diff options
Diffstat (limited to '43338-0.txt')
| -rw-r--r-- | 43338-0.txt | 5874 |
1 files changed, 5874 insertions, 0 deletions
diff --git a/43338-0.txt b/43338-0.txt new file mode 100644 index 0000000..27a507c --- /dev/null +++ b/43338-0.txt @@ -0,0 +1,5874 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 *** + +Afskriverens bemærkninger: _Understreg_ er brugt til at gengive +kursiveret tekst. + + + + + L. MYLIUS-ERICHSEN + + ISBLINK + + DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE + POLARREGION + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + KØBENHAVN OG KRISTIANIA + TRYKT HOS F. E. BORDING + MDCCCCIV + + + + + TIL + + MIN HUSTRU + + + + +INDHOLD + + + Tilegnelse 9 + + Marie 11 + + Ene du -- 13 + + Vise 17 + + Huset ved Havet 20 + + Stemning 24 + + Kammeratskab i »Fjældhulen« + I. Til Marie 29 + II. Harald Moltke 34 + III. Knud Rasmussen 37 + IV. Jørgen Brønlund 41 + V. Gabriel Olesen 45 + VI. Agpaling'uak 48 + + Mor. I-III 51 + + Far. I-III 59 + + Den store By. I-II 67 + + Fædrelandssang 71 + + Venner. Otte Sonetter til Digteren L. C. + Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam 74 + + Danske Mænd 80 + + Klassicisme 85 + + Nordpolen 89 + + Foraar ved Snehytten 94 + + Vejrfast 96 + + Tilbageblik 98 + + Skibet 100 + + I Kajak 102 + + Eskimoer 105 + + Landsmænd 111 + + Teater 118 + + Musik 121 + + Kvinder 123 + + Natur og Civilisation 126 + + Da Skibet kom 130 + + September i »Fjældhulen«. I-IV 133 + + Nokturne 140 + + Ene 142 + + Høst 144 + + Bekendelse 147 + + Sonet 150 + + Ene tilsøs 151 + + Tøbrud 153 + + En Sorg 156 + + Vinter 159 + + Snestorm 162 + + Indkvartering 165 + + Nyt Islæg 168 + + Afrejse 171 + + Tilbage til Mørket. I-II 173 + + Polarnat. I-XXV 175 + + Tilbagekomst 199 + + Liv 201 + + + + + _Solen har svigtet mig, + Lyset er stængt, + Polarnattens Mørke + paa Jorden sænkt. + Fjernt, hvor jeg dølger mig, + ISBLINK ombølger mig, + Minder forfølger mig, + -- _dem_ maa jeg dyrke, + de dømmer mig strængt + men giver mig Styrke; + o, de har trængt + til at faa sigtet sig ... + Se: jeg har digtet dig + alt, jeg har tænkt._ + + + + +MARIE + + + Nu sidder du sørgmodig + og venter mig forgæves, + Mørket, som har skjult min Vej, + det kan jo ikke hæves. + Og du faar ikke Brev i Hast, + og mange tror mit Liv sat til, + men du, min Ven, alene vil + paa Gensyns-Timen stole fast. + + Selv véd jeg, at jeg kommer + paa Trods af alle Skranker, + om bare et Aarstid saa staar + jeg ved vort Hjem og banker. + Men Pigen mønstrer min Person, + hun har nok aldrig set mig før, + godt dækket bag en lænket Dør + giver hun ikke straks Pardon. + + Hun tog mig for en Røver, + min Dragt var arm og broget, + -- jeg vilde jo overraske dig + og ikke ud med Sproget. + Hun løj perfekt, at Fruen sov + og bad forgæves om mit Kort + og havde kraftigt vist mig bort, + da langt om længe jeg fik Lov. + + Hun slap mig gennem Gangen, + gik for at søge Fruen. + -- Dèr sad jeg i en Lænestol + og kendte hele Stuen: + Slyngplanten op ad Vindvet skød, + Møblerne var de gamle blaa, + men da dit Arbejdsbord jeg saa', + hulked jeg bitterligt og fortrød. + + Her sad du altsaa trolig + og Savnets Taalmod lærte; + i Breve, som jeg aldrig fik, + udøste du dit Hjærte. + Af mange Trængslers Kalk du drak, + haardt blev dit Mod paa Prøve sat. + Alt, hvad du led ved Dag og Nat, + fatter jeg nu og hvisker: Tak! + + -- -- Jeg sidder tidt og drømmer, + hvordan jeg naar tilbage + til dig og det, der er mig kært + alle mine Levedage. + Jeg døjer Savn paa Land og Sø, + ernærer mig som Eskimo + og har den stolte sikre Tro: + den, der vil leve, skal ej dø! + + + + +ENE DU -- + + + Ene du, hvem ingen ænser, + og som i vor skjulte Rede + lider stille, naar jeg lænser + langvejs bort for stormfuldt Vejr, + ene du, hvem jeg har kær, + har forstaaet hélt min Lede + ved et Liv bag snævre Grænser. + + Og hver Gang mit Skib laa bygget + rejseklart, til Langfart taklet, + og vi troede, at Miraklet, + det, der gør os lykkelige, + skulde af mit Kølvand stige, + naar jeg længselspint kom hjem, + stod _du_ rank, skøndt taaresmykket, + pegende paa Kursen _frem_. + + Og jeg sejled, mens du vented, + -- o, hvor blev der _frit_ omkring mig, + rigt min Indsats blev forrentet, + men, _dit_ Liv blev mere trangt, + ak, og jeg drog ikke langt, + før det ramte som et Sting mig, + at jeg havde handlet vrangt. + + Al vor bedste Ungdom glider, + _Aar_ er mellem vore Møder: + _jeg_ paa Rejse alle Tider, + _du_ tyet ind i Klostercelle, + og det første Træk af Ælde + ser jeg tegnet i din Kind, + og jeg ser dig syg i Sind, + -- er det Hjærtet, som forbløder? + + Elskede! Tilgiv min Brøde. + -- Men jeg kan ej sidde rolig + i en lun, tillukket Bolig, + spise ved det samme Bord, + læse kendte Genbo-Skilte, + daglig sløves paa Kontor, + slide alt mit Mod tildøde, + faa de bedste Kræfter spildte + -- jeg maa se den hele Jord! + + Jeg maa ud, hvor Livet frister, + Kamp paa Livet for et Maal, + der gør Nerverne til Staal, + -- ikke dette ækle Klister + af politisk-sociale + og æstetisk-bindegale + Diskussioner i det blaa, + hvor man intet Slag tør slaa. + + Jeg er Storm. Og vildt forrevet + mørkner Skyen mine Baner, + sære Kurver blev beskrevet + mod det Livsens Maal jeg aner. + Du er Stille. Skyen svunden, + Havet rént og klart til Bunden, + hvor et frodigt Løvværk dølges. + Storm og Stille de maa følges. + + -- O, jeg gik og vented længe + paa den store Storm derhjemme, + som skal Friheds-Vejen sprænge, + blanded tidt min unge Stemme + i det radikale Kor, + -- men jeg skulde snart fornemme, + at det alt var Ord, blot Ord! + + Og du véd, min Sjæl sig krymper + ved at digte Brød til Huset, + ved at omgaas hver en Stymper, + der har lavet en Novelle. + -- _Jeg_ vil mér end blot fortælle, + jeg vil som de stærke Faa + ud til Livets Handling gaa + -- ene ud i Bølgebruset. + + Ud -- ja, ud i Verdens Blæst, + _ud_, før mine Blade visner. + -- Og nu er jeg Polens Gæst, + Vintren strænges, Kulden isner, + Bjørnen nær min Hule lusker, + Stormen vildt i Fjældet rusker + -- og jeg husker, o, jeg husker + Storme, som mit Hjærte hærged, + og som slog mit Mod med Pest. + -- _Ishavs_-Stormen _den_ er bedst; + har jeg bare Livet bjerget, + bliver Livet mig en Fest ... + + Men naar jeg nu snart skal stænges + af en dyb Polarnat inde, + falde hen i lummer Ro, + ingen Sol og ingen Sinde + Bud fra dig, om du har Tro + paa vort Gensyn og vor Lykke, + jo, da véd jeg, jeg vil længes, + ærligt ønske mig tilbage + til vort stille Hjemlivs Hygge. + + Men jeg véd, jeg snart maa stage + fra det grunde Vand min Baad + ud igen til fredløs Færden. + + Og jeg véd, at ingen Klage + røbe vil dit Hjærtes Graad, + du min eneste i Verden! + + + + +VISE + + + Jeg havde mig en Hjærtenskær, + en Hjærtenskær, + hun var saa skøn, + jeg var saa grøn, + hun lærte mig helt andre Kys, + end jeg af Mor og Søster fik, + de blev min Ungdoms Alterdrik, + de faldt som vaarligt Draabe-Drys + paa mine friske Sanser. + Lovpriset nu og altid vær + min fjerne første Hjærtenskær, + hvis Minde jeg bekranser. + + Jeg elskede min Hjærtenskær, + min Hjærtenskær, + i hendes Magt + min Sjæl var lagt, + og hun var klog som hun var smuk, + beskar mit Væsens vilde Skud, + stak mine Evners Baner ud + -- og gik saa fra mig, uden Suk, + og valgte sig en anden. + O, vidste du, min Hjærtenskær, + jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær + og laa ved Afgrundsranden. + + Og møder jeg min Hjærtenskær, + den Hjærtenskær, + der gav en Dag + mig Ridderslag + og lod min Drøm til Liv indvi, + da blusser alt mit Hjærteblod, + hvor er du smuk, hvor var du god, + jeg gaar dig rød og stum forbi + og hilser dig ærbødig. + Nu véd jeg først, at al min Færd + inddrak hos dig, min Hjærtenskær, + den Drift, jeg havde nødig. + + Jeg havde mig en Hjærtenskær, + en Hjærtenskær, + for hvem en Gang + jeg gerne sprang + i Havets Dyb, om hun gav Tegn, + et Liv, for hvem jeg kunde dø. + -- Men Tiden randt, og _andre_ Frø + blev klænget frem af Sol og Regn + og mig til Lykke givet. + _Da_ vandt jeg ret en Hjærtenskær, + _hun_ er mig mér end Døden værd, + hun er mig selve Livet. + + Jeg takker dig, min Hjærtenskær, + min Hjærtenskær, + du er saa god, + og du har Mod, + du venter paa mig tryg og tro + og bærer stolt og prud vort Navn, + du véd, de Tider kommer jo, + da jeg skal kryste dig i Favn, + naar Rejsen vel er omme. + Højlovet vær min Hjærtenskær, + mit Livs Behov, min Sjæls Begær, + nu skal vor Lykke komme! + + + + +HUSET VED HAVET + + + Langs den jydske Vesterstrand + har jeg jublet Barnesange, + har jeg udgrædt Hjærtets bange + Ungdomssmærte rén og sand, + har jeg angret dybt som Mand. + Og naar nu fra _denne_ Kyst, + hvor de høje Fjælde knejser + under evig Sne begravet, + Isen gaar paa fjerne Rejser, + og jeg hører Bølgens Røst, + længes jeg mod Vesterhavet. + + Vesterhav med Braad og Røg + over ørkengolde Klitter + ind i Land, hvor Lyngen stritter + paa en vejrbidt Kæmpehøj, + Land med brede Penselstrøg! + Sære, uvejrsdunkle Strand, + hvide Klit og blege Vænge, + skønnest Plet i hele Verden, + Tonebund for dybe Strænge, + som jeg altid høre kan, + -- Endemaal for al min Færden! + + Ja, for vi skal rejse Hus + dèr, hvor Klitten favner Heden, + ikke langt fra Barndoms-Reden + mellem Fjordens gule Grus + og det friske Havvands-Brus. + Naar jeg træt af viden Flugt + og de Saar, som Kampen giver, + trænger haardt til Fred og Hvile, + griber jeg min Pen og skriver: + »Hold i Nat en Dør oplukt!« + -- Henrykt ser jeg Vennen smile. + + Stolte Ven! Min dyre Skat! + Vi har mødt i Livets Kaos + mange Venner, som gik fra os. + _Du_ har aldrig mig forladt, + derfor kommer jeg i Nat ... + Aa, jeg ser jo Huset staa + gammeldags og lavt til Taget, + ser dig glad i Højtidstøjet + løbe hen og hejse Flaget. + Himlen blir saa høj og blaa, + begge faar vi Graad i Øjet. + + Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst! + Og den milde, stille Lykke + bare ved en Haand at trykke, + aande ved et elsket Bryst + Hjærtets underfulde Trøst. + Atter Fod i jydske Spor, + atter hjemme hos den bedste, + aa, hvordan skal jeg erklære + dig min Jubel ved at gæste + eget Hjem paa hjemlig Jord + -- endelig et Sted at _være_! + + Jeg befandt mig aldrig godt + i den store Bys Kaserner, + store Byer gir trætte Hjerner, + store Byer har meget smaat, + jeg blev led ved det Komplot. + Vi, som fik vor Vugge rørt, + i de fjerne, tyste Kroge, + nyder ungt de store Byer, + indtil vi blir gammelkloge + og af evig Længsel ført + hjem igen til frie Vuer. + + Og heroppe, under Fjæld, + naar jeg mindes danske Egne, + er det _Jylland_ alle Vegne, + til hvis rige Skønhedsvæld + jeg er endeløst i Gæld. + Tavs og greben steg mit Blik + mod de stejle Bjerg-Giganter, + men knapt fangede mit Øje + nogle usle Revling-Planter, + før min hele Attraa gik + til de jydske Kæmpehøje. + + Jo -- naar jeg en Gang naar frem + rig paa Livsmod, -- gid jeg maatte! -- + fattig som en Kirkerotte + men endnu ved alle fem, + jo, _da_ skal vi bygge Hjem. + Tidt nok blev det drømme-bygt + i de vemods-stille Stunder, + hvor mit Haab jeg opforgyldte. + Men -- der _skér_ en Gang det Under, + at vi to kan rejse trygt + Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte. + + + + +STEMNING + + + Over tungsindigt + dunkle Vande + flimrer i Natten + fortonede Rande + af drivende Fjældes + hvide Is, + der -- som i en Drøm -- + følger den fælles + mystiske Strøm + mod det stormfulde Hav + ud mod Forlis. + + Jeg stod og tav. + + Bare en eneste + Stjerne skinner: + _Venus!_ Dens Sølv + med Vandene rinder. + O, mine Minder! + Stille, stille, + nu bygger de Bro + langt, langt bort, + Bølgerne spille + en glemt Akkord. + Aa, hvem der var _to_! + + -- Haand, hvor du knuger! + Sjæl, hvor du bæver! + Dybt inde ruger + en Sorg, et Savn, + jeg hvisker et Navn, + -- min Længsel kræver + al min Besindelse ... + + _Hvor_ gaar din Færden, + elskede Kvinde? + Er _jeg_ den Verden + af ondt og godt, + du slutter inde + nu som før. + Eller har du blot + med Selvovervindelse + stænget din Dør, + været mig tro? + + Jeg grubler, spørger, + faar ikke Ro ... + + -- Jeg Taabe, som sørger, + jeg véd jo, jeg véd: + Længsel lider du. + Se, dèr skrider du, + skøn i din Søgen, + uden Frygt + frem over Vandene + søvngænger-trygt, + jomfruelig, nøgen, + min Kærlighed! + + O! At du vilde. + Tak! At du voved. + Stille, stille: + Stolt du hæver + dit lokkede Hoved, + dine Øjenlaage + lykkeligt bæver -- + jeg ser som i Taage + dine kærlige Blikke + vemodige, milde ... + + Stille! + + Vaagn ikke, vaagn ikke, + saa glider du bort, + og Natten bliver + saa knugende sort ... + + Det _er_, som jeg træder + hellige Steder, + hvor urørt Ynde + drømmende sover ... + Se, jeg breder + det blødeste Hynde, + vinker dig, beder, + lover, lover: + _Nu_ skal vort Liv + fra Nyt begynde: + + Bliv, bliv! + + Ingen savner os, + Natten favner os. + + + + +KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN« + + +I + +TIL MARIE + + Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater! + Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen, + men ikke som et Hold disciplinerede Soldater. + Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«. + + Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende, + at vi véd, _hvor_ der er Sandbund og _hvor_ den faste Klippe. + Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende, + vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe. + + Og dog -- hvem véd, hvad _skillende_ den næste Dag vil bringe, + det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget, + men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge, + thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget. + + Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver + og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage. + Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver + et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ... + + Hver af os ejer Kanter. Men _den_ Gang Polituren + laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget; + men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren, + vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget. + + Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler, + vi taler om det hele og siger frit vor Mening. + De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler + de kendes ikke her i vor Tremands-Forening. + + Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte + for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden. + Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte, + at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden. + + De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster + eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre; + de tør ikke være _ene_, for de ejer ingen Rester + af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre. + + De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge, + og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne, + Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe, + at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne. + + Men _vi_, som lever her i et stænget Mørkerige, + Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget + og øse af vort Indre i det uendelige + og drøfte Livet _bag_ os, forunderligt og broget. + + Og digte Livet _fremad_, saadan som det skal skabes, + naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme; + -- hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes, + vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme. + + Det _danske_ Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses, + det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben + som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses, + -- tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben. + + -- -- Vi _tre_ er alle vokset fra det unge Fælles-Præg, + hvor man entusiastisk vil _Enighed_ bestandigt + og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg. + Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt. + + Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden: + se, saadan er Moralen, _jeg_ har af Livet taget, + du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden + er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ... + + Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder, + skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet, + -- nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner, + men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet. + + Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde + alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd. + Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde + vore Karakterers _sande_ Form for Personlighed. + + Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer, + naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet; + han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer + med stærkt og svagt, med ret og vrangt -- godt eller slet forrentet. + + -- _Mig_ kender du og véd, jeg er ikke af de blide, + endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig, + medgørlig og behjælpsom -- ja, endnu maa jeg lide, + fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig. + + _Da_ troede jeg paa Mennesker -- og paa min Barnelære -- + de var saa gode _alle_, jeg vilde ingen støde, + men altid selv beflitte mig paa mild og god at være + og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde. + + Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig, + men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet + forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig. + Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet. + + Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden, + og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet, + før ogsaa _jeg_ fik lært mig at slaa den Tyr for Panden, + der ellers mit naive Hjærte vilde truffet. + + Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde + saa rent uforberedte om Lovene, som raader! + De skønne Idealer er jo allesammen døde, + hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader! + + Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«, + -- men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare, + der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare. + Og i mit Hjærte vokste om _eget_ Liv mit Krav. + + Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare, + men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder. + Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare; + et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller. + + Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet, + hvori min Evne higede mod Selvstændighed. + Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet, + maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned. + + Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone, + de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre, + beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone, + ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre. + + Ja -- det er svært at lære, at det, som Livet kræver, + er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende. + -- Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver: + den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende! + + Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen; + de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg. + Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen; + jo færre dine Venner, des mere er du tryg. + + Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro, + o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder + fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo, + jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder! + + Det skal I alle vide, men du, min Ven, især, + af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder, + saa langt fra Eder alle -- og dog ingentid saa nær, + saa ene her i Mørket -- og dog blandt gode Fæller. + + Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner, + da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges. + Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender, + hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges. + + Vi er tre _danske Viljer_, hver i sin Formning støbt, + men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet + -- og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt, + men som i Købet redebont har Kammeratskab givet. + + +II + +HARALD MOLTKE + + Frostklar var Dagen. Du husker den ikke. + Maalet var naaet -- men for hvilken Pris! + Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke, + laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis. + Rundt om os bare den livløse Is. + + Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede, + ensomt ad utraadte Veje vi stred + op til den nordligste Kyst paa vor Klode, + Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved. + Det