Add files from ibiblio as of 2025-03-07 13:46:41HEADmain

1 files changed, 7477 insertions, 0 deletions

diff --git a/43899-0.txt b/43899-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..02ae955
--- /dev/null
+++ b/43899-0.txt
@@ -0,0 +1,7477 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43899 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet
+i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt
+bevaret. Kursiv tekst i originalen er gengivet med +plus+,
+mens s p a t i e r e t tekst er gengivet med _understreg_.
+
+
+
+
+ET ÆGTESKABS HISTORIE.
+
+EN VIRKELIGHEDSSKILDRING
+
+AF
+
+VILHELM ØSTERGAARD.
+
+KJØBENHAVN.
+
+FORLAGT AF J. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL.
+
+Trykt hos Nielsen & Lydiche.
+
+1883.
+
+
++Den nyere Literatur fortæller forholdsvis meget om
+Hustruen som den forurettede Part i Ægteskabet. Men naar
+man uhildet iagttager det virkelige Liv, kommer man vistnok
+til det Resultat, at der blandt de mislykkede Ægteskaber
+gives lige saa mange, i hvilke det er Manden, der har lidt
+det største Skibbrud. --+
+
+
+
+
+I.
+
+
+Fyrværkeriet blev brændt af. --
+
+Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende
+Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende
+Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og
+man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter
+fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre
+obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi.
+
+Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at
+finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring
+udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte
+Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte
+Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og
+majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den
+var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket
+aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til
+det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. --
+
+Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende
+Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere
+liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog,
+hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige
+Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel
+paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at
+kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen.
+
+Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt
+Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa
+urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl --
+Totalafholdenhedsapostlene undtagne.
+
+Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for
+strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt.
+
+Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige
+Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man
+havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen
+Ven.
+
+Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin
+bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden
+uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til
+Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans
+Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt;
+det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og
+Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre
+udpræget Karakter.
+
+Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet
+over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til
+Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved
+en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til
+og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges
+af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land.
+
+Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en
+Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om --
+saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt
+og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle
+sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære
+og Penge i fuldt Maal.
+
+Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme
+Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at
+naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne
+baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede
+ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en
+Gang imellem Magt over ham -- thi, ærlig talt, han var ingen Helgen
+-- saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og
+helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa
+igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse.
+
+Saaledes var han, hverken værre eller bedre.
+
+Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke
+sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi
+der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han
+havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den
+Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe
+sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige.
+
+Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels
+Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har
+Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre.
+
+Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man
+plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa
+sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at
+kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde
+i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han
+omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner,
+en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde
+forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse.
+
+Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste
+sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male
+Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den
+sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for
+Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen
+til sidst ud af Skolen.
+
+Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage
+sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var
+den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa
+fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok
+saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at
+male Skibsportræter.
+
+Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til
+at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa,
+hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han
+foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var
+paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han
+kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem
+begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa
+Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa
+Lærred.
+
+Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid
+for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar
+han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i
+helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en
+ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader
+-- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid
+gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han
+skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans
+Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige
+livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod
+øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke
+dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers
+Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen.
+
+Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde
+i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa
+ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret
+paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom,
+og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa
+Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand.
+
+En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit
+Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen,
+medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. --
+Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om
+sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes
+Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden.
+
+»Naa -- hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den
+Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand.
+
+Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han
+gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det.
+
+Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa
+Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han
+stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en
+meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var
+nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at
+han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde
+blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning
+havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var
+denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende
+Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske.
+
+Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektøren om at sige ham, hvad
+han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre
+hans Mening.
+
+Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han
+betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en
+Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:
+
+»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja,
+saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er
+absolut talentløst.«
+
+Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig
+op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa
+skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv
+om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin
+naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget
+mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt
+Akademiets Skoler.
+
+»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden.
+
+Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.
+
+»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner.
+Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad,
+jeg kan give Dem.«
+
+Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme
+over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde
+man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv
+være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og
+Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom
+alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen?
+
+Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og
+trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa
+vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa
+ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den
+foregaaende Dag.
+
+Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra
+Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da
+virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket
+Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og
+atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke
+hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde
+prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet
+ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en
+Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde
+vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive
+til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren
+ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi.
+
+Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige
+Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde
+have gjort fra først af -- at henvende sig til en »rigtig« Kunstner
+og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at
+Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med
+sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag -- det
+vilde han ikke.
+
+Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held.
+Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af
+kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid.
+
+I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind
+i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den
+første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at
+knække ham.
+
+Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet,
+gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand
+til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med
+allehaande glade Forhaabninger. -- --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer
+animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød
+i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt
+til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der
+indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet
+afbrød den med de Ord:
+
+»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle
+Dreng!«
+
+»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg
+har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de
+fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og
+for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top
+til Taa.«
+
+»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv
+som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok,
+du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!«
+
+»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de
+mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet
+Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du,
+Hans Frederik?«
+
+Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og
+sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige,
+rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod
+en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller.
+Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra
+Scenen, svarede han:
+
+»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel
+redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere
+Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste
+ham.«
+
+»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du
+burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet
+for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav
+Theologien og gik til Theatret!«
+
+»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!«
+
+»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I
+ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt:
+
+    »Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,
+    naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.««
+
+»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over
+os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet«
+-- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- »Jeg vil
+bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt
+ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres -- og vi er jo enige
+om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler
+Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --«
+
+»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere
+Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og
+Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to
+gjøre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.«
+
+»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags
+Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.«
+
+»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som
+Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til
+dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?«
+
+»Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more
+mig paa den Vis -- det er Sagen.«
+
+»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver
+dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.«
+
+»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang
+helt alvorlig. »Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium
+af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa
+at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. -- Ser
+du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det
+saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa
+kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke
+oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os være enige om det --
+dog er os temmelig uværdige«.
+
+»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er,
+som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du
+est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke
+varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og
+saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse
+Fugle.«
+
+Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste
+Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens
+Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han:
+
+»Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?«
+
+»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke
+kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi
+bliver fornuftige.«
+
+Henning rejste sig og tømte sit Glas.
+
+»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig
+glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg
+nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har
+begyndt den.«
+
+»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo
+Tiden for os.«
+
+»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal
+paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et
+Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg
+tager afsted med Morgentoget.«
+
+»Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god
+Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige
+og moralske Forsætter.«
+
+»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det
+var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.«
+
+»Ja, lad os saa bare komme afsted!«
+
+De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor
+Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser,
+og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind
+ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans
+Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl.
+
+
+
+
+II.
+
+
+Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge
+af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et
+Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde
+koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke
+behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen.
+
+Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have
+en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var
+der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de
+tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren
+trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og
+Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster«
+langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med
+Sporvejsskinner og Vogntummel. --
+
+Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig
+vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev
+en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag.
+
+Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt
+det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og
+hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var
+kommen over ham.
+
+»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig
+end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig
+været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i
+sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil
+gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn,
+var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.«
+
+»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans
+Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den
+Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem
+Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist
+have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig
+lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra
+først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en
+fejl Hylde.«
+
+»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning
+med et halvt Smil.
+
+»Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil
+dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag,
+thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.«
+
+Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa
+Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og
+tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse
+Præg, der i Reglen plejede at være over det.
+
+»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder
+mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være
+overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter
+ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og
+besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde
+det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for
+bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved
+ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned
+og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som
+om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det
+er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods
+den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa,
+at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad
+du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hændte mig for
+to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og
+lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel
+kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere
+Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.«
+
+»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv.
+Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det
+maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt
+Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget
+de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.«
+
+»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg
+alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en
+eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en
+Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg
+blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen
+af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af
+mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl
+opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde
+i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have
+raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg
+gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en
+kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket
+som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at
+vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var
+bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe
+efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.«
+
+»Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever
+i«, bemærkede den anden filosofisk.
+
+»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb
+ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for
+det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde
+aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som
+et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en,
+naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor
+tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke
+vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode
+Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes
+Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det
+hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en
+Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa,
+om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig --
+som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det
+skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« -- Henning lagde sin Haand paa
+Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- »hver Gang jeg faar
+de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende
+som nogensinde før.«
+
+Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik:
+
+»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?«
+
+»Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi
+skulde have misforstaaet hinanden.«
+
+»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans
+Frederik videre.
+
+»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i
+halvandet.«
+
+»Lykkeligt?«
+
+»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske
+Hjærte.«
+
+Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig
+mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han
+tilføjede:
+
+»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de
+gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde,
+og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for
+Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og
+gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa
+at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet
+til. Godnat du!«
+
+De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor
+hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time.
+Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede
+havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig
+havde kaldet frem.
+
+Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin
+Ungkarlelejlighed inde i Byen.
+
+
+
+
+III.
+
+
+Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den
+stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet
+-- Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres
+maleriske Klædedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man
+ikke nyde paa Fanø!
+
+Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige
+Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede
+Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en
+Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes
+Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin
+kjære Fødeø og dens Befolkning.
+
+Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af
+Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets
+Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt
+ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med
+hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger
+Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over
+Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige
+Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over
+Land.
+
+Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede
+Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer
+og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som
+snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der
+atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse.
+
+Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart
+træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne
+Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har
+man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én
+Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed.
+
+Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa
+den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner
+allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det
+ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa,
+kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede
+Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune,
+men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik.
+Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette
+Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger
+antaget en ny Skikkelse.
+
+Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet,
+glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare
+længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et
+forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla
+mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men
+paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned
+i Søen. --
+
+I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende
+Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa
+Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger
+Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk
+lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang,
+man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv,
+ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med
+ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig
+ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og
+giver Svar, som man ikke vilde undvære -- --
+
+Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med
+det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen,
+men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den
+ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder
+at betro.
+
+En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten
+med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget,
+vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om
+at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig
+fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved
+sig selv:
+
+»Flere Badegjæster!«
+
+Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og
+hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn.
+
+»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende
+Gjæstgiver.
+
+Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en
+halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne.
+
+»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og
+Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler
+Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?«
+
+»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«,
+forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os
+saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre,
+jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?«
+
+Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at
+kjende Fruens Mand.
+
+»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig
+indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen.
+Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd
+kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for
+de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden
+den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et
+Maleri af Dem.«
+
+Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig
+-- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue
+begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt
+livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en
+vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.
+
+»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han.
+
+»Ja, meget.«
+
+Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et
+Sidestykke til Moderen.
+
+Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten,
+hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers
+Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved
+hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne.
+
+Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver
+havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge.
+Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han
+for et Øjeblik siden var bleven forestillet for.
+
+Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt
+bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og
+Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store,
+men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde
+højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar,
+som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods
+hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.
+
+De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen.
+Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i
+Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa
+Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine
+Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.
+
+»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa
+sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de
+nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s.
+v.
+
+»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og
+Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil
+gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit
+Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.«
+
+»Er Frøkenen ansat ved Theatret?«
+
+»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har
+jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.«
+
+Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved
+den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.
+
+»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til
+at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning.
+
+»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg
+begyndt at tvivle stærkt om.«
+
+»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt
+-- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende
+Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser
+slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er
+meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om
+sig selv.«
+
+»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den
+største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at
+faa en Rolle.«
+
+Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes
+Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig
+Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig.
+
+»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?«
+spurgte Henning.
+
+»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere
+begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og
+siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg
+ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg
+kunde gaa fra det hele.«
+
+Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra
+hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.
+
+Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da
+han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans
+Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen
+hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede
+fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv
+Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben
+Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var
+der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun
+vistnok fortjente at være.
+
+De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen
+tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante
+Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.
+
+Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del
+af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et
+vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om
+sine egne Forhold.
+
+Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men
+Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et
+lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg.
+
+
+
+
+IV.
+
+
+I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru
+Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den
+hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne
+tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud,
+sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet
+paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes
+om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende
+Medlemmer blandt Badegjæsterne.
+
+I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun
+taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at
+bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af
+Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig
+Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed.
+
+Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at
+sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande
+behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas
+og hendes Moders Bekjendtskab.
+
+Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres
+sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over
+ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en
+Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa
+var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet.
+
+Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort
+Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som
+før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i
+Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende
+at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna
+tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit
+eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig
+maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han
+derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig
+forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind.
+
+Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte
+for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om
+Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han
+ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under
+de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig
+solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en
+Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om
+Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for
+sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at
+holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde
+sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For
+Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende.
+Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige,
+saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.
+
+Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad
+de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans
+Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne
+Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at
+hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.
+
+En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og
+han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden
+ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale.
+Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt
+Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret
+sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.
+
+»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde
+Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af
+Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa
+skeptisk derom.«
+
+»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede
+hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor
+Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«.
+
+»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det
+maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«.
+
+Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:
+
+»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet
+kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg
+tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed.
+Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var
+jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg
+aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde
+paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der
+tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid
+troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har,
+fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk
+Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og
+derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling
+kan føre til noget.«
+
+»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem.
+Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde
+føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_
+Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver
+anden, naar den udfyldes paa rette Maade«.
+
+»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at
+forstaa, hvad han sigtede til.
+
+»Det er som Hustru«, svarede han livlig.
+
+Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le.
