NormalizeHEADmain

10 files changed, 17 insertions, 3217 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..d7b82bc
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,4 @@
+*.txt text eol=lf
+*.htm text eol=lf
+*.html text eol=lf
+*.md text eol=lf
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..1cc062f
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #65485 (https://www.gutenberg.org/ebooks/65485)
diff --git a/old/65485-0.txt b/old/65485-0.txt
deleted file mode 100644
index 70819ef..0000000
--- a/old/65485-0.txt
+++ /dev/null
@@ -1,1387 +0,0 @@
-The Project Gutenberg eBook of Eneboerne, by Karen Blixen
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
-most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
-whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
-of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at
-www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you
-will have to check the laws of the country where you are located before
-using this eBook.
-
-Title: Eneboerne
-
-Author: Karen Blixen
-
-Release Date: June 1, 2021 [eBook #65485]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: UTF-8
-
-Produced by: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at
-             https://www.pgdp.net. This file was produced from images
-             generously made available by The Internet Archive.
-
-*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ENEBOERNE ***
-
-
-
-
-                               ENEBOERNE
-
-
-Denne Historie om Eneboerne begynder med et Brev:
-
-                                                   Min øde Ø, 1779.
-
-   Mine kæreste Søstre.
-
-   Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, da jeg har et Øjeblik
-   tilovers, at skrive til jer. Jeg véd nok, at dette Brev ikke vil
-   naa jer før om lang Tid, om Maaneder eller et halvt Aar maaske,
-   men dog skriver jeg det, for jeg kan ikke holde ud, at I ikke
-   skal vide lige saa god Besked og kende alt her lige saa godt som
-   jeg. – Men jeg er endnu saa fortumlet af at gynge op og ned paa
-   Vejen herover, – det er, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I
-   ikke maa vente, dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har
-   ogsaa ramt os en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os
-   til Øen, Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe
-   ved Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil,
-   – saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede
-   at være uendelig længe siden. Det forfærdede mig og tog mit Mod
-   fra mig, saaledes at det først var i Gaar Aftes, da jeg gjorde
-   Ild paa og kom til at tænke paa, hvordan han gjorde Ilden op den
-   første Aften, vi var her, at jeg kom til at græde over ham, og nu
-   græder jeg, hver Gang jeg tænker paa ham, og hvor langt mere
-   føler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skulde have
-   hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vil være
-   vanskeligt for mig alene, men hans arme Forældre, der saa ham
-   drage af Sted saa glad! – Og er det ikke en forunderlig uhyggelig
-   Velkomsthilsen af Øen, det er som om den ikke vilde have os her,
-   og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eugène er i sin
-   egen Stue og skriver, – og saa vilde jeg ønske, I vilde læse
-   dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder i
-   Haanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingene
-   ikke længere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egne
-   Ansigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud.
-
-   Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den nærmeste Ø, hvor der bor
-   Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvad vi skulde
-   bruge i Huset, saadan vil den Baad komme herover hver Maaned, det
-   tog lidt over tre Timer at sejle hertil, – men hvor længe det er
-   siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikke mere sige, thi jeg
-   synes vi har rejst i øde Lande i mange Aar. Vor Ø saa helt
-   anderledes ud, da vi kom nær til den, end jeg havde tænkt mig,
-   den er meget større. Det halve af vort Hus er bygget af Sten lige
-   ind mod Klippen, og er meget mørkt, mens denne Del er bygget af
-   Træ; Fiskerne brugte den engang om Sommeren, og de har haft Faar
-   paa Græs paa Øen, – og Eugènes Ven, Calran, boede her for to Aar
-   siden, men dette ved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort
-   Ildsted, – og hvor er det ikke smukt og underholdende at se paa
-   Ild – men naturligvis er her ikke mange Møbler. Det gør dog
-   hverken fra eller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en
-   Stol ad Gangen og Eugène i en, og I maa ikke tro, at Stuerne
-   derfor har mindre Udtryk end de havde hjemme – tværtimod, de har
-   saa meget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eugène at
-   tale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere
-   højttalende end de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt,
-   hvad de kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr – og
-   undertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger en Ting og
-   Uret en anden, saa det er til at blive ganske forfærdet over. –
-   Kan I nu tænke jer alt dette! –
-
-   Husker I, at vi engang hjemme legede, at jeg var en forfulgt
-   Prinsesse og red bort paa en Hval.
-
-   Saaledes omtrent sidder jeg her paa min øde Ø, midt i det store
-   Hav. Mod Vest er der høje Klipper, som løber lige stejlt ned i
-   Vandet, og Havet brummer og bryder om Fødderne paa dem og langt,
-   langt ud. Fiskerne siger, at det var skjulte Skær, et Sørøverskib
-   er engang gaaet under her, derfor kalder de dem for
-   Galgebakkerne. Længere inde og mod Øst er vor Ø lavere, helt
-   bevokset med Græs og et Sted nede i en Sænkning er der en lang
-   Birkelund, – men naar man er oppe paa de højeste Steder, kan man
-   se Vandet langt omkring og de andre Øer, ligesom Hækkene og de
-   klippede Buksbombuske i Haven hjemme, – ak, jeg er ked af, at jeg
-   nu ved saa meget mere end I og kender saa mange Ting, som I
-   aldrig har set, – og hjemme var jeg altid den, der vidste mindst
-   Besked, og alle andre Mennesker kunde sige mig meget mer. I maa
-   ikke glemme mig og lad heller ikke nogen Ting hjemme glemme mig,
-   men hils alting.
-
-   Kæreste Søstre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde gøre og
-   burde, – og fornuftigt tænker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan ikke
-   slutte af paa dette Brev, som først vil naa jer om lang, lang
-   Tid, før jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi
-   har tænkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det.
-   Der er sket noget saa mærkeligt og forunderligt, at maaske andre
-   Mennesker ikke kan tro det – og det mest forunderlige er, at lige
-   fra først af har det været, som om det var det eneste, der var
-   rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags Sandhed.
-   Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene her, og
-   inden jeg havde tændt Lyset, bankede det paa Døren og hermed
-   begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer, hvor
-   forunderligt det var at høre nogen banke paa Døren her, og denne
-   Banken, tror jeg, lød ogsaa anderledes end andres. Dog svarede
-   jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i Haanden og bukkede
-   for mig. Han sagde: „Godaften Madame. Har jeg ikke den store Ære
-   at tale med Fru Vandamm.“ Og hele Tiden ledte han saa
-   besynderligt efter Ordene; det var saa mørkt, at jeg ikke kunde
-   se hans Ansigt, men jeg kunde se, at han var i Uniform og han
-   stirrede paa mig hele Tiden. „Jo jeg er Lucie Vandamm,“ sagde
-   jeg. „Velkommen hertil, Fru Vandamm,“ sagde han, „jeg er
-   Christobal Christmas, altid Deres ydmyge Tjener.“ – Hvorledes
-   skal jeg dog forklare eder, som er saa langt borte, hvordan det
-   var, alt forandredes fra det Øjeblik han kom ind i Stuen, og det
-   var, som om jeg stred imod at drages med ind i denne Forandring,
-   da jeg sagde: „Hvor kommer De dog fra,“ men da jeg havde spurgt,
-   i samme Øjeblik syntes jeg, det var helt meningsløst. „Jeg har
-   været længe her,“ sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa
-   Gulvet, ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde gøre, og
-   jeg kunde ikke sige et Ord. „Tillader De mig at blive her et
-   Øjeblik, Fru Vandamm,“ spurgte han, og da jeg svarede ham, satte
-   han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at
-   han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret.
-   „Kommer De fra England, Fru Vandamm,“ sagde han. Jeg fortalte
-   ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt, og hans
-   Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer. „Sig mig,
-   vær saa god at sige mig,“ sagde han, og med eet var hans Stemme
-   saa besynderlig hjerteskærende: „De kender vel ikke, Fru Vandamm,
-   en Familie Christmas dér, Fru Christmas og hendes Barn.“ „Jeg
-   tror det ikke,“ sagde jeg, „jeg kan ikke huske det,“ „Vær saa
-   god, gør mig den store Tjeneste, Fru Vandamm, at prøve at huske
-   det,“ sagde han og sad ganske stiv og lagde med et begge sine
-   Hænder paa sit Hjerte. „Ak, jeg tror det ikke,“ sagde jeg, „vi
-   kendte saa faa“. „Men har de ikke hørt om dem nogen Sinde,“ sagde
-   han, „Fru Horatia Christmas fra Dublin, hun var født Ward, hun
-   havde et Barn, jeg ved ikke, om det var en Søn eller en Datter,
-   men det maa være“ – han sad længe og tænkte sig om, – „omtrent
-   paa Deres Alder.“ – Var det nu ikke forunderligt, er det ikke
-   forunderligt, at jeg kan huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham,
-   at jeg kendte dem ikke, og jeg var lige ved at græde derved,
-   fordi hans Stemme var saa hjerteskærende. „Maaske,“ sagde han,
-   „vil De være saa god at spørge Deres Mand. Og nu,“ sagde han og
-   rejste sig, „skal jeg ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil
-   befinde Dem vel her. Godnat.“ Han bukkede dybt, men han tog ikke
-   min Haand, og derpaa gik han og da, – saa snart han var ude af
-   Stuen, var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at
-   høre, og jeg løb til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at
-   se. Og da følte jeg, at jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, og
-   jeg gik hen og tændte Lys, og da blev alt forandret igen, men I
-   kan ikke tænke jer, hvordan – det var som om det tog en Maske
-   paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu tænke om dette. I er
-   de eneste Mennesker, jeg kan fortælle det til. Tænk da paa mig,
-   send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting hjemme. O I vil
-   ikke faa dette før om lang lang Tid. Eders stedse tro Søster
-
-                                                   _Lucie Vandamm_.
-
-– Den Lucie Vandamm, som skrev dette Brev, den 9. Dag efter sin Ankomst
-til Øen, selv den ene af Øens to Eneboere, var 20 Aar, og hun var fulgt
-med sin Mand, der rejste dertil for i Ro og uforstyrret at skrive en
-Bog, som skulde reformere Verden. Han var opfyldt af Rousseaus Ideer,
-eller paavirket af dem, – men tillige af sine egne, og han havde en
-saadan brændende Tro til dem, og hans Sind var saaledes optaget, saa
-fuldt heraf, at ingen Vanskelighed eller Bekymring trængte ind til hans
-Bevidsthed; selv naar han talte og handlede var det kun som med den
-yderste Del af sit Væsen, ligesom Vagten ved Porten kunde slaa en
-Passiar af, mens der blev holdt Krigsraad indenfor. Hun, hans unge Kone,
-som kun kendte hans store Planer af hans meget afbrudte Forklaringer,
-modtog alle de ny Indtryk af deres ny Liv her, og i hendes fantasirige
-og modtagelige Sind prægede de sig. – Hendes Hjem var langt borte.
-Hendes Fader var en kun lidt paaskønnet Videnskabsmand og Politiker, der
-i sit Hjerte troede, at han kun regnede med de tørreste Kendsgerninger
-og kun stolede paa sine egne Øjne og Øren. Han nærede en dyb Foragt for
-Kvinder og tog sig kun undertiden og meget teoretisk af sine fire unge
-Døtres Opdragelse. Den ringe Paaskønnelse han havde vundet, havde gjort
-ham noget bitter, men for Resten fandt han sig godt i sin Rolle som
-Martyr, – han havde med alt det et meget godt Hjerte. Lucies Moder var
-svag og laa altid til Sengs, – den egentlige Aand der i Huset var skabt
-af de fire unge Søstre i Forening. Overladt til sig selv lod de paa
-deres Side hele den øvrige Verden skøtte sig selv og lavede til deres
-Brug en ny, hvis Love var de eneste, de respekterede. Af deres Faders
-Ideer og alt det, der optog ham, trængte en Del ned til dem, forandredes
-og føjede sig efter deres Verdens Aand. De fire var knyttede tæt sammen
-af et inderligt Venskab, af mere end det: de ejede i Fællesskab noget,
-som de ikke med deres bedste Vilje havde kunnet forklare, hvad var, men
-som de selv vidste ganske nøjagtig Besked med og satte over alt. De var
-alle fire smukke, men da de var fattige og ikke kendte mange Mennesker,
-havde de ikke mange Friere, dem, de havde, maalte de med to Maalestokke,
-med den øvrige Verdens, – og dette var en Slags Koketteri, ganske for
-Løjer og for at vise, de forstod sig paa den, – og med deres egen, som
-de ganske og aldeles dømte efter. Deres Moders Ejendom, deres gamle Hjem
-paa Landet, var brændende elsket af dem alle fire, og dog længtes de
-efter det Øjeblik, da deres Tanker og Drømme skulde træde dem i Møde
-udefra. – Til dette Hus kom Eugène Vandamm som Husfaderens Ven. De to
-mødtes, trods 30 Aars Forskel i Alder, i en varm Sympati, fælles
-Interesser, fælles Stolthed og Miskendelse.
-
-Eugène Vandamm var 27 Aar. Han var meget begavet, en lidenskabelig og
-lidende Natur, en stor Idealist, men mærkværdig snæver i sine Begreber
-om Idealer. I Bunden troede han slet ikke paa andet end sig selv. Han
-havde aldrig haft Venner eller Fortrolige, han havde lidt ogsaa under
-den Ensomhed, der bliver den i sin Kreds langt bedst begavedes Lod. Til
-Erstatning havde han faaet en høj Grad af Selvtillid, der end ikke saa
-meget bestod i Tillid til sig selv som i den dybeste Foragt for andre og
-fuldstændig Ligegyldighed for deres Dom. 21 Aar gammel havde han udgivet
-en Bog: „Quos ego ...,“ som ikke blev saa meget lagt Mærke til, som den
-fortjente; 2 Aar senere var et andet Værk, som han selv var begyndt at
-udgive hæftevis, blevet beslaglagt. I denne Tid var han gaaet meget
-igennem af Fattigdom og Nød, det dæmpede dog ingenlunde hans Tro paa sig
-selv eller Foragt for andre. Hans urolige, lidenskabelige og ærgerrige
-Aand hvilede næsten aldrig, han gravede sig med en utrættelig og vild
-Energi bestandig dybere ind i sin Verden af Tanker, han havde vænnet sig
-til at være meget alene, udtrykte sig daarligt i Tale, og manglede helt
-Kendskab til nogle Sider af Livet, som hans ganske almindelige
-jævnaldrende vidste god Besked med.
-
-Vandamm vidste det ikke selv, men der gik en ny Verden op for ham i
-dette Hus, en Verden, der legede, og hvis Lege var meget alvorlige og
-yndefulde. Mens han vandrede op og ned langs Dammen og Buksbomhækkene i
-Haven og diskuterede alvorlige Emner med sin Ven og Meningsfælle,
-trængte den ind til hans Bevidsthed, ligesom en Blomsterduft, og vakte
-ganske ny Stemninger hos ham.
-
-Efter nogen Tids Forløb blev han forelsket i Lucie, som var den yngste
-og smukkeste af de fire, og naar han gik og talte med hendes Fader om
-Livets højeste Spørgsmaal, ventede han paa, at han skulde bede ham blive
-til Aften. Han forstod det ikke selv, han tænkte sig maaske, at han her
-havde fundet en beslægtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af
-hans og forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af
-Stemninger fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og bøjede sig
-næsten ydmygt, lærende og modtagende, for hendes unge, friske og rige
-Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske mærkværdigt, hun
-hørte ham rose i høje Toner af sin Fader, som et Geni, hun forstod ham
-ikke, og kunde dog se, at hun forstod ham langt bedre end han hende – og
-han bøjede sig for hende, han, der ikke bøjede sig for noget. Hun
-vidste, at der i hendes Kærlighed var megen Beundring, hun vidste ikke,
-at der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun, at hun
-holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad hun ham om nogle
-Dages Betænkningstid, men da hun havde svaret ham, holdt hun fast ved
-ham og var hans i Liv og Død. Deres Forlovelsestid var kort, men
-forunderlig for dem begge. For ham var der hændet det forunderlige, at
-mens Smerte, Nød, Lidelse til denne Dag havde været hans Element og
-Verden, havde den Lykke, han her havde mødt, uden nogen Overgang hævet
-ham op til sig og var blevet hans Sjæls daglige Brød. For hende var det
-vidunderlige det, at hun før intet havde ejet, men havde haft alle
-Muligheder, og nu havde hun med eet en bestemt Skæbne, en Ejendom, men
-ingen Drømme. Undertiden syntes hun, hun var bleven bedraget, skønt hun
-ikke vidste, hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han
-meget, og der var i hendes Væsen noget sky, saa at han undertiden
-tænkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og var næsten glad
-over, at han gav hende saa meget af sig selv og fordrede saa lidt af
-hende, og dog gav hun ham noget til Gengæld, en Stemning, han modtog og
-dvælede i, selv efter at han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget
-ungt, sorgløst, rigt og ømt, en anden Slags Sympati end han var vant
-til.
-
-Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og Evighed, greb ham
-med eet en Angst for, at denne Lykke skulde skade ham, at den skulde
-overtale ham til at hvile, til at svigte sine Ideer, og da han med
-Sikkerhed vidste eet i Verden – at han ikke vilde ofre noget af dem for
-noget andet, var det let for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny
-Bog, et stort Værk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled
-de ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskeligheder ved
-at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret bestandig, at han var
-ved at blive gal derover, og da han kom og sagde hende, at han maatte
-rejse bort og leve ensomt for at skrive sin Bog i Fred, faldt det hende
-ikke ind, at hun kunde blive tilbage, hun rejste med ham og søgte efter
-bedste Evne at gøre Livet behageligt for ham og at finde noget at tage
-sig for selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs – hvordan skulde han
-kunne beklage hende, naar han følte, hvordan han arbejdede, saa Blodet
-sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham, og hun syntes altid
-at hvile i en tankefuld og drømmefyldt, lykkelig sorgløs Ro. Imens han
-sad i sit Værelse og vred sine Hænder over sit Arbejde eller arbejdede
-sig saa dybt ned i det, at alt andet svandt bort under hans Fødder, sad
-hun i Stuen ved Siden af foran Ilden og syede og tænkte paa, hvor
-forunderligt alt dette var.
-
-Foreløbig var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det regnede
-af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft var saa
-tung, at Røgen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs. Fra Vinduet i
-den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa det var graat, ganske
-lidt kruset, og Horisonten var ikke til at se, og Havets Stemme lød
-uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm lagde Brænde paa Ilden og stod og saa
-paa det, mens den graa Skumring ganske langsomt blev mørkere og mørkere
-og lagde sig om alt.