blev den tungeste Dag jeg véd. + + Jubelens Time, vi stolt skulde fejret, + naar vi besteg den forjættede Grund -- -- + udslidte laa vi om Snehytten lejret, + Ordene frøs paa vor angstfulde Mund, + hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund. + + Kysten var lydløs og menneske-øde, + intet at æde for Hunde og Mænd, + fjernt i den gryende Morgenrøde + bølged den blaanende Isblink hen. + -- Skulde du stivne og dø som den? + + Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde + segned du midt i din rastløse Flid ... + Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde + varme dig Læben, som skælver hvid. + Raadvilde ser vi din grufulde Strid. + + Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse, + Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst, + hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse, + frivillig fulgte du. Guld eller Gunst + søgte du ikke. Maalet var _Kunst_. + + Ja, og dèr laa du nu slagen og stille, + saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor. + -- Da var der ikke en Time at spilde, + frem langs de ukendte Kyster vi foer + til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord. + + Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte, + pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt, + -- _intet_ dig kunde mod Kulden beskytte, + Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt, + drøjere Tid har jeg aldrig kendt. + + Usselig plejet hensank du i Dvale, + Pinslerne gjorde dig sanseløs. + -- O, om vor Snehytte kunde tale, + dèr, hvor vi sultede sammen og frøs + og for den truende Knokkelmand gøs! ... + + Se, der er rundet det halve Aar siden, + værkbruden lister du endnu omkring, + og, om du retter dig helt med Tiden, + véd vi jo ikke, véd ingen Ting, + -- er du mon frelst fra et dødeligt Sting? + + Sørgelig tung er den Lod, du har fristet, + men din Taalmodighed lykkelig stor. + Lykkelige du! Du har _intet_ mistet, + thi i dit svækkede Legeme bor + _Sjælen_, frodig som nyskabt Jord. + + Selv har du sagt, at du véd, du har vundet + Muld i dig selv, hvor du før var gold, + faaet din Tro paa dig selv begrundet, + -- ja, du har vundet mangefold, + du, som endnu har din _Kunst_ i Behold. + + Du er en _anden_, end først da vi kendtes, + klarere Blikket, din Sjæl dybet ud, + snart vil dit Lidelsens Guld forrentes, + Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud, + _den_ blev din Evnes Gennembrud. + + Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse, + det er dog det samme Hjærte, jeg ser, + din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse, + de samme retsindige Livs-Idéer, + din altid urokkeligt tro Karakter ... + + Sultet og frosset og lidt tilsammen, + lyttet til Suk fra hinandens Bryst, + -- mørk og knugende er vel Rammen, + Billedet selv dog straalende lyst: + en gryende Sol over ukendt Kyst! + + _Solen_, det er din skabende Evne, + _Landet_, din Tankes nye Muld, + Nu gaar du ud mod det store Stævne, + lidet agter du Gunst og Guld, + Sjælen er rig nok og drømmefuld. + + Din Sjæl -- som du selv -- er adelsbaaren, + _jeg_ er af Borger- og Bondeslægt; + Rem af vor Ryg har Adelen skaaren, + længst er de blodige Strimer lægt: + Mit Venskab er i din Varetægt! + + +III + +KNUD RASMUSSEN + + Der var kommen en Dag + i vort Venskab en Rift, + og af Saaret flød Gift, + som gæred til Nag + -- Mistillidens Gift den gule, + som ingen søgte at skjule. + + Men det hændte os tidt, + at vi talte forstemt + om, at aldrig blir glemt, + hvad et Venskab har lidt: + _vi_ er ikke af dem, som lover + at lægge Glemsel derover. + + Og vort Samvær blev trist, + for vi led, begge to, + men vi havde den Tro: + der vil komme tilsidst + gennem hensynsløs, aaben Forklaring + et Venskab, bygt paa Erfaring. + + Og saa skete det her, + at vor Hjemvej blev stængt, + og da har vi vel trængt + til at knyttes lidt nær + til hinanden i fælles Smærte, + og se! Da talte vort Hjærte ... + + Der laa Sensommer-Glød + paa det ensomme Næs. + I det gulnede Græs, + hvor Vildbækken flød, + dèr laa vi og rensede Vunden, + og nu er Saaret forbunden. + + Der var sket noget stort, + kastet bort noget tungt, + og vi drømte saa ungt, + som vi før havde gjort, + da vi gik i den hjemlige Verden + og digtede Planer til Færden. + + Ja, hvor gransked vi tidt + i det grønlandske Kort + og beregned hvert Skridt, + som vi vidste blev vort, + -- vi _vidste_ det! Vi kunde mærke, + vi var ubetvingelig stærke. + + Thi det _kan_ ikke ske, + at en Ungdom, som _vil_ + og har Kræfter dertil, + maa sig vingestækt se + og lade sig skubbe fra Reden + af Oldinge-Stædigheden. + + Og det »Adgang forbudt«, + som en mugnet Plakat + fra vor Enevoldsstat + mod vor Rejse fik skudt, + dette Grønlands kinesiske Lukke + _vilde_ vi sønderhugge! + + Da saa Landet laa frit, + og trods »Venne«-Kritik + i Opfyldelse gik + hvad vi drømte saa tidt, + om de unge Vinger at strække, + da var vi bevægede begge ... + + Og nu ligger vi stængt + i Polarnattens Hi, + vore Drømme er fri, + nye Planer blir tænkt ... + Maaske stævner vi _nordpaa_ ad Aare + til Sejr eller Fald eller Baare. + + Ja, jeg véd, hvad du _kan_. + Du har Grønlænder-Blod, + jeg har prøvet dit Mod, + du er modnet til Mand, + og du _er_, blandt alle jeg kender, + den tryggeste, hvad der saa hænder. + + Du kan ro en Kajak + gennem oprørt Vand, + du kan styre et Spand, + om saa Fanden det trak, + du er født her i Pollandets Øde, + og her skal din Skæbne du møde. + + Dette Land, det er dit, + du, som taler dets Sprog! + Du skal skrive en Bog, + som kan lære os lidt + om Folket ved disse Kyster, + dets Skæbne, Drømme og Dyster. + + For vi andre, vi gaar + ikke dybt i et Folk, + som vi kun gennem Tolk + i Tale faar ... + Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du følger, + over Ishavets stivnede Bølger. + + Ja, mod _Nord_, Grønland rundt, + dèr, hvor ingen har traadt! + -- Er i Drømmene blot + dette Syn os forundt? + Eller gaar _virkelig_ Færden + mod ukendte Egne af Verden? + + Vi har Kraft nok og Mod + og et lysende Haab, + vi fik Æventyr-Daab + under Isblinkens Fod, + vi har Ungdommens sejrrige Alder, + -- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ... + + _Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker! + Om vi mødes igen! + Se, da er der, min Ven, + ingen Mistillid mer: + Det er ærlige Haandslag, vi giver, + de er _rene_ de Hænder, der skriver! + + Og krystalklar og pur + -- som den Vildbæk, der flød + under Sensommer-Glød -- + er vort Venskabs Natur. + I Mindernes lutrende Rødme + staar Samlivets Smærte og Sødme. + + +IV + +JØRGEN BRØNLUND + + Kære Jørgen, sære Jørgen, + du vor tro »Alt-mulig-Mand«, + aldrig nogen Grund til Sørgen, + Jørgen _alt_ udrette kan. + Faar en Hundeskagle Nykker, + gaar et Slædejern i Stykker, + skal der bruges Fil og Sav, + er han Manden + med Forstanden + og det rette Haandelav. + + Men vi skændes næsten daglig, + jeg og Jørgen, med Humør. + Ogsaa jeg vil spille faglig, + jeg har rejst i Verden før. + Men jeg kommer ingen Vegne, + hans Begreber er hans egne, + al min Visdom uden Vægt. + Et despotisk + »Idiotisk« + er hans Svar paa Dialekt. + + Men vi kan som Regel staa os + ved at følge Jørgens Raad, + skøndt han helst vil overgaa os + paa sin Slæde som i Baad. + Bringer han os lidt i Knibe, + og der er blot ringe Stribe + Udvej for vort unge Liv, + altid tør han, + altid gør han + just det _rette_, klog og stiv. + + Jørgen er vor bedste Jæger, + skyder altid Smaavildt nok, + og i »Hulen« han os kvæger + som en sjælden renlig Kok, + er snarraadig Blikkenslager, + snild som Smed og Bøssemager, + ja saagar i Tegnekunst; + dydig, vittig, + frisk og flittig, + sparsom med sin Ros og Gunst. + + Jørgens hele Kundskabsmængde + er just ingen ringe Part; + dybe Ting han gennemtænkte, + ræsonnered altid klart. + Kølig er hans skarpe Hjerne, + haane Dansken vil han gerne + -- nu og da med nogen Ret, + socialistisk, + egoistisk + uden selv at vide det. + + Jørgen vil jeg altid huske + længst af al hans mørke Slægt. + Ingen Dansker kan ham kuske, + han er stærk i Selvrespekt, + minder mig om stejle Jyder, + kender sine Landsmænds Lyder, + ser og skatter deres Værd, + lod mig lære + dem at ære + paa vor lange Grønlandsfærd. + + Eskimoen er godmodig, + med den fri Natur i Pagt, + og jeg véd, han hader blodig + Enevældets snævre Magt. + -- Blandingsbørn blir født uægte, + som den Danske ej kan nægte + Penge og Paternitet. + Sagen glemmes, + han forfremmes, + bliver »Amtmand« trods sin Bêt. + + Men forelsker han sig ærligt + i en smuk Grønlænderinde + og vil giftes! Hvor besværligt + at faa stiftet Hjem med hende! + Kun mod Tab af Embedsstilling + faar han Ægteskabsbevilling, + -- Manden maa jo være gal! + Staten harmes + ved den armes + Syn paa dansk Missions-Moral. + + Vi har kristnet Eskimoen, + lært ham Tvivlens Sjæleangst. + For sin Frihed vandt han »Troen« + og fik Kaffe for sin Fangst. + Selvkaldt er vi Landets Herre, + vi kan for Kulturen spærre, + og det har vi hidtil gjort. + Penge vandt vi, + Folket bandt vi + stavnsfast bag en lukket Port. + + -- -- Naar en Gang i Grønlands Styre + sjette Frederiks flade Aand + faar sin slet fortjente Hyre + og blir kvalt i egne Baand, + og naar Vejen brydes aaben + til at holde over Daaben + Landets _egne_ Børn som _Mænd_, + der kan lede + egen Rede, + saa er Jørgen glad igen. + + Jørgen! Du maa ikke slippe + Fremtidshaabet for dit Folk, + rank og grundfast som en Klippe + skal du være Retfærds Tolk. + Du skal se, der gryr en Morgen, + da I hejser Flag paa Borgen + under unge Frihedskor: + send da ikke + hadske Blikke + ned til gamle danske Mor! + + +V + +GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA« + + Gaba er god, + god som et Barn, selv om alt gaar imod, + han kan sig let med vort Vildliv forsone, + længes vist knapt efter Spædbarn og Kone, + som han forlod. + + Gaba er klog, + taler blot et malabarisk Sprog, + tidt maa vi ty til de særeste Fagter, + eller vi udgransker det, som vi agter, + af en Glose-Bog. + + Gaba er Kok, + Koksmath især -- men han har en barok + Lyst til vor Smagssans at undertrykke + ved at benytte som Viskestykke + Skjorte og Sok. + + Gaba er flink, + lystrer med Iver vort ringeste Vink + -- helst dog, naar Vinket betyder at skaffe + Vand paa en Kedel til The eller Kaffe, + -- se da hans Blink! + + Sukker især + har han, den Slikmund, usigelig kær, + sender sin Skefuld forelskede Blikke, + naar han behændig faar _Top_ til at ligge + -- en Kunst, der er svær! + + Gaba er glad, + sorgløs og lattermild, blot han faar Mad, + men naar vi mindsker en Dag Provianten, + saa kan han sætte sig ordknap og vranten + over sit Fad. + + Gabas Tobak + er hans Bekymring og evige Snak, + og for at skaffe sig noget at røge + tror jeg, han gerne vilde forsøge + sin Skind-Timiak. + + Han er adræt, + let tilbéns danser han Reeler med Spjæt. + Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig: + Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig: + »Danse mig træt!« + + Gaba har Trang, + Trang til at sove, skøndt vækket en Gang, + ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig; + rusker man Fyren, saa svarer han værdig: + »Jeg drømte, jeg sang.« + + Gaba har Røst, + Salmesang er ham en daglig Trøst, + Melodierne er bestandig hans egne, + og _de_ tager Tonen fra samtlige Degne + her under Kyst. + + Han er literær, + nedskriver Gloser og Folkesagn her, + lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde, + ikke en eneste Sjæl kan udtyde + hans Kragetær. + + Gabas Moral, + Kristenmoral, den er ikke saa gal: + dybt han beklager sin hedenske Søster, + fristes dog selv af hedenske Lyster, + naar Natten er sval. + + Kæk i Kajak + gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak, + kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte, + er efter Sæl en paalidelig Skytte. + Gaba, hav Tak! + + Tro har han fulgt, + delt vore Kaar under Velstand og Sult. + Rækker vi bare Uperniviks-Landet, + skal han faa Sukker og meget andet, + aabent og dulgt. + + Hundred iblandt + dem, som vi til os paa Rejsen bandt, + vilde forlængst have mistet Gemyttet + og til den grønlandske Hjemvé lyttet; + _han_ var konstant! + + Ja, du var tro, + tro mod din Pligt, og som oftest du lo. + Tak for din Troskab, din Sang og din Latter; + gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter + dig i dit Bo. + + +VI + +AGPALING'UAK + + Din Slægt er død. Din Far og Mor + har nyligt vi til Hvile bragt. + Saa tog du mod vor Briks, vort Bord + og har vor Levemaade smagt. + + Og da vort Kød og Brød slap op + med Vandet i den frosne Elv, + da gav du os en Hvalroskrop + til Hundefor og til os selv. + + Og af dit Telt vort Tag blev lagt, + vi brændte alt dit Lampespæk, + i din Kajak gik vi paa Jagt, + til synkefærdig den løb læk. + + Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt, + og drog ad Kløften højt til Fjælds; + og havde du en Hare skudt, + gav du os baade Skrog og Pels. + + Fælles er nu vort Ædetrug + og alt vort Stræb for daglig Kost. + Om Hulen stryger Vejrets Sug, + hvide er Væggene af Frost. + + Mest er du tavs, begriber knapt + vor stille Syslen med Papir; + det er, som om du havde tabt + din Aands de gamle Vildmands-Stier. + + Snart sover du paa Briksens Sten + og raaber tidt i Søvne højt, + drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén, + nu da vort Forraad er lidt sløjt. + + _Kød_ er din hele Tankekres, + din Verden blot et bræklædt Fjæld, + knap kan du tælle til en Snes, + og dog befinder du dig vel. + + Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt + følger du kun din egen Trang, + hver Livsens Dag blir festligholdt + med Elskov, Mad og Trommesang. + + Af tusindaarig Slægt udgroet, + der langs den hvide Isblink drog, + har du som dine Fædre troet + paa skjulte Magters Varsel-Sprog. + + Alt det, som dine Fædre vandt + af Livets dyrekøbte Kløgt, + blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt, + -- en Ledetraad i Livets Røgt. + + Ærværdig er din Hedning-Tro, + som helst du følger til din Død, + -- men Kristenheden slaar sin Klo + i al din svare Sjælenød. + + Thi ikke kender du den Gud, + i hvis misbrugte Frelsernavn + _vi_ skulde øvet Hjærtets Bud + men tændte Hadets Flamme-Bavn. + + Vor stakkels Agpaling'uak + med Biblens Helgennavne døbt, + fortabt den Frihed, han inddrak + i Fjældnaturen, isblink-svøbt, + + hans Fædres Visdom søndertraadt, + tusindaars-gamle Skikke brudt! + Han har den store Pan forladt + for Salmesang og Bly og Krudt. + + Hans Tarmskindstromme haanet blev, + hans Sang forbudt, hans Sagn belét, + -- her sad tre hvide Mænd og skrev + alt, hvad de havde hørt og set -- + + saa var det altsaa _dem_, der stjal + hans gyldne Frihedsliv, til Tak + for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval, + -- vor stakkels Agpaling'uak! + + + + +MOR + + +I + + Ind under Elmehækken, + af Vestenstorme mejet, + er der en Grav i Rækken, + en altid kærlig plejet, + dèr hviler trygt + i Rosenflor + min Mor. + Og skinner Solen vaarligt, + og spirer frem, selv her mod Nord, + duftende Kalke af mager Jord, + da mindes jeg din Grav, o Mor, + og ser den for mig blomstersmykt, + husker dit Blik -- og véd med Frygt, + at al din rige Godhed + fik jeg kun lønnet daarligt. + + Alt, hvad jeg vilde sagt dig, + og som dig skulde trøstet + og til mit Hjærte bragt dig, + bævede mig i Brystet -- + ak, men jeg stod + snart ved en Grav + og tav ... + Paa Livets travle Veje, + opfyldt af tusinde Behov, + rammes vi brat af Livets Lov: + at nu har Døden valgt sit Rov, + et elsket Hjærte skælver sygt, + da haster vi i Haab og Frygt + og kaster os i Hulken + over den dødes Leje. + + -- -- Over den dødes Kiste + hang der en Blomstersfære, + Venner og Fjender viste + Liget »den sidste Ære«, + og mellem dem + hyklede bedst + en Præst ... + Aa, vi er som Sjakaler, + vi slaas gemént i Livets Krig, + vinder vor Sejr ved skummel Svig + men mødes _enigt_ om et Lig -- -- + vi rosenkranser Ligets Hjem, + dèr, hvor vi før holdt Torne frem, + og tror, at disse Blomster + vor hele Gæld betaler. + + Selv _den_, der vilde baaret + _dig_, Mor, henrykt for Livet, + aldrig din Tanke saaret + og ingen Sorg dig givet, + _ham_ førte bort + fra dig og dit + hvert Skridt. + Du blev din Søn berøvet + og lærte Livets bitre Kaar: + at Barnet egne Veje gaar, + som ingen kærlig Mor forstaar; + du troede Barnets Hjærte haardt, + fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort + og elskede ham dog højest, + som havde dig bedrøvet ... + + Til Mors Grav derhjemme + er mange Hundred Mile -- -- + men husker jeg din Stemme + og ser dit Ansigt smile, + er som en Drøm + om svunden Nød + din Død; + jeg føler Livets Varme + udstraale fra dit Modersind, + skærmende kysser du min Kind, + gaar vejkendt til mit Hjærte ind + og hører dèr i Blodets Strøm + Sønnetakken inderlig øm + og knuger lykkelig Barnet, + der græder i Mors Arme. + + -- Ak, ørkesløse Drømme, + som bare gør bedrøvet! ... + I duftende Rosenstrømme, + i Læ bag Elmeløvet + er der en Plet + med gruset Jord + og Mor. + Du stoled paa et Møde! + -- ja, Livet er jo fuldt af Nød, + og Himlen lover Frelserskød ... + Mor var saa god. Men Mor er død. + Aa, Mor, hvor var du livsenstræt; + først nu, for sent, forstaar jeg ret + _din_ Livssorg -- og min egen + aldrig sonede Brøde ... + + Nu blomstrer fløjels-sorte + Roser hjemme i Haven, + men jeg, saa langvejs borte, + kan ikke smykke Graven, + og ingen véd, + om siden mer + det sker ... + _Hvem_ bliver næst i Rækken? + Staar jeg mon selv ved Dødens Port? + Nej! Livet er saa rigt og stort + og mit Begær mangfoldiggjort ... + Eller er maaske _Far_ bragt ned + til Mors Støv og Støvets Fred? + -- Underligt hører jeg Blæsten + suse i Elmehækken ... + + +II + + Det er i Dag din Dødsdag, Mor, + din Dødsdag, Mor -- + nu er det længe siden, + men Tanken gaar ad de gamle Spor + langt tilbage i Tiden. + + Der kom en Dag et Bud, som lød: + din Mor er død -- + jeg blev som fra Forstanden, + haabede i min bitre Nød, + at Slaget galdt en anden. + + Døden var aldrig traadt mig nær, + og Mor især -- + det var saa rent utroligt. + Da sagde én, som er mig kær: + »Se nu og tag det roligt.« + + »Rolig, rolig -- naar Mor er død, + saa tungt et Stød! + det kan du aldrig mene.« + Vred og forvirret jeg udbrød: + »Gaa -- lad mig alene!