Han havde det behageligt hvor +han var. + +Barnet bragte nye Udgifter, og Ellen havde nok at gøre, der blev ikke +megen Tid til at hjælpe ham. Han maatte være godt om sig, for at de +kunde holde sig den sløje Vinter fra Livet og sidde lunt inden Døre. +Nogen Lejlighed til at stanse og tænke sig om var der ikke. Det var en +Kendsgærning den daglige Tilværelse selv fastslog, at Smaakaarsfolk +havde rigeligt at gøre med at passe deres eget — den behøvede ikke +engang passere Bevidstheden! + +Han havde ingen Tanker færdende derude mer; det var nærmest gammel Vane +naar han under Frokostpavsen paa Værkstedet sad og kiggede i Madpapiret +— gamle Eksemplarer af _Arbejderen_. Saa kunde det hænde, at han følte +noget drage hen i Luften over sig som han ingen Del fik i — og løftede +Hovedet med et lyttende Udtryk. Men Ellen kendte det fremmede der kom +ind i hans Blik, og forstod at viske det ud med Kærtegn. + +En Dag traf han Morten paa Gaden. Pelle blev glad, men i Mortens Blik +var der et skeptisk Udtryk. „Hvorfor ser du aldrig ud til mig mere?“ +sagde Pelle. „Jeg længes tidt efter dig men kan jo ikke saa godt slippe +hjemme fra.“ + +„Jeg har faaet mig en Kærest — det tager jo alt andet.“ + +„Har du det?“ udbrød Pelle livligt. „Fortæl mig lidt om hende.“ + +„Aa der er ikke noget at fortælle,“ sagde Morten med et trist Smil. „Hun +er saa pjaltet og forkommen at ingen anden vilde ha’e hende — saa tog +jeg hende.“ + +„Det kunde forresten godt ligne dig!“ Pelle lo. „Men alvorligt talt — +hvad er din Pige for en? — hvor bor hun?“ + +„Bor?“ Morten stirrede et Øjeblik uforstaaende paa ham. „Ja det har du i +Grunden Ret i — naar man ved hvor Folk bor, har man det hele, Politiet +gør ogsaa altid det Spørgsmaal.“ + +Pelle vidste ikke, om Morten talte underfundigt eller i god Tro — i Dag +var han slet ikke til at blive klog paa. Hans blege Ansigt saá forpint +ud, der var et underligt Glimt i Øjnene. „Man maa jo i al Fald bo et +Sted i denne Vinterkulde,“ sagde han. + +„Ja det har du Ret i, og hun her bor paa Fælleden — naar Betjenten ikke +smider hende ud. Han er Vicevært for de ulykkelige, ser du! Der har jo +nylig været Folketælling — lagde du Mærke til hvordan man gik frem? Man +befalede, at alle skulde opgive hvor de boede en bestemt Nat. Men blev +der lagt Mandtalslister ud til de husvilde mon? Nej alle de der holder +til i Skure, paa Fælleden, i Nybygninger og Vognmændenes lukkede +Møddingskuler — de har ikke noget Hjem og tæller altsaa ikke. Det er saa +snildt ser du! de eksisterer slet ikke. Ellers fik man et hæsligt Tal +ind paa Livet af sig — Tallet paa de Husvilde. Der er kun én her i Byen +der kender det, en Gaardmissionær; og ham har jeg været ude med nogle +Nætter; det var gruopvækkende det vi saá! Overalt hvor der er en +Sprække, kniber de sig ind for Læ, inde under Jærntrapperne ligger de og +fryser ihjæl. Vi fandt saadan én — en gammel Mand — og kaldte paa en +Betjent; han stak sin røde Næse ned til Ligets Mund og sagde: Død af +Druk! Det kommer der til at staa, hvor Beretningen skulde lyde paa: +Sultet ihjæl! Det maa ikke hedde sig at nogen lider virkelig Nød i dette +Land, forstaar du nok; her fryser ingen der vil røre sig, sulter nogen +er det hans egen Skyld. Saadan maa det nødvendigvis hedde i et af +Verdens mest oplyste Lande, man er blevet for kultiveret til at kunne +have Nøden gaaende løs ved sin Side; det vilde ødelægge Nydelserne og +indvirke paa Nattesøvnen. Altsaa maa man holde sig den fra Livet, +afskaffe den er lidt vidtløftigt, men Politiet er jo dresseret til at +jage den ind i Krogene. Gaa hen til Trangraven og se, hvad de bringer i +Land hver eneste Dag i denne Tid — du har jo ikke saa langt derhen! +Ulykkestilfælde, ikke sandt! Føret er jo glat, og Folk kommer for nær +til Kajen! — Forleden Aften fødte en Kvinde i en aaben Port paa +Nørrebrogade — i ti Graders Kulde. Folk som kom forbi var opbragte; det +var uforsvarligt af hende at gaa ud i den Tilstand — hun kunde holde sig +hjemme. Det faldt dem ikke ind, at hun ikke havde noget Hjem. Naa ja, +men saa burde hun henvende sig til Politiet, det _skal_ tage sig af +Folk! Hun skreg tvært imod, da vi puttede hende i Drosken. „Ikke til +Fødselsstiftelsen!“ hvinede hun rædselsslagen — hun havde dog været der +en Gang før. Hun maa ha’e haft Grunde for at foretrække Porten — lige +som de andre der vælger Kanalerne for Fattiggaarden.“ + +Morten blev ved, hensigtsløst syntes det, som maatte han have Luft for +en indvendig Lidelse. Pelle lyttede undrende til dette Udbrud af +sønderreven Smærte, med en skamfuld Følelse af at han selv havde Fedt om +Hjærtet. Elendigheden fik et eget levende, grumt Skær igen ved Mortens +Tale. + +„Hvorfor fortæller du mig alt det som om jeg var en Overklasser,“ sagde +han. „Jeg kender det jo lige saa godt som du.“ + +„Og saa er det ikke engang Nødaar,“ blev Morten ved — „det er de normale +Tilstande som de altid følger Aarstiden. I Gaar stjal en fattig Mand et +Brød fra Disken hos os og rendte med det; nu skal han æreskændes for +hele Livet. — Herregud at han vilde gøre sig til Tyv for saa lidt — +sagde Mesters Madam — et Brød til 35 Øre! Er det ogsaa til at begribe — +brændemærket hele sit Liv for en Humpel Brød?“ + +„Han sultede jo,“ sagde Pelle dumpt. + +„Sultede? naturligvis! Men for mig er det Vanvid siger jeg dig — jeg +fatter det ikke; og enhver anden synes det er saa nemt at forstaa. +Hvorfor jeg fortæller dig det — spørger du, du ved jo det hele selv! Nej +men du ved det ikke rigtigt alligevel — ellers maatte du spekulere dig +gal paa det forfærdelige Vanvid i, at de to Ord Brød og Forbrydelse kan +høre sammen! Er det da ikke forrykt at dé to Ender skal bøje sig mod +hinanden og lukke Ringen om et Menneskeliv? At man overhovedet kan +stjæle Brød — _Brød_ forstaar du! det burde ikke kunne stjæles — hvad +har det med Tyveri at gøre at en spiser sig mæt? — Om Morgenen længe før +seks møder de Fattige uden for vor Butik, og staar opstillet for at +komme først til det gamle Brød som sælges for halv Pris. Politiet ordner +dem i Rækker lige som ved Billethullet i Teatret, og nogle kommer +allerede Kl. fire og staar to Timer i Kulden for at holde deres Plads. +Men foruden dem der køber, er der altid mødt en Del endnu fattigere; de +har ikke noget at købe for men staar alligevel og stirrer — som +interesserede det dem meget at se de andre komme billigt til Brødet. De +staar og venter paa Miraklet du, i Form af en Skive Brød! Man kan se det +af den Maade deres Øjne følger hver af ens Bevægelser, med det samme +desperate Haab som der er i Hundenes Blik, naar de staar omkring +Slagtervognen og tigger til Himlen om at Slagteren maa tabe noget. De +begriber ikke, at ikke et eller andet forbarmer sig over dem. Ikke vi +Mennesker — du skulde se deres Overraskelse naar vi giver dem noget — +men Tilfældet, Uheldet. Herregud, Brød er saa billigt — det billigste af +alt vigtigt paa denne Jord, og saa kan de ikke engang faa nok af det! I +Morges stak jeg et Brød til en stakkels Kone, hun kyssede det og græd af +Glæde. — Er det da til at holde ud tror du?“ Han stirrede paa Pelle, der +lurede Vanvid i hans Blik. + +„Du gør mig Uret, hvis du tror jeg ikke ogsaa føler det,“ sagde Pelle +stille. „Men hvor er der nogen hurtig Vej ud af det? Vi maa være +langmodige, organisere os og haabe paa Tiden. Tage os til Rette som de +gør andre Steder dur vi ikke til.“ + +„Nej det er jo netop det! man ved vi ikke dur til det — derfor kan +Retfærdigheden ikke trives. Folket faar kun hvad der tilkommer det, naar +de Ledende ved, at det i værste Fald kan skaffe sig det selv.“ + +„Jeg tror ikke der kan komme noget godt ud af Oprør,“ sagde Pelle +vaagent. Han følte igen den gamle Kampberedthed i sig. + +„Det forstaar du dig ikke paa, naar du ikke har følt det i dig!“ svarede +Morten hæftigt. „Revolution er Guds Røst som øver Ret og Skel, og kan +ikke diskuteres. Hvis de Fattige rejste sig og tog sig til Rette, var +det Guds Dom, og den omstødes nok ikke. Tiden har vel Lov at indhente +sig selv, naar den er kommet i Baghaand paa saa alvorligt et Punkt; og +det sker kun ved et Spring fremad. Men de rejser sig ikke, de er som +fugtigt Krudt! Du har vel været nede i Jærnhandlerens Kælder under +_Arken_ og set hans Lager af Klude og Ben og gammelt Jærnskrammel? Det +er lutter Uhumskheder fra Lossepladsen, Ting Samfundet har fortæret én +Gang og sendt derud. Han henter det ind igen, og nu kan de Fattige faa +det til Købs. Han køber ogsaa Brødet af Soldaterne naar de skal paa +Sold, og smider det ned i Snavsdyngen; det hedder sig det er til +Hestefoder, men de Fattige køber det af ham og æder det. Lossepladsen er +Fattigfolks Spisekammer — at sige naar Svinene har taget hvad de vil. +Amagerbønderne feder deres Svin dér, og Sundhedskommissionen tænker paa +at forbyde det; men Københavns Fattige har ingen Medlidenhed med.“ + +Pelle gøs. Der var noget dæmonisk ved Mortens forfærdelige Viden — Han +vidste jo mere om _Arken_ end Pelle selv. „Har du da været nede i den +modbydelige Kludekælder ogsaa?“ spurgte han. „Eller hvor ved du det +fra?“ + +„Nej, men jeg ved det nu — det er jo min Forbandelse! Spørg selv, om de +ikke koger Suppe paa de raadne Ben derude fra. — Og ikke engang +Lossepladsens Giftstoffer kan tænde dem; de æder det og rækker efter +mere. Jeg holder det ikke ud, hvis der ikke sker noget! Nu er du listet +fra, og saadan gør enhver der skulde udrette noget — den ene efter den +anden; fordi de er tilfreds, eller for at mele deres egen lille Kage. De +der dur kniber ud, og der bliver kun Staklerne til Rest.“ + +„Jeg har ikke svigtet,“ sagde Pelle varmt. „Du skal faa at se at jeg +ikke har.“ + +„Og er det underligt, om de bliver trætte,“ blev Morten ved. „Selv Gud +mister Taalmodigheden med dem, der bliver ved at lade sig træde ned. Jeg +drømte i Nat, at jeg hørte til dem der sulter. Jeg gik ned ad Gaden og +var bedrøvet over min Tilstand, og saa mødte jeg Gud. Han var klædt som +en gammel Kosakofficer og havde Knutten hængende om Halsen. + +„Hjælp mig, kære Gud Fader!“ raabte jeg og faldt paa Knæ for ham. „Mine +Brødre vil ikke.“ + +„Hvad fejler dig?“ sagde han — „og hvem er du?“ + +„Jeg er en af dit udvalgte Folk — de Fattige,“ svarede jeg. „Og jeg +sulter.“ + +„Du sulter? og kommer og anklager dine Brødre som har lagt fuldt op af +Madvarer frem til dig?“ sagde han forfærdelig opbragt og pegede paa alle +de herlige Butikker. „Du hører ikke til mine udvalgte — pak dig!“ Og saa +slog han mig med Knutten over Ryggen.“ + +Morten gik og hang og talte ikke mere; det syntes som han hverken saá +eller hørte, han var faldet helt sammen. Pludselig drejede han af uden +at sige Farvel. + +Pelle gik hjem; han var ærgerlig over Mortens Hæftighed, som han følte +var et Angreb paa ham. Han vidste med sig selv at han ikke var troløs; +den Lykke det var at sætte Bo, burde ingen misunde ham. Han gik og blev +gal i Hovedet — for første Gang i lange Tider. Her kom de og stak til +ham, som havde gjort mere for Bevægelsen end de fleste — bare fordi han +havde set paa sit eget en Stund. Inde i ham rørte noget ubændigt sig, +han følte en pludselig Trang til at slaa til Side — komme ud i et rigtig +haardt Tørn og ryste Hjemmevarmen af Kroppen. + +Nede paa Kanalerne var man i Færd med at hugge Isen op for at hjælpe +Vandet. Der var allerede Foraarsdrift i det, det førte Isstykkerne af +Sted ud mod Havet med utrolig Langsomhed. „Det var i Grunden et Arbejde +for dig,“ tænkte han undvigende. Han følte det egenlige bagved, men lod +det ikke komme op i sig. + +Saa snart han var inden for Døren, faldt han til Ro. Ellen sad ved +Kakkelovnen og puslede Lille Lasse, der laa paa Maven over hendes Skød +og sprællede. + +„Her skal du bare se, saadan et sødt lille Franskbrød han har,“ sagde +Ellen — „han er ikke Spor af hudløs!“ + + + + + XVII + + +Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned over Kanalen med +Børnehusbroen, hvor Fangerne laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han +genkendte Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul havde man +fanget ham i et underjordisk Gravkammer paa Assistens Kirkegaard, hvor +han havde indrettet sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad han her +saa nær ved _Arken_ og sin Mor! engang imellem løftede han det +kortklippede Hoved og saá derover ad. + +Paa den anden Side Broen — opad Torvet — laa Pottemanden med sin Skude; +han havde stablet Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer +kom og slog Handel af. Og bagved ragede _Arkens_ Masse op. + +Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen Kaserne, men laa der med +sit vilkaarlige Præg af Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i +en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været en lille +Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med Frontspids. Den havde saa givet +sig til at yngle Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider og +opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump med smaa Stumper Fasade, +en Kile Tag, dybe Kroge og ludende Frontspidser mellem hinanden i et +endeløst Virvar — helt op til femte Sals Højde over Midten. Deroppe +svævede altid en blaa Dunstkreds og angav Skakten, det fælles Aandehul +for _Arkens_ Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med +Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb Kløft som skar sig ind i +Massen, genkendte han Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret +mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som brustne Øjne. Selv +Kulmanden der var Vicevært, vidste daarlig Rede paa _Arkens_ +Krinkelkroge og Gange. + +Han saá _Arkens_ Væsner rende frem og tilbage over Broen, sorgløse og +med korteste Sigt; de var altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede +af Sted. Der var noget rørende over deres Glemsomhed, som Nøden havde +fremkaldt; i _Arken_ skulde man først til at bjærge Føden, naar man +havde sat sig til Bords og opdagede at der ingenting var. + +Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke ind og ud over Broen; +det taktfaste Traadd fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som +søgte det ham op. + +Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var ved at komme én tung +Vilje i Stedet. Af Forvirringen og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer +frem, en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og blive til +Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne faldet til Ro over det +samme, og skred nu langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken. +For den der var mindre lydhør, kunde det se ud som der ingenting foregik +— at de igen var faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der gik for +sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og var dulgt med i det hele +igen. + +Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, og alt hvad han foretog +sig, galdt hende og Barnet. + +Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig ikke bringe til Tavshed; +de var længere inde end han kunde naa. Det var som der pludselig var +taget en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte han hvert +Skridt af Vandringen derude. + +De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, men i det skjulte +arbejdede det. De ny Ideer var ved at blive gængse, Bladet trængte sig +ind i Hjemmene med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved Maaltiderne +paa Arbejdspladserne — de smittede over Trappegangen fra Dør til Dør. +Organisationer, der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes +igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne bekæmpede dem men +kunde ikke slaa dem ned; de var som en indre Lov i Massen — en Struktur +hvorefter den _maatte_ lejre sig. + +Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for at styrke +Foreningskassen, i blind Overbevisning om at der nok skulde komme et +eller andet vidunderligt ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje +gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld den +Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem deres Organisation. Ved at +slutte sig mange sammen smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige som +de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. Velstandsfølelsen +stillede dem over de uorganiserede, socialt følte de sig overlegne over +dem; at gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en Oprykning i +Samfundet. Det tog mange, og andre dreves ind ved den stærke Kontrol +blandt Husbeboerne. De store Arbejderkaserner gennemtrængtes +efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte sig til dem maatte +fortrække. De blev betragtede som et Slags Ross og maatte ty sammen i +bestemte Kvarterer. + +Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i Organisationen og +udrette noget for Faget — om der kom en rask Mand i Spidsen. Det at de +fleste arbejdede hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule dem — +Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle greb sig i at sidde og lægge +Planer for Fagets Fremgang. + +Han slog til det og rettede hele sit Sind mod Ellen og Barnet. Hvad +havde han med fremmed Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans +Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? Han havde pintes nok under +Trykket af Elendigheden — til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse her, +i et velsignet Virke, der var til at overkomme naar han ikke forsømte +noget! Hvad skulde saa denne indvendige Manen til, som om han forbrød +sig mod sin Pligt? + +Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, men det kom +underfundigt igen og spøgede ukendeligt i hans Sind. + +Stundom kaldte noget paa ham bedst som han sad: Pelle, Pelle! — eller +det bankede midt om Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i +Sengen, Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses Aandedrag som +bløde Fløjt. Han gik til Døren og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af +sig selv. Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham nær maatte +være stedt ilde! + +I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed over Samlivet med Ellen +og Barnet; han levede saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt +Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa Afbetaling, hver Søndag +pakkede de Mad i Magasinet og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne +eller en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres Mad og købte Kaffe. +Ofte tog de Strandvejen fat og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik +som Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads og lignede en +lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes til at køre ham. Ellen +protesterede. „Det er ikke noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde +hun — „du ser heller ingen af de andre gøre det! De la’r pænt deres +Koner slaas med Gumpekassen.“ + +„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. „Jeg holder ikke Hest.“ + +Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men syntes alligevel ikke om det. + +Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik Lov at kravle om som han +vilde, og var et rent Vidunder til at tumle sig; han var som en ør +Bjørneunge. „Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ sagde Pelle som +kendte sin egen Barndomsrus igen. „Det er alligevel skidt med de +Kaserner derinde!“ Ellen saá uforstaaende paa ham. + +De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at ligge og more sig over +Ungen; til han pludselig satte sig paa Halen og saá forundret paa dem — +som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han at tænke,“ sagde Pelle +leende — „saa kan du godt tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede +ganske rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod hendes Bryst og +sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen maatte staa for, mens han blev +fodret af. + +Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten var flyttet, havde der +været nogen for at besøge dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud, +hvem det var. Den stod paa Kant op ad Væggen. + +„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; Lille Lasse hang +sovende paa hans Arm, med Hovedet mod hans Skulder. + +„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede op. „Gudskelov vi +ikke var hjemme, for saa havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De +spiser aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en Sjat Kaffe; saa +gaar de rundt og æder Familien ud af Huset.“ + + + + + XVIII + + +Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse i _Arken_. De +lærte ikke noget som kunde komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok +at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider ramte dem ogsaa, især +gennem Karls Fortjeneste; Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider +havde de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, det mindste +Uheld satte den ind paa Livet af dem. Men de lod sig ikke mærke med det, +var kun lidt mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde forhørt +sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, men det lod sig ikke gøre, +uden at de med det samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt til +at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille Arne; og det vilde være +det værste der kunde overgaa Børnene. + +Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt op at fortælle og spørge +om; han var endnu hendes eneste fortrolige og maatte høre paa hendes +huslige Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá friskere ud +end før, hans Nærværelse satte Glæde op i Øjnene paa hende og gav hende +røde Kinder. Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, som var +han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun spurgte til Ellen, blinkede +der lidt Skadefryd i hendes Øjne. + +En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og Ellen var ude med Barnet, +ringede det. Han gik ud og lukkede op, der sad et Nummer af _Arbejderen_ +i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være Holder. Han aabnede +ivrigt Bladet mens han satte sig ved Disken igen; en underlig +Tilbøjlighed i ham fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem +først. + +Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod om en fjortenaars Dreng, +der arbejdede paa en Blikvarefabrik og havde faaet Fingrene skaaret af +den højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans smaa Venner +Ulykken var slaaet ned paa; han smed en Trøje paa og løb over i _Arken_. + +Marie kom ham urolig i Møde. „Kan du forstaa, hvad der er med Peter? han +har ikke været hjemme i Nat!“ sagde hun bekymret. „Der er saa mange +Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; men af den Slags har Peter +aldrig været. Og jeg gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han er +kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.“ + +Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde _Arkens_ Beboere faa Øje paa +Meddelelsen og komme busende med det, saa var det bedre han forberedte +hende. „Men det er jo ikke sikkert,“ sagde han opmuntrende. „Maaske er +det slet ikke ham.“ + +Marie brast i Graad: „Aa jo, det er ham! Jeg har saa tidt gaaet og +gruet, naar han fortalte om de skarpe Knive som løber rundt mellem deres +Fingre altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, for det +skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de Afsked. Aa lille Peter, +lille Peter dog!“ Hun var sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over +sit Skød som en ulykkelig Moder. + +„Vær nu stor og fornuftig, Marie!“ sagde Pelle og lagde Haanden paa +hendes Skulder. „Kanske er det slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver +altid. Nu skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.“ + +„Gaa først ud paa Fabrikken!“ raabte Marie og rejste sig energisk — „der +ved de lettest noget. Men du maa endelig ikke sige hvor vi bor — hører +du! Husk paa Skolegangen — og han har ikke meldt sig til Præsten for at +blive konfirmeret. Vi kan blive straffede, hvis man opdager det.“ + +„Jeg skal nok tage mig i Agt!“ sagde Pelle og skyndte sig af Sted. + +Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter var paa Hospitalet. Han +løb derind og naaede lige at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i +Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig forkrøblet i Bindet. Og +i Drengens Ansigt havde Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige +Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. Lemlæstelsens hele +frygtelige Rækkevidde stod og grublede i hans Barneblik. + +Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med +den højre Haand; saa tog han sig i det og rakte den venstre frem. „Nu +skal man jo til at stikke paa Næven med Kejten,“ sagde han med et +græmmet Smil — „det bliver underligt. Naar jeg endda bare kan bestille +noget, for ellers —“ han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. „Jeg +skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til Byrde hele mit Liv. +Tror du jeg vil komme til at arbejde igen?“ + +„Vi skal nok finde paa noget,“ sagde Pelle — „der er ogsaa gode +Mennesker til. Kanske hjælper en eller anden dig til at studere!“ Han +vidste ikke selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han havde +aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det var Barndommens +Æventyrdrømme der fostrede hele den Forestillingskreds, næret af +Læsebøgernes Anekdoter om fattige Drenge. Han stod over for det umulige +og greb simpelthen efter det umulige. + +Peter havde ingen Læsebøger bag sig. „Gode Folk!“ udbrød han og blæste +haanligt — „de ejer jo aldrig noget! Og jeg kan ikke engang læse — +hvordan skal man saa lære at studere? Karl kan, han har lært sig det af +Skiltene paa Gaden naar han løb Bud — han skriver ogsaa! Og Hanne har +lært Marie lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa Fabrikken.“ +Han stirrede bittert ud for sig; det var trist at se saa hærget hans +Ansigt var — helt indfaldent! + +„Du skal nu ikke være bekymret alligevel,“ sagde Pelle +fortrøstningsfuldt. „Vi finder nok noget.“ + +„Ja men ikke Fattigvæsenet — lad vær med at rende og tigge til mig,“ +svarede Peter vredt. „Og Pelle,“ — han hviskede for at ingen paa Stuen +skulde høre det — „her er ikke morsomt. I Nat laa der en gammel Mand og +døde lige her ved Siden af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke +en Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og gloede paa mig! Men om +nogen Dage kan jeg nok slippe ud. Saa skal der betales — ellers gaar det +for Fattighjælp og de giver sig til at snuse — jeg har stukket dem en +Plade du! Kunde du ikke komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge +liggende — dem kan du ta’e.“ + +Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. Ellen var hjemme — +hun gik og saa forundret ud. Han satte hende ind i Sagerne. „En rigtig +prægtig Gut er han,“ sagde han næsten grædefærdig. „Lidt for alvorlig af +alt det Arbejde — og nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid +for Arbejdet — det er forfærdeligt at tænke paa!“ + +Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, hun strøg ham dulmende hen +over Haaret. + +„Vi maa gøre noget for ham, Ellen!“ sagde han dumpt. + +„Du er saa god Pelle — du hjalp jo gærne alle Mennesker. Men hvad kan +vi? Sparepengene brugte vi jo til Barselhistorien.“ + +„Vi maa sælge en af Stumperne du — eller sætte noget ud!“ + +Hun saá forfærdet paa ham. „Pelle, vort Hjem! her er jo ikke mere end +lige det nødvendige. Og som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du +synes, saa —! Du gør jo allerede noget for ham ved at ofre din Tid.“ + +Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale som noget der maatte +overvejes, men han svarede ikke. Hendes Tale pinte ham — enten handlede +man eller tav! + +Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i Byen og tog ud paa +Fabrikken. Han henvendte sig paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i +Tale. Fabrikanten var ilde berørt af det passerede, men maatte gøre +gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. Han raadede Pelle +til at faa en Indsamling i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede +selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. Desuden stillede han i +Udsigt, at Peter som var en paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud +og Opkræver naar han kom sig. + +Peter var godt lidt blandt sine Arbejdskammerater; der kom et pænt lille +Beløb ind. Pelle betalte hans Hospitalsophold, og der blev saa meget til +overs, at han kunde gaa hjemme og hvile ubekymret, til Haanden var lægt +og han kunde tiltræde Pladsen som Fabrikkens Bud. Den lille Invalid var +i helt godt Humør ved at vide Udkommet sikret; han anvendte Tiden til at +drive om i Byen hvor der var Musik og lære sig de nye Melodier. „Det er +den første Ferie jeg har haft, siden jeg kom paa Fabrikken,“ sagde han +til Pelle. + +Stillingen som Bud fik han ikke — der var kommet en anden i Vejen. Men +han fik Lov til at gaa ind i sit gamle Arbejde igen! Resterne af den +højre Haand kunde nok holde Blikpladen ned mod Bordet, og den venstre +maatte øve sig i at føre den rundt mellem de roterende Knive. Det +krævede bare Tid, og endnu lidt mere Aarvaagenhed. + + * * * * * + +Ulykken brændte sig ind i Pelles Sjæl og kaldte paa hans hvilende Harme! +Tilfældet havde givet ham de tre forældreløse til Søskende, og han følte +Peters Skæbne saa sviende, som havde den ramt ham selv. Skændigt var +det, at Børn skulde friste Opholdet ved livsfarligt Arbejde for at holde +sig et forsmædeligt Fattigvæsen fra Livet. Hvad var det for en +Samfundsorden? Han følte en kvælende Trang til at slaa! + +Byrden fra Dues Skæbne lagde sig igen over hans Ansigt, øget med dette +ny; Ellens bløde Hænder kunde ikke stryge den bort. „Lad dog være med at +se saa bister ud — du skræmmer jo Barnet,“ sagde hun og rakte Lille +Lasse hen imod ham. Og Pelle forsøgte at le. Men det blev et grumt Smil. + +Han følte ingen Trang til at lade Ellen se ind i sit blødende Sind, og +talte med hende om ligegyldige Ting. Ellers sad han og saá sig ud, +vaagent spejdende efter Tegnet. Følelsen af at være udvalgt til noget +fyldte ham igen, han var vis paa at der var Bud under Vejs til ham. + +Saa døde Formand Petersen, og han blev igen opfordret til at overtage +Ledelsen af Fagforeningen. + +„Hvad siger du til det?“ sagde han til Ellen, skønt Beslutningen var +uigenkaldelig. + +„Det maa du jo nærmest selv om,“ svarede hun forbeholdent. „Hvis du har +nogen Fornøjelse af det, saa —“ + +„Det er ikke for min egen Skyld jeg gør det,“ sagde Pelle mørkt. „Jeg er +jo ikke noget Kvindfolk.“ + +Han fortrød straks sine Ord og gik hen og kyssede hende. Hun havde +Taarer i Øjnene og saá forundret paa ham. + + + + + XIX + + +Der var nok at tage fat paa. Løsgængerne maatte igen læmpes inden for +Organisationen — læmpes eller tvinges; Pelle tog de nemmeste først og +lod Tallene virke paa de andre. De helt stædige fik Lov at sejle deres +egen Sø indtil videre; naar de var isolerede og godt afmærkede, kunde de +ingen videre Fortræd gøre. + +Han var godt udhvilt og gik helt metodisk til Værks. Følelsen af at have +Kræfter nok til Vejs Ende gav ham en bred Ro, som indgød Tillid. Han +forhastede sig ikke men tog det hele fra Bunden af; de egenlige +Spørgsmaal lod han rolig ligge, til Betingelserne for at løse dem var +til Stede. Han vidste fra sidst, at uden fast sammenbankede Rækker kunde +der ingenting udrettes. + +Det tog Resten af Sommeren. Saa stod Organisationen der og saa ud til at +kunne staa for et Tryk; og det første Spørgsmaal var Priskuranten. Den +var forældet og slet, tilbage næsten paa alle Punkter; Faget sukkede +under de lave Satser, der ikke havde holdt Skridt med Udviklingen og +Fordyrelsen af alle Ting. Men Pelle tog sin praktiske Sans fangen. +Tidspunktet var ikke gunstigt for Krav om Lønforhøjelse. Organisationen +kunde ikke give Kravet fornøden Vægt, men maatte foreløbig nøjes med at +faa den gældende Priskurant respekteret. Flere af de større Mestre +misligholdt den, skønt de havde været med til at indføre den. Det var +navnlig galt med Hofskomager Meyer, han benyttede alle Udveje til at +komme bag om de klareste Lønsatser. + +Der indløb stadig Besværinger, og en Dag gik Pelle op til ham for at +paatale Forholdet og komme til et Resultat. Han var klar til at tage en +Kamp paa Spørgsmaalet om Priskurantens Ukrænkelighed, ellers kunde +enhver jo give store Løfter og rende fra dem. Han ventede nærmest at +Hofskomageren skulde vise ham Døren; det skete dog ikke, men Meyer +behandlede ham med en Slags høflig Uforskammethed. Hadet til den gamle +Fjende vaagnede paa ny i Pelle, han havde sin Nød med at styre sig. „De +faar Blokade, hvis De ikke inden otte Dage ordner Dem med Deres Svende,“ +sagde han truende. + +Meyer lo spottende: „Ak saa? Ja Deres Blokade den kender vi jo. Men saa +erklærer Mesterforeningen Lockout for hele Faget — hvad siger De til +det? Saa bliver der godt Køb paa gamle Hatte!“ + +Pelle tav og trak sig tilbage, det var den eneste Maade han kunde bevare +Koldblodigheden paa. Nu var dét sagt der skulde siges, og han var ingen +Diplomat som kunde staa og smile roligt med en Djævel i Øjet. + +Meyer fulgte ham bukkende til Døren: „Er der ellers noget jeg kan være +Dem til Tjeneste med — Arbejde for Eksempel? Jeg kan godt bruge en +Børnearbejder i denne Tid.“ + +Da Pelle kom ned paa Gaden, aandede han ud. Puh ha, det var haardt; +nogle Grovheder og et Par paa Snuden havde været det naturligste Svar +paa Mandens Uforskammethed. Naa, det var en Prøve for hans hidsige Sind, +og nu var den bestaaet! Naar han holdt Mund kunde han altsaa beherske en +Situation! + +„Nu blokerer vi altsaa Meyer,“ tænkte han mens han gik ned ad Gaden. „Og +hvad saa? Ja saa slaar han igen og laver Lockout. Kan vi holde til det? +Ikke ret længe, men det kan Mestrene heller ikke — saa ruineres deres +Forretninger. Men saa tager de Svende fra Udlandet — eller lader +Arbejdet udføre uden for Pladsen hvis den Trafik kan stoppes; indfører +Fabriksfodtøj i stor Stil og indfører Maskiner — hvad de allerede saa +smaat er i Gang med!“ + +Pelle gik i Staa midt paa Gaden — dette her gik pinedød ikke! Han maatte +passe paa, at han ikke gik hen og lavede Æggekage af hele Historien. Fik +alle disse Ting først Indpas, saa var en hel Masse Mennesker gjort +brødløse med det samme. Men Hofskomageren vilde han have Ram paa; der +maatte gives et Middel til at lange den Blodsuger en Lussing saa det +snærpede i hans Pengepung! + +Næste Morgen kom han hen til Mester Beck som sædvanlig. Beck saá langt +paa ham over Brillerne. „Jeg har ikke mere til Dem at bestille, Pelle,“ +sagde han lavt. + +„Hvad for noget?“ udbrød Pelle forskrækket. „Men vi har jo travlt, +Mester!“ + +„Ja men jeg kan ikke beskæftige Dem længer. Det er ikke med min gode +Vilje, jeg har altid været godt tilfreds med Dem; men Forholdene er nu +engang saadan. Der er saa meget man maa tage i Betragtning; en Skomager +kan ikke arbejde uden Materialer, og Kredit hos Læderhandleren kan man +heller daarlig undvære.“ Mere vilde han ikke sige. + +Men Pelle havde ogsaa forstaaet tilstrækkeligt. Som Formand for +Mesterforeningen havde Meyer tvunget Beck til at afskedige ham — ved +Truslen om at stoppe Kilderne for ham. Pelle blev ramt fordi han var i +Spidsen for Organisationen — skønt den nu var anerkendt; det var et +Indgreb i Foreningsretten. Og alligevel kunde det ikke paatales; man +havde Lov at afskedige en Mand, naar man ikke havde Brug for ham længer. +Meyer var en snedig Mand! + +Pelle drev lidt slukøret om. Han havde ikke megen Lyst til at komme hjem +til Ellen med den bedrøvelige Efterretning, og gik rundt til forskellige +Mestre for at høre om Arbejde. Men saa snart de hørte hvem han var, kom +de i Tanke om at der nok ikke var noget alligevel. Han mærkede at der +var sat Kors ved ham. + +Han maatte støtte sig til sit Hjemmearbejde, og se at støve mere op +blandt Bekendtes Bekendte. Og ellers være parat Nat og Dag naar en +Smaamester, som sad og nussede uden Hjælp, pludselig fik mere end han +kunde overkomme. + +Ellen tog Forholdene op som de var, og beklagede sig ikke. Men over for +Aarsagen til dem øvede hun stum Modstand; Pelle fandt ikke Medhold hos +hende i sin Kamp; hvad han dér havde for, maatte han gaa ene med. Det +forrykkede ikke hans Kurs men satte snarere Stædighed op i ham. Der var +en Side ved ham Ellens Væsen ikke kunde dække — naa ja, hun var jo et +Kvindfolk som man bar over med! Han var god imod hende, og slog hende i +sine Tanker mere sammen med Lille Lasse. Derved gjorde han sig fri af +hendes Mening om alvorlige Sager — og følte sig mere Mand. + +Takket være hans lille Formandsløn led de ikke Nød. Pelle holdt ellers +ikke af det og havde mest Lyst til at give Afkald paa de Par Hundrede +Kroner; der flød ikke Spor af Embedsmandsblod i hans Aarer, han begreb +ikke rigtig, at man skulde have Vederlag for den Alménnytte man gjorde. +Men nu kom de alligevel tilpas, og han havde andet at bestille end at +gaa og gøre et Nummer ud af Smaating. Blokaden havde han opgivet, men +hans Hjærne pønsede stadig paa Udveje til at faa Ram paa Hofskomageren; +det sysselsatte ham Dag og Nat. + +En Dag snublede hans Tanker over Meyers egen Taktik! Ganske uskyldigt +havde man faaet ham puttet ud af Arbejdet — hvad om han bar sig ad paa +samme Maade og i Stilhed pillede Hofskomagerens Folk fra ham? Meyer var +Fagets onde Aand, han sad som en Tyran i Kraft af sin Overmagt og holdt +det nede; det vilde ikke være saa umuligt at sætte Kors ved ham til +Gengæld! Og Pelle havde ikke i Sinde at tage det saa nøje med Midlerne +her. + +Han drøftede det med Svigerfaderen, der igen havde faaet Tiltro til ham. +Stolpe som var en gammel dreven Taktiker, raadede ham til ikke at holde +noget Møde om Sagen, men ordne det hele paa Tomandshaand med hver +enkelt, saa at der ikke blev noget at hænge sin Hat paa over for +Fagforeningen. „Du har jo god Tid nu,“ sagde han. „Gaa først til de +paalidelige, og gør dem begribeligt hvad for en Kumpan Meyer er; og tag +først og fremmest hans bedste Folk fra ham, de daarlige har han ingen +Gavn af at beholde. Du kan jo fyre op under Kammeraterne, naar du vil! +gør det saa godt, at ingen kan være bekendt at gaa i deres Sted der +forlader ham. Han maa stemples som den han er, Mand og Mand imellem.“ + +Pelle sparede sig ikke; han gik fra Fælle til Fælle, stærk og ildnende. +Og hvad der havde vist sig umuligt for to tre Aar siden, lod sig udføre +nu; Harmen mod Uretten havde bundfældet sig i Sindene. + +Meyer havde haft for Skik at lade sine Arbejdere rende forgæves efter +Arbejde — det var ikke helt lavet til, de maatte komme igen! Og naar de +fik det udleveret, skulde det gærne være færdigt over Hals og Hoved. Der +laa en Hensigt i det, det gjorde Folk ydmyge og medgørlige. + +Men nu vendtes Forholdet om. Arbejderne kom ikke og afleverede +presserende Arbejde til den Tid de havde lovet; han maatte sende Bud +efter det og fik sine egne Ord igen: Det var ikke ganske færdigt, men de +skulde se hvad de kunde gøre for ham! Han maatte rende sine egne +Arbejdere paa Dørene for ikke at støde de fine Kunder. De første +Tilfælde behandlede han over en Bank med Afsked, men det hjalp ikke; der +var faret en Hovmodsdjævel i simple Skomagersvende, det saa ud som de +vendte op og ned paa Begreberne Herre og Undergiven! Han maatte lade den +haarde Haand fare og forsøge med gode Ord, Forretningen havde hele den +fornemme Verden til Kundekreds og behøvede altid en Stab af +Elitearbejdere. Men ikke engang Venlighed hjalp, bedst som han havde +faaet fat i en god Svend, var han gaaet! Og naar han spurgte om +Aarsagen, fik han altid det samme drilske Svar: de var kede af hans +Arbejde. Han bød høj Arbejdsløn og indforskrev med stor Bekostning +dygtige Folk ude fra; men Pelle holdt sig underrettet og søgte dem op. +Naar de havde været nogle Dage under Paavirkning, rejste de hjem igen +eller tog fat hos de andre Mestre, der fik mere at bestille efterhaanden +som Meyers Forretning gik tilbage. De der kom paa Lageret fortalte, at +han gik deroppe og rasede, skældte de uskyldige ud og jog dem ogsaa fra +sig. + +Meyer følte en Haand bag alt dette, han vilde have Mesterforeningen til +at erklære Lockout. Men de andre Mestre vejrede et Træk i det fra hans +Side; hans egen Forretning laa død, og saa vilde han stanse deres ogsaa. +De havde maaske ikke noget egenlig mod den ny Tilstand; noget Grundlag +for en Lockout kunde de i alt Fald ikke faa Øje paa. + +Saa bekvemmede han sig til at skrive til Pelle og anmode ham om en +Forhandling — for at faa Uroen i Faget hævet. Pelle der endnu ikke var +stiv i Forhandlingskunsten, svarede saadan noget som, at man vilde blæse +ham en lang Marsj. Han viste dog Svigerfaderen Svaret, før han afsendte +det. + +„Nej den gaar pinedød ikke!“ udbrød Stolpe. „Ser du min Dreng, det er +Tonen det hele kommer an paa, naar man vil drive Fagpolitik! de Store +ser svært paa Indpakningen! Saadan var jeg sku ogsaa til at begynde med +— Sandheden frem og lige i Synet med den! Men den skar ikke —: man var +for ubehøvlet, de kunde ikke forhandle med én. Saadan lidt pæn +Løgnagtighed gør sig meget bedre! Naa ja, saa maa man være Diplomat og +fange Ræv med Ræv. Tag og krads det ned, saa skal jeg give dig +Opskriften. Altsaa —!“ + +Stolpe gik en Stund op og ned ad Gulvet og saa spekulativ ud; han var i +Skjorteærmer og Tøfler og havde Tommelfingrene i Vestelommerne. „Er du +klar Svigersøn? — Altsaa: + + Til Formanden for Skomagernes + Mesterforening, Hr. Hofskomager Meyer! + + Idet jeg anerkender Modtagelsen af Deres meget ærede af Gaars Dato, + skal jeg tillade mig at bemærke, at der mig bekendt hersker god Ro + og ordnede Forhold overalt i Faget for Tiden. Saa at altsaa + Grundlaget for en Forhandling savnes. + + Paa Fagforeningens Vegne + Ærbødigst + Pelle.“ + +„Se det er noget med noget paa, hva’! det kunde sku selv Napoleon være +bekendt at sætte Navn under. Og tilpas ondskabsfuldt er det,“ sagde +Stolpe fornøjet. „Prent det nu lidt pænt — og saa en stor Konvolut.“ + +Pelle var helt imponeret af Skrivelsen, da han fik renskrevet den paa et +stort Ark Papir; den lignede en Dagsbefaling fra Amtmand eller +Borgmester derhjemme. Kun det ondskabsfulde i den havde han sine Tvivl +om den Dag. + +En Formiddag nogle Dage efter sad han hjemme og arbejdede. De +mellemliggende Dage havde han været nødt til at tage Lossearbejde paa +Havnen, nu sad han og forsaalede et Par Søstøvler for en Matros paa +Kulskibet. Paa den anden Side af Disken sad Lille Lasse og pludrede og +gjorde hans Bevægelser efter; hvergang Pelle slog en Pløk i, daskede +Drengen paa Kanten af Disken med sin Rangle. Og Pelle lo til ham. Ellen +gik ud og ind mellem Køkken og Stue, hun var alvorlig og tavs. + +Det ringede. Hun jog til Kakkelovnen og rev noget Barnetøj ned, saa gik +hun ud og lukkede op. + +En mørk svær Herre i Spaserepels traadte bukkende ind, den høje Hat +holdt han foran sig sammen med Handskerne og Stokken. Pelle vilde ikke +tro sine egne Øjne — det var Hofskomageren. „Han kommer nok for at gøre +op!