-
-Da hændte det, at hun hørte Døren gaa, og mens Skridtene af den kommende
-lød over Gulvet til hendes Dør, tænkte hun først, at det var hendes
-Mand, og derefter, mer med sin Følelse end sin Forstand, at det ikke var
-ham, men den samme, som havde besøgt hende nogle Dage før. Hun rejste
-sig op, og blev staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han
-bankede paa Døren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev
-staaende paa Dørtærsklen, da han saa hende. „Godaften,“ sagde han, „jeg
-forstyrrer Dem ikke, haaber jeg.“ „Nej,“ sagde Lucie. „De synes vist,
-Fru Vandamm,“ sagde han, „at jeg er meget paatrængende. Men De maa tænke
-paa, hvor ensomt her er. De, der har set Mennesker saa nylig, kan vist
-ikke forestille Dem, hvorledes det er for mig at se Dem.“ „Jeg synes
-ogsaa, det er længe siden, jeg har været sammen med Mennesker,“ sagde
-Lucie og saa stift op paa ham. Deres Øjne mødtes, og hun tænkte, at hun
-aldrig havde set noget Menneske med saadanne Øjne. Han tog sine bort
-først og saa paa Ilden. „Er De ikke kommen hertil for at søge Ensomhed?“
-spurgte han. „Jeg er fulgt med min Mand,“ sagde Lucie. „Havde De den
-store Godhed at huske at spørge Deres Mand, som jeg bad Dem om?“ sagde
-han. Det varede et Øjeblik, inden hun svarede. „Ja,“ sagde hun, „jeg
-spurgte ham. Men han vidste det ikke.“ Han saa igen paa hende, „Ak,“
-sagde han, „var der Mennesker, De skiltes fra, da De rejste herop?“ „Ja,
-jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, og atter gjorde hans Stemme
-hende saa bedrøvet, at Graaden kom hende i Halsen. „Jeg forstyrrer Dem,“
-sagde han, „hvorfor bliver De staaende?“ Hun satte sig i en stor
-Trælænestol, der stod tæt op til Ildstedet. Han bukkede sig og tog et
-Stykke brændende Træ op, der var faldet paa Gulvet, og lagde det paa
-Ilden og blev staaende et Øjeblik for at varme sine Hænder, saa satte
-han sig paa en lille Træstol lige over for hende. „Sig mig, Fru
-Vandamm,“ sagde han, „naar De nu har været længe borte, husker De dem
-da, eller synes det at blive vanskeligere og vanskeligere for Dem at naa
-dem, selv med Deres Tanker?“ „Ak,“ sagde Lucie, „jeg ved ikke,
-hvorledes, men alt synes at være forandret. Jeg har jo nok været længe
-borte, men det er som om det var endnu længere.“ „Hvor længe har De
-været borte?“ spurgte han. „Over 6 Uger,“ svarede hun. Han tøvede et
-Øjeblik. „Og naar Deres Længsel føles som en stor Smerte,“ sagde han,
-„ønsker De da, at De kunde glemme helt.“ Lucie tænkte sig om nogle
-Øjeblikke. „O, nej,“ sagde hun, „og jeg vilde heller ikke,“ tilføjede
-hun, „at de skulde glemme mig.“ „Tror De da, at De vil blive husket.“
-„Ja,“ sagde hun, „ja, de vil nok tænke paa mig tidt.“ „Men hvor længe,“
-sagde han, „tænk paa, at de, der skal huske Dem, lever i Forandring.
-Deres Hund vil dø og Deres Hest, andre Blomster blive saaede i Deres
-Yndlingsbed og andre Spil komme i Mode end dem, De plejede at spille.
-Vil De da blive husket endnu?“ „Vil jeg ikke?“ sagde hun og saa op paa
-ham. „Hvorledes skal jeg kunne sige det,“ sagde han, „men hvorledes
-skulde det kunne gaa anderledes? Vil de ikke lære andre Mennesker at
-kende, der vil omtale Dem som en Ubekendt og komme til ny Steder, som
-deres Øjne aldrig har hvilet paa?“ Ilden, der nu kun var Gløder, kastede
-sit brændende Skær paa hans Uniform og paa hans Skede og Sværdhæfte og
-paa Lucies sorte Kjole og hvide Tørklæde, og undertiden, naar den drog
-Vejret, paa deres Ansigter. „Der var en ung Mand, som jeg kendte,“ sagde
-han, „som var forlovet med en ung Pige, der – døde. Senere giftede han
-sig, og saa troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans
-døde Elskede steg kun undertiden op i hans Sjæl og da ganske blid, og
-kun sjælden i hans Drømme for at gøre ham urolig, og da kun til han
-vaagnede ved Daggry. Senere – blev han skilt fra sin Hustru, og da sagde
-hans fordums Elskedes Billede: saaledes vil du blive husket.“
-
-Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen været tom, som inden
-hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker. Luften var tung af Tanker.
-„Jeg har gjort Dem bedrøvet,“ sagde han, „det gør mig meget ondt.
-Desuden er det jo uden Grund. De vender jo snart tilbage.“ Hun trak
-Vejret dybt. „Ja.“ „Hvor længe har De tænkt at blive her?“ spurgte han.
-„Et halvt Aar,“ svarede hun, „maaske længere.“ „Saa bliver De her,“
-sagde han og tænkte sig om igen, „Julen over.“ „Ja,“ sagde hun. „Da vil
-De savne – meget.“ „O, ja,“ sagde hun bedrøvet. „Vis mig en stor
-Tjeneste,“ sagde han hurtig, „fortæl mig om, hvorledes De fejrede Julen;
-jeg selv, for nogle Aar siden – jeg husker, det var en lykkelig Tid – og
-i Deres Hjem, naar de var mange Søstre, – da havde De mange Lege, ikke
-sandt.“ Hun prøvede, da han bad hende om det, at drage disse gamle glade
-Tider frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte,
-varmede hun sine ængstelige Tanker paa denne fjerne og kolde Ø over
-Minderne derfra, foldede Hænderne i Skødet, saa frem for sig og smilede
-lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i hans Ansigt med et, han
-fæstede sine Øjne paa hende med et saadant anspændt, smerteligt Udtryk,
-som om han vilde indprente sig det for bestandig. „Undertiden,“ sagde
-Lucie, „plejede vi ogsaa at danse, – og at lege Pantelege.“ Hun kom til
-at lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt og blev forskrækket og bedrøvet.
-„Og paa denne Tid af Aaret,“ sagde han, „red De da ikke.“ „Nej,“ sagde
-hun. „O, det er en meget stor Fornøjelse,“ sagde han, „paa den Tid, da
-Bladene falder og Kornet er inde. De er saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke
-Deres Ungdom. Undertiden kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er
-borte, helt borte, men det er mærkeligt, hvor længe den lever og lider
-ved at sultes saaledes. O, saadanne oplyste, festlige, larmende Stuer,
-som der nu er langt herfra.“ De tav igen. „Synger De, Fru Vandamm?“
-sagde han med et. „Ja,“ sagde hun. „Vil De da synge for mig?“ Han saa,
-at hun saa sig om i Stuen efter sin Guitar, rejste sig og gik hen og tog
-den, men han lagde den forsigtig i hendes Skød og rørte ikke ved hendes
-Haand eller Kjole med sin Haand. Hun stemte den og saa op paa ham. „Hvad
-skal jeg synge?“ sagde hun. „Jeg kender ikke Deres Sange,“ sagde han.
-Hun tænkte sig om en Stund, og sang saa ganske sagte og frygtsomt en
-Vuggevise, som hendes Moder havde sunget for hende og hun for sine
-Dukker. Saa mange forskellige Tanker gled igennem hendes Hoved, mens hun
-sang. Da hun tav, saa hun paa ham. Han sad med Hovedet i sine Hænder,
-ubevægelig, og da han ikke løftede det igen, ventede hun et Øjeblik og
-sang saa en Kærlighedssang for ham, meget gammel, som hendes Barnepige i
-sin Tid havde sunget for hende:
-
-   Se min Elskede, der gaar Maanen frem.
-   Over Himlen gaar dens stille Natteveje,
-   og højt over os i Linden
-   suser ganske sagte Nattevinden
-   Vore Brødre Stjernerne, mens de dreje,
-   hilse paa deres Vej Jorden vort Hjem.
-
-   O som Stilhed fylder nu Luft og Jord,
-   fylder Kærlighed til dig min Sjæl, Veninde.
-   Og som Himlen over Jorden
-   staar du over alle mine Tanker,
-   se hvor klare alle dens Stjerner skinne,
-   som den gør du Verden for mig lys og stor.
-
-   Som jeg elsker nu, vil jeg elske dig
-   lige brændende om tusend Aar, min Glæde,
-   og naar Maanen er forsvundet
-   og naar Jordens Alder ud er rundet,
-   vil vi sammen over en ny Jord træde
-   og se sammen op mod den ny Maanes Vej.
-
-Strengenes spinkle Stemme dirrede og tav. Hendes Gæst rejste sig. „Jeg
-takker Dem meget, Fru Vandamm,“ sagde han. „Godnat. De ved ikke,“ sagde
-han, „hvor taknemmelig jeg er Dem.“ Hun rejste sig, lagde Guitaren og
-blev staaende, med et rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med
-det bedrøvede Udtryk, der fik hende til at græde, bøjede Hovedet, men
-rørte ikke sine Hænder og gik. Og igen forsvandt alle Tegn af ham, hun
-hørte ikke engang Forstuedøren gaa, mens hun blev staaende ubevægelig. –
-
-Lucie tænkte: Hvordan skal jeg kunne fortælle dette til min Mand. Hun
-hørte Døren gaa til hans Værelse og hans Fodtrin, og da han kom ind,
-vendte hun sit Hoved og saa paa ham med et besynderligt, jammerfuldt
-Udtryk, men hun saa paa hans Ansigt, hvor dybt han var inde i sine
-Tanker, og han, der havde siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens
-Mørke. Ligesom den anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod
-op paa Murstenskanten: „Du synger,“ sagde han. „Nej, ikke mer,“ sagde
-hun og hængte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa ud. „Det
-blæser op,“ sagde han. Hun svarede ikke. I et Øjeblik havde hun faaet en
-Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen, Klipperne og Havet og den uhyre
-Ensomhed, som var deres Sjæl, egentlig var og vilde sige, og hun tænkte,
-da den var forsvundet: her, i min varme Stue gør det mig iskold at tænke
-paa. Saa sig rundt og tænkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er
-hyggeligt inde. – Den næste Dag, hver Gang hun saa paa sin Mand,
-vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortælle ham alt, men hver
-Gang var hun lige langt derfra, – hun vidste, at han aldrig vilde tro,
-at det, hun vilde fortælle ham, var sandt, og endnu mere, at det efter
-hans Begreber om Sandhed heller ikke vilde være det. Desuden begyndte at
-komme over hende, ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af
-vaagen Drøm, hvori hun længe skulde dvæle.
-
-Den Aften, da Skumringen faldt paa, følte hun sig saa træt og ked af at
-sidde inde, at hun tog et stort Tørklæde om sig og gik ud. For hende
-havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt Udtryk og Tale, at det var, som
-om den kolde fugtige Luft uden for lagde sin Haand, idet den slog hende
-imod, ikke blot paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjæl og saa
-tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun lukkede Døren,
-tænkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er bange. Hun gik ikke
-ret langt bort fra Huset, men blev ved at gaa op og ned, op og ned. Da
-hun vendte om, engang, saa hun Lys i sin Stues Vindue, tænkte: det er
-Eugène, der er kommen ind, og vilde gaa ind, men mens hun gik, saa hun
-noget fremmed derinde og gik hen til Vinduet for at se ind. To Lys var
-tændte og stod paa Bordet, og ved Bordet sad nogle Mænd og spillede
-Kort. En af dem sad med Ryggen til hende, og de andre var saa optagne af
-deres Spil, at de ikke lagde Mærke til hende, og hun blev staaende
-ganske stille og betragtede dem opmærksomt. De spillede meget ivrigt og
-højt; hele Stabler af Guldpenge blev ført fra den ene til den anden, og
-under dette var deres Ansigter meget uhyggelige at se paa, thi de
-spillede ligesom Fanger kunde spille i Fængselet den sidste Morgen inden
-deres Henrettelse, og mens Morgenen allerede gryede, og som om dette
-Øjeblik var en Brand, revet ud af en forfærdelig Ild; og selv om de ikke
-havde spillet saaledes i denne tavse Nat, vilde der ikke have været et
-af deres Ansigter, som man ikke vilde have lagt Mærke til og gyst ved og
-senere om Aftenen været angst ved at tænke paa. Lucie, der stod uden for
-Vinduet og saa ind, med begge sine Hænder knuget sammen under Tørklædet,
-men ganske rolig, hørte sine Tanker sige, saa tydeligt, som om de havde
-talt højt: „Det er Sørøverskibet „Andalusias“ Folk, som forliste her for
-40 Aar siden paa de Skær, de kalder Galgebakken.“
-
-I det samme, mens hun stod saaledes, gik Døren op, og hendes Mand kom
-ind med et Lys i Haanden. Han saa Lysene paa Bordet, men Folkene saa han
-ikke, han gik lige forbi og hen til Kaminen for at se efter noget der.
-De standsede Spillet, drejede sig og fulgte ham med Øjnene, men han
-havde ingen Anelse om, at de var der, han gav sig god Tid til at lede og
-blev staaende et Øjeblik foran Ildstedet, strøg sig med Haanden over
-Øjnene og tænkte sig om. Maaske fandt han Luften i Stuen kold, han lagde
-et Stykke Træ paa Ilden og varmede sine Hænder over den. Da han havde
-fundet den Bog, han søgte, gik han tilbage, og idet han gik forbi en af
-Mændene ved Bordet, en lille Mand med et blaat Tørklæde om Hovedet og et
-Saar i Ansigtet, strøg han saa tæt forbi ham, at Sørøveren hastig
-flyttede sig til Side, og da lyste med eet op i hans Ansigt et voldsomt
-Udtryk af Raseri, Triumf og Foragt, mens han stirrede op i Eugène
-Vandamms Ansigt. Vandamm maatte føle noget deraf, thi han saa hastig til
-Side, men saa intet, og lagde sin anden Haand oven paa den, der holdt
-Lyset, som om han frøs. Saa gik han. – Og i dette Øjeblik syntes Lucie,
-der stirrede paa dem begge, at hun følte mer Rædsel for ham end for den
-anden. Hun trak sit Tørklæde tættere sammen og gik bort fra Vinduet om
-til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Væggen. Hun strøg Haaret
-bort fra sit Ansigt og blev staaende længe der. Da hun vendte sit Hoved
-til sidst, saa hun, at Lyset i Dagligstuen var slukket, og da famlede
-hun sig hen langs Muren og gik ind og tændte dem igen.
-
-                   *       *       *       *       *
-
-Det næste, der hændte i denne min Historie om Eneboerne, var to
-forfærdelige Storme. Den første af dem varede i 7 Dage og lod begge Øens
-Beboere forstaa for første Gang, hvad en Storm var; desuden fyldte den
-Huset med Røg og Dag og Nat med det vilde Havs Stemme, en Larm saa
-øredøvende, at den til sidst værkede i deres Hoveder. I syv Døgn brølede
-det store Oceans vældige Vandmasser omkring Øen, i en kridhvid,
-hvirvlende Brænding, og kastede flyvende Fnug af Skum højere op, end de
-havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt Overmod for
-at vise, at der var ingen Grænser for dets Magt.
-
-Ligesom Børn i Mørke søgte Eneboerne tættere sammen, mens denne Storm
-stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker til at skrive, mens den
-varede, lige saa lidt som et nogenlunde følsomt Menneske vilde have
-kunnet gøre det under et Slag, eller imens han hørte Julius Thornberg
-spille Bruchs Koncert. Men der var i dens Vildhed noget, der greb ham
-dybt, og i dens rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori
-hans Sjæl havde dvælet og arbejdet. Han kom og sad hos hende og hun
-havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans Væsen saa
-gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne Hvile. Her kunde han
-sidde og fortælle hende i Timevis om sin Bogs Ideer, henrykt over at
-have en Tilhører, og det havde hun aldrig set ham gøre før. Derfor sad
-hun og lyttede opmærksomt til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik
-ham til at le. Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat,
-begyndte hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var for
-hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en Storm alene;
-dens Larm var uhyggelig at høre paa, thi den betød Uvenskab, Uvilje, og
-nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de første Dage havde betydet
-Mistro. Hans Sind, der stormede af Sted uden Tøjle og Tømme, forfærdede
-hende hver Gang paa ny, og hun havde en Følelse af, at hun maatte advare
-ham og dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede
-Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde udrettet, og
-Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at gaa højt. Den næste
-Dags Aften, da Mørket faldt paa, blev hun draget ud for at se paa dette
-skønne og uendelige Hav.
-
-Det var næsten mørkt, men i dette Mørke havde alt endnu stærke Farver,
-den uendelige mørke Sø var blaa og man kunde gennem Skumringen skimte
-dens vældige Bevægelse; i Vest var Himlen over Horisonten gloende rød og
-meget mørke Skyer tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom
-ny Øer, der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det
-Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den, endnu ikke
-træt og utøjlet som før ilede frem paa sine egne Veje, fór Stormen
-højtsyngende over og om hende, mod hendes spinkle Legeme, en svag
-Hindring paa dens Vej, og slyngede, idet den forfulgte sit fjerne Maal,
-et Øjeblik sine vældige Vinger, snoede hendes Kjole om hende og kastede
-Haaret og det store Tørklæde, hun havde taget om Hovedet, tilbage,
-ligesom om den, midt i sit vilde Stormløb, havde et Øjeblik tilovers for
-en Spøg. Hendes Hænder var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som
-Havet førte op mod Klippen, gennemtrængte hele hendes Legeme med sin
-Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og storslaaede Syn
-holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod ubevægelig og tavs, men at
-staa ganske stille her var med Stormens voldsomme Styrke som en stærk
-Bevægelse, og til Svar paa Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale
-sang hendes Tanker højt.
-
-Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det guddommelige,
-Havet Satan. Jorden er foranderlig og forandret, ny Planter voksede op,
-ny Jordlag blev dannede, de gamle Skove faldt og ny voksede op, Jorden
-blev dyrket, udhugget, inddelt og gav sig under Menneskenes Haand.
-Himlen og Havet er evige og uforanderlige, vore Spor over Bølgerne er i
-næste Nu udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets første
-Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, høje Klarhed er Luften Symbolet
-paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet det
-udelukkedes, det higende, dæmoniske, evig ustadiges Symbol og Udtryk.
-Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldighed, Havets og Luftens som
-Enhed, men Luftens synes at være bundløs Fred, Havets bundløs og
-uendelig Uro. I den Verden, hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet
-Brødre, udelelige, en og dog tre, blandede i en evig og guddommelig
-Harmoni, men undertiden i Sommeraftener og høje klare Foraarsdage
-klinger Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes at
-være Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage, i Høstaftener
-hører vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange drager Havet sine
-Brødre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin, og vi lytter bævende til
-dets mægtige Hjertes Musik. –
-
-Bølge efter Bølge i næsten forfærdende Vælde kom løbende imod Øen, i
-Mørket lyste Havets hvide Bræmme om den og lød dets evige Sjæls evige
-Klage højt.
-
-Længe, længe stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig for at gaa ind,
-stod en Mand lænet til Klippen og betragtede hende, hun løftede begge
-Hænder mod Hjertet, ligesom han selv havde gjort, da han den første
-Aften spurgte hende om nyt fra sit Hjem, stirrede et Øjeblik paa ham og
-kendte ham igen. „Godaften,“ sagde hun blidt, men han svarede ikke.
