Update for 76883HEADmain

1 files changed, 12738 insertions, 0 deletions

diff --git a/76883-0.txt b/76883-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..240b5ff
--- /dev/null
+++ b/76883-0.txt
@@ -0,0 +1,12738 @@
+
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76883 ***
+
+
+                            PELLE EROBREREN
+                                  III
+
+
+                            M. ANDERSEN NEXØ
+
+
+
+
+                            PELLE EROBREREN.
+                             DEN STORE KAMP
+
+
+                                 ROMAN
+
+                              FOLKEUDGAVE
+
+
+                        KØBENHAVN OG KRISTIANIA
+                         GYLDENDALSKE BOGHANDEL
+                             NORDISK FORLAG
+                                  1909
+
+
+   Published March 24, nineteen hundred and nine. Privilege of
+   copyright in the United States reserved under the act approved
+   March 3, 1905, by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag,
+                       Copenhagen & Christiania.
+
+
+                         OPLAG 2500 EKSEMPLARER
+
+
+                     KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET
+
+
+
+
+                                   I
+
+
+Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af legende Unger. De hang i
+det nederste af Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med et
+Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede sig frem paa den
+klæbrige Stenbro. Luften hang raa og klam som i en gammel Brønd, og
+havde lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne med
+Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen ud til Gyden kom varme Pust og
+Duft af blomstrende Trær — helt omme fra Volden.
+
+_Bro-bro-brille_ var forbi med den sidste Ridder, som kom i den sorte
+Gryde; og _Hans og Grete_ var lykkelig sluppet fra Gale Vinslevs Gang
+over Kloakristen ind paa Pandekagehuset, der vidunderlig nok netop havde
+Tremmer for Døren, som man kunde stikke baade en Pind og en Kaalstok
+igennem til Heksen at snitte i. Pinde og Kaalstokke var der rigeligt af
+i Skarnkassen ved Siden af Pandekagehuset, og Heksen vidste man nok hvem
+var! Hun kom sommetider jagende op fra Kælderen og splittede hele
+Flokken med en Ildklemme.
+
+Det var næsten lidt for livagtigt, lige til Pandekagelugten der netop
+dalede ned oppe fra de velhavende Olsens — noget rigtigt Æventyr kunde
+det ikke kaldes. Men kanske kom Gale Vinslev ud fra sin Hule og fortalte
+Historien om, hvorledes han sejlede Kongens Guld ud og sænkede det ude
+paa Kongedybet, dengang Tysken var i Landet. En hel Skibsladning havde
+Kongens Skatte fyldt, ingen anden end Vinslev vidste hvor de var sænket
+ned — og han vidste det heller ikke længer. Det var en frygtelig
+Hemmelighed, som nok kunde gøre sin Mand underlig i Hovedet. Paa sin
+toradede Vest gemte han hele Planen; blot han styrede fra den Knap til
+den, og saa dérned — var han ved Skatten. Men nu var nogle af Knapperne
+faldet af, og han kunde ikke hitte Planen; hver Dag hjalp Børnene ham at
+lede. Det var et spændende Stykke Arbejde, for Kongen var jo utaalmodig
+nu!
+
+Der var endnu vidunderlige Ting til — som det at lægge sig ned paa den
+slibrige Stenbro og lege Hannes Leg _Dejligheden_. Flyttede man Blikket
+fra Halvmørket hernede gennem den snævre Skakt op til Himlen som flød
+lysglitrende forbi, og pludselig tog det tilbage igen — saa var her
+simpelt hen bælgmørkt. Og i Mørket flød gule og blaa Farveringe hvor
+ellers Skarnkassen og Retiraderne laa. Farvernes overdaadige Flod for
+Øjet, det var Rejsen langt ud til Lykkens Land efter alt det der ikke
+kunde siges. „Jeg ser selv noget, og ved godt hvad det er — men jeg
+siger det bare ikke,“ nynnede de og nikkede hemmelighedsfuldt ud i det
+Blaa.
+
+Ogsaa det kunde blive for meget af det gode. Men den runde Rist henne
+under Træværket, hvor Hannes Far druknede sig, blev aldrig kedelig.
+Dybet kogte bestandig af den og fyldte Smaabørnene med hemmelig Gru, de
+halvlange Tøser stillede sig skrævende over Risten og lod sig hvinende
+gennemrisle af de kolde Pust dernede fra. Risten førte ned til Helvede
+jo, og naar man stirrede længe nok, skimtede man en blæksort Strøm som
+flød forbi dernede. Hvert Øjeblik sendte den raadne Opstød op i Ansigtet
+paa én, det var Djævelen der sad dernede i en Krog og pustede. Tog man
+Øjnene fra Dybet, blev Gaardens Halvmørke til den lyseste Dag, og saadan
+kunde man efter Behag selv gøre sin Verden lys eller mørk.
+
+Der laa bestandig nogle Børn paa alle fire og spejdede ned med et angst
+Udtryk; og lige over Risten stod der Sommeren igennem en Sky af Myg som
+Dybet holdt svævende ved sin Aande. De steg til en bestemt Højde, faldt
+blødt og steg igen — lige som en Taskenspillers Kugler. Undertiden
+sugede det dernede Sværmen fuldstændig til sig; men den skød til Vejrs
+igen, svajede hid og did i Trækken fra Tøndegangen, og lignede en
+dansende Aand. Smaatøserne glanede paa den, løftede saa op i Skørterne
+og tog gratiøse Trin. Olsens Elvira havde taget sine første Step her, og
+nu dansede hun pæne Borgere paa Ladegaarden. Og Marskandiserskens Datter
+var i St. Petersborg og var _næsten_ Storfyrstinde.
+
+Op igennem det snævre Gaardsrum hang Bislagene ludende og frønnede mod
+hinanden og lævnede lige en smal Aabning, hvor Tørresnorene gled frem og
+tilbage med Barnetøj og Gulvklude. De møre Trætrapper løb i Sigsag uden
+paa Murene, dukkede gennem Bislagene og kom igen — helt op til Kvisten.
+Fra Bislag og Svaler førte Døre ind til Lejlighederne eller til lange
+Gange, der tog det indre af Husmassen. Kun paa Pipmandens Side var der
+hverken Bislag eller Rækværk fra anden Sal opefter. Tiden havde fortæret
+det, saa Trappen hang i sine Underliggere alene; Bjælkeenderne stak
+endnu ud af Muren som raadne Tandstumper. Der hang et Reb ned oppe fra,
+som man kunde støtte sig ved; det var blankt og sort af de mange Hænder.
+
+Saadan en hed Junidag, naar Rummet drog som en hvidknitrende Brand hen
+over Spalten deroppe, levede det svære, frønnede Træværk igen op som
+Storskov. Knevrende Væsner jog ud og ind mellem Tremmerne, Skygger kom
+og forsvandt, en uophørlig Sladren fyldte Halvlyset. Fra Bislag til
+Bislag dryppede det af syrlig Lud efter Børnevask, helt ned til Bunden
+hvor Ungerne legede i de træge Bække fra Nedløbsrenderne. Træværket
+knagede uophørligt som gamle Grene der filer mod hinanden, klam Lugt af
+mulden og trøsket Vegetation lagde sig mættende paa Aandedrættet, og alt
+hvad man rørte ved havde et Lag Slim som af overvættes Frodighed.
+
+Synet gik ikke to Skridt, før det spærredes af Træværk, men bagved
+anedes Verdener. Naar Dørene gik op og i til de lange Gange, brød der
+Lyde frem fra de utallige Væsner i _Arkens_ Dyb — Smaabørns Graad,
+Særlinges og Forhutledes besynderlige Puslen. Hele Tilværelser holdt
+uforstyrreligt til derinde uden nogensinde at vove sig frem i Dagens
+Lys. — Paa Pipmandens Side stak Vasketudene ret ud af Muren og lignede
+Skovdjævle, der grinede frem af Tykningen — med aaben Mund og langt,
+graat Skæg, som fødte lyserøde Regnorme og stundom faldt ned i Gaarden
+med svære Klask. Ud af Murhullerne groede grønne, hængende Buske;
+Spildevandet silede igennem dem og dryppede mangfoldigt — som Skovens
+vaade Haar. Inde i det grønne, dryppende Mørke sad der vidunderlig
+tegnede Tudser som smaa Kildenymfer i hver sin Grotte og glinsede af den
+giftige Væde. Og oppe i Træværket paa tredje hang Hannes Kanarifugl og
+sang helt forskruet, med Næbet strakt op mod Ildpletten deroppe.
+
+Over Gaardens Bund var der et endeløst Rend af Væsner, lyssky Skabninger
+der dukkede frem af _Arkens_ righoldige Bug eller forsvandt i den. De
+fleste var Kvinder, underlig klædte, sygelig blege med denne Tilsætning
+af Sort, som om Mørket havde slaaet sig i Huden, afslappede i Trækkene
+men med fanatisk skinnende Øjne.
+
+Gamle Mandslinger, der ellers laa rystende i en eller anden mørk Krog og
+biede paa Døden, kom kravlende frem paa Svalerne, stak Næsen op mod den
+gnistrende Himmelplet og nøs tre Gange. „Det er Solen,“ sagde de henrykt
+til hinanden — „atjij! Saa bliver man ikke saa let forkølet til Vinter!“
+
+
+
+
+                                   II
+
+
+Oppe paa Pipmandens Kvist traadte en ung Mand ud paa Platformen. Han
+stod et Øjeblik og satte Ansigtet smilende mod den lyse Himmel, saa
+dukkede han Hovedet og løb ned ad Hønsestigen, uden at holde sig i
+Rebet. Under Armen havde han noget i et blaat Tørklæde.
+
+„Se til ham den Klovn, han ler Solen lige op i Ansigtet, som om der ikke
+var noget der hed at én kunde blive blind,“ sagde Madammerne og stak
+Hovedet ud gennem Træværket — „men han er jo ogsaa fra Landet a’
+naturligvis. Og nu skal han ud og aflevere Arbejde — Gud ved hvorlænge
+han vil sidde der og tjene Føden til den Udsveder? Det skal snart pille
+det røde af hans Kinder, bliver han længe ved med den!“ De saa bekymret
+efter ham.
+
+Ungerne nede i Gaarden lettede Hovedet, da han skrævede hen over dem.
+
+„Har du noget fint Skind til os i Dag, Pelle?“ raabte de og trak i ham.
+
+Han halede op af Lommerne smaa Stumper Lakskind og rødt imiteret Safian.
+
+„Det er fra Kejserens ny Tøfler,“ sagde han, idet han fordelte det
+mellem dem. Saa lo de smaa saa det kogte i deres Struber.
+
+Pelle lignede sig selv, han var blot blevet mere rank og spændstig og
+havde faaet et lille lyst Overskæg. Slugørerne var gaaet lidt i sig
+selv, som var der ikke saa stærk Brug for dem mere; de blaa Øjne tog
+fremdeles alt for gode Varer, men havde faaet et lille Træk til som
+sagde, at det ikke længer var med deres gode Vilje. Svinelykken ned ad
+Nakken lyste helt gyldent.
+
+De snævre Gader laa og grundede paa bestandig den samme ulidelig tykke
+Luft, der aldrig syntes at forny sig. Husene var skidne og faldefærdige;
+hvor lidt Sol strejfede et Vindu, laa skjoldede Sengeklæder til Tørre.
+Oppe i en Sidegade holdt en Sygevogn; Koner og Børn stod omkring den og
+ventede spændt paa, at Bærerne skulde komme ned med deres uhyggelige
+Byrde, og Pelle sluttede sig til dem. Han maatte have alting med.
+
+Det var ikke just den lige Vej han gik. Storstaden var en hel ny Verden,
+ingenting var som hjemme, her skete der hundrede forunderlige Ting hver
+Dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han havde sin gamle Trang
+endnu til at overvære det hele og gøre det til sit.
+
+I den snævre Gyde ned til Kanalen stillede en trettenaars Tøs sig
+udfordrende i Vejen for ham. „Mor er syg,“ sagde hun og pegede op mod en
+skummel Trappegang — „har du Penge saa kom med op.“ Han var lige ved at
+følge med, men opdagede saa, at Gadens Kællinger laa med Ansigterne paa
+Ruden. „Her skal man nok være paa sin Post,“ fastslog han for hundrede
+Gang. Ulykken var blot at man glemte det saa let igen.
+
+Han lagde Vejen om langs Kanalen. De gamle Bolværker, Pæreskuderne og
+Pakhusene med den høje Række Luger og den pibende Tridse øverst oppe i
+Hatten mindede saa hjemligt. Undertiden lagde Skippere hjemmefra ogsaa
+til her med Pottemagerarbejde eller Fisk, og han kunde spørge Nyt.
+Skrive var han ikke flink til, der havde været saa lidt Opgang at
+notere. Han havde lige hugget sig igennem og skyldte fremdeles Sort for
+Rejseudstyret.
+
+Men det skulde nok komme — Pelle nærede ingen Tvivl om Fremtiden. Byen
+var saa uhyre stor og uoverskuelig, selve det umulige syntes den at have
+taget sig paa — hvad Fare kunde der vel saa være for noget saa
+selvfølgeligt, som det at han naaede frem? Her laa simpelthen store
+Rigdomme i Dynger og lod sig tage af Fattigmand ogsaa, blot han greb
+dristigt til; Lykken her var en Guldfugl, som lod sig fange med lidt
+Haandelag — der var Masser af æventyrlige Tilfælde. Og Pelle skulde nok
+fange Fuglen en Dag. Hvornaar og hvordan overlod han trygt til
+Tilfældet.
+
+I en af Torvegades Sidegader var der Opløb, Folkesværmen fyldte hele
+Gaden uden for Jærnstøberiet, og raabte ivrigt til de sværtede
+Støberiarbejdere der stod og rottede sig sammen foran Porten og saá
+raadvilde paa hinanden.
+
+„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Pelle.
+
+„Der er det i Vejen, at de ikke kan tjene saa meget saa de kan leve af
+det,“ sagde en ældre Mand. „Og Fabrikanten vil ikke give dem Tillæg. Saa
+har de hittet paa nogle nymodens Tossestreger, som skal være kommet
+hertil fra Udlandet, hvor de nok har gjort sig rigtig godt. Det er
+saadan at forstaa, at alle Mand pludselig smider Arbejdet, løber ud paa
+Gaden i bart Hoved og laver Støj, og saa ind i Arbejdet igen — ligesom
+Skoledrenge i Frikvarteret. De har allerede været ude og inde igen
+to-tre Gange, og nu er de halve udenfor, og de andre ved Arbejdet — og
+Porten er laaset. Jo pyt, det skal godt hjælpe paa Ugelønnen! Nej i min
+Tid bad vi pænt om det og naaede altid noget; vi er ligegodt de smaa —
+og hvor skal det tages fra. Nu har de tilmed forbrudt deres Ugeløn for
+hele Ugen.“
+
+Arbejderne vidste hverken ud eller ind, men stod og saá mekanisk op til
+Kontorvinduerne, hvor Bestemmelserne plejede at komme fra. Nu og da gik
+der et utaalmodigt Ryk gennem Skaren, de truede op mod Vinduerne og
+forlangte raat deres Tilgodehavende. „Han nægter os vor Ugeløn, som vi
+ærlig har tjent, den Tyran!“ raabte de. „Den er ellers køn, naar man har
+Kone og Børn derhjemme! og paa en Lørdag Eftermiddag sku! Sikken en
+Hajfisk — han hugger deres Mad! Vil Herren ikke nok give os en Besked,
+vi kan tage med hjem — bare en Hilsen. For ellers maa de gaa sultne i
+Seng.“
+
+Saa lo de, lavt og knurrende, spyttede ned i Stenbroen og vendte igen de
+herreløse Ansigter op mod Kontorvinduerne.
+
+Det regnede ind over dem med Forslag, som førte i Øst og Vest; og lige
+nær var de. „Hvad Fanden, naar der nu ingen er til at føre os an,“ sagde
+de mismodigt, og stillede sig saa til at maabe igen. Det var det eneste
+de kunde.
+
+„Tag et Par af jeres Kammerater ud til at gaa op og forhandle med
+Fabrikanten,“ sagde en Herre som var stanset.
+
+„Javel, den er hørt! Frem med Eriksen — han kan Fingersproget!“ raabte
+de. Den Fremmede trak paa Skuldrene og gik.
+
+En stor, stærk Arbejder gik hen mod Trappen. „Du har vel Mukkerten med,
+Eriksen?“ raabte én. Eriksen vendte sig paa Trappen og viste sin
+Knytnæve.
+
+„Tag dig i Agt!“ raabte de op mod Vinduerne. „For ellers ku’ det hænde
+der faldt Brænde ned!“ Saa blev de med ét stille, den svære Gadedør var
+stænget.
+
+Pelle lyttede med aaben Mund. Han vidste ikke, hvad de vilde, og de
+vidste det nok heller ikke selv; men alligevel var der en ny Tone i
+dette her! De Folk gik ikke Tiggergang for deres Ret, men slog hellere
+et Næveslag for den; og de havde ikke drukket sig fulde først — som
+Stærke Erik og de andre derhjemme. „Det er Storstaden,“ tænkte han og
+maatte igen prise sig lykkelig at han var sluppet herover.
+
+Der kom en Deling Betjente marsjerende. „Passér Gaden!“ befalede de og
+gik ind paa Mængden for at sprede den. Arbejderne vilde ikke lade sig
+jage væk. „Ikke før vi har faaet vort Tilgodehavende,“ sagde de og trak
+sig stædigt hen til Porten. „Her er vor Arbejdsplads, og vi vil ha’
+Opgør vil vi!“ Saa jog Politiet med Tilskuerne; de trak sig nølende et
+Par Skridt tilbage for hvert Fremstød, og stod saa og lo. Pelle fik et
+Dunk i Ryggen, han vendte sig rask og stirrede et Øjeblik ind i en
+Betjents røde Ansigt; saa trak han sig af Vejen, idet han knurrende tog
+til sin Ryg.
+
+„Slog han dig?“ spurgte en Kælling. „Ptøj den skidt Knægt; han er Søn af
+Rullekonen her i Stedet, og nu bruger han Staven mod sine egne. Føj for
+den væmmelige!“
+
+„Passér Gaden,“ befalede Betjenten missende og gik ind paa hende med
+Kroppen. Hun trak sig ned i sin Kælderhals; dér stod hun og brugte Mund,
+saa Spyttet stænkede fra de tandløse Gummer:
+
+„Ja kør med gamle Folk ogsaa — som har baaret dig paa Armen og givet dig
+tørt paa, da du ikke kunde kræve dig endnu. Brug Staven paa mig ogsaa —
+vil du ikke det du Fredrik? Gaa du kun de Stores Ærende, og gø ad alle
+os der ikke er fine nok i Tøjet!“ Hun rystede af Vrede, de gulgraa
+Haartjavser havde slidt sig løs og daskede om hendes furede Pande, der
+var helt jordslaaet af Arp.
+
+Delingen marsjerede ind over Knippelsbro, under Eskorte af en Sværm
+Gadedrenge, der hujede og peb i Fingrene. Nu og da vendte en Betjent
+sig; saa lettede det i Flokken, men øjeblikkelig var den der igen.
+Betjentene var nervøse, deres Fingre krummede og strakte sig af Trang
+til at slaa løs. De lignede en Flok Forbrydere der eskorteres til
+Raadhuset af den yngste Ungdom, og Folk lo.
+
+Pelle holdt Trop inde paa Fortovet, han var i en forunderlig Stemning.
+Et Steds inde i ham gik det voldsomt, med denne løjerlige Tilskyndelse
+til at hoppe i Vejret og slaa Hovedet mod Stenbroen; det var Resterne af
+hans Lyde, men nu tog det Karakteren af overmodig Styrke. Han saa
+tydelig Stærke Erik komme bøgende mod Forvalteren og blive slaaet til
+Jorden — for at rave om som Idiot. Saa rejste _Kraften_ sig — vældigt,
+og blev jaget ned; de gjorde sig til Hunde alle for at fælde ham, og
+logrede for alt hvad der smagte af Øvrighed og Overordnet! Og han selv,
+Pelle, havde faaet Ris paa Raadhuset og var blevet peget Fingre ad —
+lige som _Kraften_! —: Se dér gaar han og flyder, det stakkels Udskud! —
+jo han havde været ude for Retfærdigheden og vidste hvor den sved. Men
+nu var han sluppet ud af Trældommen og over i en ny Verden, hvor
+alvorlige Mænd ikke engang saá til Politiet, men overlod det til
+Gadedrengene og de gamle Kællinger! Der var en mægtig Oprejsning i det;
+og her i denne Verden vilde Pelle være med, han længtes efter at tage et
+Tag.
+
+Det var Lørdagaften, og der var en Del Svende og Naadlersker inde paa
+Lageret for at aflevere Arbejde. Lageristen gik som sædvanlig og gnavede
+over Arbejdet, før han betalte, rev og krammede i det saa det mistede
+sin Form — og gjorde saa et syndigt Vrøvl over at det ikke var pænt.
+Undertiden trak han ogsaa fra i Arbejdslønnen, og paastod at Materialet
+var ødelagt. Det var især Kvinderne han var nederdrægtig imod, og de
+stod og turde ikke kny. Man sagde, at han sjoflede alle de Naadlersker
+der ikke vilde være ham til Maade.
+
+Pelle stod og saa sig godt gal paa ham. „Kommer han bare med det mindste
+Muk, saa rager vi uklar,“ tænkte han. Men Lageristen tog Arbejdet uden
+at se paa det — det var jo fra Pipmanden!
+
+Mens han betalte, kom en svær Herre ned oppe fra Bagværelset, det var
+Hofskomager Meyer selv. Han havde nok engang været en fattig Fyr med
+Bagen ude af Bukserne; saadan var han kommet herind som vandrende Gesell
+fra Tyskland. Faget forstod han ikke meget af, men han forstod den Kunst
+at lade andre arbejde for sig! — Han besvarede ikke Arbejdernes ærbødige
+Hilsen, men stillede sig op foran Pelle med Maven gyngende mod Disken,
+pustede stærkt ud af Næsen og saá paa ham.
+
+„Ny Mann?“ spurgte han endelig.
+
+„Det er Pipmandens Medhjælper,“ svarede Lageristen smilende.
+
+„Ak saa! Ja Pipmanden forstaar Kunsten! De gør Arbejdet, og han tager
+Pengene og drikker dem op — ikke?“ Hofskomageren lo kosteligt.
+
+Pelle blev rød. „Jeg vilde jo gærne have selvstændig fat naar som
+helst,“ sagde han.
+
+„Ja ja, nu kan De jo tale med Lageristen. — Men ingen Fagforening her,
+husk det! Vi har ikke Brug for de Folk.“
+
+Pelle bed Læberne sammen og stak tavs Tørklædet ind paa Brystet; han
+havde staaet for adskillige Opfordringer, men dette Forbud kunde han
+ikke staa for. Han gik rask ud ad Købmagergade og drejede fra Kultorvet
+ind i Hausergade, hvor han vidste Formanden for den sygelige Fagforening
+skulde bo. I en af de skumle Kældere boede en lille Lappeskomager, dér
+maatte det være, og Pelle steg ned ad Trappen. Han begreb ikke, at
+Foreningens Formand havde saa usselt et Tilhold.
+
+Under Vinduet sad en hulkindet Mand bøjet over Disken, i Færd med at sy
+Rand paa en udtraadt Sko; han havde de Forbigaaendes Ben lige ind paa
+Hovedet af sig. I Stuens Baggrund stod en Kvinde og kogte noget i
+Kakkelovnen; hun havde en lille Unge paa Armen, to større laa paa Gulvet
+og legede med nogle Læster. Der var forfærdelig hedt og kvalmt.
+
+„Goddag Kammerat,“ sagde Pelle. „Kan jeg blive Medlem af Fagforeningen?“
+
+Manden saá forundret op, der gik noget af et Smil over hans triste
+Ansigt. „Har du Raad til det?“ spurgte han langsomt — „det kan let blive
+dig en dyr Fornøjelse. Hvem arbejder du for, med Forlov?“
+
+„Meyer paa Købmagergade.“
+
+„Saa bliver du fyrig, saa snart han faar det at vide.“
+
+„Det ved jeg nok; men nu vil jeg meldes ind altsaa. Han skal ikke komme
+og bestemme hvad jeg maa og ikke maa. Og ham skal vi nok ordne engang.“
+
+„Saadan har jeg ogsaa tænkt, men vi er for faa. De sultes ud af
+Fagforeningen igen, saa snart de er meldt ind.“
+
+„Vi maa se at blive nogle flere Stykker,“ sagde Pelle frejdigt. „Og saa
+en Dag lukker vi kanske Butikken for ham.“
+
+Der kom Ild i Formandens trætte Blik. „Ja for Satan om vi kunde lukke
+Butikken for ham!“ raabte han og rystede sin knyttede Haand i Luften.
+„Han tramper paa dem der tjener Guldet sammen til ham; det er hans Skyld
+jeg nu sidder her og hutler — han holder hele Faget nede i Elendighed
+gør han! Aa sikken en Hævn Kammerat!“ Blodet skød op i hans hule Kinder
+og fik dem til at brænde — saa faldt Hosten over ham.
+
+„Petersen!“ sagde Konen angst og holdt paa hans Ryg — „Petersen!“ hun
+sukkede og rystede paa Hovedet mens hun hjalp ham at slide sig igennem
+Hosten. „Naar Talen falder paa Hofskomageren, bliver Petersen altid helt
+fra’et,“ sagde hun da det var ovre. „Han ved saamænd ikke hvad han
+udsætter sig for, saa. Nej bare enhver var lige saa klog som Meyer og
+passede sit eget, saa sad visse Folk nu med et godt Helbred og ordenlig
+Fortjeneste.“
+
+„Hold Mund,“ sagde Petersen bestemt. „Du er et Fruentimmer og har ingen
+Forstand paa de Dele.“ Saa gik hun hen til Kakkelovnen igen.
+
+Han udfyldte et Papir, og Pelle skrev sit Navn under og betalte
+Medlemsbidraget for en Uge.
+
+„Og nu maa du se at komme ud af Udsvedningen hurtigst muligt,“ sagde
+Petersen alvorligt. „En hæderlig Arbejder kan ikke være med til at holde
+den Slags oppe.“
+
+„Jeg har været nødt til det,“ svarede Pelle, „— jeg havde ingenting lært
+derhjemme fra. Men nu er det forbi.“
+
+„Godt Kammerat! Og saa Haandslag og god Hjælp! Der maa arbejdes igen —
+kanske lykkes det alligevel; du har givet mig mit Humør igen, vil jeg
+bare sige dig! — Pil saa ved saa mange du kender — og forsøm ikke
+Møderne; de bliver bekendtgjort i _Arbejderen_.“ Han rystede ivrigt
+Pelles Haand.
+
+Pelle gik sig en rask Tur ud mod Nørrebro; han havde faaet Luft for
+noget og var i godt Humør.
+
+Det var ved den Tid Arbejderne vendte hjem; de kom travende i Flokke og
+enkeltvis, ludende og stundende, lidt løse i det af Dagens Slid. Det var
+en hel anden Verden herude, vidt forskellig fra _Arkens_! Husene var nye
+og regelrette, bygget efter Lod og Lineal; Mændene gik deres lige trukne
+Vej, man kunde se paa hver af dem hvad han var.
+
+Det var herude Socialismen og de ny Fremgangsmaader holdt til; Pelle
+drev ofte herud efter Fyraften for at kigge lidt ind i alt dette. Hvad
+det var vidste han ikke, og havde ikke vovet at kaste sig ind i det —
+fremmed som han endnu følte sig; men det øvede en dragende Magt over
+ham. Men i Dag glemte han at han var en fremmed her, og lod sig gribe af
+det lange taktfaste Traadd der bar over Broen og ud ad Nørrebrogade. Nu
+var han selv Fagforeningsmand; han var som enhver af de andre, og kunde
+gaa lige hen til hvem han vilde og give Haandslag! Der var en egen
+kraftig Appel i disse Folks Gang som var de Soldater; han gled
+uvilkaarlig ind i Fodslaget og følte sig stærkere ved det, baaret med af
+Fællesskabet.
+
+Han var højtidelig glad til Mode som paa sin Fødselsdag, og syntes der
+maatte gøres et eller andet festligt. Der stod aabent ned til
+Beværtningerne, og Arbejdere søgte derned i smaa Hold; men han havde
+ingen Lyst til at sidde og hælde Spiritus paa sig. Det kunde man gøre,
+naar det hele gik i Hundene for én.
+
+Han stillede sig op uden for et Konditorvindu og fik travlt med at
+sammenligne Kagerne med hinanden. Han vilde derind og smovse en 25-Øre
+op i Dagens Anledning, men først maatte det hele planlægges ordenligt,
+om man ikke skulde føle sig skuffet bagefter. Det skulde være noget han
+aldrig havde smagt før naturligvis — og just det var det vanskelige.
+Mange Kager var hule indeni, og Smovsen skulde gøre det af for Aftensmad
+ogsaa.
+
+Det var ikke helt let; og just da Pelle var ved at komme over
+Vanskelighederne, blev han revet ud af det hele ved et Slag paa
+Skulderen. Dér stod Morten bag ham og lo med sit gode Smil, som om der
+aldrig havde været noget imellem dem. Pelle skammede sig og kunde ikke
+faa et Ord frem; sin eneste Ven havde han sveget — det blev nok ikke
+nemt at staa til Regnskab for, det! Men Morten brød sig fejl om alle
+Forklaringer og rystede blot Pelles Haand, hans blege Ansigt lyste af
+Glæde. Der var endnu bestandig dette Skær af Lidelse bag det, som tog
+saa stærkt om Hjærtet, og Pelle maatte overgive sig paa Naade og Unaade.
+
+„Hvad! skal vi to træffes her?“ raabte han og lo godmodigt.
+
+Morten arbejdede hos Konditoren og havde været ude, nu skulde han op og
+sove ud til Natarbejdet: „Men kom med op — en halv Times Tid kan vi nok
+sidde og sludre — og du skal faa en Kage.“ Han var akkurat den samme som
+i Læretiden.
+
+De gik ind gennem Porten og op ad Bagtrappen; Morten var inde i Butikken
+og kom med fem Napoleonskager. „Her skal du se jeg kender din Smag,“
+sagde han leende.
+
+Mortens Værelse laa helt oppe under Taget og var et Slags Taarnværelse
+med Vinduer til begge Sider. Man saá ud over de endeløse Tagmasser, der
+laa i Rækker bag hinanden som Mistbænkene i et uhyre Gartneri. Fra de
+utallige Rør og Skorstenspiber steg lidt tynd blaa Røg og lagde sig
+dæmpende over alting. Langt nede i Syd saas Kalvebod Strand, og længere
+mod Vest tonede Frederiksberg Bakke med Slottet frem af Disen. Til den
+anden Side laa Fællederne, og ude bag Kalkbrænderiets Skorstene
+skimtedes Sundet med sine mange Sejlere.
+
+„Er det saa ikke en Udsigt hvad?“ spurgte Morten stolt.
+
+Pelle blev ved at stirre, han gik fra Vindu til Vindu og sagde intet.
+Dette var Byen — Hovedstaden som han og alle de andre Fattige fra
+Landets fjærneste Kroge havde higet imod, Lykkens Land hvor de skulde
+udfri sig af Elendigheden! Han havde turet den igennem paa Kryds og
+tværs, forbavset sig over dens Paladser og Rigdomme, og fundet den stor
+over al Forventning. Her var alting storslaaet! hvad de byggede i Gaar,
+rev de ned i Morgen for at opføre noget endnu flottere. Fattigmands
+Lykke lod sig sagtens stikke imellem, saa meget her gik i Svang!
+
+Og saa havde han alligevel ingen rigtig Forestilling haft om det hele —
+først nu saa han Byen! Som et mægtigt Hele laa den udbredt for hans
+Fødder, med Slotte, Kirker og Fabriksskorstene ragende op af Husmassen.
+Nede paa Gaden flød en sort Strøm ustanselig afsted, bestandig ny og ny
+Mennesker — som fra et stort Hav der aldrig kunde løbe tomt. De havde
+noget for alle sammen; man saá det ikke, men de løb vel som Myrerne og
+bar hver sit lille til denne vældige Tue, der var slæbt sammen af dyre
+Ting fra Verdens yderste Kanter.
+
+„Der stikker mange Millioner i alt det,“ sagde Pelle endelig og tog
+efter Vejret.
+
+„Ja!“ sagde Morten og stillede sig ved Siden af ham. „Og det hele er
+frembragt af Hænder — Arbejderhænder!“
+
+Pelle studsede — det var en underlig Tanke at hitte paa. Men sandt var
+det naar man tænkte sig om!
+
+„Nu er det nok ovre paa helt andre Hænder!“ udbrød han leende.
+
+„Ja for de har listet det fra os, lige som man kan narre alting fra
+Børn,“ svarede Morten mørkt. „Men det har ingen Retskraft, det Børn gør!
+— og de Fattige har aldrig været andet. Men nu begynder de at vokse til
+du; og en Dag kræver de kanske deres tilbage.“
+
+„Det gik os vist galt, dersom vi vilde komme og tage selv,“ sagde Pelle
+tænksomt.
+
+„Ikke hvis vi var enige om det — vi er jo de mange!“
+
+Pelle lyttede. Det var ikke før faldet ham ind at se Spørgsmaalet om
+Sammenslutning saa stort; man organiserede sig jo blot for at opnaa
+bedre Vilkaar inden for Faget.
+
+„Du ligner din Far,“ sagde han. „Han lagde ogsaa alting stort ud og
+vilde selv tage sig til Rette. Jeg kom til at tænke paa ham før — han
+lod sig ikke træde ned. — Dengang skammede du dig nok over ham!“
+
+Morten bøjede Hovedet. „Jeg kunde ikke bære de pæne Folks Foragt,“ sagde
+han stille, „jeg forstod jo blot, at han lagde Hjemmet øde og drog Skam
+ned over os. Forfærdelig ræd var jeg ogsaa, naar han slog sig løs; jeg
+kan endnu vaagne drivvaad af Sved, naar jeg har drømt om min Barndom.
+Men nu er jeg stolt over at jeg er _Kraftens_ Søn du! Kræfter har jeg
+ikke saa mange af, men kanske skal jeg faa Godtfolk til at stejle engang
+alligevel — jeg ogsaa!“
+
+Nej Kræfter! det var nærmest underligt at tænke paa, at Morten var Søn
+af den kæmpestærke Stenhugger — saa fin og stilfærdig han var i det. Han
+havde endnu ikke genvundet de Kræfter, Bodil røvede fra ham i
+Drengeaarene; det var ligesom det altfor tidlige Misbrug blev ved at
+sidde og tære paa ham. Sin pigeagtige Sans for Hygge havde han bevaret,
+Værelset var pænt holdt, der stod saa galt Blomster i en Vase henne
+under Spejlet.
+
+„Hvor faar du dem fra?“ spurgte Pelle.
+
+„Køber naturligvis!“
+
+Pelle maatte le. Kunde det falde noget andet Mandfolk ind at give Penge
+ud til Blomster?
+
+Men Bøgerne lo han ikke af, der var en mystisk Forbindelse mellem dem og
+Mortens forunderlige blege Styrke. Han havde en hel Reol fuld nu. Pelle
+tog nogle frem og kiggede i dem. „Hvad er det for noget Tøjeri?“ sagde
+han usikkert. „Det ligner Lærdom.“
+
+„Det er Bøger om os. Om hvordan det ny kommer, og hvordan vi maa ruste
+os til det.“
+
+„Ja du kan sagtens!“ sagde Pelle i et Øjebliks Mismod. „Du har din
+Boglærdom til at hjælpe dig frem. Vi andre faar nok pænt Lov at blive i
+det vi engang er i!“
+
+Morten vendte sig hæftigt imod ham. „Det er den sædvanlige Klagesang,“
+udbrød han vredt — „man spytter paa sin egen Stand og vil over til de
+andre. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for Pokker! vi
+skal netop blive hvor vi er — Skomagere og Bagere, allesammen — og
+forlange at faa det godt dér! Komme over paa den gode Side, det kan knap
+én af tusind — saa kan Resten sidde der og kigge! Og tror du den ene fik
+Lov at slippe ind, hvis ikke Samfundet havde Brug for ham til at slaa
+hans egne ned med? „Her kan I selv se, hvad Fattigper kan drive det til,
+naar bare han selv vil!“ hedder det nok saa kønt. Der er altsaa ikke
+noget at udsætte paa Samfundet; nej, det er Masserne selv der er Skyld
+i, at de ikke allesammen er Storborgere — herregud, de vil jo ikke!
+Saadan kører man rundt med jer som nogle Mæhæ, og I finder jer i det og
+bræger dem efter! Nej hvad alle kan, det er gøre Fordring paa at faa saa
+rigeligt for deres Arbejde, at de kan leve godt. Jeg forlanger, at en
+Arbejdsmand skal have lige saa meget for sit Arbejde som en Læge eller
+Sagfører — og være lige saa oplyst. Dér har du mit Fadervor!“
+
+„Dér gjorde jeg dig nok godt gal!“ sagde Pelle godmodigt. „Det dér er
+forresten det samme, som din Far laa og fablede om i Laden dengang han
+døde. Han laa i sine Fantasier og troede, at simple Arbejdere havde
+Malerier paa Væggene og Fortepiano lige som fine Folk.“
+
+„Gjorde han det, du?“ udbrød Morten og løftede Hovedet som lyttede han
+opad. Saadan faldt han i Tanker.
+
+Pelle sad ogsaa og grundede. Var dét da det ny — dette igen? Saa blev
+der god Mening i at slutte sig sammen saa mange som muligt.
+
+„Jeg forstaar mig ikke ret paa det,“ sagde han endelig — „men i Dag har
+jeg meldt mig ind i Organisationen du. Jeg vil ikke staa og se til, hvis
+det skulde trække op til noget stort.“
+
+Morten nikkede med et svagt Smil; han var træt nu og hørte ikke hvad
+Pelle sagde. „Nu maa jeg i Seng, jeg skal op Kl. ét. Hvor bor du? Jeg
+ser ud til dig en Dag. Hvor det var morsomt vi traf hinanden igen.“
+
+„Jeg bor ude paa Kristianshavn — i _Arken_, hvis du ved hvor det er.“
+
+„Det var et underligt Sted at dumpe ind! _Arken_ kender jeg godt, den
+staar saa tidt omtalt i Aviserne. Det er nok lidt af alle Slags dér
+holder til.“
+
+„Det kender jeg ikke noget til,“ svarede Pelle halv stødt — „jeg synes
+nu godt om de Mennesker. — — Men storartet var det da at vi to skulde
+løbe over hinanden — sikken et Held hva’? Og jeg der bar mig ad som et
+Bæst, og gik udenom dig! Men det var dengang jeg gik i Hundene — saa
+hadede jeg alle Mennesker! Nu skal der ikke komme noget imellem os mere,
+vær rolig for det.“
+
+„Ja det er godt, pil nu bare af,“ svarede Morten smilende; han var halv
+af Tøjet.
+
+„Nu gaar jeg, nu gaar jeg!“ sagde Pelle og tog sin Hat, et Øjeblik stod
+han og saá ud over Staden. „Det var alligevel knusende storartet, det du
+sagde om Tingene før,“ udbrød han pludselig. „Havde jeg alle vi Fattiges
+Kræfter i mig, saa brasede jeg ud med det samme og erobrede det hele
+tilbage igen. Sikken en Masse der kunde blive til Deling, der blev nok
+ingen Fattigdom mere!“
+
+Han stod med løftede Arme som holdt han det hele i Hænderne — og lo
+overgivent; stærk saá han ud. Morten laa og stirrede halvsovende paa ham
+og sagde intet. Saa gik han.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Pipmanden skældte læsterligt ud, da Pelle endelig kom hjem: „Hvad Fan
+bilder du dig ind — gaar der og gi’r Greven, mens en anden en sitter her
+og slider sig Gluggerne ud af Hovedet. Og tøster — hvabehar? Lad være og
+giv Grovheder, si’er jeg, lad bare vær — ellers revner den sku. For man
+er morderlig gal i Hovedet.“ Han holdt Haanden patetisk afværgende ud
+for sig, skønt Pelle ikke havde i Sinde at svare; han tog ikke Pipmanden
+alvorligt længer. — „Den une knuse mig, her har man sat og tøstet
+Klæderne af Raden paa sig, fordi saadan en Levemand gaar og dangderer
+den med Sylene.“
+
+Pelle stod og talte Ugelønnen op, men brast pludselig i Latter ved et
+Blik ned over Pipmanden. De nøgne blaalige Skanker, der dirrede ynkeligt
+under Skødskindet, tog sig ustyrlig grinagtigt ud til den fuldt
+paaklædte Overkrop og det ærværdige Skæg.
+
+„Ja du griner!“ sagde Pipmanden og lo med. „Men hvis at det nu var dig,
+der skulde krænge Bukserne af nede hos Marskandisersken og redde dig
+anstændigt op? De forbandede Unger! Pipmanden har Delirium, Pipmanden
+har Delirium! vrælede de. Gu’ ha’de jeg ikke nikke nej! — men jeg havde
+ingen Bukser paa altsaa. Den forbandede Hønsestige ogsaa! Olsens
+Halløjdatter fik et Tilfælde, og hun har sku ellers set en hel Del. Du
+ku forresten ta’e og laane mig dine gamle Mokassiner.“
+
+Pelle laaste den grønne Kiste op og tog sine Arbejdsbukser frem.
+
+„Du sku’ ta’e og sætte syv Segl for det spinatgrønne Skrummel dér!“
+sagde Pipmanden gnavent. „For her ku’ godt være Tyveknægte — saa nær
+oppe ved Himlen.“
+
+Pelle lod som han ikke forstod Finten, og laaste igen. Saa tændte han
+sin Snadde og gik ud paa Platformen.
+
+Over Tagene stred Skumringen sig frem ude fra Sundet; der fløj nogle
+Duer og fangede den sidste Solrødme under deres hvide Vinger, og nede i
+Brønden laa allerede Mørket som en hed lila Aande. Liremanden var kommet
+hjem og spillede sit Aftennummer for de dansende Unger dernede, og fra
+Svale til Svale sladrede og smaaskændtes Beboerne. Nu og da brød en blød
+Tonestrøm vibrerende frem og fik det hele til at tie; det var Gale
+Vinslev, der sad i sin Hule et Steds langt inde i _Arken_ og legede paa
+Fløjten. Han gemte sig altid helt afvejen naar han spillede; saa var han
+som et sygt Dyr og sad i en Krog og rystede. Tonerne blev saa dejlige af
+det, de kom bævrende frem af hans Skjul som selve det Ubekendtes Sang
+eller Graad; og _Arkens_ urolige Væsner maatte tie og lytte. Nu havde
+Vinslev sin blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til ham. Men
+i Mørketiden kom Djævelen stundom over ham og skabte Toner i hans
+afsindige Hjærne, der fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa
+videde det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk Skov, hvor alle
+Rædsler huserede og man maatte slaa blindt om sig for ikke at gaa helt
+til Grunde. Ligkusken paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Donner,
+skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa de og drak og sloges for at
+holde sig det onde fra Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der
+fik Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og ende det under
+Kloakristen. Men der var ikke noget at sige til det hele, — Vinslev
+spillede. Og det var en Overgang som alting andet.
+
+Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vinslevs Spil var som mild Aande
+paa Sindene, saa de aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid.
+
+Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde været her saa længe; det
+gjorde ham ikke noget. Han bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde
+drømt til ham.
+
+Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers. En Slyngpelargonie og
+en Efeu havde spundet de skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og
+deroppe hang en lille rød Papirslygte og glødede det hele festligt til.
+Det var som Sommernatten havde fundet sig et Fristed her midt i
+Stenmasserne. Under Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og syede,
+Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat, hun vendte det hvert Øjeblik
+op mod ham, smilede og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle
+paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side, urolig som en Hest
+der ikke kan se sin Vej.
+
+Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam Frandsen og rumsterede i sit
+lille Køkken. Døren stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede
+uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv — om sin Gigt, sin døde
+Mand og sin Laban af en Søn. Hun trængte til at faa Leveren rørt, det
+gamle Liv: „Herregud ja, her gaar én og holder Mad parat til Ferdinand —
+fra Morgen til Aften og fra Aften til Dagen er der — og se saa om han
+gider ulejlige sig hjem. Forske hans vilde Veje kan jeg jo ikke, men
+bare sidde og grue og holde hans Mad varm. Saa er der dog lidt der
+lokker; han maa vel komme naar han bliver sulten, siger jeg til mig
+selv. Ak ja, ens glade Dage er hurtig talt. — Og der staar du og glor
+som et andet Vorherres Bælam, mens Pigebarnet dernede er ved at nikke
+Hovedet af Led efter dig! Ja Mandfolk er en underlig Vare, de bilder sig
+ind de ingenting tør — og hvem er det saa der gør alle Ulykkerne?“
+
+„Hun vil mig ingenting,“ sagde Pelle mut. „Hun leger bare med mig.“
+
+„Ja Jomfruen legede saa længe med sin hvide Mus, til Katten tog den.
+Skam dig at staa her og hænge, saa ung og velskabt du er. Klip
+Styrefjerene af hende — saa faar du en god Kone.“ Hun stødte ham i Siden
+med Albuen.
+
+Saa fik Pelle hummet sig ned ad Hønsestigen til tredje og gik langs
+Svalen derom.
+
+„Hvorfor var du nu saa kostbar i Aften?“ sagde Madam Johnsen og ryddede
+Plads til ham. „Du ved jo, du altid er velsét, hvad skal saa de
+Anstalter til?“
+
+„Pelle er nærsynet, han kan ikke se helt herover,“ sagde Hanne og
+kastede med Hovedet. Hun sad og saá leende paa ham med Hovedet bagover
+og aaben Mund, Lyset brødes i hendes blanke Tænder.
+
+„Faar vi godt Vejr i Morgen?“ spurgte Moderen.
+
+Pelle mente ja og kiggede kyndigt op mod den lille Plet Himmel. Hanne
+lo.
+
+„Er du Vejrprofet ogsaa, Pelle? du har da vel ikke Ligtorne?“
+
+„Lad nu være med din Nappen, Tøs,“ sagde Moderen og slog efter hende.
+„Vi skulde i Skoven i Morgen, hvis Vejret er godt. Vil du med Pelle?“
+
+Pelle vilde meget gærne med, men trak alligevel lidt paa det.
+
+„Tag bare med!“ sagde Hanne og lagde overtalende sin Haand oven paa
+hans. „Og saa skal du være _mit_ Mandfolk — det er saa kedeligt at tage
+i Skoven med en aldrende Kone. Men saa vil jeg have Lov at være som jeg
+er.“ Hun kastede udfordrende med Hovedet.
+
+„Saa tager vi Kapervognen fra Nørreport, Toget bryder jeg mig ikke om at
+køre med.“
+
+„Fra Nørreport — den eksisterer jo slet ikke mere, lille Mor. Men der
+kører nogle Kapervogne endnu fra Trianglen.“
+
+„Naa saa fra Trianglen da, du Vigtigpraas. Kan jeg gøre for, at de river
+alting ned? I min Ungdom var Nørreport et dejligt Sted. Derfra havde man
+Udsigt til Bondelandet, hvor jeg hørte hjemme, og intet Sted var
+Sommernatten saa skøn heller som dér paa Volden. Dengang kendte én ikke
+til at fryse, for var Tøjet tyndt saa var Hjærtet ungt.“
+
+Hanne gik inde i Køkkenet og lavede Kaffe. Døren stod aaben, hun nynnede
+og blandede af og til et Ord i Samtalen. Saa kom hun og holdt nejende
+Bakken foran Pelle. „Men hvordan er det du ser ud i Aften?“ udbrød hun
+pludselig forundret; hun rørte ved hans Pande og saá undersøgende paa
+ham.
+
+„Jeg har meldt mig ind i Fagforeningen i Dag,“ svarede Pelle. Han havde
+stadig Følelsen af det usædvanlige over sig, og syntes enhver maatte
+kunne se noget paa ham.
+
+Hanne brast i Latter: „Faar man saa et sort Mærke i Panden? Se engang
+Mor, vil du bare se et Fagforeningsmærke!“ Hun drejede hans Hoved om mod
+den gamle.
+
+„Aa, den Skarns Tøs,“ sagde den gamle leende — „nu har hun smurt dig med
+Sod i Ansigtet.“ Hun vædede sit Forklæde med Spyt og gav sig til at
+gnide Sværten af, mens Hanne stod bag ham og holdt om hans Ansigt med
+begge Hænder, for at han skulde sidde støt. „Tak du Gud, at Pelle er en
+godmodig Fyr,“ sagde den gamle, mens hun gned — „ellers blev han nok
+fornærmet!“ — Pelle selv smilede nok saa fornøjet.
+
+Ligkusken kom op igennem Hullet i Svalen og ravede videre op til fjerde.
+„Godaften,“ sagde han med sin dybe Bas, idet han passerede dem „— og
+Velbekomme skulde man vel sige!“ Han havde en stor Skinke under Armen.
+
+„Aa herregud,“ hviskede Madam Johnsen, „dér kommer han trækkende med sin
+Skinke — saa er hele Ugelønnen drukket op igen. De har altid Overflod af
+Flæsk deroppe, de Stakler, men sjælden Brød til det.“
+
+I _Arken_ sluktes saa én Lyd, saa en anden. Barnegraaden, der sivede saa
+trist ud af de lange Gange naar en Dør gik op, forvandledes til bløde
+Kluk hvergang en forsinket Moder kom styrtende hjem fra Arbejdet og rev
+sin Lille til Brystet. Nu var der kun én til Rest, og den græd altid
+enten Moderen var hjemme eller ude — hendes Mælk havde forsat sig.
+
+Nede fra Kælderen steg en Vuggesang op gennem Brønden i slæbende Toner;
+det var bare „Grete med Barnet“ der sang sin Kludedukke i Søvn. De
+virkelige Mødre sang ikke.
+
+„Hun kiler bare paa,“ sagde Hannes Mor, „de andre med de rigtige Børn
+har ikke faaet saa meget at synge for. Men hendes Unge kræver heller
+ikke Mad — det gør en slem Forskel naar man er fattig.“
+
+„I Dag har hun vasket og strøget om den, for at den kan være fin til i
+Morgen naar Faderen kommer. Det er en Løjtnant,“ sagde Hanne.
+
+„Kommer han i Morgen da?“ spurgte Pelle naivt. Hanne lo højt:
+
+„Ja for hun venter ham jo hver Søndag. Hun har bare aldrig set ham
+endnu.“
+
+„Ja ja, det er ikke noget at le af,“ sagde den gamle. „Hun er lykkelig i
+sit — og Udkommet har hun ingen Kvaler med!“
+
+
+
+
+                                  III
+
+
+Pelle vaagnede ved, at Hanne stod og trak ham i Næsen og gjorde hans
+komiske Grimasser efter. Hun var kommet ind over Lofterne.
+
+„Hvor bliver du af — du?“ sagde hun iltert. „Vi gaar og venter paa dig!“
+
+„Jeg kan jo ikke staa op,“ svarede Pelle ynkeligt. „Pipmanden er gaaet i
+Nat med mine Bukser og er ikke kommet tilbage. Saa lagde jeg mig til at
+sove igen.“
+
+Hanne lo klingende: „Hvis han nu ikke kommer tilbage mer? Saa maa du
+ligge i Sengen altid lige som Mutter Jahn.“ Saa lo Pelle ogsaa.
+
+„Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I faar tage af Sted uden mig.“
+
+„Nej, det gør vi ikke,“ sagde Hanne bestemt — „saa tager vi Madkurven
+herop og dækker paa din Dyne, den er jo grøn. — Vent lidt, nu ved jeg
+noget!“
+
+Hun smuttede gennem Paneldøren ud paa Loftet. En halv Times Tid efter
+kom hun igen og smed et Par stribede Benklæder paa Sengen: „Værsgod Hr.
+Klodsmajor — og skynd dig saa lidt. Jeg løb ind til Ligkuskens Marie i
+hendes Plads, og hun fik Fingre i et Par af Herrens Hverdags. Men hun
+maa have dem igen i Morgen, saa hendes Herskab ikke mærker noget.“
+
+Saa snart hun var gaaet, skyndte Pelle sig i Tøjet. Da han næsten var
+færdig, knagede det stærkt i Træværket — Pipmanden var under Opsejling.
+Han holdt i Tovet med én Haand og slog nogle Slag udover ved hver
+Drejning af Trappen; rundt om fra Bislagene hvinede Kvindfolk op. Det
+morede ham, hans store ærværdige Hoved straalede i ophøjet Glæde. „Aa
+hold Kæft!“ sagde han gemytligt, saa snart han fik Øje paa Pelle — „Aa
+hold Kæft!“ Han stillede sig op inden for Døren og stod og klukkede.
+
+Pelle greb ham i Kraven. „Hvor er mine Søndagsbukser henne?“ spurgte han
+opbragt; de gamle havde Pipmanden paa, men hvor var de ny? Pipmanden saá
+uforstaaende paa ham, hans slappe Træk arbejdede under Forsøget paa at
+grave et eller andet frem; pludselig fløjtede han: „Sa’e du Bukser —
+hvad Dængsemand? — var det virkelig Bukser du sa’e? — saa du spør efter
+hvor dine Bukser er henne? — det ku’ du jo ha’ sagt straks. For ser du,
+dine Mamelukker — dem har jeg jo sat.“
+
+„Du har sat mine pæne Benklæder?“ udbrød Pelle og slap ham forfærdet.
+
+„Gu’ har jeg saa! Der ka’ du selv se, du sku’ ikke ha’e been hidsig —
+for mig ka’ du alligevel ikke æde! Det klarer sig immervæk af sig selv,
+gør’et — bare man ikke løber varm!“
+
+„Du er en Tyveknægt!“ udbrød Pelle. „Det er lige hvad du er.“
+
+„Naa naa Kamat, lad vær og smid Slæverne for min Skyld — for jeg har
+ikke Kyd i Lommen. Pipmanden er en ærlig Mand forstaar du — her ka’ du
+selv se! Hva’ gi’r du mig saa for den — hva’?“ Han havde fisket
+Laanesedlen frem og rakte den krænket til Pelle.
+
+Pelle tumlede febrilsk med sit Kravetøj; han var knusende gal i Hovedet,
+men hvad kunde det saa nytte? Og nu kom Hanne og hendes Mor ud derovre!
+Hanne var i gul Straahat med brede Hagebaand — nydelig saá hun ud; den
+gamle havde Skovkurven paa Armen. Hun laasede omhyggeligt og stak Nøglen
+ind under Dørtrinet; saa gik de i Forvejen.
+
+Det var ikke til at blive færdig for den Sut til Pipmand! Han gik rundt
+om Pelle med et usikkert Smil, kiggede nysgærrigt efter hans Ansigt og
+holdt sig forsigtigt uden for Rækkevidde. „Ked af det, hva’?“ sagde han
+trøstende, som talte han til et lille Barn — „morderlig ked af det? Hvad
+Fan vilde du ogsaa med to Par Bukser Kamat? — hvad vilde du dog med to
+Par Bukser?“ Det lød helt fortvivlet bebrejdende.
+
+Pelle trak et Par brede Pigesko frem under sin Seng og stak ud gennem
+Paneldøren. Han smøg sig sidelæns mellem det bratte Tag og Kamrenes
+Bagside, dukkede under et Par Bjælker og dumpede endelig ned i en lang
+Gang, der løb gennem Forbygningens Tagétage og havde Værelser til begge
+Sider. En stærk Summen slog ham pludselig i Møde. Fra alle de smaa Rum
+stod Dørene aabne ud til den lange Gang, der var den fælles Dagligstue;
+Skænd og Passiar og Barnegraad kogte sammen til en øredøvende Mudren;
+her var et Røre som i en Bikube.
+
+„Her er forresten livligt,“ tænkte han — „i Morgen flytter jeg herom!“
+Han havde tænkt paa det længe, og nu skulde det have en Ende med hans
+Ophold hos Pipmanden.
+
+Uden for en af Dørene stod en lille elleveaars Pige og børstede nogle
+klodsede Drengesko; hun havde et Sækkelærreds Forklæde bundet helt op
+under Armhulerne og traadte alligevel i det. Inde i Værelset gik to
+Drenge paa ni og tolv Aar frem og tilbage med Hænderne i Lommen og
+drabelige Skridt — de nød Søndagen. De var i rene Skjorteærmer og
+lignede to smaa Husfædre. — Det var „Familien“, Pelles Redningsmænd.
+
+„Her er saa dine Sko, Marie,“ sagde Pelle. „Bedre kunde jeg ikke faa
+dem.“
+
+Hun tog dem ivrigt og betragtede dem under Bunden; Pelle havde repareret
+dem med gammelt Lær, men til Gengæld pudset dem i Svangen med sort Voks.
+„De er blevet saa fine,“ hviskede hun og saá taknemmeligt paa ham.
+
+Drengene kom og gav Pelle Haanden. „Hvor meget koster Skoene?“ spurgte
+den ældste og tog med alvorlig Mine efter Pengepungen.
+
+„Lad det hellere vente, Peter — jeg har travlt i Dag,“ sagde Pelle
+leende. „Vi sætter det paa Regningen til Nytaar.“
+
+„Saa kommer jeg alligevel med Drengene ud at spasere i Dag,“ sagde Marie
+glædesstraalende. „Og du skal med Hanne og hendes Mor i Skoven — vi ved
+det godt!“ Hun fulgte ham hoppende hen til Trappen, og stod og lo ned. I
+Dag lignede hun da et Barn, det gammelagtige og bekymrede var borte. „Du
+kan godt gaa ad Hovedtrappen!“ raabte hun.
+
+En snæver Loftstrappe førte ned til Hovedtrappen, som laa indvendig og
+kun maatte benyttes af Beboerne til Gaden. Dette var _Arkens_ fine Ende;
+her boede gamle Ulke, Kvartérmænd og andre Folk med noget fast. De
+Handlende nede fra Kælderen: Kulmanden, Jærnhandleren og
+Marskandisersken havde ogsaa deres Lejligheder her. Lejlighederne var
+paa to herskabelige Værelser; Køkken og Entré hørte der ikke til dem.
+Men ude paa Hovedtrappen, i Krogen ved hver Families Dør, stod en Vask
+med en lille Række over. Naar Laaget var paa, kunde Vasken ogsaa bruges
+til Repose — det var helt fornemt.
+
+De andre var naaet ind til Knippelsbro, da han indhentede dem.
+
+„Det varede længe med dig,“ sagde Hanne og tog ham under Armen. „Hvordan
+havde „Familien“ det — Marie blev vel glad for Skoene? Det Skind, hun
+har ikke været ude de sidste to Søndage, fordi der ingen Bund var i
+Skoene.“
+
+„Hun kunde jo bare kommet til mig med dem,“ sagde Pelle — „jeg skylder
+dem jo saa meget!“
+
+„Men det skal du ikke tro hun gør — „Familien“ er stolt. Jeg maatte
+ligefrem gaa over og stjæle Skoene fra hende.“
+
+„De arme Smaakræ!“ udbrød Madam Johnsen „— det er helt rørende at se,
+saa de holder sammen og forstaar at klare sig selv. — Men hvorfor har du
+Pelle under Armen, Hanne? — du mener jo ikke noget med det alligevel!“
+
+„Skal man mene noget med det, lille Mor? Pelle er mit Stykke Mandfolk og
+skal forsvare mig.“
+
+„Gud ved hvem han skulde forsvare dig mod? Det blev nok mod dig selv —
+og det er ikke nemt.“
+
+„Mod en Flok Røvere som vil overfalde mig i Skoven og bortføre mig!
+Ellers skulde du jo ud med en stor Sum i Løsepenge, Mor.“
+
+„Aa Herregud, jeg betalte nok snarere Penge for at blive af med dig —
+hvis jeg havde nogen. — Men har I set saa blaa Himlen er? Det er dejligt
+med al den Sol paa Ryggen, den bager én helt ind om Hjærtet.“
+
+Paa Trianglen kom de op i en Kapervogn og rullede ud ad Strandvejen.
+Vognen var fuld af muntre Mennesker; de sad i Latter hele Tiden over et
+Par gemytlige Borgere, der svedte og kastede fjollede Brandere til
+hinanden. Bag dem rullede Støvet sig truende op, men blev hængende som
+en doven Sky om de store sorte Vandtønder, der stod og skrævede paa
+deres høje Stilladsbén ved Vejsiden. Ude over Sundet hang Baadene med
+Sejlene og kom ikke af Stedet. Alting holdt Søndag!
+
+Der var svalt og friskt inde i Dyrehaven. Bøgeløvet havde endnu sin unge
+Glans og stod forunderlig let og festligt til de mægtige hundredaarige
+Stammer. „Ej hvor Skoven er vakker!“ udbrød Pelle — „den er jo som en
+Kæmpegubbe der har taget sig ung Brud!“ Han havde aldrig været i rigtig
+Bøgeskov før; her var at vandre som i en Kirke!
+
+Masser af Mennesker var her ogsaa, København var rigtig ude i det gode
+Vejr. Folk var øre af Solen og slog sig løs, og Lydene gik drabeligt
+igen under Kronerne og opfordrede til bare at give sig Luft. Inde mellem
+Stammerne gik Mennesker og tullede for sig selv alene, slog med store
+Grene og raabte hensigtsløst op — bare for at høre deres egen Støj gaa
+igen. Nogle Mænd stod ovre i et Bryn og sang Korsang — de havde hvide
+Huer paa; og ud over Sletterne spaserede glade Klynger, løb Tagfat eller
+trillede sig i Græsset som Killinger.
+
+Madam Johnsen asede troligt et Par Skridt i Forvejen, hun var bedst
+kendt herude og førte an. Hanne og Pelle gik ved Siden af hinanden uden
+at tale — Hannes Mine var stum og fraværende. Pelle tog hendes Haand for
+at faa hende til at løbe med ned ad en Bakke; men hun sansede ikke at
+han rørte ved hende, og Haanden var slap og klam. Hun gik ligeud som i
+Søvne, der var lukket og slukket alle Vegne hos hende.
+
+„Nu sværmer hun igen,“ tænkte Pelle og slap mismodigt hendes Haand — den
+faldt dødt ned.
+
+Den gamle vendte sig og saá paa dem med skinnende Øjne.
+
+„Saa dejligt har Solen ikke lyst i mange Aar,“ sagde hun — „ikke siden
+man var ung Pige.“
+
+De var oppe ved Eremitagen, og gik derfra over Sletten ind i Skoven igen
+til et lille Skovløberhus, hvor de drak Kaffe og spiste af den medbragte
+Mad. Saa travede de igen, Madam Johnsen kom kun i Skoven den ene Gang om
+Aaret og skulde have det hele med; de unge kom med Indvendinger, men hun
+var uopslidelig. Hendes Pigeungdom havde Minder herude, og dem saá hun
+til; saa kunde de to sige hvad de vilde. Blev de kede af at rende i
+Hælene paa hende, fandt de vel nok paa at søge deres egne Veje! Men de
+fulgte troligt efter, trætte saá de ud, og gik og dummede sig lidt mere
+end man havde Lov til.
+
+Paa Stien til Raavad var der ikke saa mange Mennesker.
+
+„Her holder Skovensomheden til endnu, ret som i éns Ungdom,“ sagde den
+gamle. „Og dejlig er her, saadan som Løvet lukker sig — rigtig et Sted
+for Kærestefolk. Nu sætter jeg mig og tager Støvlerne af lidt, Knysterne
+begynder at værke! Se I jer kun lidt om saa længe.“
+
+Men de unge saá sig fremmed omkring og slog sig ned ved hendes Fødder.
+Hun havde taget Brunellerne af, og dulmede Knysterne i det kølige Græs
+mens hun sad og smaasnakkede: „Varmt er det i Dag, Stenene er helt
+gloende at tage paa. — Men jer to gaar der vist ikke Ild i! — — Hvad
+glor I saadan efter? saa kys dog hinanden engang i det Grønne! Det
+skader ingen og er saa skønt at se paa.“
+
+Pelle rørte sig ikke, men Hanne gik paa sine Knæ hen imod ham, tog ham
+langsomt om Hovedet og kyssede ham. Da hun havde gjort det, saá hun ham
+en Stund ind i Øjnene, rørende ømt som et Barn ser paa sin Dukke. Hatten
+var gledet bagover, der sad klare Sveddraaber paa hendes hvide Pande og
+Overlæben. Hun slap ham pludselig med en munter Latter.
+
+Pelle og den gamle havde plukket Blomster og Bøgegrene; nu sad de og
+ordnede det, Hanne laa paa Ryggen og missede op mod Himlen. „Lad være og
+lig der og kig,“ sagde Moderen — „du har ikke godt af det.“
+
+„Jeg leger bare Dejligheden — det er saa længe siden,“ sagde Hanne. „Men
+hjemme i _Arken_ ser man meget mere — her er altfor lyst.“
+
+„Ja, jeg skal love for man ser meget mere — en Kloak og tre Retirader!
+godt er det, der er saa mørkt som der er. Nej man skulde have Raad til
+at tage ud hver Søndag om Sommeren. Naar man er vokset op i det fri, er
+det surt at sidde indespærret mellem skidne Mure hele sit Liv. Og nu
+synes jeg vi skulde videre — vi øder Tiden!“
+
+„Jeg ligger saa godt,“ sagde Hanne dovent — „tag og skub Sjalet ind
+under Hovedet paa mig, Pelle.“
+
+Der brød en stor Fugl ud af Trætoppene højt oppe bag dem. „Nø — sikken
+en Tamp!“ raabte Pelle og pegede. Den sejlede langsomt ned over paa sine
+vældige, udspilede Vinger, fejede nu og da Luft sammen under sig med et
+Par drøje Slag og flød igen — lavt hen over Trætoppene med en
+undersøgende Kiggen.
+
+„Jøss, det var vist Storken,“ sagde Madam Johnsen og tog forskrækket
+efter Brunellerne, — „nu vil jeg ikke være her længer, man véd aldrig
+hvad der kan overgaa én!“ Hun arbejdede ivrigt og med et kosteligt
+Udtryk; Pelle lo saa han fik Øjnene fulde af Vand.
+
+Hanne havde lettet Hovedet: „Det er vist en Trane, Pelle! tror du ikke?
+Det er dumt den saadan flyder af Sted og kigger paa alting lige som den
+var nærsynet. Hvis det var mig, steg jeg lige op i Luften, lukkede
+Øjnene og lod mig føre af Sted. Dér hvor man saa kom ned skete der
+noget!“
+
+„Ja, at du faldt i Havet og druknede dig — om ikke andet,“ sagde
+Moderen. „For Hanne har der altid skullet ske noget; og saa kan hun ikke
+engang holde paa det hun har mellem Hænderne.“
+
+„Nej, for jeg har jo ingenting,“ udbrød Hanne og viste leende sine tomme
+Hænder frem. „Kan du passe paa ingenting — hvad Pelle?“
+
+Ved Firetiden søgte de ned til Den Slesvigske Sten, hvor Socialisterne
+holdt Møde. Pelle havde endnu ikke overværet noget stort Møde med
+agitatoriske Taler, men suget sine Forestillinger om det ny af hvad der
+gik Mand og Mand imellem. Det svarede godt nok til den blinde Drift i
+ham selv, men noget tændende havde han ikke oplevet — blot det øre
+ensformige Kog som naar han i sin Barndom lyttede ned i sin Træsko.
+
+„Naa, hele Menigheden er her nok,“ sagde Madam Johnsen halvt spottende.
+„Dér skal du se alle Københavns Socialister; flere er der ikke blevet
+endnu, skønt de paastaar, at det hele hører dem til. Det gaar nok ikke
+altid saa glat, som der raabes højt til!“
+
+Pelle rynkede Panden men tav; han havde for lidt fat selv til at kunne
+overbevise andre.
+
+Folkemængden virkede overvældende paa ham. Her var flere Tusind
+Mennesker samlede om noget fælles, og det gik haandgribeligt op for ham,
+at han hørte til en stor Flok. „Jeg hører ogsaa med!“ gentog det
+jublende inden i ham, han trængte til at bekræfte det for sig selv og
+var taknemmelig for Dagen i Gaar. Sæt nu Hofskomageren ikke havde sagt
+de Ord til ham, som drev ham til at melde sig ind! Saa havde han nu
+staaet udenfor lige som Hedningerne. Handlingen i Gaar var som en
+Daabspagt, han følte sig anderledes i Samfund med disse Mennesker end
+med andre. Og da de brød ud i en tusendstemmig Sang — en Jubel til det
+ny der skulde komme, løb der Kuldegysninger igennem ham. Han følte det
+som der blev slaaet Porte op, og noget, der havde ligget trangt og
+knuget inde i ham, løftedes frem i Lyset.
+
+Oppe paa Talerstolen stod en mørk Mand og talte hæftigt — med mægtig
+Stemme. Hoved ved Hoved stod de og lyttede aandeløst, med aaben Mund og
+Ansigtet stift rettet mod ham; nogle var saadan i hans Vold, at de
+gjorde hans Minespil efter. De raabte ikke, men naar han rammede et
+Udfald stærkt ud, gik der en mumlende Bølgen gennem Massen.
+
+Det var om Nøden og Elendigheden han talte — og den trælse endeløse
+Vandring for at naa frem. Som Israelitterne trofast bar Pagtens Ark
+gennem Ørkenen, havde de smaa baaret deres Haab med sig gennem golde
+Tider. Naar et Hold styrtede, var der et andet parat ved Bærestængerne.
+Og nu endelig dagedes det, nu stod de ved Indgangen til Landet — med
+Pantet i Behold paa at de var dets rette Indbyggere.
+
+Alt det var nok saa selvfølgeligt; var der noget Pelle havde levet med
+i, saa var det Gudsfolkets trælse Vandring i Ørkenen — det var jo
+Elendighedens store Symbol. Ordene fornam han lige, som noget
+gammelkendt. Men Røstens Storhed slog ham; der var noget ved Mandens
+Tale, der ikke gik Forstandens Vej men brændte sig lige ind gennem
+Skindet, og mødtes med det der laa ulmende i ham selv. Den blotte
+Vredesklang slog ind og ramte gamle Skader, saa der gik Hul paa dem som
+paa onde Bylder og man aandede befriet op. Saadan en Røst der tog ud om
+alting, havde Pelle selv haft dengang han gik paa Vogtemarken; han følte
+Trang til at give sig Luft i et Raab — og lægge det hele ind under sin
+Stemme han ogsaa. — Ej, hvem der kunde tale saadan — tordne og blive
+mild igen som de gamle Profeter!
+
+Der gik sælsomme Kræfter ud fra den tætpakkede Folkemængde som følte og
+tænkte et og det samme — og betog med en egen Styrkefølelse. Pelle var
+ikke længer den fattige enlige Skomagersvend der havde trangt nok ved at
+begaa sig, han stod her og blev til ét med dette store Væsen, følte dets
+Kræfter svulme i sig, som den lille Finger er med i hele Legemets
+Styrke. Der udgik en blind Forsikring om Uovervindelighed fra denne
+vældige Klump, en Tilskyndelse til at gaa Stormgang. Hans Lemmer
+svulmede ud, han blev et uhyre tungt Væsen, der blot behøvede at trampe
+frem for at træde det hele ned! Det svinglede i hans Hjærne af Kræfter —
+umaadelige, uovervindelige Kræfter!
+
+Naa, Pelle havde før været til Vejrs og var kommet lykkeligt ned igen;
+han havnede paa Jorden denne Gang ogsaa — i en lang befriende Udaanding,
+som havde han væltet en stor Byrde fra sig. Hannes Arm laa i hans, han
+gav den et let Tryk.
+
+Men hun mærkede det ikke, hun var borte i det hun ogsaa. Han saá paa
+hendes smukke Nakke, og bøjede sig frem for at se Ansigtet. Den store
+gule Hat kastede et gyldent Skær over det, hele hendes bevægelige Sind
+stod og legede uroligt bag de spændte forstenede Træk, og Øjnene var ude
+i en stiv Stirren. „Hun er ogsaa med,“ tænkte han lykkelig — „helt væk i
+det!“ Der var noget vidunderligt ved at vide sig to om det — Mand og
+Kvinde!
+
+I det samme kom han til at følge Retningen af hendes fastnaglede Blik og
+følte et Sting i Hjærtet. Ude paa Sletten, helt skilt fra den øvrige
+Forsamling stod en stor smuk Mand, der mindede mærkværdigt om
+Stengaardsbonden i hans Velmagtsdage; Solen kom og gik i hans brune Lød
+og det bløde Skæg. Nu vendte han Ansigtet mod dem, de store aabne Drag i
+det mindede om Havet.
+
+Hanne jog sammen som vaagnede hun af et Blund — og blev Pelle vár.
+
+„Han er Sømand,“ sagde hun underlig fjærnt, uden at Pelle havde spurgt.
+
+„Gud ved, hvor hun kender ham fra?“ tænkte han ærgerlig og trak sin Arm
+til sig. Men hun tog den straks igen og trykkede den haardt ind mod sit
+bløde Bryst; det var som en pludselig stærk Forsikring til ham!
+
+Hun hang tungt paa hans Arm nu og stod ufravendt rettet mod Talerstolen;
+Hænderne gik nervøst til Haaret.
+
+„Du er saa urolig Barn,“ sagde Moderen som havde sat sig ved deres
+Fødder. „Du kunde godt lade mig læne min Ryg til dine Knæ — før sad jeg
+saa godt.“
+
+„Ja Mor,“ sagde Hanne og stillede sig til Rette, hendes Stemme lød helt
+oprevet.
+
+„Pelle,“ hviskede hun pludselig — „hvis han kommer hen til os, saa
+svarer jeg ham ikke. Jeg gør ikke!“
+
+„Kender du ham da?“
+
+„Nej, men det sker vel, at Mænd kommer hen og tiltaler én? Men saa siger
+du at jeg hører dig til — ikke?“
+
+Pelle vilde svare affejende, men der gik en Frysning gennem hende. „Hun
+har Feber,“ tænkte han medlidende; det fik man saa let i _Arken_, det
+kom af Kloaken og Dunsterne. „Det kan nu ogsaa godt være hun har stukket
+dig en Løgn,“ tænkte han lidt efter — „Kvindfolk er træske.“ Han var for
+stolt til at spørge hende ud; men han kunde nok have Lyst til at tage
+denne Mand i Kværken og ryste Sandheden ud af ham.
+
+Men nu raabte Mængden Hurra, saa det rungede; Pelle raabte med. Og da de
+holdt op, var Manden borte.
+
+De gik opefter mod _Bakken_, den gamle traskede sine to Skridt i
+Forvejen, Hanne gik og nynnede. En Gang imellem saá hun spørgende paa
+Pelle — saa nynnede hun igen.
+
+„Det kommer jo ikke mig ved,“ sagde Pelle mørkt, „men det er alligevel
+ikke rigtigt af dig at lyve for mig.“
+
+„Lyver jeg? — men Pelle dog!“ Hun saá ham forundret ind i Øjnene.
+
+„Ja du gør! Der er noget mellem ham og dig.“
+
+Hanne lo klart og rent, men holdt pludselig inde. „Nej Pelle, nej, hvad
+bryder jeg mig vel om ham — jeg har jo aldrig set ham før. — Jeg har jo
+aldrig engang kysset nogen — ja dig, men du er min Bror!“
+
+„Det bryder jeg mig ikke om at være, ikke Spor — at du ved det.“
+
+„Har jeg da gjort dig noget ondt? — for saa er jeg ked af det.“ Hun tog
+ham ved Haanden.
+
+„Jeg vil have dig til Kone,“ udbrød Pelle hæftigt.
+
+Hanne lo. „Har du hørt det Mor, Pelle vil have mig til Kone?“ raabte hun
+sprudlende.
+
+„Ja jeg hører og ser mere end du tror,“ svarede Madam Johnsen kort.
+
+Hanne saá fra den ene til den anden og blev alvorlig. „Du er saa god
+Pelle,“ sagde hun stille, „men du kan ikke komme fra det fremmede med
+noget til mig — jeg kender jo alting ved dig. Og jeg har heller aldrig
+drømt om dig om Natten. Har du Lykken da?“
+
+„Det skal jeg vise dig jeg har,“ svarede Pelle og rejste Hovedet — „bare
+du vil give Tid lidt.“
+
+„Herregud, tærsker hun nu Langhalm paa Lykken igen!“ udbrød Moderen og
+vendte sig brat. „Du kunde godt lade være at ødelægge denne dejlige Dag
+for os med dit Tøjeri. Her gik én og var saa glad for alting.“
+
+Hanne smilede hjælpeløst. „Mor paastaar, at jeg er skør, fordi Far
+engang slog mig i Hovedet da jeg var Barn,“ sagde hun til Pelle.
+
+„Ja for siden har hun haft det med Anfald, hvor hun ingenting vilde
+andet end hænge ude i det uvisse med Sind og Tanker. Dage igennem kunde
+hun sidde ved Vinduet og glo; og Børnene nede i Gaarden gjorde hun
+fjollede med sit Pjank, naar dét kom over hende. Og mig narrede hun til
+at slippe alting — saa fattigt vi havde det efter min Mands Død — for at
+gaa rundt paa Gulvet med hende og Dukken og synge Grevevisen. Jo du kan
+tro jeg har grædt mine modige Taarer over hende, Pelle.“
+
+Hanne gik og nynnede smilende til Moderens Skænden — det var Grevevisens
+Toner.
+
+„Hør nu selv!“ sagde den gamle og stødte til Pelle — „hun skammer sig
+ikke engang. Der er ikke noget Udkomme med hende.“
+
+Oppe paa _Bakken_ var der et øredøvende Spektakel af overgivne
+Mennesker, som travede frem og tilbage i Klynger, blæste i Barnetrompet
+og Skrigeballon og teede sig som glade Vilde. Hvert Øjeblik fik man et
+Trut ind i Øret, saa man jog sammen, eller opdagede pludselig, at en
+Gavtyv var i Færd med at hæfte noget i ens Klæder bag paa; Hanne var
+nervøs, hun holdt sig mellem Moderen og Pelle og kunde ikke staa stille.
+„Aa nej, lad os komme væk — hen et Sted!“ sagde hun og lo fortvivlet.
+
+Pelle vilde give Kaffe, og de gik og ledte efter et Telt hvor der var
+Plads. Holla! dér stod Liremanden hjemmefra inde i en Karrusel og
+nikkede til dem mens han drejede løs; han holdt Haanden for Munden som
+en Raaber for at overdøve Larmen. „I træffer Mutter dérhenne sammen med
+Olsens!“ brølede han.
+
+„Jeg kan slet inte høre hvad han siger,“ sagde Madam Johnsen. I Dag brød
+hun sig ikke om at træffe Folk fra _Arken_.
+
+Da Kaffen var drukket, travede de igen op og ned mellem Boderne og
+morede sig over Røret. Hanne lod sig spaa; det kostede 25 Øre, men blev
+saa ogsaa til en uventet Frier der kom over Havet med mange Penge.
+Hendes Øjne lyste.
+
+„Det kunde jeg saamænd gjort meget bedre,“ sagde Madam Johnsen.
+
+„Nej Mor — for du spaar mig jo aldrig andet end Ulykker,“ svarede Hanne
+leende.
+
+Madam Johnsen traf en Bekendt der solgte Skrigeballoner, og slog sig ned
+hos hende. „Gaa I nu over og faa jer en Svingom, mens jeg hviler mine
+trætte Ben,“ sagde hun.
+
+De unge gik over i Danseboden og stillede sig op blandt Tilskuerne, nu
+og da tog de sig en Femøres Dans. Naar andre kom og bød Hanne op,
+rystede hun paa Hovedet; hun brød sig ikke om at danse med andre end
+Pelle. Lidt henne stillede de forsmaaede sig op, og stod med Hatten i
+Nakken og gav ondt af sig; Pelle maatte skænde paa hende.
+
+„Du fornærmer dem jo,“ sagde han. „Og kanske har de lidt i Hovedet og
+ypper Klammeri!“
+
+„Hvorfor skal jeg tvinges til at danse med nogen, jeg sletikke kender?“
+svarede Hanne — „jeg vil kun danse med dig!“ Hun var vred i Øjnene og
+saá velsignet ud i sin Urørlighed; Pelle havde ikke noget imod at være
+den eneste. Han skulde gærne slaa et Slag for hende, om det behøvedes.
+
+Da de vilde gaa, fik han Øje paa den Fremmede ovre i Baggrunden af
+Danseteltet. Han skyndede paa Hanne, som stod og stirrede
+aandsfraværende ind i Kredsen af de Dansende og ingenting sansede. Den
+Fremmede kom over mod dem; Pelle var sikker paa at hun ikke havde set
+ham.
+
+Pludselig vaagnede hun til og greb Pelles Arm. „Skal vi saa ikke gaa
+da!“ sagde hun utaalmodigt og trak ham med sig.
+
+Ved Døren indhentede den Fremmede dem og bukkede for Hanne. Hun saá ikke
+op, men det rykkede i hendes venstre Arm som vilde hun lægge den paa
+hans Skulder.
+
+„Min Kærest danser ikke mere — hun er træt!“ svarede Pelle brydsk og
+førte hende med sig.
+
+„Det var godt vi slap ud derfra,“ udbrød hun befriet, da de gik tilbage
+til Moderen. „Det var ikke morsomme Balkavallerer.“
+
+Pelle studsede. Hun havde altsaa slet ikke set den Fremmede men blot
+troet, det var en af de andre der bød hende op! Det var ikke til at
+forstaa heller, hvornaar hun skulde have faaet Øje paa ham; men der
+havde været en underlig Medviden over hende, som saá hun tværs igennem
+de sænkede Øjenlaag — og Kvindfolk kunde som bekendt se om et Hjørne! —
+Og saa det Ryk i Armen! — han vidste hverken ud eller ind. „Jeg er
+ligeglad“ tænkte han — „for jeg lader mig ikke spille med!“
+
+Han havde dem én under hver Arm, da de gik under Træerne ned til
+Holdepladsen; den gamle var livlig, Hanne gik tavs og lod de to snakke.
+Men pludselig bad hun Pelle tie et Øjeblik — han saá forundret paa
+hende.
+
+„Det suser mig saa dejligt for Ørerne“ sagde hun. „Men naar du taler,
+holder det op!“
+
+„Tosse, det er dit Blod som er uregerligt,“ sagde Moderen. „Og Maanen er
+i Tiltagende.“
+
+Pelle var tavs paa Køreturen; nu og da trykkede han Hannes Haand, der
+hvilede varm lidt svedig i hans paa Sædet.
+
+Men den gamles Glæde vilde ikke brænde ud. Lysene inde fra Staden og det
+dunkle hvilende Sund bar gamle Bud ind til hendes tyndslidte Tilværelse,
+og med spinkel, dirrende Falsét gav hun sig til at synge:
+
+   Natten breder sine Vinger,
+   Stjærnerne myldre paa Himmelen frem,
+   Kirkens Aftenklokker ringer,
+   Fuglene tie, og Folk køre hjem.
+   Lad dem køre hvem der ville,
+   Dampskibet venter, med det vil vi gaa.
+   Vi vil sejle paa det stille
+   dejlige Øresunds natdunkle Blaa.
+
+Men fra Trianglen hjem kneb det hende at følge med — hun var alligevel
+kørt træt.
+
+„Naa, mange Tak for i Dag,“ sagde hun til Pelle nede i Gaarden. „I
+Morgen skal man saa til at vende gamle Soldaterbukser igen. Men en
+dejlig Tur har det været.“ Hun sjokkede i Forvejen op — stønnede ganske
+lidt over Trapperne og smaasnakkede med sig selv.
+
+Hanne stod og nølede. „Hvorfor sagde du: Min Kærest?“ spurgte hun
+pludselig — „det er jeg jo ikke.“
+
+„Du bad mig jo om det,“ svarede Pelle — han vilde gærne sige mere.
+
+„Naa-aa, ja!“ sagde Hanne og løb op ad Trappen. „God Nat du!“ raabte hun
+deroppe fra.
+
+
+
+
+                                   IV
+
+
+Pelle var knyttet til „Familien“ med egne Baand; de tre forældreløse
+Børn var de første, der rakte ham en venlig hjælpende Haand, da han tre
+Dage efter Landstigningen i Hovedstaden stod paa bar Gade, plyndret for
+alle sine Tærepenge.
+
+Han kom ellers stort nok anstigende, og sov ikke Natten hen paa sin Bænk
+nede paa Mellemdækket mellem Kreaturerne; Spændingen holdt ham vaagen,
+og han laa og lagde vidtløftige Planer for sig selv og sine 25 Kroner.
+Ved første Gry var han paa Dækket og spejdede indover, hvor Storstaden
+dukkede op af Disen med sine Taarne og Fabriksskorstene. Oven over Byen
+svævede dens Dunstkreds, svagt rødmende mod Morgensolen — og gjorde
+Synet festligt; og Indsejlingen mellem Forter og Flaadelejer var tilpas
+vidtløftig til at imponere. Tumlen paa Kvæsthusbroen, idet Damperen
+lagde til og Kuske og Dragere raabte op, var lige ved at slaa over
+Hovedet paa ham, men han havde sat sig for ikke at lade sig gaa paa af
+noget. Det kunde være svært nok endda at faa fat ved den rigtige Ende af
+alt dette.
+
+Og saa havde Tilfældet af sig selv sørget for ham. Nede paa Kajen stod
+en tyk jovial Mand og saa bekendt paa Pelle; han raabte ikke op, men
+sagde ganske jævnt: Goddag Landsmand! og tilbød Pelle Kost og Logi for
+to Kroner om Dagen. Det var godt at have en Landsmand midt i alt dette
+Virvar, og Pelle gav sig trygt i hans Hænder. Det var en sjælden
+hjælpsom Mand, ikke engang den grønne Kiste fik Pelle Lov at bære selv.
+„Den skal jeg nok sende Bud efter,“ sagde Manden; og til alting sagde
+han rundhaandet: „Det skal jeg nok ordne, lad bare mig!“
+
+Da der var gaaet tre Dage, præsenterede han Pelle en vidtløftig Regning
+paa nøjagtig 25 Kroner. Det var et mærkeligt Træf, Pelle havde dem lige.
+Han vilde jo nødig ud med dem, men Værtshusholder Ellebye kaldte
+Gadebetjenten til; Pelle maatte betale.
+
+Der stod han paa Gaden med sin grønne Kiste og vidste hverken ud eller
+ind, hjælpeløs og fortvivlet til Mode, da en lille Dreng kom fløjtende
+forbi og spurgte, om han ikke skulde give ham en Haand. „Jeg kan godt
+selv bringe Kisten hen hvor det skal være; saa koster det femogtyve Øre
+og ti til Trækkevogn. Hvis jeg bare skal tage i den ene Hank, koster det
+kun ti Øre,“ sagde han og saá helt forretningsmæssigt paa Pelle. Han saa
+ikke ud til at være mere end ni-ti Aar.
+
+„Jeg ved jo bare ikke, hvor jeg skal søge hen,“ sagde Pelle næsten
+grædefærdig. „Jeg er smidt paa Gaden og har ikke noget Sted at ty hen.
+Vildfremmed er jeg her i Staden, og mine Skillinger har de plyndret mig
+for.“
+
+Den lille Dreng gjorde en Bevægelse op i Luften som huggede han til
+noget med Panden: „Ja den var sku piværre — du har været i Kløerne paa
+Bondefangerne min Far. Saa maa du gaa med hjem — du kan godt bo hos os
+naar du vil ligge paa Gulvet.“
+
+„Hvad tror du dine Forældre siger, naar du kommer slæbende med mig da?“
+
+„Jeg har ingen Forældre, og Marie og Peter gør aldrig Vrøvl — kom du
+bare. Og kanske kan du faa Arbejde hos Pipmanden. Hvor kommer du fra?“
+
+„Fra Bornholm.“
+
+„Det gør vi ogsaa! det vil sige, det er jo mange Aar siden — dengang vi
+var Børn! Kom du bare med, Landsmand.“ Drengen lo helt fornøjet og tog i
+den ene Hank.
+
+Det var ganske vist ogsaa en Landsmand der havde plyndret Pelle, men han
+gik alligevel med. Det laa ikke til ham at være mistænksom.
+
+Saadan holdt han sit Indtog i _Arken_, under et Barns Beskyttelse. De to
+lidt ældre Søskende godkendte gladelig den lille Karls Handling; og de
+tre forældreløse der ellers var sky og tilbageholdende, sluttede sig
+straks til Pelle. De havde fundet ham paa Gaden, og opfattede ham som en
+Jævnaldrende der var ukendt og trængte til Beskyttelse; de gav ham det
+første Overblik over den store By og hjalp ham til at faa fat hos
+Pipmanden.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Dagen efter Skovturen flyttede Pelle over paa Forbygningens Loft, i
+Værelset ved Siden af „Familien“ som netop stod tomt. Marie hjalp ham at
+sætte det i Stand og bære Sagerne over; og det var med lettet Sind han
+rystede Maskepiet med Pipmanden af sig. Nu var det forbi med
+Udsvedningen og alle Stiklerierne der fulgte med; nu traadte han selv i
+Forhold til Arbejdsgiveren og kunde se sine Kammerater lige i Øjnene.
+Det havde i adskillige Henseender været en forsmædelig Tid, men han
+skiltes fra Pipmanden uden Nag. Han havde lært mere de faa Maaneder hos
+ham end i hele Læretiden hjemme.
+
+Han fandt lidt brugt Værktøj hos en Jærnhandler og tog Bord og Seng paa
+Afbetaling. Inde fra Hofskomageren fik han noget Børnearbejde at begynde
+med; det stak han imellem, sin væsenligste Fortjeneste fandt han hos
+Mester Beck i Torvegade.
+
+Beck var en Mand af den gamle Skole; hans Kundekreds bestod mest af
+Vægtere, Prammænd og de gamle Ulke der holdt til ude paa Kristianshavn.
+Skønt han var født og opvokset her, lignede han en Provinshaandværker,
+gik i Morgensko som Datteren havde broderet, og røg om Søndagen lang
+Pibe i sin Gadedør. Han saá gammeldags paa Haandteringen og var glad for
+Pelle, der kunde spande svært Fedtlær og ikke var bange for at tage i et
+Par gamle Transtøvler. Becks Arbejde kunde ikke saa godt sendes ud, og
+Pelle mødte villig paa Værksted og tog en Haand i hvad der forefaldt.
+Kun vilde han ikke have Kost og Logi hos Mester paa gammeldags Manér.
+
+Forandringen betød Opgang fra første Dag; han arbejdede med Liv og Lyst
+og begyndte at lægge til Side for at faa Skylden til Sort fra Haanden.
+Nu øjnede han ogsaa den Dag, da han kunde faa Far Lasse herover.
+
+Om Morgenen naar Loftets Beboere tumlede søvndrukne om i den lange Gang,
+for at komme af Sted inden den fløjtede kvart i seks, sad Pelle allerede
+derinde og slog sine Skomagerslag. Ved Syvtiden gik han hen paa Becks
+Værksted, naar der var noget til ham. Han fik ogsaa en Del Arbejde fra
+_Arkens_ Beboere.
+
+Han havde gjort en Erfaring over Produktionens Vilkaar, og denne
+Erfaring var som en frugtbar Kærne, der laa og spirede hvor den var
+smidt hen, og vilde avle bestandig mere. Det mærkedes straks som en
+Bedring i Kaarene at have rystet den ene Udbytter af sig — hvad om man
+kunde sende den anden samme Vej og selv tage hele Udbyttet af sit
+Arbejde!
+
+Det lød helt fantastisk, men Pelle skulde ikke have noget af at gaa til
+Vejrs her og komme flad ned igen. Han havde gjort en haandgribelig
+Erfaring, og forlangte Rede paa hvor langt den rakte. Mens han sad og
+arbejdede, tvang han Spørgsmaalet til at gaa sindigt frem og tilbage
+gennem Tankerne, saa han kunde faa det ordenlig undersøgt:
+
+Pipmanden var altsaa overflødig som Mellemmand; man kunde gøre et Stykke
+Arbejde, uden at det behøvede passere ham og afsætte en Pægl i hans
+tørstige Hals. Men var der mere Mening i, at Fodtøjet paa sin Vej ud til
+Forbrugerne lagde Vejen om ad Hofskomageren og afsatte Selvejerkøretøj
+og Herreleben? Kunde Pelle ikke selv træde i Forhold til Kunderne, og
+skyde Meyer ud lige som han havde skudt Pipmanden ud? — jo selvfølgelig!
+Tredve Tusend om Aaret stod Hofskomageren i Skat for, sagdes der. „Det
+skulde lige deles mellem os der arbejder for ham!“ tænkte Pelle mens han
+hamrede Pløkkerne i. „Saa behøvede Far Lasse ikke gaa derhjemme én Dag
+længer og hutle sig gennem Tilværelsen.“
+
+Dette var noget man kunde tage og føle paa, et praktisk Regnestykke han
+havde gjort — som tilsyneladende ikke havde noget med hans lyse Lykketro
+at skaffe. Den sad fremdeles i det dulgte et Steds og bar oppe gennem
+alt — men vogtede sig vel for at stille bestemte Krav; et tungt
+erhværvet Instinkt sagde den, at i Fattigmand galdt det om at være
+rummelig. Det var hans Slægtsarv, og han kunde bære den trofast gennem
+alle Tilskikkelser; som Millionerne havde gjort det før ham — altid rede
+til at tage mod den Ukendte — til de naaede Graven og resigneret
+leverede Drømmen videre. Der var et Haab for ham selv i det, men blev
+dét slaaet ned, bestod Haabet selv alligevel. Det med Lykken var til
+syvende og sidst ikke noget Løfte om haandgribelig Fremgang for den
+enkelte, men en bred Forjættelse — baaret frem gennem trælse
+Aarhundreder med noget af Evighedens lange Aandedrag.
+
+Pelle havde hele den endeløse Vandring i sig; den laa nedfældet i hans
+Sind som en ufattelig stor Langmodighed. I hans Verden var Ævnerne ofte
+nok store, men Resignationen altid større; han var grundigt indstillet
+paa at se alting gaa til Spilde og alligevel bevare Haabet.
+
+Ofte nok havde det taget Toner under den lange Marsj: af „Davidsstaden
+med Guld paa Gaden“, „Tusendaarsriget“ og „Herrens Herligheds Genkomst“,
+— han havde selv lyttet spørgende til nogle af dem. Men aldrig før havde
+det faaet Lyd i en Sang om Mad og Klæder, Hjem og Hygge; hvordan skulde
+han saa kende sig igen i det?
+
+Han sad blot her og gjorde et Regnestykke op, som klart og hurtigt kunde
+skaffe ham Del i Goderne — med en Fordringsfuldhed og Utaalmodighed som
+han ikke kunde have gjort Regnskab for.
+
+Og rundt om ham mudrede det paa samme Maade. Der var gaaet et vaagnende
+Ryk gennem Masserne, de vandrede ikke længer taalmodigt frem under den
+blinde Bevidsthed, men svajede hid og did i forvirret Raadslagning. Det
+vidunderlige skulde ikke længer fuldbyrde sig selv, naar Tidens Fylde
+kom. Der sad en ond Magt og holdt deres store Haab om Knæerne, saa hun
+aldrig kunde føde! De maatte selv se at hjælpe Lykken til Verden.
+
+Der var gaaet Brud paa den urokkelige Fatalisme, som før havde holdt det
+hele saa tungt gaaende; Massen holdtes ikke længere sammen i dump
+Resignation. Mennesker som hele Livet igennem havde gaaet deres Vanegang
+til og fra Arbejdet, stansede pludselig op og gav sig til at stille
+urimelige Spørgsmaal om Hensigten med det hele. Selv de enfoldige vovede
+at sætte Tvivl ved Tingenes Orden; det var ikke længer saadan, fordi det
+maatte saa være — der var en pinlig Aarsag til Elendigheden. Dermed var
+der gaaet Hul, de gik og fik Lyst til at tage Haand i Hanke med
+Tilværelsen; Fingrene kløede paa dem efter at rive et eller andet
+spærrende ned — de vidste bare ikke hvad.
+
+Der var noget som en Hvirvel i det, alle Linjer forsvandt. Ukendte
+Magter dukkede op og lod sig lige ane, eller besatte de skikkeligste.
+Folk der før havde krøbet som Hunde for at faa Føden, blev pludselig
+grebne af Stædighed og lod sig slaa ned før de bøjede sig. Støtte Folk
+som havde arbejdet paa ét Sted hele deres Liv, kunde ikke længer finde
+sig i Tingene og gik deres Vej for et godt Ord. Den tungt erhværvede
+Langmodighed var slaaet ud af Sindene; de der støt havde baaret det hele
+paa deres Skuldre, gik og lagde sig Ømtaalighed til; de blev urimelige
+og umedgørlige som svangre Kvinder. Det var som de ømmede sig under
+Trykket indefra af en usynlig Magt, og forsøgte at aabne den haarde
+Skorpe for noget nyt i sig. Den smærtelige Tilskyndelse kendtes paa
+deres forvirrede Stirren og disse pludselige vanvittige Greb ud i den
+tomme Luft.