« + + Og ene blev jeg. Gik i Døs. + Skjalv som jeg frøs. + Kunde slet intet sanse. + Vidste blot, jeg var moderløs ... + Gode Folk bragte Kranse ... + + »Lær mig, o Skov, at visne glad«, + den Salme bad + Mor om at faa ved sin Baare ... + Versene kunde jeg udenad, + lalled dem som en Daare ... + + +III + + Men havde du levet den Dag i Dag + og ventet forgæves og ingen Ting hørt, + om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført? + om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag? + -- du havde grædt Øjnene røde, + du havde dig sørget tildøde. + + Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med Vé + og nær ved din Død havde Livet mig købt, + da blev med de ømmeste Navne jeg døbt, + da var jeg det kæreste, du kunde se, + du strakte de værnende Hænder + mod alle min Uskylds Fjender. + + Og er der i Verden, saa ond og saa stor, + ikke den Moder, der svigter sit Kald + men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald, + saa er du blandt Mødre, min elskede Mor, + den mildeste, kærligste Kvinde, + den bedste, jeg kunde finde. + + Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod, + har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt, + du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt, + om at være dit Hjærtebarn naadig og god, + om at give ham Troen tilbage + og hans _Fred_, som i gamle Dage. + + Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred, + at Sjælefred er mig som Døden imod -- -- -- + Der bruser den evige Storm i mit Blod, + min Fod ejer ikke et blivende Sted. + Den eneste Gud, jeg kan dyrke, + er Menneske-Aandens Styrke! + + Den kætterske Kraft i vor Menneskehed, + som ensomme Aander frimodigt os gav, + den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav + stærk ved sin Tro og sin Kærlighed. + Nu mødes vi ingensinde. + -- Velsignet være dit Minde! + + Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set, + -- kun set i min Mor et guddommeligt Værd. + Men havde du levet og lært af min Færd, + hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt, + du havde dig græmmet tildøde + for Dommen, jeg gik i Møde ... + + -- O, intet i Verden er godt som en Mor, + en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod, + men alle saa gør vi vor Mor imod; + der kommer en Dag, da hun mister vort Spor, + hun, der har selv kunnet _savne_ + for Barnets Fremtid at gavne. + + Saa underligt er det: Af al vor Natur + vi vælger vort Liv _trods_ moderligt Raad, + vor egen Vilje skal styre vor Baad, + knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur, + Opdragelsen gør vi til Skamme, + -- vor Mor har vel gjort det samme! + + Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ... + Teknikken den skrider med straalende Hast, + moralsk saa staar vi forsumpet og fast, + thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem? + Den eneste Dyd paa Jorden + er det hellige Kald for Moren. + + Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt, + og den, der har levet dets ondt og dets godt, + ja, den, der har ejet en Moder blot, + han elsker det Liv, vi evindeligt + skal leve til sene Slægter, + hvad Tro vi saa forfægter. + + Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag .... + Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany, + at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly, + som uden Fortielse, uden Bedrag + om Livet og Mennesker spørger ... + Saa vaagner jeg op og sørger. + + Jeg sørger, for jeg er jo moderløs + og finder dig ikke, naar jeg vender hjem, + -- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem, + og staar dèr og skælver, som om jeg frøs, + mens Blæsten hvirvler med Støvet + og suser i Elmeløvet ... + + + + +FAR + + +I + + Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt, + du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt + med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv, + som rinder _dig_ i Blodet, + som er _mig_ Livsens-Modet + og min Lykkes sande Tarv. + + Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik, + den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik, + _nu_ véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg + har voldt dit eget Hjærte + en tavs, indkapslet Smærte, + et forknuget, bange Tryk. + + Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung. + Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung, + men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt, + jeg kender jo dit Hjærte + og véd, at hvad du lærte, + det var ingen Tid forstilt. + + Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod, + tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod; + men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind, + var Solen aldrig nede, + før al fortørnet Vrede + laa med Dagen slumret ind. + + Du er din Søn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven, + hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd. + Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst: + Hvert Menneske maa lære + sin Selv-Profos at være + og sin Skæbnes egen Trøst. + + Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt, + den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt. + Stræng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt + faldt selve Livets Svøbe, + den, ingen kan undløbe, + som har levet stærkt og ungt. + + O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf, + men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf. + Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds, + vi er to gode Venner, + jeg velsigner dine Hænder + i et ydmygt Sønnekys. + + +II + + Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen, + alle Ruder dirred, Taffeluret klang, + Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen, + ude dæmred Dagen, Spurvene de sang. + + Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten, + det var sén Oktober, Lindeløvet faldt, + langt vi skulde køre stik imod Nordvesten; + det var Faaretyven, som vor Rejse galdt. + + Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen, + sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads, + -- ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen, + og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads. + + Altfor nænsomt gode, altfor offerrede, + for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor + -- jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede: + »Pas nu paa jert Helbred -- og jert Flaskefor!« + + Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken + og saa' Lillepigen bringe Rejsevin. + »Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken, + Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ... + + Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner, + bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar. + Jensens ligger atter i de lune Dyner, + drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar. + + Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet + henad Hedevejens sære skjulte Slyng, + alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet, + milelang er Sletten med den mørke Lyng. + + Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde -- -- + Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors -- + Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde, + Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors. + + Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden, + paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg, + gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden, + fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ... + + Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet, + kigger efter Solen, den, han helst undgaar ... + Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«, + stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar? + + Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde, + Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt. + Barne-Øjet dugges: Aa, var _jeg_ den Hyrde, + der tog hele Hjorden i min Varetægt! + + Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente, + ham, der har sig mættet af den riges Fad. + Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente. + Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ... + + -- -- Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder, + Madmor sætter Davren dampende paa Bord. + Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder, + der er megen Madlyst, ikke mange Ord. + + Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken, + men den træge Husfar slipper brat sin Ske, + rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken, + stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se? + + Og med ét saa holder vi for Husmandshytten, + Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med: + Alle Munde tier i bestyrtet Lytten, + alle Øjne siger: man vil os Fortræd! + + Og da langt om længe Vognen atter skrumler, + er vi _fire_ i den ... Nu er Dagen kort, + Vesterhavets Brænding over Klitten mumler. + Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort. + + Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme + Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort, + Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme, + men fortrøstningsfulde: han har _intet_ gjort! + + -- Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet, + er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt; + Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet, + -- vidste han vel altid, hvad _jeg_ handled dulgt? + + Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder + ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk. + Mads har rig Erfaring og er Sjælekender, + jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk: + + »Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte. + Inde i Arresten faar de ham nok mør. + De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte; + du maa huske, Lille, _jeg_ har kørt dem før.« + + Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme, + stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, -- + jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme, + fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har. + + Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme, + sværger Straffeloven uforsonligt Nag, + -- mine Tanker sløves i den klamme Varme, + da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag. + + Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande + som en Kind, der blues over Jordens Skam. + Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande + som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam. + + Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten, + Borgerne de sover, Lygterne er tændt, + Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten: + »Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har _bekendt_!« + + -- -- Det er tungt at lide med en forurettet, + tungere at vide al sin Medynk spildt ... + Det var godt at komme hjem og blive mættet + fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt. + + -- Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte + ud paa Embedsture i mit jydske Land: + Livets bitre Jammer jeg betaget hørte, + og den falske Taare tog jeg straks for sand. + + Det er længe siden. Mange Illusioner + skulde briste sønder, før min Mund blev klog ... + Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner + ud fra Æventyrets gamle Børnebog. + + Disse sære Farter over dunkle Sletter, + dette Væld af Minder ud af Livets Kaar, + disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter + har jeg altid elsket fra de unge Aar. + + Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter + hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm; + i de mørke Aftner, i de lange Nætter + faar de gamle Minder atter Liv og Form. + + -- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg véd, du mindes. + Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ... + Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes + paa det rette Sted. Du min hvide Far. + + +III + + Kære Far! Jeg bér dig blot: + vær i Live, naar jeg kommer, + byd ham Trods, den strænge Dommer, + Dødningmanden. + Der er endnu meget godt, + vi skal have sagt hinanden. + Af mit Liv jeg _Aar_ vil give, + naar du bare er i Live! + + Livet løb sit travle Jag, + og i Farten, naar vi mødtes, + dyre Timer tidt forødtes + ufornødent, + og saa blev det Afskeds-Dag, + og jeg rejste ufortrødent + i den Tro, jeg haardt tiltrænger, + _næste_ Gang at dvæle længer. + + Og vi saas og skiltes tidt, + men de korte Gensynsstunder + gik i Selskabs-Tummel under + og Debatter, + som om Hjærtet var fallit. + -- Ak, er det for sént, jeg fatter + Lykken, ene og fornøden, + den, der brister bort med Døden? + + Lykken -- det er det at staa + sammen med de Faa, de Kære, + som vil alle Dage være + trofast samme + Hjærteblod, hvad end gaar paa, + fælles Rod og fælles Stamme, + fælles Livets Byrder løfte, + Sorg og Glæde sammen drøfte. + + -- Vær i Live, kære Far, + naar jeg atter er derhjemme! + O, da skal din Sjæl fornemme + Hjærteslaget, + som mig til dit Favntag bar, + og som aldrig har bedraget. + Rejs dig stærk mod Dødningmanden, + vi vil _leve_ med hinanden! + + + + +DEN STORE BY + + +I + + De gamle Bolværksgader + om lønlige Kanaler, + Børstaarnets Dragehaler, + Slotspladsens Lygterader; + bag Kirke-Gravkapellet + det skumle Kristiansborg! + -- Hér var det, at Farvellet + greb mig som en Sorg. + + Min Ungdoms Minder ruger, + og glemte Længsler taler + langs disse graa Kanaler + med lukte Pakhus-Luger. + -- Gaderne kan fortælle + om Holland og om Flandern, + om gammel Købmands-Vælde, + om Tordenskjold og van Mandern. + + Dèr henne glimter Ruden, + hvor jeg har Hjem og Virke, + og under Frelsers Kirke + en grønlandsk Plads med Skuden; + køl-stærk og isforhudet + trodser den sig mod Nord, + -- naar den har Afsked tudet, + saa er _jeg_ med ombord. + + _Da_ vil der rinde Tider, + før atter jeg betræder + de skæbnesvangre Steder, + hvor Kampens Vaaben bider. + Jeg elsker Storstads-Sejren, + og skøndt jeg skræmt forlod den + og afskyer Klike-Lejren, + drages jeg dog imod den. + + Ja, det er svært at skilles + fra disse gamle Gader; + jeg elsker og jeg hader + det Liv, der her udspilles. + Her blev mit Hjærte prøvet. + her led jeg Sorg og Savn, + -- o, jeg gik tidt bedrøvet + ud gennem Kristianshavn. + + Men der er Morgentimer, + naar over Tagstens-Vrimlen + Vaarsolen rødner Himlen, + mens alle Klokker kimer, + -- da sprang jeg fra mit Leje + og hilste Spir og Slotte + og higed stolt mod Veje, + som ingen Fod betraadte! + + Og der er høstligt svale + og skumrings-dunkle Nætter, + naar Tivolis Raketter + som en Komét med Hale + paa Slotsruinens Rygge + nedstraalte gyldne Drys, + mens skjult i Søjlers Skygge + jeg stjal et Kærrest-Kys! + + Og naar i Vintrens Taage + hver gothisk Husgavl dølges, + da véd jeg to, som følges + rundt om i Havnens Kroge: + dèr leves Glædens Røre, + dèr lides Livets Kvaler + bag gamle Egedøre + og forsirede Portaler. + + De gamle Stokværks-Gaarde + langs lønlige Kanaler + og Børsens Dragehaler + bag Havnens travle Aare + -- her leved jeg og lærte, + herhen vil jeg paany, + thi ene _her_ mit Hjærte + slaar for den store By! + + +II + + Du altfor store By til dansk Behov, + Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe, + -- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe + den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov! + + Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov, + om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe, + -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe + angst for den onde Verdens Hestehov. + + Men Larmen genlød i mit stille Kammer, + snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør + -- og vandt de første Nederlagets Skrammer ... + + Du skæbnesvangre By om Havn og Søer, + du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer, + -- jeg længes efter dig som aldrig før! + + + + +FÆDRELANDSSANG + + + Mit gode danske Fædreland, + mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk, + en ringe Plet paa Globens Rand, + i Verdens Alt en Draabe Dug! + Og er end dette Danmarks Navn + ukendt af mangen Jordbeboer, + _min_ Stolthed er det og mit Savn, + herfra udgaar mit Skæbnespor, + her fik jeg Liv, her døde Mor. + + Og dette Land, jeg har saa kært, + min unge Elskovs Brudeseng, + hvor er det blevet misregért + og pint af fremmed Fyrsteslæng! + I slog vor Ret, udaad vor Marv + og leved selv i Sus og Dus, + lod Vold og Vælde gaa i Arv, + udødelige Kongehus, + vort sunde Legems Snyltelus! + + Jeg hader Kongemagt og Krig, + og jeg vil ikke ofre Blod + og ikke ligge Valplads-Lig + -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod! + Hver den, som øger Livets Værd + ved Brødets Kamp som Arbejdsmand, + i Videnskab, paa Forskerfærd, + ad Kunstens Baner, hel og sand, + han bløder for sit Fædreland. + + Ja, _dette_ dyre Blod har flydt, + fra Danmarks gamle Land blev skabt; + en tusind-tunget Vé har lydt, + naar disse Daadens Mænd gik tabt. + Men Fyrsten sad paa Tronens Stol + fra Folkets Liv og Tanker fjern + som Maanens Fjæs fra Livets Sol, + forskanset bag »Guds Naade«s Værn, + hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_. + + O, Danmark! Mangen ydmyg Nar + lod hæfte Kongens Guld paa Bryst, + -- men tifold stolt sit Hoved bar + hver ukøbt Mand i Dagens Dyst. + Om Danmark som en Frihedsstat, + hvor Folket raader Folkets Kaar, + hvor Kongen og hans Hof-Etat + af Folkets Naade Aftægt faar, + dog lige dristig Drømmen gaar. + + Ja, drøm dig frem til Republik, + saa alle Evners Fylde naas, + før du skal tømme Dødens Drik + og af et »Stor-Evropa« flaas. + Det _Kongens_ Danmark, vi har troet + var Flammen i vor Hjærtebrand, + vil dø og blive mosbegroet, + men _leve_ mellem Mand og Mand + vil _Folkets_ gamle danske Land. + + Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud, + hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø, + naar jeg har adlydt Livets Bud + som Blomsterkalken, der gav Frø, + du skønne Land af Øer og Næs + med Oldtidsskov paa Bakkedrag, + med Aa og Eng og frodigt Græs + og Lyngklit ud mod Bølgeslag, + med frigjort Folk som Fremtidssag! + + O, lad mig se endnu en Gang + mit jydske Hjem, min Far, min Brud + og høre Hedelærkens Sang, + naar Klokkelyngen springer ud. + O, lad min Baad en stormfuld Dag + for stærke Sejl naa hjem i Havn, + -- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag, + min Last forlist, forglemt mit Navn, + saa fandt jeg dog min Fødestavn! + + Mit gode danske Fædreland + du ejer alt mit Hjærteblod, + hjem til din lave, lyse Strand + gaar altid glad min Aand og Fod. + Og er du end et usselt Fnug, + en ukendt Plet paa Globens Rand, + udpint til Armod, Had og Suk + af fremmed, lovløs Fyrstestand, + du er mit Land, mit dyre Land! + + + + +VENNER + +TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM + + +I + + Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt! + Det har krydret mig de ferske Retter, + Mennesker paa Livets Festbord sætter, + været Gærstof i den vamle Malt. + + Der var Tider, hvor jeg nød det alt: + sukret Bagværk, som kun daarligt mætter, + søde Vine, der gav tørre Pletter, + men den Levevis for Brystet faldt. + + _Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen, + naar jeg valgte anden Drik end Vand, + høstlig sval den flød bag Glassets Rand. + + Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand, + men afklaret var jeg da: en Mand, + der aad ikke Brød blot for Rosinen. + + +II + + Venner! I gav Surdejg til mit Brød. + Jeg slog op mer, end jeg kunde bage, + _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage, + og af Lyngbaal Ovnen hed og rød. + + Jeg var ung og endnu grøn af Lød. + _Mestrene_ gav kandiseret Kage, + skulde Kundekresen da beklage + Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød. + + Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden, + ikke én af Fagets Folk jeg kendte, + aabned angst min Bod i Sidegaden. + + Men dèr var det, at det slemme hændte, + _I_ gav mig paa Surdejg Appetit, + og saa gik Bedriften snart fallit. + + +III + + Salt og Surdejg, bedske Krydderier + blev mit Væsen og mit Kald en Tugt. + -- Ikke mange Folk ser noget smukt + i de livsens-bitre Poesier. + + Men den kloge Mand er den, der tier, + lige glad om Værket blot blir slugt + af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt, + og som hader Kling-Klang-Melodier. + + Han er Digter og kan ikke ænse, + om han overskred den Smagens Grænse, + som er gængs for dannede Poeter. + + Maaske saares alle hans Bekendte, + men som Literaturens Dumme-Peter + vil han ikke sine Laurbær hente. + + +IV + + Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa, + om vi vikler os i Hensyns-Vævet; + -- men jeg véd, at vi har alle bævet, + hvor de store Opgør forelaa. + + Men hver den, som paa Akkord vil gaa, + naar det blir af Slægt og Omgang krævet, + og som ikke faar sit Livsværk hævet + op, hvor Himlen hvælves høj og blaa, + + han maa altid give Køb og lyve, + han er Larven, der skal aldrig flyve + sommerfugle-fri til Blomstens Kube. + + Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke, + skiller al hans Kres i Faar og Bukke, + er ham ene Vej til Sjælens Grube. + + +V + + Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande. + Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt, + derfor staar I begge to som støbt, + møder Grin og Svig med aaben Pande. + + I er Lys ud over plumre Vande, + Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt, + alt jert Arbejd bliver smærte-døbt + og gaar derfor virkningsløst om Lande. + + Thi vi kender dansk Moral og Mode: + -- Kunsten er det skønne, ædle, gode + i sødladen, smærtefri Servering ... + + Lad _os_ Hyl i Harmonien blande: + Kunst er ikke Tossernes Formering, + Kunst er Liv -- det dybt personligt sande! + + +VI + + Venner, _I_ har levet denne Lære + og før nogen rakt mig Broderhaand, + Næring drog vi af hinandens Aand; + hvor vi fulgtes, var der godt at være. + + _Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære, + rodfast Egen skød af spinkel Vaand; + skilte ad skal just vort Venskabs-Baand, + fri for Egennytte, styrket være! + + Fyldt af Udvé følger hver sin Bane, + Farten det er Livet, Kunstens Lods, + lutret naar vi hjem til fælles Fane. + + Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl, + er ej Slaver af hinandens Ros, + derfor ses vi -- og ser os i Spejl! + + +VII + + Kunstnere! Du Digter og du Maler! + I, mit Hjærtekalds de bedste Venner, + husker I, vi stod med bare Hænder + henrykt rige under Kaldets Kvaler? + + -- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er, + vi er Folk, som Livets Trængsler kender; + men vi tror paa Lykken, naar det hænder, + at rettidigt Lejen vi betaler ... + + Unge, grødefulde Foraarsfest, + oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler, + naar vi slog de mugne Idealer! + + _Hver_ bar Skotøj efter egen Læst, + fodfri blot, som luftige Sandaler, + -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler! + + +VIII + + Langt, langt borte fra den Vej, I gaar, + har af Sten og Sne jeg bygt min Hule, + Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle -- + deler trofast mine Sultekaar. + + Kan I huske vore Ungdomsaar, + da vort Eje var en ringe Smule! + -- Aldrig dog som her i yderst Thule + var jeg stædt i saa fortrykte Kaar! + + Heller aldrig var jeg _rig_ som her: + se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme + og min Friheds Verdensherredømme, + + rigest dog ved dem, som jeg har kær, + aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær + som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme! + + + + +DANSKE MÆND + + + Hørup! Den tavseste Mund i vort Land, + stærke, kloge, besynderlige Mand! + + Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme + hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme. + + Den Mund, som før havde flammet saa tidt, + var ikke i trodsig Foragt sammenbidt, + + den tav blot og var som et fint lille Smil + over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil. + + -- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær. + Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver. + + Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge! + Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ... + + En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord, + kom han gaaende gennem vort Kontor. + + Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik + »glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik, + + et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god -- + men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod. + + For dette gaadefuldt smilende Blik + slog Tankerne Sludder og Munden Klik. + + Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt, + forundret tav jeg -- han smilte blot ... + + _Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød, + begreb det, længe før han var død: + + »Min unge Ven! Over den hele Jord + de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.