Add files from ibiblio as of 2025-03-07 14:25:52HEADmain

1 files changed, 9472 insertions, 0 deletions

diff --git a/43781-0.txt b/43781-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..1fb1d0f
--- /dev/null
+++ b/43781-0.txt
@@ -0,0 +1,9472 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43781 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_
+er brugt til at gengive kursiveret tekst.
+
+
+
+
+                            CARIT ETLAR
+
+                              BJØRNEÆT
+
+                      NATIONALHISTORISK ROMAN
+
+                             KØBENHAVN
+                        DET NORDISKE FORLAG
+                     BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
+
+                                1898
+
+
+Om OLE SVENDSEN BAKKE fortælles i »Carit Etlars Minder« følgende:
+
+ En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er,
+ at der paa Væggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen
+ Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev berømt som Partigænger
+ i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge.
+ Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosbølls Moder,
+ den norske Præstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt
+ Forstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«, idet Duften af
+ den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.
+
+ Der fortælles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for
+ ganske rolig paa sine Knæ at ligge og betragte Billedet. En Aften
+ sagde han meget rørt, da han blev commanderet iseng:
+
+    »Jeg lover Dig, Du Mand fra Id,
+    Jeg skal Dig ligne med al min Flid.«
+
+
+
+
+»S. M.«
+
+
+Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder
+Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart
+i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter
+Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige
+Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden
+Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme
+ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt
+Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard.
+
+Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i
+Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der
+sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire
+var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge
+reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring
+af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre
+Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus
+er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og
+graadige Gnavere.
+
+Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det
+havde ingen Stolpebod.
+
+En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven
+oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt
+Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes
+gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende
+Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere
+og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende
+Harmoni.
+
+»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den
+unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet.
+
+»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk.
+»Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende
+ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere,
+hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven
+og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.
+
+»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en
+høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus.
+
+»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage.
+»Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de
+i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du
+paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!«
+
+»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i
+Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar.
+
+»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte
+Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.
+
+»Hvorfor det, vesle Olaug?«
+
+»Jeg skulde saavist aldrig lade Dig høre ondt derfor, Halvor,«
+svarede Pigen og vendte sig for at gaa.
+
+I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddøren bag
+Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høi, sværlemmet
+Kæmpe med graanende Haar og buskede Øienbryn. En skarp Fold mellem
+Øinene gav ham et barsk Udtryk, som forhøiedes af hans brede, furede
+Pande og bydende Holdning.
+
+»Du passer ikke din Gjerning,« sagde Manden og rynkede Brynet.
+»Tømmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det
+i Drift igjen!«
+
+»I Gaar trak jeg to Tylfter i Land,« sagde Drengen og skuttede sig;
+»nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund
+Svensken samler sig ved Grændsen og bryder ind i Landet. Nu Øxen paa
+Nakken og Kniven i Bæltet -- ind paa dem, Fatter! hug dem -- stik
+dem! -- saa i Fossen med dem. Det er det Tømmer, vi Nordmænd nu skal
+flaade ud til Skagerak.«
+
+»Til din Gjerning, Dreng!« sagde Faderen og hævede Haanden.
+
+Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Døren derovre. Hendes
+slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke Baggrund, et
+Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed.
+
+»Jeg maa først ind og have noget til Davre, Fatter,« sagde Halvor;
+»lidt Æg og lidt Kjødmad, det liver op, for jeg er saa sulten.«
+
+Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddøren,
+hvorfra et jodlende »Sippedeia!« lød ud mod det røde, faldefærdige
+Gjenbohuus.
+
+»Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag?« raabte Manden over
+til Olaug, som endnu stod i Døren.
+
+»Det er vist paa det sidste med hende,« svarede Pigen med skjælvende
+Læber.
+
+Manden hentede to Fjæle, som han lagde over Kløften, og gik med
+sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod
+ham gaa ind i den lave Bjælkeloftsstue. Der herskede stor Armod,
+men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs
+Væggen, Bundter af tørrede Urter hang ned fra Bjælkerne; indenfor den
+grønne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en stærk
+Duft ned over en gammel, hentæret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng
+ved Vinduet.
+
+»Saa langt er det nu kommet med Dig, Søster Ulle, fordi Du ikke vilde
+følge mit Raad,« ytrede Manden og satte sig hos den Syge.
+
+Et taknemmeligt Smil gled over den Døendes indfaldne Ansigt.
+
+»Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver løst op for
+mig. Har Du hørt noget fra Børnene?«
+
+Manden rystede paa Hovedet.
+
+»Dine Børn og altid dine Børn! De bleve din Ulykke, Søster Ulle, de
+duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du
+slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig
+sit Skjændselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og
+bragte Vanæren under Tag. Dine to Sønner ere Døgenigter og flakke om
+som andet Fantefolk, Jørgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er
+paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjælpeløs.
+Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?«
+
+»Tal ikke saa, Broder Halvor,« udbrød den Syge og reiste sig med
+et lysende Blik fra de dybe Øienhuler; »jeg har jo min inderlige
+Kjærlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trængte til
+mig og hang ved mig, jeg har Træet herudenfor, hvor Jørgen med sin
+Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed »Søde
+Mo'er«, den kjære Dreng! Det staaer der endnu at læse; jeg kan see
+det i Barken herfra, hvor jeg ligger. -- Olaug, som Du kalder et
+Skjændselsbarn, er min Alderdoms Støtte, en brav og kjærlig Pige;
+i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Børn. -- Tro mig, gode
+Halvor, den lever ikke sit Liv forgjæves, som lever det for andre.
+-- -- Det var heller ikke for at tale om mig,« vedblev den Syge og
+sank tilbage i Puderne, »at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig
+selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.«
+
+»Har hun beklaget sig?« spurgte Halvor barsk.
+
+»Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin
+blide, stilfærdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mørke,
+ubøielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald
+dernede, knuges hun til Jorden.«
+
+»Jeg ligger ikke i Krig,« foer Bjørnstad op; »jeg tager mig blot selv
+til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens
+danske Embedsmænd ikke godvillig ville gjøre deres Uret god mod mig.
+Til det skeer, er min Haand imod dem alle.«
+
+»Og deres imod Dig. -- Din Hustru ærer Dig og seer op til Dig som et
+Barn efter Foraarssolen herinde i den mørke Furuskov. Men alt maa
+bøie sig til Jorden i din Nærhed, Halvor. Det har været saa, siden
+Du var lille; Du lærte aldrig at bøie din stive Nakke. Mari gaaer
+til Grunde. -- Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde
+dit Hoved til. Vær mild mod hende, Stakkel; hun behøver saa lidt
+-- et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende.
+-- Nu rynker Du din Pande; men Døden giver mig Mod til at sige Dig
+Sandheden. Tænk herpaa, naar jeg er borte -- for hendes -- for din
+egen Skyld.«
+
+Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som
+om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende:
+
+»Gaa hen og træk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet.« Hun
+fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernnøgle.
+
+Broderen aabnede Skuffen.
+
+»Tag de tre Kasser til Dig,« sagde den Syge; »i hver af dem ligger
+lige mange Sparepenge til Børnene; i Ulles er der fire Sølvskilling
+mindre end i Brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun
+hører, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem
+hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for
+dem hernede.«
+
+»Du har opsparet alle disse Penge!« udbrød Bjørnstad forundret; »Du
+har nægtet Dig selv Alt, Føde, Klæder, Pleie, for blot at skrabe
+sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og
+som aldrig besøgte Dig, siden de droge ud i Verden!«
+
+»Hvad Magt laa der vel paa mig?« svarede Konen. »Hvad troer Du,
+en Moder føler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin
+lune Stue, mens Børnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens
+Fremmede see koldt og hjerteløst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst,
+at spise et Æg eller lægge det hen, til Snesen er fuld, og sælge den
+og gjemme Pengene i Kassen dèr? Nei, seer Du, naar Bien fløi hjem
+med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til
+mine Børn, den sankede i Huus. Naar Hønen kaglede, takkede jeg hende;
+det var jo for at mætte mine Børn, den lagde sit Æg. Naar Stormen
+fældede de tørre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det
+var jo Kvas, jeg kunde bære paa min Ryg til Staden og sælge til
+Smaafolk. -- Tro Du mig, Broder, de Kasser har været min bedste
+Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Børnene forlode mig. Havde jeg
+blot naaet at faae dem fulde! -- Det er nu forbi -- velsign dem,
+Herre Fader, -- bøi Dig, Halvor, -- Olaug -- --«
+
+Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjæl
+flere hos Gud.
+
+Da Bjørnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug støttet
+op til Brædevæggen med tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem
+for sig. Hun havde hørt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo
+nu, at hun var et »Skjændselsbarn«, og at hendes eneste Ven var gaaet
+bort.
+
+En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Børn samlede i samme Stue.
+Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjøndt der ikke blev
+betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en
+halv Time i den klare Høiluft. Det var en Hæder, som sjældent blev
+andre end Storbønderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id,
+gav den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hørtes
+paa de manende Knebelslag mod den norske Malm.
+
+Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Høitid
+taktfast og pligtmæssigt som andre Søndagsklokker. Egnens Folk
+standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte:
+Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten:
+»Javist,« sagde gamle Mo'er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med
+Pengeknoen banker paa Himmerigsport.« -- Eller Tonerne løde som en
+Moders Hulken, trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig
+tildøde, -- saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som
+om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. -- Den Klokke
+i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands
+Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm.
+
+Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue.
+For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede
+ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i bløde
+Dynger og maaskee spærrede Veien til Frederikshald inden Aften.
+Hendes spidse Træk røbede, at hun havde været smuk i yngre Dage,
+en Fylde af rødligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i
+Bukler og Krøller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et høit
+Stillads af Staaltraad, dækket af Sløifer og Voxperler og Blonder,
+som her i den sørgelige Anledning bestod af sort Flor.
+
+Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frøken de
+Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab
+havde løsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt
+Silkebaand, hvis Sløifeender faldt ned over hendes Pande og vakte
+den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og
+herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens
+Ønske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjøn Englænderinde med lav
+Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen
+forgjæves ved Magtbud og Spotterier havde søgt at opnaae.
+
+Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste
+Fontangens skrækkelige Herskermagt.
+
+»Hvad kan Morbroder Bjørnstad egentlig ville os?« udbrød hun
+utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine høie Hæle. »Hvor kan det
+falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter?
+Min Patron, velfornemme Kjøbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg
+kommer hjem med Snue.«
+
+Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd. En høilydt Snøften kom
+igjen med regelmæsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor
+Uroen, der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt Bevægelse
+som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Sømands Indre.
+
+»Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud,
+til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund,
+saa skulde Du have faaet dine magelige Dage -- aa ja, aa ja! -- Sikke
+Søskende, jeg arme Mand har faaet!« foer han pludselig op og slog i
+Bordet. »Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tænker paa ingen
+Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som
+Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i
+Sult og Elendighed! Sikke Søskende, jeg Ulyksalige dèr har faaet! Det
+forvindes aldrig.«
+
+Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse.
+
+Søsteren betragtede ham med Ringeagt.
+
+»Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer,« sagde
+hun. »Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid
+føitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besøge
+min fattige Slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad
+derovre, og Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at
+hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.«
+
+Jørgen, en høi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa,
+aabenhjertige Øine og et guulbrunt Kindskjæg, og som hidtil havde
+siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae
+op og nikkede.
+
+»Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besøgte vor lille
+Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes
+gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nød,
+sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor
+Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde
+jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad
+Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte
+hun sin krogede Arm i Veiret -- -- Det var sidste Gang, jeg saae
+hende.«
+
+»Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm?« spurgte hans
+Søster Ulle og saae mod Døren, som om hun ventede Nogen.
+
+»Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over
+Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede
+hun for Øinene med Haanden for at see des længere. En Dag i Oktober
+sidstgangen stod hun nok for længe derude -- Efteraarsstormen,
+forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog
+Gigten den og hele Kroppen.«
+
+Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre
+Søskende syntes at undgaa at see hinanden i Øinene, Daniel
+begyndte igjen at snøfte, Ulle gjøs af Kulde og aandede paa Rudens
+Frostblomster, for at see ud, Jørgens Blik hvilede atter paa Moderens
+tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de
+tre Søskende, som her vare forsamlede for første Gang i mange Aar.
+Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for
+bestandig.
+
+Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjørnstad traadte ind uden
+at banke paa Døren og trampede Sneen af sine Støvler. Bagefter ham
+kom en spinkel middelhøi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem
+hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et
+venligt Smil til de Tilstedeværende og saae sig om efter et Sæde.
+
+»Moster kan saa rart sidde her hos mig,« udbrød Ulle deeltagende og
+gjorde Plads paa Bænken.
+
+»Du sætter Dig dèr, Mari,« sagde Bjørnstad og pegede med
+Tommelfingeren over Skulderen mod Jørgen. Hans Hustru lod sig lydig
+glide ned paa Sengekanten.
+
+Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet
+han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede
+han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede
+Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet
+hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.
+
+»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var
+en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den
+bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet
+bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den
+Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.«
+
+Daniel foer op.
+
+»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa
+svært her i min Hjertekule, -- hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og
+Moderløse saadant noget paa?«
+
+Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse:
+
+»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer,
+som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti
+Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land,
+der bærer slig Yngel! -- Dèr -- tag Jeres Blodpenge og Jer Moders
+Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den
+ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt
+Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer
+karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!«
+
+Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød
+en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin
+egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave
+Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte
+Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren.
+
+Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden
+antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke,
+medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk.
+
+»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme,
+der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin;
+»tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre.
+Nu skal _Du_ høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok,
+Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de
+buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant,
+naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din
+Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn
+og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men
+see, her staaer _jeg_; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger,
+Du har for Dig. -- Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig
+nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over
+Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos,
+hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar
+de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen
+sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer
+Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, -- Morbroder
+Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte
+Dig -- jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck,
+fornægter Dig, Du Barneskjænder -- Bjergrøver -- Du -- --«
+
+Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru
+vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør;
+hans spottende Blik hvilede paa Ulle.
+
+»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald -- sikken
+Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede
+sine brede Næver.
+
+Jørgen reiste sig fra Moderens Leie.
+
+»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var
+retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig;
+men jeg holdt af Dig. -- Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel
+sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. -- Nu bliver jeg
+herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt
+op med det samme paa mig selv. -- Lad dem kun Alle sige om Morbroder
+Bjørnstad, hvad de vil, _jeg_ siger god for ham.«
+
+Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen.
+
+»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen
+Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod
+sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han
+til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i
+Fossen.
+
+»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at
+høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende
+Fiskebeensskjørt. -- »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,«
+vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun
+var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. -- Ja, nu har
+vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede
+under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.«
+
+Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var
+mindsket betydelig.
+
+»Det pure Sølv -- det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det
+er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige
+Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden -- halioho -- --!«
+
+Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae
+sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre,
+røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren.
+
+Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og
+svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt
+og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring
+sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun
+indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og
+forlod Stuen.
+
+Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.
+
+Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en
+rask Beslutning og gik hen mod hende.
+
+»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den
+slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt
+med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af
+Uvillie mødte hendes beundrende Blik.
+
+Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med
+skjælvende Røst:
+
+»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!«
+
+Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud
+i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til
+Moderens og Datterens første Gjensyn.
+
+Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde:
+
+»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med
+Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid.«
+
+Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter
+førte hende og Daniel mod Frederikshald.
+
+Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte
+høit hulkende Armene mod Fossen.
+
+»Bedstemoder, -- Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af
+Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig -- dit Skjændselsbarn
+længes hjem til Dig.«
+
+Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone
+i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.
+
+I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild
+Stemme udbrød:
+
+»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi
+finde noget bedre for Dig. -- Kom med ind og hjælp mig at rydde op i
+vor gamle Stue. -- Vi To have meget at snakkes ved om -- om hende.«
+
+Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk,
+Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.
+
+Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne
+Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den
+samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død.
+
+Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde
+svaret hende.
+
+
+
+
+HÖLANDSSLAGET.
+
+
+Den 8de Marts 1716 vare de øverstbefalende Officerer ved de norske
+Tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod
+Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Höland
+Præstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grændse, omgivet
+af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bække og
+Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dækkede
+Kløfter og Indsøer. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget
+tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de
+stille Skovvande. Der lød en høitidelig manende Alvorsrøst ud fra
+Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nærmest Gaarden.
+
+Den stærke Kulde havde oversaaet Præsteboligens smaa Glasruder med
+Iisblomster. -- Inde i Storstuen sade Officererne bænkede om Bordet.
+Oberst Kruses korte, sværlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op
+ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain
+v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En
+osende Olielampe hang ned fra Bjælkeloftet og oplyste de alvorlige
+Mænd med et rødligt, usikkert Skær.
+
+En vis Uro prægede de veirbidte Træk. Hver Gang, Døren gik op og
+Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke
+mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger
+vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet
+Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes.
+
+Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende
+Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.
+
+Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes
+Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke.
+Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo
+sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at
+Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra
+Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en
+halv Miil fra den norske Grændse.
+
+Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid,
+besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens
+virkelige Forhold.
+
+Oberst Kruse ytrede til Emhausen:
+
+»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær
+forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg.
+Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde
+Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde
+være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland
+ved Vintertid.«
+
+Major Emhausen rystede paa Hovedet.
+
+»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer
+han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand.
+Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe
+forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.«
+
+»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand
+mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder
+efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi
+bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have
+modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle
+Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu
+i Aftes rolig om Holmedal.«
+
+»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager
+ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann
+og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar,
+siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg
+forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter.
+Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke
+herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger
+haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner.«
+
+Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og
+gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!«
+
+I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt
+Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte
+vigtigt Nyt.
+
+»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt.
+»Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv
+skjelne mellem Sandt og Usandt.«
+
+»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i
+høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt
+Kvindfolk bringer altid godt Nyt.«
+
+Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i
+Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte
+Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede
+hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens
+hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer.
+
+»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse.
+
+Olaug -- det var hende -- nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende
+Læber.
+
+»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu
+staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.«
+
+»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?«
+
+»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende
+Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd --
+det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille
+Aften, høiere og høiere -- det lød tilsidst som et Skrig efter Seier
+op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den
+graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud
+for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.«
+
+Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne,
+andre smaalo over Pigens Forklaring.
+
+»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse.
+
+»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal
+hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og
+fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.«
+
+Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det
+her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine
+Sporer.
+
+»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten.
+
+»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.«
+
+»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om
+man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer
+mig at forsvare den.«
+
+»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.«
+
+»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer
+mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen
+tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.«
+
+»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger
+flere Miil herfra.«
+
+»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt
+blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi
+Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra
+deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?«
+
+»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen.
+
+Olaug traadte dristig frem til Bordet.
+
+»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende
+Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os,
+før Dagen gryer.«
+
+Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende
+Betragtninger.
+
+»Dit Navn?« spurgte Bryggemann.
+
+»Olaug.«
+
+»Dit Slægtsnavn?«
+
+»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.
+
+Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til
+hendes Udsagn.
+
+»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig
+halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug -- af visse Grunde.«
+
+»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til
+Adjutanten.
+
+Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren.
+
+»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin
+Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?«
+
+Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes
+Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes
+Øine.
+
+»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder --
+Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud.
+
+Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt
+i Skoven.
+
+Officererne saae raadvilde paa hverandre.
+
+»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major
+Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«
+
+Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.
+
+»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,«
+sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her
+i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en
+halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne
+Maneer?«
+
+»Igaar tændte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld -- det
+hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet,« ytrede Kruse og standsede
+ved Bordenden. »Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til
+ingen Nytte -- ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med
+overspændt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte
+Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tænke
+i Christiania, om vi nu atter i Nat gjør blind Allarm og tænder
+Farebaalene?«
+
+Kruse talte i korte Udbrud, der røbede hans egen Usikkerhed.
+
+»Lad min Slæde kjøre frem.«
+
+Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Spørgsmaal:
+»Hvad befaler Hr. Brigaderen?«
+
+Kruse standsede, idet han gik mod Døren, betragtede ham med et
+gjennemtrængende Blik og sagde:
+
+»I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver især
+maa nu handle efter Conduite, som det sømmer sig dygtige Officerer.
+Feltraabet er »frisk«. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for
+at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.«
+
+Kruse forlod Stuen og steg i Slæden.
+
+Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit
+blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper
+stode i Gaarden og talte lavmælt sammen. De rettede sig og gjorde
+Honneur. Et Piskesmæld lød skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slæde
+foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe
+Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i Østby.
+
+Den modige Kriger anede næppe, at han nogle Timer senere vilde faae
+Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Præstegaarden
+i meget forandrede Omgivelser.
+
+»Det var en rar Besked til at faae Forstand af,« sagde Bryggemann
+spottende, da Døren lukkedes efter Kruse. »Her lader han mig sidde
+midt i den vildfremmede Egn og paalægger mig at handle efter
+Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt
+mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien
+-- hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted,
+hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? -- God Nat, mine Herrer!
+Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at
+gjøre. Vorherre alene veed, naar vi næste Gang faaer Nattero. Jeg er
+fuldstændig udslidt efter alle disse Strabadser.«
+
+Medens Bryggemann tændte et Tællelys, hikkede han gjentagne Gange,
+standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin
+fede Haand. Lysskjæret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende
+Kinder.
+
+»Handle efter Conduite -- har man hørt Mage! Her har jeg Pengekassen
+med Corpsets Lønninger for 3 Maaneder at forvare! -- Hei, Lieutenant,
+sæt en Vagtpost udenfor min Dør og en anden midt i Gaarden, saasom
+Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som
+passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste
+Søvn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og
+forehavende Bevægelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med
+ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa
+veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over
+mig, den Rævepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjør
+I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Køis!«
+
+Midt i Sovekammerdøren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte:
+»Feltraabet er »frisk«, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke
+kan see ud af Øinene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover
+ellers altid i fuld Mundering med Hænderne om Sværdknappen, naar jeg
+er i Felten, og drømmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive
+kjed af al den Snak om Overfald. -- God Nat, I Herrer!«
+
+Bryggemann stængede omhyggelig Døren efter sig. De øvrige Officerer
+toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at
+nærmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden.
+
+Bryggemann traadte ind i Gjæstestuen. Et mægtigt fiirkantet Sengested
+med ophobede Dyner bag blomstrede Forhæng indtog Hovedpladsen i
+Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrædende i Møde, og
+midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil.
+
+Det maa ogsaa fortælles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors
+paa Væggen over Bilæggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem
+Grannaalene.
+
+Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Næsen.
+
+»Føi, hvor Luften kan være befængt i saadant et gammelt Rottehul!«
+sagde han og slængte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med
+Støvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser
+til Hjælp.
+
+Døren gik op, og Halvor stak sit Hørhoved ind i Stuen.
+
+»Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr.
+Høvidsmand,« sagde han. »Men han bad mig være Jer til Tjeneste i alle
+Maader.«
+
+»Kom og træk Støvlerne af mig!« raabte Bryggemann.
+
+Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect
+frem fra Trøiens Indre.
+
+»Den har jeg reddet til Officerens Lædskedrank i Nat,« udbrød han
+triumferende.
+
+»Du lader til at være en opvakt Gut,« sagde Bryggemann. »Hører Du til
+her i Huset?«
+
+»Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i
+Præstegaarden, saa længe I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af
+Krigsfolk,« svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens
+Kravestøvler.
+
+»Jeg kunde nok have Lyst til at forhøre det Kvindfolk lidt nærmere,
+som besøgte os for lidt siden,« ytrede Bryggemann og kneb Halvor i
+Øret.
+
+Halvor saae leende op.
+
+»Hun er for længe siden over Fjeldet,« sagde han; »men selv om hun
+var her, saa hentede jeg hende ikke.«
+
+»Død og Helvede, sætter Du Dig op mod kongelig Maiestæts Officeer,
+naar det gjælder vort Liv og Landets Sikkerhed?«
+
+Halvors Smil blev endnu bredere.
+
+»Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i
+Seng,« svarede han. »Og Pigen skal være min Fæstemø, naar jeg
+kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden
+Bjørnstads eenbaarne Søn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok
+paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.«
+
+»Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjærdet,« befalede
+Oberstlieutenanten.
+
+Halvor bragte en lille, tung Læderkasse og stillede den paa Bordet
+foran Officeren. Denne fremtog en Nøgle, aabnede Skrinet og lod dets
+Indhold af nypræget Sølvmønt funkle i Tællelysets Skin.
+
+»Det pure Sølv -- det pure Kongesølv!« udbrød Halvor og slog Hænderne
+sammen. »Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge
+heroppe mellem Svenskerne?«
+
+Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde:
+
+»Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret
+betænkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhørt.
+-- Skal vi gjøre den Handel?«
+
+Halvor drog sig tilbage mod Døren og rystede paa Hovedet.
+
+»Er der mere, jeg kan gjøre Officeren til Behag?« spurgte han.
+
+»Kald Vagten ind.«
+
+En Soldat traadte ind.
+
+»Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver afløst Klokken
+tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjæft, som
+kommer her igjennem, og fører ham ind til mig. For Resten sørger Du
+for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.«
+
+»Javel, Hr. Oberst,« svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt
+i Præstegaarden.
+
+Bryggemann kastede brummende sine Klæder over Halmstolen.
+
+»Feltraabet er »frisk« -- sikken et Feltraab! -- Handle efter
+Conduite -- sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en
+lille Nattesøvn! -- -- Sikke Øine den Glut havde! -- -- -- den
+forbandede, tykhovedede Hvalp!«
+
+Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent
+Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn.
+
+»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen,
+rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle.
+Flammen slukkedes. Alt blev stille.
+
+Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til
+sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde
+af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae
+Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte
+Hanen og raabte: »Hvem dèr?«
+
+»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig -- fly mig et Gevær, saa skal
+jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.«
+
+»Hvad mener Du?«
+
+»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg
+hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da
+jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. -- Giv
+mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide,
+saa snart jeg seer Fjenden.«
+
+»Det har jeg ingen Ordre til. -- Væk med Dig, Dreng!« svarede
+Skildvagten.
+
+»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører
+et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og
+gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.«
+
+Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem
+Porten.
+
+En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra
+Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at
+Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet
+paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang
+skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over
+den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten
+bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et
+Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne
+kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.
+
+»Holdt -- hvem dèr?« raabte Haavi.
+
+»Freund,« lød Svaret udenfor Porten.
+
+»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten.
+
+»God Freund,« svarede Stemmen.
+
+»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi.
+
+Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele
+Mandskab bestod af sex Soldater.
+
+»Kom ud -- kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor.
+-- Ind og væk Oberstlieutnanten!«
+
+Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et
+velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne
+Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden
+videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og
+regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste
+Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar.
+
+»Vaagn op i Herrens Navn -- vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og
+ruskede den Sovendes Arm.
+
+»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I
+Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud
+i Længden -- Dag og Nat?«
+
+»Det er mig -- Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.«
+
+»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav
+Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede
+mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt.
+-- Hent Redekammen, -- hurtig, den sidder i Speilrammen. -- Har Du
+Glutten med?«
+
+»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder
+herudenfor. Gaarden er omringet.«
+
+»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler -- tænd Lys!« brølede
+Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende.
+
+Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte
+en sagte Jamren.
+
+»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med
+en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. --
+Skynd Jer, skynd Jer!«
+
+»Hvor er min Hat, min Kjole?«
+
+Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede
+alt overende.
+
+»Her er hans Værge!« raabte Halvor. -- »Der har vi Fjenden -- Herre
+Jemini, han stikker Ild i Kornladen!«
+
+Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere.
+
+Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter
+Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden.
+Udenfor Porten traf han sine sex Mænd.
+
+»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik
+at spilde.«
+
+Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved
+at see den bedækket af fjendtlige Ryttere.
+
+»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører
+for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.«
+
+»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst
+tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til
+at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse
+Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af
+Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.
+
+Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem
+et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans
+Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners
+Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden
+Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne,
+bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse
+Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel.
+
+Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind
+i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb
+Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa
+Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som
+Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens
+Storstue.
+
+Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte
+Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig.
+
+»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage -- det er altfor gyseligt!«
+græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og
+sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren -- og nu
+kommer en Skare Ryttere herned efter os.«
+
+Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig
+for at følge ham.
+
+Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage.
+
+»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er
+det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret.
+
+»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne
+Tærepenge! -- Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder
+Skrinet.«
+
+»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt
+i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.«
+
+Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham
+og besværliggjorde Flugten.
+
+»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for
+Høvidsmanden.«
+
+»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!«
+raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet
+han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod
+opstillet med Fanen og sine sexten Mand.
+
+En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse
+under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen,
+løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med
+Fanen og mit Værge er Æren reddet.«
+
+Tjeneren Adolph traadte ærbødigt nærmere med sin Herres Kjole,
+Støvler og trekantede Hat.
+
+»Behager det nu Hr. Obersten at klæde sig paa?« spurgte han.
+
+»Lapperi!« svarede Bryggemann, medens Adolph iførte ham Uniformen.
+»Hvem tænker paa sligt, naar Fædrelandet er i Fare? Først Æren i
+Behold -- saa Klæderne! -- Lad nu Trommen røre for at samle vor
+Compagni her paa Pletten.«
+
+Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhør at være et
+nyt og utilgiveligt Feilgreb af den Øverstbefalende, idet denne
+Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav
+ham Anviisning paa, hvor de i Mørket skulde søge de norske Soldater.
+
+Idet Trommeslageren udenfor Gaarden begyndte at lade en Hvirvel rulle
+hen over den lille Høislette, følte han en Haand klemme sig fast om
+hans Arm, og fra et lyshaaret Hoved stirrede ham to opspilede Øine i
+Møde.
+
+»Ikke en Lyd!« hviskede Halvor. »Jer Oberst maa jo være galen;
+Fjenden er endnu paa Vildspor -- jeg viste ham Vest paa, da han
+spurgte, hvilken Vei Norsken flygtede. Hører han Trommen, har vi ham
+her om et Øieblik.«
+
+»Af Veien, Dreng!« raabte Trommeslageren og søgte at frigjøre sin Arm.
+
+»Giv mig et Gevær,« raabte Halvor med ubændig Energi, »saa skal jeg
+skyde Allarm oppe fra Fjeldet. Det samler ogsaa vore Folk og leder
+Fjenden til Fjelds.«
+
+Trommeslageren sled sig løs. En skarp Hvirvel gjenlød fra Klipper
+og Skov; endnu en Hvirvel, vild og farevarslende. Dette Signal
+opnaaede tilfulde Hensigten at kalde Folk til Stede -- det var blot
+ikke norske Tropper, men svensk Cavalleri, der som en Stormvind kom
+brusende ned over Sletten.
+
+Halvor udstødte et rasende Skrig.
+
+»Sikke umælende Tossefæhoveder!« udbrød han. »I staa ikke til at
+redde.«
+
+Han forsvandt i Skoven.
+
+I næste Nu var Gaarden omringet, og inde i den, Fanevagtens lille
+Skare, der i det korte Mellemrum ved tililende Mandskab var voxet til
+70 Mand.
+
+Idet Fjenden red ind i Gaarden, anført af en Rytter, der var indsvøbt
+i en vid Kappe, kastede Bryggemann Fanen til Dillerud.
+
+»Lad den forstikke i Sneen, mens vi drage os tilbage mod Broen,«
+befalede han.
+
+Fanen vikledes sammen og forsvandt, medens Obersten og hans Folk i
+god Orden drog sig ud af Gaarden ned mod den omtalte Bro.
+
+»Overgiv Jer -- I ere een mod tyve!« lød en befalende Røst foran
+Svenskerne.
+
+»Der talte Du dit sidste Ord, og det var en Løgn, Kong Carl!« udbrød
+Bryggemann, rev et Gevær fra den nærmeste Soldat og sigtede paa den
+kappeklædte Rytter, som holdt ubevægelig foran sine Folk i det klare
+Maanelys. Geværet klikkede med en smældende Lyd; en Haanlatter lød
+fra Rytteren, som ikke var Kong Carl, efter hvad der senere blev
+oplyst, men Arveprindsen af Hessen.
+
+Efter denne mislykkede Heltebedrift slængte Oberst Bryggemann Geværet
+fra sig og overgav sig, uden at der blev vexlet et Skud eller et
+Sværdslag. Enkelte af hans Folk undslap ved at søge til Fjelds, de
+øvrige bleve afvæbnede og som Fanger førte til Præstegaarden.
+
+Det er i nærværende Fortælling ikke Hensigten at give en udførlig
+Skildring af de følgende krigeriske Tildragelser under Svenskernes
+Indfald i Norge uden forsaavidt, at Fortællingens Hovedpersoner tage
+Deel deri. Her maa det være nok at minde om Brigadeer Kruses tapre
+Kamp ved Höland Præstegaard, hvortil han indtraf nogle Timer senere,
+underrettet om Bryggemanns Nederlag af hans flygtende Folk.
+
+Uden at afvente Forstærkning indlod Kruse sig ved nævnte Bro med en
+langt overlegen Fjende, drev Carl den Tolvte to Gange tilbage til
+Skovene, men maatte omsider trække sig tilbage over den smalle Bro,
+hvor han mistede flere Folk. Kruse skal i denne ulige Kamp med egen
+Haand have fældet sytten Fjender og skudt Prindsen af Hessen; Kuglen
+trængte ind gjennem hans Gehæng og maatte siden skjæres ud af Hoften.
+Prindsen blev ufortøvet ført tilbage over Grændsen til Sverig.
+
+Ligeledes huggede Kruse Kong Carl over Armen. Da Brigaderen haardt
+saaret tilligemed sine Folk som Fanger blev ført ind i Præstegaarden,
+lod Carl den Tolvte ham forbinde af sin egen Feltskjær,
+komplimenterede ham og spurgte, om »Jutan Frederik« havde mange
+saadanne Krigere, for saa skulde Fanden slaaes med ham, hvortil Kruse
+svarede, at han var kun en af de ringeste Soldater, hvilket Kong Carl
+skulde komme til at sande, dersom han trængte længere ind i Landet.
+
+Da Kongen saae Bryggemann og hørte om dennes Uheld, sagde han
+spøgefuld: »De burde ikke hedde Bryggemann, men Tryggemand.«
+
+Denne Hentydning syntes ikke at berøre den fangne Officeer pinligt.
+Han opslog en skraldende Latter, lagde Haanden paa Brystet og
+forsikrede, at det var en overmaade stor Vittighed af Majestæten.
+
+Da han gjensaae Oberst Kruse som Fange i den samme Stue, hvori de
+nogle Timer tidligere skiltes, maalte han den tapre, saarede Helt med
+et haanligt Blik.
+
+»Jeg vasker mine Hænder,« udbrød han med overlegen Foragt, »efter
+den Ordre, vi fik at holde os til. Det kan man kalde en liderlig
+Conduite!«
+
+Ved den senere Krigsretsdom, der faldt efter vidtløftige Forhør,
+fratog den danske Konge Bryggemann hans Officeersbestalling, hvorimod
+Oberst Kruse det følgende Aar blev forfremmet til General.
+
+Saaledes udspilledes dette korte Drama, der blev af skjæbnesvanger
+Betydning for Frederikshald, idet de Øverstbefalendes Mangel paa
+krigersk Overblik begunstigede Fjendens Angreb, som paa dette
+Tidspunkt med Lethed kunde være afslaaet af den samlede norske
+Troppestyrke, der fandtes spredt i Egnen, og Landet saaledes
+dennesinde for videre Invasion have været forskaanet.
+
+
+
+
+EN NORGES SØN.
+
+
+Samme Aften, som Kong Carl den Tolvte udførte dette vellykkede
+Overfald paa Höland Præstegaard, vandrede Bjørnstad frem og tilbage
+i Storstuen hjemme paa Fossegaarden, som ved Stedets naturlige
+Beliggenhed dannede en afsondret Fæstning paa en fremspringende
+Klippepynt. Henne ved Bordet sad hans Hustru Mari. Det døsige
+Lampelys kastede sit gullige Skjær over hendes indfaldne Træk, der
+vare prægede af stor Blidhed og megen Forsagelse. Hendes klare Øine,
+der endnu besad Ungdommens Glands i deres rynkede Indfatning, fordi
+hendes Sjæl havde bevaret Ungdommens Styrke i Hengivenhed, hang ved
+Mandens mægtige Skikkelse, der syntes at fylde det store halvmørke
+Rum, som han fyldte hendes Hjerte. De foldede Hænder fore af og til
+rykkende i Veiret, som om hun beherskedes af en dyb Sindsbevægelse.
+Det gjorde hun ogsaa: det var et mangeaarigt Opgjørelsesøieblik
+mellem de aldrende Ægtefolk.
+
+Bjørnstad havde nylig talt; hans malmfulde Røst dvælede endnu
+i Luften. Hans buskede Bryn vare sammendragne, hans Skridt
+smaatmaalende, medens hans Sjæl tog de store Lidenskabers
+vidtflyvende Sving i Udbrudets Øieblik.
+
+»Troer Du, jeg er seende blind og hørende døv, sløv og følelsesløs?
+-- Javist, Hustru!« udbrød Bjørnstad og standsede med tilbagekastet
+Hoved og Tommelfingeren i Ærmegabet. »Jeg var din unge Kjærlighed,
+Jeg mindes vel den Sommerdag da lille Anne Mari brød ind i vor Have,
+for at smage vor Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme,
+-- Du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i Modgangens Dage, --
+jeg saae det nok, -- Du kæmpede din Kamp, for at mildne mit Sind mod
+mine Landsherrers Usseldom, Du vilde lære mig at bøies under deres
+Overmagt. Du kæmper derfor endnu, i Dag, hver Time, Du lever. Hør det
+nu: de bøie aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg sætter min Fod
+paa deres, til de have gjort deres Uret god imod mig.«
+
+»Siig hellere: de sætte deres paa vor, Halvor,« sagde Mari. »Hvad
+fører al denne Modstand til?«
+
+»Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Erklæring, blot nogle
+gode Ord for al den Uret, de voldte os.«
+
+»Javist, Byen skyldte Dig at udbedre din Gaard dernede ved
+Skarivandet. Du fæstede den af Kollegiet i faldefærdig Stand
+og troede dem paa deres Ord, da de lovede at udbedre Huset og
+istandsætte Digerne. De bleve vore strenge Herrer, holdt ikke deres
+Løfter, men inddrev alligevel de høie Skatter, og da Du klagede til
+Byraadet, holdt det med Kollegieherrerne og dømte Dig i Bøder. De
+toge vort Kvæg, vor Høst, til Du maatte drage af Gaarde; de gjorde
+Dig svarlig Uret. Men Herren har jo været os god siden; nu ere vi vel
+bjergede. Dog fortsætter Du Krigen. I Gaar kom Stævningsmændene for
+sidste Gang herop, -- Du bliver lyst fredløs, sagde de, dersom Du
+ikke forliger Dig med de mange Klagere. Husk, det er alle de store
+Kjøbmænd dernede i Frederikshald, Du har imod Dig.«
+
+»Fossen heroppe er min,« svarede Bjørnstad; »den Kjendsgjerning faae
+de lade staae ved Magt. Denne Gang ere _mine_ Papirer i Orden. Jeg
+kjøbte begge Sider af Fjeldet her med velberaad Hu; det var min Hævn.
+Fossen er Landeveien, som tilfører de gode Kjøbmænd og Raadsherrer
+deres Rigdomskilde, Tømmeret fra Nordskovene. Hvad kan jeg for, at
+Naturen her har dannet en Vig, hvor Tømmeret bliver slaaet op paa
+min Jord? Nu maa de betale Skat til mig for hver Tømmerstok, jeg
+lader gaae videre; de gjør det ikke med det Gode, nuvel, saa tager
+jeg mig selv til Rette; nu maa Raadsherrerne betale Afgift til mig,
+-- en Stok af Snesen, det er Øie for Øie og Tand for Tand. -- Jeg
+møder ikke for deres Stævning? Hvad kom der ud af, at jeg mødte for
+Skranken i Forfjor? De dømte igjen efter deres Kogebog, Bøder og
+atter Bøder. -- Jeg har mit Fjeld -- lad dem komme!«
+
+»Halvor, Halvor, de tage dit Liv, naar de faae Dig lyst fredløs,«
+udbrød Konen, medens hendes Stemme skar frem som et Angestskrig.
+
+»Lad dem tage det!«
+
+Bjørnstad haanlo. Hans Uldskjorte var gledet tilbage og blottede hans
+brede, haarrige Bringe.