+
+Der var noget truende i selve den Uvished Masserne gik og traadte rundt
+i, som lyttede de efter ny Ord ude fra Mørket. De slog rask væk gammel
+Vane og Hævd ud af Sindet for at gøre Plads i sig; rundtom talte man om
+det ny og det ny og prøvede blindt at indrette sig for det — som var det
+en Selvfølge, at Tidens Fylde nu var kommen og Forjættelsen skulde
+fuldbyrdes just paa dem. De gik og var parate til at gøre et eller andet
+— de vidste ikke selv hvad — klumpede sig sammen i Smaahold og
+lavede mislykkede Strejker, helt hen i Vejret. Andre lavede
+Diskussionsforeninger, og gav sig i hidsige Ord til at slaas om det ny
+som ingen af dem kendte — det var navnlig de unge. Mange af dem var
+stævnet hid for Lykken — lige som Pelle selv, og de brændte af Uro. Der
+var noget hæftigt over dem — en Febertilstand!
+
+Saadan var Tilstanden da Pelle kom til Hovedstaden — kaotisk, uden noget
+trygt Plan at vandre til sin Gærning i. Masserne støttede ikke hinanden
+længer, men var i Opløsning og flakkede forvirret efter noget at samle
+sig om. Opad i Samfundet mærkedes kun Utrygheden i Arbejdsforholdene;
+der klagedes over Uroen, den meningsløse Uro som indskrænkede Udbyttet
+og gjorde Konkurrensen med Udlandet vanskelig. Men enkelte kloge vejrede
+Folket som et stort lyttende Øre; ny Prædikanter opstod og vilde føre
+Mængden ad nye Veje hjem til Gud. Pelle blev et Par Gange af Strømmen
+ført Saadanne Steder hen, men lod sig ikke tage; det var de gamle Toner
+om igen — dér laa det ikke. Ingen lod sig tilfredsstille længer ved
+Anvisninger paa Himlen; de ny Profeter forsvandt lige saa pludselig som
+de var dukket op.
+
+Men der var midt i Forvirringen en fast Klump, en Menighed som var groet
+støt frem gennem en Række Aar og fanatisk havde modstaaet Forfølgelse og
+Spot oppe og nede fra, til den nu udgjorde nogle Tusend Medlemmer. De
+stod fast i Hvirvlen og paastod lige haardnakket, at deres Lære sad inde
+med Fremtiden. Og nu syntes den at faa Vind i Sejlene; den svarede paa
+en egen Maade til de utaalmodige Krav om at faa Himmerige draget ned her
+paa Jorden og Lykken inden for Rækkevidde.
+
+Pelle havde ladet sig tage af den ny Lære ude ved Den Slesvigske Sten og
+kastet sig varmt og stærkt i Armene paa den. Han gik til Møder og
+Diskussioner og brugte sine Øren for at faa fat i noget sagligt; hans
+praktiske Natur krævede noget haandgribeligt for Tanken at arbejde med.
+Nede i hans Væsen arbejdede det samtidig, dybt og stærkt som Strømme
+under Is; undertiden mærkedes det op paa Overfladen og gjorde ham
+forskrækket. Endnu havde han ikke formaaet at samle det til nogen
+Helhed; naar han hørte Klagerne over den ødelæggende Uro der satte
+Landets Velstand paa Spil, saá han ikke Sammenhængen i det.
+
+„Det er dog forkert at de stanser Arbejdet uden nogen Grund,“ sagde han
+til Morten, en Dag Bagerikusken var gaaet sin Vej fra Pladsen. „Som nu
+jer Ka’l — han havde jo ikke noget at beklage sig over.“
+
+„Han har maaske pludselig faaet ondt i Skrævet af, at hans Oldefar
+engang har redet Træhesten! Hvem ved — han var jo fra Landet,“ svarede
+Morten alvorlig.
+
+Pelle saá rask paa ham. Han led ikke Mortens dobbeltbundede Maade at
+tale paa, den gjorde ham utryg.
+
+„Kan du ikke lige saa godt tale ordenligt?“ sagde han. „Jeg forstaar dig
+ikke.“
+
+„Ikke det? — Men der er vel Aarsag nok, Masser af gammel Aarsag; hvorfor
+Pokker skal der saa oven i Købet være en Grund fra i Gaar? Kunde du ikke
+tænke dig, at Arbejderen — der har traadt Trædemøllen saa længe i den
+Tro at Bevægelsen udgik fra de andre — pludselig opdager, at det er ham
+selv der holder det hele gaaende? For det er hvad der foregaar!
+Fattigmand er ikke bare en Træl der træder Hjulet, og faar en Haandfuld
+Mel kastet i Halsen engang imellem for at han ikke skal sulte ihjæl. Han
+er ved at opdage at han staar i højere Tjeneste, du! — og nu vender
+Bevægelsen sig og udgaar fra ham selv! — Men det kan du sagtens ikke
+se,“ tilføjede han ved at se Pelles vantro Udtryk.
+
+„Nej for jeg har ikke Højhedsvanvid,“ svarede Pelle leende — „og du er
+da heller ingen Profet, som kan forudsige saa store Ting. Men jeg har
+Forstand nok til at regne ud, at vil man gøre Vrøvl, maa man have noget
+bestemt at gøre Vrøvl over. Ellers gaar den ikke. Det med Træhesten er
+ikke tilstrækkeligt.“
+
+„Det kommer vel an paa, hvor mange der gør Vrøvl,“ svarede Morten. „Hvad
+alle er med i, behøver der ikke gives Grunde for.“
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Pelle tumlede videre med det under Arbejdet. Det gik ikke med disse
+Overvejelser i al Almindelighed; hvad der var af den Slags i hans
+Tankeverden, var fastslaaet gennem Slægtled og handlede mest om Liv og
+Død. Han maatte have praktisk fat og søgte igen tilbage til sin egen
+store Erfaring —:
+
+Pipmanden var overflødig, det havde Pelle selv leveret Beviset for! Og
+der var ikke noget i Vejen for at skyde Hofskomageren ogsaa ud; det var
+Svendene der besørgede Maaltagning og Tilskæring — hele Arbejdet! Han
+var egenlig en Udsveder han ogsaa, der havde sat sig paa Toppen af hele
+Historien og sugede Profitten til sig. Men saa havde Morten jo alligevel
+Ret i sit storsnudede Syn paa Arbejderen som den der bar det hele! Pelle
+studsede lidt ved Resultatet, og fastslog forsigtigt at det i alle Fald
+galdt for hans Fags Vedkommende. Dér var der god Mening i at erobre sit
+eget tilbage — men hvordan?
+
+Hans sunde Sans krævede noget at sætte i Stedet for Meyer og de andre
+store Udsvedere. Det gik ikke, at hver Svend sad og miksede paa egen
+Haand som Smaamester; han havde set formeget af det hjemme i Provinsbyen
+— det skabte Hutleri!
+
+Han satte sig saa til at udarbejde en Plan for en Produktionsforening:
+et Antal Arbejdere i Faget skulde slaa sig sammen, indskyde hver sin
+lille Andel og leje Forretningslokaler; Arbejdet skulde fordeles mellem
+dem efter hver Mands særlige Anlæg, og af deres Midte valgte de en til
+at forestaa det hele. Paa den Maade kunde Spørgsmaalet løses — hver Mand
+fik det fulde Udbytte af sit Arbejde.
+
+Da han havde gennemtænkt sin Plan grundigt, gik han til Morten med den.
+
+„Det har jo været fremme inden for Bevægelsen,“ udbrød Morten og trak en
+Bog frem — „men det gik mærkværdig nok ikke. Hvor har du hugget den
+Ide?“
+
+„Det har jeg selv siddet og fundet ud,“ svarede Pelle selvfølende.
+
+Morten saá lidt tvivlende ud. Han slog op i Bogen og viste Pelle,
+hvorledes hans Ide netop var skitseret — Ord til andet næsten — som et
+Led i Fremrykningen. Det var et Værk om Socialismen.
+
+Naa, Pelle tabte ikke Modet af den Grund! Han var stolt over at have
+udfundet noget, som ogsaa andre var kommet paa — lærde Folk oven i
+Købet! Han begyndte at faa Tillid til sin egen Tanke, og søgte ivrigt ud
+til Møder og Foredrag. Kræfter og Mod vidste han han havde. Han vilde se
+at blive dygtig! — og saa opsøge dem der gik foran og brød Vejen, og
+tilbyde dem sin Tjeneste!
+
+Hidtil havde Lykken altid dunkelt foresvævet ham som et Æventyr, der
+pludselig slog ned over sin Mand og hævede ham op i højere Egne, mens
+alle de andre stod tilbage og stirrede langt efter én — det var jo det
+pinlige. Men her skimtedes nye Veje, som førte til Lykke for alle der
+udrettede noget — saadan som _Kraften_ havde fantaseret sig det i sin
+Dødsstund. Han begreb ikke saa lige, hvor alt det skulde komme fra; men
+det blev deres Sag som skulde udrede det!
+
+Alt dette holdt hans Sind i ny og uvant Beskæftigelse. Han var ikke vant
+til at spekulere paa egen Haand, men havde hidtil holdt sig til hvad der
+var overleveret ham som Slægtens Vedtægt — og ofte blev det byrdefuldt
+nok. Saa slog han til det hele for at blive det kvit. Men det kom igen!
+
+Naar han var træt, fik Hanne igen Magt over ham, og han søgte over til
+dem om Aftenen. Han vidste godt at det ikke var for det gode, nogen
+Fremtid ved Hannes Side var det ham ikke muligt at tænke sig; i
+Forbindelse med hende eksisterede kun Øjeblikket. Hendes sælsomme Væsen
+havde Magten med ham — det var det hele! Tidt nok svor han ikke at lade
+sig gække, men gik derned alligevel. Han maatte prøve at erobre hende —
+og saa tage Følgerne!
+
+En Dag efter Fyraften kom han slængende derned. Der var ingen paa
+Svalen, saa gik han ind i det lille Køkken.
+
+„Er det dig, Pelle?“ lød Hannes Stemme inde fra Stuen — „kom bare ind.“
+
+Hun havde nok vasket sit Legeme og sad nu i hvidt Skørt og Livstykke og
+redte sit fagre Haar. Der var noget af en Prinsesse over hende, saadan
+som hun hægede om sin Krop og forstod hvordan det skulde gøres. Spejlet
+stod foran hende i Vinduet, og uden for den lille Bagstue, i Smuget
+mellem Tage og skjoldede Brandmure, saas Børnehusbroen og Kanalen der
+løb udefter. Derude ved Handelspladserne var Luften streget graa ind af
+Skibenes Rejsning.
+
+Pelle satte sig paa Puffen henne ved Kakkelovnen med Albuerne paa
+Knæerne og gloede ned i Gulvet; han var underlig i Hovedet. „Bare den
+gamle snart vilde komme,“ tænkte han — „jeg tror, jeg gaar ud og lader
+som jeg kigger efter hende.“ Men han blev alligevel siddende. Ved Væggen
+stod Dobbeltsengen med rødblomstret Tæppe over, og op ad den anden Væg
+Bordet med Stolene skubbet ind under. „Hun skulde ikke gække mig altfor
+meget,“ tænkte han igen — „kanske ender det med, at jeg tager for mig.
+Og saa brænder hun sig!“
+
+„Hvorfor siger du ikke noget til mig, Pelle?“ spurgte Hanne.
+
+Han løftede Hovedet og saá hende derinde i Spejlet, hun havde Spidsen af
+Fletningen i Mundvigen, og lignede en Killing der bider i sin Hale.
+
+„Aa, hvad skal jeg vel sige?“ svarede han mut.
+
+„Du gaar og er fornærmet paa mig, men det er nu Synd af dig — det er!
+Kan jeg gøre for at jeg er saa angst for Fattigdommen — aa saa det gruer
+inden i mig? Lige fra jeg blev født har det aldrig været andet; og du er
+ogsaa fattig Pelle, lige saa fattig som jeg selv. Hvad kan der vel ske
+med os to — vi ved jo det hele!“
+
+„Hvad er det for noget der skal ske da?“
+
+„Det ved jeg ikke, og det er ogsaa lige meget — noget som jeg ikke
+kender bare. Uh, alting bliver saa kendt naar man er fattig; hver Traad
+i Tøjet kender man udenad, og kan se hvor det slider paa den. Havde du
+bare været Sømand, Pelle.“
+
+„Har du kanske mødt _ham_ igen?“ spurgte Pelle.
+
+Hanne virrede leende med Hovedet. „Nej men jeg tror paa noget du — noget
+storartet! Der ligger et stort Sejlskib derhenne — jeg kan se det her
+fra Vinduet. Det er fuldt af dejlige Ting, Pelle!“
+
+„Du er vild,“ sagde Pelle haanligt. „Det er en Bark der skal ind til
+Kulkajen, den kommer fra England med Kul.“
+
+„Det kan godt være,“ svarede Hanne ligegyldigt — „hvad bryder jeg mig om
+det! Dérhenne ligger Skibet og har noget til mig fra det fremmede!
+synger det hele Tiden inde i mig; og den Glæde kan du vel nok unde mig?“
+
+Moderen kom vrængende ind.
+
+„Ja dérhenne ligger Skibet og har noget til mig — dér ligger Skibet og
+har noget til mig — æv! Er du ikke snart ked af at høre paa dit eget
+forskruede Pjat? Hele din Barndom har du siddet dér og hængt — og gloet
+efter Skibet; nu kunde det snart være nok. Og dér lader du Pelle sidde
+og se paa at du blotter din Ungdom — skammer du dig ikke?“
+
+„Pelle er saa god Mor — og han er min Bror. Han tænker ikke —“
+
+„Tænker ikke! Jo han tænker: Hvor hendes Barm er blød og hvid. Og hans
+Sind græder, fordi han ikke faar Lov at lægge sit Hoved dér. Jeg har vel
+ogsaa kendt til at skænke Glæder i mine unge Dage!“
+
+Hanne rødmede helt ned over sin Barm. Hun slog Haandklædet over sig og
+løb ud i Køkkenet.
+
+Moderen saá efter hende:
+
+„Hun er saa skær i Huden som nogen Kongedatter — skulde én nu ikke tro,
+hun var en Gøgeunge? Hendes Far kunde heller ikke lide hende. Du har
+været mig utro med en eller anden Finstikker — sagde han saa ofte —
+hvordan skulde to fattige slaaet sammen give saadant Postelin? Ved den
+levende Gud, Johnsen — sagde jeg — du og ingen anden er Far til
+Pigebarnet! Men han pryglede os og vilde ikke tro mig; han saá sig gal
+paa Ungen og hadede os begge to for hendes Finheds Skyld. Ikke saa sært
+om hun er blevet lidt underlig i Hovedet — vil du saa tro hun har kostet
+mig nogle salte Taarer? Men lad du hende fare, Pelle! For hendes egen
+Skyld kunde jeg godt ville, at du skulde have hende, men du har ikke
+godt af at gaa saadan og blive holdt hen. Og faar du hende, bliver det
+kanske daarligere endnu; Kvindenykker er elendigt Bohave for et Hjem.“
+
+Pelle indrømmede det i sit stille Sind. Han havde ladet sig daare, og
+gik og ødede af sin Ungdom paa en Vej der ikke førte igennem. Og nu
+skulde det være forbi.
+
+Hanne kom ind og saá paa ham, lys og sværmerisk. „Vil du med ud og gaa
+en Tur, Pelle?“ spurgte hun.
+
+„Ja,“ svarede Pelle glad og smed hurtig alle Forsætter over Bord.
+
+
+
+
+                                   V
+
+
+Pelle og hans lille Naboerske kappedes om, hvem der kunde komme først op
+om Morgenen. Naar hun var heldig og maatte kalde paa ham, straalede
+hendes Ansigt af Stolthed; det hændte han blev liggende lidt længer for
+at unde hende den Glæde, og svarede helt søvndrukken naar hun dunkede i
+Væggen. Men undertiden tog Barneaarene deres Ret; Pelle færdedes saa
+stille som muligt, og ved Halvsekstiden bankede han i Væggen. Saa var
+hun flov hele Formiddagen.
+
+Brødrene skulde have deres Morgendrik og være paa Arbejde Kl. seks;
+Peter der var ældst gik paa en Blikvarefabrik, Karl løb med Morgenaviser
+og paatog sig alt muligt tilfældigt Sjov. Han maatte støve det op, og
+hele hans lille Person bar Præg deraf. Der var noget rastløst vandrende
+over hans Væsen, som om Tankerne bestandig jog rundt efter Udveje.
+
+Paa den Tid mudrede det rundt om; nede over Brøndens Bund og ud gennem
+Tøndegangen lød en endeløs Klapren af Fodtrin fra _Arkens_ Hundreder,
+der væltede søvndrukne ud i Dagen, tjavsede — med Rester af Nattens
+Indhold hængende i Træk og Øjne. De smaskede som smagte de paa
+Modsætningen mellem Nat og Dag, gabede lydeligt og jog af Sted. Heroppe
+paa den lange Gang tumlede Fabrikspiger, Arbejdere og Aviskoner
+halvnøgne rundt, de var altid forsinkede, og stod smaaskændende og
+ventede paa deres Tur til at komme til Vasken. Der var kun en Vask ved
+hver Ende af Gangen, og det blev lige at faa Øjnene dyppet og Søvnen
+jaget væk. Til alle Humrene stod der aabent, Natdunsterne hang tungt i
+Gangen.
+
+De Dage han arbejdede hjemme, var den lille Marie i godt Humør; hun sang
+og trallede ustanselig med sin underlige Dværgestemme, og hvert Øjeblik
+kom hun ind og tilbød sin Tjeneste. Saa kunde hun stille sig bag ham og
+tavs staa og betragte hans Arbejde, mens Aandedrættet gik hørligt inde i
+hende med smaa Pibelyde. Der var en dump Rugen i selve hendes lille
+hæmmede Legeme, der mindede Pelle om Mortens ulykkelige Søster Karen;
+det samme ufuldbaarne, stenede — som ved Frugterne af altfor unge Trær.
+Men hun var af lysere Lød alligevel, Barnesliddet sad ikke som beske
+Væsker i hende, det var kun det ydre der var mærket deraf. Over hendes
+Sind laa tværtimod et Skær af forhutlet Lykke, som havde hun det meget
+bedre end hun kunde vente. Kanske kom det af, at hun saá et Resultat af
+sit Barneslid; der var ingen til at sprede det for alle Vinde.
+
+Hun var en dygtig lille Husmoder, og Brødrene respekterede hende og
+bragte retskaffent hjem hvad de fortjente. Saa tog hun fra hvad der
+skulde bruges, lagde til Side til Huslejen i en Æske som hun gemte i
+Komoden, og gav dem det de maatte more sig for. „Lidt skal de have,“
+sagde hun til Pelle, „for Mandfolk kan ikke lide at gaa uden Penge i
+Lommen. De fortjener det ogsaa, for de har aldrig saa meget som drukket
+en Øre op; om Lørdag Aften gaar de lige hjem med Fortjenesten. — Men nu
+maa jeg nok ind til mit Arbejde; skrækkeligt ogsaa som Tiden bliver
+borte mellem Hænderne paa én.“ Hun snakkede akkurat som en gift Kone, og
+Pelle morede sig indvendig.
+
+Lidt efter kom hun stikkende igen; han skulde smage et eller andet,
+eller hun havde sit Lappearbejde med og slog sig ned paa Kanten af en
+Stol. Hun var altid paa Spring, som om en Gryde kunde koge over naar som
+helst.
+
+Saa snakkede de Fornuft, den lille Marie brød sig ikke om Pjank. Der var
+nok af alvorligt at snakke om, de vanskelige Tider, Maries Forældre, og
+selve det forunderlige at de to havde truffet hinanden en Gang før. Det
+var en Hændelse fuld af uudtømmelig Rigdom for hende, skønt hun ikke
+kunde huske det.
+
+Men Pelle huskede det tydeligt, og maatte fortælle igen og igen om sin
+Tur til Havnen derhjemme for at vise gamle Tækkemand Holm Damperen; og
+Marie lo hvergang hun hørte, at Holm stod og sprang af Skræk for det
+prustende Dampspil. — Hvad saa da? — Ja Damperen var jo i Færd med at
+tage en Bunke Bohave ind, gamle Senge, Borde og sligt.
+
+„Det var vort altsammen!“ udbrød Marie og klappede i Hænderne — „dengang
+havde vi noget. Vi havde det at sætte ud af, mens Far laa syg efter
+Faldet?“ Saa stirrede hun spørgende paa ham efter mere.
+
+Og midt i Bohavet stod en Mand med et fint gammelt Spejl i Favnen.
+Tækkemand Holm kendte ham og gav sig i Snak.
+
+„Han græd — ikke?“ spurgte Marie rørt. „Far var saa ulykkelig fordi det
+gik tilbage for os.“
+
+Saa snakkede hun selv om Hotellet dernede ved Østlandets Klipper, og de
+fine Gæster som laa der om Sommeren. Tre Aar havde de boet der, og Pelle
+maatte igen nævne Summen man havde bedraget hendes Far for. Hun var
+stolt over at de havde ejet saa meget engang — ti Tusend.
+
+Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, en Dag traadte
+han paa en Vippeende og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle
+Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i _Arken_. Moderen gik ud
+og vaskede for Folk, men hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde
+ikke bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt til Sekterne
+efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. Og en Dag forsvandt hun,
+man mente hun havde druknet sig i Kanalen. „Men nu har vi det godt,“
+sluttede Marie altid — „nu er det ingen Sag.“
+
+„Er du da ikke træt af at have alt det at tage Vare paa?“ kunde Pelle
+forundret spørge.
+
+Hun saá forbavset paa ham: „Hvorfor skulde jeg vel være træt? Der er
+ikke mere end man kan overkomme — naar man bare passer Tiden. Og
+Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig Vrøvl.“
+
+De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de kunde, og var helt
+stolte over deres lille Menage. Naar det gik dem smaat, sultede de og
+holdt alvorlige Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp af nogen. De
+levede i en bestandig Frygt for, at Politiet skulde faa Nys om deres
+Forhold og komme og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive jaget fra
+hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De var sky og holdt sig
+for sig selv. I _Arken_ holdt alle af dem og dækkede deres Skjul. Med
+Beboernes Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var der Ballade
+i et eller andet Hjem. Der var ligesom en Oprejsning i at have disse tre
+Børn boende saa smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille
+Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom.
+
+Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket ham op paa Gaden og
+betragtede ham paa en Maade som et Hittebarn, der stadig stod under
+deres Beskyttelse. Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene,
+bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa — der hjalp ingen Protest. Og om
+Formiddagen naar hun var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham
+med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge Ansigt lyste af Omsigt
+og Trang til at hjælpe; hun spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv
+fat hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, fandt han
+altid sit Værelse i Stand om Aftenen.
+
+Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med Formiddagskaffe til dem begge.
+Han nænnede ikke at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde gaa
+en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb han saa ned efter Boller.
+Marie lagde gærne sin Part til Side til Drengene under et eller andet
+Paaskud — hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde noget selv.
+
+Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og var bestandig i lyst Humør,
+selv Hanne kunde ikke kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der
+var over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, der ikke
+satte Ar i Hjærtet.
+
+Og over for dette prøvede Barn skammede han sig simpelt hen, hvis noget
+vilde komme op og forstemme. Han følte det som en Pligt at lyse op i
+hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte muntert op, spøgede
+og smaadrillede hende for at sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede
+hun paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad et kært Barn der
+vil forjage ens Bekymringer — og tilbød at gøre noget.
+
+„Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig — eller efterse dine Skjorter?“
+spurgte hun. Hendes Taknemlighed gav sig altid Udslag i Arbejde.
+
+„Nej tak, Marie — det besørger Hanne og hendes Mor jo.“
+
+„Men det er ikke noget for Prinsessen — det kan jeg meget bedre.“
+
+„Prinsessen?“ sagde Pelle og løftede Hovedet. „Kaldes hun saadan?“
+
+„Kun af os Børn — det er ikke noget Øgenavn. Vi legede altid Prinsesse
+naar hun var med — og hun var det! Men ved du hvad? der skal komme en og
+bortføre hende — en meget fornem én. Hun er givet hen paa Vuggen til en
+fin Herre.“
+
+„Sikke noget Snak,“ sagde Pelle ærgerlig.
+
+„Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi inde under Svalen dér i
+Krogen ved Skarnkassen, og saa fortalte hun det — det _er_ sandt! Synes
+du ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse — saadan!“ Marie
+gjorde en Bevægelse i Luften med strittende Fingre. „Og hun ved alt,
+hvad der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin lange Kjole, og
+hendes Mor stod og skældte ud deroppe. Saa satte hun sig over Risten
+ligesom paa en Trone og var Dronning — og vi var hendes Damer. Hun
+flettede vort Haar og satte det fint op med kulørte Baand. Naar jeg saa
+kom op, rev Mor det hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det var
+Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. Da saa Mor forsvandt, havde
+jeg ikke Tid til at lege med mere.“
+
+„Stakkels lille Pige,“ sagde Pelle og strøg hende over Haaret.
+
+„Hvorfor siger du det?“ spurgte hun og saá forundret paa ham.
+
+Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting at vide som ikke engang
+Drengene maatte kende. Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde
+lyse Haar var altid glattet hen over Panden.
+
+Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. Saa pyntede hun sig i
+det bedste og gik ved hans Side gennem Gaderne, smilende over hele
+Ansigtet. „Nu tror maaske Folk vi er Kærester,“ sagde hun engang — „men
+hvad gør det? Lad dem bare tro.“ Pelle lo; hun var med sine elleve Aar
+ikke større end et niaars Barn — saa forsat i Væksten.
+
+Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke gærne om det, men der
+kunde komme noget fortrykt i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de
+gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. Det kostede ham
+stor Anstrængelse at faa det formet i Ord, der klang af det de skulde,
+Tankerne var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang sig ikke i hans
+Ubehjælpsomhed; de havde endnu lettere ved at tro paa det Ny end han
+selv.
+
+
+
+
+                                   VI
+
+
+Med Pelle foregik der i denne Tid en mærkelig Forandring. Han havde set
+nok af Nøden og Ulykken i sit Liv, og Hovedstaden her var simpelt hen en
+Valplads, hvor Hær efter Hær havde kastet sig frem og var gaaet ynkelig
+til Grunde. Rundt om var der fuldt af faldne, Byen var bygget over dem
+som paa en Kirkegaard; man maatte træde paa dem for at kunne færdes — og
+forhærde sig. Livets Lod var nu engang saaledes; og man lukkede Øjnene —
+som Faarene naar de ser deres Kammerater blive slagtet — og ventede
+stille paa sin Tur. Andet var der ikke.
+
+Men nu vaagnede Smærten i ham; det gjorde skærende ondt inde i ham
+hvergang han saá nogen lide; han knurrede mod Ulykken saa bundløs den
+var.
+
+Det kom en Dag han sad og arbejdede. Henne i den anden Ende af Gangen
+var der nylig flyttet en Fabrikspige ind med sit Barn. Hver Morgen
+laasede hun Døren og gik, og kom ikke igen fra Arbejdet før Aften. Naar
+Pelle kom hjem hørte han ofte Graad derinde fra.
+
+Han sad og arbejdede og tumlede med sine forvirrede Tanker; hele Tiden
+havde han en underlig kvalt Lyd i Øret, pinagtig som om noget _gav_ sig
+ustanselig. Kanske var det blot selve Elendighedens Klagesang; der hang
+Strofer af den i Luften altid.
+
+Den lille Marie kom hastig ind. „Aa Pelle, nu græder den igen,“ sagde
+hun og knyttede Hænderne gruende foran sit indfaldne Bryst. „Den har
+grædt hver Dag lige siden de flyttede ind — det er saa forfærdeligt.“
+
+„Lad os gaa hen og se hvad der er i Vejen,“ sagde Pelle og smed
+Hammeren.
+
+Døren var laaset, de prøvede at kigge gennem Nøglehullet men kunde ikke
+se noget. Barnet derinde stansede sin dumpe Graad et Øjeblik da det
+hørte dem, men tog saa fat igen; det klagede smaat og ensartet som havde
+det indrettet sig paa at holde ud i det uendelige. De saá paa hinanden,
+det var ikke til at holde ud.
+
+„Alle Nøglerne er éns her paa Gangen,“ sagde Marie stille. I to Spring
+var Pelle henne efter sin Nøgle og lukkede op.
+
+Lige inden for Døren sad en lille fireaars Purk med et Stykke rustent
+Bliktøj i Haanden og gloede op paa dem; han var bundet fast til
+Kakkelovnen, ved Siden af ham paa en gammel Træstol stod en
+Bliktallerken med nogle gnavede Brødskorper. Barnet var klædt i snavsede
+Pjalter og saa forfærdeligt ud; det sad i sit eget Snavs, de smaa Hænder
+var fulde og det ophovnede forgrædte Ansigt helt tilsmurt. Det rakte
+Hænderne bedende op imod dem.
+
+Pelle brast i Graad ved det forfærdelige Syn og vilde tage den lille op
+til sig. „Nej lad mig!“ raabte Marie forskrækket, „du griser dig jo
+til!“
+
+„Hvad saa!“ svarede Pelle dumpt og hjalp til at løse Barnet; hans Hænder
+rystede.
+
+De fik Drengen gjort nogenlunde i Stand og gav ham Mad; saa slap de ham
+løs ude paa den lange Gang. En Stund stod han og gloede dumt ved
+Dørstolpen; saa opdagede han at han ikke var bundet, og gav sig til at
+storme frem og tilbage. I Haanden havde han den gamle Tési endnu, som
+han sad med da de brød ind til ham; han havde holdt den krampagtigt fast
+hele Tiden, Marie maatte dyppe Haanden med for at faa Sien vasket.
+
+Engang imellem stansede han uden for Pelles aabne Dør og kiggede ind;
+Pelle nikkede til ham. Saa stormede han igen frem og tilbage — han var
+helt vild. Men pludselig kom han helt ind, lagde Tésien i Pelles Skød og
+saá op paa ham. „Skal jeg have den?“ spurgte Pelle. „Se, du Marie, han
+giver mig det eneste han ejer.“
+
+„Aa den lille Stakkel,“ udbrød Marie rørt, „han vil øve Gengæld.“
+
+Om Aftenen kom Fabrikspigen farende, hun var gal i Hovedet og skældte ud
+over Indbruddet. Pelle undredes selv over, at han kunde svare roligt og
+ikke skældte igen; men han forstod nok, at hun skammede sig over
+Elendigheden og ikke vilde have nogen skulde se den. „Det er Synd mod
+Barnet,“ sagde han blot — „du holder jo alligevel af ham.“
+
+Saa gav hun sig til at græde: „Jeg er nødt til at binde ham, ellers
+kryber han op i Vinduet og styrter sig ned paa Gaden — han har taget
+Krogene af én Gang. Og Klæder til at sende ham til Asylet i har jeg
+ikke.“
+
+„Saa lad Døren staa aaben til Gangen,“ sagde Pelle — „vi skal nok se
+lidt til ham, Marie og jeg.“
+
+Siden løb Drengen paa Gangen og tumlede sig, Marie hjalp ham til Rette
+og var som en Moder for ham; Pelle købte noget Tøj hos en Marskandiser,
+og hun syede det om. Ungen saa kostelig ud i det og var en hel Trold til
+at sætte Humør; han havde ikke lært at tale i sin Ensomhed, men nu kom
+det hurtigt.
+
+I Pelle afsatte denne Begivenhed noget nyt. Elendigheden havde han altid
+kendt, nu saá han den himmelraabende Uretfærdighed der stod bag, og
+kunde knytte Hænderne i Vrede bedst som han sad. Der var noget man
+maatte hade uden Ophør, Nat og Dag saa længe man trak Aande — Morten
+havde Ret i det ogsaa. Dette Barn havde en Fabriksherre til Far, og
+Pigen turde ikke engang stævne ham til at betale Underhold til Barnet,
+for ikke at blive jaget af sin Plads. Saa uoverkommeligt det hele saa
+ud, følte han Trang til at slaa et Slag. Hans Haand alene vejede saa
+lidt, men hvis de nu førte Slaget samlet, saa kanske mærkedes det.
+
+Om Aftenen fulgtes han og Morten til Møder, hvor Tilstandene blev sat
+hæftig under Debat; Deltagerne ved disse Møder var mest unge Mænd som de
+selv, man samledes i en eller anden Beværtning paa Nørrebro. Men Pelle
+trængte til at se Resultater og kastede sig ivrigt ind i Organiseringen
+af sit eget Fag; han satte Ild i den trætte Formand med sin Iver, og
+udarbejdede sammen med ham en Liste over alle Fagets Udøvere — som
+Grundlag for en mere haardhændet Agitation. Naar man indkaldte
+Kammeraterne til Møde gennem Bladet, holdt de sløve sig borte; der
+maatte skarpere Midler til, og Pelle fik Husagitationen i Gang. Det
+hjalp straks! de havde svært ved at knibe ud, naar man tog dem Ansigt
+til Ansigt, og Foreningen fik god Tilgang trods de store Mestres
+Forfølgelse.
+
+Morten begyndte at se med Respekt paa ham, og vilde have ham til at læse
+om Bevægelsen ogsaa; men det havde Pelle ikke Tid til. Han holdt
+_Arbejderen_ sammen med Peter og Karl der var helt ivrige; det fik være
+nok. „Jeg ved mere om Elendigheden end de der skriver,“ svarede han.
+
+Han manglede ikke Ved til sit Baal heller. Han havde gjort de Elendiges
+Marsj med fra Landet til Byen og nu hertil, hvor de stod og ikke kunde
+komme længer med deres Higen men omkom som paa en øde Strand. _Arkens_
+mange Livsskæbner laa daglig for hans Øjne som et stort Fælleseje, hvor
+ingenting behøvede at skjule sig og den enes Nød var den andens Klage.
+
+Hans Væsen forandredes stærkt i denne Tid — bort fra det sorgløst
+modtagende. Han lo mindre, og tog paa tilsyneladende Smaatterier med et
+Alvor, der kunde virke komisk. Og der kom en Selvfølelse over hans
+Optræden, som syntes daarlig begrundet af hans Stilling og Fattigdom.
+
+— — —
+
+En Dag efter Fyraften han kom hjem fra Becks Værksted, hørte han Børnene
+synge Hannes Vise inde i Gaarden. Han stansede i Tøndegangen, Hanne stod
+selv midt i Kredsen, og de smaa gik rundt om hende og sang:
+
+   „Jeg gik mig over høje Bjærg,
+   saa ned i dyben Dal.
+   Saá jeg et Skib komme sejlendes
+   — komme sejlendes —
+   hvori tre Grever var.“
+
+Over Hannes Ansigt laa et blindt, stillestaaende Smil, Øjnene var næsten
+lukkede. Hun drejede sig langsomt rundt om sig selv til Børnenes Sang og
+sang sagte med:
+
+   „Den alleryngste Greve,
+   som udi Skibet var — —“
+
+Pludselig fik hun Øje paa Pelle og brød ud af Ringen. Hun fulgte med ham
+op over Trapperne. Børnene stod dernede og raabte skuffet efter hende.
+
+„Kommer du ikke over til os i Aften?“ spurgte hun. „Det er saa længe
+siden vi har set dig.“
+
+„Jeg har ikke Tid, jeg skal et Sted hen,“ svarede Pelle kort.
+
+„Men du maa alligevel — jeg beder dig om det, Pelle.“ Hun saá tryglende
+paa ham, hendes Øjne brændte.
+
+Pelles Hjærte kom til at banke ved hendes Blik. „Hvad vil du mig da?“
+spurgte han hæftigt.
+
+Hanne stod og stirrede raadvild ud. „Du maa hjælpe mig, Pelle,“ sagde
+hun tonløst og uden at se paa ham. „Jeg, jeg har mødt —! Han stod her
+udenfor i Aftes da jeg kom fra Fabrikken — han ved hvor jeg bor! Jeg gik
+over til den anden Side og lod som jeg ikke saá ham, men han kom efter
+mig. Han sagde, jeg skulde komme paa Nytorv i Aften.“
+
+„Hvad svarede du saa?“ spurgte Pelle mørkt.
+
+„Jeg svarede slet ikke, men løb alt hvad jeg kunde.“
+
+„Er det det hele du vil mig?“ udbrød Pelle haardt, „Du kan jo blive fra
+ham — hvis ikke du vil!“
+
+Der gik en Frysning gennem hende. „Men hvis han nu opsøger mig her? — og
+du er saadan! Jeg bryder mig ikke om andet paa Jorden end dig og Mor!“
+Hun sagde det hæftigt.
+
+„Jeg skal nok komme over til jer da,“ svarede Pelle glad.
+
+Han skyndte sig at klæde sig om og gik derover. Den gamle var glad ved
+at se ham, Hanne var helt overgiven; hun drillede ham bestandig, og det
+varede ikke længe før han havde opgivet sin Standhaftighed og ladet sig
+hilde i det dejligste Spind. De sad ude paa Svalen under det grønne
+Løvværk, Hannes Ansigt glødede om Kap med Slyngpelargonien, hun vuggede
+med Foden og stødte hele Tiden Skosnuden mod hans Ben. Hun var nervøst
+livlig og skulde bestandig have at vide hvad Klokken var. Da Moderen gik
+ind i Køkkenet for at lave Kaffe, tog hun Pelles Haand og klappede den
+leende. „Følg med ud,“ sagde hun, „jeg har Lyst til at se, om han
+virkelig er saa dum at tro, at jeg kommer. Vi kan staa i Skjul og se
+det.“
+
+Pelle svarede ikke.
+
+„Mor,“ sagde Hanne da Madam Johnsen kom med Kaffen — „jeg gaar ud og
+køber til det Liv. Pelle følger med.“
+
+Det Paaskud var nu altfor gennemsigtigt, men den gamle fortrak ikke en
+Mine. Hun havde nok set, at Hanne var mild til Sinds med Pelle i Aften;
+der var noget stærkt oppe i Pigebarnet, og hvis Pelle vilde, kunde han
+lægge Bidslet forsvarligt paa hende nu. Hun havde ikke noget imod, om de
+to unge løb Linen ud, kanske faldt de saa til Ro ved hinandens Side.
+
+„Du skulde tage Sjalet med,“ sagde hun til Hanne. „Aftenluften kan blive
+kølig.“
+
+Hanne gik saa rask at Pelle knap kunde følge med. „Det bliver sjovt at
+se hans Skuffelse naar vi ikke er der,“ sagde hun leende, Pelle lo
+ogsaa. De stillede sig under Raadhussøjlerne og spejdede ud over Torvet;
+Hanne var helt kortaandet af den raske Gang.
+
+Efterhaanden som Tiden gik og den Fremmede ikke viste sig, svandt hendes
+Livlighed, hun tav med et skuffet Udtryk.
+
+„Her kommer slet ingen,“ sagde hun pludselig og lo kort. „Det var bare
+noget jeg bildte dig ind, for at se hvad du vilde sige.“
+
+„Saa lad os da gaa,“ svarede Pelle roligt og tog hende ved Haanden.
+
+Idet de traadte ned ad Trappen gav det et Ryk i Hanne, hendes Haand
+faldt slapt ud af hans. Den Fremmede kom rask hen imod dem. Han gav
+Hanne Haanden, roligt og selvfølgeligt som havde de kendt hinanden i
+mange Aar. Pelle saá han slet ikke.
+
+„Gaar du med et Sted hen — hen og hører noget Musik for Eksempel?“
+spurgte han og blev ved at holde hendes Haand; hans Blik lukkede sig om
+hende. Hanne saá tvivlraadig paa Pelle.
+
+Et Øjeblik havde Pelle følt Lyst til at kaste sig over denne Mand og
+slaa ham i Jorden — men nu traf Hannes Øjne ham med et Udtryk som
+pønsede hun paa et eller andet Middel til at ryste ham af. „Tak! her er
+man nok i Vejen,“ tænkte han. „— Hvad kommer det hele ogsaa mig ved?“
+Han vendte sig brat fra dem og drev ned ad en Sidegade.
+
+Pelle drev om nede ved Gasværkshavnen og gloede adspredt paa det oliede
+Vand og Skibene. Han led ikke; det var bare saa inderlig dumt, at en
+fremmed Haand kunde række ind fra det ubekendte, og den Fugl han ikke
+med al sin Godhed kunde lokke til sig, hoppede straks op paa den.
+
+Vandet skvulpede under Bolværket med en egen hendyssende Lyd, og flød
+med Træstykker og andet Affald; det var saa hjemligt. Der laa en
+Tremaster ved Kulkajen; de havde Fyraften om Bord, og Folkene rumsterede
+i Lugaret eller stod ude paa Dækket og vaskede sig i en Pøs.
+
+En sværlemmet Søgut i blaat Tøj og hvidt Halsbind tørnede ud af Lugaret,
+glanede vanemæssigt op efter Takkelagen og gabede. Saa slentrede han i
+Land, han havde Huen i Nakken og en tilrøget Kridtpibe mellem Tænderne.
+Han vrikkede med Kroppen, Ansigtet var fuldt af Halløj. Idet han gik
+forbi Pelle, dinglede han et Par Gange og gav ham et Puf. „Aa jeg ber,“
+sagde han leende og stødte til Huen — „jeg troede det var en Kløpind.
+Herren staar saa stiv! Man blev vel ikke stødt paa Mansjetterne?“ Han
+gav sig til at trave rundt om Pelle i stærkt foroverbøjet Stilling, som
+ledte han efter et eller andet paa ham; fejede sig labbet om Ørerne som
+en Bjørn der bejler — og spruttede. Han var revnefærdig af Humør.
+
+Der sad Nag i Pelle endnu, han vidste ikke om han skulde gøre sig grov
+eller le ad det hele. Han drejede sig forsigtig rundt og holdt Front mod
+Sømanden — for ikke at faa Fødderne snappet væk under sig. Taget kendte
+han — og vidste ogsaa hvordan det skulde pareres; Hænderne sad parat.
+Pludselig fangede noget i den dukkede Stilling ham som kendt; det var jo
+Per Kofod — selve Tudeper fra Landsbyskolen derhjemme, som brølede og
+bævrede for et godt Ord. Ja ham var det!
+
+„God Aften du!“ sagde han glad og gav ham et Slag i Ryggen.
+
+Sømanden rettede sig forbavset op. „For Fanden — Godaften! Skal jeg
+rende paa dig her, Pelle? det var ligegodt den komiskste. Saa maa du sku
+undskylde mine Hundekunster.“ Han rystede djærvt Pelles Haand.
+
+De drev op over Havnepladsen og sludrede om gamle Dage. Der var saa
+meget at opfriske fra Skolelivet: Gamle Fris med Spanskrøret og deres
+Tumlen ved Stranden. Per Kofod talte som om han havde været midt op i
+Sjoven; han havde helt glemt, at han blot stod og klamrede sig til et
+eller andet og smaabrølede, naar de andre larmede løs omkring ham.
+„Nilen traf jeg forresten nylig ovre i New Orleans, han er anden
+Styrmand paa et vældigt amerikansk Jærnfuldskib og tjener styrtende med
+Mønt. En rask Gut er han, men fy for den Lede hvor er han haard! — det
+er Revolveren i Næven altid. Naa, saadan skal de ha’e det derovre — det
+er Negerbesætning. Men en Dag skærer de sku Maven op paa ham. — Hov hvad
+er det?“
+
+Henne fra nogle Bræddestabler hørtes kvalte Brøl og Lyd af Slagsmaal.
+Pelle vilde dreje af, men Per Kofod slog en Klo i ham og trak ham med
+sig.
+
+Inde mellem Stablerne var tre Kularbejdere i Lag med at prygle en
+Kammerat, han skreg ikke men brølede kvalt hvergang han fik et Slag,
+Blodet pølede ham ned over Ansigtet.
+
+„Kom on!“ raabte Per Kofod og trak en Gang op i Bukserne; saa væltede
+han sig med et Vræl ind i Flokken og gav sig til at høvle løs. Det var
+som en Eksplosion med paafølgende Stenregn, Tudeper havde lært at bruge
+sig derude, saadan kunde kun en Sømand slippe sig løs. Det var umuligt
+at sige hvor Slagene vilde falde, men de der fik dem varskoede godt nok.
+Pelle maabede et Øjeblik over for denne Ubændighed, saa kastede han sig
+ogsaa ind i Slagsmaalet, og de tre Arbejdere gav sig til at løbe.
+
+„Hvad Fanden vilde du op i det for?“ sagde Pelle ærgerlig, da det var
+ovre og han stod og bragte sit Kravetøj i Orden.
+
+„Det ved jeg ikke!“ svarede Tudeper, „men man har vel ingen Skade af at
+røre sig lidt.“
+
+Efter Stridens Hede havde de nær glemt den overfaldne. Han laa
+sammensunken ved Foden af Stablen og gav ikke en Lyd fra sig. De fik ham
+rejst paa Benene men maatte holde ham oppe, han stod og hang som om han
+sov, og Øjnene gloede dumt paa dem. Der gik en tung Snorken fra ham, og
+for hvert Pust dannede Blodet to røde Blærer om hans Næsebor. Nu og da
+skar han Tænder, saa drejede Øjnene sig og det hvide skinnede uhyggeligt
+i hans kulsværtede Ansigt.
+
+Sømanden skældte ham ud, og det hjalp saa vidt at han kunde støtte paa
+Benene. De trak en rød Klud op af hans gabende Jakkelomme og tørrede det
+værste Blod af ham. „Hvad Fanden er du for én, der ikke kan staa for en
+Lussing,“ sagde Per Kofod.
+
+„Jeg skreg vist ikke,“ sagde Manden tykt — hans Læber sad i ét Kød.
+
+„Du slog heller ikke igen! Du ser ellers ud til at have Kræfter nok.
+Enten langer man selv fra sig, eller synger ud saa andre kan komme til.
+Er du med, Kammerat?“
+
+„Jeg vilde ikke blande Politiet op i det, for jeg havde jo fortjent Mul.
+De slog bare saa svinagtig haardt, og Træskoene brugte de da jeg faldt
+om.“
+
+Han boede i Saksogade, og de fik ham én under hver Arm. „Bare jeg ikke
+bliver syg,“ stønnede han engang imellem — „jeg er helt smadret
+indvendig.“ Saa maatte de stanse, mens han kastede op.
+
+Der var et Firma, han og Kammeraterne var blevet enige om ikke at losse
+for mere, fordi det havde sat Arbejdslønnen ned. De var kun de fire om
+at gennemføre dette her med Arbejdsnægtelse; men hvad kunde det nytte,
+naar andre straks gik ind i Stedet. De fire kunde faa Lov at gaa og
+gasse sig, saa var den ikke længer. Men naturligvis, han havde jo givet
+sit Ord — derfor slog han heller ikke igen. De tre havde faaet fat et
+andet Sted, og saa tog han til Firmaet igen og krøb til Korset; hvorfor
+skulde han gaa ledig og drive, naar de derhjemme manglede Mad? Han
+forstod sig fan ikke paa det ny Væsen. Men Svig var det jo, da han havde
+givet sit Ord! De slog bare saa svinagtig haardt og sparkede med
+Træskoene i Mavekulen.
+
+Saadan blev han ved at fable op som en Delirist, mens de trak af med
+ham. Ved Saksogade blev de stanset af en Betjent, men Per Kofod stak ham
+rask en Historie om, at Manden havde faaet Lossegrejerne i Hovedet. Han
+boede oppe under Taget; da de lukkede sig ind, rejste en Barselkvinde
+sig over Ende i Jærnsengen og stirrede forfærdet paa dem — hun var
+blodløs og mager. Da hun saá Mandens Tilstand, brast hun i
+hjærteskærende Graad.
+
+„Han _er_ ædru!“ sagde Pelle for at trøste hende — „han er bare kommet
+lidt til Fortræd.“
+
+De fik ham ud i Køkkenet og badede hans Hoved med koldt Vand over
+Vasken. Men det var daarlig bevendt med Per Kofods Hjælp, hvergang
+Konens Graad skar ud til dem, gik han hjælpeløst i Staa og drejede
+Hovedet mod Udgangen. Og pludselig smed han det hele og satte hovedkulds
+ned ad Køkkentrappen.
+
+„Hvad gik der ad dig?“ spurgte Pelle ærgerlig da han kom ned; Per Kofod
+stod uden for Gadedøren og ventede.
+
+„Du hørte maaske ikke at hun sang Salmevers — dit Dos — men saa saá du
+vel for fan, at hun sad lige op og ned i Sengen og var ligesom Voks? Det
+er noget Svineri skal jeg sige dig, noget infamt Svineri, og han kunde
+la’ vær med og faa hende til at græde. Jeg stod sku og fik Lyst til at
+tæske ham, saa medtaget han var. Hvorfor Pokker brød han ogsaa sit Ord!“
+
+„Fordi de sultede du,“ sagde Pelle alvorligt. „Det hænder for en og
+anden her i denne forbandede By.“
+
+Per Kofod gloede paa ham og fløjtede: „Saa for den Lede, Kone og Barn og
+hele Braset uden Mad hvad? — og i Barselseng. De var jo nygifte kunde
+man nok se! Av for Fanden — sikke Hvedebrødsdage — av for en Ulykke.“
+
+Han stod og gravede dybt i Bukselommen og hev en blandet Haandfuld op:
+Pladetobak og Fnug og Tændstikstumper — og rodet ind i det en
+sammenkrøllet Tikroneseddel. „Ja saa min sandten!“ udbrød han og fiskede
+Sedlen frem — „jeg troede Pigebørnene havde hugget Rub og Stub fra mig i
+Nat! Aa Pelle, gaa til Vejrs og stik dem den Ende ud! Jeg kan ikke saa
+godt selv — for ser du, kender jeg Fruentimmerne ret, saa holder hun
+ikke op det første Døgn.“ Det var den sidste Slant af Hyren, men hvad —
+skidt; i Morgen stak de i Søen!
+
+„Hun holdt op at græde da jeg kom med Penge,“ sagde Pelle da han kom
+ned.
+
+„Da var det sku godt. Vi Søfolk er nogle Bagbæster ser du, vi besørger
+paa Postelinet og æder vort Smør af en Tjærepøs — men derfor er vi nu
+alligevel —. For nu siger jeg at jeg havde ladt som ingenting, og taget
+mig noget sødt i Nat for de Penge“ — — Per Kofod gik i Staa; han gik og
+tyggede paa Skraaen som fortsatte han sin vanskelige Filosofi indvendig.
+— „Naa skidt, i Morgen stikker vi i Søen!“ sagde han pludselig.
+
+De gik ud paa Alleenberg og satte sig i Haven, Pelle bestilte Øl. „Et
+Par Bajere kan jeg nok give, naar jeg møder en god Kammerat,“ sagde han.
+„Men ellers sparer jeg som et Bæst. Jeg maa se at faa min gamle Far
+herover; han gaar paa Naade og Barmhjærtighed derhjemme.“
+
+„Saa din Far lever endnu? Jeg husker ham godt, han gik og var Kærest med
+Madam Olsen en Tid. Men saa kom Baadsmand Olsen uventet hjem — de troede
+han var blevet derude.“
+
+Pelle lo. Der var løbet meget Vand til Havet siden den Tid, han blev
+ikke flov over Far Lasses Smaabedrift mere.
+
+Rundt om fra Havens Boder straalede der Lys. De unge Par drev rundt og
+lod sig spaa, forsøgte sig ved Lykkehjulet eller fik deres Billede taget
+af Silhuetklipperen. Henne ved Karussellen hvirvlede Hvin og Musik og
+Skørter mellem hinanden. Nu og da hævede en mægtig Udraaber sig op over
+det hele med sine Vidunderrædsler, og inde fra Sangerindepavillonen
+hørtes Stjærnernes sprukne Anstrængelser. Smaa splejsede Levemænd kom
+halsende, trængte sig gennem Folkemængden og forsvandt ind i Pavillonen
+med et fortroligt Nik til Manden i Billethullet.
+
+„Her er egenlig rigtig rart,“ sagde Per Kofod og skuttede sig. „I har
+det knusende godt paa Landjorden.“
+
+I den brede Gang under Træerne trak Soldater og Lærlinge, unge Arbejdere
+og en og anden Student frem og tilbage, frem og tilbage og skottede til
+Tjenestepigerne, der havde stillet sig op til begge Sider og stod i
+Smaaklynger med hinanden under Armen. Øjnene gik mange Bud frem og
+tilbage, før man stansede og forsøgte sig med Ord. Kanske vendte Pigen
+sig bort; saa var dén ikke længer, og Ynglingen begyndte sit Træk
+forfra. Kanske fløj hun ogsaa med — ind i et af de lukkede Lysthuse til
+Kaffe, eller over i Karussellen. Der var flere hjemme fra ogsaa;
+hvergang Pelle hørte den bornholmske Piges sikre Stemme, rørte hans
+Hjærte paa sig som en Fugl der vil lette.
+
+Han kom pludselig i Tanke om sin Sorg. „Jeg kunde godt være med til at
+blæse det hele et Stykke for en Aften,“ sagde han. „Se de to, du!“ Der
+stød to Piger Arm i Arm mod et Træ tæt ved deres Bord; de vuggede sig
+mod hinanden og havde jævnlig Øjnene henne.
+
+„Det er ikke noget for mig — det passer kun for dem paa Landjorden,“
+svarede Per Kofod. „For ser du de er ligesom smaa Lam, man skal kilde
+dem i Øret. Og saa kommer det op igen om Nætterne naar man gaar ene paa
+Hundevagten: Den dér løj du sødt for, og lovede at komme igen naar hun
+vilde løse sit Liv for dig — kanske sidder hun nu og græder og skal have
+et Barn. Det er ikke godt det. En Sømand skal holde sig til de uartige
+Piger.“
+
+„Kvindfolk kan ogsaa være svigagtige,“ sagde Pelle.
+
+„Naa det kan de? Jeg troede ellers ikke man gav sig af med at sparke til
+uskyldige Væsner, men du kvæler maaske ogsaa Smaabørn? — Nej de kommer
+og æder af ens Haand for et godt Ord gør de — og saa har vi Skandalen. —
+Kan du huske Tudeper?“
+
+„Ja naar du selv siger det, kan jeg nok.“
+
+„Naa, hans Far var netop Sømand og før frem paa den Maade. Og hun var
+akkurat saadan en Pige, der ikke kunde sige nej, men bare tro paa hvad
+Mandfolket stak hende ud. Han skulde nok komme igen — bevares: „Naar du
+hører Loftslemmen knirke, saa har du mig!“ sa’e han. Men Loftslemmen
+knirkede nogle Gange, og han kom ikke — saa hængte hun sig i Rebet til
+Lemmen. Tudeper han kom paa Sognet, og du ved jo hvordan alle hundsede
+ham, selv Tøserne tog sig Ret til at spytte paa ham. Han kunde ikke
+andet end tude, hans Mor havde grædt saa meget, mens hun gik med ham,
+forstaar du. Ja og saa hænge sig — han prøvede paa det to Gange. Det var
+Arvepart det! Hans Lod blev blot endnu værre, enhver gjorde sig en Ære
+af at handle ilde med ham og spørge til Strimerne om hans Hals. Ja du
+ikke, du var den eneste som holdt Haanden over ham! Derfor har jeg tidt
+tænkt paa dig. Ham er der blevet noget af! sagde jeg til mig selv, Gud
+ved hvor han er havnet?“ Han saá paa Pelle med et Par troskyldige Øjne.
+
+„Nej det var nok Far Lasse det,“ sagde Pelle med helt barnligt Tonefald.
+„Han sagde at jeg fik være god ved dig, for du var i Vorherres Vold.“
+
+„Sagde han i Vorherres Vold?“ gentog Per Kofod grundende „— det var sku
+et underligt Udtryk. Saadan mærkedes det nu forresten ikke. Der var ikke
+det paa Jorden, som hjalp til at bære mig oppe dengang. Det er ikke til
+at forstaa, at jeg nu sidder her og snakker med dig — at de ikke fik
+pint Livet af mig mener jeg.“
+
+„Nej du har forandret dig meget. Hvordan er det gaaet til, at du er saa
+kæk nu?“
+
+„Aa saadan som jeg er nu — det er vel min Natur; den er bare vaagnet
+tænker jeg. Men jeg begriber ikke, hvordan det var med mig dengang. Jeg
+vidste godt, at jeg kunde slaa jer ned om jeg vilde, men jeg turde ikke
+slaa for Jammer; jeg saá saa meget, som I andre ikke kunde se. Fanden,
+det er ikke til at greje ud! — det har vel været min Mors elendige
+Hjærtekvide der sad mig i Kødet vel. Rædslen kunde komme over mig — rent
+meningsløst, saa jeg maatte brøle; og saa pryglede Bønderne mig.
+Hvergang jeg prøvede at slippe bort fra det ved at hænge mig, pryglede
+de mig ogsaa. Det var besluttet i Sogneraadet, at jeg skulde have Prygl.
+— Og derfor siger jeg tak for mig du! En Sømand han skal holde sig til
+de Kvindfolk der faar Betaling for at tage sig af ham — naar han da ikke
+kan gifte sig. Der har du min Mening!“
+
+„Du har døjet meget ondt,“ sagde Pelle og tog hans Haand „— det er jo en
+hel Forvandling med dig.“
+
+„Forvandling — ja det maa du nok sige! det ene Øjeblik Tudeper og det
+næste den stærkeste Mand om Bord — der har du det hele! For ser du, det
+var jo det samme til Søs naturligvis, selv Skibsdrengen følte sig
+forpligtet til at sparke mig over Benene, naar han gik forbi. Og enhver
+der fik Skældud eller Klø, lod det straks gaa videre til mig. Saa var
+jeg altsaa kommet over i en amerikansk Bark, og der var en Neger om Bord
+som de alle hundsede; han krøb for dem, men du kan bande paa han hadede
+dem ud af det hvide i sine Djævleøjne. Men mig der behandlede ham
+menneskeligt, sjoflede han sku — og brød sig ikke Spor om at jeg var
+hvid. Og ikke engang ham nænnede jeg at lange ud efter — jeg havde jo
+denne bløde Klump inde over Mellemgulvet. Men saa en Gang altsaa blev
+det alligevel for meget — eller det dødfødte i mig var kanske brugt op.
+Jeg kom til at skele lidt til ham med den ene Arm, saa han skvat om, og
+det var i Grunden en løjerlig Oplevelse. Det var ligesom jeg vil sige i
+Æventyret, at Skruptudsen pludselig bli’r til et Menneske. Jeg tog saa
+med det samme og tærskede ham halv fordærvet; og da jeg nu var i Gang,
+var det vel bedst at gøre rent Bord. For ser du, jeg gik forud med det
+samme og tærskede dem allesammen igennem fra en Ende af. Det var sku
+forresten et storartet Øjeblik, sikken en Masse Ondt der sad og skulde
+ud af Kroppen paa én.“
+
+Pelle lo: „Det var godt jeg kendte dig før da, ellers havde du vel
+hakket mig til Plukfisk.“
+
+„Naa—e Kammerat, det var jo bare lidt Grin; man bli’r i godt Humør af at
+komme paa Landjorden igen, forstaar du nok. Nej men ude omkring saa
+hedder det: Prygler du ikke de andre, saa prygler de dig! All right,
+siger jeg, men Fruentimmerne skal man sku være god ved! Jeg har sagt det
+til den Gamle om Bord ogsaa, han er en Stadskarl, men en Svinhund til at
+behandle Kvinderne. Der er ikke en Havn, hvor han ikke har en Kærest. I
+Syden og paa Amerikakysten er det ofte Galmandsværk, saa maa jeg med og
+passe paa, at han ikke faar en Dolk mellem Ribbenene. Per! siger han, i
+Aften skejer vi to ud. All right Kaptajn! siger jeg saa — men det er
+Synd mod alle de Kvinder. Hold Kæft Per! siger han — de er jo gift de
+fleste. — Han er forresten hjemme fra — fra et lille Hus oppe i Lyngen.“
+
+„Hvad hedder han da?“ spurgte Pelle interesseret.
+
+„Albert Karlsen.“
+
+„Ej ej, saa er det jo Farbror Kalles den ældste — og min Fætter paa en
+Maade. Det vil sige, Kalle er ikke selv Far til ham; det var én Konen
+havde i Forvejen — med Stengaardsbonden.“
+
+„Saa han er en Kongstrupper?“ udbrød Per Kofod og lo højt. „Ja det kan
+nok passe!“
+
+Pelle betalte, og de rejste sig for at gaa. De to Piger stod endnu ved
+Træet. Per Kofod gik hen mod den ene, foroverbøjet som var hun en Fugl
+der kunde smutte bort, pludselig greb han om hende. Hun trak sig
+langsomt ud af hans Tag og smilede mod hans store lyse Skikkelse. Han
+tog om hende igen, og denne Gang stod hun stille, med Flugten endnu i
+Hovedet som hun leende vendte halvt bort. Han saá dybt paa hende, saa
+slap han hende fra sig og gik efter Pelle.
+
+„Hvad kan det nytte du, naar jeg kan høre hendes Klagen allerede nu —
+saa er én dog vel varskoet!“ sagde han med desperat Tonefald. „Men
+hvorfor Fanden skal netop den gaa og have Medlidenhed, der selv har
+været ude for det værste? — og de andre har det ikke. Saá du hvor milde
+hendes Øjne var? Havde jeg Penge, giftede jeg mig straks med hende.“
+
+„Kanske vilde hun ikke,“ svarede Pelle. „Pigebørnene her er ikke gode at
+forstaa sig paa.“
+
+Ude i Alleen gik nogle Mandfolk og raabte; de ledte efter deres Piger,
+som var rendt fra dem. En af dem kom hen — han havde Studenterhue paa.
+
+„De Herrer har vel ikke set noget til vore Damer?“ sagde han. „Nu har vi
+siddet og trakteret paa dem hele Aftenen. Saa siger de, at de bare skal
+et vist Sted hen — og væk er de.“
+
+De gik ned mod Havnen. „Naar du nu kunde gaaet med om Bord og hilst paa
+den Gamle,“ sagde Per Kofod. „Men han er vist i Land i Aften. Jeg saa
+ham gaa fra Borde henad Fyraften — rigget ud til Fruentimmerjagt.“
+
+„Jeg kender ham jo heller ikke,“ sagde Pelle — „han var allerede ude at
+sejle, da jeg var lille Dreng. Og nu vil jeg forresten hjem og sove —
+jeg begynder tidlig om Morgenen.“
+
+De stod paa Kajen og tog Afsked; Per Kofod lovede at kigge op til Pelle
+naar han igen kom til Havnen. Mens de talte, raslede Døren til
+Agterkahytten, Tudeper trak Pelle om bag en Kulbunke. En kraftig,
+skægget Mand kom ud og førte en ung Kvinde ved Haanden; hun gik tungt og
+syntes at stritte imod. Han formelig satte hende ind paa Land, og gik
+saa ind i Kahytten og lukkede efter sig. Den unge Kvinde stod lidt, der
+kom en sagte Klage over hendes Læber, hun rakte Armen bedende hen mod
+Kahytten. Saa vaklede hun bedøvet bort langs Kajen.
+
+„Det var den Gamle,“ hviskede Per Kofod. „Saadan behandler han dem alle
+— og de vil ikke slippe ham alligevel.“
+
+Pelle kunde ikke faa et Ord frem; han stod og krøb sammen, knuget af
+noget forfærdelig tungt. Pludselig tog han sig sammen, trykkede
+Kammeratens Haand og fjærnede sig mellem Kulbunkerne.
+
+Lidt henne vendte han og fulgte i Afstand efter den unge Pige, der
+vaklede søvngængeragtigt af Sted langs Kajen og ud over Langebro. Han
+var angst for at hun skulde kaste sig i Vandet, saa underligt gik hun.
+
+Paa Broen stansede hun og stod og stirrede over mod Skibet med et
+forstenet Udtryk. Pelle stod stille; det frøs i ham ved Tanken om at hun
+skulde faa Øje paa ham. Han vilde ikke kunne holde ud at tale til hende
+nu — end sige se hende i Øjnene.
+
+Men saa gik hun videre. Hendes Gang var opløst, hun lignede bagfra et af
+disse skibbrudne halvgamle Fruentimmere fra _Arken_, der sjaskede langs
+Husrækken i udtraadte Mandssko og altid havde en eller anden forunderlig
+Forhistorie. „Herregud,“ tænkte Pelle — „er nu hendes Drøm forbi?
+Herregud.“
+
+Han fulgte hende paa Afstand gennem Smaagaderne. Først da han vidste at
+hun maatte være oppe i sin Lejlighed, gik han ind gennem Tøndegangen.
+
+
+
+
+                                  VII
+
+
+Paa Bunden af Pelles Sind laa der en utydelig Forestilling om, at han
+var udsét til noget særligt; det var den gamle Lykkedrøm, der ikke helt
+kunde tilfredsstilles ved de gode Tilstande for alle, som han vilde
+hjælpe til at skabe. Skæbnen var ikke længer til som en tung knugende
+Forudbestemmelse til Elendigheden — der kun kunde brydes af Miraklet;
+man var selv Herre over Fremtiden — det var jo den han byggede rastløst
+med paa!
+
+Men ud over det var der noget mere, noget han og Tilværelsen havde
+mellem sig og som ingen anden paa Jorden kunde overtage. Hvad det var,
+gjorde han sig heller ikke nu Rede for; det var noget der bare løftede
+ham ud over alle andre, hemmeligt saa kun han selv følte det. Det var
+den samme dunkle Fornemmelse af at være indviet, der altid havde baaret
+ham frem; og naar det blev til et bestemtere Spørgsmaal, svarede han sig
+selv med sin Barndoms tillidsfulde Nik: Jo han skulde nok! Som var det,
+der skulde vederfares ham, bestandig saa stort og forunderligt, at det
+ikke kunde siges, ja ikke tænkes engang.
+
+Han saá sin lige Vej og vandrede stærk og frejdig fremad paa den.
+Fjender gaves der ikke andre end dem en klog Mand kunde faa Øje paa; de
+onde lurende Magter, der i Barndommen havde hængt knugende over hans
+Hoved, var Skyggerne af Fattigmands Elendighed! Andet ondt var der ikke,
+og det var ogsaa Uhygge nok. Han vidste nu at Skyggerne var lange;
+Morten havde Ret. Fordi han selv løb fremme i Lyset og legede, da han
+var Barn, kunde hans Sind godt formørkes af alle deres Elendighed, der
+var døde eller stred paa fjærne Steder; det var jo derpaa,
+Solidaritetsfølelsen skulde bygge. Det overnaturlige var simpelthen ikke
+til, og det var godt for dem der skulde kæmpe ved deres fysiske Kraft.
+Ingen usét Gud sad og havde sine egne Planer for og krydsede ens
+Foretagender; hvad man vilde, det kunde man ogsaa føre igennem, blot man
+satte nok af Kræfter ind paa det. Kræfter, det var det alt kom an paa!
+Og Kræfterne var der jo, de skulde blot forenes til at virke sammen.
+
+Det undrede altid Folk, at han som var saa ivrig og solid i det, holdt
+til i _Arken_ og ikke ude paa Nørrebro hos de andre, i Hjærtet af
+Bevægelsen. Det undrede ham selv ogsaa, naar han traf til at tænke over;
+men han kunde nu engang ikke rive sig løs. Her paa Bunden af det hele
+havde han fundet Venner i sin Nød, han var for trofast til at vende dem
+Ryggen, nu det gik godt for ham.
+
+Han vidste de vilde føle det som Svig; Beboernes Forgudelse af de tre
+forældreløse Børn var ført over paa ham ogsaa; han var jo Hittebarnet,
+den fjerde i „Familien“. Og nu var de tilmed stolte af ham!
+
+Det laa ikke for _Arkens_ Væsner at lægge Planer for Tilværelsen; de lod
+den Dag i Morgen sørge for sit eget, Fremtiden eksisterede slet ikke. De
+var sorgløse Fugle der havde lidt Havari engang og glemt det, mange af
+dem tog Føden hvor de fandt den; saa forkomne de kunde være, fik den
+mindste Solstraale dem til at kvidre op og glemme det hele. Bevægelsen
+og det ny pludrede de letsindigt om, som sladrende Stære der har
+opsnappet Lydene i Forbifarten.
+
+Men dér gik Pelle støt ud, lagde Skuldre til og kom hjem til dem igen!
+Han var ikke bange, han turde se Tilværelsen lige i Øjnene, og tage et
+fast Tag i den Fremtid de gysende lukkede Øjnene for. Hans Navn fik en
+egen Klang af det — Pelle var en Prins! Skade kun, at han lod til ikke
+at ville have Prinsessen!
+
+Stor og velvoksen var han, og han synede endnu større for dem. De kom
+til ham med deres Elendighed og læssede den paa hans stærke Skuldre. Saa
+kunde han bære den for dem! Og Pelle tog imod det, med en styrkende
+Fornemmelse af, at det maaske ikke var helt hen i Vejret naar han
+befandt sig her — nær Bunden af det hele!
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Nu for Tiden var det Enkemadam Frandsen og hendes Ferdinand der var i
+Forgrunden — et Sted skulde Ulykken jo husere!
+
+Ferdinand var en kraftig attenaars Fyr, med et stærktbygget Hoved der
+saa ud som var det oprindelig indrettet paa at rumme Alverdens Viden.
+Han brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse havde han ikke
+for det.
+
+Han var langtfra ikke dum, snarere maatte man kalde ham en begavet Fyr.
+Men Begavelsen var efterhaanden blevet af en underlig Art. Fra lille
+Barn havde han maattet slaas med en fordrukken Fader for at værge
+Moderen, som ikke havde anden Beskyttelse. Den altfor ulige Kamp
+_skulde_ kæmpes, og maatte nødvendigvis afstumpe hans Smærtefornemmelser
+og Sans for Fare i det hele taget. Han vidste hvad der ventede ham, men
+gik blindt paa naar Moderen blev angrebet — som Hunden gaar løs paa de
+store Rovdyr; hang sig hylende i den store Mands Blynæver og var ikke
+til at ryste af. Han hadede Faderen, og vilde af den Grund være
+Politibetjent naar han blev stor. Med sit afstumpede Gaa-paa Mod egnede
+han sig godt til det; han blev Bølle!
+
+Efterhaanden som han voksede til og fik Kræfter, blev Kampen ikke saa
+ulige mere. Faderen frygtede ham og lurede paa Hævn; og en Gang
+Ferdinand havde taget for voldsomt fat, meldte han ham og fik ham
+straffet. Drengen fandt det var en blodig Uretfærdighed; Mærkerne var jo
+en Følge af Slagsmaalet, og dette igen af, at Moderen ikke kunde være i
+Fred.
+
+Fra nu af hadede han Politiet og gav ved enhver Lejlighed sit Had til
+Kende; Moderen var den eneste han hang ved nu. Det var et Lyspunkt at
+Faderen døde; men det kom for sent til at forandre noget. Ferdinand
+havde allerede længe forsørget Moderen paa sin egen Maade — halv uden om
+den bestaaende Orden.
+
+Han var vokset op paa Gaden og hørte allerede fra lille til de hemmeligt
+mærkede; Politiet kendte ham godt, og ventede blot paa en Lejlighed til
+at byde ham indenfor — Ferdinand kunde se paa Betjentenes Øjne, at de
+regnede sikkert med hans Besøg og holdt en opredt Seng til ham derinde i
+Hotellet paa Nytorv.
+
+Men Ferdinand lod sig ikke saadan nappe; havde han noget tvivlsomt for,
+saa forstod han i al Fald at klare sig godt fra det. Han var en
+ualmindelig smidig og kraftig Fyr, der heller ikke var bange for at tage
+fat; tilfældigt Sjov havde han en Del af og skilte sig altid godt fra
+det. Men hvergang han blev puttet ind i noget med Fremtid i, et ordnet
+Arbejde der skulde læres og tilegnes taalmodigt, gik det altid i Stykker
+for ham.
+
+„Tal du til ham, Pelle,“ sagde Moderen, „du er saa støt i det, og dig
+har han Respekt for.“ Pelle talte ogsaa med ham og hjalp ham med at
+finde en Gærning, der laa for ham; og Ferdinand tog fat med god Vilje.
+Men naar han naaede et vist Punkt, kunde han ikke mere.
+
+Moderen manglede aldrig det nødvendige, han skaffede det bare til Veje i
+sidste Øjeblik. Ellers stod han og hang nede i en eller anden
+Portaabning ved Torvet, med Hænderne i Lommen og den bløde Skulder lænet
+til Muren. Han var altid i Kapsko og Muffediser; med visse Mellemrum
+spyttede han ud over Fortovet, hans vandblaa Øjne fulgte Forbigængerne
+med et uudgrundeligt Udtryk. Betjenten der patruljerede udfordrende
+forbi hans Stade, frem og tilbage, skelede hadsk hver Gang han
+passerede, som om han vilde sige: „Kan vi ikke snart faa Ram paa den
+Laban — hvorfor laver han ikke en Frikadelle?“
+
+Det kom ganske af sig selv en Dag, og ikke paa Grund af nogen Kejtethed
+fra hans Side — i _Arken_ lagde man særlig Vægt paa det — men for hans
+go’e Hjærtelags Skyld. Havde Ferdinand ikke været den han var, saa havde
+den aldrig revnet for ham; for han var en begavet Dreng.
+
+Han var inde hos Urtekræmmeren paa Hjørnet af Torvet og skulde købe sig
+for en Femøre Skraa; en otteaars Dreng inde fra _Arken_ stod ved Disken
+og tiggede om lidt Mel paa Kredit til sin Mor. Urtekræmmeren gik og
+lavede et farligt Postyr: „Skrives — javist! man har jo nedsat sig her
+paa Hjørnet for at føde alle Kvarterets Fattige hva’? Pengene i Morgen
+hæ! det er svært som man altid har Penge i Morgen i dette elendige
+Fattigkvarter. Men i Morgen kommer bare aldrig!“
+
+„Hr. Petersen kan være ganske sikker,“ sagde Drengen lavmælt.
+
+Urtekræmmeren blev ved med at snærre, men gik dog i Gang med at veje
+Melet af. Der var stablet Gaardkoste og andre Varer op foran Vægten, men
+Ferdinand kunde se, hvordan Urtekræmmeren hjalp paa Balancen med
+Fingrene. „Han snyder paa Vægten, fordi det er til de Fattige,“ tænkte
+han, og følte et ondt Stik i Hovedet hvor Tanken opstod.
+
+Drengen stod og puslede med noget i sin lukkede Haand, pludselig faldt
+en Mønt paa Gulvet og trillede rundt dernede. Urtekræmmeren kastede et
+lynsnart Blik mod Pengeskuffen, idet han sprang over Disken og huggede
+Drengen i Nakken. „Ej ej,“ sagde han skarpt, „sikken en lille behændig
+Gavtyv!“
+
+„Jeg har ikke stjaalet!“ skreg Drengen og søgte at vride sig løs og
+komme hen til Kronen. „Det er Mors Penge!“
+
+„Lad Drengen være,“ sagde Ferdinand truende. „Han har ingenting gort.“
+
+Urtekræmmeren tumlede med Drengen, der rev og sled for at faa fat i
+Pengestykket. „Har han ingenting gjort?“ stønnede han pustende —
+„hvorfor raaber han saa stjaalet uden at der er sagt et Ord? Og hvor
+kommer Pengene fra? han skulde jo have Kredit fordi de ingen havde! Nej
+tak, den er for tyk.“
+
+„Det er Mors Penge!“ skreg Drengen og sled forbitret i Urtekræmmerens
+Hænder. „Mor er syg — det er til Mikstur!“ Saa stak han i at brøle.
+
+„Det er rigtig nok at hans Mor er syg,“ sagde Ferdinand knurrende. — „Og
+Apotekeren giver vist ikke Kredit. Nu skulde De ta’e og lade ham være,
+Petersen.“ Han traadte et Skridt frem.
+
+„Tak den er forresten godt fundet paa,“ lo Urtekræmmeren haanligt og rev
+Butiksdøren op. „Hej Betjent, her!“
+
+Betjenten der havde Vagt ved Hjørnet af Børnehuset kom hurtig over.
+
+„Her er en Knægt der gør Kunster med andre Folkses Kroner,“ sagde
+Urtekræmmeren oprømt „— tag Dem lidt af ham, Iversen.“
+
+Drengen sparkede endnu, Betjenten maatte holde ham ud fra sig i stiv
+Arm. Det var en lille pjaltet, forsulten Fyr, et eneste Blik sagde
+Betjenten, at det var en af Slagsen han havde faaet Fingre i. Saa slæbte
+han af med ham, der var ingen Grund til at gøre mange Ophævelser.
+
+Ferdinand gik efter dem og lagde Haanden paa Betjentens Arm. „Hr.
+Betjent, Drengen har ingenting gort,“ sagde han — „jeg stod selv og saá
+paa at han ingenting gore! Og jeg kender hans Mor.“
+
+Betjenten stansede og maalte ham truende. Saa slæbte han videre med
+Drengen, der stadig krængede for at komme løs og brølede: „Min Mor er
+syg, jeg skal hjem til hende med Miksturen!“ Ferdinand holdt Trit med
+dem i sine tynde Kapsko.
+
+„Skal han slæves paa Raadhuset, saa gaar jeg i hvert Fald med og
+vidner!“ blev han ved — „for han har ingenting gort. Og hans syge Mor
+ligger og venter paa Mixturen.“
+
+Betjenten vendte sig irriteret: „Jo det var forresten et kønt Vidne —
+den ene Ravn hakker nok ikke Øjnene ud paa den anden! Se du til dine
+egne Affærer — og skrub af!“
+
+Ferdinand stansede. „Hvem siger du _du_ til, din Sjover?“ mumlede han og
+skulede ondt efter Betjenten. Pludselig tog han Tilløb og gav Betjenten
+en Skalle i Nakken, saa han styrtede med Ansigtet mod Stenbroen og
+Hjælmen trillede langt hen ad Gaden. Ferdinand og den lille Knægt sprang
+til hver sin Side og undløb.
+
+Og nu holdt man Jagt paa ham paa tredje Uge. Hjem turde han ikke komme,
+der blev passet paa _Arken_ Nat og Dag for at fange ham — han holdt jo
+af sin Mor! Gud ved hvor han færdedes nu i det kolde, sludfulde
+Efteraar? Madam Frandsen gik saa ene og forladt derovre paa sin Kvist,
+det var en trist Tilværelse. Hver Formiddag kom hun over og bad Pelle se
+efter i _Arbejderen_, om man havde taget ham. I Byen var han, Madam
+Frandsen og Pelle vidste det! Politiet regnede ogsaa med at han var her,
+og mente at en Række natlige Indbrudstyverier kunde henføres til ham.
+Han holdt vel til i Skur og Villahavernes tomme Hundehuse!
+
+Beboerne fulgte bekymret hans Skæbne. Han var vokset op for deres Øjne,
+han havde aldrig forgrebet sig paa noget her men altid respekteret
+_Arken_ og dens Opland — hvad der saa muligvis kunde siges ham paa; og
+han holdt af sin Mor! Han havde ogsaa været i sin gode Ret til at
+forsvare Drengen, der var en skikkelig lille Fyr. Moderen _var_ meget
+syg; de boede inde paa Bunden af en af de lange Gange, og Knægten var
+hendes eneste Støtte! Men det var halsløs Gærning at forgribe sig paa
+Politiet, den største Forbrydelse af alle paa denne Jord; man maatte
+snart sagt hellere myrde sine egne Forældre — hvad Straffen angik. Fik
+man fat i ham, blev det nok Tugthuset, for Betjenten havde slaaet sit
+kønne Ansigt i Smadder mod Stenbroen. Meddelelsen til Bladene lød paa,
+at enhver anden end en Betjent vilde have faaet en Hjærnerystelse.
+
+— — —
+
+Gamle Madam Frandsen tog gærne Loftsvejen, naar hun gik over til Pelle
+for at snakke om Sønnen, „Man maa være forsigtig,“ sagde hun. Undertiden
+kneb hun Munden fast sammen og trippede uroligt; saa vidste han, at der
+var noget særligt paa Færde.
+
+„Skal jeg fortælle dig noget?“ spurgte hun og saa beladen paa ham.
+
+„Nej lad hellere være,“ sagde Pelle. „Hvad man ikke ved, kan man ikke
+komme til at vidne om.“
+
+„Du skulde lade mig snakke, Pelle — ellers løber jeg kanske og vrøvler
+over mig til fremmede. Her gaar jeg gamle Snakkehoved og har ikke en
+eneste at betro mig til. Og snakke højt med mig selv tør jeg heller
+ikke, for saa har Pipmanden det hele gennem Bræddevæggen. Det er næsten
+ikke til at holde ud, og jeg ryster for at min tandløse Kællingemund
+skal gøre Fortræd for ham.“
+
+„Saa sig det da,“ sagde Pelle smilende. „Men De maa tale sagte.“
+
+„Han har været her igen,“ hviskede hun straalende. „I Morges da jeg kom
+op, laa der Penge til mig i Køkkenet. Ved du hvor han havde puttet dem?
+i Vasken du — han er en fornuftig Dreng. Han maa søge herhen over Tagene
+— anden Maade kan jeg ikke tænke mig, saadan som de passer paa. Men vil
+du saa ikke give mig Ret i, at han er en god Dreng?“
+
+„Bare De nu kan holde tæt med det,“ sagde Pelle bekymret; hun var jo saa
+stolt over sin Søn.
+
+„Mm,“ sagde hun og klaskede sig paa den indfaldne Mund — „det er der
+ingen Fare for. Og ved du hvad jeg har fundet paa, for at Snushanerne
+ikke skal undres paa hvad jeg lever af? Jeg syr Kludesko du.“ Saa kom
+den lille Marie med Spand og Gulvklud, og den gamle sjokkede af.
+
+Der var en død Overgang paa Mester Becks Værksted, saa Pelle arbejdede
+mest hjemme i denne Tid. Han raadede nu selv over sin Tid, og kunde
+benytte Dagen naar Folk var hjemme, til at opsøge sine Fagfæller og faa
+dem ind i Organisationen. Det kostede ofte lange Overtalelser; og for
+hver Mand han fik til at melde sig ind var han stolt. Han lærte sig til
+at skønne i en Fart over de forskellige Slags Mennesker og bøjede sin
+Fremgangsmaade efter deres Karakter; de forsagte kunde man true ind,
+andre maatte lokkes eller kunde tales i Kulør med de ny Læresætninger.
+Det var en god Øvelse, han vænnede sig til at være smidig i Tanken og
+have sit Stof parat. Følelsen af at hans Herredømme over Midlerne stadig
+voksede, lagde Sikkerhed i hans Fremtræden.
+
+Forsinkelsen i Arbejdet tog han igen ved at hænge dobbelt i naar han var
+ved det, staa tidlig op og blive længe ved.
+
+Han holdt sig borte fra Genboerne paa tredje; men naar han hørte Hannes
+lette Skridt i Træværket derovre, kiggede han i Smug. Hun gik sin lige
+Vej som en Nonne — til Arbejdet og hjem igen — med Blikket mod sine Sko;
+aldrig saá hun op til hans Vinduer eller til nogen Side. Det var som
+hendes Væsen havde fuldbyrdet sin lette Flagren og nu laa hen og groede.
+
+Det undrede ham, med saa fremmede næsten ligegyldige Øjne han betragtede
+hende, som havde hun aldrig kommet ham ved. Og han kiggede nysgærrigt
+ind i sig selv — nej der var ikke gaaet noget i Stykker i ham!
+Appetitten var god nok og Hjærtet slet ikke at mærke. Det maatte have
+været en fager Løgn saa, en Luftspejling af den Slags, Vandringsmændene
+mødte paa deres Vej. Køn var hun jo, men noget æventyrligt var det ham
+ikke muligt at faa Øje paa; Gud ved hvorfor han havde ladet sig hilde
+saadan ind? Naa, godt var det han ikke var blevet hængende — der var
+ingen Fremtid hos Hanne!
+
+Madam Johnsen blev ved at hænge hengivent ved ham og kom ofte over for
+at faa en Passiar; hun kunde ikke glemme de gode Dage de havde haft
+sammen. Det blev altid til Jammer over Hanne; den gamle gik og følte sig
+forladt af hende:
+
+„Kan du forstaa hvad det er med hende, Pelle? Hun gaar som i en Døs, og
+til alt hvad jeg siger, svarer hun blot: Ja Mor, ja Mor! Jeg kunde gærne
+græde, saa underlig tomt lyder det — som en Røst fra Graven. Og Lykken
+snakker hun aldrig om mere — eller smykker sig for at tage imod den!
+Bare hun dog igen vilde tage sine Narrestreger fat og gaa og kigge efter
+det fremmede, saa jeg kunde se jeg havde mit Barn igen. Men hun gaar
+bare og falder hen, og stirrer frem i sin Døs som var hun midt ude i
+Tomheden. Luner har hun ingen flere, men gaar saa ensartet med de øde
+Tanker som et vandrende Lig. Kan du forstaa hvad der skader hende?“
+
+„Nej, jeg ved ingenting,“ svarede Pelle.
+
+„Du siger det saa underligt, som om du vidste noget og ikke vilde frem
+med det — og her gaar jeg Stakkel og ved hverken ud eller ind!“ Den
+skikkelige Kone gav sig til at græde. „Hvorfor kommer du heller aldrig
+over til os mere?“
+
+„Aa jeg ved ikke — jeg har saa meget, Madam Johnsen,“ svarede Pelle
+undvigende.
+
+„Bare hun ikke er forgjort, hun tager slet ingen Del i hvad jeg
+fortæller hende. Du kunde ogsaa sagtens se over til os — kanske livede
+det hende lidt op. Du skulde ikke hævne dig paa os nu! Hun holdt jo
+alligevel af dig paa sin Vis — og for mig har du været som en Søn. Ser
+du saa ikke over til os i Aften?“
+
+„Jeg faar vist ikke Tid — jeg skal se ad,“ sagde han stille.
+
+Saa gik hun, underligt tungt og slæbende; hun bar sine halvhundrede Aar
+slet. Pelle havde ondt af hende, men faa sig selv til at gaa derover
+kunde han ikke.
+
+„Du er rigtig ond,“ sagde Marie og traadte vredt i Gulvet — „det er
+stygt af dig!“
+
+Pelle rynkede Panden: „Det forstaar du dig ikke paa, Marie.“
+
+„Aa, tror du ikke godt jeg ved! — Men ved du, hvad Konerne siger om dig?
+At du er ikke noget Mandfolk, ellers kunde du have givet Hanne et Klip i
+Vingen.“
+
+Pelle stirrede forundret paa hende, han sagde ikke noget, men saá blot
+paa hende og rystede paa Hovedet.
+
+„Hvad glor du paa?“ spurgte hun og stillede sig udfordrende op foran ham
+„— tror du maaske ikke, jeg siger hvad jeg vil for dig? Lad være og glo
+siger jeg dig, ellers faar du én!“ hun var brændende rød i Hovedet af
+Skamfuldhed. — „Skal jeg sige noget der er meget værre, siden du glor
+paa mig med det Fjæs, hvad? Jeg tør godt.“ Hendes Stemme var haard og
+hæs, hun var helt vild af Arrigskab.
+
+Pelle følte godt, at det var Skammen der sled i hende; hun maatte have
+Lov til at løbe Linen ud. Han tav men tog ikke sit bebrejdende Blik væk
+fra hende. Pludselig spyttede hun ham i Ansigtet og løb ind til sig selv
+med en ond Latter.
+
+Derinde slog hun en Stund haardt med Tingene og faldt saa til Ro, gennem
+Stilheden kunde han høre hende hulke sagte. Han gik ikke derind. De
+havde taget saadanne Tørn før, og han vidste, at hun Resten af Dagen
+skammede sig over sig selv og led ved at skulle se ham i Ansigtet. Den
+Følelse vilde han ikke krænke.
+
+Han klædte sig om og gik ud.
+
+
+
+
+                                  VIII
+
+
+_Arken_ laa hen som en tung graa Masse nu; der var mørkt altid,
+Efteraarslyset kunde ikke naa ned. I det indre af Massen rugede
+bestandig bælgmørk Nat; de der holdt til dér maatte lytte sig frem som
+Muldvarpe. Mørket bar Lyde frem som ikke kunde gøre sig gældende i
+Sommerlyset; der lød en ustanselig Mudren ud, af Væsner som færdedes
+halvt i Blinde. Naar Søvnen for en Stund tog det, afslørede
+Nattestilheden endnu en Verden; Væggetøjet brød sig hørligt Vej under de
+gamle Tapeter, Rotter og Mus og Træorme arbejdede omkap; Mørket lugtede
+helt krydret af det dryssende Ormemel. Overalt i den gamle Kage
+arbejdede Opløsningen ved tusend Smaadyrs Hjælp. Undertiden blev det til
+en voldsom Lyd der vækkede Pelle, naar en eller anden Bjælke var
+undergravet og faldt ned i nyt Leje. Saa vendte han sig om paa den anden
+Side.
+
+Naar han var ude om Aftenen lagde han gærne Vejen om ad Strøget for at
+faa Del i Lysglansen; Butikkernes rige Luksus holdt noget vaagent i ham,
+der lod sig drage styrkende Sammenligninger mellem her og dér. Naar han
+kom fra den oplyste By ud i sit eget Kvarter, laa Smøgerne som hæslige
+Afløb for Mørket, og _Arken_ ragede uhyggelig op mod Nattehimlen som et
+tungt Bjærg. Skumle Kælderaabninger førte ned i Bjærgets Rødder, og
+dernede i de mørke Indvolde færdedes gustne snavsede Skabninger med en
+osende Lampe. Det var alle dem der levede af _Arkens_ Elendighed,
+Jærnhandlere, Marskandisere, og Aagerkarle der laante Penge ud mod
+haandfaaet Pant. De gik sky og rodede mellem besynderlige Dynger; Mørket
+havde slaaet sig i dem, Pelle maatte altid tænke paa de _Underjordiske_
+derhjemme. Saadan havde Klippens Fod aabnet sig for ham i hans Barndom,
+og han havde gysende set Dværgene pusle om mellem deres forbandede
+Skatte. De gik her som graadige Trolde, pillede Grundlaget bort under
+_Arkens_ sorgløse Væsner saa de en Dag faldt ned i Kælderen — og aad dem
+med Hud og Haar. Den onde Side af Æventyret var i al Fald ingen Løgn!
+
+— — —
+
+En Dag i Mørkningen krængede Pelle Arbejdet af sig og gik ud for at
+missionere, Pipmanden var faldet ned fra Hønsestigen i en stor Donner
+for nogle Dage siden, og nede i Gaarden laa Kvarterets Unger rundt om
+Stedet hvor han slog sig ihjæl, og lyste med Svovlstikker. De kunde
+tydelig se et mørkt Aftryk af Form som et Menneske og var meget optagne.
+
+Uden for Tøndegangen stansede han ved Marskandiserskens Kældervindu —
+Pipmandens Værktøj laa udstillet i Vinduet. Aha, hun havde faaet Klo i
+det ogsaa! Hun gik dernede og rodede, skurvet og fæl at se til, gumlede
+paa et uappetitligt Stykke Mad og jog sammen ved hver Lyd oppe fra — af
+Angst for sine skidne Penge. Pelle trængte til et nyt Hælejærn og gik
+ned og købte Pipmandens, han maatte slaas med hende om Prisen.
+
+„Naa, har De saa tænkt over mit Forslag?“ spurgte hun da de havde
+handlet.
+
+„Hvad for et Forslag?“ Pelle lod uvidende.
+
+„At De skulde lade det Lappeskomageri fare og være mig til Hjælp i
+Forretningen.“
+
+Naa det! Nej Pelle var ikke helt færdig med at tænke over det.
+
+„Da skulde én ikke synes der var meget at betænke sig paa. Jeg har budt
+Dem mere end De kan tjene ellers, og meget at bestille er her ikke, da
+jeg holder en Mand til at hente og bringe Sagerne. Det er mest for at
+have en mandlig Medhjælp; jeg gamle Kvindfolk gaar saa alene her. Og De
+er saa paalidelig ved jeg jo!“
+
+Hun trængte til nogen der kunde forsvare alle hendes Tusender, som hun
+gik og gemte omkring i Kælderrummene. Pelle vidste det nok — hun havde
+været ude efter ham før.
+
+„Jeg egnede mig vist ikke til at leve af andres Elendighed,“ sagde han
+leende. „Kanske slog jeg Dem ihjæl og gav alle Grunkerne til de
+Fattige.“
+
+Marskandisersken stirrede et Øjeblik forfærdet paa ham. „Fy hvor var det
+stygt sagt,“ udbrød hun gysende, „det ligner ikke Deres gode Sind at
+spøge med saadan noget. Nu tør jeg ikke være her i Kælderen, naar De er
+gaaet! Hvor kan De dog spøge saa raat med Liv og Død; her gaar jeg med
+Livet i Hænderne Nat og Dag og ejer dog ikke det Gud la’r skabe — det
+ved den Levende jeg ikke gør, det er bare Sludder! Og dér gaar Alverden
+og glor paa mig som om de vilde sige: Jeg slog dig gærne ihjæl for dine
+Skillinger, du! Ogsaa derfor vilde jeg gærne have et paalideligt
+Menneske i Forretningen, for hvad nytter det jeg ingenting ejer, naar
+enhver tror det? Og her er saa mange Døgenigte i Kvarteret, som gærne
+kunde falde paa hvad som helst.“
+
+„Ejer De ikke noget, saa vær De bare rolig,“ sagde Pelle drillende. „En
+tom Mave plejer ikke at give onde Drømme.“
+
+„Ejer, ejer — naturligvis ejer én altid lidt! Og Pelle,“ — hun bøjede
+sig fortroligt over mod ham med et smiskende Udtryk — „nu kommer Mary
+snart hjem, kanske allerede til Sommer. Hun har tjent saa meget derovre
+at hun kan leve, og staar i sin bedste Ungdom endnu — hvad siger du til
+det? I det sidste Brev beder hun mig se efter en Mand til hende — han
+skal bare være køn, for hun har jo Penge nok til begge to. Saa vil hun
+have stor Lejlighed inde i den fine By og egen Ekvipage — og bare leve
+for sin smukke Mand; hvad siger du til det, Pelle?“
+
+„Ja det maa der jo tænkes over,“ svarede Pelle, han var i overdaadigt
+Humør.
+
+„Tænkes over? kan der være noget at betænke sig paa. Mangen fattig Greve
+tog saamænd mod det Tilbud med Kyshaand, om man havde ham her.“
+
+„Men jeg er ingen Greve — og nu maa jeg af Sted.“
+
+„Vil du saa ikke se Billederne af hende da?“ Den gamle gav sig til at
+rode i en Skuffe.
+
+Nej Pelle stak bare af. Han havde tidt nok set disse Billeder,
+tilsmudsede af Kælderluften og Kællingens ækle Hænder, der gengav Mary,
+snart svaj og stribet som en Tigerkat syngende paa den fine Varieté i
+St. Petersborg, snart nøgen i en Kaabe af hvidt Pelsværk alene mellem en
+Flok russiske Officerer — Fyrster sagde den gamle det var. Der var ogsaa
+et Billede fra _Akvarium_, hvor hun svømmede nøgen mellem sælsomme
+Planter i en stor Glasbeholder, uden andet paa end Guldskæl og
+Diamantsmykker. Der var god Krop i hende — det kunde han nok se; men at
+hun kunde fordreje Hovedet paa stenrige Fyrster og blokke dem for
+Tusender blot ved at klæde sig nøgen begreb han ikke. Naa, og _han_
+kunde altsaa faa hende til Kone nu — og faa alt det for’et, som hun selv
+havde skrabet ind! Det var forresten meget festligt!
+
+Han gik rask ind gennem Strøget. Det smaaregnede. Lyset fra Lygter og
+Butikker straalede igen i Brolægningens Væde; der var en festlig Glans
+over Gaden. Han gik frem med en Fornemmelse af at hans Sind var løftet
+ud af Hverdagen: Den skidne Kælling der snyltede paa _Arkens_
+Elendighed, og avlede en pragtfuld Datter som sugede sig fast paa
+Rigdommen! — og saa til sidst han Pellepøjken med Svinelykken, som en
+Slags „Krøllet Dreng“ oven paa det hele! Det var da engang det saa
+længselsfuldt ventede Æventyret! Han hævede Hovedet og lo. Pelle der
+ellers blev besk af Forsmædelsen, havde faaet Sans for Livets
+Guddommelighed.
+
+Turen i Aften galdt Rabarberkvarteret; Pelle havde en Liste at gaa frem
+efter og afsøgte hvert Kvartér for sig, for at undgaa unyttigt Rend. Han
+tog først en Skomagersvend i Smedegade; det var en af Meyers faste Folk,
+og han belavede sig paa en haard Dyst. Manden var ikke hjemme. „Men De
+kan godt melde ham ind,“ sagde Konen. „Vi har talt om det i den senere
+Tid, og er kommet overens om at det er det rigtigste!“ Det var en Kone
+efter Pelles Hoved; mange nægtede Manden hjemme naar de fik hans Ærende
+at vide, eller smækkede Døren i for ham; de var kede af hans Rend.