“ tænkte han og belavede sig paa en Dyst. Han fik Hjærtebanken og +noget sank pludselig i ham; gammel Underdanighed var ved at komme op og +bemægtige sig ham. Men det varede kun et Øjeblik, saa var han igen +sikker paa sig selv. Han bød roligt sin Gæst en Stol. + +Meyer sad og saá sig om i den tarvelige nette Stue, som vilde han først +sammenligne Fjendens Forraad med sine egne, inden han foretog sig noget. +Pelle fangede noget i hans vandrende Blik og blev pludselig en hel Del +klogere i Menneskekundskab. „Han sidder jo ligefrem og kigger efter, om +der ikke er røget noget paa Laanekontoret,“ tænkte han opbragt. + +„Hm — jeg har modtaget Deres ærede Skrivelse,“ begyndte Meyer endelig. +„De mener ikke der er Anledning til nogen Drøftelse af Tilstanden; men æ +— jeg synes dog —.“ + +„Nej, det mener jeg rigtignok ikke,“ svarede Pelle som havde sat sig for +at holde Skrivelsens Tone — „der er jo den bedste Orden over det hele. I +det hele lader det jo til at skulle gaa nu, da vi har hver sin Forening +og kan drøfte Sagerne som Ligemænd.“ Han saá uskyldigt paa Meyer. + +„Naa det synes De? Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at mine Arbejdere +forlader mig den ene efter den anden — for ikke at sige at de pilles +bort. Jeg kan ikke tjene Dem i at kalde det ordnede Forhold.“ + +Pelle sad og ærgrede sig over Meyers slikkede Tone. Hvorfor Fanden +brændte han ikke løs som et ordenlig Mandfolk, i Stedet for at sidde og +svede Hentydninger ud! Men skulde der laves Dikkedarer, saa hvorfor +ikke? „Saa Deres Folk forlader Dem?“ spurgte han interesseret. + +„Ja de gør!“ svarede Meyer og saá overrasket op, Pelles Tone gjorde ham +usikker. „Og de sjikanerer mig, overholder ikke Aftalerne og lader mine +Bude rende forgæves. Tidligere har hver Mand hentet og bragt sit +Arbejde, nu maa jeg holde Bude til det; det kan Forretningen ikke bære.“ + +„Svendene har nu ogsaa maattet rende forgæves — jeg har jo selv arbejdet +for Dem,“ svarede Pelle. „Men De mener altsaa, vi bedre kan bære den +Tidsspilde?“ + +Meyer trak paa Skuldrene. „Det er dog et Led i deres Erhværv, Forholdene +ere nu engang baserede paa den Ordning. Men naar jeg saa endda var +sikker paa at have Folk. — Det gaar ikke, det dér, Mand!“ skreg han +pludselig op — „det gaar pinedød ikke! Det er ikke hæderligt!“ + +Lille Lasse sprat i Vejret og gav sig til at brøle, Ellen kom hastigt og +tog ham ind i Sovekammeret. + +Pelle var blevet skarp om Munden. „Naar Deres Folk forlader Dem, har de +vel sagtens Grund til det,“ svarede han, men havde mere Lyst til at sige +Meyer lige op i Synet at han var en Udpiner. „Fagforeningen kan ikke +tvinge sine Medlemmer til at arbejde for en Mand, de maaske ikke kan +komme til Rette med. Jeg har selv lige faaet Afsked paa et Værksted — +man kan dog ikke alarmere de to Foreninger af den Grund.“ Han saá fast +paa sin Modstander, idet han langede ham dén ud; Linjerne i hans Ansigt +dirrede let. + +„Aha!“ udbrød Meyer og gned sig i Hænderne med et Udtryk som sagde, at +nu endelig følte han fast Bund under sig. „Ak so — der slap det endelig +ud! De er jo Diplomat ogsaa — stor Diplomat! — Det er en klog Mand De +har, lille Frue!“ vendte han sig til Ellen der stod og puslede ved +Buffeten. „Hør Hr. Pelle, De er en Mand for mig, og vi maa komme til et +Resultat. Naar to dygtige Folk taler sammen, kommer der noget ud af det +— det kan ikke være andet! Jeg har Brug for en intelligent og dygtig +Fagmand til at forestaa Maaltagning og Tilskæring, Pladsen er godt +lønnet, og De kan faa skriftlig Kontrakt paa en Aarrække. Hvad siger De +til det?“ + +Pelle løftede Hovedet i et Ryk. Ellens Øjne skød Gnister; de blev +forunderlig mørke og lagde sig tvingende over ham — som vilde de brænde +en Vilje ind i ham. Et Øjeblik stirrede han fortumlet frem, Tilbudet kom +saa overvældende stort bag paa ham. Saa smilede han. Ej ej! skulde han +nu sælges som Udpinerens Haandlanger! + +„Det er vist ikke noget for mig,“ svarede han. + +„De maa naturligvis have Lov at tænke over mit Tilbud,“ sagde Meyer og +rejste sig. „Skal vi sige tre Dage?“ + +Da Hofskomageren var gaaet, kom Ellen langsomt hen og lagde sin Arm over +Pelles Skulder. „Hvor er du en klog og dygtig Mand,“ sagde hun stille og +legede med hans Haar — der var noget som lignede Afbigt i hendes Væsen. +Tilbudet nævnede hun ikke med et Ord, men gav sig nynnende i Lag med sit +Arbejde. Det var længe siden Pelle havde hørt hende synge; og Sangen gav +ham en lys Følelse af at denne Gang vilde han sejre. + + + + + XX + + +Pelle førte ufortrødent Kampen videre, sloges med smaa Kaar og med +Frafald og gik bare paa. Talrige Gange i Kampens Løb var han lige vidt, +Meyer havde faaet et nyt Hold Arbejdere fra Udlandet, og han maatte +begynde forfra: bearbejde dem saa de rejste igen, eller gøre dem umulige +blandt Husbeboerne saa de maatte fortrække. Eftervinteren var haard og +kom Meyer til Hjælp. Han gav god Arbejdsløn nu, og havde faaet skrabet +sig et Sjak Løsgængere sammen; en Overgang saa det ud som han skulde faa +sin Forretning i Vejret igen. Men Pelle havde blot ladt Løsgængerne i Ro +af Mangel paa Tid; nu hjemsøgte han dem og kom med mere Avtoritet end +sidst. Der gik allerede Ord af hans Vilje, de fleste overgav sig paa +Forhaand. „Ham kan ingen Djævel staa sig mod!“ sagde de. + +Han vaklede ikke i sin Tro paa Sejren og gik paa og paa, filosoferede +ikke frem paa den anden Side Resultatet men satte alle Ævner ind paa at +naa det. Stærke Kræfter var oppe i ham og førte ham den lige Vej. +Foreningsfællerne fulgte ham villigt, og paalagde sig de Savn +Affolkningen medførte. Han havde deres Tillid, og de syntes i Grunden +det var en herlig Spas denne Bytten Gaarde, hvor de for én Gangs Skyld +vendte Trykket tilbage mod Udgangspunktet. De havde beskt prøvet, hvad +det vilde sige at rende forgæves, tigge om Arbejdet, tigge og trættes om +Tilgodehavendet — være de smaa. Det var morsomt at bytte Rollerne! Nu +legede Musene med Katten og morede sig godt, skønt dens Klør nu og da +sved til dem. + +Pelle følte Tilliden Mand og Mand imellem, ved den Villighed hvormed de +fulgte ham, som var han kun Udtrykket for deres eget Sindelag. Og naar +han stod paa Generalforsamlinger og Møder for at aflægge Beretning eller +agitere, og Kammeraternes Bifald slog ham i Møde, mærkede han, hvorledes +stærke Kræfter forenede sig i ham. Han var som Skibets Vædder, hele +Styrken stødte fremad i ham. Han begyndte at finde sig til Rette som +Udtryk for noget større; der var et Formaal med ham. + +Den Pelle, der saa klogt og roligt havde forhandlet med Meyer, og rammet +ud hvad han vilde uden et ondt Ord, var ikke den almindelige! Et større +Væsen arbejdede i ham, mere ansvarligt end han selv ævnede det! Og han +gik sig selv efter for at tilegne sig det bevidst; han følte at der var +Kræfter dér. + +Dette højere havde mystisk Sammenhæng med saa meget; helt tilbage til +sin tidligste Barndom kunde han følge det som et rigt Løfte. Saa mange +havde ogsaa uvilkaarlig ventet sig noget af ham; han havde blot lyttet +forundret til dem, nu blev det en Profeti. + +Han blev mere nøjeregnende med Ord i sit personlige Forhold, nu da deres +ubegrænsede Rækkevidde havde aabenbaret sig for ham. Men i Agitationen +faldt de stærkeste Ord ham naturligt, de kom som et Ekko af det +grænseløse tomme Rum der laa bag ham. Han syslede med sin Personlighed; +alt det han før sorgløst havde givet frit og ubehersket Spillerum, +maatte nu helst ind og tjene Formaalet. Ogsaa sit Forhold til Ellen gik +han efter, undskyldte hende og gjorde sig Umag for at forstaa hendes +Fordringer til Lykke. Han var mild og god mod hende — men ubøjelig i det +væsenlige. + +Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed af. Han havde længe nok +misbrugt sin Overmagt paa alle Omraader; ved sin store Forretning var +han den der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige Vilkaar maatte +føres tilbage til ham. Det var Sommer og Godtid for Arbejderne nu, og +hans Forretning gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og følte +sig som en retfærdig Hævner. + +Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid var han paa Færde, kom +styrtende hjem til Arbejdet der laa og ventede, klarede det til Side som +en rasende, og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá han ikke meget +til i denne Tid, de levede deres Liv uden for ham. + +Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning at Sammenholdet nu var +stærkt. Bestandig var han paa Færde for yderligere at stive af og +underbygge; han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans Utrættelighed +smittede Kammeraterne, de blev ivrigere og ivrigere alt som Kampen trak +ud. Den voksede for dem ved de Ofre den krævede, og ved Styrken i +Modstanden; Meyer blev efterhaanden til en Kolos som enhver maatte vove +sin Velfærd for at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men jo +flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes de at gaa til den. Og +de jublede af Glæde, den Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem +under sin Masse. + +Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden havde fældet Fagets +største Arbejdsherre! De spurgte ikke om hvad det havde kostet, men bar +hans Navn i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller hans Navn +nævnedes. Tidligere vilde det vel være gaaet ham til Hovedet, men nu +fandt han Udfaldet ganske naturligt — som Udslag af en højere Vilje! + +Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til Møde i Fagforeningen, +fremlagde Udkast til en ny tidssvarende Priskurant og opfordrede til at +tage en Kamp paa den netop nu. „Lejligheden kan aldrig være bedre,“ +sagde han — „nu har de set hvad vi dur til! Og det var paa Spørgsmaalet +om Priskuranten vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet er +varmt!“ + +Han regnede med at Kammeraterne netop nu havde Krigshumør, trods alle de +Savn Kampen havde paaført dem — og tog ikke fejl. Hans Forslag blev +enstemmig vedtaget. + +Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu rundt til Mestrene med +Prøvekassen for et Læderfirma, Synet af den før saa mægtige Mand virkede +nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par Mestre til at forhandle +med Fagforeningen om Lønforhøjelsen. + + + + + XXI + + +Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod det stille inderlige +Samliv med Ellen og Lille Lasse, han følte vemodigt, at de levede inde i +en lykkelig Verden og var i Færd med at indrette sig paa at undvære ham. +„Naar du nu faar dette fra Haanden, skal du rigtig have det hyggeligt +med dem igen,“ tænkte han. + +Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, af et Spørgsmaals +Løsning fødtes et andet, Fattigmands Verden viste sig at være en +indviklet Historie. Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator +bredte sig udover, overalt arbejdedes der for Sammenslutningstanken, de +mange begyndte at rette Øjnene paa ham i Forventning. + +Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham være dem behjælpelig med at +danne Organisation — ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa +sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne frem for dem. Der var +kommet noget af det store Sving i hans Tale, men de forstod ham godt. +„Han taler, saa Ørerne klør paa én,“ sagde de til hinanden. Der blev saa +valgt Tillidsmænd, og Pelle satte dem ind i den praktiske Side af Sagen. + +„Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,“ sagde han bestandig — „uden +Penge ævner vi ingenting. Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas +med.“ + +„Skal der anvendes Bøsser i Kampen?“ spurgte en enfoldig Arbejder +engang. + +„Ja Sparebøsser!“ svarede Pelle raskt. + +Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De saá lidt paa Pengene, før +de gav dem fra sig. „Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,“ sagde de +saa. + +„Der kommer nok den Dag da det slaar godt til — bare vi staar sammen,“ +sagde Pelle fortrøstningsfuld. + +Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød — han vidste det godt. Men +det fik ikke hjælpe! Han var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som +en af dem. + +Virksomheden førte ham udad i større og større Kredse, til han en Dag +følte sig midt i Masserne. Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde +egenlig altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og anlagde stadig +større Maal paa Bevægelsen og sig selv. + +I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre Forandring med ham. Over +hans Pande laa fremdeles de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer at +tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste bitre Vidnesbyrd om hvad han +havde taget paa sig, og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk +nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede i Samfølelsen og var +næsten altid glad. Han fik runde Kinder som en Hornblæser, og udspilede +Næsebor der understregede det fyrige; han forbrugte megen Luft og holdt +altid Klæderne opknappet over Brystet. Gangen var rank og spændstig, +hele Skikkelsen paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag i +hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. Noget af Rødmen blev +staaende paa Ansigt og Hals, og der var bestandig en hidsig Klang i +Kroppen paa ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren til +en Kolonne. + +De mange var hans Element. Der var meget som skulde samles under én Hat. +Endnu manglede de fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede +pludselig op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. Nogle troede +blindt, andre sagde: Skidt, enten den ene eller den anden plukker os! +Der skete ikke noget haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i +Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den Blinde til Føreren, og +forlangte at høre hans Stemme bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler. +Han følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt ud over +Virvaret for dem. Han havde altid haft noget med Lykken at skaffe, han! +nu øjnede han den tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte i +dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed. + +En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt Fag. Det var +Renovationsarbejderne, og for at ægge deres Selvfølelse viste han dem, +hvilken uhyre Magt de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde +det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, og udmalede med +meget Humør Følgerne for den fine Verden. Det havde en overvældende +Virkning paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden som opdagede man +først nu sig selv, og sad i én Latter. For at forfølge sin Virkning +viste han, hvor afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og lod Fag +støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin lammende Haand over Byen. +Det var en Fantasi! Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men +Højtrykket i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. Arbejderne +gik hjem, vaagne og forskrækkede over den forfærdelige Magt de laa inde +med. + +Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham selv, det var hans +Natur at frembringe — ikke ødelægge! Hvis de Fattige bare vilde, kunde +de tage det hele igen — havde Morten engang sagt; og de Ord var blevet +ved at spøge i ham. Men han kunde ikke lide voldsomme Omvæltninger, og +nu havde han jo fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist om, +at det ubrydelige Sammenhold var uimodstaaeligt og vilde omskabe +Tilværelsen ad fredelig Vej. + +Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, saa de nu stod Last og +Brast med hinanden. Det var straks lidt naaet, men skulde der komme +noget rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde sammen med +dem i alle Landets andre Byer — og det var allerede saa smaat i Gang +baade i hans eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale +Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, saa hele Landet blev +som én Tanke! I andre Lande foregik jo det samme som her, og hvorfor saa +ikke som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken? + +Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt hele Jorden med sin +Solidaritet. Han vidste nu at Elendigheden er international. At Almuen +følte ens Jorden over, var han overbevist om. + +Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den var groet naturligt ud af +Linjerne i hans egen Organisation — det ene var som det andet. Men han +blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. Saa gik han til +Svigerfaderen, der var Medlem af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev +gennem ham opfordret til at komme og forelægge den for Hovedledelsen. + +Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel Feber da han stod +over for Bevægelsens stærke Hjærte. Hans Ord kunde tage de mange; men +vilde det lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod styrende bag +det hele mens de stilfærdigt passede deres Haandtering? Han følte Dagen +som den betydningsfuldeste i sit Liv. + +Det var Mænd med et sindigere Temperament end hans. De sad ubevægelige +og hørte efter med halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen +af et Smil hos dem — dem var de nok ude over! Det var Haandværkere og +Arbejdsmænd, der sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han selv; +men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium bag sig og maatte +kaldes lærde Folk. Om Aftenen og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen, +lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen og stadig +voksende Administration. De var blevet tunge af alt dette uvante, der +hidtil havde været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte +tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede og furede. + +Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. Disse Mænd virkede paa +ham som et mægtigt hemmeligt Raad; derude saa de ud som enhver ellers, +men her ved det grønne Bord sad de og skabte den uhyre Konstruktion, som +han blot var med til at genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til +her. Der var noget gudsforgaaent over det — som at se Myrer lægge Planer +til at flytte et Bjærg; og her maatte han ind, skulde han opnaa at +udrette noget rigtigt! Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han +neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at tale rent sagligt. + +Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og saá jævntgrundende frem +for sig. Tavsheden virkede paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde ham +svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede Styrke af Genlyden derude +fra, fra de mange som havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det +hele og lod ham svæve — uden Holdepunkt af nogen Slags. Var hele den +mægtige Plan for Samvirken da kun Taabelighed? eller var han en Klovn +til at fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham roligt ud om +Enkelthederne i hans Plan og tog den saa under Overvejelse. + +Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han følte, at han havde rørt +ved noget af det der bærer de store Afgørelser i sig, og trængte til en +Bekræftelse paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande vendte han +sig mod sig selv. Det laa ikke til ham at spørge indad, men her vilde +ingen anden svare. Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv. + +Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit eget Jeg og erfarede, +at der lod sig falde tilbage paa det i afgørende Øjeblikke. Men han +holdt ikke af Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet sprang +ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om at Planen var kendt god. Der +blev nedsat et Udvalg til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det. + + * * * * * + +Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en Hær af de mange Delinger og +virkede tiltrækkende alene ved sin Masse. Det blev et stort og +anstrængende Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til som Vand +strømmer til Havet — i Kraft af en Naturlov. Der vilde kræves et stort +Feltherretalent til at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i +Ilden. + +Pelle bares naturligt frem i første Række af det store +Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig det banebrydende, +agitatoriske, ingen havde som han de manges Øre. Han havde faaet fast +Værkstedsarbejde hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse af +Organisationen i det, og Lønforhøjelsen gjorde at han tjente nogenlunde. +Han havde ikke noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet havde +tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, men hun havde altid en +Hensigt med det — og han lod sig ikke binde igen! + +Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage sit Maaltid, gøre sig i +Stand og jage af Sted igen — til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse +var der som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar han saadan +forlod Kvinde og Barn for at stryge ud paa Farten. Han begreb det ikke +men vovede sig ikke til at sige noget — han havde stor Respekt for +Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde fundet hinanden og var +som to røde Kør; der var stor Trøst i det. + +Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de øgende Skarer. Han var +som en Legemliggørelse af dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine +Skridt; det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. Han var +et Produkt af gammel Kultur, men en Kultur, der altid havde holdt til +paa Skyggesiden og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver for +sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. Trangen til Sol og Lys var +bestandig blevet skubbet til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider +— til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog svimlende Fart; hans +Hjærne ravede højt oppe i en blændende Lystaage! + +Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste Realist og havde +Fødderne paa Jorden! De Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært +at holde sig til det nødvendige, de leverede ham af — enkel og lige til, +uden noget Udstyr af Fiksfakserier. Fænomenerne i hans Verden virkede +lige ud, en paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig Banken +paa Fortænderne. Virkning stammede i lige Linje fra Aarsag — men de +forholdt sig ofte som den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken i +hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel Udrustning kunde +omspænde det hele. + +Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; hvor han ikke kunde se +frem, kom gammel Fatalisme ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt +og holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá Meningen med det hele +og syntes, at Tallene nok blev større og større, men at man forøvrigt +var lige vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, der +samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt Lys. + +Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget alle Bevægelsens +Teorier, de fyldte godt og behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa +mere end at have det hele med sig? Morten havde denne ufrugtbare Trang +til at slaa Sindet ud af dets Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem +indefra, fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede sig op om +Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde stanse Folk i deres Forehavende! +Pelle nærede Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik i Flok — +og søgte uden om ham. + +Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde tændt det første Lys i det +Kaos, Erfaringerne fra Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han +stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig efter, hvordan +Morten vilde have handlet. + +Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var sat i Scene af Arbejderne +selv og hvor de begge medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de +bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han tog ikke ivrig Del i +Partidannelsen og blev holdt lidt til en Side af de ledende. Men +Menigmand stod han i nær Berøring med. Han virkede paa egen Haand, greb +ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde af Nød og Uret, og arbejdede +paa at faa Folk til at tænke selv. + +Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op til, og gjorde med +lysende Øjne Plads for dem; Morten stillede de sig smilende i Vejen for +og vilde trykke hans Haand — han kunde næsten ikke arbejde sig op til +Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte de andres med Glæde — Kvinder og +Børn hang ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit tarvelige +Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham Mestersvenden, der er saa +boglærd og god af sig,“ sagde de til hinanden. „Og nu har han solgt alle +sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!“ Saa gav de deres smaa et +Skub. Og Børnene kom hen, tog ham i Haanden og fulgte ham til Enden af +Gaden. + + + + + XXII + + +Naar Pelle engang imellem var ovre i _Arken_ for at se til de tre +Søskende, rygtedes det hurtig rundt. „Pelle er her!“ lød det fra Svale +til Svale, og de skyndte sig ud i Træværket for at nikke til ham og +prøve at lokke ham ind med en Kaffetaar. Gamle Frandsen var flyttet; hun +forsvandt dengang Ferdinand kom ud — ingen vidste hvorhen. Ellers var +her ingen Forandring. Nogle Fabrikspiger stak af fra Huslejen ved +Nattetid, og andre kom i Stedet; en og anden udslidt Fyr blev hentet +frem fra de mørke Gange og baaret ud til Rustvognen — som altid. Paa +_Arken_ mærkedes ingen Forandring. + +Det hændte at han kiggede over til Enkemadam Johnsen. Hun sad saa trist +og vendte de gamle Soldaterbukser, mens hun passede Hannes Unge der +tegnede til at blive en køn Pige. Gammel i det var hun blevet, og sad +bestandig og smaagnavede over Barnet; med Pelles Besøg kom der et frisk +Pust ind i hendes glædesløse Tilværelse. Saa mindedes hun Skovturen og +de lune Aftener under Ampelen — og sukkede. Hanne saá slet ikke til +Pelle. Naar hun kom styrtende hjem fra Fabrikken, havde hun kun Øje for +sin lille Pige, der kastede sig imod hende og straks vilde til at lege. +Dagens Øde sad den lille i Øjnene, og Moderen maatte tage hende i +Hænderne som hun gik og stod, og trave rundt med hende og Dukken. + + „Jeg gik mig over høje Bjærg —“ + +sang Hanne, og den lille sang med — hun kunde allerede! Hannes Øjnene +hvilede rolige og afklarede paa Barnet, tilfredse i deres Udtryk som +havde hun virkelig fanget Lykken ind. Hun lignede en ung Enke der har +faaet sin Part af Tilværelsen; og i _Arken_ kaldte alle hende Enke — +Enken Hanne. Det var en Hyldest til hendes Væsen, de kastede Enkesløret +over hendes Skæbne, fordi hun bar den saa smukt. Hun havde ventet sig +saa meget, og nu tog hun om sit Barn som kunde det fremmede aldrig have +givet hende større Gave! — — + +Peters Ulykke havde givet det lille Hjem et alvorligt Stød. Det havde +altid været lige til; nu tjente han mindre med sin vanføre Haand. Karl +vilde frem og gav sig til at gaa til Præsten — det kostede ogsaa i Tid +og Klæder. Peters Nedgang i Fortjeneste havde de oprettet ved at sige +Lasses Værelse op og flytte hans Seng ind i Børnenes Værelse. Men de +voksede godt til alle tre, der skulde noget til baade af Mad og Klæder. + +Peters Karakter havde lidt et Knæk, han var ikke saa glad ved Arbejdet +længer; ofte skulkede han og gik og drev paa Gaden i Stedet for at gaa +til Fabrikken. Undertiden var han ikke til at drive ud af Sengen om +Morgenen, men krøb ned under Sengeklæderne og skjulte sig. „Jeg kan ikke +med min daarlige Haand,“ sagde han grædende naar Marie trak i ham — +„hvert Øjeblik er Knivene lige ved at nappe mig.“ + +„Saa bliv hjemme da,“ udbrød Marie tilsidst. „Pas du Huset, saa skal jeg +gaa ud og faa lidt Fortjeneste fat. Jeg kan faa Rengøringen ovre i den +ny Ejendom i Torvegade.“ + +Men saa stod han op og luskede af, han vilde ikke have et Kvindfolk til +at tjene Føden til sig. + +Karl var en frisk, gavtyveagtig Tamp som ingenting bed paa. Gaden havde +opdraget ham, fældet sit Slamlag paa hans Ydre og tændt den uslukkelige +Gnist i hans Øjne. Han var som Hovedstadens Spurve der røgsværtede lyser +af Byens Intelligens, tumler ud og ind under de tunge Vognhjul og véd +alt. Han var daglig i Klemme men kom aldrig til Fortræd. Den bestandige +Farten sad ham i Kroppen som en aldrig hvilende Impuls; mange Udveje +havde han til at bøde paa Utrygheden i sit Erhværv; den lille +Husholdning hvilede hovedsagelig paa ham. Men nu var han ked af at søge +sin Føde paa Gaden, der var Fremdrift i ham, han vilde gærne være +Handelsmand. Det eneste der holdt ham tilbage var Hensynet til Hjemmet. + +Pelle saá at det lille Hjem maatte opløses nu. Marie udviklede sig +stærkt og trængte til at komme ud af _Arken_, og hvis Karl ikke fik Lov +at følge sin Ungdom men skulde gaa og ofre sig for sine Søskende, vilde +han ende som Torvebisse. Rask som han var blevet til at handle paa egen +Haand, skaffede han Karl det nødvendige Udstyr gennem en +Understøttelsesforening, og tingede ham i Lære hos en Handlende, som +Drengen havde løbet i Byen for. + +En Søndag Formiddag gik han over til _Arken_ med en stor Pakke under +Armen; han havde Lille Lasse ved Haanden, hvert Øjeblik bukkede Purken +sig besværligt og tog en Smaasten op, trak Faderen med hen til Bolværket +og plumpede Stenen i Vandet. Han snakkede ustanseligt. + +Pelle lod sig mekanisk trække med og svarede hen i Vejret. Han tænkte +paa det lille Barnehjem, der engang havde aabnet sig saa gæstfrit for +ham og nu skulde opløses. Kanske blev det Karls og Maries Redning; der +laa en Fremtid for dem ude omkring — friske og kække som de var. Og Far +Lasse kunde flytte hjem til ham; det lod sig gøre at stille hans Seng op +i Dagligstuen for Natten og flytte den af Vejen om Dagen — Ellen var +ikke saa pertentlig længer. Men Peter — hvad skulde der blive af ham? +Hjemmet var det eneste der holdt sammen paa ham. + +Da Lille Lasse gennem Tøndegangen saá ind i _Arkens_ Mørke, vilde han +ikke med. „Fæl, fæl!“ sagde han og strittede energisk imod. Pelle maatte +tage ham paa Armen. „Lasse ikke li’ det!“ sagde han og stemmede Hænderne +mod Faderens Skulder. „Vil ned!“ + +„Saa?“ udbrød Pelle leende — „kan Lille Lasse ikke lide _Arken_? Far +synes her er storartet.“ + +„Hvorfor?“ spurgte Drengen surmulende. + +Hvorfor — ja det havde Pelle ikke engang Rede paa. „Fordi jeg har boet +her engang, vel!“ svarede han. + +„Og hvor var Lille Lasse dengang henne?“ + +„Dengang sad du inde i Mors Øjne og lo til Far.“ + +Saa glemte Drengen sin Frygt for Mørket og det tunge Træværk. Han satte +sin buttede Næse paa Faderens og kiggede ham ind i Øjnene, for at se om +der sad en lille Dreng inde i dem ogsaa; og han lo da han fik Øje paa +sig selv derinde. „Hvem sidder saa inde i Mors Øjne nu?“ spurgte han. + +„Nu sidder der en lille Søster og glæder sig til at lege med Lasse +Fredrik,“ sagde Pelle. „Men nu skal du gaa selv, det er ikke noget for +et Mandfolk at sidde paa Arm!“ + +De tre Søskende gik og ventede spændt, Karl hoppede og stangede i Luften +da han saá Pakken. + +„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle. + +„Han er kørt ud med Trækkevognen for Marskandisersken — han skulde hente +en Sofa,“ svarede Marie. Hun havde faaet Lille Lasse op til sig og var +lige ved at spise ham. + +Karl trak i Stadsen, hans frejdige Ansigt lyste af Glæde. Bukserne var +rigelig lange; men det var netop flot at gaa med dem opsmøgede, saa det +kom man nemt over. + +„Nu ligner du jo en rigtig Rosinpiller,“ sagde Pelle leende. + +Karl løb ud paa Gangen og kom straks efter ind igen med pjaskvaadt Hoved +og Haaret skilt midt i Panden. „Aa dit Fjols, vil du la’e vær med det!“ +raabte Marie hæftigt og pjuskede ham i Hovedet. De kom op at nappes. +Henne i en Krog sad Peter trukket ind i sig selv og stirrede græmmet ud +af Vinduet. + +„Naa Peter, op med Hovedet!“ sagde Pelle og slog ham paa Skulderen. „Saa +snart vi faar den store Sammenslutning til at virke rigtig, skal jeg nok +skaffe dig noget. Du kan blive Bud for Eksempel.“ + +Peter svarede ikke men vendte Hovedet bort. + +„Saadan gør han altid — han er saa gnaven! — Du skulde værsgod være lidt +manerlig, Peter!“ sagde Marie irettesættende. Saa tog han sin Kasket og +gik. + +„Nu gaar han ud paa Nørrebro til Kæresten — og saa ser vi ham ikke de +første Dage,“ udbrød Marie og saá efter ham. „Det er en +Fabriksarbejderske — hun har et Barn med én som stak af fra hende!“ + +„Han holder allerede Kæreste?“ sagde Pelle. + +„Ja hvad saa? han er jo sine sytten Aar. Men der er bare ikke noget ved +hende.“ + +„Hun er rødhaaret! og saa trækker hun det ene Ben efter sig som om hun +flyttede Brosten med det,“ sagde Karl. „Hun kunde godt være Mor til +ham.“ + +„Jeg synes ikke, I skulde gøre Nar ad ham,“ sagde Pelle alvorligt. + +„Det gør vi heller ikke,“ svarede Marie. „Men han bryder sig ikke det +mindste om at vi er gode ved ham. Og han kan ikke taale vi er glade. +Lasse siger ogsaa at han er ligesom forgjort.“ + +„Nu har jeg en Plads til dig, Marie!“ sagde Pelle. „Det er hos Ellens +gamle Herskab i Holbergsgade, du faar det godt dér. Men du maa tiltræde +den til Oktober.“ + +„Det bliver sjov — saa skal Karl og jeg i Plads paa samme Dag!“ hun +klappede i Hænderne. „Men Peter!“ udbrød hun pludselig — „hvem skal saa +tage sig af ham? Nej det kan jeg ikke, Pelle!“ + +„Vi maa se at finde paa et godt Logi til ham. I Plads skal du nu — du +kan ikke blive ved at gaa her!“ + +Der trængte en underlig Lyd ind til dem henne fra Enden af den lange +Gang, det lød som en Blanding af Salmesang og Graad. Lille Lasse stod +nede paa Gulvet ved den aabne Dør og sagde: „Sss, synger, sss!“ + +„Ja det er Paparbejdersken og den store Jyde,“ sagde Marie — „de har +Begravelse i Dag. Nu har det lille Skind udstridt, gudskelov!“ + +„Er det nogen ny?“ spurgte Pelle. + +„Nej det er nogen der flyttede ind i Foraaret. Han boede ikke her, men +hver Lørdag Aften kom han og fik hendes Ugeløn. Du er en god Tosse og +gi’e ham Ugelønnen, naar han ikke bor hos dig! sa’e vi! for han skulde +haft nogen Klø og ikke Pengene. Han er jo dog Far til Barnet! svarede +hun saa og gav ham Pengene alligevel. Om Søndagen naar han havde drukket +dem op, fortrød han det; og saa kom han og tæskede hende, fordi hun +kunde ha’e ladt være og gi’e ham dem. Hun var nu godt tosset, for hun +skulde bare gaaet ud naar han kom. Men hun holder af ham og brød sig +ikke om de Par Lussinger — hun satte bare Barnet her ind saalænge. Nogen +Mad til det havde hun aldrig, og nu er det død.“ + +Døren gik op dernede, og den store Jyde kom ud med en lille Kiste under +Armen. Han sang Salmeversene med tyk Stemme, mens han stod og ventede; +inde i Sidefløjen bag Skillerummet gav en Drengestemme Sangen vrængende +igen. Han var rød og svullen i Ansigtet af Graad, Nattens Kæfert sad ham +tungt i Benene. Bag ham kom Moderen, og de gik med Gravskridt hen ad +Gangen; hendes tynde sorte Sjal hang saa trist om hende, hun holdt +Lommetørklædet for Munden og græd stille. Det lighvide Ansigt var +jordslaaet i Bunden. + +Pelle og Lille Lasse maatte af Sted. + +„Du har altid saadant Hastværk nu,“ sagde Marie misfornøjet. „Jeg vilde +ellers lave Kaffe.“ + +„Ja jeg har en Del at gøre i Dag. Ellers blev vi gærne hos dig lidt.“ + +„Ved du at du er lige ved at blive berømt?“ sagde Marie og saá +beundrende paa ham. „Folk snakker næsten lige saa meget om dig som om +den stærke Blikkenslager. De siger du har væltet en af Byens største +Mænd.“ + +„Ja hans Forretning har jeg da væltet,“ svarede Pelle leende. „Men hvor +er Handelsmanden henne?“ + +„Han er nok nede paa Gaden for at vise sig!“ + +Karl gik ganske rigtig dernede og lod sig beundre af Kvarterets Drenge +og Tøser, der var en hel Klynge om ham. „Du, saa kommer vi ind i +Butikken til dig naar Kræmmeren ikke er der, og saa giver du noget ud!“ +hørte Pelle en af dem sige. + +„Gu gør I ej — for saa faar I paa Snuden,“ svarede Karl. „Tror I jeg vil +ha’e jer rendende dér!“ + +Oppe for Enden af Gaden vaklede den store Jyde af Sted med Kisten under +Armen, Pigen gik i Hælene paa ham, og de holdt sig midt ad Kørebanen som +dannede de Ligtog. Det var et sørgeligt Syn; den graa øde Gade lignede +et Fængsel. + +Der var Skodder for alle Kældervinduerne undtagen Brødkonens. Oven for +hendes Butik stod en Flok snavsede Unger og smurte sig til med Slik; +hvert Øjeblik drattede de ned i Kælderen for at købe for en Øre. En +lille søndagsklædt Pige med strittende Fletning balancerede langs +Rendestenen med en Spølkop Fløde, og ovre i en Port stod nogle Labaner +og havde et eller andet Skarnsstykke for. + +„Skal vi noget Sted ud i Dag?“ spurgte Ellen da Pelle og Lille Lasse kom +hjem. „Den gode Aarstid er snart forbi.“ + +„Jeg skal til Udvalgsmøde,“ svarede Pelle nølende. Han havde ondt af +hende; hun var med Barn, og gik og saa forladt ud. Men det lod sig ikke +gøre at blive hjemme. + +„Hvornaar tror du du kommer hjem?“ + +„Jeg ved det ikke, du. Det kan godt komme til at tage hele Dagen.“ + +Saa tav hun og satte Mad frem. + + + + + XXIII + + +Aaret var om muligt endnu daarligere end de foregaaende; allerede i +September stod de Arbejdsløse i Række langs Kanaler og Torve med +Fødderne i Væde. Knoklen paa deres Haandled var stor og blaa og varslede +stræng Vinter, gamle Folks Knyster havde forudsagt den for længe siden, +og under Bunden paa Fattigmands Gryde løb der Ildstjærner. „Nu kommer +den store Vinter og slutter Elendigheden af!“ sagde Folk. „Og saa faar +vi gode Tider.“ + +I Oktober meldte Frosten sig og begyndte at lukke af for alt det, de +daarlige Tider ikke havde stanset. + +I Fattigstaden gaar Livet fra Haanden i Munden; slaar i Dag fejl, ses +det paa Tallerkenerne i Morgen tidlig. Nøden ligger altid sammenrullet +under Bordet i de titusend Hjem; som en Bjørn i Hi ligger han der +Sommeren igennem, forfærdelig slunken, og knurrer i onde Drømme. Men de +er vant til hans Selskab og ænser ham ikke, før han lægger sin tunge Lab +op paa Bordet. En Dags Sygdom eller Fejlslag i Arbejdet — straks er han +der. + +„Nu skulde det være godt at have et Saltkar at tage til,“ sagde de som +endnu kunde mindes Landet. „Men Vorherre har taget vore Sulekar og lavet +Pantelaanere af dem.“ Og saa begyndte de at sætte ud af Stumperne. + +Det var svært som Folk krøb sammen! Byen der om Sommeren var spredt for +alle Vinde, tætnede sig; de husvilde rykkede ind fra Fællederne, og de +store Godsejere kom og tog deres Vinterpaladser i Brug. Madam Rasmussen +paa Kvisten kunde pludselig optræde med Mandfolk paa, Druk-Valde var +kommet tilbage, Kulden drev ham saa at sige i hendes Favn. Det første +Foraarstegn vilde jage ham af Sted igen, ud i Favnen paa hans +Sommerkærest Madam Græsmejer. Men saa længe han var her, var han her! +Han stod Dagen lang og hang nede i Porten, med Dun i det pjuskede +Nakkehaar der saa tørt og dvaskt ud, med Sengehalm paa den store flade +Ryg. Hans Kapsko var altid pænt børstede — Madam Rasmussen besørgede det +før hun gik paa Arbejde om Morgenen. Og hun var dobbelt om sig, for at +hendes store dejlige Drivert af en Greve kunde være fri for saa meget +som at klø sig. + +Kulden lukkede af fra Uge til Uge — for Jorden saa Jordarbejderne ikke +kunde komme i den, for de Fattiges lille Kredit. Ude omkring havde den +allerede lukket Havnene, Fjærntrafikken skrumpede ind til næsten +ingenting, Havnearbejderne kunde gaa hjem. Sindene trak sig sammen under +dens Snærpen — og de store Pengepunge som holdt alting gaaende. De faste +Bedrifter tog fat at arbejde paa indskrænket Arbejdstid, og de løse +stansede. Folks Driftighed skrumpede ind, de satte ikke noget i Gang og +arbejdede ikke paa Lager; der var gaaet Panik i dem. Alt hvad der havde +Traade ude, trak dem hjem — de ligesom frøs væk. Jorden havde trukket +sine Væsker ned i sig og lagt en Isskorpe om dem, og Menneskene gjorde +det samme. Fattigfolk trak deres Smule Blod ind til Hjærtet for at holde +Livsspiren vedlige, Lemmerne var kolde og blodløse, Huden graa. De krøb +ind i sig selv og ind i den mørkeste Krog, tæt ind til hinanden. De +forbrugte ingenting. Og mange af dem der havde nok, undte sig knap Føden +— Kulden frøs deres Fornødenheder bort og satte Skræk i Stedet. +Forbruget var ved at gaa i Staa. + +Termometrene var ikke til at rette sig efter — efter dem havde det +frosset meget værre før. „Hvad, er det ikke værre!“ sagde Folk +studsende. Men de følte sig lige forkomne og kuede. Hvad forstaar +Termometret sig vel paa den store Vinter? Den er de daarlige Tiders +Følgesvend og gaar sin lige Vej enten det fryser eller tør — og frøs +gjorde det! + +I de Fattiges Kvarterer laa Gaderne som affolkede. Et Snefald kunde +lokke Beboerne frem af deres Skjul; det mildnede Luften, og der blev et +Par Kroners Fortjeneste ved at skaffe Sneen bort. Saa forsvandt de igen, +faldt hen i en Slags Sporetilstand og holdt den gaaende af ufatteligt +lidt, af ingenting. Kun om Morgenen tidlig var Gaderne levende — naar +Mændene drog ud for at søge om Arbejde. Overalt hvor der var Brug for én +Mand, mødte hundrede og bød sig til. Dagningen saá dem luske nedslaaede +hjem og fjæle sig bort; de sov Tiden hen eller sad Dagen lang med +Albuerne paa Bordet og stirrede, uden et Ord. + +Kulden som lukkede for alt andet, havde den modsatte Virkning paa +Hjærterne; Medlidenheden var stor. Mange, hvis Forstand Kulden havde +svedet saa de ikke turde holde Bedriften i Gang, havde ingen Skade taget +paa Hjærtet og satte deres Midler i Velgørenheden. Gode Mennesker kaldte +paa de Fattige og gav sig til at søge efter dem — de var ikke lette at +finde. + +Men Vorherre har skabt Væsner til at leve oven paa Jorden og andre til +at leve under Jorden, Væsner til Luften og Væsner til Vandet; selv i +Ilden lever der Skabninger som yngler og formerer sig. Og noget foldede +sig ud af Kulden ogsaa, et helt Hold Væsner, der lever klods ind paa +Arbejdet og snylter paa det. De gode Tider er deres daarlige, saa falder +dé hen og er ikke meget bevendt. Men saa snart Kulden og Nøden er der, +myldrer de frem; det er dem der varskoer Velgørenheden — og indkasserer +Broderparten af den. De vejrer Uaaret og oversvømmer den velstaaende +Bydel. „Se hvor mange Stakler der kommer til vor Dør i Aar,“ siger Folk +og aabner for Pengepungen. „Det er strænge Tider for de Fattige.