diff options
Diffstat (limited to '43899-0.txt')
| -rw-r--r-- | 43899-0.txt | 7477 |
1 files changed, 7477 insertions, 0 deletions
diff --git a/43899-0.txt b/43899-0.txt new file mode 100644 index 0000000..02ae955 --- /dev/null +++ b/43899-0.txt @@ -0,0 +1,7477 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43899 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet +i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt +bevaret. Kursiv tekst i originalen er gengivet med +plus+, +mens s p a t i e r e t tekst er gengivet med _understreg_. + + + + +ET ÆGTESKABS HISTORIE. + +EN VIRKELIGHEDSSKILDRING + +AF + +VILHELM ØSTERGAARD. + +KJØBENHAVN. + +FORLAGT AF J. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL. + +Trykt hos Nielsen & Lydiche. + +1883. + + ++Den nyere Literatur fortæller forholdsvis meget om +Hustruen som den forurettede Part i Ægteskabet. Men naar +man uhildet iagttager det virkelige Liv, kommer man vistnok +til det Resultat, at der blandt de mislykkede Ægteskaber +gives lige saa mange, i hvilke det er Manden, der har lidt +det største Skibbrud. --+ + + + + +I. + + +Fyrværkeriet blev brændt af. -- + +Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende +Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende +Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og +man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter +fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre +obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi. + +Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at +finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring +udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte +Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte +Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og +majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den +var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket +aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til +det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. -- + +Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende +Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere +liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog, +hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige +Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel +paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at +kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen. + +Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt +Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa +urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl -- +Totalafholdenhedsapostlene undtagne. + +Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for +strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt. + +Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige +Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man +havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen +Ven. + +Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin +bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden +uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til +Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans +Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt; +det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og +Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre +udpræget Karakter. + +Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet +over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til +Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved +en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til +og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges +af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land. + +Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en +Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om -- +saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt +og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle +sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære +og Penge i fuldt Maal. + +Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme +Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at +naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne +baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede +ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en +Gang imellem Magt over ham -- thi, ærlig talt, han var ingen Helgen +-- saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og +helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa +igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse. + +Saaledes var han, hverken værre eller bedre. + +Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke +sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi +der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han +havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den +Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe +sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige. + +Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels +Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har +Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre. + +Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man +plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa +sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at +kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde +i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han +omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner, +en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde +forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse. + +Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste +sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male +Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den +sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for +Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen +til sidst ud af Skolen. + +Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage +sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var +den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa +fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok +saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at +male Skibsportræter. + +Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til +at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa, +hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han +foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var +paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han +kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem +begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa +Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa +Lærred. + +Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid +for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar +han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i +helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en +ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader +-- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid +gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han +skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans +Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige +livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod +øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke +dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers +Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen. + +Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde +i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa +ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret +paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom, +og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa +Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand. + +En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit +Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen, +medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. -- +Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om +sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes +Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden. + +»Naa -- hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den +Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand. + +Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han +gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det. + +Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa +Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han +stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en +meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var +nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at +han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde +blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning +havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var +denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende +Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske. + +Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektøren om at sige ham, hvad +han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre +hans Mening. + +Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han +betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en +Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger: + +»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja, +saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er +absolut talentløst.« + +Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig +op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa +skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv +om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin +naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget +mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt +Akademiets Skoler. + +»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden. + +Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle. + +»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner. +Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad, +jeg kan give Dem.« + +Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme +over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde +man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv +være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og +Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom +alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen? + +Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og +trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa +vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa +ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den +foregaaende Dag. + +Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra +Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da +virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket +Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og +atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke +hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde +prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet +ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en +Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde +vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive +til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren +ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi. + +Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige +Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde +have gjort fra først af -- at henvende sig til en »rigtig« Kunstner +og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at +Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med +sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag -- det +vilde han ikke. + +Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held. +Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af +kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid. + +I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind +i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den +første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at +knække ham. + +Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet, +gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand +til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med +allehaande glade Forhaabninger. -- -- + + * * * * * + +Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer +animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød +i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt +til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der +indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet +afbrød den med de Ord: + +»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle +Dreng!« + +»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg +har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de +fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og +for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top +til Taa.« + +»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv +som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok, +du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!« + +»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de +mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet +Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du, +Hans Frederik?« + +Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og +sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige, +rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod +en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller. +Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra +Scenen, svarede han: + +»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel +redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere +Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste +ham.« + +»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du +burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet +for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav +Theologien og gik til Theatret!« + +»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!« + +»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I +ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt: + + »Man selv maa Livsbedrifterne fornemme, + naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.«« + +»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over +os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet« +-- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- »Jeg vil +bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt +ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres -- og vi er jo enige +om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler +Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --« + +»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere +Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og +Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to +gjøre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.« + +»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags +Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.« + +»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som +Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til +dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?« + +»Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more +mig paa den Vis -- det er Sagen.« + +»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver +dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.« + +»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang +helt alvorlig. »Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium +af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa +at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. -- Ser +du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det +saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa +kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke +oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os være enige om det -- +dog er os temmelig uværdige«. + +»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er, +som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du +est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke +varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og +saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse +Fugle.« + +Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste +Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens +Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han: + +»Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?« + +»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke +kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi +bliver fornuftige.« + +Henning rejste sig og tømte sit Glas. + +»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig +glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg +nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har +begyndt den.« + +»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo +Tiden for os.« + +»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal +paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et +Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg +tager afsted med Morgentoget.« + +»Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god +Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige +og moralske Forsætter.« + +»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det +var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.« + +»Ja, lad os saa bare komme afsted!« + +De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor +Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser, +og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind +ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans +Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl. + + + + +II. + + +Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge +af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et +Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde +koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke +behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen. + +Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have +en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var +der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de +tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren +trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og +Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster« +langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med +Sporvejsskinner og Vogntummel. -- + +Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig +vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev +en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag. + +Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt +det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og +hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var +kommen over ham. + +»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig +end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig +været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i +sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil +gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn, +var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.« + +»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans +Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den +Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem +Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist +have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig +lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra +først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en +fejl Hylde.« + +»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning +med et halvt Smil. + +»Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil +dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag, +thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.« + +Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa +Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og +tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse +Præg, der i Reglen plejede at være over det. + +»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder +mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være +overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter +ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og +besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde +det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for +bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved +ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned +og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som +om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det +er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods +den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa, +at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad +du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hændte mig for +to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og +lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel +kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere +Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.« + +»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv. +Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det +maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt +Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget +de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.« + +»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg +alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en +eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en +Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg +blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen +af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af +mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl +opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde +i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have +raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg +gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en +kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket +som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at +vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var +bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe +efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.« + +»Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever +i«, bemærkede den anden filosofisk. + +»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb +ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for +det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde +aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som +et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en, +naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor +tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke +vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode +Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes +Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det +hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en +Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa, +om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig -- +som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det +skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« -- Henning lagde sin Haand paa +Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- »hver Gang jeg faar +de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende +som nogensinde før.« + +Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik: + +»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?« + +»Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi +skulde have misforstaaet hinanden.« + +»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans +Frederik videre. + +»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i +halvandet.« + +»Lykkeligt?« + +»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske +Hjærte.« + +Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig +mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han +tilføjede: + +»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de +gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde, +og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for +Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og +gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa +at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet +til. Godnat du!« + +De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor +hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time. +Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede +havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig +havde kaldet frem. + +Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin +Ungkarlelejlighed inde i Byen. + + + + +III. + + +Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den +stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet +-- Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres +maleriske Klædedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man +ikke nyde paa Fanø! + +Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige +Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede +Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en +Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes +Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin +kjære Fødeø og dens Befolkning. + +Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af +Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets +Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt +ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med +hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger +Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over +Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige +Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over +Land. + +Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede +Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer +og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som +snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der +atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse. + +Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart +træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne +Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har +man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én +Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed. + +Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa +den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner +allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det +ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa, +kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede +Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune, +men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik. +Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette +Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger +antaget en ny Skikkelse. + +Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet, +glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare +længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et +forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla +mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men +paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned +i Søen. -- + +I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende +Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa +Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger +Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk +lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang, +man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv, +ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med +ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig +ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og +giver Svar, som man ikke vilde undvære -- -- + +Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med +det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen, +men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den +ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder +at betro. + +En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten +med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget, +vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om +at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig +fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved +sig selv: + +»Flere Badegjæster!« + +Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og +hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn. + +»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende +Gjæstgiver. + +Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en +halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne. + +»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og +Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler +Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?« + +»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«, +forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os +saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre, +jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?« + +Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at +kjende Fruens Mand. + +»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig +indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen. +Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd +kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for +de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden +den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et +Maleri af Dem.« + +Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig +-- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue +begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt +livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en +vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama. + +»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han. + +»Ja, meget.« + +Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et +Sidestykke til Moderen. + +Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten, +hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers +Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved +hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne. + +Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver +havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge. +Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han +for et Øjeblik siden var bleven forestillet for. + +Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt +bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og +Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store, +men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde +højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar, +som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods +hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende. + +De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen. +Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i +Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa +Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine +Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften. + +»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa +sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de +nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s. +v. + +»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og +Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil +gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit +Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.« + +»Er Frøkenen ansat ved Theatret?« + +»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har +jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.« + +Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved +den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden. + +»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til +at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning. + +»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg +begyndt at tvivle stærkt om.« + +»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt +-- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende +Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser +slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er +meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om +sig selv.« + +»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den +største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at +faa en Rolle.« + +Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes +Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig +Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig. + +»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?« +spurgte Henning. + +»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere +begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og +siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg +ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg +kunde gaa fra det hele.« + +Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra +hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet. + +Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da +han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans +Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen +hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede +fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv +Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben +Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var +der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun +vistnok fortjente at være. + +De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen +tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante +Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort. + +Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del +af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et +vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om +sine egne Forhold. + +Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men +Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et +lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg. + + + + +IV. + + +I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru +Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den +hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne +tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud, +sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet +paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes +om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende +Medlemmer blandt Badegjæsterne. + +I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun +taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at +bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af +Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig +Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed. + +Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at +sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande +behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas +og hendes Moders Bekjendtskab. + +Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres +sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over +ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en +Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa +var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet. + +Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort +Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som +før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i +Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende +at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna +tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit +eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig +maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han +derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig +forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind. + +Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte +for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om +Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han +ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under +de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig +solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en +Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om +Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for +sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at +holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde +sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For +Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende. +Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige, +saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem. + +Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad +de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans +Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne +Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at +hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende. + +En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og +han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden +ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale. +Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt +Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret +sammen som gamle, fortrolige Bekjendte. + +»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde +Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af +Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa +skeptisk derom.« + +»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede +hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor +Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«. + +»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det +maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«. + +Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse: + +»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet +kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg +tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed. +Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var +jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg +aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde +paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der +tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid +troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har, +fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk +Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og +derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling +kan føre til noget.« + +»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem. +Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde +føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_ +Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver +anden, naar den udfyldes paa rette Maade«. + +»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at +forstaa, hvad han sigtede til. + +»Det er som Hustru«, svarede han livlig. + +Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le. + +»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke +passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg +slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive +rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg +hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.