diff options
Diffstat (limited to '44275-0.txt')
| -rw-r--r-- | 44275-0.txt | 8530 |
1 files changed, 8530 insertions, 0 deletions
diff --git a/44275-0.txt b/44275-0.txt new file mode 100644 index 0000000..198090e --- /dev/null +++ b/44275-0.txt @@ -0,0 +1,8530 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44275 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i +denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt +bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er gengivet +med _understreg_. + + + + + FRU MARIE GRUBBE. + + INTERIEURER FRA DET SYTTENDE + AARHUNDREDE. + + AF + + J. P. JACOBSEN. + + ANDET OPLAG. + + KJØBENHAVN. + GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN). + GRÆBES BOGTRYKKERI. + 1877. + + + + +I. + + +Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem +over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget +af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte +Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule +Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og +blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af +sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag. + +De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, +den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var +spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i +den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, +der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa +Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand +ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet +Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned +over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne +Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk +Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene. + +Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med +legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke +ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ +paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne +paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret +fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes +barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger +under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de +store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige +Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk, +rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt +tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa +Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende +med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt +til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med +Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt +med sin Svingen. + +Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven +og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae +lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til +Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken +stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink. +Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om +tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod +og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. Ærterne og +Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af +Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen +lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde +Blomsterblade og stod i de bare Stilke. + +Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede +Have, med bøjet Hoved, som man løber over en Gaard i Regnvejr. +Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om +bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning +fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de flettet +sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten +havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske +Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til +den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter +med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for +Hullet. + +For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde +stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten: +stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden +i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af +Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken, +lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne +og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang +imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let: + +«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger +Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har +han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle, +rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels +Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet +mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det +tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende. +Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og +hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem +Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som +en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort +og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun +hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder +paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej, +det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned +paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet +driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i +det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet. +Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun +har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! -- der +maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var +paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ... +Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og +Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar +bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med +svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og +rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel +af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de +hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger +sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder +træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte +Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med +foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa +hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, +fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen +og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...» + +Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og +saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste +sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring. + +Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det +drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd +og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk, +gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til +at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter +en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik +hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo +ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind +i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af +Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var +Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær. + +Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse +Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens +Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og +saae paa Rosenfloret. + +Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, +der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er +tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i +Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i +Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med +alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa +den tunge, søde Duft, den drivende Em af _den_ røde Nektar, som koger +i Blomsterets Bund. + +Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes +milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med +løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med +eet Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven, +rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik +hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op +mod Kjørevejen. Paa den var der kort før Indkjørslen til Gaarden +et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem. +Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i +Solen. + +Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt +sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til +Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig. + +Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til +Tjele Hovedgaard. + + * * * + +Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen var falden og havde +gjort Ende paa Høkjørslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede; +Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode +i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre. + +I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen: +langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime +udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod +en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i +sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem +Træhesten og den store Slibesten. + +Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, saae +sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage; en Pige med +fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og +Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde paa +Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen +med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par stærke Tag i +Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde +hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Saa +var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten. + +Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i +Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til +Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer +end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel +af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske +Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med +store, blaa Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste +var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække naar der blev +gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde +Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med +Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der +hang højt oppe paa Væggen, andet var der ikke derinde. + +Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske, +Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm +Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved +Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men +sidder og drejer den rundt med sin store, røde Haand, der glimter af +mange Ringe og store Stene. + +«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun satte sig. + +«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende. + +«Aa, En kan da nok give sig, naar En har støjet om til En hverken +aarker eller sanser!» + +«Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op, +de om Vinteren skal sidde i.» + +«Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og +Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de +indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt, +det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa +gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl +A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bødler +te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj +Hjælp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov +te' aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.» + + [1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre + Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu. + + [2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer. + +«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens +Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du +havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist +hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende; +men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var +jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak +værd, at det blev forbi.» + +«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa nærmest til det; men værger +I Jeres, saa værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller +hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan +komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er, +men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun +lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk +og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske +det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A ønsker det, saa +travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke +ens Fader for de to Børn; men det forstaar sig, det er som ret er, +Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene i tredje, ja i fjerde +Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge, +-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade +for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer, +maatte I, -- ja, det siger A om I saa lægger Haand paa mig for det, +som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi +maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen +udi Synd, og I lader hende formærke det, baade I og Mari lader hende +og mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mærke ...» + +Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet. + +«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er +drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden +væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! -- +nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag +imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.» + +Ane hulkede højt. + +«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lægge +mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til +hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande? +har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig +ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! -- ja, +give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned +for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig ...» + +Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under +Vinduerne. + +Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og +spurgte hvem det var. + +«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle. + +«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» og dermed blev Vinduet +lukket. + +Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de +rødgrædte Øjne. + +Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand +Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag +havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af +den Grund var det nødvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog +til Aars og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge, +om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt Omstændighederne vilde +Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde +sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn saa vidste +Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end +nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad fire +Slæt over Middag. + +Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen. + +Med den Besked red saa Budet hjem. + +Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens +han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse +med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller +to. + +Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den +gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale +om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre +med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig +tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort saa +lang som muligt var. + +Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede. + +Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og +Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan. + +Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte han ind. + +Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og +ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort +som en Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt havde en +underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede +godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn. + +Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik +med hans Høbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens +vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Aars +daarlige Kornavl. + +Præsten sad og skelede paaskjøns over til Stoben og sagde saa: +«Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til +naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en +Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og æng +Bryst.» + +«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os +til. -- I faar nu sætte Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen +fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke +kan skjønne at Tolderen har mærket hende.» + +Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev +sat frem. + +Saa drak de hinanden til. + +«Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» udbrød Præsten med en +Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde +sig tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene. + +«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik Grubbe. + +«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,» mumlede Præsten +aandsfraværende, «ellers tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet +Røst, «om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig +fortælle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der +fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste +med Junker Jørgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres +Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til +Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder +paa den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen +hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjøre Øllet +Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag Morgen naar Kirkeklokkerne +begyndte at gaa, saa slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for +at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort +naar Øllet var sat hen for at gjæres, saa kom Mesteren selv med en +prægtig Lade, deden op han drog baade svære Guldringe og Kjæder og +kostelige Stene, som der var sære Tegn paa, og det blev tilhobe lagt +ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme maa +give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra +Naturen af.» + +«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» mente Erik Grubbe, «jeg har +nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter +til.» + +«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa Hovedet, «det maa vi +ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok. +Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum i sig, det er +kuns om at gjøre at have Taalmod til at søge og opladte Øjne til at +finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at +Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting +saa bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og +alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller +ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det +kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse +Timer og paa visse Steder, naar mærkelige Himmeltegn er oppe; det +sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig +flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve +Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os +-- herop til, jeg tror?» + +«Det var saa, Hr. Jens.» + +«Han red vel intet med Andet end som godt var?» + +«Han red med det at Krigen er nu erklæret.» + +«Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.» + +«Ja, men har de biet saa længe, skulde de biet til Folk havde deres +Avl inde.» + +«Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker +endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde +Kløe i denne.» + +«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig, +de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode +Tider for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...» + +«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.» + +«Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok være, men det kjendes kun +lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og +nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i +alle Maader.» + +Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de +slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring +og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden, +Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just +fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde +ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny +Pudserlighed randt ham i Minde. + +Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i +Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud +for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos +med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe +i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa +Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af +en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog +paa at tale med en dump, højtidelig Røst. + +«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med +min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det +var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Møllesten og +to Tønder Malt, -- to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg +højtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tønder Malt i mine egne +nye Sække, -- for det var ikke mine Sække, -- aldrig i Evighedens +Rige, -- det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt +I -- og det _var_ bedærvet Malt, -- sandelig! se Ødelæggelsens +Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, -- +Dommen hører mig til, siger jeg. -- Skjælver I ikke i Eders gamle Ben +-- I gamle Skjørlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det +kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig +Sognepræst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjørlevnere -- ja --.» + +Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele +Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet, +senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører +i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var, +men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi +han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte +mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled +ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi +Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen; +Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned paa +Gulvet og paa Præsten. + +Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst +i Værelset, snart saa mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem +Vinduerne. + +Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende, +det andet pibende og næsten klynkende. + +«Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke +mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjød? -- hvad Offer gav I? +-- I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød. +-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand +for Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, «men jeg vasker +mine Hænder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar +I, -- ja, der gaar I i Sæk og Aske, -- i mine to nye Sække -- Malt +...» + +Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Søvn, men Erik Grubbe +gjorde imens Forsøg paa at komme til at hævne sig; han tog haardt +fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke +Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Præsten. + +Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers +Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe +ned fra Bordpladen. + + + + +II. + + +Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard +liggende paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde. + +Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdssted; +her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og +Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl +van Manderns nye, røde Gaard logerede som oftest to eller flere +udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der +var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her +boede mest Haandværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse +var der ogsaa. + +Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September. + +I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud: +ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter astadige Fodtrin og en enkelt +Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og +Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten +firskaarne. Alt Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis. + +«Passt au...f!» raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der +heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ. + +Marie vendte sig om. + +Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet +stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med +et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt, +og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og +tilbage med Benene. + +Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig +om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om +Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille Halmstol, der stod +derhos. + +«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?» + +«Naa!» + +«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de +Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have? +Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Høns udi +Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er _det_, +fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da ogsaa!» + +«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt. + +«Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse, +fordi jeg siger det. -- Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun +ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, lysteligste +Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! -- Og kongeligt Blod er der +i ham; En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte smaa de er! +-- aa, og saa ligesom de var støbte, -- bare hans Negle, de er ikke +større end Halvsyslinger og saa røde og runde. -- Hvad! han kan +mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer +gaaendes, -- hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker ...» + +Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hæftigt og +sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag. + +Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat. + +«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, «farer Du fort med det, saa +gaar jeg nedenunder.» + +«Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt. +Der er saamænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg +kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og +døjer baade ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. Om de nu +har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud naade mig arme Pige, jeg +blev da aldrig til Menneske mere.» + +Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: «aa nej, nej, nej, +min egen, egen Lorens, -- jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare +Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel -- aa, Jomfru, Jomfru! det +_er_ aldrig til at udholde!» + +Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom +hun saa vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne. + +«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig +selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper +intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle; +kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om +at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig +paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere +Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg +saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det +mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham, +Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er +kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver +jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig for og saa +græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde +kvæles -- aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen +og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og +sommetider er jeg helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen +og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange for at jeg +skal gaa fra min Forstand af at længes. -- Men Herre Gud, Jomfru! +hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig og længes efter Nogen, saa +ung hun er?» + +Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i +den Tanke, at hun kunde være forelsket og gaa og længes. + +«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, det du siger, det +er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.» + +«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde Lucie og rejste sig, da +de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjælmsk Nik til +Marie. + +Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj +grønne, kjølige Kirkegaard, paa Kirkens rødlige Mure, henimod Slottet +med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til +Østerport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og +Træskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa +Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev +over mod den skaanske Kyst. + +Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste +hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget +vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig +faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt _der_, end paa Tjele +Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok. + +Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig +selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten +Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde, +fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side +de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe. + +Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde +Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, +straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde +saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af +hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard, +blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og +forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og +nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme +Marie tillivs igjennem hende. + +Hvad Selskab hun da havde? + +Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der +græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes +og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt: +Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi +har det samme Sind til Kvinden deroppe som I. + +Men i Kjøbenhavn? + +Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog +et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den +og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed. +Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke +have det _sagt_ til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var +stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes +ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun høre et +Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund +til det. + +Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige +ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at +opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen +havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget +ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de smaa og +saare nyttige Kunstgreb, der gjør det saa meget lettere for Barn og +Læremester at komme Vejen frem. Og dog -- en saadan barsk Opdragelse +havde maaske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa +den ene Side, næsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og +fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og +lunefuld Grusomhed, maatte næsten have følt det som Fred og Lindring +at blive styret støt og haardhændet den Vej, hun skulde, af En, der +fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt. + +Men hun blev ikke styret paa denne Maade. + +Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger, +levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage +var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at Marie kunde +gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. -- Fik Fru Rigitze +saa endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen +Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det +hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som +den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den +Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen +elskede. + +Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne +Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved +mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende +Skyer. + +Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes; +det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at +gjøre end at lade det brænde som det vilde, -- hun kjendte det saa +godt. -- Hvad skulde det blive til? -- den ene Dag ligesom den anden +-- Ingenting, ingenting, -- aldrig Noget at glæde sig til; kunde det +blive ved? -- Ja! længe endnu; -- ogsaa naar En var bleven seksten +Aar? -- Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; -- det var da +umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten +Aar! -- Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; -- hun var nu gift. +-- Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved +Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, -- og Musiken. +-- Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. -- Med hvem skulde det være? +maaske med sin Svogers Broder. -- Han var jo rigtignok forfærdelig +grim; men naar det _skulde_ være .... Det kunde hun umulig glæde sig +til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der +Noget? -- ikke det hun kunde se. + +Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til +at skrive: + + «Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære + Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have + megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous + congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er + frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er + baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her + tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden + nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af + dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes + Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede, + men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst + var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie + end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver + ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og + Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag + have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzøsisk + da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok + kan hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser, + ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det + sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er + Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra + Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang + hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han + lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt + derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette + Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657. + + Din kjære Søster + Marie Grubbe. + + Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev, + min gode Ven og Søster venligen tilskreven.» + + * * * + +Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen, +hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en +Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik +Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og +sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han +ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes +talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae +paa den og blev rød som et dryppende Blod. + +«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rød af Vrede, at jeg +tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det +er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været saa +jammerlig at fortørne Eder?» + +«Jeg er saavist hverken vred eller rød.» + +«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun +forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte +_røde_ Rose har?» + +«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?» + +«Ja -- lad mig se! -- jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er +hændtes mig -- men ikkuns sjældent -- + + Doch Chloë, Chloë zürne nicht! + Toll brennet deiner Augen Licht + Mich wie das Hundsgestirn die Hunde + Und Worte schäumen mir vom Munde + Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...» + +«Ja, det maa I nok sige!» + +«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amors Magt! -- Skulde I +tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til +Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin +Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter +og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige Aurora løber +sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.» + +«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor; +Evan skulde I visseligen sagt -- og maa hænde En let gaar vilse, naar +En støjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I +har været hos «Mogens i Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og +har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det +aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte +Jeres Ben.» + +«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i +Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er +aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.» + +«Aa!» + +«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed +-- Himmel! seer I det østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage +tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som +I sad ved Jer Syramme.» + +«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan +jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til +Nikolaj. -- Kjender I den Ramse: + + "Det var svart Nat, + Mand fik i Trold fat, + Mand sa' til Trold: + "Vil du ud af min Vold, + Vil du hjem i Nat, + Saa lær mig brat + Uden List eller Svige + Det Sandeste du veed af at sige." + «Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord. + Mand slap og Trold foer, + Ingen paa Jord + Sige Trold paa, han med Løgn foer."" + +Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord. + +Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den _var_ smuk hans +Gang; hans Silkestrømper var saa skinnende hvide og de sad saa +stramt, der var hverken Læg eller Fold paa dem; det var saa kjønt det +dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko -- det var saa morsomt +at se paa ham -- hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et +lille rosenrødt Ar i Panden. + +Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, trak lidt paa Munden, -- +hun syntes de var for korte i Fingrene. + + + + +III. + + +Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle; +det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter. +Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede +Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i +Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af +eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav +og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder. +Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind +over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte +sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper. +Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger, +Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det +lidet bedre. + +Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det +blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for +Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande. + +Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de +sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af +Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens +Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe. + +Den gjorde det ikke heller. + +Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik +Svensken mod Kjøbenhavns Volde. + + * * * * * + +Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under +Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i +Korsør. + +Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt +omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres +Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende +Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op, +men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed. + +Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet +Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det +andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i +femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved +og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste +sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et +Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at +samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden, +holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten, +som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de +videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig +at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med +at stikke Psalmebogen i Lommen. + +«Amen!» + +Alle Ansigter saae op paa Præsten. + +Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste +Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige +Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at +forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den +næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog +hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra +disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød, +Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for +saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.» + +Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang +derinde. + +Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet +et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten +kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag, +sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader +vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med +saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om +Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at +faa, skete der et brat og voldsomt Omslag. + +Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne +rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af +sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og +som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse +med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne +Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm +fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme +i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde, +der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres +Jamren og deres Taarer. + +Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte +Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med +de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens +Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge +Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig, +han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi! + +Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og +Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner! + +Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve +og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte +hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet +af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv, +fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden +bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme +alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og +raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de +skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene. + +Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var +den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med +Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under +sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og +Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt +op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive -- +der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv. + + * * * * * + +Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden +udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk +urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær +over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa +Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke, +gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader, +Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!» +Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer, +Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne +lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var +som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde +skylle hen over Staden. + +Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der +stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder, +hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og +Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar +Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen? + +Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa +an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie +efter? + +Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var +saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En +knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand. + +«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv +saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal +aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde +tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel, +for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder +og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I +kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er +en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en +halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ... +Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør +mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer +an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det +er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en +Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet +eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne, +og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa +farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen +ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok, +men aldrig til Gesellerne. Nej, ....» + +«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!» + +«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en +halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til +Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var +for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer +af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at +gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu +kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de +skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det, +der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker. +Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at +klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og +blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa +skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe +i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham +ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en +ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de +tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.» + +«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,» +talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er +hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med +Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for +nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og +rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og +saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har +nemt til Kniven som svenske Lasse.» + +«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere +at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det +mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska +Dulle.» + +«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa. +Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de +uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i +hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har +beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter +og syndige Begjæringer.» + +Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde +saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og +synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer +lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om +han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en +ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt +havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det +ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.» + +«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos, +«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.» + +«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende, +«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?» + +«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men +Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk +efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik +saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa +i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst +kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene +Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder +og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.» + +«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner +ligesom vi har.» + +«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det +Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den +Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte +er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har +et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern' +har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres +forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver! +Svar mig til paa det, om I kan!» + +Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen +Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys, +Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes +histhenne og Folken' staar saa digt omkring?» + +De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han +skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i +Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa +ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt +var. + +Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt, +glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, +brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe, +gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og +læspende: + +.