+
+Han var oppe forskellige Steder i Gartnergade, Slotsgade og paa
+Nordvestvej, inde over Baggaarde og op ad mørke snævre Trapper til
+Kvistene eller ned i Kælderne. Overalt samme Fattigdom; det var altid de
+daarligste Huller Skomagerne logerede sig ind i. Noget Resultat gav det
+ikke; nogle var flyttet eller Adressen var gal, andre vilde bestemme sig
+eller sagde rent ud nej. Hos de vaklende lovede han sig selv at komme
+igen — dem skulde han nok faa bearbejdet; de andre mærkede han sig og
+gemte af Vejen til bedre Tider — deres Dag skulde ogsaa nok komme! Han
+blev ikke nedslaaet af at gaa forgæves men glædede sig ved den ene.
+Dette her var et Taalmodighedsarbejde, og Taalmodighed var det eneste
+han altid havde haft rigeligt af.
+
+Han drejede om i Jægergade og steg op i en Kaserne, helt op til Taget og
+bankede paa. En høj mager Mand med tyndt Fuldskæg lukkede op, det var
+Peter, hans Lærekammerat hjemme fra. De kom straks i Snak om Læretiden
+og Værkstedet derhjemme med alle de snurrige Kumpaner; Mester Jeppe var
+der ikke mange gode Ord at sige om, men Mindet om Unge Mester fyldte dem
+med Varme. „Jeg har tænkt meget paa ham gennem Aarene,“ sagde Peter,
+„han var ikke noget almindeligt Menneske — derfor maatte han dø.“
+
+Der var noget fortænkt over Peter, og hans Hule gjorde Indtryk af
+Ensomhed; ingenting mindede om den løse Fyr, der altid skulde ud og
+bisse. Men inde i hans sammenknebne Øjne luede der noget opsætsigt;
+Pelle sad og grundede paa hvad det var ved ham. Han havde dette blegede
+Udtryk som havde han skiftet Ham; men til de Hellige hørte han efter
+Talen at dømme ikke.
+
+„Hør Peter, hvordan er det — hører du egenlig til vore?“ spurgte han
+pludselig.
+
+Der gik et skarpt Smil over Peters Ansigt: „Til vore — det lyder lige
+som naar der spørges: Kender du Jesus? — Er du blevet Missionær?“
+
+„Det maa du gærne kalde det,“ svarede Pelle frejdigt — „naar du saa vil
+melde dig ind i Organisationen. Dér savner vi dig.“
+
+„Jeg savnes vist ikke, — jeg tror ikke et Menneske savnes, naar bare han
+forretter sit Slid. Nu har jeg prøvet det hele, baade Kirken og
+Sekterne; men der er ingen der har Brug for et Menneske. De vil have en
+Tilhører mere, og en de kan tælle med. Det er ens over det hele.“ Han
+sad og saa fortænkt frem for sig, pludselig slog han med Haanden som
+jagede han noget til Side. „Jeg tror ikke paa noget mere, du Pelle! der
+er ikke noget som er værd at tro paa.“
+
+„Tror du da heller ikke paa de Fattiges Oprejsning? Du har ikke prøvet
+at gaa til Bevægelsen?“ spurgte Pelle.
+
+„Hvad skulde jeg dér? Det er jo bare mere Mad de vil — og den Smule Føde
+jeg trænger til faar jeg nok. Men kan de faa mig til at føle jeg er et
+Menneske — ikke blot en Maskine der kræver lidt mere Smørelse. Jeg vil
+lige saa gærne være en mager Hund som en fed.“
+
+„Det kan de vel nok,“ svarede Pelle overbevisende. „Naar vi staar
+sammen, maa de respektere den enkelte ogsaa og høre efter hans
+Fordringer. Fattigmand faar sit Ord med i Laget du!“
+
+Peter rørte utaalmodigt paa sig: „Hvad gavner det mig, om jeg kan prygle
+Folk til at se paa mig? — det er mig knusende ligegyldigt! Men ser de
+paa mig af sig selv du? — og siger ved sig selv: Se der gaar ogsaa et
+Menneske skabt i Guds Billede, og tænker og føler sit eget lige som jeg!
+— Det er det jeg vil ha’e.“
+
+„Jeg begriber ærlig talt ikke, hvad det er du vil med dit _Menneske_,“
+sagde Pelle ærgerligt. „Er det noget at rende Hovedet mod Væggen for,
+naar der ligger fornuftige Ting og venter. Lad os organisere os — og se
+at komme ud af Slaveriet! Saa siden kan enhver more sig som han vil.“
+
+„Naa ja ja, naar det er saa let at komme ud af Slaveriet, saa hvorfor
+ikke — meld du mig bare ind,“ sagde Peter med en svag Antydning af
+Ironi.
+
+„Tak for det, Kammerat!“ udbrød Peter og rystede glad hans Haand. „Tag
+saa og gør noget for Sagen.“
+
+Peter saa sig forladt om. „Det er et ækelt Vejr du er ude i,“ svarede
+han blot og lyste ham ud.
+
+Pelle gik langs Kapelvej over mod Nørrebro, han vilde over og hilse paa
+Morten. Blæsten jog Løvet langs Kirkegaarden og piskede Slagregnen i
+Ansigtet paa ham; han holdt sig tæt ind under Kirkegaardsmuren for Læ og
+skød Hovedet frem mod Vejret — han var i fortræffeligt Humør. Det var to
+nye til, nu battede det efterhaanden! En sær Patron var Peter blevet;
+det Ord Menneske, Menneske blev ved at hakke meningsløst inde i Pelles
+Øre. Naa, han fik ham da paa Listen!
+
+Pludselig hørte han lette løbende Trin bag sig, en Mandsskikkelse kom op
+paa Siden af ham og stak ham en lille Pakke i Favnen uden at sagtne sin
+Fart. Lidt fremme blev Skikkelsen borte; det forekom ham at den
+forsvandt over Kirkegaardsmuren.
+
+Han stansede under en Lygte paa Nørrebrogade og undersøgte forundret
+Pakken; den var forsvarlig bundet til med Sejlgarn. „Til Mor,“ stod der
+paa den med klodset Skrift. Pelle grundede ikke længer; gennem det Ord
+Mor hørte han tydelig Ferdinands rustne Stemme. „Nu bliver Madam
+Frandsen glad,“ tænkte han og stak Pakken i Lommen; den sidste Uges Tid
+havde hun ikke haft noget Bud fra Ferdinand, han turde nok ikke vove sig
+ud paa Kristianshavn mere. Han fattede ikke, hvordan Ferdinand var
+kommet paa Sporet af ham. Mon han skulde holde til herude i
+Rabarberlandet?
+
+Morten sad og skrev i et tykt Hæfte, han lukkede det hastigt da Pelle
+kom ind.
+
+„Hvad er det?“ udbrød Pelle og vilde aabne Hæftet — „skriver du i
+Skrivebog endnu?“
+
+Morten lagde forvirret sin Haand paa Hæftet. „Naa forresten,“ sagde han
+med ét, „du kan godt faa det at vide — jeg har skrevet et Digt! Men du
+skal lade være at sludre om det.“
+
+„Læs det for mig du!“ bad Pelle.
+
+„Jamen du skal love mig at tie stille med det. Ellers tror de andre bare
+jeg er halvtosset.“
+
+Han var helt undselig og læste stammende. Det var et Digt om de Fattige,
+der bar det hele i deres oprakte Arme og resigneret saá paa, at de
+deroppe gjorde sig til Gode. Det hed: Lad dem falde! — og de Ord kom
+igen som Omkvæd i hvert Vers. Og da Morten nu var i Aande, læste han
+ogsaa en lille stilfærdig Historie om Fattigfolks Kamp for Brødet.
+
+„Det er nu knusende storartet!“ udbrød Pelle begejstret — „det er vældig
+godt du! Jeg begriber bare ikke, hvordan du faar det sat sammen — især
+Versene. Men du er nok Digter — det har jeg forresten altid troet; for
+der er noget underligt ved dig. Dine egne Meninger har du — og du holder
+heller ikke af at lade dig klippe! — Men hvorfor digter du ikke noget
+stort og spændende som er værd at læse; det om os er der ikke noget
+interessant ved.“
+
+„Det synes jeg nu netop!“
+
+„Nej det begriber jeg ikke. Hvad kan en fattig Fyr vel opleve?“
+
+„Saa tror du ikke paa det store da?“
+
+Jo det gjorde Pelle nok: „Men derfor bliver vi da ikke med én Gang til
+Herligheder.“
+
+„Du vil læse om Grever og Baroner,“ sagde Morten. „Saadan er I alle, jer
+selv opfatter I alligevel som noget Rak, naar det kommer til Stykket. Jo
+I gør, men I ved bare ikke af det! Det er Slavenaturen i jer, saadan ser
+de højere Samfundslag paa jer, og saa gør I det uvilkaarlig selv ogsaa.
+Ja lav bare Ansigter, for sandt er’et! I gider ikke høre noget om eders
+Lige, for I tror saamænd ikke der kan komme noget fra den Kant! Nej det
+skal være fint — bare fint! Helst spyttede man jo paa Fortid og Forældre
+og rykkede selv op i det fine; og da det ikke kan lade sig gøre,
+forlanger man det af Bøgerne.“ Morten var gal i Hovedet.
+
+„Hov hov,“ sagde Pelle beroligende, „saa slemt er det vel heller ikke.“
+
+„Jo det er!“ udbrød Morten hæftigt. „Og ved du hvorfor? Fordi I ikke har
+forstaaet endnu, at Mennesket er helligt, saa det er lige meget hvor det
+færdes!“
+
+„Er det helligt?“ sagde Pelle leende. „Jeg er da ikke hellig — jeg
+troede heller ikke du var.“
+
+„Jeg vil haabe for dig at du ogsaa er det,“ sagde Morten alvorligt. „For
+ellers er du ikke anderledes end en Hest eller Maskine der gør et Stykke
+Arbejde.“ Saa tav han med en Mine som var der snakket nok om den Ting.
+
+Mortens lukkede Udtryk gjorde Pelle alvorlig. Han kunde nok paa Dril
+lade som det var noget Sludder, men Morten var en af dem der saá indad —
+her var kanske igen noget han ikke forstod!
+
+„Jeg ved godt, at jeg er en Klovn sammenlignet med dig,“ sagde han
+godmodigt. „Men derfor behøver du ikke straks at blive gal i Hovedet. —
+Kan du forresten huske Peter, som stod i Lære hos Jeppe sammen med din
+Bror Jens og mig? Han er herovre — jeg traf ham før. Han spekulerer
+ogsaa saadan indad; men kan ikke finde Bund i det saadan som du! Han
+troede paa ingen Verdens Ting, og skidt var det med ham. Han vilde have
+godt af at tale med dig.“
+
+„Jeg er jo ikke Profet — det er du snarere,“ svarede Morten ironisk.
+
+„Derfor kunde du maaske nok give ham et godt Ord. — Nej jeg er ikke
+andet end Fagforeningsmand, og det forslaar ikke.“
+
+Paa Vejen hjem grundede Pelle ærligt paa Mortens Ord, men maatte opgive
+at trænge ind bag dem. Nej han havde ingen Trang til at omgive sin
+Person med nogen Slags Hellighed eller Glorie; han var bare en sund Krop
+og trængte til at virke!
+
+
+
+
+                                   IX
+
+
+Pelle kom styrtende hjem fra Mester Becks Værksted, smed Trøje og Vest
+og stod paa Hovedet i en Balle Vand. Mens han skrubbede sig tør, løb han
+ind til Familien. „Vil I med ud? Jeg har et Par Billetter til en
+Aftenunderholdning — men saa maa I skynde jer!“
+
+De tre Børn sad sammen om Bordet og lavede Kortkunster, Ilden knitrede i
+Kakkelovnen, og der lugtede rart af Kaffe. De var trætte efter Dagens
+Slid og havde ingen Lyst til at klæde sig paa og gaa ud; man kunde se
+paa dem at de hyggede sig ved at være hjemme. „Du skulde give Hanne og
+hendes Mor Billetterne,“ sagde Marie — „de kommer aldrig nogen Steder.“
+
+Pelle tyggede lidt paa det mens han gjorde sig færdig. Ja hvorfor ikke,
+det var i Grunden Dumhed at gaa dér og gemme paa gamle Historier.
+
+Hanne vilde ikke med, hun sad med nedslagne Øjne som en Jomfru i Bur og
+saá ikke paa ham. Men Madam Johnsen var straks parat; det gamle Skind
+kom i en Fart i Stadsen.
+
+„Det er længe siden, vi to har gaaet ved hinandens Side, Pelle,“ sagde
+hun livligt da de gik indefter. „Du har faaet saa travlt paa den senere
+Tid — Du render til Møder siges der! Det var ogsaa noget for en Ungdom —
+kan der naas noget ved det?“
+
+„Ja noget kan der vel nok naas — bare man lægger Kræfterne i!“
+
+„Hvad er’et der skal naas da? Skal Tysken ædes igen — ligesom i ens unge
+Dage? eller hvad er det du har for?“
+
+„Vi skulde gærne gøre det lidt lykkeligere at være til,“ sagde Pelle
+stilfærdigt.
+
+„Saa det er ikke andet end Lykken du vil have indført? — det naar du
+nok!“ udbrød Madam Johnsen og lo højt. „Ja vist saa, i min fejre Ungdom
+skulde Mandfolkene ogsaa til Hovedstaden og skabe den. Jeg var kun
+sejsten Aar dengang jeg kom hertil i min egen Hensigt — hvor var vel
+Herlighederne at finde for en køn Tøs om ikke her? Glæder fandt én mange
+af, der var nok der vilde gaa ved Siden af en net Pige i tynde Sko og
+forære hende kønne Ting — og hver Dag førte sin Lykke med sig. Men saa
+traf jeg en Mand, som mente det bedste med mig og troede paa sig selv
+ogsaa — han fik mig bildt ind, at nu skulde vi to lave noget varigt
+sammen. Han var samme Slags fattig Fugl som jeg med tomme Hænder, men
+tog godt fat. Dygtig til sit Arbejde var han; og en lille lykkelig
+Tilværelse med godt Udkomme og Hygge indendørs mente han sagtens vi to
+kunde skabe os — blot vi sled i det. Pøh Lykke! — Han skulde jo se at
+blive Mester, for hvad kan en Svend vel tjene! En og anden Gang havde vi
+ogsaa skrabet lidt sammen og syntes at nu lysnede det; men saa slog
+Ulykken altid ned og tog det! Den hænger altid og svæver over
+Fattigmands Hjem som en stor Fugl; og kan du faa den jaget væk, maa du
+eje en lang Kæp! — — Naar vi saa kom lidt ovenpaa, var det igen det
+samme. En hel Vinter laa han syg, og vi holdt Livet ved at pantsætte alt
+hvad vi ejede, Stump for Stykke. Da den sidste Ting var røget, laante vi
+lidt paa Sedlerne.“ Den gamle maatte stanse og trække Vejret.
+
+„Som vi dog render,“ sagde hun pustende. „Man skulde tro Verden var i
+Færd med at løbe fra os.“
+
+„Ja saa var der ikke mere,“ fortsatte hun og sjokkede igen videre — „og
+begynde forfra var han for træt til; saa flyttede vi ind i _Arken_. Han
+tog sin Trøst naar han havde lidt Skillinger; men det var daarlig Trøst
+for mig, som gik med Hanne, kan du tro! Hun kom lige som en Gave oven
+paa al Modgangen; men han kunde ikke lide hende, fordi vore Nykker om
+lidt Herlighed gik igen i hende. Hun havde jo faaet det efter os, den
+Stakkel — og Pjalter og Snavs at sætte det sammen af. Du skulde set
+hende som ganske lille lave Finmands Verden af en Las fra Skarnkassen.
+Hvad er det? spurgte Johnsen — han var jo lidt overkørt som sædvanlig.
+Aa det er den pæne Stue med Tæppe paa Gulvet, og derhenne ved
+Kakkelovnen er dit Værelse Far. Men du maa ikke spytte paa Gulvet, for
+vi er fine Folk.“
+
+Madam Johnsen gav sig til at græde: „Saa slog han hende i Hovedet. Hold
+Kæft! raabte han og svor forfærdeligt over Barnet — jeg vil ikke høre
+den Satans Snak! Saadan var han; det var ikke frit for at Livet blev
+lysere for os to da han endte sit i Kloaken. Den Tid jeg kunde have
+moret mig, tog han fra mig med sit Fremtidspaahit, og nu sidder jeg saa
+og vender gamle Soldaterbukser der fylder Stuen med Svineri; naar jeg
+vender et Par om Dagen kan jeg tjene en Mark. Og Hanne gaar som en
+Søvngænger. Lykke jo pyt! Er der nogen i _Arken_ som ikke begyndte andet
+Steds med Tiltro til noget bedre? Man flytter ikke med sin gode Vilje
+ind i saadan en broget Luserede, men man ender der alligevel. Og er der
+nogen der har blot det daglige Brød tilmaalt? Ja Olsens med den varme
+Væg, men det kan de takke Datterens Skam for.“
+
+„Des mere Grund er der til at tage fat,“ sagde Pelle.
+
+„Ja du snakker du! Men den der slaas med det uoverkommelige skal nok
+løbe træt. Nej lad du alt det fare, og mor dig lidt mens du har din
+Ungdom! Og bryd dig ikke om mig gamle Klynkehoved, som gaar her og
+snakker trist — nu skal vi jo ud og more os.“ Hun saa helt fornøjet ud
+igen.
+
+„Saa tag mig under Armen da, det hører sig jo til mellem Kærestefolk!“
+sagde Pelle spøgende.
+
+Den gamle Kone tog hans Arm og trippede ungdommeligt. „Ja havde det
+været i mine unge Dage, skulde jeg nok faaet dig væk fra de
+Tossestreger,“ sagde hun oprømt. „Saa havde jeg taget og ført dig til
+Dans.“
+
+„Men De fik jo ikke Johnsen væk fra det,“ indvendte Pelle.
+
+„Nej for dengang var én jo godtroende. Men nu skulde ingen faa Lov at
+tage min Ungdom fra mig.“
+
+Mødet der holdtes i en stor Sal i en af Nørrebros Sidegader, var
+agitatorisk underholdende, mest beregnet paa de umyndige; der var ogsaa
+mødt mange Koner og unge Piger. Der blev læst op, blandt andet et Digt
+som handlede om en gammel ærlig Smed der gik i Stykker paa en Strejke.
+„Det kan være meget kønt og rørende,“ hviskede Madam Johnsen og pudsede
+Næsen af Sindsbevægelse, — „men man trænger nu til noget at le af.
+Elendighed ser man hver Dag.“
+
+Saa sang et lille Kor af Haandværkere nogle Sange, og en af de ældre
+Førere kom frem og fortalte om Bevægelsens Barndom. Da han var færdig
+spurgte han, om ikke andre kunde have noget at fortælle. Det kneb med at
+faa Aftenen fyldt ud.
+
+Der var ingen Stemning over Forsamlingen, Kvinderne morede sig ikke, og
+Mændene sad og lyttede efter noget der bed igennem. Pelle kendte de
+fleste igen fra Diskussionsmøderne; selv de unge havde haarde Ansigter,
+hvoraf der lyste en haardnakket Spørgen. Denne jævne uskyldige
+Underholdning stillede ikke den brændende Utaalmodighed, der fyldte
+Sindene og fik dem til at lytte spændt ud efter Varsler.
+
+Han sad og pintes under sin Fremfærd, den ihærdige Farten og Agiteren
+sad ham i Blodet — sikken en Lejlighed til at slaa et Slag for
+Sammenslutningen her gik ubenyttet hen! Kvinderne her trængte netop til
+et Hagl, baade Fabrikspigerne og de gifte Koner der holdt igen paa deres
+Mænd. Og deroppe stod de og spildte Tiden med Sang og Digtersludder! I
+et Spring stod han deroppe.
+
+„Det kan være godt nok med alle de kønne Ord!“ raabte han iltert — „men
+de fører bare til saa lidt, for hvem der ikke skal leve af dem! Præsten
+og Hunden tjener Føden med Munden, men vi andre er henvist til vore
+Næver, om vi vil opnaa noget. Hvad gaar vi og lister uden om Sagen for —
+med Vers og Prækerads? ved vi maaske ikke hvad vi vil endnu? De siger vi
+har været Trælle i tusend Aar — saa har vi vel haft Tid til at betænke
+os! Hvorfor sker der saa lidt, skønt alle gaar og venter noget og er
+parat? Er der kanske ingen der har Mod til at føre an?“
+
+Der rejste sig stærkt Bifald, navnlig fra de unge; de trampede og
+raabte. Pelle tumlede ned, han var ganske svedig.
+
+Den gamle Fører kom op paa Talerstolen og takkede de assisterende for
+den fornøjelige Underholdning. Han henvendte ogsaa en smilende Tak til
+Pelle, det var glædelig at der endnu var Ild i Ungdommen, selv om den
+tog fejl af Anledningen! De ældre havde baaret Bevægelsen frem gennem
+trange Tider, men havde ikke noget imod at lade Ungdommen prøve sig.
+
+Pelle vilde op og svare igen, men Madam Johnsen holdt ham fast i
+Frakken. „Lad vær Pelle,“ hviskede hun angst — „du vover dig for langt
+ud.“ Hun vilde ikke slippe, og han maatte sætte sig igen for ikke at
+vække Opmærksomhed. Hans Kinder blussede og han var stakaandet som efter
+et Løb op ad Bakke. Det var første Gang han havde vovet sig op paa en
+Talerstol, Hidsigheden havde slynget ham derop.
+
+Folk blandede sig mellem hinanden. „Er det allerede forbi?“ udbrød Madam
+Johnsen; han mærkede hun var skuffet.
+
+„Nej nej — nu skal vi til at solde!“ sagde han og førte den gamle hen
+til et Bord i Salens Baggrund. „Hvad maa jeg byde paa?“
+
+„Kaffe til mig. Men du skulde tage dig en Øl, du er saa varm.“
+
+Pelle vilde ogsaa have Kaffe. „Du er da et underligt Mandfolk,“ sagde
+hun leende „— vælter dig først op i en hel Sværm Mennesker og sidder saa
+og drikker Kaffe som en anden Kone! Og sikke mange Folk her er, det er
+næsten som til Fest.“ Hun sad og saá sig om med tindrende Øjne, rød i
+Kinderne som en Ungpige der er til Sold. „Tag dog mere Skind Pelle, du
+har jo ingenting faaet — det er rigtig Fløde!“
+
+Føreren kom hen og spurgte, om han maatte gøre Pelles Bekendtskab. „Det
+er jo Dem jeg har hørt om gennem Formanden i Deres Fagforening,“ sagde
+han og gav Haanden. „Det glæder mig at hilse paa Dem, De har gjort et
+propert Stykke Arbejde dér.“
+
+„Aa det er ikke saa farligt,“ svarede Pelle rødmende. „Men nu kunde det
+snart være rart at gaa løs for Alvor.“
+
+„Jeg kender godt Deres Utaalmodighed,“ svarede den gamle Fører smilende,
+„saadan lyder det bestandig fra de unge. Men den der vil udrette noget
+rigtigt, maa kunne se frem til Vejs Ende.“ Han slog Pelle paa Skulderen
+og gik.
+
+Pelle følte at Folk stod og talte om ham. „Gud ved om du har gjort dig
+til Nar deroppe?“ tænkte han. Der stod to unge Mænd tæt ved og saá hen
+paa ham fra Siden, pludselig kom de hen.
+
+„Maa vi ikke have Lov at stikke Dem paa Næven,“ sagde den ene. „Mit Navn
+er Otto Stolpe, og det er min Bror Fredrik. Det var et godt Ord De
+langede ud deroppe — tak for dét!“ De stod og snakkede lidt. „Det vilde
+forresten more den Gamle at sige Goddag til Dem,“ sagde Otto Stolpe. —
+„De har vel ikke Lyst til at gaa med hjem?“
+
+„Det kan jeg ikke saa godt i Aften; jeg har Selskab,“ svarede Pelle.
+
+„Gaa du bare med!“ sagde Madam Johnsen. „Derhenne ser jeg nogen
+Kristianitter som jeg kan faa Følgeskab med.“
+
+„Jamen vi skulde dog svire lidt mere — nu vi er ude,“ sagde Pelle
+leende.
+
+„Ih Gudfader! Nej nu har jeg saamænd sviret nok for i Aften, mit gamle
+Hoved er helt overkørt! Forsvind du nu bare — det samme havde jeg ikke
+sagt for tredve Aar siden. Og Tak for i Aften.“ Hun lo overgivent til
+ham.
+
+Familien Stolpe boede i Elmegade, paa anden Sal i en stor ny
+Arbejderkaserne. Opgangen var rummelig, og der var Navneplade af
+Porcelæn paa Døren. I Entréen kom en ældre velklædt Kone imod dem.
+
+„Det er en Partifælle, Mor!“ sagde Otto.
+
+„Velkommen da!“ sagde hun og tog Pelles Haand. Hun beholdt den et
+Øjeblik mens hun saá paa ham.
+
+Inde i Dagligstuen sad Murer Stolpe og læste i _Arbejderen_. Han var i
+Skjorteærmer og hvilede de svære Arme paa Bordet. Han læste hviskende,
+og lagde ikke Mærke til at der var Fremmede i Stuen.
+
+„Her er en Mand som det vil glæde Far at hilse paa,“ sagde Otto og lagde
+Haanden paa Faderens Arm.
+
+Stolpe hævede Hovedet og saá paa Pelle. „De vil maaske ind i
+Fagforeningen?“ spurgte han og rejste sig tungt, støttende Hænderne paa
+Bordet. Han var stor og graasprængt, plettet i Øjnene af Kalkstænk.
+
+„Du med din Fagforening,“ sagde Madam Stolpe. „Du tror vist ikke der er
+andre i Fagforening end dig.“
+
+„Jo der er sku kommet en Del efterhaanden, Mutter. Men jeg var ligegodt
+den første.“
+
+„Ja jeg _er_ nu i Fagforening,“ sagde Pelle. „Men ikke i Deres — for jeg
+er Skomager.“
+
+„Skomager, det er en skidt Profession for en Svend; men saa kan man til
+Gengæld naa at blive Mester — det kan en Murer ikke i vore Dage. Det gør
+jo en stor Forskel; naar man skal blive ved at være Svend, har man mere
+Interesse af at forbedre Stillingen — forstaar De nok! Derfor har det
+været sløjt med Sammenslutningen inden for Skomagerne — en anden Grund
+er den, at de sidder og arbejder paa Logi og ikke er til at faa fat i.
+Men nu har de faaet en ny Mand, som lader til at sætte Gang i Støvlerne
+alligevel.“
+
+„Ja og det er ham her, Far!“ sagde Otto leende.
+
+„Saa for Pokker — og her staar jeg og holder mig selv for Trekant! Saa
+vil jeg sku ogsaa have Lov at sige Goddag til Dem endnu en Gang. Til
+Lykke med Værket, unge Kammerat!“ han rystede Pelles Haand. — „Vi faar
+vel en Taar Øl, Mutter?“
+
+Stolpe og Pelle var hurtig inde i en livlig Passiar. Pelle var i sit Es,
+han havde ikke før været inde i Hjærtet af Bevægelsen, der var meget at
+spørge om. Og den gamle Murer fortalte løs om Organisationens Vækst fra
+Aar til Aar, lige fra den første Begyndelse hvor der kun var ét
+Fagforeningsmedlem i Danmark — nemlig han selv — til nu. Han kendte alle
+Tallene for de forskellige Fag, og var nøje inde i hvert Fags
+Udviklingshistorie. Sønnerne sad tavse og hørte andægtigt efter, de
+ventede altid med at sige noget, til Faderen med et Nik gav til Kende at
+nu var han færdig. Den yngste, Frederik som var i Murerlære, sagde ikke
+engang du til Faderen. Hans bestandige Far, Far, lød underligt i Pelles
+Øren.
+
+Mens de talte, lukkede Madam Stolpe op til en endnu pænere Stue og bad
+dem komme ind og drikke Kaffe. Dagligstuen havde allerede virket svært
+saa flot paa Pelle, med de egetræsmalede Spisestuemøbler og
+Hestehaarssofaen. Men her var der røde Plydses Møbler, et ottekantet
+Nøddetræs Bord med indlagt sort Rand og drejet Trefod, og en Etagère
+fuld af Nipsting i Porcelæn, mest smaa uartige Pudsigheder. Paa Væggene
+hang Gruppebilleder fra Kongresser og Møder, og store Fotografier fra
+Arbejdspladserne: En Bygning under Opførelse og paa Stilladset Murerne
+mellem deres Kalkbaljer med et Stykke Værktøj eller en Bajer i Haanden.
+Paa Væggen over Kanapeen hang et stort Knæbillede af en smuk mørk Mand i
+Slængkappe; han lignede halv en drømmende Æventyrer, halv en Militær.
+
+„Det er Stormesteren,“ sagde Stolpe højtideligt og stillede sig ved
+Siden af Pelle. „Det er ham det hele er opført paa.“ Han stod og faldt i
+Betragtninger foran Billedet og var længe tavs; saa aandede han tungt ud
+og rykkede med Hovedet.
+
+„Et stolt Stykke Mandfolk var han nu ligegodt,“ udbrød han med ét — „der
+stod altid en Stime fine Fruentimmere i Hælene paa ham. Men naar han
+talte, holdt de sig pænt af Vejen, for saa gik der Ild af ham forstaar
+De. Saa hed det: frem med Mandfolkene! og selv de værste Søvnetryner fik
+Kløe inden i Ørerne.“
+
+„Han er vel død nu?“ spurgte Pelle interesseret.
+
+Stolpe svarede ikke. „Værsgod,“ sagde han kort — „skal vi tage den
+Kaffe.“ Otto blinkede til Pelle, her var der nok noget der ikke maatte
+røres ved!
+
+Stolpe sad og stirrede ned i sin Kop; men pludselig hævede han Hovedet.
+„Der er Ting man ikke forstaar sig paa,“ udbrød han alvorligt — „men saa
+meget er vist, at uden Stormesteren dér havde jeg og en hel Masse andre
+maaske ikke siddet som gode Familiefædre i Dag. Der var mange kvikke
+Hoveder blandt os unge Kammerater — saadan som der jo altid er; men det
+har sku ogsaa altid været de begavede som gik i Hundene. For naar man
+ikke har noget at bruge det til, gaar man og bliver utaalmodig; og en
+Dag begynder man med at hælde Sprut paa Hjærnen for at stoppe Kæften paa
+den. Jeg gik jo selv og havde den forbandede Fornemmelse af at der
+manglede mig noget — og begyndte saa smaat at hælde paa Lampen. Men saa
+var’et at jeg opdagede Bevægelsen — endnu før den var der ku’ jeg næsten
+være tosset nok til at sige — det laa saadan i Luften forstaar De nok,
+at der ligesom var noget i Anmarsj. Og man støvede som en Hund for at
+faa et Glimt af det. Snart hed det sig, var det her, snart dér! men naar
+man kom derhen, stod der bare nogle sultne Mænd og raabte i Munden paa
+hinanden om noget, ingen Fanden vidste hvad var. Men saa var det altsaa
+at Stormesteren traadte frem. Og det var som et Lyn for os, for han
+kunde fortælle os paa en Prik, hvad det var der trykkede — skønt han
+ikke var af vore Folk! Siden har man ikke behøvet at spørge efter de
+bedste Kræfter, for de var at finde i Bevægelsen! Talte den ikke mange —
+dem havde den i al Fald.“
+
+„Nu tager den jo Fart,“ sagde Pelle.
+
+„Ja nu — nu mudrer det over det hele! Men hvor er det kommet fra? fra os
+gamle Veteraner sku! — fra ham dér!“
+
+Stolpe gav sig til at tale om ligegyldige Ting, men af sig selv gled
+Talen igen over paa Bevægelsen; Mand og Kone levede og aandede ikke i
+andet. Det var brave retlinede Folk som ganske enkelt delte Menneskene i
+to Slags: dem der var for, og dem der var imod. Pelle aandede paa en
+egen kraftig Maade i dette Hjem, hvor Luften ligesom var iltet af
+Socialisme.
+
+Han lagde Mærke til et massivt Skrin der stod ved den ene Væg paa fine
+snoede Ben; det var tæt beslaaet med Metalnagler og lignede et gammelt
+Laugsskrin.
+
+„Ja det er Fanen,“ sagde Madam Stolpe men tav forskrækket. Murer Stolpe
+rynkede Panden.
+
+„Naa hvad, De er jo en brilliant Fyr!“ sagde han saa. „Dem behøver man
+ikke gaa paa Listesko for.“ Han tog en Nøgle frem af et hemmeligt Rum i
+sit Skrivebord. „Nu er Faren jo ikke saa stor, men man er alligevel
+forsigtig, det er saadan en Rest fra dengang, da det gik haardt til og
+Politiet holdt Jagt paa vort Samlingsmærke. Stormesteren kom selv til
+mig en Aften med Fanedugen under Kappen. De maa forvare den, Stolpe —
+sagde han — De er den paalideligste af os alle!“
+
+Han og Konen foldede den store røde Flagdug ud: „Se det er
+Samlingsmærket for Internationale! den ser noget medtaget ud, for den
+har været ude for noget har den! Ved Fælledmøderne hvor Militæret var
+udkommanderet mod os med skarpe Patroner, vajede den over Talerstolen.
+Det var den der holdt sammen paa os, at have den smældende over sit
+Hoved var det samme som at sværge til den. Politiet forstod det ogsaa og
+vilde have fat i den; de gjorde et Sjok imod den midt under et Møde, men
+det blev Løgn! Siden forfulgte de den, og den maatte vandre fra Mand til
+Mand. Saadan kom den til mig baade én og to Gange.“
+
+„Ja og en Aften brød Politiet ind og tog Fatter, bedst som vi sad ved
+Aftensmaden; de endevendte Lejligheden og slæbte ham i Hullet uden saa
+meget som et Ord. Børnene var smaa dengang, saa De kan forstaa det saa
+trist ud for mig. Jeg vidste jo aldrig, naar de slap ham ud igen.“
+
+„Ja men Fanen fik de sku ikke!“ sagde Stolpe og lo hjærteligt. „Jeg
+havde allerede langet den videre — den var aldrig ret længe ad Gangen
+paa ét Sted i de Dage. Nu har den det forholdsvis roligt, Mutter — og vi
+andre med!“
+
+De unge stod tavse og stirrede paa denne Fane, der havde været med i saa
+meget og var som selve Bevægelsens hede røde Blod. For Pelle rullede en
+hel ny Verden sig op. Det var ikke længer saa helt vildt, det der
+brændte paa Bunden af ham; mens han gik derhjemme og legede Barnets Lege
+eller vogtede Kvæg, havde stærke Mænd allerede taget et Tag og lagt
+Grunden til det hele. En ejendommelig Hede straalede ud i ham og steg
+til Hovedet. Om det nu havde været ham, der svang den glødende Dug mod
+Undertrykkerne — ham!
+
+„Og nu ligger den her i Skrinet og er glemt,“ sagde han mismodig.
+
+„Den hviler bare,“ sagde Stolpe. „Glemt — ja Politiet tror vel ikke den
+er til mere. Men stik den paa en Stang, og De skal se Kammeraterne
+flokkes om den, gamle og unge. Der er Ild i det Stykke Tøj — og det som
+aldrig slukkes!“
+
+De foldede varsomt Fanen sammen og lagde den ned. „Der skal alligevel
+ikke snakkes højt om den, forstaar De nok!“ sagde Stolpe.
+
+Det ringede, Stolpe skyndte sig at laase for Fanen og gemme Nøglen, mens
+Frederik gik ud og lukkede op. De saá uroligt paa hinanden og stod og
+lyttede.
+
+„Det er bare Ellen,“ sagde Frederik og kom ind fulgt af en høj,
+mørkhaaret Pige med et alvorligt Væsen. Hun havde Slør ned for Ansigtet,
+og foran Munden sad hendes Aande som Perlevæv i Sløret.
+
+„Naa er det Tøsen!“ udbrød Stolpe og lo. „Sikke nogen Tossestreger, vi
+blev jo helt nervøse, akkurat som i gamle Dage. Og du er ude paa denne
+Tid af Natten, og i det Vejr?“ Han saá kærligt paa hende, man kunde
+mærke paa ham at hun var Kæledæggen. At se til var de meget forskellige.
+
+Hun hilste paa Pelle med et bitte lidet Kniks og saá alvorligt paa ham.
+Der var noget tækkeligt stilfærdigt over hende, som straks tog ham. Hun
+var mørkt klædt, uden noget Tilløb til Pynt, men i solide Sager.
+
+„Vil du ikke have Tøjet af?“ spurgte Moderen og knappede hendes Kaabe
+op. „Du er jo helt vaad, Barn.“
+
+„Nej jeg skal straks gaa igen,“ svarede Ellen. „Jeg vilde bare lige
+kigge hjem.“
+
+„Det er ellers noget sent,“ brummede Stolpe. „Har du først Fyraften nu?“
+
+„Ja — men det er jo ikke min Fridag.“
+
+„Naa det er det dog ikke? Jo det er et kønt Slaveri — til Kl. elleve om
+Aftenen.“
+
+„Saadan er det nu engang Far — det bliver ikke bedre fordi du skælder
+mig ud,“ svarede Ellen frejdigt.
+
+„Nej men du kunde lade være at tjene — der er ingen Mening i at vore
+Børn skal gøre Tjeneste i Arbejdsgivernes Hjem — vil De ikke give mig
+Ret i det?“ vendte han sig til Pelle.
+
+Ellen lo klart: „Det er jo ligemeget — Far arbejder jo ogsaa for
+Arbejdsgiverne.“
+
+„Ja vel, men det er noget andet. Fra Klokken det og til Klokken det, saa
+og saa meget — færdig! Det andet er Hjemmene; de fra det ene Hjem maa
+hen i det andet og tage Skrubbet.“
+
+„Far har jo alligevel ikke Raad til at have mig hjemme.“
+
+„Det ved jeg nok — men jeg kan nu ikke lide det alligevel. Du kunde
+ogsaa sagtens finde en anden Beskæftigelse.“
+
+„Jamen det _vil_ jeg ikke — jeg vil have Lov at bestemme over mig selv,“
+svarede hun bestemt.
+
+De andre sad tavse og saá frygtsomt paa hinanden. Aarerne i Stolpes
+Pande svulmede op, han var blaa i Ansigtet og forfærdelig vred. Men
+Ellen sad og saá paa ham med et lille Smil. Han rejste sig og gik
+brummende ind i den anden Stue.
+
+Moderen rystede paa Hovedet, hun var ganske bleg. „Barn dog, Barn!“
+hviskede hun.
+
+Lidt efter kom Stolpe ind med nogle gamle Blade han vilde vise Pelle.
+Ellen stillede sig bag hans Stol og saá hos; hun hvilede Armen paa hans
+Ryg og pillede ham tankeløst i Haaret. Moderen trak hende i Kjolen. Det
+var illustrerede Blade fra den bevægede Tid.
+
+Klokken slog halvtolv, og Pelle brød forskrækket op; han havde helt
+glemt Tiden.
+
+„Tag Tøsen med,“ sagde Stolpe — „I skal jo samme Vej. Ikke sandt Ellen,
+saa faar du Følgeskab? Der er ingen Fare ved at gaa med hende — for hun
+er hellig.“ Det lød som om han hævnede sig for sit Nederlag. — „Kom
+snart igen, De er altid velsét hos os!“
+
+De talte ikke synderligt paa Hjemturen, Pelle var forlegen, og havde en
+Fornemmelse af at hun gik og saá ham an — vejede hvad han vel var for en
+Fyr. Naar han tog sig sammen til at sige noget, svarede hun kort og saá
+forskende paa ham. Alligevel syntes han det var en interessant Tur, og
+vilde gærne den havde varet meget længer.
+
+„Tak for godt Følgeskab,“ sagde han da de stod ved hendes Port. „Det
+kunde være morsomt at træffes igen.“
+
+„Dersom det er Meningen vi skal træffes, saa sker det jo nok,“ svarede
+hun lukket men lod ham beholde sin Haand et Øjeblik.
+
+„Det er det! — vær vis paa det!“ udbrød Pelle lyst. „Men du glemmer nok
+at betale for Hjemfølgningen.“ Han bøjede sig hen mod hende.
+
+Hun stirrede forbavset paa ham — med et Par Øjne der stenede ham syntes
+han. Saa vendte hun sig langsomt og gik ind.
+
+
+
+
+                                   X
+
+
+En Dag henad Fyraften gik Pelle ind til Hofskomageren med noget nyt
+Arbejde. Lageristen tog det og betalte, gav sig saa til at ekspedere
+andre og lod ham staa. Pelle ventede taalmodigt, rømmede sig blot nu og
+da. Dette her var saadan en Fremgangsmaade de havde, man maatte tie og
+finde sig i det om man vilde have Arbejde. „De glemmer nok mig,“ sagde
+han endelig lidt utaalmodigt.
+
+„De kan godt gaa,“ svarede Lageristen. „De er færdig her.“
+
+„Hvad skal det sige?“ spurgte Pelle overrasket.
+
+„Det skal sige det De hører. For Dem er der vinket af — hvis De kan
+forstaa det?“
+
+Pelle forstod godt nok, men det var rart at faa Forfølgelsen fastslaaet
+i Kammeraternes Paahør. „Er der da noget at udsætte paa mit Arbejde?“
+spurgte han.
+
+„De giver Dem for meget af med uvedkommende Ting, min gode Mand. Saa kan
+man aldrig passe det man skal.“
+
+„Jeg vilde dog gærne vide, _hvad_ der er at udsætte paa mit Arbejde,“
+blev Pelle haardnakket ved.
+
+„For Fanden, det har jeg jo sagt Dem Mand!“ brølede Lageristen.
+
+Hofskomageren kom frem oppe i Døren til Bagværelset og saá sig om; da
+han fik Øje paa Pelle, fór han ned mod ham. „Vil De herut, og det
+straks!“ skreg han opbragt. „Tror De vi giver Brødet til Folk, der gaar
+og undergraver os? Herut af min Forretning Mosjø Fagforeningslem.“
+
+Pelle blev staaende og saá sin Mester ind i Øjnene; han havde mere Lyst
+til at lange ham en end lade sig smide ud. „Bare rolig,“ sagde han til
+sig selv — „bare rolig.“ Han smilede, men Linjerne i Ansigtet dirrede.
+Hofskomageren kredsede omkring ham i en vis Afstand og raabte uophørlig:
+„Herut, herut Mosjø! — Aa Lagerist, kald paa Politiet!“
+
+„Der kan I se Kammerater, hvad han dér regner os for,“ sagde Pelle og
+vendte sin brede Ryg til Meyer. „Vi er Hunde, ikke andet.“
+
+De stod og saá ned i Disken og lignede Døvstumme i deres Angst for at
+tage Parti. Saa gik han.
+
+Han tog Vejen udefter mod Nørrebro, Brystet arbejdede voldsomt paa ham;
+Fortørnelsen rasede som et Uvejr i ham og brød sig stødvis Vej gennem
+hans Mund. Meyers Arbejde var han for saa vidt ligeglad med; det var
+daarligt, og han havde kun brugt det til Udfyldning. Men det var
+harmeligt at skulle købe slet Arbejde med sin Overbevisning! Dér stod de
+og turde ikke bekende Kulør, skønt det skulde synes tilstrækkeligt, at
+man holdt saadan en Kumpan oppe med sit Legeme! Meyer stod som en Mur og
+spærrede for al virkelig Fremgang, men Pelle skulde han ikke komme og
+slaa til. For saa fik han igen!
+
+Han gik straks ud til Murer Stolpe for at raadføre sig med ham; den
+gamle Fagforeningsformand havde megen Erfaring.
+
+„Saa han er af dem der driver aabenlys Slavehandel?“ udbrød Stolpe. „Dem
+har vi været ude for før. Færdig her min gode Mand, vi kan ikke bruge
+Ophidsere! og saa snart man igen havde lusket sig til et lille Nap —:
+Færdig her! Jeg har selv været som en jaget Hund — og hjemme gik Mutter
+og græd. Jeg kunde se det paa hende; men naar jeg tog Spørgsmaalet op,
+sa’e hun: Hold ud Stolpe, du skal ikke give dig over! — Du glemmer Maden
+Mutter! sa’e jeg saa. — Aa Maden, jeg gaar bare ud og vasker! Det var
+dengang, nu har Piben allerede en anden Lyd hos os. Nu tar Mestrene pænt
+Hatten af for gamle Stolpe! — — Han maa nikkes, tag og blokér Raden!“
+
+Pelle havde ikke noget imod det. „Bare det gaar,“ sagde han. „Vor
+Organisation er jo svag endnu!“
+
+„Prøv det allenfals — skade ham kan I altid. Han langer ud efter dit
+Brød for at ramme din Samvittighed, saa lang til hans Pengepung igen —
+der har han sin siddende! Gavner det ikke andet, saa viser det i al Fald
+jer selv, at I ikke er Slavesjæle.“
+
+Pelle sad og snakkede lidt. Han havde saa smaat haabet paa at træffe
+Ellen igen, men undsaa sig ved at spørge om hun kom hjem. Madam Stolpe
+vilde have ham til at blive og spise til Aften — de ventede blot paa
+Sønnerne. Men Pelle havde ikke Tid, han maatte ud og træffe
+Forholdsregler til Blokaden. „Saa kom paa Søndag da,“ sagde hun, „saa er
+det Ellens Fødselsdag.“
+
+Han vandrede med stærke Skridt ind til Fagforeningens Formand;
+Indbydelsen til om Søndagen havde forjaget den sidste Rest af hans
+Harme, Udsigten til en Kamp med Meyer satte ham i løftet Stemning.
+Formand Petersen var han sikker paa at faa med, hvis han blot var oven
+Senge; han havde i sin Tid arbejdet hos Hofskomageren og hadede ham som
+Pest. Man sagde, at Petersen havde gjort en snild lille Opfindelse med
+en Patentknap til Damestøvler; han forstod sig ikke selv paa at udnytte
+Opfindelsen og henvendte sig til Meyer. Men Hofskomageren betragtede
+uden videre Opfindelsen som sin Ejendom, da den var gjort af en af hans
+Arbejdere; han udtog Patenter og tjente gode Penge paa det, saa ringe en
+Ting det drejede sig om. Da Petersen forlangte Andel i Udbyttet, blev
+han afskediget fra sit Arbejde. Han selv snakkede aldrig om det, men sad
+nede i sin Kælder og rugede over Forurettelsen saa han ingen Vegne kunde
+komme. Sin meste Tid havde han ofret paa Fagforeningen for gennem den at
+faa Hævn; men der var ingen rigtig Fremgang i det for ham. Han blussede
+voldsomt op men manglede Udholdenhed; brystsyg var han ogsaa.
+
+Han kom til at ryste af Sindsbevægelse, da Pelle fremsatte sin Plan.
+„Gud Fader om vi kunde faa Ram paa ham,“ hviskede han hæst og knyttede
+de magre Hænder, hvori Døden allerede havde lagt mørke Skygger. „Jeg gav
+gærne mit elendige Liv for at se den Skurk ruineret. Se denne her!“ han
+bøjede sig hviskende frem og viste Pelle en Fil, der sad paa et
+forsvarligt Skaft og var slebet spidst til. „Naar det ikke var for
+Ungernes Skyld, havde han for længe siden haft den mellem Ribbenene.“
+Det stak koldt i hans graa hvileløse Øjne der mindede om Gale Ankers.
+
+„Ja ja,“ sagde Pelle og lagde sin Haand beroligende paa hans — „det er
+jo ikke værd at gøre Dumheder. Vi naar kun vort Maal ved at holde fast
+sammen.“
+
+„Vil du saa organisere Kampen?“ sagde Petersen. „Jeg dur saa daarligt
+til det — og har heller ingen Kræfter. Men blæse Signalet skal jeg nok —
+og det saa de vaagner. Saa maa du selv sørge for at holde dem til
+Ilden.“
+
+Dagen blev brugt godt, allerede næste Aften var Medlemmerne trommet
+sammen til Møde. Petersen holdt sit Ord og lagde flammende for. Han
+lignede et Lig endnu efter den sidste Blodstyrtning, Øjnene brændte i de
+mørke Huler, han stod der som et Blodvidne for Kampens Nødvendighed.
+Blokaden blev enstemmig vedtaget!
+
+Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige — nu var det hans Tur. Der
+var ingen Penge i Kassen, men hver Mand maatte forpligte sig til at yde
+et vist Bidrag til dem der kom til at spasere. Og enhver maatte gøre sit
+til at spærre Meyer Tilgang. Dette her maatte ikke være en Donner, som
+man fortrød i Morgen naar man vaagnede — det galdt om at være klar over
+Vanskelighederne paa Forhaand, og over hvad man gik ind til. Og saa —
+tre Gange Hurra for et godt Udfald.
+
+Det medførte Løberi, men hvad! Pelle der sad saa meget, havde ingen
+Skade af at komme i Luften! Han tog Natten til Hjælp for at indhente det
+forsømte; Arbejde til at erstatte Hofskomagerens med fik han hos
+Smaamestre paa Kristianshavn, der sad og havde travlt nu op under Jul.
+
+Allerede Andendagen efter at han var smidt paa Porten stod Meddelelsen
+om Blokaden i _Arbejderens_ Fagrubrik. „Tilgang frabedes!“ det var som
+en Dagsbefaling udgaaet fra Pelles egen Mund. Han klippede Notitsen ud;
+nu og da under Arbejdet tog han den frem og betragtede den. Dette var
+ham — skønt det ikke stod noget Sted — Pelle og saa Byens største Mester
+der nappedes lidt! Nu kom det saa an paa hvem der var stærkest.
+
+— —
+
+Hos Stolpes kom han ofte — mærkværdig nok traf hans Besøg altid sammen
+med at Ellen havde fri. Saa fulgtes de hjem og gik og talte alvorligt.
+Der var ingen Storm over nogen af dem — de færdedes som om de havde et
+langt Liv foran sig. Sin Hidsighed svalede han i Kampen mod Meyer,
+Ellens Væsen var han sikker paa, saa utilnærmelig hun var. Noget i ham
+sagde, at hende skulde det være og hende blev det. Hun var en af de
+Naturer der har svært ved at sprænge Hylsteret og aabne for Frugten; men
+han følte at noget groede for ham inde bag hendes lukkede Væsen, og blev
+ikke utaalmodig.
+
+En Aften havde han fulgt hende til Porten som sædvanlig, de stod og
+sagde Godnat. Hun gav ham Haanden paa sin kejtede forbeholdne Maade, der
+i Grunden lige saa godt kunde betyde Uvilje — og vilde saa gaa op.
+
+„Mon vi skal blive ved at gaa saadan hele vort Liv?“ sagde Pelle
+smilende og holdt fast om hendes Fingre. „Du holder jo alligevel af
+mig.“
+
+Hun stod lidt, stenhaard i Udtrykket; saa rakte hun ham Munden og
+kyssede ham, mekanisk som et Barn kysser — med tæt lukkede Læber. Hun
+var allerede paa Vej ind men styrtede pludselig ud, rev ham til sig og
+kyssede ham hæftigt, tøjlesløst. Der var noget saa voldsomt, næsten
+fanatisk vildt over hendes Handling, at han blev helt fortumlet; han
+kendte hende ikke igen. Og da han kom til sig selv, var hun allerede paa
+Vej op ad Køkkentrappen. Han stod der blændet som efter en Ildregn, og
+hørte hende løbe som var hun forfulgt.
+
+Fra den Dag var hun en anden. Hendes Kærlighed var som Vaaren der
+springer ud paa én Nat! hun kunde ikke undvære ham en Dag til Ende; naar
+hun var ude og gjorde Indkøb, kom hun løbende op i _Arken_. Hendes Væsen
+havde sprængt det træge bort, over hendes Handlinger og Bevægelser var
+der Spænding; de kom som smaa Udbrud indefra. Hun talte ikke meget; naar
+de mødtes, trykkede hun sig hæftigt ind til ham som for at dulme en
+Pine, og skjulte sit Ansigt; tvang han det frem, holdt hun standhaftigt
+Øjnene lukkede. Saa aandede hun dybt ud og satte sig hen, sad smilende
+og nynnede til hans Tale — og saá paa ham!
+
+Det var som hun fordybede sig i hans indre Væsen; og Pelle der trængte
+til at finde og føle sit eget, vandt tryg Glæde ved hendes Selskab. Han
+havde i alt hvad der rejste sig om ham famlet efter sin indre Person for
+naturlig Støtte, lyttet angst til hvad der steg op derinde fra, og uden
+at vide det tvivlet og spurgt. Og nu bekræftede hun noget, saa trygt hun
+hang sig ved hans Arm og tav og blot stirrede — til hendes Stirren
+vibrerede som et stolt Raab inde i ham selv og han følte sig uendelig
+rig. Hun talte jo med noget inde i ham, naar hun stirrede saa tankefuld!
+Men hvad hun sagde, fik han ikke at vide — og hvad Svar hun fik. Naar
+han rev hende ud af hendes fortryllede Stirren med Spørgsmaal, sukkede
+hun blot som en vaagnende og kyssede ham.
+
+Ellen var trofast og uegennyttig, og meget afholdt i sin Plads. Nogen
+egenlig Fremfærd syntes der ikke at være i hende; hun længtes efter at
+blive hans — det var det hele! Men Fremtiden fødtes paa Pelles egne
+Læber af hendes drømmende Stirren, som var det hende der indgav ham de
+lyse Ord. Og saa lyttede hun med et fjærnt Smil — som til noget dejligt;
+selv lod hun ikke til at skænke den en Tanke. Der var en indre
+Hengivelse over hende, der virkede som Undervarme paa Pelle, saa han
+stak Hovedet langt frem i Lyset. Det var denne faste Fromhed i hendes
+Væsen, der fik Familien til drillende at kalde hende hellig.
+
+Han befandt sig inderlig vel ved at blive optaget i hendes Hjem, hvor
+der bag det robuste Københavnerhumør skjulte sig helt patriarkalske
+Tilstande. Alting hvilede paa Orden og Ærbødighed for Forældre, især for
+Faderen, der havde det afgørende Ord i alle Spørgsmaal og sin egen
+Plads, hvor ingen anden satte sig. Naar han kom hjem fra Arbejdet,
+kappedes de voksne Sønner endnu om at bringe ham hans Tøfler, og
+Hustruen havde altid en ekstra Bid til ham. Den yngste Søn Frederik der
+snart havde udlært, gik og glædede sig som et Barn til den Dag, han blev
+Svend og skulde drikke Dus med den Gamle.
+
+De beboede en rummelig ny Treværelsers Lejlighed med Pigekammer; for
+Pelle der var vant til at se sine Fæller herovre holde til i et Værelse
+med Køkken, var det ikke saa lidt af en Oplevelse. Sønnerne havde Kost
+og Bolig hjemme, de sov i Pigekamret. Hjemmet var bygget op og holdtes
+sammen ved fælles Kræfter. Naar Medlemmerne ubetinget bøjede sig for
+Husfaderen, var det ikke af Underkuethed — de gjorde blot som alle
+andre. Stolpe var sit Fags Førstemand, en anset Arbejder og Bevægelsens
+Veteran. Hans Ord blev af sig selv staaende.
+
+Ellen var den eneste, der ikke respekterede hans Overhøjhed men frejdigt
+gav sig til at trætte ham af, ofte uden anden Hensigt end den at sige
+ham imod. Hun var Pigebarnet i Familien og Skrabkagen — det benyttede
+hun sig af. Undertiden saá det ud, som Stolpe var bragt til det yderste
+og vilde knuse hende i sin Fortørnelse; men han underkastede sig altid.
+
+Pelle var han svært glad for, og beundrede i Smug Datteren endnu mere.
+„Kan du saa se, der er noget ved Tøsen, Mutter! hun forstaar at vælge
+sig Mandfolk,“ kunde han begejstret udbryde.
+
+„Ja jeg skal ikke have noget imod ham,“ svarede Madam Stolpe. „Lidt
+bondsk er han jo endnu, men det render han vel nok af sig.“
+
+„Bondsk — han? Nej du kan tro, han ved hvad han vil. Dér har hun sku
+fundet sin Overmand!“ sagde Stolpe triumferende.
+
+I de to Brødre fandt Pelle et Par trofaste Kammerater, der ikke var fri
+for at se op til ham.
+
+
+
+
+                                   XI
+
+
+Med Blokaden gik det saa som saa. Hofskomager Meyer svarede med at
+sammenkalde Mestrene til Møde for at danne en Mesterforening, som skulde
+nægte at beskæftige Fagforeningens Folk. Saa var den slaaet ihjæl med
+det samme.
+
+Saa vidt gik det ikke, de mindre Mestre var bange for, at Svendene saa
+vilde nedsætte sig og paaføre dem Konkurrence. Instinktmæssig frygtede
+de ogsaa de store Mestre mere end Svendene, og var bange for at gaa i
+Forening med dem. Bevægelsen inden for Industrien gik i Retning af at
+samle alt paa faa Hænder og slaa de smaa Forretninger ihjæl.
+Smaamestrene havde et Horn i Siden paa Meyer, der havde slaaet sin
+Forretning op paa deres Bekostning.
+
+Pelle var gennem Mester Beck underrettet om, hvad der gik for sig mellem
+Mestrene. Meyer havde ogsaa rejst det Forlangende, at Beck skulde
+afskedige Pelle; men det vilde han ikke underkaste sig.
+
+„Jeg har jo ikke noget at klage paa Dem saadan,“ sagde han. „Deres
+Fagforeningsvæsen kan jeg ikke lide — det skulde De hellere lade være
+med. Men Deres Arbejde er jeg godt fornøjet med. Jeg har altid forsøgt
+at vise Retfærdighed til alle Sider. Men kan De slaa Fødderne væk under
+Hofskomageren, skal alle vi Smaamestre være Deres Forening taknemmelig.
+Han æder os op.“
+
+Slaa Fødderne væk under ham lod sig nu ikke gøre. Han sprængte tvært
+imod de svagere Medlemmer ud af Fagforeningen og havde stadig Arbejdere
+— for en Del svenske som han indforskrev og maatte betale en høj
+Arbejdsløn. Hjemmearbejdet gjorde det umuligt at komme ham rigtig til
+Livs. Pelle og Formanden skiftedes til at patruljere uden for Lageret
+ved den Tid Arbejdet afleveredes, for at komme under Vejr med hvem der
+holdt ham oppe. De huggede ogsaa nogle og talte dem til Fornuft, eller
+offenliggjorde deres Navne i _Arbejderen_. Men saa sendte Svendene deres
+Koner og Børn af Sted med Arbejdet — der var ikke noget rigtigt at
+stille op. Det kostede Meyer en Del at holde Forretningen gaaende, men
+Fagforeningen led mest. Den var ikke stærk i Sammenføjningerne endnu, og
+de store Mestre stod sammen om Meyer og vilde ikke beskæftige
+Foreningens Folk, saalænge Blokaden stod paa. Saa blev den hævet.
+
+Det var et Nederlag; men noget havde Pelle lært! Den stærkeste gik af
+med Sejren, og Sammenholdet var ikke godt endnu. Der maatte tales,
+agiteres, holdes Møder! Driften mod det ny fik dem nok til at søge
+sammen, men deres Æresbegreber var ikke udviklede. Den mindste Modgang
+splittede dem ad.
+
+Han tabte ikke Modet; der maatte begyndes næsten forfra, værre var det
+ikke.
+
+Morgenen efter at Nederlaget var en Kendsgærning var han tidlig oppe.
+Beslutningen om at tage fat med dobbelt Kraft havde han saa at sige
+sovet sig til, den sad i Kroppen paa ham og lagde Appel i Hammerslagene.
+
+Han fløjtede mens Arbejdet skred rask fra Haanden. Vinduet stod aabent
+for at Natdunsterne kunde slippe ud, der var Rim paa Tagene, Stjærnerne
+tindrede oppe paa den kolde Himmel. Men Pelle frøs ikke! Han havde lige
+kaldt paa „Familien“ og hørte dem rumstere derinde; ude paa Gangen
+begyndte man at tumle søvndrukkent om. Det var Marsjen Pelle fløjtede, i
+Gaar Aftes havde han sendt det sidste Afdrag til Sort, og med det samme
+skrevet bestemt til Far Lasse om at komme — nu dagedes det!
+
+Marie kom og stak hans Kaffe ind til ham. „God Morgen!“ raabte hun
+muntert gennem Dørsprækken — „hvor det bliver kønt Vejr i Dag, Pelle!“
+Hun var ikke rigtig paaklædt endnu og lod sig ikke se. Drengene nikkede
+et Godmorgen ind, idet de løb; Karl havde Vest og Trøje over Armen, han
+trak det altid paa nedad Trappen.
+
+Da det var blevet Dag, kom Marie ind og gjorde i Stand, hun underholdt
+ham, mens hun skrubbede.
+
+„Hør Marie,“ udbrød Pelle pludselig, „Ellen var her jo i Gaar og bad dig
+give mig en Besked, naar jeg kom hjem. Det har du ikke husket.“
+
+Marie blev haard i Ansigtet men svarede ikke.
+
+„Nu var det et rent Tilfælde jeg mødte hende. Ellers var vi gaaet fejl
+af hinanden.“
+
+„Jeg har vel glemt det saa,“ svarede Marie mut.
+
+„Ja det har du jo. Men det er nu anden Gang i denne Uge. — Du gaar vist
+i Giftetanker!“ tilføjede han leende.
+
+Marie stod med Ryggen til. „Jeg har ikke noget med hende at gøre — jeg
+skylder hende ikke noget!“ udbrød hun pludselig trodsigt. „Og jeg vil
+ikke gaa her og gøre rent for dig; det kan du faa hende til — den!“ hun
+tog Gulvspand og Skrubbe og løb ind til sig selv. Lidt efter lød hendes
+Stemme derinde; han troede først hun nynnede, men saa var det Hulken.
+
+Han skyndte sig derind. Hun laa over sin Seng og græd, bed i Puden og
+slog arrigt efter ham med de ru Hænder. Hendes magre Legeme brændte i
+Feber.
+
+„Du er jo syg, lille Marie!“ sagde Pelle bekymret og lagde Haanden paa
+hendes Pande. „Du skulde gaa i Seng og tage noget ind at svede paa. Jeg
+skal varme det til dig.“
+
+Hun var virkelig syg, Øjnene brændte tørt, og hendes Hænder var klamme.
+Men hun vilde ikke høre tale om noget. „Gaa din Vej!“ sagde hun vredt —
+„og pas dit Arbejde. Lad mig være i Fred!“ Hun laa med Ryggen til og
+stødte trodsigt efter ham med Skulderen. „Gaa du hellere hen og klap
+Ellen,“ udbrød hun pludselig og lo ondt.
+
+„Hvorfor er du saadan, Marie?“ sagde Pelle bedrøvet. „Du er jo rigtig
+ond!“
+
+Hun borede Ansigtet ned i Sengeklæderne og vilde hverken se paa ham
+eller svare; saa gik han ind til sit Arbejde.
+
+Lidt efter kom hun ind og tog tavs fat paa Rengøringen; hun slog haardt
+med Tingene. Noget Arbejde han havde stillet til Tørre ved Kakkelovnen,
+kom hun til at rive ned og saá skadefro hen paa ham fra Siden. Saa faldt
+der en Kop med Klister ned og gik itu. „Hun gør det med Vilje,“ tænkte
+han bedrøvet og skrabede Klisteret op i en tom Daase. Hun stod og
+betragtede ham med en ond Stikken i Øjnene.
+
+Han satte sig til Arbejdet igen og lod som ingenting. Med et følte han
+hendes tynde Arme om sin Hals. „Om Forladelse,“ sagde hun grædende og
+gemte sit Ansigt mod hans Skulder.
+
+„Naa naa, der skete jo ingen Fortræd — skidt med den Smule Kop,“ sagde
+han trøstende og klappede hende paa Hovedet. „Du kunde jo heller ikke
+gøre ved det.“
+
+Men saa gav hun sig helt over, det saa ud som Graaden vilde tilintetgøre
+hendes tørre Legeme. „Jo jeg gjorde det med Vilje!“ brølede hun. „Og
+Støvlen rev jeg ned med Vilje! og jeg lod med Vilje være at give dig den
+Besked. Jeg kunde godt gøre dig meget mere Fortræd endnu, jeg er saa
+ond! ond! ond! Hvorfor er der ingen til at give mig nogen Prygl? — bare
+du dog vilde blive rigtig vred paa mig!“
+
+Hun var helt ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun sagde.
+
+„Hør, nu skal du være ordenlig!“ sagde Pelle bestemt — „for dette her er
+ikke morsomt. Jeg havde gaaet og glædet mig til at arbejde hjemme hos
+dig i Dag — og saa faar du Anfald lige som de fine Fruentimmer!“
+
+Hun undertrykte Graaden med en voldsom Anstrængelse og gik ind til sig
+selv, svagt snøftende. Straks efter kom hun igen med en skaaret Kop til
+Klisteret og en lille Blikdaase med Revne i Laaget — det var hendes
+Pengeskrin. „Tag den!“ sagde hun og stak Æsken i Skødet paa ham. „Saa
+kan du købe dig Læster og behøver ikke løbe og tigge Arbejde hos
+Smaamestrene. Her er Arbejde nok her i _Arken_.“
+
+„Men Marie — det er jo din Husleje,“ sagde Pelle forskrækket.
+
+„Hvad saa? Jeg skal nok faa de Penge samlet sammen inden den første.“
+
+Ja det skulde hun vist! Pelle lo fortvivlet ved at se, hvor letsindigt
+hun smed med de Penge, som det kostede hende tredve Dages pinlige Sparen
+og Eftertanke at faa skrabet sammen hver Maaned. „Hvad tror du Peter og
+Karl siger til, at du gaar saadan og smider med Pengene. Se du og faa
+den Æske gemt — og det lidt hurtigt!“
+
+„Aa tag dem nu,“ sagde hun paastaaeligt og blev ved at skubbe til ham
+med Æsken. „Ja saa smider jeg den ud af Vinduet!“ Hun tog hurtigt
+Hasperne af. Pelle rejste sig.
+
+„Det er sandt, jeg skylder dig endnu for den sidste Vask,“ sagde han og
+vilde putte en Krone i Æsken. „Det var godt du huskede mig paa det!“ Hun
+stirrede forstenet paa ham og løb saa ind til sig selv.
+
+Hun gik derinde og nynnede igen med sin haarde Stemme; lidt efter gik
+hun ud for at gøre Indkøb, i graat Sjal og med sin Husmoderkurv paa
+Armen. Han kunde følge hendes ejendommelige Skridt, der var spinkle som
+et Barns og dog klang saa gammelt, helt ned gennem Tøndegangen. Saa gik
+han ind i Børnenes Lejlighed og trak den tredje Komodeskuffe ud; der
+gemte hun altid sin Pengeæske, indsvøbt i sit Linned. Han ejede to
+Kroner, dem puttede han i Æsken.
+
+Paa den Maade plejede han altid at betale hende. Naar hun saa talte sine
+Penge efter og fik for mange ud af det, troede hun det var Vorherre, der
+havde lagt Pengene i Æsken, og kom jublende og fortalte det. Barnet
+troede blindt paa Lykken og tog det som en Udvælgelse; disse Penge betød
+noget helt andet end dem hun selv skrabede sammen.
+
+Ved Middagstid kom hun og bød ham ind. „Det er stegt Sild, Pelle, saa du
+kan umulig sige nej!“ sagde hun overtalende — „for det kan ingen
+Bornholmer! Saa behøver du ikke købe den dumme Spækhøkermad og smide 25
+Øre i dem!“ Hun havde købt en halv Snes, og sat de fem til Side til
+Drengene kom hjem. „Men der vanker Kaffe ovenpaa,“ sagde hun. Hun havde
+dækket helt nydeligt med rent Stykke over den ene Ende af Bordet.
+
+Fabrikspigens lille Povl kom ind og fik en Mundfuld Mad med. Saa stak
+han ud paa Gangen og tumlede igen, den lille Trold var ikke roligt et
+Øjeblik fra Moderen slap ham ud om Morgenen; der var saa meget, han
+skulde indhente efter sin lange Indespærring. Af den lille Idiot, som
+Moderen maatte binde til Kakkelovnen, fordi han havde Vand i Hovedet og
+vilde styrte sig ud af Vinduet, var der blevet en rigtig Gavtyv. Hvert
+Øjeblik stak han Hovedet ind ad Døren til Pelle; og sommetider kom han
+helt hen, lagde Haanden paa Pelles Knæ og sagde: „Du er min Far!“ Saa
+styrtede han afsted igen. Marie hjalp ham til Rette med _Smaat_ og
+_Stort_ — han søgte altid til hende!
+
+Efter Opvasken satte hun sig ind til Pelle med sit Lappearbejde; saa sad
+hun og snakkede løs om sine husmoderlige Bekymringer: „Jeg maa snart
+have ny Rendetrøjer til Drengene — farligt saa de løber af sig i den
+Alder! Jeg kigger hver Dag efter hos Marskandiserne. Du skulde ogsaa
+have en ny Bluse Pelle; den ene er snart færdig, og saa har du ikke saa
+du kan skifte. Naar du vil købe Tøjet, skal jeg sy den — jeg kan sy! Jeg
+har selv syet mit pæne Liv — Hanne hjalp mig. — Hvorfor gaar du aldrig
+over til Hanne mere?“
+
+„Aa jeg ved ikke?“
+
+„Hanne er blevet saa underlig. Hun gaar aldrig ned i Gaarden mere og
+danser — det gjorde hun før. Saa passede jeg paa ved Vinduet og løb ned
+— det var saa morsomt at lege for hende. Vi gik rundt om hende og sang:
+For Hanne ville vi neje, for Hanne ville vi bukke, for Hanne ville vi
+vende os om. Og saa nejede vi og bukkede for hende allesammen og vendte
+os om. Det var flot kan du tro! — Du skulde nu alligevel have taget
+Hanne.“
+
+„Du kan jo ikke lide at jeg har taget Ellen — hvorfor saa Hanne da?“
+
+„Aa det ved jeg ikke. Hanne det —“ Marie tav lyttende, og slog Vinduet
+op.
+
+Nede i _Arken_ smældede en Dør, og en lang Hvislen kom jagende; det
+kunde være et hæst Løb fra Gale Vinslevs Fløjte eller Trækken i de lange
+Gange. Som en latterlig Melodistump flakkede Lyden dernede, slikkede sig
+op ad Træværket og brød frem i Dagslyset øverst oppe, hæs, med noget af
+Ekstasen i sig: „Hanne skal ha’e en Lille! Eventyrprinsessen venter
+sig!“
+
+Marie fløj som en Brand ned ad Trapperne. De halvlange Tøser løb
+hvinende sammen i Gaarden, Madammerne mumlede til hinanden ude i
+Træværket — opad og nedad. Ikke fordi det var noget nyt i og for sig;
+men dette var jo selve Hanne, den ubesmittelige som ingen Tunge havde
+nænnet at beklikke! Det var knap nok man vovede sig frem med det nu
+heller, saa overraskende kom det. De havde alle gaaet og levet med i
+hendes Sværmen paa en Maade, og ventet med hende paa Æventyret; lige fra
+lille var hun udsét til at bære det ufattelige — og nu skulde hun bare
+ha’e en Lille. Det var virkelig i første Øjeblik som et Mirakel, saadan
+kom det bag paa dem!
+
+Marie kom op igen, slæbende og med et Udtryk af Forfærdelse og Undren.
+Nede i Gaarden gik de smaa snottede Unger og trallede det, mens de
+travede med hinanden i Hænderne om Kloakens Rist, der var saa dejlig at
+gaa rundt efter:
+
+   „Bro Bro brille,
+   Hanne sda ha’e en Lille!“
+
+De kunde ikke engang snakke rent.
+
+Men det var „Grete med Barnet“ — det fjollede Fruentimmer, der smækkede
+Kældervinduet op, lagde sig ud paa Ryggen med sin Dukke paa Armen og
+skreg op gennem Gaarden saa det skingrede:
+
+„Æventyrprinsessen skal ha’e en Lille, og Pellemand er Far!“
+
+Pelle dukkede sig over sit Arbejde og tav. Han var lykkeligvis ikke den
+forklædte Kongesøn her! — men han trættedes ikke med Kvindfolk.
+
+Hannes Mor kom farende ud i Bislaget.
+
+„Det er Løgn!“ raabte hun, „Pelles Navn skal ikke rages ind i det. Saa
+faar det være med Resten som det vil!“
+
+Oven over hendes Hoved kom Ligkusken ravende ud. „Dér har sku Prinsessen
+rendt sig en Staver i Livet,“ brummede han med sin godmodige Bas. „Skade
+kun at jeg ikke er blevet Jordemor — man har faaet fat ved den forkerte
+Ende.“
+
+„Skrub du ind og hold Kæft, din Ligrøver,“ svarede Madam Johnsen
+fraadende. „Altid skal din Brændevinsrøst snakke med.“
+
+Han stod deroppe og hang over Rækværket i sin Halvdonner, og
+smaasnakkede drillende uden at tage sig af Madam Johnsens Skælden. Men
+saa smækkede lille Marie sit Vindu op og kom hende til Hjælp, og ovre
+paa Platformen kom Ferdinands Mor ud: „Hvor mange Skinker har du købt
+den sidste Maaned? Tag dine Bjørneskinker herud og vis os dem! Han
+slagter en Bjørn for hvert Lig, den Fyldebøtte!“ Fra alle Sider heglede
+de ham, han kunde ikke hamle op med dem, og nøjedes med at spærre
+Ansigtet op imod dem og sige bæ—æ—æ! Saa kom hans rødhaarede Fruentimmer
+ud og trak ham ind.
+
+Pelle sad bøjet over sit Arbejde og lyttede ud i Smug. Hans Skikkelse
+plejede at virke dæmpende paa _Arkens_ gale Anfald, men dette skulde han
+ikke have noget af at blive indblandet i. Aldrig havde han tænkt sig, at
+Hannes Mor kunde blive saadan! Hun var som en Furie, stod og drejede
+Hovedet lynsnart fra Side til Side og lyttede efter enhver Lyd, parat
+til at fare ud! Ak hun værgede sit Barn — nu det var bagefter! En
+rasende Hunkat lignede hun.
+
+   „Den aller yngste Greve —“
+
+sang Børnene nede i Gaarden, det var Hannes Vise. Madam Johnsen stod som
+vilde hun flyve lige ned i Hovedet paa dem. Pludselig slog hun Forklædet
+for Ansigtet og gik hulkende ind.
+
+
+
+
+                                  XII
+
+
+Lige fra den graa Dag brød, var der en egen Tone over _Arkens_ Summen,
+en hæs Iver der skød Sorgløsheden til Side. Gennem de lange mørke Gange
+lød Skuren og Skrubben, Svalerne og de møre Trætrapper fik deres Omgang
+Vand. „Skylle!“ blev der hvert Øjeblik raabt et eller andet Sted fra, og
+saa galdt det om at humme sig af Vejen. Hele Formiddagen drev Vandet fra
+Bislag til Bislag som over et Møllehjul.
+
+Men nu laa _Arken_ og frøs over sin egen Renhed, med et Udtryk som vilde
+den gamle Rede ikke kendes ved sig selv. Hist og her var der forsvundet
+et Fag Gardiner eller et Stykke Bohave inden for Vinduerne — det var
+vandret til Pantelaaneren i Dagens Anledning. Hvad der skortede her,
+hang i Beboernes Ansigt som Forventning og Festglæde.
+
+Op af Kvarterets Kælderhalse stak smaa Grantrær, og henne paa Torvet
+stod de som en hel Skov op ad Børnehusmuren. I Kælderbutikkernes Vinduer
+hang Hjærter og Kræmmerhuse og farvede Lys, og Urtekræmmeren paa Hjørnet
+havde en vældig Julenisse i Vinduet. Den var i rødt og graat Uldtøj og
+havde et helt Katteskind til Skæg.
+
+Ned over _Arkens_ Trappeværk laa Ungerne og skurede Gafler og Knive i
+Sand paa Trinene. Ah! sagde de og klappede sig paa Brystet, hvergang
+Lugten af noget stegt flød ud i Gaarden. Hvert Øjeblik maatte de af Sted
+efter for fem Øre og for ti Øre; der var ingen Ende paa alt det
+Juleaften bød paa. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder!“ laa en lille Unge og
+nynnede. „Vi skal ha’e rigtige Rødbeder, aa, aa, aa!“ Og saa rullede hun
+med sin lille Krop mens hun skurede.
+
+„Fredrik!“ raabte en skarp Stemme inde fra en af Gangene. „Tag og stik
+ned efter en Snes Pinde og et Surbrød til ti. Men se efter at
+Urtekræmmeren ikke snyder dig paa Snesen — og lad vær at pille af
+Krummen!“
+
+Madam Olsen med den varme Væg stegte Flæskesteg. Hun kunde jo ikke slæbe
+Komfuret ud paa Svalen; saa lod hun Stegen brænde paa, saa hele Gaarden
+hang fuld af blaa Os. „Madam Olsen! Deres Flæskesteg brænder paa!“ skreg
+en Snes Kvindestemmer paa én Gang.
+
+„Det er fordi Gryden er for lille,“ svarede Madam Olsen og stak sit røde
+Hoved ud gennem Træværket. „Hvad skal jeg stakkels Djævel gribe og gøre
+i, naar nu at Gryden er for lille?“ Og Madam Olsens Gryde var den
+største i _Arken_.
+
+Lidt før Mørkning gik Pelle hjemad fra Værkstedet. Han saá paa Gader og
+Mennesker med egne Øjne, der gød Glans over alting; det var
+Julestemningen der sad ham i Sindet. Hvorfor — spurgte han uvilkaarlig
+sig selv — der ventede ham jo ikke noget særligt. Han skulde arbejde
+senere i Dag end ellers, og kunde ikke engang tilbringe Aftenen sammen
+med Ellen; hun skulde gaa i sit Køkken og gøre det hyggeligt for andre.
+Hvad kom den Stemning til ham for? Minder var det ikke; saa langt han
+kunde huske tilbage havde han aldrig haft Del i nogen rigtig munter Jul,
+men maatte nøjes med Frasagnene der gik om det. Og alle de andre Fattige
+han mødte, var i Stemning lige som han selv; den haarde Spørgen var
+veget af deres Ansigter, de gik og smilede hen for sig. I Dag var der
+ikke noget af den blytunge Knugen, der ellers rugede over Underklassen
+som et Forbud paa Uvejr; lykkeligere kunde de ikke se ud, om de fik alle
+lyse Haab indfriet! Dér kom en Kone forbi ham med en Dyne i Favnen og
+gik ind i Pantelaanerens Port — hun saá nok saa fornøjet ud. Var de
+kanske saa glade, fordi de skaffede sig selv en lille Smovs ved at gøre
+en Række magre Dage endnu magrere? Nej, de festede jo, fordi
+Julestemningen var oppe i dem og de _maatte_ feste, hvor dyrt de saa
+skulde købe det!
+
+I denne Nat blev jo Kristus født — var det dérfor Folk var saa glade og
+gode?
+
+Pelle kunde endnu de fleste af Skrifstederne udenad fra Skolen. De havde
+ligget et Sted i ham uden at volde Besvær eller tage Plads op, og engang
+imellem kom et af dem op og var med til at bygge hans Menneskekundskab.
+Men Kristus selv havde han sit personlige Billede af, lige fra han som
+Dreng studsede over Befalingen til de Rige om at gaa hen og sælge alting
+og give Pengene til de Trængende. Det lod de nu nok være med — de tog
+Fattigmands store Ven og hængte ham! Han naaede ikke at blive mere end
+et Løfte til Staklerne; men kanske var det det Løfte, de blev ved at
+feste for nu to Tusend Aar efter!
+
+Saa længe havde de tiet og holdt sig i Beredskab ligesom Skriftens
+Jomfruer — og nu endelig kom det jo. Nu endelig begyndte det store
+Evangelium at lyde for de Fattige — der var god Mening i deres
+Juleglæde. Men hvorfor samlede man ikke Skarerne Julenat og forkyndte
+dem Evangeliet? Saa vilde de alle forstaa Bevægelsen og slutte sig til
+den med det samme! — Det tumlede i Pelles Hoved med nye stærke Tanker.
+Han havde ikke før vidst, at det han var med til var saa stort; han
+følte sig i det Højestes Tjeneste.
+
+Han stansede paa Torvet og betragtede stille Juletræerne — de førte hans
+Tanke hjem til Vogtemarken og de smaa Graner. Han fik Lyst til at
+overraske Børnene og købe et; de havde siddet de sidste Aftener og
+klippet Stads, og Karl havde tømret fire afskaarne Grangrene sammen til
+Juletræ.
+
+Inde hos Urtekræmmeren købte han Knas og Julelys. Kræmmeren gik paa
+Tæerne i Dagens Anledning, og ekspederede de smaa snavsede Unger med
+sirlige Buk. Han gav Tilgift og glemte rent at sige det sædvanlige: Husk
+at I skylder for to Lod Te og en Fjerding Kaffe! Men han snød som
+sædvanlig paa Vægten.
+
+Marie gik med opsmøgede Ærmer og havde travlt; hun smed alting og kom
+løbende da hun saá Træet. „Det kan jo ikke engang være herinde Pelle!“
+raabte hun og rejste det op. „Der maa skæres af! der maa oven i Købet
+skæres af! Nej hvor er det flot! Men forneden du, forneden! — Hjemme
+havde vi ogsaa Juletræ; Far gik selv op i Klipperne og fældede det, og
+vi Børn var med. Men dette her er meget kønnere!“ Saa sprang hun ud paa
+Gangen for at fortælle, huskede paa at Drengene ikke var kommet hjem
+endnu, og fór ind til ham igen.
+
+Pelle satte sig til at arbejde, nu og da hævede han Hovedet og kiggede
+ud. Sypigen der lige var flyttet ind ovre i Pipmandens gamle Rede,
+snurrede løs med sin Maskine og saá langt over efter ham. Hun var vist
+ensom; kanske havde hun ikke noget Sted at tilbringe Aftenen.
+
+Gamle Frandsen kom ud paa Platformen og humpede ned ad Hønsestigen i
+sine Kludesko, Tovet glippede i hendes rystende Hænder. Hun havde en
+lille Kurv paa Armen og Portemoniksen i Haanden — hun saá ogsaa ensom
+ud! Gamle Skind, nu var det tre Maaneder siden hun havde set sin Søn.
+Madam Olsen raabte hende an og indbød hende til om Aftenen, men den
+gamle virrede med Hovedet. Paa Tilbagevejen saá hun ind til Pelle.
+
+„I Aften kommer han,“ hviskede hun henrykt. „Jeg har købt Snaps og
+Hakkebøf til ham, for i Aften kommer han.“
+
+„Bliv nu ikke skuffet Madam Frandsen,“ sagde Pelle, „men han tør jo ikke
+vove sig herud mere. Kom hellere over og hold Jul med os.“
+
+Hun nikkede fortrøstningsfuldt. „Han kommer i Aften du. Juleaften har
+han altid plejet at sove i Mors Seng, lige fra han kunde krybe. Og det
+kan han ikke undvære, kender jeg Ferdinand ret!“ Hun havde allerede redt
+til sig selv paa Stolene, saa sikker var hun.
+
+Politiet regnede nok lige som hun, for der lød fremmede Fodtrin nede i
+Gaarden. Det var lige i Mørkningen, hvor der kom og gik saa mange
+uænset. Men disse Trin fik et Kvindehoved til at jage frem over et af
+Balustrene og udstøde en skarp Lyd; og i et Nu var alle Svalerne fulde
+af Kvinder og Børn. De hang udover Træværket og lavede et øredøvende
+Spektakel, hele det snævre Gaarddyb fyldte de med uudholdelig Larm. Det
+lød som en Orkan kom ned gennem Skakten med en Regn af Tagsten;
+Betjenten tumlede bedøvet ind i Tøndegangen. Der stod han lidt og
+sundede sig, inden han fortrak. Oppe i Træværket hang de og pustede ud,
+matte efter den voldsomme Udladning — og sladrede som en Hærskare
+Smaafugle der har kastet Høgen paa Flugt.
+
+„Glædelig Jul,“ raabte man nu over fra Svale til Svale. „Tak for det —
+og i lige Maade skulde man vel sige!“ Børnene raabte: Glædelig Jul og et
+godt Stykke Sul! til hinanden, og svarede: Glædelig Fest og et godt
+Stykke Flæsk!
+
+Helligaften var inde. Mændene kom drattende i deres tunge Trav, og
+Fabrikspigerne kom styrtende; hist og her fra de lange Gange sivede spæd
+Graad dem i Møde og gjorde ondt i de spændte Bryster. Ungerne var i ét
+Rend efter de sidste Ingredienser, nede ved Udgangen til Gaden maatte de
+klemme sig forbi to Sutter, som stod og skuttede sig i Kulden. Der var
+noget mistænkeligt ved dem. „Der staar to dernede, men de er ikke
+rigtige!“ kom Karl op og meldte. „De ligner dem fra Kasino.“
+
+„Stik over til Gamle Frandsen og sig det,“ sagde Pelle.
+
+Men den gamle svarede blot: „Gudskelov, saa er han da inte ta’et endnu.“
+
+Ovre hos Olsens var Datteren Elvira kommet hjem; der var ikke rullet
+ned, og hun stod henne ved Vinduet med sin mægtige Hat med Blomsterne og
+lod sig beundre. Marie kom løbende ind. „Har du set hvor fin hun er,
+Pelle?“ sagde hun betaget. „Og alt det faar hun for ingenting af
+Herrerne — blot fordi de synes hun er nydelig. Men om Aftenen maler hun
+bare Kinderne.“
+
+Børnene gik og drev ude paa Gangen og ventede paa at Pelle skulde blive
+færdig; de vilde ikke holde Jul uden ham. Men nu havde han ogsaa
+Fyraften; han smed en Trøje paa, pakkede Arbejdet ind og løb.
+
+Ude paa Platformen stansede han et Øjeblik. Han kunde se Lysskæret fra
+Byen flimre op mod den dybe stjærnesaaede Himmel, Natten var saa
+højtidsfuld smuk. Under ham hang Træværket forladt og sukkede i Frosten;
+alle Døre vare lukkede for at holde Kulden ude og Glæden inde. „Højt fra
+Træets grønne Top —“ lød det et Steds fra, Lyskæret faldt ud og brød sig
+Vej paa Kryds og tværs mellem Bjælkeværket. Pludselig drønede det tungt
+i det — Ligkusken kom ravende hjem med en Skinke under hver Arm. Saa
+blev alt roligt, saa roligt som ellers aldrig i _Arken_, hvor noget
+bestandig gav sig og klagede, Nat og Dag. Et Barn kom stille ud og
+vendte et Par spørgende Øjne opad for at spejde efter Julestjærnen! —
+Hos Madam Frandsen var der Lys. Hun havde hængt et hvidt Stykke for
+Vinduet i Aften og trukket det stramt til; Lampen stod tæt op ad
+Gardinet, saa den der færdedes derinde ikke kunde kaste Skygge paa det.
+
+Det gamle Skind! tænkte Pelle mens han løb — hun kunde vist spare sig
+Ulejligheden. Da han havde afleveret Arbejdet, løb han over i
+Holbergsgade for at ønske Ellen glædelig Jul.
+
+Der var dækket festligt inde hos ham, da han kom hjem: Svinekarbonade og
+Risengrød og Juleøl. Marie var rød i Kinderne af Stolthed over sit Værk;
+hun sad og nødte de andre men spiste næsten ikke noget selv.
+
+„Saa god Mad skulde du lave hver Dag, Tøs!“ sagde Karl og huggede i sig.
+„Du kunde skam godt staa i Kongens Køkken.“
+
+„Hvorfor spiser du ikke af den dejlige Mad?“ spurgte Pelle.
+
+„Aa nej, jeg kan ikke!“ svarede hun og tog sig til Kinderne; hendes Øjne
+straalede mod ham.
+
+De lo og sludrede og drak Skaal i Juleøllet. Karl stak de ny Brandere og
+Gadens sidste Refræn ud; han sankede det op paa sin Farten i Byen. Peter
+sad og saá urokkelig fra den ene til den anden. Han lo aldrig, men ind
+imellem kom han med en tør Bemærkning, som viste at han morede sig. De
+kiggede jævnlig over efter Gamle Frandsens Vindu — det var en Skam hun
+ikke vilde være med!
+
+Der var fem Lys derovre nu — de sad nok paa et lille Juletræ i en
+Urtepotte. De rørte sig som fjærne Stjærner gennem det hvide Stykke, og
+Madam Frandsens Stemme lød tynd og sprukken: Glade Jul, dejlige Jul!
+Pelle aabnede Vinduet og lyttede; det undrede ham at den gamle Sjæl
+kunde være saa glad.
+
+Pludselig lød en advarende Stemme op nede fra: „Madam Frandsen, der
+kommer Fremmede!“
+
+Omkring paa Svalerne fløj Døre og Vinduer op, Skikkelser styrtede ud med
+Mad i Haanden og lænede sig udover. „Hvem vover at forstyrre
+Julefreden?“ spurgte en dyb Stemme truende.
+
+„Lovens Haandhævere,“ svaredes der nede fra Mørket. „Forhold jer rolige
+her — i Øvrighedens Navn!“
+
+Ovre paa Madam Frandsens Side skimtedes to Skikkelser der løb lydløst
+opad paa alle fire. Deroppe skete der ikke noget, de havde nok tabt
+Hovedet. „Ferdinand, Ferdinand!“ skingrede en Pigestemme vildt — „nu er
+de over dig!“
+
+Døren fløj op i det samme, Ferdinand stod i et Spring paa Platformen.
+Han slyngede en Stol ned mod Forfølgerne og ruskede rasende i Løbetovet
+for at feje dem af Trappen. Saa greb han i Tagrenden og svang sig op.
+„Farvel Mor!“ raabte han deroppe fra; hans Spring lød i Mørket. „Farvel
+Mor — og glædelig Jul!“ Raabet steg hult som et sygt Dyrs Brølen langt
+ude i Natten, og man hørte Betjentenes snublende Jagt over Tagene. Saa
+blev alt stille.
+
+De kom tilbage med uforrettet Sag. „Naa De fik ham ikke!“ raabte Olsen
+hoverende nede fra sit Vindu.
+
+„Nej, tror I vi vil ligge der og brække Halsen for hans Skyld?“ svarede
+Betjentene og kravlede ned. „Er der ingen der gi’r en Julebajer?“ Da der
+ikke kom noget Svar, gik de.
+
+Gamle Frandsen gik ind til sig selv og lukkede for sig; hun var træt og
+kummerfuld og vilde i Seng. Men lidt efter kom hun sjokkende om paa den
+lange Gang. „Pelle,“ hviskede hun — „han ligger derinde! Mens de
+kravlede rundt paa Tagene, har han lige saa stille listet sig ned over
+Loftet og lagt sig i min Seng. Herregud, han har ikke lagt i en Seng i
+fire Maaneder — han snorksov saamænd allerede.“ Saa listede hun af igen.
+
+Naa, det var en slem Afbrydelse! Ingen havde Lyst til at begynde igen
+andre end Karl; og ham regnede Marie ikke, for han var altid sulten. Saa
+tog hun af Bordet, og snakkede mens hun gik ud og ind; hun kunde ikke
+lide at se Pelle saa alvorlig.
+
+„Men Hemmeligheden!“ raabte hun pludselig forfærdet, Drengene løb ind
+til hende. De kom igen, Drengene tæt ved Siden af hinanden, og Marie bag
+dem med noget under Forklædet. De to Knægte kastede sig over Pelle og
+holdt ham for Øjnene, mens Marie stak ham noget i Munden. „Gæt,“ raabte
+de — „gæt!“ Det var en Porcelæns Pibe med grøn Silkekvast og en
+Tikroneseddel afbildet paa Pibehovedet — Ellens Julegave til ham.
+Børnene havde føjet en Kardus Tobak til. „Nu kan du rigtig ryge,“ sagde
+Marie og klemte hans Mund sammen om Pibespidsen — „du er jo saa klog i
+Forvejen.“
+
+Børnene havde bedt Fremmede til Juletræet: Sypigen, den gamle Natvægter
+nede fra det indvendige, Fabrikspigen med sin lille Dreng — alle dem der
+sad og holdt Jul alene; de vidste ikke selv hvor mange! Hanne og hendes
+Mor var ogsaa bedt men gik tidlig i Seng, de var ikke i Humør til
+Selskabelighed. Nu kom de drattende den ene efter den anden med oprømte
+Ansigter, Marie slukkede Lampen for dem og gik ind for at tænde
+Juletræet.
+
+De sad tavse og ventede, Skæret fra Kakkelovnen flakkede lunefuldt om i
+Stuen, belyste et Ansigt med sænkede Øjenlaag og spændte Træk, og sprang
+væk med et lille Smæld. Fabrikspigens Dreng var den eneste der snakkede;
+han havde søgt Tilflugt paa Pelles Knæ og var helt tryg ved Mørket;
+Barnestemmen lød forunderlig lys ud i det. „Nu skal Povl tie pænt
+stille,“ gentog Moderen formanende.
+
+„Maa Povl ikke godt snakke?“ spurgte Drengen og følte efter Pelles
+Ansigt.
+
+„Jo i Aften maa Povl alt hvad han vil,“ svarede Pelle. Saa pludrede
+Drengen videre og sparkede efter Mørket med de smaa Ben.
+
+„Nu maa I komme!“ raabte Marie og slog Døren op ud til Gangen. Inde i
+Børnenes Stue var der ryddet ud, Juletræet stod midt paa Gulvet og
+straalede. Nej hvor var det prægtigt — og stort! nu kunde Øjnene faa sig
+spærret op. Lysene tindrede i dem — og i Ruderne, i det gamle
+Mahonispejl og Skillingsbilledernes Glas — saa man pludselig færdedes
+blandt Myriader af Stjærner og glemte al sin Forhutlethed. Det var som
+et Ryk bort fra alle Sørger og Bekymringer, lige ind i Herligheden; og
+med ét brød en fin klar Stemme ud i Sang, dirrende af Undseelse:
+
+   „Velkommen igen Guds Engle smaa
+   fra høje Himmelsale,
+   med dejlige Solskinsklæder paa
+   i Jordens Skyggedale!
+   Trods klingrende Frost godt Aar I spaa
+   for Fugl og Sæd i Dvale.“
+
+Det lød som en Hilsen fra Sky, de lukkede Øjnene og vandrede rundt med
+hinanden i Hænderne. Saa gik Sypigen rødmende i Staa. „I synger jo ikke
+med,“ udbrød hun.
+
+„Nu vil vi ha’e en Salme vi alle kender,“ sagde Pelle.
+
+„Højt fra Træets grønne Top —!“ foreslog Karl.
+
+Ja saa sang man den. Den faldt udmærket til Anledningen — om det saa var
+Navnet Peter passede det! Og helt morsomt var det med alle de Gaver, der
+kom opmarsjerende i Visen; hver eneste én var der tænkt paa! Det med
+Pengepungen til Slut var ogsaa altfor sandt, og der kunde været meget
+mer endnu at drøfte ved den Sang. Men pludselig satte Drengene
+Rundkredsen i Gang; de trampede som et Par Soldater, og det hele
+hvirvlede af Sted i vild fejende Fart, en sand Heksedans:
+
+       „Hej dikke dom,
+       min Mand faldt om!
+   Det var Lille Juleaften.
+       Jeg tog en Stok
+       og hjalp ham op!
+   Det var lille Juleaften.“
+
+Som alt det Lys hedede og gik til Hovedet. Døren maatte staa aaben ud
+til Gangen.
+
+Derude stod Loftets Beboere og lyttede og strakte Hals. „Kom bare ind!“
+raabte Drengene. „Her er Plads nok, naar vi gaar i to Rækker.“ Saa
+travede man igen rundt og sang Julesalmer; hvergang det gik i Staa, kom
+en eller anden i Tanke om en Salme, som det var Synd ikke var kommet
+med. Dørene lige overfor stod ogsaa aabne, den gamle Kludesamler sad for
+Enden af sit Bord og sang paa egen Haand. Han havde et Rugbrød og en
+Tallerken Fedt foran sig, mellem hver Salme tog han sig en Humpel. Inden
+for den anden Dør sad tre Kularbejdere og spillede Seksogtres om Snaps
+og Øl. De havde Ansigterne inde ved Juletræet, og sang med mens de
+spillede; nu og da stoppede de op midt i Linjen for at melde eller
+raabe: Stukket! Pludselig smed de Kortene og kom ind. „Vi vil ikke sidde
+og se paa at I andre arbejder,“ sagde de og traadte ind i Kredsen.
+
+Man blev træt af at gaa rundt og synge tilsidst og fik skrabet Sæder
+sammen fra de andre Rum. De maatte pakke sig tæt sammen, helt ind under
+det skraa Tag og oppe i Vindueskarmen; rundt om Juletræet var der en fri
+Kreds. De sad og pludrede, sammensunkne i forkrøblede Stillinger, som
+var det den eneste Maade deres Legemer rigtig kunde finde Hvile; Armene
+hang slapt ned mellem Knæerne. Men Ansigterne var bestandig opstemte,
+Osen fra Lysene og de spruttende Grangrene lagde sig blaa om dem og fik
+dem til at gløde fyldigt frem. Den brændte Harpiks gav Røgtaagen en
+mystisk, henførende Duft, og de stemte Ansigter lignede nynnende Sjæle,
+der svævede i Skyerne hver over sit forpinte Legeme.