-„Hvor smukt her er,“ sagde hun igen og hendes Sjæls store Grebethed
-bævede i hendes Stemme. – Han svarede ikke straks, skønt han blev ved at
-se paa hende, men sagde saa: „Lad mig følge Dem hjem,“ og begyndte at
-gaa langsomt ved Siden af hende: „De fryser,“ sagde han, „hvorfor kom De
-dog herud. – Javist, her er smukt, men det er ikke nogen Skønhed for
-Dem. For Dem er Deres Hjems Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa
-op paa ham. „Det ved jeg ikke,“ sagde hun. „Ved De det ikke,“ sagde han,
-„har De da ikke forstaaet? – hvorfor vil De dog blive?“ De var nu kommet
-hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden for. „Hør mig nu,“
-sagde han, „jeg beder Dem oprigtig, Fru Vandamm, som Deres, – ja som
-Deres Ven, De maa rejse bort herfra, – De kan ikke holde det ud i disse
-Storme, og langt mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog
-bort, mens der er Tid.“ „Hvorfor?“ sagde hun. „De bliver jo bundet
-hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal rejse bort.
-Endnu kan De forlade det.“ Hun saa rundt og følte selv, med hvilken
-uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted. „Er denne Kulde,“ sagde
-han ganske langsomt og uden at se paa hende, „er disse Storme for Dem,
-er de døde og fordømte Sørøveres Nærhed for Dem, er jeg for Dem. – O,“
-han lukkede Øjnene, „er dette evig, evig forbandede Sted for Dem.“ Han
-drejede Hovedet imod hende og sagde: „Hvorfor kom De nogen Sinde?“ Lucie
-græd. „Skæbnen har føjet det saaledes,“ sagde hun, „beklag mig ikke.“
-„O, min Gud, min Gud,“ sagde han, „hvorfor er De dog kommen hertil. Hav
-Barmhjertighed. O dette evig evig tabte Liv.“ Han slog begge sine Hænder
-for sit Ansigt og vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfærdelig
-Smerte. „Se, jeg kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil
-sige; kan De, der selv har vakt dem, ane, hvilke Følelser, hvilke
-uudholdelige Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ingen
-Nytte uden denne Kval. Jeg er død alt for ung,“ sagde han og rev igen
-Hænderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket af Smerte, „jeg har
-ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra, men jeg blev taget, da jeg
-elskede det mest. De, der lever, kan ikke forstaa denne Kval; saaledes
-jamrede jeg ikke, mens jeg levede, men nu, hvad er der nu for mig uden
-den?“ „Al den Medlidenhed, jeg kan give Dem,“ sagde Lucie og græd
-bitterlig, „er intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf.“
-
-„O, tusind Gange bitrere,“ sagde han, „bliver min Kval, fordi De ynker
-mig og fordi jeg elsker Dem. – Hav Medlidenhed med mig,“ sagde han og
-faldt ned for hende, „spot mig ikke.“ Hun støttede sig mod Muren og
-stønnede svagt. Han rejste sig op. „Se,“ sagde han, „ogsaa Dem har jeg
-bragt Smerte og saaledes, som det nu er, kan jeg ikke skænke andet. Lad
-mig gaa, lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ønsker Dem alt godt.“
-„Nej,“ sagde hun, „gaa ikke.“ Han blev staaende og saa paa hende, endnu
-stod hun støttet til Væggen, og hendes Ansigt var i Mørket næsten lige
-saa hvidt som hans. Omkring dem hylede og larmede Stormen. „Hvis jeg har
-vakt i Dem,“ sagde hun, „Minder og Følelser, som har voldt Dem Smerte,
-saa tilgiv mig. Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige
-Svaghed kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje
-og uden at vide det har føjet nogen ny Smerte til Deres bitre Kval, saa
-tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit inderlige, inderlige
-Ønske,“ hun brast igen i Graad, „ikke kan tage noget af Deres Sorg bort
-og min inderlige Medlidenhed kun føje ny Smerte til den, saa lad os
-skilles, men lad os ikke skilles saaledes. Lad mig sige Dem først, at
-jeg af hele mit Hjerte, at jeg af hele min Sjæl velsigner Dem og ønsker
-Dem,“ – hun tav, thi hvad skulde hun sige, – „og giv mig Deres Sorger,
-lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen,“ sagde hun og brast
-atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Hænder. „For hvert Øjeblik, jeg
-er sammen med Dem,“ sagde han, „elsker jeg Dem højere. Naar De vil have,
-at jeg skal tale til Dem nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det.
-Se jeg giver Dem min Velsignelse tilbage, Skæbnen være Dem naadig og
-lade Dem glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg
-havde levet, vilde der have været Brug for mit Hjerte og jeg vilde have
-haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner og Slægt, jeg vilde
-have haft Arbejde at udføre og Maal at stræbe imod. Alt, alt dette er nu
-min Kærlighed til Dem. O, den er lige saa øde og unyttig som denne golde
-Ø, som Søfuglene kredser om. Maatte De glemme den igen.“ Et Øjeblik stod
-de tavse, og det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer
-i den store og uigennemtrængelige Nat skulde forstumme, for selv at
-synge højt og vældigt. „Havet,“ sagde han, „skyllede mig over Bord her
-fra mit Skib,“ han tænkte sig om, „Bellona, en Novemberdag for mange Aar
-siden, inden De blev født, maaske. O, hvis jeg havde levet og hvis jeg
-havde inddrukket hele det Liv, som var bestemt for mig, og prøvet det,
-vilde jeg være død nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et
-glad Hjerte. Men nu standser min Længsel aldrig. Sørøverne, „Andalusias“
-Besætning, hvis usalige Aander er fordømte med mig til denne Ø, førte
-deres Skatte med sig, og deres Hjerter er lænkede til dem, midt i deres
-Elendighed volder deres Guld dem Glæde. Men hvor er det, jeg længes
-efter – det er ikke til. Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, –
-rummer hendes Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min
-brændende Længsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger – kan jeg
-forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig, der elskede mig,
-som jeg elskede højere end mig selv, har alt forandret sig, hvorledes
-skulde min evige, fortabte Ungdom kunne forstaa det? Nu tænker jeg ofte
-paa en lille Broder, jeg havde, der døde som Barn. Vi elskede hinanden
-meget højt. Har hans blege Skygge, – o, ikke blegere, o, ikke mer
-skyggeagtig, end jeg er nu – undertiden kredset om vore Senge for at
-finde sit gamle Legetøj, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var
-glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit Liv, der
-blev røvet fra mig, skulde have været levet. Og imens den Tanke er
-forfærdelig, at de sørger over os, og deres Taarer brænder vore
-taareløse Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige Længsel efter at faa
-Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde hilse mig ved min Hjemkomst
-fra min lange Rejse og ikke noget Gensyns Glæde varme mit eget evig
-kolde Hjerte – men vil de, der hilses saaledes, tænke paa mig, vil der
-være nogen Erindring om mig i de Hjerter, der glædes saadan? O, man skal
-vinde Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede,
-Læber, der undertiden vil nævne vort forglemte Navn, – vi maa præge
-Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi
-gaar ud af det, uden Spor. – Hvad taler jeg til Dem om dette for? Lad
-mig gaa bort, jeg vil ikke strø min øde Sorgs Aske paa Deres unge
-Hjerte.“ „Tro ikke, fordi du gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig,“
-sagde hun, „altid, altid, i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig være
-med.“ Han tav en Stund. „Ak, da har du glemt,“ sagde han, „hvor hurtig
-I, der lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil du
-huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser, vil du bevare
-Tanken om mig, naar du holder dine smaa Børn paa dit Skød. Vil du huske
-mig, naar du danser til Violiner og Fløjter. Nej, glem mig. Skæbnen har
-været haard imod os, lad os holde sammen imod den, og udslette dens
-Haardheds Spor, jeg vil tie og du vil glemme.“ „Nu,“ sagde hun og lagde
-begge Hænder paa sit Bryst, „heller ikke jeg lever evigt. Vil jeg se dig
-igen?“ „Nej,“ sagde han, „spørg mig ikke. O, nej, nej. Skulde jeg føre
-dig ind i dette øde Land, i min øde Sorgs Land, vil din Sjæl lænkes til
-dette forhadte Sted. Nej Farvel, nej nu farvel. For evigt og for alle
-Tider farvel.“ Hun lukkede Øjnene og sagde: „O, jeg kan ikke forstaa
-dette. Hvad er dette og hvorfor?“ Og da hun aabnede dem, var hun alene,
-og kun Vinden sang højt omkring hende. Hun faldt ned paa Knæ og støttede
-Hovedet mod Væggen. „Hav Barmhjertighed,“ raabte hun mod den
-ubarmhjertige Skæbne, der holdt hende i sin Haand. –
-
-I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den næste, gik hun som
-i en Drøm, Taagen fra Havet havde naaet hende og hyllet hende helt ind.
-Den grænseløse Medlidenhed, hun følte, og dens Haabløshed, gjorde hendes
-Hjerte meget tungt. Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv,
-hun følte, var, da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og tænkte
-selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se hende
-igen, og i Samtalens Løb kom de til at tale til hendes Mand derom. Dette
-var den første Vanskelighed, der ramte ham, efter at han var kommet til
-sin øde Ø. Hans Ophold paa Øen lige til dette Øjeblik havde været en
-stor Nydelse, en Fryd for hans Sjæl. Aldrig havde den saaledes kunnet
-udfolde sine Vinger og have Rum til at tumle sig. Aldrig før havde han
-saaledes kunnet stige ned i sine Tankers Verden og føle dens Vande lukke
-sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes følt sit eget Væsens
-Styrke og været saa beruset deraf. Havde han været alene paa Øen, vilde
-han have fuldendt sin Bog uden at skænke noget andet en Tanke, nu
-begyndte han at overveje, om han kunde sende hende hjem, hvis denne
-Ensomhed tyngede paa hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi
-med andre Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne Ø.
-
-Den anden Storm fulgte. Fra den først begyndte at blæse op, og mens den
-steg og stadig steg og slap sin rasende Harme løs over Øen, vidste
-Lucie, hvad den betød, og at den var en Trusel, gentagen, fordi den
-første ikke blev forstaaet, saa skummende og fnysende, fordi den, der
-udstødte den, var ved at tabe Taalmodigheden. Utilfreds med Virkningen
-af den første Advarsel og ked af disse levende Menneskers Nærhed sendte
-Havet dem i 9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig.
-
-Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme, nu, naar den
-kastede sig om Hjørnerne af Huset og i en Slags hensynsløs og løssluppen
-Leg styrtede sig ned igennem Skorstenen og fyldte Stuen med Røg, og der
-var andre Stemmer end Stormens at høre; Advarsler, Trusler og Spørgsmaal
-i hendes eget Sprog blandede sig med dens øredøvende Larm, og gjort
-frygtløse og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre Ansigter sig
-paa Vinduet og traadte andre Fødder paa Gangene og bankede andre Hænder
-paa Ruderne og Døren. Ligesom Havet under en Stormflod begyndte Havets
-hemmelighedsfulde Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt
-de Hindringer betød, der var stillet ud imod den, og at fylde og
-oversvømme, løfte og gynge alting og at trænge ind overalt.
-
-Det var ikke længere alene hendes Ven, den unge irske Officer, der
-vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet. „Andalusias“ vilde Folk
-kom og gik i det stormrystede Hus, mens Havet uden for truede Eneboerne
-med Døden. Dog var de endnu levende og deres Liv endnu nok til at holde
-Havets Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt Sørøverne,
-skønt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som syntes
-mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit lange Haar
-hængende ned ad Ryggen; hendes høje Stemme lød undertiden ligesom en
-Søfugls gennem Stormen. – Og idet den opslugte alle disse Stemmer i sin,
-fyldte Stormen Luften med en saa forfærdelig Larm, at det var for
-Eneboerne som at befinde sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud,
-hele Huset fyldtes med en iskold Uhygge, og alt deri, der var løst,
-hamrede, vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres
-Fornøjelse i at blande deres Stemmer med den store vældige Aand,
-Stormens, og opføre deres afsindige smaa Danse sammen med det evige Hav,
-– og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og ventede paa, at Stormen,
-som der endnu var Haab om, engang vilde holde op.
-
-Det forfærdeligste ved den Rædsel, som hun levede i, var, at hun syntes
-mer og mer at tilhøre den Verden, som udbredte den; ligesom en Døende
-kunde mærke sine Lemmer stivne og blive kolde, saaledes følte hun sine
-Tanker, sit hele Væsen stivne og blive koldt og langsomt synes at gaa
-over i en anden Verden, og imens Havet truede og haanede dem for at
-drive dem bort, kunde hun ikke rejse. – Eugène Vandamm gik med en stor
-Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen og kom ind
-udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Hænderne, han havde Møje med at
-faa Døren op, og saa fløj den i bag ham med et Drøn ligesom af et
-Pistolskud. Hans Hænder var saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde
-røre dem og kom og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, skønt han
-rystede af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstændig rolig
-og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han regnede for
-Ulykker, men Kulde og Storm paa en øde Ø hørte ikke med til dem. „Det er
-mærkeligt og utroligt at tænke,“ sagde han, „at der nu er Stilhed noget
-Sted i Verden.“ „O,“ tænkte han, „som denne Storm skal mine Ord vække
-dem, saaledes skal de drøne og forfærde dem, forvirre deres Hjerne og
-gøre dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min.“ – De opholdt sig nu
-udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten, i et Slags
-Køkken. Her havde de samlet alt, hvad de havde Brug for, men da de ikke
-kunde faa Ilden til at brænde, begyndte deres Maaltider at blive meget
-ensformige. Lucie sad med sin store Kaabe paa og et Tørklæde om Hovedet
-og følte dog sine Fødder kolde som Is. Hendes blege Ansigt rørte ham, da
-han vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. „Dette er meget koldt
-for dig, Lucie,“ sagde han, „fortryder du, at du kom? – Men jeg lover
-dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja rigelig Betaling.“ Det
-havde han længe tænkt paa at sige hende. Hun saa op paa ham, hun hørte
-kun utydeligt, hvad han sagde.
-
-De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget, det var et
-langvarigt Stykke Arbejde, thi Brønden laa langt fra Huset, og det tog
-Tid at hisse Spanden op og ned.
-
-Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at hente noget.
-Allerede uden for Døren hørte hun den Lyd af en Stol, som blev skudt
-tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var tom, og da hun lukkede Døren
-op, saa hun sin Gæst fra to Gange før i sin gamle Trælænestol foran det
-kolde Ildsted, og hun blev ikke mer forfærdet, ikke forbavset engang,
-hendes egne Tanker syntes at være lige saa kolde. Han sad med Foden op
-paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende, da hun
-kom ind, saa saá han paa hende med et besynderligt mørkt Blik og skød
-Stolen tilbage. „Jeg er meget dristig,“ sagde han, „at jeg trænger ind i
-dette Hus, mens det endnu er beboet. Men det har saa længe været mit
-alene, ved De, og vil saa snart blive det igen. Jeg vidste ikke, at De
-vilde komme herind. Jeg opsøgte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit
-Løfte er brudt.“ Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til
-hende. „Hvorfor er De her endnu,“ sagde han, „længe holder jeg det ikke
-ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se andre lide? Ved
-De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?“ „Hvordan kan du forlange,
-at jeg skal rejse nu?“ sagde hun. „O, jeg beder Dem, og bønfalder Dem,“
-sagde han, „hvorfor vil De binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De
-rejse, – men se dog, hvor alt binder Dem hertil – og hvad skal befri
-Dem? Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at holde
-Dem tilbage fra os, men saaledes er det ikke.“ Hun strakte sine Hænder
-ud for sig, ligesom for at forsvare sig. „Jeg vil rejse,“ sagde hun. „O,
-forstaar du da ikke,“ sagde han og vendte sig imod hende, hans Ansigt
-var helt fortrukket af bitter Haan og Smerte, „at vi kan ikke taale eder
-her. Eders Nærværelse er en Haan imod os, at I lever, spotter os Døde,
-eders varme Legemer spotter vore kolde, vi vil ikke finde os deri. Føl,
-hvilken Forskel.“ Han kom nær hen til hende, med eet tog han hende i
-sine Arme, slog begge sine Arme om hende, han havde aldrig rørt hende
-før. Alt blev sort for hendes Øjne, og en forfærdelig Kulde slog helt om
-hende, idet han knugede hende ind til sig, ligesom Havets kolde Vande
-over en druknende. Hun stod et Øjeblik helt stiv, hørte med eet et langt
-jamrende Skrig i Mørket, og tænkte: Er det mig, der skriger, og følte
-da, hvorledes hun sank dybt, og Mørket slog sammen over hende.
-
-Eugène, der kom med Vand, hørte hende skrige og fandt hende paa Gulvet;
-han troede, hun var død, indtil han følte hendes Hjerte slaa ganske
-svagt. Han blev ved at staa med hende i sine Arme, og vidste ikke, hvad
-han skulde gøre med hende, han prøvede at gnide Liv i hende, men intet
-hjalp, længe laa hun saaledes, og saa spinkel, lille og hvid, saa
-hjælpeløs saa hun ud, at hans Hjerte knugedes sammen derved; i hendes
-Ansigt var et højtideligt Udtryk, haabløst, ligesom i en døds. Han lagde
-hende ned og prøvede at slaa Ild, men det vilde ikke brænde, og for at
-faa hende varm løftede han hende igen i sine Arme, og da bevægede hun
-sig svagt, slog Øjnene op, saa stift ind i hans mørke, smertefulde og
-spændte Ansigt og rystede langsomt paa Hovedet. Han selv talte ikke,
-hans Bevægelser og Udtrykket i hans Ansigt var mere talende end Ord.
-Atter lukkede hun Øjnene, og han tænkte: „hun dør imellem Hænderne paa
-mig,“ da kom der Bevægelse i hendes stive Legeme, hun begyndte at ryste
-og skælve voldsomt og brød med eet ud i fortvivlet Graad, mens hun
-klamrede sig til ham, og saaledes havde hun aldrig gjort, aldrig før
-havde hun saaledes søgt hans Beskyttelse, og hendes Legemes Skælven
-smittede hans: „Min Elskede, min Elskede, min Elskede,“ sagde han. Hun
-vilde ikke lade ham slippe sig, Taagen fra Havet var sønderrevet, veget
-til Side, og i sin forfærdelige, menneskelige Rædsel for den Verden, hun
-havde været i, klyngede hun sig til ham, ligesom et Barn, der vaagner af
-forfærdelige Drømme. I en frygtelig, gyngende og mørk Verden, ligesom et
-sort og lurende Hav, var han det eneste faste Punkt for hende; i hans
-Arme og saaledes baaret af ham, var der endnu et svagt Haab. „Vær ikke
-bange, vær ikke bange,“ blev han ved at sige. Han fik hende til sidst
-til at slippe sig, for at han kunde gøre Ild paa, og denne Gang lykkedes
-det, og saa redte han en Slags Seng til hende paa den faste Bænk langs
-Væggen i Køkkenet. Hun var langt mere angst, ja forfærdet og
-rædselslagen nu, end hun havde været før, men denne Rædsel føltes for
-hende næsten som en Lettelse, som en Opvaagnen fra den forfærdelige
-Kulde, hun havde dvælet i. Hendes Øjne var blevne aabnede, hun syntes
-selv, at hun igen blev et Menneske. For hendes svimle, matte og uklare
-Hjerne stod det ene klart, at det nu var en Kamp paa Liv og Død, og at
-hendes Mand, det andet levende Menneske paa Øen, var hendes eneste
-Hjælp, hendes eneste Mulighed for Redning. Hun tænkte ikke paa at rejse
-bort, ligesom en druknende ikke lægger andre Planer for sin Redning end
-den lige i Øjeblikket at holde sig oven Vande, og hendes Hjerne havde
-samme Slags Klarhed og samme Koncentration som en Druknendes. Han kom
-hen til hende, lagde sig paa Knæ ved Siden af hendes Bænk og tog begge
-hendes Hænder og kyssede dem; hun tænkte paa, hvad den anden havde sagt
-hende, at hendes Kærlighed ikke var stærk nok til at holde hende
-tilbage, men det var ligegyldigt; nu, da der ikke var andre Mennesker i
-Verden end hun og han, og alt andet omkring dem var truende mørke og
-uhyggelige og fjendtlige Magter, var der kun een Følelse i Verden, og
-det var den, hun nærede for ham. Hun gjorde sin ene Haand fri og lod den
-løbe gennem hans Haar, saaledes, med ham saa nær, følte hun sig ikke saa
-elendig, men hun blev angst, naar han gik til den anden Ende af Stuen.
