diff options
Diffstat (limited to 'old/65485-0.txt')
| -rw-r--r-- | old/65485-0.txt | 1387 |
1 files changed, 0 insertions, 1387 deletions
diff --git a/old/65485-0.txt b/old/65485-0.txt deleted file mode 100644 index 70819ef..0000000 --- a/old/65485-0.txt +++ /dev/null @@ -1,1387 +0,0 @@ -The Project Gutenberg eBook of Eneboerne, by Karen Blixen - -This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and -most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions -whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms -of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at -www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you -will have to check the laws of the country where you are located before -using this eBook. - -Title: Eneboerne - -Author: Karen Blixen - -Release Date: June 1, 2021 [eBook #65485] - -Language: Danish - -Character set encoding: UTF-8 - -Produced by: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at - https://www.pgdp.net. This file was produced from images - generously made available by The Internet Archive. - -*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ENEBOERNE *** - - - - - ENEBOERNE - - -Denne Historie om Eneboerne begynder med et Brev: - - Min øde Ø, 1779. - - Mine kæreste Søstre. - - Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, da jeg har et Øjeblik - tilovers, at skrive til jer. Jeg véd nok, at dette Brev ikke vil - naa jer før om lang Tid, om Maaneder eller et halvt Aar maaske, - men dog skriver jeg det, for jeg kan ikke holde ud, at I ikke - skal vide lige saa god Besked og kende alt her lige saa godt som - jeg. – Men jeg er endnu saa fortumlet af at gynge op og ned paa - Vejen herover, – det er, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I - ikke maa vente, dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har - ogsaa ramt os en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os - til Øen, Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe - ved Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil, - – saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede - at være uendelig længe siden. Det forfærdede mig og tog mit Mod - fra mig, saaledes at det først var i Gaar Aftes, da jeg gjorde - Ild paa og kom til at tænke paa, hvordan han gjorde Ilden op den - første Aften, vi var her, at jeg kom til at græde over ham, og nu - græder jeg, hver Gang jeg tænker paa ham, og hvor langt mere - føler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skulde have - hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vil være - vanskeligt for mig alene, men hans arme Forældre, der saa ham - drage af Sted saa glad! – Og er det ikke en forunderlig uhyggelig - Velkomsthilsen af Øen, det er som om den ikke vilde have os her, - og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eugène er i sin - egen Stue og skriver, – og saa vilde jeg ønske, I vilde læse - dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder i - Haanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingene - ikke længere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egne - Ansigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud. - - Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den nærmeste Ø, hvor der bor - Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvad vi skulde - bruge i Huset, saadan vil den Baad komme herover hver Maaned, det - tog lidt over tre Timer at sejle hertil, – men hvor længe det er - siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikke mere sige, thi jeg - synes vi har rejst i øde Lande i mange Aar. Vor Ø saa helt - anderledes ud, da vi kom nær til den, end jeg havde tænkt mig, - den er meget større. Det halve af vort Hus er bygget af Sten lige - ind mod Klippen, og er meget mørkt, mens denne Del er bygget af - Træ; Fiskerne brugte den engang om Sommeren, og de har haft Faar - paa Græs paa Øen, – og Eugènes Ven, Calran, boede her for to Aar - siden, men dette ved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort - Ildsted, – og hvor er det ikke smukt og underholdende at se paa - Ild – men naturligvis er her ikke mange Møbler. Det gør dog - hverken fra eller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en - Stol ad Gangen og Eugène i en, og I maa ikke tro, at Stuerne - derfor har mindre Udtryk end de havde hjemme – tværtimod, de har - saa meget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eugène at - tale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere - højttalende end de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt, - hvad de kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr – og - undertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger en Ting og - Uret en anden, saa det er til at blive ganske forfærdet over. – - Kan I nu tænke jer alt dette! – - - Husker I, at vi engang hjemme legede, at jeg var en forfulgt - Prinsesse og red bort paa en Hval. - - Saaledes omtrent sidder jeg her paa min øde Ø, midt i det store - Hav. Mod Vest er der høje Klipper, som løber lige stejlt ned i - Vandet, og Havet brummer og bryder om Fødderne paa dem og langt, - langt ud. Fiskerne siger, at det var skjulte Skær, et Sørøverskib - er engang gaaet under her, derfor kalder de dem for - Galgebakkerne. Længere inde og mod Øst er vor Ø lavere, helt - bevokset med Græs og et Sted nede i en Sænkning er der en lang - Birkelund, – men naar man er oppe paa de højeste Steder, kan man - se Vandet langt omkring og de andre Øer, ligesom Hækkene og de - klippede Buksbombuske i Haven hjemme, – ak, jeg er ked af, at jeg - nu ved saa meget mere end I og kender saa mange Ting, som I - aldrig har set, – og hjemme var jeg altid den, der vidste mindst - Besked, og alle andre Mennesker kunde sige mig meget mer. I maa - ikke glemme mig og lad heller ikke nogen Ting hjemme glemme mig, - men hils alting. - - Kæreste Søstre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde gøre og - burde, – og fornuftigt tænker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan ikke - slutte af paa dette Brev, som først vil naa jer om lang, lang - Tid, før jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi - har tænkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det. - Der er sket noget saa mærkeligt og forunderligt, at maaske andre - Mennesker ikke kan tro det – og det mest forunderlige er, at lige - fra først af har det været, som om det var det eneste, der var - rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags Sandhed. - Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene her, og - inden jeg havde tændt Lyset, bankede det paa Døren og hermed - begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer, hvor - forunderligt det var at høre nogen banke paa Døren her, og denne - Banken, tror jeg, lød ogsaa anderledes end andres. Dog svarede - jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i Haanden og bukkede - for mig. Han sagde: „Godaften Madame. Har jeg ikke den store Ære - at tale med Fru Vandamm.“ Og hele Tiden ledte han saa - besynderligt efter Ordene; det var saa mørkt, at jeg ikke kunde - se hans Ansigt, men jeg kunde se, at han var i Uniform og han - stirrede paa mig hele Tiden. „Jo jeg er Lucie Vandamm,“ sagde - jeg. „Velkommen hertil, Fru Vandamm,“ sagde han, „jeg er - Christobal Christmas, altid Deres ydmyge Tjener.“ – Hvorledes - skal jeg dog forklare eder, som er saa langt borte, hvordan det - var, alt forandredes fra det Øjeblik han kom ind i Stuen, og det - var, som om jeg stred imod at drages med ind i denne Forandring, - da jeg sagde: „Hvor kommer De dog fra,“ men da jeg havde spurgt, - i samme Øjeblik syntes jeg, det var helt meningsløst. „Jeg har - været længe her,“ sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa - Gulvet, ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde gøre, og - jeg kunde ikke sige et Ord. „Tillader De mig at blive her et - Øjeblik, Fru Vandamm,“ spurgte han, og da jeg svarede ham, satte - han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at - han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret. - „Kommer De fra England, Fru Vandamm,“ sagde han. Jeg fortalte - ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt, og hans - Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer. „Sig mig, - vær saa god at sige mig,“ sagde han, og med eet var hans Stemme - saa besynderlig hjerteskærende: „De kender vel ikke, Fru Vandamm, - en Familie Christmas dér, Fru Christmas og hendes Barn.“ „Jeg - tror det ikke,“ sagde jeg, „jeg kan ikke huske det,“ „Vær saa - god, gør mig den store Tjeneste, Fru Vandamm, at prøve at huske - det,“ sagde han og sad ganske stiv og lagde med et begge sine - Hænder paa sit Hjerte. „Ak, jeg tror det ikke,“ sagde jeg, „vi - kendte saa faa“. „Men har de ikke hørt om dem nogen Sinde,“ sagde - han, „Fru Horatia Christmas fra Dublin, hun var født Ward, hun - havde et Barn, jeg ved ikke, om det var en Søn eller en Datter, - men det maa være“ – han sad længe og tænkte sig om, – „omtrent - paa Deres Alder.“ – Var det nu ikke forunderligt, er det ikke - forunderligt, at jeg kan huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham, - at jeg kendte dem ikke, og jeg var lige ved at græde derved, - fordi hans Stemme var saa hjerteskærende. „Maaske,“ sagde han, - „vil De være saa god at spørge Deres Mand. Og nu,“ sagde han og - rejste sig, „skal jeg ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil - befinde Dem vel her. Godnat.