“ + + * * * * * + +I Efteraaret var Pelle flyttet ud paa Nørrebro og boede nu i en lille +Toværelses Lejlighed paa Kapelvej. Han havde sine Tilknytningspunkter +herude nu, og vilde ogsaa gærne have Ellen nærmere ved Forældrene naar +hun skulde ligge. Lasse vilde ikke med, han foretrak at blive i _Arken_; +nu havde han levet sig sammen med Beboerne dér, og klarede sig helt +ordenligt ved tilfældigt Arbejde rundt i Kvarteret. + +Pelle stred tappert for at holde sig og sine Vinteren fra Livet. Der var +ikke noget paa Værkstedet, og han maatte være paa Færde tidlig og silde, +mødte op overalt hvor der var et Nap, og albuede sig frem mellem +hundrede andre. Hans Kunder trængte mere til Fodtøj nu end nogensinde, +men havde ikke noget at betale med. + +Han og Ellen kom hinanden nær i denne Tid og lærte hinanden at kende fra +en ny Side. Den onde Tid førte dem sammen, og han fik Lejlighed til at +beundre Styrken i hendes Sind. Hun tog Forholdene op med vidunderlig +Vilje og fik meget ud af lidt. Kun Kakkelovnen kunde hun ikke med. „Den +æder alt hvad vi kan skrabe sammen,“ sagde hun bedrøvet — „det futter op +gennem Skorstenen og varmer ikke. I Dag har jeg puttet en Skæppe Kul i +den, og lige koldt er her. Hvor jeg tjente, kunde vi varme to store +Stuer op med en Spandfuld! Jeg maa være et Fæ, men vil du ikke se paa +den?“ Hun var lige ved at græde. + +„Det skal du ikke tage dig nær,“ sagde Pelle dystert — „saadan er +Fattigfolks Kakkelovne nu engang. Det er en gammel Slags som er +kasseret, saa køber Husejerne dem som gammelt Jærn og stiller dem op i +Arbejderboligerne. Saadan er det jo over det hele! Vi Fattige faar det +daarligste og betaler det dyrest — skønt det er os der laver Tingene. +Fattigdommen er et Sold, du!“ + +„Ja det er forfærdeligt,“ svarede Ellen og saá lidende paa ham. — „Og +jeg kan godt forstaa dig nu!“ + +Den truende Nød havde ført hende ind under ham, hun turde ikke tænke +selv mere men tog alt af hans Haand. + +En Dag kort efter Barselsengen opfordrede hun Pelle til at gaa ud og se +efter Far Lasse. „Faa ham med hjem, du!“ sagde hun. „Vi kan godt have +ham naar vi kryber sammen. Jeg er bange han gaar og lider Nød.“ + +Pelle blev glad for Tilbudet og gik straks derud. Det var stort af Ellen +at aabne sit Hjærte for den gamle, netop nu de ikke engang vidste sikker +Udvej for Føden til dem selv. + +_Arken_ laa og saa hærget ud. Gardinerne var forsvundne overalt undtagen +hos Olsens — sammen med den forgyldte Stok indbragte de altid en +Halvtredsøre; Blomsterne var frosset bort af Vinduerne. Man kunde se +lige ind over det hele, og indenfor var der ogsaa tommere. Der var noget +skamløst over Vinteren, som saadan klædte af i Stedet for paa — og først +af alt afhændede Skærmbrædtet. Udenomsbekvemmelighederne i Gaarden havde +mistet Døre og Laag, og Pelle havde Nød med at naa op til Kvisten! Det +meste af Balustrene var borte, af Trinene manglede hverandet — _Arken_ +hjalp sig som den kunde. Ovre hos Madam Johnsen manglede Egetræsbaljen, +der ellers altid stod i Krogen paa Svalen naar den ikke var ude paa +Omgang — _Arken_ havde kun den ene. Og nu var den brændt eller solgt. +Pelle kiggede derover efter men havde ikke Mod til at hilse paa dem; +Hanne var arbejdsløs vidste han. + +Paa tredje kom en Kone listende ud og pillede lidt af Træværket; hun +nikkede genkendende til ham. „Til en Kaffetaar,“ sagde hun — „og Gud +velsigne Kaffen! Den kan gøres lige saa tynd det skal være, naar bare +den er godt varm.“ + +Lejligheden stod tom, Lasse var der ikke. Pelle forhørte sig paa den +lange Gang, og fik at vide at han holdt til i Kælderen hos +Marskandisersken. Magre graa Ansigter kom et Øjeblik frem i Dørene og +stirrede paa ham, saa forsvandt de lydløst. + +I Marskandiserskens Kælder var der overfyldt med Ting; Vinteren blæste +de Fattiges Stumper her ned. Lasse sad i en Krog og lappede paa en +Madras, han var ene hernede. „Hun er ude at se paa Ting,“ sagde han — +„der er noget for hendes Penge at gøre i denne Tid! Nej jeg vil ikke med +hjem og spise jert Brød; jeg faar Føden her for at hjælpe hende — +hvormange andre kan sige at de har Udkommet sikret i denne Vinter? Og en +Krog at ligge i har jeg. Men kan du ikke sige mig, hvad der er blevet af +Peter? Han forsvandt en Dag for mig deroppe fra Værelset, siden har jeg +ikke set ham.“ + +„Saa er han vel flyttet sammen med Kæresten,“ svarede Pelle. „Jeg skal +se at faa det at vide.“ + +„Ja tak, dersom du vilde det. Det var rare Børn de tre; Synd var det om +nogen af dem skulde komme noget til.“ + +Pelle vilde ikke rive Faderen ud af hans sikre Udkomme. „Vi ved jo ikke +engang, hvad vi kan byde dig til Gengæld. Men husk paa du er altid +velkommen — det er Ellen selv som har sendt mig!“ + +„Ja ja, tak hende saa meget da! Og gaa nu bare, inden Marskandisersken +kommer hjem,“ sagde Lasse ængstelig. „Hun lider ikke her er nogen — hun +er bange for sine Penge.“ — — — + +Det første der maatte springe, var Pelles Vinterfrakke. Han satte den en +Dag uden at Ellen vidste det, og kom hjem og overraskede hende med +Pengene, som han glad kastede paa Bordet Krone for Krone. „Hør hvor de +synger!“ sagde han til Lille Lasse. Drengen hoppede og vilde have dem +til at spille med. + +„Hvad skal jeg med Vinterfrakke?“ svarede han paa Ellens venlige +Bebrejdelser. „Jeg fryser ikke, og det er jo bare at have hængende. Nu +har jeg smækket mig med den hele Sommeren. — Ah, hvor den varmer!“ sagde +han til Drengen, da Ellen havde hentet Brændsel. „Det var rigtignok en +god Vinterfrakke, Far dér havde! den kan varme Mor og Søster og Lille +Lasse ogsaa!“ + +Drengen lagde Hænderne paa sine Knæ og kiggede ind i Ilden efter Fars +Frakke. Ilden tændte Flammer i hans store Barneøjne og legede over de +røde Kinder. „Det er god Frakke!“ sagde han og lo over hele Ansigtet. + +Husbeboerne saá de ikke meget til, og Familien heller ikke; Folk +færdedes stille og sloges i Enrum hver med sit. Om Søndagen satte de den +lille ind til en af Naboerne, gik ind i Byen og stod en Timestid og frøs +uden for et eller andet Konsertlokale, lyttende til Musikken. Saa gik de +hjem igen og sad og kukkelurede uden at tænde Lys, ved Skæret fra +Kakkelovnen. + +En Søndag var det galt. „Kullene slaar ikke til længer end til Middag,“ +sagde Ellen — „vi maa gaa i Byen. Mad har jeg heller ikke videre af. Men +vi kan se over til de gamle, saa ber de os nok til Aften.“ + +Da de skulde gaa, kom Ellens Broder Otto med sin Kone og to Børn i +Besøg; Ellen vekslede et fortvivlet Blik med Pelle, Vinteren havde +præget dem ogsaa; de var smalle og alvorlige i Ansigterne. Men varmt Tøj +havde de da endnu. „I maa beholde Overtøjet paa,“ sagde Ellen — „for jeg +har ikke mere Brændsel. Jeg havde saa travlt i Gaar og maatte opsætte +det til i Dag; men saa vil Ulykken, at der ingen er hjemme hos +Kulmanden.“ + +„Bare de smaa ikke fryser,“ sagde Pelle. „Vi voksne kan jo nok holde +Varmen.“ + +„Naa! saalænge der ikke hænger dem Istapper under Næsen, klarer de sig +sku nok!“ sagde Otto med lidt af sit gamle Humør. + +De trippede uroligt frem og tilbage i Stuen og talte om de daarlige +Tider og den voksende Elendighed. „Ja det er skrækkeligt at der ikke er +nok til alle Mennesker,“ sagde Ottos Kone. „Men nu faar den strænge +Vinter nok Has paa Elendigheden — og saa bliver det godt igen.“ + +„Du mener Vinteren skal gøre Kaal paa os først?“ sagde Otto og lo +fortvivlet. + +„Nej ikke paa os — paa Elendigheden naturligvis. Aa, du ved godt hvad +jeg mener. — Men saadan er han altid,“ vendte hun sig til Pelle. + +„Det er underligt I Kvindfolk kan blive ved med at gaa om i den gamle +Vorherretro, at der ikke skulde være nok af Sagerne,“ sagde Pelle. „Der +ligger dog fuldt af Kuldynger ved Havnen, og Butikkerne mangler ikke +Fødevarer. Der er netop meget mere end ellers, fordi saa mange maa +undvære — det kan du ogsaa se deraf, at alting er billigt inde i Byen! +Men hvad kan det nytte naar man ingen Penge har. Det er Fordelingen, det +er galt med.“ + +„Ja det er rigtigt nok!“ udbrød Otto Stolpe. „Fandens ogsaa, at man ikke +har Mod til at ta’e for sig af Retterne!“ + +Pelle hørte Ellen gaa med Køkkendøren, og lidt efter kom hun ind med +Brændsel i Forklædet — hun havde laant. „Jeg skrabede alligevel lidt +sammen,“ sagde hun og lagde sig paa Knæ foran Kakkelovnen. „Det er da +altid til at varme en Kop Kaffe ved.“ + +Broderens bad hende saa mindeligt endelig ikke gøre Anstalter; de havde +lige drukket Kaffe inden de gik hjemme fra — oven paa en solid Frokost. +„Om Søndagen spiser vi altid solid Frokost,“ sagde den unge Madam Stolpe +— „det har man saa godt af.“ Mens de talte, fulgte deres Øjne mekanisk +hver af hendes Bevægelser, som om noget i dem regnede efter hvor hurtig +Kaffen kunde være der. + +Og Ellen talte mens hun tændte op. Jo rigtignok, en Kop Kaffe _skulde_ +de have; de fik ikke saadan Lov at gaa tørmundede. + +Pelle sad og lyttede undrende og trist til dem — deres uskyldige Pral +gjorde Elendigheden endnu grellere for ham. Han kunde se paa Ellen, at +hun var i en forfærdelig Knibe, og fulgte efter hende ud i Køkkenet. + +„Pelle, Pelle!“ sagde hun fortvivlet. „De har regnet ud at de skulde +spise til Aften hos os, og jeg har ikke en Bid. Hvad skal vi dog gøre?“ + +„Sige det som det er naturligvis!“ + +„Det kan man dog ikke! Og de har heller ikke faaet noget at spise i Dag +— kan du da ikke se det paa dem?“ Hun brast i Graad. + +„Naa, lad mig nu ordne det,“ sagde han trøstende. „Men hvad vil du give +os til Kaffen?“ + +„Det ved jeg ikke! Jeg har ikke andet end Rugbrød og lidt Smør.“ + +„Aa Herregud, dit lille Fæ,“ sagde han leende og tog hende om Hovedet, +„og saa staar du og jamrer dig. Vil du saa se, du kiler paa med at smøre +Maden.“ + +Ellen gav sig nølende til det. Men før hun satte Traktementet ind, hørte +de hende gaa larmende med Hoveddøren og løbe ned ad Trappen. Lidt efter +kom hun op. „Nu har ved Gud Bageren solgt sit Finbrød ud,“ sagde hun. +„Saa maa I tage til Takke med Smørrebrød til Kaffen.“ + +„Ork, det er saamænd storartet,“ sagde de — „Smørrebrød er netop det +aller dejligste til Kaffe. Det er bare en Skam, at vi kommer og gør saa +megen Ulejlighed.“ + +„Hør nu her,“ sagde Pelle endelig. „Det kan være I holder af at sidde og +lege Kispus med hinanden; jeg gør det ikke! — For at tale rent ud: Her +er det skralt, og det er nok ikke bedre hos jer. Hvordan staar det til +hos de Gamle?“ + +„De klarer sig sagtens,“ svarede Otto. „Kredit har de altid, og lidt i +Baghaanden tror jeg ogsaa nok de har.“ + +„Skal vi saa ikke gaa derover og spise til Aften? Ellers er jeg bange +for vi ingenting faar.“ + +„Lad gaa med det! De Gamle havde os nu rigtignok i Forgaars — men +ligemeget. Et Sted skal det sku komme fra, og det bli’r jo i Familien.“ + + * * * * * + +Kulden tog ikke paa Pelle, Blodet rullede rask nok i ham, han var altid +varm. Elendigheden tog han som en Manen og følte sig stærkere end før; +han benyttede den tvungne Lediggang til Arbejde for Sagen. + +Det var ikke Tid til Folkemøder og stærke rungende Ord — mange havde +ikke engang Klæder at gaa til Møde i. Bevægelsen havde mistet sit Sving +i Kulden, der var nok at gøre med at holde sammen paa det der var. Pelle +tog det som sin Opgave at holde Haabet oppe i de fortrykte og var meget +paa Farten; han kom i Berøring med mange Mennesker. Elendigheden lagde +dem blot og udvidede hans Menneskekundskab. + +Overalt hvor Fag stansedes og Nød slog ind, var han og de andre paa +Færde for at modvirke Demoralisationen og agitere ud fra Tilstanden. Han +saá, hvor Nøden bredte sig som Pest og efterhaanden erobrede det hele — +der var et haardhændet Fællesskab i Massernes Skæbne. Paa otte fjorten +Dage kunde Arbejdsløsheden rasere et Hjem for al den Smaahygge, der var +skrabet og sparet sammen gennem Aar — saa skrigende var Misforholdet. +Her var nok til at ætse en Opfattelse ind saa den aldrig forgik, og nok +at slaa med i Agitationen. Enhver der ikke var sløvet, kunde nu indse +hvad der skulde til. + +Her var Folk endnu som dem hjemme! Nøden gjorde dem endnu mere ydmyge, +de begreb ikke den Naade, at de fik Lov at gaa paa Jorden og sulte. Dem +var der intet Udkomme med! De var født Slaver, og Slavemærket sad dybt i +deres Sind som ynkelig Hundskhed. + +Det var Folk ude over en vis Alder — af et ældre Slægtled end hans. De +yngre var af et helt andet, haardere Stof; han maatte ofte lytte +forbavset, saa kraftigt Tankerne svarede igen i deres Sind. De var rede +til at vove og sagde haardt imod haardt. Dem maatte der holdes igen paa, +for at de ikke skulde skade Bevægelsen — de kom aldrig hurtig nok frem. + +Hans Hjærne var ny og uberørt og arbejdede godt i Kulden; den +sammenlignede rastløst og uddrog Resultater af alt det han kom ind paa +Livet af. Det syntes, som Individerne selv ikke flyttede sig stort; +Agitationen bestod nærmest i at vække det der engang var. Forresten +maatte de dø i deres og erstattes af yngre, hvem Kravene til Gengæld laa +lige paa Læben. Saa vidt han kunde overse Udviklingen, foregik den ikke +saa meget gennem Slægtledene, men groede paa en eller anden forunderlig +Maade i det tomme Rum imellem dem. Saa langt kunde Ungdommen begynde +forude for, hvor de gamle slap. + +Aandens Færden virkede nu lige saa dulgt og mystisk paa ham som Blodets +i hans Barndom; han kunde overfaldes af en hemmelig, gysende Forundring +over sig selv, og begyndte at ane hvad Morten havde ment med at +Mennesket var helligt. Des forfærdeligere var det, at det skulde lide +saa megen Nød, og hans Harme uddybedes. + +Gennem sin Berøring med alle de enkelte erfarede han nu, at Morten ikke +stod saa helt alene. Mange Sind genlød af den samme Utaalmodighed og +begreb ikke, at den der sulter skal slaa sig til Taals og nøjes med at +organisere sig. Der laa Stof til en Omvæltning i Sindene, en haard Tone +kom op, som fik pæne Folk til at gaa langt uden om de Arbejdsløse, og +gamle Folk til at spaa Verdens Undergang. Den Tone de Forarmede nu lagde +sig til, havde ingen kendt. + +En Dag stod han i en Port sammen med nogle andre unge Mænd og drøftede +Situationen; det var et koldt Mødested, men de havde ikke Raad til at +samles i det sædvanlige Beværtningslokale. Diskussionen førtes i en +meget dæmpet Tone, der var noget indædt over Stemmerne. Der gik en +velklædt Herre forbi. „Dér skal I se en pæn Frakke,“ udbrød en — „saadan +en kunde jeg lide at ha’e! Skal vi ikke tage ham her ind i Porten og +trække Frakken af ham.“ Han talte højt og vilde træde ud paa Gaden. + +„Ingen Dumheder her,“ sagde Pelle mørkt og tog ham i Armen — „vi skader +blot os selv! Husk paa, Øvrigheden har i Forvejen et godt Øje til os.“ + +„Aa skidt, lidt Indespærring! saa havde man da Kost og Logi i den Tid!“ +svarede Kammeraten. Der var et ildevarslende Glimt i hans før saa kloge, +rolige Øjne. + + + + + XXIV + + +Der gik Rygter om, at Kommunen vilde træde til og raade Bod paa +Arbejdsløsheden, og op under Jul blev ogsaa noget Jordarbejde sat i +Gang. Det var et Stykke af de gamle Volde, der skulde sløjfes og laves +om til Park og Bulevard. Pelle mødte blandt tusend andre og var saa +heldig at faa fat; Entreprenøren tog fortrinsvis de unge Kræfter. + +Hver Morgen mødte Arbejderne op i Masser, Formændene tog dem ud de havde +Brug for, Resten kunde gaa igen. Hjemme sad Kone og Børn og glædede sig, +man havde ingen Lyst til at komme hjem med ond Besked og blev hængende +ved Arbejdsstedet. + +De stillede paa Arbejdsstedet længe før Dag for at være de første, skønt +der ikke var noget Haab. Saa var der dog et Paaskud til at forlade +Sengen, Lediggangen brændte dem over Lænderne som Helvedesild. Naar +Formændene kom, trængte de sig frem, stumme men med indtrængende Øjne. +Der var en Kone mødt op med sin Mand, han fulgte spagfærdigt efter +hende, holdt Øjnene ufravendt rettet paa hende og gjorde nøjagtig som +hun. En stor og stærk Prygl var han; men han foretog sig ikke noget paa +egen Haand — snød ikke engang Næsen før hun puffede til ham. „Kom her, +Thorvald!“ sagde hun og albuede sig frem saa det sved. „Hold dig lige +efter mig!“ Hun snakkede med haard Stemme ud i Luften som for at +begrunde sin Adfærd for de andre, men saá ikke paa nogen: „For han +snakker saa daarligt for sig, dermed saa!“ sagde hun paa maa og faa. +Hendes inciterende Stemme gav et Sæt i Pelle — hun var fra Bornholm. Ak +de sikre Ungpiger derhjemme, der var Mandsfrelse i dem! — „Og Børnene +skal jo ogsaa leve!“ blev hun ved. „Vi har otte, har vi!“ + +„Saa er han ikke lige umulig til alting,“ sagde en forkommen Arbejder. + +Konen masede paa og fik sin Prygl anbragt. „Og saa gør du pænt hvad de +sætter dig til! og lader dig ikke lokke med til nogen Tossestreger!“ +sagde hun og gav ham et Dunk som satte ham i Drift over mod +Arbejdsstedet. Hun rejste trodsigt Hovedet mod den spotske Latter. + +Pladsen lignede et Slavemarked, Formændene gik rundt og pillede de +kraftigste ud, befølte dem med Øjnene og tog efter Muskler og Rygbrede. +Entreprenøren fór om og gav Anvisninger. „Han er Storkarl!“ sagde +Arbejderne knurrende. „Her maa Byens Arbejdskraft møde op for at han kan +pille det bedste ud, skønt han har sat Daglønnen halvtreds Øre ned. Han +har tilmed selv været Jordarbejder, nu er han en Mand paa Hundredtusend +om Aaret. En rigtig Blodsuger er han!“ + +Masserne blev ved at staa der og hænge Dagen lang, i det Haab at nogen +skulde gaa fra, blive syg — et eller andet vanvittigt — saa man kunde +komme i hans Sted. Det var dem umuligt at løsrive sig, selve det at der +var Arbejde i Gang bandt dem. De saa ud, som kunde de naar som helst +storme Arbejdspladsen, og Politiet havde slaaet Kreds om den. De stod og +trykkedes frem, aandsfraværende af Drift mod Arbejdet, med syg Længsel i +Minerne. Naar Massen var kommet for langt ind, lod den sig nølende drive +tilbage. Pludselig kunde der gaa Hul paa den, en Mand sprang over +Lægterne og greb en Hakke. Et Par Betjente vristede Redskabet fra ham og +førte ham bort. + +Der groede Trods frem i dem som de stod dér, mod Nøden og hele den +skamløse Situation; det gav sig Udslag i en ond, halv indvendig +Kværuleren. De fulgte Entreprenøren med underlige Øjne, som granskede de +noget ved ham de ikke kunde komme i Tanke om. + +I sit Overmod over det svimlende Tilbud paa Arbejdskraft vilde han gaa +videre endnu og lægge en Time paa Arbejdstiden. Det meddeltes Arbejderne +en Morgen de lige havde begyndt — som en Befaling. + +Men i samme Nu smed de fire Hundrede Mand Værktøjet paa et Par nær og +gik ud til deres Kammerater. Formændene kom og raabte paa ny +Arbejdskraft, men ingen meldte sig. De stod og snakkede om det, blaa i +Ansigterne af Harme — nu skulde deres Udsultethed bruges til at berige +Entreprenøren med endnu et Hundredtusend! „Vi maa gaa til Kommunen!“ +raabte nogle. „Nej til Bladet!“ svarede andre. „Bladet er bedre!“ + +„Gaa til Kommunen nytter ikke — ikke før vi faar vore egne valgt!“ +raabte Pelle. „Husk dem det nu til Valgene, Kammerater! Vi maa have vore +egne ind over det hele, før er det ikke Slut med deres Overgreb. Og nu +maa vi staa sammen og holde ud! Skal det være, saa er det bedre at sulte +ihjæl med én Gang end langsomt!“ + +De svarede ikke men tætnede sig om ham og hørte tungt efter, altfor +forfærdeligt drøjt og grundigt lyttedes der. Disse Mænd havde midt i +Vinterens Nød og Elendighed gjort Strejke paa deres eneste Udvej — hvad +mon de nu tænkte paa? Pelle saá rundt paa dem og forfærdedes over deres +stumme Mod. Denne truende Tavshed maatte ikke være, hvad kunde den ikke +føde? Et eller andet overvældende som ikke lod sig beherske, syntes at +ville springe frem af deres stenhaarde Stumhed! Han sprang op paa en +Stenbunke. + +„Kammerater!“ raabte han med mægtig Stemme. „Dette her er blot en +Overgang — som Ræven sagde da de trak Pelsen af ham! Klæderne har de jo +taget, og det meste af Maden og Hjemmets Hygge — nu vil de forsøge at +slide Skindet af os ogsaa. Nu er det da det gælder — frem eller tilbage! +Den store Prøvetid er maaske inde, nu skal vi svare til hvad vi har +villet! Hold sammen Kammerater, forløb jer ikke, og giv ikke efter! Det +er haardt nok, dette her; men husk paa, vi er i den store Vinter som +varsler Opgangen! Natten er altid ondest lige før Dagen gryr! Og skulde +vi være bange for at lide lidt — vi som har lidt og taalt i +Aarhundreder. Hjemme sidder vore Koner og græmmer sig — kanske bliver de +gnavne paa os. Vi kunde dog i det mindste tage hvad der tilbød sig, +siger de. Men vi kan ikke blive ved med at se paa, at vore derhjemme +visner bort trods vort Slid. Hidtil har Fattigmands Arbejde været som en +ørkesløs Bøn mod Himlen: Skaan os for Sult og Snavs, Elendighed og Kulde +— giv os Brød og Brød igen! Skaan vore Børn for vor Skæbne, lad ikke +deres Lemmer visne, og deres Aand dø hen i Idioti! — Det har været vor +Bøn, men der er kun én Bøn der dur, og det er at trodse det onde! Vi er +det udvalgte Folk, og derfor maa vi sige Stop. Vi vil ikke gaa med +længer — for vore Koners Skyld, og vore Børns, og deres igen! Jamen hvad +kommer Eftertiden os ved? Jo den gør — netop os! Var jeres Gamle som I? +Nej, de knugedes i Støvet af Fattigdommen og krøb ydmygt for Magten og +de Store. Hvor har vi da det fra, alt det der gaar saa stærkt i os og +faar os til at søge sammen? Tiden er stanset, Kammerater! den har sat +sin Finger paa _vort_ Bryst og sagt: I skal gøre det. Her hvor vi staar, +hører det gamle op og det ny begynder; derfor smed vi vort Redskab med +Nøden i Øjnene — aldrig er det set før! Vi skal vende Tilværelsen og +gøre den god for Fattigmand til alle Tider. I som saa tidt har vovet Liv +og Velfærd for en Tokrone — nu holder I hele Fremtiden i jeres Haand. +Hold ud nu siger jeg jer, rolig og støt! — og I vil aldrig blive glemt, +saa længe der findes Arbejdere paa Jorden! Denne Vinter vil blive den +sidste, blot vi holder ud, bagved ligger Landet vi har vandret efter. — +Kammerater! ved os skal det dages.“ + +Pelle vidste ikke selv, hvilke Ord han raabte ud, han følte blot at +noget talte igennem ham — det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys, +profetisk Klang over hans Stemme som rev med, hans Blik flammede. For +deres Øjne løftede en Skikkelse sig ud af den knugende Vinter og ragede +frem i Lyset, en Skikkelse der var dem selv — og dog en ung Gud. Han +steg nyfødt frem af selve Elendigheden, slog den tunge Skæbnetro til +Side og gav en ny Tro i Stedet — den lyse Tro paa egen Kraft! De raabte +op til ham, først enkelte Stemmer, saa alle. Han samlede deres Raab i et +mægtigt Leve for den ny Tid. — — + +Hver Dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum +Protest. Naar Formændene kaldte Arbejdere frem, stod de i tavse Klynger, +truende som et mørkt Fjæld. Nu og da raabte de en Forbandelse ind over +dem der havde svigtet. Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de +Nødlidende en hjælpende Haand, og de havde slaaet til den — nu maatte de +selv tage Følgerne. Entreprenøren havde faaet Lov til at stanse Arbejdet +helt, men holdt det gaaende med en Snes Skruebrækkere for at drille +Arbejderne. + +Inde over det store Terræn herskede der død Ro uden for det Hjørne hvor +den lille Trup arbejdede, med en Betjent ved Siden som Tugthusfanger. +Børene laa med Bunden i Vejret; det saa ud som Pest eller Sot var gaaet +hen over Arbejdspladsen. + +Skruebrækkerne var Folk af alle Fag, nogle af de Arbejdsløse tog deres +Navne og Adresser ned for at sætte dem i _Arbejderen_. Der var en af +Stolpes Fagforeningsfolk imellem, han var en sat Familiefader og havde +været med i Bevægelsen fra dens første Dage. „Det er Synd for ham,“ +sagde Stolpe. „En gammel Arbejdskammerat af mig er han, og har altid +været en god Kammerat lige til nu. Nu vanker der skarp Konfekt til ham i +Bladet — vi er nødt til det. Standen kan ikke være tjent med, at en af +dens Repræsentanter gaar og gør Sjofelisttjeneste.“ + +Madam Stolpe var ulykkelig. „Det er saadan en pæn Familie,“ sagde hun. +„Vi har altid omgaaedes dem — og jeg ved de har sultet længe. Han har +ogsaa en ung Kone, Fatter; det er ikke saa nemt at staa for.“ + +„Jeg er selv ked af det, du!“ svarede Stolpe. „Men man er nødt til det, +ellers faar man Skyld for Partiskhed. Og paa mit Gebet skal ingen komme +og sige, at der gælder Persons Anseelse.“ + +„Lad mig gaa ud og tale med ham,“ sagde Pelle. „Kanske giver han det +op.“ + +Han fik Adressen og gik derud efter Fyraften. Det var et raseret Hjem +med fire Smaabørn; der var tung Luft over det. Manden der var noget til +Aars men kraftig, sad forgræmmet og aad sin Mad, mens Børnene hang over +Bordkanten med Hagen og fulgte opmærksomt hver Bid han tog. Den unge +Kone gik til og fra og satte med en egen kærlig Bevægelse den tarvelige +Mad for ham. + +Pelle bragte Spørgsmaalet paa Bane; han var ikke helt glad over for +denne gamle Veteran, men siges skulde det jo. + +„Ja jeg ved det godt,“ sagde Manden og nikkede hen for sig. „Du behøver +ikke begynde paa Lektien, for jeg har selv været med fra første Dag. Og +jeg har holdt mine Forpligtelser til nu; nu faar det være nok med mig. +Og hvad vil du her Dreng? Har du Kone og Børn som sulter og raaber paa +Brød? Saa tænk paa dine egne!“ + +„Vi raaber ikke, Hans!“ sagde Konen stille. + +„Nej I gør ikke, og det er meget værre! Kan jeg blive ved med at gaa her +og se paa, at I magres af og fryser? Til Helvede med Kammeraterne og +deres store Ord! hvad har de ført til? Vi smaasultede før, og nu skal vi +til at sulte stort — det er Forandringen. Lad mig være, siger jeg! +hvorfor Fanden maa jeg ikke være i Fred?“ + +Han tog sig en Slurk Brændevin af Flasken. Konen skød Glasset hen til +ham, men han stødte haardt til det. + +„De vil sætte dig i Bladet i Morgen,“ sagde Pelle varsomt. „Jeg vilde +blot sige dig det.“ + +„Ja og skrive om mig, at jeg er et Svin og en skidt Kammerat, hva’? +kanske ogsaa, at jeg prygler min Kone! Men de ved jo selv det er Løgn — +hvad rager det saa mig? — Vil du ha’e en Dram?“ + +Nej Pelle trængte ikke til noget. + +„Saa kan jeg selv,“ sagde Manden og lo ondt. „Nu kan du jo vidne at jeg +er et Svin — jeg pægler af Flasken du! Og en anden Aften kan du komme og +lytte ved Nøglehullet, kanske hører du at jeg mishandler min Kone.“ + +Konen gav sig til at græde. + +„Ja hvad Fanden — de kan jo lade mig være i Fred,“ sagde Manden +trodsigt. + +Pelle maatte gaa med uforrettet Sag. + + + + + XXV + + +Arken laa og frøs under Nordenvinden, afklædt for alle sine +Livsytringer. Larmen der Sommeren igennem kogte ovenud af det snævre +Gaarddyb var forstummet. Det ustanselige Dryp fra hundrede Vasketude, +der forvandlede Gaarden til en smal Brønd med grønne slimede Vægge, var +ogsaa indstillet. Frosten havde drejet Stophanen for, og hvor Tudserne +sad og kroede sig i Murhullerne, i fantastiske Grotter af grønt Mos og +slimede Tjavser fra Vasketuden, hang nu en Isskorpe ned — en skiden +Gletscher, der naaede fra Kvisten helt ned over Gaardens Bund. + +Hvor var nu de snavsede glade Unger henne? Og Ligkuskens Aftenkæfert, +som Konen maatte banke ud af ham nu? Den ukuelige Kvindestemme da, som +pludselig kunde skære ud over et eller andet Rækværk og hegle hele +Gaarden igennem — skarp som en Ragekniv? + +Frosten var skarpere endnu! Den havde raget det hele af Vejen, og +stænget for det saa godt det lod sig gøre. Liremanden laa nede i sin +Kælder og havde Besøg af Nordenvindens gode Ven Gigten; og nede i den +forladte Gaard gik Trækken og snusede langs de fugtige Vægge. Hver Gang +nogen passerede Tøndegangen, greb han dem om Knæerne med sine Isfingre, +saa det gjorde ondt helt op i Hjærtet. + +Den gamle Kaserne laa og gloede tomt ud af de sorte Vinduer. Kulden +havde taget det sidste Fag blomstrede Gardiner ned og bragt dem paa +Laanekontoret, Kanarifuglen havde den afhændet for en Snes Pinde, og +stanset den daglange ensomme Graad af Smaabørn bag laasede Døre — +Lovsangen til Arbejdet — der først stilnede af om Aftenen, naar Mødrene +kom hjem fra Fabrikken. Nu sad hver Moder hos sin lille Dagen igennem, +og ingen anden end Kulden havde undt dem den Glæde. Hun og Søster Sult +kom ogsaa hver Dag og saá til dem. + +Inde paa tredje Sal over Gaarden sad Enkemadam Johnsen i Krogen ved +Kakkelovnen, Hannes lille Pige laa sammenkrøben paa en Stump Kludetæppe +paa Gulvet. Gennem det nøgne Vindu saas kun Is, som var hele +Verdensrummet bundfrosset; der var Aandepletter paa Ruderne fra hver +Gang den lille kiggede ud, men de lukkede sig straks. Den gamle sad og +stirrede lige ud i Stuen med store runde Øjne, hendes spinkle Hoved +dirrede hele Tiden, og hun lignede en Varselsfugl, der ved meget mere +end nogen kan taale at høre. + +„Nu fryser jeg igen, Bedstemor,“ sagde den lille spagt. + +„Kom bare til at ryste, saa faar du Varmen,“ sagde Madam Johnsen. + +„Ryster du da?“ + +„Nej jeg er for gammel og gaaet til — jeg kan ikke ryste længer. Men +Kulden dræber mine Lemmer, saa jeg ikke føler dem. Jeg klarer mig godt +nok, naar det ikke var for den Ryg.“ + +„Du sætter jo ogsaa Ryggen op ad den kolde Kakkelovn.“ + +„Ja, for Kulden graver saadan i min stakkels Ryg.“ + +„Jamen det er dumt, for der er ikke lagt i.“ + +„Naar jeg nu fryser saadan om min Ryg,“ sagde den gamle bønligt. + +Saa tav Barnet og vendte Hovedet til den anden Side. + +Der sad smaa Krystaller og blinkede op over Væggen, nu og da knitrede +det i Vægpapiret. + +„Bedstemor! hvad er det for en underlig Lyd?“ spurgte Barnet. + +„Det er Væggetøjet der vandrer nedad,“ svarede den gamle. „Der er blevet +for koldt for det oppe paa Kvisten og her kan det ikke være. Du skal se, +det skal ned til Olsens med den varme Væg; der holder det til i Kulden.“ + +„Er Olsens Væg da altid varm?“ + +„Ja naar de har Fyr under Kedlen inde paa Dampmøllen.“ + +Saa tav den lille en Stund og drejede langsomt Hovedet fra Side til +Side; hendes Ansigt udtrykte forfærdelig Lede. „Jeg fryser,“ klynkede +hun om lidt. + +„Kom bare til at ryste.“ + +„Skal jeg ikke hellere springe lidt?“ + +„Nej for saa sluger du blot Kulde — og Luften bliver ogsaa som en Is. +Vær bare stille du! Nu kommer din Moder ogsaa snart med noget.“ + +„Hun faar jo ikke noget,“ svarede Barnet. „Hver Dag inden hun kan naa +derhen, saa er der ikke mere.“ + +„Jamen det er ikke sandt,“ sagde Madam Johnsen haardt — „der er Mad nok +i Velgørenhedens Gryde for den, der bare forstaar at holde sig til. Den +fattige faar bide Hovedet af Skammen — og i Dag har hun noget.“ + +Den lille rejste sig og aandede Hul paa Ruden. + +„Se, om der ikke skulde komme lidt Sne, saa Fattigmand kan faa en Dags +Fortjeneste,“ sagde den gamle. + +Nej, Vinden var bestandig i Nord. Ellers holdt den mest af at gaa og +soppe i Væde langs Kanalerne, men nu sad den Uge efter Uge oppe paa +_Nikolaj_ og blæste Fløjte i Fattigdommens hule Knogler. Kanalerne var +islagte, og Jorden saa forfærdelig haard ud; Barfrosten jog Folk hen +over den som visne Blade. Med en tynd Raslen fejedes de ud over +Børnehusbroen og forsvandt. + +Der kom en stor gul Vogn kørende, Børnehusets vældige Porte aabnede sig +langsomt og slugte den. Det var Vognen med Kød til Fangerne, den lille +fulgte den med et fortabt Udtryk. + +„Mor kommer jo ikke,“ sagde hun opgivende — „og jeg er saa sulten.“ + +„Hun kommer nok — bare giv Tid! Og staa ikke dér i Lyset, men kom her +hen i Krogen! Lyset slaar Kulden igennem én.“ + +„Jeg synes nu, der er koldere i Mørket!“ + +„Det er fordi du ingenting forstaar endnu. Jeg længes bare efter det +rigtig store Mørke, jeg.“ + +„Og jeg længes efter Solen,“ svarede den lille trodsigt. + +Det knagede ude i Gaardens Træværk, Barnet løb ud og slog Døren op til +Svalegangen. Det var blot dem lige over for, der var i Færd med at pille +et Trin løst. — + +Dér var Moderen! med en Blikspand i Haanden og en Bylt under Armen. Aa, +og der var noget i Spanden — den saas saa tung, tra la la! Og Bylten, +Bylten — hvad var der i den? „Mor, Mor!“ sang det klingert, og den lille +hang langt ud over det skrøbelige Balustre. + +Hanne kom rask op ad Trappen, med aaben Mund og røde Kinder; fra hver +lille Rede kom et Ansigt frem. „Nu har Enken Hanne gaaet sin tungeste +Gang,“ sagde de hver til sine; de vidste, hvor stor Ære hun havde sat i +selv at forsørge Mor og Barn. En god Pige var hun! + +Og Enken Hanne nikkede ind til hver af dem, som om hun vilde sige: Nu er +det gjort — Gudskelov! + +Saa stod hun over Bordet og tog Laaget af Spanden. „Se,“ sagde hun og +rørte op i Suppen med en Slev, „der er baade Gryn paa og Visk. Havde vi +nu haft noget at varme den ved.“ + +„Vi kan vel pille lidt af Træværket — vi som de andre,“ sagde Moderen. + +„Ja,“ svarede Hanne kortaandet, „ja hvorfor ikke! Naar én kan tigge, kan +én vel ogsaa —“ Hun løb ud paa Svalen og brækkede nogle Tremmer løs, saa +det sang i Gaarden. Fra alle de mørke Reder saá de det. Nu havde Enken +Hanne bidt Hovedet af sin Stolthed! + +Saa sad de over Suppen, den gamle og Barnet. „Spis!“ sagde Hanne, hun +stod og betragtede dem med glødende Øjne. I hendes Kinder brændte det; +hun var saa skøn i Dag. + +„Du ligner en Blomst i Kulden,“ svarede Moderen. „Spis selv, at ikke du +skal gaa til.“ + +Nej, Hanne vilde ikke spise. „Jeg føler mig saa let,“ sagde hun — „jeg +trænger ikke til Mad.“ Hun stod og fingrede ved Bylten, der var ingen +Hvile over hendes Skikkelse; og Munden gik jo som paa en febersyg. + +„Hvad har du dér?“ spurgte Madam Johnsen. + +„Noget Tøj til dig og lille Marie — I fryser saa meget. Jeg købte det +nede hos Marskandisersken, det var saa billigt.“ + +„Du købte det, siger du?“ + +„Jeg fik det paa Kredit.“ + +„Ja, ja — bare du ikke tager dig for meget paa. Det skal blive godt at +faa lidt varmt paa Ryggen.“ + +Hanne aabnede for Bylten, mens de andre spændt saá til. Der kom en let +Sommerkjole ud af den, kruset og nedskaaret — blaa som lille Maries +Øjne. Og noget fint Damelinned og et Par tynde Gedeskindssko. Barnet og +den gamle stirrede forundret paa Stadsen. „Nej, saa fint!“ sagde de; de +havde glemt alting og blot beundrede. Men Hanne stod stivnet i +Forfærdelse, og pludselig faldt hun hulkende sammen. + +„Naa, naa du!“ sagde Moderen og klappede hende paa Ryggen, „du har købt +Stads til dig selv for en Gangs Skyld — værre er det jo ikke. Ungdommen +kræver jo ogsaa sit.“ + +„Nej Mor, nej! Jeg har jo slet ikke købt det! Jeg syntes I to trængte +til noget mod Kulden, saa gik jeg op i et fint Hus og bad om lidt aflagt +Tøj. Det var en ung Frøken, der gav mig det, og hun var saa sød mod mig. +— Nej, jeg vidste ikke, hvad der var i Bylten — jeg vidste det ikke, +lille Mor!“ + +„Naa, ja ja, det dér er godt nok!“ sagde den gamle roligt og bredte +Stadsen ud foran sig. „Det er fine Sager.“ Men Hanne fejede det sammen +og smed det hen i Kakkelovnskrogen. + +„Du er syg,“ sagde Moderen og saá forskende paa hende — „dine Øjne +brænder jo som Kulgløder.“ + +Det mørknedes, og de gik i Seng; saa brændte man ikke Lys til ingen +Nytte, og i Sengen var der bedst at være. De havde Dynen paatværs — saa +rakte den mageligt over tre — og deres Gangklæder nede paa Fodenden. +Lille Marie laa i Midten og kunde ingen Fortræd komme til, og de laa og +talte ud i Rummet om et og andet ligegyldigt; Hannes Stemme klang høj og +festlig i Mørket som kom den fra lyse Egne. + +„Du er saa urolig,“ sagde Moderen. „Mon du ikke skulde se at sove? Jeg +kan mærke Branden i dig helt her hen.“ + +„Jeg er saa let,“ svarede Hanne, „jeg kan ikke ligge stille.“ Saa laa +hun alligevel stille og stirrede ud med en uhørlig Nynnen, mens Feberen +rasede i hende. + +Længere hen vaagnede den gamle ved, at hun frøs. Hanne stod ude paa +Gulvet med aaben Mund og var i Færd med at iføre sig det fine Linned ved +Skæret af en Lysestump; hendes Aande stod hvid ud i Rummet i korte Stød. + +„Gaar du dér nøgen i Kulden!“ sagde Madam Johnsen bebrejdende. „Du +skulde vare lidt paa dig selv.“ + +„Aa Mor, Varmen staar om mig! Det er jo Sommer nu.“ + +„Hvad er det du har for, Barn?“ + +„Jeg pynter mig jo bare lidt, lille Mor.“ + +„Ja, ja — dans min Dukke — — —! Det bedste af Ungdommen har du jo +bestandig til Gode, Stakkel. Hvorfor fangede du ikke ogsaa en Mand, dér +hvor du fangede Barnet?“ + +Hanne nynnede blot og iførte sig den lyseblaa Sommerkjole. Den var lidt +fyldig over Brystet, men skar smukt ned for den blottede Barm. Der stod +en let Sky af Dampe som Solrøg fra hendes Legeme. + +Moderen maatte hægte hende i Ryggen. „Pas paa at vi ikke vækker Marie,“ +hviskede hun, helt optaget af Stadsen. „Og Særkens de fine Blonder kan +du godt lade stikke lidt op over Kjolen; det ser saa pænt ud. Nu ligner +du jo en hel Sommerbrud.“ + +„Jeg løber lige ned paa anden og viser Madam Olsen det,“ sagde Hanne og +trykkede Hænderne mod de glødende Kinder. + +„Ja, gør du kun det — fattig Glæde vil ogsaa have sit,“ svarede den +gamle og vendte sig mod Væggen. + +Hanne løb ned ad Trappen, videre ned over Gaarden og ud paa Gaden. +Jorden laa haard og klinger under Barfrosten; den nappede arrigt i alt, +men hende brændte den gennem de tynde Sko. Hun løb hen over Torvet, over +Børnehusbroen og indefter mod den lysere Bydel — lige i Armene paa +Pelle, som skulde ud og se til Far Lasse. + +Pelle var træt og sløvet af den fortsatte Kamp med den haarde +Virkelighed. Det bundløse i Elendigheden begyndte at tage paa hans Mod — +nyttede det noget at holde sammen paa de mange? det gjorde jo blot Pinen +endnu haardere for dem! Men i Øjeblikket saá han lyst nok paa alting, +han var sluppet ind i en Rus som ofte tog ham i den senere Tid. Midt i +den haardeste Virkelighed hændte det, at hans Sjæl sprang fra og koglede +den ny Lykketid frem om ham; den forfærdelige Mangel kastede ham i +Armene paa Overfloden! Og i den Tilstand var han nu, han mærkede ikke +Kulden, den store Nød var ikke til. Stærk sjælelig Anspændelse sammen +med manglende Ernæring gjorde, at Blodet altid sang i hans Ører; han +fornam det som en lykkelig Summen fra en tilfreds Verden. Det undrede +ham ikke at møde Hanne sommerklædt og balpyntet. + +„Pelle min Kærest,“ sagde hun og greb hans Haand. „Vil du med til Dans?“ + +„Det er den gamle Hanne,“ tænkte Pelle glad — „_Arkens_ sorgløse +Prinsesse. Og hun har jo Feber endnu lige som dengang.“ Han havde selv +Feber; naar deres Øjne mødtes, slog de sælsomme kolde Gnister af +hinanden. Han havde helt glemt Far Lasse og sit Ærende, og gik med +hende. + +Indgangen til _Den syvende Himmel_ laa badet i Lys, som blottede Gadens +Kulde ubarmhjærtigt. Derude i Lyshavet klumpede den store Vinters Børn +sig sammen, pjuskede, forkomne. De stod og skuttede sig og vendte +Lommerne for en Femøre; og naar de fandt en, listede de sig gennem den +blodrøde Tunnel ind i Dansesalen. + +Men der var koldt dérinde ogsaa, Aandedrættet hang som hvid Pudder i +Luften, og fra det bonede Gulv funklede Iskrystallerne. Hvem havde vel +tænkt paa at indlægge Varme i et Rum, hvor Livsglæden skulde brænde med +tusend osende Tander? Her plejede Sorgløsheden at lutre sit Overskud — +saa det høje Rum laa i Taage og Musikken svedte. + +Men nu havde Kulden taget det. Ved Bordene hang Vinterens Arbejdsløse og +gad ikke røre sig, ikke engang i de fattigste havde den lævnet en Smule +Letsindighed. Kerberus Olsen kunde godt spare sig at gaa der med +udbredte Kæmpearme og genne de to-tre Par Dansende op til Musikken med +deres Femøre — som om det var en hel Flok! man sled kun Brædderne for +overhovedet at have Lov at hænge her. Herregud de havde jo Ur nogle af +dem og en Guldring — og Kerberus havde rede Penge! hvad Nød havde det +saa? Her sad de under Stukloftet og de forgyldte Spejle og flød, to Mand +over én Øl, og lod Pigebørnene fryse — selv Elvira fik Lov at sidde hen! +„Mazurka!“ brølede Kerberus og gik truende fra Bord til Bord; de drev ud +paa Gulvet som trevne Hunde, tværede en Dans af — og betalte. + +Men hvad er det? Skrider ikke selve Sommeren ind i Salen, blussende og +luftigt klædt i forglemmigejblaat — med en Rose i det bare Haar! Varmen +leger som flyvende Sommer over hendes nøgne Skuldre, skønt hun kommer +lige ude fra den store Vinter; og Benene sætter hun dristigt frem som en +Glædespige. Hvor hun bærer sit Skød stolt som var hun selve Lykkens Brud +— og hvor hun brænder! Hvem er hun dog? kender ingen hende? + +Aa, det er jo Enken Hanne! en anstændig Pige som i syv Aar har gaaet sin +trofaste Gang til og fra Fabrikken for at forsørge sin gamle Mor og +Barnet! Men hvordan faar hun den adstadige Pelle under Armen? Han som +har solgt sin egen Ungdom til Fanden for at mildne Elendigheden — hvad +vil han paa Dansebule? Og Hanne — hvor har hun faaet Stadsen fra? hun er +jo arbejdsløs! Og hvordan i Alverden er hun blevet saa smuk? + +De hvisker efter hende mens hun gaar frem, og midt i Salen stanser hun +og smiler. Hendes Øjne er som et Krater, en ung Mand tumler frem og +griber om hende. En Dans med Hanne! en Dans med Hanne! + +Hanne danser med en egen Dvælen, som hentede hun sin Glæde ind langt +borte fra. Hun hviler tungt og blødt paa sin Dansers Arm, og fra hendes +nøgne Barm stiger Varmen op og slukker den store Vinters Kulde. Er det +da ikke som hun brændte? Hvem der kunde varme sig hos hende! + +Nu giver Rummet Varme igen, Hanne er som en Ildkugle, der kredser rundt +i det og tænder; hvor hun glider forbi, fænger det. Blodet ruller ungt i +dem, de vælter Stolene for at komme ud paa Gulvet; Hej her, Dansemester! +fem Kroner paa mit Ur! Men rub Dem lidt! — Aa Hanne, en Dans med mig — +husk vi har staaet paa Fabrik sammen! — Og vi to gik i samme Skole! + +Hanne svarer ikke, men slipper Pelle og lægger sin nøgne Arm paa deres +Skulder; og naar de rører den med Kinden, løber der Ild igennem dem. De +vil ikke slippe hende igen, men holder hende fast om Livet og slæber +hende med op til Musikken, hvor der skal betales. Der kommer ikke et Ord +over hendes Læber, men Branden i hende er et Løfte til hver om det +dyreste. „Maa jeg følge dig hjem i Aften?“ hvisker de og hænger ved +hendes stumme Læber. + +Men med Pelle taler hun, mens de flyver af Sted: „Pelle, hvor er du +stærk! — hvorfor tog du mig ikke? Mon du elsker mig?“ Hun har krammet +Haanden i hans Skulder og hvirvler ham af Sted, hendes Aande brænder ham +i Øret. + +„Det ved jeg ikke,“ siger han angst. „Men hold nu op! du er jo syg.“ + +„Saa stans mig da! — hvorfor har du aldrig været stærkere end jeg? Vil +du gærne have mig? Pelle, skal jeg være din?“ + +Pelle ryster smilende paa Hovedet: „Nej nu holder jeg kun af dig som en +Søster.“ + +„Og nu elsker jeg dig! Se du er saa fremmed for mig, — jeg forstaar dig +ikke! og dine Hænder er saa haarde, som kom du fra en anden Verden. Du +vejer Pelle, du er tung! Har du Lykken med dig fra det Fremmede?“ + +„Hanne, du er syg! Hold nu op og lad mig følge dig hjem!