« + + »Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe; + _handle_ skal han i Stedet for haabe.« + + »Folk, som er enige, samtaler nødig; + overfor Fjender er Ord overflødig!« ... + + -- Bag Hørup, den utilgængelige Mand, + stod vel vort danskeste Hjærte i Brand. + + Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne, + han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne, + + var derfor saa inderlig frygtet og forhadt + og _savnet_, da han havde sin Plads forladt -- + + denne tavse Mund, disse talende Øjne. + + * * * * * + + HØRUP er som Minister endt, + GEORG BRANDES blev stats-anerkendt. + + Det er just intet logisk Punktum + for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom, + + medmindre vi danske ikke mere + vil lade den hædrede Alderdom regere! + + -- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud. + Da skammede mine Venner mig ud. + + Og Guden selv var saa venlig at lade, + som om han ikke læste de Blade. + + Det ligger nu langt tilbage i Tiden; + desværre, jeg har ikke udviklet mig siden. + + Det er jo dog ellers svært moderne + at haane sin forrige Ledestjerne, + + at sparke til den, der har lært os at gaa. + Brandes er blevet sparket som faa. + + For mig staar aldrig saa stærk en Glans + af en Himmelens Stjerne som af hans. + + Men der sidder jo rundt i den danske Stat + mangen overbevist Renegat. + + Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr, + ved Renegaterne haabed de Sejr. + + Men Skæbnen har sig forunderlig vendt, + _nu_ er Brandes stats-anerkendt ... + + -- Alligevel! Han er den samme som før + og bliver bare sig _selv_, til han dør. + + De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel, + han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel, + + en Samfundets evigt lutrende Ild, + en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild. + + Stærk som Døden, der trued ham tidt, + har for de dristigste Tanker han stridt. + + Tanker, der har omformet os alle, + som helt har sejret, naar han maa falde, + + sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det: + Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det! + + -- Blot hos det alleryngste Kuld + er Brandes ej længer lødigt Guld. + + _De_ Folk har i egne Indvolde set + og set: at de selv er den ny Profet. + + Og Menneskeheden hungrende bier + paa det yngste Danmarks ny Profetier. + + Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem; + -- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem! + + For Brandes bliver jeg aldrig for gammel, + jeg sidder nu som før ved hans Skammel. + + Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud, + -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_. + + Maaske er jeg konservativ af Nemme, + for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme. + + Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn + fra Jordens nordligst beboede Egn. + + Vinternatten gaar lykkeligt hen: + jeg lever med Georg Brandes igen + + med ham og Hørup -- de _danske Mænd_. + + + + +KLASSICISME + + + Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske, + de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser, + al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér, + den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske! + + Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere! + Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand + af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand + paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere! + + Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden. + -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis, + men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris + -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden! + + Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter: + »Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin, + men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin, + -- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!« + + Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte, + de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand, + -- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land, + blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte! + + Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider + alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ. + Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv: + der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider. + + For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder; + den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm. + Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm, + vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder. + + Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love, + men kender ikke Formerne for vor egen Stat. + Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat! + Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove? + + Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske, + som trænger til ny Impulser, til friere Overblik, + det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik, + rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ... + + Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser, + en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink + fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch, + Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer. + + Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder + bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund, + -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund + Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder. + + Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater, + vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog, + men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog, + mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater. + + Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve, + men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi. + Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i, + og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve. + + Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge + og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor. + Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord, + -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række! + + Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret, + alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab? + Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab, + derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret. + + Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe, + Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt, + men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set, + bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe. + + Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser; + vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ... + -- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord, + kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser. + + Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter, + naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld. + Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld, + ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter. + + Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke, + Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald, + og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald, + og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke. + + Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer, + lad selve Livet tale og gamle Moder Jord. + Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor, + _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer. + + _Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker, + som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion, + -- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution + til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker. + + -- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen, + de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt. + -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt, + ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen! + + + + +NORDPOLEN + + + Fjernt henne, vej-fjernt, + borte i det dunkle, + hvor man i Zenith + ser Nordstjernen funkle, + dèr i det mystiske, + evigt dragende + ubekendte, + hvor Livet er ude, + Striden endt, + -- om den nogen Tid var der -- + _Nordpolen_ ligger, + et udregnet Punkt, + jomfrueligt, ungt, + vildt, dødt, + -- alting tier; + hvor der aldrig stod + hverken Skib eller Fod + paa de dristigste Farter + og fra ingen Tegninger + eller Fotografier + verdensbekendt. + + Baade Fantasten + og den stringente + higer derefter: + _den_, der har Tillid, + urokkelig, sikker + til egne Kræfter, + og _den_, der vil Liv + af de døde Beregninger ... + + -- Aa, der er stivnet + Hundreder Hjærter + paa Vej mod Polen, + af navnløse Smærter + tilsidst løst ud. + Fra Midnatssolen, + fra Vinternatten, + den gravkammer-sorte, + intet Bud ... + Vi kender jo knapt + dem, der blev borte + før om Dage, + knapt nok de faa, + der med Held + kom tilbage. + + Alligevel + _er_ det jo saa, + -- og hvor er det godt! -- + At aldrig vil Stormløbet stanse + for Maalet at naa + og Berømmelsens Kranse. + -- Og at Maalet blir naaet, + derom er ej tvistet, + men ingen véd + hvornaar; + -- maaske gaar der _Aar_, + før Mandsviljen faar + Polen afvristet + dens Hemmelighed ... + + -- Blandt alle de kække, + der trængte mod Nord, + den malmfaste Række, + nogle dumme, somme frække, + straaler et eneste + Navn over Verden; + naar andre glemmes, + da huskes Færden, + hvor Fridtjof Nansen + drog sine Spor, + _han_ var stor, + kunde slet ikke skræmmes. + Han hentede Kransen, + den stolteste, prægtigste: + Sejr for den mægtigste + Menneskekraft + nogen Mand har haft! ... + + Og den, der har prøvet + blot Hundredeparten + af hvad _han_ har øvet + og lidt paa Farten, + han bøjer sig + hilsende, + undrende, + stum, + -- bøjer sig ... + + Men mangen en dum + Ignorant derhjemme, + som selv-ophøjer sig, + hæved sin Stemme. + Og mangen vigtig + Katheder-Profet + mente sig pligtig + i Begejstringens Stund + til at slaa Hyldesten + koldt Vand i Blodet. + Fra sin kritiske Mund + tog Vismanden Bladet + og voved at pille + ved Forskerens Resultater. + + Fy! Ti stille! + Fingrene af Fadet, + I Kakkelovnsstympere, + hvor tør I kny? + I sidder i By, + lunt er jert Ly, + dèr leger I Polfart med Tinsoldater. + Men Nansen: + se, han satte _Livet_ ind; + det var nu saa efter _den_ Mands Sind! + + -- Jeg véd jo nok, + der var Jubel ved Møderne, + hvor Nansen talte + selvsikkert til Støderne + fra Professorerne + ned til Pogene, + -- højlydt turde I intet sige! + Men jeg véd tillige, + at I skumled i Krogene. + I tvivler altid paa det mærkværdige + ude fra Mandskraftens Vidunderrige + -- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ... + + Længst er forbi + den stolte Fest, + hvor Nansen var Gæst, + -- aldrig har jeg kendt Mage dertil, + I kan besmøre det, + hvordan I vil. + -- Men _nu_ skal I høre det: + Hvad er I? + I er Gløderne, + _Nansen_ er selve den levende Ild, + _han_ kunde gøre det! + Det er fordi, + han er Geni. + + + + +FORAAR VED SNEHYTTEN + + + Det er Søndag i Dag, sidst i April. + Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen, + -- hvor gør det dog godt at møde dens Smil, + en Foraarsbebuder her oppe ved Polen, + Natmørket flyr for dens røde Skær, + der bræmmer i Øst de blaanende Brær. + + Sneen fordamper, Føret er træls, + Hundene gisper i ti Graders Kulde, + Vildrénen fælder sin hvide Pels, + og ned ad Fjældet Lavinerne rulle. + En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt, + siger, at han har Snespurven hørt. + + Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt: + Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken + og syr midt i Sneen Familjens Telt, + mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken, + selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud, + og mindes, at nu springer Skoven ud. + + Skoven derhjemme, af Bøge og Linde, + nu sprænger det lyse Løv sit Dække, + Knopskæl hvirvler for lune Vinde, + det dufter syrligt fra Tjørnehække ... + Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt, + hvis dyreste Minde spirer som nyt! + + Det var i den bristende Vaar en Gang, + at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde, + men Livet gjorde dem Vejen trang + og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille, + og tavs er endnu deres hede Bøn + om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn. + + Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst + til Dagens Kampe og Nattens Leje, + maa altid færdes ad skilte Veje, + om deres Kærlighed skal blive frelst, + maa have imellem sig Braadd og Skær + for ret at være hinanden nær ... + + Det er Søndag i Dag, sidst i April. + Vær hilset, hjemlige Foraarsminder, + trofaste Trøstere i mit Eksil, + naar Timerne dræbende langsomt rinder, + nu lysner, hvad mørkt jeg levede før, + jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør. + + Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne + ligger vor tro Kammerat derinde + og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske! + Snespurven er kommen. Solen vil skinne + hans svækkede Legeme sundt og ungt ... + Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ... + + + + +VEJRFAST + + + Kuling af Syd og Taage + og Is, som bryder i Sundet. + Nu ligger jeg uvejrsbundet, + stormslagen som en Maage. + + I Morgen skulde jeg været, + hvor Kammeraterne venter mig. + -- Al min Mad er fortæret, + ingen kommer og henter mig. + + Hundene hyler af Sult, + nu æder de deres Skagler. + Himlen er ubarmhjærtig, + det regner, sner og hagler. + + Utæt og trangt er Teltet, + Sneen hvirvler herind, + snart er Fnuggene smæltet + gennem mit Brikseskind. + + Ned over vilde Fjælde + hviner en ondsindet Blæst, + bragende Stenskred løsnes + og vækker den ensomme Gæst. + + Alle Barduner er sprungne, + Teltvæggen sønderflængt, + dybt i min Sovepose + ligger jeg indestængt. + + Dejlige lune Rede, + mens Stormen holder sig stiv, + her kan jeg gennemtænke + hele _Aar_ af mit Liv. + + Tage dem for mig Dag for Dag + alle de rundne Aar, + alle mine svare Synders + aldrig lægede Saar. + + Ene, ene! Lange er Døgnene, + ikke en Menneskestemme, + blot Is, som sukker i Fjæren; + -- nu er alle mine Tanker hjemme. + + + + +TILBAGEBLIK + + + Jeg tog mit Liv og saa' det + Kapitel for Kapitel, + jeg kunde knapt forstaa det, + troede det var Digt. + Mit Navn, min Daad, min Titel: + _alt_ var modbydeligt. + + Meget, jeg havde handlet + og altid troet forsvarligt, + blev nu som rent forvandlet, + tillagt hvert slet Motiv ... + Det er sjæle-sundhedsfarligt + at gennemgaa sit Liv. + + Hvad er det vel for Love, + der raadet har min Bane? ... + Tidt kan jeg ikke sove, + grubler mig forknyt. + Mon jeg som en Vejrhane + har hver en Vind adlydt? ... + + I disse øde Nætter, + naar ikke jeg kan blunde, + og Fremtidsplaner trætter, + og vegt er mit Mod, + da flyder hver en Vunde + med gamle Sorgers Blod. + + Da tænder Selvanklagen + hævngerrig Heksebaalet, + blodigt stryges til Kagen + mit falske Selvforsvar; + tilsidst Skarpretter-Staalet + hver Humbug blottet har. + + -- -- Men disse øde Nætter, + _Tak_, at I blev mig givet: + Selverkendelsen letter, + nu har jeg set mig i Spejl + og gaar vel ud til Livet + _klogere_ paa mine Fejl! + + + + +SKIBET + + + Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst, + ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre, + da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre, + og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst! + + Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part, + Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde. + Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde, + Ganen er ikke længer kræsen og sart. + + Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn, + vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager, + Legemet beder om Brød og søde Sager, + men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn. + + Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal, + som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes, + det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes, + nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal. + + Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks, + det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen, + der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen. + Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks. + + Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked, + med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme + og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme: + »Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!« + + Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom, + maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_! + -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende. + Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ... + + + + +I KAJAK + + + Se Solen, hvor den suger + hvert Fnug af Havets Taageslør, + og hør, hvor Isen lystigt tør, + nu skal vi ud til Skær og Øer, + hvor Edderfuglen ruger. + + Smalhals behersker Teltet: + lidt Pemmikan, jeg gemte viist, + er -- ak! -- I Hundene forlist, + vort sidste Sælkød har vi spist, + og Grynene er væltet. + + Naa -- altsaa ud paa Havet, + dèr kender jeg bag Taagens Skjul + et rigt Revier med dejligt Sul + af Tejst og Alk og Edderfugl + og Æg, i Dun begravet! + + Jeg faar en flot Eskorte + af pragtfuldt skidne Eskimoer, + der stolt de smaa Kajakker ror + og brummer sære Aandekor + med Genlyd fjernest borte. + + Der staar lidt nordlig Brise, + den giver Slid og Søgang nok. + -- Længst nynner i den muntre Flok + _Odâk_, en vældig Angakok, + sin monotone Vise. + + Jeg sér ham avancere + og sér en knortet Hvalroskrop, + der dukker tungt af Havet op + -- og fler og fler -- en talrig Trop, + nu skal vi harpunere. + + _Odâk_ vil Kampen lede, + _Panig'pak_ farer ogsaa frem, + _Sivdluk_ og jeg er nær bag dem; + indstukket ved en Kobberem + holder jeg Riflen rede. + + Dødsramt neddykker Dyret, + -- og hvis nu Fangelinen brast, + sank denne Kødkolos i Hast; + men før den gør sit Friheds-Kast, + lykkes det at faa fyret. + + Dèr flyder nu i Søen + seks Hundrede Pund kraftig Mad; + med mine Fæller ler jeg glad, + og med Kajakkerne paa Rad + bugserer vi til Øen. + + Aa! Hvilket Ædegilde! + Vi slubrer Blod og gnaver Ben + og breder Skind af Bjørn og Rén + til Soveplads paa mosklædt Sten, + -- og Vejret blir saa stille. + + Se, Midnatssolen daler, + rødt flammer Bræerne i Nord, + og langt ud i den blanke Fjord + genspejles Solen gylden stor + og Isens blaa Portaler. + + Vi sover sødt og trøstigt, + og næste Dag gaar vi paa Jagt + og skyder Fugle, faar dem smagt + og samler Æg, en mægtig Dragt, + og har det frit og lystigt. + + Hjem over Havet glider + lydløst og lynsnart vor Kajak, + som om uset en Hval den trak, + fjernt gløder Sol paa Nunatak, + mens Sommerdøgnet skrider. + + O, hvilke skønne Tider! + En lønlig Fred paa Hav og Jord, + her er mit Rige, højt mod Nord, + og her, blandt frie Eskimoer, + jubler jeg stolt -- og lider. + + + + +ESKIMOER + + + Straks da jeg hørte berette + om Eskimoernes Sæder, + væmmedes jeg ved de slette, + kyniske Hedningeglæder, + + fordømte Flerkoneriet, + de yndede Konebytninger + og Madlavnings-Svineriet + i temmelig hvasse Ytringer, + + fandt, at Aandemanerne + drev et hæsligt Bedrag, + og at Blodhævns-Vanerne + var en forkastelig Sag. + + Men -- som jeg leved iblandt dem + og fik de fleste kær, + hændtes det, at jeg fandt dem + et smukkere Rygte værd, + + hændte det, at jeg satte + deres uslebne Natur + over vor egen glatte + ofte forlorne Kultur. + + -- Ikke at _vi_ skal anvende + disse hedenske Skikke, + bare frimodigt erkende, + at _bedre_ er vore ikke, + + og at vi saa skal sætte + os selv i Hedningernes Sted + for at fælde det rette + Skøn over Maal og Med, + + og at vi burde kigge + bag egne Fordommes Mur, + før vi fordømmer Skikke + af fremmedartet Natur. + + Vi korser os over det syndige + Liv i obskure Gader, + men er næppe selv saa yndige + Helgener, som vi lader. + + Over de _andres_ Laster + bander vi, saa vi faar Mulkt, + eller bekæmper dem aabenlyst + -- og synder dog _selv_ gedulgt. + + Men her iblandt de »Vilde« + paa Jordens nordligste Kyster + er intet standsmæssigt Skille, + her følger enhver sine Lyster. + + Kan en dygtig Fanger forsørge + mér end en enkelt Kone, + er der ingen »Moral« at spørge + og ingen Brøde at sone. + + Hos _os_ kan kun én man binde + gennem Præst eller Øvrighed, + -- saa holder man Elskerinde, + hvad Gud og Hvermand véd. + + Hjemme spiser man Vildt, + som raadner -- en Modens Gaade --, + _da_ er vel Forargelsen spildt + over Hedningens Levemaade. + + Man ækles over de Lus, + der Liv paa hans Legem frister. + -- Hos os i hvert andet Hus + snylter der Syfilister. + + Hjemme bærer vi Hatteflor, + naar en af de nærmeste dør, + klæder os sort det næste Aar + -- og lever dog Livet som før. + + Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog, + har _sit_ Begravelsesvæsen. + Heroppe sværter man Øjenlaag + og putter sig Renshaar i Næsen. + + Hjemme dyrker vi Fanden + som straffende Gud for det onde, + heroppe bor Bussemanden + i Havet, hvor ingen kan bunde. + + Her tages det Barn af Live, + hvis Slægt er til Graven fulgt, + som ingen kan Næring give, + som snart maatte dø af Sult. + + Men Jomfruen hjemme, der føder + sit Barn i Jordemorens Gade, + maa dyrt en Pengesum bøde + for at dække over sin »Skade«. + + Maaske vil Barnet krepere + af gennemført ussel Pleje, + -- saa er der jo intet mere, + som røber Elskovens Veje. + + Og vi, som endnu fører Krige + af den smudsigste Egennytte, + bør ikke hysterisk skrige + om Hævnmord i Hedningehytte. + + Det ene Folk er som det andet, + det er _Mennesker_ alle Vegne. + Der er Kristne i Hedningelandet + og Hedninger blandt Guds egne. + + Og hvad maa _vi_ ikke taale + af alle Lægprædikanterne, + som er værre til at gøgle og skraale + end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne. + + Ak -- lad os da blot missionere + blandt Grønlands sidste »fortabte«, + _Skikkene_ kan man polere, + _Sjælene_ blir som de er skabte. + + Og lad os bygge Butikker + til Støtte for Salmesangen, + saa faar den »Vilde« en sikker + Genvej til Undergangen. + + Saa kan den kongelige Handel + og Missionens Aarsberetninger + servere den bitre Mandel + i slørede Frase-Sætninger. + + Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg + og Spækket til Lampetran + -- og sidder i Mørke og fryser selv + og sulter sit Hundespand. + + Sidder og remser Bønner + i Handelens Bomulds-Klæder + -- disse Naturens Sønner, + der fødtes til frie Glæder! + + Ingen maa Koner bytte + eller dræbe hverken Gamle eller Unge, + -- de lover det, men maa dog lytte + til Naturens ærlige Tunge. + + Snart er de kristnede Vilde + at se til som Munke i Kloster, + nu synder de skjult og stille, + bedriver Hor og fordriver Foster. + + _Det_ gør deres Frænder mod Syd, + som kristnedes af Hans Egede. + Alverden skilter med Dyd, + men hvor er dens Fraser afblegede! + + Den Vilde var sand i sin Last, + og Lasten var alles i Fællig, + -- hos _os_ blir hver Synder sat fast + af dem, der hykler sig hellig. + + Men hellere Hedning og fuld af Synd + og ærlig i alt sit Væsen + end brovte med Kristendom, som er tynd, + og saa tage Godtfolk ved Næsen. + + Nu, da jeg lever blandt disse + foragtede Faar og fortabte, + erkender min Sjæl tilvisse: + vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte. + + Det ene Folk er som det andet, + det er _Mennesker_ alle Vegne. + Der er Kristne i Hedningelandet + og Hedninger blandt Guds egne. + + Ikke at _vi_ skal anvende + disse hedenske Skikke, + bare frimodigt erkende, + at _bedre_ er vore ikke! + + + + +LANDSMÆND + + + Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer + saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer. + + Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles + derude, hvor blot af det ny man vil fyldes. + + Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn, + dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn. + + Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden, + som hjemme er Fjender som bare Fanden. + + Tilsammen rakker de Danmark ned + og røber deres Venners Hemmelighed. + + De følges i Cirkus og Opera; + det er tydeligt, hvilket Land de er fra. + + De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat, + altid til Kaffesladder parat ... + + -- Men da jeg kom til Eskimoernes Land, + da maatte _jeg_ søge den danske Mand. + + Han hersker i Grønland som nogen Czar, + behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar. + + Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige, + vi talte ofte sammen som Lige. + + _Jeg_ haanede Grønlands usle Regering, + _han_ peged paa Eskimoernes Formering: + + at _nu_ var de vokset til elleve Tusende; + -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende! + + Især naar man véd, at adskillige Hundrede + er uægte Frugt af den højligt beundrede + + danske Regerings Embedsmænd, + der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ... + + -- De elsker mig ikke i denne Region, + de tror, jeg er kommen herop som Spion. + + De véd, at jeg mener, vi handler ilde + mod dem, over hvem vi Herrer spille. + + Jeg finder vort Styre dumt og slet, + -- og der er vel dem, som giver mig Ret. + + De frygter, at jeg skal Sandheden skrive + og Grønlands Enevoldsmagt aflive. + + En nybagt Præst, der mest var Kujon, + spotlo bestandig vor Ekspedition. + + Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse: + Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse. + + Nu sad han i Landet som »Missionær« + og mente sig Martyr-Glorien værd. + + Langt fra den hjemlige Faarestald + »_led_« han -- for at vente paa federe Kald. + + Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.« + Selv turde han ikke sin Slæde køre. + + Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.« + Selv laa han lunt i sin Præsteseng ... + + Nogle Præstefruer troede min Virken + bare galdt at omstyrte Kirken. + + Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde + kom et Par af dem Fjenden i Møde. + + Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant, + er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant. + + Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l + -- saadan er grønlandsk Missions-Moral. + + Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag, + havde hun vel næppe skjult sit Nag. + + Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil + her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ... + + Der er i Verden, hvorhen jeg drog, + ingensteds Mage til Sladrekrog. + + Endnu har jeg aldrig paa min Færden + truffet saa snæver en Tankeverden. + + Ingen kan holde sig for sig selv, + enhver maa ud i Skænderiets Elv. + + Hver Plads har højst tre-fire Familjer, + -- men alle saa er de selvstændige Viljer. + + Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens, + Doktorens Mening skal ogsaa være Restens. + + Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene, + at han havde det bedst, hvor han boede _alene_. + + -- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede, + i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede. + + Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted + af mere opofrende Værter jeg véd. + + Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt, + er det bedste, de ejer, ikke for godt. + + Som Budbringer kom han fra Verdenshavet + til dem, der er Aar efter Aar som begravet. + + Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen + og tror paa Personlighed bag Berømmelsen + + og længes naivt efter Bud om de Røster, + som hjemme Humbugens Laurbær høster, + + som læser Romanerne uden Nøgler + og ikke véd, hvor Talenterne gøgler, + + som vilde den bitreste Skuffelse lide, + om de fik Hemmeligheden at vide. + + De sidder og lytter med graadige Øjne + til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne, + + véd ikke selv, hvor lykkelig skjult + langt borte de er fra forlorent og hult, + + fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse + -- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse, + + fra alt, der saa afstands-lokkende stod, + -- _det_, som vi andre tilfredse forlod, + + sidder og finder sig selv forurettede, + -- de graadige Øjne blir aldrig mættede, + + saa er det, de fristes til at nyde, + hvad Naboen koger i sin Gryde, + + og saa er de midt i det grønlandske Kævl + og splittes til bare Las og Trevl ... + + -- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt, + var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt. + + Nu sidder jeg her og mindes med Tak + de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak, + + baade de hyklerske og de ærlige, + baade de kølige og de kærlige, + + længes mod nogle faa især, + som virkelig traadte mit Hjærte nær, + + som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt, + naar længst deres gode Mad er glemt. + + Ét, hvor man tog mig som den, jeg er, + og viste sig selv i dagligdags Klær, + + ét, hvor man ingen Bordtaler holdt, + ét, hvis Vært var korrekt og stolt, + + ét, hvor Tanker blev drøftet tidt, + ét, hvor Latteren blussede frit, + + ét, hvor man græd, da vi Afsked tog, + da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ... + + -- Her, hvor jeg lever paa Sultekost + og savner Livretter og liflig Most + + og immer det sejge Hvalroskød nyder, + her længes jeg ned til de danske Gryder. + + Her mindes jeg altid bevæget og glad + Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad. + + Fortørnes ikke -- men her er desværre + Ganen saa tidt Fantasiernes Herre. + + Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan, + I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land. + + I er som Blomster, oprykket med Rod, + udplantet i Muld Eders Væsen imod. + + Men Aarene rinder med ondt og godt, + alt smaat bliver stort, det store smaat. + + I føler det selv: I forkrøbles let, + Modstanden svigter, Aanden blir træt. + + Det er kun de Faa, der i dette Øde + altid har Aand og Hjærte i Grøde. + + _Dem_ er det især, jeg mindes med Tak, + af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak. + + Vredes I over en ærlig Paamindelse? + Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse! + + Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner, + hvis _sande_ Mening I ikke kender. + + De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed, + smiler ad deres Sladder-Alvidenhed. + + De kom jo saa ynkeligt tilkort: + de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort. + + -- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf, + naar jeg ude i Verden Landsmænd traf! + + + + +TEATER + + + Man har spurgt mig, om jeg savner + Scenens Kunst, som hjemme bydes, + og som jeg til Gavns har søgt. + Nej! Jeg savner Aand og Kløgt, + og jeg ækles ved de Avner, + der som Kunstens Kerne nydes. + + Jeg har kendt en Hob Aktører + og mangfoldige Aktricer + i den _sande_ Hjemmedragt, + og jeg mindes med Foragt, + hvad blandt dem man ser og hører + -- Scenekunsten _bag_ Kulisser. + + Sur Misundelse var Præget, + raa Kynisme Modersmaalet, + falsk Elskværdighed en Norm, + selv om tidt nok de har skraalet, + svine-gryntet, faare-bræget + højt om Kunstens Maal og Form. + + Og hvem af dem gør vel Fyldest: + -- kundskabsløse, aandsforladte, + blottet for Kultur og Smag! + Men de fraadser i vor Hyldest, + er Nationens dyre Skatte, + deres »Kunst« en Samfundssag. + + Nej -- Gud fri mig for den Vaande + atter at besé vor Scene + med dens Pøbel og dens »Kunst«. + Heller Sne og Is og ene + end fra hver Avis indaande + Scenegulvets mugne Dunst. + + -- Da fra Galleriets Bænke + ung og arm paa Sparepenge + jeg de første Indtryk fik, + kunde jeg gaa ene, længe + gadelangs og gennemtænke + alt med varmt begejstret Blik. + + Men min Drøm blev sønderflænget, + da jeg naade i Parkettet + og fik Teksten fra Sufflør: + alt var grelt af Sminke plettet, + alle Miner grimt forvrænget + -- og jeg kendte hver Aktør! + + Kendte mangen vigtig Blære, + mange sløve Solderister, + deres blinde Selvrespekt, + deres tomme Tankekister + og forlorne Pral og Ære, + kendte -- ak! -- Den hele Slægt ... + + Men blandt denne simple Vrimmel + stiger højt en ensom Søjle + med et klassisk Kapitæl, + stræbende mod Kunstens Himmel. + -- Mens de andre kun vil gøgle, + skaber han ud af sin Sjæl. + + Disse faa og stolte Hjærter + og den danske Scenes Hæder + kan jeg ofte længes til: + _de_ har kendt de dyre Glæder, + gennemlevet dybe Smærter, + _de_ er, trods Teatrets Klæder, + _Mennesker_ i deres Spil. + + Og jeg véd, at ses vi atter, + staar I som hver Gang, jeg rejser, + ubønhørligt kun jer _selv_, + I har trodset Pøblens Latter, + I er Søjler, og I knejser + rankt mod Kunstens Himmelhvælv. + + + + +MUSIK + + + Tænk, naar jeg igen skal høre Musik, + Musik, som rører min Sjæl til Suk! + Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik, + jeg atter hører Musik, som er smuk. + + Musik, o Musik! Beethoven og Bach! + Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort, + jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort, + blot leve med Mestrene, aande min Tak. + + Heroppe synger kun Søfugl og Hval, + selv voved jeg bare en enkelt Gang + at nynne en lille Schubertsk Sang, + -- Folk lo og tænkte, at jeg var gal. + + Deres Hedningehjærner har ikke Rum + for Lykke og Lidelse sat i Musik, + blot Troldmandens monotone Brum + til Tarmskindstrommens sære Rytmik. + + Maaske man kunde faaet dem lært + -- hvad Tusinder Danske jo lever i -- + en flunkende tom Revy-Melodi, + men det var nok ikke Umagen værd. + + Thi lykkeligvis er de ikke bragt + saa vidt som de kristnede Eskimoer, + hvis Salmesang blot er drævende Kor + -- al anden Musik gaar i Hopsatakt. + + Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk, + og al min Hjerne blev Lirekasse-ør, + min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk + efter Toner, som altid fyldte mig før. + + Der er ikke i Verden en Kunst som Musik, + hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt, + hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik, + de lønligste Ting har Musikken mig sagt. + + Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist, + snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur, + og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst, + naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur. + + Naar jeg ikke længer kan røre en Pen + og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt, + da er vel endnu Musikken igen, + jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt. + + -- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik, + en kendt Symfoni, tungsindig og stærk, + o, hvilket højtideligt Øjeblik, + naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk, + + naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog + og glemmer mit eget forsvindende Fnug, + med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog, + og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg. + + + + +KVINDER + + + Kvinder, Kvinder! + Jeg savner Kvinder: + dem derhjemme, jeg glad forlod, + ikke en eneste en var mig god, + jeg var saa inderlig ked af jer alle, + træt af at sejre, syg af at falde, + o! Og bedrøvet af Minder. + + Fjernt gaar Rejsen + bag Nord-Atlanten, + Fjælde løfter sig, klædt med Is, + Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis. + Endelig fri! Kan uhinderlig drage + Vejen i sære Henrykkelsens Dage + -- lykkelige jeg, som fandt den! + + Og jeg nyder + med skærpede Sanser, + stormer frem med ubændig Kraft, + alt mit Blod er som sydende Saft, + daglig sejrer ærgerrige Kræfter, + grundigt hviler de sig derefter, + naar ved Maalet jeg stanser. + + O, men nu savner jeg + Kvinder, Kvinder, + dem derhjemme, de dunkle Blik, + deres berusende Skumringsdrik! + Jeg havde troet jer ude af Tanke ... + Stille, Hjærte! Du maa ikke banke + Blodet til mine Kinder. + + Hør, jeg raaber det: + Kvinde, Kvinde! + Bort med Forsagelsen, Elskov først, + kom nu og sluk mine Læbers Tørst, + se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje, + ræk mig din duggede Kalk, o Lilje, + og lad mig dø derinde. + + Danske Kvinder! + I skal dog vide det: + Kvinderne her i det høje Nord + er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor, + Manddyrets Trælle, afhændelig Vare + -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare; + man væmmes kun, at de maa lide det. + + Nej, _Kulturens_ + stolte Kvinde, + hende jeg haanede tidt af Trods, + hun er den eneste Kvinde for os. + Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig + bare en eneste Gang. Den beholder jeg + gemt som mit helligste Minde. + + Ja, jeg savner dig, + Hjemmets Kvinde! + Al din friske, fortryllende Skæmt, + din beslutsomme Mund, der ler saa nemt, + savner især dine kærligt dømmende + dunkle Øjne, de vemods-drømmende + -- mer end en Himmel at vinde! + + Dit stille Vemod, + din _Sjæl_, Veninde: + dybt, hvor din reneste Strengebund toner + i sælsomt grublende Regioner, + _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, -- + naar i de svimlende Drømme jeg favner + mit Hjærtes eneste Kvinde! + + + + +NATUR OG CIVILISATION + + + Overmæt af Kunst og Kultur, + led og ked af Venner og Fjender + søgte jeg bort til en vild Natur, + hvor intet dagligdags hænder. + + Her fik jeg prøvet min Muskelkraft, + véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter, + fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft, + og alle forsømte Pligter. + + Frosset og sultet og legemlig slidt, + savnet, hvad før var mig uundværligt, + svævet i pirrende Farer tidt, + -- aa, dette Liv er herligt! + + Levet i Solskin Maaneder rundt + vaagen og virksom Døgnet til Ende, + besteget Fjældene, sovet sundt + og bare tænkt smukt om min Fjende. + + Kysterne ejer rige Spor + om fjerne, formummede Tider, + da frem af Kaos vor elskede Jord + ung og almægtig stiger. + + Mangt et besynderligt Visdomsord + talte den vilde, hedenske Stamme, + Hunde og Herre fik gratis For + og Herren _Telt_ med det samme. + + Og naar man først sig vænnet har + til Kødmad raat ud af Skankerne + eller Kødmad lunknet i grissede Kar, + pyt saa, om det dufter af »Tankerne«. + + Og kan man bare faa Hvile og Mad + og nøgen hos Værtsfolket ligge, + da er man tilfreds og lader glad + Polar-Parasiterne stikke. + + Mangen fordummende Overtro + hersker her oppe som hjemme + -- men her var lykkeligt frit for to, + der gerne sig _selv_ vilde glemme ... + + -- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang, + og Sanserne, friheds-svimle, + og Blodet, der gennem Aarerne sang, + gløded med glødende Himle! + + Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem + norden for Lands Lov og Ret, + -- heroppe drog mangen Polstormer frem + og drog sit sidste Aandedræt. + + Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl, + søgte at bruge to aabne Øjne, + jagede Réner og Bjørn og Sæl + de hellige Døgn som de søgne. + + _Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar, + lod haant om Kulturens Krøller, + ynkede Oprørets tamme Faar, + belo vore aandelige Bøller. + + Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt + eller agtedes saare ringe. + Bravo, Københavner! Des mere bekvemt + kunde her jeg sprede min Vinge. + + Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud, + hørte du Luften suse! + Himlen har ikke saa høj en Gud, + jeg var jo dèr til Huse. + + Alle mine inderste Tanker steg + fremad, ustanseligt fremad. + -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg, + skal kendes, naar jeg vender hjemad ... + + Men jeg maa sige jer det for sandt, + _nu_ længes jeg hjem til de danske, + dem jeg dog helst har været iblandt, + og som jeg tilhører ganske. + + Her oppe leved jeg længe nok + til for bestandigt at vide: + _jeg_ er et Faar af min egen Flok, + det hjemlige Hø vil jeg bide. + + Saadan ender vi Menneskers Flugt + bort fra Kulturens Centrer. + Den Tid er dog ikke forgæves brugt, + hvori vore Meninger