-Han vidste ikke, hvad der havde skræmmet hende, og ved at se Udtrykket i
-hendes Øjne blev han angst for hendes Forstand, men mens hun laa
-saaledes, lammet og dødbleg, saa han i et eneste klart Blik, hvad det
-var, han havde gjort hende, og der vaagnede i ham en grænseløs Ømhed for
-hende, for det svage, blide, afmægtige, som han aldrig havde kendt. Hvad
-han havde elsket til denne Stund, ja, det havde hos hende været hendes
-Skønhed og Ynde og noget rigt, fantasifuldt og let, som havde fængslet
-ham. Men ny var denne stærke Følelse af Ømhed og Kærlighed til hendes
-spinkle, ødelagte Legeme, til hendes svage og forvirrede Aand, en
-ligefrem Tilbedelse deraf, saa at han kom hen og knælede for hende; og
-da følte han, ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i
-Verden, og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre
-Mennesker langt borte. „Min Elskede, min Elskede,“ sagde han, „frygt
-ikke. Hvorfor vil du være bange. Se, jeg er her, og alt, hvad jeg har
-gjort imod dig, vil jeg gøre godt igen og oprette. Vær rolig, min
-Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig, hvorledes jeg elskede
-dig, alting vil jeg gøre for dig, min Elskede. O, du maa tilgive mig, at
-jeg har taget dig hertil. O, du, min dyrebare Elskede, tilgiv mig og
-frygt ikke. Jeg vil beskytte dig, hvad er der da at være bange for?“ –
-Hun hører mig ikke, tænkte han, men dog holdt hun af at høre ham tale.
-Han tændte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos hende hele
-Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han følte, at dette var en
-forfærdelig Krise. Da han nu kunde faa Ilden til at brænde, kogte han
-Vand og lavede Te til hende. Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen
-Ende vilde tage, da farvede Dagningen Himlen rød, Dagen brød frem og det
-højtbevægede Hav var vidunderlig skønt i den røde Sols Lys. Da han
-vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede Øjne, han gik hen
-til hende, hun sov. – Da hun vaagnede, skinnede Solen, men Stormen
-larmede endnu højt som før. Eugène sad i en Stol ved Vinduet og sov,
-hans Ansigt var ligblegt, han havde gennemgaaet som en svag Afskygning
-af hendes Kamp i denne Nat. Endnu var hun forfærdelig mat som før, men
-ved Tanken om, at han var saa nær og ved at føle sig levende endnu,
-smilte hun og følte som den første svage Straale af en stærk, dyb Glæde.
-Hun var som et Menneske i Dødsfare, paa det Punkt, da hans Tanker
-begynder at sige: Maaske er der Haab, og skønt de ikke tør vove sig til
-at tro det, føler Glæde blot ved at vide, at den Mulighed er der. Hun
-var saa uvant med at føle Glæde, at dette Øjeblik var som en ny dyb
-Fryd. Hun saa paa Ilden, den var ved at gaa ud, men hun vilde ikke vække
-ham, og hun følte sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den.
-Der begyndte at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom langt borte
-fra. Hun lyttede til Stormens Røst, og der var saa megen Kraft i hende,
-at hun kunde tænke: den kan bæres, thi til saa megen Klarhed var hun
-endnu ikke naaet, at hun kunde tænke: den kan høre op. Ligesom svage
-Dønninger af Tanker og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme
-begyndte at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget venligt,
-venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket ogsaa af Fred og
-en ordnet, farefri Tilværelse, og hun prøvede at fastholde det. Hun saa
-tilbage over sit hele Liv med sin svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen
-paa sin Mand, længe og stift, og tænkte: han er saa træt, fordi han har
-vaaget over mig, han elsker mig.
-
-Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til hende,
-dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget for ham, Duften af
-Blomsterhavens Latyrus, Farven, Mønstret af en Kjole, hun dengang havde
-haft paa. – Og som med eet glidende tilbage i Tiden, laa der et helt
-Væld af Indtryk, fra hendes Barndom, længst forglemte Tonefald af
-Sætninger, udtalt af længst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en
-bestemt Plet, Følelser, hun aldrig før havde erindret, og i denne
-Barndom laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende, ganske
-blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom nærmere, alle Ting blev saa
-store, ligesom de havde været dengang.
-
-Alle Indtryk af Stuen blev nu stærkere, hun saa Himlen ganske tydeligt,
-Vinduet, Eugènes mørke Hoved, og hun mærkede, at hun frøs og ønskede, at
-nogen vilde trække Tæppet op om hende og tænde Ilden op igen. Der var en
-svag Støj derhenne, og hun saa derhen. Et Barn laa paa Knæ foran
-Ildstedet, lagde Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et
-blegt, spinkelt Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig
-velfornøjet med, at det gik saa godt. Han satte begge Hænderne op for
-Munden og blæste igennem dem, hans Hænder var helt blaa af Kulde.
-Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en Slags Ven, gled
-gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge og se paa ham. Han bar sig
-ganske forsigtigt ad for ikke at vække hende, og hans Bevægelser var
-næsten lydløse, da han var færdig og det brændte, vendte han sig om og
-saa paa hende. Deres Øjne mødtes, hans var store og opspilede, og han
-smilede, hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste,
-hvem det var, han gjorde en svag Bevægelse med sine Hænder, lagde den
-ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt nærmere – det var
-Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet ned fra Klippen den første
-Dag, de var paa Øen. –
-
-                   *       *       *       *       *
-
-Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie om Eneboerne med
-et Brev:
-
-                                                  D. 27. Dec. 1779.
-
-   Min Ven og Velgører.
-
-   Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig
-   samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes
-   ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige
-   Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som
-   ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er allerede
-   fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først holdt op i
-   Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg fandt hende i
-   denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var hun sikkert ikke
-   klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke
-   holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Væsen, jeg kendte, er
-   blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt mine Tanker bestandig
-   søger dertil, mere om Døden, og hvad der findes bag den, nu; har
-   heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker søger som
-   mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke
-   kunne nægte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil være i Stand
-   til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa Øen, det vilde
-   være umuligt at føre hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da
-   kommer jeg næppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for
-   det Værk, jeg nu er i Færd med, maa jeg fuldende det, muligvis
-   vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet
-   ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive
-   færdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at
-   samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det
-   blive Tilfældet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa
-   nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg
-   Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne
-   Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder
-   Dem, at det ikke maa være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der
-   er skyldig, sørger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer
-   falder paa Deres højtelskedes Grav.
-
-                                  Bestandig Deres _Eugène Vandamm_.
-
-
-                                                              OSCEOLA.
-
-
-
-
-                       Afskriverens bemærkninger
-
-
-Kilde: Tilskueren, København, August 1907, s. 609-635.
-
-Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public
-domain.
-
-Afskriverens rettelser:
-
-   [s. 617]:
-   ... da de rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine
-       Søstre,“ sagde hun, ...
-   ... da De rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine
-       Søstre,“ sagde hun, ...
-
-   [s. 617]:
-   ... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at De skulde glemme
-       mig.“ ...
-   ... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at de skulde glemme
-       mig.“ ...
-
-   [s. 624]:
-   ... Rosenhave. Naar rejser De herfra.“ Hun saa op paa ham.
-       „Det ...
-   ... Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa op paa ham.
-       „Det ...
-
-   [s. 625]:
-   ... Bevægelser de har givet mig tilbage? O, og til ingen, ...
-   ... Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ...
-
-
-*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ENEBOERNE ***
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions will
-be renamed.
-
-Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
-law means that no one owns a United States copyright in these works,
-so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the
-United States without permission and without paying copyright
-royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
-of this license, apply to copying and distributing Project
-Gutenberg-tm electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG-tm
-concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
-and may not be used if you charge for an eBook, except by following
-the terms of the trademark license, including paying royalties for use
-of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
-copies of this eBook, complying with the trademark license is very
-easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
-of derivative works, reports, performances and research. Project
-Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away--you may
-do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
-by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
-license, especially commercial redistribution.
-
-START: FULL LICENSE
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full
-Project Gutenberg-tm License available with this file or online at
-www.gutenberg.org/license.
-
-Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project
-Gutenberg-tm electronic works
-
-1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or
-destroy all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your
-possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
-Project Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound
-by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the
-person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph
-1.E.8.
-
-1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement. See
-paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this
-agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm
-electronic works. See paragraph 1.E below.
-
-1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the
-Foundation" or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
-of Project Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual
-works in the collection are in the public domain in the United
-States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
-United States and you are located in the United States, we do not
-claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
-displaying or creating derivative works based on the work as long as
-all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
-that you will support the Project Gutenberg-tm mission of promoting
-free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg-tm
-works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
-Project Gutenberg-tm name associated with the work. You can easily
-comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
-same format with its attached full Project Gutenberg-tm License when
-you share it without charge with others.
-
-1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
-in a constant state of change. If you are outside the United States,
-check the laws of your country in addition to the terms of this
-agreement before downloading, copying, displaying, performing,
-distributing or creating derivative works based on this work or any
-other Project Gutenberg-tm work. The Foundation makes no
-representations concerning the copyright status of any work in any
-country other than the United States.
-
-1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
-immediate access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear
-prominently whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work
-on which the phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the
-phrase "Project Gutenberg" is associated) is accessed, displayed,
-performed, viewed, copied or distributed:
-
-  This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
-  most other parts of the world at no cost and with almost no
-  restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it
-  under the terms of the Project Gutenberg License included with this
-  eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the
-  United States, you will have to check the laws of the country where
-  you are located before using this eBook.
-
-1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is
-derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
-contain a notice indicating that it is posted with permission of the
-copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
-the United States without paying any fees or charges. If you are
-redistributing or providing access to a work with the phrase "Project
-Gutenberg" associated with or appearing on the work, you must comply
-either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
-obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg-tm
-trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
-additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
-will be linked to the Project Gutenberg-tm License for all works
-posted with the permission of the copyright holder found at the
-beginning of this work.
-
-1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
-any word processing or hypertext form. However, if you provide access
-to or distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format
-other than "Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official
-version posted on the official Project Gutenberg-tm website
-(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
-to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
-of obtaining a copy upon request, of the work in its original "Plain
-Vanilla ASCII" or other form. Any alternate format must include the
-full Project Gutenberg-tm License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works
-provided that:
-
-* You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-  the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-  you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
-  to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he has
-  agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
-  Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
-  within 60 days following each date on which you prepare (or are
-  legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
-  payments should be clearly marked as such and sent to the Project
-  Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
-  Section 4, "Information about donations to the Project Gutenberg
-  Literary Archive Foundation."
-
-* You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-  you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-  does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-  License. You must require such a user to return or destroy all
-  copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
-  all use of and all access to other copies of Project Gutenberg-tm
-  works.
-
-* You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
-  any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-  electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
-  receipt of the work.
-
-* You comply with all other terms of this agreement for free
-  distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
-Gutenberg-tm electronic work or group of works on different terms than
-are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
-from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
-the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the Foundation as set
-forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
-Gutenberg-tm collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm
-electronic works, and the medium on which they may be stored, may
-contain "Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
-or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
-intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
-other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
-cannot be read by your equipment.
-
-1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from. If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium
-with your written explanation. The person or entity that provided you
-with the defective work may elect to provide a replacement copy in
-lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
-or entity providing it to you may choose to give you a second
-opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
-the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
-without further opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO
-OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
-LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of
-damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
-violates the law of the state applicable to this agreement, the
-agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
-limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
-unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
-remaining provisions.
-
-1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in
-accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
-production, promotion and distribution of Project Gutenberg-tm
-electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
-including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
-the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
-or any Project Gutenberg-tm work, (b) alteration, modification, or
-additions or deletions to any Project Gutenberg-tm work, and (c) any
-Defect you cause.
-
-Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of
-computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
-exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
-from people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future
-generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
-Sections 3 and 4 and the Foundation information page at
-www.gutenberg.org
-
-Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
-U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's business office is located at 809 North 1500 West,
-Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
-to date contact information can be found at the Foundation's website
-and official page at www.gutenberg.org/contact
-
-Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without
-widespread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment. Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements. We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
-DONATIONS or determine the status of compliance for any particular
-state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
-methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations. To
-donate, please visit: www.gutenberg.org/donate
-
-Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic works
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
-Gutenberg-tm concept of a library of electronic works that could be
-freely shared with anyone. For forty years, he produced and
-distributed Project Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of
-volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
-the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
-necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
-edition.
-
-Most people start at our website which has the main PG search
-facility: www.gutenberg.org
-
-This website includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/old/65485-0.zip b/old/65485-0.zip
deleted file mode 100644
index 7486d44..0000000
--- a/old/65485-0.zip
+++ /dev/null
diff --git a/old/65485-h.zip b/old/65485-h.zip
deleted file mode 100644
index fb9ad1f..0000000
--- a/old/65485-h.zip
+++ /dev/null
diff --git a/old/65485-h/65485-h.htm b/old/65485-h/65485-h.htm
deleted file mode 100644
index d9aa4d6..0000000
--- a/old/65485-h/65485-h.htm
+++ /dev/null
@@ -1,1830 +0,0 @@
-<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
-"http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
-<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" lang="da" xml:lang="da">
-<head>
-<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=utf-8" />
-<title>The Project Gutenberg eBook of Eneboerne, by Karen Blixen</title>
-   <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
-   <!-- TITLE="Eneboerne" -->
-   <!-- AUTHOR="Karen Blixen" -->
-   <!-- LANGUAGE="da" -->
-   <!-- PUBLISHER="Gyldendal, København" -->
-   <!-- DATE="1907" -->
-   <!-- COVER="images/cover.jpg" -->
-
-<style type='text/css'>
-
-body       { margin-left:15%; margin-right:15%; }
-
-h1.title   { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; }
-h1 img     { max-width:80%; padding-top:0; padding-bottom:2em; }
-.aut       { text-indent:0; text-align:right; margin-top:1em; }
-
-p          { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; }
-p.dropart  { text-indent:0; }
-span.firstchar { clear:left; float:left; padding-right:2px; margin-top:-0.5em; width:7em;}
-span.firstchar img { max-width:7em; }
-p.noindent { text-indent:0; }
-div.letter { margin-top:1em; margin-bottom:1em; }
-p.date     { text-indent:0; text-align:right; margin-right:1em; font-size:0.8em; }
-p.addr     { text-indent:3em; }
-p.sign     { text-indent:0; text-align:right; margin-right:1em; }
-.tb        { text-indent:0; text-align:center; margin:1em; }
-
-/* spans */
-.underline { text-decoration: underline; }
-.hidden { display:none; }
-.sc { font-variant:small-caps; }
-
-/* poetry */  
-div.poem-container { text-align:center; }
-div.poem-container div.poem { display:inline-block; }
-div.stanza { text-align:left; text-indent:0; margin-top:1em; margin-bottom:1em; }
-.stanza .verse { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:2em; font-size:0.8em; }
-
-a:link      { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
-a:visited   { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
-a:hover     { text-decoration: underline; }
-a:active    { text-decoration: underline; }
-
-/* Transcriber's note */
-.trnote     { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc;
-              color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em;
-              page-break-before:always; margin-top:3em; }
-.trnote p   { text-indent:0; margin-bottom:1em; }
-.trnote ul  { margin-left: 0; padding-left: 0; }
-.trnote li  { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; }
-.trnote ul li { list-style-type: square; }
-.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:left; font-weight:bold; }
-
-/* page numbers */
-a[title].pagenum { position:absolute; right:1%; }
-a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit;
-              letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal;
-              font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small;
-              border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px;
-              display: inline; }
-
-
-@media handheld {
-   body { margin-left:0; margin-right:0; }
-   span.firstchar { float:left; }
-   div.poem-container div.poem { display:block; margin-left:2em; }
-   a.pagenum { display:none; }
-   a.pagenum:after { display:none; }
-}
-
-@media speech {
-   .hidden { display:block; }
-}
-
-</style>
-</head>
-
-<body>
-
-<div style='text-align:center; font-size:1.2em; font-weight:bold'>The Project Gutenberg eBook of Eneboerne, by Karen Blixen</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
-most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
-whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
-of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
-at <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. If you
-are not located in the United States, you will have to check the laws of the
-country where you are located before using this eBook.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin-top:1em; margin-bottom:1em; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Title: Eneboerne</div>
-
-<div style='display:block; margin-top:1em; margin-bottom:1em; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Author: Karen Blixen</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>Release Date: June 1, 2021 [eBook #65485]</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>Language: Danish</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>Character set encoding: UTF-8</div>
-
-<div style='display:block; margin-left:2em; text-indent:-2em'>Produced by: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net. This file was produced from images generously made available by The Internet Archive.</div>
-
-<div style='margin-top:2em; margin-bottom:4em'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ENEBOERNE ***</div>
-
-<div class="chapter">
-
-<h1 class="title">
-<a id="page-609" class="pagenum" title="609"></a>
-<span class="centerpic"><img src="images/609.jpg" alt="" /></span>
-ENEBOERNE
-</h1>
-
-</div>
-
-<p class="dropart">
-<span class="firstchar"><img src="images/drop_d.jpg" alt="D" /><span class="hidden">D</span></span><span class="postfirstchar">enne</span> Historie om Eneboerne begynder med et
-Brev:
-</p>
-
-<div class="letter">
-<p class="date">
-Min øde Ø, 1779.
-</p>
-
-<p class="addr">
-Mine kæreste Søstre.
-</p>
-
-<p class="noindent">
-Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, da
-jeg har et Øjeblik tilovers, at skrive til jer. Jeg
-véd nok, at dette Brev ikke vil naa jer før om lang Tid, om
-Maaneder eller et halvt Aar maaske, men dog skriver jeg det,
-for jeg kan ikke holde ud, at I ikke skal vide lige saa god Besked
-og kende alt her lige saa godt som jeg. – Men jeg er endnu
-saa fortumlet af at gynge op og ned paa Vejen herover, – det
-er, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I ikke maa vente,
-dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har ogsaa ramt os
-en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os til Øen,
-Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe ved
-Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil, –
-saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede
-at være uendelig længe siden. Det forfærdede mig og tog mit
-Mod fra mig, saaledes at det først var i Gaar Aftes, da jeg gjorde
-Ild paa og kom til at tænke paa, hvordan han gjorde Ilden op
-den første Aften, vi var her, at jeg kom til at græde over ham,
-og nu græder jeg, hver Gang jeg tænker paa ham, og hvor langt
-mere føler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skulde
-have hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vil
-være vanskeligt for mig alene, men hans arme Forældre, der saa
-ham drage af Sted saa glad! – Og er det ikke en forunderlig
-<a id="page-610" class="pagenum" title="610"></a>
-uhyggelig Velkomsthilsen af Øen, det er som om den ikke vilde
-have os her, og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eugène
-er i sin egen Stue og skriver, – og saa vilde jeg ønske, I vilde
-læse dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder i
-Haanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingene
-ikke længere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egne
-Ansigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud.