“ + +„Pelle, du var alligevel ikke den rigtige! Hvor har du det fremmede? — +du har jo intet! Saa lad mig være da — jeg vil ogsaa have Lov at danse +med andre!“ + +Endnu har Hanne ikke været af Gulvet; Mændene staar rede og venter, naar +én slipper hende springer ti frem. Og Hanne vil danse med alle i Aften, +enhver skal have Lov at varme sig hos hende! De Øjne hun ser med er som +Funker i Mulm, hendes stumme Væsen hidser dem op, de svinger hende +vildere og vildere. De der ikke kan komme til, maa slukke Ilden i sig +med Drikkevarer; den store Vinter er forjaget, her er varmt som i +Helvede. Blodet koger op i Hovederne og i det hvide af Øjnene; det slaar +ud i Ubændighed, en Trang til at danse det hele af Gulvet eller slaa løs +for Fode. + +„Hanne er vild i Aften — hun har nok sin anden Ungdom!“ siger Elvira og +de andre Piger skadefro. + +Hold Mund! Hannes Væsen skal ingen beklikke! Underlig er hun at røre +ved, som var hun ikke Kød og Blod men Himlens Ild; det smærter at møde +hendes Hud! De siger at hun ikke har smagt Mad i otte Dage, men ladet +Barnet og den gamle faa hvad der var. Og saa brænder hun dog! Og se, nu +har hun ikke været af Gulvet i to Timer! — er det til at forstaa? — — +Hanne danser som Bud fra en anden Verden, hvor Ilden og ikke Kulden er +deres Næring; derfor slænger hver Mand sin Dame til Side, naar hun +bliver ledig. Saa let hun er i Dansen! Det bærer opad at danse med hende +— bort fra Kulden! Al Døje glemmes i hendes Favn. + +Blegere og blegere er hun forresten blevet; hun danser Branden af sig, +hvor andre danser sig den til! Nu er hun helt hvid, og Olsens Elvira +kommer og trækker i hende med Skræk i Blikket: Hanne dog, Hanne! Men hun +ser dem ikke, hun higer blot mod den næste Favn — med lukkede Øjne. Saa +meget hun dog har og skal have udrettet! Og hun gaar for at være saa +ren? hun ænser jo ikke engang at hun tager Glæden fra andre! Har hun +faaet Drejesyge mon? — Saføjdans paa sine Enkedage? + +Hold Kæft! Saa fager hun dog er! Nu rødmer hun til igen og aabner +Øjnene, der staar Flammer ud af dem. Hun har trukket Pelle frem af hans +Krog og hvisker rødmende til ham — det dyre Løfte maaske, som ingen +anden har fravristet hende? altid skal Pelle ogsaa være den lykkelige! + +„Pelle, hvorfor vil du ikke danse med mig mere, men bare sidde i en Krog +og skumle? Er du vred paa mig ligesom dengang? Hvorfor er du saa haard +og kold? — og dine Klæder er stive?“ + +„Jeg kommer ude fra den store Vinter, Hanne! Børnene græder for Brød, og +Kvinderne sulter sig selv. Mændene gaar med ledige Hænder og skuler — de +skammer sig over deres Ørkesløshed!“ + +„Hvor dog? Det er jo Sommer — se, alle er saa glade. Tag mig, Pelle!“ + +Hanne bliver rød, rødere end Blod, og lægger sit Hoved ind til ham. Se +blot, hvor hun giver sig hen, saligt, i en skamløs Rus! Hun hænger +bagover i hans Arme, og mellem hendes Læber springer en stor Blodrose +frem og vælder ned over den sommerblaa Kjole. + +Pelle staar fastnaglet under den forfærdelige Byrde og kan ikke røre en +Fod. Han stirrer blot paa Hanne, til Kerberus tager hende i sine +Kæmpearme og bærer hende af Vejen. Hun er saa let i sin Sommerstads — +vejer jo ingenting! „Mazurka!“ brøler han, da han kommer tilbage — og +gaar bydende rundt langs Rækkerne. + + + + + XXVI + + +I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand paa Maskinfabrikken +_Danmark_. Det var smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med +ingenting kunde man kun græde — med lidt blev hun stærk. Hun var lidt +bleg endnu efter Barselsengen men saa frejdig ud; ved det første Ord om +at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved med lange Planer. Hun +gik straks i Gang med at løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt +System lagde hun, og fulgte det ubrydeligt. + +Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han forstod straks, at det var +én han havde faaet at underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde været +ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det stod paa; for at Storken ikke +skulde tage ham tilbage, naar den kom med Søster — for kær var han jo! +Da han saa kom hjem, laa hun i hans Vugge og sov; og han prikkede hende +straks paa Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som han selv. +Der vankede over Fingrene, og han fik ikke det spændende Spørgsmaal løst +den Dag. + +Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle der fulgte ham Stuen +rundt, bag om Hovedgærdet og om paa den anden Side med stadig det samme +opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder gik ud og ind som en Suger. +Og Lille Lasse følte godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende +paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk med Trang til at gøre +sig bemærket; og saa gik han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som +en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen — mens Søster fulgte ham +med Øjnene uden at fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde give lidt +Bifald fra sig, naar han gik dér og gjorde sig Umage! + +En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede den foran hendes Ansigt +— det hjalp. Søster glemte sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig +til at brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han hende til +Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes Ansigt, naar han kom hen for at +vise hende noget; ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke gik +af. „Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!“ sagde Moderen — „du skræmmer +hende jo!“ + +Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes — saa var der +ingen der forstod Lille Lasses Forehavender som Søster. Hun kvidrede som +en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller gav en Lyd fra sig. + +Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde faaet noget at virke +med igen. Kulden havde gjort det af med nogle af hendes Fordringer, +andre havde Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle savnede +hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til at han bestandig var borte fra +Hjemmet, og optaget ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og +snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og gjorde sig en Glæde af +at gøre det hyggeligt for ham de Stunder han var hjemme. + +Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor han kunde ty ind naar +han var træt. Den dunkle Dragen i Ellens Blik havde han udløst — som to +velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille — nu var det selve +hendes Væsen der kom ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, der +tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille Fortjeneste, og +bebrejdede ham ikke at han kun var Arbejdsmand. + +Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet for større +Virksomhed. Der var heller ingen Udsigt til, at han kom tilbage til +Faget igen for det første — og det haarde legemlige Arbejde tiltalte +ham. + +For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han et og andet om Aftenen. +Ellen hjalp ham, og de sad og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom +de ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han havde ikke noget +imod at have Ro for den et Øjeblik. Lille Lasse sad ved Bordet, han +tegnede og gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet frem, havde +hun om Dagen gjort det meste, og kun lævnet hvad hun ikke forstod sig +paa. Til Gengæld udpønsede han Smaating der kunde glæde hende. + +Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede Februar gav +Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen. + +„Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til en af Kroerne paa +Søndag? Børnene trænger til at komme i Luften,“ kunde hun sige. + +Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde i Partiledelsen og Møde +om Fabrikkens Affærer — han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen +havde han lovet at tale i en Forening. + +„Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!“ svarede Ellen roligt. De kom +hjem og havde moret sig udmærket; Pelle var ikke uundværlig mere. + + * * * * * + +Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs endnu — navnlig om Natten +— men Folk vidste det alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav +sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte at vandre udad. +Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser og blev lysere i Tonen, og oppe i +Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, kunde man se dens +Skær over Tagene. Nede paa Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde +travede Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som de ikke kunde +se. + +Folk begyndte at rette sig ud efter den lange Krumslutning. Naar som +helst kunde Kulden være der igen, men alting var enigt om at tro paa +Foraaret. Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter steg igen op +paa Overfladen og frembragte mørke Pletter paa den haarde Skorpe, og +Omsætningen vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet Vilje der +havde besat det hele. Nede i Jorden spirede det midt i Frost og Sne og +krøb ungt frem som født af selve Kulden, og i Vinterens forkomne rullede +Fortrøstningen sig ud — paa Trods af alt. Arbejderkvartererne begyndte +at blive levende, nu kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde. +Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset — godt skulde det +gøre at faa Skrutten fyldt hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem +fra Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang. + +Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det saa ud, som Kulden havde +lammet dem der stod for Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen +steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men Bedrifterne vilde ikke +rigtig komme i Gang ud over hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det +som ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa Lager for at møde +Sommerens Behov, hvad Vinteren havde hæmmet, plejede man at indhente nu +— ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over. + +Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og tilbage — hvad var der paa +Færde? hvorfor kom der ikke Gang i Sagerne? _Arbejderen_ gav foreløbig +ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede Advarsler til visse +Folk om ikke at alliere sig med Nøden. + +Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast Gænge: Arbejdsherrerne +forberedte et eller andet, derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt +op. Arbejderne havde trods Vinternøden igen sat nogle af deres egne ind +i Rigsdagen, og nu forberedte de sig til at slaa et Slag ved de +kommunale Valg. Det var dét der var i Vejen! Og først og fremmest den +stadig voksende Organisation, der nu som en Enhed omsluttede alle Fag og +hele Landet — og forlangte at være medbestemmende over Forholdene! +Fattigmand skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem der holdt +alting gaaende. + +Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes en Stansning af +al Virksomhed for med ét Slag at slaa Organisationerne i Stykker; +men det var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre +Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om noget bestemt. At nogen +skulde tænke paa at fortsætte Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje, +naar enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den gældende +Ordning — nej, den Tanke var altfor djævelsk! + +Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt sig særlig i Selen for +Bevægelsen, havde vanskeligere ved at faa fat igen end andre, de blev +sat tilbage i Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar de +kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. Usikkerheden +herskede navnlig i de Fag der var videst i Organisation, man kunde ikke +undgaa at se det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der groede +Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden var uholdbar, og anede et +eller andet ondt. Navnlig inden for Jærnindustrien var Forholdene +spændte; Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var dér man først +øjnede Hensigten med hvad der skete. + +Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der kom Kamp nu, vilde det +betyde Nederlag for Arbejderne der stod uden Forraad, blanket af til +Skindet. Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker med Jorden, +et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis bryde deres Sammenhold. Han +udtalte ikke sin Bekymring til dem, de var nærmest som store Børn, det +var ingen Nytte til at de gik og ængstede sig under for meget. Men i +Ledelsen holdt han paa at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man +skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første Gang at gaa +tilbage! + +Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, men der skete ikke noget. +Arbejdsherrerne betænkte sig over for den offenlige Mening. Vinteren +havde slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en +Krigserklæring. + +— — + +Paa Maskinfabrikken _Danmark_ var Spændingen af ældre Dato. Dengang +Landbruget, tvunget af Forholdene paa Verdensmarkedet, svingede fra +Kornavl over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden laa +her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. Det lykkedes Fabrikken +at konstruere en Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren kom +til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. Det var de +dygtigste Folk der blev udtaget til det, de forbedrede stadig Produktet, +og Afsætningen voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev efterhaanden +saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken saa sig nødsaget til at +sætte Akkorden ned — da de ellers tjente for meget. Dette skete to Gange +i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo skulde konkurreres paa +Verdensmarkedet; samtidig steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa +Grund af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne havde fundet sig +i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt og lagt endnu en Omgang Snille i, +saa de nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste. + +Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa Rygter om, at Fabrikken +igen vilde sætte Akkorden ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig +i det; Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade steg dem til +Hovedet, de var ved at lave Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle +fik dem dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end nogen Snak, +som ingen havde Ansvaret for. Bagefter da Skrækken var ovre og alting +igen gik i sin daglige Skure, kom de hen og takkede ham. + +Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe fra Kontoret, at den +gældende Priskurant ikke var tidssvarende — og skulde forbedres. Det lød +ret uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under. + +Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt ind i det store +Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker gennem det, og inde i den blaa +Soldis løb Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til Tonen fra de +mange Hjul og det syngende Metal. Larmen overdøvede alt andet, men man +kunde se paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede en Flok +øre Fugle, der lige er landet paa kendte Kyster og hilser Foraaret. + +Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen kom og slukkede +Glæden. Den gik paa en Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet: +Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen at gøre men gik +tavs uden om den. Hver Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til +at underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen Forhandling, +Underskrift værsgod — ellers færdig! Da Sedlen naaede Pelle, rettedes +alle Øjne paa ham som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede, +Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. Pelle læste Sedlen og +bøjede sig saa ned over sit Arbejde. + +I Middagspavsen samledes de om ham. „Hvad nu?“ spurgte de og hang ved +ham med Øjnene, deres Næver dirrede. „Skal vi ikke tage og gaa med det +samme? For nu bliver det snart for groft med den Klipning, hvergang der +er lidt Uld paa os.“ + +„Giv Tid!“ svarede Pelle — „giv bare Tid! Lad de andre gøre det hele, og +lad os se hvor vidt de vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde. +I har Ansvaret for Kone og Børn!“ + +De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet igen. Han undredes +ikke paa dem; der var en Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man +traadte ham for nær — selv om alting skulde gaa ad Helvede til. Men nu +stod han med Ansvaret for de mange — det skulde nok give sin Mand +Besindighed. „Giv Tid!“ sagde han til dem igen og igen — „vi ved mere i +Morgen end i Dag! Der skal Overblik til før man handler!“ + +De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede deres Arbejde som om +der ingenting var paa Færde. Fabriksledelsen lod til at anse +Spørgsmaalet for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede ud. Pelle +beundrede Kammeraternes Fatning; de tog deres gamle Humør op igen da der +var gaaet et Par Dage — og lavede Halløj i Maaltidspavserne. + +Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne og alle Mand smed +Værktøjet. Nogle stak i en Løbetrøje og hastede hjem for at faa en +Skefuld varm Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt ved og +spiste deres Mad der. De der havde for langt hjem, slog sig ned paa +Dreje- og Filebænke og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes +de i Flokke, sludrede og drillede en og anden Kammerat. Pelle benyttede +ofte Middagspavsen til at gaa over i _Arken_ og hilse paa Far Lasse, der +havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig helt ordenligt. + +En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede en hoven Kvartérmand +med Kridt paa en stor Jærnplade. Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par +af Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes om det opstaaende +paa Maskinen i en Dykkerbaad. Pelle viskede straks sin Karrikatur ud og +udkastede stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den saa tidt, +naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og de andre maatte sande at saadan +var den. + +Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme gik gennem Hallen. +Han fik Øje paa Tegningen, og spurgte hvem der var Mester for den. + +Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren spurgte ham ud om +forskellige Ting, og var forbavset over at han aldrig havde faaet +Undervisning i Tegning. „Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,“ sagde han. +„Vil De prøve?“ + +Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. Nu var Lykken der, den +rigtige store Lykke som han havde sat over Styr for Fremskridtet — den +som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse Egne. „Ja,“ fik han sagt. +„Ja Tak!“ Sindsbevægelsen var lige ved at kvæle ham. + +„Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,“ sagde Ingeniøren. „Nej hvad +er det i Dag? — Lørdag. Mandag Morgen altsaa.“ — Dermed var det afgjort, +ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand efter Pelles Hjærte. + +De flokkedes om ham da han kom ned, for at faa Resultatet at vide. „Nu +er din Lykke gjort du,“ sagde de. „Nu bliver du sat til Tegning, og hvis +du forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og bliver +Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen gaaet, han begyndte hernede +ved Sandformene. Nu er han Matador!“ Deres Ansigter lyste af Glæde over +hans Held. Han saá paa dem, at de troede ham i Stand til at drive det +til hvad det skulde være. + +Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, og skyndte sig hjem for at +meddele Ellen Nyheden; han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren +som i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et af sine Vidundere. +Ellen slog Armene om ham af Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men +blev ved at holde om ham og stirre, beundrende som i deres første Dage. +„Jeg har altid vidst at du var bestemt til noget,“ sagde hun og saá +stolt paa ham — „du ligner jo ingen anden! Og se nu —! Men Børnene +Pelle, de skal ogsaa vide det.“ Saa rev hun Søster op af Søvnen, og +fortalte hende hvad der var sket. Barnet gav sig til at græde. + +„Du skræmmer hende jo med din Glæde,“ sagde Pelle og lo selv over hele +Ansigtet. — + +„Men hvad saa — saa skal vi vel til at omgaas fine Folk?“ sagde Ellen +pludselig mens hun gik og dækkede Bord. „Bare jeg nu egner mig til det. +Og Drengen skal da gaa i Betalingsskole.“ + +Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en Reparation. „Nej,“ +sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet fra ham — „det er ikke noget Arbejde +for dig.“ + +„Det skal da gøres færdigt“ sagde Pelle, „vi kan ikke levere halvfærdigt +Arbejde fra os.“ + +„Det skal jeg nok gøre færdigt — naar du saa vil tage noget andet Tøj +paa. Du ligner jo en —“ + +„En Arbejdsmand vel“ sagde Pelle leende. + +Pelle klædte sig om og gik ud i _Arken_ for at meddele Lasse Nyheden, +siden skulde han træffe de andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme +og sad og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et Æg i +Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin paa Bordet. Han havde lejet sig +et lille Hummer paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det havde +ikke noget Vindu men en Rude over Døren ud til den mørke Gang, Kalken +var faldet af Væggene, saa Leret stak frem i store Kager. + +„Ej se,“ sagde Lasse henrykt — „nu kom det altsaa. Jeg har tidt undredes +ved mig selv, hvad du havde faaet den unyttige Gave for — at ligge dér +og male op paa Vægge og Papir — du en fattig Arbejderpøjke. Noget maa +der vel være ment med det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt; +kanske er det Gudsgaven det — som skal bære ham frem! Og nu lader det jo +til at det skal vise sin Nytte.“ + +„Her er ikke hyggeligt, du Far!“ sagde Pelle. „Men nu tager jeg dig +snart ud af det, enten du vil eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden +til Side fra i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, og +saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men saa faar du ikke Lov at +gaa og sjove, det maa du belave dig paa.“ + +„Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, naar saa vidt kommer, at +jeg ikke æder Brødet fra jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive +vanskeligt at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet fra +jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt for Føden — og nu er +jeg træt! saa du faar Tak for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden +til at gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar du vil.“ + +Nyheden var allerede kendt i _Arken_, og de kom frem og ønskede ham til +Lykke, da han gik. „Nu maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du +kommer over i dit ny,“ sagde de — „det gaar aldrig an! Men glem os +alligevel ikke helt, fordi om vi er fattige Fugle.“ + +„Ork nej, Pelle har taget saa mangen Sultetørn sammen med vi andre +fattige; han er ikke den, der kalker gammelt Venskab over!“ svarede de +sig selv. + +Først nu da han forlod _Arken_, kom han i Tanke om, at han havde noget +at tage Afsked med ogsaa. Der var det inderlige Fællesskab med alle hans +Lige, deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin Opgave dér; der +havde været en egen Glæde i den halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet +og Kampene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens Prins, som de alle +saá op til og ventede skulde føre dem ind i det usædvanlige? Og kunde +han forsvare at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? Kanske var +han virkelig udset til at føre Bevægelsen igennem — den eneste som kunde +det. + +Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, staaet bag ved hans +Udholdenhed i Kampen og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da den +formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod — nej saa opblæst var +han ikke! Der var nok til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lykken +havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“ sagde det inde i ham. „Hvad +er der vel at betænke sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil du +øde dit eget uden at gavne andre? Du har været en god Kammerat, men her +skilles jeres Veje. Gud har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille +øvede du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. Vælg nu din +egen Vej!“ + +Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt at han tog imod +Lykken, hvad saa Alverden sagde — det gjorde blot ondt at lade de andre +sidde tilbage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, saa +tungt solidarisk følte han sig, at det smærtede at slide sig løs. Han +var blevet Menneske ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde +skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han saa ikke til Møderne mere! +der var noget underligt i, at han ikke havde noget der at gøre herefter +men hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde været den lyse +Brand. Naa, svigte dem vidste han at han aldrig vilde; selv om han +naaede højt op — og det nærede han ingen Tvivl om — saa vilde han altid +føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode Forhold mellem Arbejder +og Arbejdsgiver. + +Ellen mærkede hans Alvor — kanske anede hun ogsaa Skruplerne og vilde +hjælpe ham at sætte over dem. „Skal vi ikke tage din Far hjem til os +allerede i Morgen?“ sagde hun. „Han kan jo ligge paa Chaiselongen i +Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. Det er Synd han gaar saadan +for Lud og koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt i din ny +Stilling.“ + + + + + XXVII + + +Uroen tog til rundt om paa Arbejdspladserne, ingen følte sig rigtigt +tryg som havde noget med Organisation at gøre; det var aabenbart +Hensigten at drive Arbejderne til det yderste og faa dem til at bryde +Freden. „De vil slaa Fagforeningerne i Stykker for at kunne skrabe +Smørret af vort Brød igen,“ sagde Arbejderne. „De mener vel det gaar +lettere nu, Vinteren har gjort os glade for en bar Skorpe. Men det skal +blive en evig Løgn.“ + +Forbitrelsen kogte stærkere og stærkere i Masserne, overalt var de +kampberedte og ønskede intet hellere end at slaa til. Kvinderne græd og +gruede, de fleste forstod blot, at nu skulde Vinterens Nød leves op +igen. De gjorde fortvivlede Ting for at forebygge, smed et Sjal over sig +og rendte op paa Kontorerne til Fabrikejerne og tryglede dem om at +afværge Ulykken. Inde fra Centret blev der stadig manet til Ro og +Forsigtighed. Alting afhang af at man over for Offenligheden beholdt +Retten paa sin Side. + +Pelle havde ikke svært ved at følge med i hvad der foregik, men stod jo +ellers uden for det hele nu. Han gik til Arbejde i sit pæne Tøj og +Fjedersko, og mødte først Klokken syv, mens de andre mødte Kl. 6 — det +forskød straks Synspunktet. + +Passer og Lineal blev han hurtig fortrolig med, og stod foreløbig og +kopierede nogle slidte Tegninger eller fyldte ud. Han var i en underlig +løftet Stemning — som i en let Rus; det var første Gang i sit Liv han +havde været ved et Arbejde, som var renligt og tillod at have pænt Tøj +paa. Underligt var det i det hele taget at se Tilværelsen herfra; et nyt +Perspektiv aabnede sig for én. Mens det gamle viste hen mod en eller +anden brøstfældig Alderdom, førte dette opad. Her kunde han naa alt hvad +han vilde, lige til den højeste Stilling! Hvad om han engang krøb derop, +i Spidsen for det hele, og satte otte Timers Arbejdsdagen og en god +Dagløn igennem? Saa skulde han vise dem, at man godt kunde komme nede +fra og op uden at glemme sin Fortid og blive til en Blodsuger. De skulde +endda komme til at raabe et Leve for Pelle den gode Kammerat — skønt han +forlod deres Rækker. + +Hjemme var der travlt, saa snart han kom inden for Døren, tog Ellens +hundrede Forehavender ham. Han maatte have et Sæt pænt Tøj til — graat +Kontortøj, og mere Linned; gaa til Barberen blev han ogsaa nødt til +mindst to Gange om Ugen, han fik ikke Lov til selv at sidde og karte sig +i Ansigtet med et gammelt Rivejærn af en Barberkniv. Pelle maatte sande, +at det ikke var helt nemt at være en Overklasser som han kaldte det. + +Og der skulde Penge til det altsammen. Der var den samme Jagen og +Hovedbrud for at støve Skillinger op som i Vinterens Nød; men denne Gang +var det helt morsomt, det havde lyse Formaal, og varede blot til man kom +i Trit. Lasse gik og saa hyggelig ud; han havde Pelles halvgode Løbetøj +paa som Ellen havde pudset op, og en sort vateret Krave med hvid +Gummistrimmel, og blankbørstede Slæber paa Fødderne. Det var de gamle +Fedtlærsstøvler — dem Pelle drog ud fra Stengaarden i — der var til +endnu; de var bare skaaret ned til Stuetøfler. Skafterne sad forresten +paa et Par Træskostøvler. + +Han holdt sig helst til Børnene og lignede rigtig en gammel Bedstefar, +med sit visne Ansigt og det gode Blik der gik lidt kort nu. Naar Lille +Lasse skjulte sig i den modsatte Krog af Stuen, kunde Far Lasse ikke se +ham, og det benyttede Knægten sig af; han begreb aldrig de Øjne, som +ikke kunde se længer end tværs over Bordet, og spurgte bestandig +hvorfor. + +„Det er fordi jeg har set ind i for megen Daarligdom i mine Dage,“ +svarede den gamle altid. + +Forresten var han bare lykkelig. Og hans gamle udbrændte Krop viste sin +Taknemmelighed ved at lægge Huld paa sig igen, han begyndte hurtig at +faa fyldigere Kinder. Han var snild til at passe Børnene; Pelle og Ellen +kunde trygt give sig ud i deres mange Forretninger. Der var de hundrede +Ting som skulde til, for at man kunde passe ind i det ny! De tænkte +ogsaa paa at optage et Laan paa et Par Hundrede Kroner. „Far vil +kavtionere for os,“ sagde Ellen. + +„Ja saa kan jeg faa Raad til at tage nogen god Undervisning i Tegning,“ +sagde Pelle. „Jeg trænger til at faa rigtig Bund lagt.“ + + * * * * * + +Om Lørdagen løb Fristen for de gamle Akkorder ud. Stemningen blandt +Arbejderne var stærkt spændt, men de passede hver sit og forholdt sig +afventende. Ved Middag gik Formændene omkring og æskede hver enkelts +Stilling. De fik efter Aftale ingen Besked; men hen paa Eftermiddagen +gik tre Arbejdere som Deputation op paa Kontoret og bad om at faa +Direktøren i Tale. Da han kom ind, traadte Maskinarbejder Munck som var +Ordfører frem og sagde: „Vi kommer paa Kammeraternes Vegne.“ Mere fik +han ikke sagt; Direktøren fór frem, pegede mod Trappen og raabte: „Jeg +underhandler ikke med mine Folk.“ + +Saa kom de ned, Arbejderne stirrede op mod dem — det var hurtig gjort! +Den tykke Munck bevægede Læberne som om han raabte, men ingen kunde høre +noget for den forfærdelige Larm fra Maskinerne. Han gik med drøje Skridt +ned gennem Hallen, tog en Hammer og slog tre Slag paa den store +Staaltromle. Det lød som Dommedagsslag, i hele Fabrikken drønede det. I +samme Nu fór de nøgne sværtede Arme i Vejret og slog Remmene af store og +smaa Drivhjul, Maskinerne løb ud, hele Bruset stansede med ét; der blev +saa tyst som om Døden var gaaet gennem Rummet. Det tætte Net af +Drivremme der spandt Hallen ind paa Kryds og tværs dirrede endnu svagt; +Stilheden gabede frem af det store Rum som en forfærdet Maaben. + +Formændene løb fra Bænk til Bænk, raabte op og vidste hverken ud eller +ind. Der gik Bud efter Fabrikslederen, mens Arbejderne gik hen og +vaskede sig i deres Spande, stille og tungt som havde de fulgt noget til +Jorden. Deres Miner var lukkede. Anede de mon, at de tre Slag var +Signalet til en forfærdelig Kamp? eller fulgte de kun den første vrede +Indskydelse? De vidste i al Fald tilstrækkeligt; deres Ansigter bar Præg +af at dette var Skæbnen — det uundgaaelige. De havde kaldt paa Vinteren, +fordi man drev dem til det; og nu vilde den vende tilbage for at plyndre +sit Offer endnu en Gang. + +Saa kom de frem, renvaskede og med deres Kluns under Armen, og stod og +ventede tavse paa deres Tur til at faa gjort op. Formændene løb og +maalte op med nervøse Hænder, sammenlignede Arbejdssedler og udregnede +enhvers Tilgodehavende. Fabrikslederen kom ned ad Trappen fra Kontoret, +høj og stolt, og gik gennem Lokalet; Arbejderne veg til Side for ham. +Han saá sig skarpt om som vilde han indprente sig hver enkelt, lagde +Haanden paa en Formands Skulder, og sagde højt saa det hørtes af alle: +„De skynder Dem jo nok Jakobsen, saa vi kan faa disse Mennesker herut i +en Fart.“ Arbejderne rettede langsomt deres alvorlige Ansigter mod ham, +det rykkede i en og anden nedhængende Næve. De forlod Fabrikken én og +én, efterhaanden som de fik Opgør. + +Udenfor samledes de i Smaaklynger og fik Luft i betuttede Udbrud: „Saá I +den Gamle? — han var hvas! Naa, det skal kanske vare noget inden vi +kommer dér igen!“ + +Pelle var i underligt Humør, han vidste, at nu var Krigen brudt ud; der +var slaaet Hul, og det ene vilde tage det andet med sig. — Lille Lasse +der kendte hans Trin i Trappen, løb i Armene paa ham da han kom hjem; +men han sansede det ikke. + +„Du er saa alvorlig,“ sagde Ellen — „er der sket noget?“ + +Han fortalte det stille. + +„Herregud!“ udbrød hun frysende, „skal de nu ud i Arbejdsløsheden igen! +Gudskelov det ikke berører os!“ Pelle svarede ikke. Han satte sig tavs +til sin Mad; sad og ludede som skammede han sig over noget. + + + + + XXVIII + + +Det var en stærk og bevæget Tid der nu fulgte. Gennem en Aarrække havde +Kampen saa at sige forberedt sig selv, og de havde rustet sig til den, +længtes efter den, prøvet at hidlokke den for at faa afgjort en Gang, om +de til evige Tider var udset til at være Slaver og staa i Stampe, eller +der var en Fremtid for dem ogsaa. Nu var Kampen der — og kom bag paa dem +alle; man havde gærne sluttet Fred nu. + +Men nogen Udsigt til en fredelig Løsning var der ikke, Arbejdsgiverne +fandt Tidspunktet gunstigt til at faa ryddet op, Kampen skulde staa nu. +Der var i de senere Aar fremtvunget adskilligt gennem Organisationerne, +det blev trukket frem og lagt paa Bordet: værsgod, æd _det_ i Jer igen! +Det var det samme som at bede dem gaa. Hver Morgen kom der Efterretning +om ny Hold Arbejdere, der var sat paa Gaden eller gik selv. + +Det ene greb ind i det andet. Jærnmændene gjorde fælles Sag med +Fabrikken _Danmark_ og udelukkede Maskinsmedene; saa gik Formerne ogsaa +— og Modelsnedkerne, og andre Fag stansede — det hele hang sammen. + +Pelle kunde fra sit Stade overse det hele. Der kom gamle Kampminder op i +ham, hans Blod blev hedt, og han greb sig i deroppe paa Tegnestuen at +lægge Planer for Arbejdernes Felttog, saadan og saadan. Han havde det +raske Kampblod — det der tager Offensiven — og saá deres Fejlgreb; de +mødte ikke kraftigt nok imod. De var træge endnu, og kunde vanskelig +forsone sig med at de igen skulde spasere; derved skortede det paa +Modangreb som kunde skade. Arbejdsgiverne der under Jærnmændenes +Anførsel tog energisk fat, fik et betydeligt Overtag til at begynde med. + +Fabrikken _Danmark_ blev holdt i Gang, men fungerede mat som en Døende. +Bedriften holdtes oppe ved Hjælp af nogle Skruebrækkere, og enhver der +kunde blandt Funktionærer blev sat i Arbejde dernede, selv Direktøren +for Maskinafdelingen var trukket i Bluse og stod og passede en +Drejebænk. Det galdt om at tage Modet fra de Strejkende ved at vise, at +det hele gik uden dem. + +Der var en Del Forstyrrelse paa Tegnestuen og Kontorerne, Skruebrækkere +skulde støves op helt fra Udlandet, andre stak af og skulde erstattes +med ny. Pelle fik under dette Lov at skøtte sig selv, og tilegne sig +hvad han kunde. Det holdt han ikke af; der var højt op til den øverste +Top, og man kunde ikke hurtig nok faa noget lært. + +En Dag kom der Ordre op til ham om at komme ned og give en Haand med i +Centrifugeafdelingen; Arbejdsmændene havde gjort fælles Sag med +Maskinsmedene. Ordren traf ham midt i en festlig Fremtidsdrøm; han +vaagnede brat. „Jeg er ikke Skruebrækker“ svarede han krænket. + +Saa kom Ingeniøren selv: „Ved De at De nægter at gøre Deres Skyldighed?“ +sagde han. + +„Jeg kan ikke gaa ind i mine Kammeraters Arbejde,“ svarede Pelle lavt. + +„Det kan være meget kønt tænkt af Dem, men nu er de dernede _ikke_ Deres +Kammerater længer. Nu er De Funktionær, og som saadan maa De tjene +Firmaet hvor det forlanges.“ + +„Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke slaa Brødet ud af Haanden paa de +andre.“ + +„Saa er det hele Deres Fremtid det gælder — betænk dog det Mand! Det gør +mig ondt for Dem — for De kunde drive det til noget — men jeg kan ikke +frelse Dem fra Deres egen Halsstarrighed; og her forlanger vi absolut +Lydighed.“ Ingeniøren stod lidt og ventede paa et Svar, men Pelle havde +intet at sige. + +„Naa, jeg skal gaa saa vidt at give Dem Betænkningstid til i Morgen — +skønt det er et Brud paa Fabrikkens Principper. Betænk Dem nu vel — og +bliv ikke hængende i dum Sentimentalitet. Man maa først og fremmest staa +Last og Brast med sit eget! I Morgen altsaa.“ + +Pelle gik. Han vilde ikke komme hjem før Fyraften og være Genstand for +en Række utidige Spørgsmaal, dette her blev tidsnok sagt. Saa drev han +ind over Handelspladserne og gik og gloede paa Skibene. Saa brast den +Lykkedrøm — og kort var den; han saá Ellens skuffede Udtryk og blev helt +trist til Mode. Det gjorde ham mest ondt for hende, hans eget var der +egenlig ikke noget at sige til; det var Skæbnen. Det faldt ham ikke et +Øjeblik ind at vælge mellem sin Fremtid og Kammeratskabet; han havde +helt glemt at Ingeniøren gav ham Betænkningstid. + +Ved sædvanlig Tid drev han hjem. Ellen tog lys og glad imod ham, hun gik +om i en Tilstand af nynnende Glæde, det var helt rørende at se, hvor hun +gjorde sig Umag for at passe ind i andre Samfundslag. Hendes Bevægelser +var helt nydelige, og der var kommet et Træk om hendes Mund som skulde +betyde Fornemhed. Det klædte hende henrivende, og Pelle fik altid Lyst +til at kysse den Mund og forstyrre dens fornemme Holdning; men i Dag +satte han sig tavs til Maden. Ellen satte Mad fra til ham om Middagen, +og varmede den til han kom om Aftenen; i Middagstiden spiste han tør Mad +paa Kontoret. + +„Naar vi nu kommer rigtig i Gang, vil vi allesammen spise Middag Klokken +seks,“ sagde hun, „det er meget hyggeligere.“ + +„Saadan gør fine Folk har jeg ladet mig fortælle,“ sagde Lasse. „Det +skal blive Plaser at prøve det med.“ + +Lasse sad med Lille Lasse paa Knæet og fortalte ham Skæmtehistorier. Saa +lo Lille Lasse, og hvergang skreg Søster i Vuggen op af Glæde som +forstod hun det hele: „Hvad skal det saa være — den om Kællingen? Hør +saa godt efter da, ellers vokser Ørerne ikke! — Kællingen!“ + +„Tællingen,“ sagde Lille Lasse med den gamles Udtryk. + +„Kællingen ja,“ gentog Lassefar, og saa lo de alle tre. + +„Hvad skal jeg først? sagde Kællingen der kom paa Arbejde — spise eller +sove? Jeg tror jeg spiser først. — Hvad skal jeg først? sagde Kællingen, +da hun havde spist — sove eller arbejde? Jeg tror jeg sover først. Saa +sov hun til det var Aften, og gik saa hjem og lagde sig.“ + +Ellen kom hen og lagde Armen paa Pelles Skulder. „Jeg har været henne +hos min sidste Frue, og hun vil hjælpe mig at lave min Brudekjole om til +Selskabskjole,“ sagde hun. „Saa behøver vi kun anskaffe et Frakkesæt til +dig.“ + +Pelle saá langsomt op, det dirrede i hans Træk — Staklen, hun tænkte paa +Selskabelighed! „Du faar spare dig de Bekymringer,“ sagde han stille, +„jeg er færdig paa Kontoret nu. De forlangte jeg skulde være +Skruebrækker, saa gik jeg.“ + +„Ak, ak!