+
+Pelle sad og betragtede dem saa Hjærtet blødte i ham — det var _hans_
+Andagt. Ak fattig Fugl kommer hinkende, kommer linkende — hvad oplevede
+de nu af stort som gav dem Bod for alle Savn? Lidt Lys blot! — og de saá
+ud som skulde de kaste sig ind i det og omkomme. Han kendte hvers Skæbne
+nu, bedre end de selv; naar de kom i Nærheden af Lyset, brændte de sig
+altid lige som Natsværmere, saa forkomne var de!
+
+„Det er forresten en underlig Opfindelse naar man tænker sig om,“ sagde
+en af Jordarbejderne og nikkede mod Juletræet. „Men kønt er det. Gud ved
+hvad det egenlig skal forestille?“
+
+„Det skal forestille at nu gaar Aaret opad mod Lyset,“ sagde den gamle
+Vægter.
+
+„Nej det skal forestille Hyrdernes Glæde over Jesusbarnets Fødsel,“
+sagde Kludesamleren og kom frem i Døren. „Hyrderne var Fattigfolk lige
+som vi — der levede i Skyggen. Derfor blev de saa glade over ham der kom
+med Lyset.“
+
+„Naa, saa forskrækkeligt meget Lys synes jeg ikke man har belemret os
+med! Ja Juletræet her, det er sku storartet — det skal Børnene ha’e Tak
+for! Men det kan man ikke saadan ha’e brændende til Hverdagsbrug — og
+Solen ser du, den har Velhaverne lagt Beslag paa.“
+
+„Ja det har du Ret i, Jakob!“ sagde Pelle som gik og tog Hjærter ned til
+Børnene, der fordelte Godterne. „I faar Ret alle tre — grinagtig nok!
+Juletræet skal baade minde os om Kristi Fødsel og om Aaret som gaar opad
+mod Lyset — for det er jo et og det samme. Og saa skal det paaminde os
+om at faa vor Del i Tingen; Kristus blev nok nærmest født for at
+paaminde de Fattige om deres Ret han! For Gud Herren er ikke den Slags
+Mand, som giver vidtløftige Anvisninger paa hvordan man skal gaa frem;
+han ruller sin Sol rundt om Jorden hver Dag, og saa faar enhver selv se
+til at anbringe sig i Solskinnet. Det er lige som med Krokonen
+derhjemme, som sagde til de Rejsende: Hvad ønsker De at spise? De kan
+faa And, Kylling, Flæskesteg — alt hvad De selv bringer med Dem!“
+
+„Det var Fanden til Forklaring den,“ sagde de og lo. „Ja saa er det
+ingen Kunst at indbyde én paa Herligheder — naar man selv skal skaffe
+sig dem! Du skulde være Præst du.“
+
+„Han skulde snarere være Fandens Advokat,“ sagde den gamle Kludesamler.
+„For Kristendom er der ikke meget af i det han siger.“
+
+„Du sagde jo selv at Kristus kom med Lyset til de Fattige,“ svarede
+Pelle. „Og han har selv forklaret godt nok, at det han vilde var, at
+gøre de blinde seende, vække dem der var døve og døde, og give de
+ringeagtede og forsmaaede Anseelse igen. Saa det maa vel staa til
+Troende.“
+
+„Blinde se, halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op, og
+Evangelium prædikes for de Fattige,“ sagde Kludesamleren irettesættende.
+„Du forvansker Skriften, Pelle!“
+
+„Jeg tror nu ikke, det var nogle faa Vanskabninger han tænkte paa — nej
+det var alle os i Elendigheden! og Skavankerne passer godt nok paa os.
+Saadan forstod Prædikant Sort det ogsaa, og han var dog en from Guds
+Mand. Han gik og ventede paa Tusendaarsriget for de Fattige, og mente at
+Kristus var paa Jorden for at forberede dets Komme.“
+
+Kvinderne sad fortabte og hørte efter med aaben Mund; de trak knap
+Vejret, Povl var faldet i Søvn paa Moderens Skød.
+
+„Saa han skulde have gaaet og tænkt paa os stakkels Lus saa langt frem i
+Tiden!“ udbrød Mændene og saá til hinanden. „Men hvorfor har vi saa ikke
+faaet det lidt menneskeligt for længe siden da?“
+
+„Ja det forstaar jeg heller ikke,“ svarede Pelle nølende. „Vi skulde
+kanske forsøge os frem til det rette — det tager jo Tid.“
+
+„Jamen hæ —! Naar han ikke vilde _give_ os ordenlige Kaar saa —! Tage
+selv behøver man ingen Kristus til.“
+
+Der var noget her Pelle heller ikke kunde klare, skønt det laa i ham som
+en levende Overbevisning. Man maatte selv erhværve sig sit — det var saa
+lysende klar en Ting, at han ikke begreb de var blinde for den; men
+hvorfor man maatte det, kunde han alligevel ikke forklare dem — alt det
+han brød sin Hjærne. „Men jeg kan fortælle jer en Historie,“ sagde han.
+
+„Saa skal det være en med Spænd i!“ udbrød Karl, han kedede sig. „Det
+var meget bedre om Vinslev var her, han kan da hitte paa.“
+
+„Aa ti du stille Knægt!“ sagde Marie vredt. „Pelle holder rigtige Taler
+— for hele Forsamlinger!“ sagde hun højtideligt nikkende til de andre.
+„Hvad hedder den?“
+
+„Tudeper.“
+
+„Ah, det er en med Per — saa er det et Æventyr. Hvad handler den om?“
+
+„Det faar du jo at vide naar du hører den, mit Barn!“ sagde den gamle
+Vægter.
+
+„Jamen saa kan man ikke glæde sig til, naar det rigtige kommer. Er det
+om én der drager ud i Verden?“
+
+Handler om — Pelle betænkte sig lidt. „Den handler om Kristi Fødsel,“
+svarede han raskt og blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed. Men de
+andre saá skuffede ud, og satte sig til at stirre ned i Gulvet som om de
+var i Kirke.
+
+Saa fortalte Pelle Historien om Tudeper, der fødtes i Sorg og Elendighed
+og voksede op til at blive stor og stærk og alles Hund. Den ynkeligste
+Ynk var det at høre om denne sværlemmede Tamp, der var saa fuld af
+Rædsel, at han blev vaad blot en Tøs tjattede lidt til ham — og ikke
+vidste anden Udvej af sin Kvide end Strikken. Hvilken Skam var det ikke,
+at han tjente sin Føde selv og dog var paa Sognet; ret som om der blev
+vist ham en Velgærning ved at sætte ham ud — naar han dog med sin
+Arbejdsvillighed kunde kommet an hvor som helst! Og helt uudholdeligt
+blev det, da han voksede til og fremdeles lod sig misbruge og hundse med
+af alle og enhver. Men saa pludselig sprængte han Fortryllelsen, slog
+sine Plageaander ned, og sprang frem i Dagen som den kækkeste af alle.
+
+De aandede dybt ud efter det, Marie klappede i Hænderne. „Det var jo
+alligevel et Æventyr!“ raabte hun. Karl kastede sig over Peter og gav
+sig til at dænge ham, skønt den alvorlige Fyr var alt andet end en
+Tyran.
+
+De snakkede i Munden paa hinanden, hver havde noget at sige om Tudeper.
+„Det var sku godt gjort,“ sagde Mændene. „Han tævede det hele igennem
+fra en Ende af — sikken en Krudtka’l! Naa, han havde jo Kræfterne — men
+alligevel! Men hvorfor Pokker gik han saa længe og fandt sig i alt det?“
+
+„Ja det er jo lidt svært for os at begribe — vi som staar saa fast paa
+vor Ret,“ svarede Pelle leende.
+
+„Tak, du er forresten god — den var godt langet ud!“ udbrød Glade Jakob.
+„Men har du Brug for en Næve, saa er min her!“ Han slog sin Haand i
+Pelles.
+
+Lysene var forlængst brændt ned, de mærkede det ikke. Deres Øjne hang
+ved Pelle nu, søgende, med en egen Glans der kom og gik i lys Spørgen.
+Og pludselig faldt de over ham med Spørgsmaal! Der var nok at spørge om,
+en hel Verden fuld af Herligheder paastod han var deres, og nu skyndte
+de sig at tage den i Besiddelse. Selv den gamle Kludesamler lod sig rive
+med; det var altfor lokkende at tage sig en lille Rus, selv om der
+kanske kom en Hverdag bagefter.
+
+Pelle stod stærk imellem dem og bekræftede Spørgsmaalene med et sikkert
+Smil; han vidste at det alt blev deres, selv om det ikke skete lige med
+det samme. Taalmodighed og Udholdenhed skulde der til, men det vilde de
+ikke kunne fatte nu. Naar de først havde taget Herlighederne i
+Besiddelse, vilde de vel vide at slaa et Slag for dem. Tvivl var der
+ikke i ham, han stod imellem dem som deres fremskudte Ævne, lykkeligt
+hvilende paa dybe Rødder.
+
+
+
+
+                                  XIII
+
+
+Der steg en egen Lyd op nede fra _Arkens_ Bund, stolprende Jordtrin der
+drog over Stenbroen i altfor tungt Fodtøj. Alt Blodet jog Pelle til
+Hjærtet, han slængte Arbejdet fra sig og var i et Spring omme paa
+Svalen, vis paa at det bare var en forfængelig Drøm. Men dernede stod
+Lassefar lyslevende, og stirrede op gennem Træværket som vilde han ikke
+tro sit gamle Syn. Paa Ryggen havde han en Sæk med Skrammel.
+
+„Halløj!“ raabte Pelle og tog Trapperne i lange Spring „Halløj!“
+
+„Goddag Pøjke,“ sagde Lasse med en Stemme der rystede af Sindsbevægelse,
+og saá famlende paa Sønnen med sine vippeløse Øjne. „Ja her har du saa
+Far Lasse — om ellers du vil have’n. Men hvor kom du fra? mig synes du
+faldt ned fra Himlen.“
+
+Pelle tog Sækken fra Faderen. „Kom nu med op du,“ sagde han — „du kan
+rolig betro dig til Trappen. Den er solidere end den ser ud til.“
+
+„Saa ligner den jagu Lasse,“ svarede den gamle og trampede bagefter ham;
+Stropperne paa hans Halvstøvler stak lige ud til Siderne, han lignede i
+et og alt sig selv. For hver Afsats stansede han og gjorde sine
+Bemærkninger om Bislagene, Pelle maatte tysse paa ham. „Her snakker man
+ikke frit op om Tingene, det bliver let opfattet som Kritik,“ sagde han.
+
+„Ja saa? ja man skal lære saa længe man lever. — Nej se, og her staar de
+og vasker oppe! — en hel Gaard skal det gøre det af for! — Av, ja jeg
+skal nok lade være at sige noget — og at de boede oven paa hinanden har
+jeg jo nok vidst. Men ikke kunde man tænke her var saa trangt om
+Pladsen, at de maa hænge Gaardrummet op uden for Køkkendøren, den ene
+over den anden. Det er jo som Fuglene der besørger alting paa en Pind!
+og jagu om det hele ikke braser ned en Dag!“
+
+„Saa her bor du!“ udbrød han og saá sig skuffet om i det skraa Hummer.
+„Jeg har tidt undredes paa, hvordan du vel havde indrettet dig herovre.
+Jeg traf en Mand derhjemme for nogle Dage siden, som sagde at der
+allerede gik Ord af dig; men paa din Vaaning kan det ikke ses. Naa langt
+til Himlen har du i det mindste ikke.“
+
+Pelle tav. Han var glad ved sin Knast og hele Tilværelsen nu, men Far
+Lasse blev ved at sætte Haab til ham om borgerlig Fremgang og føle sig
+beskæmmet. „Du har kanske bildt dig ind jeg boede i et af de kongelige
+Slotte?“ sagde han lidt bittert.
+
+Men Lasse saá inderlig god paa ham og lagde begge Hænder op paa hans
+Skuldre. „Saa stor og svær du er blevet, Pøjke!“ sagde han beundrende.
+„Ja og her har du mig saa, men jeg kommer ikke for at ligge dig til
+Byrde. Nej men det blev saa trist efter det med Dues, at jeg tog af Sted
+uden at varsko dig. Saa kunde jeg ogsaa komme gratis med en Skipper.“
+
+„Hvad er det med Dues?“ spurgte Pelle. „Da vel ikke noget galt.“
+
+„Nej ved du ikke det? Jo han har lagt straffende Haand paa sin Kone, da
+han opdagede dét med Konsulen. Han var jo blind og gik bestandig og
+troede godt om hende — lige til han greb dem i Synden. Saa tog han Livet
+af hende og de Børn han og hun havde sammen, og gik til Øvrigheden og
+meldte sig. Men den yngste, som enhver kunde se var Konsulens, rørte han
+ikke. Ak ja, det er en trist Ulykke! Før han meldte sig, kom han op til
+mig, han trængte vel til en sidste Gang at være hos en, der mente ham
+det uden Svig. Jeg har kvalt Anna — sagde han saa snart han fik sig sat
+— det maatte saa være, der er ingen Sorg, der er ingen Sorg! De Børn der
+er mine, har jeg sørget redeligt for! — Ja ja, han havde sørget for dem
+Staklen! — Jeg vilde blot bede Farvel med dig du Lasse; nu er mit Liv
+forspildt, saa lykkelig jeg kunde været i min Nøjsomhed. Men Anna vilde
+jo til Vejrs; og der har jeg gaaet og taget min Fremgang af hendes
+Skændsel — uden at vide af det. Jeg vilde jo ikke andet end Fattigmands
+ringe Lykke — en god Kone og nogle Børn — og nu skal jeg i Slaveriet.
+Gudskelov Anna ikke oplever det! Hun var finere i det end vi andre, og
+maatte bedrage for at naa frem. — Saadan sad han og snakkede som en død,
+uden én saa meget som kunde mærke Følelse i ham. Og jeg turde ikke lade
+ham se, hvor syg i Sindet jeg var; han havde det jo bedst, saalænge
+Samvittigheden sov. — Dine Øjne løber i Vand Lasse — sagde han stille —
+du skulde bade dem med noget; Urin skal være godt! — Ja jeg skal love
+for de løb i Vand, herregud ja. Saa rejste han sig. Du har heller ikke
+meget at leve for længer du Lasse — sagde han og tog mig i Haanden — du
+bliver gammel nu! Men hils Pelle — han naar kanske frem!“
+
+Pelle sad og lyttede trist i Sind til den tunge Beretning, men ved disse
+Ord kom han til at ryste. Han havde tidt nok hørt Klangen af denne
+Forventning til _hans_ Lykke og glædet sig ved den; den var jo kun et
+Ekko af Fortrøstningen i ham selv. Men nu lagde det sig over ham som en
+Byrde. Det var altid de segnende, der klamrede sig til hans Lykke; idet
+de sank, skød de deres Haab over paa ham. Det var en trist Maade Lykken
+havde at varsle paa; en forfærdelig tung Velsignelse lyste denne
+Dødsdømte over ham og hans Fremgang, idet han traadte op paa Skafottet.
+Han sad og stirrede ned uden et Livstegn, med rugende Udtryk; hans Sjæl
+frøs under en Anelse om overmenneskelige Byrder, og kastede et
+pludseligt Lys fremefter for ham: Aldrig kunde der være Tale om nogen
+Lykke for ham alene — det Æventyr var dødt! Han var hægtet til alle de
+andre og skulde staa fælles Lykke og fælles Skade med dem; derfor gav de
+forulykkede ham deres Velsignelse! Inde i sit Sind følte han Dues tunge
+Vandring, som var det ham selv der bar paa det forfærdelige. Og skøn
+Anna, som maatte stræbe bort over sine egne og træde dem i Støvet! —
+aldrig mer kunde han rive sig løs og blive helt glad som før! Han havde
+mødt megen Elendighed allerede, og var kommet til at hade dens Aarsag;
+men her slog Hadet ikke til. Dette var selve _den Store Sorg_!
+
+„Ak ja,“ sukkede Lasse — „godt var det, at Bror Kalle ikke kom til at
+opleve alt det. Han sled sig op for sine Børn, og nu ligger han i
+Fattigjord til Tak. Albinus der farter om i Udlandet som Gøgler, var den
+eneste der havde Tanke for den Ting; men Pengene kom for sent, skønt han
+skikkede dem paa Telegraf. Har du nu hørt Mage til Tusendkunstner — at
+skikke Penge fra Engeland til Bornholm gennem en Telegraftraad; det er
+ligegodt fan til Akrobat! Naa, Bror Kalle kunde jo ogsaa et og andet
+Taskenspilleri, saa han har det ikke efter fremmede. Alfred lod slet
+ikke høre fra sig ved Jordefærden; han hører nu til de Fine og har
+afbrudt al Forbindelse med sin fattige Slægt. Man har valgt ham ind i
+forskellige Byhværv, og han er en ren Blodhund mod de Fattige — Frænde
+er jo Frænde værst. Men de Fine er nok ogsaa svært saa glade for ham.“
+
+Pelle hørte kun lige den gamles Tale som et enstonigt Dryp. Due, Due!
+det godmodigste bedste Menneske han kendte — han som værgede Annas uægte
+Barn mod dets egen Mor, og holdt af det som af sine egne fordi det var
+værgeløst og trængte til det — han vandrede nu hen for at lægge sit
+Hoved paa Skafottet! Saa dyrt købte han sit Ønske om at faa et Par Heste
+og blive Vognmand. Heste og Vogne havde han taget paa Kredit og selv
+klaret Renter og Afdrag — Konsulen havde blot sagt god for ham. Og for
+den lille Opnaaelse vandrede han nu Forsmædelsens Vej! Skridtene blev
+ved at give Genlyd i Pelles Sind; han fattede ikke hvorledes han skulde
+bære det, og længtes efter sin tidligere Sløvhed.
+
+Lasse snakkede sig hen over det, for ham var det Skæbne — tung og trist
+men som ikke kunde være anderledes. Gensynet havde ogsaa løsnet saa
+meget i ham, han var oprømt, alt hvad han saá var morsomt. Som man dog
+kunde finde paa at stuve Mennesker sammen herovre — som Sild i en Tønde!
+Og hjemme paa Bornholm laa der store Strækninger, hvor ikke et Menneske
+holdt til. Vinduet var han ikke dristig ved at nærme sig, han holdt sig
+forsigtigt et Stykke inde i Stuen og kiggede ud over Tagene. Det var
+ligegodt tosset! man kunde lige saa godt give sig til at tælle Aksene i
+en Kornmark som Husene her.
+
+Pelle kaldte paa Marie som beskedent holdt sig inde hos sig selv. „Det
+er min Plejemor,“ sagde han og tog hende om Skulderen „— og det er saa
+Far Lasse, som du allerede siger du holder af. Kan du skaffe os nogen
+Frokost?“ Han gav hende Penge.
+
+„Hun er vakker hun,“ sagde Lasse og gravede i sin Sæk — „hun skal ha en
+Skænk! — Her har du et rødt Æble,“ sagde han da hun kom tilbage — „Spis
+det, saa bliver du min Kærest.“ Marie smilede alvorligt og saá paa
+Pelle.
+
+De laante Marskandiserskens Trækkevogn og kørte ned til Pæreskipperen
+efter Lasses Sager. Det meste havde han solgt for ikke at drage ud i
+Verden med for stor Oppakning; men en Seng med Sengeklæder og lidt andet
+havde han dog beholdt! „Saa har jeg jo Hilsener fra Sort og Marie
+Nielsen!“ sagde han.
+
+Pelle blev rød. „Jeg skylder hende et Par Ord men har helt glemt det
+herovre; mit Portræt har jeg ogsaa halvvejs lovet hende. Nu faar jeg se
+at faa det til en Side.“
+
+„Ja gør det,“ sagde Lasse. „Jeg ved ikke hvor nær I har staaet hinanden,
+men hun var en god Kvinde. Og de der sidder tilbage, føler Naget ved at
+være glemt — husk det!“
+
+Allerede om Eftermiddagen hægede Lasse om sig og børstede sin
+Hovedbeklædning.
+
+„Hvad nu?“ spurgte Pelle. „Du vil da ikke gaa ud alene?“
+
+„Jeg vil ud og se lidt paa Staden,“ svarede Lasse selvfølgeligt. „Noget
+Arbejde har jeg i Sinde at søge mig, og kanske gaar jeg hen og titter
+lidt paa Kongen ogsaa! Du kan bare forklare mig, hvad Retning jeg skal
+holde.“
+
+„Du maa hellere vente, til jeg kan følge med — du kaster dig bare hen.“
+
+„Naa gør jeg det?“ svarede Lasse stødt. „Jeg fandt dog herhen alene,
+skulde jeg tro.“
+
+„Jeg kan følge med den gamle Mand,“ sagde Marie.
+
+„Ja følg du med den gamle Mand, saa skal ingen komme og sige, han har
+mistet Ungdommen,“ udbrød Lasse skæmtende og tog hende i Haanden. „Vi to
+skal vist blive gode Venner tror jeg.“
+
+Henad Aften kom de igen. „Mennesker er her nok af,“ sagde Lasse pustende
+— „men Overflod paa Arbejde lader her ikke til at være. Jeg har spurgt
+paa baade det ene og det andet, men ingen vilde have mig. Naa det gir
+sig vel! Ellers kan jeg sætte en Pig i min Kæp og give mig til at samle
+Gadepapir op lige som de andre Gamlinge; det ved jeg da jeg duer til.“
+
+„Men det faar du ikke Lov til,“ svarede Pelle hæftigt. „Min Far skal
+ikke gaa og være Gadesamler.“
+
+„Ja ja — noget vil jeg have fat i — ellers rejser jeg hjem igen. Jeg vil
+ikke gaa løs og ledig og se paa at du slider.“
+
+„Du kan godt trænge til at hvile dig og have det lidt rart paa dine
+gamle Dage Far — men det ordner sig nok!“
+
+„Kst, hvile mig! Jeg skulde vel ligge paa Ryggen og lade mig made som et
+Spædebarn? Jeg tror ikke min Ryg holdt til det, du.“
+
+De havde faaet Lasses Seng stillet op med Fodenden ind under Skraataget;
+der var lige Plads til den. Pelle var helt barnestemt da han gik i Seng;
+det var snart mange Aar siden han havde sovet i Rum sammen med Faderen.
+Men om Natten led han af onde Drømme, Dues forfærdelige Skæbne forfulgte
+ham i Søvne. Hans stærke godmodige Skikkelse blev ved at vandre og
+vandre i det endeløse Graa, dybt bøjet, med Hænderne lænkede paa Ryggen,
+en tung Jærnlænke om Halsen, og Øjnene i Jorden som søgte han selv
+Afgrunden. Pelle vaagnede ved, at Far Lasse stod over hans Seng og følte
+ham i Ansigtet lige som da han var Barn.
+
+„Hvad er der Pøjke?“ spurgte den gamle bekymret. „Du er da vel ikke
+syg?“
+
+
+
+
+                                  XIV
+
+
+Lasse holdt ikke af at sidde til Stads, og var ivrigt optaget af at
+farte om og søge Arbejde. Naar han talte med Pelle, holdt han gode Miner
+til slet Spil og saa fortrøstningsfuld ud; men Storstaden havde allerede
+skuffet ham. Han begreb ikke dette Virvar, og følte sig for gammel til
+at give sig i Kast med det og faa fat i Meningen — kanske var der heller
+ingen! Det saa nærmest ud som enhver rendte og gjorde Jagt efter sin
+egen Næsetip, uden at kere sig Spor om alle andre. Man hilste ikke
+engang naar man mødte Mennesker paa Gaden — Lasse begreb ikke det hele.
+„Jeg skulde blevet derhjemme,“ tænkte han tidt.
+
+Og Pelle var der jo det ved at — — naa ja at han var oppe i alt sit eget
+altsaa! det var jo bare noget at rose en Mand for. Han løb til Møder og
+agiterede og havde travlt, Tankerne var i det bestandig, der var ikke
+rigtig Plads for en troskyldig Sludder saadan som i gamle Dage. Forlovet
+var han ogsaa blevet, og hvad Vækkelsen ikke tog, det tog Kæresten. Som
+den Knægt var vokset og havde forandret sig, legemligt og i sit Væsen!
+Lasse havde en Fornemmelse, som om han ikke naaede ham længer end til
+Bukselinningen. Svært alvorlig var han blevet og helt mandig; han saa ud
+som havde han allerede taget Tøjlerne over et eller andet; man skulde
+ikke se paa ham, at han var en simpel Skomagersvend. Der var Ansvar i
+Pøjken — kanske lidt for meget igen!
+
+Marie fulgte ham gærne omkring, de var blevet gode Venner og havde nok
+at snakke om. Hun tog ham hen til Berlingerens Gaard; om Udhængstavlen
+var der fuldt af Arbejdssøgende, de fyldte Porten og stod i en lang
+Stime ned ad Gaden.
+
+„Her kommer vi aldrig til,“ sagde Lasse mismodig, men Marie albuede dem
+frem; naar Folk gjorde Vrøvl, skældte hun ud. Lasse var helt forfærdet
+over den Mund Barnet kunde bruge; men det hjalp vældigt.
+
+Marie læste Beskæftigelserne op, og Lasse gjorde højlydt sine
+Bemærkninger om hver af dem.
+
+„Gaardmand — ja jeg har jo været det én Gang; men det gik skidt, saa det
+er vist ingen Anbefaling. Ellers har netop det været mit Livs Drøm om
+jeg saa tør sige — det er det herligste Virke Gud har skænket
+Mennesket!“ De omstaaende lo. Lasse saá uforstaaende paa dem, saa lo han
+med og slog overgivent med Hovedet. Han var med paa den værste.
+
+„Hvad var det du sagde? Herskabskusk! Ja køre et Par Heste kan jeg vel,
+men jeg er vist ikke fin nok til Herskaberne — jeg er bange Næsen
+drypper!“ Han saá sig vigtigt om, som et Barn der bliver lagt Mærke til.
+„Men Bydreng — den var ikke uæffen, lad os notere os den. Det er ingen
+stor Kunst at være alles Hund! Portner — ja fy Fan! det er jo bare at
+sidde og titte arrigt ud af et Kældervindu. Dér maa vi hen og friste
+paa.“
+
+De indprentede sig Adresserne til de kunde dem udenad, og trængte sig ud
+gennem Mængden. „Pokker til gammel grinagtig Fyr,“ sagde Folk og saá
+leende efter dem. — Lasse var helt kry. De gik fra Sted til Sted, men
+ingen havde Brug for ham. Folk smilede blot ad den gamle skrøbelige
+Skikkelse i de bredsnudede Støvler.
+
+„De ler ad mig,“ sagde Lasse nedslaaet — „kanske fordi jeg ser noget
+bondsk ud. Men det maatte vel kunne overvindes.“
+
+„Det er nok mere, fordi du er saa gammel og vil ha’e Arbejde,“ sagde
+Marie.
+
+„Tro det skulde være derfor? Jeg er dog først lige naaet de syv Gange
+ti; og baade paa fædre og mødre Side er vi blevet nær de halvfems. Ja
+saa? Men kunde jeg bare faa Lov at komme an, skulde de vel faa at se at
+der er Slag i Gamle Lasse endnu! mangen ung Fyr skulde kanske sætte sig
+paa Enden af lutter Forundring. Men hvad er det for et Folkefærd, som
+staar saadan og hænger saa trist med Hænderne i Lommen?“
+
+„Det er jo de Arbejdsløse. Her er skidt med Arbejde, og de siger det
+bliver værre endnu.“
+
+„Og alle de som sloges om at komme til Avistavlen — var det ogsaa ledige
+Hænder?“
+
+Marie nikkede.
+
+„Men saa er det jo værre her end hjemme; der havde man dog altid
+Stenhuggeriet om ikke andet. — Og jeg som troede den gode Tid var ved at
+tage sin Begyndelse herovre.“
+
+„Pelle siger at den skal nok komme,“ sagde Marie fortrøstningsfuld.
+
+„Ja Pelle — han har godt ved at snakke. Han er ung og rask og har Tiden
+for sig.“
+
+Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham rigtig. For at glæde ham
+tog Marie ham hen at se paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen.
+
+„Det er ligegodt nogle flotte Karle,“ sagde han — „hu ha som de fører
+sig! de er fine i Tøjet, men de ved det ogsaa selv. — Ja Kongens
+Krigskarl blev jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi
+jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et rask Stykke Mandfolk
+dengang du! Men de vilde ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de;
+jeg havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget de har sat sig i
+Hovedet, at man skal være saadan og saadan skabt — for at tækkes de fine
+Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, jeg ogsaa.“
+
+Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; et Hold Jordarbejdere var i
+Færd med at grave ud til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte
+sig derhen.
+
+„Dette var lige noget for mig,“ sagde han og stod og faldt i Drømme over
+Arbejdet; hvergang Arbejderne svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved
+Bevægelsen med. Han rykkede nærmere og nærmere. „Hør du,“ sagde han til
+en af Arbejderne som pustede ud — „mon ikke man kunde faa fat her?“
+
+Manden gloede længe paa ham. „Faa fat her?“ raabte han saa, mere
+henvendt til sine Kammerater end til Lasse, „— ja det kunde du vist li’
+hva’? Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og Middelfart og vil ta’e
+Brødet fra os Indfødte. Skrub du a hjem med dig, din jyske Rad!“ Han
+svang leende Hakken over Hovedet.
+
+Lasse trak sig langsomt tilbage. „Han blev sku gal, han!“ sagde han
+mismodigt til Marie.
+
+Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine Gøremaal, hvad det nu
+var. Travlt havde han, og alt det han virkede, blev Tilstanden ved at
+være lige daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for
+Elendighedens Bæk!
+
+„Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,“ sagde Lasse. „Jeg sidder saa
+og snakker lidt med Børnene — og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke — min
+Krop bliver gladere og gladere for Sengen, skønt jeg aldrig har haft Ord
+for at være doven. Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa ledig
+kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af det.“
+
+Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, men nu havde han sat
+noget af sin Fortrøstning til. „Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,“
+sagde han til Børnene. „Det Gran der er til Rest af én bliver borte
+mellem Hænderne paa én herinde.“
+
+Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine Bekymringer. Pelle var
+blevet saa stor og alvorlig at der ligefrem stod Respekt af ham. Man
+følte ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier.
+
+Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, de sloges med Smaakravl
+lige som han selv og kunde fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham
+gode praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands Visdom til
+dem.
+
+„Jeg ved ikke hvordan det er,“ sagde han, „men Storstaden gør mig
+songled og smaatosset i Hovedet. Bare det, at ingen kender mig og ser
+til den Side, hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. Hjemme var
+der dog én og anden, som vendte Hovedet og sagde til sig selv: Se der
+gaar Gamle Lasse, nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært saa
+godt han holder ud! Der var ogsaa dem som nikkede til mig, og selv
+kendte jeg jo hverandet Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber
+ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste her?“
+
+„Aa det er nemt nok!“ svarede Drengen. „Klokken seks om Morgenen skynder
+jeg mig til Grønttorvet; der er altid noget at bringe hjem for de
+Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde Ka’l. Naar Grønttorvet
+er forbi, bringer jeg Blomster i Byen for Gartnerne; men det er meget
+usikkert, for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. Ellers render
+jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke mig der er noget — ud paa Østerbro
+og paa Frederiksberg! Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor jeg er
+en Time hver Eftermiddag og bringer Varer ud. Der er altid noget, bare
+man farter dygtigt omkring.“
+
+„Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste hver Dag?“ sagde Lasse
+forundret. „Det ser mig noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om
+Morgenen, om du har tjent noget inden Aften.“
+
+„Han er saamænd meget flink,“ sagde Marie anerkendende. „Naar det er
+ordenlige Tider, kan han holde jævnt en Krone om Dagen.“
+
+Og det kunde blive en jævn Fortjeneste til med? Nej det begreb Lasse
+ikke.
+
+„Sommetider bli’r det ogsaa helt hen ad Aften inden jeg tjener noget —
+men saa maa man se at lave den i en Fart. Der er altid noget, bare man
+kan finde det!“
+
+„Om jeg tog og fulgte med dig da,“ sagde Lasse tankefuld.
+
+„Det kan du ikke, for jeg løber hele Tiden. Saa kunde du meget bedre
+putte en Arm.“
+
+„Putte en Arm?“ spurgte Lasse forundret.
+
+„Ja putte den ene Arm inden for Trøjen og gaa op til Folk og be’ om. Det
+var ikke saa vanskeligt — du ligner en Invalid.“
+
+„Ja saa, gør jeg det mon?“ sagde Lasse og missede med Øjnene — „det kan
+jeg dog aldrig vide. Men selv om saa var, vil jeg dog ikke gaa og tigge
+ved Godtfolks Dør. Det fik vist ingen Gamle Lasse til.“
+
+„Saa gaa ud paa Kalkbrænderiet — der søger de Skærveslagere i denne
+Tid,“ sagde den alvidende Knægt.
+
+„Ja der sagde du noget,“ udbrød Lasse — „saa de har Sten dér? Ja mit
+Stenværktøj har jeg taget med, og er der noget jeg længes efter paa
+denne Jord, saa er det efter at komme til at knagge i en Sten i igen.“
+
+
+
+
+                                   XV
+
+
+Pelle var en Mand nu; han kunde overse sit eget og lidt til, og veje
+Forholdene mod hinanden. Græmmelsen over Dues Skæbne havde han skudt til
+Side og saá igen lyst fremad. Men den sad i hans Sind, dér havde den ædt
+sig ind til det meget andet, og sad og farvede alting med en varm mørk
+Farve. Over hans Pande rugede en mørk Sky som han ikke selv vidste om at
+sige; men Ellen saá den og strøg med sine bløde Hænder for at faa den
+væk. Den stod besynderligt til det glatte rødmussede Underansigt, og
+virkede som en letsindig Trusel paa en lys Foraarsdag.
+
+Han begyndte at føle Tilliden som en bærende Kraft. Ikke blot her i
+_Arken_ forgudede de ham; hans Kammerater saá op til ham; naar der var
+noget vigtigt for, søgte deres Øjne uvilkaarligt ham. Havde han lidt
+letsindigt været lige ved at sætte Organisationen over Styr for at komme
+Meyer til Livs, saa var det fuldt oprettet igen; Foreningen var stærkere
+nu end den nogensinde havde været, og det var hans Arbejde. Der var da
+Raad til at rette Ryggen og se lidt paa sit eget.
+
+Han og Ellen længtes hæftigt efter at komme sammen og faa deres eget
+lille Hjem. Der kunde gøres mange Indvendinger, han var ikke blind for
+det. Pelle var en dygtig Arbejder, men Lønnen var ikke saaledes, at der
+kunde stiftes Familie paa den; det var en nøgen Kendsgærning, at selv en
+flink Arbejder ikke kunde forsørge Kone og Børn ordenligt. Børn regnede
+han med som en Selvfølge, og den Dag vilde ogsaa komme, da Far Lasse
+ikke kunde tjene Føden til sig selv længer. Men det laa endnu ude i
+Fremtiden, og paa den anden Side var det ikke dyrere at leve to end én —
+naar man fik en god sparsommelig Hustru. Vilde man have lidt Del i
+Livets Glæde, fik man lukke Øjnene og springe hen over alle
+Indvendinger, sætte sin Tillid til Undtagelsen endnu en Gang.
+
+„Det bliver jo ogsaa snart bedre,“ sagde Murer Stolpe. „Endnu er det
+smaat for de fleste Fag, men se selv hvor alt trækker sammen til et
+stort Slag. Saa giver vi Fremskridtet én bagi og be’r det oppe sig lidt
+— og saa er Fortjenesten der. Man skal gifte sig mens man er ung; hvad
+er der at gaa og skele til hinanden efter?“
+
+Madam Stolpe var som altid af hans Mening. „Vi giftede os og tog Sødmen
+af hinanden, mens Blodet var ungt endnu. Derfor har vi nu noget at staa
+imod med,“ sagde hun og saá troskyldigt paa Pelle.
+
+Det blev bestemt, at Bryllupet skulde staa nu i Foraaret. Til Marts fik
+den yngste Søn Frederik udlært, saa kunde Bryllup og Svendegilde slaaes
+sammen.
+
+Der stod en lille tom Toværelses Lejlighed ved Kanalen lige over for
+Børnehuset, den lejede de. Murer Stolpe vilde have de Unge ud paa
+Nørrebro „blandt ordenlige Mennesker“, men Pelle havde levet sig ind i
+denne Bydel. En Del Kunder havde han ogsaa herude, som det var godt at
+have i Ryggen — og Kanalerne var her! For Pelle var de et Kig ud, de
+virkede befriende paa hans Sind; inde mellem de lukkede Stenmure paa
+Nørrebro følte han sig altid trykket. Ellen lod ham raade, hun var lige
+glad hvor de kom til at bo. Med ham kunde hun gærne drage til Verdens
+Ende og slaa sig ned.
+
+Hun havde sparet sig lidt sammen i sine Pladser, og Pelle havde ogsaa
+faaet lidt skrabet sammen; han hang godt i og satte alle Fornødenheder
+endnu en Streg ned. Naar Ellen havde fri, gik de rundt og købte ind til
+Hjemmet. Mange Ting tog de brugt, fordi det var billigt; men ikke til
+Soveværelset. Der skulde alt være flunkende nyt.
+
+Det var en dejlig Tid, hvor hver Stund var fuld af sit eget rige Indhold
+og ikke gav Plads for Spekulationer eller Bekymringer. Ofte kom Ellen
+rendende op og tog ham midt i Arbejdet; han maatte med hen og se paa et
+eller andet der kunde faas saa billigt — straks inden det røg. Paa
+hendes Frisøndage gik de og bragte i Orden i det lille Hjem, og
+spaserede bagefter Arm i Arm gennem Byen ud til de Gamle.
+
+Pelle havde haft saa travlt med andres og ikke skænket sig selv en Tanke
+— det gjorde helt godt at hvile ud i sit eget en Gang. Mudderet derude
+rykkede i fjærn Afstand, han skelnede det lige mens han trak til Rede;
+han tænkte ikke mere paa Samfundsspørgsmaal end Fuglene der bygger i
+Foraarstiden.
+
+En Dag bar saa Pelle sine Sager over i den ny Lejlighed og lagde sig for
+sidste Gang til Hvile i _Arken_. Her byggede ingen Fremtid, inden for
+disse Mure søgte kun det havarerede varig Tilflugt, og Pelle skulde
+videre. Men ud af Pjalterne og alt det forhutlede steg alligevel en
+Stemme som ikke hørtes andre Steder, et sorgløst Kvidder, en Pludren som
+af fattige Fugle, der sidder og plukker sig hvor lidt Sol staar paa. Det
+var med Vemod, han saá tilbage paa den Tid han havde tilbragt her.
+
+Natten før Bryllupet laa han og kastede sig uroligt, noget forfulgte ham
+i Søvne. Endelig vaagnede han og skelnede en undertrykt Knurren, der kom
+med lange Mellemrum som om selve _Arken_ gav sig under onde Drømme. Til
+sidst stod han op, tændte Lampen og satte sig til at pudse paa sine
+Brudestøvler, der endnu stod med Læsterne i for at holde deres smukke
+Form. Lasse sov endnu, og ude paa den lange Gang var alt Søvn.
+
+Lyden kom igen, stærkere og mere langtrukken; der var noget ved den, som
+mindede om Stengaarden og satte hans Barndoms Gru op i ham; han sad og
+svedte over Arbejdet. Pludselig hørte han nogen gaa famlende ude paa
+Gangen og pusle ved hans Dør; han sprang hen og lukkede op, Spændingen
+gik som Frysninger igennem ham. Derude stod Hannes Mor og rystede i
+Morgenkulden.
+
+„Pelle,“ hviskede hun angst — „nu er det der! Jeg kunde vel ikke faa dig
+til at springe hen efter Madam Blom i Torvegade? — jeg tør ikke forlade
+Hanne. Og saa skulde jeg ønske dig til Lykke fra hende.“
+
+Han syntes ikke videre om sin Mission men løb dog. Siden sad han og
+lyttede derover ad, mens han arbejdede saa stille som muligt for ikke at
+vække Far Lasse. Men saa var det ved den Tid Børnene skulde op; for
+sidste Gang dunkede han i Væggen og hørte Maries søvndrukne: Ja—a!
+Nattestilheden var brudt med det samme, Beboerne tumlede ud, rendte paa
+bare Fødder til Vasken, og slog med Dørene. „Det er Prinsessen der
+klager sig!“ sagde de til hinanden. „Hun græder, fordi hun har mistet
+det man aldrig faar igen mere.“ Saa brast det i et Skrig, og der blev
+pludselig stille ovre.
+
+Stakkels Hanne! nu fik hun en Mund at forsørge, og hvor var Faderen til
+den? hun fik haardt at gøre nu!
+
+Lasse gik ikke paa Arbejde den Dag, skønt Bryllupet først skulde staa ud
+paa Eftermiddagen. Han var højtidelig stemt fra Morgenstunden, og gik og
+passede paa Pelle at han ikke lagde Ting over Kors og desligeste. Pelle
+lo hvergang.
+
+„Ja du ler du!“ sagde Lasse. „Men dette er en vigtig Dag — kanske den
+vigtigste i éns Liv. Saa faar man vel paasé, at ikke den første den
+bedste Smaating skal slaa det hele i Stykker.“ Han gik og tog Varsel af
+alting. Solen var han godt tilfreds med, den stod op i en Vandsæk og
+klarede fra sig op ad Dagen. Det var aldrig heldigt, naar det begyndte
+altfor straalende.
+
+Marie gik og saá paa Pelle med et Udtryk af indestængt Sorg — som en Mor
+der sender sit Barn ud og gør sig Umage for at lade glad, syntes han. Ja
+ja, hun havde i mange Dele taget sig af ham som en Mor, Barn som hun
+var; de havde taget ham op i deres Rede som en forladt Fugleunge, og med
+Undren set ham vokse forbi dem. Han havde i Smug hjulpet dem hvor han
+kunde; men hvad betød det mod den Opsang, det havde været for ham at se
+de tre forældreløse tage Tingen som den var og selv bygge hele
+Tilværelsen op af intet. Hvem skulde nu lette dem hen over de vanskelige
+Steder, uden at de mærkede Haanden? Han fik holde et vaagent Øje med
+dem.
+
+Marie havde hektisk røde Kinder og skinnende Øjne, da han stod med
+hendes ru Haand i sin og takkede hende for godt Naboskab. Det brød i
+hendes trange Barm, der var et Genskær af skjult Skønhed over hende. Det
+var Pelle der havde faaet Blodet til at finde Vej til hendes graa
+Ansigt; naar han var stærkt fremme i noget, blussede hun i Kinderne, og
+en Kende af Farven blev hvergang tilbage. Det var som Safterne steg i
+hende med ved hans Sundhed; og nu stod hun her og søgte at sprænge den
+forkrøblende Skal og række fagre Ævner frem imod ham, men kunde ikke.
+Pludselig kastede hun sig om hans Hals. „Pelle, Pelle!“ sagde hun og
+borede sit Ansigt mod hans Bryst. Saa løb hun ind til sig selv.
+
+Lasse og Pelle bar de sidste Sager over i Lejligheden og satte paa
+Plads; klædte sig saa i stiveste Stads og gik ud til Stolpes. Pelle var
+for første Gang i sit Liv i høj Hat og saa helt statelig ud. „Du ligner
+en Storborger,“ sagde Lasse og kunde ikke se sig mæt paa ham. „Men hvad
+tror du de siger til Gamle Lasse? Det er dog halvfint Folk, og jeg
+forstaar ikke at gebærde mig. Var det mon ikke bedre jeg vendte om?“
+
+„Aa ti nu stille med det, du Far,“ sagde Pelle.
+
+Lasse var uhyre glad ved at skulle med til Bryllupet men havde alligevel
+mange Betænkeligheder. De sidste Aar havde gjort ham sky for fremmede,
+han krøb gærne i Krogene. Hans Gildesklæder var ogsaa gaaet til, og
+Stadsen her var flikket sammen; Skødefrakken havde de lejet for
+Anledningen, og det hvide Kravetøj var Peters. Han følte sig ikke hjemme
+i Klæderne og saa ud som en genert Konfirmand.
+
+Ude hos Stolpes stod Huset paa den anden Ende. De Gæster der skulde med
+i Kirke var allerede komne; de gik inde i Dagligstuen og smaafløjtede,
+saá ned paa Gaden og kedede sig. Stolpes Skrivebord var forvandlet til
+Buffet, og Brødrene gik og trak Øl op og nødte gemytligt: „Aa tag nu et
+lille Stykke Knækbrød til! Man bli’r tør i Halsen af at staa saa længe
+og sige ingenting.“
+
+Inde i den pæne Stue gik Stolpe frem og tilbage og brummede. Han var i
+Seler og ventede paa sin Tur til at komme ind i Sovekamret, hvor Ellen
+og Moderen havde lukket sig inde. Engang imellem aabnedes Døren paa
+Klem, og Ellens nøgne hvide Arm kom til Syne og smed et Klædningsstykke
+ind til Faderen. Saa fik Pelle Hjærtebanken.
+
+Henne ved Vinduet stod Madam Stolpes Myrte og var helt plyndret.
+
+Nu kom Stolpe ind og var færdig, Pelle maatte blot knappe Flippen paa
+for ham. Han gav Lasse Haanden og gik saa hen efter _Arbejderen_. „Her
+skal De høre hvad der siges om Deres Søn,“ sagde han og gav sig til at
+læse: „_Vor unge Partifælle Pelle holder i Dag Bryllup med Datter af en
+af Partiets ældste og veltjente Mænd, Murer Stolpe. Den unge Mand der
+allerede har gjort et godt Stykke Arbejde for Sagen, blev i Aftes
+enstemmig udpeget til Formand for sin Organisation. Vi giver det unge
+Par vore bedste Ønsker med paa Vejen!_ Den er oplagt hva’?“ Stolpe rakte
+Bladet til Gæsterne.
+
+„Ja den er sku forresten meget god,“ sagde de og lod Bladet gaa fra
+Haand til Haand; Lasse bevægede Læberne som om han løb Notitsen igennem
+han ogsaa. „Ja det er fans, som de kan faa det stillet op!“ sagde han
+henrykt.
+
+„Men hvad er det med Petersen — vil han gaa af?“ spurgte Stolpe.
+
+„Han er jo syg,“ svarede Pelle. „Jeg var forresten ikke der henne i
+Aftes, saa jeg ved ingenting.“ Stolpe saá forbavset paa ham.
+
+Madam Stolpe kom og trak Pelle ind i Sovekamret, hvor Ellen stod som en
+snehvid Aabenbaring, med langt Slør og Myrtekrans i Haaret. „Egenlig
+skulde I jo ikke ha’e Lov at se hinanden, men jeg synes nu det er Synd,“
+sagde hun og skubbede dem i hinandens Favn med et kærligt Blik.
+
+Frederik, der havde hængt ud af Vinduet for at kigge efter Køretøjet,
+kom og dundrede løs paa Døren. „Vognen er der, Børn!“ brølede han
+meningsløst højt. „Vognen er der!“
+
+Saa rullede de afsted de Par Skridt hen til St. Hans. Pelle vidste knap
+af det hele før de sad i Vognen igen, man maatte skubbe ham til, hvad
+han skulde gøre, han saá kun Ellen. Hun var hans Sol, alt det andet
+vedkom ham ikke. Ved Alteret havde han taget hendes Haand og holdt den
+under hele Handlingen.
+
+Frederik var blevet hjemme for at tage mod Bude og Folk med
+Lykønskninger. Da de kom tilbage, laa han i Vinduet og smed Skruptudser
+og Troldkællinger ned foran Hestene som en Salut til Brudeparret.
+
+Man drak et Glas Vin med de nygifte og besaá Brudegaverne; Stolpe saá
+paa Uret — man var altfor tidlig efter det. „I maa gaa jer en Tur
+Fatter,“ sagde Madam Stolpe — „de første Par Timer kan vi ikke spise.“
+Mændene drev saa ud i Ventegodts Have for at slaa en Pot Kegler, mens
+Kvindfolkene lavede til.
+
+Pelle var helst blevet hjemme hos Ellen men maatte jo med; han og Lasse
+gik ved Siden af hinanden. Lasse havde ikke ønsket Pelle rigtig til
+Lykke endnu, han havde gemt paa det til de kom paa Tomandshaand.
+
+„Naa til Lykke og Velsignelse, Pøjke!“ sagde han bevæget og trykkede
+Pelles Haand. „Nu er du saa en Mand med Hjem og Ansvar. Og husk saa paa
+at Kvindfolk er lige som Børn; man skal ikke gøre for meget Væsen af dem
+i alvorlige Sager men sige kort og godt: Saadan skal det være! — det
+passer dem bedst. Begynder man først at tinge altfor meget med dem, saa
+ved de ikke hvilken Side de vil slaa sig til. Ellers er de gode nok og
+nemme at komme fremad med — blot man behandler dem godt. Jeg har altid
+haft det nemt med det, for de lider den faste Haand. — Dine
+Svigerforældre kan du være glad for; det er gode Folk, om end de er
+noget stolte af deres Faglærdom. Og Ellen vil blive dig en god Kone —
+forstaar jeg mig paa Kvindfolk. Hun ser paa sit eget og skal nok vide at
+holde sammen paa Stumperne. Lang i Kropstykket er hun som det gode
+Tillæg — det vil vist ikke skorte jer paa Børn.“
+
+Ude i Traktørstedets Have blev der serveret Svensk Banko, og Lasse fik
+Humøret op. Han prøvede at slaa et Slag Kegler — det havde han aldrig
+været med til før, og vovede sig til at sige Morsomheder. „Op med
+Skærverne Far!“ sagde Pelle naar der blev gjort op; den gamle havde
+tabt.
+
+„Ja Skærver er her ingen Mangel paa,“ svarede Lasse oprømt — „jeg har
+hugget adskillige Vognmandslæs i min Tid.“ Saa lo de andre, og Lasse
+rettede sig og kom ud af sin Skal. „Det er et prægtig Folkefærd de
+Københavnere,“ hviskede han til Pelle. „En flot Haand sidder der paa dem
+til at give ud, og et vittigt Ord har de rede til hver en Ting.“
+
+Inden man vidste et Ord af det, var det ved at blive mørkt; man maatte
+af Sted hjem!
+
+Hjemme var Bordene dækket og de øvrige Gæster komne; Madam Stolpe gik og
+var nervøs over at de blev borte. „Nu ta’r vi og dingler lidt paa Benene
+allesammen,“ hviskede Stolpe ude i Entréen — „saa skælder Madammen ud! —
+Naa Mutter, har du varm Mad til os?“ spurgte han og tumlede ind i Stuen.
+
+„Aa din Nar, tror du ikke jeg kender dig!“ udbrød Madam Stolpe leende.
+„Næ, min Mand skal man gudskelov ikke gaa og lede op paa Beværtninger.“
+
+Pelle søgte straks ud til Ellen i Køkkenet og fik hende med sig; de gik
+med hinanden i Haanden og besaá de sidst ankomne Gaver; der var en
+Bordlampe, et Kagefad af Plet og nogle emaljerede Køkkenting. En eller
+anden havde skænket et lille Svøbelsebarn af Porcelæn men glemt at
+navngive sig.
+
+Ellen trak ham med ud i Entréen for at omfavne ham, men der stod Morten
+og tog sit Overtøj af. Saa flygtede de ud i Køkkenet, men der holdt
+Kogekonen til; i Sovekamret fandt de endelig en uforstyrret Plet. Ellen
+lagde Armene om Pelles Hals og saá stum paa ham, borte i Lykke og
+Længsel. Og Pelle knugede det kære svaje Jomfrulegeme ind til sig og saá
+hende dybt ind i Øjnene, der blev mørke og skyggefulde som Fløjl og
+sugede hans Lys til sig. Hjærtet svulmede i ham, han følte sig usigelig
+lykkelig — rigere end nogen anden paa Jorden — ved den Skat han holdt i
+sine Arme. I sit stille Sind lovede han at værne og værge hende, og ikke
+have anden Tanke end den at gøre hende lykkelig.
+
+Inde fra Stuerne lød der utaalmodige Tramp, „Brudeparret, Brudeparret!“
+blev der raabt. De skyndte sig ind hver gennem sin Dør, man stod
+opstillet ved Bordet og ventede paa dem for at tage Plads. „Naa, det er
+let og se, hvad I to har taget jer for,“ udbrød Stolpe drillende — „man
+behøver sku bare se paa Tøsens Glugger. Sikken et Par Kulgløder!“
+
+Otto Stolpe — Skiferdækkeren — var Mundskænk og aabnede Maaltidet med at
+byde Akvavit om. „En lille Snaps,“ sagde han til hver — „vi maa prøve om
+der er Fald paa Renden. Ellers bli’r der let Forstoppelse.“
+
+„Naa, bestiller I noget Folkens?“ sagde Stolpe oppe fra Bordenden hvor
+han sad og filede Steg af. „Kil paa med Byggeklodserne!“ Han havde
+Brudeparret paa højre Haand og den nybagte Svend Frederik paa venstre.
+Foran ham paa Bordet stod en stor ny Potte med Hank og hvidt Trælaag
+over; Gæsterne kiggede efter den og lo til hinanden.
+
+„Hvad kigger I efter?“ spurgte han alvorligt. „Er der noget I trænger
+til, saa spyt fra Leveren.“
+
+„Aa det er den Terrin dér!“ svarede hans Broder Tømreren uden at
+fortrække en Mine. „Min Kone vilde gærne laane den lidt, siger hun.“
+
+Hans Kone fór forfærdet op og gav sig til at tærske ham i Ryggen. „Aa
+dit Bæst,“ sagde hun og lo halv skamfuld. „Altid skal de Mandfolk holde
+én for Trekant.“
+
+Saa huggede man løs igen og lod Maden stoppe Munden en Overgang. Nu og
+da faldt der en lun Bemærkning. „Her sidder man forresten og har det
+rigtig godt mens I andre slæber,“ sagde Badutspringeren, Ottos
+Arbejdskammerat. Det betød at han ingen Steg havde. „Tag og lang ham
+Tandkødet Mutter!“ sagde Stolpe.
+
+Da Sulten var stillet, tog Løjerne rigtig Fart. Mortens Gave var en stor
+Kransekage. Det var et helt Kunstværk, han havde lavet den som en
+Pyramide, paa Toppen stod et ungt Par af Sukker og holdt om hinanden,
+bag dem paa et Glansbillede gik Solen op. Op ad Pyramidens Trin kravlede
+forskellige Skikkelser og rakte Armene op mod Toppen. Der blev skænket
+Vin til Kransekagen, og Morten holdt en lille Tale til Pelle om Troskab
+mod den ny Kammerat han havde valgt sig. Tilsyneladende galdt det kun
+Ellen, men Pelle forstod at Mortens Ord skulde føres meget videre ud; de
+havde altid dobbelt Bund.
+
+„Tak for det du!“ sagde han bevæget og drak med ham.
+
+Saa holdt Stolpe en Formaningstale til de nygifte. Den var fuld af
+kostelige Indfald og blev modtaget med Jubel.
+
+„Ja se nu kan Fatter tale,“ sagde Madam Stolpe. „Naar det ikke gælder
+noget, saa kan han.“
+
+„Hvad er’et du siger Mutter?“ udbrød Stolpe forbavset, han var ikke vant
+til Kritik fra den Kant. „Vil I nu høre, nu begynder sku ens egen Kone
+at pille Stilladset væk under én.“
+
+„Ja det siger jeg nu!“ svarede hun og saá dristigt paa ham, hendes
+Ansigt var blevet hedt af Vinen. „Er der maaske nogen der staar saa
+langt fremme til det som Fatter? Han var den første, og den ivrigste har
+han altid været; han har gjort et godt Stykke Arbejde end de fleste. Han
+kunde saamænd godt været en af Førstemændene i Dag og givet Tonen an,
+naar det ikke var for den forbandede Hikke. Klog er han, og sine
+Kammeraters Respekt har han ogsaa, men hvad kan det nytte naar man
+hikker? Hvergang han kommer op paa en Talerstol, falder Hikken over
+ham.“
+
+„Det er da vel ikke Brændevinshikke?“ spurgte den lille tykke
+Badutspringer, Albert Olsen.
+
+„Ak nej. Fatter har aldrig drevet Flaskeagitation,“ svarede Madam
+Stolpe.
+
+„Naa, det var en køn Tale Mutter der holdt for mig,“ sagde Stolpe leende
+— „og hun hikkede sku ikke. Det er alligevel knusende, som der er nogen
+der ikke kan! — — Men saa var det altsaa din Tur Frederik. Nu er du
+Svend, og skal selv tage Ansvaret for at Tingen kommer i Lod og Vinkel.
+Vi to har jo taget Tørnen paa Stilladset og kender saa nogenlunde
+hinanden — du har sommetider væ’t en Klovn og sommetider et Fæhoved, og
+det har ikke manglet paa en Lussing fra din Gamle. Det var nu mest
+saadan lidt Lømmelalder; naar du bare vilde, var der ikke noget i Vejen!
+Og den Ros skal du ha’e, at du kan dine Sager — du behøver ikke stikke
+op for nogen. Vis nu, hvad du duer til, min Dreng! hold dit Skifte saa
+Kammeraterne ikke skal ta’e dig paa Slæb! og snyd dig ikke fra din
+Omgang!“
+
+„Snyd heller ikke Ølmanden for Flaskerne!“ indskød Albert Olsen. Otto
+stødte ham i Siden.
+
+„Nej heller ikke det!“ sagde Stolpe og lo. „Saa er der bare to Ting
+til,“ føjede han alvorligt til. „Lad vær og ha’e Pigebørn rendende neden
+for Stilladset i Arbejdstiden — det ser aldrig godt ud! Og hold altid
+Kammeratskabet højt! Der er ikke noget Navn saa lurvet som Ordet
+Skruebrækker!“
+
+„Det er svart!“ udbrød de Bordet rundt. „Den var godt langet ud!“
+
+Frederik sad og lyttede med et forlegent Smil, han var i nyt hvidt
+Murertøj, og paa hans runde Hage sad nogle mørke Krølhaar, som han hvert
+Øjeblik følte til. Han ventede spændt paa at den Gamle skulde blive
+færdig, saa han kunde komme til at drikke Dus med ham.
+
+„Og nu min Dreng,“ sagde Stolpe og tog Laaget af Potten — „er du optaget
+i Svendenes Lav, og velkommen skal du være! Skaal du!“ Han satte med et
+lille Blink i Øjet Potten for Munden og drak.
+
+„Skaal du!“ svarede Frederik med lysende Øjne, da Faderen rakte ham
+Drikkehornet. Det gik videre Bordet rundt, Kvinderne hvinede før de
+drak. Det var fuldt af Bajerskøl, og i den brune Vædske flød smaa
+Bajerske Pølser. Mens Drikkehornet gjorde sin lystige Runde om Bordet,
+istemte Stolpe Murervisen; de andre sang Omkvædet med:
+
+     Det Mandfolk med hvid Kasket og Bluse —
+   at han er Murer ved hver en Sjuft.
+   Giv ham lidt Kalk og Sten, og sikke Huse
+   han smækker op i den bare Luft!
+   Paa Gaden stanser Godtfolk i Flok:
+           Aa, naa da da!
+   Stilladset gynger, men det staar vel nok?
+
+     Den Murer balancerer skidt paa Gaden
+   og dratter ned i hver Kælderhals;
+   for han har hjemme oppe over Staden
+   omtrent i Højden som femte Sals.
+   Om Hodet basker ham Fugle smaa
+           — aa, naa da da!
+   Stilladset gynger, men kil bare paa!
+
+     For Mureren, hvad ved han af Svimlen?
+   Nej af sig selv holdt han aldrig op!
+   Han kiler bare paa durk op mod Himlen,
+   til Loven kommer og siger: Stop!
+   Pist er I gale? dér bor Vorherr’!
+           Aa, naa da, da!
+   Og han har Servitut — den var værr’!
+
+     Men varskoes han: Ugen den er omme,
+   han maaler op og gør ren Besked.
+   Med Ugelønnen i den ene Lomme
+   han kravler morderlig forsigtig ned.
+   Nø, sikke Sølvtøj han slæber paa!
+           — aa, naa da da!
+   Stilladset gi’r sig; men det maa vel gaa.
+
+Den lille tykke Skiferdækker sad med begge Arme paa Bordet og stirrede
+lige ud med lidt tinnede Øjne. Da Sangen var forbi, løftede han Hovedet
+lidt: „Ja den kan jo være meget rigtig — saadan hvad det angaar. Men
+Skiferdækkeren kravler sku ligegodt højere end Mureren.“ Han var blaarød
+i Hovedet.
+
+„Naa Kammerat, godt Ord igen,“ sagde Stolpe gemytligt. „Det kommer jo
+ikke an paa i Aften hvem der kravler højest — men bare paa at vi morer
+os.“
+
+„Nej det kan jo nok være,“ svarede Albert Olsen tykt og lod Hovedet
+synke igen. „Men Skiferdækkeren kravler sku højest!“ Saa sad han og
+mumlede.
+
+„Lad ham bare være,“ hviskede Otto — „ellers faar han Bersærkergang. —
+Saa lad nu vær med at være gnaven gamle Svend,“ sagde han og lagde Armen
+om Albert Olsens Skulder. „Der er jo alligevel ikke nogen, der kan
+stikke dig i den Kunst at falde ned.“
+
+Badutspringeren havde faaet sit Navn, fordi han — bedst som han laa paa
+Taget og arbejdede — plejede at rutsje ud over og forsvinde i Gadedybet.
+Han var faldet ned fra Hushøjde flere Gange uden at komme til videre
+Fortræd; en Gang havde han dog brækket begge Benene og hjulede nu ikke
+saa lidt paa dem. For at formilde ham fortalte Otto, som var hans
+Makker, om hvordan han sidst faldt ned:
+
+„Vi ligger altsaa paa Taget og mikser — ham og mig, og hundekoldt var
+det. Han havde naturligvis krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger
+og sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til de andre — nu røg
+Badutspringeren igen! Og vi ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke
+sat op til Narrestreger kan I nok begribe — men der laa ingen Albert
+Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev Badutspringeren af? siger vi og glor
+dumt paa hinanden. Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en
+Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for Vinduet og vinker
+saadan med Pegefingren op for Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl.
+Jeg blev saa knusende tørstig, sagde han bare — jeg havde ikke Tid til
+at følge Trappen!“
+
+Badutspringeren var blevet god igen ved de andres Latter. „Kan I gi’e en
+Øl?“ sagde han og rejste sig tungt. Han fik den og satte sig hen i en
+Krog.
+
+Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa skulde have sin Del af
+Gildet. Den sad oppe paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede
+saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte hvert Øjeblik: „Hvad har
+Hansemand?“
+
+„Piip!“ sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de alle: Hansemand har Pip!
+
+„Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,“ sagde Konerne.
+
+„Klog — nej han er durkdreven er han! Engang havde vi købt en Hun til
+ham; for Mutter syntes det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e
+Kærligheden at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, og Madammen la’e
+to Æg; men da hun gav sig til at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven
+i Ansigtet — han kaldte paa hende, at hun værsgod skulde komme med op
+paa Pinden. Det vilde hun ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt
+Mad, hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem Tremmerne. Han var
+skalusse — Raden! Jo Dyr er storartet kloge, det er kolossalt som saadan
+en lille Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dér.“
+
+Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i Lag med Resterne af
+Kransekagen. Han sad paa Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med
+Halen mens han huggede i sig; pludselig lod han noget uartigt falde ned
+paa Dugen. „Naa da!“ udbrød Stolpe forskrækket — „det skulde bare været
+én anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge Mund.“
+
+Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, saa lystige Kumpaner
+havde han aldrig været imellem før. „Dette her er jo lige som at komme
+midt op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,“ hviskede han til Pelle.
+Pelle smilede blot fraværende. Ellen holdt hans Haand i sit Skød og sad
+og legede med Fingrene.
+
+Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra Fagforeningen; det bragte
+igen Samtalen ind paa alvorligere Omraader. Morten og Stolpe kom i
+Dispyt om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok Sigte paa den
+enkelte men lagde for megen Vægt paa Stemmemassen. Han mente
+Revolutionen skulde komme inde fra.
+
+„Nej,“ sagde Stolpe — „det fører ikke til noget. Men kan vi sætte vore
+egne ind i Rigsdagen og faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter
+vort Program. Og det er fuldt ud lovligt!“
+
+„Ja men det drejer sig om Mad!“ sagde Morten stærkt. „Sultne Folk skal
+ikke sidde og øve sig i at blive Flertal — for mens Græsset gror, dør
+Koen! De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget i Vejen med
+deres Selvfølelse — og saa maa man vække dem til Bevidsthed om deres
+eget Menneskeværd. Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand at indaande
+Luften, tror De saa han lod være med det? — han kunde simpelt hen ikke!
+Det er sørgeligt, at han kan gaa og se paa Mad og lade være at spise af
+den — der er noget i Vejen med hans Levedygtighed her! Og det benytter
+Samfundet sig af til hans Fortræd. — Hvad har den Fattige med Loven at
+gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand maa ikke sulte sin Hest
+eller Hund, men Samfundet som forbyder ham det, sulter selv sine
+Arbejdere! Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed for
+Smaafolk; vi faar skidt Materiale til det ny Samfund engang.“
+
+„Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske Samfunds Love
+vi øver os i Lovlydighed,“ sagde Stolpe lidt usikkert — „men af Hensyn
+til os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til Rette.“
+
+„De holder dog Saaret friskt! — alle de andre der sulter i Stilhed, hvad
+udretter de? Det er bare for faa, saa man har Plads til dem i
+Fængslerne. Men hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden
+og tog selv — saa skulde man snart faa Madspørgsmaalet løst; man putter
+ikke den halve Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd mere,
+som man øver saa man sommetider dør af det — til Fordel for dem der
+sanker til Bunke. Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi han
+er saa lovtro — hvad behøver han mer?“
+
+„Ja for Fanden, vist er det galt fat!“ udbrød Stolpe — „men det er jo
+netop derfor —. Nej De faar mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig
+for rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen fra første Dag, og
+der er ingen der skal komme og sige, at Stolpe er bange for at vove
+Pelsen; men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har holdt Retningen, og
+alt hvad vi har naaet fik vi paa den Konto.“
+
+„Ja det er sandt,“ udbrød Madam Stolpe. „Naar jeg tænker paa den første
+Tid og saa nu, vil jeg slet ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke
+begaa os — ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de sjikanerede
+os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi han ikke var samme Slags Drog
+som de selv, men tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom ud af
+Køkkendøren, hang der en skidden Rak af en Karklud paa Haandtaget. Ogsaa
+værre Ting smurte de paa Døren — og hvem var det vel? Jeg sagde det ikke
+til Fatter, for saa var han blevet rasende og havde revet hele Huset ned
+for at faa fat paa den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med
+endda. Men nu: Aa dér kommer Stolpe — Hurra for Stolpe! Ham maa man ha’e
+Respekt for, for han er Veteran!“
+
+„Det kan være meget rigtigt,“ mumlede Albert Olsen — „men Skiferdækkeren
+kravler ligegodt højest.“ Han sad med sænket Hoved og saá ond ud af
+Øjnene.
+
+„Vist kravler han højest,“ sagde Madammerne. „Der er jo heller ingen der
+siger andet.“
+
+„Lad ham bare være,“ sagde Stolpe, „han har en lille én paa!“
+
+„Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften og ikke sidde og være
+ubehagelig,“ sagde Madam Stolpe bestemt.
+
+Badutspringeren rejste sig besværligt. „Sa’e De en Tur i Luften, hva’
+Madam? Ja for er der nogen der kan gaa i Luften, saa er det sku Albert
+Olsen. De storsnudede Murere, hvad kan de vel?“ Han stod med ludende
+Hoved og gav ondt af sig. „Ja ja, saa gaar vi en Tur i Luften — mig skal
+I ikke være Nar for.“ Han ravede ud ad Køkkendøren.
+
+„Hvad skal han dog den Vej?“ udbrød Madam Stolpe forskrækket.
+
+„Aa han skal vel bare ned i Gaarden og ha’e Kallunet vendt,“ sagde Otto.
+„Han er en brilliant Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.“
+
+Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et Ark Papir, mens de
+andre diskuterede. Ellen hang over hans Skulder og saá paa ham; han
+havde hendes hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens Blyanten
+arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var færdig, og skubbede den hen ad
+Bordet til de andre; det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen
+Mave foran sig paa en Bør. „Kapitalismen — naar vi andre nægter at gøre
+Tjeneste længer!“ stod der neden under. Tegningen gjorde megen Lykke.
+„Du er mig Pokker til Fyr du!“ sagde Stolpe. „Den sender jeg ind til
+Vittighedsbladet — jeg kender Redaktøren.“
+
+„Ja han!“ udbrød Lasse stolt — „der er ikke den Ting han ikke kan. Bølen
+maa vide hvor han har det fra, for efter Faderen er det ikke.“ Saa lo
+de.
+
+Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret paa Tegningen,
+flyttede saa Blikket hen paa Pelles Fingre og tilbage igen. „Jeg kan
+forstaa at man kan sige noget morsomt med Munden,“ sagde hun — „men med
+Fingrene, det begriber jeg ikke. Og den Stakkel, som han maa slæbe paa
+sin Mave! Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik med Viktor.“
+
+„Fætter Viktor — det er hans den mindste der var saa knusende klog!“
+sagde Otto forklarende og sendte Pelle et varskoende Blik.
+
+„Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer end et halv Aar.
+Forleden Dag tog jeg ham med ned for at købe Mælk. Og siden vilde han
+saamænd ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten havde ved Gud set,
+at Kusken tappede skummet Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af
+den højre. — Og en anden Gang —“
+
+„Saa Mutter, lad du det nu være nok!“ sagde Tømrer Stolpe. „Kan du ikke
+se de sidder og holder dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at
+komme hjem.“ Han saa lidt stødt ud.
+
+„Hvad, vil I allerede gaa?“ sagde Stolpe. „Ja Død og Pine, Klokken er jo
+blevet mange. Men vi maa ha’e en Sang først.“
+
+„Snart dages det —“ foreslog Madam Stolpe anstrængt; hun var saa træt at
+hun nikkede.
+
+Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man op. Lasse fik Lommerne
+stoppet fulde af Lækkerier til de tre forældreløse.
+
+„Hvor er Badutspringeren henne?“ udbrød Otto pludselig.
+
+„Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,“ sagde Stolpe — „spring ned og
+se, Frederik!“ De havde helt glemt ham.
+
+Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke var i Gaarden — og
+Porten var laaset. „Han skulde da vel ikke være gaaet op paa Taget?“
+sagde én.
+
+De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet stod aaben, et Tagvindu
+ligeledes. Otto smed Frakken og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne
+paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; han støttede Ryggen til
+Brandgavlens Kam der ragede en halv Alen op, lige bag ham var det bratte
+Dyb.
+
+„Lad vær og raab!“ sagde Murer Stolpe dæmpet. „Og tag et ordenlig Tag i
+ham, før du vækker ham!“
+
+Men Otto gik lige løs paa sin Makker. „Hallo Kammerat! det er Fyraften!“
+raabte han.
+
+„Javel,“ svarede Badutspringeren og kom paa Benene. Han stod lidt og
+svajede over Afgrunden, saa foretrak han Retningen over Taget, fulgte i
+Hælene paa Otto og krøb ned gennem Vinduet.
+
+„Hvad Fanden har du bestilt?“ spurgte Stolpe leende. „Har du væ’t paa
+Arbejde?“
+
+„Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har I en Øl? Men hvad er
+den a’ — gaar man allerede hjem?“
+
+„Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget Stjærner,“ sagde Otto.
+
+Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par stod og ventede for at
+sige Farvel. Madam Stolpe gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind.
+„Pas nu paa Nattekulden!“ sagde hun tykt og blev ved at staa og nikke
+ned efter dem, med blændede Øjne.
+
+„Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns efter,“ sagde Murer
+Stolpe og førte hende ind. „Tag du nu og list i Seng, saa skal jeg nok
+visse Badutspringeren i Søvn. Tak for i Dag Mutter!“
+
+
+
+
+                                  XVI
+
+
+Pelle havde sin Disk staaende ud fra den smalle Pille mellem Stuens to
+Vinduer; man kunde lige knibe sig mellem Enden af Disken og det runde
+Bord som stod midt paa Gulvet. Paa Hovedvæggen stod en egetræsmalet
+Buffet som var Ellens Stolthed, og lige over for paa den modsatte Væg
+stod hendes Ungpigekomode med Spejlet over og hvid Hedebodug paa. Paa
+Komoden stod et poleret Syskrin, et Par Fotografier og nogle
+Nipsgenstande; med sit hvide Klæde lignede den et lille Alter.
+
+Pelle var kun hos Mester Beck hveranden Dag, den øvrige Tid sad han
+hjemme og agerede Smaamester. Han havde mange Bekendte herude, lutter
+Fattigfolk som sled deres Skotøj ind til Strømpen, før de lod det gøre i
+Stand; men der kunde dog holdes en Dagløn paa det. Fra Ellens Familie og
+deres Omgangskreds fik han ogsaa Arbejde. Det var en anden Slags Folk;
+selv om de kunde sidde haardt i det, bevarede de altid Skinnet og
+optraadte med en vis Flothed. Deres smalle Steder beholdt de for sig
+selv.
+
+Han kunde sagtens have fundet Svendearbejde nok, men holdt af denne
+Ordning der gav Grundlaget for noget selvstændigt; der var mere Fremtid
+i den. Der var ogsaa en egen Klang i Arbejdet med Hjemmet som Baggrund;
+det gav grødefuld Varme i Sindet at lade Blikket glide fra Arbejdet ind
+i Stuen, hvor Tingene stod saa fortroligt og bredte Hygge om sig som
+havde de altid hørt sammen. Naar Morgensolen faldt ind, lo det hele; og
+midt i det gik Ellen nynnende og havde travlt. Hun trængte til at være i
+hans Nærhed bestandig, og var glad for hver Dag han tilbragte hjemme.
+Saa gjorde hun sit Arbejde i Køkkenet saa kort som muligt og sad inde
+hos ham; han maatte lære hende at stikke Lapper paa og afneje en Saal,
+og hun hjalp ham med Arbejdet.
+
+„Nu er du Mester, og jeg er din Svend,“ sagde hun glad. Hun bjærgede
+ogsaa Kunder til ham, det var hendes Higen at beholde ham hjemme altid:
+„Jeg skal nok hjælpe dig alt det jeg kan! Og en Dag har du saa meget
+Arbejde, at du kan antage en Dreng — og siden en Svend.“ Saa tog han
+hende i sine Arme, og de arbejdede omkap og sang Viser.
+
+Pelle var helt lykkelig og havde lagt alle Sorger og Byrder fra sig.
+Dette var hans Rede, hvor hver Pind og hvert Straa var mere værd end alt
+andet paa Jorden. Der var nok at gøre med at holde sammen paa den og
+fore den lidt blødt ud, og Pelle gik op i dette Arbejde med en Glæde som
+havde han først nu fundet sin egenlige Bestemmelse. Nu og da kom de
+tunge Dønninger ind til ham fra Massens Bevægelse og satte hans Sind i
+stærke Svingninger. Saa talte han ildfuldt op i stærk Indignation, eller
+hans Lykke gav ham lyse Syn som han udviklede for hende. Det blev Ellen
+der fik dét ogsaa! Hun hørte stolt paa ham; og under hendes forelskede
+Øjne dristede han sig frem i stærkere Udtryk og Billeder, end det
+egenlig laa til ham. Naar han endelig tav, blev hun ved at dvæle paa ham
+med sine mørke Øjne, der altid syntes at se noget i ham han ikke selv
+kendte.
+
+„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte Pelle, som gærne vilde have en Samtale
+i Gang om det der var oppe i ham. Der var ikke andre til for ham end
+Ellen, han trængte til at drøfte det ny netop med hende, og føle den
+vidunderlige Lykke ved at være to om dét ogsaa.
+
+„Jeg tænker paa, hvor rød din Mund dog er naar du taler! — den længes
+vist efter Kys!“ svarede hun og fløj ham om Halsen.
+
+Foreteelserne ude omkring interesserede hende ikke; hun kunde kun tale
+om sin Kærlighed og hvad der angik dem selv. Men den hæftige Stirren i
+hendes Blik gav Tilværelsen dyb Baggrund, helt gaadefuldt kunde den
+virke paa ham som en Lokken for ukendte Sider af hans Væsen. „Den Pelle
+hun ser, maa være en anden end den jeg kender,“ tænkte han lykkelig.
+Noget kønt og stærkt maatte det være, som holdt hende saa fast at hun
+led ved at fjærne sig blot et Øjeblik! — Naar hun saa havde stirret
+længe nok, knugede hun sig forvirret ind til ham og gemte sit Ansigt
+bort.
+
+Uden at han mærkede det, ledte hun hans Kræfter tilbage og over paa hans
+eget. Han kunde arbejde for to, naar hun sad over for ham ved Disken og
+underholdt ham mens hun hjalp til. Pelle syntes egenlig deres lille Rede
+var ganske hyggelig, men Ellen havde Sindet fuldt af Planer til
+Forbedringer og Fremgang ogsaa dér. Til Forretningen hørte et borgerligt
+Hjem med bløde Møbler og mange Slags Ting, det byggede hun allerede paa.
+Hjemmet her, der for ham var som et kært Ansigt man overhovedet ikke
+tænker sig anderledes, var for hende noget foreløbigt — Ting der
+efterhaanden skulde erstattes af kønnere og bedre. Bag hendes hyggelige
+Snak om daglige Smaating aabnede der sig et stort Perspektiv; han maatte
+hænge i, skulde han svare til alt det hun ventede af ham!
+
+Ellen var ikke den der forsømte sit Hus — der randt overhovedet ikke
+noget bort mellem Fingrene paa hende. Naar Pelle var paa Værksted,
+endevendte hun det hele, skurede og skrubbede, og havde noget godt til
+ham ved Maaltiderne. Om Aftenen var hun uden for Værkstedsdøren og
+ventede paa ham. Saa gik de en Tur langs Kanalen og over den grønne Vold
+hvor Børnene legede. Ellen hang tungt paa hans Arm. „Nej Pelle, som jeg
+har længtes efter dig i Dag!“ sagde hun dvælende. „Nu har jeg dig jo, og
+alligevel gør det helt ondt i mine Bryster; de ved ikke endnu at du er
+hos mig.“
+
+„Skal vi ikke arbejde lidt i Aften — blot et Kvarter?“ sagde hun gærne
+naar de havde spist. „Des før bliver du Mester og kan tage dig det lidt
+behageligere.“ Pelle havde maaske mere Lyst til at gaa Aftentur med
+hende gennem Byen, eller tage ud et Sted og nyde Solnedgangen; men
+hendes mørke Øjne lukkede sig om ham.
+
+Hun var fuld af Vilje i al sin Kærlighed — og altid var det ham det
+drejede sig om. Der var noget ved hendes Væsen, som udelukkede den
+Mulighed at hun tænkte paa sig selv. I Forhold til hende selv var alting
+hende ligegyldigt, det var kun sammen med ham hun ønskede — og for ham!
+Hun var uberørt og gavmild som ny Jord; Pelle havde vakt Kærligheden i
+hende — som en uophørlig Trang til at give. Han følte ydmygt, at alt
+hvad hun ejede bragte hun ham som Gave, og gjorde alt for at gengælde
+hendes Rundhaandethed.
+
+Han havde afslaaet at overtage Ledelsen af Organisationen. Samlivet med
+Ellen og Opretholdelsen af det nystiftede Hjem lævnede ikke Tid til en
+anstrængende Virksomhed udad. Ellen blandede sig ikke i det, men naar
+han kom hjem og havde tilbragt sin Aften med Møder, var hun forgrædt.
+Der var en Svaghed i det han ikke forstod at møde paa anden Maade, saa
+blev han hjemme hos hende. Og han kom ikke til at savne noget, Ellen gav
+ham rigelig Erstatning. Hun forstod at lukke det lille Hjem om ham og
+gøre det til en Verden af rigt inderligt Liv. Større Lykke gaves ikke
+end at sætte sig som festligt Maal — en Porcelæns Urtepotte der kunde
+staa i Vinduet med Aspedistraen. Det tog en Uges Overlæg og Sparen; og
+naar de havde faaet den, gik de Arm i Arm over paa den anden Side
+Kanalen og skottede over til Vinduerne for at se Virkningen. Og saa
+dukkede noget nyt op — Brødmaskine, graveret Dørplade; hver Lørdag Aften
+betød en ny lille Erhværvelse.
+
+_Arbejderen_ laa og blev ikke læst; naar Pelle lagde Arbejdet fra sig et
+Øjeblik for at kigge i den, var Ellen der og nappede ham i Øret med sine
+Læber — hans Fritid tilhørte hende. Og det var en dejlig Adspredelse i
+Arbejdet at lege sorgløst som to Hundehvalpe, dejligere end at slæbe paa
+Byrden af de manges trælse Kaar. Saa blev Bladet sagt af; Ellen fik
+Pengene hver Uge til sin Sparegris. Hun havde udset sig et Hjørne henne
+paa Torvegade, hvor de skulde have Butik og Værksted med tre-fire Svende
+— det sparede hun sammen til. Pelle maatte beundre hendes Klogskab, for
+det var et godt Strøg.
+
+Efter Giftermaalet kom de ikke saa meget hos Svigerforældrene. Stolpe
+syntes at Pelle var i Færd med at løbe kold, og gjorde saa smaat Nar ad
+ham for at sætte Farten op i ham igen. Men saa blev Ellen vred og
+tørnede haardt sammen med ham — hun taalte ikke nogen Kritik over Pelle.
+De tog kun derud, naar Pelle foreslog det; hun selv syntes ikke at
+trænge til Slægten men blev helst hjemme. Ofte lod de som de ikke var
+hjemme, naar Familien ringede paa — for at have det for sig selv. Og om
+Søndagen tog de helst ud alene, til Dyrehaven eller Kongens Lyngby.
+
+Lasse saá de ikke meget til. Ellen havde engang for alle indbudt ham til
+at komme og spise til Aften; men naar han kom hjem fra Arbejdet, var han
+for træt til at skifte Klæder og pudse sig, og Ellen var øm over sit
+lille Hjem. Han havde stor Respekt for hende, men følte sig ikke rigtig
+hjemme i hendes Stuer.
+
+Han havde beholdt Pelles gamle Værelse og fik sin Kost og Forplejning
+hos de tre forældreløse. De holdt meget af ham, al deres pudsige Omsorg
+for det store Hittebarn Pelle havde de ført over paa den gamle Mand. Og
+her faldt den bedre til; Lasse var ved at blive Barn igen og trængte til
+at blive tullet lidt med. Han kunde lytte med stor Andagt til Maries
+Smaabekymringer, og Drengenes Fortællinger om hvad de oplevede; og
+svarede med Oplevelser fra sine Drengeaar eller ude fra Stenpladsen,
+dygtigt pralende for ikke at staa tilbage. Naar Pelle kom over for at
+faa Faderen med hjem, sad de fire gærne og havde et eller andet
+Børneværk for; de smaatrættedes om Fremgangsmaaden, for Lasse vilde jo
+være den klogeste. Den gamle undslog sig:
+
+„Du faar ikke være vred, du Pøjke, fordi jeg forsømmer jer; men jeg er
+træt om Aftenen og gaar tidlig i Seng.“
+
+„Saa kom over paa Søndag da — og spis Frokost med os. Saa tager vi ud
+bagefter!“
+
+„Nej, paa Søndag har jeg noget for — et Stævnemøde du,“ sagde Lasse
+skælmsk for at undgaa videre Spørgsmaal. „Nyd I jer unge Lykke, den
+varer ikke bestandig!“
+
+Hjælp vilde han aldrig tage imod. „Jeg tjener til Føden og lidt Klæder;
+meget behøver jeg ikke af nogen af Delene og er godt fornøjet. Du har
+vist ogsaa nok at gøre, du!“ svarede han bestandig.
+
+Lasse var altid mild og venlig og lod fornøjet, men der laa et eget Slør
+over hans Øjne som sad der Skuffelse i hans Sind.
+
+Og Pelle forstod det godt — det havde altid været den selvfølgeligste
+Sag, at Lasse skulde tilbringe sine gamle Dage ved hans Arne. I
+Barneaarenes Fremtidsdrømme saa forskellige de kunde være, var Far Lasse
+altid med og nød sin Alders Hvile til Tak for hvad han havde gjort.
+Saadan maatte det være, i ethvert Fattighjem derude paa Landet sad der
+en Gamling i Ovnkrogen — Børn er Alderdoms eneste Trøst for Fattigmand.
+
+Det lod sig ikke indrette foreløbig, i deres to smaa Stuer var der ikke
+Plads. Ellen manglede sikkert ikke Hjærterum, hun tænkte ofte paa den
+gamle med et eller andet; men hendes hæftige Kærlighed tillod ikke
+Tredjemand at komme helt ind paa Livet af dem. Det var heller aldrig
+faldet hende ind med en Tanke; og Pelle følte, at hvis han overtalte
+hende til at tage Far Lasse i Huset, maatte det vidunderlige i deres
+Samliv dø. Saa rigt som han og hun levede fra Stund til Stund — det var
+en hellig Lykke som ikke kunde ofres men selv krævede alle Ofre! Deres
+Forhold var ikke den jævne praktiske Holden-af men selve den store
+Kærlighed — der ellers kun strøg hen over Fattigfolks Hverdag i skønne
+tragiske Sange om ulykkelige Elskende. Her til dem kom den selv — som et
+lysende Under!
+
+Og nu var Ellen med Barn. Hendes Skikkelse blev fyldigere og blødere.
+Over for alle andre bevarede hun det fremmede, kolde i sit Væsen; men
+mod Pelle aabnede hun sig helt. Det lille Forbehold — der altid havde
+holdt til et Steds i hende, som var der noget ikke engang han kunde
+erobre — forsvandt; hendes Blik stirrede ikke ransagende længer men
+lagde sig hengivent til Hvile i hans. Der kom en forunderlig blød
+Ligevægt over hende — som havde hun nu taget hele sit i Besiddelse; og
+hun blev skønnere Dag for Dag.
+
+Pelle følte sig stolt over at se hende udfolde sig saa rigt under hans
+Kærtegn. Han havde den samme Følelse af overvættes Gavmildhed, som
+Mulden pludselig kunde indgive ham i hans Barndom; hans Sind fyldtes af
+uendelig Ømhed. Der var en besnærende Magt i Ellens løfterige
+Hjælpeløshed; han ofrede gladelig hele Verden for at tjene hende og det
+hun bar saa vidunderligt paa.
+
+Han stod selv op om Morgenen og gjorde i Stand og lavede Kaffe, inden
+han gik paa Arbejde; naar han kom hjem og Ellen havde skuret og skrubbet
+i Huset, blev han vred. Han fordoblede sig selv for at skaane hende,
+kneb paa Søvnen og var rastløst paa Færde; hans Ansigt havde et
+stillestaaende Præg af Lykke, der gav ham Udseende af at være
+indskrænket. Uden for de fire Vægge gik hans Tanker ikke, Ellens
+velsignede Skikkelse tog det hele.
+
+Nyanskaffelserne hørte op, i det Sted gjorde Ellen besynderlige Indkøb
+af Lærred, Flonel og Lister. Der var hemmelige Samtaler mellem hende og
+Moderen, som Pelle holdtes udenfor; og naar de kom ud til
+Svigerforældrene, fik Madam Stolpe travlt med at rode i Skuffer og gav
+Ellen smaa Pakker med hjem.
+
+Tiden gled altfor hurtigt forbi; saa udelukkende de levede for deres
+eget, syntes de ikke engang de fik alting med. Og en Dag var det, som
+det hele skulde falde sammen om dem. Ellen laa i Sengen, hun vred sig og
+skreg som om en ond Aand havde taget Bolig i hende! Pelle stod bøjet
+over hende med et hjælpeløst Udtryk, og for Fodenden af Sengen sad Madam
+Blom; hun strikkede og læste i sin Avis som var der ingenting paa Færde.
+„Skrig kun, lille Madam“ sagde hun engang imellem naar der blev hende
+for stille — „det er det der skal til!“ Ellen saá hadsk paa hende og
+pressede trodsigt Læberne sammen, men i næste Øjeblik spærrede hun
+Munden vidt op og brølede vildt. Hun havde et Reb ned om Fodenden af
+Sengen, det trak hun i mens hun skreg. Saa faldt hun udmattet sammen.
+„Du stygge, stygge Dreng,“ hviskede hun med et svagt Smil. Pelle bøjede
+sig glad ned over hende, men hun stødte ham pludseligt bort, hendes
+skønne Legeme forskød sig, den forfærdelige Kamp rasede igen i hende.
+Med ét løste en spæd Stemme hende af og fyldte Hjemmet med en ny Tone.
+„En ny Mund at mætte,“ sagde Madam Blom og holdt den nyfødte op ved det
+ene Ben — det var en Dreng.
+
+Pelle gik om rød i Hovedet og helt fortumlet, som var der hændt ham
+noget ingen anden havde oplevet Magen til. Han tog Mester Becks Arbejde
+hjem den første Tid, og passede selv Drengen om Natten. Hvert Øjeblik
+maatte han smide Arbejdet og ind til de to. „Det er storartet med dig,
+som saadan giver et Barn for et Kys,“ sagde han straalende — „og oven i
+Købet en Dreng! Sikken et Mandfolk der skal blive af ham.“
+
+„Næ — er det en Dreng!“ sagde Familien. „I er ikke væk!“
+
+„Det manglede bare!“ svarede Pelle vigtigt.
+
+Den kvindelige Familie gjorde Nar ad ham, fordi han passede Barnet.
+„Sikken et Mandfolk — han la’e sig saamænd gærne i Barselseng,“ sagde de
+drillende.
+
+„Det kunde være lige meget med det,“ brummede Stolpe. „Men han er lige
+ved at blive Idiot — det er meget værre. Og det gør én ondt at maatte
+sige det, men det er Tøsens Skyld! Nu har hun dog gaaet her al sin Tid
+og ikke hørt andet end hvad godt er. Men Fruentimmer er ligesom Katte,
+der hænger ikke noget ved dem.“
+
+Pelle lo blot ad deres Stiklerier, han var ovenud lykkelig.
+
+Nu kunde Lasse ellers finde Vej om til dem! Aldrig saa snart havde han
+faaet Melding om Begivenheden, før han mødte op som han gik og stod. Der
+var kommet et dristigt Sving over ham, han smed sin Kabuds paa Gulvet
+inden for Døren, og brasede ind i Sovekamret som vilde nogen holde ham
+tilbage. „Ak det lille Væsen! har én nu set Mage til Guds Engel!“ udbrød
+han og gav sig til at kvidre løs over Barnet, saa Ellen blev rød i
+Kinderne af Moderstolthed.
+
+Hans Glæde over at være blevet Bedstefar kendte ingen Grænser. „Saa kom
+det jo, saa kom det jo!“ blev han ved at gentage. „Og jeg, som frygtede
+jeg skulde komme til at gaa i min Grav uden Stedfortræder! — Ak sikken
+en lille buttet Fanden! der er noget at begynde Tilværelsen med, dér!
+Han bliver sikkert Storborger han, du Pelle! vil du se saa trind han er!
+Kanske Købmand eller Fabrikant eller noget sligt! Den der kunde faa se
+ham i hans Magt og Vælde — men det lykkes nok ikke Gamle Lasse det.“
+Lasse sukkede. „Ja ja, nu er han her saa, og som han ser paa én
+allerede! Kalurius tænker nok: Hvad er det for en runken og skrunken
+Mandsling, dér staar og hilser paa i sit gamle Tøj? Ja det er Lassefar
+det, du! se kun paa ham — han er kommet til sine Herligheder paa en
+ærlig Maade.“
+
+Saa gik han hen til Pelle og famlede efter hans Haand: „Nej, det havde
+jeg ligegodt aldrig turdet haabe — hvor er han vakker, du Pøjke! Hvad
+mon han saa skal hedde?“ Lasse endte bestandig i det Spørgsmaal og saá
+ængsteligt paa Sønnen. Hans gamle Hoved dirrede lidt nu, naar der var
+noget oppe i ham.
+
+„Han skal hedde Lasse Frederik efter sine to Bedstefædre,“ sagde Pelle
+en Dag.
+
+Saa var den gamle glad, han gik ud og tog sig en lille Rus i den
+Anledning.
+
+Han kom næsten daglig nu. Søndag Formiddag gjorde han sig omstændeligt i
+Stand, pudsede og børstede sig for at være saapas præsenterlig; og naar
+han kom forbi fra Arbejdet, hørte han op om Lille Lasse havde sovet
+godt. Han holdt Lovtaler over Ellen som kunde sætte saadan et lyst og
+vakkert Drengebarn til Verden, og hun blev helt indtaget i den gamle
+Mand for hans Glæde over Barnet. Hun betroede ham tilmed at sidde ved
+den lille, og Lasse var aldrig gladere, end naar de skulde ud og sendte
+Bud efter ham.
+
+Saaledes virkede Lille Lasse straks ved sin Opdukken til at sprede
+Misforstaaelser, og Pelle velsignede ham. Det var dog en Pokkers lille
+Fyr allerede, førte han ikke en Dag Far Lasse og Ellen lige i Armene paa
+hinanden! Pelle fulgte Skridt for Skridt det lille Væsens Gang ind i
+Verden; han oplevede, at Drengens Blik første Gang viste vaagen
+Erkendelse ved at flytte sig efter en Genstand — og første Gang Haanden
+greb efter noget. „Ej ej, se til ham! nu begynder han og vil have Haand
+i Hanke med Tingene!“ raabte Pelle henrykt. Det var hans lyse Overskæg
+Knægten allerede var ude efter — jo han var tidligt med! Den lille Haand
+havde faaet godt fat og var næsten ikke til at lukke op; den havde smaa
+Gruber ved Fingrene og en dyb Fold om Haandleddet. Der var skam god
+Kraft i Ellens Mælk!
+
+Morten saá de aldrig noget til mere; i Begyndelsen besøgte han dem men
+hørte saa op med at komme. De var saa optaget af hinanden dengang; og
+Ellens kolde Væsen havde maaske skræmt ham. Han kunde jo ikke vide, at
+det var hendes Maade at være paa over for alle! Pelle kunde aldrig finde
+en ledig Stund til at opsøge ham, men savnede ham tidt. „Kan du forstaa,
+hvad der er i Vejen?“ sagde han forundret til Ellen. „Vi har dog haft
+saa meget sammen, han og jeg. Mon jeg ikke skulde bryde overtvært og se
+ud til ham?“
+
+Ellen svarede ikke paa det men kyssede ham blot. Hun vilde have ham for
+sig selv og omgav ham med sin Kærlighed; dens varme Aande gjorde ham
+lykkelig og veg. Bag om ham lukkede hendes Hjærte sig som en Mur; han
+følte det svagt men rørte ikke paa sig. Han havde det behageligt hvor
+han var.
+
+Barnet bragte nye Udgifter, og Ellen havde nok at gøre, der blev ikke
+megen Tid til at hjælpe ham. Han maatte være godt om sig, for at de
+kunde holde sig den sløje Vinter fra Livet og sidde lunt inden Døre.
+Nogen Lejlighed til at stanse og tænke sig om var der ikke. Det var en
+Kendsgærning den daglige Tilværelse selv fastslog, at Smaakaarsfolk
+havde rigeligt at gøre med at passe deres eget — den behøvede ikke
+engang passere Bevidstheden!
+
+Han havde ingen Tanker færdende derude mer; det var nærmest gammel Vane
+naar han under Frokostpavsen paa Værkstedet sad og kiggede i Madpapiret
+— gamle Eksemplarer af _Arbejderen_. Saa kunde det hænde, at han følte
+noget drage hen i Luften over sig som han ingen Del fik i — og løftede
+Hovedet med et lyttende Udtryk. Men Ellen kendte det fremmede der kom
+ind i hans Blik, og forstod at viske det ud med Kærtegn.
+
+En Dag traf han Morten paa Gaden. Pelle blev glad, men i Mortens Blik
+var der et skeptisk Udtryk. „Hvorfor ser du aldrig ud til mig mere?“
+sagde Pelle. „Jeg længes tidt efter dig men kan jo ikke saa godt slippe
+hjemme fra.“
+
+„Jeg har faaet mig en Kærest — det tager jo alt andet.“
+
+„Har du det?“ udbrød Pelle livligt. „Fortæl mig lidt om hende.“
+
+„Aa der er ikke noget at fortælle,“ sagde Morten med et trist Smil. „Hun
+er saa pjaltet og forkommen at ingen anden vilde ha’e hende — saa tog
+jeg hende.“
+
+„Det kunde forresten godt ligne dig!“ Pelle lo. „Men alvorligt talt —
+hvad er din Pige for en? — hvor bor hun?“
+
+„Bor?“ Morten stirrede et Øjeblik uforstaaende paa ham. „Ja det har du i
+Grunden Ret i — naar man ved hvor Folk bor, har man det hele, Politiet
+gør ogsaa altid det Spørgsmaal.“
+
+Pelle vidste ikke, om Morten talte underfundigt eller i god Tro — i Dag
+var han slet ikke til at blive klog paa. Hans blege Ansigt saá forpint
+ud, der var et underligt Glimt i Øjnene. „Man maa jo i al Fald bo et
+Sted i denne Vinterkulde,“ sagde han.