+
+»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke
+passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg
+slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive
+rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg
+hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.«
+
+»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig
+ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde
+blive alvorlig forelsket.
+
+»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis
+paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa
+vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg
+vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad
+skulde det saa blive til?«
+
+»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De
+undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa
+sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«.
+
+»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget
+alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror
+jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et
+godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et
+blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...«
+
+De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret
+saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm
+om Hjærtet.
+
+»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte
+haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg
+kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge
+Piger, jeg har truffet paa.«
+
+Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes
+Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød
+heftig: Slip mig!
+
+Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa
+ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en
+Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen
+til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i
+Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes
+han skulde opfatte dette heftige Udbrud. --
+
+Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have
+talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor
+meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var
+opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes
+det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen,
+omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu
+denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag!
+
+Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en
+uforklarlig Følelse?
+
+Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa
+kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men
+hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om
+hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens
+guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt
+mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv
+Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været
+under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig
+kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab,
+der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere
+Følelse uden rigtig at vide af det?
+
+Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet
+altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset,
+medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet
+vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det
+var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod
+fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det
+sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham.
+
+Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde
+tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig
+selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at
+nogen af os har vidst det før nu.
+
+Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til
+Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige
+feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang
+til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at
+adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et
+Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var
+halvvejs færdigt, rev han det itu.
+
+Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det
+beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter
+at det for længe siden var blevet højlys Dag.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til
+Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem.
+Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede
+Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine
+Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden.
+Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa
+Benene.
+
+Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis,
+der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen
+laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over
+Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ
+udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin
+glade Morgenkoncert.
+
+Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han
+klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud
+af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.
+
+Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd
+med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne
+i Porten.
+
+»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?«
+bemærkede den altid velvillige Lars.
+
+»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«
+
+Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men
+Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar
+gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i
+Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa,
+graa Øjne, svarede han igjen:
+
+»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl.
+Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime;
+for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«
+
+»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem
+Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser
+i Dag?«
+
+»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars.
+»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes
+Mo'er, som er i Besøg hos vos.«
+
+»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret.
+
+»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene,
+for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn.
+Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til
+Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at
+byde Frøkenen Farvel.«
+
+Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld
+Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.
+
+»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede
+Henning noget kort.
+
+»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer
+han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«
+
+Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud
+til Trillebøren.
+
+Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en
+ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller.
+Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel
+hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var
+foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere
+Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse
+paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade
+hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen
+Forklaring mellem dem?
+
+Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han
+hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være
+det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han
+forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det,
+som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende.
+Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl
+eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet
+ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut.
+Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham
+til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det
+forestaaende Møde afgjøre den for ham.
+
+Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte
+gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst
+for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde
+pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke,
+at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.
+
+Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette
+Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende,
+spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at
+trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.
+
+Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske
+allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden?
+Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse
+bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.
+
+Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til
+Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud
+over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde
+faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i
+Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.
+
+Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa
+Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud
+over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og
+passiaret.
+
+Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning
+hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et
+lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af
+Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad
+denne Vej kom Henning ind.
+
+I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste
+ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af
+Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke.
+Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og
+uryddeligt ud.
+
+Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en
+Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset.
+Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig
+omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev
+staaende.
+
+Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers
+røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den
+foregaaende Aften. --
+
+»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?«
+-- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne
+vilde gjøre den.
+
+»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men
+uden kjendelig Bevægelse.
+
+»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og
+jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«
+
+»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.«
+
+»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes
+vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen
+Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af
+disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden
+at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke,
+Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden
+paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«
+
+»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er
+lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det
+hele.«
+
+Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede
+med en hemmelig Uro.
+
+»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem.
+Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt,
+hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor
+jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser.
+Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg
+kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes
+oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig
+en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.«
+
+Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen.
+Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa
+hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige
+paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og
+sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.
+
+»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere
+og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok
+kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var,
+som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne
+Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu
+begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det
+var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna,
+elskede Dem af hele min Sjæl ...«
+
+Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes
+Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling
+som før uden at svare ham.
+
+»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?«
+
+»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en
+Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det
+samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.
+
+»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid
+gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at
+sige det!«
+
+»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...«
+
+Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte --
+med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der
+gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig
+og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men
+pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke
+mere«, mumlede hun. --
+
+Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt
+straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for
+hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede
+Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke,
+og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig
+Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom
+til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde
+Bryllup saa snart som muligt.
+
+Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans
+Frederik, følgende Brev:
+
+    »Kjære, gamle Ven!
+
+ Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede
+ dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det
+ derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i
+ Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker
+ dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din
+ Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!
+
+ Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente
+ Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles
+ ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre
+ Fornuftslutninger.
+
+ Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.
+
+ For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til
+ den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig
+ jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i
+ Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.
+
+ Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der
+ tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop
+ saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig
+ at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede
+ mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en
+ lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste
+ Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i
+ en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg
+ havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel
+ derved.
+
+ Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en
+ Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev
+ saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men
+ først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet
+ havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var
+ Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og
+ en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom
+ det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det
+ skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som
+ vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.
+
+ Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig
+ letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg
+ kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire
+ Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer
+ eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!
+
+ Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en
+ alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde;
+ hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men
+ da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse
+ mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede
+ ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger,
+ med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg
+ har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens
+ Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin
+ Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller,
+ om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier
+ til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i
+ Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa
+ da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke
+ for hele ens Liv. --
+
+ Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i.
+ Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til
+ Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget
+ uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge
+ Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg
+ skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget
+ er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt
+ jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung
+ endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes
+ mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt,
+ at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det
+ gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig
+ ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og
+ nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som
+ du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en
+ Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og
+ det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst.
+
+ Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid
+ været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil:
+ hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke
+ alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes
+ Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg,
+ hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig
+ denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en
+ Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem
+ bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men
+ allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller
+ Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter
+ og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder.
+ Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af
+ at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og
+ ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade
+ Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil
+ du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?
+
+ Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er
+ ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage.
+ Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave,
+ gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og
+ smuk Fremtid for os.
+
+ Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig,
+ før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din
+ ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar,
+ gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig
+ blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og
+ trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave
+ Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.
+
+ Vi ses om nogle Dage. Indtil da
+
+                                              Din hengivne
+                                               Henning Bentsen.«
+
+
+
+
+V.
+
+
+Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter
+Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i
+den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der
+ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager,
+langt mindre til Stuen og første Sal.
+
+Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi
+hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi
+hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende,
+der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde
+Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod
+af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne
+Idealet af tiltalende Omgivelser.
+
+Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte
+tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø,
+men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte,
+at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og
+saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning,
+at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste,
+og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var
+borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde
+saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.
+
+Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var
+ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god
+Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones
+daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den
+Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres
+Velmagtsdage.
+
+Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage.
+Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin
+Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han
+gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa
+Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en
+halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter
+at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.
+
+Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad
+og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet,
+Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter
+ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god
+Veninde.
+
+Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele
+et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte
+i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand
+havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone --
+hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:
+
+»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«
+
+Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og
+hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa
+inderlig vant til.
+
+Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt
+hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa
+Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige
+Optrin mellem dem.
+
+Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter,
+maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der
+repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne
+Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed
+paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.
+
+Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig
+behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske
+tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet
+egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til
+Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man
+godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald
+ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.
+
+Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast
+i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige
+Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at
+tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde
+tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor
+sin Fader.
+
+Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade
+giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende
+Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa
+én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til
+at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg,
+men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet
+hendes aandelige og moralske Væxt. --
+
+Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt
+hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde
+hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt
+Svar.
+
+I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes
+Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om
+Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig
+til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget
+skræmmende for hende.
+
+Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning,
+var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige
+Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende
+strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans
+øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der
+ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.
+
+Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment
+gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig,
+betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket
+paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt
+optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne
+Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en
+Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst
+for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for
+et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han
+havde lovet.
+
+Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder,
+hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt.
+Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes
+op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter
+og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin
+Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset
+til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad
+Øjeblik det skulde være.
+
+Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet
+sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru
+Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen
+skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde
+bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.
+
+Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte
+hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den
+anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en
+Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende
+for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne,
+fordi han traf hende i et fattigt Hjem.
+
+Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var
+vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot
+et Par Linier:
+
+    »Min egen, lille Kjæreste!
+
+ I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne
+ Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand
+ om vor fremtidige Lykke!
+
+                                                   Din Henning.«
+
+Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun
+læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags
+barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde
+stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun
+ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,
+syntes hun.
+
+Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en
+lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste
+Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil,
+vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe
+Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.
+
+Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille
+Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han
+kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser
+til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal
+og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de
+Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en
+præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med
+efter en meget mangelfuld Maalestok.
+
+Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket
+i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser,
+hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru
+Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa
+Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens
+lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.
+
+Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden
+altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han
+kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var
+fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han
+var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok
+finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig
+Familiebegivenhed.
+
+Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange
+Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at
+hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i
+Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men
+hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til
+hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.
+
+Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,
+som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort
+ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og
+sagde:
+
+»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«
+
+Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes
+Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes
+Fader gaaet. --
+
+Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes
+velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes
+svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad
+Nakken.
+
+Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks
+Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine
+og sagde:
+
+»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«
+
+Og hun svarede med taalelig Anstand:
+
+»Velkommen, Henning!«
+
+Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank,
+i den lave, falmede Stue.
+
+De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig
+nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men
+da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske
+fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil
+Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse
+over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan
+Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre
+hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den
+Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet
+i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt
+Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig
+havde været vant til.
+
+Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin
+tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden
+ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet
+være ham temmelig ligegyldigt. --
+
+De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens
+Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv
+Forlegenhed -- gik overmaade godt.
+
+Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru
+Thorsen.
+
+Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med
+den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde
+de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«,
+som Madamen havde laant.
+
+Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem
+den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.
+
+Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen
+havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et
+fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere
+Velstand. --
+
+
+
+
+VI.
+
+
+De havde været forlovede i fire Maaneder. --
+
+Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes
+at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde
+gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag
+der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han
+var hos hende.
+
+I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig
+tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer
+at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for
+hende; de lod snarere til at skræmme hende.
+
+Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med
+beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel
+efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den
+opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke
+havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.
+
+Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag
+være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten
+fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe
+hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige,
+hvad der bedrøvede hende. --
+
+En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde
+opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han
+spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun
+sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes
+Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«
+
+Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas
+Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt
+over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine
+Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt
+Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham.
+En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som
+sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da
+han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at
+han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden
+skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --
+
+Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde
+forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det
+havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.
+
+Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i
+Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes
+ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke
+Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han
+endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro,
+hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.
+
+Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig
+overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han
+have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde
+forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa
+mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske
+naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.
+
+»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis
+Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han
+skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han
+foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er,
+men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille
+Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde
+mig over hans Lykke.«
+
+En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos
+Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han
+lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et
+Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.
+
+»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel
+Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i
+Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom,
+men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den
+Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde
+forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske
+intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«
+
+Minna rystede paa Hovedet.
+
+»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort
+langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en
+daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam
+skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«
+
+Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale
+havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen.
+Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede
+kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes
+Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa
+hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at
+det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.
+
+Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil
+havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe
+Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket
+Tavshed paa begge Sider.
+
+Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende.
+Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin
+egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning.
+Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde
+tændt Lys.
+
+Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at
+søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun
+ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved
+Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.
+
+Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over
+dette mer end almindelig slette Lune.
+
+Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa
+Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men
+hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde
+nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved
+Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes
+lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa
+bløde og runde som et Barns.
+
+Han gik hen til hende.
+
+»Hvad er der i Vejen, Minna?«
+
+Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.
+
+»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«
+
+»Ingen Ting!«
+
+»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som
+naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart
+være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver
+at være saa barnagtig.«
+
+»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig,
+der kalder mig saadan«.
+
+»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere
+alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder
+dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«
+
+»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«
+
+»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god
+Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«
+
+»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed
+med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok
+over«.
+
+»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig
+ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa
+ondt Humør?«
+
+»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.«
+
+»Minna!«
+
+Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et
+alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde
+før, naar der havde været Uenighed mellem dem.
+
+»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og
+stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang
+for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil
+ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«
+
+Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det
+var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der
+saarede ham.
+
+»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.
+
+»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«.
+
+»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage
+for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt
+hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og
+lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du
+kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«
+
+Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa
+Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede
+sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.
+
+»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde
+dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«
+
+Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var
+kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende
+saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde
+derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, --
+naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok
+forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men
+saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa
+Laasen og traadte ind.
+
+Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad.
+Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes
+Hoved.
+
+»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen
+Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke
+mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke
+længere være vred paa dig«.
+
+Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.
+
+»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi
+jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.
+
+Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans
+Hals.
+
+»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem
+Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og
+hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet
+ingen maa have nogen Del i dig!«
+
+Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over
+denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet
+sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af
+Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om
+hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.
+
+»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa
+glad, som han nylig havde været bekymret.
+
+»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du
+holder af andre end mig.«
+
+Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og
+Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede
+hede Kys paa hendes Mund.
+
+Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første
+Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa
+ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel,
+fik ham næsten til at stønne af Angst.
+
+Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa'
+paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der
+ved, at man ikke længere er vred paa det.
+
+»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.