« + +»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig +ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde +blive alvorlig forelsket. + +»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis +paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa +vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg +vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad +skulde det saa blive til?« + +»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De +undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa +sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«. + +»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget +alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror +jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et +godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et +blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...« + +De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret +saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm +om Hjærtet. + +»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte +haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg +kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge +Piger, jeg har truffet paa.« + +Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes +Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød +heftig: Slip mig! + +Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa +ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en +Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen +til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i +Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes +han skulde opfatte dette heftige Udbrud. -- + +Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have +talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor +meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var +opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes +det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen, +omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu +denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag! + +Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en +uforklarlig Følelse? + +Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa +kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men +hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om +hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens +guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt +mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv +Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været +under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig +kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab, +der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere +Følelse uden rigtig at vide af det? + +Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet +altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset, +medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet +vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det +var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod +fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det +sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham. + +Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde +tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig +selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at +nogen af os har vidst det før nu. + +Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til +Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige +feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang +til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at +adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et +Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var +halvvejs færdigt, rev han det itu. + +Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det +beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter +at det for længe siden var blevet højlys Dag. + + * * * * * + +Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til +Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem. +Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede +Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine +Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden. +Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa +Benene. + +Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis, +der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen +laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over +Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ +udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin +glade Morgenkoncert. + +Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han +klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud +af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter. + +Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd +med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne +i Porten. + +»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?« +bemærkede den altid velvillige Lars. + +»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.« + +Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men +Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar +gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i +Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa, +graa Øjne, svarede han igjen: + +»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl. +Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime; +for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.« + +»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem +Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser +i Dag?« + +»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars. +»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes +Mo'er, som er i Besøg hos vos.« + +»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret. + +»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene, +for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn. +Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til +Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at +byde Frøkenen Farvel.« + +Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld +Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk. + +»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede +Henning noget kort. + +»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer +han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.« + +Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud +til Trillebøren. + +Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en +ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller. +Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel +hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var +foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere +Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse +paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade +hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen +Forklaring mellem dem? + +Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han +hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være +det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han +forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det, +som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende. +Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl +eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet +ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut. +Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham +til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det +forestaaende Møde afgjøre den for ham. + +Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte +gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst +for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde +pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke, +at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham. + +Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette +Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende, +spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at +trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se. + +Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske +allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden? +Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse +bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende. + +Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til +Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud +over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde +faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i +Havstokken og skruppede løs paa Badevognen. + +Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa +Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud +over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og +passiaret. + +Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning +hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et +lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af +Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad +denne Vej kom Henning ind. + +I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste +ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af +Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke. +Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og +uryddeligt ud. + +Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en +Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset. +Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig +omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev +staaende. + +Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers +røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den +foregaaende Aften. -- + +»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?« +-- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne +vilde gjøre den. + +»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men +uden kjendelig Bevægelse. + +»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og +jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.« + +»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.« + +»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes +vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen +Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af +disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden +at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke, +Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden +paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.« + +»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er +lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det +hele.« + +Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede +med en hemmelig Uro. + +»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem. +Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt, +hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor +jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser. +Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg +kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes +oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig +en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.« + +Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen. +Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa +hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige +paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og +sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole. + +»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere +og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok +kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var, +som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne +Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu +begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det +var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna, +elskede Dem af hele min Sjæl ...« + +Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes +Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling +som før uden at svare ham. + +»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?« + +»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en +Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det +samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder. + +»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid +gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at +sige det!« + +»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...« + +Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte -- +med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der +gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig +og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men +pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke +mere«, mumlede hun. -- + +Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt +straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for +hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede +Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke, +og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig +Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom +til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde +Bryllup saa snart som muligt. + +Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. -- + + * * * * * + +Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans +Frederik, følgende Brev: + + »Kjære, gamle Ven! + + Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede + dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det + derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i + Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker + dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din + Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro! + + Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente + Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles + ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre + Fornuftslutninger. + + Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde. + + For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til + den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig + jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i + Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær. + + Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der + tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop + saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig + at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede + mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en + lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste + Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i + en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg + havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel + derved. + + Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en + Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev + saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men + først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet + havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var + Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og + en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom + det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det + skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som + vil give dig Vaaben i Hænde mod mig. + + Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig + letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg + kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire + Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer + eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter! + + Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en + alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde; + hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men + da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse + mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede + ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger, + med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg + har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens + Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin + Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller, + om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier + til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i + Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa + da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke + for hele ens Liv. -- + + Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i. + Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til + Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget + uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge + Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg + skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget + er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt + jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung + endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes + mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt, + at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det + gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig + ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og + nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som + du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en + Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og + det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst. + + Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid + været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil: + hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke + alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes + Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg, + hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig + denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en + Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem + bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men + allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller + Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter + og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder. + Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af + at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og + ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade + Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil + du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse? + + Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er + ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage. + Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave, + gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og + smuk Fremtid for os. + + Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig, + før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din + ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar, + gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig + blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og + trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave + Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan. + + Vi ses om nogle Dage. Indtil da + + Din hengivne + Henning Bentsen.« + + + + +V. + + +Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter +Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i +den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der +ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager, +langt mindre til Stuen og første Sal. + +Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi +hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi +hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende, +der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde +Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod +af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne +Idealet af tiltalende Omgivelser. + +Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte +tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø, +men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte, +at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og +saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning, +at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste, +og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var +borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde +saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar. + +Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var +ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god +Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones +daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den +Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres +Velmagtsdage. + +Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage. +Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin +Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han +gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa +Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en +halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter +at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende. + +Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad +og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet, +Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter +ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god +Veninde. + +Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele +et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte +i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand +havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone -- +hvis han overhovedet tillod sig at sige noget: + +»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!« + +Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og +hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa +inderlig vant til. + +Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt +hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa +Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige +Optrin mellem dem. + +Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter, +maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der +repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne +Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed +paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende. + +Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig +behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske +tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet +egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til +Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man +godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald +ikke at tage noget som helst Hensyn til ham. + +Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast +i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige +Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at +tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde +tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor +sin Fader. + +Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade +giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende +Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa +én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til +at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg, +men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet +hendes aandelige og moralske Væxt. -- + +Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt +hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde +hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt +Svar. + +I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes +Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om +Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig +til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget +skræmmende for hende. + +Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning, +var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige +Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende +strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans +øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der +ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte. + +Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment +gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig, +betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket +paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt +optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne +Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en +Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst +for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for +et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han +havde lovet. + +Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder, +hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt. +Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes +op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter +og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin +Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset +til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad +Øjeblik det skulde være. + +Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet +sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru +Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen +skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde +bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed. + +Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte +hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den +anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en +Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende +for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne, +fordi han traf hende i et fattigt Hjem. + +Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var +vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot +et Par Linier: + + »Min egen, lille Kjæreste! + + I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne + Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand + om vor fremtidige Lykke! + + Din Henning.« + +Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun +læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags +barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde +stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun +ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt, +syntes hun. + +Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en +lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste +Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil, +vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe +Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig. + +Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille +Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han +kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser +til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal +og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de +Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en +præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med +efter en meget mangelfuld Maalestok. + +Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket +i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser, +hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru +Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa +Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens +lige saa falmede og forlorne Udstyrelse. + +Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden +altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han +kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var +fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han +var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok +finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig +Familiebegivenhed. + +Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange +Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at +hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i +Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men +hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til +hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring. + +Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet, +som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort +ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og +sagde: + +»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!« + +Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes +Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes +Fader gaaet. -- + +Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes +velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes +svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad +Nakken. + +Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks +Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine +og sagde: + +»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!« + +Og hun svarede med taalelig Anstand: + +»Velkommen, Henning!« + +Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank, +i den lave, falmede Stue. + +De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig +nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men +da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske +fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil +Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse +over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan +Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre +hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den +Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet +i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt +Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig +havde været vant til. + +Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin +tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden +ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet +være ham temmelig ligegyldigt. -- + +De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens +Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv +Forlegenhed -- gik overmaade godt. + +Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru +Thorsen. + +Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med +den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde +de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«, +som Madamen havde laant. + +Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem +den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri. + +Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen +havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et +fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere +Velstand. -- + + + + +VI. + + +De havde været forlovede i fire Maaneder. -- + +Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes +at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde +gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag +der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han +var hos hende. + +I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig +tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer +at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for +hende; de lod snarere til at skræmme hende. + +Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med +beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel +efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den +opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke +havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling. + +Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag +være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten +fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe +hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige, +hvad der bedrøvede hende. -- + +En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde +opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han +spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun +sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes +Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.« + +Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas +Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt +over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine +Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt +Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham. +En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som +sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da +han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at +han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden +skulde have al den Fritid, han kunde raade over. -- + +Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde +forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det +havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag. + +Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i +Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes +ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke +Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han +endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro, +hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden. + +Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig +overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han +have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde +forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa +mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske +naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort. + +»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis +Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han +skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han +foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er, +men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille +Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde +mig over hans Lykke.« + +En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos +Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han +lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et +Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte. + +»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel +Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i +Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom, +men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den +Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde +forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske +intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?« + +Minna rystede paa Hovedet. + +»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort +langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en +daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam +skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.« + +Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale +havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen. +Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede +kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes +Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa +hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at +det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte. + +Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil +havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe +Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket +Tavshed paa begge Sider. + +Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende. +Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin +egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning. +Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde +tændt Lys. + +Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at +søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun +ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved +Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed. + +Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over +dette mer end almindelig slette Lune. + +Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa +Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men +hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde +nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved +Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes +lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa +bløde og runde som et Barns. + +Han gik hen til hende. + +»Hvad er der i Vejen, Minna?« + +Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet. + +»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?« + +»Ingen Ting!« + +»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som +naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart +være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver +at være saa barnagtig.« + +»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig, +der kalder mig saadan«. + +»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere +alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder +dig ikke den mindste Smule om at beherske det.« + +»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...« + +»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god +Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...« + +»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed +med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok +over«. + +»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig +ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa +ondt Humør?« + +»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.« + +»Minna!« + +Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et +alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde +før, naar der havde været Uenighed mellem dem. + +»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og +stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang +for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil +ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!« + +Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det +var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der +saarede ham. + +»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han. + +»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«. + +»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage +for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt +hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og +lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du +kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.« + +Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa +Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede +sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken. + +»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde +dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!« + +Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var +kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende +saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde +derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, -- +naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok +forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men +saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa +Laasen og traadte ind. + +Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad. +Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes +Hoved. + +»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen +Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke +mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke +længere være vred paa dig«. + +Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham. + +»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi +jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«. + +Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans +Hals. + +»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem +Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og +hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet +ingen maa have nogen Del i dig!