“ Han bukkede dybt, men han tog ikke - min Haand, og derpaa gik han og da, – saa snart han var ude af - Stuen, var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at - høre, og jeg løb til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at - se. Og da følte jeg, at jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, og - jeg gik hen og tændte Lys, og da blev alt forandret igen, men I - kan ikke tænke jer, hvordan – det var som om det tog en Maske - paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu tænke om dette. I er - de eneste Mennesker, jeg kan fortælle det til. Tænk da paa mig, - send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting hjemme. O I vil - ikke faa dette før om lang lang Tid. Eders stedse tro Søster - - _Lucie Vandamm_. - -– Den Lucie Vandamm, som skrev dette Brev, den 9. Dag efter sin Ankomst -til Øen, selv den ene af Øens to Eneboere, var 20 Aar, og hun var fulgt -med sin Mand, der rejste dertil for i Ro og uforstyrret at skrive en -Bog, som skulde reformere Verden. Han var opfyldt af Rousseaus Ideer, -eller paavirket af dem, – men tillige af sine egne, og han havde en -saadan brændende Tro til dem, og hans Sind var saaledes optaget, saa -fuldt heraf, at ingen Vanskelighed eller Bekymring trængte ind til hans -Bevidsthed; selv naar han talte og handlede var det kun som med den -yderste Del af sit Væsen, ligesom Vagten ved Porten kunde slaa en -Passiar af, mens der blev holdt Krigsraad indenfor. Hun, hans unge Kone, -som kun kendte hans store Planer af hans meget afbrudte Forklaringer, -modtog alle de ny Indtryk af deres ny Liv her, og i hendes fantasirige -og modtagelige Sind prægede de sig. – Hendes Hjem var langt borte. -Hendes Fader var en kun lidt paaskønnet Videnskabsmand og Politiker, der -i sit Hjerte troede, at han kun regnede med de tørreste Kendsgerninger -og kun stolede paa sine egne Øjne og Øren. Han nærede en dyb Foragt for -Kvinder og tog sig kun undertiden og meget teoretisk af sine fire unge -Døtres Opdragelse. Den ringe Paaskønnelse han havde vundet, havde gjort -ham noget bitter, men for Resten fandt han sig godt i sin Rolle som -Martyr, – han havde med alt det et meget godt Hjerte. Lucies Moder var -svag og laa altid til Sengs, – den egentlige Aand der i Huset var skabt -af de fire unge Søstre i Forening. Overladt til sig selv lod de paa -deres Side hele den øvrige Verden skøtte sig selv og lavede til deres -Brug en ny, hvis Love var de eneste, de respekterede. Af deres Faders -Ideer og alt det, der optog ham, trængte en Del ned til dem, forandredes -og føjede sig efter deres Verdens Aand. De fire var knyttede tæt sammen -af et inderligt Venskab, af mere end det: de ejede i Fællesskab noget, -som de ikke med deres bedste Vilje havde kunnet forklare, hvad var, men -som de selv vidste ganske nøjagtig Besked med og satte over alt. De var -alle fire smukke, men da de var fattige og ikke kendte mange Mennesker, -havde de ikke mange Friere, dem, de havde, maalte de med to Maalestokke, -med den øvrige Verdens, – og dette var en Slags Koketteri, ganske for -Løjer og for at vise, de forstod sig paa den, – og med deres egen, som -de ganske og aldeles dømte efter. Deres Moders Ejendom, deres gamle Hjem -paa Landet, var brændende elsket af dem alle fire, og dog længtes de -efter det Øjeblik, da deres Tanker og Drømme skulde træde dem i Møde -udefra. – Til dette Hus kom Eugène Vandamm som Husfaderens Ven. De to -mødtes, trods 30 Aars Forskel i Alder, i en varm Sympati, fælles -Interesser, fælles Stolthed og Miskendelse. - -Eugène Vandamm var 27 Aar. Han var meget begavet, en lidenskabelig og -lidende Natur, en stor Idealist, men mærkværdig snæver i sine Begreber -om Idealer. I Bunden troede han slet ikke paa andet end sig selv. Han -havde aldrig haft Venner eller Fortrolige, han havde lidt ogsaa under -den Ensomhed, der bliver den i sin Kreds langt bedst begavedes Lod. Til -Erstatning havde han faaet en høj Grad af Selvtillid, der end ikke saa -meget bestod i Tillid til sig selv som i den dybeste Foragt for andre og -fuldstændig Ligegyldighed for deres Dom. 21 Aar gammel havde han udgivet -en Bog: „Quos ego ...,“ som ikke blev saa meget lagt Mærke til, som den -fortjente; 2 Aar senere var et andet Værk, som han selv var begyndt at -udgive hæftevis, blevet beslaglagt. I denne Tid var han gaaet meget -igennem af Fattigdom og Nød, det dæmpede dog ingenlunde hans Tro paa sig -selv eller Foragt for andre. Hans urolige, lidenskabelige og ærgerrige -Aand hvilede næsten aldrig, han gravede sig med en utrættelig og vild -Energi bestandig dybere ind i sin Verden af Tanker, han havde vænnet sig -til at være meget alene, udtrykte sig daarligt i Tale, og manglede helt -Kendskab til nogle Sider af Livet, som hans ganske almindelige -jævnaldrende vidste god Besked med. - -Vandamm vidste det ikke selv, men der gik en ny Verden op for ham i -dette Hus, en Verden, der legede, og hvis Lege var meget alvorlige og -yndefulde. Mens han vandrede op og ned langs Dammen og Buksbomhækkene i -Haven og diskuterede alvorlige Emner med sin Ven og Meningsfælle, -trængte den ind til hans Bevidsthed, ligesom en Blomsterduft, og vakte -ganske ny Stemninger hos ham. - -Efter nogen Tids Forløb blev han forelsket i Lucie, som var den yngste -og smukkeste af de fire, og naar han gik og talte med hendes Fader om -Livets højeste Spørgsmaal, ventede han paa, at han skulde bede ham blive -til Aften. Han forstod det ikke selv, han tænkte sig maaske, at han her -havde fundet en beslægtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af -hans og forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af -Stemninger fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og bøjede sig -næsten ydmygt, lærende og modtagende, for hendes unge, friske og rige -Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske mærkværdigt, hun -hørte ham rose i høje Toner af sin Fader, som et Geni, hun forstod ham -ikke, og kunde dog se, at hun forstod ham langt bedre end han hende – og -han bøjede sig for hende, han, der ikke bøjede sig for noget. Hun -vidste, at der i hendes Kærlighed var megen Beundring, hun vidste ikke, -at der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun, at hun -holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad hun ham om nogle -Dages Betænkningstid, men da hun havde svaret ham, holdt hun fast ved -ham og var hans i Liv og Død. Deres Forlovelsestid var kort, men -forunderlig for dem begge. For ham var der hændet det forunderlige, at -mens Smerte, Nød, Lidelse til denne Dag havde været hans Element og -Verden, havde den Lykke, han her havde mødt, uden nogen Overgang hævet -ham op til sig og var blevet hans Sjæls daglige Brød. For hende var det -vidunderlige det, at hun før intet havde ejet, men havde haft alle -Muligheder, og nu havde hun med eet en bestemt Skæbne, en Ejendom, men -ingen Drømme. Undertiden syntes hun, hun var bleven bedraget, skønt hun -ikke vidste, hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han -meget, og der var i hendes Væsen noget sky, saa at han undertiden -tænkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og var næsten glad -over, at han gav hende saa meget af sig selv og fordrede saa lidt af -hende, og dog gav hun ham noget til Gengæld, en Stemning, han modtog og -dvælede i, selv efter at han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget -ungt, sorgløst, rigt og ømt, en anden Slags Sympati end han var vant -til. - -Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og Evighed, greb ham -med eet en Angst for, at denne Lykke skulde skade ham, at den skulde -overtale ham til at hvile, til at svigte sine Ideer, og da han med -Sikkerhed vidste eet i Verden – at han ikke vilde ofre noget af dem for -noget andet, var det let for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny -Bog, et stort Værk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled -de ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskeligheder ved -at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret bestandig, at han var -ved at blive gal derover, og da han kom og sagde hende, at han maatte -rejse bort og leve ensomt for at skrive sin Bog i Fred, faldt det hende -ikke ind, at hun kunde blive tilbage, hun rejste med ham og søgte efter -bedste Evne at gøre Livet behageligt for ham og at finde noget at tage -sig for selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs – hvordan skulde han -kunne beklage hende, naar han følte, hvordan han arbejdede, saa Blodet -sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham, og hun syntes altid -at hvile i en tankefuld og drømmefyldt, lykkelig sorgløs Ro. Imens han -sad i sit Værelse og vred sine Hænder over sit Arbejde eller arbejdede -sig saa dybt ned i det, at alt andet svandt bort under hans Fødder, sad -hun i Stuen ved Siden af foran Ilden og syede og tænkte paa, hvor -forunderligt alt dette var. - -Foreløbig var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det regnede -af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft var saa -tung, at Røgen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs. Fra Vinduet i -den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa det var graat, ganske -lidt kruset, og Horisonten var ikke til at se, og Havets Stemme lød -uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm lagde Brænde paa Ilden og stod og saa -paa det, mens den graa Skumring ganske langsomt blev mørkere og mørkere -og lagde sig om alt. - -Da hændte det, at hun hørte Døren gaa, og mens Skridtene af den kommende -lød over Gulvet til hendes Dør, tænkte hun først, at det var hendes -Mand, og derefter, mer med sin Følelse end sin Forstand, at det ikke var -ham, men den samme, som havde besøgt hende nogle Dage før. Hun rejste -sig op, og blev staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han -bankede paa Døren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev -staaende paa Dørtærsklen, da han saa hende. „Godaften,“ sagde han, „jeg -forstyrrer Dem ikke, haaber jeg.