-</p>
-
-<p>
-Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den nærmeste Ø, hvor
-der bor Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvad
-vi skulde bruge i Huset, saadan vil den Baad komme herover
-hver Maaned, det tog lidt over tre Timer at sejle hertil, – men
-hvor længe det er siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikke
-mere sige, thi jeg synes vi har rejst i øde Lande i mange Aar.
-Vor Ø saa helt anderledes ud, da vi kom nær til den, end jeg
-havde tænkt mig, den er meget større. Det halve af vort Hus
-er bygget af Sten lige ind mod Klippen, og er meget mørkt,
-mens denne Del er bygget af Træ; Fiskerne brugte den engang
-om Sommeren, og de har haft Faar paa Græs paa Øen, – og
-Eugènes Ven, Calran, boede her for to Aar siden, men dette
-ved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort Ildsted, – og hvor
-er det ikke smukt og underholdende at se paa Ild – men naturligvis
-er her ikke mange Møbler. Det gør dog hverken fra
-eller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en Stol ad Gangen
-og Eugène i en, og I maa ikke tro, at Stuerne derfor har mindre
-Udtryk end de havde hjemme – tværtimod, de har saa
-meget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eugène at
-tale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere højttalende
-end de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt, hvad
-de kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr – og
-undertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger en Ting
-og Uret en anden, saa det er til at blive ganske forfærdet over.
-– Kan I nu tænke jer alt dette! –
-</p>
-
-<p>
-Husker I, at vi engang hjemme legede, at jeg var en forfulgt
-Prinsesse og red bort paa en Hval.
-</p>
-
-<p>
-Saaledes omtrent sidder jeg her paa min øde Ø, midt i det
-store Hav. Mod Vest er der høje Klipper, som løber lige stejlt
-ned i Vandet, og Havet brummer og bryder om Fødderne paa
-dem og langt, langt ud. Fiskerne siger, at det var skjulte Skær,
-et Sørøverskib er engang gaaet under her, derfor kalder de dem
-<a id="page-611" class="pagenum" title="611"></a>
-for Galgebakkerne. Længere inde og mod Øst er vor Ø lavere,
-helt bevokset med Græs og et Sted nede i en Sænkning er der
-en lang Birkelund, – men naar man er oppe paa de højeste
-Steder, kan man se Vandet langt omkring og de andre Øer, ligesom
-Hækkene og de klippede Buksbombuske i Haven hjemme,
-– ak, jeg er ked af, at jeg nu ved saa meget mere end I og
-kender saa mange Ting, som I aldrig har set, – og hjemme var
-jeg altid den, der vidste mindst Besked, og alle andre Mennesker
-kunde sige mig meget mer. I maa ikke glemme mig og lad heller
-ikke nogen Ting hjemme glemme mig, men hils alting.
-</p>
-
-<p>
-Kæreste Søstre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde gøre og
-burde, – og fornuftigt tænker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan
-ikke slutte af paa dette Brev, som først vil naa jer om lang, lang
-Tid, før jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi
-har tænkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det.
-Der er sket noget saa mærkeligt og forunderligt, at maaske andre
-Mennesker ikke kan tro det – og det mest forunderlige er, at
-lige fra først af har det været, som om det var det eneste, der
-var rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags
-Sandhed. Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene
-her, og inden jeg havde tændt Lyset, bankede det paa Døren og
-hermed begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer,
-hvor forunderligt det var at høre nogen banke paa Døren her,
-og denne Banken, tror jeg, lød ogsaa anderledes end andres.
-Dog svarede jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i
-Haanden og bukkede for mig. Han sagde: „Godaften Madame.
-Har jeg ikke den store Ære at tale med Fru Vandamm.“ Og
-hele Tiden ledte han saa besynderligt efter Ordene; det var saa
-mørkt, at jeg ikke kunde se hans Ansigt, men jeg kunde se, at
-han var i Uniform og han stirrede paa mig hele Tiden. „Jo jeg
-er Lucie Vandamm,“ sagde jeg. „Velkommen hertil, Fru Vandamm,“
-sagde han, „jeg er Christobal Christmas, altid Deres
-ydmyge Tjener.“ – Hvorledes skal jeg dog forklare eder, som
-er saa langt borte, hvordan det var, alt forandredes fra det Øjeblik
-han kom ind i Stuen, og det var, som om jeg stred imod
-at drages med ind i denne Forandring, da jeg sagde: „Hvor
-kommer De dog fra,“ men da jeg havde spurgt, i samme Øjeblik
-syntes jeg, det var helt meningsløst. „Jeg har været længe
-her,“ sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa Gulvet,
-<a id="page-612" class="pagenum" title="612"></a>
-ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde gøre, og jeg
-kunde ikke sige et Ord. „Tillader De mig at blive her et Øjeblik,
-Fru Vandamm,“ spurgte han, og da jeg svarede ham, satte
-han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at
-han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret.
-„Kommer De fra England, Fru Vandamm,“ sagde han. Jeg fortalte
-ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt,
-og hans Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer.
-„Sig mig, vær saa god at sige mig,“ sagde han, og med eet var
-hans Stemme saa besynderlig hjerteskærende: „De kender vel
-ikke, Fru Vandamm, en Familie Christmas dér, Fru Christmas
-og hendes Barn.“ „Jeg tror det ikke,“ sagde jeg, „jeg kan ikke
-huske det,“ „Vær saa god, gør mig den store Tjeneste, Fru Vandamm,
-at prøve at huske det,“ sagde han og sad ganske stiv og
-lagde med et begge sine Hænder paa sit Hjerte. „Ak, jeg tror
-det ikke,“ sagde jeg, „vi kendte saa faa“. „Men har de ikke hørt
-om dem nogen Sinde,“ sagde han, „Fru Horatia Christmas fra
-Dublin, hun var født Ward, hun havde et Barn, jeg ved ikke,
-om det var en Søn eller en Datter, men det maa være“ – han
-sad længe og tænkte sig om, – „omtrent paa Deres Alder.“ –
-Var det nu ikke forunderligt, er det ikke forunderligt, at jeg kan
-huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham, at jeg kendte dem ikke,
-og jeg var lige ved at græde derved, fordi hans Stemme var saa
-hjerteskærende. „Maaske,“ sagde han, „vil De være saa god at
-spørge Deres Mand. Og nu,“ sagde han og rejste sig, „skal jeg
-ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil befinde Dem vel
-her. Godnat.“ Han bukkede dybt, men han tog ikke min Haand,
-og derpaa gik han og da, – saa snart han var ude af Stuen,
-var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at høre,
-og jeg løb til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at se.
-Og da følte jeg, at jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, og
-jeg gik hen og tændte Lys, og da blev alt forandret igen, men
-I kan ikke tænke jer, hvordan – det var som om det tog en
-Maske paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu tænke om
-dette. I er de eneste Mennesker, jeg kan fortælle det til. Tænk
-da paa mig, send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting
-hjemme. O I vil ikke faa dette før om lang lang Tid. Eders
-stedse tro Søster
-</p>
-
-<p class="sign">
-<em>Lucie Vandamm</em>.
-</p>
-
-</div>
-
-<p class="noindent">
-<a id="page-613" class="pagenum" title="613"></a>
-– Den Lucie Vandamm, som skrev dette Brev, den 9. Dag
-efter sin Ankomst til Øen, selv den ene af Øens to Eneboere,
-var 20 Aar, og hun var fulgt med sin Mand, der rejste dertil for
-i Ro og uforstyrret at skrive en Bog, som skulde reformere
-Verden. Han var opfyldt af Rousseaus Ideer, eller paavirket
-af dem, – men tillige af sine egne, og han havde en saadan
-brændende Tro til dem, og hans Sind var saaledes optaget, saa
-fuldt heraf, at ingen Vanskelighed eller Bekymring trængte ind
-til hans Bevidsthed; selv naar han talte og handlede var det kun
-som med den yderste Del af sit Væsen, ligesom Vagten ved
-Porten kunde slaa en Passiar af, mens der blev holdt Krigsraad
-indenfor. Hun, hans unge Kone, som kun kendte hans store
-Planer af hans meget afbrudte Forklaringer, modtog alle de ny
-Indtryk af deres ny Liv her, og i hendes fantasirige og modtagelige
-Sind prægede de sig. – Hendes Hjem var langt borte.
-Hendes Fader var en kun lidt paaskønnet Videnskabsmand og
-Politiker, der i sit Hjerte troede, at han kun regnede med de
-tørreste Kendsgerninger og kun stolede paa sine egne Øjne og
-Øren. Han nærede en dyb Foragt for Kvinder og tog sig kun
-undertiden og meget teoretisk af sine fire unge Døtres Opdragelse.
-Den ringe Paaskønnelse han havde vundet, havde gjort
-ham noget bitter, men for Resten fandt han sig godt i sin Rolle
-som Martyr, – han havde med alt det et meget godt Hjerte.
-Lucies Moder var svag og laa altid til Sengs, – den egentlige
-Aand der i Huset var skabt af de fire unge Søstre i Forening.
-Overladt til sig selv lod de paa deres Side hele den øvrige Verden
-skøtte sig selv og lavede til deres Brug en ny, hvis Love
-var de eneste, de respekterede. Af deres Faders Ideer og alt
-det, der optog ham, trængte en Del ned til dem, forandredes og
-føjede sig efter deres Verdens Aand. De fire var knyttede tæt
-sammen af et inderligt Venskab, af mere end det: de ejede i
-Fællesskab noget, som de ikke med deres bedste Vilje havde
-kunnet forklare, hvad var, men som de selv vidste ganske nøjagtig
-Besked med og satte over alt. De var alle fire smukke,
-men da de var fattige og ikke kendte mange Mennesker, havde
-de ikke mange Friere, dem, de havde, maalte de med to Maalestokke,
-med den øvrige Verdens, – og dette var en Slags Koketteri,
-ganske for Løjer og for at vise, de forstod sig paa den,
-– og med deres egen, som de ganske og aldeles dømte efter.
-<a id="page-614" class="pagenum" title="614"></a>
-Deres Moders Ejendom, deres gamle Hjem paa Landet, var
-brændende elsket af dem alle fire, og dog længtes de efter det
-Øjeblik, da deres Tanker og Drømme skulde træde dem i Møde
-udefra. – Til dette Hus kom Eugène Vandamm som Husfaderens
-Ven. De to mødtes, trods 30 Aars Forskel i Alder, i
-en varm Sympati, fælles Interesser, fælles Stolthed og Miskendelse.
-</p>
-
-<p>
-Eugène Vandamm var 27 Aar. Han var meget begavet, en
-lidenskabelig og lidende Natur, en stor Idealist, men mærkværdig
-snæver i sine Begreber om Idealer. I Bunden troede han slet
-ikke paa andet end sig selv. Han havde aldrig haft Venner eller
-Fortrolige, han havde lidt ogsaa under den Ensomhed, der bliver
-den i sin Kreds langt bedst begavedes Lod. Til Erstatning havde
-han faaet en høj Grad af Selvtillid, der end ikke saa meget bestod
-i Tillid til sig selv som i den dybeste Foragt for andre og
-fuldstændig Ligegyldighed for deres Dom. 21 Aar gammel havde
-han udgivet en Bog: „Quos ego ...,“ som ikke blev saa meget
-lagt Mærke til, som den fortjente; 2 Aar senere var et andet
-Værk, som han selv var begyndt at udgive hæftevis, blevet beslaglagt.
-I denne Tid var han gaaet meget igennem af Fattigdom
-og Nød, det dæmpede dog ingenlunde hans Tro paa sig selv
-eller Foragt for andre. Hans urolige, lidenskabelige og ærgerrige
-Aand hvilede næsten aldrig, han gravede sig med en utrættelig
-og vild Energi bestandig dybere ind i sin Verden af Tanker, han
-havde vænnet sig til at være meget alene, udtrykte sig daarligt i
-Tale, og manglede helt Kendskab til nogle Sider af Livet, som
-hans ganske almindelige jævnaldrende vidste god Besked med.
-</p>
-
-<p>
-Vandamm vidste det ikke selv, men der gik en ny Verden
-op for ham i dette Hus, en Verden, der legede, og hvis Lege
-var meget alvorlige og yndefulde. Mens han vandrede op og ned
-langs Dammen og Buksbomhækkene i Haven og diskuterede
-alvorlige Emner med sin Ven og Meningsfælle, trængte den ind
-til hans Bevidsthed, ligesom en Blomsterduft, og vakte ganske
-ny Stemninger hos ham.
-</p>
-
-<p>
-Efter nogen Tids Forløb blev han forelsket i Lucie, som var
-den yngste og smukkeste af de fire, og naar han gik og talte
-med hendes Fader om Livets højeste Spørgsmaal, ventede han
-paa, at han skulde bede ham blive til Aften. Han forstod det
-ikke selv, han tænkte sig maaske, at han her havde fundet en
-<a id="page-615" class="pagenum" title="615"></a>
-beslægtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af hans og
-forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af Stemninger
-fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og bøjede sig
-næsten ydmygt, lærende og modtagende, for hendes unge, friske
-og rige Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske
-mærkværdigt, hun hørte ham rose i høje Toner af sin Fader,
-som et Geni, hun forstod ham ikke, og kunde dog se, at hun
-forstod ham langt bedre end han hende – og han bøjede sig
-for hende, han, der ikke bøjede sig for noget. Hun vidste, at der
-i hendes Kærlighed var megen Beundring, hun vidste ikke, at
-der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun,
-at hun holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad
-hun ham om nogle Dages Betænkningstid, men da hun havde
-svaret ham, holdt hun fast ved ham og var hans i Liv og Død.
-Deres Forlovelsestid var kort, men forunderlig for dem begge.
-For ham var der hændet det forunderlige, at mens Smerte, Nød,
-Lidelse til denne Dag havde været hans Element og Verden,
-havde den Lykke, han her havde mødt, uden nogen Overgang
-hævet ham op til sig og var blevet hans Sjæls daglige Brød.
-For hende var det vidunderlige det, at hun før intet havde ejet,
-men havde haft alle Muligheder, og nu havde hun med eet en
-bestemt Skæbne, en Ejendom, men ingen Drømme. Undertiden
-syntes hun, hun var bleven bedraget, skønt hun ikke vidste,
-hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han
-meget, og der var i hendes Væsen noget sky, saa at han undertiden
-tænkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og
-var næsten glad over, at han gav hende saa meget af sig selv
-og fordrede saa lidt af hende, og dog gav hun ham noget til
-Gengæld, en Stemning, han modtog og dvælede i, selv efter at
-han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget ungt, sorgløst, rigt
-og ømt, en anden Slags Sympati end han var vant til.
-</p>
-
-<p>
-Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og Evighed,
-greb ham med eet en Angst for, at denne Lykke skulde
-skade ham, at den skulde overtale ham til at hvile, til at svigte
-sine Ideer, og da han med Sikkerhed vidste eet i Verden – at
-han ikke vilde ofre noget af dem for noget andet, var det let
-for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny Bog, et stort
-Værk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled de
-ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskeligheder
-<a id="page-616" class="pagenum" title="616"></a>
-ved at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret
-bestandig, at han var ved at blive gal derover, og da han kom
-og sagde hende, at han maatte rejse bort og leve ensomt for at
-skrive sin Bog i Fred, faldt det hende ikke ind, at hun kunde
-blive tilbage, hun rejste med ham og søgte efter bedste Evne at
-gøre Livet behageligt for ham og at finde noget at tage sig for
-selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs – hvordan skulde
-han kunne beklage hende, naar han følte, hvordan han arbejdede,
-saa Blodet sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham,
-og hun syntes altid at hvile i en tankefuld og drømmefyldt, lykkelig
-sorgløs Ro. Imens han sad i sit Værelse og vred sine
-Hænder over sit Arbejde eller arbejdede sig saa dybt ned i det,
-at alt andet svandt bort under hans Fødder, sad hun i Stuen ved
-Siden af foran Ilden og syede og tænkte paa, hvor forunderligt
-alt dette var.
-</p>
-
-<p>
-Foreløbig var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det
-regnede af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft
-var saa tung, at Røgen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs.
-Fra Vinduet i den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa
-det var graat, ganske lidt kruset, og Horisonten var ikke til at
-se, og Havets Stemme lød uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm
-lagde Brænde paa Ilden og stod og saa paa det, mens den graa
-Skumring ganske langsomt blev mørkere og mørkere og lagde
-sig om alt.
-</p>
-
-<p>
-Da hændte det, at hun hørte Døren gaa, og mens Skridtene
-af den kommende lød over Gulvet til hendes Dør, tænkte hun
-først, at det var hendes Mand, og derefter, mer med sin Følelse
-end sin Forstand, at det ikke var ham, men den samme, som
-havde besøgt hende nogle Dage før. Hun rejste sig op, og blev
-staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han bankede
-paa Døren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev
-staaende paa Dørtærsklen, da han saa hende. „Godaften,“ sagde
-han, „jeg forstyrrer Dem ikke, haaber jeg.“ „Nej,“ sagde Lucie.
-„De synes vist, Fru Vandamm,“ sagde han, „at jeg er meget
-paatrængende. Men De maa tænke paa, hvor ensomt her er. De,
-der har set Mennesker saa nylig, kan vist ikke forestille Dem,
-hvorledes det er for mig at se Dem.“ „Jeg synes ogsaa, det er
-længe siden, jeg har været sammen med Mennesker,“ sagde
-Lucie og saa stift op paa ham. Deres Øjne mødtes, og hun
-<a id="page-617" class="pagenum" title="617"></a>
-tænkte, at hun aldrig havde set noget Menneske med saadanne
-Øjne. Han tog sine bort først og saa paa Ilden. „Er De ikke
-kommen hertil for at søge Ensomhed?“ spurgte han. „Jeg er
-fulgt med min Mand,“ sagde Lucie. „Havde De den store Godhed
-at huske at spørge Deres Mand, som jeg bad Dem om?“
-sagde han. Det varede et Øjeblik, inden hun svarede. „Ja,“ sagde
-hun, „jeg spurgte ham. Men han vidste det ikke.“ Han saa igen
-paa hende, „Ak,“ sagde han, „var der Mennesker, De skiltes fra,
-da <a id="corr-3"></a>De rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun,
-og atter gjorde hans Stemme hende saa bedrøvet, at Graaden
-kom hende i Halsen. „Jeg forstyrrer Dem,“ sagde han, „hvorfor
-bliver De staaende?“ Hun satte sig i en stor Trælænestol, der
-stod tæt op til Ildstedet. Han bukkede sig og tog et Stykke
-brændende Træ op, der var faldet paa Gulvet, og lagde det paa
-Ilden og blev staaende et Øjeblik for at varme sine Hænder,
-saa satte han sig paa en lille Træstol lige over for hende. „Sig
-mig, Fru Vandamm,“ sagde han, „naar De nu har været længe
-borte, husker De dem da, eller synes det at blive vanskeligere
-og vanskeligere for Dem at naa dem, selv med Deres Tanker?“
-„Ak,“ sagde Lucie, „jeg ved ikke, hvorledes, men alt synes at
-være forandret. Jeg har jo nok været længe borte, men det er
-som om det var endnu længere.“ „Hvor længe har De været
-borte?“ spurgte han. „Over 6 Uger,“ svarede hun. Han tøvede
-et Øjeblik. „Og naar Deres Længsel føles som en stor Smerte,“
-sagde han, „ønsker De da, at De kunde glemme helt.“ Lucie
-tænkte sig om nogle Øjeblikke. „O, nej,“ sagde hun, „og jeg
-vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at <a id="corr-4"></a>de skulde glemme mig.“
-„Tror De da, at De vil blive husket.“ „Ja,“ sagde hun, „ja, de
-vil nok tænke paa mig tidt.“ „Men hvor længe,“ sagde han,
-„tænk paa, at de, der skal huske Dem, lever i Forandring. Deres
-Hund vil dø og Deres Hest, andre Blomster blive saaede i Deres
-Yndlingsbed og andre Spil komme i Mode end dem, De plejede
-at spille. Vil De da blive husket endnu?“ „Vil jeg ikke?“ sagde
-hun og saa op paa ham. „Hvorledes skal jeg kunne sige det,“
-sagde han, „men hvorledes skulde det kunne gaa anderledes?