+
+„Ja det har du Ret i, og hun her bor paa Fælleden — naar Betjenten ikke
+smider hende ud. Han er Vicevært for de ulykkelige, ser du! Der har jo
+nylig været Folketælling — lagde du Mærke til hvordan man gik frem? Man
+befalede, at alle skulde opgive hvor de boede en bestemt Nat. Men blev
+der lagt Mandtalslister ud til de husvilde mon? Nej alle de der holder
+til i Skure, paa Fælleden, i Nybygninger og Vognmændenes lukkede
+Møddingskuler — de har ikke noget Hjem og tæller altsaa ikke. Det er saa
+snildt ser du! de eksisterer slet ikke. Ellers fik man et hæsligt Tal
+ind paa Livet af sig — Tallet paa de Husvilde. Der er kun én her i Byen
+der kender det, en Gaardmissionær; og ham har jeg været ude med nogle
+Nætter; det var gruopvækkende det vi saá! Overalt hvor der er en
+Sprække, kniber de sig ind for Læ, inde under Jærntrapperne ligger de og
+fryser ihjæl. Vi fandt saadan én — en gammel Mand — og kaldte paa en
+Betjent; han stak sin røde Næse ned til Ligets Mund og sagde: Død af
+Druk! Det kommer der til at staa, hvor Beretningen skulde lyde paa:
+Sultet ihjæl! Det maa ikke hedde sig at nogen lider virkelig Nød i dette
+Land, forstaar du nok; her fryser ingen der vil røre sig, sulter nogen
+er det hans egen Skyld. Saadan maa det nødvendigvis hedde i et af
+Verdens mest oplyste Lande, man er blevet for kultiveret til at kunne
+have Nøden gaaende løs ved sin Side; det vilde ødelægge Nydelserne og
+indvirke paa Nattesøvnen. Altsaa maa man holde sig den fra Livet,
+afskaffe den er lidt vidtløftigt, men Politiet er jo dresseret til at
+jage den ind i Krogene. Gaa hen til Trangraven og se, hvad de bringer i
+Land hver eneste Dag i denne Tid — du har jo ikke saa langt derhen!
+Ulykkestilfælde, ikke sandt! Føret er jo glat, og Folk kommer for nær
+til Kajen! — Forleden Aften fødte en Kvinde i en aaben Port paa
+Nørrebrogade — i ti Graders Kulde. Folk som kom forbi var opbragte; det
+var uforsvarligt af hende at gaa ud i den Tilstand — hun kunde holde sig
+hjemme. Det faldt dem ikke ind, at hun ikke havde noget Hjem. Naa ja,
+men saa burde hun henvende sig til Politiet, det _skal_ tage sig af
+Folk! Hun skreg tvært imod, da vi puttede hende i Drosken. „Ikke til
+Fødselsstiftelsen!“ hvinede hun rædselsslagen — hun havde dog været der
+en Gang før. Hun maa ha’e haft Grunde for at foretrække Porten — lige
+som de andre der vælger Kanalerne for Fattiggaarden.“
+
+Morten blev ved, hensigtsløst syntes det, som maatte han have Luft for
+en indvendig Lidelse. Pelle lyttede undrende til dette Udbrud af
+sønderreven Smærte, med en skamfuld Følelse af at han selv havde Fedt om
+Hjærtet. Elendigheden fik et eget levende, grumt Skær igen ved Mortens
+Tale.
+
+„Hvorfor fortæller du mig alt det som om jeg var en Overklasser,“ sagde
+han. „Jeg kender det jo lige saa godt som du.“
+
+„Og saa er det ikke engang Nødaar,“ blev Morten ved — „det er de normale
+Tilstande som de altid følger Aarstiden. I Gaar stjal en fattig Mand et
+Brød fra Disken hos os og rendte med det; nu skal han æreskændes for
+hele Livet. — Herregud at han vilde gøre sig til Tyv for saa lidt —
+sagde Mesters Madam — et Brød til 35 Øre! Er det ogsaa til at begribe —
+brændemærket hele sit Liv for en Humpel Brød?“
+
+„Han sultede jo,“ sagde Pelle dumpt.
+
+„Sultede? naturligvis! Men for mig er det Vanvid siger jeg dig — jeg
+fatter det ikke; og enhver anden synes det er saa nemt at forstaa.
+Hvorfor jeg fortæller dig det — spørger du, du ved jo det hele selv! Nej
+men du ved det ikke rigtigt alligevel — ellers maatte du spekulere dig
+gal paa det forfærdelige Vanvid i, at de to Ord Brød og Forbrydelse kan
+høre sammen! Er det da ikke forrykt at dé to Ender skal bøje sig mod
+hinanden og lukke Ringen om et Menneskeliv? At man overhovedet kan
+stjæle Brød — _Brød_ forstaar du! det burde ikke kunne stjæles — hvad
+har det med Tyveri at gøre at en spiser sig mæt? — Om Morgenen længe før
+seks møder de Fattige uden for vor Butik, og staar opstillet for at
+komme først til det gamle Brød som sælges for halv Pris. Politiet ordner
+dem i Rækker lige som ved Billethullet i Teatret, og nogle kommer
+allerede Kl. fire og staar to Timer i Kulden for at holde deres Plads.
+Men foruden dem der køber, er der altid mødt en Del endnu fattigere; de
+har ikke noget at købe for men staar alligevel og stirrer — som
+interesserede det dem meget at se de andre komme billigt til Brødet. De
+staar og venter paa Miraklet du, i Form af en Skive Brød! Man kan se det
+af den Maade deres Øjne følger hver af ens Bevægelser, med det samme
+desperate Haab som der er i Hundenes Blik, naar de staar omkring
+Slagtervognen og tigger til Himlen om at Slagteren maa tabe noget. De
+begriber ikke, at ikke et eller andet forbarmer sig over dem. Ikke vi
+Mennesker — du skulde se deres Overraskelse naar vi giver dem noget —
+men Tilfældet, Uheldet. Herregud, Brød er saa billigt — det billigste af
+alt vigtigt paa denne Jord, og saa kan de ikke engang faa nok af det! I
+Morges stak jeg et Brød til en stakkels Kone, hun kyssede det og græd af
+Glæde. — Er det da til at holde ud tror du?“ Han stirrede paa Pelle, der
+lurede Vanvid i hans Blik.
+
+„Du gør mig Uret, hvis du tror jeg ikke ogsaa føler det,“ sagde Pelle
+stille. „Men hvor er der nogen hurtig Vej ud af det? Vi maa være
+langmodige, organisere os og haabe paa Tiden. Tage os til Rette som de
+gør andre Steder dur vi ikke til.“
+
+„Nej det er jo netop det! man ved vi ikke dur til det — derfor kan
+Retfærdigheden ikke trives. Folket faar kun hvad der tilkommer det, naar
+de Ledende ved, at det i værste Fald kan skaffe sig det selv.“
+
+„Jeg tror ikke der kan komme noget godt ud af Oprør,“ sagde Pelle
+vaagent. Han følte igen den gamle Kampberedthed i sig.
+
+„Det forstaar du dig ikke paa, naar du ikke har følt det i dig!“ svarede
+Morten hæftigt. „Revolution er Guds Røst som øver Ret og Skel, og kan
+ikke diskuteres. Hvis de Fattige rejste sig og tog sig til Rette, var
+det Guds Dom, og den omstødes nok ikke. Tiden har vel Lov at indhente
+sig selv, naar den er kommet i Baghaand paa saa alvorligt et Punkt; og
+det sker kun ved et Spring fremad. Men de rejser sig ikke, de er som
+fugtigt Krudt! Du har vel været nede i Jærnhandlerens Kælder under
+_Arken_ og set hans Lager af Klude og Ben og gammelt Jærnskrammel? Det
+er lutter Uhumskheder fra Lossepladsen, Ting Samfundet har fortæret én
+Gang og sendt derud. Han henter det ind igen, og nu kan de Fattige faa
+det til Købs. Han køber ogsaa Brødet af Soldaterne naar de skal paa
+Sold, og smider det ned i Snavsdyngen; det hedder sig det er til
+Hestefoder, men de Fattige køber det af ham og æder det. Lossepladsen er
+Fattigfolks Spisekammer — at sige naar Svinene har taget hvad de vil.
+Amagerbønderne feder deres Svin dér, og Sundhedskommissionen tænker paa
+at forbyde det; men Københavns Fattige har ingen Medlidenhed med.“
+
+Pelle gøs. Der var noget dæmonisk ved Mortens forfærdelige Viden — Han
+vidste jo mere om _Arken_ end Pelle selv. „Har du da været nede i den
+modbydelige Kludekælder ogsaa?“ spurgte han. „Eller hvor ved du det
+fra?“
+
+„Nej, men jeg ved det nu — det er jo min Forbandelse! Spørg selv, om de
+ikke koger Suppe paa de raadne Ben derude fra. — Og ikke engang
+Lossepladsens Giftstoffer kan tænde dem; de æder det og rækker efter
+mere. Jeg holder det ikke ud, hvis der ikke sker noget! Nu er du listet
+fra, og saadan gør enhver der skulde udrette noget — den ene efter den
+anden; fordi de er tilfreds, eller for at mele deres egen lille Kage. De
+der dur kniber ud, og der bliver kun Staklerne til Rest.“
+
+„Jeg har ikke svigtet,“ sagde Pelle varmt. „Du skal faa at se at jeg
+ikke har.“
+
+„Og er det underligt, om de bliver trætte,“ blev Morten ved. „Selv Gud
+mister Taalmodigheden med dem, der bliver ved at lade sig træde ned. Jeg
+drømte i Nat, at jeg hørte til dem der sulter. Jeg gik ned ad Gaden og
+var bedrøvet over min Tilstand, og saa mødte jeg Gud. Han var klædt som
+en gammel Kosakofficer og havde Knutten hængende om Halsen.
+
+„Hjælp mig, kære Gud Fader!“ raabte jeg og faldt paa Knæ for ham. „Mine
+Brødre vil ikke.“
+
+„Hvad fejler dig?“ sagde han — „og hvem er du?“
+
+„Jeg er en af dit udvalgte Folk — de Fattige,“ svarede jeg. „Og jeg
+sulter.“
+
+„Du sulter? og kommer og anklager dine Brødre som har lagt fuldt op af
+Madvarer frem til dig?“ sagde han forfærdelig opbragt og pegede paa alle
+de herlige Butikker. „Du hører ikke til mine udvalgte — pak dig!“ Og saa
+slog han mig med Knutten over Ryggen.“
+
+Morten gik og hang og talte ikke mere; det syntes som han hverken saá
+eller hørte, han var faldet helt sammen. Pludselig drejede han af uden
+at sige Farvel.
+
+Pelle gik hjem; han var ærgerlig over Mortens Hæftighed, som han følte
+var et Angreb paa ham. Han vidste med sig selv at han ikke var troløs;
+den Lykke det var at sætte Bo, burde ingen misunde ham. Han gik og blev
+gal i Hovedet — for første Gang i lange Tider. Her kom de og stak til
+ham, som havde gjort mere for Bevægelsen end de fleste — bare fordi han
+havde set paa sit eget en Stund. Inde i ham rørte noget ubændigt sig,
+han følte en pludselig Trang til at slaa til Side — komme ud i et rigtig
+haardt Tørn og ryste Hjemmevarmen af Kroppen.
+
+Nede paa Kanalerne var man i Færd med at hugge Isen op for at hjælpe
+Vandet. Der var allerede Foraarsdrift i det, det førte Isstykkerne af
+Sted ud mod Havet med utrolig Langsomhed. „Det var i Grunden et Arbejde
+for dig,“ tænkte han undvigende. Han følte det egenlige bagved, men lod
+det ikke komme op i sig.
+
+Saa snart han var inden for Døren, faldt han til Ro. Ellen sad ved
+Kakkelovnen og puslede Lille Lasse, der laa paa Maven over hendes Skød
+og sprællede.
+
+„Her skal du bare se, saadan et sødt lille Franskbrød han har,“ sagde
+Ellen — „han er ikke Spor af hudløs!“
+
+
+
+
+                                  XVII
+
+
+Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned over Kanalen med
+Børnehusbroen, hvor Fangerne laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han
+genkendte Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul havde man
+fanget ham i et underjordisk Gravkammer paa Assistens Kirkegaard, hvor
+han havde indrettet sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad han her
+saa nær ved _Arken_ og sin Mor! engang imellem løftede han det
+kortklippede Hoved og saá derover ad.
+
+Paa den anden Side Broen — opad Torvet — laa Pottemanden med sin Skude;
+han havde stablet Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer
+kom og slog Handel af. Og bagved ragede _Arkens_ Masse op.
+
+Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen Kaserne, men laa der med
+sit vilkaarlige Præg af Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i
+en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været en lille
+Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med Frontspids. Den havde saa givet
+sig til at yngle Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider og
+opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump med smaa Stumper Fasade,
+en Kile Tag, dybe Kroge og ludende Frontspidser mellem hinanden i et
+endeløst Virvar — helt op til femte Sals Højde over Midten. Deroppe
+svævede altid en blaa Dunstkreds og angav Skakten, det fælles Aandehul
+for _Arkens_ Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med
+Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb Kløft som skar sig ind i
+Massen, genkendte han Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret
+mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som brustne Øjne. Selv
+Kulmanden der var Vicevært, vidste daarlig Rede paa _Arkens_
+Krinkelkroge og Gange.
+
+Han saá _Arkens_ Væsner rende frem og tilbage over Broen, sorgløse og
+med korteste Sigt; de var altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede
+af Sted. Der var noget rørende over deres Glemsomhed, som Nøden havde
+fremkaldt; i _Arken_ skulde man først til at bjærge Føden, naar man
+havde sat sig til Bords og opdagede at der ingenting var.
+
+Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke ind og ud over Broen;
+det taktfaste Traadd fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som
+søgte det ham op.
+
+Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var ved at komme én tung
+Vilje i Stedet. Af Forvirringen og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer
+frem, en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og blive til
+Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne faldet til Ro over det
+samme, og skred nu langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken.
+For den der var mindre lydhør, kunde det se ud som der ingenting foregik
+— at de igen var faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der gik for
+sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og var dulgt med i det hele
+igen.
+
+Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, og alt hvad han foretog
+sig, galdt hende og Barnet.
+
+Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig ikke bringe til Tavshed;
+de var længere inde end han kunde naa. Det var som der pludselig var
+taget en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte han hvert
+Skridt af Vandringen derude.
+
+De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, men i det skjulte
+arbejdede det. De ny Ideer var ved at blive gængse, Bladet trængte sig
+ind i Hjemmene med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved Maaltiderne
+paa Arbejdspladserne — de smittede over Trappegangen fra Dør til Dør.
+Organisationer, der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes
+igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne bekæmpede dem men
+kunde ikke slaa dem ned; de var som en indre Lov i Massen — en Struktur
+hvorefter den _maatte_ lejre sig.
+
+Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for at styrke
+Foreningskassen, i blind Overbevisning om at der nok skulde komme et
+eller andet vidunderligt ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje
+gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld den
+Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem deres Organisation. Ved at
+slutte sig mange sammen smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige som
+de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. Velstandsfølelsen
+stillede dem over de uorganiserede, socialt følte de sig overlegne over
+dem; at gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en Oprykning i
+Samfundet. Det tog mange, og andre dreves ind ved den stærke Kontrol
+blandt Husbeboerne. De store Arbejderkaserner gennemtrængtes
+efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte sig til dem maatte
+fortrække. De blev betragtede som et Slags Ross og maatte ty sammen i
+bestemte Kvarterer.
+
+Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i Organisationen og
+udrette noget for Faget — om der kom en rask Mand i Spidsen. Det at de
+fleste arbejdede hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule dem —
+Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle greb sig i at sidde og lægge
+Planer for Fagets Fremgang.
+
+Han slog til det og rettede hele sit Sind mod Ellen og Barnet. Hvad
+havde han med fremmed Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans
+Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? Han havde pintes nok under
+Trykket af Elendigheden — til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse her,
+i et velsignet Virke, der var til at overkomme naar han ikke forsømte
+noget! Hvad skulde saa denne indvendige Manen til, som om han forbrød
+sig mod sin Pligt?
+
+Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, men det kom
+underfundigt igen og spøgede ukendeligt i hans Sind.
+
+Stundom kaldte noget paa ham bedst som han sad: Pelle, Pelle! — eller
+det bankede midt om Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i
+Sengen, Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses Aandedrag som
+bløde Fløjt. Han gik til Døren og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af
+sig selv. Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham nær maatte
+være stedt ilde!
+
+I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed over Samlivet med Ellen
+og Barnet; han levede saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt
+Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa Afbetaling, hver Søndag
+pakkede de Mad i Magasinet og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne
+eller en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres Mad og købte Kaffe.
+Ofte tog de Strandvejen fat og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik
+som Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads og lignede en
+lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes til at køre ham. Ellen
+protesterede. „Det er ikke noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde
+hun — „du ser heller ingen af de andre gøre det! De la’r pænt deres
+Koner slaas med Gumpekassen.“
+
+„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. „Jeg holder ikke Hest.“
+
+Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men syntes alligevel ikke om det.
+
+Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik Lov at kravle om som han
+vilde, og var et rent Vidunder til at tumle sig; han var som en ør
+Bjørneunge. „Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ sagde Pelle som
+kendte sin egen Barndomsrus igen. „Det er alligevel skidt med de
+Kaserner derinde!“ Ellen saá uforstaaende paa ham.
+
+De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at ligge og more sig over
+Ungen; til han pludselig satte sig paa Halen og saá forundret paa dem —
+som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han at tænke,“ sagde Pelle
+leende — „saa kan du godt tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede
+ganske rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod hendes Bryst og
+sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen maatte staa for, mens han blev
+fodret af.
+
+Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten var flyttet, havde der
+været nogen for at besøge dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud,
+hvem det var. Den stod paa Kant op ad Væggen.
+
+„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; Lille Lasse hang
+sovende paa hans Arm, med Hovedet mod hans Skulder.
+
+„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede op. „Gudskelov vi
+ikke var hjemme, for saa havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De
+spiser aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en Sjat Kaffe; saa
+gaar de rundt og æder Familien ud af Huset.“
+
+
+
+
+                                 XVIII
+
+
+Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse i _Arken_. De
+lærte ikke noget som kunde komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok
+at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider ramte dem ogsaa, især
+gennem Karls Fortjeneste; Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider
+havde de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, det mindste
+Uheld satte den ind paa Livet af dem. Men de lod sig ikke mærke med det,
+var kun lidt mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde forhørt
+sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, men det lod sig ikke gøre,
+uden at de med det samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt til
+at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille Arne; og det vilde være
+det værste der kunde overgaa Børnene.
+
+Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt op at fortælle og spørge
+om; han var endnu hendes eneste fortrolige og maatte høre paa hendes
+huslige Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá friskere ud
+end før, hans Nærværelse satte Glæde op i Øjnene paa hende og gav hende
+røde Kinder. Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, som var
+han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun spurgte til Ellen, blinkede
+der lidt Skadefryd i hendes Øjne.
+
+En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og Ellen var ude med Barnet,
+ringede det. Han gik ud og lukkede op, der sad et Nummer af _Arbejderen_
+i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være Holder. Han aabnede
+ivrigt Bladet mens han satte sig ved Disken igen; en underlig
+Tilbøjlighed i ham fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem
+først.
+
+Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod om en fjortenaars Dreng,
+der arbejdede paa en Blikvarefabrik og havde faaet Fingrene skaaret af
+den højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans smaa Venner
+Ulykken var slaaet ned paa; han smed en Trøje paa og løb over i _Arken_.
+
+Marie kom ham urolig i Møde. „Kan du forstaa, hvad der er med Peter? han
+har ikke været hjemme i Nat!“ sagde hun bekymret. „Der er saa mange
+Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; men af den Slags har Peter
+aldrig været. Og jeg gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han er
+kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.“
+
+Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde _Arkens_ Beboere faa Øje paa
+Meddelelsen og komme busende med det, saa var det bedre han forberedte
+hende. „Men det er jo ikke sikkert,“ sagde han opmuntrende. „Maaske er
+det slet ikke ham.“
+
+Marie brast i Graad: „Aa jo, det er ham! Jeg har saa tidt gaaet og
+gruet, naar han fortalte om de skarpe Knive som løber rundt mellem deres
+Fingre altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, for det
+skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de Afsked. Aa lille Peter,
+lille Peter dog!“ Hun var sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over
+sit Skød som en ulykkelig Moder.
+
+„Vær nu stor og fornuftig, Marie!“ sagde Pelle og lagde Haanden paa
+hendes Skulder. „Kanske er det slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver
+altid. Nu skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.“
+
+„Gaa først ud paa Fabrikken!“ raabte Marie og rejste sig energisk — „der
+ved de lettest noget. Men du maa endelig ikke sige hvor vi bor — hører
+du! Husk paa Skolegangen — og han har ikke meldt sig til Præsten for at
+blive konfirmeret. Vi kan blive straffede, hvis man opdager det.“
+
+„Jeg skal nok tage mig i Agt!“ sagde Pelle og skyndte sig af Sted.
+
+Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter var paa Hospitalet. Han
+løb derind og naaede lige at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i
+Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig forkrøblet i Bindet. Og
+i Drengens Ansigt havde Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige
+Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. Lemlæstelsens hele
+frygtelige Rækkevidde stod og grublede i hans Barneblik.
+
+Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med
+den højre Haand; saa tog han sig i det og rakte den venstre frem. „Nu
+skal man jo til at stikke paa Næven med Kejten,“ sagde han med et
+græmmet Smil — „det bliver underligt. Naar jeg endda bare kan bestille
+noget, for ellers —“ han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. „Jeg
+skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til Byrde hele mit Liv.
+Tror du jeg vil komme til at arbejde igen?“
+
+„Vi skal nok finde paa noget,“ sagde Pelle — „der er ogsaa gode
+Mennesker til. Kanske hjælper en eller anden dig til at studere!“ Han
+vidste ikke selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han havde
+aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det var Barndommens
+Æventyrdrømme der fostrede hele den Forestillingskreds, næret af
+Læsebøgernes Anekdoter om fattige Drenge. Han stod over for det umulige
+og greb simpelthen efter det umulige.
+
+Peter havde ingen Læsebøger bag sig. „Gode Folk!“ udbrød han og blæste
+haanligt — „de ejer jo aldrig noget! Og jeg kan ikke engang læse —
+hvordan skal man saa lære at studere? Karl kan, han har lært sig det af
+Skiltene paa Gaden naar han løb Bud — han skriver ogsaa! Og Hanne har
+lært Marie lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa Fabrikken.“
+Han stirrede bittert ud for sig; det var trist at se saa hærget hans
+Ansigt var — helt indfaldent!
+
+„Du skal nu ikke være bekymret alligevel,“ sagde Pelle
+fortrøstningsfuldt. „Vi finder nok noget.“
+
+„Ja men ikke Fattigvæsenet — lad vær med at rende og tigge til mig,“
+svarede Peter vredt. „Og Pelle,“ — han hviskede for at ingen paa Stuen
+skulde høre det — „her er ikke morsomt. I Nat laa der en gammel Mand og
+døde lige her ved Siden af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke
+en Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og gloede paa mig! Men om
+nogen Dage kan jeg nok slippe ud. Saa skal der betales — ellers gaar det
+for Fattighjælp og de giver sig til at snuse — jeg har stukket dem en
+Plade du! Kunde du ikke komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge
+liggende — dem kan du ta’e.“
+
+Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. Ellen var hjemme —
+hun gik og saa forundret ud. Han satte hende ind i Sagerne. „En rigtig
+prægtig Gut er han,“ sagde han næsten grædefærdig. „Lidt for alvorlig af
+alt det Arbejde — og nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid
+for Arbejdet — det er forfærdeligt at tænke paa!“
+
+Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, hun strøg ham dulmende hen
+over Haaret.
+
+„Vi maa gøre noget for ham, Ellen!“ sagde han dumpt.
+
+„Du er saa god Pelle — du hjalp jo gærne alle Mennesker. Men hvad kan
+vi? Sparepengene brugte vi jo til Barselhistorien.“
+
+„Vi maa sælge en af Stumperne du — eller sætte noget ud!“
+
+Hun saá forfærdet paa ham. „Pelle, vort Hjem! her er jo ikke mere end
+lige det nødvendige. Og som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du
+synes, saa —! Du gør jo allerede noget for ham ved at ofre din Tid.“
+
+Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale som noget der maatte
+overvejes, men han svarede ikke. Hendes Tale pinte ham — enten handlede
+man eller tav!
+
+Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i Byen og tog ud paa
+Fabrikken. Han henvendte sig paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i
+Tale. Fabrikanten var ilde berørt af det passerede, men maatte gøre
+gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. Han raadede Pelle
+til at faa en Indsamling i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede
+selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. Desuden stillede han i
+Udsigt, at Peter som var en paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud
+og Opkræver naar han kom sig.
+
+Peter var godt lidt blandt sine Arbejdskammerater; der kom et pænt lille
+Beløb ind. Pelle betalte hans Hospitalsophold, og der blev saa meget til
+overs, at han kunde gaa hjemme og hvile ubekymret, til Haanden var lægt
+og han kunde tiltræde Pladsen som Fabrikkens Bud. Den lille Invalid var
+i helt godt Humør ved at vide Udkommet sikret; han anvendte Tiden til at
+drive om i Byen hvor der var Musik og lære sig de nye Melodier. „Det er
+den første Ferie jeg har haft, siden jeg kom paa Fabrikken,“ sagde han
+til Pelle.
+
+Stillingen som Bud fik han ikke — der var kommet en anden i Vejen. Men
+han fik Lov til at gaa ind i sit gamle Arbejde igen! Resterne af den
+højre Haand kunde nok holde Blikpladen ned mod Bordet, og den venstre
+maatte øve sig i at føre den rundt mellem de roterende Knive. Det
+krævede bare Tid, og endnu lidt mere Aarvaagenhed.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Ulykken brændte sig ind i Pelles Sjæl og kaldte paa hans hvilende Harme!
+Tilfældet havde givet ham de tre forældreløse til Søskende, og han følte
+Peters Skæbne saa sviende, som havde den ramt ham selv. Skændigt var
+det, at Børn skulde friste Opholdet ved livsfarligt Arbejde for at holde
+sig et forsmædeligt Fattigvæsen fra Livet. Hvad var det for en
+Samfundsorden? Han følte en kvælende Trang til at slaa!
+
+Byrden fra Dues Skæbne lagde sig igen over hans Ansigt, øget med dette
+ny; Ellens bløde Hænder kunde ikke stryge den bort. „Lad dog være med at
+se saa bister ud — du skræmmer jo Barnet,“ sagde hun og rakte Lille
+Lasse hen imod ham. Og Pelle forsøgte at le. Men det blev et grumt Smil.
+
+Han følte ingen Trang til at lade Ellen se ind i sit blødende Sind, og
+talte med hende om ligegyldige Ting. Ellers sad han og saá sig ud,
+vaagent spejdende efter Tegnet. Følelsen af at være udvalgt til noget
+fyldte ham igen, han var vis paa at der var Bud under Vejs til ham.
+
+Saa døde Formand Petersen, og han blev igen opfordret til at overtage
+Ledelsen af Fagforeningen.
+
+„Hvad siger du til det?“ sagde han til Ellen, skønt Beslutningen var
+uigenkaldelig.
+
+„Det maa du jo nærmest selv om,“ svarede hun forbeholdent. „Hvis du har
+nogen Fornøjelse af det, saa —“
+
+„Det er ikke for min egen Skyld jeg gør det,“ sagde Pelle mørkt. „Jeg er
+jo ikke noget Kvindfolk.“
+
+Han fortrød straks sine Ord og gik hen og kyssede hende. Hun havde
+Taarer i Øjnene og saá forundret paa ham.
+
+
+
+
+                                  XIX
+
+
+Der var nok at tage fat paa. Løsgængerne maatte igen læmpes inden for
+Organisationen — læmpes eller tvinges; Pelle tog de nemmeste først og
+lod Tallene virke paa de andre. De helt stædige fik Lov at sejle deres
+egen Sø indtil videre; naar de var isolerede og godt afmærkede, kunde de
+ingen videre Fortræd gøre.
+
+Han var godt udhvilt og gik helt metodisk til Værks. Følelsen af at have
+Kræfter nok til Vejs Ende gav ham en bred Ro, som indgød Tillid. Han
+forhastede sig ikke men tog det hele fra Bunden af; de egenlige
+Spørgsmaal lod han rolig ligge, til Betingelserne for at løse dem var
+til Stede. Han vidste fra sidst, at uden fast sammenbankede Rækker kunde
+der ingenting udrettes.
+
+Det tog Resten af Sommeren. Saa stod Organisationen der og saa ud til at
+kunne staa for et Tryk; og det første Spørgsmaal var Priskuranten. Den
+var forældet og slet, tilbage næsten paa alle Punkter; Faget sukkede
+under de lave Satser, der ikke havde holdt Skridt med Udviklingen og
+Fordyrelsen af alle Ting. Men Pelle tog sin praktiske Sans fangen.
+Tidspunktet var ikke gunstigt for Krav om Lønforhøjelse. Organisationen
+kunde ikke give Kravet fornøden Vægt, men maatte foreløbig nøjes med at
+faa den gældende Priskurant respekteret. Flere af de større Mestre
+misligholdt den, skønt de havde været med til at indføre den. Det var
+navnlig galt med Hofskomager Meyer, han benyttede alle Udveje til at
+komme bag om de klareste Lønsatser.
+
+Der indløb stadig Besværinger, og en Dag gik Pelle op til ham for at
+paatale Forholdet og komme til et Resultat. Han var klar til at tage en
+Kamp paa Spørgsmaalet om Priskurantens Ukrænkelighed, ellers kunde
+enhver jo give store Løfter og rende fra dem. Han ventede nærmest at
+Hofskomageren skulde vise ham Døren; det skete dog ikke, men Meyer
+behandlede ham med en Slags høflig Uforskammethed. Hadet til den gamle
+Fjende vaagnede paa ny i Pelle, han havde sin Nød med at styre sig. „De
+faar Blokade, hvis De ikke inden otte Dage ordner Dem med Deres Svende,“
+sagde han truende.
+
+Meyer lo spottende: „Ak saa? Ja Deres Blokade den kender vi jo. Men saa
+erklærer Mesterforeningen Lockout for hele Faget — hvad siger De til
+det? Saa bliver der godt Køb paa gamle Hatte!“
+
+Pelle tav og trak sig tilbage, det var den eneste Maade han kunde bevare
+Koldblodigheden paa. Nu var dét sagt der skulde siges, og han var ingen
+Diplomat som kunde staa og smile roligt med en Djævel i Øjet.
+
+Meyer fulgte ham bukkende til Døren: „Er der ellers noget jeg kan være
+Dem til Tjeneste med — Arbejde for Eksempel? Jeg kan godt bruge en
+Børnearbejder i denne Tid.“
+
+Da Pelle kom ned paa Gaden, aandede han ud. Puh ha, det var haardt;
+nogle Grovheder og et Par paa Snuden havde været det naturligste Svar
+paa Mandens Uforskammethed. Naa, det var en Prøve for hans hidsige Sind,
+og nu var den bestaaet! Naar han holdt Mund kunde han altsaa beherske en
+Situation!
+
+„Nu blokerer vi altsaa Meyer,“ tænkte han mens han gik ned ad Gaden. „Og
+hvad saa? Ja saa slaar han igen og laver Lockout. Kan vi holde til det?
+Ikke ret længe, men det kan Mestrene heller ikke — saa ruineres deres
+Forretninger. Men saa tager de Svende fra Udlandet — eller lader
+Arbejdet udføre uden for Pladsen hvis den Trafik kan stoppes; indfører
+Fabriksfodtøj i stor Stil og indfører Maskiner — hvad de allerede saa
+smaat er i Gang med!“
+
+Pelle gik i Staa midt paa Gaden — dette her gik pinedød ikke! Han maatte
+passe paa, at han ikke gik hen og lavede Æggekage af hele Historien. Fik
+alle disse Ting først Indpas, saa var en hel Masse Mennesker gjort
+brødløse med det samme. Men Hofskomageren vilde han have Ram paa; der
+maatte gives et Middel til at lange den Blodsuger en Lussing saa det
+snærpede i hans Pengepung!
+
+Næste Morgen kom han hen til Mester Beck som sædvanlig. Beck saá langt
+paa ham over Brillerne. „Jeg har ikke mere til Dem at bestille, Pelle,“
+sagde han lavt.
+
+„Hvad for noget?“ udbrød Pelle forskrækket. „Men vi har jo travlt,
+Mester!“
+
+„Ja men jeg kan ikke beskæftige Dem længer. Det er ikke med min gode
+Vilje, jeg har altid været godt tilfreds med Dem; men Forholdene er nu
+engang saadan. Der er saa meget man maa tage i Betragtning; en Skomager
+kan ikke arbejde uden Materialer, og Kredit hos Læderhandleren kan man
+heller daarlig undvære.“ Mere vilde han ikke sige.
+
+Men Pelle havde ogsaa forstaaet tilstrækkeligt. Som Formand for
+Mesterforeningen havde Meyer tvunget Beck til at afskedige ham — ved
+Truslen om at stoppe Kilderne for ham. Pelle blev ramt fordi han var i
+Spidsen for Organisationen — skønt den nu var anerkendt; det var et
+Indgreb i Foreningsretten. Og alligevel kunde det ikke paatales; man
+havde Lov at afskedige en Mand, naar man ikke havde Brug for ham længer.
+Meyer var en snedig Mand!
+
+Pelle drev lidt slukøret om. Han havde ikke megen Lyst til at komme hjem
+til Ellen med den bedrøvelige Efterretning, og gik rundt til forskellige
+Mestre for at høre om Arbejde. Men saa snart de hørte hvem han var, kom
+de i Tanke om at der nok ikke var noget alligevel. Han mærkede at der
+var sat Kors ved ham.
+
+Han maatte støtte sig til sit Hjemmearbejde, og se at støve mere op
+blandt Bekendtes Bekendte. Og ellers være parat Nat og Dag naar en
+Smaamester, som sad og nussede uden Hjælp, pludselig fik mere end han
+kunde overkomme.
+
+Ellen tog Forholdene op som de var, og beklagede sig ikke. Men over for
+Aarsagen til dem øvede hun stum Modstand; Pelle fandt ikke Medhold hos
+hende i sin Kamp; hvad han dér havde for, maatte han gaa ene med. Det
+forrykkede ikke hans Kurs men satte snarere Stædighed op i ham. Der var
+en Side ved ham Ellens Væsen ikke kunde dække — naa ja, hun var jo et
+Kvindfolk som man bar over med! Han var god imod hende, og slog hende i
+sine Tanker mere sammen med Lille Lasse. Derved gjorde han sig fri af
+hendes Mening om alvorlige Sager — og følte sig mere Mand.
+
+Takket være hans lille Formandsløn led de ikke Nød. Pelle holdt ellers
+ikke af det og havde mest Lyst til at give Afkald paa de Par Hundrede
+Kroner; der flød ikke Spor af Embedsmandsblod i hans Aarer, han begreb
+ikke rigtig, at man skulde have Vederlag for den Alménnytte man gjorde.
+Men nu kom de alligevel tilpas, og han havde andet at bestille end at
+gaa og gøre et Nummer ud af Smaating. Blokaden havde han opgivet, men
+hans Hjærne pønsede stadig paa Udveje til at faa Ram paa Hofskomageren;
+det sysselsatte ham Dag og Nat.
+
+En Dag snublede hans Tanker over Meyers egen Taktik! Ganske uskyldigt
+havde man faaet ham puttet ud af Arbejdet — hvad om han bar sig ad paa
+samme Maade og i Stilhed pillede Hofskomagerens Folk fra ham? Meyer var
+Fagets onde Aand, han sad som en Tyran i Kraft af sin Overmagt og holdt
+det nede; det vilde ikke være saa umuligt at sætte Kors ved ham til
+Gengæld! Og Pelle havde ikke i Sinde at tage det saa nøje med Midlerne
+her.
+
+Han drøftede det med Svigerfaderen, der igen havde faaet Tiltro til ham.
+Stolpe som var en gammel dreven Taktiker, raadede ham til ikke at holde
+noget Møde om Sagen, men ordne det hele paa Tomandshaand med hver
+enkelt, saa at der ikke blev noget at hænge sin Hat paa over for
+Fagforeningen. „Du har jo god Tid nu,“ sagde han. „Gaa først til de
+paalidelige, og gør dem begribeligt hvad for en Kumpan Meyer er; og tag
+først og fremmest hans bedste Folk fra ham, de daarlige har han ingen
+Gavn af at beholde. Du kan jo fyre op under Kammeraterne, naar du vil!
+gør det saa godt, at ingen kan være bekendt at gaa i deres Sted der
+forlader ham. Han maa stemples som den han er, Mand og Mand imellem.“
+
+Pelle sparede sig ikke; han gik fra Fælle til Fælle, stærk og ildnende.
+Og hvad der havde vist sig umuligt for to tre Aar siden, lod sig udføre
+nu; Harmen mod Uretten havde bundfældet sig i Sindene.
+
+Meyer havde haft for Skik at lade sine Arbejdere rende forgæves efter
+Arbejde — det var ikke helt lavet til, de maatte komme igen! Og naar de
+fik det udleveret, skulde det gærne være færdigt over Hals og Hoved. Der
+laa en Hensigt i det, det gjorde Folk ydmyge og medgørlige.
+
+Men nu vendtes Forholdet om. Arbejderne kom ikke og afleverede
+presserende Arbejde til den Tid de havde lovet; han maatte sende Bud
+efter det og fik sine egne Ord igen: Det var ikke ganske færdigt, men de
+skulde se hvad de kunde gøre for ham! Han maatte rende sine egne
+Arbejdere paa Dørene for ikke at støde de fine Kunder. De første
+Tilfælde behandlede han over en Bank med Afsked, men det hjalp ikke; der
+var faret en Hovmodsdjævel i simple Skomagersvende, det saa ud som de
+vendte op og ned paa Begreberne Herre og Undergiven! Han maatte lade den
+haarde Haand fare og forsøge med gode Ord, Forretningen havde hele den
+fornemme Verden til Kundekreds og behøvede altid en Stab af
+Elitearbejdere. Men ikke engang Venlighed hjalp, bedst som han havde
+faaet fat i en god Svend, var han gaaet! Og naar han spurgte om
+Aarsagen, fik han altid det samme drilske Svar: de var kede af hans
+Arbejde. Han bød høj Arbejdsløn og indforskrev med stor Bekostning
+dygtige Folk ude fra; men Pelle holdt sig underrettet og søgte dem op.
+Naar de havde været nogle Dage under Paavirkning, rejste de hjem igen
+eller tog fat hos de andre Mestre, der fik mere at bestille efterhaanden
+som Meyers Forretning gik tilbage. De der kom paa Lageret fortalte, at
+han gik deroppe og rasede, skældte de uskyldige ud og jog dem ogsaa fra
+sig.
+
+Meyer følte en Haand bag alt dette, han vilde have Mesterforeningen til
+at erklære Lockout. Men de andre Mestre vejrede et Træk i det fra hans
+Side; hans egen Forretning laa død, og saa vilde han stanse deres ogsaa.
+De havde maaske ikke noget egenlig mod den ny Tilstand; noget Grundlag
+for en Lockout kunde de i alt Fald ikke faa Øje paa.
+
+Saa bekvemmede han sig til at skrive til Pelle og anmode ham om en
+Forhandling — for at faa Uroen i Faget hævet. Pelle der endnu ikke var
+stiv i Forhandlingskunsten, svarede saadan noget som, at man vilde blæse
+ham en lang Marsj. Han viste dog Svigerfaderen Svaret, før han afsendte
+det.
+
+„Nej den gaar pinedød ikke!“ udbrød Stolpe. „Ser du min Dreng, det er
+Tonen det hele kommer an paa, naar man vil drive Fagpolitik! de Store
+ser svært paa Indpakningen! Saadan var jeg sku ogsaa til at begynde med
+— Sandheden frem og lige i Synet med den! Men den skar ikke —: man var
+for ubehøvlet, de kunde ikke forhandle med én. Saadan lidt pæn
+Løgnagtighed gør sig meget bedre! Naa ja, saa maa man være Diplomat og
+fange Ræv med Ræv. Tag og krads det ned, saa skal jeg give dig
+Opskriften. Altsaa —!“
+
+Stolpe gik en Stund op og ned ad Gulvet og saa spekulativ ud; han var i
+Skjorteærmer og Tøfler og havde Tommelfingrene i Vestelommerne. „Er du
+klar Svigersøn? — Altsaa:
+
+      Til Formanden for Skomagernes
+      Mesterforening, Hr. Hofskomager Meyer!
+
+   Idet jeg anerkender Modtagelsen af Deres meget ærede af Gaars Dato,
+   skal jeg tillade mig at bemærke, at der mig bekendt hersker god Ro
+   og ordnede Forhold overalt i Faget for Tiden. Saa at altsaa
+   Grundlaget for en Forhandling savnes.
+
+                                              Paa Fagforeningens Vegne
+                                                             Ærbødigst
+                                                               Pelle.“
+
+„Se det er noget med noget paa, hva’! det kunde sku selv Napoleon være
+bekendt at sætte Navn under. Og tilpas ondskabsfuldt er det,“ sagde
+Stolpe fornøjet. „Prent det nu lidt pænt — og saa en stor Konvolut.“
+
+Pelle var helt imponeret af Skrivelsen, da han fik renskrevet den paa et
+stort Ark Papir; den lignede en Dagsbefaling fra Amtmand eller
+Borgmester derhjemme. Kun det ondskabsfulde i den havde han sine Tvivl
+om den Dag.
+
+En Formiddag nogle Dage efter sad han hjemme og arbejdede. De
+mellemliggende Dage havde han været nødt til at tage Lossearbejde paa
+Havnen, nu sad han og forsaalede et Par Søstøvler for en Matros paa
+Kulskibet. Paa den anden Side af Disken sad Lille Lasse og pludrede og
+gjorde hans Bevægelser efter; hvergang Pelle slog en Pløk i, daskede
+Drengen paa Kanten af Disken med sin Rangle. Og Pelle lo til ham. Ellen
+gik ud og ind mellem Køkken og Stue, hun var alvorlig og tavs.
+
+Det ringede. Hun jog til Kakkelovnen og rev noget Barnetøj ned, saa gik
+hun ud og lukkede op.
+
+En mørk svær Herre i Spaserepels traadte bukkende ind, den høje Hat
+holdt han foran sig sammen med Handskerne og Stokken. Pelle vilde ikke
+tro sine egne Øjne — det var Hofskomageren. „Han kommer nok for at gøre
+op!“ tænkte han og belavede sig paa en Dyst. Han fik Hjærtebanken og
+noget sank pludselig i ham; gammel Underdanighed var ved at komme op og
+bemægtige sig ham. Men det varede kun et Øjeblik, saa var han igen
+sikker paa sig selv. Han bød roligt sin Gæst en Stol.
+
+Meyer sad og saá sig om i den tarvelige nette Stue, som vilde han først
+sammenligne Fjendens Forraad med sine egne, inden han foretog sig noget.
+Pelle fangede noget i hans vandrende Blik og blev pludselig en hel Del
+klogere i Menneskekundskab. „Han sidder jo ligefrem og kigger efter, om
+der ikke er røget noget paa Laanekontoret,“ tænkte han opbragt.
+
+„Hm — jeg har modtaget Deres ærede Skrivelse,“ begyndte Meyer endelig.
+„De mener ikke der er Anledning til nogen Drøftelse af Tilstanden; men æ
+— jeg synes dog —.“
+
+„Nej, det mener jeg rigtignok ikke,“ svarede Pelle som havde sat sig for
+at holde Skrivelsens Tone — „der er jo den bedste Orden over det hele. I
+det hele lader det jo til at skulle gaa nu, da vi har hver sin Forening
+og kan drøfte Sagerne som Ligemænd.“ Han saá uskyldigt paa Meyer.
+
+„Naa det synes De? Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at mine Arbejdere
+forlader mig den ene efter den anden — for ikke at sige at de pilles
+bort. Jeg kan ikke tjene Dem i at kalde det ordnede Forhold.“
+
+Pelle sad og ærgrede sig over Meyers slikkede Tone. Hvorfor Fanden
+brændte han ikke løs som et ordenlig Mandfolk, i Stedet for at sidde og
+svede Hentydninger ud! Men skulde der laves Dikkedarer, saa hvorfor
+ikke? „Saa Deres Folk forlader Dem?“ spurgte han interesseret.
+
+„Ja de gør!“ svarede Meyer og saá overrasket op, Pelles Tone gjorde ham
+usikker. „Og de sjikanerer mig, overholder ikke Aftalerne og lader mine
+Bude rende forgæves. Tidligere har hver Mand hentet og bragt sit
+Arbejde, nu maa jeg holde Bude til det; det kan Forretningen ikke bære.“
+
+„Svendene har nu ogsaa maattet rende forgæves — jeg har jo selv arbejdet
+for Dem,“ svarede Pelle. „Men De mener altsaa, vi bedre kan bære den
+Tidsspilde?“
+
+Meyer trak paa Skuldrene. „Det er dog et Led i deres Erhværv, Forholdene
+ere nu engang baserede paa den Ordning. Men naar jeg saa endda var
+sikker paa at have Folk. — Det gaar ikke, det dér, Mand!“ skreg han
+pludselig op — „det gaar pinedød ikke! Det er ikke hæderligt!“
+
+Lille Lasse sprat i Vejret og gav sig til at brøle, Ellen kom hastigt og
+tog ham ind i Sovekammeret.
+
+Pelle var blevet skarp om Munden. „Naar Deres Folk forlader Dem, har de
+vel sagtens Grund til det,“ svarede han, men havde mere Lyst til at sige
+Meyer lige op i Synet at han var en Udpiner. „Fagforeningen kan ikke
+tvinge sine Medlemmer til at arbejde for en Mand, de maaske ikke kan
+komme til Rette med. Jeg har selv lige faaet Afsked paa et Værksted —
+man kan dog ikke alarmere de to Foreninger af den Grund.“ Han saá fast
+paa sin Modstander, idet han langede ham dén ud; Linjerne i hans Ansigt
+dirrede let.
+
+„Aha!“ udbrød Meyer og gned sig i Hænderne med et Udtryk som sagde, at
+nu endelig følte han fast Bund under sig. „Ak so — der slap det endelig
+ud! De er jo Diplomat ogsaa — stor Diplomat! — Det er en klog Mand De
+har, lille Frue!“ vendte han sig til Ellen der stod og puslede ved
+Buffeten. „Hør Hr. Pelle, De er en Mand for mig, og vi maa komme til et
+Resultat. Naar to dygtige Folk taler sammen, kommer der noget ud af det
+— det kan ikke være andet! Jeg har Brug for en intelligent og dygtig
+Fagmand til at forestaa Maaltagning og Tilskæring, Pladsen er godt
+lønnet, og De kan faa skriftlig Kontrakt paa en Aarrække. Hvad siger De
+til det?“
+
+Pelle løftede Hovedet i et Ryk. Ellens Øjne skød Gnister; de blev
+forunderlig mørke og lagde sig tvingende over ham — som vilde de brænde
+en Vilje ind i ham. Et Øjeblik stirrede han fortumlet frem, Tilbudet kom
+saa overvældende stort bag paa ham. Saa smilede han. Ej ej! skulde han
+nu sælges som Udpinerens Haandlanger!
+
+„Det er vist ikke noget for mig,“ svarede han.
+
+„De maa naturligvis have Lov at tænke over mit Tilbud,“ sagde Meyer og
+rejste sig. „Skal vi sige tre Dage?“
+
+Da Hofskomageren var gaaet, kom Ellen langsomt hen og lagde sin Arm over
+Pelles Skulder. „Hvor er du en klog og dygtig Mand,“ sagde hun stille og
+legede med hans Haar — der var noget som lignede Afbigt i hendes Væsen.
+Tilbudet nævnede hun ikke med et Ord, men gav sig nynnende i Lag med sit
+Arbejde. Det var længe siden Pelle havde hørt hende synge; og Sangen gav
+ham en lys Følelse af at denne Gang vilde han sejre.
+
+
+
+
+                                   XX
+
+
+Pelle førte ufortrødent Kampen videre, sloges med smaa Kaar og med
+Frafald og gik bare paa. Talrige Gange i Kampens Løb var han lige vidt,
+Meyer havde faaet et nyt Hold Arbejdere fra Udlandet, og han maatte
+begynde forfra: bearbejde dem saa de rejste igen, eller gøre dem umulige
+blandt Husbeboerne saa de maatte fortrække. Eftervinteren var haard og
+kom Meyer til Hjælp. Han gav god Arbejdsløn nu, og havde faaet skrabet
+sig et Sjak Løsgængere sammen; en Overgang saa det ud som han skulde faa
+sin Forretning i Vejret igen. Men Pelle havde blot ladt Løsgængerne i Ro
+af Mangel paa Tid; nu hjemsøgte han dem og kom med mere Avtoritet end
+sidst. Der gik allerede Ord af hans Vilje, de fleste overgav sig paa
+Forhaand. „Ham kan ingen Djævel staa sig mod!“ sagde de.
+
+Han vaklede ikke i sin Tro paa Sejren og gik paa og paa, filosoferede
+ikke frem paa den anden Side Resultatet men satte alle Ævner ind paa at
+naa det. Stærke Kræfter var oppe i ham og førte ham den lige Vej.
+Foreningsfællerne fulgte ham villigt, og paalagde sig de Savn
+Affolkningen medførte. Han havde deres Tillid, og de syntes i Grunden
+det var en herlig Spas denne Bytten Gaarde, hvor de for én Gangs Skyld
+vendte Trykket tilbage mod Udgangspunktet. De havde beskt prøvet, hvad
+det vilde sige at rende forgæves, tigge om Arbejdet, tigge og trættes om
+Tilgodehavendet — være de smaa. Det var morsomt at bytte Rollerne! Nu
+legede Musene med Katten og morede sig godt, skønt dens Klør nu og da
+sved til dem.
+
+Pelle følte Tilliden Mand og Mand imellem, ved den Villighed hvormed de
+fulgte ham, som var han kun Udtrykket for deres eget Sindelag. Og naar
+han stod paa Generalforsamlinger og Møder for at aflægge Beretning eller
+agitere, og Kammeraternes Bifald slog ham i Møde, mærkede han, hvorledes
+stærke Kræfter forenede sig i ham. Han var som Skibets Vædder, hele
+Styrken stødte fremad i ham. Han begyndte at finde sig til Rette som
+Udtryk for noget større; der var et Formaal med ham.
+
+Den Pelle, der saa klogt og roligt havde forhandlet med Meyer, og rammet
+ud hvad han vilde uden et ondt Ord, var ikke den almindelige! Et større
+Væsen arbejdede i ham, mere ansvarligt end han selv ævnede det! Og han
+gik sig selv efter for at tilegne sig det bevidst; han følte at der var
+Kræfter dér.
+
+Dette højere havde mystisk Sammenhæng med saa meget; helt tilbage til
+sin tidligste Barndom kunde han følge det som et rigt Løfte. Saa mange
+havde ogsaa uvilkaarlig ventet sig noget af ham; han havde blot lyttet
+forundret til dem, nu blev det en Profeti.
+
+Han blev mere nøjeregnende med Ord i sit personlige Forhold, nu da deres
+ubegrænsede Rækkevidde havde aabenbaret sig for ham. Men i Agitationen
+faldt de stærkeste Ord ham naturligt, de kom som et Ekko af det
+grænseløse tomme Rum der laa bag ham. Han syslede med sin Personlighed;
+alt det han før sorgløst havde givet frit og ubehersket Spillerum,
+maatte nu helst ind og tjene Formaalet. Ogsaa sit Forhold til Ellen gik
+han efter, undskyldte hende og gjorde sig Umag for at forstaa hendes
+Fordringer til Lykke. Han var mild og god mod hende — men ubøjelig i det
+væsenlige.
+
+Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed af. Han havde længe nok
+misbrugt sin Overmagt paa alle Omraader; ved sin store Forretning var
+han den der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige Vilkaar maatte
+føres tilbage til ham. Det var Sommer og Godtid for Arbejderne nu, og
+hans Forretning gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og følte
+sig som en retfærdig Hævner.
+
+Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid var han paa Færde, kom
+styrtende hjem til Arbejdet der laa og ventede, klarede det til Side som
+en rasende, og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá han ikke meget
+til i denne Tid, de levede deres Liv uden for ham.
+
+Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning at Sammenholdet nu var
+stærkt. Bestandig var han paa Færde for yderligere at stive af og
+underbygge; han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans Utrættelighed
+smittede Kammeraterne, de blev ivrigere og ivrigere alt som Kampen trak
+ud. Den voksede for dem ved de Ofre den krævede, og ved Styrken i
+Modstanden; Meyer blev efterhaanden til en Kolos som enhver maatte vove
+sin Velfærd for at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men jo
+flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes de at gaa til den. Og
+de jublede af Glæde, den Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem
+under sin Masse.
+
+Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden havde fældet Fagets
+største Arbejdsherre! De spurgte ikke om hvad det havde kostet, men bar
+hans Navn i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller hans Navn
+nævnedes. Tidligere vilde det vel være gaaet ham til Hovedet, men nu
+fandt han Udfaldet ganske naturligt — som Udslag af en højere Vilje!
+
+Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til Møde i Fagforeningen,
+fremlagde Udkast til en ny tidssvarende Priskurant og opfordrede til at
+tage en Kamp paa den netop nu. „Lejligheden kan aldrig være bedre,“
+sagde han — „nu har de set hvad vi dur til! Og det var paa Spørgsmaalet
+om Priskuranten vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet er
+varmt!“
+
+Han regnede med at Kammeraterne netop nu havde Krigshumør, trods alle de
+Savn Kampen havde paaført dem — og tog ikke fejl. Hans Forslag blev
+enstemmig vedtaget.
+
+Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu rundt til Mestrene med
+Prøvekassen for et Læderfirma, Synet af den før saa mægtige Mand virkede
+nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par Mestre til at forhandle
+med Fagforeningen om Lønforhøjelsen.
+
+
+
+
+                                  XXI
+
+
+Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod det stille inderlige
+Samliv med Ellen og Lille Lasse, han følte vemodigt, at de levede inde i
+en lykkelig Verden og var i Færd med at indrette sig paa at undvære ham.
+„Naar du nu faar dette fra Haanden, skal du rigtig have det hyggeligt
+med dem igen,“ tænkte han.
+
+Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, af et Spørgsmaals
+Løsning fødtes et andet, Fattigmands Verden viste sig at være en
+indviklet Historie. Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator
+bredte sig udover, overalt arbejdedes der for Sammenslutningstanken, de
+mange begyndte at rette Øjnene paa ham i Forventning.
+
+Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham være dem behjælpelig med at
+danne Organisation — ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa
+sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne frem for dem. Der var
+kommet noget af det store Sving i hans Tale, men de forstod ham godt.
+„Han taler, saa Ørerne klør paa én,“ sagde de til hinanden. Der blev saa
+valgt Tillidsmænd, og Pelle satte dem ind i den praktiske Side af Sagen.
+
+„Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,“ sagde han bestandig — „uden
+Penge ævner vi ingenting. Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas
+med.“
+
+„Skal der anvendes Bøsser i Kampen?“ spurgte en enfoldig Arbejder
+engang.
+
+„Ja Sparebøsser!“ svarede Pelle raskt.
+
+Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De saá lidt paa Pengene, før
+de gav dem fra sig. „Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,“ sagde de
+saa.
+
+„Der kommer nok den Dag da det slaar godt til — bare vi staar sammen,“
+sagde Pelle fortrøstningsfuld.
+
+Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød — han vidste det godt. Men
+det fik ikke hjælpe! Han var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som
+en af dem.
+
+Virksomheden førte ham udad i større og større Kredse, til han en Dag
+følte sig midt i Masserne. Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde
+egenlig altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og anlagde stadig
+større Maal paa Bevægelsen og sig selv.
+
+I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre Forandring med ham. Over
+hans Pande laa fremdeles de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer at
+tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste bitre Vidnesbyrd om hvad han
+havde taget paa sig, og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk
+nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede i Samfølelsen og var
+næsten altid glad. Han fik runde Kinder som en Hornblæser, og udspilede
+Næsebor der understregede det fyrige; han forbrugte megen Luft og holdt
+altid Klæderne opknappet over Brystet. Gangen var rank og spændstig,
+hele Skikkelsen paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag i
+hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. Noget af Rødmen blev
+staaende paa Ansigt og Hals, og der var bestandig en hidsig Klang i
+Kroppen paa ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren til
+en Kolonne.
+
+De mange var hans Element. Der var meget som skulde samles under én Hat.
+Endnu manglede de fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede
+pludselig op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. Nogle troede
+blindt, andre sagde: Skidt, enten den ene eller den anden plukker os!
+Der skete ikke noget haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i
+Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den Blinde til Føreren, og
+forlangte at høre hans Stemme bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler.
+Han følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt ud over
+Virvaret for dem. Han havde altid haft noget med Lykken at skaffe, han!
+nu øjnede han den tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte i
+dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed.
+
+En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt Fag. Det var
+Renovationsarbejderne, og for at ægge deres Selvfølelse viste han dem,
+hvilken uhyre Magt de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde
+det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, og udmalede med
+meget Humør Følgerne for den fine Verden. Det havde en overvældende
+Virkning paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden som opdagede man
+først nu sig selv, og sad i én Latter. For at forfølge sin Virkning
+viste han, hvor afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og lod Fag
+støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin lammende Haand over Byen.
+Det var en Fantasi! Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men
+Højtrykket i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. Arbejderne
+gik hjem, vaagne og forskrækkede over den forfærdelige Magt de laa inde
+med.
+
+Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham selv, det var hans
+Natur at frembringe — ikke ødelægge! Hvis de Fattige bare vilde, kunde
+de tage det hele igen — havde Morten engang sagt; og de Ord var blevet
+ved at spøge i ham. Men han kunde ikke lide voldsomme Omvæltninger, og
+nu havde han jo fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist om,
+at det ubrydelige Sammenhold var uimodstaaeligt og vilde omskabe
+Tilværelsen ad fredelig Vej.
+
+Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, saa de nu stod Last og
+Brast med hinanden. Det var straks lidt naaet, men skulde der komme
+noget rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde sammen med
+dem i alle Landets andre Byer — og det var allerede saa smaat i Gang
+baade i hans eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale
+Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, saa hele Landet blev
+som én Tanke! I andre Lande foregik jo det samme som her, og hvorfor saa
+ikke som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken?
+
+Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt hele Jorden med sin
+Solidaritet. Han vidste nu at Elendigheden er international. At Almuen
+følte ens Jorden over, var han overbevist om.
+
+Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den var groet naturligt ud af
+Linjerne i hans egen Organisation — det ene var som det andet. Men han
+blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. Saa gik han til
+Svigerfaderen, der var Medlem af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev
+gennem ham opfordret til at komme og forelægge den for Hovedledelsen.
+
+Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel Feber da han stod
+over for Bevægelsens stærke Hjærte. Hans Ord kunde tage de mange; men
+vilde det lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod styrende bag
+det hele mens de stilfærdigt passede deres Haandtering? Han følte Dagen
+som den betydningsfuldeste i sit Liv.
+
+Det var Mænd med et sindigere Temperament end hans. De sad ubevægelige
+og hørte efter med halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen
+af et Smil hos dem — dem var de nok ude over! Det var Haandværkere og
+Arbejdsmænd, der sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han selv;
+men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium bag sig og maatte
+kaldes lærde Folk. Om Aftenen og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen,
+lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen og stadig
+voksende Administration. De var blevet tunge af alt dette uvante, der
+hidtil havde været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte
+tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede og furede.
+
+Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. Disse Mænd virkede paa
+ham som et mægtigt hemmeligt Raad; derude saa de ud som enhver ellers,
+men her ved det grønne Bord sad de og skabte den uhyre Konstruktion, som
+han blot var med til at genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til
+her. Der var noget gudsforgaaent over det — som at se Myrer lægge Planer
+til at flytte et Bjærg; og her maatte han ind, skulde han opnaa at
+udrette noget rigtigt! Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han
+neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at tale rent sagligt.
+
+Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og saá jævntgrundende frem
+for sig. Tavsheden virkede paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde ham
+svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede Styrke af Genlyden derude
+fra, fra de mange som havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det
+hele og lod ham svæve — uden Holdepunkt af nogen Slags. Var hele den
+mægtige Plan for Samvirken da kun Taabelighed? eller var han en Klovn
+til at fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham roligt ud om
+Enkelthederne i hans Plan og tog den saa under Overvejelse.
+
+Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han følte, at han havde rørt
+ved noget af det der bærer de store Afgørelser i sig, og trængte til en
+Bekræftelse paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande vendte han
+sig mod sig selv. Det laa ikke til ham at spørge indad, men her vilde
+ingen anden svare. Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv.
+
+Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit eget Jeg og erfarede,
+at der lod sig falde tilbage paa det i afgørende Øjeblikke. Men han
+holdt ikke af Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet sprang
+ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om at Planen var kendt god. Der
+blev nedsat et Udvalg til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en Hær af de mange Delinger og
+virkede tiltrækkende alene ved sin Masse. Det blev et stort og
+anstrængende Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til som Vand
+strømmer til Havet — i Kraft af en Naturlov. Der vilde kræves et stort
+Feltherretalent til at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i
+Ilden.
+
+Pelle bares naturligt frem i første Række af det store
+Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig det banebrydende,
+agitatoriske, ingen havde som han de manges Øre. Han havde faaet fast
+Værkstedsarbejde hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse af
+Organisationen i det, og Lønforhøjelsen gjorde at han tjente nogenlunde.
+Han havde ikke noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet havde
+tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, men hun havde altid en
+Hensigt med det — og han lod sig ikke binde igen!
+
+Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage sit Maaltid, gøre sig i
+Stand og jage af Sted igen — til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse
+var der som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar han saadan
+forlod Kvinde og Barn for at stryge ud paa Farten. Han begreb det ikke
+men vovede sig ikke til at sige noget — han havde stor Respekt for
+Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde fundet hinanden og var
+som to røde Kør; der var stor Trøst i det.
+
+Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de øgende Skarer. Han var
+som en Legemliggørelse af dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine
+Skridt; det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. Han var
+et Produkt af gammel Kultur, men en Kultur, der altid havde holdt til
+paa Skyggesiden og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver for
+sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. Trangen til Sol og Lys var
+bestandig blevet skubbet til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider
+— til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog svimlende Fart; hans
+Hjærne ravede højt oppe i en blændende Lystaage!
+
+Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste Realist og havde
+Fødderne paa Jorden! De Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært
+at holde sig til det nødvendige, de leverede ham af — enkel og lige til,
+uden noget Udstyr af Fiksfakserier. Fænomenerne i hans Verden virkede
+lige ud, en paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig Banken
+paa Fortænderne. Virkning stammede i lige Linje fra Aarsag — men de
+forholdt sig ofte som den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken i
+hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel Udrustning kunde
+omspænde det hele.
+
+Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; hvor han ikke kunde se
+frem, kom gammel Fatalisme ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt
+og holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá Meningen med det hele
+og syntes, at Tallene nok blev større og større, men at man forøvrigt
+var lige vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, der
+samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt Lys.
+
+Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget alle Bevægelsens
+Teorier, de fyldte godt og behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa
+mere end at have det hele med sig? Morten havde denne ufrugtbare Trang
+til at slaa Sindet ud af dets Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem
+indefra, fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede sig op om
+Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde stanse Folk i deres Forehavende!
+Pelle nærede Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik i Flok —
+og søgte uden om ham.
+
+Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde tændt det første Lys i det
+Kaos, Erfaringerne fra Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han
+stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig efter, hvordan
+Morten vilde have handlet.
+
+Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var sat i Scene af Arbejderne
+selv og hvor de begge medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de
+bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han tog ikke ivrig Del i
+Partidannelsen og blev holdt lidt til en Side af de ledende. Men
+Menigmand stod han i nær Berøring med. Han virkede paa egen Haand, greb
+ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde af Nød og Uret, og arbejdede
+paa at faa Folk til at tænke selv.
+
+Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op til, og gjorde med
+lysende Øjne Plads for dem; Morten stillede de sig smilende i Vejen for
+og vilde trykke hans Haand — han kunde næsten ikke arbejde sig op til
+Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte de andres med Glæde — Kvinder og
+Børn hang ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit tarvelige
+Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham Mestersvenden, der er saa
+boglærd og god af sig,“ sagde de til hinanden. „Og nu har han solgt alle
+sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!“ Saa gav de deres smaa et
+Skub. Og Børnene kom hen, tog ham i Haanden og fulgte ham til Enden af
+Gaden.
+
+
+
+
+                                  XXII
+
+
+Naar Pelle engang imellem var ovre i _Arken_ for at se til de tre
+Søskende, rygtedes det hurtig rundt. „Pelle er her!“ lød det fra Svale
+til Svale, og de skyndte sig ud i Træværket for at nikke til ham og
+prøve at lokke ham ind med en Kaffetaar. Gamle Frandsen var flyttet; hun
+forsvandt dengang Ferdinand kom ud — ingen vidste hvorhen. Ellers var
+her ingen Forandring. Nogle Fabrikspiger stak af fra Huslejen ved
+Nattetid, og andre kom i Stedet; en og anden udslidt Fyr blev hentet
+frem fra de mørke Gange og baaret ud til Rustvognen — som altid. Paa
+_Arken_ mærkedes ingen Forandring.
+
+Det hændte at han kiggede over til Enkemadam Johnsen. Hun sad saa trist
+og vendte de gamle Soldaterbukser, mens hun passede Hannes Unge der
+tegnede til at blive en køn Pige. Gammel i det var hun blevet, og sad
+bestandig og smaagnavede over Barnet; med Pelles Besøg kom der et frisk
+Pust ind i hendes glædesløse Tilværelse. Saa mindedes hun Skovturen og
+de lune Aftener under Ampelen — og sukkede. Hanne saá slet ikke til
+Pelle. Naar hun kom styrtende hjem fra Fabrikken, havde hun kun Øje for
+sin lille Pige, der kastede sig imod hende og straks vilde til at lege.
+Dagens Øde sad den lille i Øjnene, og Moderen maatte tage hende i
+Hænderne som hun gik og stod, og trave rundt med hende og Dukken.
+
+   „Jeg gik mig over høje Bjærg —“
+
+sang Hanne, og den lille sang med — hun kunde allerede! Hannes Øjnene
+hvilede rolige og afklarede paa Barnet, tilfredse i deres Udtryk som
+havde hun virkelig fanget Lykken ind. Hun lignede en ung Enke der har
+faaet sin Part af Tilværelsen; og i _Arken_ kaldte alle hende Enke —
+Enken Hanne. Det var en Hyldest til hendes Væsen, de kastede Enkesløret
+over hendes Skæbne, fordi hun bar den saa smukt. Hun havde ventet sig
+saa meget, og nu tog hun om sit Barn som kunde det fremmede aldrig have
+givet hende større Gave! — —
+
+Peters Ulykke havde givet det lille Hjem et alvorligt Stød. Det havde
+altid været lige til; nu tjente han mindre med sin vanføre Haand. Karl
+vilde frem og gav sig til at gaa til Præsten — det kostede ogsaa i Tid
+og Klæder. Peters Nedgang i Fortjeneste havde de oprettet ved at sige
+Lasses Værelse op og flytte hans Seng ind i Børnenes Værelse. Men de
+voksede godt til alle tre, der skulde noget til baade af Mad og Klæder.
+
+Peters Karakter havde lidt et Knæk, han var ikke saa glad ved Arbejdet
+længer; ofte skulkede han og gik og drev paa Gaden i Stedet for at gaa
+til Fabrikken. Undertiden var han ikke til at drive ud af Sengen om
+Morgenen, men krøb ned under Sengeklæderne og skjulte sig. „Jeg kan ikke
+med min daarlige Haand,“ sagde han grædende naar Marie trak i ham —
+„hvert Øjeblik er Knivene lige ved at nappe mig.“
+
+„Saa bliv hjemme da,“ udbrød Marie tilsidst. „Pas du Huset, saa skal jeg
+gaa ud og faa lidt Fortjeneste fat. Jeg kan faa Rengøringen ovre i den
+ny Ejendom i Torvegade.“
+
+Men saa stod han op og luskede af, han vilde ikke have et Kvindfolk til
+at tjene Føden til sig.
+
+Karl var en frisk, gavtyveagtig Tamp som ingenting bed paa. Gaden havde
+opdraget ham, fældet sit Slamlag paa hans Ydre og tændt den uslukkelige
+Gnist i hans Øjne. Han var som Hovedstadens Spurve der røgsværtede lyser
+af Byens Intelligens, tumler ud og ind under de tunge Vognhjul og véd
+alt. Han var daglig i Klemme men kom aldrig til Fortræd. Den bestandige
+Farten sad ham i Kroppen som en aldrig hvilende Impuls; mange Udveje
+havde han til at bøde paa Utrygheden i sit Erhværv; den lille
+Husholdning hvilede hovedsagelig paa ham. Men nu var han ked af at søge
+sin Føde paa Gaden, der var Fremdrift i ham, han vilde gærne være
+Handelsmand. Det eneste der holdt ham tilbage var Hensynet til Hjemmet.
+
+Pelle saá at det lille Hjem maatte opløses nu. Marie udviklede sig
+stærkt og trængte til at komme ud af _Arken_, og hvis Karl ikke fik Lov
+at følge sin Ungdom men skulde gaa og ofre sig for sine Søskende, vilde
+han ende som Torvebisse. Rask som han var blevet til at handle paa egen
+Haand, skaffede han Karl det nødvendige Udstyr gennem en
+Understøttelsesforening, og tingede ham i Lære hos en Handlende, som
+Drengen havde løbet i Byen for.
+
+En Søndag Formiddag gik han over til _Arken_ med en stor Pakke under
+Armen; han havde Lille Lasse ved Haanden, hvert Øjeblik bukkede Purken
+sig besværligt og tog en Smaasten op, trak Faderen med hen til Bolværket
+og plumpede Stenen i Vandet. Han snakkede ustanseligt.
+
+Pelle lod sig mekanisk trække med og svarede hen i Vejret. Han tænkte
+paa det lille Barnehjem, der engang havde aabnet sig saa gæstfrit for
+ham og nu skulde opløses. Kanske blev det Karls og Maries Redning; der
+laa en Fremtid for dem ude omkring — friske og kække som de var. Og Far
+Lasse kunde flytte hjem til ham; det lod sig gøre at stille hans Seng op
+i Dagligstuen for Natten og flytte den af Vejen om Dagen — Ellen var
+ikke saa pertentlig længer. Men Peter — hvad skulde der blive af ham?
+Hjemmet var det eneste der holdt sammen paa ham.
+
+Da Lille Lasse gennem Tøndegangen saá ind i _Arkens_ Mørke, vilde han
+ikke med. „Fæl, fæl!“ sagde han og strittede energisk imod. Pelle maatte
+tage ham paa Armen. „Lasse ikke li’ det!“ sagde han og stemmede Hænderne
+mod Faderens Skulder. „Vil ned!“
+
+„Saa?“ udbrød Pelle leende — „kan Lille Lasse ikke lide _Arken_? Far
+synes her er storartet.“
+
+„Hvorfor?“ spurgte Drengen surmulende.
+
+Hvorfor — ja det havde Pelle ikke engang Rede paa. „Fordi jeg har boet
+her engang, vel!“ svarede han.
+
+„Og hvor var Lille Lasse dengang henne?“
+
+„Dengang sad du inde i Mors Øjne og lo til Far.“
+
+Saa glemte Drengen sin Frygt for Mørket og det tunge Træværk. Han satte
+sin buttede Næse paa Faderens og kiggede ham ind i Øjnene, for at se om
+der sad en lille Dreng inde i dem ogsaa; og han lo da han fik Øje paa
+sig selv derinde. „Hvem sidder saa inde i Mors Øjne nu?“ spurgte han.
+
+„Nu sidder der en lille Søster og glæder sig til at lege med Lasse
+Fredrik,“ sagde Pelle. „Men nu skal du gaa selv, det er ikke noget for
+et Mandfolk at sidde paa Arm!“
+
+De tre Søskende gik og ventede spændt, Karl hoppede og stangede i Luften
+da han saá Pakken.
+
+„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle.
+
+„Han er kørt ud med Trækkevognen for Marskandisersken — han skulde hente
+en Sofa,“ svarede Marie. Hun havde faaet Lille Lasse op til sig og var
+lige ved at spise ham.
+
+Karl trak i Stadsen, hans frejdige Ansigt lyste af Glæde. Bukserne var
+rigelig lange; men det var netop flot at gaa med dem opsmøgede, saa det
+kom man nemt over.
+
+„Nu ligner du jo en rigtig Rosinpiller,“ sagde Pelle leende.
+
+Karl løb ud paa Gangen og kom straks efter ind igen med pjaskvaadt Hoved
+og Haaret skilt midt i Panden. „Aa dit Fjols, vil du la’e vær med det!“
+raabte Marie hæftigt og pjuskede ham i Hovedet. De kom op at nappes.
+Henne i en Krog sad Peter trukket ind i sig selv og stirrede græmmet ud
+af Vinduet.
+
+„Naa Peter, op med Hovedet!“ sagde Pelle og slog ham paa Skulderen. „Saa
+snart vi faar den store Sammenslutning til at virke rigtig, skal jeg nok
+skaffe dig noget. Du kan blive Bud for Eksempel.“
+
+Peter svarede ikke men vendte Hovedet bort.
+
+„Saadan gør han altid — han er saa gnaven! — Du skulde værsgod være lidt
+manerlig, Peter!“ sagde Marie irettesættende. Saa tog han sin Kasket og
+gik.
+
+„Nu gaar han ud paa Nørrebro til Kæresten — og saa ser vi ham ikke de
+første Dage,“ udbrød Marie og saá efter ham. „Det er en
+Fabriksarbejderske — hun har et Barn med én som stak af fra hende!“
+
+„Han holder allerede Kæreste?“ sagde Pelle.
+
+„Ja hvad saa? han er jo sine sytten Aar. Men der er bare ikke noget ved
+hende.“
+
+„Hun er rødhaaret! og saa trækker hun det ene Ben efter sig som om hun
+flyttede Brosten med det,“ sagde Karl. „Hun kunde godt være Mor til
+ham.“
+
+„Jeg synes ikke, I skulde gøre Nar ad ham,“ sagde Pelle alvorligt.
+
+„Det gør vi heller ikke,“ svarede Marie. „Men han bryder sig ikke det
+mindste om at vi er gode ved ham. Og han kan ikke taale vi er glade.
+Lasse siger ogsaa at han er ligesom forgjort.“
+
+„Nu har jeg en Plads til dig, Marie!“ sagde Pelle. „Det er hos Ellens
+gamle Herskab i Holbergsgade, du faar det godt dér. Men du maa tiltræde
+den til Oktober.“
+
+„Det bliver sjov — saa skal Karl og jeg i Plads paa samme Dag!“ hun
+klappede i Hænderne. „Men Peter!“ udbrød hun pludselig — „hvem skal saa
+tage sig af ham? Nej det kan jeg ikke, Pelle!“
+
+„Vi maa se at finde paa et godt Logi til ham. I Plads skal du nu — du
+kan ikke blive ved at gaa her!“
+
+Der trængte en underlig Lyd ind til dem henne fra Enden af den lange
+Gang, det lød som en Blanding af Salmesang og Graad. Lille Lasse stod
+nede paa Gulvet ved den aabne Dør og sagde: „Sss, synger, sss!“
+
+„Ja det er Paparbejdersken og den store Jyde,“ sagde Marie — „de har
+Begravelse i Dag. Nu har det lille Skind udstridt, gudskelov!“
+
+„Er det nogen ny?“ spurgte Pelle.
+
+„Nej det er nogen der flyttede ind i Foraaret. Han boede ikke her, men
+hver Lørdag Aften kom han og fik hendes Ugeløn. Du er en god Tosse og
+gi’e ham Ugelønnen, naar han ikke bor hos dig! sa’e vi! for han skulde
+haft nogen Klø og ikke Pengene. Han er jo dog Far til Barnet! svarede
+hun saa og gav ham Pengene alligevel. Om Søndagen naar han havde drukket
+dem op, fortrød han det; og saa kom han og tæskede hende, fordi hun
+kunde ha’e ladt være og gi’e ham dem. Hun var nu godt tosset, for hun
+skulde bare gaaet ud naar han kom. Men hun holder af ham og brød sig
+ikke om de Par Lussinger — hun satte bare Barnet her ind saalænge. Nogen
+Mad til det havde hun aldrig, og nu er det død.“
+
+Døren gik op dernede, og den store Jyde kom ud med en lille Kiste under
+Armen. Han sang Salmeversene med tyk Stemme, mens han stod og ventede;
+inde i Sidefløjen bag Skillerummet gav en Drengestemme Sangen vrængende
+igen. Han var rød og svullen i Ansigtet af Graad, Nattens Kæfert sad ham
+tungt i Benene. Bag ham kom Moderen, og de gik med Gravskridt hen ad
+Gangen; hendes tynde sorte Sjal hang saa trist om hende, hun holdt
+Lommetørklædet for Munden og græd stille. Det lighvide Ansigt var
+jordslaaet i Bunden.
+
+Pelle og Lille Lasse maatte af Sted.
+
+„Du har altid saadant Hastværk nu,“ sagde Marie misfornøjet. „Jeg vilde
+ellers lave Kaffe.“
+
+„Ja jeg har en Del at gøre i Dag. Ellers blev vi gærne hos dig lidt.“
+
+„Ved du at du er lige ved at blive berømt?“ sagde Marie og saá
+beundrende paa ham. „Folk snakker næsten lige saa meget om dig som om
+den stærke Blikkenslager. De siger du har væltet en af Byens største
+Mænd.“
+
+„Ja hans Forretning har jeg da væltet,“ svarede Pelle leende. „Men hvor
+er Handelsmanden henne?“
+
+„Han er nok nede paa Gaden for at vise sig!“
+
+Karl gik ganske rigtig dernede og lod sig beundre af Kvarterets Drenge
+og Tøser, der var en hel Klynge om ham. „Du, saa kommer vi ind i
+Butikken til dig naar Kræmmeren ikke er der, og saa giver du noget ud!“
+hørte Pelle en af dem sige.
+
+„Gu gør I ej — for saa faar I paa Snuden,“ svarede Karl. „Tror I jeg vil
+ha’e jer rendende dér!“
+
+Oppe for Enden af Gaden vaklede den store Jyde af Sted med Kisten under
+Armen, Pigen gik i Hælene paa ham, og de holdt sig midt ad Kørebanen som
+dannede de Ligtog. Det var et sørgeligt Syn; den graa øde Gade lignede
+et Fængsel.
+
+Der var Skodder for alle Kældervinduerne undtagen Brødkonens. Oven for
+hendes Butik stod en Flok snavsede Unger og smurte sig til med Slik;
+hvert Øjeblik drattede de ned i Kælderen for at købe for en Øre. En
+lille søndagsklædt Pige med strittende Fletning balancerede langs
+Rendestenen med en Spølkop Fløde, og ovre i en Port stod nogle Labaner
+og havde et eller andet Skarnsstykke for.
+
+„Skal vi noget Sted ud i Dag?“ spurgte Ellen da Pelle og Lille Lasse kom
+hjem. „Den gode Aarstid er snart forbi.“
+
+„Jeg skal til Udvalgsmøde,“ svarede Pelle nølende. Han havde ondt af
+hende; hun var med Barn, og gik og saa forladt ud. Men det lod sig ikke
+gøre at blive hjemme.
+
+„Hvornaar tror du du kommer hjem?“
+
+„Jeg ved det ikke, du. Det kan godt komme til at tage hele Dagen.“
+
+Saa tav hun og satte Mad frem.
+
+
+
+
+                                 XXIII
+
+
+Aaret var om muligt endnu daarligere end de foregaaende; allerede i
+September stod de Arbejdsløse i Række langs Kanaler og Torve med
+Fødderne i Væde. Knoklen paa deres Haandled var stor og blaa og varslede
+stræng Vinter, gamle Folks Knyster havde forudsagt den for længe siden,
+og under Bunden paa Fattigmands Gryde løb der Ildstjærner. „Nu kommer
+den store Vinter og slutter Elendigheden af!“ sagde Folk. „Og saa faar
+vi gode Tider.“
+
+I Oktober meldte Frosten sig og begyndte at lukke af for alt det, de
+daarlige Tider ikke havde stanset.
+
+I Fattigstaden gaar Livet fra Haanden i Munden; slaar i Dag fejl, ses
+det paa Tallerkenerne i Morgen tidlig. Nøden ligger altid sammenrullet
+under Bordet i de titusend Hjem; som en Bjørn i Hi ligger han der
+Sommeren igennem, forfærdelig slunken, og knurrer i onde Drømme. Men de
+er vant til hans Selskab og ænser ham ikke, før han lægger sin tunge Lab
+op paa Bordet. En Dags Sygdom eller Fejlslag i Arbejdet — straks er han
+der.
+
+„Nu skulde det være godt at have et Saltkar at tage til,“ sagde de som
+endnu kunde mindes Landet. „Men Vorherre har taget vore Sulekar og lavet
+Pantelaanere af dem.“ Og saa begyndte de at sætte ud af Stumperne.
+
+Det var svært som Folk krøb sammen! Byen der om Sommeren var spredt for
+alle Vinde, tætnede sig; de husvilde rykkede ind fra Fællederne, og de
+store Godsejere kom og tog deres Vinterpaladser i Brug. Madam Rasmussen
+paa Kvisten kunde pludselig optræde med Mandfolk paa, Druk-Valde var
+kommet tilbage, Kulden drev ham saa at sige i hendes Favn. Det første
+Foraarstegn vilde jage ham af Sted igen, ud i Favnen paa hans
+Sommerkærest Madam Græsmejer. Men saa længe han var her, var han her!
+Han stod Dagen lang og hang nede i Porten, med Dun i det pjuskede
+Nakkehaar der saa tørt og dvaskt ud, med Sengehalm paa den store flade
+Ryg. Hans Kapsko var altid pænt børstede — Madam Rasmussen besørgede det
+før hun gik paa Arbejde om Morgenen. Og hun var dobbelt om sig, for at
+hendes store dejlige Drivert af en Greve kunde være fri for saa meget
+som at klø sig.
+
+Kulden lukkede af fra Uge til Uge — for Jorden saa Jordarbejderne ikke
+kunde komme i den, for de Fattiges lille Kredit. Ude omkring havde den
+allerede lukket Havnene, Fjærntrafikken skrumpede ind til næsten
+ingenting, Havnearbejderne kunde gaa hjem. Sindene trak sig sammen under
+dens Snærpen — og de store Pengepunge som holdt alting gaaende. De faste
+Bedrifter tog fat at arbejde paa indskrænket Arbejdstid, og de løse
+stansede. Folks Driftighed skrumpede ind, de satte ikke noget i Gang og
+arbejdede ikke paa Lager; der var gaaet Panik i dem. Alt hvad der havde
+Traade ude, trak dem hjem — de ligesom frøs væk. Jorden havde trukket
+sine Væsker ned i sig og lagt en Isskorpe om dem, og Menneskene gjorde
+det samme. Fattigfolk trak deres Smule Blod ind til Hjærtet for at holde
+Livsspiren vedlige, Lemmerne var kolde og blodløse, Huden graa. De krøb
+ind i sig selv og ind i den mørkeste Krog, tæt ind til hinanden. De
+forbrugte ingenting. Og mange af dem der havde nok, undte sig knap Føden
+— Kulden frøs deres Fornødenheder bort og satte Skræk i Stedet.
+Forbruget var ved at gaa i Staa.
+
+Termometrene var ikke til at rette sig efter — efter dem havde det
+frosset meget værre før. „Hvad, er det ikke værre!“ sagde Folk
+studsende. Men de følte sig lige forkomne og kuede. Hvad forstaar
+Termometret sig vel paa den store Vinter? Den er de daarlige Tiders
+Følgesvend og gaar sin lige Vej enten det fryser eller tør — og frøs
+gjorde det!
+
+I de Fattiges Kvarterer laa Gaderne som affolkede. Et Snefald kunde
+lokke Beboerne frem af deres Skjul; det mildnede Luften, og der blev et
+Par Kroners Fortjeneste ved at skaffe Sneen bort. Saa forsvandt de igen,
+faldt hen i en Slags Sporetilstand og holdt den gaaende af ufatteligt
+lidt, af ingenting. Kun om Morgenen tidlig var Gaderne levende — naar
+Mændene drog ud for at søge om Arbejde. Overalt hvor der var Brug for én
+Mand, mødte hundrede og bød sig til. Dagningen saá dem luske nedslaaede
+hjem og fjæle sig bort; de sov Tiden hen eller sad Dagen lang med
+Albuerne paa Bordet og stirrede, uden et Ord.
+
+Kulden som lukkede for alt andet, havde den modsatte Virkning paa
+Hjærterne; Medlidenheden var stor. Mange, hvis Forstand Kulden havde
+svedet saa de ikke turde holde Bedriften i Gang, havde ingen Skade taget
+paa Hjærtet og satte deres Midler i Velgørenheden. Gode Mennesker kaldte
+paa de Fattige og gav sig til at søge efter dem — de var ikke lette at
+finde.
+
+Men Vorherre har skabt Væsner til at leve oven paa Jorden og andre til
+at leve under Jorden, Væsner til Luften og Væsner til Vandet; selv i
+Ilden lever der Skabninger som yngler og formerer sig. Og noget foldede
+sig ud af Kulden ogsaa, et helt Hold Væsner, der lever klods ind paa
+Arbejdet og snylter paa det. De gode Tider er deres daarlige, saa falder
+dé hen og er ikke meget bevendt. Men saa snart Kulden og Nøden er der,
+myldrer de frem; det er dem der varskoer Velgørenheden — og indkasserer
+Broderparten af den. De vejrer Uaaret og oversvømmer den velstaaende
+Bydel. „Se hvor mange Stakler der kommer til vor Dør i Aar,“ siger Folk
+og aabner for Pengepungen. „Det er strænge Tider for de Fattige.“
+
+                   *       *       *       *       *
+
+I Efteraaret var Pelle flyttet ud paa Nørrebro og boede nu i en lille
+Toværelses Lejlighed paa Kapelvej. Han havde sine Tilknytningspunkter
+herude nu, og vilde ogsaa gærne have Ellen nærmere ved Forældrene naar
+hun skulde ligge. Lasse vilde ikke med, han foretrak at blive i _Arken_;
+nu havde han levet sig sammen med Beboerne dér, og klarede sig helt
+ordenligt ved tilfældigt Arbejde rundt i Kvarteret.
+
+Pelle stred tappert for at holde sig og sine Vinteren fra Livet. Der var
+ikke noget paa Værkstedet, og han maatte være paa Færde tidlig og silde,
+mødte op overalt hvor der var et Nap, og albuede sig frem mellem
+hundrede andre. Hans Kunder trængte mere til Fodtøj nu end nogensinde,
+men havde ikke noget at betale med.
+
+Han og Ellen kom hinanden nær i denne Tid og lærte hinanden at kende fra
+en ny Side. Den onde Tid førte dem sammen, og han fik Lejlighed til at
+beundre Styrken i hendes Sind. Hun tog Forholdene op med vidunderlig
+Vilje og fik meget ud af lidt. Kun Kakkelovnen kunde hun ikke med. „Den
+æder alt hvad vi kan skrabe sammen,“ sagde hun bedrøvet — „det futter op
+gennem Skorstenen og varmer ikke. I Dag har jeg puttet en Skæppe Kul i
+den, og lige koldt er her. Hvor jeg tjente, kunde vi varme to store
+Stuer op med en Spandfuld! Jeg maa være et Fæ, men vil du ikke se paa
+den?“ Hun var lige ved at græde.
+
+„Det skal du ikke tage dig nær,“ sagde Pelle dystert — „saadan er
+Fattigfolks Kakkelovne nu engang. Det er en gammel Slags som er
+kasseret, saa køber Husejerne dem som gammelt Jærn og stiller dem op i
+Arbejderboligerne. Saadan er det jo over det hele! Vi Fattige faar det
+daarligste og betaler det dyrest — skønt det er os der laver Tingene.
+Fattigdommen er et Sold, du!“
+
+„Ja det er forfærdeligt,“ svarede Ellen og saá lidende paa ham. — „Og
+jeg kan godt forstaa dig nu!“
+
+Den truende Nød havde ført hende ind under ham, hun turde ikke tænke
+selv mere men tog alt af hans Haand.
+
+En Dag kort efter Barselsengen opfordrede hun Pelle til at gaa ud og se
+efter Far Lasse. „Faa ham med hjem, du!“ sagde hun. „Vi kan godt have
+ham naar vi kryber sammen. Jeg er bange han gaar og lider Nød.“
+
+Pelle blev glad for Tilbudet og gik straks derud. Det var stort af Ellen
+at aabne sit Hjærte for den gamle, netop nu de ikke engang vidste sikker
+Udvej for Føden til dem selv.
+
+_Arken_ laa og saa hærget ud. Gardinerne var forsvundne overalt undtagen
+hos Olsens — sammen med den forgyldte Stok indbragte de altid en
+Halvtredsøre; Blomsterne var frosset bort af Vinduerne. Man kunde se
+lige ind over det hele, og indenfor var der ogsaa tommere. Der var noget
+skamløst over Vinteren, som saadan klædte af i Stedet for paa — og først
+af alt afhændede Skærmbrædtet. Udenomsbekvemmelighederne i Gaarden havde
+mistet Døre og Laag, og Pelle havde Nød med at naa op til Kvisten! Det
+meste af Balustrene var borte, af Trinene manglede hverandet — _Arken_
+hjalp sig som den kunde. Ovre hos Madam Johnsen manglede Egetræsbaljen,
+der ellers altid stod i Krogen paa Svalen naar den ikke var ude paa
+Omgang — _Arken_ havde kun den ene. Og nu var den brændt eller solgt.
+Pelle kiggede derover efter men havde ikke Mod til at hilse paa dem;
+Hanne var arbejdsløs vidste han.
+
+Paa tredje kom en Kone listende ud og pillede lidt af Træværket; hun
+nikkede genkendende til ham. „Til en Kaffetaar,“ sagde hun — „og Gud
+velsigne Kaffen! Den kan gøres lige saa tynd det skal være, naar bare
+den er godt varm.“
+
+Lejligheden stod tom, Lasse var der ikke. Pelle forhørte sig paa den
+lange Gang, og fik at vide at han holdt til i Kælderen hos
+Marskandisersken. Magre graa Ansigter kom et Øjeblik frem i Dørene og
+stirrede paa ham, saa forsvandt de lydløst.
+
+I Marskandiserskens Kælder var der overfyldt med Ting; Vinteren blæste
+de Fattiges Stumper her ned. Lasse sad i en Krog og lappede paa en
+Madras, han var ene hernede. „Hun er ude at se paa Ting,“ sagde han —
+„der er noget for hendes Penge at gøre i denne Tid! Nej jeg vil ikke med
+hjem og spise jert Brød; jeg faar Føden her for at hjælpe hende —
+hvormange andre kan sige at de har Udkommet sikret i denne Vinter? Og en
+Krog at ligge i har jeg. Men kan du ikke sige mig, hvad der er blevet af
+Peter? Han forsvandt en Dag for mig deroppe fra Værelset, siden har jeg
+ikke set ham.“
+
+„Saa er han vel flyttet sammen med Kæresten,“ svarede Pelle. „Jeg skal
+se at faa det at vide.“
+
+„Ja tak, dersom du vilde det. Det var rare Børn de tre; Synd var det om
+nogen af dem skulde komme noget til.“
+
+Pelle vilde ikke rive Faderen ud af hans sikre Udkomme. „Vi ved jo ikke
+engang, hvad vi kan byde dig til Gengæld. Men husk paa du er altid
+velkommen — det er Ellen selv som har sendt mig!“
+
+„Ja ja, tak hende saa meget da! Og gaa nu bare, inden Marskandisersken
+kommer hjem,“ sagde Lasse ængstelig. „Hun lider ikke her er nogen — hun
+er bange for sine Penge.“ — — —
+
+Det første der maatte springe, var Pelles Vinterfrakke. Han satte den en
+Dag uden at Ellen vidste det, og kom hjem og overraskede hende med
+Pengene, som han glad kastede paa Bordet Krone for Krone. „Hør hvor de
+synger!“ sagde han til Lille Lasse. Drengen hoppede og vilde have dem
+til at spille med.
+
+„Hvad skal jeg med Vinterfrakke?“ svarede han paa Ellens venlige
+Bebrejdelser. „Jeg fryser ikke, og det er jo bare at have hængende. Nu
+har jeg smækket mig med den hele Sommeren. — Ah, hvor den varmer!“ sagde
+han til Drengen, da Ellen havde hentet Brændsel. „Det var rigtignok en
+god Vinterfrakke, Far dér havde! den kan varme Mor og Søster og Lille
+Lasse ogsaa!“
+
+Drengen lagde Hænderne paa sine Knæ og kiggede ind i Ilden efter Fars
+Frakke. Ilden tændte Flammer i hans store Barneøjne og legede over de
+røde Kinder. „Det er god Frakke!“ sagde han og lo over hele Ansigtet.
+
+Husbeboerne saá de ikke meget til, og Familien heller ikke; Folk
+færdedes stille og sloges i Enrum hver med sit. Om Søndagen satte de den
+lille ind til en af Naboerne, gik ind i Byen og stod en Timestid og frøs
+uden for et eller andet Konsertlokale, lyttende til Musikken. Saa gik de
+hjem igen og sad og kukkelurede uden at tænde Lys, ved Skæret fra
+Kakkelovnen.
+
+En Søndag var det galt. „Kullene slaar ikke til længer end til Middag,“
+sagde Ellen — „vi maa gaa i Byen. Mad har jeg heller ikke videre af. Men
+vi kan se over til de gamle, saa ber de os nok til Aften.“
+
+Da de skulde gaa, kom Ellens Broder Otto med sin Kone og to Børn i
+Besøg; Ellen vekslede et fortvivlet Blik med Pelle, Vinteren havde
+præget dem ogsaa; de var smalle og alvorlige i Ansigterne. Men varmt Tøj
+havde de da endnu. „I maa beholde Overtøjet paa,“ sagde Ellen — „for jeg
+har ikke mere Brændsel. Jeg havde saa travlt i Gaar og maatte opsætte
+det til i Dag; men saa vil Ulykken, at der ingen er hjemme hos
+Kulmanden.“
+
+„Bare de smaa ikke fryser,“ sagde Pelle. „Vi voksne kan jo nok holde
+Varmen.“
+
+„Naa! saalænge der ikke hænger dem Istapper under Næsen, klarer de sig
+sku nok!“ sagde Otto med lidt af sit gamle Humør.
+
+De trippede uroligt frem og tilbage i Stuen og talte om de daarlige
+Tider og den voksende Elendighed. „Ja det er skrækkeligt at der ikke er
+nok til alle Mennesker,“ sagde Ottos Kone. „Men nu faar den strænge
+Vinter nok Has paa Elendigheden — og saa bliver det godt igen.“
+
+„Du mener Vinteren skal gøre Kaal paa os først?“ sagde Otto og lo
+fortvivlet.
+
+„Nej ikke paa os — paa Elendigheden naturligvis. Aa, du ved godt hvad
+jeg mener. — Men saadan er han altid,“ vendte hun sig til Pelle.
+
+„Det er underligt I Kvindfolk kan blive ved med at gaa om i den gamle
+Vorherretro, at der ikke skulde være nok af Sagerne,“ sagde Pelle. „Der
+ligger dog fuldt af Kuldynger ved Havnen, og Butikkerne mangler ikke
+Fødevarer. Der er netop meget mere end ellers, fordi saa mange maa
+undvære — det kan du ogsaa se deraf, at alting er billigt inde i Byen!
+Men hvad kan det nytte naar man ingen Penge har. Det er Fordelingen, det
+er galt med.“
+
+„Ja det er rigtigt nok!“ udbrød Otto Stolpe. „Fandens ogsaa, at man ikke
+har Mod til at ta’e for sig af Retterne!“
+
+Pelle hørte Ellen gaa med Køkkendøren, og lidt efter kom hun ind med
+Brændsel i Forklædet — hun havde laant. „Jeg skrabede alligevel lidt
+sammen,“ sagde hun og lagde sig paa Knæ foran Kakkelovnen. „Det er da
+altid til at varme en Kop Kaffe ved.“
+
+Broderens bad hende saa mindeligt endelig ikke gøre Anstalter; de havde
+lige drukket Kaffe inden de gik hjemme fra — oven paa en solid Frokost.