“ „Nej,“ sagde Lucie. „De synes vist, -Fru Vandamm,“ sagde han, „at jeg er meget paatrængende. Men De maa tænke -paa, hvor ensomt her er. De, der har set Mennesker saa nylig, kan vist -ikke forestille Dem, hvorledes det er for mig at se Dem.“ „Jeg synes -ogsaa, det er længe siden, jeg har været sammen med Mennesker,“ sagde -Lucie og saa stift op paa ham. Deres Øjne mødtes, og hun tænkte, at hun -aldrig havde set noget Menneske med saadanne Øjne. Han tog sine bort -først og saa paa Ilden. „Er De ikke kommen hertil for at søge Ensomhed?“ -spurgte han. „Jeg er fulgt med min Mand,“ sagde Lucie. „Havde De den -store Godhed at huske at spørge Deres Mand, som jeg bad Dem om?“ sagde -han. Det varede et Øjeblik, inden hun svarede. „Ja,“ sagde hun, „jeg -spurgte ham. Men han vidste det ikke.“ Han saa igen paa hende, „Ak,“ -sagde han, „var der Mennesker, De skiltes fra, da De rejste herop?“ „Ja, -jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, og atter gjorde hans Stemme -hende saa bedrøvet, at Graaden kom hende i Halsen. „Jeg forstyrrer Dem,“ -sagde han, „hvorfor bliver De staaende?“ Hun satte sig i en stor -Trælænestol, der stod tæt op til Ildstedet. Han bukkede sig og tog et -Stykke brændende Træ op, der var faldet paa Gulvet, og lagde det paa -Ilden og blev staaende et Øjeblik for at varme sine Hænder, saa satte -han sig paa en lille Træstol lige over for hende. „Sig mig, Fru -Vandamm,“ sagde han, „naar De nu har været længe borte, husker De dem -da, eller synes det at blive vanskeligere og vanskeligere for Dem at naa -dem, selv med Deres Tanker?“ „Ak,“ sagde Lucie, „jeg ved ikke, -hvorledes, men alt synes at være forandret. Jeg har jo nok været længe -borte, men det er som om det var endnu længere.“ „Hvor længe har De -været borte?“ spurgte han. „Over 6 Uger,“ svarede hun. Han tøvede et -Øjeblik. „Og naar Deres Længsel føles som en stor Smerte,“ sagde han, -„ønsker De da, at De kunde glemme helt.“ Lucie tænkte sig om nogle -Øjeblikke. „O, nej,“ sagde hun, „og jeg vilde heller ikke,“ tilføjede -hun, „at de skulde glemme mig.“ „Tror De da, at De vil blive husket.“ -„Ja,“ sagde hun, „ja, de vil nok tænke paa mig tidt.“ „Men hvor længe,“ -sagde han, „tænk paa, at de, der skal huske Dem, lever i Forandring. -Deres Hund vil dø og Deres Hest, andre Blomster blive saaede i Deres -Yndlingsbed og andre Spil komme i Mode end dem, De plejede at spille. -Vil De da blive husket endnu?“ „Vil jeg ikke?“ sagde hun og saa op paa -ham. „Hvorledes skal jeg kunne sige det,“ sagde han, „men hvorledes -skulde det kunne gaa anderledes? Vil de ikke lære andre Mennesker at -kende, der vil omtale Dem som en Ubekendt og komme til ny Steder, som -deres Øjne aldrig har hvilet paa?“ Ilden, der nu kun var Gløder, kastede -sit brændende Skær paa hans Uniform og paa hans Skede og Sværdhæfte og -paa Lucies sorte Kjole og hvide Tørklæde, og undertiden, naar den drog -Vejret, paa deres Ansigter. „Der var en ung Mand, som jeg kendte,“ sagde -han, „som var forlovet med en ung Pige, der – døde. Senere giftede han -sig, og saa troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans -døde Elskede steg kun undertiden op i hans Sjæl og da ganske blid, og -kun sjælden i hans Drømme for at gøre ham urolig, og da kun til han -vaagnede ved Daggry. Senere – blev han skilt fra sin Hustru, og da sagde -hans fordums Elskedes Billede: saaledes vil du blive husket.“ - -Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen været tom, som inden -hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker. Luften var tung af Tanker. -„Jeg har gjort Dem bedrøvet,“ sagde han, „det gør mig meget ondt. -Desuden er det jo uden Grund. De vender jo snart tilbage.“ Hun trak -Vejret dybt. „Ja.“ „Hvor længe har De tænkt at blive her?“ spurgte han. -„Et halvt Aar,“ svarede hun, „maaske længere.“ „Saa bliver De her,“ -sagde han og tænkte sig om igen, „Julen over.“ „Ja,“ sagde hun. „Da vil -De savne – meget.“ „O, ja,“ sagde hun bedrøvet. „Vis mig en stor -Tjeneste,“ sagde han hurtig, „fortæl mig om, hvorledes De fejrede Julen; -jeg selv, for nogle Aar siden – jeg husker, det var en lykkelig Tid – og -i Deres Hjem, naar de var mange Søstre, – da havde De mange Lege, ikke -sandt.“ Hun prøvede, da han bad hende om det, at drage disse gamle glade -Tider frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte, -varmede hun sine ængstelige Tanker paa denne fjerne og kolde Ø over -Minderne derfra, foldede Hænderne i Skødet, saa frem for sig og smilede -lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i hans Ansigt med et, han -fæstede sine Øjne paa hende med et saadant anspændt, smerteligt Udtryk, -som om han vilde indprente sig det for bestandig. „Undertiden,“ sagde -Lucie, „plejede vi ogsaa at danse, – og at lege Pantelege.“ Hun kom til -at lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt og blev forskrækket og bedrøvet. -„Og paa denne Tid af Aaret,“ sagde han, „red De da ikke.“ „Nej,“ sagde -hun. „O, det er en meget stor Fornøjelse,“ sagde han, „paa den Tid, da -Bladene falder og Kornet er inde. De er saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke -Deres Ungdom. Undertiden kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er -borte, helt borte, men det er mærkeligt, hvor længe den lever og lider -ved at sultes saaledes. O, saadanne oplyste, festlige, larmende Stuer, -som der nu er langt herfra.“ De tav igen. „Synger De, Fru Vandamm?“ -sagde han med et. „Ja,“ sagde hun. „Vil De da synge for mig?“ Han saa, -at hun saa sig om i Stuen efter sin Guitar, rejste sig og gik hen og tog -den, men han lagde den forsigtig i hendes Skød og rørte ikke ved hendes -Haand eller Kjole med sin Haand. Hun stemte den og saa op paa ham. „Hvad -skal jeg synge?“ sagde hun. „Jeg kender ikke Deres Sange,“ sagde han. -Hun tænkte sig om en Stund, og sang saa ganske sagte og frygtsomt en -Vuggevise, som hendes Moder havde sunget for hende og hun for sine -Dukker. Saa mange forskellige Tanker gled igennem hendes Hoved, mens hun -sang. Da hun tav, saa hun paa ham. Han sad med Hovedet i sine Hænder, -ubevægelig, og da han ikke løftede det igen, ventede hun et Øjeblik og -sang saa en Kærlighedssang for ham, meget gammel, som hendes Barnepige i -sin Tid havde sunget for hende: - - Se min Elskede, der gaar Maanen frem. - Over Himlen gaar dens stille Natteveje, - og højt over os i Linden - suser ganske sagte Nattevinden - Vore Brødre Stjernerne, mens de dreje, - hilse paa deres Vej Jorden vort Hjem. - - O som Stilhed fylder nu Luft og Jord, - fylder Kærlighed til dig min Sjæl, Veninde. - Og som Himlen over Jorden - staar du over alle mine Tanker, - se hvor klare alle dens Stjerner skinne, - som den gør du Verden for mig lys og stor. - - Som jeg elsker nu, vil jeg elske dig - lige brændende om tusend Aar, min Glæde, - og naar Maanen er forsvundet - og naar Jordens Alder ud er rundet, - vil vi sammen over en ny Jord træde - og se sammen op mod den ny Maanes Vej. - -Strengenes spinkle Stemme dirrede og tav. Hendes Gæst rejste sig. „Jeg -takker Dem meget, Fru Vandamm,“ sagde han. „Godnat. De ved ikke,“ sagde -han, „hvor taknemmelig jeg er Dem.“ Hun rejste sig, lagde Guitaren og -blev staaende, med et rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med -det bedrøvede Udtryk, der fik hende til at græde, bøjede Hovedet, men -rørte ikke sine Hænder og gik. Og igen forsvandt alle Tegn af ham, hun -hørte ikke engang Forstuedøren gaa, mens hun blev staaende ubevægelig. – - -Lucie tænkte: Hvordan skal jeg kunne fortælle dette til min Mand. Hun -hørte Døren gaa til hans Værelse og hans Fodtrin, og da han kom ind, -vendte hun sit Hoved og saa paa ham med et besynderligt, jammerfuldt -Udtryk, men hun saa paa hans Ansigt, hvor dybt han var inde i sine -Tanker, og han, der havde siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens -Mørke. Ligesom den anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod -op paa Murstenskanten: „Du synger,“ sagde han. „Nej, ikke mer,“ sagde -hun og hængte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa ud. „Det -blæser op,“ sagde han. Hun svarede ikke. I et Øjeblik havde hun faaet en -Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen, Klipperne og Havet og den uhyre -Ensomhed, som var deres Sjæl, egentlig var og vilde sige, og hun tænkte, -da den var forsvundet: her, i min varme Stue gør det mig iskold at tænke -paa. Saa sig rundt og tænkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er -hyggeligt inde. – Den næste Dag, hver Gang hun saa paa sin Mand, -vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortælle ham alt, men hver -Gang var hun lige langt derfra, – hun vidste, at han aldrig vilde tro, -at det, hun vilde fortælle ham, var sandt, og endnu mere, at det efter -hans Begreber om Sandhed heller ikke vilde være det. Desuden begyndte at -komme over hende, ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af -vaagen Drøm, hvori hun længe skulde dvæle. - -Den Aften, da Skumringen faldt paa, følte hun sig saa træt og ked af at -sidde inde, at hun tog et stort Tørklæde om sig og gik ud. For hende -havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt Udtryk og Tale, at det var, som -om den kolde fugtige Luft uden for lagde sin Haand, idet den slog hende -imod, ikke blot paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjæl og saa -tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun lukkede Døren, -tænkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er bange. Hun gik ikke -ret langt bort fra Huset, men blev ved at gaa op og ned, op og ned. Da -hun vendte om, engang, saa hun Lys i sin Stues Vindue, tænkte: det er -Eugène, der er kommen ind, og vilde gaa ind, men mens hun gik, saa hun -noget fremmed derinde og gik hen til Vinduet for at se ind. To Lys var -tændte og stod paa Bordet, og ved Bordet sad nogle Mænd og spillede -Kort. En af dem sad med Ryggen til hende, og de andre var saa optagne af -deres Spil, at de ikke lagde Mærke til hende, og hun blev staaende -ganske stille og betragtede dem opmærksomt. De spillede meget ivrigt og -højt; hele Stabler af Guldpenge blev ført fra den ene til den anden, og -under dette var deres Ansigter meget uhyggelige at se paa, thi de -spillede ligesom Fanger kunde spille i Fængselet den sidste Morgen inden -deres Henrettelse, og mens Morgenen allerede gryede, og som om dette -Øjeblik var en Brand, revet ud af en forfærdelig Ild; og selv om de ikke -havde spillet saaledes i denne tavse Nat, vilde der ikke have været et -af deres Ansigter, som man ikke vilde have lagt Mærke til og gyst ved og -senere om Aftenen været angst ved at tænke paa. Lucie, der stod uden for -Vinduet og saa ind, med begge sine Hænder knuget sammen under Tørklædet, -men ganske rolig, hørte sine Tanker sige, saa tydeligt, som om de havde -talt højt: „Det er Sørøverskibet „Andalusias“ Folk, som forliste her for -40 Aar siden paa de Skær, de kalder Galgebakken.