+
+»Jeg veed det nok: for hvert Skridt, jeg trodser min Retfærdighedssag
+frem, gaaer mit eget Velfærd maaskee to tilbage; men jeg trodser den
+frem endda, for saaledes som _jeg_ er faren, saaledes er hele vort
+ulykkelige Norgesland faren; det veed det blot ikke. Hver Nordmand,
+som vil norsk Retfærdighed fuldt ud med hævet Pande uden Buk eller
+Svandsen, han bliver knust som Malmen i vore Bjerge. Og saaledes vil
+det blive ved, saalænge vi skal hente vor Ret herop heelt nede fra
+Danmark, fra det fremmede Land, styres af de Embedsmænd, der kjøbe
+deres Bestalling af fremmede Herrers Gunst, der ikke er _vort_ Blod.
+Forstaaer Du? Det er vor forargelige Ulykke.«
+
+Som Bjørnstad stod dèr i blodfuld Kraft, mens Lyn skjød frem under
+hans buskede Bryn, syntes han en Legemliggjørelse af al norsk,
+selvstændig Folkeaand, ubøielig overfor fremmed Magt, utøilelig som
+Fossen nedenfor hans Fjeldskrænt.
+
+Mari sukkede og saae frem for sig med Taarer i Øinene.
+
+»Saa maa vi redde Dig imod din Villie, Halvor,« udbrød hun
+fortvivlet. »De maa ikke lyse Dig fredløs, ikke skyde Dig ned som
+Bjørnen derude i Lien. Du er min Huusbond, Du -- _min_, hører Du?«
+
+Hun reiste sig, stemmede Knoerne i Bordpladen og stirrede ham i
+Møde, halv rædselsslagen over eget Mod, meest dog for at miste sin
+Huusbond.
+
+Bjørnstad betragtede hende forskende.
+
+»Redde mig for mig selv --? Aha, jeg kjender de Talemaader, det er
+din kjære Broder, Klokkeren Ole Svendsen Bakke fra Id, som sætter
+dette i Dig,« udbrød han med dirrende Læber. »Vogt Jer! Gjør Du
+Ledtog med Andre mod mig, maa Du dele Skjæbne med mine Fjender.«
+
+»Ole Svendsen er ikke din Fjende, han er din bedste Ven, og vil vort
+rette Vel,« udbrød Mari og traadte frem fra Bordet.
+
+»Ole Svendsen Bakke er et Stykke af en Præst,« ytrede Bjørnstad
+haanligt; »den halve Deel af Dagen ligger han paa Knæ i Bøn, den
+anden halve Deel styrter han sig i Kampe, hvor han ikke har noget at
+skaffe. Lad ham passe sin Klokkeknebel. Forlokker han Dig, skuffer
+Du mig, Du, den Eneste jeg endnu troer paa, saa er det forbi med os
+begge.«
+
+Der gled et forklaret Smil over Konens forgræmmede Ansigt.
+
+»Jeg skuffer Dig aldrig, Halvor!« udbrød hun og traadte tæt hen
+til Manden; »men her maa Du reddes fra dine Fjender, som lyse Dig
+fredløs. Veed Du, hvad det vil sige? For nitten Aar siden blev Hans
+Brecke fra min Bygd lyst fredløs, fordi han ligesom Du tog sig selv
+til Rette. I Aaringer trodsede han sine Forfølgere, levede udenfor
+Loven. Han fik ei Huusfred, ei Thingsfred; han maatte hvile under
+Busken i stor Livsfare; de efterlyste ham Dag og Nat med Lygte og
+Lys, med Vaaben og Værge. Man opslog hans Døre, haanede hans Børn og
+Tyende med stor Overmagt. Hans veemodige, høilydte Klage blev ikke
+agtet eller hørt af Landsdommeren; de kaldte ham Landsfjenden, -- Det
+kalde De nu ogsaa Dig. -- En Eftermiddag fandt de ham med en Kugle i
+Brystet bag Sønnens Smedie -- De grove ham ned, hvor han laa --«
+
+Maris Stemme brast.
+
+»Nuvel, saa fik Manden jo Fred,« sagde Bjørnstad.
+
+»Fred? -- Kirkeklokken ringede ikke over hans Grav.«
+
+Mari drog Hovedtørklædet tættere om sit taarevædede Ansigt, gik hen
+til Arnestedet og kastede nyt Ved paa Ilden; det ulmede rødt, hver
+Gang Frostvinden pibende foer ned gjennem Skorstenen og lettede de
+hvide Flager af Birketræesasken.
+
+Der blev stille i Stuen. Bjørnstads sammendragne Bryn glattedes,
+medens han skottede hen til Hustruens bøiede Skikkelse. Han traadte
+hen til hende og greb hendes Haand.
+
+»Stakkels Mari, vi To ere blevne gamle i vore Kampe. Da vi vare
+unge, troede ogsaa jeg paa det Gode og Retfærdige. Den Sag var
+min; den viede jeg mit Liv. Siden har jeg blot lært, at Smaafolk
+lefle for Magten, -- og hvad værre er -- at de Mægtige lefle for
+deres Modstandere og sparke til deres egne, de stakkels Faar, der
+ærbødig krumme Ryg og stirre sig blinde paa Overmagten. Kom i Morgen
+Dannekongen herop og bød mig min Ret, nu tog jeg den ikke længer.
+Lad dem blive for sig dernede og lad mig beholde mit Fjeld; her
+er jeg forskaanet for det forhadte Syn at see Taaberne dandse for
+Raadsherrernes Piskesmæld. Her er _jeg_ Herre.«
+
+»Hvor længe? Du er snart fredløs paa dit Fjeld,« gjentog Mari og vred
+sine Hænder. »Nu gaaer den haarde Spaadom i Opfyldelse, som Kvinden
+en Gang spaaede Dig, at Du vilde volde Død og først seire i Døden.«
+
+»Jeg vælger Døden og Seier for Livet i Nederlag.«
+
+»Tænker Du da slet aldrig paa mig og vor Søn?«
+
+Bjørnstad vandrede frem og tilbage med Stormskridt.
+
+»Javist, jeg er Landsfjenden, Lovbryderen, Voldsmanden, og dog er jeg
+mit Lands Elsker. Aldrig har nogen Mand knælet for sin Tilbedte med
+større Andagt end jeg for vort klippebrudne, furuklædte Norge, aldrig
+har en Kvinde bøiet sig mod sin Huusbond, aldrig en Moder knælet for
+sit Barns Vugge med større Selvopofrelsesbegjær end jeg for dette
+steenhaarde underkuede Land, der slænger min Kjærlighed fra sig med
+Voldsherrens Haan, og som truer sin Søn med Undlivelse i Vanære. --
+Seer Du, det er din Halvor, Kvinde, din haarde barske Halvor, som
+Du skjælver for og dog vogter med disse trofaste Hundeøine, der nu
+skinne mig i Møde dobbelt kjære gjennem Sorgens Rynker. -- Tro blot
+paa mig, lille Mari, tro blindt paa mig endnu en kort Stund. Maaskee
+Alt endnu kan bedre sig for os To, snarere, end Du i Aften troer.«
+
+Han slyngede Armen om sin Hustrus Skulder, knugede hende heftigt mod
+sit Bryst og forlod Stuen.
+
+Mari blev siddende og stirrede mod Døren med et forklaret Smil, saa
+mildt og hengivent, at Gjenskinnet deraf maatte dvæle paa hendes
+Læber, naar hun engang stedtes til den evige Hvile. Det var for
+hendes tause og indesluttede Liv et af disse Øieblikke, der aldrig
+viskes ud, der blive Hovedsummen af vort Livs Indhold, et Facit,
+skrevet uudsletteligt paa vort Regnebrædt.
+
+Dette blide og taalmodige Sind havde aldrig ret fattet Huusbondens
+uforsonlige Karakteer. Hun begreb ikke, at han kun levede for sin
+Kjærlighed til sit Fødeland og for sit Had til dets og sine egne
+Undertrykkere, for Gjengjældelse af lidt Uret, der gjennem Aarene
+for hans Bevidsthed var blevet eensbetydende med den Uret, han
+fandt, at hele Norge led under ved fremmed Herredømme. Hun forstod
+ikke denne altfortærende Lidenskab, som i Aarenes Løb heroppe i
+Fjeldødet var voxet til Fanatisme, der nærede sin egen Flamme med sit
+eget Jeg, og som lidt efter lidt bragte ham til at kaste Stykke for
+Stykke, alle Eiendele, sit eget Væsen paa Baalet. Lyster, Længsler,
+Tilbøieligheder, Alt gik op i denne Lidenskab, medens han alvorsfuldt
+fordybede sig i Skovenes Eensomhed.
+
+Hun saae blot, at en Personlighed voxede frem af dette Baal som
+Fuglen Phønix af Asken, en frygtelig, ubøielig Karakteer, mægtig i
+sin Villiestyrke, haard som den Granitbund, paa hvilken den avledes,
+en alt beseirende Villie, der magtstjal hendes egen.
+
+    Disse Jordens Mægtige
+    sig af Blod og Taarer nære;
+    hvad de _ville_, det maa skee,
+    Alt maa briste eller bære.
+    Over Kvindens Liv og Fred
+    som en Uveirssky de drage,
+    og hvor deres Lyn slaaer ned,
+    bliver Aske kun tilbage.
+
+Maaskee. Eller maaskee netop Jordens Mægtige reise sig herskedygtige
+af denne Aske.
+
+De blomstrede Calicos Forhæng skiltes for Alkoven i Stuens mørke
+Baggrund, og en Mand traadte frem i det usikre Lampelys, en af Norges
+Sagnhelte, om hvem i Dag næppe Sagnet længer taler i Folkets Hjerte,
+medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand:
+den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra
+Id.
+
+Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mødtes,
+alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende.
+
+»Her maa hjælpes,« sagde Ole Svendsen.
+
+»Ja, han maa hjælpes, Broder,« sagde hun.
+
+»Stakkels Søster! stakkels Bjørnstad!« ytrede Ole Svendsen Bakke.
+»Her maa hjælpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret før i Dag.
+Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte glædes i
+denne Stund. Det er kun hans Dømmekraft, som er bleven forrykket og i
+sygelig Overdrivelse fortegner den Uret han har lidt, til den antager
+unaturlige Dimensioner.«
+
+»Gud signe Dig, Ole,« sagde Konen, medens hendes Mundvige droges
+nedad. »Saaledes er min stakkels Halvor. -- Blev Du vred, da han
+talte saa ondt om Dig?«
+
+»Nei, Søster, i Aften glædes jeg ret; først nu forstaaer jeg Eder
+begge. Han skal blive reddet for sig selv, der er hans værste Fjende,
+det lover jeg ved Jesu dyre Blod. Vi skulle seire.«
+
+De to Søskende rakte hinanden Haanden. De skiltes med et Nik.
+
+Idet Ole Svendsen gik mod Døren, lød springende Fodtrin udenfor i
+Sneen, Forstuedøren blev aabnet, Fødder stampede mod Steenbroen, og
+Stuedøren blev revet op.
+
+Drengen Halvor sprang frem paa Gulvet, slængte sin Hue paa Bordet,
+saae sig om med en overmodig, straalende Seiersmine og raabte:
+
+»Hvor er Far min -- Far, som siger, at ung Halvor ikke duer, Halvor
+dovner, Halvor Fantungen --? -- Her er han! -- Hvor er Far?«
+
+Hans Stemme forstærkedes til et udfordrende Jubelbrøl. Bjørnstad
+traadte frem i Døren.
+
+»Her er din Far! -- Er Du fuld, Dreng? Har Du igjen været ude at
+føite om i Stedet for at sove i din Seng?«
+
+»Sove? -- Troer mine kjære Forældre, at deres mandhaftige Søn er en
+saadan Tryne, der sover, mens Svensken er brudt ind i vort Land?«
+
+»Svensken?« spurgte Bjørnstad.
+
+»Ja, netop Svensken. Og jeg har slaaedes med ham det bedste jeg
+orkede. Höland Præstegaard er overrumplet, fordi vore Folk ikke
+lystrede mig. Riser og vor dyre Fane er i Kong Carls Magt. Ret strax
+kunne de være her, og imens sidder mine kjærlige Forældre og Morbror
+Ole i Kakkelovnskrogen.«
+
+»Han er fuld,« sagde Bjørnstad til sin Hustru. »Det er dit Kjæleri,
+som har ødelagt Hvalpen, fra han var lille. Hvad sagde jeg, naar Du
+frelste ham fra Ferlen?«
+
+Halvor gik hen til Ilden, satte sig paa Hjørnebænken, trak de frosne
+Støvler af, skrævede ud med Benene og gned sine valne Fingre, medens
+han med en ubeskrivelig overlegen Mine saae tilbage paa de Forsamlede.
+
+Bjørnstad traadte hen til Sønnen.
+
+»Op fra min Plads, og staa rank!« befalede han.
+
+Halvor saae nølende op; Faderens mørke og truende Aasyn indgjød
+ikke Lyst til Løier. For at vise sin Freidighed stak han Tungen ud
+under Kinden, saa at den dannede en Bule, idet han adlød Befalingen.
+Bjørnstad hævede sin Haand, som for at lade den falde med et tungt
+Slag paa Sønnens Kind. Drengen sprang tilbage, men rettede sig strax,
+rank og kneisende.
+
+»Skam faae den, der slaaer en norsk Mand paa Øret!« raabte han. »Fra
+i Nat er jeg ikke Dreng mere; jeg har været med blandt Mænd, der
+værne deres Land. See her.« Han drog Bryggemanns Skriin frem fra sin
+Kofte og stillede det paa Bordet. »Det er fuldt af Danskekongens
+Sølvmønt.«
+
+»Hvor har Du faaet det Skriin fra?« spurgte Faderen barsk.
+
+»Fra Krigen, begribeligt,« svarede Halvor; »det er ærligt Krigsbytte.
+Nu behøver jeg ikke længer at hale Tømmer paa Land i vor Fos og lade
+mig skjælde for Røversøn af Drengene i Frederikshald. Nu kjøber jeg
+mig et Gevær og melder mig til Peder Colbjørnsens Mænd. De siger,
+at han hverver tapre Folk dernede til at forsvare Landet. Og sit
+Fædreland skylder man det Bedste, man har, lærte Du mig jo.«
+
+»Lad det nu være nok med den Snak,« afbrød Bjørnstad sin ophidsede
+Søn. »Er det svenske Penge, Du har der i Skrinet?«
+
+Halvor betænkte sig.
+
+»Oberst Bryggemann glemte dem, da han rendte fra Fjenden,« svarede
+han tøvende.
+
+»Og nu har Du Lyst til at beholde hans Pengeskriin?«
+
+»Det er da bedre, jeg har det end Svensken,« svarede Halvor
+forundret; »det er jo mit eget surt erhvervede Bytte.«
+
+Bjørnstad vendte sig atter mod Hustruen.
+
+»Der seer Du Følgen af din Opdragelse: vor Søn er en Tyv.«
+
+»En Tyv, Far!« Drengen traadte frem til Faderen og saae ham
+vredeglødende op i Ansigtet. »Det Navn skulde Du nødig nævne.«
+
+»For Guds Skyld!« udbrød Moderen og kastede sig mellem Fader og Søn,
+hvis Blikke mødtes som skarpe Klinger.
+
+»Er jeg en Tyv?« gjentog Halvor og slyngede pludselig Armene om
+Moderens Hals. »Motter, Motter, hvad har jeg ikke oplevet i denne
+Nat! Jeg sad oppe i det høieste Fyrretræ og saae Kong Carls Folk
+bugte sig frem over Sneen. Jeg peb som en Ugle -- hele Flokken bragte
+jeg til at standse; det var et herligt Øieblik. Jeg har været en
+brav, norsk Soldat. -- Saa reddede jeg Skrinet fra Svensken.«
+
+Mari klappede beroligende sin Drengs Hoved.
+
+Halvor sled sig løs.
+
+»Nei, vil I vide, hvem her skal passes paa, saa er det Olaug
+derovre!« raabte han. »Hun var i Nat inde i Officerernes Værelse, og
+de bød mig Guld for at hente hende ind til dem igjen. En Pige maa
+ikke i disse Krigstider springe om mellem os Soldater; det ender med
+en Gebræk.«
+
+»Æblet falder ikke langt fra Stammen,« -- sagde Bjørnstad.
+
+»Olaug er en brav Pige; men hun maa holdes stramt,« sagde Drengen.
+»Hun er ikke noget Skjændselsbarn, og jeg er ingen Tyv.«
+
+Ole Svendsen Bakke, som fra Stuens mørke Baggrund hidtil havde været
+et taust Vidne til dette Familieoptrin, traadte nu frem og sagde:
+
+»Du har Ret, Bjørnstad, din Søn skjelner ikke her mellem Ret og Uret;
+men han bærer ikke Tyvemærke i sit Ansigt. Hvad jeg nu maa sige,
+bliver Du vred over, men det maa siges. Det er ikke din Hustru, der
+har lært ham at tage sig til Rette i fremmed Gods; det er Dig selv,
+som lærte ham op i din Bedrift ved Fossen i Stedet for at lade ham
+drage op til et dygtigt Haandværk.«
+
+»Trænger Du Dig nu mellem Fader og Søn, som Du har trængt Dig mellem
+Mand og Hustru, Klokker Bakke?« spurgte Bjørnstad, der forgjæves
+søgte at stramme de skjælvende Læber til et haanligt Smiil.
+
+»Morbror Bakke har Ret: Du bør snarest lade mig lære Krigshaandværket
+grundigt,« sagde Drengen og saae Faderen freidig ind i Ansigtet. »Nu
+kan Du slaa en Gang til, fordi jeg er frimodig.«
+
+Bjørnstad tav og betragtede Sønnen.
+
+»Bryggemanns Penge skulle afleveres i rette Vedkommendes Værge,«
+sagde han. »I Morgen gaa vi til Frederikshalds Øvrighed med Kassen.
+-- Pak hans Tøi,« vedblev han henvendt til Hustruen, »hvis din
+strenge Hr. Broder tillader det. Jeg seer, det er paa Tide, at
+Drengen sættes under Mandstugt. Bjørnstads Søn maa ikke vanarte.«
+
+Han dreiede sig paa Hælen og forlod Stuen.
+
+Halvor gjorde et Hop i Veiret, slog i livsalig Glæde ud med begge
+Arme og raabte: »Herre Jesus -- Hurra! I Morgen skal jeg sættes
+i Krigslære i Halden og lære at blive General! -- Men pas imens
+paa Olaug herhjemme, Morbror Ole; hun deiser ud, siger jeg, hun
+deiser, Herren evig, ud, naar jeg ikke længer kan jumpe om efter
+hende heroppe i Skovene, og hun ret længe skal bo under Tag med
+den Fidelspiller derovre. Har I hørt, hvor han sidder og lirer for
+hende om Kvælden? Det lyder ynkeligt, jammerligt!« Halvor stampede i
+Gulvet. »Og en Gang imellem saa stort og kjønt som nede i Kirken.
+Det er ikke til at holde ud. Pas paa hende, mens jeg er borte, siger
+jeg. Hun maa holdes i fasten Lænke, lille Mor, for hun er det bedste,
+det deiligste, jeg veed, paa hele Jorden!«
+
+
+
+
+FØR STORMEN.
+
+
+Rygterne om Svenskekongens Indfald i Landet havde holdt sig i
+Frederikshald siden Januar samme Aar, hvorfor Borgerne dersteds
+tilsidst kun fæstede ringe Lid hertil og fornøiede sig efter bedste
+Formue. Strax Budskabet indkom og som en Løbeild spredtes i Staden,
+at Kong Carl endelig havde gjort Alvor af Sagen og overrumplet Armeen
+ved Höland Præstegaard, blev der den 9de Marts skudt Allarm fra
+Fæstningen og hængt Brandkugler ud paa den Side af Udenværkerne, der
+vendte mod Staden for at underrette Indbyggerne og Oplandet om, at
+nu var Faren overhængende. Sorg og Harme over Nederlaget bredte sig
+overalt, og Borgerne besluttede selv at varetage deres Stads Forsvar.
+De stode i Gevær den hele Nat, medens Andre paa egen Bekostning
+opførte Batterier og Brystværn i Gaderne, saasom ved Kirkeporten,
+paa Kirkegaarden, ved Byskandsen, og slæbte Kanoner til de anviste
+Pladser. Man frygtede, at Fjenden vilde forfølge sin Seier og angribe
+Staden samme Nat, hvilket med Lethed kunde være iværksat, dersom de
+Svenske ikke endnu havde følt sig usikkre og vaklende i Beslutning.
+
+Samtidig strømmede Omegnens Folk til, for at søge Beskyttelse under
+Fæstningens Kanoner, medførende Gods og Kreaturer. Borgerne paatoge
+sig med Fæstningens Kommandant, Hans Jacob Bruns, Samtykke, Vagten
+ved Byporten og andetsteds.
+
+Fæstningen forsynede sig for længere Tid ved Indkjøb hos Bønderne af
+det inddrevne Kvæg; Soldaterne slagtede og saltede, Borgerskabets
+Kvinder bryggede og bagede, enhver søgte at bidrage sit til Byens
+Frelse.
+
+Alle disse kraftige Forholdsregler kunde dog ikke berolige Sindene.
+Overalt saaes Klynger af ophidsede Kvinder og Mænd med mørke, spændte
+Ansigtstræk; overalt hørtes ildnende Tale om Forfædrenes berømmelige
+Forsvar af Staden under den tapre Peder Olsen Nordmands Ledelse.
+Nævnte Hædersmands Eiendom, nuværende Gaard Nr. 226 og 230 paa
+Hjørnet af Borgerskandsegaden, og som i 1716 var Peder Colbjørnsens
+Bolig, blev illumineret fra Kjælder til Loft, for at opflamme
+Borgerne ved Mindet om Fortids Stordaad.
+
+Udenfor Kirken, Christi Herberg, som afbrændtes samme Aar den 4.
+Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang
+de Norges gamle Nationalmelodi; den lød i eenstemmig Fylde gjennem
+den mørke Nat som en begeistret Kærlighedserklæring til deres Land,
+udfordrende, seierssikre bølgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne
+stemmede i. En mægtig, alvorsfuld Seiersfortrøstning lød op over
+Byens spidse Tage, medens mørke Skikkelser i Faklernes rødlige og
+osende Skin færdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed.
+Hammerslag, bragende Tømmer, Opraab krydsede hinanden og røbede, at
+der var stort paa Færde i den gamle Stad: -- de store Følelser fløi
+vaagne omkring og manede til Idræt.
+
+Længere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte
+Gjæstgiveri, »Den forgyldte Nøgle«, der styredes med stor Sindighed
+og kyndig Haand af Værten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den
+rigtige, gamle Slags, hvor Gjæsterne bleve Værtens Selskabsbrødre og
+Bordfæller, og hvor Værten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet
+aldrig havde nogen egen Mening overfor Gæsterne, men altid et
+godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilægge
+enhver opstaaende Trætte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen
+var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for
+Resten bekjendt for at eie en udmærket og gammellagret Viin- og
+Mostkjælder, som var gaaet i Arv i flere Slægtled i »Den forgyldte
+Nøgle«. Saa stort Ry gik der af denne Kjælder, at ingen Reisende
+kunde sige at have gjæstet alle Frederikshalds Seeværdigheder, naar
+han ikke havde tømt et Bæger med den berømte Vært. Hele Staden var
+stolt af »Den forgyldte Nøgle«.
+
+Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Værts Magt at
+brede Hygge i »Den forgyldte«s Krostue. Borgerne strømmede uafladelig
+ind, tømte et varmende Bæger ved Disken, som stod prydet med to
+velsmagende Pressesylter, tæt spækket med Nelliker; saa ilede de
+atter ud i de mørke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige,
+tilrøgede Gjæstestue. Sneen dannede hvide Hjørner og Linier langs
+Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet søgte
+forgjæves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster.
+
+En græsgrøn Papegøie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran
+Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistænksomt Øie med de
+idelig skiftende Gjæster, medens den af og til opslog en Haanlatter
+og raabte:
+
+»Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!«
+
+En Forsikring, der til daglig vækkede ustandselig Munterhed, men
+som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegøien.
+Den skreg høiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod
+Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Sætningen om og skreg
+endnu skarpere og mere arrigt:
+
+»Pas paa: Patron snyder -- Patron snyderrr!«
+
+Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmærksomhed, opslog den en
+skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende
+paa det Hele.
+
+En mørk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her lød ingen store
+Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle
+Rum, intet uden »Fjenden er i Landet« og »Vi ere her for at forsvare,
+hvad vort er.« En eenfoldig Tro paa deres retfærdige Sag lød i
+Hvermands Tale.
+
+Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjæster med
+deres lange Piber og talte med andægtige Miner mangt et fornuftigt
+og dybsindigt Ord, medens Værten lod Kjælderdrengen bringe Kruus
+efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt
+til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre
+Krogjæster. Fædrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte
+»værges med Mandsmod og Vederhæftighed,« som Jonassen udtrykte sig,
+og for Resten med godt, norsk Staal, »for vi er skabt for os selv, og
+vi skal være for os selv.«
+
+Øverst ved Bordenden sad Kjøbmændene, Raadmændene Walck og Wærn, den
+sidste en førladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wærn, der
+senere gjorde sig hæderlig bekjendt i dette Krigstogt.
+
+»En god Porthund gjøer, naar der er Fare paa Færde,« sagde Wærn og
+blæste en Tobakssky fra sig i smaa Stød. »Har I lagt Mærke til vore
+Hunde i denne Tid? de gjøe som sultne Ulve. Slaa dem løs, siger jeg,
+og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod
+er, og hvad der lugter af svensk.«
+
+»Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit
+Sovekammer,« sagde Walck med lav Stemme, »og melder, at der vil times
+os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig
+Viis. Dagen efter brød Svensken ind.«
+
+»Saa længe vi have veiløse Vover, faae vi Krig med Svensken,« sagde
+Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig.
+»Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller
+Vands.«
+
+»Hvad mener Niels Aarud med det Ord?« spurgte vor gamle Bekjendt,
+Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. »Paa Landjorden
+staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Sømand, der har faret
+paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske
+Kyster og været længst mod Nord af nogen optænkelig dødelig Sjæl; jeg
+veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lærer En paa Søen. Saa spørger jeg
+Niels Aarud, hvad han mener med det Ord »til Vands«?«
+
+»Jeg mener, det er halsløs Gerning, Svensken her bedriver,« svarede
+Oldermanden med stor Dybsindighed og tømte sit Kruus, der maalte sex
+Jernbaand. »Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til
+Lands eller til Vands. -- See til Silden, siger jeg; naar den gaaer
+til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer
+ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en ægte norsk
+Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa
+Fiskeriet. See bare til den umælende Sild, siger jeg!«
+
+»Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os
+den Sag,« sagde Skolelærer Ramus spydigt, »saa beviser han Landet en
+Miskundhed, som bør staae antegnet i Aarbøgerne til evig Ihukommelse.«
+
+»Ja, hvorfor kan vor ærlige, store Hvalsild ikke forliges med den
+forgiftige, svenske Sommersild,« gjentog Oldermand Niels Aarud og
+saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og
+smørret Smil.
+
+»Ja, svar paa det, Daniel,« raabte en mager Borger, »al den Stund
+Spørgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjør os stor
+Afbræk i vor naturlige Handel, idet de sælge den i svære Mængder
+udenværts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Værdi i
+gangbar Mønt.«
+
+»Om mine fornemme Herrer høigunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig
+at videnskabelig begrunde det, jeg føler saa dybt i min Sjæl,« sagde
+Skolelærer Ramus og reiste sig med Værdighed, »og det kan jeg bevise
+for Ret og Øvrighed, at Svenskens egen Sild er rød uden om Øinene og
+har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke
+til at saltes; den skal ædes fersk, eller den lægges i Kjælderen og
+bliver frossen, eller den maa vindtørres, og den er forgiftig for
+Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen
+Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.«
+
+Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da
+han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende
+Spørgsmaal, Sildefiskeriet.
+
+»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige
+Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med
+Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter
+sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed
+paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste
+Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har
+været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med
+Grønlandsisen.«
+
+Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af
+Papegøien.
+
+»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender _jeg_ bedre til. Hvalen
+og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis
+og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det
+Øie. -- Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan
+ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode
+Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mælk med paa ærlig norsk Viis,
+mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjærgaard, for
+deres Vand er forgiftig for norske Gjæller.«
+
+Et bifaldende Raab lød til den sidste Taler, der nød sin Triumf og
+saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit
+Knivskaft efter et nyt Kruus Most.
+
+»Jeg har selv været med til, at de forgangen Aar styrtede hele min
+Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere
+ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordærvet
+derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved,
+bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.«
+
+En tyk Borger benyttede Øieblikket og sagde:
+
+»Vi maae dog som retsindige og velbetænksomme Borgere give fornøden
+Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette
+og egentlige Omstændighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok
+veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i
+Egetræestønder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfærdighed
+og kun salter ham i Fyrretræer.«
+
+»Nei, vi kan ikke med Svensken,« sagde Oldermanden atter og slog
+i Bordet. »Silden hørte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes
+Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjæve Kjøbmænd ere gaaede
+fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev
+Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi _kan_ ikke med
+Svensken.«
+
+»Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget!« raabte Daniel.
+»Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til
+Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Søhelt, Peder Wessel fra
+Bergen. Han kan trasakke dem, han!«
+
+»Den Mands Skaal bør drikkes i min bedste Kanarisekt,« sagde Værten
+Jonassen rørt; »den tømme vi med høit løftede Albuer, kjære Venner.«
+
+»Den forgyldte Nøgle«s Stamgjæster reiste sig og tømte Krusene
+for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev
+der pludselig dødsstille i Krostuen, medens Papegøien, der ved
+Raabene vækkedes af Søvnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg
+gjennemtrængende og med overbevisende Kraft:
+
+»Pas paa: -- Patron snyder -- de snyderrr! hi, hi, ha, ha!«
+
+
+
+
+FRA BJØRNEHIEN.
+
+
+En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde
+Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves
+i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder:
+Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig
+ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over
+Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket
+Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af
+Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om
+der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik.
+
+Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige
+Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter
+Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt
+beboede.
+
+Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens
+ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et
+glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt.
+
+Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske
+Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres
+Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede
+en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering,
+ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der
+stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af
+Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede
+have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard
+Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre
+Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i
+Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar.
+Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa
+Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig
+Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en
+usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag,
+bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en
+Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa
+Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af
+Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa
+tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte
+Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn.
+
+    »Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,
+    nedlagdes første Steen til dette Klippehuus.
+    Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,
+    bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!«
+
+Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet
+berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob
+Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie
+som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige
+Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den
+videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den
+danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad
+1799.
+
+Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i
+Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i
+sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig
+Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i
+Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og
+Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige,
+udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i
+Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor
+Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre
+findes ogsaa et Epigram:
+
+    Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt
+    Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd
+    Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt,
+    og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen.
+
+Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i
+Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han
+ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden
+om at have virket til Kongens og Statens Gavn.«
+
+Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld
+Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved
+Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor
+han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten
+blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en
+gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød
+høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?«
+
+Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig
+1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev
+Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende
+Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort
+Bekjendtskab til Slægten, og hvis modige Bedrifter vi lære at kjende
+i vor Fædrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fædrene- som
+Mødreneside et tappert og ædelt Blod, som bragte disse Søskendes
+Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage.
+
+Den danske Professor Jens Møller skriver derfor med Rette:
+
+    Stoltere Brødrepar vist ingensteds findes paa Jord;
+    høiere lued' end ei i Miltiades' Dage
+    Fædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.
+
+At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse
+deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed
+fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen
+forekommer i denne Fortælling.
+
+Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og
+saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.
+
+»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden,
+»jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. -- Vi ere
+Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en
+Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore
+berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget
+til en altopofrende Høide. -- Har jeg Ret eller Uret?«
+
+»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet.
+
+»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke,
+gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt
+Europas tapreste Nationer.«
+
+»Vi ere med!« raabte Borgerne.
+
+Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter.
+
+»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi
+sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender
+og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og
+Hjem end taale ham i vor Rede!«
+
+»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra
+Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt
+Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres
+hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død.
+
+Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret
+med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst:
+
+»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets
+Frelse! -- Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude
+paa Søen.«
+
+Colbjørnsen betragtede ham og spurgte:
+
+»Hvad mener Du?«
+
+»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb -- jeg
+har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig
+Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.«
+
+»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?«
+
+»Ja saa -- De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed
+De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned
+paa Bænkesædet.
+
+»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen
+henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og
+Frederikshalds Frikorps oprettet.
+
+»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol
+henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med
+Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida,
+Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig
+Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.«
+
+Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af
+Værtens kjendte Stemme.
+
+Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen
+havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den
+modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den
+høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede
+Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom
+en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to
+spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den
+store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa
+bedste Maade.
+
+»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad --
+det var ham og hans Søn. -- »Svensken er brudt ind i vort Land, og
+vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken
+bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har
+opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage
+ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen
+derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det
+gad jeg nok vide. -- Hvem svarer?«
+
+»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung
+Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage,
+som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om
+med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han
+yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen
+frem og tilbage.
+
+»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig
+samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne
+til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for
+hver Sætning, han udslyngede.
+
+»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit
+Kruus haardt i Bordet.
+
+»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev
+Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden
+op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt
+Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde
+tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil
+mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge,
+hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds;
+vi er blot -- Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller
+udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her
+ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad
+saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til
+den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette,
+Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham
+mit Liv.«
+
+»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.
+
+Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han
+saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede
+Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham
+nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren.
+
+»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en
+anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt
+op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til
+at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.«
+
+»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste
+sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at
+tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.«
+
+»Bjørnstad! -- Fossemanden!« lød det rundt om.
+
+»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover
+i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit
+furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor
+Brönnelsen Bjørnstad ud!«
+
+»Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette
+Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske
+Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord
+altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og
+stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag
+stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi
+ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner
+til at forsvare sig. -- Bort med ham dèr!«
+
+Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede
+mod Døren.
+
+»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider.
+
+»Saa Du er Bjørnstad?« spurgte Colbjørnsen fra den øverste Bordende.
+
+»Jeg lyder Navnet,« svarede den Tiltalte.
+
+»Saa have vi ingen Brug for Dig for Øieblikket,« ytrede Colbjørnsen
+og betragtede ham med et koldt Blik.
+
+Bjørnstad foer op; de to Nordmænds Blikke mødtes, og medens de
+forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn.
+
+»Naar Krigen er endt, skal jeg søge Dig, om jeg da lever; vi To
+skulle saa i Fred og Mindelighed prøve paa at klare et og andet,
+som for Byens Øine maa tage sig mærkeligt ud,« sagde Colbjørnsen og
+vinkede med Haanden.
+
+Bjørnstad syntes ikke at høre disse velmeente Ord. Hans Blikke søgte
+tilbage til Forsamlingen, overalt mødte han spottende og haanlige
+Øine, man lo ad ham og talte høit om ham. Han støttede sine knyttede
+Hænder mod Bordpladen; de rystede under ham og røbede, at hans rolige
+Mine skuffede.
+
+»Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved
+at være,« sagde han med et haanligt og spottende Smil. »I Dag trænger
+Norge til alle sine Sønner; men I viser en af dets kraftige Mænd
+bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.«
+
+»I viser to bort,« sagde Sønnen høitideligt.
+
+»Uretfærdighed og Selviskhed, det er Jert Løsen i Dag som for fem og
+tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem,« vedblev Bjørnstad.
+
+Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og
+stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjøbmanden reiste sig og aabnede
+Papiret med stor Værdighed.
+
+»Halvor Brönnelsen Bjørnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i
+Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsøvrighed, har ladet haant
+om alle Rettens Stævninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig
+selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom,
+vort Tømmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei.
+Bemeldte Bjørnstad tilsiges herved at give Møde i Frederikshald Stad
+den 1ste Marts for at udsone den ham idømte Straf af tre Maaneders
+Fængsel i vor Raadhuuskjælder samt tilpligtes at udrede en Bøde af
+200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennævnte Lovovertrædelse.
+Dersom bemeldte Bjørnstad ei er at antræffe i sin Bolig, ei heller
+adlyder ovennævnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at
+regne blive lyst fredløs, og enhver god, norsk Borger opfordres at
+hjælpe Øvrigheden med at tage ham til Fange, død eller levende, og
+bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nærmere over ham kan
+besluttes.«
+
+Kjøbmand Walck oplæste dette Dokument med høi og gjennemtrængende
+Stemme. Da Læsningen var endt, sænkede han Papiret og tilføjede:
+
+»Med denne ærede Forsamling af velfornemme Kjøbmænd og Borgere som
+Vidner, har Bjørnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stævning, hvorefter
+han sig haver at rette.«
+
+Bjørnstad havde ligbleg, med opreist Pande hørt Stævningen tilende.
+»I sammenrottede Partifæller og Tallerkenslikkere, I som krybe
+for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamløst over jeres egne
+Landsmænd, der endnu ikke have lært at bøie Nakken under Aaget!«
+raabte han med Tordenrøst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, bøiet
+frem over Bordet. »See, dette er jer Samfundsret! Jeg væmmes ved jert
+hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, værer saa Alle mod mig, som
+jeg er mod Eder Alle. Første Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften
+jage I mig af min Fædrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i
+Skovene -- eller deroppe, hvor Retfærdigheden boer. Maatte I da Alle,
+som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fædrelandet!«
+
+Bjørnstad blev et Øieblik overlegen og udfordrende staaende overfor
+den sydende og bølgende Menneskemængde, med oprakt knyttet Haand,
+medens hans Øine skøde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han
+Forsamlingen Ryggen og skred mod Døren. Sønnen, som var traadt frem
+til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af
+et rødtærnet Tørklæde og skjød det midt ind paa Bordet.
+
+»Der har I vort første Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!«
+raabte han; »det reddede Bjørnstads Søn, mens I laa i jeres lumre
+Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.«
+
+»Er Du den unge Bjørnstad, saa kan Du blive hos mig,« sagde
+Colbjørnsen. »Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.«
+
+»Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer,« raabte Drengen, medens han
+baglænds drog sig tilbage mod Døren. »Troer I, jeg vil traske om og
+lade mig snøfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al
+Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham
+dèr« -- han nikkede over mod Kjøbmændene -- »sidder hernede og snyder
+sig fra at betale os vore ærlige Bropenge fra Fossen.«
+
+Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dør, hvorudenfor
+skimtedes brændende Fakler i Gaden og mørke Skikkelser, der færdedes
+frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende Øine saae
+udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David,
+hvis Haand famler efter Slyngen, mens han søger Fjenden med sit
+glødende Vredesblik.
+
+I det Døren lukkede sig efter den gamle og unge Bjørnstad, lød atter
+Papegøiens skjærende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev
+tilbage i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue.
+
+Da Fader og Søn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod
+Broporten, hvor klaprende Trin gjenløde i Mørket, hørte de en Stemme
+gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Løb ned efter dem.
+
+»Stop lidt, Morbror Halvor!« lød Skipper Daniels Stemme.
+
+Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stønnende.
+
+»Her er et Brev til Bror Jørgen deroppe i Mors Hytte fra Søster
+Ulle,« sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. »Jeg
+lovede forgangen at bringe ham det i Hænde. Hun har forskaffet Olaug
+en god Plads -- det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. -- Vil Du
+fly Jørgen det snarest?«
+
+»Det skal blive besørget,« svarede Halvor. »Men siig mig, hvorfor gav
+Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.«
+
+»Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjæsternes
+Paasyn,« svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; »jeg kunde
+jo komme til at vanære mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de
+Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nær i Familieskab sammen. Det
+gjælder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brænding, min
+Gut!«
+
+Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om
+kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rædsler. Han gik
+hen ved hans Side og sagde:
+
+»Nu veed jeg, hvad Du er, Far.«
+
+»Hvad mener Du?« spurgte Bjørnstad barsk.
+
+»Du er af Bjørneslægt!« svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed.
+»Veed Du ogsaa, hvem _jeg_ er?«
+
+Bjørnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik.
+
+»Jeg er din Søn!« sagde Drengen og saae ham ind i Øiet.
+
+Faderen rakte ham Haanden. Sønnen beholdt den i sin, og de skrede
+tause videre opad mod Fjeldet.
+
+Oppe i Hjemmets Dør stod en Kvinde, bøiet og stum og lyttede
+ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det
+Sonoffer, som hendes kjække Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte
+Byens Øvrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem,
+fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange,
+bitre Kampens Aar?