+„Om Søndagen spiser vi altid solid Frokost,“ sagde den unge Madam Stolpe
+— „det har man saa godt af.“ Mens de talte, fulgte deres Øjne mekanisk
+hver af hendes Bevægelser, som om noget i dem regnede efter hvor hurtig
+Kaffen kunde være der.
+
+Og Ellen talte mens hun tændte op. Jo rigtignok, en Kop Kaffe _skulde_
+de have; de fik ikke saadan Lov at gaa tørmundede.
+
+Pelle sad og lyttede undrende og trist til dem — deres uskyldige Pral
+gjorde Elendigheden endnu grellere for ham. Han kunde se paa Ellen, at
+hun var i en forfærdelig Knibe, og fulgte efter hende ud i Køkkenet.
+
+„Pelle, Pelle!“ sagde hun fortvivlet. „De har regnet ud at de skulde
+spise til Aften hos os, og jeg har ikke en Bid. Hvad skal vi dog gøre?“
+
+„Sige det som det er naturligvis!“
+
+„Det kan man dog ikke! Og de har heller ikke faaet noget at spise i Dag
+— kan du da ikke se det paa dem?“ Hun brast i Graad.
+
+„Naa, lad mig nu ordne det,“ sagde han trøstende. „Men hvad vil du give
+os til Kaffen?“
+
+„Det ved jeg ikke! Jeg har ikke andet end Rugbrød og lidt Smør.“
+
+„Aa Herregud, dit lille Fæ,“ sagde han leende og tog hende om Hovedet,
+„og saa staar du og jamrer dig. Vil du saa se, du kiler paa med at smøre
+Maden.“
+
+Ellen gav sig nølende til det. Men før hun satte Traktementet ind, hørte
+de hende gaa larmende med Hoveddøren og løbe ned ad Trappen. Lidt efter
+kom hun op. „Nu har ved Gud Bageren solgt sit Finbrød ud,“ sagde hun.
+„Saa maa I tage til Takke med Smørrebrød til Kaffen.“
+
+„Ork, det er saamænd storartet,“ sagde de — „Smørrebrød er netop det
+aller dejligste til Kaffe. Det er bare en Skam, at vi kommer og gør saa
+megen Ulejlighed.“
+
+„Hør nu her,“ sagde Pelle endelig. „Det kan være I holder af at sidde og
+lege Kispus med hinanden; jeg gør det ikke! — For at tale rent ud: Her
+er det skralt, og det er nok ikke bedre hos jer. Hvordan staar det til
+hos de Gamle?“
+
+„De klarer sig sagtens,“ svarede Otto. „Kredit har de altid, og lidt i
+Baghaanden tror jeg ogsaa nok de har.“
+
+„Skal vi saa ikke gaa derover og spise til Aften? Ellers er jeg bange
+for vi ingenting faar.“
+
+„Lad gaa med det! De Gamle havde os nu rigtignok i Forgaars — men
+ligemeget. Et Sted skal det sku komme fra, og det bli’r jo i Familien.“
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Kulden tog ikke paa Pelle, Blodet rullede rask nok i ham, han var altid
+varm. Elendigheden tog han som en Manen og følte sig stærkere end før;
+han benyttede den tvungne Lediggang til Arbejde for Sagen.
+
+Det var ikke Tid til Folkemøder og stærke rungende Ord — mange havde
+ikke engang Klæder at gaa til Møde i. Bevægelsen havde mistet sit Sving
+i Kulden, der var nok at gøre med at holde sammen paa det der var. Pelle
+tog det som sin Opgave at holde Haabet oppe i de fortrykte og var meget
+paa Farten; han kom i Berøring med mange Mennesker. Elendigheden lagde
+dem blot og udvidede hans Menneskekundskab.
+
+Overalt hvor Fag stansedes og Nød slog ind, var han og de andre paa
+Færde for at modvirke Demoralisationen og agitere ud fra Tilstanden. Han
+saá, hvor Nøden bredte sig som Pest og efterhaanden erobrede det hele —
+der var et haardhændet Fællesskab i Massernes Skæbne. Paa otte fjorten
+Dage kunde Arbejdsløsheden rasere et Hjem for al den Smaahygge, der var
+skrabet og sparet sammen gennem Aar — saa skrigende var Misforholdet.
+Her var nok til at ætse en Opfattelse ind saa den aldrig forgik, og nok
+at slaa med i Agitationen. Enhver der ikke var sløvet, kunde nu indse
+hvad der skulde til.
+
+Her var Folk endnu som dem hjemme! Nøden gjorde dem endnu mere ydmyge,
+de begreb ikke den Naade, at de fik Lov at gaa paa Jorden og sulte. Dem
+var der intet Udkomme med! De var født Slaver, og Slavemærket sad dybt i
+deres Sind som ynkelig Hundskhed.
+
+Det var Folk ude over en vis Alder — af et ældre Slægtled end hans. De
+yngre var af et helt andet, haardere Stof; han maatte ofte lytte
+forbavset, saa kraftigt Tankerne svarede igen i deres Sind. De var rede
+til at vove og sagde haardt imod haardt. Dem maatte der holdes igen paa,
+for at de ikke skulde skade Bevægelsen — de kom aldrig hurtig nok frem.
+
+Hans Hjærne var ny og uberørt og arbejdede godt i Kulden; den
+sammenlignede rastløst og uddrog Resultater af alt det han kom ind paa
+Livet af. Det syntes, som Individerne selv ikke flyttede sig stort;
+Agitationen bestod nærmest i at vække det der engang var. Forresten
+maatte de dø i deres og erstattes af yngre, hvem Kravene til Gengæld laa
+lige paa Læben. Saa vidt han kunde overse Udviklingen, foregik den ikke
+saa meget gennem Slægtledene, men groede paa en eller anden forunderlig
+Maade i det tomme Rum imellem dem. Saa langt kunde Ungdommen begynde
+forude for, hvor de gamle slap.
+
+Aandens Færden virkede nu lige saa dulgt og mystisk paa ham som Blodets
+i hans Barndom; han kunde overfaldes af en hemmelig, gysende Forundring
+over sig selv, og begyndte at ane hvad Morten havde ment med at
+Mennesket var helligt. Des forfærdeligere var det, at det skulde lide
+saa megen Nød, og hans Harme uddybedes.
+
+Gennem sin Berøring med alle de enkelte erfarede han nu, at Morten ikke
+stod saa helt alene. Mange Sind genlød af den samme Utaalmodighed og
+begreb ikke, at den der sulter skal slaa sig til Taals og nøjes med at
+organisere sig. Der laa Stof til en Omvæltning i Sindene, en haard Tone
+kom op, som fik pæne Folk til at gaa langt uden om de Arbejdsløse, og
+gamle Folk til at spaa Verdens Undergang. Den Tone de Forarmede nu lagde
+sig til, havde ingen kendt.
+
+En Dag stod han i en Port sammen med nogle andre unge Mænd og drøftede
+Situationen; det var et koldt Mødested, men de havde ikke Raad til at
+samles i det sædvanlige Beværtningslokale. Diskussionen førtes i en
+meget dæmpet Tone, der var noget indædt over Stemmerne. Der gik en
+velklædt Herre forbi. „Dér skal I se en pæn Frakke,“ udbrød en — „saadan
+en kunde jeg lide at ha’e! Skal vi ikke tage ham her ind i Porten og
+trække Frakken af ham.“ Han talte højt og vilde træde ud paa Gaden.
+
+„Ingen Dumheder her,“ sagde Pelle mørkt og tog ham i Armen — „vi skader
+blot os selv! Husk paa, Øvrigheden har i Forvejen et godt Øje til os.“
+
+„Aa skidt, lidt Indespærring! saa havde man da Kost og Logi i den Tid!“
+svarede Kammeraten. Der var et ildevarslende Glimt i hans før saa kloge,
+rolige Øjne.
+
+
+
+
+                                  XXIV
+
+
+Der gik Rygter om, at Kommunen vilde træde til og raade Bod paa
+Arbejdsløsheden, og op under Jul blev ogsaa noget Jordarbejde sat i
+Gang. Det var et Stykke af de gamle Volde, der skulde sløjfes og laves
+om til Park og Bulevard. Pelle mødte blandt tusend andre og var saa
+heldig at faa fat; Entreprenøren tog fortrinsvis de unge Kræfter.
+
+Hver Morgen mødte Arbejderne op i Masser, Formændene tog dem ud de havde
+Brug for, Resten kunde gaa igen. Hjemme sad Kone og Børn og glædede sig,
+man havde ingen Lyst til at komme hjem med ond Besked og blev hængende
+ved Arbejdsstedet.
+
+De stillede paa Arbejdsstedet længe før Dag for at være de første, skønt
+der ikke var noget Haab. Saa var der dog et Paaskud til at forlade
+Sengen, Lediggangen brændte dem over Lænderne som Helvedesild. Naar
+Formændene kom, trængte de sig frem, stumme men med indtrængende Øjne.
+Der var en Kone mødt op med sin Mand, han fulgte spagfærdigt efter
+hende, holdt Øjnene ufravendt rettet paa hende og gjorde nøjagtig som
+hun. En stor og stærk Prygl var han; men han foretog sig ikke noget paa
+egen Haand — snød ikke engang Næsen før hun puffede til ham. „Kom her,
+Thorvald!“ sagde hun og albuede sig frem saa det sved. „Hold dig lige
+efter mig!“ Hun snakkede med haard Stemme ud i Luften som for at
+begrunde sin Adfærd for de andre, men saá ikke paa nogen: „For han
+snakker saa daarligt for sig, dermed saa!“ sagde hun paa maa og faa.
+Hendes inciterende Stemme gav et Sæt i Pelle — hun var fra Bornholm. Ak
+de sikre Ungpiger derhjemme, der var Mandsfrelse i dem! — „Og Børnene
+skal jo ogsaa leve!“ blev hun ved. „Vi har otte, har vi!“
+
+„Saa er han ikke lige umulig til alting,“ sagde en forkommen Arbejder.
+
+Konen masede paa og fik sin Prygl anbragt. „Og saa gør du pænt hvad de
+sætter dig til! og lader dig ikke lokke med til nogen Tossestreger!“
+sagde hun og gav ham et Dunk som satte ham i Drift over mod
+Arbejdsstedet. Hun rejste trodsigt Hovedet mod den spotske Latter.
+
+Pladsen lignede et Slavemarked, Formændene gik rundt og pillede de
+kraftigste ud, befølte dem med Øjnene og tog efter Muskler og Rygbrede.
+Entreprenøren fór om og gav Anvisninger. „Han er Storkarl!“ sagde
+Arbejderne knurrende. „Her maa Byens Arbejdskraft møde op for at han kan
+pille det bedste ud, skønt han har sat Daglønnen halvtreds Øre ned. Han
+har tilmed selv været Jordarbejder, nu er han en Mand paa Hundredtusend
+om Aaret. En rigtig Blodsuger er han!“
+
+Masserne blev ved at staa der og hænge Dagen lang, i det Haab at nogen
+skulde gaa fra, blive syg — et eller andet vanvittigt — saa man kunde
+komme i hans Sted. Det var dem umuligt at løsrive sig, selve det at der
+var Arbejde i Gang bandt dem. De saa ud, som kunde de naar som helst
+storme Arbejdspladsen, og Politiet havde slaaet Kreds om den. De stod og
+trykkedes frem, aandsfraværende af Drift mod Arbejdet, med syg Længsel i
+Minerne. Naar Massen var kommet for langt ind, lod den sig nølende drive
+tilbage. Pludselig kunde der gaa Hul paa den, en Mand sprang over
+Lægterne og greb en Hakke. Et Par Betjente vristede Redskabet fra ham og
+førte ham bort.
+
+Der groede Trods frem i dem som de stod dér, mod Nøden og hele den
+skamløse Situation; det gav sig Udslag i en ond, halv indvendig
+Kværuleren. De fulgte Entreprenøren med underlige Øjne, som granskede de
+noget ved ham de ikke kunde komme i Tanke om.
+
+I sit Overmod over det svimlende Tilbud paa Arbejdskraft vilde han gaa
+videre endnu og lægge en Time paa Arbejdstiden. Det meddeltes Arbejderne
+en Morgen de lige havde begyndt — som en Befaling.
+
+Men i samme Nu smed de fire Hundrede Mand Værktøjet paa et Par nær og
+gik ud til deres Kammerater. Formændene kom og raabte paa ny
+Arbejdskraft, men ingen meldte sig. De stod og snakkede om det, blaa i
+Ansigterne af Harme — nu skulde deres Udsultethed bruges til at berige
+Entreprenøren med endnu et Hundredtusend! „Vi maa gaa til Kommunen!“
+raabte nogle. „Nej til Bladet!“ svarede andre. „Bladet er bedre!“
+
+„Gaa til Kommunen nytter ikke — ikke før vi faar vore egne valgt!“
+raabte Pelle. „Husk dem det nu til Valgene, Kammerater! Vi maa have vore
+egne ind over det hele, før er det ikke Slut med deres Overgreb. Og nu
+maa vi staa sammen og holde ud! Skal det være, saa er det bedre at sulte
+ihjæl med én Gang end langsomt!“
+
+De svarede ikke men tætnede sig om ham og hørte tungt efter, altfor
+forfærdeligt drøjt og grundigt lyttedes der. Disse Mænd havde midt i
+Vinterens Nød og Elendighed gjort Strejke paa deres eneste Udvej — hvad
+mon de nu tænkte paa? Pelle saá rundt paa dem og forfærdedes over deres
+stumme Mod. Denne truende Tavshed maatte ikke være, hvad kunde den ikke
+føde? Et eller andet overvældende som ikke lod sig beherske, syntes at
+ville springe frem af deres stenhaarde Stumhed! Han sprang op paa en
+Stenbunke.
+
+„Kammerater!“ raabte han med mægtig Stemme. „Dette her er blot en
+Overgang — som Ræven sagde da de trak Pelsen af ham! Klæderne har de jo
+taget, og det meste af Maden og Hjemmets Hygge — nu vil de forsøge at
+slide Skindet af os ogsaa. Nu er det da det gælder — frem eller tilbage!
+Den store Prøvetid er maaske inde, nu skal vi svare til hvad vi har
+villet! Hold sammen Kammerater, forløb jer ikke, og giv ikke efter! Det
+er haardt nok, dette her; men husk paa, vi er i den store Vinter som
+varsler Opgangen! Natten er altid ondest lige før Dagen gryr! Og skulde
+vi være bange for at lide lidt — vi som har lidt og taalt i
+Aarhundreder. Hjemme sidder vore Koner og græmmer sig — kanske bliver de
+gnavne paa os. Vi kunde dog i det mindste tage hvad der tilbød sig,
+siger de. Men vi kan ikke blive ved med at se paa, at vore derhjemme
+visner bort trods vort Slid. Hidtil har Fattigmands Arbejde været som en
+ørkesløs Bøn mod Himlen: Skaan os for Sult og Snavs, Elendighed og Kulde
+— giv os Brød og Brød igen! Skaan vore Børn for vor Skæbne, lad ikke
+deres Lemmer visne, og deres Aand dø hen i Idioti! — Det har været vor
+Bøn, men der er kun én Bøn der dur, og det er at trodse det onde! Vi er
+det udvalgte Folk, og derfor maa vi sige Stop. Vi vil ikke gaa med
+længer — for vore Koners Skyld, og vore Børns, og deres igen! Jamen hvad
+kommer Eftertiden os ved? Jo den gør — netop os! Var jeres Gamle som I?
+Nej, de knugedes i Støvet af Fattigdommen og krøb ydmygt for Magten og
+de Store. Hvor har vi da det fra, alt det der gaar saa stærkt i os og
+faar os til at søge sammen? Tiden er stanset, Kammerater! den har sat
+sin Finger paa _vort_ Bryst og sagt: I skal gøre det. Her hvor vi staar,
+hører det gamle op og det ny begynder; derfor smed vi vort Redskab med
+Nøden i Øjnene — aldrig er det set før! Vi skal vende Tilværelsen og
+gøre den god for Fattigmand til alle Tider. I som saa tidt har vovet Liv
+og Velfærd for en Tokrone — nu holder I hele Fremtiden i jeres Haand.
+Hold ud nu siger jeg jer, rolig og støt! — og I vil aldrig blive glemt,
+saa længe der findes Arbejdere paa Jorden! Denne Vinter vil blive den
+sidste, blot vi holder ud, bagved ligger Landet vi har vandret efter. —
+Kammerater! ved os skal det dages.“
+
+Pelle vidste ikke selv, hvilke Ord han raabte ud, han følte blot at
+noget talte igennem ham — det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys,
+profetisk Klang over hans Stemme som rev med, hans Blik flammede. For
+deres Øjne løftede en Skikkelse sig ud af den knugende Vinter og ragede
+frem i Lyset, en Skikkelse der var dem selv — og dog en ung Gud. Han
+steg nyfødt frem af selve Elendigheden, slog den tunge Skæbnetro til
+Side og gav en ny Tro i Stedet — den lyse Tro paa egen Kraft! De raabte
+op til ham, først enkelte Stemmer, saa alle. Han samlede deres Raab i et
+mægtigt Leve for den ny Tid. — —
+
+Hver Dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum
+Protest. Naar Formændene kaldte Arbejdere frem, stod de i tavse Klynger,
+truende som et mørkt Fjæld. Nu og da raabte de en Forbandelse ind over
+dem der havde svigtet. Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de
+Nødlidende en hjælpende Haand, og de havde slaaet til den — nu maatte de
+selv tage Følgerne. Entreprenøren havde faaet Lov til at stanse Arbejdet
+helt, men holdt det gaaende med en Snes Skruebrækkere for at drille
+Arbejderne.
+
+Inde over det store Terræn herskede der død Ro uden for det Hjørne hvor
+den lille Trup arbejdede, med en Betjent ved Siden som Tugthusfanger.
+Børene laa med Bunden i Vejret; det saa ud som Pest eller Sot var gaaet
+hen over Arbejdspladsen.
+
+Skruebrækkerne var Folk af alle Fag, nogle af de Arbejdsløse tog deres
+Navne og Adresser ned for at sætte dem i _Arbejderen_. Der var en af
+Stolpes Fagforeningsfolk imellem, han var en sat Familiefader og havde
+været med i Bevægelsen fra dens første Dage. „Det er Synd for ham,“
+sagde Stolpe. „En gammel Arbejdskammerat af mig er han, og har altid
+været en god Kammerat lige til nu. Nu vanker der skarp Konfekt til ham i
+Bladet — vi er nødt til det. Standen kan ikke være tjent med, at en af
+dens Repræsentanter gaar og gør Sjofelisttjeneste.“
+
+Madam Stolpe var ulykkelig. „Det er saadan en pæn Familie,“ sagde hun.
+„Vi har altid omgaaedes dem — og jeg ved de har sultet længe. Han har
+ogsaa en ung Kone, Fatter; det er ikke saa nemt at staa for.“
+
+„Jeg er selv ked af det, du!“ svarede Stolpe. „Men man er nødt til det,
+ellers faar man Skyld for Partiskhed. Og paa mit Gebet skal ingen komme
+og sige, at der gælder Persons Anseelse.“
+
+„Lad mig gaa ud og tale med ham,“ sagde Pelle. „Kanske giver han det
+op.“
+
+Han fik Adressen og gik derud efter Fyraften. Det var et raseret Hjem
+med fire Smaabørn; der var tung Luft over det. Manden der var noget til
+Aars men kraftig, sad forgræmmet og aad sin Mad, mens Børnene hang over
+Bordkanten med Hagen og fulgte opmærksomt hver Bid han tog. Den unge
+Kone gik til og fra og satte med en egen kærlig Bevægelse den tarvelige
+Mad for ham.
+
+Pelle bragte Spørgsmaalet paa Bane; han var ikke helt glad over for
+denne gamle Veteran, men siges skulde det jo.
+
+„Ja jeg ved det godt,“ sagde Manden og nikkede hen for sig. „Du behøver
+ikke begynde paa Lektien, for jeg har selv været med fra første Dag. Og
+jeg har holdt mine Forpligtelser til nu; nu faar det være nok med mig.
+Og hvad vil du her Dreng? Har du Kone og Børn som sulter og raaber paa
+Brød? Saa tænk paa dine egne!“
+
+„Vi raaber ikke, Hans!“ sagde Konen stille.
+
+„Nej I gør ikke, og det er meget værre! Kan jeg blive ved med at gaa her
+og se paa, at I magres af og fryser? Til Helvede med Kammeraterne og
+deres store Ord! hvad har de ført til? Vi smaasultede før, og nu skal vi
+til at sulte stort — det er Forandringen. Lad mig være, siger jeg!
+hvorfor Fanden maa jeg ikke være i Fred?“
+
+Han tog sig en Slurk Brændevin af Flasken. Konen skød Glasset hen til
+ham, men han stødte haardt til det.
+
+„De vil sætte dig i Bladet i Morgen,“ sagde Pelle varsomt. „Jeg vilde
+blot sige dig det.“
+
+„Ja og skrive om mig, at jeg er et Svin og en skidt Kammerat, hva’?
+kanske ogsaa, at jeg prygler min Kone! Men de ved jo selv det er Løgn —
+hvad rager det saa mig? — Vil du ha’e en Dram?“
+
+Nej Pelle trængte ikke til noget.
+
+„Saa kan jeg selv,“ sagde Manden og lo ondt. „Nu kan du jo vidne at jeg
+er et Svin — jeg pægler af Flasken du! Og en anden Aften kan du komme og
+lytte ved Nøglehullet, kanske hører du at jeg mishandler min Kone.“
+
+Konen gav sig til at græde.
+
+„Ja hvad Fanden — de kan jo lade mig være i Fred,“ sagde Manden
+trodsigt.
+
+Pelle maatte gaa med uforrettet Sag.
+
+
+
+
+                                  XXV
+
+
+Arken laa og frøs under Nordenvinden, afklædt for alle sine
+Livsytringer. Larmen der Sommeren igennem kogte ovenud af det snævre
+Gaarddyb var forstummet. Det ustanselige Dryp fra hundrede Vasketude,
+der forvandlede Gaarden til en smal Brønd med grønne slimede Vægge, var
+ogsaa indstillet. Frosten havde drejet Stophanen for, og hvor Tudserne
+sad og kroede sig i Murhullerne, i fantastiske Grotter af grønt Mos og
+slimede Tjavser fra Vasketuden, hang nu en Isskorpe ned — en skiden
+Gletscher, der naaede fra Kvisten helt ned over Gaardens Bund.
+
+Hvor var nu de snavsede glade Unger henne? Og Ligkuskens Aftenkæfert,
+som Konen maatte banke ud af ham nu? Den ukuelige Kvindestemme da, som
+pludselig kunde skære ud over et eller andet Rækværk og hegle hele
+Gaarden igennem — skarp som en Ragekniv?
+
+Frosten var skarpere endnu! Den havde raget det hele af Vejen, og
+stænget for det saa godt det lod sig gøre. Liremanden laa nede i sin
+Kælder og havde Besøg af Nordenvindens gode Ven Gigten; og nede i den
+forladte Gaard gik Trækken og snusede langs de fugtige Vægge. Hver Gang
+nogen passerede Tøndegangen, greb han dem om Knæerne med sine Isfingre,
+saa det gjorde ondt helt op i Hjærtet.
+
+Den gamle Kaserne laa og gloede tomt ud af de sorte Vinduer. Kulden
+havde taget det sidste Fag blomstrede Gardiner ned og bragt dem paa
+Laanekontoret, Kanarifuglen havde den afhændet for en Snes Pinde, og
+stanset den daglange ensomme Graad af Smaabørn bag laasede Døre —
+Lovsangen til Arbejdet — der først stilnede af om Aftenen, naar Mødrene
+kom hjem fra Fabrikken. Nu sad hver Moder hos sin lille Dagen igennem,
+og ingen anden end Kulden havde undt dem den Glæde. Hun og Søster Sult
+kom ogsaa hver Dag og saá til dem.
+
+Inde paa tredje Sal over Gaarden sad Enkemadam Johnsen i Krogen ved
+Kakkelovnen, Hannes lille Pige laa sammenkrøben paa en Stump Kludetæppe
+paa Gulvet. Gennem det nøgne Vindu saas kun Is, som var hele
+Verdensrummet bundfrosset; der var Aandepletter paa Ruderne fra hver
+Gang den lille kiggede ud, men de lukkede sig straks. Den gamle sad og
+stirrede lige ud i Stuen med store runde Øjne, hendes spinkle Hoved
+dirrede hele Tiden, og hun lignede en Varselsfugl, der ved meget mere
+end nogen kan taale at høre.
+
+„Nu fryser jeg igen, Bedstemor,“ sagde den lille spagt.
+
+„Kom bare til at ryste, saa faar du Varmen,“ sagde Madam Johnsen.
+
+„Ryster du da?“
+
+„Nej jeg er for gammel og gaaet til — jeg kan ikke ryste længer. Men
+Kulden dræber mine Lemmer, saa jeg ikke føler dem. Jeg klarer mig godt
+nok, naar det ikke var for den Ryg.“
+
+„Du sætter jo ogsaa Ryggen op ad den kolde Kakkelovn.“
+
+„Ja, for Kulden graver saadan i min stakkels Ryg.“
+
+„Jamen det er dumt, for der er ikke lagt i.“
+
+„Naar jeg nu fryser saadan om min Ryg,“ sagde den gamle bønligt.
+
+Saa tav Barnet og vendte Hovedet til den anden Side.
+
+Der sad smaa Krystaller og blinkede op over Væggen, nu og da knitrede
+det i Vægpapiret.
+
+„Bedstemor! hvad er det for en underlig Lyd?“ spurgte Barnet.
+
+„Det er Væggetøjet der vandrer nedad,“ svarede den gamle. „Der er blevet
+for koldt for det oppe paa Kvisten og her kan det ikke være. Du skal se,
+det skal ned til Olsens med den varme Væg; der holder det til i Kulden.“
+
+„Er Olsens Væg da altid varm?“
+
+„Ja naar de har Fyr under Kedlen inde paa Dampmøllen.“
+
+Saa tav den lille en Stund og drejede langsomt Hovedet fra Side til
+Side; hendes Ansigt udtrykte forfærdelig Lede. „Jeg fryser,“ klynkede
+hun om lidt.
+
+„Kom bare til at ryste.“
+
+„Skal jeg ikke hellere springe lidt?“
+
+„Nej for saa sluger du blot Kulde — og Luften bliver ogsaa som en Is.
+Vær bare stille du! Nu kommer din Moder ogsaa snart med noget.“
+
+„Hun faar jo ikke noget,“ svarede Barnet. „Hver Dag inden hun kan naa
+derhen, saa er der ikke mere.“
+
+„Jamen det er ikke sandt,“ sagde Madam Johnsen haardt — „der er Mad nok
+i Velgørenhedens Gryde for den, der bare forstaar at holde sig til. Den
+fattige faar bide Hovedet af Skammen — og i Dag har hun noget.“
+
+Den lille rejste sig og aandede Hul paa Ruden.
+
+„Se, om der ikke skulde komme lidt Sne, saa Fattigmand kan faa en Dags
+Fortjeneste,“ sagde den gamle.
+
+Nej, Vinden var bestandig i Nord. Ellers holdt den mest af at gaa og
+soppe i Væde langs Kanalerne, men nu sad den Uge efter Uge oppe paa
+_Nikolaj_ og blæste Fløjte i Fattigdommens hule Knogler. Kanalerne var
+islagte, og Jorden saa forfærdelig haard ud; Barfrosten jog Folk hen
+over den som visne Blade. Med en tynd Raslen fejedes de ud over
+Børnehusbroen og forsvandt.
+
+Der kom en stor gul Vogn kørende, Børnehusets vældige Porte aabnede sig
+langsomt og slugte den. Det var Vognen med Kød til Fangerne, den lille
+fulgte den med et fortabt Udtryk.
+
+„Mor kommer jo ikke,“ sagde hun opgivende — „og jeg er saa sulten.“
+
+„Hun kommer nok — bare giv Tid! Og staa ikke dér i Lyset, men kom her
+hen i Krogen! Lyset slaar Kulden igennem én.“
+
+„Jeg synes nu, der er koldere i Mørket!“
+
+„Det er fordi du ingenting forstaar endnu. Jeg længes bare efter det
+rigtig store Mørke, jeg.“
+
+„Og jeg længes efter Solen,“ svarede den lille trodsigt.
+
+Det knagede ude i Gaardens Træværk, Barnet løb ud og slog Døren op til
+Svalegangen. Det var blot dem lige over for, der var i Færd med at pille
+et Trin løst. —
+
+Dér var Moderen! med en Blikspand i Haanden og en Bylt under Armen. Aa,
+og der var noget i Spanden — den saas saa tung, tra la la! Og Bylten,
+Bylten — hvad var der i den? „Mor, Mor!“ sang det klingert, og den lille
+hang langt ud over det skrøbelige Balustre.
+
+Hanne kom rask op ad Trappen, med aaben Mund og røde Kinder; fra hver
+lille Rede kom et Ansigt frem. „Nu har Enken Hanne gaaet sin tungeste
+Gang,“ sagde de hver til sine; de vidste, hvor stor Ære hun havde sat i
+selv at forsørge Mor og Barn. En god Pige var hun!
+
+Og Enken Hanne nikkede ind til hver af dem, som om hun vilde sige: Nu er
+det gjort — Gudskelov!
+
+Saa stod hun over Bordet og tog Laaget af Spanden. „Se,“ sagde hun og
+rørte op i Suppen med en Slev, „der er baade Gryn paa og Visk. Havde vi
+nu haft noget at varme den ved.“
+
+„Vi kan vel pille lidt af Træværket — vi som de andre,“ sagde Moderen.
+
+„Ja,“ svarede Hanne kortaandet, „ja hvorfor ikke! Naar én kan tigge, kan
+én vel ogsaa —“ Hun løb ud paa Svalen og brækkede nogle Tremmer løs, saa
+det sang i Gaarden. Fra alle de mørke Reder saá de det. Nu havde Enken
+Hanne bidt Hovedet af sin Stolthed!
+
+Saa sad de over Suppen, den gamle og Barnet. „Spis!“ sagde Hanne, hun
+stod og betragtede dem med glødende Øjne. I hendes Kinder brændte det;
+hun var saa skøn i Dag.
+
+„Du ligner en Blomst i Kulden,“ svarede Moderen. „Spis selv, at ikke du
+skal gaa til.“
+
+Nej, Hanne vilde ikke spise. „Jeg føler mig saa let,“ sagde hun — „jeg
+trænger ikke til Mad.“ Hun stod og fingrede ved Bylten, der var ingen
+Hvile over hendes Skikkelse; og Munden gik jo som paa en febersyg.
+
+„Hvad har du dér?“ spurgte Madam Johnsen.
+
+„Noget Tøj til dig og lille Marie — I fryser saa meget. Jeg købte det
+nede hos Marskandisersken, det var saa billigt.“
+
+„Du købte det, siger du?“
+
+„Jeg fik det paa Kredit.“
+
+„Ja, ja — bare du ikke tager dig for meget paa. Det skal blive godt at
+faa lidt varmt paa Ryggen.“
+
+Hanne aabnede for Bylten, mens de andre spændt saá til. Der kom en let
+Sommerkjole ud af den, kruset og nedskaaret — blaa som lille Maries
+Øjne. Og noget fint Damelinned og et Par tynde Gedeskindssko. Barnet og
+den gamle stirrede forundret paa Stadsen. „Nej, saa fint!“ sagde de; de
+havde glemt alting og blot beundrede. Men Hanne stod stivnet i
+Forfærdelse, og pludselig faldt hun hulkende sammen.
+
+„Naa, naa du!“ sagde Moderen og klappede hende paa Ryggen, „du har købt
+Stads til dig selv for en Gangs Skyld — værre er det jo ikke. Ungdommen
+kræver jo ogsaa sit.“
+
+„Nej Mor, nej! Jeg har jo slet ikke købt det! Jeg syntes I to trængte
+til noget mod Kulden, saa gik jeg op i et fint Hus og bad om lidt aflagt
+Tøj. Det var en ung Frøken, der gav mig det, og hun var saa sød mod mig.
+— Nej, jeg vidste ikke, hvad der var i Bylten — jeg vidste det ikke,
+lille Mor!“
+
+„Naa, ja ja, det dér er godt nok!“ sagde den gamle roligt og bredte
+Stadsen ud foran sig. „Det er fine Sager.“ Men Hanne fejede det sammen
+og smed det hen i Kakkelovnskrogen.
+
+„Du er syg,“ sagde Moderen og saá forskende paa hende — „dine Øjne
+brænder jo som Kulgløder.“
+
+Det mørknedes, og de gik i Seng; saa brændte man ikke Lys til ingen
+Nytte, og i Sengen var der bedst at være. De havde Dynen paatværs — saa
+rakte den mageligt over tre — og deres Gangklæder nede paa Fodenden.
+Lille Marie laa i Midten og kunde ingen Fortræd komme til, og de laa og
+talte ud i Rummet om et og andet ligegyldigt; Hannes Stemme klang høj og
+festlig i Mørket som kom den fra lyse Egne.
+
+„Du er saa urolig,“ sagde Moderen. „Mon du ikke skulde se at sove? Jeg
+kan mærke Branden i dig helt her hen.“
+
+„Jeg er saa let,“ svarede Hanne, „jeg kan ikke ligge stille.“ Saa laa
+hun alligevel stille og stirrede ud med en uhørlig Nynnen, mens Feberen
+rasede i hende.
+
+Længere hen vaagnede den gamle ved, at hun frøs. Hanne stod ude paa
+Gulvet med aaben Mund og var i Færd med at iføre sig det fine Linned ved
+Skæret af en Lysestump; hendes Aande stod hvid ud i Rummet i korte Stød.
+
+„Gaar du dér nøgen i Kulden!“ sagde Madam Johnsen bebrejdende. „Du
+skulde vare lidt paa dig selv.“
+
+„Aa Mor, Varmen staar om mig! Det er jo Sommer nu.“
+
+„Hvad er det du har for, Barn?“
+
+„Jeg pynter mig jo bare lidt, lille Mor.“
+
+„Ja, ja — dans min Dukke — — —! Det bedste af Ungdommen har du jo
+bestandig til Gode, Stakkel. Hvorfor fangede du ikke ogsaa en Mand, dér
+hvor du fangede Barnet?“
+
+Hanne nynnede blot og iførte sig den lyseblaa Sommerkjole. Den var lidt
+fyldig over Brystet, men skar smukt ned for den blottede Barm. Der stod
+en let Sky af Dampe som Solrøg fra hendes Legeme.
+
+Moderen maatte hægte hende i Ryggen. „Pas paa at vi ikke vækker Marie,“
+hviskede hun, helt optaget af Stadsen. „Og Særkens de fine Blonder kan
+du godt lade stikke lidt op over Kjolen; det ser saa pænt ud. Nu ligner
+du jo en hel Sommerbrud.“
+
+„Jeg løber lige ned paa anden og viser Madam Olsen det,“ sagde Hanne og
+trykkede Hænderne mod de glødende Kinder.
+
+„Ja, gør du kun det — fattig Glæde vil ogsaa have sit,“ svarede den
+gamle og vendte sig mod Væggen.
+
+Hanne løb ned ad Trappen, videre ned over Gaarden og ud paa Gaden.
+Jorden laa haard og klinger under Barfrosten; den nappede arrigt i alt,
+men hende brændte den gennem de tynde Sko. Hun løb hen over Torvet, over
+Børnehusbroen og indefter mod den lysere Bydel — lige i Armene paa
+Pelle, som skulde ud og se til Far Lasse.
+
+Pelle var træt og sløvet af den fortsatte Kamp med den haarde
+Virkelighed. Det bundløse i Elendigheden begyndte at tage paa hans Mod —
+nyttede det noget at holde sammen paa de mange? det gjorde jo blot Pinen
+endnu haardere for dem! Men i Øjeblikket saá han lyst nok paa alting,
+han var sluppet ind i en Rus som ofte tog ham i den senere Tid. Midt i
+den haardeste Virkelighed hændte det, at hans Sjæl sprang fra og koglede
+den ny Lykketid frem om ham; den forfærdelige Mangel kastede ham i
+Armene paa Overfloden! Og i den Tilstand var han nu, han mærkede ikke
+Kulden, den store Nød var ikke til. Stærk sjælelig Anspændelse sammen
+med manglende Ernæring gjorde, at Blodet altid sang i hans Ører; han
+fornam det som en lykkelig Summen fra en tilfreds Verden. Det undrede
+ham ikke at møde Hanne sommerklædt og balpyntet.
+
+„Pelle min Kærest,“ sagde hun og greb hans Haand. „Vil du med til Dans?“
+
+„Det er den gamle Hanne,“ tænkte Pelle glad — „_Arkens_ sorgløse
+Prinsesse. Og hun har jo Feber endnu lige som dengang.“ Han havde selv
+Feber; naar deres Øjne mødtes, slog de sælsomme kolde Gnister af
+hinanden. Han havde helt glemt Far Lasse og sit Ærende, og gik med
+hende.
+
+Indgangen til _Den syvende Himmel_ laa badet i Lys, som blottede Gadens
+Kulde ubarmhjærtigt. Derude i Lyshavet klumpede den store Vinters Børn
+sig sammen, pjuskede, forkomne. De stod og skuttede sig og vendte
+Lommerne for en Femøre; og naar de fandt en, listede de sig gennem den
+blodrøde Tunnel ind i Dansesalen.
+
+Men der var koldt dérinde ogsaa, Aandedrættet hang som hvid Pudder i
+Luften, og fra det bonede Gulv funklede Iskrystallerne. Hvem havde vel
+tænkt paa at indlægge Varme i et Rum, hvor Livsglæden skulde brænde med
+tusend osende Tander? Her plejede Sorgløsheden at lutre sit Overskud —
+saa det høje Rum laa i Taage og Musikken svedte.
+
+Men nu havde Kulden taget det. Ved Bordene hang Vinterens Arbejdsløse og
+gad ikke røre sig, ikke engang i de fattigste havde den lævnet en Smule
+Letsindighed. Kerberus Olsen kunde godt spare sig at gaa der med
+udbredte Kæmpearme og genne de to-tre Par Dansende op til Musikken med
+deres Femøre — som om det var en hel Flok! man sled kun Brædderne for
+overhovedet at have Lov at hænge her. Herregud de havde jo Ur nogle af
+dem og en Guldring — og Kerberus havde rede Penge! hvad Nød havde det
+saa? Her sad de under Stukloftet og de forgyldte Spejle og flød, to Mand
+over én Øl, og lod Pigebørnene fryse — selv Elvira fik Lov at sidde hen!
+„Mazurka!“ brølede Kerberus og gik truende fra Bord til Bord; de drev ud
+paa Gulvet som trevne Hunde, tværede en Dans af — og betalte.
+
+Men hvad er det? Skrider ikke selve Sommeren ind i Salen, blussende og
+luftigt klædt i forglemmigejblaat — med en Rose i det bare Haar! Varmen
+leger som flyvende Sommer over hendes nøgne Skuldre, skønt hun kommer
+lige ude fra den store Vinter; og Benene sætter hun dristigt frem som en
+Glædespige. Hvor hun bærer sit Skød stolt som var hun selve Lykkens Brud
+— og hvor hun brænder! Hvem er hun dog? kender ingen hende?
+
+Aa, det er jo Enken Hanne! en anstændig Pige som i syv Aar har gaaet sin
+trofaste Gang til og fra Fabrikken for at forsørge sin gamle Mor og
+Barnet! Men hvordan faar hun den adstadige Pelle under Armen? Han som
+har solgt sin egen Ungdom til Fanden for at mildne Elendigheden — hvad
+vil han paa Dansebule? Og Hanne — hvor har hun faaet Stadsen fra? hun er
+jo arbejdsløs! Og hvordan i Alverden er hun blevet saa smuk?
+
+De hvisker efter hende mens hun gaar frem, og midt i Salen stanser hun
+og smiler. Hendes Øjne er som et Krater, en ung Mand tumler frem og
+griber om hende. En Dans med Hanne! en Dans med Hanne!
+
+Hanne danser med en egen Dvælen, som hentede hun sin Glæde ind langt
+borte fra. Hun hviler tungt og blødt paa sin Dansers Arm, og fra hendes
+nøgne Barm stiger Varmen op og slukker den store Vinters Kulde. Er det
+da ikke som hun brændte? Hvem der kunde varme sig hos hende!
+
+Nu giver Rummet Varme igen, Hanne er som en Ildkugle, der kredser rundt
+i det og tænder; hvor hun glider forbi, fænger det. Blodet ruller ungt i
+dem, de vælter Stolene for at komme ud paa Gulvet; Hej her, Dansemester!
+fem Kroner paa mit Ur! Men rub Dem lidt! — Aa Hanne, en Dans med mig —
+husk vi har staaet paa Fabrik sammen! — Og vi to gik i samme Skole!
+
+Hanne svarer ikke, men slipper Pelle og lægger sin nøgne Arm paa deres
+Skulder; og naar de rører den med Kinden, løber der Ild igennem dem. De
+vil ikke slippe hende igen, men holder hende fast om Livet og slæber
+hende med op til Musikken, hvor der skal betales. Der kommer ikke et Ord
+over hendes Læber, men Branden i hende er et Løfte til hver om det
+dyreste. „Maa jeg følge dig hjem i Aften?“ hvisker de og hænger ved
+hendes stumme Læber.
+
+Men med Pelle taler hun, mens de flyver af Sted: „Pelle, hvor er du
+stærk! — hvorfor tog du mig ikke? Mon du elsker mig?“ Hun har krammet
+Haanden i hans Skulder og hvirvler ham af Sted, hendes Aande brænder ham
+i Øret.
+
+„Det ved jeg ikke,“ siger han angst. „Men hold nu op! du er jo syg.“
+
+„Saa stans mig da! — hvorfor har du aldrig været stærkere end jeg? Vil
+du gærne have mig? Pelle, skal jeg være din?“
+
+Pelle ryster smilende paa Hovedet: „Nej nu holder jeg kun af dig som en
+Søster.“
+
+„Og nu elsker jeg dig! Se du er saa fremmed for mig, — jeg forstaar dig
+ikke! og dine Hænder er saa haarde, som kom du fra en anden Verden. Du
+vejer Pelle, du er tung! Har du Lykken med dig fra det Fremmede?“
+
+„Hanne, du er syg! Hold nu op og lad mig følge dig hjem!“
+
+„Pelle, du var alligevel ikke den rigtige! Hvor har du det fremmede? —
+du har jo intet! Saa lad mig være da — jeg vil ogsaa have Lov at danse
+med andre!“
+
+Endnu har Hanne ikke været af Gulvet; Mændene staar rede og venter, naar
+én slipper hende springer ti frem. Og Hanne vil danse med alle i Aften,
+enhver skal have Lov at varme sig hos hende! De Øjne hun ser med er som
+Funker i Mulm, hendes stumme Væsen hidser dem op, de svinger hende
+vildere og vildere. De der ikke kan komme til, maa slukke Ilden i sig
+med Drikkevarer; den store Vinter er forjaget, her er varmt som i
+Helvede. Blodet koger op i Hovederne og i det hvide af Øjnene; det slaar
+ud i Ubændighed, en Trang til at danse det hele af Gulvet eller slaa løs
+for Fode.
+
+„Hanne er vild i Aften — hun har nok sin anden Ungdom!“ siger Elvira og
+de andre Piger skadefro.
+
+Hold Mund! Hannes Væsen skal ingen beklikke! Underlig er hun at røre
+ved, som var hun ikke Kød og Blod men Himlens Ild; det smærter at møde
+hendes Hud! De siger at hun ikke har smagt Mad i otte Dage, men ladet
+Barnet og den gamle faa hvad der var. Og saa brænder hun dog! Og se, nu
+har hun ikke været af Gulvet i to Timer! — er det til at forstaa? — —
+Hanne danser som Bud fra en anden Verden, hvor Ilden og ikke Kulden er
+deres Næring; derfor slænger hver Mand sin Dame til Side, naar hun
+bliver ledig. Saa let hun er i Dansen! Det bærer opad at danse med hende
+— bort fra Kulden! Al Døje glemmes i hendes Favn.
+
+Blegere og blegere er hun forresten blevet; hun danser Branden af sig,
+hvor andre danser sig den til! Nu er hun helt hvid, og Olsens Elvira
+kommer og trækker i hende med Skræk i Blikket: Hanne dog, Hanne! Men hun
+ser dem ikke, hun higer blot mod den næste Favn — med lukkede Øjne. Saa
+meget hun dog har og skal have udrettet! Og hun gaar for at være saa
+ren? hun ænser jo ikke engang at hun tager Glæden fra andre! Har hun
+faaet Drejesyge mon? — Saføjdans paa sine Enkedage?
+
+Hold Kæft! Saa fager hun dog er! Nu rødmer hun til igen og aabner
+Øjnene, der staar Flammer ud af dem. Hun har trukket Pelle frem af hans
+Krog og hvisker rødmende til ham — det dyre Løfte maaske, som ingen
+anden har fravristet hende? altid skal Pelle ogsaa være den lykkelige!
+
+„Pelle, hvorfor vil du ikke danse med mig mere, men bare sidde i en Krog
+og skumle? Er du vred paa mig ligesom dengang? Hvorfor er du saa haard
+og kold? — og dine Klæder er stive?“
+
+„Jeg kommer ude fra den store Vinter, Hanne! Børnene græder for Brød, og
+Kvinderne sulter sig selv. Mændene gaar med ledige Hænder og skuler — de
+skammer sig over deres Ørkesløshed!“
+
+„Hvor dog? Det er jo Sommer — se, alle er saa glade. Tag mig, Pelle!“
+
+Hanne bliver rød, rødere end Blod, og lægger sit Hoved ind til ham. Se
+blot, hvor hun giver sig hen, saligt, i en skamløs Rus! Hun hænger
+bagover i hans Arme, og mellem hendes Læber springer en stor Blodrose
+frem og vælder ned over den sommerblaa Kjole.
+
+Pelle staar fastnaglet under den forfærdelige Byrde og kan ikke røre en
+Fod. Han stirrer blot paa Hanne, til Kerberus tager hende i sine
+Kæmpearme og bærer hende af Vejen. Hun er saa let i sin Sommerstads —
+vejer jo ingenting! „Mazurka!“ brøler han, da han kommer tilbage — og
+gaar bydende rundt langs Rækkerne.
+
+
+
+
+                                  XXVI
+
+
+I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand paa Maskinfabrikken
+_Danmark_. Det var smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med
+ingenting kunde man kun græde — med lidt blev hun stærk. Hun var lidt
+bleg endnu efter Barselsengen men saa frejdig ud; ved det første Ord om
+at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved med lange Planer. Hun
+gik straks i Gang med at løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt
+System lagde hun, og fulgte det ubrydeligt.
+
+Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han forstod straks, at det var
+én han havde faaet at underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde været
+ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det stod paa; for at Storken ikke
+skulde tage ham tilbage, naar den kom med Søster — for kær var han jo!
+Da han saa kom hjem, laa hun i hans Vugge og sov; og han prikkede hende
+straks paa Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som han selv.
+Der vankede over Fingrene, og han fik ikke det spændende Spørgsmaal løst
+den Dag.
+
+Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle der fulgte ham Stuen
+rundt, bag om Hovedgærdet og om paa den anden Side med stadig det samme
+opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder gik ud og ind som en Suger.
+Og Lille Lasse følte godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende
+paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk med Trang til at gøre
+sig bemærket; og saa gik han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som
+en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen — mens Søster fulgte ham
+med Øjnene uden at fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde give lidt
+Bifald fra sig, naar han gik dér og gjorde sig Umage!
+
+En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede den foran hendes Ansigt
+— det hjalp. Søster glemte sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig
+til at brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han hende til
+Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes Ansigt, naar han kom hen for at
+vise hende noget; ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke gik
+af. „Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!“ sagde Moderen — „du skræmmer
+hende jo!“
+
+Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes — saa var der
+ingen der forstod Lille Lasses Forehavender som Søster. Hun kvidrede som
+en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller gav en Lyd fra sig.
+
+Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde faaet noget at virke
+med igen. Kulden havde gjort det af med nogle af hendes Fordringer,
+andre havde Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle savnede
+hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til at han bestandig var borte fra
+Hjemmet, og optaget ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og
+snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og gjorde sig en Glæde af
+at gøre det hyggeligt for ham de Stunder han var hjemme.
+
+Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor han kunde ty ind naar
+han var træt. Den dunkle Dragen i Ellens Blik havde han udløst — som to
+velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille — nu var det selve
+hendes Væsen der kom ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, der
+tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille Fortjeneste, og
+bebrejdede ham ikke at han kun var Arbejdsmand.
+
+Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet for større
+Virksomhed. Der var heller ingen Udsigt til, at han kom tilbage til
+Faget igen for det første — og det haarde legemlige Arbejde tiltalte
+ham.
+
+For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han et og andet om Aftenen.
+Ellen hjalp ham, og de sad og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom
+de ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han havde ikke noget
+imod at have Ro for den et Øjeblik. Lille Lasse sad ved Bordet, han
+tegnede og gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet frem, havde
+hun om Dagen gjort det meste, og kun lævnet hvad hun ikke forstod sig
+paa. Til Gengæld udpønsede han Smaating der kunde glæde hende.
+
+Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede Februar gav
+Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen.
+
+„Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til en af Kroerne paa
+Søndag? Børnene trænger til at komme i Luften,“ kunde hun sige.
+
+Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde i Partiledelsen og Møde
+om Fabrikkens Affærer — han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen
+havde han lovet at tale i en Forening.
+
+„Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!“ svarede Ellen roligt. De kom
+hjem og havde moret sig udmærket; Pelle var ikke uundværlig mere.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs endnu — navnlig om Natten
+— men Folk vidste det alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav
+sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte at vandre udad.
+Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser og blev lysere i Tonen, og oppe i
+Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, kunde man se dens
+Skær over Tagene. Nede paa Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde
+travede Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som de ikke kunde
+se.
+
+Folk begyndte at rette sig ud efter den lange Krumslutning. Naar som
+helst kunde Kulden være der igen, men alting var enigt om at tro paa
+Foraaret. Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter steg igen op
+paa Overfladen og frembragte mørke Pletter paa den haarde Skorpe, og
+Omsætningen vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet Vilje der
+havde besat det hele. Nede i Jorden spirede det midt i Frost og Sne og
+krøb ungt frem som født af selve Kulden, og i Vinterens forkomne rullede
+Fortrøstningen sig ud — paa Trods af alt. Arbejderkvartererne begyndte
+at blive levende, nu kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde.
+Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset — godt skulde det
+gøre at faa Skrutten fyldt hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem
+fra Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang.
+
+Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det saa ud, som Kulden havde
+lammet dem der stod for Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen
+steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men Bedrifterne vilde ikke
+rigtig komme i Gang ud over hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det
+som ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa Lager for at møde
+Sommerens Behov, hvad Vinteren havde hæmmet, plejede man at indhente nu
+— ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over.
+
+Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og tilbage — hvad var der paa
+Færde? hvorfor kom der ikke Gang i Sagerne? _Arbejderen_ gav foreløbig
+ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede Advarsler til visse
+Folk om ikke at alliere sig med Nøden.
+
+Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast Gænge: Arbejdsherrerne
+forberedte et eller andet, derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt
+op. Arbejderne havde trods Vinternøden igen sat nogle af deres egne ind
+i Rigsdagen, og nu forberedte de sig til at slaa et Slag ved de
+kommunale Valg. Det var dét der var i Vejen! Og først og fremmest den
+stadig voksende Organisation, der nu som en Enhed omsluttede alle Fag og
+hele Landet — og forlangte at være medbestemmende over Forholdene!
+Fattigmand skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem der holdt
+alting gaaende.
+
+Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes en Stansning af
+al Virksomhed for med ét Slag at slaa Organisationerne i Stykker;
+men det var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre
+Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om noget bestemt. At nogen
+skulde tænke paa at fortsætte Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje,
+naar enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den gældende
+Ordning — nej, den Tanke var altfor djævelsk!
+
+Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt sig særlig i Selen for
+Bevægelsen, havde vanskeligere ved at faa fat igen end andre, de blev
+sat tilbage i Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar de
+kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. Usikkerheden
+herskede navnlig i de Fag der var videst i Organisation, man kunde ikke
+undgaa at se det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der groede
+Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden var uholdbar, og anede et
+eller andet ondt. Navnlig inden for Jærnindustrien var Forholdene
+spændte; Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var dér man først
+øjnede Hensigten med hvad der skete.
+
+Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der kom Kamp nu, vilde det
+betyde Nederlag for Arbejderne der stod uden Forraad, blanket af til
+Skindet. Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker med Jorden,
+et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis bryde deres Sammenhold. Han
+udtalte ikke sin Bekymring til dem, de var nærmest som store Børn, det
+var ingen Nytte til at de gik og ængstede sig under for meget. Men i
+Ledelsen holdt han paa at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man
+skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første Gang at gaa
+tilbage!
+
+Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, men der skete ikke noget.
+Arbejdsherrerne betænkte sig over for den offenlige Mening. Vinteren
+havde slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en
+Krigserklæring.
+
+— —
+
+Paa Maskinfabrikken _Danmark_ var Spændingen af ældre Dato. Dengang
+Landbruget, tvunget af Forholdene paa Verdensmarkedet, svingede fra
+Kornavl over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden laa
+her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. Det lykkedes Fabrikken
+at konstruere en Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren kom
+til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. Det var de
+dygtigste Folk der blev udtaget til det, de forbedrede stadig Produktet,
+og Afsætningen voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev efterhaanden
+saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken saa sig nødsaget til at
+sætte Akkorden ned — da de ellers tjente for meget. Dette skete to Gange
+i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo skulde konkurreres paa
+Verdensmarkedet; samtidig steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa
+Grund af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne havde fundet sig
+i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt og lagt endnu en Omgang Snille i,
+saa de nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste.
+
+Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa Rygter om, at Fabrikken
+igen vilde sætte Akkorden ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig
+i det; Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade steg dem til
+Hovedet, de var ved at lave Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle
+fik dem dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end nogen Snak,
+som ingen havde Ansvaret for. Bagefter da Skrækken var ovre og alting
+igen gik i sin daglige Skure, kom de hen og takkede ham.
+
+Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe fra Kontoret, at den
+gældende Priskurant ikke var tidssvarende — og skulde forbedres. Det lød
+ret uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under.
+
+Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt ind i det store
+Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker gennem det, og inde i den blaa
+Soldis løb Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til Tonen fra de
+mange Hjul og det syngende Metal. Larmen overdøvede alt andet, men man
+kunde se paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede en Flok
+øre Fugle, der lige er landet paa kendte Kyster og hilser Foraaret.
+
+Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen kom og slukkede
+Glæden. Den gik paa en Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet:
+Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen at gøre men gik
+tavs uden om den. Hver Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til
+at underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen Forhandling,
+Underskrift værsgod — ellers færdig! Da Sedlen naaede Pelle, rettedes
+alle Øjne paa ham som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede,
+Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. Pelle læste Sedlen og
+bøjede sig saa ned over sit Arbejde.
+
+I Middagspavsen samledes de om ham. „Hvad nu?“ spurgte de og hang ved
+ham med Øjnene, deres Næver dirrede. „Skal vi ikke tage og gaa med det
+samme? For nu bliver det snart for groft med den Klipning, hvergang der
+er lidt Uld paa os.“
+
+„Giv Tid!“ svarede Pelle — „giv bare Tid! Lad de andre gøre det hele, og
+lad os se hvor vidt de vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde.
+I har Ansvaret for Kone og Børn!“
+
+De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet igen. Han undredes
+ikke paa dem; der var en Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man
+traadte ham for nær — selv om alting skulde gaa ad Helvede til. Men nu
+stod han med Ansvaret for de mange — det skulde nok give sin Mand
+Besindighed. „Giv Tid!“ sagde han til dem igen og igen — „vi ved mere i
+Morgen end i Dag! Der skal Overblik til før man handler!“
+
+De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede deres Arbejde som om
+der ingenting var paa Færde. Fabriksledelsen lod til at anse
+Spørgsmaalet for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede ud. Pelle
+beundrede Kammeraternes Fatning; de tog deres gamle Humør op igen da der
+var gaaet et Par Dage — og lavede Halløj i Maaltidspavserne.
+
+Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne og alle Mand smed
+Værktøjet. Nogle stak i en Løbetrøje og hastede hjem for at faa en
+Skefuld varm Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt ved og
+spiste deres Mad der. De der havde for langt hjem, slog sig ned paa
+Dreje- og Filebænke og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes
+de i Flokke, sludrede og drillede en og anden Kammerat. Pelle benyttede
+ofte Middagspavsen til at gaa over i _Arken_ og hilse paa Far Lasse, der
+havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig helt ordenligt.
+
+En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede en hoven Kvartérmand
+med Kridt paa en stor Jærnplade. Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par
+af Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes om det opstaaende
+paa Maskinen i en Dykkerbaad. Pelle viskede straks sin Karrikatur ud og
+udkastede stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den saa tidt,
+naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og de andre maatte sande at saadan
+var den.
+
+Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme gik gennem Hallen.
+Han fik Øje paa Tegningen, og spurgte hvem der var Mester for den.
+
+Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren spurgte ham ud om
+forskellige Ting, og var forbavset over at han aldrig havde faaet
+Undervisning i Tegning. „Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,“ sagde han.
+„Vil De prøve?“
+
+Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. Nu var Lykken der, den
+rigtige store Lykke som han havde sat over Styr for Fremskridtet — den
+som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse Egne. „Ja,“ fik han sagt.
+„Ja Tak!“ Sindsbevægelsen var lige ved at kvæle ham.
+
+„Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,“ sagde Ingeniøren. „Nej hvad
+er det i Dag? — Lørdag. Mandag Morgen altsaa.“ — Dermed var det afgjort,
+ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand efter Pelles Hjærte.
+
+De flokkedes om ham da han kom ned, for at faa Resultatet at vide. „Nu
+er din Lykke gjort du,“ sagde de. „Nu bliver du sat til Tegning, og hvis
+du forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og bliver
+Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen gaaet, han begyndte hernede
+ved Sandformene. Nu er han Matador!“ Deres Ansigter lyste af Glæde over
+hans Held. Han saá paa dem, at de troede ham i Stand til at drive det
+til hvad det skulde være.
+
+Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, og skyndte sig hjem for at
+meddele Ellen Nyheden; han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren
+som i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et af sine Vidundere.
+Ellen slog Armene om ham af Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men
+blev ved at holde om ham og stirre, beundrende som i deres første Dage.
+„Jeg har altid vidst at du var bestemt til noget,“ sagde hun og saá
+stolt paa ham — „du ligner jo ingen anden! Og se nu —! Men Børnene
+Pelle, de skal ogsaa vide det.“ Saa rev hun Søster op af Søvnen, og
+fortalte hende hvad der var sket. Barnet gav sig til at græde.
+
+„Du skræmmer hende jo med din Glæde,“ sagde Pelle og lo selv over hele
+Ansigtet. —
+
+„Men hvad saa — saa skal vi vel til at omgaas fine Folk?“ sagde Ellen
+pludselig mens hun gik og dækkede Bord. „Bare jeg nu egner mig til det.
+Og Drengen skal da gaa i Betalingsskole.“
+
+Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en Reparation. „Nej,“
+sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet fra ham — „det er ikke noget Arbejde
+for dig.“
+
+„Det skal da gøres færdigt“ sagde Pelle, „vi kan ikke levere halvfærdigt
+Arbejde fra os.“
+
+„Det skal jeg nok gøre færdigt — naar du saa vil tage noget andet Tøj
+paa. Du ligner jo en —“
+
+„En Arbejdsmand vel“ sagde Pelle leende.
+
+Pelle klædte sig om og gik ud i _Arken_ for at meddele Lasse Nyheden,
+siden skulde han træffe de andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme
+og sad og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et Æg i
+Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin paa Bordet. Han havde lejet sig
+et lille Hummer paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det havde
+ikke noget Vindu men en Rude over Døren ud til den mørke Gang, Kalken
+var faldet af Væggene, saa Leret stak frem i store Kager.
+
+„Ej se,“ sagde Lasse henrykt — „nu kom det altsaa. Jeg har tidt undredes
+ved mig selv, hvad du havde faaet den unyttige Gave for — at ligge dér
+og male op paa Vægge og Papir — du en fattig Arbejderpøjke. Noget maa
+der vel være ment med det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt;
+kanske er det Gudsgaven det — som skal bære ham frem! Og nu lader det jo
+til at det skal vise sin Nytte.“
+
+„Her er ikke hyggeligt, du Far!“ sagde Pelle. „Men nu tager jeg dig
+snart ud af det, enten du vil eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden
+til Side fra i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, og
+saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men saa faar du ikke Lov at
+gaa og sjove, det maa du belave dig paa.“
+
+„Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, naar saa vidt kommer, at
+jeg ikke æder Brødet fra jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive
+vanskeligt at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet fra
+jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt for Føden — og nu er
+jeg træt! saa du faar Tak for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden
+til at gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar du vil.“
+
+Nyheden var allerede kendt i _Arken_, og de kom frem og ønskede ham til
+Lykke, da han gik. „Nu maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du
+kommer over i dit ny,“ sagde de — „det gaar aldrig an! Men glem os
+alligevel ikke helt, fordi om vi er fattige Fugle.“
+
+„Ork nej, Pelle har taget saa mangen Sultetørn sammen med vi andre
+fattige; han er ikke den, der kalker gammelt Venskab over!“ svarede de
+sig selv.
+
+Først nu da han forlod _Arken_, kom han i Tanke om, at han havde noget
+at tage Afsked med ogsaa. Der var det inderlige Fællesskab med alle hans
+Lige, deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin Opgave dér; der
+havde været en egen Glæde i den halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet
+og Kampene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens Prins, som de alle
+saá op til og ventede skulde føre dem ind i det usædvanlige? Og kunde
+han forsvare at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? Kanske var
+han virkelig udset til at føre Bevægelsen igennem — den eneste som kunde
+det.
+
+Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, staaet bag ved hans
+Udholdenhed i Kampen og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da den
+formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod — nej saa opblæst var
+han ikke! Der var nok til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lykken
+havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“ sagde det inde i ham. „Hvad
+er der vel at betænke sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil du
+øde dit eget uden at gavne andre? Du har været en god Kammerat, men her
+skilles jeres Veje. Gud har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille
+øvede du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. Vælg nu din
+egen Vej!“
+
+Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt at han tog imod
+Lykken, hvad saa Alverden sagde — det gjorde blot ondt at lade de andre
+sidde tilbage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, saa
+tungt solidarisk følte han sig, at det smærtede at slide sig løs. Han
+var blevet Menneske ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde
+skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han saa ikke til Møderne mere!
+der var noget underligt i, at han ikke havde noget der at gøre herefter
+men hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde været den lyse
+Brand. Naa, svigte dem vidste han at han aldrig vilde; selv om han
+naaede højt op — og det nærede han ingen Tvivl om — saa vilde han altid
+føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode Forhold mellem Arbejder
+og Arbejdsgiver.
+
+Ellen mærkede hans Alvor — kanske anede hun ogsaa Skruplerne og vilde
+hjælpe ham at sætte over dem. „Skal vi ikke tage din Far hjem til os
+allerede i Morgen?“ sagde hun. „Han kan jo ligge paa Chaiselongen i
+Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. Det er Synd han gaar saadan
+for Lud og koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt i din ny
+Stilling.“
+
+
+
+
+                                 XXVII
+
+
+Uroen tog til rundt om paa Arbejdspladserne, ingen følte sig rigtigt
+tryg som havde noget med Organisation at gøre; det var aabenbart
+Hensigten at drive Arbejderne til det yderste og faa dem til at bryde
+Freden. „De vil slaa Fagforeningerne i Stykker for at kunne skrabe
+Smørret af vort Brød igen,“ sagde Arbejderne. „De mener vel det gaar
+lettere nu, Vinteren har gjort os glade for en bar Skorpe. Men det skal
+blive en evig Løgn.“
+
+Forbitrelsen kogte stærkere og stærkere i Masserne, overalt var de
+kampberedte og ønskede intet hellere end at slaa til. Kvinderne græd og
+gruede, de fleste forstod blot, at nu skulde Vinterens Nød leves op
+igen. De gjorde fortvivlede Ting for at forebygge, smed et Sjal over sig
+og rendte op paa Kontorerne til Fabrikejerne og tryglede dem om at
+afværge Ulykken. Inde fra Centret blev der stadig manet til Ro og
+Forsigtighed. Alting afhang af at man over for Offenligheden beholdt
+Retten paa sin Side.
+
+Pelle havde ikke svært ved at følge med i hvad der foregik, men stod jo
+ellers uden for det hele nu. Han gik til Arbejde i sit pæne Tøj og
+Fjedersko, og mødte først Klokken syv, mens de andre mødte Kl. 6 — det
+forskød straks Synspunktet.
+
+Passer og Lineal blev han hurtig fortrolig med, og stod foreløbig og
+kopierede nogle slidte Tegninger eller fyldte ud. Han var i en underlig
+løftet Stemning — som i en let Rus; det var første Gang i sit Liv han
+havde været ved et Arbejde, som var renligt og tillod at have pænt Tøj
+paa. Underligt var det i det hele taget at se Tilværelsen herfra; et nyt
+Perspektiv aabnede sig for én. Mens det gamle viste hen mod en eller
+anden brøstfældig Alderdom, førte dette opad. Her kunde han naa alt hvad
+han vilde, lige til den højeste Stilling! Hvad om han engang krøb derop,
+i Spidsen for det hele, og satte otte Timers Arbejdsdagen og en god
+Dagløn igennem? Saa skulde han vise dem, at man godt kunde komme nede
+fra og op uden at glemme sin Fortid og blive til en Blodsuger. De skulde
+endda komme til at raabe et Leve for Pelle den gode Kammerat — skønt han
+forlod deres Rækker.
+
+Hjemme var der travlt, saa snart han kom inden for Døren, tog Ellens
+hundrede Forehavender ham. Han maatte have et Sæt pænt Tøj til — graat
+Kontortøj, og mere Linned; gaa til Barberen blev han ogsaa nødt til
+mindst to Gange om Ugen, han fik ikke Lov til selv at sidde og karte sig
+i Ansigtet med et gammelt Rivejærn af en Barberkniv. Pelle maatte sande,
+at det ikke var helt nemt at være en Overklasser som han kaldte det.
+
+Og der skulde Penge til det altsammen. Der var den samme Jagen og
+Hovedbrud for at støve Skillinger op som i Vinterens Nød; men denne Gang
+var det helt morsomt, det havde lyse Formaal, og varede blot til man kom
+i Trit. Lasse gik og saa hyggelig ud; han havde Pelles halvgode Løbetøj
+paa som Ellen havde pudset op, og en sort vateret Krave med hvid
+Gummistrimmel, og blankbørstede Slæber paa Fødderne. Det var de gamle
+Fedtlærsstøvler — dem Pelle drog ud fra Stengaarden i — der var til
+endnu; de var bare skaaret ned til Stuetøfler. Skafterne sad forresten
+paa et Par Træskostøvler.
+
+Han holdt sig helst til Børnene og lignede rigtig en gammel Bedstefar,
+med sit visne Ansigt og det gode Blik der gik lidt kort nu. Naar Lille
+Lasse skjulte sig i den modsatte Krog af Stuen, kunde Far Lasse ikke se
+ham, og det benyttede Knægten sig af; han begreb aldrig de Øjne, som
+ikke kunde se længer end tværs over Bordet, og spurgte bestandig
+hvorfor.
+
+„Det er fordi jeg har set ind i for megen Daarligdom i mine Dage,“
+svarede den gamle altid.
+
+Forresten var han bare lykkelig. Og hans gamle udbrændte Krop viste sin
+Taknemmelighed ved at lægge Huld paa sig igen, han begyndte hurtig at
+faa fyldigere Kinder. Han var snild til at passe Børnene; Pelle og Ellen
+kunde trygt give sig ud i deres mange Forretninger. Der var de hundrede
+Ting som skulde til, for at man kunde passe ind i det ny! De tænkte
+ogsaa paa at optage et Laan paa et Par Hundrede Kroner. „Far vil
+kavtionere for os,“ sagde Ellen.
+
+„Ja saa kan jeg faa Raad til at tage nogen god Undervisning i Tegning,“
+sagde Pelle. „Jeg trænger til at faa rigtig Bund lagt.“
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Om Lørdagen løb Fristen for de gamle Akkorder ud. Stemningen blandt
+Arbejderne var stærkt spændt, men de passede hver sit og forholdt sig
+afventende. Ved Middag gik Formændene omkring og æskede hver enkelts
+Stilling. De fik efter Aftale ingen Besked; men hen paa Eftermiddagen
+gik tre Arbejdere som Deputation op paa Kontoret og bad om at faa
+Direktøren i Tale. Da han kom ind, traadte Maskinarbejder Munck som var
+Ordfører frem og sagde: „Vi kommer paa Kammeraternes Vegne.“ Mere fik
+han ikke sagt; Direktøren fór frem, pegede mod Trappen og raabte: „Jeg
+underhandler ikke med mine Folk.“
+
+Saa kom de ned, Arbejderne stirrede op mod dem — det var hurtig gjort!
+Den tykke Munck bevægede Læberne som om han raabte, men ingen kunde høre
+noget for den forfærdelige Larm fra Maskinerne. Han gik med drøje Skridt
+ned gennem Hallen, tog en Hammer og slog tre Slag paa den store
+Staaltromle. Det lød som Dommedagsslag, i hele Fabrikken drønede det. I
+samme Nu fór de nøgne sværtede Arme i Vejret og slog Remmene af store og
+smaa Drivhjul, Maskinerne løb ud, hele Bruset stansede med ét; der blev
+saa tyst som om Døden var gaaet gennem Rummet. Det tætte Net af
+Drivremme der spandt Hallen ind paa Kryds og tværs dirrede endnu svagt;
+Stilheden gabede frem af det store Rum som en forfærdet Maaben.
+
+Formændene løb fra Bænk til Bænk, raabte op og vidste hverken ud eller
+ind. Der gik Bud efter Fabrikslederen, mens Arbejderne gik hen og
+vaskede sig i deres Spande, stille og tungt som havde de fulgt noget til
+Jorden. Deres Miner var lukkede. Anede de mon, at de tre Slag var
+Signalet til en forfærdelig Kamp? eller fulgte de kun den første vrede
+Indskydelse? De vidste i al Fald tilstrækkeligt; deres Ansigter bar Præg
+af at dette var Skæbnen — det uundgaaelige. De havde kaldt paa Vinteren,
+fordi man drev dem til det; og nu vilde den vende tilbage for at plyndre
+sit Offer endnu en Gang.
+
+Saa kom de frem, renvaskede og med deres Kluns under Armen, og stod og
+ventede tavse paa deres Tur til at faa gjort op. Formændene løb og
+maalte op med nervøse Hænder, sammenlignede Arbejdssedler og udregnede
+enhvers Tilgodehavende. Fabrikslederen kom ned ad Trappen fra Kontoret,
+høj og stolt, og gik gennem Lokalet; Arbejderne veg til Side for ham.
+Han saá sig skarpt om som vilde han indprente sig hver enkelt, lagde
+Haanden paa en Formands Skulder, og sagde højt saa det hørtes af alle:
+„De skynder Dem jo nok Jakobsen, saa vi kan faa disse Mennesker herut i
+en Fart.“ Arbejderne rettede langsomt deres alvorlige Ansigter mod ham,
+det rykkede i en og anden nedhængende Næve. De forlod Fabrikken én og
+én, efterhaanden som de fik Opgør.
+
+Udenfor samledes de i Smaaklynger og fik Luft i betuttede Udbrud: „Saá I
+den Gamle? — han var hvas! Naa, det skal kanske vare noget inden vi
+kommer dér igen!“
+
+Pelle var i underligt Humør, han vidste, at nu var Krigen brudt ud; der
+var slaaet Hul, og det ene vilde tage det andet med sig. — Lille Lasse
+der kendte hans Trin i Trappen, løb i Armene paa ham da han kom hjem;
+men han sansede det ikke.
+
+„Du er saa alvorlig,“ sagde Ellen — „er der sket noget?“
+
+Han fortalte det stille.
+
+„Herregud!“ udbrød hun frysende, „skal de nu ud i Arbejdsløsheden igen!
+Gudskelov det ikke berører os!“ Pelle svarede ikke. Han satte sig tavs
+til sin Mad; sad og ludede som skammede han sig over noget.
+
+
+
+
+                                 XXVIII
+
+
+Det var en stærk og bevæget Tid der nu fulgte. Gennem en Aarrække havde
+Kampen saa at sige forberedt sig selv, og de havde rustet sig til den,
+længtes efter den, prøvet at hidlokke den for at faa afgjort en Gang, om
+de til evige Tider var udset til at være Slaver og staa i Stampe, eller
+der var en Fremtid for dem ogsaa. Nu var Kampen der — og kom bag paa dem
+alle; man havde gærne sluttet Fred nu.
+
+Men nogen Udsigt til en fredelig Løsning var der ikke, Arbejdsgiverne
+fandt Tidspunktet gunstigt til at faa ryddet op, Kampen skulde staa nu.
+Der var i de senere Aar fremtvunget adskilligt gennem Organisationerne,
+det blev trukket frem og lagt paa Bordet: værsgod, æd _det_ i Jer igen!
+Det var det samme som at bede dem gaa. Hver Morgen kom der Efterretning
+om ny Hold Arbejdere, der var sat paa Gaden eller gik selv.
+
+Det ene greb ind i det andet. Jærnmændene gjorde fælles Sag med
+Fabrikken _Danmark_ og udelukkede Maskinsmedene; saa gik Formerne ogsaa
+— og Modelsnedkerne, og andre Fag stansede — det hele hang sammen.
+
+Pelle kunde fra sit Stade overse det hele. Der kom gamle Kampminder op i
+ham, hans Blod blev hedt, og han greb sig i deroppe paa Tegnestuen at
+lægge Planer for Arbejdernes Felttog, saadan og saadan. Han havde det
+raske Kampblod — det der tager Offensiven — og saá deres Fejlgreb; de
+mødte ikke kraftigt nok imod. De var træge endnu, og kunde vanskelig
+forsone sig med at de igen skulde spasere; derved skortede det paa
+Modangreb som kunde skade. Arbejdsgiverne der under Jærnmændenes
+Anførsel tog energisk fat, fik et betydeligt Overtag til at begynde med.
+
+Fabrikken _Danmark_ blev holdt i Gang, men fungerede mat som en Døende.
+Bedriften holdtes oppe ved Hjælp af nogle Skruebrækkere, og enhver der
+kunde blandt Funktionærer blev sat i Arbejde dernede, selv Direktøren
+for Maskinafdelingen var trukket i Bluse og stod og passede en
+Drejebænk. Det galdt om at tage Modet fra de Strejkende ved at vise, at
+det hele gik uden dem.
+
+Der var en Del Forstyrrelse paa Tegnestuen og Kontorerne, Skruebrækkere
+skulde støves op helt fra Udlandet, andre stak af og skulde erstattes
+med ny. Pelle fik under dette Lov at skøtte sig selv, og tilegne sig
+hvad han kunde. Det holdt han ikke af; der var højt op til den øverste
+Top, og man kunde ikke hurtig nok faa noget lært.
+
+En Dag kom der Ordre op til ham om at komme ned og give en Haand med i
+Centrifugeafdelingen; Arbejdsmændene havde gjort fælles Sag med
+Maskinsmedene. Ordren traf ham midt i en festlig Fremtidsdrøm; han
+vaagnede brat. „Jeg er ikke Skruebrækker“ svarede han krænket.
+
+Saa kom Ingeniøren selv: „Ved De at De nægter at gøre Deres Skyldighed?“
+sagde han.
+
+„Jeg kan ikke gaa ind i mine Kammeraters Arbejde,“ svarede Pelle lavt.
+
+„Det kan være meget kønt tænkt af Dem, men nu er de dernede _ikke_ Deres
+Kammerater længer. Nu er De Funktionær, og som saadan maa De tjene
+Firmaet hvor det forlanges.“
+
+„Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke slaa Brødet ud af Haanden paa de
+andre.“
+
+„Saa er det hele Deres Fremtid det gælder — betænk dog det Mand! Det gør
+mig ondt for Dem — for De kunde drive det til noget — men jeg kan ikke
+frelse Dem fra Deres egen Halsstarrighed; og her forlanger vi absolut
+Lydighed.“ Ingeniøren stod lidt og ventede paa et Svar, men Pelle havde
+intet at sige.
+
+„Naa, jeg skal gaa saa vidt at give Dem Betænkningstid til i Morgen —
+skønt det er et Brud paa Fabrikkens Principper. Betænk Dem nu vel — og
+bliv ikke hængende i dum Sentimentalitet. Man maa først og fremmest staa
+Last og Brast med sit eget! I Morgen altsaa.“
+
+Pelle gik. Han vilde ikke komme hjem før Fyraften og være Genstand for
+en Række utidige Spørgsmaal, dette her blev tidsnok sagt. Saa drev han
+ind over Handelspladserne og gik og gloede paa Skibene. Saa brast den
+Lykkedrøm — og kort var den; han saá Ellens skuffede Udtryk og blev helt
+trist til Mode. Det gjorde ham mest ondt for hende, hans eget var der
+egenlig ikke noget at sige til; det var Skæbnen. Det faldt ham ikke et
+Øjeblik ind at vælge mellem sin Fremtid og Kammeratskabet; han havde
+helt glemt at Ingeniøren gav ham Betænkningstid.
+
+Ved sædvanlig Tid drev han hjem. Ellen tog lys og glad imod ham, hun gik
+om i en Tilstand af nynnende Glæde, det var helt rørende at se, hvor hun
+gjorde sig Umag for at passe ind i andre Samfundslag. Hendes Bevægelser
+var helt nydelige, og der var kommet et Træk om hendes Mund som skulde
+betyde Fornemhed. Det klædte hende henrivende, og Pelle fik altid Lyst
+til at kysse den Mund og forstyrre dens fornemme Holdning; men i Dag
+satte han sig tavs til Maden. Ellen satte Mad fra til ham om Middagen,
+og varmede den til han kom om Aftenen; i Middagstiden spiste han tør Mad
+paa Kontoret.
+
+„Naar vi nu kommer rigtig i Gang, vil vi allesammen spise Middag Klokken
+seks,“ sagde hun, „det er meget hyggeligere.“
+
+„Saadan gør fine Folk har jeg ladet mig fortælle,“ sagde Lasse. „Det
+skal blive Plaser at prøve det med.“
+
+Lasse sad med Lille Lasse paa Knæet og fortalte ham Skæmtehistorier. Saa
+lo Lille Lasse, og hvergang skreg Søster i Vuggen op af Glæde som
+forstod hun det hele: „Hvad skal det saa være — den om Kællingen? Hør
+saa godt efter da, ellers vokser Ørerne ikke! — Kællingen!“
+
+„Tællingen,“ sagde Lille Lasse med den gamles Udtryk.
+
+„Kællingen ja,“ gentog Lassefar, og saa lo de alle tre.
+
+„Hvad skal jeg først? sagde Kællingen der kom paa Arbejde — spise eller
+sove? Jeg tror jeg spiser først. — Hvad skal jeg først? sagde Kællingen,
+da hun havde spist — sove eller arbejde? Jeg tror jeg sover først. Saa
+sov hun til det var Aften, og gik saa hjem og lagde sig.“
+
+Ellen kom hen og lagde Armen paa Pelles Skulder. „Jeg har været henne
+hos min sidste Frue, og hun vil hjælpe mig at lave min Brudekjole om til
+Selskabskjole,“ sagde hun. „Saa behøver vi kun anskaffe et Frakkesæt til
+dig.“
+
+Pelle saá langsomt op, det dirrede i hans Træk — Staklen, hun tænkte paa
+Selskabelighed! „Du faar spare dig de Bekymringer,“ sagde han stille,
+„jeg er færdig paa Kontoret nu. De forlangte jeg skulde være
+Skruebrækker, saa gik jeg.“
+
+„Ak, ak!“ sagde Lasse og var lige ved at slippe Drengen, hans visne
+Hænder rystede. Ellen stirrede forstenet paa Pelle, hun blev hvidere og
+hvidere, der kom ikke en Lyd over hendes Læber. Hun saa ud som skulde
+hun falde død om.
+
+
+
+
+                                  XXIX
+
+
+Pelle var igen blandt sine egne; han fortrød ikke at Lykken tog sit
+Løfte i sig igen — i Grunden var han glad. Her hørte han dog til, han
+havde sin store Del i det mægtige Opbrud — skulde han saa lukkes ude fra
+Kampen?
+
+Blandt Førerne var han velkommen, ingen bar saa meget som han naar det
+kneb; hans Skikkelse gav lys Tro og fik Folkene til at holde ud og gaa
+uforfærdet paa. Og snild til at lægge Planer var han!
+
+Tidlig hver Morgen vandrede han ind til Lockout-Bureauet, hvorfra hele
+Kampen lededes; alle de mange Traade løb sammen dér. Stillingen blev
+klarlagt op til Øjeblikket, Mænd med lokalt Kendskab til Fjendens
+stærkeste Stillinger tilkaldtes for at give Oplysninger, og en
+omfattende Kampplan blev lagt. Ved hemmelige Kontrolmøder, hvor der blev
+tilsagt paalidelige Fæller fra de forskellige Bedrifter, samlede man
+Angrebsmateriale af enhver Art — til at ramme Virksomhederne med og til
+Brug i Bladkampen. Det galdt om at faa Ram paa de blodtørstige, og dem
+der sad let i Sadlen! Der var Bedrifter, Arbejdsgiverne lod blive i Gang
+af lokale Grunde; de maatte udfindes og stanses, selv om det øgede
+Arbejdsløsheden. Man rustede sig energisk, Vaabnene var det ikke Tiden
+at være kræsen med. Pelle var rigtig i sit Es; dette var dog noget andet
+end at fælde en enkelt Skomager, selv om han var Byens største! Han var
+rig paa Ideer og vaklede aldrig med Hensyn til Udførelsen — Kamp var
+Kamp!
+
+Dette var Angrebssiden; men gennemtrængt af Fællesskabet som han var,
+saá han klart, at den egenlige Kamp galdt Forsvaret. Der krævedes
+Forudseenhed og store omfattende Forholdsregler, om Masserne skulde
+kunne holde Turen ud; til syvende og sidst vilde det blive et Spørgsmaal
+om Udholdenhed! Udenlandske Skruebrækkere maatte holdes borte, ved
+hurtig Meddelelse til Landenes Partiblade, og ved at man satte
+Vagtposter ud ved Jærnbane og Dampskibe. Arbejderne tog Telegrafen i
+Brug — for første Gang. De hjemlige Skruebrækkeres Antal maatte holdes
+nede ved alle Midler; og først og sidst maatte der skaffes Forraad, saa
+de ledige Masser kunde holde sig Hungersnøden fra Livet!
+
+Pelle havde i en Vision set Arbejdernes naturlige Solidaritet Jorden
+over, og nu kom det til Nytte. Førerne udstedte et mægtigt Manifest til
+Danmarks Arbejdere, pegede endnu engang paa Afgrunden de lige var dukket
+op af, og Lystinderne de higede mod, og manede dem i gribende Ord til
+Sammenhold! En Beretning om Lockoutens Aarsager og den Hensigt der laa
+bag, blev trykt og spredt ud over Nationen, med Anraabelse om Støtte i
+Frisindets Navn! Og gennem Opraab til Udlandets Arbejderpartier
+erindrede man om det store Fællesskab. Det var et uhyre Apparat at holde
+gaaende; fra en lille Værkstedsforening var Sammenslutningen vokset frem
+til at omfatte hele Riget, og nu forsøgte man at omspænde hele Jordens
+Arbejderbefolkning og faa den til Forbundsfælle i Kampen. Men disse
+Mænd, der var dukket frem af Massen og fremdeles delte lige Vilkaar med
+den, magtede det! De havde holdt Trit med Bevægelsens stærke Vækst, og
+voksede fremdeles.
+
+Følelsen af at være vel forberedt gav Mod og lyst Syn paa Udfaldet. Ude
+fra Landboerne indløb der daglig Tilbud til Bureauet om Arbejde til de
+Udelukkede, de sendte ogsaa Penge — og Bidrag i Form af Fødemidler;
+mange Hjem derude tilbød at tage mod de Udelukkedes Børn. Fra Udlandet
+kom der Pengeforsendelser, og i Hovedstadens liberale Kredse
+sympatiserede man med Arbejderne; i Byens Arbejderkvarterer gav
+Handlende og Værtshusholdere sig til at samle ind til de Udelukkede.
+
+Arbejderne mødte med en uhyre Offervillighed. Paa alle Arbejdspladser
+cirkulerede Kuponbøger, Tusender af Arbejdere gav hver Uge en Fjerdedel
+af deres knappe Ugeløn. De Udelukkede gik ud i Arbejdsløsheden med stort
+Mod, Fællesskabet gjorde dem heroiske. Afklædte som de var efter den
+haarde Vinter, enedes de om at give Afkald paa Understøttelsen de første
+to Uger. Mange skaanede Kassen helt, og bjærgede sig saa godt de kunde —
+fandt sig lidt Biks hos private, eller tog ud paa Landet. De unge ugifte
+drog til Udlandet.
+
+Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunde for at komme alle disse Udveje til
+Livs. De forbød Handlende og Leverandører at levere Materialer til de
+Udelukkede, som arbejdede paa egen Haand, der blev sendt Sorte Agenter
+ud over Landet til Smaamestre og Bønder for at ophidse dem mod de
+Udelukkede; de forfulgtes med Stikbreve ud over Landets Grænser.
+
+Hensigten var tydelig nok; der skulde slaaes en Jærnring om Arbejderne,
+og inden for den havde de at affinde sig med Sulten, til de blev møre og
+gav Køb.
+
+Deres Modstand voksede ved denne Erkendelse. Magre var de efter den
+endeløse Ørkenvandring, men godt oplagte til at slaa fra sig. Meget
+havde de ikke hidtil forstaaet af det hele; det ny havde puslet i dem, i
+løsrevne Brokker og Stumper — som Udtryk for den dumpe Følelse af at
+Landet nu var nær. Ofte var det kun et enkelt Ord, der havde bidt sig
+fast og maatte tjene til at udtrykke det hele. Der kunde komme nogen og
+slaa det fra dem med svært saa fornuftige Grunde; saa splintredes de
+Sætninger de havde klynget sig til som saa holdbare. Men tilbage blev
+Troen selv og den store Forstaaelse; dybt i deres Sjæle sad den dunkle
+urokkelige Bevidsthed om, at de var udsete til at drage ind i
+Lykketiden.
+
+Og nu klarede det for dem, Kampen kastede Lys fremefter og bagud. Den
+anskueliggjorde i al sin Haardhed hele deres Tilværelse. Det var det
+samme de altid havde været ude for, blot trukket saa kraftigt op at
+enhver kunde se det. Man havde flettet de mange Snærte sammen til en
+stor Pisk — Sultepisken, for med den at drive dem tilbage, midt ud i
+Elendigheden igen! Nøden blev pudset paa dem i sin mest fortættede
+Skikkelse! det var det yderste Middel; det bekræftede for dem at de nu
+var inde paa den rette Vej og nær ved Maalet. Natten var altid ondest
+lige før det gryede ad Dag!
+
+Der var ogsaa mangt og meget at blive klog af nu. Dér havde man gaaet og
+faaet banket ind i sig, at Tyskerne var Arvefjenden, og at Fædrelandet
+gik forud for alt. Men nu indkaldte Arbejdsherrerne ganske rolig tyske
+Lejetropper til at drive deres egne Landsmænd tilbage i Elendigheden
+med. Det med Fædrelandsfølelsen var kun kønne Ord, der eksisterede kun
+to Nationer: Undertrykkerne og de Undertrykte!
+
+Ja saadan forholdt det sig nok, ret besét! Man skulde ikke tro for godt
+paa, hvad der blev fortalt oppe fra — og derfra var det jo al
+Undervisning kom! Præsterne var ogsaa gode, de vidste nok hvilken Herre
+de skulde tjene! Nej, man burde have haft sine egne Skoler, hvor Børnene
+i Stedet for Religion og Patriotisme fik Kundskab om den ny Aand. Saa
+havde det nok forlængst været forbi med Fattigdommens Forbandelse! —
+Saadan benyttede de Kampen og den tvungne Lediggang til at tænke over
+Tingene og søge at fæstne et og andet.
+
+Sultens Spøgelse begyndte hurtigt at husere, men Virkningen var ikke den
+ventede; det vakte blot Hadet og Trodsen i dem. Netop paa dette Omraade
+havde de deres Uovervindelighed! Gennem Tiderne havde de lært at lide —
+ikke lært andet; og det kom dem tilgode nu. De havde uudtømmelige Fonds
+at tage til og hente Modstandskraft af dér, og var ikke til at slaa ned.
+Gav de sig da ikke snart? Naa, saa et nyt Tusend paa Gaden. Men
+Elendigheden blev at se til ikke større for det; de havde lært at færdes
+dannet med deres Savn — det var deres Part i den stigende Kultur. Man
+saá ingen Nød fremme; de affandt sig med den i Krogene og saa frejdige
+ud. Det svækkede Modstandernes Tro paa Midlets Ufejlbarlighed.
+
+Og de adopterede selv Sulten som Kampmiddel, boykottede Arbejdsgiverne
+og deres Paarørende, og slog hvor de kunde. Mangen Port blev mærket med
+et Kors af den store Arbejderhær, og de indenfor dømt til Ruin.
+
+Det var som Modet i Masserne steg, jo mer truende Nøden rykkede dem ind
+paa Livet. Ingen kunde vide, hvor lang Tid dette tog; man maatte more
+sig, mens man havde det krøllede Haar endnu. Endnu var Klæderne i
+Behold, og man gjorde Skovture ud i det unge Foraar, drog syngende ud
+med Faner i Spidsen og kom syngende hjem. Det var første Gang, man havde
+fri skønt der var Arbejde nok — altsaa den første Ferie! Og som om de
+var hele Matadorer i Købedygtighed, boykottede de dem af Kvarterets
+Handlende, der ikke stod paa Arbejdernes Parti. Hadet var oppe, det var
+for eller imod, alt maatte tage Stilling. Urtekræmmerne stak
+deres Opfattelse af Vejen hvis de havde nogen, og kappedes i
+Arbejdervenlighed. Paa Disken laa Kuponbøger til Indsamlingen, enkelte
+gav Procenter af deres Omsætning. Man havde god Tid til at se sine Folk
+paa Fingrene, og Hadet var oppe; det blev bitrere og bitrere.
+
+Førerne holdt igen og manede til Besindighed. Men der var noget
+besættende ved denne Kamp for den nøgne haarde Eksistens — og for
+Lykken! noget som gik til Hovedet og fristede til at spille Plat og
+Krone. Ledelsen havde sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa at begrænse
+Antallet af ledige Hænder — det kunde blive svært at faa Midlerne til at
+slaa til. Men Arbejderne der var i Arbejde, forlod det for i blind
+Solidaritet at slutte sig til deres udelukkede Kammerater. De mente, de
+hørte til dér!
+
+En Dag rejste Masserne uventet Krav om at faa en Time trukket af
+Arbejdstiden. De fik Afslag, men om Aftenen holdt de op Kl. seks i
+Stedet for syv. Samfundet var af Lave, midt i Stilstanden efter en haard
+Vinter forlangtes der kortere Arbejdstid!
+
+Dette Træk kom bag paa Kampledelsen; den var bange for at det skulde
+forskærtse den almindelige Sympati med Arbejderne. Det overraskede især
+at den prøvede, besindige Veteran Murer Stolpe ikke havde lagt sig i
+Vejen for Beslutningen. Som Organisationens mangeaarige Formand havde
+han stor Magt over Folkene; han maatte se at faa dem til at optage
+Arbejdet igen. Pelle forhandlede med ham.
+
+„Det er ikke min Sag,“ svarede Stolpe. „Jeg har ikke foreslaaet
+Stansningen, men der var Flertal for den paa Generalforsamlingen — og
+saa er den ikke længer. Jeg gaar ikke paa tværs af Kammeratskabet.“
+
+„Det er nu galt af jer,“ sagde Pelle — „og du har dog Ansvaret! Jert Fag
+er ogsaa længst fremme i gode Kaar — og I burde tænke paa Kampen vi er
+ude i.“
+
+„Ja Kampen — naturligvis er det den vi har tænkt paa! Det er ganske
+rigtigt at jeg har et hyggeligt og godt Hjem, fordi mit Fag er godt — vi
+Murere har skaffet os gode Tilstande og tjener ordenligt. Men skulde vi
+maaske gaa og nyde Godtid og se paa, at de andre slaas for det bare
+Brød? Nej vi hører til derude hvor det gaar løs.“
+
+„Men Understøttelsen fra jer — det er en halv Snes Tusend Kroner om Ugen
+vi nu skal undvære! Og jeres Handling kan faa uberegnelige Følger for
+os. Du maa lave det om, Svigerfar! se at faa Majoriteten underkendt.“
+
+„Det er nok Diplomati hva’? men gem hellere den til vore Modstandere!
+Hos os holder vi Afstemningen i Ære, det er den der skal reformere det
+hele. Begynder man først at pille ved Stemmesedlerne, saa —“
+
+„Men det behøver du heller ikke! Folkene er jo ikke klar over hvad de
+gør, man kan ikke forlange Overblik af dem. Derfor kunde du foretage en
+ny Afstemning — naar jeg først har talt for dem om Kampen!“
+
+„Naa saa vi kan ikke overse hvad vi gør!“ udbrød Stolpe fornærmet. „Men
+tage Følgerne kan vi sku da! Ja vist, du skulde op og liste dem om
+Hjørnet, og saa skulde de stemme modsat! Nej, ingen Fiksfakserier her!
+De har stemt efter deres Overbevisning — saa staar det fast, enten det
+er rigtigt eller galt. Vi piller ikke!“
+
+Pelle maatte opgive det, den gamle var ikke til at rokke fra sit
+Standpunkt. Murerne forøgede de spaserende med et Par Tusend Mand.
+
+Arbejdsgiverne benyttede dette Overgreb, som maatte stille dem
+fordelagtigt i den offenlige Mening til at føre et afgørende Slag.
+General-Lockouten blev erklæret.
+
+
+
+
+                                  XXX
+
+
+Hjemme hos Pelle stod det smaat til. De havde ikke forvundet Vinteren
+endnu, da han reves ind i Kampen; og Forberedelserne til hans ny
+Stilling havde ført dem i Gæld. Pelle mødte med den samme Understøttelse
+som de andre Udelukkede — ti tolv Kroner om Ugen; det skulde Ellen
+skaffe Mad og Varme til dem for. Hun mente der i det mindste maatte
+tilkomme ham noget mere som Fører, men Pelle selv ønskede sig ikke andre
+Kaar end dem der var Hvermands.
+
+Naar han kom hjem, dygtig overkørt af Træthed efter sin anstrængende
+Dag, mødte han hendes spørgende Øjne. Hun sagde ikke noget, men Øjnene
+gentog haardnakket deres Spørgen Dag for Dag. Det var som sagde de: Naa
+har du saa fundet Arbejde? Det irriterede ham, for Ellen vidste jo godt,
+at han ikke søgte Arbejde, og at der overhovedet ikke var noget at søge.
+Hun kendte Situationen lige saa godt som han, men lod haardnakket som
+hun ikke anede alt det, han og Kammeraterne var ude i. Og naar han
+bragte det paa Tale, tav hun stædigt; hun vilde ikke vide Besked med den
+Ting.
+
+Kampens Hede stod Pelle i Hovedet, han vilde ingen hellere dele sin
+Stemning og sine Felttogsplaner med end hende. Ellen havde sporet ham
+frem paa andre Omraader, og han havde følt det som en Tilvækst, en
+Bekræftelse for sit Væsen; men her tav hun. Hun havde ham og Hjemmet og
+Børnene, alt andet kom hende ikke ved. Vinternøden havde hun delt med
+ham og dog været glad; den var uforskyldt. Men her kunde han faa Arbejde
+blot han vilde. Hun havde taget sin stumme Modstand op igen, og det
+virkede hæmmende paa ham, tog noget af Glæden ved at være i Ilden.
+
+Naar han kom hed hjem og fortalte, hvad der var udrettet den Dag og
+sket, blev det til Lasse han talte. Hun gik i sit eget som en døv; og
+pludselig afbrød hun hans Beretning med, at de manglede det og det. Saa
+vænnede han sig af med at være meddelsom, og lagde hele Arbejdet uden
+for Hjemmet. Naar der var noget at skrive, eller Folk at afhandle Sager
+med, valgte han en eller anden Beværtning for at være fri for hendes
+hæmmende Nærværelse. Han undgik at betro hende om sine Tillidsposter; og
+skønt hun ikke kunde undgaa at erfare dem udefra, lod hun som hun
+ingenting anede. For hende var han bestandig kun Arbejderen Pelle, der
+unddrog sig Forsørgelsen af Kone og Børn. Dette haardnakkede Syn pinte
+ham; bitter som han var hjemme fra, lagde han endnu mere Styrke i Kampen
+og fik noget af en haard Haand.