+
+»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er
+kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har
+holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig
+havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i
+dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og
+du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig
+tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa
+gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«
+
+Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde
+Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild,
+afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --
+
+Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst
+og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst
+foran ham. --
+
+»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem.
+
+Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed
+hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det,
+ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken,
+der smertede ham mere end hendes Vrede.
+
+»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.
+
+Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han
+nærme sig hende.
+
+»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun.
+
+»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg
+vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«
+
+»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du
+kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«
+
+»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne
+tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen
+kan blive godt mellem os.«
+
+»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa
+ondt ...«
+
+Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig
+som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og
+uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind --
+hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu
+rev op i ham.
+
+Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?
+
+
+
+
+VII.
+
+
+»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde
+hans Kammerater.
+
+»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig
+i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige
+Forlovelse.
+
+»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde
+Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale
+med sin gamle Ven.
+
+»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en
+Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved
+Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen
+selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre
+sig behagelig for hende.« --
+
+Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede
+Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt
+Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før.
+Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning,
+syntes paa én Gang at være bleven tændt.
+
+Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at
+have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning
+af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage,
+blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde
+vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes
+Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han
+selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en
+vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende
+Ægteskab.
+
+Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det
+var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og
+han var Skyld deri.
+
+Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han
+ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer
+Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor
+kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne
+halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --
+
+Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort
+Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og
+Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en
+Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin
+Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun
+skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn
+Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber
+havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over
+det.
+
+Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt
+til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa
+skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han
+betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog
+Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den
+Ting klarede sig nok.
+
+Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og
+Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere
+Ligevægt i den sidste Tid. --
+
+De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i
+Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have
+det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var
+ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens
+Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det.
+
+Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han
+foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han
+mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod
+han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset
+Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde
+med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. --
+
+Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny
+Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev
+sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke,
+ny Porcelæn skulde gaa i Stykker.
+
+Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser
+fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt
+kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet
+tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et
+helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde
+faa.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre,
+Hennings Fader og Hans Frederik.
+
+Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.
+
+Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i
+Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet,
+der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere
+og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede
+saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at
+ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende
+Guldpailletter. --
+
+En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren.
+
+Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud.
+Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til
+Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel.
+Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af
+Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en
+uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte
+med til Sognet.
+
+Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret
+og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden
+kom. --
+
+Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt
+var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt
+Bevægelse. --
+
+Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og
+indtrængende til dem.
+
+Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men
+Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var
+falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og
+Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv
+Modgangen let at bære. --
+
+Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden
+Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse
+gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. --
+
+De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.
+
+Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes
+straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om.
+Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet,
+der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen
+saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid
+lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.
+
+
+
+
+VIII.
+
+
+»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til
+Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig
+ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet.
+
+»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg
+vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.«
+
+Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et
+forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive
+attraperet i en strafværdig Handling.
+
+»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte
+Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads.
+
+»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....«
+
+Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes
+han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var
+temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var
+inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels
+af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i,
+»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme
+paa de Tider, da Henning besøgte dem. --
+
+»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han.
+»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.«
+
+Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.
+
+»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over,
+at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde
+saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde
+jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med
+hinanden ....«
+
+Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.
+
+»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde
+Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.
+
+»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive
+Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt
+det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde
+falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og
+det duer ikke ....«
+
+»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt
+over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til
+Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening,
+kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal
+forholde mig overfor min Kone?«
+
+»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle
+Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme
+Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den
+bedste Mening.«
+
+»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin
+Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham
+til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde
+Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt
+lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg
+staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget
+efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?«
+
+»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle
+Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af
+den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de
+ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket
+Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en
+Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse,
+men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af
+Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det
+Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af
+Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et
+aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være
+dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig
+Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa
+galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.«
+
+Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt
+til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori.
+
+»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har
+i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en
+kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden
+at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod;
+han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men
+hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav
+en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til
+Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels
+Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede
+sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse
+ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og
+Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller
+Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han
+havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde
+forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen
+Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt
+Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var
+hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet
+om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den
+Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en
+saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun
+en Kvinde i Stand til at føle.«
+
+Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans
+Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde
+aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.
+
+»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til
+mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade
+Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var
+komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en
+god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste
+for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab
+med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en
+Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke.
+Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det
+andet sig nok.« --
+
+Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var
+selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i
+Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det.
+
+Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han
+vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han
+havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent
+gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik
+et nyt Billede solgt. --
+
+Lidt efter kom Minna ned.
+
+»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun
+lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.
+
+»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?«
+
+»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg
+skulde have dig for mig selv.« --
+
+I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i
+Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende,
+og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med
+den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en
+eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem.
+Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans
+Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt,
+om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde
+aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.
+
+Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte.
+
+Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem
+allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel
+kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke.
+
+Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og
+lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.
+
+Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod
+Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig
+krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse.
+
+Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings
+Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne
+Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op;
+saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad.
+
+Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel
+ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og
+i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede
+Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for
+Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang
+erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand
+rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede
+til noget, men det var Tidernes Ugunst ....«
+
+Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og
+førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men
+den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn
+fæstede paa ham.
+
+»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg
+ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?«
+
+Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud
+ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig.
+
+»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig
+altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.«
+
+»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede
+bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af
+Aftenen.«
+
+Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde
+i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i
+højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det
+trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa
+Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de
+fremmede.
+
+Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men
+der var ingen Fart i Samtalen.
+
+»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik
+til Henning.
+
+Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var
+ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en
+lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig
+over, hvad der var sket.
+
+Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham
+godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans
+blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles
+Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning.
+
+Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som
+hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt,
+trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen
+uden at sige et Ord.
+
+Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og
+hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom
+næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.
+
+»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne
+fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en
+ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.«
+
+»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig
+selv en anden Gang, Fa'er.«
+
+»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv,
+at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke
+at gjøre hende en Undskyldning, hører du?«
+
+Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage
+til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter
+kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet
+trukket op over Hovedet.
+
+Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de
+Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over,
+at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid
+efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde
+tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld
+i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget
+det paa den Maade. --
+
+Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik
+hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun
+holdt det fast mellem sine knyttede Hænder.
+
+»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone.
+
+»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt.
+
+»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og
+fornuftig vil sige dig.«
+
+»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og
+satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere
+mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!«
+
+»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere
+hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare
+mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt
+ad, som du gjorde i Aften?«
+
+»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den
+Skam, som overgik mig!« --
+
+Minnas Stemme var bitter og udfordrende.
+
+»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede
+Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule
+og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader,
+om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne
+sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i
+Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig
+derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.«
+
+»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre
+kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du
+lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg
+ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og
+Vanære over os.«
+
+»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold
+paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke
+forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger?
+Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader.
+Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer
+i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos
+os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi
+begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du
+kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført
+dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager,
+at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod
+din Mand.«
+
+»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og
+overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri;
+jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...«
+
+Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.
+
+»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes
+du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?«
+
+Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev
+ved at se ned for sig og svarede ikke.
+
+»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme
+til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker
+rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.«
+
+»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop
+slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem,
+du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der
+harmer mig.«
+
+Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme
+Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat
+som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok
+behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. --
+
+»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet
+Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke
+oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.«
+
+»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen
+trænge sig imellem os.«
+
+»Aa -- du store, store Barn!«
+
+Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen.
+
+
+
+
+IX.
+
+
+Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var
+begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et
+og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning.
+
+Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden
+end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem,
+vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor.
+
+I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne
+Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke
+Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa
+nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den
+af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han
+var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han
+var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme
+til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet
+Lune.
+
+Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.
+
+Undertiden -- og det var ikke sjælden -- naar han arbejdede i sit
+Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende
+en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til
+atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel
+paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter,
+og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og
+Kjedsomhed. --
+
+Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans
+Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig
+inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da
+meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun
+var over at mærke, at han allerede nu -- da de havde været gifte saa
+kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.
+
+Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han
+aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve
+af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han
+skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke
+giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af
+Kjedsommelighed.
+
+Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han
+trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde
+der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde
+det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede
+det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde
+faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være
+skinsyg paa hans Arbejde.
+
+Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i
+en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun
+kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste
+Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og
+frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til
+andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv
+kunde være.
+
+Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede,
+den næste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervøs.
+Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for
+ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og
+mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede
+al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker
+Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke
+Øjnene i.
+
+Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke,
+som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store
+Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter
+havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et
+Aars Tid igjennem.
+
+Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham
+endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes
+forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes
+sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse,
+hvad det skulde blive til.
+
+Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det
+ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at
+bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men
+som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op
+i ham. --
+
+»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en
+Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds.
+»Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at
+arbejde. -- Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone,
+der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.«
+
+»Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine
+Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse
+for mig.«
+
+»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog
+have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde,
+at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« -- sagde han lidt
+bittert.
+
+»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg
+bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde
+herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev
+gift med dig!« --
+
+»Det vidste jeg ikke« -- Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg
+skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet -- om du
+saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at
+fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at
+sørge godt for dig.«
+
+»Ja, du er nu saa mageløs ædel -- i din egen Indbildning. Men jeg
+havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer
+sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.«
+
+»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive
+bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa
+mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj
+Grad.«
+
+»Ja, naturligvis!« -- Minna lo hysterisk. »Men _du_ er stadig saa
+mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig!
+Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var
+ovre ved Theatret!«
+
+Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte
+hans Blod i Kog.
+
+»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed
+af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil
+du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds,
+saa skal jeg ikke sætte mig derimod.«
+
+»Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og
+Fred og tog mig al Ting meget lettere.«
+
+»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du
+maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig
+klart paa vort Forhold?«
+
+»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød
+hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din
+saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...«
+
+Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet
+i sine Hænder og gav sig til at græde.
+
+Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været
+den rette Mand for hende? -- Han fortrød sin Heftighed og søgte at
+berolige hende.
+
+»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive
+anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor
+frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden.
+Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa
+lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.«
+
+»Ja det lyder smukt nok« -- Minna slog atter over i sin gamle,
+haanende Tone -- »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig
+for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og
+jeg vil ikke undvære noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden
+være i Fred.«
+
+»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte
+han bittert. -- »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og
+umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene
+op for, hvad det maa føre til.«
+
+Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men
+det vilde ikke lykkes.
+
+Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig.
+
+
+
+
+X.
+
+
+Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det
+første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret,
+hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at
+banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før
+havde kjendt den.
+
+Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at
+den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden,
+maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham,
+at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner
+og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer
+og Gjenvordigheder.
+
+Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.
+
+Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng,
+bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde
+sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste
+af alle Mænd.
+
+Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en
+Dreng -- en prægtig Dreng!
+
+Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller
+anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.
+
+Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar
+Tambeskjælver foran Pillespejlet.
+
+    »Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
+    Det er vor Husbond, det er
+    Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...«
+
+deklamerede Hans Frederik ham i Møde.
+
+»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer
+Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle
+dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!«
+
+»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«
+
+Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at
+se Henning i det gamle, frejdige Humør.
+
+»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis
+ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg
+forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa
+en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg
+ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at
+leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et
+rigtigt Menneske ud af!«
+
+»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for.
+Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels
+Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:
+
+    Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...«
+
+»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning
+ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds
+Styrke!« -- -- --
+
+Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen.
+Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte.
+
+Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder
+færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.
+
+Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod
+til at have bragt Lykke til Huset. --
+
+
+
+
+XI.
+
+
+Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle
+Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.
+
+De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en
+ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget
+hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid
+aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle
+de Besværligheder, som var forbundne dermed. --
+
+Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun
+bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun
+blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.
+
+Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give
+hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man
+vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere
+han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne
+Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som
+hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og
+alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs
+overfor ham i deres daglige Samliv.
+
+Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin
+Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun
+briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men
+det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor
+gjærne hun end vilde.
+
+»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til
+ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg
+var død.«
+
+Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at
+være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv;
+naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde
+ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne
+Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde
+blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en
+Kurv Frugt eller en Buket Blomster.
+
+Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte
+ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans
+modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det
+opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han
+mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge
+haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. --
+
+Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine
+slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par
+Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde
+i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.
+
+Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad
+endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al
+Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og
+venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. --
+Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist
+-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske
+have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op
+for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.
+
+Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.
+
+»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«
+
+Henning kyssede Drengens lyse Haar.
+
+»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«
+
+»Hvorfor tænker du?«
+
+»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.«
+
+»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære
+dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?«
+
+»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.«
+
+»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa
+helt pludselig:
+
+»Mo'er skal ogsaa være god.«
+
+Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde
+være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand
+paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.
+
+Han tog ham ved Haanden og sagde:
+
+»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«
+
+Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter
+paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun
+var i daarligt Humør. --
+
+Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille
+Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt,
+og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men
+enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment,
+som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.
+
+Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham
+eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den
+Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige
+Ting.
+
+Minna svarede med Enstavelsesord.
+
+Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.
+
+Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The
+ude i Haven. Vejret var saa smukt.
+
+Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.
+
+Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.
+
+»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok
+ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre
+Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude
+kunde man skimte Sundet.