kæntrer. + + Mennesket bliver sig selv overalt, + vi er Dyr, baade vilde og tamme, + ingen er Sukker blot, ingen Salt, + vi er allesammen det samme. + + Blot en Nuance, uendelig lidt + adskiller Stodder fra Greve, + denne Erkendelse gør jeg tidt, + den gør det til Fest at leve. + + Hedningen her er ej ideal + og heller ej sjælesort, + snart er han god, snart er han gal, + -- men hans Liv er en herlig Sport. + + Det var til dette friske Pust, + jeg længtes af al mit Hjærte, + -- o! Mine unge Vinger har brust, + men nu har jeg Hjemvéens Smærte. + + Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag + og aander Civilisationen, + saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag, + den ligger i Midt-Regionen. + + Den Vished kan gøre moderat og svag, + men _falsk_ bliver ikke Tonen! + + + + +DA SKIBET KOM + + + Saa staar vi da en Dag og bygger Hus + højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse, + -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --, + opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse, + hen over Havet gaar Sensomrens Sus, + og vi har ingen Baad, og udeblevet + er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet, + maaske er det forlist med Mand og Mus. + -- Hér har vi drøje Længslens Timer levet, + hér maa vi vente, til der lægges Is, + og sælge Livet for den dyreste Pris ... + + En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset, + og det er fattigt nu med Fuglesang, + saa staar vi da og spejder sidste Gang + ud over Havet efter Skib bag Næsset. + Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen + tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen. + -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer; + hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme, + og skal med dette Skib Befrielsen komme? + -- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ... + + Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær, + fik snart Kajakken fat, klemte os ned + og stak til Søs med vore Boplads-Fæller: + Der blir en Raaben-op, mens de fortæller, + om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted, + hvor mange Master, Skorstene og Rær, + om nu den sjældne Gæst vil stanse her, + om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- -- + + Men som vi naar derud: énmastet, lille + fremglider Skuden paa den brede Fjord, + bjerget er Sejlene, og fra dens Motor + hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget, + og rundt om tier Verden lyttende stille. + Og op mod Masteknappen farer Flaget, + det rene norske! Og vi kommer ombord ... + + Nej -- der var ingen Post og intet Bud ... + Er vi da helt af Vennerne forglemte, + og mon de tror os sporløst slettede ud, + saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte; + -- men maaske er de alle sammen døde? + -- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud + mod Skuffelsen ved dette glade Møde ... + + Men der blev Fest ombord: blot ved at se + Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner. + Af deres Læber lød de kendte Toner, + der indebærer al vor Fryd og Vé, + -- hvor vi dog kunde snakke løs og le! + Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad, + vor syge Ven blev bragt ombord i Baad, + paany sad vi ved dækket Bord og aad; + Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde, + vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ... + + Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder, + snart roede vi fra Skibet i Kajakken. + Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken + og vinked os et hjærteligt Farvel. + Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under, + paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --, + og Is og Polnat vil sig om dem lukke, + og hjemme vil de bange Hjærter sukke, + -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat, + her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet -- + og endnu skal der roes to Mil til Landet, + -- og dèr skal vi gaa mod den store Nat. + + Men tidt vil over Havet, der os skiller, + og bag de mange Hundred Mil derhjem + Tankerne graadigt søge Næring frem + af vore fælles Minders forfriskende Kilder. + + + + +SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN" + + +I + + Jeg er saa glad for Solen, + glad for September-Solen, + den bryder uformodet + frem af den tunge Sky, + saa gul som Æggeblommen + skinner den uindbuden, + men hjærteligt velkommen + gennem Tarmskindsruden + ind i vort ringe Ly, + bestraaler en tilsodet + mos-fuget Sandstensvæg, + gløder over mit Skæg, + varmer mig dybt i Blodet + og strejfer skælmsk Reolen + -- ja, for vi har en Bogreol, + tre Pakkasse-Borde og en Stol. + + Ak ja, vort Hus er lille, + beskedent Inventaret, + stenhaard vor Soveplads, + ingen bruger Madrats, + -- vi ejer jo ikke meget. + Men her er Rum for os alle, + frit Rum for frie Tanker, + for hver personlig Mening, + og Ordene er som forynget, + thi Huset er vort eget, + ved egne Kræfter bygget, + af ingen Skatter tynget, + ej heller truet og trykket + af nogen Kreditforening + -- det eneste Hus, jeg har set, + uden Prioritet! + + Dog: _kunde_ man prioritere, + til Mønningen prioritere + den stadigt vedligeholdte + barnligt selvejer-stolte + Glæde hos Hulebeboerne, + naar vi har Besøg af Bekendte + og Venner blandt Eskimoerne + og fester for dem i vor »Sal«, + saa blev der Tilbud om Kapital, + for _den_ skulde nok svare Rente, + -- men det er nok ikke at vente ... + + Her er saa solskins-stille, + saa høstligt højtids-stille, + for en Naturtilbeder + underfuldt fredsomme Steder: + En af os sidder og maler + Isfjældene, guld-bestrøde, + en anden skæmtende taler + med Folkene her fra Landet, + selv falder jeg hen i Goethe, + læser mig langt, langt bort, + _véd_, hvad jeg gerne vilde, + nu, da Dagen er kort + og Aftenen mørk og stille. + Jeg mindes en fjern Akkord + og _længes_, kæreste du: + »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.« + + +II + + Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster, + der trives paa »Længselens Ø«, + blege er de som brystsyge Børn, + der ligger og kan ikke dø. + + En Valmu, en Liljekonval og en blaa, + som jeg ikke kender ved Navn. + Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule; + de ligesom fylder et Savn. + + Aa, men hvor er de dog faa og fortabte, + i Sommer de straalede rent! + Stormene slog dem nok skaanselsløst, + og nu er det ogsaa sent. + + Ja -- det er altfor sent for en Blomst + at staa i den frosne Muld ... + Bare der var nogle flere af jer, + saa hele Hulen blev fuld! + + +III + + Hvor er dog Havet mørkt i Dag + som ved Decembertide hjemme. + Nordvestens tunge Aandedrag + kan gennem Væggen jeg fornemme. + + Koldt er her: Termometret Nul, + Blæst stryger ind af hver en Sprække. + Og dog! Hvor hyggeligt et Hul, + mod Uvejr et velsignet Dække. + + Spæklampens muntre Flammeild + flakker kærtegnende paa Muren, + ude raser en arktisk vild + Efteraarshærgning i Naturen. + + Lav rinder Solen, høstlig gul, + hver Nat blir nye Stjerner tændte, + visnet er Blomst og flygtet Fugl, + kun Vintrens dybe Nat i Vente. + + Ude Orkan -- men inde Fred, + den lykkeligste Fred, jeg kender, + naar Dag er endt, og Sol gaar ned, + og alle Længslers Lamper brænder. + + +IV + + Den første dryssende Sne + over de nøgne Fjælde + og Frostens klingre Bjælde. + + Forbi den korte Sommer, + Valmuer og Konvaller, + Elvenes Draabe-Krystaller. + + Den nøgne Jord blev Is + ved første Nattekulde, + nu sover Kim i Mulde. + + Nu graver sig alle Mennesker + ned i den lune Jord + med alt deres Vinterfor. + + Borte er Narhvalstrækket, + ikke en Fugl under Land, + bare det mumlende Vand. + + Og ved de stejle Kløfter + vaander sig Ræv og Hare + inde i Saks og Snare ... + + Men til det store Mørke, + klædte i Dyrehuder, + bringer vi vore Guder: + + Hjemmets og alle Erindringers! + -- drøfter gamle Hændelser, + kommer med sære Bekendelser, + + trevler vort Livsvæv op, + de skøre, bristende Traade, + brænder dem uden Naade, + + klæder os splitternøgne, + kender til Bunds hinanden + -- dog bare til Afgrundsranden, + + bygger jo, hver især, + et Ly for sit skjulteste Minde, + hvor man er _ene_ inde, + + ene -- altid alene: + en vanskelig Jord at dyrke, + men Ensomhed giver Styrke ... + + Saa er da Sommeren død, + og i det yderste Thule + gemmer vi os i en Hule, + + er som et udflyttet Danmark + varmet af hjemlig Sol + her ved den kolde Pol, + + drømmer saa meget gammelt, + higer mod nye Stier, + tænker, taler og tier ... + + Luften er vinter-skarp. + Mod Himlens lydløse Blaanen + staar som et Genfærd Maanen. + + Fantastisk dødninge-hvide + spejler sig fjerne Strande + dybt i de dunkle Vande. + + En Gang i Tidernes Gry + boblede disse Kyster + af Moderjordens Bryster. + + Stivnet alle Tinderne + gløder som Okker og Mønje + op gennem Bræens Brynje. + + Om Milliarder af Aar + vil da mon Isbræen smælte, + Søjlerne sprænges og vælte? + + Vil da den signede Jord + syde igen, før den daaner + hen mellem livløse Maaner? + + -- Ak, hvor usselig lidt + selv den Viseste aner + om vore Skæbnebaner. + + -- Hvad véd jeg vel om mig selv: + Er jeg et glødende Hjærte + eller en udbrændt Kærte? + + + + +NOKTURNE + + + Nu er det stille, + Høstnatten skumrer, + Vindene slumrer, + hvor Livets Kilde + dagtræt gik ned, + -- lydløs Fred + rundt om Landene, + ud over Vandene. + + Den, som nu kunde + sit Hoved bøje, + lukke sit Øje + og fredfyldt blunde + den lange Nat + fornufts-forladt, + uden Vaande + drømmeløst aande! + + O, men der rinder + Lyd i mit Øre, + Kamp maa jeg føre + med bitre Minder: + Venskab, jeg brød, + Had, jeg fortrød. + -- Fredløse Gru, + hvil ogsaa du! + + + + +ENE + + + Stjernerne skælver, + Himlen er bleg, + Maanen er bare + en svindende Streg. + + Jorden er kold + som et blodløst Lig, + Fjældvæggen skummel + af Ravneskrig. + + Tungt gaar Havet + mod nøgen Kyst + som et hjælpeløst Suk + fra et ensomt Bryst. + + Ud i den isnende + Efteraarsvind + flakker den ensommes + angstfulde Sind, + + skælver i Nattens + Kuldegys, + hilser bekymret + det svindende Lys. + + Snart vil den dunkle + Skumring gaa bort + og Vintermulmet + staa rugende sort. + + + + +HØST + + + Jeg ynder ikke den unge Vaar, + den er mig for fersk og flov. + Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar, + før jeg saà nogen Bøgeskov. + Jeg har jo aldrig kunnet begaa, + end ikke turdet forsøge, + en Lovsang ud af mit Hjærte + over de danske Bøge. + + I gamle Dage var det min Sorg, + naar Bøgen stod lysegrøn, + og Grøntet hang paa Charlottenborg, + at jeg ikke fandt Farven køn. + Muligt er det en Fejl ved mit Syn, + mit Øje er lyseblaat; + al denne megen Andemad + taaler det ikke godt. + + Men da jeg voved en svag Protest, + Kors! Hvor der saa blev Vrøvl, + Grøntkaals-Malerne rasede mest, + jeg skulde ha' mine Høvl. + Jamen saa mal dog bare Spinat, + de Farver er mig for blege, + de rører ikke mit Hjærte, + jeg vælger Graner og Ege. + + Granen er Skabelsens rankeste Værk, + et løftende Høvdingesyn, + Egen er uovervindelig stærk, + en Tænker med rynkede Bryn. + Egens Rødder gaar dybest ned + i Danmarks frodige Muld, + Granen er sejg og nøjsom, + gør Hedesandet til Guld. + + Alle de grønne Haab ved Vaar, + den grumsede Stemningsflod, + som fylder Sindet i unge Aar, + er saa inderligt mig imod, + minder mig om den grønne Student, + der har læst lidt Psykologi + og vil systematisere Livet, + han aldrig har levet i. + + Den dovne Sommerferie-Døs + er mig heller ikke tilpas, + underlig sløv og udtryksløs + ligger den blot og ta'r Plads + -- Plads for den gule, flammende Høst, + hvor Stormen blæser Koral, + Høsten er dybsindig, + Vaar og Sommer banal. + + Pragtfulde Høst, vémodige Høst, + Menneskesjælens Fornyer, + du ejer, som det bedrøvede Bryst, + Lys bag truende Skyer. + Du er den store, afgørende Kamp, + hvor Kornmodsglimtene lyner, + du lever det stærke Øjeblik + og dør under vældige Syner. + + Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis, + naar Vinteren drager om Land, + ren og klar er Søernes Is, + kølig og klog vor Forstand. + Da fatter den tumlende Menneskesværm, + at Kampmaalet tidt er for lille, + den tier som selve Jorden, + der ligger hvid og stille. + + Og derfor søgte jeg højt mod Nord, + hvor Kysten er hvid og tavs: + hjemme stank der forraadnet Jord, + i Byen laa Gadesnavs! + Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort, + vi trængte til Storm og Sne. + Maatte en susende Byge have renset, + naar jeg atter mit Land skal se! + + + + +BEKENDELSE + + + Paa den lave Klippetange + mod en blodrød Aftenhimmel + ser jeg Eskimoernes Stimmel. + Stimmel? Ja, en halv Snes Mand, + og jeg synes, det er mange + her i dette øde Land. + + Hør, de leger Bjørnejagter, + og de ler saa overvættes, + Hundene mod Bjørnen sættes, + Bjørnen er en udklædt Knøs. + Under kanibalske Fagter + slippes Hundespandet løs. + + Straks som sultne Ulve løber + Hundeflokken mod sin Fjende, + Legen kunde gerne ende + med, at han blev sønderædt, + men de rappe Piskesvøber + stanser dem, der naar for tæt. + + Stanse maa jeg selv af Latter + over den groteske Scene. + Ja, jert Liv er Leg alene, + I kan skoggerle af alt, + skøndt I prøved atter og atter + Bjørnekampe, som Livet galdt! + + Selve det at leve Livet, + sulte, naar der intet skydes, + æde graadigt, hvad der bydes, + elske sig udtømt og træt + og ved Søvn faa Kræfter givet, + er jert Liv og Livets Ret. + + Derfor maa I gerne undres, + naar I ser mig i vor Hule + sidde tavs og travl -- og skule, + hvis I ler min Stemning væk. + -- Mener I, jeg bør opmuntres + til at kaste Pen og Blæk? + + Aa, I skulde bare vide, + at der sidder »Venner« hjemme, + som afgiver samme Stemme, + men at det er alt omsonst, + thi det er mit Liv at stride + mod det Maal at skabe Kunst ... + + Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens + borgerlige Alfarveje + og har aldrig haft i Eje + snævre Dyders Rettesnor ... + Men, hvad er vel al min Digtens + Fryd og Smærte? ... Døde Ord! + + Det, som dybest Sjælen føler, + det kan intet Ord udtale, + ikke noget Billed male, + knapt nok anes i Musik ... + -- Venner! Gid I aldrig nøler + med en kold Fornufts-Kritik. + + Eller le som Eskimoen, + le ustyrligt, mens jeg skriver, + jeg forsikrer, jeg vedbliver + og skal aldrig slides træt, + naar _jeg_ bare ejer _Troen_, + maa I gerne have _Ret_. + + Gerne blev jeg her og jaged + Bjørn og Rén ved Vintermaane, + skulde ingen Evne skaane, + blev her gerne Livet langt, + ingen Tid af Længsel naget, + aldrig Livet surt og trangt. + + Thi det vil jeg ikke skjule, + at jeg helst gik rent i Glemme, + glemte alt og alle hjemme, + Ven og Fjende, hvert mit Skrift. + -- Men selv her i yderst Thule + er jeg Slave af min Drift. + + Og min Drift er den at være + én, der har sin egen Stemme, + én, der skriver dansk derhjemme + om, hvad Livet har ham lært; + -- denne Drift er sød at nære, + dette Liv er rigt, men svært. + + + + +SONET + + + Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ... + Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller døde? + »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«. + Skal vi mon finde her vort evige Skjul? + + Ingen véd det. Natvinden varslende hul + klager oppe i Fjældenes dystre Øde. + Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde + Landsmænd igen og Solen, god og gul. + + Alt, hvad der hændte i to lange Aar, + ligger dernede og venter os i Breve, + -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ... + + Men jeg kan ikke ændre mine Kaar, + død er den døde! -- Nej, I maa _alle_ leve! + Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar. + + + + +ENE TILSØS + + + Saa har vi naaet Oktober, + og Fjæren iser til, + det store stille Hav kan stivne + straks, naar Frosten vil. + I Nat blev Vandet tyndis-lagt, + det glimter som et slebent Glar, + ja, kom kun Frost og øv din Magt, + træng ind til alle Kroge, + jeg venter glad -- dog se, jeg har + endnu en Gang Kajakken klar, + vil vugge mig i Bølgetakt + paa Bugtens sidste Vaage. + + Men da jeg gennem Isen skar, + letted en enlig Maage. + + O, om jeg kunde fulgt den + mod Syd, mod Sol -- og hjem! + Jeg glemmer rent at ro min Aare + og gaar ikke frem. + Langt borte lyder kold og hul + den vrede Snøften af en Hval, + som dukker op af Dybets Skjul + og tvinger frem sin Pande, + trægt dønner Sø mod Fjældportal, + fjernt synker Solen sært oval + og bævrer tung og æggegul + paa Kiming-Skaalens Rande. + + Jeg længes hjem, som jeg var gal, + fra disse Dødens Vande. + + Men som jeg saadan ligger + og knapt véd af mig selv, + rækker mit Øje op til Hulen + ved den døde Elv: + Brudte er nu alle Broer, + her faar jeg Hjem endnu en Stund, + deroppe er mit Arbejdsbord + og al min bedste Evne. + Lad Frosten tvinge Hav i Blund + til Farvej hjem! Jeg nyder sund + den hemmelige Fryd, der gror, + og som ej Navn kan nævne, + + paa Livstilværelsens dunkle Bund, + hvor Synerne holder Stævne. + + + + +TØBRUD + + + Der regner i Dag en ukristelig Regn + heroppe i Hedningelandet; + endnu er der intet Himmeltegn, + som tyder paa noget andet. + + Vor Hule var netop bleven saa lun, + Sneen laa højt over Taget, + Fnuggene tætned som Edderdun, + -- nu smælter hele Laget. + + Det drypper, det stænker, det styrter herned, + og ingen har sit paa det tørre, + vi væbner os bravt med Taalmodighed, + mens Vandfloden vokser sig større. + + Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt, + hjærteløst Regnen strømmer; + de rummer just ikke det bare sødt + de Oplevelsens Bægre, vi tømmer. + + Gulvet er som en rindende Sø, + og Brikseskindene fælder, + vi ligger paa hver sin opdagede Ø + i Oversvømmelsens Kælder. + + Himlen er bare et trøstesløst Hvælv, + en eneste styrtende Sluse, + Fjældene mumler, den døde Elv + er atter begyndt at bruse. + + Dens Leje var som et furet Ar, + nu springer det op og bløder. + Vi fylder paany vore Kogekar, + men Regnen slukker vore Gløder. + + Saa maa vi kvittere »den varme Ret«, + en ofte prøvet Elende, + men at Soveposen ikke er tæt, + er det værste, der kunde hænde. + + Dog, skulde man blive lidt sur i Sind, + da lyder den Trøst til den triste: + »Lad alt smælte bort! Dit eget Skind, + det holder nok tæt til det sidste!« + + _Først_, naar ikke en Trevl er tør + og ikke et Ly at finde, + da vaagner der et Galgenhumør, + og runger vor Latter herinde. + + Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt, + fantaserer om fjerne Steder + med alt, en Hjemkomst byder af smukt: + varm Kaffe og tørre Klæder! + + -- -- Vejrprofeterne kalder det Føhn, + saadan Mildning ved Vintertide, + men Eskimoerne tror, det er Tøen, + der driller Frosten til at bide. + + Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud + og aflæser Varmegrader ... + Men lad der blot rase Regn og Slud, + naar det ikke _Islæget_ skader. + + Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før, + og snart kan jeg hjemad drage + blottet for _alt_, kun rig paa Humør + til Slædefærden tilbage! + + + + +EN SORG + + + I Dag har jeg haft en lille Sorg, + og her, hvor saa lidet sker, + har denne ringe Hændelse + bedrøvet mig endnu mer. + + Min Yndlingshund er bleven dræbt + af en af de gamle Store, + bare fordi den løb og leged + og slet intet andet gjorde. + + Den vidste ikke, at Tand for Tand + er Livets beskæmmende Lære + baade for Dyr og Mennesker, + om vi skal faa Lov til at _være_. + + Min Yndlingshund var bare en Hvalp, + saa munter og uden Harm, + hver Morgen den krøb i min Sovepose + til et lykkeligt Blund i min Arm. + + Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn + og kunde aldrig blive træt + af at stryge dens bløde Pels + og høre dens Aandedræt. + + For jeg er jo bare et Menneske, + hvis Kærlighed ligger vaagen; + jeg længes efter at elske + og være _god_ mod nogen. + + Men her, hvor jeg intet Menneske har + at kysse med brændende Mund, + gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn + til den tillidsfulde lille Hund. + + Og nu er dine undrende Øjne lukt, + din Strube blev gennembidt. + -- Ak, var du bleven ældre, + skulde tungere Smærter du lidt! + + Ja, var du vokset dig stærk og stor, + vented dig megen Plage; + en stakkels trællende Slædehund + har ikke gode Dage ... + + Men da de kom og mældte, + at min lille Hund var død, + blev der saa underligt stille, + dèr, hvor mit Hjærte lød. + + Da maatte jeg betvinge + en Graad, der vilde frembrudt, + da svor jeg over Morderen + en Hævn, jeg ikke har fortrudt. + + Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn, + hvis Tænder min Yndling traf; + hver Dyrebeskyttelsesdame + vilde skaffet mig Dyrplager-Straf. + + Tæt til dens sammensnørede Gab + bandt jeg den lille døde, + -- nu ligger den med sit Offer + bunden og uden Føde. + + Min Yndlingshund var bare en Hvalp, + skabagtig kan Sorgen lyde, + men den, hvis Hjærte er ene, + véd, hvad en Hund kan betyde. + + Og den, der kender Polarfærd, + véd, han var gaaet til Grunde, + om ikke han var bleven hjulpet + af sine trofaste Hunde. + + Lønnen, han bød sin trællende Ven, + var Pisk og en kneben Føde + og saa en Kugle i Hjernen, + naar den næsten var kørt tildøde. + + Og Hvalpen skulde i Vinter + trukket for Slæden tilbage, + -- en stakkels trællende Grønlænderhund + har ikke gode Dage. + + Men dyrebar er mig Hundene, + min daglige Kval og Fest, + og, som det gaar mellem Mennesker, + er den _mistede_ altid bedst. + + Og det er sandt, hvad en Digter har sagt, + -- sikkert en klog gammel Fyr: + »Jo bedre jeg kender Mennesker, + des mer holder jeg af Dyr!« + + + + +VINTER + + + Se, det hvide Ishav spejler + dybt de gyldne Aftenskyer. + Ingen Lyd og ingen Sejler, + intet Bud fra fjerne Byer. + Indelukket + Længselssukket + stiger mod det kolde Fjæld, + der paa Himlens Rand har trukket + en henaandet bleg Pastel. + + Som en Knivseg, skarpt tilsleben, + skærer Horisonten Himlen. + Som et Hjærte, vémodsgreben, + gløder dæmpet Solfaldstrimlen. + Gult og gustent + som et brustent + Venneblik er Solens Øje + sluknet bag en Isfjældsmur, + der har bygt sin borgtaarns-høje, + vildt fantastiske Kontur. + + Sølvhvid Maanebaaden skyder + højt henad den mørke Himmel. + Som et Morildskølvand flyder + Mælkevejens Stjernevrimmel. + Tunge Skygger + travlt bebygger + som et mystisk Dværgfolk Sletten, + der har gemt sig tavs og trykket + inde under Fjælde-Jætten. + + Snart af Skyggerne besejres + Dagens sidste Farvetoner, + Mulmets Nattepust henvejres + over Dødens Regioner. + Men i Mørket, + sjælestyrket, + slaas vi med os selv og Livet, + og vi tror, at vi faar dyrket + rodfast Træ af Mose-Sivet. + + Ubønhørlig stræng bekriger + Vintren disse arme Kyster, + Sneen ligger haard og skriger, + Isen dem i Favntag kryster, + Lyset brister, + Bjørnen lister + mørkeskjult, beredt til Krig, + hungerpint den Livet frister, + røver Gravens frosne Lig. + + Og uskaansomt koldt bekriger + _vi_ det Liv, vi før har levet; + gennembrudt, som Vandflods-Diger, + er vort Løgnliv -- talt og skrevet. + Nu skal Volden + hel og holden + sten-forskanses, klar til Krig + mod os selv i Fortids-Rollen + -- ingen Gravfred for det Lig! + + + + +SNESTORM + + + Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat! + Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ, + og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ. + + Der var madtomt i Hulen og glubende Sult, + saa kørte jeg hen til et Køddepot, + men Vejret blev værre, end jeg havde troet. + + Der blæste en fygende stiv Sydvest, + langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds, + Foden blev træt, for Føret var træls. + + Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro, + syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa, + alligevel maatte vi begge gaa. + + Ved Slædeopstanderne sled vi os frem, + stavred i Sneen til op over Knæ, + og Sne skød sig højt over Gængernes Træ. + + Dagslyset svandt, og Knoget tog til, + _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv, + Skinddragten dampede og frøs stiv. + + Hundene orked tilsidst ikke mer, + vi spændte dem fra, og de stak i Løb, + selv fulgte vi efter, stumled og krøb. + + Sort var Natten, da vi naa'de frem, + aandeløst smed vi os ned bag en Sten, + som ikke gav ringeste Ly for Sneen. + + Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv, + Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min. + Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin. + + Da blev som en isnende Strøm mit Blod, + jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk, + Fingrene var ved at fryse væk. + + Vi maatte nok helst gaa os varme igen: + fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt + og slæbte det hjemad af al vor Magt. + + Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej, + Legemet damped, vor Aande blev kort; + i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort. + + Men endelig, da jeg var Slæden nær, + var ogsaa min yderste Kraft udøst, + jeg faldt og blev liggende, kraftesløst. + + Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb, + saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold. + Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold! + + Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv, + at jeg skulde ligge forkommen og dø + i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø. + + Før havde jeg troet mig saa gammel og klog; + _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lært, + og Livet, jeg mistede, var mig saa kært. + + Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed, + jeg tændte min Viljes hendøende Gnist + og naaed da ogsaa Slæden tilsidst. + + Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til, + Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt. + Han sov og snorked, hans Bug var fyldt. + + Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels, + fik stukket mig under en Hundekrop, + hvor jeg døsede hen og tøede op. + + Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld, + begravet af Sneen og sporløst gemt. + Ingen savned mig, jeg var glemt. + + Da maatte mit Hjærte saa inderligt le: + »I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!« + Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt. + + Men netop, som Dagen graaned i Øst, + tog Snestormen af og Kræfterne til: + -- Det er svært at dø, naar man ikke _vil_! + + + + +INDKVARTERING + + + Vi har faaet Indkvartering: + ikke mindre end en Snes + Eskimoer + hos os boer + i en skøn Familjekres + -- en lidt rundelig Formering, + naar vi selv er seks Mand høj. + Man begriber, + at det kniber + svært med Plads og Sengetøj. + + Men vort Samliv er det bedste, + skøndt man ikke skulde tro, + at der kunde + nogenlunde + herske Enighed og Ro, + naar man har sin kære Næste + indlogeret bunkevis. + Her er Glæde, + fælles Æde, + fælles Trug for So og Gris. + + Alle Kogelamper sprager, + Luften hænger tyk af Os, + Stuens Kroge + staar i Taage, + men vor Hule faar dog Ros. + Udenfor Orkanen drager + rovbegærlig om vor Ø, + mangen Hytte + blev dens Bytte, + knust og slugt af Styrtesø. + + Alle vore Boplads-Fæller + blev berøvet Kød og Hjem, + halv-paaklædte, + ilde-stædte + stred de sig til Hulen frem, + sidder nu og smaa-fortæller + om den storm-oprørte Fjord, + klager ikke, + smælter Drikke + og faar kogt et vældigt For. + + I en sammenbyltet Mængde + sover snarligt Vært og Gæst, + Lampen slukner, + ude drukner + Hundehyl i Sø og Blæst. + -- Men jeg vaagned tidt og tænkte: + her mod Nord er Livet Fest, + intet knægter + disse Slægter, + hverken Himmel eller Præst! + + Ja, en Livets Jubelsalme + toner ud af Vejrets Brus, + Leg og Latter + toner atter + i vort overfyldte Hus. + Her kan Glæden aldrig falme, + Livet tager vi som bedst: + Eskimoen + dør i Troen + paa, at Livet er en Fest. + + + + +NYT ISLÆG + + + Jeg suser atter over nylagt Is, + og alle Hunde trækker kry og travle, + thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle + har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis + og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle. + + Mit Forspand elsker dette blege Skær, + der blinker i de frosne Iskolosser + og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser; + -- i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær, + da savnes det Humør, som Kulden trodser. + + Men nu gør atter Maanen Rejsen let, + paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre + det lange hvide Døgn i snefrit Føre, + hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt, + og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre. + + Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud, + og jeg kan timevis henslængt paa Slæden + ligge med adspredt Sind og nyde Glæden, + blot ved at se mit Forspand halse ud, + og høre Isen knage fjernt som Skud. + + Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se + mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde, + og _da_ er det med ét, som blev jeg borte, + som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé, + saa dybt og blødt som i en Grav af Sne. + + En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt, + jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet, + Isen var bristet: Slæden, Hundespandet, + alt det, der havde mig min Drøm forvoldt, + sank dybt og blødt, -- men Skaglerne de holdt. + + Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt; + to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne + ad Isen og slog Remme om et Hjørne + af Slædesnuden og fik mig og alt + omsider halet ind -- har de fortalt. + + Forresten lo de. Og da vi drog bort, + og mine Klæder stivned straks i Kulden, + og baade Haand og Fod blev saar og svullen, + lo de igen. Jeg _løb_, som var det Sport, + og holdt mig varm de otte Mil til vort ... + + Den glade Hedning, som bestandig ler, + han er i Livets Dyst altid fornøjet; + og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet + og laa i Soveposens lune Fjer, + da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer. + + Ja, saadan er det: undflyet et Forlis + higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge, + evig og altid maa vort Kald vi følge, + Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis, + farefuld Vejen over nylagt Is. + + -- Jeg suser atter paa den blanke Fjord + ind under Fjældets gothisk bygte Gavle, + nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle, + og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor, + og Verden er bare dette kolde Nord! + + + + +AFREJSE + + + Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø, + Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning. + -- Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø, + mon de nu taaler Vinter og Forfrysning? + Lyse er de Forhaabninger, der bygges, + men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes? + + Og endnu er vor Ven og Fælle syg, + og køres maa han hundred Mil i Pose, + -- men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg, + endda den bød ham Torne blot for Rose; + han higer hjem mod nye Arbejdsfelter, + -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter! + + Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft, + Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder, + fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft, + langs alle Fjære blegt Morilden brænder. + Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset, + _hjemad_ det gaar -- men tungt er Slædelæsset. + + Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær, + det er, som om jeg ikke kunde slippe + dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær + og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe; + -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude + træt og forkommen hilst den blege Rude! + + Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven + maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje, + saa drager vore Slæder da igen + Sporet langs nye Kysters nye Veje. + Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde, + tungt kører vi i Skrueis og Bløde ... + + + + +TILBAGE TIL MØRKET + + +I + + Saa slaar vi da Retræte: + vor Vej er altfor fyldt med Sne, + vi skulde været frem til Jul, + men det kan ikke ske. + Nu maa vi hen, hvorfra vi kom, + men det er tungt at vende om. + Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul! + + Vi drager op mod Mørket, + og vi, som haabed det forladt, + gaar trist til Sinds, med Haabet brudt, + ind i den store Nat ... + Naar atter Slæden staar beredt + til Hjemfart, hvad er der saa sket? ... + O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt! + + +II + + Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer, + bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer, + vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv, + kun Livet igen -- det dejlige Liv! + + For Hunde og Kød og varmende Klær + borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd; + de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst, + maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst. + + Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør + og beder om Husly som ofte før, + man luner vor Briks, vore Skinddragter syr + og fodrer os selv og de udslidte Dyr. + + I Jordklodens nordligste Menneskehus, + ind under en Gletschers Morænegrus, + dèr lever jeg Livet som Eskimo, + og Livet er bedre, end jeg turde tro. + + Ja, Livet er dejligt og dyrebart + i vekslende Vejrlig og skiftende Fart, + her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn, + her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn. + + Piuva'toks og Alakra'sinas Hus + saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus, + saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst, + er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst! + + Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen, + vil taksomme Tanker søge herhen, + -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn, + men Hedningen her er Kristen af Gavn. + + + + +POLARNAT + + +I + + Hvor skal jeg gøre af mig selv, + hvad skal min Tanke sysle med? + Hvordan forglemme Tid og Sted? + Hver søvnløs Dag er uden Fred + og drømmepint hver Søvn, jeg véd. + Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne; + det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne. + + Nu troede jeg saa vist, det gik + mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig, + og vi var mange Mil paa Vej, + da Blæst og Mørke, Sult og Sne + tvang os til Venderejsens Vé. + Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme. + Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme? + + Jeg lever blot i Kamp for Mad, + opholder Livet som et Dyr, + der ej den værste Føde skyr. + Forraadnet er det Kød, jeg faar, + mit Legem smudsigt, vildt mit Haar. + Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres, + de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres. + -- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres. + + +II + + Gennem goldt Polarnats-Øde + gaar det vrede Vejr med Vælde, + Mørket sukker, graat af Ælde + som min Mor, der døde. + + Gennem Jordens Dunstkres tumler + vildt Decembersneens Bølger. + Tungt den frosne Havstok mumler + om en Kval, jeg dølger. + + Paa de vejr-forbidte Strande + har hvert ængstet Liv sig dækket, + Stormen blot langs døde Vande + tumler som forskrækket. + + Over Fjældets dystre Gavle + ingen nordlys-blændet Stjerne + -- bare Livets evigt travle + Lynglimt i min Hjerne. + + Uvejrs-slagen, pint af Brøde, + mørkeskræmt, en fredløs Fange, + mindes jeg min Mor, som døde: + _hun_ var ikke bange. + + Kunde jeg -- en dødsdømt Evne -- + med _din_ sikre Ro mig væbne! + Men jeg elsker Livets Stævne, + hader Dødens Skæbne, + + hader Rummets mørke Gaade, + -- urørt af vor Strid herneden + hersker den og skal os raade + i Al-Evigheden. + + +III + + Der er i Nat saa tyst + som fjernt, i _det_ Minut, + da lykke-pint mit Bryst + fik Tvivl og Vægring brudt + og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige. + Min Stemme var som kvalt, + og jeg fik ikke talt, + blot rørt din bange Haand, + men Hjærtets Helligaand + nævnede tavst det uudsigelige. + + En Nat saa lykke-tyst, + al Verden Fred og Hvil! + Men det blir ikke lyst + som den Gang i April, + da vore Hjærter mødtes vaarberuste ... + Jeg lider Længslens Véer + hjem til lidt Dagnings-Skær, + hjem til dit Lykke-Smil, + som lyste i April + den dæmrende Nat, da Helligaanden suste. + + +IV + + Den stille hvide Vinternat + med ringe Skel + paa Dag og Kvæld, + med ingen Genklang under Fjæld + af Hundeglam og Piskesmæld + -- en lydhør, duftløs Time! + Se, Maanen tændes blank og kold, + og Himlen hvælver stjernesat, + bag Nordlysbaandets Silkefold + sit Skjold, + mens alle Mindets Højtidsklokker kime. + + Snart ringer Hjemmet Julen ind. + Min Sjæl, vær stærk: + _dit_ Højtidsværk + skal tone fjernt fra Hjem og Jul + i hvide Vinternætters Skjul, + hvor ingen Granduft kendes. + Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt + mit længst aflagte Barnesind, + jeg hører Højtidsklokkens Klemt + forstemt + og længes hjem, hvor Juletræet tændes. + + En hjemlig Jul, en uskylds-hvid + med Englebud + fra Himlens Gud, + som da uprøvet jeg og stolt + den gode gamle Højtid holdt, + -- den Jul, der kun er Minde ... + Ja, hvilken Højtid, om jeg blot + kom hjem nu ind mod Juletid + og sagde En, hvis Blik er vaadt, + lidt godt ... + Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde. + + Tavs er den hvide Vinternat, + træt gaar min Fod, + tungt slaar mit Blod, + og se, hvor Maanen blank og kold + som et fordægtigt Avind-Skjold + har skjult min Lykkes Fjender. + Er alt mit Liv da uden Værd? + Udløber redningsløs forladt + i Nattens blege Nordlysskær + min Færd, + mens alle Hjemmets Juletræer brænder? + + Velan, min unge Sjæl, vær stærk: + den Vej, du drog, + gør glad og klog, + gør rig, trods Tab af Jul og Hjem, + den Vej, du drog, er Vejen _frem_, + den eneste, der frister. + Og træder jeg mit sidste Skridt, + og ænser ingen mer mit Værk, + _Liv_ har jeg levet, jublet tidt + og stridt -- + ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister. + + +V + + Det er Lillejuleaften, + det er Lillejuleaften, + og et Brus af fjerne Minder + jager Blod til mine Kinder, + -- dem, den fattige Polarnat havde bleget. + Jeg er sær og syg til Mode, + kunde gerne grædt og skreget + over Smærter i mit Ho'de, + for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel, + og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ... + Der er Taage over Fjældet, + der er Slør for Aftnens Himmel, + og jeg ligger, overvældet + af de gamle Minders Brus, + tavs i Angmalor'toks Hus. + + Det er Lillejuleaften, + det er Lillejuleaften ... + Hvordan lever I derhjemme? -- + Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- -- + Nøgen ligger jeg paa Fælgen, + og min Vært, som ser mig lide, + siger: »Det er vist paa Tide + at faa givet dig lidt Foer!