+
+Lasse gik og saá paa dem og var uglad. Han vilde gærne mægle, men vidste
+ikke hvordan det skulde gribes an; han følte sig ogsaa til overs. Hver
+Dag trak han i sit gamle Tøj og gik ud for at tilbyde sin Arbejdskraft i
+tilfældigt Sjov, men der var ledige Hænder nok som var yngre end hans.
+Han gik ogsaa i Angst for at tage fat i noget, hvorved han kom til at
+gaa ind i de andres. Kampen forstod han sig ikke paa, og havde svært ved
+at afgøre hvad der var forbudent Land; men han havde ubetinget Respekt
+for Pelle. Naar Pøjke sagde saadan og saadan, saa var det rigtigt, selv
+om man sultede ihjæl af det — Pøjke var udset til noget!
+
+En Dag forlod han stille Hjemmet; Pelle mærkede det knap, optaget som
+han var. „Han er vel sagtens taget ud til Marskandisersken i _Arken_,“
+tænkte han — „her er heller ikke morsomt.“
+
+Pelle havde den udadvendende Del af Kampen under sig; han forstod sig
+ikke paa Regnskaberne og Administrationen, men tumlede sig i Marken.
+Allerede som otteaars Barn havde han faaet den Opgave at gøre sig til
+Herre ved sine egne Midler og ført det igennem, og det kom ham tilgode
+nu. Han havde Massernes Tillid; hans Tale faldt dem naturligt, saa de
+troede paa ham naar de ikke forstod. Men var der nogen, der ikke vilde
+med den Vej han førte, saa skulde de alligevel. Her var ikke Tiden til
+ret megen Parlamenteren; hvor gode Ord ikke hjalp, slog han haardt til.
+
+Kampen bestod først og fremmest i at holde sammen paa Masserne, og han
+var paa Gaden altid; overalt hvor der stod noget paa, dukkede han op.
+Han havde sat en storslaaet Parade i System, hver Morgen stillede alle
+de udelukkede Arbejdere til Mandtal paa forskellige Steder i Byen, hver
+under sin Organisation. Ved denne daglige Kæmpemønstring af op imod
+40,000 Mand var det muligt at se, hvem der faldt fra som Skruebrækkere.
+Der manglede altid nogle, og de der havde lovligt Forfald maatte
+godtgøre det for at faa Del i Understøttelsen. Han var til Stede snart
+her snart der, altid uventet, fordi han handlede impulsivt. _Lynet_
+kaldte de ham, for det pludselige der var ved ham. Han handlede ikke ud
+fra lange Overlæg, men havde god Rod i det hele alligevel; det ene
+groede naturligt ud af det andet — til større Dimensioner end nogen
+bevidst Forstand kunde overskue. Og Pelle groede naturligt med, og havde
+Overblikket i selve sin Impuls.
+
+Der var nok at tage Vare; ved Mønstringen skulde de udeblevne bogføres,
+og enhver der vidste noget om dem kom frem med det. Den var stukket af
+til Udlandet, den til Provinsen for at søge Arbejde — saa var det godt.
+Naar nogen faldt fra som Skruebrækker, blev der straks taget
+Forholdsregler til at straffe ham. Paa den Maade holdt Pelle Rækkerne
+fast sammen. Der var mange lette Elementer imellem, forhutlede uvidende
+Fyre, som ikke var sig Sagens Rækkevidde bevidst, men den strænge
+Kontrol og Rettergangen gjorde det til en betænkelig Sag for dem at
+bryde ud.
+
+I Tilknytning til dette havde han sammen med Stolpe organiseret et stort
+Korps af de bedste Folk til Strejkevagt. Det var ivrige fanatiske Mænd
+fra de forskellige Fag, som havde været med til at organisere Fagene og
+kendte hver enkelt. De mødte tidlig om Morgenen ved de forskellige
+Arbejdspladser, noterede hvem der gik til Arbejde, og søgte at afholde
+dem. De laa i bestandig Strid med Politiet, der lagde dem alle mulige
+Hindringer i Vejen.
+
+Med Morten traf han jævnlig sammen; Nøden havde kaldt ham frem af hans
+Forbehold. Han troede ikke paa at Kampen vilde føre til lykkeligere
+Tilstande og tog derfor ikke Del i den. Men Nøden kendte han som ingen
+anden; hans Indsigt her var uhyggelig stor, Fordelingen af Fødemidler
+kunde ikke komme i bedre Hænder. Han forestod hele Uddelingen, men holdt
+mest af at staa og partere Flæsk ud til de Udelukkedes Familier.
+Rationerne var nøjagtig afmaalt, men Konerne trængtes alligevel om at
+komme hen til ham. Der var Velsignelse i hans blege Smil — hans Bidder
+var de største syntes de!
+
+Morten og Pelle var uenige om næsten alting. Selv her hvor alting afhang
+af det ubrydelige Sammenhold, kunde Morten ikke gøre sig fortrolig med
+den haarde Haand. „Husk paa, de er umyndige,“ sagde han bestandig. Og
+det kunde ikke nægtes, at der var mange imellem som stod fremmede for
+det hele og ingenting forstod, skønt de ellers var kloge besindige
+Mennesker. Det var mest Folk, der var flyttet ind fra Landet i en
+fremrykket Alder — nogle havde været Smaamestre derude. Fagforeningen
+var for dem en Slags Selvtægt, Strejken benyttede de i al Troskyldighed
+til at sikre sig godt Arbejde. Naar de blev skældt ud for Skruebrækkere
+ellers Hædersmænd, smilede de som Spædebørn der sigtes paa med en
+Revolver. Tunge i det som de var, tog de sig Forfølgelsen nær uden at
+fatte Grunden. Men med maatte de!
+
+Jærnmændene satte alt ind paa at holde nogle enkelte Virksomheder i
+Gang, hvor alt det Arbejde udførtes de var kontraktmæssigt forpligtede
+til, eller som ved Stansningen vilde gaa over paa udenlandske Hænder.
+Disse Virksomheder maatte om muligt stanses, Strejkevagterne var i
+Aktivitet, og _Arbejderen_ averterede med Skruebrækkernes Navne og
+Adresse. Naar de gik fra Fabrikken, stod der en Folkemængde og tog imod
+dem med Haan og Spot; de maatte eskorteres hjem af Politi. Men Harmen
+over deres Troløshed forfulgte dem hjem i Kasernerne, de Udelukkedes
+Kvinder og Børn tog Kampen op og førte den over paa Skruebrækkernes
+Familie, saa de maatte fortrække. Om Natten saá man dem drage af Sted
+med deres Ejendele paa en Trækkevogn og finde sig et nyt Hjem i Ly af
+Mørket. Men Dagen aabenbarede dem, og de maatte af Sted igen som
+landflygtige, til Politiet tog sig af dem og skaffede dem Husly.
+
+En Dag blev en stor Maskinfabrik paa Nørrebro sat i Gang igen ved Hjælp
+af fremmed Arbejdskraft og Skruebrækkere. Pelle lavede til at give
+Arbejderne en varm Modtagelse naar de gik hjem. Men i Dagens Løb fik han
+gennem en Betjent, der i Smug holdt med Arbejderne, et Vink om at to
+Hundrede Betjente holdtes skjulte i en nærliggende Skole, klar til
+Udrykning.
+
+Hen ad Eftermiddagen mødte Folk op, ledige Mænd, fattige Koner og Børn.
+De kom tidligt, det skete at man slap Arbejderne ud en Time før Tiden
+for at undgaa Sammenstød; og de havde ikke noget at forsømme med at
+vente. Til sidst var der et Par Tusend Mennesker uden for Fabrikkens
+Port, Politiet gik frem og tilbage i Massen flere Mand høj og brød sig
+Vej, men maatte opgive at jage dem fra hinanden. Gadedrengene begyndte
+at lave Halløj og smittede de Voksne, man trængte til lidt at varme sig
+paa, og begyndte saa smaat at drille Betjentene.
+
+„Folkens!“ raabte pludselig en ung mægtig Stemme. „Heromme i Skolen
+ligger et Par Hundrede Pansere og venter paa at vi skal holde Fest, saa
+de kan komme til at bruge Stavene paa os. Skal vi være enige om at lade
+dem blive hvor de er? — De kan have godt af lidt Skolegang.“
+
+„Hurra!“ raabtes der, „Hurra for _Lynet_!“ Der gik en Bevægelse gennem
+Mængden. „Det er Pelle!“ hviskedes der fra den ene til den anden;
+Konerne stod paa Tæerne for at se ham.
+
+Pelle og Stolpe stod ovre ved en Mur omgivet af en Snes Mand af
+Strejkevagten. Betjentene gik og skelede til dem, de havde Ordre til at
+forbyde Strejkevagten at patruljere, men følte ingen Lyst til at give
+sig i Kast med Pelle. De boede og hørte hjemme i Arbejderkvartererne, og
+et Ord fra ham kunde gøre dem umulige i Byen.
+
+Det trak ud over almindelig Fyraften, og Arbejderne blev ikke sluppet
+ud. Mængden holdt sig varm ved Vittigheder; Brandere om Skruebrækkerne
+og Kapitalisterne krydsede Luften. Men pludselig blev der Uro i Flokken,
+Gadens Drenge der altid først har Færten af noget, peb i Fingrene og
+pilede ned ad en Sidegade. Saa kom Massen i Bevægelse, og Politiet
+fulgte i skarp Marsj midt ad Gaden. Fabrikken havde sluppet Arbejderne
+ud ad en Bagport. Langt nede i Guldbergsgade trak de af Sted, slukørede
+og uden at se sig om, ledsaget af en hel Eskorte Betjente. De blev
+hurtig indhentede, og fulgt hjem under en uhyggelig Konsert der nu og da
+afbrødes af et: Længe leve Hædersmændene, Hurra!
+
+Strejkevagten fulgte i en lang Linje paa Siden af Konvojen travlt
+beskæftiget med at identificere hver enkelt, og Pelle gik midt i Mængden
+og søgte at hindre overilede Handlinger. Der var Grund til at vare sig.
+Endnu sad flere Mænd arresteret, fordi de under Strejken i Vinter havde
+været i Klammeri med nogle Skruebrækkere, og Politiet havde strænge
+Ordrer oppe fra. De besiddendes Presse raabte hver Dag paa haarde
+Forholdsregler, og forlangte at enhver Sammenstimlen i Gader og navnlig
+foran Fabrikker skulde spredes ved Hjælp af Stavene.
+
+Hist og her skilte en Skruebrækker sig ud af Holdet, og løb ind i
+Gadedøren til sit Hjem fulgt af en lang Piben.
+
+Der var i Flokken en enlig Mand, aldrende men kraftig, som Pelle kendte.
+Han holdt sig paa Siden af den, som skammede han sig over at være under
+Politiets Beskyttelse, og gik ludende og tung inde paa Fortovet under
+Husrækken. Haaret var stærk graanet, og Bevægelserne lammede. Det var
+Murer Hansen, Stolpes gamle Arbejdskammerat og Fagforeningsfælle, som
+Pelle havde været oppe hos i Vinter for at faa ham bort fra
+Skruebrækkerarbejdet. „Han har det ikke godt,“ tænkte Pelle og blev
+uvilkaarlig ved at følge ham med Øjnene. Forfølgelsen havde taget paa
+ham.
+
+Ved St. Hansgade drejede han fra, han vinkede af til Betjenten som vilde
+følge ham, og gik ene videre ned Gaden uden at se sig til Siderne, sky
+og med dukket Hoved. Hvergang en Barnestemme raabte op, rykkede det
+uforvarende i ham. Nede i Gaden stansede han som fastnaglet, uden for
+hans Gadedør laa en Bunke fattigt Skrammel i Rendestenen, en Flok
+maábende Unger stod i Rundkreds om Bunken, og inde i Klyngen stod en
+yngre Kone og fire Børn og holdt grædende Vagt ved Stumperne. Manden
+trængte sig gennem Flokken og vekslede et Par Ord med Konen; saa
+knyttede han Hænderne og rystede dem truende mod Kasernen.
+
+Pelle gik hen til ham. „Du har det ikke godt Kammerat,“ sagde han og
+lagde Haanden paa hans Skulder — „du er meget for god til det, du har
+været oppe i. Du skulde hellere gaa med mig og træde ind i
+Organisationen igen?“
+
+Manden vendte langsomt Hovedet. „Naa det er dig!“ sagde han og rystede
+med et Ryk Pelles Haand af sig. „Og lige frisk og fræk ser du ud.
+Elendigheden har nok ikke taget paa dig. Det er nok ikke noget daarligt
+Ben at være Levebrødsmand, hva’?“
+
+Pelle blev rød af Vrede men beherskede sig. „Dine Grovheder fornærmer
+mig ikke,“ sagde han, „jeg har sultet for Sagen, mens du luskede udenom.
+Men det skal være dig glemt, naar du vil gaa med.“
+
+Manden lo bittert og pegede op mod Kasernen: „Gaa du hellere op med
+Medaljen til dem deroppe. I tre Maaneder har de sjikaneret mig, og gjort
+Helvede hedt for Kone og Børn for at faa os røget ud. Og da det ikke
+hjalp, rendte de til Værten og tvang ham til at sige mig op. Men Hansen
+er stædig — han lader sig ikke drive paa Porten. Og nu har de saa sat
+mig ud ved Fogden hva’?“ han lo hult. „Men de Par Ting kan vel bæres op
+igen for Satan — skal vi fange an Mutter?“
+
+„Jeg skal gærne tale med Værten. Og husk paa du er gammel
+Fagforeningsmand.“
+
+„Gammel —? ja jeg har været med fra første Begyndelse.“ Manden rettede
+sig stolt. „Men derfor sulter jeg ikke Kone og Børn ihjæl. — Naa du
+skulde gaa Tiggergang for mig? Vil du skrubbe af! Skrub af for Satan,
+eller jeg knuser Skallen paa dig med dette her!“ Han greb et Bordben,
+Øjnene var helt blodskudte. Hans unge Kone gik hen og tog ham i Haanden.
+„Hans“ sagde hun stille. Saa lod han Vaabnet falde.
+
+Pelle følte Konens bedende Øjne paa sig og gik.
+
+
+
+
+                                  XXXI
+
+
+Naar Pelle dødstræt var paa Vejen hjem om Aftenen, forlod Følelsen af
+Ubetvingelighed ham, og da drejede hans Tanker sig mod Ellen.
+
+Om Dagen var der ingen Vaklen eller Usikkerhed over ham. Naar han
+optraadte og greb ind, var det altid med Massernes Tusender i Ryggen.
+Han følte den store Arbejderhær bag sig, naar han slog aabent til eller
+mødte tilknappet for at forhandle med Modstandernes Førere. Men til
+Ellen kom han ene uden andet end sit Menneske at falde tilbage paa. Og
+uden om hende kunde han ikke komme; hvad stort der saa bar ham frem
+derude, blev hun ved at sidde inde med hans Livs Hemmelighed. Hun var
+stærk og lod sig ikke feje til Side, han _maatte_ grunde over hendes
+Væsen og se at finde en Løsning.
+
+Pelle havde Ærende i utallige Familier, og hvad han saá var ikke altid
+lige hyggeligt. Hjemmet var et Begreb som først var ved at trænge ned
+fra Middelstanden; selv i normale Arbejdsperioder tjente de færreste nok
+til, at der kunde blive Familiehygge ud af det, og Kvinderne forstod
+ikke at skabe den endnu. Manden kunde være pæn og velklædt naar man traf
+ham ude, men kom man saa med hjem, gentog det samme sig: En skummel
+snavset Rede, og en forhutlet Kvinde der gik og gnavede mellem en Flok
+Unger. Fortjenesten tillod kun én at leve ordenligt. Manden vendte udad,
+han skulde have Paalægsmad med paa Arbejdspladsen, og lidt ordenligt
+maatte der stikkes ham naar han kom hjem; de andre hutlede sig saa frem
+med lidt Kaffe og Brød, hyggelige Familiemaaltider kunde der ikke være
+Tale om. Klæder maatte han ogsaa have, han var Fasaden, det hele hængte
+paa ham. Nogen Forstaaelse var der ikke i disse Kvindfolk, de saá kun
+hvad der var lige for — Arbejdsløsheden og Manglerne i Hjemmet, og
+gnavede Manden ud af Huset naar han viste sig: „Du gaar dér og rager dig
+op i alt muligt der ikke kommer os ved — Politik og store Ord — i Stedet
+for at passe dit gode Arbejde og lade Tosserne nappes.“ Saa gik de igen
+og gjorde deres Arbejde for Organisationen paa Beværtninger, flere af
+dem var Tillidsmænd, og Pelle mødtes med dem dér til Forhandling. De var
+mismodige naar de kom, og skulde først tøes op.
+
+Pelle mødte med lyst Haab for dem ogsaa; naar de klagede i deres Mismod,
+gav han store Anvisninger paa Fremtiden: „Vore Koner skal nok give os
+Ret. Den Dag kommer snart; da vi kan møde med en ordenlig Ugeløn, der er
+nok til alle i Hjemmet.“
+
+„Og hvis det nu ikke sker?“ kunde de sige.
+
+„Det skal ske — blot vi holder ud!“ raabte han og slog i Bordet.
+
+Ja han kunde sagtens se lyst paa alting. Han havde faaet sig en Kone fra
+et Elitehjem, en som holdt Huset rent og hyggeligt og forstod at faa det
+mest mulige ud af lidt. Datter af en gammel Fagforeningsformand,
+opdraget midt i Bevægelsen — en Kone som saá med kloge Øjne paa sin
+Mands Forehavender — jo han kunde sagtens. Til det sidste maatte Pelle
+tie.
+
+Paa det Punkt havde hun ikke taget ved Arv og Lære, men var den hun var,
+og vilde aldrig blive anderledes hvad der saa gik hen over Hovedet paa
+hende. Pelle ofrede Kone og Børn for en kunstig Ide, for ikke at svigte
+nogle ligegyldige Kammerater! Det med Strejken og den haarde Fordømmelse
+af dem der ikke holdt Trop, var og blev for hende Værtshusbryg; noget
+Arbejderne havde siddet og kørt ind i deres Hoveder, naar de havde en
+halv en paa.
+
+Saadan var det, og det fyldte hendes Væsen med krænket Smærte at se sig
+og sine sat til Side for uvedkommende — en Smærte der gjorde hende skøn
+og gav hende Ret i sit.
+
+Hun anklagede aldrig i Ord og sørgede altid for at sætte frem hvad Huset
+formaaede. Altid traf han Hjemmet i Orden, og han begreb, hvad det
+maatte koste hende af Anstrængelse med de faa Midler der var til
+Raadighed. Der var intet Angrebspunkt paa hende, og det gjorde
+Tilstanden endnu mere trykkende; den kunde ikke komme til noget Udbrud
+og faa Luft, det var umuligt at skælde ud og saa blive gode Venner igen.
+
+Ofte ønskede han at Ellen vilde være forsømmelig som saa mange andre.
+Men hun holdt sig stiv; jo mere hans Sager gik saaledes at hun maatte
+fordømme dem, des korrektere blev hun selv.
+
+Naar han endda havde kunnet forklare hendes manglende Forstaaelse med at
+hun var gold og egenkærlig. Enkel og usammensat havde han altid syntes
+hun var, og alligevel blev hendes Væsen ved at være en Gaade! Hun var
+ikke overdreven gavmild og medfølende over for andre — det var sandt;
+men hun krævede heller ikke noget for sin egen Mund, det var for ham og
+Børnene hun tænkte alle sine Tanker. Han maatte indrømme, at hun havde
+ofret alt hensynsløst for hans Skyld — Hjem, hele Verden! og havde Ret
+til at kræve noget igen.
+
+Ogsaa her var hun uforandret den samme. Hendes eget var hende
+ligegyldigt; naar bare han og Børnene havde noget, var det hende nok;
+hun behøvede saa lidt selv, syntes at blive mæt ved at se dem spise.
+Pelle maatte ofte undres over, at hun bevarede sit gode Huld uanfægtet
+af, hvor simpel den Føde var hun tog til sig. Hun kunde jo pleje sig
+selv i Smug, men den Tanke jog han bort igen med Skam. Hvad hun spiste,
+havde altid været hende saa inderlig ligegyldigt; hun agtede ikke paa
+hvad det bestod af, men kræsede for ham og Børnene — især ham — og
+syntes at trives derved. Ja endnu kræsede hun virkelig for ham! det var
+som hun opfyldte en dyb Lov uafhængig af deres indbyrdes Forhold; her
+kunde heller intet forandre hendes Væsen. Hun kunde ligne en smuk stor
+Moderhund, der sidder og agter opmærksomt paa Ungernes Appetit; ingen
+kan af dens overlegne Ro gætte at dens egne Tarme slides af Sult. Naar
+de lævnede, pressede hun dem. „Jeg har spist,“ sagde hun, saa roligt at
+det gærne lykkedes hende at skuffe dem. Ak saa fortvivlet var det da at
+tænke paa, endnu mere uudholdeligt, jo dybere han trængte ind i det. Hun
+ofrede sig for ham, og maatte fordømme hans Færd! Sulten forstod hun at
+møde, langt bedre end han — og begreb ikke hvorfor de maatte sulte!
+
+Af alle disse smærtelige Overvejelser steg hun bestandig stærkere frem,
+stærkere og mere ufattelig, skøn i al sin Egenhed. Og han skyndte sig
+hjem, fuld af brændende Længsel og Hengivenhed; og bestandig med et Haab
+om, at hun denne Gang vilde komme ham i Møde, blussende af Kærlighed, og
+i Blusel gemme sine Øjne ved hans Skulder. Skuffelsen kastede ham endnu
+voldsommere ind i Kampen; Hjærtets Higen efter en blød nænsom Haand
+gjorde hans egen haard.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Stadig prøvede han paa Udveje til at skaffe Penge. Men da der paa
+Forhaand ingen Udveje gaves og han var stærkt optaget af Kampen,
+beskæftigede hans Tanker sig ikke med det. Det sad derinde bag i hans
+Bevidsthed som et vellystigt Ønske der blot favnede den daglige
+Tilværelse; det var som noget inde i hans Sjæl havde taget hans
+Tegnegave i Besiddelse, sad og tegnede dejlige Pengesedler og skød dem
+op for hans Fantasi.
+
+En Dag han kom hjem, sad Enkemadam Rasmussen og passede Børnene mens hun
+syede Kludesko; Druk Valde var fløjet fra hende — ud i Foraaret! Ellen
+var ude paa Arbejde. Det gav et Stik i ham, Maaden hun havde gjort det
+paa, uden at nævne et Ord til ham om det først, virkede som et Slag i
+Ansigtet paa ham, og i første Øjeblik blev han ond. Men Lumskhed var
+hans Natur fremmed! Han maatte erkende, at hun havde Ret i sit; og saa
+var Vreden forduftet. Tilbage blev en fortvivlet Stemning, noget inde i
+ham vaklede — dette var dog den omvendte Verden. „Jeg maa hellere blive
+hjemme og passe Børnene,“ tænkte han bittert.
+
+„Nu skal jeg nok blive hos Børnene, Madam Rasmussen!“ sagde han. Konen
+samlede sit Arbejde sammen.
+
+„Ja De har meget for,“ sagde hun og stansede henne ved Døren. „Jeg
+forstaar mig ikke paa hvad det er; men kil bare paa! det er nu mit
+Valgsprog. For værre end det er, kan det aldrig blive. Enkemadam — jo
+pyt, lad os bare ikke skabe os! Et Mandfolk kan jo knap forsørge sig
+selv, end sige Familie i denne forbandede Verden — og faa Børn behøver
+man ikke hedde Madam for. — Her har nu jeg gaaet og slidt mig Liv og
+Helsen ud af Kroppen, og tror man jeg nogensinde har tjent til de Rake,
+jeg slider op ved min Sjoven? Nej dem har jeg pænt maattet tigge mig til
+hos Herskaberne, hvor jeg vaskede. Jo man bli’r flaaet gør man, Madam
+Rasmussen har selv prøvet det. Saa jeg siger, dæng bare igen! Der kommer
+Drengen hjem: Mor nu har de igen lagt paa Pindebrændet, en Øre paa to
+Snese. Hvad rager det os Dreng, kan vi maaske købe to Snese ad Gangen?
+siger jeg. Jamen Mor, saa er det en Øre mere paa én Snes! Og Æggene, de
+koster en Krone og tyve inde hvor de velhavende handler, men her!
+Bevares Madam, naar De tager to, faar De dem for femten Øre. Det bliver
+saa lige otte Øre for et Æg, for én skal jo have det mindste Maal,
+Pengene er ikke engang efter det. Det er surt at være fattig. Bliver det
+aldrig bedre, saa gid Fanden ha’e den der har skabt det hele! — det var
+dyrt bandt.“
+
+Pelle sad og legede med Lille Lasse. Madam Rasmussens Ord havde oprettet
+noget i ham. Det var den evige Klage, den evige Klage; for hver Gang den
+lød, uddybedes Fattigmandsverdenen endnu mere — for ham som dog skulde
+kende det hele! Det var en forfærdelig Afgrund at se ned i, bundløs;
+aldrig syntes man at naa ned til de nederste. Og han havde Ret, han
+havde Ret!
+
+Han sad og tegnede sorgløst for Drengen paa et Stykke Papir og tænkte
+paa helt andre Ting; uvilkaarligt tog Tegningen Form inde fra. „Det er
+jo Penge, det er jo Penge!“ raabte Lille Lasse og klappede i Hænderne.
+Pelle saá vaagent paa Tegningen — javist, det var de grove Træk af en
+Tikroneseddel. Det smigrede hans Faderhjærte, at Drengen havde genkendt
+den; han fik Lyst til at se hvor godt den lignede. Men hvor i Alverden
+skulde han faa en „Blaa“ fra? Pelle, der var med til at indsamle og
+fordele Millioner i denne Tid, ejede ikke ti Kroner. Piben, Piben! — det
+var jo dér Drengen havde sin Forestilling fra. Hans gamle Julepibe havde
+pudsigt nok en Tikroneseddel paa Hovedet — det var næsten som en Tanke!
+Han fik den frem og sammenlignede; der var ikke røget af den længe — der
+var ikke Raad til det. Han satte sig ivrigt til at udfylde Tegningen,
+mens Lille Lasse stod og morede sig over Blyantens Hop. „Far er
+rigtignok stor, Far kan!“ sagde han og vilde have Søster vækket, for at
+hun kunde være med i Legen.
+
+Nej Resultatet vilde ikke blive godt! Billedet skulde skæres ud i Træ og
+trykkes med Farve, for at Ligheden kunde komme frem. Saa kom Ellen hjem,
+og han gemte det af Vejen.
+
+„Vil du ikke nok lade være med at gaa paa Arbejde?“ sagde han, „jeg skal
+nok se at skaffe det nødvendige.“
+
+„Hvorfor det?“ svarede hun lukket — „jeg er vel ikke for god til at
+bestille noget.“ Der var ingen Klang i hendes Stemme som kunde lokkes
+for; saa gik han til Møde.
+
+Nu Ellen var ude, stak han hjem om Dagen saa tidt han kunde afse lidt
+Tid, for at se til Børnene. Han havde faaet fat i et Stykke haardt Træ
+og en Tikroneseddel. Han førte med stor Omhu Sedlen over paa Træstykket
+og gav sig til at skære den ud, mens han sad og pludrede med Børnene.
+Beskæftigelsen lagde Beslag paa ny Sider i ham; den sysselsatte hans
+Sind som en kunstnerisk Opgave, der laa bagved alt og arbejdede paa egen
+Haand i ham, ogsaa naar han var ude. Arbejdet fyldte hans Sind med en
+egen Skønhed, saalænge det stod paa. En varm og lykkemættet Verden steg
+frem af dette Seddelansigt, der gled bestandig tydeligere ud af
+Dunkelheden, og slog alle Savn til Side. Naar Pelle sad ved dette,
+løftedes hans Sind ud af alt trykkende som var han beruset, det var slet
+ikke til. Han blev optimistisk og gav i Tankerne rige Løfter til Ellen.
+
+Alting var i Grunden saa lige til, det var en Misforstaaelse — ikke
+andet! Han maatte tale med hende, og hun vilde straks indse, hvilken
+lykkelig Tilværelse de gik ind til — blot de holdt ud. Det var Tavsheden
+der havde sat ondt. Lykken, Lykken; den var nærmere nu end nogensinde,
+større og herligere end de andre Gange den havde banket paa! Hvorfor —
+vidste han ikke, gjorde sig ikke Rede for!
+
+Men naar han hørte hendes Skridt paa Trappen, blegnede Drømmene. Han
+vaagnede og gemte sine Sysler af Vejen, skamfuld ved Tanken om, at hun
+kunde komme hjem fra Arbejde og gribe ham i at sidde og lege.
+
+Undertiden knugedes han ned ved Følelsen af det uoverkommelige i
+Forholdet til Ellen. Han kunde ikke klare det modstridende i den
+bestandige Higen udad til større og stærkere Forhold, fra Sejr til
+Triumf — og Afmagten hjemme, hvor hans Lykke gik baglæns. Han blev træt
+af at gruble over det, og fik Lyst til at være ligeglad med det hele.
+Trang til at drikke havde han ikke, men noget var ved at forfalde i ham
+alligevel. En vis Ligegyldighed over for eget Velfærd aad sig opløsende
+ind paa ham og fik ham til at vove sig langt ud, ligeglad med om han
+gjorde Dumheder som skadede ham. Men saa raabte det stærkt i ham, især
+naar han stod over for beske Udslag af Nøden. „Det er mit gamle Lyde“
+tænkte han og blev agtpaagivende. I Barndommen var det et Slags
+Slagtilfælde, nu var det blevet til en Stemme.
+
+
+
+
+                                 XXXII
+
+
+En tidlig Morgen vandrede Pelle ind gennem Byen. Han var staaet op før
+Ellen for at være fri for det pinlige Morgenmaaltid. Ellen vilde anvende
+al sin Kløgt for at faa ham til at sætte et ordenligt Foder til Livs, og
+Maven var ikke svær at overtale; bagefter gik han saa og skammede sig
+over at han havde forsynet sig paa de andres Bekostning. Saa snild han
+var, kunde han ikke staa sig mod hende paa anden Maade, end ved at
+stikke af mens hun sov.
+
+Hans fastende Tilstand gav Byen og hele Tilværelsen et eget
+gennemsigtigt Skær. Der laa en lang Dag for ham med et uhyre Arbejde, og
+bag sig havde han den friske Sejr fra i Gaar. Det forholdt sig saaledes
+dermed, at Jærnmændene havde faaet den snilde Ide at stifte en
+Splittelsesforening for Smede og Maskinarbejdere og lægge Navnet nær op
+ad deres Fagforenings. De udsendte saa Løbesedler til Folkene om, at
+Faget genoptog Arbejdet næste Dag. Mange var ikke stive i at læse og tog
+det for en Meddelelse fra deres egen Fagforening, andre mente at en
+Fagforening var en Fagforening, og nogle lod sig lokke af de større
+Fordele den ny Forening bød. Der var stor Forvirring blandt Fagets
+Arbejdere! Saa snart Fiffet var afsløret, trak enhver hæderlig Mand sig
+ud af Historien; men en Vandgang var det! — og en gruelig flov én over
+for alle Kammeraterne.
+
+Pelle var godt gal i Hovedet over dette Krigspuds, der til syvende og
+sidst ramte ham som Lederen af den aabne Kamp; han havde lidt et
+Nederlag og pønsede paa Hævn. Trods alle Strejkevagtens Anstrængelser
+var det ikke muligt at faa den fuldtallige Liste over Skruebrækkerne;
+Ærgrelsen over det sad og brændte i ham som en beskæmmende Følelse af
+Afmagt, han var bekendt for at naa Bunden naar han tog sig noget paa!
+Han besluttede at møde List med List og sætte en Fælde for Modstanderne,
+saa de selv udleverede Skruebrækkerne. En Morgen offenliggjorde han sin
+Liste i _Arbejderen_ med et hoverende: Se her, flere har Modstanderne
+ikke! Om nu Arbejdsgiverne virkelig gik i Vandet, eller Skruebrækkernes
+Skæbne i Grunden var dem ligegyldig: Næste Morgen protesterede deres
+Organ og opgav Navn og Tal paa Resten ogsaa.
+
+Det var en Lussing der havde vasket sig, den kastede Lys over de magre
+stillestaaende Ansigter — sikken en Tak for sidst! Den Pelle var en
+Fandens Fyr — Hurra for _Lynet_! —
+
+Pelle _var_ en Fandens Fyr som han travede af Sted, frisk og fuld af
+Gaa-paa-Mod, og tog Ekkoet fra Sidegaderne og de store Kaserner ind i
+sit kraftige Trit. Gader og Huse var rimduggede af Nattefrosten, oppe i
+Luften var der en egen Tindren som hørte Byen til, Lyset kom fra skjulte
+Kilder. Han havde ladt alle Bekymringer bag sig derhjemme, rundt om var
+der Arbejdere som hilste, og han sendte dem sin Genhilsen som en Opsang.
+Han kendte dem ikke, men de kendte ham! Følelsen af at hans Arbejde —
+saa haarde Spor det drog — vakte Taknemmelighed løftede ham fremad.
+
+Der var intet Morgenhumør over Byen. Lockouten laa som en lammende Haand
+over det hele, Omsætningen var træg, og Mellemstanden sukkede. Men nogen
+Udsigt til Fredslutning var der ikke, begge Parter var uforsonlige.
+Arbejderne havde ikke mistet noget ved Murernes uoverlagte Stansning —
+Sympatien for Underklasserne var af politisk Oprindelse; ude fra Landet
+strømmede Bidragene fremdeles ind. Ogsaa fra Udlandet kom der betydelige
+Summer. Kampen kostede Arbejderne en halv Million om Ugen nu, og Hjælpen
+udefra var at se til som Draaber i Havet. Men den gav moralsk Støtte, og
+virkede ansporende paa Selvbeskatningen som bar det hele. Armodens
+hundredtusend Hjem lod deres sidste Stumper springe for at føre Kampen
+igennem; nu vilde de have Fremtiden afgjort. Arbejdsgiverne prøvede at
+stoppe den store Landsindsamling ved at gøre Myndighederne opmærksomme
+paa en ældgammel Forordning om Betleri, men det vakte kun Munterhed.
+Lidt Latter havde man endnu Raad til.
+
+Arbejderne havde indrettet sig med Sulten. De tog ikke i Skoven mere,
+men færdedes sindigt gennem Gaderne som Folk der har altfor god Tid — og
+gav Byens Ansigt et eget Præg af fattig Eftertænksomhed. Deres Skridt
+var for dvælende til at give Genlyd, og i Hjemmene var der Ro til
+Eftertanke. De larmende, altid sultne Børn var spredt ud over Landet —
+de havde da den gode Mad; men tomt var her efter dem!
+
+Pelle mødte dem i Hold, de var paa Vej til de forskellige Mønstringer.
+De rejste Hovedet idet han gik forbi; hans Skridt gav Genlyd for dem
+alle. Det var fyrretyve Tusend Mand dér kom, deres Haab, deres Vilje —
+Pelle udtrykte det hele for dem! De stirrede efter hans uovervindelige
+Skikkelse og rettede sig op. „Satan til Ka’l,“ sagde de lyst til
+hinanden — „han ser ud, som kunde han gaa det hele ned! Se engang paa
+ham, han kan jo knap faa sig af Vejen for de store Lastvogne! Skal vi
+gi’e ham et Leve, Kammerater!“
+
+Værtshusholderne stod i Kælderhalsen og gabede op mod Morgenhimlen — det
+var Dyrtid for dem! I Beværtningernes Vinduer hang Papskilte med
+Indskriften: Her modtages Bidrag til de Udelukkede!
+
+Paa Dronning Louises Bro mødte Pelle en lille blegfed Mand i en lurvet
+Frakke; han havde slappe Træk og en stor rød Næse. „God Morgen Hr.
+General!“ raabte Pelle muntert; Manden slog nedladende ud med Haanden.
+Det var Straamanden for _Arbejderen_, en forhenværende Kapitalist, der
+for en lille ugenlig Betaling var Bladets ansvarhavende Redaktør over
+for Myndighederne. Han tog Fængselsstraffene paa sig, og sad — for et
+yderligere Tillæg af fem Kroner om Ugen — Bladets Bøder af. Naar han
+ikke var i Arresten, opholdt han Livet ved Drik. Han led af
+Storhedsvanvid og bildte sig ind, at det var ham der førte hele
+Arbejderbevægelsen; derfor kunde han ikke lide Pelle.
+
+Inde i Arbejderbygningens store Gaard var Havnearbejderne mødt til
+Mandtal. Formanden tog imod Pelle i Porten; det var den samme Arbejder
+Pelle og Tudeper havde taget sig af en Aften paa Havnen — nu forstod han
+sig paa det ny!
+
+„Naa hvordan gaar det?“ spurgte Pelle og trykkede hans Haand.
+
+„Storartet! af Tusend Mand mangler kun syv.“
+
+„Men hvor er Glade Jakob henne? Er han syg?“
+
+„Han er arresteret,“ svarede Formanden mørkt. „Han kunde ikke holde ud
+at se paa at hans gamle Forældre sultede — saa gjorde han Indbrud hos en
+Urtekræmmer — han og Broderen. Nu sidder de begge to!“
+
+Et Øjeblik blev Rynkerne i Pelles Pande forfærdelig dybe og graa; han
+stod og stirrede blindt ud, de lyse Træk i hans Ansigt segnede og lagde
+sig, i tung Jammer. Arbejderne gloede paa ham — stod han ikke dér og
+faldt i Søvn, ret op og ned! Men saa tog han sig sammen.
+
+„Naa Folkens, kan I faa Tiden til at gaa?“ spurgte han muntert.
+
+„Aa, hvad det angaar! Det er første Gang man har Lejlighed til at lære
+Kone og Børn ordenlig at kende,“ svarede de. „Men derfor kunde det
+alligevel være morsomt at faa fat igen.“
+
+Det var synligt at Lediggangen begyndte at tynge nu; der sad en
+bestandig Grublen i deres stillestaaende Træk, Øjnene rettede sig paa
+ham med en vedholdende haard Spørgen. De forlangte, at hvad han tog sig
+for skulde være afgørende til den ene eller anden Side. Blødladne var de
+ikke blevet, de stemte stadig for at gaa videre. Derude i Forlængelsen
+af Kampen laa det de søgte, og de spejdede i Pelles Ansigt efter et Træk
+der kunde bekræfte Lykken.
+
+Mange underlige Spørgsmaal maatte han besvare; der groede besynderlig
+fantastiske Forestillinger frem af Nøden og røbede, at deres rolige
+beherskede Optræden var Resultatet af mange aarvaagne Kræfter.
+
+„Tager vi nu hele Magten og Rigdommen fra de Store?“ spurgte en Arbejder
+efter længe at have stirret grundende paa Pelle. Kampen havde hærget
+hans Skikkelse, men til Gengæld tændt en Gnist i hans Øjne.
+
+„Ja nu tager vi vor Menneskeret, og kræver Arbejderen respekteret!“
+svarede Pelle. „Saa bliver der ikke noget der hedder Herrer og Smaafolk
+længer.“
+
+„Men hvad saa hvis de vil op igen? Vi maa gøre en hurtig Ende paa dem,
+saa de ikke skal kravle op og ride paa os igen.“
+
+„Du vil kanske ha’e dem ud paa Fælleden og skyde dem — men det er ikke
+nødvendigt,“ sagde Sidemanden. „Naar dette her er ovre, saa er der ingen
+der tør hugge vor Mad mere.“
+
+„Bliver der saa slet ingen Fattigdom mere?“ spurgte den første igen,
+vendt mod Pelle.
+
+„Nej! Naar vi først faar vort eget rigtig i Gang, bliver der godt at
+være i alle Hjem. Læser du ikke dit Blad?“
+
+Vist læste han; men det var ingen Skade til at Pelle selv bekræftede det
+store. Og Pelle kunde gøre det, fordi han aldrig kendte til Tvivl. Det
+havde været tungt for Masserne at naa frem til det ny Syn paa Tingene,
+saa tungt som at dreje en Klode! Der maatte ske noget stort til Gengæld.
+
+Nogle af dem havde faaet et Par Stykker Mad frem, og gav sig til at
+spise mens de drøftede Sagerne. „Velbekomme!“ sagde Pelle og nikkede
+Farvel til dem. Hans Tænder løb i Vand, han huskede at han ikke havde
+faaet hverken vaadt eller tørt endnu. Men det var der ikke Tid at
+spekulere over; han maatte paa Stedet ud til Stolpe og træffe Aftale om
+Posteringen af Strejkevagter.
+
+Derovre stod Marie med hvid Kappe og Kurv paa Armen og nikkede til ham,
+rød i Kinderne. Omplantningen havde givet hende Grøde; mellem hver Gang
+han saá hende, rankede hun sig og blev smukkere.
+
+Oppe hos Svigerforældrene var der Smalhans, adskillige Stumper var
+vandret bort fra det før saa hyggelige Hjem; men Humøret fejlede ikke
+noget. Stolpe gik hjemme og ventede paa sin Frokost, han havde ogsaa
+været tidlig paa Færde.
+
+„Hvordan har Tøsen det?“ spurgte han. „Vi ser ikke meget til hende.“
+
+„Hun har jo meget at gøre,“ sagde Pelle undskyldende. „Nu gaar hun ogsaa
+paa Arbejde.“
+
+„Naa ja, hun er vel ikke for god til at give en Haand under disse
+Forhold. Men vi ved nok, hvad der stikker hende — hun er Protestmand!
+Gudskelov hun ikke er blevet et Mandfolk, for saa havde hun sat Mudder i
+Rækkerne.“
+
+Frokosten bestod af en Portion Havregrød og Kaffe med Smørrebrød. Madam
+Stolpe kunde slet ikke finde sit pæne Plet-Kaffestel, som de havde faaet
+i Sølvbryllupsgave af Børnene. „Jeg maa have forsat det,“ sagde hun.
+
+„Ja ja, det kommer nok til Veje, Mutter!“ sagde Stolpe. „Nu faar vi
+snart bedre Tider; saa kommer der mange rare Ting til Veje igen, skal du
+bare se!“
+
+„Har du været henne ved Maskinfabrikken til Morgen, Svigerfar?“ spurgte
+Pelle.
+
+„Ja jeg var derhenne. Men nu er der ikke mere for Strejkevagten at gøre.
+Arbejdsgiverne har indlogeret alle Mand paa Fabrikken, de faar fuld
+Forplejning og det hele. Der skal være en Masse udenlandske
+Skruebrækkere imellem — Arbejdet er i fuld Gang.“
+
+Det var en nedslaaende Efterretning — Jærnfabrikanterne havde vundet den
+første Sejr! Meget hurtigt vilde det virke nedbrydende paa Arbejderne at
+gaa og se paa, at deres Virksomheder holdtes i Gang uden dem.
+
+„Det maa stoppes,“ sagde Pelle. „Ellers gaar de videre paa den Bov, og
+det hele opløser sig for os. Vi maa sætte Lus i Skindpelsen paa dem
+derinde!“
+
+„Hvordan skal vi det, naar de er indespærrede og Politiet patruljerer
+udenfor Dag og Nat. Vi kan jo ikke engang faa dem i Tale.“ Stolpe lo
+fortvivlet.
+
+„Saa maa en Mand snige sig ind, og lade som han tager Arbejde!“
+
+Det gav et Sæt i Stolpe. „Som Skruebrækker? — det faar du aldrig nogen
+hæderlig Mand til, selv om det kun er paa Skrømt! Jeg gjorde det heller
+ikke selv! En Skruebrækker er dog en Skruebrækker, hvordan Pokker man
+saa vender det.“
+
+„En Skruebrækker er dog vel en som skader Kammeraterne? Den der vover
+Trøjen for dem, fortjener vist et andet Navn.“
+
+„Det skal jeg ikke komme ind paa,“ sagde Stolpe. „Det gaar vist lidt for
+højt for mig, og disputere med dig skal jeg vel tage mig i Agt for. Men
+i _min_ Katekismus staar der at den er Skruebrækker, som gaar i Arbejde
+hvor Tilgang er frabedt — og det holder jeg mig til.“
+
+Pelle kunde snakke saa meget han lystede, den gamle lod sig ikke rokke
+af Stedet. „Men en anden Sag er det jo, hvis du selv vil udføre det,“
+sagde Stolpe. „Du staar jo ikke til Regnskab for hvad du gør, men gaar
+frem efter dit eget Hoved.“
+
+„Jeg staar Bevægelsen til Regnskab!“ svarede Pelle stærkt. „Og jeg vil
+netop gøre det selv.“
+
+Stolpe sad og krummede Armene og strakte dem igen. „Nu kunde det være
+godt snart at komme i Arbejde igen,“ udbrød han pludselig. „Lediggangen
+sætter sig ligesom Gift i Kroppen paa én. — Og nu er der Huslejen Mutter
+— hvor Fanden vi skal tage den fra! Lørdag maa den ligge paa Bordet,
+ellers bliver vi sat ud — sagde Værten.“
+
+„Det bliver der nok Udveje for, Fatter!“ sagde Madam Stolpe. „Gaa du
+bare ikke hen og tab Modet af den Grund.“
+
+Stolpe saá sig om i Lejligheden: „Ja lidt at pille er der jo endnu — som
+Sulten sagde, den havde begyndt paa Tarmene. Hør ved du hvad, Pelle —
+vel er jeg din Svigerfar, men en Kone som min har du sku ikke.“
+
+„Jeg er glad for Ellen, saadan som hun er,“ svarede Pelle.
+
+Det ringede, det var Stolpes Broder Tømreren. Han saa medtaget ud, mager
+og fattig i Tøjet; der var røde Skjolder om hans Øjne. Han saá ikke paa
+dem, da han gav Haanden.
+
+„Sid ned Bror!“ sagde Stolpe og skød en Stol frem.
+
+„Tak, jeg skal gaa igen — det var bare et lille Ærende — saadan.“ Han
+stirrede ud af Vinduet.
+
+„Er der noget paa Færde derhjemme?“
+
+„Nej, nej ikke saadan. Der var bare det jeg vilde sige dig — at — — Nu
+melder jeg mig fra!“ udbrød han pludselig.
+
+Stolpe rejste sig, han blev hvid i Ansigtet. „Betænk dog hvad du gør,“
+sagde han truende.
+
+„Jeg har haft Tid nok til at betænke mig. De sulter du — og nu faar det
+have en Ende! Jeg syntes bare jeg vilde varsko dig, saa du ikke skal
+ha’e det af de andre — du er dog min Bror.“
+
+„Bror — jeg er ikke din Bror længer! Gør du det, saa er vi to færdige!“
+brølede Stolpe og slog i Bordet. „Men du gør det ikke, du gør det ikke!
+Gud straffe mig! hvis jeg skulde opleve den Skam at se Kammeraterne
+holde Rettergang over min egen Bror paa Gaden! Saa slaar jeg med, du! du
+skal faa det sidste Spark af mig, fordi du er min Bror.“ Han var helt
+ude af sig selv.
+
+„Ja ja, det kan vi altid tales ved om,“ sagde Tømreren stille. „Men nu
+ved du det altsaa — jeg er ikke faldet dig i Ryggen.“ Saa gik han.
+
+Stolpe gik frem og tilbage i Stuen, fra Ting til Ting; han slap dem og
+tog dem igen helt sanseløst — Hænderne dirrede voldsomt. Saa gik han ind
+i den anden Stue og lukkede efter sig. Lidt efter kom hans Kone ind: „Du
+maa hellere gaa Pelle; jeg tror ikke Fatter er skikket til at være
+sammen med Mennesker i Dag mere. Han ligger derinde og er helt graa i
+Ansigtet — bare han dog kunde komme til at græde. Aa som de to Brødre
+har holdt af hinanden altid, de var jo saa enige i alting.“
+
+Pelle gik; han var alvorlig til Sinds. Han forudsaa, at Stolpe med sin
+Retskaffenhed vilde anse det for sin Pligt at forfølge Broderen haardere
+end andre — saa meget han ogsaa holdt af ham; og maaske selv overtage
+Strejkevagterne paa de Pladser, hvor Broderen gik i Arbejde.
+
+Inde ved Søerne mødte han et Hold af Strejkevagten der var paa Vej udad;
+og fulgte dem et Stykke tilbage for at aftale et og andet. Ovre paa den
+anden Side Gaden kom en ung Fyr ud af en Port og luskede om Hjørnet.
+„Hej, stop ham!“ raabte en af Kammeraterne. „Der er han, den
+Hædersmand!“ Et Par Arbejdere forfulgte ham ned ad Slotsgade og kom igen
+med ham imellem sig. De slog Kreds om ham hele Flokken, nogle Koner og
+Børn sluttede sig hurtig til.
+
+„I maa ikke gøre ham noget,“ sagde Pelle bestemt.
+
+„Der er saamænd ingen der vil røre ved ham,“ svarede de. En Stund stod
+de tavse og saá paa ham, som vejede de ham i Tankerne; saa spyttede de
+paa ham én for én og gik. Fyren gik tavs ind i en Port, dér stod han og
+tørrede Spyttet af Ansigtet med sit Ærme. Pelle fulgte efter ham for at
+sige ham et godt Ord og faa ham tilbage i Organisationen igen. Fyren
+rettede sig hurtigt, da Pelle kom.
+
+„Kommer du for at spytte?“ spurgte han haanligt. „Du glemte det før —
+hvorfor spyttede du ikke?“
+
+„Jeg spytter ikke paa nogen,“ sagde Pelle. „Men dine Kammerater har Ret
+til at foragte dig — du har sveget dem. Kom med, saa skal jeg faa dig
+ind i Organisationen igen, og ingen skal gøre dig noget!“
+
+„Saa skulde jeg gaa dér som en Synder og tage mod Stikpiller — nej Tak!“
+
+„Vil du da hellere gøre dine egne Fortræd?“
+
+„Jeg vil have Lov at forsørge min gamle Mor — I andre kan gaa ad Helvede
+til. Min Mor skal ikke gaa i Gaardene og synge og pille af
+Skarnkasserne, mens Sønnen giver den store i Partiet. Det lader jeg
+visse Folk om.“
+
+Pelle blev rød som et Blod. Han følte at dette angik Far Lasse, det
+fortvivlede Forhold til den gamle sad som et nedgroet Nag et Steds i ham
+og brød nu op. „Tør du gentage det du der sagde?“ knurrede han og gik
+Svenden ind paa Livet.
+
+„Og hvis jeg var gift, skulde jeg ikke have noget af at Konen tjente
+Føden til mig — det vilde jeg lade de krøllede Drenge om.“
+
+Ej ej, dette smagte af Folkesnakken naar den var ude og sværtede sin
+Mand bagpaa! de var nok i Færd med at lyve ham til med Sladder, mens han
+gik og satte alt sit eget til Side for deres Skyld. Nu var Pelle rasende
+og gav Fanden i Føreren, han langede Fyren et Par forsvarlige Lussinger
+og spurgte hvad han helst vilde — holde Kæft eller have mere.
+
+Morten kom ud i Porten — det foregik i Stedet hvor han arbejdede. „Dette
+her gaar ikke du,“ hviskede han og fik Pelle med sig. Pelle kunde ikke
+svare men smed sig over Sengen; hans Blik brændte endnu af Vrede over
+Fornærmelsen, og han forbrugte megen Luft.
+
+„Det gaar haardt til nu,“ sagde Morten og saá paa ham med et eget Smil.
+
+„Ja jeg ved godt du ikke kan lide det — men de skal sku dog holde Trop.“
+
+„Og hvis de nu ikke har bedre Forstand?“
+
+„Saa maa de tage Følgerne. Det er dog vel rimeligere, end at det hele
+skal gaa neden om og hjem.“
+
+„Er det det ny du? — tage Følgerne synes jeg altid de umyndige har
+maattet. Og der har heller aldrig manglet nogen til at spytte paa dem,“
+sagde Morten bedrøvet.
+
+„Nej hør nu!“ udbrød Pelle og sprang op — „du vil da ikke skylde mig for
+at have spyttet paa nogen — det var de andre.“ Han var ved at blive gal
+i Hovedet igen, men Mortens stille Væsen beherskede ham.
+
+„De andre — det er der ikke noget der hedder! Det var dig der spyttede,
+syv Gange og lige i Ansigtet paa Staklen — jeg stod jo inde i Butiken og
+saá det.“
+
+Pelle stirrede maalløs paa ham. Den sandhedskærlige Morten, stod han dér
+og løj? „Saá du det siger du? at jeg spyttede?“
+
+Morten nikkede: „Du vilde maaske tage Hurraerne og hele Æren, og saa
+luske dig fra Sjofelhederne og de knuste Skæbner? Du har taget et stort
+Ansvar paa dig Pelle! Se hvor blindt de følger dig — paa dit glatte
+Ansigt kunde jeg fristes til at sige. For jeg er ikke vis paa, om du
+staar inde med nok. Der er jo Blod paa dine Hænder; men er det dit eget
+noget af det?“
+
+Pelle sad og tænkte tungt, Mortens Ord tvang altid hans Tanker til at
+færdes hvor de ikke havde traadt før. Men nu forstod han ham, der gik et
+mørkt Drag hen over hans Ansigt og efterlod noget. „Dette her har kostet
+mig mit Hjem,“ sagde han stille. „Ellen bryder sig ikke om mig mere, og
+mine Børn forsømmes og glider fra mig. En smuk Fremtidsstilling har jeg
+givet Afkald paa, sulter gør jeg hver Dag, og min gamle Far maa jeg lade
+gaa for Lud og koldt Vand! Saa hjemløs og ene og forladt som jeg er,
+tror jeg ingen anden kan føle sig! Saa noget staar jeg da inde med! —
+siden du tvinger mig til selv at sige det.“ Han smilede op men havde
+Taarer i Øjnene.
+
+„Om Forladelse kære Ven,“ sagde Morten. „Jeg var bange for, at du ikke
+vidste fuldt hvad du har for. Der ligger allerede mange paa Valpladsen,
+og det er tungt at se paa — især hvis det ikke skulde føre til noget.“
+
+„Fordømmer du det da? Jeg kan jo aldrig blive klog paa dig.“
+
+„Ikke hvis det fører til Maalet du! Jeg har selv drømt om at føre dem
+frem til Lykken — paa min egen Maade; men Sindene er ikke til det. Du
+har Magten over dem — dig følger de blindt; før du dem videre. Men hvert
+et Saar de faar i Kampen, skal ramme dig ogsaa — ellers er du ikke den
+rette til det alligevel. Og er du vis paa Maalet?“
+
+Ja Maalet var Pelle vis paa. „Og vi naar det!“ raabte han pludselig
+begejstret. „Se hvor glade de finder sig i alt, og bare gaar fremad!“
+
+„Men Pelle,“ sagde Morten med et varsomt Smil og lagde Haanden paa hans
+Skulder — „en Fører er ikke selv Profos! Partiet bekæmper desuden
+Pryglestraffen!“
+
+„Naa er det det dernede, du tænker paa!“ sagde Pelle. „Det har ikke
+noget med Bevægelsen at gøre. Han sagde, at min Far gik og sang i
+Gaardene og fiskede i Skarnkasserne — saa gav jeg ham et Par paa Kassen.
+Jeg har vel samme Ret som enhver anden til at lyse en Fornærmelse hjem.“
+De onde Ord om Ellen nævnede han ikke, han kunde ikke faa sig til det.
+
+„Men det er sandt nok,“ sagde Morten stille.
+
+„Hvorfor har du ikke fortalt mig det?“ spurgte Pelle bleg.
+
+„Jeg troede du vidste det. Du har jo ogsaa haft nok at slaas med og har
+ikke noget at bebrejde dig.“
+
+„Ved du noget om hvor han færdes?“ spurgte Pelle sagte.
+
+„Han plejer at gaa her i Blaagaardskvarteret.“
+
+Pelle gik. Han var tung og trist til Sinds, Dagen havde arbejdet jævnt
+paa at lægge Ansvar paa ham som var for tunge til én at bære. Skulde han
+tage Ansvaret for hvad Bevægelsen knuste i sin Fremrykning, blot fordi
+han havde stillet Kræfter og Velfærd til dens Raadighed? Og dér gik
+Lassefar og var Ridder af Syvtallet! han maatte rødme af Skam over sig
+selv, og havde dog ikke kunnet forhindre det. Forholdene, skulde han
+have Ansvaret for dem? Og nu spyede de Ellen til — som Tak!
+
+Han vidste ikke hvordan han skulde gaa frem i sin Undersøgelse, og gik
+ind i Gaardene og spurgte paa maa og faa. I en Gaard i Blaagaardsgade
+var der en Stimmel Mennesker, Pelle gik derind. Det var en
+Gaardmissionær, han havde Bornholmernes syngende Dialekt, og det
+ejendommelige Udtryk i Øjnene, som Pelle huskede fra de Hellige i sin
+Barndom. Han skiftevis prækede og sang. Pelle saá paa ham med et Blik
+der sløredes af Minder, og i sin desperate Stemning var han lige ved at
+give Slip paa alt og storbrøle — som i Drengeaarene naar noget slog sig
+paa Hjærtet. Det var jo den Dreng der havde sagt noget raat om Far
+Lasse, og som han — lille som han var — sparkede en Brok til. Dengang
+kunde han værge sin Far, ja!
+
+Han gik hen og rakte Manden Haanden: „Det er jo Peter Kure — er du her?“
+
+Manden saá paa ham med dette Blik der kom fra en anden Verden. „Ja jeg
+maatte herover, Pelle?“ sagde han betydende. „Jeg saa de Fattige vandre
+fra Landet til Byen og videre herover; saa fulgte jeg efter dem, for at
+de ingen Fortræd skulde komme til. For I Stakler er jo Guds Udvalgte,
+som maa vandre og vandre for at finde Riget. Nu har Havet stanset jer,
+og I kan ikke komme længer; saa mener I Riget maa ligge her. Gud har
+skikket mig ud for at sige jer at I tager fejl. — Og du Pelle, vil du nu
+komme til os? Gud venter med Længsel paa dig; han har Brug for dig til
+alle disse Smaa.“ Han blev ved at beholde Pelles Haand i sin og se
+indtrængende paa ham, maaske troede han at Pelle kom for at give sig ind
+under hans Rige.
+
+Her var igen én, som havde Planer til at føre de Fattige mod
+Lykkelandet! Men Pelle havde de Fattige selv han! „Jeg har gjort for
+dem, hvad jeg har kunnet,“ sagde han selvfølende.
+
+„Ja jeg ved det nok, men det er ikke det rette — det du har for! Du
+giver dem ikke Livsens Brød.“
+
+„Jeg tror de trænger mere til Rugbrød. Se paa dem, synes du de faar for
+meget at spise?“
+
+„Og _kan_ du give dem Mad da? Jeg kan give dem Guds Glæde, saa de
+glemmer deres Sult for en Stund. Men kan du andet end faa dem til at
+føle den endnu mere?“
+
+„Maaske kan jeg. Men nu har jeg ikke Tid til at drøfte det; jeg er ude
+og leder efter min gamle Far.“
+
+„Din Far mødte jeg før omme i Stengade med en Sæk paa Nakken — han saa
+ikke ud til at have det for blidt. Jeg traf ham engang ovre hos Skomager
+Sort, da skulde han over og tilbringe sine gamle Dage hos sin Søn.“
+
+Pelle svarede ikke men flygtede. Han knyttede Hænderne i afmægtigt
+Raseri, mens han styrtede af Sted. Her gik de og stak ud efter ham den
+ene ivrigere end den anden; mens Sandheden var den nøgne, at han — ung
+og kraftig og rask til sin Gærning som han var — ikke _kunde_ forsørge
+Kone og Børn og sin gamle Far, selv om han havde støt Arbejde. Ja saa
+fordømte var Forholdene, at en Mand i sin bedste Alder ikke kunde følge
+Naturens Bud og stifte Familie, uden at de der afhang af ham sank ned i
+Savn og Elendighed! Aa for Satan, der skulde slaaes til det hele System!
+Havde han Magten over dem, saa vilde han ogsaa have Lov at bruge den til
+deres bedste!
+
+Omme i Stengade hørte han sprukken rystende Sang inde fra en Gaardbrønd.
+Det var Far Lasse, Kludesækken stod ved Siden af ham med Esset haget i;
+han holdt om dens Hals med den ene Haand og gestikulerede med den anden
+op til Vinduerne under Sangen. Visen vakte Latter, og han søgte at gøre
+den endnu morsommere ved lystige Gebærder, der klædte hans triste
+Skikkelse ynkeligt.
+
+Det skar Pelle i Hjærtet at se paa denne Jammer, han gemte sig i Porten,
+og ventede paa at Faderen skulde blive færdig. Paa Steder i Sangen tog
+Lasse sin Kabuds af og klaskede sig oven i Hovedet, mens han løftede det
+ene Ben. Han var lige ved at tabe Ligevægten, og Ungerne der omgav ham,
+trak i hans lasede Skøder og puffede hinanden hen paa ham. Saa stansede
+han, snakkede dem til Rette med sin rystende Stemme og sang videre:
+
+   Vil I høre lidt om min Malør?
+   Her til Verden jeg kom som saa mangen
+   uden Far, for se jeg blev undfangen,
+   engang Mor stod i Træk i en Dør.
+   Hendes Skam har jeg troligen dulgt,
+   men den pynter dog lidt paa min Vise.
+   Giv en Skilling til noget at spise!
+   — naar jeg dør maa I slaas om min Sult.
+
+   Ind i Verden jeg trén uden Svig,
+   derfor maa jeg gaa rundt uden Strømper.
+   Naa men Lasse er slet ingen Stymper
+   — han er født med en Bror som er rig.
+   Han og jeg vi kom aldrig paa Kant;
+   mens jeg sled, sanked han det i Bunker!
+   Han har Guldtøj og dyreste Grunker,
+   jeg forsikrer jer Børn, det er sandt!
+
+   Bror han bor i et prægtigt Palads,
+   og hans Heste har Sølvstads i Grimen;
+   han kan holde ti-tolv Daler Timen
+   ved at sove og sidde paa —!
+   Han har Velstand som jeg haver Skidt,
+   hvor han vender sig hen er der Penge.
+   Jeg skal arve ham engang — om længe,
+   og imens faar I hjælpe mig lidt!
+
+   Engang selv fik jeg Lykken at se,
+   — da af Slid jeg var blevet en Skrælling.
+   Da saa Gud lod det regne med Vælling
+   til mig Fattige, mangled jeg Ske!
+   Himlen saá jo i Stakkelen Synd!
+   Ak der stod jeg og ingenting ævned,
+   medens rige Bror aad saa han revned
+   af den Fattiges Vælling saa tynd.
+
+   Et og andet faldt ud vist lidt smaat.
+   Man fik ta’e det og være forvisset:
+   Hvad du tjente, det venter dig hisset,
+   og se saa kan du ha’e det saa godt!
+   Det faar være med det som det er,
+   — giv en Skærv til den gamle Mands Kiste!
+   Mens han ta’r en paa Øjet — den sidste,
+   vil han drømme medynksomt om jer.
+
+   Men en Søn kan I tro at jeg har,
+   — Børn er Fattigmands Rigdom i Verden.
+   Ak jeg følger med Glæde hans Færden!
+   Mon han tænker iblandt paa sin Far?
+   Hver tog sit, nu er Gubben snart træt
+   af at lede i Snavset om Klude.
+   Men en Dag er det hele vel ude —
+   Kast en Skilling i Lasses Kasket!
+
+Da Lasse var færdig med sin Sang, klappede de og kastede Skillinger ned
+til ham indsvøbt i Papir; han travede rundt og pillede dem op. Saa tog
+han sin Sæk paa Nakken og stolprede ludende gennem Porten.
+
+„Far,“ kaldte Pelle fortvivlet — „Far!“
+
+Lasse rettede sig i et Ryk og sendte sine svage Øjne ud i Portrummet:
+„Er du her Pøjke? Ak det lød som din Barnerøst, naar nogen vilde gøre
+dig ondt og du kaldte paa mig.“ Den gamle var kommet til at ryste. — „Og
+nu har du vel hørt det hele — og skammer dig over din gamle Far du?“ Han
+turde ikke se paa Sønnen.
+
+„Far, nu maa du gaa med hjem, hører du!“ sagde Pelle da de kom ud paa
+Gaden.
+
+„Nej du, det kan jeg ikke! Der er ikke engang nok til dine egne Munde.
+Nej du faar lade mig gaa mine egne Veje og sørge for mig selv. Jeg har
+det godt!“
+
+„Du _skal_ gaa med hjem — Børnene savner dig du. Og Ellen spørger hver
+Dag efter dig!“
+
+„Ja det kan være. Men jeg ved hvad hun maa tænke, at jeg spiser Maden
+fra hendes Børn! og nu tilmed — en Kludesamler! Nej du maa ikke friste
+mig.“
+
+„Du maa nu gaa med, hvordan det saa er med alle Ting. Jeg holder ikke
+denne Pine ud, du Far.“
+
+„Ja saa i Guds Navn, saa faar jeg aabenbare min Skam for dig Pøjke —
+naar du ikke vil slippe mig ellers. Se jeg bor jo sammen med nogen — et
+Kvindfolk du. Jeg traf hende ude paa Lossepladsen, hvor hun gik og
+samlede Affald op ligesom jeg. Jeg havde indrettet mig en Krog derude —
+for Natten mens jeg fandt mig et Logi. Og saa sa’e hun jeg skulde gaa
+med hjem til hende — det er dog ikke saa koldt naar man er to. Siden
+slog vi to gamle os sammen. Vil du ikke gaa med hjem, nu vi har truffet
+hinanden? Saa kan du jo se paa det. Vi bor ret herved.“
+
+De drejede om i en snæver Gyde og ind ad en Port. Inde over Baggaarden,
+i et Skur der lignede Resterne af et gammelt Bondehus, havde Lasse sit
+Hjem. Det saa ud til at have været Brændselsrum engang i Tiden, der var
+Jordgulv og løse Brædder til Loft. Der var trukket Snore under Loftet,
+hvor Klude, Papir og andre Ting fra Skarnkasserne hang til Tørre. I det
+ene Hjørne paa en meget lav Jærnovn, stod Kaffekedlen og snurrede og
+sendte sin rare Duft ud i den mugne Stank fra Affaldet. Lasse gassede
+sig.
+
+„Ah jeg er stiv,“ sagde han — „og lidt forfrossen. Her ser du saa min
+lille Mor — og det er min Søn Pellepøjken.“ Han klappede fornøjet sin ny
+Livsledsagerske paa Kinden.
+
+Det var en gammel krumbøjet Kvinde, snavset og pjaltet var hun; Ansigtet
+var fuldt af rødt Udslæt, som hun sandsynligvis havde hentet ude paa
+Lossepladsen. Men der sad et Par gode Øjne og udviskede alting.
+
+„Saa det er Pelle?“ sagde hun og saá paa ham — „saadan ser han ud? Ja én
+har jo hørt hans Navn; han hører til dem der gør sig bemærket, skønt han
+ikke er rødhaaret.“
+
+Pelle maatte have en Taar Kaffe med. „Du faar kun Smørrebrød til, for
+anden Aftensmad bruger vi to gamle ikke,“ sagde Lasse. „Vi gaar tidlig i
+Seng vi to, og man sover ondt med en overfyldt Mave.“
+
+„Naa hvad synes du saa om vor Lejlighed?“ spurgte Lasse videre og saá
+sig stolt om. „Vi giver kun fire Kroner om Maaneden for den, og hele
+Møbleringen har vi gratis; det har Mor og jeg slæbt hjem fra
+Lossepladsen hver en Trævl lige til Kakkelovnen. Her skal du bare se en
+Hømadras som ikke er helt ilde — og den har Godtfolk kasseret.
+Jærnsengen har vi ogsaa faaet derude, saa har jeg bundet et Ben under.
+Og i Gaar kom Mor slæbende med Gardiner og hængte op. Godt at nogen Folk
+har saa meget, at de maa smide det paa Møddingen.“
+
+Lasse var oprømt, han lod til at have det godt, det gamle Kvindfolk
+puslede for ham som var han hendes Ungdoms Kærlighed. Hun hjalp ham
+Støvlerne af og stak ham et Par Kludesko paa Benene; saa tog hun en lang
+Pibe henne fra Krogen og stak i Munden paa ham; han lo og behagede sig i
+det.
+
+„Ser du den Pibe, du Pelle? Den har Mor gaaet og sparet sammen til, uden
+at jeg anede noget — og købt den saa lang at jeg ikke kan tænde den
+selv. Saa ligner jeg en Huspave, siger hun.“ Lasse maatte læne sig
+tilbage i Stolen, mens hun tændte for ham.
+
+Lasse fulgte Pelle over Gaarden da han gik. „Naa hvad siger du saa?“
+spurgte han.
+
+„Jeg maa jo være glad, at du har det saa godt,“ svarede Pelle ydmygt.
+
+Lasse trykkede hans Haand: „Tak for det du! Jeg frygtede jo at du vilde
+blive stræng, som liden var du en gal Fanden paa det Omraade. Og se vi
+kunde jo gifte os forstaas — ingen af os har noget som kunde være til
+Hinder. Men det koster Penge det — og Tiderne er knappe. Og nogen Børn
+som kunde kræve at være sat ordenlig i Verden er der jo ingen Fare for.“
+
+Pelle maatte smile, saa alvorligt hans Sind var.
+
+„Se snart hen til os igen — du er velkommen!“ sagde Lasse. „Men du
+behøver ikke fortælle Ellen noget om dette her — hun er jo stikken paa
+det.“
+
+
+
+
+                                 XXXIII
+
+
+Nej Pelle fortalte overhovedet ikke Ellen noget mere, hun havde frosset
+det bort. Hun var som Vintersolen, den Side der vendte bort fra hende
+fik ikke Del i hendes Varme. Pelle havde ingen Fordringer her mere, han
+havde forlængst gjort op, at hun ikke kunde dække det stærkeste i hans
+Væsen — og vænnet sig til den Tanke at gaa ene med det. Han var blevet
+haardere men ogsaa mere Mand deraf.
+
+Hjemme skrantede Drengen — han fik ikke Pleje nok, og den lille var
+urolig, navnlig om Natten. Børnenes Klynken og Hosten gjorde det
+uhyggeligt. Ellen var tavs; som en tung skæbnesvanger Gaade gik hun og
+passede dem. Hendes udtryksfulde Blik mødte aldrig hans, men han følte
+det ofte hvile paa sig. Hun var magret af i den senere Tid, og det gav
+hendes Skønhed en fanatisk Glød, en Tilsætning af Gift syntes han
+stundom. Der var Tider, hvor han vilde give Livet for et oprigtigt
+brændende Kærtegn fra denne Kvinde.
+
+Han forstod hende mindre og mindre og fyldtes ofte af uforklarlig Angst
+for hende. Hun led frygteligt under Børnenes Tilstand; og naar hun talte
+dem til Ro med blødende Hjærte, kunde hendes Ord rumme en skæbnesvanger
+Klang der fik ham til at gyse. Undertiden jog den Tanke ham hjem, at hun
+havde forgrebet sig paa sig selv og dem.
+
+En Dag han kom ilende hjem under dette Indtryk, kom hun ham smilende i
+Møde og lagde 25 Kroner paa Bordet foran ham.
+
+„Hvad er det?“ spurgte Pelle forbavset.
+
+„Dem har jeg vundet i Lotteriet,“ sagde hun.
+
+Det var altsaa derfor, hendes Færd havde været saa underlig
+hemmelighedsfuld i de senere Dage — som om der var et eller andet han
+for ingen Pris maatte vide. Hun havde gaaet og vovet de sidste
+Skillinger, og været angst for at han skulde opdage det.
+
+„Men hvor har du faaet Penge fra?“ spurgte han.
+
+„Dem laante jeg af min gamle Veninde Anna — vi spiller sammen. Nu kan vi
+faa Læge og Medicin til Børnene og behøver ikke gaa og mangle alting,“
+sagde hun.
+
+Pengene forvandlede hende og førte dem igen varmt ind til hinanden.
+Ellen blev mere øm mod ham end nogensinde, og kælede bestandig for ham.
+Der var noget nyt over hende, en Slags Sønderknuselse i hendes Væsen,
+som gjorde hende myg og elskelig at have med at gøre og bandt Pelle til
+Hjemmet med Længselsbaand. Han hastede hjem nu igen. Han tog hendes
+Væsen som Afbigt for hendes strænge Dom; hun var forandret dér, begyndte
+ogsaa at interessere sig for hans Arbejde i Sagen og opfordrede ham ved
+mange Træk til at blive ved. Det viste sig, at hun trods sin
+tilsyneladende Kulde havde fulgt godt med. Hendes Væsen undergik en
+forunderlig Forvandling. Hun den haarde sikre Ellen blev mildtdømmende
+og vag, hun tog ikke den skarpe Afstand fra Ting, og kunde bøje Hovedet
+spagfærdigt. Hun var ikke selvretfærdig mere.
+
+En Dag henad Aften sad Pelle hjemme foran Spejlet og barberede sig; han
+havde klippet sit store smukke Overskæg helt ind, og var nu i Færd med
+at rage efter. Ellen gik og morede sig over, saa det forandrede hans
+Ansigt. „Jeg kan jo knap kende dig igen,“ sagde hun. Han troede, hun
+vilde have lagt sig paa tværs af dette her og sat hans Overskæg over
+Sagen; men hun tog meget kært paa det. Han begreb ikke Forandringen med
+hende!
+
+Da han var færdig, rejste han sig og gik hen til Lille Lasse, men
+Drengen skraalede op af Skræk. Saa tog han noget gammelt Fabrikstøj paa,
+sværtede sig i Ansigtet og Hovedet og gik over mod den store
+Maskinfabrik. Fabrikken holdtes nu i fuld Gang, og arbejdede med
+skiftende Hold Nat og Dag ved Hjælp af sine internerede Skruebrækkere,
+som af Folkevittigheden kaldtes de _Indelukkede_. Jærnmændene havde
+forfulgt deres Sejr og begyndt at sætte endnu en Virksomhed i Gang; blev
+det saadan ved, vilde en Dag hele Bedriften gaa sin Gang udenom de
+Udelukkede, og de kunde staa paa Gaden og se til. Men nu skulde der
+slaaes et Slag! Pelle kom med Glæde og Varme i sig hjemme fra og var
+knusende oplagt.
+
+Han slap ubemærket forbi Strejkevagten og hen til Porten. „De sover de
+Sataner!“ tænkte han gal i Hovedet og var lige ved at ødelægge det hele
+for at give dem en Røffel. Han bankede dæmpet paa og blev lukket ind.
+Portneren førte ham til Værkføreren der heldigvis var en Tysker.
+
+Pelle blev antaget som Støberiarbejder for en ret høj Dagløn; desuden
+fik han Løfte om en Dusør paa 25 Kr., naar han havde været der en vis
+Tid. „Det er Judaspengene,“ sagde Værkføreren grinende. — „Og saa bliver
+De naturligvis foretrukket til Arbejde naar Lockouten er forbi. De er
+vel klar over, at De ikke slipper ud for det første? Vil De have noget
+sendt til Konen, besørger vi det.“ Saa fik Pelle en Krog anvist, hvor
+der laa en Halmsæk; det var Bopæl og Natteleje.
+
+Paa Fabrikken gik Arbejdet som det bedst kunde. Arbejderne kastede sig
+over det i Raptus, gik saa og sløsede, stod i Grupper og snakkede, og
+gjorde hvad de vilde. Formændene turde ikke sige noget; naar de kom med
+en fredelig Henstilling, fik de Grovheder. Arbejderne benyttede sig af
+deres Uundværlighed, de opførte sig som rene Tyranner, og slog bestandig
+paa at de godt kunde gaa. Med det Ord beherskede de Situationen.
+
+De fik stor Løn og rigeligt med Mad og Drikkevarer, Arbejdstiden var
+ogsaa kortere end ellers. De forstod ikke rigtig dette Omslag i
+Tilværelsen og gik om og saa store ud. Men paa Bunden af deres Ansigter
+var der en egen Famlen, som var de utrygge for hinanden. De hjemlige
+Arbejdere der var i Mindretal, holdt sig for sig selv — som nærede de
+inderst inde Foragt for disse Folk, der kom tilrejsende for at fiske i
+Elendigheden.
+
+Der arbejdedes med tre Hold som løste hinanden af hver otte Timer. „Ej
+se!“ tænkte Pelle — „det er jo ligefrem 8-Timers Arbejdsdagen. Dette her
+er nok Fremtidsstaten.“ Lige i det han kom, blev et Hold afløst; de gav
+sig straks til at holde et Helvedes Spektakel, dundrede løs paa
+Metalgenstandene og raabte paa Mad og Brændevin. Saa blev der baaret
+ind, store Kedler med Bankekød og Kartofler. Pelle kom i et Sjak paa en
+halv Snes Mand.
+
+„Spis Kammerat!“ sagde de — „du er vel sulten? Hvor længe har du gaaet
+inden du gav op?“
+
+„Paa tredje Maaned,“ svarede Pelle.
+
+„Saa er du sku sulten. — Frem med Kødet! mere Kød her!“ raabte de til
+Køkkenkarlene. „Kartoflerne maa I godt beholde! vi har ædt Kartofler nok
+i vor Tid. — Dette her er sku Slaraffenland med Smørsovs til! Saadan er
+det jo, de har gaaet og sagt det vilde blive: God Løn og lidt at
+bestille, Masser af Mad og Brændevin! Kan I saa se, det var godt vi
+holdt ud da det galdt — nu kommer Belønningen. Skaal du, hva’ Fan du
+hedder — du dér med den!“
+
+„Karlsen,“ sagde Pelle.
+
+„Skaal Karlsen! Og hvordan skær den saa derude? Har du set min Kone for
+nylig. Hun er nem at kende; det er en med syv Børn og ingenting at putte
+i dem! — Hvordan gaar det med Lønkampen?“
+
+Bagefter satte de sig til at spille Kort og drikke, eller drev om og
+yppede Klammeri; der sad en ond Braad i dem, de gik og havde en giftig
+Trang til at stikke hinanden. „Kom og spil et Slag med, Kammerat — og
+faa dig en Dram!“ sagde de til Pelle. „Hvad Fanden skal man faa Tiden
+til at gaa med i dette Helvede? sove sejsten Timer i Døgnet kan man ikke
+blive ved med i Længden.“
+
+Der var øredøvende Larm som i et vældigt Værtshus, Raab og Skænden;
+enhver gav sit Bidrag til Spetaklet som galdt det om at overdøve noget.
+De kunde faa Drikkevarer at købe paa Fabrikken, og hvad de tjente drak
+de op. „Det er Samvittigheden,“ tænkte Pelle — „de er gode Kammerater
+paa Bunden.“ Det lovede godt for hans dristige Forehavende. En Gruppe
+Tyskere tog ingen Del i Orgiet men havde indrettet sig en Sparekoloni
+henne i det fjærneste Hjørne af den store Hal; de var her for at tjene
+Penge!
+
+I en af Grupperne opstod der Klammeri om Spillet; de brugte grov Mund
+mod hinanden, til Skældsordene kulminerede i Ordet Skruebrækker. Det
+gjorde dem helt rasende, det var som gik der Hul paa en Byld; al deres
+opsparede Skamfølelse og Ondskab over de forsmædelige Forhold brød løs.
+De brugte Knive og Værktøj mod hinanden. Politiet der Nat og Dag havde
+Vagt ved Fabrikken, blev kaldt ind og bragte Ro. En saaret Smed blev
+forbundet inde paa Kontoret, men der fandt ingen Arrestation Sted. Saa
+faldt der pludselig Slaphed over dem.
+
+De sværmede stadig om Pelle, han var ny Mand og kom derude fra. „Hvordan
+gaar det derude?“ var det bestandige Spørgsmaal.
+
+„Dem derude gaar det godt nok. Det ser værre ud for os herinde,“ sagde
+Pelle.
+
+„Gaar det dem godt siger du? Vi har ladet os fortælle, at de er lige ved
+at overgive sig.“
+
+„Hvem har I det fra?“
+
+„Fra Fabrikslederne her.“
+
+„Saa har de stukket jer en Plade for at holde den gaaende med jer.“
+
+„Du lyver! Og hvad skal det sige at det ser værre ud for os her? ud med
+Sproget!“
+
+„Vi faar aldrig fat igen! Nu sejrer Kammeraterne — og saa stiller de den
+Fordring for at optage Arbejdet, at vi skal holdes udenfor.“
+
+„For Satan da ogsaa — og vi som har faaet Løfte om det bedste Arbejde!“
+raabte en stor Smed. „Men du lyver gør du! Og hvorfor kommer du her,
+naar de er ved at sejre derude? — svar for Dælen! Man tyer vel ikke ind
+i dette Helvede, naar man ikke er nødt til det!“
+
+„For at svigte Kammeraterne kan du vel begribe,“ svarede Pelle haardt.
+„Jeg vilde prøve, hvordan det er at slaa Brødet ud af Munden paa de
+sultne.“
+
+„Det er Løgn! saa ondskabsfuld er ingen! Du gør Nar af os din Djævel!“
+
+„Giv ham en Dragt Prygl,“ sagde en anden — „han spiller Rod. Er du
+Spion, eller hvad vil du her? Du hører nok til blandt Idioterne derude.“
+
+Det var Pelles Plan at holde gode Miner til slet Spil og lirke sig frem.
+Men nu blev han gal i Hovedet.
+
+„Du skulde nødig kalde hæderlige Mænd Idioter,“ svarede han opbragt.
+„Ved du hvad I er? I er nogle Svin som ligger og fraadser og bæller i
+jer, og lever højt paa Kammeraternes Nød! Det er hvad I er — Judas’er
+der sælger den gode Sag for nogle beskidte Penge. Hvormeget fik I? — 25
+Kroner hva’? Og derude gaar de og sulter trofast, for at vi alle — I
+ogsaa — kan faa det lidt menneskeligt i Fremtiden.“
+
+„Nu holder du Kæft,“ sagde den store Smed. „Du har ikke Kone og Børn,
+saa er det let nok at snakke.“
+
+„Er det ikke dig der bor i Jægersborggade?“ slog Pelle ned over ham. „Og
+sender du maaske hvad du tjener, til Kone og Børn? Hvorfor lider de saa
+Nød? I Gaar blev de smidt paa Gaden; Organisationen tog og skaffede dem
+Tag over Hovedet, skønt det var en Skruebrækkerfamilie.“ Det var Pelle
+selv der havde gjort Udvej for dette.
+
+„Sender — vist Fan er det min Agt at sende dem noget. Men naar en nu
+fører dette Helvedes Liv, saa gaar Pengene til Sprut forstaar du! Og nu
+skal du ha’e Klø,“ Smeden smøgede op for sine vældige Muskler, han var
+ikke ædru og skulede ondt som en gal Tyr.
+
+„Vent lidt,“ sagde en ældre Mand og traadte hen til Pelle. „Jeg synes
+jeg har set dig før, hvad er dit Navn med Forlov?“
+
+„Mit Navn — det kan I godt faa. Jeg er Pelle.“
+
+Navnet virkede som en Eksplosion, han skød straalende i Vejret for deres
+Øjne. Smedens Arme faldt slappe ned, han vendte skamfuld Hovedet bort.
+Pelle selv stod midt iblandt dem! de havde svigtet ham, vendt ham
+Ryggen, og dér stod han og smilede, ikke Spor af vred. Kammerater kaldte
+han dem tilmed, han foragtede dem ikke engang! „Pelle er her,“ sagde de
+dæmpet, videre og videre ud, med en egen tung Dvælen paa Navnet. Der
+blev Mudder omkring i Hallen. „Hvad Satan, er Pelle kommet!“ udbrød de
+og tumlede paa Benene.
+
+Pelle var sprunget op paa en stor Ambolt. „Stille!“ raabte han med
+Tordenstemme. „Stille!“ Der blev lydløs Stilhed i Rummet, man kunde høre
+deres dybe Aandedrag.
+
+Formændene kom styrtende og vilde trække ham ned. „Her maa ikke holdes
+Taler!“ raabte de.
+
+„Lad ham tale!“ sagde den store Smed truende. „Ham er I for smaa til at
+stoppe Kæften paa!“ Han greb en Forhammer og stillede sig ved Foden af
+Ambolten.
+
+„Kammerater!“ begyndte Pelle i en let Tone — „jeg er sendt herind med en
+Hilsen til jer fra dem derude. Fra Makkerne som stod ved Siden af jer
+paa Arbejdspladsen, fra jeres Omgangsvenner og Fagforeningskammerater!
+Hvor bliver de gamle Svende af? sagde de — vi har dog taget saa mangen
+Tørn sammen og delt ondt og godt med hinanden. Skal vi nu gaa ind i det
+ny uden dem? — Og jeres Koner og Børn spørger efter jer! Nu er det
+Foraar; og de begriber ikke, hvorfor de ikke skal pakke Madkurven og
+tage i Søndermarken med Fatter.“
+
+„Næ for der er ingen Madkurv!“ sagde en tung Stemme.
+
+„Der er dog halvhundred Tusend Mand, der tager den som den er uden at
+knurre,“ svarede Pelle alvorligt. „Og de spørger efter jer og begriber
+ikke, hvorfor I forlanger mere end de. Har I da gjort mere for
+Bevægelsen? — spørger de — eller er I Grevesønner der ikke kan gaa støt
+i Rækkerne? — Nu er det Foraar derude!“ vedblev han friskt, „Vinteren er
+forbi for Fattigmand, han skal til at have lyse Dage! Og saa drejer I
+til den gale Side og gaar i Fængsel! — Ved I, hvad de Udelukkede kalder
+jer? De Indelukkede kalder de jer!“
+
+Nogle lo dæmpet. „Den er sku meget godt fundet paa,“ sagde de til
+hinanden. „Den har han selv lavet.“
+
+„De har nu ogsaa andre Navne til os!“ raabte en Stemme trodsigt.
+
+„Det har de ogsaa,“ svarede Pelle muntert — „men det er fordi de sulter!
+Saa bliver man urimelig ved I nok — og misunder andre Maden!“
+
+De skuttede sig og trængte sig endnu nærmere om ham; hans Ord sved i dem
+og gjorde alligevel godt. Ingen kunde lange ud efter én som Pelle, og
+alligevel faa én til at føle at man ligesom var et ordenligt Menneske.
+Uden om dem stod de fremmede Arbejdere og lyttede anspændt for at faa
+lidt med.
+
+Pludselig sprang Pelle midt ind i Nøden og lagde Hjemmenes aarelange
+endeløse Fortvivlelse blot, saaledes at man saá alt hvad man havde lidt
+— først saá det rigtig nu. De undredes over at de virkelig havde staaet
+for saa meget, men vidste godt at det var saaledes; deres drøje Nik
+bekræftede, at det passede hvert et Ord. Det var Pelles egne fortvivlede
+Kampe, der nu talte igennem ham — men Lidelsens Kvæde blev lagt over
+dem. Han selv stod der lys og sejrsikker og ragede urørlig ovenud af
+alting!
+
+Efterhaanden blev han stærk og skarp i Ordene. Han bebrejdede dem deres
+Troløshed, mindede om hvor dyrekøbt bittert Sammenholdet var groet frem
+til en Lov, og gav i korte rammende Ord hele Bevægelsens Opsang som den
+laa og blundede i hvert et Øre. Det var de gode gamle Toner, Hjemmenes
+og Arbejdspladsernes egen Melodi, Pelle gav den ny Klang. De havde glemt
+deres Moders Røst lige som hine Landflygtige — derfor kunde de ikke
+finde hjem; nu kaldte den dem tilbage — til den gamle Drøm om Lykkeland!
+Han saá det paa deres Ansigter og var over dem i et Spring: „Kender I
+noget skændigere end at sælge sit Fædreland? Det har I gjort — endnu før
+I betraadte det — solgt det med Brødre, Koner og Børn! Og I har afsvoret
+jeres Religion — Troen paa den store Bevægelse! Buddene har I fornægtet,
+og solgt jer selv for nogle Judaspenge og en Omgang Brændevin!“
+
+Han stod med den venstre Haand paa den store Smeds Skulder; den højre
+holdt han knyttet ud over dem. I den Haand holdt han dem; han følte det
+saa stærkt, at han ikke turde lade den synke men blev ved at holde den
+udstrakt. Der gik en mumlende Bølge gennem Rækkerne og forplantede sig
+til de fremmede Arbejdere ogsaa. De smittedes af de andres Bevægelse, og
+fulgte anspændt med skønt de ikke forstod stort af Sproget. Ved
+Udfaldene nikkede de og puffede til hinanden, og nu stod de ubevægelige
+med forventningsfulde Ansigter; de var under hans Tales Magt de ogsaa.
+Det var Solidariteten, den mægtige jordomspændende Kraft! Pelle erkendte
+dens forunderlige Væsen, saa der løb Kuldebølger op og ned over hans
+Ryg. Han holdt dem alle i sin Haand, og nu skulde Slaget slaaes — inden
+de fik Tid til at tygge paa det. Nu!
+
+„Kammerater!“ raabte han overlydt. „Jeg sagde til dem derude, at I var
+hæderlige Folk som Nøden og et Øjebliks Uforstand havde ført op i
+Suppedasen. Nu gaar jeg ind og henter jeres Venner og Makkere — sa’e jeg
+— de længes efter at komme ud i Foraaret til jer igen! — Har jeg løjet
+naar jeg lovede godt paa jeres Vegne?“
+
+„Nej du har ikke!“ svarede de med én Mund, „Leve Pelle! Længe leve
+_Lynet_!“
+
+„Saa kom!“ Han sprang rask ned fra Ambolten og marsjerede gennem Hallen,
+slyngende Socialistmarsjens Opsang ud. De sluttede op bag ham uden
+Overvejelse eller Skrupler, Tempoet tog dem, det var som en Vaarvind
+sugede dem ud i det fri. Porten blev slaaet op og Fabrikkens
+Funktionærer trængt til Side. Syngende og med drønende Takt der tog
+Revanche efter Indespærringen, drog de ned ad Nørrebrogade med Pelle i
+Spidsen, ind mod Arbejdernes Bygning.
+
+
+
+
+                                 XXXIV
+
+
+Det var et prægtigt Kup, Arbejdsgiverne opgav al videre Tanke om at
+sætte Virksomheder i Gang uden om Organisationen. Sejren gjordes
+fuldstændig ved, at Fagforeningerne betalte de udenlandske Arbejdere
+Rejsepenge og fik dem af Sted, inden de fik Tid til at tænke sig om. De
+blev fulgt til Dampskibet og lyst hjem med et kammeratligt Hurra.
+
+Pelle var Dagens Mand! Hans Bedrift omtaltes i alle Blade, selv
+Modstanderne fældede Lansen for ham.
+
+Han tog det som en Selvfølge, og kastede sig med hele sin Voldsomhed
+frem paa et nyt Punkt. Der var ikke noget at gaa til Vejrs over,
+Lockouten var fremdeles den tunge Kendsgærning — han følte hele Byrden
+af den nu. Arbejderhæren gik og sled Brostenene, mens Nationen
+vantrivedes; og nogen Udsigt til en snarlig Løsning var der fremdeles
+ikke. Men en Dag løb Kilderne tørre — og saa?
+
+Han var for dybt mærket af Kampen til at svimle for lidt Virak, Raabene
+lagde blot Ansvaret endnu vægtigere over paa ham. Hvis der kom et
+Nederlag ud af denne forfærdelige Kamp, blev Skylden hans! og han
+anstrængte sin Hjærne for at finde et Middel til at knække Fjendens
+Modstand. Endnu bar Masserne Tilstanden med Taalmodighed, men hvor længe
+kunde det blive ved? Der begyndte at kredse Rygter, som varslede noget —
+en Dag hed det sig, at den af Førerne, der havde Indsamlingen under sig,
+var stukket af med Kassen; en anden, at hele Arbejderhæren var solgt til
+Modstanderne. Der maatte ske noget nu! Men hvad?
+
+— —
+
+Han kom hjem en Middag for at faa et Glimt af Familien, inden han gik
+til Møde. Børnene var alene hjemme. „Hvor er Mor henne?“ spurgte han og
+tog Lille Lasse op paa Knæet; Søster sad over Ende i Vuggen og legede.
+
+„Mor pyntet sig og gaaet i Byen,“ svarede Drengen. „Mor var saa fin!“
+
+„Saa, var hun det?“ Pelle gik ind i Sovekammeret og saá efter i
+Klædeskabet. Brudekjolen var der ikke.
+
+„Det var da underligt,“ tænkte han og gav sig i Leg med Børnene igen.
+Søster rakte efter ham; han maatte tage hende op og sad med én paa hvert
+Knæ. Den lille blev ved at stikke til hans Overlæbe som vilde hun sige
+noget. „Ja Fars Overskæg er faldet af, Søster!“ udbrød Lille Lasse
+forklarende.
+
+„Ja det er blæst væk,“ sagde Pelle. „Der kom en Vind — og huit var det
+væk!“ Han saá ind i Spejlet med lidt af en Grimasse — det Skæg havde
+været hans Stolthed! Saa lo han til Børnene.
+
+Ellen kom hjem, forpustet som havde hun løbet; der laa en skær Rødme
+over hendes Ansigt og Hals. Hun gik ind i Sovekamret med Overstykket
+paa. Pelle kom derind. „Du har jo din Brudekjole paa,“ sagde han
+forundret.
+
+„Ja. Jeg skal have rettet noget ved den og var henne hos Syjomfruen, for
+at hun kunde se mig med den paa. Men gaa nu ind, saa kommer jeg straks.
+Jeg skal blot skifte Kjole.“
+
+Pelle vilde blive, men hun skød ham hen imod Døren. „Gaa nu ind,“ sagde
+hun og dækkede sin Barm med Kjolen. Den skære Rødme laa langt ned over
+Barmen — hun kunde være saa skøn i sin Blusel.
+
+Lidt efter kom hun ind og lagde nogle Sedler foran ham paa Bordet.
+
+„Hvad er nu det igen?“ udbrød han, halv bestyrtet over saa mange Penge.
+
+„Ja er det ikke et mærkeligt Held jeg har? — jeg har vundet igen paa
+Sedlen! Er det saa ikke en dygtig Kone du har?“ Hun stod bag ham med
+Armen hvilende paa hans Ryg.
+
+Pelle sad lidt og ludede som havde han faaet et Dunk i Hovedet. Saa skød
+han hendes Arm til Side og vendte sig om. „Har du vundet igen siger du?
+— to Gange? — i samme Serie?“ Han talte langsomt, enstonigt, som maatte
+han indprente sig hvert Ord.
+
+„Ja. Synes du saa ikke jeg er flink?“ Hun saá usikkert paa ham og
+forsøgte at smile.
+
+„Men det kan man jo bare ikke,“ sagde han slæbende — „det kan man jo
+bare ikke.“ Pludselig sprang han op og greb hende i Halsen. „Det er
+Løgn! — Du lyver!“ raabte han rasende. „Vil du ud med Sandheden — vil
+du!“ Han pressede hende bagover ned mod Bordet som vilde han myrde
+hende. Lille Lasse skreg.
+
+Hun stirrede paa ham med et forundret Blik, hvori Rædslen trak mere og
+sammen. Han slap hende og vendte Ansigtet bort for ikke at se de
+dødsmærkede Øjne; men hun rejste sig ikke, stirrede blot uudholdeligt
+paa ham, som et Dyr der skal slagtes og ingenting forstaar. Pelle tog og
+rejste hende op; saa gik han stille hen og gav sig af med Drengen for at
+berolige ham. I hans Hænder var der en ækel Fornemmelse, omtrent som
+naar han i sin Drengetid havde kvalt en Fugleunge. Ellers følte han ikke
+noget, alting var blot saa ækelt. Det var Forholdene, og nu vilde han
+gaa.
+
+Det slog ham mens han samlede sine Ting, at hun stod ved Bordet og græd
+stille. Han hørte det pludselig, men uden at det angik ham. Da han var
+færdig og havde kysset Børnene, gik der et Ryk igennem hende; hun
+traadte i Vejen for ham paa sin gamle energiske Maade.
+
+„Gaa ikke fra mig — du maa ikke gaa!“ sagde hun hulkende. „Aa — jeg
+vilde jo kun jeres Vel, og du tog dig jo ikke af noget! Nej det er ingen
+Bebrejdelse — men Maden du! Børnene og du selv! Jeg kunde ikke taale at
+se jer mangle alting — dig mest — Pelle som jeg holder af dig! — Det var
+jo for din Skyld — mest for din Skyld!“
+
+Det lød som Sang i hans Øre, en underlig fjærn Sang; Ordene hørte han
+ikke. Han skød hende læmpeligt til Side, kyssede igen Drengen og
+kærtegnede ham; hun stod død og stirrede paa hans Bevægelser, med
+forvirret strittende Øjne. Da han gik med Døren, sank hun sammen.
+
+— —
+
+Pelle havde lagt sine Ejendele nede hos Rullekonen og gik mekanisk
+indefter; der var intet Ekko, ikke en Lyd om ham, han gik og sov.