“ sagde Lasse og var lige ved at slippe Drengen, hans visne +Hænder rystede. Ellen stirrede forstenet paa Pelle, hun blev hvidere og +hvidere, der kom ikke en Lyd over hendes Læber. Hun saa ud som skulde +hun falde død om. + + + + + XXIX + + +Pelle var igen blandt sine egne; han fortrød ikke at Lykken tog sit +Løfte i sig igen — i Grunden var han glad. Her hørte han dog til, han +havde sin store Del i det mægtige Opbrud — skulde han saa lukkes ude fra +Kampen? + +Blandt Førerne var han velkommen, ingen bar saa meget som han naar det +kneb; hans Skikkelse gav lys Tro og fik Folkene til at holde ud og gaa +uforfærdet paa. Og snild til at lægge Planer var han! + +Tidlig hver Morgen vandrede han ind til Lockout-Bureauet, hvorfra hele +Kampen lededes; alle de mange Traade løb sammen dér. Stillingen blev +klarlagt op til Øjeblikket, Mænd med lokalt Kendskab til Fjendens +stærkeste Stillinger tilkaldtes for at give Oplysninger, og en +omfattende Kampplan blev lagt. Ved hemmelige Kontrolmøder, hvor der blev +tilsagt paalidelige Fæller fra de forskellige Bedrifter, samlede man +Angrebsmateriale af enhver Art — til at ramme Virksomhederne med og til +Brug i Bladkampen. Det galdt om at faa Ram paa de blodtørstige, og dem +der sad let i Sadlen! Der var Bedrifter, Arbejdsgiverne lod blive i Gang +af lokale Grunde; de maatte udfindes og stanses, selv om det øgede +Arbejdsløsheden. Man rustede sig energisk, Vaabnene var det ikke Tiden +at være kræsen med. Pelle var rigtig i sit Es; dette var dog noget andet +end at fælde en enkelt Skomager, selv om han var Byens største! Han var +rig paa Ideer og vaklede aldrig med Hensyn til Udførelsen — Kamp var +Kamp! + +Dette var Angrebssiden; men gennemtrængt af Fællesskabet som han var, +saá han klart, at den egenlige Kamp galdt Forsvaret. Der krævedes +Forudseenhed og store omfattende Forholdsregler, om Masserne skulde +kunne holde Turen ud; til syvende og sidst vilde det blive et Spørgsmaal +om Udholdenhed! Udenlandske Skruebrækkere maatte holdes borte, ved +hurtig Meddelelse til Landenes Partiblade, og ved at man satte +Vagtposter ud ved Jærnbane og Dampskibe. Arbejderne tog Telegrafen i +Brug — for første Gang. De hjemlige Skruebrækkeres Antal maatte holdes +nede ved alle Midler; og først og sidst maatte der skaffes Forraad, saa +de ledige Masser kunde holde sig Hungersnøden fra Livet! + +Pelle havde i en Vision set Arbejdernes naturlige Solidaritet Jorden +over, og nu kom det til Nytte. Førerne udstedte et mægtigt Manifest til +Danmarks Arbejdere, pegede endnu engang paa Afgrunden de lige var dukket +op af, og Lystinderne de higede mod, og manede dem i gribende Ord til +Sammenhold! En Beretning om Lockoutens Aarsager og den Hensigt der laa +bag, blev trykt og spredt ud over Nationen, med Anraabelse om Støtte i +Frisindets Navn! Og gennem Opraab til Udlandets Arbejderpartier +erindrede man om det store Fællesskab. Det var et uhyre Apparat at holde +gaaende; fra en lille Værkstedsforening var Sammenslutningen vokset frem +til at omfatte hele Riget, og nu forsøgte man at omspænde hele Jordens +Arbejderbefolkning og faa den til Forbundsfælle i Kampen. Men disse +Mænd, der var dukket frem af Massen og fremdeles delte lige Vilkaar med +den, magtede det! De havde holdt Trit med Bevægelsens stærke Vækst, og +voksede fremdeles. + +Følelsen af at være vel forberedt gav Mod og lyst Syn paa Udfaldet. Ude +fra Landboerne indløb der daglig Tilbud til Bureauet om Arbejde til de +Udelukkede, de sendte ogsaa Penge — og Bidrag i Form af Fødemidler; +mange Hjem derude tilbød at tage mod de Udelukkedes Børn. Fra Udlandet +kom der Pengeforsendelser, og i Hovedstadens liberale Kredse +sympatiserede man med Arbejderne; i Byens Arbejderkvarterer gav +Handlende og Værtshusholdere sig til at samle ind til de Udelukkede. + +Arbejderne mødte med en uhyre Offervillighed. Paa alle Arbejdspladser +cirkulerede Kuponbøger, Tusender af Arbejdere gav hver Uge en Fjerdedel +af deres knappe Ugeløn. De Udelukkede gik ud i Arbejdsløsheden med stort +Mod, Fællesskabet gjorde dem heroiske. Afklædte som de var efter den +haarde Vinter, enedes de om at give Afkald paa Understøttelsen de første +to Uger. Mange skaanede Kassen helt, og bjærgede sig saa godt de kunde — +fandt sig lidt Biks hos private, eller tog ud paa Landet. De unge ugifte +drog til Udlandet. + +Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunde for at komme alle disse Udveje til +Livs. De forbød Handlende og Leverandører at levere Materialer til de +Udelukkede, som arbejdede paa egen Haand, der blev sendt Sorte Agenter +ud over Landet til Smaamestre og Bønder for at ophidse dem mod de +Udelukkede; de forfulgtes med Stikbreve ud over Landets Grænser. + +Hensigten var tydelig nok; der skulde slaaes en Jærnring om Arbejderne, +og inden for den havde de at affinde sig med Sulten, til de blev møre og +gav Køb. + +Deres Modstand voksede ved denne Erkendelse. Magre var de efter den +endeløse Ørkenvandring, men godt oplagte til at slaa fra sig. Meget +havde de ikke hidtil forstaaet af det hele; det ny havde puslet i dem, i +løsrevne Brokker og Stumper — som Udtryk for den dumpe Følelse af at +Landet nu var nær. Ofte var det kun et enkelt Ord, der havde bidt sig +fast og maatte tjene til at udtrykke det hele. Der kunde komme nogen og +slaa det fra dem med svært saa fornuftige Grunde; saa splintredes de +Sætninger de havde klynget sig til som saa holdbare. Men tilbage blev +Troen selv og den store Forstaaelse; dybt i deres Sjæle sad den dunkle +urokkelige Bevidsthed om, at de var udsete til at drage ind i +Lykketiden. + +Og nu klarede det for dem, Kampen kastede Lys fremefter og bagud. Den +anskueliggjorde i al sin Haardhed hele deres Tilværelse. Det var det +samme de altid havde været ude for, blot trukket saa kraftigt op at +enhver kunde se det. Man havde flettet de mange Snærte sammen til en +stor Pisk — Sultepisken, for med den at drive dem tilbage, midt ud i +Elendigheden igen! Nøden blev pudset paa dem i sin mest fortættede +Skikkelse! det var det yderste Middel; det bekræftede for dem at de nu +var inde paa den rette Vej og nær ved Maalet. Natten var altid ondest +lige før det gryede ad Dag! + +Der var ogsaa mangt og meget at blive klog af nu. Dér havde man gaaet og +faaet banket ind i sig, at Tyskerne var Arvefjenden, og at Fædrelandet +gik forud for alt. Men nu indkaldte Arbejdsherrerne ganske rolig tyske +Lejetropper til at drive deres egne Landsmænd tilbage i Elendigheden +med. Det med Fædrelandsfølelsen var kun kønne Ord, der eksisterede kun +to Nationer: Undertrykkerne og de Undertrykte! + +Ja saadan forholdt det sig nok, ret besét! Man skulde ikke tro for godt +paa, hvad der blev fortalt oppe fra — og derfra var det jo al +Undervisning kom! Præsterne var ogsaa gode, de vidste nok hvilken Herre +de skulde tjene! Nej, man burde have haft sine egne Skoler, hvor Børnene +i Stedet for Religion og Patriotisme fik Kundskab om den ny Aand. Saa +havde det nok forlængst været forbi med Fattigdommens Forbandelse! — +Saadan benyttede de Kampen og den tvungne Lediggang til at tænke over +Tingene og søge at fæstne et og andet. + +Sultens Spøgelse begyndte hurtigt at husere, men Virkningen var ikke den +ventede; det vakte blot Hadet og Trodsen i dem. Netop paa dette Omraade +havde de deres Uovervindelighed! Gennem Tiderne havde de lært at lide — +ikke lært andet; og det kom dem tilgode nu. De havde uudtømmelige Fonds +at tage til og hente Modstandskraft af dér, og var ikke til at slaa ned. +Gav de sig da ikke snart? Naa, saa et nyt Tusend paa Gaden. Men +Elendigheden blev at se til ikke større for det; de havde lært at færdes +dannet med deres Savn — det var deres Part i den stigende Kultur. Man +saá ingen Nød fremme; de affandt sig med den i Krogene og saa frejdige +ud. Det svækkede Modstandernes Tro paa Midlets Ufejlbarlighed. + +Og de adopterede selv Sulten som Kampmiddel, boykottede Arbejdsgiverne +og deres Paarørende, og slog hvor de kunde. Mangen Port blev mærket med +et Kors af den store Arbejderhær, og de indenfor dømt til Ruin. + +Det var som Modet i Masserne steg, jo mer truende Nøden rykkede dem ind +paa Livet. Ingen kunde vide, hvor lang Tid dette tog; man maatte more +sig, mens man havde det krøllede Haar endnu. Endnu var Klæderne i +Behold, og man gjorde Skovture ud i det unge Foraar, drog syngende ud +med Faner i Spidsen og kom syngende hjem. Det var første Gang, man havde +fri skønt der var Arbejde nok — altsaa den første Ferie! Og som om de +var hele Matadorer i Købedygtighed, boykottede de dem af Kvarterets +Handlende, der ikke stod paa Arbejdernes Parti. Hadet var oppe, det var +for eller imod, alt maatte tage Stilling. Urtekræmmerne stak +deres Opfattelse af Vejen hvis de havde nogen, og kappedes i +Arbejdervenlighed. Paa Disken laa Kuponbøger til Indsamlingen, enkelte +gav Procenter af deres Omsætning. Man havde god Tid til at se sine Folk +paa Fingrene, og Hadet var oppe; det blev bitrere og bitrere. + +Førerne holdt igen og manede til Besindighed. Men der var noget +besættende ved denne Kamp for den nøgne haarde Eksistens — og for +Lykken! noget som gik til Hovedet og fristede til at spille Plat og +Krone. Ledelsen havde sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa at begrænse +Antallet af ledige Hænder — det kunde blive svært at faa Midlerne til at +slaa til. Men Arbejderne der var i Arbejde, forlod det for i blind +Solidaritet at slutte sig til deres udelukkede Kammerater. De mente, de +hørte til dér! + +En Dag rejste Masserne uventet Krav om at faa en Time trukket af +Arbejdstiden. De fik Afslag, men om Aftenen holdt de op Kl. seks i +Stedet for syv. Samfundet var af Lave, midt i Stilstanden efter en haard +Vinter forlangtes der kortere Arbejdstid! + +Dette Træk kom bag paa Kampledelsen; den var bange for at det skulde +forskærtse den almindelige Sympati med Arbejderne. Det overraskede især +at den prøvede, besindige Veteran Murer Stolpe ikke havde lagt sig i +Vejen for Beslutningen. Som Organisationens mangeaarige Formand havde +han stor Magt over Folkene; han maatte se at faa dem til at optage +Arbejdet igen. Pelle forhandlede med ham. + +„Det er ikke min Sag,“ svarede Stolpe. „Jeg har ikke foreslaaet +Stansningen, men der var Flertal for den paa Generalforsamlingen — og +saa er den ikke længer. Jeg gaar ikke paa tværs af Kammeratskabet.“ + +„Det er nu galt af jer,“ sagde Pelle — „og du har dog Ansvaret! Jert Fag +er ogsaa længst fremme i gode Kaar — og I burde tænke paa Kampen vi er +ude i.“ + +„Ja Kampen — naturligvis er det den vi har tænkt paa! Det er ganske +rigtigt at jeg har et hyggeligt og godt Hjem, fordi mit Fag er godt — vi +Murere har skaffet os gode Tilstande og tjener ordenligt. Men skulde vi +maaske gaa og nyde Godtid og se paa, at de andre slaas for det bare +Brød? Nej vi hører til derude hvor det gaar løs.“ + +„Men Understøttelsen fra jer — det er en halv Snes Tusend Kroner om Ugen +vi nu skal undvære! Og jeres Handling kan faa uberegnelige Følger for +os. Du maa lave det om, Svigerfar! se at faa Majoriteten underkendt.“ + +„Det er nok Diplomati hva’? men gem hellere den til vore Modstandere! +Hos os holder vi Afstemningen i Ære, det er den der skal reformere det +hele. Begynder man først at pille ved Stemmesedlerne, saa —“ + +„Men det behøver du heller ikke! Folkene er jo ikke klar over hvad de +gør, man kan ikke forlange Overblik af dem. Derfor kunde du foretage en +ny Afstemning — naar jeg først har talt for dem om Kampen!“ + +„Naa saa vi kan ikke overse hvad vi gør!“ udbrød Stolpe fornærmet. „Men +tage Følgerne kan vi sku da! Ja vist, du skulde op og liste dem om +Hjørnet, og saa skulde de stemme modsat! Nej, ingen Fiksfakserier her! +De har stemt efter deres Overbevisning — saa staar det fast, enten det +er rigtigt eller galt. Vi piller ikke!“ + +Pelle maatte opgive det, den gamle var ikke til at rokke fra sit +Standpunkt. Murerne forøgede de spaserende med et Par Tusend Mand. + +Arbejdsgiverne benyttede dette Overgreb, som maatte stille dem +fordelagtigt i den offenlige Mening til at føre et afgørende Slag. +General-Lockouten blev erklæret. + + + + + XXX + + +Hjemme hos Pelle stod det smaat til. De havde ikke forvundet Vinteren +endnu, da han reves ind i Kampen; og Forberedelserne til hans ny +Stilling havde ført dem i Gæld. Pelle mødte med den samme Understøttelse +som de andre Udelukkede — ti tolv Kroner om Ugen; det skulde Ellen +skaffe Mad og Varme til dem for. Hun mente der i det mindste maatte +tilkomme ham noget mere som Fører, men Pelle selv ønskede sig ikke andre +Kaar end dem der var Hvermands. + +Naar han kom hjem, dygtig overkørt af Træthed efter sin anstrængende +Dag, mødte han hendes spørgende Øjne. Hun sagde ikke noget, men Øjnene +gentog haardnakket deres Spørgen Dag for Dag. Det var som sagde de: Naa +har du saa fundet Arbejde? Det irriterede ham, for Ellen vidste jo godt, +at han ikke søgte Arbejde, og at der overhovedet ikke var noget at søge. +Hun kendte Situationen lige saa godt som han, men lod haardnakket som +hun ikke anede alt det, han og Kammeraterne var ude i. Og naar han +bragte det paa Tale, tav hun stædigt; hun vilde ikke vide Besked med den +Ting. + +Kampens Hede stod Pelle i Hovedet, han vilde ingen hellere dele sin +Stemning og sine Felttogsplaner med end hende. Ellen havde sporet ham +frem paa andre Omraader, og han havde følt det som en Tilvækst, en +Bekræftelse for sit Væsen; men her tav hun. Hun havde ham og Hjemmet og +Børnene, alt andet kom hende ikke ved. Vinternøden havde hun delt med +ham og dog været glad; den var uforskyldt. Men her kunde han faa Arbejde +blot han vilde. Hun havde taget sin stumme Modstand op igen, og det +virkede hæmmende paa ham, tog noget af Glæden ved at være i Ilden. + +Naar han kom hed hjem og fortalte, hvad der var udrettet den Dag og +sket, blev det til Lasse han talte. Hun gik i sit eget som en døv; og +pludselig afbrød hun hans Beretning med, at de manglede det og det. Saa +vænnede han sig af med at være meddelsom, og lagde hele Arbejdet uden +for Hjemmet. Naar der var noget at skrive, eller Folk at afhandle Sager +med, valgte han en eller anden Beværtning for at være fri for hendes +hæmmende Nærværelse. Han undgik at betro hende om sine Tillidsposter; og +skønt hun ikke kunde undgaa at erfare dem udefra, lod hun som hun +ingenting anede. For hende var han bestandig kun Arbejderen Pelle, der +unddrog sig Forsørgelsen af Kone og Børn. Dette haardnakkede Syn pinte +ham; bitter som han var hjemme fra, lagde han endnu mere Styrke i Kampen +og fik noget af en haard Haand. + +Lasse gik og saá paa dem og var uglad. Han vilde gærne mægle, men vidste +ikke hvordan det skulde gribes an; han følte sig ogsaa til overs. Hver +Dag trak han i sit gamle Tøj og gik ud for at tilbyde sin Arbejdskraft i +tilfældigt Sjov, men der var ledige Hænder nok som var yngre end hans. +Han gik ogsaa i Angst for at tage fat i noget, hvorved han kom til at +gaa ind i de andres. Kampen forstod han sig ikke paa, og havde svært ved +at afgøre hvad der var forbudent Land; men han havde ubetinget Respekt +for Pelle. Naar Pøjke sagde saadan og saadan, saa var det rigtigt, selv +om man sultede ihjæl af det — Pøjke var udset til noget! + +En Dag forlod han stille Hjemmet; Pelle mærkede det knap, optaget som +han var. „Han er vel sagtens taget ud til Marskandisersken i _Arken_,“ +tænkte han — „her er heller ikke morsomt.“ + +Pelle havde den udadvendende Del af Kampen under sig; han forstod sig +ikke paa Regnskaberne og Administrationen, men tumlede sig i Marken. +Allerede som otteaars Barn havde han faaet den Opgave at gøre sig til +Herre ved sine egne Midler og ført det igennem, og det kom ham tilgode +nu. Han havde Massernes Tillid; hans Tale faldt dem naturligt, saa de +troede paa ham naar de ikke forstod. Men var der nogen, der ikke vilde +med den Vej han førte, saa skulde de alligevel. Her var ikke Tiden til +ret megen Parlamenteren; hvor gode Ord ikke hjalp, slog han haardt til. + +Kampen bestod først og fremmest i at holde sammen paa Masserne, og han +var paa Gaden altid; overalt hvor der stod noget paa, dukkede han op. +Han havde sat en storslaaet Parade i System, hver Morgen stillede alle +de udelukkede Arbejdere til Mandtal paa forskellige Steder i Byen, hver +under sin Organisation. Ved denne daglige Kæmpemønstring af op imod +40,000 Mand var det muligt at se, hvem der faldt fra som Skruebrækkere. +Der manglede altid nogle, og de der havde lovligt Forfald maatte +godtgøre det for at faa Del i Understøttelsen. Han var til Stede snart +her snart der, altid uventet, fordi han handlede impulsivt. _Lynet_ +kaldte de ham, for det pludselige der var ved ham. Han handlede ikke ud +fra lange Overlæg, men havde god Rod i det hele alligevel; det ene +groede naturligt ud af det andet — til større Dimensioner end nogen +bevidst Forstand kunde overskue. Og Pelle groede naturligt med, og havde +Overblikket i selve sin Impuls. + +Der var nok at tage Vare; ved Mønstringen skulde de udeblevne bogføres, +og enhver der vidste noget om dem kom frem med det. Den var stukket af +til Udlandet, den til Provinsen for at søge Arbejde — saa var det godt. +Naar nogen faldt fra som Skruebrækker, blev der straks taget +Forholdsregler til at straffe ham. Paa den Maade holdt Pelle Rækkerne +fast sammen. Der var mange lette Elementer imellem, forhutlede uvidende +Fyre, som ikke var sig Sagens Rækkevidde bevidst, men den strænge +Kontrol og Rettergangen gjorde det til en betænkelig Sag for dem at +bryde ud. + +I Tilknytning til dette havde han sammen med Stolpe organiseret et stort +Korps af de bedste Folk til Strejkevagt. Det var ivrige fanatiske Mænd +fra de forskellige Fag, som havde været med til at organisere Fagene og +kendte hver enkelt. De mødte tidlig om Morgenen ved de forskellige +Arbejdspladser, noterede hvem der gik til Arbejde, og søgte at afholde +dem. De laa i bestandig Strid med Politiet, der lagde dem alle mulige +Hindringer i Vejen. + +Med Morten traf han jævnlig sammen; Nøden havde kaldt ham frem af hans +Forbehold. Han troede ikke paa at Kampen vilde føre til lykkeligere +Tilstande og tog derfor ikke Del i den. Men Nøden kendte han som ingen +anden; hans Indsigt her var uhyggelig stor, Fordelingen af Fødemidler +kunde ikke komme i bedre Hænder. Han forestod hele Uddelingen, men holdt +mest af at staa og partere Flæsk ud til de Udelukkedes Familier. +Rationerne var nøjagtig afmaalt, men Konerne trængtes alligevel om at +komme hen til ham. Der var Velsignelse i hans blege Smil — hans Bidder +var de største syntes de! + +Morten og Pelle var uenige om næsten alting. Selv her hvor alting afhang +af det ubrydelige Sammenhold, kunde Morten ikke gøre sig fortrolig med +den haarde Haand. „Husk paa, de er umyndige,“ sagde han bestandig. Og +det kunde ikke nægtes, at der var mange imellem som stod fremmede for +det hele og ingenting forstod, skønt de ellers var kloge besindige +Mennesker. Det var mest Folk, der var flyttet ind fra Landet i en +fremrykket Alder — nogle havde været Smaamestre derude. Fagforeningen +var for dem en Slags Selvtægt, Strejken benyttede de i al Troskyldighed +til at sikre sig godt Arbejde. Naar de blev skældt ud for Skruebrækkere +ellers Hædersmænd, smilede de som Spædebørn der sigtes paa med en +Revolver. Tunge i det som de var, tog de sig Forfølgelsen nær uden at +fatte Grunden. Men med maatte de! + +Jærnmændene satte alt ind paa at holde nogle enkelte Virksomheder i +Gang, hvor alt det Arbejde udførtes de var kontraktmæssigt forpligtede +til, eller som ved Stansningen vilde gaa over paa udenlandske Hænder. +Disse Virksomheder maatte om muligt stanses, Strejkevagterne var i +Aktivitet, og _Arbejderen_ averterede med Skruebrækkernes Navne og +Adresse. Naar de gik fra Fabrikken, stod der en Folkemængde og tog imod +dem med Haan og Spot; de maatte eskorteres hjem af Politi. Men Harmen +over deres Troløshed forfulgte dem hjem i Kasernerne, de Udelukkedes +Kvinder og Børn tog Kampen op og førte den over paa Skruebrækkernes +Familie, saa de maatte fortrække. Om Natten saá man dem drage af Sted +med deres Ejendele paa en Trækkevogn og finde sig et nyt Hjem i Ly af +Mørket. Men Dagen aabenbarede dem, og de maatte af Sted igen som +landflygtige, til Politiet tog sig af dem og skaffede dem Husly. + +En Dag blev en stor Maskinfabrik paa Nørrebro sat i Gang igen ved Hjælp +af fremmed Arbejdskraft og Skruebrækkere. Pelle lavede til at give +Arbejderne en varm Modtagelse naar de gik hjem. Men i Dagens Løb fik han +gennem en Betjent, der i Smug holdt med Arbejderne, et Vink om at to +Hundrede Betjente holdtes skjulte i en nærliggende Skole, klar til +Udrykning. + +Hen ad Eftermiddagen mødte Folk op, ledige Mænd, fattige Koner og Børn. +De kom tidligt, det skete at man slap Arbejderne ud en Time før Tiden +for at undgaa Sammenstød; og de havde ikke noget at forsømme med at +vente. Til sidst var der et Par Tusend Mennesker uden for Fabrikkens +Port, Politiet gik frem og tilbage i Massen flere Mand høj og brød sig +Vej, men maatte opgive at jage dem fra hinanden. Gadedrengene begyndte +at lave Halløj og smittede de Voksne, man trængte til lidt at varme sig +paa, og begyndte saa smaat at drille Betjentene. + +„Folkens!“ raabte pludselig en ung mægtig Stemme. „Heromme i Skolen +ligger et Par Hundrede Pansere og venter paa at vi skal holde Fest, saa +de kan komme til at bruge Stavene paa os. Skal vi være enige om at lade +dem blive hvor de er? — De kan have godt af lidt Skolegang.“ + +„Hurra!“ raabtes der, „Hurra for _Lynet_!“ Der gik en Bevægelse gennem +Mængden. „Det er Pelle!“ hviskedes der fra den ene til den anden; +Konerne stod paa Tæerne for at se ham. + +Pelle og Stolpe stod ovre ved en Mur omgivet af en Snes Mand af +Strejkevagten. Betjentene gik og skelede til dem, de havde Ordre til at +forbyde Strejkevagten at patruljere, men følte ingen Lyst til at give +sig i Kast med Pelle. De boede og hørte hjemme i Arbejderkvartererne, og +et Ord fra ham kunde gøre dem umulige i Byen. + +Det trak ud over almindelig Fyraften, og Arbejderne blev ikke sluppet +ud. Mængden holdt sig varm ved Vittigheder; Brandere om Skruebrækkerne +og Kapitalisterne krydsede Luften. Men pludselig blev der Uro i Flokken, +Gadens Drenge der altid først har Færten af noget, peb i Fingrene og +pilede ned ad en Sidegade. Saa kom Massen i Bevægelse, og Politiet +fulgte i skarp Marsj midt ad Gaden. Fabrikken havde sluppet Arbejderne +ud ad en Bagport. Langt nede i Guldbergsgade trak de af Sted, slukørede +og uden at se sig om, ledsaget af en hel Eskorte Betjente. De blev +hurtig indhentede, og fulgt hjem under en uhyggelig Konsert der nu og da +afbrødes af et: Længe leve Hædersmændene, Hurra! + +Strejkevagten fulgte i en lang Linje paa Siden af Konvojen travlt +beskæftiget med at identificere hver enkelt, og Pelle gik midt i Mængden +og søgte at hindre overilede Handlinger. Der var Grund til at vare sig. +Endnu sad flere Mænd arresteret, fordi de under Strejken i Vinter havde +været i Klammeri med nogle Skruebrækkere, og Politiet havde strænge +Ordrer oppe fra. De besiddendes Presse raabte hver Dag paa haarde +Forholdsregler, og forlangte at enhver Sammenstimlen i Gader og navnlig +foran Fabrikker skulde spredes ved Hjælp af Stavene. + +Hist og her skilte en Skruebrækker sig ud af Holdet, og løb ind i +Gadedøren til sit Hjem fulgt af en lang Piben. + +Der var i Flokken en enlig Mand, aldrende men kraftig, som Pelle kendte. +Han holdt sig paa Siden af den, som skammede han sig over at være under +Politiets Beskyttelse, og gik ludende og tung inde paa Fortovet under +Husrækken. Haaret var stærk graanet, og Bevægelserne lammede. Det var +Murer Hansen, Stolpes gamle Arbejdskammerat og Fagforeningsfælle, som +Pelle havde været oppe hos i Vinter for at faa ham bort fra +Skruebrækkerarbejdet. „Han har det ikke godt,“ tænkte Pelle og blev +uvilkaarlig ved at følge ham med Øjnene. Forfølgelsen havde taget paa +ham. + +Ved St. Hansgade drejede han fra, han vinkede af til Betjenten som vilde +følge ham, og gik ene videre ned Gaden uden at se sig til Siderne, sky +og med dukket Hoved. Hvergang en Barnestemme raabte op, rykkede det +uforvarende i ham. Nede i Gaden stansede han som fastnaglet, uden for +hans Gadedør laa en Bunke fattigt Skrammel i Rendestenen, en Flok +maábende Unger stod i Rundkreds om Bunken, og inde i Klyngen stod en +yngre Kone og fire Børn og holdt grædende Vagt ved Stumperne. Manden +trængte sig gennem Flokken og vekslede et Par Ord med Konen; saa +knyttede han Hænderne og rystede dem truende mod Kasernen. + +Pelle gik hen til ham. „Du har det ikke godt Kammerat,“ sagde han og +lagde Haanden paa hans Skulder — „du er meget for god til det, du har +været oppe i. Du skulde hellere gaa med mig og træde ind i +Organisationen igen?“ + +Manden vendte langsomt Hovedet. „Naa det er dig!“ sagde han og rystede +med et Ryk Pelles Haand af sig. „Og lige frisk og fræk ser du ud. +Elendigheden har nok ikke taget paa dig. Det er nok ikke noget daarligt +Ben at være Levebrødsmand, hva’?“ + +Pelle blev rød af Vrede men beherskede sig. „Dine Grovheder fornærmer +mig ikke,“ sagde han, „jeg har sultet for Sagen, mens du luskede udenom. +Men det skal være dig glemt, naar du vil gaa med.“ + +Manden lo bittert og pegede op mod Kasernen: „Gaa du hellere op med +Medaljen til dem deroppe. I tre Maaneder har de sjikaneret mig, og gjort +Helvede hedt for Kone og Børn for at faa os røget ud. Og da det ikke +hjalp, rendte de til Værten og tvang ham til at sige mig op. Men Hansen +er stædig — han lader sig ikke drive paa Porten. Og nu har de saa sat +mig ud ved Fogden hva’?“ han lo hult. „Men de Par Ting kan vel bæres op +igen for Satan — skal vi fange an Mutter?“ + +„Jeg skal gærne tale med Værten. Og husk paa du er gammel +Fagforeningsmand.“ + +„Gammel —? ja jeg har været med fra første Begyndelse.“ Manden rettede +sig stolt. „Men derfor sulter jeg ikke Kone og Børn ihjæl. — Naa du +skulde gaa Tiggergang for mig? Vil du skrubbe af! Skrub af for Satan, +eller jeg knuser Skallen paa dig med dette her!“ Han greb et Bordben, +Øjnene var helt blodskudte. Hans unge Kone gik hen og tog ham i Haanden. +„Hans“ sagde hun stille. Saa lod han Vaabnet falde. + +Pelle følte Konens bedende Øjne paa sig og gik. + + + + + XXXI + + +Naar Pelle dødstræt var paa Vejen hjem om Aftenen, forlod Følelsen af +Ubetvingelighed ham, og da drejede hans Tanker sig mod Ellen. + +Om Dagen var der ingen Vaklen eller Usikkerhed over ham. Naar han +optraadte og greb ind, var det altid med Massernes Tusender i Ryggen. +Han følte den store Arbejderhær bag sig, naar han slog aabent til eller +mødte tilknappet for at forhandle med Modstandernes Førere. Men til +Ellen kom han ene uden andet end sit Menneske at falde tilbage paa. Og +uden om hende kunde han ikke komme; hvad stort der saa bar ham frem +derude, blev hun ved at sidde inde med hans Livs Hemmelighed. Hun var +stærk og lod sig ikke feje til Side, han _maatte_ grunde over hendes +Væsen og se at finde en Løsning. + +Pelle havde Ærende i utallige Familier, og hvad han saá var ikke altid +lige hyggeligt. Hjemmet var et Begreb som først var ved at trænge ned +fra Middelstanden; selv i normale Arbejdsperioder tjente de færreste nok +til, at der kunde blive Familiehygge ud af det, og Kvinderne forstod +ikke at skabe den endnu. Manden kunde være pæn og velklædt naar man traf +ham ude, men kom man saa med hjem, gentog det samme sig: En skummel +snavset Rede, og en forhutlet Kvinde der gik og gnavede mellem en Flok +Unger. Fortjenesten tillod kun én at leve ordenligt. Manden vendte udad, +han skulde have Paalægsmad med paa Arbejdspladsen, og lidt ordenligt +maatte der stikkes ham naar han kom hjem; de andre hutlede sig saa frem +med lidt Kaffe og Brød, hyggelige Familiemaaltider kunde der ikke være +Tale om. Klæder maatte han ogsaa have, han var Fasaden, det hele hængte +paa ham. Nogen Forstaaelse var der ikke i disse Kvindfolk, de saá kun +hvad der var lige for — Arbejdsløsheden og Manglerne i Hjemmet, og +gnavede Manden ud af Huset naar han viste sig: „Du gaar dér og rager dig +op i alt muligt der ikke kommer os ved — Politik og store Ord — i Stedet +for at passe dit gode Arbejde og lade Tosserne nappes.“ Saa gik de igen +og gjorde deres Arbejde for Organisationen paa Beværtninger, flere af +dem var Tillidsmænd, og Pelle mødtes med dem dér til Forhandling. De var +mismodige naar de kom, og skulde først tøes op. + +Pelle mødte med lyst Haab for dem ogsaa; naar de klagede i deres Mismod, +gav han store Anvisninger paa Fremtiden: „Vore Koner skal nok give os +Ret. Den Dag kommer snart; da vi kan møde med en ordenlig Ugeløn, der er +nok til alle i Hjemmet.“ + +„Og hvis det nu ikke sker?“ kunde de sige. + +„Det skal ske — blot vi holder ud!“ raabte han og slog i Bordet. + +Ja han kunde sagtens se lyst paa alting. Han havde faaet sig en Kone fra +et Elitehjem, en som holdt Huset rent og hyggeligt og forstod at faa det +mest mulige ud af lidt. Datter af en gammel Fagforeningsformand, +opdraget midt i Bevægelsen — en Kone som saá med kloge Øjne paa sin +Mands Forehavender — jo han kunde sagtens. Til det sidste maatte Pelle +tie. + +Paa det Punkt havde hun ikke taget ved Arv og Lære, men var den hun var, +og vilde aldrig blive anderledes hvad der saa gik hen over Hovedet paa +hende. Pelle ofrede Kone og Børn for en kunstig Ide, for ikke at svigte +nogle ligegyldige Kammerater! Det med Strejken og den haarde Fordømmelse +af dem der ikke holdt Trop, var og blev for hende Værtshusbryg; noget +Arbejderne havde siddet og kørt ind i deres Hoveder, naar de havde en +halv en paa. + +Saadan var det, og det fyldte hendes Væsen med krænket Smærte at se sig +og sine sat til Side for uvedkommende — en Smærte der gjorde hende skøn +og gav hende Ret i sit. + +Hun anklagede aldrig i Ord og sørgede altid for at sætte frem hvad Huset +formaaede. Altid traf han Hjemmet i Orden, og han begreb, hvad det +maatte koste hende af Anstrængelse med de faa Midler der var til +Raadighed. Der var intet Angrebspunkt paa hende, og det gjorde +Tilstanden endnu mere trykkende; den kunde ikke komme til noget Udbrud +og faa Luft, det var umuligt at skælde ud og saa blive gode Venner igen. + +Ofte ønskede han at Ellen vilde være forsømmelig som saa mange andre. +Men hun holdt sig stiv; jo mere hans Sager gik saaledes at hun maatte +fordømme dem, des korrektere blev hun selv. + +Naar han endda havde kunnet forklare hendes manglende Forstaaelse med at +hun var gold og egenkærlig. Enkel og usammensat havde han altid syntes +hun var, og alligevel blev hendes Væsen ved at være en Gaade! Hun var +ikke overdreven gavmild og medfølende over for andre — det var sandt; +men hun krævede heller ikke noget for sin egen Mund, det var for ham og +Børnene hun tænkte alle sine Tanker. Han maatte indrømme, at hun havde +ofret alt hensynsløst for hans Skyld — Hjem, hele Verden! og havde Ret +til at kræve noget igen. + +Ogsaa her var hun uforandret den samme. Hendes eget var hende +ligegyldigt; naar bare han og Børnene havde noget, var det hende nok; +hun behøvede saa lidt selv, syntes at blive mæt ved at se dem spise. +Pelle maatte ofte undres over, at hun bevarede sit gode Huld uanfægtet +af, hvor simpel den Føde var hun tog til sig. Hun kunde jo pleje sig +selv i Smug, men den Tanke jog han bort igen med Skam. Hvad hun spiste, +havde altid været hende saa inderlig ligegyldigt; hun agtede ikke paa +hvad det bestod af, men kræsede for ham og Børnene — især ham — og +syntes at trives derved. Ja endnu kræsede hun virkelig for ham! det var +som hun opfyldte en dyb Lov uafhængig af deres indbyrdes Forhold; her +kunde heller intet forandre hendes Væsen. Hun kunde ligne en smuk stor +Moderhund, der sidder og agter opmærksomt paa Ungernes Appetit; ingen +kan af dens overlegne Ro gætte at dens egne Tarme slides af Sult. Naar +de lævnede, pressede hun dem. „Jeg har spist,“ sagde hun, saa roligt at +det gærne lykkedes hende at skuffe dem. Ak saa fortvivlet var det da at +tænke paa, endnu mere uudholdeligt, jo dybere han trængte ind i det. Hun +ofrede sig for ham, og maatte fordømme hans Færd! Sulten forstod hun at +møde, langt bedre end han — og begreb ikke hvorfor de maatte sulte! + +Af alle disse smærtelige Overvejelser steg hun bestandig stærkere frem, +stærkere og mere ufattelig, skøn i al sin Egenhed. Og han skyndte sig +hjem, fuld af brændende Længsel og Hengivenhed; og bestandig med et Haab +om, at hun denne Gang vilde komme ham i Møde, blussende af Kærlighed, og +i Blusel gemme sine Øjne ved hans Skulder. Skuffelsen kastede ham endnu +voldsommere ind i Kampen; Hjærtets Higen efter en blød nænsom Haand +gjorde hans egen haard. + + * * * * * + +Stadig prøvede han paa Udveje til at skaffe Penge. Men da der paa +Forhaand ingen Udveje gaves og han var stærkt optaget af Kampen, +beskæftigede hans Tanker sig ikke med det. Det sad derinde bag i hans +Bevidsthed som et vellystigt Ønske der blot favnede den daglige +Tilværelse; det var som noget inde i hans Sjæl havde taget hans +Tegnegave i Besiddelse, sad og tegnede dejlige Pengesedler og skød dem +op for hans Fantasi. + +En Dag han kom hjem, sad Enkemadam Rasmussen og passede Børnene mens hun +syede Kludesko; Druk Valde var fløjet fra hende — ud i Foraaret! Ellen +var ude paa Arbejde. Det gav et Stik i ham, Maaden hun havde gjort det +paa, uden at nævne et Ord til ham om det først, virkede som et Slag i +Ansigtet paa ham, og i første Øjeblik blev han ond. Men Lumskhed var +hans Natur fremmed! Han maatte erkende, at hun havde Ret i sit; og saa +var Vreden forduftet. Tilbage blev en fortvivlet Stemning, noget inde i +ham vaklede — dette var dog den omvendte Verden. „Jeg maa hellere blive +hjemme og passe Børnene,“ tænkte han bittert. + +„Nu skal jeg nok blive hos Børnene, Madam Rasmussen!“ sagde han. Konen +samlede sit Arbejde sammen. + +„Ja De har meget for,“ sagde hun og stansede henne ved Døren. „Jeg +forstaar mig ikke paa hvad det er; men kil bare paa! det er nu mit +Valgsprog. For værre end det er, kan det aldrig blive. Enkemadam — jo +pyt, lad os bare ikke skabe os! Et Mandfolk kan jo knap forsørge sig +selv, end sige Familie i denne forbandede Verden — og faa Børn behøver +man ikke hedde Madam for. — Her har nu jeg gaaet og slidt mig Liv og +Helsen ud af Kroppen, og tror man jeg nogensinde har tjent til de Rake, +jeg slider op ved min Sjoven? Nej dem har jeg pænt maattet tigge mig til +hos Herskaberne, hvor jeg vaskede. Jo man bli’r flaaet gør man, Madam +Rasmussen har selv prøvet det. Saa jeg siger, dæng bare igen! Der kommer +Drengen hjem: Mor nu har de igen lagt paa Pindebrændet, en Øre paa to +Snese. Hvad rager det os Dreng, kan vi maaske købe to Snese ad Gangen? +siger jeg. Jamen Mor, saa er det en Øre mere paa én Snes! Og Æggene, de +koster en Krone og tyve inde hvor de velhavende handler, men her! +Bevares Madam, naar De tager to, faar De dem for femten Øre. Det bliver +saa lige otte Øre for et Æg, for én skal jo have det mindste Maal, +Pengene er ikke engang efter det. Det er surt at være fattig. Bliver det +aldrig bedre, saa gid Fanden ha’e den der har skabt det hele! — det var +dyrt bandt.“ + +Pelle sad og legede med Lille Lasse. Madam Rasmussens Ord havde oprettet +noget i ham. Det var den evige Klage, den evige Klage; for hver Gang den +lød, uddybedes Fattigmandsverdenen endnu mere — for ham som dog skulde +kende det hele! Det var en forfærdelig Afgrund at se ned i, bundløs; +aldrig syntes man at naa ned til de nederste. Og han havde Ret, han +havde Ret! + +Han sad og tegnede sorgløst for Drengen paa et Stykke Papir og tænkte +paa helt andre Ting; uvilkaarligt tog Tegningen Form inde fra. „Det er +jo Penge, det er jo Penge!“ raabte Lille Lasse og klappede i Hænderne. +Pelle saá vaagent paa Tegningen — javist, det var de grove Træk af en +Tikroneseddel. Det smigrede hans Faderhjærte, at Drengen havde genkendt +den; han fik Lyst til at se hvor godt den lignede. Men hvor i Alverden +skulde han faa en „Blaa“ fra? Pelle, der var med til at indsamle og +fordele Millioner i denne Tid, ejede ikke ti Kroner. Piben, Piben! — det +var jo dér Drengen havde sin Forestilling fra. Hans gamle Julepibe havde +pudsigt nok en Tikroneseddel paa Hovedet — det var næsten som en Tanke! +Han fik den frem og sammenlignede; der var ikke røget af den længe — der +var ikke Raad til det. Han satte sig ivrigt til at udfylde Tegningen, +mens Lille Lasse stod og morede sig over Blyantens Hop. „Far er +rigtignok stor, Far kan!“ sagde han og vilde have Søster vækket, for at +hun kunde være med i Legen. + +Nej Resultatet vilde ikke blive godt! Billedet skulde skæres ud i Træ og +trykkes med Farve, for at Ligheden kunde komme frem. Saa kom Ellen hjem, +og han gemte det af Vejen. + +„Vil du ikke nok lade være med at gaa paa Arbejde?“ sagde han, „jeg skal +nok se at skaffe det nødvendige.“ + +„Hvorfor det?“ svarede hun lukket — „jeg er vel ikke for god til at +bestille noget.“ Der var ingen Klang i hendes Stemme som kunde lokkes +for; saa gik han til Møde. + +Nu Ellen var ude, stak han hjem om Dagen saa tidt han kunde afse lidt +Tid, for at se til Børnene. Han havde faaet fat i et Stykke haardt Træ +og en Tikroneseddel. Han førte med stor Omhu Sedlen over paa Træstykket +og gav sig til at skære den ud, mens han sad og pludrede med Børnene. +Beskæftigelsen lagde Beslag paa ny Sider i ham; den sysselsatte hans +Sind som en kunstnerisk Opgave, der laa bagved alt og arbejdede paa egen +Haand i ham, ogsaa naar han var ude. Arbejdet fyldte hans Sind med en +egen Skønhed, saalænge det stod paa. En varm og lykkemættet Verden steg +frem af dette Seddelansigt, der gled bestandig tydeligere ud af +Dunkelheden, og slog alle Savn til Side. Naar Pelle sad ved dette, +løftedes hans Sind ud af alt trykkende som var han beruset, det var slet +ikke til. Han blev optimistisk og gav i Tankerne rige Løfter til Ellen. + +Alting var i Grunden saa lige til, det var en Misforstaaelse — ikke +andet! Han maatte tale med hende, og hun vilde straks indse, hvilken +lykkelig Tilværelse de gik ind til — blot de holdt ud. Det var Tavsheden +der havde sat ondt. Lykken, Lykken; den var nærmere nu end nogensinde, +større og herligere end de andre Gange den havde banket paa! Hvorfor — +vidste han ikke, gjorde sig ikke Rede for! + +Men naar han hørte hendes Skridt paa Trappen, blegnede Drømmene. Han +vaagnede og gemte sine Sysler af Vejen, skamfuld ved Tanken om, at hun +kunde komme hjem fra Arbejde og gribe ham i at sidde og lege. + +Undertiden knugedes han ned ved Følelsen af det uoverkommelige i +Forholdet til Ellen. Han kunde ikke klare det modstridende i den +bestandige Higen udad til større og stærkere Forhold, fra Sejr til +Triumf — og Afmagten hjemme, hvor hans Lykke gik baglæns. Han blev træt +af at gruble over det, og fik Lyst til at være ligeglad med det hele. +Trang til at drikke havde han ikke, men noget var ved at forfalde i ham +alligevel. En vis Ligegyldighed over for eget Velfærd aad sig opløsende +ind paa ham og fik ham til at vove sig langt ud, ligeglad med om han +gjorde Dumheder som skadede ham. Men saa raabte det stærkt i ham, især +naar han stod over for beske Udslag af Nøden. „Det er mit gamle Lyde“ +tænkte han og blev agtpaagivende. I Barndommen var det et Slags +Slagtilfælde, nu var det blevet til en Stemme. + + + + + XXXII + + +En tidlig Morgen vandrede Pelle ind gennem Byen. Han var staaet op før +Ellen for at være fri for det pinlige Morgenmaaltid. Ellen vilde anvende +al sin Kløgt for at faa ham til at sætte et ordenligt Foder til Livs, og +Maven var ikke svær at overtale; bagefter gik han saa og skammede sig +over at han havde forsynet sig paa de andres Bekostning. Saa snild han +var, kunde han ikke staa sig mod hende paa anden Maade, end ved at +stikke af mens hun sov. + +Hans fastende Tilstand gav Byen og hele Tilværelsen et eget +gennemsigtigt Skær. Der laa en lang Dag for ham med et uhyre Arbejde, og +bag sig havde han den friske Sejr fra i Gaar. Det forholdt sig saaledes +dermed, at Jærnmændene havde faaet den snilde Ide at stifte en +Splittelsesforening for Smede og Maskinarbejdere og lægge Navnet nær op +ad deres Fagforenings. De udsendte saa Løbesedler til Folkene om, at +Faget genoptog Arbejdet næste Dag. Mange var ikke stive i at læse og tog +det for en Meddelelse fra deres egen Fagforening, andre mente at en +Fagforening var en Fagforening, og nogle lod sig lokke af de større +Fordele den ny Forening bød. Der var stor Forvirring blandt Fagets +Arbejdere! Saa snart Fiffet var afsløret, trak enhver hæderlig Mand sig +ud af Historien; men en Vandgang var det! — og en gruelig flov én over +for alle Kammeraterne. + +Pelle var godt gal i Hovedet over dette Krigspuds, der til syvende og +sidst ramte ham som Lederen af den aabne Kamp; han havde lidt et +Nederlag og pønsede paa Hævn. Trods alle Strejkevagtens Anstrængelser +var det ikke muligt at faa den fuldtallige Liste over Skruebrækkerne; +Ærgrelsen over det sad og brændte i ham som en beskæmmende Følelse af +Afmagt, han var bekendt for at naa Bunden naar han tog sig noget paa! +Han besluttede at møde List med List og sætte en Fælde for Modstanderne, +saa de selv udleverede Skruebrækkerne. En Morgen offenliggjorde han sin +Liste i _Arbejderen_ med et hoverende: Se her, flere har Modstanderne +ikke! Om nu Arbejdsgiverne virkelig gik i Vandet, eller Skruebrækkernes +Skæbne i Grunden var dem ligegyldig: Næste Morgen protesterede deres +Organ og opgav Navn og Tal paa Resten ogsaa. + +Det var en Lussing der havde vasket sig, den kastede Lys over de magre +stillestaaende Ansigter — sikken en Tak for sidst! Den Pelle var en +Fandens Fyr — Hurra for _Lynet_! — + +Pelle _var_ en Fandens Fyr som han travede af Sted, frisk og fuld af +Gaa-paa-Mod, og tog Ekkoet fra Sidegaderne og de store Kaserner ind i +sit kraftige Trit. Gader og Huse var rimduggede af Nattefrosten, oppe i +Luften var der en egen Tindren som hørte Byen til, Lyset kom fra skjulte +Kilder. Han havde ladt alle Bekymringer bag sig derhjemme, rundt om var +der Arbejdere som hilste, og han sendte dem sin Genhilsen som en Opsang. +Han kendte dem ikke, men de kendte ham! Følelsen af at hans Arbejde — +saa haarde Spor det drog — vakte Taknemmelighed løftede ham fremad. + +Der var intet Morgenhumør over Byen. Lockouten laa som en lammende Haand +over det hele, Omsætningen var træg, og Mellemstanden sukkede. Men nogen +Udsigt til Fredslutning var der ikke, begge Parter var uforsonlige. +Arbejderne havde ikke mistet noget ved Murernes uoverlagte Stansning — +Sympatien for Underklasserne var af politisk Oprindelse; ude fra Landet +strømmede Bidragene fremdeles ind. Ogsaa fra Udlandet kom der betydelige +Summer. Kampen kostede Arbejderne en halv Million om Ugen nu, og Hjælpen +udefra var at se til som Draaber i Havet. Men den gav moralsk Støtte, og +virkede ansporende paa Selvbeskatningen som bar det hele. Armodens +hundredtusend Hjem lod deres sidste Stumper springe for at føre Kampen +igennem; nu vilde de have Fremtiden afgjort. Arbejdsgiverne prøvede at +stoppe den store Landsindsamling ved at gøre Myndighederne opmærksomme +paa en ældgammel Forordning om Betleri, men det vakte kun Munterhed. +Lidt Latter havde man endnu Raad til. + +Arbejderne havde indrettet sig med Sulten. De tog ikke i Skoven mere, +men færdedes sindigt gennem Gaderne som Folk der har altfor god Tid — og +gav Byens Ansigt et eget Præg af fattig Eftertænksomhed. Deres Skridt +var for dvælende til at give Genlyd, og i Hjemmene var der Ro til +Eftertanke. De larmende, altid sultne Børn var spredt ud over Landet — +de havde da den gode Mad; men tomt var her efter dem! + +Pelle mødte dem i Hold, de var paa Vej til de forskellige Mønstringer. +De rejste Hovedet idet han gik forbi; hans Skridt gav Genlyd for dem +alle. Det var fyrretyve Tusend Mand dér kom, deres Haab, deres Vilje — +Pelle udtrykte det hele for dem! De stirrede efter hans uovervindelige +Skikkelse og rettede sig op. „Satan til Ka’l,“ sagde de lyst til +hinanden — „han ser ud, som kunde han gaa det hele ned! Se engang paa +ham, han kan jo knap faa sig af Vejen for de store Lastvogne! Skal vi +gi’e ham et Leve, Kammerater!“ + +Værtshusholderne stod i Kælderhalsen og gabede op mod Morgenhimlen — det +var Dyrtid for dem! I Beværtningernes Vinduer hang Papskilte med +Indskriften: Her modtages Bidrag til de Udelukkede! + +Paa Dronning Louises Bro mødte Pelle en lille blegfed Mand i en lurvet +Frakke; han havde slappe Træk og en stor rød Næse. „God Morgen Hr. +General!“ raabte Pelle muntert; Manden slog nedladende ud med Haanden. +Det var Straamanden for _Arbejderen_, en forhenværende Kapitalist, der +for en lille ugenlig Betaling var Bladets ansvarhavende Redaktør over +for Myndighederne. Han tog Fængselsstraffene paa sig, og sad — for et +yderligere Tillæg af fem Kroner om Ugen — Bladets Bøder af. Naar han +ikke var i Arresten, opholdt han Livet ved Drik. Han led af +Storhedsvanvid og bildte sig ind, at det var ham der førte hele +Arbejderbevægelsen; derfor kunde han ikke lide Pelle. + +Inde i Arbejderbygningens store Gaard var Havnearbejderne mødt til +Mandtal. Formanden tog imod Pelle i Porten; det var den samme Arbejder +Pelle og Tudeper havde taget sig af en Aften paa Havnen — nu forstod han +sig paa det ny! + +„Naa hvordan gaar det?“ spurgte Pelle og trykkede hans Haand. + +„Storartet! af Tusend Mand mangler kun syv.“ + +„Men hvor er Glade Jakob henne? Er han syg?“ + +„Han er arresteret,“ svarede Formanden mørkt. „Han kunde ikke holde ud +at se paa at hans gamle Forældre sultede — saa gjorde han Indbrud hos en +Urtekræmmer — han og Broderen. Nu sidder de begge to!“ + +Et Øjeblik blev Rynkerne i Pelles Pande forfærdelig dybe og graa; han +stod og stirrede blindt ud, de lyse Træk i hans Ansigt segnede og lagde +sig, i tung Jammer. Arbejderne gloede paa ham — stod han ikke dér og +faldt i Søvn, ret op og ned! Men saa tog han sig sammen. + +„Naa Folkens, kan I faa Tiden til at gaa?