“ - -I det samme, mens hun stod saaledes, gik Døren op, og hendes Mand kom -ind med et Lys i Haanden. Han saa Lysene paa Bordet, men Folkene saa han -ikke, han gik lige forbi og hen til Kaminen for at se efter noget der. -De standsede Spillet, drejede sig og fulgte ham med Øjnene, men han -havde ingen Anelse om, at de var der, han gav sig god Tid til at lede og -blev staaende et Øjeblik foran Ildstedet, strøg sig med Haanden over -Øjnene og tænkte sig om. Maaske fandt han Luften i Stuen kold, han lagde -et Stykke Træ paa Ilden og varmede sine Hænder over den. Da han havde -fundet den Bog, han søgte, gik han tilbage, og idet han gik forbi en af -Mændene ved Bordet, en lille Mand med et blaat Tørklæde om Hovedet og et -Saar i Ansigtet, strøg han saa tæt forbi ham, at Sørøveren hastig -flyttede sig til Side, og da lyste med eet op i hans Ansigt et voldsomt -Udtryk af Raseri, Triumf og Foragt, mens han stirrede op i Eugène -Vandamms Ansigt. Vandamm maatte føle noget deraf, thi han saa hastig til -Side, men saa intet, og lagde sin anden Haand oven paa den, der holdt -Lyset, som om han frøs. Saa gik han. – Og i dette Øjeblik syntes Lucie, -der stirrede paa dem begge, at hun følte mer Rædsel for ham end for den -anden. Hun trak sit Tørklæde tættere sammen og gik bort fra Vinduet om -til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Væggen. Hun strøg Haaret -bort fra sit Ansigt og blev staaende længe der. Da hun vendte sit Hoved -til sidst, saa hun, at Lyset i Dagligstuen var slukket, og da famlede -hun sig hen langs Muren og gik ind og tændte dem igen. - - * * * * * - -Det næste, der hændte i denne min Historie om Eneboerne, var to -forfærdelige Storme. Den første af dem varede i 7 Dage og lod begge Øens -Beboere forstaa for første Gang, hvad en Storm var; desuden fyldte den -Huset med Røg og Dag og Nat med det vilde Havs Stemme, en Larm saa -øredøvende, at den til sidst værkede i deres Hoveder. I syv Døgn brølede -det store Oceans vældige Vandmasser omkring Øen, i en kridhvid, -hvirvlende Brænding, og kastede flyvende Fnug af Skum højere op, end de -havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt Overmod for -at vise, at der var ingen Grænser for dets Magt. - -Ligesom Børn i Mørke søgte Eneboerne tættere sammen, mens denne Storm -stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker til at skrive, mens den -varede, lige saa lidt som et nogenlunde følsomt Menneske vilde have -kunnet gøre det under et Slag, eller imens han hørte Julius Thornberg -spille Bruchs Koncert. Men der var i dens Vildhed noget, der greb ham -dybt, og i dens rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori -hans Sjæl havde dvælet og arbejdet. Han kom og sad hos hende og hun -havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans Væsen saa -gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne Hvile. Her kunde han -sidde og fortælle hende i Timevis om sin Bogs Ideer, henrykt over at -have en Tilhører, og det havde hun aldrig set ham gøre før. Derfor sad -hun og lyttede opmærksomt til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik -ham til at le. Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat, -begyndte hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var for -hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en Storm alene; -dens Larm var uhyggelig at høre paa, thi den betød Uvenskab, Uvilje, og -nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de første Dage havde betydet -Mistro. Hans Sind, der stormede af Sted uden Tøjle og Tømme, forfærdede -hende hver Gang paa ny, og hun havde en Følelse af, at hun maatte advare -ham og dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede -Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde udrettet, og -Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at gaa højt. Den næste -Dags Aften, da Mørket faldt paa, blev hun draget ud for at se paa dette -skønne og uendelige Hav. - -Det var næsten mørkt, men i dette Mørke havde alt endnu stærke Farver, -den uendelige mørke Sø var blaa og man kunde gennem Skumringen skimte -dens vældige Bevægelse; i Vest var Himlen over Horisonten gloende rød og -meget mørke Skyer tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom -ny Øer, der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det -Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den, endnu ikke -træt og utøjlet som før ilede frem paa sine egne Veje, fór Stormen -højtsyngende over og om hende, mod hendes spinkle Legeme, en svag -Hindring paa dens Vej, og slyngede, idet den forfulgte sit fjerne Maal, -et Øjeblik sine vældige Vinger, snoede hendes Kjole om hende og kastede -Haaret og det store Tørklæde, hun havde taget om Hovedet, tilbage, -ligesom om den, midt i sit vilde Stormløb, havde et Øjeblik tilovers for -en Spøg. Hendes Hænder var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som -Havet førte op mod Klippen, gennemtrængte hele hendes Legeme med sin -Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og storslaaede Syn -holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod ubevægelig og tavs, men at -staa ganske stille her var med Stormens voldsomme Styrke som en stærk -Bevægelse, og til Svar paa Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale -sang hendes Tanker højt. - -Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det guddommelige, -Havet Satan. Jorden er foranderlig og forandret, ny Planter voksede op, -ny Jordlag blev dannede, de gamle Skove faldt og ny voksede op, Jorden -blev dyrket, udhugget, inddelt og gav sig under Menneskenes Haand. -Himlen og Havet er evige og uforanderlige, vore Spor over Bølgerne er i -næste Nu udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets første -Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, høje Klarhed er Luften Symbolet -paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet det -udelukkedes, det higende, dæmoniske, evig ustadiges Symbol og Udtryk. -Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldighed, Havets og Luftens som -Enhed, men Luftens synes at være bundløs Fred, Havets bundløs og -uendelig Uro. I den Verden, hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet -Brødre, udelelige, en og dog tre, blandede i en evig og guddommelig -Harmoni, men undertiden i Sommeraftener og høje klare Foraarsdage -klinger Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes at -være Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage, i Høstaftener -hører vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange drager Havet sine -Brødre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin, og vi lytter bævende til -dets mægtige Hjertes Musik. – - -Bølge efter Bølge i næsten forfærdende Vælde kom løbende imod Øen, i -Mørket lyste Havets hvide Bræmme om den og lød dets evige Sjæls evige -Klage højt. - -Længe, længe stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig for at gaa ind, -stod en Mand lænet til Klippen og betragtede hende, hun løftede begge -Hænder mod Hjertet, ligesom han selv havde gjort, da han den første -Aften spurgte hende om nyt fra sit Hjem, stirrede et Øjeblik paa ham og -kendte ham igen. „Godaften,“ sagde hun blidt, men han svarede ikke. -„Hvor smukt her er,“ sagde hun igen og hendes Sjæls store Grebethed -bævede i hendes Stemme. – Han svarede ikke straks, skønt han blev ved at -se paa hende, men sagde saa: „Lad mig følge Dem hjem,“ og begyndte at -gaa langsomt ved Siden af hende: „De fryser,“ sagde han, „hvorfor kom De -dog herud. – Javist, her er smukt, men det er ikke nogen Skønhed for -Dem. For Dem er Deres Hjems Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa -op paa ham. „Det ved jeg ikke,“ sagde hun. „Ved De det ikke,“ sagde han, -„har De da ikke forstaaet? – hvorfor vil De dog blive?“ De var nu kommet -hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden for. „Hør mig nu,“ -sagde han, „jeg beder Dem oprigtig, Fru Vandamm, som Deres, – ja som -Deres Ven, De maa rejse bort herfra, – De kan ikke holde det ud i disse -Storme, og langt mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog -bort, mens der er Tid.“ „Hvorfor?“ sagde hun. „De bliver jo bundet -hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal rejse bort. -Endnu kan De forlade det.“ Hun saa rundt og følte selv, med hvilken -uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted. „Er denne Kulde,“ sagde -han ganske langsomt og uden at se paa hende, „er disse Storme for Dem, -er de døde og fordømte Sørøveres Nærhed for Dem, er jeg for Dem. – O,“ -han lukkede Øjnene, „er dette evig, evig forbandede Sted for Dem.