+Fødderne bar ham ind til Arbejderbygningen og op ad Trapperne til det
+Værelse, hvorfra Kampen lededes, han tog sin Plads mellem de andre uden
+at vide af det, og sad og stirrede ned i det grønne Bordklæde.
+
+Stemningen var præget af Mismod. Man havde længe øjnet Bunden i
+Fagkasserne, og Selvbeskatningen gav mindre, efterhaanden som flere blev
+smidt paa Gaden. Offervilligheden ude omkring begyndte ogsaa stærkt at
+slappes. Offenligheden var ked af dette nu, alting sygnede hen, nu
+maatte de se at forliges! Henved halvhundred Tusend Mand var nu ledige,
+Hungersnøden begyndte at stikke sit grinende Hoved frem. Det Øjeblik
+nærmede sig som Kapitalen regnede med, da Børnenes Graad for Brød maatte
+virke opløsende paa Arbejdernes Vilje og faa dem til at ofre Ære og
+Selvstændighed for at stille Smaavæsnernes Sult. Og hos Fjenden sporedes
+ingen Tegn til Fredsønsker!
+
+Det prægede alle Kampraadets Medlemmer som de sad her, med
+Hundredtusenders Ve og Vel hængende tungt over sig. Ingen turde tage det
+nøgne Ansvar paa sig ved et stærkt Forslag til den ene eller anden Side.
+Sæt nu man maatte give op om en Uge eller to! saa havde op imod en Kvart
+Million Væsner lidt Kvaler til ingen Nytte. En uhyre Afstumpning vilde
+blive Følgen af det og selve Nederlaget —, som satte dem tilbage for
+mange Aar. Men hvis Arbejdsgiverne ikke kunde staa sig saa længe mod det
+Tryk, Finansverdenen begyndte at øve paa dem — saa var Sejren forspildt,
+hvis man opgav Kampen nu!
+
+Her var al klog Beregning for lille! den store blinde Skæbne herskede
+her. Hvem turde foregive, at han kunde løfte Sløret for Fremtiden og
+vise Vejen? Ingen! Og Pelle den lyse Brand, der saa hensynsløst viste
+Vejen fremad, sad og sov som angik det hele ikke ham mere. Han var nok
+sprængt under det uhyre Arbejde!
+
+Sekretæren kom ind med en rødt indstreget Avis og rakte den til
+Formanden, han stirrede lidt paa det indstregede Stykke, saa rejste han
+sig og læste det op; Bladet dansede i hans Hænder:
+
+„Ca. tredve Arbejderhustruer —, unge og smukke — kan under Lockouten
+komme i Huset hos forskellige Pebersvende. God Behandling garanteres.
+Bladets Kontor anviser.“
+
+Pelle sprang op af sin Dvale, hele hans forfærdelige Ulykke stod
+pludselig skærende klar for ham. „Ja saadan skal det være!“ raabte han.
+„Nu har Kapitalen Fingrene ude efter vore Hustruer — nu gøres de til
+Skøger! Nu maa vi slaa! slaa! Et sidste Slag maa vi slaa — og det skal
+være haardt!“
+
+„Men hvordan?“ spurgte de.
+
+Pelle var blevet hvid af tilkæmpet Ro, saa lysende klar havde hans
+Forstand aldrig været. Nu skulde Ellen hævnes paa dem, der tog alt —
+lige til den fattige Mands eneste Lam!
+
+„Allerførst maa vi udsende en optimistisk Redegørelse — endnu i Dag!“
+sagde han smilende. „Kassen er næsten tom, godt saa meddeler vi, at
+Arbejderne har Midler til at føre Kampen et Aar om det skal være. Og saa
+slaar vi!“
+
+En gammel forglemt Fantasi var sprunget frem i ham som en fast Plan —
+født af Vreden.
+
+„Vi har hidtil kæmpet passivt,“ fortsatte han — „med Taalmodigheden som
+Hovedvaaben! Vi har sat vore Livsfornødenheder mod de andres Luksus;
+naar de ramte os paa Legemet, sultede os magre og splittede Stumperne
+fra vore Hjem — svarede vi ved ikke at forrette Arbejde til _deres_
+Bekvemmelighed. Lad os nu prøve at ramme deres Livsfornødenheder en
+Gang; lad os slaa dem dér, hvor de lige straks slog os — under Hjærtet!
+Saa kanske de bliver medgørlige. Vi har hidtil holdt de vigtigste
+Arbejdere uden for Kampen, alle dem Sundhed og Velfærd afhænger af, det
+er ikke just os selv der har nydt godt af det. Hvorfor skal vi bage
+deres Brød? vi som ikke har Raad til at spise! hvorfor skal vi besørge
+deres Renlighed? vi som ikke har Raad til at være renlige! Lad nu
+Natmændene rykke i Ilden — og Dagrenovationen! Og er det ikke nok, saa
+lukker vi for Vand og Gas. Lad os vove de sidste Stumper og slaa det
+sidste Slag!“
+
+Pelles Forslag blev vedtaget, og han tog straks ud paa Vesterbro til
+Formanden for Natmændenes Forening. Han var lige staaet op og sad ved
+sin Middagsmad. Det var en lille gemytlig Mand, som altid havde en
+Gavtyv i Øjet; han var fra Kulsvieregnen. Pelle havde i sin Tid hjulpet
+ham at faa Organisationen i Gang, og vidste han kunde regne med ham og
+hans Folk.
+
+„Kan du huske, jeg engang viste jer at I var Byens vigtigste Arbejdere —
+Lars Hansen?“ spurgte han.
+
+Formanden nikkede: „Ja ellers maatte man være et rent Bagbæst til at
+glemme. Aldrig saa længe jeg lever glemmer jeg nok den Virkning, dine
+Ord havde paa os oversete Renovationsfolk! Det var jo dig der fik os til
+at tro paa os selv og danne Organisation. Og selv om vi ikke akkurat
+skulde være de vigtigste Arbejdere, saa —“
+
+„Men det er I netop — og nu er det jer Tur at vise det! Kan I stoppe
+endnu i Nat?“
+
+Lars Hansen sad og stirrede grundende ind i Lampen, mens han tyggede.
+„Vi er jo paa en Slags Kontrakt med Kommunen,“ sagde han endelig
+langsomt. „De kan straffe os for’et, og ogsaa tvinge os til at tage fat.
+— Men naar du vil have det, saa gør vi det begribeligvis. Det er der kun
+én Mening om mellem Kammeraterne! Hvad du saa kan faa ud af det, maa du
+jo bedst selv forstaa.“
+
+„Tak for det!“ sagde Pelle og gav ham Haanden. „Saa er det en Aftale —
+der kører ikke en Vogn ud mere. Dagrenovationen maa ogsaa stoppes.“
+
+„Saa sætter Vognmændene andre Folk i Gang — til det Arbejde kan de nok
+finde Hænder.“
+
+„Det gør de ikke, for saa stopper vi helt for dem!“
+
+„Ja det er svart! — Det bliver ellers en slem en for de Fine! Fattigfolk
+kan det jo være lige meget for de har ikke noget at spise. — Men hvis nu
+Militæret bliver udkommanderet til det! Rengjort maa de jo have, om ikke
+Byen skal forpestes.“
+
+Det glimtede i Pelles Ansigt: „Hør Kammerat! naar I nu stopper, saa
+afleverer I jo straks alle Nøglerne, for at Øvrigheden ikke skal faa
+noget at hænge sig i dér. Tag saa og kom dem i Sække og faa dem rystet
+godt mellem hinanden.“
+
+Lars Hansen brast i Latter. „Det bliver ellers Satan til Komedie!“
+stønnede han og slog sig paa Laarene. „Saa maa de komme til os, for
+ingen anden kan finde ud af den Relighed i en Ruf! Jeg skal selv køre
+hen med Nøglerne og spille Idiot for dem deroppe!“
+
+Pelle takkede ham endnu en Gang. „I redder det hele,“ sagde han stille.
+„Det er mange Tusend Menneskers Brød og Fremtidslykke I nu holder i
+jeres Hænder.“ Han smilede lyst og sagde Farvel; saa snart han var ene
+blegnede Smilet for et Udtryk af Dødsens Træthed.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Pelle gik paa Gaderne og drev paa maa og faa; nu var alting ordnet, der
+var ikke mere at kaste sig op i. Og inde i ham var alting faldet sammen,
+der var ikke en Gang Kræfter til en Beslutning om, hvor han skulde gøre
+af sig selv. Han bare gik, kom op paa Hovedgaden og drejede ned i
+Sidegaderne igen. Inde i en Kolonialbutik stod Karl smilende og adræt
+bag Disken og ekspederede nogle Kunder. „Du skulde egenlig høre ind,
+hvordan det gaar,“ tænkte han men drev videre. En Gang stansede han uden
+for en Kaserne og saá uvilkaarlig op. Her havde han jo lige udrettet
+hvad han skulde — det var jo her Natmændenes Formand boede! Nej nu var
+Dagens Gærning gjort, og nu vilde han hjem til Ellen og Børnene!
+
+Hjem? han havde jo ikke noget Hjem mere! Han var forladt og ene!
+Alligevel kom han over paa Nørrebro; hvad Vej han var gaaet vidste han
+ikke, men han fandt sig selv staaende uden for Døren, stirrende paa den
+lille rustne Brevkasse. Indenfor lød Klynken, han hørte Ellen gaa
+derinde — frem og tilbage; hun lavede til til Natten. Saa gik han ned,
+skyndte sig bort og aandede først op da han var helt omme i Tjørnegade.
+
+Han drejede og drejede igen, fra én Sidegade over i en anden. Inde i
+hans Hoved gik det saa underligt med; i smaa Knik for hvert Skridt.
+Pludselig syntes han der lød bekendte hastige Skridt bag ham — Ellen?
+Han vendte sig om; der var ingen. Naa, saa var det altsaa en
+Indbildning! — Men Skridtene var der igen, saasnart han gik. Der var
+noget ved dem som havde de Ærende til ham, en Vilje til at hale ind paa
+ham mærkede han tydeligt i dem. Han stansede i et Ryk — der var ingen,
+og kom heller ingen op af Sidegadens Mørke.
+
+Var det da inde i ham selv det færdedes saa besynderligt? Pelle følte
+det ubegribelige og fik Hjærtebanken, den forfærdelige Træthed gjorde
+ham værgeløs. Og Ellen — hvad var der med hende? denne jamrende
+Bebrejden i hans Øre! Forstaa — hvad skulde han forstaa? Det var af
+Kærlighed, sagde hun. Naa væk med det! han var for træt til at skulle
+forsvare Brøden ogsaa.
+
+Men hvad var det for en Vandren? Nu gik Skridtene i ét med hans egne —
+de havde dobbelt Lyd. Og naar han tænkte, talte et andet Væsen i Munden
+paa ham — dybt inde fra. Der var det samme haardnakkede over det som
+over Mortens Indflydelse; en Mening der selv om den bragtes til at tie
+tvang sig frem alligevel. Hvad vilde alt det ham — havde han ikke taget
+i nok? Var han ikke Pelle, der havde ført den store Kamp igennem og som
+alle saá op til? Men der var ingen Glæde i det, Takten fra de
+halvhundred Tusend Kammerater lød ikke igen i hans Skridt. Han var ladt
+i Stikken, ene med dette forbandede noget i de øde Gader — Ensomheden
+var over ham! „Det er nok dig selv du gaar og bliver angst for,“ tænkte
+han med et bittert Smil.
+
+Men Pelle vilde ikke være ene og lyttede stærkt ud. Alt hans eget var
+røget, Kampen havde slugt det. Der var dog et Fællesskab — saa trist det
+var — mellem ham og Elendigheden omkring ham. Hvad havde han saa at
+beklage sig over?
+
+Forfærdelig laa Fattigstaden om ham, hærget af Kamp og Arbejdsløshed,
+med Graad og Natkulde og Nød! Børn græd inde fra Baggaardene — det var
+for Brød vidste han vel; fulde Mænd ravede om Hjørnerne, og fra Bagstuer
+og Gaarde lød der Kvindeskrig. Aa dette var jo Helvede! Gudskelov at
+Sejren var nær.
+
+Et Sted hørte han tydelige Stemmer: Børn der græd, og en Kvinde som gik
+frem og tilbage over Gulvet, tyssende paa dem og vissende en lille — som
+hun vel havde paa Armen. Lyden var saa klar, han saá op, der var ingen
+Vinduer i Lejligheden. „De skal nok drives ud med Gennemtræk,“ tænkte
+han harmfuld og sprang op ad Trappen; han var vant til at tage Affære
+for de Ulykkelige.
+
+Inde i Lejligheden gik en Kvinde med en lille paa Armen, Skæret fra Byen
+belyste hende halvt; Skørtet havde hun slaaet over Hovedet for at dække
+Barnet ogsaa, hun var nøgen forneden. Der var ikke Spor af Bohave,
+Børnene laa i en Krog med Resten af hendes Tøj over sig.
+
+„Værten har taget Døre og Vinduer væk; han vilde have os paa Gaden, men
+vi gaar ikke — for hvor skal vi hen? Saa la’r han Trækken fordrive os —
+lige som Væggetøj! Min Mand har de jaget til Døde —“
+
+Pludselig genkendte hun Pelle. „Aa det er dig, din forbandede Djævel!“
+skreg hun. „Det var jo dig selv, der begyndte at jage ham! Husker du han
+drak af Flasken? — før havde han altid holdt sig pæn. Du saá jo ogsaa at
+vi blev smidt ud af St. Hansgade — Beboerne fortrængte os — gjorde du
+ikke? Aa I Bødler! overalt har I forfulgt ham og jaget ham som et Dyr,
+stiklet til ham og pint ham! Gik han ned i en Beværtning, saa rejste
+straks de andre sig, og Værten maatte be’ ham forsvinde. Men han var
+mere ærekær end jer var han. — Jeg er en pestbefængt! — sa’e han, og en
+Morgen havde han hængt sig. — Aa hvis jeg kunde be’ Vorherre om at ramme
+dig igen!“ Hun havde ingen Taarer, hendes Stemme var tør og hæs.
+
+„Det behøver du ikke,“ sagde Pelle bittert — „han har ramt mig! Men din
+Mand har jeg intet ondt villet; de to Gange jeg traf ham, vilde jeg
+hjælpe ham. Det er jo for alles bedste vi maa lide — og mit eget er
+ogsaa gaaet i Stykker.“ Han brast pludselig i en lindrende Graad.
+
+„Det skulde de se — Arbejderne, at Pelle græder, saa raabte de nok ikke
+Hurra for ham!“ udbrød hun harsk.
+
+„Jeg ejer ti Kroner, vil du have dem?“ sagde Pelle og rakte hende
+Sedlen.
+
+Hun tog den nølende. „Dem skal du vel bruge til Kone og Børn — det er jo
+din Understøttelse.“
+
+„Jeg har ingen Kone og Børn mere. Tag dem kun!“
+
+„Herregud, saa er det gaaet i Stykker for dig ogsaa! Kunde Pelle ikke
+engang holde til det. Ja ja! det er jo rimeligt, at den der saar ogsaa
+høster!“
+
+Pelle gik sin Vej uden at svare. Denne Kvindes uretfærdige Dom bedrøvede
+ham mere, end Bifaldet fra Tusenderne havde glædet ham; men den vakte
+ham ogsaa til stærk Protest. Dér hvor hun slog, kunde han ikke rammes;
+han havde ikke plejet sit eget smaa, men ærligt og redeligt tjent det
+store og ført det til Sejr. De faldne og saarede havde ingen Ret til at
+anklage ham. Han havde tabt mere end nogen anden — alt havde han tabt!
+
+Fuld af Sorg i Sindet men forunderlig rolig gik han hen paa Nørrebrogade
+og lejede sig ind i et billigt Logihus.
+
+
+
+
+                                  XXXV
+
+
+Arbejdernes sidste Forholdsregel satte Byen i voldsomt Oprør. De fik med
+ét Slag hele Offenligheden imod sig, Pressen rasede og udstødte Trusler.
+Selv den frisindede Presse gjorde gældende at Arbejderne havde
+overtraadt Humanitetens Love. Men _Arbejderen_ gjorde koldblodigt
+opmærksom paa, at det galdt Liv eller Død for Underklasserne. De var
+klar til at gaa til det yderste; endnu var der Vand og Gas at lukke for
+— Samfærdselsmidler og Hovedstadens Forsyning med Fødevarer.
+
+Saa vendte Trykket sig mod Arbejdsgiverne — ét Sted maatte man skaffe
+Luft. Hvad var det i Grunden, de kæmpede for? — et slet og ret
+Magtspørgsmaal! De vilde være eneraadende og have Haand- og Halsret over
+deres Arbejdere. Finansmændene som stod bag de store Virksomheder var
+ogsaa kede af det nu. Det blev efterhaanden en dyr Historie; og Fordelen
+ved at slaa Arbejdernes Sammenhold i Stykker blev ikke stor, naar
+Industrien ødelagdes med det samme.
+
+Pelle saá hvor Gærningen groede, mens han gik i Smaagaderne og forskede
+efter Far Lasse. Nu endelig fuldbyrdede Tingen sig selv og han kunde
+hvile. Der var løftet en umaadelig Byrde af hans Skuldre; og nu vilde
+han have Lov at redde Stumperne af sit eget — og endelig engang være
+noget for den, der altid havde ofret sig for ham. Nu skulde Lasse og han
+leje sig en Bolig sammen og leve det gamle Samliv op; han glædede sig
+til det. Far Lasses Sind var dog det eneste, der aldrig kunde gaa i
+Stykker mod hans, men holdt gennem alt; det var som en Moders Kærlighed.
+
+Lasse holdt ikke til længer i sin Rede inde bag ved Bagergade. Den gamle
+Kvinde han levede sammen med var død for kort Tid siden, og saa var han
+forsvundet.
+
+Pelle spurgte sig frem, og kendt som han var blandt de Fattige, havde
+han ikke vanskeligt ved at følge den gamles Spor, der efterhaanden viste
+tilbage mod Kristianshavn. Under sin Forsken traf han paa megen
+Elendighed, som sinkede ham. Nu Kampen arbejdede sig selv ud, sprang
+Nøden lige i Øjnene paa ham, og gammel Medlidenhed vældede stærkt op i
+ham. Han raadede Bod hvor han kunde, stampede Udveje op af Jorden med
+sin sædvanlige Energi.
+
+I selve _Arken_ havde Lasse ikke været, men en og anden havde set ham
+paa Gaden i en snavs Forfatning; hvor han holdt til vidste de ikke. „Har
+du søgt ovre i _Handelshusets_ Kældere?“ spurgte den gamle Vægter — „dér
+holder mange til i disse sløje Tider. Hver Morgen Kl. seks laaser jeg
+Kælderen op, og saa raaber jeg derned og varskoer dem, for at de ikke
+skal blive nappede. Naar jeg saa er vel borte, kommer de luskende op.
+Jeg synes, jeg har hørt noget om en gammel Mand som skulde ligge
+dernede; men vis paa det er jeg ikke, for jeg har jo Vat i Ørerne. Det
+er én nødt til i min Profession — for ikke at høre og se for meget!“ Han
+fulgte med Pelle derover.
+
+_Handelshuset_, som i det attende Aarhundrede havde været Palæ for en af
+de store kristianshavnske Handelsslægter, var nu Pakhus; det vendte ud
+til en af Kanalerne. De dybe Kældere, der gik helt ned under Kanalens
+Vandspejl, laa nu ubenyttet hen. Der var bælgmørkt og ufremkommeligt
+nede, Luften lagde sig ædende paa Stemmen. De lyste sig frem mellem
+Pillerne, her og der var der et forladt Natteleje af Halm. „Her er
+ingen,“ sagde Vægteren. Pelle kaldte og hørte en svag Kremten; dybest
+inde — i et af Murhullerne laa Lassefar paa en Madras. „Ja her ligger
+jeg og venter paa Døden,“ hviskede han. „Nu er der ikke langt igen;
+Rotterne har begyndt at snuse til mig.“ Den raa Luft havde taget hans
+Stemme.
+
+Han var i det hele i en ynkelig Forfatning, men Synet af Pelle livede
+ham saa meget op, at han kunde støtte paa Benene. De fik ham over til
+_Arken_, den gamle Vægter afstod sin Stue og kom selv op til Enkemadam
+Johnsen. Da han sov om Dagen og var paa Færde om Natten, lod det sig
+indrette skønt hun kun havde én Seng.
+
+Da Lasse var kommet i den varme Seng, laa han og rystede; helt
+klarhovedet var han ikke. Pelle gik og varmede Øl — den gamle skulde
+have en Svedekur; ind imellem satte han sig ved Sengen og saá bekymret
+paa Faderen. Lasse laa og smaahakkede med lukkede Øjne; nu og da
+forsøgte han at tale men kunde ikke.
+
+Den varme Drik hjalp lidt paa ham, han fik Blod ud i de døde iskolde
+Hænder, og Stemmen brød igennem.
+
+„Tror du vi gaar en stræng Vinter i Møde?“ spurgte han pludselig og
+vendte sig om paa Siden.
+
+„Vi gaar mod Sommeren nu, lille Far,“ svarede Pelle. „Men du maa ikke
+ligge med Ryggen bar.“
+
+„Jeg fryser saa slemt — næsten som jeg frøs i Vinters; jeg vilde nødig
+tage den Tørn om igen. Kulden griber saa ondt om min Rygrad — herregud
+for de Stakler som er paa Søen!“
+
+„Vær du rolig for dem og se at bliv rask — det er Solskin i Dag og fint
+Vejr paa Havet.“
+
+„Saa slip lidt af Solskinnet herind da,“ sagde Lasse irriteret.
+
+„Der er en stor Brandmur foran Vinduet, Far!“ sagde Pelle og bøjede sig
+ned over ham.
+
+„Naa, ja ja! jeg klarer mig jo nok, den Tid jeg har til Rest! Og
+Vægteren kan det være det samme; han vaager i Natten og ser ingen Sol
+alligevel. Det er et underligt Levebrød! Men godt er det jo, at nogen
+vaager over os mens vi sover.“ Lasse laa og vrikkede utaalmodigt med
+Hovedet.
+
+„Ja ellers kom de nok i Nattens Mørke og røvede vore Penge,“ sagde Pelle
+spøgende.
+
+„Ja saa gu!“ Lasse prøvede at le. „Hvordan staar det sig nu med dit
+Forehavende, Pøjke?“
+
+„Forhandlingerne er i Gang; i Gaar holdtes det første Møde.“
+
+Lasse lo saa det kogte i hans Hals. „Saa har de Fine ikke kunnet taale
+Mosten længer! Jo jo, jeg vidste Besked, om end jeg laa syg dernede i
+Mørket. Om Natten naar de andre kom luskende, fortalte de mig om det;
+saa fik vi os en god Latter over dit Paafund. — Og skulde du ikke være
+med til de Forhandlinger?“
+
+„Nej jeg sagde det fra mig — jeg er ikke lysten efter at sidde og trække
+til mig i den ene Ende af en Paragraf! Nu vil jeg være hos dig, og saa
+skal vi have det godt vi to.“
+
+„Jeg er bange, det bliver stakket Glæde vi faar af hinanden, Pøjke!“
+
+„Du er jo saa kvik nu igen. I Morgen skal du se —“
+
+„Ja — nej! Døden bedrager ikke. Jeg har ikke kunnet døje den Kælder.“
+
+„Hvorfor gjorde du ogsaa det, Far? Du vidste jo din Plads stod og
+ventede dig derhjemme.“
+
+„Ja du faar tilgive mig min Egenraadighed, Pelle. Men hjælpe dig i
+Kampen var jeg for gammel til, saa tænkte jeg: Du skal i al Fald ikke
+ligge ham til Byrde, saalænge dét staar paa! Paa den Maade har jeg ogsaa
+ydet mit. — Og du tror der kommer noget ud af det?“
+
+„Ja nu sejrer vi — og saa begynder den ny Tid for Fattigmand!“
+
+„Ak ja, det vakre faar jeg ingen Del i. Dette her har været som at tjene
+hos den lede Trold, hvor der over Døren stod: I Dag arbejde, i Morgen
+æde! Og i Morgen kom aldrig. Hvad godt der er vederfaredes mig, har jeg
+faaet af mine egne; den ene Fattigfugl piller sig jo for at dække den
+anden. Jeg faar ikke klage heller; onde Dage har jeg haft, men der er
+vel dem, som har dem værre endnu. Og Fruentimmerne har alle Dage været
+gode mod mig. Bengta var et Gnav men mente ikke noget ondt med det; og
+Karna ofrede Penge og Helsen for min Skyld. Gud ske Tak, hun ikke
+oplevede at de tog Gaarden fra mig. For jeg har jo været Storbonde
+ogsaa, det havde jeg nær glemt for al min Usseldom. Ja og gamle Lise —
+Tiggelise som hun kaldtes — delte jo Brød og Seng med mig! Hun døde af
+Sult, saa flot hun bar sig — vil du tro det? Spis! sagde hun — vi har
+Mad nok! Og jeg Djævel aad den sidste Skorpe og vidste af ingenting. Om
+Morgenen laa hun død og kold ved min Side; der var ikke en Pille Kød paa
+hendes Krop, kun Skindet over de tørre Knokler. Men en Guds Engel var
+hun ligefuldt! Vi lagde den Vise sammen hun og jeg. — Ak ja Fattigfolk
+æder Brødet fra hinanden.“
+
+Lasse laa en Stund og mindedes, saa begyndte han at synge — med Fagterne
+fra Gaardene. Pelle holdt paa ham og søgte at tale ham til Rette; men
+den gamle troede, han havde med Gaardens Unger at gøre. Da han kom til
+Verset om sin Søn, græd han.
+
+„Græd nu ikke Far,“ sagde Pelle opreven og lænede sin tunge Pande ned
+mod den gamles. „Jeg er jo hos dig igen!“
+
+Lasse laa lidt og klippede med Øjnene, hans Haand famlede op over
+Sønnens Hoved, frem og tilbage.
+
+„Ja det er du jo ogsaa,“ sagde han mat — „og jeg som mente du var borte.
+Ved du Pelle, du har været mit Livs Lys alle Dage! Dengang du kom til
+Verden, var jeg allerede over mit bedste; saa kom du, og det var som
+Solen fødtes paany. Hvad mon han bringer med sig? sagde jeg til mig selv
+og løftede paa dig; du var ikke større end en Trepægleflaske. Kanske
+skal han fange Lykken, saa der falder lidt af til dig ogsaa! Saadan
+tænkte jeg, og har altid troet — nu maa jeg give det op. Men din
+Anseelse har jeg oplevet. Rigmand blev du ikke, og det kan være det
+samme; de Fattige har gode Ord om dig. Du har stridt Striden for dem
+uden at tage noget for din egen Mund! Nu forstaar jeg det, og mit gamle
+Hjærte glædes over at du er min Søn.“
+
+Naar Lasse faldt hen, lagde Pelle sig lidt paa Sofaen. Men det blev ikke
+til megen Hvile; den gamle sov Fugleblund og slog hvert Øjeblik Øjnene
+op. Naar han ikke havde Sønnen ved Siden af Sengen, laa han og kastede
+sig og smaaklynkede i Halvsøvne. Midt paa Natten lettede han Hovedet og
+holdt det oppe i lyttende Stilling. Pelle vaagnede.
+
+„Hvad er der Far?“ spurgte han og tumlede paa Benene.
+
+„Aa jeg kan høre noget drage hen — langt ude hvor Havet ender! det er
+lige som Vandene styrtede sig i Afgrunden. — Men skulde du nu ikke gaa
+hjem til Ellen? Jeg klarer mig sagtens i Nat, og hun sidder kanske og
+ængstes for, hvor du bliver af.“
+
+„Jeg har skikket Bud til Ellen, at jeg ikke kommer hjem i Nat,“ svarede
+Pelle.
+
+Den gamle laa og betragtede Sønnen med et pønsende Udtryk. „Er du nu
+ogsaa lykkelig?“ spurgte han, „det kommer mig for at der er noget i dit
+Ægteskab, der ikke er som det burde være.“
+
+„Jo Far, det gaar godt nok!“ svarede Pelle med tyk Stemme.
+
+„Ja ja, gudskelov for det da! En god Kone har du ogsaa faaet dig i
+Ellen, og vakre Børn gav hun dig i Gave — hvordan har Lille Lasse det?
+Jeg vilde gærne se ham, inden jeg drager hen — han er dog Lasse han!“
+
+„Jeg skal nok hente ham i Morgen tidlig,“ sagde Pelle. „Og nu skulde Far
+se at sove, det er svarte Natten!“
+
+Lasse vendte sig føjeligt om mod Væggen. Et Øjeblik efter drejede han
+forsigtigt Hovedet, for at se om Pelle sov. Hans Øjne kunde ikke naa
+tværs over Stuen, saa prøvede han at staa ud af Sengen; han faldt
+stønnende tilbage igen.
+
+„Hvad er der, Far?“ spurgte Pelle bekymret og var straks henne hos ham.
+
+„Jeg vilde bare se efter, om du har noget over dig i denne Kulde! Men
+mine Lemmer er saa dumme,“ sagde den gamle skamfuld.
+
+Ud paa Morgenstunden faldt han i en rolig Søvn, og Pelle fik Madam
+Johnsen til at sidde hos ham, mens han gik hjem efter Lille Lasse. Det
+var ikke nogen let Gang, men den gamles sidste Vilje maatte opfyldes. Og
+han vidste, at Ellen ikke leverede Barnet i fremmede Hænder.
+
+Det lysnede i Ellens forstenede Ansigt, da han kom; hun havde et
+Glædesudbrud paa Læberne, men hans Udtryk dræbte det. „Min Far ligger
+for Døden,“ sagde han mørkt — „han vilde gærne se Drengen.“ Hun nikkede
+og gav sig stille til at lave Lille Lasse til; Pelle stod ved Vinduet og
+saá ud saalænge.
+
+Han var underlig til Sinds ved at være her igen; det lille Hjems Minder
+vældede op i ham og gjorde ham svag. Søster maatte han dog se! Ellen
+førte ham tavs ind i Sovekamret; den lille laa og sov i sin Vugge, der
+var en forunderlig tryg Ro over hendes brede Hoved. Herinde kom Ellen
+ham lige som nærmere, han følte hendes stærke Øjne paa sig. Han tog sig
+haardt i det og gik ind i Stuen — her var ikke noget for ham længer, i
+dette Hjem var han en fremmed! En Tanke spøgede i ham — mon hun
+fortsatte med _det_? Skønt hun ikke kom ham ved, blev Spørgsmaalet ved
+at staa; han saá sig om efter Tegn i en eller anden Retning. Her var
+fattigt, alt det overflødige var vandret bort. Men en Naadlemaskine var
+kommet til, og der laa noget Arbejde paa den. Skruebrækker! tænkte Pelle
+helt mekanisk. Men ikke som nogen Dom — for første Gang var han glad ved
+at konstatere Skruebrækkeri. Hun havde altsaa lagt sig efter at naadle —
+og slidsom saa hun ud. Det gjorde helt godt i ham.
+
+„Nu er Drengen færdig til at gaa med,“ sagde hun.
+
+Pelle kastede et Afskedsblik over Stuen. „Er der ikke noget du trænger
+til?“ spurgte han.
+
+„Tak, jeg klarer mig selv!“ svarede hun stolt.
+
+„Du tog ikke imod de Penge jeg skikkede dig i Lørdags.“
+
+„Jeg klarer mig selv — blot jeg maa beholde Drengen. Husk du engang har
+sagt, han altid skulde faa Lov at være hos mig.“
+
+„Han maa have en Mor som kan se ham frit i Øjnene — husk du saa det,
+Ellen.“
+
+„Det behøver du ikke minde mig om,“ svarede hun bittert. — — —
+
+Lasse var vaagen, da de kom. „Ej det er dog en rigtig Karlsen,“ udbrød
+han — „han slægter til vor Side! Vil du bare se, Pellepøjke! han har de
+samme Slugøren, du havde som Dreng. Og Koslik har han i Panden — han
+skal nok komme godt i Vej engang. Jeg faar kysse hans smaa Hænder, for
+Hænderne er vor Velsignelse — det eneste gode vi fik. Det paastaas, at
+Verden holdes oppe i Fattigmands Hænder; jeg gad vidst om det passer.
+Tro om det ny skulde komme allerede i denne Omgang, for saa er det
+Jammerskade jeg ikke faar det med!“
+
+„Du kan godt faa det med Far,“ sagde Pelle som havde købt _Arbejderen_
+paa Turen og stod og kiggede ivrigt i den. „Der forhandles paa Kraft, og
+en af Dagene er Kampen forbi. Saa skal vi have det godt sammen vi to.“
+
+„Nej jeg opnaar det ikke! det er Døden der har fat i mig, jeg kan mærke
+han er i Gang med at pille mig adskilt. Men hvis der er noget bagved,
+kunde det være skønt at sidde deroppe og se Lykken fuldkommes paa jer.
+Du har vandret den trange Vej Pelle — Lasse er ikke dum! Men kanske faar
+du en ansét Post til Vederlag, naar I nu selv tager Styret. Saa faar du
+huske, ikke at glemme de Fattige.“
+
+„Der er noget frem endnu, Far! Og til den Tid er der ingen Fattige.“
+
+„Du siger det saa vist, men Fattigdommen er nok ikke saadan at faa Has
+paa — den har ædt sig for langt ind! Lille Lasse kan godt træffe til at
+blive voksen Mand, inden det sker. Men nu skulde du tage Drengen væk,
+han har ikke godt af at se Alderdommen dø. Han ser saa bleg ud, mon han
+faar nogen Sol?“
+
+„Solen den har de Store laant — og de har glemt at bringe den igen,“
+svarede Pelle bittert.
+
+Lasse laa og trak Panden i Vejret som anstrængte han sig med noget. „Ja
+ja! Der skal gode Øjne til at se frem, og mine vil ikke mere. Men nu
+skulde du gaa og tage Drengen med dig. Du har dit at passe som ikke maa
+forsømmes, og Døden kan du alligevel ikke overliste, saa klog du ogsaa
+er.“ Han lagde sin visne Haand paa Lille Lasses Hoved og vendte sig ind
+mod Væggen.
+
+Pelle lod Madam Johnsen følge Drengen ud paa Nørrebro og blev selv hos
+den gamle. Deres Veje havde løbet saa lidt sammen de senere Aar, for
+bestandig skiltes de nu og førte langt bort fra hinanden, han trængte
+til at dvæle i Afskeden. Mens han gik og gjorde Ild paa, varmede Spise,
+og gjorde det saa godt for Lassefar han ævnede, lyttede han til den
+gamles springende Tale og lod sig føre tilbage til Barneaarenes Tryghed.
+Som en dyb godlidende Verdensmumlen havde Lasses enstonige Tale fyldt
+hans Barndom; og da han drog ud, blev den blot til de manges aldrig
+forstummende Besyv over Livets Kaar. Nu førtes han stille Vejen tilbage
+fra Tusenderne til Far Lasse igen, og saá hvor stor en Verden den
+godlidende Gamling havde været Bærer af. Gammel og udslidt havde han
+altid været, saa langt Pelle kunde huske tilbage. Sliddet tog hurtig
+Fattigmands Ungdom og gjorde til Gengæld hans Alderdom lang! Men netop
+det affældige gav ham de overmenneskelige Træk — Faderens! Stort havde
+han baaret Elendigheden, uden at blive ond eller egenkærlig eller
+snæver; altid med Sindet fuldt af Offertrang og Ømhed, stærk i selve sin
+Afmagt! Som Alkærligheden selv havde han omgivet Pelles hele Tilværelse
+med sit varme Hjærte — forfærdeligt vilde det blive, naar hans
+godhjærtede Besyv ikke længer klang bag om alting.
+
+Hans flygtende Sjæl kredsede over den Bane han havde tilbagelagt, i
+større og større Kredse — som Duerne naar de fløj bort. Hvergang han
+havde samlet lidt Kræfter, tog han sit Liv op paa ny: „Noget har der jo
+altid været at glædes ved forstaas, men i mangt og meget har det været
+en ørkesløs Strid. Dengang jeg ikke vidste om bedre, gik det meget godt
+an; men fra den Stund du blev født, satte mit aldrende Sind sig op imod
+Tilstanden, og jeg fik ingen Fred. Der var som et Varsel ved dig, og
+altid siden har det vandret inde i mig; min Hu har været saa hvileløs
+som selve Jerusalems Skomager. Det var som noget pludselig havde givet
+mig elendige Lus Løfte om en skøn Tilværelse, og Mindet blev ved at
+vandre og vandre. Er det mon efter Paradiset som de engang jog os ud af?
+tænkte jeg tidt. Vil du tro det, jeg Stymper har gaaet og drømt
+storagtige Drømme om en skøn og sorgfri Alderdom, hvor min Søn med Kone
+og Børn kunde komme og se til mig i min lune Stue og jeg kunde beværte
+jer lidt net. Jeg gav det ikke engang op nu til slut, men gik og
+fantaserede om en Skat jeg skulde finde paa Lossepladsen. Ak, jeg vilde
+saa gærne, der skulde været lidt til dig efter mig. Det er saa fattigt
+lidt jeg har kunnet være for dig.“
+
+„Og det siger du som har været baade Fader og Moder for mig! Hele min
+Barndom stod du værnende bag alting; naar noget gik galt for mig tænkte
+jeg altid: Far Lasse klarer det bare han! Og siden jeg voksede til — alt
+hvad jeg har taget i, mærkede jeg, at det var dig der løftede. Det var
+nok gaaet maadeligt med det hele, om ikke du havde givet mig saa god
+Arv!“
+
+„Nej siger du det?“ udbrød Lasse stolt. „Skulde jeg virkelig have min
+Andel i det, I har ydet Fattigmands Sag? Ja ja, vakkert høres det jo i
+al Fald! Nej, men du har været mit Liv, Pøjke; og svag Stakkel som jeg
+var, maatte jeg vel undres paa mine Kræfter i dig! Det som jeg knap
+havde vovet at tænke, har du ført magtfuldt frem! — Og nu ligger jeg her
+og har ikke engang til at dø for. Du maa love mig, at du ikke tager dig
+noget uoverkommeligt paa for min Skyld men lader Fattigvæsnet om det.
+Hidtil har jeg holdt mig fri, men det er en dum Stolthed den; Fattigmand
+og Fattigvæsen hører dog sammen. Jeg er kommet til at se anderledes paa
+meget i den senere Tid; og godt er det jeg dør — for ellers kom jeg til
+at leve med Agten men uden Magten! Hvis det var i min Ungdoms Kraft de
+Tanker var kommet, havde jeg kanske forøvet et eller andet haardt. Jeg
+skulde ikke haft din snilde Kløgt til at lempe Æg i en Humlesæk.“
+
+Den tredje Dags Morgen var Lasse forandret; det var blot ikke til at
+sige, hvori Forandringen bestod. Pelle sad ved Sengen og læste i Dagens
+Nummer af _Arbejderen_, da han opdagede at Lasse laa og saá paa ham. „Er
+der noget nyt?“ spurgte han svagt.
+
+„Forhandlingerne gaar deres Gang,“ svarede Pelle — „men det er jo svært
+at faa et Grundlag lagt. Det har været ved at rive ud flere Gange.“
+
+„Det trækker lidt længe ud med dem,“ sagde Lasse mismodigt — „og i Dag
+dør jeg Pelle! Det stunder saa hvileløst i mig, skønt jeg godt vilde
+slaa mig lidt til Ro endnu. Det er mærkeligt med den Vandren i én, for
+at naa noget andet end det man har. Som liden Pøjke brugte jeg at løbe
+rundt om et Vandhul derhjemme i Tommelilla; jeg løb som en Galning og
+mente, at naar jeg bare klemte paa kunde jeg naa at træde mig selv i
+Hælene. Nu har jeg naaet det, for nu er der hele Tiden nogen foran mig
+saa jeg ikke kan komme frem; og det er Gamle Lasse — han gaar mig i
+Vejen du! Jeg synes, jeg skulde om foran ham; men kan ikke faa mit gamle
+Sind fra Verden heller, saa forandret den er blevet. Den Aften de store
+Herrer besluttede Lockouten, stod jeg udenfor mellem saa meget andet
+Fattigfolk og lyttede. De døbte Beslutningen i Hurraraab og Champagne,
+og da var det mit Syn forskød sig! Der er dog underlige Ting til,
+dernede i Pakhuskælderen laa der en Murer, som havde været med at bygge
+Byens fineste Paladser; han havde ikke engang Tag over Hovedet.“
+
+Der var kommet et skarpt Drag om hans Mund som aldrig havde været der
+før. Han havde Møje med at tale, men kunde ikke lade være. „Hvad du end
+gaar ind til, saa tro aldrig Præsterne,“ fortsatte han da han havde
+samlet lidt Kræfter. „Det har været min Skade — jeg begyndte for sent at
+tænke over Sagerne selv. Vi maa ikke kny — siger de — for det hele er
+groet naturligt ud af hinanden fra smaat til større og hænger sammen
+efter Guds Vilje. Efter det skulde det jo være vort Utøj, der er blevet
+til de fine Folks Fuldblodsheste; og jagu om det ikke er troligt nok! De
+har begyndt med at suge Blodet af Elendigheden, men se ogsaa hvor de
+springer for Kareten! Ak ja — hvordan vil det ny arte sig du tror?“
+
+„Det vil blive godt for os alle Far!“ sagde Pelle med Sorg i Stemmen.
+„Men trist vil det være for mig at du ikke faar Del i det. Men et smukt
+Hvilested skal du faa, og jeg skal sætte dig en stor Sten af bornholmsk
+Granit med en vakker Indskrift.“
+
+„Du kan sætte: I Dag arbejde, i Morgen æde!“ svarede Lasse beskt.
+
+Hele Dagen laa han hen i en Døs. Men ved Mørkningen løftede han Hovedet.
+„Er det Englene jeg hører synge mon?“ spurgte han hviskende,
+Stemmeklangen var vandret bort.
+
+„Nej det er Arbejderskernes Smaabørn. Ret snart kommer Mødrene hjem og
+giver dem Bryst; saa holder det op.“
+
+Lasse sukkede: „Det bliver tynd Die det, naar de skal gaa paa Arbejde
+hele Dagen. Det siges, at Storfolk drikker Vin til tolv-femten Kroner
+Flasken; det høres jo som tog de Smaabørnenes Mælk og satte den om i
+kostbar Spiritus.“
+
+Han laa og hviskede, Pelle maatte bøje Hovedet ned til hans Mund: „Haand
+i Haand har vi vandret Pøjke, og dog gik vi hver sin Vej. Du gik mod
+Ungdommen, og Lasse — — men Glæde har du givet mig.“
+
+Saa sluktes den kærlige Flamme, der altid havde brændt lige klart og
+roligt for ham under alle Omskiftelser! Det var som et Forsyn tog sin
+Tanke bort fra ham; Tilværelsen brast og sank bort i Rummet, og han sad
+ene tilbage paa en Træstol. Hele Natten sad han ubevægelig ved Liget og
+stirrede ud i det ufattelige med tomme Øjne, mens Tankerne hviskede
+nænsomt til den døde om alt hvad han havde været. Han rørte sig ikke men
+sad selv som en død, til Madam Johnsen kom om Morgenen for at høre
+hvordan det gik.
+
+Saa vaagnede han og gik ud for at ordne det nødvendige.
+
+
+
+
+                                 XXXVI
+
+
+Lørdag Middag rygtedes det at Fredsslutningen endelig var undertegnet,
+den store Arbejdsstansning var forbi. Med utrolig Hast bredte Rygtet sig
+ud over Hovedstaden, det trængte ind overalt. „Har De hørt det, har De
+hørt det? Nu er der sluttet Fred!“ De Fattige fik saa mange Ærender til
+hinanden; de opgav at ligge sammenrullede og kom frem i Dagen — der var
+Lys i de tynde Ansigter. Konerne fik Kurven frem og Ungerne sendt af
+Sted for at gøre lidt Indkøb til om Søndagen — nu maatte Urtekræmmeren
+vel give lidt Kredit! Man lo og brasede op og tog Forskud paa Lykken.
+Sommeren var allerede inde, der laa Arbejde og ventede i uhyre Dynger —
+og nu skulde der tages fat for Alvor! Fra Køkkendør til Køkkendør raabte
+de Nyheden, smed alt hvad de havde fat i, og rendte videre med den. Det
+faldt ingen ind at stanse og tvivle; de vilde saa gærne have Lov at tro
+paa det.
+
+Og hen paa Eftermiddagen kom der Løbesedler fra _Arbejderen_ og
+bekræftede Rygtet; jo denne Gang var det endelig sandt. Og en Sejr var
+det tilmed: Foreningsretten var haandhævet, og Kapitalen havde faaet
+Respekt for Arbejderne som en Faktor, man ikke længer kunde komme
+udenom! For Resten var _status quo_ bevaret.
+
+„Tænk, og de har tilmed faaet Respekt for os — og Status Kvo har de inte
+kunnet gøre noget!“ Saa lo de over hele Ansigtet af Glæde over at han
+ogsaa var bevaret, skønt ingen af dem kendte ham.
+
+Mændene var paa Gaden. De drog i Flokke hver til sin Organisation for at
+fange Parolen og faa Sejrens Enkeltheder slaaet fast. Det kunde knap ses
+paa dem at Sejren var vundet; de var kommet tungt ind i det og havde
+tungt ved at ryste det af sig igen.
+
+I Gaarde og paa Trappegange var der lys Kvidder. Arbejdet skulde i Gang
+igen — det dejlige velsignede Arbejde som gav Mad og Drikke og lidt
+Klæ’r paa Kroppen. Ja og Husfred! Nu skulde man ikke længer bides over
+en tom Krybbe; nu kunde man igen slaas med lidt — og række det og
+strække det, og faa det til at slaa til med Bryderi og Taarer. Fatter
+fik ha’e et Stykke med pænt Paalæg nu til Aften, og kanske man allerede
+i Morgen tog ud med Madkurven! — Ja ja, i al Fald saa snart man fik
+Stadsen løst hjem! For luftes lidt skulde den jo, inden Vinteren igen
+kom og satte den ud. — De var saa henrykte over selve Freden, at de slet
+ikke huskede at kræve noget nyt af den i Øjeblikket.
+
+Pelle havde taget Del i de afsluttende Forhandlinger; efter at Far Lasse
+var begravet, var han igen sig selv. Hen ad Aften drev han omkring i
+Byens Fattigkvarterer og glædede sig over Stemningen; altfor stærkt
+havde han oplevet de Fattiges bitre Kamp, han trængte til at opleve
+deres Glæde ogsaa. Fra Nørrebro gik han langs Søerne over til Vesterbro,
+overalt var der Masser af Mennesker paa Færde. I Vesterbros Sidegader
+var Familierne rykket ud af Lejlighederne og havde slaaet sig ned paa
+Trapper og Fortove; de sad barhodede i Skumringen, passiarede, røg og
+nød et eller andet. Det var den første lune Aften, Himlen havde en dyb
+blaa Tone, og fra Gadens Bund steg Mørket purpurmættet op. Der var noget
+løssluppent over dem alle; Glæden førte deres Bevægelser ud over de
+daglige snævre Grænser, og fik dem til at rave og tale op i let
+Beruselse.
+
+Nu kunde de komme frem igen, alle de Familier som havde holdt sig skjult
+under Nøden; Pjalterne var de samme, men nu gjorde det ikke noget. De
+lyste af Stolthed over at have bestaaet Kampen uden at ty til nogen;
+hvad de havde haft at slaas med i Mørket var glemt.
+
+Pelle var kommet ned paa det aabne Terræn ved Gasværkshavnen, han vilde
+over og se til sine gamle Venner i _Arken_. Derovre laa den og ragede op
+som en glødende Masse mod den dybe østlige Nathimmel — Rødmen fra
+Solnedgangen faldt i den. Over Krateret øverst oppe rugede Dunstkredsen
+som en Afskygning mod Nathimlen. Han stirrede paa denne Stribe idet han
+gik; det var den tykke Udaanding fra alle Væsnerne dernede i Massens
+Indre, Osen fra usunde Stoffer og slet Forbrænding. Nu maatte Sejren
+blandt andet bruges til at faa ryddet ordenlig op i Armodens Huler. Der
+foresvævede ham en Drøm om smaa venlige Arbejderboliger, hver i sin
+lille Have med revne Gange. Det var noget at komme hjem til, naar man
+var træt af Dagens Slid!
+
+Det forekom ham, at Røgflagen deroppe blev tykkere og tykkere. Var det
+det hans Tanker syslede med, der fik Øjnene til at overdrive? Han stod
+stille og stirrede — saa satte han i Løb. Et rødt Skær slog op under
+Dunstlaget, befamlede det et Øjeblik og forsvandt; en ny Røgmasse
+rullede sig ud og blev hængende tungt deroppe.
+
+Pelle styrtede af Sted, ned over Oplagspladserne og ud ad Langebro. Han
+kendte _Arkens_ forfærdelige Masse altfor vel; der var ikke anden
+Indgang til det hele end Tøndegangen! Og Træværket som var den eneste
+Adgang til de øvre Etager! — og de lange Gange! Mens han løb, saá han
+det hele klart, og Hjærnen arbejdede paa Udveje. Brandvæsnet var
+naturligvis straks alarmeret; men der gik Tid inden det naaede frem, og
+her drejede alting sig om Minutter! Hvis Træværket faldt ned og spærrede
+Tøndegangen, var alle Beboerne fortabte; og _Arken_ ejede jo ikke engang
+en Stige!
+
+Uden for _Arken_ stod en raadvild Menneskehob og raabte i Munden paa
+hinanden. „Dér kommer Pelle!“ sagde én. De blev straks tavse og vendte
+Ansigterne mod ham. „Hent Børnehusets Brandstige,“ sagde han i
+Forbifarten til et Par Mænd og løb ind gennem Tøndegangen.
+
+Fra de lange Gange i Stueétagen kom Beboerne styrtende ud med deres
+Smaabørn i Favnen; nogle slæbte paa værdiløse Stumper — det første det
+bedste de havde faaet fat i. Alt hvad der var til Rest af Træværket
+efter den store Vinters Hærgen, stod i lys Lue; Pelle prøvede at løbe op
+ad de brændende Trapper men traadte igennem. Beboerne hang halv ud af
+Vinduerne og stirrede ned med vanvittige Øjne; hvert Øjeblik rendte de
+ud paa Platformene for at slippe ned, men flygtede skrigende ind igen.
+
+I Vinduet paa tredje stod Enkemadam Johnsen og klagede med sit Barnebarn
+og Fabrikspigens lille Povl i Favnen. Hannes lille Pige stirrede tavs
+ud, med Moderens dybe forundrede Øjne. „Vær ikke bange,“ raabte Pelle op
+til den gamle — „nu kommer vi og hjælper jer!“ Da den lille Povl saá
+Pelle, sled han sig fra Madam Johnsen og løb ud i Bislaget. Han sprang
+lige ned, laa et Øjeblik og rodede forstyrret i Stenbroen og løb saa som
+en Ild forbi Pelle ud paa Gaden.
+
+Pelle sendte nogle af Mændene ind paa de lange Gange for at se, om alle
+var sluppet ud. „Slaa de laasede Døre ind,“ sagde han — „det kan være
+der er Smaabørn eller Syge derinde.“ Beboerne fra første og anden Sal
+havde reddet sig, inden Ilden endnu fik rigtig fat i Træværket.
+
+Han løb selv ad Hovedtrappen op under Taget for at komme Bagbygningens
+Beboere til Hjælp over Lofterne. Men deroppe mødte han Beboerne fra den
+lange Taggang. „Du kan ikke komme frem,“ sagde den gamle Kludesamler —
+„hele Pipmandens Kvist brænder. Og heroppe hos os er der ikke flere. Gud
+i Himlen se til de Stakler derovre og tage lidt mildt imod dem!“
+
+Pelle forsøgte alligevel at bane sig Vej hen over Lofterne, men maatte
+vende om.
+
+Mændene var kommet med Stigen, og havde kantet den ind i den snævre
+Gaard og rejst den. Træværket begyndte at falde ned, der laa brændende
+Bjælkeender rundt om, og hvad Øjeblik det skulde være kunde det hele
+brase sammen. Men der var ikke Tid til at gaa og gøre sig det
+behageligt; inde fra Vinslevs Gang kom Røgen væltende ud og fyldte
+Gaarden, man fik skynde sig.
+
+„Det er naturligvis den Gale, der har sat Ild paa,“ sagde Mændene mens
+de holdt Stigen for Pelle.
+
+Den naaede kun til anden Sal, men han smed et Reb op til Madam Johnsen,
+som gjorde det fast i Vinduesposten saa han kunde klatre op. Med Rebet
+firede han først Barnet, saa den gamle ned til Kammeraterne som stod
+øverst paa Stigen og tog imod dem. Røgen brændte ham i Øjne og Hals og
+var ved at kvæle ham; han kunde ingenting se, rundt om sig hørte han
+forfærdelige Skrig.
+
+Lige over ham jamrede en Kvinde. „Aa Pelle, hjælp mig!“ klynkede hun
+halvkvalt. Det var den undselige Sypige som var flyttet herom; han
+kendte hendes varme Stemme igen. „Hun elsker mig jo!“ fløj det lyst
+igennem ham.
+
+„Grib Rebet og gør det godt fast i Vindusposten, saa kommer jeg op og
+hjælper dig,“ sagde han og slyngede Enden af Rebet op for fjerde Sal.
+Men i det samme lød der et vildt Skrig, et mørkt Legeme jog ud over hans
+Hoved og slog mod Stenbroen med en død Lyd. Flammerne slog hvæsende ud
+af Vinduet deroppe som greb de efter hende — og trak sig saa ind igen.
+
+Et Øjeblik hang han bedøvet i Vinduskarmen; der var noget saa tungt i
+dette her, var det ikke hendes blide Sangstemme han hørte inde i sig?
+Saa faldt Træværket med en lang Bragen, en Sky af glohed Aske steg op og
+lagde sig som Ild i Lungerne. „Skynd dig ned!“ raabte Kammeraterne. „Nu
+brænder Stigen!“
+
+En lang besættende Kimen forkyndte, at Brandvæsnet var under Opkørsel.
+
+Men Pelles Øre havde fanget en spæd forsvindende Lyd midt i Larmen. I et
+Sæt var han inde i Madam Johnsens Stue og stod og lyttede; der lød
+Barnegraad fra den anden Side Væggen, Værelserne paa Indergangen stødte
+til her. Det var forfærdeligt at høre paa, og her stod han og kunde
+ingenting udrette; der var en Mur imellem og ingen Gennemgang til denne
+Side. De raabte hans Navn nede fra Gaarden, ja for Fanden, han kom vel
+naar han vilde! Han stod og blev saa dumpt stædig i det ved denne
+klagende Barnestemme; der kom blindt Raseri op i ham, han stødte ondt
+Skulderen op mod den forbandede Væg for at paaføre sig Smærte. Ah, men
+den fjedrede! Han tørnede imod endnu engang med forfærdelig Kraft, og et
+Stykke af Skillerummet faldt ind.
+
+En kvælende Hede og Røg slog ham tilbage, han maatte holde Vejret og
+dække Ansigtet med sine Hænder mens han trængte frem. Der laa et lille
+Barn i en Vugge, han snublede over det og fandt tilbage gennem Muren.
+Branden der nu havde faaet Luft, slog pludselig ud omkring ham med et
+Blaf der fik ham til at gaa i Knæ, han mærkede det om sine Kinder som
+Slik af tørstige Kreaturer. Den buldrede frem i Hælene paa ham som et
+Uvejr, men tav da han huggede Døren i. Halvkvalt fandt han hen til
+Vinduet og vilde raabe ned, men havde ingen Stemme mere; det blev kun en
+hæs Hvisken.
+
+Ja nu stod han her med et Barn i Favnen og skulde dø! men det gjorde
+ikke noget, han var jo kommet gennem Væggen. Bag ham rykkede Ilden frem;
+den havde gnavet sig et lille Hul i Døren og skabte selv sin Træk.
+Hullet udvidede sig gnistrende som under en Blæser, og Branden pustede
+tør, tændende Hede ind gennem det. Der hoppede smaa næsten usynlige
+Flammer frem hist og her paa de glatte Flader, om lidt vilde det hele
+slaa ud i lys Lue. Klæderne lugtede svedent, Hænderne var besynderligt
+tørre som frønnet Træ, og han syntes Haaret krøllede sig paa hans Hoved.
+Og dernede raabte de hans Navn! Men det gjorde altsammen ikke noget;
+hans Hoved var blot saa tungt af Røgen og Heden. Han følte at han var
+lige ved at falde om. „Lever Barnet mon?“ tænkte han men nænnede ikke at
+se efter; han havde slaaet sin Jakke over dets Ansigt for at beskytte
+det.
+
+Han klamrede sig til Vindusposten og rettede sine døende Tanker mod
+Ellen og Børnene. Hvorfor var han ikke hos de tre? hvad var det for
+noget Sludder, der havde faaet ham til at forlade dem? Han huskede det
+ikke længer og begreb ikke sig selv; hvis det nu ikke havde været forbi
+med ham, vilde han have skyndt sig hjem for at lege med lille Lasse. Men
+nu skulde han dø, om et Øjeblik faldt han kvalt om — endnu før Flammerne
+naaede ham. Der var en lille Tilfredsstillelse i det — som pudsede han
+nogen.
+
+Pludselig skød noget op for hans døende Blik og kaldte ham tilbage.
+Enden af en Redningsstige var det, og en Brandmand dukkede frem af Røgen
+lige for hans Ansigt, greb Barnet og rakte det ned. Pelle stod og masede
+med en Forestilling om, at han skulde sætte sig i Bevægelse; men inden
+det naaede ind og ud igen, havde Brandmanden ham paa Nakken og rendte
+ned ad Stigen med ham.
+
+Den friske Luft vakte ham, han sprang op fra Baaren hvor Brandmændene
+havde anbragt ham, og saá sig opbragt om. I det samme gav Folk sig til
+at raabe meningsløst op og klappe i Hænderne, og Madam Johnsen trængte
+sig gennem Afspærringen og styrtede løs paa ham. „Pelle,“ udbrød hun
+grædende — „men saa lever du jo, Pelle!“
+
+„Ja naturligvis lever jeg — men det er da ikke noget at græde over.“
+
+„Nej men vi troede jo du var blevet derinde. Hvor ser du dog ud, arme
+Skind!“ Hun fik ham med ind til en Arbejderfamilie og hjalp ham at gøre
+sig i Stand. Først da han saá sig i Spejlet, begreb han det hele. Han
+var ukendelig af Røg og Aske; det havde brændt sig ind i Huden og var
+ikke til at faa af. Under Snavset paa den ene Kind var der et Brandsaar.
+Han gik ud til Assistenten og fik et Plaster lagt paa.
+
+„De kunde ogsaa trænge til nogle ny Øjenbryn,“ sagde Assistenten. „De
+har nok været godt i Ilden.“
+
+„Hvorfor tog det saa lang Tid med Sprøjterne?“ spurgte Pelle.
+
+„Lang Tid! Vi var her ti Minutter efter at der blev meldt Ildløs.
+Meldingen fik vi Kl. otte og nu er den halvni.“
+
+Pelle tav forbløffet. Han havde en Fornemmelse af, at den halve Nat
+maatte være gaaet; saa meget var der hændt. En halv Time — og paa den
+Tid havde han været med til at rive nogle Mennesker fra Døden, og set
+andre styrte sig ind i den. Naa ja, og han selv var blevet sveden af for
+nær Berøring med den! Det sad et Steds i hans Sind som en sky
+Kendsgærning; naar han knyttede Hænderne slog Huden Revner, og hans
+Klæder lugtede som brændt Horn.
+
+Inde i Gaarden arbejdede Brandmændene rastløst. Nogle dængede Vand i
+Flammehavet fra Toppen af deres Stiger, andre trængte ind i Husmassen og
+afsøgte Lejlighederne; nu og da kom en Brandmand ud med et forkullet
+Lig. Saa blev _Arkens_ Beboere kaldt inden for Afspærringen for at
+genkende Liget. De løb grædende rundt i Tilskuermængden og søgte
+hinanden; det var ikke Politiet muligt at holde Samling paa dem og faa
+fastslaaet, hvor mange der var blevet derinde.
+
+Pludselig rettedes alle Øjne mod Forhusets Tag, som Ilden endnu ikke
+havde faaet rigtig fat i. Deroppe stod Gale Vinsløv og blæste paa sin
+Fløjte; naar Ildens Gnister et Øjeblik dæmpedes, hørte man hans
+sindssvage Musik. „Hør, han har ogsaa faaet Marsjen med!“ udbrød de. Ja
+det var Marsjen han blæste, men vævet ind i hans eget Hjærnespind — helt
+forrykt lød den kendte Melodi paa Vinslevs Fløjte. Brandmændene rejste
+en Stige og løb op paa Taget for at redde ham, men han flygtede for dem.
+Da han ikke kunde komme længer, styrtede han sig ind i Flammehavet.
+
+Torvet og Kanalens Sider var fulde af Mennesker; Hoved ved Hoved stod de
+og betragtede _Arkens_ overdaadige Brand. Det var Aarhundreders Smuds og
+Armod og Dunster, der gik op i Luer. Hvor det futtede og knitrede og
+bragede! Menneskemængden var i stort Humør over Sejren; i Nat var man
+ikke oplagt til at sove alligevel, og dette var et Fyrværkeri der kunde
+vare ved, en storslaaet Illumination til de Fattiges Sejr. Man raabte
+beundrende Aa—aa! hvislede for at efterligne Raketter — og klappede i
+Hænderne, naar Flammerne steg til Vejrs eller et Tag faldt sammen.
+
+Pelle gik rundt i Mængden og samlede _Arkens_ forvildede Beboere hen til
+Børnehusporten, saa de der hørte sammen kunde finde hinanden. De græd og
+var ikke til at trøste. Ak nu brændte _Arken_, det kære Tilflugtssted
+for saa megen Forkommenhed. „Er det noget at tage sig nær,“ sagde Pelle
+trøstende. „Nu i Nat bliver I anbragte ved Offenlighedens Hjælp, og
+siden flytter I hen i ordenlige Lejligheder, hvor der er nyt og rent. Og
+jeres Stumper skal I ikke græde for; jeg skal nok faa sat en Indsamling
+i Gang, saa I faar meget bedre Ting igen.“
+
+Men de græd alligevel. Som hjemløse Dyr jamrede de og strejfede uroligt
+søgende om; nu brændte Skovtykningen, deres dejlige Skjul. Hvad regnede
+de med den øvrige By? den var slet ikke til for dem; det var som der
+ikke var Ly for dem paa Jorden mere. Hvert Øjeblik stak nogle af dem fra
+ham og var i Drift op mod Brandstedet — som Heste der søger tilbage til
+den brændende Stald. Pelle kunde spare sine Trøstegrunde; de var en Æt
+for sig selv, et andet Kuld Mennesker. I _Arkens_ skumle uudgrundelige
+Bug havde de indrettet sig en Verden af Armoden og den yderste
+Elendighed, og i deres Sorgløshed gjort den saa fantastisk broget som
+Rigdommen og Lykken selv. Og nu brændte det hele for dem!
+
+Ilden var skaanselsløs, der vilde ikke meget staa for dens Lutring.
+Flammerne førte hele Kager af gammelt Tapet ovenud og sænkede det
+halvbrændt ned over Gaderne. Der var mange Lag klistret paa hinanden,
+mange Farver og Mønstre slog halv igennem hinanden til forunderlige
+Fantasibilleder. Og paa Kagernes Vrangside sad en Skorpe som af størknet
+Blod; det var de forkullede Rester af Alkovernes hemmelige Verden,
+Ilddyrene der fyldte Børnenes Søvn med Drømme og i deres lille
+skælformede Krop rummede den fortættede Duft at Fattigmands Mørke! — Og
+nu maatte _Arken_ være gennemhedet til Grunden, for Rotterne begyndte at
+vandre ud. De kom i lange bugtende Rækker ud af Tøndegangen og op af
+Jærnhandlerens og Marskandiserskens Kældere, med de gamle skabede Hanner
+i Spidsen som midt om Dagen plejede at hjemsøge Skarnkassen! Tilskuerne
+jog dem hujende ind i Branden igen.
+
+Ved Titiden faldt Baalet stærkt, og Oprydningen kunde begynde.
+Folkemængden spredtes, lidt skuffet over at det saa hurtigt var forbi.
+_Arken_ var noget Futværk! der havde ikke været en ærlig Snes Pinde i
+hele Stadsen.
+
+Pelle tog Enkemadam Johnsen og Barnebarnet med hjem til sit Logi. Den
+gamle havde gaaet og klynket hele Tiden; hun var angst for at komme
+under Øvrighedens Omsorg. Men da hun hørte at de skulde hjem og være hos
+Pelle, faldt hun til Ro.
+
+Inde paa Højbro mødte de den første Natvogn som kørte ud. Den var pyntet
+med grønne Guirlander og smaa Dannebrogsflag.
+
+
+
+
+                                 XXXVII
+
+
+Den næste Morgen kom med højt klart Søndagsvejr. Der var noget ved den
+som mindede om Paaske — om Salmernes Paaskemorgen med den rene
+Opstandelsesluft! Og _Arbejderen_ kimede Dagen ind med en stor festlig
+Leder — en Hilsen til Gryet, og opfordrede Underklassen til at møde op
+paa Fælleden om Eftermiddagen til et Kæmpemøde. Det kan nok være, der
+blev Travlhed hele Formiddagen, Garderoben skulde gaas efter, Madkurven
+pakkes og Flaskefoder skaffes til Veje. Man hjalp hinanden tværs over
+Trappegangen, laante ud og laante selv. Foruden at være en Fest for
+Sejren var det jo ogsaa ment som en Demonstration — den var klar nok;
+Verden skulde se, hvor godt man hang sammen i Hægterne oven paa den
+Omgang Lockout! Det galdt om at møde fuldtalligt op og præsentere sig
+saa godt som muligt.
+
+Om Eftermiddagen strømmede Folk ind mod Arbejdernes Bygning fra alle
+Sider; det saa ud som hele Byen var paa Vandring hen mod dette Punkt.
+Inde i den store Gaard og op gennem den brede Gade helt op til
+Hovedgaden fylkedes Fagene om hver sin Fane. Opstillingen var nøjagtig
+planlagt i Forvejen, og alt gik som efter en Snor; man var vant til at
+operere med de mange. Der var ingen Renden rundt, hver fandt med Lethed
+ind paa sin Plads. Pelle og Stolpe, der havde planlagt Toget, gik
+retledende ned langs Rækkerne.
+
+Med Mændene var det ingen Sag; men deres Koner og Børn havde som
+sædvanlig misforstaaet Anvisningen. De skulde tage lige ud til Fælleden,
+men mødte op her med deres Oppakning. De stod og pakkede sig sammen paa
+begge Fortove, og da Toget satte sig i Bevægelse, brød de frem og
+sluttede sig paa Siden af det. De havde kæmpet Kampen med og hørte til
+her, ved Siden af Fatter. Det blev et Fanetog med dobbelt Væge — havde
+man kendt Mage!
+
+Nej Mage til Folketog havde Byen aldrig set! Som en Kæmpeslange blev det
+ved at rulle sig op; da Hovedet var ved Enden af Gaden, laa det meste af
+Kroppen endnu i Bunke. Men hvad var det dér forude? Hovedet drejede jo
+til den forkerte Side — ind mod Byen i Stedet for den lige Vej ud til
+Fælleden som Politiet havde afstukket! Det gaar ikke! det fører til
+Sammenstød med Politiet! Faa fat i Pelle og lad ham vende Strømmen,
+inden der sker Ulykker! — Pelle? han gaar jo i Spidsen! Det er ham selv
+der har taget fejl af Retningen. Ak saa er der ikke noget at stille op.
+Hvad i Alverden gaar der ad ham?
+
+Pelle gaar i første Hold ved Siden af Fanebæreren. Han sanser ingenting
+men ser lyst fremad — og over Hovedet paa Gadens Færdende. Hans Hud er
+røget endnu fra Branden, Hænderne skaller af; Overskæg og Haar ser
+besynderlig studsede ud, og Brandsaaret paa Kinden trækker Huden sammen.
+Der er kun ét han føler — dette Traadd af halvhundred Tusend Mand i
+Takt! Han har oplevet det i Drømme som Barn, hørt det som et Kog derude
+fra naar han lagde Hovedet til Puden. Det er den store Folkevandring, og
+nu fører han Skarerne ind i Landet! — Hvor skulde Vejen gaa, om ikke
+gennem Hovedstaden?
+
+Ved Nørrevold holdt der beredent Politi og spærrede for den indre By. De
+holdt paa tværs over Kørebanen og satte Hestene baglæns ind mod Spidsen
+af Processionen for at tvinge dem til at dreje af. Men de blev trængt
+til Side, og Strømmen gled videre; ingenting kunde stanse den.
+
+Ned gennem Strøget gaar det, tungt, som en tykt flydende Masse der
+møjsommeligt aabner sig Vej og ikke er til at stanse. Der er en fredelig
+Vælde over den, hvem tør tage Ansvaret for at hugge ind? Politiet følger
+Toget som vagtsomme Hunde, og inde paa Fortovet staar Folk klemt op ad
+Murene; de hilser eller spotter Processionen — der er Venner og Fjender.
+Oppe bag de store Spejlruder staar selskabsklædte Damer og Herrer og
+lorgnetterer Toget med et halv spotsk halv uroligt Smil. Hvad er det for
+en underlig forsulten usoigneret Verden, der pludselig vælder frem af
+Mørket og tager Strøget i Besiddelse? Og Fabrikanterne staar deroppe bag
+de gennemsigtige Gardiner og brummer. Hvad er det for en ny
+Demonstration? Nu har man givet dem Pardon; og i Stedet for at gaa
+stille til deres Gærning og tage ved Lære, giver de sig til at holde
+Revy for at vise hvor mange de er! Ja, og hvor Sulten har pillet dem af!
+
+En underlig Revy er det alt i alt; vilde de demonstrere hvor haardt der
+er handlet med dem, kunde det ikke gøres bedre! Mærkede af Slaget er de
+alle — blege, gustne, daarlige i Tøjet. Det bedste af Stadsen hænger i
+det store fælles Klædeskab, dette her er flikket sammen. Sulten har
+lutret deres Ansigter; de kunde snarere ligne et Tog af Sjæle, der har
+rystet den tunge Muld af sig og vil til at tage Aandens Verden i
+Besiddelse, end Folk der erobrer nyt Land for sig og Efterkommerne.
+Sikken et Tog af Erobrere, de hinker jo alle! — en vingeskudt Skare der
+alligevel vil forsøge Trækket. Og hvor er det saa de vil hen?
+
+„Til Lykkeland vil vi drage!“ istemmer et af Sangkorene.
+
+Og hvor ligger saa det Land? har nogen af jer set det i vaagen Tilstand
+— eller var det ikke onde Drømme fostrede af Sulten? Spis jer for en
+Gangs Skyld rigtig mætte Folkens — og lad os saa tales ved! Hvad er der
+i det hele taget paa den anden Side? Tomheden som fødte jer og endnu
+koger vanvittigt i jeres udhungrede Blod? — eller Livets Land? Begynder
+der nu en ny Verden for jer? eller er den Forbandelse evig som fødte jer
+til at være Slaver?
+
+Der er en egen tryg Takt i deres Fodslag som overdøver alt: Vi er
+Matadorer — saa fattige vi ser ud! Fire Millioner Kroner har vi brugt
+til at føre Kampen, og en Snes Millioner er gaaet til Spilde, fordi man
+stansede vore Hænders Arbejde! Vi kommer fra Mørket og gaar mod Lyset;
+intet kan stanse os. Bag os ligger Sult og Usselhed, Uvidenhed og
+Trældom — foran os ligger et lykkeligt Liv, beskinnet af Frihedens
+frembrydende Sol! En ny Tid er født med i Dag, vi er dens unge Kræfter
+og kræver Magten for de titusend Hjem! De faa har raadet længe nok!
+
+De marsjerer urokkeligt frem trods Saarene, der maa smærte endnu siden
+de hinker! Hvorfor skulde de tvivle?
+
+Hør, de synger! Det skurrer hæst i de halvhundred Tusend Struber, som
+var Sangen rustet fast eller først skulde til at løsrive sig; et nyt
+Instrument der ikke er stemt af Mesteren endnu — de første Toner
+skurrer! Men Sangen løber frem og tilbage gennem Toget i rytmiske
+Bølger, det hele er ét vandrende Legeme; Øjnene gennemglødes og brænder,
+af den svimlende Magtfølelse ved at være de mange. Og Tonen bliver
+mægtig af det, et Uvejr der stiger vældigt mod Hushøjderne: Snart dages
+det Brødre —!
+
+Rør ikke ved den usleste af dem nu! Den store berusende Magt er over
+ham; hver og en af dem er vokset ud over sig selv, og tror sig i Stand
+til at gøre Underværker. Her er ingen løse Partikler, det hele er et
+Skred. Pil ved en af dem, og Massens Kraft vil rinde ud i ham. Han vil
+glemme Følgerne og handle som under en Skæbne, hvor det store han
+tilhører, tager Ansvaret og er Loven!
+
+Det er en Svir at gaa i Rækkerne og have Lov at bære Foreningsfanen, men
+bare det at være med giver Styrke og Glæde. Mutter og de smaa følger
+godt med, skønt det mest gaar i Rendestenen. Morsomt er det at træde ud
+og lade det hele trække vældigt forbi — og saa skyde Genvej og atter
+komme i Spidsen. Timer varer det, inden Toget passerer én, naar man
+tager Post paa et Gadehjørne. Trav trav! Trav trav! det gaar ind i
+Blodet og bliver der som en evig Takt.
+
+Fag gaar forbi, og Fag tropper op: Maskinarbejderne med den tykke Munck
+som Fanebærer — han der slog de tre Dommedagsslag som kaldte 45,000 Mand
+til Kamp for Foreningsretten Hurra for ham! Malere, Typografer og fine
+Handskemagere; Blikkenslagere, Korkskærere, Hvidgarvere — og en Klat
+Sømænd der exer med Benene. I Spidsen for dem gaar Tudeper — den
+forvandlede Kæmpe! Kobbersmede og Kularbejdere og Bygningssnedkere;
+Bagersvende og Karetmagere! Det dér, hvad er det for en løjerlig
+Profession? Aa det er jo Gørtlerne, og der har vi Gibsere og Stukkatører
+og Finsmede! Om det saa er Sandgraverne, er de med. Skrædderne og
+Skomagerne er lette nok at kende; og dér er Herren hjælpe én
+Tøffelmagerne lige i Hælene paa dem — de vil ogsaa være med! Forgyldere,
+Lohgarvere, Vævere og Tobaksarbejdere! Filehuggere, Modelsnedkere,
+Murarbejdsmænd; Bødkere, Bogbindere, Skibs- og Hustømrere — faar det da
+aldrig Ende? Glarmestersvende, Plads her! Ja de kan sagtens, de er
+Mestersvende allesammen. Dér kommer Gas- og Vandarbejderne; og
+Møbelsnedkerne, der træder indad ligesom Grovsmede og gaar lige foran
+dem, som om de skulde lære fra sig! — Det dér er de fikse Kunstdrejere!
+og Børstenbinderne med Briller og Børster ud af Næsen — at sige naar de
+bliver gamle. Saa, nu er det da endelig forbi, det slutter med en Flok
+kaade Drenge!
+
+Men det er jo Mælkedrengene, de Gavtyve! Bag dem kommer Fabrikspigerne,
+og saa begynder det igen: Pianofortearbejdere, Møllere, Sadelmagere og
+Tapetserere — Faner saa langt tilbage man kan øjne. Hvor Verden dog er
+stor og broget! — saa mange Haandteringer Mennesket dog har faaet, for
+at det ikke skulde savne Arbejde! Dér er Murerne med alle de gamle
+Veteraner i Spidsen — Folkene som var med fra første Færd! se hvor Gamle
+Stolpe gaar støt paa sine Ben! Og Skiferdækkerne med Badutspringeren i
+Spidsen — de ser ud som holdt de ikke af at gaa paa Jorden!
+Savværksarbejdere, Bryggeriarbejdere, Stolemagerne. Aar for Aar har de
+faaet deres Løn slaaet ned, saa de nu ved Kampens Begyndelse kun tjente
+halv saa meget som for ti Aar siden; men se ogsaa hvor glade de er! Nu
+skal der igen komme Mad i Spisekamret. Det er Væverskerne, de gustne
+Kvinder dér! Fane har de ingen, 8 Øre i Timen er ikke noget at flage
+med. Og saa tilsidst en Haandfuld Aviskoner fra _Arbejderen_. Herregud
+hvor er de trætte, de mange Trapper sidder dem som Bly i Benene! De har
+et Bundt Aviser over Armen til Mærke.
+
+Tramp, tramp! gaar det i langsom sindig Marsj — hvorhen? Derhen hvor
+Pelle vil. „Snart dages det Brødre“ — forfra og forfra, naar ét Hold er
+færdig med Sangen, tager det næste fat. Sidegaderne spyr deres Indhold
+frem mod Toget, forhutlede Væsner der er svedne af Kampen mod deres
+Vilje og ikke kan rette sig igen; de følger det med store Øjne og giver
+fantastiske Forklaringer.
+
+Der staar en ung Fyr paa Fortovet, han dækker sig bag nogle Koner og
+strækker Hals. For nu kommer hans Fag, som han sveg i Kampen. — Naget
+har drevet ham herhen. Takten tager ham, saa han glemmer alt og træder
+frem; han ser vel sig selv i Rækkerne, syngende og stolt over Sejren. Og
+pludselig hugger et Par af Kammeraterne ham og trækker ham ind i Toget;
+de løfter ham op og gaar med ham mellem sig — hurra, sikken et
+Samlingsmærke! Skade kun, at han ikke kan sættes paa en Stage og sendes
+til Vejrs.
+
+Pelle gaar stadig i Spidsen for Toget, ved Tykke Muncks Side. Han gaar
+rolig og smilende fremad, men inde i ham raser ubændige Kræfter, saa
+stærk har han aldrig følt sig. Inde paa Fortovene holder Politiet Skridt
+med ham, tavst og skæbnesvangert. Han fører Toget skraat over Kongens
+Nytorv, og der gaar pludselig et Gys gennem Masserne — han vil op og
+præsentere sin Hær paa Amalienborg. At ingen har gættet det! Saa har
+Politiet dog været klogere, Gaderne til Amalienborg er spærrede af
+Militær.
+
+Efterhaanden vælder Fanetoget ud og fylder Torvet; halvandet hundrede
+Foreninger med hver sit svajende Mærke, det er et mægtigt Skue. Hver
+Fane har sin egen Historie. Der er alle de røde, som vajer over
+Foreninger der er dannede under Socialismen, og mellem dem
+Dannebrogsflag, gamle Laugsbannere og Foreningsfaner — blaa, røde og
+hvide. De tilhører ældgamle Forbund der efterhaanden har sluttet sig til
+Bevægelsen. Over dem alle ses Møllernes Fane, den er ogsaa gammel, et
+Par Hundrede Aar bare! Der staar noget underligt Krimskrams paa den —
+det er den første Enevoldskonges Navnetræk.
+
+Men den rigtige Fane er her ikke, Internationales røde Mærke, som bar
+Bevægelsen gennem de første Trængselsaar. De gamle skulde nok kende den
+igen, og Ungdommen har hørt saa mange Legender om den. Hvis den
+overhovedet eksisterer mere, er den gemt godt af Vejen; den virkede
+altfor voldsomt paa Øvrigheden — som rødt paa en Tyr.
+
+Og bedst som de staar og stirrer, gaar den til Vejrs, slidt og flosset
+men uforgængelig i Farven. Pelle staar oppe paa Bukken af et Køretøj og
+løfter den højtideligt i Vejret, et Øjeblik kommer det bag paa dem alle.
+Saa begynder de at raabe, det stiger til en Orkan. De hilser
+Brødreflaget, Internationales røde Blodmærke — og Pelle som løfter det i
+sine forbrændte Hænder, den gode Kammerat der frelste Barnet af Ilden og
+førte Bevægelsen til Sejr!
+
+Og Pelle staar og smiler aabent imod dem, som et stort Barn. Der var et
+godt Ord at sige til dem alle her, men hans mægtige Røst er ikke kommet
+igen. Saa fører han med en langsom Drejning Fanen rundt over dem som tog
+han dem i Ed. Han er saa stille i det, det er en gammel Drøm han faar
+opfyldt.
+
+Politiet rider mandsstærkt frem mellem Masserne, men Fanen er
+forsvundet; Munck staar med en tom Stang og er i Færd med at hægte
+Foreningsbanneret paa. „De maa sørge for at faa disse Mennesker bort
+herfra; ellers gør vi Dem ansvarlig for Følgerne!“ siger
+Politiinspektøren med et Blik der varsler ondt.
+
+Pelle sér ham ind i Øjnene. „Han smed mig gærne i Fængsel, hvis han
+turde,“ tænker han og sætter igen Toget i Bevægelse.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Ud over Fælleden bølgede Folkemængden frem og tilbage i uroligt Mylder,
+set udefra lignede det et mørkt oprørt Hav. Om hver af de mange
+Talerstole stod der en tætpakket Flok og lyttede til Førerne, som
+udlagde Dagens store Betydning; men de fleste var ikke oplagte til at
+staa om en Talerstol i Dag. Man trængte til at give sig sorgløst hen i
+Glæden oven paa alt det strænge, staa paa Hovedet i Græsset og være
+Klovn et Øjeblik. Ud over den store Fælled laa de Klynge ved Klynge,
+spisende og legende. Mændene havde smidt Frakken og tog Livtag eller
+opfriskede Drengeaarenes Smidighedsøvelser. Man lo mere end man talte,
+kom nogen med en alvorlig Bemærkning, blev den straks opløst i Brandere.
+Der var ikke Alvor skabt i Folk i Dag!
+
+Pelle gik langsomt om og morede sig over Røret, mens han ledte efter
+Madam Johnsen og Barnet; de skulde møde ham herude med Madkurven. Inde
+bagved sad Alvoret og gjorde ham stille. Det kunde været hyggeligt at
+ligge saadan paa Maven midt i sin egen Familiekreds og spise haardkogte
+Æg med Smørrebrød til — eller rende rundt med Lille Lasse paa Skuldrene!
+Men hvad nyttede det at gaa og føre Bagsnak om en Ting! — med Ellen
+kunde han jo ikke begynde igen, der var det umulige imellem dem. Lille
+Lasse holdt det haardest at vise ud af Tankerne; han maatte se at faa
+Ellen til at afstaa ham med det gode. Benytte sin juridiske Ret til at
+faa ham tilbage vilde han ikke.
+
+Hele Familien Stolpe laa i en stor Kreds og holdt Maaltid; Sønnerne var
+der med deres Koner og Børn — der manglede blot Pelle og hans.
+
+„Kom og giv en Haand med!“ sagde Stolpe — „ellers faar vi for sent
+Fyraften.“
+
+„Aa ja!“ udbrød Madam Stolpe — „det er saa længe siden, vi har været
+sammen. Vi skal da ikke undgælde for, at du og Ellen ikke kan spænds.“ —
+De kendte ikke Grunden til Bruddet — i al Fald ikke gennem ham — men var
+ligefuldt venlige mod ham.
+
+„Jeg gaar egenlig og leder efter min egen Madkurv,“ sagde Pelle og slog
+sig ned hos dem.
+
+„Hør, du er en Fandens Fyr!“ udbrød Stolpe pludselig leende — „du vilde
+nok op og hilse paa Bror Kristian hva’? Synderlig klogt var det nu ikke,
+men lige meget! det du har gjort i Dag, kunde ingen anden gaa hen og
+gøre dig efter. Det gik jo som en Miss det hele — ikke Spor af Slinger i
+Rækkerne! Du ved vel, at det er Meningen du skal i Spidsen for de
+Samvirkende? — saa har du jo Lejlighed til at mase paa med dine
+forfløjne Ideer om et Verdensforbund. — Nu bliver der ellers nok at gøre
+herhjemme; vi skulde gærne tage Byen ved næste Valg — og en Del af
+Landet med sku! Du stiller dig vel?“
+
+„Hvis jeg faar min Stemme igen. Jeg kan ikke raabe mere.“
+
+„Prøv med en raa Æggeblomme hver Aften,“ sagde Madam Stolpe bekymret —
+„og tag den venstre Strømpe om Halsen naar du sover; det er et godt
+Middel. Men det maa være den venstre.“
+
+„Mutter er rød ser du!“ sagde Stolpe. „Saa snart jeg kommer paa den
+højre Side af hende, kender hun mig ikke.“
+
+Solen maatte være nede, det begyndte allerede at skumre; ovre i Vest
+steg tunge Skyer op. Pelle fik ond Samvittighed over, at han endnu ikke
+havde truffet den gamle og hendes Barnebarn, og brød op fra Selskabet.
+
+Han gik rundt og søgte; overalt hvor han kom frem, hilste Folk, og der
+tændtes noget i deres Øjne. Han lagde Mærke til, at en Betjent fulgte
+ham paa Afstand; det var en af Partiets hemmelige Tilhængere — kanske
+havde han noget at meddele! Pelle lagde sig i Græsset lidt for sig selv;
+Betjenten stod og saá sig forsigtigt om, kom saa gaaende. Ved Pelle
+bukkede han sig ned som for at tage noget op. „Man er ude efter dig,“
+sagde han dæmpet. „Der har været Husundersøgelse i Eftermiddag; saa
+snart du gaar herfra, skal du arresteres.“ Saa gik han videre.
+
+Pelle laa lidt inden han forstod. Husundersøgelse — hvad var der hos ham
+som ikke enhver maatte vide? Pludselig kom han i Tanke om Klichéen og
+Seddelaftrykkene. Man havde søgt noget at komme ham til Livs paa — og
+fundet hans Legetøj!
+
+Han rejste sig tungt og gik udefter, bort fra Mængden. Ovre ved Øster
+Fælled stansede han og kastede et dvælende Blik ned over dette urolige
+Hav af Mennesker, der begyndte at bryde op og snart vilde gaa i ét med
+Mørket. Nu var Sejren vundet og Landet skulde tages i Besiddelse — og
+saa maatte han vandre i Fængsel! — for en Fantasi skabt af Sulten! Han
+havde ingen Penge givet ud og heller ikke haft det i Sinde — men hvad
+hjalp det? Han skulde jo rammes, han havde læst det i Politiinspektørens
+Øjne. Tugthus — eller i bedste Fald Forbedringshus!
+
+Han trængte til at holde Afgørelsen hen mens han ordnede sit Sind, og
+gik bag om Østerbro ind til Byen. Han holdt sig til Sidegaderne for ikke
+at blive sét og tog Retning med Frelsers Kirkegaard; de fleste Betjente
+var heldigvis paa Fælleden.
+
+Skibene i Havnen vakte et Øjeblik Tanken om Flugt i ham, men hvor skulde
+han søge hen? Og flakke fredløs om derude, naar hans Kald og hele Skæbne
+laa her — kunde han det? Han fik tage sin Tilskikkelse!
+
+Kirkegaarden var lukket, han maatte krybe over Muren for at komme
+derind. Nogen havde lagt friske Blomster paa Far Lasses Grav. Marie!
+tænkte han — ja det maatte være hende! Her var egenlig godt at være, han
+følte ikke længer den forfærdelige Forladthed. Endnu var det, som
+Lassefars aldrig trættede Omsorg lagde sig betryggende om ham.
+
+Men han maatte videre, Indespærringen var allerede over ham og gjorde
+ham rastløs. Han vandrede ind gennem Byen og holdt sig stadig til de
+snævre Sidegader, hvor Mørket skjulte ham. Dette var Slagmarken — hvor
+var der faldet Hvile over den! gudskelov de ikke forbandede ham. Nu gik
+de ind til Lykken — og han!
+
+Han nærmede sig forsigtigt sit Logi — der gik to civilklædte Betjente og
+patruljerede. Saa trak han sig ind i Smaagaderne igen. Han drev planløst
+om derinde, gik og stred med det uforsonlige i sig til det endelig gav
+efter. Han vilde se op til Ellen, give hende et godt Ord og kysse
+Børnene.
+
+Men ogsaa dér var der Vagt — paa alle Punkter blev han slaaet tilbage,
+ind i Ensomheden hvor han ikke hørte hjemme. Det var jo det
+forfærdelige, hvordan skulde han klare sig ene med sig selv — han som
+kun aandede i Fællesskab med andre? Ellen var alligevel hans Liv, saa
+haardt han bestred det; hendes spørgende Øjne hvilede altid gaadefuldt
+paa ham fra en eller anden Krog i hans Tilværelse, hvad han saa færdedes
+i. Han følte stærkt nu, at hun hele Tiden havde holdt sig beredt og
+siddet og ventet paa ham. Hvordan vilde hun tage dette?
+
+Fra Slotsgade saá han Lys oppe paa Mortens Værelse, han sneg sig over
+Gaden og gik op. Morten sad og læste.
+
+„Det er helt nyt at se dig — Brandmand!“ sagde han med et godt Smil.
+
+„Jeg kommer for at sige Farvel til dig,“ sagde Pelle sagte.
+
+Morten saá forundret op. „Skal du rejse?“
+
+„Ja jeg — jeg vilde bare!“ han sad lidt og ludede. „Hvad vilde du gøre,
+hvis Øvrigheden var ude efter dig paa Lumskeri?“ spurgte han pludselig.
+
+Morten stirrede en Stund paa ham, saa trak han Bordskuffen ud og tog en
+Revolver op. „Jeg taaler ikke Voldshænder paa mig!“ sagde han mørkt.
+„Men hvorfor spørger du om det?“
+
+„Ikke for noget — vil du gøre mig en Tjeneste Morten? Jeg har lovet at
+sætte en Indsamling i Gang for _Arkens_ fattige Fugle, men har ikke Tid.
+De mistede alle deres Stumper ved Branden! Vil du tage dig af den Ting?“
+
+„Det skal jeg nok! Men jeg forstaar bare ikke —?“
+
+„Jo, jeg skal lidt ud og rejse,“ svarede Pelle med et Galgensmil. „Jeg
+har altid haft Lyst til at komme ud og rejse paa Faget ved du nok — nu
+er Lejligheden der.“
+
+„Til Lykke med det da,“ sagde Morten og saá underligt paa ham, mens han
+trykkede hans Haand. Hvor meget han havde gættet, vidste Pelle ikke. Der
+var bornholmsk Blod i Morten, han trængte sig ikke ind i nogens Affærer!
+
+Og saa var han paa Gaden igen. Nej Mortens Udveje kunde han ikke bruge —
+og nu vilde han gaa ind og overgive sig til Øvrigheden! Han fulgte
+Hovedgaden nu; der var ikke noget at skjule sig for længer.
+
+Nede i Nørregade stod en Skikkelse og puslede mistænkeligt ved en
+Butiksdør; han trykkede sig fladt ind mod Døren, da Pelle passerede.
+Pelle stansede paa Fortovet, Skikkelsen stod ubevægelig og trykkede sig
+ind i Mørket en Stund, saa sprang den frem med en ond Knurren for at
+slaa ham til Jorden. I det samme kendte de hinanden — det var Ferdinand.
+
+„Hvad, gaar du løs endnu?“ udbrød han forbavset. „Jeg troede du var
+nappet.“
+
+„Hvor ved du det fra?“ spurgte Pelle.
+
+„Aa det er noget man ved — det hører nu engang med til Haandteringen.
+Det bliver fem-seks Aar Pelle, lige som du er stiv til! Forbedringshus
+naturligvis — ikke Tugthus!“ Det gøs i Pelle.
+
+„Du staar og fryser,“ sagde Ferdinand medlidende — „og det kan jeg sku
+godt sætte mig ind i. Men hør nu her Pelle, du har væ’t god og villet
+redde mig! næst efter Mor er du den eneste jeg bryder mig om. Hvis du
+vil ta’e og stikke af, skal jeg skjule dig og sørge for Rejsepengene.“
+
+„Hvor vil du skaffe dem fra?“ spurgte Pelle tvivlende.
+
+„Aa jeg praktiserer jo Ejendommens Fordeling,“ sagde Ferdinand og lo
+bredt. „Politidirektøren har netop fem Hundrede Kroner liggende i sin
+Pult; dem skal jeg forsøge at hugge til dig, dersom at du vil ha’e det.“
+
+„Nej,“ sagde Pelle langsomt — „jeg maa hellere tage min Tørn. Men Tak
+skal du have for din gode Vilje! — og hils din gamle Mor fra mig. Dersom
+du skulde faa lidt til overs, saa stik det til Enkemadam Johnsen. Hun og
+den lille sulter siden Hannes Død.“
+
+Og saa var der ikke mere, alting var forbi. Han gik lige ned over Torvet
+til Raad- og Domhuset. Det laa og saa skummelt ud, han drev langsomt
+videre, ned til Kanalen — for at samle sig lidt inden han gik op. Han
+gik langs Bolværket og stirrede ned i Vandet, hvor Baadene og de store
+Hyttefade lige kunde skimtes. Ved Holmens Kirke tog han sig sammen og
+vendte om — nu maatte det være. Han rejste Hovedet med en kæk Beslutning
+— og stod Ansigt til Ansigt med Marie. Hendes Kinder glødede da hun saá
+ham.
+
+„Pelle!“ sagde hun jublende — „gaar du her? Men saa er det jo ikke
+sandt! Jeg har været i Forsamlingssalen, og der sagde de at du var
+arresteret. Aa, vi var saa ulykkelige!“
+
+„Jeg skal ogsaa arresteres — jeg er paa Vej derhen nu.“
+
+„Men Pelle dog, lille Pelle!“ Hun saá paa ham med taarefyldte Øjne. Ak,
+endnu var han jo Hittebarnet som trængte til hendes Omsorg. Pelle fik
+selv Taarer i Øjnene, hans Sind blev saa blødt. Her var dog et Menneske
+hvis Hjærte bankede for ham — og hvor var hun smuk i sin Sorg over hans
+Ulykke.
+
+Hun stod der foran ham slank og fuld af Form, med Haaret — der engang
+var saa tyndt og skæmmet — i et rigt Brus over Panden. Herlig var hun
+groet ud af det forkrøblende Hylster. „Pelle,“ sagde hun med nedslagne
+Øjne og tog begge hans Hænder — „gaa ikke derhen i Nat, vent til i
+Morgen! I Nat glæder alle de andre sig over Sejren — og saa skulde du —
+—! Gaa med hjem paa mit Kammer Pelle, du er jo saa bedrøvet!“ Hendes
+Ansigt kæmpede med Graaden, saa barnlig som nu havde hun aldrig set ud.
+
+„Hvorfor betænker du dig? — gaa med op: Er jeg da ikke smuk? Og alt det
+har jeg gemt til dig! Fra første Gang jeg saá dig, elskede jeg dig jo
+Pelle; og saa begyndte jeg at vokse, fordi jeg vilde være køn til dig!
+Jeg skylder ikke nogen noget andre end dig; og hvis du ikke bryder dig
+om mig, vil jeg slet ikke være til!“
+
+Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af Intet, men var helt og
+holdent sit eget Værk. Skøn og uberørt kom hun til ham i hans
+Forladthed, som var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at husvale
+hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun groet ud af Elendigheden som
+selve Lykketiden; og hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødstrætte
+Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, Moder og Elskerinde for
+ham?
+
+„Ved du Pelle, der var jo Dans i Forsamlingsbygningen efter Fællesmødet,
+og vi unge Piger havde bundet en grøn Majkrans — jeg skulde sætte den
+paa dig naar du traadte ind i Salen. Aa vi græd, da én traadte op og
+raabte at du var taget. Men saa fik du dog Kransen — ikke? Og nu skal du
+sove sødt og ikke tænke paa i Morgen.“
+
+Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes Jomfrubarm. Og mens hun
+laa og saá moderligt paa ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende
+Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot og han var Bygmester.
+Da Slottet var færdigt, marsjerede han ind i det i Spidsen for
+Arbejderhæren, syngende drog de gennem de lange Gange for at fylde de
+lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet var forvandlet til et
+Fængsel! Og de gik og gik og kunde ikke finde ud igen.
+
+
+
+
+                       Afskriverens bemærkninger
+
+
+I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis
+og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle
+forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.
+
+Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse
+typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre
+ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):
+
+   [p. 77]:
+   ... brugte det til at at slaa Skaller med; anden Anvendelse ...
+   ... brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse ...
+
+   [p. 111]:
+   ... Paa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ...
+   ... Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige ...
+
+   [p. 160]:
+   ... Fredrik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ...
+   ... Frederik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret ...
+
+   [p. 167]:
+   ... sagde Stolpe — „spring ned og se, Fredrik!“ De ...
+   ... sagde Stolpe — „spring ned og se, Frederik!“ De ...
+
+   [p. 189]:
+   ... havde vi faaet hele Religheden til Aftens. De spiser ...
+   ... havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De spiser ...
+
+   [p. 211]:
+   ... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og og ...
+   ... Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og ...
+
+   [p. 311]:
+   ... naar Lockouten er i forbi. De er vel klar ...
+   ... naar Lockouten er forbi. De er vel klar ...
+
+
+
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76883 ***