+
+
+
+
+BRÆNDETYVEN.
+
+
+Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald
+Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i
+Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i
+Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt
+tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen
+Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var
+i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde
+Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var
+ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i
+Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede
+som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge
+og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for
+Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende
+Træk:
+
+Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen,
+at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge
+ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af
+Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og
+gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen
+havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset
+nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring
+at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til
+at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som
+een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens
+Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes
+aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand;
+det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de
+ikke at blive tagne levende til Fange.
+
+Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var
+det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges
+oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til
+den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde
+Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i
+Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle,
+rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der
+endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om
+Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for
+dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit
+Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast
+følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.
+
+Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der
+gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en
+af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der
+varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.
+
+»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede
+Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende
+Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens
+Omkreds.
+
+Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.
+
+»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges
+Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide
+Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf:
+»Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker
+ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter
+han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne
+svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed
+til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre
+til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder
+besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og
+give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske
+Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, --
+saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, -- sippedeja!«
+
+»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en
+god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen.
+Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget
+andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end
+noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd
+iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«
+
+»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og
+det er Du, Fader.«
+
+»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden
+den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes,
+men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover.
+Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad
+ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks
+Aarer, -- lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo
+reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse,
+de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til
+vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa
+svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa
+frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin
+Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de
+andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom
+skal være hellig.««
+
+Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og
+saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.
+
+»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor
+og svang Øxen. -- »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa,
+mens vi Andre arbeide?«
+
+Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med
+Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte
+med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en
+Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var
+middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en
+tænksom Pande.
+
+»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren
+fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget
+til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.«
+
+»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo
+Sønner nok til at værge sig, mener han.«
+
+»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed,
+al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig
+befinder sig.«
+
+»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre
+Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad
+os. -- Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og
+villig alle mine Levedage!«
+
+»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel
+har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men
+det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.«
+
+»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer
+heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets
+Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og
+saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.«
+
+»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og
+sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise
+til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad
+spottende.
+
+»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber
+i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du _maa_
+herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer
+den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.«
+
+»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,«
+svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa
+Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er
+mit Land.«
+
+»Dit Land --,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men
+hvor ere dine Landsmænd?«
+
+»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder;
+de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. _Jeg_ er en Søn, der
+ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et
+Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven
+eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer
+ud, her er _jeg_!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt
+og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede
+Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et
+Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet,
+Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor
+Malmen hugges.
+
+»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og
+rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred,
+kneisende -- javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den
+samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til
+Bunds og Mari med Dig.«
+
+»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger
+Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg
+byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg
+saa støt her paa Fjeldet.«
+
+»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren
+sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! -- Den er
+en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis
+nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs
+Mand, hvad saa?«
+
+»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev _de_ mig værst, som
+jeg vilde bedst, -- saa er der en Nordmand mindre.«
+
+»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp
+skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller
+mod din Villie.«
+
+»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker!
+Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!«
+
+Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og
+dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget
+Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte
+og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte
+gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen.
+Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og
+nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne.
+
+»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte
+han og saae paa de fældede Træer.
+
+»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede
+udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer
+stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. -- Sikke Handsker
+Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og
+sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper
+baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og
+Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« -- Halvor
+pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en
+langskjødet Bluse. -- »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars
+Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder
+Svensken heromme ved Broen.«
+
+»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker
+Stemme.
+
+»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod
+deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad
+gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud
+som det røde Skum længe efter.«
+
+Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer.
+
+»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?«
+spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at
+værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.«
+
+»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde
+Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk
+Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles
+Bedste.«
+
+»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig.
+»Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.«
+
+Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd
+med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk.
+
+»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden
+en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!«
+
+»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad.
+
+Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over
+Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et
+Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op.
+
+»Aa Fatter, hold paa mig -- see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong
+Karl, -- og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde
+til at snyde paa Maalet med deres Alenstok --! -- Jeg holder det ikke
+ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud -- for jeg vil saa gjerne
+med dem i Krigen!«
+
+Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa
+efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven.
+
+Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den
+Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod
+Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod
+Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning
+for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere
+kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der
+sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den
+fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket
+en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede
+Skikkelser med Bøssen i Haanden. -- Det var en saakaldet Hærbraade,
+en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne,
+tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en
+Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa
+paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i
+Møde.
+
+Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor
+Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den
+høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side.
+Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen
+fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte
+frem gjennem Passet.
+
+Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor
+Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst:
+
+»Hurtig -- ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne;
+men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager
+Hvermand sin.«
+
+Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad
+og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den
+fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned
+over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt
+Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled
+ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig
+til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle
+paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok
+segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring
+og raadsloge.
+
+»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden.
+
+I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske
+Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring,
+som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad
+Omveie at naae hjem til Staden.
+
+»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig
+i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod
+øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe
+staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I
+smøre Haser -- Der har vi Svensken!«
+
+Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren,
+Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen,
+medens Fjenden rykkede frem paany.
+
+»Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig færdige!«
+kommanderede Lieutenanten med høi Røst.
+
+De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af
+denne List.
+
+»Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske
+Anfører.
+
+Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og
+satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og
+forladt i det blege Maanelys.
+
+
+
+
+HJEMMETS FUGL.
+
+
+Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne
+Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende
+Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor
+Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge
+Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar
+Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med
+Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden,
+der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned
+gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet.
+Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som
+trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.
+
+Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med
+et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser.
+Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet
+op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig.
+
+»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag
+Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og
+jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi
+spørge vel snart Nyt derude fra.«
+
+»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen.
+
+Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og
+speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og
+en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.
+
+Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa
+Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro.
+
+»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter
+ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.«
+
+Olaug betragtede ham forundret.
+
+»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden
+er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger
+udenfor Huset.«
+
+Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han
+jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen
+og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt
+Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum.
+Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs
+hvilken han laa udstrakt.
+
+Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa
+det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug.
+
+»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden
+vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det
+driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.«
+
+Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske
+Vagtmester uforfærdet.
+
+»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader
+Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst
+Fruentimmer.«
+
+»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar
+Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra
+Forhugningen?«
+
+»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til
+Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis
+for den, som bringer ham død eller levende.«
+
+»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte
+Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru,
+saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller
+svensk Mandemod.«
+
+Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind
+mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør.
+
+Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens
+blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det
+Fjerne.
+
+Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe
+frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig
+til at skaffe andetsteds i Stuen.
+
+Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke
+Skikkelse.
+
+»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han.
+
+»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af
+Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til
+mig.«
+
+»Hvad gjør _jeg_ da?« foer Jørgen op.
+
+»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre
+i Huset og jeg -- Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg
+aarle og silde; det glemmes aldrig.«
+
+Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen
+hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer.
+
+»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter.
+
+»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med
+inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende
+Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?«
+
+Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.
+
+»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom
+En ikke har Nogen at leve for.«
+
+»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun
+mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar
+Nogen længes efter En.«
+
+»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen.
+
+»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde
+været borte hele Dagen?«
+
+»Nei da? -- Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse.
+
+»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned
+foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke
+noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den
+i Næbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?«
+
+Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter
+varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested.
+
+»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae
+tankefuldt paa Olaug.
+
+Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.
+
+»Siig mig, --« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et
+Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus;
+»hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor
+Huusholdning?«
+
+Olaug blev blussende rød.
+
+»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun,
+»saadant noget stelte jeg selv om.«
+
+»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor
+daglige Føde og Forpleining?«
+
+»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning
+om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. -- Seer Du,«
+vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet,
+der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med
+Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer
+samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom
+Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig
+selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster
+Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op
+i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa
+slagtede vi Gusle.«
+
+»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa
+Naalehuuslaaget.
+
+»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude
+i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning.
+Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og
+saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder
+ogsaa noget af -- saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.«
+
+»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?«
+spurgte Jørgen.
+
+»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin
+kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end
+vi kunne gjengjælde.«
+
+Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis
+eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer
+og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens
+Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser
+udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt
+i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet.
+
+Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk
+op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige
+Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa
+Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.
+
+Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik.
+
+»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra
+Panden.
+
+»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt
+over Fjeldet.«
+
+»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand
+over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du
+maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik
+ikke meget af den, mens hun levede.«
+
+»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt.
+
+»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig,
+derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden;
+jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra
+Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det
+var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den,
+nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da
+holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den.
+Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og
+saa da Du siden bød os Farvel -- --«
+
+»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde
+jeg.«
+
+»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud
+efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred,
+Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.«
+
+»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte
+Violinen tilbage paa dens Plads.
+
+I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste
+Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi
+mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind.
+
+»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra
+Staden.«
+
+»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn.
+
+»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte
+ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster
+Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i
+Frederikshald. -- Her er det.«
+
+Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.
+
+»Læs det høit,« sagde Jørgen.
+
+Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste:
+
+ »Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.
+
+ Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at
+ forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder
+ til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene
+ Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes
+ Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed
+ og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over
+ hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.«
+
+Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt.
+
+»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til
+Halvor.
+
+»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende
+Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet
+dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for
+at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og
+redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv
+skal bestemme her.«
+
+»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug.
+
+»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund
+her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.«
+
+»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en
+ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok
+værge for hende.«
+
+»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens
+hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer
+hjemme. -- Lad mig høre Slut paa det Brev.«
+
+Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.
+
+»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og
+Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund
+Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun
+da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til
+Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets
+Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger
+Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og
+spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder
+og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil
+intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste
+Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel
+og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne
+efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til
+Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens
+Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for
+ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en
+stor Hjertesorg.
+
+    Jeg forbliver efter min kristelige Pligt
+              velbyrdige Jomfrues
+                            beredvilligste Tjenerinde
+                                    Anea Boyer
+                               bosiddende Bagerenke
+                                  i
+                                            Frederikshald.«
+
+»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning.
+
+»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng,
+kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?«
+
+»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens
+forskende Blik.
+
+»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr -- og paa mig? Hvad skal der blive
+af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst.
+
+Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at
+vakle.
+
+»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet
+og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen.
+
+»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede
+Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal
+aldrig ærgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig!
+Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under
+eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?«
+
+Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham.
+Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge,
+ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve
+egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt
+dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og
+Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre
+Overtalelse.
+
+Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i
+Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt
+Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som
+havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads
+i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen
+hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden
+Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige
+Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde,
+han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte,
+medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det
+Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret;
+han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne
+Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod
+et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i
+disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var
+han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine
+fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer.
+Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner,
+fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede,
+ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.
+
+Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke,
+vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen
+aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han
+rolig:
+
+»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv
+for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme
+tilbage til hende i Morgen.«
+
+Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største
+Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke.
+
+Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen
+sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med
+Vingerne.
+
+
+
+
+STORE TORSKEN!
+
+
+Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet,
+saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var
+omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer
+kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød
+udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med
+Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør.
+
+Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og
+Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.
+
+»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig
+Røst, der overdøvede Larmen.
+
+»Giv Dig i vort Kvarteer!« svarede den svenske Vagtmester, der
+anførte den fjendtlige Trop. »Du har igaar dræbt kongelige svenske
+Soldater og bærer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for
+at gribe Dig død eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.«
+
+»Rebet?« tordnede Bjørnstad. »Ikke er det Reb tvundet, som Svensken
+lægger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige
+Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjød, saa kan det
+bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne
+Pander som igaar. -- Gaa hjem og lad os i Fred.«
+
+Bjørnstad smækkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig
+sammen ved Porten og syntes at raadslaa.
+
+Jørgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af
+Kløften og slukkede Lyset.
+
+»Af Sted gjennem Bagdøren!« hviskede han. »Du, Olaug, farer paa
+Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle
+Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden,
+Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjørnsens Folk ligge i
+Nat, og fører dem skyndsomst hid. Imens skal jeg søge at fornøie
+Svensken paa bedste Maade.«
+
+Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jørgen kastede Bøssen over
+Skulderen, aflaasede omhyggelig Døren og gled lydløst som en Skygge
+ned i Kløften, der adskilte de to Huse. Et Øieblik senere klavrede
+han op ad den modsatte Skrænt, der laa skjult for Fjenden ovenover,
+i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjød op over Afgrundens
+Rand, og hvis mørke Krone ludede over Bjørnstads Huus. Herfra svang
+han sig over paa det flade Trætag, hvor han krybende paa alle fire
+forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud løsnedes
+efter ham.
+
+Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjørnstad selv var i Storstuen
+i Færd med at stænge Vinduet med det omvæltede Egetræesbord; bag ham
+stod hans Hustru, Mari, og søgte med skjælvende Hænder at hjælpe til.
+Gulvet var overstrøet med hakket Enebærriis, der udsendte en skarp
+Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bøsser
+og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa
+Soldaterne udenfor.
+
+»God Aften, Morbror,« sagde Jørgen med dyb og rolig Stemme.
+
+Bjørnstad vendte sig mod ham. De to Mænd gjensaae hinanden for første
+Gang efter Scenen ved Skiftemødet.
+
+»Hvad vil Du her, Fidelspiller?« spurgte Bjørnstad barsk.
+
+»Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal
+spilles op til Bjørnedands,« sagde Jørgen og viste sine hvide Tænder
+under et freidigt Smil.
+
+»Naa, er Du af den Slags Folk?« sagde Bjørnstad kort med en
+Stridsmands skarpe Opmærksomhed, der ordner sine Vaaben før Kampens
+Begyndelse. »Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver først Ild,
+naar jeg har skudt min Mand.«
+
+»Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjør vi nok rettest
+i alle Mand at entre op i 2det Stokværk og bryde Trappen af efter
+os. Dèr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage,
+mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken væk i al
+Fredsommelighed.«
+
+Bjørnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod.
+
+»Du kryber nok helst i Skjul og fælder Fjenden bagfra, Du!« sagde
+han. »Jeg har for Resten tænkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar
+vi ere færdige hernede. Mærk Dig blot: her er der ingen, som befaler
+uden _jeg_; jeg er Herre i mit eget Huus.«
+
+»Her staar vi Alle i Fædrelandets Tjeneste,« bemærkede Jørgen og tav.
+
+Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste
+omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben
+ret betænkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjær. Soldaterne
+stode med Geværet ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes
+at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre
+Sider; den fjerde begrændsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i
+Dybet. Hovedstyrken styrtede løs mod Huusdøren og søgte at sprænge de
+svære Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa
+en afhugget Træstamme og løb Storm med den mod Porten, idet de med
+samlet Kraft stødte Stammens brede Ende mod Dørlaasen. Ved det fjerde
+Stød splintredes Karmen, og Fjenden trængte med et Jubelskrig ind i
+Huset.
+
+Der faldt fire Skud. Da Krudtrøgen trak ud i det Frie, laa tre Liig
+paa Forstuegulvet. Fjenden trængte frem over de Faldne mod den
+snørklede Trappe, fra hvis første Afsats to nye Skud atter strakte
+to af de Indtrængende til Jorden. Med et vildt Hævnskrig banede
+Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De sønderbrøde Stole
+og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig
+styrtede Soldaterne frem og tilbage og søgte forgjæves et Middel for
+at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen.
+
+Pludselig lød Bjørnstads vældige Røst ned gjennem Larmen.
+
+»Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun
+barnløs.«
+
+To skarpe Knald -- en hvid Røg foer med et Lynglimt frem gjennem
+Loftssprækken; en ung Fændrik sprang i Veiret og sank, dødelig ramt,
+om i Kammeraternes Arme.
+
+Svensken drog sig raadvild tilbage til første Trappeafsats; en heftig
+Ordvexel lød op til de Indespærrede, der ladede deres Bøsser paany.
+Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og
+rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt
+og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp
+glipper.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Medens dette foregik i Bjørnstads Gaard, foer Olaug paa sine Skier
+gjennem Skoven ned mod Id. Skarsneen føg om hendes brændende Kinder;
+de sammenbidte Tænder og tindrende Øine røbede Heltindeblodet i
+hendes Aarer. I dette Øieblik huskede hun ikke, at det var Bjørnstad,
+hendes Barndoms Skræk, den Mand, der nylig, da hun stod ene og
+hjælpeløs, skaanselsløst havde udslynget Skjændselsnavnet mod hende,
+som hun var ude for at bringe Redning. Hendes Hjerte bankede blot af
+Frygt for at komme for silde til at yde Hjælp. Med agtpaagivende Blik
+fløi hun uden om Klippeblokke, bugtede sig langs mørke Skovstier,
+satte med lette Spring over Træstammer og susede som en Vind mod den
+stille, maanebelyste Landsby ind i Ole Svendsen Bakkes Gaard. En
+eensom Hund begyndte at gjøe for lidt efter at slaae over i Tuden.
+
+Hun aabnede Yderlaagen og standsede et Øieblik udenfor den indre Dør,
+der stod paa Klem, knugede Haanden mod Brystet og trak dybt efter
+Veiret. Lydelige Stemmer inde i den oplyste, sirlige Stue syntes at
+vexle alvorsfulde, afmaalte Ord af dem, der til daglig ikke bruges
+mange af i de trange, indestængte Fjelddale, men som bevares længe
+i grublende Sind, for tilsidst at bryde frem i Handling og afgjøre
+Livsskjæbner.
+
+Ole Svendsen sad ved Bordet midt i Stuen. Skjæret fra det viftende
+Tællelys faldt hen over et villiefast Hoved med tæt, kruset Haar, en
+aaben, ærlig Pande, og i hans mørkeblaa Øine lyste en godmodig, men
+bestemt Personlighed. Hans Hustru stod ved hans Side med det yngste
+af deres fire Børn paa Armen, medens den ældste Dreng lyttende saae
+fra Moder til Fader og nikkede, som om han søgte at gjøre Ret og
+Skjel til begge Sider.
+
+»Men saa siig mig i Herrens velsignede Navn, hvad har Du Guds Mand
+med Krig og Blodsudgydelse at skaffe?« gjentog Konen og knugede til
+Eftertryk sin Haand mod Mandens Skulder. »Lad dem om at værne Landet,
+som bære Værge. Du er sat til at bære Guds hellige Blod op til vor
+Præst i Kirken ved Altergang og synge »Fader vor« med din deilige
+Stemme, saa vi Alle maa folde Hænderne, og Du skal ringe med den
+store Klokke for de Døde, som de Andre myrde i Krigen. Nei, Du hører
+ikke til blandt Krigsfolket. See paa mig, Bakke, bliv herhjemme hos
+os.«
+
+»Fædrelandet kalder,« svarede Ole Svendsen, »og det bæres mig for,
+at jeg som en tro og indfødt Nordmand skylder mit Land det bedste,
+jeg eier, i Farens Stund. Igaar lod Colbjørnsen mig kalde og bad mig
+bringe dem Kynding i Staden om, hvad Fjenden tog sig for. Han gav mig
+disse Tobaksruller her at sælge til Svensken, for at jeg uhindret
+kunde komme ind i deres Leir. Ved Daggry maa jeg af Sted.«
+
+»Fædrelandet har Mænd nok til at vaage over sig; jeg har kun Dig
+alene, Ole Svendsen!« udbrød Hustruen og strakte ham Barnet i Møde.
+
+Bakke reiste sig heftigt og sagde det ene Ord: »Ane!« Hun sænkede
+sine Øine for hans flammende Blik; hendes skjælvende Læber tav.
+
+I det samme aabnede Olaug Døren og traadte ind. Norges unge Genius,
+høibrystet, kraftig, hvid som den Snee, der tindrede i hendes Pels,
+rosenfrisk. Hendes Hænder foldede sig uvilkaarligt, idet hun viste
+sig. Øinene bad, idet hun udbrød:
+
+»Klokker fra Id, Faren er over Morbror Bjørnstad; kom og hjælp os.
+Hans Huus er omringet af Svensken, og han er ene mod dem alle.«
+
+Konen sprang frem og greb Olaugs Arm.
+
+»Kommer ogsaa _Du_ for at drage min Huusbond fra mig?« spurgte hun og
+knugede Barnet ind til sig. »Nu skal Du høre, Ole Svendsen, hvorfor
+jeg er ræd. I Nat saae jeg en Skare vaabenklædte Mænd drage her
+forbi; Sørgemusiken gik foran, langsomt, Skridt for Skridt; Trommen
+lød tung og dump. Jeg foer til Vinduet. -- Ak, Ole, ved dit Hjerte
+har jeg hvilet, drømt Livets bedste Drøm. -- De Soldater standsede
+herudenfor; Du laa dèr paa deres korslagte Geværer, hører Du: _Du_
+laa der, hvid og bleg. -- Bliv hos dine Børn, ellers bliver Du deres
+derude -- Soldaternes, Dødens --! Forlad os ikke!«
+
+Hun sank i Knæ. Den rødmussede Glut i hendes Arme lo høit og bed
+i sine buttede Knoer med Smilehuller i, udstødte et Klunk af
+Tilfredshed og dunkede sin Pande i Faderens Skjød. Han saae det, saae
+Alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og Hjem. Hans Øine duggedes;
+men det maa have været Manddommens stærke Taare. Han kyssede sin
+Hustru paa Munden og sagde kort:
+
+»Javist, Ane, om det saa var mig, Du saae, mit Liig, de bar, hvad
+saa? _Du_ lever jo, vore Drenge lever, og Norge seirer.«
+
+Hustruen vendte sig til Olaug.
+
+»Ulykkesbarn, nu drager Du min Huusbond i Døden!«
+
+Olaug saae forfærdet fra Klokkeren til hans Kone. Hun kjendte blot
+Ane som den blide, besindige Huusmoder, der bar Alt, havde Raad og
+Hjælp for Alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes Øine, Løvindens,
+Kvindens Kjærlighed straalede hende i Møde.
+
+»Gaa Du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor,« sagde Ole Svendsens ældste
+Dreng og rakte Faderen Haanden.
+
+Klokkeren fra Id smilede og saae ned paa sin Søn, og han saae, hvad
+han ønskede at see: en stærktbygget Knægt med gullokket Haar og
+alvorlige, trofaste Øine.
+
+»Gaa kun, Far,« gjentog Drengen og strakte sin lille Næve op mod
+Faderen. »Du kan stole paa, jeg bliver hos Mor.«
+
+Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den i Hustruens. Idet
+Sønnen saae op, røbede hans Blik, at han fattede, at i dette Øieblik
+lagde Huusbonden sine Pligter, sin Værdighed over i Sønnens. Drengen
+knugede begge Hænder om Faderens -- det var det Hele.
+
+»Farvel Ane!« sagde Ole Svendsen Bakke og gik mod Døren.
+
+Hustruen greb Sønnen i sine Arme, men Blikket fulgte Manden.
+
+Svendsen tog Bøssen ned fra en Træknage ved Skorstenen, kastede den
+over Skulderen og gik.
+
+Olaug havde været et stumt Vidne til dette Familieoptrin; hun glemte
+det aldrig siden; Svendsen Bakkes Børn bleve hendes egne i den Time.
+
+Da de kom udenfor, og Stjernerne blinkede i Nattekulden paa den
+sorte Himmel, trak Svendsen dybt efter Veiret og saae tilbage mod de
+oplyste Vinduer. Han sagde barsk:
+
+»Skynd Dig nu til Anders Haugens Gaard og til alle Gaardene Sønder
+paa; vore Mænd ere i Nat ude ved Colbjørnsens Corps. Imens samler
+jeg, hvem jeg kan, i den nordre Byende; vi mødes snarest ved Broen.«
+
+En halv Time senere stode otte behjertede Mænd ved det angivne
+Mødested og begave sig iilsomt opefter mod Bjørnstads Gaard.
+
+Medens disse Forberedelser bleve trufne nede paa Sletten, var Halvor
+ilet op over Fjeldet til Aalefosvang og Espevold. Det knagede i den
+mørke Fyrreskov, de hvide Maaneskinspletter, som banede sig Vei
+mellem Stammerne, skar i Øinene og gjorde Mørket dobbelt sort. Halvor
+kjendte Veien og sprang kort efter midt ind i Bondens Stue; hans
+Ansigtstræk vare stivnede af Ophidselse og Kulde.
+
+»Svensken holder til paa den nordre Side af Kløften i Nat, Faders
+Gaard er omringet, de bryde løs paa Døren -- endnu holder vi dem
+Stangen!« raabte han. »Skynd Jer og kom til Hjælp!«
+
+»Saa sagte, saa sagte, min Gut!« svarede den sværlemmede Bonde, som
+sad ved Bordenden og slog Ild til sin Pibe efter endt Aftensmaaltid.
+Ved det nedre Bord sad hans fem Karle og sugede endnu paa Saltsilden,
+hvis afpillede Been de efterhaanden kastede hen i en Leerskaal midt
+paa Bordet. »Jeg kan ikke lade mig hænge for saa lidt. Din Fader er
+jo nutildags en fredløs Mand, og den, som hjælper ham, lægger sig ud
+med det mægtige Byfolk dernede i Halden. Din Fader har desuden alle
+Dage været en brøsig og krakilsk Natur. Det gaaer Pinedød ikke at
+kneise med Nakken og agere hele Norges Land med Kjølen og Dovrefjeld
+til Rygrallik alene for sig selv. Vi Andre maa ogsaa til, skal jeg
+sige Dig, og saa lidt Gudsfrygt og Kongerespekt.«
+
+»Svensken er over os!« gjentog Halvor og greb i Bordskiven. »Svensken
+er Allemands Fjende. Han har omringet vort Huus. I kan tage dem Alle
+tilhobe, spillevende, naar I blot kommer bag paa dem, nu, strax!«
+
+»Paa det Lav!« sagde Haugstad og blæste en vældig Tobakssky fra sig,
+der lugtede svedent af Kirsebærblade. »Paa det Lav! det kan jeg som
+sagt ikke lade mig hænge for. Veed Du, hvad det er at være fredløs?
+Han har ikke blivende Sted i Lands Lov og Ret, ikke Huus' eller Hjems
+Fred paa Norges Grund. Han er som det vilde Dyr i Skoven, Bytte for
+alle Mænd, som har Samvittighed nok til at fælde ham. -- Nei, lad Du
+kun Svensken jævne hans Huus med Fjeldet, saa flytter han vel fra
+Egnen og sparer sine Landsmænd for at udgyde kristelig, norsk Blod,
+for vi har da Lov og Ret i Landet. -- See, det er min Mening og ingen
+andens.« -- Haugstad klappede Pibelaaget fast i. -- »Desuden, i Fjor
+ved Kyndelmisse, bød jeg din Fader for rimelig Betaling at sælge mig
+et Par Tylfter Tømmerstokke af Fossen; men han var stursk paa det --
+ellers havde vi maaske forhandlet sammen i Aften, og han kunde gjøre
+sig Forhaabning om Hjælp. Lad ham nu hjælpe sig selv, som han kan
+bedst!«
+
+»I bød jo knap Tømmerstokkenes halve Værdi!« raabte Halvor; »en
+gammel Ko, som hostede sig selv i Knæ.«
+
+»Javist hostede Koen,« svarede Haugstad eftertænksomt; »men kanskee
+havde hun stanget bedre fra sig i Aften end jeres Par Høforke
+derhjemme, lille Halvor. Min Farfar sa'e altid, at den ene Løgn
+tøer den anden op; jeg siger nu i kristelig Formaning og Herrens
+Forpleining, at den ene Haand vasker den anden reen. -- Hils din Far
+saa flittig, hvis det ellers sømmer sig for en ærlig, norsk Bonde at
+mænge sig med en fuglefri Mand.«
+
+Halvor tumlede ud i det Frie og rystede sine knyttede Næver mod
+Huset, mens Bonden stængede Porten efter ham.
+
+Han sprang til den næste Gaard, der laa i Udkanten af
+Præstegaardsjorden. Idet Stuedøren gik op, slog en lummer og
+indestængt Luft den Indtrædende i Møde. En Række Køier beklædte
+Værelsets Baggrund; Halmen hang ud af de mørke Gab over det rødbrune
+Tømmerværk. Et gammelt Mandshoved tittede frem fra det underste; hans
+graa Haar strittede ud under en strikket, rød Uldhue. Midt paa Gulvet
+stod en rank, ung Bonde og eftersaae Laasen paa sin Bøsse i Skjæret
+fra Tranlampen.
+
+»Guds Fred og god Kvæld!« sagde Halvor og traadte hen til Bordet. Da
+han havde fremført sit Ærinde, rystede Bonden paa Hovedet.
+
+»Det er dog Skade, at saa klog og dygtig en Mand som din Far har
+løbet Panden mod alle Vægge og faaet Øvrighed og By paa Nakken. Var
+Bjørnstad endda i Slægt med mig; men som Sagerne nu staaer, maa han
+rede for sig selv.«
+
+»Jeg skal have varm Mælk med Kavring i!« skreg den gamle Mand. »Bring
+mig min varme Mælk.«
+
+»Det er jo ikke Far, I skal hjælpe, men Svensken, I skal slaa,
+Thorsten,« sagde Halvor bønligt. »Jeg veed, at Du har ti af
+Colbjørnsens Folk i Laden i Nat. Lad mig tale med dem selv.«
+
+»De har patrouilleret hele Dagen,« svarede Bonden. »Gaaer de mod
+Svensken, følger jeg med, skjøndt din Fader gjorde rettest i snarest
+at drage af Landet.«
+
+»Giv mig min varme Mælk, varme Mælk med Sirup i, inden Du gaaer
+i Krigen,« skreg Oldingen og stirrede med glassede Øine ud i
+Rummet. Han bøiede sig forover, famlede med to knoglede Hænder paa
+Sengekanten og raabte med rystende Stemme, der bestandig blev mere
+ynkelig og pibende: »Og jeg vil have en lille Flæsk til, Thorsten. --
+Giv mig en lille Flæsk!«
+
+Halvor stod allerede ved Laden, hvor Colbjørnsens Tistedøler vare
+krøbne ned i Høet og sov, mens en Skildvagt gik frem og tilbage i
+Gaarden. Da Folkene hørte, hvorom der var Tale, rystede de Halmen af
+sig, grebe Bøsserne og stormede af Sted under Anførsel af Lieutenant
+Jacob Wærn. Bonden og hans to Karle sluttede Troppen.
+
+Hjemme i Køien laa den gamle Mand og rørte med Pegefingeren rundt
+i den varme Mælk, trak Sirupen op i lange Traade, slikkede den af
+Fingrene, suttede paa Flæskesværen og gottede sig nok saa livsalig i
+den lune Halm.
+
+»Hi, hi! -- Krig eller Fred -- lige godt altsammen, hvad Vorherre
+sender -- Sirup dog allerbedst!«
+
+Saa sank han med et tilfreds Suk tilbage paa Leiet, drog Huen af sin
+skaldede Isse, foldede Hænderne, skelede andægtig op til Køiebræderne
+ovenover og sagde:
+
+»Tak for Mad, gode Vorherre, og for alt Godt!«
+
+Lidt efter aabnede han Øinene paany og fnisede:
+
+»Bjørnstad, han -- store Torsken -- i Krig -- Hi, hi!«
+
+
+
+
+VISEN.
+
+
+Efter den sidste Salve, som Bjørnstad og Jørgen affyrede fra
+Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at
+raadslaae.
+
+»Djævels til Indretning med det Ovenværk, de Partigjængere har lavet
+dèr!« tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. »Den
+Rottefælde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrøvere
+vis. -- Nu ned og fourageer i Kjælder og Stolpebod, Manne, og lad
+os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa
+Raad.«
+
+Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter
+udenfor Døren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenlød
+Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjælderens Most og Mjød
+skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat
+greb, hvad han kunde faae fat i; røgede og tørrede Skinker, Lammelaar
+og Flæskesider hængte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige
+Trompeter Månsson mødte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik
+og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte
+Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne
+drikke saa meget mere af Hjertens Begjær.
+
+»Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig,« raabte
+Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tømte det fjerde Kruus i
+den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres
+Livs Indhold. »Brystet hendes er høit, og Midien er slank som en
+Dalkulles, Tænderne -- hu, hei! -- hvide og skarpe, som om de lystede
+at bide i svensk Kjød! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa
+Skrænten hist og træk hende af Dynerne. Du dèr, Sven Månsson, og
+to Mand til bære hende herover, men vogt Jer -- Vagtmester har
+Førsteretten, forstaaer I?«
+
+Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig
+ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af
+Kløften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom;
+men de medbragte en Stige.
+
+De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet
+udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig;
+dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder glødede, da han
+reiste sig fra Bordenden, og hans Øjne havde en dyrisk Glands, idet
+han udbrød:
+
+»Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os
+at brænde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om
+Hævn. Vi drage ikke herfra, før Bondens og hans Folks Hoveder ligge
+her paa Tinfadet.«
+
+»Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem først?« spurgte
+Månsson med et sagtmodigt Smil. »De siger, jeg har saadan et grumme
+Talent til at trække Tænder ud paa Folk og brække Kjæberne.«
+
+Soldaterne eftersaae deres Geværer. Månsson viste sig kort efter i
+den aabne Dør med en Stabel Mælkebøtter støttet mod Brystet.
+
+»See, her er vore Hjelme!« raabte han triumferende. »Hver Mand faaer
+en Bøtte paa Hovedet mod Kugleregnen.«
+
+»Meget vel,« sagde Vagtmesteren bifaldende.
+
+Soldaterne hvælvede leende Bøtterne over deres trekantede Hatte.
+
+»Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og løfter Bordet i Veiret, to
+Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller
+Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I?
+Sikkert Sigte -- løs paa dem -- for Gud og Kong Carl!«
+
+»Leve Kongen!« raabte Soldaterne og udførte Ordren.
+
+Månsson, som for Øieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog
+Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokværk, derefter stak
+han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet,
+greb en Forskjærerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han
+hvæssede Bordkniven mod sin Sabeleg.
+
+»Skynd Jer nu lidt!« sagde han til de bageste Soldater, »for at jeg
+kan faae ham rettet an med et Æble mellem Tænderne; det er den eneste
+rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar
+vi har røget det bravt først i hans egen Skorsteen. Saadan serverer
+vi ved Hoffet.«
+
+Soldaterne lo. Idetsamme lød to Skud og et Smæld over deres Hoveder;
+Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hørte Kasser blive
+skubbet for.
+
+Svenskerne rustede sig til nyt Angreb.
+
+Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjørnstad
+og Jørgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der
+førte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve
+stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen,
+naar denne lukkedes.
+
+Bjørnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans Øine lyste, hans
+Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jørgen
+og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og
+stirrede frem for sig med opspilede Øine og slapt nedhængende Hænder.
+
+»Ha -- det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det
+her!« udbrød Bjørnstad, som stod med Armene støttet til sin ladte
+Bøsse.
+
+»Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes,« ytrede Jørgen
+koldsindigt, »af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.«
+
+»Hvad snakker Du om?« spurgte Bjørnstad. »Kan man ikke faae Fred med
+det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.«
+
+»Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,«
+svarede Jørgen og smaalo.
+
+»Nei, seer Du,« udbrød Bjørnstad mere meddeelsom, end han pleiede;
+»det, der gjør dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig
+en lyslevende Fjende at slaa løs paa, én, der er til at see og
+føle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjæde
+af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye
+Hoveder for hvert ét, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.«
+
+»Og saa trænger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa
+ligefremt,« meente Jørgen.
+
+Bjørnstad lyttede foroverbøiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede
+Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad
+følesløs for alt omkring sig, grebet af en stor Rædsel, og traadte
+nærmere til Jørgen.
+
+»Dersom Noget skulde hændes mig, som nok er muligt i den anstundende
+Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig
+til, saa tag Dig af Mari dèr -- jeg har dyb Agtelse for hende. --
+Hører Du, Mari?« udbrød Bjørnstad med blød Røst. »Kom lidt herhen. --
+Jeg har den dybeste Agtelse for Dig -- lad det være mit sidste Ord
+til Dig her paa Jorden -- og høiere kan en Kvinde ikke bringe det
+til.«
+
+Bjørnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villieløs nærmede
+sig.
+
+Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning
+for den Rædsel, der bragte hende til at sitre.
+
+»Tak!« hviskede hun. »Men de mange Døde, de mange Døde dernede i
+Storstuen? -- Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?«
+
+»Der seer Du vor Himmelstige,« sagde Bjørnstad og pegede leende paa
+Stigen op til Taget. »Om lidt gaaer det opad, Du.«
+
+Jørgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den
+overende, saa den dannede et Skab, førte den skjælvende Mari derind
+og skjød Døren til paa Klem.
+
+Bjørnstad nikkede bifaldende.
+
+Idetsamme lød Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae
+Svenskerne, skjærmede under Bordtaget med Mælkebøtter paa Hovedet,
+myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bøsser uden synderlig
+Virkning. En Stige blev sat til, og dækkede af Bordet steg Svenskerne
+i Veiret. Bjørnstad lod Loftslemmen falde, Jørgen skjød Kister og
+Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog
+Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare foreløbig i Sikkerhed.
+
+Et mærkeligt Syn mødte de to Mænd oppe i fri Luft. Himlen syntes at
+staae i Flammer, blaalige og røde Luer slikkede op bag Skovbrynet,
+uden dog at farve Træernes mørke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys
+luede denne Nat over Horizonten; lydløst og ilsomt gled Farveskjær
+og Mørke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp
+førtes, ublodig og dog som blødende Lysstrømme, heftig som jordiske
+Lidenskaber og dog ophøiet som overjordiske Magters Stævne.
+
+Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brændende
+Spørgsmaal, kan det maaskee interessere at høre, hvad høilærde
+Magister Jonas Ramus, Sognepræst til Norderhougs Menighed og gift med
+den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjørnsen, i hine Dage
+tænkte om dette Emne.
+
+»Samme Nordlys«, skriver han, »strækker sig vidt ud i Norden og
+stiger undertiden saa høyt op, at det kan sees Søndenfjelds i
+Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjøbenhavn. Det haver en
+bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser
+det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige høyt i
+Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange
+Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig
+Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret,
+hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og
+igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart
+det begynder at dages.
+
+Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand
+ikke være nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke
+heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at
+Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i
+Luften og Skyerne.
+
+Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende
+Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprægnerer
+Luften, at Magneten finder deraf sin Føde og Vederkvægelse.
+
+Dog, lad det nu være, at under Polen findes brændende Ild-Bjerge,
+saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages,
+uden man vilde sige, at der kand være dybe Dale mellem Iis-Bjergene,
+mellem hvilke Luften trænges tilsammen og deraf, som en Puster af
+et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at
+Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevægelser sig i
+Skyerne præsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene
+de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevægelser.
+
+Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som
+hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis
+Erfarenhed.«
+
+-- Bjørnstad og Jørgen laa tause udstrakte paa Trætaget, der vendte
+mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjærmede mod Fjendens Kugler.
+Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En høitidelig, blød
+Stemning syntes at beherske Bjørnstad. Han havde foldet Hænderne
+under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner.
+
+»Lille Jørgen,« sagde han omsider; »hav Tak, Kjære. I dette Øieblik
+er jeg vist nærmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig.
+Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige
+Øine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfærds Sag.
+Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen?
+Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover
+denne Nat, da der maaskee bliver løst op for mig og min Elende. Gud
+signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! --
+Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde
+Dig,« vedblev han lidt efter, »over paa Fyrren dèr, som luder over
+mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng
+mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med
+Sødsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min
+Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver
+hos mig.«
+
+Jørgen laa paa Albuen og saae ind i Bjørnstads Ansigt.
+
+»Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene!« hviskede han
+og listede famlende sin Haand ind i Bjørnstads.
+
+»Dette her er stort, det er reent ud livsaligt!« udbrød den eensomme
+Mand, slap Bøssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. »Jeg
+takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik -- de lærte mig at
+søge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for før.«
+
+Han tav.
+
+»Seer Du Aftenstjernen deroppe?« vedblev han lidt efter. »Den lyste
+over min Sorg og min Glæde mangen en Kvæld, meest dog i Sorg. Aldrig
+synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige
+Loves nøgne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens
+Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra
+Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder,
+Herren og Trællen, Dommer og Raad i skjøn Forening, hele denne
+uopløselige Urede af Voldtægt; jeg seer det hele i al dets
+Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er
+rødt indeni mig. Jeg græd Blod; nu føler jeg Solblodet i mig. --
+Lille Jørgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste
+Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed.
+Velsignet den Kugle, som fælder mig. -- Det er, som om jeg havde
+Festklæderne paa i Aften, -- norske Nationaldragten!«
+
+Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans Øienkroge; men det var
+sikkerlig ingen Taare. Jørgen laa foroverbøiet og saae ind i
+Bjørnstads Ansigt.