+
+»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du
+kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres
+The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort
+Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord
+derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har
+tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at
+gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg
+opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand
+paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg
+vil ikke have min Dreng ødelagt.«
+
+»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok
+med at tage ham fra mig.«
+
+»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved
+jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt
+mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med
+ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«
+
+»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som
+det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser
+du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig.
+Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan
+bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre
+mig med.«
+
+»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke
+víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad
+til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik
+derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun
+er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for
+at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og
+vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand
+tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som
+i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden
+sandelig din.«
+
+»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange
+andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«
+
+»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?«
+spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra
+dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt
+tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle
+mig som en rigtig Tøffelhelt.«
+
+»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og
+hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den,
+du er!«
+
+Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig
+og svarede rolig:
+
+»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i,
+at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre
+føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde
+mig.«
+
+»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo
+en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«
+
+»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører
+ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen
+over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i
+alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med
+denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage
+har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være
+Vidne til vor Uenighed.«
+
+»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór
+heftig op.
+
+»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa.
+Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre
+Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter
+Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa
+dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og
+som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du
+for en Tid kom i andre Omgivelser.«
+
+»Og hvor skal vi tage hen?«
+
+»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle
+Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for
+os selv. Lad os prøve paa det.«
+
+Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.
+
+»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok,
+du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var
+forlovede.«
+
+»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som
+jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil
+du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg
+forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld
+og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad
+Vinteren.«
+
+»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der
+bare Fiskere.«
+
+»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at
+foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg
+tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du
+kan godt faa Selskabelighed.«
+
+»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om
+dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor
+de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine
+Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet,
+hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.
+
+I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at
+Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.
+
+Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange
+Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med
+hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.
+
+Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at
+finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt
+at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa
+Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i
+Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage
+i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde
+slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde
+paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje
+igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det
+hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev.
+--
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to
+Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.
+
+»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede,
+en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten.
+-- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged
+Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro,
+ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er
+sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror,
+at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke
+sandt?«
+
+Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre
+hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male
+Studier derfra.
+
+Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens
+og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved
+at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed
+Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos
+ham, som han ikke kunde blive kvit.
+
+Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med
+tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det
+venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse
+hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en
+ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne
+Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk,
+hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers
+var der intet som helst mærkeligt ved ham.
+
+I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars
+Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør
+Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med
+de andre Herrers Mening.
+
+Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at
+se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,«
+tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«
+
+»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer
+Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange,
+behandskede Haand. --
+
+Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han
+lidt efter gik hjem fra Stranden.
+
+Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed.
+Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop
+være _hendes_ Mand?
+
+Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt
+ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i
+Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem
+sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde
+forandret sig for dem begge?
+
+Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans
+Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense
+hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget
+Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde
+gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.
+
+Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han
+besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.
+
+For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa
+med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre
+sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper
+og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han
+endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa
+fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre
+Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. --
+
+Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført
+et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær;
+bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.
+
+Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en
+ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed,
+kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige
+Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede
+en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.
+
+Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet,
+hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af
+Byfogden i egen Person.
+
+»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den
+Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme
+præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«
+
+Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind
+i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.
+
+»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte
+den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod!
+En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem
+hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste
+Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til
+venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den
+Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst:
+Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --«
+
+Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op
+i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have
+været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun
+og han gjenkjendte hinanden.
+
+»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min
+kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender.
+Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig
+Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min
+oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun
+ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis
+faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har
+levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«
+
+Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste
+Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt,
+brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. --
+
+Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den
+gav ham Tid til at sunde sig lidt.
+
+»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa
+kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«
+
+Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.
+
+»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.
+
+»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med
+at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.
+
+»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer
+vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt
+uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«
+
+»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af
+Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav
+Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt
+bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«
+
+»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap
+Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.
+
+Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var
+vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end
+hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet
+kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. --
+
+»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag
+førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa
+Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem
+det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at
+opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule
+jaloux -- hvad behager?«
+
+
+
+
+XII.
+
+
+Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der
+skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne
+derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled
+hen over Sandet og Stenene. --
+
+Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde
+der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere
+op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge
+igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt
+og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de
+barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed
+Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som
+om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre
+sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets
+Natur.
+
+Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind
+mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige,
+er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme
+ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde
+Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene,
+som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. --
+
+Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til
+de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans
+Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han
+vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par
+Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager
+nede paa Stranden.
+
+Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med
+det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og
+rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven,
+hverken mer eller mindre.
+
+»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De
+været henne saa længe?«
+
+»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.«
+
+»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok,
+med den kan man udrette saa meget.«
+
+»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige
+Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.«
+
+Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig.
+Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt
+Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side
+hen over Klitbakkerne. --
+
+I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt
+paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa
+meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var
+kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun
+prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere
+og mere ordknap.
+
+»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider.
+»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.«
+
+»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa
+upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke
+lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed
+og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og
+jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.«
+
+»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt,
+aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg
+bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke
+kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min
+Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke
+paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet,
+at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere
+var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu
+synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo
+ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.«
+
+»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres
+Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru
+Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.«
+
+Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans
+Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker,
+hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest
+ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land,
+hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland.
+Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad
+med dens knejsende Kirkespir.
+
+Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm,
+og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede
+paa, hvad han havde at sige hende. --
+
+»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom,
+halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror
+i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at
+skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...«
+
+Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa
+vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik:
+
+»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre
+Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle
+Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har
+maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke
+over et Menneskeliv ....«
+
+Det varede lidt, før hun svarede ham:
+
+»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til
+at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.«
+
+»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger
+vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en
+Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der
+nogensinde har opfyldt mig.«
+
+»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De
+er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre
+Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen
+-- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke,
+som _hun_ ikke kunde berede Dem ...«
+
+»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg
+ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der
+ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og
+rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige
+Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg
+bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg
+maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og
+behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt
+saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at
+spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som
+noget, der ikke længere vedkom mig.«
+
+»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det
+lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.
+
+»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig
+møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele
+er.«
+
+Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.
+
+»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?«
+
+»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. --
+Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De
+ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan
+være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at
+opfylde sine Pligter, saa er jeg det.«
+
+»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden
+at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad
+velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken
+og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot
+beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred,
+fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget
+bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke
+er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det
+er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.«
+
+»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket
+paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret,
+vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset,
+ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.«
+
+»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede
+ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad
+jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort
+første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde
+være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved
+at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa
+Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at
+komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke
+at mødes tiere.«
+
+»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den
+tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu
+én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade
+mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer
+fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.«
+
+Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin
+Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive.
+
+»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg
+bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i
+lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.«
+
+»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og
+rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.«
+
+»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig
+selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den
+samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se
+slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse
+er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et
+Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet
+Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for
+Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg
+Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand
+og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det
+mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.«
+
+»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men
+den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en
+ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med
+varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres
+Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere
+Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres
+Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og
+Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De
+kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af
+Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo
+i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa
+ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet,
+om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de
+Forhold, man skal gjemme hos sig selv.«
+
+»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor
+haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre.
+Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen.
+Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt
+det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg
+vilde have gjort det.«
+
+»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men
+tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade
+for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa
+begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil
+glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.«
+
+Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op
+paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk
+over den lille, fintbyggede Skikkelse.
+
+»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en
+Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De
+maatte faa Glæde af mig.« --
+
+Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og
+saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det
+var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende
+endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig
+at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig
+ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde
+allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen
+i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med
+sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage
+siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde
+flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var
+ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og
+tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det
+var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.
+
+Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han
+følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid
+vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at
+skræmme hende bort, hvis han røbede sig.
+
+Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende
+Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin
+Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken
+kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret
+til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var
+stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i
+_hendes_ Nærhed.
+
+Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse
+stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været
+Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare
+sin ydre Ro overfor hende.
+
+Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede
+over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand
+slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa
+tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt
+en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod
+i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig
+mange Gange overlegen. --
+
+Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige
+Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen
+med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at
+han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.
+
+Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser
+opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at
+han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen
+Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. --
+
+En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens.
+Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen,
+at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage
+havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde
+fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at
+Aage var nede i Haven med Fru Aaby.
+
+Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig
+henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes
+Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. --
+
+Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op
+til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde
+et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede
+sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa
+ham. --
+
+Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse
+af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han
+bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af
+Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. --
+
+»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige.
+
+»Nej -- jeg har ikke.«
+
+»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet
+og rakte sin Mund op til hende.
+
+Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et
+uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen
+i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. --
+
+Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge
+alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den
+Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind
+i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da
+hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa
+Jorden. --
+
+»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort
+Dem for megen Besvær?« sagde han.
+
+»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at
+se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?«
+
+»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den
+lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.«
+
+Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende
+aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han
+kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende
+Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!«
+
+Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en
+af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa
+fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb
+bag ved Husene i en Udkant af Byen.
+
+Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede
+og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i
+dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende --
+den eneste, han virkelig havde elsket. --
+
+Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at
+træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte
+fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby
+var rejst.
+
+Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig
+interessant Rygte ud i Byen.
+
+Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som
+der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes,
+Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at
+bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til
+denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var
+kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium
+af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til
+den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for
+Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde
+besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var
+naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var
+Hr. Aaby rejst.
+
+Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe
+beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket
+med i Snavset.
+
+Nu kunde og vilde han ikke tøve længere.
+
+Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde
+lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var
+færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at
+blive. --
+
+En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham
+ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax.
+Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der
+syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun
+bragte med sig allevegne.
+
+Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget
+Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun
+plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var
+hændet noget usædvanligt.
+
+Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang
+lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde
+ham en Smule forvirret.
+
+»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst
+for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet.
+
+Hun lod ikke til at ville forstaa ham.
+
+»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier,
+De har malet herovre,« sagde hun let henkastet.
+
+»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede
+han i samme Tone.
+
+»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste
+Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg
+rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort
+for et Par Dage siden.«
+
+»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev
+blussende rød.
+
+»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for
+mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt
+og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg
+ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu
+sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad
+jeg har at sige Dem.«
+
+Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere
+harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den
+heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:
+
+»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en
+ærekjær Mand!«
+
+»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De
+ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig
+Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«
+
+»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen
+Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide,
+hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem
+om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort
+Forhold til hinanden; derved maa det blive.«
+
+»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre
+paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig
+selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«
+
+»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?«
+
+»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en
+dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og
+vil ikke længere skjule det for Dem.«
+
+»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og
+trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det
+bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«
+
+Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.
+
+»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg
+føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der
+i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg
+beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder
+jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold
+til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg
+undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne
+Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte,
+De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt
+andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«
+
+»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer
+Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde
+baade for Deres egen og min Skyld.«
+
+Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort
+fra ham, medens han talte. --
+
+»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort
+Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har
+truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven
+mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at
+jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. --
+
+En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler
+den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har
+daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og
+renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve
+ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden,
+den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er
+ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den
+bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos
+hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive
+lige ung og ny. --
+
+En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler
+det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig
+være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og
+letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres
+Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min
+Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt
+mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --«
+
+Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men
+hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.
+
+Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:
+
+»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok
+til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg
+havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs
+store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med
+en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig
+henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at
+fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et
+Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge.
+Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men
+jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --
+
+Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende
+Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes
+stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig:
+Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort
+Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man
+almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke
+og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i
+Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet
+for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og
+er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? --
+Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele
+denne Tro.«
+
+»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at
+sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad
+mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil
+gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags
+Præg?«
+
+»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og
+arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes
+frem og udvikles.«
+
+»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om
+at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for
+Egenkjærligheden.«
+
+»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte
+umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som
+det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt
+nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse
+i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar
+disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring
+eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig
+stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem,
+som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og
+Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«
+
+»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg
+end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter
+hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger
+og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at
+arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«
+
+»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere
+formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen
+end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...
+
+Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler
+til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller
+letsindig.
+
+Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat
+sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og
+usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere
+eller færre Kræfter til at staa imod med. --
+
+Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det
+synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at
+det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der
+mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende
+gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har
+noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al
+Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det
+rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks
+Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde
+det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og
+Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har
+ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt
+i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til
+Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge
+er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar,
+som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig
+Fremtid for os.«
+
+Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst
+arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham
+-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.
+
+»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa
+være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke
+paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og
+vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden
+at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som --
+skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har
+gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan
+Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for
+berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den
+Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde
+Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig --
+er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde
+bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa
+hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed
+vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at
+slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade
+over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske
+Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den
+Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil
+ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig,
+ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«
+
+»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var
+Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De
+baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre
+det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min
+Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har
+ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker
+jeg under, da er Skylden Deres.«
+
+»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er
+da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.«
+
+»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed.
+»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke
+bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt,
+men De vil ikke.«
+
+»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den,
+De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en
+sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere
+Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.«
+
+»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.
+
+»Ja -- alt.«
+
+»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«
+
+Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked.
+Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at
+han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige,
+at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en
+Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde,
+dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg,
+saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --
+
+Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine
+Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte
+Tilværelsen for ham?
+
+Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod
+hans Hustru.
+
+Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at
+forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun
+giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at
+opdrage paa?
+
+Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre
+Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det
+have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere.
+Sandheden skulde hun høre af ham. --
+
+Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg
+ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet,
+jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens
+Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet
+svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem.
+Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den
+triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning,
+hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.
+
+Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik
+han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig,
+hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.
+
+Minna sad ved Vinduet og syede.
+
+Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han
+vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig
+vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke
+oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans
+Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget
+usædvanligt i hans Adfærd.
+
+Saa tav de en Tidlang begge to.
+
+»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.
+
+»Naa -- det var jo rart.«
+
+Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne
+korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning
+dertil.
+
+»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det
+skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«
+
+»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor
+kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger
+og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«
+
+»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til
+Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« --
+
+Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til
+en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at
+vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og
+saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt,
+selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været
+frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har
+du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du
+gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for
+at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«
+
+Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt
+var blegt, da hun spurgte:
+
+»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd
+har gjort dig?«
+
+»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har
+gravet mellem os. Fordi ....«
+
+»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod
+foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved
+det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem
+os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her
+over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem --
+»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«
+
+»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg
+var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde.
+»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser
+Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den
+Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du
+fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig.
+Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og
+forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det
+sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«
+
+Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa
+én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse,
+hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende
+Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød
+hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.
+
+»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- --
+
+Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og
+paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at
+liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.
+
+»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod
+-- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige
+Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og
+deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den
+mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«
+
+»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter
+Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem
+siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis
+jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa
+daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig --
+fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til
+mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«
+
+Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst
+foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen,
+idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. --
+
+Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en
+lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen
+Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende
+saa haardt til?
+
+»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav
+Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«
+
+»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa
+hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil
+leve under Tag med dig.«
+
+»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne
+nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«
+
+Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede
+sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til
+Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor,
+gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde
+han maaske ikke være gaaet.
+
+Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne
+lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem
+det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine
+Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_
+syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu,
+da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa
+mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast
+og pligtopfyldende Hustru.
+
+Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det
+alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens
+hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig
+kunde blive hans? --
+
+Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin
+Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To
+Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold
+var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før
+lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og
+bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for
+Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde
+havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord,
+som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at
+tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste
+Ting -- for Husfredens Skyld.
+
+Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel,
+medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender
+hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den
+unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn
+Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.
+
+
+
+
+XIII.
+
+
+Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt
+Vintervejr det Aar.
+
+Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og
+Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret
+viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske
+drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa
+i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt
+Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej
+mellem Langelinie og »Tre Kroner«.
+
+Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store
+Bunker.
+
+»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv
+Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og
+Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.
+
+Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med
+Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang
+tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog
+sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa
+Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det
+gaa strygende løs med Baller og Middage.
+
+Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige
+Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger,
+der kom ind.
+
+Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer
+sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine
+nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en
+overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde
+paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.
+
+Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes
+kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes
+sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit
+udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper
+Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke
+sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige
+fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for
+hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner
+syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --
+
+Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de
+ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og
+arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa
+bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til
+»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem
+Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod
+-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke
+en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret,
+og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige
+Klædningsstykke lige saa godt som hin.
+
+Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af
+underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting
+mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere,
+Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der
+lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det
+egentlige store Proletariat.
+
+De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre
+Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men
+de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i
+uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være
+bedre, end den er i Virkeligheden.
+
+Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det
+koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.
+
+Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i
+Størstedelen af sin Levetid.
+
+Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for
+ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se
+Sønnen vinde frem i Verden.
+
+At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den
+gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der
+blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største
+Forventninger om sin Søns Talent.
+
+Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige
+Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind --
+var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive
+en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. --
+
+Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens
+de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor
+ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle,
+stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.
+
+Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret
+med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet
+bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa
+ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige
+Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk
+Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde.
+
+Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget
+rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere
+i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og
+gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa
+følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv
+havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for
+hele Kunstakademiet. --
+
+Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var
+det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig
+mærke dermed.
+
+Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han
+var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt
+just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst
+kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan
+en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive
+lykkelig ogsaa i det Kapitel.
+
+Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han
+mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete
+af Minna.
+
+»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv,
+halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv
+vidste af.
+
+Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse
+det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til
+at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig
+selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig
+skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige
+lukt ud i Stranden.«
+
+Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget
+hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og
+naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke
+ham ved. --
+
+Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget,
+der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.
+
+Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men
+Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun
+havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle,
+under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.
+
+I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre
+kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis
+Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter,
+dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en
+Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings
+Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.
+
+Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og
+følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle
+Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust
+bort. --
+
+Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke,
+selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det
+var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og
+han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa
+ham.
+
+Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden
+sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa,
+hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en
+sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han
+tog sig det. --
+
+Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle
+Mand.
+
+Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde,
+som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne
+foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev
+langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.
+
+Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere
+Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri,
+de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og
+Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne
+gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle
+Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde
+Skipperne ikke Tid til at vente paa.
+
+Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme
+igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en
+lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den
+sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun
+solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større
+Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det
+ikke lykkes ham at blive færdig med. --
+
+Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid
+havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han
+boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det,
+eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.
+
+Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok
+klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste
+Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid
+maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen
+ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer
+paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.
+
+Saa var det Dagen før Nytaarsaften.
+
+Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i
+ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at
+ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat
+paany.
+
+Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i
+det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø
+saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der
+dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet
+saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i
+dem for at berøve dem deres Vinterpynt.
+
+Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen
+var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om
+Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster
+paa Ruden.
+
+Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa
+at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.
+
+Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede
+at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse
+fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans
+smilende Læber.
+
+Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs
+fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.
+
+Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og
+haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige
+Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den
+til lutter Vand og Søle.
+
+Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til,
+saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det,
+der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en
+muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at
+slaa op om Ørene, hvis de færdes ude.
+
+Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden,
+foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald.
+Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de
+smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens
+Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. --
+
+Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne
+fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem
+omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.
+
+Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne
+ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen
+Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et
+saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven
+lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt.
+
+I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter
+skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke
+til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken
+var lidt over ti.
+
+I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede,
+boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup
+havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen
+i Etagen neden under.
+
+Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille
+Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget
+godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en
+Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved
+Vinduet.
+
+Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der
+ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er
+tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var
+tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et
+trist og uvenligt Præg.
+
+Der var ingen Ild i Kakkelovnen. --
+
+Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin
+Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød
+Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel
+ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.
+
+»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt
+til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til
+Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst
+opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et
+solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.
+
+Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter
+en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen
+anden Udvej tilovers.
+
+Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin
+Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp
+ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde.
+
+Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive
+ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik
+Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende
+Indhold:
+
+    »Min kjære Søn!
+
+ Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde
+ gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det
+ slemme Vejr.
+
+                                      Din kjærlig hengivne Fader
+                                            P. Bentsen.«
+
+Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var
+blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt
+det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik stærkt
+til elleve.
+
+Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det
+faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han
+alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar
+han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags
+Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang
+blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været
+der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til
+den næste Dag.
+
+Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af
+Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa
+forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han
+endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og
+Aftensmaden over. --
+
+Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og
+gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været
+en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og
+Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som
+Brændsel.
+
+Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa
+den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i
+Munden paa ham.
+
+»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har
+du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var
+blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.«
+
+»Aa -- bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er
+slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det
+saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg
+paa at synes oprømt.
+
+»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det
+er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du
+trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i
+Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.«
+
+»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,«
+svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i
+mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du
+skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.«
+
+»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu
+blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid
+og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.«
+
+»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere
+her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.«
+
+»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for,
+at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.«
+
+Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin
+Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at
+forsyne den gamle med, hvad han behøvede.
+
+»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,«
+sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren.
+
+»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til næste Aar, om Gud vil, at
+jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den
+gamle med et melankolsk Smil.
+
+»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.«
+
+Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig
+kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.
+
+Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for
+den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at
+han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte
+frygte for stygge og ubehagelige Scener. --
+
+Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og
+syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede
+med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under
+Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle
+Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.
+
+Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store
+Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre
+Handlende holdt aabent endnu.
+
+De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske
+enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste,
+at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at
+blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog,
+som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene,
+nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at
+blegne af Misundelse. --
+
+Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets
+hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige
+Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.
+
+Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens
+Time, og med en Stemme, der skælvede -- hvad enten det var af Kulden
+eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, _han_ ventede sig af
+Aarets sidste Aften -- bød han Karlen at sætte Skodderne for.
+
+Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne,
+Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i
+den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte
+sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende
+Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han
+traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod
+Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.
+
+Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de
+mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det
+Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han
+levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa
+Timer siden. --
+
+Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den
+uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød.
+-- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved
+Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn.
+
+Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og
+hvor ondt det havde gjort ham at se det.
+
+Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de
+maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun
+begyndt at græde og lamentere.
+
+Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end
+sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at
+hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_
+vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de
+kunde slaa sig igjennem.
+
+Henning forestillede hende, at de jo -- Gud være lovet -- endnu ikke
+havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde
+at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa
+fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var
+derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for
+Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa
+hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det.
+
+Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde
+ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til
+deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig
+ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord
+baade mod ham og hans Fader. --
+
+Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet
+Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den
+sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt
+lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.
+
+Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter
+frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed
+til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes
+skingrende Stemme.
+
+Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig
+selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men
+det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt
+forfærdet paa hende.
+
+Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa
+frygtelig? -- --
+
+Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til
+hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde
+i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i
+Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun
+skulde ikke vente ham hjem for det første.
+
+I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne
+sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede
+baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. --
+
+Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet
+ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed
+ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. --
+
+Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer
+i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han
+under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men
+Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning
+ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var
+kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den
+østlige Ende af Byen.
+
+Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte
+Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et
+bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv
+færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet,
+snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker
+og forskjellige andre Gjenstande.
+
+Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for
+der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den
+Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.
+
+Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede
+han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne
+gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt.
+Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene
+eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for
+at fejre Sylvesters hellige Aften.
+
+Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu
+lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader
+allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.
+
+Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i
+Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over
+den.
+
+Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget
+Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han
+omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske,
+af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke
+skulde gaa sulten til Sengs.
+
+Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske --
+han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og køre ud at
+hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det
+nemmeste og naturligste.
+
+Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra
+denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse,
+selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne
+vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.
+
+Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og
+hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage!
+Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde
+kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. --
+
+Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede
+drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte
+Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig.
+
+»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?«
+
+Henning vendte sig om.
+
+»Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?«
+
+»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa
+vil. Jeg er vældig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et
+Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med
+Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?«
+
+»Aa nej -- men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,«
+forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe -- ja,
+det kan være lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjør
+jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været
+tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe
+nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.«
+
+»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller
+hvordan det nu hedder. Hør -- for Pokker -- det er da aldrig ...
+hvad, du dydige Ægtemand ..?«
+
+Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.
+
+»Aa Vrøvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning
+ærgerlig.
+
+»Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke
+at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed -- Her har
+du Pengene, min Dreng.«
+
+Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri
+og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse
+Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i
+Haanden paa Henning.
+
+»Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde
+Henning og vilde gaa.
+
+»Aa -- hør en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du
+skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en
+Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre!
+Hør du -- kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi
+skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.«
+
+»Jo, det maa du gjærne. -- Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor
+jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham
+med nogle Penge -- det er hele Historien.«
+
+»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag
+efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et
+mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar
+du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer
+jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de
+hjemlige Kjødgryder.« --
+
+De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning
+havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa
+at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner --
+naturligvis i al Skikkelighed.
+
+Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket --
+rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var
+rigtignok alt andet end tillokkende.
+
+Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin
+Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller
+anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære
+Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede
+sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig
+bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske
+Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev
+mishandlet. --
+
+Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige
+Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en
+Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en
+eneste Aften -- trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.
+
+Han trængte haardt til det, syntes han selv.
+
+»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil
+nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer
+fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt
+tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde
+sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med
+Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse?
+Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar
+sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og
+viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne
+for dine tørstende Blikke.«
+
+Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under
+Vennens og trak ham med sig. --
+
+       *       *       *       *       *
+
+»Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,«
+sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da
+de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider
+ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu
+og da lød en støjende Latter.
+
+»Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men
+nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede
+Erik halvt mellem Spøg og Alvor -- »du skal naturligvis sidde længst
+borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme
+i Fristelse. Og desuden« -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade
+Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre -- »det er
+prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste
+Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte
+og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under
+Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede
+gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa
+Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte.
+--
+
+Det havde været en mageløs Nytaarsaften.
+
+Hvor man havde lét og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske
+storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne --
+begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at
+lægge Mærke til.
+
+Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen.
+Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom
+frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag
+i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! --
+
+»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger
+Damerne hjem.«
+
+»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone.
+»Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke
+Eva!«
+
+»Er Du gal, Henning!« -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme
+lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere
+ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu
+fornuftig og lad mig følge dig hjem.«
+
+»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa
+Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke
+vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?«
+
+Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved --
+med en koket lille Skindhue -- der støttede sig op til hans Skulder.
+Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til
+hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!«
+
+Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig
+løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og
+tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.
+
+»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem.
+
+»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. »+Felicissima
+notte+, mine Børn! Tak for i Aften!«
+
+Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav
+ned ad Gaden.
+
+Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev
+alene tilbage.