“ Han -drejede Hovedet imod hende og sagde: „Hvorfor kom De nogen Sinde?“ Lucie -græd. „Skæbnen har føjet det saaledes,“ sagde hun, „beklag mig ikke.“ -„O, min Gud, min Gud,“ sagde han, „hvorfor er De dog kommen hertil. Hav -Barmhjertighed. O dette evig evig tabte Liv.“ Han slog begge sine Hænder -for sit Ansigt og vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfærdelig -Smerte. „Se, jeg kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil -sige; kan De, der selv har vakt dem, ane, hvilke Følelser, hvilke -uudholdelige Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ingen -Nytte uden denne Kval. Jeg er død alt for ung,“ sagde han og rev igen -Hænderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket af Smerte, „jeg har -ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra, men jeg blev taget, da jeg -elskede det mest. De, der lever, kan ikke forstaa denne Kval; saaledes -jamrede jeg ikke, mens jeg levede, men nu, hvad er der nu for mig uden -den?“ „Al den Medlidenhed, jeg kan give Dem,“ sagde Lucie og græd -bitterlig, „er intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf.“ - -„O, tusind Gange bitrere,“ sagde han, „bliver min Kval, fordi De ynker -mig og fordi jeg elsker Dem. – Hav Medlidenhed med mig,“ sagde han og -faldt ned for hende, „spot mig ikke.“ Hun støttede sig mod Muren og -stønnede svagt. Han rejste sig op. „Se,“ sagde han, „ogsaa Dem har jeg -bragt Smerte og saaledes, som det nu er, kan jeg ikke skænke andet. Lad -mig gaa, lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ønsker Dem alt godt.“ -„Nej,“ sagde hun, „gaa ikke.“ Han blev staaende og saa paa hende, endnu -stod hun støttet til Væggen, og hendes Ansigt var i Mørket næsten lige -saa hvidt som hans. Omkring dem hylede og larmede Stormen. „Hvis jeg har -vakt i Dem,“ sagde hun, „Minder og Følelser, som har voldt Dem Smerte, -saa tilgiv mig. Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige -Svaghed kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje -og uden at vide det har føjet nogen ny Smerte til Deres bitre Kval, saa -tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit inderlige, inderlige -Ønske,“ hun brast igen i Graad, „ikke kan tage noget af Deres Sorg bort -og min inderlige Medlidenhed kun føje ny Smerte til den, saa lad os -skilles, men lad os ikke skilles saaledes. Lad mig sige Dem først, at -jeg af hele mit Hjerte, at jeg af hele min Sjæl velsigner Dem og ønsker -Dem,“ – hun tav, thi hvad skulde hun sige, – „og giv mig Deres Sorger, -lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen,“ sagde hun og brast -atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Hænder. „For hvert Øjeblik, jeg -er sammen med Dem,“ sagde han, „elsker jeg Dem højere. Naar De vil have, -at jeg skal tale til Dem nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det. -Se jeg giver Dem min Velsignelse tilbage, Skæbnen være Dem naadig og -lade Dem glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg -havde levet, vilde der have været Brug for mit Hjerte og jeg vilde have -haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner og Slægt, jeg vilde -have haft Arbejde at udføre og Maal at stræbe imod. Alt, alt dette er nu -min Kærlighed til Dem. O, den er lige saa øde og unyttig som denne golde -Ø, som Søfuglene kredser om. Maatte De glemme den igen.“ Et Øjeblik stod -de tavse, og det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer -i den store og uigennemtrængelige Nat skulde forstumme, for selv at -synge højt og vældigt. „Havet,“ sagde han, „skyllede mig over Bord her -fra mit Skib,“ han tænkte sig om, „Bellona, en Novemberdag for mange Aar -siden, inden De blev født, maaske. O, hvis jeg havde levet og hvis jeg -havde inddrukket hele det Liv, som var bestemt for mig, og prøvet det, -vilde jeg være død nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et -glad Hjerte. Men nu standser min Længsel aldrig. Sørøverne, „Andalusias“ -Besætning, hvis usalige Aander er fordømte med mig til denne Ø, førte -deres Skatte med sig, og deres Hjerter er lænkede til dem, midt i deres -Elendighed volder deres Guld dem Glæde. Men hvor er det, jeg længes -efter – det er ikke til. Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, – -rummer hendes Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min -brændende Længsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger – kan jeg -forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig, der elskede mig, -som jeg elskede højere end mig selv, har alt forandret sig, hvorledes -skulde min evige, fortabte Ungdom kunne forstaa det? Nu tænker jeg ofte -paa en lille Broder, jeg havde, der døde som Barn. Vi elskede hinanden -meget højt. Har hans blege Skygge, – o, ikke blegere, o, ikke mer -skyggeagtig, end jeg er nu – undertiden kredset om vore Senge for at -finde sit gamle Legetøj, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var -glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit Liv, der -blev røvet fra mig, skulde have været levet. Og imens den Tanke er -forfærdelig, at de sørger over os, og deres Taarer brænder vore -taareløse Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige Længsel efter at faa -Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde hilse mig ved min Hjemkomst -fra min lange Rejse og ikke noget Gensyns Glæde varme mit eget evig -kolde Hjerte – men vil de, der hilses saaledes, tænke paa mig, vil der -være nogen Erindring om mig i de Hjerter, der glædes saadan? O, man skal -vinde Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede, -Læber, der undertiden vil nævne vort forglemte Navn, – vi maa præge -Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi -gaar ud af det, uden Spor. – Hvad taler jeg til Dem om dette for? Lad -mig gaa bort, jeg vil ikke strø min øde Sorgs Aske paa Deres unge -Hjerte.“ „Tro ikke, fordi du gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig,“ -sagde hun, „altid, altid, i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig være -med.“ Han tav en Stund. „Ak, da har du glemt,“ sagde han, „hvor hurtig -I, der lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil du -huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser, vil du bevare -Tanken om mig, naar du holder dine smaa Børn paa dit Skød. Vil du huske -mig, naar du danser til Violiner og Fløjter. Nej, glem mig. Skæbnen har -været haard imod os, lad os holde sammen imod den, og udslette dens -Haardheds Spor, jeg vil tie og du vil glemme.“ „Nu,“ sagde hun og lagde -begge Hænder paa sit Bryst, „heller ikke jeg lever evigt. Vil jeg se dig -igen?“ „Nej,“ sagde han, „spørg mig ikke. O, nej, nej. Skulde jeg føre -dig ind i dette øde Land, i min øde Sorgs Land, vil din Sjæl lænkes til -dette forhadte Sted. Nej Farvel, nej nu farvel. For evigt og for alle -Tider farvel.“ Hun lukkede Øjnene og sagde: „O, jeg kan ikke forstaa -dette. Hvad er dette og hvorfor?“ Og da hun aabnede dem, var hun alene, -og kun Vinden sang højt omkring hende. Hun faldt ned paa Knæ og støttede -Hovedet mod Væggen. „Hav Barmhjertighed,“ raabte hun mod den -ubarmhjertige Skæbne, der holdt hende i sin Haand. – - -I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den næste, gik hun som -i en Drøm, Taagen fra Havet havde naaet hende og hyllet hende helt ind. -Den grænseløse Medlidenhed, hun følte, og dens Haabløshed, gjorde hendes -Hjerte meget tungt. Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv, -hun følte, var, da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og tænkte -selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se hende -igen, og i Samtalens Løb kom de til at tale til hendes Mand derom. Dette -var den første Vanskelighed, der ramte ham, efter at han var kommet til -sin øde Ø. Hans Ophold paa Øen lige til dette Øjeblik havde været en -stor Nydelse, en Fryd for hans Sjæl. Aldrig havde den saaledes kunnet -udfolde sine Vinger og have Rum til at tumle sig. Aldrig før havde han -saaledes kunnet stige ned i sine Tankers Verden og føle dens Vande lukke -sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes følt sit eget Væsens -Styrke og været saa beruset deraf. Havde han været alene paa Øen, vilde -han have fuldendt sin Bog uden at skænke noget andet en Tanke, nu -begyndte han at overveje, om han kunde sende hende hjem, hvis denne -Ensomhed tyngede paa hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi -med andre Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne Ø. - -Den anden Storm fulgte. Fra den først begyndte at blæse op, og mens den -steg og stadig steg og slap sin rasende Harme løs over Øen, vidste -Lucie, hvad den betød, og at den var en Trusel, gentagen, fordi den -første ikke blev forstaaet, saa skummende og fnysende, fordi den, der -udstødte den, var ved at tabe Taalmodigheden. Utilfreds med Virkningen -af den første Advarsel og ked af disse levende Menneskers Nærhed sendte -Havet dem i 9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig. - -Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme, nu, naar den -kastede sig om Hjørnerne af Huset og i en Slags hensynsløs og løssluppen -Leg styrtede sig ned igennem Skorstenen og fyldte Stuen med Røg, og der -var andre Stemmer end Stormens at høre; Advarsler, Trusler og Spørgsmaal -i hendes eget Sprog blandede sig med dens øredøvende Larm, og gjort -frygtløse og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre Ansigter sig -paa Vinduet og traadte andre Fødder paa Gangene og bankede andre Hænder -paa Ruderne og Døren. Ligesom Havet under en Stormflod begyndte Havets -hemmelighedsfulde Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt -de Hindringer betød, der var stillet