« + +Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over +denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet +sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af +Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om +hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder. + +»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa +glad, som han nylig havde været bekymret. + +»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du +holder af andre end mig.« + +Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og +Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede +hede Kys paa hendes Mund. + +Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første +Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa +ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel, +fik ham næsten til at stønne af Angst. + +Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa' +paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der +ved, at man ikke længere er vred paa det. + +»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han. + +»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er +kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har +holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig +havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i +dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og +du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig +tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa +gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.« + +Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde +Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild, +afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- -- + +Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst +og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst +foran ham. -- + +»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem. + +Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed +hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det, +ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken, +der smertede ham mere end hendes Vrede. + +»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden. + +Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han +nærme sig hende. + +»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun. + +»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg +vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...« + +»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du +kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...« + +»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne +tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen +kan blive godt mellem os.« + +»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa +ondt ...« + +Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig +som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og +uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind -- +hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu +rev op i ham. + +Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru? + + + + +VII. + + +»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde +hans Kammerater. + +»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig +i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige +Forlovelse. + +»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde +Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale +med sin gamle Ven. + +»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en +Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved +Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen +selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre +sig behagelig for hende.« -- + +Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede +Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt +Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før. +Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning, +syntes paa én Gang at være bleven tændt. + +Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at +have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning +af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage, +blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde +vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes +Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han +selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en +vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende +Ægteskab. + +Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det +var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og +han var Skyld deri. + +Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han +ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer +Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor +kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne +halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. -- + +Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort +Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og +Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en +Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin +Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun +skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn +Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber +havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over +det. + +Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt +til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa +skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han +betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog +Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den +Ting klarede sig nok. + +Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og +Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere +Ligevægt i den sidste Tid. -- + +De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i +Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have +det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var +ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens +Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det. + +Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han +foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han +mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod +han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset +Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde +med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. -- + +Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny +Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev +sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke, +ny Porcelæn skulde gaa i Stykker. + +Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser +fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt +kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet +tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et +helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde +faa. + + * * * * * + +Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre, +Hennings Fader og Hans Frederik. + +Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen. + +Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i +Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet, +der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere +og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede +saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at +ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende +Guldpailletter. -- + +En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren. + +Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud. +Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til +Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel. +Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af +Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en +uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte +med til Sognet. + +Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret +og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden +kom. -- + +Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt +var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt +Bevægelse. -- + +Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og +indtrængende til dem. + +Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men +Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var +falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og +Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv +Modgangen let at bære. -- + +Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden +Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse +gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. -- + +De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede. + +Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes +straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om. +Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet, +der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen +saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid +lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag. + + + + +VIII. + + +»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til +Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig +ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet. + +»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg +vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.« + +Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et +forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive +attraperet i en strafværdig Handling. + +»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte +Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads. + +»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....« + +Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes +han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var +temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var +inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels +af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i, +»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme +paa de Tider, da Henning besøgte dem. -- + +»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han. +»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.« + +Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed. + +»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over, +at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde +saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde +jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med +hinanden ....« + +Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse. + +»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde +Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen. + +»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive +Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt +det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde +falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og +det duer ikke ....« + +»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt +over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til +Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening, +kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal +forholde mig overfor min Kone?« + +»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle +Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme +Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den +bedste Mening.« + +»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin +Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham +til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde +Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt +lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg +staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget +efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?« + +»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle +Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af +den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de +ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket +Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en +Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse, +men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af +Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det +Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af +Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et +aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være +dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig +Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa +galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.« + +Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt +til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori. + +»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har +i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en +kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden +at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod; +han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men +hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav +en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til +Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels +Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede +sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse +ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og +Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller +Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han +havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde +forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen +Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt +Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var +hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet +om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den +Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en +saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun +en Kvinde i Stand til at føle.« + +Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans +Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde +aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed. + +»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til +mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade +Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var +komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en +god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste +for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab +med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en +Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke. +Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det +andet sig nok.« -- + +Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var +selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i +Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det. + +Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han +vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han +havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent +gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik +et nyt Billede solgt. -- + +Lidt efter kom Minna ned. + +»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun +lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet. + +»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?« + +»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg +skulde have dig for mig selv.« -- + +I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i +Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende, +og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med +den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en +eneste alvorlig eller fornuftig Tanke. + + * * * * * + +De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem. +Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans +Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt, +om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde +aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen. + +Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte. + +Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem +allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel +kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke. + +Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og +lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham. + +Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod +Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig +krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse. + +Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings +Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne +Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op; +saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad. + +Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel +ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og +i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede +Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for +Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang +erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand +rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede +til noget, men det var Tidernes Ugunst ....« + +Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og +førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men +den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn +fæstede paa ham. + +»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg +ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?« + +Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud +ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig. + +»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig +altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.« + +»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede +bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af +Aftenen.« + +Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde +i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i +højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det +trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa +Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de +fremmede. + +Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men +der var ingen Fart i Samtalen. + +»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik +til Henning. + +Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var +ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en +lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig +over, hvad der var sket. + +Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham +godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans +blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles +Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning. + +Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som +hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt, +trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen +uden at sige et Ord. + +Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og +hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom +næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv. + +»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne +fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en +ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.« + +»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig +selv en anden Gang, Fa'er.« + +»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv, +at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke +at gjøre hende en Undskyldning, hører du?« + +Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage +til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter +kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet +trukket op over Hovedet. + +Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de +Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over, +at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid +efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde +tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld +i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget +det paa den Maade. -- + +Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik +hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun +holdt det fast mellem sine knyttede Hænder. + +»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone. + +»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt. + +»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og +fornuftig vil sige dig.« + +»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og +satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere +mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!« + +»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere +hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare +mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt +ad, som du gjorde i Aften?« + +»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den +Skam, som overgik mig!« -- + +Minnas Stemme var bitter og udfordrende. + +»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede +Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule +og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader, +om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne +sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i +Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig +derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.« + +»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre +kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du +lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg +ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og +Vanære over os.« + +»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold +paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke +forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger? +Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader. +Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer +i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos +os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi +begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du +kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført +dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager, +at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod +din Mand.« + +»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og +overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri; +jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...« + +Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning. + +»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes +du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?« + +Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev +ved at se ned for sig og svarede ikke. + +»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme +til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker +rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.« + +»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop +slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem, +du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der +harmer mig.« + +Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme +Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat +som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok +behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. -- + +»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet +Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke +oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.« + +»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen +trænge sig imellem os.« + +»Aa -- du store, store Barn!« + +Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen. + + + + +IX. + + +Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var +begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et +og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning. + +Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden +end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem, +vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor. + +I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne +Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke +Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa +nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den +af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han +var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han +var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme +til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet +Lune. + +Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige. + +Undertiden -- og det var ikke sjælden -- naar han arbejdede i sit +Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende +en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til +atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel +paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter, +og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og +Kjedsomhed. -- + +Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans +Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig +inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da +meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun +var over at mærke, at han allerede nu -- da de havde været gifte saa +kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab. + +Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han +aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve +af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han +skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke +giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af +Kjedsommelighed. + +Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han +trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde +der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde +det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede +det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde +faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være +skinsyg paa hans Arbejde. + +Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i +en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun +kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste +Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og +frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til +andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv +kunde være. + +Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede, +den næste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervøs. +Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for +ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og +mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede +al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker +Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke +Øjnene i. + +Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke, +som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store +Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter +havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et +Aars Tid igjennem. + +Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham +endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes +forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes +sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse, +hvad det skulde blive til. + +Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det +ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at +bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men +som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op +i ham. -- + +»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en +Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds. +»Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at +arbejde. -- Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone, +der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.« + +»Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine +Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse +for mig.« + +»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog +have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde, +at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« -- sagde han lidt +bittert. + +»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg +bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde +herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev +gift med dig!« -- + +»Det vidste jeg ikke« -- Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg +skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet -- om du +saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at +fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at +sørge godt for dig.« + +»Ja, du er nu saa mageløs ædel -- i din egen Indbildning. Men jeg +havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer +sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.« + +»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive +bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa +mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj +Grad.« + +»Ja, naturligvis!« -- Minna lo hysterisk. »Men _du_ er stadig saa +mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig! +Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var +ovre ved Theatret!« + +Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte +hans Blod i Kog. + +»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed +af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil +du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds, +saa skal jeg ikke sætte mig derimod.« + +»Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og +Fred og tog mig al Ting meget lettere.« + +»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du +maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig +klart paa vort Forhold?« + +»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød +hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din +saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...« + +Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet +i sine Hænder og gav sig til at græde. + +Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været +den rette Mand for hende? -- Han fortrød sin Heftighed og søgte at +berolige hende. + +»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive +anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor +frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden. +Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa +lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.« + +»Ja det lyder smukt nok« -- Minna slog atter over i sin gamle, +haanende Tone -- »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig +for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og +jeg vil ikke undvære noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden +være i Fred.« + +»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte +han bittert. -- »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og +umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene +op for, hvad det maa føre til.« + +Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men +det vilde ikke lykkes. + +Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig. + + + + +X. + + +Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det +første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret, +hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at +banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før +havde kjendt den. + +Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at +den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden, +maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham, +at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner +og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer +og Gjenvordigheder. + +Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret. + +Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng, +bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde +sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste +af alle Mænd. + +Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en +Dreng -- en prægtig Dreng! + +Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller +anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad. + +Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar +Tambeskjælver foran Pillespejlet. + + »Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej! + Det er vor Husbond, det er + Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...« + +deklamerede Hans Frederik ham i Møde. + +»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer +Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle +dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!« + +»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!« + +Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at +se Henning i det gamle, frejdige Humør. + +»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis +ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg +forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa +en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg +ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at +leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et +rigtigt Menneske ud af!« + +»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for. +Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels +Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene: + + Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...« + +»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning +ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds +Styrke!« -- -- -- + +Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen. +Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte. + +Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder +færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte. + +Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod +til at have bragt Lykke til Huset. -- + + + + +XI. + + +Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle +Minnas Karakter, at hun var bleven Moder. + +De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en +ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget +hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid +aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle +de Besværligheder, som var forbundne dermed. -- + +Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun +bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun +blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet. + +Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give +hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man +vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere +han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne +Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som +hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og +alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs +overfor ham i deres daglige Samliv. + +Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin +Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun +briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men +det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor +gjærne hun end vilde. + +»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til +ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg +var død.« + +Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at +være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv; +naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde +ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne +Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde +blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en +Kurv Frugt eller en Buket Blomster. + +Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte +ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans +modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det +opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han +mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge +haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. -- + +Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine +slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par +Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde +i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham. + +Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad +endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al +Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og +venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. -- +Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist +-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske +have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op +for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo. + +Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals. + +»Er du bedrøvet, lille Fa'er?« + +Henning kyssede Drengens lyse Haar. + +»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.« + +»Hvorfor tænker du?« + +»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.« + +»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære +dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?« + +»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.« + +»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa +helt pludselig: + +»Mo'er skal ogsaa være god.« + +Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde +være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand +paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er. + +Han tog ham ved Haanden og sagde: + +»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.« + +Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter +paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun +var i daarligt Humør. -- + +Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille +Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt, +og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men +enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment, +som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage. + +Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham +eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den +Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige +Ting. + +Minna svarede med Enstavelsesord. + +Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng. + +Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The +ude i Haven. Vejret var saa smukt. + +Det kunde de gjærne. Hun var lige glad. + +Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset. + +»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok +ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre +Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude +kunde man skimte Sundet. + +»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du +kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres +The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort +Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord +derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har +tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at +gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg +opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand +paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg +vil ikke have min Dreng ødelagt.