+
+»Du taler sært, Morbror,« hviskede han; »det er, som om jeg hører min
+Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. -- Jeg
+holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Søn.«
+
+»Norges Søn,« svarede Bjørnstad. -- »Nu nok med den Tale. -- Stakkels
+Mari dernede! Hjertet skjælver i hende for mig; men Svensken gjør
+ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefærd. -- Jeg
+beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!«
+
+Jørgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog
+ham til sig.
+
+»Lad os nu bede en Bøn,« sagde han sagte. »Hvem veed, hvad dette her
+kan blive til.«
+
+De to Mænd toge Huerne i Hænderne; deres Læber bevægede sig.
+
+Lidt efter hørte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trængte op paa
+Loftet og undersøgte samme. Bjørnstad kom nyt Fængkrudt paa sin
+Bøsse. Jørgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den større Vægt.
+Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forøget vildt og romantisk
+Skjær.
+
+»Giv Jer med det Gode!« lød pludselig en Stemme i Nærheden af de
+Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene.
+
+Jørgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske
+Soldater i Veiret; deres Musketløb blinkede i Maanens Lys.
+
+»For Guds Skyld, Morbror,« hviskede Jørgen; »lad mig raade. De
+Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.«
+
+Bjørnstads Finger hvilede paa Aftrækkeren, beredt til at give Ild.
+
+»Sikke noget Snyderi!« vedblev Jørgen henvendt til Svenskerne. »Vel
+har jeg hørt, at Kong Carls gossar gik i Støv og Røg; men jeg har
+aldrig hørt, at de sværtede sig i sodede Skorstene for at komme bag
+paa ærlige Fjender.«
+
+»Kast Vaabnene!« befalede Vagtmester Erikson.
+
+»Endnu er I da kun to!« meente Jørgen.
+
+»Her er et Par til!« lød et Brøl fra Tagmønningen. Et Brag ledsagede
+Ordene; Træflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater
+og Musketløb kom til Syne i Aabningen.
+
+»Kast Vaabnene!« gjentog Vagtmesteren. »Een -- to --!«
+
+»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jørgen sagtmodig og lod
+langelig sit Blik glide over mod den mørke Skov paa den modsatte Side
+af Kløften. »Jeg seer nok, I ere vore Overmænd; men hvad agter I at
+gjøre med os, naar I nu fanger os spillevende?«
+
+»Rebet!« tordnede Vagtmesteren; -- »hvis det ellers er Umage værd at
+gjøre saa megen Ophævelse af Stratenrøvere som Jer. -- Læg an, Manne!«
+
+En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om
+Bøssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjørnstad stod
+opreist i Maanens Skjær; hans brede Pande dannede en skinnende
+Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bøsser,
+roligt og værdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig
+Udmærkelse for tro Tjeneste.
+
+»Een -- to --!« lød atter Vagtmesterens Kommando.
+
+»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran Morbroderen. »Er I
+christent Folk og sender to Mænd i Døden, uden at unde dem Tid til en
+Bøn?«
+
+»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaalmodig.
+
+»Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig
+Vagtmesteren bør lette dem Nedstigningen,« ytrede Erik Månsson, der
+var krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen, ledsaget af tre
+Mand.
+
+»Hvad mener Du?« spurgte Erikson barsk.
+
+»Eia, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger over Afgrunden; lad os
+tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet
+og har nok saa megen Fornøielse af at pirke lidt ved dem, inden de
+vil til at hoppe.«
+
+»Ikke saa ilde,« sagde Vagtmesteren. »Det er to slemme Misdædere,
+vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hævn.«
+
+Under bedøvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne.
+
+Jørgen stod rolig ved Bjørnstads Side; han syntes at lytte med spændt
+Opmærksomhed ud mod Skoven.
+
+»Nuvel!« sagde han til Vagtmesteren. »Ligesaa gjerne springe i Døden
+som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Døende
+hans sidste Bøn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise,
+som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?«
+
+»Inte det skulde være en lille Løgn for at knibe Livet?« spurgte
+Vagtmesteren haanlig.
+
+»_Han_ spillet for Kong Carl ved Pultava?« raabte Trompeter Månsson
+og stillede sig frem for Jørgen, idet han rev Trompeten fra Siden.
+»Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjørte fra Slaget, og
+aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!«
+
+Han satte Instrumentet til Munden og blæste de første Strofer af den
+svenske Fanemarsch. Tonerne løde haarde og skingrende gjennem Natten.
+
+Jørgen trak foragtelig paa Skuldrene.
+
+»Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bære for den Musik?« spurgte
+han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den høit i Veiret.
+»Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.«
+
+»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang ind paa Jørgen.
+
+»Ræk ham dit Horn og lad os see, om han kan blæse sin egen Liigsang
+bedre,« sagde Vagtmesteren.
+
+»Det Tudehorn duer ikke til Musik,« svarede Jørgen. »Der hænger en
+Fidel hernede paa Væggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille
+den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls Øine, da han
+laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.«
+
+Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson forsvandt gjennem Taget.
+
+Et eget Smil foer over Jørgens Ansigt, medens han saae over mod
+Skoven og slog sine Hænder sammen, som for at varme Fingrene.
+
+Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.
+
+»Lir Du nu din Vise af i en Fart!« sagde Månsson og lo; »bagefter
+skal jeg plante denne her som en ægte Slagter i dit Hjerte!«
+
+Han svingede Sablen over Fangens Hoved.
+
+Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skærende
+Tone brød løs under et Buestrøg, som aldrig syntes at skulle faae
+Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjælvende. Det lød
+som et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angstraab om Dødsfare.
+Jørgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer
+pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede
+Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Värmelandsvisen.
+Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmørket; de kom som et Savn,
+som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets
+hemmelighedsfulde Røst til de Levende; rigere og mægtigere banede
+Tonerne sig Vei under de stigende Buestrøg, Livets Længsel, Seirens
+Fryd lød tilsidst i den gamle, gribende Folkevise.
+
+»Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt,« hviskede Månsson;
+»det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.«
+
+Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle følte
+Beruselsens let vakte Høitidelighed med Bøsserne beredte til
+Executionen, andre stode tause, grebne af Øieblikkets storladne
+Romantik og drak i dette korte Øieblik ubevidst af rene Vandaarer, af
+Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strømme. Fædrelandet, dette
+halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle. Der blev
+ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk
+eller udenlandsk var over dem alle.
+
+Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham.
+
+»Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig!« sagde han.
+»Der kan være noget i det.«
+
+Jørgen aabnede Medaillonen. »See og gjenkjend det Alle,« udbrød han
+med lav Røst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den
+mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendøende Nordlys.
+
+»Det har sin Rigtighed,« sagde Vagtmesteren og holdt Haanden
+hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. »Her mangler blot
+Hugværgen, vor Konge altid slæber henad Jorden. -- Træd an, Manne!«
+
+Soldaterne sluttede Geled.
+
+»Præsenteer Gevær for denne Mand!«
+
+Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft.
+
+»Den Mand bærer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham
+i Døden med Officeershonneur.«
+
+Soldaterne adløde ivrigt og beredvilligt.
+
+I Vest rødmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en
+glødende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretræesfakler, der
+vare tændte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede
+Krigeransigter.
+
+»Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem!« kommanderede
+Vagtmesteren.
+
+»Nu blot en Bøn, svenske Mand!« sagde Jørgen; »blot en ganske lille
+een for Jeres egne syndige Sjæle!« raabte han med hævet Røst, slog
+Armen om Bjørnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trængte dem
+Skridt for Skridt nærmere mod Afgrunden.
+
+Der lød et Glenteskrig ovre fra Skoven.
+
+»I Knæ, Morbror!« hviskede Jørgen. »Stræk Dig fladt hen ad Taget. Ret
+nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.«
+
+Bjørnstads Kæmpeskikkelse vaklede under Jørgens Tryk. Han sank i
+Knæ. I det samme kastede Jørgen sig over ham, knugede ham mod Jorden
+og raabte med sine Lungers fulde Kraft:
+
+»Skyd, norske Mænd -- i Jesu Navn, skyd!«
+
+Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brød frem fra Skovens Stammer;
+fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag.
+
+»Forræderi!« raabte Vagtmesteren og krøb med de tiloversblevne
+Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste
+de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mænd bleve synlige
+mellem Træerne paa den modsatte Side af Kløften.
+
+Men længst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Dødsangst
+bævende lyttet til Violinens Toner, -- havde længst forstaaet, at han
+derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes
+Sjæl.
+
+Bjørnstad reiste sig med et Suk.
+
+»Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed,« sagde han. »Men
+tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa
+troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?«
+
+»Lee ikke, spot ikke, Morbror,« jublede Jørgen og pegede opad med
+Buen. »Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive
+hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den
+Sang i Nød og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, -- for
+saa er Mor med, skal jeg sige Dig.«
+
+Det var paa den Tid, da Lys og Mørke brødes. Morgentaagen bølgede
+mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brød
+igjennem, laa ifølge et Øienvidnes trykte Beretning fem svenske
+Soldater paa Bjørnstads Tag, »og de glemte at gaa ned siden«.
+
+
+
+
+SPIONEN.
+
+
+Næste Morgen laa Svendsen Bakke oppe i en muret Fordybning paa
+Udsigtsbjerget ovenfor hans Gaard, Bakke. Herfra kunde han holde Øie
+med den svenske Grændse og tillige see Hjemmet nede ved Bakkesund,
+som paa dette Sted er ca. 300 Meter bredt. Stedet bærer endnu Navnet
+»Klokkersengen« og fremvises som en af Egnens Seeværdigheder. I vore
+Dage tilhører denne Gaard en dannet og belæst Bonde, Mathis Bakke,
+hvis Slægt har eiet Stedet siden Klokkerens Død. Eftersom Gaarden
+ligger nær ved Grændsen, blev den i alle Svenskekrige besøgt af
+Fjenden.
+
+Svendsen Bakke sad denne Morgen med Bøssen ved Fod og saae frem
+for sig i Taagerne, der joge hinanden i Dalen. Her ventede han
+nu i offerglad Kjærlighed til sit Land. Han havde gjort sit Livs
+Regnestykke op og var i Fred med sig selv. I Dag sad han her i fuld
+Livskraft, beredt til i Morgen at træde ind i Evigheden. Hjemme i
+Stuen groede hans Sønner i Veiret, det unge Norge, omgivet af en
+kløgtig Moders Røgt -- hvad Magt laa der nu paa _hans_ Liv, dersom
+han kunde gavne sit Land? Han var det gamle Træ, der havde saaet sin
+Sæd, rede til at falde for Øxen.
+
+Bakke var igjen i Dag iført en islandsk Trøie, et Læderbælte om
+Livet, i hvilket stak en Pistol og en lang Tollekniv i udskaaret
+Træskede.
+
+Nede i Dalkløften lød endnu Ulvenes Tuden. I hine Dage strakte
+uigjennemtrængelige Skove sig over de skjønne Bakkedrag. Her levede
+endnu Vildtet i frodige Flokke og gjorde Vinterveiene usikre ved
+høilys Dag, naar Frost og Snee gjorde Føden knap. Solen steg op
+over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretræer og Graner, som
+i tidligere Aarhundreder havde været Vidne til Svenskernes hyppige
+Indfald i Landet, strakte deres rødbarkede Grene ud over Jorden;
+den stigende Sol mægtede næppe at trænge igjennem deres Fletværk.
+Andre Steder stode Træerne længere fra hverandre og dannede luftige
+Perspektiver udad mod de blaa Taager, der fanger Fantasien og leder
+den ind til endnu vildsommere Egne i Skovenes Dyb.
+
+Der lød knirkende Skridt over Fjeldstien, og Halvor kom til Syne.
+Han bar en vægtig Kiste i Remme over Ryggen, i Bæltet stak en
+mægtig Rytterpistol, et Krigsbytte fra den sidste blodige Nat; dens
+skinnende Skaft og Løb røbede, at den nylig havde været Gjenstand
+for en kjærlig Oppudsning. Desforuden bar han et Horn i en Snor over
+Skulderen.
+
+»Godt, at Du kommer inden berammet Mødetid,« sagde Klokkeren og
+reiste sig.
+
+»Jeg er saa bedrøvet, Morbror,« sagde Halvor og rystede Byrden af
+sig. »Jeg troede ikke, der i Verden var saa tung en Sorg at bære.«
+
+»Er der noget iveien hjemme?« spurgte Svendsen Bakke.
+
+»Aa nei,« svarede Halvor; »Far og Mor ere flyttede over i Moster
+Ulles Hytte, desformedelst Svenskerne har skamferet hele vort Huus,
+Ruderne ere knasede, Møblerne masede, og ingen af Byesfolket eller
+Naboerne vil hjælpe os at sætte det sammen igjen, for nu er Far jo
+fredløs.«
+
+»Hvordan er det med din Mor?« spurgte Klokkeren.
+
+»Mor ligger syg i Moster Ulles Seng; Mor er jo kun en Kvinde og saa
+svag og god. Du troer det ikke, men hun græd ogsaa over de faldne
+Svenskere, der blev baaret ud af vort Huus i Morges!«
+
+»Naar vi i Nat komme hjem fra Colbjørnsens Ærinde i Svenskeleiren,
+saa flytte vi dine Forældre ned til mig paa Bakke,« sagde Klokkeren;
+»i mit Huus ere de fredlyste.«
+
+»Mor flytter ikke fra Far, og Far bliver paa Fjeldet,« sagde Halvor
+bestemt. »Olaug er borte,« tilføiede han sagte.
+
+»Olaug?« spurgte Bakke.
+
+»Jeg bad hende saa mindelig om at blive hos Mor; men hun rystede paa
+Hovedet og sagde, at et Skjændselsbarn ikke havde blivende Sted under
+Bjørnstads Tag. Saa tog hun sine fattige Klæder og gik til din Kirke
+i Id. Jeg fulgte hende og blev udenfor Døren. -- Ak, Morbror, der er
+vist ikke mange Mennesker i Verden, der har baaret saa tung en Sorg
+som jeg i denne Morgenstund. -- Hun slæbte sig op langs Stoleryggene
+som en syg og træt, gammel En, og hun blev ved at vrikke med Hovedet
+og hviske: »Mit gamle Hjem -- mit gamle Hjem!« -- Hvor Vinden skar,
+og Taaren frøs paa hendes Kind, dèr hun laa paa Mormors Grav og græd,
+og hun kyssede Træværket om Graven og sagde med høi Røst: »Herre
+Fader, Du, som kan bøie alle Hjerter, mag det saa, at jeg maa komme
+hjem igjen!« -- Nu er hun gaaet til Halden og sin nye Plads, og det
+er min Skyld det Hele, derfor er jeg saa bedrøvet og hjertesyg.«
+
+Bakke hørte til, mens han ordnede nogle Smaapakker i Kramkisten, som
+Halvor bragte, og fordeelte dens Indhold, Uldsager og Tobak, i to
+Byldter.
+
+»Vi ere i Dag Alle som Olaug hjemløse i Fjendehaand,« sagde han. »Lad
+os nu først søge at redde vort Land; siden hente vi Olaug hjem, din
+Mor og os Alle.«
+
+Han gav Halvor den ene Pakke, tog selv den anden, og de begave sig
+af Sted for ifølge Peder Colbjørnsens Ønske at udspeide Fjenden og
+bringe sikker Underretning om hans Styrke og Stilling og Planer til
+Frederikshald.
+
+»Du har Ret, Morbror!« udbrød Halvor. »Nu maa vi slaaes som Mænd;
+bagefter kommer alt det andet vel af sig selv. -- At dette netop
+skulde hænde mig den lykkeligste Krigsdag i mit Liv!«
+
+Lidt senere mødte Vandringsmændene to Bønder, Niels Nordby og Jens
+Aas.
+
+»Hvor skal I hen, Klokker Bakke?« spurgte Jens Aas.
+
+»Vi skal hen til Svensken og sælge ham lidt Skraatobak og andet
+Pilleri,« svarede Bakke og smilede. »Med det samme er han maaskee saa
+freundlig at fortælle os lidt om, hvad han har for.«
+
+»I komme til at vælge en anden Vei, Klokker,« sagde Niels Nordby;
+»der kommer nogle svenske Ryttere her nedover, og de er heelt
+mordlystne at see til; ret strax dreie de om Pynten.«
+
+»Hvor mange ere de?« spurgte Klokkeren.
+
+»De er fire og tyve Mand og har en Oberstlieutenant med sig.«
+
+»Saa maa vi vel gaa af Veien for dem,« sagde Bakke sagtmodig og skred
+ind i Skovtykningen.
+
+Her lagde han og Mændene sig i Baghold. Da de havde ligget en Stund,
+kom et fjendtligt Rytterparti i fuld Fart til Syne paa den smalle
+Skovvei. En samtidig Vaabenfælle beretter ordret følgende om denne
+Morgens Hændelse:
+
+»Klokkeren samt de andre Bønder skjøde til Fjenden og traf saa vel,
+at Oberstlieutenanten ved Navn Baltzer faldt strax død ned paa
+Jorden og Hesten ligesaa. Over disse uformodentlige Skud blev al
+hans underhavende Følge forfærdet og gave Hestene af Sporerne og
+rede bort. Da de nu i denne Angst havde rendt en Fjerdingvei derfra,
+mødte de en Bondepige, som de hævnede deres Harm paa og lod see deres
+store Mandhaftighed, idet de hug hende i Axelen, fordi hun ei vilde
+bekjende, hvem der laa i Skoven, som var umuligt, eftersom hun det
+ei vidste. Da de nu ei fik nogen Underretning derom, syntes dem det
+dog ei være anstaaeligt, saaledes at forlade deres Oberstlieutenant
+og ikke at see, om der var flere end de tvende, som de hørte
+skyde, hvorfor de vendte tilbage med et skjælvende Mod og fandt
+Oberstlieutenanten for sig dødskudt ind ad Panden og ud ad Nakken.
+De begyndte da at skrige og formane Klokkeren med Bønderne, at om de
+havde Mod, de da nu vilde komme til sig; dog stode de et godt Stykke
+fra Pladsen, hvor de havde taget Liget fra. Men den gode Klokker Ole
+Svendsen Bakke samt de andre Bønder forstode sig meget vel paa det
+Gjæstebud, de bleve indbudne til, og laa derfor stille i den Tanke at
+skjænke disse gode, svenske Mænd et Par hver sin Kugle og siden gaa
+sin Vei. Da nu Fjenden Ingen fornam i Klippen, toge de bort med det,
+de fik, stoppede Liget i en Sæk og førte det med sig.« --
+
+Den Klippe, hvor Oberstlieutenanten blev skudt, kaldes endnu i
+Dag »Baltzerklippen« eller »Generalkloven«,[1] fordi Tradition og
+Folkesnak senere har forfremmet den faldne Officeer til General, af
+hvilke der skal have været Overflod i Carl den Tolvtes Armee.
+
+ [1] En Klove er en liden Sænkning mellem to Bjerge.
+
+»Gud være hans Sjæl naadig!« sagde Klokkeren alvorsfuld og traadte
+frem fra sit Skjul. »Han var vor Fjende; nu er han min Anklager hos
+Gud.«
+
+»Nei, Morbror, Vorherre siger: saadan En, der lister ind i norsk Land
+i Mulm og Mørke og bedriver Hærværk og voldeligt Overfald!« udbrød
+Halvor, der syntes at have rystet Morgensorgen af sig, stolt og
+lyksalig over denne mandige Bedrift. »Saae Du, hvor Generalen slog
+Armene i Veiret, da han faldt ned over Klippen som en fyldt Sandsæk?
+Han sagde vist Farvel til os. Hurra! det er noget andet end at skyde
+Ulve og Egern. -- Der ligger han nu i Sækken, svenske Generalen!«
+
+»Stille, Dreng!« sagde Klokkeren barsk. »Den Døde haaner man ikke;
+han faldt i sin Konges Ærinde som en ærlig Soldat.«
+
+»Det gjorde han; men han faldt for en ærlig, norsk Kugle, der værnede
+sit Land, og Du er den tapreste Degn, Norge har haft, Morbror Bakke;
+jeg holder meget mere af Knaldet af din Bøsse end af Knebelen i din
+Klokke -- Sippedeia -- en svensk General!«
+
+De gik nu tause videre og undgik Hovedveien. Jens Aas og Niels
+Nordby bøde Farvel lidt længere henne. Bakke og Halvor kjendte hver
+Sti og Kløft og Klippeskjul i flere Miles Omkreds. Efter en Times
+Forløb, hvori de havde banet sig Vei ad bugtede Fjeldstier, udstødte
+Klokkeren et Skrig, som naar Urfuglen skogrer. Det blev besvaret
+høiere oppe i Fjeldet, og en Bonde kom springende nedover mellem
+Klippeblokkene.
+
+»Du lader vente paa Dig, Haavi,« sagde Bakke.
+
+»Vor Ko er ilde syg,« svarede Bonden; »hun staaer og skronner og æder
+hverken Hø eller Skraa. I, som er saa forfaren en Mand i Lægekunst og
+Bøger, kjender vist Raad derfor?«
+
+»Har Du seet noget til Svensken, som jeg sendte Dig ud at spore?«
+spurgte Klokkeren barsk.
+
+»Javel; der ligger et Parti paa henved femten hundrede Mand Ryttere
+og Fodfolk heromme Nord paa bag Kulhytten.«
+
+»Det er godt,« sagde Klokkeren. »Giv Koen i Aften et frisk Opkog af
+Timian og Krusemynte og andre stærke Urter -- skjøndt Du fortjente at
+miste din Ko, siden Du tænker først paa, at den er i Fare, og siden
+paa, at dit Land er i Nød.«
+
+Bakke og Halvor fortsatte deres Vei i den Retning, Bonden angav, at
+Svenskerne laa.
+
+Solen var gaaet bag Skyer, og den korte Vinterdag heldede, da de
+naaede en Fjeldskrænt, der om Sommeren bærer mange Mosarters rige
+Farver fra den varmeste Terrasienna til det lyseste Guld. Nu laa
+Klippen hen i Sort og Hvidt, Tid, Regn og Vinterens Kulde havde
+furet den med Fortids Runer; graa og blaalige Afstandstaager fyldte
+Kløfterne, tunge Skyer hang fast i Trætoppene over de granbevoxede
+Skrænter.
+
+»Jeg seer dem, Morbror,« hviskede Halvor, der sneg sig nogle Skridt
+foran Bakke; »de have tændt Vagtblus dernede og koge Mad -- de myldre
+som Maddiker i en fremmed Mands Meelsæk.«
+
+»Ær din Fjende, Knægt!« sagde Klokkeren. »_Han_ lyder sin Konges Bud,
+_Du_ dit Lands; enhver kan være god for sig.«
+
+»Ja, Svensken kan være god for sig, naar han vil lade Norge være
+i Fred for sig,« svarede Halvor heftig. »Hvad troer Du, han vilde
+sige, om vi saadan væltede os ind i hans Land og slog Ruder og Døre
+ind i hans Rige? -- See, hvor Luen flammer under Røgskyerne dernede,
+og see, Morbror! -- der blinker Vaaben gjennem Røgen. Det er som et
+herligt Eventyr af Sagabogen! -- Var det ikke svenske Fjender, saa
+vilde jeg være med blandt dem dernede.«
+
+Klokkeren fortsatte sin Vandring uden at svare; hans Tanker kredsede
+om hans Formaal; han saae og hørte, han speidede og lyttede og gik
+rolig videre.
+
+Som efter en uhørlig Befaling begyndte pludselig Trommer og Horn at
+lyde rundt omkring dem. Soldaterne sprang op fra Baalene, strømmede
+ud fra Sæterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en
+Psalme lød gjennem Tusmørket, dumpt og pligtsmæssigt sunget af hæse,
+sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber. Nogle sang med Følelse,
+andre af Vane; det lød høitideligt i Skovstilheden.
+
+Hver Morgen Klokken syv og hver Aften Klokken fire lod Kong Carl sine
+Soldater holde Bøn. Naar Timen slog, og Trompeten kaldte, standsede
+Mandskabet selv under Fremrykning; hver Soldat faldt paa Knæ paa det
+Sted, han stod, ligesaa Kongen, hvor opblødt eller sumpet Vei og
+Mark end var. Kong Carls dybe Gudsfrygt stemmede nøie overeens med
+hans rene og nøisomme Sæder, hans Uegennytte og Gavmildhed, men stod
+i paafaldende Strid med hans Uforsonlighed, Krigs- og Hærgelyst.
+Selv bar Carl den Tolvte altid Gustav Adolphs Bønnebog i sin Lomme
+og læste deri hver Morgen, tillige Søndag Eftermiddag, og nedskrev
+i Begyndelsen hver Gang, han havde gjennemlæst Bogen. Da han var
+begyndt Læsningen forfra fjerde Gang, rev han dog Anmærkningen ud af
+sin Noteerbog, for at Ingen skulde tro, at han pralede hermed.
+
+Klokkeren var standset; han foldede sine Hænder og sænkede Hovedet.
+For ham var Andagtstimen følt og sand mellem Fjender som i hans egen
+Kirke. Halvor gjorde, ligesom han saae Morbroderen gjøre; men hans
+Blik fløi uroligt og nysgjerrigt frem og tilbage over de fjendtlige
+Grupper, og han kom til at sige: »helliget vorde mit Navn« i Stedet
+for »dit Navn«, mens han fremsagde Fadervor.
+
+Lidt senere traadte Bakke og Bjørnstads Søn ind i Svenskernes
+Leirkreds. Der var rundt om reist Telte og Hytter af Grangrene;
+udenom Leiren stode Rustvogne, Feltskyts, Rytteriets Heste; hist
+og her laa henslængt paa Sneen Gryder, Øxer, kort sagt, det Virvar
+herskede, som var eiendommeligt for hine Tiders fremrykkende Armeer.
+En dæmpet Summen fyldte Luften under Fyrretræerne, hvis Kroner denne
+Aften tav. Klokkeren skred uforsagt fremad; de udstillede Forposter
+ved Veien havde ikke bemærket de to Mænd, der traadte frem fra
+Skovtykningen.
+
+»Hvem dèr?« raabte nogle Soldater og sprang op fra Varmebaalet.
+
+»En ringe Kjøbmand, som agter at slaa en Handel om Et og Andet i Kong
+Carls Leir,« svarede Klokkeren og standsede.
+
+»Grib og undersøg dem!« befalede Underofficeren.
+
+Et Par Soldater udførte Befalingen, men fandt intet mistænkeligt.
+
+»Jeg har et Par forsvarlige Kravestøvler; vil I ikke ogsaa see dem
+efter?« spurgte Halvor eenfoldig.
+
+I næste Nu var Klokkeren og Drengen omringet af veirbidte, forfrosne,
+svenske Krigere; de opstrøgne Knebelsbarter, de arrede Ansigter og
+opsvulmede Hænder bød Velkommen. Underofficeren kommanderede barsk,
+idet han pegede paa Bissekræmmernes Byldter:
+
+»Saa op med Lædiken!«
+
+Svendsen Bakke udbredte omhyggeligt sine Varer paa et Dækken; Halvor
+saae sig om med spillende Øine.
+
+»Uldne Trøier og Vanter!« sagde Vagtmesteren foragtelig; »den Slags
+bruger hverken Kong Carl eller hans Mænd -- Skraatobak -- det lader
+jeg gaa -- -- Brændeviin -- det liver Herren evig op i jeres
+fordømte Isfjelde! -- Hid med Brændevinen!«
+
+Klokkeren og Halvor skjænkede beredvilligt af deres Dunk for de
+kjøbelystne Soldater.
+
+»Hvad har Du dèr?« spurgte den mistroiske Underofficeer og pegede paa
+en Pakke, som Svendsen forsigtig, men temmelig iøinefaldende lagde
+til Side.
+
+»Det er Stads til svenske Generalen,« sagde Klokkeren.
+
+»Det er Forgift,« sagde Halvor og stillede sig foran Pakken.
+
+»Svenske Generalen!« ytrede Vagtmesteren; »det er i Nat selve Kong
+Carl.«
+
+»Selveste Krigsmaiestæten!« udbrød Halvor og trak Huen af. »Ak, om
+jeg kunde faae ham at see i Ansigtet, blot een Gang, saa skjænker
+jeg i Grams hele min dyre Byldt til Jer Alle. Kong Carl, Soldaternes
+mægtigste Soldat -- Herre Jemini, Morbror, bed dem dog, om vi maa
+faae ham at see, blot et eneste Minut. Jeg vil saa gjerne see ham.«
+
+Drengens uforbeholdne Begeistring tiltalte den svenske Befalingsmand
+og kom Svendsen Bakke vel tilpas.
+
+»Om I kunde tilstaa os en saa formastelig Bøn,« sagde han, »hvis Kong
+Carl virkelig findes her i Leiren, for nede i Frederikshald sagde de
+i Morges, at han var draget med Hæren ad Christiania til.«
+
+»Kong Carl er allevegne og ingen Steder,« svarede Befalingsmanden.
+»I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.«
+
+»Styrtede?« udbrød Halvor.
+
+»Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort
+Haandværk er det ypperste paa Jorden,« vedblev Underofficeren med
+Selvfølelse. »I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.«
+
+»Kors, har I Rytteri ogsaa dèr?« udbrød Klokkeren beundrende.
+»Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?«
+
+»Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt
+mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa løse deroppe om Natten,
+for at de kan faae noget at bide.«
+
+»See, see! over hundrede Heste!« sagde Bakke. »Men det var Kong Carl,
+I fortalte saa kjønt om.«
+
+»Carl kæmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde
+vore Saar river han sin Skjorte itu.«
+
+»Sin kongelige Skjorte!« gjentog Halvor.
+
+»Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,«
+vedblev Vagtmesteren og tømte det Tinbæger, som Bakke holdt hen
+for ham. »Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer -- pføi! -- han
+er brændemærket. Og vor Konge kan rolig see os bløde og falde i
+tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.«
+
+»Det maa der ikke klages over,« sagde en graahaaret Soldat; »han
+sulter omkap med os; vi hører hans Hjerte banke for os midt i
+Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!«
+
+Et Leveraab lød dumpt og gjenklangløst over Sneepuderne i den
+stivfrosne Egn.
+
+»Jeres Konge lader til at være en brav Mand,« sagde Klokkeren.
+
+»_Jeres_ Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl
+Jeres Konge.«
+
+»Og de Asieres og Tyrkeres med,« sagde Halvor og bukkede. -- »Kan vi
+saa faae ham at see?«
+
+Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden
+saa nøie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade
+fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mørke Fyrrestammer til at rødme,
+Træerne kastede deres mørke Skygger over Soldaterne, der lo og sang,
+mens Elven laa stivfrossen og taus.
+
+»Ja, saadan er vor Konge,« sagde en arret Soldat og skuldrede den
+afbarkede Green, hvormed han som et Roer rørte rundt i Grødgryden.
+»Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sæterhytten og
+holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet
+med sit Regiment, fordi Jeres Præst i Schieberg fortalte ham
+Røverhistorier om, at I havde et overmægtigt Overfald for.«
+
+»Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra Øllet, som stod og
+gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele
+Regimentets Underholdning!« lo Halvor, »og aldrig saa snart skikkede
+jeres General Breve af Sted fra Præstegaarden, saa var jo Præsten
+færdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne[2] bort.«
+
+ [2] Præsten, Hr. Peder Rumohr, der havde tjent som Cornet under
+ Hertugen af Würtemberg mod Jacob Stuart, gjorde sig velfortjent
+ under Kong Carls Indfald i Norge, idet han listelig forledede
+ General Aschenberg ved falske Rygter til at trække sig tilbage over
+ Grændsen og saaledes væsentlig bidrog til, at Nordmændene sloge det
+ svenske Parti paa Mors, hvor bl. a. Kong Carls Krigskasse fandtes,
+ og hvor Fjenden mistede 300 Mand. Da Kong Carl med uforrettet Sag
+ drog sig tilbage fra Christiania, lod han Præsten overrumple og
+ slæbe med i Fangenskab til Sverig, hvor han efter to Aars Lidelser
+ døde af Skjørbug og Vattersot, »saasom han meest spiste Drøvelsens
+ Brød.« Efter sit Ønske fik han til Begravelsestext Job 3. v. 18:
+ »Der have Fangerne Frihed tillige; de høre ikke Trængerens Røst.«
+
+»Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl,« gjentog Halvor og kastede
+hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. »Blot et eneste
+livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja
+-- aa hvad, strenge Hr. Oberst?«
+
+Vagtmesteren stod lidt og betænkte sig, derefter vinkede han til
+Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde følge ham, og gik over mod et
+lille sneedækt Træhuus, støttet mod Klippevæggen.
+
+Et rødt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dør ud over Sneen. En
+Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten.
+Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede
+betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind
+gjennem den lille Rude.
+
+Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax
+tilbage og hviskede:
+
+»See -- see selv!«
+
+Svendsen Bakke saae en bredskuldret Mand, der stod tæt indenfor
+Glarruden overfor en siddende svensk Officeer. Manden syntes at
+forklare noget, mens Officeren skrev. Derefter strakte Manden Haanden
+ud og tog nogle Sølvdalere, som Officeren kastede paa det lille Bord.
+Han skrabede ud med Benet og forlod Hytten.
+
+Da han traadte frem i Maanelyset, blev Skipper Daniels Træk synlige
+under hans laadne Hue. Han gjenkjendte Klokkeren og Halvor og syntes
+at blive ubehagelig berørt ved dette Møde, fattede sig imidlertid
+hurtigt og hviskede med et bredt Grin:
+
+»Svenske eller norske Penge fylde lige godt i Bøssen -- hva' beha'er,
+Morbror? -- Sikken en luun Bedemand, jeg dèr har til Onkel! Gaaer han
+ikke her og snyder sit eget Fædreland op i dets aabne Øine!«
+
+Klokkeren betragtede ham med et flammende Vredesblik, der bragte
+Daniel til at sænke sit.
+
+»Stakkels hjemløse Mand!« sagde Ole Bakke med lav Røst.
+
+»Jeg er jo netop ude og butler sammen til et lille net og hyggeligt
+Hjem,« svarede Daniel.
+
+»Du bliver ved at være en hjemløs Stakkel alle Dage, for Du har ikke
+noget Fædreland,« sagde Bakke og vendte sig fra ham.
+
+»Fædreland mig her og Fædreland mig der!« udbrød Daniel fortrædelig.
+»Det har mange til at passe paa sig; _jeg_ har kun mig, der tager
+vare paa mit. -- Sikken en nederdrægtig luun Morbror, jeg dèr har
+faaet! Gaaer han ikke her og sælger af sin Kramkiste til vor argeste
+Landsfjende, og saa sætter han sig paa den høie Hest, naar en anden
+En ogsaa søger at holde Handelsforbindelsen vedlige mellem to
+hæderlige Nationer!«
+
+»Du har jo ingen Kramkiste,« udbrød Halvor og traadte nærmere til
+Daniel; »og alligevel fik Du Sølvmønt for noget, Du solgte derinde,
+mens vi --«
+
+Klokkeren greb Halvors Arm. Det kunde blive skjæbnesvangert i dette
+Øieblik at røbe deres Reises sande Ærinde for Skipperen, der nylig
+havde solgt sit Lands Hemmelighed til Fjenden.
+
+Vagtmesteren saae mistroisk fra den ene til den anden uden at kunne
+opfatte den hurtigt førte, hviskende Samtale.
+
+»Faaer det snart Ende, dette her?« spurgte han barsk og traadte ind
+imellem dem.
+
+Halvor sprang hen til det oplyste Vindu. Hans røde Kinder bleve
+blege, hans Øine spiledes op, medens de stirrede gjennem den
+lille, tilsneede Rude, som om han var under Paavirkning af noget
+Overnaturligt. Hans Fingre krummede sig om Pistolkolben, medens han
+saae det Syn, der for bestandig brændte sig ind i hans Sjæl. Bakke
+bøiede sig frem og saae over hans Skulder.
+
+
+
+
+ET FALSK SIGNAL.
+
+
+Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl
+den Tolvte henslængt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han
+oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det
+med udvalgte Krigsfæller. Paa dette Leie sov han »sødt som paa en
+Blomsterseng«.
+
+Heltekongen laa indsvøbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans
+lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt
+fængslende majestætisk over den mørke Skikkelse, hvis Omrids svømmede
+udi det usikre Skjær fra Baalet og det døsigt brændende Tællelys ved
+Hovedenden.
+
+Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde
+Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfærdig lavet Paryk, fordi
+hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den
+pligtskyldigst; men da en Tilstedeværende henrykt udbrød: »Ak, hvor
+Maiestæten seer prægtig ud som en Frier!« sled Kongen den utaalmodig
+af og forsikrede, at han ikke længere kunde vænne sig til at have
+noget varmt om Ørene.
+
+Her laa nu Carl den Tolvte, nær sin Skjæbnes Maal, rolig og
+ubekymret. Hans maiestætiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af
+Middelhøide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind
+foretrak for den yppigste Seng i bløde Kvindearme. De efterlevende
+Caroliners[4] Konge, hærdet ved utrolige Savn, ved Sjælslidelser og
+Sjælsløftelser, hævet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld
+frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee
+denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Düna, Klissow,
+Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drømte dog
+vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte
+i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr -- det største af dem alle
+laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Læber, med
+en Drik Tyndtøl ved Hovedgjærdet, ventende paa det graa Morgengry
+under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen
+og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig
+senere blev nævnet af hans Krigsfæller uden med Taarer, Henrykkelse
+og Længsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslænke mellem
+hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt,
+og den Menige bænkedes som Ven og Kammerat ved Høvedsmandens Side,
+medens Krigsheltens Aand svævede over dem Alle, -- Carl den Tolvte,
+Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og
+Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans
+Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod
+Stjernerne og raabte: »Frisk, busser! gån på uti Herrens namn!«
+
+ [3] Carl den Tolvte kunde endnu, hærdet ved Legemsøvelser og Faste,
+ iført Rytterstøvler, lægge sin Fod bag Øret, paa Hesteryg.
+
+ [4] Carolinere kaldtes de faa graanede og hærdede Krigere, der havde
+ overlevet Carl den Tolvte og hans Krigstogt.
+
+Det kongelige Blik rugede nu her med Ørnero over det Svundne og
+Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens
+Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre
+krampagtigt famlede om Pistolskjæftet, og en hæftig Susen lød i hans
+Øren. Han følte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og
+Morbroderens Stemme hviskede:
+
+»Vil Du lægge din Faders og din Moders Huus øde, Dreng?«
+
+»Norge leve!« svarede Halvor med mat Røst.
+
+Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en
+villieløs Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende
+Soldatergrupper omkring Baalene.
+
+»Hei, I Nordmænd!« raabte en Soldat dem i Møde. Hans trekantede
+Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over
+en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som
+blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa
+Fyrretræernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. --
+»Hei, Du dèr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er
+_jeg_; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbøtte
+og svinger rundt om Jorden -- singdulian -- hopsasa! -- Hils dem
+dernede i Frederikshald!« brølte han efter Klokkeren og Halvor. »I
+Morgen vælger jeg min Kjæreste i Jeres rigeste Kjøbmandsgaard --
+Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wäre!«
+
+Omkvædet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig
+sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge øverst.
+
+Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede:
+
+»Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjøre for det; min
+Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spænde Pistolen.«
+
+»Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden,« sagde Bakke.
+
+»Men i Himmelen! -- De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle
+Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,«
+klagede Halvor. »Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig,
+ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre -- Nu
+kunde jeg have været den største Helt i hele Norges Land.«
+
+Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmægtig Sorg.
+
+»Hør, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min
+høire Tommeltot i det livsalige Øieblik?«
+
+»Du var vel feig,« svarede Bakke.
+
+»Feig -- jeg?« raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest
+mod Morbroderens Ytring.
+
+»Naa ja, saa var det vel Guds Haand,« gjenmælte Klokkeren. »Dersom Du
+havde dræbt Kong Carl, hængte de Dig nu i den høieste Gran, og jeg
+maatte gaa hjem og melde din Død til dine Forældre, som betroede mig
+deres eneste Søn og dyreste Eie.«
+
+»Lige meget!« sagde Halvor og reiste sit lyskrøllede Hoved i
+Nattevinden. »Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu været en af
+Norges bedste Sønner, og Olaug! -- Ak, jeg vil fortryde alle mine
+Dage, at jeg ikke skjød.«
+
+Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og
+tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod
+Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede
+uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig.
+
+»Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,«
+sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De
+nærmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og
+Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et
+Tegn til Halvor, krøb forsigtig fra Træernes Slagskygge om bag den
+bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne
+stode ladede med Korn, Hø og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som
+en Skygge uden at spørge, først da han saae Svendsen Bakke krybe ind
+mellem Hjulene paa den største Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal
+og holde den brændende Lunte op i Høet, begreb han Hensigten, i næste
+Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nærmeste Vognladninger. En
+kvalmende Røg steg iveiret, et Allarmskrig lød, et Skud knaldede,
+uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nærmede sig den yderste
+Vogn med den brændende Lunte. Først da Høet fængede, forsvandt han
+og Halvor imellem Træerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de
+roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om
+intet var forefaldet.
+
+Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem;
+den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede
+dækket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelærken sang eensomme Triller
+herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende
+Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker. Nu
+havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tøveir og frembragt
+»Tellegrep«, det vil sige, den tilfrosne Jord løsnes, saa at Heste og
+Vandringsmænd pludselig synke i dybe Huller af løs Jord og blød Leer;
+denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost
+havde ikke været tilstrækkelig til at danne en bærende Skorpe; den
+gav efter under Fødderne.
+
+Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han
+besluttede derfor at fortsætte Vandringen til Frederikshald ad
+Alfarvei, eftersom han ikke længer behøvede at befrygte at blive
+standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter.
+
+De vare dog næppe vandrede frem i ti Minuter, før de hørte
+Ryttergalop og høie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk
+Hestfolk sprænge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembød intet Skjul
+i den nærmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bøsseskud
+fjernet for Bissekræmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at
+bemærke Daniels brede Sømandsskikkelse til Hest og forstod pludselig
+den Fare, som han og Halvor svævede i. For at sikre sig selv mod at
+blive angivet som Forræder nede i Frederikshald By, havde Daniel
+rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev
+der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det
+nærmeste Træ blev deres Galge.
+
+»Af Sted!« raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien
+over mod den nærmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen;
+han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere
+ubehjælpsomme Klokker, hvis høie og stive Støvler hindrede hans
+Bevægelser.
+
+Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende
+Tilraab, saasom: »Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. --
+Spar paa Veiret til Finalen! -- Hvad siger I til en varm Øl i Aften
+hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.«
+
+Ole Svendsen stønnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de
+fremstormende Ryttere, der havde Møie med at finde sikker Vei i det
+moradsige Terrain.
+
+»Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax,« sagde han
+mismodig.
+
+»Vist ikke nei!« raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at
+hjælpe ham fremad.
+
+»Red Dig selv, af Sted, af Sted,« sagde Klokkeren.
+
+»Hvad gjør de saa ved Jer?« spurgte Halvor og stirrede raadvild mod
+Rytterne, der stadig kom nærmere.
+
+Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to
+norske Mænds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee.
+
+»Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle
+Nordmænd,« svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med
+nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. »Støvlerne lænke mig;
+jeg kan ikke mere. -- Af Sted!«
+
+»Saa af med Støvlerne og videre paa Uldsokkerne!« brølede Halvor.
+»Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret,
+mens de synke i med Bagkroppen!«
+
+Han sled fortvivlet i Klokkerens Støvler, mens Forfølgernes Jubel
+stadig lød nærmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fødder fri.
+
+»Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart,« hviskede han. »Imens
+skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre
+end Mandskabet. -- I Jesu Navn, af Sted!«
+
+Klokkeren reiste sig og saae Halvor løbe nogle Skridt mod de
+fremsprængende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene,
+satte trodsig Hornet for Munden og blæste Svenskernes Retraitesignal,
+der skingrende gjenlød over Heden, et Signal, han møisommelig havde
+indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene.
+
+»Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dèr trutter!« brølte
+Sergeant Erikson, der red et Par Hestelængder foran de Andre. »Saadan
+er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Armée.«
+
+Hans Hest havde næsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden
+af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjøre omkring, et
+Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle øvede
+Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uøvede Mandskab.
+Den efterfølgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin
+Kraft gjentog Signalet.
+
+»Nu faaer Svensken sit eget Baglænds. Hurra!« raabte han.
+
+Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse,
+Triumf, medens han bønfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany
+Hornet for Munden.
+
+Det tredie Signal afbrødes imidlertid, idet Erikson blev Herre over
+sin Hest og drev den fremad mod Halvor.
+
+»Ingen Pardon!« raabte han til den nærmeste Rytter, som nu ogsaa
+sprængte frem med løftet Vaaben. »Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem
+begge igjen fra Træfningen i Nat oppe ved Bjørnstads Huus.«
+
+I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa
+eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens
+Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud lød; Rytteren
+vaklede og gled af Hesten.
+
+»Fremad!« raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens
+han paa Uldsokker i lange Spring løb mod Skoven, bugtende sig fra
+Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende
+i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en
+Kløft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et
+straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet
+af bladløse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Løb,
+efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede
+Rytternes Opmærksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa
+Veien og blæste i overstrømmende Krigermod det norske Angrebssignal.
+Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor
+dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne
+naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem
+Stenene.
+
+Trompeter Månsson sprang af Hesten og nærmede sig forsigtig til
+Aabningen.
+
+»Kom frem, i Djævels Skind og Been!« befalede han, »at vi kan faae
+Dig hængt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.«
+
+Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede
+sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind
+under Stenen i forskjellig Retning. Et hæst og gjennemtrængende Skrig
+lød indefra.
+
+»Der ramte jeg nok i Braden,« bemærkede den ene Rytter koldsindigt og
+sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstød i samme Retning.
+
+Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som
+forstærkedes under Landsestødet, indtil det pludselig døde hen i en
+smertefuld Rallen.
+
+»Nu tuder han nok sin egen Retraite,« ytrede Månsson. »Ærlighed byder
+at tilstaa, at de Nordmænd har et mærkeligt Geni for Musik.«
+
+Han skjød til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af
+Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin
+Kammerat og saae ud over Sletten.
+
+De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag.
+Klokkeren var, begunstiget af Tusmørket, Klippeblokke og uveisomme
+Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forfølgelse tilhest vilde
+være frugtesløs. Med Eder og dybtfølte Forsikringer om, at Norge
+var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red
+Troppen tilbage til Leiren.
+
+Inde i Klippeaabningen var Dødsskriget forstummet. En dyb Stilhed
+sænkede sig atter over Egnen.
+
+Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede
+sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden
+bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!«
+
+Intet Svar lød. Klokkeren -- det var ham -- sank i Knæ og støttede
+Hovedet mod Stenen.
+
+»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han
+sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!«
+
+Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt
+Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og
+velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en
+jublende Fanfare over Steenørkenen.
+
+Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der
+kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.
+
+»Du lever!« udbrød han og greb Hornet.
+
+»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det
+Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!«
+
+Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra
+Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede
+Byldten i Veiret og fangede den igjen.
+
+Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i
+stille Bøn.
+
+Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et
+Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig
+den Døde.
+
+Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod
+aaben.
+
+»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene
+ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under
+norsk Jord.«
+
+Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans
+Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han
+sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder.
+
+»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig.
+Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.«
+
+Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.
+
+»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og
+strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig,
+Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage.
+
+Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:
+
+»Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!«
+
+Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte:
+
+»Vi snød dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med
+Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af
+Sted for Svensken derhenne?«
+
+»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele
+Linien,« sagde Klokkeren.
+
+»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til,
+det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt
+fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.
+
+
+
+
+KLOKKEREN FRA ID.
+
+
+Ids Kirkeklokke lød hen over Sletten. Herrens Time var inde.
+Malmtonerne talte over Menneskekjævl; Kirkeklokken, der i
+Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt,
+klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede;
+den stævnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag
+var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Værn, som nu
+maatte til at slutte Hegnet, adlød et helligt Kald; det Staal, der
+nu maatte til, var hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod for
+Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke.
+
+Der kom de strømmende i tætte Skarer, Tistedøler, Saugbrugsmænd og
+Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre,
+gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men
+saa meget mere sagde Øinene fra Hjertens Grund. Landereisningen var
+almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens
+Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende
+Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og
+løftende Lidenskab er i sin høieste Potens hellig; naar et heelt Folk
+gribes deraf i Trængselens Tid, er den Gudstjeneste.
+
+Alle Kirkegjængerne bare Bøsser, som de stillede fra sig mod
+Kirkemuren, før de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte
+de Fleste udskaarne Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede
+Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes udenfor
+mellem Gravene.
+
+Dette Samlingssted frembød i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der
+sædvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde,
+bredskuldrede Skikkelser med busket Skjæg og lodden Haarvæxt fyldte
+Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjørnehi slog den Indtrædende
+i Møde.
+
+Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe
+ved Alteret. Søn- og Helligdage vare hans Festdage. Længe før
+Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og
+syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt Øie lagde
+Mærke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dèr
+laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist
+var lidt Støv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne
+som Sølv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene
+vigtige Embedspligter, men en hellig Kjærlighedsgjerning, og naar
+Kirkegjængerne kom, mødte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde
+Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han førte
+Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Søndag
+gjæstfrit aabent for dem, der kom langveis fra.
+
+»See, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag Døbefonden og tigger
+Vorherre om Fred,« brummede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øine.
+»Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han Manden til at frelse
+Landet.«
+
+Ingen skulde i den bøiede Mandsskikkelse, der laa knælende i dyb
+Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hænderne, medens han
+opsendte brændende Bønner foran Alteret, ane den frygtløse Kriger og
+Fædrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i
+Kampen næste Dag den modigste. Fra Bønnen stod han op for at styrte
+sig i Kampen; hans Kjærlighed til Land og Hjem var en Deel af hans
+Religion.
+
+Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik
+paa den knælende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrøvelse.
+Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trøstesløs Længsel; en
+stærkere Magt end Kjærlighed til hende og Børn drev nu Huusbonden fra
+hendes Side. I hendes Bryst lød blot en Tone, blød og vibrerende;
+Livet, Lykken, hans Følelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange
+stærkere nu i Skilsmissens Time, end da hun gik sorgløs derhjemme i
+de lyse Dage.
+
+Javist, man kan gaa ved hinandens Side og dog være skilt ved Bjerge
+og Dale, og Hav og Land kan være os imellem, og vi gaa alligevel Side
+om Side.
+
+Kirkedøren blev pludselig revet op; en Fylde af Lys og Blæst strøg
+ind over de Forsamlede.
+
+Bjørnstad blev synlig i Døraabningen mørk og bred, ved hans
+Side Halvor, rank som et Granspir, rødmusset, kjæk og svulmende
+af foregaaende Dages Bedrifter. Efter Bjørnstad fulgte hans
+Skovhugstmænd, seks sværlemmede Karle, alle med kortskaftede,
+bredbladede, blankslebne Øxer i Bæltet, iført Faareskindskofter og
+laadne Huer.
+
+Bjørnstad gik op ad Kirkegulvet uden at see til nogen af Siderne
+eller tilsyneladende at bemærke, at Mændene i Kirkestolene rykkede
+nærmere og spærrende mod Stoldørene. Et Sted strakte en Arm sig ud
+og skjød med et Smæld Slaaen for en Dør, en bred Ryg lænede sig
+afvisende mod en anden, medens Bjørnstad rolig og værdig gik op mod
+Alteret og blev staaende nogle Skridt foran den øverste Stol lige
+overfor Prædikestolen.
+
+Saa begyndte Kirkeklokken at lyde over de Forsamledes Hoveder,
+langsomt og høitideligt. Ekkoet svarede ude fra Skoven. Klokkeren fra
+Id svang sin kjære Malmknebel, høiere og høiere steg Klangen; det
+var, som om en Forudanelse om nær forestaaende Dødsstilhed laante ham
+dybere og mere levende Toner.
+
+Kapellanen, velærværdige Hr. Niels Stabel, besteg Prædikestolen.
+Han talte over Texten: »Hvo, som ihjelslaaer, skal og ved Sværd
+omkomme.« Kapellanen fandt dog i Dag en ny og til Leiligheden
+passende Fortolkning af Skriftstedet: snart vilde Fjenden ved Sværdet
+omkomme og derude ligge og sove under Græstørven; thi han havde ikke
+her, men andet Steds hjemme, og skulde nogen af vore egne gaa heden i
+den tilstundende Kamp, da kunde det skee i fuld Fortrøstning om, at
+deres Sag var Guds og Kirkens og Hjemmets Sag.
+
+Det matte Vinterlys faldt gjennem den lille Rude ved Alteret skraa
+henover Klokkerens Hoved. Hans Blik lyste og straalede, hans i
+Bønnen sammensunkne Skikkelse rettede sig; han lyttede foroverbøiet,
+opmærksomt. Klokkeren fra Id var i Dag til sin sidste Gudstjeneste i
+den hjemlige Kirke.
+
+Da Prædikenen var endt, hævede han sin Stemme og sang for, Salmen
+
+    »Saa vil vi nu sige hverandre Farvel
+    Og ønske: Guds Fred over Eder,«
+
+først sunget af en eenlig Stemme; lidt efter faldt et dybt og rustent
+Mandskor ind, forstærket af høie, klagende Kvindestemmer udenfor
+mellem Gravene. Men inde i Kirken svang pludselig en ung og reen
+Tenor sig høit over alle andre Stemmer; Halvor stod foran Alteret
+med Ryggen til Menigheden, saae sin Morbroder fra Id ind i Øinene
+og sang, som kun Troen og Følelsen synger i Taksigelsens løftede
+Øieblik. I dette Nu foregik noget usædvanligt mellem disse To; den
+Unge gav sin Sjæl hen i Sollys, Jubel og Tak, den ældre modtog
+denne Kjærlighedshilsen med et kort Nik; saa smeltede deres Stemmer
+harmonisk sammen. Mandskoret omkring dem forstummede som for at lytte
+til; det sidste Vers sang de to Mænd oppe ved Alteret alene. Halvors
+Øine stode fulde af Taarer; Klokkeren saae opad, medens han lukkede
+Salmebogen, foldede Hænderne og sagde: »Amen -- i Jesu Navn, Amen!«
+
+Det blev deres Afskedshilsen.
+
+Dermed var Ole Svendsens Gudstjeneste forbi. Alterlysene skinnede
+ikke mere for ham.
+
+Fjeldvinden strøg kold og skarp ned over Kirkegaarden, da Menigheden
+atter begav sig ud i det Frie. Kvinderne blandede sig mellem Mændene,
+enhver søgte sin Hjemstavn og havde noget at sige, noget, som det
+ikke faldt nogen ind at sige derhjemme, men som her maatte siges.
+Og det viste sig her, som det oftest viser sig i Trængselens Dage:
+Folkets Sjæl er et Lys, der brænder opad. Stormen fløj lutrende og
+befrugtende over Jorden.
+
+Efter Prædikenen var Altergang, og de Fleste deeltoge deri, ogsaa
+Halvor og Bjørnstads Mænd; det var ham selv formeent som Fredløs at
+gaae til Herrens Bord. Mari holdt sin Huusbonds Haand fast, som om
+hun ikke vilde slippe den, og hun slap den heller ikke. Klokkerens
+Hustru stod nu fattet og indesluttet ved deres Side og saae ud over
+Sletten.
+
+En Mængde Mennesker nærmede sig fra Frederikshald. Det var
+Stadskapitain Peder Colbjørnsen og hans Frivillige tilligemed
+Lieutenant Even Kraft med 40 vesterlandske Soldater af
+Fæstningskorpset. Et Hornsignal meldte deres Komme. Altergjængerne
+strømmede ud af Kirken og stillede sig op i to Rækker for at modtage
+de Kommende. Colbjørnsen gik hilsende forrest og standsede foran
+Klokkeren fra Id, som stod i Kirkedøren. Peder Colbjørnsen var iført
+Uniform, trekantet Hat, Sabel ved Siden og to Pistoler i Bæltet;
+Klokkeren bar sort Vadmelsdragt uden Plet med blændende hvidt
+Kalvekryds. Soldaterne stode med Geværet ved Foden.
+
+»I Gaar har Du atter været ude at lege med Fjenden, Du, Kirkesanger;
+de synge om Dig nede i Gaderne. Jeg er stolt over Dig, Ole Svendsen
+Bakke,« sagde Colbjørnsen med høi Røst og lagde sin Haand paa
+Klokkerens Skulder. »I denne ulystige Tid ere Mænd som Du de klare
+Morgenstjerner, vi Andre see efter. Vor Krig er ikke den store Krig,
+hvor Hærmasser mødes; vor Krig er Hjemmets og Selvforsvarets. Hver
+Mand som _Du_ er en Fæstning, og vor Frelse beroer paa hver enkelt
+Mand. -- Gud har velsignet Dig; vi Andre takke Dig.«
+
+Klokkerens Øine lyste med en fugtig Glands. Det var ret en livsalig
+Høitidsdag, en af dem, Livet ikke bringer mange og ikke bør bringe
+mange af. Klokkerens Haand gav Høvidsmandens endnu et sidste dvælende
+Tryk, og da deres Hænder skiltes, vare deres Blikke endnu sammen.
+
+Colbjørnsen vedblev henvendt til Mængden: »Vort Maal i Dag er at
+befri Enningdalbroen, som er besat af to fjendtlige Compagnier til
+Fods og et til Hest og at bringe deres Heste i Bytte til Staden.
+Det vil være en herlig Fangst for vore uberedne Folk, hvormed vi
+kunne gjøre Fjenden stor Skade. Til dette Værk at fuldføre har jeg
+tilkjendegivet Ole Svendsen Bakke at samle hundrede Mand i Vaaben her
+paa Id.«
+
+»Alt er i Orden, Hr. Stadskapitain,« meldte Klokkeren. »Hundrede Mand
+i Vaaben vente her for at slutte sig til Jer.«
+
+»Jeg modtager dem i Norges Navn,« sagde Colbjørnsen og vendte sig mod
+Forsamlingen.
+
+Skjæggede Kraftmænd stode i Muur. Der var ingen Smil, kun alvorlige
+Øine med Vilddyrblik, mens Mændene tause bøde sig til Kamp mod
+Fjenden: Bryst mod Bryst, Geværsalver bag Hegnene eller Skud fra
+Klippeblokke, hvad det nu kunde blive til.
+
+»Vær hilset, I gode Mænd og Brødre!« sagde Colbjørnsen med en
+hjertelig Haandbevægelse.
+
+En kort, men velvillig Brummen lød fra de Forsamlede.
+
+Bjørnstad stod henne hos sine Mænd, støttet til Bøssen, og betragtede
+dette Møde med et overlegent, spottende Smil. Colbjørnsen vidste hele
+Tiden, at Bjørnstad stod der. Han vendte sig pludselig mod ham og
+sagde:
+
+»Hvad ønsker Du, lovløse Mand?«
+
+»Intet, og I opnaa ingenting med al Jert Mod,« svarede Bjørnstad. »Du
+vil jo nu ud at knuse vor Fjende; men hvor er han, Colbjørnsen? Er
+det ham derude, eller ham herinde? Ham derude kan vi jage bort; han
+herinde maa ryddes ud.«
+
+Colbjørnsen betragtede ham med et strengt Blik.
+
+»Her er ikke Tid eller Sted at strides om Sligt, mens Fjenden staaer
+for vor Dør.«
+
+»Hvor to eller tre Nordmænd ere til Stede, bør ogsaa norsk Tale have
+Ret til at lyde -- dèr er min Kirke!« svarede Bjørnstad og strakte
+Haanden ud. »Jeg siger, at Fjenden er ogsaa indenfor. Stæng for Jer,
+I gode Haldensere, luk jeres Havn, værn Jer med al den Manddom, I
+eier, Fjenden, I værger Jer for, sidder til Høibords i jeres Hjem;
+Fremmedherredømmet er den Kræftskade, som fortærer vor Lever; Krigen
+mod Svensken er en lille Fare. Hellere Voldsherren Kong Carl derude
+i Øst, end nogen anden, han er da idetmindste et Mandfolk.«
+
+Et Vredesskrig hilste disse Ord.
+
+»Bjørnstad er udenfor Loven -- bort med ham!« raabte flere Stemmer.
+
+»Jeg er ikke dømt efter vor norske Lov og er derfor skeet Uret,«
+sagde Bjørnstad. »Jeg staaer over jeres Lov dernede i Halden, hvor I
+kun dømme efter dansk Lovbog.«
+
+»Du fører store og stærke Ord,« sagde Colbjørnsen med rynket Pande.
+
+»Ikke større eller stærkere end jeg selv er,« svarede Bjørnstad og
+rettede sig, som om han løftede et Fjeld med det samme. »Jeg giver
+mit Liv i Pant for mine Ord, og mine Gjerninger svare til Ordene.«
+
+»Javist, Du gaaer til Grunde, det kjende vi Alle til.«
+
+»Lige meget -- Lys, Ret og Frihed over Landet!« -- Bjørnstad vendte
+sig pludselig mod Forsamlingen og strakte Haanden ud mod den. --
+»Hører nu Alle mine Ord; enhver, som her er til Stede, kan tage dem
+til sig. Gud hører, at det er Sandhed, og hans Aand maa vist være til
+Stede her et eller andet Sted over os Alle. -- Vi have Trællesind
+her i Landet, skal jeg sige Jer; hvor det er til Huse, er der Hænder
+nok til at svinge Hundepisken, og I fortjene ikke bedre Lod end at
+fugtles af den, saalænge I taale Fremmedherredømme.«
+
+Noget, der lignede et Ryk, foer gjennem Forsamlingen, et Brøl som
+Rovdyrs lød henover Pladsen, knyttede og truende Hænder straktes op
+over Mængden.
+
+Bjørnstad blev rolig staaende. Halvor, som holdt sig bagved Faderen,
+kastede med et lille Nik freidige Blikke over Bønderne, som om han
+vilde sige: »Der fik I det, I kan have godt af længe!«
+
+»Bjørnstad tager for stort Maal af sig selv og spiller altid op paa
+Storfiolen,« sagde Eilif Bonde.
+
+Den rige Selveier fra Espegaarden traadte tæt hen for Bjørnstad med
+et haanligt Smil.
+
+»I Dag er Du nok ogsaa ude mod vor lovlige Regjering og Lands Ret,
+lille Bjørnstad,« sagde han og vuggede Overkroppen paa sine skrævende
+Been. »Men nu skal jeg, Espevoldsmanden, sige Dig et Ord, saa godt
+som ti af dine: Naar vi nu ere færdige med Svensken, saa skal vi
+til at ryge Dig ud, og det skal regnes os for hæderlig Gjerning at
+forrette, for Du er en fredløs Mand, der ikke kan værge din egen Tue.«
+
+Bjørnstad syntes ikke at høre, hvad der blev sagt. Hans Skikkelse
+tegnede sig skarpt mod Baggrundens graa Taagehimmel, bred og mægtig,
+Vinden bevægede hans buskede, graasprængte Haar, medens hans Blik
+saae vidt ud over de Forsamlede; en Foregangsmand, en Sandsiger
+maatte see ud som han. Han tilhørte maaskee kommende Tider, maaskee
+var han en af disse store Aander, der fødes for tidligt, gaa forud
+for Skarerne og lide Martyrernes Skjæbne.
+
+Lige overfor ham stod Colbjørnsen, den pligtopfyldende, regjeringstro
+Samfundsborger, en Grundpille for det Bestaaende, et forædlet
+Udslag af Forfædrenes Overlevering. Hans Øine hvilede ufravendt og
+tankefulde paa Bjørnstad, medens denne talte. Hvad tænkte han?
+
+Ole Svendsen saaes ved Colbjørnsens Side; ogsaa hans Blik hvilede
+sorgfuldt paa Svogerens furede Ansigt. -- Her stod nu disse tre
+fædrelandssindede Mænd, saa ulige i Sind og Anskuelser, der hver især
+søgte at tjene sit Land med saa vidt forskjellige Midler. Klokkerens
+dybe Tro paa Bønnens Magt gjød Fred i hans Sjæl og Kraft i hans Arm;
+han fandt alene Lykkens Tilfredsstillelse i at give sig hen for
+Hjemmets Sag uden at overveie; han forstod ikke Svogerens fordrende
+Retsfølelse eller den Udsæd, han søgte at kaste i Fremtidens Skjød.
+
+Han rystede sørgmodigt paa Hovedet og hviskede frem for sig:
+
+»Nu briste de sidste Baand! -- Stakkels Mari -- de knyttes vist
+aldrig mere sammen.«
+
+Hvem af disse Fædrelandsvenner havde Ret? De to, der støttede og
+foregik deres Folk med et lysende Forbillede til at fremme og
+opretholde det Bestaaende, eller han, der gik forud for sin Tid og
+rykkede op med Rode for at rydde Pladsen for det nye?
+
+Klokkeren gik hen til Bjørnstad.
+
+»Hvad vilde Du her i Dag?« spurgte han bebreidende; »Du vidste jo, at
+Du ikke kan høre os til.«
+
+»Høre Jer til?« udbrød Bjørnstad. »Nei, jeg har for længe siden sagt
+mig fri fra Jer Alle; jeg vil ikke have mere med Jer at bestille. I
+ere Tusinder, I der, med de krummede Rygge! jeg kan ikke magte Jer
+Alle. I have erklæret mig Krig paa hvert Fjeld og hver Sti, vi mødes,
+derfor maa vi nu drage hver sin Vei; men min Søn dèr skal ikke følge
+mig, han faaer høre Jer til; derfor kom jeg hid i Dag. -- Tag ham,
+Colbjørnsen, ham og mine Mænd! brug ham vel og lær ham op i jeres
+Svandselære, at det maa gaa ham godt, og han maa længe leve paa
+Jorden.«
+
+Bjørnstad kastede Hovedet tilbage med den brede, furede Pande over
+det trodsige Blik; han rakte sine Hænder i Veiret, halvt knyttede,
+halvt udstrakte, som til Velsignelse over Sønnen. Blødt og Haardt
+brødes synligt i denne stærke Fjeldskikkelse. Mandens Bryst hævedes
+og sænkedes som under Paavirkning af en heftig indre Kamp.
+
+»Jeg tager mod din Søn,« sagde Colbjørnsen og gik frem mod Halvor.
+-- »Jeg kjender Dig allerede af Omtale og Bedrift. Du er fra i Dag
+optaget som Frivillig i mit Corps. Bliv ved, som Du har begyndt, og
+det vil snart blive til mere.«
+
+Saa bragte de en Fane, og Halvor tilligemed andre Frivillige aflagde
+Troskabseden.
+
+»Der skal snart spørges Nyt fra Bjørnstads Søn og hans Mænd!« raabte
+Halvor, mens hans Haand endnu hvilede paa Fanen. »Men naar Krigen er
+endt, saa vender jeg hjem til min fredløse Far. Vor Hæder er hans.«
+
+Da de saae sig om efter Bjørnstad, var han forsvunden. Mængden havde
+stiltiende gjort Plads for ham; Ingen hilste ham, Ingen saae efter
+ham, da Massen atter lukkede sig bag ham.
+
+»Nu af Sted!« raabte Colbjørnsen. »Gud være med Eder Alle!«
+
+Folkene samledes under deres forskjellige Befalingsmænd. Klokkeren
+udvalgte nogle Mænd, deriblandt den rige Gaardejer Joen Brønnelsen
+Bjørnstad, der var langt ude beslægtet med Halvor, og gav ham det
+Hverv at naae op til Enningdalbroen ved en omgaaende Bevægelse,
+for at afskjære Fjenden Tilbagetoget, naar han og hans Mænd angreb
+Rytteriet forfra. Halvor og hans Folk skulde følge med dette Parti.
+Idet Mændene traadte under Vaaben og forlode Kirkegaarden, kaldte
+Ole Svendsen Jørgen og nogle andre Bønder hen til sig.
+
+»Pas mig lidt paa den Dreng,« sagde han; »han er for ung og
+fremfusende. Hænder der ham noget, saa rammer Døden hans Moder. --
+Du, Jørgen,« føiede han hviskende til og saae hen til sin Hustru;
+»det bæres mig for i sære Drømme, at min Dagsgjerning hermed er til
+Ende, og at Klokken deroppe snart ringer mig herfra. Bliv da mine
+derhjemme en trofast Støtte -- ogsaa Mari. Saae Du hende, da hun
+fulgte Manden og forlod Sønnen? Bjørnstad og hun kunne vel trænge til
+Hjælp.«
+
+Jørgen trykkede Ole Svendsens Haand. Dermed var den Klokkers
+Testamente gjort.
+
+Idet Ole Svendsen gik hen mod Udgangen, traadte hans Hustru frem fra
+deres lille Søns Gravsted og sagde med bævende Stemme:
+
+»Dit Liv hører mange til, Ole Svendsen, din Grav deler jeg med Dig
+alene.«
+
+Mand og Hustru sank et Øieblik til hinandens Bryst. Saa skiltes de.
+
+
+
+
+OLE SVENDSENS DØD.
+
+
+Et Øienvidne og Deeltager i hiin Dags Begivenhed, Jonas Rist, en af
+de første Frivillige ved Colbjørnsens Corps, theologisk Candidat med
+bedste Karakteer ved Kjøbenhavns Universitet, og uden hvem vi vilde
+savne det meste af den Kundskab, vi eie om hine Tiders Bedrifter,
+»indridsede paa Krønikens evige Tavler,« fortæller herom i en
+detailleret Beretning, hvoraf vi gjengive Forfatterens Ord, der med
+troværdig Simpelhed malende fremstiller dette for Svendsen Bakke saa
+skjæbnesvangre Togt.
+
+»Derpaa gik vi af Byen henimod Klokken tolv og toge Veien over Idde,
+hvor Klokkeren havde samlet en Deel Bønder, og gik vi saa videre,
+henved to hundrede Mand, opad Enningdalen, som ligger to Miil fra
+Halden. Imidlertid var det slemt at fremkomme for det meget Vand,
+som stod i Veiene af det Tøeveir, som havde været, og for den megen
+Snee, der paa Siderne af Veien laa, endskjøndt man meest maatte gaa
+gjennem Skov og Stier. Dog havde _de_ den værste samt længste Vei,
+som skulde gribe Fjenden an, mod dem at regne, som skulde skjære
+Fjenden Passet af til at undkomme hjem nordover Broen, hvilket Parti
+blev anført af Joen Brønnelsen Bjørnstad.«
+
+-- Ole Svendsen Bakke skred taus fremad ved Fogden Peder Smedts Side.
+Der var et eget Alvor udbredt over ham, som paavirkede den kraftige
+og ellers lunerige Foged.
+
+»Ja, al Ting i Livet er ikke Spøg,« sagde Smedt. »See, Fyrretræet
+derhenne med den store Allongeparyk, det burde være vort Forbillede;
+dèr staaer den, rød og kneisende, og leer ad det Hele.«
+
+»I Morgen seiler det maaskee som Mastetræ derude paa de fremmede
+Have,« svarede Klokkeren betydningsfuldt. »Ingen veed, hvad næste
+Time bringer, lad os derfor bruge denne efter bedste Formue.«
+
+»Ja, aa ja!« sagde Fogden dybsindig; »i Dag mig, i Morgen Dig og i
+Overmorgen sig.«
+
+»I Nat stod Døden ved min Hovedpude,« vedblev Klokkeren. »Lad være,
+det er en sygelig Indbildning; dèr stod den, og dens Haand groede og
+groede; tilsidst laa den over mig, men dens Fingerender krummede sig
+ned i min Hustrus Bryst. Derfor knælede jeg i Dag ved Døbefonden, som
+indviede vore Sønner til Liv i Vorherre, og bad, om denne Kalk maatte
+blive taget fra hende og Børnene. Dog veed jeg trøstig, at dersom
+mit Liv skal gives hen for vor gode Sag, da groer der nyt Liv og ny
+Kjærlighed op om hende.«
+
+»Ret sagt, Klokker,« sagde den bedagede Foged og sendte ham et
+skarpt Blik under de kraftige Bryn. »Skulde der times Dig noget
+dødeligt, hvad der for Resten ogsaa kan hænde mig, ja, saa kan Du
+vente af mig, hvad jeg venter af Dig: vore Børn blive Brødre og
+Søstre og skulle dele lige Kaar i vore Hjerter.«
+
+Fogden talte med den Myndighed, der uden Tvivl skrev sig fra den
+betydelige Rolle, hans Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige
+Ydmyghed, som Udøvelse af kirkelig Værdighed indgyder.
+
+»Gud er mit Vidne,« vedblev Klokkeren, »jordiske Baand ere stærke,
+saa stærke, at en Mands Bryst kan sønderslides ved at rive sig løs,
+og dog er der en stærkere Magt, de retfærdige Stridsmænds Sag. Jeg
+har ofte seet dem ligge udhugne i Steen paa deres Gravsteder paa vore
+gamle norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres Grave og
+bedet: Kjære Kammerater i mine Kampe og lønlige Haab, tag mig for god
+og lad en ydmyg Broder hvile hos Eder, naar en Gang Kampen er ført
+til Ende.«
+
+»Ja, aa ja!« sagde Fogden og nikkede alvorsfuldt. »Naar jeg har
+ønsket saadant noget, saa har der dog altid været noget galt i Veien
+med Marven i mine Knogler; men en brav salt Flæskesuppe med et
+lifligt Glas Kanariesect bringer let det hele System i Lave. I skal
+see, naar I i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I paa bedre
+Tanker.«
+
+»Imorgen bliver sikkerlig Festdag her eller hisset,« svarede
+Klokkeren.
+
+Fogden, der var en belæst Mand, nynnede hen for sig af et gammelt
+Skuespil:
+
+    »Hver søger Skinnet --
+    Præsten forsmaaer det ei;
+    den tapre Kriger smykker tidt sin Daad.
+    Hver søger Skinnet;
+    thi den, der være vil sig selv,
+    faaer ringe Kaar i Kirken, Leiren, Staten, --
+    Saadan er Verdens Gang.«
+
+Klokkeren var pludselig standset ved at høre Støien af en Møllekværn
+i Nærheden. Mørket var begyndt at falde. Han udvalgte ti Mænd og
+begav sig ad en Sidesti efter Lyden. Det forekom ham mistænkeligt, at
+en Møller i denne afsides og fattige Egn havde saa meget at bestille,
+at han maatte arbeide ved Lys.
+
+Møllebygningen laa ved en Elv inde i Skoven, noget borte fra
+Alfarvei. Idet Ole Svendsen og hans Mænd traadte ind i Gaarden, bleve
+de Mølleren og to hvidkoftede Karle vaer i Færd med fra en fuldtladet
+Rustvogn at bære Kornsække op til Kværnen; men Karlene havde høie
+Kravestøvler med Sporer paa og sorte Halsbind over Møllerkoften.
+
+Mølleren blev raadvild staaende med sin Sæk paa Nakken, mens de
+svenske Soldater søgte at komme op i Huset med deres.
+
+»Stands -- eller vi skyde!« befalede Ole Svendsen med tordnende Røst.
+
+Soldaterne lode Sækkene falde, saaledes, at de stode i Dækning bag
+dem. Den for et Øieblik siden saa sagtmodige Klokker var i dette
+Øieblik frygtelig i sin Vrede. Han maalte Mølleren med et Blik, der
+luede af Foragt, og udbrød med lav Røst, som hørtes af Alle:
+
+»Den, der i Dag gaaer Svensken til Haande, er en Landsforræder og
+fortjener at hænges paa Dørstolpen udenfor sin Huusdør. Du maler
+Svenskens Korn, Møller Hans Aaby. Kirkegaarden burde ikke have Grave
+for slige som Du.«
+
+»Enhver klarer for sit som bedst,« svarede Mølleren og slog Øinene
+ned. »Maler jeg ikke Svenskens Korn, saa gjør han det selv og
+skamferer mig min nye Kværn.«
+
+»Bedre, at Du selv havde revet din Kværn ned end laant den til
+Fjendebrød. -- Bind de to Fanger og sæt dem op paa Rustvognen!«
+befalede Klokkeren sine Mænd og pegede paa de svenske Soldater.
+»Gjøre de Modstand, saa skyd dem ned. I Andre kaster Kværnstenene
+i Vandet, slaaer Renderne i Stykker og graver Dammen ud, saa vidt
+muligt er. Saa vende I tilbage til Frederikshald med Kornet og
+Fangerne.«
+
+Ole Svendsens Mænd skrede ufortøvet til Værket.
+
+»Frænde er nok her Frænde værst, mærker jeg,« sagde Mølleren mørk og
+forknyt.
+
+»Siig heller: Fjende er her Fjende næst,« svarede Ole Svendsen og
+vendte Manden Ryggen.
+
+Mølleren fulgte efter Bakke og standsede ham udenfor paa Stien.
+
+»I dømme mig ikke for strengt, Ole Svendsen,« udbrød han bønligt;
+»Kone og Børn, forstaaer I, sultne Munde, Brød --!«
+
+Klokkeren gik videre, medens Øxehuggene løde ud i Mørket fra Møllen.
+
+»Mens I gjør det værste, som kunde hænde mig fattige Mand, vil jeg
+vise Jer en Tjeneste,« vedblev Mølleren og spærrede Stien for Bakke.
+»Tre hundrede Mand fjendtligt Rytteri og Fodfolk fare i denne Stund
+om i Skoven her ovenfor østerud for at tage Jer og Jeres Folk.
+Skipper Daniel var her i Møllen for en Time siden; jeg kjendte hans
+lumske Fjæs, alligevel han havde trykket Hatten i Panden.«
+
+»Skipper Daniel?« spurgte Klokkeren med rynkede Bryn.
+
+»Jeg lurede ved Døren og hørte ham fortælle den svenske Vagtmester om
+jeres Møde paa Kirkegaarden i Morges, og at I nu ere paa Vei op mod
+Enningdalen. De ligge i Baghold efter Jer, saa I komme til at vælge
+den vestre Bjergvei.«
+
+Svendsen Bakke betænkte sig et Øieblik og vilde ile videre. Mølleren
+strakte Haanden ud.
+
+»Siig et venligt Ord, høilærde Klokker, inden I gaaer,« sagde han
+bedende; »her er saa trangt og eensomt i Skoven den lange Vintertid.«
+
+»Gaa hjem i Fred, om Du kan det, norske Mand,« svarede Klokkeren.
+
+»Kan det ikke blive til mere?« spurgte Mølleren.
+
+Svendsen Bakke standsede og betragtede ham sørgmodigt.
+
+»Den, der gjør sin Pligt vel, behøver ingen Ord, og den, som ikke
+gjør sin Pligt, ham hjælper ikke Alverdens Ord,« svarede han. »Om
+Du kunde give dine Børn Sække af Sølv og ikke kunde skjænke dem et
+ubesmittet Navn, og dit Fædreland, saa vare I dog Alle hjemløse
+Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.«
+
+Mølleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og
+talende Blik.
+
+»Tak!« sagde han og gik tilbage til sit Huus.
+
+Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde
+han til Fogden Smedt:
+
+»Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjælpe Møller Aaby
+til Rette for den Kværn, vi i Dag have lagt øde for ham.«
+
+Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han
+var iført en viid Sømandspjækkert og rødt Halsklæde, og da Skaren
+nærmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik
+forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid
+til at tale, sagde han:
+
+»Jeg kjender dine Rævestreger; men din Broder Jørgen er en fuldgod
+Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu følger
+Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud
+for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udøve.«
+
+»Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke?« udbrød
+Daniel fornærmet.
+
+»Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min
+Side, eller vi klynge Dig op som Landsforræder i det nærmeste Træ.«
+
+»Men bedste Morbror!« udbrød Daniel klynkende; »her staaer jeg i Slud
+og Mørke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare
+Jer mod at drage øster paa, siden Svensken myldrer som Djævle og har
+besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa være en tyvebrændt Skurk,
+som har røbet jeres Planer, og nu lønner I mig som en Hedning. --
+Hei, Foged Smedt!« raabte han Fogden i Møde; »skynd Jer vester paa
+det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax øst herfor!«
+
+»Gjentag dine Ord!« befalede Ole Svendsen.
+
+»Svensken ligger 600 Mand stærk nogle Bøsseskud herfra østerpaa!«
+brølede Daniel.
+
+Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og
+de bleve enige om at følge den besværlige vestre Sti, der ad en Omvei
+førte til Enningdalen.
+
+Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel.
+Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tæt ind mod Skipperen
+og befalede: »Dine Vaaben!«
+
+Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden.
+
+»See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus,
+plejer Folk at gjøre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til
+Kniven.« -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol,
+som stak i Bæltet. -- »Den er ikke ilde paa Afstand.«
+
+»Usling!« sagde Klokkeren. »Dine Vaaben!«
+
+Daniel spændte Pistolen.
+
+»Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her
+midt paa bare Fjeldet, lille Bakke,« sagde han haanlig.
+
+Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mørket skred
+frem. Nede fra Møllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor
+de to Mænd stode i Blæsten. En Hund gjøede nede i Dalen. Larmen af de
+Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven.
+
+Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendøet.
+
+»Nu os To!« sagde han og spændte sin Pistol. »Skyder Du, vende vore
+Folk tilbage, og Du er Dødsens. Betænk Dig; Du er i min Haand. Din
+Sjæl mægter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slægts
+Skyld.«
+
+»Og I vil ikke gjøre mig Fortræd med det, I har luret Jer til om
+mig?« spurgte Daniel usikker.
+
+»Hæderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!«
+
+Daniel rakte dem modvillig fra sig.
+
+»Hvad har I nu for med Jert eget næstkjødelige Søskendebarn?« spurgte
+han klynkende.
+
+»Du skal i Nat sove i Møllen dernede og kan drikke saa mange Kander
+Mjød, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig
+for at forraade vor Plan.«
+
+»Veed I nu ogsaa det?« udbrød Skipperen og spærrede Øinene op. »Det
+var som Djævels!«
+
+Bakke bød ham gaa foran ned ad Stien til Møllerens Huus.
+
+»Jeg bringer Dig en Fange,« sagde Klokkeren og traadte ind i
+Kjøkkenet, hvor Mand og Kone og Børn sade nedslaaede og lyttede til
+Øxehuggene, der sønderslog deres nye Kværn. »Jeg stoler paa Dig, Hans
+Aaby.«
+
+Mølleren lukkede Døren op til Storstuen og skjød Daniel derind efter
+først forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen.
+
+»Dersom han slipper fri, røber han vort Togt til Fjenden,« sagde
+Klokkeren. »Vort Liv er i din Haand.«
+
+»Vel!« svarede Aaby med et straalende Blik. »Kværnstenen, I smed i
+Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.«
+
+Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af
+en Flok Børn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og
+sagde:
+
+»Gud velsigne din Fjeldsti og lægge Sollys over Klipperne omkring
+Dig!«
+
+»Klokker,« sagde Aaby, »I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.«
+
+»Du seer mig snart igjen,« sagde Bakke, idet han gik.
+
+Han holdt sit Ord næste Dag i Døden.
+
+Om denne Nat skriver Øienvidnet Jonas Rist følgende:
+
+»Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa
+nær, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var,
+da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst,
+Soldaterne først med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var
+Cavalleri, vi skulde angribe; dernæst formanede han alle til Mod
+og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde
+Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes,
+at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord
+derhos:
+
+»At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette,
+skulde han ikke blive træt eller kjed deraf.«
+
+Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste
+dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem.
+
+Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og
+havde vi ei gaaet 200 Skridt, før en svensk Skildvagt raabte tvende
+Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav
+han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden
+Kirkbøen, vor Ankomst dèr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa
+vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet
+Varsel, førend den Vagt, som stod i Gaarden, skjød, og vi hilsede dem
+Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor,
+saa de Fleste maatte sove hen. Men én af den samme Vagt havde krøbet
+under Ladebroen og laa der i Skjul og skjød Klokkeren, Ole Svendsen
+Bakke, gjennem Brystet, saa han døde; strax faldt og en Volonteur
+af Capitain Colbjørnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Søn i
+Tistedalen.
+
+Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat
+paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: »Lad mig ligge
+i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Børn. Jeg er vel fornøiet;
+gjører I Eders Bedste.«
+
+Og i det døde han.
+
+Da nu Bønderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse
+tvende Mænd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af
+Forbitrelse, at han inden et Øieblik fik over ti Kugler i sig, og
+vare snart færdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at
+skyde, for nu vare Bønderne blevne vrede for deres Klokker, saa det
+var umuligt at stille dem tilfreds.
+
+Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Døde af de Svenske
+vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom
+der laa 1500 svenske Bønder nedenfor, som ventedes did op efter.
+Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge førte nedover, hver
+paa sin Hest.«
+
+-- En halv Time senere standsede Toget. En stærk Drønen og Blistren
+af Hestetrav lød inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at
+de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i
+Forsvarsstilling og ventede.
+
+Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret
+over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne.
+En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af
+Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i stærkt Trav, ledede
+af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjørnstads Folk.
+
+Foran Toget fløi en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans
+lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han
+fremskyndede Hesten med høie Jubelraab, da han saae de norske
+Mænd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig
+seiersstolt omkring.
+
+»Morbror Bakke!« raabte han med høi Røst; »her er vi med kongeligt
+Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og
+Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?«
+
+Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen
+til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad.
+Maanens Lys faldt blaaligt og blændende over Ole Svendsens mørke,
+karakteristiske Hoved med de i Døden stivnede Træk, hvis blege Farve
+fremhævedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjær, der omgav de to
+Døde, fremhævede det sørgelige Billede.
+
+»Morbror Bakke!« lød det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang
+ned paa Jorden og ilede hen til den Døde.
+
+»Morbror!« gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung
+Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage. Han lænede sit Hoved mod
+Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: »Morbror
+død! -- De Hunde, de Slyngler -- dræbt ham!«
+
+»Fremad!« kommanderede Lieutenant Kraft.
+
+Toget satte sig atter i Bevægelse. Halvor greb Klokkerens Hest i
+Bidselet og førte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans
+Øine brændte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem
+Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevægelse
+kunde skade den Døde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste,
+spændstige Gang og det sørgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk
+Viking, lænket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een
+Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt
+af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens
+Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet
+tilfælles med Død og Tilintetgjørelse.
+
+See, det var derovre bag Fjeldskrænten, at Morbroderen, Jørgen og
+han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop
+fjendtlige Ryttere, som sprængte frem mod deres Baghold.
+
+»Blæs, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her,« havde Bakke
+sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden
+og blæste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blæste
+af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrødt
+Skjær over Klippens Top, mens Toget drog forbi.
+
+Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl døde hen i Skoven,
+Morgentaagen bølgede bort mellem Granerne, det blaalige Dække gled
+til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste
+det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab
+forstummede og bleve til Klager, da de fik Øie paa deres Klokkers
+afsjælede Legeme.
+
+Halvor gik fremad uden at see eller høre. Dernede bag Fjeldet
+tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! --
+Fjendens Korn- og Høforraad, som de om Dagen havde tvunget Bønderne
+til at kjøre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Røgen og
+antændte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen
+kaldte til Vaaben.
+
+Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude
+som Bissekræmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubændig
+Hulken brød frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke,
+Psalmen, Klokkerens dybe, bløde Stemme havde sunget som et Farvel til
+Jorden, og det sidste Vers, der lød til ham alene med Morbroderens
+alvorsfulde Blik dybt i hans:
+
+    »O, hjælp os, Gud Fader, o, hjælp os, Gud Søn,
+    saa glade vort Løb vi fuldende;
+    Gud Helligaand, himmelske Trøster i Løn,
+    lad Kjærlighedsluerne brænde,
+    at vi kan med Lyst
+    og Mod udi Bryst,
+    saa kæmpe, at Kronen vi vinde.«
+
+Nu havde Klokkeren vundet.
+
+Efterhaanden, som Toget nærmede sig Frederikshald, sluttede flere
+og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte
+flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glæde over Seiren; nu
+saaes, hvor æret og elsket Ole Svendsen havde været; stærke Mænd
+sørgede, Kvinderne klagede som over en nær og afholdt Slægtning.
+
+Peder Colbjørnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget.
+Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae sørgmodigt
+ind i Ole Bakkes halvaabne Øine, der syntes at besvare hans Blik.
+Saa greb Colbjørnsen Corpsets Fane og sænkede den over den Døde.
+Morgensolen gjød sit Lys som en Glorie over Baaren; Mængdens Hjerte
+strømmede over; det lød som et Folks Hulken over Pladsen.
+
+Den tredie Paaskedags Morgen hørtes den dæmpede Lyd af floromvundne
+Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Sørgemusiken, saa
+kom Colbjørnsens frivillige Corps i fuldt Gevær. Peder Colbjørnsen
+gik nærmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Dødes
+nærmeste Slægt og Venner.
+
+Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drøm i Opfyldelse. Mandens Liig blev
+baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Døren lukket.
+
+Da Følget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste
+til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdøren,
+fordi den svenske Grændse var nær og Idfjord tilfrossen. Hver Mand
+tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt
+Ligprædiken og beviste, hvor vel den døer, som døer for sit Fædreland.
+
+Der var stille i den gamle Kirke. I det Øieblik, Ligbærerne nærmede
+sig for at løfte Kisten, traadte en sørgeklædt Kvinde hen for
+Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte
+Uldklæde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tværs
+igjennem Træet, løftede saa begge Arme mod Himlen og udbrød med en
+Stemme, der skjælvede og bævede, men forstodes af Alle:
+
+»Det høre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Sønner,
+skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fædreland, som
+Du gav dit Blod!« De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da
+Kisten sænkedes ude i Graven, og to Geværsalver løde hen derover i
+den stille Paaskemorgen.
+
+En af Norges gode Sønner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen
+Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde:
+
+    I Landet var han født,
+    i Kirken var han Degn,
+    i Marken General
+    for Folket af sin Egn.
+
+De have reist Klokkeren fra Id en Steenstøtte i hans Sogn. Paa
+Norges Historiebrædt ridsede han selv med sit Blod en trofast Søns
+Kjærlighedstilstaaelse:
+
+                               S. M.
+
+
+
+
+COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«.
+
+
+De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren
+fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler
+mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget
+med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage
+Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet
+Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning
+skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den
+heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et
+Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle
+Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af
+dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke
+en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.
+
+I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over
+Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og
+beleire.
+
+I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres
+Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden
+indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans
+Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og
+foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier,
+ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller
+dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden
+spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder,
+havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring
+Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den
+stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i
+Nærheden.«
+
+Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de
+Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke
+Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større
+Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et
+Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var
+blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og
+Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden
+Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord:
+den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde
+trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt
+vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.
+
+Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og
+mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde
+slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en
+Klippe, under en Busk.
+
+»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt
+Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have
+indtaget Frederikshald.«
+
+»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte
+Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men
+den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.«
+
+Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og
+Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen
+Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt,
+saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente
+Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt,
+at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa
+Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de
+af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme
+i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til
+Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ
+bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde
+og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne.
+
+Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en
+fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned
+til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i
+Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden
+undersøgte Hytten.
+
+Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de
+erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen,
+hvad de manglede i Blidhed og Føielighed.
+
+Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder
+Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en
+Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at
+betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør,
+befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit.
+
+»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde
+han.
+
+De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder
+saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot
+nogle Dage endnu.
+
+»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer
+enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen.
+
+»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og
+nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.
+
+»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min
+Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et
+tordnende Hurra.
+
+En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene.
+
+»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde
+Colbjørnsen.
+
+Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels
+Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende.
+
+»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,«
+befalede Underofficeren.
+
+Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk;
+han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen
+mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en
+Haand.
+
+Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels
+Anker traadte frem med Haanden til Huen.
+
+»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre
+Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod
+Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.«
+
+»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,«
+kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.«
+
+»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte.
+
+Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og
+paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere
+Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne
+ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at
+forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød
+mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse
+mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med
+Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed:
+
+»Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fæstningen.«
+
+Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det
+militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de
+indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved
+Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans
+egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.
+
+»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig
+selv.«
+
+Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae
+nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde
+ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De
+saae sig forbauset omkring.
+
+»Hei, Niels -- herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen.
+
+Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og
+stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.
+
+»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham
+et Pengestykke.
+
+»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg
+jo ikke faaet Dem at see.«
+
+Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv,
+hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist,
+undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort.
+
+Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste
+af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en
+selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i
+Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt
+blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad
+var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa
+lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk
+Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke
+Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse
+halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige
+og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det
+var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som
+farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke,
+friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her
+besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre
+som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der
+giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er
+knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og
+»de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar,
+og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og
+broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og
+Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede
+Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de
+mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden
+fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og
+Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens
+lave Træhuse.
+
+En Aften vendte Peder Colbjørnsen hjem fra et af sine sædvanlige
+Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at
+opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine
+Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden.
+
+Øst for Frederikshald paa Bjørnstads Hede kom han til et fattigt
+Træhuus, hvor et Stykke skjævt Glas i Væggen erstattede Ruden, og
+hvor Alt røbede den dybeste Nød og Armod. Colbjørnsen standsede sin
+Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Dørlaagen.
+
+En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glæde ved
+at see Colbjørnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for
+Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens
+Bidsel.
+
+»I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stønner, saa
+træt er den; træd ind i min ringe Hytte og gjør den stor!« bad Manden.
+
+Colbjørnsen trak Tømmen til sig.
+
+»Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og ønsker blot at høre, hvad
+I har seet til Svensken i Aftes.«
+
+»Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den.
+Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han først
+var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. -- Giv
+mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens
+I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.«
+
+Colbjørnsen rystede paa Hovedet.
+
+»Saa lad mig løbe foran Jer Hest for at være Jer til Nytte
+underveis,« bad Manden.
+
+Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjørnsen bemærkede, at begge
+kjærtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne,
+alt mens de løste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brød
+efter det andet ind mellem dens Tænder.
+
+Colbjørnsen bekjendte senere, at han, skjøndt haardfør Soldat, havde
+ondt ved at beherske en pludselig overvældende Følelse af Lykke og
+Bevægelse ved at see disse fattige Folk, der næppe selv havde det
+tørre Brød i deres faldefærdige Rønne, liste sig til at stoppe deres
+Føde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade
+kunde være ham til Nytte.
+
+Lidt længere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjørnsen ved i
+Morgendæmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved
+Siden af Veien med Øret trykket lyttende imod Jorden.
+
+Colbjørnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte.
+
+Han svarede: »Det er forfærdeligt at høre de svenske Ryttere
+galoppere omkring paa alle vore norske Veie.«
+
+Colbjørnsen sprang af Hesten og hørte sagte, fjerne Drøn, som Bonden
+bedre forstod, efter at han saalænge havde benyttet denne Telefon.
+
+Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Nætter Mænd og Kvinder,
+stirrende og lyttende, angstfulde og bævende, og alle erkjendte
+de senere, at det var skjønne og lykkelige Timer, skjønne, fordi
+saa meget af det ædleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt
+et Udtryk, lykkelige, fordi de skjænkede Livet et saa rigt og
+bevæget Indhold, at Timerne bleve mere vægtige end senere lange
+Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe
+andet Udbytte end en navnløs Grav, en Virkelighedstilværelse uden
+Eftermæle, der ofte hverken i Liv eller Død skjænkede Følelsen af at
+have levet.
+
+Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der fører til Frederikshald,
+standsede Colbjørnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grøften;
+det var Hans Brecke, en af Colbjørnsens Frivillige, som havde denne
+betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa
+farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren
+Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortælle i hans Fjeldegn.
+Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En
+undersætsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt
+som en Taters og med et langt, graasprængt Skjæg, der var flættet ind
+i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i Øiet, fik undertiden et
+Præg af saa ubøielig Vildhed, at Folk vare ængstelige for at være
+alene sammen med ham.
+
+Colbjørnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et
+tordnende: »Holdt -- hvem dèr?« og af en Bøsses uheldsvarslende
+Klikken.
+
+»Du holder god Vagt, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen og rakte
+Smugleren sin Feltflaske.
+
+»Hvordan Fanden skal jeg i Mørke kjende Ven fra Svensken, forinden
+jeg har dem paa Halsen?« brummede Hans og rakte Colbjørnsen den tømte
+Flaske tilbage.
+
+»Du tilraaber dem »Holdt! -- hvem dèr?« og naar de svare paa Svensk
+eller slet ikke svare, saa brænder Du dem paa Pelsen for at vare dine
+Kammerater. Fortsætter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis
+i Mørket see at knibe ud langs Klipper og Grøfter for hurtigst muligt
+at bringe mig Melding.«
+
+»Skal skee!« svarede Hans med et tilfreds Griin. »Saa melder jeg
+Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden
+kom hernedover mod Fæstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke
+lystrede, spændte jeg Hanen og trykkede løs. Min gamle Flint klikkede
+fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede Øst paa,
+Fanden i Vold.«
+
+Colbjørnsen tog for første Gang Hans Brecke i Øiesyn ved Skjæret fra
+sin Blændlygte.
+
+»Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Læs Geværer?«
+spurgte han.
+
+»Ja, det var mig,« svarede Hans.
+
+»Du afleverede din Vognladning til Fæstningskommandantens Folk,
+skjøndt min Ordre lød paa, at Du skulde kjøre Vaabnene op til min
+Gaard?«
+
+»Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog
+Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.«
+
+Colbjørnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesættelse. Brecke holdt
+fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjørnsen vilde ride videre:
+
+»Siig et godt Ord, Capitain!«
+
+»Slip Hesten.«
+
+Hans Brecke lystrede, men gjentog:
+
+»Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!«
+
+»I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjører Gods og en
+Drift Kvæg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor
+Skonningfossen,« sagde Colbjørnsen og talte 3 Mark op til ham.
+
+»Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for
+det gaaer ikke,« brummede Smugleren. »Men naar Capitainen befaler,
+maa jeg jo lystre.«
+
+»Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,«
+sagde Colbjørnsen.
+
+»Godt, Capitain!« lød det som et hæst Brøl efter ham i
+Morgengraaningen.
+
+Et Par Dage gik. Colbjørnsen saae intet til Brecke, og han opgav
+Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en
+daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte østpaa med over
+Grændsen.
+
+Medens Colbjørnsen den følgende Dag stod paa Torvet og exercerede med
+sine Folk, følte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende
+sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde Øine gave nogle
+sære Glimt, idet han hviskende udbrød:
+
+»Jeg har det Altsammen!«
+
+Han førte Colbjørnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrække,
+belæsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brægende Geder
+og Køer. Længst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget
+omhyggelig om.
+
+»Hvad bringer Du dèr?« spurgte Colbjørnsen.
+
+»Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen,« brummede Brecke, »fordi jeg
+lod Kommandant Brun tage det Læs Geværer fra mig; saa tænkte jeg, at
+det var bedst at faae et andet Læs Flintebøsser ned til Dem for at
+blive gode Venner med Dem igjen.«
+
+»Hvor i Alverden har Du faaet de Geværer fra?« spurgte Colbjørnsen
+forundret.
+
+»Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop
+bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bøsser, og Enhver,
+der ikke efterkommer Befalingen, skal føres over Grændsen. Saa fik
+jeg mig en Vogn og kjørte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og
+sagde til vore Bønder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til
+Capitain Colbjørnsen, saa kunde de lægge dem i min Vogn; men vilde
+de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et Øieblik,
+saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget
+Vaaben i de Gaarde, som jeg har besøgt,« tilføiede Brecke med et
+bredt Grin og trak en gammel Læderpung frem, hvoraf han lagde to Mark
+og nogle Skilling paa et Kjældertrappetag. »Værs'god -- dèr er hans
+Penge.«
+
+Colbjørnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere
+gaadefuldt.
+
+Brecke forekom hans Spørgsmaal, med den Forklaring, at
+han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til
+Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen.
+
+»Svensken?« udbrød Colbjørnsen.
+
+»Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til
+at befordre Vaaben og Fødevarer til deres Leir; men det Hele var i
+et saadant Roderi, at jeg rolig spændte mit Forspand for deres Vogn
+og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg
+dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjøre
+foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der
+gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjørsel, som Svensken vist
+havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens
+de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til
+Frederikshald.«
+
+Brecke havde udført sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed,
+hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til
+Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste
+Sag af Verden.«
+
+»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste
+Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende
+Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre
+paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til
+Frederikshald.«
+
+»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.
+
+»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand
+Oppassere.«
+
+»Hvor er nærmeste Landingssted?«
+
+»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og
+holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.«
+
+»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over
+tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen
+er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.«
+
+Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb
+Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud,
+traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte:
+
+»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke
+dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand
+paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige
+Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer
+Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten
+præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev
+en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd.
+
+Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende
+Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies
+med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af
+Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor
+Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild
+og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s
+Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde
+dem til Live -- dræbte dem for Resten ogsaa.
+
+Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag
+efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne
+Fortællings Hovedpersoner.
+
+
+
+
+STORMUGLEN.
+
+
+Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke,
+der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm,
+som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den
+svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og
+Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af
+Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele
+Tilliggende.
+
+Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden.
+Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der
+skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans
+Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv.
+Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad
+han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham
+nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt
+Andre paa Afstand.
+
+Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En
+Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene;
+en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de
+rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa
+Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde
+i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret.
+
+Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod
+Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans
+Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede
+Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig
+op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid
+længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige
+Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om
+han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt.
+
+Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt
+denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa
+onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt
+Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver
+sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig
+i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et
+splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle
+Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over
+Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra
+Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet
+ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig
+i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han
+i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i
+Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse
+stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham
+varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor
+kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt
+for den eensomme Gamle.
+
+Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget
+hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var
+reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte
+Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor
+Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til
+Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang
+Salmer dertil.
+
+»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort.
+
+Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen
+om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund,
+og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte
+Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags,
+Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi.
+
+Fiskeren gik ned til Baaden.
+
+»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme
+heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder
+skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?«
+
+»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min
+Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde;
+den giver mig Mælk nok.«
+
+»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal
+vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til
+Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores
+tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet,
+som bringer alle disse delikate Sager til Huse.«
+
+»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte
+Fiskeren barsk.
+
+»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har
+laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede
+Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde
+hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra
+Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels
+Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden
+med Storm.«
+
+»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder
+Kjælderen tom.«
+
+»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har
+brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer
+nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,«
+sagde Daniel og kneb Øinene sammen.
+
+»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt.
+
+»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det
+vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa
+op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een,
+at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares,
+de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for
+det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage,
+forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel
+frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min
+Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og
+betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide
+mere i Nød og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?«
+
+Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det
+sammen i Gedens Brædeskuur.
+
+»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig
+Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det
+bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er
+jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her
+i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte
+Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun
+gjør os Skam og Ulykker.«
+
+»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!«
+gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min
+Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- Øie for Øie, Tand for
+Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet,
+knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde
+Barmhjertighed!«
+
+»Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev
+Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog.
+»Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede
+Skinker -- de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel --, 3
+Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem!
+-- Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner,
+I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor,
+den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han
+til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over
+Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte
+ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig
+selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok
+druknet herudenfor Skjæret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en
+Tønde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at
+strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge
+Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en
+Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer
+Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i
+mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!«
+
+Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og
+smilede kjærligt.
+
+»Min Ældste døde i sit Kald -- den Yngste har bødet for sit Fald --
+derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod
+det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.«
+
+Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han
+stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i
+Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land.
+
+Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under
+denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at
+forsvinde igjen.
+
+»Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa
+ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans
+Høyer og Olaug sidste Søndag?«
+
+»Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over
+hende!«
+
+»Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand
+gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel.
+
+Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa
+Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse,
+medens han gik hen mod Husets Eier.
+
+»Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og
+saae truende fra den ene til den anden.
+
+Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans
+Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede
+paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos
+den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans
+Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom
+afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste
+Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk.
+
+»Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i
+den brudte Røst.
+
+»Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende.
+
+»Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far
+min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?«
+
+Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød
+op i hans furede Pande.
+
+»Bjørnstads Søn -- Øie for Øie, Tand for Tand! -- Almægtige Gud, hør
+min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede.
+
+Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede
+Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor
+Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret.
+
+»Hvem er den Mand?« spurgte Halvor.
+
+»I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige
+Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det
+usædvanlige i Situationen.
+
+»Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et
+straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som
+Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!«
+
+Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor.
+Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine
+udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst;
+da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende
+Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den
+Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i
+sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen
+slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor
+og sagde usikkert:
+
+»Græd Far din over Faster Ellen?«
+
+»Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned
+for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og
+hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad
+Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede
+og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels,
+vildledte Barn!« stønnede han.«
+
+»Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt
+fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde
+han »Stakkels, vildledte Barn«?«
+
+»Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede
+Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har
+sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.«
+
+Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes
+Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte
+sig over de stivnede Træk.
+
+»Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en
+Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte.
+
+»Anden Gang var --« Halvor brød kort af.
+
+»Var --?« spurgte Ellen.
+
+»Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.«
+
+»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt.
+
+»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort
+Alt godt,« svarede Halvor.
+
+Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt Strøm, Klage over lidte
+Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv
+derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde
+have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt
+til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne
+var ved at bryde igjennem.
+
+»Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren
+heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa
+Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens
+bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og
+Brænding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil
+hjælpe -- jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!«
+
+Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang
+fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit
+Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og
+Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager.
+
+»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke
+ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned
+sine tørre Øine med Bagen af Haanden.
+
+»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,«
+hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine.
+
+»Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor.
+
+»Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst.
+
+Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret
+Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen
+Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand.
+
+»Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han.
+
+Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk,
+medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk.
+
+»Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin
+brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du
+her har faaet -- naada!«
+
+Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en
+Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor
+sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade.
+
+»Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over
+mod Bratø.
+
+Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred
+Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende
+frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte
+Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning,
+og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre
+Fartøier, der varpede Kæmpen i Land.
+
+Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen
+Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom
+deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne
+Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket
+de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som
+af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar
+1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en
+anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker,
+»indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af
+Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden
+vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og
+Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden
+og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos
+eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte
+Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget
+mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser.
+
+Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og
+forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger,
+og det danske Flag blev heist.
+
+Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i
+Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning
+for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som
+skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag.
+Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med
+de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen
+omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som
+Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne
+klogelig varpede Prammen tilbage til Halden.
+
+Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle,
+lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen
+blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som
+strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der
+fortalt hos Jonas Rist:
+
+»Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit
+Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger
+med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer
+tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne
+indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at
+see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant
+skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land
+lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste,
+som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved
+Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt
+Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk
+Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de,
+som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst
+og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet
+eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte.
+
+Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne
+i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og
+Skipper Daniel.
+
+Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet
+hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire,
+og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte
+Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme
+hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve
+Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som
+passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær
+blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde
+see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og
+hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der
+kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som
+de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den
+eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor
+Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge.
+
+Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til
+Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi
+havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem
+over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om
+Morgenen.« --
+
+»Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over
+Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over
+Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende
+Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres
+ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for
+Rov og Plyndring.
+
+Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker
+var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til
+Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang.
+
+
+
+
+SKJÆNDSELSBARNET.
+
+
+I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu
+udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle
+Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere.
+Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og
+Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i
+Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar,
+som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde
+sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end
+Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng
+sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug.
+
+Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført
+Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse
+af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben
+benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den
+Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt
+for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev
+anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar
+mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit
+Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360
+Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere
+saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde
+betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten
+bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv
+og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes
+væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at
+ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet
+rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand.
+
+Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben
+for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at
+sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt,
+»spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om
+Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev
+afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to
+Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres
+Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen.
+
+Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den
+endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae,
+lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige:
+
+    »Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner
+    og Under derved ei, I, mine Bjerge revner;
+    thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt
+    og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't.
+    Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale
+    og ny Elendighed om Ilden at afmale.
+    Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa,
+    naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa.
+    Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde,
+    om end Ulykken mig har altid villet ilde.
+    Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent,
+    min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.«
+
+Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange
+Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed
+da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede
+til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie
+andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder,
+til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var
+det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de
+Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder
+vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus,
+dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe
+ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete.
+De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes
+alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny
+Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det
+var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i
+Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver
+vilde paadrage sig.
+
+Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til
+Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort
+sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ.
+
+Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare
+blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve
+Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om
+hans Dødsbaare.
+
+Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og
+velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens
+Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var
+kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer
+paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle,
+der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse.
+
+I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i
+Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik.
+En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof
+til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers
+Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og
+Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til
+Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og
+Borgernes Originalitet.
+
+Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter
+Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk
+i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i
+Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var
+stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod
+Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende
+kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne,
+brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud
+af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om
+her holdtes Flyttedag.
+
+Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i
+tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden
+Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud
+tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed,
+hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at
+Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i
+hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet
+og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller
+formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at
+Giftermaalstiden var stærkt inde.
+
+Det bankede paa Døren.
+
+»Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme.
+
+Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en
+hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede.
+
+Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød:
+
+»Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar
+efter Aftale?«
+
+»Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken
+elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles,
+hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt
+Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur.
+
+»Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede
+Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd,
+saa væk med Familiehensyn!«
+
+»Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende.
+
+»Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende
+Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad,
+hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter
+Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt
+imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa
+tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med
+glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt
+Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv
+vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at
+efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?«
+
+Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende
+Bevægelse:
+
+»Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede,
+svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og
+Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre
+Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare
+Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng
+at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte
+vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt
+erhvervede Skatte« -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter --
+»skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet
+Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til
+Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.«
+
+»Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og
+gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to
+Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa
+Fæstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er
+der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.«
+
+»Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!«
+udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested,
+skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning
+holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske,
+røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.«
+
+Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde
+hurtigt:
+
+»Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til
+hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.«
+
+»Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle.
+»Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore
+Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende
+Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i
+Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de
+ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som
+han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i
+Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores
+Parti.«
+
+»Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret.
+
+»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene
+sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men
+høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle.
+Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de
+mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser
+med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør
+sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.«
+
+Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde
+fastere om Kroppen.
+
+»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa
+Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. --
+Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?«
+
+»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende
+femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i
+Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende
+i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min
+Casper med det gode, det gjør hun ikke.«
+
+»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo
+tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?«
+
+»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige
+Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa
+fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da
+Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu
+kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers
+Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han
+viser sig.«
+
+»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et
+Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et
+til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.«
+
+»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og
+sukker, og lige langt kommer han.«
+
+Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i
+Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke
+Knapper.
+
+»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive
+Øine; »den kræver Hævn!«
+
+»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og
+reiste sig forfærdet.
+
+»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige
+Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk;
+Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om
+hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad
+og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over
+hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten;
+men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede
+mig læsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en græsselig Ulykke
+i Familien.«
+
+»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.
+
+Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes
+høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa
+Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og
+rank blev staaende indenfor Døren.
+
+»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den
+unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du
+din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader
+Grisen æde Caspers Æble! -- Endnu denne Nat falder Du til Føie og
+staaer ikke din egen Lykke i Veien.«
+
+»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken,
+det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus
+Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven,
+Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste
+Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet.
+
+»Motter, Motter -- din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede
+Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble
+og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og
+hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min
+trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst
+tredie Gang for os i Lunelands Kirke?«
+
+»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea
+og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder.
+
+»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to
+Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa
+meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner
+den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes
+Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af
+Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende
+Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til
+Ægte senere.«
+
+Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde
+stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle
+laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt
+Smil:
+
+»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille
+Duerede.«
+
+Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode
+de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede
+til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte
+Ulles Leilighed fra det øvrige Huus.
+
+»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked;
+»den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og
+Selvfornægtelse og Gudsfrygt.«
+
+Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød
+til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i
+Bagerboden.
+
+Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede
+og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke
+Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa
+fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den
+unge Pige.
+
+»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde,
+i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar
+Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok,
+hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? -- Kom
+nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud,
+saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.«
+
+Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene.
+
+Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede,
+idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst:
+
+»Hør nu mit sidste Ord, Casper Høyer: før springer jeg ud af Vinduet
+her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme
+og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen
+Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han
+mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene -- hører I?
+-- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for
+os To alle Aar til Ende.«
+
+Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans
+Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet.
+
+Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst.
+
+»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor
+og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme
+og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa
+streng mod mig?«
+
+»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du
+Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre
+Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit
+Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den
+Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige
+Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i
+Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant
+noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da
+jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa
+smækkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore
+unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De
+rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som
+kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse,
+som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg
+var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven.
+-- Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. -- Du er
+saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre
+vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo
+derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! -- saa bliver Du
+nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet
+og klar.«
+
+Olaug klyngede sig til Vinduesposten.
+
+»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun
+med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden.
+
+Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene
+om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og
+knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte
+hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans
+vandblaa Øine.
+
+»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset
+-- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.«
+
+Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten
+over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der
+pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.
+
+Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa
+mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne --
+Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle
+Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« -- saa et lydløst Øieblik,
+Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik
+Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud,
+hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem
+imod den, -- Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder
+havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over
+Frederikshald.
+
+»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre
+Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!«
+
+Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et
+Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. --
+Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens
+Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde.
+»Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til
+Kjælderen.
+
+Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at
+blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren,
+aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse
+nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og
+stænge Døren omhyggelig efter sig.
+
+»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens
+Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne.
+»Hun er min, og jeg er sin.«
+
+Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive
+lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede:
+
+»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille
+Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer
+til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange
+heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter
+Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin
+Fæstemø!«
+
+Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte
+Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte
+Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset,
+hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret
+Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere
+i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift
+Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at
+modtage Svenskekongens Indfald i Staden.
+
+
+
+
+ILDSKRIFTEN LÆSES ENDNU PAA KRØNIKENS EVIGE TAVLER:
+
+                                            »Hvo, som vil frelse sit
+                                            Land, han skal ei skaane
+                                            sit Gods.«
+
+
+Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det
+fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes
+i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt,
+Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren?
+Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt
+krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit
+Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken,
+for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een
+Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet
+-- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?
+
+Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald
+Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor
+Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens
+bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis
+maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for
+et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en
+saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har
+opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og
+Land.
+
+Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken
+halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa
+Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen
+Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre
+over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple
+Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til
+Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive
+tvungen til at overgive sig.
+
+Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens
+udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste
+Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at
+melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave
+sig tilbage til deres Poster.
+
+Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev
+ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de
+stille Gader.
+
+»Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han
+til den Øverstbefalende.
+
+»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,«
+svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore
+egne Folk, som I tage feil af.«
+
+»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som
+Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor
+Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen
+over hele Staden.
+
+Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og
+til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne
+Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde
+lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv,
+og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl
+udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad,
+hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde
+derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i
+Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved
+deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig
+Overrumpling.
+
+Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved
+Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa
+den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter.
+Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak
+med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen
+blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede
+til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre
+hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og
+Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang.
+
+Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig
+atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler
+og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som
+Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet
+paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der,
+indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater
+som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre,
+og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye,
+store Fremtidsseire.
+
+Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder,
+hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens
+evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk,
+flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.
+
+Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring
+med et løftet Sværd og tindrende Øine.
+
+»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen
+Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas,
+som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste
+noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at
+række fyldte Kruus ud til Krigerne.
+
+Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede
+Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter
+de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev
+lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser,
+hvor Kampen rasede.
+
+De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre,
+brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle,
+faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig
+Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store
+Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget
+Huusbehov.
+
+Nu stormede Svenskerne Frederikshald.
+
+Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den,
+Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte
+et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der
+kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var
+ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før
+senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs
+Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave.
+
+»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet
+en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg
+kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i
+Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!«
+
+Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt
+var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti
+Karabinkugler.
+
+Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine
+Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over
+Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten
+alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden
+flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over
+nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i
+Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain
+Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.
+
+Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen.
+Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i
+den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts
+og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene;
+ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres
+Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var
+Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes,
+sloge de uden Betænkning hverandre ihjel.
+
+Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod
+det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram,
+som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om
+dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere
+vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og
+gjorde Fjenden ubodelig Skade.
+
+Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst
+slukke.
+
+»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld.
+
+En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende,
+indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden
+begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og
+Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder;
+stor Jammer og Elendighed overalt.
+
+Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og
+her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt
+vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste,
+de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra
+Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest
+tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere
+truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig.
+Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde
+deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.
+
+En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare
+svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens
+Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes
+Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig
+som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der
+utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne
+Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i
+Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede
+for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad,
+der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige
+Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin
+Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte
+pludselig utæmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten
+paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet
+høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i
+Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret
+havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse
+Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes
+Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg.
+
+Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.
+
+Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og
+derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden.
+Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom
+hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort
+efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne,
+udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i
+Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet
+12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker
+for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt
+Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde
+bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand
+i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide.
+
+Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine
+Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson.
+
+»Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede
+hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som
+jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.«
+
+I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to
+skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt
+Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham.
+Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa
+Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin
+Pande.
+
+»Det var den værste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!«
+udbrød han og sank om paa Jorden. »Månsson -- herhid! Nu bærer det
+lukt ind i Helvede til Kammeraterne!«
+
+Trompeteren kastede sig ned over Vennen og løftede hans Hoved.
+
+»Erikson -- Fargubbe!« hviskede han; »I drog mig op og var god mod
+mig -- De siger, en lille Bøn gjør godt -- aa hvad, en lille en til
+Jesus?«
+
+»Sludder, Hvalp!« stønnede Erikson. »Himlen er for Præsterne og
+de gamle Svæklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om
+paa deres Knæ. Helvede, det er for os prægtige Krigskarle og de
+hvidbrystede Tyrkinder -- Husker Du hende med de røde Læber, som vi
+slagtede dernede? -- Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil
+jeg gaa. -- Nu op med Trompeten, Månsson! Lad dem høre dernede, hvem
+der kommer.«
+
+Erikson sank sammen.
+
+»Spring ind med Olaug i Peter Wærns Have; Laagen staaer aaben. Imens
+holder jeg Svensken Stangen,« sagde Jørgen, idet han foer ind mod
+Fjenden, svingede Bøssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og
+opnaaede saaledes et Øieblik at spærre den trange Gyde.
+
+Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i
+Favnen og stængede forsvarligt efter sig. Da Jørgen saae Laagen
+lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden,
+forfulgt af Svenskerne. Olaug støttede sig mod Plankeværket og fulgte
+med Spænding dette Optrin udenfor Muren.
+
+»Hvad gjør Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket?« spurgte
+Halvor barsk og heftigt.
+
+Hun skjælvede og brast i Graad, da hun saae Jørgen flygte; for
+første Gang i alle disse Maaneder brød en bitter, trøstesløs Graad
+igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som
+den drilvorne Knøs fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i Øiet
+og Værdighed over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt
+Aftenens Hændelse, Tvangsægteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev
+pludselig blød og tog hendes Haand.
+
+»Hør, hvor de skyde og tromme derude, Olaug!« udbrød han. »Det kalder
+til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive
+stolte over mig. -- Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hørte Fuglen
+synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper
+Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug,« vedblev han
+hurtig og fremstødt som om en længe hæmmet Kilde endelig fandt sit
+Udløb, »hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min
+Fæstemø og Fædrelandet er i Fare -- det er, som om jeg kunde løfte
+Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk. -- Herre Jesus, nu er det værd
+at leve! Alt teer sig saa godt. Hør, hvor de skyde i Nat!«
+
+Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys
+overstaaede Rædsler, den overhængende Fare, Tumlen og Skrigene
+udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge
+Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men
+da han bøiede sit glødende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse
+hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned mod Elven.
+
+»Ogsaa Du, Halvor!« sagde hun bedrøvet.
+
+»Du har Ret: først Seiren, saa Lønnen!« jublede han og strakte
+Hænderne mod hende. »Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine
+alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. -- Bliv her. Maaskee Du
+fra Hængebirken derhenne om lidt skal see mig kæmpe, for det er
+Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dèr og Broen, nu hele Krigen
+staaer om. -- Farvel, Olaug. Min Kjærlighed til Dig sidder plantet i
+mit Hjerte -- Nu veed Du det Hele.«
+
+Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som Østens
+Morgenrøde over Æblehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde.
+
+Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde:
+
+»Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa
+alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du søde
+Veninde.«
+
+Han ilede ud og stængede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mødet med
+Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tæt nedenfor
+Muren; de lysende Kugler fløi som osende Stjerneskud over hendes
+Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsættelsen af
+Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede
+de svenske Soldater under Arbeidet.
+
+»Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde,« svarede Kongen.
+
+»Maiestæt, Folkene ere dødstrætte, og Plankerne slippe op.«
+
+»Saa maa Soldaternes Liig gjøre Strø. Broen skal være færdig inden
+Solopgang,« befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling
+Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede
+Kanoner at bringe Prammen til Taushed.
+
+Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm.
+Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae
+Ildsvælgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser væltede
+ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mænd
+forlade Batteriet, efter forgæves Forsøg paa at fornagle Kanonerne,
+medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned
+mod et Fartøi ved Bryggen for ad Søveien at undkomme til Fæstningen.
+Svenskerne forfulgte med Seiersbrøl den lille, tapre Skare.
+
+I dette skjæbnesvangre Nu fløi en heltemodig Indskydelse gjennem
+den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store
+Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over
+Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den tætte Krudttaage frem
+mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Søm.
+
+Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist:
+
+»Da Olaug formærkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun
+i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens
+Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordærvet
+Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med
+nogle store Søm; dem drev hun i Stykkernes Fænghuller og dem saaledes
+fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i
+Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller
+med dem beskyde Prammen.«
+
+Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre
+Oberst, skjøndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den
+unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med
+Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler.
+Olaug blev uforfærdet staaende og maalte Fjenden med flammende Øine.
+-- Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod
+hende.
+
+»Tilbage!« sagde Kongen til Soldaterne med lav Røst.
+
+Han blev øieblikkelig adlydt.
+
+»Er I svenske Mænd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin
+Pligt.«
+
+Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen:
+
+»Ræk mig din Haand, norske Pige.«
+
+Olaug hævede Hovedet og saae ind i den svenske Konges mandige,
+alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig
+kastede sit Øie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod
+med Smil paa de fyldige, skjægløse Læber og rakte med nedladende
+Velvillie og kongelig Maiestæt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham
+modstræbende sin: men den var knyttet.
+
+»Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc!« sagde Kongen med en kort Latter.
+»Har dit Land mange Heltinder som Du?«
+
+»Jeg er kun en af Norges ringeste Døtre,« hviskede Olaug.
+
+»To Mand frem og føer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun ønsker sig!«
+befalede Kongen. Hans Blik fløi atter ud mod Prammen, hvis Kugler
+regnede ned omkring Batteriet og Broen.
+
+»Vi maa bringe det Fartøi til Taushed, det koste hvad det vil,« sagde
+Carl den Tolvte. »Slæb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted.
+Muntert, Børn!«
+
+Befalingen blev adlydt. Det første Stykke, Svenskerne trak herned
+fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran
+den anden Kanon var forspændt 30 Svenske; Prammen bød dem saaledes
+Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at
+slæbe mere Skyts til forommeldte Sted.
+
+Det blev saaledes Olaug beskikket at udøve en stor Gjerning
+til Fædrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin
+Aandsnærværelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen
+hæderlig Arbeider ombord fra den visse Død.
+
+
+
+
+DET BRÆNDER, HAN RENDER -- RITSCH!
+
+
+Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald;
+men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu
+efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen,
+for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde
+finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der
+paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve
+tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at
+Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der
+fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra
+de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de
+Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset.
+
+Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i
+Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede
+paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var
+Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt
+fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning
+paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben
+Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke
+blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra
+Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den
+opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og
+slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken.
+Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem
+de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet,
+hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en
+Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden.
+
+En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig
+i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i
+Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis
+balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et
+Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.
+
+Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen
+vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i
+Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med
+faderlige Smil.
+
+»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han
+deeltagende.
+
+Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt
+Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye
+Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi
+til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals
+og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:
+
+    »Med Brand og med Baal
+    vi skrive vor Lov;
+    vi tømme vor Skaal,
+    vi tage vort Rov --
+    Det brænder, det brænder -- ritschch!
+
+    Vor Fjende er tam,
+    han lader sig slaae
+    from som det Bælam,
+    vi slagte og flaae --
+    Et Bælam, Bælam -- bæ, bæ -- æ!
+
+    Vi drikke hans Skaal,
+    vi skrive hans Lov,
+    vi tænde hans Baal,
+    vi dele hans Rov --
+    Han render, det brænder -- ritschch!«
+
+Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var
+saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl.
+
+Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den
+opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken
+skyderr -- snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme
+Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende
+Forventningstid.
+
+Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige
+Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle
+Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene
+korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.
+
+Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet
+han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet
+han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.
+
+»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først
+i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve
+Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!«
+
+»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde
+søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.
+
+»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte
+Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« --
+
+Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene
+langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over
+Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han
+med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra
+de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en
+Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge;
+den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte
+et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske
+Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger.
+
+Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter
+bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans
+blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke
+Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt
+graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa
+den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid
+iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper
+og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker
+med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et
+Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte
+af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og
+Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig
+Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde.
+
+Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt
+jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i
+Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede
+denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i
+Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne
+moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden.
+
+Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt
+Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber
+og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en
+Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen.
+
+»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.«
+
+»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden,
+som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes.
+Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet -- Energi, anvend mere
+Energi!«
+
+Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig
+traadte ind.
+
+»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig.
+»Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør
+Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et
+haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar,
+ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget
+levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. -- Hvad
+befaler Deres Maiestæt?«
+
+»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner
+til Taushed!«
+
+»Javel, men hvordan?«
+
+»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en
+halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær
+Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til
+Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget,
+saa tager jeg Fæstningen.«
+
+Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i
+Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at
+forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de
+gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre.
+
+De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der
+forfulgte dem tilbage i Gaderne.
+
+En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard,
+gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende
+Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under
+Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af
+Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde
+af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod
+Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i
+Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs
+Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet
+Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere
+Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve
+og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.
+
+Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede
+Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere.
+
+»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort
+tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber,
+der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret
+ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.«
+
+Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener
+Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig;
+hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen
+af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert;
+det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende
+Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han
+saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb
+var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med
+Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar
+Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.
+
+Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn
+og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest.
+
+»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte
+Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende
+paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt
+efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have
+overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre,
+Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!«
+
+I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der
+lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstødte et skarpt Hviin og
+sank i Knæ.
+
+»Uh, det Rak!« stønnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte
+Hænder. »Det ender med, at de Elendige gjøre en Ulykke paa os Alle.«
+
+Kongen bukkede med sin sædvanlige udsøgte Høflighed mod Kvindekjønnet
+og gik nogle Skridt baglænds mod Døren; han ansaae det som bekjendt
+for stødende og uhøfligt at vende en Kvinde Ryggen.
+
+Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist,
+og gjemte den ved sin nøgne runkne Barm.
+
+Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i
+Colbjørnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders
+Søster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og kløgtig Pige og
+værdig Medbeilerinde til Søsterens, Anna Colbjørnsens Ry som tapper
+Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at
+hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee,
+siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede
+strax en Underofficeer med fire Mand at være hos hende til Vagt,
+hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjælderen, at de faldt i Søvn og
+siden brændte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter:
+
+»Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?«
+
+Marie svarede: »Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.«
+
+Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder
+til sin Broder paa Fæstningen, da han under den hastige Retraite ikke
+havde faaet det Fornødne med sig.
+
+Denne Bøn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder
+Colbjørnsen, som kjendte sin kloge Søster, sluttede strax, at det ei
+var Klæderne meent, lod dem sprætte op og fandt en Seddel fra hende,
+hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Værelse Carl den
+Tolvte opholdt sig. Peder Colbjørnsen meldte øieblikkelig denne
+kjærkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere.
+
+Kongens Opmærksomhed blev pludselig henledet paa to statelige
+Borgere, som uforsagt nærmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik
+en Mand, som blæste i Trompet gjennem Gaden.
+
+»To Borgere begjære Foretræde for Deres Maiestæt,« lød Yndlingspagens
+bløde Røst bag Carl den Tolvte.
+
+I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge
+i sin Nærhed, og med rørende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og
+dækkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov
+utilhyllet.
+
+»Lad dem komme,« befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse.
+
+Hans Colbjørnsen og Jens Munk traadte ind med værdig Holdning og
+hilste høfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hørte deres
+Begjæring, at Kvinder og Børn, som vare flygtede til Æskevigen og
+Sauøen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev.
+
+»Hvem er I, gode Mænd?« spurgte Kongen.
+
+»Hans Colbjørnsen.«
+
+»Jens Munk.«
+
+»Colbjørnsen, denne Stratenrøver, som uden at være Soldat myrder
+og hærger i min kongelige Hær!« udbrød Maiestæten og betragtede
+Colbjørnsen stift. »I ere begge mine Fanger.«
+
+Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Værge med det forgyldte
+Messinghaandtag halvt ud og stødte den haardt i Skeden igjen, kneb
+Læberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Næsen, et sikkert
+Kjendetegn paa, at han var vred.
+
+»Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mænd,«
+udbrød han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. »Jeg beholder
+Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjælde for, hvad Ondt jeres
+Byfolk bedrive mod os.«
+
+Hans Colbjørnsen slog ud med sin trekantede Hat.
+
+»Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort
+vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paafølger.«
+
+Idet Hans Colbjørnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong
+Carls, lød et øredøvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende
+Hviin rev Ulle Halvorsen Døren op til det kongelige Gemak og segnede
+om for Kongens Fødder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjørnsen efter
+Søsterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Værelse, hvor
+Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet.
+
+»Kast Jer ned, alle Mand!« befalede han rolig.
+
+Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde:
+
+»Den er kreveret.«
+
+Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjælker i
+Stykker, saa Splinterne føge de Tilstedeværende om Ørene, Taget fløi
+op, Vinduerne ud, og Gulvet sprængtes op mod Loftet. Carl den Tolvte
+slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet flød.
+
+»Er Nogen kommen til Skade?« spurgte han og lo. Da han saae, at Alle
+vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede
+han fornøiet:
+
+»Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet
+bestemt,« sagde han til Nordmændene. »Naar den kommer, saa hjælper
+mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker
+gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for
+Herren siger: »Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din
+Frelser.« -- Seer I, norske Mænd, denne Tro har jeg modtaget gjennem
+utallige underbare Redninger fra større Livsfare end denne. Derfor
+seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og
+Hersker.«
+
+Hans Colbjørnsen trak paa Skuldrene.
+
+»Staden brænder i Nord og Syd, Deres Maiestæt!« lød pludselig en
+malmfuld Røst i Værelsets Baggrund, og General Delvigs martialske
+Skikkelse stod paa Tærskelen til -- Evigheden.
+
+Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer,
+der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa
+Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens
+Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han
+nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han
+sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse.
+
+Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik
+Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle
+Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro
+Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.
+
+»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem
+Hovedet.
+
+Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød:
+»Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der
+gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens.
+
+Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns
+Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude
+i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede,
+nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis
+værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens
+Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig.
+Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at
+sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere
+tause og fattede.
+
+Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges
+hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende
+betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der
+længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede
+hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes
+Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der
+udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine
+store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf,
+et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.
+
+»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra
+Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse
+og Begeistring.
+
+»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev
+han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal
+nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende,
+lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs
+Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde
+Fædrelandet!«
+
+Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde
+paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og
+rakte Olaug dem.
+
+»Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke
+det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og
+Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med
+Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke
+Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde
+spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks
+Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting
+er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. -- De have
+plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder --
+sippedeia!«
+
+Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var
+Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev
+staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en
+Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom
+hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank
+i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske
+Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette
+ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede
+af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed
+mod fremmed Aag.
+
+Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den
+Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede
+Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter
+løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks
+Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et
+ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med
+Lynets Fart op langs Brædevæggen.
+
+Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at
+slukkes.
+
+Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at
+afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde
+indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved
+et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende
+Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig
+bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang,
+Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed,
+endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden
+værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne
+saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig
+Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og
+blev aldrig seet senere.
+
+Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav
+ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab
+kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig
+i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler;
+Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede,
+og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og
+Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke
+længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.
+
+Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk.
+Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk
+Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge,
+der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit
+Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang
+frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide
+efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.
+
+Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den
+forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet
+mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers
+skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne.
+
+»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.«
+
+Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til
+Elven.
+
+Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede
+et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen.
+Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa
+paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens
+nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et
+rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage,
+haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende:
+
+»Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjønne Ansigt til! Det
+maa han have sig en ægte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.«
+
+Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en
+Ansøgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstøttelse »for
+det kjære Brød paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og
+svære Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjøre Fjenden
+Modstand og Afbræk paa alle optænkelige Maader, forladt af sine
+Medborgere, Peder Colbjørnsen og de andre, der alle løb fra Borde og
+lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som Øverstbefalende i den
+haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed,
+uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da
+hans fattige Enkesøster, der sidder med mange smaa Børn var bleven
+skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjæres Invalidepension,
+høiædle og velbaarne Hr. Statsraad!«
+
+Daniel plantede sin knyttede Næve med et vældigt Dask midt i
+Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede Øine og
+et triumferende Smil. »Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere
+Lobescowes sammen,« udbrød han og reiste sig. »Der er et Par Løgne i
+den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det
+skal lille Daniel have sig en ægte dansk Kornsnaps for, fra Kongens
+Kjøbenhavn.« Udenfor farvedes Himlen blodigrød af det flammende Baal
+nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset,
+rystede misbilligende paa Hovedet og udbrød: »Naada, hvor de gale
+Mennesker rutter med Mutters Pindebrænde!«
+
+Denne Ansøgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to
+afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne.
+
+Mange af de tilbageblevne Borgere brændte inde; Dagen efter fandtes
+deres forkullede Been i de rygende Tomter.
+
+Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der
+endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte
+styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrøge
+de gyngende Planker, og medens de Bageste trængte de Forreste; det
+var Toppunktet af Rædsel, medens de Fremstormende under Fæstningens
+Lynglimt, der lød som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven
+eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af
+Smerte, over Døende, der bede sig fast i de Flygtendes Fødder, over
+Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hæse Kommandoord, som
+Ingen adlød, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fæstningens
+uafladelige Torden, -- underneden Elvens Strøm farvet rød af Blod.
+
+Det var et Mandefald.
+
+Tre tusinde svenske Krigskarle brøde ind i Staden, næppe tusind
+slap levende derfra. Blandt de Døde vare flere Øverstbefalende,
+fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne
+fandtes deres forbrændte Liig, der af Nordmændene bleve begravede paa
+Kirkegaarden.
+
+Tilsidst, som det sømmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte,
+omgivet af en lille Skare trofaste Mænd, der villig gik i Døden for
+deres Konge. Han selv gik freidig, med spændstige Skridt midt i denne
+Kreds og saae sig om.
+
+»I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far
+min!« udbrød han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjørnsen, der
+tilligemed Jens Munk gik i hans Nærhed.
+
+»Vi faae at see, Deres Maiestæt,« svarede Colbjørnsen. »Nu skal jeg
+gaa hjem og underrette mine Landsmænd om Eders Besøg.«
+
+Med disse Ord sprang han over Bolværket og naaede Land, skjøndt han
+under Svømningen blev ramt af en Kugle.
+
+En graahaaret Kæmpe brød pludselig frem af Sværmen, ledsaget af
+Jørgen Halvorsen og nogle skindklædte Mænd, hvis bredbladede
+Øxer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trængte den
+graanede Bersærk frem gjennem de Rækker, der omgave Kong Carl; hans
+kortskaftede Øxe hævedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til
+Jorden.
+
+»Vel mødt igjen, Kong Carl!« raabte Bjørnstad med en Røst, der
+overdøvede Tordenbraget rundt om.
+
+Carl den Tolvte vendte sig sorgløs og gjenkjendte Kæmpen, der to
+Gange i Dagens Løb havde truet hans Liv, første Gang da han stormede
+Borgerskandsen, og Bjørnstad i Haandgemænget afbrændte sin Pistol mod
+hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bønnen traadte ud af Christi
+Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde
+kastet sig mellem ham og den frygtelige Kæmpe.
+
+Et Bøsseskud oplyste i dette Øieblik Bjørnstads furede Ansigt, hvis
+Aarer stode spændte, idet han med ubændig Villiekraft uden Dækning
+hævede begge Arme for at give sig hen i det dræbende Hug.
+
+»En herlig Kraftgubbe!« raabte Carl den Tolvte, henrevet til
+Begeistring ved Synet af denne kæmpemæssige Thorfigur. »Prægtige
+Karle, disse Nordmænd! De skulle blive mine.«
+
+»Min skal Du blive, naar vi To næste Gang mødes, Carl af Sverige!«
+raabte Bjørnstad med en Steentorrøst fra fulde Fjeldlunger, medens
+Kongens Mænd reve deres Afgud bort, og Bjørnstads Øxe kløvede Hovedet
+paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye
+Sværme brøde igjennem og trængte Bjørnstad tilbage mod Bolværket. Det
+var Colbjørnsens brogede Karle i vildt Haandgemæng med Dalkarlene.
+
+Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse
+ombølget af Krudtrøg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende
+Ansigt. Han havde en Fane i sin høire Haand, Colbjørnsens Fane, der
+endnu opbevares hos Borgervæbningens Stadshauptmand. Han svingede
+den jublende og søgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med
+Vildmanden over de Kæmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte:
+
+»Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!«
+
+Bjørnstad slap Øxen og strakte Haanden afværgende i Veiret.
+
+»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lægge mit Huus øde?« raabte
+han opefter.
+
+»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det gav et Sæt i ham. Han sank i
+Knæ, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte
+Arme.
+
+»Her, de ramte mig bare her,« hviskede han.
+
+Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjørnstad
+løftede sin døende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wærns
+Have, hvor Hængepilen hang ud over Vandet. Bjørnstads af Lidenskaber
+furede Ansigt stirrede ind i Sønnens: han saae at Døden var der med
+sin Stævning.
+
+»Øie for Øie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min
+ulykkelige Søn -- Almægtige, uransagelige Gud, hvorfor bønhørte Du
+en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over sit Barn?«
+udbrød en Stemme ved Siden af Fader og Søn.
+
+Bjørnstad saae op.
+
+»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst og stirrede paa
+den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over
+Pjækkerten, medens »Stormuglen« knugede sin Hat mellem de rynkede
+Hænder, og Taarerne strømmede over de indfaldne Kinder.
+
+»Faster Ellen!« udbrød Halvor og smilede; »nu bliver Du hjemme
+hos Far, ikke sandt? -- Olaug?« udbrød han med et Sæt, reiste sig
+pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der
+traadte frem fra Hængepilens Skygge og støttede Barndomsvennens Hoved
+i sit Skjød. »Olaug, først Seiren, saa Lønnen, var det ikke saa? --
+Kys mig nu.«
+
+Olaug bøiede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Læber.
+En Skjælven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin
+unge Kjærligheds Morgenrøde.
+
+Da Olaug reiste sig, stod Jørgen taus og sørgmodig ved hendes Side.
+
+»Jørgen!« udbrød hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig
+seer Frelse. »Nu, Jørgen, hjem -- hjem til Dig!«
+
+Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme.
+
+Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens
+Ildskjæret brændte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med ægte
+Farver, der aldrig blegne.
+
+Borgernes Jubel over Seiren var isprængt med Sorg over de rygende
+Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for,
+at Svensken skulde vende tilbage. Da lød den 8. Juli om Morgenen
+en heftig Skyden, som hørtes mere og mere jo længere det led ud paa
+Dagen. Man lyttede med Frygt og Bæven; thi Ingen vidste, hvem det
+var, eller paa hvis Side Seiren faldt.
+
+Om Aftenen stormede Colbjørnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod
+Fæstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke
+sine Sager og trække over Grændsen. Kort efter kom Niels Anker og
+Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den
+berømmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille,
+der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig
+ventede for at kunne indtage Frederikshald.
+
+»Og Svenskerne vare visselig blevne længere i Norgesland, om Gud ei
+havde omstødt hans Anslag i dette Søeslag ved Admiral Tordenskjold,
+den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjælpe ved.«
+
+
+
+
+MARI BJØRNSTAD.
+
+
+Det saae sørgeligt ud, da den svenske Hær atter var draget hjem
+over Grændsen. Ikke en Sædkjærne var lagt i Jorden i Miles Omkreds
+udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde
+ligget. Dansken var vel Mester paa Søen, og et nyt Felttog i Norge
+vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for
+denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver,
+der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende
+frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et
+nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne
+Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hæren forblive
+ved den norske Grændse for at holde Øie med Nordmændene og svække
+deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tære paa deres
+Grændsemagasiner.
+
+Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af
+Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier
+osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong
+Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stæder og Kommuner
+til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve først
+inddrevne i Aarenes Løb, og Borgerne maatte saaledes foreløbig hjælpe
+sig selv med at reise Brædehytter paa Brandtomten og i Fællesskab
+søge at komme til Kræfter igjen.
+
+Det var atter Vinter. Bjørnstad levede endnu oppe paa Fjeldet.
+Stadens Kjøbmænd havde andet at tænke paa end at fuldbyrde Dommen
+over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var
+kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Sværd vilde falde,
+naar Orden og Ro igjen herskede i Staden.
+
+Taagen laa tæt og tung ude over Fjeldkløften; inde i Huset var der
+blevet taust og øde siden ung Halvors Død; alene Duren fra Fossen lød
+op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov.
+
+Iøvrigt gik alt sin vante Gang i Bjørnstads Hjem og i hans Bedrift.
+Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede
+Arner. Vinteren heroppe er mørk og streng med ondt, ustadigt Veir;
+den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti
+Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er første
+Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter,
+Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske
+Kalender, har været indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer
+paa den anden.
+
+Mari Bjørnstad gik endnu stilfærdig om og syslede i det kolde Huus.
+
+Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mødt en
+af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at værne
+om alle gode, svage Spirer, som søge at bringe Trøst og Velsignelse
+til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med sønderrevet
+Klædning og blodigt Hjerte, hvis klare Øine altid søgte det Mindste,
+mens de fandt det Store -- for hvem Livets Kunst bestaaer i at
+dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemønter som muligt i stadig
+Angst for, at de dog ikke række til at hele det Søndrede, at læge
+det Saarede -- skjælve for ikke at eie nok at dele ud i disse
+upaaagtede Velgjerninger, der belønnes i de tusinde Led, og som
+mildner Straffen for Fædrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem
+har ikke idetmindste een Gang lært at velsigne En af disse Stille,
+hvis Løsen ikke er skarpttænkte Lære- og Leveregler om Selvvurdering
+og Personlighedsfølelse, men dybtfølte Grundsætninger, medens de i
+ubevidst Ophøiethed ydmygt hente det ædle Metal frem fra Hjertets
+ukjendte Dybder. -- Lad saa kun alle Lærde og Skarpsindige kaste sig
+derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function
+under »Livslegen«, sortere paa Hylder, destillere i Flasker,
+concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og
+ubevidst Psychologi, flytte Grændsepæle indefter -- saalænge vi
+beholde selve Naturens ædleste Digterværk, den sande Kvinde, --
+uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at
+kjende en af disse graanede Velgjørerinder, for hvem Gud ikke er
+den befriende, forløsende, men ham, der gjør Byrden endnu tungere,
+endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende
+derunder endnu i Døden søger at fastholde, forløfte sig, Heltinder i
+det Skjulte, der ubemærkede, som de levede, liste sig ud af Livets
+Dør paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab,
+Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der
+sees paa Verdenshavet i Kjølvandsstriben længe efter, at Seileren,
+der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mægte alt, fordi de
+give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro,
+uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred
+over deres store Gjerning.
+
+Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den første
+af de ædle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.[5]
+
+ [5] Forfatterens Svigermoder var en høitbegavet Dame, Søster til
+ den bekjendte norske Maler, August Cappelen, hvis Malerier findes i
+ Christiania Nationalgalleri.
+
+Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det
+tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Sønnens Død.
+Mærkelig nok syntes det, som om hendes bløde Sind, nu da de første
+Sørgemaaneder vare forbi, havde vundet større Fasthed, som om hendes
+bøiede Ryg rettede sig, som om hun traadte med større Sikkerhed paa
+den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke længer var i Stand til
+at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om
+Forladelse, fordi hun aandede den, søgte at mildne dens Storme ved
+Bønner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneeskredet
+i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strømme og Menneskene tale; det
+var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa
+derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Læben. Selv Maris Frygt
+for Bjørnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu
+forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede
+over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rædsel for hende,
+nu da Sønnen ikke længer kunde lide derunder.
+
+Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig ligesaa ubøielig som
+tidligere. »Jeg vil leve og dø som fri Mand i min Rede,« lød hans
+Svar.
+
+I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari.
+Hun vandrede rastløs om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind;
+to røde Pletter paa Kinderne røbede den Feber, som fortærede hende;
+alene Øinene bleve større og mere glandsfulde; noget usædvanligt
+syntes at være i Gjære. Hun stod af og til, naar hun troede sig
+ubemærket, henne ved Ruden og stirrede længselsfuldt op mod den Stump
+mørke Himmel, der viste sig over Fjeldskrænten, eller hun søgte
+over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde
+hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jørgen og hans Hustru Olaug.
+
+Saa var det en Aften i December, at Bjørnstad uventet kom tidlig
+hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og
+da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede
+som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik
+intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhæng ved Ruden
+og stirrede med et mørkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og
+tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen røbede, at Noget var paa
+Færde. Lidt efter gik Hyttedøren op, og tre Mænd, fulgte af Mari,
+begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mændene ind i Forstuen.
+Bjørnstad hørte Jørgen sige til de Andre:
+
+»I To blive nu staaende her i Mørket. Saasnart Bjørnstad aabner Døren
+udefra, kaste I Jer over ham, jeg svøber Tæppet om hans Hoved og af
+Sted til Slæden! Saa bærer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjælke
+kan holde. I Morgen støder Mari og jeg til Jer. -- Nu henter jeg
+Tøiet ned.«
+
+Idet Jørgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys
+i Haanden, udstødte hun et Skrig og støttede sig segnende til Jørgens
+Arm. Bjørnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede
+hende med et haanligt og spottende Blik.
+
+»Du gjør altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjørnstad?«
+spurgte han.
+
+»Du maa frelses, Halvor!« hviskede hun skjælvende. »I Nat kommer
+Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fængsel og Dom. Sætter
+Du Dig til Modværge -- og det gjør Du -- saa dræbe de Dig som en
+fuglefri Mand.«
+
+»Mari har Ret: Byfolkene ere hidsede op mod Dig af Daniel og de
+andre Ulivsmænd, Du har dernede; de sige, at mens de kæmpe for
+Livet i Halden, beriger Du Dig heroppe med deres Tømmer ved Fossen.
+Hvad nytter det, at vi vide, Du er uskyldig; Du vil blive fængslet
+og dømt. Derfor maa Du bort endnu i Nat med eller mod din Villie,
+Morbror!« sagde Jørgen bønligt. »Vi ere komne for at frelse Dig.«
+
+Bjørnstad syntes ikke at høre. Hans glødende Øine vedblev at være
+fæstede paa Mari, der vred sig under dette Blik, som rummede en
+Verden af Foragt og Vrede.
+
+Hun strakte afværgende Haanden op imod ham.
+
+»Du slog ikke til, lille Mari!« sagde han med Eftertryk, medens hans
+Bryn skjælvende droges op og ned. »I Nat, her, skilles vore Veie.«
+
+Mari søgte at gribe hans Haand; han stødte hende heftigt fra sig. Hun
+vaklede og faldt over mod Bordet. Jørgen sprang frem og løftede hende
+op.
+
+»Lad mig ligge,« hviskede hun og stirrede med bristende Blik mod
+Bjørnstad, som om hun ikke ret kunde see ham. »Jeg tilhører min
+Huusbond. Har jeg forsyndet mig mod ham, saa vil jeg lide den Straf,
+han paalægger mig.«
+
+En lydelig Banken paa Forstuedøren afbrød den Stilhed, som nu
+paafulgte; trampende Skridt og høie Stemmer løde op til Sovekammeret.
+
+»Luk op i Lovens Navn!« sagde en Stemme.
+
+»Forsilde, forgjæves -- Flygt, Bjørnstad!« bad Mari og klyngede sig
+til Mandens Knæ. »Dernede Fængslet, heroppe Døden!«
+
+»Og Troløshed,« sagde Bjørnstad haanligt.
+
+»Giv mig et andet Ord med paa den lange Reise!« hviskede hun og
+reiste sig med Besvær.
+
+Forstuedøren blev revet op, der lød allerede Trin paa Trappen
+udenfor. Mari stak med en sidste Anstrengelse sin Arm ind i
+Dørkrampen og stængede saaledes Døren.
+
+»Flygt!« bad hun. »Et heelt Liv gav jeg Dig i Kjærlighed, min
+Bjørnstad! Nu kalder Halvor. Giv mig blot dette ene: frels Dig! -- og
+vær velsignet!«
+
+Hun sank sammen.
+
+Bjørnstad saae forfærdet Dødens Skygge brede sig over Hustruens
+indfaldne Træk. De sidste Dages Spænding, den sidste Times Kamp var
+for meget for hendes svage Kræfter. Udefra ruskede Byens Mænd i
+Døren; hun følte ikke længer Smerten i den lemlæstede Arm; hendes
+livløse Legeme hvilede ved Bjørnstads Bryst; hendes Sjæl fløi mod Gud.
+
+»Luk op, i Lovens Navn!« lød Foged Wexelsens bydende Stemme udenfor.
+
+»Bødler i Helvedes Navn, hold inde!« tordnede Bjørnstads mægtige
+Stemme indefra.
+
+Et Øieblik efter blev Sovekammervinduet lukket op med et Brag, og en
+sort Skikkelse, iført Bjørnstads mørke Vadmelskofte, gled lynsnart
+ned langs Muren ud over Kløften og forsvandt i Dybet, medens Jørgen
+Halvorsen bøiede sig ud af det aabne Vindu og kaldte Lovens Folk til
+Stedet.
+
+»Kors og Pine!« udbrød Byskriveren og sprang hen til Afgrundens Rand,
+ledsaget af Stokkemændene. »Manden har paa det Skjændigste undlivet
+sig selv for at undgaa Lovens retfærdige Straf.«
+
+Samtidig gik Husets Bagdør op, og en Skikkelse gled ubemærket ned mod
+Krattet og forsvandt i Skovtykningen.
+
+Bjørnstad var fra denne Dag forsvundet fra Egnen.
+
+
+
+
+I LØBEGRAVEN.
+
+
+Den 9de November 1718 kom Kundskab til Frederikshald, at Carl den
+Tolvte paany var brudt ind i Landet, denne Gang med en Hær, der
+bestod af 16,000 Mand Infanteri og 13,000 Mand Rytteri, medens
+General Arnfeldt samtidig trængte ind i det trondhjemske Lehn i
+Spidsen for henved 10,000 Mand. Kong Carl havde tilbragt det meste
+af sin Tid siden 1716 ved Landets Grændse med idelige Forberedelser
+til et nyt Indfald i Norge. Hans Plan var lagt til Rette i dens
+mindste Enkeltheder. Norges Erobring var kun det første Led i et
+Kæmpekrigstogt, der bagefter skulde omvælte den bestaaende Orden i
+Europa.
+
+Den svenske Konge deelte sin Hær i tre Afdelinger, hvilke alle
+skulde forene sig ved Frederikshald; det var hans Hensigt at tage
+Frederikssteen, før han gik videre.
+
+Byens Borgere modtoge denne Efterretning med Sorg, Harme og Skræk;
+deres Ofre og Tapperhed syntes saaledes at have været forgjæves og
+deres By hjemfalden til Arvefjenden.
+
+Samme Nat laa Kongen paa en Bondegaard, Præstebakken kaldet, en halv
+Mil fra Frederikshald. Fjenden vedblev sin Fremrykning, langsomt,
+men sikkert. Kong Carl havde af Erfaring lært, at Stad og Fæstning
+hverken lode sig overrumple eller tage ved Storm; denne Gang skulde
+en sindrig lagt Krigsplan følges og intet forspildes ved Overilelse.
+
+Klokken tre den 15de November bleve de første Allarmskud løsnede
+fra Fæstningen, og Normændene sænkede deres Fartøier i Indløbet.
+Af Byens Indvaanere vare nogle dragne andet Steds hen, da endnu
+kun faa Huse vare gjenopbyggede. Kongen lod Borgerne sige, at han
+snart skulde have Fæstningen i sin Magt, saaledes ogsaa Byen. Den
+24de November gjorde han om Natten atter Forsøg paa at overrumple
+Staden og stod allerede ved Kirkegaarden; men mod hans Forventning
+var Borgerskandsens Besætning ogsaa denne Gang aarvaagen og drev
+Svensken tilbage med Musketild. Nat og Dag var Fjenden beskjæftiget
+med at gjøre Skandsekurve og Faskiner og grave Løbegrave ind imod
+Fæstningen, samt fremslæbe Kanoner og Mørsere m. m.
+
+Taagen laa i alle disse faresvangre Dage uigjennemsigtig over Landet.
+I det stille Veir kunde Byens Borgere ved Nattetid høre Fjenden
+hugge, raabe og være i idelig Bevægelse.
+
+Fæstningens Garnison bestod af ca. 1200 Mand. Ingen tvivlede om
+Udfaldet: Frederikssteens og Stadens Indtagelse af Carl den Tolvte.
+
+Den 6te December Kl. et var Fjenden trængt saa vidt frem, at han
+inden Aften havde skudt Breche i Gyldenløves Bastion; den 8de om
+Eftermiddagen blev denne vigtige Stilling taget ved Storm; Kong
+Carl satte selv en af Stigerne mod Muren. Dermed syntes Fæstningens
+Skjæbne at være afgjort. Samme Nat fortsatte Svensken at grave
+Løbegrave, som han havde paabegyndt sex Dage tidligere, ind
+mellem Gyldenløves og Frederikssteens Contreskarpe under heftigt
+Bombardement og Kanontorden fra Fæstningen. De lange, mørke Nætter og
+Taagen kom Fjenden til Hjælp.
+
+Trods den tilsyneladende Seiersvished, hvormed den svenske Hær
+saaledes denne Gang rykkede frem mod sit Maal: Norges Underkastelse,
+herskede der en mørk og trykket Stemning i den fjendtlige Leir.
+Utrolige Savn, Lidelser, Sult og Kulde havde allerede bortrevet
+henved 4000 Mand af Carls Armee; langs Veie og Grøfter, i Skove
+og mellem Klipperne fandtes ihjelfrosne Mennesker og Heste.
+Enhver forudsaae sin egen Skjæbne i døende Kammeraters, medens
+disse forgjæves paakaldte Hjælp. Og hvorfor skulde disse Lidelser
+gjennemgaaes? spurgte Soldaterne indbyrdes. Svaret lød sagte og
+hviskende, men uimodsigeligt: for at tilfredsstille en urolig
+Krigersjæls Trang til Kamp. Derfor bortødsledes Blomsten af Sveriges
+unge Mænd, og derfor ødedes Landets Midler, saa at Hungersnød stod
+for Døren derhjemme.
+
+Kong Carl selv ledede sit Togt, mørk i Hu. Alt gik ham for langsomt.
+Kongen udtalte ofte sin Misfornøielse for Ingenieuren Maigret, der
+ledede Ingenieurarbeidet.
+
+»Vær rolig, Deres Maiestæt!« svarede Officeren. »Inden 8 Dage
+overgiver jeg Dem Fæstningen eller mit Hoved.«
+
+For at være nær ved Arbeiderne lod Kongen opslaa en lille Brædehytte
+mod Fjeldvæggen, og saaledes gik alt, til den mærkelige Dag indtraf,
+der i et Øieblik gjorde den berømte Konge livløs, efter at han i
+nittenaarige Krige havde overlevet utallige Farer.
+
+Det var den 11te December, 1ste Søndag i Advent. Alt Arbeide
+stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit
+Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og
+Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog
+Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrændte, mærkeligt nok,
+en Deel Papirer.
+
+Underlige Rygter løbe omkring i Hæren; Forudsigelser om Kongens
+nærforestaaende Død syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var
+mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mørket laa vaadt og
+uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fæstningen lyste som
+et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde
+imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over
+hele Egnen. Idelig fløi Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens
+Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede
+denne Aften i livlige Kjædesalver.
+
+Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i
+Løbegravene, laa endnu under Bedækning af en Klippe og ventede paa
+Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier
+skulde begynde.
+
+Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mørkere Udtryk
+i det flammende Skjær fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte
+ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud.
+
+Måns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken
+sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Udødelighedsværk
+bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane
+Læseren for.
+
+En høi, sværlemmet Mand laa nærmest ved Baalet. Han var iført svensk
+Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem
+derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske
+fra Krigens Begyndelse, talte kun sjældent, syntes at høre til
+Grændsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk.
+Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver.
+
+Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Væsen; de
+døbte ham Bjørnen; under det Navn gik han imellem dem.
+
+Der lød en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra
+Hovedkvarteret og begav sig ned til Løbegravene.
+
+Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der
+efter Sædvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem,
+han traf paa. Kongens sorteblaa Øine havde et Øieblik hvilet ligesom
+speidende og gjenkjendende paa den høie Graahaarede; derefter vendte
+Maiestæten sig bort fra ham og gik videre.
+
+»Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den
+Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle,« sagde »Bjørnen« og strøg med
+Haanden over sin Pande. »Hvem veed, naar denne kongelige Sjæl i Storm
+og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtægt og Lov og Ret, ved en
+anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!«
+
+»Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrøvl!« raabte Eriksson og
+sprang op. »Den norske Kugle blev aldrig støbt, der dræber svenske
+Konger. Carl den Tiende døde den 24de December 1660 ærlig og redelig
+i Gøteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde
+Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Møde. -- Kom,
+gossar!« vedblev Månsson. »I skal nu høre hans Faders, Carl den
+Ellevtes Spøgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig
+Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hørt det,
+saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordømte
+Sneeskove, og at vor Carl fører os lukt ind i de store Riger, hvor
+Guldet groer, og Vinen flømmer.«
+
+De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Månsson, der mangen en
+Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier.
+
+Månsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede
+den Gang levede i Folkemunde, og som skal være beediget og egenhændig
+nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de
+December 1675, tillige underskrevet af Øienvidnerne Carl Bjelke,
+Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter
+Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en
+tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mærkelige Dokument
+cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og troværdige Folk
+kjendte da Sagnet fra deres Barndom.
+
+Erik Månsson fortalte nu følgende, der begjærligt blev opfanget af de
+Lyttende, og som nøie passede ind i Timens Stemning og forhøiede den
+overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hær:
+
+»Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12½ i sit
+Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hændelsesviis
+sine Øine paa Vinduet, hvor han blev vaer en stærk Lysning i
+Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var
+hos ham i Kammeret: »Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg
+troer, der er Ildløs.«
+
+Rigsdrosten svarede: »O nei, Deres Maiestæt, det er Maanens Skin.«
+Og Kongen lod sig nøie med den Snak og vendte sig mod Væggen, men
+var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen.
+Saa sagde han en Gang til: »Her kan det aldrig gaa rigtig til.« I
+samme Øieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde
+i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, iførte sig sin
+Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys.
+Saa lod han Vagtmesteren komme med Nøglerne og gik med sit Følge
+til den lukkede Løndør, og da Ingen vovede at aabne Døren, gjorde
+Kongen det selv, hvorpaa han fandt Værelset og endog Gulvet betrukket
+med sort Klæde, og de overfaldtes alle af en stærk Gysen. Saa gik
+de over Gulvet til Rigssalens Dør. Kongens Følge bade Alle om den
+Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig
+Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af
+sexten ærværdige Mænd; samtlige havde store Bøger for sig. Iblandt
+dem var en ung Konge paa 16-17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter
+i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange
+rystede med Hovedet, da alle disse ærværdige Mænd med den ene Haand
+slog haardt paa Bøgerne.
+
+Den gamle Konge bemærkede nu den ene Henrettelsesblok efter den
+anden samt Bødler, alle med optrukne Skjorteærmer, og de afhuggede
+et Hoved efter det andet, saa at Blodet strømmede henad Gulvet. Den
+gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tøfler, om der
+maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone
+stod længere borte og vaklede.
+
+Kongen og hele hans Følge skjalv og trak sig tilbage mod Døren, og
+dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans
+gjæve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. -- Seer I, gossar,
+det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner
+og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil
+løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i Guldlandet. Vi
+følge ham blindt. -- Leve vor herlige Kong Carl!«
+
+En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op
+og grebe Hakke og Spade.
+
+Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter
+de Andre. De stærke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast
+og glødende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes
+seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfører Seier
+eller Død.
+
+Kongen gik urolig frem og tilbage i de færdige Løbegrave og
+fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav
+sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag
+forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i
+alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til
+øverste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sær alvorlig og
+bevæget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestæten
+ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord om
+en Kammerat, der stod dukket under Brystværnet, vare Ordene næppe
+udtalte, før Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrød mildt og
+indtrængende:
+
+»Ikke saa, min Kjære. Jeg mærker nok, hvad I vil sige, men lær det
+af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders
+Konge.«
+
+Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevæget og grebet
+af det skjønne Blik og den bløde Røst, der udtalte disse kongelige,
+ophøiede og uforgjængelige Ord.
+
+Om denne skjæbnesvangre Nats Begivenhed skriver et Øienvidne,
+Lieutenant Carlberg:
+
+»Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede færdige
+Løbegrav, som nu skulde føres videre frem. Saasnart Mandskabet
+var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var
+Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie
+paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner,
+Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes
+Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem.
+Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater
+frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det fornødne Værktøi.
+Derefter hidbragtes de alt færdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til
+at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet
+efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at
+arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae
+Skandsekurvene fyldt til deres egen Dækning. Fra den nye Linie til
+Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent 200 Alen og
+saaledes under Musketskud.« --
+
+Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede
+Arbeiderne, der saa meget hellere adløde ham, som de saae mange af
+deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae
+Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjød ud i en spids Vinkel
+fra den gamle, færdige, hvor man ved Brystværnet var dækket mod
+Kugleregnen. Efter 1½ Times Forløb begav Carlberg sig tilbage til
+den gamle, fuldførte Løbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt
+sig, fordi Fæstningen for første Gang oplyste Egnen med udhængte
+Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mængde over
+Marken, hvilket forekom Kong Carl sælsomt og gav ham den Mistanke,
+at Kommandanten mulig vilde gjøre et Udfald. Kong Carl var derfor,
+sorgløs og uforfærdet som altid, steget op og stod med Overkroppen
+ovenfor Brystværnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for.
+Ved hans Fødder stode 8 à 10 Officerer.
+
+Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte
+Løbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem
+Skandsekurvene, ligblegt med funklende Øine og et forstenet Udtryk af
+Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt
+Hovedet for atter ubemærket at komme til Syne.
+
+Oberst Maigret traadte nærmere til Carl den Tolvte og sagde med
+indtrængende Røst:
+
+»Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardætsker og
+Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den
+ringeste Soldat.«
+
+»Vær ikke bange!« svarede Kongen.
+
+»Jeg er ikke bange for mig selv,« ytrede Ingenieuren; »jeg er dækket
+af Brystværnet. Jeg frygter for Deres Maiestæt, som benytter det
+ganske mod dets Bestemmelse.«
+
+»Gaa hen og see til Deres Arbeidere,« sagde Carl den Tolvte
+utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde
+han: »Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.«
+
+Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og
+vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme
+som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig
+derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret:
+
+»Lad Kongen staa. De gjør kun ondt værre ved at overtale ham.«
+
+Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog
+til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer
+holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at
+forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i
+Øiesyn og opmuntre Folkene ved sin Nærværelse.
+
+Maigret paatog sig med sin sædvanlige Ligefremhed at fremføre dette
+Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hørte han en Lyd, som
+naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende
+gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme
+Stilling uden at røre sig, og Mørket paa dette Sted var tæt, saa
+forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var død.
+
+»Da jeg,« siger Carlberg videre, »var kommen ind i den gamle
+Approche, saae jeg Hans Maiestæt ligge paa Tranchéens indre
+Dossering, hvor Hans Maiestæt havde draget sig op og laa paa den
+venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under
+Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystværnet. I en saadan
+Stilling hvilede Hans Maiestæt med Ansigtet vendt mod Fæstningen og
+den nye Linie tæt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie,
+som dannede en spids Vinkel med den gamle, løb ikke synderligt ud fra
+den gamle, hvor Hans Maiestæt laa, _saa at idetmindste de Nærmeste
+af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies
+Brystværn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstændighed
+anseer jeg for betydelig nok til at anmærke her_.« --
+
+Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt
+Mord.
+
+»Natten var ualmindelig mørk,« fortæller en Grev Lieven. »Jeg havde
+den Ære den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler
+ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var næsten
+umuligt, at en Kugle fra Fæstningen kunde ramme hans Hoved i en
+saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens
+Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol.
+Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i
+Krigsvæsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette
+Skud var nærmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at
+Kongen var dræbt af en ubekjendt Haand.«[6]
+
+ [6] Dr. C. Palludan-Müller er i sine udmærkede, skarpsindige,
+ kritisk-historiske Undersøgelser kommen til det Resultat, at Kong
+ Carl efter al Sandsynlighed maa være faldet for et Projectil fra
+ Fæstningen.
+
+Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fødder, da udefra et Skud traf
+ind gjennem Hans Maiestæts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevægelse
+mærkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og
+Hovedet bøiede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk
+sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med
+Vished bemærke hvor Skudet kom fra.
+
+Den første, som nævnte Kongen død, var Generaladjutant Kaulbars. Da
+han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: »Herre Jesus
+-- Hans Maiestæt er skudt! Opsøg General Schwerin og meld ham det.«
+
+Carlberg løb strax nedad den gamle Approche og mødte Generalen, der
+næsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det sørgelige
+Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrød hviskende: »Herre Jesus!«
+Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urørt og befalede
+Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget
+til Kongens Brædehytte. Her var Forraad af færdige Baarer, som
+brugtes til at bortbære dem, der om Natten bleve skudte under
+Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens
+Fødder. General Schwerin havde stillet Vagt i Løbegraven, for at
+hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var
+betydelig forøget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin.
+Generalen steg op paa Brystværnet ved Kongens Side og løftede hans
+Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrøveligt Tegn med
+Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet
+tværs igjennem Hovedet og havde draget det ene Øie indad, medens det
+andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig løftet paa Baaren og
+tildækket med Soldaterkapper.
+
+Adjutant Siquier traadte frem fra Mørket, som laa over Hjørnet ved
+Vinkelspidsen, tog Hatten af Kongen og satte i dens Sted sin hvide
+Paryk og gallonerede Hat paa Carl den Tolvtes Hoved og sørgede for,
+at noget af Hat og Paryk kom til Syne under Kappen, hvilket skete for
+at gjøre Kongen ukjendelig, da man frygtede for den Virkning, som det
+bratte Budskab om hans Død vilde have paa Soldaterne.
+
+Da dette var varetaget, vendte Siquier sig til Officersklyngen og
+sagde med et Skuldertræk: »Historien er ude. Allons souper!«[7]
+
+ [7] Det er et karakteristisk Kjendetegn for det stærke Indtryk, som
+ denne tragiske Begivenhed gjorde paa Øienvidnerne, at flere af disse
+ og blandt dem Siquier i Vildelse senere hen beskyldte sig selv for
+ at have myrdet Kongen, hvilke Tilstaaelser dog klart er beviist
+ kun skyldes Hallucinationer. De senere militaire og sagkyndige
+ Undersøgelser, der fandt Sted paa selve Gjerningsstedet saavelsom
+ paa Liget, have tilstrækkelig klargjort, at ikke Skygge af Mistanke
+ om en slig Niddingsdaad, som dette Kongemord vilde være, klæber ved
+ den tapre og hæderlige svenske Nation.
+
+General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant
+Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at
+det var en tapper Officeer, som de maatte bære forsigtigt paa den
+ujævne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene,
+at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke.
+Byen var nær, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at
+norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt
+og usikkert at trænge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien
+langs Elven undersøgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at
+gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed;
+Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning.
+
+Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen væltede ud over Baaren ned
+i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa
+Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden
+af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understøttede Carlberg
+i at løfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevægelse gled
+Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var
+kommen høit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de
+kjendte og elskede Træk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstødte
+et Klageskrig.
+
+»Kongen -- Kongen!« hviskede de. »Hvad skal der nu blive af os Alle?«
+
+Den Graahaarede stod foroverbøiet og betragtede som fasttryllet med
+et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding.
+
+»Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt!« udbrød han heftig og greb
+Carlbergs Arm. »Det er en Flænge efter en Granatstump. -- See -- see
+selv!«
+
+»Hvad mener Du?« sagde Lieutenanten dæmpet og rev sig løs fra Mandens
+Jerngreb. »Ligemeget, hvor den dræbende Kugle kom fra. Kongen er død,
+Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.«
+
+»Norge er frelst,« hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet.
+
+Norske, høirøstede Stemmer løde i Nærheden. Carlberg lyttede
+og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve
+øieblikkelig tause, medens de med rørende Omhu tildækkede Liget og
+fra dette Øieblik bare det videre med en øm Forsigtighed, som om de
+meente, at deres Afgud endnu kunde føle Stødene fra den ujævne Vei.
+Sørgetoget naaede uden videre Uheld til den ældre Tranché, Baaren
+løftedes op over Brystværnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret
+i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste
+Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs
+Portrait og Bønnebog.
+
+Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig ført ind i den
+Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdøren,
+traadte den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blottede sit Hoved
+og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige,
+stivnede Træk, som om han forgjæves søgte Svar paa et Spørgsmaal, en
+uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare.
+
+Bjørnstad -- det var ham -- huuløiet, hentæret og eensom, bøiede et
+Knæ mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham.
+
+»Ikke bleve vi dine Nordmænd; men Du blev vor, Carl af Sverige!«
+udbrød han med høi Røst. »Du store Døde! nu først hilser jeg Dig
+velkommen til vort eget, frie Norge!«
+
+Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte Fakler og sørgende
+Soldater, strakte den eensomme Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk
+saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludført Gjerning
+-- som om han i dette Nu gjennem sin høire Haand følte sit hele Lands
+Befrielse fra fremmed Aag og Fare.
+
+Samme Nat en Time senere lød en Steentorstemme hen over Stortorvet i
+Frederikshald:
+
+»Norge er frelst -- Kong Carl er død!«
+
+Raabet blev hørt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom;
+det blev troet, uden at Nogen kjendte den vældige Røst, der slyngede
+Glædesbudskabet over Staden. Det fløi som en Løbeild gjennem Gaderne.
+Der lød et Jubelskrig, heftigt, aandeløst. Kirkeklokken, der endnu
+hang i en Galge over den Kjælder hvor Gudstjenesten maatte holdes
+siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens
+Skrig efter det aarelange Rædselens Mareridt lød fra det ængstede,
+forpinte Folkebryst: »_Carl den Tolvte er død!_«
+
+I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i
+Løbegravene. Den følgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet
+at hæve Beleiringen, og at Hæren ufortøvet skulde drage tilbage
+til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af
+General Armfeldts nordenfjeldske Hærafdeling naaede næppe 500 Mand
+tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for
+Vinterkulde, Sneestorme og Hunger.
+
+
+
+
+DEN STORE FRED.
+
+
+Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden
+reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et
+freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i
+den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en
+velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn.
+
+Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme
+rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket
+for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave
+Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige
+Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i
+Luften.
+
+Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og
+forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa
+Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra
+Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige
+Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne
+haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans
+eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt
+Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at
+fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad
+havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens
+Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok
+end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres
+Ugjerninger.
+
+Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn
+ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen
+opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides
+Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og
+Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede
+og glade.
+
+Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der
+bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans
+Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt
+Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte
+alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning,
+der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der
+lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der
+ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve,
+at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af
+sin Gjenstand.
+
+Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den
+Tolvte.
+
+Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt
+Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at
+han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at
+fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu
+fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der
+ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store,
+tragiske Bedrift.
+
+Tilsidst var det Øieblik kommen, da den offentlige Mening slaaer over
+i sin Modsætning, taler høit og høiere, bliver Folkets Røst, Guds
+Røst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der
+skulde gjøres noget for Bjørnstad, at han skulde hædres, udnævnes
+til Æresmedlem i det Colbjørnsenske Fricorps, hvilket han en Gang
+forgjæves tilbød sin Tjeneste, kort sagt: Bjørnstad skulde udmærkes
+med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand
+fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhæves nu.
+
+Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for
+al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden
+for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa
+høi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees
+med Rette for et af Norges skjønneste og mægtigste Vandfald. Især
+udmærker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfærdelige
+Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer
+fra det vilde og skovrige Terrain.
+
+Bjørnstad og hans Søster Ellen levede heroppe i Ødet i uforstyrret
+Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst
+til Livets trætte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjælp og
+Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og
+der gik aldrig Nogen forgjæves.
+
+Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forløbne
+Aar. Øinene lyste med bjørnstadsk Ild; en bruunrød Sundhedslød over
+det magre Ansigt røbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes
+Bryst.
+
+Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Køernes Mælk stode i lange
+Bøtterækker paa Sæterhylderne, Osten laa i Lager, tørrede Urteknipper
+hang under Loftsbjælkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den
+lykkelige Gjætte- og Slutteevne, der gjør forfaren i Lægekunst. Om
+Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trøier
+og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trængende.
+
+Midt i al denne Travlhed fløi Faster Ellens Blik jævnlig forskende
+over til Bjørnstads høie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte
+milde Gaver med et Blik, der røbede, at det ikke alene var Haanden,
+som gav, men Hjertet, der glædede sig over at kunne give.
+
+»Nu op med Panden, Broder!« lød det ofte barsk og opmuntrende; »Han
+forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit
+Liv omsonst.«
+
+Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv
+vidste derom.
+
+»Bølgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil,« sagde hun en Gang,
+da Jørgen Halvorsen gjorde hende opmærksom herpaa.
+
+»Kom nu og hjælp med, Broder,« sagde hun til andre Tider i de første
+Aar af deres Eneboerliv, naar Bjørnstad i Timer lukkede sig inde
+i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand
+paa hvert Knæ, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun
+naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende,
+greb Karterne eller Strikketøiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen
+ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drøn lød rundt om udenfor. Der
+sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets
+Brænding, graanede i Sjælens Bedrifter, medens de nu med det sløvede
+Høgeblik anstrengte sig for at indhente en løssluppen Uldgarnsmaske i
+det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drønede gjennem deres
+Indre. Saa hændte det, at Bjørnstad utaalmodig slængte Strikketøiet
+over til Søsteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens
+store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor
+han vidste, der trængtes.
+
+Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var
+seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden
+Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjærlighedens store »Du og jeg«, »Du
+fremfor mig« gaaet op for ham i sin Vælde, og i dette klare Lys fra
+oven stod hans Ungdoms Stræben og hans Manddoms Kamp for ham grelt
+og skjærende i den hele Selviskhed og Egenkjærlighed, »Jeg imod
+Dig«, »Jeg over Dig, over Eder Alle«. Hvornaar dette Lys begyndte at
+skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa
+til, for at det Store kan trives, og Læsning; thi Bjørnstad læste
+meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske
+og indenlandske Værker.
+
+Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som
+Banner og et lille »jeg selv« som Bannerfører. En dyb Medlidenhed
+greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede.
+Det maatte saa være; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte
+forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget
+beskt og noget sødt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt,
+hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. -- Af og
+til gik han ud til det nære Fossefald og stirrede ned i de skummende
+Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover.
+Her blev han staaende i Timer, et sælsomt Monument, forvitret af
+Tiden, endnu kæmpemæssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem
+strække Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han
+stedte noget til Hvile, og vendte hjem støttet til sin Stav med den
+skaldede Isse hævet og det hvide Skjæg og Haar bølgende i Vinden.
+Lidenskabernes Tid var omme; det afgjærede Stof laa klaret i hans
+Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit,
+selve Landegrændsen mod det »Udenlandske«, Fædrelandets Begrændsning
+til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den
+utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at
+øine.
+
+Ogsaa Sorgen over Maris Død, der havde knuget Bjørnstad til
+Fortvivlelse i de første Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun
+dèr, hvor hun hørte til, og forenet med sit Kjæreste. Sønnens Død
+var ham hovedsagelig en Kilde til Glæde. Drengen havde aldrig i Live
+været ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit
+Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring,
+der aldrig vilde tørres hen i Storme.
+
+Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Væsen
+higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den
+Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det
+store, beroligende »Derfor« paa Livets »Hvorfor« gled fra ham, hver
+Gang han vilde gribe den og gjøre den til sin.
+
+Kong Carls Død var hans stadige Tanke. Javist, han var i Løbegraven
+hiin Nat og fast besluttet paa at dræbe sit Lands Fjende. Javist
+havde han hævet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke
+sammen og følt sit Land befriet i samme Nu.
+
+Snigmorder, han? Bjørnstad? -- Javist, han havde i Mulm og Mørke
+hævet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glæde
+aabenlyst bødet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? -- Nei,
+han havde gjentagne Gange søgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet
+Bryst -- forgjæves. For Bjørnstads Fædreland var denne Helt et
+farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som
+en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fæstning og Stad.
+Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hæl, naar man seer det løfter
+Braaden mod Ens Kjæreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei!
+-- Bjørnstad hævede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu følt sit
+Lands Frelse gjennem sin høire Haand; da var det, som om Fjeldene
+rundt ham klædte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede,
+blev stærkere og mere balsamisk.
+
+Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham
+i Ro, og han havde en Følelse af, at han selv gled ud i meningsløs
+Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fødder, at han drev
+nedover uudforskelige Strømme, for at forsvinde, og der lød intet
+Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og
+spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg.
+
+Ja, var det ham, der havde fældet Kong Carl? -- Det forekom ham,
+at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det
+Øieblik, han hævede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som
+han nøie havde undersøgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle
+have frembragt, Kardæskregnen var forfærdelig -- og dog -- og dog!
+Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der
+kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og
+medførte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham
+rastløs fra Sted til Sted.
+
+Faster Ellens vagtsomme Øie hvilede ofte spørgende paa ham. Han
+undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Søskende talte
+overhovedet ikke meget sammen; det behøvedes ikke for at forstaa
+hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behøvede ingen.
+Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave
+hinanden trofast Haandsrækning, og saa gik det, som naar et Heiseværk
+er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat,
+medens Minderne lagde Opsangen til.
+
+En Dag sad Bjørnstad sammensunken udenfor Hyttens Dør. Ellen saae
+gjennem den lille Rude, at han hævede Hovedet fra Brystet og stirrede
+over mod Klippevæggen. Hans Øine udvidedes, hans Haand strakte sig
+afværgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde
+Haanden paa Broderens Skulder.
+
+»Du bærer paa en svar Hemmelighed, Bjørnstad,« sagde hun. »Betro Dig
+til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjør fire Hænder det Tunge
+let.«
+
+Bjørnstad syntes ikke at høre hende. Han vedblev at stirre mod
+Klippevæggen med stive, skjælvende Træk.
+
+»Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken?« hviskede han. »Hans,
+Kongens? Seer Du hans Øine, de klare, kongelige? De følge mig
+overalt, Dag og Nat. -- Seer Du?« vedblev han og knugede Søsterens
+Arm. »Seer Du? Nu synker det ene Øie tilbage dybt i Hulingen, og det
+andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser
+som Ild -- Vent!«
+
+En glødende Rødme gled over Bjørnstads Pande. Han strakte Haanden om
+bag Døren, rev Bøssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de
+hvide Haar klæbede sig om hans Tinding. En Krudtsky bølgede over mod
+Klippestykket, og Bjørnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede
+over hans Pande.
+
+»Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle!« udbrød han
+med brudt Røst. »Hvad vilde Du her hos os?«
+
+Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden
+synligt Maal; Kuglerne havde allerede mærket Klippen derovre, altid
+paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen
+af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jørgen Halvorsen.
+
+Han kom, og de to Mænd sade ofte længe sammen, mens Bjørnstad hørte
+til, og Jørgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog
+sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens
+Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjørnstad i hans Barndom.
+Bævende og blide Toner løde i den stille Fyrreskov. Saa hændte
+det, at den gamle Mands Øine sank sammen, og Jørgen sad i Timer og
+ventede. Men saae han Bjørnstad aabne Øinene, lod han paany nogle
+Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Søvn.
+
+En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene summede om ham; Jørgen sad og
+viftede dem bort og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristiske
+Hoved, der allerede syntes at sove den evige Søvn. Da Bjørnstad
+vaagnede, saae han paa Jørgen uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse,
+vendte saa Blikket opad.
+
+»Aftenstjernen er nok høit paa Himlen, ja, saamænd er den det. Saa
+er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle
+dem, som ere borte, henne -- Drengen er ikke død og hun ikke gammel,
+naar de møde mig mellem Træerne, og de blive længe hos mig. -- Bøi
+Dig, bøi Dig, Broder! sagde Søster Ulle. Javist bøier jeg mig for
+Eder Alle, I Stærke og Store i Følelsen, mens jeg var saa lille i
+min indbildte Manddom. -- Hører Du Kilden, som siver bort derhenne
+gjennem Mosset?« vedblev han lidt efter. »Den risler med Liv, Liv,
+der aldrig rinder ud ligesom mit eget og -- Kongens -- --«
+
+»Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?«
+spurgte Jørgen. »Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde;
+men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller
+en anden Nordmand, der skjød ham? Det var et Stykke fædrelandsk
+Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred -- og
+saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var _det_, som det
+kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjæl, som spørger efter
+Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk
+Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt
+besørget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjæv norsk Mand ikke har
+mere Grund til at være stolt eller bedrøvet over, hvad der skete den
+Nat, end alle vi Andre Nordmænd, for jeg skal sige Dig: _den Bedrift
+hører nu os Alle til; den er Fædrelandets_.«
+
+Bjørnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret
+Udtryk bredte sig over hans Træk, og han nikkede gjentagne Gange.
+
+»Javist, den Bedrift hører nu Fædrelandet til,« hviskede han. »Større
+Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle,
+hvem der end fuldførte den.«
+
+Der faldt som et Bind fra Bjørnstads Øine; det store Broderskabs,
+Alkjærlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mørke i hans
+Sjæl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde
+det saaledes været Selviskhedens, det stærke »Jeg selv«, »Jeg«
+i Modsætning til »Dig«, »Jeg over Eder Alle«, der havde villet
+tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene;
+derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over
+sin veloverlagte Handling følte den villiefaste Mand ikke; hans
+nagende Uro havde blot været Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig
+selv, Bjørnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have
+levet forgjæves, Følelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som
+en unyttig Ting -- den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig
+paa sin Personligheds Bringe, han, Bjørnstad, Martyren, og svare sig
+selv dette falske »Derfor« paa Evighedslivets »Hvorfor«. Som om det
+i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar
+en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har
+forvaltet de tyve, de ti -- det ene betroede Pund?
+
+Veien til den store Fred var endelig funden for Bjørnstad, og han
+forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vælde frem. Han grublede
+ikke længer, han gravede ikke længer efter Gaadens Løsning i sit eget
+uredige Skyggerige, hvor de halvfærdige Drømme, Drifter og Haab havde
+koglet og kogt alle Slags dæmrende Muligheder. Det ene Menneske var
+jo det andets hjælpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige
+længer; thi dèr, hvor dette Lys lukkes ind, dræbes al lyssky Svamp og
+fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fødtes til det Evige.
+
+Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjørnstad, og hans storttilhugne
+Aand i Ro og Klarhed stærkere og stærkere higede imod som en
+upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets
+Velfærd, gik det jævnt ned ad Bakke med hans Kræfter. Den fordum saa
+mægtige Skikkelse laa nu oftest i Høstsolens skraa Straaler udenfor
+Huusdøren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjørnstad
+saae ofte nedover med milde Øine; oftere saae han dog langeligt opad;
+han begyndte nu at længes andet Steds hen.
+
+Den slanke Birk stod allerede bladløs ude paa Skrænten; den havde
+givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let
+sine tynde Grene for _det_. Det gulnede Løv var til Høstmaneuvre;
+Vinden drev det rundt om Bjørnstad i stedse snevrere Svingninger:
+høire om -- venstre om -- og det kunde Exercitsen. Efteraaret og
+Hvilen var for Døren. Enebærbuskens mørke Spids hævede sig over
+Lyngen som et sørgende memento mori; tillige som et forjættende
+Fingerpeg mod Himlen.
+
+Bjørnstad skyggede med Haanden for Øinene. En lille Skare Mænd kom
+frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig møisommeligt op ad
+den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til
+Klippeblok; Køernes dybtstemte Klokker løde gjennem den harpixsvangre
+Høiluft.
+
+Det var Peder Colbjørnsen, Foged Wexelsen, Kjøbmand Wærn og flere
+andre af Byens ansete Mænd, som denne Høstdag havde besluttet at
+besøge Bjørnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmærkelse.
+
+Da Mændene naaede op til Hytten, havde Bjørnstad reist sig og stod
+støttet mod Trævæggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede
+Træk indgjød de Kommende den Ærefrygt, som omgiver Eneboeren. Da de
+Fremmede naaede op, traadte først Raadmand Wærn frem for Skaren,
+lod sit blomstrede Silketørklæde løbe rundt indeni Hatten, aftørrede
+Issen, rømmede sig og sagde:
+
+»Vi Borgere fra vor gode Stad Frederikshald hilse Dig, Bjørnstad.
+Din store og modige Gjerning er rygtedes iblandt os, og vi mene at
+skylde Dig vor Tak, mens Du i Stilhed og Beskedenhed har trukket
+Dig tilbage fra din velfortjente Belønning. Derfor have Kvinderne
+i Frederikshald besluttet at sende Dig dette Udmærkelsestegn, en
+Orden, de ere traadte sammen for at stifte og uddele til udvalgte
+Mænd, der i Særdeleshed som Du have gjort sig fortjent af Kvinden og
+Hjemmet[8]. Alene for din Skyld have vi vandret den lange Vei herop
+i Ødemarken.«
+
+ [8] Denne Orden har existeret i Frederikshald, traadte dog først ud
+ i Livet 1ste Januar 1750. Ordenstegnet var da en Triangel, hvilken
+ var forfærdiget af Guld, som det ædleste og reneste af Metallerne,
+ for at tjene dem, som dermed beæredes, til en bestandig Paamindelse
+ »altid at kultivere de ædle og uforfalskede Dyder, hvormed den er
+ erhvervet«. Paa den ene Side er graveret disse Ord: »l'ordre de
+ la constance, institué par les dames à Frederikshald le 9me Decbr
+ 1749.« Paa den anden Side staaer disse Ord: »Dedié au vrai mérite
+ en dépit des franc Maçons.« Den bæres udi et blaat, vatret Baand
+ Couleur d'azur og bindes med en dobbelt Sløife i det tredie Knaphul
+ af Vesten. Den første Mand, der udmærkedes med denne Orden, var
+ Rudolph de Romeling, Kgl. Mayst. bestalte Major.
+
+Bjørnstad modtog det fremrakte Udmærkelsestegn, et skinnende Kors.
+Han saae længe og taus derpaa.
+
+Faster Ellen var traadt hen ved hans Side. Hun rystede paa Hovedet.
+
+»Er det for den Gjerning i Løbegraven, at de sende Dig et Kors?«
+spurgte hun barsk.
+
+Bjørnstad nikkede sørgmodig. Ellen tog sagte Korset af Broderens
+Haand, kyssede det ærbødigt og holdt det over sit Hoved.
+
+»Vor Frelsers Storkors, det skal straale klart og reent fra Himlen,
+det maa ei lue naglet til en Fjendes Bryst i Stimlen!« udbrød hun med
+skjælvende Træk og dæmpet Røst.
+
+»Fjende, Søster?« sagde Bjørnstad bebreidende og værdigt. »Nei, ikke
+Fjende, kun Synder, en stor, men omvendt Synder.«
+
+»Du dyrebare Broder!« hviskede Ellen og støttede sig til hans
+Skulder. »Gjør altid Ret, bliv ikke træt, sagde vor Moder. Heroppe
+ingen Løgne -- ikke Frelserens dyre Kors for Mørkets geniale
+Gjerning.«
+
+Peder Colbjørnsen, der havde opnaaet megen Anseelse og Berømmelse i
+sin Fædrenestad og langt udenfor, traadte nu frem med blottet Hoved.
+
+»Saa sees vi da igjen, Bjørnstad!« udbrød han venligt og rakte
+Eneboeren sin Haand. »Denne Gang kommer jeg som Udsending fra vor
+Stad. Hilsen og Tak for dine heltemodige Kampe 1716, da din tapre Søn
+faldt, og for din store og uegennyttige Fædrelandskjærlighed, der i
+Mulm og Mørke drev Dig ud for at fælde vor Fjende og redde vort Land.
+Vi kalde Dig en af vore bedste Mænd. Derfor have Borgerne i deres
+Raad besluttet at overrække Dig dette Diplom som Æresborger i vor
+Stad.«
+
+Bjørnstad hørte paa denne Tale, værdig og ubevægelig. Da Colbjørnsen
+tav, og han modtog Diplomet med Byens store Vildmandssegl, gled et
+Smil over hans Ansigt.
+
+»Tak, I gode Mænd fra Halden,« sagde han med mild Røst. »Hav Tak, at
+I kom herop til mig, mens det dog er mig, som i Tanken mangen Gang
+kom ned til Eder. Jeg skylder Jer jo Alle Afbigt for saa meget fra
+mine syge Aar -- den Gang, jeg var saa stærk.«
+
+Der gled en glødende Rødme op over Bjørnstads Ansigt, mens han
+traadte frem; hans krogede Skikkelse syntes at voxe i Kraft og
+Sikkerhed. Han kastede Hovedet tilbage og strakte Borgerne begge
+Hænder i Møde.
+
+»Ja, ret af Hjertet Tak, I gode Brødre, at I kom til mig, nu, det
+lider mod den lange Reise. Min Sjæl glædes festligt ved dette Møde.
+-- Er denne Stund mit Livs store Opgjør, da er den velkommen.
+Saa hører Alle, hvad jeg nu maa vidne: Al min Kamp imod Eder var
+Selviskhed, alle mine Veklager over mit Lands og mit Samfunds
+Usseldom var et umodent Sinds utøilede Selvgodhed, saaret i sin
+Forfængelighed, ude af Stand til at underordne sig Eders Love,
+de urgamle, evigunge, der rummer Alt og Alle, og som giver Plads
+for Alt og Alle. Jeg gjærede og bruste over af egen Retfærd og
+Livskraft, troede jeg. Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen
+Storhedsfølelse, som skar mig bort fra Eder Alle, mens jeg af bare
+Manddom fortærede min egen og Mines Lykke. Nu ligger det Hele hen
+i Klarhed. Jeg kunde ydmyg knæle paa Stortorvet og udraabe min
+Vildfarelse for den hele Stad; men I vilde ikke forstaae mig. I leve
+dernede i de trange Gyder. Det er heroppe i Naturen og Eensomheden,
+at der bliver slig Vennefest i Sjælen.«
+
+Bjørnstad holdt inde og strøg sig med Haanden over Panden. Han var
+atter det gamle Urmenneske; Røsten steg, selvtænkte Tanker søgte
+frem, klædte i Skum og Fraade, i egne Ord.
+
+»I see saa vist paa mig, I Kjære? Ja, saaledes er det blevet inden
+i mig. Den Bjørnstad, I ere ude efter, han er ikke mere. Jeg siger
+Jer: ham, I søge, han er ikke mere. -- Men hvem er I selv? Jeg seer
+iblandt Eder de Raadsherrer, som en Gang vare mig haardest. I er det
+Hele dernede, maaskee det bedste af det Hele; men hvad er saa det
+Hele? En Stump af det store Verdensrige. Jeg saae det igjen nys, da
+jert Tog bugtede sig herop ad den stenede Vei. Verdens Samfund er som
+Kæmpeslangen, Midgaardsormen, der omslynger Alt og Alle. Er en af
+os saa stærk, at han kan gribe Kolossen ved Struben, ryste Uhyret,
+holde det ud fra sig i stiv Arm en halv Menneskealder -- et Secund
+af Evigheden, -- hvad saa? -- Længer holder vel ingen af os ud, mens
+Dragen pruster os over med sin Fraade af det tusindtungede Gab,
+blinder vort Syn, hidser vort Blod, kvæler vort Aandedræt, suger os
+til sig, Tomme for Tomme, velbehagelig. Det er af os, de Stærke, han
+lever sig mægtig, det er os, de Modstandskraftige, der gaaer over i
+hans Væsen, bliver hans nye Nakkehvirvler, blot paa en heel anden
+Maade, end vi i vor Ungdomsruus og Overmod drømte om, og tilsidst,
+naar vort Blod er drukket, og vor Sjæl er flydt ud i Handling, naar
+vort Livs Hovedgjerning som Sommerfuglen er flagret bort fra det
+fortærede Hylster for at blive Andres Eie, naar vi selv, vort Legeme,
+ligger hen som det knækkede Rør, naar vi endelig begribe, at netop
+saaledes, som det gik, maatte det gaae, kun saaledes skeer os fuld
+Ret, idet vi leve op i vor Bedrift, bliver en sund Bloddraabe mere
+i det Heles Aarer, medens Midgaardsormen voxer sig ung ved altid
+yngre Nakkehvirvler, aldrig bliver gammel, mens den ruller sine Ringe
+videre, bredere, pisker alt om sig i Skum og Fraade, roder unge
+Modstandslystne frem, suger ny Kraft af det sidste Nye, slænger det
+ældste fra sig som overlevede, visne Haleled -- ja, mens det Hele
+ringler fremad, fremad mod Tidernes Evighed med de nyeste Stridsmænd
+mellem Kløerne, saa lyster det Kæmpeslangen stundom, naar halve
+Sekler ere svundne, at rode et eller andet Skelet frem af Glemselen;
+saa er dens Fagter anderledes, saa basker den med Halen, kaster sig
+i Støvet, pryder vort indfaldne Bryst med Udmærkelser, sætter os
+til allersidst i brede Steenkister og hugger vore Billeder udenpaa
+-- for at vi selv kunne ligge Steenlig som vore store Sorger derude
+i det Svundnes blide Maanelys. -- Ja vist, I komme til os, naar
+vi ikke længer have Brug for Jer. Hvor var I henne, I dèr, da jeg
+trængte saa haardelig til Jer Medfølelse, da jeg var ung og blød og
+tillidsfuld og higede ind til mit Folks Hjerte? -- Hvem spyttes der
+nu paa dernede? Hvis Sjæl pisker Verden nu blodig? Hvem seigpines nu
+under Uforstand, vaander sig under Haanens Svøbe? Siig, hvem tømmer
+nu Livets bitreste Skaal? -- En Landsmand, tænker jeg, en Broder,
+en Helt, der stinges ihjel, en Kraft, større end min. Jeg blotter
+Hovedet for ham og hilser ham velkommen heroppe i min Eensomhed.«
+
+Bjørnstad stod opreist; mægtig og ærefrygtindgydende. Han slyngede
+disse sidste Sætninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede
+endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvæggen; den sidste Rest af
+aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjælens
+Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter
+med Bjørnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa
+hinanden, nikkede og lyttede igjen.
+
+Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og
+rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjørnstad vedblev:
+
+»Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage.
+Ormen bugter sig endnu dernede, almægtig, suger og veirer og
+finder og fortærer, groer i Kræfter, i Viisdom og Herlighed. Opad,
+opad, bugtes det Hele i Egenkjærlighed, Adskillelse, Fjendskab og
+Viisdom. -- Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm
+mig at fortære endnu en Gang, ti Gange. -- Javist, jeg seer det
+derude i Fremtidstaagen. Det er ikke længere os, de Enkelte, der
+fortæres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden,
+af Oprørsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde,
+fordøies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet
+udenfor. Mægtigere og mægtigere løfter den sin Nakke mod Himlen,
+løfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad,
+til Alt er gaaet op i dens mægtige Kæmpelegeme, til den sidste
+Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da,
+først da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, større
+i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. -- Ja, jeg
+synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i
+Asken. Hør det, lær det, forstaa det, og det skal være den eneste
+Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger
+raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Døre og
+Vinduer op for Broderskab og Venskab, bøi Jer selv i Strenghed, bøi
+Eder i Ydmyghed for hinanden, bøj Jer i Kjærlighed ind til hinanden,
+først da skyde de tusinde Glæder op om Jer og blive store under den
+blaa Himmel, som fremkaldte dem, først da lærer Du at føle saa reent,
+saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige,
+saa lykkelige, som Ingen veed det. Bøi Dig, bøi Dig mod Jorden, saa
+drages din Sjæl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets
+Fest, den store Fred, -- Guds Fred.«
+
+Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme vare udstrakte og
+bevægedes som en Musikanfører, der afdæmper for stærke Strengelyde
+i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mægtige
+Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hørligt af Alle.
+Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede
+han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig træt.
+Bjergvinden kløftede hans hvide Skjæg og Bryn, medens hans Øine
+flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Kølleslag fra oven.
+
+Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa
+underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mænd fra den unge Stad
+stode nu og saae paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte, at de
+ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem.
+
+Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis mandige, sørgmodige Træk
+vare prægede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmærksomt
+lyttet til denne eensomme Sjæls Skriftemaal, der snart rullede som
+en bred, frigjort Strøm, snart fremstødtes som overhugget af Sindets
+Bevægelse.
+
+ [9] Colbjørnsens Hustru var drikfældig og letfærdig.
+
+»Uhrværket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,«
+sagde Bjørnstad. »Tilgiv en gammel Mand, -- det vilde siges. Træd
+indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.«
+
+I dette Øieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem
+Borgerne. Han var iført en lang Frakke med store Metalknapper og et
+høirødt Tørklæde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han
+svingede sin side Hat og raabte:
+
+»Hil være Morbror Bjørnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er
+gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Søstersøn
+Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift Ægtemand med
+Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror
+Bamse! Alle mine Sønner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned
+til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa
+kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dør -- hva' -- sa! Hip
+-- hip -- hurra!«
+
+Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille
+Færge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra
+Frederikshald for at være Vidne til Familiefesten.
+
+Ingen lagde Mærke til Liimkogeren. Alles Øine søgte Bjørnstad, hvis
+graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mægtige
+Pande med de dybe Øine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe,
+ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af
+Stadens Mænd vare i dette Øieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her
+var intet bølgende Hovedhav, ingen høilydt Jubel med hundreder af
+fremstrakte Hænder, intet lokkende Fyrværkeri, Fakkeltog, her var
+blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det.
+Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, lød pludselig den norske
+Nationalsang fra den lille Klynge, høitidelig og fuldtonende i den
+dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjørnstad
+rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer
+forsvandt i hans hvide Skjæg. Der stod den gamle Løve endnu en
+Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mægtig og rank som et gammelt
+Fyrretræ, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i
+Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige,
+herlige, lutrede og uforgjængelige Menneskeaand. De glemte ikke det
+Billede siden.
+
+Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Høleier i Hyttens
+Stue. Bjørnstad vilde hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen
+med Hænderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk.
+Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn.
+
+Næste Dag begave Mændene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset
+fandtes som omtalt en primitiv Færge, der over en Sidearm af den
+store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjørnstad paastod at
+ville ledsage sine Gjæster over Vandet til den modsatte Bred, og man
+lod ham have sin Villie. Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte ham
+om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjørnsen endnu en Gang
+havde omfavnet Bjørnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Færgen
+skjød fra Land, og fremviste Æresborgerdiplomet; det laa ved hans
+Hjerte og forlod ham ikke mere.
+
+»Gud velsigne Jer Allesammen,« sagde Bjørnstad.
+
+Fartøiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jørgen sprang op paa Stenen
+for at fastgjøre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land
+tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med
+Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort.
+Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over
+Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad.
+
+»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover;
+»hun er at stole paa. -- Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.«
+
+Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende
+Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som,
+svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen.
+Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at
+see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og
+grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at
+de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd.
+
+Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende
+Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar
+flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra
+Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem
+Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa
+Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.
+
+Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene
+mod Himlen og udbrød:
+
+»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad
+og Brænding hjem til Dig!«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa
+nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de
+rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel.
+
+»-- Derfor er jeg saa glad, saa glad!« -- det brød frem som et
+ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd -- »derfor er jeg saa glad,
+saa glad!« -- kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!«
+
+Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt
+ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn
+paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde
+vise ham al Jordens Deilighed -- nei, hun vilde vist vise Himlen sin
+deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen.
+
+Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der
+i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt.
+
+»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen.
+
+»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod
+sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. -- Kys Mormor
+igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen,
+hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen
+bestandig holdt Saaret frisk.
+
+Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod.
+
+»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix
+drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.«
+
+Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske
+Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa
+de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer
+af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter
+traadte over Tærskelen.
+
+»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit
+Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød.
+
+»Bøi Dig i Ydmyghed -- bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og
+bøiede sig selv over Drengen.
+
+Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo
+himmelhøit mod Himlen.
+
+Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten
+ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store
+og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige
+Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for
+velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød.
+
+De Toner lyde endnu, ville altid lyde.
+
+                               Ende.
+
+
+
+
+INDHOLDSFORTEGNELSE.
+
+
+                                                        Side
+
+»S. M.«                                                    1
+
+Hölandsslaget                                             21
+
+En Norges Søn                                             47
+
+Før Stormen                                               65
+
+Fra Bjørnehien                                            77
+
+Brændetyven                                               95
+
+Hjemmets Fugl                                            111
+
+Store Torsken!                                           127
+
+Visen                                                    143
+
+Spionen                                                  163
+
+Et falsk Signal                                          183
+
+Klokkeren fra Id                                         199
+
+Ole Svendsens Død                                        215
+
+Colbjørnsens »brogede Karle«                             235
+
+Stormuglen                                               253
+
+Skjændselsbarnet                                         271
+
+Ildskriften læses endnu paa Krønikens evige Tavle        291
+
+Det brænder, han render -- Ritsch!                       309
+
+Mari Bjørnstad                                           335
+
+I Løbegraven                                             347
+
+Den store Fred                                           369
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Bjørneæt, by Carit Etlar
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43781 ***