-Vil de ikke lære andre Mennesker at kende, der vil omtale
-Dem som en Ubekendt og komme til ny Steder, som deres
-Øjne aldrig har hvilet paa?“ Ilden, der nu kun var Gløder, kastede
-sit brændende Skær paa hans Uniform og paa hans Skede
-<a id="page-618" class="pagenum" title="618"></a>
-og Sværdhæfte og paa Lucies sorte Kjole og hvide Tørklæde,
-og undertiden, naar den drog Vejret, paa deres Ansigter. „Der
-var en ung Mand, som jeg kendte,“ sagde han, „som var forlovet
-med en ung Pige, der – døde. Senere giftede han sig, og saa
-troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans
-døde Elskede steg kun undertiden op i hans Sjæl og da ganske
-blid, og kun sjælden i hans Drømme for at gøre ham urolig, og
-da kun til han vaagnede ved Daggry. Senere – blev han skilt
-fra sin Hustru, og da sagde hans fordums Elskedes Billede: saaledes
-vil du blive husket.“
-</p>
-
-<p>
-Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen været
-tom, som inden hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker.
-Luften var tung af Tanker. „Jeg har gjort Dem bedrøvet,“ sagde
-han, „det gør mig meget ondt. Desuden er det jo uden Grund.
-De vender jo snart tilbage.“ Hun trak Vejret dybt. „Ja.“ „Hvor
-længe har De tænkt at blive her?“ spurgte han. „Et halvt Aar,“
-svarede hun, „maaske længere.“ „Saa bliver De her,“ sagde han
-og tænkte sig om igen, „Julen over.“ „Ja,“ sagde hun. „Da vil De
-savne – meget.“ „O, ja,“ sagde hun bedrøvet. „Vis mig en stor
-Tjeneste,“ sagde han hurtig, „fortæl mig om, hvorledes De fejrede
-Julen; jeg selv, for nogle Aar siden – jeg husker, det
-var en lykkelig Tid – og i Deres Hjem, naar de var mange
-Søstre, – da havde De mange Lege, ikke sandt.“ Hun prøvede,
-da han bad hende om det, at drage disse gamle glade Tider
-frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte,
-varmede hun sine ængstelige Tanker paa denne fjerne og kolde
-Ø over Minderne derfra, foldede Hænderne i Skødet, saa frem
-for sig og smilede lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i
-hans Ansigt med et, han fæstede sine Øjne paa hende med et
-saadant anspændt, smerteligt Udtryk, som om han vilde indprente
-sig det for bestandig. „Undertiden,“ sagde Lucie, „plejede vi ogsaa
-at danse, – og at lege Pantelege.“ Hun kom til at lade sine
-Øjne hvile paa hans Ansigt og blev forskrækket og bedrøvet.
-„Og paa denne Tid af Aaret,“ sagde han, „red De da ikke.“
-„Nej,“ sagde hun. „O, det er en meget stor Fornøjelse,“ sagde
-han, „paa den Tid, da Bladene falder og Kornet er inde. De er
-saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke Deres Ungdom. Undertiden
-kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er borte, helt borte,
-men det er mærkeligt, hvor længe den lever og lider ved at
-<a id="page-619" class="pagenum" title="619"></a>
-sultes saaledes. O, saadanne oplyste, festlige, larmende Stuer, som
-der nu er langt herfra.“ De tav igen. „Synger De, Fru Vandamm?“
-sagde han med et. „Ja,“ sagde hun. „Vil De da synge for mig?“
-Han saa, at hun saa sig om i Stuen efter sin Guitar, rejste sig
-og gik hen og tog den, men han lagde den forsigtig i hendes
-Skød og rørte ikke ved hendes Haand eller Kjole med sin
-Haand. Hun stemte den og saa op paa ham. „Hvad skal jeg
-synge?“ sagde hun. „Jeg kender ikke Deres Sange,“ sagde han.
-Hun tænkte sig om en Stund, og sang saa ganske sagte og frygtsomt
-en Vuggevise, som hendes Moder havde sunget for hende
-og hun for sine Dukker. Saa mange forskellige Tanker gled
-igennem hendes Hoved, mens hun sang. Da hun tav, saa hun
-paa ham. Han sad med Hovedet i sine Hænder, ubevægelig, og
-da han ikke løftede det igen, ventede hun et Øjeblik og sang
-saa en Kærlighedssang for ham, meget gammel, som hendes
-Barnepige i sin Tid havde sunget for hende:
-</p>
-
-<div class="poem-container">
-  <div class="poem">
-    <div class="stanza">
-      <p class="verse">Se min Elskede, der gaar Maanen frem.</p>
-      <p class="verse">Over Himlen gaar dens stille Natteveje,</p>
-      <p class="verse">og højt over os i Linden</p>
-      <p class="verse">suser ganske sagte Nattevinden</p>
-      <p class="verse">Vore Brødre Stjernerne, mens de dreje,</p>
-      <p class="verse">hilse paa deres Vej Jorden vort Hjem.</p>
-    </div>
-    <div class="stanza">
-      <p class="verse">O som Stilhed fylder nu Luft og Jord,</p>
-      <p class="verse">fylder Kærlighed til dig min Sjæl, Veninde.</p>
-      <p class="verse">Og som Himlen over Jorden</p>
-      <p class="verse">staar du over alle mine Tanker,</p>
-      <p class="verse">se hvor klare alle dens Stjerner skinne,</p>
-      <p class="verse">som den gør du Verden for mig lys og stor.</p>
-    </div>
-    <div class="stanza">
-      <p class="verse">Som jeg elsker nu, vil jeg elske dig</p>
-      <p class="verse">lige brændende om tusend Aar, min Glæde,</p>
-      <p class="verse">og naar Maanen er forsvundet</p>
-      <p class="verse">og naar Jordens Alder ud er rundet,</p>
-      <p class="verse">vil vi sammen over en ny Jord træde</p>
-      <p class="verse">og se sammen op mod den ny Maanes Vej.</p>
-    </div>
-  </div>
-</div>
-
-<p class="noindent">
-Strengenes spinkle Stemme dirrede og tav. Hendes Gæst
-rejste sig. „Jeg takker Dem meget, Fru Vandamm,“ sagde han.
-„Godnat. De ved ikke,“ sagde han, „hvor taknemmelig jeg er
-Dem.“ Hun rejste sig, lagde Guitaren og blev staaende, med et
-<a id="page-620" class="pagenum" title="620"></a>
-rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med det bedrøvede
-Udtryk, der fik hende til at græde, bøjede Hovedet,
-men rørte ikke sine Hænder og gik. Og igen forsvandt alle Tegn
-af ham, hun hørte ikke engang Forstuedøren gaa, mens hun blev
-staaende ubevægelig. –
-</p>
-
-<p>
-Lucie tænkte: Hvordan skal jeg kunne fortælle dette til min
-Mand. Hun hørte Døren gaa til hans Værelse og hans Fodtrin,
-og da han kom ind, vendte hun sit Hoved og saa paa ham med
-et besynderligt, jammerfuldt Udtryk, men hun saa paa hans Ansigt,
-hvor dybt han var inde i sine Tanker, og han, der havde
-siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens Mørke. Ligesom den
-anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod op paa
-Murstenskanten: „Du synger,“ sagde han. „Nej, ikke mer,“ sagde
-hun og hængte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa
-ud. „Det blæser op,“ sagde han. Hun svarede ikke. I et Øjeblik
-havde hun faaet en Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen,
-Klipperne og Havet og den uhyre Ensomhed, som var deres
-Sjæl, egentlig var og vilde sige, og hun tænkte, da den var forsvundet:
-her, i min varme Stue gør det mig iskold at tænke paa.
-Saa sig rundt og tænkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er
-hyggeligt inde. – Den næste Dag, hver Gang hun saa paa sin
-Mand, vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortælle
-ham alt, men hver Gang var hun lige langt derfra, – hun vidste,
-at han aldrig vilde tro, at det, hun vilde fortælle ham, var sandt,
-og endnu mere, at det efter hans Begreber om Sandhed heller
-ikke vilde være det. Desuden begyndte at komme over hende,
-ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af vaagen
-Drøm, hvori hun længe skulde dvæle.
-</p>
-
-<p>
-Den Aften, da Skumringen faldt paa, følte hun sig saa træt
-og ked af at sidde inde, at hun tog et stort Tørklæde om sig
-og gik ud. For hende havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt
-Udtryk og Tale, at det var, som om den kolde fugtige Luft
-uden for lagde sin Haand, idet den slog hende imod, ikke blot
-paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjæl og saa
-tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun lukkede
-Døren, tænkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er
-bange. Hun gik ikke ret langt bort fra Huset, men blev ved at
-gaa op og ned, op og ned. Da hun vendte om, engang, saa hun
-Lys i sin Stues Vindue, tænkte: det er Eugène, der er kommen
-<a id="page-621" class="pagenum" title="621"></a>
-ind, og vilde gaa ind, men mens hun gik, saa hun noget fremmed
-derinde og gik hen til Vinduet for at se ind. To Lys var
-tændte og stod paa Bordet, og ved Bordet sad nogle Mænd og
-spillede Kort. En af dem sad med Ryggen til hende, og de andre
-var saa optagne af deres Spil, at de ikke lagde Mærke til hende,
-og hun blev staaende ganske stille og betragtede dem opmærksomt.
-De spillede meget ivrigt og højt; hele Stabler af Guldpenge
-blev ført fra den ene til den anden, og under dette var
-deres Ansigter meget uhyggelige at se paa, thi de spillede ligesom
-Fanger kunde spille i Fængselet den sidste Morgen inden
-deres Henrettelse, og mens Morgenen allerede gryede, og som om
-dette Øjeblik var en Brand, revet ud af en forfærdelig Ild; og
-selv om de ikke havde spillet saaledes i denne tavse Nat, vilde
-der ikke have været et af deres Ansigter, som man ikke vilde
-have lagt Mærke til og gyst ved og senere om Aftenen været
-angst ved at tænke paa. Lucie, der stod uden for Vinduet og saa
-ind, med begge sine Hænder knuget sammen under Tørklædet,
-men ganske rolig, hørte sine Tanker sige, saa tydeligt, som om de
-havde talt højt: „Det er Sørøverskibet „Andalusias“ Folk, som
-forliste her for 40 Aar siden paa de Skær, de kalder Galgebakken.“
-</p>
-
-<p>
-I det samme, mens hun stod saaledes, gik Døren op, og
-hendes Mand kom ind med et Lys i Haanden. Han saa Lysene
-paa Bordet, men Folkene saa han ikke, han gik lige forbi
-og hen til Kaminen for at se efter noget der. De standsede
-Spillet, drejede sig og fulgte ham med Øjnene, men han havde
-ingen Anelse om, at de var der, han gav sig god Tid til at lede
-og blev staaende et Øjeblik foran Ildstedet, strøg sig med Haanden
-over Øjnene og tænkte sig om. Maaske fandt han Luften i
-Stuen kold, han lagde et Stykke Træ paa Ilden og varmede sine
-Hænder over den. Da han havde fundet den Bog, han søgte,
-gik han tilbage, og idet han gik forbi en af Mændene ved Bordet,
-en lille Mand med et blaat Tørklæde om Hovedet og et Saar i
-Ansigtet, strøg han saa tæt forbi ham, at Sørøveren hastig flyttede
-sig til Side, og da lyste med eet op i hans Ansigt et voldsomt
-Udtryk af Raseri, Triumf og Foragt, mens han stirrede op
-i Eugène Vandamms Ansigt. Vandamm maatte føle noget deraf,
-thi han saa hastig til Side, men saa intet, og lagde sin anden
-Haand oven paa den, der holdt Lyset, som om han frøs. Saa
-gik han. – Og i dette Øjeblik syntes Lucie, der stirrede paa
-<a id="page-622" class="pagenum" title="622"></a>
-dem begge, at hun følte mer Rædsel for ham end for den anden.
-Hun trak sit Tørklæde tættere sammen og gik bort fra Vinduet
-om til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Væggen.
-Hun strøg Haaret bort fra sit Ansigt og blev staaende længe
-der. Da hun vendte sit Hoved til sidst, saa hun, at Lyset i Dagligstuen
-var slukket, og da famlede hun sig hen langs Muren og
-gik ind og tændte dem igen.
-</p>
-
-<p class="tb">
-&nbsp;
-</p>
-
-<p class="noindent">
-Det næste, der hændte i denne min Historie om Eneboerne,
-var to forfærdelige Storme. Den første af dem varede i 7 Dage
-og lod begge Øens Beboere forstaa for første Gang, hvad en
-Storm var; desuden fyldte den Huset med Røg og Dag og Nat
-med det vilde Havs Stemme, en Larm saa øredøvende, at den
-til sidst værkede i deres Hoveder. I syv Døgn brølede det store
-Oceans vældige Vandmasser omkring Øen, i en kridhvid, hvirvlende
-Brænding, og kastede flyvende Fnug af Skum højere op,
-end de havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt
-Overmod for at vise, at der var ingen Grænser for dets Magt.
-</p>
-
-<p>
-Ligesom Børn i Mørke søgte Eneboerne tættere sammen,
-mens denne Storm stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker
-til at skrive, mens den varede, lige saa lidt som et nogenlunde
-følsomt Menneske vilde have kunnet gøre det under et Slag, eller
-imens han hørte Julius Thornberg spille Bruchs Koncert. Men
-der var i dens Vildhed noget, der greb ham dybt, og i dens
-rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori hans
-Sjæl havde dvælet og arbejdet. Han kom og sad hos hende
-og hun havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans
-Væsen saa gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne
-Hvile. Her kunde han sidde og fortælle hende i Timevis om sin
-Bogs Ideer, henrykt over at have en Tilhører, og det havde hun
-aldrig set ham gøre før. Derfor sad hun og lyttede opmærksomt
-til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik ham til at le.
-Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat, begyndte
-hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var
-for hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en
-Storm alene; dens Larm var uhyggelig at høre paa, thi den betød
-Uvenskab, Uvilje, og nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de
-første Dage havde betydet Mistro. Hans Sind, der stormede af
-Sted uden Tøjle og Tømme, forfærdede hende hver Gang paa
-<a id="page-623" class="pagenum" title="623"></a>
-ny, og hun havde en Følelse af, at hun maatte advare ham og
-dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede
-Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde
-udrettet, og Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at
-gaa højt. Den næste Dags Aften, da Mørket faldt paa, blev hun
-draget ud for at se paa dette skønne og uendelige Hav.
-</p>
-
-<p>
-Det var næsten mørkt, men i dette Mørke havde alt endnu
-stærke Farver, den uendelige mørke Sø var blaa og man kunde
-gennem Skumringen skimte dens vældige Bevægelse; i Vest
-var Himlen over Horisonten gloende rød og meget mørke Skyer
-tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom ny Øer,
-der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det
-Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den,
-endnu ikke træt og utøjlet som før ilede frem paa sine egne
-Veje, fór Stormen højtsyngende over og om hende, mod hendes
-spinkle Legeme, en svag Hindring paa dens Vej, og slyngede,
-idet den forfulgte sit fjerne Maal, et Øjeblik sine vældige Vinger,
-snoede hendes Kjole om hende og kastede Haaret og det store
-Tørklæde, hun havde taget om Hovedet, tilbage, ligesom om den,
-midt i sit vilde Stormløb, havde et Øjeblik tilovers for en Spøg.
-Hendes Hænder var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som
-Havet førte op mod Klippen, gennemtrængte hele hendes Legeme
-med sin Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og
-storslaaede Syn holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod ubevægelig
-og tavs, men at staa ganske stille her var med Stormens
-voldsomme Styrke som en stærk Bevægelse, og til Svar paa
-Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale sang hendes Tanker
-højt.
-</p>
-
-<p>
-Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det
-guddommelige, Havet Satan. Jorden er foranderlig og forandret,
-ny Planter voksede op, ny Jordlag blev dannede, de gamle
-Skove faldt og ny voksede op, Jorden blev dyrket, udhugget,
-inddelt og gav sig under Menneskenes Haand. Himlen og Havet
-er evige og uforanderlige, vore Spor over Bølgerne er i næste Nu
-udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets første
-Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, høje Klarhed er Luften
-Symbolet paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet
-det udelukkedes, det higende, dæmoniske, evig ustadiges Symbol
-og Udtryk. Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldighed,
-<a id="page-624" class="pagenum" title="624"></a>
-Havets og Luftens som Enhed, men Luftens synes at være
-bundløs Fred, Havets bundløs og uendelig Uro. I den Verden,
-hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet Brødre, udelelige, en
-og dog tre, blandede i en evig og guddommelig Harmoni, men
-undertiden i Sommeraftener og høje klare Foraarsdage klinger
-Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes
-at være Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage,
-i Høstaftener hører vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange
-drager Havet sine Brødre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin,
-og vi lytter bævende til dets mægtige Hjertes Musik. –
-</p>
-
-<p>
-Bølge efter Bølge i næsten forfærdende Vælde kom løbende
-imod Øen, i Mørket lyste Havets hvide Bræmme om den og lød
-dets evige Sjæls evige Klage højt.
-</p>
-
-<p>
-Længe, længe stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig
-for at gaa ind, stod en Mand lænet til Klippen og betragtede
-hende, hun løftede begge Hænder mod Hjertet, ligesom han selv
-havde gjort, da han den første Aften spurgte hende om nyt fra
-sit Hjem, stirrede et Øjeblik paa ham og kendte ham igen. „Godaften,“
-sagde hun blidt, men han svarede ikke. „Hvor smukt her
-er,“ sagde hun igen og hendes Sjæls store Grebethed bævede i
-hendes Stemme. – Han svarede ikke straks, skønt han blev ved
-at se paa hende, men sagde saa: „Lad mig følge Dem hjem,“ og
-begyndte at gaa langsomt ved Siden af hende: „De fryser,“ sagde
-han, „hvorfor kom De dog herud. – Javist, her er smukt, men
-det er ikke nogen Skønhed for Dem. For Dem er Deres Hjems
-Rosenhave. Naar rejser De herfra<a id="corr-6"></a>?“ Hun saa op paa ham. „Det
-ved jeg ikke,“ sagde hun. „Ved De det ikke,“ sagde han, „har
-De da ikke forstaaet? – hvorfor vil De dog blive?“ De var nu
-kommet hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden
-for. „Hør mig nu,“ sagde han, „jeg beder Dem oprigtig, Fru
-Vandamm, som Deres, – ja som Deres Ven, De maa rejse bort
-herfra, – De kan ikke holde det ud i disse Storme, og langt
-mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog bort,
-mens der er Tid.“ „Hvorfor?“ sagde hun. „De bliver jo bundet
-hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal
-rejse bort. Endnu kan De forlade det.“ Hun saa rundt og følte
-selv, med hvilken uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted.
-„Er denne Kulde,“ sagde han ganske langsomt og uden at se
-paa hende, „er disse Storme for Dem, er de døde og fordømte
-<a id="page-625" class="pagenum" title="625"></a>
-Sørøveres Nærhed for Dem, er jeg for Dem. – O,“ han lukkede
-Øjnene, „er dette evig, evig forbandede Sted for Dem.“ Han
-drejede Hovedet imod hende og sagde: „Hvorfor kom De nogen
-Sinde?“ Lucie græd. „Skæbnen har føjet det saaledes,“ sagde hun,
-„beklag mig ikke.“ „O, min Gud, min Gud,“ sagde han, „hvorfor
-er De dog kommen hertil. Hav Barmhjertighed. O dette evig
-evig tabte Liv.“ Han slog begge sine Hænder for sit Ansigt og
-vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfærdelig Smerte. „Se, jeg
-kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil sige; kan
-De, der selv har vakt dem, ane, hvilke Følelser, hvilke uudholdelige
-Bevægelser <a id="corr-7"></a>De har givet mig tilbage? O, og til ingen,
-ingen Nytte uden denne Kval. Jeg er død alt for ung,“ sagde han
-og rev igen Hænderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket
-af Smerte, „jeg har ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra,
-men jeg blev taget, da jeg elskede det mest. De, der lever, kan
-ikke forstaa denne Kval; saaledes jamrede jeg ikke, mens jeg
-levede, men nu, hvad er der nu for mig uden den?“ „Al den Medlidenhed,
-jeg kan give Dem,“ sagde Lucie og græd bitterlig, „er
-intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf.“
-</p>
-
-<p>
-„O, tusind Gange bitrere,“ sagde han, „bliver min Kval, fordi
-De ynker mig og fordi jeg elsker Dem. – Hav Medlidenhed
-med mig,“ sagde han og faldt ned for hende, „spot mig ikke.“
-Hun støttede sig mod Muren og stønnede svagt. Han rejste sig
-op. „Se,“ sagde han, „ogsaa Dem har jeg bragt Smerte og saaledes,
-som det nu er, kan jeg ikke skænke andet. Lad mig gaa,
-lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ønsker Dem alt godt.“
-„Nej,“ sagde hun, „gaa ikke.“ Han blev staaende og saa paa
-hende, endnu stod hun støttet til Væggen, og hendes Ansigt var
-i Mørket næsten lige saa hvidt som hans. Omkring dem hylede
-og larmede Stormen. „Hvis jeg har vakt i Dem,“ sagde hun,
-„Minder og Følelser, som har voldt Dem Smerte, saa tilgiv mig.
-Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige Svaghed
-kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje
-og uden at vide det har føjet nogen ny Smerte til Deres bitre
-Kval, saa tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit
-inderlige, inderlige Ønske,“ hun brast igen i Graad, „ikke kan
-tage noget af Deres Sorg bort og min inderlige Medlidenhed
-kun føje ny Smerte til den, saa lad os skilles, men lad os ikke
-skilles saaledes. Lad mig sige Dem først, at jeg af hele mit
-<a id="page-626" class="pagenum" title="626"></a>
-Hjerte, at jeg af hele min Sjæl velsigner Dem og ønsker Dem,“
-– hun tav, thi hvad skulde hun sige, – „og giv mig Deres
-Sorger, lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen,“ sagde
-hun og brast atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Hænder.
-„For hvert Øjeblik, jeg er sammen med Dem,“ sagde han, „elsker
-jeg Dem højere. Naar De vil have, at jeg skal tale til Dem
-nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det. Se jeg giver Dem
-min Velsignelse tilbage, Skæbnen være Dem naadig og lade Dem
-glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg
-havde levet, vilde der have været Brug for mit Hjerte og jeg
-vilde have haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner
-og Slægt, jeg vilde have haft Arbejde at udføre og Maal at stræbe
-imod. Alt, alt dette er nu min Kærlighed til Dem. O, den er lige
-saa øde og unyttig som denne golde Ø, som Søfuglene kredser
-om. Maatte De glemme den igen.“ Et Øjeblik stod de tavse, og
-det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer
-i den store og uigennemtrængelige Nat skulde forstumme, for
-selv at synge højt og vældigt. „Havet,“ sagde han, „skyllede mig
-over Bord her fra mit Skib,“ han tænkte sig om, „Bellona, en
-Novemberdag for mange Aar siden, inden De blev født, maaske.
-O, hvis jeg havde levet og hvis jeg havde inddrukket hele det
-Liv, som var bestemt for mig, og prøvet det, vilde jeg være død
-nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et glad
-Hjerte. Men nu standser min Længsel aldrig. Sørøverne, „Andalusias“
-Besætning, hvis usalige Aander er fordømte med mig til
-denne Ø, førte deres Skatte med sig, og deres Hjerter er lænkede
-til dem, midt i deres Elendighed volder deres Guld dem
-Glæde. Men hvor er det, jeg længes efter – det er ikke til.
-Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, – rummer hendes
-Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min brændende
-Længsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger – kan
-jeg forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig,
-der elskede mig, som jeg elskede højere end mig selv, har alt
-forandret sig, hvorledes skulde min evige, fortabte Ungdom kunne
-forstaa det? Nu tænker jeg ofte paa en lille Broder, jeg havde,
-der døde som Barn. Vi elskede hinanden meget højt. Har hans
-blege Skygge, – o, ikke blegere, o, ikke mer skyggeagtig, end
-jeg er nu – undertiden kredset om vore Senge for at finde sit
-gamle Legetøj, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var
-<a id="page-627" class="pagenum" title="627"></a>
-glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit
-Liv, der blev røvet fra mig, skulde have været levet. Og imens
-den Tanke er forfærdelig, at de sørger over os, og deres Taarer
-brænder vore taareløse Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige
-Længsel efter at faa Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde
-hilse mig ved min Hjemkomst fra min lange Rejse og ikke noget
-Gensyns Glæde varme mit eget evig kolde Hjerte – men vil
-de, der hilses saaledes, tænke paa mig, vil der være nogen Erindring
-om mig i de Hjerter, der glædes saadan? O, man skal vinde
-Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede,
-Læber, der undertiden vil nævne vort forglemte Navn, – vi
-maa præge Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal
-lukke sig, naar vi gaar ud af det, uden Spor. – Hvad taler jeg
-til Dem om dette for? Lad mig gaa bort, jeg vil ikke strø min
-øde Sorgs Aske paa Deres unge Hjerte.“ „Tro ikke, fordi du
-gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig,“ sagde hun, „altid, altid,
-i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig være med.“ Han tav
-en Stund. „Ak, da har du glemt,“ sagde han, „hvor hurtig I, der
-lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil
-du huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser,
-vil du bevare Tanken om mig, naar du holder dine smaa Børn
-paa dit Skød. Vil du huske mig, naar du danser til Violiner
-og Fløjter. Nej, glem mig. Skæbnen har været haard imod os,
-lad os holde sammen imod den, og udslette dens Haardheds
-Spor, jeg vil tie og du vil glemme.“ „Nu,“ sagde hun og
-lagde begge Hænder paa sit Bryst, „heller ikke jeg lever evigt.
-Vil jeg se dig igen?“ „Nej,“ sagde han, „spørg mig ikke. O, nej,
-nej. Skulde jeg føre dig ind i dette øde Land, i min øde Sorgs
-Land, vil din Sjæl lænkes til dette forhadte Sted. Nej Farvel,
-nej nu farvel. For evigt og for alle Tider farvel.“ Hun lukkede
-Øjnene og sagde: „O, jeg kan ikke forstaa dette. Hvad er dette
-og hvorfor?“ Og da hun aabnede dem, var hun alene, og kun
-Vinden sang højt omkring hende. Hun faldt ned paa Knæ og
-støttede Hovedet mod Væggen. „Hav Barmhjertighed,“ raabte
-hun mod den ubarmhjertige Skæbne, der holdt hende i sin
-Haand. –
-</p>
-
-<p>
-I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den
-næste, gik hun som i en Drøm, Taagen fra Havet havde naaet
-hende og hyllet hende helt ind. Den grænseløse Medlidenhed,
-<a id="page-628" class="pagenum" title="628"></a>
-hun følte, og dens Haabløshed, gjorde hendes Hjerte meget tungt.
-Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv, hun følte, var,
-da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og tænkte
-selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se
-hende igen, og i Samtalens Løb kom de til at tale til hendes
-Mand derom. Dette var den første Vanskelighed, der ramte ham,
-efter at han var kommet til sin øde Ø. Hans Ophold paa Øen
-lige til dette Øjeblik havde været en stor Nydelse, en Fryd for
-hans Sjæl. Aldrig havde den saaledes kunnet udfolde sine Vinger
-og have Rum til at tumle sig. Aldrig før havde han saaledes
-kunnet stige ned i sine Tankers Verden og føle dens Vande
-lukke sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes følt sit
-eget Væsens Styrke og været saa beruset deraf. Havde han været
-alene paa Øen, vilde han have fuldendt sin Bog uden at skænke
-noget andet en Tanke, nu begyndte han at overveje, om han
-kunde sende hende hjem, hvis denne Ensomhed tyngede paa
-hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi med andre
-Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne Ø.
-</p>
-
-<p>
-Den anden Storm fulgte. Fra den først begyndte at blæse op,
-og mens den steg og stadig steg og slap sin rasende Harme løs
-over Øen, vidste Lucie, hvad den betød, og at den var en Trusel,
-gentagen, fordi den første ikke blev forstaaet, saa skummende
-og fnysende, fordi den, der udstødte den, var ved at tabe Taalmodigheden.
-Utilfreds med Virkningen af den første Advarsel og
-ked af disse levende Menneskers Nærhed sendte Havet dem i
-9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig.
-</p>
-
-<p>
-Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme,
-nu, naar den kastede sig om Hjørnerne af Huset og i en Slags
-hensynsløs og løssluppen Leg styrtede sig ned igennem Skorstenen
-og fyldte Stuen med Røg, og der var andre Stemmer end
-Stormens at høre; Advarsler, Trusler og Spørgsmaal i hendes
-eget Sprog blandede sig med dens øredøvende Larm, og gjort
-frygtløse og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre
-Ansigter sig paa Vinduet og traadte andre Fødder paa Gangene
-og bankede andre Hænder paa Ruderne og Døren. Ligesom
-Havet under en Stormflod begyndte Havets hemmelighedsfulde
-Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt de Hindringer
-betød, der var stillet ud imod den, og at fylde og oversvømme,
-løfte og gynge alting og at trænge ind overalt.
-</p>
-
-<p>
-<a id="page-629" class="pagenum" title="629"></a>
-Det var ikke længere alene hendes Ven, den unge irske Officer,
-der vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet.
-„Andalusias“ vilde Folk kom og gik i det stormrystede Hus,
-mens Havet uden for truede Eneboerne med Døden. Dog var
-de endnu levende og deres Liv endnu nok til at holde Havets
-Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt Sørøverne,
-skønt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som
-syntes mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit
-lange Haar hængende ned ad Ryggen; hendes høje Stemme lød
-undertiden ligesom en Søfugls gennem Stormen. – Og idet den
-opslugte alle disse Stemmer i sin, fyldte Stormen Luften med
-en saa forfærdelig Larm, at det var for Eneboerne som at befinde
-sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud, hele Huset
-fyldtes med en iskold Uhygge, og alt deri, der var løst, hamrede,
-vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres Fornøjelse
-i at blande deres Stemmer med den store vældige Aand,
-Stormens, og opføre deres afsindige smaa Danse sammen med
-det evige Hav, – og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og
-ventede paa, at Stormen, som der endnu var Haab om, engang
-vilde holde op.
-</p>
-
-<p>
-Det forfærdeligste ved den Rædsel, som hun levede i, var, at
-hun syntes mer og mer at tilhøre den Verden, som udbredte den;
-ligesom en Døende kunde mærke sine Lemmer stivne og blive
-kolde, saaledes følte hun sine Tanker, sit hele Væsen stivne og
-blive koldt og langsomt synes at gaa over i en anden Verden,
-og imens Havet truede og haanede dem for at drive dem bort,
-kunde hun ikke rejse. – Eugène Vandamm gik med en stor
-Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen
-og kom ind udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Hænderne,
-han havde Møje med at faa Døren op, og saa fløj den i bag
-ham med et Drøn ligesom af et Pistolskud. Hans Hænder var
-saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde røre dem og kom
-og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, skønt han rystede
-af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstændig
-rolig og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han
-regnede for Ulykker, men Kulde og Storm paa en øde Ø hørte
-ikke med til dem. „Det er mærkeligt og utroligt at tænke,“ sagde
-han, „at der nu er Stilhed noget Sted i Verden.“ „O,“ tænkte
-han, „som denne Storm skal mine Ord vække dem, saaledes
-<a id="page-630" class="pagenum" title="630"></a>
-skal de drøne og forfærde dem, forvirre deres Hjerne og gøre
-dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min.“ – De opholdt
-sig nu udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten,
-i et Slags Køkken. Her havde de samlet alt, hvad de havde
-Brug for, men da de ikke kunde faa Ilden til at brænde, begyndte
-deres Maaltider at blive meget ensformige. Lucie sad med sin
-store Kaabe paa og et Tørklæde om Hovedet og følte dog sine
-Fødder kolde som Is. Hendes blege Ansigt rørte ham, da han
-vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. „Dette er meget
-koldt for dig, Lucie,“ sagde han, „fortryder du, at du kom? –
-Men jeg lover dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja
-rigelig Betaling.“ Det havde han længe tænkt paa at sige hende.
-Hun saa op paa ham, hun hørte kun utydeligt, hvad han sagde.
-</p>
-
-<p>
-De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget,
-det var et langvarigt Stykke Arbejde, thi Brønden laa langt fra
-Huset, og det tog Tid at hisse Spanden op og ned.
-</p>
-
-<p>
-Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at
-hente noget. Allerede uden for Døren hørte hun den Lyd af en
-Stol, som blev skudt tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var
-tom, og da hun lukkede Døren op, saa hun sin Gæst fra to
-Gange før i sin gamle Trælænestol foran det kolde Ildsted, og
-hun blev ikke mer forfærdet, ikke forbavset engang, hendes egne
-Tanker syntes at være lige saa kolde. Han sad med Foden op
-paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende,
-da hun kom ind, saa saá han paa hende med et besynderligt
-mørkt Blik og skød Stolen tilbage. „Jeg er meget dristig,“ sagde
-han, „at jeg trænger ind i dette Hus, mens det endnu er beboet.
-Men det har saa længe været mit alene, ved De, og vil saa snart
-blive det igen. Jeg vidste ikke, at De vilde komme herind. Jeg
-opsøgte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit Løfte er brudt.“
-Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til hende.
-„Hvorfor er De her endnu,“ sagde han, „længe holder jeg det
-ikke ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se
-andre lide? Ved De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?“
-„Hvordan kan du forlange, at jeg skal rejse nu?“ sagde hun. „O,
-jeg beder Dem, og bønfalder Dem,“ sagde han, „hvorfor vil De
-binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De rejse, – men
-se dog, hvor alt binder Dem hertil – og hvad skal befri Dem?
-Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at
-<a id="page-631" class="pagenum" title="631"></a>
-holde Dem tilbage fra os, men saaledes er det ikke.“ Hun strakte
-sine Hænder ud for sig, ligesom for at forsvare sig. „Jeg vil
-rejse,“ sagde hun. „O, forstaar du da ikke,“ sagde han og vendte
-sig imod hende, hans Ansigt var helt fortrukket af bitter Haan
-og Smerte, „at vi kan ikke taale eder her. Eders Nærværelse
-er en Haan imod os, at I lever, spotter os Døde, eders varme
-Legemer spotter vore kolde, vi vil ikke finde os deri. Føl, hvilken
-Forskel.“ Han kom nær hen til hende, med eet tog han
-hende i sine Arme, slog begge sine Arme om hende, han havde
-aldrig rørt hende før. Alt blev sort for hendes Øjne, og en forfærdelig
-Kulde slog helt om hende, idet han knugede hende ind
-til sig, ligesom Havets kolde Vande over en druknende. Hun
-stod et Øjeblik helt stiv, hørte med eet et langt jamrende Skrig
-i Mørket, og tænkte: Er det mig, der skriger, og følte da, hvorledes
-hun sank dybt, og Mørket slog sammen over hende.