« + +»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok +med at tage ham fra mig.« + +»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved +jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt +mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med +ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.« + +»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som +det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser +du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig. +Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan +bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre +mig med.« + +»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke +víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad +til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik +derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun +er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for +at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og +vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand +tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som +i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden +sandelig din.« + +»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange +andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.« + +»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?« +spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra +dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt +tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle +mig som en rigtig Tøffelhelt.« + +»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og +hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den, +du er!« + +Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig +og svarede rolig: + +»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i, +at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre +føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde +mig.« + +»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo +en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.« + +»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører +ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen +over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i +alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med +denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage +har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være +Vidne til vor Uenighed.« + +»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór +heftig op. + +»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa. +Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre +Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter +Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa +dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og +som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du +for en Tid kom i andre Omgivelser.« + +»Og hvor skal vi tage hen?« + +»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle +Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for +os selv. Lad os prøve paa det.« + +Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede. + +»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok, +du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var +forlovede.« + +»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som +jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil +du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg +forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld +og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad +Vinteren.« + +»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der +bare Fiskere.« + +»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at +foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg +tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du +kan godt faa Selskabelighed.« + +»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om +dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.« + + * * * * * + +De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor +de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine +Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet, +hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden. + +I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at +Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse. + +Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange +Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med +hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds. + +Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at +finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt +at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa +Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i +Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage +i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde +slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde +paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje +igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det +hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev. +-- + + * * * * * + +En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to +Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham. + +»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede, +en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten. +-- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged +Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro, +ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er +sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror, +at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke +sandt?« + +Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre +hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male +Studier derfra. + +Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens +og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved +at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed +Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos +ham, som han ikke kunde blive kvit. + +Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med +tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det +venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse +hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en +ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne +Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk, +hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers +var der intet som helst mærkeligt ved ham. + +I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars +Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør +Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med +de andre Herrers Mening. + +Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at +se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,« +tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.« + +»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer +Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange, +behandskede Haand. -- + +Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han +lidt efter gik hjem fra Stranden. + +Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed. +Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop +være _hendes_ Mand? + +Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt +ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i +Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem +sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde +forandret sig for dem begge? + +Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans +Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense +hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget +Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde +gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv. + +Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han +besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden. + +For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa +med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre +sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper +og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han +endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa +fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre +Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. -- + +Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført +et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær; +bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have. + +Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en +ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed, +kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige +Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede +en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged. + +Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet, +hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af +Byfogden i egen Person. + +»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den +Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme +præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.« + +Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind +i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet. + +»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte +den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod! +En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem +hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste +Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til +venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den +Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst: +Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --« + +Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op +i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have +været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun +og han gjenkjendte hinanden. + +»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min +kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender. +Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig +Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min +oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun +ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis +faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har +levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.« + +Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste +Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt, +brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. -- + +Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den +gav ham Tid til at sunde sig lidt. + +»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa +kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.« + +Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed. + +»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden. + +»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med +at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber. + +»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer +vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt +uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.« + +»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af +Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav +Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt +bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?« + +»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap +Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det. + +Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var +vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end +hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet +kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. -- + +»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag +førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa +Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem +det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at +opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule +jaloux -- hvad behager?« + + + + +XII. + + +Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der +skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne +derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled +hen over Sandet og Stenene. -- + +Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde +der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere +op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge +igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt +og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de +barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed +Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som +om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre +sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets +Natur. + +Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind +mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige, +er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme +ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde +Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene, +som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. -- + +Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til +de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans +Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han +vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par +Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager +nede paa Stranden. + +Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med +det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og +rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven, +hverken mer eller mindre. + +»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De +været henne saa længe?« + +»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.« + +»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok, +med den kan man udrette saa meget.« + +»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige +Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.« + +Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig. +Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt +Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side +hen over Klitbakkerne. -- + +I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt +paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa +meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var +kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun +prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere +og mere ordknap. + +»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider. +»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.« + +»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa +upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke +lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed +og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og +jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.« + +»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt, +aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg +bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke +kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min +Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke +paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet, +at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere +var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu +synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo +ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.« + +»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres +Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru +Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.« + +Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans +Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker, +hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest +ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land, +hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland. +Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad +med dens knejsende Kirkespir. + +Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm, +og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede +paa, hvad han havde at sige hende. -- + +»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom, +halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror +i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at +skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...« + +Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa +vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik: + +»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre +Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle +Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har +maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke +over et Menneskeliv ....« + +Det varede lidt, før hun svarede ham: + +»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til +at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.« + +»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger +vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en +Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der +nogensinde har opfyldt mig.« + +»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De +er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre +Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen +-- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke, +som _hun_ ikke kunde berede Dem ...« + +»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg +ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der +ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og +rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige +Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg +bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg +maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og +behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt +saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at +spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som +noget, der ikke længere vedkom mig.« + +»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det +lidt heftig, idet hun saa' op paa ham. + +»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig +møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele +er.« + +Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende. + +»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?« + +»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. -- +Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De +ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan +være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at +opfylde sine Pligter, saa er jeg det.« + +»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden +at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad +velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken +og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot +beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred, +fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget +bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke +er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det +er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.« + +»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket +paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret, +vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset, +ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.« + +»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede +ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad +jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort +første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde +være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved +at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa +Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at +komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke +at mødes tiere.« + +»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den +tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu +én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade +mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer +fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.« + +Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin +Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive. + +»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg +bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i +lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.« + +»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og +rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.« + +»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig +selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den +samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se +slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse +er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et +Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet +Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for +Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg +Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand +og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det +mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.« + +»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men +den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en +ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med +varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres +Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere +Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres +Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og +Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De +kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af +Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo +i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa +ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet, +om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de +Forhold, man skal gjemme hos sig selv.« + +»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor +haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre. +Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen. +Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt +det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg +vilde have gjort det.« + +»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men +tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade +for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa +begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil +glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.« + +Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op +paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk +over den lille, fintbyggede Skikkelse. + +»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en +Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De +maatte faa Glæde af mig.« -- + +Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og +saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det +var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende +endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig +at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig +ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen. + + * * * * * + +Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde +allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen +i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med +sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage +siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde +flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var +ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og +tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det +var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind. + +Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han +følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid +vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at +skræmme hende bort, hvis han røbede sig. + +Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende +Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin +Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken +kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret +til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var +stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i +_hendes_ Nærhed. + +Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse +stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været +Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare +sin ydre Ro overfor hende. + +Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede +over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand +slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa +tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt +en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod +i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig +mange Gange overlegen. -- + +Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige +Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen +med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at +han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons. + +Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser +opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at +han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen +Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. -- + +En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens. +Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen, +at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage +havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde +fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at +Aage var nede i Haven med Fru Aaby. + +Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig +henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes +Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. -- + +Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op +til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde +et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede +sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa +ham. -- + +Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse +af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han +bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af +Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. -- + +»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige. + +»Nej -- jeg har ikke.« + +»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet +og rakte sin Mund op til hende. + +Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et +uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen +i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. -- + +Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge +alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den +Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind +i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da +hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa +Jorden. -- + +»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort +Dem for megen Besvær?« sagde han. + +»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at +se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?« + +»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den +lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.« + +Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende +aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han +kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende +Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!« + +Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en +af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa +fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb +bag ved Husene i en Udkant af Byen. + +Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede +og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i +dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende -- +den eneste, han virkelig havde elsket. -- + +Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at +træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte +fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby +var rejst. + +Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig +interessant Rygte ud i Byen. + +Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som +der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes, +Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at +bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til +denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var +kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium +af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til +den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for +Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde +besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var +naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var +Hr. Aaby rejst. + +Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe +beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket +med i Snavset. + +Nu kunde og vilde han ikke tøve længere. + +Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde +lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var +færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at +blive. -- + +En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham +ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax. +Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der +syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun +bragte med sig allevegne. + +Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget +Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun +plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var +hændet noget usædvanligt. + +Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang +lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde +ham en Smule forvirret. + +»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst +for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet. + +Hun lod ikke til at ville forstaa ham. + +»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier, +De har malet herovre,« sagde hun let henkastet. + +»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede +han i samme Tone. + +»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste +Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg +rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort +for et Par Dage siden.« + +»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev +blussende rød. + +»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for +mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt +og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg +ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu +sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad +jeg har at sige Dem.« + +Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere +harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den +heftigste Bebrejdelse, da hun svarede: + +»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en +ærekjær Mand!« + +»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De +ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig +Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.« + +»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen +Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide, +hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem +om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort +Forhold til hinanden; derved maa det blive.« + +»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre +paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig +selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.« + +»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?« + +»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en +dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og +vil ikke længere skjule det for Dem.« + +»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og +trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det +bedrøver og krænker mig mere end alt andet.« + +Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden. + +»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg +føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der +i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg +beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder +jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold +til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg +undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne +Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte, +De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt +andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.« + +»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer +Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde +baade for Deres egen og min Skyld.« + +Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort +fra ham, medens han talte. -- + +»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort +Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har +truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven +mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at +jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. -- + +En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler +den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har +daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og +renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve +ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden, +den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er +ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den +bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos +hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive +lige ung og ny. -- + +En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler +det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig +være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og +letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres +Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min +Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt +mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --« + +Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men +hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling. + +Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone: + +»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok +til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg +havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs +store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med +en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig +henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at +fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et +Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge. +Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men +jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. -- + +Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende +Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes +stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig: +Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort +Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man +almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke +og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i +Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet +for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og +er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? -- +Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele +denne Tro.« + +»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at +sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad +mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil +gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags +Præg?« + +»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og +arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes +frem og udvikles.« + +»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om +at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for +Egenkjærligheden.« + +»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte +umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som +det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt +nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse +i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar +disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring +eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig +stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem, +som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og +Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.« + +»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg +end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter +hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger +og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at +arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.« + +»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere +formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen +end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ... + +Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler +til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller +letsindig. + +Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat +sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og +usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere +eller færre Kræfter til at staa imod med. -- + +Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det +synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at +det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der +mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende +gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har +noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al +Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det +rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks +Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde +det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og +Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har +ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt +i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til +Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge +er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar, +som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig +Fremtid for os.« + +Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst +arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham +-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet. + +»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa +være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke +paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og +vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden +at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som -- +skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har +gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan +Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for +berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den +Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde +Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig -- +er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde +bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa +hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed +vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at +slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade +over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske +Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den +Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil +ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig, +ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.« + +»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var +Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De +baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre +det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min +Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har +ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker +jeg under, da er Skylden Deres.« + +»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er +da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.« + +»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed. +»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke +bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt, +men De vil ikke.« + +»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den, +De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en +sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere +Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.« + +»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han. + +»Ja -- alt.« + +»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.« + +Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked. +Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at +han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige, +at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en +Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde, +dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg, +saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. -- + +Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine +Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte +Tilværelsen for ham? + +Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod +hans Hustru. + +Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at +forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun +giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at +opdrage paa? + +Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre +Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det +have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere. +Sandheden skulde hun høre af ham. -- + +Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg +ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet, +jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens +Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet +svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem. +Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den +triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning, +hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød. + +Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik +han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig, +hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i. + +Minna sad ved Vinduet og syede. + +Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han +vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig +vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke +oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans +Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget +usædvanligt i hans Adfærd. + +Saa tav de en Tidlang begge to. + +»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider. + +»Naa -- det var jo rart.« + +Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne +korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning +dertil. + +»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det +skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.« + +»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor +kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger +og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.« + +»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til +Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« -- + +Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til +en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at +vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og +saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt, +selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været +frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har +du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du +gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for +at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.« + +Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt +var blegt, da hun spurgte: + +»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd +har gjort dig?« + +»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har +gravet mellem os. Fordi ....« + +»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod +foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved +det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem +os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her +over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem -- +»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...« + +»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg +var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde. +»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser +Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den +Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du +fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig. +Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og +forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det +sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...« + +Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa +én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse, +hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende +Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød +hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad. + +»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- -- + +Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og +paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at +liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet. + +»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod +-- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige +Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og +deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den +mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.« + +»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter +Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem +siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis +jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa +daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig -- +fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til +mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....« + +Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst +foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen, +idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. -- + +Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en +lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen +Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende +saa haardt til? + +»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav +Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.« + +»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa +hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil +leve under Tag med dig.« + +»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne +nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.« + +Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede +sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til +Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor, +gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde +han maaske ikke være gaaet. + +Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne +lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem +det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine +Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_ +syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu, +da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa +mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast +og pligtopfyldende Hustru. + +Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det +alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens +hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig +kunde blive hans? -- + +Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin +Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To +Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold +var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før +lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og +bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for +Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde +havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord, +som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at +tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste +Ting -- for Husfredens Skyld. + +Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel, +medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender +hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den +unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn +Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland. + + + + +XIII. + + +Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt +Vintervejr det Aar. + +Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og +Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret +viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske +drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa +i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt +Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej +mellem Langelinie og »Tre Kroner«. + +Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store +Bunker. + +»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv +Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og +Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende. + +Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med +Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang +tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog +sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa +Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det +gaa strygende løs med Baller og Middage. + +Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige +Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger, +der kom ind. + +Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer +sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine +nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en +overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde +paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger. + +Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes +kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes +sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit +udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper +Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke +sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige +fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for +hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner +syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. -- + +Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de +ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og +arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa +bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til +»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem +Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod +-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke +en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret, +og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige +Klædningsstykke lige saa godt som hin. + +Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af +underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting +mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere, +Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der +lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det +egentlige store Proletariat. + +De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre +Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men +de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i +uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være +bedre, end den er i Virkeligheden. + +Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det +koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige. + +Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i +Størstedelen af sin Levetid. + +Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for +ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se +Sønnen vinde frem i Verden. + +At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den +gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der +blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største +Forventninger om sin Søns Talent. + +Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige +Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind -- +var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive +en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. -- + +Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens +de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor +ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle, +stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham. + +Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret +med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet +bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa +ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige +Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk +Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde. + +Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget +rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere +i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og +gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa +følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv +havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for +hele Kunstakademiet. -- + +Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var +det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig +mærke dermed. + +Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han +var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt +just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst +kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan +en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive +lykkelig ogsaa i det Kapitel. + +Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han +mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete +af Minna. + +»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv, +halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv +vidste af. + +Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse +det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til +at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig +selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig +skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige +lukt ud i Stranden.« + +Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget +hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og +naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke +ham ved. -- + +Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget, +der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten. + +Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men +Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun +havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle, +under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng. + +I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre +kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis +Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter, +dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en +Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings +Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang. + +Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og +følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle +Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust +bort. -- + +Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke, +selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det +var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og +han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa +ham. + +Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden +sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa, +hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en +sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han +tog sig det. -- + +Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle +Mand. + +Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde, +som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne +foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev +langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne. + +Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere +Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri, +de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og +Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne +gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle +Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde +Skipperne ikke Tid til at vente paa. + +Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme +igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en +lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den +sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun +solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større +Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det +ikke lykkes ham at blive færdig med. -- + +Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid +havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han +boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det, +eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn. + +Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok +klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste +Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid +maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen +ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer +paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst. + +Saa var det Dagen før Nytaarsaften. + +Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i +ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at +ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat +paany. + +Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i +det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø +saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der +dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet +saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i +dem for at berøve dem deres Vinterpynt. + +Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen +var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om +Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster +paa Ruden. + +Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa +at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen. + +Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede +at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse +fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans +smilende Læber. + +Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs +fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten. + +Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og +haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige +Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den +til lutter Vand og Søle. + +Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til, +saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det, +der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en +muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at +slaa op om Ørene, hvis de færdes ude. + +Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden, +foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald. +Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de +smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens +Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. -- + +Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne +fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem +omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder. + +Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne +ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen +Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et +saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven +lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt. + +I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter +skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke +til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken +var lidt over ti. + +I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede, +boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup +havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen +i Etagen neden under. + +Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille +Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget +godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en +Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved +Vinduet. + +Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der +ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er +tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var +tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et +trist og uvenligt Præg. + +Der var ingen Ild i Kakkelovnen. -- + +Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin +Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød +Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel +ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen. + +»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt +til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til +Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst +opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et +solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen. + +Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter +en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen +anden Udvej tilovers. + +Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin +Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp +ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde. + +Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive +ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik +Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende +Indhold: + + »Min kjære Søn! + + Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde + gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det + slemme Vejr. + + Din kjærlig hengivne Fader + P. Bentsen.« + +Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var +blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt +det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik stærkt +til elleve. + +Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det +faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han +alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar +han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags +Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang +blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været +der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til +den næste Dag. + +Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af +Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa +forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han +endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og +Aftensmaden over. -- + +Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og +gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været +en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og +Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som +Brændsel. + +Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa +den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i +Munden paa ham. + +»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har +du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var +blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.« + +»Aa -- bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er +slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det +saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg +paa at synes oprømt. + +»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det +er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du +trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i +Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.« + +»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,« +svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i +mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du +skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.« + +»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu +blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid +og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.« + +»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere +her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.« + +»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for, +at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.« + +Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin +Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at +forsyne den gamle med, hvad han behøvede. + +»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,« +sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren. + +»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til næste Aar, om Gud vil, at +jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den +gamle med et melankolsk Smil. + +»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.« + +Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig +kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud. + +Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for +den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at +han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte +frygte for stygge og ubehagelige Scener. -- + +Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og +syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede +med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under +Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle +Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften. + +Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store +Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre +Handlende holdt aabent endnu. + +De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske +enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste, +at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at +blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog, +som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene, +nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at +blegne af Misundelse. -- + +Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets +hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige +Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen. + +Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens +Time, og med en Stemme, der skælvede -- hvad enten det var af Kulden +eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, _han_ ventede sig af +Aarets sidste Aften -- bød han Karlen at sætte Skodderne for. + +Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne, +Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i +den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. -- + + * * * * * + +Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte +sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende +Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han +traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod +Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte. + +Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de +mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det +Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han +levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa +Timer siden. -- + +Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den +uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød. +-- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved +Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn. + +Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og +hvor ondt det havde gjort ham at se det. + +Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de +maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun +begyndt at græde og lamentere. + +Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end +sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at +hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_ +vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de +kunde slaa sig igjennem. + +Henning forestillede hende, at de jo -- Gud være lovet -- endnu ikke +havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde +at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa +fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var +derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for +Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa +hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det. + +Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde +ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til +deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig +ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord +baade mod ham og hans Fader. -- + +Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet +Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den +sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt +lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred. + +Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter +frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed +til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes +skingrende Stemme. + +Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig +selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men +det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt +forfærdet paa hende. + +Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa +frygtelig? -- -- + +Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til +hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde +i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i +Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun +skulde ikke vente ham hjem for det første. + +I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne +sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede +baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. -- + +Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet +ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed +ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. -- + +Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer +i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han +under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men +Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning +ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var +kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den +østlige Ende af Byen. + +Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte +Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et +bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv +færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet, +snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker +og forskjellige andre Gjenstande. + +Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for +der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den +Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem. + +Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede +han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne +gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt. +Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene +eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for +at fejre Sylvesters hellige Aften. + +Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu +lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader +allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham. + +Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i +Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over +den. + +Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget +Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han +omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske, +af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke +skulde gaa sulten til Sengs. + +Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske -- +han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og køre ud at +hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det +nemmeste og naturligste. + +Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra +denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse, +selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne +vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem. + +Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og +hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage! +Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde +kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. -- + +Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede +drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte +Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig. + +»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?« + +Henning vendte sig om. + +»Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?« + +»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa +vil. Jeg er vældig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et +Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med +Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?« + +»Aa nej -- men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,« +forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe -- ja, +det kan være lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjør +jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været +tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe +nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.« + +»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller +hvordan det nu hedder. Hør -- for Pokker -- det er da aldrig ... +hvad, du dydige Ægtemand ..?« + +Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine. + +»Aa Vrøvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning +ærgerlig. + +»Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke +at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed -- Her har +du Pengene, min Dreng.« + +Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri +og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse +Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i +Haanden paa Henning. + +»Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde +Henning og vilde gaa. + +»Aa -- hør en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du +skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en +Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre! +Hør du -- kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi +skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.« + +»Jo, det maa du gjærne. -- Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor +jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham +med nogle Penge -- det er hele Historien.« + +»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag +efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et +mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar +du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer +jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de +hjemlige Kjødgryder.« -- + +De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning +havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa +at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner -- +naturligvis i al Skikkelighed. + +Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket -- +rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var +rigtignok alt andet end tillokkende. + +Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin +Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller +anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære +Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede +sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig +bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske +Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev +mishandlet. -- + +Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige +Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en +Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en +eneste Aften -- trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab. + +Han trængte haardt til det, syntes han selv. + +»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil +nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer +fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt +tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde +sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med +Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse? +Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar +sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og +viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne +for dine tørstende Blikke.« + +Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under +Vennens og trak ham med sig. -- + + * * * * * + +»Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,« +sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da +de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider +ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu +og da lød en støjende Latter. + +»Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men +nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede +Erik halvt mellem Spøg og Alvor -- »du skal naturligvis sidde længst +borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme +i Fristelse. Og desuden« -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade +Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre -- »det er +prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.« + + * * * * * + +Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste +Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte +og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under +Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede +gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa +Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte. +-- + +Det havde været en mageløs Nytaarsaften. + +Hvor man havde lét og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske +storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne -- +begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at +lægge Mærke til. + +Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen. +Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom +frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag +i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! -- + +»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger +Damerne hjem.« + +»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone. +»Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke +Eva!« + +»Er Du gal, Henning!« -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme +lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere +ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu +fornuftig og lad mig følge dig hjem.« + +»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa +Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke +vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?« + +Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved -- +med en koket lille Skindhue -- der støttede sig op til hans Skulder. +Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til +hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!« + +Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig +løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og +tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne. + +»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem. + +»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. »+Felicissima +notte+, mine Børn! Tak for i Aften!« + +Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav +ned ad Gaden. + +Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev +alene tilbage. + +»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et +angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det, +skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.« + +»Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede +den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne +til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert +yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig +af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de +snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser. + + * * * * * + +Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brændte endnu i den +kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og +Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for +længe siden. -- + +Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer +siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig, +frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde +ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg +i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende +Dag. + +Det var Nytaarsmorgen. + +Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke +hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i +det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange +Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se +virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen +sin Bane rundt. + +Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde +træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste. + +Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster +lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og +halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær +hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes +at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen +under Armen. + +Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger -- uden +Salmebog -- med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne +dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege, +forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om, +at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i +Morgenstunden. -- + +Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede +Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da +det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret +fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om +at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere +befærdede Gader. + +Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste +ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt +sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig +med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde +Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt. + +Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme +videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke +som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven +vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter +hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet +og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af +sig. -- + +Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen +udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket +op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et +Hoved forsvinde bag Gardinerne. + +Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen. + +Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede, +og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór +isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han +gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog +ham i Møde. + +Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten -- og Minna staaet +og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i +Sovekammeret ved Siden af. -- + +Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende +gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm. + +Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var +dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet +i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart. +Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld +Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og +dybt, dybt ind i hans Hjærte. + +Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om +han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs +indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som +hvis det havde været uskyldige Tømmermænd. + +Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere +irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han +vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire +og tyve Timer tilbage. -- + +Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit +Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt +derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly, +men dog vedblev han at ligge vaagen. + +Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han +tænkte paa. + +Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og +Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage +plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften +uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom +ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed +han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en +snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. -- + +Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden +af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham. + +Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild +Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der +gled langsomt forbi Kysten. + +Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt +begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og +holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være +ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det +suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte, +at han var den første iblandt dem. + +Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om, +var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper +var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna. + +I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og +Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke +Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et +Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb +tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod. + +Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med +flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de +hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og +langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad. + +Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og +stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte +ned og knuse den. + +Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans +Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem. + +Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden +-- ganske nær ved ham .. + +Og saa vaagnede han. -- + +Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun +med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. -- + +Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en +klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var +begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og +Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i +Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle +under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske +glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte. + + + + +XIV. + + +Dagene var begyndte at længes. + +Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved +Staffeliet. -- Han _vilde_. + +Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede, +kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den +var han tilfreds med, men han følte sin Uformuenhed til at gjøre det +bedre. Saa blot videre -- videre. -- + +Han spændte Lærredet paa Blændrammen og tog fat paa at male Billedet. +Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet +flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Færd med at +komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu værre, +naar han den næste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af +den foregaaende Dags Arbejde. + +Hans Billede stod tungt og indholdsløst, uden Friskhed, uden Liv. + +Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i +sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne +svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde +spildt. + +Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk +eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til +andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og +hvorledes det skulde være -- det stod altsammen saa klart for ham +-- men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden +at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og +haandværksmæssigt. + +Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen. + +Omsider -- en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være +indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede +færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han +gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det +om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen +kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg. + +Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig +lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de +lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli. + +Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som +han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han +selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han +befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa +det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette +Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa +eller falde med det. + +Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at +se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de +andre Arbejder. + +Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og +traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke +behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for +at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en øjensynlig +Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han +beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere +tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var +forfejlet. + +Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og +Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som +Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede +var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg +paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig +gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk +Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til +sygelig Følsomhed. + +Billedet var og blev mislykket. + +Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder, +der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved +at mærke hos sig selv, at han misundte dem. + +De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som +frugtesløs. -- Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde +den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende +Lygtemand? + +Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig +selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen +aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod +at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes +det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. -- + +Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han +kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke +den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre -- +havde manglet ham i altfor lang Tid. + +Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed, +som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv +til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den -- og +bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at +gjøre andet -- men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi +han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. -- + +Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et +Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle +friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen. + +Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige +Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget følelige, +saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men først og fremmest med +den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa +syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang. + +Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en +Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var +bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes +at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de +»lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde +friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor +blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livsspørgsmaal +for ham. + +Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar +hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt, +at han vilde faa Stipendiet. + +Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde +bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid +-- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede. + + * * * * * + +Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de +gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge +Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig +igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og +raslende Haglbyger. + +Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde +efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere +af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet +Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu +med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne, +under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde +Paraplyen stik mod Vinden. -- + +Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de +Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde +ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud +for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han +trængte haardt til. + +Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette +Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget +paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse +sig igjen efter det sidste Nederlag. -- + +Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte +Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig. + +Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten +mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer, +der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig +Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud, +som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at +støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres +mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge. + +Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for +at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par +bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt +til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig +videre oplagt til. -- + +Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod +en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder, +bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad +den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets +Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind +og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at +ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte +Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under +Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans +knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand. + +Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med +et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf +Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til +Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!« + +Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende +Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes +tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg +videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste +Vejr. -- + +Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa +Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa +rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den +sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. -- + +Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid +var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede +i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde +lukke ham udenfor de indviede Mure. + +Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende, +mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de +endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«. + +Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen +helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit +ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og +de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til +Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte +saa smaat at indfinde sig. -- + +Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han +ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring. + +Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han +hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en +Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med +de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden. + +Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og +kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed +mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv. +Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han +finde dem? + +Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens +Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge +Kunstnere frem. + +Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med +Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid +som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at +faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan. + +Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere +Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige +Hundredetusender. + +Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum +ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse. + +Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant +Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom +det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove +Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var +bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. -- + +Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre +Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det. + +Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand +boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham +og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde +gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage +for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til +Tjeneste. + +Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek, +halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus, +som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan +tilvejebringe. + +Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle +Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver, +tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger, +indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i +smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med +udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. -- + +Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn +Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart +endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en +blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe, +at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. -- + +Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod +Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge +ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet. + +Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet +mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige +Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen, +hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende +Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk +og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. -- + +Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede +langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var +opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke +Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det, +faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog +forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. -- + +Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og +den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige +Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var +traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa +Skrivebordet og derpaa forsvandt. + +»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint, +maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan +være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse +....« + +»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt +ubekjendt,« sagde Henning. + +»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu +havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke +sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar -- +nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?« + +»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg +ikke burde have udstillet. Jeg ...« + +»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan +De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men +hvormed ...« + +Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse +at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han +ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en +hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand. + +»Hvormed ...?« + +Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han +havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede +Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt +ironiske, halvt opmuntrende Smil. + +»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan +Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning, +»og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke +havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...« + +»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med +dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men +det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil +gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt. +-- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue +vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle +Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.« + +»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde +Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af +Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel +motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del +Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere +følte det ydmygende i Situationen. + +»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et +Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed, +og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig +Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde +blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle +Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af +Kapitalen ...« + +»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne +indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa +det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...« + +Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en +Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre, +hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt. + +»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig +til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences +Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have +gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen +dertil.« + +Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne. + +»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til +Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en +øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...« + +Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen, +men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde +misforstaaet hans sidste Ytring. + +»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid +meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.« + +Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin +aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren. +-- + +Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning +mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne, +havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende +Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger. + +Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det +legemlig. + +Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at +forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor +lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en +Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han +blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt +frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej. + +Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved, +at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til -- +for ogsaa at bryde dem. + +Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt, +vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine +Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt +Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit +Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet +ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt +en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan +hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at +være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live +igjen, men det vilde ikke lykkes. + +Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet +og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen +bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at +begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen +maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende. +-- + +Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der +atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. -- +Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og +kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og +stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde +faa begyndt paa et nyt Arbejde. + +Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid +lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af +Stuen, og al Ting blev ganske stille. + +Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i +en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa +sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da +han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød +inde fra Sovekammeret. + +Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig, +lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne, +og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af +en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og +ilede ind i Dagligstuen. + +Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede +kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu +løbende ind, bærende det paa Armen. + +»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?« + +Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis +Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med +et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de +ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det +lille Legeme. + +»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna. + +Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat +for at løbe efter Lægen. + +Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at +fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men +derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang, +kun mere besværlig og langvarig. + +Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa +Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan +da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen, +gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt +Vinger. -- + +Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand +kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere +dyrebart end hans eget. + +Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste +Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende +Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse, +hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans +Hjærte. + +Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak +sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør, +kvælende Fornemmelse i Halsen. + +Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø! + +Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket. +Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige +Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige +Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte +dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved +dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en +afsindig. -- + +Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde, +hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og +rullede afsted til hans Hjem. + +De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine +Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for +at se ham ned i Halsen. + +Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet, +spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen. + +Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og +munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den +skrækkelige Strubehoste? + +Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre +i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et +Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at +angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe +det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve +Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa +Recepten. + +Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa +Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind +i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte +vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet +tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige +saa mange Aarhundreder. + +Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord, +formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham. +Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at +have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord +og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der +undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes +det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed. + +Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig +tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse +i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende +sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men +afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. -- + +Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens +de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med +ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det, +saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det +samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen. + +Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa +Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge, +der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa +forfærdelig haardt? + +Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at +alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa +uendelig smaat og betydningsløst. + +Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa +pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før +var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og +indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde +lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive +sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun +ikke det. -- + +De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor +der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og +kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i +Søvne. + +Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem -- +Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som +fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt +Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende +Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille +Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets +pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne +friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde, +bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke +med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi. +Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det! + +Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere +Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og +forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og +forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. -- + +Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde +have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde +Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte +at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele +Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt +ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil. + +Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret +lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom +svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at +vende tilbage paa Kinderne. + +De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men +de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede +nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig +hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag, +snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og +mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. -- + +Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille +Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet +og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i +Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og +rakte sine Arme frem. + +Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en +Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den. +De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og +Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret, +halvt ængstelig paa dem. + +»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,« +stammede den lille Fyr. + +Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende +hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene +i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en +lidenskabelig Hulken. + +»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget +bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det +...