+
+»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et
+angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det,
+skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.«
+
+»Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede
+den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne
+til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert
+yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig
+af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de
+snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brændte endnu i den
+kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og
+Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for
+længe siden. --
+
+Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer
+siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig,
+frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde
+ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg
+i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende
+Dag.
+
+Det var Nytaarsmorgen.
+
+Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke
+hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i
+det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange
+Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se
+virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen
+sin Bane rundt.
+
+Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde
+træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.
+
+Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster
+lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og
+halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær
+hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes
+at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen
+under Armen.
+
+Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger -- uden
+Salmebog -- med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne
+dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege,
+forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om,
+at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i
+Morgenstunden. --
+
+Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede
+Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da
+det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret
+fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om
+at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere
+befærdede Gader.
+
+Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste
+ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt
+sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig
+med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde
+Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.
+
+Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme
+videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke
+som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven
+vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter
+hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet
+og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af
+sig. --
+
+Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen
+udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket
+op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et
+Hoved forsvinde bag Gardinerne.
+
+Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.
+
+Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede,
+og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór
+isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han
+gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog
+ham i Møde.
+
+Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten -- og Minna staaet
+og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i
+Sovekammeret ved Siden af. --
+
+Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende
+gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm.
+
+Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var
+dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet
+i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart.
+Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld
+Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og
+dybt, dybt ind i hans Hjærte.
+
+Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om
+han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs
+indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som
+hvis det havde været uskyldige Tømmermænd.
+
+Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere
+irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han
+vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire
+og tyve Timer tilbage. --
+
+Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit
+Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt
+derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly,
+men dog vedblev han at ligge vaagen.
+
+Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han
+tænkte paa.
+
+Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og
+Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage
+plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften
+uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom
+ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed
+han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en
+snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. --
+
+Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden
+af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham.
+
+Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild
+Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der
+gled langsomt forbi Kysten.
+
+Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt
+begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og
+holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være
+ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det
+suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte,
+at han var den første iblandt dem.
+
+Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om,
+var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper
+var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.
+
+I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og
+Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke
+Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et
+Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb
+tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.
+
+Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med
+flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de
+hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og
+langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.
+
+Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og
+stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte
+ned og knuse den.
+
+Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans
+Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.
+
+Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden
+-- ganske nær ved ham ..
+
+Og saa vaagnede han. --
+
+Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun
+med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. --
+
+Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en
+klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var
+begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og
+Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i
+Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle
+under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske
+glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte.
+
+
+
+
+XIV.
+
+
+Dagene var begyndte at længes.
+
+Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved
+Staffeliet. -- Han _vilde_.
+
+Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede,
+kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den
+var han tilfreds med, men han følte sin Uformuenhed til at gjøre det
+bedre. Saa blot videre -- videre. --
+
+Han spændte Lærredet paa Blændrammen og tog fat paa at male Billedet.
+Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet
+flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Færd med at
+komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu værre,
+naar han den næste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af
+den foregaaende Dags Arbejde.
+
+Hans Billede stod tungt og indholdsløst, uden Friskhed, uden Liv.
+
+Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i
+sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne
+svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde
+spildt.
+
+Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk
+eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til
+andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og
+hvorledes det skulde være -- det stod altsammen saa klart for ham
+-- men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden
+at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og
+haandværksmæssigt.
+
+Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen.
+
+Omsider -- en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være
+indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede
+færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han
+gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det
+om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen
+kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg.
+
+Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig
+lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de
+lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli.
+
+Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som
+han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han
+selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han
+befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa
+det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette
+Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa
+eller falde med det.
+
+Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at
+se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de
+andre Arbejder.
+
+Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og
+traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke
+behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for
+at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en øjensynlig
+Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han
+beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere
+tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var
+forfejlet.
+
+Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og
+Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som
+Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede
+var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg
+paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig
+gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk
+Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til
+sygelig Følsomhed.
+
+Billedet var og blev mislykket.
+
+Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder,
+der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved
+at mærke hos sig selv, at han misundte dem.
+
+De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som
+frugtesløs. -- Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde
+den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende
+Lygtemand?
+
+Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig
+selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen
+aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod
+at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes
+det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. --
+
+Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han
+kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke
+den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre --
+havde manglet ham i altfor lang Tid.
+
+Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed,
+som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv
+til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den -- og
+bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at
+gjøre andet -- men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi
+han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. --
+
+Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et
+Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle
+friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen.
+
+Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige
+Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget følelige,
+saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men først og fremmest med
+den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa
+syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang.
+
+Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en
+Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var
+bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes
+at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de
+»lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde
+friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor
+blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livsspørgsmaal
+for ham.
+
+Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar
+hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt,
+at han vilde faa Stipendiet.
+
+Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde
+bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid
+-- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de
+gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge
+Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig
+igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og
+raslende Haglbyger.
+
+Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde
+efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere
+af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet
+Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu
+med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne,
+under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde
+Paraplyen stik mod Vinden. --
+
+Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de
+Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde
+ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud
+for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han
+trængte haardt til.
+
+Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette
+Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget
+paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse
+sig igjen efter det sidste Nederlag. --
+
+Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte
+Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.
+
+Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten
+mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer,
+der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig
+Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud,
+som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at
+støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres
+mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.
+
+Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for
+at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par
+bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt
+til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig
+videre oplagt til. --
+
+Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod
+en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder,
+bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad
+den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets
+Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind
+og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at
+ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte
+Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under
+Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans
+knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.
+
+Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med
+et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf
+Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til
+Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!«
+
+Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende
+Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes
+tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg
+videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste
+Vejr. --
+
+Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa
+Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa
+rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den
+sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. --
+
+Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid
+var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede
+i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde
+lukke ham udenfor de indviede Mure.
+
+Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende,
+mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de
+endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«.
+
+Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen
+helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit
+ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og
+de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til
+Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte
+saa smaat at indfinde sig. --
+
+Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han
+ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring.
+
+Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han
+hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en
+Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med
+de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden.
+
+Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og
+kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed
+mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv.
+Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han
+finde dem?
+
+Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens
+Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge
+Kunstnere frem.
+
+Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med
+Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid
+som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at
+faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan.
+
+Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere
+Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige
+Hundredetusender.
+
+Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum
+ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse.
+
+Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant
+Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom
+det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove
+Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var
+bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. --
+
+Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre
+Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det.
+
+Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand
+boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham
+og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde
+gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage
+for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til
+Tjeneste.
+
+Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek,
+halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus,
+som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan
+tilvejebringe.
+
+Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle
+Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver,
+tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger,
+indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i
+smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med
+udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. --
+
+Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn
+Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart
+endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en
+blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe,
+at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. --
+
+Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod
+Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge
+ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet.
+
+Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet
+mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige
+Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen,
+hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende
+Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk
+og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. --
+
+Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede
+langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var
+opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke
+Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det,
+faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog
+forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. --
+
+Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og
+den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige
+Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var
+traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa
+Skrivebordet og derpaa forsvandt.
+
+»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint,
+maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan
+være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse
+....«
+
+»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt
+ubekjendt,« sagde Henning.
+
+»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu
+havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke
+sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar --
+nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?«
+
+»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg
+ikke burde have udstillet. Jeg ...«
+
+»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan
+De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men
+hvormed ...«
+
+Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse
+at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han
+ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en
+hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand.
+
+»Hvormed ...?«
+
+Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han
+havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede
+Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt
+ironiske, halvt opmuntrende Smil.
+
+»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan
+Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning,
+»og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke
+havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...«
+
+»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med
+dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men
+det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil
+gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt.
+-- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue
+vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle
+Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.«
+
+»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde
+Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af
+Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel
+motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del
+Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere
+følte det ydmygende i Situationen.
+
+»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et
+Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed,
+og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig
+Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde
+blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle
+Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af
+Kapitalen ...«
+
+»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne
+indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa
+det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...«
+
+Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en
+Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre,
+hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt.
+
+»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig
+til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences
+Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have
+gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen
+dertil.«
+
+Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne.
+
+»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til
+Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en
+øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...«
+
+Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen,
+men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde
+misforstaaet hans sidste Ytring.
+
+»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid
+meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.«
+
+Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin
+aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren.
+--
+
+Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning
+mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne,
+havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende
+Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger.
+
+Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det
+legemlig.
+
+Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at
+forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor
+lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en
+Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han
+blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt
+frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej.
+
+Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved,
+at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til --
+for ogsaa at bryde dem.
+
+Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt,
+vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine
+Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt
+Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit
+Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet
+ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt
+en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan
+hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at
+være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live
+igjen, men det vilde ikke lykkes.
+
+Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet
+og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen
+bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at
+begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen
+maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende.
+--
+
+Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der
+atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. --
+Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og
+kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og
+stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde
+faa begyndt paa et nyt Arbejde.
+
+Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid
+lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af
+Stuen, og al Ting blev ganske stille.
+
+Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i
+en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa
+sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da
+han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød
+inde fra Sovekammeret.
+
+Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig,
+lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne,
+og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af
+en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og
+ilede ind i Dagligstuen.
+
+Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede
+kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu
+løbende ind, bærende det paa Armen.
+
+»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?«
+
+Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis
+Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med
+et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de
+ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det
+lille Legeme.
+
+»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna.
+
+Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat
+for at løbe efter Lægen.
+
+Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at
+fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men
+derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang,
+kun mere besværlig og langvarig.
+
+Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa
+Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan
+da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen,
+gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt
+Vinger. --
+
+Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand
+kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere
+dyrebart end hans eget.
+
+Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste
+Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende
+Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse,
+hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans
+Hjærte.
+
+Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak
+sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør,
+kvælende Fornemmelse i Halsen.
+
+Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø!
+
+Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket.
+Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige
+Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige
+Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte
+dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved
+dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en
+afsindig. --
+
+Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde,
+hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og
+rullede afsted til hans Hjem.
+
+De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine
+Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for
+at se ham ned i Halsen.
+
+Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet,
+spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen.
+
+Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og
+munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den
+skrækkelige Strubehoste?
+
+Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre
+i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et
+Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at
+angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe
+det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve
+Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa
+Recepten.
+
+Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa
+Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind
+i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte
+vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet
+tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige
+saa mange Aarhundreder.
+
+Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord,
+formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham.
+Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at
+have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord
+og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der
+undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes
+det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed.
+
+Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig
+tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse
+i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende
+sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men
+afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. --
+
+Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens
+de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med
+ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det,
+saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det
+samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen.
+
+Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa
+Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge,
+der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa
+forfærdelig haardt?
+
+Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at
+alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa
+uendelig smaat og betydningsløst.
+
+Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa
+pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før
+var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og
+indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde
+lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive
+sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun
+ikke det. --
+
+De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor
+der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og
+kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i
+Søvne.
+
+Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem --
+Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som
+fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt
+Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende
+Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille
+Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets
+pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne
+friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde,
+bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke
+med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi.
+Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det!
+
+Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere
+Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og
+forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og
+forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. --
+
+Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde
+have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde
+Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte
+at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele
+Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt
+ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil.
+
+Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret
+lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom
+svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at
+vende tilbage paa Kinderne.
+
+De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men
+de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede
+nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig
+hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag,
+snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og
+mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. --
+
+Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille
+Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet
+og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i
+Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og
+rakte sine Arme frem.
+
+Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en
+Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den.
+De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og
+Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret,
+halvt ængstelig paa dem.
+
+»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,«
+stammede den lille Fyr.
+
+Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende
+hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene
+i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en
+lidenskabelig Hulken.
+
+»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget
+bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det
+...«
+
+Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og
+kyssede hendes Pande.
+
+Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke
+var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde
+kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis
+Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte.
+
+
+
+
+XV.
+
+
+Han var bleven revet ud af sin Sløvhed og mindet om, at han endnu
+havde noget at leve og arbejde for.
+
+Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der
+et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mærkede, at
+noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han
+arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker
+paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrængende, og søgte paany
+at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider.
+
+Hun prøvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Møde. De vilde
+aabenbart begge to saa gjærne holde fast ved deres gode Forsæt, naar
+det blot maatte lykkes.
+
+I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og
+mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod
+ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til
+andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var
+lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente
+kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden,
+og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive
+anderledes. --
+
+Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en
+Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser,
+som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som
+tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting.
+
+Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne
+Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget
+bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet
+end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det
+ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans
+Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem
+der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det.
+--
+
+Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede.
+
+»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit
+Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med
+en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig
+Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt
+fast, skulde svigte ham, før han blev færdig.
+
+Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen
+længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende
+Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et
+Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden.
+
+De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage
+til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge
+i Huset.
+
+Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om
+Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte
+en under Fødderne.
+
+Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede
+Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er
+forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige
+Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak
+sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let
+Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. --
+
+Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og
+da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste
+Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at
+overnatte i Byen.
+
+Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og
+vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde
+stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær
+og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode,
+naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden
+havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig
+til at føje hende i dette Punkt. --
+
+Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en
+ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede
+forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren,
+naar han er ude for at more sig.
+
+Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af
+»Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket
+der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre
+Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde
+Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen.
+
+Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende
+Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den
+brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt
+ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det
+lille Theater som paa ethvert andet Sted.