-</p>
-
-<p>
-Eugène, der kom med Vand, hørte hende skrige og fandt
-hende paa Gulvet; han troede, hun var død, indtil han følte hendes
-Hjerte slaa ganske svagt. Han blev ved at staa med hende
-i sine Arme, og vidste ikke, hvad han skulde gøre med hende,
-han prøvede at gnide Liv i hende, men intet hjalp, længe laa
-hun saaledes, og saa spinkel, lille og hvid, saa hjælpeløs saa hun
-ud, at hans Hjerte knugedes sammen derved; i hendes Ansigt var
-et højtideligt Udtryk, haabløst, ligesom i en døds. Han lagde
-hende ned og prøvede at slaa Ild, men det vilde ikke brænde,
-og for at faa hende varm løftede han hende igen i sine Arme,
-og da bevægede hun sig svagt, slog Øjnene op, saa stift ind i
-hans mørke, smertefulde og spændte Ansigt og rystede langsomt
-paa Hovedet. Han selv talte ikke, hans Bevægelser og Udtrykket
-i hans Ansigt var mere talende end Ord. Atter lukkede hun
-Øjnene, og han tænkte: „hun dør imellem Hænderne paa mig,“
-da kom der Bevægelse i hendes stive Legeme, hun begyndte at
-ryste og skælve voldsomt og brød med eet ud i fortvivlet Graad,
-mens hun klamrede sig til ham, og saaledes havde hun aldrig
-gjort, aldrig før havde hun saaledes søgt hans Beskyttelse, og
-hendes Legemes Skælven smittede hans: „Min Elskede, min
-Elskede, min Elskede,“ sagde han. Hun vilde ikke lade ham
-slippe sig, Taagen fra Havet var sønderrevet, veget til Side, og
-i sin forfærdelige, menneskelige Rædsel for den Verden, hun
-havde været i, klyngede hun sig til ham, ligesom et Barn, der
-<a id="page-632" class="pagenum" title="632"></a>
-vaagner af forfærdelige Drømme. I en frygtelig, gyngende og
-mørk Verden, ligesom et sort og lurende Hav, var han det
-eneste faste Punkt for hende; i hans Arme og saaledes baaret
-af ham, var der endnu et svagt Haab. „Vær ikke bange, vær
-ikke bange,“ blev han ved at sige. Han fik hende til sidst til at
-slippe sig, for at han kunde gøre Ild paa, og denne Gang lykkedes
-det, og saa redte han en Slags Seng til hende paa den
-faste Bænk langs Væggen i Køkkenet. Hun var langt mere angst,
-ja forfærdet og rædselslagen nu, end hun havde været før, men
-denne Rædsel føltes for hende næsten som en Lettelse, som en
-Opvaagnen fra den forfærdelige Kulde, hun havde dvælet i. Hendes
-Øjne var blevne aabnede, hun syntes selv, at hun igen blev
-et Menneske. For hendes svimle, matte og uklare Hjerne stod
-det ene klart, at det nu var en Kamp paa Liv og Død, og at
-hendes Mand, det andet levende Menneske paa Øen, var hendes
-eneste Hjælp, hendes eneste Mulighed for Redning. Hun tænkte
-ikke paa at rejse bort, ligesom en druknende ikke lægger andre
-Planer for sin Redning end den lige i Øjeblikket at holde sig
-oven Vande, og hendes Hjerne havde samme Slags Klarhed og
-samme Koncentration som en Druknendes. Han kom hen til
-hende, lagde sig paa Knæ ved Siden af hendes Bænk og tog
-begge hendes Hænder og kyssede dem; hun tænkte paa, hvad
-den anden havde sagt hende, at hendes Kærlighed ikke var stærk
-nok til at holde hende tilbage, men det var ligegyldigt; nu, da
-der ikke var andre Mennesker i Verden end hun og han, og
-alt andet omkring dem var truende mørke og uhyggelige og fjendtlige
-Magter, var der kun een Følelse i Verden, og det var den,
-hun nærede for ham. Hun gjorde sin ene Haand fri og lod den
-løbe gennem hans Haar, saaledes, med ham saa nær, følte hun
-sig ikke saa elendig, men hun blev angst, naar han gik til den
-anden Ende af Stuen. Han vidste ikke, hvad der havde skræmmet
-hende, og ved at se Udtrykket i hendes Øjne blev han
-angst for hendes Forstand, men mens hun laa saaledes, lammet
-og dødbleg, saa han i et eneste klart Blik, hvad det var, han
-havde gjort hende, og der vaagnede i ham en grænseløs Ømhed
-for hende, for det svage, blide, afmægtige, som han aldrig havde
-kendt. Hvad han havde elsket til denne Stund, ja, det havde hos
-hende været hendes Skønhed og Ynde og noget rigt, fantasifuldt
-og let, som havde fængslet ham. Men ny var denne stærke Følelse
-<a id="page-633" class="pagenum" title="633"></a>
-af Ømhed og Kærlighed til hendes spinkle, ødelagte Legeme,
-til hendes svage og forvirrede Aand, en ligefrem Tilbedelse deraf,
-saa at han kom hen og knælede for hende; og da følte han,
-ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i Verden,
-og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre Mennesker
-langt borte. „Min Elskede, min Elskede,“ sagde han, „frygt
-ikke. Hvorfor vil du være bange. Se, jeg er her, og alt, hvad
-jeg har gjort imod dig, vil jeg gøre godt igen og oprette. Vær
-rolig, min Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig, hvorledes
-jeg elskede dig, alting vil jeg gøre for dig, min Elskede.
-O, du maa tilgive mig, at jeg har taget dig hertil. O, du, min
-dyrebare Elskede, tilgiv mig og frygt ikke. Jeg vil beskytte
-dig, hvad er der da at være bange for?“ – Hun hører mig
-ikke, tænkte han, men dog holdt hun af at høre ham tale.
-Han tændte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos
-hende hele Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han
-følte, at dette var en forfærdelig Krise. Da han nu kunde faa
-Ilden til at brænde, kogte han Vand og lavede Te til hende.
-Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen Ende vilde tage, da
-farvede Dagningen Himlen rød, Dagen brød frem og det højtbevægede
-Hav var vidunderlig skønt i den røde Sols Lys. Da
-han vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede Øjne,
-han gik hen til hende, hun sov. – Da hun vaagnede, skinnede
-Solen, men Stormen larmede endnu højt som før. Eugène sad i
-en Stol ved Vinduet og sov, hans Ansigt var ligblegt, han havde
-gennemgaaet som en svag Afskygning af hendes Kamp i denne
-Nat. Endnu var hun forfærdelig mat som før, men ved Tanken
-om, at han var saa nær og ved at føle sig levende endnu, smilte
-hun og følte som den første svage Straale af en stærk, dyb Glæde.
-Hun var som et Menneske i Dødsfare, paa det Punkt, da hans
-Tanker begynder at sige: Maaske er der Haab, og skønt de ikke
-tør vove sig til at tro det, føler Glæde blot ved at vide, at den
-Mulighed er der. Hun var saa uvant med at føle Glæde, at dette
-Øjeblik var som en ny dyb Fryd. Hun saa paa Ilden, den var
-ved at gaa ud, men hun vilde ikke vække ham, og hun følte
-sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den. Der begyndte
-at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom
-langt borte fra. Hun lyttede til Stormens Røst, og der var saa
-megen Kraft i hende, at hun kunde tænke: den kan bæres, thi
-<a id="page-634" class="pagenum" title="634"></a>
-til saa megen Klarhed var hun endnu ikke naaet, at hun kunde
-tænke: den kan høre op. Ligesom svage Dønninger af Tanker
-og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme begyndte
-at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget venligt,
-venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket
-ogsaa af Fred og en ordnet, farefri Tilværelse, og hun prøvede
-at fastholde det. Hun saa tilbage over sit hele Liv med sin
-svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen paa sin Mand, længe og
-stift, og tænkte: han er saa træt, fordi han har vaaget over mig,
-han elsker mig.
-</p>
-
-<p>
-Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til
-hende, dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget
-for ham, Duften af Blomsterhavens Latyrus, Farven, Mønstret af
-en Kjole, hun dengang havde haft paa. – Og som med eet
-glidende tilbage i Tiden, laa der et helt Væld af Indtryk, fra
-hendes Barndom, længst forglemte Tonefald af Sætninger, udtalt
-af længst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en bestemt
-Plet, Følelser, hun aldrig før havde erindret, og i denne Barndom
-laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende,
-ganske blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom nærmere, alle Ting
-blev saa store, ligesom de havde været dengang.
-</p>
-
-<p>
-Alle Indtryk af Stuen blev nu stærkere, hun saa Himlen
-ganske tydeligt, Vinduet, Eugènes mørke Hoved, og hun mærkede,
-at hun frøs og ønskede, at nogen vilde trække Tæppet op om
-hende og tænde Ilden op igen. Der var en svag Støj derhenne,
-og hun saa derhen. Et Barn laa paa Knæ foran Ildstedet, lagde
-Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et blegt, spinkelt
-Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig velfornøjet
-med, at det gik saa godt. Han satte begge Hænderne op for
-Munden og blæste igennem dem, hans Hænder var helt blaa af
-Kulde. Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en
-Slags Ven, gled gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge
-og se paa ham. Han bar sig ganske forsigtigt ad for ikke at
-vække hende, og hans Bevægelser var næsten lydløse, da han
-var færdig og det brændte, vendte han sig om og saa paa hende.
-Deres Øjne mødtes, hans var store og opspilede, og han smilede,
-hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste,
-hvem det var, han gjorde en svag Bevægelse med sine Hænder,
-lagde den ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt
-<a id="page-635" class="pagenum" title="635"></a>
-nærmere – det var Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet
-ned fra Klippen den første Dag, de var paa Øen. –
-</p>
-
-<p class="tb">
-&nbsp;
-</p>
-
-<p class="noindent">
-Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie
-om Eneboerne med et Brev:
-</p>
-
-<div class="letter">
-<p class="date">
-D. 27. Dec. 1779.
-</p>
-
-<p class="addr">
-Min Ven og Velgører.
-</p>
-
-<p class="noindent">
-Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker
-lade sig samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det
-synes ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige
-Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som
-ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er
-allerede fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først
-holdt op i Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg
-fandt hende i denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var
-hun sikkert ikke klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig.
-Hun kunde ikke holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende
-Væsen, jeg kendte, er blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt
-mine Tanker bestandig søger dertil, mere om Døden, og hvad der
-findes bag den, nu; har heller ikke et eneste Ord at sige til Dem,
-hvis Tanker søger som mine. Jeg beder Dem ikke om Deres
-Tilgivelse, thi da vil De ikke kunne nægte mig den, og jeg ved,
-at jeg aldrig vil være i Stand til at modtage den. Jeg har begravet
-Lucie her paa Øen, det vilde være umuligt at føre hende
-tilbage. Hvad mig selv angaar, da kommer jeg næppe tilbage
-snart. Efter at jeg har ofret alt for det Værk, jeg nu er i Færd
-med, maa jeg fuldende det, muligvis vil jeg kunne give tilbage
-til Verden noget af det, der er blevet ofret for det, men jeg ved
-ikke, om det nogen Sinde skal blive færdigt, thi mine Tanker
-er saa forvirrede og saa vanskelige at samle, at jeg undertiden
-tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det blive Tilfældet, at jeg
-mister min Forstand, eller at jeg paa nogen anden Maade ikke
-kommer til at fuldende min Bog, beder jeg Dem om at udgive,
-hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne Besked derom. Dette er
-der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder Dem, at det ikke maa
-være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der er skyldig, sørger
-sammen med Dem, og at mine bittre Taarer falder paa Deres
-højtelskedes Grav.
-</p>
-
-<p class="sign">
-Bestandig Deres <em>Eugène Vandamm</em>.
-</p>
-
-</div>
-
-<p class="aut">
-<span class="sc">Osceola.</span>
-</p>
-
-<div class="trnote chapter">
-<p class="transnote">
-Afskriverens bemærkninger
-</p>
-
-<p>
-Kilde: Tilskueren, København, August 1907, s. 609-635.
-</p>
-
-<p>
-Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public domain.
-</p>
-
-<p>
-<b>Afskriverens rettelser:</b>
-</p>
-
-
-
-<ul>
-
-<li>
-... da <span class="underline">de</span> rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, ...<br />
-... da <a href="#corr-3"><span class="underline">De</span></a> rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, ...<br />
-</li>
-
-<li>
-... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at <span class="underline">De</span> skulde glemme mig.“ ...<br />
-... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at <a href="#corr-4"><span class="underline">de</span></a> skulde glemme mig.“ ...<br />
-</li>
-
-<li>
-... Rosenhave. Naar rejser De herfra<span class="underline">.</span>“ Hun saa op paa ham. „Det ...<br />
-... Rosenhave. Naar rejser De herfra<a href="#corr-6"><span class="underline">?</span></a>“ Hun saa op paa ham. „Det ...<br />
-</li>
-
-<li>
-... Bevægelser <span class="underline">de</span> har givet mig tilbage? O, og til ingen, ...<br />
-... Bevægelser <a href="#corr-7"><span class="underline">De</span></a> har givet mig tilbage? O, og til ingen, ...<br />
-</li>
-</ul>
-</div>
-
-
-<div style='display:block; margin-top:4em'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ENEBOERNE ***</div>
-<div style='text-align:left'>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Updated editions will replace the previous one&#8212;the old editions will
-be renamed.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
-law means that no one owns a United States copyright in these works,
-so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
-States without permission and without paying copyright
-royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
-of this license, apply to copying and distributing Project
-Gutenberg&#8482; electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG&#8482;
-concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
-and may not be used if you charge for an eBook, except by following
-the terms of the trademark license, including paying royalties for use
-of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
-copies of this eBook, complying with the trademark license is very
-easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
-of derivative works, reports, performances and research. Project
-Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away--you may
-do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
-by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
-license, especially commercial redistribution.
-</div>
-
-<div style='margin:0.83em 0; font-size:1.1em; text-align:center'>START: FULL LICENSE<br />
-<span style='font-size:smaller'>THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE<br />
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK</span>
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-To protect the Project Gutenberg&#8482; mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase &#8220;Project
-Gutenberg&#8221;), you agree to comply with all the terms of the Full
-Project Gutenberg&#8482; License available with this file or online at
-www.gutenberg.org/license.
-</div>
-
-<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'>
-Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg&#8482; electronic works
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg&#8482;
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or
-destroy all copies of Project Gutenberg&#8482; electronic works in your
-possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
-Project Gutenberg&#8482; electronic work and you do not agree to be bound
-by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
-or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.B. &#8220;Project Gutenberg&#8221; is a registered trademark. It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg&#8482; electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement. See
-paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg&#8482; electronic works if you follow the terms of this
-agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg&#8482;
-electronic works. See paragraph 1.E below.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (&#8220;the
-Foundation&#8221; or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
-of Project Gutenberg&#8482; electronic works. Nearly all the individual
-works in the collection are in the public domain in the United
-States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
-United States and you are located in the United States, we do not
-claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
-displaying or creating derivative works based on the work as long as
-all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
-that you will support the Project Gutenberg&#8482; mission of promoting
-free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg&#8482;
-works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
-Project Gutenberg&#8482; name associated with the work. You can easily
-comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
-same format with its attached full Project Gutenberg&#8482; License when
-you share it without charge with others.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
-in a constant state of change. If you are outside the United States,
-check the laws of your country in addition to the terms of this
-agreement before downloading, copying, displaying, performing,
-distributing or creating derivative works based on this work or any
-other Project Gutenberg&#8482; work. The Foundation makes no
-representations concerning the copyright status of any work in any
-country other than the United States.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
-immediate access to, the full Project Gutenberg&#8482; License must appear
-prominently whenever any copy of a Project Gutenberg&#8482; work (any work
-on which the phrase &#8220;Project Gutenberg&#8221; appears, or with which the
-phrase &#8220;Project Gutenberg&#8221; is associated) is accessed, displayed,
-performed, viewed, copied or distributed:
-</div>
-
-<blockquote>
-  <div style='display:block; margin:1em 0'>
-    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
-    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
-    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
-    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
-    at <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>. If you
-    are not located in the United States, you will have to check the laws
-    of the country where you are located before using this eBook.
-  </div>
-</blockquote>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.2. If an individual Project Gutenberg&#8482; electronic work is
-derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
-contain a notice indicating that it is posted with permission of the
-copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
-the United States without paying any fees or charges. If you are
-redistributing or providing access to a work with the phrase &#8220;Project
-Gutenberg&#8221; associated with or appearing on the work, you must comply
-either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
-obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg&#8482;
-trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.3. If an individual Project Gutenberg&#8482; electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
-additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
-will be linked to the Project Gutenberg&#8482; License for all works
-posted with the permission of the copyright holder found at the
-beginning of this work.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg&#8482;
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg&#8482;.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg&#8482; License.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
-any word processing or hypertext form. However, if you provide access
-to or distribute copies of a Project Gutenberg&#8482; work in a format
-other than &#8220;Plain Vanilla ASCII&#8221; or other format used in the official
-version posted on the official Project Gutenberg&#8482; website
-(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
-to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
-of obtaining a copy upon request, of the work in its original &#8220;Plain
-Vanilla ASCII&#8221; or other form. Any alternate format must include the
-full Project Gutenberg&#8482; License as specified in paragraph 1.E.1.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg&#8482; works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg&#8482; electronic works
-provided that:
-</div>
-
-<div style='margin-left:0.7em;'>
-    <div style='text-indent:-0.7em'>
-        &bull; You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-        the use of Project Gutenberg&#8482; works calculated using the method
-        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
-        to the owner of the Project Gutenberg&#8482; trademark, but he has
-        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
-        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
-        within 60 days following each date on which you prepare (or are
-        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
-        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
-        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
-        Section 4, &#8220;Information about donations to the Project Gutenberg
-        Literary Archive Foundation.&#8221;
-    </div>
-
-    <div style='text-indent:-0.7em'>
-        &bull; You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg&#8482;
-        License. You must require such a user to return or destroy all
-        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
-        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg&#8482;
-        works.
-    </div>
-
-    <div style='text-indent:-0.7em'>
-        &bull; You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
-        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
-        receipt of the work.
-    </div>
-
-    <div style='text-indent:-0.7em'>
-        &bull; You comply with all other terms of this agreement for free
-        distribution of Project Gutenberg&#8482; works.
-    </div>
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
-Gutenberg&#8482; electronic work or group of works on different terms than
-are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
-from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
-the Project Gutenberg&#8482; trademark. Contact the Foundation as set
-forth in Section 3 below.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
-Gutenberg&#8482; collection. Despite these efforts, Project Gutenberg&#8482;
-electronic works, and the medium on which they may be stored, may
-contain &#8220;Defects,&#8221; such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
-or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
-intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
-other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
-cannot be read by your equipment.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the &#8220;Right
-of Replacement or Refund&#8221; described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg&#8482; trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg&#8482; electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from. If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium
-with your written explanation. The person or entity that provided you
-with the defective work may elect to provide a replacement copy in
-lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
-or entity providing it to you may choose to give you a second
-opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
-the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
-without further opportunities to fix the problem.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you &#8216;AS-IS&#8217;, WITH NO
-OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
-LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of
-damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
-violates the law of the state applicable to this agreement, the
-agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
-limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
-unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
-remaining provisions.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg&#8482; electronic works in
-accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
-production, promotion and distribution of Project Gutenberg&#8482;
-electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
-including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
-the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
-or any Project Gutenberg&#8482; work, (b) alteration, modification, or
-additions or deletions to any Project Gutenberg&#8482; work, and (c) any
-Defect you cause.
-</div>
-
-<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'>
-Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg&#8482;
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Project Gutenberg&#8482; is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of
-computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
-exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
-from people in all walks of life.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg&#8482;&#8217;s
-goals and ensuring that the Project Gutenberg&#8482; collection will
-remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg&#8482; and future
-generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
-Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.
-</div>
-
-<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'>
-Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service. The Foundation&#8217;s EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
-U.S. federal laws and your state&#8217;s laws.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-The Foundation&#8217;s business office is located at 809 North 1500 West,
-Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
-to date contact information can be found at the Foundation&#8217;s website
-and official page at www.gutenberg.org/contact
-</div>
-
-<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'>
-Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Project Gutenberg&#8482; depends upon and cannot survive without widespread
-public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment. Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements. We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
-DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
-visit <a href="https://www.gutenberg.org/donate/">www.gutenberg.org/donate</a>.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
-methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations. To
-donate, please visit: www.gutenberg.org/donate
-</div>
-
-<div style='display:block; font-size:1.1em; margin:1em 0; font-weight:bold'>
-Section 5. General Information About Project Gutenberg&#8482; electronic works
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
-Gutenberg&#8482; concept of a library of electronic works that could be
-freely shared with anyone. For forty years, he produced and
-distributed Project Gutenberg&#8482; eBooks with only a loose network of
-volunteer support.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Project Gutenberg&#8482; eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
-the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
-necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
-edition.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-Most people start at our website which has the main PG search
-facility: <a href="https://www.gutenberg.org">www.gutenberg.org</a>.
-</div>
-
-<div style='display:block; margin:1em 0'>
-This website includes information about Project Gutenberg&#8482;,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
-</div>
-
-</div>
-
-</body>
-</html>
diff --git a/old/65485-h/images/609.jpg b/old/65485-h/images/609.jpg
deleted file mode 100644
index c42f55b..0000000
--- a/old/65485-h/images/609.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/65485-h/images/cover.jpg b/old/65485-h/images/cover.jpg
deleted file mode 100644
index 60186c1..0000000
--- a/old/65485-h/images/cover.jpg
+++ /dev/null
diff --git a/old/65485-h/images/drop_d.jpg b/old/65485-h/images/drop_d.jpg
deleted file mode 100644
index 5effad4..0000000
--- a/old/65485-h/images/drop_d.jpg
+++ /dev/null