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten +Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte +Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af +hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi +hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at +jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv +Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt +saa gaa til.» + +«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden +denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af +velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt +sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og +Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er +deri, underdan og ganske deres egen.» + +«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin +umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere +og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver, +sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa +den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil +haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i +Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve? +Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen +afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin +Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa +dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed +og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men +Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis +som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er +Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening +til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet +og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. -- +Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager +Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende +Poster:» + +«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al +Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en +Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den +Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er +da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de +hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de +bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget +mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en +Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes +Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan +Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand +eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide +og udstaa.» + +Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten +saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse. + +«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en +Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der +forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den, +der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et +Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og +udstaa.» + +«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter +imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride, +iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med +Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til +at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og +søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig' +Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med +den aandelig!» + +Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste +sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa +Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var +dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste +op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i +Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure +og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige +Ansigt. + +«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da +overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende, +til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine +Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at +Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end +tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders +Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort +imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren +vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at +føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke +vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem +Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande +eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...» + +Her blev Jesper Kiim afbrudt. + +Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste +Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det +Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din +Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham, +det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.» + +Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord, +Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale, +men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte +truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele +Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin +lange, sølvknappede Stok. + +«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad +han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os. +Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok +plukke det ud af ham.» + +«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i +Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!» + +Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede +sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham +ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og +Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der +stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse. + +«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside! +Mette skal tage ham i Forhør.» + +Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han +Mester Lurifas?» + +«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som +skreven staar.» + +«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med, +«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt +og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal +sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen. + +«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren. + +«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun. + +«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her +kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!» + +En høj Skikkelse red forbi. + +«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben. + +Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa +red Skikkelsen bort ad Volden. + +Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods, +Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder. + +Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa. + +«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi +Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse +for den, som mest er Skyld i Krigen.» + +«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde +Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham. + +«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han. + +Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit +værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og +tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille, +ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude. + + + + +IV. + + +Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten +og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden +Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op +til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den +glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af +violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede +paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og +i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra +Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede +langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet. + +Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport +og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad +Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster, +rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen. + +Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik +Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg +op og ned over Voldgravens blanke Vandflade. + +Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt +stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans +Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove, +de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende +Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage +drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe +Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; +den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne +Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have +drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der +stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa +saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende +Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre +Kristus, der havde den røde Fane i Haanden. + +Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i +det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner. + +Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von +Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede +Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der +Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med +Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i +den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med +Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans +Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang +af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der +var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til +Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt +kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset +rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige +Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets +gyldne Sale. + +Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende +sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes +vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide +Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade +Triller, mens den flygter .... + +En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme. + +«Wer da!» raabte han. + +«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en +lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede. + +«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?» + +Manden saae trist ned for sig. + +«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet +gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har +nok fyret ham for strengt.» + +Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel +Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en +rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for +sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes +meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var +bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod +af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen +i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet +end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet. + +Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse +Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige +Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske +uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og +Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen +kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og +Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at +krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig +Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker +overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt. + +Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig +Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig +latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede +ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og +skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig, +at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde +standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden +i Laget. + +Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes +disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre +Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres +Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der +en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet +hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han +var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed +og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og +Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær. + +«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til +ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans +Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller +stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham +an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?» + +«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag +sammen med Eder inat!» + +«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik +utaalmodigt. + +«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med +Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.» + +«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for +at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive +Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og +Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der +intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle +Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og +Rige!» + +«Hr. Gyldenleu!» + +«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!» + +«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt +tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af +Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og +Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig +baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig, +Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet +som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet +og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den +Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med +hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees +an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der +rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher ...» + +«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?» + +«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de +løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være +flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns +ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme +Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde, +de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke +ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet +om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et +Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte +jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han +bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa +styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede +Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.» + +«Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt +med?» + +«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks paa Circlen og +kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og den +Ridder Forgyldt.» + +«Naa og de hjalp ham?» + +«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig +saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og +lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde +havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine +Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller +og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede +skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu, +nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset +mig paa Vinstuer, betød intet at de saae mig an for deres Lige, +at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres +Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for +nærgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trænge +mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen +Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo +dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre +Bysens Borgere.» + +«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det +harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa +falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult, +mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han +_skal_ komme med. For ...», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der +stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?» + +Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket +Væg og hans Tænder skar imod hinanden. + +«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan +da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt +Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!» + +Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det +første, der blev løsnet i denne Krig. + +Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje +stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte, +var der en sælsom Skjælven i hans Stemme. + +«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig +og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad +Volden. + +Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i +Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder. + + * * * + +Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem +Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et +Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede +Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene. + +Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer, +smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende +Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage, +Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes +pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med +Badskærernes blankt polerede Bækner. + +I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hønsene maatte krybe i Ly +bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar +Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger. + +Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned. + +Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede +livligt omkring i den lummervarme Luft. + +Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte +da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have, +der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, sad en ung +Pige i Skyggen af et af de store Løntræer. + +Hun sad og syede. + +Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen +var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved +det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne. +Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg +Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog +stærk og kraftig formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig: +en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn +Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte +Næser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller +hendes lange hvide Hænder var ganske rene. + +Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens +Raad og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død +allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par +Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder +og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede +Huset. + +Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af +sine Sko paa Spidsen af Foden. + +Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke +Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede +deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som +grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og +vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved +hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig +fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den +hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften. + +Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende +af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned +igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen +og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven. + + "Fillis sad udi en Skøyte, + Koridon blæst' i sin Fløjte + Højt saa at det Fillis hørte + Og sin Roer ej mere rørte, + Thi drev Skøyten paa en Sand, + Thi drev Skøyten ....." + +Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende. +Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter +over sit Sytøj og nynnede videre. + +Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille +og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde +seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti, +standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit +Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre. + +Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie. + +«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket. + +«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i +Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede. +«Velkommen, Hr. Gyldenløve!» + +«Das nenn' ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun +at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.» + +Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun +og rystede paa Hovedet. + +«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig. + +Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme +det da ogsaa er idag!» + +«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.» + +«Ja--a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset. + +«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som +for at antyde, at han vilde gaa. + +«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En +kan fluks blive svagsindet ved at tænke paa al den Farlighed baade +for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og +gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig' +Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad +de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa +alskens modige og underlige Tanker.» + +«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde +hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af + + Tousiours Mars ne met pas au jour + Des objects de sang et de larmes + Mais» + +og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber + + «.... tousiours l'Empire d'amour + Est plein de troubles et d'alarmes.» + +Sofie saae naivt op paa ham. + +Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen +vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten, +der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens +stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en +Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade +de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke +Haar .... + +Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig +tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik +Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev +liggende i den knælende Stilling. + +«Jomfru Sofie!» sagde han. + +Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten +smerteligt paa ham. + +«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tag mig det intet op i nogen +ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af +en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i +det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det +tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder +op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her +paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.» + +«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde +Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og +brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke, +jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi +blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings +umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste +eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt +som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild, +men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde +vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde +fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.» + +«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig +og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod, +thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af +den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder +i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan +meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og +det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen +lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men +supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket +Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og +heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker +I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en +ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og +Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem +end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik, +talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme; +men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som +var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge; +iversyg vilde hun være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste +Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget +for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov +kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin +afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes +ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre +Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.» + + [3] Kjæreste, dengang = Kone. + +Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det +er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er +en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste, +vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over +Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske, +slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver +ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er +tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro, +Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders +Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.» + +Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik +Frederik holdt Haanden fast. + +«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige +dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre +Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale +om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er +jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time +vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig +til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tænker intet +paa _din_ Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller +Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glæde, blot _jeg_ er med i din +Lidelse, blot _jeg_ ....» + +Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit +Bryst. + +Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med +taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun +kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden. + +Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde +villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik +Frederiks vel lystige Ungkarleliv. + + + + +V. + + +Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld +af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte +ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden +det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han +red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje +Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige, +hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de +var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et +Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og +deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og +kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden, +naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal +om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været. + +At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under, +thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende +Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham, +han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa +en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var +meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke +gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde +beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten +lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den +gemeneste Matros. + +Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og +tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men +vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed +i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen +anden af Frederik den Tredies Mænd. + +Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og +at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene +tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse», +eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre +David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu +copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed, +Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille +Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde +Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind, +der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens +slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til +Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt +Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig +i den eneste sande og rette Ære. + + * * * * * + +Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære +Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham, +hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun +seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham. + +Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye, +modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt, +og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin +Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt +Indtryk paa hende. + +Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de +almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig +Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia, +Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne, +straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de +var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig +havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de +Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet +hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var +noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en +Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa +vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes +ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store, +Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser, +det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde +længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger +var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes +uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne +Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt. + +Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt, +men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det +Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes. +Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt +om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte +Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie, +naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de +saae ham aldrig. + +Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa +Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne +i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen, +hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt +tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og +lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød, +og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget +lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og +altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol. + +Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder +mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden, +hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae +hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. +Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav +et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne +ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa +længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig +saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun +halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale. + +Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham +træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for +hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække +Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller +som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem +Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og +bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde +holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og +fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede +det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun +vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit +fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes +Hænder rystede. Bare han ikke saae hende! + +Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede +nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst. + +Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne +var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige +Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa +bedrøvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var +saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille. + +Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun +begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller +anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte kun paa +al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae +hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer, +stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev +kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe +op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker +blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte +fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der +stod i Krøniken, hun havde læst. + +Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham. + +Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet +til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende +Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa +Marie Grubbe. + +Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde +sin Kompliment. + +Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at +de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns. + +«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde, +«hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg +nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes +Kniplestokke hele Tiden.» + +«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae +Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i +Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for +Lægevæle[4] end for Huestads.» + + [4] Lægevæle = Charpi. + +«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,» +sagde han og saae paa hende. + +«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!» + +«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes +Alvorlighed, «og jeg for een.» + +«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det +er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter +Knipletøjet. + +«Tøv lidt, lille Jomfru!» + +«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.» + +«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede +hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en +vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et +Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en +Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet +-- saa -- kys hun mig nu!» + +Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans, +han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa +sine Arme. + +Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en +dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var +hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun +bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var +ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen +Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind, +ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere. +Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot +at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte +hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde +blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive. + +Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed +og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte +om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om +Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land, +hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i +det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle +Falk den _døde_, dernæst hans trofaste Hund _døde_ og sidst hans +gode Ganger graa _døde_, men hans troløse Viv Malvina hun levede +frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og +imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie +troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i +sine Strømper. + +Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt +og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem +imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store, +hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede +efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes +havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede +Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende +Skræk. + +I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag, +og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte, +var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes +efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men +naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte +sig altid saa usikker overfor ham. + +En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade +ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter +saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden +og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han +sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig +paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen, +kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko +paa hendes Nakke ... + +Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det +kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede, +hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. -- Ja +saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det +blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes +Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham; +hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt +var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt. +Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i +Øjnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte +sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge +og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store +Kjærlighed. + +Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af +Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde +hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde +hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig +Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid; +eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham +og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han +kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage +hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig +hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene -- længe, og +hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede +Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev +ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske. + +Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian +sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde +været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske +ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende +Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa +var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld, +tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog +efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt +at Sotens Navn var Døden. + + * * * * * + +Det var den ellevte December. + +I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians +Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær +urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter +belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa +Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare, +fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de +badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme; +men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet +og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de +vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne +nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring, +mumlende og gestikulerende. + +Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede: +nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og +der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden, +da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor +Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham. + +Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin +Samarie og traadte ind i Sygeværelset. + +Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel, +fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede +Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt, +blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til +forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke, +medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben +og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa +Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin. + +En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten +imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb +efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting +dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, +Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet +og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen. + +«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden +havde fortaget sig. + +«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i +Sengen. + +«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen, +og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de +hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und +Euch beichten soll.» + +«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede +sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise +eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige +Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den +Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder +Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin +Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa +dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og +at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at +vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper +i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette +haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til +Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes +paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er +Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig +Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at +bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den +Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde +til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...» + +«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse +og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i +Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens +Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld +skulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?» + +«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje +Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen +at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt +ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene +Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod +Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders +Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at +Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?» + +Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære +mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og +redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved' +skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved +Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I +stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset +her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...» + +Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig +under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og +saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og +Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det +dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl +tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den +Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med +grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan +vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved +Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det +farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i +Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og +kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...» + +Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa +Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang +efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet +længer!» + +«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard, +fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er +saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er +uudtømmeligt ...» + +«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellem +de sammenbidte Tænder, «ejns -- zwej --!» + +«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...» + +«Rechtsum!» + +«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...» + +«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte +Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde +fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde +hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig. +Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa +Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig. + +Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter, +og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og +velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte +sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte +de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han +kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane +Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove. + +Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter +traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store +føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store +dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag. + +Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng, +blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og +Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke +bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting. + +«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at +føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den +flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med +Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de +Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser, +de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab, +da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med +skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og +saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, +den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i +hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast +mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.» + +Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet +Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og +gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet +med sin brede Alterbog. + +«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi +vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane +Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.» + +Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian +lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen. + +Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds +Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset. + +Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at +Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede +Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige +Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de +syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og +Himmerigs Glæde. + +Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i +Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.» + +«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten, +«hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede +mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han +ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede +Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et +sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen +komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til +Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad +Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild +af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes +jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er +større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og +under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han +vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og +Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner +sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som +de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde +og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes +Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle +Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, +en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod +Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed, +saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og +evindelig og uden Ende og uden Ophør.» + +Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han, +«jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller +Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.» + +«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens +mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde +og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme, +visseligen ingen.» + +«Jo der er, Præst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en +dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb, +sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?» + +«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der +myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge, +de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe +ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal +føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de +krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over +dem som Vandene lukke sig over den Druknede.» + +«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det +andet end som Digt?» + +«Ja!» + +«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil +slet intet udi Himmerig, bare dø.» + +«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den +uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis +Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr +imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives +om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende +Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, naar Jordskjælv ryster +dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde +bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og +Barmhjærtighedens Sol er gangen under.» + +«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian, +«hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds +Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og +dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er +det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som +en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa +trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg +bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!» + +«Bed!» + +«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være -- ja!» og han +lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte +han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?» + +Præsten svarede ikke. + +En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store, +feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre +Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen. + +Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte: +«Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!» og han holdt de +blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!» + +Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at +berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen. + +Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik. + +Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind +til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og +Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at +modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og +Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets +Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene +med Ane Skomagers. + +Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen, +fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt +tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude +i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i +Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa +Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for +at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de +ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de +hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den. + +Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden. + +Det var Marie Grubbe. + +Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa +stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg +og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store +og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det +mørkeblaa Bolster. + +Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ +foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige +ind i Ansigtet. + +Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket. + +«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder. + +«Er her flere?» stønnede han mat. + +Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun. + +«Ja, det er snart forbi med mig.» + +«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar +hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?» + +«At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og +Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod +-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi +Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!» + +Marie foldede sine Hænder og bad. + +«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa +meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! -- aa, +nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast! +den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig +Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er +det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist, +det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig, +min Høne! + + Herzen und küssen + Ist Himmel auf Erd .... + +kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys +mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....» + +Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn +ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge +sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin +Bønnebog op i Vejret og raabte: «h'raus du höllisch' Weib -- sitzt +mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer +du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!» + +«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe +fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o, +du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste +Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal være saa forsigtig, +bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med +vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen +og pegede mod Døren. + +Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud. + +Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og +langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog. + +Et Par Timer efter døde Ulrik Christian. + + + + +VI. + + +Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken +sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet. + +De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end +før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og +over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der +de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod +saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener, +men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet. +Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder +og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa +knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i +Byen. + +Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og +til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at +bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid +levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny +Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet +paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det +var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg +i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som +man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med +mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte +dem ikke. + +Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie +Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø. + +Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt +selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse +med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu +da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu +hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen +og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet. + +Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen, +thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som +saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at +lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der +heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og +var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han +forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let +det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved +en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da +hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere +hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev +den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning +af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru +Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig +bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde +han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og +Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende +aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler, +tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov. +Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik, +thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet +ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han +gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet +skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige +Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev +taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at +lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og +han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og +Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og +savne, kun i den vilde han leve. + +Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen, +og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug +kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til +brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae +sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var +Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret +vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun +syntes at holde ham tilbage. + +Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham +nu en isnende Kulde, Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget +sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen +Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem, +han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne _mod_ Strømmen, +blot den ikke bar _med_, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt +ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til +Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu +glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke +mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad +Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led +ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste +af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i +Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes. +Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han +lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa +Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed +eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist +var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var +da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog .... + + * * * * * + +Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere +end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik +Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø, og han havde +da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen, +forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket. + +Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid; +Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa +Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet +over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad +og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var +allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa +Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede +sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af +røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide. +Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de +gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille +... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem +Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den +hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Døren og +han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe, +den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder +knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et +lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en +Korndynges jævne Overflade -- over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret +bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et +svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule +Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og +han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer. + +Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet +hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene +og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet +Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder, +stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede +dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst +og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde +taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet, +men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa +en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til +Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af +Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange. + +«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle +de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske +mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i +Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og +Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud. + +«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først +maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg +sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented +og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden: +«paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde +hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt, +halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!» + +Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt +at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog, +lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men +han sagde Intet. + +Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik +var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand +legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i +anelsesfuld Angst. + +I den Stilling sad de længe. + +Pludselig sprang Ulrik Frederik op. + +«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed +Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste +Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal +leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de +staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst +i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en +kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom +der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig, +bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd +og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid, +den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af +Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord +tilbage, hjærtensdyre Pige!» + +Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og +stirrede alvorligt paa ham mens han talte. + +«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast. + +Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det, +han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende +for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker +paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke +for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de +sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende +i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at +tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben +for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa +Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed -- +det var jo ene Spøg, forstaar du vel.» + +Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det +ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg, +hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun +kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa +alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde +tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja; +«o Ulrik Frederik,» sagde hun, «jeg havde kuns vort Barn i Tanker, +men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op +paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.» + +«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge +mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg +maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i +Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med +mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han +sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende, +da maaske, men nu, aldrig. + +Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd. + +«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde +binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes +bort.» + +Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og +løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med +hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten +lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og +derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i +alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op +imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte +hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden +kjærligt Farvel. + +Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt, +enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene +galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post. + +I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik +hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre +bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom. +Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved +kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes +Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe. + +Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel +følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede +sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa +skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar +Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre, +der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre +det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte +saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage +var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til +den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var +Badskjær. + +For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de +Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han +midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han +indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev +udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv +igjen. + + + + +VII. + + +Marie Grubbe er nu sytten Aar. + +Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian +Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og +var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt +i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru +Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der +Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa +derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet +sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad +Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem, +hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede +med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende +et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage +Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv. + +Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds +lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have +ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men +nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro +og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og +vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet +Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede +Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke +komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden +her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den +maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde +været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels +Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret +vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al +hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en +trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa +var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad +Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet +Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke +med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende +Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at +stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver! +mat og graat -- Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs +Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe. + +Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde +hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget +Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde +foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle +Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft +var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa +Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var +gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele +Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog +levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende +af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte +lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren. + +Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa +tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt +en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle +jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor +alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var +Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det +himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder, +gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun +lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras +og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i +Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun +og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te +sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og +naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun +aldrig, thi hun begyndte altid forfra. + +Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange +Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun +paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige +Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad. + +Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel +følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund +med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige +Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive +en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes +Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven +indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun +blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands +og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red +lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes +Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen +naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et +mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet +og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine +Fødder af Kulde. + +Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele +Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som +Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den +kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte +Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer, +som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig +bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder. + +Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den +Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne +Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor +kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange, +rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og +hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte +til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for +tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt +vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige +Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu +blot een Gang at sidde ved Gildesbord, -- og nu kom hun til Gilder +--, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med +ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en +døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone +i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med +spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til +at brænde af Skamrødme. + +Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og +Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier +sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor +en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser +efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille +paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru +Rigitze havde nu saa sine egne Planer. + +Marie var lykkelig. + +Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra +Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk +løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa +sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig +og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille +Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som +havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes +Skjønheds Magt. + +Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa, +saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende +Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. +De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa +kjækt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste +Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik, +naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da +blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende +kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og +vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe. + +Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs, +havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var, +maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og +have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun +skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles +Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu +ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun +havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe +før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og +lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for +at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre +inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende +Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte. + +Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter +Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste +og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med +Fru Rigitze. + +Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først +ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været +stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at +se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor +Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn; +der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der +havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem +hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, +fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det +gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der +var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde +og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper. + +Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped +vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa +synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet +og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige +haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var +at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og +hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn +græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden, +fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, +thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm, +hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om +en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde +syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da +Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig. + +Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa +Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem +velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en +nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var +skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen +ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne +af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom +beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa +Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt +mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de +omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man +de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i +de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene, +var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom +de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen, +og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med +Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri +Kirkegaards bredkronede Linde. + +Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre +Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; +Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød, +mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde +af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren, +videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og +Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de +Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem +og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme +eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved. + +Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge +Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige +graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine +Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans +pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod +Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det +evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel +Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige +Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med +hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske +Dragt. + +Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands, +den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige +Gebærder. + +De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og +fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer +han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste +Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men +Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til +Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de +gaa begge to med. + +Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for +sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med. + +«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske +Officiers skal havt saa særdeles angenemme Manerer med de sjællandske +Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?» + +«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, «er det da tilforladelig +nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.» + +«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze. + +«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i +Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der +forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard, +ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med +sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre +og Sølvtøj og rede Pengestykker.» + +«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.» + +«Jo -- at forstaa --» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den +venstre Haand, naar han talte, «Elskov -- at forstaa -- den er -- den +er stærk.» + +«El--skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med +Bagen af den lille Finger, «er som Her--kules udi Fruentimmersdragt, +af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og +Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at +føre igjennem de tolv herku--liske Prøver tilhobe.» + +«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se, +den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed +Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed +Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.» + +«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe, +«at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op +i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den +helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og +øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad +for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?» + +«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant, +for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og +Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der +nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller +skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund +En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En +antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours, +de føre.» + +«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison +til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!» + +«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op +igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til +Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor +skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne +indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?» + +«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig +Ugudeligheds Værk -- og paa en Søndag!» + +«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod +... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst +Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige +Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. +Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har +deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet +føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og +Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom +Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme? +skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men +Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes! +alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand +og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved +sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i +Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for +Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op, +det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv +saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden +gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt. +Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig' +Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at +gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst, +saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort +Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri +sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens +Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar +vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.» + +«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa -- Blodet, det er -- +det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.» + +«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa +Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa +vist som det var prentet.» + +«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed +det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som +hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride +med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, +hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som +var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende +Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved +Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank +og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?» + +«Om jeg gjør! var det at tale om! -- den kjære Sjæl! men saa +blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud +hendes første Barselseng ....» og saa hviskede hun videre om den. + +Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde +han, «at en Elixire d'am--our er som en gjæ--rendes Materie, der +bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra--se, saa takler +det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte +mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i +Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at +det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet Øje paa en +skjøn--ne, skjønne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til +ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa +kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der +en Ro--se paa Hovedgjærdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen +og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues +Af--billede li--vagtigen for hans Øje som va--r det kontrafejet af +paa Væggen li--gehos og den hef--tigste Forlæng--sel opstod hos ham +efter samme Jom--fru saa plud--seligen og stærk at han sag--de, han +kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som +hel vild og furieus, saa han strøg u--d af Huset og løb jamrendes +op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han +vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det +brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse +Morgen.» + +Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes +ad og gik hjem ad de skumrende Gader. + +Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske +holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at +man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som +personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne; +men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev +ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at +denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej. + +Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist +paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og +han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat. + +Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld +Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som +Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens +taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve +Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af +den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af +Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes +Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang +-- -- Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu +blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes +Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og +lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem +Stilheden. + +Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa +Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt +og stille. + +Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af +nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod +ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte +et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene, +Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger +aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede +Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var +falden. + +Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de +fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig, +stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de +vædeglindsende Stammer. + +Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød! +var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi +i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv? +-- Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de +tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte, +der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af +usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, +stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham. +Hjemløs, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bægre og Kys? +blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke +lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt +dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg +ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for +Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar +hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt at jævne +hver en Sti og dække for hver en Vind .... saa skjøn .... lyttende +lig et Barn .... -- som en Rose! .... + + + + +VIII. + + +Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var +hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog +ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle +Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads +i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for +sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først +var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt +sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres +Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa +hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe, +og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det +var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige +Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig, +og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger +gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre +Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de +dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde +paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens +egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke +paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var +der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne +Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de +unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den +lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende, +lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at +udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv; +det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem +dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det, +de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de +unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle +mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af +Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling, +og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle +Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt +en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne +Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget +i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede +store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes +hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være, +hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken +Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed, +der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere +var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind +tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket, +saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun +blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer +og løs Tale og løst Haab. + +Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik +Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god +Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at +undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige +Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres +Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning. + +Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget +betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid +været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens +Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe +var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med +Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men +hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var +jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder, +Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin +Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af +Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde, +foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i +Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der +Ingenting forødte. + +Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte +Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede. + +Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende, +urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende, +blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig, +rødmusset, frisk. + +Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han +elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme +medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk, +der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem +Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes +af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde +hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende +Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder, +at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte +fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i +hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg. + +Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den +Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var +given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i +Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge, +til at bøje. + +At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu +Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var +af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt +og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den +afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og +tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var +at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget, +spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes +Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en +Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod +ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og +Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede +og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr. + +Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han +var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed +og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig +elskede? + +Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i +Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang +smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem +standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens +Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde +og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov +har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun +Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være +at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning +op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og +de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var +det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig +paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot +Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og +Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med +Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere +saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun +var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at +udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt +ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt? + + * * * + +Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa +ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport. + +Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet, +tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne. + +Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans +lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de +grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte +Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang, +Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens +Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte +og lo, smilte og lo og jog afsted. + +Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter +Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod +Overdrupsøens[5] blanke Vandflade. + + [5] Overdrupsø nu = Ordrupmose. + +Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare +Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og +broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent +Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm, +hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede +Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa +fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde +blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig +glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød +Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne +under Dyrehavens kuplede Bøge. + +De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for +at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt +længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for +at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang +Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu +smaat skvulpende Vand. + +«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et +svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde, +mørktkrusede Pletter ude over Søen. + +«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik. + +«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land. + +I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven. + +«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa +sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg +gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i +det grønne Løv. + +«Hvad gad du vidst, min Hjærte?» + +«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de +mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe +længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa +ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked' +Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de +fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky, +-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der +knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere +bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?» + +Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden +Sky: + + "Jeg ganger mig i Skoven fro, + Hvor Ælm og Abild gro, + Og smykker der med Roser to + Vel mine Silkesko. + For en Dands, + For en Dands, + For en Tralala, + For de røde, røde Bær paa den Hybengren!" + +og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og +sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, +hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og +Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken +hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i +Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om +Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner. + +Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et +regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun +red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer +som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med +jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte, +taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr +standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede +op imod hende og holdt snart ved hendes Side. + +I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge +skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over +det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende +Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem +i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede +bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som +myldred de op af Jorden. + +For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod +Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre. + +En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i +sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde. + +Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende +og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men +Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive. + +«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette +fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte +sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte +Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i +alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab +og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad +Kjøbenhavn.» + +Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han +af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige +Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han +brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og +han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med +sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.» + +Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din +Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til +Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge +sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det +Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed +for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret +den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte +Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis +Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den +kranke Hane og den skrukke Høne!» + +Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst +Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad +for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde +de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele +Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes +Længsel og ikke lade sig for længe bede. + +Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier +mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme +Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og +skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det +aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne +Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand +exequeret og udført. + +«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved +Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af +Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.» + +Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet, +strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned. + +«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det +var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for +Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg, +Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger +jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller +skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge +kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!» + +Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet: + +«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung +hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...» + +«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor +Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede +Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde +sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor +langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede +forelsket med Øjnene og raabte kjælent: + +«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu +Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende +Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til +mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød, +sød Vin af lille Krus?» + +Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det +ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg. + +«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig +skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans +Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve, +leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds +Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig +som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger +jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds +Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de +være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde +Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit +røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at +kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For +er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er? +spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!» + +«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst, +sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa +-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer -- +hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...» + +Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik +Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad +Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte +begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb +halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et +saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde +glemme det. + +Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette +tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde +rakt. + + + + +IX. + + +Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin +Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til +Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa +betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke +var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen +temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og +Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem +Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods +kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og +trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater. + +Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af +skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj +og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i +alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra +de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at +Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede +Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler. + +Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød +til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund +af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa +Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de +senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes +naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en +dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen +levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning. + +I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev +ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den +saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere +til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som +det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne +hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den +sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede +til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem +hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig +Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger. + +At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været +paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre +deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort +Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler +og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og +Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev. + + * * * * * + +De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden +løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for +det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora +har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over +Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu +stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun +er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt +det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser +og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa +fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør +ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er +han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod, +der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham, +han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin +Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han +længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig +Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa +lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem, +tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne +hjemlige Verdenspart saa længe. + +I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag. + +Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at +læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det +var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit +Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse +sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til +at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik +Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede +Arven Stykke for Stykke. + + [6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger. + +Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke +med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, +med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der +var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige +som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og +af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af +ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke, +besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten +var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik +troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem. + +Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde +været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været +i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han +vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid +leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al +Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang +i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde +gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da +bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa +Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane, +der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var +Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej -- +han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til +Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det +maatte afgjøres. + +Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja, +til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet +og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt, +urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse, +til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske +Konges Svar være kommet. + +Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik +Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa +meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk, +der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da. + +Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse, +og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt, +at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse +for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans +Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for +Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og +vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog +sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en +Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være +bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den +lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel +Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes +for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end +aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig +kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa +ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst, +skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare; +var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde +hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin +Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand +og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens +Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort +en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes +indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for +saadan Skilsmisse. + +Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske +Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande. + + * * * + +Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer +dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik +Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager, +Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og +underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen +Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han +vilde ulejlige sig did. + +Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte +By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt +med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de +Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til +Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en +smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse +og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa +og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et +paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende. + +Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper, +sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte +Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger, +thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og +baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige +Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede, +buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at +han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde +han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han, +uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han +frøs altid sine Hænder, som han sagde. + +Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med +Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen. +Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole, +paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge +Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor +Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn, +Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa +Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde +Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i +Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt, +udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var +anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og +langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et +tørt Palmeblad i Haanden. + +Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første +Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte +Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks +Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed. + +Burrhi rystede paa Hovedet. + +«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme +og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange +fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak +og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa +megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager +mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er +mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt +Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham +kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har +antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster +og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og +Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere +bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til +det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det +er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den +rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula +udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og +ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog +intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme +udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode, +saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan +luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede. +Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa +en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer +og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle +Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at +det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens +Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en +Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det +pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige +Omfavnelse!» + +«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter +En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?» + +«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager +var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille, +vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem +Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?» +og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo, +jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige +Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde, +som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre, +fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi +paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og +jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet; +Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys +før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.» + +Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber, +til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel, +han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch, +havde stillet hans Horoskop. + +«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad +Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den +Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet +bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,» +vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født +og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade +Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa +let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang +i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver +og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn +en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har +aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling +end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om +saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver +sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden +Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig +til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil +Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes +Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han +er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste +Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen +Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for +Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født +under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i +anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!» + +Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til +Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser +stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet. +Saa saae han i Haanden. + +«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa +vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat +paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren, +den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har +naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt +truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom, +men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos -- +ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa +i hvert.» + +Han slap Haanden. + +«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den +truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; +skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse +trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne +Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra +Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller +om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa +røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der +sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god +mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en +Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; +jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren +blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet +vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere, +for kolde Vande og for lange Nætter.» + +Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende +Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode +Raad og gode Værgestene. + +Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien. + + + + +X. + + +Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag +var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter +Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik +Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert, +saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans +store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over. + +Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit +Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved +svorne Løfter om snarligt Gjensyn. + +Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke +havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik +siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme, +forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes +søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade. + +Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero, +Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været +lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i +Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad. +Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede +ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med +Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb. + +Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt +Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor +Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde. + +Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer +og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og +Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok, +den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en +underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en +Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge. + +Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes. + +Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende +af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af +farverige Billeder og daarende Syner. + +I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin +Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat +og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som +Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af +dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og +smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel +vride sine Hænder og skrige som i Pine. + +Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten +fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt +til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske +overladt til sig selv. + +En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen, +og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her +at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte +æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns +taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en +kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede. + +Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm +voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og +pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om +hendes Forstand. + +Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne +sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden +fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde +mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det. + +Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue, +lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under +hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste +sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun +i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige +Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra +Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med +Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa +tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for +at jage Billedet bort. + +Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar +hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og +næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under +den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide +Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille +Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt +hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede +Arm. + +Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og +klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og +mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en +iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg. + +Af saadanne Indfald havde hun mange. + + * * * * * + +Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem. + +Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den +langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker. + +De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i +Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme. + +Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder +siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun +kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven +saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han +hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end +før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet +ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og +kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt, +og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra +ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden +gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham +og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt +for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae +ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som +kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og +Jubel og Krogene hviskede med Kys --. + +Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed +og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu, +raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne +rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen. + +Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe, +og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I +Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede +paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte, +Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed. +Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af +Bevægelse. + +Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede +han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes +Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte +ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under +Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til, +det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den +forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig. + +«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til +sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte. +Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var +ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro. + +Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende +vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende +Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom +hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og +vendte tilbage. + +Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem +Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der +foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op, +men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom +tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende +nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa +Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad +Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt, +han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem, +og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol, +stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil +over hele Ansigtet. + +Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig +op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet, +stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i +Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig +slynget af den stærke Rus -- ned paa hende. + +Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen +Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store +Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til +Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse +af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde +være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig, +saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke +eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid +hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa +mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en +drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe +Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige. + + * * * * * + +Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik. + +Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved +hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans +voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme +under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende, +aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde, +fugtigt glindsende Læber. + +Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham. +Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt +ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa +hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at +finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at +være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes +skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes +Ønskers Maal var hans brede Favn --. + +Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt +liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg, +Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat +ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb +efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et +smerteligt Smil Hovedet tilbage. + +Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle +spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte +sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en +eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at +drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han +heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra +Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede. + +Marie tav. + +Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke +skulde spise. + +Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise +ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han +havde rent kvæstet den. + +Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig +se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin +Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en +Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men +det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en +Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid +ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for +alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han +fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt +omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det +andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en +Kringle laa paa det lille Bord i Krogen. + +Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og +saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede +ham sjeldent eller slet ikke svarede. + +Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun +sukkede og saae tungsindigt ud i Luften. + +Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring +rundt paa Fingeren. + +«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende, +medlidende Tone. + +Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev +ved at se ud. + +«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op. + +Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod +Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium, +frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af +Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage. + +Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege +Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i +Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg, +tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage, +lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven +igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod +det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ... + +I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med +Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned +i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et +Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort +Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse. + +Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik +var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik +Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død +Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet, +lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder. + +Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at +Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, +og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende, +at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun +gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham, +maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi +hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først +og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen +Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over +hendes Vilje. + +Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa +Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede +mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller +Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa +vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa +den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet. +Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham, +han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig +Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi +det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der +styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde +hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor, +hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde. + +Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede +Stumperne ind i den tomme Kamin. + +Endnu rørte Marie sig ikke. + +Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen +Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille; +han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme. + +Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae +paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og +kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig +og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad +Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om +Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet +og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse. + +«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din +højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men +hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor +slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel, +Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde; +det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig +min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du +tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred. + +Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste +Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord +og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den, +der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold. +Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød +al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin +første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov +til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at +vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte; +hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde +Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn +tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde +Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at +overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis. + +Men større Fjender stod hendes Sag imod. + +Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor +den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere +end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at +Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa +saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den +absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun +spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær. + +Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær +og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger, +udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med +Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være +magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved +overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med +Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong +Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute +Herskeres Række. + +Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans +Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han +havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands +Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed +gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig +skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans +Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var +truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde +skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt +og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle, +idyliske Forhold tillive igjen. + +Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager, +opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit +Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor +enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og +overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne +Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det +hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og +misundelige Fjender rundt om den Udkaarne. + + * * * + +Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa +Frederiksborg. + +Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med +til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i +September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen +kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie. + +Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af +Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og +anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled +Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa +lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad +og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa +Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende +Fest. + + * * * * * + +I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave, +plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang. + +Hun var der ogsaa idag. + +Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den +muldsorte Gang og det grønne Løv. + +Langsomt kom hun nærmere. + +Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse +og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede +Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet +sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev +de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder +og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde +skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule, +var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af +foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa +langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko +netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer +af Ravne. + +Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den +først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og +lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel +sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet, +vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang. + +Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der +oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der +gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard +Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe +og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere +til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og +trippede smaaskjændende med. + +«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som +et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres. +Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at +stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i, +end som i gammel Sime!» + +«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede, +da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae +langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart +i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!» + +«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag, +saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele +Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi +hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus +Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk, +naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar +os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille +Daniel, ja, vi gjør!» + +«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og +Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min +Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg +kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? -- +jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament! +det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, +rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses +Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter +hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af +hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det +er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor +hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde +Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold +og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller +hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! -- +men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.» + +De gik igjen. + +Ved Laagen standsede de. + +Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene. + +«Derinde!» sagde han. + +Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel +og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende +Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og +tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt +oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld +over de hurtige Vinger. + +Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned. + +«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at +En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe +og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol! +er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han +lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og +Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede +i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for +skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, +at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...» + +Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor +Laagen. + +Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til +Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var +derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun +hørt Daniels Ord til Magnille og nu: + +«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?» + +Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede +han. + +«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han, +«bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt +og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken +og intet Andet.» + +«I lyver, Daniel.» + +«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her, +velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en +Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og +sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, -- +vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og +Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns +saa galne, som Vorherre han gjør os.» + +«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille. + +Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind +mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket +ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.» + +«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi +passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for +det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de +Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være. +Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.» + +«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer +selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer, +at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I +det?» + +«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud +med Haanden. + +«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde +troet Eder saa meget, meget bedre!» + +«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans +Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare +spørg!» + +«Var de sande, de Ord ...» + +«Som Evangelium, men ...» + +«Er I vis derpaa? I fejler intet?» + +Daniel smilte. + +«Er ... han der idag?» + +«Er han paa Jagt?» + +«Ja.» + +«Saa ja.» + +«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun +for Slags Person, om I veed det?» + +«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble, +gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.» + +«Men af hvad Folk er hun kommen?» + +«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk +Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men +hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet +Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været, +til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har +ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar +som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.» + +«Daniel,» sagde hun og standsede uvis. + +«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig +saa tro som Eders højre Haand.» + +«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og +en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?» + +«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en +Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I +kuns paa det, velbaarne Madame.» + +Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,» +sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik. + +«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og +stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa +ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke +mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig +sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig +Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig! +det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til +mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i +den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!» + +Saa stavrede de af med hinanden. + + * * * * * + +At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet +saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i +Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En +fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller +ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, +der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt +han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden +faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da +nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans +Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og +kastede ham omsider paa Sygelejet. + +Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen +hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede +han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste, +og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny +Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu +havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte, +rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde +han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for +at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge +ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne. +Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og +Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen +Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende +sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og +Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham +til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske +fyldte hans Hu. + +Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu +alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme +Morgengange. + +Og saa var det, de mødtes. + + + + +XI. + + +Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge. + +Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen +Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med +den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid +Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet. + +«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille +Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bæst, Boncoeur, lille +Hund! -- forbandede, stædige Tingest ...» + +Karen stod i Vinduet og lo. + +Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede. + + "Amy des morceaux delicats," + +sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal. + + "Et de la debauche polie + Viens noyer dans nos Vins Muscats + Ta soif et ta melancolie!" + +Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik +højere, end de egenlig skulde. + +Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden. + +Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen +ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen. + +«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton +humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...» + +I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun +saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var, +op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en +Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten +af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden. + +Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind +efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og +stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine +Hænder. + +«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg +skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med +rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som +en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op +imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige +paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør. + +Der standsede Ulrik Frederik hende. + +«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.» + +«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til +den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa +Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a, +her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du +ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud +af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en +Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?» + +«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken +mod ham. + +Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge +igjen?» sagde han skarpt. + +Marie saae op paa ham. + +«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «_jeg_ er din Hustru for +Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad +hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik, +du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt +jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!» + +Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud +af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp +hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde +om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og +hviskede saa til ham, da de stod der foran: + +«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og +stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender +mig vel!» + +Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at +stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage +og Vognen foer afsted. + +Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at +gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over +hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende +Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig, +uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart. + +Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol. + + * * * * * + +Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en +lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var han, men betaget af +den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte +Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og +Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal +igjennem. + +Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre +ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie +vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed, +hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere. +Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se +træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting +vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende +løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store, +tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af +højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens +stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved +med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side, +overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens +hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som +klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, +med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den +Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte +det godt, Altsammen, Alting, det Hele. + +Han tog fejl. + +Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et +ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste +sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere +afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det. + +Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord +til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk +derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om +denne besynderlige Tavshed. + +Han vilde næsten hellere, hun havde talt! + +Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde +tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve +forsonede igjen? + +Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun +nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine +Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille +Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af +Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende +Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet! + +Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt. + +Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt +derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham. + +Men det skete ikke, og han kunde ikke lade være med at tænke sig, +at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres +mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne +vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg +Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende, +medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt +paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder. + +Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi +en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke +glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det +sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis +varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede +endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte. + +Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen +Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven +udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister +i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de +flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig, +ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede +ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring og +ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes +i Boblens Glar. + + * * * * * + +Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset. +Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og +Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at +instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste +Roller. + +Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i +Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og +selskabelig, saa at sige mere vaagen. + +Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar +der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes +Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen +lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende. + +Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været +saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, +vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var +blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en +næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i +hendes Miner. + +Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig +enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt +Person. + +Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries +Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand. + +Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med +hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det +flade, solsvedne Land bagved den. + +Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og +fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte, +halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde. + +Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen +dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det +lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, -- og +som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes +de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for +Himlens Blikke. + +Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber, +ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et +Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen. +Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog +slørende ned over de sorte Straatage i den nære By. + +En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier +rundt om Højens Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af +Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene, +der knagede og knækkedes. + +Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade. + +Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad +Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at +have besteget den bratte Skraaning. + +Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj +Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var +bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over +hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at +Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede, +blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket +end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den +stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for +lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen +smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne +smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa +ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige, +grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette +Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa +een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent +som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af +Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte. + +Saadan saae Sti Høg ud. + +Dengang. + +«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt +forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og +de Steder der?» + +«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske +Tanker?» + +«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for +Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, +varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig +bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og +Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af +Eders Øjesyn da?» + +«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo +ham lige op i Øjnene. + +Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de +satte sig ned. + +Han saae forskende op paa hende. + +«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og +uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at +der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de +Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en +anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og +fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres +Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene +Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle +deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og +Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns +griber dem med deres grove Hænder.» + +Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende +glide hen over den fyldige Fjerbusk. + +«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv, +«Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes +kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige +Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette, +som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil +eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig +Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de +dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ +Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade +og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg +eller i Fortvivlelse?» + +Han smilte haanligt og tav. + +«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham, +«hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens +Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller +travrigt heller?» + +Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om +han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde +Samtalen. + +«Men hvorfor da?» gjentog Marie. + +«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning, +«fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk +og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som +rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst +straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks +som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du +just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens +Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som +røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim +fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?» + +Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod +hende. + +«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst, +som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er +Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er +Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!» + +Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende. + +«Det er da det, der bringer _Eder_ paa Klostertanker?» sagde Marie og +saae smilende ned. + +«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore, +at jeg her stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes +fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter, +hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og +stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine +Dvaledruers Safter i mit Blod. -- Aa, men jeg veed hel vel, at det er +Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde +længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter +Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg +her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden +saa helt har lagt sig.» + +«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!» + +«Ja vel, det letter og tætter.» + +«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig. + +«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.» + +Marie løb nedad Bakken. + +«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned +i Eders!» + +Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg +fulgte med ved hendes Side. + +Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte +Samtale. + +«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti +Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig, +forstaar jeg ikke heller.» + +«Aa jo!» + +«Men intet, hvad I talte til mig.» + +«Nej.» + +«Nu bander jeg: jo.» + +«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.» + +«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre, +den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed +hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs +Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det +knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste +sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt! +Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner +i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En +aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens +Forkrænkelighed, der har ligget mig tungt i Tanker, at det var +det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det +var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn, +men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en +fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som +gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ... +nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just +i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig +prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al +Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet, +blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en +Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage +mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet +var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op, +eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer +eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! -- om +jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i +Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren +og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og +Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang, +saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge +og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa, +hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt +Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag +føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande. +-- Forstaar I, Sti Høg, _det_ tror jeg er at leve til, det er det +Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde +det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld +deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig +mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det +syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt +ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der +Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig +vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør +aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden +og usøgt, som en vanfør Terne.» + +«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner +pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu +ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre +du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de +Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at +vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til, +gladelig hen, blot vi øjner den Ting, der kan lignes ved et Spor, +og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret, +ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi +søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den +gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste +sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt, +tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens +Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed +og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem +overbeviset om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og +Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? -- Men det har Alt kuns +lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes +vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til +paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!» + +Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad +Slottet til. + + * * * + +Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September, +da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner +gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige +Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i +Spidsen for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig +ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage +sin Begyndelse. + +En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens +røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle +Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød. + +Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne +Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og +kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende +Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det +prægtige Tog. + +Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i +Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og +Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle +Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og +Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa +lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig +lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt +og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og +dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen. + +Forbi -- nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den +dæmrende Luft ... + +Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust». + +Scenen er en Skov. + +Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige +Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om +Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i +nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene +Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med +forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs. + +Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige +Højhed Prindsesse Anne Sofie. + +Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge +Hænder, mens hele Hoffet jubler. + +Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i +overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine +Læber. + +Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem +og synge en Duet om Kjærligheds Lykke. + +Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde +sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme +veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og +endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opføre +en meget overgiven Musik. + +Nu Slutningsscenen. + +Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder +Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina, +Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer. + +De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det +forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes, +fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres +lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa +sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner +hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse +Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og +Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem +hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen, +ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris: + + "Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen, + Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen + Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für, + Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier + Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum gegeben + So schön und prächtig sind, und zu den End erheben + Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr + Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr." + +Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og +lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt +indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske +eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer +omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder. + +De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage +Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men +Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie +havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade +Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og +Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre +den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder. + +Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de +mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og +bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen +sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler +derude. + +Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte, +færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene +og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige +Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst +mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var +travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede +sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn. + +Hvidgule Bryn. + +Det var Sti Høg. + + "...... È di persona + Anzi grande, che no; di vista allegra, + Di bionda chioma, e colorita alquanto." + +hviskede han for sig selv. + +Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig været +sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes +kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse. +Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt +og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde, +ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham +Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs, +hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa +liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis +saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende, +en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme +med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker, +ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men +endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blændende Skuldre, +den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al +denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han +frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans +Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for +sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed +derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans, +det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ... + + "Paragon di dolcezza! + .............. + ... bocca beata, + ... bocca gentil, che può ben dirsi + Conca d'Indo odorata + Di perle orientali e pellegrine; + E la porte, che chiude + Ed apre il bel tesoro, + Con dolcissimo mel porpora mista." + +Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han +klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte +sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin +Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op +for sine Øjne, da -- stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede +Aabning, lys imod Mørket derude. + +Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun +følte sig saa tryg og sund og mægtig; Festens Pragt og Toner, +Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det +et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun +var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var, +som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte +og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i +hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet +Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig +Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni. + +Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil +paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan +stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude. +Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og +hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa +hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der +skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige +Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed. + +Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og +slog Øjnene ned. + +Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end +en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han +knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til +sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og +ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt +forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket. + + + + +XII. + + +I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik +til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste +han derop. + +Marie Grubbe fulgte ham. + +Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot +at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed +ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig +Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle +Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden. + +Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig +paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit +Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig +anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde. + +Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie +Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af: +Daasen. + +Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke +klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve +af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem +de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem +og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften +med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over +Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som +en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust, +der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den +hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod +Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu +hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne +raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister +i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at +brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske +og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste +Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer +og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og +hedhovede Favnestykker. + +Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den +lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede +Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det +bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de +snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt +og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned +under den store Dragkiste. + +Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig +igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en +Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret +jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle +Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over +den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad +Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og +Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som +Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe +paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas, +de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og +hjalp Skjæret at finde det frem. + +Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede +der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang +hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot +Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun +blot nu og da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe +klingende Toner. + +Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør +Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt +bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige +Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt +fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra +Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst +velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst. + +Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede +ind ad den. + +Marie holdt straks op med at synge. + +«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet +han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst, +I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!» + +«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.» + +«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken +foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde +Kobberkugler. + +«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens +Strenge. + +«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa +hende. + +Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt: + +«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.» + +«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min +Ringhed med i _de_ gamle Drømme, Madame? -- om En tør spørge.» + +«Ak nej!» + +«Der var dog en Tid ...» + +«Blandt alle andre Tider.» + +«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne +Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en +Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det +var en Blæst og Sne ...» + +«Ret som nu.» + +«I sad foran Kaminen ...» + +«Ret som nu.» + +«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit +Haar.» + +«Ja, den Gang elskede I mig!» + +«O, ret som nu! -- og I -- I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa +Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt +og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og +saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.» + +«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar +jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for +mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hænder blev saa +kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme +...» + +«De grace, Madame!» + +«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket +ud.» + +«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.» + +«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.» + +«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og +fyrigere end før -- sig, gjør den intet?» + +«Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner +dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.» + +«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken +kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa +en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade +ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.» + +«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.» + +«Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.» + +«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det, +aldrig.» + +«Saa har I aldrig elsket.» + +«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket -- Det +var paa Frederiksborg ...» + +«O, Madame, I er uden Skaansel!» + +«Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak, +I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed +til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit +kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte +jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders +kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt +dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine. +Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som +for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og +jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom +for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for +Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab +i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for +trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders +Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter +i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank +til Døden. -- Se, saadan var I elsket!» + +«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig, +Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig +Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder, +og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har +været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o, +giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og +Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.» + +«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!» + +«O, tro mig dog, Marie!» + +«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af +Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed +er stor og stærk, men _min_! den har I kvalt med egne Hænder, den +er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig +vække den op igjen.» + +«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt +Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin +Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er +fast mod alle Saar.» + +«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant +Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mænd.» + + * * * + + «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens + allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad + som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af + Hjærte. + + Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven + fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har + af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den + begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og + Tribulats i fulde Skaale. + + Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som + allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i + mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo + af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var + paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og + min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid + ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som + mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes + af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans + skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær' + til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet + skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han + for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans + Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han + just netop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om + han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og + det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine + Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os + imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham + og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men + da var det, det ret gik an, thi wenn's de Düwel friert, plejer + man sige, macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en + Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet + i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa + dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og + bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der + skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter + vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne + om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas + tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at + brede. + + Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende + længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt, + at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have + deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa + Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener, det + er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt + til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde + han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet + skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod + mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete + forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde + komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde + have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke + Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde + forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der + fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener, + han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført + i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet + mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig + altid gode Bud fra dig. + + af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665. + + Din fuldtro Søster altid + _Marie Grubbe_. + + Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere + paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.» + + «GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og + altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg + bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet + lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og + vi svømme og bade i idel Elendighed. + + Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og + ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte + den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en + store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han + gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage + til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var + god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare, + thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det + af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje + for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde + sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder + det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa + heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og + som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi + det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov + og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne, + at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S. + maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft + igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk, + og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit + kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans + Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu + vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig, + + hendes tro Søster, mens jeg lever, + _Ane Marie Grubbe_. + + af Vang, 6 Februari 1666. + + A Madame + Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.» + + «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens + allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som + ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af + ganske Hjærte. + + Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen + er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og + Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr. + Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja + tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det + er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er + over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til + Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig + hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han + fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over + alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at + staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed, + at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an, + om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor + Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig + paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om + jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue + Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom + ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig + fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes + mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen, have, + og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som + en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet + aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde + jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det + saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort, + da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og + han sende mig altid gode Bud fra dig, + + [7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni. + + [8] Frue Dag = 15 August. + + din fuldtro Søster altid + _Marie Grubbe_. + + af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666. + + Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere + paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.» + +Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet, +som Marie Grubbe var det. + +Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige +Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres +Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe. +Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men +selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen. + +Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort +disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men +ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten +ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger +over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde +været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det, +og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe +Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende +tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa +tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa +ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for +at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig +overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans +Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til +Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ... +og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne +sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt +her i dette barbariske Norge. + +Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde +gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den +ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den +anden var Skinsyge en mægtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ været +skinsyg paa Karen, det vidste han. + +Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle +paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med +hans Tvivl. + +Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet. + +Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte +Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa +et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette +Vej, men der skete intet. + +Jo endelig. + +Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just +det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde +tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk +Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor +Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav +den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og +gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de +maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til. + +Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks +Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa +Eftermiddagen hørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden. + +Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til +Side, og gik lige op til Marie Grubbe. + +Døren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde. + +Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der, +hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa +forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru. + +I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol +ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og +Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft +Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og +purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det +lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult +Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed +hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte +et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op +for Ruden. + +Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet. + +Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien +svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende. + +Han betragtede hende nøje. + +Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der, +med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide +Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af +Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens +faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den +hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den +knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens +hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet +Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan +hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede +Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med +Tømmesvøben. -- Og hun var hans. -- Han havde været ond og stræng og +grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse +røde Læber aabne sig i Klage. + +Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig +gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed, +og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til +Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende +Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker. + +Da vaagnede Marie Grubbe. + +«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa +Stolen tumlede henad Gulvet. + +«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte +bønfaldende Hænderne ud imod hende. + +«Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?» + +«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!» + +«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham. + +«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes +drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.» + +«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget +Andre for mig.» + +«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!» + +Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse. + +«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den +Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og +dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med +mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen +og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf, +for det kunde være en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad +du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have +Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe +og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns +vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.» + +Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om +Haandleddet og holdt ham ud fra sig. + +«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? -- Om du +kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i +Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg +vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer' +end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af +mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder +dig væk, -- hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes +med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en +Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg +gjorde det intet.» + +«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!» + +«Nej og nej og mer' end nej!» + +«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.» + +Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og +ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand. + +«Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min +Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt +for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til +Gefährt[9]! Ud ...» + + [9] Gefährt = Kjøretøj. + +Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde, +ud af Stuen, bort fra Slottet. + +Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet +i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng +af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem +og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring +paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer +tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i +den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og +græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede +han for hende, med blid og sagte Røst. + +Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor +Betaling at sejle sig til Danmark. + +Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage +efter rejste han til Kjøbenhavn. + + + + +XIII. + + +En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve +kjøre ind paa Tjele. + +Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan +kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide, +hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen, +han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende +Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag. + +Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han +behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og +der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale. +Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen +Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge +Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden +stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen. + +Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om +Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige +i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare +ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der +vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om. + +Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke +ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden +Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde +lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den +ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende +til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde +Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke +paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde +skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede +Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at +komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det. + +Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel +paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes +Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget +Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag. + +Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende +Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et +skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende +Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed +og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig +Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at +tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de +endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet +en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i +hendes yndigt dunkle Ensomhed. + +Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen +mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra +Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe +foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage +hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende, +at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog +Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig +underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et +Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning, +langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til +hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens +Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder +Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt +paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes +Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke +skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik +Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte +Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og +at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse, +desto lettere vilde han maaske afstaa det. + +Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de +Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i +Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde +mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man +vidste aldrig, hvad den kunde føre til. + +Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde +tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan +Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve, +men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø +var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele, +saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en +Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst. + +Hans Navn var Sti Høg. + +Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte +tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig +Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var +bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en +Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen +var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes +Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner, +den samme ydmyge Beundring i hans Blik. + +Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog +han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes +efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi +han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget +fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden. + +«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage +til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?» + +«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde +jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte, +for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig, +varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet, +forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse +Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig, +blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord +raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som +besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.» + +«I vil da andrage paa Separation, Madame?» + +Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes +Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han +forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa +i Lave, men det vilde det aldrig. + +De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter +Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig +vilde gjøre Fordring paa Kalø. + +Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist +hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af +Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi +højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, +for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde +kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu +den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og +saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med +hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes +fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel +og fattige Kontrafej af et Hof. + +Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en +Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den +Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes +deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen +for alle sine Drømme. + +Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe +som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke +bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage, +tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af, +at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I +Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse, +men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse +haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var, +og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig +gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti +Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord +vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp, +fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro +ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke +om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller +Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end +han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede +Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den +forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig +et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom +evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro +sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu, +da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig +ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i +fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste +Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa +sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, +tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i +Alting ligt. + +Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden +paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort +Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage +er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der +har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og +Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var +skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa, +da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde +det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge +deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig +for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit +Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig +unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra +hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes +Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...» + +Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at +det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved. + +Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden +tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at +tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden +vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at +gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved +Ægteskabet blev staaende ved Magt. + +Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre +vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage +Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at +holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af +Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles +ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed +troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel +bekjendt. + +Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og +der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. +Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe, +og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan +Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse +sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot, +uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet +i Marts, Niogtreds. + +Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare +Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig, +vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da +ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at +skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt. + +Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med +uforrettet Sag til Norge. + +Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa +var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den +Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle; +thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt +og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne +vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det +at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik +Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men +det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, +thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere +begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster +af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre +Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de +netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor +bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til +Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede +Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde +vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen +Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at +rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente +desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed. + +Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og +Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at +han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot, +Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden +havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende +til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede +i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og +England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne +Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men +det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde +nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin +høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den +Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende, +hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig +igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde +ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde +hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe +Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig +at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt, +deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed +med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt +for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans +høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for +hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig +behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie +hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles +ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig +igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt, +som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store +Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse. + +Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike, +da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan +det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var +kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage +hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver +Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at +begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe +hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa +Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til +Suppliken: + + «Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg + Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. + Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp + mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne. + + _Marie Grubbe_.» + +Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun, +ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat +Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun +afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og +hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet +skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham. + +Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik +Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som +Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok +at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre +Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende +verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde +være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et +nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen +kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse, +han havde, til at naa dette Maal. + +Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde +afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved +Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds +erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at +gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al +den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart +hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens +Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar, +tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens +Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde +vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig +til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige +Hænder. + + + + +XIV. + + +Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor +syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at +hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om +selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun +længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle +Jordens Herligheder hen for sine Fødder. + +Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne +og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun +da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes +hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks +By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin +Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi +først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes. + +Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den +Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin +Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom +nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten +Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre +sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse +gjorde nødvendig. + +I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører +for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham +Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det +skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev +derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt +med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige +Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung +ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu +mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i +hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud, +som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte +han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den +anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved +ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne, +der talte om endnu skarpere Klør. + +Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle +Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid, +der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da +han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine +elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at +tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af +sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte +sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig +efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig +selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti +Høg, jo mindre kjendte hun ham. + +En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende +i denne hendes Formodning. + +Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store +Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang +og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste +Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer. +Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere +Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle +tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet +lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde +Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter. + +Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen +plaskede ned i blinkende Strømme. + +Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene +i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat +Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og +skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa +trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme. + +«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?» +spurgte Lucie. + +«Sti Høg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du +med det?» + +«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.» + +«Hvad!» + +«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed, +han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes +Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et +Skjørt, der vifter til.» + +«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?» + +«Men Herregud, har I da aldrig hørt _det_ før? Jeres egen Svoger! -- +Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt +være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.» + + [10] Tvivle paa: i Betydningen: tro. + +«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk +Vin til Morgenkost?» + +«Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I +aldrig hørt det Navn før?» + +«Nej!» + +«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa +med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og +Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til +at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.» + +Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud +paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa +igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?» + +«Det skulde En næsten vente sig.» + +«Om Ermegaard Lynow?» + +«Jo besynderlig om hende.» + +«Hvad da?» + +«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj, +rødhaaret, bleg ....» + +«Tak, det veed jeg nu just saa lige.» + +«Veed I ogsaa det med Forgiften?» + +«Nej, nej!» + +«Eller Brevet da?» + +«Naa, fortæl!» + +«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.» + +«Naa!» + +«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev +gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde +det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde +i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var +hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun +en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo +slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet +hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset +ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk' +kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev +han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde +faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og +sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun +leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer +ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og +var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans +Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde +ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til +og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes +Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for +hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun +maatte se ham engang inden hun døde.» + +«Og saa?» + +«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den +ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa +skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at +den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans +Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han +havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde +han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I? +kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?» + +«Og Jomfru Ermegaard?» + +«Jomfru Ermegaard?» + +«Ja vist.» + +«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok +til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var +kommen til Helsen igjen.» + +«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo. + + * * * * * + +Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden +lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved +ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden. + +Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt +og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og +Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive +klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de +ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny +og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen, +kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det +var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa, +hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte +sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed +hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets +Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og +ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt, +brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende +dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro +at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end +der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja +næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var +der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende +Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel, +instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der +trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig +greb til. + + * * * + +I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et +gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter +at Solen var gaaet ned, taget ind. + +Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene, +sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske +Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord +foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue. + +Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod +Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae +til. + +Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte +sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet +i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en +lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de +to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig +tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og +drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen. + +Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres +Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de +havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og +Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde +erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var +nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til +dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød. + +Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint +Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent +som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og +mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv, +slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu +mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres +Spørgsmaal nok saa nærgaaende. + +Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at +blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de +skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel +grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa +ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i +endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde +finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags. + +Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for +at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden +Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit +Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber. + +Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie +Grubbes Hals. + +I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han +sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt. + +I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og +hendes Pige flygtet hen i et Hjørne. + +Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens +ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den +med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets +Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, +at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage +Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt, +men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var +besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting +saae, kunde heller Ingenting forklare. + +Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde +kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og +bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i +sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge; +de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred +sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig +tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange +hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han +følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der +var kommen til sig selv igjen. + +Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for +hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og +trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals +og Knæene i hans Sider. + +Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme +om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig. + +Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med +en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede +ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej +for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til +Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed +sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i +Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene +Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand +fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes +Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne +brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa +og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae +dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik +udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed +var det Slagsmaal da forbi. + +Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der +boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa +Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til +sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage +havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der +tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i +hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han +det Svar, han ønskede. + + + + +XV. + + +Nu i Paris. + +Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt, +der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden, +og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden. + +De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem; +der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og +Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i +at tøve. + +I det er deres Sind ens. + +Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige. +Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod +Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed, +ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit +snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet +sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt, +dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende +slæber i dens Spor. + +Hun vilde glemme. + +Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens +Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst. + +Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun +greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed +og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves. + +Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri +hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe, +ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde +været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det +Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om +Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der +ingen Redning. + +Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det. + +De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det +forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles, +Værtinden i la croix de fer. + +Marie var der, og hun sad og græd. + +Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af +Stuen. + +Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord +fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde +gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere. + +Han gik hen imod hende. + +«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret +rigtigen tales ved og saa skilles.» + +«Ja, hvad kan det nytte?» + +«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke +Skarer.» + +«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.» + +«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem, +som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa +smerteligen haardt.» + +«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har +aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.» + +«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere; +sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig, +laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at +vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til +Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af +at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi +du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hør, +Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig +selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker +derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog +-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.» + +«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed +ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa +ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du +er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du +vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er +saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt, +du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig +var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for +Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev +din Stolthed af?» + +«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet +mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. -- +Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig, +end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl. +Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge +Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de +kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den +bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede +mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og +al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som +en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed +den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud +af hans kjært belastede Hænder. For _den_ vil komme en Gang, Marie, +som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil +intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt +Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham +følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig +mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til +sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.» + +«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men +det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just +som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med +det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der +er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at +holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i +Tankespaaner tilhobe.» + +«Farvel, Marie.» + +«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.» + +«Tak -- Tak -- det maa saa være -- men jeg beder om en Ting.» + +«Nu.» + +«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet +skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik +Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.» + +Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene. + +«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.» + +Saa gik han. + + * * * + +En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker +sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens +Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse +deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet +sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt +rundede Liniers Drag. + +I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver +i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og +Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet +i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs +ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave +Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende +Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm +fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade, +imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk. + +En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og +aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra +vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes +fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det +mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt +og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende +Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og +rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder, +stirrer et andet Mørke ud i Mørket. + +Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og +deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et +snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver +tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de +kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med +hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i +Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i +Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en +Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner. + +En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til +Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde +denne samme Aften. + +De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En +nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde +ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det, +gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges, +hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille. + +Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans +Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var +han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald +der var han fra. + +De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og +alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden +af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen +Sammenligning kunde taale. + +«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset +Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v. +Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose +og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en +Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa +let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben +for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og +fast som nogen Raa, der springer i en Skov.» + +Saa drak de paa det. + +«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang, +gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for +Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad +for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al +Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? -- +kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde +Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder, +og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa, +hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et +Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En +komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed, +hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de +Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse, +skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet +af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder? +Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for +jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck +i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammel som +jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes +paa.» + +Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i +Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og +klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han +havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk +ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det +Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den: +«den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere +end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den +stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt, +der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og +paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær, +som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der +var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som +prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld, +med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og +fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var +Ingen hendes Lige, hverken var eller er.» + +«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang +op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand, +medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue +skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og +dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket. +Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med +usikker Stemme. + +«Dejlighed!» sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen +af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes +Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks, +hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa +røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over +Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa, +alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende, +som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes +Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som +naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En +bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa +den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes +klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.» + +Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men +kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for +at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa +Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa +Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt +som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter. + + * * * * * + +Marie Grubbe var da i Nürnberg. + +Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et +Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her. + +Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i +Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit +tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et +mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik +Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men +fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin +første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde +være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt +kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og +nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han, +som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, +hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa +sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og +gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid +de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte +dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste. +Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed, +hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid +til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden -- der lyste +intet Haab for hende i Fremtiden. + +Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog, +hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte +det mere, det var alle hendes Ønskers Maal. + +Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte +hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men +tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse, +hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende, +har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig +vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine, +farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende +Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær +og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at +vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid, +Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes, +rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle +Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri +for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var +taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede, +men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage, +naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de +blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et +taarefunklende Diadem om Ens Pande. + +Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men +saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky, +kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne. + +Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg. +Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst +Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge +til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der +taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat +Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det +voldte hende Smerte. + +Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge +opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem +for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det +var først langt om længe at det fandt Gehør. + +Endelig rejste de da. + +Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlænget, og Lucie +maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare +Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem. + +Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde +paa sig. + +Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til +Tjele. + +Det var i Foraaret Treoghalvfjerds. + + + + +XVI. + + +Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo +der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og +halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre, +og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og +firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab. + +Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med +hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar. + +Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige +Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller +Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge +til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende +Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og +plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa +hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der +lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding, +hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter, +hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende +Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori +Marie Grubbe leved. + +I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen +glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende +som Skyer, rige som Lyset. + +Men der var een især. + +Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte. + +Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og +som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der +blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads +bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens +krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn +midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. -- +Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst +den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst +og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens +aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet +Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede +Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen +af sit Øje. + +Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor +faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med +deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin. + +-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig, +Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde +Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun +kjendte. + +Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst +at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod +Ruden, og alle Evner trættedes med den. + +Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og +fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, +de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige +Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes +og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar. + +Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes +at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere +frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans +slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil +Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig +og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden, +især naar der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han +havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse +til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære +ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig +opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage +hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet +hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde +tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig +af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet +opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne +overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var +given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af +Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte +dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under +deres eget. + +Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og +Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter +Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige +Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget +af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind. + +Marie foragtede ham. + +Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig +var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han +fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme +afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget; +han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en +Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en +Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg +eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge +denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans +Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog +stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der +imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa +en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han +paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men +han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds +Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og +normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre, +i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed, +og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til +Efterfølgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede; +baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes +Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder. + +Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele, +og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han +skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller +ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og +indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig +efter den anden. + +Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre, +der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker +havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden. +Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det +Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse +seksten Tjeleaar bragt hende. + +Og Eet endnu. + +Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende +Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og +Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd +ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller +skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun +tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa +mindre stærk. + +Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle +hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og +udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane +med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil. + +Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og +Tjele Hestelade brænder. + +De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune +Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave +Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte +Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk +løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt +blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og +et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet +Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget +Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde +til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og +triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset. + +Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden. + +Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste +ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet +udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var +reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene, +en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af +Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det +skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud +som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men +han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og +jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs +over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten. + +Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed +til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i +vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i +oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig +voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i +Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser, +som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk. + +De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som +Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder, +fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt +med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage +og det store, lyse, brusende Haar. + +Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han +Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der +havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum. + +Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev +slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa +den gjennemvaagede Nat. + +Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og +tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun +sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem. + +Endelig stod hun op. + +Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig +paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst, +urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa +meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade; +men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa +Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals +og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og +valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant +og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det +Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men +sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med. +Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der +var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at +slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for +at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde +ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset +med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig. + +Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere +stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til +ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del +af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende +derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot +svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig +selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. -- + +En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over +ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt +Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren +Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede +Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var +slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter. + +Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk, +paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede +Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte +sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa +hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde +truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var +bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først +da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først +da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og +sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede +hen igjennem den varme, sitrende Luft. + +Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre. + +Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han +op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa +Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med +skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i +Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig +selv og sine egne forunderlige Tanker. + +Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ. + +Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der +nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan +havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans +Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen, +og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig +selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre. +-- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde +Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige +ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom +Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den +naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som +var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan +paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive +gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han +forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver +af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var +ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en +Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig +og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa +Græsset røg af Skaaret. + +I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om +ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, +og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og +spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den +forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae +blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort. + +Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst +for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat +med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse +eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og +derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var +ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt +kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa +det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde +stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for +disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han +sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En +kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog +nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage +sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde +han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder +bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab, +han gik og havde i Tanker. -- + +En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe +under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun +sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa +Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op +efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt +svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den +lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige +Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte +af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede +Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og +den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen. + +Marie sukkede. + + "Petits oiseaux des bois," + +hviskede hun klagende, + + "que vous estes heureux, + De plaindre librement vos tourmens amoureux. + Les valons, les rochers, les forests et les plaines + Sçauent également vos plaisirs et vos peines;" + +Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa +tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst: + + "Vostre innocente amour ne fuit point la clarté, + Tout le monde est pour vous un lieu de liberté, + Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie, + Sous de si dures loix la retient asservie," + .......... + +Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte: + + "Il est vray je ressens une secréte flame + Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame + Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau + Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau." + +Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun +hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes +Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet +Billede, end det, Ordene tegned. + +Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa +besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle +sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde +Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes +Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte +Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor, +som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav +den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse +Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom +de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred, +og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om +igjen? + +Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med +disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, +ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin +Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa +ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev +til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige +Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne +Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende +kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker +andetsteds bundne. + +Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende. +Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede +sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige +Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun +tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige +Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og +hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette, +elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var +i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt +med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det +Ædleste og Bedste i Kvindens Natur. + +Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --. + +Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd +med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde +taget Skade den Nat, Branden var. + +Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren, +i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt, +summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys. + +I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom +Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg. + +Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen +trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring +med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket +heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen +mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden +og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en +ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa, +det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde +holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i +Vognen. + +Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde +Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af +Bryggekarret. + +Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand. + +Nej. + +Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke +Stenhonning? + +Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om. + +Marie blev rød og følte sig hel beklemt. + +Om han maatte spørge om en Ting? + +Jo, det maatte han saa godt. + +Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke +rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han +alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det. + +Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren. + +Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe +det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en +anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed. + +Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og +rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var, +hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde. + +Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men +det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom +han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for +at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var +halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til +Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt +dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene +som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov +og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og +han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade +af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en +Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi +han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun +var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han +enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals. + +Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et +Ord om ham til noget Menneske i Verden. + +Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde, +men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun +havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at +han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig. + +Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa +Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; +mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden. + +Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin +Haand paa hans Skulder. + +Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin +Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun +læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun +da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel +Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften. + +Marie satte sig. + +Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken, +saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke +den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden, +og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var +Bryggerspige der paa Gaarden. + +Marie holdt hans Haand fast. + +Ja, nu vilde han da gjerne afsted. + +Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget +af, som ham. + +Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde +gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for, +for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende +nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun +saa vilde slippe. + +Nej, hun vilde aldrig slippe. + +Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb +ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden. + +Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret, +slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod. + +«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.» + +Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af +Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren +i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han +vidste, de alle var i Engene ved Høet. + +Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde. + +«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa +højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker +dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, +elendige Menneske da gribe til?» + +Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind +i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. +Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han +i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det +derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret +igjen. + +«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej, +nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges +Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første +Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa +kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.» + +«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved +Døren. + +«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det +er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at +jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak +...» + +Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op. + +Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og +jublende. + +Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele. + +«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor +var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig +nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede +Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt +over hinanden. + +Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa +do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen. + + [11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?" + +«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op +til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans. + +Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var +ganske forbavset. + +«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille +hen for sig. + + [12] Obenbarels = Aabenbarelse. + +Marie rystede smilende paa Hovedet. + +«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....» + + [13] Unde = Onde. + + [14] tint = tænkt. + + * * * + +I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult, +men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold +der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev +det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret +saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen +skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af +Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar +han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin +Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe +hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op +for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var +nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør, +og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en +Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der +da heller ikke gjorde ham mere lydhør. + +At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i +sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning, +selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers +havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og +det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet +Tilfælde frelste ham fra at blive røbet. + +Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden +kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han +blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende +haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes +Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet; +som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun +skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand +og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt +forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa +Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde +Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte +Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen. + +Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem +Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller +mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig +yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og +Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de +selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en +Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og +plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt +var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at +tage sig af Dage. + +Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham. + + * * * * * + +En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i +et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som +Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i +et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem +op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok. +Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en +rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte +Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste +af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa +en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af +Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom, +anerkjendende Hovedbevægelse. + + [15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er. + +Hun spurgte ham, om han sad godt. + +Det var der Maade med. + +Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude +til ham. + +Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den +anden Pige, bag Maries Ryg. + +Vilde Søren ikke have et Stykke Kage? + +Jo, det kunde ikke være saa ilde. + +Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe +borte. + + [16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med + Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder. + +Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at +skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale. + +Søren skjævede arrigt hen til dem. + +«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes +Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine +Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan +Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg +tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid, +blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den, +den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?» + + [17] blommerantes = broget blomstret. + +Søren værdigede hende ikke et Svar. + +«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan +simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, +og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans +Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og +det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade +stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.» + +Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende. + +«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en +Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den +Gammel ...» + +I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men +han slængte den hen over Bordet. + +«Jav di Kvinner ud!» raabte han. + +Ja men Tællen blev jo kold. + +Det brød han sig ikke om. + +Saa blev Pigerne da sendt udenfor. + +Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun +skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager +Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven +Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det +var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik +her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde +raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han +vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun +ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun +ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad. +Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt +og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue, +saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være +Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod +hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun +skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham. + +En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte +være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret. + +Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen, +som stod op. + +«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind. + +«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt +Ængstelighed. + +«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted +for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.» + +Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der +stod opimod Væggen. + +«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og +gøs. + +Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede. + +«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed. + +Ingen svarede. + +«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide +tversover sin Nakke. + +«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren. + +«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men +sæj hva' I vil sæj.» + +«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med +alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud! +...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke +Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen, +«det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,» +han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der +staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en +kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i +Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er +Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.» + +«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?» + +«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven +fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? +Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig +ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det +ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind, +naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! -- +Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i +Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.» + +Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare +dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv +ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være +at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og +derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed. + +«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar +en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen +Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21], +bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa +stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.» + + [18] Ajer = andre. + + [19] jen Ralt = een Pjalt. + + [20] flier = flere. + + [21] hiel Las = helt Læs. + +«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle +Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig +nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo +ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og +give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er +sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det +kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.» + +«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs. + +«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og +hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa +imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.» + +«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!» + + [22] hvi't = hvilket. + +«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt +med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe +hende med saa meget som en Havresaa.» + +«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka' +læng' løv'[23].» + + [23] løv' = leve. + +Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre +paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger +og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet +oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde +stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru. +Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var +dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte +sjeldnere Marie. + +Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte +Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at +bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes +afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege +Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie, +hvem han dog havde indviet i Planen. + +Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for +Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte +Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han. + +Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede +ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen. + +Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og +ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn. + +«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder +af mig?» + +«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her +laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak +it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].» + + [24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl. + +«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker +aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din +Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at +lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro, +jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig +det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til, +om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at +ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.» + +«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun +er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ +gammel og und og hvad Dævlen di vil.» + + [25] Buentøs = Bondetøs. + +«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.» + +«Trover do mæ it?» + +«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor +jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i +Mørket.» + +«Du skal nok kom' te og trov mæ.» + +«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre, +der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.» + +«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A +skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa +skal do kom' te aa trov mæ.» + +Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham. + +«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb +bort. + + [26] saa mo et vær' = saa maa det ske. + + [27] i hunt = hvordan end. + +Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik +til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en +ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven. + +Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde +Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden +for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende, +med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde +ikke se Ansigtet. + +Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner, +Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod +ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede +med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen. + +Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank +om med et forfærdet Raab. + +Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset. + +Lugen var lukket. + +Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie. + +«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig. + +«Er de efter dig, Søren?» + +«Nej, A haar skot hende.» + +«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest +og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.» + +Søren løb. + +Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten. + +Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem. + +Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen. + +«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede +over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben. + +Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres +langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været +ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og +nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte +stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til +Viborg efter Badskjæreren. + +Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om +hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele +Historien om Forholdet mellem Søren og Marie. + +Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham +og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig +bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at +blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det +var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig +meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende +Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses +og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab +var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det +Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa +over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at +Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt. + +Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig, +hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han +var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted +med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen +god Maade at sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme +saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget. + +Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget +Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til +Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild +og kom først Dagen efter. + +Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi +Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne, +men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom +der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var +seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var +imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede +Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue. +Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død, +og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte, +hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede +og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og +Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin +Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig +heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig +derved. + +Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der +turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige +Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset, +at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud +som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at +Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev +endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser, +hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al +Kvindkjøn forarges, saaledes: + + «For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds + Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder + Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde + og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den + Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling + til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa + saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen + Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde + hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme + over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og + derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig + ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette + at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om + Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud + skal visseligen belønne. Jeg lever og dør + + Tjele, 14 Avg. 1690. + + Eders kgl. Majestæts + Allerunderdanigste og pligtskyldigste + tro Arve-Undersaat + _Erik Grubbe_.» + +Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik +da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig +Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den +Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces. + +Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af +treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems. + +Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs +og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at +holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge +Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde +tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten. + +Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig +Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham +sin tredie Mand. + + + + +XVII. + + +En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange +Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i +Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge +den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken +otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner, +saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned +i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet. +Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor. + +Mellem dem var Marie Grubbe og Søren. + +Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til +hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, +for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde +nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, +syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt +medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt +Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked, +hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod +paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han +kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante +hos Kjøbmændene. + +Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem +Ribe. + +De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet +Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den +dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par +og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til +Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for +sig og forandrede deres Gang. + +Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at +de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke +kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs +i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et +Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og +hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa +med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog +Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende +Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive +bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem, +men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte +Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, +der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med +afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske +Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et +Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde +den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og +stillede sig gysende op paa sin Post. + +Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af +drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende +om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den +respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som +_ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget. + + * * * + +I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs +Marked fire Karle og spillede Styrvolt. + +Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk +Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for +Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var +fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde +et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var +enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart +fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at +han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et +Nøglehul eller en lignende lille Aabning. + +Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys +og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem, +var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog. +I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og +et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en +gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor +nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte +og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af +et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte +Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe, +der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med +foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget +opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned +paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den +brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige, +rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet, +og saa begyndte han forfra. + +«Det er saa Mesterspil[28] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og +spillede ud. + + [28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, + betyder det, at Makkeren skal stikke. + +Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive +Salmand, at han skulde stikke. + +Salmand stak med en To. + +«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og +Trester[29] paa din Haand.» + + [29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf. + +«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til +og nogle faa Stakler.» + +Søren Ladefoged stak over med en Seks. + +«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29]? +hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere +for, Salmand!» + +Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem. + +«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud. + + [30] Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort. + +«Og hendes halvgale Søster[30],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til +i Ruder. + +«En Styrvolt[31] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med +Trumf Es. + + [31] Styrvolt = Es. + +«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte +Rasmus. + +«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til. + +«Saa fører jeg min Syv[32] og een endda,» sagde saa Jens. + + [32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere + ustikkelige. + +Søren tog Stikkene hjem. + +«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud. + + [33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf. + +«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med +Hjærter to. + + [34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet. + +«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader +fire[35]. + + [35] Spader fire = det højeste Kort. + +«Jan[36]!» brølede Rasmus Kig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter +to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi +intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har +vundet.» + + [36] Jan = Beet. + +De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en +førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet +ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne, +rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften +i Stuen.» + +«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire. + +Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem, +stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet. + +En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus +med Tinlaag. + +Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den +Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og +gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod. + +«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?» +spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en +Sælskindspung med røde Snore. + +«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at +undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg +sige Jer.» + +«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild +til sin Pibe. + +«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En +bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.» + +«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være +om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt +allesammen.» + +«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider +intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de +maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.» + +«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig +have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.» + +«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende. + +«Ja, de griner da sjælden.» + +«Hu, de er en grimme Handtiering.» + +«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe +mig.» + +«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende. + +«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en +Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet +efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.» + +«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget +alvorligt. + +«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af +hver Daler, som tjenes efter Taksten.» + +«Hvad er det for en Takst?» + +«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen, +syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, +og ligesaa for at brændemærke.» + +«Men nu for det bedre Arbejde?» + +«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte +Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er +det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt. +Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire +for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er +syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og +sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben +istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten +-- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og +saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er +det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.» + +«Det er vel intet vanskelig at lære?» + +«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen, +der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders +Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med, +der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert +Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og +dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og +Synderens Forbedrelse det fordrer.» + +«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det. + +Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham. + +«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle +blanke Sølvpenge ud for sig. + +«Betink et val!» bad Søren. + +«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel +magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod +Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden. + +«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren. + +Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa +med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe +sin Hat saalænge. + +Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et +højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester +Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode +Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til +Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt +til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at +volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de +blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit +Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde +de gode Vidnere en Drik Polak. + +Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en +stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem +dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende. + + [37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin. + +De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa +omtrent samtidig. + +Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne +Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule +Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for +Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte +først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa +Resten i Mester Hermans private Pokal. + +Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans +Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen +af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid +kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han +besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men +Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa +greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at +han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb +hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt +befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pægel Brændevin og +gik tilbage til sin Plads. + +«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og +drak. + +«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at +hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet +at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.» + +«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til +Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de +Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er +og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som +Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været +en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig +til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem +Øjnene om det skulde hende gefalle.» + +«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt +hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet +hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre +Lænke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg +alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa +min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter +skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der +knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig +vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan +tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage +Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne +brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og +han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i +Evigheden Gavn af hende.» + + [38] Nalle = Bjørnen. + +«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren. + +«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.» + +Saa gik han. + +Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig +til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen. + +Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at +tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun. + +«Det skal du faa at formærk'.» + +«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom +til Alder, og jeg taaler det intet.» + +Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have. + +«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet +voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.» + +Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken. + +Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene. + +«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen. + +Marie blev liggende paa Gulvet. + +Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede +paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til +Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var +kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over +et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nænne det? + + + + +XVIII. + + +I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og +firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre +Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død, +ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie +og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af +Formuen. + +Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og +hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse +af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres +Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over +Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af +Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme +i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev +den saa ogsaa brugt. + +I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til +Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det +Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det +Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i +Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde +det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det +Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en +enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun +kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var +den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld. + + * * * * * + +De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og +Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa +Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for +ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie, +der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae +hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst, +han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun +kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven +rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om +han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor +og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt +af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa været +han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde +hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme +og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over +til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne +opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen +igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet +hos Broderen. + +«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er +det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?» + +«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst +til at lade være med at svare. + +«Og han er større end jeg -- var?» spurgte han igjen og rettede sig +i Sædet. + +«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med +paatagen Bondeagtighed. + +«Ja saamænd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjøb vi to, saa godt +som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end +vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en +anden.» + +«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme +enfoldige Maade. + +«Godt nok,» lo han, «godt _nok_ er halv fordærvet; jeg har det +saamænd just godt _nok_, og I, Marie?» + +«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg, +har vi Brød og Brændevin til.» + +De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel. + +«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da +skaaret baade Vinger og Top.» + + * * * + +Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt +Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre +og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en +Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle +Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds +og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør +og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds; +men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i +Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige +Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra +Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring. + +Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om +hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter +ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med +Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget. + +En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod +Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den +ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed +ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist +Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede. +Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst, +naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og +som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først +da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en +lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne +Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe +og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en +gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede, +han kunde se paa Lejligheden. + +Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt +en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med +Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade +af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var +fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede +bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede +Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden +paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom +han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet. + +Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra +Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den +var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke +taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for +Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg. + +Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig +ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være +en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og +hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han +maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv, +talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde +Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred +og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en +Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar +Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres +Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han +meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller +stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som +oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han +smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag. +Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme +sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt +i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i +Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over +det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen. + +En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt, +havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk +over, at Søren var bleven taget fra hende. + +«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes +til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl +og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence +Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed +og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er +gallant og aimabelt.» + +«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for +alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som +en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og +Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor +aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde +en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære +Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes +jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet +andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var +at modstaa.» + +«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al +Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter +vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En +nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen +Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der +opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være +den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for +Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de +sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er +for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er +kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.» + +Marie svarede ikke. + +«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa +det evige Liv?» + +«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.» + +«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?» + +«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det +tror jeg.» + +«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?» + +«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg +først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, +eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var +Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse +Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre, +Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare +for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?» + +«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!» + +«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med +Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror +I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen +mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger +og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og +angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror +I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt +imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt +for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men +aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror +I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men +uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil +skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et +Bønnens Ord?» + +«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik. + +Kort efter rejste han. + + * * * * * + +Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa +tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm. + +Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den. + +Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde +nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de +ham paa Kirkegaarden. + +Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun +pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved +sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende +eller berette hende. + +En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det +blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt +af Varmen, uden Sorg og uden Tanke: + + Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade, + Riset det blodigt, som os over Maade, + Plaget saa redelig af en Vredes Brynde, + Fordi vi synde. + + Thi om du efter vore Synder onde, + Straffed', som du med al Rette kunde, + Da maatte Alting gaa i Grund, og falde, + Ja, een og alle. + + .......... + .......... + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44275 *** |