+
+Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken
+der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs
+skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig
+omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener,
+Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde.
+
+Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den
+øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse
+Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et
+Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de
+for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer.
+
+Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at
+man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter
+med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran
+Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed
+tilvejebragte baade en Stol og et Bord.
+
+Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt.
+Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at
+gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi
+Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets
+lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den
+allersvageste Fristelse for ham til at blive. --
+
+Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at
+finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende.
+Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier.
+
+Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes
+at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end
+paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres
+voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den
+letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede
+gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester,
+og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste
+Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke
+deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige
+Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste
+Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle,
+blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje;
+blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring
+med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et
+af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller
+Journalister. --
+
+Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det
+brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik
+paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar
+Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de
+andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer.
+
+I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen,
+og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige
+Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken.
+
+Det maatte vel være Debutantinden.
+
+Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden.
+
+Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke,
+blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet
+Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk.
+Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede
+om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en
+Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed.
+
+Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen
+fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et
+musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til.
+Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen
+og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en
+ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. --
+
+Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa
+høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa
+paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed.
+
+Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham
+paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en
+mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det
+lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme.
+
+Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes
+Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han
+sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa
+hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt.
+En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer
+mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny
+Skuespillerinde.
+
+Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at
+hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen.
+
+Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han
+indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde.
+
+Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var
+næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et
+Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i
+den fjærneste Forbindelse med hinanden! --
+
+Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte,
+han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn.
+
+Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver.
+--
+
+Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte
+et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at
+Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet.
+Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve
+en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant
+Resultat ved at se hende endnu en Gang.
+
+Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham
+et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere
+i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe
+var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt.
+
+Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib.
+Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til
+Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. --
+
+Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt
+han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen.
+
+Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen
+om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i
+alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans
+Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham
+dertil.
+
+Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. --
+
+Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede
+ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at
+hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres
+Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man
+hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun.
+
+Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet,
+uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden,
+at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. --
+
+Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle
+Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe
+sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at
+hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage
+til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa
+Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og
+samme Skikkelse.
+
+Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde
+søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men
+Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste
+hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.
+
+Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at
+tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde
+bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne
+hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. --
+
+Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til
+Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer
+paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene
+hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten
+sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. --
+
+Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer
+ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige
+»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede
+Brandere.
+
+Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny
+Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det
+himmelske Rige. --
+
+Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig
+betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var
+med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor
+visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen
+end indbød til allehaande sceniske Udskejelser.
+
+Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand,
+som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel
+forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det
+stærkt blandede Publikum.
+
+Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var
+ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig,
+lidt ringeagtende Maade.
+
+Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som
+kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor
+den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der
+understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt
+under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed.
+
+Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at
+aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde
+virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte.
+
+Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion
+beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa
+hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af
+hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi.
+
+Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og
+den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i
+Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde
+set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig
+med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. --
+
+En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før
+Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle
+Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt
+til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for
+Theatrets Primadonna.
+
+Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op
+bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til
+Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde,
+var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af
+Patchouli.
+
+Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som
+Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en
+Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne
+Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt.
+
+Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa,
+kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som
+kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret.
+
+»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom
+indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.«
+
+Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest
+Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og
+Arbejdsværelse.
+
+Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et
+Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker
+med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et
+Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en
+sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til
+bulter mellem hinanden.
+
+Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget
+Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra
+kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.
+
+Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen
+i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han
+selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt
+Skrivebord henne ved Vinduet.
+
+»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi
+endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor
+ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en
+brillant Sæson.«
+
+»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet
+fat i Deres ny Primadonna?«
+
+»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er
+mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren
+begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne
+og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa
+dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.«
+
+»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og
+tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham.
+
+»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun
+skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er
+det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde
+Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede
+aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok
+syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at
+vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at
+klare for dem derhjemme.
+
+-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna,
+og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget,
+saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar,
+forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg
+mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.«
+
+»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det
+er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem
+i en let henkastet Tone.
+
+»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin
+ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter,
+kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til
+Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og
+tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man
+hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde
+Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at
+komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt
+Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem
+sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets
+Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er
+forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin
+Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham
+helt stakaandet.
+
+»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten
+ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse
+for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer
+stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for
+hende?« tilføjede han lidt nølende.
+
+»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde
+Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings
+Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre
+alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.
+
+»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev
+mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske
+tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme
+herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre
+end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.«
+
+»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.«
+
+Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over
+Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at
+jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.«
+
+»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra.
+
+Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning
+med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men
+Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding
+ventede paa hendes Indtrædelse.
+
+Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort
+Banken paa Døren, og hun traadte ind. --
+
+Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel,
+men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige
+Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.
+
+Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig
+Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle,
+han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte
+sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham
+om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage,
+hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning.
+
+»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da
+hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men
+et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min
+Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det,
+kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre
+hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor
+Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da
+ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!«
+
+Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning
+spurgte, hvad det drejede sig om.
+
+»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges
+et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller
+Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt,
+at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo
+leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal
+naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og
+de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget
+Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til
+at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig
+en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en
+Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!«
+
+Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede
+urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var
+der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde?
+
+Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male
+et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?
+
+Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum
+Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa
+Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der
+var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit
+Forslag.
+
+»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et
+Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig.
+
+»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende
+Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til
+hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte
+Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig
+sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det
+var prægtigt!«
+
+»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.
+
+»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken
+tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos
+mig. Det er altsaa et Ord?«
+
+»Ja.«
+
+Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han
+gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en
+noget urolig Stemning.
+
+
+
+
+XVI.
+
+
+Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i
+Provinserne.
+
+Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde
+spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og
+især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i
+»Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o.
+s. v.
+
+Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den
+Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige
+Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.
+
+Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne,
+men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende
+sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde
+kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun
+Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade
+ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys.
+
+Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa
+fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en
+Provinsscenes Brædder.
+
+Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da
+hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører,
+Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den
+feterede Første-Elsker.
+
+Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa
+Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden
+aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden
+han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig
+endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller
+blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske
+ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man
+ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen
+-- den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet
+allerkæreste blød og indsmigrende. --
+
+Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende
+Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for
+andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.
+
+Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille
+idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død
+halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus.
+
+Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde
+pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og
+alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende
+til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave -- men med omhyggelig
+friseret Paryk -- til den følsomme Enke.
+
+Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt
+Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af
+haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam
+Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.
+
+Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante
+Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den
+misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt
+Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at
+gifte sig med ham.
+
+Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og
+Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. --
+
+Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han
+ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv
+med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr.
+Schmidts Yndlingsudtryk.
+
+Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og
+afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel
+og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end
+alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.
+
+Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille
+Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste
+Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele
+Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige
+Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i
+Morgen.
+
+Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte
+at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og
+selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for
+Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det
+gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens
+flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.
+
+Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag.
+Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han
+mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst
+og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende
+Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander.
+
+Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev
+alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes
+sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det
+eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en
+fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.
+
+Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og
+opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde
+ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.
+
+Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed
+overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede
+hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa.
+
+Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde
+Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han
+vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere
+Stilling -- som Direktør i egen Person.
+
+Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin
+Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle
+Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke --
+fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet
+i et helt Aar.
+
+Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende,
+at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine
+uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han
+kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller
+er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket
+Hustru for Skinsygens Lidelser.
+
+Nej -- han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som
+Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var
+bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer,
+vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun,
+hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske,
+kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for
+Publikums aandelige Bespisning. --
+
+Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal,
+naar blot det kjære Barn vilde føje ham.
+
+Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende
+Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen,
+hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok
+til at gaa ind paa det.
+
+Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest
+smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.
+
+Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle
+tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke,
+ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet
+til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand;
+Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. --
+
+Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om
+Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og
+Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den
+anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.
+
+Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.
+
+Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid,
+var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin
+højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa
+selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige
+Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og
+-- hvad der var det værste -- efter et Par Sæsoners Forløb havde
+flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.
+
+Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige
+Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet
+Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen
+Livsarving.
+
+Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker
+efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter
+søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og
+tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet
+ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev
+boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge
+for Herskaber.
+
+I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke
+havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den
+forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og
+hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som
+hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige.
+
+Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder
+sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe
+hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som
+han altid trængte til.
+
+Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter,
+men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det
+rene med, hvorledes Sagerne stod.
+
+Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun
+tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes
+Moder havde lært i Modgangens Skole.
+
+Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit
+eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere
+nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene
+det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog
+stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de
+ikke nænnede at nægte ham.
+
+Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr.
+Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte
+Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var
+meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende
+unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at
+hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad
+til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens
+Tarvelighed.
+
+Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg
+og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura,
+der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun
+udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen
+Mand kunde have misundt hende.
+
+Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en
+Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange
+Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin
+Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.
+
+Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde
+den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid
+efter ikke bragte den Sag paa Bane.
+
+Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt
+nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten
+-- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke
+give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tænke sig noget
+skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.
+
+Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at
+skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte
+sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om,
+at hun virkelig havde Talent.
+
+Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde
+oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige
+Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere,
+og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt
+hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse.
+
+Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu
+fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave
+Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at
+hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes
+som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det
+kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel
+paa.
+
+Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for
+Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om,
+at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa
+egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.
+
+Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede
+hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde
+lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole,
+Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens
+Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til
+Theatret.
+
+Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede
+større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den
+fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at
+blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden
+var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe
+Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde
+meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til
+Pladsen.
+
+Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse
+Omstændigheder skulde gribe Sagen an.
+
+Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop
+ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.
+
+Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om
+Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved,
+thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin
+Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes
+hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider
+at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for
+sin Moders Skyld.
+
+Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de
+slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa
+hendes Rygte.
+
+Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen,
+græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret.
+Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at
+gjøre Forsøget.
+
+Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal;
+alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende
+fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse
+denne Opgave -- skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun
+havde tænkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde
+befundet sig ganske i sit rette Element.
+
+Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for
+dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som
+oftest var et Anstrøg af Frivolitet.
+
+Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt
+Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa
+denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det
+kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og
+virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. --
+
+Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og
+saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af
+hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt
+den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende
+ganske paa samme Maade.
+
+Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun
+undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik
+Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede
+hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres
+Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart
+irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. --
+
+Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig
+paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det
+gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at
+komme ind paa Scenen.
+
+Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han
+sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham
+mod hendes Vilje.
+
+Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke
+længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der
+paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten
+ærbødige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt.
+
+Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der
+skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end
+det øvrige Publikums.
+
+Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over
+Komedien.
+
+I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende
+Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en
+legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til
+at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes
+Bevæggrund var. --
+
+Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i
+hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en
+Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer
+vilde blive borte.
+
+Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut
+at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere
+urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han
+var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske
+og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse
+Dumheder.
+
+Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun
+skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for
+første Gang traf den ubekjendte.
+
+Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin
+Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun
+havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde
+hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev
+paafaldende. --
+
+Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede
+hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte
+Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere,
+skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at
+udføre dette Arbejde.
+
+Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at
+vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind,
+at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa
+ét, hvem der malede Portrætet.
+
+Saa gik hun derud.
+
+
+
+
+XVII.
+
+
+Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det
+lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde
+Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede
+Primadonna -- var atter paa Vandring.
+
+Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det
+Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under
+forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt,
+at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa
+Sommertheatret.
+
+Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for
+at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at
+aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra
+en Scene af saa tvivlsom Rang.
+
+Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente
+nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at
+debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende
+sig til rette Vedkommende.
+
+Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere
+fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa
+synderlig glimrende Vilkaar.
+
+Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa
+temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller
+og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge
+lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne
+strænge Aar.
+
+Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt
+det øvrige. -- Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet
+fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.
+
+I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde
+været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde
+han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og
+i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens
+private Bolig.
+
+Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til
+at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et
+virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig
+selv gaaet ind derpaa.
+
+Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.
+
+Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun
+i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid
+udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.
+
+Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget
+tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun
+ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over
+den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.
+
+Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver
+Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans
+Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.
+
+Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun
+var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde
+synes paatrængende.
+
+Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere
+Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse
+af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.
+
+Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han
+ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. -- Og han kunde
+vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han
+gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. --
+
+Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han
+var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til
+Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have
+været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en
+betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet
+mellem dem fuldstændig.
+
+Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og
+dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere
+tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans
+Selvbebrejdelser.
+
+De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham
+borte, netop naar han allermest længtes til hende. --
+
+Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og
+opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for
+at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort
+uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe
+sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.
+
+Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af
+Efteraaret.
+
+Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i
+nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret,
+at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.
+
+Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end
+han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning,
+at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man
+betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i
+alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.
+
+Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig
+Bekymringer, som han godt kunde spare sig.
+
+Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges
+Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen
+Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.
+
+Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst
+opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor
+skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.
+
+Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til
+at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller
+ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende
+at faa at vide. -- --
+
+Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge
+Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de
+set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de
+hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst
+med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og
+Hygge.
+
+Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun
+plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke
+hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax
+komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde
+lidt paa Billedet saa længe.
+
+Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt
+fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.
+
+Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller
+flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder
+skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i
+Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle
+Plads.
+
+Hr. Schmidt saa forundret paa ham.
+
+»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem?
+Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det
+afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«
+
+»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en
+Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det
+bort?«
+
+»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet,
+saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«
+
+Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke
+op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt
+det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?