« + +Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og +kyssede hendes Pande. + +Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke +var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde +kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis +Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte. + + + + +XV. + + +Han var bleven revet ud af sin Sløvhed og mindet om, at han endnu +havde noget at leve og arbejde for. + +Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der +et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mærkede, at +noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han +arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker +paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrængende, og søgte paany +at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider. + +Hun prøvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Møde. De vilde +aabenbart begge to saa gjærne holde fast ved deres gode Forsæt, naar +det blot maatte lykkes. + +I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og +mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod +ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til +andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var +lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente +kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden, +og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive +anderledes. -- + +Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en +Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser, +som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som +tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting. + +Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne +Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget +bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet +end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det +ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans +Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem +der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det. +-- + +Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede. + +»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit +Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med +en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig +Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt +fast, skulde svigte ham, før han blev færdig. + +Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen +længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende +Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et +Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden. + +De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage +til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge +i Huset. + +Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om +Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte +en under Fødderne. + +Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede +Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er +forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige +Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak +sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let +Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. -- + +Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og +da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste +Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at +overnatte i Byen. + +Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og +vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde +stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær +og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode, +naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden +havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig +til at føje hende i dette Punkt. -- + +Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en +ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede +forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren, +naar han er ude for at more sig. + +Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af +»Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket +der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre +Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde +Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen. + +Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende +Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den +brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt +ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det +lille Theater som paa ethvert andet Sted. + +Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken +der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs +skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig +omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener, +Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde. + +Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den +øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse +Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et +Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de +for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer. + +Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at +man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter +med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran +Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed +tilvejebragte baade en Stol og et Bord. + +Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt. +Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at +gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi +Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets +lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den +allersvageste Fristelse for ham til at blive. -- + +Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at +finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende. +Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier. + +Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes +at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end +paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres +voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den +letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede +gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester, +og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste +Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke +deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige +Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste +Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle, +blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje; +blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring +med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et +af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller +Journalister. -- + +Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det +brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik +paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar +Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de +andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer. + +I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen, +og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige +Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken. + +Det maatte vel være Debutantinden. + +Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden. + +Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke, +blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet +Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk. +Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede +om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en +Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed. + +Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen +fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et +musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til. +Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen +og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en +ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. -- + +Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa +høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa +paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed. + +Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham +paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en +mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det +lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme. + +Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes +Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han +sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa +hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt. +En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer +mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny +Skuespillerinde. + +Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at +hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen. + +Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han +indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde. + +Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var +næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et +Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i +den fjærneste Forbindelse med hinanden! -- + +Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte, +han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn. + +Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver. +-- + +Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte +et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at +Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet. +Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve +en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant +Resultat ved at se hende endnu en Gang. + +Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham +et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere +i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe +var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt. + +Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib. +Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til +Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. -- + +Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt +han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen. + +Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen +om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i +alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans +Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham +dertil. + +Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. -- + +Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede +ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at +hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres +Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man +hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun. + +Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet, +uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden, +at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. -- + +Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle +Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe +sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at +hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage +til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa +Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og +samme Skikkelse. + +Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde +søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men +Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste +hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade. + +Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at +tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde +bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne +hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. -- + +Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til +Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer +paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene +hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten +sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. -- + +Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer +ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige +»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede +Brandere. + +Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny +Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det +himmelske Rige. -- + +Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig +betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var +med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor +visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen +end indbød til allehaande sceniske Udskejelser. + +Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand, +som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel +forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det +stærkt blandede Publikum. + +Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var +ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig, +lidt ringeagtende Maade. + +Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som +kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor +den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der +understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt +under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed. + +Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at +aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde +virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte. + +Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion +beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa +hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af +hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi. + +Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og +den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i +Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde +set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig +med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. -- + +En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før +Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle +Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt +til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for +Theatrets Primadonna. + +Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op +bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til +Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde, +var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af +Patchouli. + +Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som +Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en +Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne +Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt. + +Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa, +kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som +kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret. + +»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom +indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.« + +Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest +Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og +Arbejdsværelse. + +Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et +Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker +med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et +Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en +sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til +bulter mellem hinanden. + +Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget +Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra +kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole. + +Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen +i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han +selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt +Skrivebord henne ved Vinduet. + +»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi +endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor +ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en +brillant Sæson.« + +»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet +fat i Deres ny Primadonna?« + +»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er +mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren +begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne +og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa +dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.« + +»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og +tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham. + +»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun +skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er +det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde +Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede +aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok +syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at +vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at +klare for dem derhjemme. + +-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna, +og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget, +saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar, +forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg +mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.« + +»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det +er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem +i en let henkastet Tone. + +»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin +ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter, +kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til +Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og +tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man +hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde +Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at +komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt +Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem +sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets +Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er +forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin +Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham +helt stakaandet. + +»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten +ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse +for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer +stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for +hende?« tilføjede han lidt nølende. + +»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde +Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings +Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre +alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke. + +»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev +mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske +tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme +herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre +end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.« + +»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.« + +Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over +Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at +jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.« + +»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra. + +Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning +med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men +Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding +ventede paa hendes Indtrædelse. + +Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort +Banken paa Døren, og hun traadte ind. -- + +Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel, +men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige +Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen. + +Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig +Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle, +han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte +sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham +om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage, +hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning. + +»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da +hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men +et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min +Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det, +kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre +hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor +Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da +ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!« + +Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning +spurgte, hvad det drejede sig om. + +»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges +et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller +Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt, +at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo +leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal +naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og +de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget +Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til +at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig +en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en +Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!« + +Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede +urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var +der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde? + +Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male +et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham? + +Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum +Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa +Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der +var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit +Forslag. + +»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et +Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig. + +»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende +Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til +hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte +Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig +sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det +var prægtigt!« + +»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk. + +»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken +tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos +mig. Det er altsaa et Ord?« + +»Ja.« + +Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han +gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en +noget urolig Stemning. + + + + +XVI. + + +Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i +Provinserne. + +Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde +spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og +især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i +»Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o. +s. v. + +Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den +Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige +Kunstvenner tolkede ham deres Beundring. + +Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne, +men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende +sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde +kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun +Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade +ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys. + +Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa +fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en +Provinsscenes Brædder. + +Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da +hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører, +Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den +feterede Første-Elsker. + +Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa +Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden +aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden +han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig +endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller +blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske +ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man +ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen +-- den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet +allerkæreste blød og indsmigrende. -- + +Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende +Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for +andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder. + +Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille +idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død +halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus. + +Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde +pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og +alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende +til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave -- men med omhyggelig +friseret Paryk -- til den følsomme Enke. + +Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt +Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af +haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam +Henriksens gode Hjærte kunde modstaa. + +Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante +Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den +misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt +Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at +gifte sig med ham. + +Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og +Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. -- + +Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han +ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv +med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr. +Schmidts Yndlingsudtryk. + +Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og +afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel +og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end +alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen. + +Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille +Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste +Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele +Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige +Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i +Morgen. + +Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte +at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og +selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for +Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det +gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens +flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer. + +Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag. +Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han +mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst +og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende +Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander. + +Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev +alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes +sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det +eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en +fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var. + +Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og +opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde +ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding. + +Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed +overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede +hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa. + +Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde +Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han +vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere +Stilling -- som Direktør i egen Person. + +Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin +Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle +Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke -- +fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet +i et helt Aar. + +Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende, +at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine +uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han +kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller +er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket +Hustru for Skinsygens Lidelser. + +Nej -- han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som +Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var +bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer, +vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun, +hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske, +kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for +Publikums aandelige Bespisning. -- + +Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal, +naar blot det kjære Barn vilde føje ham. + +Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende +Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen, +hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok +til at gaa ind paa det. + +Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest +smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning. + +Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle +tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke, +ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet +til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand; +Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. -- + +Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om +Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og +Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den +anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab. + +Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held. + +Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid, +var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin +højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa +selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige +Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og +-- hvad der var det værste -- efter et Par Sæsoners Forløb havde +flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge. + +Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige +Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet +Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen +Livsarving. + +Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker +efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter +søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og +tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet +ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev +boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge +for Herskaber. + +I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke +havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den +forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og +hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som +hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige. + +Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder +sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe +hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som +han altid trængte til. + +Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter, +men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det +rene med, hvorledes Sagerne stod. + +Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun +tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes +Moder havde lært i Modgangens Skole. + +Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit +eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere +nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene +det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog +stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de +ikke nænnede at nægte ham. + +Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr. +Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte +Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var +meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende +unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at +hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad +til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens +Tarvelighed. + +Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg +og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura, +der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun +udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen +Mand kunde have misundt hende. + +Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en +Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange +Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin +Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt. + +Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde +den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid +efter ikke bragte den Sag paa Bane. + +Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt +nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten +-- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke +give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tænke sig noget +skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske. + +Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at +skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte +sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om, +at hun virkelig havde Talent. + +Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde +oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige +Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere, +og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt +hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse. + +Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu +fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave +Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at +hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes +som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det +kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel +paa. + +Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for +Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om, +at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa +egen Haand uddanne sig i Sang og Musik. + +Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede +hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde +lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole, +Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens +Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til +Theatret. + +Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede +større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den +fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at +blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden +var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe +Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde +meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til +Pladsen. + +Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse +Omstændigheder skulde gribe Sagen an. + +Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop +ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt. + +Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om +Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved, +thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin +Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes +hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider +at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for +sin Moders Skyld. + +Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de +slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa +hendes Rygte. + +Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen, +græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret. +Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at +gjøre Forsøget. + +Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal; +alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende +fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse +denne Opgave -- skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun +havde tænkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde +befundet sig ganske i sit rette Element. + +Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for +dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som +oftest var et Anstrøg af Frivolitet. + +Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt +Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa +denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det +kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og +virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. -- + +Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og +saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af +hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt +den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende +ganske paa samme Maade. + +Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun +undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik +Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede +hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres +Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart +irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. -- + +Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig +paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det +gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at +komme ind paa Scenen. + +Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han +sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham +mod hendes Vilje. + +Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke +længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der +paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten +ærbødige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt. + +Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der +skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end +det øvrige Publikums. + +Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over +Komedien. + +I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende +Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en +legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til +at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes +Bevæggrund var. -- + +Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i +hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en +Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer +vilde blive borte. + +Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut +at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere +urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han +var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske +og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse +Dumheder. + +Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun +skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for +første Gang traf den ubekjendte. + +Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin +Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun +havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde +hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev +paafaldende. -- + +Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede +hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte +Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere, +skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at +udføre dette Arbejde. + +Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at +vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind, +at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa +ét, hvem der malede Portrætet. + +Saa gik hun derud. + + + + +XVII. + + +Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det +lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde +Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede +Primadonna -- var atter paa Vandring. + +Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det +Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under +forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt, +at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa +Sommertheatret. + +Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for +at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at +aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra +en Scene af saa tvivlsom Rang. + +Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente +nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at +debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende +sig til rette Vedkommende. + +Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere +fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa +synderlig glimrende Vilkaar. + +Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa +temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller +og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge +lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne +strænge Aar. + +Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt +det øvrige. -- Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet +fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren. + +I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde +været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde +han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og +i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens +private Bolig. + +Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til +at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et +virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig +selv gaaet ind derpaa. + +Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem. + +Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun +i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid +udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere. + +Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget +tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun +ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over +den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham. + +Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver +Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans +Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen. + +Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun +var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde +synes paatrængende. + +Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere +Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse +af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse. + +Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han +ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. -- Og han kunde +vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han +gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. -- + +Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han +var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til +Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have +været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en +betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet +mellem dem fuldstændig. + +Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og +dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere +tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans +Selvbebrejdelser. + +De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham +borte, netop naar han allermest længtes til hende. -- + +Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og +opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for +at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort +uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe +sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind. + +Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af +Efteraaret. + +Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i +nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret, +at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham. + +Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end +han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning, +at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man +betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i +alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik. + +Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig +Bekymringer, som han godt kunde spare sig. + +Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges +Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen +Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet. + +Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst +opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor +skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige. + +Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til +at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller +ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende +at faa at vide. -- -- + +Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge +Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de +set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de +hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst +med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og +Hygge. + +Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun +plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke +hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax +komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde +lidt paa Billedet saa længe. + +Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt +fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet. + +Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller +flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder +skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i +Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle +Plads. + +Hr. Schmidt saa forundret paa ham. + +»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem? +Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det +afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.