“ spurgte han muntert. + +„Aa, hvad det angaar! Det er første Gang man har Lejlighed til at lære +Kone og Børn ordenlig at kende,“ svarede de. „Men derfor kunde det +alligevel være morsomt at faa fat igen.“ + +Det var synligt at Lediggangen begyndte at tynge nu; der sad en +bestandig Grublen i deres stillestaaende Træk, Øjnene rettede sig paa +ham med en vedholdende haard Spørgen. De forlangte, at hvad han tog sig +for skulde være afgørende til den ene eller anden Side. Blødladne var de +ikke blevet, de stemte stadig for at gaa videre. Derude i Forlængelsen +af Kampen laa det de søgte, og de spejdede i Pelles Ansigt efter et Træk +der kunde bekræfte Lykken. + +Mange underlige Spørgsmaal maatte han besvare; der groede besynderlig +fantastiske Forestillinger frem af Nøden og røbede, at deres rolige +beherskede Optræden var Resultatet af mange aarvaagne Kræfter. + +„Tager vi nu hele Magten og Rigdommen fra de Store?“ spurgte en Arbejder +efter længe at have stirret grundende paa Pelle. Kampen havde hærget +hans Skikkelse, men til Gengæld tændt en Gnist i hans Øjne. + +„Ja nu tager vi vor Menneskeret, og kræver Arbejderen respekteret!“ +svarede Pelle. „Saa bliver der ikke noget der hedder Herrer og Smaafolk +længer.“ + +„Men hvad saa hvis de vil op igen? Vi maa gøre en hurtig Ende paa dem, +saa de ikke skal kravle op og ride paa os igen.“ + +„Du vil kanske ha’e dem ud paa Fælleden og skyde dem — men det er ikke +nødvendigt,“ sagde Sidemanden. „Naar dette her er ovre, saa er der ingen +der tør hugge vor Mad mere.“ + +„Bliver der saa slet ingen Fattigdom mere?“ spurgte den første igen, +vendt mod Pelle. + +„Nej! Naar vi først faar vort eget rigtig i Gang, bliver der godt at +være i alle Hjem. Læser du ikke dit Blad?“ + +Vist læste han; men det var ingen Skade til at Pelle selv bekræftede det +store. Og Pelle kunde gøre det, fordi han aldrig kendte til Tvivl. Det +havde været tungt for Masserne at naa frem til det ny Syn paa Tingene, +saa tungt som at dreje en Klode! Der maatte ske noget stort til Gengæld. + +Nogle af dem havde faaet et Par Stykker Mad frem, og gav sig til at +spise mens de drøftede Sagerne. „Velbekomme!“ sagde Pelle og nikkede +Farvel til dem. Hans Tænder løb i Vand, han huskede at han ikke havde +faaet hverken vaadt eller tørt endnu. Men det var der ikke Tid at +spekulere over; han maatte paa Stedet ud til Stolpe og træffe Aftale om +Posteringen af Strejkevagter. + +Derovre stod Marie med hvid Kappe og Kurv paa Armen og nikkede til ham, +rød i Kinderne. Omplantningen havde givet hende Grøde; mellem hver Gang +han saá hende, rankede hun sig og blev smukkere. + +Oppe hos Svigerforældrene var der Smalhans, adskillige Stumper var +vandret bort fra det før saa hyggelige Hjem; men Humøret fejlede ikke +noget. Stolpe gik hjemme og ventede paa sin Frokost, han havde ogsaa +været tidlig paa Færde. + +„Hvordan har Tøsen det?“ spurgte han. „Vi ser ikke meget til hende.“ + +„Hun har jo meget at gøre,“ sagde Pelle undskyldende. „Nu gaar hun ogsaa +paa Arbejde.“ + +„Naa ja, hun er vel ikke for god til at give en Haand under disse +Forhold. Men vi ved nok, hvad der stikker hende — hun er Protestmand! +Gudskelov hun ikke er blevet et Mandfolk, for saa havde hun sat Mudder i +Rækkerne.“ + +Frokosten bestod af en Portion Havregrød og Kaffe med Smørrebrød. Madam +Stolpe kunde slet ikke finde sit pæne Plet-Kaffestel, som de havde faaet +i Sølvbryllupsgave af Børnene. „Jeg maa have forsat det,“ sagde hun. + +„Ja ja, det kommer nok til Veje, Mutter!“ sagde Stolpe. „Nu faar vi +snart bedre Tider; saa kommer der mange rare Ting til Veje igen, skal du +bare se!“ + +„Har du været henne ved Maskinfabrikken til Morgen, Svigerfar?“ spurgte +Pelle. + +„Ja jeg var derhenne. Men nu er der ikke mere for Strejkevagten at gøre. +Arbejdsgiverne har indlogeret alle Mand paa Fabrikken, de faar fuld +Forplejning og det hele. Der skal være en Masse udenlandske +Skruebrækkere imellem — Arbejdet er i fuld Gang.“ + +Det var en nedslaaende Efterretning — Jærnfabrikanterne havde vundet den +første Sejr! Meget hurtigt vilde det virke nedbrydende paa Arbejderne at +gaa og se paa, at deres Virksomheder holdtes i Gang uden dem. + +„Det maa stoppes,“ sagde Pelle. „Ellers gaar de videre paa den Bov, og +det hele opløser sig for os. Vi maa sætte Lus i Skindpelsen paa dem +derinde!“ + +„Hvordan skal vi det, naar de er indespærrede og Politiet patruljerer +udenfor Dag og Nat. Vi kan jo ikke engang faa dem i Tale.“ Stolpe lo +fortvivlet. + +„Saa maa en Mand snige sig ind, og lade som han tager Arbejde!“ + +Det gav et Sæt i Stolpe. „Som Skruebrækker? — det faar du aldrig nogen +hæderlig Mand til, selv om det kun er paa Skrømt! Jeg gjorde det heller +ikke selv! En Skruebrækker er dog en Skruebrækker, hvordan Pokker man +saa vender det.“ + +„En Skruebrækker er dog vel en som skader Kammeraterne? Den der vover +Trøjen for dem, fortjener vist et andet Navn.“ + +„Det skal jeg ikke komme ind paa,“ sagde Stolpe. „Det gaar vist lidt for +højt for mig, og disputere med dig skal jeg vel tage mig i Agt for. Men +i _min_ Katekismus staar der at den er Skruebrækker, som gaar i Arbejde +hvor Tilgang er frabedt — og det holder jeg mig til.“ + +Pelle kunde snakke saa meget han lystede, den gamle lod sig ikke rokke +af Stedet. „Men en anden Sag er det jo, hvis du selv vil udføre det,“ +sagde Stolpe. „Du staar jo ikke til Regnskab for hvad du gør, men gaar +frem efter dit eget Hoved.“ + +„Jeg staar Bevægelsen til Regnskab!“ svarede Pelle stærkt. „Og jeg vil +netop gøre det selv.“ + +Stolpe sad og krummede Armene og strakte dem igen. „Nu kunde det være +godt snart at komme i Arbejde igen,“ udbrød han pludselig. „Lediggangen +sætter sig ligesom Gift i Kroppen paa én. — Og nu er der Huslejen Mutter +— hvor Fanden vi skal tage den fra! Lørdag maa den ligge paa Bordet, +ellers bliver vi sat ud — sagde Værten.“ + +„Det bliver der nok Udveje for, Fatter!“ sagde Madam Stolpe. „Gaa du +bare ikke hen og tab Modet af den Grund.“ + +Stolpe saá sig om i Lejligheden: „Ja lidt at pille er der jo endnu — som +Sulten sagde, den havde begyndt paa Tarmene. Hør ved du hvad, Pelle — +vel er jeg din Svigerfar, men en Kone som min har du sku ikke.“ + +„Jeg er glad for Ellen, saadan som hun er,“ svarede Pelle. + +Det ringede, det var Stolpes Broder Tømreren. Han saa medtaget ud, mager +og fattig i Tøjet; der var røde Skjolder om hans Øjne. Han saá ikke paa +dem, da han gav Haanden. + +„Sid ned Bror!“ sagde Stolpe og skød en Stol frem. + +„Tak, jeg skal gaa igen — det var bare et lille Ærende — saadan.“ Han +stirrede ud af Vinduet. + +„Er der noget paa Færde derhjemme?“ + +„Nej, nej ikke saadan. Der var bare det jeg vilde sige dig — at — — Nu +melder jeg mig fra!“ udbrød han pludselig. + +Stolpe rejste sig, han blev hvid i Ansigtet. „Betænk dog hvad du gør,“ +sagde han truende. + +„Jeg har haft Tid nok til at betænke mig. De sulter du — og nu faar det +have en Ende! Jeg syntes bare jeg vilde varsko dig, saa du ikke skal +ha’e det af de andre — du er dog min Bror.“ + +„Bror — jeg er ikke din Bror længer! Gør du det, saa er vi to færdige!“ +brølede Stolpe og slog i Bordet. „Men du gør det ikke, du gør det ikke! +Gud straffe mig! hvis jeg skulde opleve den Skam at se Kammeraterne +holde Rettergang over min egen Bror paa Gaden! Saa slaar jeg med, du! du +skal faa det sidste Spark af mig, fordi du er min Bror.“ Han var helt +ude af sig selv. + +„Ja ja, det kan vi altid tales ved om,“ sagde Tømreren stille. „Men nu +ved du det altsaa — jeg er ikke faldet dig i Ryggen.“ Saa gik han. + +Stolpe gik frem og tilbage i Stuen, fra Ting til Ting; han slap dem og +tog dem igen helt sanseløst — Hænderne dirrede voldsomt. Saa gik han ind +i den anden Stue og lukkede efter sig. Lidt efter kom hans Kone ind: „Du +maa hellere gaa Pelle; jeg tror ikke Fatter er skikket til at være +sammen med Mennesker i Dag mere. Han ligger derinde og er helt graa i +Ansigtet — bare han dog kunde komme til at græde. Aa som de to Brødre +har holdt af hinanden altid, de var jo saa enige i alting.“ + +Pelle gik; han var alvorlig til Sinds. Han forudsaa, at Stolpe med sin +Retskaffenhed vilde anse det for sin Pligt at forfølge Broderen haardere +end andre — saa meget han ogsaa holdt af ham; og maaske selv overtage +Strejkevagterne paa de Pladser, hvor Broderen gik i Arbejde. + +Inde ved Søerne mødte han et Hold af Strejkevagten der var paa Vej udad; +og fulgte dem et Stykke tilbage for at aftale et og andet. Ovre paa den +anden Side Gaden kom en ung Fyr ud af en Port og luskede om Hjørnet. +„Hej, stop ham!“ raabte en af Kammeraterne. „Der er han, den +Hædersmand!“ Et Par Arbejdere forfulgte ham ned ad Slotsgade og kom igen +med ham imellem sig. De slog Kreds om ham hele Flokken, nogle Koner og +Børn sluttede sig hurtig til. + +„I maa ikke gøre ham noget,“ sagde Pelle bestemt. + +„Der er saamænd ingen der vil røre ved ham,“ svarede de. En Stund stod +de tavse og saá paa ham, som vejede de ham i Tankerne; saa spyttede de +paa ham én for én og gik. Fyren gik tavs ind i en Port, dér stod han og +tørrede Spyttet af Ansigtet med sit Ærme. Pelle fulgte efter ham for at +sige ham et godt Ord og faa ham tilbage i Organisationen igen. Fyren +rettede sig hurtigt, da Pelle kom. + +„Kommer du for at spytte?“ spurgte han haanligt. „Du glemte det før — +hvorfor spyttede du ikke?“ + +„Jeg spytter ikke paa nogen,“ sagde Pelle. „Men dine Kammerater har Ret +til at foragte dig — du har sveget dem. Kom med, saa skal jeg faa dig +ind i Organisationen igen, og ingen skal gøre dig noget!“ + +„Saa skulde jeg gaa dér som en Synder og tage mod Stikpiller — nej Tak!“ + +„Vil du da hellere gøre dine egne Fortræd?“ + +„Jeg vil have Lov at forsørge min gamle Mor — I andre kan gaa ad Helvede +til. Min Mor skal ikke gaa i Gaardene og synge og pille af +Skarnkasserne, mens Sønnen giver den store i Partiet. Det lader jeg +visse Folk om.“ + +Pelle blev rød som et Blod. Han følte at dette angik Far Lasse, det +fortvivlede Forhold til den gamle sad som et nedgroet Nag et Steds i ham +og brød nu op. „Tør du gentage det du der sagde?“ knurrede han og gik +Svenden ind paa Livet. + +„Og hvis jeg var gift, skulde jeg ikke have noget af at Konen tjente +Føden til mig — det vilde jeg lade de krøllede Drenge om.“ + +Ej ej, dette smagte af Folkesnakken naar den var ude og sværtede sin +Mand bagpaa! de var nok i Færd med at lyve ham til med Sladder, mens han +gik og satte alt sit eget til Side for deres Skyld. Nu var Pelle rasende +og gav Fanden i Føreren, han langede Fyren et Par forsvarlige Lussinger +og spurgte hvad han helst vilde — holde Kæft eller have mere. + +Morten kom ud i Porten — det foregik i Stedet hvor han arbejdede. „Dette +her gaar ikke du,“ hviskede han og fik Pelle med sig. Pelle kunde ikke +svare men smed sig over Sengen; hans Blik brændte endnu af Vrede over +Fornærmelsen, og han forbrugte megen Luft. + +„Det gaar haardt til nu,“ sagde Morten og saá paa ham med et eget Smil. + +„Ja jeg ved godt du ikke kan lide det — men de skal sku dog holde Trop.“ + +„Og hvis de nu ikke har bedre Forstand?“ + +„Saa maa de tage Følgerne. Det er dog vel rimeligere, end at det hele +skal gaa neden om og hjem.“ + +„Er det det ny du? — tage Følgerne synes jeg altid de umyndige har +maattet. Og der har heller aldrig manglet nogen til at spytte paa dem,“ +sagde Morten bedrøvet. + +„Nej hør nu!“ udbrød Pelle og sprang op — „du vil da ikke skylde mig for +at have spyttet paa nogen — det var de andre.“ Han var ved at blive gal +i Hovedet igen, men Mortens stille Væsen beherskede ham. + +„De andre — det er der ikke noget der hedder! Det var dig der spyttede, +syv Gange og lige i Ansigtet paa Staklen — jeg stod jo inde i Butiken og +saá det.“ + +Pelle stirrede maalløs paa ham. Den sandhedskærlige Morten, stod han dér +og løj? „Saá du det siger du? at jeg spyttede?“ + +Morten nikkede: „Du vilde maaske tage Hurraerne og hele Æren, og saa +luske dig fra Sjofelhederne og de knuste Skæbner? Du har taget et stort +Ansvar paa dig Pelle! Se hvor blindt de følger dig — paa dit glatte +Ansigt kunde jeg fristes til at sige. For jeg er ikke vis paa, om du +staar inde med nok. Der er jo Blod paa dine Hænder; men er det dit eget +noget af det?“ + +Pelle sad og tænkte tungt, Mortens Ord tvang altid hans Tanker til at +færdes hvor de ikke havde traadt før. Men nu forstod han ham, der gik et +mørkt Drag hen over hans Ansigt og efterlod noget. „Dette her har kostet +mig mit Hjem,“ sagde han stille. „Ellen bryder sig ikke om mig mere, og +mine Børn forsømmes og glider fra mig. En smuk Fremtidsstilling har jeg +givet Afkald paa, sulter gør jeg hver Dag, og min gamle Far maa jeg lade +gaa for Lud og koldt Vand! Saa hjemløs og ene og forladt som jeg er, +tror jeg ingen anden kan føle sig! Saa noget staar jeg da inde med! — +siden du tvinger mig til selv at sige det.“ Han smilede op men havde +Taarer i Øjnene. + +„Om Forladelse kære Ven,“ sagde Morten. „Jeg var bange for, at du ikke +vidste fuldt hvad du har for. Der ligger allerede mange paa Valpladsen, +og det er tungt at se paa — især hvis det ikke skulde føre til noget.“ + +„Fordømmer du det da? Jeg kan jo aldrig blive klog paa dig.“ + +„Ikke hvis det fører til Maalet du! Jeg har selv drømt om at føre dem +frem til Lykken — paa min egen Maade; men Sindene er ikke til det. Du +har Magten over dem — dig følger de blindt; før du dem videre. Men hvert +et Saar de faar i Kampen, skal ramme dig ogsaa — ellers er du ikke den +rette til det alligevel. Og er du vis paa Maalet?“ + +Ja Maalet var Pelle vis paa. „Og vi naar det!“ raabte han pludselig +begejstret. „Se hvor glade de finder sig i alt, og bare gaar fremad!“ + +„Men Pelle,“ sagde Morten med et varsomt Smil og lagde Haanden paa hans +Skulder — „en Fører er ikke selv Profos! Partiet bekæmper desuden +Pryglestraffen!“ + +„Naa er det det dernede, du tænker paa!“ sagde Pelle. „Det har ikke +noget med Bevægelsen at gøre. Han sagde, at min Far gik og sang i +Gaardene og fiskede i Skarnkasserne — saa gav jeg ham et Par paa Kassen. +Jeg har vel samme Ret som enhver anden til at lyse en Fornærmelse hjem.“ +De onde Ord om Ellen nævnede han ikke, han kunde ikke faa sig til det. + +„Men det er sandt nok,“ sagde Morten stille. + +„Hvorfor har du ikke fortalt mig det?“ spurgte Pelle bleg. + +„Jeg troede du vidste det. Du har jo ogsaa haft nok at slaas med og har +ikke noget at bebrejde dig.“ + +„Ved du noget om hvor han færdes?“ spurgte Pelle sagte. + +„Han plejer at gaa her i Blaagaardskvarteret.“ + +Pelle gik. Han var tung og trist til Sinds, Dagen havde arbejdet jævnt +paa at lægge Ansvar paa ham som var for tunge til én at bære. Skulde han +tage Ansvaret for hvad Bevægelsen knuste i sin Fremrykning, blot fordi +han havde stillet Kræfter og Velfærd til dens Raadighed? Og dér gik +Lassefar og var Ridder af Syvtallet! han maatte rødme af Skam over sig +selv, og havde dog ikke kunnet forhindre det. Forholdene, skulde han +have Ansvaret for dem? Og nu spyede de Ellen til — som Tak! + +Han vidste ikke hvordan han skulde gaa frem i sin Undersøgelse, og gik +ind i Gaardene og spurgte paa maa og faa. I en Gaard i Blaagaardsgade +var der en Stimmel Mennesker, Pelle gik derind. Det var en +Gaardmissionær, han havde Bornholmernes syngende Dialekt, og det +ejendommelige Udtryk i Øjnene, som Pelle huskede fra de Hellige i sin +Barndom. Han skiftevis prækede og sang. Pelle saá paa ham med et Blik +der sløredes af Minder, og i sin desperate Stemning var han lige ved at +give Slip paa alt og storbrøle — som i Drengeaarene naar noget slog sig +paa Hjærtet. Det var jo den Dreng der havde sagt noget raat om Far +Lasse, og som han — lille som han var — sparkede en Brok til. Dengang +kunde han værge sin Far, ja! + +Han gik hen og rakte Manden Haanden: „Det er jo Peter Kure — er du her?“ + +Manden saá paa ham med dette Blik der kom fra en anden Verden. „Ja jeg +maatte herover, Pelle?“ sagde han betydende. „Jeg saa de Fattige vandre +fra Landet til Byen og videre herover; saa fulgte jeg efter dem, for at +de ingen Fortræd skulde komme til. For I Stakler er jo Guds Udvalgte, +som maa vandre og vandre for at finde Riget. Nu har Havet stanset jer, +og I kan ikke komme længer; saa mener I Riget maa ligge her. Gud har +skikket mig ud for at sige jer at I tager fejl. — Og du Pelle, vil du nu +komme til os? Gud venter med Længsel paa dig; han har Brug for dig til +alle disse Smaa.“ Han blev ved at beholde Pelles Haand i sin og se +indtrængende paa ham, maaske troede han at Pelle kom for at give sig ind +under hans Rige. + +Her var igen én, som havde Planer til at føre de Fattige mod +Lykkelandet! Men Pelle havde de Fattige selv han! „Jeg har gjort for +dem, hvad jeg har kunnet,“ sagde han selvfølende. + +„Ja jeg ved det nok, men det er ikke det rette — det du har for! Du +giver dem ikke Livsens Brød.“ + +„Jeg tror de trænger mere til Rugbrød. Se paa dem, synes du de faar for +meget at spise?“ + +„Og _kan_ du give dem Mad da? Jeg kan give dem Guds Glæde, saa de +glemmer deres Sult for en Stund. Men kan du andet end faa dem til at +føle den endnu mere?“ + +„Maaske kan jeg. Men nu har jeg ikke Tid til at drøfte det; jeg er ude +og leder efter min gamle Far.“ + +„Din Far mødte jeg før omme i Stengade med en Sæk paa Nakken — han saa +ikke ud til at have det for blidt. Jeg traf ham engang ovre hos Skomager +Sort, da skulde han over og tilbringe sine gamle Dage hos sin Søn.“ + +Pelle svarede ikke men flygtede. Han knyttede Hænderne i afmægtigt +Raseri, mens han styrtede af Sted. Her gik de og stak ud efter ham den +ene ivrigere end den anden; mens Sandheden var den nøgne, at han — ung +og kraftig og rask til sin Gærning som han var — ikke _kunde_ forsørge +Kone og Børn og sin gamle Far, selv om han havde støt Arbejde. Ja saa +fordømte var Forholdene, at en Mand i sin bedste Alder ikke kunde følge +Naturens Bud og stifte Familie, uden at de der afhang af ham sank ned i +Savn og Elendighed! Aa for Satan, der skulde slaaes til det hele System! +Havde han Magten over dem, saa vilde han ogsaa have Lov at bruge den til +deres bedste! + +Omme i Stengade hørte han sprukken rystende Sang inde fra en Gaardbrønd. +Det var Far Lasse, Kludesækken stod ved Siden af ham med Esset haget i; +han holdt om dens Hals med den ene Haand og gestikulerede med den anden +op til Vinduerne under Sangen. Visen vakte Latter, og han søgte at gøre +den endnu morsommere ved lystige Gebærder, der klædte hans triste +Skikkelse ynkeligt. + +Det skar Pelle i Hjærtet at se paa denne Jammer, han gemte sig i Porten, +og ventede paa at Faderen skulde blive færdig. Paa Steder i Sangen tog +Lasse sin Kabuds af og klaskede sig oven i Hovedet, mens han løftede det +ene Ben. Han var lige ved at tabe Ligevægten, og Ungerne der omgav ham, +trak i hans lasede Skøder og puffede hinanden hen paa ham. Saa stansede +han, snakkede dem til Rette med sin rystende Stemme og sang videre: + + Vil I høre lidt om min Malør? + Her til Verden jeg kom som saa mangen + uden Far, for se jeg blev undfangen, + engang Mor stod i Træk i en Dør. + Hendes Skam har jeg troligen dulgt, + men den pynter dog lidt paa min Vise. + Giv en Skilling til noget at spise! + — naar jeg dør maa I slaas om min Sult. + + Ind i Verden jeg trén uden Svig, + derfor maa jeg gaa rundt uden Strømper. + Naa men Lasse er slet ingen Stymper + — han er født med en Bror som er rig. + Han og jeg vi kom aldrig paa Kant; + mens jeg sled, sanked han det i Bunker! + Han har Guldtøj og dyreste Grunker, + jeg forsikrer jer Børn, det er sandt! + + Bror han bor i et prægtigt Palads, + og hans Heste har Sølvstads i Grimen; + han kan holde ti-tolv Daler Timen + ved at sove og sidde paa —! + Han har Velstand som jeg haver Skidt, + hvor han vender sig hen er der Penge. + Jeg skal arve ham engang — om længe, + og imens faar I hjælpe mig lidt! + + Engang selv fik jeg Lykken at se, + — da af Slid jeg var blevet en Skrælling. + Da saa Gud lod det regne med Vælling + til mig Fattige, mangled jeg Ske! + Himlen saá jo i Stakkelen Synd! + Ak der stod jeg og ingenting ævned, + medens rige Bror aad saa han revned + af den Fattiges Vælling saa tynd. + + Et og andet faldt ud vist lidt smaat. + Man fik ta’e det og være forvisset: + Hvad du tjente, det venter dig hisset, + og se saa kan du ha’e det saa godt! + Det faar være med det som det er, + — giv en Skærv til den gamle Mands Kiste! + Mens han ta’r en paa Øjet — den sidste, + vil han drømme medynksomt om jer. + + Men en Søn kan I tro at jeg har, + — Børn er Fattigmands Rigdom i Verden. + Ak jeg følger med Glæde hans Færden! + Mon han tænker iblandt paa sin Far? + Hver tog sit, nu er Gubben snart træt + af at lede i Snavset om Klude. + Men en Dag er det hele vel ude — + Kast en Skilling i Lasses Kasket! + +Da Lasse var færdig med sin Sang, klappede de og kastede Skillinger ned +til ham indsvøbt i Papir; han travede rundt og pillede dem op. Saa tog +han sin Sæk paa Nakken og stolprede ludende gennem Porten. + +„Far,“ kaldte Pelle fortvivlet — „Far!“ + +Lasse rettede sig i et Ryk og sendte sine svage Øjne ud i Portrummet: +„Er du her Pøjke? Ak det lød som din Barnerøst, naar nogen vilde gøre +dig ondt og du kaldte paa mig.“ Den gamle var kommet til at ryste. — „Og +nu har du vel hørt det hele — og skammer dig over din gamle Far du?“ Han +turde ikke se paa Sønnen. + +„Far, nu maa du gaa med hjem, hører du!“ sagde Pelle da de kom ud paa +Gaden. + +„Nej du, det kan jeg ikke! Der er ikke engang nok til dine egne Munde. +Nej du faar lade mig gaa mine egne Veje og sørge for mig selv. Jeg har +det godt!“ + +„Du _skal_ gaa med hjem — Børnene savner dig du. Og Ellen spørger hver +Dag efter dig!“ + +„Ja det kan være. Men jeg ved hvad hun maa tænke, at jeg spiser Maden +fra hendes Børn! og nu tilmed — en Kludesamler! Nej du maa ikke friste +mig.“ + +„Du maa nu gaa med, hvordan det saa er med alle Ting. Jeg holder ikke +denne Pine ud, du Far.“ + +„Ja saa i Guds Navn, saa faar jeg aabenbare min Skam for dig Pøjke — +naar du ikke vil slippe mig ellers. Se jeg bor jo sammen med nogen — et +Kvindfolk du. Jeg traf hende ude paa Lossepladsen, hvor hun gik og +samlede Affald op ligesom jeg. Jeg havde indrettet mig en Krog derude — +for Natten mens jeg fandt mig et Logi. Og saa sa’e hun jeg skulde gaa +med hjem til hende — det er dog ikke saa koldt naar man er to. Siden +slog vi to gamle os sammen. Vil du ikke gaa med hjem, nu vi har truffet +hinanden? Saa kan du jo se paa det. Vi bor ret herved.“ + +De drejede om i en snæver Gyde og ind ad en Port. Inde over Baggaarden, +i et Skur der lignede Resterne af et gammelt Bondehus, havde Lasse sit +Hjem. Det saa ud til at have været Brændselsrum engang i Tiden, der var +Jordgulv og løse Brædder til Loft. Der var trukket Snore under Loftet, +hvor Klude, Papir og andre Ting fra Skarnkasserne hang til Tørre. I det +ene Hjørne paa en meget lav Jærnovn, stod Kaffekedlen og snurrede og +sendte sin rare Duft ud i den mugne Stank fra Affaldet. Lasse gassede +sig. + +„Ah jeg er stiv,“ sagde han — „og lidt forfrossen. Her ser du saa min +lille Mor — og det er min Søn Pellepøjken.“ Han klappede fornøjet sin ny +Livsledsagerske paa Kinden. + +Det var en gammel krumbøjet Kvinde, snavset og pjaltet var hun; Ansigtet +var fuldt af rødt Udslæt, som hun sandsynligvis havde hentet ude paa +Lossepladsen. Men der sad et Par gode Øjne og udviskede alting. + +„Saa det er Pelle?“ sagde hun og saá paa ham — „saadan ser han ud? Ja én +har jo hørt hans Navn; han hører til dem der gør sig bemærket, skønt han +ikke er rødhaaret.“ + +Pelle maatte have en Taar Kaffe med. „Du faar kun Smørrebrød til, for +anden Aftensmad bruger vi to gamle ikke,“ sagde Lasse. „Vi gaar tidlig i +Seng vi to, og man sover ondt med en overfyldt Mave.“ + +„Naa hvad synes du saa om vor Lejlighed?“ spurgte Lasse videre og saá +sig stolt om. „Vi giver kun fire Kroner om Maaneden for den, og hele +Møbleringen har vi gratis; det har Mor og jeg slæbt hjem fra +Lossepladsen hver en Trævl lige til Kakkelovnen. Her skal du bare se en +Hømadras som ikke er helt ilde — og den har Godtfolk kasseret. +Jærnsengen har vi ogsaa faaet derude, saa har jeg bundet et Ben under. +Og i Gaar kom Mor slæbende med Gardiner og hængte op. Godt at nogen Folk +har saa meget, at de maa smide det paa Møddingen.“ + +Lasse var oprømt, han lod til at have det godt, det gamle Kvindfolk +puslede for ham som var han hendes Ungdoms Kærlighed. Hun hjalp ham +Støvlerne af og stak ham et Par Kludesko paa Benene; saa tog hun en lang +Pibe henne fra Krogen og stak i Munden paa ham; han lo og behagede sig i +det. + +„Ser du den Pibe, du Pelle? Den har Mor gaaet og sparet sammen til, uden +at jeg anede noget — og købt den saa lang at jeg ikke kan tænde den +selv. Saa ligner jeg en Huspave, siger hun.“ Lasse maatte læne sig +tilbage i Stolen, mens hun tændte for ham. + +Lasse fulgte Pelle over Gaarden da han gik. „Naa hvad siger du saa?“ +spurgte han. + +„Jeg maa jo være glad, at du har det saa godt,“ svarede Pelle ydmygt. + +Lasse trykkede hans Haand: „Tak for det du! Jeg frygtede jo at du vilde +blive stræng, som liden var du en gal Fanden paa det Omraade. Og se vi +kunde jo gifte os forstaas — ingen af os har noget som kunde være til +Hinder. Men det koster Penge det — og Tiderne er knappe. Og nogen Børn +som kunde kræve at være sat ordenlig i Verden er der jo ingen Fare for.“ + +Pelle maatte smile, saa alvorligt hans Sind var. + +„Se snart hen til os igen — du er velkommen!“ sagde Lasse. „Men du +behøver ikke fortælle Ellen noget om dette her — hun er jo stikken paa +det.“ + + + + + XXXIII + + +Nej Pelle fortalte overhovedet ikke Ellen noget mere, hun havde frosset +det bort. Hun var som Vintersolen, den Side der vendte bort fra hende +fik ikke Del i hendes Varme. Pelle havde ingen Fordringer her mere, han +havde forlængst gjort op, at hun ikke kunde dække det stærkeste i hans +Væsen — og vænnet sig til den Tanke at gaa ene med det. Han var blevet +haardere men ogsaa mere Mand deraf. + +Hjemme skrantede Drengen — han fik ikke Pleje nok, og den lille var +urolig, navnlig om Natten. Børnenes Klynken og Hosten gjorde det +uhyggeligt. Ellen var tavs; som en tung skæbnesvanger Gaade gik hun og +passede dem. Hendes udtryksfulde Blik mødte aldrig hans, men han følte +det ofte hvile paa sig. Hun var magret af i den senere Tid, og det gav +hendes Skønhed en fanatisk Glød, en Tilsætning af Gift syntes han +stundom. Der var Tider, hvor han vilde give Livet for et oprigtigt +brændende Kærtegn fra denne Kvinde. + +Han forstod hende mindre og mindre og fyldtes ofte af uforklarlig Angst +for hende. Hun led frygteligt under Børnenes Tilstand; og naar hun talte +dem til Ro med blødende Hjærte, kunde hendes Ord rumme en skæbnesvanger +Klang der fik ham til at gyse. Undertiden jog den Tanke ham hjem, at hun +havde forgrebet sig paa sig selv og dem. + +En Dag han kom ilende hjem under dette Indtryk, kom hun ham smilende i +Møde og lagde 25 Kroner paa Bordet foran ham. + +„Hvad er det?“ spurgte Pelle forbavset. + +„Dem har jeg vundet i Lotteriet,“ sagde hun. + +Det var altsaa derfor, hendes Færd havde været saa underlig +hemmelighedsfuld i de senere Dage — som om der var et eller andet han +for ingen Pris maatte vide. Hun havde gaaet og vovet de sidste +Skillinger, og været angst for at han skulde opdage det. + +„Men hvor har du faaet Penge fra?“ spurgte han. + +„Dem laante jeg af min gamle Veninde Anna — vi spiller sammen. Nu kan vi +faa Læge og Medicin til Børnene og behøver ikke gaa og mangle alting,“ +sagde hun. + +Pengene forvandlede hende og førte dem igen varmt ind til hinanden. +Ellen blev mere øm mod ham end nogensinde, og kælede bestandig for ham. +Der var noget nyt over hende, en Slags Sønderknuselse i hendes Væsen, +som gjorde hende myg og elskelig at have med at gøre og bandt Pelle til +Hjemmet med Længselsbaand. Han hastede hjem nu igen. Han tog hendes +Væsen som Afbigt for hendes strænge Dom; hun var forandret dér, begyndte +ogsaa at interessere sig for hans Arbejde i Sagen og opfordrede ham ved +mange Træk til at blive ved. Det viste sig, at hun trods sin +tilsyneladende Kulde havde fulgt godt med. Hendes Væsen undergik en +forunderlig Forvandling. Hun den haarde sikre Ellen blev mildtdømmende +og vag, hun tog ikke den skarpe Afstand fra Ting, og kunde bøje Hovedet +spagfærdigt. Hun var ikke selvretfærdig mere. + +En Dag henad Aften sad Pelle hjemme foran Spejlet og barberede sig; han +havde klippet sit store smukke Overskæg helt ind, og var nu i Færd med +at rage efter. Ellen gik og morede sig over, saa det forandrede hans +Ansigt. „Jeg kan jo knap kende dig igen,“ sagde hun. Han troede, hun +vilde have lagt sig paa tværs af dette her og sat hans Overskæg over +Sagen; men hun tog meget kært paa det. Han begreb ikke Forandringen med +hende! + +Da han var færdig, rejste han sig og gik hen til Lille Lasse, men +Drengen skraalede op af Skræk. Saa tog han noget gammelt Fabrikstøj paa, +sværtede sig i Ansigtet og Hovedet og gik over mod den store +Maskinfabrik. Fabrikken holdtes nu i fuld Gang, og arbejdede med +skiftende Hold Nat og Dag ved Hjælp af sine internerede Skruebrækkere, +som af Folkevittigheden kaldtes de _Indelukkede_. Jærnmændene havde +forfulgt deres Sejr og begyndt at sætte endnu en Virksomhed i Gang; blev +det saadan ved, vilde en Dag hele Bedriften gaa sin Gang udenom de +Udelukkede, og de kunde staa paa Gaden og se til. Men nu skulde der +slaaes et Slag! Pelle kom med Glæde og Varme i sig hjemme fra og var +knusende oplagt. + +Han slap ubemærket forbi Strejkevagten og hen til Porten. „De sover de +Sataner!“ tænkte han gal i Hovedet og var lige ved at ødelægge det hele +for at give dem en Røffel. Han bankede dæmpet paa og blev lukket ind. +Portneren førte ham til Værkføreren der heldigvis var en Tysker. + +Pelle blev antaget som Støberiarbejder for en ret høj Dagløn; desuden +fik han Løfte om en Dusør paa 25 Kr., naar han havde været der en vis +Tid. „Det er Judaspengene,“ sagde Værkføreren grinende. — „Og saa bliver +De naturligvis foretrukket til Arbejde naar Lockouten er forbi. De er +vel klar over, at De ikke slipper ud for det første? Vil De have noget +sendt til Konen, besørger vi det.“ Saa fik Pelle en Krog anvist, hvor +der laa en Halmsæk; det var Bopæl og Natteleje. + +Paa Fabrikken gik Arbejdet som det bedst kunde. Arbejderne kastede sig +over det i Raptus, gik saa og sløsede, stod i Grupper og snakkede, og +gjorde hvad de vilde. Formændene turde ikke sige noget; naar de kom med +en fredelig Henstilling, fik de Grovheder. Arbejderne benyttede sig af +deres Uundværlighed, de opførte sig som rene Tyranner, og slog bestandig +paa at de godt kunde gaa. Med det Ord beherskede de Situationen. + +De fik stor Løn og rigeligt med Mad og Drikkevarer, Arbejdstiden var +ogsaa kortere end ellers. De forstod ikke rigtig dette Omslag i +Tilværelsen og gik om og saa store ud. Men paa Bunden af deres Ansigter +var der en egen Famlen, som var de utrygge for hinanden. De hjemlige +Arbejdere der var i Mindretal, holdt sig for sig selv — som nærede de +inderst inde Foragt for disse Folk, der kom tilrejsende for at fiske i +Elendigheden. + +Der arbejdedes med tre Hold som løste hinanden af hver otte Timer. „Ej +se!“ tænkte Pelle — „det er jo ligefrem 8-Timers Arbejdsdagen. Dette her +er nok Fremtidsstaten.“ Lige i det han kom, blev et Hold afløst; de gav +sig straks til at holde et Helvedes Spektakel, dundrede løs paa +Metalgenstandene og raabte paa Mad og Brændevin. Saa blev der baaret +ind, store Kedler med Bankekød og Kartofler. Pelle kom i et Sjak paa en +halv Snes Mand. + +„Spis Kammerat!“ sagde de — „du er vel sulten? Hvor længe har du gaaet +inden du gav op?“ + +„Paa tredje Maaned,“ svarede Pelle. + +„Saa er du sku sulten. — Frem med Kødet! mere Kød her!“ raabte de til +Køkkenkarlene. „Kartoflerne maa I godt beholde! vi har ædt Kartofler nok +i vor Tid. — Dette her er sku Slaraffenland med Smørsovs til! Saadan er +det jo, de har gaaet og sagt det vilde blive: God Løn og lidt at +bestille, Masser af Mad og Brændevin! Kan I saa se, det var godt vi +holdt ud da det galdt — nu kommer Belønningen. Skaal du, hva’ Fan du +hedder — du dér med den!“ + +„Karlsen,“ sagde Pelle. + +„Skaal Karlsen! Og hvordan skær den saa derude? Har du set min Kone for +nylig. Hun er nem at kende; det er en med syv Børn og ingenting at putte +i dem! — Hvordan gaar det med Lønkampen?“ + +Bagefter satte de sig til at spille Kort og drikke, eller drev om og +yppede Klammeri; der sad en ond Braad i dem, de gik og havde en giftig +Trang til at stikke hinanden. „Kom og spil et Slag med, Kammerat — og +faa dig en Dram!“ sagde de til Pelle. „Hvad Fanden skal man faa Tiden +til at gaa med i dette Helvede? sove sejsten Timer i Døgnet kan man ikke +blive ved med i Længden.“ + +Der var øredøvende Larm som i et vældigt Værtshus, Raab og Skænden; +enhver gav sit Bidrag til Spetaklet som galdt det om at overdøve noget. +De kunde faa Drikkevarer at købe paa Fabrikken, og hvad de tjente drak +de op. „Det er Samvittigheden,“ tænkte Pelle — „de er gode Kammerater +paa Bunden.“ Det lovede godt for hans dristige Forehavende. En Gruppe +Tyskere tog ingen Del i Orgiet men havde indrettet sig en Sparekoloni +henne i det fjærneste Hjørne af den store Hal; de var her for at tjene +Penge! + +I en af Grupperne opstod der Klammeri om Spillet; de brugte grov Mund +mod hinanden, til Skældsordene kulminerede i Ordet Skruebrækker. Det +gjorde dem helt rasende, det var som gik der Hul paa en Byld; al deres +opsparede Skamfølelse og Ondskab over de forsmædelige Forhold brød løs. +De brugte Knive og Værktøj mod hinanden. Politiet der Nat og Dag havde +Vagt ved Fabrikken, blev kaldt ind og bragte Ro. En saaret Smed blev +forbundet inde paa Kontoret, men der fandt ingen Arrestation Sted. Saa +faldt der pludselig Slaphed over dem. + +De sværmede stadig om Pelle, han var ny Mand og kom derude fra. „Hvordan +gaar det derude?“ var det bestandige Spørgsmaal. + +„Dem derude gaar det godt nok. Det ser værre ud for os herinde,“ sagde +Pelle. + +„Gaar det dem godt siger du? Vi har ladet os fortælle, at de er lige ved +at overgive sig.“ + +„Hvem har I det fra?“ + +„Fra Fabrikslederne her.“ + +„Saa har de stukket jer en Plade for at holde den gaaende med jer.“ + +„Du lyver! Og hvad skal det sige at det ser værre ud for os her? ud med +Sproget!“ + +„Vi faar aldrig fat igen! Nu sejrer Kammeraterne — og saa stiller de den +Fordring for at optage Arbejdet, at vi skal holdes udenfor.“ + +„For Satan da ogsaa — og vi som har faaet Løfte om det bedste Arbejde!“ +raabte en stor Smed. „Men du lyver gør du! Og hvorfor kommer du her, +naar de er ved at sejre derude? — svar for Dælen! Man tyer vel ikke ind +i dette Helvede, naar man ikke er nødt til det!“ + +„For at svigte Kammeraterne kan du vel begribe,“ svarede Pelle haardt. +„Jeg vilde prøve, hvordan det er at slaa Brødet ud af Munden paa de +sultne.“ + +„Det er Løgn! saa ondskabsfuld er ingen! Du gør Nar af os din Djævel!“ + +„Giv ham en Dragt Prygl,“ sagde en anden — „han spiller Rod. Er du +Spion, eller hvad vil du her? Du hører nok til blandt Idioterne derude.“ + +Det var Pelles Plan at holde gode Miner til slet Spil og lirke sig frem. +Men nu blev han gal i Hovedet. + +„Du skulde nødig kalde hæderlige Mænd Idioter,“ svarede han opbragt. +„Ved du hvad I er? I er nogle Svin som ligger og fraadser og bæller i +jer, og lever højt paa Kammeraternes Nød! Det er hvad I er — Judas’er +der sælger den gode Sag for nogle beskidte Penge. Hvormeget fik I? — 25 +Kroner hva’? Og derude gaar de og sulter trofast, for at vi alle — I +ogsaa — kan faa det lidt menneskeligt i Fremtiden.“ + +„Nu holder du Kæft,“ sagde den store Smed. „Du har ikke Kone og Børn, +saa er det let nok at snakke.“ + +„Er det ikke dig der bor i Jægersborggade?“ slog Pelle ned over ham. „Og +sender du maaske hvad du tjener, til Kone og Børn? Hvorfor lider de saa +Nød? I Gaar blev de smidt paa Gaden; Organisationen tog og skaffede dem +Tag over Hovedet, skønt det var en Skruebrækkerfamilie.“ Det var Pelle +selv der havde gjort Udvej for dette. + +„Sender — vist Fan er det min Agt at sende dem noget. Men naar en nu +fører dette Helvedes Liv, saa gaar Pengene til Sprut forstaar du! Og nu +skal du ha’e Klø,“ Smeden smøgede op for sine vældige Muskler, han var +ikke ædru og skulede ondt som en gal Tyr. + +„Vent lidt,“ sagde en ældre Mand og traadte hen til Pelle. „Jeg synes +jeg har set dig før, hvad er dit Navn med Forlov?“ + +„Mit Navn — det kan I godt faa. Jeg er Pelle.“ + +Navnet virkede som en Eksplosion, han skød straalende i Vejret for deres +Øjne. Smedens Arme faldt slappe ned, han vendte skamfuld Hovedet bort. +Pelle selv stod midt iblandt dem! de havde svigtet ham, vendt ham +Ryggen, og dér stod han og smilede, ikke Spor af vred. Kammerater kaldte +han dem tilmed, han foragtede dem ikke engang! „Pelle er her,“ sagde de +dæmpet, videre og videre ud, med en egen tung Dvælen paa Navnet. Der +blev Mudder omkring i Hallen. „Hvad Satan, er Pelle kommet!“ udbrød de +og tumlede paa Benene. + +Pelle var sprunget op paa en stor Ambolt. „Stille!“ raabte han med +Tordenstemme. „Stille!“ Der blev lydløs Stilhed i Rummet, man kunde høre +deres dybe Aandedrag. + +Formændene kom styrtende og vilde trække ham ned. „Her maa ikke holdes +Taler!“ raabte de. + +„Lad ham tale!“ sagde den store Smed truende. „Ham er I for smaa til at +stoppe Kæften paa!“ Han greb en Forhammer og stillede sig ved Foden af +Ambolten. + +„Kammerater!“ begyndte Pelle i en let Tone — „jeg er sendt herind med en +Hilsen til jer fra dem derude. Fra Makkerne som stod ved Siden af jer +paa Arbejdspladsen, fra jeres Omgangsvenner og Fagforeningskammerater! +Hvor bliver de gamle Svende af? sagde de — vi har dog taget saa mangen +Tørn sammen og delt ondt og godt med hinanden. Skal vi nu gaa ind i det +ny uden dem? — Og jeres Koner og Børn spørger efter jer! Nu er det +Foraar; og de begriber ikke, hvorfor de ikke skal pakke Madkurven og +tage i Søndermarken med Fatter.“ + +„Næ for der er ingen Madkurv!“ sagde en tung Stemme. + +„Der er dog halvhundred Tusend Mand, der tager den som den er uden at +knurre,“ svarede Pelle alvorligt. „Og de spørger efter jer og begriber +ikke, hvorfor I forlanger mere end de. Har I da gjort mere for +Bevægelsen? — spørger de — eller er I Grevesønner der ikke kan gaa støt +i Rækkerne? — Nu er det Foraar derude!“ vedblev han friskt, „Vinteren er +forbi for Fattigmand, han skal til at have lyse Dage! Og saa drejer I +til den gale Side og gaar i Fængsel! — Ved I, hvad de Udelukkede kalder +jer? De Indelukkede kalder de jer!“ + +Nogle lo dæmpet. „Den er sku meget godt fundet paa,“ sagde de til +hinanden. „Den har han selv lavet.“ + +„De har nu ogsaa andre Navne til os!“ raabte en Stemme trodsigt. + +„Det har de ogsaa,“ svarede Pelle muntert — „men det er fordi de sulter! +Saa bliver man urimelig ved I nok — og misunder andre Maden!“ + +De skuttede sig og trængte sig endnu nærmere om ham; hans Ord sved i dem +og gjorde alligevel godt. Ingen kunde lange ud efter én som Pelle, og +alligevel faa én til at føle at man ligesom var et ordenligt Menneske. +Uden om dem stod de fremmede Arbejdere og lyttede anspændt for at faa +lidt med. + +Pludselig sprang Pelle midt ind i Nøden og lagde Hjemmenes aarelange +endeløse Fortvivlelse blot, saaledes at man saá alt hvad man havde lidt +— først saá det rigtig nu. De undredes over at de virkelig havde staaet +for saa meget, men vidste godt at det var saaledes; deres drøje Nik +bekræftede, at det passede hvert et Ord. Det var Pelles egne fortvivlede +Kampe, der nu talte igennem ham — men Lidelsens Kvæde blev lagt over +dem. Han selv stod der lys og sejrsikker og ragede urørlig ovenud af +alting! + +Efterhaanden blev han stærk og skarp i Ordene. Han bebrejdede dem deres +Troløshed, mindede om hvor dyrekøbt bittert Sammenholdet var groet frem +til en Lov, og gav i korte rammende Ord hele Bevægelsens Opsang som den +laa og blundede i hvert et Øre. Det var de gode gamle Toner, Hjemmenes +og Arbejdspladsernes egen Melodi, Pelle gav den ny Klang. De havde glemt +deres Moders Røst lige som hine Landflygtige — derfor kunde de ikke +finde hjem; nu kaldte den dem tilbage — til den gamle Drøm om Lykkeland! +Han saá det paa deres Ansigter og var over dem i et Spring: „Kender I +noget skændigere end at sælge sit Fædreland? Det har I gjort — endnu før +I betraadte det — solgt det med Brødre, Koner og Børn! Og I har afsvoret +jeres Religion — Troen paa den store Bevægelse! Buddene har I fornægtet, +og solgt jer selv for nogle Judaspenge og en Omgang Brændevin!“ + +Han stod med den venstre Haand paa den store Smeds Skulder; den højre +holdt han knyttet ud over dem. I den Haand holdt han dem; han følte det +saa stærkt, at han ikke turde lade den synke men blev ved at holde den +udstrakt. Der gik en mumlende Bølge gennem Rækkerne og forplantede sig +til de fremmede Arbejdere ogsaa. De smittedes af de andres Bevægelse, og +fulgte anspændt med skønt de ikke forstod stort af Sproget. Ved +Udfaldene nikkede de og puffede til hinanden, og nu stod de ubevægelige +med forventningsfulde Ansigter; de var under hans Tales Magt de ogsaa. +Det var Solidariteten, den mægtige jordomspændende Kraft! Pelle erkendte +dens forunderlige Væsen, saa der løb Kuldebølger op og ned over hans +Ryg. Han holdt dem alle i sin Haand, og nu skulde Slaget slaaes — inden +de fik Tid til at tygge paa det. Nu! + +„Kammerater!“ raabte han overlydt. „Jeg sagde til dem derude, at I var +hæderlige Folk som Nøden og et Øjebliks Uforstand havde ført op i +Suppedasen. Nu gaar jeg ind og henter jeres Venner og Makkere — sa’e jeg +— de længes efter at komme ud i Foraaret til jer igen! — Har jeg løjet +naar jeg lovede godt paa jeres Vegne?“ + +„Nej du har ikke!“ svarede de med én Mund, „Leve Pelle! Længe leve +_Lynet_!“ + +„Saa kom!