ud imod den, og at fylde og -oversvømme, løfte og gynge alting og at trænge ind overalt. - -Det var ikke længere alene hendes Ven, den unge irske Officer, der -vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet. „Andalusias“ vilde Folk -kom og gik i det stormrystede Hus, mens Havet uden for truede Eneboerne -med Døden. Dog var de endnu levende og deres Liv endnu nok til at holde -Havets Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt Sørøverne, -skønt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som syntes -mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit lange Haar -hængende ned ad Ryggen; hendes høje Stemme lød undertiden ligesom en -Søfugls gennem Stormen. – Og idet den opslugte alle disse Stemmer i sin, -fyldte Stormen Luften med en saa forfærdelig Larm, at det var for -Eneboerne som at befinde sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud, -hele Huset fyldtes med en iskold Uhygge, og alt deri, der var løst, -hamrede, vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres -Fornøjelse i at blande deres Stemmer med den store vældige Aand, -Stormens, og opføre deres afsindige smaa Danse sammen med det evige Hav, -– og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og ventede paa, at Stormen, -som der endnu var Haab om, engang vilde holde op. - -Det forfærdeligste ved den Rædsel, som hun levede i, var, at hun syntes -mer og mer at tilhøre den Verden, som udbredte den; ligesom en Døende -kunde mærke sine Lemmer stivne og blive kolde, saaledes følte hun sine -Tanker, sit hele Væsen stivne og blive koldt og langsomt synes at gaa -over i en anden Verden, og imens Havet truede og haanede dem for at -drive dem bort, kunde hun ikke rejse. – Eugène Vandamm gik med en stor -Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen og kom ind -udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Hænderne, han havde Møje med at -faa Døren op, og saa fløj den i bag ham med et Drøn ligesom af et -Pistolskud. Hans Hænder var saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde -røre dem og kom og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, skønt han -rystede af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstændig rolig -og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han regnede for -Ulykker, men Kulde og Storm paa en øde Ø hørte ikke med til dem. „Det er -mærkeligt og utroligt at tænke,“ sagde han, „at der nu er Stilhed noget -Sted i Verden.“ „O,“ tænkte han, „som denne Storm skal mine Ord vække -dem, saaledes skal de drøne og forfærde dem, forvirre deres Hjerne og -gøre dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min.“ – De opholdt sig nu -udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten, i et Slags -Køkken. Her havde de samlet alt, hvad de havde Brug for, men da de ikke -kunde faa Ilden til at brænde, begyndte deres Maaltider at blive meget -ensformige. Lucie sad med sin store Kaabe paa og et Tørklæde om Hovedet -og følte dog sine Fødder kolde som Is. Hendes blege Ansigt rørte ham, da -han vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. „Dette er meget koldt -for dig, Lucie,“ sagde han, „fortryder du, at du kom? – Men jeg lover -dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja rigelig Betaling.“ Det -havde han længe tænkt paa at sige hende. Hun saa op paa ham, hun hørte -kun utydeligt, hvad han sagde. - -De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget, det var et -langvarigt Stykke Arbejde, thi Brønden laa langt fra Huset, og det tog -Tid at hisse Spanden op og ned. - -Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at hente noget. -Allerede uden for Døren hørte hun den Lyd af en Stol, som blev skudt -tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var tom, og da hun lukkede Døren -op, saa hun sin Gæst fra to Gange før i sin gamle Trælænestol foran det -kolde Ildsted, og hun blev ikke mer forfærdet, ikke forbavset engang, -hendes egne Tanker syntes at være lige saa kolde. Han sad med Foden op -paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende, da hun -kom ind, saa saá han paa hende med et besynderligt mørkt Blik og skød -Stolen tilbage. „Jeg er meget dristig,“ sagde han, „at jeg trænger ind i -dette Hus, mens det endnu er beboet. Men det har saa længe været mit -alene, ved De, og vil saa snart blive det igen. Jeg vidste ikke, at De -vilde komme herind. Jeg opsøgte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit -Løfte er brudt.“ Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til -hende. „Hvorfor er De her endnu,“ sagde han, „længe holder jeg det ikke -ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se andre lide? Ved -De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?“ „Hvordan kan du forlange, -at jeg skal rejse nu?“ sagde hun. „O, jeg beder Dem, og bønfalder Dem,“ -sagde han, „hvorfor vil De binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De -rejse, – men se dog, hvor alt binder Dem hertil – og hvad skal befri -Dem? Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at holde -Dem tilbage fra os, men saaledes er det ikke.“ Hun strakte sine Hænder -ud for sig, ligesom for at forsvare sig. „Jeg vil rejse,“ sagde hun. „O, -forstaar du da ikke,“ sagde han og vendte sig imod hende, hans Ansigt -var helt fortrukket af bitter Haan og Smerte, „at vi kan ikke taale eder -her. Eders Nærværelse er en Haan imod os, at I lever, spotter os Døde, -eders varme Legemer spotter vore kolde, vi vil ikke finde os deri. Føl, -hvilken Forskel.“ Han kom nær hen til hende, med eet tog han hende i -sine Arme, slog begge sine Arme om hende, han havde aldrig rørt hende -før. Alt blev sort for hendes Øjne, og en forfærdelig Kulde slog helt om -hende, idet han knugede hende ind til sig, ligesom Havets kolde Vande -over en druknende. Hun stod et Øjeblik helt stiv, hørte med eet et langt -jamrende Skrig i Mørket, og tænkte: Er det mig, der skriger, og følte -da, hvorledes hun sank dybt, og Mørket slog sammen over hende. - -Eugène, der kom med Vand, hørte hende skrige og fandt hende paa Gulvet; -han troede, hun var død, indtil han følte hendes Hjerte slaa ganske -svagt. Han blev ved at staa med hende i sine Arme, og vidste ikke, hvad -han skulde gøre med hende, han prøvede at gnide Liv i hende, men intet -hjalp, længe laa hun saaledes, og saa spinkel, lille og hvid, saa -hjælpeløs saa hun ud, at hans Hjerte knugedes sammen derved; i hendes -Ansigt var et højtideligt Udtryk, haabløst, ligesom i en døds. Han lagde -hende ned og prøvede at slaa Ild, men det vilde ikke brænde, og for at -faa hende varm løftede han hende igen i sine Arme, og da bevægede hun -sig svagt, slog Øjnene op, saa stift ind i hans mørke, smertefulde og -spændte Ansigt og rystede langsomt paa Hovedet. Han selv talte ikke, -hans Bevægelser og Udtrykket i hans Ansigt var mere talende end Ord. -Atter lukkede hun Øjnene, og han tænkte: „hun dør imellem Hænderne paa -mig,“ da kom der Bevægelse i hendes stive Legeme, hun begyndte at ryste -og skælve voldsomt og brød med eet ud i fortvivlet Graad, mens hun -klamrede sig til ham, og saaledes havde hun aldrig gjort, aldrig før -havde hun saaledes søgt hans Beskyttelse, og hendes Legemes Skælven -smittede hans: „Min Elskede, min Elskede, min Elskede,“ sagde han. Hun -vilde ikke lade ham slippe sig, Taagen fra Havet var sønderrevet, veget -til Side, og i sin forfærdelige, menneskelige Rædsel for den Verden, hun -havde været i, klyngede hun sig til ham, ligesom et Barn, der vaagner af -forfærdelige Drømme. I en frygtelig, gyngende og mørk Verden, ligesom et -sort og lurende Hav, var han det eneste faste Punkt for hende; i hans -Arme og saaledes baaret af ham, var der endnu et svagt Haab. „Vær ikke -bange, vær ikke bange,“ blev han ved at sige. Han fik hende til sidst -til at slippe sig, for at han kunde gøre Ild paa, og denne Gang lykkedes -det, og saa redte han en Slags Seng til hende paa den faste Bænk langs -Væggen i Køkkenet. Hun var langt mere angst, ja forfærdet og -rædselslagen nu, end hun havde været før, men denne Rædsel føltes for -hende næsten som en Lettelse, som en Opvaagnen fra den forfærdelige -Kulde, hun havde dvælet i. Hendes Øjne var blevne aabnede, hun syntes -selv, at hun igen blev et Menneske. For hendes svimle, matte og uklare -Hjerne stod det ene klart, at det nu var en Kamp paa Liv og Død, og at -hendes Mand, det andet levende Menneske paa Øen, var hendes eneste -Hjælp, hendes eneste Mulighed for Redning. Hun tænkte ikke paa at rejse -bort, ligesom en druknende ikke lægger andre Planer for sin Redning end -den lige i Øjeblikket at holde sig oven Vande, og hendes Hjerne havde -samme Slags Klarhed og samme Koncentration som en Druknendes. Han kom -hen til hende, lagde sig paa Knæ ved Siden af hendes Bænk og tog begge -hendes Hænder og kyssede dem; hun tænkte paa, hvad den anden havde sagt -hende, at hendes Kærlighed ikke var stærk nok til at holde hende -tilbage, men det var ligegyldigt; nu, da der ikke var andre Mennesker i -Verden end hun og han, og alt andet omkring dem var truende mørke og -uhyggelige og fjendtlige Magter, var der kun een Følelse i Verden, og -det var den, hun nærede for ham. Hun gjorde sin ene Haand fri og lod den -løbe gennem hans Haar, saaledes, med ham saa nær, følte hun sig ikke saa -elendig, men hun blev angst, naar han gik til den anden Ende af Stuen. -Han vidste ikke, hvad der havde skræmmet hende, og ved at se Udtrykket i -hendes Øjne blev han angst for hendes Forstand, men mens hun laa -saaledes, lammet og dødbleg, saa han i et eneste klart Blik, hvad det -var, han havde gjort hende, og der vaagnede i ham en grænseløs Ømhed for -hende, for det svage, blide, afmægtige, som han aldrig havde kendt. Hvad -han havde elsket til denne Stund, ja, det havde hos hende været hendes -Skønhed og Ynde og noget rigt, fantasifuldt og let, som havde fængslet -ham. Men ny var denne stærke Følelse af Ømhed og Kærlighed til hendes -spinkle, ødelagte Legeme, til hendes svage og forvirrede Aand, en -ligefrem Tilbedelse deraf, saa at han kom hen og knælede for hende; og -da følte han, ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i -Verden, og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre -Mennesker langt borte. „Min Elskede, min Elskede,“ sagde han, „frygt -ikke. Hvorfor vil du være bange. Se, jeg er her, og alt, hvad jeg har -gjort imod dig, vil jeg gøre godt igen og oprette. Vær rolig, min -Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig, hvorledes jeg elskede -dig, alting vil jeg gøre for dig, min Elskede. O, du maa tilgive mig, at -jeg har taget dig hertil. O, du, min dyrebare Elskede, tilgiv mig og -frygt ikke. Jeg vil beskytte dig, hvad er der da at være bange for?