« + Og jeg ser ham trække Bælgen + af en Blaaræv, Dagens Fangst; + den blir kogt og, Gud skal vide, + jeg er slunken som en Slange, + Gulvet er vort Spisebord, + og jeg spiser, + mens han viser + mig den Gunst at nynne Sange, + først et Par og siden mange; + -- men min Sult er stadig stor, + og hans Kone spytter Spæk + paa en optøet Narhvalshjerne, + for hun under mig saa gerne + denne lækre Juleret. + Endelig blir jeg da mæt -- + og min Svimmelhed er væk, + -- Taagen med; nu har vi Blæst -- + og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst, + mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst, + nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ... + + +VI + + Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden + og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde + og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde + som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden. + + Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget, + kan ikke være ude, ikke inde, + min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde, + og Vunder bløder, som jeg troede læged. + + Og rundt i Verden fejres Juledrømmen, + og alle Hjærter næste-kærligt bløder. + -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder, + og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen. + + Men der var Tider, da jeg ærligt troede + paa Julens store Fredsbudskab i Folket, + -- forlængst har Verden Loven omfortolket, + og Julen er nu blot en gammel Mode. + + Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde, + er alle Menneskenes Millioner -- + men kun saa længe Klokken højtids-toner, + Dagen derefter stjæle de og myrde ... + + Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden + og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde + som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde, + thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ... + + +VII + + Nej, det er altfor skøn en Nat, + og jeg kan ikke sove, + Fjældkæderne har Linjer + som danske Bøgeskove. + Som Udhugst-Lysninger blandt Trær + staar istids-fødte hvide Brær + i sælsomt livløst Maaneskær -- + et Snitværk af Sølv-Filigran, + som tier dødt. Her lever Pan ... + + +VIII + + Jeg har saa ung en Glæde + bare ved at træde + mit Fodtrins lette Spor + paa den sne-tilføgne Jord. + + Min Sjæl er tavs af Lykke, + jeg kaster ingen Skygge + i denne dejlige Nat + fredfyldt og lysforladt. + + Min Hjerne har ej Tanker, + og Livet ingen Skranker ... + Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs, + her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs. + + +IX + + Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader! + Nu har vi Nyaar efter Almanakken, + hjemme er Vrimlen en gensidig Takken, + en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader, + + et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader, + en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken, + -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken, + da Luften blev mig kvalm i vore Gader ... + + _Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender, + det kommer uanmældt og uformodet + en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder: + + _de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_ + og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet, + da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet. + + +X + + Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste, + end ikke den usleste Busk finder Fæste, + -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke + hvidpudrede ranke. + + Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe + og lytter til flaksende Fuglevinge, + jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier, + jeg lytter og tier. + + Jeg har en Veninde, vi elsker begge + at suse paa Skøjter langs klukkende Bække, + og ud ad de barfrosne Veje vi gaar + med Rimløv i Haar. + + Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet, + maaske er mit Timeglas snart udrundet. + Jeg sanser kun Mad, baade god og slet, + og jeg er saa træt ... + + +XI + + Min Livskraft ligger i Dvale, + alle mine Tanker er gaaet i Hi. + Nu drager den store Nat forbi + de slumrende Fjælde og Dale. + Jeg ligger som dybt i Dvale. + + Min Sjæl er sløv som en Larve, + den sanser ej længer sin vante Strid, + den sover sig frem til Lysets Tid, + hvor den skal faa Liv og Farve. + Min Sjæl er en jordbunden Larve. + + Jeg tror, Genfødelsen kommer. + Naar Vinterens Nattemulm er forbi, + skal Larven blive sommerfugle-fri + med al den flyvende Sommer. + Jeg véd jo, Genfødelsen kommer. + + +XII + + Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje + udblomstret og gold, + mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje + og Hjernen is-kold, + skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet, + min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets + skyggende Løv. + Mit Øre + kan høre + hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv, + klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre, + men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet: + Jeg er kun et Frø, + som skal dø. + + Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig + til Kampmaalet naar? + Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig, + ublidere Kaar? + Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler? + Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed + Ungdommen tabt? + -- Men bygge + min Lykke + paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt; + jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge. + -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler, + der angrer, at I + gled forbi! + + Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling. + Er _Ungdommen_ klog? + Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling + og hensynsløst Sprog. + Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes, + da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende + Slægts-Pietet. + Jeg vilde + ved stille + udadlelig Flid vinde _mere_ end sket. + Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde + forynget at leve de Drømme, som sendtes, + da Haabet var sundt, + Verden rundt! + + +XIII + + Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter, + ud til et blodrigt Liv i sære Egne, + en Udvé, som gaar alle vide Vegne + til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter, + hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter. + -- Der er saa mange Præmie-Sjæle til, + o, lad mig altid være ung og vild! + + Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«, + min egen ranke Nakke ydmygt bøje + -- hellere med det _lidet_ lade mig nøje + end tækkes Krybet i en højere Sfære, + hvor der er smitsomt for min Sjæl at være. + Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare, + o, lad mig altid være ung og Daare! + + +XIV + + Der er ikke et Menneske, fjern eller nær, + som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær, + jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven, + I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen, + men Driften, som hidser mig, kender I den? + + Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt. + Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt? + Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært, + at Menneskelivet er bitterlig svært + og Mennesket selv af omtvisteligt Værd. + + Jeg er i den vide Verden kun én, + hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén, + kun ene og ensom, en tillukket Grav, + hvor strømmende Ord mine Læber saa gav, + en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav. + + Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor, + eller gemmer mig bort i det tavseste Nord, + hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred + eller higer mod Liv fra mit Skjulested, + jeg er dog kun _én_ i al Evighed. + + En venneløs gaar jeg i Fjendekrig, + og fjenderig møder jeg Vennesvig, + selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt, + den Ven eller Fjende, der faar min Foragt + -- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt. + + Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ, + jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ, + men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt -- + da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt, + men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt. + + +XV + + Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned, + naar jeg saa' et Insekt blive pint, + naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder, + og dens Hjærteblad skælvede fint. + Jeg har været et fængeligt Tønder + for hvad Skabningens Ringeste led, + jeg har _ødslet_ med Kærlighed. + + Jeg har næret min Pen med mit Blod, + naar jeg skrev om al Menneskenød, + om forskyldt eller skyldfri Elende + og dens Véraab paa Retfærd og Brød. + O, mit pulsende Blod kunde brænde, + og min følsomme Sjæl fatte Mod, + naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god. + + Det var den Gang, mit Hjærte var Ler + og min Tillid til Menneske-Værd + og min Tro paa mig selv uforfærdet, + da mit Liv laa i morgenrødt Skær. + Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet + af de usle Bedrag, som det ser, + og nu tror jeg paa ingen Ting mer. + + -- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt + ved al Skabningens Kummer og Nag, + men da selv jeg fik Pinslerne prøvet, + tog jeg graadløs de grusomme Slag. + Og nu taler mit Hjærte bedrøvet + kun i dæmpede Aandedrag, + men min Taare har rundet sig træt. + + +XVI + + Jeg byder ej mit Venskab frem + til Per og Povl og alle dem, + der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin, + men _vandt_ du mig for dig og dit, + saa bliver du mig aldrig kvit, + da er jeg al min Levetid uforbeholden din. + + Og den, der kalder mig sin Ven, + skal ærligt yde mig igen + et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund, + og han skal taale min Protest, + naar han ej gir sig, sand og bedst, + thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund. + + En Kvinde kan jeg ofre _alt_: + min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_, + og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst. + Men Mand og Mand i Venskabspagt + har samme Pligt og lige Magt, + og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst. + + Men vandt du mig for dig og dit, + og tør du tale hensyns-frit + og elske mine Evner frem og kue mine Fejl, + da bliver du mig aldrig kvit, + da ejer du alt, som er mit, + ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl. + + +XVII + + Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder, + hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket, + skal al Ting lykkes, maa der ske det Under, + at jeg blir hundred-aarig og usvækket. + Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder, + hvordan blir Stammen trøsket da og knækket! + + Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse + snigmorderiske Død af Sot og Syge, + Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse + i lunkent Sollys -- hellere en Byge, + lad bare Stormen piske, Regnen øse, + og alle Lungepibere rejse og ryge! + + I brat og voldsom Død har helst jeg villet + med denne dejlige Jord faa Afsked taget. + Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet, + men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget, + og først naar alle Trumfer er udspillet, + slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget. + + Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten, + et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde, + men aldrig skal jeg angre, at min Digten + drog mig langt udenfor den alfar Glæde. + Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten, + o, lad mig hundred-aarig Jorden træde! + + +XVIII + + Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod + dybt i den jydske Muld, der var min Amme, + Jordens Safter skal stige i min Stamme, + forny mit Væv og nære mit Løv med Blod, + -- ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god. + + Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand + og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, + til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler + det frodige Grønsvær frem af magert Sand, + stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land. + + Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit + og klamre mig som Marehalm til Bunden, + at Havet ikke skal underskære Grunden, + men bruse mig for Øje tro og frit, + thi ene dette Hav og Land er mit! + + +XIX + + Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige, + hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret, + for ham er Sol det selvfølgelige, + men her i Pollandets Mørkerige, + hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret, + her faar jeg Solen smærtelig kær: + nu véd mit Øje, hvad Sol er værd. + + +XX + + Giv mig Solen, aa, giv mig Solen + og lad mig gense de danske Strande, + hvor Natten skifter med solfyldt Dag, + og Himlen spejles i dybt-blaa Vande, + paa Marken Solsikken og Violen + og Lyd af Kornlærkers Vingeslag. + + Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, + en purpurglødende Morgenrøde + bag Ferskenblomsternes hvide Lin, + med sødlig Duft af en tropisk Grøde, + af Oleanderen og Magniolen, + af gul Orange og blaalig Vin. + + Giv mig Solen, ja, giv mig Solen, + den skal fremelske Ungdom og Ynde, + jeg længes vanvittigt langt mod Syd, + dèr vil jeg aande og se og synde, + jeg hader Natmørket her ved Polen + og min Grav-Tilværelses golde Dyd. + + Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, + jeg sidder længsels-pint her og bier. + Hvordan er Verden? -- fremdeles slet? + Har Kunsten udklækket ny Genier, + har Frihedskravet knust Kongestolen? + -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_! + + +XXI + + Vi har atter Maanetid og Gæsteri + -- ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! -- + Her er daglig et Par Slæder paa Visit, + for vi ligger netop paa en alfar Sti, + og her er en stadig livlig Bytten Koner, + det er svært at skelne mellem mit og dit + -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner! + + Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv, + og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak, + Husets allerbedste raadne Kød blir budt, + og man skynder sig at proppe i sit Liv, + mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak, + og en høflig Vært gir Konen med til Slut, + og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak! + + +XXII + + Ja, lille søde Aini'nak, + du spørger, om Kvinderne hjemme + er ligesaa gode som her mod Nord + og Mændene ligesaa slemme? + + Om Damer, lille Aini'nak, + tør ingen sin Mening sige. + Men Mændene er af et grumset Stof + og ikke just elskelige. + + Jeg véd, at din Mand har slaaet dig, + jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer, + -- aa, stakkels lille Aini'nak, + hos _os_ er der bitrere Jammer. + + Du havde vel været ulydig + og nægtet ham, hvad han kan kræve, + -- hos _os_ er der tungere Vaaben + end den bare knyttede Næve. + + Det véd du jo, lille Aini'nak, + snart læges din Smule Rift, + men Mændene hjemme i Danmark + de drypper i Saaret Gift. + + _Vi_ saarer med Øjets Staalblink + og Tungens bidende Odd, + med smaabitte haanske Skuldertræk + eller Tavshedens ætsende Braadd. + + Saa lever vi Side om Side, + men dyrker dog hver sin Gud, + _vi_ vælger helst det dulgte Bedrag + fremfor et ærligt Brud. + + Nej, kære lille Aini'nak, + _du_, som er saa god og smuk, + du kender ikke den Livsens Vé, + der bæver i Kvindesuk. + + Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak, + svarer den fremmede Herre: + Kvinderne hjemme er bedre end her, + men Mændene meget værre! + + Alene den lille Aini'nak, + der er sky som en opskræmmet Raa, + du er den eneste Kvindesjæl, + jeg blandt dine Søstre saa'. + + +XXIII + + Vi grubler for meget og handler for lidt + og hugger hverandres Livsgerning i Splinter, + under Selv-Reflektionernes Mareridt + vi leger og kriges med Vitser og Finter, + men flytter os ikke et eneste Skridt, + dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry + og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry. + + Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_, + det er _Tingene_ selv og ej deres Navne, + hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror + uden at famle og føle og favne, + thi Ord er Bedrag, den Naive er stor; + mit slyngede, selv-reflekterende Jeg + skal blive én eneste lige Streg. + + Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt, + min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen, + jeg sanser kun Tingenes egen Magt + oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen -- + og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt; + jeg vil ikke mere studere mit Selv, + blot leve naivt under Himmelens Hvælv. + + +XXIV + + Nu stiger Lyset, + Nat-Mørket brister, + og Kulde-Gyset + af Landet lister. + + Rødlige Buer + af Dæmringens Straale + dirrer som Luer + bag Isblink-Naale. + + Paa Sletten blegner + Skyggerne bort, + Fjældryggen tegner + sig skarp og sort. + + Tarmrude-Lyset + taber sit Skær, + -- nu flygter Gyset, + Dagen er nær. + + +XXV + + Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver, + raskt Farvel til dem, der bliver, + Tak for alt og Tak til Alle: + -- se, dèr kommer En og giver + mig en lækker Hvalros-Lalle, + som han i sin Kødgrav fandt, + den er Rejseproviant; + og den største Tromme-Mand + forærer mig en Narhvalstand ... + + -- Afsked gør mig altid trist, + jeg blir helt beklemt tilsidst; + det er svært nok at forlade + disse gode, altid glade, + trofast hjælpsomme Eskimoer; + -- hvad jeg haaber end og tror, + skal vi maaske aldrig ses ... + -- Det er rart at se sit Værk + kronet af en fast, besluttet + Viljesytring; den gør stærk: + -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet! + -- Hør, der snakkes og der les, + og jeg gir Signal til Spandet + og er snart langt væk fra Landet ... + + Ja, nu gaar det atter hjemad, + men det gaar kun trælsomt fremad, + Maanen skjuler sig bag Taage, + Strømmen skærer mangen Vaage, + vi maa lejre os som bedst + midt i isnende Sydvest. + + -- Av, dèr »brændte« jeg min Næse, + fire Fingre og en Taa, + jeg har vaade Vanter paa + -- og et Ur, jeg skal aflæse, + det er gaaet rent i Staa ... + + »Her maa ties, her maa bies«, + jeg er bleven vant til Turen. + Mens min Hud i Frost afsvides, + støder Stormen fælt i Luren, + men tilsidst er den blæst træt, + i dens sidste Aandedræt + krydser vi den sidste Bræ, + gaar i Sne til over Knæ + og naar i Melville-Bugten + ud paa ny og let-kørt Is, + hvor vi følger langs en Rende, + -- mere Kulde, mer Elende: + i Kamikken stivner Fugten, + Termometrets Kviksølv fryser -- + men den hvide Maane lyser + gennem rimfyldt Kuldedis ... + + Det gaar fremad, + vi naar hjemad, + og vi slider, angst-befriet, + hele Kuske-Kompagniet, + dansk og fremmed, døbt og Hedning, + elleve Mand om otte Læs, + elleve Mand, tre Snese Hunde, + lutter gridske Fraasemunde + om det samme frosne Kød, + -- naa, vi lider ingen Nød, + og vi nærmer os vor Redning, + thi dèr henne + bag et Næs + kan Upernivik jeg kende! + + Og vi kappes. Frem paa Fronten, + Sol er nær ved Horisonten! + -- Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn, + Hundene blir rent beruste! + -- Stolte Time, da vi suste + som en Flok kamplystne Børn + hen blandt Isens vilde Kaos, + -- Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, -- + Bjørnene slap ikke fra os, + snart laa to _døds_-harpunerte. + + Selv _blev_ vi paa Kampens Sted, + vi var hungrige og trætte, + laa og aad os tungnemt mætte, + den skrigvorne Mave fuld, + Hund og Herre, + -- men desværre + Hundene aad Skindet med ... + + Pyt! Med Skind og røden Guld, + hvad er Guld mod Morgenskær: + se, vi møder Solen her, + se, derude staar den røde + Solgud op af Vinterdvale, + alle Iskrystaller gløde, + -- og vi gaar vort Hjem i Møde, + og vi staar og ser og ser + -- længe -- -- og kan ikke tale -- -- + + + + +TILBAGEKOMST + + + Saa kom det store Øjeblik, + da vi igen var fremme; + dèr laa de kendte Huse, + vi følte os som hjemme. + Der fløj et Dannebrog til Tops, + og Hytten syntes os et Slot, + -- aa, disse kære Farver, + hvor gjorde de dog godt! + + Nu traadte vi i Stuen ind, + vor syge Ven blev baaret, + saa rørende en Velkomst + blev aldrig os beskaaret. + I Ovnen brændte festligt Baal, + og mange hvide Lys stod tændt, + -- vi maatte alle tie + med Ansigtet bortvendt. + + Saa drak vi da et godt Glas Vin + og smagte Fruens Kage, + vi skal nok aldrig glemme + den Stund, vi kom tilbage; + _det_ sagde ogsaa O'sakrak, + da han af Hvedebrødet bed: + -- »Ja, _nu_ kan jeg begribe, + I længtes svært herned!« ... + + Men laa der intet Brevskab gemt? + -- min Puls tog til at banke, + den store Post fra Danmark + var aldrig af min Tanke. + -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud! + da blev mit Hjærte koldt som Is, + saa har I Stakler hjemme + vel frygtet vort Forlis! ... + + Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl, + og vi skal atter mødes, + og af vor Gensyns-Lykke + skal ny Værdier fødes. + Og er endnu min Hjemvej lang, + og faar jeg ingen Breve, + aa Gud, om vi naar sammen, + hvor _smukt_ skal vi da leve! + + + + +LIV + + + Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt + for den, som har Sans til at leve det ret, + men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt, + naar Udlængslen snører vort Aandedræt. + -- Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves, + jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose, + af Lyngblomst og Rose + var længst jeg træt, + var vammel ved Troskab, forbitret af Svig, + men Verden derude var stor og rig, + og kostelige Skatte skulde hæves. + + Saa traadte min Fod den forjættede Muld, + og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer, + men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld, + og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor. + Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten, + min Sjæl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken? + saa sejled fra Bryggen + jeg længst mod Nord, + dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn, + dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn + og skjalv dog for Mørket og Natten. + + Da kom der en stormfuld, oprivende Tid, + for første Gang fik jeg mig selv endevendt, + -- dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid, + nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ... + Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole + og véd hverken ud eller ind med vor Bane, + kan slet ikke ane, + hvordan den var endt, + men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os, + faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os -- + _Livet_, den kostelige Skole! + + * * * * * + + Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt + dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog, + at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt, + og læged blev Vunderne, Livet ham slog. + Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister + og drager langt bort fra de hjemlige Kyster + til vovsomme Dyster + afsindig og klog. + Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt, + og Lysten til Livet en adelig Byrd, + hvad enten det bær eller brister. + + * * * * * + + Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt, + du dejlige Liv, som jeg drager imod + fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat + til Foraar med Midnatssols gyldne Flod! + Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden, + fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde, + jeg har en Veninde -- + og træt er min Fod -- + ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt, + men dejligst af alt, som er dejligt og smukt, + er altid min Hjemkomst fra Færden! + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43338 *** |