“ Han sprang rask ned fra Ambolten og marsjerede gennem Hallen, +slyngende Socialistmarsjens Opsang ud. De sluttede op bag ham uden +Overvejelse eller Skrupler, Tempoet tog dem, det var som en Vaarvind +sugede dem ud i det fri. Porten blev slaaet op og Fabrikkens +Funktionærer trængt til Side. Syngende og med drønende Takt der tog +Revanche efter Indespærringen, drog de ned ad Nørrebrogade med Pelle i +Spidsen, ind mod Arbejdernes Bygning. + + + + + XXXIV + + +Det var et prægtigt Kup, Arbejdsgiverne opgav al videre Tanke om at +sætte Virksomheder i Gang uden om Organisationen. Sejren gjordes +fuldstændig ved, at Fagforeningerne betalte de udenlandske Arbejdere +Rejsepenge og fik dem af Sted, inden de fik Tid til at tænke sig om. De +blev fulgt til Dampskibet og lyst hjem med et kammeratligt Hurra. + +Pelle var Dagens Mand! Hans Bedrift omtaltes i alle Blade, selv +Modstanderne fældede Lansen for ham. + +Han tog det som en Selvfølge, og kastede sig med hele sin Voldsomhed +frem paa et nyt Punkt. Der var ikke noget at gaa til Vejrs over, +Lockouten var fremdeles den tunge Kendsgærning — han følte hele Byrden +af den nu. Arbejderhæren gik og sled Brostenene, mens Nationen +vantrivedes; og nogen Udsigt til en snarlig Løsning var der fremdeles +ikke. Men en Dag løb Kilderne tørre — og saa? + +Han var for dybt mærket af Kampen til at svimle for lidt Virak, Raabene +lagde blot Ansvaret endnu vægtigere over paa ham. Hvis der kom et +Nederlag ud af denne forfærdelige Kamp, blev Skylden hans! og han +anstrængte sin Hjærne for at finde et Middel til at knække Fjendens +Modstand. Endnu bar Masserne Tilstanden med Taalmodighed, men hvor længe +kunde det blive ved? Der begyndte at kredse Rygter, som varslede noget — +en Dag hed det sig, at den af Førerne, der havde Indsamlingen under sig, +var stukket af med Kassen; en anden, at hele Arbejderhæren var solgt til +Modstanderne. Der maatte ske noget nu! Men hvad? + +— — + +Han kom hjem en Middag for at faa et Glimt af Familien, inden han gik +til Møde. Børnene var alene hjemme. „Hvor er Mor henne?“ spurgte han og +tog Lille Lasse op paa Knæet; Søster sad over Ende i Vuggen og legede. + +„Mor pyntet sig og gaaet i Byen,“ svarede Drengen. „Mor var saa fin!“ + +„Saa, var hun det?“ Pelle gik ind i Sovekammeret og saá efter i +Klædeskabet. Brudekjolen var der ikke. + +„Det var da underligt,“ tænkte han og gav sig i Leg med Børnene igen. +Søster rakte efter ham; han maatte tage hende op og sad med én paa hvert +Knæ. Den lille blev ved at stikke til hans Overlæbe som vilde hun sige +noget. „Ja Fars Overskæg er faldet af, Søster!“ udbrød Lille Lasse +forklarende. + +„Ja det er blæst væk,“ sagde Pelle. „Der kom en Vind — og huit var det +væk!“ Han saá ind i Spejlet med lidt af en Grimasse — det Skæg havde +været hans Stolthed! Saa lo han til Børnene. + +Ellen kom hjem, forpustet som havde hun løbet; der laa en skær Rødme +over hendes Ansigt og Hals. Hun gik ind i Sovekamret med Overstykket +paa. Pelle kom derind. „Du har jo din Brudekjole paa,“ sagde han +forundret. + +„Ja. Jeg skal have rettet noget ved den og var henne hos Syjomfruen, for +at hun kunde se mig med den paa. Men gaa nu ind, saa kommer jeg straks. +Jeg skal blot skifte Kjole.“ + +Pelle vilde blive, men hun skød ham hen imod Døren. „Gaa nu ind,“ sagde +hun og dækkede sin Barm med Kjolen. Den skære Rødme laa langt ned over +Barmen — hun kunde være saa skøn i sin Blusel. + +Lidt efter kom hun ind og lagde nogle Sedler foran ham paa Bordet. + +„Hvad er nu det igen?“ udbrød han, halv bestyrtet over saa mange Penge. + +„Ja er det ikke et mærkeligt Held jeg har? — jeg har vundet igen paa +Sedlen! Er det saa ikke en dygtig Kone du har?“ Hun stod bag ham med +Armen hvilende paa hans Ryg. + +Pelle sad lidt og ludede som havde han faaet et Dunk i Hovedet. Saa skød +han hendes Arm til Side og vendte sig om. „Har du vundet igen siger du? +— to Gange? — i samme Serie?“ Han talte langsomt, enstonigt, som maatte +han indprente sig hvert Ord. + +„Ja. Synes du saa ikke jeg er flink?“ Hun saá usikkert paa ham og +forsøgte at smile. + +„Men det kan man jo bare ikke,“ sagde han slæbende — „det kan man jo +bare ikke.“ Pludselig sprang han op og greb hende i Halsen. „Det er +Løgn! — Du lyver!“ raabte han rasende. „Vil du ud med Sandheden — vil +du!“ Han pressede hende bagover ned mod Bordet som vilde han myrde +hende. Lille Lasse skreg. + +Hun stirrede paa ham med et forundret Blik, hvori Rædslen trak mere og +sammen. Han slap hende og vendte Ansigtet bort for ikke at se de +dødsmærkede Øjne; men hun rejste sig ikke, stirrede blot uudholdeligt +paa ham, som et Dyr der skal slagtes og ingenting forstaar. Pelle tog og +rejste hende op; saa gik han stille hen og gav sig af med Drengen for at +berolige ham. I hans Hænder var der en ækel Fornemmelse, omtrent som +naar han i sin Drengetid havde kvalt en Fugleunge. Ellers følte han ikke +noget, alting var blot saa ækelt. Det var Forholdene, og nu vilde han +gaa. + +Det slog ham mens han samlede sine Ting, at hun stod ved Bordet og græd +stille. Han hørte det pludselig, men uden at det angik ham. Da han var +færdig og havde kysset Børnene, gik der et Ryk igennem hende; hun +traadte i Vejen for ham paa sin gamle energiske Maade. + +„Gaa ikke fra mig — du maa ikke gaa!“ sagde hun hulkende. „Aa — jeg +vilde jo kun jeres Vel, og du tog dig jo ikke af noget! Nej det er ingen +Bebrejdelse — men Maden du! Børnene og du selv! Jeg kunde ikke taale at +se jer mangle alting — dig mest — Pelle som jeg holder af dig! — Det var +jo for din Skyld — mest for din Skyld!“ + +Det lød som Sang i hans Øre, en underlig fjærn Sang; Ordene hørte han +ikke. Han skød hende læmpeligt til Side, kyssede igen Drengen og +kærtegnede ham; hun stod død og stirrede paa hans Bevægelser, med +forvirret strittende Øjne. Da han gik med Døren, sank hun sammen. + +— — + +Pelle havde lagt sine Ejendele nede hos Rullekonen og gik mekanisk +indefter; der var intet Ekko, ikke en Lyd om ham, han gik og sov. +Fødderne bar ham ind til Arbejderbygningen og op ad Trapperne til det +Værelse, hvorfra Kampen lededes, han tog sin Plads mellem de andre uden +at vide af det, og sad og stirrede ned i det grønne Bordklæde. + +Stemningen var præget af Mismod. Man havde længe øjnet Bunden i +Fagkasserne, og Selvbeskatningen gav mindre, efterhaanden som flere blev +smidt paa Gaden. Offervilligheden ude omkring begyndte ogsaa stærkt at +slappes. Offenligheden var ked af dette nu, alting sygnede hen, nu +maatte de se at forliges! Henved halvhundred Tusend Mand var nu ledige, +Hungersnøden begyndte at stikke sit grinende Hoved frem. Det Øjeblik +nærmede sig som Kapitalen regnede med, da Børnenes Graad for Brød maatte +virke opløsende paa Arbejdernes Vilje og faa dem til at ofre Ære og +Selvstændighed for at stille Smaavæsnernes Sult. Og hos Fjenden sporedes +ingen Tegn til Fredsønsker! + +Det prægede alle Kampraadets Medlemmer som de sad her, med +Hundredtusenders Ve og Vel hængende tungt over sig. Ingen turde tage det +nøgne Ansvar paa sig ved et stærkt Forslag til den ene eller anden Side. +Sæt nu man maatte give op om en Uge eller to! saa havde op imod en Kvart +Million Væsner lidt Kvaler til ingen Nytte. En uhyre Afstumpning vilde +blive Følgen af det og selve Nederlaget —, som satte dem tilbage for +mange Aar. Men hvis Arbejdsgiverne ikke kunde staa sig saa længe mod det +Tryk, Finansverdenen begyndte at øve paa dem — saa var Sejren forspildt, +hvis man opgav Kampen nu! + +Her var al klog Beregning for lille! den store blinde Skæbne herskede +her. Hvem turde foregive, at han kunde løfte Sløret for Fremtiden og +vise Vejen? Ingen! Og Pelle den lyse Brand, der saa hensynsløst viste +Vejen fremad, sad og sov som angik det hele ikke ham mere. Han var nok +sprængt under det uhyre Arbejde! + +Sekretæren kom ind med en rødt indstreget Avis og rakte den til +Formanden, han stirrede lidt paa det indstregede Stykke, saa rejste han +sig og læste det op; Bladet dansede i hans Hænder: + +„Ca. tredve Arbejderhustruer —, unge og smukke — kan under Lockouten +komme i Huset hos forskellige Pebersvende. God Behandling garanteres. +Bladets Kontor anviser.“ + +Pelle sprang op af sin Dvale, hele hans forfærdelige Ulykke stod +pludselig skærende klar for ham. „Ja saadan skal det være!“ raabte han. +„Nu har Kapitalen Fingrene ude efter vore Hustruer — nu gøres de til +Skøger! Nu maa vi slaa! slaa! Et sidste Slag maa vi slaa — og det skal +være haardt!“ + +„Men hvordan?“ spurgte de. + +Pelle var blevet hvid af tilkæmpet Ro, saa lysende klar havde hans +Forstand aldrig været. Nu skulde Ellen hævnes paa dem, der tog alt — +lige til den fattige Mands eneste Lam! + +„Allerførst maa vi udsende en optimistisk Redegørelse — endnu i Dag!“ +sagde han smilende. „Kassen er næsten tom, godt saa meddeler vi, at +Arbejderne har Midler til at føre Kampen et Aar om det skal være. Og saa +slaar vi!“ + +En gammel forglemt Fantasi var sprunget frem i ham som en fast Plan — +født af Vreden. + +„Vi har hidtil kæmpet passivt,“ fortsatte han — „med Taalmodigheden som +Hovedvaaben! Vi har sat vore Livsfornødenheder mod de andres Luksus; +naar de ramte os paa Legemet, sultede os magre og splittede Stumperne +fra vore Hjem — svarede vi ved ikke at forrette Arbejde til _deres_ +Bekvemmelighed. Lad os nu prøve at ramme deres Livsfornødenheder en +Gang; lad os slaa dem dér, hvor de lige straks slog os — under Hjærtet! +Saa kanske de bliver medgørlige. Vi har hidtil holdt de vigtigste +Arbejdere uden for Kampen, alle dem Sundhed og Velfærd afhænger af, det +er ikke just os selv der har nydt godt af det. Hvorfor skal vi bage +deres Brød? vi som ikke har Raad til at spise! hvorfor skal vi besørge +deres Renlighed? vi som ikke har Raad til at være renlige! Lad nu +Natmændene rykke i Ilden — og Dagrenovationen! Og er det ikke nok, saa +lukker vi for Vand og Gas. Lad os vove de sidste Stumper og slaa det +sidste Slag!“ + +Pelles Forslag blev vedtaget, og han tog straks ud paa Vesterbro til +Formanden for Natmændenes Forening. Han var lige staaet op og sad ved +sin Middagsmad. Det var en lille gemytlig Mand, som altid havde en +Gavtyv i Øjet; han var fra Kulsvieregnen. Pelle havde i sin Tid hjulpet +ham at faa Organisationen i Gang, og vidste han kunde regne med ham og +hans Folk. + +„Kan du huske, jeg engang viste jer at I var Byens vigtigste Arbejdere — +Lars Hansen?“ spurgte han. + +Formanden nikkede: „Ja ellers maatte man være et rent Bagbæst til at +glemme. Aldrig saa længe jeg lever glemmer jeg nok den Virkning, dine +Ord havde paa os oversete Renovationsfolk! Det var jo dig der fik os til +at tro paa os selv og danne Organisation. Og selv om vi ikke akkurat +skulde være de vigtigste Arbejdere, saa —“ + +„Men det er I netop — og nu er det jer Tur at vise det! Kan I stoppe +endnu i Nat?“ + +Lars Hansen sad og stirrede grundende ind i Lampen, mens han tyggede. +„Vi er jo paa en Slags Kontrakt med Kommunen,“ sagde han endelig +langsomt. „De kan straffe os for’et, og ogsaa tvinge os til at tage fat. +— Men naar du vil have det, saa gør vi det begribeligvis. Det er der kun +én Mening om mellem Kammeraterne! Hvad du saa kan faa ud af det, maa du +jo bedst selv forstaa.“ + +„Tak for det!“ sagde Pelle og gav ham Haanden. „Saa er det en Aftale — +der kører ikke en Vogn ud mere. Dagrenovationen maa ogsaa stoppes.“ + +„Saa sætter Vognmændene andre Folk i Gang — til det Arbejde kan de nok +finde Hænder.“ + +„Det gør de ikke, for saa stopper vi helt for dem!“ + +„Ja det er svart! — Det bliver ellers en slem en for de Fine! Fattigfolk +kan det jo være lige meget for de har ikke noget at spise. — Men hvis nu +Militæret bliver udkommanderet til det! Rengjort maa de jo have, om ikke +Byen skal forpestes.“ + +Det glimtede i Pelles Ansigt: „Hør Kammerat! naar I nu stopper, saa +afleverer I jo straks alle Nøglerne, for at Øvrigheden ikke skal faa +noget at hænge sig i dér. Tag saa og kom dem i Sække og faa dem rystet +godt mellem hinanden.“ + +Lars Hansen brast i Latter. „Det bliver ellers Satan til Komedie!“ +stønnede han og slog sig paa Laarene. „Saa maa de komme til os, for +ingen anden kan finde ud af den Relighed i en Ruf! Jeg skal selv køre +hen med Nøglerne og spille Idiot for dem deroppe!“ + +Pelle takkede ham endnu en Gang. „I redder det hele,“ sagde han stille. +„Det er mange Tusend Menneskers Brød og Fremtidslykke I nu holder i +jeres Hænder.“ Han smilede lyst og sagde Farvel; saa snart han var ene +blegnede Smilet for et Udtryk af Dødsens Træthed. + + * * * * * + +Pelle gik paa Gaderne og drev paa maa og faa; nu var alting ordnet, der +var ikke mere at kaste sig op i. Og inde i ham var alting faldet sammen, +der var ikke en Gang Kræfter til en Beslutning om, hvor han skulde gøre +af sig selv. Han bare gik, kom op paa Hovedgaden og drejede ned i +Sidegaderne igen. Inde i en Kolonialbutik stod Karl smilende og adræt +bag Disken og ekspederede nogle Kunder. „Du skulde egenlig høre ind, +hvordan det gaar,“ tænkte han men drev videre. En Gang stansede han uden +for en Kaserne og saá uvilkaarlig op. Her havde han jo lige udrettet +hvad han skulde — det var jo her Natmændenes Formand boede! Nej nu var +Dagens Gærning gjort, og nu vilde han hjem til Ellen og Børnene! + +Hjem? han havde jo ikke noget Hjem mere! Han var forladt og ene! +Alligevel kom han over paa Nørrebro; hvad Vej han var gaaet vidste han +ikke, men han fandt sig selv staaende uden for Døren, stirrende paa den +lille rustne Brevkasse. Indenfor lød Klynken, han hørte Ellen gaa +derinde — frem og tilbage; hun lavede til til Natten. Saa gik han ned, +skyndte sig bort og aandede først op da han var helt omme i Tjørnegade. + +Han drejede og drejede igen, fra én Sidegade over i en anden. Inde i +hans Hoved gik det saa underligt med; i smaa Knik for hvert Skridt. +Pludselig syntes han der lød bekendte hastige Skridt bag ham — Ellen? +Han vendte sig om; der var ingen. Naa, saa var det altsaa en +Indbildning! — Men Skridtene var der igen, saasnart han gik. Der var +noget ved dem som havde de Ærende til ham, en Vilje til at hale ind paa +ham mærkede han tydeligt i dem. Han stansede i et Ryk — der var ingen, +og kom heller ingen op af Sidegadens Mørke. + +Var det da inde i ham selv det færdedes saa besynderligt? Pelle følte +det ubegribelige og fik Hjærtebanken, den forfærdelige Træthed gjorde +ham værgeløs. Og Ellen — hvad var der med hende? denne jamrende +Bebrejden i hans Øre! Forstaa — hvad skulde han forstaa? Det var af +Kærlighed, sagde hun. Naa væk med det! han var for træt til at skulle +forsvare Brøden ogsaa. + +Men hvad var det for en Vandren? Nu gik Skridtene i ét med hans egne — +de havde dobbelt Lyd. Og naar han tænkte, talte et andet Væsen i Munden +paa ham — dybt inde fra. Der var det samme haardnakkede over det som +over Mortens Indflydelse; en Mening der selv om den bragtes til at tie +tvang sig frem alligevel. Hvad vilde alt det ham — havde han ikke taget +i nok? Var han ikke Pelle, der havde ført den store Kamp igennem og som +alle saá op til? Men der var ingen Glæde i det, Takten fra de +halvhundred Tusend Kammerater lød ikke igen i hans Skridt. Han var ladt +i Stikken, ene med dette forbandede noget i de øde Gader — Ensomheden +var over ham! „Det er nok dig selv du gaar og bliver angst for,“ tænkte +han med et bittert Smil. + +Men Pelle vilde ikke være ene og lyttede stærkt ud. Alt hans eget var +røget, Kampen havde slugt det. Der var dog et Fællesskab — saa trist det +var — mellem ham og Elendigheden omkring ham. Hvad havde han saa at +beklage sig over? + +Forfærdelig laa Fattigstaden om ham, hærget af Kamp og Arbejdsløshed, +med Graad og Natkulde og Nød! Børn græd inde fra Baggaardene — det var +for Brød vidste han vel; fulde Mænd ravede om Hjørnerne, og fra Bagstuer +og Gaarde lød der Kvindeskrig. Aa dette var jo Helvede! Gudskelov at +Sejren var nær. + +Et Sted hørte han tydelige Stemmer: Børn der græd, og en Kvinde som gik +frem og tilbage over Gulvet, tyssende paa dem og vissende en lille — som +hun vel havde paa Armen. Lyden var saa klar, han saá op, der var ingen +Vinduer i Lejligheden. „De skal nok drives ud med Gennemtræk,“ tænkte +han harmfuld og sprang op ad Trappen; han var vant til at tage Affære +for de Ulykkelige. + +Inde i Lejligheden gik en Kvinde med en lille paa Armen, Skæret fra Byen +belyste hende halvt; Skørtet havde hun slaaet over Hovedet for at dække +Barnet ogsaa, hun var nøgen forneden. Der var ikke Spor af Bohave, +Børnene laa i en Krog med Resten af hendes Tøj over sig. + +„Værten har taget Døre og Vinduer væk; han vilde have os paa Gaden, men +vi gaar ikke — for hvor skal vi hen? Saa la’r han Trækken fordrive os — +lige som Væggetøj! Min Mand har de jaget til Døde —“ + +Pludselig genkendte hun Pelle. „Aa det er dig, din forbandede Djævel!“ +skreg hun. „Det var jo dig selv, der begyndte at jage ham! Husker du han +drak af Flasken? — før havde han altid holdt sig pæn. Du saá jo ogsaa at +vi blev smidt ud af St. Hansgade — Beboerne fortrængte os — gjorde du +ikke? Aa I Bødler! overalt har I forfulgt ham og jaget ham som et Dyr, +stiklet til ham og pint ham! Gik han ned i en Beværtning, saa rejste +straks de andre sig, og Værten maatte be’ ham forsvinde. Men han var +mere ærekær end jer var han. — Jeg er en pestbefængt! — sa’e han, og en +Morgen havde han hængt sig. — Aa hvis jeg kunde be’ Vorherre om at ramme +dig igen!“ Hun havde ingen Taarer, hendes Stemme var tør og hæs. + +„Det behøver du ikke,“ sagde Pelle bittert — „han har ramt mig! Men din +Mand har jeg intet ondt villet; de to Gange jeg traf ham, vilde jeg +hjælpe ham. Det er jo for alles bedste vi maa lide — og mit eget er +ogsaa gaaet i Stykker.“ Han brast pludselig i en lindrende Graad. + +„Det skulde de se — Arbejderne, at Pelle græder, saa raabte de nok ikke +Hurra for ham!“ udbrød hun harsk. + +„Jeg ejer ti Kroner, vil du have dem?“ sagde Pelle og rakte hende +Sedlen. + +Hun tog den nølende. „Dem skal du vel bruge til Kone og Børn — det er jo +din Understøttelse.“ + +„Jeg har ingen Kone og Børn mere. Tag dem kun!“ + +„Herregud, saa er det gaaet i Stykker for dig ogsaa! Kunde Pelle ikke +engang holde til det. Ja ja! det er jo rimeligt, at den der saar ogsaa +høster!“ + +Pelle gik sin Vej uden at svare. Denne Kvindes uretfærdige Dom bedrøvede +ham mere, end Bifaldet fra Tusenderne havde glædet ham; men den vakte +ham ogsaa til stærk Protest. Dér hvor hun slog, kunde han ikke rammes; +han havde ikke plejet sit eget smaa, men ærligt og redeligt tjent det +store og ført det til Sejr. De faldne og saarede havde ingen Ret til at +anklage ham. Han havde tabt mere end nogen anden — alt havde han tabt! + +Fuld af Sorg i Sindet men forunderlig rolig gik han hen paa Nørrebrogade +og lejede sig ind i et billigt Logihus. + + + + + XXXV + + +Arbejdernes sidste Forholdsregel satte Byen i voldsomt Oprør. De fik med +ét Slag hele Offenligheden imod sig, Pressen rasede og udstødte Trusler. +Selv den frisindede Presse gjorde gældende at Arbejderne havde +overtraadt Humanitetens Love. Men _Arbejderen_ gjorde koldblodigt +opmærksom paa, at det galdt Liv eller Død for Underklasserne. De var +klar til at gaa til det yderste; endnu var der Vand og Gas at lukke for +— Samfærdselsmidler og Hovedstadens Forsyning med Fødevarer. + +Saa vendte Trykket sig mod Arbejdsgiverne — ét Sted maatte man skaffe +Luft. Hvad var det i Grunden, de kæmpede for? — et slet og ret +Magtspørgsmaal! De vilde være eneraadende og have Haand- og Halsret over +deres Arbejdere. Finansmændene som stod bag de store Virksomheder var +ogsaa kede af det nu. Det blev efterhaanden en dyr Historie; og Fordelen +ved at slaa Arbejdernes Sammenhold i Stykker blev ikke stor, naar +Industrien ødelagdes med det samme. + +Pelle saá hvor Gærningen groede, mens han gik i Smaagaderne og forskede +efter Far Lasse. Nu endelig fuldbyrdede Tingen sig selv og han kunde +hvile. Der var løftet en umaadelig Byrde af hans Skuldre; og nu vilde +han have Lov at redde Stumperne af sit eget — og endelig engang være +noget for den, der altid havde ofret sig for ham. Nu skulde Lasse og han +leje sig en Bolig sammen og leve det gamle Samliv op; han glædede sig +til det. Far Lasses Sind var dog det eneste, der aldrig kunde gaa i +Stykker mod hans, men holdt gennem alt; det var som en Moders Kærlighed. + +Lasse holdt ikke til længer i sin Rede inde bag ved Bagergade. Den gamle +Kvinde han levede sammen med var død for kort Tid siden, og saa var han +forsvundet. + +Pelle spurgte sig frem, og kendt som han var blandt de Fattige, havde +han ikke vanskeligt ved at følge den gamles Spor, der efterhaanden viste +tilbage mod Kristianshavn. Under sin Forsken traf han paa megen +Elendighed, som sinkede ham. Nu Kampen arbejdede sig selv ud, sprang +Nøden lige i Øjnene paa ham, og gammel Medlidenhed vældede stærkt op i +ham. Han raadede Bod hvor han kunde, stampede Udveje op af Jorden med +sin sædvanlige Energi. + +I selve _Arken_ havde Lasse ikke været, men en og anden havde set ham +paa Gaden i en snavs Forfatning; hvor han holdt til vidste de ikke. „Har +du søgt ovre i _Handelshusets_ Kældere?“ spurgte den gamle Vægter — „dér +holder mange til i disse sløje Tider. Hver Morgen Kl. seks laaser jeg +Kælderen op, og saa raaber jeg derned og varskoer dem, for at de ikke +skal blive nappede. Naar jeg saa er vel borte, kommer de luskende op. +Jeg synes, jeg har hørt noget om en gammel Mand som skulde ligge +dernede; men vis paa det er jeg ikke, for jeg har jo Vat i Ørerne. Det +er én nødt til i min Profession — for ikke at høre og se for meget!“ Han +fulgte med Pelle derover. + +_Handelshuset_, som i det attende Aarhundrede havde været Palæ for en af +de store kristianshavnske Handelsslægter, var nu Pakhus; det vendte ud +til en af Kanalerne. De dybe Kældere, der gik helt ned under Kanalens +Vandspejl, laa nu ubenyttet hen. Der var bælgmørkt og ufremkommeligt +nede, Luften lagde sig ædende paa Stemmen. De lyste sig frem mellem +Pillerne, her og der var der et forladt Natteleje af Halm. „Her er +ingen,“ sagde Vægteren. Pelle kaldte og hørte en svag Kremten; dybest +inde — i et af Murhullerne laa Lassefar paa en Madras. „Ja her ligger +jeg og venter paa Døden,“ hviskede han. „Nu er der ikke langt igen; +Rotterne har begyndt at snuse til mig.“ Den raa Luft havde taget hans +Stemme. + +Han var i det hele i en ynkelig Forfatning, men Synet af Pelle livede +ham saa meget op, at han kunde støtte paa Benene. De fik ham over til +_Arken_, den gamle Vægter afstod sin Stue og kom selv op til Enkemadam +Johnsen. Da han sov om Dagen og var paa Færde om Natten, lod det sig +indrette skønt hun kun havde én Seng. + +Da Lasse var kommet i den varme Seng, laa han og rystede; helt +klarhovedet var han ikke. Pelle gik og varmede Øl — den gamle skulde +have en Svedekur; ind imellem satte han sig ved Sengen og saá bekymret +paa Faderen. Lasse laa og smaahakkede med lukkede Øjne; nu og da +forsøgte han at tale men kunde ikke. + +Den varme Drik hjalp lidt paa ham, han fik Blod ud i de døde iskolde +Hænder, og Stemmen brød igennem. + +„Tror du vi gaar en stræng Vinter i Møde?“ spurgte han pludselig og +vendte sig om paa Siden. + +„Vi gaar mod Sommeren nu, lille Far,“ svarede Pelle. „Men du maa ikke +ligge med Ryggen bar.“ + +„Jeg fryser saa slemt — næsten som jeg frøs i Vinters; jeg vilde nødig +tage den Tørn om igen. Kulden griber saa ondt om min Rygrad — herregud +for de Stakler som er paa Søen!“ + +„Vær du rolig for dem og se at bliv rask — det er Solskin i Dag og fint +Vejr paa Havet.“ + +„Saa slip lidt af Solskinnet herind da,“ sagde Lasse irriteret. + +„Der er en stor Brandmur foran Vinduet, Far!“ sagde Pelle og bøjede sig +ned over ham. + +„Naa, ja ja! jeg klarer mig jo nok, den Tid jeg har til Rest! Og +Vægteren kan det være det samme; han vaager i Natten og ser ingen Sol +alligevel. Det er et underligt Levebrød! Men godt er det jo, at nogen +vaager over os mens vi sover.“ Lasse laa og vrikkede utaalmodigt med +Hovedet. + +„Ja ellers kom de nok i Nattens Mørke og røvede vore Penge,“ sagde Pelle +spøgende. + +„Ja saa gu!“ Lasse prøvede at le. „Hvordan staar det sig nu med dit +Forehavende, Pøjke?“ + +„Forhandlingerne er i Gang; i Gaar holdtes det første Møde.“ + +Lasse lo saa det kogte i hans Hals. „Saa har de Fine ikke kunnet taale +Mosten længer! Jo jo, jeg vidste Besked, om end jeg laa syg dernede i +Mørket. Om Natten naar de andre kom luskende, fortalte de mig om det; +saa fik vi os en god Latter over dit Paafund. — Og skulde du ikke være +med til de Forhandlinger?“ + +„Nej jeg sagde det fra mig — jeg er ikke lysten efter at sidde og trække +til mig i den ene Ende af en Paragraf! Nu vil jeg være hos dig, og saa +skal vi have det godt vi to.“ + +„Jeg er bange, det bliver stakket Glæde vi faar af hinanden, Pøjke!“ + +„Du er jo saa kvik nu igen. I Morgen skal du se —“ + +„Ja — nej! Døden bedrager ikke. Jeg har ikke kunnet døje den Kælder.“ + +„Hvorfor gjorde du ogsaa det, Far? Du vidste jo din Plads stod og +ventede dig derhjemme.“ + +„Ja du faar tilgive mig min Egenraadighed, Pelle. Men hjælpe dig i +Kampen var jeg for gammel til, saa tænkte jeg: Du skal i al Fald ikke +ligge ham til Byrde, saalænge dét staar paa! Paa den Maade har jeg ogsaa +ydet mit. — Og du tror der kommer noget ud af det?“ + +„Ja nu sejrer vi — og saa begynder den ny Tid for Fattigmand!“ + +„Ak ja, det vakre faar jeg ingen Del i. Dette her har været som at tjene +hos den lede Trold, hvor der over Døren stod: I Dag arbejde, i Morgen +æde! Og i Morgen kom aldrig. Hvad godt der er vederfaredes mig, har jeg +faaet af mine egne; den ene Fattigfugl piller sig jo for at dække den +anden. Jeg faar ikke klage heller; onde Dage har jeg haft, men der er +vel dem, som har dem værre endnu. Og Fruentimmerne har alle Dage været +gode mod mig. Bengta var et Gnav men mente ikke noget ondt med det; og +Karna ofrede Penge og Helsen for min Skyld. Gud ske Tak, hun ikke +oplevede at de tog Gaarden fra mig. For jeg har jo været Storbonde +ogsaa, det havde jeg nær glemt for al min Usseldom. Ja og gamle Lise — +Tiggelise som hun kaldtes — delte jo Brød og Seng med mig! Hun døde af +Sult, saa flot hun bar sig — vil du tro det? Spis! sagde hun — vi har +Mad nok! Og jeg Djævel aad den sidste Skorpe og vidste af ingenting. Om +Morgenen laa hun død og kold ved min Side; der var ikke en Pille Kød paa +hendes Krop, kun Skindet over de tørre Knokler. Men en Guds Engel var +hun ligefuldt! Vi lagde den Vise sammen hun og jeg. — Ak ja Fattigfolk +æder Brødet fra hinanden.“ + +Lasse laa en Stund og mindedes, saa begyndte han at synge — med Fagterne +fra Gaardene. Pelle holdt paa ham og søgte at tale ham til Rette; men +den gamle troede, han havde med Gaardens Unger at gøre. Da han kom til +Verset om sin Søn, græd han. + +„Græd nu ikke Far,“ sagde Pelle opreven og lænede sin tunge Pande ned +mod den gamles. „Jeg er jo hos dig igen!“ + +Lasse laa lidt og klippede med Øjnene, hans Haand famlede op over +Sønnens Hoved, frem og tilbage. + +„Ja det er du jo ogsaa,“ sagde han mat — „og jeg som mente du var borte. +Ved du Pelle, du har været mit Livs Lys alle Dage! Dengang du kom til +Verden, var jeg allerede over mit bedste; saa kom du, og det var som +Solen fødtes paany. Hvad mon han bringer med sig? sagde jeg til mig selv +og løftede paa dig; du var ikke større end en Trepægleflaske. Kanske +skal han fange Lykken, saa der falder lidt af til dig ogsaa! Saadan +tænkte jeg, og har altid troet — nu maa jeg give det op. Men din +Anseelse har jeg oplevet. Rigmand blev du ikke, og det kan være det +samme; de Fattige har gode Ord om dig. Du har stridt Striden for dem +uden at tage noget for din egen Mund! Nu forstaar jeg det, og mit gamle +Hjærte glædes over at du er min Søn.“ + +Naar Lasse faldt hen, lagde Pelle sig lidt paa Sofaen. Men det blev ikke +til megen Hvile; den gamle sov Fugleblund og slog hvert Øjeblik Øjnene +op. Naar han ikke havde Sønnen ved Siden af Sengen, laa han og kastede +sig og smaaklynkede i Halvsøvne. Midt paa Natten lettede han Hovedet og +holdt det oppe i lyttende Stilling. Pelle vaagnede. + +„Hvad er der Far?“ spurgte han og tumlede paa Benene. + +„Aa jeg kan høre noget drage hen — langt ude hvor Havet ender! det er +lige som Vandene styrtede sig i Afgrunden. — Men skulde du nu ikke gaa +hjem til Ellen? Jeg klarer mig sagtens i Nat, og hun sidder kanske og +ængstes for, hvor du bliver af.“ + +„Jeg har skikket Bud til Ellen, at jeg ikke kommer hjem i Nat,“ svarede +Pelle. + +Den gamle laa og betragtede Sønnen med et pønsende Udtryk. „Er du nu +ogsaa lykkelig?“ spurgte han, „det kommer mig for at der er noget i dit +Ægteskab, der ikke er som det burde være.“ + +„Jo Far, det gaar godt nok!“ svarede Pelle med tyk Stemme. + +„Ja ja, gudskelov for det da! En god Kone har du ogsaa faaet dig i +Ellen, og vakre Børn gav hun dig i Gave — hvordan har Lille Lasse det? +Jeg vilde gærne se ham, inden jeg drager hen — han er dog Lasse han!“ + +„Jeg skal nok hente ham i Morgen tidlig,“ sagde Pelle. „Og nu skulde Far +se at sove, det er svarte Natten!“ + +Lasse vendte sig føjeligt om mod Væggen. Et Øjeblik efter drejede han +forsigtigt Hovedet, for at se om Pelle sov. Hans Øjne kunde ikke naa +tværs over Stuen, saa prøvede han at staa ud af Sengen; han faldt +stønnende tilbage igen. + +„Hvad er der, Far?“ spurgte Pelle bekymret og var straks henne hos ham. + +„Jeg vilde bare se efter, om du har noget over dig i denne Kulde! Men +mine Lemmer er saa dumme,“ sagde den gamle skamfuld. + +Ud paa Morgenstunden faldt han i en rolig Søvn, og Pelle fik Madam +Johnsen til at sidde hos ham, mens han gik hjem efter Lille Lasse. Det +var ikke nogen let Gang, men den gamles sidste Vilje maatte opfyldes. Og +han vidste, at Ellen ikke leverede Barnet i fremmede Hænder. + +Det lysnede i Ellens forstenede Ansigt, da han kom; hun havde et +Glædesudbrud paa Læberne, men hans Udtryk dræbte det. „Min Far ligger +for Døden,“ sagde han mørkt — „han vilde gærne se Drengen.“ Hun nikkede +og gav sig stille til at lave Lille Lasse til; Pelle stod ved Vinduet og +saá ud saalænge. + +Han var underlig til Sinds ved at være her igen; det lille Hjems Minder +vældede op i ham og gjorde ham svag. Søster maatte han dog se! Ellen +førte ham tavs ind i Sovekamret; den lille laa og sov i sin Vugge, der +var en forunderlig tryg Ro over hendes brede Hoved. Herinde kom Ellen +ham lige som nærmere, han følte hendes stærke Øjne paa sig. Han tog sig +haardt i det og gik ind i Stuen — her var ikke noget for ham længer, i +dette Hjem var han en fremmed! En Tanke spøgede i ham — mon hun +fortsatte med _det_? Skønt hun ikke kom ham ved, blev Spørgsmaalet ved +at staa; han saá sig om efter Tegn i en eller anden Retning. Her var +fattigt, alt det overflødige var vandret bort. Men en Naadlemaskine var +kommet til, og der laa noget Arbejde paa den. Skruebrækker! tænkte Pelle +helt mekanisk. Men ikke som nogen Dom — for første Gang var han glad ved +at konstatere Skruebrækkeri. Hun havde altsaa lagt sig efter at naadle — +og slidsom saa hun ud. Det gjorde helt godt i ham. + +„Nu er Drengen færdig til at gaa med,“ sagde hun. + +Pelle kastede et Afskedsblik over Stuen. „Er der ikke noget du trænger +til?“ spurgte han. + +„Tak, jeg klarer mig selv!“ svarede hun stolt. + +„Du tog ikke imod de Penge jeg skikkede dig i Lørdags.“ + +„Jeg klarer mig selv — blot jeg maa beholde Drengen. Husk du engang har +sagt, han altid skulde faa Lov at være hos mig.“ + +„Han maa have en Mor som kan se ham frit i Øjnene — husk du saa det, +Ellen.“ + +„Det behøver du ikke minde mig om,“ svarede hun bittert. — — — + +Lasse var vaagen, da de kom. „Ej det er dog en rigtig Karlsen,“ udbrød +han — „han slægter til vor Side! Vil du bare se, Pellepøjke! han har de +samme Slugøren, du havde som Dreng. Og Koslik har han i Panden — han +skal nok komme godt i Vej engang. Jeg faar kysse hans smaa Hænder, for +Hænderne er vor Velsignelse — det eneste gode vi fik. Det paastaas, at +Verden holdes oppe i Fattigmands Hænder; jeg gad vidst om det passer. +Tro om det ny skulde komme allerede i denne Omgang, for saa er det +Jammerskade jeg ikke faar det med!“ + +„Du kan godt faa det med Far,“ sagde Pelle som havde købt _Arbejderen_ +paa Turen og stod og kiggede ivrigt i den. „Der forhandles paa Kraft, og +en af Dagene er Kampen forbi. Saa skal vi have det godt sammen vi to.“ + +„Nej jeg opnaar det ikke! det er Døden der har fat i mig, jeg kan mærke +han er i Gang med at pille mig adskilt. Men hvis der er noget bagved, +kunde det være skønt at sidde deroppe og se Lykken fuldkommes paa jer. +Du har vandret den trange Vej Pelle — Lasse er ikke dum! Men kanske faar +du en ansét Post til Vederlag, naar I nu selv tager Styret. Saa faar du +huske, ikke at glemme de Fattige.“ + +„Der er noget frem endnu, Far! Og til den Tid er der ingen Fattige.“ + +„Du siger det saa vist, men Fattigdommen er nok ikke saadan at faa Has +paa — den har ædt sig for langt ind! Lille Lasse kan godt træffe til at +blive voksen Mand, inden det sker. Men nu skulde du tage Drengen væk, +han har ikke godt af at se Alderdommen dø. Han ser saa bleg ud, mon han +faar nogen Sol?“ + +„Solen den har de Store laant — og de har glemt at bringe den igen,“ +svarede Pelle bittert. + +Lasse laa og trak Panden i Vejret som anstrængte han sig med noget. „Ja +ja! Der skal gode Øjne til at se frem, og mine vil ikke mere. Men nu +skulde du gaa og tage Drengen med dig. Du har dit at passe som ikke maa +forsømmes, og Døden kan du alligevel ikke overliste, saa klog du ogsaa +er.“ Han lagde sin visne Haand paa Lille Lasses Hoved og vendte sig ind +mod Væggen. + +Pelle lod Madam Johnsen følge Drengen ud paa Nørrebro og blev selv hos +den gamle. Deres Veje havde løbet saa lidt sammen de senere Aar, for +bestandig skiltes de nu og førte langt bort fra hinanden, han trængte +til at dvæle i Afskeden. Mens han gik og gjorde Ild paa, varmede Spise, +og gjorde det saa godt for Lassefar han ævnede, lyttede han til den +gamles springende Tale og lod sig føre tilbage til Barneaarenes Tryghed. +Som en dyb godlidende Verdensmumlen havde Lasses enstonige Tale fyldt +hans Barndom; og da han drog ud, blev den blot til de manges aldrig +forstummende Besyv over Livets Kaar. Nu førtes han stille Vejen tilbage +fra Tusenderne til Far Lasse igen, og saá hvor stor en Verden den +godlidende Gamling havde været Bærer af. Gammel og udslidt havde han +altid været, saa langt Pelle kunde huske tilbage. Sliddet tog hurtig +Fattigmands Ungdom og gjorde til Gengæld hans Alderdom lang! Men netop +det affældige gav ham de overmenneskelige Træk — Faderens! Stort havde +han baaret Elendigheden, uden at blive ond eller egenkærlig eller +snæver; altid med Sindet fuldt af Offertrang og Ømhed, stærk i selve sin +Afmagt! Som Alkærligheden selv havde han omgivet Pelles hele Tilværelse +med sit varme Hjærte — forfærdeligt vilde det blive, naar hans +godhjærtede Besyv ikke længer klang bag om alting. + +Hans flygtende Sjæl kredsede over den Bane han havde tilbagelagt, i +større og større Kredse — som Duerne naar de fløj bort. Hvergang han +havde samlet lidt Kræfter, tog han sit Liv op paa ny: „Noget har der jo +altid været at glædes ved forstaas, men i mangt og meget har det været +en ørkesløs Strid. Dengang jeg ikke vidste om bedre, gik det meget godt +an; men fra den Stund du blev født, satte mit aldrende Sind sig op imod +Tilstanden, og jeg fik ingen Fred. Der var som et Varsel ved dig, og +altid siden har det vandret inde i mig; min Hu har været saa hvileløs +som selve Jerusalems Skomager. Det var som noget pludselig havde givet +mig elendige Lus Løfte om en skøn Tilværelse, og Mindet blev ved at +vandre og vandre. Er det mon efter Paradiset som de engang jog os ud af? +tænkte jeg tidt. Vil du tro det, jeg Stymper har gaaet og drømt +storagtige Drømme om en skøn og sorgfri Alderdom, hvor min Søn med Kone +og Børn kunde komme og se til mig i min lune Stue og jeg kunde beværte +jer lidt net. Jeg gav det ikke engang op nu til slut, men gik og +fantaserede om en Skat jeg skulde finde paa Lossepladsen. Ak, jeg vilde +saa gærne, der skulde været lidt til dig efter mig. Det er saa fattigt +lidt jeg har kunnet være for dig.“ + +„Og det siger du som har været baade Fader og Moder for mig! Hele min +Barndom stod du værnende bag alting; naar noget gik galt for mig tænkte +jeg altid: Far Lasse klarer det bare han! Og siden jeg voksede til — alt +hvad jeg har taget i, mærkede jeg, at det var dig der løftede. Det var +nok gaaet maadeligt med det hele, om ikke du havde givet mig saa god +Arv!“ + +„Nej siger du det?“ udbrød Lasse stolt. „Skulde jeg virkelig have min +Andel i det, I har ydet Fattigmands Sag? Ja ja, vakkert høres det jo i +al Fald! Nej, men du har været mit Liv, Pøjke; og svag Stakkel som jeg +var, maatte jeg vel undres paa mine Kræfter i dig! Det som jeg knap +havde vovet at tænke, har du ført magtfuldt frem! — Og nu ligger jeg her +og har ikke engang til at dø for. Du maa love mig, at du ikke tager dig +noget uoverkommeligt paa for min Skyld men lader Fattigvæsnet om det. +Hidtil har jeg holdt mig fri, men det er en dum Stolthed den; Fattigmand +og Fattigvæsen hører dog sammen. Jeg er kommet til at se anderledes paa +meget i den senere Tid; og godt er det jeg dør — for ellers kom jeg til +at leve med Agten men uden Magten! Hvis det var i min Ungdoms Kraft de +Tanker var kommet, havde jeg kanske forøvet et eller andet haardt. Jeg +skulde ikke haft din snilde Kløgt til at lempe Æg i en Humlesæk.“ + +Den tredje Dags Morgen var Lasse forandret; det var blot ikke til at +sige, hvori Forandringen bestod. Pelle sad ved Sengen og læste i Dagens +Nummer af _Arbejderen_, da han opdagede at Lasse laa og saá paa ham. „Er +der noget nyt?“ spurgte han svagt. + +„Forhandlingerne gaar deres Gang,“ svarede Pelle — „men det er jo svært +at faa et Grundlag lagt. Det har været ved at rive ud flere Gange.“ + +„Det trækker lidt længe ud med dem,“ sagde Lasse mismodigt — „og i Dag +dør jeg Pelle! Det stunder saa hvileløst i mig, skønt jeg godt vilde +slaa mig lidt til Ro endnu. Det er mærkeligt med den Vandren i én, for +at naa noget andet end det man har. Som liden Pøjke brugte jeg at løbe +rundt om et Vandhul derhjemme i Tommelilla; jeg løb som en Galning og +mente, at naar jeg bare klemte paa kunde jeg naa at træde mig selv i +Hælene. Nu har jeg naaet det, for nu er der hele Tiden nogen foran mig +saa jeg ikke kan komme frem; og det er Gamle Lasse — han gaar mig i +Vejen du! Jeg synes, jeg skulde om foran ham; men kan ikke faa mit gamle +Sind fra Verden heller, saa forandret den er blevet. Den Aften de store +Herrer besluttede Lockouten, stod jeg udenfor mellem saa meget andet +Fattigfolk og lyttede. De døbte Beslutningen i Hurraraab og Champagne, +og da var det mit Syn forskød sig! Der er dog underlige Ting til, +dernede i Pakhuskælderen laa der en Murer, som havde været med at bygge +Byens fineste Paladser; han havde ikke engang Tag over Hovedet.“ + +Der var kommet et skarpt Drag om hans Mund som aldrig havde været der +før. Han havde Møje med at tale, men kunde ikke lade være. „Hvad du end +gaar ind til, saa tro aldrig Præsterne,“ fortsatte han da han havde +samlet lidt Kræfter. „Det har været min Skade — jeg begyndte for sent at +tænke over Sagerne selv. Vi maa ikke kny — siger de — for det hele er +groet naturligt ud af hinanden fra smaat til større og hænger sammen +efter Guds Vilje. Efter det skulde det jo være vort Utøj, der er blevet +til de fine Folks Fuldblodsheste; og jagu om det ikke er troligt nok! De +har begyndt med at suge Blodet af Elendigheden, men se ogsaa hvor de +springer for Kareten! Ak ja — hvordan vil det ny arte sig du tror?“ + +„Det vil blive godt for os alle Far!“ sagde Pelle med Sorg i Stemmen. +„Men trist vil det være for mig at du ikke faar Del i det. Men et smukt +Hvilested skal du faa, og jeg skal sætte dig en stor Sten af bornholmsk +Granit med en vakker Indskrift.“ + +„Du kan sætte: I Dag arbejde, i Morgen æde!“ svarede Lasse beskt. + +Hele Dagen laa han hen i en Døs. Men ved Mørkningen løftede han Hovedet. +„Er det Englene jeg hører synge mon?“ spurgte han hviskende, +Stemmeklangen var vandret bort. + +„Nej det er Arbejderskernes Smaabørn. Ret snart kommer Mødrene hjem og +giver dem Bryst; saa holder det op.“ + +Lasse sukkede: „Det bliver tynd Die det, naar de skal gaa paa Arbejde +hele Dagen. Det siges, at Storfolk drikker Vin til tolv-femten Kroner +Flasken; det høres jo som tog de Smaabørnenes Mælk og satte den om i +kostbar Spiritus.“ + +Han laa og hviskede, Pelle maatte bøje Hovedet ned til hans Mund: „Haand +i Haand har vi vandret Pøjke, og dog gik vi hver sin Vej. Du gik mod +Ungdommen, og Lasse — — men Glæde har du givet mig.“ + +Saa sluktes den kærlige Flamme, der altid havde brændt lige klart og +roligt for ham under alle Omskiftelser! Det var som et Forsyn tog sin +Tanke bort fra ham; Tilværelsen brast og sank bort i Rummet, og han sad +ene tilbage paa en Træstol. Hele Natten sad han ubevægelig ved Liget og +stirrede ud i det ufattelige med tomme Øjne, mens Tankerne hviskede +nænsomt til den døde om alt hvad han havde været. Han rørte sig ikke men +sad selv som en død, til Madam Johnsen kom om Morgenen for at høre +hvordan det gik. + +Saa vaagnede han og gik ud for at ordne det nødvendige. + + + + + XXXVI + + +Lørdag Middag rygtedes det at Fredsslutningen endelig var undertegnet, +den store Arbejdsstansning var forbi. Med utrolig Hast bredte Rygtet sig +ud over Hovedstaden, det trængte ind overalt. „Har De hørt det, har De +hørt det? Nu er der sluttet Fred!“ De Fattige fik saa mange Ærender til +hinanden; de opgav at ligge sammenrullede og kom frem i Dagen — der var +Lys i de tynde Ansigter. Konerne fik Kurven frem og Ungerne sendt af +Sted for at gøre lidt Indkøb til om Søndagen — nu maatte Urtekræmmeren +vel give lidt Kredit! Man lo og brasede op og tog Forskud paa Lykken. +Sommeren var allerede inde, der laa Arbejde og ventede i uhyre Dynger — +og nu skulde der tages fat for Alvor! Fra Køkkendør til Køkkendør raabte +de Nyheden, smed alt hvad de havde fat i, og rendte videre med den. Det +faldt ingen ind at stanse og tvivle; de vilde saa gærne have Lov at tro +paa det. + +Og hen paa Eftermiddagen kom der Løbesedler fra _Arbejderen_ og +bekræftede Rygtet; jo denne Gang var det endelig sandt. Og en Sejr var +det tilmed: Foreningsretten var haandhævet, og Kapitalen havde faaet +Respekt for Arbejderne som en Faktor, man ikke længer kunde komme +udenom! For Resten var _status quo_ bevaret. + +„Tænk, og de har tilmed faaet Respekt for os — og Status Kvo har de inte +kunnet gøre noget!“ Saa lo de over hele Ansigtet af Glæde over at han +ogsaa var bevaret, skønt ingen af dem kendte ham. + +Mændene var paa Gaden. De drog i Flokke hver til sin Organisation for at +fange Parolen og faa Sejrens Enkeltheder slaaet fast. Det kunde knap ses +paa dem at Sejren var vundet; de var kommet tungt ind i det og havde +tungt ved at ryste det af sig igen. + +I Gaarde og paa Trappegange var der lys Kvidder. Arbejdet skulde i Gang +igen — det dejlige velsignede Arbejde som gav Mad og Drikke og lidt +Klæ’r paa Kroppen. Ja og Husfred! Nu skulde man ikke længer bides over +en tom Krybbe; nu kunde man igen slaas med lidt — og række det og +strække det, og faa det til at slaa til med Bryderi og Taarer. Fatter +fik ha’e et Stykke med pænt Paalæg nu til Aften, og kanske man allerede +i Morgen tog ud med Madkurven! — Ja ja, i al Fald saa snart man fik +Stadsen løst hjem! For luftes lidt skulde den jo, inden Vinteren igen +kom og satte den ud. — De var saa henrykte over selve Freden, at de slet +ikke huskede at kræve noget nyt af den i Øjeblikket. + +Pelle havde taget Del i de afsluttende Forhandlinger; efter at Far Lasse +var begravet, var han igen sig selv. Hen ad Aften drev han omkring i +Byens Fattigkvarterer og glædede sig over Stemningen; altfor stærkt +havde han oplevet de Fattiges bitre Kamp, han trængte til at opleve +deres Glæde ogsaa. Fra Nørrebro gik han langs Søerne over til Vesterbro, +overalt var der Masser af Mennesker paa Færde. I Vesterbros Sidegader +var Familierne rykket ud af Lejlighederne og havde slaaet sig ned paa +Trapper og Fortove; de sad barhodede i Skumringen, passiarede, røg og +nød et eller andet. Det var den første lune Aften, Himlen havde en dyb +blaa Tone, og fra Gadens Bund steg Mørket purpurmættet op. Der var noget +løssluppent over dem alle; Glæden førte deres Bevægelser ud over de +daglige snævre Grænser, og fik dem til at rave og tale op i let +Beruselse. + +Nu kunde de komme frem igen, alle de Familier som havde holdt sig skjult +under Nøden; Pjalterne var de samme, men nu gjorde det ikke noget. De +lyste af Stolthed over at have bestaaet Kampen uden at ty til nogen; +hvad de havde haft at slaas med i Mørket var glemt. + +Pelle var kommet ned paa det aabne Terræn ved Gasværkshavnen, han vilde +over og se til sine gamle Venner i _Arken_. Derovre laa den og ragede op +som en glødende Masse mod den dybe østlige Nathimmel — Rødmen fra +Solnedgangen faldt i den. Over Krateret øverst oppe rugede Dunstkredsen +som en Afskygning mod Nathimlen. Han stirrede paa denne Stribe idet han +gik; det var den tykke Udaanding fra alle Væsnerne dernede i Massens +Indre, Osen fra usunde Stoffer og slet Forbrænding. Nu maatte Sejren +blandt andet bruges til at faa ryddet ordenlig op i Armodens Huler. Der +foresvævede ham en Drøm om smaa venlige Arbejderboliger, hver i sin +lille Have med revne Gange. Det var noget at komme hjem til, naar man +var træt af Dagens Slid! + +Det forekom ham, at Røgflagen deroppe blev tykkere og tykkere. Var det +det hans Tanker syslede med, der fik Øjnene til at overdrive? Han stod +stille og stirrede — saa satte han i Løb. Et rødt Skær slog op under +Dunstlaget, befamlede det et Øjeblik og forsvandt; en ny Røgmasse +rullede sig ud og blev hængende tungt deroppe. + +Pelle styrtede af Sted, ned over Oplagspladserne og ud ad Langebro. Han +kendte _Arkens_ forfærdelige Masse altfor vel; der var ikke anden +Indgang til det hele end Tøndegangen! Og Træværket som var den eneste +Adgang til de øvre Etager! — og de lange Gange! Mens han løb, saá han +det hele klart, og Hjærnen arbejdede paa Udveje. Brandvæsnet var +naturligvis straks alarmeret; men der gik Tid inden det naaede frem, og +her drejede alting sig om Minutter! Hvis Træværket faldt ned og spærrede +Tøndegangen, var alle Beboerne fortabte; og _Arken_ ejede jo ikke engang +en Stige! + +Uden for _Arken_ stod en raadvild Menneskehob og raabte i Munden paa +hinanden. „Dér kommer Pelle!“ sagde én. De blev straks tavse og vendte +Ansigterne mod ham. „Hent Børnehusets Brandstige,“ sagde han i +Forbifarten til et Par Mænd og løb ind gennem Tøndegangen. + +Fra de lange Gange i Stueétagen kom Beboerne styrtende ud med deres +Smaabørn i Favnen; nogle slæbte paa værdiløse Stumper — det første det +bedste de havde faaet fat i. Alt hvad der var til Rest af Træværket +efter den store Vinters Hærgen, stod i lys Lue; Pelle prøvede at løbe op +ad de brændende Trapper men traadte igennem. Beboerne hang halv ud af +Vinduerne og stirrede ned med vanvittige Øjne; hvert Øjeblik rendte de +ud paa Platformene for at slippe ned, men flygtede skrigende ind igen. + +I Vinduet paa tredje stod Enkemadam Johnsen og klagede med sit Barnebarn +og Fabrikspigens lille Povl i Favnen. Hannes lille Pige stirrede tavs +ud, med Moderens dybe forundrede Øjne. „Vær ikke bange,“ raabte Pelle op +til den gamle — „nu kommer vi og hjælper jer!“ Da den lille Povl saá +Pelle, sled han sig fra Madam Johnsen og løb ud i Bislaget. Han sprang +lige ned, laa et Øjeblik og rodede forstyrret i Stenbroen og løb saa som +en Ild forbi Pelle ud paa Gaden. + +Pelle sendte nogle af Mændene ind paa de lange Gange for at se, om alle +var sluppet ud. „Slaa de laasede Døre ind,“ sagde han — „det kan være +der er Smaabørn eller Syge derinde.“ Beboerne fra første og anden Sal +havde reddet sig, inden Ilden endnu fik rigtig fat i Træværket. + +Han løb selv ad Hovedtrappen op under Taget for at komme Bagbygningens +Beboere til Hjælp over Lofterne. Men deroppe mødte han Beboerne fra den +lange Taggang. „Du kan ikke komme frem,“ sagde den gamle Kludesamler — +„hele Pipmandens Kvist brænder. Og heroppe hos os er der ikke flere. Gud +i Himlen se til de Stakler derovre og tage lidt mildt imod dem!“ + +Pelle forsøgte alligevel at bane sig Vej hen over Lofterne, men maatte +vende om. + +Mændene var kommet med Stigen, og havde kantet den ind i den snævre +Gaard og rejst den. Træværket begyndte at falde ned, der laa brændende +Bjælkeender rundt om, og hvad Øjeblik det skulde være kunde det hele +brase sammen. Men der var ikke Tid til at gaa og gøre sig det +behageligt; inde fra Vinslevs Gang kom Røgen væltende ud og fyldte +Gaarden, man fik skynde sig. + +„Det er naturligvis den Gale, der har sat Ild paa,“ sagde Mændene mens +de holdt Stigen for Pelle. + +Den naaede kun til anden Sal, men han smed et Reb op til Madam Johnsen, +som gjorde det fast i Vinduesposten saa han kunde klatre op. Med Rebet +firede han først Barnet, saa den gamle ned til Kammeraterne som stod +øverst paa Stigen og tog imod dem. Røgen brændte ham i Øjne og Hals og +var ved at kvæle ham; han kunde ingenting se, rundt om sig hørte han +forfærdelige Skrig. + +Lige over ham jamrede en Kvinde. „Aa Pelle, hjælp mig!“ klynkede hun +halvkvalt. Det var den undselige Sypige som var flyttet herom; han +kendte hendes varme Stemme igen. „Hun elsker mig jo!“ fløj det lyst +igennem ham. + +„Grib Rebet og gør det godt fast i Vindusposten, saa kommer jeg op og +hjælper dig,“ sagde han og slyngede Enden af Rebet op for fjerde Sal. +Men i det samme lød der et vildt Skrig, et mørkt Legeme jog ud over hans +Hoved og slog mod Stenbroen med en død Lyd. Flammerne slog hvæsende ud +af Vinduet deroppe som greb de efter hende — og trak sig saa ind igen. + +Et Øjeblik hang han bedøvet i Vinduskarmen; der var noget saa tungt i +dette her, var det ikke hendes blide Sangstemme han hørte inde i sig? +Saa faldt Træværket med en lang Bragen, en Sky af glohed Aske steg op og +lagde sig som Ild i Lungerne. „Skynd dig ned!“ raabte Kammeraterne. „Nu +brænder Stigen!“ + +En lang besættende Kimen forkyndte, at Brandvæsnet var under Opkørsel. + +Men Pelles Øre havde fanget en spæd forsvindende Lyd midt i Larmen. I et +Sæt var han inde i Madam Johnsens Stue og stod og lyttede; der lød +Barnegraad fra den anden Side Væggen, Værelserne paa Indergangen stødte +til her. Det var forfærdeligt at høre paa, og her stod han og kunde +ingenting udrette; der var en Mur imellem og ingen Gennemgang til denne +Side. De raabte hans Navn nede fra Gaarden, ja for Fanden, han kom vel +naar han vilde! Han stod og blev saa dumpt stædig i det ved denne +klagende Barnestemme; der kom blindt Raseri op i ham, han stødte ondt +Skulderen op mod den forbandede Væg for at paaføre sig Smærte. Ah, men +den fjedrede! Han tørnede imod endnu engang med forfærdelig Kraft, og et +Stykke af Skillerummet faldt ind. + +En kvælende Hede og Røg slog ham tilbage, han maatte holde Vejret og +dække Ansigtet med sine Hænder mens han trængte frem. Der laa et lille +Barn i en Vugge, han snublede over det og fandt tilbage gennem Muren. +Branden der nu havde faaet Luft, slog pludselig ud omkring ham med et +Blaf der fik ham til at gaa i Knæ, han mærkede det om sine Kinder som +Slik af tørstige Kreaturer. Den buldrede frem i Hælene paa ham som et +Uvejr, men tav da han huggede Døren i. Halvkvalt fandt han hen til +Vinduet og vilde raabe ned, men havde ingen Stemme mere; det blev kun en +hæs Hvisken. + +Ja nu stod han her med et Barn i Favnen og skulde dø! men det gjorde +ikke noget, han var jo kommet gennem Væggen. Bag ham rykkede Ilden frem; +den havde gnavet sig et lille Hul i Døren og skabte selv sin Træk. +Hullet udvidede sig gnistrende som under en Blæser, og Branden pustede +tør, tændende Hede ind gennem det. Der hoppede smaa næsten usynlige +Flammer frem hist og her paa de glatte Flader, om lidt vilde det hele +slaa ud i lys Lue. Klæderne lugtede svedent, Hænderne var besynderligt +tørre som frønnet Træ, og han syntes Haaret krøllede sig paa hans Hoved. +Og dernede raabte de hans Navn! Men det gjorde altsammen ikke noget; +hans Hoved var blot saa tungt af Røgen og Heden. Han følte at han var +lige ved at falde om. „Lever Barnet mon?“ tænkte han men nænnede ikke at +se efter; han havde slaaet sin Jakke over dets Ansigt for at beskytte +det. + +Han klamrede sig til Vindusposten og rettede sine døende Tanker mod +Ellen og Børnene. Hvorfor var han ikke hos de tre? hvad var det for +noget Sludder, der havde faaet ham til at forlade dem? Han huskede det +ikke længer og begreb ikke sig selv; hvis det nu ikke havde været forbi +med ham, vilde han have skyndt sig hjem for at lege med lille Lasse. Men +nu skulde han dø, om et Øjeblik faldt han kvalt om — endnu før Flammerne +naaede ham. Der var en lille Tilfredsstillelse i det — som pudsede han +nogen. + +Pludselig skød noget op for hans døende Blik og kaldte ham tilbage. +Enden af en Redningsstige var det, og en Brandmand dukkede frem af Røgen +lige for hans Ansigt, greb Barnet og rakte det ned. Pelle stod og masede +med en Forestilling om, at han skulde sætte sig i Bevægelse; men inden +det naaede ind og ud igen, havde Brandmanden ham paa Nakken og rendte +ned ad Stigen med ham. + +Den friske Luft vakte ham, han sprang op fra Baaren hvor Brandmændene +havde anbragt ham, og saá sig opbragt om. I det samme gav Folk sig til +at raabe meningsløst op og klappe i Hænderne, og Madam Johnsen trængte +sig gennem Afspærringen og styrtede løs paa ham. „Pelle,“ udbrød hun +grædende — „men saa lever du jo, Pelle!“ + +„Ja naturligvis lever jeg — men det er da ikke noget at græde over.“ + +„Nej men vi troede jo du var blevet derinde. Hvor ser du dog ud, arme +Skind!“ Hun fik ham med ind til en Arbejderfamilie og hjalp ham at gøre +sig i Stand. Først da han saá sig i Spejlet, begreb han det hele. Han +var ukendelig af Røg og Aske; det havde brændt sig ind i Huden og var +ikke til at faa af. Under Snavset paa den ene Kind var der et Brandsaar. +Han gik ud til Assistenten og fik et Plaster lagt paa. + +„De kunde ogsaa trænge til nogle ny Øjenbryn,“ sagde Assistenten. „De +har nok været godt i Ilden.“ + +„Hvorfor tog det saa lang Tid med Sprøjterne?“ spurgte Pelle. + +„Lang Tid! Vi var her ti Minutter efter at der blev meldt Ildløs. +Meldingen fik vi Kl. otte og nu er den halvni.“ + +Pelle tav forbløffet. Han havde en Fornemmelse af, at den halve Nat +maatte være gaaet; saa meget var der hændt. En halv Time — og paa den +Tid havde han været med til at rive nogle Mennesker fra Døden, og set +andre styrte sig ind i den. Naa ja, og han selv var blevet sveden af for +nær Berøring med den! Det sad et Steds i hans Sind som en sky +Kendsgærning; naar han knyttede Hænderne slog Huden Revner, og hans +Klæder lugtede som brændt Horn. + +Inde i Gaarden arbejdede Brandmændene rastløst. Nogle dængede Vand i +Flammehavet fra Toppen af deres Stiger, andre trængte ind i Husmassen og +afsøgte Lejlighederne; nu og da kom en Brandmand ud med et forkullet +Lig. Saa blev _Arkens_ Beboere kaldt inden for Afspærringen for at +genkende Liget. De løb grædende rundt i Tilskuermængden og søgte +hinanden; det var ikke Politiet muligt at holde Samling paa dem og faa +fastslaaet, hvor mange der var blevet derinde. + +Pludselig rettedes alle Øjne mod Forhusets Tag, som Ilden endnu ikke +havde faaet rigtig fat i. Deroppe stod Gale Vinsløv og blæste paa sin +Fløjte; naar Ildens Gnister et Øjeblik dæmpedes, hørte man hans +sindssvage Musik. „Hør, han har ogsaa faaet Marsjen med!“ udbrød de. Ja +det var Marsjen han blæste, men vævet ind i hans eget Hjærnespind — helt +forrykt lød den kendte Melodi paa Vinslevs Fløjte. Brandmændene rejste +en Stige og løb op paa Taget for at redde ham, men han flygtede for dem. +Da han ikke kunde komme længer, styrtede han sig ind i Flammehavet. + +Torvet og Kanalens Sider var fulde af Mennesker; Hoved ved Hoved stod de +og betragtede _Arkens_ overdaadige Brand. Det var Aarhundreders Smuds og +Armod og Dunster, der gik op i Luer. Hvor det futtede og knitrede og +bragede! Menneskemængden var i stort Humør over Sejren; i Nat var man +ikke oplagt til at sove alligevel, og dette var et Fyrværkeri der kunde +vare ved, en storslaaet Illumination til de Fattiges Sejr. Man raabte +beundrende Aa—aa! hvislede for at efterligne Raketter — og klappede i +Hænderne, naar Flammerne steg til Vejrs eller et Tag faldt sammen. + +Pelle gik rundt i Mængden og samlede _Arkens_ forvildede Beboere hen til +Børnehusporten, saa de der hørte sammen kunde finde hinanden. De græd og +var ikke til at trøste. Ak nu brændte _Arken_, det kære Tilflugtssted +for saa megen Forkommenhed. „Er det noget at tage sig nær,“ sagde Pelle +trøstende. „Nu i Nat bliver I anbragte ved Offenlighedens Hjælp, og +siden flytter I hen i ordenlige Lejligheder, hvor der er nyt og rent. Og +jeres Stumper skal I ikke græde for; jeg skal nok faa sat en Indsamling +i Gang, saa I faar meget bedre Ting igen.“ + +Men de græd alligevel. Som hjemløse Dyr jamrede de og strejfede uroligt +søgende om; nu brændte Skovtykningen, deres dejlige Skjul. Hvad regnede +de med den øvrige By? den var slet ikke til for dem; det var som der +ikke var Ly for dem paa Jorden mere. Hvert Øjeblik stak nogle af dem fra +ham og var i Drift op mod Brandstedet — som Heste der søger tilbage til +den brændende Stald. Pelle kunde spare sine Trøstegrunde; de var en Æt +for sig selv, et andet Kuld Mennesker. I _Arkens_ skumle uudgrundelige +Bug havde de indrettet sig en Verden af Armoden og den yderste +Elendighed, og i deres Sorgløshed gjort den saa fantastisk broget som +Rigdommen og Lykken selv. Og nu brændte det hele for dem! + +Ilden var skaanselsløs, der vilde ikke meget staa for dens Lutring. +Flammerne førte hele Kager af gammelt Tapet ovenud og sænkede det +halvbrændt ned over Gaderne. Der var mange Lag klistret paa hinanden, +mange Farver og Mønstre slog halv igennem hinanden til forunderlige +Fantasibilleder. Og paa Kagernes Vrangside sad en Skorpe som af størknet +Blod; det var de forkullede Rester af Alkovernes hemmelige Verden, +Ilddyrene der fyldte Børnenes Søvn med Drømme og i deres lille +skælformede Krop rummede den fortættede Duft at Fattigmands Mørke! — Og +nu maatte _Arken_ være gennemhedet til Grunden, for Rotterne begyndte at +vandre ud. De kom i lange bugtende Rækker ud af Tøndegangen og op af +Jærnhandlerens og Marskandiserskens Kældere, med de gamle skabede Hanner +i Spidsen som midt om Dagen plejede at hjemsøge Skarnkassen! Tilskuerne +jog dem hujende ind i Branden igen. + +Ved Titiden faldt Baalet stærkt, og Oprydningen kunde begynde. +Folkemængden spredtes, lidt skuffet over at det saa hurtigt var forbi. +_Arken_ var noget Futværk! der havde ikke været en ærlig Snes Pinde i +hele Stadsen. + +Pelle tog Enkemadam Johnsen og Barnebarnet med hjem til sit Logi. Den +gamle havde gaaet og klynket hele Tiden; hun var angst for at komme +under Øvrighedens Omsorg. Men da hun hørte at de skulde hjem og være hos +Pelle, faldt hun til Ro. + +Inde paa Højbro mødte de den første Natvogn som kørte ud. Den var pyntet +med grønne Guirlander og smaa Dannebrogsflag. + + + + + XXXVII + + +Den næste Morgen kom med højt klart Søndagsvejr. Der var noget ved den +som mindede om Paaske — om Salmernes Paaskemorgen med den rene +Opstandelsesluft! Og _Arbejderen_ kimede Dagen ind med en stor festlig +Leder — en Hilsen til Gryet, og opfordrede Underklassen til at møde op +paa Fælleden om Eftermiddagen til et Kæmpemøde. Det kan nok være, der +blev Travlhed hele Formiddagen, Garderoben skulde gaas efter, Madkurven +pakkes og Flaskefoder skaffes til Veje. Man hjalp hinanden tværs over +Trappegangen, laante ud og laante selv. Foruden at være en Fest for +Sejren var det jo ogsaa ment som en Demonstration — den var klar nok; +Verden skulde se, hvor godt man hang sammen i Hægterne oven paa den +Omgang Lockout! Det galdt om at møde fuldtalligt op og præsentere sig +saa godt som muligt. + +Om Eftermiddagen strømmede Folk ind mod Arbejdernes Bygning fra alle +Sider; det saa ud som hele Byen var paa Vandring hen mod dette Punkt. +Inde i den store Gaard og op gennem den brede Gade helt op til +Hovedgaden fylkedes Fagene om hver sin Fane. Opstillingen var nøjagtig +planlagt i Forvejen, og alt gik som efter en Snor; man var vant til at +operere med de mange. Der var ingen Renden rundt, hver fandt med Lethed +ind paa sin Plads. Pelle og Stolpe, der havde planlagt Toget, gik +retledende ned langs Rækkerne. + +Med Mændene var det ingen Sag; men deres Koner og Børn havde som +sædvanlig misforstaaet Anvisningen. De skulde tage lige ud til Fælleden, +men mødte op her med deres Oppakning. De stod og pakkede sig sammen paa +begge Fortove, og da Toget satte sig i Bevægelse, brød de frem og +sluttede sig paa Siden af det. De havde kæmpet Kampen med og hørte til +her, ved Siden af Fatter. Det blev et Fanetog med dobbelt Væge — havde +man kendt Mage! + +Nej Mage til Folketog havde Byen aldrig set! Som en Kæmpeslange blev det +ved at rulle sig op; da Hovedet var ved Enden af Gaden, laa det meste af +Kroppen endnu i Bunke. Men hvad var det dér forude? Hovedet drejede jo +til den forkerte Side — ind mod Byen i Stedet for den lige Vej ud til +Fælleden som Politiet havde afstukket! Det gaar ikke! det fører til +Sammenstød med Politiet! Faa fat i Pelle og lad ham vende Strømmen, +inden der sker Ulykker! — Pelle? han gaar jo i Spidsen! Det er ham selv +der har taget fejl af Retningen. Ak saa er der ikke noget at stille op. +Hvad i Alverden gaar der ad ham? + +Pelle gaar i første Hold ved Siden af Fanebæreren. Han sanser ingenting +men ser lyst fremad — og over Hovedet paa Gadens Færdende. Hans Hud er +røget endnu fra Branden, Hænderne skaller af; Overskæg og Haar ser +besynderlig studsede ud, og Brandsaaret paa Kinden trækker Huden sammen. +Der er kun ét han føler — dette Traadd af halvhundred Tusend Mand i +Takt! Han har oplevet det i Drømme som Barn, hørt det som et Kog derude +fra naar han lagde Hovedet til Puden. Det er den store Folkevandring, og +nu fører han Skarerne ind i Landet! — Hvor skulde Vejen gaa, om ikke +gennem Hovedstaden? + +Ved Nørrevold holdt der beredent Politi og spærrede for den indre By. De +holdt paa tværs over Kørebanen og satte Hestene baglæns ind mod Spidsen +af Processionen for at tvinge dem til at dreje af. Men de blev trængt +til Side, og Strømmen gled videre; ingenting kunde stanse den. + +Ned gennem Strøget gaar det, tungt, som en tykt flydende Masse der +møjsommeligt aabner sig Vej og ikke er til at stanse. Der er en fredelig +Vælde over den, hvem tør tage Ansvaret for at hugge ind? Politiet følger +Toget som vagtsomme Hunde, og inde paa Fortovet staar Folk klemt op ad +Murene; de hilser eller spotter Processionen — der er Venner og Fjender. +Oppe bag de store Spejlruder staar selskabsklædte Damer og Herrer og +lorgnetterer Toget med et halv spotsk halv uroligt Smil. Hvad er det for +en underlig forsulten usoigneret Verden, der pludselig vælder frem af +Mørket og tager Strøget i Besiddelse? Og Fabrikanterne staar deroppe bag +de gennemsigtige Gardiner og brummer. Hvad er det for en ny +Demonstration? Nu har man givet dem Pardon; og i Stedet for at gaa +stille til deres Gærning og tage ved Lære, giver de sig til at holde +Revy for at vise hvor mange de er! Ja, og hvor Sulten har pillet dem af! + +En underlig Revy er det alt i alt; vilde de demonstrere hvor haardt der +er handlet med dem, kunde det ikke gøres bedre! Mærkede af Slaget er de +alle — blege, gustne, daarlige i Tøjet. Det bedste af Stadsen hænger i +det store fælles Klædeskab, dette her er flikket sammen. Sulten har +lutret deres Ansigter; de kunde snarere ligne et Tog af Sjæle, der har +rystet den tunge Muld af sig og vil til at tage Aandens Verden i +Besiddelse, end Folk der erobrer nyt Land for sig og Efterkommerne. +Sikken et Tog af Erobrere, de hinker jo alle! — en vingeskudt Skare der +alligevel vil forsøge Trækket. Og hvor er det saa de vil hen? + +„Til Lykkeland vil vi drage!“ istemmer et af Sangkorene. + +Og hvor ligger saa det Land? har nogen af jer set det i vaagen Tilstand +— eller var det ikke onde Drømme fostrede af Sulten? Spis jer for en +Gangs Skyld rigtig mætte Folkens — og lad os saa tales ved! Hvad er der +i det hele taget paa den anden Side? Tomheden som fødte jer og endnu +koger vanvittigt i jeres udhungrede Blod? — eller Livets Land? Begynder +der nu en ny Verden for jer? eller er den Forbandelse evig som fødte jer +til at være Slaver? + +Der er en egen tryg Takt i deres Fodslag som overdøver alt: Vi er +Matadorer — saa fattige vi ser ud! Fire Millioner Kroner har vi brugt +til at føre Kampen, og en Snes Millioner er gaaet til Spilde, fordi man +stansede vore Hænders Arbejde! Vi kommer fra Mørket og gaar mod Lyset; +intet kan stanse os. Bag os ligger Sult og Usselhed, Uvidenhed og +Trældom — foran os ligger et lykkeligt Liv, beskinnet af Frihedens +frembrydende Sol! En ny Tid er født med i Dag, vi er dens unge Kræfter +og kræver Magten for de titusend Hjem! De faa har raadet længe nok! + +De marsjerer urokkeligt frem trods Saarene, der maa smærte endnu siden +de hinker! Hvorfor skulde de tvivle? + +Hør, de synger! Det skurrer hæst i de halvhundred Tusend Struber, som +var Sangen rustet fast eller først skulde til at løsrive sig; et nyt +Instrument der ikke er stemt af Mesteren endnu — de første Toner +skurrer! Men Sangen løber frem og tilbage gennem Toget i rytmiske +Bølger, det hele er ét vandrende Legeme; Øjnene gennemglødes og brænder, +af den svimlende Magtfølelse ved at være de mange. Og Tonen bliver +mægtig af det, et Uvejr der stiger vældigt mod Hushøjderne: Snart dages +det Brødre —! + +Rør ikke ved den usleste af dem nu! Den store berusende Magt er over +ham; hver og en af dem er vokset ud over sig selv, og tror sig i Stand +til at gøre Underværker. Her er ingen løse Partikler, det hele er et +Skred. Pil ved en af dem, og Massens Kraft vil rinde ud i ham. Han vil +glemme Følgerne og handle som under en Skæbne, hvor det store han +tilhører, tager Ansvaret og er Loven! + +Det er en Svir at gaa i Rækkerne og have Lov at bære Foreningsfanen, men +bare det at være med giver Styrke og Glæde. Mutter og de smaa følger +godt med, skønt det mest gaar i Rendestenen. Morsomt er det at træde ud +og lade det hele trække vældigt forbi — og saa skyde Genvej og atter +komme i Spidsen. Timer varer det, inden Toget passerer én, naar man +tager Post paa et Gadehjørne. Trav trav! Trav trav! det gaar ind i +Blodet og bliver der som en evig Takt. + +Fag gaar forbi, og Fag tropper op: Maskinarbejderne med den tykke Munck +som Fanebærer — han der slog de tre Dommedagsslag som kaldte 45,000 Mand +til Kamp for Foreningsretten Hurra for ham! Malere, Typografer og fine +Handskemagere; Blikkenslagere, Korkskærere, Hvidgarvere — og en Klat +Sømænd der exer med Benene. I Spidsen for dem gaar Tudeper — den +forvandlede Kæmpe! Kobbersmede og Kularbejdere og Bygningssnedkere; +Bagersvende og Karetmagere! Det dér, hvad er det for en løjerlig +Profession? Aa det er jo Gørtlerne, og der har vi Gibsere og Stukkatører +og Finsmede! Om det saa er Sandgraverne, er de med. Skrædderne og +Skomagerne er lette nok at kende; og dér er Herren hjælpe én +Tøffelmagerne lige i Hælene paa dem — de vil ogsaa være med! Forgyldere, +Lohgarvere, Vævere og Tobaksarbejdere! Filehuggere, Modelsnedkere, +Murarbejdsmænd; Bødkere, Bogbindere, Skibs- og Hustømrere — faar det da +aldrig Ende? Glarmestersvende, Plads her! Ja de kan sagtens, de er +Mestersvende allesammen. Dér kommer Gas- og Vandarbejderne; og +Møbelsnedkerne, der træder indad ligesom Grovsmede og gaar lige foran +dem, som om de skulde lære fra sig! — Det dér er de fikse Kunstdrejere! +og Børstenbinderne med Briller og Børster ud af Næsen — at sige naar de +bliver gamle. Saa, nu er det da endelig forbi, det slutter med en Flok +kaade Drenge! + +Men det er jo Mælkedrengene, de Gavtyve! Bag dem kommer Fabrikspigerne, +og saa begynder det igen: Pianofortearbejdere, Møllere, Sadelmagere og +Tapetserere — Faner saa langt tilbage man kan øjne. Hvor Verden dog er +stor og broget! — saa mange Haandteringer Mennesket dog har faaet, for +at det ikke skulde savne Arbejde! Dér er Murerne med alle de gamle +Veteraner i Spidsen — Folkene som var med fra første Færd! se hvor Gamle +Stolpe gaar støt paa sine Ben! Og Skiferdækkerne med Badutspringeren i +Spidsen — de ser ud som holdt de ikke af at gaa paa Jorden! +Savværksarbejdere, Bryggeriarbejdere, Stolemagerne. Aar for Aar har de +faaet deres Løn slaaet ned, saa de nu ved Kampens Begyndelse kun tjente +halv saa meget som for ti Aar siden; men se ogsaa hvor glade de er! Nu +skal der igen komme Mad i Spisekamret. Det er Væverskerne, de gustne +Kvinder dér! Fane har de ingen, 8 Øre i Timen er ikke noget at flage +med. Og saa tilsidst en Haandfuld Aviskoner fra _Arbejderen_. Herregud +hvor er de trætte, de mange Trapper sidder dem som Bly i Benene! De har +et Bundt Aviser over Armen til Mærke. + +Tramp, tramp! gaar det i langsom sindig Marsj — hvorhen? Derhen hvor +Pelle vil. „Snart dages det Brødre“ — forfra og forfra, naar ét Hold er +færdig med Sangen, tager det næste fat. Sidegaderne spyr deres Indhold +frem mod Toget, forhutlede Væsner der er svedne af Kampen mod deres +Vilje og ikke kan rette sig igen; de følger det med store Øjne og giver +fantastiske Forklaringer. + +Der staar en ung Fyr paa Fortovet, han dækker sig bag nogle Koner og +strækker Hals. For nu kommer hans Fag, som han sveg i Kampen. — Naget +har drevet ham herhen. Takten tager ham, saa han glemmer alt og træder +frem; han ser vel sig selv i Rækkerne, syngende og stolt over Sejren. Og +pludselig hugger et Par af Kammeraterne ham og trækker ham ind i Toget; +de løfter ham op og gaar med ham mellem sig — hurra, sikken et +Samlingsmærke! Skade kun, at han ikke kan sættes paa en Stage og sendes +til Vejrs. + +Pelle gaar stadig i Spidsen for Toget, ved Tykke Muncks Side. Han gaar +rolig og smilende fremad, men inde i ham raser ubændige Kræfter, saa +stærk har han aldrig følt sig. Inde paa Fortovene holder Politiet Skridt +med ham, tavst og skæbnesvangert. Han fører Toget skraat over Kongens +Nytorv, og der gaar pludselig et Gys gennem Masserne — han vil op og +præsentere sin Hær paa Amalienborg. At ingen har gættet det! Saa har +Politiet dog været klogere, Gaderne til Amalienborg er spærrede af +Militær. + +Efterhaanden vælder Fanetoget ud og fylder Torvet; halvandet hundrede +Foreninger med hver sit svajende Mærke, det er et mægtigt Skue. Hver +Fane har sin egen Historie. Der er alle de røde, som vajer over +Foreninger der er dannede under Socialismen, og mellem dem +Dannebrogsflag, gamle Laugsbannere og Foreningsfaner — blaa, røde og +hvide. De tilhører ældgamle Forbund der efterhaanden har sluttet sig til +Bevægelsen. Over dem alle ses Møllernes Fane, den er ogsaa gammel, et +Par Hundrede Aar bare! Der staar noget underligt Krimskrams paa den — +det er den første Enevoldskonges Navnetræk. + +Men den rigtige Fane er her ikke, Internationales røde Mærke, som bar +Bevægelsen gennem de første Trængselsaar. De gamle skulde nok kende den +igen, og Ungdommen har hørt saa mange Legender om den. Hvis den +overhovedet eksisterer mere, er den gemt godt af Vejen; den virkede +altfor voldsomt paa Øvrigheden — som rødt paa en Tyr. + +Og bedst som de staar og stirrer, gaar den til Vejrs, slidt og flosset +men uforgængelig i Farven. Pelle staar oppe paa Bukken af et Køretøj og +løfter den højtideligt i Vejret, et Øjeblik kommer det bag paa dem alle. +Saa begynder de at raabe, det stiger til en Orkan. De hilser +Brødreflaget, Internationales røde Blodmærke — og Pelle som løfter det i +sine forbrændte Hænder, den gode Kammerat der frelste Barnet af Ilden og +førte Bevægelsen til Sejr! + +Og Pelle staar og smiler aabent imod dem, som et stort Barn. Der var et +godt Ord at sige til dem alle her, men hans mægtige Røst er ikke kommet +igen. Saa fører han med en langsom Drejning Fanen rundt over dem som tog +han dem i Ed. Han er saa stille i det, det er en gammel Drøm han faar +opfyldt. + +Politiet rider mandsstærkt frem mellem Masserne, men Fanen er +forsvundet; Munck staar med en tom Stang og er i Færd med at hægte +Foreningsbanneret paa. „De maa sørge for at faa disse Mennesker bort +herfra; ellers gør vi Dem ansvarlig for Følgerne!“ siger +Politiinspektøren med et Blik der varsler ondt. + +Pelle sér ham ind i Øjnene. „Han smed mig gærne i Fængsel, hvis han +turde,“ tænker han og sætter igen Toget i Bevægelse. + + * * * * * + +Ud over Fælleden bølgede Folkemængden frem og tilbage i uroligt Mylder, +set udefra lignede det et mørkt oprørt Hav. Om hver af de mange +Talerstole stod der en tætpakket Flok og lyttede til Førerne, som +udlagde Dagens store Betydning; men de fleste var ikke oplagte til at +staa om en Talerstol i Dag. Man trængte til at give sig sorgløst hen i +Glæden oven paa alt det strænge, staa paa Hovedet i Græsset og være +Klovn et Øjeblik. Ud over den store Fælled laa de Klynge ved Klynge, +spisende og legende. Mændene havde smidt Frakken og tog Livtag eller +opfriskede Drengeaarenes Smidighedsøvelser. Man lo mere end man talte, +kom nogen med en alvorlig Bemærkning, blev den straks opløst i Brandere. +Der var ikke Alvor skabt i Folk i Dag! + +Pelle gik langsomt om og morede sig over Røret, mens han ledte efter +Madam Johnsen og Barnet; de skulde møde ham herude med Madkurven. Inde +bagved sad Alvoret og gjorde ham stille. Det kunde været hyggeligt at +ligge saadan paa Maven midt i sin egen Familiekreds og spise haardkogte +Æg med Smørrebrød til — eller rende rundt med Lille Lasse paa Skuldrene! +Men hvad nyttede det at gaa og føre Bagsnak om en Ting! — med Ellen +kunde han jo ikke begynde igen, der var det umulige imellem dem. Lille +Lasse holdt det haardest at vise ud af Tankerne; han maatte se at faa +Ellen til at afstaa ham med det gode. Benytte sin juridiske Ret til at +faa ham tilbage vilde han ikke. + +Hele Familien Stolpe laa i en stor Kreds og holdt Maaltid; Sønnerne var +der med deres Koner og Børn — der manglede blot Pelle og hans. + +„Kom og giv en Haand med!“ sagde Stolpe — „ellers faar vi for sent +Fyraften.“ + +„Aa ja!“ udbrød Madam Stolpe — „det er saa længe siden, vi har været +sammen. Vi skal da ikke undgælde for, at du og Ellen ikke kan spænds.“ — +De kendte ikke Grunden til Bruddet — i al Fald ikke gennem ham — men var +ligefuldt venlige mod ham. + +„Jeg gaar egenlig og leder efter min egen Madkurv,“ sagde Pelle og slog +sig ned hos dem. + +„Hør, du er en Fandens Fyr!“ udbrød Stolpe pludselig leende — „du vilde +nok op og hilse paa Bror Kristian hva’? Synderlig klogt var det nu ikke, +men lige meget! det du har gjort i Dag, kunde ingen anden gaa hen og +gøre dig efter. Det gik jo som en Miss det hele — ikke Spor af Slinger i +Rækkerne! Du ved vel, at det er Meningen du skal i Spidsen for de +Samvirkende? — saa har du jo Lejlighed til at mase paa med dine +forfløjne Ideer om et Verdensforbund. — Nu bliver der ellers nok at gøre +herhjemme; vi skulde gærne tage Byen ved næste Valg — og en Del af +Landet med sku! Du stiller dig vel?“ + +„Hvis jeg faar min Stemme igen. Jeg kan ikke raabe mere.“ + +„Prøv med en raa Æggeblomme hver Aften,“ sagde Madam Stolpe bekymret — +„og tag den venstre Strømpe om Halsen naar du sover; det er et godt +Middel. Men det maa være den venstre.“ + +„Mutter er rød ser du!“ sagde Stolpe. „Saa snart jeg kommer paa den +højre Side af hende, kender hun mig ikke.“ + +Solen maatte være nede, det begyndte allerede at skumre; ovre i Vest +steg tunge Skyer op. Pelle fik ond Samvittighed over, at han endnu ikke +havde truffet den gamle og hendes Barnebarn, og brød op fra Selskabet. + +Han gik rundt og søgte; overalt hvor han kom frem, hilste Folk, og der +tændtes noget i deres Øjne. Han lagde Mærke til, at en Betjent fulgte +ham paa Afstand; det var en af Partiets hemmelige Tilhængere — kanske +havde han noget at meddele! Pelle lagde sig i Græsset lidt for sig selv; +Betjenten stod og saá sig forsigtigt om, kom saa gaaende. Ved Pelle +bukkede han sig ned som for at tage noget op. „Man er ude efter dig,“ +sagde han dæmpet. „Der har været Husundersøgelse i Eftermiddag; saa +snart du gaar herfra, skal du arresteres.“ Saa gik han videre. + +Pelle laa lidt inden han forstod. Husundersøgelse — hvad var der hos ham +som ikke enhver maatte vide? Pludselig kom han i Tanke om Klichéen og +Seddelaftrykkene. Man havde søgt noget at komme ham til Livs paa — og +fundet hans Legetøj! + +Han rejste sig tungt og gik udefter, bort fra Mængden. Ovre ved Øster +Fælled stansede han og kastede et dvælende Blik ned over dette urolige +Hav af Mennesker, der begyndte at bryde op og snart vilde gaa i ét med +Mørket. Nu var Sejren vundet og Landet skulde tages i Besiddelse — og +saa maatte han vandre i Fængsel! — for en Fantasi skabt af Sulten! Han +havde ingen Penge givet ud og heller ikke haft det i Sinde — men hvad +hjalp det? Han skulde jo rammes, han havde læst det i Politiinspektørens +Øjne. Tugthus — eller i bedste Fald Forbedringshus! + +Han trængte til at holde Afgørelsen hen mens han ordnede sit Sind, og +gik bag om Østerbro ind til Byen. Han holdt sig til Sidegaderne for ikke +at blive sét og tog Retning med Frelsers Kirkegaard; de fleste Betjente +var heldigvis paa Fælleden. + +Skibene i Havnen vakte et Øjeblik Tanken om Flugt i ham, men hvor skulde +han søge hen? Og flakke fredløs om derude, naar hans Kald og hele Skæbne +laa her — kunde han det? Han fik tage sin Tilskikkelse! + +Kirkegaarden var lukket, han maatte krybe over Muren for at komme +derind. Nogen havde lagt friske Blomster paa Far Lasses Grav. Marie! +tænkte han — ja det maatte være hende! Her var egenlig godt at være, han +følte ikke længer den forfærdelige Forladthed. Endnu var det, som +Lassefars aldrig trættede Omsorg lagde sig betryggende om ham. + +Men han maatte videre, Indespærringen var allerede over ham og gjorde +ham rastløs. Han vandrede ind gennem Byen og holdt sig stadig til de +snævre Sidegader, hvor Mørket skjulte ham. Dette var Slagmarken — hvor +var der faldet Hvile over den! gudskelov de ikke forbandede ham. Nu gik +de ind til Lykken — og han! + +Han nærmede sig forsigtigt sit Logi — der gik to civilklædte Betjente og +patruljerede. Saa trak han sig ind i Smaagaderne igen. Han drev planløst +om derinde, gik og stred med det uforsonlige i sig til det endelig gav +efter. Han vilde se op til Ellen, give hende et godt Ord og kysse +Børnene. + +Men ogsaa dér var der Vagt — paa alle Punkter blev han slaaet tilbage, +ind i Ensomheden hvor han ikke hørte hjemme. Det var jo det +forfærdelige, hvordan skulde han klare sig ene med sig selv — han som +kun aandede i Fællesskab med andre? Ellen var alligevel hans Liv, saa +haardt han bestred det; hendes spørgende Øjne hvilede altid gaadefuldt +paa ham fra en eller anden Krog i hans Tilværelse, hvad han saa færdedes +i. Han følte stærkt nu, at hun hele Tiden havde holdt sig beredt og +siddet og ventet paa ham. Hvordan vilde hun tage dette? + +Fra Slotsgade saá han Lys oppe paa Mortens Værelse, han sneg sig over +Gaden og gik op. Morten sad og læste. + +„Det er helt nyt at se dig — Brandmand!“ sagde han med et godt Smil. + +„Jeg kommer for at sige Farvel til dig,“ sagde Pelle sagte. + +Morten saá forundret op. „Skal du rejse?“ + +„Ja jeg — jeg vilde bare!“ han sad lidt og ludede. „Hvad vilde du gøre, +hvis Øvrigheden var ude efter dig paa Lumskeri?“ spurgte han pludselig. + +Morten stirrede en Stund paa ham, saa trak han Bordskuffen ud og tog en +Revolver op. „Jeg taaler ikke Voldshænder paa mig!“ sagde han mørkt. +„Men hvorfor spørger du om det?“ + +„Ikke for noget — vil du gøre mig en Tjeneste Morten? Jeg har lovet at +sætte en Indsamling i Gang for _Arkens_ fattige Fugle, men har ikke Tid. +De mistede alle deres Stumper ved Branden! Vil du tage dig af den Ting?“ + +„Det skal jeg nok! Men jeg forstaar bare ikke —?“ + +„Jo, jeg skal lidt ud og rejse,“ svarede Pelle med et Galgensmil. „Jeg +har altid haft Lyst til at komme ud og rejse paa Faget ved du nok — nu +er Lejligheden der.“ + +„Til Lykke med det da,“ sagde Morten og saá underligt paa ham, mens han +trykkede hans Haand. Hvor meget han havde gættet, vidste Pelle ikke. Der +var bornholmsk Blod i Morten, han trængte sig ikke ind i nogens Affærer! + +Og saa var han paa Gaden igen. Nej Mortens Udveje kunde han ikke bruge — +og nu vilde han gaa ind og overgive sig til Øvrigheden! Han fulgte +Hovedgaden nu; der var ikke noget at skjule sig for længer. + +Nede i Nørregade stod en Skikkelse og puslede mistænkeligt ved en +Butiksdør; han trykkede sig fladt ind mod Døren, da Pelle passerede. +Pelle stansede paa Fortovet, Skikkelsen stod ubevægelig og trykkede sig +ind i Mørket en Stund, saa sprang den frem med en ond Knurren for at +slaa ham til Jorden. I det samme kendte de hinanden — det var Ferdinand. + +„Hvad, gaar du løs endnu?“ udbrød han forbavset. „Jeg troede du var +nappet.“ + +„Hvor ved du det fra?“ spurgte Pelle. + +„Aa det er noget man ved — det hører nu engang med til Haandteringen. +Det bliver fem-seks Aar Pelle, lige som du er stiv til! Forbedringshus +naturligvis — ikke Tugthus!“ Det gøs i Pelle. + +„Du staar og fryser,“ sagde Ferdinand medlidende — „og det kan jeg sku +godt sætte mig ind i. Men hør nu her Pelle, du har væ’t god og villet +redde mig! næst efter Mor er du den eneste jeg bryder mig om. Hvis du +vil ta’e og stikke af, skal jeg skjule dig og sørge for Rejsepengene.“ + +„Hvor vil du skaffe dem fra?“ spurgte Pelle tvivlende. + +„Aa jeg praktiserer jo Ejendommens Fordeling,“ sagde Ferdinand og lo +bredt. „Politidirektøren har netop fem Hundrede Kroner liggende i sin +Pult; dem skal jeg forsøge at hugge til dig, dersom at du vil ha’e det.“ + +„Nej,“ sagde Pelle langsomt — „jeg maa hellere tage min Tørn. Men Tak +skal du have for din gode Vilje! — og hils din gamle Mor fra mig. Dersom +du skulde faa lidt til overs, saa stik det til Enkemadam Johnsen. Hun og +den lille sulter siden Hannes Død.“ + +Og saa var der ikke mere, alting var forbi. Han gik lige ned over Torvet +til Raad- og Domhuset. Det laa og saa skummelt ud, han drev langsomt +videre, ned til Kanalen — for at samle sig lidt inden han gik op. Han +gik langs Bolværket og stirrede ned i Vandet, hvor Baadene og de store +Hyttefade lige kunde skimtes. Ved Holmens Kirke tog han sig sammen og +vendte om — nu maatte det være. Han rejste Hovedet med en kæk Beslutning +— og stod Ansigt til Ansigt med Marie. Hendes Kinder glødede da hun saá +ham. + +„Pelle!“ sagde hun jublende — „gaar du her? Men saa er det jo ikke +sandt! Jeg har været i Forsamlingssalen, og der sagde de at du var +arresteret. Aa, vi var saa ulykkelige!“ + +„Jeg skal ogsaa arresteres — jeg er paa Vej derhen nu.“ + +„Men Pelle dog, lille Pelle!“ Hun saá paa ham med taarefyldte Øjne. Ak, +endnu var han jo Hittebarnet som trængte til hendes Omsorg. Pelle fik +selv Taarer i Øjnene, hans Sind blev saa blødt. Her var dog et Menneske +hvis Hjærte bankede for ham — og hvor var hun smuk i sin Sorg over hans +Ulykke. + +Hun stod der foran ham slank og fuld af Form, med Haaret — der engang +var saa tyndt og skæmmet — i et rigt Brus over Panden. Herlig var hun +groet ud af det forkrøblende Hylster. „Pelle,“ sagde hun med nedslagne +Øjne og tog begge hans Hænder — „gaa ikke derhen i Nat, vent til i +Morgen! I Nat glæder alle de andre sig over Sejren — og saa skulde du — +—! Gaa med hjem paa mit Kammer Pelle, du er jo saa bedrøvet!“ Hendes +Ansigt kæmpede med Graaden, saa barnlig som nu havde hun aldrig set ud. + +„Hvorfor betænker du dig? — gaa med op: Er jeg da ikke smuk? Og alt det +har jeg gemt til dig! Fra første Gang jeg saá dig, elskede jeg dig jo +Pelle; og saa begyndte jeg at vokse, fordi jeg vilde være køn til dig! +Jeg skylder ikke nogen noget andre end dig; og hvis du ikke bryder dig +om mig, vil jeg slet ikke være til!“ + +Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af Intet, men var helt og +holdent sit eget Værk. Skøn og uberørt kom hun til ham i hans +Forladthed, som var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at husvale +hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun groet ud af Elendigheden som +selve Lykketiden; og hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødstrætte +Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, Moder og Elskerinde for +ham? + +„Ved du Pelle, der var jo Dans i Forsamlingsbygningen efter Fællesmødet, +og vi unge Piger havde bundet en grøn Majkrans — jeg skulde sætte den +paa dig naar du traadte ind i Salen. Aa vi græd, da én traadte op og +raabte at du var taget. Men saa fik du dog Kransen — ikke? Og nu skal du +sove sødt og ikke tænke paa i Morgen.“ + +Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes Jomfrubarm. Og mens hun +laa og saá moderligt paa ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende +Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot og han var Bygmester. +Da Slottet var færdigt, marsjerede han ind i det i Spidsen for +Arbejderhæren, syngende drog de gennem de lange Gange for at fylde de +lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet var forvandlet til et +Fængsel! Og de gik og gik og kunde ikke finde ud igen. + + + + + Afskriverens bemærkninger + + +I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis +og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle +forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent. + +Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse +typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre +ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter): + + [p. 77]: + ... brugte det til at at slaa Skaller med; anden Anvendelse ... + ... brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse ... + + [p. 111]: + ... Paa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ... + ... Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ... + + [p. 160]: + ... Fredrik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ... + ... Frederik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ... + + [p. 167]: + ... sagde Stolpe — „spring ned og se, Fredrik!“ De ... + ... sagde Stolpe — „spring ned og se, Frederik!“ De ... + + [p. 189]: + ... havde vi faaet hele Religheden til Aftens. De spiser ... + ... havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De spiser ... + + [p. 211]: + ... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og og ... + ... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og ... + + [p. 311]: + ... naar Lockouten er i forbi. De er vel klar ... + ... naar Lockouten er forbi. De er vel klar ... + + + + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76883 *** |