« + +»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en +Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det +bort?« + +»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet, +saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.« + +Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke +op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt +det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget? + +Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde +faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade, +traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden +de sidst havde talt sammen. + +»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte +han lidt tøvende. + +»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik. + +»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet +Dem Grund til at blive vred paa mig?« + +»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. -- +Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig +omtalt, at De var gift?« + +Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun +kunde røbe mere, end hun vilde. + +»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved +jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have +nogen Interesse for Dem at vide det.« + +»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig .. +Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et +Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?« + +Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa +Haanden. + +Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed. + +»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden +dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg +ikke har tænkt noget ondt derved ...« + +»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne +besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ... +Jeg troede saa godt om Dem ...« + +Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at +holde Taarerne tilbage. + +»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til +sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig! +Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være +saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De +vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige +Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i +dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.« + +Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det +varede lidt, før hun svarede. + +»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund +til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en +Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og +saarer mig.« + +»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa +Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres +Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!« + +»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles, +forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den +Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri +vil De handle baade klogt og hæderlig.« + +Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord: +»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et +Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig, +vendte sig halvt bort. + +»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa +lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for +mig ...« + +»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe +Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med +uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres +Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.« + +Han rystede paa Hovedet. + +»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede +han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke, +det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede +lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan +Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.« + +»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som +jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med, +som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af +mig ...« + +Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig: + +»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke +mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?« + +»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe +Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.« + +»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke +ser Dem i et falsk Lys.« + +»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han +bittert. + +Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok +til at forklare hende alt. -- + +»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?« +spurgte han efter en kort Pavse. + +»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte. + +»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?« + +»Ja -- ja, det maa være saaledes.« + +Han rakte hende Haanden, og hun modtog den. + +»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.« + +Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme +Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud. + +Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad. + + + + +XVIII. + + +Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet +ligesom fortrukket af Smerte. + +»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet +Fatning. + +»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt. + +»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi +næppe faa det. Men Aage ...?« + +»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for +hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.« + +»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du +villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for +at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din +Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige +saa fuldt, som jeg gjør det.« + +»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med +skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig +blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min +Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været, +mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du +har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin +Mand.« + +»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig +for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været +en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg +advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.« + +»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og +stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet +den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig +over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.« + +Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret. + +»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,« +sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er +og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen +over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor +meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os +ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle, +som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge +dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles +uden flere haarde og saarende Ord.« + +»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret. + +»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen +Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil +lade ham besøge mig en Gang imellem ...« + +Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig +pludselig om og gik hurtig ud af Stuen. + +Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det +samme Armene synke ned. + +Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem +dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til +hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske +sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste +hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det +_maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til +at græde Blod derover. -- + +Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var +Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder. + +Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa +Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt +at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var +bunden fast til et af Stolebenene. + +Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et +Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i +det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men +lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. -- + +Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke +andet, end hvad han saa tit havde ønsket. + +Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han +gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved +at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær +brød ind i Kammeret. + + + + +XIX. + + +Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa +længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var +uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede, +at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem. + +Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da +Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der +gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet. + +Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to +Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet, +som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve +i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa +at gjøre Skridtet tilbage. + +Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han +havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han +skulde bruge den til. + +Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev +sjælesyg af Længsel efter det. + +Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit +Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at +bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier +eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre +Mennesker. + +Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af +sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den +kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv +Tungsindighed. + +Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke +faa helede. + +Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev +at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine +Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden. + +Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en +Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt +til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om +Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne +Billeder. + +Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange +Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa +Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier. + +Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til +uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han +hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere. +-- + +Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul. +Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet +sig hjemme for sine Kammerater. + +Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved +Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme +slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. -- + +Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede +ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det +hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna +efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham. + +For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen, +indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han +skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden +Kro og maaske med det samme male nogle Studier. + +Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist +og ensomt. + +Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde +vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at +pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage +afsted næste Morgen med et af de første Tog. -- + +Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler +paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste, +kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring +de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter +gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler, +medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde +Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med +kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende +Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien +begyndte. + +Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget +for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa' +de saa tilfredse og fornøjede ud. + +Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen +og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen +med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig +travlt. + +Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev +tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder. + +Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige +Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak +Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget +bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab. + +Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra +Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs, +fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste +Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede +Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. -- + +Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa +Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og +kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted. + +En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til +Gjæstgivergaarden. + +Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved +Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede +sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld +gjærne kunde have tilhørt en uddød By. + +Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud +i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med +nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis. +Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle +Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes. + +Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han +maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik +Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt +i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første +Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet. + +Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham, +blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at +vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke +Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden. +-- + +Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde +været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge +Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust. + +Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der +først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs +igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen. + +Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene +lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor +Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. -- + +Henning gik derind. + +Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var +indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene +Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige +Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred, +fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord +foran. + +Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig +svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som +blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild. + +Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes +Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa +sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa, +var det ham lige meget, hvor han befandt sig. + +Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar, +skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse, +viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke +Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle +Sider. -- + +Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet +til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og +Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han +følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig +med. + +Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse +for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han +havde været en bestilt Model. -- + +Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham +om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig +omsider og pakkede sine Sager sammen. + +Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og +mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden. + +Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen. +Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden, +og det var jo desuden allerede sent paa Dagen. + +Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som +han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde +hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere +nordpaa. + +Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om, +at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen. +Herren gjorde meget bedre i at blive. -- + +Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget +brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig +heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig +Snestorm. + +Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet, +blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin +Opmærksomhed for at kunne følge Vejen. + +Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert +Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde +føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham +endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som +Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter +dette Spor. + +Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde +Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany +var kommen i en fejl Retning. + +Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig, +var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket, +kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen. + +Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige +Maade, til det blev lys Dag? -- + +Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende +Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse +Mørke. + +Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte +han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han først +naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han +enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby. + +Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han +troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte +gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter. + +Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans +Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han +begyndte at løbe -- stedse hurtigere -- uden at ænse de Hindringer, +han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han +skulde blive forrykt. + +Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne +vilde Fart. Saa -- paa én Gang -- mærkede han, at Grunden skred bort +under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at +flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at +han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. -- + + * * * * * + +Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro, +som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned +mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng. + +Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og +Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod +taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i +Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe +Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende, +der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr. + +Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke. + +Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en +Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i +Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og +en bondeklædt Pige traadte ind. + +»Næ -- se -- er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med +et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det +allermærkværdigste, der kunde være hændet. + +»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun +godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens +for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om +han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.« + +Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen. + +Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad +Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér +havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham +hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte +ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med +ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond +vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig +turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham +i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax +kalde paa Husbond. + +Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede +at staa op. + +Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans +Forlangende. + +Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved +Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op. + +Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange +sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved +Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel. + +Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men +han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort. + +»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone, +da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det +hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers +saa ud i Klæderne.« -- + +Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning +havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa +sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede +gjennem ham. + +Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en +besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde. + +De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede +langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed. + +Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede +ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere. +Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun +blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med +Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se +paa begge Sider. -- + +De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn. +Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for +ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og +tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og +Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé. + +Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af +den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget +paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles +mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en +anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. -- + +Medens han sad alene i Kupéen -- det var et Godstog, og der var ikke +mange Passagerer med -- prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det +var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var +rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede +havde været flere Dage borte. + +Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget +videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere +uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer. + +Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige +smaa, skarpe Klokker. -- + +Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen, +forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i +Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske +Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var +ham, men en helt anden Person, der besørgede det. + +Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage +sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans +Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den. + +Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke -- +og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes +Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at +hans Passager var beruset -- et Tilfælde, der jo ofte kan møde en +respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmærksom paa, at der +var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en +aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den +lille Have foran Huset. + +Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men +fór angst tilbage _ved_ Synet af hans dødblege Ansigt. + +»Aa Gud -- Herren er vist syg!« udbrød hun. -- + +Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til +venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter. + +Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig +om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte +Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved -- +der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt +tungt om paa Gulvet. -- + + + + +XX. + + +En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den +smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par +ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren, +lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys +glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen. + +Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den +kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke +hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over +for Vinduet. + +Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort, +næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den +heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme. + +Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og +han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra +det Sted, hvor han laa. + +Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede. +Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage +lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor +Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var +bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og +stiv paa det uhyggelige Leje. + +Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde +malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig, +var Minna -- hans Hustru. + +Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske +stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om +hans Mund. -- + +En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog +sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt +sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af +Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af +dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end +før under sin Sygdom. + +»Du -- Hans Frederik« -- sagde den syge pludselig og tog fat i +Vennens Arm -- »sig mig -- men ærlig, forstaar du -- om du tror, +at det er sandt, hvad de andre fortæller -- at det -- der henne -- +er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa +elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor +gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg +virkelig havde været Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst, +hvori han ikke havde noget at gjøre. -- Det vilde maaske faa mig til +at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede +han sagtere. + +»Aa -- Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt +ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade -- »du kommer +dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der +og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke +det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af +de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa -- +og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du +først er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har víst i denne +slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru +-- brav og hæderlig har hun jo altid været -- hvad skulde der saa +være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved, +at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig +hader Prædikener baade med og uden Præstekjole -- men jeg vil dog +sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil +være taknemlige for i Fremtiden ...« + +Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand. + +»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men +hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv +tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange +Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig +derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt. +Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der +ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen +til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke +under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. -- +Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget +ordentligt.« + +»Det har du ikke Lov til at sige« -- Hans Frederiks Stemme var +alvorlig og indtrængende -- »du har før víst, at du har en hel Del +Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er +allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror +der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der +var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det +stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin +Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal +du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.« + +»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede +den syge sagte. »Jeg agter hende -- jeg nærer lutter venlige og gode +Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende, +fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt -- saa ung som hun +er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har +jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne +vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik« -- Hennings Stemme +var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse +-- »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden +uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og +overfladisk Følelse -- det har hævnet sig haardt paa os begge to. -- +Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre +...« + + * * * * * + +I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden +at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende +Tanker, der stormede ind paa hende. + +Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans +Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at +jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig +Kval. -- + +Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun +havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter +lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var +begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. -- +Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for +at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold +Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt +hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem +dem. -- + +Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en +retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt -- de ydre Pligter. + +Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa +sin Vis. + +Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til +en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet -- om det +saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte været +en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og +opfarende. + +Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at +fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være +anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev +saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han +var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at +hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. -- + +Men nu, da han laa for Døden -- og hun vidste, at Lægerne havde +sagt, at hans Sygdom var haabløs -- kom det altsammen med saadan en +forfærdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsømt, og som nu +aldrig kunde gjenoprettes. + +Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn, +der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en +dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende +i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde +være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde +ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem. + +Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende +og tilgivende Ord af ham. -- + +Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar, +der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast. +Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet +allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en +dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. -- + +Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde +sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa +hun til sidst skreg hans Navn frem. + +Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand +hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen. + +»Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?« + +Han nikkede og prøvede paa at smile til hende. + +»-- Henning -- du maa ikke dø -- hører du ... jeg har saa meget at +gjøre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!« + +»Vær ikke saa urolig, Minna« -- sagde han. »Det bliver nok bedre for +os begge to.« + +»Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du +sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!« + +»Stakkels Minna« -- han lagde sin Haand paa hendes smukke, +gyldenblanke Haar -- »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der +er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i +mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot« +-- han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede +hendes Kind -- »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive +baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og +blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...« + +»Fa'er -- lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor +Atelierdøren. -- Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage +paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. -- -- + +Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en +gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i +Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til +Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. -- + + + + + +End of Project Gutenberg's Et Ægteskabs Historie, by Vilhelm Østergaard + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43899 *** |