+
+Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde
+faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade,
+traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden
+de sidst havde talt sammen.
+
+»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte
+han lidt tøvende.
+
+»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.
+
+»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet
+Dem Grund til at blive vred paa mig?«
+
+»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. --
+Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig
+omtalt, at De var gift?«
+
+Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun
+kunde røbe mere, end hun vilde.
+
+»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved
+jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have
+nogen Interesse for Dem at vide det.«
+
+»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig ..
+Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et
+Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?«
+
+Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa
+Haanden.
+
+Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.
+
+»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden
+dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg
+ikke har tænkt noget ondt derved ...«
+
+»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne
+besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ...
+Jeg troede saa godt om Dem ...«
+
+Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at
+holde Taarerne tilbage.
+
+»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til
+sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig!
+Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være
+saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De
+vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige
+Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i
+dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«
+
+Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det
+varede lidt, før hun svarede.
+
+»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund
+til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en
+Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og
+saarer mig.«
+
+»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa
+Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres
+Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!«
+
+»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles,
+forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den
+Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri
+vil De handle baade klogt og hæderlig.«
+
+Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord:
+»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et
+Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig,
+vendte sig halvt bort.
+
+»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa
+lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for
+mig ...«
+
+»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe
+Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med
+uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres
+Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«
+
+Han rystede paa Hovedet.
+
+»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede
+han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke,
+det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede
+lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan
+Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«
+
+»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som
+jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med,
+som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af
+mig ...«
+
+Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:
+
+»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke
+mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?«
+
+»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe
+Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«
+
+»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke
+ser Dem i et falsk Lys.«
+
+»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han
+bittert.
+
+Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok
+til at forklare hende alt. --
+
+»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?«
+spurgte han efter en kort Pavse.
+
+»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.
+
+»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«
+
+»Ja -- ja, det maa være saaledes.«
+
+Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.
+
+»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.«
+
+Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme
+Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.
+
+Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.
+
+
+
+
+XVIII.
+
+
+Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet
+ligesom fortrukket af Smerte.
+
+»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet
+Fatning.
+
+»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.
+
+»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi
+næppe faa det. Men Aage ...?«
+
+»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for
+hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«
+
+»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du
+villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for
+at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din
+Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige
+saa fuldt, som jeg gjør det.«
+
+»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med
+skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig
+blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min
+Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været,
+mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du
+har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin
+Mand.«
+
+»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig
+for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været
+en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg
+advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«
+
+»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og
+stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet
+den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig
+over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«
+
+Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.
+
+»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,«
+sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er
+og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen
+over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor
+meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os
+ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle,
+som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge
+dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles
+uden flere haarde og saarende Ord.«
+
+»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret.
+
+»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen
+Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil
+lade ham besøge mig en Gang imellem ...«
+
+Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig
+pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.
+
+Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det
+samme Armene synke ned.
+
+Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem
+dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til
+hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske
+sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste
+hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det
+_maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til
+at græde Blod derover. --
+
+Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var
+Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder.
+
+Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa
+Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt
+at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var
+bunden fast til et af Stolebenene.
+
+Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et
+Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i
+det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men
+lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. --
+
+Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke
+andet, end hvad han saa tit havde ønsket.
+
+Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han
+gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved
+at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær
+brød ind i Kammeret.
+
+
+
+
+XIX.
+
+
+Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa
+længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var
+uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede,
+at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.
+
+Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da
+Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der
+gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.
+
+Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to
+Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet,
+som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve
+i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa
+at gjøre Skridtet tilbage.
+
+Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han
+havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han
+skulde bruge den til.
+
+Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev
+sjælesyg af Længsel efter det.
+
+Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit
+Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at
+bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier
+eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre
+Mennesker.
+
+Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af
+sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den
+kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv
+Tungsindighed.
+
+Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke
+faa helede.
+
+Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev
+at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine
+Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.
+
+Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en
+Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt
+til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om
+Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne
+Billeder.
+
+Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange
+Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa
+Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.
+
+Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til
+uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han
+hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere.
+--
+
+Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul.
+Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet
+sig hjemme for sine Kammerater.
+
+Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved
+Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme
+slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. --
+
+Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede
+ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det
+hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna
+efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.
+
+For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen,
+indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han
+skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden
+Kro og maaske med det samme male nogle Studier.
+
+Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist
+og ensomt.
+
+Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde
+vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at
+pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage
+afsted næste Morgen med et af de første Tog. --
+
+Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler
+paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste,
+kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring
+de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter
+gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler,
+medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde
+Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med
+kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende
+Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien
+begyndte.
+
+Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget
+for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa'
+de saa tilfredse og fornøjede ud.
+
+Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen
+og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen
+med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig
+travlt.
+
+Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev
+tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.
+
+Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige
+Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak
+Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget
+bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.
+
+Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra
+Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs,
+fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste
+Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede
+Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. --
+
+Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa
+Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og
+kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.
+
+En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til
+Gjæstgivergaarden.
+
+Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved
+Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede
+sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld
+gjærne kunde have tilhørt en uddød By.
+
+Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud
+i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med
+nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis.
+Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle
+Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.
+
+Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han
+maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik
+Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt
+i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første
+Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.
+
+Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham,
+blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at
+vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke
+Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden.
+--
+
+Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde
+været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge
+Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.
+
+Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der
+først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs
+igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.
+
+Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene
+lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor
+Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. --
+
+Henning gik derind.
+
+Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var
+indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene
+Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige
+Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred,
+fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord
+foran.
+
+Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig
+svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som
+blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.
+
+Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes
+Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa
+sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa,
+var det ham lige meget, hvor han befandt sig.
+
+Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar,
+skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse,
+viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke
+Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle
+Sider. --
+
+Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet
+til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og
+Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han
+følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig
+med.
+
+Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse
+for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han
+havde været en bestilt Model. --
+
+Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham
+om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig
+omsider og pakkede sine Sager sammen.
+
+Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og
+mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.
+
+Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen.
+Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden,
+og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.
+
+Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som
+han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde
+hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere
+nordpaa.
+
+Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om,
+at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen.
+Herren gjorde meget bedre i at blive. --
+
+Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget
+brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig
+heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig
+Snestorm.
+
+Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet,
+blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin
+Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.
+
+Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert
+Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde
+føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham
+endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som
+Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter
+dette Spor.
+
+Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde
+Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany
+var kommen i en fejl Retning.
+
+Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig,
+var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket,
+kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen.
+
+Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige
+Maade, til det blev lys Dag? --
+
+Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende
+Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse
+Mørke.
+
+Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte
+han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han først
+naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han
+enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby.
+
+Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han
+troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte
+gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.
+
+Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans
+Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han
+begyndte at løbe -- stedse hurtigere -- uden at ænse de Hindringer,
+han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han
+skulde blive forrykt.
+
+Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne
+vilde Fart. Saa -- paa én Gang -- mærkede han, at Grunden skred bort
+under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at
+flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at
+han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro,
+som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned
+mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng.
+
+Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og
+Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod
+taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i
+Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe
+Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende,
+der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr.
+
+Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.
+
+Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en
+Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i
+Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og
+en bondeklædt Pige traadte ind.
+
+»Næ -- se -- er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med
+et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det
+allermærkværdigste, der kunde være hændet.
+
+»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun
+godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens
+for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om
+han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.«
+
+Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.
+
+Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad
+Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér
+havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham
+hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte
+ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med
+ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond
+vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig
+turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham
+i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax
+kalde paa Husbond.
+
+Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede
+at staa op.
+
+Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans
+Forlangende.
+
+Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved
+Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op.
+
+Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange
+sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved
+Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.
+
+Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men
+han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.
+
+»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone,
+da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det
+hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers
+saa ud i Klæderne.« --
+
+Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning
+havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa
+sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede
+gjennem ham.
+
+Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en
+besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.
+
+De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede
+langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.
+
+Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede
+ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere.
+Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun
+blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med
+Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se
+paa begge Sider. --
+
+De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn.
+Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for
+ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og
+tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og
+Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé.
+
+Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af
+den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget
+paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles
+mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en
+anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. --
+
+Medens han sad alene i Kupéen -- det var et Godstog, og der var ikke
+mange Passagerer med -- prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det
+var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var
+rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede
+havde været flere Dage borte.
+
+Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget
+videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere
+uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.
+
+Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige
+smaa, skarpe Klokker. --
+
+Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen,
+forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i
+Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske
+Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var
+ham, men en helt anden Person, der besørgede det.
+
+Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage
+sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans
+Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den.
+
+Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke --
+og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes
+Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at
+hans Passager var beruset -- et Tilfælde, der jo ofte kan møde en
+respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmærksom paa, at der
+var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en
+aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den
+lille Have foran Huset.
+
+Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men
+fór angst tilbage _ved_ Synet af hans dødblege Ansigt.
+
+»Aa Gud -- Herren er vist syg!« udbrød hun. --
+
+Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til
+venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter.
+
+Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig
+om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte
+Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved --
+der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt
+tungt om paa Gulvet. --
+
+
+
+
+XX.
+
+
+En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den
+smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par
+ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren,
+lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys
+glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen.
+
+Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den
+kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke
+hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over
+for Vinduet.
+
+Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort,
+næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den
+heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme.
+
+Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og
+han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra
+det Sted, hvor han laa.
+
+Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede.
+Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage
+lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor
+Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var
+bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og
+stiv paa det uhyggelige Leje.
+
+Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde
+malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig,
+var Minna -- hans Hustru.
+
+Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske
+stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om
+hans Mund. --
+
+En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog
+sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt
+sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af
+Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af
+dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end
+før under sin Sygdom.
+
+»Du -- Hans Frederik« -- sagde den syge pludselig og tog fat i
+Vennens Arm -- »sig mig -- men ærlig, forstaar du -- om du tror,
+at det er sandt, hvad de andre fortæller -- at det -- der henne --
+er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa
+elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor
+gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg
+virkelig havde været Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst,
+hvori han ikke havde noget at gjøre. -- Det vilde maaske faa mig til
+at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede
+han sagtere.
+
+»Aa -- Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt
+ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade -- »du kommer
+dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der
+og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke
+det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af
+de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa --
+og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du
+først er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har víst i denne
+slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru
+-- brav og hæderlig har hun jo altid været -- hvad skulde der saa
+være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved,
+at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig
+hader Prædikener baade med og uden Præstekjole -- men jeg vil dog
+sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil
+være taknemlige for i Fremtiden ...«
+
+Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.
+
+»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men
+hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv
+tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange
+Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig
+derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt.
+Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der
+ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen
+til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke
+under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. --
+Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget
+ordentligt.«
+
+»Det har du ikke Lov til at sige« -- Hans Frederiks Stemme var
+alvorlig og indtrængende -- »du har før víst, at du har en hel Del
+Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er
+allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror
+der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der
+var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det
+stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin
+Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal
+du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.«
+
+»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede
+den syge sagte. »Jeg agter hende -- jeg nærer lutter venlige og gode
+Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende,
+fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt -- saa ung som hun
+er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har
+jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne
+vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik« -- Hennings Stemme
+var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse
+-- »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden
+uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og
+overfladisk Følelse -- det har hævnet sig haardt paa os begge to. --
+Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre
+...«
+
+       *       *       *       *       *
+
+I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden
+at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende
+Tanker, der stormede ind paa hende.
+
+Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans
+Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at
+jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig
+Kval. --
+
+Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun
+havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter
+lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var
+begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. --
+Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for
+at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold
+Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt
+hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem
+dem. --
+
+Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en
+retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt -- de ydre Pligter.
+
+Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa
+sin Vis.
+
+Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til
+en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet -- om det
+saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte været
+en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og
+opfarende.
+
+Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at
+fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være
+anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev
+saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han
+var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at
+hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. --
+
+Men nu, da han laa for Døden -- og hun vidste, at Lægerne havde
+sagt, at hans Sygdom var haabløs -- kom det altsammen med saadan en
+forfærdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsømt, og som nu
+aldrig kunde gjenoprettes.
+
+Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn,
+der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en
+dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende
+i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde
+være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde
+ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem.
+
+Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende
+og tilgivende Ord af ham. --
+
+Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar,
+der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast.
+Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet
+allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en
+dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. --
+
+Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde
+sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa
+hun til sidst skreg hans Navn frem.
+
+Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand
+hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.
+
+»Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?«
+
+Han nikkede og prøvede paa at smile til hende.
+
+»-- Henning -- du maa ikke dø -- hører du ... jeg har saa meget at
+gjøre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!«
+
+»Vær ikke saa urolig, Minna« -- sagde han. »Det bliver nok bedre for
+os begge to.«
+
+»Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du
+sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!«
+
+»Stakkels Minna« -- han lagde sin Haand paa hendes smukke,
+gyldenblanke Haar -- »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der
+er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i
+mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot«
+-- han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede
+hendes Kind -- »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive
+baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og
+blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...«
+
+»Fa'er -- lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor
+Atelierdøren. -- Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage
+paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. -- --
+
+Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en
+gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i
+Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til
+Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. --
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's Et Ægteskabs Historie, by Vilhelm Østergaard
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43899 ***