“ – -Hun hører mig ikke, tænkte han, men dog holdt hun af at høre ham tale. -Han tændte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos hende hele -Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han følte, at dette var en -forfærdelig Krise. Da han nu kunde faa Ilden til at brænde, kogte han -Vand og lavede Te til hende. Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen -Ende vilde tage, da farvede Dagningen Himlen rød, Dagen brød frem og det -højtbevægede Hav var vidunderlig skønt i den røde Sols Lys. Da han -vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede Øjne, han gik hen -til hende, hun sov. – Da hun vaagnede, skinnede Solen, men Stormen -larmede endnu højt som før. Eugène sad i en Stol ved Vinduet og sov, -hans Ansigt var ligblegt, han havde gennemgaaet som en svag Afskygning -af hendes Kamp i denne Nat. Endnu var hun forfærdelig mat som før, men -ved Tanken om, at han var saa nær og ved at føle sig levende endnu, -smilte hun og følte som den første svage Straale af en stærk, dyb Glæde. -Hun var som et Menneske i Dødsfare, paa det Punkt, da hans Tanker -begynder at sige: Maaske er der Haab, og skønt de ikke tør vove sig til -at tro det, føler Glæde blot ved at vide, at den Mulighed er der. Hun -var saa uvant med at føle Glæde, at dette Øjeblik var som en ny dyb -Fryd. Hun saa paa Ilden, den var ved at gaa ud, men hun vilde ikke vække -ham, og hun følte sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den. -Der begyndte at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom langt borte -fra. Hun lyttede til Stormens Røst, og der var saa megen Kraft i hende, -at hun kunde tænke: den kan bæres, thi til saa megen Klarhed var hun -endnu ikke naaet, at hun kunde tænke: den kan høre op. Ligesom svage -Dønninger af Tanker og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme -begyndte at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget venligt, -venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket ogsaa af Fred og -en ordnet, farefri Tilværelse, og hun prøvede at fastholde det. Hun saa -tilbage over sit hele Liv med sin svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen -paa sin Mand, længe og stift, og tænkte: han er saa træt, fordi han har -vaaget over mig, han elsker mig. - -Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til hende, -dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget for ham, Duften af -Blomsterhavens Latyrus, Farven, Mønstret af en Kjole, hun dengang havde -haft paa. – Og som med eet glidende tilbage i Tiden, laa der et helt -Væld af Indtryk, fra hendes Barndom, længst forglemte Tonefald af -Sætninger, udtalt af længst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en -bestemt Plet, Følelser, hun aldrig før havde erindret, og i denne -Barndom laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende, ganske -blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom nærmere, alle Ting blev saa -store, ligesom de havde været dengang. - -Alle Indtryk af Stuen blev nu stærkere, hun saa Himlen ganske tydeligt, -Vinduet, Eugènes mørke Hoved, og hun mærkede, at hun frøs og ønskede, at -nogen vilde trække Tæppet op om hende og tænde Ilden op igen. Der var en -svag Støj derhenne, og hun saa derhen. Et Barn laa paa Knæ foran -Ildstedet, lagde Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et -blegt, spinkelt Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig -velfornøjet med, at det gik saa godt. Han satte begge Hænderne op for -Munden og blæste igennem dem, hans Hænder var helt blaa af Kulde. -Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en Slags Ven, gled -gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge og se paa ham. Han bar sig -ganske forsigtigt ad for ikke at vække hende, og hans Bevægelser var -næsten lydløse, da han var færdig og det brændte, vendte han sig om og -saa paa hende. Deres Øjne mødtes, hans var store og opspilede, og han -smilede, hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste, -hvem det var, han gjorde en svag Bevægelse med sine Hænder, lagde den -ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt nærmere – det var -Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet ned fra Klippen den første -Dag, de var paa Øen. – - - * * * * * - -Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie om Eneboerne med -et Brev: - - D. 27. Dec. 1779. - - Min Ven og Velgører. - - Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig - samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes - ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige - Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som - ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er allerede - fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først holdt op i - Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg fandt hende i - denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var hun sikkert ikke - klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke - holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Væsen, jeg kendte, er - blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt mine Tanker bestandig - søger dertil, mere om Døden, og hvad der findes bag den, nu; har - heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker søger som - mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke - kunne nægte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil være i Stand - til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa Øen, det vilde - være umuligt at føre hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da - kommer jeg næppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for - det Værk, jeg nu er i Færd med, maa jeg fuldende det, muligvis - vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet - ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive - færdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at - samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det - blive Tilfældet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa - nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg - Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne - Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder - Dem, at det ikke maa være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der - er skyldig, sørger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer - falder paa Deres højtelskedes Grav. - - Bestandig Deres _Eugène Vandamm_. - - - OSCEOLA. - - - - - Afskriverens bemærkninger - - -Kilde: Tilskueren, København, August 1907, s. 609-635. - -Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public -domain. - -Afskriverens rettelser: - - [s. 617]: - ... da de rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine - Søstre,“ sagde hun, ... - ... da De rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine - Søstre,“ sagde hun, ... - - [s. 617]: - ... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at De skulde glemme - mig.“ ... - ... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at de skulde glemme - mig.“ ... - - [s. 624]: - ... Rosenhave. Naar rejser De herfra.“ Hun saa op paa ham. - „Det ... - ... Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa op paa ham. - „Det ... - - [s. 625]: - ... Bevægelser de har givet mig tilbage? O, og til ingen, ... - ... Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ... - - -*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ENEBOERNE *** - -Updated editions will replace the previous one--the old editions will -be renamed. - -Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright -law means that no one owns a United States copyright in these works, -so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the -United States without permission and without paying copyright -royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part -of this license, apply to copying and distributing Project -Gutenberg-tm electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG-tm -concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, -and may not be used if you charge for an eBook, except by following -the terms of the trademark license, including paying royalties for use -of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for -copies of this eBook, complying with the trademark license is very -easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation -of derivative works, reports, performances and research. Project -Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away--you may -do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected -by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark -license, especially commercial redistribution. - -START: FULL LICENSE - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full -Project Gutenberg-tm License available with this file or online at -www.gutenberg.org/license. - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project -Gutenberg-tm electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or -destroy all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your -possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a -Project Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound -by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the -person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph -1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this -agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm -electronic works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the -Foundation" or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection -of Project Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual -works in the collection are in the public domain in the United -States. If an individual work is unprotected by copyright law in the -United States and you are located in the United States, we do not -claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, -displaying or creating derivative works based on the work as long as -all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope -that you will support the Project Gutenberg-tm mission of promoting -free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg-tm -works in compliance with the terms of this agreement for keeping the -Project Gutenberg-tm name associated with the work. You can easily -comply with the terms of this agreement by keeping this work in the -same format with its attached full Project Gutenberg-tm License when -you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are -in a constant state of change. If you are outside the United States, -check the laws of your country in addition to the terms of this -agreement before downloading, copying, displaying, performing, -distributing or creating derivative works based on this work or any -other Project Gutenberg-tm work. The Foundation makes no -representations concerning the copyright status of any work in any -country other than the United States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other -immediate access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear -prominently whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work -on which the phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the -phrase "Project Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, -performed, viewed, copied or distributed: - - This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and - most other parts of the world at no cost and with almost no - restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it - under the terms of the Project Gutenberg License included with this - eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the - United States, you will have to check the laws of the country where - you are located before using this eBook. - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is -derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not -contain a notice indicating that it is posted with permission of the -copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in -the United States without paying any fees or charges. If you are -redistributing or providing access to a work with the phrase "Project -Gutenberg" associated with or appearing on the work, you must comply -either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or -obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg-tm -trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any -additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms -will be linked to the Project Gutenberg-tm License for all works -posted with the permission of the copyright holder found at the -beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including -any word processing or hypertext form. However, if you provide access -to or distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format -other than "Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official -version posted on the official Project Gutenberg-tm website -(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense -to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means -of obtaining a copy upon request, of the work in its original "Plain -Vanilla ASCII" or other form. Any alternate format must include the -full Project Gutenberg-tm License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works -provided that: - -* You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed - to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he has - agreed to donate royalties under this paragraph to the Project - Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid - within 60 days following each date on which you prepare (or are - legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty - payments should be clearly marked as such and sent to the Project - Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in - Section 4, "Information about donations to the Project Gutenberg - Literary Archive Foundation." - -* You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or destroy all - copies of the works possessed in a physical medium and discontinue - all use of and all access to other copies of Project Gutenberg-tm - works. - -* You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of - any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days of - receipt of the work. - -* You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project -Gutenberg-tm electronic work or group of works on different terms than -are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing -from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of -the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the Foundation as set -forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -works not protected by U.S. copyright law in creating the Project -Gutenberg-tm collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm -electronic works, and the medium on which they may be stored, may -contain "Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate -or corrupt data, transcription errors, a copyright or other -intellectual property infringement, a defective or damaged disk or -other medium, a computer virus, or computer codes that damage or -cannot be read by your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium -with your written explanation. The person or entity that provided you -with the defective work may elect to provide a replacement copy in -lieu of a refund. If you received the work electronically, the person -or entity providing it to you may choose to give you a second -opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If -the second copy is also defective, you may demand a refund in writing -without further opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO -OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT -LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of -damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement -violates the law of the state applicable to this agreement, the -agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or -limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or -unenforceability of any provision of this agreement shall not void the -remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in -accordance with this agreement, and any volunteers associated with the -production, promotion and distribution of Project Gutenberg-tm -electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, -including legal fees, that arise directly or indirectly from any of -the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this -or any Project Gutenberg-tm work, (b) alteration, modification, or -additions or deletions to any Project Gutenberg-tm work, and (c) any -Defect you cause. - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of -computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It -exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations -from people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future -generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see -Sections 3 and 4 and the Foundation information page at -www.gutenberg.org - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by -U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's business office is located at 809 North 1500 West, -Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up -to date contact information can be found at the Foundation's website -and official page at www.gutenberg.org/contact - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without -widespread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine-readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To SEND -DONATIONS or determine the status of compliance for any particular -state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. To -donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic works - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project -Gutenberg-tm concept of a library of electronic works that could be -freely shared with anyone. For forty years, he produced and -distributed Project Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of -volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in -the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not -necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper -edition. - -Most people start at our website which has the main PG search -facility: www.gutenberg.org - -This website includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |