path: root/43338-0.txt

*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 ***

Afskriverens bemærkninger: _Understreg_ er brugt til at gengive
kursiveret tekst.




                         L. MYLIUS-ERICHSEN

                               ISBLINK

                      DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE
                             POLARREGION

                       GYLDENDALSKE BOGHANDEL
                           NORDISK FORLAG
                       KØBENHAVN OG KRISTIANIA
                       TRYKT HOS F. E. BORDING
                              MDCCCCIV




    TIL

        MIN HUSTRU




INDHOLD


 Tilegnelse                                   9

 Marie                                       11

 Ene du --                                   13

 Vise                                        17

 Huset ved Havet                             20

 Stemning                                    24

 Kammeratskab i »Fjældhulen«
     I. Til Marie                            29
    II. Harald Moltke                        34
   III. Knud Rasmussen                       37
    IV. Jørgen Brønlund                      41
     V. Gabriel Olesen                       45
    VI. Agpaling'uak                         48

 Mor. I-III                                  51

 Far. I-III                                  59

 Den store By. I-II                          67

 Fædrelandssang                              71

 Venner. Otte Sonetter til Digteren L. C.
 Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam       74

 Danske Mænd                                 80

 Klassicisme                                 85

 Nordpolen                                   89

 Foraar ved Snehytten                        94

 Vejrfast                                    96

 Tilbageblik                                 98

 Skibet                                     100

 I Kajak                                    102

 Eskimoer                                   105

 Landsmænd                                  111

 Teater                                     118

 Musik                                      121

 Kvinder                                    123

 Natur og Civilisation                      126

 Da Skibet kom                              130

 September i »Fjældhulen«. I-IV             133

 Nokturne                                   140

 Ene                                        142

 Høst                                       144

 Bekendelse                                 147

 Sonet                                      150

 Ene tilsøs                                 151

 Tøbrud                                     153

 En Sorg                                    156

 Vinter                                     159

 Snestorm                                   162

 Indkvartering                              165

 Nyt Islæg                                  168

 Afrejse                                    171

 Tilbage til Mørket. I-II                   173

 Polarnat. I-XXV                            175

 Tilbagekomst                               199

 Liv                                        201




 _Solen har svigtet mig,
   Lyset er stængt,
 Polarnattens Mørke
   paa Jorden sænkt.
 Fjernt, hvor jeg dølger mig,
 ISBLINK ombølger mig,
 Minder forfølger mig,
   -- _dem_ maa jeg dyrke,
   de dømmer mig strængt
   men giver mig Styrke;
   o, de har trængt
   til at faa sigtet sig ...
 Se: jeg har digtet dig
   alt, jeg har tænkt._




MARIE


 Nu sidder du sørgmodig
   og venter mig forgæves,
 Mørket, som har skjult min Vej,
   det kan jo ikke hæves.
 Og du faar ikke Brev i Hast,
 og mange tror mit Liv sat til,
 men du, min Ven, alene vil
 paa Gensyns-Timen stole fast.

 Selv véd jeg, at jeg kommer
   paa Trods af alle Skranker,
 om bare et Aarstid saa staar
   jeg ved vort Hjem og banker.
 Men Pigen mønstrer min Person,
 hun har nok aldrig set mig før,
 godt dækket bag en lænket Dør
 giver hun ikke straks Pardon.

 Hun tog mig for en Røver,
   min Dragt var arm og broget,
 -- jeg vilde jo overraske dig
   og ikke ud med Sproget.
 Hun løj perfekt, at Fruen sov
 og bad forgæves om mit Kort
 og havde kraftigt vist mig bort,
 da langt om længe jeg fik Lov.

 Hun slap mig gennem Gangen,
   gik for at søge Fruen.
 -- Dèr sad jeg i en Lænestol
   og kendte hele Stuen:
 Slyngplanten op ad Vindvet skød,
 Møblerne var de gamle blaa,
 men da dit Arbejdsbord jeg saa',
 hulked jeg bitterligt og fortrød.

 Her sad du altsaa trolig
   og Savnets Taalmod lærte;
 i Breve, som jeg aldrig fik,
   udøste du dit Hjærte.
 Af mange Trængslers Kalk du drak,
 haardt blev dit Mod paa Prøve sat.
 Alt, hvad du led ved Dag og Nat,
 fatter jeg nu og hvisker: Tak!

 -- -- Jeg sidder tidt og drømmer,
   hvordan jeg naar tilbage
 til dig og det, der er mig kært
   alle mine Levedage.
 Jeg døjer Savn paa Land og Sø,
 ernærer mig som Eskimo
 og har den stolte sikre Tro:
 den, der vil leve, skal ej dø!




ENE DU --


 Ene du, hvem ingen ænser,
 og som i vor skjulte Rede
 lider stille, naar jeg lænser
 langvejs bort for stormfuldt Vejr,
 ene du, hvem jeg har kær,
 har forstaaet hélt min Lede
 ved et Liv bag snævre Grænser.

 Og hver Gang mit Skib laa bygget
 rejseklart, til Langfart taklet,
 og vi troede, at Miraklet,
 det, der gør os lykkelige,
 skulde af mit Kølvand stige,
 naar jeg længselspint kom hjem,
 stod _du_ rank, skøndt taaresmykket,
 pegende paa Kursen _frem_.

 Og jeg sejled, mens du vented,
 -- o, hvor blev der _frit_ omkring mig,
 rigt min Indsats blev forrentet,
 men, _dit_ Liv blev mere trangt,
 ak, og jeg drog ikke langt,
 før det ramte som et Sting mig,
 at jeg havde handlet vrangt.

 Al vor bedste Ungdom glider,
 _Aar_ er mellem vore Møder:
 _jeg_ paa Rejse alle Tider,
 _du_ tyet ind i Klostercelle,
 og det første Træk af Ælde
 ser jeg tegnet i din Kind,
 og jeg ser dig syg i Sind,
 -- er det Hjærtet, som forbløder?

 Elskede! Tilgiv min Brøde.
 -- Men jeg kan ej sidde rolig
 i en lun, tillukket Bolig,
 spise ved det samme Bord,
 læse kendte Genbo-Skilte,
 daglig sløves paa Kontor,
 slide alt mit Mod tildøde,
 faa de bedste Kræfter spildte
 -- jeg maa se den hele Jord!

 Jeg maa ud, hvor Livet frister,
 Kamp paa Livet for et Maal,
 der gør Nerverne til Staal,
 -- ikke dette ækle Klister
 af politisk-sociale
 og æstetisk-bindegale
 Diskussioner i det blaa,
 hvor man intet Slag tør slaa.

 Jeg er Storm. Og vildt forrevet
 mørkner Skyen mine Baner,
 sære Kurver blev beskrevet
 mod det Livsens Maal jeg aner.
 Du er Stille. Skyen svunden,
 Havet rént og klart til Bunden,
 hvor et frodigt Løvværk dølges.
 Storm og Stille de maa følges.

 -- O, jeg gik og vented længe
 paa den store Storm derhjemme,
 som skal Friheds-Vejen sprænge,
 blanded tidt min unge Stemme
 i det radikale Kor,
 -- men jeg skulde snart fornemme,
 at det alt var Ord, blot Ord!

 Og du véd, min Sjæl sig krymper
 ved at digte Brød til Huset,
 ved at omgaas hver en Stymper,
 der har lavet en Novelle.
 -- _Jeg_ vil mér end blot fortælle,
 jeg vil som de stærke Faa
 ud til Livets Handling gaa
 -- ene ud i Bølgebruset.

 Ud -- ja, ud i Verdens Blæst,
 _ud_, før mine Blade visner.
 -- Og nu er jeg Polens Gæst,
 Vintren strænges, Kulden isner,
 Bjørnen nær min Hule lusker,
 Stormen vildt i Fjældet rusker
 -- og jeg husker, o, jeg husker
 Storme, som mit Hjærte hærged,
 og som slog mit Mod med Pest.
 -- _Ishavs_-Stormen _den_ er bedst;
 har jeg bare Livet bjerget,
 bliver Livet mig en Fest ...

 Men naar jeg nu snart skal stænges
 af en dyb Polarnat inde,
 falde hen i lummer Ro,
 ingen Sol og ingen Sinde
 Bud fra dig, om du har Tro
 paa vort Gensyn og vor Lykke,
 jo, da véd jeg, jeg vil længes,
 ærligt ønske mig tilbage
 til vort stille Hjemlivs Hygge.

 Men jeg véd, jeg snart maa stage
 fra det grunde Vand min Baad
 ud igen til fredløs Færden.

 Og jeg véd, at ingen Klage
 røbe vil dit Hjærtes Graad,
 du min eneste i Verden!




VISE


 Jeg havde mig en Hjærtenskær,
     en Hjærtenskær,
   hun var saa skøn,
   jeg var saa grøn,
 hun lærte mig helt andre Kys,
 end jeg af Mor og Søster fik,
 de blev min Ungdoms Alterdrik,
 de faldt som vaarligt Draabe-Drys
   paa mine friske Sanser.
 Lovpriset nu og altid vær
 min fjerne første Hjærtenskær,
   hvis Minde jeg bekranser.

 Jeg elskede min Hjærtenskær,
     min Hjærtenskær,
   i hendes Magt
   min Sjæl var lagt,
 og hun var klog som hun var smuk,
 beskar mit Væsens vilde Skud,
 stak mine Evners Baner ud
 -- og gik saa fra mig, uden Suk,
   og valgte sig en anden.
 O, vidste du, min Hjærtenskær,
 jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær
   og laa ved Afgrundsranden.

 Og møder jeg min Hjærtenskær,
     den Hjærtenskær,
   der gav en Dag
   mig Ridderslag
 og lod min Drøm til Liv indvi,
 da blusser alt mit Hjærteblod,
 hvor er du smuk, hvor var du god,
 jeg gaar dig rød og stum forbi
   og hilser dig ærbødig.
 Nu véd jeg først, at al min Færd
 inddrak hos dig, min Hjærtenskær,
   den Drift, jeg havde nødig.

 Jeg havde mig en Hjærtenskær,
     en Hjærtenskær,
   for hvem en Gang
   jeg gerne sprang
 i Havets Dyb, om hun gav Tegn,
 et Liv, for hvem jeg kunde dø.
 -- Men Tiden randt, og _andre_ Frø
 blev klænget frem af Sol og Regn
   og mig til Lykke givet.
 _Da_ vandt jeg ret en Hjærtenskær,
 _hun_ er mig mér end Døden værd,
   hun er mig selve Livet.

 Jeg takker dig, min Hjærtenskær,
     min Hjærtenskær,
   du er saa god,
   og du har Mod,
 du venter paa mig tryg og tro
 og bærer stolt og prud vort Navn,
 du véd, de Tider kommer jo,
 da jeg skal kryste dig i Favn,
   naar Rejsen vel er omme.
 Højlovet vær min Hjærtenskær,
 mit Livs Behov, min Sjæls Begær,
   nu skal vor Lykke komme!




HUSET VED HAVET


 Langs den jydske Vesterstrand
 har jeg jublet Barnesange,
 har jeg udgrædt Hjærtets bange
 Ungdomssmærte rén og sand,
 har jeg angret dybt som Mand.
   Og naar nu fra _denne_ Kyst,
 hvor de høje Fjælde knejser
 under evig Sne begravet,
 Isen gaar paa fjerne Rejser,
 og jeg hører Bølgens Røst,
 længes jeg mod Vesterhavet.

 Vesterhav med Braad og Røg
 over ørkengolde Klitter
 ind i Land, hvor Lyngen stritter
 paa en vejrbidt Kæmpehøj,
 Land med brede Penselstrøg!
   Sære, uvejrsdunkle Strand,
 hvide Klit og blege Vænge,
 skønnest Plet i hele Verden,
 Tonebund for dybe Strænge,
 som jeg altid høre kan,
 -- Endemaal for al min Færden!

 Ja, for vi skal rejse Hus
 dèr, hvor Klitten favner Heden,
 ikke langt fra Barndoms-Reden
 mellem Fjordens gule Grus
 og det friske Havvands-Brus.
   Naar jeg træt af viden Flugt
 og de Saar, som Kampen giver,
 trænger haardt til Fred og Hvile,
 griber jeg min Pen og skriver:
 »Hold i Nat en Dør oplukt!«
 -- Henrykt ser jeg Vennen smile.

 Stolte Ven! Min dyre Skat!
 Vi har mødt i Livets Kaos
 mange Venner, som gik fra os.
 _Du_ har aldrig mig forladt,
 derfor kommer jeg i Nat ...
   Aa, jeg ser jo Huset staa
 gammeldags og lavt til Taget,
 ser dig glad i Højtidstøjet
 løbe hen og hejse Flaget.
 Himlen blir saa høj og blaa,
 begge faar vi Graad i Øjet.

 Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!
 Og den milde, stille Lykke
 bare ved en Haand at trykke,
 aande ved et elsket Bryst
 Hjærtets underfulde Trøst.
   Atter Fod i jydske Spor,
 atter hjemme hos den bedste,
 aa, hvordan skal jeg erklære
 dig min Jubel ved at gæste
 eget Hjem paa hjemlig Jord
 -- endelig et Sted at _være_!

 Jeg befandt mig aldrig godt
 i den store Bys Kaserner,
 store Byer gir trætte Hjerner,
 store Byer har meget smaat,
 jeg blev led ved det Komplot.
   Vi, som fik vor Vugge rørt,
 i de fjerne, tyste Kroge,
 nyder ungt de store Byer,
 indtil vi blir gammelkloge
 og af evig Længsel ført
 hjem igen til frie Vuer.

 Og heroppe, under Fjæld,
 naar jeg mindes danske Egne,
 er det _Jylland_ alle Vegne,
 til hvis rige Skønhedsvæld
 jeg er endeløst i Gæld.
   Tavs og greben steg mit Blik
 mod de stejle Bjerg-Giganter,
 men knapt fangede mit Øje
 nogle usle Revling-Planter,
 før min hele Attraa gik
 til de jydske Kæmpehøje.

 Jo -- naar jeg en Gang naar frem
 rig paa Livsmod, -- gid jeg maatte! --
 fattig som en Kirkerotte
 men endnu ved alle fem,
 jo, _da_ skal vi bygge Hjem.
   Tidt nok blev det drømme-bygt
 i de vemods-stille Stunder,
 hvor mit Haab jeg opforgyldte.
 Men -- der _skér_ en Gang det Under,
 at vi to kan rejse trygt
 Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.




STEMNING


 Over tungsindigt
 dunkle Vande
 flimrer i Natten
 fortonede Rande
 af drivende Fjældes
 hvide Is,
 der -- som i en Drøm --
 følger den fælles
 mystiske Strøm
 mod det stormfulde Hav
 ud mod Forlis.

 Jeg stod og tav.

 Bare en eneste
 Stjerne skinner:
 _Venus!_ Dens Sølv
 med Vandene rinder.
   O, mine Minder!
   Stille, stille,
 nu bygger de Bro
 langt, langt bort,
 Bølgerne spille
 en glemt Akkord.
 Aa, hvem der var _to_!

 -- Haand, hvor du knuger!
 Sjæl, hvor du bæver!
 Dybt inde ruger
 en Sorg, et Savn,
 jeg hvisker et Navn,
 -- min Længsel kræver
 al min Besindelse ...

 _Hvor_ gaar din Færden,
 elskede Kvinde?
 Er _jeg_ den Verden
 af ondt og godt,
 du slutter inde
 nu som før.
 Eller har du blot
 med Selvovervindelse
 stænget din Dør,
 været mig tro?

 Jeg grubler, spørger,
 faar ikke Ro ...

 -- Jeg Taabe, som sørger,
 jeg véd jo, jeg véd:
 Længsel lider du.
 Se, dèr skrider du,
 skøn i din Søgen,
 uden Frygt
 frem over Vandene
 søvngænger-trygt,
 jomfruelig, nøgen,
 min Kærlighed!

 O! At du vilde.
 Tak! At du voved.
   Stille, stille:
 Stolt du hæver
 dit lokkede Hoved,
 dine Øjenlaage
 lykkeligt bæver --
 jeg ser som i Taage
 dine kærlige Blikke
 vemodige, milde ...

   Stille!

 Vaagn ikke, vaagn ikke,
 saa glider du bort,
 og Natten bliver
 saa knugende sort ...

 Det _er_, som jeg træder
 hellige Steder,
 hvor urørt Ynde
 drømmende sover ...
 Se, jeg breder
 det blødeste Hynde,
 vinker dig, beder,
 lover, lover:
 _Nu_ skal vort Liv
 fra Nyt begynde:

   Bliv, bliv!

 Ingen savner os,
 Natten favner os.




KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«


I

TIL MARIE

 Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!
 Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,
 men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.
 Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.

 Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,
 at vi véd, _hvor_ der er Sandbund og _hvor_ den faste Klippe.
 Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,
 vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.

 Og dog -- hvem véd, hvad _skillende_ den næste Dag vil bringe,
 det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,
 men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,
 thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.

 Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver
 og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.
 Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver
 et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ...

 Hver af os ejer Kanter. Men _den_ Gang Polituren
 laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget;
 men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren,
 vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget.

 Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,
 vi taler om det hele og siger frit vor Mening.
 De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler
 de kendes ikke her i vor Tremands-Forening.

 Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte
 for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.
 Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,
 at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.

 De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster
 eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;
 de tør ikke være _ene_, for de ejer ingen Rester
 af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.

 De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,
 og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,
 Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,
 at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.

 Men _vi_, som lever her i et stænget Mørkerige,
 Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget
 og øse af vort Indre i det uendelige
 og drøfte Livet _bag_ os, forunderligt og broget.

 Og digte Livet _fremad_, saadan som det skal skabes,
 naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme;
 -- hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,
 vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme.

 Det _danske_ Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses,
 det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben
 som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses,
 -- tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben.

 -- -- Vi _tre_ er alle vokset fra det unge Fælles-Præg,
 hvor man entusiastisk vil _Enighed_ bestandigt
 og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg.
 Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt.

 Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden:
 se, saadan er Moralen, _jeg_ har af Livet taget,
 du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden
 er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ...

 Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder,
 skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet,
 -- nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner,
 men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet.

 Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde
 alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd.
 Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde
 vore Karakterers _sande_ Form for Personlighed.

 Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer,
 naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet;
 han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer
 med stærkt og svagt, med ret og vrangt -- godt eller slet forrentet.

 -- _Mig_ kender du og véd, jeg er ikke af de blide,
 endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig,
 medgørlig og behjælpsom -- ja, endnu maa jeg lide,
 fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig.

 _Da_ troede jeg paa Mennesker -- og paa min Barnelære --
 de var saa gode _alle_, jeg vilde ingen støde,
 men altid selv beflitte mig paa mild og god at være
 og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.

 Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,
 men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet
 forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.
 Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.

 Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,
 og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,
 før ogsaa _jeg_ fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,
 der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.

 Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde
 saa rent uforberedte om Lovene, som raader!
 De skønne Idealer er jo allesammen døde,
 hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!

 Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,
 -- men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,
 der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.
 Og i mit Hjærte vokste om _eget_ Liv mit Krav.

 Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,
 men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.
 Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;
 et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.

 Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,
 hvori min Evne higede mod Selvstændighed.
 Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,
 maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.

 Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone,
 de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre,
 beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone,
 ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre.

 Ja -- det er svært at lære, at det, som Livet kræver,
 er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende.
 -- Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver:
 den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende!

 Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen;
 de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg.
 Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen;
 jo færre dine Venner, des mere er du tryg.

 Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro,
 o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder
 fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo,
 jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder!

 Det skal I alle vide, men du, min Ven, især,
 af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder,
 saa langt fra Eder alle -- og dog ingentid saa nær,
 saa ene her i Mørket -- og dog blandt gode Fæller.

 Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,
 da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges.
 Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender,
 hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges.

 Vi er tre _danske Viljer_, hver i sin Formning støbt,
 men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet
 -- og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt,
 men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.


II

HARALD MOLTKE

 Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.
 Maalet var naaet -- men for hvilken Pris!
 Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,
 laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.
 Rundt om os bare den livløse Is.

 Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,
 ensomt ad utraadte Veje vi stred
 op til den nordligste Kyst paa vor Klode,
 Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.
 Det blev den tungeste Dag jeg véd.

 Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,
 naar vi besteg den forjættede Grund -- --
 udslidte laa vi om Snehytten lejret,
 Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,
 hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.

 Kysten var lydløs og menneske-øde,
 intet at æde for Hunde og Mænd,
 fjernt i den gryende Morgenrøde
 bølged den blaanende Isblink hen.
 -- Skulde du stivne og dø som den?

 Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde
 segned du midt i din rastløse Flid ...
 Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde
 varme dig Læben, som skælver hvid.
 Raadvilde ser vi din grufulde Strid.

 Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,
 Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,
 hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,
 frivillig fulgte du. Guld eller Gunst
 søgte du ikke. Maalet var _Kunst_.

 Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,
 saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.
 -- Da var der ikke en Time at spilde,
 frem langs de ukendte Kyster vi foer
 til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.

 Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,
 pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,
 -- _intet_ dig kunde mod Kulden beskytte,
 Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,
 drøjere Tid har jeg aldrig kendt.

 Usselig plejet hensank du i Dvale,
 Pinslerne gjorde dig sanseløs.
 -- O, om vor Snehytte kunde tale,
 dèr, hvor vi sultede sammen og frøs
 og for den truende Knokkelmand gøs! ...

 Se, der er rundet det halve Aar siden,
 værkbruden lister du endnu omkring,
 og, om du retter dig helt med Tiden,
 véd vi jo ikke, véd ingen Ting,
 -- er du mon frelst fra et dødeligt Sting?

 Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,
 men din Taalmodighed lykkelig stor.
 Lykkelige du! Du har _intet_ mistet,
 thi i dit svækkede Legeme bor
 _Sjælen_, frodig som nyskabt Jord.

 Selv har du sagt, at du véd, du har vundet
 Muld i dig selv, hvor du før var gold,
 faaet din Tro paa dig selv begrundet,
 -- ja, du har vundet mangefold,
 du, som endnu har din _Kunst_ i Behold.

 Du er en _anden_, end først da vi kendtes,
 klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,
 snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,
 Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,
 _den_ blev din Evnes Gennembrud.

 Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,
 det er dog det samme Hjærte, jeg ser,
 din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,
 de samme retsindige Livs-Idéer,
 din altid urokkeligt tro Karakter ...

 Sultet og frosset og lidt tilsammen,
 lyttet til Suk fra hinandens Bryst,
 -- mørk og knugende er vel Rammen,
 Billedet selv dog straalende lyst:
 en gryende Sol over ukendt Kyst!

 _Solen_, det er din skabende Evne,
 _Landet_, din Tankes nye Muld,
 Nu gaar du ud mod det store Stævne,
 lidet agter du Gunst og Guld,
 Sjælen er rig nok og drømmefuld.

 Din Sjæl -- som du selv -- er adelsbaaren,
 _jeg_ er af Borger- og Bondeslægt;
 Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,
 længst er de blodige Strimer lægt:
 Mit Venskab er i din Varetægt!


III

KNUD RASMUSSEN

 Der var kommen en Dag
 i vort Venskab en Rift,
 og af Saaret flød Gift,
 som gæred til Nag
 -- Mistillidens Gift den gule,
 som ingen søgte at skjule.

 Men det hændte os tidt,
 at vi talte forstemt
 om, at aldrig blir glemt,
 hvad et Venskab har lidt:
 _vi_ er ikke af dem, som lover
 at lægge Glemsel derover.

 Og vort Samvær blev trist,
 for vi led, begge to,
 men vi havde den Tro:
 der vil komme tilsidst
 gennem hensynsløs, aaben Forklaring
 et Venskab, bygt paa Erfaring.

 Og saa skete det her,
 at vor Hjemvej blev stængt,
 og da har vi vel trængt
 til at knyttes lidt nær
 til hinanden i fælles Smærte,
 og se! Da talte vort Hjærte ...

 Der laa Sensommer-Glød
 paa det ensomme Næs.
 I det gulnede Græs,
 hvor Vildbækken flød,
 dèr laa vi og rensede Vunden,
 og nu er Saaret forbunden.

 Der var sket noget stort,
 kastet bort noget tungt,
 og vi drømte saa ungt,
 som vi før havde gjort,
 da vi gik i den hjemlige Verden
 og digtede Planer til Færden.

 Ja, hvor gransked vi tidt
 i det grønlandske Kort
 og beregned hvert Skridt,
 som vi vidste blev vort,
 -- vi _vidste_ det! Vi kunde mærke,
 vi var ubetvingelig stærke.

 Thi det _kan_ ikke ske,
 at en Ungdom, som _vil_
 og har Kræfter dertil,
 maa sig vingestækt se
 og lade sig skubbe fra Reden
 af Oldinge-Stædigheden.

 Og det »Adgang forbudt«,
 som en mugnet Plakat
 fra vor Enevoldsstat
 mod vor Rejse fik skudt,
 dette Grønlands kinesiske Lukke
 _vilde_ vi sønderhugge!

 Da saa Landet laa frit,
 og trods »Venne«-Kritik
 i Opfyldelse gik
 hvad vi drømte saa tidt,
 om de unge Vinger at strække,
 da var vi bevægede begge ...

 Og nu ligger vi stængt
 i Polarnattens Hi,
 vore Drømme er fri,
 nye Planer blir tænkt ...
 Maaske stævner vi _nordpaa_ ad Aare
 til Sejr eller Fald eller Baare.

 Ja, jeg véd, hvad du _kan_.
 Du har Grønlænder-Blod,
 jeg har prøvet dit Mod,
 du er modnet til Mand,
 og du _er_, blandt alle jeg kender,
 den tryggeste, hvad der saa hænder.

 Du kan ro en Kajak
 gennem oprørt Vand,
 du kan styre et Spand,
 om saa Fanden det trak,
 du er født her i Pollandets Øde,
 og her skal din Skæbne du møde.

 Dette Land, det er dit,
 du, som taler dets Sprog!
 Du skal skrive en Bog,
 som kan lære os lidt
 om Folket ved disse Kyster,
 dets Skæbne, Drømme og Dyster.

 For vi andre, vi gaar
 ikke dybt i et Folk,
 som vi kun gennem Tolk
 i Tale faar ...
 Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du følger,
 over Ishavets stivnede Bølger.

 Ja, mod _Nord_, Grønland rundt,
 dèr, hvor ingen har traadt!
 -- Er i Drømmene blot
 dette Syn os forundt?
 Eller gaar _virkelig_ Færden
 mod ukendte Egne af Verden?

 Vi har Kraft nok og Mod
 og et lysende Haab,
 vi fik Æventyr-Daab
 under Isblinkens Fod,
 vi har Ungdommens sejrrige Alder,
 -- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ...

 _Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker!
 Om vi mødes igen!
 Se, da er der, min Ven,
 ingen Mistillid mer:
 Det er ærlige Haandslag, vi giver,
 de er _rene_ de Hænder, der skriver!

 Og krystalklar og pur
 -- som den Vildbæk, der flød
 under Sensommer-Glød --
 er vort Venskabs Natur.
 I Mindernes lutrende Rødme
 staar Samlivets Smærte og Sødme.


IV

JØRGEN BRØNLUND

 Kære Jørgen, sære Jørgen,
 du vor tro »Alt-mulig-Mand«,
 aldrig nogen Grund til Sørgen,
 Jørgen _alt_ udrette kan.
 Faar en Hundeskagle Nykker,
 gaar et Slædejern i Stykker,
 skal der bruges Fil og Sav,
   er han Manden
   med Forstanden
 og det rette Haandelav.

 Men vi skændes næsten daglig,
 jeg og Jørgen, med Humør.
 Ogsaa jeg vil spille faglig,
 jeg har rejst i Verden før.
 Men jeg kommer ingen Vegne,
 hans Begreber er hans egne,
 al min Visdom uden Vægt.
   Et despotisk
   »Idiotisk«
 er hans Svar paa Dialekt.

 Men vi kan som Regel staa os
 ved at følge Jørgens Raad,
 skøndt han helst vil overgaa os
 paa sin Slæde som i Baad.
 Bringer han os lidt i Knibe,
 og der er blot ringe Stribe
 Udvej for vort unge Liv,
   altid tør han,
   altid gør han
 just det _rette_, klog og stiv.

 Jørgen er vor bedste Jæger,
 skyder altid Smaavildt nok,
 og i »Hulen« han os kvæger
 som en sjælden renlig Kok,
 er snarraadig Blikkenslager,
 snild som Smed og Bøssemager,
 ja saagar i Tegnekunst;
   dydig, vittig,
   frisk og flittig,
 sparsom med sin Ros og Gunst.

 Jørgens hele Kundskabsmængde
 er just ingen ringe Part;
 dybe Ting han gennemtænkte,
 ræsonnered altid klart.
 Kølig er hans skarpe Hjerne,
 haane Dansken vil han gerne
 -- nu og da med nogen Ret,
   socialistisk,
   egoistisk
 uden selv at vide det.

 Jørgen vil jeg altid huske
 længst af al hans mørke Slægt.
 Ingen Dansker kan ham kuske,
 han er stærk i Selvrespekt,
 minder mig om stejle Jyder,
 kender sine Landsmænds Lyder,
 ser og skatter deres Værd,
   lod mig lære
   dem at ære
 paa vor lange Grønlandsfærd.

 Eskimoen er godmodig,
 med den fri Natur i Pagt,
 og jeg véd, han hader blodig
 Enevældets snævre Magt.
 -- Blandingsbørn blir født uægte,
 som den Danske ej kan nægte
 Penge og Paternitet.
   Sagen glemmes,
   han forfremmes,
 bliver »Amtmand« trods sin Bêt.

 Men forelsker han sig ærligt
 i en smuk Grønlænderinde
 og vil giftes! Hvor besværligt
 at faa stiftet Hjem med hende!
 Kun mod Tab af Embedsstilling
 faar han Ægteskabsbevilling,
 -- Manden maa jo være gal!
   Staten harmes
   ved den armes
 Syn paa dansk Missions-Moral.

 Vi har kristnet Eskimoen,
 lært ham Tvivlens Sjæleangst.
 For sin Frihed vandt han »Troen«
 og fik Kaffe for sin Fangst.
 Selvkaldt er vi Landets Herre,
 vi kan for Kulturen spærre,
 og det har vi hidtil gjort.
   Penge vandt vi,
   Folket bandt vi
 stavnsfast bag en lukket Port.

 -- -- Naar en Gang i Grønlands Styre
 sjette Frederiks flade Aand
 faar sin slet fortjente Hyre
 og blir kvalt i egne Baand,
 og naar Vejen brydes aaben
 til at holde over Daaben
 Landets _egne_ Børn som _Mænd_,
   der kan lede
   egen Rede,
 saa er Jørgen glad igen.

 Jørgen! Du maa ikke slippe
 Fremtidshaabet for dit Folk,
 rank og grundfast som en Klippe
 skal du være Retfærds Tolk.
 Du skal se, der gryr en Morgen,
 da I hejser Flag paa Borgen
 under unge Frihedskor:
   send da ikke
   hadske Blikke
 ned til gamle danske Mor!


V

GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA«

   Gaba er god,
 god som et Barn, selv om alt gaar imod,
 han kan sig let med vort Vildliv forsone,
 længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,
   som han forlod.

   Gaba er klog,
 taler blot et malabarisk Sprog,
 tidt maa vi ty til de særeste Fagter,
 eller vi udgransker det, som vi agter,
   af en Glose-Bog.

   Gaba er Kok,
 Koksmath især -- men han har en barok
 Lyst til vor Smagssans at undertrykke
 ved at benytte som Viskestykke
   Skjorte og Sok.

   Gaba er flink,
 lystrer med Iver vort ringeste Vink
 -- helst dog, naar Vinket betyder at skaffe
 Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,
   -- se da hans Blink!

   Sukker især
 har han, den Slikmund, usigelig kær,
 sender sin Skefuld forelskede Blikke,
 naar han behændig faar _Top_ til at ligge
   -- en Kunst, der er svær!

   Gaba er glad,
 sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,
 men naar vi mindsker en Dag Provianten,
 saa kan han sætte sig ordknap og vranten
   over sit Fad.

   Gabas Tobak
 er hans Bekymring og evige Snak,
 og for at skaffe sig noget at røge
 tror jeg, han gerne vilde forsøge
   sin Skind-Timiak.

   Han er adræt,
 let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.
 Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:
 Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:
   »Danse mig træt!«

   Gaba har Trang,
 Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,
 ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;
 rusker man Fyren, saa svarer han værdig:
   »Jeg drømte, jeg sang.«

   Gaba har Røst,
 Salmesang er ham en daglig Trøst,
 Melodierne er bestandig hans egne,
 og _de_ tager Tonen fra samtlige Degne
   her under Kyst.

   Han er literær,
 nedskriver Gloser og Folkesagn her,
 lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,
 ikke en eneste Sjæl kan udtyde
   hans Kragetær.

   Gabas Moral,
 Kristenmoral, den er ikke saa gal:
 dybt han beklager sin hedenske Søster,
 fristes dog selv af hedenske Lyster,
   naar Natten er sval.

   Kæk i Kajak
 gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,
 kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,
 er efter Sæl en paalidelig Skytte.
   Gaba, hav Tak!

   Tro har han fulgt,
 delt vore Kaar under Velstand og Sult.
 Rækker vi bare Uperniviks-Landet,
 skal han faa Sukker og meget andet,
   aabent og dulgt.

   Hundred iblandt
 dem, som vi til os paa Rejsen bandt,
 vilde forlængst have mistet Gemyttet
 og til den grønlandske Hjemvé lyttet;
   _han_ var konstant!

   Ja, du var tro,
 tro mod din Pligt, og som oftest du lo.
 Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;
 gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter
   dig i dit Bo.


VI

AGPALING'UAK

 Din Slægt er død. Din Far og Mor
 har nyligt vi til Hvile bragt.
 Saa tog du mod vor Briks, vort Bord
 og har vor Levemaade smagt.

 Og da vort Kød og Brød slap op
 med Vandet i den frosne Elv,
 da gav du os en Hvalroskrop
 til Hundefor og til os selv.

 Og af dit Telt vort Tag blev lagt,
 vi brændte alt dit Lampespæk,
 i din Kajak gik vi paa Jagt,
 til synkefærdig den løb læk.

 Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,
 og drog ad Kløften højt til Fjælds;
 og havde du en Hare skudt,
 gav du os baade Skrog og Pels.

 Fælles er nu vort Ædetrug
 og alt vort Stræb for daglig Kost.
 Om Hulen stryger Vejrets Sug,
 hvide er Væggene af Frost.

 Mest er du tavs, begriber knapt
 vor stille Syslen med Papir;
 det er, som om du havde tabt
 din Aands de gamle Vildmands-Stier.

 Snart sover du paa Briksens Sten
 og raaber tidt i Søvne højt,
 drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,
 nu da vort Forraad er lidt sløjt.

 _Kød_ er din hele Tankekres,
 din Verden blot et bræklædt Fjæld,
 knap kan du tælle til en Snes,
 og dog befinder du dig vel.

 Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt
 følger du kun din egen Trang,
 hver Livsens Dag blir festligholdt
 med Elskov, Mad og Trommesang.

 Af tusindaarig Slægt udgroet,
 der langs den hvide Isblink drog,
 har du som dine Fædre troet
 paa skjulte Magters Varsel-Sprog.

 Alt det, som dine Fædre vandt
 af Livets dyrekøbte Kløgt,
 blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,
 -- en Ledetraad i Livets Røgt.

 Ærværdig er din Hedning-Tro,
 som helst du følger til din Død,
 -- men Kristenheden slaar sin Klo
 i al din svare Sjælenød.

 Thi ikke kender du den Gud,
 i hvis misbrugte Frelsernavn
 _vi_ skulde øvet Hjærtets Bud
 men tændte Hadets Flamme-Bavn.

 Vor stakkels Agpaling'uak
 med Biblens Helgennavne døbt,
 fortabt den Frihed, han inddrak
 i Fjældnaturen, isblink-svøbt,

 hans Fædres Visdom søndertraadt,
 tusindaars-gamle Skikke brudt!
 Han har den store Pan forladt
 for Salmesang og Bly og Krudt.

 Hans Tarmskindstromme haanet blev,
 hans Sang forbudt, hans Sagn belét,
 -- her sad tre hvide Mænd og skrev
 alt, hvad de havde hørt og set --

 saa var det altsaa _dem_, der stjal
 hans gyldne Frihedsliv, til Tak
 for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,
 -- vor stakkels Agpaling'uak!




MOR


I

 Ind under Elmehækken,
 af Vestenstorme mejet,
 er der en Grav i Rækken,
 en altid kærlig plejet,
   dèr hviler trygt
   i Rosenflor
     min Mor.
 Og skinner Solen vaarligt,
 og spirer frem, selv her mod Nord,
 duftende Kalke af mager Jord,
 da mindes jeg din Grav, o Mor,
 og ser den for mig blomstersmykt,
 husker dit Blik -- og véd med Frygt,
 at al din rige Godhed
   fik jeg kun lønnet daarligt.

 Alt, hvad jeg vilde sagt dig,
 og som dig skulde trøstet
 og til mit Hjærte bragt dig,
 bævede mig i Brystet --
   ak, men jeg stod
   snart ved en Grav
     og tav ...
 Paa Livets travle Veje,
 opfyldt af tusinde Behov,
 rammes vi brat af Livets Lov:
 at nu har Døden valgt sit Rov,
 et elsket Hjærte skælver sygt,
 da haster vi i Haab og Frygt
 og kaster os i Hulken
   over den dødes Leje.

 -- -- Over den dødes Kiste
 hang der en Blomstersfære,
 Venner og Fjender viste
 Liget »den sidste Ære«,
   og mellem dem
   hyklede bedst
     en Præst ...
 Aa, vi er som Sjakaler,
 vi slaas gemént i Livets Krig,
 vinder vor Sejr ved skummel Svig
 men mødes _enigt_ om et Lig -- --
 vi rosenkranser Ligets Hjem,
 dèr, hvor vi før holdt Torne frem,
 og tror, at disse Blomster
   vor hele Gæld betaler.

 Selv _den_, der vilde baaret
 _dig_, Mor, henrykt for Livet,
 aldrig din Tanke saaret
 og ingen Sorg dig givet,
   _ham_ førte bort
   fra dig og dit
     hvert Skridt.
 Du blev din Søn berøvet
 og lærte Livets bitre Kaar:
 at Barnet egne Veje gaar,
 som ingen kærlig Mor forstaar;
 du troede Barnets Hjærte haardt,
 fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort
 og elskede ham dog højest,
   som havde dig bedrøvet ...

 Til Mors Grav derhjemme
 er mange Hundred Mile -- --
 men husker jeg din Stemme
 og ser dit Ansigt smile,
   er som en Drøm
   om svunden Nød
     din Død;
 jeg føler Livets Varme
 udstraale fra dit Modersind,
 skærmende kysser du min Kind,
 gaar vejkendt til mit Hjærte ind
 og hører dèr i Blodets Strøm
 Sønnetakken inderlig øm
 og knuger lykkelig Barnet,
   der græder i Mors Arme.

 -- Ak, ørkesløse Drømme,
 som bare gør bedrøvet! ...
 I duftende Rosenstrømme,
 i Læ bag Elmeløvet
   er der en Plet
   med gruset Jord
     og Mor.
 Du stoled paa et Møde!
 -- ja, Livet er jo fuldt af Nød,
 og Himlen lover Frelserskød ...
 Mor var saa god. Men Mor er død.
 Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;
 først nu, for sent, forstaar jeg ret
 _din_ Livssorg -- og min egen
   aldrig sonede Brøde ...

 Nu blomstrer fløjels-sorte
 Roser hjemme i Haven,
 men jeg, saa langvejs borte,
 kan ikke smykke Graven,
   og ingen véd,
   om siden mer
     det sker ...
 _Hvem_ bliver næst i Rækken?
 Staar jeg mon selv ved Dødens Port?
 Nej! Livet er saa rigt og stort
 og mit Begær mangfoldiggjort ...
 Eller er maaske _Far_ bragt ned
 til Mors Støv og Støvets Fred?
 -- Underligt hører jeg Blæsten
   suse i Elmehækken ...


II

 Det er i Dag din Dødsdag, Mor,
     din Dødsdag, Mor --
   nu er det længe siden,
 men Tanken gaar ad de gamle Spor
   langt tilbage i Tiden.

 Der kom en Dag et Bud, som lød:
     din Mor er død --
   jeg blev som fra Forstanden,
 haabede i min bitre Nød,
   at Slaget galdt en anden.

 Døden var aldrig traadt mig nær,
     og Mor især --
   det var saa rent utroligt.
 Da sagde én, som er mig kær:
   »Se nu og tag det roligt.«

 »Rolig, rolig -- naar Mor er død,
     saa tungt et Stød!
   det kan du aldrig mene.«
 Vred og forvirret jeg udbrød:
   »Gaa -- lad mig alene!«

 Og ene blev jeg. Gik i Døs.
     Skjalv som jeg frøs.
   Kunde slet intet sanse.
 Vidste blot, jeg var moderløs ...
   Gode Folk bragte Kranse ...

 »Lær mig, o Skov, at visne glad«,
     den Salme bad
   Mor om at faa ved sin Baare ...
 Versene kunde jeg udenad,
   lalled dem som en Daare ...


III

 Men havde du levet den Dag i Dag
 og ventet forgæves og ingen Ting hørt,
 om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?
 om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?
   -- du havde grædt Øjnene røde,
   du havde dig sørget tildøde.

 Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med Vé
 og nær ved din Død havde Livet mig købt,
 da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,
 da var jeg det kæreste, du kunde se,
   du strakte de værnende Hænder
   mod alle min Uskylds Fjender.

 Og er der i Verden, saa ond og saa stor,
 ikke den Moder, der svigter sit Kald
 men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,
 saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,
   den mildeste, kærligste Kvinde,
   den bedste, jeg kunde finde.

 Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,
 har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,
 du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,
 om at være dit Hjærtebarn naadig og god,
   om at give ham Troen tilbage
   og hans _Fred_, som i gamle Dage.

 Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,
 at Sjælefred er mig som Døden imod -- -- --
 Der bruser den evige Storm i mit Blod,
 min Fod ejer ikke et blivende Sted.
   Den eneste Gud, jeg kan dyrke,
   er Menneske-Aandens Styrke!

 Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,
 som ensomme Aander frimodigt os gav,
 den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav
 stærk ved sin Tro og sin Kærlighed.
   Nu mødes vi ingensinde.
   -- Velsignet være dit Minde!

 Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,
 -- kun set i min Mor et guddommeligt Værd.
 Men havde du levet og lært af min Færd,
 hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,
   du havde dig græmmet tildøde
   for Dommen, jeg gik i Møde ...

 -- O, intet i Verden er godt som en Mor,
 en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod,
 men alle saa gør vi vor Mor imod;
 der kommer en Dag, da hun mister vort Spor,
   hun, der har selv kunnet _savne_
   for Barnets Fremtid at gavne.

 Saa underligt er det: Af al vor Natur
 vi vælger vort Liv _trods_ moderligt Raad,
 vor egen Vilje skal styre vor Baad,
 knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur,
   Opdragelsen gør vi til Skamme,
   -- vor Mor har vel gjort det samme!

 Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ...
 Teknikken den skrider med straalende Hast,
 moralsk saa staar vi forsumpet og fast,
 thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem?
   Den eneste Dyd paa Jorden
   er det hellige Kald for Moren.

 Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt,
 og den, der har levet dets ondt og dets godt,
 ja, den, der har ejet en Moder blot,
 han elsker det Liv, vi evindeligt
   skal leve til sene Slægter,
   hvad Tro vi saa forfægter.

 Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag ....
 Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany,
 at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly,
 som uden Fortielse, uden Bedrag
   om Livet og Mennesker spørger ...
   Saa vaagner jeg op og sørger.

 Jeg sørger, for jeg er jo moderløs
 og finder dig ikke, naar jeg vender hjem,
 -- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem,
 og staar dèr og skælver, som om jeg frøs,
   mens Blæsten hvirvler med Støvet
   og suser i Elmeløvet ...




FAR


I

 Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,
 du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt
 med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv,
   som rinder _dig_ i Blodet,
   som er _mig_ Livsens-Modet
   og min Lykkes sande Tarv.

 Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,
 den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,
 _nu_ véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg
   har voldt dit eget Hjærte
   en tavs, indkapslet Smærte,
   et forknuget, bange Tryk.

 Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.
 Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,
 men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,
   jeg kender jo dit Hjærte
   og véd, at hvad du lærte,
   det var ingen Tid forstilt.

 Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,
 tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;
 men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,
   var Solen aldrig nede,
   før al fortørnet Vrede
   laa med Dagen slumret ind.

 Du er din Søn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven,
 hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.
 Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:
   Hvert Menneske maa lære
   sin Selv-Profos at være
   og sin Skæbnes egen Trøst.

 Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,
 den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.
 Stræng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt
   faldt selve Livets Svøbe,
   den, ingen kan undløbe,
   som har levet stærkt og ungt.

 O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf,
 men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf.
 Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds,
   vi er to gode Venner,
   jeg velsigner dine Hænder
   i et ydmygt Sønnekys.


II

 Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen,
 alle Ruder dirred, Taffeluret klang,
 Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen,
 ude dæmred Dagen, Spurvene de sang.

 Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten,
 det var sén Oktober, Lindeløvet faldt,
 langt vi skulde køre stik imod Nordvesten;
 det var Faaretyven, som vor Rejse galdt.

 Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen,
 sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads,
 -- ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen,
 og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads.

 Altfor nænsomt gode, altfor offerrede,
 for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor
 -- jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede:
 »Pas nu paa jert Helbred -- og jert Flaskefor!«

 Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken
 og saa' Lillepigen bringe Rejsevin.
 »Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken,
 Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ...

 Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner,
 bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar.
 Jensens ligger atter i de lune Dyner,
 drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar.

 Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet
 henad Hedevejens sære skjulte Slyng,
 alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet,
 milelang er Sletten med den mørke Lyng.

 Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde -- --
 Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors --
 Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde,
 Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors.

 Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden,
 paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg,
 gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden,
 fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ...

 Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet,
 kigger efter Solen, den, han helst undgaar ...
 Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«,
 stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar?

 Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde,
 Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt.
 Barne-Øjet dugges: Aa, var _jeg_ den Hyrde,
 der tog hele Hjorden i min Varetægt!

 Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente,
 ham, der har sig mættet af den riges Fad.
 Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente.
 Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ...

 -- -- Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder,
 Madmor sætter Davren dampende paa Bord.
 Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder,
 der er megen Madlyst, ikke mange Ord.

 Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken,
 men den træge Husfar slipper brat sin Ske,
 rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken,
 stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se?

 Og med ét saa holder vi for Husmandshytten,
 Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med:
 Alle Munde tier i bestyrtet Lytten,
 alle Øjne siger: man vil os Fortræd!

 Og da langt om længe Vognen atter skrumler,
 er vi _fire_ i den ... Nu er Dagen kort,
 Vesterhavets Brænding over Klitten mumler.
 Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort.

 Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme
 Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort,
 Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme,
 men fortrøstningsfulde: han har _intet_ gjort!

 -- Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet,
 er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt;
 Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet,
 -- vidste han vel altid, hvad _jeg_ handled dulgt?

 Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder
 ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk.
 Mads har rig Erfaring og er Sjælekender,
 jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk:

 »Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte.
 Inde i Arresten faar de ham nok mør.
 De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte;
 du maa huske, Lille, _jeg_ har kørt dem før.«

 Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme,
 stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, --
 jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme,
 fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har.

 Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme,
 sværger Straffeloven uforsonligt Nag,
 -- mine Tanker sløves i den klamme Varme,
 da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag.

 Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande
 som en Kind, der blues over Jordens Skam.
 Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande
 som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam.

 Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten,
 Borgerne de sover, Lygterne er tændt,
 Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten:
 »Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har _bekendt_!«

 -- -- Det er tungt at lide med en forurettet,
 tungere at vide al sin Medynk spildt ...
 Det var godt at komme hjem og blive mættet
 fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt.

 -- Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte
 ud paa Embedsture i mit jydske Land:
 Livets bitre Jammer jeg betaget hørte,
 og den falske Taare tog jeg straks for sand.

 Det er længe siden. Mange Illusioner
 skulde briste sønder, før min Mund blev klog ...
 Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner
 ud fra Æventyrets gamle Børnebog.

 Disse sære Farter over dunkle Sletter,
 dette Væld af Minder ud af Livets Kaar,
 disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter
 har jeg altid elsket fra de unge Aar.

 Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter
 hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm;
 i de mørke Aftner, i de lange Nætter
 faar de gamle Minder atter Liv og Form.

 -- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg véd, du mindes.
 Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ...
 Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes
 paa det rette Sted. Du min hvide Far.


III

 Kære Far! Jeg bér dig blot:
 vær i Live, naar jeg kommer,
 byd ham Trods, den strænge Dommer,
   Dødningmanden.
 Der er endnu meget godt,
 vi skal have sagt hinanden.
   Af mit Liv jeg _Aar_ vil give,
   naar du bare er i Live!

 Livet løb sit travle Jag,
 og i Farten, naar vi mødtes,
 dyre Timer tidt forødtes
   ufornødent,
 og saa blev det Afskeds-Dag,
 og jeg rejste ufortrødent
   i den Tro, jeg haardt tiltrænger,
   _næste_ Gang at dvæle længer.

 Og vi saas og skiltes tidt,
 men de korte Gensynsstunder
 gik i Selskabs-Tummel under
   og Debatter,
 som om Hjærtet var fallit.
 -- Ak, er det for sént, jeg fatter
   Lykken, ene og fornøden,
   den, der brister bort med Døden?

 Lykken -- det er det at staa
 sammen med de Faa, de Kære,
 som vil alle Dage være
   trofast samme
 Hjærteblod, hvad end gaar paa,
 fælles Rod og fælles Stamme,
   fælles Livets Byrder løfte,
   Sorg og Glæde sammen drøfte.

 -- Vær i Live, kære Far,
 naar jeg atter er derhjemme!
 O, da skal din Sjæl fornemme
   Hjærteslaget,
 som mig til dit Favntag bar,
 og som aldrig har bedraget.
   Rejs dig stærk mod Dødningmanden,
   vi vil _leve_ med hinanden!




DEN STORE BY


I

 De gamle Bolværksgader
 om lønlige Kanaler,
 Børstaarnets Dragehaler,
 Slotspladsens Lygterader;
 bag Kirke-Gravkapellet
 det skumle Kristiansborg!
 -- Hér var det, at Farvellet
 greb mig som en Sorg.

 Min Ungdoms Minder ruger,
 og glemte Længsler taler
 langs disse graa Kanaler
 med lukte Pakhus-Luger.
 -- Gaderne kan fortælle
 om Holland og om Flandern,
 om gammel Købmands-Vælde,
 om Tordenskjold og van Mandern.

 Dèr henne glimter Ruden,
 hvor jeg har Hjem og Virke,
 og under Frelsers Kirke
 en grønlandsk Plads med Skuden;
 køl-stærk og isforhudet
 trodser den sig mod Nord,
 -- naar den har Afsked tudet,
 saa er _jeg_ med ombord.

 _Da_ vil der rinde Tider,
 før atter jeg betræder
 de skæbnesvangre Steder,
 hvor Kampens Vaaben bider.
 Jeg elsker Storstads-Sejren,
 og skøndt jeg skræmt forlod den
 og afskyer Klike-Lejren,
 drages jeg dog imod den.

 Ja, det er svært at skilles
 fra disse gamle Gader;
 jeg elsker og jeg hader
 det Liv, der her udspilles.
 Her blev mit Hjærte prøvet.
 her led jeg Sorg og Savn,
 -- o, jeg gik tidt bedrøvet
 ud gennem Kristianshavn.

 Men der er Morgentimer,
 naar over Tagstens-Vrimlen
 Vaarsolen rødner Himlen,
 mens alle Klokker kimer,
 -- da sprang jeg fra mit Leje
 og hilste Spir og Slotte
 og higed stolt mod Veje,
 som ingen Fod betraadte!

 Og der er høstligt svale
 og skumrings-dunkle Nætter,
 naar Tivolis Raketter
 som en Komét med Hale
 paa Slotsruinens Rygge
 nedstraalte gyldne Drys,
 mens skjult i Søjlers Skygge
 jeg stjal et Kærrest-Kys!

 Og naar i Vintrens Taage
 hver gothisk Husgavl dølges,
 da véd jeg to, som følges
 rundt om i Havnens Kroge:
 dèr leves Glædens Røre,
 dèr lides Livets Kvaler
 bag gamle Egedøre
 og forsirede Portaler.

 De gamle Stokværks-Gaarde
 langs lønlige Kanaler
 og Børsens Dragehaler
 bag Havnens travle Aare
 -- her leved jeg og lærte,
 herhen vil jeg paany,
 thi ene _her_ mit Hjærte
 slaar for den store By!


II

 Du altfor store By til dansk Behov,
 Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe,
 -- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe
 den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!

 Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov,
 om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe,
 -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe
 angst for den onde Verdens Hestehov.

 Men Larmen genlød i mit stille Kammer,
 snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør
 -- og vandt de første Nederlagets Skrammer ...

 Du skæbnesvangre By om Havn og Søer,
 du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer,
 -- jeg længes efter dig som aldrig før!




FÆDRELANDSSANG


 Mit gode danske Fædreland,
 mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk,
 en ringe Plet paa Globens Rand,
 i Verdens Alt en Draabe Dug!
 Og er end dette Danmarks Navn
 ukendt af mangen Jordbeboer,
 _min_ Stolthed er det og mit Savn,
 herfra udgaar mit Skæbnespor,
 her fik jeg Liv, her døde Mor.

 Og dette Land, jeg har saa kært,
 min unge Elskovs Brudeseng,
 hvor er det blevet misregért
 og pint af fremmed Fyrsteslæng!
 I slog vor Ret, udaad vor Marv
 og leved selv i Sus og Dus,
 lod Vold og Vælde gaa i Arv,
 udødelige Kongehus,
 vort sunde Legems Snyltelus!

 Jeg hader Kongemagt og Krig,
 og jeg vil ikke ofre Blod
 og ikke ligge Valplads-Lig
 -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod!
 Hver den, som øger Livets Værd
 ved Brødets Kamp som Arbejdsmand,
 i Videnskab, paa Forskerfærd,
 ad Kunstens Baner, hel og sand,
 han bløder for sit Fædreland.

 Ja, _dette_ dyre Blod har flydt,
 fra Danmarks gamle Land blev skabt;
 en tusind-tunget Vé har lydt,
 naar disse Daadens Mænd gik tabt.
 Men Fyrsten sad paa Tronens Stol
 fra Folkets Liv og Tanker fjern
 som Maanens Fjæs fra Livets Sol,
 forskanset bag »Guds Naade«s Værn,
 hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_.

 O, Danmark! Mangen ydmyg Nar
 lod hæfte Kongens Guld paa Bryst,
 -- men tifold stolt sit Hoved bar
 hver ukøbt Mand i Dagens Dyst.
 Om Danmark som en Frihedsstat,
 hvor Folket raader Folkets Kaar,
 hvor Kongen og hans Hof-Etat
 af Folkets Naade Aftægt faar,
 dog lige dristig Drømmen gaar.

 Ja, drøm dig frem til Republik,
 saa alle Evners Fylde naas,
 før du skal tømme Dødens Drik
 og af et »Stor-Evropa« flaas.
 Det _Kongens_ Danmark, vi har troet
 var Flammen i vor Hjærtebrand,
 vil dø og blive mosbegroet,
 men _leve_ mellem Mand og Mand
 vil _Folkets_ gamle danske Land.

 Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud,
 hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø,
 naar jeg har adlydt Livets Bud
 som Blomsterkalken, der gav Frø,
 du skønne Land af Øer og Næs
 med Oldtidsskov paa Bakkedrag,
 med Aa og Eng og frodigt Græs
 og Lyngklit ud mod Bølgeslag,
 med frigjort Folk som Fremtidssag!

 O, lad mig se endnu en Gang
 mit jydske Hjem, min Far, min Brud
 og høre Hedelærkens Sang,
 naar Klokkelyngen springer ud.
 O, lad min Baad en stormfuld Dag
 for stærke Sejl naa hjem i Havn,
 -- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag,
 min Last forlist, forglemt mit Navn,
 saa fandt jeg dog min Fødestavn!

 Mit gode danske Fædreland
 du ejer alt mit Hjærteblod,
 hjem til din lave, lyse Strand
 gaar altid glad min Aand og Fod.
 Og er du end et usselt Fnug,
 en ukendt Plet paa Globens Rand,
 udpint til Armod, Had og Suk
 af fremmed, lovløs Fyrstestand,
 du er mit Land, mit dyre Land!




VENNER

TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM


I

 Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt!
 Det har krydret mig de ferske Retter,
 Mennesker paa Livets Festbord sætter,
 været Gærstof i den vamle Malt.

 Der var Tider, hvor jeg nød det alt:
 sukret Bagværk, som kun daarligt mætter,
 søde Vine, der gav tørre Pletter,
 men den Levevis for Brystet faldt.

 _Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen,
 naar jeg valgte anden Drik end Vand,
 høstlig sval den flød bag Glassets Rand.

 Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand,
 men afklaret var jeg da: en Mand,
 der aad ikke Brød blot for Rosinen.


II

 Venner! I gav Surdejg til mit Brød.
 Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,
 _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage,
 og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.

 Jeg var ung og endnu grøn af Lød.
 _Mestrene_ gav kandiseret Kage,
 skulde Kundekresen da beklage
 Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød.

 Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,
 ikke én af Fagets Folk jeg kendte,
 aabned angst min Bod i Sidegaden.

 Men dèr var det, at det slemme hændte,
 _I_ gav mig paa Surdejg Appetit,
 og saa gik Bedriften snart fallit.


III

 Salt og Surdejg, bedske Krydderier
 blev mit Væsen og mit Kald en Tugt.
 -- Ikke mange Folk ser noget smukt
 i de livsens-bitre Poesier.

 Men den kloge Mand er den, der tier,
 lige glad om Værket blot blir slugt
 af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt,
 og som hader Kling-Klang-Melodier.

 Han er Digter og kan ikke ænse,
 om han overskred den Smagens Grænse,
 som er gængs for dannede Poeter.

 Maaske saares alle hans Bekendte,
 men som Literaturens Dumme-Peter
 vil han ikke sine Laurbær hente.


IV

 Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa,
 om vi vikler os i Hensyns-Vævet;
 -- men jeg véd, at vi har alle bævet,
 hvor de store Opgør forelaa.

 Men hver den, som paa Akkord vil gaa,
 naar det blir af Slægt og Omgang krævet,
 og som ikke faar sit Livsværk hævet
 op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,

 han maa altid give Køb og lyve,
 han er Larven, der skal aldrig flyve
 sommerfugle-fri til Blomstens Kube.

 Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke,
 skiller al hans Kres i Faar og Bukke,
 er ham ene Vej til Sjælens Grube.


V

 Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande.
 Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,
 derfor staar I begge to som støbt,
 møder Grin og Svig med aaben Pande.

 I er Lys ud over plumre Vande,
 Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,
 alt jert Arbejd bliver smærte-døbt
 og gaar derfor virkningsløst om Lande.

 Thi vi kender dansk Moral og Mode:
 -- Kunsten er det skønne, ædle, gode
 i sødladen, smærtefri Servering ...

 Lad _os_ Hyl i Harmonien blande:
 Kunst er ikke Tossernes Formering,
 Kunst er Liv -- det dybt personligt sande!


VI

 Venner, _I_ har levet denne Lære
 og før nogen rakt mig Broderhaand,
 Næring drog vi af hinandens Aand;
 hvor vi fulgtes, var der godt at være.

 _Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære,
 rodfast Egen skød af spinkel Vaand;
 skilte ad skal just vort Venskabs-Baand,
 fri for Egennytte, styrket være!

 Fyldt af Udvé følger hver sin Bane,
 Farten det er Livet, Kunstens Lods,
 lutret naar vi hjem til fælles Fane.

 Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl,
 er ej Slaver af hinandens Ros,
 derfor ses vi -- og ser os i Spejl!


VII

 Kunstnere! Du Digter og du Maler!
 I, mit Hjærtekalds de bedste Venner,
 husker I, vi stod med bare Hænder
 henrykt rige under Kaldets Kvaler?

 -- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er,
 vi er Folk, som Livets Trængsler kender;
 men vi tror paa Lykken, naar det hænder,
 at rettidigt Lejen vi betaler ...

 Unge, grødefulde Foraarsfest,
 oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler,
 naar vi slog de mugne Idealer!

 _Hver_ bar Skotøj efter egen Læst,
 fodfri blot, som luftige Sandaler,
 -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!


VIII

 Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,
 har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,
 Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle --
 deler trofast mine Sultekaar.

 Kan I huske vore Ungdomsaar,
 da vort Eje var en ringe Smule!
 -- Aldrig dog som her i yderst Thule
 var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!

 Heller aldrig var jeg _rig_ som her:
 se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme
 og min Friheds Verdensherredømme,

 rigest dog ved dem, som jeg har kær,
 aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær
 som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!




DANSKE MÆND


 Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,
 stærke, kloge, besynderlige Mand!

 Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme
 hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.

 Den Mund, som før havde flammet saa tidt,
 var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,

 den tav blot og var som et fint lille Smil
 over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil.

 -- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær.
 Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.

 Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge!
 Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...

 En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,
 kom han gaaende gennem vort Kontor.

 Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik
 »glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik,

 et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god --
 men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.

 For dette gaadefuldt smilende Blik
 slog Tankerne Sludder og Munden Klik.

 Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,
 forundret tav jeg -- han smilte blot ...

 _Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød,
 begreb det, længe før han var død:

 »Min unge Ven! Over den hele Jord
 de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«

 »Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;
 _handle_ skal han i Stedet for haabe.«

 »Folk, som er enige, samtaler nødig;
 overfor Fjender er Ord overflødig!« ...

 -- Bag Hørup, den utilgængelige Mand,
 stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.

 Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne,
 han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,

 var derfor saa inderlig frygtet og forhadt
 og _savnet_, da han havde sin Plads forladt --

 denne tavse Mund, disse talende Øjne.

        *       *       *       *       *

 HØRUP er som Minister endt,
 GEORG BRANDES blev stats-anerkendt.

 Det er just intet logisk Punktum
 for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,

 medmindre vi danske ikke mere
 vil lade den hædrede Alderdom regere!

 -- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud.
 Da skammede mine Venner mig ud.

 Og Guden selv var saa venlig at lade,
 som om han ikke læste de Blade.

 Det ligger nu langt tilbage i Tiden;
 desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.

 Det er jo dog ellers svært moderne
 at haane sin forrige Ledestjerne,

 at sparke til den, der har lært os at gaa.
 Brandes er blevet sparket som faa.

 For mig staar aldrig saa stærk en Glans
 af en Himmelens Stjerne som af hans.

 Men der sidder jo rundt i den danske Stat
 mangen overbevist Renegat.

 Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,
 ved Renegaterne haabed de Sejr.

 Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,
 _nu_ er Brandes stats-anerkendt ...

 -- Alligevel! Han er den samme som før
 og bliver bare sig _selv_, til han dør.

 De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,
 han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,

 en Samfundets evigt lutrende Ild,
 en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.

 Stærk som Døden, der trued ham tidt,
 har for de dristigste Tanker han stridt.

 Tanker, der har omformet os alle,
 som helt har sejret, naar han maa falde,

 sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:
 Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det!

 -- Blot hos det alleryngste Kuld
 er Brandes ej længer lødigt Guld.

 _De_ Folk har i egne Indvolde set
 og set: at de selv er den ny Profet.

 Og Menneskeheden hungrende bier
 paa det yngste Danmarks ny Profetier.

 Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;
 -- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!

 For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,
 jeg sidder nu som før ved hans Skammel.

 Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,
 -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_.

 Maaske er jeg konservativ af Nemme,
 for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.

 Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn
 fra Jordens nordligst beboede Egn.

 Vinternatten gaar lykkeligt hen:
 jeg lever med Georg Brandes igen

 med ham og Hørup -- de _danske Mænd_.




KLASSICISME


 Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,
 de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,
 al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,
 den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!

 Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere!
 Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand
 af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand
 paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!

 Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden.
 -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,
 men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris
 -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!

 Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:
 »Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,
 men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,
 -- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«

 Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,
 de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,
 -- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,
 blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte!

 Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider
 alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.
 Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:
 der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider.

 For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;
 den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.
 Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,
 vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.

 Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,
 men kender ikke Formerne for vor egen Stat.
 Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!
 Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?

 Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,
 som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,
 det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,
 rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ...

 Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,
 en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink
 fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,
 Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.

 Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder
 bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,
 -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund
 Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder.

 Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater,
 vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog,
 men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,
 mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.

 Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,
 men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.
 Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,
 og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.

 Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge
 og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.
 Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,
 -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!

 Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,
 alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab?
 Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,
 derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.

 Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,
 Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,
 men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set,
 bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.

 Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;
 vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ...
 -- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,
 kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.

 Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,
 naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.
 Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,
 ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.

 Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,
 Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,
 og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald,
 og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.

 Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer,
 lad selve Livet tale og gamle Moder Jord.
 Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,
 _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.

 _Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker,
 som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,
 -- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution
 til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.

 -- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,
 de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.
 -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,
 ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!




NORDPOLEN


 Fjernt henne, vej-fjernt,
 borte i det dunkle,
 hvor man i Zenith
 ser Nordstjernen funkle,
 dèr i det mystiske,
 evigt dragende
 ubekendte,
 hvor Livet er ude,
 Striden endt,
 -- om den nogen Tid var der --
 _Nordpolen_ ligger,
 et udregnet Punkt,
 jomfrueligt, ungt,
 vildt, dødt,
 -- alting tier;
 hvor der aldrig stod
 hverken Skib eller Fod
 paa de dristigste Farter
 og fra ingen Tegninger
 eller Fotografier
 verdensbekendt.

 Baade Fantasten
 og den stringente
 higer derefter:
 _den_, der har Tillid,
 urokkelig, sikker
 til egne Kræfter,
 og _den_, der vil Liv
 af de døde Beregninger ...

 -- Aa, der er stivnet
 Hundreder Hjærter
 paa Vej mod Polen,
 af navnløse Smærter
 tilsidst løst ud.
 Fra Midnatssolen,
 fra Vinternatten,
 den gravkammer-sorte,
 intet Bud ...
 Vi kender jo knapt
 dem, der blev borte
 før om Dage,
 knapt nok de faa,
 der med Held
 kom tilbage.

 Alligevel
 _er_ det jo saa,
 -- og hvor er det godt! --
 At aldrig vil Stormløbet stanse
 for Maalet at naa
 og Berømmelsens Kranse.
 -- Og at Maalet blir naaet,
 derom er ej tvistet,
 men ingen véd
 hvornaar;
 -- maaske gaar der _Aar_,
 før Mandsviljen faar
 Polen afvristet
 dens Hemmelighed ...

 -- Blandt alle de kække,
 der trængte mod Nord,
 den malmfaste Række,
 nogle dumme, somme frække,
 straaler et eneste
 Navn over Verden;
 naar andre glemmes,
 da huskes Færden,
 hvor Fridtjof Nansen
 drog sine Spor,
 _han_ var stor,
 kunde slet ikke skræmmes.
 Han hentede Kransen,
 den stolteste, prægtigste:
 Sejr for den mægtigste
 Menneskekraft
 nogen Mand har haft! ...

 Og den, der har prøvet
 blot Hundredeparten
 af hvad _han_ har øvet
 og lidt paa Farten,
 han bøjer sig
 hilsende,
 undrende,
 stum,
 -- bøjer sig ...

 Men mangen en dum
 Ignorant derhjemme,
 som selv-ophøjer sig,
 hæved sin Stemme.
 Og mangen vigtig
 Katheder-Profet
 mente sig pligtig
 i Begejstringens Stund
 til at slaa Hyldesten
 koldt Vand i Blodet.
 Fra sin kritiske Mund
 tog Vismanden Bladet
 og voved at pille
 ved Forskerens Resultater.

 Fy! Ti stille!
 Fingrene af Fadet,
 I Kakkelovnsstympere,
 hvor tør I kny?
 I sidder i By,
 lunt er jert Ly,
 dèr leger I Polfart med Tinsoldater.
 Men Nansen:
   se, han satte _Livet_ ind;
 det var nu saa efter _den_ Mands Sind!

 -- Jeg véd jo nok,
 der var Jubel ved Møderne,
 hvor Nansen talte
 selvsikkert til Støderne
 fra Professorerne
 ned til Pogene,
 -- højlydt turde I intet sige!
 Men jeg véd tillige,
 at I skumled i Krogene.
 I tvivler altid paa det mærkværdige
 ude fra Mandskraftens Vidunderrige
 -- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...

 Længst er forbi
 den stolte Fest,
 hvor Nansen var Gæst,
 -- aldrig har jeg kendt Mage dertil,
 I kan besmøre det,
 hvordan I vil.
 -- Men _nu_ skal I høre det:
 Hvad er I?
 I er Gløderne,
 _Nansen_ er selve den levende Ild,
 _han_ kunde gøre det!
 Det er fordi,
 han er Geni.




FORAAR VED SNEHYTTEN


 Det er Søndag i Dag, sidst i April.
 Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen,
 -- hvor gør det dog godt at møde dens Smil,
 en Foraarsbebuder her oppe ved Polen,
 Natmørket flyr for dens røde Skær,
 der bræmmer i Øst de blaanende Brær.

 Sneen fordamper, Føret er træls,
 Hundene gisper i ti Graders Kulde,
 Vildrénen fælder sin hvide Pels,
 og ned ad Fjældet Lavinerne rulle.
 En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt,
 siger, at han har Snespurven hørt.

 Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt:
 Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken
 og syr midt i Sneen Familjens Telt,
 mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken,
 selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud,
 og mindes, at nu springer Skoven ud.

 Skoven derhjemme, af Bøge og Linde,
 nu sprænger det lyse Løv sit Dække,
 Knopskæl hvirvler for lune Vinde,
 det dufter syrligt fra Tjørnehække ...
 Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt,
 hvis dyreste Minde spirer som nyt!

 Det var i den bristende Vaar en Gang,
 at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde,
 men Livet gjorde dem Vejen trang
 og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille,
 og tavs er endnu deres hede Bøn
 om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn.

 Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst
 til Dagens Kampe og Nattens Leje,
 maa altid færdes ad skilte Veje,
 om deres Kærlighed skal blive frelst,
 maa have imellem sig Braadd og Skær
 for ret at være hinanden nær ...

 Det er Søndag i Dag, sidst i April.
 Vær hilset, hjemlige Foraarsminder,
 trofaste Trøstere i mit Eksil,
 naar Timerne dræbende langsomt rinder,
 nu lysner, hvad mørkt jeg levede før,
 jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.

 Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne
 ligger vor tro Kammerat derinde
 og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske!
 Snespurven er kommen. Solen vil skinne
 hans svækkede Legeme sundt og ungt ...
 Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ...




VEJRFAST


 Kuling af Syd og Taage
 og Is, som bryder i Sundet.
 Nu ligger jeg uvejrsbundet,
 stormslagen som en Maage.

 I Morgen skulde jeg været,
 hvor Kammeraterne venter mig.
 -- Al min Mad er fortæret,
 ingen kommer og henter mig.

 Hundene hyler af Sult,
 nu æder de deres Skagler.
 Himlen er ubarmhjærtig,
 det regner, sner og hagler.

 Utæt og trangt er Teltet,
 Sneen hvirvler herind,
 snart er Fnuggene smæltet
 gennem mit Brikseskind.

 Ned over vilde Fjælde
 hviner en ondsindet Blæst,
 bragende Stenskred løsnes
 og vækker den ensomme Gæst.

 Alle Barduner er sprungne,
 Teltvæggen sønderflængt,
 dybt i min Sovepose
 ligger jeg indestængt.

 Dejlige lune Rede,
 mens Stormen holder sig stiv,
 her kan jeg gennemtænke
 hele _Aar_ af mit Liv.

 Tage dem for mig Dag for Dag
 alle de rundne Aar,
 alle mine svare Synders
 aldrig lægede Saar.

 Ene, ene! Lange er Døgnene,
 ikke en Menneskestemme,
 blot Is, som sukker i Fjæren;
 -- nu er alle mine Tanker hjemme.




TILBAGEBLIK


 Jeg tog mit Liv og saa' det
   Kapitel for Kapitel,
 jeg kunde knapt forstaa det,
   troede det var Digt.
 Mit Navn, min Daad, min Titel:
   _alt_ var modbydeligt.

 Meget, jeg havde handlet
   og altid troet forsvarligt,
 blev nu som rent forvandlet,
   tillagt hvert slet Motiv ...
 Det er sjæle-sundhedsfarligt
   at gennemgaa sit Liv.

 Hvad er det vel for Love,
   der raadet har min Bane? ...
 Tidt kan jeg ikke sove,
   grubler mig forknyt.
 Mon jeg som en Vejrhane
   har hver en Vind adlydt? ...

 I disse øde Nætter,
   naar ikke jeg kan blunde,
 og Fremtidsplaner trætter,
   og vegt er mit Mod,
 da flyder hver en Vunde
   med gamle Sorgers Blod.

 Da tænder Selvanklagen
   hævngerrig Heksebaalet,
 blodigt stryges til Kagen
   mit falske Selvforsvar;
 tilsidst Skarpretter-Staalet
   hver Humbug blottet har.

 -- -- Men disse øde Nætter,
   _Tak_, at I blev mig givet:
 Selverkendelsen letter,
   nu har jeg set mig i Spejl
 og gaar vel ud til Livet
   _klogere_ paa mine Fejl!




SKIBET


 Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst,
 ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre,
 da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre,
 og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst!

 Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part,
 Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde.
 Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde,
 Ganen er ikke længer kræsen og sart.

 Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn,
 vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager,
 Legemet beder om Brød og søde Sager,
 men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.

 Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal,
 som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes,
 det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes,
 nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal.

 Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks,
 det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen,
 der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen.
 Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks.

 Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked,
 med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme
 og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme:
 »Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!«

 Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom,
 maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_!
 -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende.
 Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ...




I KAJAK


 Se Solen, hvor den suger
 hvert Fnug af Havets Taageslør,
 og hør, hvor Isen lystigt tør,
 nu skal vi ud til Skær og Øer,
 hvor Edderfuglen ruger.

 Smalhals behersker Teltet:
 lidt Pemmikan, jeg gemte viist,
 er -- ak! -- I Hundene forlist,
 vort sidste Sælkød har vi spist,
 og Grynene er væltet.

 Naa -- altsaa ud paa Havet,
 dèr kender jeg bag Taagens Skjul
 et rigt Revier med dejligt Sul
 af Tejst og Alk og Edderfugl
 og Æg, i Dun begravet!

 Jeg faar en flot Eskorte
 af pragtfuldt skidne Eskimoer,
 der stolt de smaa Kajakker ror
 og brummer sære Aandekor
 med Genlyd fjernest borte.

 Der staar lidt nordlig Brise,
 den giver Slid og Søgang nok.
 -- Længst nynner i den muntre Flok
 _Odâk_, en vældig Angakok,
 sin monotone Vise.

 Jeg sér ham avancere
 og sér en knortet Hvalroskrop,
 der dukker tungt af Havet op
 -- og fler og fler -- en talrig Trop,
 nu skal vi harpunere.

 _Odâk_ vil Kampen lede,
 _Panig'pak_ farer ogsaa frem,
 _Sivdluk_ og jeg er nær bag dem;
 indstukket ved en Kobberem
 holder jeg Riflen rede.

 Dødsramt neddykker Dyret,
 -- og hvis nu Fangelinen brast,
 sank denne Kødkolos i Hast;
 men før den gør sit Friheds-Kast,
 lykkes det at faa fyret.

 Dèr flyder nu i Søen
 seks Hundrede Pund kraftig Mad;
 med mine Fæller ler jeg glad,
 og med Kajakkerne paa Rad
 bugserer vi til Øen.

 Aa! Hvilket Ædegilde!
 Vi slubrer Blod og gnaver Ben
 og breder Skind af Bjørn og Rén
 til Soveplads paa mosklædt Sten,
 -- og Vejret blir saa stille.

 Se, Midnatssolen daler,
 rødt flammer Bræerne i Nord,
 og langt ud i den blanke Fjord
 genspejles Solen gylden stor
 og Isens blaa Portaler.

 Vi sover sødt og trøstigt,
 og næste Dag gaar vi paa Jagt
 og skyder Fugle, faar dem smagt
 og samler Æg, en mægtig Dragt,
 og har det frit og lystigt.

 Hjem over Havet glider
 lydløst og lynsnart vor Kajak,
 som om uset en Hval den trak,
 fjernt gløder Sol paa Nunatak,
 mens Sommerdøgnet skrider.

 O, hvilke skønne Tider!
 En lønlig Fred paa Hav og Jord,
 her er mit Rige, højt mod Nord,
 og her, blandt frie Eskimoer,
 jubler jeg stolt -- og lider.




ESKIMOER


 Straks da jeg hørte berette
 om Eskimoernes Sæder,
 væmmedes jeg ved de slette,
 kyniske Hedningeglæder,

 fordømte Flerkoneriet,
 de yndede Konebytninger
 og Madlavnings-Svineriet
 i temmelig hvasse Ytringer,

 fandt, at Aandemanerne
 drev et hæsligt Bedrag,
 og at Blodhævns-Vanerne
 var en forkastelig Sag.

 Men -- som jeg leved iblandt dem
 og fik de fleste kær,
 hændtes det, at jeg fandt dem
 et smukkere Rygte værd,

 hændte det, at jeg satte
 deres uslebne Natur
 over vor egen glatte
 ofte forlorne Kultur.

 -- Ikke at _vi_ skal anvende
 disse hedenske Skikke,
 bare frimodigt erkende,
 at _bedre_ er vore ikke,

 og at vi saa skal sætte
 os selv i Hedningernes Sted
 for at fælde det rette
 Skøn over Maal og Med,

 og at vi burde kigge
 bag egne Fordommes Mur,
 før vi fordømmer Skikke
 af fremmedartet Natur.

 Vi korser os over det syndige
 Liv i obskure Gader,
 men er næppe selv saa yndige
 Helgener, som vi lader.

 Over de _andres_ Laster
 bander vi, saa vi faar Mulkt,
 eller bekæmper dem aabenlyst
 -- og synder dog _selv_ gedulgt.

 Men her iblandt de »Vilde«
 paa Jordens nordligste Kyster
 er intet standsmæssigt Skille,
 her følger enhver sine Lyster.

 Kan en dygtig Fanger forsørge
 mér end en enkelt Kone,
 er der ingen »Moral« at spørge
 og ingen Brøde at sone.

 Hos _os_ kan kun én man binde
 gennem Præst eller Øvrighed,
 -- saa holder man Elskerinde,
 hvad Gud og Hvermand véd.

 Hjemme spiser man Vildt,
 som raadner -- en Modens Gaade --,
 _da_ er vel Forargelsen spildt
 over Hedningens Levemaade.

 Man ækles over de Lus,
 der Liv paa hans Legem frister.
 -- Hos os i hvert andet Hus
 snylter der Syfilister.

 Hjemme bærer vi Hatteflor,
 naar en af de nærmeste dør,
 klæder os sort det næste Aar
 -- og lever dog Livet som før.

 Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog,
 har _sit_ Begravelsesvæsen.
 Heroppe sværter man Øjenlaag
 og putter sig Renshaar i Næsen.

 Hjemme dyrker vi Fanden
 som straffende Gud for det onde,
 heroppe bor Bussemanden
 i Havet, hvor ingen kan bunde.

 Her tages det Barn af Live,
 hvis Slægt er til Graven fulgt,
 som ingen kan Næring give,
 som snart maatte dø af Sult.

 Men Jomfruen hjemme, der føder
 sit Barn i Jordemorens Gade,
 maa dyrt en Pengesum bøde
 for at dække over sin »Skade«.

 Maaske vil Barnet krepere
 af gennemført ussel Pleje,
 -- saa er der jo intet mere,
 som røber Elskovens Veje.

 Og vi, som endnu fører Krige
 af den smudsigste Egennytte,
 bør ikke hysterisk skrige
 om Hævnmord i Hedningehytte.

 Det ene Folk er som det andet,
 det er _Mennesker_ alle Vegne.
 Der er Kristne i Hedningelandet
 og Hedninger blandt Guds egne.

 Og hvad maa _vi_ ikke taale
 af alle Lægprædikanterne,
 som er værre til at gøgle og skraale
 end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.

 Ak -- lad os da blot missionere
 blandt Grønlands sidste »fortabte«,
 _Skikkene_ kan man polere,
 _Sjælene_ blir som de er skabte.

 Og lad os bygge Butikker
 til Støtte for Salmesangen,
 saa faar den »Vilde« en sikker
 Genvej til Undergangen.

 Saa kan den kongelige Handel
 og Missionens Aarsberetninger
 servere den bitre Mandel
 i slørede Frase-Sætninger.

 Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg
 og Spækket til Lampetran
 -- og sidder i Mørke og fryser selv
 og sulter sit Hundespand.

 Sidder og remser Bønner
 i Handelens Bomulds-Klæder
 -- disse Naturens Sønner,
 der fødtes til frie Glæder!

 Ingen maa Koner bytte
 eller dræbe hverken Gamle eller Unge,
 -- de lover det, men maa dog lytte
 til Naturens ærlige Tunge.

 Snart er de kristnede Vilde
 at se til som Munke i Kloster,
 nu synder de skjult og stille,
 bedriver Hor og fordriver Foster.

 _Det_ gør deres Frænder mod Syd,
 som kristnedes af Hans Egede.
 Alverden skilter med Dyd,
 men hvor er dens Fraser afblegede!

 Den Vilde var sand i sin Last,
 og Lasten var alles i Fællig,
 -- hos _os_ blir hver Synder sat fast
 af dem, der hykler sig hellig.

 Men hellere Hedning og fuld af Synd
 og ærlig i alt sit Væsen
 end brovte med Kristendom, som er tynd,
 og saa tage Godtfolk ved Næsen.

 Nu, da jeg lever blandt disse
 foragtede Faar og fortabte,
 erkender min Sjæl tilvisse:
 vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte.

 Det ene Folk er som det andet,
 det er _Mennesker_ alle Vegne.
 Der er Kristne i Hedningelandet
 og Hedninger blandt Guds egne.

 Ikke at _vi_ skal anvende
 disse hedenske Skikke,
 bare frimodigt erkende,
 at _bedre_ er vore ikke!




LANDSMÆND


 Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer
 saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer.

 Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles
 derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.

 Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn,
 dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.

 Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden,
 som hjemme er Fjender som bare Fanden.

 Tilsammen rakker de Danmark ned
 og røber deres Venners Hemmelighed.

 De følges i Cirkus og Opera;
 det er tydeligt, hvilket Land de er fra.

 De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat,
 altid til Kaffesladder parat ...

 -- Men da jeg kom til Eskimoernes Land,
 da maatte _jeg_ søge den danske Mand.

 Han hersker i Grønland som nogen Czar,
 behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.

 Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige,
 vi talte ofte sammen som Lige.

 _Jeg_ haanede Grønlands usle Regering,
 _han_ peged paa Eskimoernes Formering:

 at _nu_ var de vokset til elleve Tusende;
 -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!

 Især naar man véd, at adskillige Hundrede
 er uægte Frugt af den højligt beundrede

 danske Regerings Embedsmænd,
 der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ...

 -- De elsker mig ikke i denne Region,
 de tror, jeg er kommen herop som Spion.

 De véd, at jeg mener, vi handler ilde
 mod dem, over hvem vi Herrer spille.

 Jeg finder vort Styre dumt og slet,
 -- og der er vel dem, som giver mig Ret.

 De frygter, at jeg skal Sandheden skrive
 og Grønlands Enevoldsmagt aflive.

 En nybagt Præst, der mest var Kujon,
 spotlo bestandig vor Ekspedition.

 Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse:
 Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.

 Nu sad han i Landet som »Missionær«
 og mente sig Martyr-Glorien værd.

 Langt fra den hjemlige Faarestald
 »_led_« han -- for at vente paa federe Kald.

 Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.«
 Selv turde han ikke sin Slæde køre.

 Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.«
 Selv laa han lunt i sin Præsteseng ...

 Nogle Præstefruer troede min Virken
 bare galdt at omstyrte Kirken.

 Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde
 kom et Par af dem Fjenden i Møde.

 Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant,
 er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.

 Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l
 -- saadan er grønlandsk Missions-Moral.

 Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag,
 havde hun vel næppe skjult sit Nag.

 Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil
 her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ...

 Der er i Verden, hvorhen jeg drog,
 ingensteds Mage til Sladrekrog.

 Endnu har jeg aldrig paa min Færden
 truffet saa snæver en Tankeverden.

 Ingen kan holde sig for sig selv,
 enhver maa ud i Skænderiets Elv.

 Hver Plads har højst tre-fire Familjer,
 -- men alle saa er de selvstændige Viljer.

 Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens,
 Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.

 Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene,
 at han havde det bedst, hvor han boede _alene_.

 -- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede,
 i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.

 Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted
 af mere opofrende Værter jeg véd.

 Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt,
 er det bedste, de ejer, ikke for godt.

 Som Budbringer kom han fra Verdenshavet
 til dem, der er Aar efter Aar som begravet.

 Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen
 og tror paa Personlighed bag Berømmelsen

 og længes naivt efter Bud om de Røster,
 som hjemme Humbugens Laurbær høster,

 som læser Romanerne uden Nøgler
 og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,

 som vilde den bitreste Skuffelse lide,
 om de fik Hemmeligheden at vide.

 De sidder og lytter med graadige Øjne
 til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,

 véd ikke selv, hvor lykkelig skjult
 langt borte de er fra forlorent og hult,

 fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse
 -- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse,

 fra alt, der saa afstands-lokkende stod,
 -- _det_, som vi andre tilfredse forlod,

 sidder og finder sig selv forurettede,
 -- de graadige Øjne blir aldrig mættede,

 saa er det, de fristes til at nyde,
 hvad Naboen koger i sin Gryde,

 og saa er de midt i det grønlandske Kævl
 og splittes til bare Las og Trevl ...

 -- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt,
 var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.

 Nu sidder jeg her og mindes med Tak
 de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,

 baade de hyklerske og de ærlige,
 baade de kølige og de kærlige,

 længes mod nogle faa især,
 som virkelig traadte mit Hjærte nær,

 som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt,
 naar længst deres gode Mad er glemt.

 Ét, hvor man tog mig som den, jeg er,
 og viste sig selv i dagligdags Klær,

 ét, hvor man ingen Bordtaler holdt,
 ét, hvis Vært var korrekt og stolt,

 ét, hvor Tanker blev drøftet tidt,
 ét, hvor Latteren blussede frit,

 ét, hvor man græd, da vi Afsked tog,
 da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ...

 -- Her, hvor jeg lever paa Sultekost
 og savner Livretter og liflig Most

 og immer det sejge Hvalroskød nyder,
 her længes jeg ned til de danske Gryder.

 Her mindes jeg altid bevæget og glad
 Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.

 Fortørnes ikke -- men her er desværre
 Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.

 Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan,
 I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.

 I er som Blomster, oprykket med Rod,
 udplantet i Muld Eders Væsen imod.

 Men Aarene rinder med ondt og godt,
 alt smaat bliver stort, det store smaat.

 I føler det selv: I forkrøbles let,
 Modstanden svigter, Aanden blir træt.

 Det er kun de Faa, der i dette Øde
 altid har Aand og Hjærte i Grøde.

 _Dem_ er det især, jeg mindes med Tak,
 af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.

 Vredes I over en ærlig Paamindelse?
 Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!

 Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner,
 hvis _sande_ Mening I ikke kender.

 De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed,
 smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.

 De kom jo saa ynkeligt tilkort:
 de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.

 -- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf,
 naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!




TEATER


 Man har spurgt mig, om jeg savner
 Scenens Kunst, som hjemme bydes,
 og som jeg til Gavns har søgt.
 Nej! Jeg savner Aand og Kløgt,
 og jeg ækles ved de Avner,
 der som Kunstens Kerne nydes.

 Jeg har kendt en Hob Aktører
 og mangfoldige Aktricer
 i den _sande_ Hjemmedragt,
 og jeg mindes med Foragt,
 hvad blandt dem man ser og hører
 -- Scenekunsten _bag_ Kulisser.

 Sur Misundelse var Præget,
 raa Kynisme Modersmaalet,
 falsk Elskværdighed en Norm,
 selv om tidt nok de har skraalet,
 svine-gryntet, faare-bræget
 højt om Kunstens Maal og Form.

 Og hvem af dem gør vel Fyldest:
 -- kundskabsløse, aandsforladte,
 blottet for Kultur og Smag!
 Men de fraadser i vor Hyldest,
 er Nationens dyre Skatte,
 deres »Kunst« en Samfundssag.

 Nej -- Gud fri mig for den Vaande
 atter at besé vor Scene
 med dens Pøbel og dens »Kunst«.
 Heller Sne og Is og ene
 end fra hver Avis indaande
 Scenegulvets mugne Dunst.

 -- Da fra Galleriets Bænke
 ung og arm paa Sparepenge
 jeg de første Indtryk fik,
 kunde jeg gaa ene, længe
 gadelangs og gennemtænke
 alt med varmt begejstret Blik.

 Men min Drøm blev sønderflænget,
 da jeg naade i Parkettet
 og fik Teksten fra Sufflør:
 alt var grelt af Sminke plettet,
 alle Miner grimt forvrænget
 -- og jeg kendte hver Aktør!

 Kendte mangen vigtig Blære,
 mange sløve Solderister,
 deres blinde Selvrespekt,
 deres tomme Tankekister
 og forlorne Pral og Ære,
 kendte -- ak! -- Den hele Slægt ...

 Men blandt denne simple Vrimmel
 stiger højt en ensom Søjle
 med et klassisk Kapitæl,
 stræbende mod Kunstens Himmel.
 -- Mens de andre kun vil gøgle,
 skaber han ud af sin Sjæl.

 Disse faa og stolte Hjærter
 og den danske Scenes Hæder
 kan jeg ofte længes til:
 _de_ har kendt de dyre Glæder,
 gennemlevet dybe Smærter,
 _de_ er, trods Teatrets Klæder,
 _Mennesker_ i deres Spil.

 Og jeg véd, at ses vi atter,
 staar I som hver Gang, jeg rejser,
 ubønhørligt kun jer _selv_,
 I har trodset Pøblens Latter,
 I er Søjler, og I knejser
 rankt mod Kunstens Himmelhvælv.




MUSIK


 Tænk, naar jeg igen skal høre Musik,
 Musik, som rører min Sjæl til Suk!
 Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik,
 jeg atter hører Musik, som er smuk.

 Musik, o Musik! Beethoven og Bach!
 Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort,
 jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort,
 blot leve med Mestrene, aande min Tak.

 Heroppe synger kun Søfugl og Hval,
 selv voved jeg bare en enkelt Gang
 at nynne en lille Schubertsk Sang,
 -- Folk lo og tænkte, at jeg var gal.

 Deres Hedningehjærner har ikke Rum
 for Lykke og Lidelse sat i Musik,
 blot Troldmandens monotone Brum
 til Tarmskindstrommens sære Rytmik.

 Maaske man kunde faaet dem lært
 -- hvad Tusinder Danske jo lever i --
 en flunkende tom Revy-Melodi,
 men det var nok ikke Umagen værd.

 Thi lykkeligvis er de ikke bragt
 saa vidt som de kristnede Eskimoer,
 hvis Salmesang blot er drævende Kor
 -- al anden Musik gaar i Hopsatakt.

 Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,
 og al min Hjerne blev Lirekasse-ør,
 min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk
 efter Toner, som altid fyldte mig før.

 Der er ikke i Verden en Kunst som Musik,
 hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt,
 hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik,
 de lønligste Ting har Musikken mig sagt.

 Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist,
 snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur,
 og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst,
 naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.

 Naar jeg ikke længer kan røre en Pen
 og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt,
 da er vel endnu Musikken igen,
 jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.

 -- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik,
 en kendt Symfoni, tungsindig og stærk,
 o, hvilket højtideligt Øjeblik,
 naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,

 naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog
 og glemmer mit eget forsvindende Fnug,
 med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog,
 og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.




KVINDER


 Kvinder, Kvinder!
   Jeg savner Kvinder:
 dem derhjemme, jeg glad forlod,
 ikke en eneste en var mig god,
 jeg var saa inderlig ked af jer alle,
 træt af at sejre, syg af at falde,
 o! Og bedrøvet af Minder.

 Fjernt gaar Rejsen
   bag Nord-Atlanten,
 Fjælde løfter sig, klædt med Is,
 Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.
 Endelig fri! Kan uhinderlig drage
 Vejen i sære Henrykkelsens Dage
 -- lykkelige jeg, som fandt den!

 Og jeg nyder
   med skærpede Sanser,
 stormer frem med ubændig Kraft,
 alt mit Blod er som sydende Saft,
 daglig sejrer ærgerrige Kræfter,
 grundigt hviler de sig derefter,
 naar ved Maalet jeg stanser.

 O, men nu savner jeg
   Kvinder, Kvinder,
 dem derhjemme, de dunkle Blik,
 deres berusende Skumringsdrik!
 Jeg havde troet jer ude af Tanke ...
 Stille, Hjærte! Du maa ikke banke
 Blodet til mine Kinder.

 Hør, jeg raaber det:
   Kvinde, Kvinde!
 Bort med Forsagelsen, Elskov først,
 kom nu og sluk mine Læbers Tørst,
 se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,
 ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,
 og lad mig dø derinde.

 Danske Kvinder!
   I skal dog vide det:
 Kvinderne her i det høje Nord
 er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,
 Manddyrets Trælle, afhændelig Vare
 -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare;
 man væmmes kun, at de maa lide det.

 Nej, _Kulturens_
   stolte Kvinde,
 hende jeg haanede tidt af Trods,
 hun er den eneste Kvinde for os.
 Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig
 bare en eneste Gang. Den beholder jeg
 gemt som mit helligste Minde.

 Ja, jeg savner dig,
   Hjemmets Kvinde!
 Al din friske, fortryllende Skæmt,
 din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,
 savner især dine kærligt dømmende
 dunkle Øjne, de vemods-drømmende
 -- mer end en Himmel at vinde!

 Dit stille Vemod,
   din _Sjæl_, Veninde:
 dybt, hvor din reneste Strengebund toner
 i sælsomt grublende Regioner,
 _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, --
 naar i de svimlende Drømme jeg favner
 mit Hjærtes eneste Kvinde!




NATUR OG CIVILISATION


 Overmæt af Kunst og Kultur,
 led og ked af Venner og Fjender
 søgte jeg bort til en vild Natur,
 hvor intet dagligdags hænder.

 Her fik jeg prøvet min Muskelkraft,
 véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter,
 fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft,
 og alle forsømte Pligter.

 Frosset og sultet og legemlig slidt,
 savnet, hvad før var mig uundværligt,
 svævet i pirrende Farer tidt,
 -- aa, dette Liv er herligt!

 Levet i Solskin Maaneder rundt
 vaagen og virksom Døgnet til Ende,
 besteget Fjældene, sovet sundt
 og bare tænkt smukt om min Fjende.

 Kysterne ejer rige Spor
 om fjerne, formummede Tider,
 da frem af Kaos vor elskede Jord
 ung og almægtig stiger.

 Mangt et besynderligt Visdomsord
 talte den vilde, hedenske Stamme,
 Hunde og Herre fik gratis For
 og Herren _Telt_ med det samme.

 Og naar man først sig vænnet har
 til Kødmad raat ud af Skankerne
 eller Kødmad lunknet i grissede Kar,
 pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.

 Og kan man bare faa Hvile og Mad
 og nøgen hos Værtsfolket ligge,
 da er man tilfreds og lader glad
 Polar-Parasiterne stikke.

 Mangen fordummende Overtro
 hersker her oppe som hjemme
 -- men her var lykkeligt frit for to,
 der gerne sig _selv_ vilde glemme ...

 -- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang,
 og Sanserne, friheds-svimle,
 og Blodet, der gennem Aarerne sang,
 gløded med glødende Himle!

 Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem
 norden for Lands Lov og Ret,
 -- heroppe drog mangen Polstormer frem
 og drog sit sidste Aandedræt.

 Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl,
 søgte at bruge to aabne Øjne,
 jagede Réner og Bjørn og Sæl
 de hellige Døgn som de søgne.

 _Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar,
 lod haant om Kulturens Krøller,
 ynkede Oprørets tamme Faar,
 belo vore aandelige Bøller.

 Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt
 eller agtedes saare ringe.
 Bravo, Københavner! Des mere bekvemt
 kunde her jeg sprede min Vinge.

 Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud,
 hørte du Luften suse!
 Himlen har ikke saa høj en Gud,
 jeg var jo dèr til Huse.

 Alle mine inderste Tanker steg
 fremad, ustanseligt fremad.
 -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg,
 skal kendes, naar jeg vender hjemad ...

 Men jeg maa sige jer det for sandt,
 _nu_ længes jeg hjem til de danske,
 dem jeg dog helst har været iblandt,
 og som jeg tilhører ganske.

 Her oppe leved jeg længe nok
 til for bestandigt at vide:
 _jeg_ er et Faar af min egen Flok,
 det hjemlige Hø vil jeg bide.

 Saadan ender vi Menneskers Flugt
 bort fra Kulturens Centrer.
 Den Tid er dog ikke forgæves brugt,
 hvori vore Meninger kæntrer.

 Mennesket bliver sig selv overalt,
 vi er Dyr, baade vilde og tamme,
 ingen er Sukker blot, ingen Salt,
 vi er allesammen det samme.

 Blot en Nuance, uendelig lidt
 adskiller Stodder fra Greve,
 denne Erkendelse gør jeg tidt,
 den gør det til Fest at leve.

 Hedningen her er ej ideal
 og heller ej sjælesort,
 snart er han god, snart er han gal,
 -- men hans Liv er en herlig Sport.

 Det var til dette friske Pust,
 jeg længtes af al mit Hjærte,
 -- o! Mine unge Vinger har brust,
 men nu har jeg Hjemvéens Smærte.

 Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag
 og aander Civilisationen,
 saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag,
 den ligger i Midt-Regionen.

 Den Vished kan gøre moderat og svag,
 men _falsk_ bliver ikke Tonen!




DA SKIBET KOM


 Saa staar vi da en Dag og bygger Hus
 højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse,
 -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --,
 opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse,
 hen over Havet gaar Sensomrens Sus,
 og vi har ingen Baad, og udeblevet
 er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet,
 maaske er det forlist med Mand og Mus.
 -- Hér har vi drøje Længslens Timer levet,
 hér maa vi vente, til der lægges Is,
 og sælge Livet for den dyreste Pris ...

 En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset,
 og det er fattigt nu med Fuglesang,
 saa staar vi da og spejder sidste Gang
 ud over Havet efter Skib bag Næsset.
 Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen
 tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen.
 -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer;
 hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme,
 og skal med dette Skib Befrielsen komme?
 -- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ...

 Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær,
 fik snart Kajakken fat, klemte os ned
 og stak til Søs med vore Boplads-Fæller:
 Der blir en Raaben-op, mens de fortæller,
 om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted,
 hvor mange Master, Skorstene og Rær,
 om nu den sjældne Gæst vil stanse her,
 om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- --

 Men som vi naar derud: énmastet, lille
 fremglider Skuden paa den brede Fjord,
 bjerget er Sejlene, og fra dens Motor
 hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget,
 og rundt om tier Verden lyttende stille.
 Og op mod Masteknappen farer Flaget,
 det rene norske! Og vi kommer ombord ...

 Nej -- der var ingen Post og intet Bud ...
 Er vi da helt af Vennerne forglemte,
 og mon de tror os sporløst slettede ud,
 saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte;
 -- men maaske er de alle sammen døde?
 -- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud
 mod Skuffelsen ved dette glade Møde ...

 Men der blev Fest ombord: blot ved at se
 Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner.
 Af deres Læber lød de kendte Toner,
 der indebærer al vor Fryd og Vé,
 -- hvor vi dog kunde snakke løs og le!
 Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad,
 vor syge Ven blev bragt ombord i Baad,
 paany sad vi ved dækket Bord og aad;
 Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde,
 vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ...

 Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder,
 snart roede vi fra Skibet i Kajakken.
 Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken
 og vinked os et hjærteligt Farvel.
 Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under,
 paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --,
 og Is og Polnat vil sig om dem lukke,
 og hjemme vil de bange Hjærter sukke,
 -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat,
 her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet --
 og endnu skal der roes to Mil til Landet,
 -- og dèr skal vi gaa mod den store Nat.

 Men tidt vil over Havet, der os skiller,
 og bag de mange Hundred Mil derhjem
 Tankerne graadigt søge Næring frem
 af vore fælles Minders forfriskende Kilder.




SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN"


I

 Jeg er saa glad for Solen,
 glad for September-Solen,
 den bryder uformodet
 frem af den tunge Sky,
 saa gul som Æggeblommen
 skinner den uindbuden,
 men hjærteligt velkommen
 gennem Tarmskindsruden
 ind i vort ringe Ly,
 bestraaler en tilsodet
 mos-fuget Sandstensvæg,
 gløder over mit Skæg,
 varmer mig dybt i Blodet
 og strejfer skælmsk Reolen
 -- ja, for vi har en Bogreol,
 tre Pakkasse-Borde og en Stol.

 Ak ja, vort Hus er lille,
 beskedent Inventaret,
 stenhaard vor Soveplads,
 ingen bruger Madrats,
 -- vi ejer jo ikke meget.
 Men her er Rum for os alle,
 frit Rum for frie Tanker,
 for hver personlig Mening,
 og Ordene er som forynget,
 thi Huset er vort eget,
 ved egne Kræfter bygget,
 af ingen Skatter tynget,
 ej heller truet og trykket
 af nogen Kreditforening
 -- det eneste Hus, jeg har set,
 uden Prioritet!

 Dog: _kunde_ man prioritere,
   til Mønningen prioritere
 den stadigt vedligeholdte
 barnligt selvejer-stolte
 Glæde hos Hulebeboerne,
 naar vi har Besøg af Bekendte
 og Venner blandt Eskimoerne
 og fester for dem i vor »Sal«,
 saa blev der Tilbud om Kapital,
 for _den_ skulde nok svare Rente,
 -- men det er nok ikke at vente ...

 Her er saa solskins-stille,
   saa høstligt højtids-stille,
 for en Naturtilbeder
 underfuldt fredsomme Steder:
 En af os sidder og maler
 Isfjældene, guld-bestrøde,
 en anden skæmtende taler
 med Folkene her fra Landet,
 selv falder jeg hen i Goethe,
 læser mig langt, langt bort,
 _véd_, hvad jeg gerne vilde,
 nu, da Dagen er kort
 og Aftenen mørk og stille.
 Jeg mindes en fjern Akkord
 og _længes_, kæreste du:
 »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.«


II

 Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,
 der trives paa »Længselens Ø«,
 blege er de som brystsyge Børn,
 der ligger og kan ikke dø.

 En Valmu, en Liljekonval og en blaa,
 som jeg ikke kender ved Navn.
 Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule;
 de ligesom fylder et Savn.

 Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,
 i Sommer de straalede rent!
 Stormene slog dem nok skaanselsløst,
 og nu er det ogsaa sent.

 Ja -- det er altfor sent for en Blomst
 at staa i den frosne Muld ...
 Bare der var nogle flere af jer,
 saa hele Hulen blev fuld!


III

 Hvor er dog Havet mørkt i Dag
 som ved Decembertide hjemme.
 Nordvestens tunge Aandedrag
 kan gennem Væggen jeg fornemme.

 Koldt er her: Termometret Nul,
 Blæst stryger ind af hver en Sprække.
 Og dog! Hvor hyggeligt et Hul,
 mod Uvejr et velsignet Dække.

 Spæklampens muntre Flammeild
 flakker kærtegnende paa Muren,
 ude raser en arktisk vild
 Efteraarshærgning i Naturen.

 Lav rinder Solen, høstlig gul,
 hver Nat blir nye Stjerner tændte,
 visnet er Blomst og flygtet Fugl,
 kun Vintrens dybe Nat i Vente.

 Ude Orkan -- men inde Fred,
 den lykkeligste Fred, jeg kender,
 naar Dag er endt, og Sol gaar ned,
 og alle Længslers Lamper brænder.


IV

 Den første dryssende Sne
 over de nøgne Fjælde
 og Frostens klingre Bjælde.

 Forbi den korte Sommer,
 Valmuer og Konvaller,
 Elvenes Draabe-Krystaller.

 Den nøgne Jord blev Is
 ved første Nattekulde,
 nu sover Kim i Mulde.

 Nu graver sig alle Mennesker
 ned i den lune Jord
 med alt deres Vinterfor.

 Borte er Narhvalstrækket,
 ikke en Fugl under Land,
 bare det mumlende Vand.

 Og ved de stejle Kløfter
 vaander sig Ræv og Hare
 inde i Saks og Snare ...

 Men til det store Mørke,
 klædte i Dyrehuder,
 bringer vi vore Guder:

 Hjemmets og alle Erindringers!
 -- drøfter gamle Hændelser,
 kommer med sære Bekendelser,

 trevler vort Livsvæv op,
 de skøre, bristende Traade,
 brænder dem uden Naade,

 klæder os splitternøgne,
 kender til Bunds hinanden
 -- dog bare til Afgrundsranden,

 bygger jo, hver især,
 et Ly for sit skjulteste Minde,
 hvor man er _ene_ inde,

 ene -- altid alene:
 en vanskelig Jord at dyrke,
 men Ensomhed giver Styrke ...

 Saa er da Sommeren død,
 og i det yderste Thule
 gemmer vi os i en Hule,

 er som et udflyttet Danmark
 varmet af hjemlig Sol
 her ved den kolde Pol,

 drømmer saa meget gammelt,
 higer mod nye Stier,
 tænker, taler og tier ...

 Luften er vinter-skarp.
 Mod Himlens lydløse Blaanen
 staar som et Genfærd Maanen.

 Fantastisk dødninge-hvide
 spejler sig fjerne Strande
 dybt i de dunkle Vande.

 En Gang i Tidernes Gry
 boblede disse Kyster
 af Moderjordens Bryster.

 Stivnet alle Tinderne
 gløder som Okker og Mønje
 op gennem Bræens Brynje.

 Om Milliarder af Aar
 vil da mon Isbræen smælte,
 Søjlerne sprænges og vælte?

 Vil da den signede Jord
 syde igen, før den daaner
 hen mellem livløse Maaner?

 -- Ak, hvor usselig lidt
 selv den Viseste aner
 om vore Skæbnebaner.

 -- Hvad véd jeg vel om mig selv:
 Er jeg et glødende Hjærte
 eller en udbrændt Kærte?




NOKTURNE


 Nu er det stille,
 Høstnatten skumrer,
 Vindene slumrer,
 hvor Livets Kilde
 dagtræt gik ned,
 -- lydløs Fred
 rundt om Landene,
 ud over Vandene.

 Den, som nu kunde
 sit Hoved bøje,
 lukke sit Øje
 og fredfyldt blunde
 den lange Nat
 fornufts-forladt,
 uden Vaande
 drømmeløst aande!

 O, men der rinder
 Lyd i mit Øre,
 Kamp maa jeg føre
 med bitre Minder:
 Venskab, jeg brød,
 Had, jeg fortrød.
 -- Fredløse Gru,
 hvil ogsaa du!




ENE


 Stjernerne skælver,
   Himlen er bleg,
 Maanen er bare
   en svindende Streg.

 Jorden er kold
   som et blodløst Lig,
 Fjældvæggen skummel
   af Ravneskrig.

 Tungt gaar Havet
   mod nøgen Kyst
 som et hjælpeløst Suk
   fra et ensomt Bryst.

 Ud i den isnende
   Efteraarsvind
 flakker den ensommes
   angstfulde Sind,

 skælver i Nattens
   Kuldegys,
 hilser bekymret
   det svindende Lys.

 Snart vil den dunkle
   Skumring gaa bort
 og Vintermulmet
   staa rugende sort.




HØST


 Jeg ynder ikke den unge Vaar,
 den er mig for fersk og flov.
 Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar,
 før jeg saà nogen Bøgeskov.
 Jeg har jo aldrig kunnet begaa,
 end ikke turdet forsøge,
 en Lovsang ud af mit Hjærte
 over de danske Bøge.

 I gamle Dage var det min Sorg,
 naar Bøgen stod lysegrøn,
 og Grøntet hang paa Charlottenborg,
 at jeg ikke fandt Farven køn.
 Muligt er det en Fejl ved mit Syn,
 mit Øje er lyseblaat;
 al denne megen Andemad
 taaler det ikke godt.

 Men da jeg voved en svag Protest,
 Kors! Hvor der saa blev Vrøvl,
 Grøntkaals-Malerne rasede mest,
 jeg skulde ha' mine Høvl.
 Jamen saa mal dog bare Spinat,
 de Farver er mig for blege,
 de rører ikke mit Hjærte,
 jeg vælger Graner og Ege.

 Granen er Skabelsens rankeste Værk,
 et løftende Høvdingesyn,
 Egen er uovervindelig stærk,
 en Tænker med rynkede Bryn.
 Egens Rødder gaar dybest ned
 i Danmarks frodige Muld,
 Granen er sejg og nøjsom,
 gør Hedesandet til Guld.

 Alle de grønne Haab ved Vaar,
 den grumsede Stemningsflod,
 som fylder Sindet i unge Aar,
 er saa inderligt mig imod,
 minder mig om den grønne Student,
 der har læst lidt Psykologi
 og vil systematisere Livet,
 han aldrig har levet i.

 Den dovne Sommerferie-Døs
 er mig heller ikke tilpas,
 underlig sløv og udtryksløs
 ligger den blot og ta'r Plads
 -- Plads for den gule, flammende Høst,
 hvor Stormen blæser Koral,
 Høsten er dybsindig,
 Vaar og Sommer banal.

 Pragtfulde Høst, vémodige Høst,
 Menneskesjælens Fornyer,
 du ejer, som det bedrøvede Bryst,
 Lys bag truende Skyer.
 Du er den store, afgørende Kamp,
 hvor Kornmodsglimtene lyner,
 du lever det stærke Øjeblik
 og dør under vældige Syner.

 Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis,
 naar Vinteren drager om Land,
 ren og klar er Søernes Is,
 kølig og klog vor Forstand.
 Da fatter den tumlende Menneskesværm,
 at Kampmaalet tidt er for lille,
 den tier som selve Jorden,
 der ligger hvid og stille.

 Og derfor søgte jeg højt mod Nord,
 hvor Kysten er hvid og tavs:
 hjemme stank der forraadnet Jord,
 i Byen laa Gadesnavs!
 Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort,
 vi trængte til Storm og Sne.
 Maatte en susende Byge have renset,
 naar jeg atter mit Land skal se!




BEKENDELSE


 Paa den lave Klippetange
 mod en blodrød Aftenhimmel
 ser jeg Eskimoernes Stimmel.
 Stimmel? Ja, en halv Snes Mand,
 og jeg synes, det er mange
 her i dette øde Land.

 Hør, de leger Bjørnejagter,
 og de ler saa overvættes,
 Hundene mod Bjørnen sættes,
 Bjørnen er en udklædt Knøs.
 Under kanibalske Fagter
 slippes Hundespandet løs.

 Straks som sultne Ulve løber
 Hundeflokken mod sin Fjende,
 Legen kunde gerne ende
 med, at han blev sønderædt,
 men de rappe Piskesvøber
 stanser dem, der naar for tæt.

 Stanse maa jeg selv af Latter
 over den groteske Scene.
 Ja, jert Liv er Leg alene,
 I kan skoggerle af alt,
 skøndt I prøved atter og atter
 Bjørnekampe, som Livet galdt!

 Selve det at leve Livet,
 sulte, naar der intet skydes,
 æde graadigt, hvad der bydes,
 elske sig udtømt og træt
 og ved Søvn faa Kræfter givet,
 er jert Liv og Livets Ret.

 Derfor maa I gerne undres,
 naar I ser mig i vor Hule
 sidde tavs og travl -- og skule,
 hvis I ler min Stemning væk.
 -- Mener I, jeg bør opmuntres
 til at kaste Pen og Blæk?

 Aa, I skulde bare vide,
 at der sidder »Venner« hjemme,
 som afgiver samme Stemme,
 men at det er alt omsonst,
 thi det er mit Liv at stride
 mod det Maal at skabe Kunst ...

 Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens
 borgerlige Alfarveje
 og har aldrig haft i Eje
 snævre Dyders Rettesnor ...
 Men, hvad er vel al min Digtens
 Fryd og Smærte? ... Døde Ord!

 Det, som dybest Sjælen føler,
 det kan intet Ord udtale,
 ikke noget Billed male,
 knapt nok anes i Musik ...
 -- Venner! Gid I aldrig nøler
 med en kold Fornufts-Kritik.

 Eller le som Eskimoen,
 le ustyrligt, mens jeg skriver,
 jeg forsikrer, jeg vedbliver
 og skal aldrig slides træt,
 naar _jeg_ bare ejer _Troen_,
 maa I gerne have _Ret_.

 Gerne blev jeg her og jaged
 Bjørn og Rén ved Vintermaane,
 skulde ingen Evne skaane,
 blev her gerne Livet langt,
 ingen Tid af Længsel naget,
 aldrig Livet surt og trangt.

 Thi det vil jeg ikke skjule,
 at jeg helst gik rent i Glemme,
 glemte alt og alle hjemme,
 Ven og Fjende, hvert mit Skrift.
 -- Men selv her i yderst Thule
 er jeg Slave af min Drift.

 Og min Drift er den at være
 én, der har sin egen Stemme,
 én, der skriver dansk derhjemme
 om, hvad Livet har ham lært;
 -- denne Drift er sød at nære,
 dette Liv er rigt, men svært.




SONET


 Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ...
 Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller døde?
 »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«.
 Skal vi mon finde her vort evige Skjul?

 Ingen véd det. Natvinden varslende hul
 klager oppe i Fjældenes dystre Øde.
 Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde
 Landsmænd igen og Solen, god og gul.

 Alt, hvad der hændte i to lange Aar,
 ligger dernede og venter os i Breve,
 -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ...

 Men jeg kan ikke ændre mine Kaar,
 død er den døde! -- Nej, I maa _alle_ leve!
 Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar.




ENE TILSØS


 Saa har vi naaet Oktober,
   og Fjæren iser til,
 det store stille Hav kan stivne
   straks, naar Frosten vil.
 I Nat blev Vandet tyndis-lagt,
 det glimter som et slebent Glar,
 ja, kom kun Frost og øv din Magt,
 træng ind til alle Kroge,
 jeg venter glad -- dog se, jeg har
 endnu en Gang Kajakken klar,
 vil vugge mig i Bølgetakt
 paa Bugtens sidste Vaage.

 Men da jeg gennem Isen skar,
   letted en enlig Maage.

 O, om jeg kunde fulgt den
   mod Syd, mod Sol -- og hjem!
 Jeg glemmer rent at ro min Aare
   og gaar ikke frem.
 Langt borte lyder kold og hul
 den vrede Snøften af en Hval,
 som dukker op af Dybets Skjul
 og tvinger frem sin Pande,
 trægt dønner Sø mod Fjældportal,
 fjernt synker Solen sært oval
 og bævrer tung og æggegul
 paa Kiming-Skaalens Rande.

 Jeg længes hjem, som jeg var gal,
   fra disse Dødens Vande.

 Men som jeg saadan ligger
   og knapt véd af mig selv,
 rækker mit Øje op til Hulen
   ved den døde Elv:
 Brudte er nu alle Broer,
 her faar jeg Hjem endnu en Stund,
 deroppe er mit Arbejdsbord
 og al min bedste Evne.
 Lad Frosten tvinge Hav i Blund
 til Farvej hjem! Jeg nyder sund
 den hemmelige Fryd, der gror,
 og som ej Navn kan nævne,

 paa Livstilværelsens dunkle Bund,
   hvor Synerne holder Stævne.




TØBRUD


 Der regner i Dag en ukristelig Regn
 heroppe i Hedningelandet;
 endnu er der intet Himmeltegn,
 som tyder paa noget andet.

 Vor Hule var netop bleven saa lun,
 Sneen laa højt over Taget,
 Fnuggene tætned som Edderdun,
 -- nu smælter hele Laget.

 Det drypper, det stænker, det styrter herned,
 og ingen har sit paa det tørre,
 vi væbner os bravt med Taalmodighed,
 mens Vandfloden vokser sig større.

 Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt,
 hjærteløst Regnen strømmer;
 de rummer just ikke det bare sødt
 de Oplevelsens Bægre, vi tømmer.

 Gulvet er som en rindende Sø,
 og Brikseskindene fælder,
 vi ligger paa hver sin opdagede Ø
 i Oversvømmelsens Kælder.

 Himlen er bare et trøstesløst Hvælv,
 en eneste styrtende Sluse,
 Fjældene mumler, den døde Elv
 er atter begyndt at bruse.

 Dens Leje var som et furet Ar,
 nu springer det op og bløder.
 Vi fylder paany vore Kogekar,
 men Regnen slukker vore Gløder.

 Saa maa vi kvittere »den varme Ret«,
 en ofte prøvet Elende,
 men at Soveposen ikke er tæt,
 er det værste, der kunde hænde.

 Dog, skulde man blive lidt sur i Sind,
 da lyder den Trøst til den triste:
 »Lad alt smælte bort! Dit eget Skind,
 det holder nok tæt til det sidste!«

 _Først_, naar ikke en Trevl er tør
 og ikke et Ly at finde,
 da vaagner der et Galgenhumør,
 og runger vor Latter herinde.

 Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt,
 fantaserer om fjerne Steder
 med alt, en Hjemkomst byder af smukt:
 varm Kaffe og tørre Klæder!

 -- -- Vejrprofeterne kalder det Føhn,
 saadan Mildning ved Vintertide,
 men Eskimoerne tror, det er Tøen,
 der driller Frosten til at bide.

 Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud
 og aflæser Varmegrader ...
 Men lad der blot rase Regn og Slud,
 naar det ikke _Islæget_ skader.

 Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før,
 og snart kan jeg hjemad drage
 blottet for _alt_, kun rig paa Humør
 til Slædefærden tilbage!




EN SORG


 I Dag har jeg haft en lille Sorg,
 og her, hvor saa lidet sker,
 har denne ringe Hændelse
 bedrøvet mig endnu mer.

 Min Yndlingshund er bleven dræbt
 af en af de gamle Store,
 bare fordi den løb og leged
 og slet intet andet gjorde.

 Den vidste ikke, at Tand for Tand
 er Livets beskæmmende Lære
 baade for Dyr og Mennesker,
 om vi skal faa Lov til at _være_.

 Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
 saa munter og uden Harm,
 hver Morgen den krøb i min Sovepose
 til et lykkeligt Blund i min Arm.

 Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn
 og kunde aldrig blive træt
 af at stryge dens bløde Pels
 og høre dens Aandedræt.

 For jeg er jo bare et Menneske,
 hvis Kærlighed ligger vaagen;
 jeg længes efter at elske
 og være _god_ mod nogen.

 Men her, hvor jeg intet Menneske har
 at kysse med brændende Mund,
 gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn
 til den tillidsfulde lille Hund.

 Og nu er dine undrende Øjne lukt,
 din Strube blev gennembidt.
 -- Ak, var du bleven ældre,
 skulde tungere Smærter du lidt!

 Ja, var du vokset dig stærk og stor,
 vented dig megen Plage;
 en stakkels trællende Slædehund
 har ikke gode Dage ...

 Men da de kom og mældte,
 at min lille Hund var død,
 blev der saa underligt stille,
 dèr, hvor mit Hjærte lød.

 Da maatte jeg betvinge
 en Graad, der vilde frembrudt,
 da svor jeg over Morderen
 en Hævn, jeg ikke har fortrudt.

 Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn,
 hvis Tænder min Yndling traf;
 hver Dyrebeskyttelsesdame
 vilde skaffet mig Dyrplager-Straf.

 Tæt til dens sammensnørede Gab
 bandt jeg den lille døde,
 -- nu ligger den med sit Offer
 bunden og uden Føde.

 Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
 skabagtig kan Sorgen lyde,
 men den, hvis Hjærte er ene,
 véd, hvad en Hund kan betyde.

 Og den, der kender Polarfærd,
 véd, han var gaaet til Grunde,
 om ikke han var bleven hjulpet
 af sine trofaste Hunde.

 Lønnen, han bød sin trællende Ven,
 var Pisk og en kneben Føde
 og saa en Kugle i Hjernen,
 naar den næsten var kørt tildøde.

 Og Hvalpen skulde i Vinter
 trukket for Slæden tilbage,
 -- en stakkels trællende Grønlænderhund
 har ikke gode Dage.

 Men dyrebar er mig Hundene,
 min daglige Kval og Fest,
 og, som det gaar mellem Mennesker,
 er den _mistede_ altid bedst.

 Og det er sandt, hvad en Digter har sagt,
 -- sikkert en klog gammel Fyr:
 »Jo bedre jeg kender Mennesker,
 des mer holder jeg af Dyr!«




VINTER


 Se, det hvide Ishav spejler
 dybt de gyldne Aftenskyer.
 Ingen Lyd og ingen Sejler,
 intet Bud fra fjerne Byer.
   Indelukket
   Længselssukket
 stiger mod det kolde Fjæld,
 der paa Himlens Rand har trukket
 en henaandet bleg Pastel.

 Som en Knivseg, skarpt tilsleben,
 skærer Horisonten Himlen.
 Som et Hjærte, vémodsgreben,
 gløder dæmpet Solfaldstrimlen.
   Gult og gustent
   som et brustent
 Venneblik er Solens Øje
 sluknet bag en Isfjældsmur,
 der har bygt sin borgtaarns-høje,
 vildt fantastiske Kontur.

 Sølvhvid Maanebaaden skyder
 højt henad den mørke Himmel.
 Som et Morildskølvand flyder
 Mælkevejens Stjernevrimmel.
   Tunge Skygger
   travlt bebygger
 som et mystisk Dværgfolk Sletten,
 der har gemt sig tavs og trykket
 inde under Fjælde-Jætten.

 Snart af Skyggerne besejres
 Dagens sidste Farvetoner,
 Mulmets Nattepust henvejres
 over Dødens Regioner.
   Men i Mørket,
   sjælestyrket,
 slaas vi med os selv og Livet,
 og vi tror, at vi faar dyrket
 rodfast Træ af Mose-Sivet.

 Ubønhørlig stræng bekriger
 Vintren disse arme Kyster,
 Sneen ligger haard og skriger,
 Isen dem i Favntag kryster,
   Lyset brister,
   Bjørnen lister
 mørkeskjult, beredt til Krig,
 hungerpint den Livet frister,
 røver Gravens frosne Lig.

 Og uskaansomt koldt bekriger
 _vi_ det Liv, vi før har levet;
 gennembrudt, som Vandflods-Diger,
 er vort Løgnliv -- talt og skrevet.
   Nu skal Volden
   hel og holden
 sten-forskanses, klar til Krig
 mod os selv i Fortids-Rollen
 -- ingen Gravfred for det Lig!




SNESTORM


 Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat!
 Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ,
 og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ.

 Der var madtomt i Hulen og glubende Sult,
 saa kørte jeg hen til et Køddepot,
 men Vejret blev værre, end jeg havde troet.

 Der blæste en fygende stiv Sydvest,
 langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds,
 Foden blev træt, for Føret var træls.

 Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro,
 syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa,
 alligevel maatte vi begge gaa.

 Ved Slædeopstanderne sled vi os frem,
 stavred i Sneen til op over Knæ,
 og Sne skød sig højt over Gængernes Træ.

 Dagslyset svandt, og Knoget tog til,
 _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv,
 Skinddragten dampede og frøs stiv.

 Hundene orked tilsidst ikke mer,
 vi spændte dem fra, og de stak i Løb,
 selv fulgte vi efter, stumled og krøb.

 Sort var Natten, da vi naa'de frem,
 aandeløst smed vi os ned bag en Sten,
 som ikke gav ringeste Ly for Sneen.

 Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv,
 Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min.
 Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin.

 Da blev som en isnende Strøm mit Blod,
 jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk,
 Fingrene var ved at fryse væk.

 Vi maatte nok helst gaa os varme igen:
 fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt
 og slæbte det hjemad af al vor Magt.

 Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej,
 Legemet damped, vor Aande blev kort;
 i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort.

 Men endelig, da jeg var Slæden nær,
 var ogsaa min yderste Kraft udøst,
 jeg faldt og blev liggende, kraftesløst.

 Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
 saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold.
 Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!

 Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
 at jeg skulde ligge forkommen og dø
 i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.

 Før havde jeg troet mig saa gammel og klog;
 _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lært,
 og Livet, jeg mistede, var mig saa kært.

 Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed,
 jeg tændte min Viljes hendøende Gnist
 og naaed da ogsaa Slæden tilsidst.

 Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til,
 Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt.
 Han sov og snorked, hans Bug var fyldt.

 Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels,
 fik stukket mig under en Hundekrop,
 hvor jeg døsede hen og tøede op.

 Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld,
 begravet af Sneen og sporløst gemt.
 Ingen savned mig, jeg var glemt.

 Da maatte mit Hjærte saa inderligt le:
 »I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!«
 Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt.

 Men netop, som Dagen graaned i Øst,
 tog Snestormen af og Kræfterne til:
 -- Det er svært at dø, naar man ikke _vil_!




INDKVARTERING


 Vi har faaet Indkvartering:
 ikke mindre end en Snes
   Eskimoer
   hos os boer
 i en skøn Familjekres
 -- en lidt rundelig Formering,
 naar vi selv er seks Mand høj.
   Man begriber,
   at det kniber
 svært med Plads og Sengetøj.

 Men vort Samliv er det bedste,
 skøndt man ikke skulde tro,
   at der kunde
   nogenlunde
 herske Enighed og Ro,
 naar man har sin kære Næste
 indlogeret bunkevis.
   Her er Glæde,
   fælles Æde,
 fælles Trug for So og Gris.

 Alle Kogelamper sprager,
 Luften hænger tyk af Os,
   Stuens Kroge
   staar i Taage,
 men vor Hule faar dog Ros.
 Udenfor Orkanen drager
 rovbegærlig om vor Ø,
   mangen Hytte
   blev dens Bytte,
 knust og slugt af Styrtesø.

 Alle vore Boplads-Fæller
 blev berøvet Kød og Hjem,
   halv-paaklædte,
   ilde-stædte
 stred de sig til Hulen frem,
 sidder nu og smaa-fortæller
 om den storm-oprørte Fjord,
   klager ikke,
   smælter Drikke
 og faar kogt et vældigt For.

 I en sammenbyltet Mængde
 sover snarligt Vært og Gæst,
   Lampen slukner,
   ude drukner
 Hundehyl i Sø og Blæst.
 -- Men jeg vaagned tidt og tænkte:
 her mod Nord er Livet Fest,
   intet knægter
   disse Slægter,
 hverken Himmel eller Præst!

 Ja, en Livets Jubelsalme
 toner ud af Vejrets Brus,
   Leg og Latter
   toner atter
 i vort overfyldte Hus.
 Her kan Glæden aldrig falme,
 Livet tager vi som bedst:
   Eskimoen
   dør i Troen
 paa, at Livet er en Fest.




NYT ISLÆG


 Jeg suser atter over nylagt Is,
 og alle Hunde trækker kry og travle,
 thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle
 har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis
 og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle.

 Mit Forspand elsker dette blege Skær,
 der blinker i de frosne Iskolosser
 og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser;
 -- i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær,
 da savnes det Humør, som Kulden trodser.

 Men nu gør atter Maanen Rejsen let,
 paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre
 det lange hvide Døgn i snefrit Føre,
 hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt,
 og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre.

 Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud,
 og jeg kan timevis henslængt paa Slæden
 ligge med adspredt Sind og nyde Glæden,
 blot ved at se mit Forspand halse ud,
 og høre Isen knage fjernt som Skud.

 Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se
 mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde,
 og _da_ er det med ét, som blev jeg borte,
 som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé,
 saa dybt og blødt som i en Grav af Sne.

 En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt,
 jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet,
 Isen var bristet: Slæden, Hundespandet,
 alt det, der havde mig min Drøm forvoldt,
 sank dybt og blødt, -- men Skaglerne de holdt.

 Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt;
 to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne
 ad Isen og slog Remme om et Hjørne
 af Slædesnuden og fik mig og alt
 omsider halet ind -- har de fortalt.

 Forresten lo de. Og da vi drog bort,
 og mine Klæder stivned straks i Kulden,
 og baade Haand og Fod blev saar og svullen,
 lo de igen. Jeg _løb_, som var det Sport,
 og holdt mig varm de otte Mil til vort ...

 Den glade Hedning, som bestandig ler,
 han er i Livets Dyst altid fornøjet;
 og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet
 og laa i Soveposens lune Fjer,
 da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer.

 Ja, saadan er det: undflyet et Forlis
 higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge,
 evig og altid maa vort Kald vi følge,
 Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis,
 farefuld Vejen over nylagt Is.

 -- Jeg suser atter paa den blanke Fjord
 ind under Fjældets gothisk bygte Gavle,
 nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle,
 og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor,
 og Verden er bare dette kolde Nord!




AFREJSE


 Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø,
 Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning.
 -- Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø,
 mon de nu taaler Vinter og Forfrysning?
 Lyse er de Forhaabninger, der bygges,
 men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes?

 Og endnu er vor Ven og Fælle syg,
 og køres maa han hundred Mil i Pose,
 -- men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg,
 endda den bød ham Torne blot for Rose;
 han higer hjem mod nye Arbejdsfelter,
 -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter!

 Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft,
 Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder,
 fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft,
 langs alle Fjære blegt Morilden brænder.
 Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset,
 _hjemad_ det gaar -- men tungt er Slædelæsset.

 Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær,
 det er, som om jeg ikke kunde slippe
 dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær
 og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe;
 -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude
 træt og forkommen hilst den blege Rude!

 Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven
 maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje,
 saa drager vore Slæder da igen
 Sporet langs nye Kysters nye Veje.
 Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde,
 tungt kører vi i Skrueis og Bløde ...




TILBAGE TIL MØRKET


I

 Saa slaar vi da Retræte:
   vor Vej er altfor fyldt med Sne,
   vi skulde været frem til Jul,
   men det kan ikke ske.
   Nu maa vi hen, hvorfra vi kom,
   men det er tungt at vende om.
 Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul!

 Vi drager op mod Mørket,
   og vi, som haabed det forladt,
   gaar trist til Sinds, med Haabet brudt,
   ind i den store Nat ...
   Naar atter Slæden staar beredt
   til Hjemfart, hvad er der saa sket? ...
 O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!


II

 Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer,
 bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer,
 vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv,
 kun Livet igen -- det dejlige Liv!

 For Hunde og Kød og varmende Klær
 borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd;
 de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst,
 maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.

 Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør
 og beder om Husly som ofte før,
 man luner vor Briks, vore Skinddragter syr
 og fodrer os selv og de udslidte Dyr.

 I Jordklodens nordligste Menneskehus,
 ind under en Gletschers Morænegrus,
 dèr lever jeg Livet som Eskimo,
 og Livet er bedre, end jeg turde tro.

 Ja, Livet er dejligt og dyrebart
 i vekslende Vejrlig og skiftende Fart,
 her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn,
 her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.

 Piuva'toks og Alakra'sinas Hus
 saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus,
 saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst,
 er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!

 Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen,
 vil taksomme Tanker søge herhen,
 -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn,
 men Hedningen her er Kristen af Gavn.




POLARNAT


I

   Hvor skal jeg gøre af mig selv,
   hvad skal min Tanke sysle med?
   Hvordan forglemme Tid og Sted?
   Hver søvnløs Dag er uden Fred
   og drømmepint hver Søvn, jeg véd.
 Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne;
 det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.

   Nu troede jeg saa vist, det gik
   mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig,
   og vi var mange Mil paa Vej,
   da Blæst og Mørke, Sult og Sne
   tvang os til Venderejsens Vé.
 Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme.
 Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme?

   Jeg lever blot i Kamp for Mad,
   opholder Livet som et Dyr,
   der ej den værste Føde skyr.
   Forraadnet er det Kød, jeg faar,
   mit Legem smudsigt, vildt mit Haar.
 Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres,
 de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres.
 -- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.


II

 Gennem goldt Polarnats-Øde
 gaar det vrede Vejr med Vælde,
 Mørket sukker, graat af Ælde
   som min Mor, der døde.

 Gennem Jordens Dunstkres tumler
 vildt Decembersneens Bølger.
 Tungt den frosne Havstok mumler
   om en Kval, jeg dølger.

 Paa de vejr-forbidte Strande
 har hvert ængstet Liv sig dækket,
 Stormen blot langs døde Vande
   tumler som forskrækket.

 Over Fjældets dystre Gavle
 ingen nordlys-blændet Stjerne
 -- bare Livets evigt travle
   Lynglimt i min Hjerne.

 Uvejrs-slagen, pint af Brøde,
 mørkeskræmt, en fredløs Fange,
 mindes jeg min Mor, som døde:
   _hun_ var ikke bange.

 Kunde jeg -- en dødsdømt Evne --
 med _din_ sikre Ro mig væbne!
 Men jeg elsker Livets Stævne,
   hader Dødens Skæbne,

 hader Rummets mørke Gaade,
 -- urørt af vor Strid herneden
 hersker den og skal os raade
   i Al-Evigheden.


III

   Der er i Nat saa tyst
   som fjernt, i _det_ Minut,
   da lykke-pint mit Bryst
   fik Tvivl og Vægring brudt
 og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige.
   Min Stemme var som kvalt,
   og jeg fik ikke talt,
   blot rørt din bange Haand,
   men Hjærtets Helligaand
 nævnede tavst det uudsigelige.

   En Nat saa lykke-tyst,
   al Verden Fred og Hvil!
   Men det blir ikke lyst
   som den Gang i April,
 da vore Hjærter mødtes vaarberuste ...
   Jeg lider Længslens Véer
   hjem til lidt Dagnings-Skær,
   hjem til dit Lykke-Smil,
   som lyste i April
 den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.


IV

   Den stille hvide Vinternat
     med ringe Skel
     paa Dag og Kvæld,
   med ingen Genklang under Fjæld
   af Hundeglam og Piskesmæld
     -- en lydhør, duftløs Time!
   Se, Maanen tændes blank og kold,
   og Himlen hvælver stjernesat,
   bag Nordlysbaandets Silkefold
     sit Skjold,
 mens alle Mindets Højtidsklokker kime.

   Snart ringer Hjemmet Julen ind.
     Min Sjæl, vær stærk:
     _dit_ Højtidsværk
   skal tone fjernt fra Hjem og Jul
   i hvide Vinternætters Skjul,
     hvor ingen Granduft kendes.
   Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt
   mit længst aflagte Barnesind,
   jeg hører Højtidsklokkens Klemt
     forstemt
 og længes hjem, hvor Juletræet tændes.

   En hjemlig Jul, en uskylds-hvid
     med Englebud
     fra Himlens Gud,
   som da uprøvet jeg og stolt
   den gode gamle Højtid holdt,
     -- den Jul, der kun er Minde ...
   Ja, hvilken Højtid, om jeg blot
   kom hjem nu ind mod Juletid
   og sagde En, hvis Blik er vaadt,
     lidt godt ...
 Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde.

   Tavs er den hvide Vinternat,
     træt gaar min Fod,
     tungt slaar mit Blod,
   og se, hvor Maanen blank og kold
   som et fordægtigt Avind-Skjold
     har skjult min Lykkes Fjender.
   Er alt mit Liv da uden Værd?
   Udløber redningsløs forladt
   i Nattens blege Nordlysskær
     min Færd,
 mens alle Hjemmets Juletræer brænder?

   Velan, min unge Sjæl, vær stærk:
     den Vej, du drog,
     gør glad og klog,
   gør rig, trods Tab af Jul og Hjem,
   den Vej, du drog, er Vejen _frem_,
     den eneste, der frister.
   Og træder jeg mit sidste Skridt,
   og ænser ingen mer mit Værk,
   _Liv_ har jeg levet, jublet tidt
     og stridt --
 ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.


V

 Det er Lillejuleaften,
   det er Lillejuleaften,
 og et Brus af fjerne Minder
 jager Blod til mine Kinder,
 -- dem, den fattige Polarnat havde bleget.
 Jeg er sær og syg til Mode,
 kunde gerne grædt og skreget
 over Smærter i mit Ho'de,
 for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel,
 og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ...
 Der er Taage over Fjældet,
 der er Slør for Aftnens Himmel,
 og jeg ligger, overvældet
 af de gamle Minders Brus,
 tavs i Angmalor'toks Hus.

 Det er Lillejuleaften,
   det er Lillejuleaften ...
 Hvordan lever I derhjemme? --
 Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- --
 Nøgen ligger jeg paa Fælgen,
 og min Vært, som ser mig lide,
 siger: »Det er vist paa Tide
 at faa givet dig lidt Foer!«
 Og jeg ser ham trække Bælgen
 af en Blaaræv, Dagens Fangst;
 den blir kogt og, Gud skal vide,
 jeg er slunken som en Slange,
 Gulvet er vort Spisebord,
 og jeg spiser,
 mens han viser
 mig den Gunst at nynne Sange,
 først et Par og siden mange;
 -- men min Sult er stadig stor,
 og hans Kone spytter Spæk
 paa en optøet Narhvalshjerne,
 for hun under mig saa gerne
 denne lækre Juleret.
 Endelig blir jeg da mæt --
 og min Svimmelhed er væk,
 -- Taagen med; nu har vi Blæst --
 og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst,
 mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst,
 nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ...


VI

 Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden
 og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde
 og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde
 som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden.

 Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget,
 kan ikke være ude, ikke inde,
 min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde,
 og Vunder bløder, som jeg troede læged.

 Og rundt i Verden fejres Juledrømmen,
 og alle Hjærter næste-kærligt bløder.
 -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder,
 og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen.

 Men der var Tider, da jeg ærligt troede
 paa Julens store Fredsbudskab i Folket,
 -- forlængst har Verden Loven omfortolket,
 og Julen er nu blot en gammel Mode.

 Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde,
 er alle Menneskenes Millioner --
 men kun saa længe Klokken højtids-toner,
 Dagen derefter stjæle de og myrde ...

 Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden
 og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde
 som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde,
 thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ...


VII

 Nej, det er altfor skøn en Nat,
 og jeg kan ikke sove,
 Fjældkæderne har Linjer
 som danske Bøgeskove.
 Som Udhugst-Lysninger blandt Trær
 staar istids-fødte hvide Brær
 i sælsomt livløst Maaneskær --
 et Snitværk af Sølv-Filigran,
 som tier dødt. Her lever Pan ...


VIII

 Jeg har saa ung en Glæde
 bare ved at træde
 mit Fodtrins lette Spor
 paa den sne-tilføgne Jord.

 Min Sjæl er tavs af Lykke,
 jeg kaster ingen Skygge
 i denne dejlige Nat
 fredfyldt og lysforladt.

 Min Hjerne har ej Tanker,
 og Livet ingen Skranker ...
 Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs,
 her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs.


IX

 Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader!
 Nu har vi Nyaar efter Almanakken,
 hjemme er Vrimlen en gensidig Takken,
 en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader,

 et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader,
 en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken,
 -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken,
 da Luften blev mig kvalm i vore Gader ...

 _Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender,
 det kommer uanmældt og uformodet
 en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder:

 _de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_
 og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet,
 da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.


X

 Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste,
 end ikke den usleste Busk finder Fæste,
 -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke
   hvidpudrede ranke.

 Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe
 og lytter til flaksende Fuglevinge,
 jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier,
   jeg lytter og tier.

 Jeg har en Veninde, vi elsker begge
 at suse paa Skøjter langs klukkende Bække,
 og ud ad de barfrosne Veje vi gaar
   med Rimløv i Haar.

 Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet,
 maaske er mit Timeglas snart udrundet.
 Jeg sanser kun Mad, baade god og slet,
   og jeg er saa træt ...


XI

 Min Livskraft ligger i Dvale,
 alle mine Tanker er gaaet i Hi.
 Nu drager den store Nat forbi
 de slumrende Fjælde og Dale.
 Jeg ligger som dybt i Dvale.

 Min Sjæl er sløv som en Larve,
 den sanser ej længer sin vante Strid,
 den sover sig frem til Lysets Tid,
 hvor den skal faa Liv og Farve.
 Min Sjæl er en jordbunden Larve.

 Jeg tror, Genfødelsen kommer.
 Naar Vinterens Nattemulm er forbi,
 skal Larven blive sommerfugle-fri
 med al den flyvende Sommer.
 Jeg véd jo, Genfødelsen kommer.


XII

 Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje
   udblomstret og gold,
 mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje
   og Hjernen is-kold,
 skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet,
 min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets
   skyggende Løv.
   Mit Øre
   kan høre
 hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv,
 klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre,
 men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet:
   Jeg er kun et Frø,
   som skal dø.

 Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig
   til Kampmaalet naar?
 Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig,
   ublidere Kaar?
 Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler?
 Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed
   Ungdommen tabt?
   -- Men bygge
   min Lykke
 paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt;
 jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge.
 -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler,
   der angrer, at I
   gled forbi!

 Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling.
   Er _Ungdommen_ klog?
 Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling
   og hensynsløst Sprog.
 Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes,
 da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende
   Slægts-Pietet.
   Jeg vilde
   ved stille
 udadlelig Flid vinde _mere_ end sket.
 Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde
 forynget at leve de Drømme, som sendtes,
   da Haabet var sundt,
   Verden rundt!


XIII

 Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter,
 ud til et blodrigt Liv i sære Egne,
 en Udvé, som gaar alle vide Vegne
 til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter,
 hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter.
 -- Der er saa mange Præmie-Sjæle til,
 o, lad mig altid være ung og vild!

 Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«,
 min egen ranke Nakke ydmygt bøje
 -- hellere med det _lidet_ lade mig nøje
 end tækkes Krybet i en højere Sfære,
 hvor der er smitsomt for min Sjæl at være.
 Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare,
 o, lad mig altid være ung og Daare!


XIV

 Der er ikke et Menneske, fjern eller nær,
 som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær,
 jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven,
 I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen,
 men Driften, som hidser mig, kender I den?

 Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt.
 Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt?
 Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært,
 at Menneskelivet er bitterlig svært
 og Mennesket selv af omtvisteligt Værd.

 Jeg er i den vide Verden kun én,
 hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén,
 kun ene og ensom, en tillukket Grav,
 hvor strømmende Ord mine Læber saa gav,
 en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav.

 Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor,
 eller gemmer mig bort i det tavseste Nord,
 hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred
 eller higer mod Liv fra mit Skjulested,
 jeg er dog kun _én_ i al Evighed.

 En venneløs gaar jeg i Fjendekrig,
 og fjenderig møder jeg Vennesvig,
 selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt,
 den Ven eller Fjende, der faar min Foragt
 -- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.

 Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ,
 jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ,
 men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt --
 da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt,
 men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt.


XV

 Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned,
 naar jeg saa' et Insekt blive pint,
 naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder,
 og dens Hjærteblad skælvede fint.
 Jeg har været et fængeligt Tønder
 for hvad Skabningens Ringeste led,
 jeg har _ødslet_ med Kærlighed.

 Jeg har næret min Pen med mit Blod,
 naar jeg skrev om al Menneskenød,
 om forskyldt eller skyldfri Elende
 og dens Véraab paa Retfærd og Brød.
 O, mit pulsende Blod kunde brænde,
 og min følsomme Sjæl fatte Mod,
 naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god.

 Det var den Gang, mit Hjærte var Ler
 og min Tillid til Menneske-Værd
 og min Tro paa mig selv uforfærdet,
 da mit Liv laa i morgenrødt Skær.
 Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet
 af de usle Bedrag, som det ser,
 og nu tror jeg paa ingen Ting mer.

 -- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt
 ved al Skabningens Kummer og Nag,
 men da selv jeg fik Pinslerne prøvet,
 tog jeg graadløs de grusomme Slag.
 Og nu taler mit Hjærte bedrøvet
 kun i dæmpede Aandedrag,
 men min Taare har rundet sig træt.


XVI

   Jeg byder ej mit Venskab frem
   til Per og Povl og alle dem,
 der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin,
   men _vandt_ du mig for dig og dit,
   saa bliver du mig aldrig kvit,
 da er jeg al min Levetid uforbeholden din.

   Og den, der kalder mig sin Ven,
   skal ærligt yde mig igen
 et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund,
   og han skal taale min Protest,
   naar han ej gir sig, sand og bedst,
 thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.

   En Kvinde kan jeg ofre _alt_:
   min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_,
 og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst.
   Men Mand og Mand i Venskabspagt
   har samme Pligt og lige Magt,
 og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst.

   Men vandt du mig for dig og dit,
   og tør du tale hensyns-frit
 og elske mine Evner frem og kue mine Fejl,
   da bliver du mig aldrig kvit,
   da ejer du alt, som er mit,
 ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.


XVII

 Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder,
 hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket,
 skal al Ting lykkes, maa der ske det Under,
 at jeg blir hundred-aarig og usvækket.
 Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder,
 hvordan blir Stammen trøsket da og knækket!

 Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse
 snigmorderiske Død af Sot og Syge,
 Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse
 i lunkent Sollys -- hellere en Byge,
 lad bare Stormen piske, Regnen øse,
 og alle Lungepibere rejse og ryge!

 I brat og voldsom Død har helst jeg villet
 med denne dejlige Jord faa Afsked taget.
 Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet,
 men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget,
 og først naar alle Trumfer er udspillet,
 slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget.

 Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten,
 et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde,
 men aldrig skal jeg angre, at min Digten
 drog mig langt udenfor den alfar Glæde.
 Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten,
 o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!


XVIII

 Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod
 dybt i den jydske Muld, der var min Amme,
 Jordens Safter skal stige i min Stamme,
 forny mit Væv og nære mit Løv med Blod,
 -- ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god.

 Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand
 og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler,
 til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler
 det frodige Grønsvær frem af magert Sand,
 stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.

 Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit
 og klamre mig som Marehalm til Bunden,
 at Havet ikke skal underskære Grunden,
 men bruse mig for Øje tro og frit,
 thi ene dette Hav og Land er mit!


XIX

 Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige,
 hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret,
 for ham er Sol det selvfølgelige,
 men her i Pollandets Mørkerige,
 hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret,
 her faar jeg Solen smærtelig kær:
 nu véd mit Øje, hvad Sol er værd.


XX

 Giv mig Solen, aa, giv mig Solen
 og lad mig gense de danske Strande,
 hvor Natten skifter med solfyldt Dag,
 og Himlen spejles i dybt-blaa Vande,
 paa Marken Solsikken og Violen
 og Lyd af Kornlærkers Vingeslag.

 Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,
 en purpurglødende Morgenrøde
 bag Ferskenblomsternes hvide Lin,
 med sødlig Duft af en tropisk Grøde,
 af Oleanderen og Magniolen,
 af gul Orange og blaalig Vin.

 Giv mig Solen, ja, giv mig Solen,
 den skal fremelske Ungdom og Ynde,
 jeg længes vanvittigt langt mod Syd,
 dèr vil jeg aande og se og synde,
 jeg hader Natmørket her ved Polen
 og min Grav-Tilværelses golde Dyd.

 Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,
 jeg sidder længsels-pint her og bier.
 Hvordan er Verden? -- fremdeles slet?
 Har Kunsten udklækket ny Genier,
 har Frihedskravet knust Kongestolen?
 -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_!


XXI

 Vi har atter Maanetid og Gæsteri
 -- ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! --
 Her er daglig et Par Slæder paa Visit,
 for vi ligger netop paa en alfar Sti,
 og her er en stadig livlig Bytten Koner,
 det er svært at skelne mellem mit og dit
 -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner!

 Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv,
 og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak,
 Husets allerbedste raadne Kød blir budt,
 og man skynder sig at proppe i sit Liv,
 mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak,
 og en høflig Vært gir Konen med til Slut,
 og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak!


XXII

 Ja, lille søde Aini'nak,
 du spørger, om Kvinderne hjemme
 er ligesaa gode som her mod Nord
 og Mændene ligesaa slemme?

 Om Damer, lille Aini'nak,
 tør ingen sin Mening sige.
 Men Mændene er af et grumset Stof
 og ikke just elskelige.

 Jeg véd, at din Mand har slaaet dig,
 jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer,
 -- aa, stakkels lille Aini'nak,
 hos _os_ er der bitrere Jammer.

 Du havde vel været ulydig
 og nægtet ham, hvad han kan kræve,
 -- hos _os_ er der tungere Vaaben
 end den bare knyttede Næve.

 Det véd du jo, lille Aini'nak,
 snart læges din Smule Rift,
 men Mændene hjemme i Danmark
 de drypper i Saaret Gift.

 _Vi_ saarer med Øjets Staalblink
 og Tungens bidende Odd,
 med smaabitte haanske Skuldertræk
 eller Tavshedens ætsende Braadd.

 Saa lever vi Side om Side,
 men dyrker dog hver sin Gud,
 _vi_ vælger helst det dulgte Bedrag
 fremfor et ærligt Brud.

 Nej, kære lille Aini'nak,
 _du_, som er saa god og smuk,
 du kender ikke den Livsens Vé,
 der bæver i Kvindesuk.

 Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak,
 svarer den fremmede Herre:
 Kvinderne hjemme er bedre end her,
 men Mændene meget værre!

 Alene den lille Aini'nak,
 der er sky som en opskræmmet Raa,
 du er den eneste Kvindesjæl,
 jeg blandt dine Søstre saa'.


XXIII

 Vi grubler for meget og handler for lidt
 og hugger hverandres Livsgerning i Splinter,
 under Selv-Reflektionernes Mareridt
 vi leger og kriges med Vitser og Finter,
 men flytter os ikke et eneste Skridt,
 dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry
 og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry.

 Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_,
 det er _Tingene_ selv og ej deres Navne,
 hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror
 uden at famle og føle og favne,
 thi Ord er Bedrag, den Naive er stor;
 mit slyngede, selv-reflekterende Jeg
 skal blive én eneste lige Streg.

 Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt,
 min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen,
 jeg sanser kun Tingenes egen Magt
 oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen --
 og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt;
 jeg vil ikke mere studere mit Selv,
 blot leve naivt under Himmelens Hvælv.


XXIV

 Nu stiger Lyset,
 Nat-Mørket brister,
 og Kulde-Gyset
 af Landet lister.

 Rødlige Buer
 af Dæmringens Straale
 dirrer som Luer
 bag Isblink-Naale.

 Paa Sletten blegner
 Skyggerne bort,
 Fjældryggen tegner
 sig skarp og sort.

 Tarmrude-Lyset
 taber sit Skær,
 -- nu flygter Gyset,
 Dagen er nær.


XXV

 Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver,
 raskt Farvel til dem, der bliver,
 Tak for alt og Tak til Alle:
 -- se, dèr kommer En og giver
 mig en lækker Hvalros-Lalle,
 som han i sin Kødgrav fandt,
 den er Rejseproviant;
 og den største Tromme-Mand
 forærer mig en Narhvalstand ...

 -- Afsked gør mig altid trist,
 jeg blir helt beklemt tilsidst;
 det er svært nok at forlade
 disse gode, altid glade,
 trofast hjælpsomme Eskimoer;
 -- hvad jeg haaber end og tror,
 skal vi maaske aldrig ses ...
 -- Det er rart at se sit Værk
 kronet af en fast, besluttet
 Viljesytring; den gør stærk:
 -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet!
 -- Hør, der snakkes og der les,
 og jeg gir Signal til Spandet
 og er snart langt væk fra Landet ...

 Ja, nu gaar det atter hjemad,
 men det gaar kun trælsomt fremad,
 Maanen skjuler sig bag Taage,
 Strømmen skærer mangen Vaage,
 vi maa lejre os som bedst
 midt i isnende Sydvest.

 -- Av, dèr »brændte« jeg min Næse,
 fire Fingre og en Taa,
 jeg har vaade Vanter paa
 -- og et Ur, jeg skal aflæse,
 det er gaaet rent i Staa ...

 »Her maa ties, her maa bies«,
 jeg er bleven vant til Turen.
 Mens min Hud i Frost afsvides,
 støder Stormen fælt i Luren,
 men tilsidst er den blæst træt,
 i dens sidste Aandedræt
 krydser vi den sidste Bræ,
 gaar i Sne til over Knæ
 og naar i Melville-Bugten
 ud paa ny og let-kørt Is,
 hvor vi følger langs en Rende,
 -- mere Kulde, mer Elende:
 i Kamikken stivner Fugten,
 Termometrets Kviksølv fryser --
 men den hvide Maane lyser
 gennem rimfyldt Kuldedis ...

 Det gaar fremad,
 vi naar hjemad,
 og vi slider, angst-befriet,
 hele Kuske-Kompagniet,
 dansk og fremmed, døbt og Hedning,
 elleve Mand om otte Læs,
 elleve Mand, tre Snese Hunde,
 lutter gridske Fraasemunde
 om det samme frosne Kød,
 -- naa, vi lider ingen Nød,
 og vi nærmer os vor Redning,
 thi dèr henne
 bag et Næs
 kan Upernivik jeg kende!

 Og vi kappes. Frem paa Fronten,
 Sol er nær ved Horisonten!
 -- Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn,
 Hundene blir rent beruste!
 -- Stolte Time, da vi suste
 som en Flok kamplystne Børn
 hen blandt Isens vilde Kaos,
 -- Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, --
 Bjørnene slap ikke fra os,
 snart laa to _døds_-harpunerte.

 Selv _blev_ vi paa Kampens Sted,
 vi var hungrige og trætte,
 laa og aad os tungnemt mætte,
 den skrigvorne Mave fuld,
 Hund og Herre,
 -- men desværre
 Hundene aad Skindet med ...

 Pyt! Med Skind og røden Guld,
 hvad er Guld mod Morgenskær:
 se, vi møder Solen her,
 se, derude staar den røde
 Solgud op af Vinterdvale,
 alle Iskrystaller gløde,
 -- og vi gaar vort Hjem i Møde,
 og vi staar og ser og ser
 -- længe -- -- og kan ikke tale -- --




TILBAGEKOMST


 Saa kom det store Øjeblik,
 da vi igen var fremme;
 dèr laa de kendte Huse,
 vi følte os som hjemme.
 Der fløj et Dannebrog til Tops,
 og Hytten syntes os et Slot,
 -- aa, disse kære Farver,
 hvor gjorde de dog godt!

 Nu traadte vi i Stuen ind,
 vor syge Ven blev baaret,
 saa rørende en Velkomst
 blev aldrig os beskaaret.
 I Ovnen brændte festligt Baal,
 og mange hvide Lys stod tændt,
 -- vi maatte alle tie
 med Ansigtet bortvendt.

 Saa drak vi da et godt Glas Vin
 og smagte Fruens Kage,
 vi skal nok aldrig glemme
 den Stund, vi kom tilbage;
 _det_ sagde ogsaa O'sakrak,
 da han af Hvedebrødet bed:
 -- »Ja, _nu_ kan jeg begribe,
 I længtes svært herned!« ...

 Men laa der intet Brevskab gemt?
 -- min Puls tog til at banke,
 den store Post fra Danmark
 var aldrig af min Tanke.
 -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud!
 da blev mit Hjærte koldt som Is,
 saa har I Stakler hjemme
 vel frygtet vort Forlis! ...

 Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl,
 og vi skal atter mødes,
 og af vor Gensyns-Lykke
 skal ny Værdier fødes.
 Og er endnu min Hjemvej lang,
 og faar jeg ingen Breve,
 aa Gud, om vi naar sammen,
 hvor _smukt_ skal vi da leve!




LIV


 Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt
 for den, som har Sans til at leve det ret,
 men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt,
 naar Udlængslen snører vort Aandedræt.
 -- Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves,
 jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose,
 af Lyngblomst og Rose
   var længst jeg træt,
 var vammel ved Troskab, forbitret af Svig,
 men Verden derude var stor og rig,
 og kostelige Skatte skulde hæves.

 Saa traadte min Fod den forjættede Muld,
 og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer,
 men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld,
 og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor.
 Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten,
 min Sjæl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken?
 saa sejled fra Bryggen
   jeg længst mod Nord,
 dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn,
 dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn
 og skjalv dog for Mørket og Natten.

 Da kom der en stormfuld, oprivende Tid,
 for første Gang fik jeg mig selv endevendt,
 -- dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid,
 nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ...
 Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole
 og véd hverken ud eller ind med vor Bane,
 kan slet ikke ane,
   hvordan den var endt,
 men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os,
 faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os --
 _Livet_, den kostelige Skole!

        *       *       *       *       *

 Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt
 dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog,
 at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt,
 og læged blev Vunderne, Livet ham slog.
 Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister
 og drager langt bort fra de hjemlige Kyster
 til vovsomme Dyster
   afsindig og klog.
 Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt,
 og Lysten til Livet en adelig Byrd,
 hvad enten det bær eller brister.

        *       *       *       *       *

 Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt,
 du dejlige Liv, som jeg drager imod
 fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat
 til Foraar med Midnatssols gyldne Flod!
 Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden,
 fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde,
 jeg har en Veninde --
   og træt er min Fod --
 ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt,
 men dejligst af alt, som er dejligt og smukt,
 er altid min Hjemkomst fra Færden!





End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 ***